Europa-Parlamentets beslutning om mere, bedre og hurtigere EU-udviklingsbistand - 2006-bistandseffektivitetspakken (2006/2208(INI))

P6_TA(2006)0382 A6-0270/2006

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens meddelelse om mere, bedre og hurtigere EU-udviklingsbistand (KOM(2006)0087),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om mere effektiv EU-udviklingsbistand - En fælles ramme for udarbejdelsen af landestrategipapirer og fælles flerårig programmering (KOM(2006)0088),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om udviklingsfinansiering og bistandseffektivitet - Udfordringer i forbindelse med optrapning af EU-bistanden 2006-2010 (KOM(2006)0085),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om hurtigere opfyldelse af millenniumudviklingsmålene - Udviklingsfinansiering og udviklingsbistandens nyttevirkning (KOM(2005)0133),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om sammenhæng i udviklingspolitikken - Hurtigere opfyldelse af millenniumudviklingsmålene (KOM(2005)0134),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om hurtigere opfyldelse af millenniumudviklingsmålene - Den Europæiske Unions bidrag (KOM(2005)0132),

-   der henviser til konklusionerne fra Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 10.-11. april 2006 om udviklingsfinansiering og bistandseffektivitet: levere mere, bedre og hurtigere,

-   der henviser til Rom-erklæringen om harmonisering, vedtaget den 25. februar 2003 efter forummet på højt plan om harmonisering, og Paris-erklæringen om bistandseffektivitet, vedtaget den 2. marts 2005 efter forummet på højt plan om bistandseffektivitet (herefter "Paris-erklæringen"),

-   der henviser til sin beslutning af 16. februar 2006 om det nye finansielle instrument i forbindelse med millenniumudviklingsmålene(1),

-   der henviser til resolution A/RES/55/2 fra FN's Generalforsamling om millenniumerklæringen,

-   der henviser til rapport fra Jeffrey Sachs, rådgiver for FN's generalsekretær, "Investing in Development: A Practical Plan to Achieve the Millennium Development Goals",

-   der henviser til Monterrey-konsensussen af 22. marts 2002 om udviklingsfinansiering,

-   der henviser til fælleserklæringen fra Rådet og medlemsstaternes regeringsrepræsentanter i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om EU's udviklingspolitik, kaldet "den europæiske konsensus"(2) (herefter "den europæiske konsensus om udvikling"),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg: EU-strategi for Afrika - En EU/Afrika-pagt til fremme af Afrikas udvikling (KOM(2005)0489),

-   der henviser til sin beslutning af 17. november 2005 om en udviklingsstrategi for Afrika(3),

-   der henviser til New York-erklæringen af 14. september 2005 om innovative udviklingsfinansieringskilder, der blev vedtaget på topmødet den 14.-16. september 2005 om gennemførelsen af milleniumudviklingsmålene, hvori 79 lande allerede har givet udtryk for deres støtte til lanceringen af en første pilotmekanisme i form af et solidaritetsbidrag til flybilletter,

-   der henviser til Landaus rapport om nyskabende kilder til udviklingsfinansiering bestilt af firepartsgruppen og offentliggjort i 2004 samt rapporten fra Atkinson med titlen "New Sources of Development Finance: Funding the Millennium Development Goals", som FN's universitet (UNU-WIDER) offentliggjorde i 2004,

-   der henviser til sin beslutning af 18. maj 2006 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejdet og det økonomiske samarbejde(4),

-   der henviser til sin beslutning af 6. april 2006 om bistandseffektivisering og korruption i udviklingslandene(5),

-   der henviser til sin beslutning af 12. april 2005 om EU's rolle i forbindelse med gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene(6),

-   der henviser til sin beslutning af 14. marts 2006 om revisionen af Den Internationale Valutafonds strategi (7),

-   der henviser til meddelelsen af 7. juni 2006 fra den afrikanske gruppe i Verdenshandelsorganisationen (WTO)'s landbrugskomité, som vedrører betingelserne for forhandlingerne om landbrugsmidler (06-0000) (TN/AG/GEN/18),

-   der henviser til rapporten fra marts 2006 med titlen "Evaluation de l'Appui de la Banque au Commerce, 1987-2004", som er udgivet af Verdensbankens Independent Evaluation Group (IEG),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om International Handel (A6-0270/2006),

A.   der henviser til, at EU yder over halvdelen af verdens offentlige bistand og dermed er den største bistandsyder i verden, men at denne position ikke giver sig udslag i et reelt lederskab, som kan gøre en forskel på den internationale scene,

B.   der henviser til, at den europæiske konsensus om udvikling lægger grunden til en fælles vision for EU's udviklingspolitik gennem værdier, principper, målsætninger og instrumenter, der er fælles for medlemsstaterne, Rådet, Parlamentet og Kommissionen,

C.   der henviser til, at det overordnede mål med denne politik er at udrydde fattigdom som led i bæredygtig udvikling, herunder at nå millenniumudviklingsmålene,

D.   der henviser til, at Kommissionen for første gang siden vedtagelsen af den europæiske konsensus om udvikling sigter mod en strategisk planlægning af ikke blot den bistand, som den yder og/eller forvalter, men også af den bilaterale bistand, som medlemsstaterne yder, idet den stræber efter at opfylde de forpligtelser, der blev indgået i Paris-erklæringen (ejerskab, tilpasning, harmonisering, resultatbaseret forvaltning og gensidigt ansvar),

E.   der henviser til, at den manglende sammenhæng mellem de forskellige EU-politikker er en hindring for bistandseffektiviteten og i øvrigt er i strid med EF-traktatens artikel 178,

F.   der henviser til, at talrige undersøgelser har vist, at bistandens afbinding i ikke at stille nogen betingelser for bistandens oprindelse eller tildelingsmåde er afgørende for at forbedre dens effektivitet, navnlig når det gælder fødevarebistand,

G.   der henviser til, at partnerlandenes ejerskab af udviklingsstrategier og -programmer er et af de væsentlige principper i den europæiske konsensus om udvikling og i Paris-erklæringen,

H.   der henviser til, at der i henhold til ovennævnte rapport udarbejdet af Jeffrey Sachs for FN er behov for mindst 50 mia. USD mere om året for at nå millenniumudviklingsmålene i 2015,

I.   der henviser til, at Den Europæiske Union har forpligtet sig til at afsætte 2 mia. EUR om året, hvoraf 1 mia. kommer fra medlemsstaterne og 1 mia. fra Kommissionen, til bistand til udviklingslandenes handelskapacitet,

J.   der henviser til, at EU i Rådets ovennævnte konklusioner bekræftede de forpligtelser, der blev indgået den 24. maj 2005 med hensyn til en forøgelse af bistandens omfang, dvs. at EU kollektivt vil yde mindst 50 % af stigningen i de offentlige udviklingsbistandsmidler til Afrika, og at EU stadig er den eneste bistandsydergruppe, der har indgået væsentlige, målbare og forudseelige forpligtelser om at øge bistanden til et beløb på over 84 mia. EUR i 2015,

K.   der henviser til, at under hensyntagen til de restriktioner, som er fastlagt i de finansielle overslag 2007-2013 (konklusioner fra formandskabet for Det Europæiske Råd i Bruxelles den 15.-16. december 2005) for EU's budget skal hovedparten af bistandsstigningen (mellem 80 % og 90 %) komme fra medlemsstaterne,

L.   der henviser til, at selv om EU ifølge tal fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) for 2005 tilsyneladende er på rette vej, når det gælder om at nå de målsætninger, der er fastsat for 2006, er der stadig fire medlemsstater, hvis bistandsniveau ligger under den minimumsgrænse på 0,33 % af BNI, der er nævnt i Barcelona-kompromiset,

M.   der henviser til, at EU ifølge de seneste tal fra Komitéen for Udviklingsbistand under OECD navnlig har bogført gældslettelserne som udviklingsbistand i 2005 (hovedsagelig for Irak og Nigeria), hvilket udgør 9 mia. EUR, selv om der i Monterrey-konsensussen udtrykkeligt er taget højde for, at den finansiering, som bevilges i form af gældslettelser, ikke bør hentes fra udviklingsbistandsmidler, der normalt er beregnet på at blive ydet direkte til udviklingslandene,

N.   der henviser til, at ud over fænomenet med en kunstig oppustning af det offentlige udviklingsbistandsbeløb og som følge af en ineffektiv forvaltning når en stor del af den bistand, som alle EU-medlemsstaterne bevilger, ikke direkte frem til befolkningerne i de sydlige lande, som den er rettet imod,

O.   der henviser til, at gennemførelsen af de forpligtelser, som G8-landene indgik i Gleneagles, nemlig at forhøje udviklingsbistanden med 50 mia. USD om året inden 2010, i vidt omfang ligger inden for løfterne, da den effektive bistand fraregnet virkningerne af eftergivelsen af de fattigste landes gæld kun er steget med 5 mia. USD i 2005,

P.   der henviser til, at det internationale samfund for at opfylde sine forpligtelser allerede har været samlet to gange siden september 2005 for at fortsætte diskussionerne om nyskabende kilder til udviklingsfinansiering,

Q.   der henviser til, at indførelse af nyskabende finansieringsinstrumenter vil gøre det muligt ikke blot at identificere nye ressourcer, men også at forbedre kvaliteten af udviklingsfinansieringen, særlig med hensyn til ressourcernes stabilitet og forudsigelighed, hvilket er væsentligt for, at der kan opretholdes nationale strategier på lang sigt,

R.   der henviser til, at grundlaget for en mere effektiv europæisk udviklingssamarbejdspolitik er fastsættelse af præcise mål, som skal gennemføres, og indikatorer til måling af de fremskridt, der er gjort,

S.   der henviser til, at donorerne i Paris-erklæringen forpligtede sig til at fastsætte målsætninger for 2010 i overensstemmelse med de 12 indikatorer, der er fastsat heri, og at indføre et effektivt system til kontrol af, om de enkelte parter overholder disse målsætninger,

T.   der henviser til det presserende behov for på en holdbar måde at tage fat på gældsproblemet, som er en væsentlig bremse for gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene,

U.   der henviser til, at der er international enighed om at gå fra en lettelse til en eftergivelse af de fattige landes gæld, således som millenniumerklæringen og G8-landenes beslutning i 2005 om at eftergive gælden viser,

1.   understreger det reelle fremskridt med hensyn til effektiviteten, der er sket med de seneste forslag fra Kommissionen i dens tre sidste meddelelser; og noterer sig Rådets ovennævnte konklusioner, som medtager en del af de forslag, der er indeholdt i de tre meddelelser;

2.   anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at arbejde hen imod bistandseffektivitet inden for rammerne af værdierne i FN's verdenserklæring om menneskerettigheder og FN-konventionerne, f.eks. den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder;

3.   betragter forsøget på at udvælge "primære donorer" i særlige sektorer på nationalt niveau som et interessant fremskridt;

4.   anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om sammen at gøre den størst mulige indsats for, at EU taler med én stemme, så vi kan opbygge og videreføre et lederskab, som ikke blot er baseret på størrelsen af de beløb, der ydes til udviklingssamarbejdet, men ligeledes på en styrket effektivitet;

5.   mener, at hvis fattigdommen skal bekæmpes effektivt, bør en meget større del af den offentlige udviklingsbistand, som de internationale donorer yder, først og fremmest sendes til de fattigste lande og befolkninger; beklager, at Unionen ikke har fastsat præcise målsætninger i den retning;

6.   mener, at den fiskeriaftale, der er indgået med udviklingslande, bør sigte på at forbedre disse landes mulighed for at kunne forvalte fiskeriet i deres farvande hensigtsmæssigt, herunder at kontrollere og overvåge fiskeriaktiviteter og udføre videnskabelig forskning i stedet for blot at omfatte betaling for retten til at fange fisk;

7.   mener, at hvis EU's bistand skal være effektiv, skal der sikres tilstrækkeligt politisk rum til udviklingslande, og bistandseffektiviteten skal vurderes i forhold til det konkrete fremskridt hen imod at nå millenniumudviklingsmålene;

8.   anmoder Kommissionen og alle EU's medlemsstater om nøje at overholde de målsætninger og principper, der er fastlagt i den europæiske konsensus om udvikling, og navnlig den vigtige målsætning om at bekæmpe fattigdom;

9.   anmoder EU om at forsvare og fremme denne politik, som respekterer menneskerettighederne og modtagerlandenes ret til at fastlægge deres egne politikker, i alle de multilaterale organer, som EU deltager i, og inden for rammerne af de bilaterale forbindelser;

10.   anmoder EU om i dets udviklingspolitik at tage højde for anbefalingerne i FN's sammenfattende rapport om udviklingen i økosystemerne i anledning af årtusindskiftet, hvori det slås fast, at ødelæggelsen af verdens økosystemer vil være en hindring for at nå millenniumudviklingsmålene, og om at gøre en indsats for at vende den omfattende nedbrydning;

11.   anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at gøre en indsats i fællesskab og sammen med de andre donorer i OECD's Komité for Udviklingsbistand med henblik på i komitéen at støtte gennemførelsen af Paris-erklæringen;

12.   anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om snarest muligt at gennemføre de henstillinger, som Kommissionen foreslår, og som Rådet delvist har overtaget, hvilket betyder, at der skal gøres en kraftig indsats for - om nødvendigt radikalt - at ændre deres bistandssystem og/eller deres procedurer for ydelsen af bistand med den målsætning at øge effektiviteten heraf betydeligt via en bedre samordning af programmerne, aktionernes komplementaritet og politikkernes sammenhæng;

13.   understreger, at bistandseffektivitet skal opnås gennem en togrenet strategi, som går ud på at sætte fokus på f.eks. koordination, komplementaritet, harmonisering og tilpasning, men også på indhold; understreger, at områder såsom bekæmpelse af korruption, kapacitetsopbygning i forbindelse med en stor indsats for at forhindre hjerneflugt og katastroferisikoreduktion er nøgleområder i denne forbindelse;

14.   understreger, at en mere effektiv samordning bør ledsages af en komplementaritet i aktionerne, der går i retning af en bedre arbejdsfordeling mellem medlemsstaterne selv samt mellem medlemsstaterne og Kommissionen, med fokus på de enkelte lande og på primære partnerlande, så problemet med glemte lande og sektorer imødegås; understreger donoratlassets relevans i den forbindelse;

15.   understreger, at donorkoordination og arbejdsfordeling skal følge partnerlandets prioriteringer, idet målet er tilpasning til partnerlandets prioriteringer og procedurer;

16.   erkender, at koordination og arbejdsfordeling ikke kan ske isoleret, og derfor skal Den Europæiske Union ikke udelukkende fokusere på intern arbejdsfordeling, men altid have et donorperspektiv;

17.   anmoder de pågældende medlemsstater om ikke at udskyde den budgetstigning, der er påkrævet i henhold til de løfter, de gentagne gange har givet om i 2015 og uden bogholderimæssige kunstgreb at nå op på et minimumsbeløb for den offentlige udviklingsbistand på 0,56 % af BNI i 2010 og 0,7 % af BNI i 2015 med den meget konkrete målsætning at frigøre yderligere midler til en effektiv og styrket udviklingsbistand; understreger over for disse medlemsstater, at de spiller en væsentlig rolle på dette område;

18.   anmoder EU om at holde sig for øje, at en forøgelse af den offentlige udviklingsbistand ikke giver mening, hvis forøgelsen ikke ledsages af en væsentlig forbedring af såvel dens effektivitet som dens kvalitet, og om således at være med til at sørge for, at denne forbedring får absolut førsteprioritet i de enkelte medlemsstaters og de pågældende EU-institutioners udviklingssamarbejdspolitik;

19.   anmoder de enkelte medlemsstater om årligt at opstille en præcis og gennemskuelig liste, hvor der skelnes klart mellem de beløb, der anvendes direkte til udviklingsbistand, og de beløb, der er sat af til andre initiativer, som ikke direkte hører under udviklingsbistanden, f.eks. gældslettelse, på baggrund af et fælles referencedokument, der er udarbejdet af Kommissionen; fastholder, at disse beløb udtrykkeligt skal udelukkes fra beregningerne af de samlede udgifter til udviklingsbistand;

20.   bemærker, at debatterne om de initiativer, der eventuelt kan betragtes som hørende under udviklingsbistand, vil fortsætte i 2007 inden for rammerne af OECD's Komité for Udviklingsbistand for at blive afsluttet på topmødet på højt niveau i Ghana i begyndelsen af 2008; understreger, at det er fast besluttet på at deltage aktivt i disse debatter;

21.   anmoder Kommissionen om at blive informeret om betingelserne for tildelingen af det mandat, den udøver i OECD's Komité for Udviklingsbistand, om indholdet i fastlæggelsen af den holdning, som den forsvarer i komitéen, og om denne komités organisations- og funktionsbestemmelser;

22.   anmoder medlemmerne af OECD's Komité for Udviklingsbistand om at definere målsætninger for 2010 i overensstemmelse med de 12 indikatorer, der blev fastsat i Paris-erklæringen, og navnlig mål for konditionalitet, gensidigt ansvar og forudsigelighed, og om at oprette en effektiv opfølgningsmekanisme;

23.   støtter det fælles programmeringsinitiativ, som Kommissionen har foreslået og Rådet har godkendt, og som i første omgang omfatter 11 AVS-lande samt Vietnam og Nicaragua; mener, at den programmering, der nu forberedes for AVS-landene, kunne være et godt udgangspunkt; understreger imidlertid betydningen af at sikre, at pilotinitiativer ikke er i strid med eksisterende fælles foranstaltninger i partnerlandene, f.eks. strategier for fælles bistand, men i stedet styrker eksisterende processer;

24.   noterer sig og værdsætter Kommissionens arbejde med udvikling af resultatindikatorer for sine aktiviteter, men noterer sig ligeledes, at de fleste indikatorer drejer sig om intern evaluering, at budgetstøtten og sektorprogrammerne ikke evalueres ved hjælp af disse indikatorer, og at der endnu ikke findes indikatorer for virkning og bæredygtighed til evaluering af afsluttede projekter;

25.   anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om i fællesskab at fastsætte resultatindikatorer, som er afpasset efter indikatorerne for millenniumudviklingsmålene, navnlig for så vidt angår budgetstøtten, således at de nationale parlamenter og det lokale civilsamfund samt Europa-Parlamentet kan spore resultaterne af Den Europæiske Unions bidrag;

26.   understreger, at den fælles programmering skal fremme et partnerskab, der er baseret på nationalt ejerskab og gensidigt ansvar;

27.   understreger, at såvel hjælpe- som handelsforanstaltninger kan og skal spille en vigtig rolle i forbindelse med opfyldelse af millenniummålene;

28.   anmoder Kommissionen om at undersøge, hvordan retfærdig handel kan udvikles til en model for bæredygtig handelspolitik, som kunne fremme en afvejet handel mellem Nord og Syd, og om at identificere de handelshindringer, der har størst indvirkning på de fattigste i verden;

29.   anerkender betydningen for udviklingslandene af mere stabile råvarepriser og opfordrer Kommissionen til at foreslå foranstaltninger med dette sigte;

30.   anmoder Kommissionen om at klarlægge, i hvilken grad modtagerlandene og civilsamfundet får fuld kontrol over deres udviklingspolitik med det nødvendige politiske rum i forbindelse med udarbejdelsen af analysen, diagnosen og den fælles strategiske politik med henblik på at fremme modtagerlandenes reaktion;

31.   mener, at modtagerlandene selv demokratisk skal fastlægge nationale og regionale udviklingspolitikker, og at demokratisk valgte parlamenter skal føre øget kontrol med programgennemførelsen;

32.   understreger betydningen af gennemsigtighed og bekæmpelse af korruption, når det gælder bistandseffektiviteten; minder i den forbindelse om henstillingerne i Parlamentets ovennævnte beslutning om bistandseffektivisering og korruption i udviklingslandene; bekræfter sin støtte til kampagnen "Offentliggør, hvad De betaler", der opfordrer multinationale selskaber til at offentliggøre oplysninger om betalinger til regeringer;

33.   gentager sine henstillinger vedrørende bistandseffektivitet og korruption i udviklingslande; opfordrer Kommissionen og Rådet til at afsætte en passende procentdel af budgetstøtten til kontrolinstanser i civilsamfundet, oprette et internationalt system for sortlistning for at forhindre banker i at låne penge til korrupte regimer, forbyde offentlige indkøbsaftaler med firmaer, som har været involveret i korrupte aktiviteter i et udviklingsland, og indtrængende opfordre alle medlemsstater til at ratificere FN-konventionen mod korruption fra 2003;

34.   henviser endvidere til betydningen af god regeringsførelse og eksistensen af stabile retsstatsforhold samt gennemsigtige og forudselige lovgivningsmæssige, juridiske og institutionelle strukturer som nødvendige forudsætninger for et klima, der begunstiger økonomisk udvikling;

35.   anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at udvide det decentraliserede direkte samarbejde med de lokale enheder i udviklingslandene;

36.   mener, at medfinansiering kan spille en rolle som katalysator for EU-midler og således bidrage til at fremme indførelsen af en egentlig europæisk politik for udviklingssamarbejde;

37.   noterer sig Kommissionens forslag om at fremme oprettelse af et fleksibelt og bæredygtigt instrument, der skal medvirke til at nå millenniummålene; anmoder om en præcisering af, hvordan et sådant instrument skal fungere og forvaltes;

38.   beklager i modsætning til Kommissionen, at de fremskridt, som visse medlemsstater gør med opfyldelsen af de forpligtelser, der tager sigte på en gradvis afbinding(8) af udviklingsbistanden, ikke er tilfredsstillende, selv om denne ordning er meget ventet af de lokale producenter og de sydlige befolkninger, som kunne få stor gavn af dette; anmoder medlemsstaterne om allerede nu at afbinde fødevarebistanden og tildelingen af den til de mindst udviklede lande, sådan som OECD anbefaler;

39.   udtrykker bekymring over, at EU's budgetstøttepolitik til fordel for udviklingslande i stigende grad er underlagt internationale finansielle institutioners betingelser, hvilket tvinger udviklingslandene til at opfylde Den Internationale Valutafonds betingelser for at kunne få udviklingsbistand fra Unionen; mener, at denne centraliserede konditionalitet er i strid med politikken om modtagerlandenes ejerskab;

40.   anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at sørge for, at aktører i modtagerlande, herunder organisationer i civilsamfundet, får tilstrækkelig information, så det bliver lettere for dem at få adgang til de programmer, der er til rådighed;

41.   anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at fremme initiativer til fælles udvikling, idet der ved dette forstås udnyttelse af potentialet i indvandrersamfund i de udviklede lande til gavn for udviklingen i deres oprindelsesland;

42.   anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at inddrage kvalificerede personer fra kredse i udviklingsprogrammer, der ønsker at bidrage konkret og at arbejde i deres hjemland for at stille deres kompetencer til rådighed for udviklingen;

43.   understreger at der for at forbedre bistandseffektiviteten, der kommer til udtryk i konkrete fremskridt på stedet, er stærkt behov for nyskabende finansielle instrumenter og yderligere ressourcer, og at de ikke kan erstatte de forpligtelser, der allerede er indgået i forbindelse med offentlig udviklingsbistand;

44.   stiller sig positivt til EU's udtrykkelige vilje til at indføre innovative ordninger for finansiering af udvikling med henblik på at sikre en stabil, effektiv og forudsigelig handel;

45.   understreger, at Kommissionen ikke bør betragtes som den 26. EU-donor, men at den komparative fordel ved fællesskabsbistand i stedet bør fastsættes; gentager betydningen af de områder, der er fastsat i den europæiske konsensus om udvikling, f.eks. Unionens globale tilstedeværelse, størrelsen af dets budget for udviklingssamarbejde, styrkelse af den politiske sammenhæng, fremme af bedste praksis for udvikling, forenkling af koordinations- og harmoniseringsprocesserne samt fremme af demokrati og menneskerettigheder; opfordrer Den Europæiske Union til at indtage en klar holdning i dette spørgsmål;

46.   anmoder medlemsstaternes nationale parlamenter om at føre øget kontrol med de bevilgede midler og med de bilaterale samarbejdsprogrammers gennemførelse;

47.   beklager, at HIPC-initiativet til fordel for de stærkt gældstyngede fattige lande ikke har bidraget med en bæredygtig løsning på gældsproblemet, og at gældssituationen i de fleste berørte lande ikke er blevet forbedret, som ovennævnte rapport fra Verdensbanken har vist;

48.   glæder sig over det norske initiativ om at bestille en undersøgelse på Verdensbank- eller FN-niveau om det centrale spørgsmål om det uberettigede i gælden; opfordrer EU og medlemsstaterne til at fremme initiativet i internationale kredse, således at dette spørgsmål bliver anerkendt internationalt, og at den "odiøse karakter" af visse medlemsstaters bilaterale gæld undersøges med henblik på at annullere den;

49.   beklager, at Rådet ikke er rede til at afsætte nye midler til hjælpe- og handelsforanstaltninger i den finansielle ramme for 2007-2013; finder, at disse foranstaltninger ikke må finansieres på bekostning af andre aktiviteter, der sigter mod opfyldelse af millenniummålene; mener, at dette vil være usammenhængende og uacceptabelt, da det er nødvendigt med nye finansielle instrumenter og yderligere midler;

50.   fremhæver betydningen af WTO's "Aid for Trade"-initiativ, som giver udviklingslandene mulighed for at forbedre deres handelskapacitet og at gennemføre de aftaler, der er indgået i WTO-regi, med henblik på at drage fordel af disse og at øge udviklingslandenes handel ved at lette deres integration i den internationale samhandel; gentager sin støtte til den nye budgetpost "Aid for Trade", der forbedrer såvel transparensen som den demokratiske kontrol;

51.   glæder sig over Kommissionens forslag om at styrke koordineringen inden for det handelsrelaterede udviklingssamarbejde; fremhæver i denne sammenhæng behovet for forbedrede koordineringsforanstaltninger mellem alle donorer i almindelighed og især i modtagerlandet; understreger behovet for, at EU sammen med de øvrige internationale donorer skaber gensidighed i forbindelse med udviklingsbistanden;

52.   mener, at det er nødvendigt, at Den Europæiske Union yder bistand som led i sine sukkerstøtteforanstaltninger til fordel for AVS-landene, således at disse kan tilpasse sig de nye krav som led i reformen af den europæiske sukkerordning; er til gengæld af den opfattelse, at de midler, der er afsat til omstruktureringsbistand, ikke må anvendes på bekostning af andre foranstaltninger, der gennemføres som led i Unionens udviklingspolitik, og især ikke på bekostning af bevillingerne til millenniummålene;

53.   minder Kommissionen om dens løfte om en "Round for Free" for udviklingslandene i WTO; kræver, at Kommissionen og Rådet gør deres bedste for at hindre, at de mindst udviklede lande bliver ofre for stærkere handelsblokkes interesser;

54.   anerkender, at Kommissionen og AVS-landene ønsker at opnå større effektivitet gennem et udvidet regionalt samarbejde via de økonomiske partnerskabsaftaler; anmoder i dette øjemed om de nødvendige garantier og en realistisk tidsplan for en gradvis og asymmetrisk åbning af handelen for at sikre, at de økonomiske partnerskabsaftaler stimulerer den økonomiske vækst i AVS-landene effektivt;

55.   opfordrer alle udviklingslande og alle de nyindustrialiserede lande til at følge modellen i EU-initiativet "Alt undtagen våben" ved at garantere de mindst udviklede lande markedsadgang helt uden afgifter og kvoter;

56.   henviser til Kommissionens beretning, hvoraf det fremgår, at de mindst udviklede lande profiterer mindst af EU's præferenceordning; opfordrer Kommissionen til at træffe nye foranstaltninger, således at de fattigste lande kan profitere optimalt af EU's handelspræferencer;

57.   mener, at selv om den finansielle støtte, som Den Europæiske Union afsætter, er vigtig, er det også vigtigt at tage fat på væsentlige reformer af globale finansielle og kommercielle institutioner med henblik på at indarbejde en multidimensionel strategi, der er baseret på rettigheder;

58.   minder om sin ovennævnte beslutning om revisionen af Den Internationale Valutafonds strategi, hvori det opfordrede medlemsstaterne til at samle en gruppe lande ("constituency"), først og fremmest en gruppe af lande fra euroområdet for på lang sigt at sikre en sammenhængende europæisk repræsentation, som formanden for Økofin-Rådet og Kommissionen bliver tilknyttet, idet den nævnte gruppe er underlagt Parlamentets kontrol;

59.   anmoder om en revision af de internationale finansielle institutioners funktion, først og fremmest en tilpasning af afstemningssystemet til den nuværende situation, idet udviklingslandene får mere indflydelse, og den nuværende ulige sammensætning af landegrupperne bliver revideret;

60.   opfordrer i betragtning af de mange FN-rapporter, herunder rapporten fra Jeffrey Sachs, de internationale finansielle institutioner til, at en holdbar gæld i et udviklingsland forstås som det gældsniveau, der gør det muligt for et land at nå millenniumudviklingsmålene uden at øge dets gældsbyrde; anmoder medlemsstaternes repræsentanter i de internationale finansielle institutioner om at slå til lyd for en sådan ny definition;

61.   minder om forslaget i ovennævnte beslutning om revisionen af Den Internationale Valutafonds strategi om, at betingelserne for bistand og lån fra de internationale finansielle institutioner fastsættes inden for rammerne af et tæt samarbejde med FN-institutionerne; erkender, at disse betingelser i mange tilfælde har haft en negativ virkning på de sociale og økonomiske indikatorer i udviklingslande;

62.   foreslår, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal have ansvar for en effektivisering af den europæiske bistand og opfølgning på den europæiske konsensus om udvikling, og som skal bestå af medlemmerne af Udviklingsudvalget; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne, ikke-statslige udviklingsorganisationer, repræsentanter for civilsamfundet og fagforeninger til at deltage i den og foreslår, at der udvælges en række lande som "casestudies" for at give Parlamentet og Udviklingsudvalget et meget bedre billede af indsatsen og resultaterne på nationalt plan;

63.   understreger, at det er bydende nødvendigt, at EU mere systematisk fører globalt sammenhængende politikker; glæder sig over, at spørgsmålet om sammenhæng mellem de forskellige EU-politikker er blevet opført på dagsordenen for det finske formandskab, som det forventer sig meget af;

64.   understreger nødvendigheden af sammenhæng mellem EU's forskellige politikområder og af koordinering af og komplementaritet mellem EU's og medlemsstaternes indsats for effektiviteten af hjælpen, navnlig på lokalt niveau; anser den manglende sammenhæng for at være i strid med EF-traktatens artikel 178;

65.   mener, at EU's politik for bistandseffektivitet bør omfatte en sammenhæng mellem handel, udviklingssamarbejde og den fælles landbrugs- og fiskeripolitik med henblik på at undgå direkte eller indirekte negative virkninger på udviklingslandes økonomier;

66.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0063. (2) EUT C 46 af 24.2.2006, s. 1. (3) Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0445. (4) Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0217. (5) Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0141. (6) EUT C 33 E af 9.2.2006, s. 311. (7) Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0076. (8) Se forklaringen i punkt F.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om forslag til Rådets forordning om en forvaltningsplan for fiskeriet efter rødspætte og tunge i Nordsøen (KOM(2005)0714 - C6-0034/2006 - 2006/0002(CNS))

P6_TA(2006)0383 A6-0265/2006

(Høringsprocedure)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2005)0714)(1),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 37, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C6-0034/2006),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 51,

-   der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A6-0265/2006),

1.   godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.   opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. EF-traktatens artikel 250, stk. 2;

3.   opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.   kræver, at der indledes samrådsprocedure, jf. fælleserklæringen af 4. marts 1975, hvis Rådet ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

5.   anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

6.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Kommissionens forslag   Ændringer Ændring 1 Betragtning 6 (6)  Formålet med forvaltningsplanen bør være at sikre, at udnyttelsen af rødspætte og tunge i Nordsøen foregår på en økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtig måde. (6)  Formålet med forvaltningsplanen bør være at bringe rødspætte og tunge i Nordsøen op på forsigtighedsniveauet. Ændring 21 Betragtning 6 a (ny) (6a) Der bør derfor i forbindelse med udarbejdelsen af forvaltningsplanen også tages højde for, at den høje fiskeridødelighed for rødspætte i udstrakt grad skyldes den store mængde discard ved tungefiskeri med bomtrawl med 80 mm net i den sydlige del af Nordsøen. Ændring 3 Betragtning 7 (7)  I forordning (EF) nr. 2371/2002 er det bl.a. fastsat, at Fællesskabet for at nå målene med den fælles fiskeripolitik skal anvende en forsigtighedstilgang ved at træffe foranstaltninger til at beskytte og bevare bestandene, sikre en bæredygtig udnyttelse heraf og begrænse fiskeriets indvirkning på de marine økosystemer mest muligt. Fællesskabet tilstræber, at fiskeriet efterhånden forvaltes efter økosystembaserede principper, hvilket bidrager til at skabe et effektivt fiskeri i en økonomisk levedygtig og konkurrencedygtig fiskeindustri. Nærværende forordning bør tilsigte, at de, der er afhængige af fiskeriet af rødspætte og tunge i Nordsøen, sikres en rimelig levestandard, samtidig med at der tages hensyn til forbrugerinteresserne. (7)  I forordning (EF) nr. 2371/2002 er det bl.a. fastsat, at Fællesskabet for at nå målene med den fælles fiskeripolitik skal anvende en forsigtighedstilgang ved at træffe foranstaltninger til at beskytte og bevare bestandene, sikre en bæredygtig udnyttelse heraf og begrænse fiskeriets indvirkning på de marine økosystemer mest muligt. Fællesskabet tilstræber, at fiskeriet efterhånden forvaltes efter økosystembaserede principper, hvilket bidrager til at skabe et effektivt fiskeri i en økonomisk levedygtig og konkurrencedygtig fiskeindustri. Nærværende forordning bør tilsigte, at de, der er afhængige af fiskeriet af rødspætte og tunge i Nordsøen, sikres en rimelig levestandard, samtidig med at der tages hensyn til forbrugerinteresserne. Fællesskabet bør også basere sin politik på den politik, der anbefales af det pågældende regionale rådgivende råd (RAC). Ændring 4 Betragtning 10 a (ny) (10a) I 2006 indleder Kommissionen en drøftelse af en fællesskabsstrategi for gradvis at mindske fiskeridødelighed en i alle vigtige fiskevande ved at udsende en meddelelse om gennemførelse af målsætningerne om maksimal bæredygtig fangst (MSY) inden 2015. Kommissionen forelægger denne meddelelse for de regionale rådgivende råd (RAC) til udtalelse. Ændring 5 Betragtning 10 b (ny) (10b) Før Kommissionen fremsætter et lovgivningsmæssigt forslag bør der foretages en vurdering af følgevirkningerne baseret på nøjagtige, objektive og omfattende biologiske og finansielle oplysninger; denne vurdering bør vedføjes som bilag til Kommissionens forslag inden den 1. januar 2007. Ændring 22 Betragtning 10 c (ny) (10c) Denne forordning opstiller ingen begrænsninger for brug af bomtrawl ved fiskeri efter rødspætte og tunge i Nordsøen. Der er dog et behov for at mindske de negative konsekvenser, som brugen af bomtrawl kan medføre for økosystem og havmiljø. Kommissionen bør således umiddelbart efter forordningens ikrafttræden iværksætte en undersøgelse af fiskeri med bomtrawls indvirkning på økosystem og havmiljø i de områder, hvor denne fangstmetode benyttes, og af alternative former for fiskeri med bomtrawl, der er bæredygtige ud fra økonomiske, miljøvenlige og sociale betragtninger. På baggrund af denne undersøgelse bør der udarbejdes en handlingsplan for en gradvis udfasning af de fangstmetoder og -redskaber, som har negativ indvirkning på økosystemer og havmiljøet til fordel for mere skånsomme fangstmetoder og -redskaber. Ændring 7 Artikel 2 1.  Forvaltningsplanen skal sikre en bæredygtig udnyttelse af rødspættebestanden og tungebestanden i Nordsøen. 1.  Forvaltningsplanen skal sikre, at rødspættebestanden og tungebestanden i Nordsøen igen kommer op på forsigtighedsniveauet, hvis de ikke allerede er det. 2.  Det i stk. 1 fastsatte mål skal nås samtidig med, at fiskeridødeligheden for rødspætte i Nordsøen holdes på 0,3 eller derover. 2.  Dette mål skal nås ved at sænke fiskeridødeligheden gradvis for disse bestande. 3.  Det i stk. 1 fastsatte mål skal nås samtidig med, at fiskeridødeligheden for tunge i Nordsøen holdes på 0,2 eller derover. Ændring 8 Artikel 3, stk. 1 1.  Rådet fastsætter hvert år med kvalificeret flertal på forslag fra Kommissionen samlede tilladte fangstmængder for det følgende år for rødspættebestanden og tungebestanden i Nordsøen. 1.  Rådet fastsætter med kvalificeret flertal på forslag fra Kommissionen samlede tilladte fangstmængder for en periode på tre år for rødspættebestanden og tungebestanden i Nordsøen. Ændring 9 Artikel 3 a (nyt) Artikel 3a Lovgivningsmæssige foranstaltninger og treårig fastsættelse af samlede tilladte fangstmængder 1.  Når gydebiomassen efter ICES' evaluering er bragt op på eller over forsigtighedsniveauet, træffer Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen afgørelse om: a) et langsigtet målniveau for fiskeridødeligheden og b) en procentsats for nedbringelse af fiskeridødeligheden, der skal anvendes, indtil det under litra a) fastsatte niveau for fiskeridødelighed er nået. 2.  Rådet fastsætter på grundlag af måltallene og en videnskabelig ex-post-evaluering hver gang for en periode på tre år en samlet tilladt fangstmængde for rødspættebestanden og tungebestanden. Ændring 24 Artikel 4 1.  Rådet fastsætter den samlede tilladte fangstmængde for rødspætte, som ifølge den videnskabelige vurdering foretaget af Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) er den højeste af nedenstående: 1.  Når Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) på grundlag af den seneste rapport fra ICES anslår gydebiomassen for rødspætte til mindre end forsigtighedsniveauet på 230 000 t, fastsætter Rådet en samlet tilladt fangstmængde for en periode af tre år. Denne fastsættes således, at der ifølge STECF-vurderingen er en reel mulighed for, at bestanden befinder sig på forsigtighedsniveau et efter tre år. a) den samlede tilladte fangstmængde, hvis anvendelse vil resultere i en nedgang i fiskeridødeligheden på 10 % i anvendelsesåret i forhold til den anslåede fiskeridødelighed for det foregående år b) den samlede tilladte fangstmængde, hvis anvendelse vil resultere i en fiskeridødelighed på 0,3 for aldersgruppen 2-4 år i anvendelsesåret. 2.  Hvis anvendelsen af stk. 1 vil resultere i en samlet tilladt fangstmængde, der ligger mere end 15 % over den samlede tilladte fangstmængde for det foregående år, fastsætter Rådet en samlet tilladt fangstmængde, som ligger 15 % over den samlede tilladte fangstmængde for det pågældende år. 2.  Hvis dette medfører en nedsættelse af den flerårige samlede tilladte fangstmængde på mere end 15 %, vedtager Rådet at gennemføre nedsættelsen gradvis således, at forskellen fra år til år ikke bliver større end 15 %. 3.  Hvis anvendelsen af stk. 1 vil resultere i en samlet tilladt fangstmængde, der ligger mere end 15 % under den samlede tilladte fangstmængde for det foregående år, fastsætter Rådet en samlet tilladt fangstmængde, som ligger 15 % under den samlede tilladte fangstmængde for det pågældende år. 3.  Hvis dette medfører en forhøjelse på mere end 15 %, vedtages der en maksimal forhøjelse på 15 %. Ændring 11 Artikel 5 1.  Rådet vedtager den samlede tilladte fangstmængde for tunge, som ifølge STECF's videnskabelige vurdering er den højeste af nedenstående: 1.  Hvis STECF på grundlag af den seneste rapport fra ICES anslår gydebiomassen for tunge til mindre end forsigtighedsniveauet på 35 000 t, fastsætter Rådet en samlet tilladt fangstmængde for en periode på tre år. Denne fastsættes således, at der ifølge STECF-vurderingen er en reel mulighed for, at bestanden befinder sig på forsigtighedsniveau et efter tre år. a) den samlede tilladte fangstmængde, hvis anvendelse vil resultere i den samme forholdsmæssige ændring i fiskeridødeligheden for tunge, som anvendelsen af artikel 4, stk. 1, vil resultere i for rødspætte b) den samlede tilladte fangstmængde, hvis anvendelse vil resultere i en fiskeridødelighed på 0,2 i anvendelsesåret c) den samlede tilladte fangstmængde, hvis anvendelse vil resultere i en nedgang i fiskeridødeligheden på 10 % i anvendelsesåret i forhold til den anslåede fiskeridødelighed for det foregående år. 2.  Hvis anvendelsen af stk. 1 vil resultere i en samlet tilladt fangstmængde, der ligger mere end 15 % over den samlede tilladte fangstmængde for det foregående år, fastsætter Rådet en samlet tilladt fangstmængde, som ligger 15 % over den samlede tilladte fangstmængde for det pågældende år. 2.  Hvis dette medfører en nedsættelse af den flerårige samlede tilladte fangstmængde på mere end 15 %, gennemfører Rådet nedsættelsen gradvis således, at forskellen fra år til år ikke overstiger 15 %. 3.  Hvis anvendelsen af stk. 1 vil resultere i en samle tilladt fangstmængde, der ligger mere end 15 % under den samlede tilladte fangstmængde for det foregående år, fastsætter Rådet en samlet tilladt fangstmængde, som ligger 15 % under den samlede tilladte fangstmængde for det pågældende år. 3.  Hvis dette medfører en forhøjelse på mere end 15 %, vedtages en maksimal forhøjelse på 15 %. Ændring 12 Artikel 6, stk. 2 2.  Rådet fastsætter hvert år med kvalificeret flertal på forslag fra Kommissionen det maksimale antal dage, som EF-fiskerfartøjer, der anvender bomtrawlredskaber med en maskestørrelse på 80 mm eller større, og som er omfattet af den i stk. 1 nævnte ordning for begrænsning af fiskeriindsatsen, må tilbringe på havet. 2.  For hvert år i den treårige periode fastsætter Rådet med kvalificeret flertal på forslag fra Kommissionen det maksimale antal dage (beregnet i kilowattdage), som EF-fiskerfartøjer, der fisker efter rødspætte eller tunge eller fanger dem som bifangst, og som er omfattet af den i stk. 1 nævnte ordning for begrænsning af fiskeriindsatsen, må tilbringe på havet. Ændring 13 Artikel 6, stk. 3 3.  Den årlige justering af det maksimale antal havdage, der er nævnt i denne artikels stk. 2, skal forholdsmæssigt svare til den årlige justering af fiskeridødeligheden, som fastsættes i henhold til artikel 5, stk. 1. 3.  Det maksimale antal havdage, der er nævnt i stk. 2, skal stå i forhold til nedsættelsen af fiskeridødeligheden som fastsat af Rådet i de flerårige samlede tilladte fangstmængder. Ændring 14 Artikel 6, stk. 4 a (nyt) 4a. Med vedtagelsen af forvaltningsplanen beslutter Rådet, at EF-fiskerfartøjer, der benyttes til demersalt fiskeri efter fladfisk ikke længere bør være omfattet af bestemmelserne om havdage i genopretningsplanen for torsk. Ændring 15 Artikel 8, stk. 1 1.  Uanset artikel 5, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2807/83 er den tilladte tolerance i forbindelse med vurdering af, hvor store mængder, udtrykt i kg levende vægt, der er om bord på EF-fiskerfartøjer, der har befundet sig i Nordsøen, 8 % af tallet i logbogen. Hvis der i EF-lovgivningen ikke er fastsat en omregningskoefficient, gælder den omregningskoefficient, der er fastsat af den medlemsstat, hvis flag fartøjet fører. 1.  Uanset artikel 5, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2807/83 er den tilladte tolerance i forbindelse med vurdering af, hvor store mængder, udtrykt i kg levende vægt, der er om bord på EF-fiskerfartøjer, der har befundet sig i Nordsøen, 10 % af tallet i logbogen. Hvis der i EF-lovgivningen ikke er fastsat en omregningskoefficient, gælder den omregningskoefficient, der er fastsat af den medlemsstat, hvis flag fartøjet fører. Ændring 16 + 17 Artikel 9 Ved landinger fra et EF-fiskerfartøj, der har befundet sig i Nordsøen, sikrer medlemsstatens myndigheder, at: Medlemsstatens myndigheder sikrer, at enhver mængde rødspætte på mere end 200 kg og enhver mængde tunge på mere end 100 kg, der er fanget i Nordsøen, vejes før første salg i overensstemmelse med gældende fællesskabsregler. a) alle landinger af tunge og rødspætte fra et EF-fiskerfartøj, som har mere end 500 kg eller mere end 300 kg tunge rødspætte om bord, vejes Vejningen foretages på en vægt, hvis nøjagtighed medlemsstatens myndigheder har certificeret som liggende inden for en rimelig tolerancemargen i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen. b) vejningen af rødspætte og tunge foretages under overværelse af kontrollører, inden landingerne transporteres fra landingsstedet, og inden de udbydes til salg første gang c) vejningen sker på en vægt, hvis nøjagtighed medlemsstatens myndigheder har certificeret som liggende inden for en rimelig tolerancemargen. Ændring 18 Artikel 11, stk. 2 2.  Beholdere med rødspætte eller tunge skal opbevares separat fra andre beholdere. 2.  Rødspætte og tunge skal opbevares i særskilte fiskekasser. Ændring 23 Artikel 13 a (nyt) Artikel 13a Handlingsplan for udvikling og anvendelse af skånsomme fangstmetoder og -redskaber Kommissionen iværksætter umiddelbart efter denne forordnings ikrafttræden en tilbundsgående undersøgelse af de indvirkninger fiskeri med bomtrawl har på økosystemer og havmiljøet i de områder, hvor denne fangstmetode benyttes, og af alternative former for fiskeri med bomtrawl, der er bæredygtige ud fra økonomiske, miljøvenlige og sociale betragtninger. På baggrund af konklusionerne fra denne undersøgelse udarbejder Kommissionen en handlingsplan for at sikre forskning i - og udvikling af - skånsomme fangstmetoder og - redskaber, herunder størrelse og form på nettene, som kan sikre en bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne. Denne handlingsplan fastsætter samtidig retningslinjer for, hvorledes de fangstmetoder og -redskaber, som har negativ indvirkning på økosystem og havmiljø gradvist skal udfases til fordel for de mere skånsomme fangstmetoder og -redskaber. Initiativerne i handlingsplanen finansieres med midler fra Den Europæiske Fiskerifond i overensstemmelse med fondens formål. Ændring 20 Artikel 15 Er gydebestandens reproduktionskapacitet ifølge STECF faldende for rødspætte eller for tunge eller for begge arter, træffer Rådet med kvalificeret flertal på forslag fra Kommissionen afgørelse om en samlet tilladt fangstmængde for rødspætte, der er lavere end den, der er fastsat i artikel 4, en samlet tilladt fangstmængde for tunge, der er lavere end den, der er fastsat i artikel 5, og et antal havdage, der er lavere end det, der er fastsat i artikel 6. Er gydebestandens reproduktionskapacitet ifølge STECF faldende for rødspætte eller for tunge eller for begge arter, kan Rådet med kvalificeret flertal på forslag fra Kommissionen træffe afgørelse om en samlet tilladt fangstmængde for rødspætte, der er lavere end den, der er fastsat i artikel 4, en samlet tilladt fangstmængde for tunge, der er lavere end den, der er fastsat i artikel 5, og et antal havdage, der er lavere end det, der er fastsat i artikel 6.

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 2092/91 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler (KOM(2005)0671 - C6-0033/2006 - 2005/0279(CNS))

P6_TA(2006)0384 A6-0253/2006

(Høringsprocedure)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2005)0671)(1),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 37, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C6-0033/2006),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 51,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A6-0253/2006),

1.   godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.   opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. EF-traktatens artikel 250, stk. 2;

3.   opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.   kræver, at der indledes samrådsprocedure, jf. fælleserklæringen af 4. marts 1975, hvis Rådet ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

5.   anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

6.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Kommissionens forslag   Ændringer Ændring 26 ARTIKEL 1, NR. - 1 (nyt) Artikel 5, stk. 3, litra c (forordning (EØF) nr. 2092/91) -1)  Artikel 5, stk. 3, litra c) affattes således: "c) produktet udelukkende indeholder stoffer, der er anført i bilag VI, litra A, som ingredienser, der ikke er af landbrugsoprindelse; nitritsalte (kaliumnitrat og kaliumnitrit) må ikke optages på denne liste." Ændring 1 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 1 (forordning (EØF) nr. 2092/91) 1.  Et produkt, der importeres fra et tredjeland, kan markedsføres i EF mærket som økologisk, hvis det er i overensstemmelse med de produktionsregler, der er fastsat i denne forordning. 1.  Et produkt, der importeres fra et tredjeland, kan markedsføres i EF mærket som økologisk, hvis det opfylder følgende betingelser: - det er i overensstemmelse med de produktionsregler, der er fastsat i denne forordning, oprindelseslandet kan identificeres klart af importører og forbrugere, og overholdelsen af betingelserne ovenfor kan efterprøves og kontrolleres - økonomiske aktører i tredjelande, der deltager i produktionen, behandlingen og distributionen af det pågældende produkt, har anmeldt deres virksomhed til en kompetent myndighed eller et kontrolorgan, jf. artikel 9, forudsat at den pågældende myndighed eller det pågældende organ udfører kontrol i det tredjeland, hvor produktionen foregår, eller til et kontrolorgan, som er anerkendt i henhold til stk. 5 i artikel 9. Produktet skal være omfattet af en attest udstedt af de kompetente kontrolmyndigheder eller organer, jf. artikel 9. Attesten skal bekræfte, at produktet opfylder betingelserne i nærværende stykke. Ændring 3 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 3, litra a (forordning (EØF) nr. 2092/91) a) produktet er fremstillet i overensstemmelse med produktionsnormer, der svarer til dem, der gælder for økologisk produktion i EF, eller i overensstemmelse med de internationalt anerkendte normer, der er fastsat i retningslinjerne fra Codex Alimentarius a) produktet er fremstillet i overensstemmelse med produktionsnormer, der svarer til dem, der gælder for økologisk produktion i EF Ændring 4 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 3, litra b (forordning (EØF) nr. 2092/91) b) producenten har været omfattet af kontrolforanstaltninger, der svarer til EF-kontrolordningens, eller som er i overensstemmelse med retningslinjerne fra Codex Alimentarius b) producenten har været omfattet af kontrolforanstaltninger, der svarer til EF-kontrolordningens Ændring 5 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 3, litra d (forordning (EØF) nr. 2092/91) d) produktet er omfattet af en attest udstedt af myndighederne eller kontrolorganerne i et tredjeland, der er anerkendt i henhold til stk. 4, eller af et kontrolorgan, som er anerkendt i henhold til stk. 5, hvori det bekræftes, at produktet opfylder betingelserne i nærværende stykke. d) produktet er omfattet af en attest udstedt af kontrolmyndighederne eller -organerne i et tredjeland, der er anerkendt i henhold til stk. 4, eller af et kontrolorgan, som er anerkendt i henhold til stk. 5, hvori det bekræftes, at produktet opfylder betingelserne i nærværende stykke. Kommissionen angiver efter den procedure, der er nævnt i artikel 14, stk. 2, kravene til kontrolattestens udformning og fastsætter reglerne for dens anvendelse, inden den nye importordning træder i kraft. Attesten udstedes til udelukkende at omfatte det vareparti, som den ledsager og henviser til Ændring 6 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 3, litra d a (nyt) (forordning (EØF) nr. 2092/91) da) tredjelandskontrolorganet, som er godkendt i henhold til stk. 4, eller som er anerkendt i henhold til stk. 5, overholder den europæiske standard EN 45011 vedrørende de generelle kriterier i forbindelse med produktcertificeringsorganer eller ISO 65-vejledningen og akkrediteres inden den 1. januar 2009 i henhold til denne standard af et akkrediteringsorgan, som har underskrevet den multilaterale aftale om gensidig anerkendelse (MRA). Ændring 7 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 4, afsnit 1 (forordning (EØF) nr. 2092/91) 4.  Kommissionen anerkender efter den procedure, der er nævnt i artikel 14, stk. 2, de tredjelande, hvis produktionsnormer og kontrolforanstaltninger svarer til dem, der gælder i EF, eller som er i overensstemmelse med de internationalt anerkendte normer, som er fastsat i retningslinjerne fra Codex Alimentarius, og offentliggør en liste over disse lande. 4.  Kommissionen anerkender efter den procedure, der er nævnt i artikel 14, stk. 2, de tredjelande, hvis produktionsnormer og kontrolforanstaltninger svarer til dem, der gælder i EF, og offentliggør en liste over disse lande. Den offentliggjorte liste gennemgås regelmæssigt, og oplysningerne kontrolleres ved regelmæssige inspektioner på stedet af produktionsanlæg, standarder og relevante dokumenter. Ændring 8 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 4, afsnit 2 a (nyt) (forordning (EØF) nr. 2092/91) Kommissionen forelægger senest 1. januar 2009 et forslag til foranstaltninger for teknisk bistand fra EU i forbindelse med indførelse af generelle lovbestemmelser og kontrolordninger for økologisk landbrug i tredjelande. Ændring 9 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 4, afsnit 2 b (nyt) (forordning (EØF) nr. 2092/91) Kommissionen underretter tredjelande om sin lovgivning om økologisk produktion og om kravene i henhold til de gældende kontrolprocedurer. Ændring 10 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 4, afsnit 2 c (nyt) (forordning (EØF) nr. 2092/91) Kommissionens anerkendelse af tredjelande, jf. stk. 1, skal være gensidig, således at det pågældende tredjeland også giver økologiske EU-produkter adgang til sit marked. Ændring 11 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 5, afsnit 1 (forordning (EØF) nr. 2092/91) 5.  For produkter, der importeres fra et tredjeland, der ikke er anerkendt i henhold til stk. 4, anerkender Kommissionen efter den procedure, der er nævnt i artikel 14, stk. 2, hvis den erhvervsdrivende ikke har ladet sin virksomhed kontrollere af en kontrolmyndighed eller et kontrolorgan som omhandlet i artikel 9, kontrolorganer, der er kvalificeret til at føre kontrol og udstede attester i det pågældende tredjeland med henblik på anvendelsen af stk. 2 eller 3 i nærværende artikel, og offentliggør en liste over disse kontrolorganer. 5.  For produkter, der importeres fra et tredjeland, der ikke er anerkendt i henhold til stk. 4, anerkender Kommissionen efter den procedure, der er nævnt i artikel 14, stk. 2, hvis den erhvervsdrivende ikke har ladet sin virksomhed kontrollere af en kontrolmyndighed eller et kontrolorgan som omhandlet i artikel 9, kontrolorganer, der er kvalificeret til at føre kontrol og udstede attester i det pågældende tredjeland med henblik på anvendelsen af stk. 2 eller 3 i nærværende artikel, samt udarbejder og offentliggør en liste over disse kontrolorganer. Ændring 12 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 5, afsnit 3 (forordning (EØF) nr. 2092/91) Ved behandlingen af en anmodning om anerkendelse opfordrer Kommissionen kontrolorganet til at fremlægge alle de nødvendige oplysninger. Kommissionen kan pålægge eksperter at foretage en undersøgelse på stedet af produktionsreglerne og det pågældende kontrolorgans kontrol i tredjelandet. Ved behandlingen af en anmodning om anerkendelse opfordrer Kommissionen kontrolorganet til at fremlægge alle de nødvendige oplysninger. Kommissionen kan pålægge eksperter at foretage en undersøgelse på stedet af produktionsreglerne og det pågældende kontrolorgans kontrol i tredjelandet. Kommissionen undersøger ethvert tegn på uregelmæssigheder hos et kontrolorgan, der er anerkendt i henhold til denne procedure. Når et kontrolorgan ikke længere opfylder betingelserne for anerkendelse i henhold til denne forordning, slettes det fra listen. Ændring 13 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 5, afsnit 3 a (nyt) (forordning (EØF) nr. 2092/91) Senest 1. januar 2009 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om de specifikke risikokilder i forbindelse med import fra tredjelande, hvor der er behov for særlig opmærksomhed og kontrol for at forhindre uregelmæssigheder. Kommissionen forelægger endvidere forslag til uddannelse af og/eller støtte til lokale certificeringsorganer og inspektører i tredjelande. Ændring 14 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 5, afsnit 3 b (nyt) (forordning (EØF) nr. 2092/91) Listen over aktører fra tredjelande, der fremstiller økologiske produkter til eksport til EU, gennemgås hvert år for at sikre, at de fortsat overholder betingelserne for produktion af økologiske produkter. Ændring 15 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 5, afsnit 3 c (nyt) (forordning (EØF) nr. 2092/91) Med virkning fra 1. januar 2009 skal alle organer med ansvar for kontrol af import fra tredjelande være anerkendt i henhold til den procedure, der beskrevet i første afsnit, og opfylde specifikationerne i EN 45011-standarden eller ISO 65-vejledningen. Ændring 16 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 5, afsnit 3 d (nyt) (forordning (EØF) nr. 2092/91) De kompetente nationale myndigheder inddrages i proceduren for anerkendelse af kontrolorganer i tredjelande og kan gennemføre stikprøvekontroller på stedet af sådanne kontrolorganer med henblik på at sikre fuld overensstemmelse med denne forordning. Ændring 17 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 6, afsnit 1 (forordning (EØF) nr. 2092/91) 6.  For en periode, der udløber seks måneder efter offentliggørelsen af den første liste over kontrolorganer, der er anerkendt i henhold til stk. 5, kan en medlemsstats myndighed give medlemsstatens importører tilladelse til at markedsføre produkter, der er importeret fra tredjelande, som ikke står på den liste, som er nævnt i stk. 4, forudsat at importøren fremlægger tilstrækkeligt bevis for, at betingelserne i stk. 3, litra a) og b), er opfyldt. Ophører betingelserne med at være opfyldt, inddrages tilladelsen straks. 6.  For en periode, der udløber seks måneder efter offentliggørelsen af den første liste over kontrolorganer, der er anerkendt i henhold til stk. 5, kan en medlemsstats kontrolmyndighed eller -organ give medlemsstatens importører tilladelse til at markedsføre produkter, der er importeret fra tredjelande, som ikke står på den liste, som er nævnt i stk. 4, forudsat at importøren fremlægger tilstrækkeligt bevis for, at betingelserne i stk. 3, litra a) og b), er opfyldt. Ophører betingelserne med at være opfyldt, inddrages tilladelsen straks. Ændring 18 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 6, afsnit 2 (forordning (EØF) nr. 2092/91) Det importerede produkt skal være omfattet af en attest udstedt af myndigheden i den medlemsstat, der har givet importtilladelse, eller af et kontrolorgan, som er anerkendt i henhold til stk. 5, hvori det bekræftes, at produktet opfylder betingelserne i nærværende stykke. Det importerede produkt skal være omfattet af en attest udstedt af kontrolmyndigheden eller -organet i den medlemsstat, der har givet importtilladelse, eller af et kontrolorgan, som er anerkendt i henhold til stk. 5, hvori det bekræftes, at produktet opfylder betingelserne i nærværende stykke. Ændring 19 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 11, stk. 6, afsnit 3 (forordning (EØF) nr. 2092/91) Medlemsstaterne underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om de tilladelser, de giver i henhold til dette stykke, og giver i den forbindelse oplysninger om de gældende produktionsnormer og kontrolforanstaltninger. Medlemsstaterne underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om de tilladelser, de giver i henhold til dette stykke, og giver i den forbindelse oplysninger om de gældende produktionsnormer, importmængder og kontrolforanstaltninger. Medlemsstaterne driver en offentlig fællesskabsdatabank for EU-import, der samordnes af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet. Ændring 20 ARTIKEL 1, NR. 3 A (nyt) Bilag I, del A, punkt 2.2 (forordning (EØF) nr. 2092/91) 3a) Bilag I, del A, punkt 2.2, affattes således: "2.2. Andre organiske eller uorganiske gødningsstoffer, der er nævnt i bilag II, kan undtagelsesvis anvendes som supplerende tilskud i en mængde på op til 30 kgN/ha: - hvis en passende næring af de lokalt tilpassede planter, der indgår i sædskifteplanen, eller jordens gødskning ikke kan sikres ved de fremgangsmåder, der er anført i første afsnit, litra a), b) og c) - produkter i bilag II, der henviser til gødning og/eller dyreekskrementer, må kun anvendes sammen med den husdyrgødning, der er omhandlet i punkt 2.1, litra b), hvis de begrænsninger, der er nævnt i del B, punkt 7.1, i dette bilag, overholdes."

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT.

Europa-Parlamentets beslutning om statusrapport om Galileo-programmet

P6_TA(2006)0385 B6-0511/2006

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om statusrapport om Galileo-programmet (KOM(2006)0272),

-   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådets forordning om gennemførelse af etablerings- og ibrugtagningsfasen samt driftsfasen af det europæiske program for satellitbaseret radionavigation (KOM(2004)0477) og til sin holdning ved førstebehandlingen vedtaget den 6. september 2005 med henblik på vedtagelse af denne forordning(1),

-   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 876/2002 af 21. maj 2002 om oprettelse af fællesforetagendet Galileo(2),

-   der henviser til Kommissionens forslag til Rådets forordning om ændring af fællesforetagendet Galileos vedtægter vedføjet som bilag til forordning (EF) nr. 876/2002 (KOM(2006)0351),

-   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1321/2004 af 12. juli 2004 om forvaltningsstrukturerne for de europæiske programmer for satellitbaseret radionavigation(3) og til Kommissionens forslag til Rådets forordning om ændring af denne forordning (KOM(2005)0190),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 5, og artikel 103, stk. 2,

A.   der henviser til, at Galileo er den første form for europæisk infrastruktur, der skal forvaltes af Fællesskabet, og at programmet derfor både i administrativ og finansiel henseende frembyder nye udfordringer; der henviser til, at den lovmæssige og proceduremæssige baggrund ikke er projektorienteret,

B.   der henviser til, at Europa-Parlamentet gennem sit lovgivnings- og budgetmæssige ansvar har givet sin fulde støtte til Galileo-programmet (f.eks. i ovennævnte holdning af 6. september 2005) i erkendelse af, at Galileo er et strategisk projekt og en af de vigtigste søjler i Lissabon-strategien, samt at det frembyder store muligheder for små og mellemstore virksomheder,

C.   der henviser til, at europæisk teknologi- og udviklingspersonale i Det Europæiske Rumfartsagentur har udført et fremragende arbejde; bemærker, at den første forsøgssatellit GIOVE-A allerede har gennemført sin første opgave, at de tekniske aspekter er på plads, og at det vigtigste element i at bringe projektet videre nu består i god forvaltning,

1.   opfordrer Kommissionen til at vurdere, hvilke ændringer der kan foretages i lovmæssig og proceduremæssig forstand for at sikre projektets fortsatte fremskridt; påpeger, at dette ikke indebærer begrænsning af institutioners kompetence og ansvar, men kan betyde anvendelse af løsningsmodeller, som er mere kreative og ligger bedre på linje med programmets målsætninger;

2.   anerkender den nye ajourførte tidsplan og opfordrer Kommissionen til at overholde den samt håndhæve overholdelsen; anmoder i tilknytning til godkendelsen af koncessionsaftalen om at blive holdt underrettet om de yderligere omkostninger, som forsinkelsen har bevirket; opfordrer endvidere Kommissionen til at underrette Europa-Parlamentet om væsentlige fremtidige ændringer, der måtte blive foretaget, samt til at det sker betids og ikke med flere års forsinkelse;

3.   glæder sig over de fremskridt, der er gjort i forhandlingerne med koncessionshaverne, og opfordrer de berørte parter i den europæiske rumfartsindustri, som deltager i konsortiet, til på konstruktiv vis at tilstræbe, at der opnås enighed, således at dette fælles europæiske projekt kan spille sin rolle i virkeliggørelse af Lissabon-målene snarest muligt;

4.   opfordrer GNSS-tilsynsmyndigheden til at forelægge halvårlige fremskridtsrapporter for Europa-Parlamentet med særlig opmærksomhed på fremskridt i de opgaver, som GNSS-tilsynsmyndigheden i medfør af den foreslåede ændring til forordning (EF) nr. 1321/2004 vil blive pålagt fra den 1. januar 2007;

5.   opfordrer GNSS-tilsynsmyndigheden til at indbyde den af Eureopa-Parlamentet udpegede ekspert som observatør med permanent status i overensstemmelse med artikel 5, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1321/2004;

6.   anerkender de kommende forvaltningsregler for den statsregulerede tjeneste, som vil tegne sig for ca. 30 % af projektets indtægter, samt grønbogen om ansøgninger; opfordrer Kommissionen til at færdiggøre de manglende retningslinjer, som er nødvendige for indgivelse af ansøgninger på forskellige områder, således at små og mellemstore virksomheder får tilstrækkelig tid til at forberede deres deltagelse;

7.   opfordrer Kommissionen til, at den i betragtning af projektets fællesskabskarakter sikrer underretning af Europa-Parlamentet, inden der undertegnes aftaler om institutionel deltagelse med tredjelande;

8.   opfordrer Rådet til at sikre, at der ikke opstår yderligere forsinkelse i dette projekt;

9.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 193 E af 17.8.2006, s. 61. (2) EFT L 138 af 28.5.2002, s. 1. (3) EUT L 246 af 20.7.2004, s. 1.

Europa-Parlamentets beslutning om EU's fælles indvandringspolitik

P6_TA(2006)0386 RC-B6-0508/2006

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til EU-traktatens artikel 6 og EF-traktatens artikel 63,

-   der henviser til EU-traktatens artikel 42,

-   der henviser til Tampere- og Haag-programmerne om området for frihed, sikkerhed og retfærdighed fra henholdsvis 1999 og 2004,

-   der henviser til samlingen i Rådet (retlige og indre anliggender) i Tampere den 20.-22. september 2006,

-   der henviser til de aktuelle forhandlinger om den finansielle ramme, herunder Den Europæiske Flygtningefond og Den Europæiske Tilbagesendelsesfond,

-   der henviser til sin beslutning af 6. april 2006 om situationen for flygtningene i Malta(1),

-   der henviser til sin beslutning af 14. april 2005 om Lampedusa(2),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,

A.   der henviser til, at Den Europæiske Union syv år efter vedtagelsen af Tampere-programmet endnu ikke har nogen sammenhængende indvandringspolitik og navnlig mangler en politik for lovlig indvandring og en tilbagesendelsespolitik,

B.   der henviser til, at det fælles europæiske asylsystem er baseret på et sæt regler, som ingen deltagende medlemsstat bør kunne fravige,

C.   der henviser til, at flere medlemsstater langs Den Europæiske Unions sydlige ydergrænser oplever en humanitær nødsituation, fordi tusindvis af migranter er omkommet i Middelhavet, og der har været en massiv tilstrømning af indvandrere, særlig i sommeren 2006,

D.   der henviser til ministerkonferencen mellem EU og Afrika om migration og udvikling, der blev afholdt i Rabat den 10.-11. juli 2006, og som mundede ud i vedtagelsen af en erklæring og en handlingsplan,

E.   der henviser til, at midtvejsrevisionen af Haag-programmet vil blive afsluttet ved udgangen af dette år,

F.   der henviser til, at ulovlig indvandring kan føre til udnyttelse af mennesker og tvangsarbejde,

G.   der henviser til, at Kommissionen i sin grønbog om en EU-metode til at styre økonomisk migration (KOM(2004)0811) konstaterer, at "med de nuværende indvandringsstrømme vil faldet i EU-25's erhvervsaktive befolkning mellem 2010 og 2030 medføre en reduktion af antallet af beskæftigede på omkring 20 mio.", og at "der i stigende grad (vil) blive behov for varige indvandringsstrømme for at dække behovene på arbejdsmarkedet i EU og sikre Europas velstand",

1.   understreger, at øget migration er et globalt fænomen med en lang række årsager og virkninger, som kræver en afbalanceret, samlet og sammenhængende strategi;

2.   er bevidst om, at manglen på lovlige indvandringsmuligheder har sat asylsystemet under stigende pres som et middel til lovlig bosættelse;

3.   erkender det menneskelige drama og de vanskeligheder, som en række af medlemsstaterne har stået over for i forbindelse med håndteringen af de seneste års meget store migrationsstrømme; bemærker navnlig de problemer, som det foruroligende store antal mindreårige blandt de nyankomne giver anledning til;

4.   beklager de meget betydelige menneskelige omkostninger, herunder tabet af menneskeliv blandt indvandrerne;

5.   er af den faste overbevisning, at medlemsstaterne skal leve op til deres forpligtelser i henhold til fællesskabsretten og folkeretten, hvad angår asylansøgere og indvandrere;

6.   mener, at mennesker ikke skal udnyttes til tvangsarbejde i Den Europæiske Union, og at medlemsstaterne skal sikre, at et sådant fænomen ikke forekommer;

7.   insisterer på, at medlemsstaterne skal sikre adgangen til asylproceduren og anvende bestemmelserne i direktiv 2003/9/EF(3) om modtagelse af asylansøgere på en kohærent og konsekvent måde, og at asylansøgninger skal behandles hurtigt og effektivt;

8.   understreger, at ingen helhedsstrategi for indvandring kan ignorere de tiltrækningsfaktorer, som overhovedet får mennesker til at forlade deres lande, og at der er behov for såvel reelle muligheder for lovlig migration til Den Europæiske Union som klare planer for udvikling og investering i oprindelses- og transitlandene, herunder handels- og landbrugspolitikker, som fremmer økonomiske muligheder, ikke mindst for at undgå en massiv hjerneflugt;

9.   erindrer om, at en kohærent europæisk indvandringspolitik må kombineres med en integrationspolitik, der bl.a. giver mulighed for integration på arbejdsmarkedet under ordnede forhold, ret til uddannelse og erhvervsuddannelse, adgang til sociale og sundhedsmæssige tjenesteydelser og mulighed for indvandreres deltagelse i det sociale, kulturelle og politiske liv;

10.   gentager, at enhver beslutning om at lempe på indvandringsbestemmelserne i en medlemsstat har konsekvenser for situationen i andre medlemsstater, og at medlemsstaterne, som anført i Europa-Parlamentets holdning af 6. juli 2006 om etablering af en procedure for gensidig informering om medlemsstaternes foranstaltninger på asyl- og indvandringsområdet(4), er forpligtet til i en loyal samarbejdsånd at høre og informere de øvrige medlemsstater om foranstaltninger, som kan formodes at påvirke indvandringssituationen;

11.   opfordrer til en partnerskabsstrategi over for oprindelses- og transitlandene for at sikre, at de spiller en aktiv rolle med hensyn til at hjælpe med at håndtere migrationsstrømmene, bremse ulovlig indvandring og iværksætte effektive oplysningskampagner om forholdene i modtagerlandene i EU, herunder kriterierne for at opnå asyl;

12.   mener, at fordelingen af ansvaret og den økonomiske byrde mellem medlemsstaterne skal være en integrerende del af enhver europæisk strategi på indvandringsområdet og det fælles europæiske asylsystem;

13.   opfordrer til, at Den Europæiske Union spiller en større rolle ved håndteringen af humanitære nødsituationer i forbindelse med migrationsstrømme og asylansøgere;

14.   mener derfor, at landene bør gives adgang til teknisk bistand og finansiering gennem ARGO-programmet, Den Europæiske Flygtningefond, Fonden for De Ydre Grænser, Den Europæiske Fond for Integration af Tredjelandsstatsborgere og Den Europæiske Tilbagesendelsesfond for perioden 2007-2013;

15.   slår til lyd for, at der stilles flere midler til rådighed for ngo'er, der arbejder lokalt og yder livsvigtig nødhjælp;

16.   mener, at den massive indvandring er en følge af svage økonomier, befolkningernes forarmelse, overtrædelser af menneskerettighederne, miljøødelæggelser, den voksende kløft mellem rige og fattige lande, borgerkrig, krige om kontrol med naturressourcer, politisk forfølgelse, politisk ustabilitet, korruption og diktaturer i mange oprindelseslande;

17.   anmoder Kommissionen om snarest muligt at foreslå oprettelse af en beredskabsfond til finansiering af "støtteteam af eksperter", der skal yde praktisk bistand til modtagelsen ved grænserne og håndtere humanitære kriser i medlemsstaterne, og at indføre en krisemekanisme i de nye fonde for perioden 2007-2013, så det bliver muligt at yde finansiel bistand i nødsituationer;

18.   opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at give adgang til asylansøgningsproceduren, at anvende bestemmelserne i direktiv 2005/85/EF(5) om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne konsekvent og strengt og at sikre, at asylansøgninger behandles hurtigt og effektivt;

19.   erkender behovet for at vedtage et EU-tilbagesendelsesdirektiv med rimelige vilkår og opfordrer Rådet til at øge bestræbelserne på at sikre direktivets vedtagelse; beklager, at Rådet syv år efter Det Europæiske Råds møde i Tampere og trods talrige anmodninger fra Parlamentet ikke har været i stand til at fastlægge en fælles indvandringspolitik, men i stedet har fastholdt enstemmighedsprincippet og høringsproceduren for alle spørgsmål vedrørende lovlig indvandring;

20.   opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udvide samarbejdet inden for Frontex og til at forbedre definitionen af agenturets sagsområde;

21.   mener imidlertid, at grænsekontrol og bekæmpelse af ulovlig indvandring kun kan være ét aspekt af EU's politik over for tredjelande, og at der også skal føres en aktiv udviklingspolitik over for oprindelses- og transitlandene for at begrænse udvandringens skadevirkninger mest muligt;

22.   forstår, at medlemsstaterne i mangel af en fælles EU-indvandringspolitik kan have forskellige indfaldsvinkler til problemet med de hundrede tusinder af ulovlige indvandrere, som arbejder ulovligt og uden nogen social beskyttelse; mener imidlertid, at en samlet legalisering af ulovlige indvandrere ikke er en løsning på lang sigt, eftersom foranstaltninger af denne art ikke løser det reelle underliggende problem;

23.   understreger, at enhver foranstaltning til bekæmpelse af ulovlig indvandring og intensivering af kontrollen ved de ydre grænser, også når det sker i samarbejde med tredjelande, skal være i overensstemmelse med de garantier og grundlæggende rettigheder for den enkelte, som er fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, navnlig retten til asyl og princippet om non-refoulement;

24.   advarer om, at det er risikabelt at eksternalisere forvaltningen af EU's ydre grænser, og håber på et bedre samarbejde med oprindelses- og transitlandene - et samarbejde, som først og fremmest skal være baseret på respekten for de grundlæggende rettigheder, navnlig retten til asyl og princippet om non-refoulement, og på EU's og oprindelses- og transitlandenes fælles interesser;

25.   mener, at Den Europæiske Union bør benytte en tværgående strategi; mener, at EU's indvandringspolitik ikke kun bør omfatte et partnerskab med tredjelande, en sikring af de ydre grænser for at bekæmpe menneskehandel samt en rimelig tilbagesendelsespolitik, men også bør åbne muligheder for lovlig indvandring, fremme integrationen af indvandrere i værtslandet og satse på fælles udvikling af oprindelseslandene for at imødegå de underliggende årsager til migration;

26.   opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest muligt at tage initiativ til at revidere forordning (EF) nr. 343/2003(6), "Dublin II"-forordningen, idet der bør sættes spørgsmålstegn ved denne forordnings bærende princip, nemlig at den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, er det første land, ansøgerne når frem til, hvilket er ensbetydende med, at landene i det sydlige og østlige EU er pålagt en uacceptabel byrde, og der bør indføres en retfærdig ansvarsfordelingsmekanisme mellem medlemsstaterne;

27.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og regeringerne og parlamenterne i medlemsstaterne.

(1) Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0136. (2) EUT C 33 E af 9.2.2006, s. 598. (3) EUT L 31 af 6.2.2003, s. 18. (4) Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0313. (5) EUT L 326 af 13.12.2005, s. 13. (6) EUT L 50 af 25.2.2003, s. 1.

Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Darfur

P6_TA(2006)0387 RC-B6-0512/2006

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om Sudan og især om Darfur,

-   der henviser til de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, især resolution 1706, som FN's Sikkerhedsråd vedtog den 31. august 2006,

-   der henviser til Den Afrikanske Unions afgørelse fra april 2004 om at etablere den afrikanske mission i Sudan (AMIS),

-   der henviser til Verdensdagen for Darfur den 17. september 2006,

-   der henviser til fredsaftalen for Darfur, der blev undertegnet i Abuja i Nigeria den 5. maj 2006,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,

A.   der henviser til, at konflikten i Darfur-regionen mellem regeringsstyrker, militser, der støtter regeringen, og oprørere har krævet over 200 000 døde og sårede og over 2 millioner internt fordrevne personer og flygtninge i de seneste tre år på trods af undertegnelsen af fredsaftalen for Darfur den 5. maj 2006,

B.   der henviser til, at fredsaftalen for Darfur fortsat udgør grundlaget for stabilitet, fred og forsoning i Darfur, til trods for at FN's særlige udsending, Jan Pronk, har udtalt, at fredsaftalen for Darfur er "næsten død",

C.   der henviser til, at den humanitære situation og sikkerhedssituation i Darfur ifølge koordinator for FN's nødhjælp, Jan Egeland, er den alvorligste siden 2004, og at det bliver stadigt vanskeligere at yde humanitær bistand i et sådant omfang, at nogle dele af Darfur nu er områder, som nødhjælpsarbejdere absolut ikke bør tage til, hvilket betyder, at tusindvis af mennesker i Darfur ikke har adgang til bistand,

D.   der henviser til, at våbenhvilen i regionen fortsat overtrædes af alle parter, og at volden ofte er rettet mod civilbefolkningen; der endvidere henviser til, at den seneste militære opbygning i Darfur og forstærkningen af regeringsstyrkerne i regionen har ført til nye kampe i dele af det nordlige Darfur,

E.   der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd i medfør af FN's "beskyttelsesansvar" kan vedtage at indsætte en kapitel VII-militærstyrke, hvis et lands nationale myndigheder åbenlyst ikke formår at beskytte deres befolkninger mod folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden,

F.   der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd i sin resolution 1706 har givet en ny fredsbevarende FN-styrke på indtil 22 500 soldater og politifolk tilladelse til at overtage Darfur-operationer fra den afrikanske mission i Sudan, samtidig med at det bekræfter sin fulde respekt for Sudans suverænitet, enhed, uafhængighed og territoriale integritet,

G.   der henviser til, at den sudanesiske regering fortsat forhindrer en sådan FN-styrke i at få adgang til Sudan,

H.   der bemærker, at konflikten i Darfur - og straffriheden - i stigende grad påvirker stabiliteten i den centralafrikanske region og udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed,

I.   der henviser til, at FN i betragtning af Den Afrikanske Unions afgørelse af 20. september 2006 om at forlænge det nuværende mandat for dens fredsbevarende styrker i Darfur indtil årets udgang har forpligtet sig til at yde yderligere logistisk og materiel støtte til AMIS,

J.   der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd henviste spørgsmålet om situationen i Darfur til Den Internationale Straffedomstol i marts 2005,

1.   opfordrer indtrængende den sudanesiske regering til at acceptere en fredsbevarende FN-styrke i Darfur i henhold til kapitel VII i FN-pagten;

2.   understreger, at Sudan ikke har overholdt sin pligt til at beskytte landets egen befolkning og derfor har pligt til at acceptere en FN-styrke i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 1706; opfordrer FN's Sikkerhedsråd til at lægge pres på de sudanesiske myndigheder, så de accepterer gennemførelsen af den allerede godkendte FN-mission i Darfur med et entydigt kapitel VII-mandat, og at missionen får forstærket kapacitet i henhold til Sikkerhedsrådets resolution 1706;

3.   anmoder om, at de sudanesiske myndigheder ikke alene undlader at lægge hindringer i vejen for udstationeringen af FN's mission og dens aktiviteter i Darfur, men også skaber de nødvendige betingelser for, at denne mission kan fungere effektivt; understreger, at der vil blive iværksat sanktioner over for de sudanesiske myndigheder, hvis der sker nogen form for forsømmelser;

4.   opfordrer det internationale samfund og alle berørte parter til at fastlægge måder, hvorpå de kan bidrage effektivt og hurtigt til, at FN-missionens operation i Darfur bliver en succes, og at der findes en løsning på krisen;

5.   opfordrer indtrængende Kina og Rusland til at gøre en positiv indsats for at sikre, at der kan udstationeres en fredsbevarende FN-styrke, og til at benytte deres indflydelse i regionen til at lette udstationeringen og undgå enhver form for blodsudgydelse;

6.   opfordrer i denne forbindelse Kina til at efterleve Kinas og EU's fælles erklæring af 9. september 2006, hvori lederne understregede, at overgangen fra en styrke fra Den Afrikanske Union til en styrke ledet af FN ville virke fremmende for freden i Darfur; opfordrer indtrængende den kinesiske regering til at handle i overensstemmelse med denne erklæring ved at benytte sig af sin indflydelse på Sudan til at overtale den sudanesiske regering til at acceptere en fredsbevarende FN-styrke;

7.   opfordrer indtrængende Den Arabiske Liga til at ændre sin forstående attitude til Sudans fortsatte kompromisløse holdning til en fredsbevarende FN-styrke;

8.   minder om de forpligtelser, som FN påtog sig efter folkedrabet i Rwanda for i højere grad at kunne leve op til sit politiske ansvar i Afrika;

9.   opfordrer til øjeblikkelig håndhævelse af det forbud mod flyvninger over Darfur, som indførtes med FN's Sikkerhedsråds resolution 1591 (2005); opfordrer indtrængende det internationale samfund til at henvende sig til Tchad for at drøfte håndhævelsen af forbuddet mod at flyve over zonen fra det østlige Tchad;

10.   fordømmer alle parters fortsatte krænkelser af våbenhvilen og navnlig volden mod civilbefolkningen og de aktioner, der har den humanitære bistand som mål;

11.   opfordrer alle parter, herunder Sudans regering, til omgående at indstille de militære aktioner i Darfur, overholde våbenhvileaftalen og opfylde og gennemføre sine forpligtelser i henhold til fredsaftalen for Darfur;

12.   opfordrer de stater, som ikke har undertegnet fredsaftalen for Darfur, til at undertegne, overholde og gennemføre aftalen;

13.   opfordrer til gennemførelse af tillidsskabende foranstaltninger, såsom en Darfur-Darfur-dialog, og høring af alle parter i konflikten såvel som civilsamfundet;

14.   noterer sig forlængelsen af mandatet for den afrikanske mission i Sudan frem til udgangen af 2006; understreger, at det er ubetinget nødvendigt at konsolidere denne styrkes mandat og opgaver og sikre en tilstrækkelig finansiering samt logistisk og materiel støtte, hvilket gør det muligt for den at yde effektiv bistand ved gennemførelsen af fredsaftalen for Darfur;

15.   anmoder EU og de øvrige internationale aktører om især at arbejde tæt sammen med FN og Den Afrikanske Union for at sikre, at de fredsbevarende styrker i Darfur er i stand til at reagere hurtigt på krænkelser af våbenhvilen eller provokationer fra nogen af parternes side;

16.   opfordrer EU, USA og andre internationale aktører til at iværksætte sanktioner over for alle parter, herunder regeringen, som måtte overtræde våbenhvilen eller angribe civile, fredsbevarende styrker eller personer, der er involveret i humanitære operationer, og at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at bringe straffriheden til ophør ved at håndhæve Sikkerhedsrådets sanktionsordning;

17.   opfordrer Sudans regering og det internationale samfund til at samarbejde uindskrænket med Den Internationale Straffedomstol for at gøre en ende på straffriheden;

18.   opfordrer alle de faste medlemmer at FN's Sikkerhedsråd til at påtage sig deres globale ansvar og ikke lægge hindringer i vejen for foranstaltninger, der tager sigte på at fremme fred, sikkerhed og stabilitet i Darfur-regionen i Sudan, men i stedet at støtte og fremme alle hensigtsmæssige skridt hen imod en bæredygtig løsning på konflikten;

19.   anmoder alle parter, især den sudanesiske regering, om at sikre hjælpearbejdere fuld sikker og uhindret adgang til de nødlidende i Darfur og drage omsorg for, at den humanitære bistand når frem, især til internt fordrevne og flygtninge;

20.   anmoder om en væsentlig forøgelse af det internationale samfunds humanitære bistand til de næsten 3 millioner mennesker, som er fuldstændigt afhængige af international bistand med hensyn til fødevarer, husly og sundhedspleje;

21.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, AVS-EU-Ministerrådet, Sudans regering, Den Afrikanske Union og FN's generalsekretær.

Europa-Parlamentets beslutning om EU's økonomiske og handelsmæssige forbindelser med Indien (2006/2034(INI))

P6_TA(2006)0388 A6-0256/2006

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til den fælles handlingsplan for det strategiske partnerskab mellem Indien og EU af 7. september 2005 og navnlig afsnittet om udvikling af handel og investering,

-   der henviser til konklusionerne fra det niende møde i Indien-EU-rundbordsdrøftelserne i Hyderabad den 18.-20. september 2005,

-   der henviser til sin beslutning af 13. oktober 2005 om perspektiverne for de handelsmæssige forbindelser mellem EU og Kina(1),

-   der henviser til sin beslutning af 29. september 2005 om forslag til et strategisk partnerskab mellem EU og Indien(2),

-   der henviser til sin holdning af 1. december 2005 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tvangslicens til udnyttelse af patenter vedrørende fremstilling af farmaceutiske produkter med henblik på eksport til lande med folkesundhedsproblemer(3),

-   der henviser til WTO-beslutningen om TRIPS-aftalen og folkesundhed vedtaget den 29. november 2005,

-   der henviser til sin beslutning af 14. februar 2006 om menneskerettigheds- og demokratiklausulen i EU-aftaler(4),

-   der henviser til aftalen mellem Indien og USA fra 2004: "Det næste skridt i retning af et strategisk partnerskab" og den civile atomenergiaftale forhandlet under præsident George W. Bush's statsbesøg i Indien den 2. marts 2006,

-   der henviser til sin beslutning af 4. april 2006 om evaluering af Doha-runden efter WTO's ministerkonference i Hongkong(5),

-   der henviser til energitopmødet mellem EU og Indien, der blev afholdt i New Delhi den 6. april 2006,

-   der henviser til det besøg i New Delhi og Punjab, som Europa-Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Landene i Sydasien og den Sydasiatiske Sammenslutning for Regionalt Samarbejde (SAARC) aflagde i april 2006,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A6-0256/2006),

A.   der henviser til, at EU og Indien er de største demokratier i verden, og at deres forfatningsmæssige forankring i pluralisme og retsstatsprincippet fremmer sammenhængen i de handelsmæssige og økonomiske forbindelser, samtidig med at det giver retssikkerhed i forbindelse med investeringer og bidrager til regional og global stabilitet,

B.   der henviser til, at den fælles handlingsplan indeholder en lang række aktiviteter, der skal gennemføres inden for rammerne af dialogen og samarbejdet om handelspolitik og økonomisk politik, men som henviser til, at den ikke fastsætter prioriteter og tidsfrister,

C.   der henviser til, at EU står bag størsteparten af de direkte udenlandske investeringer (FDI) i Indien med udgående kapitalbevægelser på 1,1 mia. EUR i 2004, medens Indiens direkte investeringer i EU steg fra 140 mio. EUR i 2002 til 600 mio. EUR i 2003,

D.   der henviser til, at EU-medlemsstaterne aftager 22,4 % af Indiens eksport og tegner sig for 20,8 % af importen, og at samhandelen mellem EU og Indien steg fra 4,4 mia. EUR til 33,2 mia. EUR mellem 1980 og 2004 og med 16,9 % fra 2003 til 2004,

E.   der henviser til, at der er en markant skævhed i den relative samhandel mellem EU og Indien, idet EU tegner sig for 21 % af Indiens samlede handel, medens Indiens andel af EU's samlede handel ligger på under 1 %, og at EU er Indiens største handelspartner, mens Indien kun rangerer på tiendepladsen på EU's tilsvarende liste,

F.   der henviser til, at Indiens økonomi er vokset med gennemsnitligt 6 % om året i det seneste årti, og at den vil kunne fortsætte med at vokse med 7-8 % i det kommende årti,

G.   der henviser til, at en ineffektiv finansiel sektor er en hindring for, at Indien kan bevare en vækstrate på 8 %,

H.   der henviser til, at Indien på grund af sin størrelse, befolkning og dynamiske økonomiske vækst i de sidste tyve år er en ny regional magtfaktor og en af verdens atommagter, der er i stand til at påvirke den globale økonomis kurs og sikkerhed, hvilket giver Indien større ansvar i multilaterale fora, som f.eks. De Forenede Nationer, Verdenshandelsorganisationen eller Det Internationale Atomenergiagentur, og i regionale organisationer i Asien, navnlig SAARC og ASEAN,

I.   der henviser til, at den indiske ekspansion medfører store fordele, men også giver anledning til berettiget bekymring for visse sektorer af den europæiske industri, hvilket nødvendiggør politisk styring og samarbejde inden for EU om en økonomisk og kommerciel styring af Indiens eksport på europæisk plan,

J.   der henviser til, at Indien i 2025 vil have en befolkning på 1,4 mia. mennesker, hvis den nuværende befolkningstilvækst på 2 % fortsætter, og dermed vil gøre Kina rangen stridig som det land i verden, der har den største befolkning,

K.   der henviser til, at den gennemsnitlige vesteuropæer vil være 45 år gammel i 2020, medens den gennemsnitlige inder kun vil være 29, og som endvidere henviser til, at EU's potentielle vækst som følge af den nuværende demografiske udvikling forventes at falde i 2020, og at Indiens største konkurrencemæssige fordel i modsætning hertil er en stor gruppe unge, uddannede, engelsktalende og billige arbejdstagere,

L.   der henviser til, at et positivt resultat af Doha-udviklingsdagsordenen (DDA) er af afgørende betydning for både EU og Indien, og at en sådan aftale ikke udelukker bilaterale WTO+-aftaler,

M.   der henviser til, at Indien er en af de mest aktive brugere af antidumpinginstrumentet både som initiativtager til og som mål for sådanne procedurer og har indledt 412 undersøgelser i de sidste ti år, efterfulgt af USA med 358 og EU med 318,

N.   der henviser til, at Indien først for nylig oprettede en ramme for geografiske betegnelser (GI), men at der allerede er registreret 27 indiske GI'er, og er over 40 verserende ansøgninger,

O.   der henviser til, at håndhævelsen af forpligtelser i forbindelse med intellektuelle ejendomsrettigheder inden for WTO's rammer er vigtig for både EU og Indien,

P.   der henviser til, at der i alt bor over 20 millioner indere i udlandet, hvoraf ca. 3 millioner bor i EU, hvilket resulterer i pengeoverførsler til Indien på gennemsnitligt 6 mia. USD om året,

Q.   der henviser til, at det spændte forhold, der har bestået siden 1947 mellem Indien og Pakistan (som i dag begge er atommagter), og som bragte verden tæt på en atomkrig, virker afskrækkende på udefrakommende investeringer og engagementer i begge lande,

R.   der henviser til, at den globale efterspørgsel efter olie er vokset med 7 millioner tønder om dagen siden 2000, og at 1 million tønder af denne vækst går til Indien, hvis olieforbrugsrate accelererer hurtigt; der henviser til, at Indien med en årlig produktion på 462 millioner gallons er verdens fjerdestørste producent af ethanol; der henviser til, at 70 % af den energi, der forbruges i Indien, importeres, og at landets fortsatte økonomiske vækst afhænger af, at der skaffes nye energiforsyningskanaler; og som endelig henviser til, at den stigende globale efterspørgsel efter olie er en potentiel kilde til økonomisk ustabilitet og strategisk og politisk spænding,

S.   der imidlertid henviser til, at Indien vil være det første land i Sydasien, der opretter strategiske oliereserver,

T.   der henviser til, at 390 millioner indere lever for under 1 USD om dagen, og at Indiens vækst indvirker forskelligt på de forskellige dele af samfundet, idet den kun har haft positive konsekvenser for en meget lille del af befolkningen,

U.   der henviser til, at BNP i Indiens hurtigst voksende delstat, Gujarat, blev fordoblet mellem 1993 og 2003, og at BNP pr. indbygger steg med 73 %, men at stigningen i BNP pr. indbygger i Indiens fattigste delstat, Bihar, i modsætning hertil kun var på 22 % i samme periode,

V.   der henviser til, at lanceringen den 2. februar 2006 af initiativet, der er kendt som beskæftigelsesgarantiordningen i landdistrikterne, i regionen Anantapur (Andhra Pradesh) sikrer et medlem af en lavindkomstfamilie 100 dages arbejde om året til en minimumsløn i offentlige projekter; der henviser til, at dette program er det mest ambitiøse af de programmer, der har til formål at bekæmpe fattigdommen i landdistrikterne i Indien,

W.   der henviser til, at Indien er det land, der får mest ud af den generelle præferenceordning (GSP) med en eksport i 2005 til en værdi af 7,7 mia. EUR med præferenceadgang til det europæiske marked til nultold eller reducerede toldsatser, og at dette betyder, at næsten halvdelen af Indiens eksport til EU, som anslås at repræsentere en værdi på godt 17 mia. EUR, var omfattet af GSP-ordningen, og som endvidere henviser til, at toldsatserne for indiske beklædningsgenstande gennemsnitligt blev nedsat fra 12 % til 9,5 %,

X.   der henviser til, at Indien og Kina er de to lande, der har høstet den største fordel af ophævelsen af kvoterne for tekstiler og beklædningsgenstande fra 1. januar 2005, idet de sidste år øgede deres eksport med henholdsvis 42 % og 18 %; der henviser til, at de fleste andre leverandører i udviklingslandene i modsætning hertil blev tabere, selv om EU's genindførelse af kvoterne for eksporten fra Kina i midten af 2005 havde en positiv effekt på disse landes eksport i anden halvdel af året,

Y.   der henviser til, at Indien har en af de højeste forekomster af børnearbejde i verden,

Z.   der henviser til, at 5,7 millioner mennesker i Indien i henhold til FN's rapport fra 2006 om den globale aids-epidemi er smittet med hiv/aids, men at dette er mindre end 1 % af den voksne befolkning; det betyder imidlertid, at Indien alligevel overgår Sydafrika som det land, der har det største antal hiv/aids-smittede indbyggere, hvilket understreger de konsekvenser, denne sygdom har for det sydasiatiske subkontinent; der henviser til, at stater med mange smittede er dynamiske økonomier, der tiltrækker midlertidig arbejdskraft og personer beskæftiget inden for vejgodstransport, der begge er smittebærende grupper,

AA.   der henviser til, at ca. 80 % af Indiens geografiske areal er sårbart over for cykloner, oversvømmelser, jordskred, tørke, jordskælv samt lokale farer, og at kombinationen af dårlige samfundsøkonomiske forhold og katastrofer har skabt en ond cirkel af fattigdom og sårbarhed,

AB.   der henviser til, at malaria og kolera stadig skaber alvorlige problemer i Indien, og at det derfor er nødvendigt at iværksætte særlige politikker,

AC.   der henviser til, at den fortsatte diskrimination, som er indbygget i kastesystemet, betyder, at Indien fortsat ikke får det bedste ud af sin befolkning, for så vidt angår potentiale og kvalifikationer,

Handel

1.   bifalder både Indiens og EU's tilsagn om at opnå et vellykket og ambitiøst resultat af DDA; anmoder i denne forbindelse Indien om at benytte sin stilling som leder af G20 til med udgangen af 2006 at nå frem til en afbalanceret aftale, som fremmer udvikling mellem de udviklede lande, de nye økonomier og udviklingslandene; bemærker, at forhandlingerne om DDA ikke er uforenelige med bilaterale WTO+-aftaler; bemærker, at et resultat af en afsluttet Doha-udviklingsrunde vil mindske værdien af ordninger som f.eks. GSP til udviklingslande som Indien ved yderligere at reducere den præferencemargin, som de indrømmes i dag; opfordrer EU til at tilbyde at indgå en frihandelsaftale med Indien i lighed med den aftale, der er indgået med Chile, som åbner mulighed for toldfri indførsel af eksportvarer fra begge parter på gensidig basis, og opfordrer handelsgruppen på højt plan til at udforske indbyrdes muligheder i denne henseende;

2.   bemærker, selv om forbindelserne mellem Indien og De Forenede Stater har været så gode som aldrig før og har omfattet undertegnelsen af en aftale om civil atomkraft for mere end et år siden, at det nuværende dødvande i forbindelse med DDA har medført en negativ udvikling i forbindelserne mellem de to lande og har betydet en konstant svækkelse af andelsforbindelserne; bemærker endvidere, at Indien beskylder De Forenede Stater for, at de har nægtet at foretage en nedskæring i landbrugsstøtten, inden udviklingslandene starter med at åbne deres markeder for ikke-landbrugsprodukter, og at De Forenede Stater truer med at fjerne fordelene ved en trediveårig generel præferenceordning (som muliggjorde afgiftsfri adgang for visse indiske varer; understreger, at et positivt resultat af DDA kræver fuld støtte fra både EU og Indien; opfordrer indtrængende Indien og G20 til at erkende, at det europæiske tilbud vedrørende landbruget skal ledsages af et tilsvarende tilbud fra De Forenede Staters side og følges op af et rimeligt tilbud fra G20 om markedsadgang for ikke-landbrugsprodukter og tjenesteydelser;

3.   glæder sig over det arbejde, der er udført af handelsgruppen på højt plan med at forbedre samarbejdet og den gradvise gennemførelse af handlingsplanen, som har udmøntet sig i, at Indien i stigende grad inddrages i større fælles internationale projekter, f.eks. Iter- og Galileo-programmerne; bemærker dog, at den fælles handlingsplan, selv om den indeholder bestemmelser om en løbende dialog på mange områder, ikke opstiller nogen prioriteter og tidsfrister; opfordrer begge parter til at vise den politiske vilje, der skal til for at konsolidere det indbyrdes forhold og dermed skabe et effektivt strategisk partnerskab;

4.   er foruroliget over, at der på trods af opmuntrende statistikker stadig er flere områder med uudnyttede handelsmuligheder for begge økonomier; anmoder handelsgruppen på højt plan om at tage fat på handels- og investeringsspørgsmål som led i en vidtrækkende og bred politisk dialog og at undersøge, hvilke muligheder der er for samarbejde på områder som indvandring, uddannelse og kulturel udveksling;

5.   bemærker, at Indiens høje importtold og ligeledes de ikke-toldmæssige handelshindringer - trods de nylige væsentlige forbedringer på dette område - fortsat er et stort problem for europæisk erhvervsliv; mener, at opretholdelsen af en sådan protektionistisk politik efter den økonomiske liberalisering er årsag til markedsforvridninger og manipulationer; er foruroliget over, at WTO-forhandlingerne om toldtariffer ikke har ført til nogen forbedring (der blev hverken fastlagt nogen toldtariffer eller indgået nogen forpligtelser om maksimale "bindende" satser, som også forblev høje), og at Kommissionens indsats for at indlede en bilateral dialog med Indien om særlige forvridninger derfor hidtil ikke har båret frugt; gør opmærksom på, at en reduktion af handelshindringerne kan bidrage til progressive forbedringer i handelsbetingelserne med det formål at fremme vækst, beskæftigelse og bæredygtig udvikling; opfordrer Indien til at lægge sin importtold fast på niveauer, der ligger tættere på de satser, som anvendes inden for DDA, og at gøre en yderligere indsats for at fjerne en del af de eksisterende ikke-toldmæssige hindringer; opfordrer handelsgruppen på højt plan til at arbejde hen imod afskaffelse af tolden mellem parterne på stort set al handel ved hjælp af en bilateral frihandelsaftale og dermed skabe mulighed for, at såvel eksisterende som potentielle eksportører kan udvikle deres virksomhed og sprede deres eksportgrundlag;

6.   opfordrer EU til at støtte Indiens internationale handelspotentiale og landets bestræbelser på at tiltrække direkte udenlandske investeringer, især gennem en forøgelse af den handelsrelaterede støtte til udbygning af infrastruktur og begrænsning af administrative flaskehalse;

7.   mener, at konkurrenceregler og en effektiv håndhævelse heraf er væsentlige for at sikre, at der opnås den fulde fordel af liberaliseringen og den dertil knyttede reform på lovgivningsområdet, og for at bidrage til økonomisk udvikling og god ledelse; mener også, at en effektiv konkurrencepolitik vil tiltrække udenlandske investorer ved at skabe et gennemsigtigt og ikke-diskriminerende retligt grundlag for de økonomiske aktører; bemærker, at der ikke findes én enkelt model for konkurrenceregler i de frihandelsaftaler, der er indgået af EU i det sidste årti, som "passer til alle", idet reglernes indhold varierer alt efter, hvilke konkurrenceregler og retshåndhævende institutioner, der allerede findes i partnerlandet, og i hvilket omfang der udvikles nye; anmoder handelsgruppen på højt plan om at tage hensyn til, hvilket ambitionsniveau for konkurrenceregler, der skal opnås i en bilateral handelsaftale mellem EU og Indien;

8.   bemærker, at Indien forhandler på antidumpingområdet både som bruger og som sagspart; bifalder det gode arbejdsforhold mellem EU og Indien på dette område og opfordrer begge til at samarbejde for at rette op på misbruget af antidumping-instrumenter og sætte en stopper for dumping;

9.   bemærker, at EU og Indien anser GI-beskyttelse for at være et nyttigt redskab for producenter, forbrugere og regeringer; bemærker imidlertid, at GI-redskabet ikke er særlig kendt i Indien; opfordrer den indiske regering til at fremme GI-systemet og tilskynde til at indgive ansøgninger om potentielle GI'er; bemærker, at WTO-medlemmerne i henhold til TRIPs frit kan gennemføre deres egen lovgivning om mere omfattende beskyttelse end den, der er foreskrevet i selve aftalen; mener, at en bilateral aftale kan tilbyde beskyttelse til GI'er i EU og Indien, der går ud over TRIPs-aftalen, og derved fungere som et nyttigt supplerende redskab til en fælles multilateral indsats;

10.   bemærker, at den nye betydning af intellektuel ejendomsret (IP) i Indien ses af det stigende antal ansøgninger, som indgives til de indiske IP-registreringskontorer, og bemærker, at det indiske erhvervsliv har taget den globale udfordring op og anvender forskningsbaseret udvikling som en integreret del af dets forretningsstrategi; gør opmærksom på Indiens nylige reformer af ordningen vedrørende intellektuel ejendomsret, herunder Indiens patentlov af 2005 (som ændret); bemærker, at der også er gjort en indsats for at strømline og rationalisere procedurerne for at gøre systemet mere brugervenligt; bemærker endvidere, at Indien i medfør af nye lovinitiativer er gået i gang med et omfattende moderniseringsprogram for alle IP-registreringskontorer og har øremærket betydelige beløb til infrastruktur og opgradering; opfordrer Indien til at sikre, at gennemførelsen af denne ordning opfylder Rio-konventionen om den biologiske mangfoldighed og de eksisterende forpligtelser i henhold til WTO;

11.   bemærker, at også EU har oprettet en omfattende IP-beskyttelsesordning i de sidste ti år ved at harmonisere de fleste nationale ordninger og indføre fælles IP-beskyttelsesordninger på EU-plan; mener, at denne lovgivning på grund af principperne om mestbegunstigelse og national behandling gavner indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder såvel uden for som i EU; mener, at håndhævelsen heraf er en integreret del af IP-beskyttelsen, og opfordrer EU og Indien til at indgå en aftale om fælles principper for håndhævelse, f.eks. at denne skal være effektiv, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsens grovhed, have en afskrækkende virkning og ikke må skabe barrierer for lovlig handel;

12.   mener, at piratkopiering fortsat er en trussel mod fremtidig udvikling af ny software, da mere end en ud af hver tredje kopi af pc-software på verdensplan er ulovlig, hvilket resulterer i tab af arbejdspladser og skatteindtægter for både Indien og EU; bemærker, at Indien, støttet af en regeringspolitik med sigte på at slå ned på softwarekopiering og gennemføre oplysningskampagner, har oplevet et betydeligt fald i piratkopiering på 2 % i 2005; erkender dog, at der stadig er meget, der skal gøres for at kontrollere, at indiske virksomheder ikke får en uretfærdig konkurrencemæssig fordel ved at benytte piratkopieret "software" og "hardware" i produktions- og fremstillingsvirksomheder; opfordrer Indiens stats- og delstatsledere til yderligere at reducere omfanget af piratkopieringer; bemærker, at de løbende anstrengelser på EU-plan og i USA for at bekæmpe piratkopiering indledningsvis er koncentreret om Kina og Rusland, men at resten af Asien vil følge efter; mener, at det er i Indiens interesse at arbejde konstruktivt sammen med EU på dette område i lyset af en konsekvensanalyse udarbejdet i 2005 af IDC, hvoraf det syntes at fremgå, at Indien, hvis det lykkedes at reducere piratkopieringsraten fra de nuværende 72 % til 64 % med udgangen af 2009, vil kunne skabe 115 000 nye jobs i it-sektoren og pumpe yderligere 5,9 mia. USD ind i landets økonomi samt øge skatteindtægterne med 86 millioner USD;

13.   anerkender den betydning, som medicinalindustrien har for den indiske økonomi og det indiske samfund og anmoder de indiske myndigheder om at sikre, at de internationale standarder gælder for brugen af mennesker og levende dyr i videnskabelige eksperimenter, at sådanne eksperimenter holdes på et minimum, og at der gøres forsøg på at finde alternativer;

14.   opfordrer EU og Indien til at gå foran i Doha-udviklingsrunden, når det drejer sig om at finde en hurtig og permanent løsning på TRIPs og den offentlige sundhed for at fremme adgangen til livsvigtige lægemidler; glæder sig over de tiltag, som den indiske regering har iværksat med hensyn til IP-regler for lægemidler; opfordrer den indiske regering til at gennemføre loven hurtigere, navnlig for så vidt angår eksport af generiske lægemidler;

15.   bemærker, at traditionel viden i stigende grad anerkendes som et værdifuldt aktiv for både de udviklede lande og udviklingslandene, da op til 80 % af verdens befolkning er afhængig af produkter og tjenesteydelser, som er afledt af innovationer og tiltag, der bygger på traditionel viden, for at kunne opfylde deres daglige behov for fødevarer og sundhed, herunder hele 441 etniske samfund i Indien; henviser til den komplekse retlige, politiske og sociale sammenhæng mellem intellektuelle ejendomsrettigheder og bevarelsen af biodiversitet og genetiske ressourcer; opfordrer EU og Indien til at samarbejde om at finde en fornuftig løsning på harmoniseringen af TRIPs med de målsætninger, som er fastsat i Rio-konventionen om den biologiske mangfoldighed;

16.   glæder sig over Indiens fremskridt i retning af at reformere sin finansielle sektor med henblik på i høj grad at liberalisere rentesatserne, nedsætte kravet til bankernes beholdning af statsgældsinstrumenter og slække på bankernes forpligtelse til at yde lån til prioriterede områder som f.eks. landbruget og mindre virksomheder; mener, at behovet for en økonomisk reform er steget i takt med, at Indien er blevet mere integreret i det globale finansielle system; mener navnlig, at liberaliseringen af den finansielle sektor er nødvendig for at gøre denne mere modstandsdygtig over for både interne og eksterne påvirkninger og dermed tilskynde til vækst i indlån, udvikling af kreditkulturen og deltagelse fra private og udenlandske parters side; mener, at overførslen af teknisk og ledelsesmæssig ekspertise vil kunne spille en nyttig rolle i udviklingen af Indiens finansielle markeder, og opfordrer EU til at tilbyde bistand i denne henseende;

17.   glæder sig over Indiens planer om at afskaffe kontrollen med rupien ved at afskaffe al resterende kapitalkontrol med den delvist konvertible rupi; mener, at dette vil fjerne en vigtig hindring for Indiens integration i den globale økonomi og gøre det lettere for indiske borgere og virksomheder at foretage oversøiske investeringer samt give større virksomheder lettere og billigere adgang til udenlandsk kapital, hvor der i dag er fastsat en grænse på 500 millioner USD pr. virksomhed pr. år;

18.   opfordrer Indien til at tiltræde traktaten om ikke-spredning af atomvåben, som er et nødvendigt multilateralt instrument til bevarelse og styrkelse af freden, sikkerheden og stabiliteten i verden, og er foruroliget over det forstærkede amerikanske og fransk-indiske nukleare samarbejde på baggrund af Indiens manglende kontraktlige engagement inden for nuklear sikkerhed;

19.   konstaterer, at Indien har accepteret, at landet, hvis det ønsker at gennemføre sine ambitioner, skal opfylde sine forpligtelser i den sydlige og sydøstlige del af Sydøstasien; glæder sig over brugen af handel som tillidsskabende redskab mellem Indien og Pakistan, og glæder sig navnlig over den skelsættende aftale af 2. maj 2006 om at genoptage handel og erhvervsmæssige aktiviteter på tværs af kontrollinjen mellem de opdelte regioner Jammu og Kashmir ved at indføre en lastvognstjeneste på ruten Srinagar-Muzaffarabad samt nok en busrute, der kører tværs igennem Kashmir og forbinder Poonch i Jammu og Kashmir med Rawalakot i Azad Jammu Kashmir; bifalder premierminister Singhs løfte den 23. maj 2006 om at skabe et miljø med friere handel og mere bevægelsesfrihed med "bløde grænser" for at skabe et klima for bosættelser i Kashmir; opfordrer både Indien og Pakistan til yderligere at reducere de administrative hindringer for at gennemføre tillidsskabende handelsrelaterede foranstaltninger og sikre, at EU om nødvendigt kan tilbyde teknisk bistand i denne henseende;

20.   bemærker, at ASEAN stadig har fordele i forhold til Indien på grund af større arbejdsproduktivitet, kvalificeret arbejdskraft og lave grundpriser, bemærker endvidere, at det er ASEAN's mål at skabe et fælles marked inden 2020, selv om nogle medlemmer, herunder Singapore, Malaysia og Thailand, presser på for at få denne dato skudt frem til 2015; er derfor bekymret over, at handelen mellem regionerne i SAARC stadig er lav; mener, at der er for mange undtagelser til, at den sydasiatiske frihandelsaftale kan behandles som en standardfrihandelsaftale; bemærker, at ASEAN-landenes ministre for nylig drøftede forslag om et bredere handelsområde med andre asiatiske stater, herunder Indien, Kina, Japan og Sydkorea; opfordrer SAARC til kontinuerligt at undersøge mulighederne for at udvide handel og investering i regionen; mener, at EU skal anvende en vidtfavnende regional strategi i sine relationer med Indien, og opfordrer EU til at nedsætte en "visionsgruppe" i lighed med den gruppe, der er nedsat for ASEAN, for at undersøge de fremtidige muligheder for forbindelser mellem EU og SAARC;

21.   bemærker, at SAARC's ministerråd i august 2006 enstemmigt vedtog, at handelskonflikten mellem Indien og Pakistan inden for rammerne af den sydasiatiske frihandelsaftale skulle drøftes af SAARC's handelsministre inden det fjortende topmøde i SAARC i Indien den 3.-4. april 2007; bemærker endvidere, at EU har anmodet om og fået bevilget observatørstatus i SAARC og vil deltage i topmødet; bemærker også, at argumentet om, at handlen skal kædes sammen med fremskridtene i forbindelse med løsningen af årelange konflikter mellem Indien og Pakistan, er grunden til den forsinkede gennemførelse af SAFTA; opfordrer begge parter til at fortsætte den politiske dialog sideløbende med handelsforhandlingerne; noterer sig, at punkter på positiv- og negativlisten er genstand for forhandlinger i SAFTA-Rådet; opfordrer også EU til at tilbyde den bistand, der er nødvendigt for at fremme denne proces og sikre, at der sker reelle fremskridt under det fjortende topmøde i SAARC;

22.   opfordrer Indien til som medlem af SAARC og BIMSTEC (Bangladesh-Indien-Myanmar-Sri Lanka-Thailand-Economic Cooperation) at gøre sin positive indflydelse gældende med henblik på at fremme demokratiske ændringer og respekt for menneskerettighederne i Burma og til fortsat at støtte fredsprocessen i Sri Lanka og hjælpe de skønsmæssigt 6 000 flygtninge, som er flygtet til Indien siden april 2006; gør i denne forbindelse opmærksom på henstillingen fra FN's særlige ordfører, Philip Alston, om udsendelsen til Sri Lanka af en uafhængig international kontrolmission på menneskerettighedsområdet, som skal aflægge offentlig rapport om alle parters krænkelser af folkeretten, og opfordrer både EU og Indien til at støtte denne henstilling i relevante internationale fora;

23.   bemærker, at asiatiske lande som f.eks. Indien og Kina på trods af år med økonomisk vækst stadig er underrepræsenterede og urimeligt marginaliserede i multilaterale organer, herunder Den Internationale Valutafond; opfordrer EU og Indien til at arbejde sammen om at afhjælpe denne mangel på balance og sikre, at stemmerettigheder og betydningsfulde hverv fordeles i forhold til den vægt, disse lande har i det internationale økonomiske system;

24.   glæder sig over den indiske regerings reformer af sin strategi for direkte udenlandske investeringer og investeringsudvalgets fremskridt; er bekymret over, at udenlandske investorer stadig konfronteres med et generende bureaukrati på lokalt plan og andre ikke-toldmæssige hindringer; opfordrer indtrængende de indiske myndigheder til at fortsætte deres kamp mod bureaukrati og korruption; opfordrer endvidere statslige og kommunale regeringer til at forenkle og samle ansøgningsprocedurer, og anmoder om, at der gøres en indsats for større gennemsigtighed på lovgivningsområdet;

25.   er bemymret over, at godkendelsesprocedurerne udgør en stor hindring for udenlandske investorer, idet ansøgninger, der kan godkendes automatisk, holdes på et minimum, medens størstedelen af ansøgningerne behandles sag for sag; er foruroliget over, at mange embedsmænd fortsætter med at forskelsbehandle til fordel for lokale interesser; fastslår, at denne godkendelses- og licenstildelingsproces i visse regioner er blevet kritiseret for at være urimelig og uigennemsigtig, da bestemmelserne ændres så frustrerende tit, at det kan være vanskeligt at holde sig ajour med systemets omskiftelighed; opfordrer de statslige og kommunale regeringer til at forenkle og konsolidere ansøgningsprocedurerne;

26.   henviser til de store bidrag, som udlandsinderne har ydet til den indiske vækst; bemærker imidlertid, at udlandsinderne kun tegner sig for 10 % af Indiens indgående kapitalbevægelser i form af direkte udenlandske investeringer; mener, at en langsigtet udvikling forudsætter både pengeoverførsler fra udvandrere til familie og slægtninge og opsparings- og investeringsoverførsler; opfordrer Indien til at fortsætte arbejdet med at finde frem til ordninger, som kan give adgang til udlandsindernes ressourcer med dobbelt statsborgerskab som et håndgribeligt eksempel;

Samarbejde mellem EU og Indien

27.   glæder sig over, at EU og Indien på det sjette topmøde mellem Indien og EU den 7. september 2005 forpligtede sig til som strategiske partnere at styrke dialogen og engagementet, også på menneskerettighedsområdet, således som det fremgår af den fælles handlingsplan, der også omfatter udviklingssamarbejde, med henblik på at styrke den miljømæssige bæredygtighed samt den økonomiske og sociale samhørighed; opfordrer til en vedvarende menneskerettighedsdialog som et led i det strategiske partnerskab; bifalder i denne forbindelse den nationale indiske menneskerettighedskommissions uafhængige og konsekvente arbejde på disse områder;

28.   understreger, at opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene og bekæmpelse af fattigdommen fortsat bør være det centrale element i det strategiske partnerskab mellem EU og Indien; glæder sig over, at man på det næste topmøde mellem EU og Indien den 13. oktober 2006 vil tage spørgsmålet om millenniumudviklingsmålene op; opfordrer til, at der hurtigst muligt træffes særlige foranstaltninger for at sikre, at mindretal, som f.eks. dalitter og adivasier og andre isolerede samfund, stammer og kaster, er i stand til at bygge bro over den brede kløft til den øvrige del af befolkningen, for så vidt angår opnåelse af millenniumudviklingsmålene;

29.   glæder sig over, at der er blevet lagt vægt på sundhed, uddannelse, vand og miljø i EU's udviklingssamarbejde med Indien i perioden 2002-2006, samt over tilsagnet i den fælles handlingsplan om at uddybe udviklingssamarbejdet på sundheds- og uddannelsesområdet med henblik på at udvide udviklingssamarbejdet for at supplere vigtige programmer inden for Indiens sociale sektor, herunder konkrete aktioner, hvis mål er at sætte en effektiv stopper for forskelsbehandlingen af dårligt stillede sociale grupper, især kvinder; opfordrer desuden til, at der som et led i handlingsplanen sættes yderligere gang i foranstaltninger til fremme af pigers uddannelse for dermed at opfylde millenniumudviklingsmål 2 og 3;

30.   bifalder Kommissionens offentlige høring med henblik på at udforme et bredt strategisk overblik over EU's handelsmæssige og økonomiske forbindelser med Kina; mener, at Indien udgør en tilsvarende, om end anderledes udfordring for europæisk erhvervsliv; opfordrer Kommissionen til at tage lignende skridt for Indiens vedkommende for at sikre en politisk, økonomisk og kommerciel styring af disse relationer på EU-plan;

31.   mener, at EU bør lægge særlig vægt på Indiens SMV-sektor, og at SMV'er kunne styrkes gennem foranstaltninger, der kan bidrage til at finansiere markedsstyrede, lokale projekter, der er foreslået af borgerne;

32.   understreger, at EU i sit udviklingssamarbejde bør arbejde sammen med Indien som en ny, international bidragyder gennem udveksling af erfaringer og samarbejde om konkrete projekter i udviklingslandene; understreger, at erfaringerne fra Indien kunne være med til at gøre EU's udviklingsbistand mere effektiv og produktiv;

33.   bemærker, at inderne ser på EU med en vis bekymring og ønsker at studere og forstå det bedre; bifalder Erasmus Mundus-studiestipendieordningen på 33 mio. EUR, hvor der skal lægges særlig vægt på samarbejde inden for videnskab og teknologi, og hvor erfaringerne fra Indiens succes kan sætte skub i EU's resultater i den pyramide, der ligger til grund for informationssamfundet, dvs. uddannelse, forskning, udvikling og innovation; glæder sig over oprettelsen af en Jean Monnet-lærestol i europæiske studier på Delhis universitet som et vigtigt initiativ til styrkelse af forholdet mellem EU og Indien; mener, at de højere læreanstalter i Europa bør udvide dette initiativ ved at lægge øget vægt på indiske studier og effektiv markedsføring af disse kurser; foreslår, at de relevante højere læreanstalter i Europa overvejer at åbne forskningskontorer i Indien, hvilket Harvard Business School har gjort for nylig i Mumbai; opfordrer Kommissionens delegation og medlemsstaternes ambassader til at arbejde sammen med de indiske myndigheder for at fremme EU's rette rolle med hensyn til at tilskynde til uddannelsesmæssig, kulturel og videnskabelig udveksling; mener, at kulturel udveksling vil kunne bidrage til at skabe en bred offentlig opbakning bag et konstruktivt samarbejde, og at udveksling af medarbejdere og forretningsmæssige erfaringer både vil kunne gavne den tværkulturelle forståelse og være med til at fremme tovejskommunikation; understreger, at lederuddannelsesprogrammet "People-to-People Exchange" med Japan og Korea har været en succes, og opfordrer Kommissionen til at udvide programmet, således at det også kommer til at omfatte Indien, og afsætte de nødvendige bevillinger hertil;

34.   bemærker, at der er tale om en foruroligende mangel på kendskab til det indiske marked inden for visse af EU's erhvervssektorer; opfordrer EU til at indlede mere systematiske drøftelser med fremstående medlemmer af EU's erhvervskredse, især fra SMV'er, for at bidrage til en "gradvis ændring" i deres opfattelse af Indien ved at belyse de meget omfattende forretningsmuligheder, der findes i Indien;

35.   henstiller til Kommissionen at undersøge eller udvide specifikke programmer mellem EU og Indien på områder som f.eks. højere uddannelse og erhvervsuddannelse og fremme af udveksling af studerende, lærere og forskere;

36.   anerkender, at den indiske software- og serviceindustri er tredoblet i størrelse i løbet af de sidste fem år og nu repræsenterer en værdi på 20 mia. EUR; bemærker, at en stor del af denne vækst skyldes, at vestlige producenter outsourcer deres udviklingsarbejde til Indien; mener, at EU kan drage fordel af en større flytning af højtuddannede og kvalificerede indiske arbejdstagere, men bør undgå, at udviklingskapaciteten i Indien påvirkes af en "hjerneflugt"; opfordrer handelsgruppen på højt plan til at undersøge mulighederne for en aftale om kvalificerede arbejdstageres mobilitet i henhold til modus 4, således at indiske it-eksperter kan arbejde i EU efter at have afsluttet deres studier og dermed udgøre en pulje af kvalificeret arbejdskraft samt retfærdiggøre investeringerne i EU's videregående uddannelsessystemer; fastslår, at softwarevirksomheder virker som en magnet på associerede selskaber og den serviceindustri og de infrastrukturbehov, der følger med dem, hvilket kan give de regionale økonomier et skub fremad og bidrage til andre beskæftigelsesmuligheder for den lokale befolkning;

37.   bemærker, at der mellem 2003 og 2008 kunne outsources 200 000 EU-arbejdspladser, først og fremmest til Indien; bemærker også, at Indien i 2010 vil have et behov for 160 000 fremmedsproglige medarbejdere, og at der kun vil være 40 000 kvalificerede indere vil være kvalificerede; mener, at der med 30 000 udstationerede EU-borgere, som allerede arbejder i Indien, er klare muligheder for uddannede europæere, der er parate til at rejse ud, og at en sådan udvikling vil sikre "hjerneudveksling" mellem EU og Indien i stedet for "hjerneflugt";

38.   henstiller til medlemsstaterne og Kommissionen at tilvejebringe de rette rammebetingelser for virksomheder og universiteter, således at de kan drage fordel af den hurtige vækst i den indiske økonomi på særlige områder som software- og filmindustri;

39.   bemærker, at den indiske væksts indvirkning på den globale efterspørgsel efter energi giver anledning til bekymring med hensyn til energisikkerheden; fastslår, at Indien stadig lider under en alvorlig mangel på energi og er alt for afhængig af olie og kul, som begge er dyre og forurenende fossile brændstoffer; fastslår endvidere, at Indiens indsats for at sikre gasforsyningerne og udvikle atomenergi er to konkrete følger af denne situation; konstaterer, at denne energiform, selv om Indien skulle udvikle atomenergi, vil dække mindre end 5 % af landets elektricitetsbehov og kun 2 % af dets samlede energiforbrug; mener, at en indsats for at udvikle atomenergi også vil være et skridt tilbage i forhold til de løfter, som blev afgivet på G8-topmødet i Gleneagles, om at bremse klimaændringerne og fremme energibesparelser; mener, at den miljømæssige nedbrydning truer med at blive en stor hindring for Indiens fremtidige økonomiske udvikling, såfremt den ikke vendes;

40.   bemærker, at både Indien og EU har en lang tradition for at fremme brugen af vedvarende energi og mener, at vedvarende energi som f.eks. solenergi, vindenergi og biomasse sammen med betydelige investeringer i energieffektivitet er praktiske energiløsninger, der kan opfylde energibehovene på lang sigt; glæder sig over Indiens tiltag i denne forbindelse, herunder dets egne biogasanlæg og solceller (som bruges til at forsyne landsbyer og værksteder med energi), og på det seneste dets succes med at opbygge verdens fjerdestørste vindkraftindustri; mener, at Indien skal fortsætte med at støtte udviklingen af vedvarende energi på regionalt plan andre steder i Asien, således som det allerede gør i Bhutan, da den stigende efterspørgsel efter olie har negative konsekvenser for verdens fattigste lande, således som de seneste uroligheder i Indonesien som følge af de stigende oliepriser er tydeligt udtryk for; glæder sig over oprettelsen af det EU-indiske energipanel og anmoder om yderligere samarbejde om energisikkerhed og markedsreformer, vedvarende energi og energieffektivitet; mener, at Indien og EU bør fortsætte med at definere den globale energistruktur gennem innovativ og bæredygtig energiudvikling, samtidig med at referenceværdierne for klimaændringer overholdes;

41.   konstaterer, at Indien på grund af landets geografiske forskelligartethed har gode muligheder for forekomster af olie og gas, men at den offentligt styrede efterforskning hidtil ikke har givet de helt store resultater; bemærker dog, at denne situation allerede er ved at ændre sig som følge af, at de europæiske selskaber har meldt deres ankomst, og at f.eks. det britiske Cairn Energy i 2004 rapporterede om adskillige oliefund i Rajastan (de største forekomster blev anslået til 500 millioner tønder udvindelige reserver); anmoder Indien om at tilskynde til en mere energisk søgning efter olie og gas ved at indføre betydelige incitamentsordninger, der kan tiltrække europæiske udvindingsvirksomheders effektivitet og ekspertise;

42.   konstaterer, at omkostningerne til fremstilling af biodiesel i Indien ligger på ca. en tredjedel af omkostningerne i Europa, og at Indien for nylig har besluttet at udvide sine biodiesel-raffineringsprogrammer; bemærker, at Indien er i gang med at udvide sin ethanolindustri, og at regeringen har vedtaget flere forskellige typer finansielle incitamenter, herunder en reduktion af forbrugsafgiften og reducerede punktafgifter på ethanol og ethanolholdige brændstoffer; mener, at ikke-spiselig jathropa er en levedygtig biobrændselskilde for Indien, da den kan gro i halvtørre og tørre områder og kræver minimale investeringer, og opfordrer til et samarbejde mellem EU og Indien på dette område; mener, at sådanne programmer, ud over at skabe ca. 17 millioner nye arbejdspladser og generere indtægter i tilbagestående landdistrikter, vil bidrage til at mindske Indiens afhængighed af udenlandsk olie, men kun hvis de gennemføres på en bæredygtig måde;

Indiens økonomiske og sociale situation

43.   påpeger, at international handel kan være en stærk drivkraft for økonomisk vækst og bekæmpelse af fattigdom, men at det ikke er en tryllestav, og at handelsreformerne skal gennemføres som et supplement til udviklingspolitikkerne; mener, at Indien skal fokusere kritisk på opbygningen af et erhvervsklima, der fremmer integreringen i verdensøkonomien inden for et bredere udsnit af produkter og tjenesteydelser, hvis det skal lykkes at løfte befolkningen ud af fattigdomslommer og gøre det muligt for landet at fortsætte op ad den økonomiske udviklings stige;

44.   glæder sig over den voksende anerkendelse af betydningen af det eksterne økonomiske miljø, handel og investeringer, som fremgår af Indiens seneste femårsplan om menneskelig udvikling (2002-2007);

45.   bemærker, at skævhederne mellem Indiens delstater forværres af uddelegeringen af udgiftsbeføjelser til delstater med varierende standarder for politisk ledelse og finanspolitisk styring; mener, at fattigdomsbekæmpelse er afhængig af, at statslige ressourcer omdirigeres til landdistrikterne, og at infrastrukturen udvikles for at støtte spredningen af fremstillingsvirksomheder og aktiviteter i servicesektoren; opfordrer Indien til at sikre sammenhæng og bedre forvaltning af liberaliseringen ved at vedtage forsvarlige supplerende økonomiske politikker, herunder skatteharmonisering, og ved at koncentrere kapacitetsopbyggende bestræbelser om de fattigste delstater, så de bliver i stand til at anvende midlerne effektivt; henviser til de udviklingsmæssige følger af den økonomiske vækst i visse regioner i Indien; opfordrer Kommissionen til at støtte Indien i forsøget på at udnytte erfaringerne fra de delstater, der har haft fremgang under det indiske boom, ved at anvende bedste praksis og sikre, at særlig vigtige investeringer kanaliseres til regioner, der sakker bagud og til underrepræsenterede sociale grupper;

46.   er bekymret over de stigende indkomstforskelle mellem byområder og landdistrikter i Indien; henstiller indtrængende til de indiske myndigheder at erkende stagnationen inden for landbruget og udvikle programmer, der tager sigte på at øge landbrugsproduktionen i disse områder for at bekæmpe fattigdommen i landdistrikterne på en mere hensigtsmæssig måde;

47.   påpeger, at Indiens infrastruktur trods den kraftige vækst stadig til dels er præget af de karakteristika, der gør sig gældende for et udviklingsland med dårlige transportnet og jævnlige strømudfald; bemærker, at Commonwealth Games i 2010 giver mulighed for, at de europæiske virksomheder kan konkurrere om vigtige infrastrukturprojekter; opfordrer Indien og EU til at udforske handelsrelateret infrastrukturudvikling gennem offentlig-private partnerskabsinvesteringer, som kan sikre gennemsigtighed, et troværdigt lovgivningsmiljø og lige vilkår for private investorer og staten; anmoder i overensstemmelse hermed om, at der anvendes lån fra EIB, hvis mandat - for så vidt angår Asien og Latinamerika - er koncentreret om produktive investeringer; opfordrer Indien og EU til at målrette denne investering mod landdistrikter, hvor den kan bidrage til at forbedre vandforsyningen og de sanitære forhold, forbedre transportnettet, navnlig veje, som kan befærdes i al slags vejr, og forbedre kvaliteten af strømproduktionen;

Udvikling og miljø

48.   anerkender den store succes, som den indiske regering har haft med at bekæmpe fattigdommen, men bemærker, at der trods vedvarende økonomisk vækst stadig er meget store uligheder, og at ca. 30 % af den indiske befolkning stadig lever under fattigdomsgrænsen; er især bekymret over forholdene blandt de underprivilegerede befolkningsgrupper, navnlig kvinder, børn, dårligt stillede og landbefolkningen, f.eks. dalitter og adivasier (indfødte stammer og oprindelige befolkninger); opfordrer Kommissionen og Rådet til at samarbejde med den indiske regering om at forbedre forholdene for disse grupper og undersøge mulighederne for et fremtidigt samarbejde med henblik på at bringe forskelsbehandling på grund af køn og kaste til ophør;

49.   understreger, at successive indiske regeringer har gjort sig store anstrengelser for at løse problemet med kastediskrimination; mener dog, at der skal gøres meget mere;

50.   opfordrer indtrængende EU til at fremme og iværksætte foranstaltninger til at sikre den socio-økonomiske udvikling blandt mindretal, som i stor udstrækning har været marginaliseret i den nye økonomi i Indien, og som forskelsbehandles i forbindelse med udviklingsprogrammer og katastrofebistand, ved bl.a. at fremme lige muligheder på beskæftigelsesområdet i private EU-baserede virksomheder og hos investorer, fremme udviklingsprogrammer, som omfatter dalitterne, og anvende indikatorer til måling af dalitternes integrering i den nye økonomi;

51.   påpeger, at det er vigtigt, at den indiske regering er opmærksom på spørgsmål som social samhørighed, miljø og forbrugerrettigheder i udviklingsprocessen;

52.   glæder sig over EU's samarbejde med Indien om miljøpolitik og over, at miljøpolitik er et af samarbejdsområderne i den fælles handlingsplan; bemærker, at EU og Indien som betydelige globale parter har en central rolle at spille i de internationale bestræbelser på at opnå en bedre miljøforvaltning på globalt plan; anmoder om, at der fortsat lægges vægt på miljømæssige aspekter i det økonomiske udviklingssamarbejde;

53.   understreger, at den tiltagende ødelæggelse af miljøet i Indien er et stadig større problem med uoverskuelige økonomiske, sociale og miljømæssige følger, især for det store antal indere, der lever i fattigdom, og understreger, at det er absolut nødvendigt at fremskynde EU's samarbejde med Indien på dette område;

54.   bifalder Indiens engagement i millenniumudviklingsmålene; henviser til, at Indiens tiende femårsplan beskriver Indiens menneskelige udviklingsmål og målene for de næste fem til ti år, hvoraf de fleste er mere ambitiøse end millenniummålene, men er fortsat usikker på, om Indien vil være i stand til at opfylde dem inden 2015, da det i henhold til FN's millenniumprojekt er usandsynligt, at Indien vil kunne nå mindst fire ud af otte millenniummål; mener, at handelsrelateret bistand vil kunne hjælpe Indien med at opfylde disse mål til tiden; opfordrer EU til at samarbejde i forbindelse med Indiens prioriterede programmer for almen uddannelse og sundhed i landdistrikter og til at fremme politikker, som gør det lettere at inddrage unge i arbejdsmiljøet; mener, at EU vil kunne tackle spørgsmål vedrørende ligestilling ved at fremme handel med produkter, der giver kvinder indkomstmuligheder, og lette handel med tjenesteydelser inden for sektorer, der beskæftiger kvinder;

55.   bemærker, at konnektivitet er et af millenniumudviklingsmålene, og at FN's generalsekretær, Kofi Annan, har opfordret til, at konnektivitet bliver en realitet i hver eneste landsby i samtlige udviklingslande i verden inden 2015 for at eliminere forskelle på områderne frihed, velstand og magt; glæder sig over initiativer som f.eks. eksperimentet "Hole-in-the-Wall Internet Education", der indebærer, at mere end 150 højhastighedscomputere inkl. tastatur, mus og webkamera er blevet opstillet 50 forskellige steder i Inden, lige fra Delhis slumkvarterer til landdistrikterne i Indien, og som gør det muligt for tusindvis af drenge og piger, der tidligere ikke kunne læse og skrive, på egen hånd at tilegne sig ikke kun it-færdigheder og et vist omfang af grundskolefærdigheder, men også at øge deres forhåbninger; mener, at sådanne projekter, selv om de ikke er en tilfredsstillende erstatning for et klasseværelse med en lærer, kan skabe et fundament for børn, som for tiden ikke har nogen mulighed for at få en traditionel uddannelse; anmoder Indien om at dele goderne fra it-boomet med de 98 % af landets befolkning, som på nuværende tidspunkt ikke nyder godt heraf, og at kanalisere investeringer og bistand over i sådanne projekter, som anslås at koste mindre end 2 cent pr. barn pr. dag om året;

56.   bemærker, at Indien er et af de lande, der har fået mest ud af den generelle præferenceordning med gennemsnitlige udnyttelsesgrader på 80 % fordelt på en række sektorer, herunder animalske produkter (88 %), ædelstene og smykker (85 %) og transportudstyr og uædle metaller (83 %); konstaterer, at 40 % af Indiens eksport af beklædningsgenstande svarende til en værdi på godt 3 mia. EUR af en samlet eksport på 4,8 mia. EUR, og ni tiendedele af Indiens eksport af fodtøj, som repræsenterer en værdi på 600 mio. EUR af en samlet eksport på 675 mio. EUR, nød godt af GSP-ordningen; påpeger, at lande, der har deres egne væverier, som f.eks. Indien, var i stand til at udnytte GSP-faciliteterne i meget højere grad end lande som f.eks. Bangladesh, der benytter importerede stoffer til deres fremstilling af beklædningsgenstande, og som havde vanskeligt ved at gøre brug af GSP-ordningen på grund af EU's oprindelsesregler; glæder sig over, at det er EU's praksis at tage disse ordninger og regler op til fornyet vurdering, og opfordrer EU til at forenkle og rationalisere disse regler; glæder sig endvidere over forslaget om at erstatte produktspecifikke oprindelsesregler med et enkelt generelt kriterium, således at berettigede lande får lettere ved at gøre brug af ordningen;

57.   er på baggrund af, at 60 % af verdens samlede tigerbestand lever i Indien, bekymret over, at den planlagte, men forsinkede optælling af alle tigre i dette land muligvis vil vise, at bestanden er faldet drastisk til 1 500 tigre; erkender, at værdien af den ulovlige handel med vilde dyrearter skønnes kun at blive overgået af den internationale handel med ulovlig narkotika, og at omfanget af udnyttelsen af og handelen med visse arter, f.eks. tigre, er så stort, at der er tale om en alvorlig reduktion i bestandene; kræver bedre overvågning af importen af vilde dyr og produkter fremstillet heraf med henblik på at overholde konventionen om handel med truede dyrearter (CITES) og bedre håndhævelse for at redde truede dyrearter fra truslen om udryddelse; anmoder EU om at tilbyde samarbejde og teknisk bistand for at hjælpe Indien med at bevare sin biologiske mangfoldighed og bekæmpe den ulovlige handel med vilde dyr; slår til lyd for, at spørgsmålet om en generel beskyttelse af tigre og bekæmpelse af handelen med tigerskind, -knogler og -kropsdele, som bl.a. omfatter et toldmæssigt samarbejde, opføres på dagsordenen for det næste møde i EU-Indien-miljøforummet;

58.   bemærker, at handelsliberaliseringen har bevirket, at mindre landbrugsbedrifter i både EU og Indien står over for en global konkurrence, som tvinger priserne ned, samtidig med at faldet i statstilskud har gjort det dyrere for dem at drive landbrug; er bekymret over, at landmænd i Indien vælger kontraktlandbrug med eksport for øje i stedet for at levere produkter til hjemmemarkedet, hvilket medfører fejlernæring i de fattige landdistrikter; er bekymret over, at mere en halvdelen af Indiens landbrugsproduktion i mange tilfælde går til spilde på grund af manglende køleoplagring og distributionsfaciliteter; bemærker, at der, selv om landbrugssektoren er lukket for udenlandske investeringer, er muligheder for EU-virksomheder inden for produktionssektorer med tilknytning til landbruget, hvor der er adgang for udenlandske investeringer, hvilket kunne løse mange oplagringsproblemer; opfordrer Indien til at afsætte midler til handelsrelateret infrastruktur i landdistrikterne for at hjælpe landbrugerne med at tilpasse sig de udfordringer, som globaliseringen indebærer og at undersøge muligheden for partnerskaber i forarbejdningssektorer med tilknytning til landbruget;

59.   opfordrer indtrængende EU til i internationale fora at fremme et større virksomhedsansvar blandt udenlandske virksomheder, der er etableret i Indien, og opfordrer samtidig på det kraftigste til, at der indgås en aftale med den indiske regering om etablering af et effektivt system til overvågning af arbejdstagernes rettigheder i nationale virksomheder og udenlandske virksomheder etableret i Indien;

60.   opfordrer til, at der føres drøftelser mellem EU og Indien vedrørende investeringer, hvor der tages højde for de udenlandske investorers sociale og politiske ansvar; understreger, at investorernes rettigheder skal kædes sammen med forpligtelser, og at investorer som minimum bør anvende Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) grundlæggende arbejdsnormer;

61.   bifalder Indiens engagement i forebyggelsen af børnearbejde og deltagelse i det internationale program til afskaffelse af børnearbejde samt INDUS-projektet vedrørende børnearbejde; er foruroliget over det store antal børnearbejdere i Indien; opfordrer Indien til at samarbejde med ILO og ratificere konvention 138 om minimumsalder og konvention 182 om de værste former for børnearbejde; anmoder Indien om at træffe foranstaltninger til effektiv bekæmpelse af alle former for moderne slaveri, børnearbejde og udnyttelse af kvinders arbejdskraft med henblik på at sikre respekt for arbejdstagernes grundlæggende rettigheder og forhindre social dumping samt vedtage ILO-princippet om "anstændigt arbejde"; minder om vigtigheden af forskellige handelsordninger, som er i overensstemmelse med internationale konventioner om menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder;

62.   understreger, at EU bør presse den indiske regering til så hurtigt som overhovedet muligt at løse problemet med tvangsarbejde, der berører millioner af mennesker i Indien; anmoder Indien om at ratificere konvention 98 om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger;

63.   mener, at Indien bør ratificere og gennemføre de resterende ILO-konventioner snarest muligt for at bidrage til at styrke den langsigtede udvikling og forbedre livskvaliteten for de fattigste i samfundet;

64.   understreger vigtigheden af ikke at adskille de handelsrelationer mellem EU og Indien, som er ved at blive opbygget, fra menneskerettighedsreformerne i Indien;

65.   konstaterer, at Indiens nuværende administration mere åbent har erkendt de problemer, som hiv/aids indebærer; mener, at spredningen af hiv/aids vil kunne bremse den økonomiske vækst i Indien; bemærker, at begrænset adgang til sundhedspleje og et lavt bevidsthedsniveau bærer ansvaret for det voksende antal tilfælde; bifalder, at Indien har øget sin finansiering og sine programmer til løsning af problemerne med hiv/aids og opfordrer EU til at hjælpe Indien med at optrappe programmer for højrisikopersoner og -samfund; glæder sig derfor over det arbejde, som den nationale organisation til kontrol med aids (NACO) udfører for at øge opmærksomheden hos befolkningen i landdistrikterne og i byerne;

66.   mener, at de nylige katastrofer, navnlig tsunamien i Det Indiske Ocean og jordskælvet i Sydasien, har understreget behovet for et mere kreativt og fantasifuldt samarbejde mellem de mange bureauer og organisationer, der yder hjælp ved katastrofer; bemærker, at UNESCO gennem sin oceanografiske kommission har været aktiv i etableringen af et varslings- og afbødningssystem for tsunamier i Det Indiske Ocean, og at FN står som koordinator for gennemførelsen af Hyogo-handlingsplanen – en 10-årig plan for mindskelse af risici i forbindelse med naturkatastrofer; anmoder Indien, EU og dets medlemsstater om at støtte disse initiativer, således at det på grundlag af forventningerne om naturkatastrofernes hyppighed og alvor og synergien mellem den humanitære indsats og de statslige hjælpeorganisationer bliver muligt at gøre den bistand, der ydes, efter at katastroferne er sket, mere effektiv på lang sigt;

67.   anmoder om, at der afholdes et parlamentarisk topmøde en gang om året samtidig med eller umiddelbart før det årlige EU-Indien-topmøde, som normalt afholdes uden officiel deltagelse fra Europa-Parlamentets side; mener, at sådanne topmøder vil gøre det muligt at udvikle forbindelserne mellem de parlamentariske organer, forbedre forståelsen for vore forskelle og bringe de demokratiske systemer på begge sider nærmere hinanden;

68.   anmoder Kommissionen om regelmæssigt at aflægge rapport til Europa-Parlamentet om de fremskridt, der sker i forbindelse med gennemførelsen af den fælles handlingsplan for Den Europæiske Union og Indien;

o
o   o

69.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og regeringen og parlamentet i Republikken Indien.

(1) EUT C 233 E af 28.9.2006, s. 103. (2) EUT C 227 E af 21.9.2006, s. 589. (3) Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0454. (4) Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0056. (5) Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0123.

Europa-Parlamentets beslutning om kvinders perspektiver i international handel (2006/2009(INI))

P6_TA(2006)0389 A6-0254/2006

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2836/98 af 22. december 1998 om integrering af kønsaspektet i udviklingssamarbejdet(1),

-   der henviser til Rådets beslutning 2001/51/EF af 20. december 2000 om et EF-handlingsprogram vedrørende fællesskabsstrategien for ligestilling mellem mænd og kvinder (2001-2005)(2) og det dertil hørende arbejdsprogram,

-   der henviser til FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW) fra 1979 og dens valgfrie protokol,

-   der henviser til Beijing-erklæringen og handlingsplatformen, som blev vedtaget i Beijing den 15. september 1995 på FN's fjerde verdenskonference om kvinder,

-   der henviser til FN's resolution af 10. juni 2000 om opfølgning på Beijing-handlingsplatformen og gennemgang og vurdering heraf samt slutdokumentet fra den 23. særlige samling under FN's Generalforsamling,

-   der henviser til Kommissionens grønbog af 18. juli 2001 om fremme af en europæisk ramme for virksomhedernes sociale ansvar (KOM(2001)0366),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. marts 2006 om gennemførelse af partnerskabet for vækst og beskæftigelse: At gøre Europa til et ekspertisecenter for virksomhedernes sociale ansvar (KOM(2006)0136),

-   der henviser til FN's normer om transnationale selskabers og andre erhvervsvirksomheders ansvar på menneskerettighedsområdet, som blev godkendt den 13. august 2003 af et FN-underudvalg om fremme og beskyttelse af menneskerettighederne,

-   der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) trepartserklæring om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik fra november 1977 samt OECD's aktuelle retningslinjer for multinationale virksomheder,

-   der henviser til ILO's erklæring om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen af 18. juni 1998, ILO's henstilling R100 om beskyttelse af vandrende arbejdstagere i underudviklede lande og områder, ILO's henstilling R 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, ILO's henstilling R 156 om beskyttelse af arbejdstagere mod arbejdsmiljøets farer fremkaldt af luftforurening, støj og vibrationer og ILO's henstilling R 191 om revision af henstillingen vedrørende moderskabsbeskyttelse,

-   der henviser til FN's millenniumerklæring af 8. september 2000 samt gennemgangen og opdateringen heraf på verdenstopmødet den 14.-16. september 2005,

-   der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Bruxelles den 16.-17. december 2004, som bekræftede at EU fuldt og helt bakker op om millenniumudviklingsmålene og politisk sammenhæng,

-   der henviser til ånden i São Paulo-erklæringenfra FN's konference om handel og udvikling den 18. juni 2004,

-   der henviser til sin beslutning af 15. november 2005 om globaliseringens sociale dimension(3),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6-0254/2006),

A.   der henviser til, at den internationale handel har potentialet til at bidrage til ligestilling mellem kønnene og fremme kvinders økonomiske, sociale og politiske indflydelse inden for både produktive og reproduktive områder; der dog også henviser til, at globaliseringsprocessen inden for handel har bidraget til at gøre arbejdsmarkedsrelationerne mindre formelle, at antallet af usikre ansættelsesforhold er steget, og at arbejdsløsheden i adskillige sektorer af økonomien feminiseres,

B.   der henviser til, at 70 % af de 1,3 milliarder mennesker, der lever i fattigdom i verden, er kvinder, at kvinder generelt har vanskeligere ved at få adgang til uddannelse, ejendom, kredit samt andre ressourcer og produktionsfaktorer og de politiske beslutningsorganer,

C.   der henviser til, at den manglende ligestilling mellem kønnene, som berøver kvinderne den lige adgang til produktionsmidlerne og markedet, på lang sigt hindrer vækst, idet kvinderne bruger forholdsvis mere af deres indtægt på uddannelse, sundhed og underhold, og idet den samlede befolknings økonomiske potentiale ikke udnyttes fuldt ud,

D.   der henviser til, at handelsaftaler fuldt ud skal være i overensstemmelse med den internationale lovgivning om menneskerettigheder, sociale rettigheder og arbejdsrettigheder og respektere eksisterende internationale konventioner om bæredygtig udvikling,

E.   der henviser til, at ansvaret for reproduktion og pasning af hjemmet samt ansvaret for at sørge for familien og at yde social omsorg generelt betragtes som kvindens væsentligste funktion i næsten alle samfund, men at disse funktioner i vid udstrækning hverken er anerkendt eller lønnet,

F.   der henviser til, at medmindre der i forbindelse med markedsliberaliseringen tages hensyn til kønsspecifikke faktorer, bidrager denne til en forværring af fænomener som feminisering af usikre job, intensiveret udnyttelse af kvinder og kuldkastning af subsistensstrategierne for fattige kvinder i hele verden, herunder indvandrerkvinder,

G.   der henviser til, at liberaliseringen af handelen har bidraget kraftigt til at øge kvinders deltagelse i den uformelle økonomi,

H.   der henviser til, at ILO definerer den uformelle økonomi som en økonomi, der er baseret på ansættelsesforhold, som hverken omfatter aftaler, arbejdstagerrettigheder eller social beskyttelse, og at disse ansættelsesforhold findes såvel i som uden for uformelle virksomheder,

I.   der henviser til, at feminiseringen af den internationale migration ikke tildeles nok opmærksomhed, og at vandrende arbejdstagere ofte er forhindret i at kræve rimelige arbejdsforhold,

J.   der henviser til, at aftalen om handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret (TRIPS) i WTO's regi i 1995 har begrænset adgangen til generiske lægemidler i en grad, så der i 2005 i Hong Kong blev vedtaget en tilpasning af TRIPS,

1.   understreger, at handelsliberaliseringen påvirker mænd og kvinder forskelligt, og påpeger behovet for sammenhæng mellem EU-politikkens mål for lighed mellem kønnene og målene for handels-, udviklings- og bistandspolitikken med det formål at fremme lighed mellem mænd og kvinder på disse politiske områder; understreger, at økonomisk deltagelse er afgørende for at styrke kvinder, så de bliver i stand til at overvinde den strukturelle forskelsbehandling, som de er genstand for, hvilket vil føre til forbedrede levevilkår for kvinder og deres familier og bidrage til at øge kvinders aktive engagement i politik og øge den sociale samhørighed med ligelig fordeling af goder, ligeberettigelse og økonomisk uafhængighed som et af målene;

2.   konstaterer, at selv om mange kvinder også nyder godt af handelsliberaliseringen og de direkte udenlandske investeringer takket være de således opståede beskæftigelsesmuligheder, bidrager liberaliseringen også til gøre arbejdsmarkedsrelationerne mere uformelle, forværre arbejdsvilkårene og feminisere beskæftigelsen i adskillige sektorer af økonomien,

3.   anmoder Rådet og Kommissionen om at prioritere ophævelsen af alle forbehold mod konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW) og ratificering af dens valgfrie protokol af alle partnerstater;

4.   anmoder Kommissionen om at forelægge en rapport for Europa-Parlamentets kompetente udvalg for kvinders rettigheder og for international handel, som er undertegnet af ledelsen i donororganisationer og i de organisationer, der modtager støtte til kvinderelaterede formål, som bevis for, at EU-støtten er nået frem, og at den ikke er blevet anvendt i strid med det oprindelige formål;

5.   understreger behovet for forskning i, hvordan kvinderne kan drage nytte af handelsliberaliseringen og for systematisk indsamling af kønsspecifikke data for at afhjælpe den kønsblindhed, som præger de nuværende handelspolitikkers og de globale, økonomiske institutioners politikker; opfordrer Kommissionen til en gang om året at forelægge en rapport for Parlamentet om udviklingen på dette område; minder om, at en kønsspecifik analyse skal være en fast bestanddel af konsekvensanalyserne af bæredygtigheden af de handelsaftaler, som Kommissionen i øjeblikket gennemfører;

6.   opfordrer Kommissionen til at gennemføre en kønsspecifik konsekvensanalyse, før den indgår handelsaftaler med tredjelande, og til at opstille effektive betingelsesklausuler for lande, hvor menneskerettighederne og især kvinders rettigheder i vid udstrækning krænkes;

7.   anmoder Kommissionen om formelt at oprette et sekretariat for handels- og kønsspecifikke spørgsmål under Generaldirektoratet for Handel, som bl.a. ville have til opgave at kontrollere, om de lande, der har samhandel med EU, overholder menneskerettighederne, navnlig kvindernes rettigheder, og at reagere aktivt i tilfælde af overtrædelse af menneskerettighederne;

8.   anmoder Kommissionen om at analysere produktions- og fremstillingsmetoder (således som de er defineret af WTO) ud fra et kønsspecifikt perspektiv med henblik på at identificere de produktions- og fremstillingsmetoder, som i henhold til CEDAW og menneskerettighedspagterne er genstand for en specifik kønsrelateret forskelsbehandling, og at udarbejde strategier for at fremme respekten for international lovgivning i eksportlandene;

9.   anmoder Kommissionen om at sikre, at virksomheder, som drager økonomisk fordel af EU's markedsadgangsprogrammer inden for rammerne af EU's samarbejdspolitik, ikke bidrager til udviklingen af metoder som f.eks. umenneskelig udnyttelse af arbejdstagere, især kvinder;

10.   understreger, at fordelene ved at være beskæftiget i henholdsvis den formelle og den uformelle økonomi afhænger af en lang række faktorer, herunder løn, arbejdsforhold og sikkerhed på arbejdspladsen, og at kvinder fortsat bliver forskelsbehandlet, når det drejer sig om at nyde godt af disse goder; anmoder derfor Kommissionen om som led i udviklingssamarbejdspolitikken at skabe en særlig fond som en del af de fremtidige handels- og samarbejdsaftaler med tredjelande for at støtte kvinder ved at fremme deres adgang til kredit, uddannelse og erhvervsuddannelse for at nedbringe andelen af arbejdstagere i den uformelle økonomi; anmoder Kommissionen om at forelægge en rapport for Parlamentet, der er underskrevet af donorer og støttemodtagere, med henblik på at bevise, at den specifikke finansiering ikke anvendes til andet end sit oprindelige formål;

11.   anmoder Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne om hurtigt at indføre principperne om ikke-forskelsbehandling og lighed mellem kønnene i bestemmelserne om Den Europæiske Fond for Globaliseringstilpasning og sikre, at støtte fra denne fond ikke erstatter udbetalingen af sociale sikringsordninger;

12.   understreger, at det store tab af arbejdspladser i Europa bekræfter tendensen til stigende industrielle omstruktureringer; fastslår, at de mest berørte sektorer er forarbejdningsindustrien, transportsektoren, telekommunikationsområdet og finanssektoren; anmoder Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne om at tage behørigt hensyn til principperne om ikke-diskrimination og ligestilling mellem kønnene i forbindelse med Den Europæiske Globaliseringstilpasningsfond;

13.   opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at garantere, at integration af kønsaspektet og lige muligheder er blandt målene for alle de europæiske fonde; understreger nødvendigheden af indikationer af fremskridt med hensyn til fremme af lighed mellem mænd og kvinder og bekæmpelse af enhver form for diskrimination;

14.   bemærker, at jobs, beskæftigelse og et værdigt arbejde bør være kernen i det niende millenniumudviklingsmål, som skal vedtages så hurtigt som muligt, og anmoder om, at de væsentligste standarder for arbejdstagerrettigheder indarbejdes i de multilaterale og bilaterale handelsaftaler, og at principperne om lighed mellem kønnene indarbejdes i alle millenniumudviklingsmålene;

15.   påpeger, at universel og økonomisk overkommelig adgang til livsnødvendige ydelser som f.eks. vand, uddannelse, sundhed og energi er en forudsætning for at styrke kvinders indflydelse; understreger dog, at liberaliseringen af tjenesteydelser inden for rammerne af den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) kun kan have en positiv indflydelse på dette mål, hvis GATS-principperne om national fleksibilitet og politisk råderum bevares fuldt ud i de igangværende bilaterale og multilaterale forhandlinger;

16.   understreger, at det fremgår af TRIPs-aftalen, at den skal revideres to år efter dens gennemførelse, hvilket endnu ikke er sket, og opfordrer derfor til, at denne revision finder sted på grundlag af en konsekvensanalyse af, hvad omkostningerne ved dens gennemførelse har været for udviklingslandene;

17.   anmoder Kommissionen om at vurdere om gennemførelsen af aftalen, som blev indgået på WTO's ministermøde i Hong Kong i december 2005 vedrørende obligatoriske licensaftaler for hiv/aids-antiviruslægemidler, reelt udmønter sig i en bedre adgang til lægemidler, og i forbindelse med denne kontrol at lægge vægt på kønsaspektet;

18.   anmoder om udvikling af nationale politikforanstaltninger, som kan fremme ligheden mellem kønnene, beskytte og fremme beskæftigelsen, fremme den sociale velfærd, forbedre mænds og kvinders sundhedstilstand og arbejdsvilkår, og som kan bidrage til bæredygtig udvikling; påpeger, at det er vigtigt at respektere den nationale fleksibilitet og det nationale politiske råderum i alle handels- og udviklingspolitiske forhandlinger; anmoder om, at udviklingslandene og de sårbare økonomier sikres deres ret til at vælge, om de ønsker at åbne tjenesteydelsessektorer op eller fritage dem for markedsliberaliseringen og i givet fald hvilke;

19.   opfordrer Kommissionen til i sin dialog og sit samarbejde med tredjelande i særlig grad at rette sin opmærksomhed mod juridiske hindringer for kvinders adgang til produktionsmidler som kredit, ejendomsret og kapital;

20.   understreger, at det på grund af den vigtige rolle, som kvinder spiller i små og mindre landbrugsbedrifter, er vigtigt at udviklingslandenes ret til at udvikle og gennemføre landbrugspolitikker, der kan garantere deres suverænitet på fødevareområdet, navnlig i forbindelse med WTO-forhandlingerne, respekteres og styrkes især i forhold til WTO's landbrugsaftale; understreger betydningen af "mikrokreditter" som et værktøj til at afhjælpe fattigdom; anmoder Kommissionen om to gange om året at fremlægge en rapport, der er underskrevet af donormyndigheder og støttemodtagende organisationer som bevis for, at støtten er nået frem;

21.   anmoder Kommissionen og Rådet om at bistå udviklingslandene med at opbygge deres kapacitet til at formulere, forhandle og gennemføre handelspolitikkerne på en måde, som er skræddersyet til hver enkelt lands behov og fremmer en bæredygtig økonomisk udvikling med ligelig deltagelse af mænd og kvinder; kræver, at al bistand, som ydes, har ligelig deltagelse af mænd og kvinder;

22.   mener, at de kønsspecifikke konsekvensanalyser bør foretages på et tidligere tidspunkt i planlægningen og budgetteringen af støtten til udviklingslandene; mener, at det ville gøre det muligt for beslutningstagerne at vurdere mere præcist, hvordan en given politik påvirker mænd og kvinder, og at sammenligne og vurdere situationen og tendenserne med de forventede resultater af den foreslåede politik; mener, at den årlige rapport bør indeholde et afsnit om opfølgningen på de kønsspecifikke konsekvensanalyser;

23.   glæder sig over den norske regerings beslutning om ved lov at indføre en kvoteordning, hvorefter 40 % af alle bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber skal være kvinder;

24.   anmoder om, at "Aid for Trade"-programmerne målrettes mod at fremme lighed mellem kønnene og bæredygtig udvikling og finansieres gennem supplerende midler; understreger, at finansieringen af "Aid for Trade" bør bidrage til opbygning af den forsyningskapacitet, som er nødvendig for at kunne udøve handelsvirksomhed, og at den ikke må gøres afhængig af modtagende regeringers politikker om at liberalisere landbruget, industrien eller markedet for tjenesteydelser;

25.   påpeger vigtigheden af "ligestillingsbudgettering", dvs. offentlig budgettering ud fra et ligestillingsperspektiv, i EU's handelspolitik som en strategi til at bidrage til lighed mellem kønnene; anmoder Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne om hurtigt at gennemføre "ligestillingsbudgettering" som et standardværktøj i budgetpolitikker på alle niveauer;

26.   understreger, at kvinders deltagelse i økonomien er af afgørende betydning for opbygningen af deres selvtillid og kompetencer og for at forbedre deres status i samfundet; påpeger ligeledes, at adgang til ressourcer gør det muligt for kvinderne at generere indtægter og aktiver, hvilket bidrager til at skabe et miljø, hvor fattige og lavtlønnede kvinder har mulighed for at etablere virksomheder, forbedre deres levevilkår, sikre mad og sundhed til deres familie, opdrage deres børn, skaffe sig den respekt, de fortjener, i hjemmet og i samfundet, samt at deltage i politik; understreger det betydelige potentiale, der ligger i "mikrokreditter", som et uvurderligt værktøj til at bekæmpe fattigdom, fremme selvforsyning og tilskynde til økonomisk aktivitet i nogle af de fattigste og mindst begunstigede lande i verden;

27.   anmoder medlemsstaterne om at gøre deres yderste for at sikre, at der tages hensyn til kønsaspektet i verdenshandelsforhandlingerne; opfordrer også medlemsstaterne til at tilskynde kvinderne til at søge stillinger i internationale organisationer som WTO, Verdensbanken, IMF og ILO og at støtte kvinderne i deres bestræbelser i den retning;

28.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og nationale og regionale parlamenter samt tiltrædelseslandene og Europarådet.

(1) EFT L 354 af 30.12.1998, s. 5. (2) EFT L 17 af 19.1.2001, s. 22. (3) Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0427.

Europa-Parlamentets beslutning om forbedring af fiskerierhvervets økonomiske situation (2006/2110 (INI))

P6_TA(2006)0390 A6-0266/2006

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til revisionen af den fælles fiskeripolitik i december 2002 og navnlig til sin beslutning af 17. januar 2002 om Kommissionens grønbog om den fælles fiskeripolitiks fremtid(1),

-   der henviser til sin holdning af 6. juli 2005 om forslag til Rådets forordning om Den Europæiske Fiskerifond(2),

-   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1198/2006 af 27. juli 2006 om Den Europæiske Fiskerifond(3),

-   der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 9. marts 2006 om forbedring af fiskerierhvervets økonomiske situation (KOM(2006)0103),

-   der henviser til den af Fiskeriudvalget organiserede offentlige høring den 3. maj 2006 om brændstofprisernes indvirkning på den europæiske fiskeindustri,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A6-0266/2006),

A.   der henviser til fiskerisektorens strategiske betydning for den socioøkonomiske situation, for forsyningen af fisk til offentligheden og for fødevarebalancen i de forskellige medlemsstater og i Den Europæiske Union som sådan samt dens betydelige bidrag til kystsamfundenes socioøkonomiske velfærd, til lokal udvikling, beskæftigelse, bevarelse/skabelse af økonomiske aktiviteter og arbejdspladser på forudgående og efterfølgende omsætningstrin, forsyningen af frisk fisk og opretholdelse af lokale kulturtraditioner,

B.   der henviser til, at der findes en fælles fiskeripolitik, som bør kunne finansiere de dermed forbundne omkostninger, navnlig de afgørelser og foranstaltninger, der træffes inden for rammerne af den,

C.   der henviser til, at de finansielle lofter, som er fastsat i forbindelse med de finansielle overslag for 2007-2013, skal respekteres, om end det ville have været ønskeligt, at der var blevet afsat mere passende midler til fiskerisektoren;

D.   der henviser til, at de forskellige fiskerflåder i medlemsstaterne i 2004 i alt omfattede hen ved 90.000 fartøjer og gav direkte beskæftigelse til ca. 190.000 fiskere,

E.   der henviser til, at den fælles fiskeripolitik bør tage hensyn til de betydelige forskelle mellem flåder, flådesegmenter, målarter, produktivitet, forbrugspræferencer og mængden af fisk konsumeret pr. indbygger i de forskellige medlemsstater samt til fiskeriaktiviteternes særlige karakteristika, der skyldes de forskellige fiskeriregioners sociale struktur og de strukturelle og naturbestemte forskelle mellem dem,

F.   der henviser til, at fiskeressourcernes bæredygtighed er af afgørende betydning for på lang sigt at sikre fiskeriet og fiskerisektorens levedygtighed,

G.   der henviser til, at fiskerierhvervets aktiviteter først og fremmest er koncentreret i regioner med en skrøbelig økonomi - for de flestes vedkommende områder under mål 1 - og derfor har krisesituationen i denne sektor en stærk indvirkning på niveauet for økonomisk og social samhørighed i disse regioner;

H.   der henviser til, at den fælles fiskeripolitik bør støtte den bæredygtige udvikling af fiskerisektoren,

I.   der henviser til, at der ved nogle former for fiskeri findes en klar ulighed i indtægtsniveauet for den del af befolkningen, der lever af fiskeri, i forhold til andre befolkningslag, og at denne ulighed forværres af, at denne del af befolkningen er afhængig af fiskeriets usikkerhed, de usikre priser på fisk og omkostningerne ved visse produktionsfaktorer; mener derfor, at EU's politikker bør sikre en passende levestandard for dem, der lever af fiskeri, navnlig via en forbedring af balancen mellem indkomster og udgifter i virksomhederne,

J.   der henviser til fiskernes usikre indtægter og lønninger, der skyldes den måde, handelen foregår på i sektoren, og prisdannelsen ved det første salg samt fiskeriets uregelmæssige karakter, hvilket indebærer, at det er nødvendigt, at visse former for offentlige tilskud på nationalt og EU-plan opretholdes,

K.   der henviser til, at stigningen i brændstofpriserne har direkte og negative følgevirkninger for besætningernes indtjening på grund af forbindelsen mellem lønninger og indtjening fra det første salg af fangster, der kan medføre, at besætningsmedlemmer mister op til 25 % af deres indtjening,

L.   der henviser til, at den økonomiske situation i en lang række fiskerivirksomheder er blevet forværret i de senere år, og endog har ført til, at mange af dem er forsvundet som følge af det faldende udbytte, hvilket har negative socioøkonomiske virkninger,

M.   der henviser til, at det faldende udbytte på den ene side skyldes restriktionerne på fiskeriet (begrænsning af kapaciteten, TAC-er, kvoter, lukkede områder, genopretningsplaner og reduktion af antallet af fangstdage) og på den anden side, at der opretholdes lave priser ved det første salg som følge af sektorens struktur (lav koncentration af udbud, stigende koncentration af efterspørgsel, dårlig fordeling af merværdi, gradvis forøgelse af import af fiskerivarer, stigende akvakulturproduktion),

N.   der henviser til, at den økonomiske og sociale krise, som fiskerisektoren oplever, berører alle fiskerflåder, om end i forskellig grad,

O.   der henviser til, at fiskerisektoren alene i de sidste ti år har haft en nedgang på 35 % i antallet af arbejdspladser, 20 % i fartøjerne og 28 % i fangsten trods de forsøg, der under revisionen af den fælles fiskeripolitik i 2002 blev gjort for at vende denne tendens,

P.   der henviser til, at tilpasningsprocessen i fiskerierhvervet, for at sikre erhvervets økonomiske levedygtighed, må kombineres med sociale og økonomiske tiltag, som særligt har til formål at opnå de højeste sikkerhedsniveauer via flådemodernisering, at sikre et højt uddannelsesniveau for de mennesker, der arbejder i sektoren, samt at forbedre arbejds- og levevilkårene for de mennesker, der lever af havet,

Q.   der henviser til, at underskuddet på handelsbalancen for fiskerivarer over for tredjelande er steget gradvis i de senere år, og at EU allerede importerer over 40 % af sit forbrug af fiskerivarer,

R.   der henviser til, at salgsdynamikken forhindrer, at udsving i omkostningsfaktorerne får indvirkning på fiskepriserne, og at gennemsnitspriserne ved første salg er stagneret eller faldet siden 2000, uden at dette har givet sig udslag i et fald i de endelige forbrugspriser på frisk fisk,

S.   der henviser til, at den nuværende fælles markedsordning for fiskerivarer i visse tilfælde ikke har kunnet bidrage tilstrækkeligt til at forbedre priserne ved det første salg eller fordelingen af merværdien i sektorens værdikæde,

T.   der henviser til, at fremme af vilkårlig oplægning af fartøjer uden hensyntagen til fiskerflådernes særlige forhold, fiskeressourcerne og behovet for konsum af fisk i de enkelte lande har været drivkraften bag tilpasningen af flådernes størrelse til de eksisterende fiskeressourcer, hvilket har haft enorme økonomiske og sociale virkninger,

U.   der henviser til, at reduktionen af fiskeriindsatsen har været større i nogle medlemsstater end i andre, og at fiskerflåden i nogle medlemsstater har gennemført en samlet reduktion, der ligger over EU-gennemsnittet, mens andre flåder i stedet har forøget deres fiskeriindsats,

V.   der henviser til, at afskaffelsen af visse fangstmetoder automatisk vil medføre, at adskillige ikke-industrielle fiskeriformer forsvinder, hvilket vil få store socioøkonomiske virkninger,

W.   der henviser til, at stigningen i brændstofpriserne de sidste tre år har haft særligt negative virkninger for fiskerisektoren og har forværret den allerede eksisterende krise i betydelig grad, reduceret driftsoverskuddet i sektoren og dens økonomiske levedygtighed og har beskåret fiskernes udbytte i meget betydelig grad,

X.   der henviser til, brændstofpriserne mellem 2004 og 2006 er steget med ca. 100 % og i visse dele af sektoren udgør omkring 50 % af fiskerivirksomhedernes samlede driftsomkostninger,

Y.   der henviser til, at der findes undersøgelser, som påpeger risikoen for, at tusindvis af fiskerivirksomheder vil forsvinde, og tusindvis af arbejdspladser vil gå tabt på grund af stigningen i brændstofpriserne,

Z.   der henviser til, at forskellige medlemsstater har taget særforanstaltninger i anvendelse for at kompensere deres flåder for stigningen i brændstofpriserne, navnlig via oprettelse af garantifonde og lån på gunstige vilkår,

AA.   der henviser til, at tendensen til øgede brændstofpriser har et strukturelt præg,

AB.   der henviser til, at Kommissionen hvad angår fritagelse for kravet om anmeldelse af statsstøtte foreslår, at "de minimis-reglen" for fiskerisektoren øges til ca. 30.000 EUR pr. modtager over en treårig periode, hvilket er et lavere beløb, end hvad der gælder for andre sektorer,

AC.   der henviser til, at Det Europæiske Råd på sit møde i Bruxelles den 15.-16. december 2005 i forhold til Kommissionens forslag foretog nedskæringer i bevillingerne til Den Europæiske Fiskerifond for perioden 2007-2013 og reducerede dem fra ca. 4,9 mia. EUR til ca. 3,8 mia. EUR og dermed yderligere begrænsede de i forvejen utilstrækkelige midler til fiskerisektoren,

AD.   der henviser til, at den politiske aftale, der blev indgået i Rådet (landsbrug og fiskeri) den 19. juni 2006 i Luxembourg om Den Europæiske Fiskerifond (EFF), ikke tager vigtige aspekter af Parlamentets ovennævnte holdning af 6. juli 2005 i betragtning og omfatter forslag, som Kommissionen har fremsat i sin tidligere omtalte meddelelse,

Meddelelsen fra Kommissionen

1.   beklager den forsinkede fremlæggelse af Kommissionens meddelelse samt den udviste mangel på ambitioner; mener, at de fremsatte forslag er utilstrækkelige og nogle endog uhensigtsmæssige i lyset af omfanget og alvoren af den krise, der hersker i sektoren, og som Kommissionen i øvrigt påviser og gør rede for;

2.   beklager en politik, der under udnyttelse af den forværrede socioøkonomiske situation i fiskerisektoren som følge af den svimlende stigning i brændstofpriserne forsøger at fremme oplægning og endegyldig indstilling af fartøjernes virksomhed;

3.   beklager, at de foreslåede foranstaltninger ikke har nogen ordentlig socioøkonomisk dimension, og at de tværtimod ikke tager højde for, hvilke konsekvenser deres gennemførelse vil få for fartøjernes besætninger;

4.   henleder opmærksomheden på, at Kommissionens meddelelse ikke indeholder en sammenhængende analyse af fiskerisektorens nuværende situation og særligt af fiskeriindsatsen;

5.   understreger, at mange af de fremsatte forslag i bedste fald kun vil få indvirkning på den økonomiske situation i fiskerisektoren på mellemlang eller lang sigt;

Omgående foranstaltninger

6.   beklager, at Kommissionen, for så vidt angår rednings- og omstruktureringsstøtte, fortsat knytter muligheden for at yde udligningsgodtgørelse og driftsstøtte sammen, og insisterer derfor på, at det er nødvendigt at træffe omgående og konkrete foranstaltninger for at reducere den store ustabilitet i brændstofpriserne for sektoren¸ navnlig ved at indføre tilskud til sektorens brændstofomkostninger; anmoder i denne forbindelse om oprettelse af en garantifond med EU-deltagelse, der kan sikre brændstofprisernes stabilitet, samt en midlertidig udligningsgodtgørelse til de berørte fiskerivirksomheder;

7.   finder det nødvendigt at anvende alle muligheder og økonomiske rammer inden for EU-budgettet for 2006 til at finansiere ekstraordinære støtteforanstaltninger til fiskerisektoren, for at den således kan overvinde de vanskeligheder, som de stigende brændstofpriser medfører, så længe der ikke iværksættes andre former for foranstaltninger;

8.   anmoder Kommissionen om, med henblik på at garantere konkurrenceevnen for den del af EU's fiskerflåde, som opererer uden for EF-farvande, og som må konkurrere på de samme markeder som fiskerflåder fra tredjelande, selv om omkostningerne for et EF-fartøj kan være mere end 300 % højere end for fartøjer fra tredjelande, at undersøge sektorens forslag om at skabe rammer, som kan give disse virksomheder skattelettelser;

9.   opfordrer Kommissionen til at betragte den nuværende krise med brændstofpriserne som en uforudsigelig begivenhed i overensstemmelse med artikel 16 i Rådets forordning (EF) nr. 2792/1999 af 17. december 1999 om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet(4), der indeholder bestemmelser om det finansielle instrument til udvikling af fiskeriet (FIUF), således at der kan ydes de samme tilskud på kort sigt som i tilfælde af midlertidigt ophør uden krav om reduktion af kapacitet eller biologiske årsager; erindrer om de tilsagn, der for længe siden er blevet givet herom;

10.   opfordrer Kommissionen til at forlænge perioden for redningsstøtte til 12 måneder;

11.   understreger, at offentlig støtte også bør sigte mod at sikre fartøjernes besætningers interesser og imødekomme deres behov samt løse de problemer, de står over for;

12.   udtrykker sin skuffelse over de regler, som Kommissionen for nylig har annonceret, og som kun forhøjer loftet for "de minimis-støtten" til fiskerisektoren til 30 000 EUR over tre år; erindrer om, at sektoren og mange medlemsstaters administrationer indtrængende har anmodet om, at denne støtte må blive forhøjet til 100 000 EUR, og sammenligner dette tal med loftet på op til 200 000 EUR, som for nylig blev vedtaget for andre produktionssektorer; understreger de tilsagn, der er blevet givet om en forhøjelse af værdien for den såkaldte de minimis-regel for fiskerisektoren, og anmoder Kommissionen om så hurtigt som muligt at revidere den nyligt vedtagne aftale i opadgående retning;

13.   opfordrer Kommissionen til at give mulighed for forudbetaling af støtte inden for rammerne af FIUF og EFF med henblik på at oprettelse af budgetposter til finansiering af en begrænsning af de stigende driftsomkostninger;

Foranstaltninger med virkninger på mellemlang og lang sigt
Fornyelse og modernisering af fiskerflåden

14.   noterer sig Kommissionens forslag om inden for de fremtidige omstruktureringsplaners rammer at overveje investeringer i ændring af fiskeredskaber, anskaffelse af udstyr og motorudskiftning med henblik på at bidrage til omstilling, effektivitet og energibesparelser;

15.   er af den opfattelse, at planerne for omstrukturering i visse EU-medlemsstater bør udgøre en grundlæggende del af omstruktureringen af fiskerisektoren;

16.   mener, at Kommissionen og medlemsstaterne må vedtage en omfattende plan om at formindske flådens energiforbrug ved bl.a. at udvikle mindre energikrævende fiskeredskaber og renere motor samt ved på lang sigt at mindske afhængigheden af oliebaserede brændstoffer;

17.   beklager EFF's mangel på visioner, hvad angår støtte til motorudskiftning ; er af den opfattelse, at foranstaltninger som f.eks. at koble maskinudskiftningsstøtten til fartøjer, der er længere end 12 m, sammen med mindst 20 % mindre effekt, i realiteten umuliggør visse former for fiskeri og kan gå ud over sikkerheden, samtidig med at de kan medføre øget bedrageri i form af angivelser af for lav maskineffekt;

18.   understreger nødvendigheden af, at EFF fortsat giver støtte til fornyelse og modernisering af fiskerflåden - navnlig til motorudskiftning, af sikkerhedsmæssige årsager, for at beskytte miljøet eller spare brændstof - først og fremmest til kystfiskeriet og det ikke-industrielle fiskeri og til udskiftning af fartøjer over 20 år, som ikke længere fungerer tilfredsstillende i sikkerhedsmæssig henseende;

Kystfiskeri

19.   opfordrer Kommissionen til i den fælles fiskeripolitik at anerkende kystfiskeriets og det ikke-industrialiserede fiskeris særlige karakter og til at analysere, i hvilket omfang de nuværende instrumenter er egnede til at imødekomme fiskerisektorens behov og tilpasse dem i overensstemmelse hermed;

20.   opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til oprettelse af et EU-støtteprogram for kystfiskeriet og det ikke-industrialiserede fiskeri, der kan bidrage til at koordinere foranstaltninger og kanalisere finansiering fra andre eksisterende instrumenter til afhjælpning af de problemer, der er specifikke for denne del af sektoren;

Markedsføring

21.   glæder sig over den kendsgerning, at Kommissionen har forudset en tilbundsgående analyse af den gældende fælles markedsordning for fiskerivarer; understreger, at det er nødvendigt med en ambitiøs revision af denne markedsordning med henblik på at forbedre markedsføringen af fisk og fiskerivarer og øge deres merværdi;

22.   finder det væsentligt, at fiskerne involveres mere direkte i forarbejdning og markedsføring med henblik på at styrke deres indtægtsgrundlag og forbedre deres levestandard; opfordrer Kommissionen til i dette øjemed at fremsætte forslag om revision af den fælles markedsordning for fiskerivarer, specielt ved at indføre mekanismer, der forbedrer prisen ved det første salg og fremmer en retfærdig og hensigtsmæssig fordeling af merværdien i værdikæden;

23.   udtrykker sin skuffelse over, at de muligheder for at forbedre konkurrenceevnen, som den nuværende fælles markedsordning i mange tilfælde frembyder, ikke i tilstrækkelig grad er blevet udnyttet af sektoren, og anmoder Kommissionen om, i samarbejde med nationale administrationer og de forskellige erhvervsorganisationer, at reklamere mest muligt for disse muligheder samt for de andre muligheder, som en fremtidig revision af den fælles markedsordning kan medføre;

24.   finder det vigtigt at overveje andre former for intervention, i lighed med garantipriser eller maksimumsavancer, som et middel til at sikre en bedre fordeling af merværdien og reducere mellemhandleravancer;

25.   understreger, at det er nødvendigt, at strukturfondene bidrager til modernisering og etablering af en markedsføringsinfrastruktur for fiskerisektoren;

26.   støtter initiativet til indførelse af en adfærdskodeks for handelen med fiskerivarer i Fællesskabet;

27.   er enig i den betragtning, at økologisk mærkning kan fremme en differentiering af produkterne og være et incitament til en bæredygtig handel med fiskerivarer;

28.   opfordrer Kommissionen til at undersøge mekanismer - såsom forbrugsstøtte - til fremme af markedsføringen af forarbejdede fiskerivarer med en større merværdi, navnlig konserves, i lighed med bestemte landbrugsprodukter;

29.   opfordrer Kommissionen til at sørge for, at Fællesskabets fiskerivarer såsom konserves promoveres i udlandet, navnlig ved at finansiere udbredelse af kendskabet til dem på internationale udstillinger og messer;

30.   finder det vigtigt, at Kommissionen forelægger en undersøgelse af EU's og den importerede akvakulturproduktions indvirkning på fiskepriserne, navnlig på priserne ved det første salg;

31.   opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at anvende de samme krav for importerede fiskerivarer, der markedsføres på det interne marked, som for fiskerivarer fra EU;

32.   er af den opfattelse, at investering i forbedret behandling af fisk om bord, særligt støtte til investering i køleanlæg, kan bidrage til at forbedre priserne ved det første salg;

Finansielle spørgsmål

33.   er bekymret over de knappe finansielle midler, der er til rådighed for fiskerisektoren under den finansielle ramme for 2007-2013, navnlig til EFF, og mener, at disse midler bør forøges for at imødegå den krise, som sektoren befinder sig i;

Fiskeressourcernes bæredygtighed

34.   gentager sin anmodning til Kommissionen om at anlægge en bredere synsvinkel på, hvilke foranstaltninger der skal anvendes til beskyttelse af havmiljøet og til genopretning af fiskebestandene, navnlig ved at tage hensyn til og studere andre faktorer, der har betydelig indvirkning på havmiljøet og fiskebestandenes tilstand, såsom forurening af kyster og det åbne hav, spildevand fra industri og landbrug, opmudring af havbunden eller transport til søs, som supplement til de nuværende forvaltningsmetoder; anmoder Kommissionen om et EU-initiativ på dette område;

35.   understreger, at det er væsentligt at opnå balance mellem den socioøkonomiske situation og et bæredygtigt miljø, og understreger samtidig, at det er nødvendigt at indføre en støtte- eller kompensationsmekanisme for fiskere, der er berørt af de økonomiske og sociale virkninger af planerne for genopretning af fiskebestandene eller andre foranstaltninger til øget beskyttelse af økosystemerne, navnlig i de mest ugunstigt stillede områder;

36.   understreger behovet for et regelsæt til justering af fiskeriindsatsen i forhold til de tilgængelige ressourcer, med særlig henvisning til store fartøjer med store redskaber, som fisker i mindre farvande;

37.   understreger, at en formindsket fiskeriindsats og - kapacitet må gennemføres med henblik på at bevare fiskerierhvervet på længere sigt;

38.   er overbevist om, at de sociale og økonomiske problemer, som fiskerisektoren står over for, ikke kan løses uden en bedre forvaltning af fiskeriet, som kan føre til, at bestandene kommer på fode igen, da fiskerierhvervet ikke kan overleve uden fisk;

39.   understreger, at tilpasningen af de nationale fiskerflåder til de eksisterende ressourcer skal tage hensyn til den fiskeriindsats, der allerede har været;

40.   erindrer om, at det er nødvendigt, at alle foranstaltninger til genoprettelse af fiskebestandene træffes i samråd med fiskerne, og at de er baseret på videnskabelige undersøgelser på fiskeriområdet;

41.   anmoder Kommissionen om at skelne mellem fangstmetoder og den måde, de bliver brugt på; understreger, at nogle fangstmetoder, som anses for skadelige, når de bliver brugt i industriel målestok, kan være i overensstemmelse med en bæredygtig strategi, når de bliver brugt i en ikke-industriel målestok, og således gøre det muligt at opreholde fiskersamfund, som i øjeblikket er ved at bukke under;

42.   opfordrer Kommissionen til at erkende, at fiskeriaktiviteter ikke er isolerede fænomener, men indgår i et overordnet system (inden for et givet geografisk område) for ressourceudnyttelse; understreger, at restriktive foranstaltninger (forbud eller begrænsninger) på den ene eller den anden aktivitet skaber ubalance og resulterer i, at fiskeriindsatsen flyttes over til andre arter, hvilket kan have alvorlige socioøkonomiske virkninger for fiskersamfundene samt føre til overfiskeri af visse arter, der allerede udnyttes fuldt ud;

Ulovligt fiskeri

43.   finder det af afgørende betydning, at der træffes foranstaltninger til at styrke bekæmpelsen af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri; opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres kontrolmekanismer; mener, at en forbedret kontrol ved EU's grænser er nødvendig for at forhindre, at ulovligt fangede fisk kommer ind i EU;

44.   anmoder Kommissionen om at revidere den nuværende fælles fiskeripolitiks regler for ulovlige, urapporterede og uregulerede fangster; mener, at der er et særligt akut behov for bestemmelser, der skal forhindre, at en betydelig procentdel af fangsterne discardes;

Forskning

45.   understreger, at det er nødvendigt via EFF og EU's syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration at fremme investeringer, der kan bidrage til reducere fiskerisektorens energiintensitet og til at forøge energieffektiviteten;

46.   anser det for vigtigt at evaluere mulighederne for at anvende andre brændstoftyper og for at ændre de synergier, der kan etableres med landbrugssektoren på det energimæssige plan;

47.   understreger vigtigheden af, at havets ressourcer og fiskeriet sikres en klar prioritet i Fællesskabets syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration via tilstrækkelige bevillinger;

Forvaltning af den fælles fiskeripolitik

48.   noterer sig Kommissionens forslag vedrørende den økonomiske forvaltning af fiskeriet, men minder om, at fordelingen af kvoter og fiskerirettigheder hører under medlemsstaternes enekompetence;

Deltagelse i forvaltningen af den fælles fiskeripolitik

49.   påpeger, at de regionale rådgivende råd kan spille en vigtig rolle med hensyn til at inddrage fiskerne i beslutningsprocessen vedrørende den fælles fiskeripolitik; understreger betydningen af, at disse råd til deres virke modtager fællesskabsstøtte, som bør reevalueres efter fem år;

50.   fastholder, at det er nødvendigt at støtte de grupper af fiskere og de brancheorganisationer, der er indstillet på at dele ansvaret for gennemførelse af den fælles fiskeripolitik (fælles forvaltning);

51.   opfordrer til større decentralisering af den fælles fiskeripolitik som en måde til at sikre, at fiskerne, deres repræsentative organisationer og fiskersamfundene i højere grad involveres i den fælles fiskeripolitik og i en forbedret forvaltning af fiskeriet;

52.   noterer sig behovet for en passende markedsregulering for fiskeriet, som indebærer et effektivt kontrolsystem, en økologisk mærkningsordning samt indførelse af en samlet lovgivning for fiskerisektoren;

o
o   o

53.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EFT C 271 E af 7.11.2002, s. 401. (2) EUT C 157 E af 6.7.2006, s. 324. (3) EUT L 223 af 15.8.2006, s. 1. (4) EFT L 337 af 30.12.1999, s. 10.

Europa-Parlamentets beslutning om gennemførelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1185/2003 om fjernelse af hajfinner om bord på fartøjer (2006/2054(INI))

P6_TA(2006)0391 A6-0263/2006

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik(1),

-   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1185/2003 af 26. juni 2003 om fjernelse af hajfinner om bord på fartøjer(2),

-   der henviser til sin holdning af 27. marts 2003 om forslag til Rådets forordning fjernelse af hajfinner om bord på fartøjer(3),

-   der henviser til Kommissionens beretning til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1185/2003 om fjernelse af hajfinner om bord på fartøjer (KOM(2005)0700),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A6-0263/2006),

A.   der henviser til de oplysninger og data, der findes i Kommissionens ovennævnte beretning,

B.   der henviser til den meget dårlige kvalitet af de oplysninger, medlemsstaterne har givet om deres fiskerflåders aktiviteter hvad angår "finning" (fjernelse og opbevaring om bord af hajfinner, idet resten af hajen smides over bord),

C.   der henviser til, at de videnskabelige rapporter, der er indgivet til arbejdsgrupperne under Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT), for visse arters vedkommende stiller spørgsmålstegn ved den fastlagte sats på 5 % for vægtforholdet mellem finner og hajkrop, og at Kommissionen selv i sin ovennævnte beretning henviser hertil,

D.   der imidlertid er klar over, at det af oplysninger fra den amerikanske og den canadiske fiskerflåde fremgår, at når finnerne på blåhaj (Prionace glauca) fjernes uden medtagelse af kød eller ryghvirvler, er vægtforholdet mellem finner og renset krop på under 4 %, og at undladelsen af at fjerne overskydende kød gør, at der for finner importeret til Hongkong fra Europa betales en lavere gennemsnitspris pr. kg end for finner fra USA,

E.   finder, at i det konkrete tilfælde med Prionace glauca er maksimalsatsen på 5 % for vægtforholdet mellem finner og krop ikke i overensstemmelse med artens morfologi, da der er tale om en pelagisk hajart, hvilket gør det unødigt vanskeligt for Fællesskabets langlinefartøjer at overholde fiskerilovgivningen,

1.   lykønsker Kommissionen med dens klare og koncise beretning;

2.   deler Kommissionens vurdering af, at forordning (EF) nr. 1185/2003 opfylder sit formål, og tilskynder den til fortsat at overvåge gennemførelsen heraf på grundlag af de årlige rapporter fra medlemsstaterne og anden relevant information;

3.   beklager imidlertid, at ikke alle medlemsstaterne fuldt ud opfylder deres forpligtelser med hensyn til såvel overvågning af deres fartøjer som fremsendelse af de obligatoriske rapporter; opfordrer Kommissionen til at sikre, at disse forpligtelser opfyldes uden undtagelse;

4.   opfordrer Kommissionen til at fortsætte med at foreslå lignende foranstaltninger på internationalt plan baseret på de relevante videnskabelige rapporter og med henblik på at få indført specifikke regler i de regionale fiskeriorganisationer, der regulerer fiskeriet efter stærkt vandrende arter;

5.   opfordrer Kommissionen til at forelægge Parlamentet og Rådet et forslag til ændring af forordning (EF) nr. 1185/2003, når den har foretaget en gennemgang af de videnskabelige undersøgelser af vægtforholdet mellem finner og krop, der er repræsentative for de mange forskellige europæiske hajarter og fiskerflåder, der fisker efter hajer; henstiller, at der ikke foreslås nogen forhøjelse af vægtforholdet mellem finner og krop, før en sådan gennemgang er afsluttet;

6.   anmoder om, at Kommissionen inden for de næste seks måneder forelægger Europa-Parlamentet og Rådet et forslag om ændring af forordning (EF) nr. 1185/2003 i overensstemmelse med konklusionerne i hovedparten af de videnskabelige analyser af vægtforholdet mellem finner og krop for atlantiske hajer, herunder blåhaj (Prionace glauca), ifølge hvilke et vægtforhold på 5 % mellem finner og renset vægt (svarende til ca. 2 % ved levende vægt) er en passende øvre grænse for blandet hajfiskeri;

7.   opfordrer Kommissionen til at forelægge et forslag om ændring af forordning (EF) nr. 1185/2003 for at finde en løsning på de gennemførelsesvanskeligheder, som muligheden for separat landing af finner og kroppe giver anledning til;

8.   opfordrer Kommissionen til senest den 1. januar 2009 at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om den fortsatte anvendelse af denne forordning eller en ændret udgave heraf under hensyn til internationale udviklinger på dette område og til i givet fald at foreslå ændringer til forordningen;

9.   opfordrer Kommissionen til senest den 30. juni 2007 at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en fællesskabshandlingsplan til bevarelse af hajer og havfugle således som foreslået i dens meddelelse "Stop for tab af biodiversitet inden 2010 - og fremover" (KOM(2006)0216);

10.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT L 358 af 31.12.2002, s. 59. (2) EUT L 167 af 4.7.2003, s. 1. (3) EUT C 62 E af 11.3.2004, s. 156.

Europa-Parlamentets beslutning om nanovidenskab og nanoteknologi: En europæisk handlingsplan for 2005-2009 (2006/2004(INI))

P6_TA(2006)0392 A6-0216/2006

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til meddelelse af 7. juni 2005 fra Kommissionen om nanovidenskab og nanoteknologi: En europæisk handlingsplan for 2005-2009 (KOM(2005)0243),

-   der henviser til den fælles rapport fra The Royal Society og The Royal Academy of Engineering af 29. juli 2004 med titlen "Nanoscience and nanotechnologies: opportunites and uncertainties",

-   der henviser til formandskabets konklusioner fra Rådet (konkurrenceevne) den 24. september 2004 i Bruxelles,

-   der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om Kommissionens meddelelse: mod en europæisk strategi for nanoteknologi(1) og om ovennævnte meddelelse af 7. juni 2005 fra Kommissionen(2),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Retsudvalget (A6-0216/2006),

A.   der henviser til, at Kommissionen har vedtaget en handlingsplan for umiddelbar gennemførelse af en sikker, integreret og ansvarlig strategi for nanovidenskab og nanoteknologi,

B.   der henviser til, at nanovidenskab og nanoteknologi har potentiale - som tværfaglige sektorer - til at gavne samfundet væsentligt i kraft af udvikling af nye produkter, materialer, applikationer og tjenesteydelser og derved øge produktiviteten og livskvaliteten i EU som helhed,

C.   der henviser til, at Rådet anerkender den vigtige rolle, nanoteknologien spiller på mange områder, og understreger vigtigheden af fortsat at generere videnskabelig og teknologisk viden på dette område og opfordre til, at denne viden anvendes i industrielle applikationer,

D.   der henviser til, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at nanoteknologien i vid udstrækning kan hjælpe EU med at nå de mål, der er opstillet i Lissabon-strategien,

1.   glæder sig over Kommissionens ovennævnte handlingsplan, som fastlægger en række konkrete og indbyrdes sammenhængende foranstaltninger med henblik på umiddelbar gennemførelse af nanovidenskab og nanoteknologi, som bygger på prioriterede områder, der er udpeget i overensstemmelse med fremtidige behov;

2.   erkender, at nanovidenskab og nanoteknologi kan spille en vigtig rolle som banebrydende teknologier med henblik på at stimulere gennemførelsen af EU's økonomiske, sociale og miljømæssige mål; anerkender, at nanoteknologi kan tilgodese borgernes behov (folkesundhed, energi, transport, bæredygtig udvikling osv.) og bidrage til at nå EU's mål for konkurrenceevne og bæredygtig udvikling;

3.   bemærker, at teknologiplatforme, ekspertrådgivningsgrupper og handlingsplaner er brugbare instrumenter med henblik på at opstille fælles forskningsdagsordener og udviklingsstrategier inden for området nanoteknologi og nanovidenskab og dermed skabe nye job og øge den økonomiske vækst;

4.   støtter målene og initiativerne i ovenstående meddelelse af 7. juni 2005 fra Kommissionen; glæder sig over meddelelsens og ovennævnte handlingsplans klare fokus;

5.   understreger på samme tid behovet for at øge de offentlige investeringer i F&U; er klar over, at opsplitningen af det europæiske forskningslandskab afspejler den lette tilgængelighed til og de relativt lave omkostninger ved nanovidenskabelig forskning, men er også opmærksom på, at det er nødvendigt at sætte midler fra til anskaffelse og vedligeholdelse af de nødvendige store faciliteter, herunder særligt rene rum, litografiske processer og meget dyre analysemetoder; giver i denne forbindelse udtryk for sin bekymring over det aktuelle niveau for europæiske offentlige investeringer i nanovidenskab og nanoteknologi, anbefaler, at ovennævnte ambitiøse handlingsplan følges behørigt op i økonomisk henseende og støtter Kommissionens vilje til kraftigt at øge de midler, der afsættes til forskning på dette område, som er afgørende for Europas fremtidige udvikling;

6.   mener, at Europa har brug for et sammenhængende F&U-infrastruktursystem i verdensklasse med henblik på at sikre at EU forbliver konkurrencedygtig inden for nanovidenskab og nanoteknologi; påpeger, at F&U-infrastrukturen inden for nanoteknologi med henblik på at opnå stordriftsfordele og på grund af sin tværfaglige og komplekse beskaffenhed forudsætter en kritisk masse af ressourcer, som lokale myndigheder og erhvervslivet ikke kan nå; erkender på den anden side, at mindre omfattende nationale F&U-politikker ofte står stærkere, når det gælder om at reagere på skiftende muligheder og markedsudviklinger; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke og samordne deres F&U-aktiviteter på området; anbefaler med dette formål for øje, at der i de enkelte medlemsstater og i overensstemmelse med det enkelte lands karakteristika tilvejebringes et mindstemål af kritisk masse af infrastruktur og forskere med særlig ekspertise i nanovidenskab og nanoteknologi, der i sidste instans fører til oprettelse af specialiserede ekspertisecentre i nogle lande, som koordineres på EU-plan;

7.   henleder særligt opmærksomheden på nanomedicin som et lovende tværvidenskabeligt område med gennembrudsteknologier såsom molekylær billeddannelse og diagnostik, som kan få stor betydning for tidlig diagnosticering og smart og omkostningseffektiv behandling af sygdomme såsom cancer, hjerte/kar-problemer, diabetes, Alzheimer og Parkinsons syge; opfordrer indtrængende Kommissionen og nationale og regionale myndigheder til at øge deres investeringer på dette område og til at koordinere deres indsats ved hjælp af den europæiske teknologiplatform for nanomedicin, der foreslås i det syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (syvende rammeprogram), og ved hjælp af andre instrumenter, herunder de i syvende rammerprogram foreslåede videnregioner, med henblik på at opnå kritisk masse på dette område;

8.   understreger den vigtige rolle, som nanovidenskab og nanoteknologi kan spille med hensyn til udviklingen af molekylærbiologien;

9.   er overbevist om, at tværfaglig nanovidenskab og nanoteknologi bør tilpasses udviklingen af hydrogenenergi, herunder udvikling af nye og effektive midler til oplagring af hydrogen og effektive brændstofceller samt informationsbærende teknologier med langt større kapacitet end på nuværende tidspunkt;

10.   fremhæver det betydelig fremskridt, der er gjort i Europa på nanoteknologiområdet, baseret på en "top-down" tilgang, navnlig på områder som nanokompositter, slid- og korrosionsresistente belægninger og også produktion af katalysatorer og fotodioder, herunder såkaldt blå laser samt på områderne nanomedicin, nanokosmetik og nanodiagnosticering af sygdomme;

11.   mener, at det i kraft af den europæiske grundforsknings niveau vil være muligt at finde teknologiske redskaber, som muliggør anvendelse af en "top-down" tilgang, navnlig inden for nanoelektronikken;

12.   mener, at aktionerne til fremme af den teknologiske udvikling skal suppleres med politiske foranstaltninger med henblik på at sikre de eksisterende teknologiers udbredelse på markedet; bemærker, at standarder kan skabe ensartede betingelser for markederne og den internationale handel og er en forudsætning for fair konkurrence, sammenlignelige risikovurderinger og reguleringstiltag; opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til at fjerne alle hindringer i form af manglende standarder eller uklar lovgivning, som unødigt hæmmer anvendelsen af nanoteknologi og nanovidenskab i Europa, og at gøre dette uden at det medfører nye bureaukratiske krav;

13.   understreger vigtigheden af at få skabt den videntrekant (uddannelse - forskning - innovation), der er behov for i det europæiske forskningsrum; mener, at der med henblik på at fremdrive den nødvendige synergi mellem forskning, uddannelse og innovation er behov for omfattende videnoverførsel og ligeledes udvikling af menneskelige ressourcer på tværs af sektorerne; opfordrer derfor medlemsstaterne til at udvikle strategier med henblik på at forbedre videnoverførslen og imødegå manglen på kvalificeret arbejdskraft ved i stigende grad at lægge vægt på naturvidenskabelig uddannelse og ved at trække flere studerende til nanovidenskabs- og videnskabsrelaterede, tværfaglige emneområder; glæder sig over Kommissionens indsats for at støtte forskeruddannelsesnetværk i nanoteknologi og opfordrer medlemsstaterne til både individuelt og i tæt indbyrdes samarbejde at etablere tværfaglige netværk med henblik på at kombinere nanoteknologi med et bredt spektrum af forskningsområder, således at der kan udvikles nye hybridteknologier;

14.   mener, at industrien, forskningsinstitutterne og de finansielle institutioner bør samarbejde om at sikre, at F&U-ekspertisen på nanoområdet omsættes i nye produkter og processer; påpeger, at medlemsstaterne bør fremme og stimulere denne proces ved at fokusere på at forbedre erhvervsklimaet for virksomheder inden for nanoteknologisektoren i deres lande, navnlig nystartede virksomheder, SMV'er og innovative virksomheder; mener i denne forbindelse, at beskyttelsen af intellektuel ejendomsret er væsentlig for innovation, både når det gælder om at tiltrække de indledende investeringer og om at sikre fremtidige indtægter; opfordrer Kommissionen til at udvikle standarder for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og modeller for licensaftaler;

15.   beklager, at udviklingen af patentering af opfindelser inden for nanovidenskab og nanoteknologi i Europa er langsommelig; opfordrer EU til at etablere et patentovervågningssystem for nanovidenskab og nanoteknologi ledet af Det Europæiske Patentkontor;

16.   opfordrer til generelle reformer inden for det europæiske patentsystem med henblik på at reducere omkostningerne til patentering og forbedre SMV'ers muligheder for at få adgang til patenter; understreger behovet for øget åbenhed og klare grænser for omfanget af patentbeskyttelse;

17.   er overbevist om, at Europas muligheder for at blive ved med at gå forrest på dette område afhænger af dets koordineringsevne; gentager behovet for et fælles koordineringsfokus på EU-plan og vigtigheden af, at EU taler med én stemme på den internationale scene, navnlig i betragtning af udfordringerne i forbindelse med patentbeskyttelse i Kina; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at udtænke mekanismer med henblik på effektiv koordinering på dette område; opfordrer indtrængende Kommissionen til at inddrage alle aktiviteter inden for OECD (f.eks. definitioner, nomenklatur, risikostyring) og UNESCO (etik) i sin politiske beslutningstagning;

18.   erkender, at et væsentligt element i en ansvarlig strategi er at integrere sociale spørgsmål samt spørgsmål om sundhed og sikkerhed i den teknologiske udvikling af nanovidenskab og nanoteknologi; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen, medlemsstaterne og den europæiske industri til at indgå i en effektiv dialog med alle aktører for at styre udviklingen ind på en bæredygtig vej;

19.   understreger, at der med henblik på beskyttelse af folkesundheden, forbrugerne, arbejdstagerne og miljøet skal foretages en vurdering af de teknologiske risici forbundet med de produkter (fra udformning til bortskaffelse eller genanvendelse), der udvikles inden for nanovidenskaben og nanoteknologien, i hele deres levetid;

20.   henstiller, at der i konsumvarers ingrediensliste angives tilsætning af konstrueret nanopartikel-materiale;

21.   understreger nødvendigheden af at overholde høje etiske principper og glæder sig over de planlagte undersøgelser af emner som f.eks. ikke-terapeutisk "forbedring" af mennesker og sammenhængen mellem nanovidenskab og nanoteknologi og privatlivets fred; forventer, at undersøgelserne offentliggøres og omfatter en grundig analyse af nanomedicin;

22.   støtter oprettelsen af etiske råd, der gennem uafhængig videnskabelig rådgivning kan bidrage til, at offentligheden bliver ordentligt informeret, og at der bliver skabt en sund debat om de eventuelle risici og fordele, der er forbundet med udnyttelsen af de opdagelser, som bliver gjort inden for nanoteknologien;

23.   glæder sig over den høring, der er afholdt vedrørende dette forslag, og opfordrer Kommissionen til at fortsætte arbejdet med at imødekomme det stigende behov for bedre regulering;

24.   glæder sig over Kommissionens vilje til at producere flersprogligt informationsmateriale, som skal udbrede kendskabet inden for forskellige aldersgrupper til nanovidenskabens og nanoteknologiens fremskridt og forventede fordele; opfordrer Kommissionen til at gøre dette i tæt samarbejde med medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en kommunikationsstrategi for at berolige befolkningen og gøre den opmærksom på de enorme muligheder, som nanoteknologien indebærer; mener desuden, at Kommissionen inden for rammerne af denne kommunikationsstrategi også bør tage idéer som et "roadshow" (med en nanovidenskabs-udstillingsbus) op eller en "nanoteknologi-præmie";

25.   opfordrer erhvervslivet til at deltage i de fælles bestræbelser og opfordrer det indtrængende til at deltage i udviklingen af nanoteknologier under hensyntagen til de videre konsekvenser for økonomi, samfund, sundhed, sikkerhed og miljø og ved at handle i overensstemmelse med principperne for virksomheders sociale ansvar; betoner, at virksomhederne bør bidrage til en objektiv oplysning om de videnskabelige opdagelser, som bliver gjort inden for nanovidenskab og -teknologi, deres formål og de dermed forbundne risici og fordele for samfundet;

26.   minder om, at anvendelsen og udnyttelsen af nanovidenskab og nanoteknologi i alle tilfælde bør leve op til det høje niveau for beskyttelse af folkesundheden, forbrugerne, arbejdstagerne og miljøet, som Den Europæiske Union har fastlagt, og insisterer på behovet for at kodificere nanomaterialer, hvilket vil føre til udarbejdelse af standarder og dermed styrke bestræbelserne på at identificere risici; opfordrer Kommissionen til at tage de nødvendige initiativer i dette øjemed;

27.   understreger betydningen af produktminiaturisering, der kan bidrage til at reducere affaldsmængderne og til at sikre bedre udnyttelse af energien;

28.   fremhæver, at der stadig kun er et begrænset kendskab til de sundheds- og miljøskader, som nye, syntetiske nanopartikler kan forårsage, hvorfor det i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet er nødvendigt at undersøge virkningerne af nanopartikler, som ikke er letopløselige eller biologisk nedbrydelige, før de sættes i produktion og markedsføres;

29.   opfordrer Kommissionen til at lægge særlig vægt på udviklingen af nanovidenskab og nanoteknologi i de nye medlemsstater ved at give dem midler til at definere deres egne forskningsprofiler og samtidigt udbygge de europæiske forskningscentres ledende position med henblik på at give Europa en globalt førende rolle;

30.   understreger vigtigheden af internationalt samarbejde inden for nanovidenskab og nanoteknologi; opfordrer Kommissionen til yderligere at intensivere de fremragende forbindelser med navnlig russiske forskere og til at undersøge mulighederne og begrænsningerne for, at der kan indledes et samarbejde på området med USA, Japan, Kina og Indien; anmoder Kommissionen om at udvide det internationale samarbejde med henblik på at harmonisere behandlingen af patentansøgninger inden for nanovidenskab og nanoteknologi mellem EU, USA og Japan; understreger, at dialogen bør intensiveres i overensstemmelse med WTO-forpligtelserne;

31.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 157 af 28.6.2005, s. 22. (2) INT/277 - CESE 1237/2005.