Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om internationale jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (5892/1/2006 - C6-0311/2006 - 2004/0049(COD))

P6_TA(2007)0005 A6-0479/2006

(Fælles beslutningsprocedure: andenbehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Rådets fælles holdning (5892/1/2006 - C6-0311/2006)(1),

-   der henviser til sin holdning ved førstebehandling(2) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2004)0143)(3),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 62,

-   der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Transport- og Turismeudvalget (A6-0479/2006),

1.   godkender den fælles holdning som ændret;

2.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved andenbehandlingen den 18. januar 2007 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. .../2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 71, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(4),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(5),

efter proceduren i traktatens artikel 251(6), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Inden for rammerne af den fælles transportpolitik er det vigtigt at sikre rettighederne for jernbanepassagerer og at forbedre kvaliteten og effektiviteten af personbefordringen med jernbane for at øge jernbanetransportens andel i forhold til andre transportformer.

(2)  Kommissionens meddelelse "Strategien for forbrugerpolitikken 2002-2006"(7) sætter som mål at skabe et højt forbrugerbeskyttelsesniveau på transportområdet i overensstemmelse med traktatens artikel 153, stk. 2.

(3)  Da jernbanepassageren er den svage part i transportkontrakten, bør passagerens rettigheder beskyttes.

(4)  Det hører til brugernes rettigheder i forbindelse med jernbanebefordring at få oplysninger om trafikforbindelserne før og under rejsen. Når det er muligt, bør jernbanevirksomheder og billetudstedere give disse oplysninger på forhånd og så hurtigt som muligt.

(5)  Mere detaljerede krav vedrørende rejseoplysninger vil blive fastlagt i de tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI) som omhandlet i kapitel II i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/16/EF af 19. marts 2001 om interoperabilitet i jernbanesystemet for konventionelle tog(8).

(6)  Styrkelse af jernbanepassagerers rettigheder bør baseres på gældende internationale retsregler på dette område, jf. bilag A - fælles regler for kontrakten om international befordring af passagerer og bagage med jernbane (CIV) til konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) af 9. maj 1980 som ændret ved protokollen af 3. juni 1999 om ændring af nævnte konvention (1999-protokollen). Det er imidlertid ønskeligt at udvide denne forordnings anvendelsesområde og ikke alene beskytte internationale jernbanepassagerer, men også nationale.

(7)  Jernbanevirksomhederne bør samarbejde om at gøre overførslen af jernbanepassagerer fra én operatør til en anden lettere ved altid at udstede gennemgående billetter, når det er muligt.

(8)  Information og billetsalg til jernbanepassagerer bør lettes ved tilpasning af edb-systemerne til en fælles specifikation.

(9)  Den videre gennemførelse af rejseinformations- og reservationssystemerne bør ske i overensstemmelse med TSI.

(10)  Passagerbefordring med jernbane bør være til gavn for alle borgere. Derfor bør handicappede og bevægelseshæmmede personer, uanset om deres manglende førlighed skyldes handicap, alder eller andet, have samme mulighed for at rejse med jernbane som alle andre borgere. Handicappede og bevægelseshæmmede har samme ret som alle andre borgere til fri bevægelighed, frit valg og ikke-forskelsbehandling. Der bør bl.a. lægges særlig vægt på at give oplysninger til handicappede og bevægelseshæmmede personer om jernbanetjenesternes tilgængelighed, adgangsbetingelser til det rullende materiel og faciliteterne om bord. For at kunne give passagerer med nedsatte sensoriske evner den bedst mulige information om forsinkelser, bør der anvendes systemer, som er synlige og kan høres. Handicappede og bevægelseshæmmede personer bør have mulighed for at købe billetter i toget uden ekstra udgifter.

(11)  Jernbanevirksomheder og stationsledere bør gennem overensstemmelse med TSI for bevægelseshæmmede personer tage hensyn til de behov, som handicappede og bevægelseshæmmede personer har, med henblik på i henhold til den gældende fællesskabsret vedrørende offentlige indkøb at sikre, at alle bygninger og alt rullende materiel i forbindelse med nyanskaffelser, nyopførelser eller omfattende renoveringer gøres tilgængelige ved gradvis at fjerne fysiske og funktionsmæssige hindringer.

(12)  Det bør være et krav, at jernbanevirksomhederne er forsikrede eller træffer tilsvarende arrangementer med hensyn til deres ansvar over for passagererne i tilfælde af ulykke. Det er ønskeligt, at der fastsættes et minimumsforsikringsbeløb for jernbanevirksomheder.

(13)  Ret til større erstatning og bedre assistance i tilfælde af forsinkelse, forsinket ankomst til tilslutningsforbindelse eller aflysning af en forbindelse bør føre til et øget incitament for markedet for jernbanepassagerer, som vil være til fordel for passagererne.

(14)  Det er ønskeligt, at der med denne forordning indføres en ordning for erstatning til passagererne i tilfælde af forsinkelse, som jernbanevirksomheden har ansvaret for, på samme grundlag som den internationale ordning, der er indeholdt i COTIF, særlig CIV-bilaget om passagerers rettigheder.

(15)  Det er også ønskeligt at hjælpe ulykkesofrene og deres pårørende med deres umiddelbare økonomiske behov i tidsrummet lige efter ulykken.

(16)  Det er i jernbanepassagerernes interesse, at der efter aftale med de offentlige myndigheder træffes passende foranstaltninger til at sikre deres personlige sikkerhed på stationer og i togene.

(17)  Jernbanepassagerer bør kunne indgive en klage til en hvilken som helst relevant jernbanevirksomhed eller billetudsteder vedrørende de rettigheder og forpligtelser, der tillægges dem med denne forordning, og have ret til at modtage et svar inden for en rimelig frist.

(18)  Indholdet af denne forordning bør revideres for så vidt angår tilpasning af de finansielle beløb til inflationen og informations- og servicekvalitetskrav på baggrund af markedsudviklingen og forordningens indvirkning på servicekvaliteten.

(19)  Denne forordning bør gælde med forbehold af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger(9).

(20)  Medlemsstaterne bør fastsætte, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af denne forordning og sikre, at de anvendes. Sanktionerne, der kan omfatte betaling af erstatning til den pågældende person, bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(21)  Målene for denne forordning, nemlig udvikling af Fællesskabets jernbaner og indførelse af passagerrettigheder, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(22)  Et af denne forordnings mål er at indføre passagerrettigheder i den nationale og internationale jernbanetrafik. En række bestemmelser i denne forordning vil kræve store ændringer i en række medlemsstater. Derfor bør medlemsstater, der befinder sig i en ekstraordinær situation, have mulighed for at indrømme midlertidige fritagelser fra visse foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, for så vidt angår nationale rejser på deres territorium eller en del heraf. I en række medlemsstater indeholder kontrakterne om offentlig tjeneste bestemmelser om et system med passende erstatning, der ved forsinkelser skal udbetales til myndighederne. Medlemsstater, der har et sådant system i deres kontrakter om offentlig tjeneste, bør have mulighed for midlertidig fritagelse fra denne forordnings bestemmelser om erstatning ved forsinkelser.

(23)  De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(10).

(24)  Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning eller at supplere den med ikke-væsentlige bestemmelser. Disse foranstaltninger bør vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF –

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.  Denne forordning finder anvendelse på alle jernbanerejser og -forbindelser i hele Fællesskabet udført af en eller flere jernbanevirksomheder med licens i henhold til Rådets direktiv 95/18/EF af 19. juni 1995 om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder(11).

Kontrakter om offentlig tjeneste skal som minimum garantere det beskyttelsesniveau, der er fastsat i denne forordning.

2.  Denne forordning omfatter ikke jernbaneselskaber og leverandører af tjenester, der ikke har licens i henhold til direktiv 95/18/EF.

3.  Under ekstraordinære omstændigheder, der forhindrer, at denne forordning gennemføres umiddelbart eller på kort sigt på grund af de påkrævede investeringer eller konkrete problemer med tilpasningen af jernbanestrukturer og moderniseringen af det rullende materiel, kan en medlemsstat i en periode på højst ti år på et gennemsigtigt og ikke-diskriminerende grundlag indrømme midlertidige fritagelser fra visse bestemmelser i denne forordning til særlige tjenester eller særlige strækninger, navnlig fra bestemmelserne i artikel 9, 10, 17 og 18.

4.  I de medlemsstater, hvor der i kontrakterne om offentlig tjeneste er fastsat en refusions- og erstatningsordning i tilfælde af forsinkelser, tilslutningsforbindelser, der ikke opnås, og/eller aflysning, kan der for jernbanevirksomhederne indrømmes en midlertidig fritagelse på højst ti år fra bestemmelserne i artikel 17 og 18, begrænset til den tjeneste, der er ydet, og den berørte strækning. En sådan fritagelse kan indrømmes for ordninger, der giver passagererne et beskyttelsesniveau, der svarer til det beskyttelsesniveau, der er fastsat i denne forordning.

5.  Medlemsstaterne underretter Kommissionen om fritagelser, der indrømmes i medfør af stk. 4. Kommissionen afgør, om en fritagelse er i overensstemmelse med denne artikel og ikke er i strid med Fællesskabets interesser.

Artikel 3

Definitioner

KAPITEL II

BEFORDRINGSKONTRAKT, OPLYSNINGER OG BILLETTER

Artikel 4

Befordringskontrakter

Med forbehold af bestemmelserne i dette kapitel er indgåelse og udførelse af en kontrakt om befordring af personer og disses bagage, barnevogne, kørestole, cykler og sportsudstyr og levering af oplysninger og billetter omfattet af kapitel II og III i de i bilag I anførte bestemmelser.

Artikel 5

Medtagelse af barnevogne, kørestole, cykler og sportsudstyr

Alle tog, inklusive internationale tog og højhastighedstog, skal give passagererne mulighed for, i givet fald mod betaling, at medtage barnevogne, kørestole, cykler og sportsudstyr i multirum, der er beregnet til dette formål.

Artikel 6

Forbud mod afvigelser og begrænsninger

1.  Forpligtelser over for passagererne i henhold til denne forordning kan ikke indskrænkes eller fraviges, navnlig ikke ved at indføje undtagelsesbestemmelser eller begrænsende klausuler i befordringskontrakten.

2.  Jernbanevirksomheder kan tilbyde kontraktbetingelser, der er gunstigere for passageren end betingelserne i denne forordning.

Artikel 7

Oplysningspligt vedrørende indstilling af jernbaneforbindelser

Jernbaneselskaber skal på hensigtsmæssig måde og inden gennemførelsen heraf oplyse offentligheden om afgørelser om at indstille jernbaneforbindelser.

Artikel 8

Rejseoplysninger

1.  Med forbehold af artikel 10 giver jernbanevirksomheder og billetudstedere, der tilbyder befordringskontrakter på vegne af en eller flere jernbanevirksomheder, på anmodning og som mindstemål passagerne de oplysninger, der er angivet i bilag II, del I, vedrørende rejser, for hvilke den pågældende jernbanevirksomhed tilbyder en befordringskontrakt. Billetudstedere, der tilbyder befordringskontrakter for egen regning, og rejsebureauer, skal give disse oplysninger, når de foreligger.

2.  Jernbanevirksomhederne skal under rejsen som mindstemål give passagererne de oplysninger, der er angivet i bilag II, del II.

3.  De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger, herunder oplysninger fra elektroniske salgssystemer, gives i en form, der er tilgængelig og forståelig. Der tages i denne forbindelse særligt hensyn til høre- og/eller synshæmmedes behov.

Artikel 9

Billetter, gennemgående billetter og reservationer

1.  Jernbanevirksomhederne og billetudstederne skal, når sådanne forefindes, tilbyde billetter, gennemgående billetter og reservationer.

2.  Med forbehold af stk. 4 skal jernbanevirksomhederne som mindstemål udstede billetter til passagererne gennem et af følgende salgssteder:

3.  Med forbehold af stk. 4 og 5 skal jernbanevirksomhederne som mindstemål udstede billetter inden for rammerne af kontrakter om offentlig tjeneste gennem et af følgende salgssteder:

4.  Jernbanevirksomhederne skal tilbyde muligheden for at få billetter til de respektive tjenester om bord på toget, medmindre dette begrænses eller nægtes af hensyn til sikkerheden eller politikken for bekæmpelse af svig eller obligatorisk togreservation eller af rimelige kommercielle hensyn.

5.  Er der intet billetkontor og ingen billetautomat på afgangsstationen, skal passagererne på stationen informeres om:

Artikel 10

Rejseoplysninger og reservationssystemer

1.  For at give oplysninger og udstede billetter som omhandlet i denne forordning skal jernbanevirksomheder og billetudstedere anvende CIRSRT, der fastlægges efter procedurerne i denne artikel.

2.  De tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI), der er omhandlet i direktiv 2001/16/EF, anvendes i nærværende forordning.

3.  Kommissionen vedtager senest den ...(15) efter forslag fra Det Europæiske Jernbaneagentur TSI for trafiktelematik for persontrafikken. TSI skal gøre det muligt at give de oplysninger, der er nævnt i bilag II, og udstede billetter i overensstemmelse med denne forordning.

4.  Jernbanevirksomheder skal tilpasse deres CIRSRT i overensstemmelse med kravene i TSI efter en plan, der er fastlagt i de pågældende TSI.

5.  En jernbanevirksomhed og en billetudsteder må ikke give personoplysninger om enkeltbestillinger videre til andre jernbanevirksomheder og/eller billetudstedere, jf. dog bestemmelserne i direktiv 95/46/EF.

KAPITEL III

JERNBANEVIRKSOMHEDENS ERSTATNINGSANSVAR OVER FOR PASSAGERER OG DERES BAGAGE

Artikel 11

Erstatningsansvar over for passagerer og deres bagage

Jernbanevirksomheders erstatningsansvar over for passagerer og deres bagage er omfattet af bestemmelserne i bilag I, kapitel IV, afsnit I, III og IV, samt bilag I, kapitel VI og VII, jf. dog bestemmelserne i nærværende kapitel.

Artikel 12

Forsikring

1.  Pligten i artikel 9 i direktiv 95/18/EF skal, for så vidt den angår erstatningsansvar over for passagererne, forstås således, at jernbanevirksomheder skal være tilstrækkeligt forsikret eller have tilsvarende ordninger til at dække deres erstatningsansvar i henhold til nærværende forordning.

2.  Minimumsbeløbet for jernbanevirksomheders forsikringsdækning andrager XXX EUR.

Artikel 13

Erstatningsansvar ved en passagers død eller tilskadekomst

Der er ingen økonomisk grænse for en jernbanevirksomheds erstatningsansvar ved en passagers død eller legemlige tilskadekomst.

Artikel 14

Forskudsbetaling

1.  Hvis en passager bliver dræbt eller kommer til skade, skal jernbanevirksomheden, jf. bilag I, artikel 56, stk. 1, omgående og senest 15 dage efter, at den erstatningsberettigede person er blevet identificeret, udbetale sådanne forskudsbeløb, som måtte være nødvendige til dækning af øjeblikkelige økonomiske behov, og som står i forhold til omfanget af den lidte skade.

2.  Uanset stk. 1 må en forskudsudbetaling ved dødsfald ikke være under 21 000 EUR for hver passager.

3.  Forskudsudbetaling er ikke ensbetydende med anerkendelse af erstatningsansvar og kan fraregnes et eventuelt senere erstatningsbeløb, som udbetales på grundlag af denne forordning, men skal kun tilbagebetales i de tilfælde, hvor skaden skyldes passagerens forsømmelighed eller fejl, eller hvis den person, som har modtaget forskudsudbetalingen, ikke er den erstatningsberettigede person.

Artikel 15

Afvisning af ansvar

Selv om en jernbanevirksomhed afviser sit ansvar for en fysisk skade, en transporteret passager har lidt, kan passageren alene henvende sig til virksomheden og over for denne kræve erstatning. Dette begrænser dog ikke jernbanevirksomhedens ret til eventuelt at gøre regreskrav gældende over for tredjemand.

KAPITEL IV

FORSINKELSE, IKKE-OPNÅET TILSLUTNINGSFORBINDELSE OG AFLYSNING

Artikel 16

Erstatningsansvar for forsinkelse, ikke-opnået tilslutningsforbindelse og aflysning

Med forbehold af bestemmelserne i dette kapitel er jernbanevirksomhedens erstatningsansvar med hensyn til forsinkelse, ikke-opnået tilslutningsforbindelse og aflysning omfattet af bestemmelserne i bilag I, kapitel IV, afsnit II. Artikel 32, stk. 2, i bilag I finder også anvendelse på artikel 17 og 18 i nærværende forordning.

Artikel 17

Refusion og omlægning af rejsen

Artikel 18

Erstatning for billetprisen

1.  En passager, som må imødese en forsinkelse, kan uden at miste retten til befordring kræve erstatning af jernbanevirksomheden for forsinkelse mellem det på billetten anførte afgangs- og ankomststed, som ikke har medført billetrefusion i henhold til artikel 17. De minimale erstatningsbeløb for forsinkelse er fastsat til:

Passagerer, der har periodekort, og som rammes af gentagne forsinkelser eller aflysninger i kortets gyldighedsperiode, kan søge om erstatning. Denne erstatning kan ydes som en prisreduktion ved køb af et nyt kort eller i form af forlængelse af det løbende periodekorts gyldighedsperiode.

Jernbanevirksomhederne fastlægger på forhånd, og i nært samarbejde med brugernes repræsentanter eller med myndighederne i forbindelse med kontrakter om offentlig tjeneste, de kriterier for tjenestens præcision og pålidelighed, der skal ligge til grund for anvendelsen af dette stykke.

Jernbanevirksomhederne fastlægger endvidere relevante gennemførelsesordninger, navnlig for så vidt angår dokumentation for, at indehaveren af periodekortet rent faktisk har benyttet den forsinkede tjeneste.

Når befordringskontrakten gælder en returrejse, beregnes erstatningen for forsinkelse på enten ud- eller returrejsen i forhold til halvdelen af billettens pris. På samme måde beregnes prisen for en forsinket tjeneste i en hvilken som helst anden form for befordringskontrakt, der tillader flere efterfølgende etaper, i forhold til den fulde pris.

Erstatningen for forsinkelse beregnes altid i forhold til den pris, passageren faktisk har betalt for den forsinkede tjeneste. Er der tale om en transportaftale i form af f.eks. et togkort, der giver ret til flere rejser, beregnes erstatningen i forhold til prisen på én rejse.

Ved beregningen af forsinkelsen skal der ikke tages hensyn til en forsinkelse, som jernbanevirksomheden kan påvise er opstået uden for Fællesskabets område.

2.  Erstatningen for billetprisen betales senest en måned efter indgivelse af erstatningsansøgningen. Erstatningen kan udbetales i form af værdikuponer og/eller andre tjenesteydelser, hvis betingelserne er fleksible (navnlig med hensyn til gyldighedsperioden og bestemmelsesstedet). Erstatningen udbetales i form af penge på passagerens anmodning.

3.  Erstatningen for billetprisen kan ikke reduceres ved fradrag af transaktionsudgifter såsom gebyrer og udgifter til telefon eller frimærker. Jernbanevirksomhederne kan indføre en minimumsgrænse, hvorunder erstatning ikke udbetales. Denne grænse må ikke være over fire EUR.

4.  Passageren har ikke ret til erstatning, hvis han eller hun blev underrettet om forsinkelsen før køb af billetten, eller hvis forsinkelsen på grund af fortsættelse på en anden forbindelse eller omlægning af rejsen fortsat er på mindre end 60 minutter.

Artikel 19

Assistance

1.  Ved forsinkelser ved ankomst eller afgang skal jernbanevirksomheden eller stationslederen underrette passagererne om situationen og det forventede afgangs- og ankomsttidspunkt, så snart sådanne oplysninger foreligger.

2.  Ved forsinkelser som nævnt i stk. 1 på mere end 60 minutter skal passagererne gratis tilbydes

3.  Hvis jernbaneforbindelsen ikke kan fortsætte, skal jernbanevirksomheden snarest muligt arrangere alternative transporttjenester for passagererne.

4.  Jernbanevirksomheden skal på passagerens forlangende bekræfte på billetten, at toget er forsinket, at passageren på grund af en forsinkelse ikke har kunnet nå en tilslutningsforbindelse, eller at toget er aflyst

5.  Når stk. 1, 2 og 3 finder anvendelse, skal jernbanevirksomheden især være opmærksom på handicappede og/eller bevægelseshæmmede passagerers og deres eventuelle ledsageres behov.

KAPITEL V

HANDICAPPEDE OG BEVÆGELSESHÆMMEDE PERSONER

Artikel 20

Ret til befordring

1.   Uanset de adgangsregler, der er omhandlet i stk. 2 og 3 må en jernbanevirksomhed, en billetudsteder eller et rejsebureau ikke under henvisning til, at en person er handicappet eller bevægelseshæmmet, nægte at acceptere en reservation eller at udstede en billet. Reservationer og billetter skal tilbydes til handicappede og bevægelseshæmmede personer uden ekstra omkostninger.

2.  Jernbanevirksomhederne og stationslederne skal under aktiv inddragelse af repræsentative organisationer for handicappede og bevægelseshæmmede personer, fastsætte ikke-diskriminerende adgangsregler i forhold til befordring af handicappede og bevægelseshæmmede personer for at opfylde gældende lovfæstede sikkerhedskrav.

3.  En jernbanevirksomhed, en billetudsteder eller et rejsebureau må kun nægte at godtage en reservation eller at udstede en billet til en handicappet eller bevægelseshæmmet person eller kræve, at denne ledsages af en anden person, hvis dette er strengt nødvendigt for at opfylde de adgangsregler, der er omhandlet i stk. 2.

Artikel 21

Oplysninger til handicappede og bevægelseshæmmede personer

1.  På anmodning skal en jernbanevirksomhed, en billetudsteder eller et rejsebureau oplyse handicappede og bevægelseshæmmede personer om jernbanetjenesternes tilgængelighed og om adgangsbetingelser til rullende materiel i overensstemmelse med adgangsreglerne i artikel 20, stk. 2, samt om faciliteter om bord.

2.  Når en jernbanevirksomhed, en billetudsteder og/eller et rejsebureau gør brug af undtagelserne i artikel 20, stk. 3, meddeler det eller den på anmodning skriftligt den pågældende handicappede eller bevægelseshæmmede person sin begrundelse herfor inden for fem arbejdsdage efter, at reservationen eller billetudstedelsen er afvist, eller betingelsen om ledsagelse er fastsat.

Artikel 22

Adgang og tilgængelighed

1.  Jernbanevirksomheden og stationslederen sikrer, at stationer, perroner, vogne og andre faciliteter er tilgængelige for handicappede og bevægelseshæmmede personer.

2.  Er der endnu ikke adgang for handicappede og bevægelseshæmmede personer, sørger jernbaneselskabet og/eller stationslederes for:

Artikel 23

Assistance på jernbanestationerne

1.  Når en handicappet eller bevægelseshæmmet person afrejser fra, foretager togskifte på eller ankommer til en bemandet jernbanestation, skal stationslederen vederlagsfrit sørge for, at den pågældende får tilstrækkelig assistance til at kunne stige på det afgående tog eller stige af det ankommende tog, som han eller hun har købt billet til, jf. dog adgangsreglerne i artikel 20, stk. 2. Når en handicappet eller bevægelseshæmmet befinder sig på en ikke-bemandet jernbanestation i forbindelse med afrejse, transit eller ankomst, skal jernbanevirksomheden og stationslederen træffe alle rimelige foranstaltninger for at yde den assistance eller træffe de alternative foranstaltninger, der er nødvendige for at garantere et tilsvarende eller højere tilgængelighedsniveau, således at den handicappede eller bevægelseshæmmede kan rejse uhindret.

2.  Medlemsstaterne kan gøre en undtagelse fra stk. 1 i tilfælde af personer, der benytter forbindelser, der er omfattet af kontrakter om offentlig service indgået i overensstemmelse med gældende fællesskabslovgivning, forudsat at den kompetente myndighed har sørget for alternative faciliteter eller ordninger, der garanterer en tilsvarende eller højere grad af adgang til transport.

3.  I tilfælde af at en station ikke er bemandet, sikrer jernbanevirksomheden og stationslederen, at handicappede og bevægelseshæmmede underrettes om nærliggende bemandede stationer, og at de enkleste former for assistance direkte er tilgængelige inden og uden for stationen.

4.  I denne artikel anses en person, der ledsager mindre børn, også for at være en bevægelseshæmmet person.

Artikel 24

Assistance i toget

En jernbanevirksomhed yder vederlagsfrit handicappede og bevægelseshæmmede personer assistance i toget og under ind- og udstigning, jf. dog adgangsreglerne i artikel 20, stk. 2.

I denne artikel forstås ved assistance i toget alle rimelige foranstaltninger træffes for at give en handicappet eller bevægelseshæmmet person adgang til samme tjenester i toget som andre passagerer, hvis personen er så handicappet eller bevægelseshæmmet, at vedkommende ikke har uafhængig og sikker adgang til disse tjenesteydelser Er der ikke ledsagende personale i toget, kan jernbaneselskaberne stille andre faciliteter eller ordninger til rådighed med henblik på at yde assistance.

Artikel 25

Betingelser for ydelse af assistance

Artikel 26

Erstatning for bevægelseshjælpemidler eller andre specifikke hjælpemidler

Hvis jernbanevirksomheden er ansvarlig for helt eller delvist tab eller beskadigelse af handicappede eller bevægelseshæmmede personers bevægelseshjælpemidler eller andre specifikke hjælpemidler, er de forpligtet til at betale erstatning til passagererne for det påførte tab.

KAPITEL VI

SIKKERHED, KLAGER OG SERVICEKVALITET

Artikel 27

Passagerers personlige sikkerhed

Efter aftale med de offentlige myndigheder skal jernbanevirksomhederne, infrastrukturforvalterne og stationslederne på deres respektive ansvarsområder træffe passende foranstaltninger og tilpasse dem til det sikkerhedsniveau, som de offentlige myndigheder har fastlagt, for at sikre passagerernes personlige sikkerhed på jernbanestationerne og i togene og forvalte risici. De skal samarbejde og udveksle oplysninger om bedste praksis med hensyn til at afværge handlinger, der kan forringe sikkerhedsniveauet.

Artikel 28

Klager

1.  Jernbanevirksomheder skal indføre en klageordning vedrørende de rettigheder og forpligtelser, der er omhandlet i denne forordning. Jernbanevirksomheden skal gøre dette i samarbejde med billetudstederen. Den skal informere passagererne grundigt om, hvor de skal henvende sig, hvis de vil klage, og om dens arbejdssprog.

2.  Passagererne kan indgive klage til en hvilken som helst jernbanevirksomhed eller til den pågældende billetudsteder. Modtageren af klagen skal inden for en måned give et begrundet svar eller i begrundede tilfælde underrette passageren om, hvornår der inden for en periode på højst tre måneder fra indgivelsen af klagen kan forventes svar.

3.  Jernbanevirksomheden skal i den årsberetning, der nævnes i artikel 29, stk. 3, oplyse om antallet og arten af modtagne og behandlede klager, besvarelsestid og eventuelle foretagne forbedringer.

Artikel 29

Servicekvalitetsstandarder og -rapport

1.  Jernbanevirksomhederne skal opstille servicekvalitetsstandarder for internationale tjenester og indføre et kvalitetsstyringssystem til opretholdelse af servicekvaliteten.

2.  Jernbanevirksomhederne skal overvåge deres eget præstationsniveau på grundlag af servicekvalitetsstandarderne.

3.  Jernbanevirksomhederne offentliggør hvert år en rapport om deres servicekvalitetsniveau sammen med deres årsberetning. Disse resultater skal desuden offentliggøres på jernbanevirksomhedernes websted, de kompetente myndigheders websted og Det Europæiske Jernbaneagenturs websted, hvor de præsenteres på tilgængelig vis, som muliggør en sammenligning af jernbanevirksomhedernes præstationsniveau.

Artikel 30

Regresret

Jernbanevirksomheden har ret til at rejse erstatningskrav over for infrastrukturforvalteren til dækning af erstatning, den har udbetalt til passagerer. Infrastrukturforvalterens erstatningsansvar i denne forbindelse berører ikke anvendelsen af præstationsordningen i artikel 11 i direktiv 2001/14/EF. Erstatningen som omhandlet i kapitel IV skal stå i forhold til strækningens pris, hvis præstationsordningen ikke indeholder et kompensationssystem.

KAPITEL VII

OPLYSNING OG HÅNDHÆVELSE

Artikel 31

Oplysning om passagerernes rettigheder

1.  Jernbanevirksomhederne, stationslederne og rejsearrangørerne oplyser de rejsende om deres rettigheder og forpligtelser i henhold til denne forordning. Med henblik herpå stiller Kommissionen et sammendrag af bestemmelserne i denne forordning til rådighed for jernbanevirksomhederne, stationslederne og rejsearrangørerne på et for de rejsende forståeligt sprog.

2.  Jernbanevirksomheder og stationsledere sikrer, at de rejsende på passende vis på stationen og i toget har adgang til kontaktoplysninger for det eller de organer, der er udpeget af medlemsstaterne, jf. artikel 32.

Artikel 32

Håndhævelse

1.  Medlemsstaterne udpeger hver især et eller flere organer, som skal være ansvarligt/e for håndhævelsen af denne forordning. Ethvert organ træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at passagerernes rettigheder respekteres.

Ethvert organ skal med hensyn til organisation, finansiering, retlig form og beslutningstagning være uafhængigt af infrastrukturforvaltere, opkrævningsorganer, tildelingsorganer eller jernbanevirksomheder.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om det eller de organer, som udpeges i overensstemmelse med dette stykke, og om dets eller deres respektive ansvarsområder.

2.  Enhver passager kan klage til det passende organ, som er udpeget i henhold til stk. 1, eller til ethvert andet passende organ, som er udpeget af en medlemsstat, over påstået overtrædelse af denne forordning.

Artikel 33

Samarbejde mellem håndhævelsesorganer

De i artikel 32 nævnte håndhævelsesorganer udveksler oplysninger om deres arbejde, beslutningstagningsprincipper og praksis, så de kan samordne deres beslutningstagningsprincipper i Fællesskabet som helhed. Kommissionen bistår dem med dette arbejde.

KAPITEL VIII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 34

Sanktioner

Hver medlemsstat fastsætter, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af bestemmelserne i denne forordning og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om disse regler senest den ...(16) og underretter den hurtigst muligt om alle senere ændringer af dem.

Artikel 35

Bilag

Bilag II ændres efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 37, stk. 2.

Artikel 36

Ændring af bestemmelserne

1.  De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af artikel 2, 10 og 12 vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 37, stk. 2.

2.  Beløbene i denne forordning, bortset fra dem der er nævnt i bilag I, ændres efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 37, stk. 2, for at tage hensyn til inflationen.

Artikel 37

Udvalgsprocedure

1.  Kommissionen bistås af det udvalg, som blev nedsat ved artikel 11a i forordning 91/440/EØF.

2.  Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Artikel 38

Rapport

Kommissionen aflægger senest den ...(17) rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen og resultaterne af denne forordning, navnlig om niveauerne for servicekvalitet.

Rapporten skal bygge på de oplysninger, som gives i henhold til denne forordning samt artikel 10b, i direktiv 91/440/EØF. Rapporten ledsages om nødvendigt af passende forslag.

Artikel 39

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft 18 måneder efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG I

UDDRAG AF DE FÆLLES REGLER FOR KONTRAKTEN OM INTERNATIONAL BEFORDRING AF PASSAGERER OG BAGAGE MED JERNBANE (CIV)

-TILLÆG A TIL KONVENTIONEN OM INTERNATIONALE JERNBANEBEFORDRINGER (COTIF) AF 9. MAJ 1980 SOM ÆNDRET VED PROTOKOLLEN AF 3. JUNI

KAPITEL II

Indgåelse og udførelse af kontrakt om befordring

Artikel 6

Kontrakt om befordring

1.Gennem kontrakt om befordring forpligter operatøren sig til at befordre passageren og i givet fald rejsegods og køretøjer til bestemmelsesstationen og til at udlevere rejsegods og køretøjer på bestemmelsesstationen.

2.  Kontrakten om befordring skal bevises ved udlevering af en eller flere rejsehjemler, der udleveres til passageren. Uden hensyn til artikel 9 kan hverken fravær, fejl ved eller tab af rejsehjemmel dog sætte spørgsmål ved, om kontrakten eksisterer eller er gyldig, da kontrakten altid er underlagt nærværende fælles regler.

3.  Rejsehjemlen bekræfter, indtil det modsatte er bevist, kontraktens indgåelse og indhold.

3.  Artikel 7

Rejsehjemmel

1.De almindelige betingelser for befordring fastsætter form og udformning af rejsehjemler og ligeledes hvad angår sprog til affattelse og typer til trykningen.

2.  På rejsehjemlen skal som minimum anføres:

a)   operatøren eller operatørerne;

4.  Rejsehjemlen kan overdrages, hvis denne ikke er personlig og hvis rejsen ikke er påbegyndt.

5.  Rejsehjemlen kan udformes ved elektronisk registrering af data, der kan omformes til læsbare skrifttegn. De metoder, der anvendes ved registrering og behandling af data skal være funktionelt ligestillede, særlig med hensyn til beviskraft gennem de data, der indeholdes i rejsehjemlen.

5.  Artikel 8

Betaling og tilbagebetaling af prisen for befordring

1.Medmindre andet er aftalt mellem passageren og operatøren skal prisen for befordringen erlægges forud.

2.  De almindelige betingelser for befordring fastsætter under hvilke betingelser der kan ske tilbagebetaling af befordringsprisen.

2.  Artikel 9

Ret til befordring. Udelukkelse fra befordring

1.Lige fra rejsens påbegyndelse skal passageren være forsynet med en gyldig rejsehjemmel og denne skal forevises ved kontrol af rejsehjemler. De almindelige betingelser for befordring kan fastsætte:

a)   at en passager, der ikke kan fremvise gyldig rejsehjemmel ud over befordringsprisen skal betale et tillæg;

a)   udgør en fare for sikkerheden og togdriftens korrekte gennemførelse eller for de andre passagerers sikkerhed,

Opfyldelse af administrative forskrifter

Passageren skal overholde de af told- og andre administrative myndigheder krævede formaliteter.

Artikel 11

Aflysning og forsinkelse af tog. Svigtende forbindelse

Operatøren skal i givet fald påtegne rejsehjemlen om at toget er aflyst eller at forbindelsen ikke blev nået.

KAPITEL III

BEFORDRING AF HÅNDBAGAGE, DYR OG KØRETØJER SOM BARNEVOGNE, KØRESTOLE, CYKLER SAMT SPORTSUDSTYR

AFSNIT I

Fælles bestemmelser

Artikel 12

Genstande og dyr, der kan medtages

1.Passageren kan medtage genstande, som let kan bæres (håndbagage) samt levende dyr, i overensstemmelse med Almindelige befordringsbetingelser. Desuden kan passageren medtage uhåndterlige genstande i overensstemmelse med de særlige betingelser, omtalt i Almindelige befordringsbetingelser. Følgende kan ikke medtages: genstande eller dyr der ville kunne genere eller forulempe de andre passagerer eller forårsage skade.

2.  Alle tog, inklusive internationale tog og højhastighedstog, skal give passagererne mulighed for at medtage barnevogne, kørestole, cykler og sportsudstyr i multirum, der er beregnet til dette formål.

3.  Passageren kan forsende som indskrevet rejsegods genstande og dyr i overensstemmelse med Almindelige befordringsbetingelser.

4.  Operatøren kan tillade befordring af køretøjer i forbindelse med befordring af passagerer i overensstemmelse med de særlige betingelser, omtalt i Almindelige befordringsbetingelser.

5.  Befordring af farligt gods som håndbagage, indskrevet rejsegods samt i eller oven på køretøjer, som i overensstemmelse med dette Kapitel befordres med bane skal ske i overensstemmelse med Reglement for international befordring af farligt gods med jernbane (RID).

5.  Artikel 13

Kontrol

1.Operatøren har ret til i tilfælde af alvorlig mistanke om manglende overholdelse af befordringsbetingelserne at kontrollere, om de befordrede genstande (håndbagage, indskrevet rejsegods, køretøjer (herunder deres last) og dyr lever op til befordringsbetingelserne, når love og regler i den stat hvor kontrollen skal finde sted ikke forbyder det. Passageren bør opfordres til at overvære kontrollen. Hvis denne ikke indfinder sig eller ikke kan kontaktes, skal operatøren tilkalde to uafhængige vidner.

2.  I tilfælde, hvor det konstateres at befordringsbetingelserne ikke har været overholdt, kan operatøren af passageren kræve betaling af de udgifter, som kontrollen har medført.

2.  Artikel 14

Opfyldelse af administrative forskrifter

Passageren skal overholde de af told- og andre administrative myndigheder krævede formaliteter, i forbindelse med sin befordring, af medbragte genstande (håndbagage, indskrevet rejsegods, køretøjer herunder deres last) og dyr. Passageren skal overvære undersøgelsen af disse genstande, medmindre love og regler i den enkelte stat gør undtagelser herfra.

AFSNIT II

HÅNDBAGAGE OG DYR

Artikel 15

Opsyn

Det påhviler passageren at føre opsyn med den håndbagage og de dyr denne medbringer.

AFSNIT III

INDSKREVET REJSEGODS

Artikel 16

Forsendelse af rejsegods

1.De kontraktlige forpligtelser i forbindelse med befordring af indskrevet rejsegods skal godtgøres ved udlevering af et bagagebevis til passageren.

2.  Uden hensyn til artikel 22, kan hverken fravær, fejl ved eller tab af bagagebevis sætte spørgsmål ved om aftale om befordringen af rejsegods eksisterer eller er gyldig, da aftalen altid er underlagt nærværende fælles regler.

3.  Bagagebeviset bekræfter, indtil det modsatte er bevist, indskrivningen af rejsegodset og betingelserne for befordringen.

4.  Indtil det modsatte er bevist, formodes det, at rejsegodset på det tidspunkt, det overdrages til operatøren, er i uskadt stand og at antal og omfang af de enkelte kolli svarer til oplysningerne på bagagebeviset.

4.  Artikel 17

Bagagebevis

1.De almindelige befordringsbetingelser fastsætter udformning og indhold af bagagebeviset og ligeledes med hensyn til sprog, til affattelse og typer til trykning. Artikel 7, stk. 5, gælder på tilsvarende vis.

2.  På bagagebeviset skal som minimum anføres:

a)   operatøren eller operatørerne;

3.  Artikel 18

Indskrivning og befordring

1.Medmindre andet er fastsat i Almindelige betingelser for befordring, kan indskrivning af rejsegods kun finde sted mod forevisning af gyldig rejsehjemmel til bestemmelsesstationen. Derudover sker indskrivning i henhold til gældende regler på indskrivningsstedet.

2.  I de tilfælde hvor Almindelige betingelser for befordring fastsætter at rejsegods kan befordres uden forevisning af gyldig rejsehjemmel, gælder nærværende fælles regler for passagerens rettigheder og forpligtelser i forhold til pågældendes rejsegods på tilsvarende vis for afsenderen af rejsegods.

3.  Operatøren kan sende rejsegods med et andet tog eller med et andet befordringsmiddel eller ad en anden rejserute end den, der benyttes af passageren.

3.  Artikel 19

Betaling af prisen for befordring af rejsegods

Medmindre anden aftale er indgået mellem passageren og operatøren skal prisen for befordringen af rejsegodset erlægges ved indskrivningen.

Artikel 20

Mærkning af rejsegods

Passageren skal på hver kolli på et let synligt sted og tilstrækkelig tydeligt og så det ikke kan udviskes angive:

Rådighed over rejsegods

1.Hvis omstændighederne tillader det og regler udstedt af told- og andre administrative myndigheder ikke nedlægger forbud imod det, kan passageren anmode om at få udleveret sit rejsegods på afsendelsesstationen mod aflevering af bagagebeviset og når det er foreskrevet i Almindelige befordringsbetingelser mod forevisning af rejsehjemmel.

2.  De almindelige befordringsbetingelser kan fastsætte andre regler angående retten til at kunne disponere over rejsegods, særlig med hensyn til ændring af bestemmelsesstation og eventuelle økonomiske konsekvenser, der påhviler passageren.

2.  Artikel 22

Udlevering

1.Udlevering af indskrevet rejsegods sker mod aflevering af bagagebeviset og mod betaling af de i givet fald på forsendelsen hvilende omkostninger.

1.  Operatøren er berettiget, men ikke forpligtet til at sikre sig, at indehaveren af bagagebeviset er berettiget til at modtage rejsegodset.

Sidestillet med udlevering til indehaveren af bagagebeviset regnes en udlevering efter de for bestemmelsesstationen gældende forskrifter som:

a)   udlevering af det indskrevne rejsegods til told- eller skattemyndigheder i deres ekspeditions- eller lagerlokaler, når disse ikke står under operatørens opsyn;

4.  Hvis bagagebeviset ikke afleveres, er operatøren kun forpligtet til at udlevere det indskrevne rejsegods såfremt, den der ønsker det udleveret, godtgør sin ret; hvis dette ikke sker på fyldestgørende måde, kan operatøren forlange, at der stilles kaution.

5.  Det indskrevne rejsegods udleveres på det bestemmelsessted, hvortil det er indskrevet.

6.  Indehaveren af bagagebeviset kan, når rejsegodset ikke udleveres i overensstemmelse med stk. 3, forlange, at bagagebeviset påtegnes, på hvilken dato og hvilket klokkeslæt rejsegodset blev forlangt udleveret.

7.  Rettighedshaveren kan nægte at modtage rejsegodset, hvis operatøren ikke efterkommer dennes anmodning om at foretage en undersøgelse af rejsegodset for at konstatere en af rettighedshaveren påstået skade.

8.  I øvrigt sker udlevering af rejsegods efter de for bestemmelsesstedet gældende forskrifter.

8.  AFSNIT IV

KØRETØJER

Artikel 23

Befordringsbetingelser

De særlige bestemmelser vedrørende befordring af køretøjer, indeholdt i de almindelige befordringsbetingelser, fastsætter i særlig grad betingelser vedrørende adgang til befordring, indskrivning, lastning og befordring, losning og udlevering samt passagerens forpligtelser.

Artikel 24

Befordringsbevis

1.Et befordringsbevis der kan bevise, at der er indgået kontrakt om befordring af køretøj, skal udleveres til passageren. Befordringsbeviset kan udgøre en del af passagerens rejsehjemmel.

2.  De særlige betingelser for befordring af køretøjer som er indeholdt i de almindelige befordringsbetingelser fastsætter udformning og indhold af befordringsbeviset og ligeledes hvad angår sprog til affattelse og typer til trykning. Artikel 7, stk. 5, gælder på tilsvarende vis.

3.  På befordringsbeviset skal som minimum anføres:

a)   operatøren eller operatørerne;

4.  Artikel 25

Gældende retsregler

Med forbehold for de bestemmelser der er nævnt i nærværende afsnit gælder de bestemmelser, der er nævnt i afsnit III angående befordring af rejsegods, for befordring af køretøjer.

KAPITEL IV

OPERATØRENS ANSVAR

AFSNIT I

ANSVAR I TILFÆLDE AF PASSAGERERS DØD ELLER TILSKADEKOMST

Artikel 26

Ansvarsgrundlag

1.Operatøren er ansvarlig for skader, som medfører passagerens død, tilskadekomst eller anden krænkelse af dennes legemlige eller åndelige førlighed, og som er forårsaget ved et ulykkestilfælde i forbindelse med jernbanedrift medens passageren befinder sig i, stiger op i eller stiger af en jernbanevogn, uden hensyn til hvilken infrastruktur der benyttes.

2.  Selv om en jernbanevirksomhed afviser sit ansvar for en fysisk skade, en transporteret passager har lidt, kan passageren alene henvende sig til virksomheden og over for denne kræve erstatning. Dette begrænser dog ikke jernbanevirksomhedens ret til eventuelt at gøre regreskrav gældende over for tredjemand.

3.  Operatøren fritages for dette ansvar:

a)   hvis ulykkestilfældet er forårsaget af uden for jernbanedriften værende forhold, som operatøren trods anvendelsen af den omhu, som forholdene krævede, ikke har kunnet undgå, og hvis følger denne ikke har kunnet afværge;

5.  Nærværende fælles regler omfatter ikke det ansvar, der kan påhvile operatøren i de tilfælde, der ikke er omtalt i stk. 1.

6.  Når en befordring der er genstand for en enkelt befordringskontrakt udføres af flere efterfølgende operatører, påhviler ansvaret den operatør, der i henhold til befordringskontrakten udfører den del af ydelsen under hvilken den ulykke, der er årsag passagerers død eller tilskadekomst. Når denne ydelse ikke udføres af operatøren, men af en efterfølgende operatør, hæfter de to operatører solidarisk, i henhold til nærværende fælles regler.

6.  Artikel 27

Erstatning ved død

1.I tilfælde af passagerens død omfatter erstatningen:

a)   de i forbindelse med dødsfaldet opståede nødvendige udgifter, særlig med hensyn til transport af afdøde og bisættelse;

2.  Artikel 28

Erstatning ved tilskadekomst

Ved passagerens tilskadekomst eller enhver anden krænkelse af dennes legemlige eller åndelige førlighed omfatter skadeserstatningen:

Erstatning for andre former for legemsbeskadigelse

Det afgøres efter national ret om og i hvilket omfang operatøren skal yde erstatning for andre former for legemsbeskadigelse end de der er omfattet af artiklerne 27 og 28.

Artikel 30

Erstatningens form og størrelse ved død eller tilskadekomst

1.Den i artikel 27, stk. 2, og artikel 28, litra b), nævnte erstatning ydes i form af et samlet beløb. Såfremt den tilskadekomne passager eller de ifølge artikel 27, stk. 2, berettigede personer kræver udbetaling af en løbende ydelse og dette er muligt ifølge national ret, skal erstatningen dog ydes i denne form.

2.  Størrelsen af den erstatning, som skal ydes i henhold til stk. 1, afgøres efter national ret. Ved anvendelsen af nærværende fælles regler fastsættes dog for hver passager en højeste grænse på 175 000 regningsenheder ved udbetaling af et samlet beløb eller en hertil svarende årlig rente, såfremt den højeste grænse ifølge den nationale ret er fastsat til et lavere beløb.

2.  Artikel 31

Andre transportmidler

1.Med forbehold for stk. 2 finder bestemmelserne om ansvar ved passagerers død eller tilskadekomst ikke anvendelse på skader, som forvoldes under befordring, der i henhold til befordringskontrakten ikke er jernbanebefordring.

2.  Bliver jernbanevogne befordret med færge, finder bestemmelserne om ansvar ved passagerers død eller tilskadekomst dog anvendelse på de af artikel 26, stk. 1, og artikel 33, stk. 1, omfattede skader, som tilføjes passageren i sammenhæng med jernbanedriften under passagerens ophold i de omtalte vogne eller under ind- eller udstigning.

3.  Når jernbanedriften undtagelsesvis er indstillet og passagererne bliver befordret med et andet transportmiddel, er operatøren ansvarlig i medfør af nærværende fælles regler.

3.  AFSNIT II

ANSVAR VED MANGLENDE OVERHOLDELSE AF KØREPLANER

Artikel 32

Ansvar i tilfælde af aflysning af tog, forsinkelse eller svigtende forbindelse

1.Operatøren er ansvarlig for tab som påføres passageren på grund af aflysning, forsinkelse eller svigtende forbindelse, så rejsen ikke kan fortsættes samme dag, eller ikke er fornuftig at gennemføre den samme dag på grund af de givne omstændigheder. Erstatningen omfatter rimelige udgifter til logi samt udgifter til underretning af personer, som venter på passageren.

2.  Operatøren fritages for dette ansvar, når aflysningen, forsinkelsen eller svigtende forbindelse skyldes:

a)   uden for jernbanedriften værende forhold, som operatøren trods anvendelsen af den omhu, som forholdene krævede, ikke har kunnet undgå, og hvis følger denne ikke har kunnet afværge,

3.  AFSNIT III

Ansvar for håndbagage, dyr, rejsegods og køretøjer

DEL 1

Håndbagage og dyr

Artikel 33

Ansvar

1.I tilfælde af passagerers død eller tilskadekomst er operatøren ansvarlig for hel eller delvis tab af eller skade på de genstande som passageren enten havde på sig eller medbragte som håndbagage; dette omfatter også dyr, som passageren medbragte. Artikel 26 anvendes analogt.

2.  I øvrigt er operatøren kun ansvarlig for hel eller delvis tab af eller skade på genstande, håndbagage eller dyr som passageren skal holde opsyn med i henhold til artikel 15, hvis skaden skyldes en fejl fra operatørens side. De andre artikler i Afsnit IV, med undtagelse af artikel 51, og Afsnit VI gælder ikke i disse tilfælde.

2.  Artikel 34

Begrænsning af skadeserstatning i tilfælde af tab af eller skade på genstande

Når operatøren er ansvarlig i medfør af artikel 33, stk. 1, skal denne betale erstatning op til et beløb på 1 400 regningsenheder til hver passager.

Artikel 35

Fritagelse for ansvar

Operatøren er ikke ansvarlig i forhold til passageren for skader, der skyldes, at passageren ikke overholder forskrifter fra told- og andre administrative myndigheder.

DEL 2

REJSEGODS

Artikel 36

Grundlag for ansvar

1.Operatøren er ansvarlig for tab der skyldes hel eller delvis tab af eller skade på rejsegods fra indskrivningstidspunktet og til udleveringen samt for forsinkelse i forbindelse med udleveringen.

2.  Operatøren fritages for dette ansvar i det omfang tabet af, beskadigelsen eller den forsinkede leveringen skyldes en fejl fra passagerens side, en ordre fra denne, der ikke er foranlediget af en fejl fra operatørens side, en fejl ved rejsegodsets art eller forhold, som operatøren ikke har kunnet undgå og hvis konsekvenser operatøren ikke har kunnet forebygge.

3.  Operatøren fritages for dette ansvar i tilfælde af at tabet eller skaden skyldes en af de særlige situationer, der er forbundet med en eller flere af følgende nedenfor nævnte forhold:

a)   manglende eller mangelfuld emballage;

Bevisbyrde

1.Beviset for, at tabet, beskadigelsen eller den forsinkede levering er forårsaget af en af de i artikel 36, stk. 2, omhandlede forhold, påhviler operatøren.

2.  Godtgør operatøren, at tabet eller beskadigelsen efter omstændighederne i det pågældende tilfælde har kunnet skyldes en eller flere af de i artikel 36, stk. 3, omhandlede særlige farer, formodes skaden at have denne årsag. Rettighedshaveren har dog ret til at bevise, at skaden ikke helt eller delvis er forårsaget ved en af disse farer.

2.  Artikel 38

Efterfølgende operatører

Når en befordring, der er genstand for en enkelt befordringskontrakt, udføres af flere på hinanden efterfølgende operatører, som tager ansvaret for rejsegodset med bagagebeviset eller køretøjet med befordringsbeviset, er disse, hvad angår befordringen af rejsegodset eller af køretøjerne part i befordringskontrakten i overensstemmelse med de kontraktmæssige betingelser på bagagebeviset eller på befordringsbeviset og er forpligtede i forhold til disse dokumenter. I så tilfælde, er hver enkelt operatør ansvarlig for udførelsen af befordringen på den samlede strækning til udleveringen.

Artikel 39

Stedfortrædende operatør

1.Når operatøren, helt eller delvis, har overdraget udførelsen af befordringen til en stedfortrædende operatør, hvad enten dette sker inden for en i kontrakten nævnt rettighed eller ej, er operatøren alligevel ansvarlig for hele befordringen.

2.  Alle bestemmelser i nærværende fælles regler omhandlende ansvar for operatøren gælder ligeledes for en stedfortrædende operatør for den del af befordringen denne udfører. Artikel 48 og 52 gælder i forbindelse med søgsmål mod ansatte hos den stedfortrædende operatør eller alle andre personer, som den stedfortrædende operatør benytter til at udføre befordringen.

3.  Enhver særaftale, gennem hvilken operatøren påtager sig forpligtelser, som ikke pålægges i henhold til nærværende fælles regler, eller giver afkald på rettigheder, som gives gennem disse fælles regler, har ikke gyldighed i forhold til en stedfortrædende operatør, der ikke udtrykkeligt og i skriftlig form har accepteret denne. Hvad enten den stedfortrædende operatør har accepteret denne aftale eller ej, er operatøren stadig bundet af sine forpligtelser eller de afkald, der er en følge af den omtalte særaftale.

4.  Når og for så vidt operatøren og den stedfortrædende operatør er ansvarlige, hæfter de solidarisk.

5.  Det samlede beløb, der skal betales i skadeserstatning af operatøren, den stedfortrædende operatør, samt af ansatte eller alle andre personer, som disse benytter til at udføre befordringen, kan ikke overstige det maksimumbeløb, der er omtalt i nærværende fælles regler.

6.  Nærværende artikel berører ikke de muligheder for regres, der kan være mellem operatøren og den stedfortrædende operatør.

6.  Artikel 40

Formodning om tab af rejsegods

1.Rettighedshaveren kan uden at fremlægge andet bevis, betragte et stykke indskrevet rejsegods som tabt, hvis det ikke er udleveret fjorten dage efter, at det blev forlangt udleveret i henhold til artikel 22, stk. 3.

2.  Genfindes et som tabt betragtet stykke indskrevet rejsegods inden et år efter, at det blev forlangt udleveret, skal operatøren underrette rettighedshaveren, såfremt dennes adresse kendes eller kan fremskaffes.

3.  Rettighedshaveren kan inden tredive dage efter modtagelsen af den i stk. 2 omtalte meddelelse forlange, at det indskrevne rejsegods skal udleveres. I dette tilfælde skal rettighedshaveren betale befordringsomkostningerne fra afsendelsesstationen til den station, hvor udleveringen finder sted og tilbagebetale den udbetalte erstatning med fradrag af de i denne indbefattede omkostninger. Retten til erstatning for forsinket levering efter artikel 43 berøres dog ikke heraf.

4.  Hvis det genfundne rejsegods ikke forlanges udleveret inden for den i stk. 3 fastsatte frist eller hvis det genfindes, råder operatøren over det i henhold til gældende love og forskrifter på det sted, hvor rejsegodset befinder sig.

4.  Artikel 41

Erstatning ved tab

1.Ved helt eller delvist tab af indskrevet rejsegods skal operatøren uden nogen yderligere skadeserstatning betale:

a)   når skadens størrelse er påvist, en hertil svarende erstatning, som dog ikke kan overstige 80 regningsenheder pr. kilogram manglende bruttovægt eller 1 200 regningsenheder pr. kolli rejsegods;

Desuden skal operatøren tilbagebetale fragten og andre beløb der er betalt i forbindelse med befordringen af den tabte indskrevne rejsegods samt toldafgifter eller andre allerede erlagte afgifter.

2.  Artikel 42

Erstatning ved beskadigelse

1.Ved beskadigelse af det indskrevne rejsegods skal operatøren uden nogen yderligere skadeserstatning betale erstatning svarende til rejsegodsets værdiforringelse.

2.  Erstatningen kan ikke overstige:

a)   hvis det samlede rejsegods er forringet i værdi ved beskadigelsen, det beløb, som skulle betales ved fuldstændigt tab;

Erstatning ved forsinket levering

1.Ved forsinket levering af det indskrevne rejsegods skal operatøren for hver påbegyndt fireogtyve timer regnet fra det tidspunkt, da rejsegodset blev forlangt udleveret, dog højst for fjorten dage, betale:

a)   når rettighedshaveren påviser, at der ved forsinkelsen er opstået et tab, herunder en beskadigelse, en erstatning svarende til tabets størrelse indtil et maksimumbeløb på 0,80 regningsenheder pr. kilogram bruttovægt eller på 14 regningsenheder pr. kolli af det for sent leverede rejsegods;

Ved fuldstændigt tab af indskrevet rejsegods ydes der ikke erstatning efter stk. 1 ved siden af den i artikel 41 omhandlede erstatning.

3.  Ved delvist tab af indskrevet rejsegods ydes erstatning efter stk. 1 for den del, der ikke er gået tabt.

4.  Ved beskadigelse af indskrevet rejsegods, der ikke er en følge af forsinket levering, ydes erstatning efter stk. 1 eventuelt ved siden af den i artikel 42 omhandlede erstatning.

5.   i intet tilfælde kan erstatningen efter stk. 1 sammen med de i artiklerne 41 og 42 omhandlede erstatninger overstige den erstatning, som skulle ydes, hvis rejsegodset var gået fuldstændigt tabt.

5.  AFSNIT 3

KØRETØJER

Artikel 44

Erstatning ved forsinkelse

1.Hvis et køretøj på grund af en omstændighed, der kan tilskrives operatøren, bliver læsset for sent eller bliver det leveret for sent, skal operatøren, når rettighedshaveren beviser, at der derved er opstået et tab, betale en erstatning, hvis størrelse ikke kan overstige prisen for befordringen af køretøjet.

2.  Hvis der på grund af en omstændighed, der kan tilskrives operatøren opstår en forsinkelse ved læsningen, og rettighedshaveren som følge heraf giver afkald på gennemførelse af befordringskontrakten, tilbagebetales prisen for befordringen. Herudover kan rettighedshaveren forlange en erstatning, hvis størrelse ikke kan overstige prisen for befordringen af køretøjet, hvis det påvises at der som følge af forsinkelsen er opstået et tab.

2.  Artikel 45

Erstatning ved tab

Ved helt eller delvist tab af et køretøj beregnes den erstatning, som for det påviste tab skal betales til rettighedshaveren, efter køretøjets normale handelsværdi. Denne værdi kan ikke være på over 8 000 regningsenheder. En påhængsvogn med eller uden last betragtes som et selvstændigt køretøj.

Artikel 46

Ansvar i forbindelse med andre genstande

1.Med hensyn til andre genstande efterladt i køretøjet eller som befinder sig i bagagerum (f.eks. bagage- eller skibokse), der er solidt fastgjort til køretøjet, er operatøren kun ansvarlig for skade forvoldt på grund af fejl fra dennes side. Den samlede skadeserstatning kan ikke overstige 1 400 regningsenheder.

2.  For så vidt angår genstande fastgjort uden på køretøjet, herunder de bagagebokse, der er omtalt i stk. 1, er operatøren kun ansvarlig, hvis det kan bevises, at skaden er opstået på grund af en handling eller en undladelse fra operatørens side, at forvolde en sådan skade, enten ved fortsæt eller uden omtanke eller vel vidende om, at en sådan skade sandsynligvis ville ske.

2.  Artikel 47

Gældende retsregler

Med forbehold for bestemmelserne i nærværende afsnit, gælder bestemmelserne om ansvar i forhold til rejsegods i afsnit 2 for køretøjer.

AFSNIT IV

FÆLLES BESTEMMELSER

Artikel 48

Bortfald af ret til påberåbelse af begrænset ansvar

Begrænsning af ansvar sådan som det er fastsat i nærværende fælles regler samt de bestemmelser, der findes i national lovgivning, der begrænser skadeserstatningernes størrelse til et bestemt beløb gælder ikke, hvis det kan bevises, at skaden er opstået på grund af en handling eller en undladelse fra operatørens side, at forvolde en sådan skade, enten ved fortsæt eller uden omtanke eller vel vidende om, at en sådan skade sandsynligvis ville ske.

Artikel 49

Omregningskurs og renter

1.Når beregningen af skadeserstatningen indebærer omregning af beløb udtrykt i fremmed valuta, sker omregningen i overensstemmelse med den kurs, der gælder på den pågældende dag på stedet for betalingen.

2.  Rettighedshaveren kan kræve renter af skadeserstatningen, beregnet som fem procent pro anno, regnet fra den dag kravet er fremsat i henhold til artikel 55 eller hvis der ikke er fremsat noget krav, fra den dag retsligt krav rejses.

3.  Dog beregnes renter, med hensyn til skadeserstatninger i henhold til artikel 27 og 28, først fra den dag, da de begivenheder der tjener til udmåling af skadeserstatningen er sket, hvis denne dag ligger senere end den dag, da kravet fremsættes eller retsligt krav rejses.

4.  For indskrevet rejsegods betales kun renter, hvis erstatningen overstiger 16 regningsenheder pr. bagagebevis.

5.  Fremlægger rettighedshaveren ikke inden for en passende givet frist de bilag for operatøren, der er nødvendige for en endelig afgørelse af kravet, ophører renten at løbe fra udløbet af denne frist og indtil afleveringen af bilagene.

5.  Artikel 50

Ansvar i tilfælde af atomuheld

Operatøren er fritaget for det ansvar, som påhviler denne efter de fælles regler, når skaden er forårsaget af et atomuheld, og den, der driver atomanlægget eller en med denne ligestillet person efter en stats love og forskrifter om ansvar på kerneenergiens område hæfter for sådanne skader.

Artikel 51

Personer som operatøren er ansvarlig for

Operatøren er ansvarlig for sit personale og andre personer, som denne benytter til at udføre befordringen, når dette personale eller disse personer udøver deres hverv. Infrastrukturforvalterne af de strækninger, hvor befordringen foregår, betragtes som personer som operatøren benytter for at få udført befordringen.

Artikel 52

Andre klagemuligheder

1.I alle tilfælde, hvor de fælles regler finder anvendelse, kan et erstatningskrav mod operatøren, uanset på hvilket grundlag det hviler, kun gøres gældende i henhold til de betingelser og begrænsninger, der findes i fælles regler.

2.  Det samme gælder for krav mod personalet og andre personer, for hvilke operatøren er ansvarlig efter artikel 51.

2.  KAPITEL V

PASSAGERENS ANSVAR

Artikel 53

Særlige principper i forbindelse med ansvar

Passageren er ansvarlig i forhold til operatøren for enhver skade:

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (9751/7/2006 - C6-0317/2006 - 2003/0168(COD))

P6_TA(2007)0006 A6-0481/2006

(Fælles beslutningsprocedure: andenbehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Rådets fælles holdning (9751/7/2006 - C6-0317/2006)(1),

-   der henviser til sin holdning ved førstebehandling(2) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2003)0427)(3),

-   der henviser til Kommissionens ændrede forslag (KOM(2006)0083)(4),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 62,

-   der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Retsudvalget (A6-0481/2006),

1.   godkender den fælles holdning som ændret;

2.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved andenbehandlingen den 18. januar 2007 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. .../2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 61, litra c), og artikel 67,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(5),

efter proceduren i traktatens artikel 251(6), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Fællesskabet har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Fællesskabet vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, i det omfang de er nødvendige for det indre markeds funktion.

(2)  I henhold til traktatens artikel 65, litra b), skal disse foranstaltninger omfatte foranstaltninger, der fremmer foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende regler om lovvalg og konflikter om stedlig kompetence.

(3)  Det Europæiske Råd støttede på sit møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 princippet om gensidig anerkendelse af domme og andre afgørelser truffet af retslige myndigheder som hjørnestenen i det retlige samarbejde på det civilretlige område og opfordrede Rådet og Kommissionen til at vedtage et program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse.

(4)  Den 30. november 2000 vedtog Rådet et fælles program for Kommissionen og Rådet med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område(7). Programmet peger på foranstaltninger vedrørende en harmonisering af lovvalgsreglerne som foranstaltninger, der kan bidrage til at lette den gensidige anerkendelse af retsafgørelser.

(5)  I Haag-programmet(8) vedtaget af Det Europæiske Råd den 5. november 2004 opfordres der til at arbejde aktivt videre med lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt ("Rom II").

(6)  Af hensyn til det indre markeds funktion er det nødvendigt - for at gøre udfaldet af retssager mere forudsigeligt, skabe større sikkerhed om, hvilken lov der skal anvendes, og fremme den frie bevægelighed for retsafgørelser - at lovvalgsreglerne i medlemsstaterne udpeger samme nationale lov, uanset i hvilket land den domstol, som sagen er anlagt ved, er beliggende.

(7)  Denne forordnings materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme overens med Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område(9) (Bruxelles I-forordningen), med Rom-konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser(10) (Rom-konventionen), og med den kommende forordning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I-forordningen).

(8)  Denne forordning bør finde anvendelse uanset domsmyndighedens art.

(9)  Krav, der udspringer af acta jure imperii, bør omfatte krav mod embedsmænd, som handler på statens vegne, og ansvar for handlinger udført af offentlige myndigheder, herunder det ansvar, der påhviler offentligt udpegede embedshavere. Disse spørgsmål bør derfor ikke være omfattet af denne forordning.

(10)  Familieforhold bør omfatte slægtskab, ægteskab og svogerskab. Henvisningen i artikel 1, stk. 2, til forhold med virkninger svarende til virkningerne af et ægteskab og andre familieforhold bør fortolkes efter loven i den medlemsstat, hvor den domstol, som sagen er anlagt ved, er beliggende.

(11)  Lovvalgsreglerne i denne forordning omfatter også forpligtelser på grundlag af objektivt ansvar, og de harmoniserede regler om den stærkeste tilknytning finder også anvendelse på spørgsmålet om evnen til at pådrage sig ansvar i forhold uden for kontakt.

(12)  Fortolkningen af "forpligtelse uden for kontrakt" varierer fra medlemsstat til medlemsstat. Ved anvendelsen af denne forordning bør "forpligtelse uden for kontrakt" derfor forstås som et selvstændigt begreb.

(13)  Ensartede regler, der skal anvendes, uanset hvilken lov de udpeger, kan afværge risikoen for konkurrenceforvridninger mellem procesparter i Fællesskabet.

(14)  Behovet for at undgå konkurrencefordrejning og kravet om retssikkerhed skal dog afvejes mod behovet for at finde en retfærdig løsning i konkrete sager, og derfor skal domstolene have en skønsmargen.

(15)  Princippet lex loci delicti anvendes som den grundlæggende regel i forbindelse med forpligtelser uden for kontrakt i næsten alle medlemsstater, men den konkrete udmøntning af dette princip, når sagens elementer er spredt på flere lande, varierer. Denne situation giver anledning til usikkerhed om, hvilken lov der skal anvendes.

(16)  Ensartede regler bør øge forudsigeligheden af retsafgørelser og sikre en fornuftig balance mellem den påstået ansvarliges interesser og den skadelidtes interesser. En tilknytning til det land, hvor den direkte skade er indtrådt (lex loci damni), skaber en rimelig balance mellem den påstået ansvarliges interesser og den skadelidtes interesser og afspejler tillige den moderne retsopfattelse inden for erstatningsret og den udvikling, der er sket med hensyn til objektivt ansvar.

(17)  Lovvalget bør afgøres ud fra, hvor skaden er indtrådt, uanset i hvilket land eller i hvilke lande de indirekte følger vil kunne indtræde. I forbindelse med person- og tingsskade bør det land, hvor skaden er indtrådt, følgelig forstås som det land, hvor henholdsvis personskaden er lidt, eller tingen er blevet beskadiget.

(18)  Den almindelige regel i denne forordning bør være lex loci damni, der fastsættes i artikel 4, stk. 1. Artikel 4, stk. 2, som skaber en særlig tilknytning i de tilfælde, hvor parterne har sædvanligt opholdssted i samme land, bør ses som en undtagelse fra denne almindelige regel. Artikel 4, stk. 3, bør forstås som en undtagelsesbestemmelse i forhold til artikel 4, stk. 1 og 2, i de tilfælde, hvor det af alle sagens omstændigheder fremgår, at en skadevoldende handling har en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land.

(19)  Der bør fastsættes særlige regler for specielle skadevoldende handlinger, hvor den almindelige regel ikke gør det muligt at sikre en fornuftig balance mellem de implicerede interesser.

(20)  Lovvalgsreglen vedrørende produktansvar bør tilgodese en række mål: en retfærdig fordeling af de risici, der består i et moderne højteknologisk samfund, beskyttelse af forbrugernes sundhed, tilskyndelse til innovation, sikring af loyal konkurrence og fremme af samhandelen. Med opstillingen af et hierarki af tilknytningsmomenter og en bestemmelse om forudselighed er der fundet en afbalanceret løsning for så vidt angår disse mål. Det første element, der skal tages i betragtning, er loven i det land, hvor den skadelidte havde sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor skaden indtrådte, såfremt produktet blev markedsført i det pågældende land. De andre elementer i hierarkiet udløses, såfremt produktet ikke blev markedsført i det pågældende land, dog med forbehold af artikel 4, stk. 2, og den mulighed, at der er en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land.

(21)  For så vidt angår illoyal handelspraksis bør lovvalgsreglen beskytte konkurrenter, forbrugere og den almindelige offentlighed og sikre, at markedsøkonomien fungerer efter hensigten. Tilknytningen til loven i det land, hvor markedet påvirkes eller vil kunne blive påvirket, tilgodeser generelt disse mål.

(22)  De omhandlede forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af en konkurrencebegrænsning, bør dække overtrædelser af både nationale konkurrenceregler og Fællesskabets konkurrenceregler. På sådanne forpligtelser uden for kontrakt bør loven i det land, hvis marked påvirkes eller vil kunne blive påvirket af denne begrænsning, anvendes, forudsat at påvirkningen er direkte og væsentlig. Hvor der påføres skade i mere end ét land, bør loven i det enkelte af de pågældende lande kun anvendes på den skade, der er indtrådt i det enkelte land.

(23)  I denne forordning omfatter begrebet illoyal handelspraksis forbud mod aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen i en medlemsstat eller inden for det indre marked, samt forbud mod misbrug af en dominerende stilling i en medlemsstat eller på det indre marked, jf. traktatens artikel 81 og 82.

(24)  "Miljøskade" bør omfatte skade på beskyttede arter og naturtyper, skade på vandmiljøet og skade på jord, som defineret i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader(11).

(25)  Med hensyn til miljøskader er det ud fra traktatens artikel 174 - der fastsætter, at der bør være et højt beskyttelsesniveau baseret på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler - fuldt berettiget at lægge princippet om begunstigelse af den skadelidte til grund. Spørgsmålet om, hvornår den erstatningssøgende kan foretage sit lovvalg, bør afgøres efter loven i den medlemsstat, hvor den domstol, som sagen er anlagt ved, er beliggende.

(26)  Med hensyn til krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder bør det universelt anerkendte princip lex loci protectionis fastholdes. Ved anvendelsen af denne forordning forstås ved "intellektuelle ejendomsrettigheder" eksempelvis ophavsrettigheder, beslægtede rettigheder, sui generis-ret med henblik på beskyttelse af databaser samt industrielle ejendomsrettigheder.

(27)  Begrebet "kollektive kampskridt" som f.eks. strejke eller lockout varierer med hensyn til præcis udlægning fra medlemsstat til medlemsstat og er underlagt de enkelte medlemsstaters interne regler. Det almindelige princip i denne forordning er derfor, at det bør være loven i det land, hvor det kollektive kampskridt blev iværksat, der skal anvendes, med det sigte at beskytte arbejdstagernes og arbejdsgivernes rettigheder og pligter.

(28)  Den særlige regel for kollektive kampskridt i artikel 9 berører ikke betingelserne for iværksættelsen af sådanne kampskridt efter national lov og berører heller ikke fagforeningers eller repræsentative arbejdstagerorganisationers retlige status som fastsat i medlemsstaternes lov.

(29)  For så vidt angår krænkelser af privatlivet og af individets rettigheder forhindrer denne forordning ikke medlemsstaterne i at anvende deres forfatningsmæssige bestemmelser vedrørende pressefrihed og ytringsfrihed i medierne. Det land, hvori det væsentligste element eller de væsentligste elementer af skaden sker eller forventes at ske, bør betragtes som det land, som publikationen eller udsendelsen hovedsagelig er rettet imod, eller hvis dette ikke er klart, det land, hvori den redaktionelle kontrol udøves, og dette lands love bør finde anvendelse. Det land, som en publikation eller en udsendelse er rettet imod, bør navnlig bestemmes ud fra publikationens eller udsendelsens sprog eller ud fra salgstal eller seer- eller lyttertal i et givet land i forhold til det samlede salgstal eller seer- eller lyttertal eller ud fra en kombination af disse faktorer. Tilsvarende bestemmelser bør finde anvendelse på publikationer, der offentliggøres via Internettet eller andre elektroniske net.

(30)  Der bør fastlægges særlige regler for skader som følge af andet end en skadevoldende handling såsom uberettiget berigelse, uanmodet forretningsførelse og culpa in contrahendo.

(31)  Culpa in contrahendo bør ved anvendelsen af denne forordning forstås som et selvstændigt begreb, der ikke nødvendigvis skal fortolkes ud fra national lov. Det bør dække krænkelse af oplysningspligten og sammenbrud i forhandlingerne om en kontrakt. Artikel 12 dækker kun forpligtelser uden for kontrakt, der er direkte forbundet med forhandlingerne forud for indgåelsen af en kontrakt. Dette betyder, at artikel 4 eller andre relevante bestemmelser i denne forordning finder anvendelse, hvis en person påføres personskade under forhandlingerne om en kontrakt.

(32)  For at respektere partsautonomien og styrke den retlige sikkerhed bør parterne have mulighed for udtrykkeligt at vælge, hvilken lov der skal anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt. Den svage part bør beskyttes, ved at der stilles en række betingelser for et sådant valg. Det er endvidere nødvendigt at respektere parternes intentioner, hvis domstolen med rimelighed kan slutte sig til, at de har truffet et valg om, hvilken lov der skal finde anvendelse på spørgsmål vedrørende skadevoldende handlinger.

(33)  Almene hensyn gør det berettiget, at medlemsstaternes domstole under ekstraordinære omstændigheder får mulighed for at anvende egne ordre public-regler og ufravigelige bestemmelser.

(34)  Det skal præciseres, at den domstol, hvor sagen er anlagt, ved fastsættelse af erstatninger i forbindelse med personskader bør anvende princippet om restitutio in integrum under hensyntagen til skadelidtes faktiske forhold i det land, hvor den pågældende har sit sædvanlige opholdssted, herunder navnlig de faktiske udgifter til efterfølgende behandling og lægehjælp.

(35)  Enhver part, der fremsætter et krav eller et modkrav ved en national domstol, som falder inden for denne forordnings anvendelsesområde, kan under hensyntagen til ethvert spørgsmål om lovvalg vedrørende kravet eller modkravet eventuelt meddele domstolen og alle øvrige parter, hvilken lov eller hvilke love der efter den pågældende parts opfattelse finder anvendelse på hele eller dele af den pågældende parts krav.

(36)  For at der kan sikres en fornuftig balance mellem parternes interesser, må der i relevant omfang tages hensyn til de sikkerheds- og adfærdsregler, der gælder i det land, hvor den skadevoldende handling er begået, også selv om forpligtelsen uden for kontrakt er underlagt et andet lands lov. Udtrykket "sikkerheds- og adfærdsregler" bør forstås som omfattende alle regler, der vedrører sikkerhed og adfærd, herunder f.eks. færdselssikkerhedsregler, når der er tale om trafikulykker.

(37)  Princippet iura novit curia finder som i Rom-konventionen anvendelse. Domstolen bør ex officio fastlægge fremmed ret. Ved fastlæggelsen af fremmed ret bør parterne kunne hjælpe domstolen, og domstolen bør også kunne anmode parterne om deres medvirken.

(38)  En situation med spredning af lovvalgsregler i adskillige retsakter og med forskelle mellem disse regler bør undgås. Denne forordning udelukker imidlertid ikke muligheden for at medtage lovvalgsregler vedrørende forpligtelser uden for kontrakt i fællesskabsretlige bestemmelser på særlige områder.

Denne forordning bør ikke berøre anvendelsen af andre instrumenter, der fastsætter bestemmelser, som skal bidrage til det indre markeds funktion, for så vidt de ikke kan anvendes sammen med den lov, der udpeges efter reglerne i denne forordning.

(39)  Respekten for de internationale forpligtelser, som medlemsstaterne har indgået, indebærer, at denne forordning ikke bør berøre de internationale konventioner, som en eller flere medlemsstater er parter i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse. For at gøre reglerne lettere tilgængelige bør Kommissionen på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne offentliggøre en liste over de relevante konventioner i Den Europæiske Unions Tidende.

(40)  Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet et forslag, der fastsætter, efter hvilke procedurer og på hvilke betingelser medlemsstaterne i enkeltstående og ekstraordinære tilfælde på egne vegne vil kunne forhandle og indgå aftaler med tredjelande om sektorspecifikke spørgsmål, der indeholder bestemmelser om lovvalg for forpligtelser uden for kontrakt.

(41)  Målet for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af forordningens omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(42)  Det Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(43)  I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Kapitel I

Anvendelsesområde

Artikel 1

Materielt anvendelsesområde

1.  Denne forordning finder anvendelse på forpligtelser uden for kontrakt på det civil- og handelsretlige område i alle situationer, hvor der skal foretages et lovvalg. Den finder i særdeleshed ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelsen af statsmagt (acta jure imperii).

2.  Denne forordning finder ikke anvendelse på:

3.  Denne forordning finder ikke anvendelse på bevisspørgsmål og processuelle spørgsmål, jf. dog artikel 21, 22 og 23.

4.  I denne forordning forstås ved "medlemsstat" samtlige medlemsstater med undtagelse af Danmark.

Artikel 2

Forpligtelser uden for kontrakt

1.  Ved anvendelsen af denne forordning dækker skade alle følger, der er udløst af skadevoldende handlinger, uberettiget berigelse, uanmodet forretningsførelse og culpa in contrahendo.

2.  Denne forordning finder også anvendelse på forpligtelser uden for kontrakt, der vil kunne udspringe af en handling eller begivenhed.

3.  I denne forordning omfatter alle henvisninger til:

Artikel 3

Universel anvendelse

Den lov, som udpeges efter denne forordning, finder anvendelse, selv om det ikke er loven i en medlemsstat.

Kapitel II

Skadevoldende handlinger

Artikel 4

Almindelig regel

1.  Medmindre andet er fastsat i denne forordning, anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en skadevoldende handling, loven i det land, hvor skaden indtræder, uanset i hvilket land den skadevoldende begivenhed fandt sted, og uanset i hvilket land eller hvilke lande de indirekte følger af denne begivenhed indtræder.

2.  Har den påstået ansvarlige og den skadelidte sædvanligt opholdssted i samme land på det tidspunkt, hvor skaden indtræder, anvendes det pågældende lands lov.

3.  Hvis det af alle sagens omstændigheder fremgår, at den skadevoldende handling har en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i stk. 1 og 2, anvendes dette andet lands lov. En sådan åbenbart nærmere tilknytning til et andet land vil navnlig kunne støttes på et forudgående retsforhold mellem parterne, f.eks. en aftale, med nær tilknytning til den pågældende skadevoldende handling.

Artikel 5

Produktansvar

1.  Med forbehold af artikel 4, stk. 2, anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en skade forvoldt af et produkt:

Dog anvendes loven i det land, hvor den påstået ansvarlige har sit sædvanlige opholdssted, hvis denne ikke med rimelighed kunne forudse markedsføringen af produktet eller et produkt af samme type i det land, hvis lov skal anvendes ifølge litra a), b) eller c).

2.  Hvis det af alle sagens omstændigheder fremgår, at den skadevoldende handling har en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i stk. 1, anvendes dette andet lands lov. En sådan åbenbart nærmere tilknytning til et andet land vil navnlig kunne støttes på et forudgående retsforhold mellem parterne, f.eks. en aftale, med nær tilknytning til den pågældende skadevoldende handling.

Artikel 6

Miljøskader

På en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af miljøskader eller skader påført personer eller ting som følge af sådanne skader, anvendes den lov, der udpeges efter artikel 4, stk. 1, medmindre den erstatningssøgende vælger at støtte sit krav på loven i det land, hvor den skadevoldende begivenhed fandt sted.

Artikel 7

Krænkelse af privatlivet og individets rettigheder

1.  På en forpligtelse uden for kontrakt, som udspringer af en krænkelse af privatlivet eller individets rettigheder, anvendes loven i det land, hvor skadens vigtigste element eller elementer er eller formentlig vil finde sted.

Såfremt krænkelsen skyldes offentliggørelsen af en trykt udgivelse eller en udsendelse, betragtes det land, hvori det væsentligste element eller de væsentligste elementer af skaden sker eller forventes at ske, som det land, som publikationen eller udsendelsen hovedsageligt er rettet imod, eller hvis dette ikke er klart, det land, hvori den redaktionelle kontrol udøves, og dette lands love finder anvendelse. Det land, som en publikation eller en udsendelse er rettet imod, bestemmes navnlig ud fra publikationens eller udsendelsens sprog eller ud fra salgstal eller seer- eller lyttertal i et givet land i forhold til det samlede salgstal eller seer- eller lyttertal eller ud fra en kombination af disse faktorer.

Denne bestemmelse finder tilsvarende anvendelse på publikationer, der offentliggøres via Internettet eller andre elektroniske net.

2.  Den lov, der finder anvendelse på retten til berigtigelse eller tilsvarende foranstaltninger og på eventuelle præventive foranstaltninger eller forbud rettet mod en udgiver eller en radio- eller tv-udsendelsesvirksomhed vedrørende indholdet i en udgivelse eller en radio/tv-udsendelse, er loven i det land, hvor udgiveren eller radio- eller tv-udsendelsesvirksomheden har sit sædvanlige opholdssted.

3.  Stk. 2 finder også anvendelse på krænkelser af privatlivets fred og individets rettigheder, som udspringer af behandling af personoplysninger.

Artikel 8

Krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder

1.  På en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, anvendes loven i det land, i henhold til hvis lovgivning beskyttelse gøres gældende.

2.  På en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, der er en EF-enhedsret, anvendes for så vidt angår spørgsmål, der ikke er omfattet af den relevante fællesskabsretsakt, loven i det land, hvor krænkelsen fandt sted.

3.  Lovvalget i medfør af denne artikel kan ikke fraviges ved en aftale efter artikel 14.

Artikel 9

Kollektive kampskridt

På en forpligtelse uden for kontrakt i forbindelse med det ansvar, der påhviler en person i dennes egenskab af arbejdstager eller arbejdsgiver eller de organisationer, der repræsenterer sådanne personers faglige interesser, for skader, der forvoldes af et forestående eller et iværksat kollektivt kampskridt, anvendes loven i det land, hvor kampskridtet skal iværksættes eller er iværksat, jf. dog artikel 4, stk. 2.

Kapitel III

Uberettiget berigelse, uanmodet forretningsførelse og culpa in contrahendo

Artikel 10

Uberettiget berigelse

1.  Hvis en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af uberettiget berigelse, herunder uretmæssigt udbetalte beløb, vedrører et eksisterende retsforhold mellem parterne, som f.eks. et retsforhold affødt af en aftale eller en skadevoldende handling, med nær tilknytning til den pågældende uberettigede berigelse, anvendes den lov, som dette retsforhold er underlagt.

2.  Hvis det ikke på grundlag af stk. 1 kan afgøres, hvilken lov der skal anvendes, og parterne har sædvanligt opholdssted i samme land på det tidspunkt, hvor den begivenhed, der udløser den uberettigede berigelse, finder sted, anvendes det pågældende lands lov.

3.  Hvis det ikke på grundlag af stk. 1 eller 2 kan afgøres, hvilken lov der skal anvendes, anvendes loven i det land, hvor den uberettigede berigelse fandt sted.

4.  Hvis det af alle sagens omstændigheder fremgår, at forpligtelsen uden for kontrakt, der udspringer af uberettiget berigelse, har en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i stk. 1, 2 og 3, anvendes dette andet lands lov.

Artikel 11

Uanmodet forretningsførelse

1.  Hvis en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af uanmodet forretningsførelse, vedrører et eksisterende retsforhold mellem parterne, som f.eks. et retsforhold affødt af en aftale eller en skadevoldende handling med nær tilknytning til den pågældende forpligtelse uden for kontrakt, anvendes den lov, som dette retsforhold er underlagt.

2.  Hvis det ikke på grundlag af stk. 1 kan afgøres, hvilken lov der skal anvendes, og parterne har sædvanligt opholdssted i samme land på det tidspunkt, hvor den skadevoldende begivenhed finder sted, anvendes det pågældende lands lov.

3.  Hvis det ikke på grundlag af stk. 1 eller 2 kan afgøres, hvilken lov der skal anvendes, anvendes loven i det land, hvor den uanmodede forretningsførelse fandt sted.

4.  Hvis det af alle sagens omstændigheder fremgår, at forpligtelsen uden for kontrakt, der udspringer af uanmodet forretningsførelse, har en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i stk. 1, 2 og 3, anvendes dette andet lands lov.

Artikel 12

Culpa in contrahendo

1.  På en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af forhandlinger forud for indgåelsen af en kontrakt, anvendes, uanset om kontrakten faktisk blev indgået, den lov, som skal anvendes på kontrakten, eller som skulle have været anvendt på kontrakten, såfremt denne var blevet indgået.

2.  Hvis det ikke på grundlag af stk. 1 kan afgøres, hvilken lov der skal anvendes, anvendes:

Artikel 13

Anvendelse af artikel 8

Ved anvendelsen af dette kapitel finder artikel 8 anvendelse på forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed.

Kapitel IV

Aftalt lovvalg

Artikel 14

Aftalt lovvalg

1.  Parterne kan aftale, hvilken lov der skal anvendes på forpligtelser uden for kontrakt,

Lovvalget skal være udtrykkeligt eller med rimelig sikkerhed fremgå af sagens omstændigheder og må ikke berøre tredjemands rettigheder.

2.  Er alle elementer med relevans for sagen på det tidspunkt, hvor den skadevoldende begivenhed finder sted, lokaliseret i et andet land end det, hvis lov parterne har valgt, kan parternes lovvalg ikke medføre tilsidesættelse af bestemmelser i dette lands lov, som ikke kan fraviges ved aftale.

3.  Er alle elementer med relevans for sagen på det tidspunkt, hvor den skadevoldende begivenhed finder sted, lokaliseret i en eller flere af medlemsstaterne, kan parternes valg af en anden lov end loven i en medlemsstat ikke medføre tilsidesættelse af bestemmelser i fællesskabsretten, i givet fald som gennemført i den medlemsstat, hvor domstolen er beliggende, som ikke kan fraviges ved aftale.

Kapitel V

Fælles regler

Artikel 15

Rækkevidden af den lov, der skal anvendes

Artikel 16

Ufravigelige bestemmelser

Intet i denne forordning begrænser anvendelsen af bestemmelser i domstolslandets lov i en situation, hvor disse bestemmelser er ufravigelige, uanset hvilken lov der i øvrigt skal anvendes på forpligtelsen uden for kontrakt.

Artikel 17

Sikkerheds- og adfærdsregler

Ved vurderingen af den påstået ansvarliges adfærd tages der faktisk og i relevant omfang hensyn til de sikkerheds- og adfærdsregler, der var gældende på stedet og tidspunktet for den begivenhed, der har udløst erstatningsansvaret.

Artikel 18

Direkte søgsmål mod den ansvarliges forsikringsgiver

Den skadelidte kan rejse krav direkte mod den erstatningsansvarliges forsikringsgiver, hvis der er hjemmel herfor i den lov, der skal anvendes på forpligtelsen uden for kontrakt, eller i den lov, der skal anvendes på forsikringsaftalen.

Artikel 19

Subrogation

Når en person (fordringshaveren) i henhold til en forpligtelse uden for kontrakt har en fordring mod en anden (skyldneren), og en tredjemand er forpligtet til at fyldestgøre fordringshaveren eller har fyldestgjort denne i henhold til en sådan forpligtelse, skal den lov, som finder anvendelse på tredjemandens forpligtelse til at fyldestgøre fordringshaveren, afgøre, hvorvidt og i hvilket omfang tredjemanden over for skyldneren kan udøve de rettigheder, som fordringshaveren havde mod skyldneren efter den lov, som skal anvendes på forholdet mellem disse.

Artikel 20

Tilfælde med flere erstatningsansvarlige

Hvis en fordringshaver har en fordring mod flere skyldnere, som hæfter solidarisk, og en af skyldnerne allerede har fyldestgjort fordringen helt eller delvis, afgøres denne skyldners ret til at kræve kompensation fra de andre skyldnere efter den lov, som skal anvendes på den pågældende skyldners forpligtelse uden for kontrakt over for fordringshaveren.

Artikel 21

Gyldighed med hensyn til form

En ensidig viljeserklæring vedrørende en forpligtelse uden for kontrakt er gyldig med hensyn til form, hvis den opfylder formkravene i den lov, som skal anvendes på den pågældende forpligtelse uden for kontrakt, eller loven i det land, hvor den pågældende viljeserklæring er afgivet.

Artikel 22

Tab

Ved fastsættelse af tabets størrelse i forbindelse med personskade anvender den domstol, ved hvilken sagen er anlagt, princippet om restitutio in integrum under hensyntagen til skadelidtes faktiske forhold i det land, hvor den pågældende har sit sædvanlige opholdssted.

Artikel 23

Bevisbyrde

1.  Lovvalget vedrørende en forpligtelse uden for kontrakt i henhold til denne forordning omfatter også lovformodnings- og bevisbyrderegler vedrørende forpligtelser uden for kontrakt.

2.  Bevis for viljeserklæringer kan føres ved ethvert bevismiddel, som anerkendes i domstolslandets lov eller i en af de i artikel 21 omhandlede love, hvorefter viljeserklæringen er gyldig med hensyn til form, forudsat at domstolen kan gennemføre en sådan bevisførelse.

Kapitel VI

Andre bestemmelser

Artikel 24

Sædvanligt opholdssted

1.  Ved anvendelsen af denne forordning har selskaber, foreninger og andre juridiske personer sædvanligt opholdssted det sted, hvor de har deres hovedkontor.

Har den skadevoldende begivenhed fundet sted, eller er skaden indtrådt som led i driften af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, gælder dog stedet for denne virksomhed som sædvanligt opholdssted.

2.  Ved anvendelsen af denne forordning har en fysisk person, der handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed, sædvanligt opholdssted det sted, hvor den pågældende har sin hovedvirksomhed.

Artikel 25

Udelukkelse af renvoi

Anvendelse af et bestemt lands lov, som er udpeget efter denne forordning, indebærer anvendelse af de gældende retsregler i det pågældende land med undtagelse af landets internationalprivatretlige regler.

Artikel 26

Stater med mere end et retssystem

1.  Omfatter en stat flere territoriale enheder, som hver har sine egne retsregler for forpligtelser uden for kontrakt, skal hver territorial enhed anses for et land ved fastlæggelsen af den lov, som skal anvendes i henhold til denne forordning.

2.  En medlemsstat, i hvilken forskellige territoriale enheder har deres egne retsregler vedrørende forpligtelser uden for kontrakt, er ikke forpligtet til at anvende denne forordning i tilfælde, hvor der alene er tale om valg mellem lovene i sådanne enheder.

Artikel 27

Ordre public i domstolslandet

1.  Anvendelsen af en bestemmelse i et bestemt lands lov, som er udpeget efter denne forordning, kan kun undlades, hvis en sådan anvendelse er åbenbart uforenelig med grundlæggende retsprincipper (ordre public) i domstolslandet.

2.  Endvidere kan anvendelsen af en bestemmelse i en lov udpeget efter denne forordning betragtes som værende i strid med ordre public i domslandet, hvis en sådan anvendelse vil medføre tilkendelse af en ikke-kompenserende erstatning såsom erstatninger med afskrækkende eller straffende formål.

Artikel 28

Forholdet til andre bestemmelser i fællesskabsretten

Artikel 29

Forholdet til eksisterende internationale konventioner

1.  Denne forordning berører ikke anvendelsen af internationale konventioner, som en eller flere medlemsstater er parter i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse, og som fastsætter lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt.

2.  Denne forordning har dog i forbindelserne mellem medlemsstaterne forrang for konventioner, der udelukkende er indgået mellem to eller flere medlemsstater, for så vidt sådanne konventioner vedrører områder, der er omfattet af denne forordning.

Kapitel VII

Afsluttende bestemmelser

Artikel 30

Liste over konventioner

1.  Senest den ...*(12) meddeler medlemsstaterne Kommissionen de i artikel 29, stk. 1, omhandlede konventioner. Efter denne dato meddeler medlemsstaterne Kommissionen enhver opsigelse af sådanne konventioner.

2.  Kommissionen offentliggør i Den Europæiske Unions Tidende senest seks måneder efter modtagelsen:

Artikel 31

Revision

Senest den …(13)* forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af denne forordning. Om nødvendigt ledsages rapporten af forslag om tilpasning af denne forordning.

Kommissionen tager under rapportens udarbejdelse særligt hensyn til virkningerne af den måde, hvorpå udenlandsk ret behandles i de forskellige jurisdiktioner, og af erstatningsspørgsmålet, herunder muligheden for erstatning med afskrækkende eller straffende formål i visse medlemsstater.

Rapporten skal også indeholde en analyse af, i hvilket omfang domstolene i medlemsstaterne anvender udenlandsk ret i praksis, herunder henstillinger om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at anlægge en fælles indfaldsvinkel til anvendelsen af udenlandsk ret.

Kommissionen forelægger efter en omfattende høring af de berørte parter, herunder Haagerkonferencen om International Privatret, senest den ...(14) Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om situationen vedrørende lovvalg ved trafikulykker. Rapporten skal indeholde en grundig undersøgelse af spørgsmålets omfang, problemstillingerne og en udvidet konsekvensanalyse. Rapporten skal om fornødent foreslå ændringer af denne forordning og/eller vedtagelse af særlige retsforskrifter.

Artikel 32

Tidsmæssig anvendelse

Denne forordning finder anvendelse på skadevoldende begivenheder, der finder sted efter dens ikrafttræden.

Artikel 33

Anvendelsesdato

Denne forordning anvendes fra den ...(15)*, med undtagelse af artikel 30, der anvendes fra den …(16)**.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Udfærdiget i ..., den

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) EUT C 289 E af 28.11.2006, s. 68. (2) EUT C 157 E af 6.7.2006, s. 370. (3) Endnu ikke offentliggjort i EUT. (4) Endnu ikke offentliggjort i EUT. (5) EUT C 241 af 28.9.2004, s. 1. (6) Europa-Parlamentets holdning af 6.7.2005 (EUT C 157 E af 6.7.2006, s. 371), Rådets fælles holdning af 25.9.2006 (EUT C 289 E af 28.11.2006, p. 68) og Europa-Parlamentets holdning af 18.1.2007. (7) EFT C 12 af 15.1.2001, s. 1. (8) EUT C 53 af 3.3.2005, s. 1. (9) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Forordning senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2004 (EUT L 381 af 28.12.2004, s. 10). (10) EFT C 27 af 26.1.1998, s. 34. (11) EUT L 143 af 30.4.2004, s. 56. Ændret ved direktiv 2006/21/EF (EUT L 102 af 11.4.2006, s. 15). (12) * 12 måneder efter datoen for denne forordnings vedtagelse. (13) ** Fire år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden. (14) * ... (15) ** 18 måneder efter datoen for denne forordnings vedtagelse. (16) *** 12 måneder efter datoen for denne forordnings vedtagelse.

Europa-Parlamentets beslutning om Libyens dom over og fængsling af fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge

P6_TA(2007)0007 RC-B6-0024/2007

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til EU's årlige rapporter om menneskerettigheder, særlig rapporterne for 2005 og 2006,

-   der henviser til sine beslutninger om Bulgariens tiltrædelse af EU, særlig punkt 25 i beslutningen af 30. november 2006(1), punkt 32 i beslutningen af 15. december 2005(2) og punkt 39 i beslutningen af 13. april 2005(3),

-   der henviser til konklusionerne fra mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 11. oktober 2004, hvori der blev udtrykt alvorlig bekymring over det fængslede lægepersonales tilstand, dets beslutning om at yde bistand til de libyske sundhedsmyndigheder, udtalelsen fra EU's formandskab af 19. december 2006 om dødsdommen fra straffedomstolen i Libyen over fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge, udtalelsen fra kommissær Ferrero-Waldner om den libyske domsafsigelse i Benghazi-sagen af 19. december 2006, og udtalelserne fra Europa-Parlamentets formand af 30. november 2006 og 20. december 2006,

-   der henviser til rapporterne fra formandskabet til Det Europæiske Råd om gennemførelse af strategiske partnerskaber mellem EU og Middelhavslandene af december 2005 og december 2006,

-   der henviser til retningslinjerne for EU's politik overfor tredjelande vedrørende dødsstraf,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,

A.   der henviser til, at de libyske myndigheder den 9. februar 1999 tilbageholdt bulgarsk lægepersonale, der arbejdede på "Al-Fatih"-hospitalet i Benghazi, og til, at der den 7. februar 2000 blev indledt en retssag mod seks bulgarere, en palæstinenser og ni libyere ved den libyske folkedomstol med anklage om, at de bevidst skulle have smittet hundredvis af børn med hiv-virus,

B.   der henviser til, at domstolen den 6. maj 2004 dømte fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge til døden ved skydning; der henviser til, at Libyens højesteret den 25. december 2005 traf afgørelse i sagen om appel af dødsdommen og henviste sagen til fornyet domstolsprøvelse, og til, at der den 11. maj 2006 blev indledt en ny retssag, som førte til, at dødsdommene blev stadfæstet den 19. december 2006,

C.   der henviser til, at der foreligger klare beviser på, at der under fængslingen er anvendt tortur mod de anklagede med henblik på at indhente falske tilståelser, og at der er begået adskillige andre alvorlige overtrædelser af de anklagedes rettigheder,

D.   der henviser til, at kendte internationale hiv/aids-eksperter i 2003 efter anmodning fra de libyske myndigheder fremlagde en rapport, der kategorisk konkluderede, at spredningen af hiv-virus skyldtes en intern smitte på hospitalet, som begyndte, inden de tiltalte ankom til Libyen; der henviser til, at der i nye publikationer fremlægges klare videnskabelige beviser for oprindelsen og tidspunktet for Benghazi-smitten, og at alle disse klare beviser på de tiltaltes uskyld er blevet ignoreret,

E.   der henviser til, at EU i november 2004 lancerede en hiv-handlingsplan for Benghazi, som omfattede teknisk og lægelig bistand til de smittede børn og deres familier samt støtte til de libyske myndigheder med henblik på bekæmpelse af aids; der henviser til, at der er tildelt 2 500 000 EUR fra EU's budget til finansiering af planen, at implementeringen af denne handlingsplan er fremskreden, med støtte fra Kommissionen og EU's medlemsstater, og at en stor del af de smittede børn har modtaget behandling på hospitaler i medlemsstaterne,

F.   der henviser til, at der i januar 2006 blev etableret en fond (Benghazi International Fund) som en ikke-udbyttegivende ngo med henblik på at bidrage til udviklingen af den lokale hospitalsinfrastruktur i Benghazi, forbedre behandlingen af patienterne og yde støtte til deres familier,

1.   fordømmer den dødsdom, som blev afsagt af Libyens straffedomstol den 19. december 2006 ved en fornyet domstolsprøvelse over fem bulgarske sygeplejersker, Kristiana Vulcheva, Nasya Nenova, Valentina Siropulo, Valya Chervenyashka og Snezhana Dimitrova, og en palæstinensisk læge, Ashraf al-Haiui, som allerede har tilbragt otte år i fængsel i forbindelse med hiv/aids-sagen på hospitalet i Benghazi fra 1999;

2.   bekræfter sin stærke modstand mod dødsstraf, og minder om, at EU mener, at afskaffelse af dødsstraffen bidrager til at fremme den menneskelige værdighed og den progressive udvikling af menneskerettighederne; understreger samtidig, at EU nu har ført dette engagement videre, og gør sig til fortaler for afskaffelse af dødsstraf både i medlemslandene og tredjelande;

3.   gentager sin alvorlige bekymring over det grundlag, de tiltalte er blevet retsforfulgt på, den behandling, de har modtaget under fængslingen, og de lange forsinkelser i processen;

4.   understreger, at fem af Den Europæiske Unions borgere fra og med januar 2007 er direkte involveret i Benghazi-retssagen;

5.   opfordrer de kompetente libyske myndigheder til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at ændre og annullere dødsdommen og bane vejen for en snarlig løsning af sagen på et humanitært grundlag, hvorved de nødvendige forudsætninger for fortsættelsen af Fællesskabets politik for forbindelserne med Libyen opfyldes;

6.   opfordrer oberst Kadhafi til at udøve sin magt og øjeblikkeligt sikre, at det fængslede lægepersonale løslades;

7.   opfordrer Kommissionen og Rådet til at rette henvendelse til den libyske regering med henblik på at sikre snarlig løsladelse af det fængslede lægepersonale;

8.   udtrykker fuld solidaritet med ofrene for hiv/aids-smitten i Benghazi og bemærker de foranstaltninger, det internationale samfund har truffet, for at yde bistand til de berørte børn;

9.   opfordrer Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til fortsat at yde bistand til gennemførelsen af hiv-handlingsplanen og støtte the Benghazi International Fund med henblik på at lindre de smittede børns og deres familiers lidelser og hjælpe de libyske myndigheder med at forebygge og bekæmpe spredningen af hiv-smitte i landet;

10.   står fast ved sin beslutning om at følge denne sag nøje og opfordrer Kommissionen og Rådet til at holde Parlamentet orienteret om enhver udvikling i sagen;

11.   opfordrer Kommissionen og Rådet til, såfremt der ikke findes en positiv løsning på sagen, at overveje at ændre Fællesskabets politik for forbindelserne med Libyen på de relevante områder, som Unionen finder det hensigtsmæssigt;

12.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Libyens Generelle Folkekongres og Generelle Folkekomité, Europarådets Parlamentariske Forsamling og De Forenede Nationers generalsekretær og Menneskerettighedsråd.

(1) Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0511. (2) EUT C 286 E af 23.11.2006, s. 511. (3) EUT C 33 E af 9.2.2006, s. 404.

Europa-Parlamentets beslutning om Rådets syvende og ottende årsberetning i henhold til punkt 8 i de operative bestemmelser i Den Europæiske Unions adfærdskodeks for våbeneksport (2006/2068 (INI))

P6_TA(2007)0008 A6-0439/2006

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Den Europæiske Unions adfærdskodeks for våbeneksport, som blev vedtaget af Rådet den 8. juni 1998(1),

-   der henviser til Rådets syvende og ottende årsberetning i henhold til punkt 8 i adfærdskodeksen(2),

-   der henviser til den ajourførte brugervejledning til Den Europæiske Unions adfærdskodeks for våbeneksport(3), som blev vedtaget af Rådets arbejdsgruppe vedrørende eksport af konventionelle våben den 2. juni 2006,

-   der henviser til Den Europæiske Unions fælles liste over militært udstyr (udstyr omfattet af Den Europæiske Unions adfærdskodeks for våbeneksport)(4), som ajourfører og erstatter den oprindelige liste vedtaget af Rådet den 25. april 2005,

-   der henviser til Rådets fælles aktion 2002/589/FUSP af 12. juli 2002 om Den Europæiske Unions bidrag til bekæmpelse af destabiliserende ophobning og spredning af håndskydevåben og lette våben og om ophævelse af fælles aktion 1999/34/FUSP(5),

-   der henviser til EU-programmet til forebyggelse og bekæmpelse af ulovlig handel med konventionelle våben vedtaget af Rådet (almindelige anliggender) af 26. juni 1997,

-   der henviser til Rådets fælles holdning 2003/468/FUSP af 23. juni 2003 om kontrol med våbenmæglervirksomhed(6),

-   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1504/2004 af 19. juli 2004 om ændring og ajourføring af forordning (EF) nr. 1334/2000 om en fællesskabsordning for kontrol med udførslen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse(7),

-   der henviser til Wassenaar-arrangementet om kontrol med eksport af konventionelle våben og varer og teknologi med dobbelt anvendelsesformål, som der blev opnået enighed om den 19. december 1995,

-   der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi "Et sikkert Europa i en bedre verden" godkendt af Det Europæiske Råd den 12. december 2003,

-   der henviser til FN's anbefalede minimumsregler for behandling af fængslede(8),

-   der henviser til EU-strategien for bekæmpelse af ulovlig ophobning af og handel med håndvåben og lette våben samt ammunition hertil vedtaget af Det Europæiske Råd den 15.-16. december 2005(9),

-   der henviser til konklusionerne vedtaget af Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) på dets samling den 3. oktober 2005, hvor det giver udtryk for EU's støtte til en international traktat om våbenhandel indgået i FN-regi, der skal fastlægge bindende fælles standarder for den globale handel med konventionelle våben,

-   der henviser til, at protokollen fra 2001 om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben, dele, komponenter og ammunition hertil ("FN's våbenprotokol"), vedtaget den 31. maj 2001 ved generalforsamlingsresolution A/RES/55/255, trådte i kraft den 6. juli 2005,

-   der henviser til, at FN's Generalforsamling den 8. december 2005 ved beslutning 60/519 vedtog det internationale instrument, som sætter staterne i stand til at identificere og spore ulovlige håndvåben og lette våben i god tid og på en pålidelig måde,

-   der henviser til konferencen til evaluering af gennemførelsen af handlingsprogrammet til forebyggelse, bekæmpelse og afskaffelse af alle aspekter ved ulovlig handel med håndskydevåben og lette våben (FN's evalueringskonference vedrørende SALW), der fandt sted i New York fra den 26. juni til den 7. juli 2006,

-   der henviser til Kommissionens høringsdokument af 21. marts 2006 om medlemsstaternes handel med forsvarsprodukter inden for Fællesskabet,

-   der henviser til beslutningen fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU om håndvåben og lette våben og bæredygtig udvikling, som blev vedtaget den 23. november 2006(10),

-   der henviser til sin beslutning af 17. november 2005 om Rådets sjette årsberetning om våbeneksport udarbejdet i henhold til punkt 8 i de operative bestemmelser i adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union(11),

-   der henviser til sin beslutning af 15. juni 2006 om håndvåben og lette våben(12),

-   der henviser til sine beslutninger om bibeholdelse af EU's våbenembargo over for Kina og navnlig beslutningen af 18. december 2003(13),

-   der henviser til sine årlige beslutninger om menneskerettighederne i verden og Den Europæiske Unions menneskerettighedspolitik, navnlig beslutningen af 22. april 2004(14),

-   der henviser til EU-traktatens artikel 17 og EF-traktatens artikel 296,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A6-0439/2006),

A.   der henviser til, at det årelange arbejde på en revision af EU's adfærdskodeks for våbeneksport afsluttedes den 30. juni 2005 i arbejdsgruppen vedrørende eksport af konventionelle våben (COARM-arbejdsgruppen) sammensat af medlemsstaternes eksperter, som fremlagde et udkast til en fælles holdning; der henviser til, at kodeksen endnu ikke er vedtaget som en fælles holdning, hvilket hindrer yderligere nødvendige fremskridt i retning af en stramning af våbeneksportkontrollen,

B.   der henviser til, at Den Europæiske Union i lyset af de trusler, der er beskrevet i den europæiske sikkerhedsstrategi, bør gøre alt for at optræde og blive opfattet som en ansvarlig global aktør, der går i spidsen for at bekæmpe spredning, fremme den globale nedrustning og udvikle kontrol med overførslen af våben,

C.   der henviser til, at omdannelsen af adfærdskodeksen til en fælles holdning vil være et yderligere fremskridt i udviklingen af kodeksen og indebære, at medlemsstaterne tilpasser den nationale lovgivning til de normer, som er fastlagt i kodeksen; der henviser til, at dette imidlertid sættes på spil i visse EU-medlemsstater, som på uansvarlig vis sammenkæder omdannelsen af kodeksen til en fælles holdning med deres bilaterale interesser, idet de ophæver embargoen for våbeneksport til Kina,

D.   der henviser til, at der fortsat sker fremskridt i udviklingen af kontrollen med våbenoverførsler på regionalt og internationalt plan, som det især fremgår af det internationale forbud mod personelminer (Ottawa-konventionen fra 1997) og det dermed forbundne fald i antallet af mennesker, der bliver dræbt eller såret af sådanne miner, og at denne udvikling fortsat kræver EU's fulde støtte, navnlig efter resultatet af FN's evalueringskonference vedrørende SALW, der afholdtes i New York fra den 26. juni til den 7. juli 2006, og specielt hvad angår fremskridtet i arbejdet for at få vedtaget en international traktat om våbenhandel i FN-regi,

E.   der henviser til, at Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) i Luxembourg den 3. oktober 2005 udtalte sig til fordel for en international traktat om våbenhandel,

F.   der er overbevist om, at en international traktat om våbenhandel er af afgørende betydning, fordi tusindvis af mennesker hver uge bliver dræbt af konventionelle våben, fordi uansvarlige våbenoverførsler skaber mere ustabile tilstande og øget fattigdom overalt i verden, og fordi en international traktat om våbenhandel vil indebære fastlæggelse af fælles globale standarder for overførsler af våben og medvirke til at forhindre, at våbnene falder i forkerte hænder,

G.   der er overbevist om, at udarbejdelse og gennemførelse af en harmoniseret europæisk politik for kontrol med våbeneksport vil udgøre et afgørende bidrag til uddybelsen af Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,

H.   der henviser til, at terrororganisationer og kriminelle grupper i og uden for EU kan erhverve sig og anvende en lang række konventionelle våben samt produkter og teknologier med dobbelt anvendelse;

I.   der mener, at en EU-politik for kontrol med våbeneksport skal styrke og supplere de andre dimensioner af EU's optræden udadtil, som omfatter målsætningerne om en bæredygtig udvikling, kriseforebyggelse, fremme af menneskerettigheder, fattigdomsbekæmpelse, bekæmpelse af international terrorisme og foranstaltninger til sikring af større regional stabilitet,

J.   der henviser til, at indkøb af komponenter i hele verden (global sourcing), produktion på licens i tredjelande og datterselskabers våbenproduktion og -eksport i dag ikke er underlagt tilstrækkelig kontrol; der henviser til, at ikke alene er alle stater forpligtet til at sikre, at deres eksport er i overensstemmelse med deres folkeretlige forpligtelser, det er også i deres egen sikkerhedsmæssige, samfundsøkonomiske og politiske interesse at regulere deres eksport, så de derved sikrer, at den ikke fremmer krænkelser af menneskerettighederne, styrker konflikter eller leder ressourcer væk fra en bæredygtig udvikling,

K.   der er overbevist om, at EU-strategien fra december 2005 til bekæmpelse af ulovlig ophobning af og handel med håndvåben og lette våben samt ammunition hertil støtter FN's Sikkerhedsråds målsætning, som indgår i formandskabets erklæring S/PRST/2004/1 af 19. januar 2004 om at anspore våbeneksporterende lande til at udvise den højeste grad af ansvarlighed i handler med håndvåben og lette våben,

L.   der minder medlemsstaterne om dette ansvar, såfremt der skulle blive taget skridt til at liberalisere EU's indre marked for forsvarsudstyr, navnlig hvis Kommissionen skulle træffe yderligere foranstaltninger i overensstemmelse med dens høringsdokument af 21. marts 2006, hvori der udtrykkeligt henvises til den rolle, EU's adfærdskodeks spiller,

M.   der henviser til, at EU-medlemsstaterne til stadighed har rangeret blandt de største våbeneksportører på verdensplan; der henviser til, at stadig flere virksomheder i udviklingslandene med støtte fra deres regeringer opnår en betydelig del af det globale våbenmarked, og som henviser til, at den nationale våbeneksportkontrol varierer meget blandt udviklingslandene og ikke altid omfatter klare kriterier eller retningslinjer for tilladelse af våbenoverførsler, der fuldt ud er i overensstemmelse med de forskellige staters forpligtelser i medfør af folkeretten,

N.   der henviser til, at EU-medlemsstater i 2005 ifølge Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut (SIPRI) godkendte våbenleverancer til bl.a. Kina, Colombia, Etiopien, Eritrea, Indonesien, Israel og Nepal, og som er overbevist om, at det, hvis der ikke fremkommer mere detaljerede og gennemskuelige oplysninger om, hvilke former for våben og hvor mange der er leveret, hvem de er solgt til og til hvilket formål, ikke vil være muligt at fastslå, om EU's adfærdskodeks har kunnet stoppe al våbeneksport, der kan anvendes til at opildne til væbnede konflikter samt fremme krænkelser af menneskerettighederne og fattigdom,

O.   der henviser til, at uansvarlige våbenoverførsler fortsat hindrer en demokratisk, økonomisk og social udvikling i mange dele af verden, bidrager til at skærpe væbnede konflikter og korruption og mindsker den internationale udviklingsbistands effektivitet; der erkender, at en klar, effektiv og harmoniseret fælles EU-politik for kontrol med våbeneksport forankret i en juridisk bindende adfærdskodeks for våbeneksport vil kunne udgøre et afgørende EU-bidrag til millenniumtopmødet og millenniumudviklingsmålene og med andre ord fremme en bæredygtig udvikling i AVS-landene og andre udviklingslande,

1.   glæder sig over Rådets syvende og ottende årsberetning og gentager vigtigheden af en årlig evaluering, jf. punkt 8 i de operative bestemmelser i kodeksen, som det mest velegnede redskab til revision og styrkelse af kodeksen;

2.   glæder sig over, at den seneste tids formandskaber har lagt vægt på gennemsigtighed (Det Forenede Kongerige, Østrig og Finland), hvilket har resulteret i yderligere samarbejde mellem medlemsstater i forbindelse med høring om afslag og rapportering om dataindsamling, præsentation af data i årsberetningerne, outreach-aktiviteter over for tredjeparter og styrkelse af dialogen med Europa-Parlamentet;

3.   finder det uacceptabelt, at der ikke er taget skridt til at vedtage kodeksen som en fælles holdning, skønt COARM-arbejdsgruppen vedtog en tekst i juni 2005;

4.   glæder sig over, at bedste praksis for fortolkning af kriterium 8 (bæredygtig udvikling) blev enstemmigt vedtaget af COARM-arbejdsgruppen den 26. september 2005 og er blevet indføjet i den ajourførte brugervejledning; er ikke desto mindre stadig foruroliget over, at man ikke har forsøgt at gå videre end til at gennemgå de eksisterende standarder; slår til lyd for, at kriterium 8 ved først givne lejlighed tages op til fornyet behandling med det formål at udvikle en bedre praksis ved f.eks. at udforske sammenhængen mellem væbnede konflikter og udvikling; støtter videreførelsen af denne proces, idet der udvikles bedste praksis for de øvrige kriterier i samråd med Europa-Parlamentet og andre interesserede parter;

5.   glæder sig over den seneste præcisering i brugervejledningen, ifølge hvilken aftaler om produktion på licens i tredjelande bør behandles som en eksportlicens; er imidlertid dybt bekymret over tidligere tilfælde i EU af overførsel af produktionskapacitet til tredjelande, herunder aftaler om produktion på licens, og opfordrer til en yderligere stramning af bestemmelserne til regulering af produktion på licens i tredjelande i særdeleshed og overførsel af produktionskapacitet i almindelighed;

6.   henstiller indtrængende til medlemsstaterne at tage følgende skridt til yderligere at kontrollere udstedelsen af licenser til våbenproduktion i tredjelande:

7.   fastholder, at der er behov for yderligere at udbygge ordningen for underretning om afslag; opfordrer på ny til øget udveksling af oplysninger om bilaterale konsultationer om afslag og til, at oplysninger om sådanne konsultationer udveksles og rapporteres på EU-plan;

8.   opfordrer medlemsstaterne til at være mere opmærksomme på baggrunden i det land, der modtager våben, for at undgå, at disse våben anvendes af terrorgrupper eller til forkerte formål;

9.   gentager sit krav om, at medlemsstaterne udarbejder en liste over lande, der er involveret i væbnede konflikter, hvortil der nedlægges principielt forbud mod våbeneksport på grundlag af en mekanisme, hvor en formodning om afslag til sådanne stater overvåges af FN's Sikkerhedsråds overvågningsmekanismer for våbenembargoer og EU's relevante arbejdsgrupper; opfordrer på denne baggrund medlemsstaterne til at bringe deres politik vedrørende våbeneksport til Mellemøsten i overensstemmelse med adfærdskodeksen;

10.   anbefaler, at de nationale eksportkreditorganisationer som led i deres aktiviteter til fremme af statsstøttede private investeringer i økonomisk ustabile regioner og især udviklingslande følger en politik om ikke at genforsikre kontrakter ved hjælp af lån eller andre former for garantier i tilfælde af modtagernes manglende betaling af militært relateret eksport til tredjelande; understreger, at alle sådanne lån, der måtte være tildelt tidligere, hverken må forøge modtagerlandets gæld eller betragtes som officiel udviklingsbistand;

11.   glæder sig over den øgede gennemsigtighed i den ottende årsberetning som følge af, at denne indeholder en særskilt del i tabel A om eksport til lande, der er omfattet af en embargo; opfordrer Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité til at føre en regelmæssig dialog om anvendelsen af kodeksen og brugervejledningen (navnlig anvendelsen af bedste praksis) med hensyn til våbeneksport til lande på observationslisten (eller som er genstand for en nærmere analyse fra EU's Situationscenters side); opfordrer til, at Europa-Parlamentet inddrages i disse drøftelser;

Fælles holdning

12.   mener, at en klar, effektiv og harmoniseret fælles politik vedrørende kontrol med våbeneksport, der er forankret i en juridisk bindende adfærdskodeks, kan spille en afgørende rolle med hensyn til bekæmpelse af terrorisme, konfliktforebyggelse, regional stabilitet og fremme af menneskerettigheder;

13.   opfordrer rådsformandskabet og medlemsstaternes regeringer til at forklare, hvorfor kodeksen ikke er blevet vedtaget som en fælles holdning, skønt teksten blev vedtaget af COARM-arbejdsgruppen i juni 2005;

14.   glæder sig over den løbende udvikling af bedste praksis i henhold til brugervejledningen, men finder, at det, at kodeksen ikke er blevet ændret til en fælles holdning, svækker styrkelsen af EU's eksportkontrol, især på vigtige områder som f.eks. immaterielle overførsler, transitkontrol og bestræbelser i retning af en yderligere generel harmonisering af EU's eksportkontrol;

Dialog med Europa-Parlamentet

15.   glæder sig over, at der i årsberetningerne er indføjet et særligt kapitel om dialog med Europa-Parlamentet;

16.   glæder sig over de britiske, østrigske og finske formandskabers initiativer til at forelægge deres arbejde vedrørende uddybningen af kodeksen for Europa-Parlamentets Udenrigsudvalgs Underudvalg om Sikkerhed og Forsvar samt den betydning, disse formandskaber har tillagt gennemsigtighed og dialog;

17.   glæder sig over den mulighed, de østrigske og finske formandskaber gav Europa-Parlamentets ordfører for at føre drøftelser og udveksle informationer på et møde i COARM-arbejdsgruppen vedrørende udarbejdelsen af Europa-Parlamentets betænkning og Rådets årsberetning;

18.   glæder sig over den beslutning, der henvises til i den ottende årsberetning, om, at det enkelte formandskab bør bestræbe sig på at holde møde med Parlamentets Underudvalg om Sikkerhed og Forsvar, samt at Europa-Parlamentets ordfører vil blive indbudt til at deltage i et møde i COARM-arbejdsgruppen én gang i hver formandskabsperiode, og ser dette som foranstaltninger, der kan øge gennemsigtigheden og opbygningen af tillid;

19.   opfordrer til, at Europa-Parlamentet inddrages yderligere i udviklingen af outreach-aktiviteter og særlig i gennemførelsen af de prioriterede retningslinjer til fremme af en international traktat om våbenhandel samt styrkelsen af samarbejdet med og høringen af berørte tredjeparter, herunder internationale ngo'er og forsvarsindustrien;

20.   opfordrer indtrængende Rådet til at kræve, at hver enkelt medlemsstat offentliggør en national rapport, som opfylder vedtagne minimumsnormer, og til at forlange, at disse rapporter fremsendes til Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter;

21.   opfordrer til en årlig drøftelse mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter om deres vurdering af de fremskridt, medlemsstaterne har gjort hen imod sikring af gennemsigtighed i deres håndtering af våbeneksport og i gennemførelsen af adfærdskodeksen fra 1998;

Midlertidige foranstaltninger ved ophævelse af våbenembargo

22.   glæder sig over målsætningen, der er nedfældet i den sjette årsberetning, om at indføre en "værktøjskasse" og særlige mekanismer til regulering af våbeneksport til stater, der tidligere har været omfattet af en våbenembargo;

23.   minder om Rådets (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) konklusioner om Libyen af 11. oktober 2004, hvori det hedder: "Rådet mindede om, at våbenleverancer til Libyen vil være omfattet af EU's adfærdskodeks for våbeneksport, og besluttede, at en særlig post-embargo våbenleveranceordning ("tool box"), der er under udarbejdelse i Rådet, vil finde anvendelse"; opfordrer formandskabet til at oplyse, hvor langt forberedelserne til indførelsen af denne værktøjskasse er kommet;

24.   er opmærksom på de manglende fremskridt med hensyn til "værktøjskassen" og en specifik overvågningsmekanisme; minder derfor om sin tidligere holdning, ifølge hvilken en nøje overvågning er nødvendig, selv efter at embargoen er ophævet, og at der bør etableres en evalueringsmekanisme til at vurdere og revidere værktøjskassen, hvis det er nødvendigt, og til regelmæssigt at overvåge situationen i stater, hvor embargoen er ophævet, samtidig med at der tages hensyn til grundene for denne ophævelse; opfordrer COARM-arbejdsgruppen til at revidere mekanismen regelmæssigt og rapportere om disse drøftelser til Europa-Parlamentet;

25.   anser det for vigtigt, at medlemsstaterne får mulighed for at konsultere hinanden om de eksporttilladelser, der gives til stater, der tidligere har været omfattet af en våbenembargo; opfordrer til, at der indsamles data, som offentliggøres i årsberetninger, om indhold og resultater af sådanne konsultationer;

26.   fremhæver vigtigheden af en bedre udveksling af rettidige informationer med Europa-Parlamentet, navnlig hvad angår afslag på tilladelser og værktøjskassens måde at fungere på;

Ensartede kriterier

27.   opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anvende ensartede kriterier i evalueringen af tredjelande ved enhver restriktion eller embargo mod våbeneksport, der skyldes krænkelser af menneskerettigheder eller voksende regional ustabilitet;

28.   mener ikke, at embargoen mod Kina bør ophæves, før der sker en klar og varig forbedring af situationen med hensyn til menneskerettigheder og sociale og politiske frihedsrettigheder; påpeger, at våbeneksport vil underminere freden og stabiliteten i Østasien og øge risikoen for regional ustabilitet, navnlig efter krisen forårsaget af Nordkoreas atomprøvesprængninger;

29.   udtrykker dyb bekymring over den måde, hvorpå parterne i Darfur-konflikten på det groveste overtræder våbenembargoen som indberettet af eksperter udsendt af FN's Sikkerhedsråd, og over de seneste måneders stigende fjendtligheder som følge heraf;

Brugervejledning - og bedste praksis for fortolkning af kriterier

30.   glæder sig over den løbende udvikling af brugervejledningen som et nyttigt og praktisk redskab til at opnå en ensartet fortolkning af kriterierne i kodeksen;

31.   noterer sig ændringerne i brugervejledningen, navnlig retningslinjerne for kriterium 2, 7 og 8; opfordrer til yderligere ajourføringer på linje med de seneste ændringer i kodeksen - f.eks. med hensyn til yderligere retningslinjer for kriterium 3 og 4; opfordrer til, at respekten for menneskerettighederne anvendes som et generelt kriterium;

Nationale rapporteringsprocedurer

32.   erkender, at der tages gradvise skridt til forbedring af indsamling og udveksling af data mellem medlemsstaterne, som skal figurere som bilag i årsberetningerne, herunder betydelige forbedringer i præsentationen af data i den ottende årsberetning; opfordrer ikke desto mindre til, at kvaliteten af den nationale rapportering styrkes væsentligt med henblik på at øge gennemsigtigheden og gøre det muligt at foretage en præcis vurdering af medlemsstaternes anvendelse af kodeksen;

33.   opfordrer medlemsstaterne til at rationalisere deres procedurer for udstedelse af våbeneksportlicenser, klarlægge de relevante nationale institutionelle procedurer og ansvarsområder og fjerne enhver tvetydighed i deres procedurer for udstedelse af eksportlicenser til "militære" og "ikke-militære" våben, som våbeneksportører kan udnytte til at eksportere håndvåben og lette våben som "ikke-militære" våben til potentielle konfliktområder;

34.   opfordrer Rådet til at kræve, at de enkelte medlemsstater offentliggør en national rapport i overensstemmelse med vedtagne minimumsstandarder;

35.   opfordrer indtrængende til, at der vedtages fælles rapporteringsnormer, som alle stater skal følge, herunder normer vedrørende antallet af eksport- og mæglertilladelser i hvert modtagerland samt oplysninger om afslag på tilladelser, en komplet beskrivelse af de udstyrstyper, der er tilladt til eksport, mængden af hver enkelt af disse udstyrstyper og specificering af slutbrugeren; opfordrer indtrængende til, at oplysninger om finansieringen af våbeneksporten, f.eks. i form af statslån og lånegarantier, i fremtiden indføjes i de nationale rapporter;

Overførsler inden for Fællesskabet

36.   kræver, at der opretholdes en stram og gennemsigtig national eksportkontrol, indtil alle EU-medlemsstater har harmoniseret deres nationale eksportkontrolpolitik i en sådan grad, at de vil kunne omdanne EU-kodeksen til en retsakt til regulering af tilladelse, styring (herunder endeligt bestemmelsesland) og kontrol med våbeneksport inden for Fællesskabet og til tredjelande;

En sammenfattende EU-beretnings formål og indhold

37.   anerkender Rådets velvillighed over for selektivt at acceptere tidligere anbefalinger fra Europa-Parlamentet vedrørende forbedring af den sammenfattende EU-beretning; opfordrer indtrængende Rådet til at tage følgende skridt:

Indbygning af udstyr til reeksport

38.   kræver, at de nye retningslinjer for "indbygning" afskaffes, og opfordrer alle medlemsstater til at bekræfte forpligtelsen til at anvende adfærdskodeksen på eksport af komponenter til indbygning;

Endeligt anvendelsesformål

39.   glæder sig over de prioriterede retningslinjer for kontrol efter eksport og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at vedtage procedurer for overvågning og kontrol af leverancer til og endeligt anvendelsesformål og slutbruger i modtagerlandene; anbefaler, at medlemsstaterne indfører ordninger for informationsudveksling og opretter en database med oplysninger om betænkeligheder vedrørende endeligt anvendelsesformål i modtagerlandene, tidligere eksempler på misbrug og/eller omdirigering samt informationsudveksling mellem medlemsstaterne om leverancer og kontrol af eksportens endelige anvendelse og slutbruger;

40.   kræver mere proaktive fremgangsmåder på EU-plan og nationalt plan for kontrol med eksport og reeksport af produkter med dobbelt anvendelse for at undgå, at uønskede slutbrugere i tredjelande, herunder ikke-statslige aktører, får adgang til følsomme produkter;

41.   opfordrer indtrængende medlemsstaterne til konstant at overvåge menneskerettighedssituationen i våbenimporterende lande;

Outreach

42.   glæder sig over det positive svar på Europa-Parlamentets opfordringer til at offentliggøre flere oplysninger om den database med oplysninger om outreach-aktiviteter, der er omhandlet i sjette og syvende årsberetning;

43.   anbefaler, at medlemsstaterne aktivt forfølger vigtige outreach-prioriteringer og fortsætter med at anvende mekanismen til koordinering og indsamling af oplysninger om sådanne aktiviteter;

44.   glæder sig over den positive reaktion på Europa-Parlamentets anmodning til Rådet om at videregive detaljer til Europa-Parlamentet om de "trojka"-møder, der er relevante for eksportkontrol, og om ad hoc-workshopper og seminarer med f.eks. Kina og lande i det vestlige Balkan om kontrol med eksport af konventionelle våben; anbefaler, at parlamentsmedlemmer indbydes til at deltage i disse seminarer som observatører;

45.   opfordrer Rådet til at øge kendskabet til principperne i adfærdskodeksen og understrege nødvendigheden af en international traktat, som fastlægger de fælles principper for international våbenhandel, på alle "trojka"-møder og i alle kontakter med tredjelande og regionale og internationale organisationer;

Våbenmæglervirksomhed

46.   opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke efterlever den fælles holdning om kontrol med våbenmæglervirksomhed, til at fastsætte en tidsplan for en sådan efterlevelse;

47.   opfordrer på ny indtrængende medlemsstaterne til at øge bestræbelserne på at gennemføre den fælles holdning om kontrol med våbenmæglervirksomhed, specielt gennem indførelse af national lovgivning og etablering af de planlagte mekanismer for informationsudveksling vedrørende våbenmæglervirksomhed;

48.   opfordrer til, at der indføres en fælles minimumspraksis i forbindelse med eksterritoriale kontrolforanstaltninger, herunder forbud mod mæglervirksomhed, der overtræder en våbenembargo, uanset om den udøves i hjemlandet eller i udlandet; mener endvidere, at medlemsstaterne bør følge eksemplet fra lande som Belgien, Den Tjekkiske Republik, Estland, Finland, Ungarn, Polen og Slovakiet, som kræver tilladelse til udøvelse af mæglervirksomhed i udlandet i forbindelse med militært udstyr; mener, at medlemsstaterne som minimum bør følge Tysklands eksempel, hvor mæglervirksomhed i udlandet i forbindelse med håndvåben og lette våben også kræver en tilladelse;

49.   anbefaler, at medlemsstaterne udbygger den fælles holdning om kontrol med våbenmæglervirksomhed ved at oprette nationale registre over alle kendte våbenmæglere, som indeholder oplysninger om transport og finansielle tjenesteydelser i forbindelse med overførsel af militært udstyr til tredjelande, idet disse oplysninger skal udveksles på lige fod mellem alle medlemsstater; opfordrer indtrængende til, at mæglerdatabasen over afslag udvides til at omfatte oplysninger om konsultationer om afslag;

50.   anbefaler, at der træffes foranstaltninger til at forhindre, at våbenmæglere tager initiativ til på uansvarlig vis at skaffe sig og eksportere våben til tredjeparter, som tidligere er blevet indsamlet i forbindelse med den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitiks fredsbevarende missioner og andre eksterne fredsbevarende operationer, som EU og medlemsstaterne er involveret i (som det var tilfældet i Bosnien-Hercegovina);

Private sikkerhedsfirmaer

51.   konstaterer, at USA har udvidet sin lovgivning om kontrol med eksport af militært udstyr til også at dække private sikkerhedsfirmaer, og opfordrer derfor EU til at overveje lignende skridt til udvidelse af EU-kodeksen fra 1998, således at den også dækker private sikkerhedstjenester; mener, at EU som et første skridt til den fælles militære liste kunne tilføje følgende aktiviteter og tjenester, for hvilke der kræves eksporttilladelse: beskyttelse af bevæbnet personale og lokalitet, sikkerhed for bevæbnet transport, træning i militære våben og militært udstyr, strategisk og taktisk træning, reform af sikkerhedssektoren, militær og sikkerhedsmæssig rådgivning, militær logistik, kontraspionagetjenester og operationel støtte;

Forordning om handel med torturudstyr

52.   glæder sig over vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 af 27. juni 2005 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf(16);

53.   opfordrer til, at forordningens anvendelsesområde udvides til også at dække overførsler inden for Fællesskabet for at forhindre mulige overtrædelser;

Udvidelsen af EU

54.   glæder sig over, at Rådet i den syvende og ottende årsberetning har fulgt Parlamentets anbefaling om at overveje, hvorledes man bedst kan inddrage og bistå tiltrædende lande og nye naboer med henblik på at sikre en harmonisering af politikken vedrørende kontrol med våbeneksport og fuld gennemførelse af de principper og kriterier, der er nedfældet i adfærdskodeksen;

55.   opfordrer Rådet til at offentliggøre en rapport om ordningen for kontrol med overførsler og praksis i lande, der har ansøgt om tiltrædelse, inden der gives tilladelse til tiltrædelse, og at gøre tiltrædelse for de lande, der ikke lever op til EU's normer for kontrol med overførsler, betinget af, at de pågældende lande opfylder disse normer; ønsker, at ordningen for kontrol med overførsler og praksis overvåges nøje i alle stater, der er involveret i en stabiliserings- og associeringsproces, også selv om de endnu ikke er anerkendt som kandidater til EU-medlemsskab;

Internationale processer: en international traktat om våbenhandel

56.   understreger behovet for, at EU og medlemsstaterne spiller en dynamisk rolle i forbindelse med støtte til nationale, regionale og internationale processer;

57.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at fastsætte konkrete foranstaltninger til gennemførelse af de fem prioriterede områder i FN's handlingsprogram, nemlig våbenmæglervirksomhed, mærkning og sporing, ammunition, udvikling og teknisk bistand, og til etablering af en opfølgningsmekanisme for handlingsprogrammet;

58.   opfordrer EU-formandskabet og medlemsstaterne til at følge deres hensigtserklæringer til fordel for en international traktat om våbenhandel op med en fast og målrettet indsats for at føre resolutionen vedtaget den 26. oktober 2006 i FN's Generalforsamlings første komité ud i livet med det formål at få vedtaget en effektiv og juridisk bindende international traktat om våbenhandel, der opstiller globale minimumsstandarder for overførsler af våben;

59.   opfordrer Rådet og Kommissionen til i de videre forhandlinger om uddybning af den europæiske naboskabspolitik samt partnerskabs- og samarbejdsaftalerne at indføje spørgsmålet om tilslutning til alle EU-embargoer mod våbenhandel;

60.   opfordrer medlemsstaterne til på ny at tilslutte sig princippet om, at adfærdskodeksens kriterier ikke overtrædes i forbindelse med forfølgelsen af videre udenrigspolitiske mål;

o
o   o

61.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær og formanden for FN's generalforsamling.

(1) Dokument nr. 8675/2/98, Bruxelles, 5. juni 1998. (2) EUT C 328 af 23.12.2005, s. 1, og EUT C 250 af 16.10.2006, s. 1. (3) Dokument nr. 10713/06, DGE WMD, Bruxelles, 20. juni 2006. (4) EUT C 66 af 17.3.2006, s. 1. (5) EFT L 191 af 19.7.2002, s. 1. (6) EUT L 156 af 25.6.2003, s. 79. (7) EUT L 281 af 31.8.2004, s. 1. (8) Anbefalede minimumsregler for behandling af fængslede, vedtaget på FN's første kongres om forebyggelse af kriminalitet og behandling af lovovertrædere i Genève i 1955 og godkendt af Det Økonomiske og Sociale Råd ved resolution 663 C (XXIV) af 31. juli 1957 og 2076 (LXII) af 13. maj 1977. (9) Dokument nr. 5319/06, 13. januar 2006. (10) Dokument AVS-EU 3892/06/endel. (11) EUT C 280 E af 18.11.2006, s. 443. (12) Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0274. (13) EUT C 91 E af 15.4.2004, s. 679 (14) 2 EUT C 104 E af 30.4.2004, s. 1048. (15) Nærmere oplysninger om disse supplerende punkter findes i dokumentet: EU's adfærdskodeks for våbeneksport: Forbedring af årsberetningen. SIPRI-dokument nr. 8, SIPRI, november 2004. (16) EUT L 200 af 30.7.2005, s. 1.

Europa-Parlamentets beslutning om et europæisk handlingsprogram for trafiksikkerheden - midtvejsstatus (2006/2112 (INI))

P6_TA(2007)0009 A6-0449/2006

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens hvidbog "Den Europæiske transportpolitik frem til 2010 - De svære valg" (KOM(2001)0370) og sin beslutning herom af 12. februar 2003(1),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse "Informations- og kommunikationsteknologier til sikre og intelligente køretøjer" (KOM(2003)0542),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse " Europæisk handlingsprogram for trafiksikkerheden - Halvering af antallet af trafikofre i Den Europæiske Union inden 2010: en fælles opgave" (KOM(2003)0311), og sin beslutning herom af 29. september 2005(2) samt Kommissionens publikation "20 000 færre trafikdræbte" fra oktober 2004,

-   der henviser til Kommissionens henstilling 2004/345/EF af 6. april 2004 om kontrol på området trafiksikkerhed(3),

-   der henviser til Verona-erklæringen af 24. oktober 2003 såvel som til konklusionerne fra den anden Verona-konference den 25. og 26. oktober 2004 samt det tilsagn EU-transportministrene efterfølgende gav om at prioritere trafiksikkerheden højt,

-   der henviser til det europæiske charter for trafiksikkerhed, der blev lanceret den 29. januar 2004,

-   der henviser til Kommissionens meddelelse "Europæisk handlingsprogram for trafiksikkerheden - midtvejsstatus" (KOM(2006)0074),

-   der henviser til meddelelsen fra National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA) i USA om, at elektroniske stabilitetssystemer (ESP/ESC) bliver lovpligtige i USA som standardudstyr på alle nye personbiler fra september 2011,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget (A6-0449/2006),

A.   der henviser til, at trafikulykker hvert år kræver over 40 000 dødsofre i EU, hvilket medfører direkte og indirekte omkostninger på 180 000 000 000 euro, dvs. 2 % af EU's BNP,

B.   der henviser til, at målet om at halvere antallet af trafikulykker i EU inden udgangen af 2010 fortsat prioriteres højt, og er bekymret over de utilstrækkelige fremskridt med henblik på at opfylde dette mål,

C.   der henviser til, at der i hele EU gøres for lidt for at nå dette mål,

D.   mener fortsat, at ansvaret for trafiksikkerheden må deles af medlemsstaterne og Den Europæiske Union,

E.   der henviser til, at WHO Europa har påpeget omfanget af det sundhedsproblem, som trafikdrab og kvæstelser udgør, og mener, at nødvendigheden af at inddrage sundhedssektoren i trafiksikkerhed og nedsætte hastigheden bør prioriteres højt, hvilket dog henhører under medlemsstaternes kompetence,

F.   der henviser til, at forskellen mellem medlemsstater med dårlige resultater på trafiksikkerhedsområdet og medlemsstater med bedre resultater bliver stadig større,

G.   der henviser til, at trafiksikkerheden har en horisontal dimension, og at opfyldelsen af målet om at forbedre den mest muligt først og fremmest kræver, at der fokuseres på en række politikker, der tager sigte på en mere effektiv gennemførelse af lovgivningen (sikkerhedsseler, fartgrænser, overholdelse af færdselsreglerne), bedre trafikkultur (kørekort, bilisternes adfærd i trafikken, hensyn til fodgængere), bedre infrastruktur (kvaliteten af motorveje og vejnet, kørebaner, skiltning), bedre køretøjer (regelmæssige eftersyn, køretøjstyper) og udbredelse af bedste praksis,

H.   der henviser til, at bedre trafikkultur over hele EU på kort sigt bedst kan fremmes gennem håndhævelse af medlemsstaternes færdselsregler, navnlig i forbindelse med hastighedsoverskridelser, spirituskørsel og pligt til at anvende sikkerhedssele og fastholdelsesanordninger til børn,

I.   der henviser til, at køretøjerne nu er fire gange sikrere end i 1970,

J.   der henviser til, at antallet af dræbte motorcyklister er stigende i forhold til det samlede antal trafikdræbte,

K.   der henviser til, at autoværn i midterrabatter reducerer antallet af trafikdræbte væsentligt,

L.   der henviser til, at Kommissionen i oktober 2006 iværksatte det fireårige DRUID-projekt for at undersøge følgerne af kørsel i alkohol-, narkotika- og medicinpåvirket tilstand,

M.   der henviser til, at medlemsstaterne i forbindelse med indførelse af sikkerhedssystemer, der redder menneskeliv, ikke bør have lavere ambitioner end andre lande,

1.   opfordrer til et større politisk engagement i trafiksikkerhed i EU fra alle medlemsstaters samt regionale og lokale myndigheders side, fra EU-institutionernes side og fra erhvervslivets, organisationernes og privatpersoners side;

2.   mener, at kun en tilgang med integrerede systemer, der omfatter alle trafikanter og interessenter, på grundlag af bestræbelser på at fremme offentlig transport og mere effektiv lovgivning i medlemsstaterne kombineret med passende kontrol i medlemsstaterne (kørekortkontrol, spirituskontrol osv.) kan føre til en betydelig og varig nedbringelse af antallet af alvorlige trafikulykker;

3.   erindrer om, at de ambitiøse mål, Kommissionen har fastsat, ikke kan opfyldes uden at tage hensyn til den grundlæggende betydning af uddannelse og håndhævelse af de gældende retsforskrifter i medlemsstaterne; opfordrer derfor medlemsstaterne til at lægge yderligere vægt på deres informationspolitik og sensibilisering af alle trafikanter i alle aldre om trafiksikkerhed; opfordrer desuden medlemsstaterne til fuldt ud, og uden undtagelser, at anvende den gældende lovgivning, idet trafikanternes overholdelse af denne vil muliggøre væsentlige forbedringer af trafiksikkerheden;

4.   glæder sig over Kommissionens forslag til direktiv om forvaltning af vejinfrastrukturens sikkerhed (KOM(2006)0569) - som vil kunne nedbringe antallet af trafikdræbte med 12-16 % - og dets forslag til direktiv om eftermontering af spejle på tunge lastvogne, som er indregistreret i Fællesskabet (KOM(2006)0570) vedrørende dødvinkelspejle;

5.   opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at forelægge de lovede forslag om f.eks. grænseoverskridende håndhævelse, kørelys, anvendelse af eksisterende foranstaltninger og regler på trafiksikkerhedsområdet, markering af lastvognes bagender med reflekterende striber og anvendelse af standardmonterede og eftermonterede dødvinkelspejle og/eller nye systemer, der dækker den døde vinkel;

6.   finder, når det gælder bekæmpelse af grænseoverskridende færdselsforseelser, at det er særlig vigtigt, at lovgivning om hastigheder, anvendelse af sikkerhedssele og om alkohol kan gennemføres på effektiv vis, således at straffene bliver mærkbare, uanset om overtrædelserne sker i borgernes eget land eller i en anden medlemsstat;

7.   minder Kommissionen om dens tilkendegivelse om at overveje via en internetside at give brugervenlig og ajourført information om de færdselstavler, der anvendes i medlemsstaterne, på alle officielle EU-sprog;

8.   understreger nødvendigheden af at harmonisere regler og skiltning i trafikken, idet f.eks. forskellige vigepligtsregler i rundkørsler kan forårsage ulykker;

9.   opfordrer Kommissionen til under hensyntagen til Wiener-konventionen om vejskilte at forelægge en undersøgelse om harmonisering af færdselstavlerne i Europa med henblik på at forbedre trafiksikkerheden, da uklare eller modstridende færdselstavler medfører unødvendige risici for trafiksikkerheden;

10.   opfordrer i betragtning af det store antal ulykker og dødsofre ved vejarbejder Kommissionen til at udarbejde fælles retningslinjer for sikre vejarbejdsområder på grundlag af identificering og udveksling af bedste praksis;

11.   mener, at Kommissionen bør fremme EU-finansierede projekter i form af parvist samarbejde mellem nye og gamle medlemsstater for at fremskynde den positive udvikling i trafiksikkerheden;

12.   mener, at Kommissionen bør tilskynde til, at repræsentanter for både nye og gamle medlemsstater deltager i dens arbejdsgrupper;

13.   opfordrer Kommissionen til at evaluere det europæiske charter for trafiksikkerhed;

14.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til aktivt at sammenligne og koordinere de resultater, der er opnået i medlemsstaterne på trafiksikkerhedsområdet, så de ved at anvende bedste praksis kan videregive deres gode erfaringer til alle medlemsstater og dermed fremskynde positive udviklingstendenser på dette område;

15.   opfordrer Kommissionen til at anerkende betydningen af uafhængige tværeuropæiske evaluerings- og målprogrammer til at støtte en mere ensartet anvendelse af EU-lovgivningen om trafiksikkerhed, som stimulerer konkurrencen mellem de aktører, der har ansvaret for trafiksikkerheden (f.eks. EuroTAP, EuroNCAP);

16.   opfordrer medlemsstaterne til at overveje at indføre en "nulpromille-ordning" for unge, nye bilister og for erhvervschauffører, der udfører persontransport eller f.eks. kører med farligt gods;

17.   henviser til muligheden for at fastsætte minimumskrav til den aktive og passive sikkerhed for alle køretøjer og for at harmonisere de tekniske forskrifter om færdselstavler i hele Unionen;

18.   mener, at kørsel i narkotikapåvirket tilstand er et alvorligt problem, som må bekæmpes; mener desuden, at medlemsstaterne og Kommissionen må anvende flere ressourcer på forskning og bekæmpelse af sådanne lovovertrædelser;

19.   mener, at bestemmelserne om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen bør anvendes i de tilfælde, hvor køretøjet er en mobil arbejdsplads;

20.   opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvorledes anvendelsen af kommunikationsudstyr i køretøjerne påvirker førernes adfærd og trafiksikkerheden;

21.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere bestræbelserne på at sikre, at brugen af sikkerhedssele øges i alle køretøjer og navnlig i busser;

22.   opfordrer medlemsstaterne til - så vidt som muligt - at udvide overhalingsforbuddet for køretøjer på over 12 tons til at omfatte alle en- og tosporede veje;

23.   anmoder Kommissionen om at anbefale medlemsstaterne at etablere og vedligeholde hensigtsmæssige hvilefaciliteter, der er i overensstemmelse med kravene fra arbejdsmarkedets parter for at skabe en sikrere infrastruktur til hvilepauser;

24.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at skabe incitamenter til at sikre, at indkøbere eller leasere af vognparker køber eller leaser markedets bedste køretøjer, hvad angår sikkerhed og miljøpåvirkning, og bilfabrikanter udvikler mere sikre og miljøvenlige køretøjer;

25.   er overbevist om, at forsikringsselskaberne kan få stor indflydelse på, at lovgivningen om trafiksikkerhed og arbejdsmarkedslovgivning i vejtransportsektoren overholdes, f.eks. ved at fastsætte differentierede præmier;

26.   opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at støtte ikke blot begrænses til de mest moderne emissionsteknikker, men også kommer til at omfatte væsentlige sikkerhedselementer (bl.a. bremseassistent, systemer der advarer om at vognbanen forlades (LDW), automatisk fartpilot, støddæmperkontrolsystemer);

27.   opfordrer Kommissionen til at undersøge virkningerne af træthed og udmattelse på førere med henblik på at nedbringe antallet af ulykker, som dette forårsager; mener, at undersøgelsen bør omfatte både privatbilister og motorcyklister og - set ud fra et arbejdsmiljøperspektiv - førere, der anvender køretøjer i forbindelse med deres arbejde;

28.   opfordrer Kommissionen til på europæisk plan at indlede en informationskampagne mod træthed ved rattet for - som det allerede sker i flere medlemsstater - i øget omfang at gøre opmærksom på, at førere altid bør holde pause efter hver to timers kørsel;

29.   mener, at følgende løsninger ud af det enorme udvalg af teknologier bør gøres til genstand for særlig opmærksomhed: selehuskere og avancerede fastholdelsesanordninger, elektronisk stabilitetskontrol (ESC), hastighedsbegrænsningssystemer, alkolåse, prædikative sikkerhedssystemer (bremseassistent, automatisk fartpilot, LDW, ultralydsovervågning af den døde vinkel, støddæmperkontrolsystemer) og eCall;

30.   opfordrer medlemsstaterne til at undertegne den fælles hensigtserklæring om eCall-systemet inden juni 2007;

31.   mener, at intelligente transportsystemer (ITS) bør tilpasses til ældre førere;

32.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde EuroNCAP til at indføre prøvninger af beskyttelse mod piskesmældslæsioner og af aktive tekniske systemer såsom ESP/ESC, nødbremsning, førerstøtte (f.eks. alkolåse), automatisk fartpilot og LDW;

33.   opfordrer Kommissionen til i retningslinjer for infrastruktur eksplicit at inkludere motorcyklisters sikkerhed, navnlig motorcykelvenlige autoværn på de europæiske veje;

34.   mener, at en vigtig foranstaltning, som Kommissionen bør undersøge, er indførelse af en fælles minimumsstandard for kørelærere med prøve og godkendelse;

35.   opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde en handlingsplan for teoretisk og praktisk færdselslære, der kan anvendes i alle Unionens skoler i hele børnenes skoletid (fra 3 til 18 år); mener, at der derudover bør udarbejdes standarder for uddannelse og de sikkerhedsforanstaltninger, der er nødvendige for at muliggøre, at kørekortskandidater kan gennemføre køretræning under opsyn fra de er 16 år;

36.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre fælles bestemmelser i hele EU om obligatoriske, regelmæssige tekniske sikkerhedskontroller af alle motorkøretøjer;

37.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at foreslå foranstaltninger på grundlag af en evaluering af kendskabet til det fælleseuropæiske alarmnummer 112 og indførelse af E112 i alle medlemsstater for at forbedre situationen i EU;

38.   understreger, at eCall-systemet vil gøre det muligt at forkorte reaktionstiden ved ulykker med ca. 40 % i byområder og ca. 50 % i landdistrikter, og opfordrer samtlige medlemsstater til snarest muligt at gennemføre dette system;

39.   opfordrer Kommissionen til at stræbe efter at indføre et europæisk system til undersøgelse af trafikulykker for at gøre det lettere at foretage sammenligninger og arbejde mere effektivt for at forhindre ulykker;

40.   opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og disses regionale myndigheder til at være særligt opmærksomme på beskyttelse af og sikkerhed for bløde trafikanter såsom fodgængere, cyklister og motorcyklister;

41.   understreger, at medlemsstaterne systematisk bør tage hensyn til sikkerheden for alle trafikanter og til forebyggelse af ulykker i forbindelse med planlægning, bygning og vedligeholdelse af veje og andre infrastrukturforanstaltninger;

42.   opfordrer Kommissionen til at tilskynde til brug af bagudvendte barnestole til børn op til 3-4-årsalderen i overensstemmelse med en undersøgelse fra Sveriges vej- og transportforskningsinstitut (VTI) om børns sikkerhed i biler (rapport 489A);

43.   opfordrer Kommissionen og navnlig medlemsstaterne til at undersøge trafiksikkerhedssituationen for handicappede; finder det vigtigt, at erhvervschauffører, der foretager personbefordring, f.eks. taxichauffører, er tilstrækkeligt oplærte i at fastgøre kørestole osv.;

44.   opfordrer Kommissionen til at analysere de handicappedes behov, for så vidt angår deres aktive, selvbestemte deltagelse i trafikken og at træffe foranstaltninger til at sikre handicappede diskrimineringsfri adgang til at erhverve kørekort;

45.   mener, at teknologier som telematik på lang sigt giver mulighed for i betragteligt omfang at forhindre dødsulykker; opfordrer derfor til intensiv forskning og samarbejde mellem alle aktører for at fremme hurtig indførelse af de mest lovende teknologier, uden at reducere aktiviteterne inden for uddannelse i trafiksikkerhed;

46.   mener, at anvendelse af informations- og kommunikationsteknologier på området for vejinfrastruktur klart forbedrer forvaltningen af det transeuropæiske transportnet (TEN-T) og trafiksikkerheden; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte deres engagement på dette område ved at udforme et europæisk program for indførelse af intelligente trafikforvaltningssystemer;

47.   opfordrer Kommissionen til i særlig grad at overveje køretøjernes tekniske sikkerhed; mener, at videreudvikling af lovgivningen på dette område må overvejes inden 2010; mener, at navnlig afprøvning af de elektronisk styrede sikkerhedsrelevante køretøjssystemer (e-safety-systemer), fælles årlige intervaller for syn af køretøjer, der er over otte år gamle, samt særundersøgelse af køretøjer, der har været indblandet i alvorlige ulykker, er meget vigtigt med henblik på at forbedre sikkerheden på Europas veje yderligere;

48.   opfordrer Kommissionen og Eurostat til at forbedre statistikkerne om trafikulykker bl.a. ved

49.   opfordrer Kommissionen til at udarbejde en langsigtet trafiksikkerhedsstrategi, der rækker ud over 2010, og til at fastlægge de tiltag, der er nødvendige for at undgå alle dødsulykker og alvorlige kvæstelser som følge af trafikulykker ("nul-visionen")

50.   opfordrer medlemsstaterne til at være opmærksomme på de farlige konsekvenser af kørsel med biler (navnlig lastvogne) med sne og is på taget og på dette grundlag at udarbejde henstillinger om etablering af et omfattende net af "rydningssteder"; mener, at tekniske alternativer skal undersøges, henholdsvis støttes;

51.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 43 E af 19.2.2004, s. 250. (2) EUT C 227 E af 21.9.2006, s. 609. (3) EUT L 111 af 17.4.2004, s. 75.

Europa-Parlamentets beslutning om integrering af ligestilling mellem kvinder og mænd i udvalgsarbejdet (2005/2149(INI))

P6_TA(2007)0010 A6-0478/2006

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til EF-traktatens artikel 2, artikel 3, stk. 2, artikel 13 og artikel 141, stk. 4,

-   der henviser til den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, den reviderede europæiske socialpagt og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis,

-   der henviser til arbejdet i Europarådets menneskerettighedsafdeling, og navnlig i Europarådets styringskomité for ligestilling mellem kvinder og mænd,

-   der henviser til den fjerde verdenskonference om kvinder, der blev afholdt i Beijing i september 1995, erklæringen og handlingsplatformen, der blev vedtaget i Beijing, og de efterfølgende slutdokumenter, som blev vedtaget på FN's særlige samlinger, "Beijing+5" og "Beijing+10", om yderligere aktioner og initiativer til gennemførelse af Beijing-erklæringen og handlingsplatformen, der blev vedtaget henholdsvis den 9. juni 2000 og den 11. marts 2005,

-   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår(1),

-   der henviser til sin beslutning af 13. marts 2003 om integrering af ligestillingsaspektet i Europa-Parlamentet(2),

-   der henviser til arbejdsdokumentet fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling om integrering af ligestilling mellem kvinder og mænd i udvalgsarbejdet, der blev udarbejdet som følge af en spørgeskemaundersøgelse blandt de formænd og næstformænd, som af de 22 parlamentariske udvalg var blevet udpeget som ansvarlige for integrering af ligestilling mellem kvinder og mænd,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6-0478/2006),

A.   der henviser til, at de fleste udvalg altid eller af og til tillægger integrering af ligestilling mellem kvinder og mænd en vis betydning, mens et mindretal af udvalgene kun sjældent eller aldrig interesserer sig for spørgsmålet,

B.   der henviser til, at ligestilling mellem mænd og kvinder er et grundlæggende princip i fællesskabslovgivningen og i henhold til artikel 2 i EF-traktaten er en af de opgaver, som Fællesskabet skal fremme,

C.   der henviser til, at princippet om integrering af ligestillingsaspektet er fastlagt i artikel 3, stk. 2, i traktaten, hvoraf det fremgår, at Fællesskabet i alle sine aktiviteter skal tilstræbe at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder,

D.   der henviser til den udvikling, der blev indledt i 2005 under Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestillings ansvar, og til arbejdet i gruppen på højt plan om ligestilling mellem kvinder og mænd,

E.   der henviser til, at en formand eller næstformand, som under arbejdet i dennes respektive udvalg er ansvarlig for integrering af ligestilling mellem kvinder og mænd, har deltaget aktivt i alle møder i Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling,

F.   der henviser til den stadige stigning i procentdelen af kvinder i Parlamentet, der er steget fra 17,5 % i 1979 til 30,33 % i 2004,

G.   der henviser til, at kvinder er underrepræsenteret i ansvarsfulde funktioner i Parlamentets politiske beslutningsorganers administration,

H.   der henviser til, at der i Parlamentets otte generaldirektorater kun er to kvinder, der er blevet udpeget til generaldirektør; der beklager det utilfredsstillende antal af kvindelige ansøgere til stillingerne som generaldirektør og derfor opfordrer kvinderne til seriøst at overveje at søge de ansvarsfulde stillinger i Parlamentets administration,

I.   der henviser til, at selv om de fleste udvalg går ind for integrering af ligestilling mellem kvinder og mænd, har hovedparten af udvalgene fastlagt deres fremtidige politiske prioriteringer, uden at disse omfatter nogen som helst strategi for integrering af ligestillingsaspektet,

J.   der henviser til, at intet udvalg hidtil har fastlagt konkrete mål for gennemførelse af en strategi for integrering af ligestillingsaspektet,

K.   der henviser til, at halvdelen af udvalgene oplyser, at de er ved at opbygge ekspertviden, og at en lige så stor andel af udvalgene udviser stor interesse for undervisning i integrering af ligestillingsaspektet i deres sekretariater,

L.   der henviser til, at de parlamentariske udvalgs politiske og administrative samarbejde med Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling varierer fra regelmæssigt til sporadisk,

M.   der henviser til, at de fleste udvalg i henhold til forretningsordenens artikel 46, stk. 6, med jævne mellemrum indbyder de rådgivende ordførere fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling til at deltage i det korresponderende udvalgs møder, når den pågældende betænkning skal drøftes,

N.   der henviser til, at de fleste udvalg med henblik på at forbedre lovgivningsprocessen går ind for integrering af ligestilling mellem kvinder og mænd, og at halvdelen af udvalgene allerede har benyttet sig af høringer af ligestillingseksperter,

Evaluering af integreringen af ligestilling mellem kvinder og mænd

1.   understreger, at kravet om ligestilling mellem kvinder og mænd skal omsættes til en praktisk tilgang, som ikke sætter kvinder og mænd op mod hinanden;

2.   understreger, at integrering af ligestillingsaspektet vil medføre en positiv udvikling for både kvinder og mænd;

3.   understreger, at integrering af ligestillingsaspektet indebærer (re-)organisering, forbedring, udvikling og evaluering af de politiske processer, således at ligestillingsaspektet inddrages i alle politikker på alle niveauer og stadier af de aktører, der normalt indgår i beslutningsprocessen;

4.   understreger, at integrering af ligestillingsaspektet ikke kan erstatte specifikke politikker rettet mod at råde bod på situationer, der er opstået som en konsekvens af manglende ligestilling mellem kønnene, og minder om, at specifikke ligestillingspolitikker og integrering af ligestillingsaspektet er sideordnede strategier, der supplerer hinanden og skal følges ad for at nå målet om ligestilling mellem kvinder og mænd;

5.   takker det østrigske og det finske formandskab for i Rådet at have insisteret på betydningen af mænds deltagelse i gennemførelsen af integreringen af ligestillingsaspektet;

6.   understreger, at det med integreringen skal sikres, at ligebehandling og varetagelse af målet om ligestilling mellem kønnene er centrale elementer i alle aktiviteter: udarbejdelse af politikker, forskning, forsvar/dialog, lovgivning, ressourcefordeling og tilrettelæggelse af gennemførelse af og kontrol med programmer og projekter;

7.   forpligter sig til inden for sin administration at vedtage og gennemføre en strategi for integrering af ligestilling mellem kvinder og mænd med specifikke mål i fællesskabspolitikkerne og pålægger det kompetente udvalg at udarbejde denne inden udløbet af indeværende valgperiode;

8.   opfordrer gruppen på højt plan om ligestilling mellem kvinder og mænd til fortsat at fremme denne proces som helhed med udgangspunkt i regelmæssige oplysninger fra udvalgene og formanden for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og til at opfordre medlemsstaterne til at føre en tilsvarende politik;

9.   understreger den vigtige rolle, de politiske grupper kan spille for at motivere og støtte kvinder og give dem mulighed for at deltage fuldt ud i det offentlige liv gennem anvendelse af en integreret tilgang til ligestilling og evaluering af denne i deres programmer og aktiviteter og gennem opfordring af kvinder til i højere grad at deltage i valg til Europa-Parlamentet og nationale valg;

10.   udtrykker tilfredshed med de parlamentariske udvalg, der i praksis har integreret ligestilling i deres arbejde, og kræver, at de andre udvalg gør det samme;

11.   opfordrer generalsekretæren til at opretholde undervisningen af tjenestemændene i integrering af ligestillingsaspektet;

12.   bemærker, at Generaldirektoratet for interne politikker har den højeste procentdel af kvindelige administratorer, og opfordrer alle generaldirektører i Parlamentet til at anvende EU-lovgivningen om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelsesforhold;

13.   opfordrer til, at alle udvalgssekretariater i direktoraterne under generaldirektoraterne for interne og eksterne politikker ansætter en tjenestemand, der er særligt uddannet i integrering af ligestillingsaspektet, og fremmer et netværk mellem disse tjenestemænd, der koordineres af sekretariatet for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling med henblik på regelmæssig udveksling af god praksis;

14.   beklager, at der ikke i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber er fastlagt tilstrækkelige foranstaltninger, der giver tjenestemændene et reelt valg med henblik på at forene familie- og arbejdslivet;

15.   opfordrer til, at der tages højde for integrering af ligestillingsaspektet, når der opslås ledige stillinger i EU-institutionerne;

Fremtiden for gennemførelsen af integrering af kønsaspektet

16.   understreger betydningen af at anvende en terminologi og præcise definitioner, der er i overensstemmelse med de internationale normer, i forbindelse med anvendelsen af begreber vedrørende integrering af ligestillingsaspektet;

17.   understreger nødvendigheden af, at Parlamentets udvalg råder over hensigtsmæssige redskaber til opnåelse af et godt kendskab til den integrerede tilgang, f.eks. kønsspecifikke indikatorer, oplysninger og statistikker, samt at fordelingen af budgetmidler sker ud fra et ligestillingssynspunkt, idet udvalgene tilskyndes til at udnytte intern ekspertviden (det kompetente udvalgs sekretariat, temaafdeling, bibliotek osv.) og ekstern ekspertviden fra andre lokale, regionale, nationale eller overnationale offentlige som private institutioner samt små, mellemstore og store virksomheder og universiteter, der beskæftiger sig med ligestilling mellem kvinder og mænd;

18.   opfordrer formanden for det kompetente udvalg til løbende at underrette Udvalgsformandskonferencen for at give denne mulighed for at evaluere fremskridtene på området;

19.   understreger, at der ved integreringen af ligestillingsaspektet skal tages højde for de enkelte udvalgs særlige karakter; opfordrer til, at evalueringerne foretages hvert andet år af Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling på baggrund af det spørgeskema, som er rundsendt til de 22 formænd og næstformænd for Parlamentets udvalg med ansvar for integrering af ligestilling mellem kvinder og mænd og omfatter manglerne på området i udvalgenes og delegationernes arbejde samt fremskridtene i gennemførelsen af integreringen af ligestillingsaspektet i de enkelte udvalg;

o
o   o

20.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Europarådet.

(1) EFT L 269 af 5.10.2002, s. 15. (2) EUT C 61 E af 10.3.2004, s. 384.