Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 25. april 2007 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om de grundlæggende principper for undersøgelser af ulykker i søtransportsektoren og om ændring af direktiv 1999/35/EF og 2002/59/EF (KOM(2005)0590 - C6-0056/2006 - 2005/0240(COD))
(Fælles beslutningsprocedure: førstebehandling)
Europa-Parlamentet,
- der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2005)0590)(1),
- der har fået forslaget forelagt af Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 80, stk. 2 (C6-0056/2006),
- der henviser til forretningsordenens artikel 51,
- der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget (A6–0079/2007),
1. godkender Kommissionens forslag som ændret;
2. anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;
3. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 25. april 2007 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/.../EF om de grundlæggende principper for undersøgelser af ulykker i søtransportsektoren og om ændring af direktiv 1999/35/EF og 2002/59/EF
(1) Der bør opretholdes et højt generelt sikkerhedsniveau inden for søtransporten i Europa og træffes enhver foranstaltning for at nedbringe antallet af ulykker eller hændelser til søs.
(2) En hurtig gennemførelse af tekniske undersøgelser af søulykker forbedrer sikkerheden til søs, da det bidrager til at forebygge sådanne ulykker med deraf følgende tab af menneskeliv, tab af skibe og forurening af havmiljøet.
(3) Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning om øget sikkerhed til søs(4) Kommissionen til hurtigt at forelægge et forslag til direktiv om undersøgelser af skibsulykker.
(4) I artikel 2 i De Forenede Nationers havretskonvention af 1982 (UNCLOS)(5) bestemmes det, at kyststater har ret til at undersøge årsagen til enhver form for søulykke, der opstår i deres territorialfarvande, og som kan indebære en risiko for liv eller miljø, involvere kyststatens eftersøgnings- og redningsmyndigheder eller på anden måde berøre kyststaten.
(5) I artikel 94 i UNCLOS fastsættes det, at flagstater skal foranledige, at der af eller under ledelse af en eller flere behørigt kvalificerede personer foretages en undersøgelse af visse ulykker eller hændelser på det åbne hav.
(6) I den internationale konvention af 1974 om sikkerhed for menneskeliv på søen (SOLAS-regel I/21), den internationale konvention af 1966 om lastelinjer og den internationale konvention af 1973 om forebyggelse af forurening fra skibe fastsættes det, at det påhviler flagstaterne at foretage undersøgelser af ulykker og indberette de relevante undersøgelsesresultater til Den Internationale Søfartsorganisation (IMO).
(7) I [udkastet til] koden for gennemførelse af obligatoriske IMO-instrumenter(6) understreges det, at flagstaterne er forpligtede til at sikre, at maritime sikkerhedsundersøgelser foretages af behørigt kvalificerede undersøgelsesmedarbejdere med kompetence inden for ulykker og hændelser til søs. I koden fastsættes det endvidere, at flagstaterne skal være forberedte til at stille kvalificerede undersøgelsesmedarbejdere til rådighed til dette formål, uanset hvor ulykken eller hændelsen finder sted.
(8) Der bør tages hensyn til koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs, der i november 1997 blev vedtaget ved IMO-forsamlingens resolution A.849, og som indeholder bestemmelser om en fælles tilgang for sikkerhedsundersøgelser af ulykker og hændelser til søs og samarbejde mellem staterne om at fastslå, hvilke faktorer der har medvirket til ulykker og hændelser til søs. Der bør ligeledes tages hensyn til cirkulære 953 fra IMO's søsikkerhedskomité (MSC), som indeholder ajourførte definitioner af de udtryk, der er brugt i koden, og IMO-resolutionerne A.861(20) og MSC.163(78), hvori der gives en definition af "voyage data recorder" (udstyr til registrering af rejsedata).
(9) I Rådets direktiv 1999/35/EF af 29. april 1999 om en ordning med obligatoriske syn med henblik på sikker drift af ro-ro-færger og højhastighedspassagerfartøjer(7) bestemmes det, at medlemsstaterne inden for rammerne af deres respektive nationale retssystemer fastlægger retsregler, som giver dem selv og alle andre medlemsstater med en væsentlig interesse i sagen mulighed for at deltage i eller samarbejde om eller, hvor IMO-koden for undersøgelse af ulykker til søs åbner mulighed herfor, at foretage enhver undersøgelse af ulykker eller uheld til søs, som involverer ro-ro-færger og højhastighedspassagerfartøjer.
(10) I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet(8) bestemmes det, at medlemsstaterne skal overholde bestemmelserne i IMO-koden for undersøgelse af ulykker eller hændelser til søs og sikre, at resultaterne af ulykkesundersøgelser offentliggøres hurtigst muligt efter dens færdiggørelse.
(11) Undersøgelser af ulykker og hændelser, der involverer søgående fartøjer eller andre fartøjer i havn eller andre begrænsede havområder, bør foretages af eller under kontrol af en uafhængig instans eller enhed med de fornødne permanente beføjelser til at kunne træffe afgørelser med henblik på at undgå interessekonflikter.
(12) Medlemsstaterne bør sikre, at deres nationale retssystemer gør det muligt for dem selv og for andre medlemsstater med en væsentlig interesse i sagen at deltage i, samarbejde om eller foretage undersøgelser af ulykker på grundlag af bestemmelserne i IMO-koden for undersøgelse af ulykker til søs.
(13) I henhold til SOLAS-regel V/20 skal passagerskibe og andre skibe med en bruttotonnage på 3 000 og derover, der er bygget fra og med den 1. juli 2002, være forsynet med udstyr til registrering af rejsedata (VDR-udstyr) med henblik på at lette undersøgelser af ulykker. Da sådant udstyr har stor betydning i en politik for forebyggelse af skibsulykker, bør det systematisk være påkrævet på skibe, der er i national eller international fart og anløber havne i Fællesskabet.
(14) De oplysninger, der stilles til rådighed via et VDR-system eller andre elektroniske anordninger, kan dels benyttes efter en ulykke eller hændelse til søs med henblik på at undersøge årsagerne, dels bruges forebyggende til at drage erfaringer af de omstændigheder, der kan føre til sådanne situationer. Medlemsstaterne bør sikre, at sådanne oplysninger, når de er til rådighed, anvendes hensigtsmæssigt til begge formål.
(15) Nødsignaler fra et skib eller informationer fra enhver kilde om, at et skib eller personer på eller fra et skib er i fare, eller at der som følge af en situation i forbindelse med driften af et skib er alvorlig risiko for, at de pågældende personer, skibets struktur eller miljøet kan blive påført skade, bør undersøges eller analyseres på anden vis.
(16) I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1406/2002 af 27. juni 2002(9) pålægges det Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (i det følgende benævnt "agenturet") at samarbejde med medlemsstaterne for at udvikle tekniske løsninger og yde teknisk støtte i forbindelse med gennemførelsen af fællesskabsretten. Hvad angår undersøgelse af ulykker, har agenturet specifikt til opgave at lette samarbejdet mellem medlemsstaterne og Kommissionen i forbindelse med udviklingen af en fælles metode for undersøgelse af søulykker, under behørig hensyntagen til de forskellige retssystemer i medlemsstaterne og i overensstemmelse med vedtagne internationale principper.
(17) I henhold til forordning (EF) nr. 1406/2002 skal agenturet lette samarbejdet i forbindelse med støtten til medlemsstaterne i deres opklaring af alvorlige søulykker og udarbejdelsen af en analyse af eksisterende søulykkesrapporter. På baggrund af resultaterne af analyserne skal agenturet ajourføre de dele af den fælles metodologi, der kan være relevante for forebyggelse af nye katastrofer og forbedring af sikkerheden til søs i Den Europæiske Union.
(18)IMO's retningslinjer for fair behandling af søfarende i forbindelse med en skibsulykke modvirker risikoen for kriminalisering af skibsfører og besætning. Disse retningslinjer kan styrke de berørte personers tillid til undersøgelsesmetoderne og bør anvendes af medlemsstaterne.
(19) Medlemsstaterne og Fællesskabet bør tage behørigt hensyn til de sikkerhedsanbefalinger, der udarbejdes på baggrund af en undersøgelse af en ulykke eller hændelse.
(20) Da formålet med en teknisk undersøgelse er at forebygge fremtidige ulykker og hændelser til søs, bør resultaterne eller sikkerhedsanbefalingerne ikke anvendes til at placere skyld eller ansvar.
(21)Målet for dette direktiv, nemlig at forbedre sikkerheden til søs i Fællesskabet og dermed mindske risikoen for fremtidige ulykker til søs, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(22) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af nærværende direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(10) -
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Formål
Formålet med dette direktiv er at forbedre sikkerheden til søs og mindske risikoen for fremtidige ulykker til søs ved at:
a)
fremme en hurtig gennemførelse af sikkerhedsundersøgelser og en grundig analyse af ulykker og hændelser til søs og
b)
sikre en rettidig og nøjagtig indberetning af sikkerhedsundersøgelser og af forslag til afhjælpende foranstaltninger.
Undersøgelser i henhold til dette direktiv omfatter ikke placering af skyld eller ansvar.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. I henhold til medlemsstaternes forpligtelser under UNCLOS finder dette direktiv anvendelse på ulykker, hændelser og nødsignaler til søs, som
a)
involverer skibe, der sejler under en medlemsstats flag, eller
b)
opstår i områder, i hvilke medlemsstaterne har ret til at udøve deres kompetence, eller
c)
har betydning for andre af medlemsstaternes væsentlige interesser.
2. Dette direktiv finder ikke anvendelse på ulykker, hændelser og nødsignaler til søs, som kun involverer:
a)
krigsskibe eller troppetransportskibe eller andre skibe, der tilhører eller anvendes af en medlemsstat udelukkende til statslige, ikke-erhvervsmæssige formål
b)
skibe, der ikke fremdrives ved mekaniske midler, træskibe af primitiv konstruktion og fritidsfartøjer, medmindre de er eller bliver bemandet og befordrer mere end tolv passagerer i erhvervsmæssigt øjemed
c)
flod- og kanalfartøjer, som sejler ad indre vandveje
d)
fiskerfartøjer med en længde på under 24 meter
e)
faste offshore-boreenheder.
Artikel 3
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1. "SOLAS": den internationale konvention af 1974 om sikkerhed for menneskeliv på søen (SOLAS 74), som ændret ved protokollerne af 1978 og 1988
"IMO-kode": koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs, der blev vedtaget af Den Internationale Søfartsorganisation ved forsamlingens resolution A.849 af 27. november 1997 med senere ændringer.
2. Følgende udtryk skal forstås i overensstemmelse med definitionerne i IMO-koden:
a)
"ulykke til søs"
b)
"meget alvorlig ulykke"
c)
"hændelse til søs"
d)
"sikkerhedsundersøgelse af ulykke eller hændelse til søs"
e) "stat med en væsentlig interesse i sagen".
3. Udtrykkene "alvorlig ulykke" og "mindre alvorlig ulykke" skal forstås i overensstemmelse med de ajourførte definitioner i cirkulære 953 fra IMO's søsikkerhedskomité (MSC).
4. Udtrykkene "ro-ro-færge" og "højhastighedspassagerfartøj" skal forstås i overensstemmelse med definitionerne i artikel 2 i direktiv 1999/35/EF.
5. Ved "medlemsstat med hovedansvaret for undersøgelsen" forstås en medlemsstat, som skal gennemføre eller - hvis der er mere end én stat med en væsentlig interesse i sagen – lede en sikkerhedsundersøgelse i henhold til dette direktiv.
6. "Udstyr til registrering af rejsedata" (voyage data recorder (VDR)) skal forstås i overensstemmelse med definitionen i IMO-resolutionerne A.861(20) og MSC.163(78).
7. Ved "nødsignal" forstås et signal fra et skib eller informationer fra enhver form for kilde om, at et skib eller personer på eller fra et skib er i havsnød.
8. Ved "sikkerhedsanbefaling" forstås et forslag, herunder forslag vedrørende registrering og kontrol, der er fremsat af:
a)
undersøgelsesinstansen i den stat, der gennemfører eller leder sikkerhedsundersøgelsen af en ulykke eller hændelse til søs, som er udarbejdet på grundlag af oplysninger, der er fremkommet i forbindelse med undersøgelsen, eller, hvor det er relevant
b)
Kommissionen, der gennem agenturet handler på grundlag af en abstrakt dataanalyse og resultaterne af opklaringsarbejdet.
Artikel 4
Sikkerhedsundersøgelsernes status
1. Medlemsstaterne fastsætter i overensstemmelse med deres respektive nationale retssystemer regler for gennemførelsen af sikkerhedsundersøgelser af ulykker eller hændelser til søs. De skal i den forbindelse sikre, at sådanne undersøgelser:
a)
holdes adskilt fra strafferetlige eller andre undersøgelser, der har til formål at placere ansvar eller skyld, idet kun de resultater og anbefalinger, der fremkommer ved undersøgelsesprocessen i henhold til dette direktiv, kan inddrages i andre undersøgelser, der finder sted samtidig, og
b)
ikke hindres, suspenderes eller forsinkes på grund af sådanne undersøgelser.
Medlemsstaterne sikrer endvidere, at vidner i forbindelse med sådanne undersøgelser beskyttes imod, at tredjelandes myndigheder får adgang til deres vidneudsagn eller andre informationer, som de stiller til rådighed, for at forhindre, at disse udsagn eller informationer bruges i forbindelse med strafferetlige undersøgelser i de pågældende lande.
2. De regler, som medlemsstaterne fastsætter, skal bl.a. indeholde bestemmelser, som giver mulighed for:
a)
samarbejde og gensidig bistand i forbindelse med sikkerhedsundersøgelser af ulykker eller hændelser til søs, som ledes af andre medlemsstater, eller overdragelse til en anden medlemsstat af opgaven med at lede en sådan undersøgelse i henhold til bestemmelserne i dette direktiv, og
b)
koordination i tæt samarbejde med Kommissionen af de aktiviteter, deres respektive undersøgelsesinstanser udfører, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde målene i dette direktiv,
c)
hurtige varslingssystemer i tilfælde af en ulykke eller hændelse til søs.
Artikel 5
Undersøgelsesforpligtelse
1. Hver enkelt medlemsstat sikrer, at den i artikel 8 omhandlede undersøgelsesinstans gennemfører en undersøgelse efter alvorlige eller meget alvorlige ulykker til søs,
a)
som involverer et skib, der sejler under dens flag, uanset hvor ulykken har fundet sted, eller
b)
som finder sted i områder, i hvilke den har ret til at udøve sin kompetence, uanset hvilket flag det skib eller de skibe, der er involveret i ulykken, sejler under, eller
c)
som har betydning for medlemsstatens væsentlige interesser, uanset hvor ulykken har fundet sted, eller hvilket flag det eller de involverede skibe sejler under.
2. Ud over at undersøge alvorlige og meget alvorlige ulykker træffer den i artikel 8 omhandlede undersøgelsesinstans efter fastlæggelsen af de første faktiske omstændigheder i sagen afgørelse om, hvorvidt der skal gennemføres en sikkerhedsundersøgelse i forbindelse med et nødsignal eller af en mindre alvorlig ulykke eller hændelse til søs.
Ved afgørelsen heraf tages der hensyn til, hvor alvorlig ulykken eller hændelsen er, hvilken type fartøj og/eller last der er involveret i nødsignalet, og/eller om der er fremsat anmodninger fra eftersøgnings- og redningsmyndighederne.
3. Omfanget af og de praktiske foranstaltninger i forbindelse med gennemførelsen af sikkerhedsundersøgelser fastlægges af undersøgelsesinstansen i den medlemsstat, der har hovedansvaret for undersøgelsen, i samarbejde med de tilsvarende instanser i de andre stater med en væsentlig interesse i sagen, på den måde, der er bedst egnet til at opfylde direktivets mål og med henblik på at forebygge fremtidige ulykker og hændelser.
4. Sikkerhedsundersøgelserne skal følge den fælles metodologi for undersøgelse af ulykker og hændelser til søs, der udarbejdes i henhold til artikel 2, litra e), i forordning (EF) nr. 1406/2002. Afgørelser om anvendelse, ajourføring eller ændringer af en sådan metodologi forbindelse med dette direktiv skal træffes efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 19, stk. 3.
5. En sikkerhedsundersøgelse skal indledes hurtigst muligt og senest to måneder efter, at ulykken eller hændelsen til søs har fundet sted.
Artikel 6
Indberetningsforpligtelse
Medlemsstaterne fastsætter i deres nationale retssystemer, at deres undersøgelsesinstanser straks skal underrettes af de ansvarlige myndigheder og/eller af de involverede parter om alle ulykker, hændelser eller nødsignaler, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 7
Fælles sikkerhedsundersøgelser
1. I tilfælde af alvorlige og meget alvorlige ulykker, der involverer en væsentlig interesse hos to eller flere medlemsstater, aftaler de pågældende medlemsstater hurtigt, hvem af dem der skal have hovedansvaret for undersøgelsen. I tilfælde af, at de pågældende medlemsstater ikke bestemmer, hvilken medlemsstat der skal lede undersøgelserne, er de automatisk forpligtet til at anvende en henstilling herom fra Kommissionen, der bygger på en udtalelse fra agenturet.
Medlemsstaterne afholder sig fra at gennemføre sideløbende sikkerhedsundersøgelser af samme ulykke eller hændelse til søs. De afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der vil kunne skade gennemførelsen af en sikkerhedsundersøgelse i henhold til dette direktiv.
2. En medlemsstat kan efter fælles aftale overdrage opgaven med at lede en sikkerhedsundersøgelse af en ulykke eller hændelse til søs til en anden medlemsstat. Den kan opfordre en anden medlemsstat til at deltage i en sådan undersøgelse.
3. Hvis en ro-ro-færge eller et højhastighedspassagerfartøj er involveret i en ulykke eller hændelse til søs, eller et nødsignal, indledes undersøgelsesproceduren af den medlemsstat, i hvis territorialfarvand ulykken eller hændelsen finder sted, eller, hvis ulykken eller hændelsen finder sted uden for territorialfarvandet, af den medlemsstat, som færgen eller fartøjet sidst har besøgt.
Den pågældende medlemsstat vil fortsat have ansvaret for undersøgelsen og for koordinationen mellem andre medlemsstater med en væsentlig interesse i sagen, indtil der er opnået enighed om, hvem af dem der skal have hovedansvaret for undersøgelsen.
Artikel 8
Undersøgelsesinstanser
1. Medlemsstaterne sikrer, at sikkerhedsundersøgelser af ulykker eller hændelser til søs gennemføres under ansvar af en undersøgelsesinstans eller -enhed (herefter benævnt "undersøgelsesinstans"), som permanent skal have de nødvendige beføjelser og bestå af behørigt kvalificerede undersøgelsesmedarbejdere med kompetence inden for ulykker og hændelser til søs.
Den pågældende undersøgelsesinstans fungerer uafhængigt, navnlig af de nationale myndigheder, der har ansvaret for sødygtighed, certificering, inspektion, bemanding, sikker navigation, vedligeholdelse, søfartskontrol, havnestatskontrol og drift af søhavne, af instanser, der foretager undersøgelser i forbindelse med ansvar eller strafforfølgning og i almindelighed af andre parter, hvis interesser kunne komme i konflikt med undersøgelsesinstansens eller opgaver.
2. Undersøgelsesinstansen sikrer, at de enkelte undersøgelsesmedarbejdere har et praktisk kendskab til og erfaringer med de emneområder, der indgår i deres almindelige undersøgelsesopgaver. Undersøgelsesinstansen sikrer desuden, at der om nødvendigt er let adgang til relevant ekspertise.
3. De opgaver, der er pålagt undersøgelsesinstansen, kan udvides til at omfatte indsamling og analyse af data vedrørende sikkerhed til søs, især til forebyggende formål, for så vidt som disse opgaver ikke påvirker instansens uafhængighed eller indebærer et ansvar for regulering, administration eller standardisering.
4. Medlemsstaterne, som handler inden for rammerne af deres respektive retssystemer og i relevante tilfælde i samarbejde med de myndigheder, der har ansvaret for den retlige undersøgelse, sørger for, at undersøgelsesmedarbejderne i deres egen undersøgelsesinstans eller i enhver anden undersøgelsesinstans, som de har overdraget undersøgelsesopgaverne til, har ret til:
a)
uhindret adgang til ethvert relevant område eller ulykkessted, samt til ethvert skib, vrag eller enhver struktur, herunder last, udstyr eller vragrester
b)
at foretage en øjeblikkelig indsamling af bevismateriale og kontrolleret eftersøgning efter og fjernelse af vragdele, vragrester samt andre bestanddele eller stoffer med henblik på undersøgelse eller analyse
c)
at iværksætte undersøgelser eller analyser af de under litra b) omhandlede genstande og få uhindret adgang til resultaterne af sådanne undersøgelser eller analyser
d)
uhindret adgang til, samt ret til at kopiere og anvende alle relevante oplysninger og registrerede data, herunder data fra VDR-udstyr, i forbindelse med et skib, en rejse, en last, en besætning eller andre personer, genstande, betingelser eller omstændigheder
e)
uhindret adgang til resultaterne af undersøgelser af eller udtagninger af prøver fra ofrenes lig
f)
at anmode om og opnå uhindret adgang til resultaterne af undersøgelser af eller analyser af udtagning af prøver på personer, der har været involveret i skibsdriften, eller andre relevante personer
g)
at afhøre vidner uden tilstedeværelse af personer, hvis interesser ifølge undersøgelsesmedarbejderne kan vanskeliggøre sikkerhedsundersøgelsen
h)
at indhente synsrapporter og relevante oplysninger fra flagstaten, rederne, klassifikationsselskaber eller andre relevante parter, når sådanne parter eller deres repræsentanter er etableret i medlemsstaten
i)
at indhente bistand fra de respektive staters relevante myndigheder, herunder flag- og havnestaternes inspektører, kystvagter, skibstrafiktjenester, eftersøgnings- og redningshold, lodser eller andet havne- eller søfartspersonale.
5. Undersøgelsesinstansen skal kunne reagere omgående, når den underrettes om en ulykke, og bevilges tilstrækkelige midler til at varetage sine funktioner på uafhængig vis. Dens undersøgelsesmedarbejdere skal have en status, der sikrer dem den nødvendige uafhængighed.
6. Undersøgelsesinstansen kan kombinere sine opgaver i henhold til dette direktiv med undersøgelser af andre hændelser end søulykker, såfremt en sådan undersøgelse ikke bringer dens uafhængighed i fare.
Artikel 9
Tilbageholdelse af oplysninger
Medlemsstaterne sikrer, at følgende oplysninger ikke er til rådighed til andre formål end sikkerhedsundersøgelsen:
a)
alle vidneforklaringer eller andre erklæringer, redegørelser og noter, som undersøgelsesinstansen har optaget eller modtaget under sikkerhedsundersøgelsen
b)
rapporter, der afslører identiteten af personer, der har afgivet forklaringer som led i sikkerhedsundersøgelsen
c)
medicinske eller private oplysninger om personer, der har været involveret i ulykken eller hændelsen.
Artikel 10
Permanent samarbejde
1. Medlemsstaterne etablerer i tæt samarbejde med Kommissionen et permanent e samarbejde, der gør det muligt for deres respektive instanser med ansvar for sikkerhedsundersøgelser af ulykker eller hændelser til søs at samarbejde indbyrdes og med Kommissionen i det omfang, det er nødvendigt for at opfylde dette direktivs mål.
2. Forretningsordenen for det permanente samarbejde og den organisatoriske tilrettelæggelse heraf fastsættes efter forskriftsproceduren i artikel 19, stk. 2.
3. Inden for rammerne af det permanente samarbejde aftaler undersøgelsesinstanserne i medlemsstaterne og Kommissionen bl.a., hvordan samarbejdet bedst kan tilrettelægges med henblik på at:
a)
dele anlæg, faciliteter og udstyr til den tekniske undersøgelse af vragdele og skibsudstyr og andre genstande, der er relevante for sikkerhedsundersøgelsen, herunder udtræk og evaluering af oplysninger fra udstyr til registrering af rejsedata og andre elektroniske anordninger
b)
yde hinanden den nødvendige tekniske bistand eller ekspertise til specifikke opgaver
c)
indhente og udveksle oplysninger, der er relevante for analysen af ulykkesdata og for udarbejdelsen af hensigtsmæssige sikkerhedsanbefalinger på fællesskabsplan
d)
udarbejde fælles principper for opfølgningen af sikkerhedsanbefalinger og for tilpasningen af undersøgelsesmetoder til den tekniske og videnskabelige udvikling
e)
udarbejde regler for fortrolig udveksling af vidneforklaringer og databehandling
f)
tilrettelægge relevante uddannelsesaktiviteter for enkelte undersøgelsesmedarbejdere, hvor dette er hensigtsmæssigt
g)
fremme samarbejdet med tredjelandes undersøgelsesinstanser eller -enheder og samarbejdet med internationale organisationer for undersøgelse af ulykker til søs på de områder, der er omfattet af dette direktiv.
4. Såfremt et skib forud for en ulykke eller en hændelse har benyttet eller normalt ville have benyttet en medlemsstats faciliteter og tjenester, skal den pågældende medlemsstat, hvis den besidder oplysninger, der er relevante for undersøgelsen, videregive disse til den undersøgelsesinstans, der gennemfører undersøgelsen.
Artikel 11
Omkostninger
Medlemsstaterne bestræber sig på ikke at kræve betaling for bistand, som andre medlemsstater har anmodet om i forbindelse med gennemførelsen af sikkerhedsundersøgelser i medfør af dette direktiv.
Artikel 12
Samarbejde med tredjelande med en væsentlig interesse i sagen
1. Medlemsstaterne samarbejder i videst muligt omfang med tredjelande med en væsentlig interesse i sagen om undersøgelsen af ulykker til søs.
2. Tredjelande med en væsentlig interesse i sagen gives efter fælles aftale tilladelse til at deltage i en sikkerhedsundersøgelse, som ledes af en medlemsstat i henhold til dette direktiv, på et hvilket som helst trin i undersøgelsen.
3. En medlemsstats samarbejde om en undersøgelse, der gennemføres af et tredjeland med en væsentlig interesse i sagen, berører ikke kravene om gennemførelse og indberetning af sikkerhedsundersøgelser af ulykker eller hændelser til søs i henhold til dette direktiv.
Artikel 13
Sikring af bevismateriale
Medlemsstaterne træffer foranstaltninger for at sikre, at parter, der er involveret i ulykker, hændelser og nødsignaler inden for rammerne af dette direktiv, gør deres yderste for at:
a)
gemme alle oplysninger fra kort, logbøger, elektroniske og magnetiske indspilnings- og videobånd, herunder oplysninger fra udstyr til registrering af rejsedata og andre elektroniske anordninger, for perioden før, under og efter en ulykke
b)
sikre, at sådanne oplysninger ikke overskrives eller på anden måde ændres
c)
forhindre forstyrrelse fra andet udstyr, som med rimelighed kan anses for at være relevant for undersøgelsen af ulykken
d)
indsamle og sikre alt bevismateriale hurtigst muligt i forbindelse med sikkerhedsundersøgelser af ulykker og hændelser til søs.
Artikel 14
Ulykkesrapporter
1. Når der i medfør af dette direktiv er gennemført sikkerhedsundersøgelser af ulykker eller hændelser til søs, offentliggøres en rapport, der udarbejdes efter retningslinjerne i bilag I.
2. Undersøgelsesinstanserne offentliggør så vidt muligt rapporten inden 12 måneder fra det tidspunkt, hvor ulykken eller hændelsen fandt sted. Den gøres navnlig tilgængelig for hele søfartssektoren, der om nødvendigt skal have adgang til de specifikke konklusioner og anbefalinger. Såfremt det ikke er muligt at fremlægge den endelige rapport inden for dette tidsrum, offentliggøres en midlertidig rapport inden 12 måneder fra det tidspunkt, hvor ulykken eller hændelsen fandt sted.
3. Undersøgelsesinstansen i den medlemsstat, der har hovedansvaret for undersøgelsen, fremsender en kopi af den endelige eller midlertidige rapport til Kommissionen. Den tager hensyn til Kommissionens eventuelle bemærkninger for at forbedre rapportens kvalitet på den måde, der er bedst egnet med henblik på at opfylde målene i dette direktiv.
4.Kommissionen informerer hvert tredje år Europa-Parlamentet gennem forelæggelse af en rapport, som både angiver graden af anvendelse og niveauet for gennemførelse af bestemmelserne i dette direktiv og de skridt, der i henhold til anbefalingerne i rapporterne anses for nødvendige.
Artikel 15
Sikkerhedsanbefalinger
1. Medlemsstaterne sikrer, at adressaterne forundersøgelsesinstansernes sikkerhedsanbefalinger tager behørigt hensyn til de pågældende anbefalinger og, hvor det er relevant, at der følges op på dem i overensstemmelse med fællesskabsretten og folkeretten. Kommissionen indarbejder med bistand fra agenturet både konklusionerne i rapporterne om søulykker og de anbefalinger vedrørende sikkerhed, som de indeholder, i den fælles metodologi.
2. Om fornødent udarbejder undersøgelsesinstansen eller Kommissionen med bistand fra agenturet sikkerhedsanbefalinger på grundlag af en abstrakt dataanalyse og resultaterne af opklaringsarbejdet.
3. En sikkerhedsanbefaling eller en midlertidig anbefaling må under ingen omstændigheder vedrøre placeringen af skyld eller ansvar i forbindelse med en ulykke.
Artikel 16
Tidligt varslingssystem
Såfremt undersøgelsesinstansen i en medlemsstat på et hvilket som helst trin i undersøgelsen af en ulykke eller hændelse til søs finder, at der skal træffes hasteforanstaltninger på fællesskabsplan for at forebygge risikoen for nye ulykker, underretter den straks Kommissionen om behovet for en tidlig varsling.
Kommissionen undersøger omgående sagen og udsender om nødvendigt en varslingsmeddelelse til de ansvarlige myndigheder i alle de øvrige medlemsstater, søtransportsektoren og andre relevante parter.
Artikel 17
Europæisk database for søulykker
1. Data om ulykker og hændelser til søs opbevares og analyseres ved hjælp af en europæisk elektronisk database, der oprettes af Kommissionen, og benævnes Den Europæiske Informationsplatform for Søulykker (European Marine Casualty Information Platform (EMCIP)).
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke myndigheder, der er berettigede til at opnå adgang til databasen.
3. Undersøgelsesinstanserne i medlemsstaterne underretter Kommissionen om ulykker og hændelser til søs i henhold til modellen i bilag II. De forsyner også Kommissionen med data fra sikkerhedsundersøgelser af ulykker eller hændelser til søs i overensstemmelse med ordningen for EMCIP-databasen.
4. Kommissionen underretter medlemsstaternes undersøgelsesinstanser om kravene og fristerne i forbindelse med meddelelses- og indberetningsprocedurerne.
Artikel 18
Fair behandling af søfolk
Medlemsstaterne respekterer IMO's retningslinjer for fair behandling af søfarende i forbindelse med en skibsulykke.
Artikel 19
Udvalg
1. Kommissionen bistås af udvalget for sikkerhed til søs og forebyggelse af forurening fra skibe (USS), der er nedsat ved artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2099/2002 af 5. november 2002(11).
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.
Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til to måneder.
3.Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.
Artikel 20
Ændringsbeføjelser
Kommissionen kan ajourføre definitionerne i dette direktiv og henvisningerne til fællesskabsretsakter og IMO-instrumenter efter forskriftsproceduren i artikel 19, stk. 2, for at bringe dem i overensstemmelse med fællesskabs- eller IMO-foranstaltninger, der er trådt i kraft, forudsat at direktivets bestemmelser overholdes.
Kommissionen kan også ændre bilagene efter samme procedure.
Artikel 21
Yderligere foranstaltninger
Direktivet er ikke til hinder for, at en medlemsstat kan træffe yderligere foranstaltninger vedrørende sikkerhed til søs, som ikke er omfattet af dette direktiv, forudsat at sådanne foranstaltninger ikke er i strid med dette direktiv eller på nogen måde påvirker opfyldelsen af dets mål eller Unionens mål negativt.
Artikel 22
Sanktioner
Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre gennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Artikel 23
Ændringer af eksisterende retsakter
1. Artikel 12 i direktiv 1999/35/EF udgår.
2. Artikel 11 i direktiv 2002/59/EF udgår.
Artikel 24
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den ...(12). De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.
Når medlemsstaterne vedtager de pågældende bestemmelser, skal disse indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 25
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 26
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formand Formand
BILAG I
Undersøgelsesrapportens form og indhold
Indledning
Her oplyses det, hvad der er sikkerhedsundersøgelsens eneste formål, at en sikkerhedsanbefaling i intet tilfælde kan skabe en formodning om ansvar eller skyld, og at rapporten med hensyn til indhold og stil ikke er udarbejdet med henblik på at blive brugt i retssager.
(Rapporten bør ikke indeholde henvisninger til vidneforklaringer eller kæde personer, som der henvises til i rapporten, sammen med en person, som har afgivet vidneforklaring under undersøgelsen).
1. Resumé
Her resumeres de grundlæggende oplysninger om ulykken eller hændelsen til søs: hvad der er sket, hvornår, hvor og hvordan; det oplyses endvidere, om ulykken eller hændelsen har forårsaget dødsfald, tilskadekomne, skader på skibet og dets last, skader hos tredjeparter eller miljøskader.
2. Faktuelle oplysninger
Denne del skal indeholde en række specifikke afsnit, hvorunder der fremlægges tilstrækkelige oplysninger, som undersøgelsesinstansen anser for at være faktuelle, til at udfylde de relevante rubrikker i den europæiske database for ulykker til søs, begrunde analysen og lette forståelsen.
Disse afsnit skal mindst indeholde følgende oplysninger:
2.1 Skibsdata:
- Flagstat/registreringssted
- Identifikation
- Væsentligste kendetegn
- Rederi og operatør
- Konstruktionsdata
- Minimumsbemanding
- Autoriseret last
2.2 Sejladsdata:
- Anløbshavne
- Sejladstype
- Oplysninger om lasten
- Bemanding
2.3 Oplysninger om ulykken eller hændelsen:
- Ulykkens eller hændelsens type
- Dato og tidspunkt
- Position og sted for ulykken eller hændelsen
- Ydre og indre omstændigheder
- Skibsdrift og rejseafsnit
- Plads om bord
- Oplysninger om menneskelige faktorer
- Konsekvenser (for mennesker, skib, last, miljø, andet)
2.4 Assistance fra myndighederne på land og alarmberedskab:
- Hvem var involveret
- Anvendte midler
- Reaktionstid
- Trufne foranstaltninger
- Resultater.
Foruden de nødvendige data og andre baggrundsoplysninger skal denne del af rapporten også indeholde resultaterne af eventuelle relevante undersøgelser eller afprøvninger og eventuelle sikkerhedstiltag, som man allerede har gennemført for at forebygge fremtidige ulykker til søs.
3. Redegørelse
I denne del gøres der udførligt rede for ulykken eller hændelsen til søs gennem en kronologisk beskrivelse af hændelsesforløbet op til, under og efter ulykken eller hændelsen med angivelse af de enkelte medvirkende faktorer (dvs. personer, materiel, miljø, udstyr eller eksterne forhold). Den periode, som redegørelsen skal dække, afhænger af tidsaspekterne i forbindelse med de specifikke hændelige begivenheder, der har været direkte medvirkende til ulykken eller hændelsen.
4. Analyse
Denne del omfatter en række specifikke afsnit, hvorunder de enkelte hændelige begivenheder analyseres, med bemærkninger i relation til resultaterne af eventuelle relevante undersøgelser eller afprøvninger, der er gennemført under undersøgelsen, og til eventuelle sikkerhedstiltag, som man allerede har gennemført for at forebygge fremtidige ulykker til søs.
Disse afsnit bør omfatte spørgsmål som f.eks.:
- de hændelige begivenheders kontekst og omstændigheder
- menneskelige fejl og undladelser, hændelsesforløb, hvori der er indgået farlige materialer, miljøvirkninger, fejl eller svigt i udstyr og eksterne faktorer
- medvirkende faktorer, der har relation til personers funktioner, operationer om bord, kystforvaltning eller forskrifter.
På baggrund af analysen og bemærkningerne skal der i rapporten drages en række logiske konklusioner med fastlæggelse af alle medvirkende faktorer, herunder risikofaktorer, for hvilke det skønnes, at de eksisterende foranstaltninger med henblik på at forebygge en hændelig begivenhed og/eller mindske konsekvenserne heraf er uhensigtsmæssige eller utilstrækkelige.
5. Konklusioner
I denne del opsummeres de konstaterede medvirkende faktorer og de manglende eller utilstrækkelige beskyttelsesmidler (materielle, funktionelle, symbolske eller proceduremæssige), i forbindelse med hvilke der bør udvikles sikkerhedstiltag med henblik på at forebygge fremtidige ulykker til søs.
6. Sikkerhedsanbefalinger
Denne del skal i de tilfælde, hvor det er relevant, indeholde sikkerhedsanbefalinger, der er udarbejdet på baggrund af analysen og konklusionerne vedrørende specifikke områder som f.eks. lovgivning, udformning, procedurer, inspektion, forvaltning, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, uddannelse, reparation, vedligeholdelse, assistance fra land og alarmberedskab.
Sikkerhedsanbefalingerne er stilet til dem, der bedst kan gennemføre dem, f.eks. skibsredere, operatører, anerkendte organisationer, søfartsmyndigheder, skibstrafiktjenester, redningstjenester, internationale søfartsorganisationer og europæiske institutioner, med henblik på at forebygge fremtidige ulykker til søs.
Denne del omfatter også eventuelle midlertidige sikkerhedsanbefalinger, som måtte være blevet udarbejdet under sikkerhedsundersøgelsen.
7. Bilag
Rapporten kan eventuelt suppleres med de oplysninger, der er anført på følgende ikke-udtømmende liste, i papirform eller elektronisk format:
ANMELDELSESDATA FOR ULYKKER ELLER HÆNDELSER TIL SØS
(Del af Den Europæiske Informationsplatform for Søulykker)
01. Ansvarlig medlemsstat / kontaktperson
02. Medlemsstatens undersøgelsesinstans
03. Medlemsstatens rolle
04. Berørt kyststat
05. Antal stater med en væsentlig interesse i sagen
06. Stater med en væsentlig interesse i sagen
07. Anmeldende instans
08. Anmeldelsestidspunkt
09. Anmeldelsesdato
10. Skibets navn
11. IMO-nummer / kendingsbogstaver
12. Skibets flag
13. Ulykkens eller hændelsens type
14. Skibstype
15. Dato for ulykken eller hændelsen
16. Tidspunkt for ulykken eller hændelsen
17. Position - breddegrad
18. Position - længdegrad
19. Stedet for ulykken eller hændelsen
20. Afgangshavn
21. Bestemmelseshavn
22. Trafiksepareringssystem
23. Rejseafsnit
24. Skibsdrift
25. Plads om bord
26. Omkomne:
Besætning
Passagerer
Andre
27. Alvorligt tilskadekomne:
Besætning
Passagerer
Andre
28. Forurening
29. Skader på skib
30. Skader på last
31. Andre skader
32. Kort beskrivelse af ulykken eller hændelsen
Bemærk: De understregede tal angiver, at der skal anføres data for hvert enkelt skib, hvis der er mere end et skib involveret i en ulykke eller hændelse til søs.