Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2007/2597(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : B6-0322/2007

Indgivne tekster :

B6-0322/2007

Forhandlinger :

PV 03/09/2007 - 18
CRE 03/09/2007 - 18

Afstemninger :

PV 05/09/2007 - 7.6
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2007)0376

Vedtagne tekster
PDF 13kWORD 38k
Onsdag den 5. september 2007 - Strasbourg
Eures-aktiviteterne 2004-2005: Mod et fælles europæisk arbejdsmarked
P6_TA(2007)0376B6-0322/2007

Europa-Parlamentets beslutning af 5. september 2007 om beretning om Eures-aktiviteterne 2004-2005: Mod et fælles europæisk arbejdsmarked

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens beslutning 2003/8/EF af 23. december 2002 om gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 med hensyn til formidling og udligning af tilbud og ansøgninger om beskæftigelse,

-   der henviser til Kommissionens beretning til Rådet og Europa-Parlamentet om Eures-aktiviteterne 2004-2005, forelagt af Kommissionen i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1612/68 - "Mod et fælles europæisk arbejdsmarked: Eures' bidrag" (KOM(2007)0116),

-   der henviser til forespørgsel til mundtlig besvarelse B6-0136/2007 til Kommissionen om Eures' bidrag til et fælles europæisk arbejdsmarked,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 5,

A.   der henviser til, at den geografiske og erhvervsmæssige mobilitet er et afgørende redskab, hvis gennemførelsen af den reviderede Lissabon-strategi skal blive en succes, og til, at det i Rådets afgørelse 2005/600/EF af 12. juli 2005 om retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker understreges, at mobilitet er særdeles vigtig for at sikre, at flere kan finde bedre arbejde, hvorfor der opfordres til "fjernelse af hindringerne for arbejdstageres mobilitet i hele Europa inden for rammerne af traktaterne"; der endvidere henviser til, at medlemsstaterne stadig begrænser visse EU-borgeres geografiske mobilitet, selv om arbejdstagernes frie bevægelighed er et af Fællesskabets grundlæggende principper,

B.   der henviser til, at formålet med forhøjelsen på 2 000 000 EUR på budgetkontoen for det europæiske arbejdsformidlingsnet (Eures) for 2007 var at fremme gennemførelsen og driften af Eures-nettet; der endvidere henviser til, at den vellykkede afslutning på det europæiske år for arbejdstagernes mobilitet i 2006 har ført til en betydelig stigning i brugen af Eures-portalen for jobmobilitet,

1.   mener, at Eures-portalen bør blive en vigtig kommunikationsplatform for det europæiske arbejdsmarked - et rådgivningscenter for arbejdstagernes geografiske og erhvervsmæssige mobilitet, hvis mål er at fjerne hindringer (især i spørgsmål om social sikring i forbindelse med beskæftigelse), øge alle arbejdstageres kendskab til deres individuelle rettigheder, især rettighederne i forbindelse med ligebehandling, fremme Eures' rådgivningsnet både med hensyn til kvalitet og kvantitet, udvide adgangen til oplysninger om ledige stillinger for sæson- eller korttidsarbejdere i andre medlemsstater end i deres oprindelseslande, og at udvide indholdet af Eures-portalen til at omfatte oplysninger om jobtilbud med henblik på at dække tredjelandsstatsborgeres behov, især borgere fra lande, der er omfattet af EU's naboskabspolitik;

2.   mener, at Kommissionen yderligere bør fremme arbejdstagernes geografiske og erhvervsmæssige mobilitet via de forhøjede midler til budgetkontoen for Eures-nettet med henblik på at støtte projekter inden for områderne grænseoverskridende hvervning af arbejdstagere og grænseoverskridende partnerskaber mellem "ældre" og "nyere" medlemsstater og mellem "nyere" medlemsstater;

3.   bemærker, at det europæiske år for arbejdstagernes mobilitet førte til en betydelig stigning i efterspørgslen efter Eures' serviceydelser, især med hensyn til anmodninger om oplysninger fra mobile arbejdstagere og fra ansøgere, der er indstillet på mobilitet; glæder sig over det arbejde, som udføres af dem, der bidrager til Eures-nettet, såsom Eures' arbejdsformidlere, arbejdsmarkedets parter og regionale og lokale parter; forventer, at der som følge af, at Eures-nettet er blevet mere synligt i forbindelse med det europæiske år og den vellykkede tilrettelæggelse af jobmesser i hele Europa, vil blive taget lignende initiativer i fremtiden;

4.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik