Europa-Parlamentets erklæring om det europæiske alarmnummer 112
Europa-Parlamentet,
- der henviser til forretningsordenens artikel 116,
A. der henviser til betydningen af et effektivt europæisk alarmnummer 112 for borgere, der bevæger sig i EU,
B. der henviser til, at alarmnummer 112 blev indført i 1991, og at nye krav blev indført i 2002,
C. der henviser til den utilfredsstillende kvalitet af den service, som borgerne hidtil har fået i forbindelse med opkald til alarmnummer 112,
D. der henviser til, at en ordentlig gennemførelse af alarmnummer 112 involverer en række EU-politikker (telekommunikation, sundhed, intern sikkerhed og civilbeskyttelse), og berører andre (transport og turisme),
E. der henviser til, at det er nødvendigt for EU at etablere interoperabel telekommunikation af høj kvalitet mellem borgere og alarmtjenester med henblik på at begrænse lidelser og tab af menneskeliv i forbindelse med ulykker i hverdagen og store ulykker,
1. opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at iværksætte de processer og skaffe de ressourcer, der er nødvendige for at sikre en effektiv 112-alarmtjeneste i hele EU;
2. opfordrer Kommissionen til ved hjælp af uafhængige organer og under anvendelse af den metode, der blev udviklet i 2003, at få foretaget en evaluering af, hvor langt man rent faktisk er nået med indførelsen af alarmnummer 112 i EU;
3. opfordrer Kommissionen til at tage spørgsmålet om alarmtjenester op ved at involvere alle relevante politikker og tage udgangspunkt i den praksis, der anvendes i lande, der griber det an på nye og innovative måder;
4. pålægger sin formand at sende denne erklæring med angivelse af underskrivernes navne til Rådet og Kommissionen.