Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens meddelelse om begrænsning af den globale opvarmning til 2° C - vejen frem for 2020 og derefter (KOM(2007)0002),

-   der henviser til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), Kyoto-protokollen til UNFCCC samt procedurerne for dens gennemførelse,

-   der henviser til FN's Sikkerhedsråds drøftelse den 17. april 2007 om klimaændringernes indvirkning på fred og sikkerhed,

-   der henviser til den kommende trettende partskonference (COP 13) under UNFCCC og den tredje partskonference i dens egenskab af møde mellem parterne under Kyoto-protokollen (COP/MOP 3), der afholdes på Bali, Indonesien, den 3.-14. december 2007,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om klimaændringer, især beslutning af 16. november 2005 om: At vinde kampen mod den globale klimaændring(1), beslutning af 18. januar 2006 om resultatet af Montreal-konferencen (COP 11 - COP/MOP 1)(2), beslutning af 4. juli 2006 om mindskelse af klimapåvirkningerne fra luftfarten(3) og beslutning af 14. februar 2007 om klimaændring(4),

-   der henviser til mundtlig forespørgsel B6-0379/2007 og B6-0380/2007, indgivet af Det Midlertidige Udvalg om Klimaændringer, jf. forretningsordenens artikel 108, samt til Rådets og Kommissionens redegørelser,

-   der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Bruxelles den 8.-9. marts 2007,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 5,

A.   der henviser til, at klimaændringerne er en af det 21. århundredes største udfordringer for vores samfund, og at de har betydelige negative globale miljømæssige, økonomiske, sociale samt geopolitiske følger og også kan udgøre en trussel mod den internationale fred og sikkerhed,

B.   der henviser til, at deres negative konsekvenser er ujævnt fordelt, og at klimaændringer ud over at udgøre en miljøkatastrofe også rejser spørgsmål om menneskerettigheder og global retfærdighed,

C.   der henviser til, at man ikke kan nægte fattige et værdigt liv,

D.   der henviser til, at den fjerde evalueringsrapport fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) bekræfter, at klimaændringernes stadig hurtigere rytme først og fremmest er menneskeskabt og allerede har alvorlige globale konsekvenser,

E.   der henviser til, at mange områder i verden allerede er blevet ramt af virkningerne af stigningen i den globale gennemsnitstemperatur, og at de seneste videnskabelige resultater viser, at EU's målsætning om på længere sigt at begrænse den globale temperaturstigning til 2° C i forhold til det førindustrielle niveau måske ikke er tilstrækkelig til at forhindre betydelige negative følger af klimaændringerne,

F.   der henviser til, at klimaændringernes negative konsekvenser allerede har fordrevet befolkningsgrupper, f.eks. i Tuvalu, Bangladesh og Sahel-regionen i Afrika,

G.   der henviser til, at det i ovennævnte IPCC's fjerde evalueringsrapport erklæres, at den globale gennemsnitstemperatur de seneste 100 år er steget med 0,74 °C og fortsat vil stige med ca. 0,7 ° som følge af drivhusgasemissioner (GHG), der allerede er forekommet; der henviser til, at der ifølge rapporten forventes en yderligere stigning i den globale gennemsnitstemperatur på mellem 1,8 og 4 °C i løbet af dette århundrede, afhængigt af samfundsudviklingen,

H.   der henviser til, at sommerens issmeltning på Nordpolen ifølge de seneste satellitoplysninger fra Det Europæiske Rumfartsagentur i år har nået et niveau, som for første gang har gjort det muligt for skibe at sejle gennem Nordvestpassagen fra Atlanterhavet til Stillehavet, hvilket er endnu et tegn på den hastige ændring af klimaforholdene i Arktis,

I.   der henviser til, at klimaændringerne udgør et langsigtet problem, og at kortfristede foranstaltninger alene ikke er tilstrækkelige til at opnå positive resultater for klimaet,

J.   der henviser til, at industrilandene bærer en stor del af ansvaret for ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren, og at det er de fattigste lande og befolkninger, der rammes hårdest af et mere ustabilt klima,

K.   der henviser til, at de 25 største forurenere tegner sig for 83 % af de samlede drivhusgasemissioner, og at emissionerne pr. indbygger i de udviklede lande er mange gange højere end i udviklingslandene,

L.   der henviser til de økonomiske, sociale og sundhedsmæssige omkostninger ved en manglende indsats, som i Stern-rapporten er blevet vurderet til 5-20 % af det globale BNP pr. år, mens omkostningerne til en fornuftig klimapolitik ifølge UNFCCC og Kommissionen kun vil reducere den globale årlige vækst i BNP med en brøkdel af den forventede vækst, nemlig mellem 0,12 og 0,19 %, uden hensyntagen til de positive miljømæssige og sundhedsmæssige bivirkninger eller den øgede energisikkerhed,

M.   der henviser til, at både IPCC- og Stern-rapporten bekræfter, at udviklingslandene er særlig sårbare over for klimaændringer pga. deres højere eksponering og sårbarhed; der henviser til, at menneskeskabte klimaændringer vil have skadelige indvirkninger på landbruget og de hydrologiske systemer, skovene, fiskeriet, sundheden og den økonomiske infrastruktur, og til at sådanne virkninger vil forværre fattigdom og i alvorlig grad true gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene,

N.   der henviser til, at Verdensbanken vurderer, at der er behov for 10-40 mia. USD årligt for at "klimasikre" udviklingen i de fattigste lande, og at bidragene til de dertil oprettede tilpasningsfonde foreløbig kun forventes at andrage mellem 150 mio. USD og 300 mio. USD pr. år,

O.   der henviser til, at der bør fastsættes bindende emissionsreduktionsmål, som skal udgøre det nødvendige incitament til hurtige investeringer i yderligere udvikling og anvendelse af energibesparende, ressourceeffektive og vedvarende teknologier samt lavemissionsteknologier,

P.   der henviser til, at en bred international aftale om langsigtede mål for emissionsreduktioner er absolut nødvendig for at skabe investeringssikkerhed for teknologi, der begrænser drivhusgasemissionerne og fremmer energieffektiviteten, samt for at undgå investeringer i en energiinfrastruktur, der ikke er forenelig hermed,

1.   opfordrer Den Europæiske Union til at gå i front med hensyn til samarbejde på den kommende klimakonference på Bali og derefter og på dette møde at fremme vedtagelsen af det nødvendige forhandlingsmandat til at fastlægge rammerne for en realistisk ramme for en international klimaaftale for perioden efter 2012, der er forenelig med målet om at holde den gennemsnitlige temperaturstigning på under 2° C i forhold til de præ-industrielle niveauer; mener, at EU kan styrke sin ledende rolle ved at sende et antal regeringsledere til Bali, hvilket samtidig vil tydeliggøre, at klimaændringer er et komplekst problem, som ikke kun bør drøftes af miljøministrene;

2.   mener, at en fremtidig ordning bør bygge på UNFCCC's og Kyoto-protokollens grundlæggende principper og mekanismer under hensyntagen til et fælles, men alligevel differentieret, ansvar; mener, at Bali-mandatet skal bygge på følgende elementer:

3.   understreger, at målene for en bæredygtig anvendelse af ressourcer og for emissionsreduktion skal baseres på et langsigtet mål; mener, at det på grundlag af den nuværende viden er afgørende, at den globale emissionsmængde topper inden for de næste ti år, at koncentrationen af CO2-ækvivalenter i atmosfæren holdes på under 450 ppm, og at drivhusgasemissionerne falder til et niveau, der fastholdes ved hjælp af de naturlige dræns absorptionskapacitet;

4.   opfordrer til, at der tages behørigt hensyn til det videnskabelige miljøs advarsler om, at den allerede vanskelige opgave med at begrænse den globale opvarmning til 2° C ikke i sig selv udgør en sikkerhedsstandard, idet virkningerne og konsekvenserne stadig er yderst alvorlige;

5.   erindrer om, at industrilandene, herunder dem, der endnu ikke har ratificeret Kyoto-aftalen, bør spille en førende rolle i den verdensomspændende indsats for at løse problemet med klimaændringer og forpligte sig til at reducere deres emissioner med mindst 30 % inden 2020 og 60-80 % inden 2050 i forhold til 1990-niveauet; mener, at den kommende ordning bør indebære et forløb frem til 2050, der er foreneligt med et langsigtet mål, med overholdelse af mellemfristede mål for hvert femte år og fastsættelse og revision af bindende mål på grundlag af den nyeste videnskabelige viden;

6.   glæder sig i denne forbindelse over det mål, som EU vedtog på Det Europæiske Råds ovennævnte møde den 8.-9. marts 2007 om i 2020 at have reduceret drivhusgasemissioner med 30 % i forhold til 1990-niveauet, forudsat at andre industrilande forpligter sig til tilsvarende emissionsreduktioner, og at de økonomisk mere udviklede udviklingslande bidrager i overensstemmelse med deres ansvar og respektive formåen; anerkender også den forpligtelse, som EU uanset indgåelse af en global aftale for perioden efter 2012 har accepteret om at reducere drivhusgasemissioner med mindst 20 % inden 2020 i forhold til 1990-niveauet;

7.   understreger, at en væsentlig CO2-reduktion kun kan opnås internationalt ved at inddrage de største emissionslande blandt industrilandene samt ved at sikre deltagelse af nyligt industrialiserede lande;

8.   mener, at vækstlandene bør forpligte sig til at begrænse deres emissioner i forhold til deres udviklingsstadium, emissionsudledning pr. indbygger, emissionsreduktionspotentiale og tekniske og finansielle muligheder;

9.   finder det nødvendigt, at EU og industrialiserede tredjelande gennem samfinansiering, herunder statslig udviklingsbistand (ODA) og foranstaltninger til kapacitetsopbygning, hjælper udviklingslandene med at indføre bæredygtige og effektive teknologier, som sætter de økonomisk stærkeste blandt disse lande i stand til at begynde at reducere deres emissioner eller kulstofintensitet, så snart deres udvikling tillader det og senest i 2020;

10.   påpeger, at Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) i sin nylige rapport til de politiske beslutningstagere erkender, at anvendelse af nuklear energi udgør en mulighed for at mindske udledningen af drivhusgasser; mener, at der i rimeligt omfang bør produceres energi fra alle kulstoffrie kilder eller lavemissionsteknologier, der er til rådighed, herunder nuklear energi;

11.   understreger vigtigheden af at respektere og overholde princippet om en sund miljøpolitik i alle EU-projekter vedrørende udviklingsstøtte til tredjelande;

12.   mener, at det desuden er nødvendigt at fremme alle løsninger, der gør det muligt at nå målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 30 % inden 2020;

13.   udtrykker bekymring over det hurtige tempo, hvormed rydningen af de tropiske skove finder sted, og som tegner sig for ca. 20 % af de globale drivhusgasemissioner, og de negative følger heraf for de naturlige dræn og biodiversiteten samt for fattige samfunds subsistensmuligheder; kræver derfor en mere intensiv anvendelse af relevante incitamenter i forbindelse med tildelingen af europæiske og globale støttemidler;

14.   mener, at det er af central betydning at etablere et strategisk partnerskab med de lande, der er mest omfattet af rydningen af tropiske skove; er fast overbevist om, at præstationsbaserede incitamenter med henblik på at forhindre skovrydning bør indgå i den fremtidige klimaændringsordning;

15.   mener, at sådanne incitamenter bør udfærdiges efter landespecifikke retningslinjer (der tager højde for tidlig indsats) og ledsages af miljøkriterier, regler om bæredygtighed og garantier for god regeringsførelse; fastholder, at drænkreditternes midlertidige natur indebærer, at landene skal bære ansvaret for at gøre dem permanente, når de anvendes til opfyldelse af bindende mål;

16.   mener, at FN's vigtigste politikker for biodiversitet, ørkendannelse og klimaændringer samt de dertil knyttede internationale partskonferencer nødvendiggør en effektiv koordinering for at kunne opfylde de fælles målsætninger; understreger derfor behovet for at undgå enhver uoverensstemmelse i forbindelse med gennemførelsen af de foreslåede bekæmpelses- og tilpasningsforanstaltninger for at sikre deres koordination og effektivitet;

17.   mener, at en international rammeaftale samt en certificeringsordning for biobrændstoffer er nødvendig for at forhindre negative miljøvirkninger og uhørt høje CO2-emissioner, f.eks. fra afskovning og moseafbrænding; finder i denne sammenhæng, at der er behov for forskning i samt udvikling og fremme af andengenerationsbiobrændstoffer;

18.   understreger industrilandenes moralske forpligtelse til på forudsigelig og sammenhængende vis at yde øget økonomisk og kapacitetsopbyggende støtte til risikobegrænsning og tilpasning til klimaændringerne i sårbare lavindkomstlande; opfordrer især til en styrkelse af eksisterende fonde under UNFCCC såsom Tilpasningsfonden, fonden for de mindst udviklede lande (LDCF), Den Særlige Klimafond (SCCF) og Den Globale Miljøfacilitets strategiske prioritet for tilpasning (SPA);

19.   bekræfter på ny sin støtte til den fortsatte brug af mekanismer for bæredygtig udvikling (CDM) som middel til at fremme klimavenlige teknologier; understreger, at der så snart som muligt bør skabes betingelser for en fortsættelse og yderligere udvikling af CDM'er efter 2012; fremhæver behovet for at forbedre effektiviteten gennem strengere kriterier for bæredygtighed, forbedret forvaltningspraksis, forenklede administrative procedurer samt en mulig bevægelse hen mod sektorbestemte CDM'er; fremhæver dog, at der som udligningsmekanisme kun er tale om en midlertidig løsning, og at målet fortsat bør være at etablere et globalt kulstofmarked baseret på en rimelig og forholdsmæssig tildeling af kvoter; fastholder Kyoto-protokollens principper om, at anvendelsen af fleksibilitetsmekanismer skal være et supplement til de nationale reduktioner;

20.   opfordrer Kommissionen til under revisionen af Den Europæiske Unions emissionshandelsordning med henblik på at forbedre mekanismerne for bæredygtig udvikling (CDM) at skifte kurs i forbindelse med evalueringen af emissionskreditter til skovdyrknings- og genplantningsprojekter og projekter for bæredygtigt skovbrug;

21.   gentager sin opfordring til at inddrage luftfarts- og søfartsemissioner i de internationale forpligtelser til at gennemføre drivhusgasreduktioner for perioden efter 2012;

22.   beklager, at Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) ikke har udvist vilje til at finde frem til retlige instrumenter af nogen art for at mindske drivhusgasudledningerne fra luftfarten, skønt det er over 10 år siden, ICAO blev pålagt denne opgave;

23.   er bekymret over, at en stigende del af jordens ressourcer anvendes til husdyrhold; henviser til FAO-rapporten fra Levnedsmiddel-og Landbrugsorganisation af november 2006 "Livestock's Long Shadow", hvoraf det fremgår, at kødindustrien og husdyrhold tegner sig for 18 % af verdens samlede drivhusgasemissioner; understreger behovet for, at en international klimaaftale for perioden efter 2012 fastlægger rammerne for en bæredygtig husdyrproduktion;

24.   foreslår, at det undersøges, i hvilket omfang affaldsdepoter, der på årsbasis afgiver henimod 60 mio. tons metangas, kan afvikles og anvendes til at producere energi med henblik på at reducere drivhuseffekten og faren for mennesker;

25.   anerkender de muligheder, som kampen mod klimaændringer bringer med sig, idet den fremtvinger teknologisk udvikling og dannelse af mere bæredygtige samfund; henviser til, at politikker til afkarbonisering af økonomien vil give betydelige forretningsmuligheder på mange teknologiområder, som f.eks. energieffektivitet, vedvarende energikilder, teknologideling samt kulstofopsamling og -lagring; opfordrer medlemsstaterne til at gøre en yderligere indsats for at fremme sådanne investeringer og indføre skatteincitamenter for at fremme forskningen i rene teknologier;

26.   mener, at rene teknologiers adgang til markedet hindres af f.eks. tilskud til fossile brændstoffer, importafgifter og manglende videnbaser; opfordrer til, at der inden for rammerne af UNFCCC og Kyoto-protokollen gøres en effektiv indsats for at fjerne sådanne hindringer og indføre positive incitamenter til at investere i bæredygtig teknologi og øget anvendelse af virksomhedslignende incitamentsmodeller, navnlig et stærkt og omfattende partnerskab mellem industrilande og vækstlande;

27.   fastholder, at reduktionen af de globale emissioner ikke må føre til andre trusler som f.eks. nuklear spredning eller terrorisme; mener derfor, at nukleare aktiviteter fortsat skal være udelukket fra mekanismerne for bæredygtig udvikling (CDM) og Joint Implementation (JI) eller andre ordninger, der har til formål at belønne emissionsreduktioner i udviklingslandene;

28.   erkender, at licensafgifter for intellektuelle ejendomsrettigheder inden for rene teknologier kan udgøre en hindring for overførslen af sådanne teknologier til udviklingslande; understreger, at en aftale for perioden efter 2012 skal indeholde en ramme for partnerskaber mellem industrilande og udviklingslande på området intellektuel ejendomsret, der fastlægger alternative godtgørelsesmetoder for rettighedshaverne, for at sikre respekt for ejendomsrettighederne og samtidig lette udvekslingen af teknologi;

29.   erkender, at prisforskelle, der skyldes afvigelser i de nationale forpligtelser med hensyn til klimaændringer, kan forårsage konkurrenceforvridning, også for små og mellemstore virksomheder; opfordrer Kommissionen til at tage dette spørgsmål op til alvorlig overvejelse, navnlig gennem udvikling af instrumenter, der kan sikre større sammenhæng mellem miljømål og reglerne fra Verdenshandelsorganisationen; erkender, at bindende internationale benchmarks og forpligtelser, der omfatter samtlige sektorer, som er sårbare over for konkurrence, bør foretrækkes frem for vedtagelse af grænseregulerende foranstaltninger til udligning af forvridninger mellem handelspartnere;

30.   støtter i fraværet af et globalt "cap and trade-system" sektormål for energiintensive industrier i lande uden bindende forpligtelser til emissionsreduktioner som supplement til bindende emissionsmål for industrialiserede lande kombineret med forpligtelser til at overføre teknologi; mener, at sådanne mål og/eller benchmarks er særligt vigtige i energiintensive sektorer med global konkurrence (stål, papir og cement) og kunne udgøre et første skridt til udligning af forvridninger mellem handelspartnere;

31.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer med anmodning om, at den bliver fremsendt til alle konventionens kontraherende parter og observatører uden for EU.

(1) EUT C 280 E af 18.11.2006, s. 120. (2) EUT C 287 E af 24.11.2006, s. 182. (3) EUT C 303 E af 13.12.2006, s. 119. (4) Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0038.