Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens grønbog af 28. november 2006 om diplomatisk og konsulær beskyttelse af unionsborgere i tredjelande (KOM(2006)0712),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A6-0454/2007),

A.   der henviser til, at det er meget forskelligt, hvorledes medlemsstaterne er repræsenteret i tredjelande,

B.   der især henviser til, at kun tre lande i verden (Kina, Rusland og De Forenede Stater) har en diplomatisk og konsulær repræsentation for hver enkelt medlemsstat i Den Europæiske Union, at der i 107 lande højst er repræsenteret ti medlemsstater, og at en sådan repræsentation slet ikke findes på visse velbesøgte steder som f.eks. Maldiverne,

C.   der henviser til, at der er sket en drastisk udvikling i antallet af EU-borgere, der rejser - i 2006 solgtes 180 mio. rejser - eller bor uden for EU, hvorfor det kunne komme på tale at bruge Kommissionens delegationer til at markere europæisk tilstedeværelse i en fælles bestræbelse på at udnytte ressourcerne og således opveje begrænsningerne i medlemsstaternes konsulære og diplomatiske net,

D.   der henviser til, at gældende fællesskabsret på dette område er meget begrænset og kun består af afgørelse 95/553/EF truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet den 19. december 1995, om de diplomatiske og konsulære repræsentationers beskyttelse af Den Europæiske Unions borgere(1) samt af udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne inden for Rådets Cocon-arbejdsgruppe, som beskæftiger sig med det konsulære samarbejde og har til opgave at organisere udveksling af oplysninger om god national praksis,

E.   der henviser til Kommissionens initiativ i form af en grønbog, hvormed den agter at bidrage til at konkretisere EF-traktatens artikel 20 (i vid udstrækning upåagtet), som stadfæster enhver unionsborgers ret til i et tredjeland, hvor vedkommendes egen medlemsstat ikke har en ambassade eller et konsulat, at nyde diplomatisk og konsulær beskyttelse af enhver anden medlemsstat, der er repræsenteret i dette tredjeland, på de samme vilkår som denne stats statsborgere ud fra princippet om ikke-forskelsbehandling,

F.   der henviser til, at Kommissionen hermed

G.   der imidlertid henviser til, at de eksisterende retlige rammer hidtil er blevet fortolket restriktivt, idet diplomatisk og konsulær beskyttelse opfattes som henhørende under det klart afgrænsede område mellemstatslige forbindelser, som reguleres af Wien-konventionen fra 1963 og ikke traktatens artikel 20,

H.   der henviser til, at den diplomatiske og konsulære beskyttelse ikke må forveksles med andre opgaver, som bl.a. civilstandsmyndighed og notar, der ofte overdrages til de konsulære repræsentanter,

I.   der henviser til, at der naturligvis er forskel på diplomatisk og konsulær beskyttelse, hvad angår karakter, struktur og den pågældende procedures påbegyndelse, for kan den konsulære beskyttelse i det mindste i nogle tilfælde være obligatorisk, har den diplomatiske beskyttelse altid været afhængig af en skønsbeføjelse, og at der derfor bør skelnes mellem konsulær og diplomatisk beskyttelse i de pågældende retlige instrumenter,

J.   der derimod henviser til, at der med Maastricht-traktaten indførtes et unionsborgerskab, som er afledt af medlemsstaternes statsborgerskab, og at det ville være ønskeligt for dette begrebs indhold, at der opnås en sammenlignelig beskyttelse af alle unionsborgere uanset deres statsborgerskab,

K.   der henviser til, at det på den baggrund er bydende nødvendigt omgående at skabe betingelserne for en revision af afgørelse 95/553/EF i form af et udvidet anvendelsesområde og en utvetydig inddragelse af den diplomatiske beskyttelse heri,

L.   der henviser til, at medlemsstaterne allerede tager initiativer - som f.eks. konceptet med en "ledende" stat og fælles simulationsøvelser - som gør det muligt at reagere bedre i tilfælde af kriser og/eller undtagelsessituationer, og som Kommissionen kunne bidrage til i form af evaluering,

M.   der henviser til, at der findes netværk, som ikke udnyttes fuldt ud - som f.eks. netværket af honorære konsuler - og som dog er en værdifuld ressource, som bør tildeles den nødvendige støtte,

N.   der henviser til, at der med Lissabon-traktaten skabes en europæisk udenrigstjeneste med egne kompetencer og ansvarsområder,

1.   godkender uden forbehold Kommissionens initiativ, hvormed den tager afstand fra en indskrænkende fortolkning af EF-traktatens artikel 20 og søger at lægge grunden til en reel harmoniseret grundlæggende ret til diplomatisk og konsulær beskyttelse for alle unionsborgere;

2.   opfordrer Kommissionen til at lade dens juridiske tjeneste behandle spørgsmålet om, hvorvidt EF-traktaten eller EU-traktaten indeholder et retligt grundlag for en tilpasning af medlemsstaternes lovgivning på området for diplomatisk og konsulær beskyttelse;

3.   støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at anlægge en langsigtet ambitiøs strategi, hvis nøgleelementer skal være oplysning og kommunikation;

4.   opfordrer Kommissionen til omgående - ud over at opfylde sin pligt i henhold til EF-traktatens artikel 22 til hvert tredje år at aflægge rapport om unionsborgerskabet - at foreslå Rådet at vedtage fælles begreber og bindende retningslinjer, der er egnet til at skabe fælles standarder på området for konsulær beskyttelse;

5.   råder Kommissionen til allerede nu at tilstræbe en rationaliseret struktur, som giver mulighed for omgående at udnytte ressourcerne solidarisk, en intensivering af delagtiggørelsen i bedste praksis, idet der straks bør skaffes overblik over samtlige disponible og mobile offentlige og private midler på området, samt iværksættelse af forskellige former for samarbejde mellem de mange aktører, der i deres svar på Kommissionens rundspørge har givet udtryk for vilje til at gøre deres del af arbejdet (medlemsstater, samt honorære konsuler, lokale myndigheder, ngo'er);

6.   opfordrer Kommissionen til at intensivere sin indsats på kommunikations- og oplysningsområdet ved navnlig

7.   indskærper Kommissionen at udarbejde en henstilling til medlemsstaterne, hvori disse opfordres til at gengive EF-traktatens artikel 20 i deres borgeres pas;

8.   opfordrer Kommissionen til, så snart Lissabon-traktaten er ratificeret, at forelægge Parlamentet et forslag om ændring af afgørelse 95/553/EF, hvorved denne udtrykkelig kommer til at omhandle

9.   opfordrer Kommissionen til at udvide den konsulære beskyttelse til også at omfatte unionsborgeres familiemedlemmer, der er statsborgere i tredjelande, samt anerkendte flygtninge og statsløse samt andre personer, der ikke er statsborgere i et land, men som opholder sig i en medlemsstat og er indehavere af et rejsedokument, der er udstedt af denne medlemsstat;

10.   opfordrer Kommissionen til at træffe egnede foranstaltninger til at garantere og øge effektiviteten af retshjælpen til unionsborgere i tilfælde af arrestation eller fængsling i et tredjeland;

11.   støtter uden forbehold det initiativ, der er bebudet i Barnier-rapporten, og som går ud på at oprette fælles kontorer i de fire forsøgsområder Vestindien, Balkanområdet, Det Indiske Ocean og Vestafrika og opfordrer Kommissionen til parallelt med åbningen af disse fælles kontorer at lancere en oplysningskampagne rettet mod de unionsborgere, der bor i disse områder, for at få dem til at opfylde de nødvendige formaliteter til at lade sig registrere;

12.   mener, at Kommissionen, indtil de fælles kontorer fuldt ud kan overtage de vigtigste konsulære opgaver (udstedelse af visa, legalisering af dokumenter, etc.), bør yde sit bidrag til medlemsstaternes bestræbelser på at forbedre deres samarbejde, f.eks.

13.   opfordrer ligeledes Kommissionen til i videst mulig udstrækning at gøre brug af uddannelse og teknologi for at afhjælpe visse mangler og/eller bedst muligt at anvende visse ressourcer, der endnu ikke er fuldt udnyttet; som led i disse planer bør Kommissionen f.eks. mobilisere ressourcer til at finansiere særlige uddannelseskurser, hvor erfarne diplomater og konsulatmedarbejdere fra medlemsstaterne underviser de honorære konsuler, der allerede findes i tredjelandene; sådanne kurser arrangeres også senere for EU-ansatte, når de fælles kontorer og derefter EU-delegationerne i praksis har overtaget de konsulære opgaver, der i øjeblikket udelukkende udføres af medlemsstaternes repræsentationer;

14.   konstaterer, at procedurerne til ydelse af økonomisk hjælp ofte hindres af, at der skal indhentes mange oplysninger, hvilket udgør et yderligere problem på et tidspunkt, hvor der bør ydes unionsborgere, der befinder sig i en nødsituation i et tredjeland, ukompliceret hjælp; anmoder Kommissionen om at undersøge muligheden for at forenkle og standardisere procedurerne til ydelse af hjælp;

15.   opfordrer Kommissionen til at analysere de muligheder og de konsekvenser, det kan indebære for den konsulære og diplomatiske beskyttelse at skabe en europæisk udenrigstjeneste i overensstemmelse med Lissabon-traktaten;

16.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT L 314 af 28.12.1995, s. 73.