Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 17. juni 2008 om forslag til Rådets beslutning i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, om Slovakiets indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2009 (KOM(2008)0249 - C6-0198/2008 - 2008/0092(CNS))
(Høringsprocedure)
Europa-Parlamentet,
- der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2008)0249),
- der henviser til Kommissionens konvergensrapport fra 2008 om Slovakiet (KOM(2008)0248) og Den Europæiske Centralbanks (ECB) konvergensrapport fra maj 2008,
- der henviser til Kommissionens henstilling om Rådets beslutning om ophævelse af beslutning 2005/182/EF om et uforholdsmæssigt stort underskud i Slovakiet (SEK(2008)0572),
- der henviser til sin beslutning af 12. juli 2007 om årsrapport om euroområdet for 2007(1),
- der henviser til sin beslutning af 20. juni 2007 om forbedring af metoden for høring af Europa-Parlamentet i procedurer vedrørende udvidelse af euroområdet(2),
- der henviser til sin beslutning af 1. juni 2006 om udvidelse af euroområdet(3),
- der henviser til Rådets afgørelse 2003/223/EF af 21. marts 2003 om ændring af artikel 10, stk. 2, i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank(4),
- der henviser til sin holdning af 13. marts 2003 om ECB's henstilling om Rådets beslutning om ændring af artikel 10, stk. 2, i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank(5),
- der henviser til EF-traktatens artikel 122, stk. 2, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C6-0198/2008),
- der henviser til forretningsordenens artikel 51,
- der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A6-0231/2008),
A. der henviser til, at Slovakiet har opfyldt Maastrichtkriterierne i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 121 og protokollen om konvergenskriterierne, som der henvises til deri,
B. der henviser til, at en delegation fra Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg, første gang et sådant besøg har fundet sted, har besøgt Slovakiet for første gang for at vurdere, om landet er rede til at tiltræde euroområdet,
C. der henviser til, at erfaringen 10 år efter oprettelsen af Den Økonomiske og Monetære Union har vist, at incitamenterne til at gennemføre strukturelle reformer aftager efter tiltrædelse af euroområdet, og spørgsmålet om varig karakter har fået øget betydning,
D. der henviser til, at formanden for Økofinrådet har sendt en skrivelse til Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne, hvori han redegør for de foranstaltninger, som den slovakiske regering har truffet, og de politiske forpligtelser, den har indgået, for at sikre en vedvarende konvergens,
1. godkender Kommissionens forslag;
2. går ind for Slovakiets tilslutning til euroen den 1. januar 2009;
3. noterer sig, at EF-traktatens artikel 121 fastslår, om der er opnået en høj grad af vedvarende konvergens ved at undersøge, hvorvidt de enkelte medlemsstater har opfyldt følgende kriterier: en høj grad af prisstabilitet; holdbare offentlige finanser; overholdelse af de normale udsvingsmargener i valutakursmekanismen og den varige karakter af den konvergens, medlemsstaten har opnået, samt af dens deltagelse i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme, som afspejlet i de langfristede rentesatser;
4. konstaterer, at ECB's konvergensrapport fra 2008 identificerer risici, hvad angår holdbarheden af den lave inflationstakt, som er opnået, og opfordrer indtrængende til, at der tages de nødvendige skridt for at undgå inflation;
5. er bekymret over afvigelserne mellem Kommissionens og ECB's konvergensrapporter, hvad angår inflationens varige karakter;
6. henstiller, at de slovakiske myndigheder opretter et observationsorgan, som kan overvåge priserne på udvalgte basisvarer på ugentlig basis med henblik på at bekæmpe falske forestillinger om prisstigninger;
7. opfordrer den slovakiske regering til at sikre en videreførelse af de nødvendige strukturelle reformer af arbejds-, tjeneste- og varemarkedet ved navnlig at sikre en øget mobilitet på arbejdsmarkedet og investeringer i menneskelig kapital; opfordrer den slovakiske regering til at sikre konkurrence, navnlig i følsomme sektorer som energisektoren;
8. opfordrer Slovakiets regering til sammen med den slovakiske centralbank at sikre en stabil lav inflation, som kan opnås gennem yderligere budgetkonsolidering og en tilstrækkelig stram finanspolitik med henblik på at opnå ligevægt i budgettet på mellemlang sigt; opfordrer arbejdsmarkedets parter i Slovakiet til at holde lønstigningerne på linje med produktivitetsstigningen i en overskuelig fremtid;
9. opfordrer Eurogruppen til at forbedre koordineringen og overvåge den effektive implementering af de politiske forpligtelser, som euroområdets medlemsstater har indgået med henblik på en vedvarende konvergens;
10. understreger, at den skattepolitik, der føres af de medlemsstater, der deltager i euroområdet, skal være i overensstemmelse med principperne om god regeringsførelse på beskatningsområdet;
11. gentager sin faste overbevisning om, at Rådet og Kommissionen bør anlægge den holdning, at en procedure i forbindelse med et uforholdsmæssigt stort underskud vedrørende en medlemsstat skal være afsluttet, inden der foretages en vurdering af, hvorvidt Maastrichtkriterierne er opfyldt, som fastlagt i artikel 2 i protokollen om konvergenskriterierne; beklager, at Kommissionen endnu en gang ikke har formået at anvende EF-traktaten korrekt i denne henseende;
12. mener, at alle relevante foranstaltninger, som træffes af en medlemsstat, der ansøger om medlemskab af euroområdet, efter offentliggørelsen af Kommissionens og Den Europæiske Centralbanks konvergensrapporter, bør tages i betragtning af Rådet på grundlag af Parlamentets relevante beslutning og integreres i overvågningsprocessen;
13. opfordrer medlemsstaterne til at give Kommissionen mulighed for at vurdere opfyldelsen af Maastrichtkriterierne på grundlag af klare, aktuelle og pålidelige data af høj kvalitet;
14. er bekymret over de slovakiske borgeres ringe støtte til euroen; opfordrer derfor de slovakiske myndigheder til at iværksætte den offentlige informationskampagne, hvis sigte er at forklare fordelene ved den fælles valuta, og tage alle de nødvendige skridt for at begrænse prisstigninger i løbet af overgangsperioden;
15. noterer sig de bestræbelser, der er blevet gjort af alle parter for at forbedre de betingelser, hvorunder Parlamentet udøver sin ret til høring i henhold til EF-traktatens artikel 121 og 122 i forhold til oplysninger og tilrettelæggelse, og glæder sig over Økonomi- og Valutaudvalgets initiativ til at organisere et studiebesøg i Slovakiet for at foretage sin egen vurdering af situationen;
16. henstiller til Kommissionen og ECB at tage hensyn til alle aspekter, når de anbefaler den endelige valutakurs for den slovakiske koruna;
17. opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;
18. anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;
19. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, Eurogruppen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.