Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens meddelelse om udvidelsesstrategien og de vigtigste udfordringer 2007-2008 (KOM(2007)0663),

-   der henviser til sine beslutninger af 16. marts 2006 om Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2005(1) og af 13. december 2006 om Kommissionens meddelelse om udvidelsesstrategien og de vigtigste udfordringer 2006-2007(2),

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om landene på Vestbalkan, Tyrkiet og de europæiske partnere i den europæiske naboskabspolitik,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A6-0266/2008),

A.   der henviser til, at EU's udvidelsesstrategi har en både ekstern og intern dimension,

B.   der henviser til, at denne strategis eksterne dimension omfatter fremme af reformer, i overensstemmelse med europæiske standarder, af demokrati, respekt for menneskerettighederne, fred, stabilitet og velstand,

C.   der henviser til, at udvidelsesstrategiens interne dimension direkte indvirker på EU's evne til at forfølge sine politikmål og skabe en stadig snævrere union som nedfældet i traktaterne,

D.   der henviser til, at en politisk integreret Europæisk Union, der er i stand til at udvikle ambitiøse politikker på områderne solidaritet og stabilitet er en nødvendighed,

E.   der henviser til, at enhver europæisk stat i henhold til Romtraktaten kan ansøge om at blive medlem af Fællesskabet,

F.   der henviser til, at tidligere udvidelser uden tvivl har været en succes både for Den Europæiske Union og for de tiltrædende medlemsstater, at de har bidraget til stabilitet, udvikling og fremgang i Europa som helhed, og at det derfor er vigtigt at skabe de rette betingelser for at sikre, at fremtidige udvidelser også bliver vellykkede,

G.   der henviser til, at stabiliserings- og associeringsaftaler spiller en vigtig og succesfuld rolle for forbindelserne mellem EU og landene på det vestlige Balkan med henblik på disse landes europæiske integration og fremmer det regionale samarbejde,

H.   der henviser til, at Det Europæiske Råd på sine møder i henholdsvis Thessaloniki i 2003 og i Bruxelles i 2006 bekræftede, at EU agtede at opfylde sine forpligtelser over for landene i det sydøstlige Europa og det vestlige Balkan,

I.   der i den forbindelse henviser til, at den fornyede enighed, Det Europæiske Råd nåede frem til i december 2006, er baseret på principper om konsolidering af forpligtelser, overholdelse af strenge og fair betingelser og bedre kommunikation med borgerne,

J.   der henviser til, at udvidelsesstrategien er langt mere end en forhandlingsmetodologi, der - som den gør - afspejler den faste overbevisning, at EU er et fællesskab med fælles værdier, og er uløseligt forbundet med debatten om EU's mål og effektivitet, dens fremtid og dens rolle i nabolandene og på verdensplan,

K.   der henviser til, at den metodologi og de kriterier for tiltrædelsesforhandlinger, som Kommissionen skitserer i sin ovennævnte meddelelse, fortjener fuld støtte og bør følges nøje, og til, at politiske hensyn ikke må føre til, at streng overholdelse af disse kriterier tilsidesættes,

L.   der henviser til, at EU's udvidelsesstrategi bør indgå i en bred række af politikinstrumenter, der tager sigte på at konsolidere demokratiet og skabe stabilitet og social udvikling i EU's nabolande samt styrke EU's rolle på verdensplan,

M.   der henviser til, at disse politikker bør omfatte de mange forskellige forhold, der gør sig gældende i EU's nabolande, især de lande, som har kandidatstatus, og med hvilke der er indledt forhandlinger, de lande, som har kandidatstatus, men med hvilke der endnu ikke er indledt forhandlinger, de lande, der har udsigt til medlemskab, de lande, der har som mål at blive integreret i EU, og endelig de lande, som blot ønsker nære naboskabsforbindelser med EU,

N.   der henviser til, at disse politikker bør være indbyrdes uafhængige, uden at de dog må forhindre et givent land i at avancere fra én form for kontraktligt forhold til EU til en anden, hvis de nødvendige interne og eksterne betingelser i det pågældende land er opfyldt,

O.   der henviser til, at de østlige partnere i den europæiske naboskabspolitik klart kan identificeres som europæiske lande, og at nogle af disse har givet udtryk for, at deres mål har europæisk perspektiv,

P.   der henviser til, at lande med udsigt til medlemskab som anført i ovennævnte beslutning af 13. december 2006 bør drage fordel af en tæt bi- eller multilateral forbindelse med EU, som er afpasset efter deres særlige behov og interesser, og som henviser til, at denne valgmulighed, der indebærer et bredt spektrum af operationelle muligheder, vil sikre partnerlande stabile, langsigtede perspektiver for etablering af institutionaliserede forbindelser med EU og skabe det nødvendige incitament for fremme af stabilitet, fred, respekt for menneskerettighederne og demokratiske og økonomiske reformer i de berørte lande,

Q.   der henviser til, at det i henhold til samme beslutning vil være op til alle de lande, der har udsigt til medlemskab, at afgøre, om de ønsker at drage fordel af lignende multilaterale ordninger som et foreløbigt skridt i retning af tiltrædelse,

R.   der henviser til, at der ligeledes må gøres effektivt rede for EU's udvidelsesstrategi, ligesom den må videreformidles til EU's nuværende samt til alle kommende borgere for at sikre, at de har fuldt kendskab hertil, og for således at skabe øget opbakning i offentligheden til EU's forpligtelser over for nabolandene og dermed også cementere EU's troværdighed og solidaritet som partner ved at forsøge at komme med svar på legitime betænkeligheder,

1.   er enig med Kommissionen i, at tidligere udvidelser har været en succes og til gavn for såvel de gamle som de nye medlemsstater, idet de har fremmet økonomisk vækst og sociale fremskridt og skabt fred, stabilitet, frihed og velstand i det europæiske kontinent; mener, at EU kan lære af de tidligere udvidelser, og at yderligere forbedringer af udvidelsesprocessens kvalitet skal bygge på hidtil indhøstede positive erfaringer;

2.   bekræfter sin bindende forpligtelse over for alle kandidatlande og de lande, som klart og utvetydig har fået stillet medlemskab i udsigt, baseret på den betingelse, at fuld og stringent opfyldelse af alle Københavnskriterierne i 1993 er et ufravigeligt krav, og understreger, at EU bør gøre en indsats for at styrke integrationskapaciteten, og at der i fuldt omfang bør tages hensyn til denne kapacitet;

3.   minder i denne forbindelse om, at det også er en uomgængelig betingelse, at landende i det tidligere Jugoslavien samarbejder fuldt ud med Den Internationale Krigsforbryderdomstol vedrørende det tidligere Jugoslavien;

4.   er af den opfattelse, at EU's udvidelsesstrategi bør opfylde kravene i EU-traktaten og afspejle de forpligtelser, EU allerede har indgået, og skabe en vis balance mellem Unionens geostrategiske interesser, konsekvenserne af den politiske udvikling uden for EU's grænser og Unionens integrationskapacitet, herunder dens evne til at tage kommende interne og eksterne udfordringer op og gennemføre dens politiske integrationsprojekt;

5.   minder i denne forbindelse om behovet for at gennemføre de nødvendige interne reformer med henblik på blandt andet at øge effektiviteten, den sociale samhørighed og styrke den demokratiske kontrol;

6.   påpeger, at integrationskapaciteten er forbundet med EU's evne på et givent tidspunkt til at træffe afgørelse om og dermed realisere sine politiske mål, især med hensyn til at fremme økonomiske og sociale fremskridt og et højt beskæftigelsesniveau i medlemsstaterne, at bekræfte sin identitet og evne til at gøre sig gældende på den internationale scene, at fremme såvel EU-medlemsstaternes som de europæiske borgeres rettigheder og interesser, at udvikle et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, at sikre fuld respekt for og videreudvikling af gældende fællesskabsret og at værne om de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder som nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

7.   mener, at begrebet integrationskapacitet som led i en EU-udvidelse omfatter følgende fire faktorer:

8.   understreger, at Københavnskriterierne skal respekteres fuldt ud og ligeledes overholdes af medlemsstaterne for dermed at gøre udvidelsesstrategien mere troværdig og effektiv og for at undgå, at der kræves højere standarder af ansøgerlande end dem, der anvendes i visse dele af EU;

9.   henviser endvidere til, at hver enkelt nye medlemsstats økonomiske struktur og interesser kan få indflydelse på, hvilken retning EU's politikker og budget følger, og at de påkrævede politiske tilpasninger vil kunne influere på selve Unionens karakter; minder om, at et sammenhængende fællesskab af nationer og borgere skal baseres på konsekvente politikker og fælles interesser;

10.   mener, at der skal tages behørigt hensyn til de budgetmæssige og bredere økonomiske og sociale følger af eventuelle yderligere udvidelser ved midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme 2007-2013 og udarbejdelsen af efterfølgende finansielle rammer;

11.   er ligeledes af den opfattelse, at alle tiltrædende medlemsstater må prøve at løse de vigtigste interne problemer, især spørgsmål vedrørende territoriale og forfatningsmæssige forhold, inden de kan tiltræde EU; mener, at EU før og under forhandlingerne med et tiltrædende land bør hjælpe landet med at løse disse problemer;

12.   går ind for, at der lægges vægt på konsolidering, konditionalitet og kommunikation som retningsgivende principper for EU's udvidelsesstrategi;

13.   mener, at enhver udvidelse skal følges op af en passende konsolidering og politisk koncentration og af en seriøs revurdering af EU's politikker og midler med henblik på at opfylde de europæiske borgeres forventninger og sikre EU's levedygtighed som politisk projekt;

14.   mener derfor, at udvidelser uden tilstrækkelig konsolidering og forberedelse kan få negative konsekvenser for Unionens interne samhørighed og medføre alvorlige konsekvenser for Unionens handleevne, eftersom det ville svække dens institutioner, gøre medlemsstaterne mere sårbare over for pres udefra og underminere dens troværdighed som global aktør;

15.   mener endvidere, at udvidelsesprocessens succes (og dermed EU's politiske integrations succes) kun kan sikres, hvis der er en klar og langvarig offentlig støtte til EU-medlemskab i de enkelte kandidatlande; mener derfor, at yderligere udvidelser bør gå hånd i hånd med en samordnet kommunikationspolitik, som inddrager alle EU-institutionerne og alle medlemsstaternes regeringer samt repræsentanter for civilsamfundet, og at denne kommunikationspolitik bør tage sigte på over for EU's borgere at redegøre for de politiske, økonomiske, sociale og kulturelle fordele ved udvidelse; minder derfor medlemsstaternes parlamenter og regeringer om, at det er deres ansvar at underrette offentligheden behørigt om tidligere udvidelsers positive resultater, status quo i de aktuelle forhandlinger og spørgsmål i forbindelse med nye medlemsstaters tiltrædelse;

16.   mener, at lande, der har udsigt til at blive medlemmer af EU, bør gøre alt for at forklare, inddrage og forberede deres offentlighed på integrationen i EU med inddragelse af civilsamfundet i denne proces lige fra starten;

17.   er ligeledes af den opfattelse, at udvidelsesstrategien bør følges op af eksterne kontraktlige rammer af et mere nuanceret tilsnit, og at disse rammer bør struktureres, så de udgør gensidigt gennemtrængelige koncentriske cirkler, hvor lande på stringente, men nøje præciserede interne og eksterne vilkår tilbydes muligheden for at skifte fra én status til en anden, hvis de måtte ønske det, og hvis de opfylder de kriterier, der er relevante for de enkelte specifikke rammer;

18.   mener ikke, at deltagelse i den europæiske naboskabspolitik hverken principielt eller reelt træder i stedet for et eventuelt EU-medlemskab eller udgør et stadium, som nødvendigvis fører til medlemskab; mener, at det begrebsmæssige, juridiske og politiske svælg mellem Unionens udvidelsesstrategi og dens naboskabspolitik må elimineres for at opfylde forventningerne hos Unionens østlige naboer; er af den faste overbevisning, at Kommissionens styrkede naboskabspolitik er utilstrækkelig i så henseende, selv om den absolut må ses som et positivt skridt i den rigtige retning, og at der er behov for en mere substantiel kvalitativ ændring;

19.   mener derfor, at Unionen med sigte på disse østlige nabolande, som på baggrund af deres politiske, økonomiske og sociale situation og Unionens nuværende integrationskapacitet på nuværende tidspunkt ikke har fået stillet medlemskab i udsigt, men som samtidig opfylder visse demokratiske og økonomiske kriterier, bør oprette et område baseret på fælles politikker, som især omfatter retsstatsprincipper, demokrati, menneskerettigheder, udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde, økonomiske og finansielle spørgsmål, handel, energi, transport, miljøspørgsmål, retlige anliggender, sikkerhed, migration, visumfri bevægelse og uddannelse; er af den opfattelse, at disse fælles politikker bør forfølge det overordnede mål om at støtte de østlige nabolande, således at de gradvis når op på EU's standarder, og for på denne måde at bane vejen for en endnu tættere integration i EU; er også overbevist om, at de fælles politikker bør udformes i fællesskab med de deltagende lande på grundlag af konkrete beslutningsprocedurer samt bør følges op af tilstrækkelig finansiel støtte; er positivt indstillet over for glæder sig over det forslag om et østligt partnerskab, som Polen og Sverige fremlagde på møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 26.-27. maj 2008, såfremt dette initiativ gennemføres inden for rammerne af EU;

20.   glæder sig over relanceringen inden for EU's rammer af "Barcelonaprocessen: En Union for Middelhavsområdet" og ser den som et positivt skridt i EU's forbindelser med nabolandene mod syd; mener, at denne nye udvikling underbygger argumentet for også at etablere konkrete kontraktlige, multilaterale forbindelser med EU's nabolande mod øst, som i forhold til de sydlige partnere har klare europæiske ambitioner og perspektiver; minder om, at disse forbindelser som et første skridt bør munde ud i etableringen af et frihandelsområde, som følges op af snævrere forbindelser efter en EØS+-model (et europæisk økonomisk samarbejdsområde plus), en slags europæisk Commonwealth eller specifikke regionale rammer for samarbejde;

21.   gentager betydningen af, at der i forbindelse med ovennævnte specifikke regionale rammer for samarbejde, fastlægges en mere avanceret og omfattende EU-strategi for Sortehavsregionen, som går videre end det nuværende synergiinitiativ, og som forudser oprettelse af en samarbejdsaftale for Sortehavet, som bør omfatte EU, Tyrkiet og alle stater langs Sortehavskysten som lige partnere, samtidig med at Ruslands fulde deltagelse tilstræbes, og som på et senere tidspunkt kan udvikle sig til en Sortehavsunion; mener, at en sådan multilateral ramme ikke kun vil give de deltagende lande mulighed for at styrke deres forbindelser med EU og drage nytte af samarbejde på tværs af mange forskellige politiske områder, men også ville give Den Europæiske Union mulighed for at spille en mere aktiv rolle i bestræbelserne på at finde fredelige løsninger på regionens konflikter og således bidrage positivt til sikkerhed i området;

22.   mener samtidig, at lande, der har anerkendte medlemskabsperspektiver, men stadig har et godt stykke vej igen, inden de opfylder de politiske, økonomiske og sociale betingelser, der er nødvendige for at opnå kandidatstatus, med fordel på frivillig basis kunne deltage i ordninger svarende til ovennævnte bilaterale eller multilaterale ramme; minder om, at et sådant foreløbigt skridt vil lette udnyttelsen af alle de instrumenter, der er tilgængelige for EU med henblik på at hjælpe disse lande hen imod fuldt medlemskab;

23.   glæder sig i den forbindelse over Kommissionens meddelelse af 5. marts 2008 om det vestlige Balkan: Forbedring af det europæiske perspektiv (KOM(2008)0127), hvori der præsenteres en række foranstaltninger med henblik på at yde støtte til landene i denne region i deres bestræbelser på at blive integreret i EU og styrke EU's forbindelser med disse lande på områder som f.eks. handel, energi, uddannelse og/eller forskning; glæder sig over undertegnelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen af 7. november 2007 med Republikken Serbien og af 16. juni 2008 med Bosnien-Hercegovina vedrørende yderligere skridt hen imod en styrkelse af båndene mellem den pågældende region og EU; anmoder i denne henseende om, at forhandlingerne om en liberalisering af reglerne for udstedelse af visa med landene i det vestlige Balkan fremskyndes med henblik på disse landes deltagelse i fællesskabsprogrammer;

24.   henstiller endvidere indtrængende til Kommissionen om at forelægge konkrete forslag til en mere mangesidet politik for de eksterne forbindelser med EU's nabolande, som har samklang med forslagene i denne beslutning, og at den overvejer sin egen administrative struktur, således at der i det mindste etableres et strukturelt bindeled mellem aktiviteterne i henholdsvis Generaldirektoratet for Udvidelse og RELEX-Generaldirektoratet;

25.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 291 E af 30.11.2006, s. 402. (2) EUT C 317 E af 23.12.2006, s. 480.