Europa-Parlamentet,

-   der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

-   der henviser til alle De Forenede Nationers menneskerettighedskonventioner og de valgfrie protokoller hertil,

-   der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og de to valgfrie protokoller hertil,

-   der henviser til FN's Pagt, navnlig artikel 1 og 25 samt artikel 39 og 41 i kapitel VII,

-   der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (den europæiske menneskerettighedskonvention) og de tilhørende protokoller,

-   der henviser til Parischartret for et nyt Europa (Parischartret),

-   der henviser til 1975-slutakten fra Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (Helsingforsslutakten),

-   der henviser til EU-traktatens artikel 3, 6, 11, 13, 19, 21, 29 og 39 og EF-traktatens artikel 60, 133, 296, 297, 301 og 308,

-   der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om menneskerettighedssituationen i verden,

-   der henviser til sine tidligere debatter og uopsættelige beslutninger om tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet,

-   der henviser til sin beslutning af 20. september 1996 om Kommissionens meddelelse om hvorledes overholdelsen af de demokratiske principper og menneskerettighederne indgår i aftalerne mellem Fællesskabet og tredjelande(1),

-   der henviser til Det Europæiske Fællesskabs og dets medlemsstaters internationale forpligtelser, herunder forpligtelserne i WTO-aftalerne,

-   der henviser til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (Cotonouaftalen)(2), særligt artikel 8, 9, 33, 96 og 98 samt revisionen af denne aftale(3),

-   der henviser til Rådets dokument af 22. januar 2004 om oprettelse af en sanktionsgruppe under Gruppen af Råder vedrørende Eksterne Forbindelser (RELEX/sanktioner) (5603/2004),

-   der henviser til Rådets dokument af 7. juni 2004 om "Grundprincipper for anvendelse af restriktive foranstaltninger (sanktioner)" (10198/1/2004),

-   der henviser til Rådets dokument om "Retningslinjer for gennemførelse og evaluering af restriktive foranstaltninger (sanktioner) som led i EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik", senest revideret den 2. december 2005 (15114/2005),

-   der henviser til Rådets dokument af 9. juli 2007 om EU's bedste praksis for effektiv gennemførelse af restriktive foranstaltninger (11679/2007),

-   der henviser til den fælles holdning 96/697/FUSP vedrørende Cuba(4), som vedtoges af Rådet den 2. december 1996,

-   der henviser til Rådets fælles holdning 2001/930/FUSP om bekæmpelse af terrorisme(5) og 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme(6), begge af 27. december 2001, og Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27. december 2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme(7),

-   der henviser til Rådets fælles holdning 2002/402/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Usama bin Laden, medlemmer af Al Qaida-organisationen og Taliban samt andre personer, grupper, virksomheder og enheder, der er knyttet til dem(8), og Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, al-Qaida-organisationen og Taliban(9), begge af 27. maj 2002,

-   der henviser til Den Europæiske Unions fælles liste over militært udstyr(10),

-   der henviser til sin beslutning af 25. april 2002 om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om, hvordan Den Europæiske Union kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande(11),

-   der henviser til sin beslutning af 14. februar 2006 om menneskerettigheds- og demokratiklausulen i EU-aftaler(12),

-   der henviser til alle aftaler, der er indgået mellem Den Europæiske Union og tredjelande og til menneskerettighedsklausulerne i disse aftaler,

-   der henviser til sin beslutning af 11. oktober 1982 om betydningen og virkningerne af økonomiske sanktioner, navnlig handelsembargo og boykot, for Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forbindelser med tredjelande(13),

-   der henviser til beslutning om sanktioners og navnlig embargoers konsekvenser for befolkningen i de lande, der rammes af sådanne foranstaltninger(14), vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU den 1. november 2001 i Bruxelles (Belgien),

-   der henviser til sin beslutning af 6. september 2007 om dialoger om menneskerettigheder og samråd om menneskerettigheder med tredjelande(15),

-   der henviser til resolution 1597 (2008) og henstilling 1824 (2008) om FN's Sikkerhedsråds og EU's sortlister, vedtaget af Europarådets Parlamentariske Forsamling den 23. januar 2008,

-   der henviser til Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som blev undertegnet i Lissabon den 13. december 2007, og som ventes at træde i kraft den 1. januar 2009,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om International Handel (A6-0309/2008),

A.   der henviser til, at det i EU-traktatens artikel 11, stk. 1, i TEU fastsættes, at respekten for menneskerettighederne er et af målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), og at det af EU-traktatens nye artikel 21, indført ved Lissabontraktatens artikel 1, nr. 24), fremgår, at "Unionens optræden på den internationale scene bygger på de principper, der har ligget til grund for dens egen oprettelse, udvikling og udvidelse, og som den tilstræber at fremme i den øvrige verden: demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende rettigheders universalitet og udelelighed, respekt for den menneskelige værdighed, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten",

B.   der henviser til, at sanktioner indføres med henblik på at nå de specifikke FUSP-mål som er fastsat i EU-traktatens artikel 11 i , og som omfatter, men ikke er begrænset til, fremme af respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, demokrati, retsstaten og god regeringsførelse,

C.   der henviser til, at ovennævnte grundprincipper for anvendelse af restriktive foranstaltninger (sanktioner) er det første dokument, som fastsætter en konkret ramme, inden for hvilken EU kan indføre sanktioner, på trods af at EU's praksis på området stammer tilbage fra starten af 1980'erne og i særdeleshed EU-traktatens ikrafttræden i 1993; der henviser til, at dette dokument formelt gør sanktioner til et instrument under FUSP og derfor er udgangspunktet for en europæisk sanktionspolitik,

D.   der henviser til, at denne sanktionspolitik primært bygger på følgende fem mål inden for rammerne af FUSP: at beskytte Unionens fælles værdier, grundlæggende interesser, uafhængighed og integritet i overensstemmelse med principperne i FN's pagt; at styrke Unionens sikkerhed i alle henseender; at bevare freden og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i FN's pagt samt principperne i Helsingforsslutakten og målene i Parischartret, herunder de principper og de mål, der vedrører de ydre grænser; at fremme det internationale samarbejde; at udvikle og befæste demokratiet og retsstatsprincippet samt respektere menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder,

E.   der henviser til, at der er en voksende international konsensus om, at ethvert alvorligt og forsætligt anslag mod miljøet er til skade for freden og den internationale sikkerhed og udgør en overtrædelse af menneskerettighederne,

F.   der henviser til, at EU er indstillet på systematisk at indføre sanktioner, som er vedtaget af FN's Sikkerhedsråd i henhold til kapitel VII i De Forenede Nationers Pagt, og samtidig indfører egne sanktioner i mangel af et mandat fra FN's Sikkerhedsråd i tilfælde, hvor Sikkerhedsrådet ikke har beføjelse til at gribe ind eller er forhindret i at gøre det på grund af manglende enighed blandt medlemmerne; understreger i den forbindelse både FN's og EU's pligt til at indføre sanktioner i overensstemmelse med folkeretten,

G.   der henviser til, at EU's sanktionspolitik således omfatter FN's Sikkerhedsråds sanktioner, men at rækkevidden og målene i EU's politik er bredere end i FN's Sikkerhedsråds politik (international fred og sikkerhed),

H.   der henviser til, at sanktioner er et af de instrumenter, som EU kan anvende til at gennemføre sin menneskerettighedspolitik; minder om, at anvendelsen af sanktioner skal være en del af et integreret og sammenhængende politisk tiltag og skal være i overensstemmelse med Unionens generelle strategi på det pågældende område, og skal udgøre det sidste forsøg på listen over prioriteter til gennemførelse af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks særlige mål; der henviser til, at sanktionernes effektivitet afhænger af, at de iværksættes samtidigt af alle medlemsstater,

I.   der henviser til, at der ikke findes nogen officiel definition af, hvad en sanktion er, hverken i folkeretten eller i EU/EF-retten; der henviser til, at inden for rammerne af FUSP anses sanktioner eller restriktive foranstaltninger imidlertid for foranstaltninger, der helt eller delvist afbryder eller indskrænker de diplomatiske eller økonomiske forbindelser med et eller flere tredjelande, og søger at få indført en ændring af visse aktiviteter eller politikker, eksempelvis overtrædelser af folkeretten eller menneskerettighederne, eller en ændring af politikker, som krænker retsstatsprincippet eller de demokratiske principper, og som føres af tredjelandes regeringer, ikkestatslige enheder, fysiske eller juridiske personer,

J.   der henviser til, at de restriktive foranstaltninger omfatter en lang række foranstaltninger såsom våbenembargoer, handelssanktioner, finansielle/økonomiske sanktioner, indefrysning af aktiver, flyveforbud, adgangsrestriktioner, diplomatiske sanktioner, boykot af sportsbegivenheder og kulturelle begivenheder og midlertidig ophævelse af samarbejdet med et tredjeland,

K.   der henviser til, at i denne beslutning, ligesom i EU, anvendes ordene "sanktioner" og "restriktive foranstaltninger" synonymt; der henviser til, at denne beslutning tilslutter sig definitionen af relevante foranstaltninger i artikel 96 i Cotonouaftalen(16),

L.   der henviser til, at EU-sanktionerne selv bygger på en række forskellige retsgrundlag afhængig af den restriktive foranstaltnings præcise art og den juridiske karakter af forbindelserne med det pågældende tredjeland samt af de pågældende sektorer og mål; der henviser til, at disse faktorer afgør både proceduren for vedtagelse af sanktionerne - hvilket ofte, men ikke altid, kræver en fælles FUSP-holdning og dermed enstemmighed i Rådet - og den lovgivningsprocedure, der skal følges med henblik på at gøre sanktionerne juridisk bindende og kunne håndhæve dem, og hvor den almindelige procedure er den, som er fastsat i EF-traktatens artikel 301,

M.   der henviser til, at visumforbud og våbenembargoer er blevet de hyppigst anvendte FUSP-sanktioner og er de første skridt i EU's sanktionsproces; der henviser til, at disse to typer foranstaltninger er de eneste, som kan gennemføres direkte af medlemsstaterne, eftersom de, jf. EF-traktaten, ikke er underlagt krav om vedtagelse af specifikke sanktionsbestemmelser; der henviser til, at finansielle sanktioner (indefrysning af aktiver) og handelssanktioner på den anden side kræver, at der vedtages specifikke sanktionsbestemmelser,

N.   der henviser til, at det ifølge ovennævnte grundprincipper for anvendelse af restriktive foranstaltninger (sanktioner) samt de relevante retningslinjer er mest hensigtsmæssigt at anvende målrettede sanktioner, fordi man for det første undgår en negativ påvirkning af en større gruppe mennesker, og fordi man for det andet direkte påvirker de ansvarlige og derfor sandsynligvis kan opnå ændringer i den politik, der føres af de pågældende personer,

O.   der anerkender, at der findes foranstaltninger, som, når de vedtages af Rådet i form af formandskabets konklusioner, ikke betegnes som "sanktioner" og samtidig adskiller sig fra de øvrige restriktive foranstaltninger på listen over FUSP-værktøjer,

P.   der henviser til, at de økonomiske forbindelser mellem EU og tredjelande ofte er reguleret af sektorspecifikke bilaterale eller multilaterale aftaler, som EU er forpligtet til at overholde i forbindelse med indførelse af sanktioner; der henviser til, at EU derfor om nødvendigt bør suspendere eller ophæve de relevante aftaler, inden der indføres økonomiske sanktioner, der er uforenelige med de rettigheder, som det pågældende tredjeland er tildelt i henhold til en eksisterende aftale,

Q.   der henviser til, at forbindelserne mellem EU og tredjelande ofte er reguleret af bilaterale eller multilaterale aftaler, som giver en af parterne ret til at træffe relevante foranstaltninger i tilfælde af den anden parts misligholdelse af en væsentlig forpligtelse i aftalen, navnlig manglende respekt for menneskerettighederne, folkeretten, de demokratiske principper og retsstatsprincippet (menneskerettighedsklausulen), og i denne sammenhæng er Cotonouaftalen et godt eksempel,

R.   der henviser til, at indførelsen og gennemførelsen af restriktive foranstaltninger skal være i overensstemmelse med menneskerettighederne og den humanitære folkeret, herunder retten til en retfærdig rettergang og retten til effektive retsmidler samt proportionalitet, og skal indeholde relevante undtagelser, der tager hensyn til de grundlæggende menneskelige behov hos de personer, der er genstand for foranstaltningerne, såsom adgang til grunduddannelse, drikkevand og lægehjælp, herunder nødvendig medicin; der henviser til, at en sanktionspolitik skal tage fuldt hensyn til de standarder, som er fastlagt i Genèvekonventionen, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder samt FN's resolutioner vedrørende beskyttelse af civile og børn i væbnede konflikter;

S.   der henviser til, at EU's og de enkelte medlemsstaters troværdighed skades, når EU's sanktioner tilsyneladende brydes; der henviser til, at Robert Mugabe blev inviteret til at deltage i EU-Afrika-topmødet i Lissabon den 8.-9. december 2007, selv om der var udstedt et indrejseforbud for ham til alle EU-medlemsstaternes område ved Rådets fælles holdning 2004/161/FUSP(17) af 19. februar 2004 om forlængelse af restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe, som senest blev forlænget ved Rådets fælles holdning 2008/135/CFSP af 18. februar 2008(18).

Generelle overvejelser om en effektiv sanktionspolitik i EU

1.   beklager, at der til dato ikke er foretaget nogen konsekvensvurdering eller -undersøgelse af EU's sanktionspolitik, og at det derfor er yderst vanskeligt at måle virkningerne heraf og effektiviteten i praksis og dermed drage de påkrævede konklusioner; opfordrer Rådet og Kommissionen til at foretage en sådan vurdering; mener dog at den sanktionspolitik, som anvendtes mod Sydafrika, viste sig at bidrage effektivt til afskaffelsen af apartheid;

2.   finder, at forskellene i retsgrundlagene for at gennemføre EU's sanktionspolitik med forskellige niveauer for beslutning, iværksættelse og kontrol udgør en hindring for EU's sanktionspolitiks gennemskuelighed og sammenhæng og følgelig dens troværdighed;

3.   mener, at sanktionernes effektivitet forudsætter, at deres iværksættelse opfattes som legitim både af den europæiske og internationale offentlighed og af offentligheden i det land, hvor man ønsker forandringer; understreger, at høring af Parlamentet i beslutningsprocessen styrker denne legitimitet;

4.   bemærker ligeledes, at sanktionerne kan have en symbolsk funktion og udtrykke EU's moralske fordømmelse og dermed bidrage til at styrke EU's udenrigspolitiks synlighed og troværdighed; advarer imidlertid imod at lægge for megen vægt på idéen om sanktioner som symbolske foranstaltninger, da dette vil betyde, at de helt mister deres værdi;

5.   understreger, at anvendelse af sanktioner bør overvejes, hvis myndigheders, ikkestatslige aktørers, eller fysiske eller juridiske personers adfærd alvorligt skader sikkerheden og menneskerettighederne, eller hvis alle aftalemæssige og/eller diplomatiske forbindelser er forsøgt eller blokeres på grund af tredjepartens handlinger;

6.   er af den opfattelse, at enhver forsætlig og uoprettelig skade på miljøet udgør en trussel mod sikkerheden og en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne; anmoder i denne forbindelse Rådet og Kommissionen om at medtage forsætlige og uoprettelige skader på miljøet som mulig grund til at indføre sanktioner;

7.   anerkender, at EU's overordnede sanktionsinstrumenter generelt anvendes fleksibelt efter behov i de enkelte tilfælde; beklager dog, at EU ofte har været inkonsekvent i anvendelsen af sin sanktionspolitik ved at behandle tredjelande forskelligt, selv om de har samme tilgang til menneskerettigheder og demokrati, og EU er derfor blevet kritiseret for at anvende to forskellige målestokke;

8.   mener i denne forbindelse, at eventuelle negative konsekvenser for EU-borgerne og EU's handelsinteresser af indførelsen og evalueringen af EU's sanktioner for krænkelser af menneskerettighederne i princippet ikke bør resultere i, at der sættes spørgsmålstegn ved sanktionerne;

9.   beklager, at der inden for EU er uoverensstemmelser vedrørende politikken over for visse lande, som f.eks. Cuba, og at medlemsstaterne er uvillige til at modarbejde store partnere som Rusland, og at dette har medført, at EU kun har vedtaget "uformelle sanktioner" i formandskabets konklusioner, hvilket er udtryk for manglende balance eller inkonsekvens i anvendelse af Unionens sanktioner; medgiver dog, at visse foranstaltninger i Rådets konklusioner, som f.eks. udsættelse af indgåelsen af aftaler med visse lande, bl.a. Serbien, kan være et hensigtsmæssigt redskab med henblik på at presse tredjelande til fuldt ud at samarbejde med internationale mekanismer;

10.   gør med hensyn til Cuba opmærksom på, at den ovennævnte fælles holdning, som vedtoges i 1996, og som med jævne mellemrum forlænges, indeholder en køreplan for en fredelig overgang til demokrati på øen, og at den fortsat står ved magt og ikke er genstand for uoverensstemmelser i de europæiske institutioner; beklager, at der foreløbig ikke har fundet nogen væsentlig forbedring sted på menneskerettighedsområdet; tager Rådets beslutning af 20. juni 2008 om at ophæve de uformelle sanktioner mod Cuba til efterretning, men kræver samtidig øjeblikkelig og betingelsesløs frigivelse af alle politiske fanger, bedre adgang til fængsler samt ratificering og gennemførelse af den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder; bemærker, at Rådet om et år vil tage beslutning om at fortsætte den politiske dialog med Cuba på baggrund af, om der da er gennemført væsentlige forbedringer på menneskerettighedsområdet; understreger, at Rådets holdning også er bindende for EU's institutioner, hvad angår dialogen med både de cubanske myndigheder og med repræsentanter for civilsamfundet; gentager sin holdning vedrørende Sakharovprisvinderne Oswaldo Payá Sardiñas og Damas de Blanco-gruppen;

11.   mener, at argumentet med "ineffektive" sanktioner ikke kan anvendes til at ophæve dem, og at der i stedet bør ske en omlægning og fornyet vurdering af selve sanktionen; mener endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt sanktionerne skal opretholdes, udelukkende bør afhænge af, om deres mål er nået, og at deres karakter kan forstærkes eller ændres efter vurderingen; mener, at sanktionerne, for at nå dette mål, altid bør ledsages af tydelige referencepunkter (benchmarks);

12.   understreger, at sanktionernes effektivitet bør analyseres på flere planer, dels både med hensyn til foranstaltningernes egentlige effektivitet, dvs. hvorvidt de har virkning for de pågældende personers private eller erhvervsmæssige adfærd i deres egenskab af medlemmer af et sanktioneret styre, eller for dettes funktionsmåde, dels med hensyn til deres politiske effektivitet, dvs. hvorvidt de formår at ændre eller sætte en stopper for de politikker, som ligger til grund for sanktionerne;

13.   mener, at en sanktions effektivitet afhænger af EU's evne til at opretholde den i hele perioden, og beklager i denne forbindelse anvendelsen af bestemmelser såsom "udløbsklausuler", der indebærer en automatisk ophævelse af sanktioner;

14.   modsætter sig under alle omstændigheder anvendelse af generelle og vilkårlige sanktioner over for et hvilket som helst land, eftersom en sådan tilgang reelt medfører en fuldstændig isolation af befolkningen; mener, at økonomiske sanktioner, medmindre de koordineres med andre politiske instrumenter, kun i meget ringe grad ansporer det sanktionerede styre til at iværksætte politiske reformer; lægger derfor vægt på, at vedtagelse af sanktioner mod statslige myndigheder systematisk følges op med støtte til det pågældende lands civilsamfund;

Sanktioner som led i en overordnet menneskerettighedsstrategi

15.   påpeger, at de fleste EU-sanktioner indføres på baggrund af sikkerhedshensyn; understreger imidlertid, at overtrædelser af menneskerettighederne bør udgøre et tilstrækkeligt grundlag for anvendelsen af sanktioner, eftersom de ligeledes udgør en trussel mod sikkerhed og stabilitet;

16.   påpeger, at sanktionernes vigtigste formål er at medføre en ændring af politik eller aktiviteter i overensstemmelse med målene i FUSP's fælles holdning eller konklusioner vedtaget af Rådet eller den internationale afgørelse, som sanktionerne er baseret på;

17.   fastholder, at Rådet ved at vedtage ovennævnte grundprincipper for anvendelsen af restriktive foranstaltninger (sanktioner) er indstillet på at anvende sanktioner som led i en integreret, bredt anlagt politisk tilgang; understreger i denne henseende, at denne tilgang parallelt hermed omfatter politisk dialog, tilskyndelsesforanstaltninger og betingelser og endog i sidste instans kan omfatte anvendelse af tvangsforanstaltninger som nævnt i grundprincipperne; mener, at bestemmelserne om menneskerettigheder og demokrati, den generelle præferenceordning og udviklingsstøtte bør anvendes som redskaber til en sådan bredt anlagt og integreret politisk tilgang;

18.   understreger, at gennemførelsen af menneskerettighedsklausulen ikke kan anses for en helt selvstændig eller ensidig EU-sanktion, eftersom den stammer direkte fra den bilaterale eller multilaterale aftale, som indeholder et gensidigt løfte om at respektere menneskerettighederne; finder, at passende foranstaltninger i henhold til denne klausul udelukkende vedrører den pågældende aftales gennemførelse ved at give hver part et retsgrundlag for at suspendere eller annullere aftalen; mener følgelig, at menneskerettighedsklausulens håndhævelse og selvstændige eller ensidige sanktioner afgjort supplerer hinanden;

19.   glæder sig derfor over, at menneskerettighedsklausulen systematisk indarbejdes, og insisterer på indarbejdelse af en særlig gennemførelsesmekanisme i alle nye bilaterale aftaler, som indgås med tredjelande, herunder sektorspecifikke aftaler; påpeger i denne forbindelse de vigtige henstillinger om en mere effektiv og systematisk gennemførelse af bestemmelsen i form af udarbejdelse af mål og referencepunkter og regelmæssig vurdering; gentager sin opfordring til, at menneskerettighedsklausulerne gennemføres ved en mere gennemsigtig høringsprocedure mellem parterne med inddragelse af Parlamentet og civilsamfundet, idet der redegøres detaljeret for de politiske og retlige mekanismer, som skal anvendes i tilfælde af, at der fremsættes en anmodning om, at et bilateralt samarbejde standses som følge af gentagne og/eller systematiske krænkelser af menneskerettighederne i strid med folkeretten; støtter den proceduremodel, der er fastsat i Cotonouaftalen, for reaktion på alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og for håndhævelse af de demokratiske principper og retsstatsprincippet; mener, at ordningen for intensiv politisk dialog (Cotonouaftalens artikel 8) og konsultationer (Cotonouaftalens artikel 96) før og efter vedtagelsen af relevante foranstaltninger ved flere lejligheder har vist sig at være et effektivt instrument til forbedring af situationen på stedet;

20.   opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til ikke at indgå frihandelsaftaler og/eller associeringsaftaler - selv om de indeholder menneskerettighedsklausuler - med regeringer i lande, hvor der ifølge rapporter fra FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder begås omfattende krænkelser af menneskerettighederne;

21.   mener, at undladelsen af at træffe hensigtsmæssige eller restriktive foranstaltninger i tilfælde af en situation kendetegnet ved vedvarende overtrædelser af menneskerettighederne alvorligt undergraver EU's menneskerettighedsstrategi, sanktionspolitik og troværdighed;

22.   understreger, at sanktionspolitikken er langt mere effektiv, når den indgår i en sammenhængende menneskerettighedsstrategi; gentager sin anmodning til Rådet og Kommissionen om i hvert landestrategidokument og i andre dokumenter af samme art at opstille en specifik strategi om menneskerettigheder og demokratiske forhold;

23.   mener, at dialogerne og høringerne om menneskerettigheder i tilfælde af, at der gennemføres sanktioner, nødvendigvis og systematisk bør indeholde drøftelser om udviklingen i opfyldelsen af de mål og referencepunkter, som fastlægges på tidspunktet for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger; mener samtidig, at de gennem menneskerettighedsdialoger og høringer nåede mål under ingen omstændigheder kan tilsidesætte opfyldelsen af de målsætninger, der ligger til grund for sanktionerne;

Koordineret indsats fra det internationale samfund

24.   mener, at en koordineret indsats fra det internationale samfund har en større virkning end spredte og uens handlinger fra stater eller regionale enheder; glæder sig derfor over, at EU's sanktionspolitik fortsat baseres på præferencer til fordel for FN's ordning;

25.   opfordrer Rådet til, hvor der ikke findes sanktioner fra FN's Sikkerhedsråd, at samarbejde med sanktionerende ikke-EU-stater, at dele oplysninger, og at koordinere indsatsen på internationalt plan for at hindre sanktionsbrud og at maksimere effektiviteten og gennemførelsen af EU's og andre sanktioner i overensstemmelse med folkeretten;

26.   mener, at EU bør søge samarbejde med andre regionale organisationer, f.eks. Den Afrikanske Union og Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien (ASEAN), for at fremme menneskerettighederne og sikre, at aktionerne i forbindelse med sanktioner koordineres;

27.   opfordrer EU til systematisk at udvikle en dialog med de ikkesanktionerende stater med henblik på at nå til en fælles holdning til restriktive foranstaltninger, navnlig på regionalt plan; påpeger, at sanktioner, som det ses i tilfældet Burma /Myanmar, ofte ikke medfører de nødvendige politiske ændringer eller aktiviteter, når det internationale samfund er delt, og store aktører ikke er involveret i gennemførelsen deraf;

28.   anmoder Rådet og Kommissionen om systematisk i den politiske dialog med stater, som ikke anvender sanktionerne, at bringe spørgsmålet på bane om deres rolle i og indflydelse på det pågældende styre eller de pågældende ikkestatslige aktører, hvad enten det drejer sig om enkeltpersoner, organisationer eller virksomheder;

29.   mener, at udsigten til indgåelse af en frihandelsaftale med den region, hvor et berørt land ligger, bør anvendes som incitament og pressionsmiddel, og at en sådan aftale under alle omstændigheder bør udelukke det land, der er pålagt sanktioner;

Oprettelse af tydelige beslutningsprocesser, referencepunkter og revisionsmekanismer

30.   understreger behovet for en indgående analyse af hver enkelt situation, inden der vedtages sanktioner, for at vurdere de potentielle virkninger af forskellige sanktioner og for at beslutte, hvilke sanktioner der er mest effektive i lyset af alle andre relevante faktorer og sammenlignelige erfaringer; mener, at en sådan forudgående analyse er så meget des mere berettiget, som det er svært at bakke ud, når sanktionsprocessen først er iværksat, uden at skade EU's troværdighed eller den støttetilkendegivelse, som EU skylder befolkningen i det pågældende tredjeland, eftersom dette lands myndigheder eventuelt vil kunne udnytte EU's afgørelse; noterer sig i denne forbindelse den nuværende praksis, ifølge hvilken relevansen, arten og effektiviteten af de foreslåede sanktioner drøftes i Rådet på grundlag af en vurdering foretaget af EU-missionscheferne i det pågældende land, og opfordrer til, at en sådan vurdering suppleres med en rapport udarbejdet af en uafhængig ekspert;

31.   understreger imidlertid, at en sådan analyse ikke bør anvendes til at forsinke vedtagelsen af sanktioner; understreger i denne forbindelse, at totrinsproceduren for indførelse af sanktioner under FUSP giver mulighed for en øjeblikkelig politisk reaktion, i første omgang gennem vedtagelse af en fælles holdning, som fastsættes efter en mere dybdeborende analyse af forordningen, og som indeholder en nærmere beskrivelse af sanktionernes karakter og omfang;

32.   opfordrer til, at der i retlige instrumenter systematisk indarbejdes tydelige og specifikke referencepunkter som betingelser for at ophæve sanktionerne; lægger navnlig vægt på, at referencepunkter fastsættes på grundlag af en uafhængig ekspertvurdering, og at de ikke ændres med tiden på grund af den politiske udvikling i Rådet;

33.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at oprette en eksemplarisk revisionsproces for sanktioner, som navnlig involverer systematisk indarbejdelse af en revisionsklausul, hvilket omfatter en vurdering af sanktionsordningen på baggrund af de fastlagte referencepunkter og af opfyldelsen af de opstillede målsætninger; understreger, at hensigtserklæringer eller vilje til at indføre procedurer, som muligvis kan føre til positive resultater, bør hilses velkommen, men understreger, at de under ingen omstændigheder ved vurderingen af sanktionerne kan erstatte egentlige mærkbare og ægte fremskridt i retning af at opfylde de opstillede kriterier;

34.   mener, at våbenembargoen mod Kina er et eksempel på EU's konsekvente og sammenhængende tilgang, eftersom denne embargo oprindeligt blev besluttet efter Tiananmenmassakren i 1989, og EU til dato ikke har modtaget nogen redegørelser for denne massakre, hvorfor der ikke er noget grundlag for at hæve embargoen;

35.   opfordrer sanktionsgruppen under Gruppen af Råder vedrørende Eksterne Forbindelser (RELEX/sanktioner) til at påtage sig deres ansvar fuldt ud; insisterer især på behovet for at gennemføre undersøgelser, inden der vedtages sanktioner, og efter vedtagelsen deraf at give regelmæssige oplysninger om udvikling og udvikle den bedste praksis for iværksættelse og håndhævelse af restriktive foranstaltninger;

36.   anerkender, at stater såvel som internationale og regionale organisationer bør stå til ansvar for internationalt uretmæssige handlinger ved gennemførelsen af sanktioner, og understreger i denne forbindelse behovet for en retslig mekanisme med henblik på at garantere overensstemmelse med international og humanitær ret;

37.   anmoder om, at Parlamentet inddrages i alle trin i sanktionsprocessen: beslutningsprocessen, der fører til sanktioner, udvælgelse af de sanktioner, der passer bedst til situationen, samt definering af referencepunkter og vurdering af gennemførelsen inden for rammerne af revisionsmekanismen og ophævelsen af sanktionen;

Målrettede sanktioner som et mere effektivt værktøj?

38.   beklager, at den manglende vurdering gør det umuligt at bedømme de målrettede foranstaltningers effektivitet; anerkender imidlertid EU's store humanitære hensyn, som har medført afskaffelse af generelle økonomiske sanktioner som tidligere set i Irak og indførelse af mere målrettede, "intelligente" sanktioner, som er beregnet til at sikre den størst mulige virkning på dem, hvis adfærd sanktionerne skal påvirke, samtidig med at de negative humanitære virkninger eller konsekvenser minimeres over for personer og nabolande, der ikke er mål for sanktioner;

39.   mener, at økonomiske sanktioner, der anvendes isoleret fra andre politiske instrumenter, næppe kan tvinge det pågældende styre til at foretage store politiske ændringer; understreger desuden, at vidtrækkende økonomiske restriktioner kan medføre uforholdsmæssigt høje økonomiske og humanitære omkostninger, og gentager derfor sin opfordring til at gennemføre mere nøje tilrettelagte og mere målrettede sanktioner, som er udviklet til primært at have en indvirkning på fremtrædende ledere i det pågældende styre og personer, der overtræder menneskerettighederne;

40.   understreger, at alle økonomiske sanktioner først og fremmest bør være rettet mod de sektorer, der ikke er beskæftigelsesintensive og er af begrænset relevans for små og mellemstore virksomheder, som er vigtige for både den økonomiske udvikling og omfordelingen af indkomster;

41.   støtter anvendelse af målrettede økonomiske sanktioner mod vigtige ledere af sanktionsramte regimer og deres nære familiemedlemmer, som har en direkte indvirkning på de sanktionerede personers indtægter; understreger behovet for, at disse sanktioner ledsages af passende foranstaltninger over for europæiske økonomiske aktører, der samarbejder med sådanne personer; understreger, at målrettede varesanktioner, som er rettet mod en bestemt eller vigtig indtægtskilde i et regime, udgør en risiko i form af mere vidtrækkende, vilkårlige virkninger for befolkningen og kan fremme udviklingen af en "sort økonomi";

42.   mener, at økonomiske og finansielle sanktioner, selv når de er målrettede, bør iværksættes af alle fysiske og juridiske personer, som udøver kommercielle aktiviteter i EU, herunder tredjelandsstatsborgere, og EU-borgere eller juridiske personer, der er registreret eller etableret i overensstemmelse med en EU-medlemsstats lovgivning, som udøver kommercielle aktiviteter uden for EU;

43.   opfordrer til begrænset anvendelse af "ekstraordinære undtagelser" i forbindelse med indefrysning af aktiver; opfordrer endvidere til, at der skabes en specifik procedure for indsigelser i tilfælde af, at en medlemsstat ønsker at give undtagelser i forhold til at indefryse aktiver, eftersom effektiviteten af den restriktive foranstaltning undergraves af manglen på en sådan procedure i lyset af, at medlemsstaterne kun skal underrette Kommissionen forud for en sådan undtagelse;

44.   opfordrer til tiltag, der forbedrer anvendelsen af EU's målrettede økonomiske sanktioner ved at sikre, at foranstaltningerne i praksis nægter bestemte personer og enheder adgang til alle finansielle tjenester inden for EU's kompetenceområde, herunder de, der går igennem EU's clearinghouse-banker eller på anden vis gør brug af finansielle tjenester inden for EU's kompetenceområde; understreger behovet for større fleksibilitet ved distribueringen af sanktionslister i EU og i medlemsstaterne til alle personer, der er omfattet af de krav, som er fastsat i det tredje direktiv om hvidvaskning af penge(19); foreslår, at hver af medlemsstaterne udpeger en institution, som er ansvarlig for formidlingen af disse oplysninger;

45.   opfordrer til, at Rådet og Kommissionen samarbejder mere snævert med SWIFT-forvaltningen og aktionærer i Europa for at opnå bedre resultater i forbindelse med indefrysning sortlistede konti og fjernelse af pengeoverførsler til/fra sådanne konti;

46.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at undersøge mulighederne for og metoderne til at anvende indefrosne indtægter fra de myndigheder, sanktionerne er rettet mod, på konstruktiv vis, for eksempel ved at tildele dem til ofre for krænkelser af menneskerettigheder eller til udviklingsformål inden for rammene af kapitel VII i FN's charter;

47.   bemærker, at våbenembargoer er en form for sanktion, som har til formål at standse strømmen af våben og militært udstyr til konfliktområder eller til regimer, som sandsynligvis vil anvende dem til intern undertrykkelse eller angreb mod et fremmed land, som anført i adfærdskodeksen om våbeneksport;

48.   opfordrer til koordineret samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen om gennemførelse af EU's våbenembargoer, som anvendes af de enkelte medlemsstater;

49.   opfordrer medlemsstaterne til at vedtage en fælles holdning om våbeneksport, som vil gøre den nuværende adfærdskodeks om våbeneksport juridisk bindende;

50.   opfordrer indtrængende Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at arbejde for forbedringer i FN's overvågning og håndhævelse, og støtter oprettelsen af en permanent FN-gruppe med henblik på at vurdere handel med konfliktvarer og værdien af sanktioner i forhold dertil;

51.   minder om, at restriktioner om adgang (rejseforbud, visumforbud) udgør et af de indledende trin i EU's sanktionssekvens og indeholder et forbud mod, at sortlistede personer eller ikkestatslige enheder deltager i EU's officielle møder og ligeledes et forbud mod at rejse til EU af private årsager;

52.   bemærker med bekymring, at medlemsstaternes tilslutning til EU's visumforbud ikke har været optimal; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage en fælles tilgang til anvendelse af rejserestriktioner og relevante undtagelsesklausuler;

Respekt for menneskerettighederne i anvendelsen af målrettede sanktioner til bekæmpelse af terrorisme

53.   tager i betragtning, at både EU's selvstændige antiterrorsanktioner og EU's gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds antiterrorsanktioner er genstand for flere sager ved Domstolen og Retten i Første Instans;

54.   minder om, at EU's medlemsstater er forpligtede til at udarbejde sanktioner i overensstemmelse med EU-traktatens artikel 6, stk. 2, hvori det kræves, at Unionen skal respektere grundlæggende rettigheder som garanteret af den europæiske menneskerettighedskonvention, og eftersom de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner; understreger, at de nuværende procedurer i forhold til sortlistning på både EU- og FN-niveau er mangelfulde i forhold til retssikkerhed og retsmidler; opfordrer indtrængende Rådet til at drage de nødvendige konsekvenser og fuldt ud håndhæve Retten i Første Instans' domme om EU's selvstændige sanktioner på området;

55.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at revidere den eksisterende procedure for sortlistning og fjernelse fra listen, således at de proceduremæssige og materielle regler for sortlistede personer og enheders menneskerettigheder respekteres og navnlig internationale standarder vedrørende opnåelse af effektive retsmidler under et uafhængigt og upartisk organ og retfærdig rettergang, herunder retten til at blive underrettet om og tilstrækkeligt informeret om sigtelser rejst mod den pågældende person eller enhed samt om de beslutninger, som er truffet, og retten til erstatning for krænkelse af personens menneskerettigheder; anmoder ligeledes EU's medlemsstater om, at de fremmer en sådan gennemgang som led i FN's mekanismer for at sikre respekt for de grundlæggende rettigheder, når de anvender målrettede sanktioner til bekæmpelse af terrorisme;

56.   mener, at artikel 75 i traktaten om EU's funktionsmåde giver Parlamentet en oplagt lejlighed til at udbedre manglerne ved den nuværende praksis for optagelse på en sort liste, og støtter alle Parlamentets igangværende arbejder, som skal på dagsordenen for lovgivningsprogrammet 2009;

57.   beklager, at ingen af de juridiske organer er i stand til at vurdere, om sortlistningen er hensigtsmæssig, idet dokumentationen, der ligger til grund for sortlistning, for det meste er baseret på oplysninger fra efterretningstjenesterne, der i sagens natur opererer hemmeligt; mener imidlertid, at denne grundlæggende handlefrihed ikke bør udvikle sig til straffrihed i tilfælde af brud på folkeretten; opfordrer i denne henseende medlemsstaterne til at sikre en effektiv parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesternes arbejde; finder det i denne sammenhæng nødvendigt, at Parlamentet indtræder i det arbejde, der udføres af konferencen af retsudvalg til kontrol af efterretningstjenesterne, der allerede er nedsat i medlemsstaterne;

58.   gentager imidlertid, at ordningen med antiterrorlister udgør et effektivt instrument i EU's antiterrorpolitik, forudsat at den respekterer Domstolens seneste retspraksis;

59.   understreger, at terrorisme er en trussel mod sikkerhed og frihed, og opfordrer derfor indtrængende til, at Rådet reviderer og ajourfører listen over terrororganisationer under hensyntagen til deres aktiviteter på alle kontinenter;

Fordele ved en varieret sanktionspolitik

60.   bemærker, at EU altid har forfægtet en positiv linje i anvendelsen af sanktioner for at anspore til ændringer; understreger i denne sammenhæng, at det er vigtigt at prioritere en samlet integreret aktion ved hjælp af en trindelt pressions- og incitamentsstrategi;

61.   mener, at en strategi, der bygger på åbenhed, og en sanktionspolitik ikke udelukker hinanden; mener derfor, at EU's sanktionspolitik kan bidrage til at forbedre respekten for menneskerettighederne i det sanktionerede land, når den revideres med det udtrykkelige formål at indføre positive foranstaltninger; bemærker i denne henseende med stor interesse den række af sanktioner, som blev indført mod Usbekistan fra november 2007 til april 2008: sanktionerne fortsatte i et år og blev indført på grund af manglende opfyldelse af de indledende kriterier vedrørende undersøgelse af massakren i Andijan og respekt for menneskerettighederne, men Rådet besluttede at indstille gennemførelsen af visumforbuddet og gav den usbekiske regering seks måneder til at opfylde en række kriterier på menneskerettighedsområdet, samtidig med at truslen om automatisk genindførelse af visumforbuddet blev opretholdt; bemærker, at blandingen af forpligtelser og sanktioner fremkaldte en positiv udvikling takket være muligheden for automatisk genindførelse af sanktioner og opstillingen af præcise betingelser; understreger, at disse betingelser skal kunne opfyldes inden for en begrænset tidsramme og med relevans for den generelle sanktionsordning; beklager imidlertid, at der endnu ikke har kunnet konstateres nogen positiv udvikling, og at det manglende samarbejde med den usbekiske regering fortsat er en kendsgerning;

62.   henstiller indtrængende, at sanktioner som led i en mangesidig strategi systematisk ledsages af forstærkede positive foranstaltninger, til støtte for civilsamfundet, menneskerettighedsforkæmpere og forskellige programmer til fremme af menneskerettigheder og demokrati; henstiller, at de tematiske programmer og redskaber (europæisk initiativ for demokrati og menneskerettigheder(20), ikkestatslige aktører, investeringer i mennesker), bidrager fuldt og helt til at nå dette mål;

63.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at gribe den mulighed, som ratificeringen af Lissabontraktaten giver, og den efterfølgende oprettelse af tjenesten for EU's optræden udadtil, for at optimere sammenhængen mellem de forskellige redskaber i EU's optræden udadtil som et vigtigt element til fremme af sanktionspolitikkenss effektivitet;

Anbefalinger i forbindelse med EU's institutioner og medlemsstater

64.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at foretage en omfattende og indgående vurdering af EU's sanktionspolitik for at fastslå, hvilken indflydelse den har, og hvilke foranstaltninger der bør træffes for at styrke den; opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at fremlægge et program med sådanne foranstaltninger; opfordrer Rådet og Kommissionen til at vurdere sanktionernes indflydelse på de pågældende landes udviklingspolitik og på EU's handelspolitik;

65.   opfordrer Kommissionen til at sikre, at strategier for udviklingsbistand under instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde og Den Europæiske Udviklingsfond er i overensstemmelse med eksisterende sanktionsordninger og menneskerettighedsdialoger; opfordrer Kommissionen til at sikre, at betingelserne for generel budgetstøtte - også for kontrakterne vedrørende de såkaldte millenniumudviklingsmål - udtrykkeligt kædes sammen med menneskerettigheds- og demokratikriterier;

66.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at udnytte den mulighed, som opstår ved ratificeringen af Lissabontraktaten, udnævnelsen af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik - som samtidig skal være næstformand i Kommissionen og formand for Rådet for Udenrigsanliggender - og den efterfølgende oprettelse af tjenesten for EU's optræden udadtil for at gøre dennes optræden mere sammenhængende og konsekvent, forbedre ekspertisen i EU's relevante tjenester, og forbedre samarbejdet mellem de forskellige tjenester;

67.   opfordrer samtidig til bedre samarbejde mellem de kompetente myndigheder i medlemsstaterne og Kommissionen for at sikre en mere sammenhængende og effektiv gennemførelse af restriktive foranstaltninger;

68.   anmoder også de medlemsstater, som er medlem af FN's Sikkerhedsråd, om systematisk at forsøge at gennemføre de af EU vedtagne sanktioner i international sammenhæng i overensstemmelse med EU-traktatens artikel 19;

69.   opfordrer medlemsstaterne til, i deres arbejde inden for rammerne af FN's Sikkerhedsråd, ikke at frasige sig forpligtelser på menneskerettighedsområdet, som de har påtaget sig i anden regi, navnlig den europæiske menneskerettighedskonvention;

70.   forpligter sine parlamentariske organer, navnlig Parlamentets stående delegationer og ad hoc-delegationer, til at gøre brug af deres kontakter med parlamenter i lande, der ikke gennemfører sanktioner, for at øge forståelsen for de EU-sanktionsordninger, der er gældende i den pågældende region, og at undersøge mulighederne for en fælles tilgang til fremme af menneskerettighederne;

71.   opfordrer Kommissionen til at oprette et netværk af uafhængige eksperter, som skal forelægge Rådet de mest hensigtsmæssige restriktive foranstaltninger efter forholdene og med jævne mellemrum udfærdige en rapport om situationens udvikling ud fra benchmarks og tilsigtede mål og om nødvendigt foreslå, hvordan sanktionerne kan gennemføres mere hensigtsmæssigt; mener, at oprettelsen af et sådant netværk vil forbedre gennemsigtigheden og drøftelserne om sanktioner generelt og samtidig vil styrke gennemførelsen af og den løbende kontrol med sanktioner i særlige tilfælde; mener samtidig, at Kommissionen bør indtage en mere proaktiv rolle i fastlæggelsen af en klar EU sanktionspolitik ;

72.   finder, at EU's sanktionspolitik, som er et af de vigtigste og mest følsomme elementer i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, skal have styrket sin legitimitet ved at Parlamentet inddrages i alle led i proceduren, jf. EU-traktatens artikel 21, navnlig i forbindelse med udarbejdelse og gennemførelse af sanktioner på grundlag af systematisk høring med deltagelse af og rapporter fra Rådet og Kommissionen; mener endvidere, at Parlamentet skal inddrages i kontrollen med, at de, der er genstand for sanktioner, har opfyldt de opstillede referencepunkter; pålægger sit Underudvalg om Menneskerettigheder at systematisere og overvåge arbejdet på dette område, når sanktionernes målsætninger og referencepunkter vedrører menneskerettigheder;

o
o   o

73.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og til De Forenede Nationers Generalsekretærer samt til Europarådet.

(1) EFT C 320 af 28.10.1996, s. 261. (2) EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3. (3) EUT L 209 af 11.8.2005, s. 27. (4) EFT L 322 af 12.12.1996, s. 1. (5) EFT L 344 af 28.12.2001, s. 90. (6) EFT L 344 af 28.12.2001, s. 93. (7) EFT L 344 af 28.12.2001, s. 70. (8) EFT L 139 af 29.5.2002, s. 4. (9) EFT L 139 af 29.5.2002, s. 9. (10) EUT C 98 af 18.4.2008, s. 1. (11) EUT C 131 E af 5.6.2003, s. 147. (12) EUT C 290 E af 29.11.2006, s. 107. (13) EFT C 292 af 8.11.1982, s. 13. (14) EFT C 78 af 2.4.2002, s. 32. (15) EUT C 187 E af 24.7.2008, s. 214. (16) Artikel 96 i Cotonouaftalen af 23. juni 2000 har følgende ordlyd:"Væsentlige elementer: konsultationsprocedure og relevante foranstaltninger for så vidt angår menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstaten1. I denne artikel forstås ved udtrykket "part" på den ene side Fællesskabet og Den Europæiske Unions medlemsstater og på den anden side hver enkelt AVS-stat.2. a) Hvis en part til trods for den løbende politiske dialog mellem parterne skønner, at den anden part har misligholdt en forpligtelse med hensyn til respekten for menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstaten som omhandlet i artikel 9, stk. 2, meddeler den, undtagen i særligt hastende tilfælde, den anden part og Ministerrådet alle nødvendige oplysninger, for at der kan foretages en grundig undersøgelse med henblik på at finde en for begge parter acceptabel løsning. Med henblik herpå opfordrer den anden part til at indgå i konsultationer om foranstaltninger, som den berørte part har truffet eller skal træffe for at rette op på forholdene.Konsultationerne føres på det plan og under de former, som skønnes at være mest hensigtsmæssige med henblik på at finde en løsning. Konsultationerne indledes senest 15 dage efter opfordringen og fortsætter i en periode, der fastsættes ved fælles overenskomst afhængigt af, hvilken tilsidesættelse der er tale om, og hvor alvorlig den er. Under ingen omstændigheder må konsultationerne vare længere end 60 dage.Hvis konsultationerne ikke fører til en for begge parter acceptabel løsning, hvis konsultationer afvises, eller hvis der er tale om særligt hastende tilfælde, kan der træffes relevante foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger ophæves, så snart begrundelsen for dem ikke længere er til stede. b) Ved udtrykket "særligt hastende tilfælde" forstås ekstraordinære tilfælde, hvor der er tale om særlig alvorlig eller åbenbar tilsidesættelse af et af de væsentlige elementer, der er omhandlet i artikel 9, stk. 2, af en sådan art, at et øjeblikkeligt indgreb er påkrævet.Den part, som gør brug af den særlige hasteprocedure, underretter særskilt den anden part og Ministerrådet om sagen, medmindre den ikke har tid til at gøre dette. c) Ved "relevante foranstaltninger" forstås i denne artikel foranstaltninger, der træffes i overensstemmelse med folkeretten, og som står i forhold til tilsidesættelsen. Ved valget af sådanne foranstaltninger skal de, der medfører færrest forstyrrelser i anvendelsen af denne aftale, foretrækkes. Det er underforstået, at suspension er den sidste udvej.Hvis der i særligt hastende tilfælde træffes foranstaltninger, meddeles de straks den anden part og Ministerrådet. Der kan da på anmodning af den berørte part indkaldes til konsultationer med henblik på en grundig undersøgelse af situationen for om muligt at finde en løsning. Disse konsultationer føres i overensstemmelse med ordningerne i litra a), andet og tredje afsnit." (17) EUT L 50 af 20.2.2004, s. 66. (18) EUT L 43, 19.2.2008, s. 39. (19) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15). (20) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (EUT L 386 af 29.12.2006, s. 1).