Europa-Parlamentet,

-   der henviser til EU-traktatens artikel 2, navnlig første led, og EF-traktatens artikel 3, stk. 1, litra j),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 136, 137, 138, 139 og 140,

-   der henviser til EF-traktatens artikel 12, 39 og 49,

-   der henviser til traktaten om Den Europæiske Union som ændret ved Lissabontraktaten af 13. december 2007, navnlig artikel 3,

-   der henviser til artikel 152 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der anerkender vigtigheden af social dialog og kollektive forhandlinger for udviklingen,

-   der henviser til artikel 27, 28 og 34 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

-   der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, navnlig artikel 11,

-   der henviser til den europæiske socialpagt, navnlig artikel 5, 6 og 19,

-   der henviser til den europæiske konvention om vandrende arbejdstageres retsstilling,

-   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser(1) (udstationeringsdirektivet),

-   der henviser til Kommissionens rapport om gennemførelsen af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (SEK(2006)0439),

-   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter(2) (direktivet om offentlige indkøb),

-   der henviser til "Montiklausulen" i Rådets forordning (EF) nr. 2679/98 af 7. december 1998 om det indre markeds funktion med hensyn til fri bevægelighed for varer mellem medlemsstaterne(3),

-   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (tjenesteydelsesdirektivet)(4),

-   der henviser til De Europæiske Fællesskabers Domstols (EF-Domstolens) dom af 27. marts 1990 i sag C-113/89, Rush Portuguesa Ltda mod Office Nationale d'Immigration(5),

-   der henviser til EF-Domstolens domme af 9. august 1994 i sag C-43/93, Vander Elst(6), af 23. november 1999 i forenede sager C-369/96 og C-376/96, Arblade(7), af 25. oktober 2001 i forenede sager C-49/98, C-50/98, C-52/98, C-54/98, C-68/98 og C-71/98, Finalarte(8), af 7. februar 2002 i sag C-279/00, Kommissionen mod Italien(9), af 12. oktober 2004 i sag C-60/03, Wolff & Müller GmbH(10), af 21. oktober 2004 i sag C-445/03, Kommissionen mod Luxembourg(11), og af 19. januar 2006 i sag C-244/04, Kommissionen mod Tyskland(12),

-   der henviser til EF-Domstolens dom af 11. december 2007 i sag C-438/05, International Transport Workers' Federation og Finnish Seamen's Union mod Viking Line ABP(13) (Viking),

-   der henviser til EF-Domstolens dom af 18. december 2007 i sag C-341/05, Laval un Partneri Ltd(14),

-   der henviser til EF-Domstolens dom af 3. april 2008, sag C-346/06, Rüffert(15),

-   der henviser til følgende konventioner fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO): ILO-94 om arbejdsklausuler (offentlige kontrakter); ILO-87 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig; ILO-98 om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger; ILO-117 om socialpolitikkens grundlæggende mål og normer, navnlig del IV; ILO-154 om kollektive forhandlinger,

-   der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2006 om anvendelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere(16),

-   der henviser til sin beslutning af 15. januar 2004 om gennemførelse af direktiv 96/71/EF i medlemsstaterne(17),

-   der henviser til sin beslutning af 23. maj 2007 om fremme af anstændigt arbejde for alle(18),

-   der henviser til de fælles principper for flexicurity, der blev godkendt på Det Europæiske Råds møde den 14. december 2007, såvel som sin beslutning af 29. november 2007 om fælles principper for flexicurity(19),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelserne fra Retsudvalget og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A6-0370/2008),

A.   der henviser til, at EF-traktaten anerkender de grundlæggende rettigheder i både Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, i medlemsstaternes forfatninger og i forskellige internationale traktater og konventioner som grundlæggende referencer i Fællesskabets lovgivning og praksis,

B.   der henviser til, at EF-traktaten fastsætter en række relevante principper; der henviser til, at et af Fællesskabets hovedformål er det indre marked med en social dimension, der karakteriseres ved, at medlemsstaterne fjerner hindringer for den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, ,

C.   der henviser til, at et af disse principper er, at der indrømmes borgerne grundlæggende forfatningsmæssige rettigheder, som omfatter ret til at danne fagforeninger, strejkeret og ret til at forhandle kollektive aftaler,

D.   der henviser til, at det indre markeds grundlæggende principper omfatter arbejdskraftens frie bevægelighed, etableringsretten og fri udveksling af tjenesteydelser,

E.   der henviser til, at arbejdskraftens frie bevægelighed i henhold til EF-traktatens artikel 39 forudsætter afskaffelse af enhver forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere på baggrund af nationalitet, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejds- og beskæftigelsesvilkår,

F.   der henviser til, at begrænsninger i de grundlæggende frihedsrettigheder er mulige i henhold til EF-traktaten, hvis de har et legitimt formål, som er foreneligt med traktaten, hvis de kan retfærdiggøres af altovervejende hensyn til offentlighedens interesse, hvis de er passende med hensyn til at nå de mål, der tilstræbes, og hvis de ikke overskrider grænserne for, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål; der henviser til, at der samtidig i henhold til artikel 52 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder kun kan indføres begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes i dette charter, såfremt disse er forholdsmæssige, nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder,

G.   der henviser til, at EF-Domstolen anerkender retten til at gennemføre faglige aktioner som en grundlæggende rettighed, der er en integreret del af fællesskabsrettens generelle principper; der henviser til, at denne ret også vil være traktatfæstet, hvis Lissabontraktaten ratificeres,

H.   der henviser til, at Kommissionen ved flere lejligheder har understreget betydningen af den eksisterende nationale rammelovgivning for arbejdsret og kollektive forhandlinger for beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder,

I.   der henviser til, at det i Kommissionens rapport om arbejdsmarkedsordninger i Europa 2006 konkluderes, at højt udviklede kollektive forhandlinger kan have en positiv indvirkning på social integration,

J.   der henviser til, at en af målsætningerne for Fællesskabet og medlemsstaterne i henhold til EF-traktatens artikel 136 er "en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene for herigennem at muliggøre en stadig stigende udjævning af disse vilkår"; der henviser til, at der i EF-traktatens artikel 140 med henblik på opfyldelse af denne målsætning fastsættes, at Kommissionen skal fremme et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område, navnlig om spørgsmål vedrørende foreningsfrihed og kollektive aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere,

K.   der henviser til, at fremme af den tværnationale udveksling af tjenesteydelser ifølge udstationeringsdirektivets præambel forudsætter en situation med fri og lige konkurrence og foranstaltninger, der garanterer overholdelsen af arbejdstageres rettigheder i fuld overensstemmelse med de arbejdsretlige rammer og arbejdsmarkedsordningerne i medlemsstaterne,

L.   der henviser til, at det i udstationeringsdirektivets betragtning 12 klart hedder, at "fællesskabsretten afskærer ikke medlemsstaterne fra at anvende deres lovgivning eller kollektive aftaler, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter, på enhver person, som er beskæftiget, selv midlertidigt, på deres område, selv om arbejdsgiveren er etableret i en anden medlemsstat", og at "fællesskabsretten forbyder ikke medlemsstaterne at sikre overholdelsen af disse regler med passende midler",

M.   der henviser til, at udstationeringsdirektivets mål om at skabe et miljø med lige konkurrence og foranstaltninger, der garanterer overholdelsen af arbejdstageres rettigheder, er vigtigt for beskyttelsen af de pågældende arbejdstagere i en tid, hvor den tværnationale udveksling af tjenesteydelser øges, samtidig med at man respekterer de arbejdsretlige rammer og arbejdsmarkedsordningerne i medlemsstaterne, forudsat at disse ikke strider imod fællesskabslovgivningen,

N.   der henviser til, at lovgivningen i medlemsstaterne ifølge udstationeringsdirektivet skal fastsætte en kerne af obligatoriske bestemmelser for minimumsbeskyttelse af udstationerede arbejdstagere, som skal overholdes i værtslandet, uden at forhindre anvendelsen af arbejds- og ansættelsesvilkår, der er mere favorable for arbejdstagere,

O.   der henviser til, at udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 8, gør det muligt at gennemføre direktivet enten ved hjælp af lovgivning eller kollektive aftaler, som er erklæret for alment gældende, eller som er generelt gældende for alle tilsvarende virksomheder inden for den pågældende branche, eller som er indgået af de mest repræsentative arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer på nationalt plan, og som anvendes i hele landet; der henviser til, at EF-Domstolen også bekræfter, at eftersom formålet med udstationeringsdirektivet ikke er at harmonisere systemer til indførelse af arbejds- og ansættelsesvilkår, kan medlemsstaterne frit vælge et system på nationalt plan, som ikke udtrykkeligt nævnes blandt systemerne i udstationeringsdirektivet;

P.   der henviser til, at udstationeringsdirektivets kernebestemmelser i artikel 3, stk. 1, består af internationale obligatoriske bestemmelser, som medlemsstaterne i fællesskab er blevet enige om; der henviser til, at de offentlige regler i artikel 3, stk. 10, ligeledes består af internationale obligatoriske bestemmelser, men at de er rammebestemmelser i den forstand, at medlemsstaterne frit kan definere dem i deres nationale lovgivning; der henviser til, at anvendelsen af artikel 3, stk. 10, er vigtig for medlemsstaterne, idet den gør det muligt for dem at tage hensyn til forskellige problemstillinger inden for bl.a. arbejdsmarkeds- og socialpolitik, herunder beskyttelse af arbejdstagere, samtidig med at princippet om ligebehandling respekteres,

Q.   der henviser til, at arbejdskraftens frie bevægelighed har bidraget væsentligt til beskæftigelse, fremgang og EU-integration og har givet borgerne nye muligheder for at udvikle viden og erfaring og for at kunne opnå en højere levestandard,

R.   der henviser til, at artikel 28 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder kodificerer retten til kollektive forhandlinger og kollektive aktioner,

S.   der henviser til, at udstationeringsdirektivet har givet mere end en million arbejdstagere mulighed for at arbejde i udlandet under sikre forhold uden problemer eller konflikter,

T.   der henviser til, at ensartet anvendelse og håndhævelse af bestemmelserne i udstationeringsdirektivet er afgørende for at nå dets målsætninger, navnlig respekten for medlemsstaternes kollektive forhandlingsordninger,

U.   der henviser til, at artikel 3, stk. 1, i tjenesteydelsesdirektivet klart angiver, at det ikke har til formål at erstatte og ikke berører udstationeringsdirektivet,

V.   der henviser til, at der i forbindelse med frie varebevægelser blev indsat følgende klausul (kendt som "Montiklausulen") i forordning (EF) nr. 2679/98; artikel 2: "Denne forordning må under ingen omstændigheder fortolkes, så den griber ind i udøvelsen af de grundlæggende rettigheder som anerkendt i medlemsstaterne, herunder retten eller friheden til at strejke. Disse rettigheder kan desuden omfatte retten eller friheden til at træffe andre foranstaltninger, der hører ind under særlige arbejdsmarkedsordninger i medlemsstaterne",

W.   der henviser til, at tjenesteydelsesdirektivets artikel 1, stk. 7, fastsætter, at: "Dette direktiv berører ikke udøvelsen af grundlæggende rettigheder, som er anerkendt i medlemsstaterne og fællesskabsretten. Det berører heller ikke retten til at forhandle, indgå og håndhæve kollektive aftaler og retten til at gennemføre faglige aktioner i overensstemmelse med national ret og praksis, der respekterer fællesskabsretten",

X.   der henviser til, at Det Europæiske Råd har fastlagt principper for at skabe arbejdsmarkedsmodeller, der ud over et højt sikkerhedsniveau har et højt fleksibilitetsniveau (kendt under betegnelsen "flexicuritymodellen"); der henviser til, at det anerkendes, at en vigtig del af en vellykket flexicuritymodel indebærer stærke arbejdsmarkedsparter med væsentligt råderum inden for kollektive forhandlinger,

Y.   der henviser til, at det er EF-Domstolens opgave at fortolke fællesskabsretten under hensyntagen til grundlæggende rettigheder og friheder og sikre, at lovgivningen overholdes i forbindelse med fortolkningen og gennemførelsen af EF-traktaten,

Z.   der henviser til, at det er op til nationale domstole fra sag til sag at forvisse sig om, at kriterierne vedrørende begrænsningen af grundlæggende rettigheder og deres forenelighed med fællesskabsretten er opfyldt,

AA.   der henviser til, at retten til at gennemføre faglige aktioner og indgå kollektive aftaler er en grundlæggende rettighed, der udgør en integreret del af fællesskabsrettens generelle bestemmelser; der henviser til, at EF-Domstolen i den forbindelse ikke bør henholde sig til en erklæring fra Rådet og Kommissionen dateret den 24. september 1996, som Parlamentet undlod at tilslutte sig (som medlovgiver), der ville indskrænke fortolkningen af begreberne "public policy provisions" (grundlæggende retsprincipper) og "national provisions crucial to political order" (nationale bestemmelser) til de i lovgivningen fastlagte bindende bestemmelser,

AB.   der henviser til, at det i EF-domstolens dom af 21. september 1999 i sag C-67/96, Albany International BV(20) på konkurrenceområdet gav fagforeninger en væsentlig grad af frihed vedrørende arbejdsmarkedsspørgsmål,

AC.   der henviser til, at der blev konstateret afvigende synspunkter og fortolkninger inden for EF-Domstolen og mellem Domstolen og dens generaladvokater i de forskellige sager, der er relateret til udstationeringsdirektivet, navnlig i ovennævnte sager Laval og Rüffert; der henviser til, at der, når sådanne synspunkter og fortolkninger er forskellige, kan være behov for tydeliggørelse af balancen mellem grundlæggende rettigheder og friheder,

1.   understreger, at frihed til at udveksle tjenesteydelser er en af hjørnestenene i det europæiske projekt; mener dog, at dette på den ene side skal vejes op mod de grundlæggende rettigheder og sociale målsætninger, der opstilles i traktaterne, og på den anden side mod offentlighedens og arbejdsmarkedets parters ret til at sikre ikkediskrimination, ligebehandling samt forbedret levestandard og arbejdsforhold; minder om, at retten til at deltage i kollektive forhandlinger og kollektive aktioner er en grundlæggende rettighed, der anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at ligebehandling er et af EU's grundlæggende principper;

2.   mener, at enhver EU-borger bør have ret til at arbejde overalt i Den Europæiske Union og dermed bør have ret til ligebehandling; beklager derfor, at denne ret ikke finder ensartet anvendelse i hele EU; indtager den holdning, at de resterende overgangsordninger bør gennemgås nøje af Kommissionen for at vurdere, hvorvidt de virkelig er nødvendige for at forebygge skævheder på de nationale arbejdsmarkeder, og at de, hvis dette viser sig ikke at være tilfældet, bør afskaffes så hurtigt som muligt;

3.   understreger, at frihed til at udveksle tjenesteydelser ikke strider imod og ikke er overordnet arbejdsmarkedets parters grundlæggende ret til at fremme den sociale dialog og til at gennemføre faglige aktioner, navnlig da denne er forfatningsmæssigt sikret i adskillige medlemsstater; understreger, at formålet med Monti-bestemmelsen var at beskytte grundlæggende forfatningsrettigheder inden for det indre markeds rammer; minder samtidig om, at arbejdskraftens frie bevægelighed er en af det indre markeds fire friheder;

4.   glæder sig over Lissabontraktaten og den omstændighed, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder vil blive gjort juridisk bindende; bemærker, at dette vil omfatte fagforeningers ret til at forhandle og indgå kollektive aftaler på passende niveauer og i de tilfælde, hvor der opstår interessekonflikter, deres ret til at tage kollektive skridt (såsom strejke) for at forsvare deres interesser;

5.   understreger, at fri udveksling af tjenesteydelser ikke har forrang frem for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og navnlig fagforeningernes ret til at gennemføre faglige aktioner, specielt fordi dette er en forfatningssikret ret i flere medlemsstater; understreger derfor, at EF-Domstolens domme i Rüffert-, Laval- og Viking-sagerne viser, at det er nødvendigt at præcisere, at økonomiske friheder som fastlagt i traktaterne bør fortolkes på en sådan måde, at de ikke begrænser udøvelsen af grundlæggende sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder som anerkendt i medlemsstaternes lovgivning og fællesskabslovgivningen, herunder retten til at forhandle, indgå og håndhæve kollektive aftaler og til at gennemføre kollektive aktioner, og at de ikke må begrænse arbejdsmarkedets parters frihed til at udøve disse grundlæggende rettigheder med henblik på at sikre arbejdstagernes interesser på arbejdsmarkedet samt beskyttelsen af arbejdstagerne;

6.   understreger, at udstationeringsdirektivet giver offentlige myndigheder og arbejdsmarkedets parter mulighed for at fastsætte arbejds- og ansættelsesvilkår, der er mere favorable for arbejdstagere i overensstemmelse med medlemsstaternes forskellige traditioner;

7.   understreger, at udstationeringsdirektivets betragtning 22 fastslår, at direktivet ikke berører medlemsstaternes lovgivning vedrørende kollektive skridt til forsvar for brancher og erhvervsinteresser, hvilket bekræftes af EU-traktatens artikel 137, stk. 5;

8.   understreger derfor behovet for at sikre og styrke ligebehandling og ligeløn for samme arbejde på samme arbejdsplads, som fastlagt i EF-traktatens artikel 39 og 12; mener ikke, at arbejdsgiverens eller medarbejdernes eller udstationerede arbejdstageres nationalitet inden for rammerne af den fri udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden kan retfærdiggøre uligheder vedrørende arbejdsbetingelser, løn eller udøvelse af grundlæggende rettigheder som f.eks. strejkeretten;

9.   understreger betydningen af at forebygge negative indvirkninger på arbejdsmarkedsmodeller, der allerede er i stand til at kombinere et højt fleksibilitetsniveau på arbejdsmarkedet med et højt sikkerhedsniveau, og i stedet fremme denne tilgang yderligere;

Generelle virkninger

10.   bemærker, at den horisontale virkning af visse af EF-traktatens bestemmelser afhænger af, at præcise betingelser opfyldes, f.eks. den betingelse at disse bestemmelser giver rettigheder til et individ, som har en interesse i at overholde de pågældende forpligtelser; udtrykker bekymring over, at den horisontale virkning af EF-traktatens artikel 43 - under de særlige omstændigheder, der gjorde sig gældende for de sager, EF-Domstolen for nylig har afgjort - var behørigt fastslået, og mener, at dette kan medføre flere sager ved EF-Domstolen;

11.   glæder sig over, at mange medlemsstater - i henhold til EU's principper og traditioner - i samarbejde med arbejdsmarkedets parter har indført høje standarder for arbejdsforhold, som øger alle arbejdstageres trivsel og styrker økonomisk vækst og konkurrenceevne;

12.   mener, at den lovgivende myndigheds sigte med udstationeringsdirektivet og tjenesteydelsesdirektivet er uforenelig med fortolkninger, der kan opfordre til ulige konkurrence mellem virksomheder; bemærker, at virksomheder, der underskriver og følger kollektive aftaler, befinder sig i en konkurrencemæssigt ugunstig situation i forhold til virksomheder, der nægter at gøre dette;

13.   mener, at korrekt anvendelse og håndhævelse af bestemmelserne i udstationeringsdirektivet er afgørende for, at direktivets mål nås, nemlig at lette leveringen af tjenesteydelser og samtidig sikre passende beskyttelse af arbejdstagere, og at de kollektive forhandlingsordninger i de medlemsstater, hvor arbejdstagere er udstationeret, respekteres fuldt ud i overensstemmelse med dette direktiv;

14.   er også af den opfattelse, at friheden til at sælge tjenesteydelser på tværs af grænserne inden for det indre marked styrkes yderligere ved at sikre, at hjemlige og udenlandske tjenesteydelsesleverandører skal opfylde ensartede økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige betingelser på leveringsstedet;

15.   fremmer aktivt konkurrenceevne på baggrund af viden og innovation, som fastlagt i Lissabonstrategien;

16.   sætter spørgsmålstegn ved indførelsen af proportionalitetsprincippet i sager mod virksomheder, der med udgangspunkt i etableringsretten eller retten til at udveksle grænseoverskridende tjenesteydelser med fuldt overlæg undergraver arbejds- og ansættelsesvilkår; mener, at der ikke bør stilles spørgsmål ved brugen af faglige aktioner til at opretholde ligebehandling og til at sikre ordentlige arbejdsvilkår;

17.   understreger, at EU's økonomiske friheder ikke kan fortolkes således, at virksomheder får ret til at unddrage sig eller omgå den nationale arbejdsmarkeds- eller beskæftigelseslovgivning eller -praksis eller skabe ulige konkurrence vedrørende løn- og arbejdsforhold; mener derfor, at grænseoverskridende foranstaltninger foretaget af virksomheder, der kan underbyde beskæftigelsesvilkårene i værtslandet, skal være forholdsmæssige og ikke automatisk kan begrundes ud fra EF-traktatens bestemmelser om f.eks. fri udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfrihed;

18.   understreger, at fællesskabslovgivningen skal respektere princippet om ikkediskrimination; understreger yderligere, at fællesskabslovgiveren skal sikre, at der hverken skabes hindringer for kollektive aftaler, f.eks. dem der fører til ligeløn for lige arbejde for alle arbejdstagere på en arbejdsplads, uanset deres nationalitet eller deres arbejdsgivers nationalitet på det sted, hvor tjenesteydelsen leveres, eller for faglige aktioner til støtte for en sådan aftale, som er i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis;

19.   erkender, at EF-Domstolens domme i ovennævnte sager Laval-, Rüffert- og Luxembourg har skabt store bekymringer om måden, hvorpå direktiverne om minimumsharmonisering skal fortolkes;

20.   bemærker, at de socialpolitiske betragtninger, der henvises til i artikel 26 og 27 i direktivet om offentlige indkøb, giver medlemsstaterne mulighed for at skabe lige konkurrencebetingelser gennem indførelse af arbejds- og ansættelsesvilkår, der strækker sig ud over de obligatoriske bestemmelser om minimumsbeskyttelse;

21.   mener, at udstationeringsdirektivets begrænsede retsgrundlag for fri bevægelighed kan føre til, at direktivet fortolkes som en eksplicit opfordring til ulige konkurrence, hvad angår løn og arbejdsvilkår; mener derfor, at udstationeringsdirektivets retsgrundlag kan udvides, så det kommer til at indeholde en reference til arbejdskraftens frie bevægelighed;

22.   understreger, at den nuværende situation som konsekvens kan føre til, at arbejdstagere i værtslandene føler sig presset af lavindkomstkonkurrence; mener derfor, at der skal sikres en ensartet anvendelse af udstationeringsdirektivet i alle medlemsstater;

23.   minder om, at ni medlemsstater har ratificeret ILO-konvention 94; beklager, at selv retsafgørelser undlader i tilstrækkeligt omfang at tage højde for ILO-konvention 94 og frygter, at anvendelsen af denne konvention i de pågældende medlemsstater kan være i modstrid med anvendelsen af udstationeringsdirektivet; opfordrer Kommissionen til at afklare denne situation hurtigst muligt og fortsat fremme godkendelsen af denne konvention med henblik på yderligere at fremme udviklingen af sociale bestemmelser i reglerne om offentlige indkøb, hvilket i sig selv er et mål i direktivet om offentlige indkøb;

24.   bemærker, at det ikke er anerkendt, at begrænsninger af retten til faglig aktion og grundlæggende rettigheder i henhold til ILO-konvention 87 og 98 kun kan begrundes med hensynet til sundhed, offentlig orden og andre lignende faktorer;

Krav

25.   opfordrer alle medlemsstaterne til at gennemføre udstationeringsdirektivet korrekt; understreger desuden, at arbejdsmarkedslovgivningen og regler vedrørende forhandlinger og kollektive aftaler hører under medlemsstaternes og arbejdsmarkedets parters kompetence; påpeger i den forbindelse, at det er medlemsstaternes opgave at forbedre og udnytte forebyggelses-, overvågnings- og håndhævelsesforanstaltningerne fuldt ud i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet;

26.   mener, at den nuværende fællesskabslovgivning er præget af både smuthuller og inkonsekvens og derfor kan have åbnet mulighed for fortolkninger af udstationeringsdirektivet, som ikke afspejler hensigten hos fællesskabslovgiveren, der ønskede en fair balance mellem retten til at levere tjenesteydelser og beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder; opfordrer Kommissionen til at forberede de nødvendige forslag til retsakter, der kan bidrage til at forebygge modstridende fortolkninger fremover;

27.   glæder sig derfor over Kommissionens erklæring af 3. april 2008, hvori den ikke blot forpligtede sig til fortsat at bekæmpe konkurrence baseret på lave sociale standarder, men også understregede, at retten til at udveksle tjenesteydelser ikke er i modstrid med og ikke på nogen måde er hævet over den grundlæggende strejkeret og retten til at melde sig ind i en fagforening; støtter omgående gennemførelse af Rådets konklusioner af 9. juni 2008 for at afhjælpe mangler i gennemførelsen, for at undgå yderligere problematiske situationer og overtrædelser og for at skabe det ønskede klima af gensidig tillid; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme tættere samarbejde mellem medlemsstaterne, de nationale myndigheder og Kommissionen med hensyn til overvågning og udveksling af bedste praksis; mener, at dette vil være en effektiv måde at bekæmpe misbrug;

28.   bemærker, at det er vigtigt, at reglerne for EU's arbejdsmarked er transparente og gældende for alle, men også at forskellige politiske traditioner gør det meget vanskeligt at nå frem til en enkelt arbejdsmarkedsmodel; mener derfor, at der på nationalt plan i samråd med arbejdsmarkedets parter bør laves en grundig undersøgelse af de ovennævnte dommes betydning i tilfælde, hvor nogle medlemsstater er særligt berørte;

29.   glæder sig over Kommissionens tilkendegivelse om, at den nu er parat til at revurdere indvirkningen af det indre marked på arbejdstagerrettigheder og kollektive overenskomstforhandlinger;

30.   mener ikke, at dette udelukker en delvis evaluering af udstationeringsdirektivet, og påpeger, at enhver evaluering af dette direktiv bør foretages efter en grundig undersøgelse på nationalt plan af de faktiske udfordringer for de forskellige kollektive aftalemodeller; mener, at evalueringen, såfremt det anses for nyttigt, navnlig bør omfatte spørgsmål som de gældende arbejdsbetingelser, lønniveauer, princippet om ligebehandling af arbejdstagerne i forbindelse med den frie bevægelse af tjenesteydelser, respekten for forskellige arbejdsmarkedsmodeller og udstationeringens varighed;

31.   mener, at udøvelsen af grundlæggende rettigheder, som anerkendt i medlemsstaterne, i ILO-konventioner og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder retten til at forhandle, retten til at indgå og gennemføre kollektive overenskomster og retten til at gennemføre faglige aktioner, ikke bør bringes i fare;

32.   understreger, at det skal gøres helt klart, at udstationeringsdirektivet og andre direktiver ikke forbyder medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter at kræve bedre forhold med henblik på at opnå ligebehandling af arbejdstagerne, og at der er garanti for, at fællesskabslovgivningen kan gennemføres på grundlag af alle eksisterende arbejdsmarkedsmodeller;

33.   opfordrer Kommissionen til at gennemføre Rådets beslutninger vedrørende etableringen af et elektronisk informationsudvekslingssystem hurtigst muligt, da dette vil kunne hjælpe medlemsstaterne til mere effektivt at bekæmpe misbrug;

34.   anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at vedtage foranstaltninger til bekæmpelse af misbrug, navnlig hvad angår aktiviteterne i de "skuffeselskaber", som ikke er involveret i nogen virkelig og effektiv virksomhed i etableringslandet, men som er blevet skabt - sommetider endda direkte af hovedentreprenøren i værtslandet - udelukkende med det formål at drive virksomhed i værtslandet for at omgå fuld anvendelse af værtslandets regler og ordninger, navnlig med hensyn til løn og arbejdsforhold; opfordrer Kommissionen til opstille klare regler for bekæmpelse af "skuffeselskaber" i sin etiske adfærdskodeks for virksomheder inden for servicedirektivets rammer;

35.   bekræfter igen, at grundlæggende sociale rettigheder ikke rangerer lavere end økonomiske rettigheder i et hierarki af grundlæggende frihedsrettigheder; anmoder derfor om, at primærretten igen forfægter balancen mellem grundlæggende rettigheder og økonomiske frihedsrettigheder for at bidrage til at undgå en konkurrence om at forringe de sociale standarder;

36.   glæder sig over Rådets fælles holdning om et nyt direktiv om vikaransattes arbejdsforhold, som vil åbne mulighed for ligebehandling fra første ansættelsesdag, medmindre arbejdsmarkedets parter bliver enige om noget andet;

37.   opfordrer Kommissionen til at forelægge den længe ventede meddelelse om tværnationale kollektive forhandlinger med forslag til etablering af en retslig ramme for tværnationale kollektive forhandlinger;

o
o   o

38.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1. (2) EUT L 134 af 30.4.2004, s. 114. (3) EFT L 337 af 12.12.1998, s. 8. (4) EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36. (5) [1990] Sml. I, s. 1470. (6) [1994] Sml. I, s. 3803. (7) [1999] Sml. I, s. 8453. (8) [2001] Sml. I, s. 7831. (9) [2002] Sml. I, s. 1425. (10) [2004] Sml. I, s. 9553. (11) [2004] Sml. I, s. 10191. (12) [2006] Sml. I, s. 885. (13) [2007] Sml. I, s. 10779. (14) [2007] Sml. I, s. 11767. (15) Endnu ikke offentliggjort i Sml. (16) EUT C 313 E af 20.12.2006, s. 452. (17) EUT C 92 E af 16.4.2004, s. 404. (18) EUT C 102 E af 24.4.2008, s. 321. (19) Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0574. (20) [1999] Sml. I, s. 5751.