Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2153(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0505/2008

Indgivne tekster :

A6-0505/2008

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 13/01/2009 - 6.6
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0006

Vedtagne tekster
PDF 192kWORD 105k
Tirsdag den 13. januar 2009 - Strasbourg
Den fælles landbrugspolitik og global fødevaresikkerhed
P6_TA(2009)0006A6-0505/2008

Europa-Parlamentets beslutning af 13. januar 2009 om den fælles landbrugspolitik og global fødevaresikkerhed (2008/2153(INI))

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til EF-traktatens artikel 33,

-   der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2007 om de stigende foder- og fødevarepriser(1), og sin beslutning af 22. maj 2008 om de stigende fødevarepriser i EU og udviklingslandene(2),

-   der henviser til sin beslutning af 29. november 2007 om fremme af landbruget i Afrika - Forslag til et samarbejde om udvikling af landbrug og fødevaresikkerhed i Afrika(3),

-   der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om etablering af en facilitet med henblik på hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene (KOM(2008)0450),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. maj 2008 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen: "Udfordringerne i forbindelse med de stigende fødevarepriser - retningslinjer for en EU-indsats" (KOM(2008)0321),

-   der henviser til konklusionerne fra verdensfødevaretopmødet i Rom den 13. - 17. november 1996 og målsætningen om at halvere antallet af sultende mennesker inden 2015,

-   der henviser til rapporten "Agricultural Outlook 2008-2017", som De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) har offentliggjort,

-   der henviser til anbefalingerne fra FN's Landbrugspanel - IAASTD,

-   der henviser til resultatet af "sundhedstjekket" af den fælles landbrugspolitik,

-   der henviser til de igangværende WTO-forhandlinger som led i Dohaudviklingsdagsordenen,

-   der henviser til Pariserklæringen af 2. marts 2005 om bistandseffektivitet,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Udenrigsudvalget, Udvalget om International Handel og Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A6-0505/2008),

A.   der henviser til, at verden for første gang siden 1970'erne står over for en akut fødevarekrise, der skyldes såvel strukturelle og langsigtede faktorer som andre determinanter, og hvor majspriserne er tredoblet siden 2006, medens hvedepriserne på verdensplan er steget med mere end 180 %, og fødevarepriserne generelt er steget ca. 83 %,

B.   der henviser til, at denne kraftige og uforudsete prisstigning har fundet sted på relativt kort tid mellem september 2006 og februar 2008; der endvidere henviser til, at verdenspriserne på andre fødevarer er fordoblet i de sidste to år og fortsat forventes at være høje på trods af det aktuelle prisfald på diverse kornsorter, som det fremgår af terminsmarkedet,

C.   der henviser til, at de stigende priser på dyrefoder resulterer i en forøgelse af produktionsomkostningerne, hvilket atter risikerer at medføre et fald i produktionen af husdyrprodukter, selv om efterspørgslen er i vækst og forventes at fortsætte med at vokse, navnlig i de nye vækstøkonomier,

D.   der henviser til FAO's og OECD's forudsigelser om, at råvarepriserne sandsynligvis vil falde fra det forgangne års høje niveauer, men næppe til niveauet fra før 2006; der imidlertid påpeger, at voldsomme udsving i råvarepriserne fremover kan blive et mere udbredt og tilbagevendende fænomen verdensmarkedet; der påpeger, at højere fødevarepriser ikke automatisk fører til øgede landbrugsindtægter, hvilket hovedsageligt skyldes den hurtige stigning i landbrugenes produktionsomkostninger, men også den stadig større divergens mellem producent- og forbrugerpriserne,

E.   der henviser til, at verdens fødevarelagre er faldet til et foruroligende lavt niveau, hvor der lige efter Anden Verdenskrig var lagre til et års forbrug, medens beholdningerne i 2007 var svundet til 57 dages lager og i 2008 til blot 40 dages lager,

F.   der henviser til, at disse og andre faktorer har haft direkte og alvorlige konsekvenser for et betydeligt antal mennesker; der henviser til, at fødevarekrisen på verdensplan har tvunget flere millioner mennesker ud i fattigdom og sult; der henviser til, at denne udvikling har givet anledning til optøjer og uroligheder verden over, hvilket har ført til en yderligere destabilisering af lande og regioner i verden; der henviser til, at også EU's fødevarelagre er udtømt i en sådan grad, at programmet for uddeling af fødevarer til de dårligst stillede på nuværende tidspunkt ikke har flere fødevarer at uddele,

G.   der henviser til, at organisationer, der bekæmper sult i verden, skønner, at én ud af fem personer i udviklingslandene på nuværende tidspunkt er underernæret og lider af kronisk sult, og at der hver dag dør over 30 000 børn af sult og fattigdom i verden,

H.   der henviser til, at landbruget skaber beskæftigelse og er eksistensgrundlag for over 70 % af arbejdsstyrken i udviklingslandene generelt, og over 80 % i mange afrikanske lande, og at politikkerne for landdistriktsudvikling derfor er af afgørende betydning for en effektiv løsning af problemerne med fattigdom og sult,

I.   der henviser til, at kvinder i udviklingslandene producerer mellem 60 % og 80 % af fødevarerne og står for halvdelen af den globale fødevareproduktion; der påpeger, at kvinder spiller en meget vigtig rolle for familiens forsørgelse, samt at kvinder i langt højere grad end mænd har vanskeligt ved at få adgang til jord og produktionsmidler og derfor har behov for passende hjælp og støtte,

J.   der henviser til, at den nuværende krise rammer lavindkomsthusholdninger hårdest både i Den Europæiske Union og i udviklingslandene, hvor 60% og 80 % af den samlede husstandsindkomst går til mad, medens det i Den Europæiske Union som helhed er mindre end 20 %,

K.   der henviser til, at Parlamentet og Rådet gentagne gange har fremsat krav om en stærkere indsats over for det globale problem, navnlig ved at yde nødvendig finansiering af landbrugsinput og bistand til anvendelsen af markedsbaserede forvaltningsinstrumenter,

L.   der henviser til, at EU fortsat er en førende fødevareproducent, der på verdensplan tegner sig for 17 % af hvedeproduktionen, 25 % af mælkeproduktionen, 20 % af svinekødproduktionen og 30 % af oksekødproduktionen, men også er en stor importør af landbrugsprodukter, fordi den langt fra er selvforsynende med en lang række landbrugsråvarer,

M.   der henviser til, at EU spiller en førende rolle for fastsættelsen af høje standarder for fødevareproduktion, fokus på sporbarhedssystemet fra jord til bord og garanti for sikkerheden af de fødevarer, der produceres i EU,

N.   der henviser til, at EU også er førende inden for miljøbeskyttelsesforanstaltninger, der tjener til at beskytte naturressourcerne, men samtidig indebærer ekstraomkostninger for EU's landbrugere,

O.   der henviser til, at EU er den største donor af udviklings- og humanitær bistand på verdensplan, men at landbrugets andel af den bistand, der ydes på internationalt plan, og navnlig fra EU, er faldet konstant siden 1980'erne,

P.   der henviser til, at ud over medlemsstaternes egne bidrag, finansierer EU traditionelt omkring 10 % af udviklingssamarbejdet på verdensplan, der henviser til at dette bekræftes af det aktuelle bidrag gennem fællesskabsinstrumenter (ca. 1,8 mia. EUR, heraf 1 mia. EUR via den nye facilitet med henblik på hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene og resten gennem de øvrige eksisterende udviklingsinstrumenter og instrumenter til humanitær bistand),

Q.   der henviser til, at det på et tidspunkt, hvor naturressourcerne er under pres, forventes, at efterspørgslen efter fødevarer vil blive fordoblet i perioden frem til 2050, og at fødevareproduktionen på verdensplan derfor må forøges,

R.   der henviser til, at det ifølge FAO er tilstrækkeligt at investere 30 mia. EUR pr. år for at sikre fødevaresikkerheden for en verdensbefolkning, der vil have rundet 9 mia. i 2050,

S.   der understreger, at de eksisterende internationale og regionale aftaler har vist sig at være utilstrækkelige til at normalisere markedsforsyningen og handelen, og at de nylige kraftige stigninger i fødevarepriserne bør tjene som en advarsel til regeringer verden over om, at landbrugsproduktionen ikke kan tages for givet,

1.   fremhæver, at verdens fødevaresikkerhed er et særdeles presserende problem i EU og opfordrer til, at der gøres en omgående og kontinuerlig indsats for fødevaresikkerheden for EU-borgerne og på verdensplan; anser det for vigtigt at anerkende værdien af alle verdens landbrugs- og fødevarekulturer; understreger, at forbrugerne bør have adgang til fødevarer til rimelige priser, samtidig med at landbrugsbefolkningen sikres en rimelig levestandard;

2.   fremhæver betydningen af den fælles landbrugspolitik som et middel til at sikre fødevareproduktionen i EU; mener, at den fælles landbrugspolitik har bevirket, at EU-borgerne har nydt godt af en sikker fødevareforsyning siden politikkens indførelse i 1962, og derudover har bidraget til at beskytte og styrke landdistrikterne og EU's standarder for fødevareproduktion, der er de højeste i verden; understreger nødvendigheden af, at Fællesskabets landbrug fortsætter med at spille denne rolle i fremtiden;

3.   bemærker imidlertid, at de mange reformer af den fælles landbrugspolitik i de seneste 25 år har resulteret i et fald i EU's landbrugsproduktion, idet fokus er skiftet fra en kvantitativ til en markedsstyret kvalitetsorienteret produktion; mener, at denne ændrede politik har resulteret i et tab af potentielle markedsmuligheder for EU's producenter og har ført til øget afhængighed af importerede fødevarer fra lande uden for EU, der producerer ud fra nogle helt andre standarder, hvilket har medført ulige konkurrencevilkår for EU's landbrugsprodukter;

Situation og årsager

4.   påpeger, at der forud for de seneste fødevareprisstigninger var over 860 mio. mennesker på verdensplan, der led af kronisk sult; bemærker, at Verdensbanken forudsiger, at de stigende priser kan tvinge yderligere 100 mio. mennesker ud i endnu dybere fattigdom;

5.   anerkender FAO's synspunkt om, at de stigende fødevarepriser især rammer lande, der er nettoimportører af fødevarer, og som for en stor dels vedkommende hører til verdens mindst udviklede lande; fremhæver på ny, at fattigdom og afhængighed af fødevareimport er blandt hovedårsagerne til fødevareusikkerheden; er opmærksom på, at kun en lille andel af verdens fødevareproduktion faktisk handles på det internationale marked, og at den i stigende grad kommer fra et lille antal eksportlande;

6.   bemærker, at høsten af de vigtigste kornsorter i 2007 og 2008 var god; bemærker, at det aktuelle problem med fødevareusikkerhed i 2007 skyldtes det reducerede udbud og de stigende råvarepriser; er dybt bekymret over det lave fødevarelagerniveau, der på nuværende tidspunkt kun kan forsyne verden med korn i mindre end 40 dage;

7.   understreger, at bestræbelser på at opfylde befolkningernes basale behov, navnlig for mad og vand, ofte er en kilde til konflikter; bemærker, at væksten i verdens befolkning - skønsmæssigt vil der være 3 mia. flere mennesker i 2050 - vil forstærke sådanne spændinger i alle regioner i verden; opfordrer derfor til, at der tages hensyn til denne geostrategiske dimension ved udformningen af de fremtidige landbrugspolitikker;

8.   bemærker med bekymring de stigende omkostninger til landbrugsinput (prisstigninger på gødning, såsæd, osv.), der har udmøntet sig i omkostningsstigninger, som ikke alle landbrugere (navnlig i husdyrsektoren) har fået lige stor kompensation for, og som i høj grad har undergravet enhver potentiel indkomstforøgelse som følge af de højere råvare- og fødevarepriser, hvilket igen underminerer motivationen til at øge produktionen; er bekymret for, at de kraftige stigninger i priserne på landbrugsinput skal resultere i mindre anvendelse af samme og dermed potentielt faldende produktion, hvilket vil forværre fødevarekrisen i EU og på verdensplan yderligere;

9.   konstaterer, at der er sket et tydeligt prisfald på råvaremarkederne i indeværende sæson, hvilket vækker bekymring hos producenterne og svækker landbrugernes tillid;

10.   understreger vigtigheden af at foretage en omfattende analyse af de stigende fødevarepriser under hensyntagen til de stigende energipriser for slutbrugerne, de mere ekstreme vejrfænomener og den øgede efterspørgsel efter energi på grund af stigningen i den globale befolkning, og opfordrer Kommissionen til yderligere at undersøge den mulige sammenhæng mellem høje fødevarepriser og stigende energipriser, navnlig på brændstof; understreger desuden, at der skal træffes foranstaltninger for at mindske landbrugets afhængighed af fossile energikilder gennem en mere effektiv energiudnyttelse og udvikling af energibesparende dyrkningsmetoder;

11.   anmoder om indførelse af politiske instrumenter, der sigter mod at forhindre sådanne kraftige og skadelige prissvingninger, og som tager hensyn til behovet for at sikre producenter en rimelig levestandard; mener, at enkeltbetalingsordningen giver landbrugerne mulighed for at skifte produktion alt efter markedsbehov, men måske ikke er tilstrækkelig til at håndtere voldsomme udsving i markedspriserne;

12.   henleder opmærksomheden på, at de seneste prisstigninger på landbrugsråvarer også har baggrund i mere langsigtede strukturelle faktorer, herunder en støt stigende global efterspørgsel og konstant faldende investeringer i produktionslandbrug; bemærker, at det blandt disse faktorer navnlig er stigningen i energipriserne, herunder især oliepriserne, der har indvirket på verdens landbrugsproduktion (på grund af øgede produktions- og distributionsomkostninger), og på forekomsten af fødevarekriser i de fattige lande (på grund af fødevaretransportomkostningerne i disse lande);

13.   bemærker, at 2 % af EU's kornproduktion blev omlagt til biobrændstoffer i 2007, og at 25 % af USA's majsproduktion samme år gik til fremstilling af ethanol; opfordrer til en global vurdering af denne tendens og dens indvirkning på fødevarepriserne og til en politisk samordning på verdensplan, der kan sikre, at fødevareforsyningen ikke bringes i fare på grund af indsatsen for at producere vedvarende energi; kræver desuden indføjelse af forpligtelser i internationale og regionale aftaler, i henhold til hvilke støtte til fremstilling af biobrændstoffer ikke må true fødevaresikkerheden i verden og skal overholde gældende regler for ikke at skabe konkurrenceforvridning mellem handelspartnere; kræver imidlertid samtidig, at EU afgiver et bindende tilsagn om fremme af andengenerationsbiobrændstoffer;

14.   fremhæver behovet for at skabe balance mellem på den ene side produktion af biobrændstoffer og bioenergi og på den anden side de nødvendige fødevarelagre på verdensplan; bemærker at, stigningen i produktionen af biobrændstoffer og bioenergi kan indvirke positivt på situationen i landbrugsfødevaresektoren, der for indeværende lider under de høje priser på råvarer, som forarbejdningsindustrien har brug for, bl.a. gødning, dieselolie osv.; mener at, udviklingen af vedvarende energikilder således udgør et økonomisk og socialt levedygtigt udviklingsalternativ for landdistrikterne og, parallelt hermed, et varigt miljøbeskyttelsestiltag, navnlig under hensyntagen til Den Europæiske Unions 2020-mål for vedvarende energi; påpeger, at der dog samtidig bør træffes foranstaltninger til bekæmpelse af de negative virkninger, som den stigende produktion af energiafgrøder kan have på biodiversiteten, fødevarepriserne og dyrkningsmetoderne;

15.   konstaterer, at EU har bidraget betydeligt til at øge udbuddet af landbrugsråvarer ved at afskaffe braklægningsordningen;

16.   henleder opmærksomheden på de hastige ændringer i forbrugernes spisevaner, navnlig i vækstlandene, hvor et øget indtag af kød og proteinrig kost kræver mere korn; bemærker også den velkomne stigning i realindkomsten i lande såsom Kina og Indien, som vil fortsætte med at drive efterspørgslen efter landbrugsprodukter og forarbejdede fødevarer;

17.   mener, at den stigende markedskoncentration i fødevaredetailsektoren bør overvåges for at undgå monopoltilstande, da store detailhandleres aktiviteter ikke nødvendigvis altid er i producenternes, forarbejdningssektorens eller forbrugernes interesse;

18.   ønsker, at der vedtages alternative løsninger for at genoprette ligevægten til fordel for de små producenter, som ikke er i stand til at forhandle med store detailhandlere; påpeger, at skønt der på EU-niveau findes en antimonopollovgivning, der forhindrer store producenters misbrug af dominerende stilling på EU-markedet, findes der endnu ikke specifikke regler til bekæmpelse af de monopollignende metoder, der praktiseres af visse super- og hypermarkeder;

EU's tiltag

19.   mener, at den fælles landbrugspolitik fortsat bør være hjørnestenen i EU's fødevaresikkerhedspolitik nu og efter 2013; mener, at et velfungerende økologisk system, frugtbar jord, stabile vandressourcer og en diversificeret landdistriktsøkonomi er nødvendige forudsætninger for fødevaresikkerheden på længere sigt; finder det endvidere afgørende, at den fælles landbrugspolitik sammen med andre fællesskabspolitikker i højere grad bidrager til den globale fødevarebalance;

20.   er imidlertid også overbevist om, at den fælles landbrugspolitik yderligere bør tilpasses for at tilgodese fødevaresikkerhedshensynene; er skuffet over, at Kommissionen i sine lovgivningsmæssige forslag i sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik fra maj 2008 ikke tog denne udfordring op i fuldt omfang; modsætter sig afviklingen af markedsforvaltningsforanstaltningerne og nedskæringerne i landbrugernes støttebetalinger;

21.   opfordrer i lyset af budgetrevisionen 2008-2009 til, at EU's og medlemsstaternes udgifter til den fælles landbrugspolitik holdes på et stabilt og konstant niveau for at sikre landbrugerne en rimelig indkomst; erindrer om, at landbrugerne har behov for en stabil politik for at kunne planlægge for fremtiden; fremhæver, at grundprincippet i en sådan politik er tilvejebringelse af et indkomstmæssigt sikkerhedsnet, der kan beskytte mod farer og kriser, hvad enten disse udspringer af ugunstige naturfænomener, markedsforvridninger eller usædvanligt omfattende og langvarige prisfald; påpeger i den henseende, at landbruget giver en betydelig merværdi til EU's og medlemsstaternes økonomier;

22.   påpeger, at markedet alene ikke kan yde landbrugerne den indkomstsikkerhed, de har brug for at kunne opretholde deres landbrugsvirksomhed, på grund af de høje omkostninger, der er forbundet med at overholde EU's standarder for fødevareproduktion, fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse og dyrevelfærd; bifalder dog den fælles landbrugspolitiks øgede markedsorientering; beklager på den anden side, at målsætningerne for reformerne i 2003 om at yde landbrugerne højere markedspriser og mindre bureaukrati ikke til fulde er blevet nået;

23.   mener, at de mange krydsoverensstemmelsesregler virker afskrækkende på producenterne, og at de om muligt bør forenkles; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens forenklingsinitiativer;

24.   finder det alarmerende, at den foreslåede EU-lovgivning (f.eks. om plantebeskyttelsesprodukter) kan have en voldsom indvirkning, idet den kan reducere de midler, som landbrugerne har til rådighed for at maksimere høsten, og faktisk kan føre til et kraftigt fald i EU's landbrugsproduktion; anmoder om en detaljeret analyse af alle de foreslåede foranstaltningers konsekvenser, navnlig for fødevaresikkerheden;

25.   opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge konsekvenserne af initiativerne til imødegåelse af klimaforandringer i landbrugssektoren: landbruget bør bidrage til kampen mod klimaforandringer, men det bør imidlertid samtidig gives de redskaber, der er nødvendige til at imødegå virkningerne af klimaforandringerne, da landbruget er en af de mest klimafølsomme økonomiske sektorer, således at sådanne initiativer ikke sænker EU's landbrugsproduktion og medfører, at den erstattes af importeret produktion;

26.   mener, at det er nødvendigt at revidere EU's og andre internationale produktions- og markedsovervågningssystemer for at indføre en hurtigere varslingsmekanisme til vurdering af produktionstendenser; mener, at der på verdensplan er behov for en ordning for opgørelse af fødevarer og et system af fødevarelagre, og at EU bør gå i spidsen for udformningen af et sådant system; opfordrer Kommissionen til at handle med globale partnere og fremsætte et forslag i den henseende;

27.   kræver, at effektive forsikringspolicer gøres tilgængelige som værn mod massive pris- og indkomstsvingninger, samt mod indvirkningerne af vejrforhold på produktionen;

28.   henstiller til Kommissionen at inddrage et effektivt europæisk markedskontrolsystem i sin planlægning, som kan gøre det muligt at registrere udvikling og tendenser med hensyn til priser på landbrugsprodukter og på landbrugsinput; understreger, at et sådant system skal være gennemsigtigt og af en sådan beskaffenhed, at der kan foretages en sammenligning af ensartede produkter fra forskellige lande;

29.   er af den opfattelse, at der, inden for rammerne af FAO, bør etableres et internationalt observationsorgan for priser på landbrugsprodukter, landbrugsinput samt fødevarer med henblik på at kunne overvåge disse data på internationalt plan;

30.   bemærker, at der gennem de successive reformer af den fælles landbrugspolitik er blevet rettet op på de handelsforvridende elementer i EU's landbrugspolitik, der havde en negativ indvirkning på landbrugere i udviklingslandene, men at bytteforholdet fortsat er ulige, og at der stadig bør gøres en indsats for at etablere et mere retfærdigt system;

31.   bemærker dog, at EU's politiske reformer, der skal opfylde WTO's krav, har ført til en omlægning af landbrugsstøtten for at gøre den mindre produktionskoblet, en afvikling af markedsforvaltningsforanstaltningerne og en åbning af markederne, hvilket i stigende grad udsætter forbrugere og producenter for ustabiliteten på verdensmarkedet; kræver, at tiltagene inden for den fælles landbrugspolitik kommer til at omfatte bestemmelser vedrørende fødevaresikkerhed, og at der i handelsaftaler indføjes gensidige tilsagn fra handelspartnernes side om at sikre, at reguleringen af samhandelen ikke bringer verdens fødevaresikkerhed i fare; opfordrer Kommissionen til, som led i forhandlingerne i WTO, at gøre sig til talsmand for kvalificeret markedsadgang med henblik på at sikre, at de høje miljønormer for EU's landbrug og enhver medlemsstats ret til fødevaresikkerhed ikke undergraves af billige importvarer;

32.   bemærker, at EU fortsat arbejder på at opfylde sit tilsagn om at afskaffe alle eksportrestitutioner inden 2013, og at der via sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik gennemføres yderligere reformer af markedsstøtteinstrumenterne i overensstemmelse med de aftaler, der er indgået i WTO;

33.   mener, at finansieringsfaciliteten med henblik på en hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene er det første vigtige skridt i håndteringen af de umiddelbare behov hos dem, der rammes hårdest af fødevarekrisen; understreger dog, at denne facilitet er en enkeltstående foranstaltning, der sigter mod at anvende midler under udgiftsområde 4 på EU's almindelige budget til små landbrug i de hårdest ramte lande, som vil skulle følges op med yderligere investeringer; mener, at Kommissionen bør revidere, hvordan midlerne anvendes, og sikre, at de altid sættes ind dér, hvor behovet er størst, og at der bør foretages regelmæssig rapportering til Parlamentet; fremsætter endvidere krav om, at Parlamentet får mulighed for at føre løbende tilsyn med gennemførelsen gennem "forskriftsproceduren med kontrol";

34.   anmoder Kommissionen om at styrke sine nuværende programmer til sikring af fødevaresikkerheden i Europa og verden; opfordrer til styrkelse af det tematiske program for fødevaresikkerhed (2007-2010), der i øjeblikket har fået tildelt 925 mio. EUR for hele programperioden; bifalder forslaget om en øget budgetbevilling til fødevaredistributionsprogrammet for de dårligst stillede i Fællesskabet, der blev fremlagt af Kommissionen den 17. september 2008; opfordrer Kommissionen til at vedtage en helhedsstrategi for fødevaresikkerhed, der sikrer sammenhæng mellem alle EU's politikområder;

35.   er foruroliget over den aktuelle globale finanskrise, der kan resultere i, at der bliver mindre støtte til rådighed for landbruget; opfordrer Kommissionen til at analysere konsekvenserne af finanskrisen for landbrugssektoren og overveje forslag, der kan sikre sektorens stabilitet, også hvad angår adgangen til lån og lånegarantier;

36.   påpeger, at undersøgelser har vist, at forbrugerne som regel ikke har kendskab til de afgørende fordele, som den fælles landbrugspolitik indebærer med hensyn til fødevaresikkerhed og rimelige fødevarepriser(4); opfordrer til udformning af politikker til information af borgerne og en fornyet forpligtelse til forenkling, der kan øge bevidstheden om den fælles landbrugspolitiks instrumenter og fordele; foreslår, at man gør det klart for offentligheden, hvad det ville koste, hvis den fælles landbrugspolitik ikke fandtes;

37.   er tilhænger af, at den fælles landbrugspolitik bør spille en væsentlig rolle i EU's udenrigs- og udviklingspolitik, især med hensyn til den eksterne fødevaresikkerhedspolitik; er overbevist om, at den fælles landbrugspolitik ud over at sikre EU's fødevareproduktion kan bidrage til at imødekomme den øgede globale efterspørgsel efter fødevarer;

38.   bemærker, at væbnede konflikter har meget negative følger for produktionen af og adgangen til fødevarer; udtrykker bekymring over, at en høj konfliktrisiko har alvorlige konsekvenser for fødevaresikkerheden, f.eks. gennem massemigration, lammelse af landbrugsproduktionen og ødelæggende virkninger på vital infrastruktur;

39.   mener, at det er meget vigtigt at undgå forstyrrende kapløb om begrænsede fødevareressourcer; opfordrer derfor til en mere effektiv EU-koordinering med ikke-statslige organisationer, FAO og andre internationale agenturer på det tekniske plan samt med FN på det politiske plan for at fremme en retfærdig adgang til de globale fødevareressourcer og til en forøgelse af fødevareproduktionen i centrale udviklingslande, mens der hele tiden tages hensyn til biodiversiteten samt kriterierne for bæredygtig udvikling;

40.   opfordrer indtrængende EU til at hjælpe lande, der har en høj konfliktrisiko, med at udvikle deres egne stærke landbrugspolitikker baseret på let adgang til råmaterialer, undervisning af høj kvalitet og tilstrækkelig finansiering samt på en pålidelig infrastruktur; mener, at EU's bistand bør målrettes efter at forbedre modtagerlandenes selvforsyning med fødevarer, hvilket vil forbedre den regionale fødevaresikkerhed og adgangen til fødevarer for de fattigste grupper i samfundet;

41.   bemærker, at nogle af vækstøkonomierne muligvis planlægger at leje store landområder i de fattige dele af Afrika og Asien for at dyrke afgrøder der og sende dem tilbage til deres egne markeder for at forbedre deres egen fødevaresikkerhed; mener, at EU sammen med FAO skal tage dette fænomen alvorligt som en alvorlig trussel mod fødevaresikkerheden og mod en effektiv landbrugspolitik i værtslandene;

Landbrug i udviklingslandene

42.   understreger, at de aktuelle udfordringer på fødevareområdet kræver, at fødevareproduktionen forøges for at holde trit med den stigende efterspørgsel, samtidig med at denne produktion skal gøres bedre, billigere og mere bæredygtig; mener, at det for at nå dette mål er nødvendigt med en grundig gennemgang af de offentlige politikker med henblik på at forbedre produktionsmetoderne, forvaltningen af lagrene og reguleringen af de internationale markeder;

43.   understreger behovet for flere foranstaltninger på mellemlang og lang sigt til udvikling af landbrugs- og fødevareproduktionen i udviklingslandene, navnlig i Afrika, under hensyntagen til ovennævnte anbefalinger fra IAASTD; mener, at udvikling af landbruget kan tjene som udgangspunkt for en bredere økonomisk udvikling i et land;

44.   mener, at Den Europæiske Udviklingsfond i højere grad bør fokusere på landbrug, navnlig små landbrugsbedrifter og produktforædling på stedet, eftersom størstedelen af verdens fattige lever i landdistrikter, der er yderst afhængige af landbrugsproduktion; mener endvidere, at der bør gøres en indsats for at fastsætte regler for handelen med landbrugsvarer, der sikrer fødevareforsyningen i alle lande; mener, at udviklingslandene bør gives handelsmæssige fordele, der kan bidrage til at styrke den nationale produktion; opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til disse argumenter under WTO-forhandlingerne, og når der forhandles om økonomiske partnerskabsaftaler med udviklingslande;

45.   mener, at en af de alvorlige hindringer for en større landbrugsproduktion i udviklingslandene er de små landbrugeres manglende adgang til lån eller mikrokreditter til investeringer i bedre såsæd, gødningsstoffer og vandingssystemer; understreger desuden problemet med lånegarantier, der for det meste uopnåelige; opfordrer Den Europæiske Investeringsbank til at undersøge, hvordan den kan yde lånegarantier til lokale fødevareproducenter i udviklingslandene, så de kan få adgang til lån og mikrokreditter;

46.   fastslår endnu en gang behovet for regionalt integrerede landbrugsmarkeder; opfordrer Kommissionen til at støtte det regionale samarbejde og den regionale integration; minder AVS-landene om Europas vellykkede landbrugsintegration og den stabilitet, denne har medført i over 50 år; tilskynder derfor de regionale økonomiske fællesskaber mellem AVS-landene til at styrke deres indsats på landbrugsområdet og opfordrer udviklingslandene til at mindske de indbyrdes handelshindringer;

47.   understreger desuden, at det er nødvendigt at omdanne landbruget fra et system med subsistenslandbrug til en jobskabende landdistriktsøkonomi; mener endvidere, at der bør lægges særlig vægt på foranstaltninger til støtte for unge landbrugere i udviklingslandene med henblik på at udvikle en robust landbrugssektor; mener, at EU bør øge samarbejdet og støtte indsatsen for at modernisere fødevarekæderne i udviklingslandene og gøre dem mere effektive; mener også, at EU bør støtte initiativer som f.eks. det fælles såsædprogram, der er iværksat af Den Afrikanske Union og dennes nationale og regionale partnere;

48.   mener, at det som led i en effektiv udviklingspolitik for disse udviklingslande er nødvendigt, at de udformer en fælles national eller regional strategi for udviklingen af landbruget, hvori der indgår klare støtteforanstaltninger til fordel for producenterne og produkterne; mener, at EU's udviklingsbistand i en sådan sammenhæng ikke vil komme til at stå alene, men tværtimod vil blive en del af den samfinansierede nationale eller regionale strategi for landdistriktsudvikling;

49.   kræver, at der skabes en permanent fødevaresikkerhedsfond til støtte for verdens fattigste under udgiftsområde 4 i EU's almindelige budget, som kan supplere de andre udviklingsforanstaltninger, der finansieres af EU;

50.   bifalder globale initiativer såsom FN's taskforce på højt plan om den globale fødevaresikkerhedskrise og mener, at EU bør samordne sin indsats med denne taskforce; understreger betydningen af de frivillige retningslinjer til støtte for gradvis virkeliggørelse af retten til tilstrækkelig ernæring som led i national fødevaresikkerhed, der er vedtaget af FAO's medlemmer i november 2004; foreslår desuden, at der for at sikre tilgængeligheden af fødevarer skabes et verdensomspændende program for lagringspligt og et bedre grundlæggende lagringssystem for vigtige produktionsinput (proteiner, gødningsstoffer, såsæd, pesticider), der fortrinsvis skal varetages af private aktører, bl.a. landbrugskooperativer;

51.   er opmærksom på EU's forpligtelser over for udviklingslandene og nuværende og kommende forpligtelser i WTO-regi; kræver, at EU's støtteforanstaltninger bidrager til at nå målene, sådan som det blev erklæret i Maputoerklæringen fra 2002 af de afrikanske regeringer; opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser med henblik på at nå FN's millenniumudviklingsmål, navnlig ydelsen af 0,7 % af deres bruttonationalindkomst til udviklingsbistand; mener dog, at udviklingsbistandens kvalitet er vigtigere end de anvendte beløbs størrelse;

52.   beklager reduktionen i den del af udviklingsbistanden, der anvendes til landbrug og udvikling af landdistrikter, der udgjorde17 % i 1980 og kun 3 % i 2006; opfordrer Kommissionen til at styre og overvåge den europæiske finansielle støtte til opnåelsen af landbrugsdrevet vækst og til at gøre alt, hvad der står i dens magt, for at sikre, at regeringerne anvender 10 % af nationalbudgettet på landbrugssektoren, sådan som de har forpligtet sig til (ved f.eks. at fastsætte klare mål for den nationale landbrugspolitik);

53.   bekræfter endnu en gang, at landbruget for AVS-staterne er en sektor, som bedre end andre kan skabe vækst for fattige mennesker i landdistrikterne og dermed yde et håndgribeligt bidrag til opfyldelsen af det første millenniummål om udryddelse af ekstrem fattigdom og sult og understreger, at det derfor er nødvendigt at handle øjeblikkeligt og fremme større investeringer i landbrug og landbrugsudvikling;

54.   fremhæver, at landbrugsudviklingen først og fremmest skal baseres på retten til mad og retten til at producere fødevarer, således at alle mennesker får ret til sikre, ernæringsrigtige og kulturelt hensigtsmæssige fødevarer, der er produceret ved hjælp af økologisk fornuftige og bæredygtige metoder i en selvstændig landbrugsstruktur;

55.   opfordrer EU til at anerkende udviklingslandenes ret til fødevaresuverænitet og at støtte dem med målrettede foranstaltninger, hvorved det gælder om at benytte og udbygge de eksisterende strukturer og ressourcer, f.eks. såsæd, gødning og produktionsmidler, samt at støtte den regionale integration;

56.   opfordrer EU til atter at give landbruget en central plads på sin udviklingsdagsorden og især prioritere landbrugsudviklingsprogrammer, herunder fastsættelse af klare mål for fattigdomsreduktion og opnåelige målsætninger, navnlig foranstaltninger til fremme af små landbrugsbedrifter og produktion af fødevarer til lokale markeder ved anvendelse af biodiversitet med særlig fokus på kapacitetsopbygning for landbrugere med små bedrifter og for kvinder;

57.   opfordrer EU til at gå sammen med medlemslandene, AVS-regeringerne, internationale organisationer, regionale udviklingsbanker og private fonde, ikke-statslige organisationer og lokale myndigheder om på en bedre måde at indarbejde nye projekter og programmer for en indsats mod stigende fødevarepriser i regionale programmer;

58.   opfordrer til, at der iværksættes tiltag til forbedring af skolegangen for unge, således at de kan få adgang til videregående uddannelse i inden for landbrug, herunder undervisning i hvordan man opfylder EU's sundheds- og plantesundhedsstandarder, samt at der skabes jobmuligheder for landbrugskandidater med det formål at mindske fattigdommen og migrationen fra landdistrikter til byområder og undgå "hjerneflugt"-migration fra udviklingslande til udviklede lande;

59.   henviser til Food Crisis Prevention Networks (FCPN) "Code of Good Conduct in Food Crisis Prevention and Management" fra 2008; kræver, at disse adfærdsregler implementeres og overholdes i den fælles landbrugspolitik; støtter og kræver, at civilsamfundet inddrages, og at navnlig kvinder, sammenslutninger af små landbrug og producentsammenslutninger støttes for at sikre fødevaresikkerhed og fødevareselvforsyning;

60.   finder det stærkt betænkeligt, at militær- og forsvarsbudgetterne i mange tilfælde er større end landbrugs- og fødevarebudgetterne;

61.   mener, at husmandsbrugene er hjørnestenen i landbrugsudviklingen; påpeger, at nogle af de mest alvorlige problemer, som små landbrugere i udviklingslandene står over for, er adgang til markeder, jord, uddannelse, finansiering, input og teknologi; bekræfter betydningen af at udvikle landdistrikternes infrastruktur og investeringerne i små landbrug og traditionelle ikke-intensive produktionsmetoder, der er tilpasset de lokale forhold;

62.   mener, at en vigtig faktor i den globale fødevareproduktion er den manglende handel med fødevarer; bemærker, at ifølge FAO steg risproduktionen på verdensplan i 2007, mens handelen med ris faldt i samme tidsrum;

63.   mener, at yderligere, ureguleret handelsliberalisering på landbrugsområdet vil føre til yderligere stigninger i fødevarepriserne og endnu større prissvingninger; understreger, at de hårdest ramte vil være de mest sårbare fødevareimporterende udviklingslande; understreger endvidere, at reglerne for verdenshandelen under ingen omstændigheder må undergrave landes og regioners ret til at støtte deres landbrugssektorer for at garantere deres befolknings fødevaresikkerhed;

64.   mener, at politikkerne for åbning af markederne for landbrugsprodukter inden for rammerne af WTO og bilaterale frihandelsaftaler har bidraget betydeligt til forringelsen af fødevaresikkerheden i mange udviklingslande og i forbindelse med den nuværende globale fødevarekrise; opfordrer Kommissionen til under hensyntagen til disse forhold at revurdere sin tilgang til handel med landbrugsprodukter, som er baseret på det frie marked;

65.   opfordrer de store fødevareeksporterende lande (Brasilien, Argentina, Thailand, osv.) til at handle som pålidelige leverandører af basisfødevarer og til at undgå eksportrestriktioner, der kan få katastrofale følger, især for fattige fødevareimporterende udviklingslande;

66.   er foruroliget over den aktuelle globale finanskrise, der kan resultere i en begrænsning af de disponible finansielle midler til offentlig udviklingsbistand; opfordrer Kommissionen til at analysere, hvordan finanskrisen har påvirket sektoren for udviklingsbistand, og fortsætte med at udforme forslag med henblik på at støtte landbruget i de fattigste lande;

67.   bemærker, at den globale fødevarekrise udgør en af de største trusler mod fred og sikkerhed i verden; glæder sig i den forbindelse over Kommissionens seneste bestræbelser på at undersøge metoder til at håndtere det globale problem vedrørende fødevaresikkerhed; opfordrer medlemsstaterne til at støtte sådanne initiativer på nationalt og lokalt plan;

Forskning og udvikling

68.   fastslår endnu en gang, at det er stærk tilhænger af investeringer i teknologi og innovation inden for landbrug og landbrugsproduktion;

69.   understreger betydningen af en forskning, der finansieres af offentlige midler, og som tager sigte på fødevaresikkerheden og ikke blot tjener industriens interesser; kræver investeringer ikke blot i udforskning af nye enkeltteknologier, men også omfattende landbrugssystemer, der kan sikre fødevareforsyningerne på lang sigt; understreger i denne forbindelse den pionerrolle, som eksempelvis en europæisk teknologiplatform for økologisk landbrugsforskning kunne spille på dette område;

70.   fremhæver betydningen af forskning, men også af formidling af forskningsresultater til den enkelte landbrugsbedrift gennem en effektiv landbrugskonsulenttjeneste, navnlig i udviklingslandene; opfordrer til en styrkelse af landbrugsforskning og videngenerering;

71.   er bekymret over, at EU's fokus på krydsoverensstemmelse kan være til skade for forskningen i og rådgivningen om landbrugsproduktion; understreger, at der er behov for begge aspekter;

72.   opfordrer til, at forsknings- og udviklingsprogrammet for et bæredygtigt og energieffektivt landbrug, der er tilpasset de lokale forhold, fremskyndes; tilskynder medlemsstaterne til at støtte forskning, der sigter mod at øge produktiviteten med hensyn til anvendelsen i landbruget; er opmærksom på EU-forbrugernes bekymringer;

Bæredygtigt landbrug på verdensplan

73.   er bekymret over de ændrede vejrmønstre, som klimaforandringerne medfører, og som ifølge prognoserne vil gøre tørke og oversvømmelser mere almindelige, hvilket vil få negative konsekvenser for høstudbyttet og mulighederne for at forudsige verdens landbrugsproduktion;

74.   er bekymret over, at gennemførelsen i EU af forslag, der yderligere skal reducere drivhusgasser, kan have en negativ indvirkning på den europæiske fødevareproduktion, navnlig husdyrproduktionen;

75.   anerkender, at der er behov for øget energieffektivitet i landbrugssektoren, som står for en betydelig del af de samlede CO2-emissioner;

76.   mener, at en udvidet anvendelse af biobrændstoffer og bioenergiproduktion kan have en positiv indvirkning på sektoren for landbrug og fødevareforarbejdning, som lider under stigende priser på input såsom gødningsstoffer, pesticider og diesel samt øgede transport- og forarbejdningsomkostninger;

77.   erkender, at landbrugssektoren er eksistensgrundlag for størstedelen af befolkningen i mange udviklingslande, og opfordrer derfor disse lande til at udvikle en mekanisme for stabile og gennemsigtige landbrugspolitikker, som vil sikre langsigtet planlægning og bæredygtig udvikling;

78.   opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge virkningerne af øget bioenergiproduktion i EU og i tredjelande, hvad angår ændret arealanvendelse, fødevarepriser og adgang til fødevarer;

79.   gentager, at incitamenter til bæredygtig dyrkning af energiafgrøder ikke bør bringe fødevareproduktionen i fare;

80.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme forskning og udvikling med henblik på forebyggelse og tilpasning til klimaændringerne, herunder bl.a. forskning i andengenerationsbiobrændstoffer, herunder anvendelsen af højtydende energiafgrøder, miljøvenlig gødning, som er så effektiv som muligt, nye landbrugsteknologier med minimal negativ indvirkning på arealanvendelsen, udvikling af nye plantearter, som er modstandsdygtige over for klimaændringer og relaterede sygdomme, og forskning i måder, hvorpå affald kan anvendes i landbruget;

81.   mener, at der er behov for yderligere forskning inden for landbrug med henblik på at øge det bæredygtige landbrugs produktivitet, og opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at udnytte de muligheder, som Fællesskabets syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration giver i forbindelse hermed, og til at vedtage foranstaltninger til forbedring af landbrugsproduktionen på en bæredygtig og energieffektiv måde;

o
o   o

82.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 263E af 16.10.2008, s. 621.
(2) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0229.
(3) EUT C 297 E af 20.11.2008, s. 201.
(4) Undersøgelse foretaget af Agri Aware TNS/Mrbi i Irland i august 2008, "Hats off to the CAP".

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik