Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2210(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0478/2008

Indgivne tekster :

A6-0478/2008

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 03/02/2009 - 6.3
CRE 03/02/2009 - 6.3
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0034

Vedtagne tekster
PDF 134kWORD 49k
Tirsdag den 3. februar 2009 - Strasbourg
Uberørte naturområder i Europa
P6_TA(2009)0034A6-0478/2008

Europa-Parlamentets beslutning af 3. februar 2009 om uberørte naturområder i Europa (2008/2210(INI))

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle(1) (fugledirektivet),

-   der henviser til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter(2) (habitatdirektivet),

-   der henviser til Den Europæiske Unions europæiske miljønetværk for særligt beskyttede områder, som blev etableret af de to ovennævnte direktiver, kaldet "Natura 2000"-netværket,

-   der henviser til resultaterne af det niende møde i konferencen mellem parterne i konventionen om den biologiske mangfoldighed (COPA),

-   der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs rapport nr. 3/2008 om europæiske skove, forholdene for økosystemet og bæredygtig brug,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A6-0478/2008),

A.   der henviser til, at effektiv beskyttelse og om nødvendigt genoprettelse af Europas sidste uberørte naturområder er afgørende for at standse tabet af biodiversitet inden 2010,

B.   der henviser til, at målet om at standse tabet af biodiversitet inden 2010 ikke vil blive opfyldt, og at de negative sociale og økonomiske konsekvenser af tabet af biodiversitet og nedgangen i økosystemfunktioner allerede kan mærkes,

C.   der henviser til, at EU bør bygge videre på de nuværende resultater som Natura 2000 og udvikle betydeligt styrkede og ambitiøse nye politiske rammer for biodiversitet efter 2010,

D.   der henviser til, at fugle- og habitatdirektiverne giver stærke og brugbare rammer for beskyttelse af naturen, herunder uberørte naturområder, mod en skadelig udvikling,

E.   der henviser til, at målene i EU's biodiversitetspolitik og i fugle- og habitatdirektiverne stadig er langt fra at være rigtigt integreret i sektorpolitikker som landbrug, regionaludvikling, energi og transport,

F.   der henviser til, at mange uberørte naturområder indeholder store kulstoflagre, som det er vigtigt at beskytte både af hensyn til biodiversiteten og klimabeskyttelsen,

G.   der henviser til, at virkningerne af invasive fremmede arter på biodiversitet udgør en særlig stor trussel for uberørte naturområder, hvor det ikke er muligt at spore invasive arter tidligt, og hvor der kan forekomme betydelige økologiske og økonomiske skader, inden der kan gribes ind,

Definition og kortlægning

1.   opfordrer Kommissionen til at fastlægge en definition af uberørte naturområder; definitionen bør omfatte aspekter såsom økosystemfunktioner, bevaringsværdi, klimaændringer og bæredygtig brug;

2.   opfordrer Kommissionen til at give Miljøagenturet og andre relevante EU-organer mandat til at kortlægge Europas sidste uberørte naturområder for at fastslå den nuværende fordeling, biodiversitetsniveauet og omfanget af stadig uberørte områder samt områder med minimal menneskelig aktivitet (fordelt på vigtige habitattyper: skov-, ferskvands- og havområder);

3.   opfordrer Kommissionen til at foretage en undersøgelse af værdier og fordele i forbindelse med beskyttelse af uberørte naturområder, der navnlig bør omhandle deres økosystemfunktioner og biodiversitetsniveau samt tilpasning til klimaændringer og bæredygtig naturturisme;

Genopretning af uberørte naturområder

4.   opfordrer Kommissionen til at udvikle en EU-strategi for uberørte naturområder, som er i overensstemmelse med fugle- og habitatdirektiverne, og hvor der anvendes en økosystembaseret tilgang, udpeges truede arter og biotoper og opstilles prioriteter;

5.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at genoprette uberørte naturområder; understreger behovet for at yde særlige midler til at reducere fragmentering og til nøje forvaltning af genoprettede naturområder, udvikling af kompensationsmekanismer og -programmer, øget bevidstgørelse og forståelse og indførelse af naturområde-relaterede begreber, såsom den rolle, som frie naturlige processer og de strukturelle elementer, der hidrører fra sådanne processer, spiller i overvågningen og vurderingen af gunstig bevarelsesstatus; understreger, at arbejdet skal ske i samarbejde med lokalbefolkningen og andre berørte parter;

Fremme

6.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde med de lokale ngo'er, berørte parter og lokalbefolkningen for at fremme værdien af uberørte naturområder;

7.   opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte og støtte informationskampagner for at skabe øget opmærksomhed i offentligheden om uberørte naturområder og betydningen deraf og at fremme opfattelsen af, at beskyttelse af biodiversitet kan gå hånd i hånd med økonomisk vækst og jobskabelse;

8.   opfordrer medlemsstaterne til at udveksle erfaringer om bedste praksis og konklusioner med hensyn til uberørte naturområder ved at give europæiske eksperter mulighed for sammen at undersøge begrebet uberørte naturområde i EU og sætte spørgsmålet om uberørte naturområder på den europæiske dagsorden;

9.   opfordrer i lyset af de veldokumenterede skadevirkninger, som turisme har påført – og fortsat påfører – en stor del af Europas mest dyrebare naturarv, Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at turisme – selv om der fokuseres på at lære de besøgende om habitater og dyreliv i et naturområde – håndteres med største forsigtighed, og at der til fulde trækkes på erfaringer inden for og uden for Europa med hensyn til at minimere turismens følgevirkninger, og når det er passende med henvisning til habitatdirektivets artikel 6; opfordrer til anvendelse af modeller, hvor uberørte naturområder for størstedelens vedkommende er lukket for adgang (bortset fra tilladt videnskabelig forskning), men hvor en begrænset del er åben for naturbaseret, bæredygtig turisme af høj kvalitet, som gavner lokalsamfundene økonomisk;

Bedre beskyttelse

10.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at lægge særlig vægt på effektiv beskyttelse af uberørte naturområder;

11.   opfordrer Kommissionen til at finde frem til de umiddelbare trusler mod uberørte naturområder;

12.   opfordrer Kommissionen til at udvikle passende anbefalinger, som kan vejlede medlemsstaterne om de bedste tilgange til at sikre beskyttelse af naturlige levesteder;

13.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at beskytte naturområder ved at gennemføre fugle- og habitatdirektiverne, vandrammedirektivet(3) og havstrategirammedirektivet(4) på en mere effektiv og konsekvent måde med bedre finansiering for at undgå, at disse områder ødelægges af skadelig, ikke-bæredygtig udvikling;

14.   glæder sig over revisionen af fugle- og habitatdirektiverne med det formål om nødvendigt at ændre dem for bedre at kunne beskytte truede arter og biotoper;

15.   opfordrer Kommissionen til at acceptere "Wild Europe-initiativet", et partnerskab af flere naturbeskyttelsesorganisationer, herunder Den Internationale Naturværnsunion (IUCN), IUCN's verdenskommission for fredede områder (World Commission on Protected Areas, IUCN-WCPA), Verdensnaturfonden (WWF), Birdlife International og PAN Parks, som alle har en stærk interesse for naturområder eller næsten vilde områder;

Uberørte naturområder og Natura 2000

16.   opfordrer Kommissionen til i samarbejde med de relevante parter at udvikle retningslinjer for, hvordan uberørte naturområder beskyttes, forvaltes, udnyttes bæredygtigt, overvåges og finansieres under Natura 2000-netværket, navnlig med hensyn til kommende udfordringer såsom klimaændringer, ulovlig skovhugst og stigende efterspørgsel efter varer;

17.   udtrykker stærk bekymring for EU's biodiversitetspolitik på grund af manglende økonomiske midler til administration af Natura 2000-netværket; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til - som forudset i habitatdirektivet - at forberede fællesskabssamfinansiering til administration af områder i medlemsstater;

18.   opfordrer Kommissionen til at tildele zoner for uberørte naturområder en særlig status og bedre beskyttelse i Natura 2000-netværket;

19.   mener, at politikken for udvikling af landdistrikter og integrering af miljøbeskyttelse i EU's landbrugssektor skal styrkes; anser imidlertid Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne for utilstrækkelig til at finansiere biodiversitet og naturbeskyttelse, både for så vidt angår dens økonomiske ressourcer og dens programmering og ekspertise;

20.   opfordrer Kommissionen til at sikre, at Natura 2000-netværket styrkes yderligere og bliver et sammenhængende og fungerende økologisk netværk, hvor uberørte naturområder har en central placering; understreger behovet for sammenhængende politikker, navnlig med hensyn til den fælles landbrugspolitik, transport, energi og budget for ikke at undergrave naturbeskyttelsesmålene i Natura 2000;

Invasive fremmede arter

21.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde sammen om at fastlægge en holdbar lovgivningsmæssig ramme vedrørende invasive fremmede arter, der tager hånd om både økologiske og økonomiske virkninger fra sådanne arter og de uberørte naturområders særlige sårbarhed over for denne trussel;

Uberørte naturområder og klimaændringer

22.   opfordrer Kommissionen til at overvåge og vurdere indvirkningen af klimaændringer på uberørte naturområder;

23.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at prioritere naturbeskyttelse i deres strategi vedrørende klimaændringer;

24.   opfordrer Kommissionen til i forbindelse med klimaændringerne at iværksætte forskning og yde vejledning med hensyn til, hvornår og hvordan man med menneskelig indgriben kan forvalte naturområder med henblik på at bevare dem;

o
o   o

25.   udtrykker stor støtte til styrelsen af politikker og foranstaltninger i forbindelse med uberørte naturområder;

26.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EFT L 103 af 25.4.1979, s. 1.
(2) EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7.
(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19).

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik