Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2197(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0033/2009

Indgivne tekster :

A6-0033/2009

Forhandlinger :

PV 18/02/2009 - 19
CRE 18/02/2009 - 19

Afstemninger :

PV 19/02/2009 - 9.2
CRE 19/02/2009 - 9.2
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0076

Vedtagne tekster
PDF 53kWORD 74k
Torsdag den 19. februar 2009 - Bruxelles
NATO's rolle i EU's sikkerhedsstruktur
P6_TA(2009)0076A6-0033/2009

Europa-Parlamentets beslutning af 19. februar 2009 om NATO's rolle i EU's sikkerhedsstruktur (2008/2197(INI))

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til den fælles EU-NATO-erklæring af 16. december 2002,

-   der henviser til De Forenede Nationers pagt,

-   der henviser til den nordatlantiske traktat, som blev undertegnet i Washington den 4. april 1949,

-   der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union,

-   der henviser til Lissabontraktaten, som blev undertegnet den 13. december 2007 og ratificeret af størstedelen af EU's medlemsstater,

-   der henviser til de overordnede rammer for de permanente relationer mellem EU og NATO, som blev fastlagt af Rådets generalsekretær/den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og NATO's generalsekretær den 17. marts 2003,

-   der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi (ESS), som blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003,

-   der henviser til erklæringen fra topmødet i Det Nordatlantiske Råd, der fremsattes i Bukarest den 3. april 2008,

-   der henviser til de meddelelser om den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP), som Rådets formandskab udsendte den 11. december 2007 og den 16. juni 2008,

-   der henviser til sine beslutninger af 14. april 2005 om den europæiske sikkerhedsstrategi(1), af 16. november 2006 om gennemførelsen af den europæiske sikkerhedsstrategi i forbindelse med ESFP(2), af 25. april 2007 om de transatlantiske forbindelser(3), af 5. juni 2008 om gennemførelsen af den europæiske sikkerhedsstrategi og ESFP(4) og af 5. juni 2008 om det kommende topmøde mellem EU og USA(5),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A6-0033/2009),

A.   der henviser til, at EU og NATO bygger på fælles værdier med hensyn til frihed, demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet, og at de har bidraget til at hindre krige på europæisk område gennem al den tid, de har eksisteret; der henviser til, at der efter valget af den nye amerikanske præsident på begge sider af Atlanten er en voksende konsensus om kernevåbnenes stadig mere begrænsede anvendelighed på baggrund af de aktuelle trusler og en fornyet fornemmelse af, at det haster med at reducere størrelsen af atomvåbenarsenalerne i overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til artikel VI i traktaten om ikkespredning af kernevåben,

B.   der henviser til, at det overordnede ansvar for international fred og sikkerhed ifølge FN's pagt ligger hos FN's Sikkerhedsråd; der henviser til, at pagten indeholder retsgrundlaget for oprettelsen af NATO; der henviser til, at NATO's medlemsstater ved at undertegne den nordatlantiske traktat bekræftede deres tillid til pagtens formål og principper og lovede i deres mellemfolkelige forhold at afholde sig fra trusler om eller brug af magt på en måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål,

C.   der henviser til, at EU's medlemsstater i FN's system anerkender de grundlæggende rammer for internationale forbindelser; der henviser til, at de stadig er forpligtet til at bevare freden og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt samt principperne i Helsinkislutakten og målene i Parischartret samt til at udvikle og konsolidere demokratiet og retsstatsprincippet, respekt for menneskerettighederne samt de grundlæggende frihedsrettigheder; der henviser til, at EU's medlemsstater har prioriteret foranstaltninger, som har til formål at reformere og styrke De Forenede Nationers organisation for at gøre det muligt for organisationen at opfylde sine forpligtelser og handle effektivt ved at løse globale udfordringer og reagere på vigtige trusler,

D.   der henviser til, at NATO udgør grundlaget for EU's militære sikkerhed, og at EU har et tilstrækkeligt potentiale til at støtte disse tiltag, hvilket bevirker, at en styrket europæisk forsvarsevne og et udvidet samarbejde vil være til gavn for begge organisationer,

E.   der henviser til, at Europas sikkerhedsstruktur også omfatter Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og internationale instrumenter som traktaten om konventionelle væbnede styrker i Europa,

F.   der henviser til, at NATO er en mellemstatslig organisation, hvor princippet om, at civile aktører træffer afgørelse, mens de militære aktører gennemfører dem, er gældende,

G.   der henviser til, at 94 % af EU's borgere er borgere i NATO-lande, at 21 ud af EU's 27 medlemsstater er NATO-lande, og at 21 af de 26 NATO-lande er EU-medlemsstater, og at Tyrkiet, som længe har været NATO-land, er kandidat til tiltrædelse af EU,

H.   der henviser til, at Det Europæiske Råd i 2007 og 2008 traf vigtige afgørelser som led i ESFP med henblik på at forbedre dennes operationelle kapacitet yderligere; der henviser til, at der med den ventede ikrafttrædelse af Lissabontraktaten vil blive indført væsentlige fornyelser inden for ESFP, hvilket vil medføre et mere sammenhængende og effektivt europæisk samarbejde på området,

I.   der henviser til, at EU og NATO må forbedre deres samarbejde og gøre det muligt at optimere begge organisationers aktiver og sikre et effektivt samarbejde ved at gøre en ende på de institutionelle stridigheder,

J.   der henviser til, at selv om NATO på nuværende tidspunkt er forum for drøftelser og det forventede valg med henblik på gennemførelse af fælles militære operationer, der involverer de europæiske og amerikanske allierede, så ligger det endelige ansvar for fred og sikkerhed hos FN,

K.   der henviser til, at tropper og udstyr til ESFP's missioner stort set svarer til, hvad der anvendes til NATO's operationer,

L.   der henviser til, at NATO som sådan ikke deltager i ESFP-operationer, og at EU i gennemførelsen af denne type operationer vil tage stilling til, hvorvidt NATO's aktiver og kapacitet skal anvendes i medfør af den såkaldte Berlin Plus-ordning,

M.   der henviser til, at det samarbejde mellem EU og NATO, som ligger inden for rammerne af Berlin Plus-ordningen, indtil nu ikke har fungeret tilfredsstillende på grund af uløste problemer, som skyldes, at nogle lande er medlemmer af NATO, men ikke af EU,

N.   der henviser til, at EU og NATO skal sikre effektiv krisestyring, også ud over Berlin Plus-ordningen, og arbejde bedre sammen om at finde de bedst mulige svar på krisesituationer som i Afghanistan og i Kosovo,

O.   der henviser til, at forholdet mellem EU og NATO bør være endnu tættere, ved at EU knytter de europæiske NATO-medlemmer, der ikke er medlemmer af EU, endnu nærmere til ESFP, mens NATO bør inddrage de EU-medlemsstater, der ikke er medlemmer af NATO, i EU-NATO-drøftelserne; der henviser til, at båndene mellem EU og USA bør styrkes,

P.   der henviser til, at udvidelsesprocesserne for NATO og EU, til trods for at de er forskellige, skal styrke hinanden gensidigt med henblik på at sikre stabilitet og velstand i Europa,

Q.   der henviser til, at det er et vigtigt element i samarbejdet mellem EU og NATO at understøtte nationale bestræbelser på at udvikle militær kapacitet og gøre den disponibel for krisestyring, med henblik på at styrke begge parter, og at dette styrker det primære mål, som er at forbedre territorialforsvaret og at varetage medlemslandenes sikkerhedsinteresser,

R.   der henviser til, at synergien mellem EU og NATO med hensyn til militær kapacitet på visse områder vil kunne styrkes gennem fælles pilotprojekter,

S.   der henviser til, at Europas fælles forsvar baserer sig på en kombination af konventionelle styrker og atomvåben, som i højere grad burde være tilpasset den ændrede sikkerhedssituation,

T.   der henviser til, at både EU og NATO er i færd med at omvurdere deres respektive sikkerhedsstrategier (ESS og erklæringen om alliancens sikkerhed),

U.   der henviser til, at Lissabontraktaten indebærer en forpligtelse for alle medlemsstater til at stille civile og militære kapaciteter til rådighed for ESFP, tilvejebringer et permanent struktureret samarbejde inden for forsvaret mellem en gruppe af foregangslande, forpligter stater til gradvist at forbedre deres militære kapacitet, udvider Det Europæiske Forsvarsagenturs rolle, forpligter staterne til at hjælpe hinanden i tilfælde af angreb (uden hensyntagen til, at nogle stater er neutrale, mens andre er medlemmer af NATO), opgraderer EU's mål (Petersberg-opgaverne), så de omfatter bekæmpelse af terrorisme, og endelig betoner den fælles solidaritet i tilfælde af terrorangreb eller naturkatastrofer,

Strategisk oversigt

1.   understreger, at alle Den Europæiske Unions politikker skal være fuldt ud forenelige med folkeretten;

2.   understreger, at EU's grundlæggende opgave er at skabe fred inden for og uden for sine grænser gennem en forpligtelse til effektiv multilateralisme og til at overholde FN-pagtens ånd og bogstav; bemærker, at en effektiv sikkerhedsstrategi styrker demokratiet og beskyttelsen af menneskerettighederne; bemærker, at en ineffektiv sikkerhedsstrategi til gengæld resulterer i unødige menneskelige lidelser; mener, at EU's evne til at fredsopbygning afhænger af, at der udvikles en hensigtsmæssig sikkerhedsstrategi eller -politik, herunder kapacitet til selvstændig handling og en effektiv og supplerende rolle i forhold til NATO;

3.   anmoder derfor EU om fortsat at gennemføre missioner og sikre holdbare resultater gennem ESFP for at forebygge konflikter, fremme stabilitet og yde bistand, når der er behov herfor, og når der er enighed mellem EU's medlemsstater, eller som led i et struktureret samarbejde; mener, at der er yderligere behov for, at EU og NATO udvikler en omfattende strategi for krisestyring;

4.   konstaterer, at mangfoldigheden af interesser, som der nødvendigvis vil være i en union med 27 medlemsstater - i den med andre ord mosaiklignende sammensætning af EU - giver denne en enestående karakter og muligheder for at intervenere, mægle og yde bistand i forskellige dele af verden; opfordrer til, at EU's nuværende militære krisestyringsværktøjer udvikles yderligere og håber, at EU-landenes nuværende militære kapacitet bliver mere integreret, omkostningseffektiv og militært effektiv, idet dette er en forudsætning for, at EU kan mønstre tilstrækkelige styrker til at udnytte sine enestående muligheder for at forhindre og bilægge konflikter og supplere Unionens brede palet af mekanismer til styring af kriser med civil karakter;

5.   går kraftigt ind for en større solidaritet mellem EU's medlemsstater ved formuleringen af fælles sikkerheds- og forsvarsstrategier;

6.   er overbevist om, at et stærkt og dynamisk europæisk atlantisk partnerskab er den bedste garanti for sikkerhed og stabilitet i hele Europa og for respekt for principperne om demokrati, menneskerettigheder, retsstatsforhold og god regeringsførelse;

7.   er overbevist om, at de demokratiske frihedsrettigheder og retsstatsforhold er svaret på de aspirationer, som verdens befolkninger har; mener, at ingen nation og intet folk må afskæres fra dette perspektiv, idet alle mennesker har ret til at leve i en demokratisk stat, hvor der hersker retsstatsforhold;

8.   glæder sig over udbygningen af ESS som led i EU's tilsagn om at definere og beskytte Europas sikkerhedsinteresser og styrke en effektiv multilateralisme, således at EU får en strategi, der svarer til udfordringerne i det 21. århundrede; bemærker, at en reel, omfattende og demokratisk konsensus mellem EU og NATO er afgørende for strategiens gennemførelse, der bygger på en konsensus om sikkerhed mellem EU og USA og afspejler deres fælles værdier, mål og prioriteringer, nemlig menneskerettighedernes og folkerettens forrang;

9.   understreger, at dette er blevet endnu mere vigtigt i lyset af de nylige begivenheder i Kaukasus, den nye udvikling i Europa i spørgsmålet om NATO, lederskiftet i USA og påbegyndelsen af arbejdet med en revurdering af NATO's strategi;

10.   opfordrer indtrængende til, at en samtidig revision af EU's og NATO's sikkerhedsstrategier ikke kun bør være supplerende, men også konvergerende, og at de hver især bør tillægge den andens potentiale behørig vægt;

11.   mener, at både NATO og EU i overensstemmelse med ånd og bogstav i FN's pagt bør fastslå det som et fælles og langsigtet mål at skabe en mere sikker verden for deres borgere og generelt, ligesom de aktivt skal modvirke de masseovergreb og regionale konflikter, der fortsat forårsager betydelige menneskelige lidelser;

12.   betoner, at alle demokratier må stå sammen i indsatsen for at opbygge stabilitet og fred under FN's myndighed;

13.   anerkender, at sikkerhed og udvikling er indbyrdes afhængige, og at der ikke er noget entydigt scenarie, når det gælder om at sikre en bæredygtig udvikling i konfliktområder; påpeger, at alle instrumenter i praksis anvendes parallelt; opfordrer derfor Kommissionen til at forske yderligere i vigtigheden af forløbet med militær og civil intervention i konfliktområder og integrere resultaterne i sikkerheds- og udviklingspolitikkerne;

Forholdet mellem EU's sikkerhedsstruktur og NATO

14.   anerkender NATO's vigtige betydning for Europas sikkerhedsstruktur både før og nu; konstaterer, at de allierede forbliver grundlaget for det fælles forsvar i det flertal af EU's medlemsstater, der også er NATO-allierede, og at Europas sikkerhed som helhed, uanset medlemsstaternes individuelle holdninger, fortsat drager fordel af, at den transatlantiske alliance fortsat består; mener, at EU's fremtidige kollektive forsvar i videst muligt omfang bør udformes i samarbejde med NATO; er af den opfattelse, at USA og EU nødvendigvis skal udbygge deres bilaterale forbindelser og udvide dem til at omfatte spørgsmål, som vedrører fred og sikkerhed;

15.   bemærker, at en række farer for den moderne verdens sikkerhed i stigende grad er karakteriseret af fænomener som international terrorisme, udbredelsen af masseødelæggelsesvåben, sammenbrudte stater, komplicerede konflikter, organiseret kriminalitet, internettrusler, miljøødelæggelser og de hermed forbundne sikkerhedsrisici, naturkatastrofer og andre farer, der kræver et endnu snævrere partnerskab og koncentration for at kunne styrke EU's og NATO's basiskapacitet og foretage en bedre samordning af planlægning, teknologi, udstyr og uddannelse;

16.   understreger, at ESFP får stadigt større betydning for styrkelsen af EU's evne til at imødegå trusler mod sikkerheden i det 21. århundrede, særligt når det gælder kombinerede civil-militære operationer og krisestyring med forholdsregler, der strækker sig fra efterretningsbaseret kriseforebyggelse til reform af sikkerhedssektorer, reformer af politi, domstole og militær indsats;

17.   mener, at EU og NATO gensidigt bør styrke hinanden ved at undlade at konkurrere og ved at udvikle et system til bedre samarbejde i krisestyringsoperationer, der tager udgangspunkt i en praktisk arbejdsdeling; mener, at afgørelser om, hvilken organisation der skal udsende styrker, bør baseres på den politiske vilje, som begge organisationer giver udtryk for, vedrørende operationelle behov og politisk legitimitet på stedet samt deres evne til at sikre fred og stabilitet; bemærker, at samarbejde i forbindelse med udarbejdelsen af den nye ESS og NATO's nye strategiske koncept er afgørende for at nå dette mål;

18.   mener, at EU skal udvikle sine egne sikkerheds- og forsvarsevner, hvilket vil sikre en bedre fordeling af byrden i forhold til allierede uden for Europa og et passende svar på de sikkerhedsudfordringer og -trusler, som kun vedrører EU's medlemsstater;

19.   opfordrer EU til at udvikle instrumenterne i dens sikkerhedsstrategi, fra diplomatisk kriseforebyggelse og økonomisk bistand og udviklingsbistand til civil kapacitet inden for stabilisering og rekonstruktion samt militære midler; mener endvidere, at der bør gøres strategisk brug af instrumenterne til "blød magt" i EU's naboområder;

20.   konstaterer, at Berlin Plus-ordningerne, som sætter EU i stand til at gøre brug af NATO's midler og kapacitet skal forbedres, for at de to organisationer kan intervenere og yde effektiv støtte under kriser, som kræver en mangesidig civil-militær reaktion; finder det derfor påkrævet at videreudvikle de eksisterende forbindelser mellem EU og NATO ved at tilvejebringe fælles samarbejdsstrukturer, der respekterer de to organisationers uafhængige og selvstændige natur uden at udelukke de NATO-medlemmer og EU-medlemsstater, som ønsker at deltage;

21.   opfordrer Tyrkiet til fremover at afstå fra at lægge hindringer i vejen for samarbejdet mellem EU og NATO;

22.   opfordrer EU til i under udarbejdelsen af en hvidbog om europæisk sikkerhed og forsvar også at evaluere kohærensen i de eksterne europæiske operationer, navnlig vedrørende samarbejde med andre internationale partnere i kriseområder;

Samarbejde mellem NATO og EU på sikkerheds- og forsvarsområdet

23.   hilser det særdeles velkomment, at Frankrig har taget initiativ til formelt at genindtræde i NATO's militære struktur, og at det franske formandskab har forsøgt at knytte endnu tættere bånd mellem EU og NATO som svar på de nye udfordringer for sikkerheden; hilser det velkomment, at det franske formandskab har taget konkrete initiativer til at knytte den europæiske forsvarskapacitet sammen; hilser det også velkomment, at USA for nylig har indtaget en positiv holdning til en konsolidering af EU's forsvarsevne;

24.   opfordrer indtrængende medlemsstaterne i begge organisationer til at udvise mere fleksibilitet, målrettethed og pragmatisme ved gennemførelsen af EU-NATO-partnerskabet; støtter derfor den franske regerings forslag om at etablere en systematisk kontakt mellem generalsekretærerne for NATO og EU's Råd, navnlig for at undgå forvirring, som f.eks. i Kosovo og Afghanistan, hvor EU og NATO opererer side om side i forskellige missioner med samme fælles mål i det samme område;

25.   understreger, at EU er en vigtig NATO-partner som følge af EU's særlige kombination af tilgængelige instrumenter: civile operationer, sanktioner, humanitær bistand, udviklings- og handelspolitikker og politisk dialog; opfordrer derfor EU og NATO til at øge indsatsen for at skabe rammerne for et integreret samarbejde i forventning om en ratificering af Lissabontraktaten;

26.   anerkender, at det er af afgørende betydning at forbedre udvekslingen af efterretningsinformationer mellem NATO's allierede og EU's partnere;

27.   bemærker, at EU's borgere støtter missioner, hvis formål er at lindre menneskelige lidelser i konfliktområder; konstaterer, at borgerne er utilstrækkeligt informerede om EU's og NATO's missioner og om deres formål; anmoder derfor om, at EU og NATO informerer offentligheden bedre om deres aktioner og den rolle, som disse missioner spiller ved at skabe sikkerhed og stabilitet i verden;

28.   bemærker, at såvel NATO som EU bør fokusere på at styrke deres grundlæggende kapaciteter, forbedre interoperabiliteten og koordinere deres doktriner, planer, teknologier, udstyr og træningsmetoder for dermed at styrke samarbejdet;

EU's operative hovedkvarter

29.   støtter etableringen af et permanent operativt EU-hovedkvarter, der skal være underlagt Kommissionens næstformand/den højtstående repræsentant, og som bl.a. er beføjet til at planlægge og gennemføre militære ESFP-operationer;

30.   understreger, at erfaringerne fra EU's operationer har vist, at en permanent planlægnings- og kommandoinstans for EU-operationer vil øge effektiviteten og troværdigheden af EU's operationer; minder om, at i og med at EU's fokus er både civil-militær, vil en sådan struktur ikke overlappe noget, som allerede eksisterer; minder desuden om, at NATO-hovedkvarteret primært tager sig af militær planlægning, mens EU har ekspertise til planlægning og gennemførelse af civile, militære og civil-militære operationer, hvilket ingen anden global aktør i øjeblikket kan gøre med positive resultater;

31.   understreger, at et operativt EU-hovedkvarter bør være et supplement til NATO's nuværende kommandostruktur og ikke vil undergrave NATO's transatlantiske sammenhængskraft;

32.   foreslår, at alle EU's medlemsstater, som er medlemmer af NATO, efter aftale med NATO bør afgrænse de styrker, som kun kan udsendes til EU's operationer, for at forhindre, at en sådan udsendelse blokeres af de af NATO's medlemmer, som ikke er medlemmer af EU; mener, at overlapning i anvendelsen af disse styrker bør undgås;

Kapacitet og militære udgifter

33.   mener, at EU og NATO står over for samme udfordring, nemlig at forvalte den samme nationale pulje af ressourcer i form af personel og kapacitet; anmoder EU og NATO om at sikre, at disse begrænsede ressourcer bruges bedst muligt i forhold til de store aktuelle udfordringer, så man undgår overlapning og fremmer kohærens; er af den opfattelse, at strategisk lufttransport, der er et godt eksempel på en relativt knap og kostbar operationel ressource, kan være et samarbejdsområde for EU's og NATO's medlemsstater; opfordrer EU's medlemsstater til at samkøre, deles om og i fællesskab udvikle den militære kapacitet for at undgå spild, skabe stordriftsfordele og styrke det europæiske forsvars teknologiske og industrielle grundlag;

34.   mener, at der ud over en mere effektiv anvendelse af de militære ressourcer er behov for en bedre og en mere effektiv samordning af investeringerne i forsvaret i, at EU's medlemsstater afsætter flere midler til forsvaret af hensyn til de europæiske sikkerhedsinteresser for at fremme synergien; kræver en væsentlig forhøjelse af andelen af fælles udgifter i forbindelse med alle militære EU- og NATO-operationer; bemærker, at der er store forskelle i omfanget og effektiviteten af forsvarsudgifterne mellem de europæiske NATO-medlemmer på den ene side og USA på den anden side; anmoder EU om at forpligte sig til at fordele byrderne mere retfærdigt på globalt plan; opfordrer endvidere USA til at udvise større vilje til at høre sine europæiske allierede i spørgsmål vedrørende fred og sikkerhed;

35.   anerkender det fra Det Europæiske Forsvarsagentur vigtige potentielle bidrag, der styrkes ved Lissabontraktaten, til omkostningseffektive indkøb og bedre interoperabilitet af forsvarsmateriel;

Forenelighed mellem medlemskab af NATO og EU

36.   understreger, at alle EU-medlemsstater uden forskel skal være tilstede under de fælles EU-NATO-møder; understreger, at enighed om værdier og sikkerhedsaftaler er af afgørende betydning for sikringen af fred, stabilitet og fremskridt i Europa;

37.   foreslår, at de NATO-allierede, der er kandidater til optagelse i EU, integreres tættere i ESFP's og Det Europæiske Forsvarsagenturs arbejde;

38.   bemærker, at det er af afgørende betydning for EU-NATO-samarbejdet, at de kompatibilitetsproblemer, der er mellem ikke-medlemskab af EU og NATO-medlemskab såvel som ikke-medlemskab af NATO og medlemskab af EU, tages op og løses;

39.   beklager navnlig, at striden mellem Cypern og Tyrkiet fortsat er til hinder for udviklingen af samarbejdet mellem EU og NATO, idet Tyrkiet på den ene side afviser at tillade Cypern at deltage i ESFP-missioner, der omfatter NATO-efterretning og -ressourcer, og Cypern på den anden side afviser at tillade Tyrkiet at deltage i den overordnede udvikling af ESFP i et omfang, der er i overensstemmelse med Tyrkiets militære vægt og strategiske betydning for Europa og den transatlantiske alliance;

40.   opfordrer Cypern til som EU-medlemsstat at revidere sin politiske holdning til sit medlemskab af partnerskabet for fred og opfordrer NATO's medlemsstater til at afstå fra at bruge deres veto til at forhindre EU's medlemsstater i at blive medlemmer af NATO;

41.   hilser det velkommen, at de allierede på NATO-topmødet i Bukarest anerkendte det bidrag, som et styrket og mere slagkraftigt europæisk forsvar har ydet, og at alliancen fortsat er åben over for en fremtidig udvidelse; bemærker, at for de lande øst for EU, som deltager i den europæiske naboskabspolitik, er politikken med et europæisk perspektiv og dermed et østpartnerskabsprojekt af største betydning, også med henblik på disse landenes demokratiske udvikling og tilvejebringelsen af retsstatsforhold;

42.   mener, at ved fremtidige udvidelser af NATO bør hvert tilfælde vurderes selvstændigt; modsætter sig dog under hensyntagen til de europæiske sikkerhedsinteresser en udvidelse af organisationen med et land, hvor medlemskabet ikke støttes af befolkningen, eller hvor der er alvorlige uløste territoriale konflikter med naboerne;

43.   bemærker, at medlemskab af både NATO og EU for mange af EU's nabolande er et realistisk og kompatibelt mål, om end kun på langt sigt;

44.   mener, at EU og NATO bør opretholde en realistisk og åbenhjertig dialog med Rusland, der bl.a. skal omfatte menneskerettigheder og retsstatsprincippet, regional sikkerhed, energi, missilforsvar, ikkespredning af masseødelæggelsesvåben, reduktion af troppestyrkerne og rumpolitik; er af den opfattelse, at hvis og når Rusland bliver et reelt demokrati, som undlader at anvende militære trusler som et politisk pressionsmiddel over for nabolande, kan omfanget af samarbejdet mellem dette land og EU få et hidtil uset omfang, herunder udsigt til russisk medlemskab af alle de euro-atlantiske strukturer;

45.   ser frem til de muligheder, som følger af NATO's kommende 60-års jubilæumstopmøde i Strasbourg og Kehl for fornyelsen af alliancen og en styrkelse af dens forbindelser med EU;

o
o   o

46.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til EU-medlemsstaternes og NATO-landenes parlamenter, NATO's Parlamentariske Forsamling, til generalsekretærerne for FN, NATO, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Europarådet.

(1) EUT C 33 E af 9.2.2006, s. 580.
(2) EUT C 314 E af 21.12.2006, s. 334.
(3) EUT C 74 E af 20.3.2008, s. 670.
(4) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0255.
(5) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0256.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik