Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. januar 2009 om forslag til Europa-Parlamentet og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2252/2004 om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder (KOM(2007)0619 - C6-0359/2007 - 2007/0216(COD))

P6_TA(2009)0015 A6-0500/2008

(Fælles beslutningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2007)0619),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 62, stk. 2, litra a), på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C6-0359/2007),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 51,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A6-0500/2008),

1.   godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.   godkender de vedføjede fælles erklæringer;

3.   anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

4.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 14. januar 2009 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. .../2009 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004 om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning ved førstebehandlingen til den endelige retsakt, forordning (EF) nr. 444/2009).

BILAG

Europa-Parlamentets og Rådets fælles erklæring om behovet for at forbedre sikkerheden af pas og rejsedokumenter gennem anvendelse af sikre underliggende dokumenter ("breeder documents")

Europa-Parlamentet og Rådet understreger, uden at det berører medlemsstaternes beføjelse til at udstede pas og andre rejsedokumenter, at udstedelse af pas på grundlag af upålidelige underliggende dokumenter kan undergrave målet om at gøre pas mere sikre.

Selve passet er blot et led i en sikkerhedskæde, der begynder med forelæggelse af underliggende dokumenter, fortsætter med registrering af biometriske oplysninger og ender med vurdering af overensstemmelsen ved grænsekontrolstederne. Denne kæde er ikke mere sikker end det svageste led.

Europa-Parlamentet og Rådet konstaterer, at situationen og procedurerne er meget forskellige fra medlemsstat til medlemsstat, hvad angår de underliggende dokumenter, der skal fremlægges med henblik på udstedelse af pas, og at disse dokumenter generelt indeholder færre sikkerhedselementer end selve passet og er nemmere at efterligne og forfalske.

Rådet vil derfor forberede et spørgeskema til medlemsstaterne for at kunne sammenligne procedurerne og de dokumenter, der kræves i hver medlemsstat til udstedelse af et pas eller rejsedokument. Denne analyse burde vise, om det er nødvendigt at udarbejde fælles principper eller retningslinjer for bedste praksis på området.

Europa-Parlamentets og Rådets fælles erklæring om den i artikel 5a nævnte undersøgelse

Europa-Parlamentet og Rådet konstaterer, at Kommissionen gennemfører én samlet undersøgelse i medfør af artikel 5a i denne forordning og artikel 2 i [udkast] til forordning om ændring af de fælles konsulære instrukser.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. januar 2009 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af visse offentlige bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet (KOM(2007)0766 - C6-0467/2007 - 2007/0280(COD))

P6_TA(2009)0016 A6-0415/2008

(Fælles beslutningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2007)0766),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, artikel 47, stk. 2, artikel 55 og artikel 95, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C6-0467/2007),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 51,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Udenrigsudvalget (A6-0415/2008),

1.   godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.   anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 14. januar 2009 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/.../EF om samordning af fremgangsmåderne ved ordregivende myndigheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet og om ændring af direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning ved førstebehandlingen til den endelige retsakt, direktiv 2009/81/EF).

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. januar 2009 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (dichlormethan) (KOM(2008)0080 - C6-0068/2008 - 2008/0033(COD))

P6_TA(2009)0017 A6-0341/2008

(Fælles beslutningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2008)0080),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 95, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C6-0068/2008),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 51,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A6-0341/2008),

1.   godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.   anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 14. januar 2009 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. .../2009/EF om ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF for så vidt angår begrænsning af markedsføring og anvendelse af dichlormethan

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning ved førstebehandlingen til den endelige retsakt, beslutning nr. 455/2009/EF).

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. januar 2009 om forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere Den Internationale Arbejdsorganisations 2007-konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren (konvention 188) (KOM(2008)0320 - C6-0218/2008 - 2008/0107(CNS))

P6_TA(2009)0018 A6-0423/2008

(Høringsprocedure)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til forslag til Rådets afgørelse (KOM(2008)0320),

-   der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations konvention 188 om arbejdsforhold i fiskerisektoren, som vedtoges den 14. juni 2007,

-   der henviser til EF-traktatens artikel 42 og artikel 300, stk. 2, første afsnit,

-   der henviser til EF-traktatens artikel 300, stk. 3, første afsnit, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C6-0218/2008),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 51 og artikel 83, stk. 7,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelse fra Fiskeriudvalget (A6-0423/2008),

1.   godkender forslaget til Rådets afgørelse;

2.   opfordrer indtrængende alle medlemsstater til hurtigt at ratificere konventionen og gennemføre dens bestemmelser, inden ratificeringsprocessen er afsluttet;

3.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

Europa-Parlamentets beslutning af 14. januar 2009 om situationen for grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union 2004-2008 (2007/2145(INI))

P6_TA(2009)0019 A6-0479/2008

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter benævnt chartret) af 7. december 2000, som vedtaget den 12. december 2007,

-   der henviser til målene om at gøre Unionen til et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og gennemføre principperne om frihed, demokrati og respekt for de grundlæggende rettigheder samt retsstatsprincippet, som omhandlet i EU-traktatens artikel 6 og 7,

-   der henviser til de fornyelser, som medlemsstaternes regeringer nåede til enighed om den 13. december 2007 ved at undertegne Lissabontraktaten, og hvoraf de væsentligste giver chartret bindende juridisk virkning og indeholder en forpligtelse til at tiltræde den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter benævnt EMRK),

-   der henviser til Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse(1) og Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv(2), og til Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal,

-   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 168/2007 af 15. februar 2007 om oprettelse af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder(3) (herefter benævnt agenturet),

-   der henviser til rapporterne fra Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad og de berørte ikke-statslige organisationer (ngo'er),

-   der henviser til EF-Domstolens og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser,

-   der henviser til årsberetningerne om situationen for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union, som er udarbejdet af EU-netværket af uafhængige eksperter,

-   der henviser til rapporterne fra Europarådets organer, navnlig rapporterne om menneskerettighedssituationen fra Den Parlamentariske Forsamling og menneskerettighedskommissæren,

-   der henviser til rapporterne fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender fra besøg i interneringscentre for indvandrere uden lovligt ophold,

-   der henviser til sine beslutninger på området grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder,

-   der henviser til de offentlige møder og drøftelser, som Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender organiserede som forberedelse til denne beslutning, navnlig møderne den 8. oktober 2007 med dommere fra forfatningsdomstolene og højesteretterne, den 19. maj 2008 med Europarådets menneskerettighedskommissær og den 6. oktober 2008 med repræsentanter fra ngo'er,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A6-0479/2008),

A.   der henviser til, at EU ifølge EU-traktatens artikel 6 bygger på et værdifællesskab og respekten for de grundlæggende rettigheder således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner,

B.   der henviser til, at Parlamentet som direkte valgt repræsentant for Unionens borgere og garant for deres rettigheder er bevidst om sit ansvar ved gennemførelsen af disse principper, navnlig eftersom traktaterne i deres nuværende form i høj grad indskrænker borgernes adgang til at anlægge søgsmål ved Fællesskabets retsinstanser og Den Europæiske Ombudsmand,

C.   der henviser til, at indførelsen af en procedure til kontrol af, om lovgivningsforslagene er forenelige med chartret, er en af de nødvendige konsekvenser af dets vedtagelse den 7. december 2000, som Kommissionen har erkendt i forbindelse med fastsættelsen af bestemmelser om spørgsmålet i 2001, og som Parlamentet selv er blevet mindet om ved vedtagelsen af sin beslutning af 15. marts 2007 om overholdelse af chartret om grundlæggende rettigheder i Kommissionens lovgivningsforslag: fremgangsmåde for en systematisk og stringent kontrol(4),

D.   der henviser til, at Lissabontraktaten, der er i færd med at blive ratificeret, henviser udtrykkeligt til chartret og giver det samme juridiske værdi som traktaterne,

E.   der henviser til, at hvis chartret bliver indarbejdet i Unionens primære ret, vil de heri fastsatte rettigheder blive juridisk bindende gennem den afledte ret, som gennemfører dem,

F.   der henviser til, at chartret uafhængigt af sin juridiske status gennem årene er blevet en inspirationskilde for de europæiske retsinstansers praksis, herunder Retten i Første Instans, EF-Domstolen, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og en lang række forfatningsdomstole,

G.   der henviser til, at en virkelig "kultur for grundlæggende rettigheder" i Unionen kræver, at der udvikles et samlet system til kontrol af gennemførelsen af disse rettigheder, der omfatter Rådet og beslutningerne på området mellemstatsligt samarbejde, således at beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder ikke kun består i en formel efterlevelse af reglerne, men især i aktivt fremme af de grundlæggende rettigheder og indgriben i tilfælde af overtrædelse eller utilfredsstillende håndhævelse heraf fra medlemsstaternes side,

Indledning

1.   mener, at effektiv beskyttelse og fremme af de grundlæggende rettigheder er grundlaget for demokrati i Europa og en væsentlig betingelse for konsolideringen af det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed;

2.   gør opmærksom på, at beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder kræver en indsats på flere niveauer (internationalt, europæisk, nationalt, regionalt og lokalt), og understreger den rolle, som de regionale og lokale myndigheder kan spille, når det gælder disse rettigheders konkrete gennemførelse og fremme;

3.   beklager, at medlemsstaterne fortsat unddrager sig en kontrol på EU-niveau af deres egen politik og praksis på menneskerettighedsområdet og forsøger at begrænse kontrollen af disse rettigheder til det rent nationale plan, hvilket skader den aktive rolle, EU spiller i verden som forsvarer af menneskerettighederne, og rokker ved troværdigheden af EU's eksterne politik vedrørende beskyttelse af de grundlæggende rettigheder;

4.   erindrer om, at EF-Domstolen ifølge EU-traktatens artikel 6, stk. 2, skal sikre respekten for de grundlæggende rettigheder, således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, men også af andre internationale retsinstrumenter;

5.   understreger, at der i EU-traktatens artikel 7 er fastlagt en EU-procedure, der skal sikre, at systematiske og alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder ikke finder sted i EU, men at en sådan procedure aldrig er blevet brugt, uanset at overtrædelser finder sted i medlemsstaterne som dokumenteret af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser; anmoder EU's institutioner om at etablere en overvågningsmekanisme og et sæt objektive kriterier for gennemførelsen af EU-traktatens artikel 7;

6.   understreger, at hvis medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner kan anvendes som inspirationskilde af EF-Domstolen i udarbejdelsen af dens retspraksis inden for grundlæggende rettigheder, udgør chartret om grundlæggende rettigheder et fælles grundlag af minimumsrettigheder, og medlemsstaterne kan i så fald ikke anføre, at chartret yder et svagere beskyttelsesniveau for visse rettigheder end de garantier, som deres egen forfatning yder, som begrundelse for at udvande disse garantier;

7.   glæder sig over chartrets artikel 53, som giver EF-Domstolen mulighed for at udvikle sin retspraksis inden for grundlæggende rettigheder og dermed giver disse et retsgrundlag, hvilket har afgørende betydning for EU-lovgivningens udvikling;

8.   understreger, at medlemsstaternes dommere spiller en fundamental rolle i håndhævelsen af menneskerettighederne; opfordrer medlemsstaterne til at indføre et system til videreuddannelse af de nationale dommere i beskyttelse af de grundlæggende rettigheder;

Generelle anbefalinger

9.   mener, at gennemførelse i praksis af de grundlæggende rettigheder bør være et mål for alle europæiske politikker; vurderer, at Den Europæiske Unions institutioner til dette formål bør fremme og beskytte de grundlæggende rettigheder aktivt og tage fuldt hensyn hertil ved udarbejdelsen og vedtagelsen af lovgivningen;

10.   glæder sig over oprettelsen af agenturet, som udgør et første skridt mod opfyldelsen af Europa-Parlamentets krav om indførelse af en integreret lovgivningsmæssig og institutionel ramme med det formål at gøre chartret effektivt og sikre overensstemmelse med det system, der er indført med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder; påpeger imidlertid, at årsrapporterne om menneskerettigheder fra netværket af EU's uafhængige eksperter, som offentliggjordes indtil 2005, overvågede gennemførelsen af alle de i chartret anerkendte rettigheder i hver enkelt medlemsstat, og bekymrer sig derfor over det forhold, at agenturets begrænsede mandat og opløsningen af netværket kan udelukke en hel række vigtige områder inden for europæisk menneskerettighedspolitik fra systematisk undersøgelse;

11.   understreger med hensyn til agenturets begrænsede mandat, at spørgsmål vedrørende menneskerettigheder ikke på kunstig vis kan inddeles i områder under første, anden eller tredje søjle afhængigt af, hvordan medlemsstaterne vælger at definere omfanget af EU's beføjelser, for de grundlæggende rettigheder udgør en udelelig helhed og er indbyrdes afhængige; finder det derfor nødvendigt, at Kommissionen og Rådet i samarbejde med agenturet først og fremmest søger at danne sig et overblik over de samlede menneskerettighedsspørgsmål i medlemsstaterne ud over den strengt europæiske ramme og uden at begrænse sig til aktuelle spørgsmål i EU eller til Unionens specifikke retslige og politiske instrumenter, og identificerer tilbagevendende og aktuelle menneskerettighedsproblemer i medlemsstaterne under hensyntagen til alle eksisterende mekanismer på internationalt og europæisk plan;

12.   anmoder Kommissionen og Rådet om at anvende de oplysninger, der er tilgængelige takket være den overvågning, som agenturet, Europarådet, FN's kontrolorganer, de nationale menneskerettighedsinstitutter samt ngo'erne har foretaget i EU, og omsætte dem til korrigerende foranstaltninger eller til en forebyggende lovgivningsmæssig ramme;

13.   forbeholder sig retten til at følge op på agenturets arbejde i EU og behandle de spørgsmål vedrørende menneskerettigheder, som ikke henhører under agenturets kompetence, og opfordrer Kommissionen til at gøre det samme i overensstemmelse med dens rolle som traktatens vogter;

14.   minder om, at en aktiv rettighedspolitik ikke kan begrænses til de tilfælde, som er synlige for offentligheden, og at alvorlige overtrædelser af rettigheder ofte opstår uden for offentlighedens kritiske kontrol i lukkede institutioner for mindreårige, ældre og syge samt i fængsler; understreger derfor behovet for, at medlemsstaterne og EU fører kvalificeret tilsyn med leveforholdene i disse lukkede institutioner, hvad angår såvel regler som praksis;

15.   opfordrer Rådet til i sine fremtidige årsberetninger om menneskerettighederne i verden at medtage en analyse af situationen såvel i verden som i hver enkelt medlemsstat; mener, at en sådan dobbelt analyse vil være et bevis på, at Unionen forpligter sig til i samme grad at beskytte menneskerettighederne både inden for og uden for dens grænser, for på denne måde at undgå beskyldninger om dobbeltstandarder;

16.   opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at give de nationale menneskerettighedsinstitutter, som er oprettet inden for rammerne af FN's "Paris-principper", en uafhængig status i forhold til den udøvende magt og tilstrækkelige finansielle midler, navnlig i betragtning af, at disse organer blandt andet har til opgave at evaluere menneskerettighedspolitikkerne med henblik på at påpege mangler og foreslå forbedringer, idet effektiviteten først og fremmest måles gennem forebyggelse og ikke kun gennem løsning af problemerne; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har gjort dette, til at oprette nationale menneskerettighedsinstitutter som nævnt ovenfor;

17.   opfordrer indtrængende Rådet til at ændre sin Ad hoc-gruppe vedrørende Grundlæggende Rettigheder og Unionsborgerskab til en stående arbejdsgruppe, som kan arbejde hånd i hånd med Menneskerettighedsgruppen (COHOM), og opfordrer Kommissionen til at oprette en portefølje for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der overdrages til en enkelt kommissær;

18.   henviser til, at det finder det væsentligt ud fra et politisk synspunkt at medtage fremme af grundlæggende rettigheder blandt de målsætninger, der skal forfølges, når det handler om at forenkle eller omorganisere EU's regelværk; kræver, at enhver ny politik og ethvert nyt lovgivningsforslag og program ledsages af en undersøgelse af konsekvenserne for de grundlæggende rettigheder, og at denne evaluering indgår som en integrerende del af forslagets begrundelse; håber, at også medlemsstaterne vil indføre lignende evalueringsinstrumenter i den efterfølgende gennemførelse af EU-retten i den nationale lovgivning;

Samarbejde med Europarådet og de øvrige internationale institutioner og organisationer, der beskæftiger sig med beskyttelse af de grundlæggende rettigheder

19.   glæder sig over, at Unionen vil tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention, selv om denne tiltrædelse ikke medfører grundlæggende ændringer, eftersom EF-Domstolen ved sagsanlæg vedrørende de frihedsrettigheder, som er nedfældet i den europæiske menneskerettighedskonvention, betragter den som en fuldgyldig del af Unionens retssystem(5);

20.   minder om den vigtige rolle, som Europarådets institutioner og overvågningsmekanismer samt dets forskellige konventioner spiller på menneskerettighedsområdet; opfordrer indtrængende medlemsstaterne, EU-institutionerne og agenturet til at tage udgangspunkt i denne erfaring og tage hensyn til disse mekanismer ved at inddrage dem i netværksprocedurerne og anvende de standarder, som Europarådet har udviklet, samt de andre håndgribelige resultater af dets arbejde; opfordrer til fuld udnyttelse af det potentiale, der ligger i aftalememorandummet mellem Europarådet og EU;

21.   opfordrer til et tættere samarbejde mellem de forskellige institutioner og organisationer, der beskæftiger sig med beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, både på europæisk og internationalt niveau;

22.   understreger på ny, at det er meget vigtigt for EU's troværdighed i verden, at det ikke anvender dobbeltstandarder i eksterne og interne politikker;

23.   mener, at EU, hvis de fleste af medlemsstaterne har tiltrådt konventioner eller andre internationale retsinstrumenter på området beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, selv om den ikke som sådan er part i dem, har pligt til at overholde bestemmelserne heri og om nødvendigt følge henstillinger fra organer, disse har oprettet, hvis EU's lovgivning ikke yder tilsvarende eller bedre beskyttelse; opfordrer EF-Domstolen til at bakke op om denne tilgang gennem sine afgørelser;

24.   henstiller til EU at indgå samarbejdsaftaler med de internationale institutioner og organisationer, der beskæftiger sig med beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, og navnlig med FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder og de øvrige FN-organer, som spiller en rolle på dette område, samt med Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder og OSCE's højkommissær for nationale mindretal;

Menneskerettigheder, frihed, sikkerhed og retfærdighed

25.   understreger behovet for at evaluere og fuldt ud respektere de grundlæggende rettigheder og individuelle frihedsrettigheder i takt med udviklingen af Unionens kompetencer; vurderer derfor, at de to mål om at respektere de grundlæggende rettigheder og sørge for den kollektive sikkerhed ikke kun er forenelige, men indbyrdes afhængige, og at hensigtsmæssige politikker kan forhindre, at en repressiv tilgang truer de individuelle frihedsrettigheder;

26.   mener, at udviklingen af et europæisk retligt område på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse skal baseres på tilsvarende proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger i hele EU og respekt for de grundlæggende rettigheder som fremhævet i artikel 6 i EU-traktaten; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til hurtigt at vedtage passende lovgivningsmæssige foranstaltninger vedrørende enkeltpersoners rettigheder i strafferetlige procedurer; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at europæiske arrestordrer og andre foranstaltninger til gensidig anerkendelse anvendes i overensstemmelse med EU's menneskerettighedsstandarder;

27.   understreger, at enhver tilbageholdt person har ret til alle retsgarantier og, i påkommende fald, til assistance fra den diplomatiske repræsentation for det land, hvor den pågældende er statsborger, og fra en uafhængig tolk;

28.   udtrykker bekymring over det store antal overtrædelser af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som medlemsstaterne er indblandet i, og opfordrer dem til at gennemføre relaterede afgørelser og tage hånd om strukturelle mangler og systematisk overtrædelse af menneskerettighederne ved at indføre de nødvendige reformer;

29.   bekymrer sig over det forhold, at det internationale samarbejde om terrorbekæmpelse ofte har medført en forringelse af niveauet for beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, navnlig den grundlæggende ret til beskyttelse af privatlivets fred, databeskyttelse og ikke-forskelsbehandling, og mener, at EU bør handle mere beslutsomt på internationalt niveau for at fremme en reel strategi baseret på fuld overholdelse af de internationale standarder og forpligtelser på området menneskerettigheder og beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, jf. chartrets artikel 7 og 8; opfordrer derfor indtrængende Rådet til at vedtage udkastet til rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med det politimæssige og strafferetlige samarbejde i overensstemmelse med Europa-Parlamentets henstillinger om højere standarder; mener, at en sådan strategi bør tage hensyn til behovet for en effektiv retslig kontrol af efterretningstjenesterne med henblik på at undgå anvendelse af oplysninger, der er opnået under tortur eller mishandling eller ved andre metoder, der ikke opfylder de internationale menneskerettighedsstandarder, som bevis i retslige procedurer, herunder på undersøgelsesstadiet;

30.   opfordrer indtrængende EU's institutioner og medlemsstater til omgående at gennemføre henstillingerne i Parlamentets beslutning af 14. februar 2007 om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger(6); glæder sig i denne forbindelse over USA's nyvalgte præsidents tilsagn om at lukke fængslet i Guantanamo Bay og stille de indsatte for en domstol; opfordrer medlemsstaterne til at erklære sig rede til i fællesskab at finde løsninger for de resterende indsatte;

31.   beklager EU's manglende gennemførelse af afgørelser fra Retten i Første Instans af 12. december 2006 og af 4. december 2008 og Det Forenede Kongeriges appelrets afgørelse til fordel for People's Mojahedin Organization of Iran (PMOI) den 7. maj 2008;

Forskelsbehandling
Generelle bemærkninger

32.   understreger forskellen mellem beskyttelse af mindretal og politikker til bekæmpelse af forskelsbehandling; mener, at lige muligheder er en grundlæggende ret for alle individer og ikke et privilegium, som er forbeholdt borgere fra en bestemt medlemsstat; mener derfor, at alle former for forskelsbehandling bør bekæmpes med samme energi;

33.   opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til fuldt ud at rette sig efter agenturets henstillinger som fastsat i kapitel 7 i dets første årsberetning(7);

34.   bemærker med bekymring den utilfredsstillende situation omkring gennemførelsen af politikkerne til bekæmpelse af forskelsbehandling og støtter i denne forbindelse evalueringen i agenturets årsberetning for 2008; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har påbegyndt gennemførelsen af disse politikker, til hurtigst muligt at råde bod herpå, navnlig hvad angår gennemførelsen af direktiv 2000/43/EF og 2000/78/EF; påpeger, at disse direktiver fastsætter mindstekrav og derfor bør danne grundlaget for en omfattende politik til bekæmpelse af forskelsbehandling;

35.   opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har gjort det, til at ratificere protokol nr. 12(8) til den europæiske menneskerettighedskonvention, eftersom den indeholder et generelt forbud mod alle former for forskelsbehandling og garanterer, at ingen udsættes for forskelsbehandling i nogen som helst form fra en offentlig myndigheds side; der eksisterer på nuværende tidspunkt ikke en sådan bestemmelse i hverken EU's eller Europarådets gældende retsakter;

36.   glæder sig over Kommissionens forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling uden for arbejdsmarkedet, som udvider anvendelsesområdet for direktiv 2000/43/EF til at omfatte alle andre former for forskelsbehandling og lige muligheder for alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (KOM(2008)0426) og dermed gennemfører chartrets artikel 21, som giver større handlefrihed end EF-traktatens artikel 13, idet den omhandler yderligere tilfælde af forskelsbehandling - farve, social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold eller fødsel;

37.   beklager, at det foreslåede direktiv efterlader store huller i den juridiske beskyttelse mod forskelsbehandling, navnlig gennem en lang række undtagelser vedrørende offentlig orden, offentlig sikkerhed og offentlig sundhed, økonomiske aktiviteter, civil- og familiestatus og reproduktive rettigheder, uddannelse og religion; er bekymret over, at disse undtagelsesklausuler i stedet for at forbyde forskelsbehandling rent faktisk kan medvirke til at legitimere eksisterende former for forskelsbehandling; minder Kommissionen om, at direktivet skal være i overensstemmelse med gældende retspraksis, for så vidt angår lesbiskes, bøssers, bi- og transseksuelles rettigheder, navnlig Maruko-afgørelsen(9);

38.   opfordrer Kommissionen til at inddrage agenturet i Fællesskabets lovgivningsprocedure på området bekæmpelse af forskelsbehandling ved at tildele det en vigtig rolle som regelmæssig kilde til aktuelle og detaljerede oplysninger af relevans for fremlæggelse af yderligere lovgivning og ved at høre det på det forberedende stade af udarbejdelsen af forslag til retsakter;

39.   glæder sig over vedtagelsen af Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen(10) i henhold til den politiske aftale fra december 2007; minder om sin beslutning af 29. november 2007(11), som støttede forslaget; opfordrer Kommissionen til, efter at have rådført sig med agenturet, at fremsætte forslag til en lignende retsakt til bekæmpelse af homofobi;

40.   er bekymret over det ringe kendskab til lovgivningen om ikke-forskelsbehandling i medlemsstaterne og konstaterer, at unionsborgerne for at kunne gøre deres rettigheder gældende er henvist til at gøre brug af EU-retten på dette område; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fordoble deres indsats for at forbedre dette kendskab; lægger samtidig vægt på det forhold, at lovgivningen kun er effektiv, hvis borgerne har let adgang til domstolene, eftersom det beskyttelsessystem, der er fastsat i direktiverne til bekæmpelse af forskelsbehandling, er afhængigt af de initiativer, der tages af ofrene;

41.   er af den opfattelse, at bekæmpelse af forskelsbehandling ud over lovgivning og klagemuligheder nødvendigvis skal baseres på uddannelse, fremme af bedste praksis og oplysningskampagner, der er rettet mod offentligheden og de områder og sektorer, hvor der forekommer forskelsbehandling; opfordrer de nationale og lokale myndigheder til at gøre brug af de uddannelsesværktøjer, som agenturet og Europarådet har stillet til rådighed, når de gennemfører uddannelsesaktiviteter og foranstaltninger til fremme af politikker til bekæmpelse af forskelsbehandling;

42.   understreger, at begrebet positiv særbehandling, som er en erkendelse af det forhold, at det i visse tilfælde er nødvendigt, at myndighederne griber aktivt ind for at genoprette en balance, der er alvorligt forstyrret, ikke kan begrænses til udelukkende at dreje sig om kvoter; understreger, at sådanne foranstaltninger i praksis kan antage de mest forskellige former som f.eks. garanti for ansættelsessamtaler, prioriteret adgang til uddannelser, der fører til ansættelse på områder, hvor visse grupper er underrepræsenteret, prioriteret information om jobtilbud for visse grupper og hensyntagen til erhvervserfaring og ikke blot til kvalifikationer;

43.   er af den opfattelse, at det er vigtigt at indsamle oplysninger om situationen for mindretal og dårligt stillede grupper, som det understreges i en række rapporter fra Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad og agenturet; opfordrer medlemsstaterne til at offentliggøre detaljerede statistikker om racistisk kriminalitet og udarbejde undersøgelser om kriminalitet og/eller ofre, der muliggør indsamling af kvantitative og sammenlignelige oplysninger om ofrene for denne kriminalitet;

Mindretal

44.   konstaterer, at de seneste udvidelser af EU har føjet næsten et hundrede mindretalsgrupper til de halvtreds, der i forvejen eksisterede i EU-15; understreger, at indvandrings- og integrationspolitikkerne i de central- og østeuropæiske medlemsstater har været adskilt fra mindretalspolitikkerne på grund af den lave procentdel af indvandrere, flygtninge og udenlandske borgere fra tredjelande samt den mere synlige tilstedeværelse af oprindelige mindretal;

45.   understreger, at selv om beskyttelse af mindretal er en del af Københavnskriterierne, er der hverken noget fælles kriterium eller minimumsstandarder for nationale mindretals rettigheder i fællesskabspolitikken, og at der heller ikke findes en fælles definition i EU vedrørende tilhørsforholdet til et nationalt mindretal; anbefaler, at der fastlægges en sådan definition på europæisk niveau baseret på Europarådets henstilling 1201 fra 1993; opfordrer alle de medlemsstater, der endnu ikke har underskrevet og ratificeret det europæiske charter om regionale sprog og mindretalssprog og rammekonventionen om beskyttelse af nationale mindretal, til at gøre dette;

46.   understreger i denne forbindelse, at flere og flere af EU's statsborgere flytter fra en medlemsstat til en anden, og at de fuldt ud skal kunne nyde godt af deres rettigheder som EU-borgere i medfør af traktaterne, navnlig retten til at stemme ved lokale valg og EU-valg og retten til fri bevægelighed; opfordrer medlemsstaterne til nøje at overholde direktiv 2004/38/EF om fri bevægelighed og EU-institutionerne til at træffe yderligere foranstaltninger til beskyttelse af EU-borgeres rettigheder i hele EU;

47.   understreger, at det er vigtigt at beskytte og fremme regionale sprog og mindretalssprog under henvisning til, at retten til at tale og modtage undervisning på sit modersmål er en af de mest basale grundlæggende rettigheder; glæder sig over medlemsstaternes aktiviteter til støtte for dialogen mellem forskellige kulturer og religioner, som er afgørende, hvis de kulturelle og religiøse mindretal fuldt ud skal kunne gøre deres rettigheder gældende;

48.   mener, at principperne om subsidiaritet og selvstyre er de mest effektive metoder til at tilgodese rettigheder for personer tilhørende nationale mindretal efter bedste praksis i EU; tilskynder til brug af hensigtsmæssige former for selvstyre, under fuld respekt for medlemsstaternes suverænitet og territoriale integritet;

49.   understreger, at EU's politik for flersprogethed bør beskytte og fremme regionale sprog og mindretalssprog gennem målrettet finansiering og specifikke programmer, som ledsager programmet for livslang læring;

50.   mener, at statsløse med fast bopæl i medlemsstaterne befinder sig i en unik situation i EU, idet visse medlemsstater stiller urimelige eller ikke strengt nødvendige krav til dem og dermed diskriminerer dem i forhold til borgerne i majoritetsgruppen; opfordrer derfor alle berørte medlemsstater til at ratificere FN's konventioner om statsløse personers retsstilling (1954) og om begrænsning af statsløshed (1961); opfordrer de medlemsstater, der opnåede eller generhvervede suverænitet i 1990"erne, til at behandle alle personer, der opholdt sig på deres område forud for dette, på lige fod med majoritetsbefolkningen, og opfordrer dem til i overensstemmelse med de internationale organisationers anbefalinger systematisk at finde retfærdige løsninger på de problemer, som alle ofre for forskelsbehandling møder; fordømmer navnlig den fremgangsmåde, der går ud på med overlæg at slette registrerede personer, som opholder sig permanent i Den Europæiske Union, og opfordrer de berørte regeringer til at træffe effektive foranstaltninger for at genoprette status for disse statsløse personer;

Romaer

51.   mener, at romasamfundet har behov for særlig beskyttelse, eftersom det efter EU's udvidelse er blevet et af de største mindretal i EU; understreger, at dette samfund gennem historien er blevet marginaliseret og forhindret i at udvikle sig på visse vigtige områder på grund af problemer som forskelsbehandling, stigmatisering og udelukkelse, der er blevet mere og mere udtalte;

52.   mener, at den sociale udelukkelse og forskelsbehandlingen af romasamfundene er et faktum på trods af de juridiske, politiske og økonomiske instrumenter, der er oprettet på europæisk niveau for at bekæmpe disse fænomener; konstaterer, at Unionens og medlemsstaternes spredte og ukoordinerede indsats indtil videre ikke har medført strukturelle og holdbare forbedringer af romaernes situation, navnlig på afgørende områder som adgang til uddannelse, sundhedsydelser, bolig og beskæftigelse; denne fiasko erkender man nu offentligt;

53.   beklager fraværet af en global og integreret EU-politik, som er specifikt rettet mod forskelsbehandling af romaerne, for at imødegå de problemer, de primært møder, og som fremgår af en række instrumenter til overvågning af overholdelsen af menneskerettighederne, herunder Kommissionens tiltrædelsesrapport, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser og agenturets rapporter; bekræfter, at det er Unionens kollektive ansvar at finde en løsning på disse problemer, der udgør et af de største og mest komplekse problemer på menneskerettighedsområdet, og at det bør takles med beslutsomhed;

54.   understreger nødvendigheden af en samlet menneskerettigheds- og handlingsorienteret tilgang til ikke-forskelsbehandling, der afspejler den europæiske dimension af forskelsbehandlingen af romaer; vurderer, at en europæisk rammestrategi om integration af romaer bør sigte på behandling af de reelle problemer ved at give medlemsstaterne en køreplan, der fastlægger mål og prioriteter og fremmer overvågnings- og evalueringsprocesserne, for så vidt angår:

Lige muligheder

55.   opfordrer medlemsstaterne til at styrke overholdelsen, beskyttelsen og gennemførelsen af de rettigheder, som er fastlagt i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, og anmoder de berørte medlemsstater om at ophæve deres forbehold og ratificere den valgfri protokol til denne konvention(12); understreger samtidig behovet for at fuldføre deres forpligtelser i henhold til De Forenede Nationers erklæring og handlingsplanen fra den fjerde internationale kvindekonference i Beijing i 1995;

56.   opfordrer medlemsstaterne og EU til gennem effektive foranstaltninger at bekæmpe direkte og indirekte forskelsbehandling mod kvinder på alle områder (herunder ægteskab, partnerskab og andre familieforhold), samt flere former for forskelsbehandling (forskelsbehandling på grund af køn samtidig med andre grunde);

57.   kræver, at opmærksomheden særlig rettes mod situationen for de kvinder, som tilhører etniske mindretal, og kvindelige indvandrere, idet disses marginalisering øges af de mange former for forskelsbehandling, som finder sted både udefra og internt i deres egne samfund; anbefaler at vedtage integrerede nationale handlingsplaner med henblik på at imødegå de mange former for forskelsbehandling på effektiv vis, navnlig når forskellige organer tager sig af problemer med forskelsbehandling i en bestemt stat;

58.   understreger, at den vold, som kvinder på grund af deres køn udsættes for, navnlig vold i hjemmet, skal anerkendes og bekæmpes på europæisk og nationalt niveau, for så vidt det handler om en krænkelse af kvinders rettigheder, som er et udbredt og ofte undervurderet fænomen, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at træffe passende og effektive foranstaltninger for at sikre kvinder et liv fri fra enhver form for vold ved at tage behørigt hensyn til FN's erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder(13);

59.   opfordrer medlemsstaterne og EU til at anerkende og gøre en indsats mod alle former for seksuel udnyttelse; medlemsstater, der ikke har overholdt den aftalte EU-lovgivning om bekæmpelse af menneskehandel, bør drages til ansvar(14); medlemsstaterne bør ratificere protokollen om forebyggelse, bekæmpelse og strafforfølgelse af handel med mennesker, særlig kvinder og børn som supplement til FN's konvention mod grænseoverskridende organiseret kriminalitet og Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel; opfordrer indtrængende Kommissionen til at gennemføre handlingsplanen om menneskehandel;

60.   understreger behovet for at øge den offentlige bevidsthed om retten til reproduktiv og seksuel sundhed og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at kvinder fuldt ud kan nyde godt af deres rettigheder, indføre en passende seksualundervisning, information og fortrolige rådgivende tjenester og lette præventionsmetoderne for at forhindre enhver uønsket graviditet og ulovlige og risikable aborter samt bekæmpe praksissen med kønslig lemlæstelse af kvinder;

61.   understreger, at kvinder i etniske mindretal bør sikres adgang til offentlige midler, uanset deres juridiske status, for at sikre dem adgang til sikre, lige, kulturelt følsomme sundhedsoplysninger og -rettigheder, navnlig seksuel og reproduktiv sundhed og tilsvarende rettigheder; der bør vedtages europæisk rammelovgivning, der sikrer unge pigers fysiske integritet mod kønslig lemlæstelse;

62.   understreger, at selv om der er sket fremskridt, hvad angår kvinders beskæftigelse, og på trods af deres høje uddannelsesniveau, er de fortsat grupperet i visse erhverv, dårligere lønnede end mænd for et tilsvarende arbejde og i ringere grad repræsenteret i beslutningsprocesserne, og arbejdsgiverne ser ofte på dem med mistro hvad angår graviditet og barselsorlov; der bør tages alvorlig hånd om lønforskellene mellem kvinder og mænd for at garantere kvinders økonomiske uafhængighed og lighed mellem kvinder og mænd på arbejdsmarkedet;

63.   opfordrer medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at bekæmpe seksuel og moralsk chikane på arbejdspladsen;

64.   understreger nødvendigheden af at understøtte kvinder i deres professionelle karriere, også ved hjælp af aktive politikker, som gør det muligt at forene privatliv, arbejdsliv og familieliv; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme både en delt forældreorlov og en fædreorlov og til at fordele udgifterne til barsels- og forældreorlov, så kvinderne ikke længere udgør en dyrere arbejdskraft end mændene; understreger endvidere behovet for oplysningskampagner for at undgå kønsstereotype familiemønstre, og understreger samtidig betydningen af at sikre fleksible arbejdsforhold, øge adgangen til børnepasning og garantere fuld deltagelse i pensionsordninger for kvinder med børn;

65.   opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at bekæmpe forskelsbehandlingen af gravide kvinder på arbejdsmarkedet og iværksætte alle de nødvendige tiltag for at sikre et højt beskyttelsesniveau for mødre; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en mere detaljeret evaluering af, om de nationale bestemmelser på dette område overholder fællesskabsretten, og om nødvendigt at fremsætte ethvert passende forslag til revision af fællesskabslovgivningen;

66.   henleder opmærksomheden på det store antal (især kvindelige) partnere til selvstændige (navnlig inden for landbrug), hvis juridiske status er usikker i mange medlemsstater, hvilket kan give specifikt finansielle og juridiske problemer, hvad angår adgang til barsels- og sygeorlov, optjening af pensionspoint og adgang til socialsikring, ligesom i tilfælde af skilsmisse;

67.   anerkender, at kvinders ulige adgang til økonomiske ressourcer på arbejdsmarkedet underminerer deres adgang til social beskyttelse, navnlig pensionsrettigheder, med det resultat, at kvinders risiko for at blive fattige, når de bliver gamle, er større end mænds; for at forebygge forskelsbehandling af kvinder er det vigtigt, at individualisering af rettigheder garanteres i sociale beskyttelsessystemer og ikke baseres på familieenheden; den tid, der bruges uden for det formelle arbejdsmarked som følge af pasning, bør tildeles enheder for "kredittid", som tæller med i beregningen af fuldstændige pensionsrettigheder;

68.   understreger betydningen af at sikre, at tredjelandsstatsborgere, som ankommer til EU, og EU's borgere er bevidste om de gældende love og de sociale konventioner vedrørende ligestilling mellem mænd og kvinder, så de kan undgå situationer med forskelsbehandling på grund af manglende kendskab til de juridiske og sociale vilkår;

69.   opfordrer medlemsstaterne til ikke at acceptere, at forskelsbehandling, undertrykkelse eller vold mod kvinder eller vedtagelse af politikker, der kan bringe deres liv i fare, retfærdiggøres med henvisning til sædvane, traditioner eller ethvert andet religiøst hensyn;

70.   opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse om forskelsbehandling af husholdninger med én person, navnlig med hensyn til skattebehandling, social sikkerhed, offentlige tjenester, sundhedstjenester og boliger;

Seksuel orientering

71.   mener, at diskriminerende bemærkninger rettet mod homoseksuelle fra religiøse, sociale eller politiske ledere giver næring til had og vold, og opfordrer de relevante organer til at fordømme dem;

72.   bakker i den forbindelse fuldt ud op om det franske initiativ, der støttes af alle medlemsstaterne, til en universel afkriminalisering af homoseksualitet, som i 91 lande stadig udgør en strafbar handling, der endog i visse tilfælde straffes med dødsstraf;

73.   glæder sig over offentliggørelsen af agenturets første tematiske rapport, udarbejdet på Parlamentets opfordring, som handler om "homofobi og forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering i medlemsstaterne" og anmoder medlemsstaterne og EU's institutioner om straks at følge agenturets anbefalinger eller anføre årsagen til ikke at gøre dette;

74.   erindrer alle medlemsstaterne om, at forsamlingsfriheden i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis også gælder for personer, hvis meninger strider mod flertallets, og at et diskriminerende forbud mod demonstrationer samt enhver manglende overholdelse af forpligtelsen til at sikre en passende beskyttelse af deltagerne, strider imod de principper, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har garanteret ved artikel 6 i EU-traktaten om fælles EU-værdier og principper samt ved EU's charter om grundlæggende rettigheder;

75.   opfordrer de medlemsstater, som har indført en lovgivning om registrerede partnerskaber mellem personer af samme køn, til at anerkende de bestemmelser, som andre medlemsstater har vedtaget, og som har tilsvarende virkninger; opfordrer disse medlemsstater til at foreslå retningslinjer for medlemsstaternes gensidige anerkendelse af den eksisterende lovgivning med henblik på at sikre, at retten til fri bevægelighed i EU for par af samme køn er gældende på de samme betingelser, som gælder for heteroseksuelle par;

76.   opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremsætte forslag, der har til formål at sikre, at medlemsstaterne gennemfører princippet om gensidig anerkendelse af homoseksuelle par, navnlig når de udøver deres ret til fri bevægelighed i henhold til Unionsretten;

77.   opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har gjort dette, til under anvendelse af lighedsprincippet at træffe lovgivningsmæssige foranstaltninger med henblik på at overvinde den forskelsbehandling, som visse par oplever på grund af deres seksuelle orientering;

78.   opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne giver asyl til personer, som flygter fra forfølgelse på grund af deres seksuelle orientering i deres oprindelsesland, til at tage initiativer på bilateralt og multilateralt plan for at standse forfølgelser af personer på grund af deres seksuelle orientering og til at indlede en undersøgelse af transseksuelle personers situation i medlemsstaterne og i kandidatlandene, navnlig hvad angår risikoen for chikane og vold;

Fremmedhad

79.   opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes forskellige lokale, regionale og nationale myndigheder til at koordinere deres foranstaltninger til bekæmpelse af antisemitisme og angreb på minoritetsgrupper, herunder romaer, traditionelle nationale mindretal og tredjelandsstatsborgere i medlemsstaterne, med henblik på at fremme respekten for principperne om tolerance og ikke-forskelsbehandling og at fremme den sociale, økonomiske og politiske integration; opfordrer alle de medlemsstater, som endnu ikke har gjort dette, til at erklære, at De Forenede Nationers Komité om Bekæmpelse af Racediskrimination er kompetent til at modtage og behandle individuelle meddelelser i henhold til FN's internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination;

80.   opfordrer indtrængende medlemsstaterne til beslutsomt at forfølge ethvert udtryk for hadefuld tale i racistiske medieprogrammer og artikler, der spreder intolerante synspunkter, gennem hadefulde forbrydelser mod romaer, indvandrere, udlændinge, traditionelle nationale mindretal og andre minoritetsgrupper, samt gennem musikgrupper og ved nynazistiske koncerter, der ofte kan foregå offentligt uden nogen konsekvenser; opfordrer ligeledes indtrængende politiske partier og bevægelser, som har stor indflydelse på massemedierne, til at afstå fra hadefulde tale og fra at bruge bagvaskelse af mindretalsgrupper inden for Unionen;

Unge, ældre og handicappede personer

81.   opfordrer medlemsstaterne til at fremme en endnu større inddragelse af arbejdsmarkedets parter for at træffe foranstaltninger, der skal standse forskelsbehandling på grundlag af handicap eller alder og i betydelig grad forbedre unges, ældres og handicappede personers adgang til arbejdsmarkedet og til uddannelsesprogrammer; opfordrer alle de medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder og den valgfrie protokol, til at gøre dette;

82.   henstiller indtrængende til Kommissionen at drage omsorg for, at den støtte, som stilles til rådighed for medlemsstaterne til tilvejebringelse af faciliteter for handicappede, opfylder kriterierne i FN's konvention om handicappedes rettigheder, dvs. at den anvendes til hensigtsmæssige samfunds-/familiebaserede tjenesteydelser og åbner mulighed for at leve et uafhængigt liv;

83.   mener, at det er vigtigt at sikre, at alle de, som har brug for geriatrisk sundhedspleje eller pleje på grund af sygdom eller invaliditet, har adgang til pleje og behandlinger, og påpeger, at det er nødvendigt i særlig høj grad at rette opmærksomheden mod at yde pleje til og beskyttelse af handicappede unge;

Kultur

84.   understreger mediernes betydning for fremme af mangfoldighed, multikulturalisme og tolerance; opfordrer indtrængende alle medietjenester til at undgå indhold, som kan støtte racisme, fremmedhad, intolerance eller diskrimination af enhver art;

85.   opfordrer medlemsstaterne til som led i Det Europæiske År for Interkulturel Dialog (2008) at samarbejde med en bred vifte af aktører, navnlig ngo'ere, med henblik på at fremme den interkulturelle dialog og at øge bevidstheden, især hos unge, om fælles almindelige værdier og respekt for kulturel, religiøs og sproglig mangfoldighed;

86.   understreger, at sport spiller en vigtig rolle i forbindelse med fremme af tolerance, gensidig respekt og forståelse; opfordrer sportsorganisationer på nationalt og europæisk plan til også fremover at gøre en indsats i kampen mod racisme og fremmedhad, og tilskynder til iværksættelse af nye, stærkere og mere vidtrækkende initiativer, der bygger videre på allerede eksisterende foranstaltninger;

87.   fremhæver den afgørende rolle, som mediekompetencer spiller, hvad angår lige og retfærdige uddannelsesmuligheder for samtlige borgere i EU;

88.   opfordrer medlemsstaterne til at sikre en effektiv integration i deres uddannelsessystemer af nytilkomne personer fra lande uden for EU, især børn og unge, og støtte dem i styrkelsen af deres kulturelle mangfoldighed;

Væbnede styrker

89.   erindrer om, at de grundlæggende rettigheder ikke standser uden for kasernernes døre, og at de ligeledes i fuldt omfang finder anvendelse på borgere i uniform, og henstiller til medlemsstaterne at sikre, at de grundlæggende rettigheder også respekteres i de væbnede styrker;

Indvandrere og flygtninge
Adgang til international beskyttelse og lovlig indvandring

90.   er chokeret over den tragiske død, der møder de personer, som omkommer i forsøget på at nå europæisk territorium, eller som falder i hænderne på smuglere eller menneskehandlere;

91.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre effektive og langsigtede lovlige indvandringspolitikker og sikre en reel adgang til EU's territorium og til en procedure for mere lempelige og koordinerede regler for asylansøgere i stedet for at koncentrere alle deres kræfter om at forhindre ulovlig indvandring og anvende en stigende mængde kontrolforanstaltninger ved grænserne, som mangler de nødvendige mekanismer til at identificere potentielle asylansøgere ved Europas grænser, hvilket fører til en krænkelse af "non-refoulement"-princippet som fastsat i konventionen om flygtninges retsstilling af 1951;

92.   opfordrer medlemsstaterne til at anvende UNHCR's retningslinjer på ligestillingsområdet (2002) til at gennemføre eksisterende fællesskabsdirektiver om asyl;

93.   opfordrer Rådet til at klarlægge de roller, som henholdsvis Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) og medlemsstaterne spiller med henblik på at sikre, at grænsekontrollen respekterer menneskerettighederne; mener, at det er nødvendigt hurtigst muligt at ændre Frontex' mandat med henblik på at medtage søredning; kræver Europa-Parlamentets demokratiske kontrol ved Frontex' indgåelse af aftaler med tredjelande, især med hensyn til fælles tilrettelæggelse af tilbagesendelse;

94.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at give Frontex mulighed for at indlede et struktureret samarbejde med agenturet og FN's Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) med henblik på at lette de operationer, der har betydning for beskyttelsen af menneskerettighederne;

95.   er bekymret over, at tendensen til at gennemføre grænsekontrollerne længere og længere væk fra EU's geografiske grænser gør det meget svært at kontrollere, hvad der sker, når de personer, der søger om flygtningestatus, og de personer, som har behov for international beskyttelse, kommer i kontakt med myndighederne i et tredjeland;

96.   opfordrer indtrængende Kommissionen og navnlig Rådet til hurtigt og ambitiøst at fremskynde Unionens fremadsynede strategi inden for asyl om gennemførelse af fase II, herunder revision af Rådets direktiv 2005/85/EF af 1. december 2005 om minimumsstandarder for procedurerne for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne(15) samt Rådets direktiv2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse(16), og indholdet af en sådan beskyttelse samt etablering af en europæisk asylstøttemyndighed;

Modtagelse

97.   anmoder Kommissionen om fortsat at overvåge gennemførelsen af Rådets direktiv2003/9/EF af 27. januar 2003 om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne(17), således at en manglende gennemførelse eller en delvis gennemførelse heraf ikke fører til, at mange medlemsstater opretholder en praksis, der ikke opfylder direktivets minimumsstandarder;

98.   minder om, at også migranter, der ikke indgiver en ansøgning om asyl, skal modtages under korrekte og tilpassede rammer, hvor de – med hjælp fra tolke og kulturformidlere, der er uddannet hertil – kan få kendskab til deres rettigheder og muligheder ifølge modtagelseslandets lovgivning, fællesskabsretten og internationale konventioner;

Børn af migranter, asylansøgere og flygtninge

99.   anmoder om, at opmærksomheden især bør rettes mod børn, der er flygtninge, asylansøgere og migranter, samt mod børn af forældre, der er asylansøgere, flygtninge, eller som ikke har nogen opholdstilladelse, således at det sikres, at det enkelte barn fuldt ud kan udøve sine rettigheder, som fastsat i De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder, herunder retten til ikke at blive forskelsbehandlet, idet børns bedste interesser skal prioriteres i alle de tiltag, der træffes; anerkender dog fuldt ud forældrenes vigtige rolle og ansvar; henleder opmærksomheden på, at visse medlemsstater har udviklet et to-sporet uddannelsessystem og understreger, at forskellig bistand og pleje til børn af ikke-statsborgere og børn af statsborgere ikke bør være hverken diskriminerende eller langvarig og bør være begrundet i, at det sikrer bedre uddannelse, herunder i modtagerlandets sprog, for alle børn;

100.   anmoder om, at der gives særlig opmærksomhed til uledsagede mindreårige og til dem, der er blevet adskilt fra deres forældre og ankommer til EU som illegale indvandrere, og fremhæver medlemsstaternes forpligtelse til at give dem særlig hjælp og beskyttelse; opfordrer alle myndigheder – lokale, regionale og nationale – samt alle EU-institutioner til at samarbejde om at beskytte disse børn mod alle former for vold og udnyttelse, at sikre, at der straks udpeges en værge til dem, at de får juridisk bistand, at man søger at opspore deres familie, og at modtagelsen forbedres ved at de tilbydes en passende bolig, får lettere adgang til sundhedstjenester, skolegang og undervisning, navnlig i modtagerlandets officielle sprog, erhvervsuddannelse og bliver fuldstændigt integreret i skolesystemet;

101.   minder om, at administrativ tilbageholdelse af børn ikke bør finde sted, og at de børn, der ledsages af deres familie, kun under ganske særlige omstændigheder bør tilbageholdes, for det kortest mulige tidsrum, og kun hvis en sådan tilbageholdelse er i barnets tarv, jf. artikel 3 og 37, litra b), i De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder;

Integration

102.   opfordrer til, at der sker en bedre koordinering af medlemsstaternes politik for integration af statsborgere fra tredjelande, og til, at der tages EU-initiativer inden for dette område; understreger, at de fælles grundprincipper for en sammenhængende EU-ramme på området bør garantere, at integrationspolitikken indebærer et forbud mod diskrimination, uden dog at være begrænset hertil, og at den udstrækkes til en række områder, såsom beskæftigelse, uddannelse og erhvervsuddannelse;

103.   opfordrer til udvikling af integrationsprogrammer og programmer for interkulturel dialog, der er bestemt til at afværge potentielle spændinger mellem EU-migranter og den oprindelige befolkning som følge af migration efter udvidelsen;

104.   finder, at det mest påtrængende behov for minoriteter med indvandrerbaggrund er hurtigst muligt at blive integreret i samfundslivet i det land, hvor de har bosat sig, samtidig med at det sikres, at det sker i en ånd af gensidighed; finder, at det ligeledes er vigtigt at anerkende, at enhver, der er født i og bor i en medlemsstat, har ret til at få adgang til de civile rettigheder; mener, at fastboende udlændiges ret til at deltage i det politiske liv på lokalt niveau vil fremme social og politisk integration;

105.   frygter, at manglen på en effektiv integrationspolitik kan medføre, at hundredtusindevis af tredjelandsstatsborgere og statsløse udelukkes fra arbejdslivet samt fra det sociale og politiske liv, hvilket også underminerer EU's målsætning om at øge arbejdskraftens mobilitet med henblik på styrke konkurrenceevnen og øge den økonomiske velstand; anerkender risikoen for, at udstødelse kan anbringe en person i sårbar position og bane vej for radikalisering, menneskehandel og andre former for udnyttelse;

Tilbagevenden

106.   insisterer på den omstændighed, at personerne først bør hjemsendes efter en retfærdig og fuldstændig behandling af deres ansøgning; finder, at medlemsstaterne, når tilbagevenden er umulig eller umenneskelig, fordi der består en kritisk situation med hensyn til oprindelses- eller transitlandets overholdelse af menneskerettighederne, bør undlade at sende dem tilbage i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis;

107.   opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at overvåge levevilkårene for og integrationen af de personer, der er vendt tilbage til oprindelses- og transitlande, og at træffe foranstaltninger, der sikrer dem en passende hjælp;

Tilbageholdelse og tilbagetagelsesaftaler

108.   er bekymret over den omstændighed, at der igennem adskillige år er sket en kraftig forøgelse i antallet af tilbageholdelsescentre i medlemsstaterne og ved deres grænser; kræver, på grundlag af utallige rapporter herunder fra delegationerne under Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, som gør opmærksom på hyppige overtrædelser af menneskerettighederne, at der iværksættes følgende aktioner:

109.   er bekymret over den omstændighed, at der siden 2002 i de fleste bilaterale aftaler, som EU har indgået med tredjelande, herunder i handelsaftaler, er indsat tilbagetagelsesklausuler, hvilket således i stigende omfang medfører en eksternalisering af Den Europæiske Unions migrationspolitik, der er karakteriseret af en utilstrækkelig parlamentarisk kontrol såvel på EU-plan som på nationalt plan; kræver derfor, at Kommissionen og Rådet inddrager Europa-Parlamentet på et tidligt stade i forhandlingerne om en sådan aftale og regelmæssigt aflægger rapport om, hvor mange personer der udvises fra EU med henvisning til disse klausuler;

Ytringsfrihed

110.   værner om ytringsfriheden som en grundlæggende værdi i EU; mener, at ytringsfriheden skal udøves inden for lovgivningens grænser, bør være forbundet med et personligt ansvar og være baseret på respekt for andres rettigheder;

111.   glæder sig over, at situationen for pressefriheden i medlemsstaterne overordnet set er tilfredsstillende, for så vidt som alle 27 medlemsstater er med blandt de 56 højst placerede lande i pressefrihedsindexet for 2007, der er udarbejdet af Journalister uden Grænser;

112.   anmoder de medlemsstater, som de seneste år har anvendt deres retslige institutioner til, eller planlægger at ændre deres lovgivning i så henseende, at tilsidesætte journalisters ret til at beskytte deres kilder samt journalisters og redaktørers ret til at offentliggøre oplysninger, om at forbedre deres lovgivning og praksis, således at den bringes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 27. marts 1996 og med Europarådets Ministerkomités henstilling til medlemsstaterne om journalisters ret til ikke at afsløre deres informationskilder(18), idet tilsidesættelsen af denne ret i dag udgør den største trussel mod ytringsfriheden for journalister i EU, og der ikke i så henseende er sket nogen væsentlig forbedring af situationen i de seneste år;

113.   er af den opfattelse, at ytringsfriheden og pressens uafhængighed er universelle rettigheder, der ikke kan kompromitteres af nogen enkeltperson eller gruppe, som måtte føle sig angrebet af det, der siges eller skrives; understreger samtidig, at der i henhold til den gældende lovgivning skal være sikret adgang til ved domstolene at få tilkendt erstatning, såfremt der bringes forkerte nyheder eller i tilfælde af bagvaskelse;

114.   mener, at pressefriheden altid skal udøves inden for lovens rammer, men er samtidig bekymret over den omstændighed, at den fristelselse til at bandlyse offentlig debat om visse emner, som har eksisteret de seneste år, medfører, at der i mange medlemsstater foregår en form for uofficiel censur eller en selvcensur i medierne;

Børns rettigheder
Vold, fattigdom og arbejde

115.   fordømmer enhver form for vold mod børn og lægger navnlig vægt på, at det er nødvendigt at bekæmpe de mest almindelige former for vold, der findes i medlemsstaterne: pædofili, seksuelle overgreb, vold i hjemmet, korporlig afstraffelse i skolerne og andre former for overgreb i institutioner; kræver, at der iværksættes sikre, fortrolige og tilgængelige mekanismer, der skal gøre det muligt for børn i alle medlemsstater at anmelde volden, og at der skabes stor opmærksomhed om disse mekanismer;

116.   anmoder medlemsstaterne om at træffe effektive forholdsregler for at forbyde de forskellige former for udnyttelse af børn, herunder til prostitution, produktion af børnepornografi, narkohandel, lommetyveri, tiggeri samt alle andre former for udnyttelse;

117.   anmoder medlemsstaterne om at træffe foranstaltninger til at afskaffe uofficielle ægteskaber mellem ofte purunge mindreårige; mener, at denne praksis udgør en form for seksuelt misbrug, som skader børnenes udvikling og fremmer tidligt skolefrafald;

118.   anmoder de tretten medlemsstater, som ikke har nogen lovgivning på området, om at indføre et fuldstændigt forbud mod korporlig afstraffelse i overensstemmelse med FN's undersøgelse fra 2006 om vold mod børn, hvori denne form for afstraffelse betegnes som den mest udbredte form for vold mod børn;

119.   lægger vægt på behovet for at sikre, at der inden for alle politikområder, såvel på EU-plan som på nationalt plan, tages hensyn til nødvendigheden af at afskaffe alle former for børnearbejde; mener, at undervisning på fuld tid vil være den bedste løsning på problemet, både for at forebygge en sådan udnyttelse af børn og for i fremtiden at bryde den onde cirkel med analfabetisme og fattigdom;

120.   konstaterer, at der i visse medlemsstater er tusindvis af børn beskæftiget med de værste former for arbejde i byområder og landdistrikter, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at tage fat på disse problemer ved at håndhæve deres nationale love strengt, samt ved at organisere nationale uddannelseskampagner rettet mod såvel forældre som børn;

121.   minder om, at næsten 20 % af børnene i EU lever under fattigdomsgrænsen, og at de mest sårbare blandt dem kommer fra familier med en eneforsørger og/eller har forældre, der er født i udlandet; insisterer derfor på, at der bør træffes passende foranstaltninger, der sikrer adgang til de rettigheder, som fokuserer på børns behov, herunder foranstaltninger til støtte for familier, og anmoder medlemsstaterne, navnlig dem, der har de højeste fattigdomsprocenter, om at fastsætte nogle ambitiøse og gennemførlige målsætninger til bekæmpelse af børns og deres familiers fattigdom;

122.   anmoder Kommissionen om at forsøge at integrere de forskellige strategier særligt med hensyn til bekæmpelse af børns og deres familiers fattigdom, ungdomsarbejdsløshed og social inddragelse af minoriteter i alle relevante udviklingsstrategier, herunder strategidokumenterne om fattigdomsbekæmpelse og de vejledende programmer; og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gøre en effektiv indsats mod handel med børn, til at øge det grænseoverskridende samarbejde, tilbyde specialiseret uddannelse og gennemføre juridiske standarder med dette formål for øje;

123.   understreger betydningen af at beskytte børn; mener, at initiativerne under EU-strategien for barnets rettigheder, såsom en internetportal beregnet specifikt til børneanliggender, specialhjælp og nødtelefonlinier samt budgetbevillinger til EU-programmer til fordel for børn, bør udvikles og anvendes i endnu højere grad;

Forskelsbehandling

124.   anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at være særlig opmærksomme på de forskellige former for forskelsbehandling af unge og børn, der kan antage et utal af former, og som især opleves af børn, der lever i fattigdom, gadebørn og unge, der tilhører etniske minoritetsgrupper og indvandrergrupper, samt af handicappede børn og unge, og som fører til, at de udelukkes fra uddannelse og sundhedsydelser;

125.   anmoder om, at der træffes særlige foranstaltninger for romabørn og navnlig – men ikke udelukkende – for dem, der kommer fra de medlemsstater, hvor romaer udgør en stor etnisk minoritet, med henblik på afskaffelse af den diskrimination, segregation og sociale og uddannelsesmæssige udstødelse, som de ofte udsættes for; anmoder navnlig medlemsstaterne om at bestræbe sig på at afskaffe den – helt uberettigede – overrepræsentation af romabørn på institutioner for psykisk handicappede, at organisere kampagner til fremme af skolegang og at bekæmpe fænomenet med afslag på udstedelse af ID-kort, som mange romabørn udsættes for;

126.   opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at dårligt stillede og socialt udstødte børn integreres effektivt i uddannelsessystemerne i så tidlig en alder som muligt, og med dette formål for øje at fremme udvekslingen af bedste praksis;

127.   opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe forskelsbehandling i undervisningen, f.eks. gennem segregation af romabørn, i overensstemmelse med den dom, der for nylig blev afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg i en sådan sag(19);

Retfærdighed for unge

128.   mener, at frihedsberøvelse for mindreårige lovovertrædere kun må anvendes som en nødløsning og for et så kort tidsrum som muligt, og anmoder derfor om alternativer til fængsling af mindreårige; insisterer på, at der gennemføres rehabiliteringsforanstaltninger som f.eks. samfundstjeneste for at opnå social og erhvervsmæssig reintegration af disse unge mennesker;

129.   konstaterer, at den kriminelle lavalder ikke er den samme i alle medlemsstater, og er bekymret over det forhold, at børn i visse medlemsstater jævnligt stilles for en almindelig domstol, og at de specialiserede ungdomsdomstole i andre medlemsstater er blevet nedlagt; opfordrer medlemsstaterne til at indrette deres retssystemer således, at intet barn nogensinde dømmes på samme vilkår som voksne;

130.   anmoder alle medlemsstaterne om at sikre en effektiv og uafhængig repræsentation af børn i alle retssager og domstolslignende procedurer, der angår børn, og at de får beskikket en værge, hvis der ikke er noget familiemedlem, der kan repræsentere dem; understreger, at alle børn, herunder dem, der er anbragt i retlige forvaringsfaciliteter, af myndighederne bør informeres om deres klagemuligheder;

Bistand til børn

131.   anmoder medlemsstaterne om at tage skridt til at sikre barnets ret til en familie og om i dette øjemed at søge effektive løsninger for at undgå, at forældre og børn adskilles, eller at børn forlades; anmoder dem om at bevæge sig væk fra en politik med store institutioner og i stedet reformere, udvikle og styrke effektive alternative børnepasningsstrukturer, baseret på familien og fællesskabet; anmoder medlemsstaterne om midler til at gøre det muligt for børn at vende tilbage til deres familier;

132.   opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre kvaliteten af pasningsmulighederne for børn, herunder efter- og videreuddannelse, gode arbejdsvilkår og en anstændig løn til dem, der beskæftiger sig med børnepasning; understreger, at sådanne pasningsordninger og det her ansatte personale giver børnene et solidt grundlag for deres fremtid, hvilket også er til fordel for forældrene, især forældre med et meget stort arbejdspres og enlige forsørgere, ligesom det også udgør et alternativ for børn med en utilstrækkelig eller manglende familiemæssig baggrund;

Deltagelse

133.   minder om, at børn har ret til at udtrykke deres synspunkter i overensstemmelse med deres alder og modenhed, og at man skal give dem mulighed for at deltage i en børnegruppe eller -forening, hvor de kan møde andre børn og lære at udtrykke sig i en sådan sammenhæng; anmoder derfor medlemsstaterne og de lokale myndigheder om at fremme projekter, der skal give børnene lejlighed til at udtrykke sig på denne måde, inden for rammerne af lokale børneråd eller -parlamenter, samtidig med at det sikres, at de mest udstødte børn inddrages, og at oplysninger om sådanne aktiviteter når ud til brede kredse af børn;

134.   glæder sig over, at Kommissionen har oprettet et forum, der samler repræsentanter fra EU-institutionerne og nationale og internationale organisationer, der beskæftiger sig med børns rettigheder; finder, at børns deltagelse bør være en af hovedmålsætningerne for dette forum, og opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at børn deltager på alle stadier af forummets aktiviteter;

135.   finder, at det er vigtigt, at oplysninger om børns rettigheder udbredes til børn på en tilgængelig og hensigtsmæssig måde; opfordrer Kommissionen til at udvikle effektive kommunikationsværktøjer, som kan forbedre børns kendskab til deres rettigheder, til børns situation i medlemsstaterne og til EU's aktiviteter på dette område;

Sociale rettigheder

136.   mener, at fattigdom og social udstødelse kun kan bekæmpes ved at garantere samtlige grundlæggende rettigheder, herunder økonomiske og sociale rettigheder, for alle; godkender i denne forbindelse beslutningen om gøre år 2010 til Europæisk År for Bekæmpelse af Fattigdom og Social Udstødelse; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne at nå til enighed om og at forfølge ambitiøse målsætninger i forbindelse hermed;

137.   understreger, at der findes et sæt grundlæggende rettigheder, der er uadskillelige og indbyrdes forbundet, og hvortil alle mennesker skal være sikret reel adgang;

Fattigdom

138.   fremhæver, at retten til beskyttelse mod fattigdom og social udstødelse fastslås i artikel 30 i den reviderede europæiske socialpagt, og opfordrer medlemsstaterne til at ratificere den;

139.   understreger den voksende betydning af politikker til "aktiv inddragelse" af de personer, hvis tilknytning til arbejdsmarkedet er svagest;

140.   understreger, at ekstrem fattigdom og social udstødelse udgør en krænkelse af de grundlæggende rettigheder som helhed;

141.   ønsker, at den sociale dimension og de grundlæggende rettigheder reelt integreres i alle EU's politikker;

142.   støtter en model for bæredygtig social udvikling, som er i overensstemmelse med en strategi baseret på sociale rettigheder, og som primært har til hensigt at skabe større social samhørighed;

143.   påpeger, at chartrets artikel 34 og 36 anerkender retten til sociale sikringsydelser og sociale tjenester samt adgangen til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse; opfordrer medlemsstaterne til at sørge for, at alle borgere, også de mest udsatte, har adgang til disse rettigheder;

144.   minder om, at fattigdomsbekæmpelse skal ske i et partnerskab med den dårligst stillede del af befolkningen, som er mest berørt, og derfor bedst kan redegøre for følgerne af ikke at have adgang til rettighederne og foreslå, hvordan disse følger kan imødegås; ønsker, at der indføres et participatorisk demokrati med særligt fokus på deltagelse af personer, der er konfronteret med fattigdom, udstødelse, forskelsbehandling og ulighed;

Hjemløshed

145.   opfordrer Kommissionen til at udvikle en europæisk rammedefinition af hjemløshed, indsamle sammenlignelige og pålidelige statistiske oplysninger og tilvejebringe årlige opdateringer om foranstaltninger og fremskridt i EU's medlemsstater til udryddelse af hjemløshed;

146.   opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udarbejde nødplaner til brug om vinteren som led i en større strategi for hjemløshed;

Bolig

147.   påpeger, at chartrets artikel 34, stk. 3, anerkender retten til social bistand og boligstøtte for alle, der ikke har tilstrækkelige midler, for at bekæmpe social udstødelse og fattigdom; opfordrer følgelig medlemsstaterne til at garantere adgangen til en anstændig bolig;

148.   henviser til de bemærkninger og principper, der er indeholdt i rapporten fra Europarådets menneskerettighedskommissær om anstændige boligforhold(20);

Sundhed

149.   påpeger, at enhver i henhold til chartrets artikel 35 har ret til at få adgang til forebyggende sundhedsydelser og til at modtage lægehjælp; opfordrer medlemsstaterne til navnlig at sikre personer med lav indkomst, eller hvis sundhedstilstand kræver en lang og bekostelig intensiv behandling, adgang til rimelige sundhedsydelser;

150.   opfordrer medlemsstaterne og EU til at give personer, der misbruger narkotiske stoffer, fuld adgang til specialiserede sundhedstjenester og alternativ behandling og sikre, at de ikke behandles som kriminelle blot på grund af deres personlige forbrug af ulovlige stoffer;

Arbejdstagere

151.   insisterer på behovet for at gøre arbejdsmarkedet mere gennemskueligt, således at ethvert arbejde (hvad enten der er tale om midlertidigt, fast eller løst arbejde, på fuldtids- eller på deltidsbasis) deklareres, aflønnes rimeligt og fuldt ud tilgodeser arbejdstagernes rettigheder;

152.   erkender, at mindstelønnen ikke er fastsat ved lov i samtlige medlemsstater; kræver, at der indføres instrumenter, der skal sikre alle et anstændigt lønniveau, således at alle arbejdstagere i EU får udbetalt en løn, der giver dem adgang til et værdigt liv;

153.   opfordrer indtrængende medlemsstaterne og kandidatlandene til at ratificere og fuldt ud gennemføre Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konventioner; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at støtte ILO gennem en styrkelse af dens overvågningssystemer og -ordninger;

154.   tilskynder virksomhederne til at indføre ansvarlige og ikke-diskriminerende politikker for ansættelse og faglig udvikling med henblik på at fremme kvinders, unges og handicappedes beskæftigelse;

155.   minder om, at forskelsbehandling også må opfattes som værende i strid med de fire grundlæggende friheder – særligt retten til fri bevægelighed for personer – og som sådan udgør en hindring for det indre markeds funktion; opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at revidere overgangsbestemmelserne om adgang til deres arbejdsmarkeder med henblik på at afskaffe differentiering mellem europæiske borgere på dette område;

156.   anmoder medlemsstaterne om at revidere deres lovgivning for at sikre, at sexarbejdere, uanset deres retlige status, garanteres deres grundlæggende rettigheder og kan få adgang til passende social- og sundhedstjenester;

157.   anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at støtte den sociale inddragelse af de mennesker, hvis tilknytning til arbejdsmarkedet er svagest, og imødegå problemet med "fattige arbejdstagere"; mener, at sådanne strategier bør finde en rimelig balance mellem faktorer som et retfærdigt lønniveau, balance mellem arbejds- og familieliv, gode arbejdsvilkår, social beskyttelse, beskæftigelsesegnethed og jobsikkerhed;

Irregulære arbejdstagere

158.   opfordrer medlemsstaterne til at ratificere FN's konvention om vandrende arbejdstageres rettigheder(21) og henleder opmærksomheden på det forhold, at de fleste arbejdstagere, som ikke er i besiddelse af de rette immigrationspapirer, udfører et lovligt og uundværligt arbejde for EU's økonomi, såsom frugtplukning, opførelse eller vedligeholdelse af bygninger og pasning og pleje af syge, ældre og børn;

159.   opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at ophøre med at anvende udtrykket "illegale indvandrere", som er meget negativt ladet, og i stedet anvende udtrykket "irregulære" eller "papirløse" arbejdstagere eller migranter;

160.   bekræfter, at arbejdsretten eksisterer for at beskytte arbejdstagere i en urimelig beskæftigelsessituation, hvilket netop er tilfældet for papirløse arbejdstagere, og opfordrer medlemsstaterne til at beskytte retten til tilslutte sig en fagforening, også for papirløse arbejdstagere;

161.   opfordrer Kommissionen til at give samme prioritering og hurtige behandling til den immigrationspolitik, der er under udvikling, og til sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, ved at behandle de to emner under ét;

162.   understreger, at arbejdstilsynets primære opgave er at beskytte arbejdstagerne, og anmoder derfor medlemsstaterne om:

Ældre

163.   er af den opfattelse, at befolkningens aldring er en udfordring og bør anses som en mulighed for, at personer med en lang og god erfaring i højere grad inddrages i samfundslivet, hvilket således kan bidrage til at fremme en aktiv aldring; mener, at der skal gøres bestræbelser med henblik på at integrere ældre arbejdstagere på arbejdsmarkedet;

164.   er af den opfattelse, at opmærksomheden navnlig bør rettes mod ældre, enlige kvinder, som udgør en særlig sårbar gruppe, og som ofte er de første til at synke ned i fattigdom, når der er økonomisk lavkonjunktur;

165.   bemærker endvidere, at det er nødvendigt at bekæmpe forskelsbehandling af ældre kvinder og fremme deres deltagelse på arbejdsmarkedet (dvs. gennem programmer for livslang læring) i lyset af deres sårbarhed og stigende antal i Unionen;

166.   erindrer om, at artikel 25 i charteret giver ældre ret til et værdigt og uafhængigt liv; anbefaler derfor i overensstemmelse med artikel 34 og 35 i charteret forebyggende sundhedsydelser og sociale sikringsydelser til ældre for at sikre dem en værdig tilværelse;

167.   anmoder de medlemsstater, som endnu ikke har indført lovgivning om livstestamenter, om at gøre dette for i henhold til artikel 9 i Oviedo-konventionen om menneskerettigheder og biomedicin at sikre, at tidligere udtrykte ønsker vedrørende behandlingsmuligheder fra en patient, som på tidspunktet for behandlingen ikke er i stand til at udtrykke sine ønsker, tages i betragtning, og for at regulere retten til en værdig død;

o
o   o

168.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, til medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, til Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, til Europarådets ministerkomité, parlamentariske forsamling og til Europarådets menneskerettighedskommissær samt til de relevante organer i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og De Forenede Nationer.

(1) EUT L 180 af 19.7.2000, s. 22. (2) EUT L 303 af 2.12.2000, s. 16. (3) EUT L 53 af 22.2.2007, s. 1. (4) EUT C 301 E af 13.12.2007, s. 229. (5) Council of Europe-European Union: "A sole ambition for the European continent" rapport af Jean-Claude Juncker, 11. april 2006, s. 4. (6) EUT C 287 E af 29.11.2007, s. 309. (7) Årsberetning 2008 fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, offentliggjort den 24. juni 2008. (8) Protokol nr. 12 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet den 4. november 2000. (9) I dommen af 1. april 2008 i sag C 267/06, Tadao Maruko mod Versorgungsanstalt der deutschen Bühnen, afgør EF-Domstolen, at nægtelse af at udbetale efterladtepension til en registreret partner udgør direkte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, hvis efterladte partneres situation kan sammenlignes med ægtefællers situation for så vidt angår den omhandlede efterladteydelse. (10) EUT L 328 af 6.12.2008, s. 55. (11) EUT C 297 E af 29.11.2008, s. 125. (12) Valgfri protokol til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, vedtaget den 15. oktober 1999. (13) FN's erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder vedtaget den 20. december 1993. (14) Rådets direktiv 2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder (EUT L 261 af 6.8.2004, s. 19) og Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA af 19. juli 2002 om bekæmpelse af menneskehandel (EFT L 203 af 1.8.2002, s. 1). (15) EUT L 326 af 13.12.2005, s. 13. (16) EUT L 304 af 30.9.2004, s. 12. (17) EUT L 31 af 6.2.2003, s. 18. (18) Henstilling R (2000)7. (19) D.H. m.fl. mod Den Tjekkiske Republik, vedrørende sager fra tidligere år. (20) Kommissærens udtalelse af 29. oktober 2007 med titlen "No one should have to be homeless - adequate housing is a right". (21) Den internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, der blev vedtaget af FN's generalforsamling i resolution 45/158 af 18. december 1990.

Europa-Parlamentets beslutning af 14. januar 2009 om forslag til Rådets direktiv om iværksættelse af den aftale, der er indgået mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006, og om ændring af direktiv 1999/63/EF

P6_TA(2009)0020 B6-0624/2008

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Rådets direktiv om iværksættelse af den aftale, der er indgået mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006, og om ændring af direktiv 1999/63/EF (KOM(2008)0422),

-   der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

-   der henviser til Rådets direktiv 1999/63/EF af 21. juni 1999 om gennemførelse af den aftale om tilrettelæggelse af arbejdstiden for søfarende, som er indgået mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og the Federation of Transport Workers' Unions in the European Union (FST)(1),

-   der henviser til, den aftale, der er indgået mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og the European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006,

-   der henviser til, at aftalen indeholder en fælles anmodning til Kommissionen om at iværksætte aftalen og dennes bilag A ved en afgørelse, som Rådet træffer på forslag af Kommissionen, i henhold til traktatens artikel 139, stk. 2,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 78, stk. 3,

A.   der henviser til, at det i artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastsættes, at enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold, til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn,

B.   der henviser til, at traktatens artikel 139, stk. 1, giver arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan mulighed for, hvis de finder det ønskeligt, at indlede en dialog, som kan føre til overenskomstmæssige forbindelser, herunder aftaler,

C.   der henviser til, at aftaler, der indgås på fællesskabsplan, i medfør af artikel 139, stk. 2, kan iværksættes efter fælles anmodning fra de underskrivende parter ved en afgørelse, som Rådet træffer på forslag af Kommissionen,

D.   der henviser til, at betingelserne for, at konventionen kan træde i kraft, vil være opfyldt, hvis alle EU's medlemsstater ratificerer den,

E.   der henviser til, at en ratificering af konventionen vil udgøre et vigtigt bidrag til fremme af værdige arbejdsstandarder over hele kloden,

1.   glæder sig over, at Kommissionen, på trods af at traktatens artikel 139, stk. 2, ikke foreskriver høring af Europa-Parlamentet i forbindelse med anmodninger til Kommissionen fra arbejdsmarkedets parter, har sendt sit forslag til Parlamentet og anmodet dette om at afgive udtalelse herom til Kommissionen og Rådet;

2.   støtter den aftale, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter om visse aspekter af arbejdsforholdene for arbejdere i shippingsektoren, eftersom den skaber en god balance mellem behovet for at forbedre arbejdsforholdene og beskyttelsen af de søfarendes sundhed og sikkerhed;

3.   er enig i, at aftalen bør forelægges for Rådet; opfordrer derfor Rådet til at vedtage Kommissionens forslag med henblik på at iværksætte aftalen i den form, den er indgået mellem arbejdsmarkedets parter, under hensyntagen til medlemsstaternes og følgelig EU's særinteresser;

4.   mener, at det er meget vigtigt at definere og håndhæve globale minimumsnormer for ansættelsesvilkår og sundheds- og sikkerhedsforhold for søfarende, der er ansat eller arbejder om bord på et søgående skib;

5.   glæder sig over, at den aftale, der er indgået af arbejdsmarkedets parter, og Kommissionens forslag kun fastsætter minimumsforskrifter, således at medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter kan vedtage foranstaltninger, der er mere gunstige for arbejdstagerne på det pågældende område og i væsentlig grad svarer til bestemmelserne i del A i konventionen om søfarendes arbejdsforhold;

6.   minder om den fleksibilitet, der i medfør af konventionens artikel II, stk. 6 gives de stater, der allerede har undertegnet den;

7.   understreger arbejdsmarkedets parters centrale rolle i forbindelse med forbedring af arbejdstageres sundheds- og sikkerhedsforhold; støtter fuldt ud, at arbejdsmarkedets parter i passende omfang inddrages i forhandlinger i forbindelse med den sociale dialog, samt at de indgår aftaler om arbejdsforhold;

8.   anbefaler at Kommissionens forslag vedtages;

9.   opfordrer alle medlemsstater til hurtigst muligt at ratificere konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006;

10.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og arbejdsmarkedets parter.

(1) EFT L 167 af 2.7.1999, s. 33.

Europa-Parlamentets beslutning af 14. januar 2009 om udvikling af FN's Menneskerettighedsråd, herunder EU's rolle (2008/2201(INI))

P6_TA(2009)0021 A6-0498/2008

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om FN's Menneskerettighedskommission (UNCHR) siden 1996, navnlig sin beslutning af 16. marts 2006 om resultatet af forhandlingerne om Menneskerettighedsrådet og om den 62. samling i FN's Menneskerettighedskommission(1), såvel som sin beslutning af 29. januar 2004 om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og De Forenede Nationer(2), sin beslutning af 9. juni 2005 om reformen af FN(3), sin beslutning af 29. september 2005 om resultatet af FN-Verdenstopmødet den 14.-16. september 2005(4), sin beslutning af 21. februar 2008 om den syvende samling i FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC)(5) og sin beslutning af 8. maj 2008 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2007 og EU's menneskerettighedspolitik(6),

-   der henviser til sine uopsættelige beslutninger om menneskerettigheder og demokrati,

-   der henviser til FN's generalsekretærs rapport af 21. marts 2005 med titlen "In Larger Freedom: towards security, development and human rights for all", den efterfølgende resolution A/RES/60/1 fra FN's Generalforsamling om resultatet af 2005-verdenstopmødet og generalsekretærens rapport af 7. marts 2006 med titlen "Investing in the United Nations: for a stronger Organization worldwide",

-   der henviser til resolution A/RES/60/251 fra FN's Generalforsamling om oprettelse af Menneskerettighedsrådet (UNHRC),

-   der henviser til erklæringen af 16. marts 2006 fra formandskabet på Den Europæiske Unions vegne om oprettelsen af UNHRC,

-   der henviser til tidligere almindelige og særlige samlinger i UNHCR,

-   der henviser til resultatet af UNHRC's arbejdsgrupper om klageproceduren, den universelle regelmæssige gennemgang (UPR), det fremtidige system for ekspertbistand, dagsordenen, det årlige arbejdsprogram, arbejdsmetoder og forretningsorden samt til status over de særlige procedurer,

-   der henviser til resultaterne af tredje valg af medlemsstater til Menneskerettighedsrådet, afholdt i FN's Generalforsamling den 21. maj 2008,

-   der henviser til resultaterne af valget den 19. juni 2008 til formandskabet for UNHRC,

-   der henviser til første, anden og tredje samling af UPR, afholdt fra den 7. til den 18. april 2008, fra den 5. til den 16. maj 2008 og fra den 1. til den 15. december 2008,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A6-0498/2008),

A.   der henviser til, at respekt for og fremme og sikring af menneskerettighedernes universalitet er en del af Fællesskabets regelværk og et af EU's grundlæggende principper,

B.   der henviser til, at EU sætter menneskerettigheder og demokrati i centrum for sine eksterne forbindelser, og henviser til, at dets udenrigspolitik er baseret på stærk og utvetydig støtte til effektiv multilateralisme, som fastlagt i FN-pagten,

C.   der henviser til, at FN og UNHRC er blandt de mest hensigtsmæssige organisationer til at beskæftige sig indgående med menneskerettighedsspørgsmål og humanitære udfordringer,

D.   der henviser til, at beslutningen om etablering af UNHRC som kvasi-stående organ generelt er blevet hilst velkommen som et initiativ til at rette op på manglerne i UNCHR og øge menneskerettigheders plads i mellemstatslige debatter ved at oprette noget i retning af et stående organ,

E.   der henviser til, at UNHRC har sat sig et ambitiøst program for de første tre år, som omfattede gennemgang af dets procedurer og arbejdsmetoder, navnlig udviklingen og gennemførelsen af UPR, i forbindelse med hvilken der indtil videre er blevet afholdt tre samlinger med en gennemgang af 48 stater, hvoraf otte er EU-medlemsstater, samt en gennemgang af særlige procedurer,

F.   der henviser til, at EU har været en stærk tilhænger af og fortaler for oprettelsen af UNHRC, og henviser til, at EU og dets medlemsstater har forpligtet sig til og engageret sig i at spille en aktiv og synlig rolle med henblik på at skabe og støtte et effektivt organ, som behandler aktuelle udfordringer for menneskerettighederne,

G.   der henviser til, at EU kraftigt anvendelsen af forstærket flertal og forstærkede medlemskabskriterier for valg til UNHRC, uden at disse forslag blev godtaget, og procedurerne for overvågning af den faktiske gennemførelse af FN-medlemsstaternes valgløfter,

H.   der henviser til, at mens der stadig er grænser for EU's evne til at sikre en samlet tilgang, navnlig som følge af modstridende nationale interesser og medlemsstaternes vedholdende ønske om at handle selvstændigt i FN, er der belæg for, at de i højere grad står sammen i UNHRC, end de gjorde i UNCHR,

I.   der henviser til, at EU's medlemsstater udgør et talmæssigt mindretal i UNHRC, hvilket i alvorlig grad hæmmer EU's evne til at påvirke UNHRC's dagsorden og betyder en alvorlig trussel for integrationen af EU's holdninger i UNHRC's arbejde,

J.   der henviser til, at USA's beklagelige manglende tilstedeværelse i UNHRC har ført til behovet for, at EU styrker sin rolle som leder af demokratiske lande i menneskerettighedsspørgsmål,

K.   der henviser til, at Parlamentet nøje følger udviklingen i UNHRC ved at sende egentlige delegationer til dets samlinger og ved at invitere særlige rapportører og uafhængige eksperter til at bidrage til dets arbejde vedrørende menneskerettigheder,

L.   der henviser til, at UNHRC's procedurer og mekanismer skal revideres i 2011 i henhold til Generalforsamlingens ovennævnte resolution A/RES/60/251,

Samlet vurdering af UNHRC's tre første år

1.   glæder sig over det arbejde, der er udført af UNHRC indtil nu og bemærker, at UNHRC har potentiale til at udvikle sig til en værdifuld ramme for EU's multilaterale menneskerettighedsbestræbelser; beklager dog, at det nye organ i løbet af de tre første år af dets virksomhed endnu ikke har gjort flere væsentlige fremskridt med at forbedre FN's resultater på menneskerettighedsområdet;

2.   glæder sig over vedtagelsen af UNHRC's vigtige normsættende tekster om menneskerettigheder, herunder den internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungne forsvindinger og FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder, såvel som den valgfri protokol til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder; bemærker, at sidstnævnte udgør en skelsættende beslutning, da den indeholder bestemmelse om en individuel klageprocedure, hvorved den skaber en mekanisme, der gør det muligt for ofre for brud på økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder at indgive klage på internationalt plan; opfordrer indtrængende alle stater til hurtigt at ratificere den valgfri protokol til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder;

3.   beklager, at UNHRC ikke har skredet til handling i mange af verdens mest påtrængende menneskerettighedssituationer, hvilket til dels skyldes en lang række UNHRC-staters voksende modvilje mod enhver overvejelse af situationen i forskellige lande, herunder gennem landeresolutioner, særlige samlinger og landemandater i forbindelse med særlige procedurer med den begrundelse, at dette angiveligt ville politisere UNHRC; gentager det synspunkt, at UNHRC's evne til effektivt at imødegå situationen i forskellige lande er af central betydning for dets autoritet og troværdighed;

4.   bifalder det faktum, at proceduren for valg til UNHRC har gjort det muligt at udelukke grove overtrædere af menneskerettigheder som Iran og Belarus fra UNHRC; beklager ikke desto mindre, at ikke alle geografiske grupper har arrangeret egentlige procedurer for valg vedrørende tiltrædelse til UNHRC; beklager, at systemet med frivillige tilsagn har haft meget uensartede og utilstrækkelige resultater, hvilket gør det muligt for regeringer at fravige deres internationale menneskerettighedsforpligtelser; er i denne henseende dybt bekymret over nogle medlemmers taktiske anvendelse af såkaldte forpligtelser og gentager derfor, at fuldt samarbejde med særlige procedurer bør forblive det endelige kriterium for tiltrædelse til UNHRC;

5.   beklager den voksende splittelse af UNHRC i regionale blokke; mener, at denne "blokmentalitet" undergraver UNHRC's evne til effektivt, upartisk og objektivt at behandle krænkelser af menneskerettighederne rundt om i verden, og at dette kunne være den egentlige årsag til UNHRC's forudindtagethed, selektivitet og svaghed;

6.   anerkender, at en række delegationer i Genève er utilstrækkeligt rustet til på behørig vis at føre menneskerettighedsforhandlinger, og derfor lader gruppeledere formulere deres holdning; bemærker ikke desto mindre, at denne tendens er blevet modvirket effektivt med hensyn til flere vigtige spørgsmål som f.eks. adfærdskodeksen i forbindelse med særlige procedurer og situationen i Darfur, navnlig i den asiatiske og afrikanske gruppe; understreger samtidig, at de holdninger, der er vedtaget af EU og de tiltrædende lande i fællesskab, i høj grad har bidraget til blokmentaliteten; anmoder Kommissionen om at forelægge en årlig beretning om afstemningsmønstrene ved afstemninger om menneskerettigheder inden for FN indeholdende en analyse af, hvordan disse er blevet påvirket af EU's politikker, af EU-medlemsstaterne og af andre blokke;

7.   anerkender, at det brede medlemskab af UNHRC og deltagelse af mange observatørstater sikrer, at stort set alle lande er involveret i dets debatter; mener med udsigt til gennemgangen i 2011, at muligheden for at åbne UNHRC for universelt medlemskab kunne undersøges på den ene side, men at en mindre sammensætning på den anden side kunne vise sig at være gavnlig;

8.   erkender, at forholdet mellem UNHRC og Generalforsamlingens tredje udvalg fortsat er genstand for diskussion, hvilket illustrerer UNHRC's potentielle sårbarhed; minder i denne forbindelse om, at det tredje udvalg har til opgave inden for dette organ, der omfatter samtlige FN-medlemsstater, at videreformidle alle UNHRC's hovedanliggender; mener, at dette organ også kan opveje UNHRC's mangler, ligesom Generalforsamlingen gør det med hensyn til Sikkerhedsrådets afgørelser, som er et vigtigt element i komplementariteten mellem UNHRC og det tredje udvalg; opfordrer EU til at gentage sin forpligtelse til at støtte UNHRC og forbedre sin effektivitet, som en enestående platform, der specialiserer sig i universelle menneskerettigheder, og et specifikt forum, der beskæftiger sig med menneskerettigheder inden for FN-systemet;

9.   udtrykker alvorlig bekymring over den kendsgerning, at princippet om menneskerettighedernes universelle karakter i stigende grad drages i tvivl, hvilket blandt andet illustreres ved de forsøg, som visse lande gør på at indføre begrænsninger for bredt anerkendte menneskerettigheder såsom ytringsfrihed eller på at fortolke menneskerettighederne i forhold til en kulturel, ideologisk eller traditionel baggrund; opfordrer EU til fortsat at være på vagt over for disse forsøg og kraftigt forsvare principperne om menneskerettighedernes universalitet, udelelighed og gensidige afhængighed;

Særlige procedurer

10.   mener, at de særlige procedurer er kernen i FN's menneskerettighedsmaskineri og understreger, at UNHRC's troværdighed og effektivitet i forbindelse med beskyttelsen af menneskerettighederne hviler på samarbejdet med de særlige procedurer og deres fulde gennemførelse samt om vedtagelse af reformer, der vil styrke deres evne til at håndtere krænkelser af menneskerettighederne;

11.   anser særlige procedurer i forbindelse med situationen i forskellige lande for at være et væsentligt instrument til at forbedre menneskerettighederne på stedet; mener, at arten og hyppigheden af evalueringen af lande under UPR ikke kan erstatte landemandater; modsætter sig derfor visse landes forsøg på at bruge argumentet om "rationalisering" af særlige procedurer for at fjerne disse mandater; beklager i denne forbindelse opsigelsen af landemandater for så vidt angår Belarus, Den Demokratiske Republik Congo og Cuba samt afskaffelsen af ekspertgruppen om Darfur;

12.   bemærker indførelsen af vilkår om suspension af Burundis landemandat; anerkender betydningen af at definere en exitstrategi for hver af disse særlige landeprocedurer;

13.   fordømmer de bestræbelser, som flere UNHRC-medlemmer har gjort sig for at begrænse de særlige procedurers uafhængighed og effektivitet; bemærker i denne henseende vedtagelsen den 18. juni 2007 af en adfærdskodeks for mandathavere i forbindelse med særlige procedurer; opfordrer UNHRC til at gennemføre denne adfærdskodeks i ovennævnte resolution A/RES/60/251's ånd og at respektere særlige procedurers uafhængighed;

14.   opfordrer til, at udvælgelse og udnævnelse af passende mandatindehavere i forbindelse med særlige procedurer forbedres, navnlig ved at søge veje og midler til at styrke den eksisterende liste over kandidater i FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) og styrke uafhængigheden af mandatindehaverne med henvisning til ansøgernes erfaring og ekspertise, idet der samtidig tages behørigt hensyn til geografisk repræsentation og balancen mellem kønnene;

15.   understreger behovet for bedre opfølgning på de særlige procedurers resultater og anbefalinger, hvilket kunne omfatte etablering af mekanismer til at rapportere om gennemførelsen af anbefalingerne;

16.   mener, at UPR er et instrument, som supplerer særlige procedurer og giver mulighed for at gøre mere effektiv brug af deres rapporter og sikre øget samarbejde og opfølgning på deres arbejde;

17.   opfordrer til vedvarende støtte til særlige procedurer i form af finansielle midler og menneskelige ressourcer;

Den universelle regelmæssige gennemgang

18.   anerkender den potentielle værdi af UPR-mekanismen med hensyn til at forbedre den universelle karakter af overvågning af forpligtelser og praksis på menneskerettighedsområdet i hele verden ved at gøre alle FN's medlemsstater til genstand for lige behandling og kontrol og åbner nye muligheder for, at ikke-statslige organisationer (ngo'er) kan indgå i dialog med specifikke stater;

19.   glæder sig over, at UPR har givet mange FN-medlemsstater et incitament til at forpligte sig til at gennemføre deres internationale forpligtelser, følge op på traktatfæstede organers og særlige procedurers konklusioner og anbefalinger, præsentere traktatfæstede organer for oversigtsrapporter, reagere på udestående anmodninger om invitationer til særlige procedurer og ratificere udestående traktater og vedtage national lovgivning, der tager sigte på at sikre overholdelse af forpligtelser, der følger af traktater, som de har underskrevet;

20.   beklager, at de tre første samlinger ikke helt har levet op til forventningerne med hensyn til en "objektiv, gennemsigtig, ikke-selektiv, konstruktiv, ikke-konfronterende og ikke-politiseret" proces(7);

21.   betoner, at dette mål kun kan nås, hvis UPR involverer uafhængig ekspertise på alle stadier af processen og en effektiv, resultatorienteret opfølgningsmekanisme;

22.   beklager den manglende fokus på økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder samt minoriteters rettigheder i UPR-processen og opfordrer til øget opmærksomhed omkring disse rettigheder i løbet af de kommende samlinger i overensstemmelse med princippet om menneskerettighedernes universalitet, udelelighed og gensidige afhængighed;

23.   fordømmer brugen af politiske alliancer til at beskytte visse stater fra kontrol i stedet for kritisk at vurdere menneskerettighedsforholdene og beskyttelsen af menneskerettighederne, hvilket alvorligt undergraver selve formålet med UPR; bemærker, at denne praksis nåede et farligt niveau i forbindelse med evalueringen af Tunesien, som indeholdt erklæringer, der væsentligt modsagde uafhængige eksperters resultater; bemærker dog, at denne særlige evaluering ikke lod til at afspejle en tendens;

24.   bifalder EU's beslutning om ikke at foretage fælles interventioner i evalueringerne af lande, men sikre interventioners komplementaritet, således at det brede spektrum af spørgsmål kan tages op; understreger i den henseende EU-medlemsstaternes forsøg på at nedbryde "blokmentaliteten" i UNHRC ved at sætte spørgsmålstegn ved deres respektive resultater; bifalder EU-medlemsstaters indsatsniveau i forbindelse med evalueringer, herunder dem, der vedrører andre EU-medlemsstater; opfordrer EU til at bygge videre på den nuværende model med "løs koordinering" og til at sikre, at alle lande og alle spørgsmål dækkes tilstrækkeligt detaljeret af EU-medlemsstater, og at gentagelser undgås;

25.   udtrykker bekymring over, at den endelige rapport fra UPR og den interaktive dialog i forbindelse med gennemgangen i flere tilfælde ikke afspejlede oplysningerne i de sammenfattende dokumenter eller endog modsagde uafhængige eksperters resultater, hvilket dermed fratog evalueringsprocessen sin relevans, og at de anbefalinger, der fremsattes i arbejdsgruppens rapporter, var for vage og manglede operationel substans; opfordrer medlemmerne af UPR-arbejdsgruppen til at levere målbare, konkrete, realistiske og offer-orienterede anbefalinger i deres fremtidige revisioner, på grundlag af oplysninger fastslået af uafhængige overvågningsmekanismer eller ngo'er;

26.   beklager UPR-anbefalingernes ikke-bindende karakter, som skyldes den ret, som UPR indrømmer stater til selv at bestemme, hvilke anbefalinger, de kan acceptere; bemærker, at det i visse tilfælde, bl.a. i forbindelse med Sri Lanka, hvor procentdelen af accepterede anbefalinger var lav; mener dog, at ikke alle anbefalinger vil være værdifulde eller i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsforpligtelser; mener derfor, at dette viser, at UPR kan vise sig ikke at være det mest nyttige instrument i visse tilfælde, og fremhæver betydningen af uafhængige overvågningsmekanismer og ngo'ers undersøgelsesresultater i UPR-processen samtidig med, at UNCHR-landemandater bevares;

27.   fordømmer visse UNHRC-medlemsstaters forsøg på at censurere bidrag fra ngo'er; beklager den begrænsede effekt af ngo-deltagelse på den endelige beslutning som følge af den begrænsede taletid, der tildeles ngo'erne for at diskutere UPR-rapporten, samt de pålagte begrænsninger i omfanget af deres interventioner, som giver dem mulighed for at fremsætte generelle bemærkninger, men ikke til at genåbne spørgsmål drøftet i arbejdsgrupperne;

28.   beklager manglen på inkluderende nationale høringer, hvori også ngo'er deltager, om FN-medlemsstaternes rapporter; opfordrer derfor indtrængende alle stater under evaluering til at deltage i en omfattende drøftelse af deres resultater på menneskerettighedsområdet på en gennemsigtig måde, der inddrager alle dele af staten og civilsamfundet, i lyset af, at hovedformålet med evalueringsprocessen er en forbedring af menneskerettighederne på stedet;

29.   opfordrer alle stater til at gennemføre en omfattende national høring efter evalueringen på grundlag af de ovennævnte anbefalinger; opfordrer EU til yderligere at undersøge, hvordan disse anbefalinger kan anvendes i forbindelse med udvikling af tekniske bistandsprogrammer;

30.   opfordrer UNHRC til at understøtte bestræbelserne på at øge FN-medlemsstaternes ansvarlighed på menneskerettighedsområdet ved at øge effektiviteten af UPR, navnlig ved at stramme op på procedurer med henblik på at undgå bevidst sabotage eller afledningsmanøvrer, som underminerer selve FN's, UNHRC's og UPR's mål;

Åbenhed og inddragelse af civilsamfundet i UNHRC's arbejde

31.   gentager vigtigheden af inddragelse af civilsamfundet i UNHRC's arbejde og opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til at indføre effektive metoder og instrumenter, der gør det muligt for civilsamfundet at deltage i UNHRC og benytte sig af de beføjelser, som følger af deres rådgivende status, til at indsende skriftlige meddelelser og gøre mundtlige erklæringer;

32.   glæder sig over opretholdelsen af ordningen med, at menneskerettigheds-ngo'er deltager i forhandlingerne, og håber, at denne deltagelse forbedres og styrkes i fremtiden; gentager sin opfordring til en reform af FN's Komité om Ngo'er for at sikre uafhængige ngo'ers effektive deltagelse og påpeger, at anbefalinger om akkreditering skal foretages af uafhængige eksperter på grundlag af ngo'ers arbejde og bidrag;

33.   bemærker, at UNHRC's karakter af permanent organ udgør en særlig udfordring for ngo'er, der ikke er baseret i Genève; glæder sig derfor over bidragene fra de agenturer, der opretholder forbindelser på vegne af ngo'erne med OHCHR og FN's kontor i Genève for at give ngo'erne oplysninger om aktiviteter og lette deres deltagelse i arbejdet i UNHRC;

34.   opfordrer donorerne til at tage fat på uddannelses- og finansieringsbehovene i menneskerettighedsorganisationerne, navnlig dem, der ikke er baseret i Genève, på en sådan måde, at de bliver i stand til at deltage konsekvent og effektivt i arbejdet i UNHRC; opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte initiativer fra civilsamfundet til granskning af regeringspolitikker om FN's menneskerettighedsspørgsmål;

35.   beklager manglen på offentlig interesse i og viden om UNHRC; bifalder derfor de initiativer, som OHCHR har taget med henblik på at øge gennemsigtigheden, nemlig skabelsen af "Bulletin om uformelle møder"; bifalder webstreaming af UNHRC's samlinger, der er udformet til at øge den offentlige bevidsthed om dens arbejde;

Højkommissariatet for Menneskerettigheder (OHCHR)

36.   bekræfter sin opfattelse af, at OHCHR er et centralt organ inden for FN-systemet, da det spiller en afgørende rolle i at beskytte og forsvare menneskerettighederne ved at inddrage disse rettigheder i hele FN-systemet og inden for alle relevante organisationer, navnlig i forbindelse med aktiviteter knyttet til genskabelse eller styrkelse af fred, udvikling og humanitær indsats;

37.   bekræfter sin støtte til OHCHR og sin tilslutning til integriteten af dette organs kompetence, såvel som til dets uafhængighed og upartiskhed;

38.   støtter OHCHR's bestræbelser på at styrke sin tilstedeværelse på stedet ved at åbne regionale kontorer; glæder sig i denne henseende over undertegnelsen af et aftalememorandum mellem OHCHR og myndighederne i Kirgisistan om åbning af et regionalt OHCHR-kontor i Bisjkek; gentager sin påskønnelse af det vigtige arbejde, der er udført af OHCHR til støtte for trakatfæstede organer og særlige procedurer;

39.   udtrykker sin påskønnelse af Louise Arbours arbejde som højkommissær for menneskerettigheder samt af det engagement og den integritet, hun har udvist, og har tillid til, at hendes efterfølger, Navanethem Pillay, vil engagere sig med samme entusiasme og leve op til denne stillings udfordringer;

40.   glæder sig over de frivillige bidrag, som Kommissionen har givet i årevis til OHCHR, herunder 4 mio. EUR i 2008 under Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder; opfordrer EU-medlemsstaterne til fortsat at støtte OHCHR, navnlig Generalforsamlingens administrative og budgetmæssige femte udvalg, så det sikres, at der ikke er nogen indblanding i dets uafhængighed, og at det får tildelt alle de nødvendige finansielle midler, der kræves, for at det kan udføre sit mandat;

EU's rolle i UNHRC

41.   glæder sig over EU's aktive deltagelse i UNHRC's tre første år, navnlig ved at støtte eller være med til at støtte resolutioner, komme med udtalelser, deltage i interaktive drøftelser og debatter samt med held at indkalde til særlige samlinger vedrørende menneskerettighedssituationen i Darfur i december 2006, i Burma/Myanmar i oktober 2007 og i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo i november 2008; anerkender de løfter, som EU har afgivet om at tage landesituationerne op til behandling i UNHRC; anerkender de løfter, som EU har afgivet om at tage landesituationerne op til behandling i UNHRC;

42.   glæder sig over, at alle de resolutioner, som EU har forelagt eller været med til at støtte, er blevet vedtaget af UNHRC i løbet af dets ni første almindelige samlinger og dets otte første særlige samlinger; bemærker dog, at mange kontroversielle spørgsmål og spørgsmål, der ikke var enighed om, ikke blev sat til afstemning;

43.   noterer sig, at de EU-medlemsstater, der deltager i UNHRC, er splittet i to regionale grupper, nemlig gruppen af vesteuropæiske stater og gruppen af østeuropæiske stater; bemærker, at EU er modstander af det såkaldte 'clean state" system, hvorved antallet af foreslåede kandidater fra hver region er det samme som antallet af ledige pladser, hvilket i realiteten fører til, at EU-medlemsstater konkurrerer indbyrdes om at blive valgt til UNHRC;

44.   tilskynder EU til fortsat at presse på for at få fastsat medlemskabskriterier for valg til UNHRC, herunder udsendelse af stående invitationer til mandatindehavere i forbindelse med særlige procedurer, såvel som for at få overvåget den konkrete gennemførelse af FN-medlemsstaternes valgløfter; gentager desuden sin opfordring til, at denne bestemmelse anvendes til at afgøre, om EU skal støtte kandidatlande; beklager, at denne anmodning endnu ikke er blevet håndhævet af EU;

45.   bemærker, at EU numerisk er i mindretal inden for UNHRC, hvilket gør det til en stor udfordring at blive hørt; glæder sig over den praksis, det slovenske formandskab har indført, med at "strække hånden frem" til andre medlemmer af UNHRC og med, at EU-medlemsstaterne deles om byrderne; opfordrer EU-medlemsstaterne til yderligere at udvikle og styrke denne praksis;

46.   glæder sig over den stigende tendens til, at EU-medlemsstaterne deltager i drøftelserne sammen med EU- formandskabet; opfordrer til, at dette uddybes yderligere, og opfordrer EU-medlemsstaterne til at styrke EU's budskab ved at formulere "ét budskab, men med mange stemmer"; tilskynder EU-medlemsstaterne til at videreudvikle initiativer på tværs af regioner som en nyttig måde til at modvirke blokpolitikker; opfordrer EU og organisationen Den Islamiske Konference til at intensivere bestræbelserne på at forbedre deres gensidige forståelse og samarbejde;

47.   støtter EU's bestræbelser på at søge at nå frem til en koordineret fælles holdning i UNHRC; beklager dog, at processen med at finde frem til en fælles politik blandt EU-medlemsstaterne i UNHRC indebærer, at EU møder frem i UNHRC med den laveste fællesnævner, hvilket hæmmer dynamikken i EU's diplomatiske potentiale over for andre regionale grupper; opmuntrer EU's højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Javier Solana, til at give mandat til sin personlige repræsentant for demokrati og menneskerettigheder - om nødvendigt ved at afsende personlige udsendinge - til at gennemføre intensive høringer i Afrika, Asien og Latinamerika om spørgsmål, der er drøftet i UNHRC, med henblik på at involvere lande fra andre blokke i fælles initiativer på FN-niveau;

48.   beklager, at EU ikke har været i stand til effektivt at gøre sin indflydelse gældende inden for det bredere FN-system, til dels på grund af den tid og energi, det kræver at finde frem til en fælles holdning; opfordrer EU til at blive mere fleksibel for så vidt angår mindre væsentlige spørgsmål – samtidig med at det fastholder sit engagement i bestræbelserne på at nå frem til en fælles holdning – således at det bliver muligt at agere hurtigere og mere effektivt under drøftelserne om grundlæggende spørgsmål;

49.   beklager den temmelig defensive holdning, EU har påtaget sig i UNHRC, navnlig dens tilbageholdenhed med hensyn til at forelægge resolutioner om situationen i forskellige lande, eftersom disse som regel mødes af intens modstand fra bestemte lande, samt dens bevidste valg af konsensus og dens tendens til at undgå sprogbrug, der vil møde modstand, hvilket igen resulterer i accept af kompromiser, der ikke afspejler EU's ønsker, som det var tilfældet med resolutionerne vedtaget den 27. marts 2007 om menneskerettighedssituationen i Sudan(8)og den 13. december 2007 om ekspertgruppen om menneskerettighedssituationen i Dafur(9), der resulterede i, at ekspertgruppen blev opløst, på trods af at EU oprindeligt havde presset på for, at den fortsat skulle bestå;

50.   opfordrer EU og dens medlemsstater til at gøre bedre brug af deres potentielle indflydelse for at udøve den rolle, EU kunne spille, som leder af en gruppe demokratiske lande med et godt og solidt omdømme på menneskerettighedsområdet; mener, at denne lederrolle bedst kan nås ved at styrke partnerskaberne med stater fra andre regionale grupper, hvilket flere EU-initiativer inden for FN-systemet har vist, som for eksempel FN's generalforsamlings resolutioner om et moratorium for dødsstraf og om retten til vand;

51.   opfordrer EU og medlemsstaterne til mere dynamisk interaktion med andre demokratiske medlemmer af UNHRC, herunder lande i de afrikanske og asiatiske grupperinger og navnlig med demokratiske stater, der overholder de internationale retsstatsprincipper; mener, at det nigerianske formandskab i UNHRC åbner nye muligheder for EU i denne henseende;

52.   opfordrer EU til at arrangere regelmæssige møder med disse lande om særlige emner som en måde at skabe en koalitionsopbygningsmekanisme og sikre den bredest mulige støtte til sine standpunkter på; understreger behovet for at styrke EU-medlemsstaternes Genève-delegationer og investere i diplomatiske ressourcer ved at sende specialister i menneskerettigheder og diplomater på højt plan til at styre UNHRC;

53.   opfordrer til tættere koordination og samarbejde mellem de relevante Bruxelles-baserede arbejdsgrupper i Rådet, EU-kontorerne og medlemsstaternes faste repræsentationer i New York og Genève, bifalder i denne henseende den effektive decentralisering af daglig beslutningstagning fra Bruxelles til Genève, hvor hovedstæder beholder en vigtig koordinerende rolle;

54.   opfordrer endnu engang EU til at gøre mere effektiv brug af sin bistand og politiske støtte til tredjelande og andre instrumenter såsom menneskerettighedsdialoger og høringer med henblik på at sikre bredere enighed om sine initiativer eller initiativer, som EU er med til at støtte, hvilket bør ske på grundlag af respekt for international ret og universelt anerkendte menneskerettighedsstandarder og fremme af demokratiske reformer; opfordrer samtidig EU-medlemsstaterne og Kommissionen til at tage højde for resultaterne af UNHRC's arbejde i forhold til en given stat, herunder UPR's anbefalinger og konklusioner, når de fastlægger målsætninger og prioriteter for EU's bistandsprogrammer;

55.   beklager, at EU ikke har været i stand til at fremlægge væsentlige prioriteringer for UNHRC's arbejde og ved flere lejligheder har været tvunget til at indtage en holdning, der blot handlede om at "begrænse skaderne", som det navnlig var tilfældet med den adfærdskodeks i forbindelse med særlige procedurer, der i 2007 blev forelagt af den afrikanske gruppe; opfordrer EU til at vedtage en mere proaktiv strategi og øge sine bestræbelser på at påvirke UNHRC's dagsorden og drøftelser;

56.   mener, at skønt EU-medlemsstaterne har bedre omdømme på menneskerettighedsområdet end mange andre UNHRC-medlemmer, ville EU's indsats være mere effektiv, hvis den ikke kunne beskyldes for brug af forskellige målestokke og for at være selektiv i sine egne menneskerettigheds- og demokratiseringspolitikker; opfordrer derfor EU til at leve op til sin forpligtelse til at fremme menneskerettigheder i alle verdens regioner og inden for alle områder; opfordrer i den henseende EU til aktivt at engagere sig i evalueringen af Durban-konferencen, som skal finde sted i 2009, idet der tages højde for behovet for at gennemføre den ovennævnte resolution A/RES/62/149, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 18. december 2007 og som opfordrer til et universelt moratorium for dødsstraf;

57.   opmuntrer til, at Parlamentets delegationer regelmæssigt er til stede ved UNHRC's samlinger i Genève; bifalder initiativet fra Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder til at invitere mandathavere i forbindelse med særlige procedurer samt UNHRC's formandskab til sine møder og opfordrer til, at denne praksis fortsættes;

58.   bekræfter igen behovet for en klar vision, en politisk dagsorden og en langsigtet strategi for UNHRC's arbejde samt for EU-medlemsstaternes aktiviteter inden for dette organ, navnlig med henblik på den evaluering af UNHRC, der skal foretages i 2011; mener, at denne strategi bør indeholde klare referencepunkter; opfordrer i denne forbindelse EU til:

o
o   o

59.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-medlemsstaternes og UNHRC-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, formanden for FN's generalforsamling, FN's generalsekretær og FN's højkommissær for menneskerettigheder.

(1) EUT C 291 E af 30.11.2006, s. 409. (2) EUT C 96 E af 21.4.2004, s. 79. (3) EUT C 124 E af 25.5.2006, s. 549. (4) EUT C 227 E af 21.9.2006, s. 582. (5) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0065. (6) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0193. (7) UNHRC's resolution 5/1 af 18. juni 2007. (8) Resolution A/HRC/7/16. (9) Resolution A/HRC/6/35.

Europa-Parlamentets beslutning af 14. januar 2009 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (gennemførelse af forordning (EF) nr. 1049/2001) (2007/2154(INI))

P6_TA(2009)0022 A6-0459/2008

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til EF-traktaten, navnlig artikel 254 om forpligtelsen til at offentliggøre retsakter og artikel 255, stk. 2, om ret til aktindsigt i dokumenter fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen for unionsborgere og andre bosiddende i EU,

-   der henviser til EF-traktaten, navnlig artikel 207, stk. 3, om Rådets forpligtelse til i sin forretningsorden at fastsætte bestemmelser om, på hvilke betingelser offentligheden skal have aktindsigt i Rådets dokumenter,

-   der henviser til EU-traktaten, især artikel 1 (princippet om åbenhed som et af Den Europæiske Unions generelle principper), artikel 6 (demokrati), artikel 28, stk. 1, og artikel 41, stk. 1 (anvendelse af retten til aktindsigt på dokumenter vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager),

-   der henviser til artikel 10 og 16 i traktaten om Den Europæiske Union, således som den forventes ændret ved Lissabontraktaten, og til artikel 15 og 298 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

-   der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og især til artikel 41 (ret til god forvaltning) og artikel 42 (ret til aktindsigt),

-   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter(1),

-   der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1700/2003 af 22. september 2003 om ændring af forordning (EØF, Euratom) nr. 354/83 om åbning for offentligheden af de historiske arkiver for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab(2),

-   der henviser til De Europæiske Fællesskabers Domstols og Retten i Første Instans retspraksis om aktindsigt og især til de seneste afgørelser truffet af Retten i Første Instans i sag T-194/04, Bavarian Lager Co. Ltd mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, og af De Europæiske Fællesskabers Domstol i de forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Kongeriget Sverige og Maurizio Turco mod Rådet for Den Europæiske Union (Domstolens dom i Turco-sagen),

-   der henviser til Den Europæiske Ombudsmands og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelses aktiviteter og dokumenter om aktindsigt,

-   der henviser til den interinstitutionelle aftale af 20. november 2002 mellem Europa-Parlamentet og Rådet om Europa-Parlamentets adgang til Rådets følsomme oplysninger på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område(3),

-   der henviser til Kommissionens forslag af 30. april 2008 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (KOM(2008)0229),

-   der henviser til udkast til Europarådets konvention om aktindsigt i offentlige dokumenter,

-   der henviser til mundtlige forespørgsler til Rådet og Kommissionen om gennemførelsen af De Europæiske Fællesskabers Domstols afgørelse i Turco-sagen (O-87/2008 og O-88/2008),

-   der henviser til Rådets, Kommissionens og Europa-Parlamentets årsrapporter om aktindsigt for 2006 samt til artikel 17 i forordning (EF) nr. 1049/2001,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45 og artikel 97, stk. 7,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A6-0459/2008),

A.   der henviser til, at demokratier, der er baseret på retsstatsprincippet, er bundet af princippet om offentliggørelse af retsakter, der påvirker borger, hvilket indebærer en pligt til åbenhed og gennemsigtighed i EU-institutionerne og navnlig i deres beslutningsprocesser, dvs. at demokratiske lovgivningsorganers møder, drøftelser og afstemninger skal være offentlige, og at der ligeledes skal være adgang til lovforslag og tilknyttede tekster,

B.   der henviser til, at det for at sikre ansvarlighed og legitimitet i et politisk system er nødvendigt, at borgerne har ret til at vide:

C.   der henviser til, at det internationale samfund og Den Europæiske Union på grundlag af medlemsstaternes erfaringer gradvist har anerkendt en egentligt "ret til aktindsigt" og "ret til oplysning", der hviler på principperne om demokrati, offentlighed, gennemsigtighed og åbenhed,

D.   der henviser til, at kvantitative oplysninger i årsrapporterne om EU-institutionernes anvendelse af forordning (EF) nr. 1049/2001 tyder på, at der er bevilget aktindsigt i et større antal sager (generelt fald i antallet og andelen af afslag), mens begrundelserne for afslag varierer fra institution til institution (den vigtigste begrundelse er beskyttelse af beslutningsprocessen), og at Kommissionen og Europa-Parlamentet, hvad angår følsomme dokumenter, ikke har indført sådanne dokumenter i deres registre, mens Rådet har indført 79 følsomme dokumenter ud af 409 i sit register; der henviser til, at det af en kvalitativ analyse tydeligt fremgår, at en række af bestemmelserne i ovennævnte forordning gav anledning til forskellige fortolkninger vedrørende den korrekte anvendelse, hvilket medførte, at borgere henvendte sig til Den Europæiske Ombudsmand og De Europæiske Fællesskabers Domstol,

E.   der henviser til, at Rådet i strid med artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1049/2001 kun anfører det interinstitutionelle referencenummer i forbindelse med et begrænset antal dokumenter, hvilket gør det vanskeligt at forbinde et dokument med en procedure, og at Rådet ligeledes nedgraderer dokumenter til "mødedokumenter", der ikke registreres, eller behandler dem som "diplomatiske" dokumenter, hvorved borgerne fratages retten til aktindsigt,

F.   der henviser til, at der i overensstemmelse med betragtning 6 i forordning (EF) nr. 1049/2001 også bør gives aktindsigt i dokumenter, der er udarbejdet i overensstemmelse med den delegerede kompetenceprocedure (udvalgsprocedure), og til, at ni tiendedele af de retsakter, der udarbejdes, vedtages efter denne procedure, og at der derfor inden for disse rammer fuldt ud bør sikres en korrekt og gennemsigtig parlamentarisk og demokratisk kontrol,

G.   der henviser til, at internettet er blevet borgernes vigtigste redskab for adgang til EU-dokumenter, og at antallet af dokumenter, som EU-institutionerne gør tilgængelige online er steget, hvilket skaber et behov for at gøre EU-institutionernes og -dokumenternes websider og sammenkoblingen af dem endnu mere brugervenlig og for at skabe en fælles EU-portal, der kan give adgang til alle EU-dokumenter, -procedurer og -institutioner;

H.   der henviser til, at EU-institutionerne nu bør tage yderligere skridt mod større gennemsigtighed, åbenhed og demokrati ved at bevæge sig mod en "EU Freedom of Information Act" ("EU-lov om informationsfrihed"), eftersom offentligheden er blevet opmærksom på en række mangler ved anvendelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001, nylige domstolsafgørelser skal analyseres og snarest muligt gennemføres af EU-institutionerne, og Kommissionen har fremsat sit forslag til ændring af forordning (EF) nr. 1049/2001,

1.   understreger, at De Europæiske Fællesskabers Domstol i den skelsættende dom i Turco-sagen fastslog, at "der ifølge forordning (EF) nr. 1049/2001 principielt må antages at bestå en forpligtelse til at give aktindsigt i de udtalelser, som Rådets Juridiske Tjeneste afgiver i forbindelse med en lovgivningsprocedure"(4), og at Domstolen i dommen kom til følgende konklusioner:

2.   understreger, at Domstolens dom i Turco-sagen yderligere styrker princippet i EU om, at demokratiske institutioner har pligt til at sikre offentlighed omkring deres virksomhed, dokumenter og beslutninger, hvilket er en forudsætning for deres lovlighed, legitimitet og ansvarlighed, jf. EU-traktatens artikel 6 og EF-traktatens artikel 254 og 255, og at dokumenter som følge heraf skal offentliggøres og under alle omstændigheder være tilgængelige, og at undtagelser fra dette princip skal begrænses og fortolkes strengt;

3.   opfordrer indtrængende alle EU-institutioner til at anvende forordning (EF) nr. 1049/2001 i lyset af den seneste retspraksis, navnlig Turco-sagen og alle dens følger, især i lovgivningsprocedurerne (offentliggørelse af juridiske udtalelser, streng fortolkning af undtagelser, forpligtelse til at give en detaljeret begrundelse for afslag mv.), og opfordrer tillige Rådet til at gennemgå sine regler for at sikre offentlighed omkring alle drøftelser, dokumenter og oplysninger, herunder sammensætningen af medlemsstaternes delegationer i Rådet og i Rådets arbejdsgrupper og ekspertgrupper og til at udarbejde en protokol fra sine offentlige møder, eftersom Domstolens konklusioner om, at undtagelser fra kravet om åbenhed, der begrundes med beskyttelse af beslutningsprocessen, må vige for den offentlige interesse i åbenhed - idet forskellige holdninger til en retsakt giver institutionerne større legitimitet - også finder anvendelse i dette tilfælde;

4.   opfordrer EU-institutionerne til at opstille fælles regler for gennemførelsen af administrative procedurer og for, hvorledes administrative dokumenter indgives, klassificeres som fortrolige, frigives, registreres og formidles inden og uden for EU-institutionerne, under henvisning til, at princippet om åbenhed er nært forbundet med princippet om god forvaltningsskik som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; mener ud fra samme betragtninger, at Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 354/83 af 1.februar 1983 om åbning for offentligheden af de historiske arkiver for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab(10) bør inddrages i revisionen af forordning (EF) nr. 1049/2001, der også bør omfatte fastlæggelse af fælles regler for fungerende og historiske arkiver samt arkiver på mellemstadier for at undgå de nuværende uoverensstemmelser mellem EU-institutionernes og medlemsstaternes praksis;

5.   mener, at Parlamentet, for så vidt angår offentlighed, gennemsigtighed og åbenhed i EU, bør være med helt fremme, og at det inden valget til Europa-Parlamentet i 2009 bør iværksætte en ekstraordinær handlingsplan, for eksempel inden for rammerne af initiativet e-Parlament, der kan sikre, at der på dets websted bliver adgang til flere og lettere tilgængelige oplysninger vedrørende:

6.   opfordrer Kommissionen til at efterkomme Den Europæiske Ombudsmands henstilling (klage 3208/2006/GG) vedrørende Kommissionens register, der bør "medtage henvisninger til alle dokumenter omfattet af artikel 3, litra a), som den er i besiddelse af, i det register, der er omhandlet i artikel 11 i forordning (EF) nr. 1049/2001, i det omfang dette endnu ikke er gjort";

7.   mener, at det vil være lettere at finde frem til dokumenter og oplysninger, hvis dokumenterne indgives, registreres og videreanvendes af andre lovgivende institutioner i overensstemmelse med fælles standarder (for eksempel vedrørende henvisninger til andre versioner af samme dokument, ændringer, bilag og berigtigelser)(14) ved hjælp af open source-tekstbehandlingsprogrammer, effektiv flersprogethed og teknologier, der også giver personer med handicap adgang til oplysninger og dokumenter, således som Kommissionen har foreslået medlemsstaterne det i sin meddelelse om interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder (ISA) (KOM(2008)0583) og som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/98/EF af 17. november 2003 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer(15);

8.   mener, at der fortsat er mange hindringer for almindelige borgeres adgang til oplysninger om EU's institutioner, fordi der mangler en effektiv borgerorienteret interinstitutionel politik om åbenhed og kommunikation; mener, at EU-borgere uanset indgangssted bør være i stand til at spore en given lov eller administrativ procedure og have adgang til alle relaterede dokumenter(16); krævede så tidligt som i 2001, at der skulle udarbejdes en interinstitutionel plan for at forbedre, forenkle og fuldstændiggøre EU-institutionernes registre og websider og gøre dem interoperable; mener, at EU-institutioner, der stræber mod at føre an i udviklingen af e-forvaltningsteknikker, bør have kapacitet og vilje til at skabe en ægte interinstitutionel søgemaskine, som vil gøre adgangen til dokumenter og oplysninger mere brugervenlig for offentligheden;

9.   beklager dybt, at der, i strid med artikel 12 i forordning (EF) nr. 1049/2001, stadig er mange forberedende lovgivningsdokumenter, der ikke registreres (det gælder f.eks. mødedokumenter, der bl.a. behandles i Rådets arbejdsgrupper, der er nedsat af Coreper 1), og at de, når de registreres, mangler den interinstitutionelle kode, så det har vist sig umuligt at samle dem i et fælles interinstitutionelt arkiv som led i det interinstitutionelle pilotprojekt om åbenhed i lovgivningsarbejdet for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (Trans-Jai), der blev iværksat så langt tilbage som i 2004; noterer sig den nye frist (2010), som næstformand Margot Wallström har meddelt i plenarforsamlingen, og mener derfor, at denne frist også vil blive forpasset, hvis EU-institutionerne ikke straks stiller en forbindelsesofficer til rådighed til at indføje den interinstitutionelle kode, når den mangler i det oprindelige dokument; mener, at den nuværende situation ikke blot er et spild af offentlige midler, men også udtryk for en bestræbelse på at holde borgerne væk fra det daglige lovgivningsarbejde på meget følsomme områder som f.eks. området med frihed, sikkerhed og retfærdighed; opfordrer Kommissionen til at foregribe ikrafttrædelsen af et sådant redskab ved begyndelsen af Parlamentets næste valgperiode;

10.   mener, at EU-institutionerne bør oprette et fælles EU-register/en fælles EU-portal med oplysninger og dokumenter, der vil gøre det muligt for borgerne at følge en bestemt procedure og få adgang til alle dokumenter hertil(17), og at en sådan plan bør omfatte forenkling og fuldstændiggørelse af deres registre og websider og en sammenkobling heraf mellem EU-institutionerne for at integrere dem i en fælles EU-portal; opfordrer til, at der inden næste valgperiodes begyndelse skabes en interinstitutionel daglig opfølgningsrapport, der indeholder oplysninger og dokumenter vedrørende lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige aktiviteter og dagsordener i EU, således som det var planlagt i Trans-Jai-projektet, der er baseret på en interinstitutionel aftale fra 2004, men desværre endnu ikke påbegyndt;

11.   opfordrer EU-institutionerne til senest før næste valgperiodes begyndelse at sikre, at

12.   opfordrer EU-institutionerne til at sørge for en forbedret åbenhed i forbindelse med udvalgsprocedurer og aftaler, der indgås mellem EU-institutionerne i forbindelse med førstebehandling under den fælles beslutningsprocedure (de såkaldte "triloger"), for at sikre, at interinstitutionelle aftaler fuldt ud er i overensstemmelse med kravene om offentlighed, gennemsigtighed og åbenhed i lovgivningsprocedurer, der inddrager en parlamentarisk forsamling, der er retligt forpligtet til at holde offentlige møder og offentliggøre de behandlede dokumenter;

13.   understreger det faktum, at de eksisterende procedurer for uddelegeret lovgivning (de såkaldte "komitologiretsakter"), som dækker ni tiendedele af de juridisk bindende retsakter, der hvert år vedtages af EU's institutioner, bør gennemgås og anvendes på en sådan måde, at de demokratiske principper og gennemskuelighed sikres, at medlemmerne, procedurerne og stemmerne fra komitologiudvalgene gøres offentligt tilgængelige, og at nationale og europæiske parlamentarikere såvel som borgerne har umiddelbar adgang til dokumenter i komitologiregistret, så snart de er sendt til komitologiudvalgets medlemmer (som lovet i 2001 af tidligere kommissær Barnier); mener, at øget gennemsigtighed især bør gælde forslag til forordninger, og at Parlamentet bør tilrettelægge behandlingen af sådanne forslag på en så åben og gennemsigtig måde som muligt, således at man undgår uigennemsigtige situationer som dem, der opstod omkring forordningerne om luftfartssikkerhed i forbindelse med spørgsmålet om væsker og kropsscannere;

14.   finder, at princippet om loyalt samarbejde mellem institutioner indebærer en forpligtelse for EU-institutionerne, især når de arbejder med lovgivningsmæssige dokumenter eller internationale traktater (f.eks. samarbejdet mellem EU og USA på RIA-området, PNR og databeskyttelse) eller udnævnelsesprocedurer (f.eks. udnævnelsen af direktøren for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder), til at udveksle alle relevante dokumenter og oplysninger, selv om de er følsomme eller fortrolige, og at den nuværende praksis snarest muligt bør forbedres;

15.   roser Den Europæiske Ombudsmands arbejde med at sikre større gennemsigtighed i EU-institutionerne og deler de synspunkter, der er udtrykt sammen med Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse om afvejningen mellem databeskyttelse og retten til privatlivets fred, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger(18) og forordning (EF) nr. 1049/2001 om retten til aktindsigt; anmoder Den Europæiske Ombudsmand om for det nyvalgte Parlament at udarbejde en rapport om aktindsigt, der drøfter de spørgsmål, der er rejst i denne beslutning;

16.   opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at fremme en fælles gennemsigtig administrativ kultur, der bygger på principperne i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, på EF-Domstolens retspraksis, Den Europæiske Ombudsmands henstillinger og bedste praksis i medlemsstaterne; mener, at hvert generaldirektorat i EU-institutionerne, som det allerede er tilfældet for de databeskyttelsesansvarlige, bør sikre, at dokumenterne indgives, klassificeres som fortrolige, frigives, registreres og formidles i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik, forordning (EF) nr. 1049/2001 og de berørte EU-institutioners forretningsorden;

17.   opfordrer til lancering af et europæisk år for gennemsigtighed og til en europæisk gennemsigtighedskampagne, der skal gennemføres i 2009 i anledning af valget til Europa-Parlamentet og have til formål at gøre borgerne opmærksomme på deres ret til aktindsigt i EU-dokumenter og på EU-standarderne vedrørende offentlighed, åbenhed og gennemsigtighed, som også gælder i medlemsstaterne;

18.   mener, at den gennemsigtighed, der gælder på EU-plan, bør afspejles af medlemsstaterne, når de omsætter EU-retsakter i national lovgivning, og opfordrer de nationale parlamenter og Konferencen for Organer med Ansvar for Europa- og EU-anliggender i Unionens Parlamenter til at gennemgå forslagene i denne beslutning og fremme udviklingen af et EU-register over parlamenternes og parlamentarikernes aktiviteter, som vil kunne tjene til at sikre og styrke det gensidige samarbejde og samråd mellem EU, Parlamentet og de nationale parlamenter, der også trækker på bedste praksis i form af gennemsigtighed i e-Parlamentet og e-forvaltning;

19.   bemærker de betænkeligheder med hensyn til udkastet til Europarådets konvention om aktindsigt i offentlige dokumenter, som Europarådets Parlamentariske Forsamling har udtrykt i sin udtalelse nr. 270(2008), og opfordrer medlemsstaterne til mindst at indføje forsamlingens medlemmers ændringsforslag i konventionsudkastet;

20.   opfordrer Det Europæiske Råd og Domstolen (sidstnævnte for så vidt angår dets administrative opgaver), som er de to eneste organer, der stadig ikke anvender forordning (EF) nr. 1049/2001 på deres dokumenter, til at overveje situationen og tage passende skridt til at forbedre den;

21.   opfordrer EU-institutionerne til at arbejde frem mod en ambitiøs europæisk lov om informationsfrihed ("Freedom of Information Act") på grundlag af det foreliggende forslag til ændring af forordning (EF) nr. 1049/2001;

22.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Europæiske Ombudsmand, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og Europarådet.

(1) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43. (2) EUT L 243 af 27.9.2003, s. 1. (3) EFT C 298 af 30.11.2002, s. 1. (4) Præmis 68 i De Europæiske Fællesskabers Domstols afgørelse i Turco-sagen. (5) Når et dokument kan være omfattet af en undtagelse (f.eks. en juridiske udtalelse), skal der foretages en undersøgelse af dets indhold med henblik på at vurdere, hvilke dele af det der er omfattet af undtagelse, den risiko, der er forbundet med udbredelse, skal være "rimelig forudsigelig og ikke ren hypotetisk", og der skal foretages en afvejning mellem denne risiko og "den almene interesse i, at dokumentet gøres offentligt tilgængeligt i betragtning af de fordele, som er forbundet med en større åbenhed [….], nemlig at give borgerne bedre mulighed for at deltage i beslutningsprocessen og at sikre forvaltningen en større legitimitet, effektivitet og ansvarlighed over for borgerne i et demokratisk system". (6) Eftersom "borgernes mulighed for at kende grundlaget for lovgivningsforanstaltninger er en betingelse for den effektive udøvelse af deres demokratiske rettigheder", præmis 46 i Domstolens dom i Turco-sagen, og en tungtvejende offentlig interesse i forordning (EF) nr. 1049/2001 er, at "udbredelsen af dokumenter […] vedrørende juridiske spørgsmål, der er opstået i forbindelse med drøftelsen af lovgivningsinitiativer, kan øge lovgivningsprocedurens gennemskuelighed og åbenhed og styrke de europæiske borgeres demokratiske ret", præmis 67 i Domstolens dom i Turco-sagen. (7) Præmis 59 i Domstolens dom i Turco-sagen. (8) Præmis 69 i Domstolens dom i Turco-sagen. (9) Præmis 70 i Domstolens dom i Turco-sagen. (10) EFT L 43 af 15.2.1983, s. 1. (11) Som f.eks.: hvor mange dage hvert parlamentsmedlem har været til stede i Europa-Parlamentet, og hvor vedkommende har underskrevet og/eller stemt samt hvordan og hvornår ved afstemningerne ved navneopråb på plenarmøder og i udvalgene; hvilke møder i de institutionelle organer vedkommende har deltaget i, plenarmøder og/eller udvalg og/eller delegationer, mm.; der skal ved hjælp af søgekriterier tillige være oplysninger til rådighed om parlamentsmedlemmets navn/plenarmøder/udvalg/delegationer/tilstedeværelse/dag/måned/år/valgperiode mm., og der bør være links til denne webside på parlamentsmedlemmernes websider og på andre relevante websteder; Parlamentsmedlemmernes websider bør indeholde disse oplysninger samt navnene på assistenter, afgivne udtalelser, ændringsforslag fremlagt i udvalg eller på plenarmøder til betænkninger og andre retsakter, stemmeforklaringer, audio/video optagelser af indlæg, mm. (12) Procedurer og dokumenter i udvalgene, som f.eks. første betænkning og ændringsforslag, udtalelser fra andre udvalg, udtalelser fra Den Juridiske Tjeneste, ændringsforslag fremsat på plenarmøde, afstemninger ved navneopråb, interinstitutionelle skrivelser, især skrivelser vedrørende lovgivningsprocedurer på udvalgs- og plenarmødeniveau, mm. (13) Forslag til henstilling fra Den Europæiske Ombudsmand til Europa-Parlamentet i klage 3643/2005/(GK)WP. (14) Dette er ikke tilfældet i øjeblikket, eftersom Kommissionen, Parlamentet og Rådet har forskellig praksis. (15) EUT L 345 af 31.12.2003, s. 90. (16) Som f.eks. det oprindelige forslag, mødeprotokoller, betænkninger, ændringsforslag, afstemninger, afstemningsresultater, debatter, gældende tekst, gennemførelsen i medlemsstaterne, evalueringsrapporter mm. (17) Som f.eks. det oprindelige forslag, mødeprotokoller, betænkninger, ændringsforslag, afstemninger, afstemningsresultater, debatter, gældende tekst, gennemførelsen i medlemsstaterne, evalueringsrapporter mm. (18) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.