Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2009 om budgetkontrol med fællesskabsmidler i Afghanistan (2008/2152(INI))

P6_TA(2009)0023 A6-0488/2008

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om Afghanistan, især beslutningen af 8. juli 2008(1),

-   der henviser til konferencerne i Bonn i 2001, Tokyo i 2002 og Berlin i 2004, hvor FN, EU og det internationale samfund forpligtede sig til at yde et samlet beløb på over 8 000 000 000 EUR i bistand til Afghanistan, samt til konferencen i London i 2006, hvor Afghanistan Compact-aftalen blev undertegnet,

-   der henviser til den nationale udviklingsstrategi, som den afghanske regering vedtog i begyndelsen af 2008, og som endvidere udgør landets strategi for fattigdomsbekæmpelse i landet,

-   der henviser til konferencen i Paris den 12. juni 2008, hvor donorlandene afgav tilsagn om at yde over 21 000 000 000 USD i bistand til Afghanistan,

-   der henviser til de forpligtelser, som EU påtog sig under den ovennævnte konference i Paris med hensyn til effektiviteten af bistanden til Afghanistan, og til den EU-adfærdskodeks om komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitik, der blev vedtaget i 2007,

-   der henviser til sin beslutning af 22. april 2008 med bemærkninger, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2006, Sektion III - Kommissionen(2), især pkt. 181 til 200 (Foranstaltninger udadtil, Humanitær bistand og udvikling),

-   der henviser til landestrategidokumentet for 2003-2006, som Kommissionen vedtog i samråd med Europa-Parlamentet, og som satte stabilitet og fattigdomsbekæmpelse i fokus for indsatsen,

-   der henviser til strategidokumentet for 2007-2013 og det flerårige indikativprogram 2007-2010, som Kommissionen vedtog i samråd med Parlamentet, hvormed der afsættes et beløb på 610 000 000 EUR til Den Islamiske Republik Afghanistan i regnskabsårene 2007-2010,

-   der henviser til sin delegation, der aflagde besøg i Afghanistan fra den 26. april til den 1. maj 2008 for at studere betingelserne for gennemførelsen af Fællesskabets og det internationale samfunds bistandsprogrammer, samt den tilhørende rapport om besøget,

-   der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(3), særlig artikel 53,

-   der henviser til artikel 285-287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som vedrører Revisionsretten, og til artikel 310-325 i denne traktat, som omhandler de finansielle bestemmelser, der træder i kraft ved afslutningen af ratifikationsprocessen for Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

-   der henviser til Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)(4),

-   der henviser til årtusindudviklingsmålene og målene i den årtusinderklæring, som blev vedtaget af FN den 8. september 2000 og er undertegnet af 189 lande,

-   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde(5),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og til udtalelser fra Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget og Budgetudvalget (A6-0488/2008),

A.   der henviser til, at der har hersket konflikt- eller krigstilstand i Afghanistan næsten uafbrudt i flere årtier, og at centralregeringen, ud over at være plaget af narkotikasmugling og latent korruption på alle administrationsniveauer, også fortsat må kæmpe med svage strukturer, utilstrækkelig kapacitet og ekspertviden samt en kronisk mangel på pengemidler, idet statsindtægterne ikke engang dækker 30 % af de samlede udgifter,

B.   der henviser til, at den alvorlige situation, som Afghanistan befinder sig i, kræver en hurtig forbedring af regeringsførelsen i form af opbygningen af en stærkere stat, der i større udstrækning er i stand til at beskytte befolkningens sikkerhed og sikre retsstatsforhold samt skabe betingelser for en bæredygtig udvikling af landet,

C.   der henviser til, at det i den nuværende situation med en global økonomisk opbremsning er særligt vigtigt at sikre effektiv kontrol med EU's finansiering af udviklingssamarbejdet,

D.   der henviser til, at artikel 25, stk. 1, litra b), i instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde fastlægger betingelserne for, at der kan ydes budgetstøtte til partnerlandene,

E.   der henviser til, at ansvarliggørelse, gennemsigtighed og forvaltning for så vidt angår resultater i henhold til flere internationale aftaler er blandt de vigtigste principper for udviklingssamarbejdet, herunder Pariserklæringen om bistandseffektivitet ("Pariserklæringen),

F.   der henviser til, at 90 % af de offentlige midler hidrører fra international bistand, hvad der illustrerer det betydelige omfang af såvel landets behov for støtte som dets afhængighed af denne støtte,

Fordelingen af bistandsmidlerne fra EU

1.   understreger, at EU er en af de største donorer af udviklingsbistand og humanitær bistand til Afghanistan, og minder om, at Kommissionen, der har haft en delegation udstationeret i Kabul siden 2002, mellem 2002 og 2007 afsatte bistandsmidler til et samlet beløb af 1 400 000 000 EUR (herunder 174 000 000 EUR til humanitær bistand), hvoraf 1 150 000 000 EUR allerede er blevet udbetalt, hvilket svarer til en meget høj udbetalingsrate på 81,5 %;

2.   bemærker, at EU opererer med både direkte og indirekte bistand, og at den direkte bistand fra Fællesskabet, der udgør 70 % (970 000 000 EUR) af de samlede fællesskabsmidler til bistand, mellem 2002 og 2007 blev iværksat af Kommissionens tjenestegrene i form af finansieringsaftaler med den afghanske regering, kontrakter med leverandører af tjenesteydelser, levering af fornødenheder, anlægsarbejder og aftaler om støttetildeling med internationale organisationer, europæiske eller lokale ngo'er, og bemærker endvidere, at den indirekte bistand stort set kun ydes af FN og Verdensbanken (hhv. 13 % og 17 % af midlerne);

Prioriterede sektorer for bistanden

3.   henviser til, at sigtet med Kommissionens landestrategidokument for Afghanistan for perioden 2003-2006 var at tilvejebringe de nødvendige betingelser for bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse i Afghanistan ud fra følgende prioriteringer: reform af den offentlige forvaltning (212 000 000 EUR), narkotikabekæmpelse (95 000 000 EUR), fødevaresikkerhed (203 000 000 EUR), infrastruktur (90 000 000 EUR), sundhed (50 000 000 EUR), flygtningehjælp (38 000 000 EUR) og minerydning (47 200 000 EUR); for perioden 2007-2013 indeholder Kommissionens strategidokument for Afghanistan forslag om to langsigtede prioriterede mål, nemlig bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse;

4.   bemærker, at med henblik på at nå de to langsigtede prioriterede mål, der er opstillet for perioden 2007-2013, er fokusområderne ved fordelingen af bistandsmidler sektorerne for regeringsførelse, udvikling af landdistrikter og sundhed, ligesom der er fastlagt andre indsatsområder omfattende social beskyttelse, regionalt samarbejde og minerydning;

5.   minder om, at ligestilling og kvinders rettigheder er anerkendt som centrale spørgsmål både i den afghanske regerings nationale strategi for udvikling og det nationale landestrategidokumentet for 2007-2013, hvoraf det fremgår, at kønsaspektet er en integreret del af programmeringen på alle de tre ovennævnte fokusområder;

6.   anmoder Kommissionen om, at den med henblik på at øge tildelingen af midler til EU's to langsigtede prioriterede mål i Afghanistan, bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse, under udarbejdelsen af de flerårige vejledende programmer for 2010-2013 ændrer fordelingen af fællesskabsmidler mellem de tre fokusområder og tre øvrige områder, samt til udvikling af infrastruktur og alternative indkomstgrundlag, der bidrager til fattigdomsbekæmpelse og letter overgangen fra en opiumbaseret økonomi til et alternativt økonomisk og socialt system; anmoder derfor indtrængende Kommissionen om flere midler til sundhed, uddannelse og infrastruktur; minder ligeledes om EU's målsætning om at nå årtusindudviklingsmålene;

Status over anvendelsen af EU-midlerne

7.   konstaterer, at der under de møder, som dets ovennævnte delegation til Afghanistan afholdt, blev peget på to hovedårsager til de vanskeligheder, som tildelingen af den internationale bistand står over for: landets beskedne absorptionskapacitet på det økonomiske og administrative niveau og den manglende samordning mellem donorerne og de afghanske myndigheder;

8.   mener, at den manglende samordning hænger sammen med de helt utilstrækkelige strukturer, hvad angår offentlig styring, og fraværet af en egentlig strategi fra regeringens side; mener, at der ikke kan ses bort fra det ansvar, som de afghanske myndigheder og ansvarlige politikere har for regeringsførelsen, hvad enten det drejer sig om fraværet af strategiske målsætninger eller forvaltningen af de betydelige finansielle midler, de er blevet overdraget; bemærker endvidere, at det store antal donorer og deres ønske om at fremstå synlige meget ofte medfører isolerede, nationale strategier eller i visse tilfælde endda overlapninger mellem forskellige ministerier; mener, at denne mangel på samordning ikke blot har tilskyndet til korruption, men også har skadet indsatsen for genopbygningen af landet;

9.   minder om, at Afghanistan Compact-aftalen, der blev indgået mellem Den Islamiske Republik Afghanistan og det internationale samfund på konferencen i London i 2006, er den gensidigt bindende ramme for genopbygningen og statsopbygningen i Afghanistan;

10.   udtrykker bekymring over den afghanske centraladministrations utilstrækkelige forvaltning af den tekniske bistand samt den manglende gennemskuelighed i forvaltningen af denne bistand; mener, at det er af afgørende betydning, at de næste flerårige vejledende programmer for 2010-2013 forholder sig til de konkrete resultater af bekæmpelsen af korruption og tilpasser EU's støtte i overensstemmelse hermed;

11.   mener, at den afghanske regering bør medtage bekæmpelse af korruption og narkohandel og opbygningen af en retsstat blandt sine politiske prioriteringer, og anser det for umuligt at opnå varige fremskridt i Afghanistan uden en reel styring;

12.   bemærker dog, at trods disse strukturelle svagheder er det ved det internationale samfunds og den afghanske regerings fælles vilje lykkedes at forbedre befolkningens levestandard;

13.   erindrer om, at dets delegation vendte hjem fra sin mission med en positiv vurdering af de valg, der var truffet vedrørende anvendelsen af EU's bistandsmidler, som de blev forvaltet af Kommissionen;

14.   mener, at der især inden for sundhedssektoren, uddannelsessektoren og infrastrukturen (navnlig vejnettet) er sket lovende fremskridt siden talebanstyrets fald, hvilket fremgår af det betydelige fald i børnedødeligheden (fra 22 % i 2001 til 12,9 % i 2006), af den større andel af den afghanske befolkning, der har fået direkte adgang til sundhedstjenesteydelser (65 % i 2006 mod 9 % i 2001), af de første tegn på en positiv udvikling på uddannelsesområdet og af initiativer på ligestillingsområdet;

15.   minder om den meget omfattende diskrimination, som de afghanske kvinder var udsat for under talebanstyret og i tiden derefter; fordømmer enhver juridisk, kulturel og religiøs diskrimination af kvinder, der udelukker dem fra det offentlige og politiske liv og isolerer dem i deres hverdag; opfordrer Kommissionen til at bekæmpe denne praksis i alle sine udviklingsaktiviteter i landet;

16.   understreger vigtigheden af at bekæmpe alle former for børnearbejde, handel med og vold mod børn samt af at forbedre den sociale beskyttelse af mindreårige i Afghanistan; anmoder om programmer, der skal få flere børn til at gå i skole, herunder betaling af skolepenge og skolemadsordninger;

17.   tager Kommissionens bestræbelser på at styrke værdien af sin indsats over for afghanerne til efterretning, men beklager den næsten totale mangel på opbakning fra medlemsstaterne til Kommissionens arbejde med at fastlægge projekter;

18.   mener, med henvisning til de juridiske foranstaltninger for tilsynet med den direkte og indirekte fællesskabsbistand i de aftaler, som EU har indgået om forvaltning af Fællesskabets eksterne bistand, som frigives via forvaltningsfonde med et stort antal donorer, at Kommissionen råder over fyldestgørende juridiske instrumenter til at beskytte EU's finansielle interesser i Afghanistan, og forventer, at den udarbejder en liste over de typer af uregelmæssigheder, der kan iagttages i indsatsområdet;

19.   bemærker, at Den Europæiske Revisionsret under anvendelse af de samme bestemmelser kan føre tilsyn med de pågældende internationale organisationer;

20.   minder endvidere om, at både FN's underorganisationer og Verdensbanken råder over en veludbygget forvaltningsstruktur, der kan sammenlignes med Kommissionens, og som omfatter organer specialiseret i finansstyring, intern revision, kontrol, ekstern revision, markedsovervågning og bekæmpelse af svig og uregelmæssigheder;

21.   bifalder de nylige forbedringer i samarbejdet mellem FN, andre internationale organisationer og EU's institutioner i forbindelse med overvågningen af finansieringen af udviklingssamarbejdet; opfordrer til, at der i den nærmeste fremtid gennemføres yderligere forbedringer;

22.   understreger behovet for en mere effektiv overvågning af gennemførelsen af EU's udviklingssamarbejde; opfordrer FN og andre internationale organisationer, som administrerer EU-midler, til at samarbejde fuldt ud med Den Europæiske Revisionsret og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) samt med FN's Fælles Inspektionsenhed;

23.   støtter Kommissionens bestræbelser på at bistå Afghanistan og glæder sig over Kommissionens langsigtede engagement i landet; fastholder, at Kommissionen bør arbejde tættere sammen med FN og Verdensbanken, bl.a. via samarbejdet mellem Kommissionen, Revisionsretten, OLAF og de relevante FN-organer, for at sikre, at Kommissionens bidrag til trustfondene forvaltes på gennemsigtig vis; opfordrer indtrængende Kommissionen til at holde Parlamentet behørigt underrettet;

24.   understreger behovet for at forbedre koordineringen af donorernes indsats i Afghanistan under ledelse af FN's bistandsmission i Afghanistan (UNAMA) og mener, at Kommissionen bør styrke bistandskoordineringen blandt EU-medlemsstaterne for at gøre EU's støtte mere effektiv og synlig;

Henstillinger
Vedrørende samordningen og synligheden af den internationale bistand

25.   mener, at der er behov for en forstærket indsats fra international side, hvad angår støtte til gennemførelsen af den afghanske nationale udviklingsstrategi og til den gradvise indførelse af bedre samordning og mere effektive metoder til gennemførelse af de udviklingsprioriteringer, som afghanerne selv har fastsat; slår kraftigt til lyd for, at myndighederne i Kabul skal spille en vigtigere rolle ved gennemførelsen af udviklingsprojekter og i korruptionsbekæmpelsen, fortrinsvis gennem en forbedring af forvaltningen af offentlige midler, idet der især skal gøres en indsats for at uddanne revisorerne, i særdeleshed inden for ministerierne og på lokalt niveau;

26.   betoner, at Kommissionen skal rette op på de foruroligende mangler i koordineringen af EU's økonomiske bistand til Afghanistan, ikke kun mellem medlemsstaterne og Kommissionen, men også mellem medlemsstaterne indbyrdes; opfordrer Kommissionen til at udforme en strategi, der inddrager donorerne og de afghanske myndigheder og sigter imod at forbedre koordineringen og kommunikationen imellem dem;

27.   understreger den meget store betydning af koordinering af donorernes indsats i Afghanistan og i særdeleshed af en harmonisering af procedurerne baseret på landesystemer; insisterer på, at disse og andre bistandseffektivitetsforanstaltninger, der er fastlagt i Pariserklæringen, gennemføres fuldt ud i Afghanistan;

28.   minder om, at bistandseffektivitet er et af hovedprincipperne i EU's udviklingspolitik; understreger i denne forbindelse vigtigheden af Kommissionens dagsorden for bistandseffektivitet og noterer sig konklusionerne fra samlingen i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 26. maj 2008 vedrørende effektiviteten af EU's bistand i Afghanistan;

29.   bemærker, at Kommissionen har til hensigt at overføre midler til grundlæggende sundhedspleje til det afghanske sundhedsministerium, og understreger, at enhver forøgelse af de midler, der kanaliseres gennem den afghanske regering, skal ledsages af kriterier for en kapacitetsopbygning og klare forventninger, herunder specifik støtte til demokratisk ledelse på regionalt niveau;

30.   sætter spørgsmålstegn ved den kanalisering af midler via det afghanske statsbudget ("budgetstøtte"), som praktiseres af multidonortrustfonde med bidrag fra fællesskabsbudgettet, selv om Afghanistan endnu ikke opfylder EU's krav for direkte deltagelse i et budgetstøtteprogram; mener, at der, når disse krav er opfyldt, bør ydes budgetstøtte på et sektorspecifikt grundlag;

31.   henleder opmærksomheden på artikel 25, stk. 1, litra b), i instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, som indeholder et krav om, at budgetstøtteprogrammer skal ledsages af støtte til partnerlandenes bestræbelser på at indføre parlamentarisk kontrol og tilsynskapaciteter og forbedre gennemsigtigheden og offentlighedens adgang til informationer; pointerer, at bestræbelserne på dette område også bør udfoldes, når andre donorer eller multidonortrustfonde har ydet budgetstøtte, og understreger den vigtige rolle, som civilsamfundets organisationer kan spille i tilsynet med denne budgetstøtte;

32.   understreger, at det er vigtigt, at der som fastsat i artikel 33 i instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde foretages evalueringer af fællesskabssamarbejdet i Afghanistan, og at det er nødvendigt, at disse evalueringer har et solidt udgangspunkt og omfatter koordinering af donorernes indsats, herunder bidragsaktiviteter og resultater (effekt, resultater, virkning); opfordrer til, at evalueringens resultater indgår i formuleringen af efterfølgende samarbejdsforanstaltninger;

33.   anser det for afgørende, på baggrund af fællesskabsbistandens betydelige andel af den samlede internationale bistand, at synligheden af EU's indsats, både i indsatsområdet og for EU-borgerne, forbedres, og at EU påtager sig en fremtrædende rolle i forbindelse med drøftelser, målsætninger og hjælp til beslutninger over for de nationale og regionale forvaltninger og den internationale kreds af donorer; forventer, at Kommissionen gør sig overordnede overvejelser om, hvorvidt de afghanske myndigheder i fremtiden selv kan forvalte den direkte bistand;

34.   opfordrer den afghanske regering til at påse, at der afsættes tilstrækkelige økonomiske midler til den netop udarbejdede nationale handlingsplan for Afghanistans kvinder (NAPWA), og at den gennemføres i samarbejde med civilsamfundet og kvindeorganisationerne; opfordrer jævnsides hermed Kommissionen til at påse, at dens foranstaltninger til fordel for ligestilling er gennemsigtige og koordinerede med de tilsvarende aktioner, der iværksættes af de øvrige donorer af bistand til Afghanistan; opfordrer derfor Kommissionen til at forelægge en rapport om, i hvilket omfang der hidtil er taget hensyn til ligestillingsaspektet i de programmer for global finansiel bistand, der gennemføres af EU;

Vedrørende de prioriterede sektorer for bistandsindsatsen

35.   opfordrer Kommissionen til, i samarbejde med medlemsstaterne, at styrke indsatsen inden for de sektorer, som beskæftiger sig med løsningen af de problemer, der påvirker den daglige tilværelse, sundheden, sikkerheden og adgangen til offentlige tjenesteydelser og grunduddannelse;

36.   mener, at prioriteringerne i Kommissionens landestrategidokument (2007-2013) er i overensstemmelse med det afghanske samfunds behov; understreger behovet for at fokusere på en reform af det strafferetlige system, herunder politiet, tilbageholdelsespraksis og retsvæsenet og sikre respekt for menneskerettighederne, herunder navnlig kvinders og børns rettigheder, og bekæmpe fattigdom, herunder udvikling af landdistrikter og håndtering af det altoverskyggende problem med fremstillingen af opium; bifalder, at Kommissionen agter at prioritere regeringsførelse, og opfordrer til, at opgøret med fortiden fremskyndes i overensstemmelse med den afghanske regerings handlingsplan for fred, retfærdighed og forsoning;

37.   understreger behovet for ikke blot at øge udviklingsbistanden til Afghanistan, men også at gøre den mere effektiv; bekræfter, at bistanden bør øge den lokale kapacitet, og at den skal fordeles ligeligt over hele landet i overensstemmelse med de fastslåede samfundsøkonomiske behov; noterer sig henstillingerne herom fra Paris-konferencen og i rapporten fra Agency Coordinating Body For Afghan Relief; opfordrer Budgetkontroludvalget til at medtage en vurdering af, i hvor høj grad midlerne til EU's politimission i Afghanistan er blevet anvendt korrekt og effektivt;

38.   henviser til to særlige udfordringer, som kræver omgående handling, nemlig udviklingen af landbruget for at afværge en eventuel humanitær krise, som kan forværre en allerede ustabil situation på sikkerhedsområdet yderligere, og udvikling af politikker og programmer, som tager fat på de større sociale og sundhedsmæssige problemer som følge af narkotikamisbrug, og som især tager sigte på kvinder og deres familier;

Vedrørende tilsynet med EU-midlerne

39.   forventer, at Kommissionen styrker tilsynet med effektiviteten inden for finansstyringen af EU's bistandsmidler og især med Kommissionens bidrag til forvaltningsfondene;

40.   kræver, at Kommissionen årligt forelægger Parlamentet en rapport indeholdende en evaluering af effektiviteten og virkningen af bistanden, et dokument med en passende garanti for hver enkelt bistandskategori, af lovligheden og regelmæssigheden af de finansierede og medfinansierede operationer, såvel som oplysninger om antal udførte kontroller af udgifter, inddelt i bistandskategorier, og om typerne af uregelmæssigheder og trufne foranstaltninger;

41.   henviser til forordning (EF) nr. 1073/1999 og understreger nødvendigheden af, at alle oplysninger om tilfælde af svig eller alvorlige uregelmæssigheder, der kan have indvirkning på EU-midler, hurtigst muligt fremsendes til OLAF;

42.   slår kraftigt til lyd for, at Kommissionen og OLAF tager initiativ til at forstærke de operationelle forbindelser med Verdensbankens INT-afdeling (afdelingen for institutionel redelighed), især på området for finansiering via forvaltningsfonde, og finder det magtpåliggende, at der gøres en særlig indsats for at øge mulighederne for at foretage flere fælles eller samordnede undersøgelser i samarbejde med FN's underorganisationer;

43.   udtrykker sin meget alvorlige bekymring over de risici, som medarbejderne ved udviklingssamarbejdet i Afghanistan udsættes for, hvilket understreges af de fire dødsfald blandt disse medarbejdere i august 2008; mener, at de civile hjælpearbejderes sikkerhed bringes i fare på grund af den udviskning af forskellene mellem militære og civile aktører, der har fundet sted, fordi militærets provinsgenopbygningshold udfører udviklingsaktiviteter i provinserne; opfordrer derfor til genindførelse af en klar sondring mellem militært og civilt personale;

44.   mener, at den forværrede sikkerhedssituation stiller personalet ved Kommissionens delegation i Kabul over for store vanskeligheder og øger omkostningerne ved administrationen af de projekter, som støttes af Kommissionen; opfordrer derfor Kommissionen til at opnormere delegationens personale, således at den både mandskabs- og ekspertisemæssigt har tilstrækkelig kapacitet til at foretage alle de nødvendige kontrolbesøg, revisioner og tilsyn under hensyntagen til den rådende situation i Afghanistan;

45.   kræver en tilstrækkelig finansiering af sikkerhedsudgifterne i forbindelse med Kommissionens projekter for både at sikre, at hjælpeorganisationernes medarbejdere beskyttes, og at der ikke som led i den legitime sikkerhedsforvaltning omdirigeres midler til andre formål end projekters mål og resultater;

46.   hilser de bemærkelsesværdige resultater velkommen, som personalet ved Kommissionens delegation i Kabul har udvist, og kræver en betydelig styrkelse af de nuværende sikkerhedsforanstaltninger samt en forbedring af arbejdsforholdene;

Vedrørende hjælp til opbygning af den afghanske forvaltningskapacitet

47.   bifalder de afghanske myndigheders indsats for at forbedre deres forvaltnings- og finansieringsmekanismer, som skal føre til afghansk ejerskab, men mener, at en mere samordnet indsats er nødvendig for, at denne proces bliver bæredygtig; understreger behovet for, at de afghanske institutioner fortsætter med at bekæmpe korruptionen og iværksætter effektive politikker til forbedring af den sociale situation og befolkningens levevilkår og uddannelses- og sundhedsvæsenet, og for at der gøres en særlig indsats for at inddrage marginaliserede grupper og kvinder i beslutningsprocesserne;

48.   finder det afgørende yderligere at styrke de aktioner og programmer, hvis sigte er at forbedre god forvaltningspraksis og de afghanske forvaltningsmyndigheders effektivitet, og at bekæmpe enhver form for korruption; bemærker EU's indsats for at dæmme op for korruptionen blandt afghanske embedsmænd ved at afsætte en del af budgetmidlerne til uddannelse og aflønning af disse, og opfordrer Kommissionen til at anvende sådanne uddannelsesinitiativer på det administrative personale og politiet;

49.   kræver, at uddannelsesprogrammer i lighed med dem, som OLAF og EuropeAid har gennemført for embedsmænd i afrikanske lande om beskyttelse og hensigtsmæssig anvendelse af offentlige midler og samarbejde mellem nationale og internationale institutioner, organiseres for Afghanistans vedkommende;

50.   opfordrer det internationale samfund til at kræve, at de afghanske myndigheder indfører strengere normer for gennemsigtighed ved tildelingen af offentlige midler til provinserne, distrikterne og de lokale myndigheder, og at de sikrer, at disse organer i højere grad inddrages i gennemførelsen af den nationale udviklingspolitik, ligesom de afghanske myndigheder korrekt skal orientere det afghanske parlament om anvendelsen af den internationale bistand;

51.   opfordrer indtrængende Kommissionen, medlemsstaterne og den afghanske regering til at sikre, at deres programmer og aktiviteter, navnlig på provinsplan, koordineres fuldt ud med den nationale udviklingsstrategi for Afghanistan og harmonerer med de forpligtelser, som alle parter påtog sig i forbindelse med Paris-konferencen;

52.   anerkender betydningen af den indsats, der udføres af genopbygningsholdene i provinserne og de afghanske sikkerhedsstyrker, men henviser samtidig til den udfordring, der ligger i at opnå en effektiv bistand, når det drejer sig om at fremme udviklingen i Afghanistan gennem civile og militære institutioner, og opfordrer til, at afghanske ngo'er og civilsamfundets organisationer, den afghanske regering og de internationale organisationer deltager i videst muligt omfang;

53.   beklager, at forholdet mellem ikke-statslige aktører og den afghanske regering ikke altid fungerer problemfrit, og opfordrer til, at der gøres alt for at forbedre forholdet; påpeger desuden behovet for at fastsætte en nøjagtig definition af almennyttige ikke-statslige aktører på nationalt niveau efter høring af disse;

54.   bifalder ethvert initiativ, hvis sigte er at skabe tættere bånd mellem Europa-Parlamentets interparlamentariske delegationer og det afghanske parlaments to kamre (Wolesi Jirga og Meshrano Jirga) for at fremme god regeringsførelse;

55.   minder om sit initiativ i forbindelse med budgettet for 2008 vedrørende støtte til den demokratiske opbygning i samarbejde med parlamenter i tredjelande, og vedtager at anvende de pågældende ressourcer på en sådan måde, at de bidrager til at forbedre det afghanske parlaments muligheder for at lovgive, kontrollere den udøvende magt og optræde som en fuldgyldig repræsentant for det afghanske folk;

56.   understreger behovet for at prioritere støtten til udvikling af politiske partier, partigrupperinger om bestemte emner i nationalforsamlingen, civilsamfundet og medierne; mener, at det internationale samfund er forpligtet til helt eller delvist at finansiere et valgbudget og yde bistand til gennemførelsen af alle den afghanske valglovs bestemmelser, bl.a. vedrørende prøvelse af kandidaterne;

57.   opfordrer Kommissionen og den afghanske regering til i betragtning af det kommende præsident- og parlamentsvalg, der finder sted i Afghanistan i hhv. 2009 og 2010, fortsat at tilskynde til og yde tilstrækkelig støtte til foranstaltninger til fremme af politisk frigørelse af kvinder, navnlig i provinsen, i lyset af at der ved det seneste valg til provinsrådene ikke var kandidater nok til at besætte de 124 pladser, der er forbeholdt kvinder i disse råd;

58.   mener, at Kommissionen bør afsætte flere midler til bekæmpelsen af narkotikasmugling, og anbefaler, at de internationale donorer tager alle nødvendige skridt for at sikre, at dyrkelsen af afgrøder til erstatning for afgrøder til udvinding af narkotiske stoffer kan sikre producenterne en tilstrækkelig indtægt, således at de definitivt opgiver valmuedyrkningen;

59.   minder om sin henstilling til Rådet af 25. oktober 2007 om fremstilling af opium til medicinske formål i Afghanistan(6), hvori det henstiller til Rådet inden for rammerne af de integrerede udviklingsprogrammer at modarbejde anvendelse af sprøjtning til udryddelse af valmuerne i Afghanistan og at tilbyde sin bistand i forbindelse med drøftelser om mulighederne for at gennemføre et videnskabeligt pilotprojekt "Poppy for Medicine" (valmuer til medicin);

o
o   o

60.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Den Islamiske Republik Afghanistans regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0337. (2) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0133. (3) EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1. (4) EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1. (5) EUT L 378 af 27.12.2006, s. 41. (6) EUT C 263 E af 16.10.2008, s. 651.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2009 om gennemførelse og anvendelse af direktiv 2002/73/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (2008/2039(INI))

P6_TA(2009)0024 A6-0491/2008

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til den interinstitutionelle aftale af 16. december 2003 om bedre lovgivning(1), der er indgået mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen,

-   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår(2),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A6-0491/2008),

A.   der henviser til, at de principper om demokrati og retsstaten, der er indeholdt i EF-traktaten, gør det hensigtsmæssigt, at den lovgivende myndighed overvåger gennemførelsen af den lovgivning, den har vedtaget,

B.   der henviser til, at Parlamentets opgave som medlovgiver i forbindelse med overvågningen af gennemførelsen af direktiv 2002/73/EF vanskeliggøres af den begrænsede mængde oplysninger, Kommissionen har stillet til rådighed; der endvidere henviser til, at der derfor blev udsendt skrivelser til de nationale parlamenters kompetente udvalg samt til ligestillingsorganer med anmodning om fremsendelse af oplysninger, og at 27 nationale parlamenter og 16 ligestillingsorganer svarede,

C.   der henviser til, at direktiv 2002/73/EF er en vigtig milepæl i processen for at opnå ligestilling mellem kvinder og mænd samt i kampen mod forskelsbehandling på grund af køn i samfundet i det hele taget,

D.   der henviser til, at direktiv 2002/73/EF indeholdt definitioner af direkte forskelsbehandling, indirekte forskelsbehandling, chikane og sexchikane, forbød forskelsbehandling af kvinder på grund af graviditet og barselorlov og indeholdt retten til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde efter barselsorlov, fædreorlov eller adoptionsorlov i de medlemsstater, hvor sådanne rettigheder anerkendes,

E.   der henviser til, at medlemsstaterne indgik en række forpligtelser i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 2002/73/EF inden den 5. oktober 2005, herunder at:

F.   der henviser til, at langsom eller dårlig gennemførelse af direktiv 2002/73/EF risikerer at blive til fare for gennemførelsen af Lissabonstrategien og udnyttelsen af det fulde potentiale af EU's sociale og økonomiske kapacitet,

G.   der henviser til, at mange medlemsstater havde problemer med at gennemføre direktiv 2002/73/EF, navnlig med i deres lovgivning at indføre specifikke og hensigtsmæssige foranstaltninger til forbedring af ligestillingen mellem mænd og kvinder og begrænsning af forskelsbehandlingen i forbindelse med at opnå beskæftigelse, erhvervsuddannelse og forfremmelse og i forbindelse med arbejdsvilkår,

H.   der henviser til, at der bør tages højde for integration af kønsaspektet på disse områder,

I.   der henviser til, at kønsdiskriminationen på andre sociale og politiske områder er forværret som følge af de vedvarende kønsbestemte lønforskelle, navnlig mellem de såkaldte feminine og maskuline økonomiske sektorer,

J.   der henviser til, at kvinders økonomiske uafhængighed er afgørende for deres frigørelse, og at beskæftigelse ledsaget af rettigheder derfor er en garanti for deres personlige udvikling og for social inddragelse, hvorfor ligestillingslovgivningen bør forbedres,

1.   opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge gennemførelsen af direktiv 2002/73/EF og overholdelsen af den lovgivning, som gennemførelsen giver anledning til, og til fortsat at lægge pres på medlemsstaterne; understreger behovet for, at der stilles tilstrækkelige ressourcer til rådighed for at nå disse mål;

2.   minder om punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning, navnlig Rådets tilsagn om at opfordre medlemsstaterne til at udarbejde og offentliggøre offentlige oversigter, der viser overensstemmelsen mellem direktiverne og de nationale gennemførelsesforanstaltninger; mener, at det ville lette Kommissionens opgave med at overvåge gennemførelsen af direktiv 2002/73/EF, hvis sådanne oversigter fandtes;

3.   bemærker, at tæt samarbejde mellem de nationale parlamenters kompetente udvalg og Europa-Parlamentet om overvågningen af omsættelsen og gennemførelsen af ligestillingslovgivningen ville gøre de politiske beslutningstagere og borgerne mere bevidste om ligestillingsspørgsmålet;

4.   påskønner det store antal detaljerede svar, som det over en kort periode fik fra en række nationale parlamenter og ligestillingsorganer om status for gennemførelsen og problemer i den forbindelse;

5.   beklager, at Kommissionens rapport til Europa-Parlamentet og Rådet, der skal udarbejdes på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne afgivet inden udgangen af 2005, endnu ikke er klar;

6.   beklager, at definitionerne af direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane og sexchikane ikke er overtaget tilstrækkeligt klart og entydigt i flere nationale lovgivninger;

7.   er bekymret over, at omfanget af forbudte former for forskelsbehandling i en række medlemsstater ikke er bredt nok til at være i overensstemmelse med direktiv 2002/73/EF; minder om, at forbudt forskelsbehandling berører både den private og den offentlige sektor;

8.   beklager, at nogle nationale lovgivninger strider mod princippet om effektive sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, idet der deri er fastsat øvre grænser for udbetaling af erstatning eller godtgørelse til ofre for forskelsbehandling;

9.   gør opmærksom på, at mindre favorabel behandling af en kvinde i forbindelse med svangerskab eller barselsorlov udgør forskelsbehandling; beklager, at nogle medlemsstater ikke eksplicit har anerkendt retten til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde efter barselsorlov;

10.   opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at alle bestemmelser i direktiv 2002/73/EF omsættes fuldt ud, korrekt og effektivt og gennemføres på passende vis;

11.   glæder sig over, at nogle medlemsstater har udvidet eller skærpet kravene i direktiv 2002/73/EF, navnlig over de initiativer, der har indført beskyttelse mod forskelsbehandling inden for nye samfundsområder;

12.   anmoder medlemsstaterne om at træffe foranstaltninger, der kan tilskynde arbejdsgivere til at skabe arbejdsbetingelser, der forhindrer sexchikane og chikane på grund af køn, og indføre specifikke procedurer til forebyggelse af sådanne former for opførsel;

13.   opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udvikle kapaciteter og sikre tilstrækkelige midler til ligebehandlings- og ligestillingsorganer, som fastsat i direktiv 2002/73/EF, og minder om kravene i direktivet om at sikre disse organers uafhængighed;

14.   bemærker de forskellige tilgange til gennemførelsen af artikel 8a i direktiv 2002/73/EF, hvilket understreger behovet for samarbejde og udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne; mener, at både Kommissionens netværk for nationale ligestillingsorganer og Equinet er vigtige redskaber til styrkelse af dette samarbejde og fremme af et ensartet niveau for gennemførelsen af fællesskabslovgivningen om ligebehandling af mænd og kvinder;

15.   glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at gennemføre en undersøgelse af ligestillingsorganernes organisation i løbet af 2009; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at måle EU-borgernes grad af viden om de ydelser, ligestillingsorganerne kan levere, og iværksætte oplysningskampagner for at gøre disse organer bedre kendt;

16.   henleder opmærksomheden på det utilstrækkelige vidensniveau blandt kvinder om deres rettigheder i henhold til direktiv 2002/73/EF, hvilket kan udledes af det lave antal retssager og klager vedrørende ligestilling; opfordrer medlemsstater, fagforeninger, arbejdsgivere og ngo'er til at øge deres indsats for at oplyse kvinder om de muligheder, der findes for ofre for forskelsbehandling i henhold til den nationale lovgivning, der har været gældende siden 2005;

17.   noterer sig den begrænsede tillid til retsbeskyttelse blandt ofre for forskelsbehandling og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at den ydede bistand er uafhængig og let tilgængelig, så garantierne for ofre for forskelsbehandling styrkes, og der sikres retsbeskyttelse af personer, der forsvarer eller afgiver vidneudsagn for en person, som nyder beskyttelse i henhold til direktiv 2002/73/EF;

18.   opfordrer Kommissionen til at undersøge, om medlemsstaterne sørger for, at ofre og sammenslutninger og organisationer, der har en legitim interesse i at overholde direktiv 2002/73/EF, ikke som følge af retlige eller andre barrierer, f.eks. alt for korte tidsfrister, hindres i at anlægge sager vedrørende overtrædelser af regler om beskyttelse mod forskelsbehandling og lige rettigheder eller, for ofrenes vedkommende, i at gøre krav på de fulde rettigheder for de berørte i henhold til direktiv 2002/73/EF i andre administrative procedurer;

19.   anerkender, at et tæt samarbejde mellem ligestillingsorganer og arbejdsinspektører kan have en positive virkning på forebyggelse og vurdering af forskelsbehandling; opfordrer medlemsstaterne til at insistere på, at arbejdsinspektører undervises i lyset af de nye ansvarsområder, der opstår som følge af gennemførelsen af direktiv 2002/73/EF, samt de nye redskaber, der er skabt, såsom ændringen i bevisbyrden;

20.   understreger den centrale rolle, som ngo'er spiller, når der skal ydes bistand til ofre for forskelsbehandling; anmoder de offentlige myndigheder om at øremærke midler til mæglings- og bistandsprojekter, der er mere komplekse at udføre end oplysningskampagner;

21.   understreger betydningen af pålidelige, sammenlignelige og tilgængelige kvantitative og kvalitative indikatorer samt kønsbaserede statistikker med henblik på at sikre, at direktivet gennemføres og følges op; opfordrer indtrængende ligestillingsorganerne til at forstærke deres indsats, når det drejer sig om at foretage uafhængige undersøgelser, offentliggøre uafhængige rapporter og komme med henstillinger om ethvert emne med forbindelse til forskelsbehandling; minder om den rolle, der spilles af Det Europæiske Ligestillingsinstitut, der har til opgave at indsamle og analysere information om ligestilling, øge EU-borgernes bevidsthed om ligestilling og udvikle metoder, der kan understøtte integrationen af kønsaspektet;

22.   påpeger behovet for at fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets parter for at håndhæve ligebehandlingsprincippet gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne, kollektive overenskomster, regler for god opførsel, forskning eller udveksling af erfaringer og god praksis;

23.   opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde arbejdsgiverne til med jævne mellemrum at give deres ansatte og disses repræsentanter information om overholdelse af princippet om ligebehandling af kvinder og mænd;

24.   opfordrer medlemsstaterne til at opmuntre arbejdsgiverne til med jævne mellemrum at give deres ansatte og deres repræsentanter information om kønsspørgsmål;

25.   insisterer på, at der er behov for at udvikle nationale metoder til overvågning af gennemførelsen af ligelønsprincippet og princippet om genoptagelse af arbejdet efter en barsels- eller forældreorlov eller en orlov for at hjælpe afhængige familiemedlemmer;

26.   bemærker, at lønforskellene fortsat består, idet kvinders løn i gennemsnit er 15 % lavere end mænds, at denne forskel kun blev reduceret med 1 % mellem 2000 og 2006, og at antallet af kvinder i ledende stillinger stadig er meget lavere end antallet af mænd; insisterer på, at der er behov for at udvikle nationale metoder rettet mod overvågning af gennemførelsen af ligelønsprincippet, og opfordrer Kommissionen til at genoptage planlægningen af ledsageforanstaltninger med dette for øje og under behørig overholdelse af subsidiaritetsprincippet;

27.   understreger, at det er nødvendigt at tilskynde til initiativer, som bidrager til at udarbejde og gennemføre en politik i virksomhederne på området for menneskelige ressourcer og positive foranstaltninger til fremme af ligestilling; opfordrer medlemsstaterne til at henstille til virksomhederne, at de udarbejder og gennemfører ligestillingsplaner og fremmer en ligelig repræsentation af mænd og kvinder i deres ledelses- og beslutningsorganer;

28.   minder medlemsstaterne om betydningen af aktivt at sikre, at der tages fuldt hensyn til kønsaspektet og spørgsmålet om forening af familie- og arbejdsliv ved udarbejdelse og gennemførelse af love;

29.   understreger nødvendigheden af at bekæmpe specifikke hindringer for kvinder og piger med handicap og forældre til børn med handicap, hvad angår lige adgang til uddannelse og arbejdsmarkedet, og nødvendigheden af at tilpasse foranstaltninger til inddragelse af kønsaspektet i alle politikområder og ligeledes til disse gruppers særlige behov;

30.   påpeger behovet for at sikre større fleksibilitet i forbindelse med forældreorlov, navnlig for forældre med handicappede børn;

31.   opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at forskelsbehandlingen af piger og unge kvinder i overgangen fra skole til erhvervsuddannelse og fra erhvervsuddannelse til arbejdsliv samt under tilbagevenden til arbejdsmarkedet efter orlov til pasning af børn eller andre familiemedlemmer bringes til ophør gennem målrettede foranstaltninger; påpeger behovet for offentlige børnepasningsordninger, sundhedspleje og ældreomsorg; minder medlemsstaterne om de tilsagn, som de afgav vedrørende disse emner på Det Europæiske Råd i Barcelona i 2002;

32.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter og de nationale ligestillingsorganer.

(1) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1. (2) EFT L 269 af 5.10.2002, s. 15.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2009 om situationen i Gaza

P6_TA(2009)0025 RC-B6-0051/2009

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om Mellemøsten, særlig beslutningerne af 16. november 2006 om situationen i Gaza(1), af 12. juli 2007 om situationen i Mellemøsten(2), af 11. oktober 2007 om den humanitære situation i Gaza(3) og af 21. februar 2008 om situationen i Gaza(4),

-   der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 242 af 22. november 1967 (S/RES/242(1967)), 338 af 22. oktober 1973 (S/RES/338(1973)) og 1860 af 8. januar 2009 (S/RES/1860(2009)),

-   der henviser til den fjerde Genèvekonvention af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid,

-   der henviser til udsættelsen af sin afstemning om den samstemmende udtalelse om udvidelse af Israels deltagelse i EF-programmer,

-   der henviser til Den Europæiske Unions erklæring af 30. december 2008 om situationen i Mellemøsten,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,

A.   der henviser til, at Israel den 27. december 2008 indledte en militær offensiv i Gaza som reaktion på Hamas' raketangreb i det sydlige Israel, efter Hamas' overtagelse af kontrollen med Gaza og våbenhvilens sammenbrud og afvisningen af at forlænge våbenstilstandsaftalen,

B.   der henviser til, at den israelske operation ifølge de seneste rapporter hidtil har dræbt omkring tusind mennesker i Gaza, heraf mange kvinder og børn, og har resulteret i tusinder af sårede og ødelæggelse af huse, skoler og andre vigtige dele af den civile infrastrukturer som følge af den israelske hærs voldsanvendelse,

C.   der henviser til, at grænseovergangene til og fra Gaza har været lukket i atten måneder, og at ophævelsen af bevægelsesfriheden for mennesker og varer har påvirket indbyggernes dagligdag og yderligere lammet økonomien i området, mens der kun er sket begrænsede og ubetydelige forbedringer af situationen på Vestbredden, og at embargoen mod Gaza udgør en kollektiv straf, hvilket er i modstrid med international humanitær ret,

D.   der henviser til, at en forbedring af levevilkårene for palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden sammen med en genoplivelse af fredsprocessen og etablering af velfungerende palæstinensiske institutioner i Gaza er et afgørende element i bestræbelserne på at nå frem til en retfærdig og varig fred mellem israelere og palæstinensere,

E.   der henviser til, at EU's betydelige økonomiske støtte til palæstinenserne har spillet en vigtig rolle for forsøget på at imødegå en humanitær katastrofe i Gaza og på Vestbredden, og til, at EU forsat, også via De Forenede Nationers Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNWRA), yder humanitær bistand til Gaza,

1.   glæder sig over vedtagelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 1860 den 8. januar 2009 og beklager, at både Israel og Hamas hidtil har undladt at efterkommer FN's opfordring til at standse fjendtlighederne; kræver en omgående og permanent våbenhvile, som skal omfatte en indstilling af Hamas' raketangreb mod Israel og en afslutning af Israels igangværende militære aktion i Gaza;

2.   deler den opfattelse, at det som krævet i FN's Sikkerhedsråds resolution 1860 er presserende nødvendigt at tilvejebringe ordninger og garantier i Gaza for at opretholde en varig våbenhvile, hvilket samtidig omfatter en tilbagetrækning af de israelske styrker, en varig genåbning af grænseovergangene, ophævelse af blokaden og forebyggelse af indsmugling af og ulovlig handel med våben og ammunition;

3.   kræver en våbenhvileaftale, der skal sikres af en mekanisme etableret af det internationale samfund og koordineret af kvartetten og Den Arabiske Liga, der kunne omfatte udsendelse af en multinational tilstedeværelse under et klart mandat med henblik på at genetablere sikkerheden og sikre overholdelse af våbenhvilen af hensyn til befolkningen i Israel og Gaza, med særlig henvisning til overvågningen af grænsen mellem Egypten og Gaza, hvilket indebærer en særligt vigtig rolle for Egypten; opfordrer Rådet til at øge presset for at bringe den aktuelle voldelige konflikt til ophør; støtter de hidtidige diplomatiske bestræbelser fra det internationale samfund, herunder navnlig Egypten og Den Europæiske Union;

4.   er chokeret over civilbefolkningens lidelser i Gaza; beklager navnlig dybt, at civile mål og FN-mål er blevet ramt under angrebene; udtrykker sin sympati for den civile befolkning, der berøres af volden i Gaza og i det sydlige Israel;

5.   opfordrer kraftigt de israelske myndigheder til at tillade uhindret adgang for humanitær bistand og støtte til Gaza og til at sikre fortsatte og tilstrækkelige leverancer gennem de humanitære korridorer; opfordrer indtrængende de israelske myndigheder til at give den internationale presse tilladelse til at følge begivenhederne på stedet;

6.   opfordrer Israel til at opfylde sine forpligtelser i henhold til folkeretten og international humanitær ret; opfordrer Hamas til at indstille raketangrebene og påtage sig sit ansvar ved at forpligte sig til at deltage i en politisk proces med sigte på at genetablere den interne dialog mellem palæstinenserne og bidrage til den igangværende forhandlingsproces;

7.   opfordrer til en stærkere og mere forenet politisk stillingstagen fra Den Europæiske Unions side, og opfordrer Rådet til at benytte lejligheden til at samarbejde med den nye amerikanske regering for at gøre en ende på konflikten med en aftale baseret på en tostatsløsning med henblik på at opbygge en ny fredelig regional sikkerhedsstruktur i Mellemøsten;

8.   understreger, at det er yderst vigtigt at gøre en fornyet indsats til fordel for en interpalæstinensisk forsoning mellem alle dele af det palæstinensiske samfund på grundlag af Mekkaaftalen af 8. februar 2007, der indebærer en accept af tidligere aftaler, herunder Israels ret til at eksistere, og understreger i denne henseende behovet for at sikre en permanent geografisk forbindelse mellem samt en fredelig og varig politisk genforening af Gaza og Vestbredden;

9.   understreger, at kun et reelt fremskridt i retning af fred og væsentlige forbedringer på Vestbredden og i Gaza kan styrke Den Palæstinensiske Myndigheds legitimitet;

10.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, Kvartettens udsending til Mellemøsten, præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed, Det Palæstinensiske Lovgivende Råd, den israelske regering, Knesset, Egyptens regering og parlament og Den Arabiske Ligas generalsekretær.

(1) EUT C 314 E af 21.12.2006, s. 324. (2) EUT C 175 E af 10.7.2008, s. 579. (3) EUT C 227 E af 4.9.2008, s. 138. (4) Vedtagne tekster: P6_TA(2008)0064.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2009 om situationen på Afrikas Horn

P6_TA(2009)0026 B6-0033/2009

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om landene på Afrikas Horn,

-   der henviser til rapporten fra delegationsbesøget på Afrikas Horn, der blev godkendt i Udviklingsudvalget den 8. december 2008,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,

A.   der henviser til, at de uløste grænsekonflikter mellem Etiopien og Eritrea og mellem Eritrea og Djibouti indvirker negativt på freden og sikkerheden på Afrikas Horn; der henviser til, at situationen i Somalia er forværret til en af verdens mest alvorlige humanitære og sikkerhedsmæssige kriser; der henviser til, at situationen i Sudan udgør en stor risikofaktor for sikkerheden i regionen,

B.   der henviser til, at Etiopien og Eritrea afsluttede deres krig med undertegnelsen af den internationalt forhandlede "Algieraftale", der sikrer en fredsbevarende FN-mission (UNMEE) og oprettelsen af grænsekommissionen for Eritrea og Etiopien (EEBC), men at der stadig er forskelle mellem de to parter hvad angår gennemførelsen af aftalen og af beslutningen om EEBC; der henviser til, at UNMEE's mandat måtte ophøre den 31. juli 2008, eftersom Eritrea lagde hindringer i vejen for missionen, og Etiopien havde nægtet at håndhæve EEBC's afgørelse vedrørende det omstridte Badme-område,

C.   der henviser til, at volden i 2008 optrappedes på grænsen mellem Eritrea og Djibouti i Ras Doumeira med 35 dødsofre og snesevis af sårede til følge; der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd den 12. juni 2008 opfordrede begge parter til at indgå våbenhvile og trække tropperne tilbage til status quo; der henviser til, at den nuværende situation er rolig, men at der er en risiko for optrapning, fordi tropperne befinder sig i nærheden,

D.   der henviser til, at selvmordsbombeangreb den 29. oktober 2008 ramte den etiopiske handelsmission, et FN-område og præsidentens palads i Somalilands hovedstad Hargeisa, og at der samtidig fandt angreb sted i Bossaso i den somaliske region Puntland, hvor flere personer blev anholdt,

E.   der henviser til, at der blev afholdt en ny runde forhandlinger i Djibouti i november 2008, som førte til undertegnelse af en aftale om magtfordeling mellem repræsentanter for Somalias føderale overgangsregering (TFG) og oppositionens part Alliancen for Genbefrielse af Somalia og Djibouti (ARS-D), hvori begge parter offentligt erklærer at ville støtte et undersøgelsesudvalg, som skal efterforske krænkelserne af menneskerettighederne i Somalia,

F.   der henviser til, at Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling (IGAD) på en konference, der blev afholdt den 29. oktober 2008 i Nairobi med repræsentanter for de føderale overgangsinstitutioner og medlemmer fra det føderale overgangsparlament, vedtog en syvpunktsplan til støtte af fredsprocessen i Somalia og oprettede en mekanisme til overvågning af gennemførelsen,

G.   der henviser til, at Etiopien siden november 2008 lidt efter lidt har trukket sine tropper tilbage fra Mogadishu og overalt, hvor de endnu er til stede i Somalia; der henviser til, at Den Afrikanske Unions mission i Somalia (AMISOM), som siden marts 2007 har været til stede især i Mogadishu, nu vil være alene i området,

H.   der henviser til, at det i løbet af fire år ikke er lykkedes TFG i Somalia at skabe en bredt funderet regering; der henviser til, at præsident Abdullahis nylige tilbagetræden har medført en reel fare for, at rivaliserende grupperinger vil genoptage kampene,

I.   der henviser til, at pirateri er en anden stor sikkerhedsudfordring for Afrikas Horn; der henviser til, at bekæmpelsen af sørøveri ikke kan vindes ved udelukkende at anvende militære midler, men hovedsagelig afhænger af, om det lykkes af fremme fred, udvikling og statsopbygning i Somalia; der henviser til, at Verdensfødevareprogrammet (WFP) på grund af pirateri har måttet indstille leveringen af fødevarehjælp til Somalia, hvilket forværrer en allerede uholdbar humanitær situation,

J.   der henviser til, at EU den 8. december 2008 indledte sin maritime operation EU NAVFOR Somalia (eller Operation Atalanta), der har til formål at beskytte WFP's konvojsejladser og andre handelsskibe, der sejler i somalisk farvand,

K.   der henviser til, at den manglende gennemførelse af den samlede fredsaftale (CPA) mellem det nordlige og sydlige Sudan kan føre til løsrivelse, som sandsynligvis vil efterfølges af en militær konflikt over oliereserver i grænseregionen; der henviser til, at en sådan løsrivelse højst sandsynligt vil føre til en fuldstændig opsplitning af landet med Darfur og den østlige del, der søger uafhængighed, og kampe mellem folkeslag, som yderligere forværres af nabolandenes, heriblandt Eritreas, indblanding,

L.   der henviser til, at udfordringerne i Djibouti fortsat er enorme, og at situationen i landet er blevet alarmerende som følge af den verdensomspændende fødevarekrise; der henviser til, at Ogaden, Etiopiens somaliske region, er ramt af en alvorlig tørke, og at fødevarehjælpen, der kontrolleres af regeringen og er tiltænkt regionens befolkning, ikke når frem, selv om der er sket nylige fremskridt i leveringen af fødevarehjælp gennem WFP i denne region, idet der stadig rapporteres om forsinkelser på grund af kravet om militær godkendelse for at rejse ind i den somaliske region,

M.   der henviser til, at situationen vedrørende menneskerettigheder, retsstatsprincippet, demokrati og regeringsførelse i alle landende på Afrikas Horn i mange år har vakt stor bekymring i EU; der henviser til, at der foreligger pålidelige rapporteringer om vilkårlige anholdelser, tvangsarbejde, tortur og mishandling af fanger samt forfølgelse af journalister og politisk undertrykkelse i regionen,

N.   der henviser til, at krænkelserne af menneskerettighederne i Somalia omfatter bortførelsen af to italienske, katolske nonner, Maria Teresa Olivero og Caterina Giraudo,

O.   der henviser til, at et system med flertalsafgørelser, som er yderst ugunstigt for oppositionspartierne, og som blev anvendt under parlamentsvalget i 2008, giver anledning til bekymring i Djibouti, hvor oppositionspartiet MRD blev forbudt i juli 2008 ud fra den begrundelse, som der slet ikke er beviser for, at det skulle have støttet et eritreansk angreb på Djibouti, og hvor ledere af Djiboutis fagforening/fagforbund (UDT/UGTD) stadig ikke er blevet genindsat i deres stillinger efter at være blevet afskediget på grund af deres fagforeningsaktiviteter,

P.   der henviser til, at der blandt de ikke-statslige organisationer (ngo'er) og oppositionen hersker en stemning af frygt på grund af den øgede regeringskontrol og det reducerede politiske rum, der er en konsekvens de nyligt vedtagne love vedrørende presse og partiregistrering i Etiopien; der ligeledes henviser til, at loven vedrørende ngo'er (Proclamation for the Registration and Regulation of Charities and Societies), der blev vedtaget af den etiopiske regering og ratificeret af parlamentet, risikerer i alvorlig grad at begrænse de internationale og etiopiske sammenslutningers aktiviteter på områderne ligestilling, retfærdighed, menneskerettigheder og konfliktløsning,

Regional sikkerhed

1.   opfordrer Etiopiens regering til officielt at godkende EEBC's grænsedragning mellem Eritrea og Etiopien ved hjælp af kortkoordinater som endelig og bindende; opfordrer den eritreanske regering til at acceptere en dialog med Etiopien, hvilket vil fremme processen for tilbagetrækning af tropper fra grænsen og for fysisk grænsedragning i henhold til EEBC's afgørelse samt en normalisering af forholdet mellem de to lande, herunder genåbning af grænsen med henblik på handel; opfordrer det internationale samfund og EU til at lægge pres på begge parter for at overvinde det nuværende dødvande;

2.   opfordrer Rådet til at udpege en særlig repræsentant/udsending for EU på Afrikas Horn;

3.   opfordrer Rådet og Kommissionen til inden for rammerne af det regionale politiske partnerskab for fred, sikkerhed og udvikling på Afrikas Horn at fortsætte bestræbelserne på at identificere projekter af fælles interesse, som kan udløse et funktionelt samarbejde mellem Eritrea og Etiopien, f.eks. på områderne energiforsyning, grænseoverskridende handel og havne;

4.   opfordrer den eritreanske regering til at genoverveje sin nuværende ophævelse af medlemskabet af IGAD; opfordrer lederskabet af Den Afrikanske Union (AU) og IGAD til fortsat at inddrage Eritrea og opfordre regeringen til igen at tilslutte sig de regionale og subregionale samarbejdsbestræbelser;

5.   opfordrer den eritreanske regering til sammen med den djiboutianske regering at opfordre en uafhængig undersøgelsesmission til at se på situationen i Ras Doumeira; opfordrer begge parter til at anvende dialog og diplomatiske midler for at genetablere forbindelserne mellem de to lande;

6.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at fortsætte deres støtte til institutionsopbygning i Somalia, gennemførelse af Djibouti-fredsaftalen og IGAD's bestræbelser i fredsprocessen; opfordrer indtrængende til, at AMISOM styrkes, og at FN's stabiliseringsstyrke anvendes i tide, så snart de politiske og sikkerhedsmæssige forhold tillader det;

7.   fordømmer de seneste måneders stadig hyppigere angreb mod nødhjælpsarbejdere, der i alvorlig grad har begrænset hjælpeindsatsen og bidraget til at forværre den humanitære situation i Somalia; opfordrer FN's humanitære koordinator for Somalia til at forhandle om humanitær adgang til de enkelte geografiske områder uafhængigt af Djibouti-fredsaftalen, fremskynde fødevareforsyningerne og mildne den frygtelige humanitære situation;

8.   understreger, at det efter deltagelsen af Den Europæiske Union og det internationale samfund i opnåelsen af en aftale mellem det nordlige og det sydlige Sudan nu er absolut nødvendigt at fortsætte alle bestræbelserne med henblik på at få den gennemført, og fortsat at lægge pres i nødvendigt omfang; opfordrer derfor Rådet og det internationale samfund til at øge deres støtte til gennemførelsen af den samlede fredsaftale mellem nord og syd i Sudan og sikre fuld anvendelse af FN/AU-missionen i Darfur (UNAMID);

9.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at fortsætte deres støtte til IGAD og deres bestræbelser på at udarbejde en integrationsplan for regionen og styrke dens institutioner;

Fødevaresikkerhed og udvikling

10.   opfordrer den eritreanske regering til at indgå et tættere samarbejde med internationale organisationer om vurdering af fødevaresituationen, så der kan foretages rettidig og målrettet indgriben;

11.   opfordrer den eritreanske regering til at give Kommissionen uhindret adgang til projekter finansieret af Kommissionen og være mere åben over for teknisk assistance til projekter og programmer, der er truffet aftale om i fællesskab; opfordrer den også til at tilpasse ngo-proklamationen med henblik på at lette de finansielle krav til ngo'er, som er villige til at engagere sig i udviklingsaktiviteter i Eritrea;

12.   opfordrer den etiopiske regering til at give humanitære organisationer fuld adgang til Ogadenregionen i Somalia og sørge for, at alle de nødvendige betingelser for, at støtten når frem til modtagerne i regionen, er opfyldt;

13.   opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte de regionale løsninger på grænseoverskridende udfordringer i det regionale EU-partnerskab til fremme af fred, sikkerhed og udvikling, navnlig den regionale forvaltning af vandressourcerne som en vigtig forudsætning for fødevaresikkerheden;

14.   opfordrer Kommissionen til at kontrollere, at ingen af dens støtteprogrammer, herunder "cash for work"-programmet, gennemføres ved hjælp af tvangsarbejde;

Menneskerettigheder, demokrati og regeringsførelse

15.   opfordrer den eritreanske regering til at fremsætte en offentlig erklæring om fangernes opholdssted og deres sundhedstilstand og til enten at anklage og straks stille alle politiske fanger og fængslede journalister for en domstol eller løslade dem omgående;

16.   opfordrer den eritreanske regering til i fuldt omfang at respektere menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder forenings-, ytrings-, medie- og samvittighedsfrihed;

17.   udtrykker sin dybe bekymring over den fortsatte fængsling i Eritrea af den svensk-eritreanske journalist Dawit Isaak, der har været fængslet siden sin anholdelse i september 2001, uden at være blevet stillet for en domstol, og kræver omgående løsladelse af Dawit Isaak og andre fængslede journalister;

18.   opfordrer EU til at genoverveje sin tilgang til Eritrea, hvis der ikke sker fremskridt mod overensstemmelse med de væsentlige elementer af Cotonouaftalen (artikel 9), navnlig hvad angår centrale menneskerettighedsspørgsmål (adgang for Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) til fængsler, løsladelse af "G11" fanger);

19.   opfordrer den føderale overgangsregering (TFG) i Somalia til at fordømme bortførelsen af de to italienske, katolske nonner og træffe foranstaltninger til at fremskynde deres løsladelse og forebygge yderligere bortførelser;

20.   opfordrer myndighederne i Djibouti til at beskytte oppositionspartiernes og uafhængige menneskerettighedsorganisationers politiske rettigheder, herunder fuld garanti for presse- forenings- og ytringsfrihed; understreger behovet for en meningsfuld dialog mellem regeringen og oppositionen, der kan føre til vedtagelse af valgloven, så der gives mulighed for en mere retfærdig repræsentation af de eksisterende politiske partier i parlamentet; opfordrer myndighederne i Dibjouti til at give oppositionspartiet MRD lov til at genoptage sine aktiviteter og til at genindsætte alle de ledere af UDT/UGTD, som er blevet afskediget på grund af deres fagforeningsaktiviteter, i deres stillinger;

21.   opfordrer regeringen i Djibouti til at tage skridt til i teori og praksis at sikre bedre beskyttelse af fagforeningernes rettigheder i henhold til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) respektive centrale konventioner;

22.   beklager, at det etiopiske parlament har ratificeret loven om ngo'er (Proclamation for the Registration and Regulation of Charities and Societies); opfordrer til væsentlige ændringer af denne lov for at sikre grundlæggende menneskerettighedsprincipper; opfordrer til en ikke-restriktiv gennemførelse af denne lov og insisterer på, at Kommissionen nøje overvåger dens gennemførelse;

23.   opfordrer indtrængende de etiopiske myndigheder til at tage presseloven og partiregistreringsloven samt valgkomitéens sammensætning op til fornyet overvejelse med henblik på at sikre oppositionspolitikernes rettigheder; opfordrer indtrængende de etiopiske myndigheder til at undersøge påstande om chikane og vilkårlig anholdelse af oppositionen og civilsamfundsorganisationerne og til at bringe de ansvarlige personer for retten;

24.   er oprørt over fængslingen af Birtukan Midekssa, leder af oppositionspartiet "Unity for Democracy and Justice" (UDJ), og kræver hendes øjeblikkelige og betingelsesløse løsladelse;

25.   opfordrer de etiopiske myndigheder til hurtigt at behandle den etiopiske lærerforenings (NTA's) anmodning om registrering i henhold til de respektive love og regler og standse forfølgelsen af denne sammenslutnings medlemmer;

26.   opfordrer regeringerne i Etiopien, Eritrea og Djibouti samt Rådet til i fællesskab og i henhold til artikel 8 og bilag VII i den reviderede Cotonouaftale at udvide den politiske dialog om menneskerettigheder, demokratiske principper og retsstaten, herunder ovennævnte problemer, med henblik på at definere benchmarks og opnå mærkbare resultater og fremskridt på stedet;

27.   anerkender, at der skal være valg i Sudan i 2009, men bemærker, at der endnu hverken er gennemført en ændring af de love, der begrænser ytrings- og organisationsfriheden for enkeltpersoner, politiske partier og medierne, og som er i strid med den samlede fredsaftale (CPA) og den foreløbige nationale forfatning, eller er blevet oprettet et nationalt menneskerettighedsudvalg; understreger, at ophævelsen af disse love og erstatningen af dem med en lovgivning, der er i overensstemmelse med CPA og den foreløbige nationale forfatning, og oprettelsen af et nationalt menneskerettighedsudvalg er nødvendige forudsætninger for at skabe en situation, hvor frie og retfærdige valg kan finde sted;

o
o   o

28.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, formanden for Kommissionen for Den Afrikanske Union, formanden for Den Afrikanske Unions forsamling, Den Afrikanske Unions generalsekretær, det panafrikanske parlament, regeringerne og parlamenterne i IGAD's medlemslande og medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2009 om en EU-strategi over for Belarus

P6_TA(2009)0027 RC-B6-0028/2009

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Belarus, navnlig beslutningen af 9. oktober 2008 om situationen i Belarus efter parlamentsvalget den 28. september 2008(1),

-   der henviser til formandskabets erklæring på vegne af Den Europæiske Union om Rådets fælles holdning 2008/844/FUSP af 10. november 2008, der ændrer den fælles holdning 2006/276/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse embedsmænd i Belarus(2),

-   der henviser til Rådets (almindelige anliggender og eksterne relationer) konklusioner om Belarus af 13. oktober 2008, der ophæver forbuddet mod politiske kontakter med belarussiske myndigheder og midlertidigt ophæver visumforbuddet for visse belarussiske embedsmænd, herunder præsident Lukashenko, for en periode på seks måneder,

-   der henviser til Rådets årsberetning om menneskerettigheder af 27. november 2008 (14146/2/2008),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet af 3. december 2008 om Østpartnerskabet (KOM(2008)0823),

-   der henviser til valgobservationsmissionsrapporten fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (ODIHR) af 27. november 2008 om parlamentsvalget i Belarus af den 28. september 2008,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,

A.   der henviser til, at Rådet i sine ovennævnte konklusioner af 13. oktober 2008 bekræftede sit håb om en gradvis genoptagelse af forbindelserne med Belarus og sin vilje til at skabe en dialog med de belarussiske myndigheder og med andre politiske kræfter i landet med henblik på at fremme reelle fremskridt i retning af styrkelse af demokrati og respekt for menneskerettighederne i Belarus,

B.   der henviser til, at Rådet for at fremme dialogen med de belarussiske myndigheder og vedtagelsen af positive foranstaltninger til styrkelse af demokratiet og respekten for menneskerettighederne har truffet beslutning om, at de rejserestriktioner, der var pålagt visse ledende personer i Belarus – med undtagelse af dem, der var involveret i tilfældene af forsvinden i 1999 og 2000, og formanden for den centrale valgkommission – ikke skulle gælde i en periode på seks måneder, som kan forlænges,

C.   der henviser til, at Kommissionen som svar på de positive skridt, Belarus har taget, allerede har indledt en intensiv dialog med landet på områder som energi, miljø, told, transport og fødevaresikkerhed, og har bekræftet sin vilje til yderligere at udvide omfanget af disse tekniske drøftelser, som er til gavn for begge parter,

D.   der henviser til, at OSCE/ODIHR-valgobservationsmissionen i sine endelige rapport fastslog, at valget den 28. september 2008, der fandt sted i stærkt kontrollerede omgivelser med en knapt synlig valgkamp og var præget af manglende gennemsigtighed i forbindelse med stemmeoptællingerne og registrering af resultaterne fra adskillige valgsteder, til trods for visse mindre forbedringer i sidste instans ikke levede op til de demokratiske standarder, og til, at Lidziya Yarmoshyna, formand for Belarus' centrale valgkommission, anerkendte, at valget i september 2008 af europæiske partnere ikke fuldt og betingelsesløst var blevet anerkendt som værende i overensstemmelse med internationale standarder, og at det endelige mål for valget derfor ikke var nået,

E.   der henviser til, at Kommissionen har startet østpartnerskabsinitiativet for at intensivere samarbejdet med en række østeuropæiske lande, herunder Belarus, på betingelse af, at det opfylder bestemte kriterier vedrørende demokrati, overholdelse af menneskerettighederne og retsstatsprincippet,

F.   der henviser til, at den belarussiske udenrigsminister, Syarhei Martynau, har udtalt, at Belarus er positivt indstillet over for deltagelse i østpartnerskabsinitiativet, og har tilføjet, at Belarus har til hensigt at deltage i dette initiativ,

G.   der henviser til, at de belarussiske myndigheder har idømt en oppositionsaktivist, Alyaksandr Barasenka, et års "begrænset frihed" på grund af hans rolle i forbindelse med en demonstration i januar 2008,

H.   der henviser til, at de belarussiske myndigheder nægter et stort antal protestantiske og romersk-katolske præster og nonner ret til at prædike og undervise,

1.   glæder sig over de belarussiske myndigheders beslutning om at registrere "For Freedom"-bevægelsen, der ledes af den tidligere hviderussiske præsidentkandidat Aleksandr Milinkevitj; håber, at den belarussiske regering vil forbedre betingelserne for andre ikkestatslige gruppers registrering og virke, herunder politiske partier og menneskerettighedsorganisationen "Nasha Viasna";

2.   glæder sig over de belarussiske myndigheders beslutning om at tillade trykning og distribution af to uafhængige aviser, "Narodnaia Volia" og "Nasha Niva"; minder samtidig om, at 13 uafhængige aviser stadig afventer registrering; glæder sig over den belarussiske regerings beslutning om at drøfte de internationale mediestandarder for internettet og høre det belarussiske journalistforbund om disse forhold; håber, at der også vil blive skabt passende betingelser for andre uafhængige mediers virke i Belarus, herunder muligheder for reklamer;

3.   glæder sig over, at Belarus er rede til indgående at drøfte anbefalingerne fra OSCE/ODIHR vedrørende en forbedring af valgloven; betragter dette som et betydeligt og opmuntrende skridt fra Belarus' side og ser frem til en hurtig implementering og til yderligere tiltag i overensstemmelse med EU's forventninger;

4.   glæder sig over løsladelsen af politiske fanger i Belarus, men beklager, at Alyaksandr Kazulin, Sergei Parsyukevich og Andrei Kim stadig ikke nyder godt af alle de borgerlige rettigheder, der er sikret alle belarussiske borgere i Republikken Belarus' forfatning, hvilket også er tilfældet for Alyaksandr Barasenka, der blev holdt varetægtsfængslet i ugevis, mens han ventede på retssagen om hans deltagelse i demonstrationen i januar 2008, og beklager endvidere, at forskellige andre aktivisters frihed fortsat begrænses på forskellig vis;

5.   bifalder de belarussiske myndigheders beslutning om midlertidigt at ophæve rejseforbuddet for en række ofre for Tjernobyl-katastrofen for således at give dem mulighed for at deltage i hvile- og rekonvalescensprogrammer og håber, at der på lang sigt kan findes en strukturel løsning; opfordrer indtrængende det tjekkiske formandskab til at prioritere forhandlingerne om en aftale på EU-plan med de belarussiske myndigheder, der gør det muligt for børn at rejse fra Belarus til et hvilket som helst EU-medlemsland, der organiserer sådanne rekonvalescensprogrammer;

6.   påpeger, at hvis forbindelserne til EU skal forbedres væsentligt, er det vigtigt, 1) at Belarus er et land, der ikke har politiske fanger, 2) at regeringen garanterer mediernes ytringsfrihed, 3) at landet fortsætter med at samarbejde med OSCE om en reform af valgloven, 4) at betingelserne for ikke-statslige organisationers virke forbedres og 5) at ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden garanteres;

7.   opfordrer indtrængende den belarussiske regering til at respektere menneskerettighederne ved at:

8.   understreger, at den demokratiske opposition skal være en del af processen for gradvis at opnå bedre forbindelser med Belarus;

9.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at tage yderligere skridt til at liberalisere visumprocedurerne for belarussiske borgere, da et sådant tiltag er afgørende for at kunne nå hovedmålet med EU's politik over for Belarus, nemlig at lette og styrke de mellemfolkelige forbindelser og derigennem bidrage til at demokratisere landet; opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til i denne forbindelse at overveje muligheden for at nedsætte visumgebyrerne for belarussiske borgere, der rejser ind i Schengenområdet, og forenkle visumproceduren;

10.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at overveje en selektiv anvendelse i Belarus af den europæiske naboskabspolitik(3) og Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder(4) ved i højere grad at støtte civilsamfundet i Belarus, at opfordre den belarussiske regering til at vise sin gode vilje og positive holdning og give det europæiske universitet for humaniora, der er i eksil i Vilnius (Litauen), mulighed for lovligt at vende tilbage til Belarus og genetablere sig på passende vilkår, at yde finansiel støtte til den uafhængige belarussiske fjernsynskanal Belsat og til at opfordre den belarussiske regering til officielt at registrere Belsat i Belarus;

11.   opfordrer Rådet og Kommissionen til i denne forbindelse at overveje foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsklimaet, handlen, investeringerne, energi- og transportinfrastrukturerne og samarbejdet på tværs af grænserne mellem EU og Belarus, og således bidrage til Belarus' borgeres velvære og velstand samt udvide deres muligheder for at kommunikere med og rejse frit til EU;

12.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at overveje Den Europæiske Investeringsbanks deltagelse i investeringer i den belarussiske energitransportinfrastruktur; understreger betydningen af europæiske virksomheders deltagelse i privatiseringsprocessen i Belarus;

13.   opfordrer de belarussiske myndigheder til nøje at overholder de internationale sikkerhedsstandarder og -krav i forbindelse med opførelsen af et nyt atomkraftværk; opfordrer Belarus til at ratificere tillægsprotokollen til den omfattende sikkerhedsaftale med Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA); opfordrer Kommissionen til at overvåge og aflægge beretning til Parlamentet og medlemsstaterne om Belarus' gennemførelse af IAEA's henstillinger, kravene i konventionen om nuklear sikkerhed og traktaten om ikke-spredning af kernevåben og om de konsekvenser, atomkraftværkets drift kunne få for de tilstødende EU-medlemsstater;

14.   beklager de belarussiske myndigheders gentagne beslutninger igennem de seneste år om at afslå at give indrejsevisum til medlemmer af Europa-Parlamentet og til medlemmer af EU-landenes parlamenter; opfordrer de belarussiske myndigheder til ikke at skabe yderligere hindringer, der afskærer Europa-Parlamentets delegation for forbindelserne med Belarus fra at besøge Belarus;

15.   glæder sig over, at de belarussiske myndigheder til trods for det enorme pres, de har været udsat for, har valgt ikke at anerkende Sydossetiens og Abkhasiens ensidede uafhængighedserklæringer;

16.   fordømmer, at Belarus er det eneste land i Europa, der stadig har dødsstraf, hvilket er i modstrid med FN's værdigrundlag;

17.   opfordrer de belarussiske myndigheder til at respektere religionsfriheden; fordømmer, at europæiske borgere, herunder præster, jævnligt udvises fra Belarus, hvilket er i modstrid med den tillidsskabende proces i forhold til EU;

18.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter og regeringer , FN's generalsekretær, OSCE's Parlamentariske Forsamling, Europarådets Parlamentariske Forsamling, sekretariatet for Fællesskabet af Uafhængige Stater og parlamentet og regeringen i Belarus.

(1) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0470. (2) EUT L 300 af 11.11.2008, s. 56. (3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1638/2006 af 24. oktober 2006 om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument (EUT L 310 af 9.11.2006, s. 1). (4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (EUT L 386 af 29.12.2006, s. 1).

Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2009 om Srebrenica

P6_TA(2009)0028 RC-B6-0022/2009

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til sin beslutning af 7. juli 2005 om Srebrenica(1),

-   der henviser til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bosnien-Hercegovina på den anden side, undertegnet i Luxembourg den 16. juni 2008, og muligheden for EU-medlemskab, som alle lande på det vestlige Balkan fik stillet i udsigt på EU-topmødet i Thessaloniki i 2003,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,

A.   der henviser til, at i juli 1995 faldt den bosniske by Srebrenica, der dengang var en isoleret enklave, som FN's Sikkerhedsråd i sin resolution af 16. april 1993 havde erklæret som sikkert område, i hænderne på de serbiske militser anført af general Ratko Mladić og under ledelse af den daværende præsident for Republika Srpska, Radovan Karadžić,

B.   der henviser til, at de bosnisk-serbiske styrker efter Srebrenicas fald anført af general Mladić og med støtte fra paramilitære enheder, herunder irregulære politistyrker, der var gået ind på bosnisk område fra Serbien, i løbet af adskillige dages massakre myrdede over 8 000 muslimske mænd og drenge, som havde søgt tilflugt i dette område, der stod under FN's internationale styrkes (UNPROFOR) beskyttelse; der henviser til, at næsten 25 000 kvinder, børn og ældre blev tvangsdeporteret, og at dette var den alvorligste krigsforbrydelse i Europa siden afslutningen af anden verdenskrig,

C.   der henviser til, at denne tragedie, der af Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det Tidligere Jugoslavien (ICTY) er blevet defineret som folkedrab, udspillede sig i et ifølge FN sikkert område og derfor er et symbol på det internationale samfunds manglende evne til at gribe ind i en konflikt og beskytte civilbefolkningen,

D.   der henviser til, at de bosnisk-serbiske styrker gentagne gange overtrådte Genève-konventionerne i forhold til civilbefolkningen i Srebrenica, bl.a. ved at deportere flere tusinde kvinder, børn og ældre og voldtage et stort antal kvinder,

E.   der henviser til, at de hidtidige undersøgelser på trods af de enorme bestræbelser på at lokalisere og udgrave masse- og enkeltgrave og identificere ligene af ofrene ikke har gjort det muligt at give et fyldestgørende billede af hændelserne i og omkring Srebrenica,

F.   der henviser til, at der ikke kan skabes nogen reel fred uden retfærdighed, og at et fuldt og betingelsesløst samarbejde med ICTY fortsat er en grundlæggende forudsætning for videreførelse af processen med at integrere landene på det vestlige Balkan i EU,

G.   der henviser til, at general Radislav Krstić fra den bosnisk-serbiske hær er den første person, som ICTY har kendt skyldig i meddelagtighed i folkedrabet i Srebrenica, men at den mest højtstående tiltalte person, Ratko Mladić, fortsat er på fri fod tolv år efter de tragiske hændelser, og at det må hilses velkomment, at Radovan Karadžić nu er blevet overført til ICTY,

H.   der henviser til, at indførelsen af en mindedag synes at være den bedste måde, hvorpå man kan ære mindet om ofrene for massakrerne og sende et tydeligt signal til kommende generationer,

1.   mindes og ærer ofrene for grusomhederne under krigene i det tidligere Jugoslavien; udtrykker sin medfølelse med og solidaritet over for ofrenes familier, som i mange tilfælde ikke har fået vished for deres slægtninges skæbne; erkender, at denne fortsatte smerte forværres af den manglende retsforfølgelse af de ansvarlige for disse handlinger;

2.   anmoder Rådet og Kommissionen om på passende vis at mindes årsdagen for folkedrabet i Srebrenica-Potočari ved at støtte Parlamentets ønske om i hele EU og i alle landene på det vestlige Balkan at højtideligholde den 11. juli som mindedag for folkedrabet i Srebrenica, og opfordrer alle landene på det vestlige Balkan til at gøre det samme;

3.   kræver en større indsats for at bringe dem, der fortsat er på fri fod, for en domstol og støtter ICTY's værdifulde og vanskelige arbejde, og understreger, at det er vigtigt for freden og stabiliteten i regionen at de ansvarlige for massakrerne i og omkring Srebrenica retsforfølges; gentager i den sammenhæng nødvendigheden af at tillægge retsforfølgelse af krigsforbrydelser større betydning på indenlandsk niveau;

4.   understreger forsoningens betydning som led i den europæiske integrationsproces; fremhæver den vigtige rolle, som de religiøse samfund, medierne og uddannelsessystemerne spiller i denne proces med henblik på at sikre, at alle etniske grupper i civilbefolkningen kan overvinde spændingerne fra fortiden og indlede en fredelig og oprigtig sameksistens, der sikrer varig stabilitet og økonomisk vækst; opfordrer indtrængende alle lande til at gøre en yderligere indsats for at lægge en problematisk og urolig fortid bag sig;

5.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Bosnien-Hercegovinas og dets enheders regering og parlament og regeringerne og parlamenterne i landene på det vestlige Balkan.

(1) EUT C 157 E af 6.7.2006, s. 468.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2009 om Iran: Shirin Ebadis situation

P6_TA(2009)0029 RC-B6-0036/2009

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om Iran, særlig beslutningerne om menneskerettigheder,

-   der henviser til det tredje interparlamentariske møde mellem Europa-Parlamentet og Den Islamiske Republik Irans parlament (Majlis), afholdt i Bruxelles den 4. og 5. november 2008, og til beretningen fra mødet,

-   der henviser til erklæring af 22. december 2008 fra Rådets formandskab på Den Europæiske Unions vegne om iransk politis lukning af centret for beskyttelse af menneskerettighederne (CDHR) under ledelse af advokat og modtager af Nobels fredspris i 2003, Shirin Ebadi,

-   der henviser til erklæringerne fra Det Europæiske Råd den 31. december 2008 om truslerne mod Shirin Ebadi,

-   der henviser til erklæring af 3. januar 2009 fra FN's generalsekretær om chikane og forfølgelse af Shirin Ebadi og hendes sikkerhed,

-   der henviser til tidligere resolutioner fra FN's Generalforsamling, herunder navnlig resolution 63/191 af 18. december 2008 om menneskerettighedssituationen i Den Islamiske Republik Iran,

-   der henviser til rapport af 1. oktober 2008 fra FN's generalsekretær om menneskerettighedssituationen i Den Islamiske Republik Iran,

-   der henviser til FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, der blev vedtaget den 9. december 1998,

-   der henviser til FN's verdenserklæring om menneskerettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som alle er tiltrådt af Iran,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,

A.   der henviser til, at den generelle menneskerettighedssituation i Iran konsekvent er blevet forværret siden 2005 på alle områder og i alle henseender, navnlig hvad angår udøvelsen af borgerlige rettigheder og politiske frihedsrettigheder, til trods for at Iran har forpligtet sig til at fremme og beskytte menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i henhold til forskellige internationale instrumenter på dette område,

B.   der henviser til, at iransk politi og sikkerhedsstyrker den 21. december 2008 lukkede CDHR, der ledes af Shirin Ebadi, da man ville fejre 60-årsdagen for menneskerettighederne,

C.   der henviser til, at Shirin Ebadis kontor i Teheran den 29. december 2008 blev gennemsøgt, og dokumenter og computere blev fjernet, og til, at fjendtligsindede folkemængder den 1. januar 2009 demonstrerede uden for hendes bolig og kontor og råbte slagord mod Shirin Ebadi, rev hendes kontorskilt ned og oversmurte bygningen med graffiti,

D.   der henviser til, at der er stadig flere tegn på, at de iranske myndigheders forfølgelse af Shirin Ebadi er blevet intensiveret på grund af hendes kontakter til ansatte i FN's menneskerettighedskontor og deres brug af oplysninger fra Centret i FN's rapport af 2. oktober 2008 om menneskerettighedssituationen i Iran,

E.   der henviser til, at Shirin Ebadi blev udsat for dødstrusler, efter at hun havde besluttet at påtage sig forsvaret for de syv ledende medlemmer af Baha'i-trosretningen, der var blevet kollektivt anholdt i maj 2008, og til, at CDHR også har protesteret mod myndighedernes udelukkelse af studenter fra universiteterne,

F.   der henviser til, at Irans officielle nyhedsagentur (IRNA) i august 2008 udbredte det falske rygte, at Shirin Ebadi's datter Narges Tavasolian havde konverteret til Baha'i-trosretningen, en påstand, der kan få alvorlige følger, eftersom de troende udsættes for massive forfølgelser i Iran,

G.   der henviser til, at medlemmerne af et andet kendt menneskerettighedscenter i Iran, Kurdistans menneskerettighedsorganisation (HROK) ligeledes chikaneres af myndighederne og konstant har en arrestordre hængende over hovedet, og til, at bl.a. bevægelsens grundlægger Mohammad Sadiq Kaboudvand er blevet idømt ti års fængsel på grundlag af anklage om at "skade den nationale sikkerhed ved at etablere HROK",

H.   der henviser til, at regeringen og myndighederne i Iran har en bindende forpligtelse til at beskytte menneskerettighedsforkæmpere, idet FN's ovennævnte erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, som FN's Generalforsamling vedtog ved konsensus i 1998, fastslår, at staterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de kompetente myndigheder beskytter menneskerettighedsforkæmpere mod vold, trusler, gengældelse, de facto eller de jure forskelsbehandling, pres eller andre vilkårlige foranstaltninger som følge af deres legitime ret til at fremme menneskerettighederne,

1.   fordømmer på det skarpeste undertrykkelsen, forfølgelsen og truslerne mod Shirin Ebadi og lukningen af CDHR i Teheran og udtrykker dyb bekymring over den intensiverede forfølgelse af menneskerettighedsforkæmpere i Iran; understreger, at de iranske sikkerhedsstyrkers overfald på CDHR i Teheran er led i et mere omfattende forsøg på at bringe Irans menneskerettighedssamfund til tavshed;

2.   er alvorligt bange for, at den fortsatte forfølgelse, truslerne mod og angrebene på Shirin Ebadi ikke blot truer hendes sikkerhed, men også er en trussel mod alle iranske civilsamfundsaktivister og menneskerettighedsforkæmpere;

3.   understreger, at lukningen af CDHR ikke blot er et angreb på Shirin Ebadi og menneskerettighedsforkæmperne i Iran, men et angreb på hele det internationale menneskerettighedssamfund, som hun er et indflydelsesrigt og ledende medlem af;

4.   henstiller til de iranske myndigheder at afslutte undertrykkelsen, forfølgelsen og truslerne mod Shirin Ebadi, garantere hendes sikkerhed og tillade, at CDHR åbnes igen; opfordrer de iranske myndigheder til at give CDHR, HROK og andre menneskerettighedssammenslutninger mulighed for at fungere uhindret;

5.   opfordrer de iranske myndigheder til at opfylde deres internationale forpligtelser og i særdeleshed respektere forsamlingsfriheden i overensstemmelse med den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Iran har undertegnet og ratificeret;

6.   gentager sin bekymring vedrørende forfølgelsen og fængslingen af iranske borgere, der går ind i kampen for menneskerettighederne og demonstrerer mod dødsstraffen, og som ofte anklages for såkaldte aktiviteter til skade for den nationale sikkerhed; opfordrer Iran til at standse chikanen, intimideringen og forfølgelsen af politiske modstandere og menneskerettighedsforkæmpere, herunder blandt andet løsladelse af personer, der er vilkårligt fængslet på grund af deres politiske synspunkter, og bringe straffriheden for menneskerettighedskrænkelser til ophør;

7.   fordømmer på det kraftigste de tre steninger, der fandt sted i byen Mashad sidst i december 2008, hvilket er blevet bekræftet af en talsmand for retsvæsenet, og opfordrer de iranske myndigheder til at overholde moratoriet og hurtigst muligt forelægge et lovforslag om ophævelse af denne grusomme form for straf;

8.   er dybt foruroliget over forværringen af Mohammad Sadiq Kaboudvands sundhedstilstand, siden han blev fængslet; anser ham for at være samvittighedsfange og kræver hans øjeblikkelige og uforbeholdne løsladelse, så han kan få lægehjælp;

9.   beklager dybt suspensionsmetoden, der stadig anvendes over for studerende som straf, hvis de har organiseret offentlige debatter, og opfordrer myndighederne til at løslade dem, der blev anholdt i forbindelse med den sidste årlige nationale studenterdag den 6. december 2008 ved universitetet i Shiraz;

10.   henstiller til de iranske myndigheder at leve op til regeringens krav om at respektere religiøse mindretal og straks løslade Bahia'-lederne Fariba Kamalabadi, Jamaloddin Khanjani, Afif Naeimi, Saeid Rasaie, Mahvash Sabet, Behrouz Tavakkoli og Vahid Tizfahm, da de udelukkende er blevet fængslet på grund af deres tro;

11.   henstiller til Rådet og Kommissionen at fortsætte undersøgelsen af menneskerettighedssituationen i Iran og i første halvår 2009 at forelægge en omfattende rapport om dette forhold og fortsat tage specifikke tilfælde af menneskerettighedskrænkelser op;

12.   understreger, at en eventuel fremtidig indgåelse af en samarbejds- og handelsaftale mellem Iran og EU også afhænger af væsentlige forbedringer af menneskerettighedssituationen i Iran;

13.   opfordrer Rådets formandskab og medlemsstaternes diplomatiske repræsentanter i Iran til hurtigst muligt at træffe samordnede foranstaltninger vedrørende ovenstående;

14.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's Menneskerettighedsråd, formanden for Irans dommerstand og Den Islamiske Republik Irans regering og parlament.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2009 om statskuppet i Guinea

P6_TA(2009)0030 RC-B6-0037/2009

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,

A.   der minder om, at en gruppe officerer tog magten i Guinea den 23. december 2008 - dagen efter præsident Lansana Contés død,

B.   der gør opmærksom på, at Lansana Conté som daværende officer i sin tid også selv havde taget magten ved et kup i 1984, efter at hans forgænger, præsident Sékou Touré, lige var død, og at han bevarede magten i 24 år,

C.   der påpeger, at hæren ikke bør have nogen plads i nationernes regeringsførelse,

D.   der anfører, at den guineanske nationalforsamlings mandat udløb for to år siden, uden at der på noget tidspunkt har fundet nyvalg sted,

E.   der understreger, at beslutningerne om Guineas politiske, økonomiske og sociale fremtid skal træffes af det guineanske folk og dets repræsentanter, og at militærjuntaens løfte om valg om to år er alt for langt ude i fremtiden,

F.   der konstaterer, at statskuppet er blevet fordømt af Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (Ecowas) og Den Afrikanske Union (AU), der har besluttet at suspendere Guinea,

G.   der fastslår, at de vigtigste oppositionspartier og fagforeningsbevægelsen, som stod bag strejkerne i juni 2006 og januar 2007, har taget magtovertagelsen til efterretning, men at nationalforsamlingens formand opfordrer til genindførelse af den forfatningsmæssige legalitet,

H.   der gør opmærksom på, at hver anden guineaner ifølge Verdensbanken lever for, hvad der svarer til en amerikansk dollar om dagen, og at indkomsten pr. capita er faldet uafbrudt siden uafhængigheden til trods for Guineas store vandressourcer og ressourcer i undergrunden,

I.   der bemærker, at Guinea af "Transparency International" er klassificeret som et af de mest korrupte lande i Afrika,

J.   der anfører, at statskuppet er indtruffet i en økonomisk og social kontekst præget af tilbagegang, og at en forbedring af udviklingen er den bedste garanti for, at demokratiet vil sejre,

K.   der fremhæver, at der flere gange er afholdt demonstrationer i mange af Guineas byer i protest mod de stigende leveomkostninger og manglen på basisfødevarer,

L.   der påpeger, at menneskerettighedssituationen under den afdøde præsident Lansana Conté var meget foruroligende og præget af militærets og politiets overdrevne magtanvendelse over for borgerne, vilkårlig tilbageholdelse og fængsling uden rettergang samt angreb på ytringsfriheden,

M.   der understreger, at det er vigtigt, at der tages fuldt hensyn til de politiske partiers, fagforeningernes og civilsamfundsorganisationernes forslag til, hvordan der kan iværksættes en national dialog for at nå til enighed om en fredelig overgang til demokratisk styre og om en tidsplan for afholdelse af præsident- og parlamentsvalg,

N.   der pointerer, at militærjuntaens afgørelser og udnævnelser, navnlig på regeringsplan, ikke overholder de grundlæggende retsstatsprincipper,

O.   der konstaterer, at Kabiné Komara, der tidligere havde en lederfunktion i den afrikanske import-eksport bank, er udnævnt til premierminister, og at han var opført på den liste over kandidater til premierministerembedet, som fagforeningerne havde foreslået under begivenhederne i februar 2007,

P.   der fastslår, at der er foretaget vilkårlige anholdelser af højtstående militærfolk og civile,

1.   fordømmer en gruppe officerers magtovertagelse i Guinea og kræver, at der inden for få måneder gennemføres frie og gennemskuelige parlaments- og præsidentvalg under en civil overgangsregerings myndighed, og at valget foregår under overholdelse af de internationale normer og med hjælp fra Den Afrikanske Union og Ecowas og støtte fra Den Europæiske Union;

2.   opfordrer til en national dialog i Guinea med deltagelse af alle politiske partier, fagforeninger og civilsamfundsorganisationer for at bane vej for overgangen til demokratisk styre;

3.   anmoder juntaen om at respektere menings-, ytrings- og forsamlingsfriheden, herunder retten til frit at deltage i fredelige forsamlinger, som forankret i verdenserklæringen om menneskerettigheder;

4.   fordømmer anholdelserne og fængslingerne af militærfolk og civile uden bevisbyrde og kræver, at de løslades omgående, hvis de ikke kan tiltales for nogen alvorlig forseelse;

5.   noterer sig, at de nye guineanske ledere har afgivet en række politiske løfter, bl.a. at de vil bekæmpe korruptionen konsekvent og indføre et åbent demokratisk system i Guinea; kræver, at disse løfter overholdes;

6.   roser AU og Ecowas for deres beslutning om at suspendere Guinea, så længe landet ikke har et parlament og en regering, der er demokratisk valgt;

7.   kræver, at der med udgangspunkt i Cotonou-aftalens artikel 8 og 96 indledes en politisk dialog mellem EU og de overgangsmyndigheder, der har taget magten i Guinea;

8.   anmoder Kommissionen om at være parat til at fastfryse enhver bistand, der ikke har form af humanitær bistand og fødevarehjælp, og at undersøge, hvordan der kan iværksættes målrettede sanktioner mod medlemmerne af de ansvarlige myndigheder for den voldelige magtovertagelse, såfremt der ikke sker nogen overgang til demokratisk styre;

9.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, Den Afrikanske Unions institutioner, Ecowas, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og de guineanske myndigheder.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2009 om pressefrihed i Kenya

P6_TA(2009)0031 RC-B6-0038/2009

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til det afrikanske charter om menneskerettigheder og befolkningers rettigheder,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om Kenya,

-   der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,

A.   der henviser til, at præsident Kibaki den 2. januar 2009 godkendte den kenyanske lovændring af 2008 om kommunikation, som ændrede den kenyanske kommunikationslov fra 1998,

B.   der henviser til, at loven af 2008 i den nuværende form tilsidesætter retten til ytringsfrihed og pressefrihed som nedfældet i verdenserklæringen om menneskerettigheder og gentaget i andre internationale konventioner, som Kenya har undertegnet og ratificeret, herunder det afrikanske charter om menneskerettigheder og befolkningers rettigheder,

C.   der henviser til, at de to mest problematiske bestemmelser findes i paragraf 88 og 46 idet paragraf 88 tillægger informationsministeren betydelige beføjelser til at foretage razziaer i medievirksomheder, som anses for at udgøre en trussel mod nationens sikkerhed, og afmontere deres sendeudstyr, og paragraf 46 giver staten magt til at regulere indhold, der skal udsendes og offentliggøres af henholdsvis elektroniske og trykte medier,

D.   der henviser til, at medieloven af 2008 ifølge en pressemeddelelse fra Det Østafrikanske Journalistforbund (EAJA) vil indføre direkte statslig mediecensur,

E.   der henviser til, at premierminister Odinga har tilsluttet sig den udbredte modstand mod lovgivningen, samt til, at funktionærer i den Orange Demokratiske Bevægelse (ODM) for nylig holdt kriseforhandlinger, hvor de hævdede, at præsidenten ikke havde hørt premierministeren i forbindelse med medie-loven,

F.   der henviser til, at Kenyas Nationale Menneskerettighedskommission er af den opfattelse, at præsidentens godkendelse af loven viser, at den store koalition ikke arbejder sammen,

G.   der henviser til, at ytringsfriheden er en grundlæggende menneskerettighed som fastsat i artikel 19 i verdenserklæringen om menneskerettigheder,

H.   der henviser til, at gadedemonstrationer efter et svindelpræget præsidentvalg i Kenya førte til optøjer og etniske sammenstød, som bredte sig til hele landet og dræbte over 1 000 mennesker og gjorde yderligere 350 000 hjemløse for et år siden,

1.   beklager, at præsident Kibaki undertegnede den ændrede kenyanske kommunikationslov uden at tage hensyn til de meget omtalte forbehold mod denne lov ved undertegnelsen;

2.   glæder sig dog over, at præsident Kibaki for nylig tog initiativ til at revidere medieloven og viste sig villig til at behandle ændringsforslag til loven fremsat af repræsentanter for medierne;

3.   bekræfter sin støtte til pressefriheden og grundlæggende frihedsrettigheder som ytrings-, informations- og foreningsfrihed; understreger, at adgangen til information, der repræsenterer en mangfoldighed af meninger, er afgørende for borgernes indflydelse;

4.   opfordrer den kenyanske regering til at tage initiativ til at høre de involverede parter for at nå til enighed om, hvordan kommunikationssektoren kan reguleres bedre, uden at det går ud over pressefriheden; anmoder præsident Kibaki og premierminister Odinga om at sætte alt ind på at sikre, at en eventuel opdateret version af den nye medielov er forenelig med principperne om ytrings- og informationsfrihed;

5.   understreger nødvendigheden af at tage fat på den straffrihedskultur, der trives i Kenya, for at få stillet dem, der er ansvarlige for voldshandlingerne efter valget for et år siden, for en domstol; anmoder om, at der nedsættes en uafhængig kommission bestående af lokale og internationale juridiske eksperter, som skal varetage efterforskning og retsforfølgelse; bemærker, at præsident Kibaki og premierminister Odinga i teorien er blevet enige om at nedsætte en sådan kommission, men at den endnu ikke er blevet dannet;

6.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Kenyas regering, medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, Det Østafrikanske Fællesskab og formændene for henholdsvis Kommissionen og Eksekutivrådet for Den Afrikanske Union.