Europa-Parlamentet,

-   der henviser til ministererklæringerne fra de fire første verdensvandsfora, som blev afholdt henholdsvis i Marrakesh (1997), Haag (2000), Kyoto (2003) og Mexico City (2006),

-   der henviser til erklæringen fra Dublin-konferencen om vand og bæredygtig udvikling (1992), som anbefaler, at der indføres en integreret forvaltning af vandressourcerne i anerkendelse af vands værdi for alle dets anvendelsesformer, og som indfører princippet om vandafgifter,

-   der henviser til resolution A/RES/58/217 fra FN's Generalforsamling, der har udråbt årene 2005–2015 til det internationale årti til indsats for vandet og udråbt 22. marts hvert år til international vanddag,

-   der henviser til ministererklæringen fra den internationale konference om ferskvand i Bonn (2001), der understreger det presserende behov for at fremme nye finansieringskilder fra alle tænkelige kategorier af investorer, og nødvendigheden af at styrke den offentlige finansiering af vandforsyningen ved hjælp af bidrag fra privat kapital, samtidig med at der tilskyndes til initiativer på lokalt niveau,

-   der henviser til konferencen i Monterrey (2002), der introducerede begrebet om globale vandpartnerskaber (GWP), som er en flerdimensionel dialog mellem ligeværdige partnere, inklusive virksomheder, finansinstitutioner og civilsamfundet, og som er videreført af det nye partnerskab for Afrikas udvikling (NEPAD) og af G8 i Genova i 2001 og af forummet for partnerskab med Afrika i 2003,

-   der henviser til konventionen fra FN's Økonomiske Kommission for Europa, der blev vedtaget i Helsinki i 1992 og trådte i kraft i 1996, og som opstiller de juridiske rammer for det regionale samarbejde om beskyttelse og udnyttelse af grænseoverskridende vandveje og internationale søer,

-   der henviser til det internationale FN-topmøde om årtusindet (New York, den 6.–8. september 2000), hvor udarbejdelsen af årtusindudviklingsmålene (MDG-målene) fandt sted, og som opererer med en halvering frem til 2015 af den procentandel af befolkningen, der ikke har stabil adgang til drikkevand,

-   der henviser til det charter, der blev vedtaget i Zaragoza i 2008 om "A New Comprehensive Vision of Water" og henstillingerne fra Water Tribune, der blev vedtaget den 14. september 2008 ved afslutningen af den internationale udstilling i Zaragoza og fremsendt til FN's generalsekretær,

-   der henviser til FN's globale rapport om forvaltningen af vandressourcerne med titlen "Water, a shared responsibility" (Vand - et fælles ansvar), der blev offentliggjort i 2006,

-   der henviser til sin beslutning af 11. marts 2004 om strategien for det indre marked: Prioriteringer 2003–2006(1), hvori det i punkt 5 anføres, at "vand er menneskehedens fælles gode, og at forvaltningen af vandressourcerne derfor ikke bør underkastes det indre markeds bestemmelser",

-   der henviser til UNDP's rapport fra 2006 om den menneskelige udvikling, der indeholder et kapitel om "vand mellem magt og fattigdom", hvori dette FN-agentur påviser, at fattigdom snarere end den fysiske knaphed på vand er den vigtigste årsag til manglende adgang til vand for mere end én milliard mennesker,

-   der henviser til sin beslutning af 15. marts 2007 om lokale myndigheder og udviklingssamarbejde(2),

-   der henviser til sin beslutning af 15. marts 2006 om det fjerde Verdensvandforum i Mexico By (16.-22. marts 2006)(3),

-   der henviser til, at det europæiske civilsamfund i Europa-Parlamentets regi har taget betydelige initiativer om vand og adgang til drikkevand for alle, såsom "verdensforsamlingen af folkevalgte og borgere for vand" (AMECE, den 18.–20. marts 2007) og "fred med vand" (den 12.–13. februar 2009) såvel som det forhandlede "memorandum om en international protokol om vand",

-   der henviser til forespørgsel til Kommissionen til mundtlig besvarelse B6-0113/2009 om det femte verdensvandsforum i Istanbul, fra den 16.–22. marts 2009,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 5,

A.   der henviser til, at vandknaphed og manglende rensning hvert år medfører otte millioner dødsfald, at mere end én milliard mennesker ikke har let eller økonomisk overkommelig adgang til drikkevand, og at næsten 2,5 milliarder mennesker ikke råder over metoder til rensning af vand,

B.   der henviser til, at 2,8 milliarder mennesker lever på steder med en kritisk vandsituation, og at dette tal vil stige til 3,9 milliarder frem mod 2030,

C.   der henviser til, at de fattige befolkninger er mere sårbare over for klimaændringer og også dårligere i stand til at tilpasse sig disse ændringer,

D.   der henviser til, at den multinationale industri og landbrugsindustrien er verdens største forbrugere af ferskvand (70 % af verdens vandbeskatning), som de modtager til spotpriser, og at overudnyttelsen af vandressourcerne har medført en forværring og en spredning af vandforureningen og den generelle udpining af jorden, hvilket er årsagen til de stadig mere tilbagevendende problemer med tørke af en stigende strukturel karakter,

E.   der henviser til, at de tjenesteydelser, som knytter sig til vandforbrug og en rationel forvaltning heraf, bør være afgørende for fastsættelse af en pris, der kan forhindre visse sektorers overudnyttelse og muliggøre investeringer i vedligeholdelse og forbedring af infrastrukturer kombineret med supplerende foranstaltninger til sikring af en ligelig vandfordeling og det offentliges støtte med det formål at sikre, at fattige familier har råd til at betale for deres grundlæggende vandbehov,

F.   der henviser til, at generelle vandstøtteordninger, der fører til kunstigt lave priser på vand, resulterer i, at visse sektorer overudnytter denne ressource, hvilket er en af de vigtigste årsager til knapheden på vand,

G.   der henviser til, at adgangen til vand er ekstremt ulige, selv om den burde være en grundlæggende og universel ret, og at det ville være mest hensigtsmæssigt at tilrettelægge og styre den på lokalt niveau,

H.   der henviser til, at liberaliseringen og afviklingen af den offentlige regulering af vandforsyningen i udviklingslandene, og især i de mindst udviklede lande, i mangel af en konsekvent regelramme omkring disse tiltag kan resultere i prisstigninger for de fattigste og begrænse deres adgang til vand,

I.   der henviser til, at offentlig-private partnerskaber, der bør knytte konsekvent og gennemskuelig lovgivning sammen med offentligt ejerskab og private investeringer, bør være rettet mod en forbedring af adgangen til og rensningen af vand for alle, såvel som til en mere effektiv udnyttelse i forhold til omkostningerne,

J.   der henviser til, at de største forhindringer for en effektiv vandforvaltning er utilstrækkelig politisk prioritering af vandspørgsmålet, dårlig forvaltning, utilstrækkelige lovgivningsrammer, korruption, uigennemskuelige kontraktforhandlinger og -tildelinger samt manglende drøftelser om prisfastsættelser,

K.   der henviser til, at ifølge Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) udgør den officielle udviklingsbistand (ODA), der anvendes på vand og vandrensning, kun 9 % af den bilaterale ODA og 4,5 % af den multilaterale ODA, og at den er dårligt fordelt, eftersom de mindst udviklede lande kun modtager 24 % af midlerne, selvom de har det største behov,

L.   der henviser til, at verdensvandforummet, der forsamles hvert tredje år, er et forum for drøftelser og fastlæggelse af retningslinjer vedrørende internationale politiske beslutninger om vandforvaltning og vandressourcer, og beklager, at forummets tiltag hidtil ikke i udpræget grad er blevet indarbejdet i FN's arbejde,

1.   erklærer, at vand er menneskehedens fælles gode og bør være en grundlæggende og universel rettighed; kræver, at der gøres den nødvendige indsats for at sikre adgang til drikkevand for den fattigste del af befolkningerne inden 2015;

2.   erklærer, er eftersom vand betragtes som et fælles gode, bør forvaltningen heraf være underlagt offentlig kontrol, hvad enten forvaltningen foretages helt eller delvist af den private sektor;

3.   understreger, at vandforvaltningspolitikken også bør integrere hensynet til den offentlige sundhed og beskyttelsen af miljøet, og at verdensvandsforummet bør bidrage på demokratisk, deltagerorienteret og konsensussøgende vis til at udvikle strategier, der kan fremme et udviklingsmønster inden for økonomi og landbrug, der vil sikre en høj vandkvalitet;

4.   tilskynder til afvikling af de generelle støtteordninger for vandforsyning, idet de undergraver incitamentet til at forvalte vandforsyningen effektivt og medfører overforbrug, således at der frigøres midler til målrettede støtteformål, især for fattige grupper og landbefolkninger med henblik på at sikre alle adgang til vand;

5.   understreger betydningen af at etablere fælles organer for vandforsyningen mellem lande, der grænser op til de samme vandområder med henblik på at skabe eller forstærke solidaritetsmekanismer, der er hensigtsmæssige i forhold til at forhindre eller løse konflikter;

6.   minder om kvinders afgørende rolle i forbindelse med vandforsyning og -forvaltning samt bevarelsen af vandressourcerne;

7.   anmoder medlemsstaterne om, trods finanskrisen, at forhøje deres bidrag til ODA med henblik på at nå årtusindudviklingsmålene vedrørende drikkevandsforsyningen, idet behovene på investeringssiden beløber sig til 180 000 000 000 USD årligt;

8.   anmoder om, at midlerne til "EU-vandfonden" til fordel for staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) styrkes inden for rammerne af den tiende europæiske udviklingsfond (EUF) og at der udvikles nye finansieringsmetoder, herunder inddragelse af private midler, og innovative partnerskaber, især solidarisk finansiering;

9.   ønsker, at den bilaterale ODA anvendes til støtte for visse multilaterale tiltag såsom det afrikanske initiativ om vand;

10.   mener, at ODA bør anvendes sammen med de lokale myndigheders ressourcer, frivillige bidrag, banklån og privat kapital, for at vandsektoren kan sikres så fuldstændig en finansiering som muligt;

11.   opfordrer indtrængende til, at finansierings- og udviklingsorganer udvikler og indfører garantimekanismer, der kan imødegå investorernes tilbageholdenhed på vandmarkedet;

12.   fremhæver, at staten, idet den står for formuleringen af politiske tiltag og nødvendige foranstaltninger, valg af partnerskaber og fordeling af ansvar, , er en af de vigtigste aktører inden for vandforsyningspolitikken, og at den samtidig uddelegerer det udøvende ansvar til de lokale myndigheder;

13.   understreger, at forvaltningen af vandressourcer er baseret på en decentral, deltagerorienteret og integreret tilgang, der knytter brugere og beslutningstagere til formuleringen af vandpolitikken på lokalt niveau;

14.   anmoder Kommissionen om at udvikle programmer, der kan udbrede kendskabet til vandforsyningsspørgsmålet både i EU og dens partnerlande;

15.   betoner nødvendigheden af at støtte lokalmyndighederne i deres bestræbelser på at gennemføre en demokratisk vandforvaltning, der både er effektiv, gennemskuelig, reguleret og overholder de bæredygtige udviklingsmål med henblik på at imødekomme befolkningens behov;

16.   anmoder Rådet og Kommissionen om at anerkende den grundlæggende betydning, som de lokale myndigheder har for beskyttelsen og forvaltningen af vandressourcerne, således at de overalt bliver ansvarlige for forvaltningen af vandsektoren, og beklager, at lokalmyndighederne i EU kun gives begrænsede kompetencer gennem EU-programmerne til samfinansiering;

17.   anmoder derfor Rådet og Kommissionen om at tilskynde lokalmyndighederne i EU til at afsætte en del af de skatteindtægter, der opkræves hos brugerne for offentlig forsyning og rensning af vand, til decentrale samarbejdsinitiativer;

18.   anmoder i forbindelse med opretholdelsen af det offentlige ejerskab og opstillingen af fyldestgørende lovgivnings- og reguleringsrammer om, at der gøres en øget indsats for at inddrage den private sektor i vandforsyningen med det formål at drage fordel af dennes kapital, ekspertise og teknologi til forbedring af adgangen til og rensningen af vand for alle og til anerkendelse af adgangen til vand som en grundlæggende rettighed;

19.   mener, at det er medlemsstaternes opgave at inddrage de mindre private udbydere af tjenesteydelser i de nationale strategier for vandforsyning;

20.   er af den opfattelse, at systemerne til offentlig-private partnerskaber, hvorunder det offentlige bibeholder ejerskabet af infrastrukturen, men indgår kontrakter om forvaltning med den private sektor, kan være en metode til forbedring af den økonomisk overkommelige adgang til vand og vandrensning;

21.   lægger vægt på fremme af nye tilgange, såsom kunstvanding i landdistrikter og anlæggelsen af grønne bælter omkring byer, for således at styrke fødevaresikkerheden og det lokale selvstyre;

22.   mener, at ngo'ers rolle i landdistrikterne som mellemled med befolkningerne er en uerstattelig faktor til sikring af en vellykket gennemførelse af projekter i fattige lande;

23.   ønsker en udjævning af prissatserne, således at de mest ugunstigt stillede grupper kan få adgang til vand til overkommelige priser;

24.   er overbevist om, at der også bør anvendes lokal opsparing, velvidende at dette forudsætter, at staten fjerner alle retlige, skattemæssige og administrative forhindringer for udviklingen af lokale finansmarkeder;

25.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage en bistandspolitik om vandforvaltning, baseret på princippet om universel, rimelig og ligelig adgang til rent vand;

26.   anmoder om, at Kommissionen og medlemsstaterne letter og støtter udviklingslandenes indsats for at tilpasse sig og begrænse virkningerne af klimaændringerne; minder i den forbindelse om betydningen af hurtigst muligt at gennemføre den globale alliance mod klimaændringer;

27.   anmoder om, at vandressource- og vandforvaltningsproblematikken og retten til adgang til vand for alle føjes til dagsordenen for de aftaler, der skal færdigforhandles på FN's klimakonference (COP 15) i København (den 7.-18. december 2009) om fremtiden for Kyotoprotokollen, ikke mindst i lyset af FN's Klimapanels arbejde med klimaudviklingen;

28.   understreger betydningen af at tage hensyn til de fattiges behov i udarbejdelsen af vandforsynings- og vandforvaltningspolitikker, især med blik for de befolkningsgrupper, der er mest sårbare over for klimaændringerne;

29.   kræver, at formandskabet udøver følgende mandat, når det repræsenterer EU ved det kommende verdensvandforum i Istanbul:

30.   ønsker, at der indledes forhandlinger i FN-regi, der kan munde ud i en international traktat, der anerkender retten til adgang til drikkevand; anmoder EU's medlemsstater og formandskab om at tage politiske og diplomatiske initiativer i denne henseende inden for FN's Generalforsamling og FN's Menneskerettighedsråd;

31.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, AVS-EU-Ministerrådet, FN's generalsekretær og generalsekretariatet for det internationale udvalg under World Water Contract.

(1) EUT C 102 E af 28.4.2004, s. 857. (2) EUT C 301 E af 13.12.2007, s. 249. (3) EUT C 291 E af 30.11.2006, s. 294.