Choisissez la langue de votre document :
- bg - български
- es - español
- cs - čeština
- da - dansk
- de - Deutsch
- et - eesti keel
- el - ελληνικά
- en - English
- fr - français
- ga - Gaeilge
- hr - hrvatski
- it - italiano
- lv - latviešu valoda
- lt - lietuvių kalba
- hu - magyar
- mt - Malti
- nl - Nederlands
- pl - polski
- pt - português
- ro - română
- sk - slovenčina
- sl - slovenščina
- fi - suomi
- sv - svenska
|
 Aftale EF/Nepal om visse aspekter af lufttrafik * |
| ||||||
(Høringsprocedure) Europa-Parlamentet, - der henviser til forslag til Rådets afgørelse (KOM(2008)0041), - der henviser til EF-traktatens artikel 80, stk. 2, og artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum, - der henviser til EF-traktatens artikel 300, stk. 3, første afsnit, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C6-0041/2009), - der henviser til forretningsordenens artikel 51, artikel 83, stk. 7, og artikel 43, stk. 1, - der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget (A6-0071/2009), 1. godkender indgåelsen af aftalen; 2. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Nepals regering. | |||||||
| Landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (kodificeret udgave) ***I |
| |||||||||
(Fælles beslutningsprocedure – kodifikation) Europa-Parlamentet, - der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2008)0690), - der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 95, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C6-0414/2008), - der henviser til den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 om en hurtig arbejdsmetode ved officiel kodifikation af lovtekster(1), - der henviser til forretningsordenens artikel 80 og 51, - der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A6-0130/2009), A. der henviser til, at forslaget ifølge udtalelsen fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende tekster uden indholdsmæssige ændringer, 1. godkender Kommissionens forslag som tilpasset efter henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen; 2. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.
| ||||||||||
| Fællesskabsordning vedrørende fritagelse for import- og eksportafgifter (kodificeret udgave) * |
| |||||||||
(Høringsprocedure – kodifikation) Europa-Parlamentet, - der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2008)0842), - der henviser til EF-traktatens artikel 26, 37 og 308, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C6-0019/2009), - der henviser til den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 om en hurtig arbejdsmetode ved officiel kodifikation af lovtekster(1), - der henviser til forretningsordenens artikel 80 og 51, - der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A6-0129/2009), A. der henviser til, at forslaget ifølge udtalelsen fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende tekster uden indholdsmæssige ændringer, 1. godkender Kommissionens forslag som tilpasset efter henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen; 2. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.
| ||||||||||
| Den Europæiske Centralbanks indsamling af statistisk information * |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
(Høringsprocedure) Europa-Parlamentet, - der henviser til Den Europæiske Centralbanks henstilling til Rådet (13411/2008)(1), - der henviser til EF-traktatens artikel 107, stk. 6, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C6-0351/2008), - der henviser til forretningsordenens artikel 51, - der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A6-0119/2009), 1. godkender Den Europæiske Centralbanks henstilling til Rådet som ændret; 2. opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt; 3. anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Den Europæiske Centralbanks henstilling i væsentlig grad; 4. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Den Europæiske Centralbank.
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Den Europæiske Unions prioriteringer for FN's Generalforsamlings 64. samling |
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til forslag til henstilling til Rådet af Alexander Graf Lambsdorff for ALDE-Gruppen om Den Europæiske Unions prioriteringer for FN's Generalforsamlings 64. samling (B6-0034/2009), - der henviser til Europa-Parlamentets henstilling af 9. juli 2008 til Rådet om EU's prioriteringer for FN's Generalforsamlings 63. samling(1), - der henviser til EU's prioriteringer for FN's 63. Generalforsamling vedtaget af Rådet den 16. juni 2008 (9978/2008), - der henviser til FN's 63. Generalforsamling, og navnlig FN's resolutioner om "samarbejde mellem De Forenede Nationer og Den Interparlamentariske Union"(2), "konvention om forbud mod brug af kernevåben"(3), "traktaten om et fuldstændigt forbud mod atomprøvesprængninger"(4), "konvention om forbud mod udvikling, fremstilling og oplagring af bakteriologiske (biologiske) våben og toksinvåben samt om disse våbens tilintetgørelse "(5), "moratorium for anvendelse af dødsstraf"(6), "beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme"(7), "menneskerettighedssituationen i Den Demokratiske Folkerepublik Korea"(8), "menneskerettighedssituationen i Den Islamiske Republik Iran"(9), "Dohaerklæringen om udviklingsfinansiering: slutdokumentet til den internationale opfølgningskonference til revision af gennemførelsen af Monterreykonsensussen om udviklingsfinansiering"(10), "menneskerettighedssituationen i Myanmar"(11), "Udviklingsrelaterede aktiviteter"(12), "styrkelse af Departementet for Politiske Anliggender"(13), "budget for perioden 2008–2009"(14) og "foreslået budgetramme for perioden 2010–2011"(15), - der henviser til sin beslutning af 14. januar 2009 om udvikling af FN's Menneskerettighedsråd, herunder EU's rolle(16), - der henviser til sin beslutning af 18. december 2008 om udviklingsperspektiver for freds- og nationsopbygning efter konflikter(17), - der henviser til forretningsordenens artikel 114, stk. 3, og artikel 90, - der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A6-0132/2009), A. der henviser til, at FN's medlemmer fire år frem i tiden bør mindes om deres forpligtelse til at nå de ambitiøse mål, der er fastsat i slutdokumentet fra verdenstopmødet, der blev vedtaget den 16. september 2005 i New York, B. der henviser til, at kun et globalt, effektivt og inkluderende system kan imødegå de talrige og indbyrdes forbundne udfordringer og trusler, som nationer, samfund og borgere står over for, som f.eks. trusler mod fred, stabilitet og menneskers sikkerhed samt udfordringer i forbindelse med fattigdom, klimaændringer og konsekvenserne af den globale økonomiske og finansielle krise, C. der henviser til, at FN's 63. Generalforsamling vedtog vigtige beslutninger om en række emner med tilknytning til reformdagsordenen, herunder forbedringer i forbindelse med forvaltningen af menneskelige ressourcer og af retsvæsenet, en delvis styrkelse af Departementet for Politiske Anliggender og igangsættelsen af forhandlinger mellem regeringerne om en reform af FN's Sikkerhedsråd, D. der henviser til, at FN's Generalforsamling, på forslag af det tredje udvalg, vedtog et sæt vigtige resolutioner om en lang række forhold vedrørende menneskerettigheder samt sociale og humanitære anliggender, herunder tre landeresolutioner og den valgfrie protokol til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, E. der henviser til, at der, takket være Delivering as One-initiativet og to formidleres arbejde, er gjort mærkbare fremskridt i forbindelse med FN's System-Wide Coherence-reformer; der henviser til, at det er nødvendigt at konsolidere de opnåede resultater og gøre yderligere fremskridt på de områder, der angives af FN's 63. Generalforsamling, F. der henviser til, at der kan opstå uformelle grupperinger såsom G8 eller G20 som erstatning for globale institutionelle ordninger, hvis det ikke lykkes at reformere organer som FN's Sikkerhedsråd og FN's Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC), G. der henviser til, at EU skal fremme værdier, som den anser for universelle, og samtidig gøre en indsats for at undgå polariserede holdninger, H. der henviser til, at samarbejdet mellem FN's sekretariat og EU-institutionerne på den anden side aldrig har været så tæt som nu, og at det afspejler de to organisationers fælles værdier, mål og interesser, I. der henviser til, at det er nødvendigt at styrke FN's operationelle kapacitet i forbindelse med freds- og sikkerhedsaktiviteter yderligere, og at det fredsbevarende samarbejde mellem EU og FN udgør en hjørnesten i den globale fred og sikkerhed, J. der henviser til det stigende antal dræbte blandt medlemmer af FN's fredsbevarende styrker og til, at der skal træffes de nødvendige foranstaltninger med henblik på at beskytte disse styrker, K. der henviser til, at EU og USA er strategiske partnere, og at det er i deres fælles interesse sammen at konfrontere fælles trusler og udfordringer i det nye globale scenarie på grundlag af folkeretten og multilaterale institutioner, navnlig FN; der henviser til, at erklæringen fra USA's nye faste repræsentant til De Forenede Nationer, Susan Rice, lader til at indikere et fornyet engagement i retning af et konstruktivt bidrag til De Forenede Nationer, L. der henviser til, at EU i sin udtalelse til FN's Menneskerettighedsråd af 19. september 2008 antydede, at følgende fire elementer af slutdokumentet fra Durban-revisionskonferencen ikke kunne accepteres (de såkaldte "EU red lines"): 1) fremhævelse af en region frem for andre af verdens regioner; 2) genåbning af Durban-erklæringen fra 2001 ved indsættelse af et forbud imod religionskrænkelser med henblik på at begrænse ytringsfriheden og håndhæve den censur, der præger islamiske love imod blasfemi; 3) udarbejdelse af en prioritetsorden for fanger; og 4) politisering og polarisering af debatten; M. der henviser til, at udviklingslandene som et led i den tiltagende globale økonomiske lavkonjunktur risikerer at blive sat flere årtier tilbage i deres udvikling som følge af faldende råvarepriser, færre investeringer, manglende finansiel stabilitet og færre pengeoverførsler fra udvandrere; der henviser til, at værdien af det støttebeløb, som EU allerede har givet tilsagn om, vil falde med næsten 12 000 mio. USD årligt, eftersom det udtrykkes som en procentsats af medlemsstaternes BNI, 1. henstiller til Rådet:
2. pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet og til orientering til Kommissionen.
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Et år efter Lissabon: Udviklingen i partnerskabet mellem Afrika og EU |
| |||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til den fælles Afrika-EU-strategi ("den fælles strategi") og den første handlingsplan (2008-2010) for gennemførelsen af det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU, der blev vedtaget af EU og de afrikanske stats- og regeringschefer på mødet i Lissabon den 8.-9. december 2007, - der henviser til meddelelse fra Kommissionen om "Et år efter Lissabon: Udviklingen i partnerskabet mellem Afrika og EU" (KOM(2008)0617), - der henviser til konklusionerne fra mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 10. november 2008 om "Et år efter Lissabon: Udviklingen i partnerskabet mellem Afrika og EU", - der henviser til den fælles situationsrapport om gennemførelsen af den fælles Afrika-EU-strategi og den første handlingsplan (2008-2010), der blev vedtaget af Afrika-EU-ministertrojkaen i Addis Abeba den 21. november 2008, - der henviser til notatet af 17. december 2008 fra Det Panafrikanske Parlaments ad hoc-udvalg for forbindelserne til Europa-Parlamentet og Europa-Parlamentets ad hoc-delegation for forbindelserne til Det Panafrikanske Parlament til årets formandskaber og Den Afrikanske Unions (AU's) Kommission og Europa-Kommissionen om Det Panafrikanske Parlaments og Europa-Parlamentets rolle i forbindelse med gennemførelsen af og kontrollen med den fælles strategi, - der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2007 om status over forbindelserne mellem EU og Afrika(1), - der henviser til sin beslutning af 17. november 2005 om en udviklingsstrategi for Afrika(2), - der henviser til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000(3) som ændret ved aftale om ændring af partnerskabsaftalen undertegnet i Luxembourg den 25. juni 2005(4) ("Cotonouaftalen"), - der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde(5), - der henviser til EF-traktatens artikel 177-181, - der henviser til forretningsordenens artikel 45, - der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om International Handel (A6-0079/2009), A. der henviser til, at målsætningen om udryddelse af fattigdom i høj grad skal forblive en central del af den fælles strategi, B. der henviser til, at halvdelen af Afrikas befolkning stadig lever i fattigdom, og at Afrika er det eneste kontinent, der ikke gør fremskridt, hvad angår 2015-målene, navnlig med hensyn til fattigdomsbekæmpelse, børnedødelighed, mødres sundhed samt bekæmpelse af hiv/aids og malaria, C. der henviser til, at den fælles strategi sigter mod at komme "hinsides udvikling", "hinsides Afrika" og "hinsides institutionerne" og dække et bredere spektrum af afrikanske og globale spørgsmål end tidligere, f.eks. energi, klimaændringer og sikkerhed, og til at involvere flere ikke-institutionelle aktører, D. der henviser til, at hovedparten af den institutionelle arkitektur og de innovative arbejdsmetoder i den fælles Afrika/EU-strategi er etableret gennem det seneste år, men at der kun er sket få reelle fremskridt i praksis, E. der henviser til, at Det Panafrikanske Parlament og Europa-Parlamentet til trods for den fælles strategis udtrykkelige anerkendelse af deres grundlæggende rolle med hensyn til at føre tilsyn med fremskridtene og fastlægge de politiske retningslinjer for partnerskabet, endnu ikke har været inddraget på en struktureret og meningsfuld måde i tilrettelæggelsen og tilpasningen af den fælles strategi og tilsynet med denne, F. der henviser til, at civilsamfundet og de lokale myndigheder, navnlig i Afrika, i ringe grad har været inddraget i gennemførelsen af den fælles strategi, G. der henviser til, at der er afsat meget få ressourcer til gennemførelsen af den fælles strategi, men at de relevante finansieringskilder allerede var planlagt før den fælles strategi blev vedtaget, H. der henviser til, at en indlemmelse af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) i EU-budgettet, som Europa-Parlamentet gentagne gange har opfordret til, vil give mulighed for større politisk sammenhæng og parlamentarisk overblik over udviklingsudgifterne, I. der henviser til, at Afrikas andel af verdenshandelen falder, og at Afrika er udelukket fra at drage nytte af de muligheder, som globaliseringen giver, J. der henviser til, at kapitalflugt, navnlig ulovlig kapitalflugt, hvert år dræner de afrikanske økonomier for milliarder af EUR, mens "hjerneflugten" frarøver kontinentet meget af den intellektuelle kapacitet, som er nødvendig for kontinentets fremtidige udvikling, K. der henviser til, at fødevareproduktionen og -sikkerheden i Afrika er blevet nedprioriteret politisk og har været ramt af manglende investeringer i løbet af de sidste ti år, og at dette kan have katastrofale følger, hvilket den seneste fødevarekrise også har vist, L. der henviser til, at Afrika er underrepræsenteret i de internationale organisationer og multilaterale fora, hvor der træffes afgørelse om mange af de problemer, der vedrører kontinentets fremtid, M. der henviser til, at de langvarige forbindelser mellem EU og Afrika får ny betydning, efter at der er dukket mere utraditionelle donorer op, hvis agendaer og prioriteter for Afrika medfører nye risici og udfordringer, N. der henviser til, at det er vigtigt, at finde synergier og undgå overlapning mellem institutionerne i den fælles strategi og institutionerne i de eksisterende forhold, såsom Cotonou-aftalen, Euro-Middelhavs-strategien og det strategiske partnerskab mellem Sydafrika og EU, O. der henviser til, at revideringen af Cotonouaftalen i 2009 har til formål at præcisere det fremtidige forhold mellem AVS og AU, P. der henviser til, at vidensniveauet omkring den fælles strategis mål og foranstaltninger er foruroligende lavt, og at borgernes bevidsthed om og overholdelse af det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU- især i Afrika - direkte afhænger af, hvor gode partnerskaberne under den fælles strategi er til at skabe umiddelbare og konkrete resultater, der kan forbedre den afrikanske befolknings levestandard, Q. der henviser til, at der i forbindelse med partnerskabet bør tages højde for, at selv om et "partnerskab mellem ligestillede" betyder, at EU og AU er lige med hensyn til deltagelse i drøftelser og i fastlæggelse af politikker, bør den barske virkelighed også ses i øjnene, nemlig at begge kontinenter og deres institutioner stadig langt fra er ligestillede med hensyn til institutionel udvikling, beslutningskapacitet og ressourcer, Etablering af en EU-Afrika-struktur 1. glæder sig over, at de vigtigste dele af den institutionelle ramme for gennemførelsen af den fælles strategi et år efter vedtagelsen endelig er på plads, at den er begyndt at fungere med støtte fra en handlingsplan med standarder og tidsplaner, og at der er gjort visse fremskridt hen imod gennemførelse af den fælles strategi og de tematiske partnerskaber; beklager imidlertid, at visse partnerskaber ved slutningen af det første gennemførelsesår kun er nået til det stadium i processen, hvor arbejdsmetoderne fastlægges, og endnu ikke har fastlagt, hvad der skal leveres, eller tidsplaner og budgetbevillinger; 2. glæder sig over, at EU og AU er mødtes oftere end hidtil i løbet af det første år efter undertegnelse af den fælles strategi; 3. opfordrer AU-Kommissionen, Europa-Kommissionen og medlemsstaterne i EU og AU til at prioritere færdiggørelsen af denne institutionelle struktur gennem udvikling af de parlamentariske komponenter, civilsamfundskomponenter og de lokale myndighedskomponenter, der skal drive og støtte processen, ved at tilføre den åbenhed, ejerskab og demokratisk legitimitet; 4. glæder sig over etableringen af EU's gennemførelsesteams med deltagelse af interesserede medlemsstater, ikke blot fordi finansieringen af den fælles strategi i høj grad afhænger af bidrag fra medlemsstaterne, men også fordi medlemsstaternes direkte inddragelse vil bidrage til øget kendskab til, kontinuitet i og bæredygtighed af de planlagte foranstaltninger i handlingsplanen; 5. opfordrer indtrængende institutionerne under den fælles strategi til at koncentrere sig fuldt ud om det, der nødvendigvis skal leveres, i betragtning af at den første handlingsplan kun dækker mindre end tre år (2008-2010); Parlamenternes rolle 6. gentager sin anmodning til Europa-Kommissionen og AU-Kommissionen om at træffe aktive foranstaltninger for at inddrage Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament i gennemførelsen, overvågningen og fastsættelsen af politiske retningslinjer for den fælles strategi i tråd med deres status som nøgleelementer i den institutionelle struktur; 7. understreger de interparlamentariske organers rolle mellem Europa-Parlamentet og de afrikanske parlamenter - f.eks. Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og den parlamentariske forsamling for Euromed - med hensyn til at fremme fred og sikkerhed, god forvaltning og demokrati samt udgøre effektive platforme for samarbejde og løsning af problemer af fælles interesse; 8. bemærker, at den første årlige statusrapport om gennemførelsen af den fælles strategi og dens handlingsplan blev godkendt på det 11. ministertrojkamøde mellem Afrika og EU, og at EU's bidrag hertil bestod i ovenstående meddelelse fra Kommissionen; 9. beklager dog, at rapporten er blevet udarbejdet uden høring af eller formelt bidrag fra Europa-Parlamentet eller Det Panafrikanske Parlament; 10. foreslår, at formændene for Det Panafrikanske Parlament og Europa-Parlamentet systematisk deltager i og taler ved Afrika/EU-topmøder med henblik på at fremlægge de nævnte parlamenters konklusioner vedrørende gennemførelse af handlingsplanen og forslag til den fælles strategis retningslinjer for fremtiden; 11. anmoder om, at medlemmerne af ministertrojkaen umiddelbart før forårets ministertrojkamøde afholder drøftelser med repræsentanter fra de kompetente organer i Det Panafrikanske Parlament og Europa-Parlamentet, hvorunder parlamenterne kan forelægge deres forslag og henstillinger om den seneste fælles årlige statusrapport; foreslår, at drøftelserne af de to parlamenters forslag og henstillinger opføres på dagsordenen for ovennævnte ministertrojkamøde; forventer, at den efterfølgende fælles årlige rapport – der vedtages på det følgende ministertrojkamøde i efteråret – angiver, hvordan der er blevet taget højde for disse forslag og henstillinger; anmoder om, at repræsentanterne også får lejlighed til at mødes med ministertrojkaen i forbindelse med ministertrojkamødet i efteråret; 12. mener, at Det Panafrikanske Parlament og Europa-Parlamentet bør deltage på et passende niveau i såvel de fælles ekspertgrupper som i AU-EU-task forcen; 13. glæder sig over, at Kommissionen har oprettet et støtteprogram til i alt 55 millioner EUR under den 9. EUF til styrkelse af kapaciteten i AU's institutioner; understreger endnu en gang, at en del af denne budgetpost skal anvendes til at styrke Det Panafrikanske Parlaments administrative og operationelle kapacitet, og opfordrer AU-Kommissionen og Europa-Kommissionen til at udfærdige handlingsplaner for anvendelse af disse budgetter i tæt samråd med Det Panafrikanske Parlament og i samarbejde med Europa-Parlamentet; 14. anbefaler, at den del af budgettet, som er øremærket til Det Panafrikanske Parlament, administreres direkte af Det Panafrikanske Parlament, så snart det har opbygget den fornødne administrative kapacitet dertil og har opfyldt kravene i Fællesskabets finansforordning (navnlig artikel 56)(6) med henblik på at give Kommissionen mulighed for at gennemføre budgettet ved indirekte central forvaltning; 15. opfordrer Europa-Kommissionen og AU-Kommissionen til at forenkle procedurerne for at sikre direkte og effektiv dialog med parlamenterne med henblik på at undgå uacceptable forsinkelser under behørig hensyntagen til deres forskellige specifikke procedurer; 16. opfordrer på ny til budgettering af EUF og anmoder i mellemtiden Kommissionen om at holde Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament underrettet i alle budgetprocedurens faser; Civilsamfundet og ikke-statslige aktører 17. mener, at den fælles strategi effektivt skal inddrage civilsamfundet og de lokale myndigheder og lette deres reelle deltagelse i arbejdet i gennemførelsesorganerne, hvis den skal udvikle sig til et bredt baseret og vidtfavnende partnerskab med mennesket i centrum; 18. beklager, at der til trods for, at det af handlingsplanen fremgår, at alle partnerskaber mellem Afrika og EU er åbne for en bred vifte af aktiviteter, lægges overvældende vægt på statslige aktiviteter; understreger, at input fra og inddragelse af parlamenter og ikke-statslige aktører, f.eks. civilsamfundsorganisationer, lokale myndigheder og andre ikke-statslige aktører i processen, skal uddybes og præciseres yderligere; 19. glæder sig over AU's økonomiske, sociale og kulturelle råd (ECOSOCC) som et forum, der kan bidrage til at etablere et partnerskab mellem de afrikanske regeringer og civilsamfundet; er imidlertid bekymret over den ringe inddragelse af det afrikanske civilsamfund i gennemførelsen af den fælles strategi og opfordrer til, at der umiddelbart træffes foranstaltninger, navnlig fra afrikanernes side, til i tæt samarbejde med de interesserede parter at fastsætte procedurer for fastlæggelse, kortlægning og effektiv inddragelse af repræsentative, afrikanske, ikke-statslige aktører; 20. opfordrer Kommissionen til at udvikle passende kapacitetsopbyggende værktøjer til de afrikanske civilsamfundsorganisationer med det særlige formål at styrke deres kapacitet til at engagere sig i gennemførelsen af den fælles strategi; Partnerskaber 21. bemærker, at den fælles strategi også bør behandle spørgsmål, der, til trods for at de formelt set tilhører andre institutionelle strukturer, har en dybtgående indflydelse på Afrikas fremtid, og som påvirker forholdet mellem de to kontinenter, f.eks. de økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er) og forholdet mellem de regionale ØPA-sammenslutninger og andre eksisterende regionale sammenslutninger i Afrika (herunder regionale økonomiske fællesskaber), den anden revidering af Cotonou-aftalen, Euro-Middelhavs-strategien, det strategiske partnerskab mellem Sydafrika og EU og Afrikas forhold til nye globale aktører såsom Kina og Brasilien; 22. mener, at bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig udvikling kun kan finde sted i lande, som giver garanti for fred, demokrati og overholdelse af menneskerettighederne; 23. opfordrer Europa-Kommissionen, Rådet og deres afrikanske modparter til at sikre sammenhæng mellem denne strategi og de øvrige politikker, som kan have negativ indvirkning på fremme af et nyt strategisk partnerskab mellem EU og Afrika, navnlig kommercielle, miljømæssige, migrationsrelaterede og landbrugsmæssige politikker; understreger, at den politiske dialog mellem EU og Afrika bør omfatte disse spørgsmål; 24. understreger, at det strategiske partnerskab mellem EU og Afrika for effektivt at kunne bekæmpe fattigdom, hvilket fortsat bør være strategiens hovedformål, bør bidrage til at fremme bæredygtig økonomisk og social udvikling, tiltrække udenlandske investeringer, fremme bæredygtig international handel og bidrage til at skabe de rette betingelser, således at de afrikanske lande gradvist kan indtage deres plads i den globale økonomi; Fred og sikkerhed 25. glæder sig over, de fremskridt, der er gjort, hvad angår partnerskaberne for fred og sikkerhed; tager den politiske dialog mellem AU og EU om krisesituationerne i Afrika og resten af verden til efterretning; understreger, at denne dialog bør omhandle alle freds- og sikkerhedsspørgsmålene lige fra konfliktforebyggelse og konfliktløsning til postkonfliktgenopbygning og fredsopbygning, herunder en tilbundsgående dialog om gennemførelsen af princippet om "beskyttelsesansvar"; 26. opfordrer til, at gennemførelsen af den afrikanske freds- og sikkerhedsarkitektur prioriteres på behørig vis; understreger endnu en gang, at EUF ikke er en tilstrækkelig finansieringskilde for den kommende fornyelse af fredsfaciliteten for Afrika; mener, at EUF's udgifter bør overholde de kriterier, som Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings Komité for Udviklingsbistand (OECD/DAC) har fastsat for officiel udviklingsbistand; gentager sin opfordring til at finde en endelig løsning på finansieringen af den afrikanske fredsfacilitet; 27. glæder sig over, at FN's generalsekretær, Ban Ki-Moon, i september 2008 nedsatte et AU-FN-panel af fremtrædende personer, der skulle finde frem til måder, hvorpå det internationale samfund under et FN-mandat kan støtte AU's fredsbevarende aktioner; Regeringsførelse og menneskerettigheder 28. bemærker, at begrebet regeringsførelse bør være en målestok for, hvor godt et samfund fungerer, gennem lov og orden, respekt for og aktiv fremme af menneskerettighederne, bekæmpelse af korruption, skabelse af velstand og gennemsigtig og retfærdig fordeling af velstanden og basale social- og sundhedstjenester; understreger, at eksterne aktører ikke udelukkende skal vurdere regeringsførelsen på grundlag af eksternt fastsatte kriterier, men snarere på grundlag af fælles værdier og standarder, som deles og accepteres af alle parter; 29. understreger vigtigheden af bæredygtigt demokrati, herunder god regeringsførelse og demokratiske valg, som skal omfatte støtte til parlamentarisk kapacitetsopbygning og inddragelse af civilsamfundet og lokale myndigheder i den politiske dialog; 30. understreger, at forvaltningen skal forbedres på begge sider, idet den ikke blot er en prioritet i Afrika, men også i Europa, som skal forbedre forvaltning og ansvarlighed med hensyn til bistandsforpligtelser og bedre donorkoordination med henblik på at tage større hensyn til lande, der er "glemt" i bistandssammenhæng; understreger, at de nationale og kontinentale parlamenter, ikke-statslige aktører og lokale myndigheder har en vigtig rolle at spille på dette område; 31. opfordrer til øget støtte til de eksisterende afrikanske initiativer, f.eks. den afrikanske peer review-mekanisme (APRM), som er de afrikanske lederes mest seriøse indsats til dato for at forbedre regeringsførelsen på kontinentet, og de forskellige instrumenter, der er indført af AU, som vil øge det afrikanske ejerskab af processen; 32. giver udtryk for alvorlig bekymring over, at de "forvaltningsprofiler", som Kommissionen har udarbejdet for hvert AVS-land, og som vil styre programmeringen af udviklingsbistand i forbindelse med de ekstra midler, der beløber sig til 2 700 mio. EUR i den 10. EUF, er udarbejdet uden noget participatorisk element; noterer sig, at modtagerlandenes berettigelse til at modtage ekstra midler er vurderet ud fra en række kriterier, hvoraf kun ét er direkte forbundet med 2015-målene; udtrykker frygt for, at Europa-Kommissionens "profiler" risikerer at udhule APRM-processen; opfordrer Europa-Kommissionen til at høre og informere Europa-Parlamentet og Rådet om opfølgningen på og gennemførelsen af tildelingen af disse midler med henblik på at sikre, at de afsættes til forvaltningsinitiativer til støtte for AU's forvaltningsagenda og APRM-processen; 33. opfordrer til, at dialogen inden for partnerskabet for regeringsførelse og menneskerettigheder kommer til at omhandle straffrihed for krænkelse af menneskerettigheder under hensyntagen til bedste praksis inden for den nationale ret eller folkeretten, herunder arbejdet i de internationale straffedomstole, der er etableret i Sierra Leone og Rwanda; Handel, økonomisk udvikling og regional integration 34. mener, hvad angår partnerskabet om handel og regional integration, at øget handel under de rette betingelser kan være en afgørende drivkraft bag økonomisk vækst under forudsætning af, at handelspolitikkerne er i overensstemmelse med udviklingsmålene; glæder sig derfor over dette partnerskabs målsætning om at støtte den afrikanske regionale integration og styrke kontinentets handelskapacitet; 35. ser frem til en hurtig afslutning af Verdenshandelsorganisationens (WTO) Dohaudviklingsrunde, men fastholder, at den primært skal forblive en "udviklingsrunde" til fordel for de afrikanske nationers integration i den globale økonomi og en effektiv reduktion af handelsforvridende landbrugsstøtte samt afskaffelse af eksportstøtte til landbruget; 36. mener, at EU bør hjælpe de afrikanske stater med at sikre, at deres landbrug bliver selvforsynende, og med at fremme vigtige tjenesteydelser og den sårbare indenlandske industri; 37. insisterer på, at de endelige ØPA'er, der blev indgået med de afrikanske lande, først og fremmest bør være redskaber til at fremme udvikling under hensyntagen til forskellene i støttemodtagernes kapacitet og udviklingsniveau; 38. understreger, at ØPA'er bør fremme snarere end underminere den afrikanske regionale integration; støtter AU's indsats for at styrke de regionale økonomiske fællesskaber som de grundlæggende byggesten i kontinentets regionale integration; 39. fastholder, at Europa-Kommissionen og medlemsstaterne bør overholde deres forpligtelse til senest i 2010 at yde mindst 2 000 mio. EUR om året i reel handelsstøtte, hvoraf størstedelen bør gå til Afrika; opfordrer til rettidig fastlæggelse og forsyning af Aid for Trade-ressourcerne; understreger, at disse midler bør være ekstra ressourcer og ikke blot udgøre en nyemballering af EUF-bevillingerne; 40. opfordrer partnerskabet til at tage fat på handelsstøttedagsordenen i bredere forstand, herunder udvikling af infrastruktur, fremme af virksomhedsudvikling og bedre virksomhedsregulering, herunder enklere og brugervenlige oprindelsesregler; 41. opfordrer endvidere partnerskabet til at behandle de økonomiske aspekter, der, til trods for at de ikke nødvendigvis er handelsrelaterede, har vigtige konsekvenser for de afrikanske økonomier, f.eks. behovet for at træffe foranstaltninger for at standse ulovlig kapitalflugt og fremme international regulering af skattely; 42. opfordrer til, at den fælles strategi anerkender og støtter migranternes og diasporaernes rolle i forbindelse med udviklingen af deres hjemlande ved at forenkle deres investeringer i disse lande og ved at reducere overførselsomkostningerne; Centrale udviklingsspørgsmål 43. fastholder, hvad angår partnerskabet om 2015-målene, at det selv med mere og bedre støtte vil være svært at gennemføre disse mål, og opfordrer derfor EU's medlemsstater til at overholde de forpligtelser, som de for nylig igen bekræftede på Doha-konferencen om udviklingsfinansiering samt på Accra-forummet på højt plan om bistandseffektivitet, navnlig hvad angår mængden af støtte, sammenhængende politikker, ejerskab, gennemsigtighed og arbejdsfordelingen mellem donorerne; 44. bemærker, at basal sundhed og grund- og gymnasieuddannelse er afgørende katalysatorer for opfyldelse af 2015-målene; opfordrer derfor de afrikanske lande til at prioritere disse områder højt i deres fattigdomsbekæmpelsesstrategier; opfordrer partnerskabet til at fremme en sådan udvikling i betragtning af Kommissionens forpligtelse til at afsætte mindst 20 % af Fællesskabets bistandsbudget til disse sektorer; opfordrer Kommissionen til at udvide denne forpligtelse til også at omfatte EUF; minder om, at alle bestræbelser i denne forbindelse bør omfatte handicappede; glæder sig i denne forbindelse over resultaterne af den fælles ekspertgruppes første møde og opfordrer de involverede interessenter til at sikre, at der sker fremskridt i det kommende år; 45. opfordrer Kommissionen til hurtigt at træffe foranstaltninger til at gennemføre sine forpligtelser på sundhedsområdet med hensyn til konklusionerne og henstillingerne i Den Europæiske Revisionsrets beretning om EF's udviklingsbistand til sundhedstjenester i Afrika syd for Sahara (januar 2009); understreger vigtigheden af en stigning i Kommissionens støtte til sundhedssektoren i landene syd for Sahara i den 10. EUF's midtvejsevaluering med henblik på at støtte dens forpligtelse med hensyn til 2015-målene om sundhed; 46. opfordrer EU's og AU's medlemsstater til at tillægge den afrikanske fødevaresikkerhed og fødevaresuverænitet større betydning samt støtte foranstaltninger med henblik på at øge det afrikanske landbrugs produktivitet og konkurrenceevne, navnlig fødevareproduktionen til lokale markeder, og fremme af byer omgivet af et "grønt bælte"; 47. opfordrer medlemsstaterne til i deres drøftelser i og udenfor den fælles strategi at inddrage spørgsmålet om en rimelig fordeling af den velstand, der stammer fra udnyttelse af naturressourcer; fastholder, at det bør prioriteres, at nationale indtægter fra naturressourcer fordeles mere ligeligt for at opfylde de pågældende befolkningers basale behov, navnlig på sundheds- og uddannelsesområdet samt på området for bevaring af naturressourcer og miljøet, og således bidrage til at opnå 2015-målene; 48. udtrykker bekymring for, at Afrikas nylige periode med rekordvækst vil vende med den globale økonomiske afmatning, og understreger, at kontinentet risikerer at blive sat årtier tilbage som følge af faldende fødevarepriser, lavere investeringsstrømme, finansiel ustabilitet og aftagende pengeoverførsler; Andre aspekter af strategien 49. minder vedrørende klimaændringer om, at det primært er de udviklede lande, der er ansvarlige for klimaændringerne, mens de negative konsekvenser deraf er størst for udviklingslandene; understreger derfor, at der er brug for nye midler, hvis de afrikanske lande skal undgå at blive tvunget til at betale en urimelig pris for tilpasning til og afdæmpning af følgerne; støtter desuden den fælles erklæring fra EU og Afrika om klimaændringer på FN's Klimakonvention (United Nations Framework Convention on Climate Change, UNFCCC) i Poznan i december 2008; 50. forlanger, at der inden for partnerskabet om migration og beskæftigelse findes en rimelig og anvendelig løsning på den hjerneflugt, der berøver mange afrikanske lande et stort antal kvalificerede arbejdstagere, navnlig inden for sundheds- og uddannelsessektorerne; 51. opfordrer til, at EU's nye ordning med det "blå kort" modvirker, at der tyndes ud i den faglærte arbejdskraft fra udviklingslandene i sektorer, hvor disse lande lider under mangel på arbejdskraft, navnlig på sundheds- og uddannelsesområderne; 52. opfordrer Europa-Kommissionen til at anvende partnerskabet mellem EU og Afrika til at bistå afrikanske lande med at gøre brug af den fleksibilitet, der åbnes mulighed for i Dohaerklæringen om handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS) og folkesundhed, med henblik på at lette adgangen til livsvigtige og økonomisk overkommelige lægemidler i Afrika; 53. opfordrer begge parter til i forbindelse med partnerskab inden for videnskab og teknologi at sigte mod at bygge bro over den digitale kløft ved at optrappe samarbejdet inden for teknologiudvikling og -overførsel, navnlig med hensyn til telefoni og internet; 54. forventer, at den fælles strategi vil tage specifikke skridt til at forbedre mulighederne for kvinder, børn og handicappede i Afrika, idet disse grupper står over for meget alvorlige vanskeligheder i udviklingslandene; 55. understreger, at EU og Afrika, hvis den fælles strategi skal række "hinsides Afrika" med større samarbejde mellem EU og Afrika inden for internationale organer og i multilaterale forhandlinger om emner såsom handel, menneskerettigheder eller klimaændringer, bør arbejde hen imod at gøre de internationale institutioner, såsom Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og WTO, mere demokratiske og repræsentative og sikre, at Afrika endelig kan opnå den indflydelse, der svarer til kontinentets størrelse og status; 56. opfordrer på ny EU-institutionerne til at oprette et særligt finansielt instrument til gennemførelse af den fælles strategi, som centraliserer alle eksisterende finansieringskilder på en tydelig, forudsigelig og programmerbar måde; rejser spørgsmålet om, i hvilken udstrækning den fælles strategi vil kunne opfylde sine høje ambitioner og give reel merværdi uden nogen form for ny finansiering eller omprogrammering af den eksisterende finansiering; 57. opfordrer regeringerne i EU og Afrika til mere effektivt og systematisk at informere deres befolkning om den fælles strategis foranstaltninger og resultater samt bestræbe sig på at udvide mediedækningen; Vejen frem 58. ser frem til en meningsfuld inddragelse af Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament samt civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder som følge af topmødet mellem EU og Afrika i Lissabon den 8.-9. december 2007 i forberedelsen af det tredje topmøde mellem Afrika og EU i 2010 og deres aktive deltagelse i selve topmødet; 59. opfordrer EU's og AU's kommissioner og formandskaber til at tilslutte sig ovennævnte forslag med sigte på at fremme parlamentarisk inddragelse i gennemførelsen og overvågningen af den fælles strategi; 60. har til hensigt inden for Europa-Parlamentet at skabe den nødvendige samordning og synergi mellem alle sine organer for at fremme gennemførelsen og overvågningen af den fælles strategi; gentager i denne henseende, at det har til hensigt at omdanne sin ad hoc-delegation for forbindelser til Det Panafrikanske Parlament til en reel interparlamentarisk delegation; o 61. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, AU's Økonomiske, Sociale og Kulturelle Råd, Kommissionen for Den Afrikanske Union, Rådet for Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament, AVS-Ministerrådet og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.
| ||||||||||||||||||||
| Kontrakter om millenniumudviklingsmål |
| |||||||||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til FN's millenniumerklæring af 18. september 2000, hvori det internationale samfund forpligtede sig til at nå millenniumudviklingsmålene (MDG) med henblik på at halvere fattigdommen i verden før 2015, og som er blevet bekræftet på flere FN-konferencer, navnlig konferencen i Monterrey om udviklingsfinansiering, - der henviser til de forpligtelser, som medlemsstaterne påtog sig på Det Europæiske Råd i Barcelona den 15.-16. marts 2002, - der henviser til sin beslutning af 20. juni 2007 om millenniumudviklingsmålene - midtvejsstatus(1), — (2)- der henviser til fælleserklæring fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om den europæiske konsensus om udvikling2, der blev underskrevet den 20. december 2005, - der henviser til Kommissionens MDG-pakke fra 2005, - der henviser til meddelelse fra Kommissionen med titlen "Hurtigere opfyldelse af Millenniumudviklingsmålene - Udviklingsfinansiering og udviklingsbistandens nyttevirkning" (KOM(2005)0133), - der henviser til Kommissionens årsrapport med titlen: "Indfri EU's løfter vedrørende udviklingsfinansiering" (KOM(2007)0164), - der henviser til Kommissionens meddelelse om "Mere, bedre og hurtigere EU-udviklingsbistand" (KOM(2006)0087), - der henviser til sin beslutning af 23. september 2008 om opfølgning af Monterreykonferencen 2002 om udviklingsfinansiering(3), - der henviser til resultaterne og slutdokumentet om opfølgning af den internationale konference om udviklingsfinansiering for at revidere gennemførelsen af Monterreykonsensussen (Doha, Qatar, 29. november-2. december 2008)(4), - der henviser til sin beslutning af 22. maj 2008 om opfølgning af Pariserklæringen fra 2005 om bistandseffektivitet(5), - der henviser til Kommissionens dokument af 19. juni 2007 om kontrakt om millenniumudviklingsmålene, en tilgang for en mere forudsigelig budgetstøtte på længere sigt, - der henviser til det nye strategiske partnerskab Afrika-EU, - der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2007 om forbindelserne mellem EU og Afrika(6), - der henviser til Pariserklæringen om bistandseffektivitet af 2. marts 2005 og konklusionerne fra forummet på højt plan i Accra den 2.-4. september 2008 om opfølgning på denne erklæring, - der henviser til sin beslutning af 6. april 2006 om bistandseffektivisering og korruption i udviklingslandene(7), - der henviser til sin beslutning af 4. september 2008 om mødredødelighed forud for FN's højniveaumøde om undersøgelsen af millenniumudviklingsmålene, som afholdes den 25. september 2008(8), - der henviser til Kommissionens dokument med titlen: "Aid Delivery Methods. Guidelines of the Programming, Design & Management of General Budget Support"(9), - der henviser til Cotonouaftalens bestemmelser af 23. juni 2000, og navnlig artikel 58 efter ændringen i 2005, der indeholder en fortegnelse over de institutioner, der er støtteberettigede, - der henviser til OECD's råd om god praksis i budgetstøtte i "Harmonising Donor Practices for Effective Aid Delivery"(10), - der henviser til særberetning fra Revisionsretten nr. 2/2005 om budgetstøtten over EUF til AVS-landene: Kommissionens forvaltning af støtten til reform af de offentlige finanser(11), - der henviser til særberetning fra Revisionsretten nr. 10/2008 om "EF's udviklingsbistand til sundhedstjenester i Afrika syd for Sahara" vedlagt svar fra Kommissionen, - der henviser til rapporten om evaluering af general budgetstøtte - sammenfattende rapport(12), offentliggjort i maj 2006, - der henviser til sin beslutning af 16. februar 2006 om det nye finansielle udviklingsinstrument i forbindelse med millenniumudviklingsmålene(13), - der henviser til FN-konventionen om handicappedes rettigheder af 13. december 2006, der er undertegnet af Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, - der henviser til forretningsordenens artikel 45, - der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Budgetudvalget (A6-0085/2009), A. der henviser til, at EU ved at tilslutte sig millenniumerklæringen fra 2000 sammen med hele det internationale samfund har forpligtet sig til at halvere den ekstreme fattigdom i verden inden 2015 og koncentrere indsatsen om de otte millenniumudviklingsmål, B. der henviser til, at ifølge nye skøn er der stadig 1,4 milliarder mennesker, som lever under fattigdomsgrænsen (dvs. 1,25 USD om dagen), hvilket svarer til mere end en fjerdedel af befolkningen i udviklingslandene, C. der henviser til de nye forpligtelser, som Kommissionen og EU-medlemsstaterne indgik i 2007, og som sigter på at bidrage væsentligt til at indhente den forsinkede opfyldelse af disse mål, D. der henviser til, at den manglende adgang til sundhedsydelser og grundlæggende tjenester er skyld i mange millioner menneskers død og fastholder fattigdommen, samtidig med at adgangen til disse ydelser og til grundskoleuddannelse udgør en menneskeret, som regeringerne er ansvarlige for at sikre overholdelsen og gennemførelsen af, E. der henviser til muligheden for, at kontrakter om millenniumudviklingsmål kan være et af instrumenterne til at imødegå udfordringerne i udviklingslandene som følge af fødevarekrisen, særlig i landbrugssektoren, F. der henviser til, at på trods af den store indsats, som udviklingslandene indtil nu har gjort, råder de fleste af dem ikke over de ressourcer, der kræves for at imødegå de udfordringer, de står over for inden for sundhed og uddannelse, og at det er nødvendigt med hjælp udefra, G. der henviser til, at det er Europa-Parlamentet, der skal meddele decharge for Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), H. der henviser til Kommissionens hensigt om en betydeligt øget anvendelse af budgetstøtte i den 10. EUF for at øge effektiviteten af støtten og nå de mål, Kommissionen har sat sig, I. der henviser til, at undervisere og sundhedsarbejdere i udviklingslandene på nuværende tidspunkt arbejder under meget utilfredsstillende forhold, og at der er behov for godt 2 millioner undervisere og over 4 millioner sundhedsarbejdere for at nå millenniumudviklingsmålene, og at tilstrækkelig bistand i form af budgetstøtte som led i en kontrakt om millenniumudviklingsmål kan gøre det muligt at ansætte og uddanne dem, J. der henviser til, at den permanente mangel på sundhedsarbejdere og undervisere forværres af hjerneflugten til og organiseret af de rige lande, K. der henviser til EU's hensigt om fortsat at øge sine udgifter til budgetstøtte, navnlig ved at øge den sektorielle budgetstøtte til sundhed og uddannelse betydeligt, især i de afrikanske lande, L. der henviser til, at kontrakter om millenniumudviklingsmål fastlægger konkrete mål, hvad angår millenniumudviklingsmålene for sundhed og grundskoleuddannelse, men at en kontrakt om millenniumudviklingsmål også kan omfatte andre prioriterede områder, M. der henviser til, at Parlamentets officielle holdning til udviklingsstøtte, jf. punkt 6 i ovennævnte beslutning af 16. februar 2006 om det nye finansielle udviklingsinstrument i forbindelse med millenniumudviklingsmålene, er, "(...) at større kvantitet skal gå hånd i hånd med højere kvalitet, hvilket indebærer forbedring af bistandseffektiviteten ved hjælp af de 3 K'er (koordination, komplementaritet og kohærens), samt mindskelse af omkostningerne til bistandstransaktioner, forbedring af støttemekanismernes forudsigelighed og bæredygtighed, hurtigere levering og yderligere afbinding af bistanden, forslag til afvikling af gæld, der ikke kan betales tilbage, fremme af god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption og forøgelse af bistandsmodtagernes absorptionskapacitet", N. der henviser til, at en forudsigelig og langvarig støtte direkte og effektivt kan bidrage til at gennemføre strategier til udryddelse af fattigdom som fastlagt i millenniumudviklingsmålene, O. der henviser til, at på trods af de tilsagn, de afgav i Monterrey (2002), Gleneagles (2005), Paris (2005) og Accra (2008) om at forbedre udviklingsbistandens omfang og kvalitet, yder mange EU-medlemsstater stadig ikke hele den bistand, de forpligtede sig til, og at når de har ydet den, er en del af bistanden utilstrækkelig, P. der henviser til, at i 30 % af tilfældene forsinkes udbetalingen af Kommissionens budgetstøtte tilsyneladende på grund af dens alt for langsommelige administrationsprocedurer, Q. der henviser til, at budgetstøttens manglende forudsigelighed bl.a. er en følge af, at de fleste betingelser for ydelse af denne støtte gælder på årsbasis, og at denne manglende forudsigelighed ofte tvinger modtagerlandene til at anvende bistanden, inden den rent faktisk er blevet ydet og uden at vide med sikkerhed, om den bliver udbetalt, R. der henviser til, at den europæiske udviklingsbistands manglende forudsigelighed ligeledes berører modtagerlande med en vis retssikkerhed og stabile lovgivningsmæssige rammer, S. der henviser til, at Kommissionen er den største multilaterale udviklingsbistandsdonor, at den er en af de største ydere af budgetstøtte, og at den i stadig højere grad gør brug af denne form for bistand, som har udgjort en femtedel af den støtte, den har ydet i de seneste år, T. der henviser til, at selv om budgetstøtten allerede udgør et af de instrumenter, der kan bidrage til at forbedre EU's bistand, ville det være en fordel, hvis den var mere forudsigelig og mere langvarig, U. der henviser til, at Kommissionens nuværende budgetstøtte som regel fastlægges for en periode på tre år, eller for et år med visse agenturer, V. der henviser til, at forslaget til kontrakter om millenniumudviklingsmål ikke indeholder nogen budgetmæssige konsekvenser, og at kontrakten om millenniumudviklingsmål ikke er et nyt instrument, men en retningslinje for gennemførelse af eksisterende instrumenter, W. der henviser til, at Kommissionens status for dokumentet om kontrakter om millenniumudviklingsmål ikke er tydelig i sin nuværende udformning, X. der henviser til, at Kommissionen i dag mener, at tiden er kommet til at gennemføre konceptet med en kontrakt, der er bundet til håndgribelige resultater, hvad angår millenniumudviklingsmålene, i stedet for den årlige undersøgelse af hver enkelt donors traditionelle betingelser, Y. der henviser til, at begrebet kontrakt medfører en finansiel forpligtelse, som sikrer en større forudsigelighed for donorlandet til gengæld for en styrket forpligtelse fra modtagerlandet, hvad angår de konkrete mål, der skal nås, Z. der henviser til, at Kommissionen påtænker at indgå en første serie af kontrakter om millenniumudviklingsmål for en periode på seks år, dvs. indtil udgangen af den 10. EUF, AA. der henviser til, at Kommissionens forslag om at indgå kontrakter for en periode på seks år er mere vidtrækkende end den nuværende tendens hos bidragsyderne på verdensplan, AB. der henviser til Kommissionens opfordring til medlemsstaterne om at medfinansiere kontrakter om millenniumudviklingsmål gennem yderligere frivillige bidrag til EUF, AC. der henviser til, at kontrakterne om millenniumudviklingsmål henhørende under budgetstøtteinstrumentet, som er udarbejdet på grundlag af kriterierne i Cotonou-aftalen, ikke skal ændres i forbindelse med beslutningerne om de nuværende programmer og de forskellige bestemmelser om gennemførelse af budgetstøtte, at kontrakterne om millenniumudviklingsmål ikke indebærer oprettelse af et nyt finansielt instrument og derfor er baseret på bestemmelserne for budgetstøtte i Cotonou-aftalen, og ligeledes til, at kontrakterne om millenniumudviklingsmål stadig er i overensstemmelse med de interne retningslinjer, der for nylig blev vedtaget for generel budgetstøtte, AD. der henviser til, at støttekriterierne for kontrakten for millenniumudviklingsmål omfatter overholdelse af Cotonouaftalens artikel 9 om menneskerettigheder, demokratiske principper og retsstaten, AE. der henviser til, at en effektiv budgetstøtte vil gøre det muligt for modtagerne at finansiere deres egne meget konkrete strategier og programmer med henblik på at forbedre adgangen til offentlige tjenester inden for sundheds- og uddannelsessektoren, AF. der henviser til, at Kommissionen ikke har overholdt sine forpligtelser til systematisk at inddrage parlamentsmedlemmerne og repræsentanterne for civilsamfundets organisationer i sine dialoger med udviklingslandenes regeringer, og der i øvrigt henviser til, at det i dag er almindeligt anerkendt, at udviklingen bør ligge både hos regeringerne og parlamenterne og civilsamfundets organisationer i udviklingslandene ud fra et ønske om effektivitet, AG. der henviser til, at Kommissionen har fastlagt, at de berettigede lande er dem, der har opnået tilfredsstillende resultater på makroøkonomisk plan og i budgetforvaltningen i forbindelse med og således markerer Kommissionen sig i forhold til de andre ydere af budgetstøtte, såsom IMF og Verdensbanken, der sætter mange betingelser for deres støtte i strid med princippet om modtagerlandenes ejerskab, AH. der henviser til, at mange lande, der har et presserende behov for større og mere effektiv støtte til at fremskynde deres fremskridt på vej mod millenniumudviklingsmålene, ikke opfylder de kriterier, som Kommissionen har fastlagt for at kunne indgå en kontrakt om millenniumudviklingsmål, AI. der henviser til, at kontrakterne om millenniumudviklingsmål i deres nuværende form kun retter sig mod AVS-landene, AJ. der henviser til, at der i Kommissionens budgetstøtte er en alvorlig mangel på gennemsigtighed og ejerskab for de fattige lande, og at finansieringsaftalerne kun sjældent bliver offentliggjort, AK. der henviser til, at det grundlæggende princip for udviklingsstøtte er at yde støtte til dem, der har størst behov for det, og til områder, hvor den kan anvendes mest effektivt, AL. der henviser til, at i Burkina Faso kendte f.eks. ingen på stedet til de igangværende forhandlinger om en kontrakt om millenniumudviklingsmål mellem Burkina Faso og Kommissionen, og at der for øjeblikket ikke er oplysninger til rådighed herom i Kommissionens delegation i Burkina Faso, AM. der henviser til, at i den europæiske konsensus om udvikling har EU forpligtet sig til at anvende en tilgang, der bygger på resultater og anvendelse af resultatindikatorer, AN. der henviser til, at Kommissionen er nødt til fortsat at knytte sin budgetstøtte til modtagerlandenes resultater inden for kønsdimensionen og fremme af kvinders rettigheder, AO. der henviser til, at med hensyn til budgetstøtte er der allerede indgået aftaler mellem Kommissionen og Burkina Faso (2005-2008), Etiopien (2003-2006), Ghana (2007-2009), Kenya (2004-2006), Madagaskar (2005-2007), Malawi (2006-2008), Mali (2003-2007), Mozambique (2006-2008), Tanzania (2006-2008), Uganda (2005-2007) og Zambia (2007-2008), AP. der henviser til, at der er 650 millioner handicappede i verden, at 80 % af dem lever i udviklingslandene, og at en ud af fem af dem lever i ekstrem fattigdom; der henviser til, at de handicappede udgør en af de største grupper af udstødte og fattige, og at de udsættes for mange former for forskelsbehandling og sjældent har adgang til uddannelse og sundhedspleje, AQ. der henviser til, at de kontraherende parter i henhold til de generelle forpligtelser, og særlig artikel 32 i FN-konventionen om handicappedes rettigheder, er forpligtet til at tage hensyn til handicap i deres udviklingssamarbejde, AR. der henviser til, at millenniumudviklingsmålene ikke kan nås i 2015 uden at tage passende hensyn til integrationen af handicappede og deres deltagelse, AS. der henviser til rapporten om gennemførelse af partnerskabet EU-Afrika af 22. november 2008, særlig punkt 37, hvor den klart manglende indsats til fordel for handicappede i forbindelse med bestræbelserne på at gennemføre millenniumudviklingsmålene understreges, Millenniumudviklingsmål og udviklingssamarbejde 1. bekræfter, at udviklingsbistanden bør baseres på behov og resultater, og at udviklingspolitikken bør udformes i partnerskab med modtagerlandene; 2. bekræfter, at donorlandene med henblik på at nå millenniumudviklingsmålene bør overholde alle deres forpligtelser og forbedre kvaliteten af den bistand, de yder; 3. understreger, at det er nødvendigt at udvikle nye mekanismer for at opnå en mere forudsigelig og mindre ustabil støtte; 4. minder om målet i Abuja-erklæringen om, at 15 % af det nationale budget skal afsættes til sundhedssektoren, og om målet i den internationale kampagne for uddannelse om, at 20 % af det nationale budget skal afsættes til uddannelse; Prioriterede områder 5. anmoder Kommissionen om fortsat at knytte sin støtte på sundheds- og uddannelsesområdet, navnlig grundlæggende sundhed og grundskoleuddannelse, til de resultater, der er opnået på disse områder; opfordrer desuden Kommissionen til at oplyse, hvordan den vægter resultaterne på de prioriterede områder i forhold til en større helhed af indikatorer, og hvordan den vil evaluere fremskridtene på disse områder; Bistandseffektivitet – stabilitet og forudsigelighed 6. anmoder Kommissionen om at gøre budgetstøtten mere forudsigelig ved at indføre kontrakter om millenniumudviklingsmålene og udvide disse kontrakters principper til et større antal lande og ved hjælp af den sektorielle budgetstøtte; 7. minder Kommissionen om, at det er nødvendigt kraftigt at begrænse de unødvendigt lange forsinkelser, der skyldes de alt for langsommelige administrative procedurer; 8. opfordrer regeringerne i udviklingslandene til at øge deres udgifter på sundhedsområdet til 15 % af det nationale budget i overensstemmelse med henstillingerne i Abuja-erklæringen og deres udgifter til uddannelse til 20 % af det nationale budget, som anbefalet i den internationale kampagne for uddannelse; Budgetstøtte 9. anmoder Kommissionen om at sikre høje udgiftsniveauer i form af budgetstøtte, samtidig med at denne øges betydeligt i den sociale sektor i AVS-landene, og at den sektorielle budgetstøtte øges i de andre regioner; Kontrakter om millenniumudviklingsmål 10. bemærker med interesse, at Kommissionens forslag om kontrakter om millenniumudviklingsmål sikrer de støtteberettigede lande en garanteret minimumsstøtte (70 % af den samlede forpligtelse); 11. er imidlertid skuffet over, at der ikke i dokumentet om kontrakter om millenniumudviklingsmål ikke fastsættes nogen tidsplan for gennemførelsen af disse kontrakter, der først og fremmest er blevet udformet til at gælde for seks år i den 10. EUF; anmoder derfor Kommissionen om at fremlægge en præcis tidsplan; 12. bemærker, at det væsentligste sigte med kontrakten om millenniumudviklingsmål er at bidrage til at forbedre bistandseffektiviteten og hurtigere at opfylde millenniumudviklingsmålene for de lande, der har størst behov for det; 13. anmoder Kommissionen om at vedtage en meddelelse, der formaliserer initiativet om kontrakter om millenniumudviklingsmål, og udvide dette initiativ til at omfatte de ikke-AVS-lande, der opfylder støttekriterierne; Parlamenter og civilsamfund, ejerskab og gennemsigtighed 14. anmoder Kommissionen og modtagerlandene om at sørge for, at deres parlamenter og civilsamfund, herunder handicappedes organisationer, involveres i alle etaper i dialogen om budgetstøtte, herunder udarbejdelsen, gennemførelsen og vurderingen af programmet i kontrakterne om millenniumudviklingsmålene; 15. understreger, at donorerne i stedet for at fastlægge unilaterale betingelser for modtagerne bør bestræbe sig på at fremme god forvaltning, demokrati og stabilitet i modtagerlandene ved hjælp af gennemsigtige betingelser, der fastsættes sammen med disse lande; 16. mener, at for at fremme gennemsigtigheden bør betingelserne for udbetaling af den variable tranche baseres på resultaterne i det omfang, det tilskynder donorerne og modtagerne til at analysere den reelle virkning af de anvendte midler og øge gennemsigtigheden for brugen af offentlige midler; 17. opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at overvåge resultaterne af sine programmer og at orientere Parlamentet om disse resultater; 18. anbefaler, at Kommissionen gør en indsats for at styrke dialogen mellem donorer og modtagere, navnlig for at fastlægge de faktiske behov og de områder, hvor støtten viser sig at være nødvendig; 19. anmoder om, at det Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU spiller en mere aktiv rolle i at fastlægge prioriteterne, forhandle kontrakter om millenniumudviklingsmålene samt i alle andre faser af processen; Udvælgelseskriterier – kreativitet og fleksibilitet 20. anmoder Kommissionen om at gøre det til en betingelse for ydelse af budgetstøtte, at der er opnået resultater med hensyn til god forvaltning og gennemsigtighed, men også at menneskerettighederne overholdes, særlig for de fattigste og mest marginaliserede, f.eks. handicappede, minoriteter og kvinder og børn, ligesom det bør påses, at budgetstøtten ikke anvendes til andre sektorer end dem, der er fastlagt i kontrakten om millenniumudviklingsmål; 21. bekræfter, at de vejledende nationale programmer bør udarbejdes i samarbejde med parlamenterne i de berørte lande, Den Blandede Parlamentariske Forsamling og civilsamfundet; 22. konstaterer, at forslaget om kontrakter om millenniumudviklingsmål ikke nævner, hvilke lande kontrakterne i første omgang henvender sig til; konstaterer, at kontrakterne i deres nuværende form kun er rettet mod AVS-landene; 23. beklager, at EU's bistandspolitik for udviklingslandene i stadig større grad afhænger af betingelser, som IMF har sat for at opnå udviklingsstøtte fra EU; mener desuden, at disse betingelser er i modstrid med modtagerlandenes politik, hvad angår princippet om ejerskab; 24. understreger behovet for at udvikle andre tilgange til budgetstøtten for de lande, som ikke er berettigede til kontrakter om millenniumudviklingsmål, og navnlig for de lande, der er særligt sårbare; understreger, at det er indlysende, at de lande, der er mest sårbare, ikke kan opfylde de nuværende støttekriterier; 25. henstiller, at kontrakterne om millenniumudviklingsmål også stilles til rådighed for de lande, der er omfattet af instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde; 26. anmoder Kommissionen om tydeligt at forklare, hvordan den vil sikre, at de foreslåede kontrakter om millenniumudviklingsmål kombineres med de øvrige ordninger for tildeling af støtte; 27. advarer mod faren for en vilkårlig og overdreven anvendelse af kontrakter om millenniumudviklingsmål, der kunne blive opfattet som den eneste effektive form for støttetildeling; opfordrer Kommissionen til at vælge de støttetildelingsmidler, der er mest velegnede i de enkelte situationer; 28. anmoder Kommissionen om at styrke modtagerlandenes parlamenters evne til at engagere sig i budgetproceduren og parlamenternes og civilsamfundets evne til at engagere sig i udarbejdelse af nationale politikker ved at yde større finansiel støtte, insistere på deltagelse i politiske dialoger med disse lande og ved at koncentrere sig om indikatorer for forvaltning af de offentlige finanser, hvis sigte er at øge regeringernes ansvar over for borgerne; Vurdering og resultatindikatorer 29. anmoder Kommissionen om i samarbejde med de deltagende lande at lade en række resultatindikatorer indgå i den enkelte kontrakt om millenniumudviklingsmål med henblik på en evaluering af de fremskridt, der opnås med kontrakternes gennemførelse, ligesom også integrationen af handicappede voksne og børn bør vurderes ud fra disse indikatorer; Kønsdimensionen 30. gør Kommissionen opmærksom på, at den forsat ubetinget bør lade sin budgetstøtte være afhængig af de resultater, der i modtagerlandene opnås på ligestillingsområdet og med styrkelsen kvinders rettigheder; opfordrer til at styrke resultatindikatorerne på dette område i kontrakterne om millenniumudviklingsmål ved at udvide dem til at omfatte andre områder, f.eks. kvinders og handicappedes rettigheder, og kræver en styrkelse af resultatindikatorerne for ligestilling i forbindelse med budgetstøtten ved også at lade dem omfatte andre områder, f.eks. handicappedes og kvinders rettigheder, og navnlig at forbedre alle kvinders adgang til oplysning og til globale tjenester for seksuel og reproduktiv sundhed, udvide adgangen til og styrke anvendelsen af familieplanlægning, til fortsat at fremme uddannelse og styrke kvinders indflydelse samt bekæmpe forskelsbehandling og fremme ligestilling; o 31. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, AVS-Rådet samt til medlemsstaternes og AVS-landenes regeringer og parlamenter.
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Kunstneruddannelser i EU |
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til EF-traktatens artikel 149 og 151, - der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling nr. 2006/962/EF af 18. december 2006 om nøglekvalifikationer for livslang læring(1), - der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1350/2008/EF af 16. december 2008 om det europæiske år for kreativitet og innovation (2009)(2), - der henviser til Rådets konklusioner af 24. og 25. maj 2007 om de kulturelle og kreative sektorers bidrag til opnåelsen af Lissabonmålene og af 21. og 22. maj 2008, - der henviser til Rådets og Kommissionens fælles situationsrapport 2008 om gennemførelsen af arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 – Livslang læring som grundlag for viden, kreativitet og innovation(3), - der henviser til sin beslutning af 7. juni 2007 om kunstneres sociale status(4), - der henviser til sin beslutning af 10. april 2008 om en europæisk kulturdagsorden i en stadig mere globaliseret verden(5), - der henviser til sin beslutning af 10. april 2008 om kulturindustrien i Europa(6), - der henviser til anbefalingerne i UNESCO's konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed af 20. oktober 2005, - der henviser til forretningsordenens artikel 45, - der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A6-0093/2009), A. der henviser til, at EU bør stå ved sit motto "forenet i mangfoldighed" og erkende sin fælles historie, og at Unionen kan gøre dette gennem den europæiske kunsthistorie på grund af dens iboende universelle karakter, B. der henviser til, at skolerne igen bør være det centrale sted i forbindelse med en demokratisering af adgangen til kultur, C. der henviser til, at undervisning i kunst og kultur, herunder billedkunst, er et vigtigt element i medlemsstaternes uddannelsessystemer, D. der henviser til, at undervisning i kunst og kultur er med til at udvikle børn og unges selvstændighed, følsomhed og udadvendthed og derfor udgør et vigtigt led i deres uddannelse; der henviser til, at denne undervisning er afgørende for at skabe lige muligheder og udgør en forudsætning for en egentlig demokratisering af adgangen til kultur, E. der henviser til, at det for at imødegå udfordringen i en demokratisering af adgangen til kultur er nødvendigt at fremme kunstforståelsen på alle niveauer og alle alderstrin, at anerkende betydningen af kunstneriske aktiviteter på gruppe- og amatørplan og at fremme adgangen til kunstuddannelse, F. der henviser til, at medlemsstaterne desværre ofte af økonomiske årsager ser sig nødsaget til at nedprioritere kunsten i deres overordnede uddannelsespolitik, G. der henviser til, at kunstuddannelse danner grundlaget for en erhvervsuddannelse inden for kunst og fremmer kreativiteten samt den fysiske og intellektuelle udvikling på dette område ved at opmuntre til et tættere og mere frugtbart forhold mellem undervisning, kultur og kunst, H. der henviser til, at kunst og designskoler og -uddannelsescentre er med til at udvikle filosofier, skabe nye kunststile og -bevægelser og åbne op for forskellige kulturelle verdener, hvilket styrker EU's image i verden, I. der henviser til, at uddannelsen er meget vigtig for kunstnernes succes inden for den kunstneriske og kreative sektor, J. der henviser til, at kunststudier, der fokuserer på at udvikle en karriere og et erhverv, ud over talent kræver, at den studerende har et solidt kulturelt grundlag, som kun kan fås ved en tværfaglig og systematisk uddannelse; der henviser til, at en sådan uddannelse øger mulighederne for at komme ind på arbejdsmarkedet inden for denne sektor, for så vidt den tilbyder en almen dannelse, en forskningsmetodologi, iværksætterevner og kendskab til virksomhedsdrift samt færdigheder på forskellige aktivitetsområder, som er relevante for nutidig kunst, K. der henviser til, at det økonomiske og erhvervsmæssige potentiale, som de kreative, kulturelle og kunstneriske firmaer og industrier i Den Europæiske Union har, i høj grad har indflydelse på den kunstneriske sektors udvikling, L. der henviser til, at den teknologiske revolution har forårsaget en forøgelse af konkurrenceevnen inden for og mellem landene og har bevirket, at den intellektuelle kapacitet og kreativitet spiller en central rolle inden for rammerne af Lissabonstrategien, M. der henviser til, at de hurtige og konstante ændringer i samfundet kræver større tilpasningsevne, fleksibilitet, kreativitet, innovation og kommunikation blandt aktørerne på arbejdsmarkedet, og at disse kvaliteter bør fremmes af undervisnings- og uddannelsessystemerne i de forskellige medlemsstater i overensstemmelse med målene for det ovennævnte program "Uddannelse og Erhvervsuddannelse 2010", N. der henviser til, at det bør tages i betragtning, at der findes væsentlige uligheder mellem de nuværende kunstundervisningsmodeller i de forskellige medlemsstater, O. der henviser til, at det bør tages i betragtning, at uddannelse i kultur og dens mangfoldighed er en vigtig faktor for at bevare identiteten og fremme forståelsen mellem kulturer og religioner set i lyset af globaliseringen, en større bevægelighed blandt borgerne samt de efterfølgende udvidelser af EU, og at målene for bevidstgørelse og fremme af kulturen i det europæiske år for interkulturel dialog bør forsætte efter år 2008, 1. mener, at kunstundervisning for at fremme en demokratisering af adgangen til kultur burde være en obligatorisk del af alle klassetrins undervisningsplan; 2. understreger, at det er vigtigt at fremme og udvikle kreativiteten på alle alderstrin som et led i en livslang læringsproces, både i skolernes undervisningsplaner og i programmerne for videregående erhvervsuddannelse og livslang læring; 3. minder om, at formålet med undervisning i kunst og kultur bl.a. er at bidrage til borgernes uddannelse, og at dens rolle bl.a. er at gøre os bedre til at tænke og til at bidrage til vores intellektuelle, følelsesmæssige og fysiske udvikling; 4. anerkender kunstens store betydning for samfundsmæssig og økonomisk innovation som led i det europæiske år for kreativitet og innovation 2009; 5. henleder Rådets og medlemsstaternes opmærksomhed på den rolle, den europæiske kultur og dens mangfoldighed spiller som en integrerende faktor, og på, hvor vigtig kunst- og kulturundervisning og bevarelsen af de forskellige regioners traditionelle kulturelle værdier er på europæisk plan; 6. konstaterer, at der stadig er flere studerende fra kunstuddannelserne, som er interesseret i at læse i en anden medlemsstat end deres egen, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at koordinere deres politik inden for kunstuddannelser på europæisk plan, at udveksle bedste praksis og at øge bevægeligheden for både studerende og lærere i denne sektor; 7. foreslår, at fagfolk i kunstsektoren sikres en bedre mobilitet, ved at der fokuseres mere på spørgsmålet om anerkendelse af kvalifikationer. Dette bør ske, ved at uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere tilskyndes til at benytte den europæiske referenceramme for kvalifikationer, således at det bliver muligt at sammenligne kompetencer og kvalifikationer i denne sektor på europæisk plan; 8. opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at samarbejde med medlemsstaterne for at fastsætte en mobilitetsramme for europæere, der udøver kunstnerisk og kreativ virksomhed, med særlig vægt på unge kunstneres og kunststuderendes mobilitet; 9. vurderer, at politikken inden for kunstuddannelser, selv om det anerkendes, at det er et anliggende for medlemsstaterne, burde koordineres på EU-plan, navnlig når det drejer sig om:
10. opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at:
11. fastholder, at der som led i undervisningen i kunsthistorie også skal arrangeres møder med kunstnere og besøg på kulturinstitutioner for at vække de studerendes nysgerrighed og anspore dem til refleksion; 12. understreger vigtigheden af at bruge ressourcer fra de nye kommunikations- og informationsteknologier og internettet som midler til en moderne undervisning, der er tilpasset de nye tider, når der skal indføres en kunstnerisk dimension i skolernes undervisningsplaner; 13. peger på, at initiativer som Europeana, det europæiske digitale bibliotek, kan yde et væsentligt bidrag hertil; 14. henstiller til, at der i fællesskab udvikles en europæisk portal for undervisning i kunst og kultur, og at kunstundervisning medtages i medlemsstaternes undervisningsplaner for at sikre udvikling og fremme af den europæiske kulturelle model, der navnlig værdsættes internationalt; 15. anmoder Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne om at følge op på arbejdet med at indarbejde kunstundervisning i skolernes undervisningsplaner, og foreslår især, at Kommissionen gennemfører de nødvendige undersøgelser for at få pålidelige oplysninger om indvirkningen af den nævnte undervisning på uddannelsesniveauet og færdighederne blandt EU's studerende; 16. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Aktiv dialog med borgerne om EU |
| |||||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til fælleserklæringen fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om partnerskab om formidling af EU(1) undertegnet den 22. oktober 2008, - der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 2. april 2008 om "Debate Europe": udnyttelse af erfaringerne fra plan D for demokrati, dialog og debat (KOM(2008)0158), - der henviser til meddelelse fra Kommissionens af 24. april 2008 om formidling af EU gennem audiovisuelle medier (SEK(2008)0506), - der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 21. december 2007 om formidling af EU via internettet og inddragelse af borgerne (SEK(2007)1742), - der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionen af 3. oktober 2007 med titlen "Forslag til interinstitutionel aftale – Partnerskab om formidling af EU" (KOM(2007)0569), - der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1904/2006/EF af 12. december 2006 om programmet Europa for Borgerne til fremme af et aktivt medborgerskab i Europa (2007-2013)(2), - der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 1. februar 2006 om hvidbog om en europæisk kommunikationspolitik (KOM(2006)0035), - der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 13. oktober 2005 om Kommissionens bidrag til tænkepausen og tiden derefter: Plan D for demokrati, dialog og debat (KOM(2005)0494), - der henviser til sin beslutning af 16. november 2006 om hvidbogen om en europæisk kommunikationspolitik(3), - der henviser til sin beslutning af 12. maj 2005 om gennemførelsen af en informations- og kommunikationsstrategi for Den Europæiske Union(4), - der henviser til forretningsordenens artikel 45, - der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelser fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, Udenrigsudvalget, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Regionaludviklingsudvalget, Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og Udvalget for Andragender (A6-0107/2009), A. der henviser til, at øget dialog mellem borgerne og EU-institutionerne, deriblandt Parlamentet, samt en konstant debat om Europa på europæisk, nationalt og lokalt plan er en forudsætning for et demokratisk og åbent EU, B. der henviser til, at efter Frankrigs og Nederlandenes forkastelse af forslag til traktat om en forfatning for Europa stemte 53,4 % af de irske vælgere ved en folkeafstemning mod ratificering af Lissabontraktaten, og til, at mennesker med en utilstrækkelig forståelse af EU's politikker eller af traktaterne er mere tilbøjelige til at være imod dem, C. der henviser til, at Eurobarometers undersøgelse nr. 69 viste, at 52 % af Unionens borgere mener, at deres respektive landes medlemskab af EU er en god ting, mens blot 14 % mener det modsatte, D. der henviser til, at kendskab til Den Europæiske Union og dens politikker og til, hvordan den fungerer, men også kendskab til de rettigheder, som er indeholdt i traktaterne, udgør grundlaget for at genskabe borgernes tillid til EU-institutionerne, E. der henviser til, at der i 2004 for første gang blev udnævnt en særlig kommissær for kommunikationsstrategi, selv om der endnu ikke er vedtaget nogen egentlig kommunikationspolitik på grund af det manglende retsgrundlag i traktaterne, Den offentlige mening 1. minder om, at undersøgelser viser, at jo dårligere uddannet og mindre velhavende borgere i Unionen er, jo mere sandsynligt er det, at de modsætter sig yderligere europæisk integration, hvilket viser, at den europæiske tanke på trods af alle tidligere anstrengelser hovedsagelig når ud til det veluddannede og velhavende segment i det europæiske samfund; betragter aktiv dialog mellem EU og dets borgere som afgørende for en virkeliggørelse af EU-projektets principper og værdigrundlag, men erkender, at kommunikationen indtil videre ikke har været særlig vellykket; 2. beklager, at den succes, som er opnået i forbindelse med at øge unionsborgernes vidensniveau og interesse i europæiske emner, på trods af Kommissionens indsats og gode idéer har været meget begrænset, hvilket beklageligvis fremgik af den irske folkeafstemning; 3. understreger, at det er specielt vigtigt, at der etableres samhørighedsskabende kommunikationsforbindelser med målrettet indhold både mellem EU og regioner med særlige karakteristika og mellem EU og særlige samfundsgrupper; 4. bemærker, at et stort flertal af de europæiske borgere ifølge nyere undersøgelser går ind for, at EU taler med en fælles stemme i udenrigspolitiske anliggender; påpeger, at en erklæring herom efter krav fra unionsborgere blev medtaget i det åbne brev/ henstillingerne fra deltagerne i den afsluttende konference om de seks Plan D-borgerprojekter den 9. december 2007; understreger, at EU i de 27 anbefalinger i det åbne brev anmodes om også at handle mere effektivt på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område samt på området vedrørende social samhørighed, navnlig med henblik på at bekæmpe lønforskelle og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder samt generelt at være særlig opmærksom på problemstillingerne vedrørende ligestilling, som ofte bliver forsømt; henleder opmærksomheden på, at det derfor også er vigtigt at rette blikket mod, hvad der kommunikeres gennem handlinger, og sammenligne, hvorledes dette afviger fra det budskab, EU ønsker at udsende til borgerne; 5. gør opmærksom på, at et flertal af de kvindelige vælgere har stemt "nej" ved de seneste folkeafstemninger om EU: 56 % i Frankrig (Eurobarometerundersøgelse i Flash-serien nr. 171), 63 % i Nederlandene (Eurobarometerundersøgelse i Flash-serien nr. 172) og 56 % i Irland (Eurobarometerundersøgelse i Flash-serien nr. 245); mener, at det negative resultat af afstemningerne bl.a. skyldes de europæiske institutioners begrænsede engagement i de politikker, der direkte berører kvinderne, og som ligger til grund for den fortsatte mangel på lige muligheder mellem mænd og kvinder, såsom politikkerne til forening af arbejds- og familieliv og støtte til plejekrævende personer; Forfatningsmæssige og interinstitutionelle aspekter 6. understreger behovet for at afslutte ratificeringen af Lissabontraktaten, hvilket yderligere vil øge EU's gennemsigtighed og borgernes inddragelse i beslutningstagningen; minder i denne forbindelse om de nye muligheder for deltagelsesdemokrati, som Lissabontraktaten ville give, særligt borgerinitiativet; 7. understreger behovet for koordinerede indsatser og fælles handling fra alle EU-institutioner og medlemsstater for at kommunikere med Unionens borgere om europæiske emner; glæder sig over og noterer sig den ovennævnte fælleserklæring af 22. oktober 2008, som opstiller tydelige målsætninger for en forbedring af Parlamentets, Rådets, Kommissionens og medlemsstaternes kommunikation om EU; er af den opfattelse, at den kunne være mere ambitiøs, eftersom Parlamentet havde anmodet om en interinstitutionel aftale om kommunikationspolitik mellem alle institutionerne; 8. mener, at EU-institutionerne bør iværksætte yderligere diskussioner om Europa og straks omsætte ideerne fra den ovennævnte fælleserklæring, meddelelsen fra Kommissionen af 1. februar 2006 og arbejdsdokumentet fra Kommissionen af 3. oktober 2007; 9. deler Kommissionens holdning om, at deltagelsesdemokrati kan supplere det repræsentative demokrati på fornuftig vis; understreger dog, at deltagelsesdemokrati ikke kun betyder at lytte til borgerne, men at give dem reelle muligheder for at have indflydelse på europæisk politik; påpeger, at det for at opfylde disse målsætninger er nødvendigt, at institutionerne bliver meget mere åbne og vedtager de strategier, som er nødvendige for at give borgerne og deres organisationer mulighed for reelt at deltage i alle faser, når der drøftes EU-anliggender; bemærker endvidere, at der på et så bredt grundlag som muligt skal gives aktindsigt i dokumenter, som er udfærdiget af institutionerne, eftersom dette er en afgørende forudsætning for at kunne øve indflydelse; 10. fremhæver betydningen og værdien af høringsprocessen som et effektivt redskab til at sikre borgerne større indflydelse ved at sætte dem i stand til at yde et direkte bidrag til den politiske proces på EU-plan; opfordrer Kommissionen til at træffe yderligere foranstaltninger med henblik på rettidigt at oplyse borgerne om kommende EU-høringer via medierne og andre egnede nationale, regionale og lokale organer, til at udvide omfanget af de interesserede parters synspunkter, som fremsættes i forbindelse med høringer om fællesskabslovgivningen, og til at sørge for bredere offentlig omtale af sine internethøringer om EU-politikker og -initiativer for at sikre, at alle interessenter, navnlig små og mellemstore virksomheder og lokale ngo'er, inddrages i debatten; understreger betydningen af repræsentanter fra civilsamfundet, såsom netværk af fagfolk og forbrugere, på alle niveauer – fra transnationalt til lokalt niveau – der kan fungere som platform for en oplyst udveksling af synspunkter angående EU-politikker og dermed bidrage til bedre kvalitet i fællesskabslovgivningen; anerkender problemerne i forbindelse med gennemførelse og håndhævelse af lovgivningen og opfordrer forbrugerne og virksomhederne til at udøve deres rettigheder og indberette eksisterende problemer til EU-institutionerne; 11. mener, at EU-institutionerne og medlemsstaterne bør samordne deres kommunikationsindsats og opbygge et partnerskab med civilsamfundet, så der kan drages nytte af eventuelle synergier; understreger nødvendigheden af samordning institutionerne imellem samt det hensigtsmæssige i at sammenkoble Kommissionens og Parlamentets fjernsynskanaler; opfordrer Kommissionen til at forbedre samarbejdet og koordineringen mellem dens repræsentationer i medlemsstaterne og Europa-Parlamentets informationskontorer; opfordrer Kommissionens og Parlamentets repræsentationer i medlemsstaterne til at forbedre samarbejdet med hensyn til at høre borgerne, dele informationer, viden og idéer om EU med borgerne og give vælgerne mulighed for at møde medlemmer af Europa-Parlamentet, som er valgt i forskellige lande, og EU-tjenestemænd; 12. glæder sig over, at Kommissionen støtter Parlamentets og de europæiske politiske partiers rolle, og erkender behovet for at udfylde kløften mellem national og europæisk politik, særligt under de europæiske valgkampagner; 13. opfordrer de tre vigtigste institutioner til at overveje muligheden for at organisere fælles åbne debatter som supplement til Parlamentets åbne debatter, hvor der kunne behandles emner, som berører forbrugerne og deres hverdag, for at øge forbrugernes tillid til det indre marked og til forbrugerbeskyttelsen; understreger, at Parlamentets tværpolitiske grupper til fulde udfører deres opgave som borgernes mellemmand, et instrument, som virkelig bygger bro mellem den politiske verden og civilsamfundet; 14. bemærker med tilfredshed, at Kommissionen har taget mange af de idéer, som Parlamentet tidligere har fremsat, i betragtning, såsom borgerfora på både europæisk og nationalt plan, en mere fremtrædende rolle for civilsamfundets organisationer og nyskabende brug af nye medier; Det lokale niveau 15. opfordrer Kommissionen til at udvide sin dialog til alle samfundsniveauer ved at tilpasse sit budskab til forskellige målgrupper ud fra deres sociale baggrunde; foreslår derfor at styrke dialogen mellem Den Europæiske Union og dens borgere ved at stille de samme oplysninger til rådighed for alle og samtidig tilpasse dem til de enkelte målgrupper og fremme debatten med og mellem oplyste borgere; mener, at EU-institutionerne bør indarbejde konklusionerne fra de lokale debatter organiseret i forbindelse med Plan D i deres politikker og tage højde for de forventninger, borgerne har til EU, når der vedtages ny lovgivning; 16. opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte effektive kommunikationskampagner om EU på alle niveauer, nationalt, regionalt og lokalt; opfordrer Kommissionen til at udbrede den bedste praksis, der fremkommer i forbindelse med sådanne kampagner og foreslår, at der oprettes et fast interaktivt kommunikationssystem mellem EU-institutionerne og borgerne med regelmæssige kampagner af lokal og regional karakter fra EU understøttet af de regionale medier og aktiv deltagelse af civilsamfundet, ngo'er, handelskamre, fagforeninger og erhvervsorganisationer; 17. understreger, at EU's samhørighedspolitik danner grundlag for den europæiske integration og den sociale solidaritet; mener derfor, at borgerne bør bevidstgøres om den indsats, der gøres inden for EU's politikker, og dens konkrete indvirkning på deres hverdag, idet der lægges vægt på EU's bidrag og fordelene ved det fælles europæiske projekt; ønsker i denne forbindelse, at de lokale myndigheder bliver bedre til at opfylde deres forpligtelser til at informere om den støtte, de modtager fra EU; understreger ligeledes, at de valgte repræsentanter for de lokale og regionale myndigheders handlekraft er afgørende for, at information og uddannelse kan udvikles; glæder sig i denne forbindelse over etableringen af et Erasmus-program for de valgte repræsentanter for de lokale og regionale myndigheder; 18. understreger, at inddragelsen af partnere i forberedelsen og gennemførelsen af de operationelle programmer i overensstemmelse med artikel 11 i den generelle forordning om strukturfondene 2007-2013 bidrager betydeligt til at fremme EU's samhørighedspolitik og bringe den tættere på borgerne; understreger, at disse partnere har en enestående chance for direkte at konstatere, hvilke problemer der først og fremmest bekymrer borgerne; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at partnerskabsprincippet gennemføres korrekt på nationalt, regionalt og lokalt plan; understreger betydningen af, at nationale og regionale myndigheder gør brug af de eksisterende finansielle muligheder, som tilbydes gennem strukturfondene med henblik på at forbedre disse partneres evner, især hvad angår efteruddannelse; konstaterer, at strukturfondene har spillet en væsentlig rolle til fremme af det grænseoverskridende samarbejde gennem fællesskabsprojekter og -programmer, hvilket har tilskyndet til udviklingen af aktivt medborgerskab og deltagelsesdemokrati; opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte sådanne projekter og programmer og indgå i et samarbejde med dem; 19. understreger nødvendigheden af, at borgerne og især unge og førstegangsvælgere i forbindelse med de kommende valg til Europa-Parlamentet informeres på lokalt og regionalt plan; understreger i bredere forstand betydningen af, at Europa-Parlamentets medlemmer sammen med de valgte repræsentanter for de lokale og regionale myndigheder inddrages i høringsproceduren med borgerne i deres regioner, eftersom de udgør borgernes stemme i EU; støtter Regionsudvalgets bestræbelser på at styrke drøftelserne på regionalt plan og inddrage regionale net samt vigtige lokale og regionale aktører i disse drøftelser for således at tilskynde til debat så tæt på borgerne som muligt med henblik på at få indblik i deres holdninger og interesser; 20. fremhæver nødvendigheden af, at Europa-Parlamentets medlemmer udviser større engagement i kommunikationen med EU's borgere, og af, at der indføres organisatoriske ændringer i Parlamentets arbejde, så medlemmerne kan føre en dialog med borgerne på så lokalt plan som muligt; håber, at Europa-Parlamentets medlemmer parallelt med de partipolitiske valgkampagner til valget til Europa-Parlamentet vil deltage aktivt i valgkampen på lokalt plan; 21. opfordrer Kommissionen til at iværksætte små lokale kommunikationskampagner med inddragelse af lokale aktører for at støtte aktiviteter, som skal gøre borgerne bedre orienteret om indvandrernes oprindelseslande, og til ligeledes bedre at oplyse indvandrerne om deres rettigheder og pligter som unionsborgere, da dette vil være den mest effektive og meningsfulde måde at nå disse kommunikationsmål på, og til at fortsætte den indsats, der er gjort inden for rammerne af det europæiske år for interkulturel dialog 2008; Uddannelse, medier og ikt – aktivt medborgerskab 22. understreger betydningen af at indføre undervisning i europæisk politik og historie i skolernes uddannelsesprogrammer i hver medlemsstat for at styrke de europæiske værdier og af at udvikle afdelingerne for europæiske studier på universiteterne; opfordrer Kommissionen til at yde økonomisk støtte til fremme af disse projekter; opfordrer medlemsstaterne til at fremme et undervisningsforløb om den europæiske integrations historie og EU's opbygning, så der kan skabes et udgangspunkt for et fælles europæisk videngrundlag; 23. fremhæver den særlige betydning, som undervisning i medborgerkundskab har som drivkraft for aktivt medborgerskab; bemærker behovet for at støtte en aktiv model for undervisning i medborgerskab, som giver unge mennesker mulighed for at engagere sig direkte i samfundslivet, med deres politiske repræsentanter på nationalt, lokalt og europæisk plan, med repræsentanter for ngo'er og i medborgerinitiativer; foreslår, at Kommissionen støtter pilotprojekter, som fremmer en sådan model for undervisning i medborgerskab i medlemsstaterne; 24. anbefaler, at programmer, såsom Erasmus, Leonardo da Vinci, Grundtvig og Comenius, fremmes gennem en bredere kommunikationsindsats, og at de organiseres bedre for at motivere flest mulige personer til at deltage, øge mindre velstående borgeres deltagelse og fremme disses mobilitet inden for EU; henleder opmærksomheden på, at netop disse programmer har vundet meget positiv genlyd hos unge mennesker og yder et vigtigt bidrag på vej mod den europæiske integration; 25. glæder sig over ovennævnte meddelelse fra Kommissionen af 21. december 2007, der opstiller klare målsætninger om, hvorledes Europa-websiden kan gøres til en serviceorienteret web 2.0-side; opfordrer indtrængende Kommissionen til at færdiggøre den nye webside allerede i 2009 og mener, at den bør stille et forum til rådighed for borgerne til udveksling af synspunkter og deltagelse i meningsmålinger på internettet, hvor ngo'er, offentlige institutioner og enkeltpersoner kan dele deres erfaringer med deres kommunikationsprojekter om EU; opfordrer Kommissionen til at indsamle og offentliggøre de oplevelser, som modtagerne har haft i forbindelse med aktiviteter finansieret under Plan D, på denne webside; 26. glæder sig over EU Tube, som med sine næsten 1,7 mio. seere er et enestående værktøj til formidling af EU's politikker blandt internetbrugere; opfordrer Kommissionen til at udforme retningslinjer for effektive internetkampagner og dele dem med andre EU-institutioner; 27. opfordrer Kommissionen til at gøre bedre brug af det audiovisuelle materiale, der står til rådighed på Europe by Satellite, ved at oprette forbindelser til lokale fjernsynsstationer og lokale medier, der er interesserede i at udsende den form for materiale, og på den måde nå ud til et bredere publikum; 28. mener, at Europe Direct-netværket er et vigtigt redskab til at besvare borgernes spørgsmål per mail eller telefon (gratis opkald fra hele EU), og at der bør gøres yderligere reklame for det; 29. mener, at politikområderne for forbrugerbeskyttelse og det indre marked er af afgørende betydning for udbredelsen af kendskabet til Europa blandt forbrugere og virksomheder; opfordrer medlemsstaterne til at øge bestræbelserne på at formidle budskabet om fordelene ved det indre marked på nationalt, regionalt og lokalt plan; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme og styrke interaktiv kommunikation og information for at opnå effektiv dialog mellem forbrugerne, virksomhederne og institutionerne ved hjælp af forskellige elektroniske kommunikationsformer, der benytter sig af den nyeste teknologi, og for at bidrage til udviklingen af elektronisk handel; 30. opfordrer Kommissionen til at styrke sine koordineringsbestræbelser inden for forbrugeruddannelse og information om forbrugerrettigheder og -forpligtelser ved at øge sine økonomiske og menneskelige ressourcer; opfordrer medlemsstaterne til at forstærke de økonomiske og menneskelige ressourcer, der tildeles Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre, med henblik på at øge kendskabet til og sikre gennemførelsen af forbrugerrettighederne i EU og opfordrer i lyset af den nuværende globale finanskrise og den stigende gældsætning blandt forbrugerne indtrængende medlemsstaterne til at gøre en indsats for at forbedre forbrugernes forståelse af finansielle spørgsmål, især hvad angår deres rettigheder og forpligtelser og deres muligheder for klageadgang i forbindelse med opsparinger og lån; 31. opfordrer medlemsstaterne til at øge de menneskelige og økonomiske ressourcer, som tildeles Solvit-nettet, der gratis gør det muligt at løse problemer, der skyldes ukorrekt eller manglende anvendelse af fællesskabslovgivningen; anmoder Kommissionen om at fremskynde effektiviseringen af de forskellige tjenester, som tilbyder information og rådgivning i forbindelse med det indre marked; støtter derfor tanken i Kommissionens meddelelse af 20. november 2007 om et indre marked for Europa i det 21. århundrede (KOM(2007)0724) om en integreret strategi for ydelse af bistandstjenester for det indre marked gennem oprettelsen af en fælles webside, der samler disse; bemærker Kommissionens initiativer om begrænsning af de administrative byrder og bedre lovgivning; opfordrer navnlig til forbedringer for at støtte små og mellemstore virksomheder, som udgør en vigtig kilde til beskæftigelse i Europa; 32. bemærker, at et europæisk år for frivilligt arbejde ville give EU-institutionerne en ideel mulighed for at skabe forbindelse til civilsamfundet; gør opmærksom på, at der i hele EU findes over 100 millioner frivillige, og opfordrer Kommissionen til at arbejde for, at 2011 gøres til det europæiske år for frivilligt arbejde ved hurtigst muligt at forelægge et passende lovforslag om dette emne; 33. understreger betydningen af at tage hensyn til borgernes meninger om Europa som en aktør på verdensplan og navnlig til den stadig mere fremtrædende rolle, som Europa-Parlamentet spiller i den forbindelse; opfordrer derfor medlemmerne af Europa-Parlamentet og Rådet til at deltage i de Plan D-besøg, som Kommissionens medlemmer gennemfører, da de spiller en afgørende rolle for at kontakten med de nationale parlamenter, civilsamfundet, virksomheds- og fagbevægelsesledere samt de regionale og lokale myndigheder i medlemsstaterne; 34. glæder sig over, at resten af verden viser en endnu større interesse for det europæiske projekt, og at EU og dens borgere også får et bedre kendskab til fordelene ved at dele deres overnationale erfaringer med andre lande og regioner, særligt med EU's naboer; opfordrer derfor Kommissionen til gennem sine delegationer i tredjelande at udvikle måder til at nå ud til borgerne i disse lande og oplyse dem om mulighederne i EU, f.eks. hvad angår medierne og andre former for kultur, uddannelse, sprog, sprogindlæring og mobilitet eller udvekslingsprogrammer som Erasmus Mundus; 35. bemærker, at der navnlig på baggrund af stigningen i antallet af tredjelandsborgere i EU og fremkomsten af multikulturelle samfund, som de også har bidraget til, bør ydes en større indsats for at integrere indvandrere i EU og give dem konkret adgang til oplysninger om, hvad det vil sige at være EU-borger, f.eks. ved at styrke partnerskaberne mellem forskellige regeringsniveauer (lokalt, regionalt og nationalt) og ikke-statslige aktører (f.eks. arbejdsgivere, civilsamfund, indvandrerorganisationer, medier og ngo'er, som støtter indvandrere); mener, at en vellykket integration yderligere vil styrke udviklingen af en multikulturel europæisk bevidsthed, som bygger på tolerance, dialog og lighed; 36. opfordrer Kommissionen til at fremme programmer og kampagner (som "The world through women's eyes" (verden set med kvinders øjne)) for at fremme kvinders sociale, politiske og kulturelle aktiviteter under hensyntagen til kvinders rolle i dialogen mellem generationer og samfundets bæredygtighed og velstand; opfordrer derfor til, at der gives bedre oplysninger til piger og kvinder om begrebet europæisk statsborgerskab og hermed forbundne rettigheder, særlig i socialt og geografisk isolerede regioner; understreger, at oplysningskampagner bør tage sigte på en bedre deltagelse blandt kvinder i det politiske liv og i beslutningsprocessen; understreger behovet for at fremme foranstaltninger til at fjerne den digitale kløft mellem mænd og kvinder for at give kvinder lige muligheder, hvad angår foranstaltninger til deltagelse i dialogen om Europa; bifalder Kommissionens valg – via dens repræsentationer – af projekter til medfinansiering inden for rammerne af plan D, som omfatter en række kvindeorganisationer og projekter vedrørende kvinder; understreger behovet for at fremme borgernes deltagelse i spørgsmål vedrørende kønsbestemt vold eller menneskehandel, hvor samfundets deltagelse er afgørende for at nå frem til en løsning på problemet; anerkender kvinders evner inden for problem- og konfliktløsning og opfordrer Kommissionen til at inddrage flere kvinder i taskforcer og arbejdsgrupper, der beskæftiger sig med spørgsmål vedrørende familieliv, børnepasning, uddannelse osv.; o 37. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Kommissionen, Rådet, De Europæiske Fællesskabers Domstol, Revisionsretten, Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
| ||||||||||||||||
| Arbejdet i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i 2008 |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000(1) (Cotonouaftalen), - der henviser til forretningsordenen for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU vedtaget den 3. april 2003(2), senest ændret i Port Moresby (Papua Ny Guinea) den 28. november 2008(3), - der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde(4), - der henviser til erklæringen fra Kigali (Rwanda), som blev vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU den 22. november 2007, om udviklingsfremmende økonomiske partnerskabsaftaler(5), - der henviser til Port Moresby-erklæringen, der blev vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU den 28. november 2008, om den globale fødevare- og finanskrise(6), - der henviser til de beslutninger, der blev vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i 2008:
- der henviser til meddelelsen fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU fra Windhoek (Namibia) af 29. april 2008(16), - der henviser til meddelelsen fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU fra Port Vila (Vanuatu) af 1. december 2008(17), - der henviser til Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU's Præsidiums erklæring af 25. november 2008 om det franske EU-formandskab(18), - der henviser til den europæiske konsensus om humanitær bistand, som blev undertegnet den 18. december 2007(19), - der henviser til forretningsordenens artikel 45, - der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A6-0081/2009), A. der henviser til undertegnelsen af en økonomisk partnerskabsaftale med visse AVS-lande og AVS-regioner i løbet af 2008, og de drøftelser, der har fundet sted i Den Blandede Parlamentariske Forsamling i marts 2008 i Ljubljana (Slovenien) og i november 2008 i Port Moresby om fremskridtene i aftaleforhandlingerne, B. der henviser til vedtagelsen af ovennævnte forordning (EF) nr. 1905/2006, i hvilken der fastsættes temaprogrammer for AVS-landene samt ledsageforanstaltninger for de AVS-lande, der har undertegnet sukkerprotokollen, C. der henviser til det tilsagn, kommissæren for udvikling og humanitær bistand gav på Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samling, der fandt sted i Wiesbaden i juni 2007 om at underkaste de nationale og regionale strategidokumenter for AVS-landene for perioden 2008-2013 en demokratisk kontrol i parlamenterne, og glæder sig over, at dette tilsagn er ved at blive indfriet, D. der henviser til, at den planlagte revision af Cotonouaftalen i 2010 udgør en vigtig mulighed for at udvikle Den Blandede Parlamentariske Forsamlings regionale samarbejde og for at udvikle den parlamentariske kontrol på regionsniveau i AVS-landene samt at styrke Den Blandede Parlamentariske Forsamlings rolle som institution og dens aktiviteter, E. der henviser til Den Blandede Parlamentariske Forsamlings to regionale forsamlingers betydelige succes i 2008 i Namibia og Vanuatu, der førte til vedtagelsen af de ovennævnte meddelelser fra Windhoek og Port Vila, F. der henviser til situationen i Zimbabwe, der forværredes yderligere i løbet af 2008 trods afholdelse af valg i juni 2008, men glæder sig dog over den aftale, der blev indgået på Den Blandede Parlamentariske Forsamlings 16. samling i Port Moresby om at vedtage en resolution om Zimbabwe, G. der henviser til den vedvarende konflikt i Den Demokratiske Republik Congo og de alvorlige og gentagne overtrædelser af menneskerettighederne, og påpeger behovet for effektiv humanitær bistand og en øget indsats fra det internationale samfunds side, H. der henviser til Det Panafrikanske Parlaments arbejdsindsats og formaliseringen af relationerne mellem Europa-Parlamentet og Den Blandede Parlamentariske Forsamling og at formanden for Parlamentet i sit indlæg på Den Blandede Parlamentariske Forsamlings tiende samling den 28. oktober 2008 gav tilsagn om at oprette en interparlamentarisk delegation for den næste valgperiode, I. der henviser til, at afholdelserne af Den Blandede Parlamentariske Forsamlings 16. samling i Port Moresby og den internationale konference om finansiering af udviklingshjælp i Doha var omtrent sammenfaldende, hvorfor en række medlemmer af Europa-Parlamentet måtte træffe et svært valg, J. der henviser til de meget positive bidrag fra det slovenske EU-formandskab (fra januar til juni 2008) og Papua Ny Guineas regering til Den Blandede Parlamentariske Forsamlings ovennævnte samlinger i Ljubljana og Port Moresby, K. der henviser til de undersøgelsesrejser under Den Blandede Parlamentariske Forsamlings præsidium, der har fundet sted i 2008:
1. glæder sig over, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling i 2008 har dannet ramme om en åben, demokratisk og dybtgående dialog om forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler mellem Den Europæiske Union og AVS-landene; 2. understreger den bekymring, Den Blandede Parlamentariske Forsamling har givet udtryk for vedrørende flere forhandlingsaspekter både med hensyn til form og indhold; minder om den fortsatte debat efter indgåelsen af økonomiske partnerskabsaftaler med Cariforum ('Caribbean Forum of States', sammenslutning af vestindiske lande)og midlertidige aftaler med visse lande og regioner; 3. glæder sig over, at den nye kommissær for handel i overensstemmelse med de udtalelser, som formanden for Kommissionen har fremsat, har reageret positivt på anmodningen fra de mange AVS-lande og AVS-regioner om at tage de forskellige stridspunkter op til fornyet behandling; 4. understreger behovet for en indgående parlamentarisk kontrol under forhandlingerne såvel som under gennemførelsen af de økonomiske partnerskabsaftaler; beklager, at Den Blandede Parlamentariske Forsamlings arbejde og rolle er truet af udsigten til oprettelse af et nyt organ, det parlamentariske udvalg, inden for rammerne af de økonomiske partnerskabsaftaler, uden at forbindelsen mellem dette organ og Den Blandede Parlamentariske Forsamling er afklaret; mener, at det parlamentariske udvalg bør fungere som en del af Den Blandede Parlamentariske Forsamling for at undgå en omkostningsfuld og kompliceret forøgelse af antallet af møder, idet Den Blandede Parlamentariske Forsamlings system med regionale møder udnyttes, og synergien mellem alle de regioner, med hvilke der er indgået økonomiske partnerskabsaftaler, fremmes; understreger det ønskelige i, at dette udvalg fungerer på en fleksibel måde, er i stand til at udnytte den ekspertise inden for både handels- og udviklingsspørgsmål, som de medlemmer af Europa-Parlamentet, der deltager i behandlingen af de økonomiske samarbejdsaftaler i udvalgene, har; 5. understreger navnlig, at AVS-landenes parlamenter, ikkestatslige aktører og lokale myndigheder spiller en afgørende rolle i forbindelse med opfølgningen på og forvaltningen af de økonomiske samarbejdsaftaler, og anmoder Kommissionen om at sikre, at de inddrages i de igangværende forhandlinger, hvilket indebærer, at der skal udarbejdes en klar dagsorden for videreførelsen af forhandlingerne, der skal godkendes af AVS-landene og EU og være baseret på inddragelse af de berørte parter; 6. understreger Den Blandede Parlamentariske Forsamlings bekymring over følgerne af den nuværende finanskrise, og glæder sig over Forsamlingens vedtagelse af ovennævnte Port Moresby-erklæringen om den verdensomspændende finans- og fødevarekrise, og opfordrer Forsamlingen til regelmæssigt at drøfte dette emne; 7. glæder sig over det tilsagn, kommissæren for udvikling og humanitær bistand gav på ovennævnte samling i Kigali om at underkaste de nationale og regionale strategidokumenter for AVS-landene (perioden 2008-2013) demokratisk kontrol i parlamenterne, og ligeledes over det arbejde, visse af AVS-landenes parlamenter allerede har udført i forbindelse med gennemgangen af disse dokumenter; 8. understreger i den forbindelse, at det er nødvendigt at parlamenterne knyttes tæt til den demokratiske proces og de nationale udviklingsstrategier; understreger deres væsentlige rolle i realiseringen af, opfølgningen på og kontrollen med udviklingspolitikkerne; 9. opfordrer AVS-landenes parlamenter til at kræve af deres regering og Kommissionen, at de inddrages i forberedelsen og iværksættelsen af nationale og regionale strategidokumenter om samarbejdet mellem EU og deres lande (perioden 2008-2013); 10. opfordrer Kommissionen til at give AVS-landenes parlamenter alle tilgængelige oplysninger og bistå dem i arbejdet med den demokratiske kontrol, særlig igennem kapacitetsstøtte; 11. støtter opførelsen af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) på EU's budget for at styrke udviklingssamarbejdspolitikkens sammenhæng, gennemsigtighed og effektivitet og for at sikre en demokratisk kontrol med denne politik; understreger, at opførelsen af EUF på EU's budget ligeledes er en relevant reaktion på vanskelighederne med at gennemføre og ratificere de på hinanden følgende EUF; 12. opfordrer parlamenterne til at udøve nøje parlamentarisk kontrol, hvad angår EUF; understreger Den Blandede Parlamentariske Forsamlings privilegerede position i disse drøftelser og opfordrer Forsamlingen såvel som AVS-landenes parlamenter til at tage aktiv del heri, især i forbindelse med revisionen af Cotonouaftalen i 2010; insisterer på, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling inddrages i den fulde forhandlingsproces om denne revision; 13. bemærker med tilfredshed, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling er blevet mere og mere parlamentarisk og således politisk, samt at medlemmernes engagement og kvaliteten af dens drøftelser er blevet styrket, hvilket er et afgørende bidrag til partnerskabet mellem AVS-landene og EU; 14. mener, at Den Blandede Parlamentariske Forsamlings ovennævnte beslutninger om Kenya og Zimbabwe er vigtige eksempler på denne styrkede dialog; 15. opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til fortsat at have fokus på situationen i Sudan, herunder navnlig i Darfur, bl.a. ved at overveje Unionens og AVS-landenes holdning til Den Internationale Straffedomstols arrestordrer; 16. opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til fortsat at have fokus på situationen i Somalia, der bringer den somaliske civilbefolkning i fare, udgør en sikkerhedstrussel i regionen og en kilde til global ustabilitet på grund af den tiltagende lovløshed, ekstremisme og sørøveri; 17. opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til at fortsætte drøftelserne om den foruroligende situation i Zimbabwe, hvor valget i juni 2008 ikke førte til en genoprettelse af demokratiet, og hvor den økonomiske situation udgør en reel trussel mod millioner af borgeres liv og helbred, såvel som mod stabiliteten i hele regionen; 18. opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til fortsat at bidrage til indsatsen for at gøre det internationale samfund bevidst om konflikterne i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo og til at fremme en politisk forhandlingsløsning på krisen og støtte enhver foranstaltning, som kan udvirke en forhandlingsløsning; 19. opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til fortsat at uddybe dialogen med Det Panafrikanske Parlament og regionale organisationers parlamenter, da den regionale integration har betydning for freden og udviklingen i AVS-landene; 20. beklager, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling ikke blev hørt i tilstrækkelig grad i forbindelse med udarbejdelsen af den fælles strategi for EU og Afrika, og håber, at Forsamlingen vil blive inddraget aktivt i gennemførelsen af strategien; 21. glæder sig over, at de regionale møder, der er fastsat i Cotonouaftalen og i Den Blandede Parlamentariske Forsamlings forretningsorden, har fundet sted fra og med 2008; håber, at disse møder kan muliggøre en egentlig meningsudveksling om de regionale udfordringer, herunder forebyggelse og løsning af konflikter, og at EU-politikkerne vil bidrage til en styrkelse af den regionale samhørighed; understreger, at disse møder finder sted på et særdeles gunstigt tidspunkt, især hvad angår forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler og den efterfølgende indgåelse og iværksættelse heraf, og derfor bør prioriteres højt; lykønsker de ansvarlige for afholdelsen af de to særdeles vellykkede møder i Namibia og Vanuatu og støtter afholdelsen af de næste møder for regionerne i Vestindien og Vestafrika i 2009; 22. opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til at styrke den rolle, som dets udvalg om politiske spørgsmål spiller, således at det bliver et egentligt forum for forebyggelse og løsning af konflikter som led i partnerskabet mellem AVS og EU, og i den forbindelse at gøre drøftelser om katastrofesituationer i et bestemt land til almindelig praksis; glæder sig over det vellykkede arbejde på området for beskyttelse af civile under fredsbevarende operationer og hensigten om at gøre en indsats for forvaltningen i AVS-landene; 23. glæder sig endvidere over rapporten fra samme udvalg om politiske spørgsmål vedrørende erfaringer fra den europæiske regionale integrationsproces med relevans for AVS-landene, vedtaget i Ljubljana i marts 2008, hvori der lægges vægt på hovedfordelene ved integration såsom fred og sikkerhed, forebyggelse af væbnede konflikter udløst af potentielle konflikter, velstand, velværd, demokrati og respekt for menneskerettigheder; 24. bemærker med tilfredshed hensigtserklæringen fra Den Blandede Parlamentariske Forsamlings Udvalg for Økonomisk Udvikling, Økonomi og Handel om at undersøge de regionale strategidokumenter for AVS-regionerne; 25. understreger den rolle, som Den Blandede Parlamentariske Forsamlings udvalg for sociale anliggender og miljø spiller i forhold til børnearbejde og Udvalgets intention om at få gennemført en undersøgelse af de sociale forhold for unge i AVS-landene; 26. glæder sig endvidere over rapporten fra samme udvalg om sociale anliggender og miljø vedrørende de sociale og miljømæssige konsekvenser af strukturtilpasningsprogrammerne - vedtaget i Ljubljana - hvori det anføres, at den praksis at knytte Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds (IMF) långivning til økonomisk-politiske betingelser har haft katastrofale sociale og miljømæssige konsekvenser for AVS-landene, og at den bør erstattes af en landespecifik udlånspolitik med fokus på fattigdomsbekæmpelse; 27. opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til at insistere på at deltage i et tæt samarbejde om den revidering af Cotonouaftalen, der vil blive iværksat i 2009, for at sikre at Forsamlingens rolle og aktiviteter fremover vil blive styrket; 28. konstaterer med tilfredshed, at ikke-statslige aktører i stigende grad deltager i Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samlinger, hvilket blev tydeligt i forbindelse med de drøftelser, der gik forud for Port Moresby-erklæringen i november 2008 om de globale finans-og fødevarekriser, såvel som i form af rapporten fra de økonomiske partnerskabsaftalers økonomiske og sociale partnere, der blev fremlagt for Forsamlingen under mødet i Ljubljana i marts 2008; 29. ønsker, ud over den årlige betænkning om arbejdet i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, at AVS-sekretariatet og Europa-Parlamentet indleder fælles drøftelser om betingelserne for Den Blandede Parlamentariske Forsamlings arbejde, navnlig om den særskilte afstemning for hver gruppe, den ligelige repræsentation af parlamentsmedlemmer samt de fælles undersøgelses- og valgovervågningsmissioner; 30. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, AVS-Rådet, Den Blandede Parlamentariske Forsamlings Præsidium og til Sloveniens og Papua Ny Guineas regeringer og parlamenter.
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Bedste praksis på det regionalpolitiske område og hindringer for anvendelsen af strukturfondene |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til Urbact-programmet, som er gennemført som led i Urban-initiativet, og som fremmer og udvikler god praksis og udveksling af erfaringer mellem mere end 200 byer i EU, - der henviser til sin beslutning af 21. oktober 2008 om forvaltning og partnerskab på nationalt, regionalt og projektplan inden for regionalpolitik(1), - der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden(2), - der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1080/2006 af 5. juli 2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling(3), - der henviser til EF-traktatens artikel 158 og artikel 159, - der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000, - der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. juni 2008 om den femte situationsrapport om økonomisk og social samhørighed – Vækst i regionerne, vækst i Europa (KOM(2008)0371), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. oktober 2008 om en grønbog om territorial samhørighed – Territorial forskelligartethed skal være en styrke (KOM(2008)0616), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. november 2006 om regioner for økonomisk forandring (KOM(2006)0675), - der henviser til undersøgelsen fra Parlamentets temaafdeling om struktur- og samhørighedspolitik om god praksis inden for det regionalpolitiske område og hindringer for anvendelsen af strukturfondene, - der henviser til den offentlige høring, som Regionaludviklingsudvalget afholdt den 17. juli 2008, - der henviser til forretningsordenens artikel 45, - der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelse fra Budgetudvalget (A6-0095/2009), A. der henviser til, at samhørighedspolitikken er et af EU's væsentligste politikområder, hvilket ikke kun gælder med hensyn til budgetmidler, men især også fordi det er en vigtig søjle i den europæiske integrationsproces, pga. områdets betydning for den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed i EU samt udviklingen i de i alt 268 regioner, og fordi det mindsker udviklingsefterslæbet og reducerer ulighederne og forbedrer livskvaliteten for alle EU's borgere, B. der henviser til, at EU's regioner står over for udfordringer, der i vid udstrækning er sammenlignelige, selv om virkningerne deraf vil være meget forskellige fra region til region på grund af deres forskellige karakteristika (f.eks. øer og bjergområder) og befolkninger: globaliseringen og de dermed forbundne hurtigere samfundsmæssige omstruktureringer, muligheden for nye handelsforbindelser, følgerne af den tekniske revolution og klimaændringerne, udviklingen af et videnbaseret samfund, de demografiske ændringer, affolkning og den tiltagende indvandring, C. der henviser til, at de bedste resultater, som kan styrke videnbasen og forbedre konkurrenceevnen, i projekter ofte opnås gennem samarbejde mellem den offentlige sektor, virksomheder, uddannelsessektoren og de lokale aktører, D. der henviser til, at det ikke er muligt at udnytte samhørighedspolitikkens fulde potentiale for at håndtere disse udfordringer, eftersom potentielle ansøgere stilles over for store hindringer for anvendelse af EU's strukturmidler, herunder:
E. der henviser til, at en række af de eksisterende fejl inden for samhørighedspolitikken skyldes disse hindringer, F. der henviser til, at forsinkelserne med hensyn til gennemførelsen af strukturpolitikken delvist skyldes de urimeligt stramme procedurer, og at man følgelig bør overveje at forenkle disse procedurer og foretage en tydelig fordeling af ansvarsområder og beføjelser mellem EU, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder, 1. der mener - til trods for at der skal tages hensyn til merværdien ved at udbrede god praksis blandt en bredere offentlighed med hensyn til bedre kommunikation og costbenefit- at forsøg på at indføre bedste praksis i EU's regionalpolitik primært bør rettes mod gennemførelsesorganerne, således at de kan opstille regler for adgang til midler fra strukturfondene, og således at udvekslingen af oplysninger og erfaringer kan bidrage til at skabe væsentlige forbedringer i projekternes kvalitet ved at tilbyde løsninger på fælles problemer og vælge mere effektive og målrettede interventioner; 2. påpeger behovet for at forenkle procedurerne for gennemførelse af strukturfondenes projekter og programmer, navnlig hvad angår forvaltnings- og kontrolsystemer; glæder sig derfor i denne forbindelse over den lovgivningsmæssige ændring af strukturfondpakken som følge af den nuværende finanskrise; afventer ivrigt yderligere forslag fra Kommissionen på dette område, hvilket vil ske inden for de næste par måneder; Fjernelse af hindringer 3. opfordrer Kommissionen til, med henblik på at fjerne de nævnte hindringer, bl.a.
4. henstiller til Kommissionen, at den derudover udvikler en samlet, generelt tilgængelig tilgang til interregional udveksling af bedste praksis, således at aktørerne inden for samhørighedspolitikken kan få glæde af hinandens erfaringer; 5. henviser udtrykkeligt til, at identifikation af bedste praksis ikke må medføre yderligere bureaukrati for ansøgerne og projektlederne; 6. kræver, at bureaukratiet i forbindelse med anvendelse af strukturfondene holdes på et minimum og ikke øges unødigt ved individuelle betingelser, som medlemsstaterne stiller; 7. bekræfter sin fortsatte støtte til den praksis, der sigter mod, at hver medlemsstat udarbejder en årlig erklæring om anvendelse af EU-midler, idet erklæringen dækker fællesskabsfondene for delt forvaltning, og forlanger, at denne fremgangsmåde gøres alment udbredt; Generelle og temaspecifikke kriterier til identificering af bedste praksis 8. anerkender tiltagene inden for initiativet "Regioner for økonomisk forandring" til dels at identificere og offentliggøre bedste praksis i forbindelse med den årlige RegioStar-pris, og dels etablere en webside for bedste praksis; henleder opmærksomheden på, at man vil opnå begrænsede resultater ved blot at have en hjemmeside; 9. kritiserer den manglende gennemsigtighed i Kommissionens objektive grundlag for identificering af bedste praksis; 10. opfordrer på grund af en alsidig anvendelse af begrebet bedste praksis og de ofte parallelt brugte begreber "god praksis" eller "succeshistorier" Kommissionen til at udarbejde en liste over kriterier, som er skræddersyet til samhørighedspolitikken, og som kan anvendes til at skelne sådanne bedste praksis fra dem, der anvendes i forbindelse med andre projekter; 11. anbefaler Kommissionen at anvende følgende punkter til at identificere bedste praksis:
12. understreger, at alle kriterierne for fremhævelse af bedste praksis skal være klart målbare og pålidelige for at undgå problemer, uønskede virkninger og subjektive vurderinger, som kan underminere hele projektvurderingsproceduren, der er baseret på disse kriterier; opfordrer derfor Kommissionen til klart at beskrive både indholdet i disse kriterier, og hvordan de bør gennemføres; 13. anbefaler på grundlag af en analyse af talrige projekter fra adskillige EU-regioner for så vidt angår samhørighedspolitikkens områder, der er af særlig betydning for videreudviklingen af både de enkelte regioner og EU som helhed, og som er kendetegnet ved deres meget forskelligartede gennemførelse, at der anvendes supplerende faktorer til identificering af bedste praksis; 14. anbefaler, at der tages hensyn til følgende faktorer i forbindelse med området "Forskning og udvikling/innovation":
15. anbefaler, at der tages hensyn til følgende faktorer i forbindelse med "Miljøbeskyttelse, klimabeskyttelse og bæredygtig energipolitik":
16. anbefaler, at der tages hensyn til følgende faktorer i forbindelse med området "Skabelse af arbejdspladser af høj kvalitet":
17. anbefaler, at der tages hensyn til følgende faktorer i forbindelse med området "Livslang læring":
18. anbefaler, at der tages hensyn til følgende faktorer i forbindelse med området "Integreret byudvikling":
19. anbefaler, at der tages hensyn til følgende faktorer i forbindelse med området "Demografisk udvikling":
20. anbefaler, at der tages hensyn til følgende faktorer i forbindelse med området "Grænseoverskridende samarbejde":
21. anbefaler, at der tages hensyn til følgende faktorer i forbindelse med området "Offentlig-private partnerskaber":
22. opfordrer Kommissionen til at tage behovet for at tilgodese bedste praksis vedrørende økonomiske strategier i betragtning, især hvad angår strategierne inden for offentlig-private partnerskaber og de partnerskaber, der modtager støtte fra Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond; 23. er klar over, at det er meget vanskeligt for et projekt kumulativt at opfylde alle ovenstående kriterier; opfordrer derfor Kommissionen til inden disse kriterier anvendes at opstille dem på en liste i prioriteret rækkefølge og fastslå, hvilke der skal prioriteres højest, således at det bliver nemmere at udpege fremtrædende projekter som bedste praksis; understreger behovet for at anvende de kriterier, der er aftalt i fællesskab om bedste praksis, på en åben og gennemsigtig måde, der vil gøre det muligt at forvalte, acceptere og sammenligne bedste praksis og forhindre sammenblanding med andre lignende begreber; 24. opfordrer Kommissionen til med henblik på den fremtidige anvendelse af begreberne "bedste praksis", "god praksis" og "succeshistorier" at udarbejde en klar og gennemsigtig underopdeling eller graduering af disse begreber af hensyn til projektbeskrivelsen; Udveksling af bedste praksis 25. opfordrer Kommissionen til at tilrettelægge og samordne udvekslingen af bedste praksis ved hjælp af et regionsnetværk samt gennem et offentligt websted med væsentlige oplysninger om projekterne på alle Fællesskabets sprog; 26. anbefaler Kommissionen inden for den nuværende administrative ramme at etablere en særlig myndighed inden for Generaldirektoratet for Regionalpolitik, som – med det formål at sikre en langfristet, kontinuerlig, pålidelig og vellykket udveksling af bedste praksis inden for samhørighedspolitikken – i samarbejde med regionsnetværket skal forestå evalueringen, indsamlingen og udvekslingen af bedste praksis og til stadighed fungere som en samtalepartner for så vidt angår både udbud og efterspørgsel; opfordrer Kommissionen til at udbrede denne kultur for god praksis i alle dens afdelinger; 27. foreslår inden for denne ramme, at evalueringsmekanismerne bør undersøge og tage højde for de afprøvede og pålidelige metoder, som allerede er gennemført; mener, at der bør rettes særligt fokus på samarbejde med et netværk af regionale myndigheder og specialiserede agenturer, som er hovedkilden til den primære bedste praksis for evaluering; 28. påpeger, at EU yder finansiering og god praksis, men at det er op til de nationale, regionale og lokale embedsmænd at udnytte dette; glæder sig i den forbindelse over oprettelsen af et Erasmus-program for lokale og regionale valgte repræsentanter; 29. anbefaler, at Kommissionen bruger Regionsudvalgets værktøjer, herunder især platformen til overvågning af Lissabonprocessen og nettet til overvågning af subsidiaritet, med henblik på at udveksle bedste praksis mellem regioner og medlemsstater for at identificere og sammen fastsætte målene, efterfølgende planlægge foranstaltninger og endelig foretage en sammenlignende vurdering af samhørighedspolitikkens resultater; o 30. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Komplementaritet og samordning af samhørighedspolitikken med foranstaltninger til udvikling af landdistrikter |
| |||||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til EF-traktatens artikel 158 og 159, - der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden(1), særlig artikel 9, - der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)(2), - der henviser til Rådets beslutning 2006/702/EF af 6. oktober 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed(3), - der henviser til Rådets afgørelse 2006/144/EF af 20. februar 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for udvikling af landdistrikterne (programmeringsperioden 2007-2013)(4), - der henviser til EU's territoriale dagsorden og den første handlingsplan for gennemførelsen af denne dagsorden, - der henviser til Kommissionens grønbog af 6. oktober 2008 om territorial samhørighed - Territorial forskelligartethed skal være en styrke (KOM(2008)0616), - der henviser til undersøgelsen fra observationscentret for EU's fysiske og funktionelle udvikling (ORATE) om territorielle fremskridt og scenarier for Europa, - der henviser til forretningsordenens artikel 45, - der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A6-0042/2009), A. der henviser til, at begrebet landdistrikter er defineret af OECD, hvis definition omfatter karakteristika såsom lav befolkningstæthed og manglende adgang til serviceydelser, og til, at denne definition anvendes af Kommissionen med henblik på at identificere og udarbejde udviklingsmål for disse områder, B. der henviser til, at der mellem landdistrikterne i EU's medlemsstater består betydelige forskelle, og mens landdistrikterne i nogle regioner og medlemsstater har oplevet en demografisk og økonomisk vækst, flytter befolkningerne fra mange af disse landdistrikter ind til byerne eller søger efter muligheder for omskoling, hvilket skaber enorme udfordringer for landdistrikterne, C. der henviser til, at landdistrikterne udgør omkring 80 % af EU's territorium, D. der henviser til, at behovene i de mellemliggende landdistrikter, der er karakteriseret ved en økonomisk struktur i lighed med de tilstødende byområder, er forskellige fra behovene i de områder, der hovedsageligt er landbrugsområder, fjerntliggende eller isolerede, E. der henviser til, at et af EU's mål er at fremme økonomiske og sociale fremskridt og et højt beskæftigelsesniveau samt at skabe en afbalanceret og bæredygtig udvikling, F. der henviser til, at den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i EU kan styrkes gennem økonomisk udvikling og fremme af beskæftigelsesmuligheder i byer og landdistrikter og ved at sikre lige adgang til offentlige tjenesteydelser, G. der henviser til, at reformen af strukturpolitikken for perioden 2007–2013 har medført ændringer i fondenes opbygning og grundlaget for støttetildelingen under denne politik, og desuden har ført til oprettelsen af den nye Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), der er tilknyttet den fælles landbrugspolitik og er forskellig fra samhørighedspolitikken, H. der henviser til, at tidligere Leader-programmer har vist, hvordan udviklingen af landdistrikter med held kan fremmes ved hjælp af regionalpolitiske instrumenter, I. der henviser til, at det er af afgørende betydning for ELFUL at sikre en gensidig komplementaritet mellem aktiviteter, der samfinansieres under ELFUL, og aktiviteter under strukturfondene, og at det derfor er vigtigt at støtten fra de forskellige fonde, især fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Samhørighedsfonden og Den Europæiske Socialfond (ESF), samordnes på passende vis ligesom fondene bør være gensidigt supplerende, J. der henviser til, at oprettelsen af ELFUL, adskillelsen af midler til udvikling af landdistrikter fra samhørighedspolitikken og et bredere regionalpolitisk perspektiv ikke må medføre, at visse mål (f.eks. miljøbeskyttelse, transport eller uddannelse) enten overlapper hinanden eller ganske enkelt forsømmes, K. der henviser til, at den fortsatte overførsel af midler mellem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og ELFUL medfører usikkerhed i planlægningen for både landbrugere og forvaltere af projekter for udvikling af landdistrikter, L. der henviser til, at der på grund af budgetmæssige begrænsninger er risiko for, at de disponible midler inden for EFRU-rammerne i vidt omfang anvendes til at styrke den økonomiske konkurrenceevne i storbyområderne eller de mest dynamiske regioner, mens ELFUL-midlerne fortrinsvis sættes ind for at forbedre landbrugets konkurrenceevne, som fortsat er drivkraften for landdistrikter, og som også vil fokusere på støtte til ikke-landbrugsorienterede aktiviteter og udvikling af små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i landdistrikterne, og der er derfor behov for en bedre samordning for at sikre, at ingen områder er uden dækning, M. der henviser til, at SMV'er, især mikrovirksomheder og håndværksvirksomheder, spiller en vigtig rolle for at bevare de sociale og økonomiske aktiviteter i landdistrikterne og sikre deres stabilitet, N. der henviser til, at målene for politikken til udvikling af landdistrikter ikke nødvendigvis er i modstrid med Lissabonmålene, forudsat denne udvikling er baseret på princippet om relativ konkurrenceevne (stigende rentabilitet kombineret med relativt lave omkostninger), især inden for den lokalt baserede fødevareindustri og i forbindelse med udviklingen af SMV'er og af infrastruktur og tjenesteydelser såsom turisme, uddannelse og miljøbeskyttelse, O. der henviser til, at den naturlige forbindelse og komplementaritet mellem landbrugspolitikken og politikken for udvikling af landdistrikter bør anerkendes, 1. er af den opfattelse, at de kriterier, der traditionelt anvendes til at skelne landdistrikter fra byområder (lavere befolkningstæthed og urbaniseringsgrad), ikke altid giver et helt billede af situationen; mener derfor, at mulighederne for at opstille yderligere kriterier bør undersøges, og opfordrer Kommissionen til at udarbejde en analyse og fremsætte konkrete forslag på dette område; 2. er overbevist om, at i betragtning af de betydelige forskelle mellem medlemsstaternes landdistrikter, der dækker omtrent 80 % af EU's territorium, er det nødvendigt at vedtage og gennemføre en hensigtsmæssig og integreret tilgang til bæredygtig udvikling af disse områder, med det formål at udjævne eksisterende uligheder og fremme den økonomiske dynamik i byer og landdistrikter; understreger behovet for at bevilge tilstrækkelige midler til de tilsvarende tiltag; 3. påpeger i denne sammenhæng, at alle regioner i EU som helhed, herunder landdistrikter og fjerntliggende områder, i princippet bør have samme udviklingsmuligheder for at forhindre enhver yderligere territorial udelukkelse af de dårligst stillede områder; 4. understreger, at udviklingsmulighederne, navnlig for unge og kvinder i mange landdistrikter, er begrænsede på grund af vanskeligheder i forbindelse med adgangen til offentlige tjenester, mangel på job og alderspyramiden; 5. understreger, at der i visse områder ikke findes alternativer til bestemte landbrugsproduktionsformer, som af miljø- og regionalpolitiske årsager ofte skal opretholdes for enhver pris, navnlig i fjerntliggende områder og områder med bjerglandbrug, der er berørt af ørkendannelse; 6. påpeger, at Det Europæiske Råd i Göteborg den 15.-16. juni 2001 udvidede Lissabonmålene til at omfatte bæredygtighed og samhørighed, og at politikken for udvikling af landdistrikter netop har som mål at skabe et bæredygtigt landbrug, bevare ikke-landbrugsaktiviteter i landdistrikterne, fremme det lokale udviklingspotentiale, miljøbeskyttelse, sikre en afbalanceret fysisk planlægning og udviklingen af SMV'er; 7. er overbevist om, at en vellykket gennemførelse af politikken til udvikling af landdistrikter, set i lyset af den langsigtede bæredygtige udvikling af landdistrikter, kræver, at disse distrikters karakteristika tages i betragtning hvad angår beskyttelse, forbedring og forvaltning af landkulturen, og udvikling af forbindelser og samspillet med byområderne; 8. understreger også betydningen af at vurdere områder med alternativ økonomisk aktivitet og de muligheder, som disse områder giver, for differentiering af befolkningens erhvervsaktiviteter; 9. mener, at de fremtidige problemer for landdistrikterne kræver en afbalanceret udviklingspolitik, der omfatter alle samfundsaktører og økonomiske aktører, herunder små virksomheder og mikrovirksomheder inden for produktion og tjenesteydelser, idet de er af betydning for den integrerede lokaludvikling; 10. mener, at politikken for udvikling af landdistrikter i forbindelse med de nye medlemsstater navnlig skal forbedre landbrugets effektivitet og mindske den forskel i økonomisk udvikling, der er mellem land og by, bl.a. ved at støtte ikke-landbrugsmæssige aktiviteter, hvilket er et mål, der også kan nås ved at bruge strukturfondene; 11. glæder sig over de ambitioner, der blev bekendtgjort ved den anden europæiske konference om udvikling i landdistrikterne, som blev afholdt i Salzburg i 2003, men beklager, at den finansiering, der gennem de sidste finansielle overslag blev tildelt den anden søjle af den fælles landbrugspolitik, er blevet stærkt reduceret, hvilket muligvis kan medføre ineffektivitet og skabe skel mellem landbrugere og beboerne i landdistrikterne; 12. understreger, at der er behov for at udarbejde en sammenhængende og langsigtet strategi for udvikling af landdistrikterne for at gøre det lettere at udnytte alle tilgængelige midler effektivt; 13. opfordrer medlemsstaterne og de regionale myndigheder til, inden for rammerne af deres samarbejde med Kommissionen og i samarbejde med alle kompetente myndigheder og organer, der repræsenterer civilsamfundet, at udarbejde en gennemsigtig og langsigtet strategi for bæredygtig udvikling af landdistrikter på nationalt og regionalt niveau for dermed klart at kunne opstille prioriteter og mål for landdistriktudviklingen og sikre tilpasning, samordning og komplementaritet i bistandsmidlerne fra de forskellige tilgængelige kilder til støtte; 14. opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale myndigheder til at sikre direkte deltagelse af organisationer, som repræsenterer SMV'er, mikrovirksomheder og håndværksvirksomheder, for at finde frem til prioriteterne med henblik på bedst muligt at imødekomme disse virksomheders behov og forventninger; 15. erkender, at politikken til udvikling af landdistrikter spiller en betydelig rolle for at målrette og løse specifikke problemer i landdistrikterne, og mener, at oprettelsen af ELFUL og den fælles landbrugspolitiks anden søjle er et forsøg at indføre en fleksibel, strategisk, temaopdelt og integreret tilgang til at imødegå de mangfoldige situationer og omfanget af de udfordringer, som landdistrikterne i EU står over for, og til at forenkle finansieringsprocedurerne og sikre, at midlerne især afsættes til dette område; 16. minder om, at medlemsstaterne er blevet opfordret til at udarbejde to strategidokumenter til den nuværende programmeringsperiode: en national strategiplan for udvikling af landdistrikter (ELFUL) og en national strategisk referenceramme for regionalpolitik (strukturfonde); minder om, at medlemsstaterne er blevet opfordret til at mobilisere synergier og etablere operative samordningsmekanismer mellem de forskellige fonde; beklager dog, at denne proces fortrinsvis var karakteriseret ved bestræbelserne på at trække skillelinjer mellem de forskellige fonde og programmer, snarere end at skabe synergier imellem dem; 17. mener, at effektiviteten af politikken til udvikling af landdistrikter kun kan sikres, såfremt de foranstaltninger, der træffes inden for ELFUL og den regionale udviklingspolitik, er samordnede og supplerende, således at dobbeltfinansiering og huller undgås; bemærker med bekymring den utilstrækkelige samordning mellem tiltagene inden for den nuværende programmeringsperiode i de enkelte medlemsstater; opfordrer derfor Kommissionen til at foreslå reformer, der sigter mod at sikre bedre samordning under planlægning og gennemførelse af foranstaltninger, der samfinansieres under samhørighedspolitikken og den fælles landbrugspolitik; anerkender, at reformen af landbrugspolitikken og EU's strukturfonde efter 2013 vil være en lejlighed til at revurdere forholdet mellem udvikling af landdistrikter på den ene side og landbrugs- og samhørighedspolitik på den anden side; 18. anerkender, at det væsentligste sigte med udviklingen af landdistrikterne er fortsat at fastholde beboelse i disse områder og at sikre beboerne en anstændig levestandard; 19. mener, at denne tilgang, hvor udviklingen af landdistrikter med oprettelsen af ELFUL adskilles fra samhørighedspolitikken, skal overvåges meget nøje, for at den reelle indvirkning på udviklingen af landdistrikterne kan evalueres; bemærker, at den nye ordning trådte i kraft i 2007, og at det derfor er for tidligt at drage nogen konklusion med hensyn til denne fællesskabspolitiks fremtid; 20. betoner, at en af de vigtigste målsætninger for politikken for udvikling af landdistrikterne er at foreslå foranstaltninger, som ikke bevirker, at befolkningen i landdistrikterne ser sig nødsaget til at forlade landbruget, og som bl.a. bidrager til at støtte konkurrencedygtige landbrugsbedrifter, produktion af økologiske varer og traditionelle føde- og drikkevarer af høj kvalitet osv.; 21. konstaterer med interesse, at akse 3 og akse 4 (Leader) under den anden søjle i den fælles landbruspolitik, som udgør 15 % af de samlede ELFUL-udgifter, vedrører ikke-landbrugsorienterede aktiviteter, som hovedsageligt omfatter diversificering af økonomien i landdistrikterne; mener, at der i betragtning af karakteren af de interventioner, som finansieres under disse akser, og som har en vis lighed med nogle af de aktioner, der finansieres af strukturfondene, er risiko for overlapning; 22. understreger dog, at der er behov for i første række at tage hensyn til den del af befolkningen, som er beskæftiget i landbruget, og at der fortrinsvis bør fokuseres på støtteforanstaltninger som led i politikken for udvikling af landdistrikter; 23. fremhæver vigtigheden af at hjælpe unge landmænd med at blive i landbruget, også selv om de ikke udelukkende beskæftiger sig med landbrugsproduktion, ved at give dem incitamenter til udvikling og andre aktiviteter, f.eks. turisme i landdistrikter og styrkelse af SMV'er, 24. mener, at målene for politikken til udvikling af landdistrikter kun kan nås, hvis der afsættes tilstrækkelige midler, der anvendes i overensstemmelse med de prioriteter, der er formuleret angående landdistrikterne, og at de midler, der hidrører fra graduering, altid skal føres tilbage til de aktive landbrugssamfund; 25. mener, at samordningen af strukturpolitikken og foranstaltningerne til udvikling af landdistrikter muliggør iværksættelsen af projekter med en større europæisk merværdi; anser dette for at være en mulighed for en langsigtet opkvalificering af landområderne, f.eks. gennem infrastrukturforanstaltninger eller miljøforanstaltninger; 26. opfordrer Kommissionen til at fremlægge detaljerede data og prognoser om anvendelsen af ELFUL og strukturfondene i landdistrikterne og undersøge, hvilke synergier der kan skabes af ELFUL og strukturfondene med udgangspunkt i de midler, der er tilgængelige i landdistrikterne; 27. opfordrer Kommissionen til at undersøge, om de regionalpolitiske programmer kan bidrage til at sikre landbrugerne en stabil indkomst, f.eks. gennem aktiviteter vedrørende miljø- og naturpleje og landskabsbevarelse; 28. fremhæver, at bæredygtig udvikling, per capita-indkomst, fremkommelighed, adgang til offentlige goder og tjenesteydelser og afvandringen fra landdistrikterne er nogle af de største udfordringer for samhørighedspolitikken, som bedst kan håndteres gennem bl.a. støtte til økonomiske aktiviteter i landbrugssamfund; 29. kræver, at Kommissionen og medlemsstaterne systematisk tager hensyn til landdistrikterne i udformningen af EU's politikker og på en hensigtsmæssig måde støtter projekter, hvis sigte er at udvikle den menneskelige kapital, især ved at yde hensigtsmæssig støtte til erhvervsfaglig efteruddannelse af iværksættere, både inden for landbrug og andre sektorer, i landdistrikterne, med særlig fokus på unge kvinder med det formål at fremme beskæftigelsen og skabelsen af arbejdspladser; 30. betoner, at udviklingen i landdistrikterne kræver større opmærksomhed og støtte til bevarelsen af det naturlige og det dyrkede landskab og til en miljøvenlig turisme, fremstilling og anvendelse af vedvarende energikilder og lokale initiativer såsom ordninger for fremme af lokale fødevarer og lokale landbrugsmarkeder; 31. fremhæver SMV'ers betydning for udviklingen af landdistrikter og deres bidrag til sammenhængen på lokalt og regionalt niveau; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at fokusere på en forbedring af konkurrenceevnen ved også at støtte andre produktionssektorer og at fremme iværksætterånden i landdistrikterne, navnlig ved at fjerne juridiske, administrative og organisatoriske forhindringer, sikre tilstrækkelig it-infrastruktur og i højere grad at give incitamenter til at iværksætte nye erhvervsinitiativer og samtidig yde mere støtte til andre aktiviteter end landbrug og fremme en større økonomisk alsidighed i disse områder; 32. henleder på ny Rådets, Kommissionens, medlemsstaternes og de lokale myndigheders opmærksomhed på, hvilken enorm betydning det vil få, at flere millioner små virksomheder i landdistrikterne forventes at forsvinde, hvad der vil få betydelige konsekvenser for beskæftigelsen og dermed også for stabiliteten i disse områder; opfordrer til gennemførelse af alle de nødvendige foranstaltninger på alle niveauer i nært samarbejde med de økonomiske interesseorganisationer og arbejdsmarkedets parter; 33. konstaterer, at vanskelighederne i forbindelse med gennemførelsen af politikken til udvikling af landdistrikter skyldes, at sektorpolitikkerne og samhørighedspolitikken går på tværs af hinanden, hvilket også er tilfældet med de økonomiske og sociale aspekter af begge disse politikker, og det store antal organisatoriske metoder til uddelegering af beføjelser og samordningen på medlemsstatsniveau; fremhæver i denne forbindelse atter nødvendigheden af at udvikle synergier mellem ELFUL og struktur- og samhørighedsfondene og opfordrer Kommissionen til at hjælpe nationale, regionale og lokale myndigheder til en korrekt forståelse af, hvilke muligheder finansieringsinstrumenterne rummer; opfordrer medlemsstaterne til at sikre dialog mellem forvaltningsmyndighederne, for således at skabe synergi mellem de forskellige fondes indgreb og forøge deres virkning; 34. er af den opfattelse, at Kommissionen forud for reformen af finansieringen af landdistriktudviklingen bør foretage en grundig vurdering af indvirkningen af samtlige sektorpolitikker, der har konsekvenser for landdistrikterne, især den fælles landbrugspolitik og regionalpolitikken, i forbindelse med samhørighedspolitikken og at der inden for politikken til udvikling af landdistrikter som helhed fastsættes en række bedste praksisser; 35. opfordrer Rådet til at indkalde til et fælles, uformelt rådsmøde for ministrene med ansvar for den fælles landbrugspolitik og for regionalpolitikken med henblik på at drøfte de mest hensigtsmæssige metoder til samordning af samhørighedspolitikken og foranstaltningerne til udvikling af landdistrikter, og at invitere EU's rådgivende organer (Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale udvalg) såvel som repræsentanter for regionale og lokale organer til at deltage i mødet; 36. anmoder Kommissionen om inden 2011 at nedsætte en arbejdsgruppe på højt plan, der skal indgå i den fælles landbrugspolitiks sundhedstjek og udarbejde forslag til sikring af fremtiden for økonomien i landdistrikterne og for alle, der bor i landdistrikterne efter 2013; 37. opfordrer Kommissionen til at indføre eller styrke ægte forvaltning og partnerskabsordninger på alle niveauer ved direkte at inddrage samtlige aktører, inklusive SMV'er og mikrovirksomhederne samt arbejdsmarkedets parter med henblik på at fastlægge den prioriterede indsats, der er bedst tilpasset landdistrikternes udviklingsbehov; 38. bemærker, at der bør skabes overensstemmelse med processen for udviklingen af landdistrikter og de interesser, som forstadsområderne har, ligesom denne proces skal samordnes snævert med indsatsen for byudvikling og understreger, at synergierne mellem politikken for udviklingen af landdistrikter og byer hverken er tilstrækkelige eller effektive; 39. anerkender landbrugssamfundets potentiale til at yde et positivt bidrag til miljøet gennem sit engagement i miljøvenlige aktiviteter og udviklingen af alternative energikilder som biobrændstoffer, især i betragtning af de fire nye udfordringer, der er skitseret i politikken for udvikling af landdistrikter i henhold til sundhedstjekket, f.eks. den biologiske mangfoldighed og vedvarende energi; 40. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
| ||||||||||||||||
| Kosmetiske midler (omarbejdning) ***I |
| ||||||||||
| |||||||||||
(Fælles beslutningsprocedure: omarbejdning) Europa-Parlamentet, - der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2008)0049), - der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 95, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C6-0053/2008), - der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter(1), - der henviser til skrivelse af 21. november 2008 fra Retsudvalget til Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, jf. forretningsordenens artikel 80a, stk. 3, - der henviser til forretningsordenens artikel 80a og 51, - der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelse fra Retsudvalget (A6-0484/2008), A. der henviser til, at dette forslag ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer, 1. godkender Kommissionens forslag som tilpasset efter henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen og som ændret i det nedenstående; 2. tager Kommissionens erklæringer, som er vedføjet denne beslutning, til efterretning; 3. anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst; 4. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen. Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 24. marts 2009 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. .../2009 om kosmetiske midler (omarbejdning)
(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning ved førstebehandlingen til den endelige retsakt, forordning (EF) nr. ...). Bilag Erklæringer fra Kommissionen Kommissionen noterer sig medlemsstaternes betænkeligheder med hensyn til omarbejdning af direktiver til forordninger. Det er Kommissionens opfattelse, at allerede eksisterende bestemmelser i et direktiv, der er tilstrækkeligt klare, præcise og detaljerede, kan omdannes til umiddelbart anvendelige bestemmelser i en forordning ved en omarbejdning. Det gælder navnlig, når de pågældende bestemmelser er af teknisk karakter og allerede er fuldt gennemført i national ret af alle medlemsstater. I lyset af de forskellige holdninger, der er kommet til udtryk, accepterer Kommissionen, at det konkrete tilfælde med kosmetikforordningen ikke kan danne præcedens ved fortolkningen af den interinstitutionelle aftale på dette punkt. Kommissionen forpligter sig til at afklare situationen vedrørende internetsalg af kosmetiske midler inden forordningens anvendelsesdato. I lighed med Europa-Parlamentet er Kommissionen foruroliget over, at kosmetiksektoren kan blive udsat for forfalskninger, der kan øge risikoen for menneskers sundhed. Derfor vil Kommissionen tage initiativ til at styrke samarbejdet mellem de nationale kompetente myndigheder for at bekæmpe forfalskninger. Kommissionen agter at udarbejde en forklarende note om forordningens overgangsbestemmelser og anvendelsesdatoer (særlig med henblik på artikel 7, 8, 10 og 12a). Kommissionen bemærker, at der fortsat arbejdes på at finde en fælles definition af nanomaterialer. Kommissionen bekræfter derfor, at der bør tages hensyn til fremskridt i retning af en fælles definition i kommende fællesskabsretsakter, og bemærker, at udvalgsprocedurerne i dette forslag også gør det muligt at opdatere definitionen i forslaget.
| |||||||||||
| Markedsføring af biocidholdige produkter ***I |
| |||||||
| ||||||||
(Fælles beslutningsprocedure: førstebehandling) Europa-Parlamentet, - der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2008)0618), - der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 95, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C6-0346/2008), - der henviser til forretningsordenens artikel 51, - der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A6-0076/2009), 1. godkender Kommissionens forslag som ændret; 2. anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst; 3. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen. Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 24. marts 2009 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/.../EF om ændring af direktiv 98/8/EF om markedsføring af biocidholdige produkter for så vidt angår forlængelse af visse tidsfrister
(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning ved førstebehandlingen til den endelige retsakt, direktiv 2009/107/EF). | ||||||||
| Punktafgiftsstruktur og -satser for forarbejdet tobak * |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
(Høringsprocedure) Europa-Parlamentet, - der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2008)0459), - der henviser til EF-traktatens artikel 93, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C6-0311/2008), - der henviser til forretningsordenens artikel 51, - der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A6-0121/2009), 1. godkender Kommissionens forslag som ændret; 2. opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. EF-traktatens artikel 250, stk. 2; 3. opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt; 4. anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad; 5. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Bekæmpelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder i EU |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til artikel 2, 3 og 5 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948, - der henviser til artikel 2, 3 og 26 i FN's internationale konvention om civile og politiske rettigheder fra 1966, - der henviser til især artikel 5, litra a), i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) fra 1979, - der henviser til artikel 2, stk. 1, artikel 19, stk. 1, artikel 24, stk. 3, samt artikel 34 og 39 i konventionen om barnets rettigheder, der vedtoges af FN's Generalforsamling den 20. november 1989, - der henviser til FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra 1989, - der henviser til det afrikanske charter om børns rettigheder og velfærd fra 1990, - der henviser til artikel 1, artikel 2, litra f), artikel 5, artikel 10, litra c), samt artikel 12 og 16 i henstilling nr. 19 fra FN's komité vedrørende afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, der vedtoges i 1992, - der henviser til Wienerklæringen og -handlingsprogrammet, der vedtoges på verdenskonferencen om menneskerettigheder afholdt den i juni 1993, - der henviser til FN's Generalforsamlings erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder fra december 1993, som er det første internationale instrument om menneskerettigheder, der udelukkende omhandler vold imod kvinder, - der henviser til erklæringen og handlingsprogrammet fra FN's internationale konference om befolkning og udvikling, der vedtoges i Kairo den 13. september 1994, - der henviser til den erklæring og det handlingsprogram, der vedtoges på FN's internationale kvindekonference i Beijing den 15. september 1995, - der henviser til sin beslutning af 15. juni 1995 om den fjerde internationale kvindekonference i Beijing: "Ligestilling, udvikling og fred"(1), - der henviser til sin beslutning af 13. marts 1997 om krænkelse af kvinders rettigheder(2), - der henviser til den frivillige protokol til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, der vedtoges den 12. marts 1999 af FN's Kommission for Kvinders Status, - der henviser til resolutionen fra Europarådets udvalg for ligestilling mellem kvinder og mænd af 12. april 1999 om skamfering af kvindelige kønsorganer, - der henviser til lovgivningsmæssig beslutning af 16. april 1999 med Europa-Parlamentets udtalelse om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om vedtagelse af et EF-handlingsprogram (Daphneprogrammet) (2000-2004) om foranstaltninger med henblik på forebyggelse af vold mod børn, unge og kvinder(3), - der henviser til sin beslutning af 18. maj 2000 om opfølgningen af Beijing-handlingsplanen(4), - der henviser til sin beslutning af 15. juni 2000 om resultatet af FN's Generalforsamlings særlige samling den 5.-9. juni 2000 om kvinder 2000: Ligestilling mellem kønnene, udvikling og fred i det 21. århundrede(5), - der henviser til AVS-EU-partnerskabsaftalen (Cotonouaftalen), der blev undertegnet den 23. juni 2000, og finansprotokollen hertil, - der henviser til Rådets, Europa-Parlamentets og Kommissionens fælles proklamation af chartret om grundlæggende rettigheder i forbindelse med mødet i Det Europæiske Råd i Nice den 7. december 2000, - der henviser til sin beslutning af 14. december 2000 om at lade skamfering af kvindelige kønsorganer indgå i budgetpost B5-802 for Daphneprogrammet i 2001-budgettet, - der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolution 1247 (2001) af 22. maj 2001 om kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, - der henviser til rapporten om skamfering af kvindelige kønsorganer, der vedtoges af Europarådets Parlamentariske Forsamling den 3. maj 2001, - der henviser til sin tidligere beslutning af 20. september 2001 om skamfering af kvinders kønsorganer(6), - der henviser til De Forenede Nationers Menneskerettighedskommissions resolution 2003/28 af 22. april 2003, hvori den 6. februar udråbes til international dag for nultolerance over for kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, - der henviser til artikel 2, 5, 6 og 19 i tillægsprotokollen til det afrikanske charter om mennesker og folks rettigheder, også kendt som Maputoprotokollen, fra 2003, som trådte i kraft den 25. november 2005, - der henviser til andragende 298/2007 af Cristiana Muscardini af 27. marts 2007, - der henviser til sin beslutning af 16. januar 2008 om en EU-strategi for børns rettigheder(7), - der henviser til artikel 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union om respekt for menneskerettighederne - generelle principper - og artikel 12 og 13 i EF-traktaten - forbud mod forskelsbehandling, - der henviser til forretningsordenens artikel 45, - der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6-0054/2009), A. der henviser til, at mellem 100 og 140 mio. af verdens kvinder og piger ifølge oplysninger indsamlet af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har været udsat for kønslemlæstelse, og at cirka to-tre mio. kvinder ifølge tal fra WHO og De Forenede Nationers Befolkningsfond hvert år potentielt er i fare for at blive udsat for denne alvorligt invaliderende praksis, B. der henviser til, at cirka 180 000 kvindelige indvandrere i Europa hvert år underkastes eller risikerer at blive udsat for kønslig lemlæstelse, C. der henviser til, at denne praksis ifølge WHO er udbredt i mindst 28 afrikanske lande, enkelte asiatiske lande og Mellemøsten, D. der henviser til, at vold mod kvinder, herunder kønslig lemlæstelse, opstår som følge af samfundsstrukturer, der bygger på ulighed mellem kønnene samt skævhed i magt-, dominans- og kontrolforholdene, hvorved samfundsmæssigt pres og pres fra familien bliver årsag til, at en grundlæggende rettighed som respekten for den personlige integritet krænkes, E. der henviser til, at kønslig lemlæstelse udført på unge piger under tvang skal straffes strengt, og at det udgør en åbenlys krænkelse af internationale og nationale retsforskrifter til beskyttelse af børn og børns rettigheder, F. der henviser til, at WHO har fundet frem til fire former for kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, der går fra klitoridektomi (fuldstændig eller delvis fjernelse af klitoris), excision (fjernelse af klitoris og de indre skamlæber) - sidstnævnte udgør cirka 85 % af al kønslig lemlæstelse af piger og kvinder - til den mest yderliggående form, infibulation (fuldstændig fjernelse af klitoris og de indre skamlæber samt den indvendige del af de ydre skamlæber, hvorefter vulva sys sammen, således at der kun efterlades en meget lille vaginal åbning) og introcision (stik i, gennemboring af eller snit i klitoris eller skamlæberne), G. der henviser til, at enhver form for kønslig lemlæstelse uafhængigt af omfanget er en voldshandling rettet mod kvinden og udgør en krænkelse af hendes grundlæggende rettigheder, nærmere bestemt retten til personlig integritet samt til legemlig og mental sundhed, og hendes seksuelle og reproduktive sundhed, og at en sådan krænkelse på ingen måde kan retfærdiggøres med henvisning til respekten for kulturelle traditioner af forskellig art eller initiationsriter, H. der henviser til, at der i Europa findes ca. 500 000 piger og kvinder, der har været udsat for kønslig lemlæstelse, og at denne form for omskæring først og fremmest er almindelig i immigrant- og flygtningefamilier, samt at piger endog bliver sendt tilbage til deres hjemland med dette formål, I. der henviser til, at kønslig lemlæstelse af piger og kvinder på kort og lang sigt forårsager meget alvorlige og ubodelige fysiske og psykologiske skader på de kvinder og piger, der udsættes for det, samt at det udgør et alvorligt overgreb mod deres person og integritet, og det kan i enkelte tilfælde forårsage døden; der henviser til, at anvendelsen af primitive redskaber og manglende antiseptiske forebyggende foranstaltninger har skadelige bivirkninger, således at seksuelle forhold og fødsler kan være forbundet med smerte, at organerne bliver uigenkaldeligt beskadiget, og at der kan forekomme komplikationer (eksempelvis blødninger, choktilstande, infektioner, smitte med aidsvirus, stivkrampe og godartede tumorer) samt alvorlige komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel, J. der henviser til, at kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, som udgør en krænkelse af piger og kvinders rettigheder, der er fastsat i forskellige internationale konventioner, er forbudt ifølge medlemsstaternes strafferet og strider mod principperne i EU's charter om grundlæggende rettigheder, K. der henviser til, at medlemsstaterne i Parlamentets beslutning af 16. januar 2008 om en EU-strategi for børns rettigheder indtrængende opfordres til at gennemføre specifikke lovbestemmelser om kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, som gør det muligt at retsforfølge enhver, der udfører en sådan praksis på mindreårige, L. der henviser til, at der i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder stilles krav om, at de deltagende stater træffer alle passende foranstaltninger til ændring eller afskaffelse af eksisterende love, bestemmelser, skikke og praksis, som medfører diskrimination imod kvinder, og tager alle passende forholdsregler for at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønster med henblik på at opnå afskaffelse af fordomme, sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse, at det ene køn er mere eller mindre værd end det andet, eller på fastlåste kønsroller, M. der henviser til, at det i FN's konvention om barnets rettigheder fra 1989 fastslås, at deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i denne konvention, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til barnets køn og træffe alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed, N. der henviser til, at det i det afrikanske charter om børns rettigheder og velfærd anbefales de stater, der har undertegnet charteret, at udrydde sociale og kulturelle praksisser, der er skadelige for børns velfærd, værdighed samt deres normale opvækst og udvikling, O. der henviser til, at det i artikel 18 i Wien-erklæringen og -handlingsprogrammet, der vedtoges i juni 1993, erklæres, at kvinder og børns menneskerettigheder er en umistelig, integreret og uadskillelig bestanddel af de universelle menneskerettigheder, P. der henviser til, at der i artikel 2 i FN's erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder fra 1993 eksplicit henvises til kønslig lemlæstelse af piger og kvinder samt andre traditionelle skikke, der er skadelige for kvinder, Q. der henviser til, at artikel 4 i denne erklæring fastlægger, at staterne bør fordømme vold imod kvinder og ikke påberåbe sig hensynet til sædvane, tradition eller religion for at unddrage sig forpligtelsen til at afskaffe volden, R. der henviser til, at regeringerne i handlingsprogrammet fra verdenskonferencen om befolkning og udvikling, der afholdtes i 1994 i Kairo, opfordres til at afskaffe kønslig lemlæstelse af piger og kvinder samt støtte ngo'er og religiøse institutioner, der kæmper for at udrydde sådanne skikke, S. der henviser til, at regeringerne i forbindelse med det handlingsprogram, der vedtoges ved FN's fjerde konference i Beijing, opfordredes til at styrke deres lovgivninger, reformere deres institutioner og fremme normer og praksisser, der er rettet mod at udrydde forskelsbehandling af kvinder, der blandt andet kommer til udtryk i forbindelse med kønslemlæstelse, T. der henviser til, at AVS-EU-partnerskabsaftalen (Cotonouaftalen) er baseret på disse universelle principper og indeholder bestemmelser til bekæmpelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder (artikel 9 om væsentlige elementer og grundlæggende elementer samt artikel 25 og 31 om henholdsvis social udvikling og kønsaspektet), U. der henviser til, at der i Europarådets Parlamentariske Forsamlings rapport af 3. maj 2001 opfordres til et forbud mod kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, og at det betragter dette fænomen som en umenneskelig og nedværdigende behandling i henhold til artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention og samtidig minder om, at grænsen for forsvaret af kulturer og traditioner går ved overholdelsen af grundlæggende rettigheder og forbuddet mod torturlignende skikke, V. der henviser til, at Rådet og Kommissionen inden for rammerne af en fælles europæisk indvandrings- og asylpolitik anerkender, at kønslig lemlæstelse af piger og kvinder udgør en krænkelse af menneskerettighederne; der henviser til, at et stigende antal asylansøgninger fra forældre har som begrundelse, at de kan blive udsat for fare i deres hjemland, fordi de har afvist at give deres samtykke til, at deres barn skulle underkastets kønslemlæstelse, W. der henviser til, at tildeling af asylstatus til forældre desværre ikke sikrer, at barnet undslipper risikoen for kønslemlæstelse, der i nogle tilfælde udføres, efter at familien har bosat sig i værtslandet i EU, X. der henviser til udtalelserne den 5. februar 2008 fra kommissær Ferrero-Waldner og kommissær Michel, hvori det tydeligt påpeges, at disse skikke er uacceptable både i EU og i tredjelande, og understreges, at krænkelser af kvinders rettigheder ikke på nogen måde kan retfærdiggøres med udgangspunkt i kulturrelativistiske betragtninger eller traditioner, Y. der henviser til, at nationale centre og institutioner for unge og familier kan tilbyde familier hjælp, så der rettidigt kan foretages en præventiv indsats mod gennemførelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, 1. fordømmer på det skarpeste kønslig lemlæstelse af piger og kvinder som en krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder samt en brutal krænkelse af kvinder og pigers integritet og personlighed og betragter det derfor som en alvorlig forbrydelse mod samfundet; 2. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at udarbejde en klar, sammenhængende strategi samt handlingsplaner for at nå frem til et forbud mod kønslig lemlæstelse af piger og kvinder i EU og træffe retlige, administrative, forebyggende, oplysende og sociale foranstaltninger og navnlig sørge for bred formidling af oplysninger om de beskyttelsesmekanismer, der på nuværende tidspunkt er tilgængelige for sårbare grupper, så ofre og potentielle ofre kan beskyttes ordentligt; 3. står fast på, at det er nødvendigt at undersøge hver enkelt asylansøgning indgivet af forældre med den begrundelse, at de er i fare i deres hjemland, fordi de har afvist at give deres samtykke til, at deres barn kunne underkastes kønslemlæstelse, og sikre, at sådanne ansøgninger understøttes af grundig dokumentation, der belyser ansøgningens beskaffenhed, asylansøgerens personlighed og troværdighed, samt om hensigterne bag ansøgningen er ægte; 4. understreger, at kvinder og piger, der tildeles asyl i EU pga. faren for kønslemlæstelse, som en forebyggende foranstaltning bør tilses regelmæssigt af sundhedsmyndighederne og/eller læger for at beskytte dem mod enhver form for trussel om sidenhen at blive underkastet kønslemlæstelse i EU; mener, at en sådan foranstaltning på ingen måde udgør forskelsbehandling af disse kvinder og piger, men er en måde til at sikre, at kønslemlæstelse forbydes i EU; 5. opfordrer til, at denne sammenhængende strategi suppleres med uddannelsesprogrammer og organisering af nationale og internationale bevidstgørelseskampagner; 6. støtter Europols initiativ rettet mod at organisere et møde mellem de europæiske politimyndigheder for at fremme kampen mod kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, behandle spørgsmål vedrørende det lave antal anmeldelser og vanskeligheder i forbindelse med bevisfremskaffelse og vidneudsagn samt sørge for effektiv forfølgelse af de ansvarlige for lovovertrædelserne; opfordrer i den forbindelse medlemsstaterne til at undersøge muligheden af yderligere foranstaltninger til beskyttelse af ofre, efter disse er trådt frem; 7. henviser til, at de i ovennævnte Maputoprotokol anførte foranstaltninger, der er rettet mod at få bugt med skadelige praksisser såsom kønslemlæstelse, omfatter følgende: offentlig bevidstgørelse gennem oplysning, formel og uformel uddannelse og kampagner, forbud mod enhver form for kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, herunder udførelse af indgrebet foretaget af medicinsk personale, gennem lovgivning og sanktioner, støtte til de berørte personer gennem sundhedstjenesteydelser, juridisk rådgivning, psykologisk støtte samt uddannelse og beskyttelse af kvinder, der er potentielle ofre for skadelige praksisser eller andre former for vold, misbrug eller intolerance; 8. anmoder medlemsstaterne om at angive, hvor mange kvinder, der er blevet udsat for kønslemlæstelse, og hvor mange, der befinder sig i risikogruppen, i hvert land, idet der mindes om, at der i mange lande hverken findes tilgængelige data eller harmoniserede dataindsamlingsmetoder; 9. opfordrer til, at der med henblik på overvågning udarbejdes en "europæisk sundhedsprotokol" og oprettes en database over fænomenet, eftersom de kan være nyttige til statistiske formål og en målrettet informationsindsats over for de berørte indvandrersamfund; 10. opfordrer medlemsstaterne til at indsamle videnskabelige data, hvis funktion kunne være at hjælpe WHO i bestræbelserne på at få bugt med kønslig lemlæstelse af piger og kvinder i Europa og på alle andre kontinenter; 11. opfordrer Kommissionen til at medtage en klausul om udryddelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder i sine samarbejdsforhandlinger og -aftaler med relevante lande; 12. opfordrer til, at der indsamles bedste praksis på forskellige niveauer, foretages en analyse af dens effekt (om muligt ved hjælp af de projekter, der er finansieret gennem Daphne III, og de dermed opnåede resultater) og sørges for en bred offentliggørelse af disse oplysninger, samt til, at der i den forbindelse gøres brug af praktisk og teoretisk ekspertviden; 13. understreger, at nationale centre og institutioner spiller en central rolle i arbejdet med at finde frem til ofre og træffe forebyggende foranstaltninger mod kønslig lemlæstelse af piger og kvinder; 14. anmoder om, at de eksisterende europæiske netværk til forebyggelse af skadelige traditionelle praksisser styrkes, f.eks. ved at tilbyde kurser til ngo'er, lokale nonprofitorganisationer og aktører tæt på ofrene, samt om, at etableringen af sådanne netværk fremmes; 15. glæder sig over de vigtige bidrag fra mange internationale og nationale ngo'er, forskningscentre, det europæiske netværk for forebyggelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder i Europa og fra engagerede personer, der takket være finansiering bl.a. fra FN-organer og Daphneprogrammet udvikler forskellige projekter rettet mod bevidstgørelse, forebyggelse og afskaffelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder; er af den opfattelse, at det utvivlsomt er af fundamental betydning for udryddelsen af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder samt for udvekslingen af oplysninger og erfaringer, at der på nationalt, regionalt og internationalt plan opbygges netværk mellem ngo'er og de organisationer, der har deres udgangspunkt i de enkelte samfund; 16. påpeger, at det i artikel 10 i Rådets direktiv 2004/83/EF(8) om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, præciseres, at kønsrelaterede aspekter kan tages i betragtning, men at de ikke i sig selv kan danne grundlag for anvendelse af artikel 10; 17. opfordrer til, at både Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder indtager en førende rolle i bekæmpelsen af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder via disses flerårige og/eller årlige arbejdsprogrammer; mener, at disse agenturer kan udføre vigtige forskningsaktiviteter og/eller sørge for bevidstgørelse, der kunne føre til et bedre kendskab til kønslig lemlæstelse af piger og kvinder på europæisk plan; 18. mener, at det i de berørte lande er nødvendigt organisere dialogfora, reformere traditionelle retsforskrifter, sætte fokus på kønslig lemlæstelse af piger og kvinder i skoleundervisningen samt fremme samarbejdet med kvinder, der ikke har været udsat for kønslemlæstelse; 19. opfordrer til, at Den Europæiske Union og medlemsstaterne ud fra hensynet til menneskerettighederne, den personlige integritet, samvittighedsfriheden og retten til sundhed samarbejder om indbyrdes tilnærmelse af eksisterende lovgivning og samarbejder om at foreslå ny lovgivning på området, såfremt den eksisterende lovgivning viser sig at være uegnet; 20. anmoder medlemsstaterne om at håndhæve de eksisterende lovbestemmelser om kønslig lemlæstelse af piger og kvinder eller indføre lovbestemmelser, hvori den alvorlige legemsbeskadigelse, der opstår som følge heraf, straffes, hvis udførelsen af disse praksisser har fundet sted inden for EU, samtidig med at forebyggelse og bekæmpelse af fænomenet fremmes ved hjælp af det rette kendskab til det blandt erhvervskategorierne (socialarbejdere, undervisere, politi, personalet i sundhedssektoren osv.), så de sættes i stand til at identificere forekomster af fænomenet, og arbejde for at opnå den højest mulige grad af harmonisering af lovgivningerne i EU's 27 medlemsstater; 21. opfordrer medlemsstaterne til at gøre det obligatorisk for praktiserende læger, læger og medarbejdere på sundhedsklinikker at indberette kønslig lemlæstelse af piger og kvinder til sundhedsmyndighederne og/eller politiet; 22. opfordrer medlemsstaterne til enten at vedtage særlig lovgivning om kønslig lemlæstelse af piger og kvinder eller retsforfølge enhver, der foretager kønslig lemlæstelse, i henhold til deres nuværende lovgivning; 23. opfordrer EU og medlemsstaterne til at forfølge, fordømme og straffe disse praksisser ved at følge en sammenhængende strategi, der tager hensyn til såvel den retslige, sundhedsmæssige og sociale dimension som til integrationen af indvandrere; anmoder navnlig om, at det i de relevante indvandringsdirektiver betragtes som en forbrydelse at foretage kønslemlæstelser, og at der fastsættes passende sanktioner rettet mod personer, der gør sig skyldige i en sådan forbrydelse, såfremt udførelsen af disse praksisser har fundet sted inden for EU; 24. opfordrer til, at der oprettes stående tekniske harmoniserings- og kontaktkontorer mellem medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne og de afrikanske institutioner, og mener, at disse kontorer bl.a. bør være sammensat af specialister på området og repræsentanter for de største europæiske og afrikanske kvindeorganisationer; 25. opfordrer til, at der tages afstand fra stik i klitoris samt enhver form for forsøg på at gøre det til et lægeligt anliggende, hvilket foreslås som en middelvej mellem klitorisomskæring og respekt for de identitetsskabende traditioner, eftersom dette kun ville føre til retfærdiggørelse og accept af kønslemlæstelse i EU; gentager sin absolutte og stærke fordømmelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, eftersom der ikke er nogen grund af hverken social, økonomisk, etnisk, sundhedsrelateret eller anden karakter, der kan begrunde det; 26. opfordrer til, at kønslig lemlæstelse af piger og kvinder udryddes gennem støtte- og integrationspolitikker for kvinder og familier, hvis traditioner omfatter kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, så kvinder beskyttes mod alle former for misbrug og vold uden at udvande loven og gennem respekt for de grundlæggende menneskerettigheder og retten til seksuel selvbestemmelse; 27. bekræfter, at de begrundelser, der anføres af talrige befolkningsgrupper til fordel for bevarelse af traditionelle praksisser, der er skadelige for kvinders og pigers helbred, på ingen måde kan retfærdiggøres; 28. opfordrer medlemsstaterne til:
29. opfordrer medlemsstaterne til ved hjælp af statslige programmer og sociale tjenesteydelser at iværksætte en forebyggende strategi, der er rettet mod sociale foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige, som ikke stigmatiserer indvandrersamfundene, og som både forebygger disse praksisser gennem uddannelse, undervisning og bevidstgørelse af de udsatte befolkningsgrupper og stiller psykologisk og lægelig hjælp til rådighed, herunder om muligt gratis medicinsk behandling til genopretning af skaden, for de ofre, der har været udsat for kønslemlæstelse; anmoder desuden medlemsstaterne om at være opmærksomme på, at den trussel om eller fare for at blive kønslemlæstet, som en mindreårig kan blive udsat for, kan retfærdiggøre indgriben fra myndighedernes side som fastsat i bestemmelserne til beskyttelse af børn; 30. opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde retningslinjer for ansatte i sundhedssektoren, lærere og socialarbejdere, således at forældre, eventuelt med hjælp fra tolke, på respektfuld vis kan oplyses om de meget store risici, der er forbundet med kønslig lemlæstelse af kvinder, og om at sådanne praksisser udgør en strafbar handling i medlemsstaterne; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at samarbejde og finansiere det arbejde, der foretages af netværk og ngo'er, som udfører uddannelses-, bevidstgørelses- og formidlingsarbejde om kønslig lemlæstelse af kvinder i tæt kontakt med familierne og de berørte samfundsgrupper; 31. opfordrer medlemsstaterne til at udbrede præcise og forståelige oplysninger til analfabeter, navnlig gennem medlemsstaternes konsulater i forbindelse med udstedelse af visa; er af den opfattelse, at indvandringsmyndighederne også ved ankomsten til indvandringslandet skal oplyse om årsagerne til forbuddet, således at familierne forstår, at forbuddet mod denne traditionelle handling på ingen måde skal forstås som et angreb på deres kultur, men at det udgør en retsbeskyttelse af kvinder og piger; er af den opfattelse, at familierne skal oplyses om de strafferetlige følger, som også kan omfatte fængselsstraf, såfremt kønslemlæstelsen kan konstateres; 32. opfordrer til at forbedre kvinders og pigers retsstilling i de lande, hvor kønslig lemlæstelse af piger og kvinder praktiseres, for at styrke kvinders selvtillid og evne til at udvise initiativ og tage ansvar; 33. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
| |||||||||||||||||||||||||||||||||
| Flersprogethed |
| |||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til EF-traktatens artikel 149 og 151, - der henviser til artikel 21 og 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, - der henviser til UNESCO's konvention fra 2003 til beskyttelse af den immaterielle kulturarv, - der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. september 2008 med titlen "Flersprogethed: et aktiv for Europa og en fælles forpligtelse" (KOM(2008)0566) og til ledsagedokumentet hertil i form af arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SEK(2008)2443, SEK(2008)2444 og SEK(2008)2445), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. april 2007 med titlen "Rammerne for den europæiske undersøgelse af sprogkundskaber" (KOM(2007)0184), - der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 15. november 2007 med titlen "Rapport om gennemførelsen af handlingsplanen "Fremme af sprogindlæring og sproglig mangfoldighed" (KOM(2007)0554) og til ledsagedokumentet hertil i form af arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SEK(2007)1222), - der henviser til sin beslutning af 10. april 2008 om en europæisk kulturdagsorden i en stadig mere globaliseret verden(1), - der henviser til sin beslutning af 15. november 2006 om en ny strategisk ramme for flersprogetheden(2), - der henviser til sin beslutning af 27. april 2006 om fremme af flersprogethed og sprogindlæring i EU: Den europæiske indikator for sprogkundskaber(3), - der henviser til sin beslutning af 4. september 2003 med henstillinger til Kommissionen om regionale og mindre udbredte europæiske sprog - mindretalssprog i EU - under hensyntagen til udvidelsen og den kulturelle mangfoldighed(4), - der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1934/2000/EF af 17. juli 2000 om Det Europæiske Sprogår 2001(5), - der henviser til formandskabets konklusioner fra det Europæiske Råds møde i Barcelona den 15. og 16. marts 2002, - der henviser til Rådets (uddannelse, ungdom og kultur) konklusioner af 21. og 22. maj 2008, specifikt dem, der vedrører flersprogethed, - der henviser til konklusioner fra 20. november 2008 vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om fremme af den kulturelle mangfoldighed og den interkulturelle dialog i Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters eksterne forbindelser(6), - der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 18.-19. juni 2008 om flersprogethed(7) og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 18. september 2008 om flersprogethed, - der henviser til forretningsordenens artikel 45, - der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A6-0092/2009), A. der henviser til, at sproglig og kulturel mangfoldighed har stor indflydelse på dagligdagen for borgerne i Den Europæiske Union som følge af mediernes udbredelse, øget mobilitet, migration og globalisering, B. der henviser til, at erhvervelse af forskellige former for sproglige færdigheder anses for at være af største betydning for alle EU-borgere, da en sådan kompetence sætter dem i stand til i fuld udstrækning at udnytte de økonomiske, sociale og kulturelle fordele ved den frie bevægelighed inden for EU og ved EU's forbindelser med tredjelande, C. der henviser til, at flersprogethed får stadig større betydning i forbindelserne mellem medlemsstaterne, i sameksistensen i vores multikulturelle samfund og inden for rammerne af de fælles EU-politikker, D. der henviser til, at det er nødvendigt, at evalueringen af flersprogetheden foregår under anvendelse af anerkendte instrumenter, som f.eks. den fælles europæiske referenceramme for sprog, E. der henviser til, at visse europæiske sprog udgør en vigtig bro i forbindelserne til tredjelande og også mellem folk og nationer fra forskellige områder i verden, F. der henviser til, at sproglig mangfoldighed anerkendes som en rettighed i artikel 21 og 22 i chartret om grundlæggende rettigheder, og at flersprogethed også bør være forbundet med den målsætning at tilskynde til respekt for forskelligartethed og til tolerance for at forhindre mulige aktive og passive konflikter mellem de forskellige sprogsamfund i medlemsstaterne, 1. glæder sig over offentliggørelsen af Kommissionens meddelelse om flersprogethed og over Rådets positive reaktion på den; 2. bekræfter den holdning, Parlamentet i tidens løb har givet udtryk for i forhold til flersprogethed og kulturel mangfoldighed; 3. understreger, at der er behov for anerkendelse af, at EU's officielle sprog er ligestillet i alle aspekter af offentlig virksomhed; 4. mener, at Europas sproglige mangfoldighed udgør et stort kulturelt aktiv, og at det ville være forkert at lægge sig fast på et enkelt hovedsprog i Den Europæiske Union; 5. anser EU-institutionernes rolle for afgørende for overholdelsen af princippet om ligestilling mellem sprogene, både i forbindelserne mellem medlemsstaterne og internt i EU-institutionerne og desuden i EU-borgernes forbindelser til de nationale forvaltninger og de internationale institutioner og organisationer; 6. minder om, at flersprogethed ikke kun er vigtig på det økonomiske og sociale område, men at der også skal tages højde for kulturel og videnskabelig kreativitet og formidling samt betydningen af litterær og teknisk oversættelse i borgernes liv og for en bæredygtig udvikling af EU, og fremhæver ikke mindst den rolle, som sprogene spiller til udformning og styrkelse af identiteten; 7. understreger, at flersprogethed er et tværgående spørgsmål, som har betydelig indvirkning på EU-borgernes liv; anmoder derfor medlemsstaterne om også at gøre flersprogethed til et centralt tema i andre politikker end uddannelse, som f.eks. inden for livslang læring, social integration, beskæftigelse, medier og forskning; 8. tillægger det meget stor betydning, at der udarbejdes særprogrammer til støtte for oversættelse, og at der udvikles flersprogede terminologidatabaser; 9. understreger, at flersprogethed skal fremmes gennem informations- og kommunikationsteknologien, og fremhæver derfor, at anvendelsen af den relevante internationale standard (ISO 10646) - der gør det muligt at angive alle sprogs alfabeter - spiller en vigtig rolle i EU's og medlemsstaternes administrative systemer og medier; 10. foreslår, at der indføres en europæisk dag for oversættere og tolke, eller at der tages hensyn til og fokuseres på disse erhverv på den europæiske sprogdag, som fejres hvert år den 26. september; 11. understreger, at det er vigtigt at beskytte flersprogetheden i lande eller regioner med to eller flere officielle sprog; 12. understreger betydningen af at sikre fuld tværsproglig forståelse i de medlemsstater, hvor der findes flere officielle sprog, særlig på ældreområdet og retsområdet og inden for sundhedssektoren, forvaltningsapparatet og beskæftigelsesområdet; 13. slår til lyd for, at tjenestemænd, der i deres arbejde kommer i kontakt med borgere fra andre medlemsstater, lærer et yderligere EU-sprog; 14. finder det nødvendigt og formålstjenligt, at voksne får lejlighed til at lære fremmedsprog gennem faglige uddannelsesprogrammer og programmer for livslang læring med det formål at fremme den personlige og faglige udvikling; 15. understreger, at det er meget vigtigt i skolerne at være særligt opmærksom på og yde særlig støtte til elever, der ikke kan modtage undervisning på deres modersmål, og bifalder kraftigt Kommissionens forslag om at styrke indsatsen hen imod modersmål plus to-målet i uddannelsessystemerne; 16. beklager, at Kommissionen hidtil hverken har indført et flerårigt program om sproglig mangfoldighed og sprogindlæring eller har oprettet et europæisk agentur på dette område, som krævet i ovennævnte beslutning, der blev vedtaget af Europa-Parlamentet med stort flertal den 4. september 2003; 17. understreger desuden, at et indgående kendskab til værtslandets officielle sprog er vigtigt for, at indvandrere og deres familier kan integreres fuldt ud, og fastholder, at de nationale regeringer skal fremme særlige sprogkurser på en effektiv måde, især for kvinder og ældre; opfordrer medlemsstaterne til at handle ansvarligt over for indvandrere og give dem de nødvendige redskaber til at lære værtslandets sprog og kultur og samtidig gøre det muligt for dem og tilskynde dem til at bibeholde deres eget sprog; 18. erindrer om, at det med henblik herpå er afgørende at sikre undervisningskvaliteten og fremme en relevant uddannelse af lærerne; 19. mener, at sprogindlæringen bør styrkes i førskolestadiet, navnlig indlæringen af det nationale sprog i det land, hvor børnene går i skole; 20. mener, at børn i egen interesse bør kunne beherske sproget i det land, hvori de er bosiddende, således at de kan undgå forskelsbehandling under deres skolegang og senere uddannelse og i stedet være i stand til at deltage i alle aktiviteter på lige fod med andre; 21. foreslår, at medlemsstaterne undersøger muligheden for udveksling af undervisningspersonale på de forskellige uddannelsesniveauer med det formål at undervise i forskellige fag på forskellige sprog, og mener, at denne mulighed især kunne udnyttes i grænseområder, hvorved arbejdstagernes mobilitet og borgernes sprogkundskaber vil kunne forbedres; 22. anser det for absolut påkrævet at fremme mobiliteten og udvekslingen af sproglærere og studerende; understreger, at en omfattende udveksling af sproglærere i Den Europæiske Union vil bidrage til at opnå, at flest mulige af disse lærere får reel kontakt til det samfund, hvor sprogene, de underviser i, tales som modersmål; 23. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme undervisernes faglige mobilitet og samarbejdet mellem skoler og forskellige lande med det formål at gennemføre undervisningsprojekter, som er teknologisk og kulturelt innovative; 24. tilskynder til og støtter indførelse af lokale mindretalsmodersmål og fremmede modersmål som et frivilligt skoletilbud og/eller som en aktivitet, der falder uden for almindelig skoleundervisning, og som tilbydes offentligheden generelt; 25. opfordrer Rådet til at udarbejde en årlig situationsrapport om flersprogethed i formelle og uformelle uddannelsessystemer, efteruddannelse og voksenuddannelse i medlemsstaterne med vægt på forholdet mellem udbredelsen af nationale og regionale sprog samt mindretalssprog og indvandringsspørgsmålet; 26. minder om, at Europa-Parlamentet i en lang årrække har arbejdet for at fremme sprogindlæring, flersprogethed og sproglig mangfoldighed i EU, herunder regionale sprog og mindretalssprog, da der her er tale om kulturværdier, som bør beskyttes og tilgodeses; mener, at flersprogethed er afgørende for effektiv kommunikation og udgør et instrument til at lette forståelsen mellem mennesker og dermed accepten af forskelle og mindretal; 27. henstiller, at medlemsstaternes akademiske læseplaner omfatter valgfri undervisning i et tredje fremmedsprog, der påbegyndes i gymnasieskolerne; 28. understreger betydningen af indlæring af nabolandes sprog som et middel til at fremme kommunikationen og øge den gensidige forståelse i og dermed styrke Den Europæiske Union; 29. henstiller, at indlæring af de respektive sprog i nabolande og -regioner støttes, især i grænseområder; 30. gentager, at det er vigtigt at fremme og støtte udviklingen af innovative pædagogiske modeller og strategier for sprogundervisning for at tilskynde borgerne til at tilegne sig sprogkundskaber og skærpe deres interesse og motivation på området; 31. foreslår, at der på hvert uddannelsestrin uanset geografisk miljø arbejder kvalificerede fremmedsprogslærere; 32. anbefaler, at fremmedsprogsundervisernes europæiske sammenslutninger og organisationer høres om de programmer og metoder, der skal anvendes; 33. fastholder, at det er nødvendigt, at politiske tiltag stimulerer læsning og skrivekunst for at nå disse mål; 34. glæder sig over Kommissionens planer om at iværksætte informations- og bevidstgørelseskampagner om fordelene ved sprogindlæring via massemedier og nye teknologier; anmoder Kommissionen om at udnytte resultaterne af høringerne om sprogindlæring for indvandrerbørn og undervisning i værtsstaten i oprindelseslandets sprog og kultur; 35. anbefaler og tilskynder til anvendelse af informations- og kommunikationsteknologier som et uundværligt redskab i sprogundervisningen; 36. minder om, at det er en politisk prioritet for Europa-Parlamentet, at borgerne tilegner sig sprogkundskaber ved at lære andre fællesskabssprog, idet et af disse sprog bør være et nabolands sprog og et andet et internationalt "lingua franca"; mener, at borgerne derved ville opnå kompetencer og kvalifikationer, der sætter dem i stand til at deltage i det demokratiske samfund som aktive og beskæftigelsesegnede borgere med viden om andre kulturer; 37. foreslår, at der også sikres en tilfredsstillende grad af flersprogethed i medierne og i indholdet på internettet, hvilket især skal gøre sig gældende i den sprogpolitik, som europæiske og andre EU-websteder og -portaler er baseret på, således at den europæiske flersprogethed respekteres fuldt ud - i det mindste for de 23 officielle EU-sprogs vedkommende; 38. bemærker, at brugen af undertekster i fjernsynsprogrammer fremmer indlæringen og brugen af EU-sprog og en bedre forståelse af den kulturelle baggrund for audiovisuelle produkter; 39. opfordrer EU til at drage nytte af de fordele, som visse europæiske sprog giver i de eksterne forbindelser, og opfordrer til, at dette aktiv fremmes ved indledning af en kulturel, økonomisk og social dialog med resten af verden for således at fremme og styrke EU's position på den internationale scene og begunstige tredjelande i den ånd, som EU's udviklingspolitik er baseret på; 40. foreslår, at Rådet – inden for rammerne af de henstillinger fra FN's internationale ekspertgruppe om oprindelige sprog, der blev vedtaget i rapporten fra Det Permanente Forum for Oprindelige Folk på dets syvende samling i maj 2008 (E/2008/43) – sammen med civilsamfundsaktører som de første arrangerer en europæisk konference om sproglig mangfoldighed for at emnet kan blive diskuteret indgående; 41. mener, at der i forbindelse med livslang læring bør ydes tilstrækkelig støtte til at hjælpe borgerne i alle aldersgrupper med at udvikle og løbende forbedre deres sprogfærdigheder gennem adgang til passende sproglig efteruddannelse eller til andre kommunikationslettende medier, også ved hjælp af tidlig sprogindlæring, med det formål at forbedre deres sociale integration, beskæftigelsesmuligheder og velfærd; 42. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte foranstaltninger med det sigte at fremme sprogindlæring for personer i ugunstige situationer og personer tilhørende nationale mindretal og migranter for at sætte dem i stand til at lære sproget/sprogene i værtslandet og/eller værtsregionen med det formål at opnå social integration og at bekæmpe social udstødelse; understreger, at det er nødvendigt for migranterne at være i stand til at anvende deres hovedsprog i forbindelse med udviklingen af deres sproglige færdigheder; opfordrer derfor medlemslandene til at fremme anvendelsen af en persons hovedsprog på samme måde som indlæringen af det pågældende lands sprog; 43. mener, at støtten skal styrkes til internationaliseringen af de europæiske sprog, der udgør et aktiv for det europæiske projekt, fordi de har afgørende betydning for de sproglige, historiske og kulturelle bånd, der findes mellem EU og tredjelande, og ønsker, at dette sker med det sigte at fremme de demokratiske værdier i disse lande; 44. mener, at europæiske virksomheder og navnlig SMV'er skal have adgang til effektiv støtte til sproguddannelse og -brug, hvilket vil fremme deres adgang til verdensmarkedet, navnlig de nye vækstmarkeder; 45. understreger, at forbrugerne har ret til information om produkter, der sælges på markedet i bopælslandet, på det eller de officielle sprog i det pågældende land; 46. henleder især opmærksomheden på de mulige farer som følge af en kommunikationskløft mellem personer fra forskellige kulturelle baggrunde og den sociale opdeling mellem de flersprogede og dem, der kun taler et sprog; gør desuden opmærksom på, at manglen på sproglige færdigheder fortsat er en alvorlig hindring for udenlandske arbejdstageres sociale integration og integration på arbejdsmarkedet i mange medlemsstater; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe forholdsregler for at indsnævre kløften mellem mennesker, der kan flere sprog, og som har flere muligheder i EU, og mennesker, som kun taler et sprog, og som er udelukket fra mange muligheder; 47. mener, at der bør ydes støtte til indlæring af tredjelandes sprog, også internt i EU; 48. kræver, at indikatorerne for sprogkundskaber hurtigst muligt udvides til at omfatte alle de officielle sprog i EU, uden at det berører udvidelsen til andre sprog, der tales inden for EU's område; 49. bemærker, at indsamling af data bør omfatte prøver i følgende fire sprogfærdigheder: forståelse af skriftligt og mundtligt sprog og skriftlig og mundtlig fremstilling; 50. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge deres bestræbelser for at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne under anvendelse af den åbne koordinationsmetode med henblik på at lette udveksling af erfaringer og god praksis på området "flersprogethed", idet der også tages højde for de positive økonomiske virkninger, der f.eks. registreres i virksomheder, som praktiserer flersprogethed; 51. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
| ||||||||||||||||||||||
| Den fremtidige reform af samhørighedspolitikken |
| |||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til Kommissionens femte situationsrapport af 19. juni 2008 om økonomisk og social samhørighed – Vækst i regionerne, vækst i Europa (KOM(2008)0371) (femte situationsrapport), - der henviser til Kommissionens grønbog af 6. oktober 2008 om territorial samhørighed – Territorial forskelligartethed skal være en styrke (KOM(2008)0616) (grønbog), - der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 14. november 2008 om regioner i 2020 – en vurdering af fremtidens udfordringer for EU's regioner (SEK(2008)2868), - der henviser til EF-traktatens artikel 158, 159 og 229, stk. 2, - der henviser til Kommissionens fjerde rapport af den 30. maj 2007 om den økonomiske og sociale samhørighed (KOM(2007)0273), - der henviser til EU's territoriale dagsorden - på vej mod et mere konkurrencedygtigt og bæredygtigt Europa med forskelligartede regioner (den territoriale dagsorden) og Leipzigchartret om bæredygtige europæiske byer (Leipzigchartret) og det første handlingsprogram til gennemførelse af EU's territoriale dagsorden, - der henviser til sine beslutninger af 21. februar 2008 om den fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed(1), og om opfølgning af den territoriale dagsorden og Leipzigchartret – mod et europæisk handlingsprogram for fysisk planlægning og territorial samhørighed(2) og af 21. oktober 2008 om forvaltning og partnerskab på nationalt, regionalt og projektplan inden for regionalpolitik(3), - der henviser til den undersøgelse, som Observationscenteret for EU's Fysiske og Funktionelle Udvikling (ORATE) har udarbejdet om den territoriale fremtid og modeller for den fysiske planlægning i Europa ("Territorial Futures – Spatial Scenarios for Europe") ORATE-rapporten, og til Parlamentets undersøgelse om fremtidige strategier vedrørende regionale uligheder og samhørighed ("Regional Disparities and Cohesion: What Strategies for the Future?"), - der henviser til konklusionerne fra konferencen om territorial samhørighed og samhørighedspolitikkens fremtid, der blev afholdt i Paris den 30.–31. oktober 2008, - der henviser til sin beslutning af 28. september 2005 om den territoriale samhørigheds rolle i den regionale udvikling(4), - der henviser til forretningsordenens artikel 45, - der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A6-0083/2009), A. der henviser til, at Lissabontraktaten, der opstiller territorial samhørighed som et af EU's grundlæggende mål på linje med økonomisk og social samhørighed, endnu ikke er blevet ratificeret af alle medlemsstaterne, B. der henviser til, at begrebet "territorial samhørighed" har været en implicit del af samhørighedspolitikken, siden denne blev formuleret, og udgør kernen i udviklingen heraf; der henviser til, at dette begreb er blevet gjort mere synligt og eksplicit takket være Lissabontraktaten og grønbogen, C. der henviser til, at EU's samhørighedspolitik fortsat er en af den europæiske integrationsproces' vigtigste søjler og en af EU's mest vellykkede politikker, idet den fremmer konvergensen mellem de stadig mere forskelligartede regioner og stimulerer væksten og beskæftigelsen; der henviser til, at EU's samhørighedspolitik er det mest synlige, håndgribelige og kvantificerbare udtryk for solidariteten og ligheden i Unionen, og til, at territorial samhørighed, der er en integreret del af samhørighedspolitikken, er baseret på de samme principper, D. der henviser til, at selv om der inden for EU er gjort store fremskridt på konvergensområdet, peger de seneste rapporter om samhørighed på tendenser til tiltagende territoriale uligheder mellem EU's regioner, f.eks. hvad angår tilgængelighed for især strukturmæssigt ugunstigt stillede regioner, men også på tværregionalt niveau og inden for EU's territorier, hvilket kan føre til tilfælde af territorial udgrænsning og udvide velstandskløften mellem regionerne i Unionen, E. der henviser til, at det allerede er lykkedes for samhørighedspolitikken at skabe betydelige synergier med andre EU-politikker med det formål at øge virkningerne af disse i praksis og til gavn for EU-borgerne, og til, at f.eks. synergier mellem samhørighedspolitikken og forskning og udvikling eller Lissabonstrategien, eller grænseoverskridende synergier, har vist konkrete, positive resultater, som skal bekræftes og udvides; Status for debatten om EU' fremtidige samhørighedspolitik 1. bifalder hovedkonklusionerne fra den offentlige høring om fremtiden for EU's samhørighedspolitik, der blev fremlagt i den femte situationsrapport; er tilfreds med den store interesse for debatten, som forskellige interessehavere på det regionalpolitiske område, især lokale og regionale myndigheder, allerede har vist; 2. glæder sig over, at disse konklusioner i udpræget grad svarer til de synspunkter, der blev fremsat i Parlamentets beslutning om den fjerde situationsrapport; minder om, at denne beslutning var Parlamentets første bidrag til den offentlige debat; 3. bemærker, at de holdninger, der er indeholdt i beslutningen om den fjerde situationsrapport, omfatter følgende henstillinger: for det første, at ethvert forsøg på gennationalisering bør afvises og der bør gives tilsagn om en fælles, fleksibel EU-politik, der er i stand til at indrette sig efter den mest hensigtsmæssige grad af indsats, og som også bør være i stand til at håndtere fælles udfordringer såsom globalisering, klimaændringer, demografiske ændringer (herunder aldring, migration og affolkning), fattigdom og energiforsyning; for det andet, er overbevist om, at denne politik bør omfatte alle EU's regioner, herunder regioner med særlige geografiske karakteristika, ved at tilføre alle en merværdi; for det tredje, understreger behovet for at opstille prioriteringer for anvendelsen af midler under EU's strukturpolitik og tiltag og for støtte, med forbehold, til fremgangsmåden med "øremærkning"; og for det fjerde, understreger behovet for synergier og en integreret strategi mellem de forskellige sektorpolitikker for at opnå det optimale resultat for vækst og udvikling i praksis; 4. mener, at territorial samhørighed er af afgørende betydning for opfyldelsen af målsætningerne i EU's samhørighedspolitik, idet den forstærker både den økonomiske og den sociale samhørighed; fremhæver, at territorial samhørighed bidrager effektivt til at slå bro over kløfterne i udviklingen mellem medlemsstaterne og regionerne såvel som inden for disse områder; mener derfor, at den fremtidige reform af EU's regionalpolitik bør være baseret på konklusionerne fra debatten om grønbogen; Vurdering af grønbogen om territorial samhørighed 5. glæder sig over vedtagelsen af Kommissionens grønbog om territorial samhørighed, der imødekommer en anmodning, som Parlamentet har fastholdt i lang tid; bifalder fuldt ud beslutningen om at fortsætte med analysen af territorial samhørighed, der har været et fremtrædende element i enhver debat om regionalpolitiske tiltag, selv om Lissabontraktaten endnu ikke er blevet ratificeret; 6. mener, at grønbogen ikke er tilstrækkelig fremadskuende, idet den ikke indeholder en klar definition af territorial samhørighed, ikke opstiller mål for denne politik og derfor ikke bidrager væsentligt til forståelsen af dette nye begreb, i form af at kunne bidrage effektivt til udjævningen af uligheder mellem regionerne; beklager endvidere, at grønbogen ikke redegør for, hvordan territorial samhørighed vil blive indpasset i de eksisterende rammer for samhørighedspolitikken eller med hvilke metodologiske redskaber eller ressourcer den vil blive omdannet fra principielle rammer til operative mekanismer til anvendelse i praksis i den næste programmeringsperiode; 7. glæder sig over grønbogens analyse, der opstiller tre nøglebegreber, som bør være centrale for udviklingen af territorial samhørighed, nemlig koncentration, forbindelse og samarbejde; mener, at disse begreber kan bidrage til at løse nogle af de grundlæggende problemer, der står i vejen for en harmonisk, velafbalanceret og holdbar udvikling af EU, såsom de negative virkninger, der er forbundet med koncentrationen af de økonomiske aktiviteter især i visse nationale og regionale hovedstæder, uligheder vedrørende adgang til markeder og tjenesteydelser på grund af afstande eller koncentration og manglende infrastruktur, og de opdelinger, der består som følge af grænserne mellem både medlemsstater og regioner; 8. mener ikke, at grønbogen i tilstrækkelig grad tager hensyn til de tilsagn, der blev afgivet i den territoriale dagsorden og Leipzigchartret, som kan tilføre den territoriale samhørighed en strategisk og operativ dimension, navnlig det polycentriske princip eller det nye partnerskab mellem land og by; mener, at disse mål skal være omdrejningspunktet for debatten om territorial samhørighed; 9. glæder sig over iværksættelsen af en offentlig høring om territorial samhørighed, hvilket der blev anmodet om i grønbogen; mener, at et vellykket forløb af enhver offentlig høring er direkte knyttet til så stor en deltagelse af de forskellige interessehavere og civilsamfundet som muligt; opfordrer de kompetente nationale, regionale og lokale myndigheder til straks at gøre de relevante informationer tilgængelige med henblik på at udbrede kendskabet til dette vigtige nye begreb; 10. mener, at samordningen af alle EU's sektorpolitikker med betydelig territorial indvirkning er af afgørende betydning for udviklingen af territorial samhørighed og styrkelsen af økonomisk og social samhørighed; beklager derfor, at den relevante analyse i grønbogen blot begrænser sig til at opstille disse EU-politikker, men ikke foreslår måder til at forbedre synergierne mellem dem, endsige metoder til konkret at måle den territoriale indvirkning af disse politikker; 11. bifalder, at der hverken i grønbogens tilgang eller den offentlige debat henvises til eventuelle budgetmæssige eller finansielle følger af den territoriale samhørighed; mener, at det er for tidligt at inkludere en sådan analyse, så længe selve begrebet ikke er klart defineret eller forstået af alle interessehavere; mener dog, at enhver drøftelse af dette emne er uløseligt forbundet med hele den proces, der indebærer forhandling om og planlægning af EU's fremtidige samhørighedspolitik; anmoder om, at resultatet af denne debat vil blive lagt til grund for den næste finansielle ramme; 12. mener, at eksistensen af en stærk og velfinansieret EU-regionalpolitik er en afgørende forudsætning for håndteringen af kommende udvidelsesrunder og for opnåelsen af social, økonomisk og territorial samhørighed i et udvidet EU; Analyse af begrebet "territorial samhørighed" 13. bifalder grønbogens opfattelse af, at territorial samhørighed, der bygger på princippet om lige muligheder, drejer sig om at sikre en polycentrisk udvikling af EU som helhed og en afbalanceret og holdbar udvikling af områder med forskellige karakteristika og særegenheder samtidig med, at deres mangfoldighed bevares; og bifalder også den opfattelse, at territorial samhørighed bør sikre borgerne muligheden for at udnytte deres regioner fuldt ud og udvikle de iboende aktiver og regionernes potentiale; lægger vægt på, at territorial samhørighed er et horisontalt begreb, der understøtter udviklingen i EU; er overbevist om, at territorial samhørighed bør bidrage effektivt til at udjævne forskellene mellem og inden for EU's regioner og således afværge risikoen for en asymmetrisk udvikling; gør gældende, at territorial samhørighed både har en landdimension og en maritim dimension; 14. mener, at territorial samhørighed er et begreb, der giver økonomisk og social samhørighed mærkbar merværdi og udgør en løsning for de voksende udfordringer, EU's regioner står over for; fremhæver, at de tre komponenter i samhørighed (økonomisk, social og territorial) bør supplere og indbyrdes forstærke hinanden, men dog samtidig opretholde deres egne konkrete mål i et enkelt, integreret begreb; mener derfor, at der ikke må være noget hierarki eller nogen kompromiser mellem disse mål; understreger, at territorial samhørighed bør indføres inden for de eksisterende rammer uden at føre til en sektorbaseret opdeling af EU's samhørighedspolitik; 15. glæder sig over konklusionerne i ORATE-rapporten om fremtidige udviklingsscenarier på det europæiske territorium frem til 2030, som stiller konkrete data som bilag til debatten om udformningen af EU-politikker og nationale politikker, således at der kan opbygges de rette instrumenter til imødekommelse af nye udfordringer med større indvirkning på det lokale eller regionale plan, som f.eks. demografiske ændringer, bykoncentration, migrationsmønstre og klimaændringer, og skabes optimale vilkår for borgernes livskvalitet; 16. fremhæver, at et af de vigtigste mål med den territoriale samhørighed er at sikre, at de fremskridt og den vækst, der skabes i ét territorium, bliver til gavn for hele regionen og territorierne i EU generelt; mener i den forbindelse, at ekspertisecentre og klynger for forskning og innovation er nogle af metoderne til at sikre økonomisk succes, videnskabelige opdagelser, teknologisk fornyelse, beskæftigelse og regional udvikling, og opfordrer til at styrke samarbejdet og vidensudvekslingen mellem disse centre, universiteter, erhvervsorganisationer og individuelle virksomheder, herunder de allermindste; opfordrer Kommissionen til at fremlægge en konsekvensanalyse af, hvilken indvirkning klynger og ekspertisecentre har på de omgivende områder; 17. understreger, at begrebet "territorial samhørighed" også indbefatter samhørighed med territorier og foreslår at prioritere politikker, som fremmer en egentlig polycentrisk udvikling af territorier, således at presset på hovedstæder lettes og der tilskyndes til skabelse af sekundære poler; bemærker, at dette også bør være en metode til at imødegå de negative virkninger af bykoncentration såsom trængsel, forurening, social udelukkelse og fattigdom, eller heraf følgende ukontrolleret urbanisering, der indvirker på borgernes livskvalitet; mener, at man i denne forbindelse ikke bør overse støtten til landdistrikterne og den væsentlige rolle, som små og mellemstore byer i landdistrikter spiller; 18. fremhæver det indre markeds afgørende bidrag til den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed; understreger betydningen af offentlige tjenesteydelser i forbindelse med økonomisk og social udvikling, og med behovet for ligelig social og regional adgang til almennyttige tjenesteydelser, herunder især offentlig uddannelse og sundhedstjenester; fremhæver i denne forbindelse, at en garanti for "ligelig adgang" ikke blot vedrører den geografiske afstand, men også tilstedeværelsen og tilgængeligheden af disse tjenesteydelser og er af den opfattelse, at i lyset af subsidiaritetsprincippet og Fællesskabets konkurrencelovgivning ligger ansvaret for fastlæggelse, organisering, finansiering og overvågning af almennyttige tjenesteydelser hos de nationale, regionale og lokale myndigheder; mener imidlertid, at debatten om territorial samhørighed også bør omfatte overvejelser om borgernes ligelige adgang til tjenesteydelser; 19. konstaterer, at grønbogen anerkender de særlige udfordringer vedrørende udviklingen af tre slags regioner med specifikke, geografiske karakteristika: bjergområder, øer og tyndt befolkede områder; mener, uden at forklejne den territoriale samhørigheds rolle med hensyn til håndteringen af disse regioners problemer, at territorial samhørighed ikke bør være en politisk tilgang, der udelukkende er rettet mod disse regioner; mener dog, at der skal gøres særlige overvejelser om, hvordan deres svagheder kan opvejes og de kan sættes i stand til at omforme deres potentiale til aktiver og egentlige muligheder og stimulere udviklingen, hvilket er afgørende for EU som helhed; 20. konstaterer endvidere, at andre regioner kræver en særlig udformning af de politiske tiltag, hvad angår udfordringer som økonomisk og social udvikling, tilgængelighed og konkurrenceevne; disse udfordringer omfatter områderne i den yderste periferi som fastlagt i EF-traktatens artikel 299, stk. 2, dvs. grænseområder, områder i periferien, kystområder og områder, der oplever affolkning; bemærker især, at en fjerntliggende placering er et specifikt træk, der bør anerkendes som et særligt geografisk karakteristikum, som kræver særlige overvejelser om de politiske tiltag for sådanne regioner; konstaterer de specifikke udfordringer, som de små ø-medlemsstater Cypern og Malta står over for i deres udvikling; 21. er af den opfattelse, at territorial samhørighed ikke bør være begrænset til at handle om virkningerne af EU's regionalpolitik på europæisk område, men også bør omfatte den territoriale dimension af EU's øvrige sektorpolitikker med stor indvirkning på territorierne; understreger i relation til den territoriale samhørighed, at det er vigtigt at forbedre synergierne mellem de forskellige EU-politikker med henblik på at samordne og maksimere de territoriale virkninger i praksis; bemærker dog, at alle EU-politikker altid skal være selvstyrende, og at denne proces ikke betyder, at nogle politikker underordnes andre; Anbefalinger vedrørende fremtiden for den territoriale samhørighed 22. forventer, at den offentlige høring vil resultere i en klar og tilstrækkelig fleksibel definition af territorial samhørighed, der således vil være anerkendt, delt og forstået af samtlige interessehavere på området og skabe klarhed og gennemsigtighed vedrørende dette begreb; bemærker i den forbindelse, at det franske rådsformandskab har fremsat et forslag til en definition; mener imidlertid, at subsidiaritetsprincippet bør gælde for alle områder af territorial samhørighed; mener endvidere, at der med henblik på bedre at fastlægge og forstå territorial samhørighed bør formuleres fælles definitioner af begreber som "territorium", "landområde" og "bjergområde"; 23. mener, at en række elementer bør indgå som en central del af en kommende definition af territorial samhørighed, herunder opfattelsen af, at territorial samhørighed omfatter mere end økonomisk og social samhørighed, og at dens horisontale karakter og integrerede tilgang tilskynder til handling på tværs af territorier og grænser; er af den opfattelse, at territorial samhørighed har til formål at reducere ulighederne mellem medlemsstater og regioner og bør sikre en harmonisk og holdbar udvikling af geografiske enheder med forskellige karakteristika og særegenheder ved at vurdere, hvordan EU's samhørighedspolitik og andre sektorpolitikker bedst kan tilpasses deres individuelle situation; fremhæver, at det i en kommende definition ligeledes bør præciseres, at territorial samhørighed bør fokusere kraftigt på god regeringsførelse, også hvad angår partnerskaber mellem offentlige og private aktører og aktører fra civilsamfundet, og tilvejebringe EU's borgere rimelige muligheder med hensyn til levestandarder og livskvalitet; 24. anmoder indtrængende Kommissionen om efter afslutningen af denne høringsproces at offentliggøre en hvidbog om territorial samhørighed; er af den opfattelse, at en hvidbog vil være et middel til klart at fastslå begrebet territorial samhørighed samt dets merværdi for samhørighedspolitikken og vil stille forslag til konkrete bestemmelser og politiske tiltag, der kan bidrage til at løse de stigende problemer, som EU's regioner står over for, idet disse bestemmelser og tiltag bør indføres med lovpakken om strukturfonde efter 2013 og de tilhørende finansielle rammer; mener, at en indledende meddelelse om mulige budgetmæssige og finansielle virkninger af territorial samhørighed også bør inkluderes i en sådan hvidbog; 25. glæder sig over offentliggørelsen af Kommissionens rapport om regioner i 2020; opfordrer Kommissionen til at indarbejde dette arbejdsdokuments undersøgelsesresultater og analyser i dets hvidbog om territorial samhørighed, især i forbindelse med beskrivelsen af økonomisk, social og territorial samhørighed; 26. mener, at de tre begreber, som lå til grund for grønbogens analyse af territorial samhørighed, nemlig koncentration, forbindelse og samarbejde, må udvikles yderligere og omsættes i konkrete politikmuligheder; anmoder Kommissionen om at redegøre for, hvordan disse begreber vil blive indarbejdet i de lovgivningsmæssige rammer for perioden efter 2013; 27. anmoder indtrængende om en styrkelse af målet for det europæiske territoriale samarbejde i den kommende programmeringsperiode; er overbevist om, at dette mål vil tilføre merværdi til den Europæiske Union, ikke mindst i kraft af de regionale og lokale myndigheders direkte inddragelse i planlægningen og gennemførelsen af de relevante programmer vedrørende grænseoverskridende, tværnationalt og tværregionalt samarbejde; mener dog, at dette ikke må ske på bekostning af de to andre mål; understreger i samme forbindelse betydningen af den integrerede udvikling af havnebassiner og den grænseoverskridende dimension og de relevante operationelle programmer under den europæiske naboskabspolitik, som er særlig vigtig med henblik på fremtidige EU-udvidelser; 28. er af den opfattelse, at territorial samhørighed bør udvikle sig som et horisontalt princip og bør underbygge alle EU-politikker og fællesskabstiltag; er overbevist om, at den udviklingsproces, som princippet om bæredygtig udvikling og miljøbeskyttelse har gennemgået, bør fremstå som et eksempel på, hvordan territorial samhørighed indarbejdes i den fremtidige udvikling af alle relevante EU-politikker, da territorial samhørighed skal indgå i alle politikområder, der har tilknytning til samhørighed; mener imidlertid, at denne horisontale dimension af den territoriale samhørighed ikke bør begrænse den territoriale samhørighed til en generaliseret, abstrakt værdiramme; opfordrer Den Europæiske Union til at tage alle nødvendige skridt til at omsætte territorial samhørighed i lovgivningsmæssige forslag og forslag til politiske tiltag; 29. erindrer om betydningen af at indarbejde ligestillingsaspektet, lige muligheder og handicappedes og ældre borgeres særlige behov i alle faser i gennemførelsen og vurderingen af EU-samhørighedspolitikken; 30. understreger behovet for i forbindelse med territorial udvikling at udarbejde yderligere kvalitative indikatorer med det formål at forbedre tilrettelæggelsen og gennemførelsen af de tilsvarende politikker i praksis, under hensyntagen til de forskellige territoriers specifikke karakteristika; opfordrer derfor Kommissionen til straks at gennemføre de nødvendige undersøgelser og udvikle muligheden for at definere nye, pålidelige indikatorer og måder, hvorpå disse kan integreres i systemet med henblik på vurdering af regionale forskelle; 31. bemærker, at BNP er det eneste kriterium for regioners støtteberettigelse under målsætning 1 (konvergens), hvorimod andre indikatorer allerede kan anvendes for regioner, der er støtteberettigede under regional konkurrenceevne- og beskæftigelsesmålsætningen; understreger sin bekymring over, at den øgede konvergens, der vitterligt eksisterer mellem landene, ofte dækker over det stigende antal forskelle mellem og inden for regionerne, og fastholder på denne baggrund, at det er nødvendigt at foretage en grundig vurdering af fordelene ved at have BNP som det eneste anvendelige kriterium for støtteberettigelse til strukturfondsmidler; 32. mener, at problemet med interne uligheder i NUTS II-regioner vil være nemmere at iagttage på NUTS III-niveau; opfordrer derfor Kommissionen til at undersøge, i hvilket omfang problemet med interne uligheder inden for NUTS II-områder kan imødegås fremover ved også at definere støtteberettigede områder på NUTS III-niveau; fremhæver i forbindelse med territorial samhørighed den betydning, det har for medlemsstaterne at afgøre, hvilken territorial enhed der svarer til det mest hensigtsmæssige interventionsniveau i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af strukturfondsprogrammer; anbefaler i dette øjemed, at der foretages en rumlig analyse af hele EU's territorium i starten af hver programmeringsperiode; 33. er af den opfattelse, at for bedre at kunne samordne de territoriale virkninger af EU's sektorpolitikker, er der behov for en øget forståelse og måling af disse virkninger; anmoder derfor Kommissionen om at foretage en konsekvensundersøgelse af disse politikker og til at udvide eksisterende konsekvensanalyse-mekanismer, såsom den strategiske miljøvurdering, til også at omfatte territoriale forhold; opfordrer ligeledes Kommissionen til at foreslå konkrete måder, hvorpå der kan skabes synergier mellem disse territorialpolitikker og sektorpolitiske tiltag og til at foretage en vurdering af Lissabon-Göteborgstrategiernes bidrag til den territoriale samhørighed; 34. gentager sin vedvarende anmodning om formulering af en altomfattende EU-strategi for regioner med specifikke, geografiske træk, således at de bliver bedre i stand til at håndtere de problemer og udfordringer, de står over for; er af den opfattelse, at en EU-strategi bør understrege den territoriale dimension af samhørighedspolitikken og handle om, hvordan EU-politikker kan tilpasses territoriernes specifikke behov og fordele; fremhæver, at gennemførelsen af sådan en strategi er en afgørende forudsætning for økonomisk og social udvikling af disse områder; mener, at udarbejdelsen af nye indikatorer med det formål at forbedre beskrivelsen af situationen og problemerne i praksis er yderst vigtige for en vellykket gennemførelse af en EU-strategi på dette område; 35. fremhæver dog, at udarbejdelsen af yderligere indikatorer og gennemførelsen af territorialvurderinger ikke bør resultere i mere bureaukrati eller yderligere forsinkelser for gennemførelsen af nye politikker og tiltag til støtte for den territoriale samhørighed; fremhæver, at der er behov for direkte resultater af, at den territoriale samhørighed indarbejdes i den kommende række af strukturfondsprogrammer; 36. minder om den væsentlige rolle, som små og mellemstore virksomheder (SMV'er), mikrovirksomheder og håndværksvirksomheder spiller for økonomisk, social og territorial samhørighed og gør opmærksom på deres betydning for styrkelsen af konkurrenceevnen og beskæftigelsen i regionerne; anmoder derfor Kommissionen om at foretage en specifik analyse af indvirkningerne og effektiviteten af strukturfondsmidlerne og de EU-politikker, der er målrettet de små og mellemstore virksomheder i regionerne, og af de administrative og økonomiske vanskeligheder, som disse virksomheder støder på; 37. opfordrer endvidere Kommissionen, medlemsstaterne og regionerne til at føre en aktiv politik til støtte for erhvervslivets innovation og konkurrenceevne og muliggør gensidigt samarbejde mellem virksomheder, den offentlige sektor, skoler og universiteter, og til at sikre at organisationer, der repræsenterer små og mellemstore virksomheder, kan deltage direkte i fastsættelsen af de territoriale politikker; 38. opfordrer medlemsstaterne til at optrappe deres bestræbelser på at nå de mål, der er opstillet i kapitel 4 i det første handlingsprogram til gennemførelse af EU's territoriale dagsorden ved at skabe kendskab til territorial samhørighed og bæredygtig fysisk planlægning, opstille perspektiver og analysere virkninger og ved at anerkende den betydelige rolle, som ORATE indtager i processen; 39. bemærker, at klimaændringer vil få betydelige følger for den territoriale samhørighed; anmoder om, at Kommissionen foretager en analyse af de negative virkninger af klimaændringer i forskellige regioner, eftersom indvirkningen forventes at variere fra sted til sted i EU; mener, at den territoriale samhørighed bør tage behørigt hensyn til klimamålene og fremme et bæredygtigt udviklingsmønster i territorierne i EU; anerkender dog, at bekæmpelsen af klimaændringer i stor udstrækning også bør foregå gennem andre EU-politikker; 40. konstaterer med stor interesse, at der i den femte situationsrapport for første gang henvises til "overgangsregioner", som befinder sig mellem "konvergensregioner" og "regioner omfattet af målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse"; anerkender behovet for en særskilt håndtering af de regioner, der på nuværende tidspunkt er spredt mellem de to mål som enten optrapnings- og nedtrapningsregioner; opfordrer Kommissionen til, i relation til den territoriale samhørighed, at oprette et mere omfattende system for assistance til gradvis overgang for regioner, der snart overskrider tærsklen på 75 % BNI, for dermed at give dem en klarere status og større sikkerhed i deres udvikling; mener, at der også er behov for at etablere en overgangsordning for medlemsstater, der fratræder samhørighedsfonden; 41. mener, at en integreret tilgang vil have større mulighed for at lykkes, hvis de regionale og lokale myndigheder, såvel som alle interessehaverne, herunder økonomiske, sociale og andre partnere, i henhold til artikel 11 i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden(5), som kan bidrage med et overblik over og forståelse for en given regions behov og særegenheder, fra starten inddrages i udformningen og gennemførelsen af udviklingsstrategierne for hvert territorium; opfordrer Kommissionen til at udarbejde retningslinjer til hjælp for medlemsstaterne såvel som de regionale og lokale myndigheder til gennemførelse af den integrerede tilgang på den mest effektive måde, og til at etablere effektive partnerskaber i udviklingen af fremtidige strategier for de pågældende territorier; 42. anerkender, at territorial samhørighed bør medføre en bedre forvaltning af samhørighedspolitikken; er enig i det synspunkt, at forskellige problemer nødvendiggør forskellige territoriale målestokke, og at etableringen af rigtige partnerskaber mellem alle parter, der er involverede i regional og lokal udvikling på EU-plan og nationalt, regionalt og lokalt plan derfor er en forudsætning for processen til udformning af territorial samhørighed og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre den størst mulige indsats for at udvikle territorial forvaltning på flere niveauer; mener, at territorial samhørighed bør fokusere på at fastlægge det hensigtsmæssige territoriale niveau for håndtering af hver enkelt politik eller hvert enkelt tiltag på en måde, der er så tæt på borgeren som muligt; 43. fremhæver, at EU-politikker, og især EU-samhørighedspolitikken, har omformet forvaltning fra at være et ofte centraliseret system til i voksende grad et integreret system på flere niveauer; opfordrer alle interessehavere, myndigheder og borgere til at indrette et officielt system for territorial forvaltning, baseret på en territorial tilgang, der integrerer flere sektorer og bottom-up-metoden, med det formål på sammenhængende vis at kunne imødekomme borgernes og brugernes enkelte behov på det område, der svarer til dette behov; minder i den forbindelse om, at de vellykkede erfaringer fra EU-initiativer såsom Urban I og Urban II i byområder og Leader i landdistrikterne; 44. minder om, at problemer med gennemførelsen af strukturpolitikken delvist skyldes procedurernes overdrevne infleksibilitet og kompleksitet og at der derfor bør overvejes en forenkling af disse procedurer og en klar fordeling af ansvar og kompetence mellem Den Europæiske Union, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder; mener, at territorial forvaltning i udpræget grad vil afhænge af, at sådanne klare regler opstilles; gentager sin opfordring til Kommissionen om snarest muligt at fremlægge en række konkrete forslag i denne henseende; 45. anbefaler på baggrund af, at betydningen af den territoriale samhørighed er vokset i regionalpolitisk sammenhæng, men også i sammenhæng med andre sektorbaserede EU-politikker, at de uformelle strukturer, der længe har været styrende for den territoriale samhørighed og den fysiske planlægning i Rådet, erstattes af formelle ministermøder, der samler de ministre, der har ansvaret for regionalpolitikken i EU; mener, at en sådan institutionel udvikling inden for Rådet vil forbedre informationsstrømmen såvel som sikre en hurtig udvikling af den territoriale samhørighedspolitik; 46. tilskynder medlemsstaterne til allerede nu at begynde at overveje, hvordan man bedst kan konsolidere og gennemføre begrebet territoriel samhørighed i deres nationale reformprogrammer og politiske tiltag; mener i denne forbindelse, at de grundlæggende principper om polycentrisk udvikling og partnerskaber mellem by og land, såvel som den fulde gennemførelse af Natura 2000, allerede bør være en integreret del af den regionale planlægning; o 47. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
| ||||||||||||||||||
| Den bymæssige dimension i samhørighedspolitikken i den nye programmeringsperiode |
| |||||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til EF-traktatens artikel 158 og 159, - der henviser til det første handlingsprogram til gennemførelse af Den Europæiske Unions territoriale dagsorden (det første handlingsprogram), som blev vedtaget på det uformelle møde mellem ministrene med ansvar for fysisk planlægning og udvikling i Ponta Delgada (Azorerne) den 23.-24. november 2007, - der henviser til EU's territoriale dagsorden - på vej mod et mere konkurrencedygtigt og bæredygtigt Europa med forskelligartede regioner (den territoriale dagsorden) og Leipzigchartret om bæredygtige europæiske byer (Leipzigchartret), som begge blev vedtaget på det uformelle møde mellem ministrene med ansvar for fysisk planlægning og byudvikling i Leipzig den 24.-25. maj 2007, - der henviser til Bristolaftalen, som blev vedtaget på det uformelle møde mellem ministrene med ansvar for bæredygtige samfund i Bristol den 6.-7. december 2005, - der henviser til Urban acquis, der blev vedtaget på det uformelle møde mellem ministrene med ansvar for territorial samhørighed i Rotterdam den 29. november 2004, - der henviser til det nye Athencharter fra 2003, som blev vedtaget af det europæiske råd for byplanlæggere i Lissabon den 20. november 2003, og chartrets vision om de europæiske byers fremtid, - der henviser til Lillehandlingsprogrammet, der blev vedtaget på det uformelle møde mellem ministrene med ansvar for byer i Lille den 3. november 2000, - der henviser til det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv (ESDP), der blev vedtaget på det uformelle møde mellem ministrene med ansvar for fysisk planlægning i Potsdam den 11. maj 1999, - der henviser til chartret om europæiske byer for bæredygtighed som godkendt af deltagerne i Den Europæiske Konference om Bæredygtige Byer i Aalborg den 27. maj 1994, - der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. oktober 2008, "Grønbog om territorial samhørighed: Territorial forskelligartethed skal være en styrke" (KOM(2008)0616), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. juni 2008, "Femte situationsrapport om økonomisk og social samhørighed - Vækst i regionerne, vækst i Europa" (KOM(2008)0371), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. maj 2008 om resultaterne af forhandlingerne vedrørende de samhørighedspolitiske strategier og programmer for programmeringsperioden 2007-2013 (KOM(2008)0301), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. maj 2007, "Fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed" (KOM(2007)0273), - der henviser til Kommissionens guide "The urban dimension in Community policies for the period 2007 – 2013", vedtaget den 24. maj 2007, - der henviser til Kommissionens arbejdsdokument "The territorial and urban dimension in the national strategic reference frameworks and operational programmes (2007 – 2013): A first assessment" fra maj 2007, - der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. juli 2006, "Samhørighedspolitikken og byerne: byernes og de bymæssige bebyggelsers bidrag til vækst og beskæftigelse i regionerne" (KOM(2006)0385), - der henviser til Rådets beslutning 2006/702/EF af 6. oktober 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed(1), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. juli 2005, "Samhørighedspolitikkens bidrag til vækst og beskæftigelse: Fællesskabets strategiske retningslinjer for 2007-2013" (KOM(2005)0299), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. juni 2002, "Strukturfondsprogrammering 2000-2006: en foreløbig vurdering af Urban-initiativet" (KOM(2002)0308), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. maj 1997, "En dagsorden for byerne i Den Europæiske Union" (KOM(1997)0197), - der henviser til resultaterne af det europæiske observationscenter for EU's fysiske og funktionelle udvikling (ESPON) 2006-program og til det vedtagne ESPON 2013-program, - der henviser til resultaterne af Urbanpilotprojekterne (1989-1999), fællesskabsinitiativet Urban I (1994-1999) og Urban II (2000-2006), - der henviser til oplysningerne fra databasen Urban Audit, der på basis af 330 indikatorer indeholder statistikker om 358 europæiske byer, - der henviser til sin beslutning af 21. februar 2008 om opfølgning af den territoriale dagsorden og Leipzigchartret - mod et europæisk handlingsprogram for fysisk planlægning og territorial samhørighed(2), - der henviser til sin beslutning af 10. maj 2007 om boliger og regionalpolitik(3), - der henviser til sin beslutning af 13. oktober 2005 om den urbane dimension i forbindelse med udvidelsen(4), - der henviser til forretningsordenens artikel 45, - der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A6-0031/2009), A. der henviser til, at selv om det anerkendes, at bymæssige spørgsmål henhører under de nationale, regionale og lokale myndigheders ansvar, så spiller byområderne ikke desto mindre en vigtig rolle for gennemførelse af Lissabon- og Göteborgstrategierne og anses derfor for at have afgørende betydning for samhørighedspolitikken, som EU-institutionerne bærer et ansvar for, B. der henviser til, at EU i henhold til Leipzigchartret har som mål at sikre en integreret indfaldsvinkel til gennemførelsen af byudviklingspolitikken for at skabe byområder af høj kvalitet, modernisere de kommunale tjenester, transport-, energi- og informationsnettene og tilskynde til livslang læring, uddannelse og innovation, navnlig i ugunstigt stillede indre byer og byområder, C. mener, at på den ene side arbejdet med at udarbejde en fleksibel, justerbar og dynamisk tjekliste for gennemførelsen af Leipzig-chartret - en afgørende forudsætning for at de forskellige europæiske byers særdeles forskelligartede behov kan tilgodeses - som det franske formandskab allerede har iværksat, og på den anden side de enkelte medlemsstaters efterfølgende udarbejdelse af integrerede byudviklingsplaner kan vise sig at give meget nyttige oplysninger om de forskellige forhold og følgelig gøre det muligt at iværksætte initiativer med præcise målsætninger, D. der henviser til, at det er nødvendigt at sondre mellem byer og byområder, E. der henviser til, at 80 % af EU's 492 mio. indbyggere bor i byer, idet EU er kendetegnet ved en polycentrisk udvikling, men at der imidlertid er visse signifikante forskelle mellem medlemsstaterne, for så vidt angår fordelingen af befolkningen i byer, forstæder og landområder, samt problemer i forbindelse med den forholdsvis begrænsede hensyntagen til bybefolkningens interesser og behov i strukturfondenes operationelle programmer, F. der henviser til, at byområderne står for 70 til 80 % af EU's BNP, og at byerne anerkendes som centre for innovation og drivkraft for udvikling på regionalt, nationalt og EU-plan, G. der henviser til, at byerne desuden er ansvarlige for mere end 75 % af det globale energiforbrug og tegner sig for 80 % af drivhusgasser på grund af energiproduktion, trafik, industri og opvarmning, H. der henviser til, at urbaniseringstendensen forstærkes gennem intern tilflytning til hovedstæderne og de øvrige storbyer, og til, at den befolkningstilvækst, det medfører, udgør en kolossal byrde for de voksende byer, idet de skal forvalte voldsomt stigende behov, hvad angår affaldsbehandling, boliger, uddannelse og beskæftigelse, og henviser til, at denne stadigt mere udtalte urbaniseringstendens udgør en kolossal udfordring for landområderne, som skal løse de problemer, der skyldes tab af menneskelig kapital, arbejdsstyrke, forbrugere og studerende, I. der henviser til, at den seneste udvidelse af EU, som ikke kan sammenlignes med nogen tidligere, har betydet en usædvanlig skærpelse af de regionale forskelle og en forøgelse af antallet af byer i omfattende forfald, J. der henviser til, at EU's byområder på trods af det forhold, at der er forskellige politiske, institutionelle og forfatningsmæssige systemer i medlemsstaterne, står over for fælles udfordringer og også har fælles muligheder for at imødegå disse, hvilket understreger nødvendigheden af detaljerede statistiske data såvel som gensidigt samarbejde og udveksling af bedste praksis, hvis Europas byer skal klare sig i den globale konkurrence, K. der henviser til, at EU's fysiske planlægning står over for udfordringer som økonomisk omstrukturering, et yderst fluktuerende arbejdsmarked, utilgængelige og overfyldte offentlige transportmidler, begrænsede muligheder for arealanvendelse som følge af byernes udbredelse, faldende befolkningstal og aldrende befolkning, affolkning af landområderne og de små byer til fordel for de store byområder, social marginalisering, en høj og stigende kriminalitet, ghettodannelse i visse byområder, lave husstandsindtægter, forringet livskvalitet i ugunstigt stillede områder, for få parker og rekreative områder, miljøforurening, kontrol med vand- og affaldsforvaltningen og behov for at sikre energiforsyningen og effektiv energianvendelse, L. der henviser til, at samordnet styring ved hjælp af moderne elektroniske teknikker, og navnlig e-governance i samråd med alle relevante aktører, i vid udstrækning vil kunne mindske de nuværende problemer og føre til, at byernes udbredelse kan behandles på integreret vis i et samarbejde under hensyntagen til forstadsområderne og tilgrænsende landområder og i overensstemmelse med moderne indfaldsvinkler til byplanlægning, som f.eks. smart vækst, ny fysisk planlægning og intelligent urbanisme, M. der henviser til, at byudviklingsaktiviteterne i særlig grad begunstiger små og mellemstore virksomheders (SMV) deltagelse, især inden for servicesektoren, og at samhørighedspolitikken i øget grad er kommet til at sigte mod byernes konkurrencefordele, N. der henviser til, at SMV'er, navnlig små virksomheder og mikrovirksomheder samt håndværksmæssige og handelsmæssige aktiviteter, er en væsentlig forudsætning for, at man kan bevare aktiviteterne i bycentrene og en balance i byområderne, og til, at byernes politikker med hensyn til regulering af transport, handel, ejendomsforhold og stigende boligpriser eller i særdeleshed fraværet af en afbalanceret politik på disse områder ofte har ført til, at de økonomiske aktiviteter forsvinder og udbuddet af tjenesteydelser forringes, O. der henviser til, at det er nødvendigt til stadighed at styrke partnerskabet mellem by- og landområder, for så vidt som førstnævnte har en væsentlig rolle at spille i bestræbelserne på at sikre en harmonisk og integreret udvikling i forstæderne og følgelig opnå territorial samhørighed og afbalanceret regionaludvikling, 1. understreger den bæredygtige byudviklings vigtighed og byområdernes bidrag til den regionale udvikling og opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at evaluere, måle, vurdere og drøfte EU-politikkernes konsekvenser for den økonomiske og sociale situation - især hvad angår de uddannelsesmæssige og kulturelle forhold - samt den helbreds-, transport-, miljø- og sikkerhedsmæssige situation i byområderne; 2. beklager, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at fremme bæredygtig byudvikling som en strategisk prioritet, og udtrykker følgelig bekymring over, at der i forbindelse med samhørighedspolitikkens gennemførelse i nogle medlemsstater i utilstrækkelig grad tages hensyn til den bymæssige dimension, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i samarbejde med de regionale og lokale myndigheder at analysere og evaluere konsekvenserne af at integrere Urban-initiativet i al politik og til regelmæssigt at overvåge og kontrollere virkningen af anvendelsen af EU-midler i byområder; 3. henleder opmærksomheden på de positive erfaringer med fællesskabsinitiativet Urban, hvad angår partnerskab, integrerede tilgange og bottom-up-metoder, som i vid udstrækning har bidraget til at sikre de støttede projekters effektivitet og formålstjenlighed; kræver, at der tages hensyn til disse resultater i den del af strukturfondsstøtten, der ydes til bymæssige tiltag, og at tilsvarende mekanismer indføres i forbindelse med mainstreaming af finansiering til fordel for bæredygtig byudvikling, således at flere byer kan nyde godt af resultaterne; 4. finder, at det vil være uhensigtsmæssigt og endog problematisk at vedtage en fælles definition af "byområder" og mere generelt af termen "by", da det er vanskeligt samlet at beskrive de meget forskellige situationer i medlemsstaterne og regionerne, og mener derfor, at det i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet bør overlades til medlemsstaterne at fastlægge en eventuel bindende definition og udpege byområder på grundlag af fælles europæiske indikatorer; 5. opfordrer medlemsstaterne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at støtte deres hovedstæders og andre storbyers bestræbelser på at klare de nye udfordringer, som urbaniseringen og befolkningstilvæksten medfører, især hvad angår affaldsforvaltning og boliger, beskæftigelse og uddannelse; mener på det mere generelle plan, at de demografiske udsving skaber udfordringer for både by- og landområderne, hvad angår arbejdsmarkedet og i tilslutning hertil inden for uddannelse og omskoling af tidligere arbejdstagere, der er ramt af arbejdsløshed, og også hvad angår affolkningen af landområderne; 6. mener, at det i denne forbindelse og i betragtning af det faktum, at medlemsstaternes forskellige forfatningsmæssige mekanismer selvsagt ikke er forenelige med harmoniserede metodologier, uanset de forskellige forvaltningsniveauers effektivitet, vil være hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne efter offentlige høringer i hvert enkelt tilfælde definerer den bymæssige dimension, sådan som de opfatter den, for at styrke den interne harmonisering og forbedre samarbejdet med Kommissionen; 7. understreger, at det i byerne står medlemsstaterne frit at uddelegere forvaltningen af strukturfondene med henblik på gennemførelse af aktioner til sikring af en bæredygtig byudvikling; mener, at videredelegering giver en dobbelt værdiforøgelse, dels fordi det vil være betydeligt mere effektivt for den regionale og den europæiske vækst, hvis byerne påtager sig ansvaret for alt lige fra planlægningen til gennemførelsen af en given aktion som en respons på rent lokale udfordringer, dels fordi det vil udgøre et vigtigt redskab til forbedring af den administrative kapacitet på lokalt niveau; beklager, at muligheden for at videredelegere, eventuelt gennem omfattende støtte til de kommunale myndigheder inden for rammerne af de programmer, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) finansierer, indtil nu ikke er blevet udnyttet fuldt ud, og er overbevist om, at byområderne i næste programmeringsperiode bør have en klar rolle som melleminstanser i en forvaltning på flere planer, og mener, at den bymæssige dimension og videredelegering bør være obligatorisk i regionalpolitikken; mener dog, at man bør undgå, at videredelegeringen medfører en opsplitning af regionalpolitikken, og at man derfor nøje bør definere de metoder, der anvendes i forbindelse med videredelegeringen; 8. understreger vigtigheden af en integreret tilgang til planlægning af byudvikling; foreslår, at al offentlig støtte til byudvikling baseres på integrerede byudviklingsplaner; opfordrer til, at den integrerede tilgang så hurtigt som muligt og ikke senere end i den kommende programmeringsperiode gøres til et bindende krav for tildeling og implementering af strukturfundsmidler og også for låntagning fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB); opfordrer Kommissionen til at udforme retningslinjer med anbefalinger og eksempler på god praksis for integrerede byudviklingsplaner og til at fremme udvekslingen af bedste praksis mellem de nationale, regionale og lokale myndigheder; 9. opfordrer medlemsstaterne til inden for de nationale strategiske referencerammer og de nationale operationelle programmer at prioritere finansieringen af projekter som gennemfører planer for bæredygtig byforvaltning; 10. henstiller, at planerne for en bæredygtig byforvaltning mindst omfatter nogle af følgende elementer: planer for affaldsforvaltning, støjkort og handlingsplaner, lokalprogrammer for luft- og miljøforurening, prognoser for den demografiske udvikling, efterspørgslen på nye byområder, genindvinding af tomme grunde og forladte bygninger, sanering af dårligt stillede og afindustrialiserede kvarterer, tilstedeværelse af og adgang til offentlige tjenesteydelser, bystruktur og andelen af grønne områder, handicapfaciliteter, udvikling af den kulturelle og historiske arv og naturarven, prognoser for vand- og energibehovet og hensigtsmæssig brug af disse ressourcer, offentlig transport, effektiv trafikstyring, integration af udsatte grupper (indvandrere, minoriteter, lavtuddannede, handicappede, kvinder etc.), tilstedeværelsen af ordentlige boliger til overkommelige priser, og planer for bekæmpelse af kriminalitet; 11. mener, at det kun vil være effektivt at udforme integrerede byudviklingsplaner, hvis der afsættes tilstrækkelige ressourcer til bæredygtig byudvikling, og foreslår derfor, at de disponible ressourcer koncentreres omkring specifikke aktioner; foreslår et minimumsniveau for strukturfondsudgifter, der fastsættes pr. indbygger i byområdet pr. programmeringsperiode på en sådan måde, at dette beløb ikke udgør en urealistisk byrde for regionerne; 12. ser et akut behov for styrkelse af den administrative kapacitet inden for både den vertikale og horisontale forvaltning af byerne og gør medlemsstaterne opmærksom på det presserende behov for at vedtage et integreret koncept for gennemførelse af byudviklingspolitikken (der behandler de grundlæggende forhold, der er knyttet til borgernes dagligdag, f.eks. transport, offentlige tjenesteydelser, livskvalitet, beskæftigelse, lokaløkonomiske aktiviteter, sikkerhed etc.) ved i dette arbejde at integrere de nationale regeringer sammen med de regionale og lokale myndigheder og alle andre relevante offentlige og private aktører på grundlag af partnerskabsprincippet; 13. erkender, at det er vanskeligt for myndighederne i byerne at forene midler fra Den Europæiske Socialfond (ESF), hvor sigtet er økonomisk og social udvikling, og EFRU-midler, hvor målet er at planlægge investeringer i infrastruktur; mener, at princippet om "ét program, én fond" bør revurderes, og at de lokale og regionale myndigheder i højere grad bør udnytte synergierne imellem EFRU- og ESF-midlerne og styrke den integrerede tilgang; opfordrer på lang sigt Kommissionen til at undersøge muligheden for at sammenlægge de to fonde, såfremt et sådant skridt vil kunne sikre en forenkling af procedurerne; 14. støtter ideen i princippet om revolverende Jessicafonde og princippets potentiale for økonomisk vækst i byområder og mener, at regionalpolitikken i næste programmeringsperiode i højere grad bør drage fordel af brugen af finansieringsteknikker som revolverende fonde, der tilbyder fordelagtige lån, snarere end udelukkende at tage udgangspunkt i støtte, som det i øjeblikket er tilfældet; 15. noterer sig den private sektors potentiale for byudvikling og mener, at anvendelse af offentlig-private partnerskaber bør gennemføres og støttes systematisk med sigte på skabelse af innovative finansieringsordninger og -projekter for at løse de væsentlige økonomiske og sociale problemer i byområderne, især vedrørende opbygningen af infrastruktur og boliger; påpeger, at dette forudsætter en klar og gennemsigtig adfærdskodeks, især hvad angår offentlige myndigheders aktiviteter, eftersom de under overholdelse af princippet om subsidiaritet træffer strategiske beslutning om valg af tjenesteydelsesformer og specifikationer såvel som opretholdelse af en vis grad af tilsyn; 16. understreger gennemførelses- og forvaltningsaspekterne af den bymæssige dimension og opfordrer til yderligere bestræbelser med sigte på at forenkle gennemførelsesbestemmelserne for samhørighedspolitikken og sikre generel reduktion af unødigt bureaukrati, for så vidt angår forvaltning af og kontrol med midlerne og de enkelte projekter; 17. konstaterer, at der ud over samhørighedspolitikken også er andre fællesskabspolitikker, der yder finansiel støtte til byområderne, og opfordrer derfor Kommissionen til at udforme og foreslå en bedre samordning af de relevante politikker, som kan samle alle EU-midler, der afsættes til byområderne, for at sikre gennemførelsen af det integrerede koncept i praksis under fortsat hensyntagen til samhørighedspolitikken; 18. mener, at medlemsstaternes forvaltningsstrukturer fortsat er utilstrækkelige til at fremme horisontalt samarbejde, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme princippet om en forvaltningsstruktur på tværs af de forskellige sektorer; 19. opfordrer til en mere effektiv anvendelse af de eksisterende finansielle, menneskelige og organisatoriske ressourcer med henblik på at skabe og styrke de netværk, som byer og byområder har etableret med sigte på bæredygtig byudvikling, da disse spiller en vigtig rolle i det territoriale samarbejde; understreger i den forbindelse nødvendigheden af infrastrukturer, der kan sikre vedligeholdelse af særlige karakteristika (f.eks. historiske), modernisering (f.eks. innovationsklynger), økonomisk vækst (f.eks. SMV'er) og sæsonbaserede aktiviteter, og opfordrer Kommissionen til at styrke byområdernes position i initiativet "regioner for økonomisk forandring"; 20. konstaterer, at en vellykket gennemførelse af regionaludviklingspolitikken og en strategi for bæredygtig territorial udvikling forudsætter en balance mellem foranstaltninger, der omfatter både byer, forstæder og landområder og dermed har indvirkning på udviklingen af den regionale samhørighed; gentager, at politikken for udvikling af landområderne i betragtelig grad har konsekvenser for den fysiske planlægning, samt at politikkerne for udvikling af henholdsvis byerne og landområderne ikke er tilstrækkeligt integreret; understreger nødvendigheden af reel synergi mellem disse politikker, som skal resultere i et reelt udviklingspotentiale og gøre landområderne mere attraktive og konkurrencedygtige; opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at benytte sig af instrumentet for partnerskaber mellem land og by for at opnå den afbalancerede udvikling, som er deres mål; 21. opfordrer Kommissionen til yderligere at udvikle og regelmæssigt ajourføre den såkaldte Urban Audit og samtidig at give oplysninger om situationen, for så vidt angår kløften mellem land og by, således at alle medlemsstater kan få et klart billede af situationen og kortlægge de specifikke behov for en velafbalanceret by- og landudvikling; 22. henstiller, at Kommissionen og medlemsstaterne udpeger en EU-gruppe på højt plan med ansvar for byudvikling og anvender den åbne koordinationsmetode i byudviklingspolitikken på EU-niveau; 23. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
| ||||||||||||||||
| Nationale samhørighedsstrategier og de operationelle programmer |
| |||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til EF-traktaten, navnlig artikel 2 og artikel 3, stk. 2, - der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. maj 2008 om resultaterne af forhandlingerne vedrørende de samhørighedspolitiske strategier og programmer for programmeringsperioden 2007-2013 (KOM(2008)0301), - der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden(1) (generel forordning om EFRU, ESF og Samhørighedsfonden), - der henviser til Rådets beslutning 2006/702/EF af 6. oktober 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed(2) (strategiske retningslinjer for samhørighed), - der henviser til resultaterne af forhandlingerne om de samhørighedspolitiske strategier og programmer 2007-2013 – faktablade udarbejdet af medlemsstaterne, - der henviser til fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed (KOM(2007)0273) (fjerde samhørighedsrapport), - der henviser til forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1083/2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden, for så vidt angår visse bestemmelser om økonomisk forvaltning (KOM(2008)0803), - der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling for så vidt angår støtteberettigede investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi i boliger (KOM(2008)0838), - der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1081/2006 om Den Europæiske Socialfond med henblik på at udvide listen over omkostningstyper, der er berettigede til støtte fra ESF (KOM(2008)0813), - der henviser til sin beslutning af 21. oktober 2008 om forvaltning og partnerskab på nationalt, regionalt og projektplan inden for regionalpolitik(3), - der henviser til forretningsordenens artikel 45, - der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6-0108/2009), A. der henviser til, at Kommissionen har offentliggjort ovennævnte meddelelse baseret på resultaterne af forhandlingerne med medlemsstaterne om de nationale strategiske referencerammer og operationelle programmer, B. der henviser til, at Fællesskabet i henhold til EF-traktatens artikel 158 for at styrke den økonomiske og sociale samhørighed stræber efter at reducere forskellene mellem de forskellige områders udviklingsniveauer og forbedre situationen for de mindst begunstigede områder eller øer, herunder landdistrikter, C. der henviser til, at de seneste to udvidelser af Den Europæiske Union i betydelig grad har øget de regionale forskelle i Fællesskabet, hvilket der må tages behørigt hånd om for at fremme en harmonisk, velafbalanceret og bæredygtig udvikling, D. der henviser til, at det i de seneste betænkninger om samhørighed fremhæves, at tendensen går i retning af en forværring af de territoriale forskelle mellem EU's regioner og delregioner, og at disse forskelle er kendetegnet ved fænomener som territorial isolering, der har resulteret i en vis form for ghettodannelse, og vedvarende tilbagegang i nogle afsidesliggende landdistrikter, der har landbrug som hovederhverv, E. der henviser til, at Rådet i oktober 2006 vedtog ovennævnte strategiske retningslinjer for samhørighed som en vejledende ramme for medlemsstaterne som led i forberedelsen af de nationale strategiske referencerammer og operationelle programmer for perioden 2007-2013, F. der henviser til, at disse strategiske retningslinjer som sine tre prioriterede mål tager sigte på at gøre Europa og dets regioner til et mere attraktivt område at investere og arbejde i ved hjælp af øget viden og innovation med henblik på at skabe vækst og flere og bedre job, G. der henviser til, at man ved at omsætte disse prioriterede mål i operationelle programmer skulle sætte regionerne i stand til dels at imødegå udfordringerne som følge af globalisering og strukturelle, demografiske og klimamæssige forandringer, dels at styrke bæredygtig udvikling, H. der henviser til, at der er betydelige forskelle i de måder, hvorpå medlemsstaterne hver især har gennemført ovennævnte prioriteringer i deres respektive operationelle programmer afhængigt af, hvilket mål for regional udvikling, konvergens eller regional konkurrenceevne og beskæftigelse de enkelte regioner henhører under, I. der henviser til, at de medlemsstater, der tiltrådte Den Europæiske Union før den 1. maj 2004, i henhold til den generelle forordning om EFRU, ESF og Samhørighedsfonden skal øremærke 60 % af de samlede midler til konvergensmålet og 75 % af midlerne afsat til målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse til Lissabonrelaterede indsatsområder, og at de medlemsstater, der tiltrådte Unionen den 1. maj 2004 eller senere blev tilrådet at følge samme strategi, J. der henviser til, at bæredygtighed, forebyggelse af enhver form for forskelsbehandling, god forvaltningspraksis og anvendelse af partnerskabsprincippet kædet sammen med en stærk institutionel og administrativ kapacitet er af afgørende betydning for en vellykket gennemførelse af samhørighedspolitikken, K. der henviser til, at samhørighedspolitikken skal være tilstrækkelig slagkraftig og fleksibel til, at den kan spille en vigtig rolle i Unionens indsats for at modvirke konsekvenserne af den nuværende globale økonomiske krise, 1. anerkender medlemsstaternes indsats for at inddrage de tre prioriteringer i de strategiske retningslinjer for samhørighed, der svarer til målene i Lissabondagsordenen, i deres operationelle programmer; 2. konstaterer, at den nye programmeringsperiode er kommet temmelig langsomt fra start i mange medlemsstater, hvilket vil kunne bringe en effektiv anvendelse af midlerne i fare; har imidlertid tillid til, at forpligtelser indgået under forhandlings- og godkendelsesprocessen for de operationelle programmer vil blive respekteret til gavn for regionerne og Unionen som helhed; Afbødning af regionale forskelle 3. tager til efterretning, at medlemsstaterne er fast besluttet på at beskæftige sig med de specifikke territoriale behov som følge af landenes respektive geografiske placering og økonomiske og institutionelle udvikling ved at fastlægge strategier, der tager sigte på at mindske eventuelle skævheder i og mellem regionerne; henviser i den forbindelse til de foranstaltninger, medlemsstaterne har foreslået for at imødegå de særlige udviklingsmæssige udfordringer, som regioner med specifikke geografiske kendetegn står over for, f.eks. bjergregioner, øer, regioner i den yderste periferi, afsidesliggende grænsebyer, regioner truet af affolkning og grænseregioner; gentager, at en økonomisk og miljømæssigt forsvarlig udvikling samt mindskelse af de regionale forskelle fortsat er de vigtigste mål for EU's regionalpolitik; 4. beklager, at principperne om bæredygtighed, lige muligheder og ikkeforskelsbehandling samt partnerskab ikke i tilstrækkelig grad er blevet bragt i anvendelse og dokumenteret i mange af de nationale strategiske referencerammer og operationelle programmer; stiller sig kritisk over for det faktum, at Kommissionen til trods herfor har godkendt operationelle programmer med disse mangler og har undladt at stille krav til de pågældende medlemsstater og regioner om forbedringer; 5. understreger, at de hidtidige erfaringer har vist, at konvergens mellem landene kan skjule en voksende kløft mellem regionerne indbyrdes og inden for de enkelte regioner; påpeger endvidere, at disse regionale og lokale forskelle kan observeres på en række områder, f.eks. inden for beskæftigelse, produktivitet, indkomst, uddannelsesniveau og innovationskapacitet; understreger, at samhørighedens territoriale dimension har stor betydning for overvindelsen af disse problemer; Samhørighedspolitikkens bidrag til gennemførelse af Lissabondagsordenen 6. glæder sig over de nationale myndigheders bestræbelser på at sikre, at den gennemsnitlige tildeling af midler til gennemførelse af Lissabondagsordenen tegner sig for 65 % af de disponible midler i konvergensregionerne og 82 % i de regioner, der er omfattet af målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse, hvilket faktisk overstiger det, der oprindelig var anmodet om; 7. er overbevist om, at der er behov for meget større investeringer på dette område; mener i lyset af midtvejsevalueringen af gennemførelsen af strukturfondene, at der skal fastsættes strengere EU-retningslinjer og afsættes yderligere økonomiske ressourcer med henblik på at forfølge disse mål og navnlig, at der bør stilles krav om, at mindst 5 % af strukturfondsmidlerne bliver brugt på en forbedring af energieffektiviteten i eksisterende boliger; opfordrer i den henseende Kommissionen til at følge op på konklusionerne fra Rådet (konkurrenceevne) den 9. og 10. oktober 2008 om energieffektivitet; fremhæver den nøglerolle og det udviklingspotentiale, som vedvarende energi har for EU-regionerne, både med hensyn til at skabe arbejdspladser og fremme bæredygtig, lokal udvikling; 8. opmuntrer regionerne i deres bestræbelser på at opfylde Lissabonmålene ved i fuldt omfang og effektivt at gennemføre deres operationelle programmer; opfordrer endvidere Kommissionen til at føre nøje kontrol med denne gennemførelse for at sikre, at målene omsættes i praksis, og til at holde Parlamentet underrettet om eventuelle problemer; 9. mener, at de økonomiske ressourcer, der er øremærket til de transeuropæiske energinet, er utilstrækkelige, eftersom disse net er vitale for den fulde gennemførelse af det indre energimarked; 10. henviser til den vigtige rolle, som små virksomheder og mikrovirksomheder, især håndværksvirksomheder, spiller for den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed på grund af det betydningsfulde bidrag, de yder til vækst og beskæftigelse; opfordrer derfor til, at der føres en aktiv politik med sigte på at støtte alle former for innovation i disse virksomheder, og henstiller indtrængende til Kommissionen at skabe muligheder for gensidigt samarbejde mellem virksomheder, den offentlige sektor, skoler og universiteter for således at skabe regionale innovationsklynger i Lissabonstrategiens ånd; Samhørighedspolitikken over for globalisering og strukturelle omlægninger 11. glæder sig over, at alle medlemsstaterne har afsat en betydelig andel af deres samlede finansielle midler til investeringer i forskning, udvikling og innovation, i udvikling af en videnbaseret servicesektor og i fremme af iværksætteri og erhvervsstøtte samt i støtte til virksomheder og arbejdstagere med henblik på tilpasning til nye vilkår; konstaterer, at det for de fleste af Unionens konvergensregioner fortsat er et betydeligt problem at sikre adgangen til og fra disse, eftersom de står over for en mangelfuld transportinfrastruktur; 12. mener, at industripolitik skal støttes ved hjælp af strukturfondene for at øge medlemsstaternes og Unionens konkurrenceevne; kan derfor kun tilslutte sig, at samhørighedspolitikken prioriterer frigørelse af forretningsmæssigt potentiale, navnlig i små og mellemstore virksomheder; Demografiske ændringer og mere rummelige arbejdsmarkeder 13. påskønner medlemsstaternes indsats for at prioritere investeringer med sigte på at fremme arbejdstagernes deltagelse, sikre lige muligheder og følgelig bakke op om initiativerne under ESF og Progress-programmet (2007-2013), som har til formål at bidrage til afskaffelse af forskelsbehandling og forbedring af kvinders situation på arbejdsmarkedet; påskønner endvidere medlemsstaternes foranstaltninger med sigte på at forbedre færdigheder og bekæmpe fattigdom og social udstødelse i deres programmer finansieret af ESF; understreger, at det er vigtigt og nødvendigt at fortsætte bestræbelserne på at støtte beskæftigelsen på grund af den voksende økonomiske krise, og at der især bør tages hensyn til handicappedes og ældres særlige behov på alle stadier af gennemførelsen og evalueringen af samhørighedspolitikken; 14. støtter "partnerskabsprincippet", som indgår i Kommissionens samhørighedspolitik, og opfordrer Kommissionen til at inddrage lokale og nationale kvindeorganisationer i forhandlinger og gennemførelse; Udfordringerne i forbindelse med bæredygtig udvikling, klimaforandringer og energi 15. mener, at der i alle operationelle programmer bør medtages foranstaltninger, der tager sigte på at beskytte miljøet, bekæmpe klimaforandringer og fremme energieffektiviteten, og påskønner medlemsstaternes vilje til at ville tage disse spørgsmål op, hvilket kommer til udtryk ved, at de har afsat ca. en tredjedel af det samlede budget for samhørighedspolitikken hertil; er dog af den opfattelse, at de midler, der helt konkret er afsat til bekæmpelse af klimaforandringer og fremme af energieffektiviteten, er utilstrækkelige til at dække det reelle behov; 16. mener, at udviklingen af konkurrenceevnecentre under strukturfondene er af afgørende betydning, eftersom de giver et betydeligt potentiale for at skabe vellønnede job og vækst, men også fordi de mindsker presset på de store bysamfund; glæder sig i denne forbindelse over Urban-programmets fortsættelse, idet det anses for nødvendigt at revitalisere byområder og rehabilitere aldrende byinfrastrukturer; 17. understreger, at medlemsstaterne og Kommissionen i henhold til strukturfondsforordningerne skal sikre fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder og integration af kønsaspektet i disse fondes forskellige gennemførelsesfaser; 18. opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at orientere borgerne, de lokale myndigheder samt ngo'er og kvindeorganisationer om finansieringsmuligheder, navnlig hvad angår særprogrammer, mulighed for samfinansiering over strukturfondene, samfinansieringsregler og regler for godtgørelse, samt oplyse om, hvor man kan finde forslagsindkaldelser inden for rammerne af programmeringsperioden 2007-2013; 19. opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at uforholdsmæssigt store administrative hindringer ikke afholder ngo'er fra at ansøge om projektfinansiering, navnlig hvad angår projekter, der støtter kvinder, som er dårligt stillet rent økonomisk, indvandrerkvinder, kvinder tilhørende etniske mindretal, handicappede kvinder, kvinder med ansvar for personer, der ikke kan klare sig selv, og kvinder, der er ofre for vold eller tortur; 20. konstaterer, at der er en markant forskel mellem den måde, hvorpå EU-15 medlemsstaterne og EU-12 medlemsstaterne øremærker ressourcer til miljøbeskyttelsesområdet, og anerkender, at de nye medlemsstater har behov for at afsætte betydeligt større beløb for at nå Unionens mål på områderne miljø, klima og biodiversitet som fastlagt i gældende fællesskabsret; 21. understreger vigtigheden af at styrke samarbejdskapaciteten og den reelle absorption af de til rådighed værende fonde ved at tage alle eksisterende muligheder i brug, herunder udveksling af bedste praksis, informationskampagner, fælles aktioner, udveksling af ny teknologi og udvikling af partnerskaber, eftersom dette vil bidrage til en effektiv gennemførelse af de igangværende samarbejdsprogrammer og navnlig en øget absorptionskapacitet i de nye medlemsstater; 22. er af den opfattelse, at medlemsstaterne i økonomiske kriseperioder bør udnytte ideen om at opnå synergier mellem miljøbeskyttelse og jobskabelse som anført i Fællesskabets strategiske retningslinjer om samhørighed og afsætte flere ressourcer til projekter, der fremmer grøn økonomi, grønne job og grøn innovation; Styrkelse af forvaltningssystemer med flere niveauer og partnerskab 23. mener, at forvaltningssystemer med flere niveauer og partnerskabsprincippet er vigtige elementer som led i de operationelle programmers berettigelse, gennemsigtighed og effektivitet i programmeringsfasen og i særdeleshed i gennemførelsesfasen; glæder sig derfor over, at samtlige medlemsstater i tråd med deres specifikke institutionelle rammer og traditioner har gjort en indsats for at styrke partnerskabsprincippet i deres programmer for indeværende periode, jf. artikel 11 i den generelle forordning om EFRU, ESF og Samhørighedsfonden; anbefaler især de nye medlemsstater, som har beskeden erfaring i opbygning af effektive partnerskaber, at gøre en vedvarende indsats for at styrke partnerskabs- og gennemsigtighedsprincippet i forbindelse med gennemførelsen af de operationelle programmer; 24. opfordrer medlemsstaterne til at undgå unødig forsinkelse i godtgørelsen af omkostninger til afsluttede projekter, idet det bemærkes, at insolvens som følge af en sådan praksis ofte hindrer modtagerne – hovedsageligt lokale myndigheder og almennyttige organisationer – i at iværksætte yderligere aktiviteter, som er specifikke inden for deres indsatsområde; 25. påpeger, at forsinkelser i gennemførelsen af strukturpolitikken delvis skyldes alt for ufleksible procedurer, og at disse procedurer derfor må strømlines gennem indførelse af en klar opdeling af ansvarsområder og kompetencer mellem EU, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder; 26. opfordrer medlemsstaterne til at arbejde nært sammen med de regionale og lokale myndigheder allerede i de nationale strategiske referencerammers planlægningsfase for dermed at sikre en optimal gennemførelse af de nationale strategier og leve fuldt og helt op til idealerne bag forvaltningssystemer med flere niveauer; 27. understreger, at det er nødvendigt at fremme samarbejdet mellem den private og offentlige sektor i form af offentlig-private partnerskaber for således at gøre det muligt at gennemføre mange nøgleprojekter, der kan øge investeringernes effekt; 28. konstaterer, at der er behov for en evaluering af, i hvilket omfang der er tale om koordinering og komplementaritet mellem strukturfondsprogrammer og programmer for udvikling af landdistrikter; bemærker, at erfaringer på stedet viser, at synergierne mellem de to programmer ikke udnyttes i tilstrækkelig grad; Opbygning af den institutionelle kapacitet 29. påskønner den øgede forståelse for, at det er vigtigt at styrke den institutionelle og administrative kapacitet af hensyn til en effektiv gennemførelse af offentlige politikker og forvaltningen af EU's midler; opfordrer til, at der udfoldes ihærdige bestræbelser i alle konvergensregioner på at styrke den institutionelle kapacitet og øge de offentlige myndigheders professionalisme; 30. understreger behovet for også at rette samhørighedspolitikkens fokus mod landdistrikterne, eftersom territorial samhørighed kun kan opnås ved at skabe en balance mellem land og by; Integrering af vellykkede politikker, opbygning af viden og udveksling af god praksis 31. glæder sig i særdeleshed over, at de nye medlemsstater har integreret resultaterne af fællesskabsinitiativerne Urban og Equal i de operationelle programmer for perioden 2007-2013; anerkender medlemsstaternes indsats for at iværksætte integrerede planer for bæredygtig udvikling i byområder, da både større og mindre byer huser industrier, som skaber økonomisk vækst og arbejdspladser; mener endvidere, at det fulde potentiale som led i programmerne for europæisk territorialt samarbejde og Jessica-, Jaspers-, Jeremie- og Jasmine-instrumenterne bør udnyttes for således at sætte skub i udviklingen og opnå større vækstrater; 32. opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til konsekvenserne for kvinder samt til ligestillingsaspektet i forbindelse med alle strukturfondsprojekter; Konklusioner 33. mener ikke, at der kan foretages en værdimæssig vurdering af den måde, hvorpå medlemsstaterne har besluttet sig for at gennemføre rammen i de strategiske samhørighedsretningslinjer i deres nationale strategiske referencerammer og operationelle programmer; glæder sig over, at alle medlemsstater på alle stadier har gjort en betydelig indsats for at opfylde de samhørighedspolitiske prioriteringer inden for rammerne af deres specifikke behov og begrænsninger; 34. mener, at gennemsigtighed i tildelingen af midler og en administrativ forenkling, som gør det lettere for potentielle modtagere af strukturfondsmidler at få adgang til information, er vigtige forudsætninger for opnåelse af samhørighedspolitikkens overordnede målsætninger; 35. opfordrer medlemsstaterne til at styrke de procedurer, de indfører, for at sikre, at der anvendes en fuldt funktionsdygtig, integreret strategi for gennemførelse af samhørighedspolitikken, og at der således tages behørigt hensyn til alle aspekter af ethvert specifikt operationelt program; 36. støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at sikre, at medlemsstaterne anvender effektive kontrolsystemer for at muliggøre anvendelsen af princippet om en forsvarlig økonomisk forvaltning i forbindelse med Fællesskabets midler; 37. fastslår, at den nuværende globale økonomiske krise har skabt en ny situation i alle medlemsstater, som kræver en revurdering og eventuel tilpasning af prioriteringerne på investeringsområdet; glæder sig over Kommissionens ovennævnte forslag om ændring af forskellige forordninger for at opfylde Unionens behov under disse exceptionelle omstændigheder og gentager, at det fortsat er af den opfattelse, at samhørighedspolitikken spiller en central rolle for et økonomisk opsving på hele Unionens område; tager derfor konsekvent afstand fra ethvert forsøg på at renationalisere denne politik; o 38. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
| ||||||||||||||
| Mikrokreditter for at fremme vækst og beskæftigelse |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, - der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. december 2007 om et europæisk initiativ til udbredelse af mikrokreditter for at fremme væksten og beskæftigelsen (KOM(2007)0708), - der henviser til sin beslutning af 11. juli 2007 om politikken for finansielle tjenesteydelser (2005-2010) - Hvidbog(1), især punkt 35 heri, - der henviser til Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder(2), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. juli 2005 om en fælles indsats for vækst og beskæftigelse: Fællesskabets Lissabonprogram (KOM(2005)0330), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. juli 2005 om samhørighedspolitikkens bidrag til vækst og beskæftigelse: Fællesskabets strategiske retningslinjer for 2007-2013 (KOM(2005)0299), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. december 2007 om medlemsstaternes og regionernes gennemførelse af Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse ved hjælp af EU's samhørighedspolitik, 2007-2013 (KOM(2007)0798), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. december 2007 med titlen Forslag til Fællesskabets Lissabonprogram 2008-2010 (KOM(2007)0804), - der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 1639/2006/EF af 24. oktober 2006, der fastlægger et rammeprogram for konkurrenceevne og innovation (2007-2013)(3), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. juni 2008 med titlen "Tænk småt først" En "Small Business Act" for Europa (KOM(2008)0394), - der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning)(4) og Kommissionens forslag af 1. oktober 2008 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF om banker tilknyttet centrale organer, visse komponenter i egenkapitalen, store engagementer, tilsynsordninger og krisestyring (KOM(2008)0602), - der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme(5), - der henviser til Kommissionens forordning (EF) 1998/2006 af 15. december 2006 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte(6), - der henviser til Kommissionens forordning (EF) 1535/2007 af 20. december 2007 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte til produktion af landbrugsprodukter(7), - der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester(8), - der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter(9), - der henviser til sin erklæring af 8. maj 2008 om mikrokreditter(10), - der henviser til EF-traktatens artikel 192, stk. 2, - der henviser til forretningsordenens artikel 39 og 45, - der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget, Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Retsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6-0041/2009), A. der henviser til, at Kommissionens nuværende definition på mikrokredit er et lån på 25.000 euro eller mindre, og at henstilling 2003/361/EF fastsætter, at en mikrovirksomhed beskæftiger under 10 personer og har en årlig omsætning eller en samlet årlig balance på ikke over 2 000 000 EUR; henviser til, at disse definitioner ikke synes at være relevante for alle nationale markeder og ikke muliggør en klar sondring mellem mikrokreditter og mikrolån til mikrovirksomheder, mikrokreditter til ikke-solide ("non-bankable") lånere og mikrokreditter til solide ("bankable") mikrovirksomheder, B. der henviser til, at vanskelig adgang til relevant finansiering ofte nævnes som en meget væsentlig barriere for iværksætterånd, og at der i Den Europæiske Union er en betydelig, potentiel efterspørgsel efter mikrokreditter, der i øjeblikket ikke dækkes, C. der henviser til, at Kommissionen ikke har fulgt op på de opfordringer, der blev fremsat i Parlamentets beslutning af 11. juli 2007 om at udarbejde en handlingsplan for mikrofinansiering, koordinere forskellige politiske foranstaltninger og gøre optimal brug af bedste praksis i Den Europæiske Union og i tredjelande, D. der henviser til, at Parlamentet i 2008 for andet år i træk godkendte bevillinger til et pilotprojekt om "Forberedende foranstaltning vedrørende fremme af mere gunstige forhold for mikrokredit i Europa", og at disse bevillinger, selv om Kommissionens ovennævnte meddelelse af 20. december 2007 desværre ikke nævner dem, på nyttig vis vil kunne afsættes til oprettelse af en egenkapital, der kan tjene som startkapital, E. der henviser til, at adskillige elementer adskiller mikrokreditter fra almindelige kreditter, herunder kreditter til små og mellemstore virksomheder (SMV'er), samt at virksomheder, der ønsker almindelige kreditter, almindeligvis betjenes af forskellige typer finansieringsinstitutter, og at man bør huske på, at det endelige mål er at inddrage alle borgere i det formelle finanssystem, F. der henviser til, at mikrokreditter medfører højere driftsomkostninger på grund af lånenes ringe størrelse, mangel på (tilstrækkelig) sikkerhed og høje sagsomkostninger, G. der henviser til, at mikrokreditvirksomhed indeholder innovative og subjektive elementer, som f.eks. alternative eller ingen krav til sikkerhed og utraditionel vurdering af kreditværdighed, samt at mikrokreditter ofte bevilges ikke kun til virksomheder, der sigter mod profit, men at de også tjener et samhørighedsformål, idet det forsøges at (re)integrere dårligt stillede personer i samfundet, H. der henviser til, at mikrokreditter pr. definition er små, men at muligheden for at "genanvende" dem (idet man forlænger dem efter tilbagebetalingen) på grund af deres almindeligvis korte løbetid mangedobler deres effekt; der henviser til, at målet om at reintegrere modtagerne i det traditionelle banksystem bør tilgodeses, I. der henviser til, at en række udbydere kan tilbyde mikrokreditter eller lette adgangen til finansiering, f.eks. uformelle udbydere af finansielle tjenesteydelser, (autoriserede P2P-lån), medlemsejede organisationer, (f.eks. kreditforeninger), ngo'er, gensidige bistandsselskaber, finansieringsinstitutter til fordel for udvikling af lokalsamfundene, garantibanker og -fonde og sparekasser, andelsbanker og forretningsbanker, samt at et samarbejde mellem disse forskellige udbydere, vil være hensigtsmæssigt, J. der henviser til, at det er nødvendigt at anerkende den unikke struktur hos udbyderne af finansielle tjenesteydelser på tværs af Den Europæiske Union, som f.eks. kreditforeninger, der er finansieringsinstitutter, som ikke er banker, og som mobiliserer medlemmernes indlån til mikrokreditter, og at disse unikke strukturer ikke a priori bør udelukke dem fra relevante mikrokreditstøtteprogrammer, K. der henviser til, at den nuværende finanskrise og dens mulige følger for økonomien som helhed påviser ulemperne ved komplekse, finansielle produkter og behovet for at overveje måder til at øge effektiviteten og sikre alle muligheder for at stille kreditter til rådighed, når erhvervslivet har begrænset adgang til kapital som følge af en likviditetsstramning, navnlig i økonomisk ugunstigt stillede regioner, og understreger samtidig vigtigheden af, at der er institutioner med fokus på udvikling i lokalområdet, og som har stærke forbindelser til lokalområdet og tilbyder sammenhængende banktjenester til alle økonomiske aktører, L. der henviser til, at iværksætterånd bør fremmes, M. mener, at der bør gøres den størst mulige indsats for at begrænse den lovgivningsmæssige byrde på mikrovirksomheder til et absolut minimum, og anmoder Kommissionen om at handle i overensstemmelse hermed, N. der henviser til, at lofter for rentesatser kan afholde långivere fra at yde mikrokreditter, hvis sådanne begrænsninger forhindrer dem i at dække deres udlånsomkostninger, O. der henviser til, at fremme af mikrokreditter bør spille en fremtrædende rolle i den reviderede Lissabonstrategi, P. der henviser til, at de, der er villige til at søge om midler under EU samhørighedspolitikken med henblik på oprettelse af små familievirksomheder, i et ikke et ubetydeligt antal tilfælde måske vil få vanskeligt ved at præstere den krævede medfinansiering, Q. der henviser til, at dårligt stillede personer, som f.eks. (langtids)arbejdsløse, bistandsmodtagere, indvandrere, etniske minoriteter, herunder romaerne, personer, der er aktive i den uformelle økonomi eller bor i ugunstigt stillede landområder, og kvinder, som ønsker at etablere mikrovirksomheder, bør være genstand for et EU-initiativ vedrørende mikrokreditter, R. der henviser til, at selv om det private engagement bør sikres i videst muligt omfang, er et offentligt engagement i mikrokreditvirksomhed nødvendigt, S. der henviser til, at der findes adskillige EU-initiativer, der indebærer elementer af støtte til mikrokreditter, at en strømlinet og mere fokuseret indfaldsvinkel gående ud på at kombinere sådanne initiativer for at forme et fælles system vil være hensigtsmæssig, T. der henviser til, at det er af væsentlig betydning at give grundlæggere af mikrovirksomheder adgang til virksomhedsstøtte (som f.eks. uddannelse, vejledning og kapacitetsopbygning) samt at uddannelse bør være obligatorisk for personer, der optager mikrokreditlån og der henviser til, at finansrådgivning for forbrugere og en ansvarlig kreditgivning bør udgøre en vigtig del af alle mikrofinansieringsinstitutters (MFI'ers) politik, U. der henviser til, at de potentielle modtagere af mikrokreditter bør nyde godt af solid juridisk rådgivning herunder med hensyn til indgåelse af kreditaftalen, etablering af virksomhed, inddrivelse af fordringer, køb og udnyttelse af intellektuelle og industrielle ejendomsrettigheder, navnlig når de pågældende mikrovirksomheder har til hensigt eller har potentiale til at drive forretning i andre EU-medlemsstater, V. der henviser til, at adgang til kreditoplysninger om potentielle låntagere ville lette ydelsen af mikrokreditter, W. der henviser til, at man bør fremme forskning i og udvekslingen af bedste praksis for mikrokreditter, f.eks. hvad angår innovative teknikker til bevilling og sikring af samt risikoreducering ved mikrokreditter, samt i hvilket omfang og for hvilke målgrupper sådanne fremgangsmåder fungerer i EU-sammenhæng, X. der henviser til, at mellemmændenes rolle bør undersøges med henblik på at forhindre misbrug, lige som der bør overvejes alternative måder til at skabe troværdighed hos låntagerne (f.eks. gennem peer-støttegrupper), Y. der henviser til, at der bør fastlægges rammer i EU-regi for MFI'er, som ikke er banker, og at Kommissionen bør udvikle mekanismer til fremme af mikrokredit, som forbliver neutrale blandt disse mikrokreditydere, Z. der henviser til, at personer, som ikke har en permanent adresse eller personlige identifikationspapirer, ikke gennem lovgivningen om hindring af hvidvaskning af penge og finansiering af terroristvirksomhed bør udelukkes fra at opnå mikrokreditter, AA. der henviser til, at EF konkurrencereglerne bør tilpasses med henblik på at begrænse barriererne for bevilling af mikrokreditter, AB. der henviser til, at EF reglerne om offentlige indkøb bør understøtte mikrokreditlåntagerne, 1. anmoder Kommissionen om på grundlag af EF-traktatens artikel 44, artikel 47, stk. 2 eller artikel 95 at forelægge Parlamentet et eller flere forslag til retsakt om ovenstående forhold i overensstemmelse med de detaljerede henstillinger i bilaget; 2. konstaterer, at disse henstillinger respekterer subsidiaritetsprincippet og borgernes grundlæggende rettigheder; 3. finder, at forslagets eller forslagenes finansielle følgevirkninger hvor det er hensigtsmæssigt bør dækkes af EU's budgetbevillinger; 4. pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter. BILAG BILAG TIL BESLUTNINGEN: DETALJEREDE HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DE(T) FORSLAG, DER ANMODES OM 1. Henstilling 1 om styrkelse af kendskabet til mikrokreditter Europa-Parlamentet finder, at det med det forslag til retsakt(er), der skal vedtages, bør tilstræbes at regulere følgende: a) Kommissionen bør sørge for indførelse af mikrokreditbegrebet i relevante statistikker og i lovgivning om finansielle institutioner. I statistikker over mikrokreditter bør der tages hensyn til medlemsstaternes tal for BNP per capita og sondres mellem selvstændige eller familiedrevne virksomheder og virksomheder med ansatte, der ikke hører til familien, for at muliggøre positiv forskelsbehandling til fordel for førstnævnte. b) Kommissionen bør opfordre medlemsstaterne til at standardisere den statistiske fremstilling af mikrokreditter, herunder indsamling og analyse af data opdelt efter køn, alder og etnisk tilhørsforhold. c) Kommissionen bør udarbejde en kommunikationsstrategi med henblik på at fremme selvstændig virksomhed som et alternativ til at være lønmodtager og især som en mulighed for dårligt stillede målgrupper til at komme ud af arbejdsløshed. d) Kommissionen bør opfordre medlemsstaterne til at indføre skatteincitamenter for private engagementer i mikrokreditvirksomheder. e) Kommissionen bør opfordre medlemsstaterne til at begrænse brugen af overgrænser for rentesatser på forbrugslån; medlemsstaterne bør imidlertid kunne anvende en mekanisme, som kan udelukke ekstraordinært høje rentesatser. f) Kommissionen bør - på baggrund af den seneste subprimekrise - analysere fordele og ulemper ved direkte mikrokreditformater set i forhold til securitiserede kreditfaciliteter. g) Kommissionen bør stille krav om, at medlemsstaterne specifikt analyserer og rapporterer om deres bestræbelser og resultater, hvad angår mikrokreditter, i deres årlige beretninger om deres nationale reformprogrammer i forbindelse med den reviderede Lissabonstrategis integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse. Kommissionen bør udtrykkeligt behandle mikrokreditter i den årlige situationsrapport. 2. Henstilling 2 om EU-finansiering Europa-Parlamentet finder, at det med det forslag til retsakt(er), der skal vedtages, bør tilstræbes at regulere følgende: a) Kommissionen bør sørge for (med)finansieringen af projekter vedrørende følgende, forudsat at det specifikke mål med en sådan finansiering er at fremme muligheden for at opnå mikrokreditter for alle personer og virksomheder uden direkte adgang til kreditter, som normalt defineres af medlemsstaterne i deres jurisdiktion som dårligt stillede målgrupper (f.eks. romaer, indvandrere, personer, der bor i ugunstigt stillede landområder, personer i usikre arbejdsforhold og kvinder):
b) For at undgå duplikation bør Kommissionen:
3. Henstilling 3 om harmoniserede EU-rammer for MFI'er, som er banker, eller ikke er banker Europa-Parlamentet finder, at det med det forslag til retsakt(er), der skal vedtages, bør tilstræbes at regulere følgende:
4. Henstilling 4 om lovgivning mod hvidvask af penge og mod terrorfinansiering Europa-Parlamentet finder, at det med det forslag til retsakt(er), der skal vedtages, bør tilstræbes at regulere følgende: Kommissionen bør under sin gennemgang af direktiv 2005/60/EF sikre, at de deri indeholdte bestemmelser ikke udgør hindringer for, at personer, der ikke har permanent adresse eller personlige identifikationspapirer, kan få adgang til mikrokreditter, ved at den åbner mulighed for særlige undtagelser fra bestemmelserne om udvisning af rettighed omhu i forbindelse med kundeidentifikation. 5. Henstilling 5 om EF-konkurrenceregler Europa-Parlamentet finder, at det med det forslag til retsakt, der skal vedtages, bør tilstræbes at regulere følgende: a) Kommissionen bør under sin gennemgang af de minimis-reglerne sørge for:
b) Kommissionen bør specificere, at den rolle, som mikrokreditudbydere har og den eventuelle, offentlige støtte, som sådanne institutioner modtager, er i overensstemmelse med EF konkurrencereglerne. c) Kommissionen bør gennemføre regler, som tillader præferencebehandlingen af varer og tjenesteydelser, der leveres af mikrokreditlåntagere under offentlige indkøbsprocedurer.
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik |