Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2337(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0245/2009

Indgivne tekster :

A6-0245/2009

Forhandlinger :

PV 24/04/2009 - 2
CRE 24/04/2009 - 2

Afstemninger :

PV 24/04/2009 - 7.27
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0335

Vedtagne tekster
PDF 139kWORD 63k
Fredag den 24. april 2009 - Strasbourg
25. årsberetning fra Kommissionen om kontrol med gennemførelsen af fællesskabsretten (2007)
P6_TA(2009)0335A6-0245/2009

Europa-Parlamentets beslutning af 24. april 2009 om 25. årsberetning fra Kommissionen om kontrol med gennemførelsen af fællesskabsretten (2007) (2008/2337(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til 25. årsberetning fra Kommissionen om kontrol med gennemførelsen af fællesskabsretten (2007) (KOM(2008)0777),

–   der henviser til arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene (SEK(2008)2854 og SEK(2008)2855),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. september 2007 "Et resultatorienteret Europa - Anvendelse af fællesskabsretten" (KOM(2007)0502),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. marts 2002 om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (KOM(2002)0141),

–   der henviser til sin beslutning af 21. februar 2008 om Kommissionens 23. årsrapport om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten (2005)(1),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 45 og 112, stk. 2,

–   der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget for Andragender (A6-0245/2009),

1.   beklager, at Kommissionen i modsætning til tidligere ikke har givet noget svar på de spørgsmål, som Parlamentet har rejst i sine tidligere beslutninger, navnlig ovennævnte beslutning af 21. februar 2008; konstaterer fraværet af væsentlige forbedringer inden for de tre grundlæggende spørgsmål vedrørende åbenhed, ressourcer og procedurernes varighed;

2.   erindrer Kommissionen om de krav, der er fremsat i de seneste år, herunder:

   snarest at undersøge muligheden af et system, der klart angiver de forskellige klagemekanismer, der er til rådighed for borgerne; dette system kunne enten have form af en fælles EU-portal, eller der kunne oprettes en online "one-stop-shop" til at bistå borgerne,
   at vedtage en meddelelse, der indeholder Kommissionens fortolkning af princippet om statens ansvar for overtrædelse af fællesskabsretten, herunder overtrædelser, der kan tilskrives retsvæsenet, således at borgerne kan medvirke mere effektiv i gennemførelsen af fællesskabsretten;

3.   anmoder derfor Kommissionen om at:

   respektere det i ovennævnte meddelelse af 20. marts 2002 afgivne tilsagn om, at alle Kommissionens afgørelser i overtrædelsessager vil blive offentliggjort(2), fordi offentliggørelsen af disse afgørelser fra og med registreringen af en klage og efterfulgt af alle senere akter er et uundværligt redskab til at undgå politisk indblanding i forvaltningen af overtrædelser,
   forelægge Parlamentet klare og udtømmende oplysninger om de midler, der er afsat til behandlingen af overtrædelsessager i de forskellige generaldirektorater, hvilket Parlamentet allerede har anmodet om flere gange,
   overveje en enklere og mindre bureaukratisk procedure for udfærdigelse af åbningsskrivelser mod medlemsstater, der ikke har overholdt deres forpligtelser, således at der hurtigt drages fordel af effektiviseringen af denne foranstaltning;
  

opfordrer desuden Kommissionen til at anvende EF-traktatens artikel 228 med beslutsomhed for at sikre, at de domme, som Domstolen afsiger, efterkommes korrekt;

4.   bemærker, at Kommissionen som lovet i den ovennævnte meddelelse af 5. september 2007(3) i den foreliggende årsberetning beskriver og redegør for de prioriterede aktioner, som den agter at gennemføre inden for bestemte områder af behandlingen af klager og overtrædelser; glæder sig over udtalelserne om, at der fortsat vil blive givet prioritet til løsning af "problemer, der har store følger for grundlæggende rettigheder og fri bevægelighed"(4); understreger betydningen af snarlige og beslutsomme aktioner på disse områder, eftersom voldshandlinger knyttet til racisme og fremmedhad er blevet et hyppigt fænomen i visse medlemsstater; glæder sig ligeledes over, at der gives prioritet til "overtrædelser, hvor borgerne i betydelig grad eller gentagne gange udsættes for direkte skade eller en alvorlig forringelse af deres livskvalitet"(5); opfordrer Kommissionen til at fremskynde en løsning og til, hvor det er passende, at afslutte de overtrædelsesprocedurer, som forhindrer medlemsstaterne i at investere i infrastrukturer, som kan påvirke gennemførelsen af den europæiske økonomiske genopretningsplan; anmoder Kommissionen om at forelægge Parlamentets kompetente udvalg en detaljeret tidsplan for de specifikke aktioner, den agter at iværksætte på disse områder;

5.   bemærker, at blandt de nye overtrædelsessager fra 2007 vedrører 1 196 manglende indberetning af nationale foranstaltninger til gennemførelse af fællesskabsdirektiver; finder det uacceptabelt, at Kommissionen vil give sig selv en frist på 12 måneder(6) til at behandle simple sager vedrørende manglende indberetning af en medlemsstats gennemførelsesforanstaltninger, og anmoder Kommissionen om at træffe automatiske og øjeblikkelige aktioner i tilfælde af denne art, som ikke kræver nogen form for undersøgelse eller vurdering;

6.   mener, at der stadig ikke er fastlagt nogle klare procedurer for effektiv retsforfølgning af en medlemsstat for en overtrædelse af fællesskabsretten, som siden er blevet afhjulpet, og for opnåelse af erstatning for tidligere fejl eller mangler; opfordrer Kommissionen til at fremsætte nye forslag (inden udgangen af 2010), der skal supplere den gældende traktatbrudsprocedure, således at der tages hensyn til denne uretfærdige situation;

7.   påpeger, at forespørgsler og klager vedrørende den korrekte anvendelse af fællesskabsretten ifølge den nye arbejdsmetode, som Kommissionen foreslog i sin meddelelse fra 2007, skal videresendes direkte til den pågældende medlemsstat, "hvis et spørgsmål kræver en afklaring af den faktiske eller retlige situation i medlemsstaten (…)", og at "medlemsstaterne [vil] få en kort frist til at give de fornødne præciseringer, oplysninger og løsninger direkte til de pågældende borgere eller virksomheder og til at underrette Kommissionen"(7);

8.   bemærker, at Kommissionen har iværksat projektet EU-Pilot med det formål at undersøge den nye arbejdsmetode i flere medlemsstater, at projektet, der blev indledt i april 2008, har deltagelse af 15 medlemsstater, og at det, når der efter det første år er foretaget en evaluering af det, vil kunne udvides til de øvrige stater;

9.   påpeger, at der imidlertid er tale om et frivilligt projekt, som allerede har afstedkommet forvirring og specifikke spørgsmål (som nævnt i sin ovennævnte beslutning af 21. februar 2008);

10.   anmoder i særdeleshed Kommissionen om at svare på, om ikke manglen på ressourcer i medlemsstaterne er et bekymrende tegn på, at der kan være reelle problemer med kontrollen med anvendelsen af fællesskabsretten; opfordrer desuden Kommissionen til i forbindelse med evalueringen af projektet at undersøge følgende forhold og orientere Parlamentet herom:

   om klagerne har modtaget en klar og udtømmende redegørelse fra Kommissionen om behandlingen af deres klage, om den nye metode reelt bidraget til at løse deres sager, og om den ikke har fjernet ansvaret fra Kommissionen i dens rolle som traktatens vogter;
   at den nye metode ikke har forsinket indledningen af overtrædelsesprocedurer, hvis varighed i forvejen er uhyre lang og uvis, yderligere;
   om Kommissionen har udvist langmodighed med medlemsstater med hensyn til overholdelsen af de frister, som Kommissionen har fastsat (10 uger), og om Kommissionen ved udløbet af denne frist har givet den pågældende medlemsstat præcise oplysninger og frister vedrørende Kommissionens efterfølgende skridt med henblik på at finde en hurtig og endelig løsning for borgeren;
   om den omstændighed, at EU-Pilot kun anvendes i 15 frivillige medlemsstater, har medført, at der udvises mindre opmærksomhed omkring behandlingen af overtrædelser i de medlemsstater, som ikke deltager i projektet;

11.   ønsker at få oplyst, om Kommissionen, takket være gennemførelsen af EU-Pilot og den deraf følgende mindskede arbejdsbyrde i forbindelse med behandlingen af overtrædelser, foretager en mere systematisk og udtømmende kontrol med gennemførelsen af direktiver i de nationale lovgivninger;

12.   anmoder Kommissionen om at oplyse, om EU-Pilot har haft indvirkning på gennemførelsen af de "pakkemøder", som Kommissionen holder for de medlemsstater, der er involveret i projektet, og for de øvrige medlemsstater, der ikke deltager, eftersom disse møder betragtes som det vigtigste redskab til at håndtere og løse overtrædelsesprocedurer;

13.   mener, at EU's borgere bør kunne forvente den samme grad af gennemsigtighed fra Kommissionen, uanset om de indgiver en formel klage, eller om de udøver deres ret til at indgive andragender i henhold til traktaten; kræver derfor, at der til Udvalget for Andragender sendes regelmæssige og klare oplysninger om alle trin i overtrædelsesprocedurer, i forbindelse med hvilke der også er indgivet et andragende, hvis behandling ikke er afsluttet, eller at udvalget i modsat fald får adgang til Kommissionens relevante database på lige fod med Rådet;

14.   erindrer Kommissionen om, at alle henvendelser, der kan betragtes som en klage over en faktisk overtrædelse af fællesskabsretten, skal registreres som sådanne, medmindre de er omfattet af de undtagelser, der er anført i punkt 3 i bilaget til den nævnte meddelelse af 20. marts 2002;

15.   bemærker, at Kommissionen har oplyst, at et så grundlæggende direktiv som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område(8) reelt ikke er blevet gennemført korrekt i national lovgivning i en eneste medlemsstat; påpeger, at Kommissionen har modtaget mere end 1 800 individuelle klager i tilknytning til dette direktiv, registreret 115 af dem som klager og indledt fem overtrædelsesprocedurer for ukorrekt anvendelse af direktivet(9); anerkender det effektive samarbejde og den gennemsigtighed, som Kommissionen har udvist over for Parlamentet i forbindelse med direktiv 2004/38/EF; tilslutter sig den fremgangsmåde, som Kommissionen foreslår, som indebærer en løbende og udtømmende kontrol med det, støtte til medlemsstaterne for at sikre en fuld og korrekt anvendelse gennem offentliggørelse af de relevante retningslinjer i første halvår af 2009 og indledning af overtrædelsesprocedurer mod de medlemsstater, hvis nationale lovgivning er i strid med direktivet; udtrykker ikke desto mindre alvorlige bekymringer med hensyn til Kommissionens evne til at varetage sin rolle som traktatens vogter og med hensyn til de muligheder, der gives Parlamentet for at efterprøve den politik for registrering af klager, der føres i Kommissionens forskellige tjenestegrene;

16.   opfordrer alle Kommissionens tjenestegrene til at holde klagerne fuldt orienterede om udviklingen i deres klagesager ved udløbet af hver af de fastlagte frister (åbningsskrivelser, begrundede udtalelser, sagsanlæg for Domstolen eller afslutning af en sag), eller til, hvor det er relevant, at udfærdige henstillinger om behandling af sagen gennem alternative tvistbilæggelsesordninger, oplyse grundene til deres afgørelser og meddele disse grunde i detaljer til klagere i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i ovennævnte meddelelse fra 2002;

17.   bifalder, at Kommissionen af hensyn til borgerne gradvis indfører resuméer, som offentliggøres i forbindelse med vigtige lovforslag fra Kommissionen; anbefaler at gøre sådanne resuméer tilgængelige via en enkelt adgangsportal og anser det for uacceptabelt, at sådanne resuméer slettes, så snart lovgivningsproceduren er afsluttet, da det netop er på dét tidspunkt, at de er mest relevante for borgere og virksomheder;

18.   erindrer om Rådets forpligtelse til at tilskynde medlemsstaterne til at udarbejde og offentliggøre tabeller, der viser sammenhængen mellem direktiver og nationale gennemførelsesforanstaltninger; insisterer på, at sådanne tabeller er nødvendige for, at Kommissionen kan foretage en effektiv kontrol af gennemførelsesforanstaltninger i alle medlemsstater;

19.   bemærker med skuffelse, at der under denne valgperiode ikke er gjort nogen væsentlige fremskridt med hensyn til den afgørende rolle, som Parlamentet burde spille inden for kontrol med anvendelsen af fællesskabsretten; mener, at Kommissionens prioritering af overtrædelsesprocedurer involverer politiske og ikke kun rent tekniske beslutninger, som ikke i øjeblikket er underlagt nogen form for ekstern undersøgelse, kontrol eller gennemsigtighed; opfordrer til en snarlig gennemførelse af de relevante reformer, som Europa-Parlamentets Arbejdsgruppe om Institutionel Reform har foreslået, og som styrker Parlamentets muligheder for føre tilsyn med anvendelsen af fællesskabsretten; støtter i denne forbindelse Formandskonferencens afgørelse af 25. marts 2009;

20.   opfordrer til øget samarbejde mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet og deres respektive medlemmer for at fremme og uddybe kontrollen med europæiske anliggender på nationalt plan og for at lette informationsudvekslingen navnlig under vedtagelsen af europæiske retsakter; mener, at medlemmer af nationale parlamenter kan spille en værdifuld rolle i kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten og således kan bidrage til at styrke Den Europæiske Unions demokratiske legitimitet og bringe den tættere på borgerne;

21.   erindrer om Rådets tilsagn om at tilskynde medlemsstaterne til at udarbejde og offentliggøre tabeller, der tydeliggør forbindelsen mellem direktiver og nationale gennemførelsesforanstaltninger; understreger, at sådanne tabeller er afgørende, hvis Kommissionen effektivt skal kunne kontrollere gennemførelsesforanstaltningerne i samtlige medlemsstater; agter i sin egenskab af medlovgiver at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at bestemmelser vedrørende disse tabeller ikke fjernes fra Kommissionens forslag i løbet af lovgivningsproceduren;

22.   bemærker, at de nationale domstole spiller en afgørende rolle for anvendelsen af fællesskabsretten, og støtter fuldt ud Kommissionens bestræbelser på at identificere områder, inden for hvilke supplerende kurser med fordel vil kunne tilbydes nationale dommere, aktører inden for retsvæsenet og tjenestemænd hos de nationale myndigheder; understreger, at denne støtte er afgørende i de nye medlemsstater, navnlig vedrørende adgangen til retsinformation og retslitteratur på alle officielle sprog; understreger behovet for støtte til bedre adgang til databaser over nationale retskendelser vedrørende fællesskabsretten;

23.   tilskynder Kommissionen til at foretage en nøje undersøgelse af kollektive klagesystemer i EU med henblik på at fuldføre de igangværende initiativer inden for forbruger- og konkurrencelovgivning; mener, at sådanne mekanismer kan anvendes af borgere, herunder andragere, til at opnå en mere effektiv gennemførelse af fællesskabsretten;

24.   opfordrer Kommissionen til at sikre, at der gives større prioritet til gennemførelsen af fællesskabsretten på miljøområdet, under henvisning til de foruroligende tendenser, som Kommissionen redegør for i sin beretning, og de mange andragender indgivet på dette område og henstiller i denne forbindelse til, at kontrollen med gennemførelsen styrkes, og at de relevante tjenester tildeles tilstrækkelige ressourcer; bifalder Kommissionens meddelelse af 18. november 2008 om gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs miljølovgivning (KOM(2008)0773) som et første skridt i denne retning;

25.   er enig i Kommissionens vurdering, at der bør træffes flere forebyggende foranstaltninger for at forhindre, at medlemsstaterne overtræder fællesskabslovgivningen; opmuntrer Kommissionen til at acceptere de specifikke krav, som Udvalget for Andragender har fremsat, for at forhindre, at der opstår uoprettelige skader på miljøet, og beklager, at Kommissionens svar alt for ofte er, at den må afvente de ansvarlige nationale myndigheders endelige afgørelse, før den har beføjelse til at handle;

26.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Domstolen, Den Europæiske Ombudsmand og medlemsstaternes regering og parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0060.
(2) Punkt 12: "Kommissionens afgørelser i overtrædelsessager offentliggøres inden en uge efter deres vedtagelse på Kommissionens Generalsekretariats Internetsted på følgende adresse: http://europa.eu.int/comm/secretariat_general/sgb/droit_com/index_en.htm#infractions. Afgørelser om at fremsætte en begrundet udtalelse over for en medlemsstat eller om at indbringe sagen for EF-Domstolen offentliggøres desuden i en pressemeddelelse, medmindre Kommissionen beslutter andet."
(3) Punkt 3: "Fra 2008 vil Kommissionen i sin årsberetning beskrive og redegøre for sit arbejde vedrørende disse prioriteter."
(4) KOM(2008)0777, s. 9.
(5) Ibid.
(6) "For sager vedrørende manglende meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger bør målet være, at der ikke går mere end 12 måneder, fra åbningsskrivelsen afsendes til sagen afsluttes eller indbringes (sic) for Domstolen." (KOM(2007)0502).
(7) KOM(2007)0502, s. 7.
(8) EUT L 158 af 30.4.2004, s.77.
(9) "I de tredive måneder, der er gået, siden direktivet trådte kraft, har Kommissionen modtaget flere end 1 800 individuelle klager, 40 forespørgsler fra Europa-Parlamentet og 33 andragender vedrørende dets anvendelse." - Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (KOM(2008)0840), s. 9.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik