Europa-Parlamentet,

–   der henviser til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og den dertil hørende Kyotoprotokol,

–   der henviser til Bali-handlingsplanen (afgørelse 1/COP 13),

–   der henviser til den femtende partskonference (COP 15) under UNFCCC og femte samling i den partskonference, der tjener som møde for parterne i Kyotoprotokollen (COP/MOP 5), som afholdtes i København den 7.-18. december 2009, samt til Københavnsaftalen,

–   der henviser til EU's energi- og klimapakke, der blev vedtaget den 17. december 2008,

–   der henviser til sine tidligere beslutninger om klimaændringer og især den, der blev vedtaget den 25. november 2009 om EU's strategi for klimakonferencen i København (COP 15),

–   der henviser til den næste partskonference (COP 16), der skal afholdes i Mexico,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.   der henviser til, at forhandlingerne om en omfattende international klimaaftale for perioden efter 2012, som skulle være afsluttet i København i december 2009, endte med en skuffende aftale, som UNFCCC's partskonference blot tog til efterretning,

B.   der henviser til, at aftalen ikke er retligt bindende og ikke indeholder emissionsreduktionsmål og ej heller noget specifikt tilsagn om at indgå en retligt bindende aftale i 2010;

C.   der henviser til, at aftalen anerkender, at det er nødvendigt at begrænse den globale temperaturstigning til højst 2° C, og indeholder en henvisning til, at man bør forsøge at finde metoder til at holde den globale temperaturstigning på under 1,5° C,

D.   der henviser til, at det ikke lykkedes EU at spille en ledende rolle i kampen mod klimaændringerne, og at EU end ikke var involveret i de afsluttende forhandlinger med USA, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika om det endelige aftaleudkast,

E.   der henviser til, at det i IPCC's fjerde evalueringsrapport erkendes, og at det yderligere fremgår af en stadig mere omfangsrig videnskabelig dokumentation, at det er nødvendigt med store nedskæringer i de globale emissioner for at holde den globale temperaturstigning på under 2° C,

F.   der henviser til, at adskillige udviklede lande og udviklingslande har undladt at støtte udformningen og gennemførelsen af nye internationale rammer for klimabeskyttelse,

G.   der henviser til, at EU ikke bør slække på sit eget engagement i klimaforanstaltninger, selv om nogle af vores vigtigste forhandlingspartnere fortsat synes uvillige eller ude af stand til at bremse udviklingstendensen i deres emissioner,

H.   bemærker, at blot 28 stater uden for EU har givet meddelelse til FN om deres mål for drivhusgasemissioner efter 2020 inden fristen den 31. januar 2010, og at nogle blot har givet meddelelse om effektivitetsmål, der overhovedet ikke vil føre til nogen form for reduktion,

1.   beklager svagheden i den aftale, der blev opnået på COP 15, fordi den ikke bringer os nærmere til en omfattende global aftale for tiden efter 2012, ikke opstiller globale mellemlangsigtede eller langsigtede reduktionsmål og mangler angivelse af, hvornår de globale emissioner senest skal toppe; noterer sig desuden offentlighedens skuffelse over, at det ikke lykkedes at nå frem til en meningsfuld aftale i København,

2.   mener, at forsinkelsen med hensyn til at nå til enighed på internationalt plan ikke er nogen begrundelse for at udsætte andre EU-politikker, der har til formål at opnå den allerede retligt bindende forpligtelse til at reducere vores udslip med 20 % inden 2020; gentager vores ønske om at gå videre til en reduktion på 30 %; bemærker også, at de initiativer, der er taget inden for EU med henblik på at fremme og tilskynde til grøn økonomi, energisikkerhed og formindsket energiafhængighed, vil gøre det stadig lettere at opfylde reduktionsmålene på 30 %;

3.   anerkender, at de forventede omkostninger ved, at EU opnår en emissionsbegrænsning på 30 % i forhold til 1990 inden 2020, nu er lavere end de forventede omkostninger ved opnåelse af en reduktion på 20 %, da dette blev aftalt, og opfordrer derfor Kommissionen til at forelægge et forslag om, at EU højner sit ambitionsniveau ensidigt og fastsætter et reduktionsmål for 2020, der er højere end 20 %;

4.   opfordrer EU til at nå hjemlige mål gennem energibesparelser og vedvarende energikilder og til, at der så snart som muligt indgås en aftale om et ambitiøst og bindende energibesparelsesmål;

5.   giver udtryk for sin skuffelse over medlemsstaternes manglende sammenhold; opfordrer derfor EU til at tale med én stemme under internationale klimaforhandlinger for at beholde sin ledende rolle i forhandlingerne om en bindende, omfattende aftale for tiden efter 2012 i overensstemmelse med den seneste videnskabelige udvikling og i tråd med 2º C-målsætningen på COP 16;

6.   beklager desuden, at EU ikke ved hjælp af specifikke forpligtelser til international offentlig finansiering af klimabestræbelser i udviklingslandene på et tidligere stadium har været i stand til at opbygge tillid til forhandlingerne med henblik på at gøre yderligere fremskridt i ad hoc-arbejdsgrupperne; opfordrer endvidere EU til at præcisere sin holdning vedrørende endnu en forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen, under forudsætning af at USA indgår lignende forpligtelser under et andet retligt instrument, og at overskydende AAU- og LULUCF-regler ikke undergraver dets miljømæssige integritet;

7.   understreger, at der er behov for at skabe et nyt "klimadiplomati"; opfordrer derfor indtrængende EU's højtstående repræsentant og kommissæren for klimaindsats til at gå i spidsen for denne strategi især over for mere progressive udviklingslande og vækstøkonomier; opfordrer indtrængende EU til at enes om en "køreplan for Mexico", der vil inddrage drøftelse af klimapolitikker i samtlige strategiske partnerskaber og bi- og multilaterale samarbejdsaftaler med henblik på at udforme en mere sammenhængende klimabeskyttelsesstrategi udadtil; opfordrer EU og dets medlemsstater til at opbygge en "ansvarsalliance", som er åben for alle stater, der anser klimaændring som en betydelig trussel mod menneskeheden og er parate til at gøre en indsats for at standse den globale opvarmning;

8.   opfordrer EU og dets medlemsstater til at håndhæve princippet om "klimaretfærdighed" i det langsigtede perspektiv mod 2050 og videre frem; slår derfor til lyd for en billighedsklausul i fremtidige internationale klimaforhandlinger;

9.   opfordrer fora såsom G20 eller De Større Økonomiers Forum, der repræsenterer de største kulproducenter, til at påtage sig et større ansvar i forhold til at hjælpe med at skabe konsensus i de formelle forhandlinger;

10.   noterer sig tilsagnet om oprettelse af en årlig fond med 100 mia. USD fra de udviklede lande inden 2020 og ydelse af et beløb på 30 mia. USD til udviklingslandene over de næste tre år (2010-2012) til bekæmpelse af klimaændringer, og om etablering af en grøn klimafond, der skal støtte projekter i udviklingslande i forbindelse med skovrydning og skovforringelse; beklager dog, at tilsagnet ikke svarer til Kommissionens skøn, ifølge hvilket der ville være fremskaffet 100 mia. EUR pr. 2020;

11.   understreger, at de industrialiserede lande har et ansvar for at yde udviklingslandene tilstrækkelig, bæredygtig og forudsigelig finansiel og teknisk støtte for at gøre det muligt for dem at forpligte sig til at nedbringe deres drivhusgasemissioner, tilpasse sig til konsekvenserne af klimaændringer og nedbringe emissionerne fra skovrydning og -forringelse samt til at styrke kapacitetsopbygningen med henblik på at kunne overholde forpligtelserne forbundet med den fremtidige internationale klimaaftale;

12.   insisterer på, at sådanne forpligtelser til at yde den nødvendige forudsigelige økonomiske støtte til afbødning af og tilpasning til klimaændringer under UNFCCC skal være nye og supplere den officielle udviklingsbistand samt uafhængig af de årlige budgetprocedurer i medlemsstaterne; minder om, at de allerede eksisterende tilsagn for den officielle udviklingsbistand har som mål at nå op på 0,7 % af BNP inden 2015;

13.   mener, at EU straks bør indgå i forhandlinger med vores amerikanske partnere med henblik på at sikre, at det fremvoksende CO2-marked i USA er foreneligt med vores eget, og dermed skabe et transatlantisk CO2-marked som en forløber for et globalt CO2-marked;

14.   understreger nødvendigheden af, at den finansielle støtte på 7,2 mia. EUR til hurtig opstart til udviklingslandene, som EU-medlemsstaterne har givet tilsagn om, skal være ny og et supplement til ODA-budgetterne, samt at den koordineres på EU-plan og stilles til rådighed så snart som muligt og under alle omstændigheder inden mødet i Bonn i juni 2010; mener, at dette er en afgørende faktor for at skabe tillid til et vellykket møde i Mexico; opfordrer også Kommissionen til at aflægge rapport om anvendelsen af den lovede hurtige opstartstøtte og dens karakter af supplement til eksisterende ODA inden det nævnte møde i Bonn;

15.   minder om, at det kollektive bidrag fra EU til udviklingslandenes afbødningsindsats og tilpasningsbehov bør være på mindst 30 000 mio. EUR om året frem til 2020, et tal, som kan stige i takt med ny viden om alvoren af klimaændringerne og omfanget af de dermed forbundne omkostninger;

16.   understreger, at den forestående revision af EU's budget skal fokusere på at tilvejebringe tilstrækkelige midler til foranstaltninger til beskyttelse imod og tilpasning til klimaændringerne, både inden for EU og i udviklingslandene; noterer sig ligeledes, at revisionen bør overveje muligheden for indførelse af nye og innovative finansieringsmekanismer til støtte for den internationale klimaindsats;

17.   glæder sig over de ambitiøse tilsagn, som nogle udviklingslande gav inden, under og efter forhandlingerne i København; noterer sig, at man i Københavnsaftalen nåede til enighed om måling, indberetning og kontrol af afbødningsforanstaltninger i udviklingslandene gennem nationale redegørelser, som vil blive gjort til genstand for internationale konsultationer og analyser efter klart definerede, endnu ikke fastlagte, retningslinjer, som skal sikre, at den nationale suverænitet og den korrekte anvendelse af midler respekteres;

18.   er enig i oprettelsen af en mekanisme til reduktion af emissionerne fra skovrydning og skovforringelse og forbedring af skovenes optag af drivhusgasser samt etableringen af en teknologimekanisme, der skal fremskynde udvikling og overførsel af teknologi, og glæder sig over henvisningen til den rolle, som markederne skal spille for at øge de afbødende foranstaltningers omkostningseffektivitet; noterer sig også, at effektiv gennemførelse af sådanne mekanismer kræver enighed inden for rammerne af UNFCCC;

19.   understreger, at enhver fremtidig REDD-ordning skal respektere indfødte folkeslags og lokale samfunds rettigheder, herunder deres ret til kollektiv ejendom og til deres autonome oprindelige territorier, og sikre deres fulde og effektive deltagelse, herunder i udvikling og gennemførelse af nationale REDD-planer og tildeling eller fordeling af finansiering;

20.   anmoder om, at miljømæssig effektivitet af emissionsreduktionsmålene i bilag I skal være det ledende princip for EU's tilgang til internationale regnskabsregler for skovforvaltning og LULUCF (arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug), det ledende princip for fleksible mekanismer samt for, at der tages hensyn til alle resultater, der ligger over, hvad der er forudset i den første forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen i forhold til målene for tiden efter 2012;

21.   beklager det manglende fremskridt i bestræbelserne på at nedbringe de globale flytransport- og søtransportemissioner; opfordrer EU til at sikre, at de samlede klimavirkninger fra luftfarten tages i betragtning, og at reduktionsmålene for luftfartssektoren og skibsfartssektoren er de samme som for andre industrisektorer i den kommende aftale;

22.   beklager, at USA og Kina af interne politiske årsager ikke var indstillet på at acceptere en mere ambitiøs aftale; mener, at EU, USA og Kina spiller en afgørende rolle for at sikre en bindende international aftale; opfordrer indtrængende USA og Kina samt andre internationale partnere til at vise yderligere engagement i en international klimabeskyttelsesordning med henblik på at genoptage drøftelserne og nå frem til en ambitiøs og juridisk bindende international aftale i overensstemmelse med den seneste forskningsmæssige udvikling og i overensstemmelse med 2º C-målsætningen;

23.   beklager, at visse lande, nemlig Sudan og de såkaldte Alba-lande (Antigua og Barbuda, Bolivia, Cuba, Dominica, Ecuador, Nicaragua, Saint Vincent og Grenadinerne og Venezuela), udviste en blokerende adfærd under de internationale forhandlinger for at undgå strenge og bindende tilsagn på trods af den høje grad af politisk fremdrift i København;

24.   peger på den voksende offentlige bevidsthed om konsekvenserne af klimaændringer ikke blot i udviklingslandene, men også i hurtigt voksende økonomier; opfordrer til øget dialog, især med de mindst udviklede lande, Alliancen af Små Østater (AOSIS) og Afrika, på vej mod en bindende international aftale om klimaændringer med henblik på at reducere klimaændringernes virkninger og konsekvenser i den nærmeste fremtid for disse regioners befolkning, folkesundhed, migration og økonomi;

25.   understreger, at det er bydende nødvendigt, at IPCC undersøger alle sine konklusioner for at bekræfte, at har været underkastet et peer review i overensstemmelse med bedste praksis inden for videnskaben; foreslår, at der bør udarbejdes en foreløbig rapport, som kan ajourføre konklusionerne, og mener, at der i fremtidige rapporter bør være specifikke referencer til påstande fra personer, der stiller spørgsmålstegn ved flertallets synspunkter, og at disse også skal underkastes peer review;

26.   anser det for afgørende for konkurrenceevnen i EU's industri, at de øvrige industrialiserede lande uden for EU accepterer en tilsvarende indsats, samt at udviklings- og vækstøkonomier afgiver rimelige reduktionstilsagn; erindrer om, at reduktionsmålene skal kunne måles, rapporteres og kontrolleres og glæder sig i denne forbindelse over det engagement, som visse udviklingslande viser med hensyn til at forelægge nationale rapporter om deres bestræbelser på at reducere emissioner;

27.   mener, at de bilaterale møder mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i væsentlig grad kan bidrage til debatten og fremme forståelsen mellem parterne; overvejer derfor at afholde disse møder før begyndelsen på de officielle forhandlinger med henblik på at bidrage på en mere meningsfuld måde til det bedst mulige forhandlingsresultat;

28.   understreger, at udfordringerne for fremtidens klimapolitik ikke kun drejer sig om CO2-reduktion, men også om en mere effektiv og bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne;

29.   gentager sin støtte til reformprocessen i FN og konstaterer, at resultatet af klimakonferencen i København er endnu et eksempel, der bekræfter den bydende nødvendighed af at genoverveje arbejdsmetoderne inden for FN; bekræfter endvidere sit engagement i klimaforhandlingerne inden for rammerne af FN, som er det eneste lovformelige organ, der kan behandle et problem af så grundlæggende betydning for hele det globale fællesskab; mener imidlertid, at der er presserende behov for grundige overvejelser om, hvordan processen kan gøres mere effektiv;

30.   opfordrer til større gennemsigtighed, hvilket kan muliggøre bedre inddragelse af civilsamfundet og interesserede parter ved COP 16 i Mexico;

31.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer med anmodning om, at den bliver fremsendt til alle kontraherende parter uden for EU.