Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Den Europæiske Centralbanks (ECB) årsberetning for 2008,

–   der henviser til EF-traktatens artikel 113,

–   der henviser til artikel 15 i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, som er bilag til traktaten,

–   der henviser til Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

–   der henviser til sin beslutning af 2. april 1998 om demokratisk ansvar i ØMU'ens tredje fase(1),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. oktober 2009 om årlig redegørelse vedrørende euroområdet 2009 (KOM(2009)0527) og Kommissionens arbejdsdokument, der er vedføjet denne meddelelse (SEK(2009)1313/2),

–   der henviser til Kommissionens foreløbige økonomiske prognose fra september 2009,

–   der henviser til Kommissionens forslag af 23. september 2009 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om makrotilsyn på fællesskabsplan af det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici (KOM(2009)0499),

–   der henviser til Kommissionens forslag af 23. september 2009 til Rådets beslutning om at overdrage Den Europæiske Centralbank specifikke opgaver i relation til Det Europæiske Råd for Systemiske Risici (KOM(2009)0500),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–   der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0010/2010),

A.   der henviser til, at der i forbindelse med den finansielle og økonomiske krise har været tale om den alvorligste globale økonomiske tilbagegang siden 1930»erne, hvilket vil have betydelige indvirkninger på medlemsstaternes finansielle og sociale struktur i mange år frem,

B.   der henviser til, at BNP målt i faste priser i euroområdet i 2008 steg med kun 0,7 % som følge af den finansielle og økonomiske krise, og til, at BNP forventes at være faldet betydeligt i 2009,

C.   der henviser til, at den gennemsnitlige årlige inflationsrate i 2008 var på 3,3 % og nåede et maksimum på 4,0 % i sommeren 2008, hvad der var den højeste registrerede inflationsrate siden euroens indførelse, og til, at inflationen derefter faldt og blev negativ i løbet af sommeren 2009,

D.   der henviser til, at det offentlige underskud i euroområdet steg fra 0,6 % af BNP i 2007 til 1,9 % i 2008, og at der for tyve medlemsstaters vedkommende i midten af oktober 2009 skulle gennemføres en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud,

E.   der henviser til, at den gennemsnitlige offentlige gældskvote i euroområdet steg fra 66,2 % af BNP ved udgangen af 2007 til 69,6 % ved udgangen af 2008, og at dette tal forventes at stige yderligere i de kommende år,

F.   der henviser til, at der i 2008 kunne registreres betydelige udsving i euroens kurs i forhold til dollaren med et maksimum på 1,60 USD i juli og 1,25 USD i oktober, men at den derefter steg til en kurs på 1,50 USD i oktober 2009,

G.   der henviser til, at ECB fastholdt renten på et uændret niveau i første halvdel af 2008, men derefter i juli 2008 hævede den med 25 basispoint til 4,25 % for efterfølgende gradvist at sænke den til 2,5 % i løbet af sidste kvartal i 2008 og derefter til 1 % i 2009,

H.   der henviser til, at ECB som reaktion på finanskrisen i betydeligt omfang har forøget forsyningen af likviditet til bankerne i euroområdet og truffet en række utraditionelle foranstaltninger for at forbedre den måde, pengemarkederne fungerer på, og til, at tilsvarende likviditetsfremmende faciliteter kun blev stillet til rådighed for nogle af de medlemsstater, som ikke er med i euroområdet,

Indledning

1.   byder Slovakiet velkommen i euroområdet og tager landets vellykkede indtræden til efterretning;

2.   påpeger, at medlemskab af Den Europæiske Union er en forudsætning for medlemskab af euroen;

3.   glæder sig over, at ECB med Lissabontraktaten har fået status som EU-institution; mener, at Parlamentet hermed vil få et større ansvar som den vigtigste institution, gennem hvilken ECB er ansvarlig over for borgerne i Europa;

ECB's reaktion på finanskrisen

4.   konstaterer, at 2008 var det år, hvor ECB på grund af den dramatiske økonomiske og finansielle krise og dens vidtrækkende konsekvenser måtte træffe nogle af sine vanskeligste afgørelser siden sin oprettelse;

5.   bemærker, at ECB's økonomiske prognoser i lighed med IMF's og andre internationale institutioners, ikke forudså omfanget af den økonomiske lavkonjunktur i 2008;

6.   bemærker, at ECB hele tiden har reageret på krisen, idet den har bistået medlemsstaterne ved at opretholde og øge tilførslen af likviditet til kreditinstitutionerne; anbefaler, at ECB stiller en sådan likviditet til rådighed uden for euroområdet med henblik på at hjælpe de medlemsstater, der er hårdest ramt at den finansielle krise;

7.   er skuffet over, at nogle forretningsbanker ikke lod deres kunder nyde godt af rentesænkningerne, og at denne holdning var særligt fremherskende, da ECB's rentesats nåede sit laveste niveau;

8.   glæder sig over, at ECB ud over at føre sin sædvanlige pengepolitik har truffet flere særforanstaltninger, såsom at tilpasse likviditetsforsyningen til den reelle efterspørgsel eller ved at stille likviditet til rådighed i længere perioder;

9.   bemærker, at ECB's rentenedsættelser var mindre vidtgående end dem, som blev foretaget af andre centralbanker, f.eks. US Federal Reserve og Bank of England, og i forhold til, hvad mange økonomiske iagttagere på daværende tidspunkt forventede;

10.   er skuffet over, at den yderligere likviditet, som ECB stillede til rådighed, ikke i tilstrækkelig grad mildnede den kreditklemme, som erhvervslivet, og især de små og mellemstore virksomheder, befandt sig i, men i stedet af visse banker blev anvendt til at forbedre deres margener og dække tab;

11.   beklager, at medlemsstaterne ikke har fulgt ECB's råd om at underkaste bankstøtteordninger de betingelser, der i fællesskab er fastlagt på europæisk plan vedrørende dividende og bonusudbetalinger, støtte til økonomisk aktivitet, navnlig i SMV'er, og transaktioner, der gennemføres i skattely;

12.   er enigt med ECB i, at de finansielle instrumenters tiltagende kompleksitet sammen med en vis mangel på gennemsigtighed i de finansielle institutioner, mangelfuldt tilsyn fra kontrolorganernes side og huller i reguleringen af de finansielle markeder har bevirket øgede systemiske risici; mener desuden, at dette har ført til, at der i offentligheden er en stigende mistillid til de finansielle institutioner;

13.   udbeder sig ECB's holdning til oprettelsen af en clearingcentral for instrumenter såsom credit default swaps (CDS) inden for euroområdet;

14.   henleder ECB's opmærksomhed på risikoen for, at der igen kan udløses spekulationsbobler, navnlig på råvaremarkedet; opfordrer indtrængende ECB til snarest at advare regeringerne herom;

15.   er i lighed med ECB af den opfattelse, at der må uddrages en lære af krisen, først og fremmest at der må ske en forbedring af forvaltningen af risici og af likviditet i det finansielle system, og at de finansielle markeder og institutioners gennemsigtighed skal øges, hvis der ikke igen skal opstå en tilsvarende krise; minder om, at der også skal sættes ind over for globale ubalancer, som er relateret til udsving i valutakurserne mellem euroen og tredjelandes valutaer, såsom den amerikanske dollar og den kinesiske renminbi, hvis fremtidige finansielle kriser skal undgås;

16.   glæder sig over de foranstaltninger, som ECB har truffet for at foreslå en detaljeret »exitstrategi« fra bankens pengepolitiske lempelse, der kan gennemføres når og hvis, det bliver nødvendigt; betoner, at timingen og koordineringen mellem medlemsstaterne i denne forbindelse er af største vigtighed; glæder sig i denne sammenhæng over, at de fleste af disse foranstaltninger udløber af sig selv, såfremt der sker en løbende forbedring af den økonomiske situation;

17.   henstiller, at ethvert skridt til at øge renten bør tages med den største forsigtighed for ikke at bringe den fremtidige økonomiske vækst i fare;

18.   mener, at medlemsstaterne bør bibeholde deres finanspolitiske stimulering for at opretholde beskæftigelsen, tilskynde til investeringer og fremme væksten, og at de bør ophæve disse foranstaltninger, når der igen er sikret en bæredygtig vækst, og sætte ind over for uforholdsmæssigt store offentlige underskud;

Økonomisk og monetær stabilitet

19.   deler ECB's bekymring vedrørende forskellene på økonomierne i euroområdet og den måde, krisen har ramt de forskellige lande på, navnlig de lande, som er præget af allerede bestående strukturelle mangler, høje lønomkostninger, underskud på de løbende poster og gæld;

20.   opfordrer samtlige medlemsstater i euroområdet til at notere sig, at deltagelse i dette område, hvis man skal kunne tale om en egentlig økonomisk og monetær union, ikke kan betragtes som et mål i sig selv, og fremhæver desuden behovet for strukturreformer; mener endvidere, at det, såfremt disse reformer ikke gennemføres, vil skabe usikkerhed om stabilitets- og vækstpagtens troværdighed og bæredygtighed;

Forvaltning og beslutningstagning

21.   påpeger, at euroen i en periode, der har været kendetegnet ved en høj grad af valutakursvolatilitet, har øget sin styrke, navnlig over for den amerikanske dollar og den kinesiske renminbi, og udtrykker bekymring for, at dette kan have en ødelæggende virkning for euroområdets konkurrenceevne;

22.   anbefaler, at ECB øger gennemsigtigheden i sit arbejde med henblik på at styrke sin legitimitet og forudsigelighed, navnlig ved at offentliggøre protokollerne fra møderne i Styrelsesrådet i lighed med, hvad der er praksis i hhv. den amerikanske, den engelske og den japanske centralbank; påpeger, at der også er behov for en sådan gennemsigtighed, for så vidt angår de interne modeller, der bruges til at værdiansætte sikkerhedsstillelse i illikvide aktiver, og vurderingerne af specifikke værdipapirer, der stilles som sikkerhed;

23.   bekræfter, at den går ind for den pengepolitiske dialog mellem Parlamentet og ECB, der finder sted på kvartalsbasis; mener desuden, at dialogen er en vigtig mekanisme for kontrol med ECB's arbejde, og at den bidrager til, at der kan føres offentlig kontrol med banken, samt at gennemsigtigheden øges;

24.   understreger ECB's uafhængighed, som proceduren for udnævnelse af medlemmerne af Styrelsesrådet bidrager til; mener, at denne kan styrkes gennem anvendelsen af den nye retlige status, som ECB har fået i medfør af Lissabontraktaten, og den nugældende ECB-statut, hvorefter de af Rådet indstillede kandidater skal godkendes ved en afstemning i Europa-Parlamentet;

25.   påtager sig at oprette en udvælgelseskomité bestående af eksterne eksperter, som vil gøre det muligt i 2010 at udvælge en række kandidater til posten som medlem af Styrelsesrådet; pointerer, at de udvalgte kandidater efterfølgende vil blive indkaldt til en høring i Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg, hvilket vil formalisere Europa-Parlamentets rådgivende funktion i forbindelse med bedømmelsen af kandidaterne; dette vil føre til Parlamentets vedtagelse på plenarmødet af en beslutning, som fremsendes til Rådet, inden dette kommer med sine henstillinger til medlemsstaternes regeringer;

26.   mener, at krisen har vist, at, at markederne er sårbare over for systemiske risici; glæder sig over forslaget om at nedsætte et europæisk udvalg for systemiske risici (ESRB), som kan give tidlig varsling om fremtidige risici og ubalance på finansmarkederne; bemærker, at ESRB skal reagere omgående og effektivt på en begyndende systemisk risiko; bemærker, at en kvalitativ definition af »systemisk risiko« er en forudsætning for, at ESRB kan fungere effektivt; opfordrer derfor ECB til at udarbejde entydige modeller og definitioner og generelt at yde sin fulde støtte til, at ESRB kan fungere effektivt; tilføjer, at eventuelle nye opgaver, som ECB pålægges med hensyn til ESRB, ikke på nogen måde bør kompromittere ECB's uafhængighed;

27.   tager den rolle til efterretning, som Eurogruppen spiller for tilvejebringelse af en mere snæver samordning af den økonomiske politik i euroområdet; hilser det derfor velkomment, at Eurogruppen med Lissabontraktaten har fået status som juridisk person; henstiller desuden til ECB fortsat at deltage fuldt ud i de uformelle møder mellem Eurogruppens medlemmer;

Euroens eksterne dimension

28.   glæder sig over, at euroen har bidraget til et stigende antal finansielle tjenesteydelser på tværs af grænserne i euroområdet, og at dette har medført et pengemarked med en høj grad af integration;

29.   bemærker, at euroens status som international valuta spiller en stadig vigtigere rolle, idet den ved udgangen af 2008 tegnede sig for 26,5 % af verdens valutareserver;

30.   mener, at euroens stigende internationale betydning vil medføre fordele og ansvar i international sammenhæng; finder, at dette forhold også fremover vil tilskynde medlemsstaterne uden for euroområdet og tredjelande til at tilstræbe medlemskab af euroområdet;

31.   er af den opfattelse, at Parlamentet bør samarbejde med ECB og med de øvrige EU-institutioner om fortsat at styrke euroområdets betydning på de globale valuta- og finansmarkeder;

32.   mener, at Den Europæiske Union, når den giver udtryk for sine visioner for det internationale monetære systems fremtid, bør hente inspiration i den proces, der gjorde det muligt at få vedtaget euroen;

33.   mener, at ECB, de nationale centralbanker og Styrelsesrådet skal anerkende og leve op til deres sociale ansvar over for deres personale og befolkningen som helhed og i højere grad tage højde for det memorandum om sociale aspekter, der er udarbejdet af det stående udvalg for de fagforeninger, der er repræsenteret i de europæiske centralbanker;

o
o   o

34.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Eurogruppen og Den Europæiske Centralbank.

(1) EFT C 138 af 4.5.1998, s. 177.