Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 6, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, artikel 216, stk. 2, og artikel 218, stk. 6, 8 og 10, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde samt protokollen vedrørende artikel 6, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union om Unionens tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter EMRK),

–  der henviser til Formandskonferencens afgørelse af 14. januar 2010 om tilladelse til anvendelse af forretningsordenens artikel 50 (procedure med associerede udvalg)(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelser fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udenrigsudvalget (A7-0144/2010),

A.  der henviser til, at det følger af Den Europæiske Unions Domstols faste praksis siden dommene i sagerne Internationale Handelsgesellschaft af 17. december 1970(2) og Nold af 14. maj 1974(3), at de grundlæggende rettigheder er en integrerende del af de generelle retsprincipper, som det er Domstolens opgave at beskytte,

B.  der henviser til, at Den Europæiske Unions Domstol i denne forbindelse lader sig inspirere af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner samt de internationale instrumenter om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har tiltrådt, herunder EMRK,

C.  der henviser til, at essensen af denne retspraksis blev inkorporeret i primærretten ved Maastrichttraktaten, dvs. traktaten om Den Europæiske Union, i 1993,

D.  der henviser til, at Den Europæiske Unions Domstol lægger særlig vægt på udviklingen i retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, således som det fremgår af et voksende antal domme, der henviser til EMRK's bestemmelser,

E.  der henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol principielt går ud fra en formodning om, at en EU-medlemsstats adfærd er forenelig med EMRK, når den pågældende stat kun gennemfører EU-retten,

F.  der henviser til, at Den Europæiske Unions Domstol i en udtalelse af 28. marts 1996 fastslog, at Det Europæiske Fællesskab ikke kunne tiltræde EMRK uden en forudgående traktatændring, eftersom Fællesskabet ikke havde en eksplicit eller implicit kompetence hertil,

G.  der henviser til, at der ved tiltrædelsen skal sikres overholdelse af de ved Lissabontraktaten og dennes protokoller fastlagte begrænsninger, navnlig af artikel 6, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union og af Lissabontraktatens protokol nr. 8; der henviser til, at disse bestemmelser ikke blot giver Unionen mulighed for at tiltræde EMRK, men indebærer en forpligtelse for Unionens institutioner til at foretage en sådan tiltrædelse, og at aftalen om Unionens tiltrædelse af EMRK skal afspejle nødvendigheden af at bevare Unionens og EU-rettens særkender,

H.  der henviser til, at en tiltrædelse nu – efter indgåelsen af protokol nr. 14 om ændring af EMRK – er en reel mulighed for Unionen, på vegne af de stater, der er parter i konventionen, og at Unionen på den ene side og de stater, der er parter i EMRK, på den anden side skal aftale, på hvilke betingelser og efter hvilken fremgangsmåde denne tiltrædelse skal finde sted,

I.  der henviser til, at en sådan aftale også bør omhandle administrative og tekniske spørgsmål, herunder det principielle spørgsmål om at yde et bidrag fra Unionen til udgifterne til dækning af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols drift; der henviser til, at man i denne sammenhæng bør overveje indførelsen af et selvstændigt budget for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at gøre det lettere at fastsætte de respektive bidrag,

J.  der henviser til, at Unionen i kraft af sin tiltrædelse af EMRK bliver integreret i EMRK's system til beskyttelse af grundlæggende rettigheder og, ud over den interne beskyttelse af disse rettigheder via Den Europæiske Unions Domstols retspraksis, får adgang til en ekstern beskyttelsesinstans af international karakter,

K.  der henviser til, at EMRK ikke kun er blevet udviklet gennem tillægsprotokoller, men også gennem andre konventioner, chartre og aftaler, hvilket har resulteret i et system til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der er i stadig udvikling,

1.  understreger de vigtigste argumenter for Unionens tiltrædelse af EMRK, der kan opsummeres som følger:

2.  erindrer om, at tiltrædelsen ifølge artikel 6 i EU-traktaten og protokol nr. 8 ikke indebærer nogen udvidelse af Unionens beføjelser og navnlig ikke betyder, at Unionen opnår en generel kompetence på menneskerettighedsområdet, og erindrer ligeledes om, at medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner og identitet skal respekteres, jf. artikel 4, stk. 2, og artikel 6, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union;

3.  bekræfter, at aftalen om Unionens tiltrædelse af EMRK i henhold til artikel 2 i Lissabontraktatens protokol nr. 8 skal sikre, at tiltrædelsen ikke berører medlemsstaternes interne situation i forhold til EMRK og protokollerne hertil generelt eller i forhold til eventuelle fravigelser og forbehold fra medlemsstaternes side i særdeleshed, og at sådanne omstændigheder ikke bør påvirke den holdning, som Unionen indtager i forhold til EMRK;

4.  konstaterer, at EMRK-systemet er blevet udbygget med en række tillægsprotokoller vedrørende beskyttelse af rettigheder, der ikke er omhandlet i EMRK, og henstiller, at Kommissionen gives mandat til også at forhandle om tiltrædelse af samtlige protokoller vedrørende de rettigheder, der svarer til chartret om grundlæggende rettigheder, uden hensyn til EU-medlemsstaternes ratifikation af disse protokoller;

5.  understreger, at eftersom EU's tiltrædelse af EMRK er en ikke-statslig parts tiltrædelse af et retligt instrument, der er udarbejdet for stater, bør EU's tiltrædelse af konventionen gennemføres uden at ændre konventionens forhold, og ændringer af dens retssystem bør holdes på et minimum; mener, at det af hensyn til de retsundergivne i såvel Unionen som i tredjelande er vigtigt at prioritere de vilkår for tiltrædelsen, der vil få mindst indvirkning på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols arbejdsbyrde;

6.  fremhæver, at det sideløbende med det politiske engagement er yderst vigtigt, at der findes frem til passende svar og løsninger på de væsentligste tekniske spørgsmål for at understøtte, at EU's tiltrædelse af EMRK bliver til gavn for borgerne; påpeger, at uafklarede og uklare detaljer kan skabe en vis forvirring og bringe selve formålet med tiltrædelsen i fare; gør samtidig opmærksom på, at dette ikke må betyde, at tekniske hindringer kommer til at forsinke processen;

7.  understreger, at tiltrædelsen af EMRK ikke gør Unionen til medlem af Europarådet, men at Unionen i et vist omfang må deltage i arbejdet i konventionens organer for at sikre en vellykket integrering af Unionen i konventionssystemet, og at Unionen altså også bør have visse rettigheder i dette system, særlig:

8.  mener, at medlemsstaterne ved tiltrædelsen af EMRK indbyrdes og i deres forbindelser med Unionen bør forpligte sig til ikke at indbringe en mellemstatslig klage over et konventionsbrud, jf. EMRK's artikel 33, når den handling eller forsømmelse, der er genstand for tvisten, vedrører EU-rettens anvendelsesområde, eftersom dette ville være i modstrid med artikel 344 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

9.  mener, at den væsentligste merværdi ved EU's tiltrædelse af EMRK er den enkeltes mulighed for at indgive klage over institutionernes eller medlemsstaternes gennemførelse af EU-retten, og at ethvert søgsmål fra en fysisk eller juridisk person vedrørende en handling eller undladelse begået af en EU-institution eller et EU-organ følgelig udelukkende bør være rettet mod Unionen; mener endvidere, at ethvert søgsmål, der omhandler en medlemsstats gennemførelse af EU-retten udelukkende bør rettes mod den pågældende medlemsstat, hvilket ikke bør forhindre, at et søgsmål kan rettes samtidig mod Unionen og medlemsstaten, hvis der kan være tvivl om ansvarsfordelingen;

10.  mener, at sagsøger for at opfylde betingelsen i konventionens artikel 35 om, at indenlandske retsmidler skal være udtømt, skal have udtømt retsmidlerne i den pågældende medlemsstat og have begæret en præjudiciel afgørelse ved Domstolen i Luxembourg; denne betingelse anses for opfyldt, når den nationale dommer trods sagsøgers begæring ikke anser det for hensigtsmæssigt at indgive den pågældende anmodning om præjudiciel afgørelse;

11.  bemærker, at det som følge af EU's tiltrædelse af EMRK kan forekomme, at både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Den Europæiske Unions Domstol har jurisdiktion i visse sager, og understreger, at det ikke må forekomme, at en sag indbringes for begge domstole;

12.  anser det af hensyn til en god retspleje, og uden at det berører artikel 36, stk. 2, i EMRK, for passende, at Unionen får adgang til at intervenere som medsagsøgt i alle sager, der indbringes for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der kan komme til at rejse et spørgsmål om EU-retten, og som er rettet mod en medlemsstat, og at enhver medlemsstat under de samme omstændigheder får adgang til at intervenere som medsagsøgt i alle sager, der er rettet mod Unionen; denne mulighed skal ved hjælp af bestemmelserne i tiltrædelsesaftalen defineres på en klar, men også tilstrækkelig bred måde;

13.  mener ikke, at indførelsen af status som medsagsøgt udgør nogen hindring for andre indirekte muligheder, som EMRK frembyder (artikel 36, stk. 1), f.eks. Unionens ret til at intervenere som tredjepart i ethvert søgsmål indbragt af en unionsborger;

14.  mener, at Unionen, eftersom Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anerkendt konventionens eksterritoriale gyldighed, skal tilstræbe at opfylde denne forpligtelse fuldt ud i sine eksterne forbindelser og aktiviteter;

15.  mener ikke, at det er hensigtsmæssigt at formalisere forbindelserne mellem Den Europæiske Unions Domstol og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ved at indføre en præjudiciel procedure ved Menneskerettighedsdomstolen eller ved at oprette et organ eller »panel«, der skal tage stilling, når en af de to instanser overvejer at vedtage en fortolkning af EMRK, der adskiller sig fra den fortolkning, som den anden retsinstans har anlagt; henviser i denne forbindelse til erklæring nr. 2 ad artikel 6, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, der fastslår, at der foregår en regelmæssig dialog mellem Den Europæiske Unions Domstol og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – en dialog, der vil kunne styrkes, når Unionen tiltræder denne konvention;

16.  er klar over, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan finde en overtrædelse i en sag, hvor Den Europæiske Unions Domstol allerede har truffet afgørelse, og understreger, at dette på ingen måde skaber tvivl om Den Europæiske Unions Domstols troværdighed som sidste instans i EU's retssystem;

17.  understreger, at EMRK efter tiltrædelsen vil udgøre en minimumsstandard for beskyttelsen af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i Europa, hvilket navnlig vil være af afgørende betydning i tilfælde, hvor den beskyttelse, EU kan give, er mindre end den, der er fastlagt i EMRK; påpeger, at EMRK indebærer en styrkelse af de rettigheder i chartret om grundlæggende rettigheder, som også er omfattet af EMRK, samt at chartret også anerkender andre rettigheder og principper, der ikke er indeholdt i EMRK, men i tillægsprotokollerne hertil og i andre instrumenter knyttet til EMRK;

18.  minder om, at fremme af respekt for menneskerettighederne, der er en af EU's centrale værdier og forankret i den oprindelige traktat, udgør et fælles grundlag for EU's forbindelser med tredjelande; er derfor af den opfattelse, at denne tiltrædelse yderligere vil styrke borgernes tillid til EU og EU's troværdighed i dialogen om menneskerettighederne med tredjelande; understreger endvidere, at en ensartet og fuld gennemførelse af charteret om grundlæggende rettigheder på EU-plan er lige så afgørende for at sikre EU's troværdighed i denne dialog;

19.  konstaterer, at EMRK spiller en vigtig rolle ved fortolkningen af chartret om grundlæggende rettigheder, for så vidt som de rettigheder, der er garanteret i chartret, og som svarer til rettigheder, der er anerkendt i EMRK, skal fortolkes i overensstemmelse med EMRK, og at EMRK i kraft af artikel 6, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union udgør en inspirationskilde for Den Europæiske Unions Domstol ved formuleringen af EU-rettens generelle principper; konstaterer ligeledes, at EMRK i henhold til konventionens artikel 53 ikke kan fortolkes som en begrænsning i eller afvigelse fra nogen af de rettigheder, der er anerkendt i chartret om grundlæggende rettigheder, således at chartret bevarer sin juridiske værdi fuldt ud;

20.  understreger den vigtige rolle, som EMRK og retspraksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol spiller for tilvejebringelsen af et retligt grundlag og vejledende principper for EU's nuværende og fremtidige indsats på området borgerlige frihedsrettigheder samt retlige og indre anliggender, især i lyset af de nye former for integration og harmonisering på dette område, der er indført efter Lissabontraktatens ikrafttræden og vedtagelsen af Stockholmprogrammet;

21.  understreger, at tiltrædelsen først og fremmest vil bidrage til et mere sammenhængende menneskerettighedssystem i EU; understreger endvidere, at tiltrædelsen vil øge EU's troværdighed i dets egne borgeres øjne med hensyn til beskyttelse af menneskerettigheder ved at sikre fuld og effektiv respekt for grundlæggende rettigheder i alle de tilfælde, hvor EU-lovgivning er involveret;

22.  understreger, at ECHR's kompetence til at pådømme sager, der henhører under EMRK, efter tiltrædelsen ikke kan anfægtes på grundlag af den interne struktur i EU-lovgivningen; understreger endvidere, at ECHR's kompetence ikke må begrænses til de europæiske borgere eller til Den Europæiske Unions geografiske område (for eksempel i forbindelse med missioner eller delegationer);

23.  bemærker, at der med EU's tiltrædelse af EMRK vil blive adgang til yderligere en mekanisme for håndhævelse af menneskerettighederne, nemlig muligheden for at klage til ECHR over en EU-institutions eller medlemsstats handling eller forsømmelse i forbindelse med gennemførelse af EU-lovgivning, såfremt spørgsmålet hører ind under EMRK; fremhæver imidlertid, at dette ikke ændrer ved det nuværende system for så vidt angår Den Europæiske Unions Domstols og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols respektive kompetencer, og at kravet om, at alle interne retsmidler skal være udtømt, fortsat vil være en betingelse for, at en begæring kan blive behandlet; anmoder om, at alle begæringer og klager behandles inden for en rimelig frist; opfordrer Kommissionen til i samråd med Den Europæiske Unions Domstol og ECHR at fremkomme med nogle retningslinjer for, hvad der udgør passende interne retsmidler inden for Unionen, samt retningslinjer vedrørende præjudicielle afgørelser i henhold til EU-retten; understreger i denne sammenhæng, at det vil være nødvendigt at sikre, at medlemsstaternes domstole henviser sager til Den Europæiske Unions Domstol i tilfælde, hvor der kan siges at stå grundlæggende rettigheder på spil;

24.  fremhæver, at tiltrædelsen på samme tid vil kræve et tættere samarbejde mellem de nationale domstole, Den Europæiske Unions Domstol og ECHR om beskyttelse af grundlæggende rettigheder; fremhæver, at samarbejdet mellem de to europæiske domstole vil fremme udviklingen af et sammenhængende retspraksissystem på menneskerettighedsområdet;

25.  bifalder desuden, at artikel 1 i EMRK ikke blot garanterer beskyttelse af EU's borgere og andre individer inden for Unionens område, men også uden for Unionens område for alle individer, der falder ind under dens jurisdiktion;

26.  erkender, at tiltrædelsen som sådan ikke løser de yderst alvorlige problemer, som EMRK-systemet står over for, nemlig på den ene side en overdrevent stor arbejdsbyrde på grund af en eksponentiel vækst i antallet af individuelle søgsmål, og på den anden side en reform af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols struktur og funktion som reaktion herpå; bemærker, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol erkender, at den opererer i et komplekst juridisk og politisk miljø, og konstaterer, at ikrafttrædelsen af protokol nr. 14 den 1. juni 2010 klart vil medvirke til at mindske antallet af uafsluttede sager, men ikke vil få disse sager til at forsvinde; understreger i forbindelse med reformen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol betydningen af Interlakenerklæringen, særlig punkt 4, hvori opmærksomheden med rette henledes på, at kriterierne for, om et søgsmål kan behandles, og for domstolens domsmagt skal anvendes på ensartet og stringent vis;

27.  finder det afgørende at bevare Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols uafhængighed, hvad angår personale- og budgetpolitik;

28.  henleder opmærksomheden på, at traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på grund af den konstitutionelle betydning af Unionens tiltrædelse af EMRK opstiller vidtgående betingelser for en sådan tiltrædelse, idet Rådet skal træffe afgørelse med enstemmighed om aftalen om tiltrædelse af EMRK efter godkendelse fra Parlamentet, og aftalen først træder i kraft efter medlemsstaternes godkendelse heraf i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser;

29.  opfordrer medlemsstaternes nationale parlamenter til klart at udtrykke deres vilje og villighed til at fremme tiltrædelsesprocessen ved at involvere deres nationale domstole og justitsministerier;

30.  noterer sig, at Unionens tiltrædelse af EMRK betyder, at EU anerkender hele systemet til beskyttelse af menneskerettighederne i den form, hvori det er udformet og kodificeret i en lang række af Europarådets dokumenter og organer; bemærker i den forbindelse, at Unionens tiltrædelse af EMRK er et afgørende første skridt, der bør efterfølges af Unionens tiltrædelse af bl.a. den europæiske socialpagt, der blev undertegnet i Torino den 18. oktober 1961 og revideret i Strasbourg den 3. maj 1996, hvilket falder i tråd med de fremskridt, der allerede er inkorporeret i chartret om grundlæggende rettigheder og Unionens socialpolitiske lovgivning;

31.  opfordrer endvidere til, at Unionen tiltræder Europarådsorganer såsom Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Vanærende Behandling eller Straf (CPT), Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) og Den Europæiske Kommission for et Effektivt Retsvæsen (CEPEJ); understreger desuden nødvendigheden af, at Unionen inddrages i det arbejde, der udføres af kommissæren for menneskerettigheder, Den Europæiske Komité for Sociale Rettigheder, ministerudvalget for socialpagten og Det Europæiske Udvalg om Migration, og anmoder om at blive behørigt orienteret om disse organers konklusioner og afgørelser;

32.  mener, at samarbejdet mellem EU's institutioner og Europarådets særorganer skal styrkes for at bidrage til en bedre sammenhæng og en større komplementaritet på området for menneskerettigheder på paneuropæisk niveau til gavn for borgerne, demokratiet og menneskerettighederne i Europa og inden for EU samt for at sikre overholdelsen og beskyttelsen af menneskerettighederne;

33.  foreslår, at Europarådet og EU for at højne bevidstheden om den merværdi, der skabes for borgerne gennem tiltrædelsen, udarbejder retningslinjer med klare redegørelser for alle de implikationer og følger, tiltrædelsen vil have; finder, at Kommissionen og medlemsstaterne bør give EU-borgerne oplysninger, der sikrer, at de er helt klar over, hvad denne nye mekanisme indebærer, og hvordan den bedst kan bruges;

34.understreger, at det er vigtigt at have en uformel instans til at koordinere informationsudvekslingen mellem Parlamentet og Europarådets Parlamentariske Forsamling;

35.  understreger, at da tiltrædelse af EMRK ikke kun berører EU-institutionerne, men også EU's borgere, skal Parlamentet høres og involveres gennem hele forhandlingsprocessen samt knyttes til og informeres rettidigt og fuldt ud om forhandlingsprocessen på alle trin, jf. artikel 218, stk. 10, i traktaten om Den Europæiske Union;

36.  glæder sig over det engagement, det nuværende spanske formandskab har udvist ved at behandle tiltrædelsen som »en hastesag«, og over Europarådets positive og samarbejdsvillige holdning i denne henseende; opfordrer det belgiske og det ungarske formandskab til at gøre deres yderste for at færdiggøre tiltrædelsen snarest muligt og på en så enkel og lettilgængelig måde som muligt, således at Unionens borgere så hurtigt som muligt kan få gavn af Unionens tiltrædelse af EMRK;

37.  insisterer på, at Parlamentet, i betragtning af den vigtige rolle, som Lissabontraktaten tildeler det med hensyn til indgåelsen af tiltrædelsesaftalen, holdes behørigt underrettet om fastlæggelsen af forhandlingsmandatet for tiltrædelsen af EMRK, samt at det løbende inddrages i de foreløbige drøftelser og i forhandlingerne om denne tekst i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

38.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Protokol fra Formandskonferencens møde, PE 432.390/CPG, punkt 9.1. (2) Sml. 1970, s. 1125 (dansk særudgave s. 235). (3) Sml. 1974, s. 491.