Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 25. februar 2010 - Bruxelles
Investeringsprojekter i energiinfrastruktur ***I
 Situationen i Ukraine
 Parlamentets prioriteringer for FN's Menneskerettighedsråd (Genève, 1. -26. marts 2010)
 Beijing +15 – FN's handlingsplan for ligestilling
 Ændring af Parlamentets overslag for 2010-budgettet
 Grønbog om reform af den fælles fiskeripolitik
 Transport af heste til slagtning

Investeringsprojekter i energiinfrastruktur ***I
PDF 278kWORD 120k
Beslutning
Konsolideret tekst
Bilag
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 25. februar 2010 om forslag til Rådets forordning om indberetning til Kommissionen om investeringsprojekter i energiinfrastruktur i Det Europæiske Fællesskab og om ophævelse af forordning (EF) nr. 736/96 (KOM(2009)0361 - C7-0125/2009 - 2009/0106(COD))
P7_TA(2010)0034A7-0016/2010

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2009)0361),

–   der henviser til Rådets høring af Parlamentet (C7-0125/2009),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om følgerne af Lissabontraktatens ikrafttræden for de igangværende interinstitutionelle beslutningsprocedurer (KOM(2009)0665),

–   der henviser til artikel 294, stk. 3, og artikel 194, stk. 1 og stk. 2, i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde,

–   der henviser til udtalelsen fra Retsudvalget om det foreslåede retsgrundlag,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 55 og 37,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A7-0016/2010),

1.   vedtager nedenstående holdning ved førstebehandlingen;

2.   anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 25. februar 2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2010 om indberetning til Kommissionen om investeringsprojekter i energiinfrastruktur i Den Europæiske Union og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 736/96

P7_TC1-COD(2009)0106


EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,særlig artikel 194, stk. 1 og 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter den almindelige lovgivningsprocedure(1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  EU har sat sig som mål at indføre en fælles og solidarisk energipolitik, der sigter mod at sikre dens energiforsyninger, at realisere overgangen til et højeffektivt og en yderst energieffektiv økonomi og at sikre en solidarisk funktion af energimarkederne, der inden for rammerne af det indre marked bygger på principperne for fair konkurrence.

(2)  Det er en forudsætning for udviklingen af EU's energipolitik at tegne et samlet billede af udviklingen i energiinvesteringerne i EU. Derved bliver Kommissionen i stand til at foretage de fornødne sammenligninger og evalueringer og foreslå de relevante foranstaltninger på grundlag af korrekte tal og analyser, især vedrørende den fremtidige balance mellem udbud og efterspørgsel af energi. Enhver foranstaltning, der foreslås eller træffes på EU-plan, bør være neutral og ikke udgøre et markedsindgreb.

(3)  Energimæssigt har situationen i og uden for EU ændret sig væsentligt i de senere år, hvilket betyder, at investeringer i energiinfrastruktur er blevet helt centrale spørgsmål, som skal løses, for at ▌sikre EU's energisikkerhed, navnlig via energieffektivitet og energibesparelser at konstatere, hvor der i fremtiden kan opstå huller og/eller overskud af energiforsyninger og sikre stabile energiforsyninger for EU og at det indre marked kan fungere uhindret, og at EU kan gennemføre den overgang til en yderst energieffektiv økonomi, som den har påbegyndt.

(4)  Den nye energisituation kræver betydelige investeringer i infrastrukturen, især på områderne for vedvarende energikilder og energieffektivitet og i udvikling af nye infrastrukturformer og nye teknologier, der vinder udbredelse på markedet. Med liberaliseringen af energisektoren og den fortsatte integration af det indre marked får de økonomiske operatører en mere fremtrædende rolle i investeringssammenhæng, og samtidig vil de nye politikkers krav til eksempelvis brug af forskellige brændsler og brændstoffer ændre på medlemsstaternes politikker for etablering af ny og/eller mere moderne energiinfrastruktur.

(5)  Medlemsstaterne bør til dette formål altid overveje at reducere energiforbruget i overensstemmelse med EU's 20 %-mål for energieffektivitet, som er det mest omkostningseffektive middel til at nå dens mål for nedbringelse af drivhusgasemissioner, og forbedre og udbygge den eksisterende infrastruktur, inden der investeres i ny infrastruktur. Investeringsprojekterne for energiinfrastruktur bør fuldt ud være i overensstemmelse med målet for 2020 om, at mindst 20 % af energien skal komme fra vedvarende energikilder.

(6)  På baggrund af de nye energipolitiske mål og udviklingen på markederne bør investeringer i energiinfrastruktur i EU prioriteres højere, især med henblik på at forebygge problemer i forbindelse med forsyningssikkerheden fra energikilderne, fremme bedste praksis og opnå større gennemsigtighed med hensyn til de indbyrdes forbundne energisystemers fremtidige udvikling i EU.

(7)  Kommissionen og især dens markedsobservatorium for energi bør derfor med henblik på at garantere de vigtigste investeringer, råde over nøjagtige data og oplysninger om igangværende og kommende investeringsprojekter, herunder nedlukninger af en del af den eksisterende infrastruktur, i de vigtigste dele af EU's energisystem.

(8)  Data og oplysninger om den forventede udvikling i produktions-, transport- og lagerkapacitet og om projekter i de forskellige energisektorer har interesse for EU's kommende investeringsprojekter. Der skal derfor skabes forudsætninger for, at Kommissionen og især dens markedsobservation for energi underrettes om de investeringsprojekter og -planer, hvor arbejdet allerede er påbegyndt eller efter planen skal påbegyndes inden for fem år, eller hvor hele den eksisterende infrastruktur eller en del heraf tages ▌ud af drift inden for tre år.

(9)  For at Kommissionen kan danne sig et sammenhængende billede af den fremtidige udvikling i hele EU's energisystem, kræves der harmoniserede rammer for indberetning om investeringsprojekter, som bygger på ajourførte kategorier af, hvilke officielle data og oplysninger medlemsstaterne skal sende.

(10)  De oplysninger, som Kommissionen tilsendes i medfør af denne forordning, kan anvendes til at føre tilsyn med medlemsstaternes efterlevelse af specifik lovgivning inden for rammerne af fællesskabsretten, især Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder(2).

(11)  Medlemsstaterne bør med dette for øje give Kommissionen data og oplysninger om de på deres område planlagte og igangværende investeringsprojekter inden for energiinfrastruktur vedrørende produktion, oplagring og transport af olie, gas, kul, vedvarende energi, elektricitet såvel som større projekter vedrørende fjernvarme og -køling og kuldioxid-opsamling, -transport og -lagring, inklusive sammenkobling med tredjelande. Det bør pålægges de pågældende virksomheder at indberette sådanne data og oplysninger til medlemsstaterne, således at Kommissionen sættes i stand til at overvåge EU's energiinfrastruktur. Medlemsstaterne og Kommissionen bør være forpligtede til at sikre fortrolighed i omgangen med de data, som virksomhederne indberetter.

(12)  Som følge af tidshorisonten for investeringsprojekter i energisektoren burde indberetning hvert andet år være tilstrækkeligt.

(13)  For at undgå uforholdsmæssigt store administrative byrder og minimere omkostningerne for medlemsstaterne og virksomhederne, især små og mellemstore virksomheder, bør forordningen give mulighed for at undtage medlemsstater og virksomheder fra indberetningspligten, hvis Kommissionen modtager tilsvarende og sammenlignelige oplysninger i medfør af lovgivning, der er specifik for EU's energisektor og vedtaget af EU's institutioner, og hvis mål er konkurrencebaserede EU-energimarkeder, et bæredygtigt EU-energisystem og energiforsyningssikkerhed i EU. En overlapning af indberetningskrav, som er fastlagt i den tredje liberaliseringspakke for energimarkedet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet(3), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas(4), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 713/2009 af 13. juli 2009 om oprettelse af et agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder (5), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling(6) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet(7)) bør derfor undgås. Kommissionen bør præcisere anvendelsen af denne undtagelse med henblik på mærkbart at lette indberetningsbyrden og tydeliggøre, hvilket indhold, hvilken opstilling og hvilke frister indberetningspligten indebærer, og hvilken person eller hvilket organ pligten påhviler, samt hvem der er ansvarlig for forvaltningen af indberetningssystemet.

(14)  Medlemsstaterne, deres beskikkede enhed eller, hvis det er relevant, de organer, som er ansvarlige for energisektorspecifikke EU-investeringsplaner, bør sikre de data og oplysninger, de indberetter til Kommissionen, med hensyn til kvalitet, relevans, nøjagtighed, utvetydighed, aktualitet og indbyrdes overensstemmelse, idet de sikrer fortroligheden af kommercielt følsomme data og oplysninger.

(15)  Af hensyn til databehandlingen og en enkel og sikker dataindberetning bør Kommissionen og i særdeleshed dens markedsobservatorium for energi have mulighed for at træffe alle hensigtsmæssige foranstaltninger hertil, navnlig benytte integrerede it-værktøjer og -procedurer. Kommissionen bør sikre, at disse it-ressourcer sikrer fortrolig omgang med de data og oplysninger, som indberettes til Kommissionen.

(16)  Bestemmelser om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med medlemsstaternes behandling af personoplysninger er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger(8), og bestemmelser om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med Kommissionens behandling af personoplysninger er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger(9). Nærværende forordning berører ikke disse bestemmelser.

(17)  Bestemmelser om adgang til miljøoplysninger er fastsat i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6. september 2006 om anvendelse af Århuskonventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer(10), såvel som i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger(11). Nærværende forordning berører ikke disse bestemmelser.

(18)  Kommissionen og især dens markedsobservatorium for energi bør regelmæssigt foretage en tværsektoriel analyse af udviklingen i EU's energisystems struktur og dets udsigter og, hvor det er relevant, en mere fokuseret analyse af bestemte aspekter af energisystemet. En sådan analyse bør supplere nationale tilgange, udvikle regionale dimensioner og især bidrage til at øge energisikkerheden ved at påpege eventuelle infrastruktur- og investeringsmangler og dermed forbundne risici med henblik på at opretholde balancen mellem energiudbud og -efterspørgsel på lang sigt. Denne analyse bør også være et bidrag til en løbende debat på EU-plan om behovet for energiinfrastrukturer, og bør derfor fremsendes til de parter, der deltager i debatten.

(19)  Små og mellemstore virksomheder bør have mulighed for at få gavn af overvågning og indberetning af investeringsprojekter, der er et resultat af denne forordning, gennem hvilken de indsamlede data vil blive gjort tilgængelige for offentligheden og på længere sigt bidrage til nye og bedre koordinerede investeringstendenser.

(20)  Kommissionen kan bistås af sagkyndige fra medlemsstaterne og andre kompetente sagkyndige med henblik på at nå frem til en fælles opfattelse af de potentielle infrastrukturmangler og de dermed forbundne risici og bidrage til at gøre den fremtidige udvikling mere gennemsigtig, hvilket særlig er i nye markedsaktørers interesse.

(21)  De tekniske foranstaltninger, der er nødvendige for anvendelsen af denne forordning, herunder supplerende tekniske definitioner, bør vedtages af Kommissionen.

(22)  På baggrund af de ændringer, der vil være nødvendige for at tilpasse Rådets forordning (EF) nr. 736/96(12) til udfordringerne på energimarkedet, og af hensyn til klarheden bør nævnte forordning ophæves og erstattes af en ny forordning -

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.  Ved denne forordning fastsættes der ensartede rammer for indberetning til Kommissionen af data og oplysninger om investeringsprojekter i energiinfrastruktur i sektorerne for olie, gas, kul, vedvarende energi og elektricitet ▌og om større investeringsprojekter vedrørende fjernvarme og -køling og angående opsamling og lagring af kuldioxid, der produceres i disse sektorer.

2.  Denne forordning finder anvendelse på EU-virksomheder, som investerer i energiinfrastrukturprojekter i tredjelande, som er direkte tilsluttet eller har indvirkning på energinet i en eller flere medlemsstater.

3.  Forordningen finder anvendelse på de i bilaget anførte investeringsprojekttyper, hvor anlæggelsen er påbegyndt eller efter planen skal påbegyndes inden fem år, eller som er planlagt at blive taget ud af drift inden tre år.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

   1) »infrastruktur«: enhver type anlæg eller del af anlæg med relation til produktion, transport eller oplagring af energi og energikilder eller kuldioxid
  2) »investeringsprojekter«: projekter med følgende formål:
   a) anlæg af ny infrastruktur
   b) ombygning eller modernisering af eksisterende infrastruktur eller udvidelse eller indskrænkning af dens kapacitet
   c) nedlæggelse af hele eller en del af den eksisterende infrastruktur
   d) udvikling af nye forbindelsesledninger til energioverførselssystemer mellem Den Europæiske Union og tredjelande
   3) »planlagte investeringsprojekter«: investeringsprojekter, enten inden anlæggelsen er påbegyndt og der er påløbet kapitalomkostninger, eller inden nedlæggelsen er reel; herunder investeringsprojekter, for hvilke den oprindelige anmodning om tilladelse er modtaget af den relevante myndighed, men hvis hovedtræk (placering, entreprenør, virksomhed, udvalgte grundlæggende tekniske og driftsmæssige kendetegn osv.) stadig kan blive ændret helt eller delvis eller ikke er endeligt godkendt ▌
   4) »investeringsprojekter under anlæg«: investeringsprojekter, hvis anlæg er påbegyndt og der er påløbet kapitalomkostninger
   5) »nedlæggelse«: den fase, hvor infrastruktur tages endeligt ud af drift
   6) »produktion«: elproduktion og forarbejdning af brændsler og brændstoffer, herunder biobrændsler og biobrændstoffer
  7) »transport«: transmission af elektricitet, gas, flydende brændstoffer eller kuldioxid via et ledningsnet, nærmere bestemt
   a) i rørledninger, dog ikke opstrømsrørledningsnet og dele af ledningsnet, der primært anvendes til lokal distribution
   b) i sammenkoblede systemer for meget høj spænding og højspænding og i andre systemer end dem, der primært anvendes til lokal distribution
   c) gennem fjernvarme- eller fjernkølingsledninger
   8) »oplagring«: permanent eller midlertidig lagring af varmeenergi eller elektricitet eller energikilder ▌over eller under jorden eller i geologiske strukturer eller permanent indeslutning af kuldioxid i underjordiske geologiske strukturer
   9) 'oplagringssted»: et system af lukkede oplagringstanke eller en bestemt geologisk struktur, der udgør et lukket lager
   10) »virksomheder«: fysiske og juridiske, privatretlige og offentligretlige personer, der træffer beslutning om eller gennemfører investeringsprojekter
   11) »energikilder«:
   a) primære energikilder såsom olie, naturgas, kul eller nukleart brændsel og omdannede energikilder såsom elektricitet
   b) vedvarende energikilder såsom vandkraft, biomasse-, vind-, sol- og tidevandsenergi og geotermisk energi
   c) energiprodukter såsom raffinerede olieprodukter, biobrændsler og biobrændstoffer
   12) 'aggregerede data»: data, der er blevet aggregeret på nationalt eller regionalt niveau; hvis aggregeringen på nationalt niveau vil medføre afsløring af forretningsmæssigt følsomme data og oplysninger om en bestemt virksomhed, kan aggregeringen ske på regionalt niveau
   13) 'specifikt organ»: et organ, som på grundlag af energisektorspecifik EU-lovgivning er blevet pålagt at udarbejde og vedtage flerårige netudviklings- og investeringsplaner for energiinfrastruktur på EU-plan, som f.eks. det europæiske net af elektricitetstransmissionssystemoperatører i henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 714/2009 og det europæiske net af gastransmissionssystemoperatører i henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 715/2009
   14) 'fjernvarme» eller «fjernkøling»: distribution af termisk energi i form af damp, varmt vand eller afkølede væsker fra et centralt produktionssted gennem et net til et større antal bygninger eller anlæg til anvendelse ved rum- eller procesopvarmning eller -køling.

Artikel 3

Indberetning af data

1.  Medlemsstaterne eller den enhed, den beskikker dertil, samler fra begyndelsen af 2011 og derefter hvert andet år alle de i denne forordning krævede data og oplysninger, uden dog at indsamlings- og indberetningsbyrden gøres uforholdsmæssigt stor.

De indberetter de aggregerede data og relevante projektoplysninger til Kommissionen i 2011, som er det første indberetningsår, og derefter hvert andet år.

Medlemsstaterne eller de beskikkede enheder indberetter aggregerede data og relevante projektoplysninger senest den 31. juli i det pågældende indberetningsår.

2.  Kommissionen undtager medlemsstaterne og deres beskikkede enheder fra pligten i stk. 1, hvis ifølge EU-lovgivning, der er specifik for energisektoren:

   a) medlemsstaten eller den beskikkede enhed allerede har indberettet de krævede data eller oplysninger og oplyst indberetningsdatoen og den pågældende specifikke lovgivning
   b) det er pålagt et specifikt organ at udarbejde en flerårig investeringsplan for energiinfrastruktur på EU-plan og det med det for øje samler tilsvarende data og oplysninger; i så fald indberetter det specifikke organ alle relevante data og oplysninger til Kommissionen inden fristerne i stk. 1.

Artikel 4

Datakilder

1.  De pågældende virksomheder indberetter inden den 31. maj i hvert indberetningsår de i artikel 3 omhandlede data eller oplysninger til de medlemsstater, på hvis område de planlægger at gennemføre investeringsprojekter, eller til den af medlemsstaten beskikkede enhed. De indberettede data eller oplysninger skal afspejle investeringsprojektsituationen pr. 31. marts i det pågældende indberetningsår.

Bestemmelsen i første afsnit finder dog ikke anvendelse, hvis den pågældende medlemsstat beslutter at anvende andre midler til at give Kommissionen de i artikel 3 omhandlede data eller oplysninger, forudsat at der indberettes sammenlignelige og tilsvarende data og oplysninger.

2.  Medlemsstaterne skal undgå dobbelt indsamling af data, der allerede er påkrævet som følge af eksisterende EU-lovgivning, og minimere virksomhedernes omkostninger.

Artikel 5

Indberetningernes indhold

1.  Hvad angår investeringsprojekterne i bilaget, skal den i artikel 3 omhandlede indberetning indeholde følgende:

   a) tal for den kapacitet, der er planlagt eller under anlæg
   b) placering, navn, type og vigtigste kendetegn for infrastruktur eller kapacitet, der planlagt eller under anlæg, samt oplysninger om, hvilke kapaciteter der er i planlægningsfasen, og hvilke der allerede er under opførelse
   c) datoen for den relevante myndigheds modtagelse af den oprindelige anmodning om tilladelse og den forventede dato for tildeling af alle nødvendige byggetilladelser
   d) forventet tidspunkt for idriftsættelse
   e) benyttet type energikilde
   f) teknologier af betydning for forsyningssikkerheden såsom vending af strømningsretningen, mulighed for brændselsskift og andet relevant udstyr
   g) udstyr til CO2-opsamling eller eftermontering
   h) midlertidig manglende rådighed over eller afbrydelse af driften af en infrastruktur i en periode på mere end tre år.

2.  Hvad angår planlagt nedlæggelse af kapacitet, skal den i artikel 3 omhandlede indberetning indeholde følgende:

   a) den pågældende infrastrukturs art og kapacitet
   b) forventet tidspunkt for nedlæggelse og, hvis det er relevant, skæringsdatoerne for det gradvise ophør af infrastrukturens drift
   c) en fortegnelse over de planlagte foranstaltninger for genopretning af miljøet, når denne er obligatorisk i medfør af specifik lovgivning.

3.  I indberetninger efter artikel 3 skal der angives tal for den installerede produktions-, transport- og lagerkapacitet, der er til rådighed ved det pågældende indberetningsårs begyndelse.

Hvis medlemsstaterne er i besiddelse af oplysninger om forsinkelser og/eller hindringer for gennemførelsen af investeringsprojekter, skal deres beskikkede enheder eller det specifikke organ i artikel 3, stk. 2, lade disse oplysninger indgå i den indberetning, der foretages.

Artikel 6

Datakvalitet og offentliggørelse af data

1.  Medlemsstaterne, deres beskikkede enhed eller, hvis relevant, specifikke organer, som er ansvarlige for energisektorspecifikke EU-investeringsplaner, skal sikre de data og oplysninger, de indberetter til Kommissionen, med hensyn til kvalitet, relevans, nøjagtighed, utvetydighed, aktualitet og indbyrdes overensstemmelse. Hvis oplysningerne ikke er tilstrækkeligt præcise eller fyldestgørende, kan Kommissionen udbede sig yderligere oplysninger fra disse organer.

For så vidt angår specifikke organer, som er ansvarlige for energisektorspecifikke EU-investeringsplaner, skal de data og oplysninger, de indberetter, ledsages af passende bemærkninger fra medlemsstaterne om kvaliteten og relevansen af de indsamlede data og oplysninger.

2.  Kommissionen offentliggør aggregerede data og oplysninger, den har modtaget i medfør af denne forordning, særlig analyserne i artikel 10, stk. 3, hvis det sker i aggregeret form på nationalt eller regionalt niveau (navnlig når der kun er én virksomhed i en medlemsstat), således at der ikke afsløres eller udledes oplysninger om de enkelte virksomheder.

Denne offentliggørelse sker uden anfægtelse af relevante bestemmelser i national ret og EU-retten vedrørende offentlig aktindsigt, især vedrørende miljøoplysninger, offentligt registrerede selskaber eller information om offentlig finansiering af investeringsprojekter.

Medlemsstaterne, deres beskikkede enheder og Kommissionen har hver især ansvaret for at sikre tavshedspligt om forretningsmæssigt følsomme data og oplysninger i deres varetægt.

Artikel 7

Gennemførelsesforanstaltninger

Kommissionen vedtager de foranstaltninger, der er nødvendige for anvendelsen af denne forordning. Disse foranstaltninger skal navnlig omfatte særlige beregningsmetoder, tekniske definitioner samt form, indhold og andre nærmere forskrifter for indberetning af de i artikel 3 omhandlede data og oplysninger, herunder anvendelse af den i artikel 3, stk. 2, omhandlede undtagelse og især tidsfrister og indhold vedrørende indberetningerne, og de enheder, der er pålagt indberetningspligt.

Artikel 8

Databehandling

1.  Kommissionen er ansvarlig for at udvikle, være vært for, forvalte og vedligeholde de til planlægningsformål bestemte it-ressourcer, der er nødvendige for at modtage, opbevare og foretage enhver behandling af data og oplysninger om energiinfrastrukturen, som indberettes til Kommissionen i medfør af denne forordning.

2.  Kommissionen sikrer også, at de it-ressourcer, der anvendes til de i stk. 1 omtalte formål, sikrer fortroligheden af de data og oplysninger, som indberettes til Kommissionen i henhold til denne forordning.

Artikel 9

Beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af oplysninger

Denne forordning indskrænker ikke bestemmelserne i EU-retten og berører navnlig ikke medlemsstaternes forpligtelser i forbindelse med behandling af personoplysninger som fastsat i direktiv 95/46/EF, og heller ikke de forpligtelser, som EU-institutioner og -organer i medfør af forordning (EF) nr. 45/2001 skal overholde ved behandling af personoplysninger som led i udøvelsen af deres hverv.

Artikel 10

Overvågning og rapportering

1.  Kommissionen foretager mindst hvert andet år en tværsektoriel analyse af udviklingen i Fællesskabets energisystems struktur og dets udsigter på grundlag af de indberettede data og oplysninger og eventuelle andre datakilder, herunder indkøbte data; analysen har især til formål

   a) at konstatere, hvor der i fremtiden kan opstå huller og/eller overskud i efterspørgsel og udbud med særlig vægt på eventuelt kommende fejl og mangler i infrastrukturen til produktion og overførsel, især dem som skyldes almindelig slitage
   b) at overvåge udviklingen af investeringsprojekter fra datoen for indberetning til den faktiske gennemførelse og især udviklingen af kilder til vedvarende energi, og fremme bedste praksis til håndtering af opståede hindringer
   c) at øge gennemsigtigheden for markedsaktørerne og potentielle aktører
   d) at overvåge EU-investeringsprojekter i tredjelande med betydning for EU's energimarked og energisikkerhed
   e) at påpege de risici, der er forbundet med for stor afhængighed af en enkelt energiinfrastruktur såvel som risici forbundet med sammenkobling med tredjelande
   f) at afklare investeringsbehovene med henblik på at forbedre det indre marked for energi (f.eks. vending af strømretning og samkøringslinjer).

Kommissionen kan ligeledes på grundlag af de samme data og oplysninger foretage andre specifikke analyser, der anses for påkrævede eller hensigtsmæssige.

2.  ▌Ved udarbejdelsen af analyserne i stk. 1 koordinerer Kommissionen sin indsats med de specifikke organer, der har ansvaret for investeringsplaner for EU's energisektor, og kan lade sig bistå af sagkyndige fra medlemsstaterne og/eller andre sagkyndige, grupper eller sammenslutninger med specifik kompetence på det pågældende område.

3.  Kommissionen drøfter analyserne med interesserede parter. Kommissionen sender analyserne til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og offentliggør dem.

4.  For at sikre overensstemmelse mellem de forskellige oplysninger til offentligheden med hensyn til overvågning tager Kommissionen hensyn til de flerårige investeringsplaner for energiinfrastruktur, der er udarbejdet af specifikke organer.

Artikel 11

Revurdering

1.  Kommissionen revurderer inden fem år efter denne forordnings ikrafttræden dens anvendelse.

2.  For at forbedre datakvaliteten undersøger Kommissionen i forbindelse med gennemførelsen af den i stk. 1 omhandlede revurdering om nødvendigt de minimumsværdier, der er fastsat i bilaget, og kan i den forbindelse kræve, at medlemsstaterne redegør for de vigtigste karakteristika ved den infrastruktur eller den kapacitet, der er planlagt eller under anlæg.

Artikel 12

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 736/96 ophæves hermed.

Artikel 13

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG

INVESTERINGSPROJEKTER

1.  OLIE

1.1.  Produktion

   - Udvindingsanlæg med en kapacitet på mindst 20 000 tønder/dag.

1.2.  Raffinering

   - Destillationsanlæg med en kapacitet på 1 mio. ton/år og derover.
   - Udvidelse af destillationsanlæg til en kapacitet på over 1 mio. ton/år.
   - Anlæg til reforming/krakning med en kapacitet på 500 ton/døgn og derover.
   - Afsvovlingsanlæg for residualbrændselsolie/gasolie/feedstock/andre olieprodukter.

Kemiske anlæg, som ikke fremstiller brændselsolie og/eller motorbrændstoffer eller kun fremstiller disse som biprodukter, er undtaget.

1.3.  Transport

   - Råolierørledninger med en kapacitet på 3 mio. ton/år og derover samt udbygning af sådanne rørledninger eller forlængelse af dem med 30 km og derover.
   - Rørledninger til olieprodukter med en kapacitet på 1,5 mio. ton/år og derover samt udbygning af sådanne rørledninger eller forlængelse af dem med 30 km og derover.
   - Rørledninger, der udgør et væsentligt led i nationale eller internationale forbindelsesnet, og rørledninger og projekter af fælles interesse, der er fastlagt ved retningslinjer, der er opstillet i medfør af artikel 171 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Rørledninger til militære formål og til forsyning af anlæg, der ikke er omfattet af punkt 1.2, er undtaget.

1.4.  Oplagring

   - Lageranlæg til råolie og olieprodukter (anlæg med en kapacitet på 150 mio. m3 og derover samt tanke med en kapacitet på 100 000 m3 og derover).

Tanke til militære formål og til forsyning af anlæg, der ikke er omfattet af punkt 1.2, er undtaget.

2.  GAS

2.1.  Produktion

   - Udvindingsanlæg med en kapacitet på mindst 0,1 mio. m3/dag.

2.2.  Transport

   - Transportrørledninger til gas, herunder naturgas og biogas.
   - Rørledninger, der udgør et væsentligt led i nationale eller internationale forbindelsesnet, og rørledninger og projekter af fælles interesse, der er fastlagt ved retningslinjer, der er opstillet i medfør af artikel 171 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, samt projekter, der er anført i bilaget til Europa-Parlamentets og Rådet forordning (EF) nr. 663/2009 af 13. juli 2009 om et program til støtte for den økonomiske genopretning i form af fællesskabsstøtte til projekter på energiområdet(13).

2.3.  LNG

   - Terminaler til import og eksport af flydende naturgas (LNG).
   - Kapacitet til genforgasning og oplagring og fortætning.

2.4.  Oplagring

   - Lageranlæg, der er forbundet til transportrørledningerne i punkt 2.2.
   - It-software og -hardware, som anvendes til overvågning af gaslagre og realtidsrapportering herom til EU's ansvarlige organer.

Rørledninger, terminaler og anlæg til militære formål og til forsyning af kemiske anlæg, der ikke fremstiller energiprodukter eller kun fremstiller disse som biprodukter, er undtaget.

3.  STENKUL, BRUNKUL OG OLIESKIFER

3.1.  Produktion

   - Nye eller udvidede anlæg over jorden med en årlig produktion på 1 mio. ton eller derover.
   - Nye eller udvidede underjordiske anlæg med en årlig produktion på 1 mio. ton eller derover.

4.  ELEKTRICITET

4.1.  Produktion

   - Varmekraftværker og kernekraftværker (enheder med en effekt på 100 MW eller derover).
   - Vandkraftværker (værker med en effekt på 30 MW eller derover).
   - Vindmølleparker (med en effekt til havs på 20 MW eller derover og på land på 5 MW eller derover).
   - Anlæg på basis af fokuserende solfangere og geotermisk energi ▌(enheder med en effekt på 10 MW eller derover) samt solcelleanlæg (med en effekt på 5 MW eller derover).
   - ▌Kraftværksanlæg fyret med biomasse/flydende biobrændsler/affald (enheder med en effekt på 5 MW eller derover).
   - Kraftvarmeværker (enheder med en elektrisk effekt på 10 MW eller derover).
   - Decentraliserede anlæg til produktion af vedvarende energi, tilsluttet et elektricitetsnet eller omfattet af en købskontrakt med en virksomhed, hvis samlede produktionskapacitet overstiger 10 MW.

4.2.  Transport

   - Luftledninger til transmission, såfremt de er konstrueret til en spænding på 100 kV eller derover.
   - Nedgravede og undersøiske transmissionsledninger, såfremt de er konstrueret til en spænding på 100 kV eller derover.
   - Projekter af fælles interesse, der er fastlagt ved retningslinjer, der er opstillet i medfør af artikel 171 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og projekter, der er anført i bilaget til forordning (EF) nr. 663/2009.
   - Fjernvarmeledninger med en diameter på 300 mm eller derover.

4.3.  Oplagringsanlæg/deponeringsanlæg

   - Faciliteter til oplagring af elektricitet.

5.  BIOBRÆNDSLER OG BIOBRÆNDSTOFFER

5.1.  Produktion

   - Anlæg til produktion af biobrændsler og biobrændstoffer (raffinaderi med en kapacitet på 50 000 ton/år eller derover).

6.  KULDIOXID

6.1.  Transport

   - CO2-rørledninger forbundet med produktionsanlæggene i punkt 1.2 og 4.1.

6.2.  Oplagring

Denne del gælder også for projekter vedrørende lagring af CO2 i geologiske strukturer, der er omfattet af forordning (EF) nr. 663/2009.

   - Lageranlæg (anlæg eller kompleks med en kapacitet på 100 000 ton eller derover).

Lageranlæg til forskning og teknologisk udvikling er undtaget.

(1) Europa-Parlamentets holdning af 25.2.2010.
(2) EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16.
(3) EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55.
(4) EUT L 211 af 14.8.2009, s. 94.
(5) EUT L 211 af 14.8.2009, s. 1.
(6) EUT L 211 af 14.8.2009, s. 15.
(7) EUT L 211 af 14.8.2009, s. 36.
(8) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
(9) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.
(10) EUT L 264 af 25.9.2006, s. 13.
(11) EUT L 41 af 14.2.2003, s. 26.
(12) EFT L 102 af 25.4.1996, s. 1.
(13) EUT L 200 af 31.7.2009, s. 31.


Situationen i Ukraine
PDF 140kWORD 56k
Europa-Parlamentets beslutning af 25. februar 2010 om situationen i Ukraine
P7_TA(2010)0035RC-B7-0116/2010

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til sine tidligere beslutninger om Ukraine,

–   der henviser til fælleserklæringen om det østlige partnerskab, som blev indført den 7. maj 2009 i Prag,

–   der henviser til erklæringen og henstillingerne fra mødet i Det Parlamentariske Samarbejdsudvalg EU-Ukraine den 26.-27. oktober 2009,

–   der henviser til, at Ukraine har været medlem af Verdenshandelsorganisationen siden marts 2008,

–   der henviser til, at ministerrådet for energifællesskabstraktaten på sit møde i december 2009 i Zagreb godkendte Ukraines tiltrædelse af traktaten,

–   der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Ukraine, der trådte i kraft den 1. marts 1998, og til de igangværende forhandlinger om den associeringsaftale, som skal afløse partnerskabs- og samarbejdsaftalen,

–   der henviser til associeringsagendaen EU-Ukraine, der blev godkendt af Samarbejdsrådet EU-Ukraine i juni 2009 til afløsning af handlingsplanen,

–   der henviser til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Ukraine om lempelse af visumreglerne, der blev undertegnet den 18. juni 2007 og trådte i kraft den 1. januar 2008, og til dialogen om visumspørgsmålet mellem EU og Ukraine, der blev indledt i oktober 2008,

–   der henviser til aftalememorandummet om etablering af en dialog om regionalpolitik og udvikling af regionalt samarbejde mellem det ukrainske ministerium for regional udvikling og anlægsarbejder og Europa-Kommissionen, der blev undertegnet den 22. juli 2009,

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1638/2006 af 24. oktober 2006 om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI)(1),

–   der henviser til aftalememorandummet om samarbejde på energiområdet mellem Den Europæiske Union og Ukraine, som blev undertegnet den 1. december 2005,

–   der henviser til fælleserklæringen fra den fælles internationale investeringskonference for EU og Ukraine om modernisering af gastransitsystemet, der fandt sted den 23. marts 2009,

–   der henviser til aftalen mellem Naftogaz og Gazprom om transitafgifter på olieleverancer for 2010, der blev indgået i december 2009,

–   der henviser til resultatet af præsidentvalget i Ukraine, hvis første runde blev afholdt den 17. januar og anden runde den 7. februar 2010,

–   der henviser til erklæringerne fra OSCE/ODHIR's observationsmission om præsidentvalget den 17. januar og 7. februar 2010 med den vurdering, at de fleste internationale normer var blevet opfyldt,

–   der henviser til erklæringen af 8. februar 2010 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, om præsidentvalget i Ukraine,

–   der henviser til de ændringer, der blev foretaget i den ukrainske valglov i sidste øjeblik og vedtaget af Verkhovna Rada (parlamentet) den 3. februar 2010, kort før anden runde af præsidentvalget,

–   der henviser til det nationale vejledende program for Ukraine for 2011-2013,

–   der henviser til resultaterne fra de seneste topmøder mellem EU og Ukraine, herunder anerkendelsen af Ukraine på topmødet i 2008 i Paris som et europæisk land, der deler fælles historie og fælles værdier med EU-medlemsstaterne, og konklusionerne fra topmødet mellem EU og Ukraine den 4. december 2009 i Kiev,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.   der understreger, at Ukraine er en nabo af strategisk betydning for EU, og at landets størrelse og dets natur- og befolkningsressourcer og geografiske beliggenhed giver Ukraine en markant position i Europa og gør landet til en afgørende regional aktør,

B.   der fremhæver, at Ukraine er en europæisk stat, og at landet kan ansøge om medlemskab af EU i overensstemmelse med artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Union i lighed med enhver europæisk stat, der tilslutter sig principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet,

C.   der konstaterer, at OSCE/ODHIR's valgobservationsmission i sine konklusioner har betegnet valget som i vid udstrækning i overensstemmelse med de internationale normer,

D.   der understreger, at præsidentvalget den 17. januar og 7. februar 2010 blev afviklet gnidningsløst under overholdelse af de borgerlige og politiske rettigheder, herunder forsamlings-, forenings- og ytringsfriheden, hvilket viser, at Ukraine er i stand til at gennemføre frie og retfærdige valg,

E.   der anfører, at tilstedeværelsen af nationale og internationale valgobservatører sikrede betydelig større åbenhed i afviklingen af valget og på valgdagen, selvom ikke-statslige organisationer officielt ikke havde tilladelse til at overvåge valget,

F.   der minder om, at Ukraines højesteret den 17. februar 2010 efter en klage fra premierminister Timosjenko suspenderede den centrale valgkommissions afgørelse om resultatet af præsidentvalget og anerkendelse af Viktor Janukovitj som Ukraines præsident, og at premierministeren den 20. februar 2010 trak sin klage tilbage med den påstand, at retten ikke var villig til at yde hende retfærdighed,

G.   der anfører, at klimaet i valgkampens anden runde blev negativt påvirket af gensidige beskyldninger om svindel og af de ændringer, der i sidste øjeblik blev foretaget i valgloven,

H.   der fremhæver, at det ikke bør glemmes, at Ukraine er et land, der har oplevet Sovjetunionens dominans, og at det har taget lang tid at komme sig over de negative konsekvenser af dette styre,

I.   der minder om, at en af Europa-Parlamentets hovedmålsætninger på det udenrigspolitiske område er at styrke og fremme den europæiske naboskabspolitik, der har til formål at udbygge de politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser med EU og medlemsstaterne,

J.   der anfører, at det østlige partnerskab tager form, og at Europa-Parlamentet forventer, at de nye ukrainske myndigheder arbejder for at opfylde målsætningerne herfor; der påpeger, at det østlige partnerskab kun kan blive en succes og bidrage til fredelig udvikling, stabilitet og velstand i alle østlige nabolande, herunder Ukraine, hvis det er baseret på konkrete og troværdige projekter og tilføres tilstrækkelige økonomiske midler,

K.   der betoner, at EU fremmer et stabilt og demokratisk Ukraine, som respekterer princippet om social markedsøkonomi, retsstatsprincippet, menneskerettighederne og beskyttelsen af mindretallene og garanterer de grundlæggende rettigheder, og tilføjer, at intern politisk stabilitet i Ukraine og fokus på interne reformer er en forudsætning for en yderligere udvikling af forbindelserne mellem EU og Ukraine,

L.   der pointerer, at Ukraine siden den orange revolution beklageligvis har mistet mere end fem år til løsning af problemet med landets forfatningsmæssige og institutionelle underskud og navnlig kompetencestridighederne mellem præsidenten og premierministeren, og at vigtige reformprojekter i den offentlige, økonomiske og sociale sektor som en følge heraf enten er blevet udsat, ikke er blevet gennemført konsekvent eller slet ikke er blevet vedtaget,

M.   der insisterer på, at Ukraine uanset resultatet af præsidentvalget nu må begynde at gennemføre forfatningsreformer med det formål at skabe et levedygtigt og effektivt system præget af kontrol og balance og med en klar fordeling af beføjelserne mellem præsidenten, regeringen og parlamentet (Verkhovna Rada),

N.   der fastslår, at der i de seneste år generelt er sket store fremskridt i forbindelserne mellem EU og Ukraine, især på områderne udenrigs- og sikkerhedspolitik, handel og finansielle og økonomiske anliggender, men at fremskridtene på energi- og miljøområdet har været utilstrækkelige,

O.   der understreger, at Ukraines tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) udgør et vigtigt skridt i retning af Ukraines accept af de internationale og de europæiske økonomiske normer og udvidede handelsforbindelser med EU og fremskynder forhandlingerne om et vidtrækkende og omfattende frihandelsområde som en integrerende del af associeringsaftalen,

P.   der fastslår, at Ukraines tiltrædelse af energifællesskabstraktaten har stor betydning for alle parter,

Q.   der anfører, at associeringsaftalen mellem EU og Ukraine skal fungere som et instrument i reformprocessen og styrke civilsamfundets rolle,

1.   finder det glædeligt, at det i rapporten fra den internationale valgobservationsmission om præsidentvalget i Ukraine anføres, at der er gjort betydelige fremskridt i forhold til de tidligere valg, da dette valg har opfyldt de fleste OSCE- og EU-normer for frie og retfærdige valg;

2.   glæder sig over erklæringen fra OSCE/ODHIR's valgobservationsmission om, at de civile og politiske rettigheder er blevet respekteret, herunder forsamlings-, forenings- og ytringsfriheden i et pluralistisk medielandskab;

3.   glæder sig over den relativt høje valgdeltagelse, der viser, at de ukrainske borgere involverer sig aktivt, når kursen for deres land skal sættes, og konstaterer med tilfredshed, at dette valg havde et bredt udbud af kandidater med alternative politiske synspunkter, hvilket gav vælgerne et ægte valg;

4.   beklager, at valgreglerne vedbliver at være et løbende diskussionsemne, og påpeger, at den eksisterende valglov, som ændret i august 2009, af OSCE/ODHIR opfattes som et tilbageskridt i forhold til de tidligere bestemmelser og har resulteret i en uklar og ufuldstændig lovgivningsramme; beklager ligeledes, at Verkhovna Rada (parlamentet) har vedtaget de meget kontroversielle ændringsforslag til præsidentvalgloven, der blev foreslået af »Regionspartiet« blot få dage før anden valgrunde; tilskynder derfor de ukrainske myndigheder til at ændre og fuldstændiggøre landets valglovgivning; kræver større åbenhed i de transaktioner, hvorved der ydes kandidater og politiske partier finansielle midler, og øget gennemskuelighed i finansieringen af valgkampagner i perioderne forud for valgene;

5.   opfordrer, i erkendelse af, at Ukraine har ratificeret Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal og den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog, de ukrainske myndigheder til at gøre yderligere bestræbelser for at vise imødekommenhed overfor mindretalsgrupper i landet ved at inddrage disse grupper i landets politiske udvikling og ved at vise behørig respekt for mindretallenes ret til undervisning på mindretalssprog;

6.   erkender, at Ukraine som et europæisk land deler en fælles historie og fælles værdier med EU-landene, og anerkender Ukraines europæiske forhåbninger;

7.   forventer, at de ukrainske politikere og myndigheder erkender, at der er behov for politisk og økonomisk stabilitet, og at de arbejder for at opfylde dette behov, navnlig gennem en reform af forfatningen, en styrkelse af retsstaten, indførelse af en social markedsøkonomi og øgede bestræbelser på at bekæmpe korruption og forbedre erhvervs- og investeringsklimaet;

8.   understreger betydningen af en styrkelse af samarbejdet mellem Ukraine og EU på energiområdet og ønsker yderligere aftaler mellem EU og Ukraine med det formål at sikre energiforsyningerne for begge parter, herunder et pålideligt transitsystem for olie og naturgas;

9.   opfordrer Ukraine til at ratificere og gennemføre landets tiltrædelse af energifællesskabstraktaten i dens fulde omfang og snarest muligt vedtage en ny gaslov, der er i overensstemmelse med direktiv 2003/55/EF;

10.   gør opmærksom på, at den eksisterende aftale om lempelse af visumreglerne bør tages op til revision med langsigtede målsætninger for øje, selv om der er sket fremskridt på området, og anmoder Rådet om at give Kommissionen mandat til at ændre aftalen sammen med de ukrainske myndigheder med det formål at udarbejde en køreplan for indførelse af visumfritagelse for Ukraine, hvori indgår afskaffelse af de eksisterende visumgebyrer som et foreløbigt mål;

11.   anmoder Kommissionen om at samarbejde med medlemsstaterne og Ukraine om at forberede særlige foranstaltninger i forbindelse med EM-slutrunden i fodbold i 2012, for at gøre det nemmere at rejse for personer med billetter til kampene;

12.   finder det glædeligt, at Ukraine deltager aktivt i det østlige partnerskab og Den Parlamentariske Forsamling Euronest, og at landet er indstillet på at øge indsatsen til fremme af demokratiet, retsstaten og respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og at satse på social markedsøkonomi, bæredygtig udvikling og god regeringsførelse;

13.   støtter flagskibsinitiativerne inden for det østlige partnerskab, i særdeleshed de initiativer, der vedrører integreret grænseforvaltning, energiområdet, et frihandelsområde og et omfattende program for institutionsopbygning;

14.   forventer, at Ukraine bekræfter, at landet er indstillet på at styre mod EU-integration og satse på et stærkt samarbejde med EU på naboskabsområdet inden for rammerne af det østlige partnerskab og sortehavssynergiinitiativet;

15.   opfordrer Kommissionen og Rådet til atter at tilkendegive EU's vilje til at hjælpe Ukraine i den retning gennem de instrumenter, der foreslås inden for rammerne af det østlige partnerskab og associeringsagendaen EU-Ukraine; opfordrer Kommissionen til at sikre nøje overensstemmelse mellem associeringsagendaen og det nationale vejledende program 2011-13;

16.   understreger, at aftalen om et vidtrækkende og omfattende frihandelsområde vil kunne føre til Ukraines gradvise integration i EU's indre marked ved at udstrække de fire friheder til at omfatte Ukraine;

17.   finder det glædeligt, at det er planen at åbne en repræsentation for Den Europæiske Investeringsbank (EIB) i Kiev, og fremhæver betydningen af at udbygge EIB's engagement i Ukraine;

18.   understreger, at det er vigtigt at intensivere samarbejdet inden for ungdoms- og studieudveksling og fremme udviklingen af stipendieprogrammer, der gør det muligt for ukrainerne at stifte bekendtskab med Den Europæiske Union og dens medlemsstater;

19.   opfordrer alle nabolande til fuldt ud at respektere den ukrainske stats demokratiske system og undlade nogen form for pression eller indblanding, der har til formål at tilsidesætte Ukraines demokratiske vilje og beslutninger vedrørende landets politiske, sociale og økonomiske udvikling;

20.   beklager dybt den afgående ukrainske præsident Viktor Jusjtjenkos beslutning om posthumt at tildele Stepan Bandera, leder af Organisationen af Ukrainske Nationalister (OUN), der kollaborerede med Nazityskland, ærestitlen »Ukraines nationalhelt«; håber i denne forbindelse, at det nye ukrainske lederskab fremover vil genoverveje denne type beslutninger og vil fortsætte sit engagement for europæiske værdier;

21.   opfordrer Kommissionen til at yde den nødvendige tekniske bistand til en kraftig forbedring af energieffektiviteten i det ukrainske elektricitetsnet og øge samarbejdet med henblik på en reform af gassektoren, så den bringes i overensstemmelse med EU's standarder; anmoder om konsekvent EU-støtte til en ukrainsk strategi til reduktion af energiforbruget og forøgelse af energieffektiviteten som det bedste middel til at nedbringe udgifterne til gas og afhængigheden af energiimport;

22.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, Ukraines regering og parlament og Europarådets, OSCE's og NATO's parlamentariske forsamlinger.

(1) EUT L 310 af 9.11.2006, s. 1.


Parlamentets prioriteringer for FN's Menneskerettighedsråd (Genève, 1. -26. marts 2010)
PDF 142kWORD 59k
Europa-Parlamentets beslutning af 25. februar 2010 om den 13. samling i FN's Menneskerettighedsråd
P7_TA(2010)0036RC-B7-0123/2010

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til sine tidligere beslutninger vedrørende FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC), særlig sin beslutning af 14. januar 2009 om udvikling af FN's Menneskerettighedsråd, herunder EU's rolle(1), 16. marts 2006 om resultatet af forhandlingerne om Menneskerettighedsrådet og om den 62. samling i FN's Menneskerettighedskommission(2), 29. januar 2004 om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og De Forenede Nationer(3), 9. juni 2005 om reformen af FN(4), 29. september 2005 om resultatet af FN-Verdenstopmødet den 14.-16. september 2005(5) og 7. maj 2009 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2008 og EU's menneskerettighedspolitik(6),

–   der henviser til sine uopsættelige beslutninger om menneskerettigheder og demokrati,

–   der henviser til FN's Generalforsamlings resolution A/RES/60/251 om oprettelse af Menneskerettighedsrådet (UNHRC),

–   der henviser til de foregående ordinære og særlige samlinger i UNHRC samt til tidligere runder af den universelle regelmæssige gennemgang (UPR),

–   der henviser til den forestående 13. samling i UNHRC, som finder sted i marts 2010, og til ottende runde af den universelle regelmæssige gennemgang (UPR), som finder sted i perioden 3.-14. maj 2010,

–   der henviser til, at der i 2011 skal foretages en evaluering af Menneskerettighedsrådet,

–   der henviser til de institutionelle ændringer, som er affødt af Lissabontraktatens ikrafttræden,

–   der henviser til artikel 2, artikel 3, stk. 5, og artikel 18, 21, 27 og 47 i traktaten om Den Europæiske Union i den udgave, der følger af Lissabontraktaten,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.   der henviser til, at respekten for og fremme og sikring af menneskerettighedernes universalitet er en del af EU's etiske og juridiske regelværk og en af hjørnestenene i europæisk enhed og integritet(7),

B.   der henviser til, at UNHRC er en unik platform, som specifikt beskæftiger sig med de universelle menneskerettigheder, og et særligt forum for menneskerettigheder inden for FN-systemet,

C.   der henviser til, at evalueringen af UNHRC vil følge to spor, således at organets status og procedurer vil blive drøftet i henholdsvis New York og Genève, og at en række initiativer og uformelle møder vil finde sted i det kommende år,

D.   der henviser til, at EU's rolle som global aktør er vokset i løbet af de seneste årtier, og at den nye tilgang, der indgår i den nye Tjeneste for EU's Optræden Udadtil, kan hjælpe EU med at handle mere effektivt for at imødegå globale udfordringer på en sammenhængende, konsekvent og effektiv måde,

E.   der henviser til, at en delegation fra Europa-Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder rejser til Genève under den 13. samling i UNHRC, ligesom det har været tilfældet i tidligere år med UNHRC's samlinger og tidligere endnu med UNHRC's forgænger, FN's Menneskerettighedskommissions, samlinger,

1.   understreger betydningen af UNHRC's 13. samling, som er den vigtigste UNHRC-samling i 2010; glæder sig over højniveausegmentet af den forestående 13. ordinære samling med deltagelse af regeringernes ministre og andre højtstående repræsentanter; konstaterer, at der på højniveausegmentets møder vil blive drøftet to spørgsmål – den økonomiske og finansielle krise og FN-erklæringen om uddannelse og faglig uddannelse på menneskerettighedsområdet (HRET);

2.   glæder sig over, at der på dagsordenen for UNHRC's 13. samling er opført en beretning fra FN's højkommissær for menneskerettigheder om konsekvenserne af den globale økonomiske og finansielle krise for gennemførelsen af alle menneskerettigheder og om eventuelle fornødne foranstaltninger til afbødning heraf; opfordrer EU's medlemsstater til aktivt at bidrage til debatten om dette spørgsmål;

3.   opfordrer EU's medlemsstater til at tage aktiv del i den årlige interaktive debat om handicappedes rettigheder, i drøftelserne om retten til sandhed (indledt af Gruppen af Latinamerikanske og Caribiske Lande (GRULAC) og med fokus på den historiske sandhed om undertrykkelse) og i det årlige møde om barnets rettigheder;

4.   understreger betydningen af fælles EU-holdninger til spørgsmål, der skal drøftes under UNHRC's 13. samling, skønt det endnu ikke er helt klart, hvilke nærmere procedurer der skal gælde for EU-medlemsstaternes aktioner i UNHRC efter Lissabontraktatens ikrafttræden;

Menneskerettighedsrådets arbejde

5.   gentager sin opfordring til EU's medlemsstater om aktivt at modarbejde ethvert forsøg på at underminere princippet om, at menneskerettighederne er universelle, udelelige og indbyrdes afhængige, og aktivt at tilskynde UNHRC til at være lige opmærksom på alle former for forskelsbehandling, herunder forskelsbehandling på grund af køn, race, alder, seksuel orientering og religion eller tro;

6.   advarer mod den ekstreme politisering af UNHRC, eftersom den hindrer organet i at opfylde sit mandat; understreger betydningen af landespecifikke resolutioner, når det handler om at tackle alvorlige krænkelser af menneskerettighederne; fordømmer i denne forbindelse på det kraftigste anvendelsen af afværgeforslag og giver udtryk for sin skuffelse over anvendelsen af denne procedure under Menneskerettighedsrådets 11. særlige samling, som forhindrede vedtagelsen af en konsistent og sammenhængende endelig resolution, der kunne have tacklet situationen i Sri Lanka;

7.   glæder sig over afholdelsen, på opfordring fra Brasilien, af den 13. særlige samling om Haiti, som havde til formål at fokusere på integrationen af en menneskerettighedstilgang i genopbygningsbestræbelserne efter det altødelæggende jordskælv, og over de innovative aspekter af denne samling såsom afholdelsen af en særlig samling i kølvandet på en naturkatastrofe og inddragelsen af FN's særorganisationer som et middel til at levere et ekspertgrundlag for drøftelserne; fremhæver den vigtige rolle, som den uafhængige ekspert for menneskerettigheder kan spille i Haiti med hensyn til at integrere menneskerettighederne i den bredere FN-indsats og donorstyrede initiativer til støtte for Haiti, og opfordrer FN's medlemsstater til at følge op på denne samling ved at indarbejde menneskerettighedstilgangen i den bredere FN-indsats til støtte for Haiti og til i den forbindelse navnlig at fokusere på sårbare personer såsom børn;

8.   opfordrer EU's medlemsstater til at prioritere UNHRC-foranstaltninger truffet med det specifikke formål at sætte en stopper for menneskerettighedskrænkelser mod civilbefolkningen i krige og voldelige konflikter, herunder specifik vold mod kvinder og børn og problemet med børnesoldater;

9.   beklager, at UNHRC ikke har været i stand til at tackle andre alvorlige situationer på menneskerettighedsområdet i tide; opfordrer EU's medlemsstater til at fordømme menneskerettighedskrænkelser og til aktivt at arbejde på oprettelse af særlige UNHRC-mekanismer til imødegåelse af menneskerettighedskriserne i henholdsvis Afghanistan, Guinea, Iran, Yemen, Irak og Vestsahara; hævder, at FN's mandat omfatter overvågning af menneskerettighedssituationen i Vestsahara;

10.   gentager på ny sin holdning til begrebet »religionskrænkelse« og mener ikke, at det er hensigtsmæssigt at medtage dette begreb i protokollen om supplerende standarder vedrørende racisme, racediskrimination, fremmedhad og alle former for forskelsbehandling, skønt det erkender, at det er nødvendigt at tage grundigt fat på problemet med forskelsbehandling af religiøse mindretal; opfordrer FN's medlemsstater til i fuldt omfang at gennemføre de gældende standarder vedrørende ytringsfrihed og religions- og trosfrihed;

11.   gentager sin opfordring til EU's medlemsstater om at sikre respekt for menneskerettighederne i deres interne politikker, da der i mangel heraf vil ske en svækkelse af EU's stilling i UNHRC;

12.   glæder sig over De Forenede Staters fornyede engagement i arbejdet i FN's organer og deres efterfølgende valg som medlem af UNHRC samt over deres konstruktive arbejde vedrørende ytringsfriheden på FN's 64. Generalforsamling og handlingsplanen om opfølgningen af Durban 2-konferencen; opfordrer USA og EU's medlemsstater til i fremtiden at samarbejde fuldt ud om sådanne initiativer;

13.   udtrykker bekymring over Irans kandidatur til valget til UNHRC i maj 2010; gentager sin modstand mod begrebet »renvaskede tavler« i tilknytning til valg til UNHRC, opfordrer til afholdelse af kampvalg i alle regionale grupper og opfordrer indtrængende EU til at gøre alt, hvad der står i dets magt, for at forhindre, at lande med særdeles problematiske menneskerettighedsforhold vælges til UNHRC;

14.   opfordrer EU og medlemsstaterne til fortsat at presse på for at få fastsat medlemskabskriterier for valg til UNHRC, navnlig minimumskravet om, at landene skal samarbejde med FN's ekspertgruppe »Special Procedures«, samtidig med at de opfylder deres egne mandater; opfordrer EU til at påtage sig en lederrolle ved sammen med de tværregionale partnere at udvikle et sæt retningslinjer til brug i forbindelse med valg;

15.   opfordrer til effektiv overvågning af den faktiske gennemførelse af konklusionerne og anbefalingerne fra »Special Procedures« og traktatorganerne inden for rammerne af UPR-processen for hvert enkelt land;

16.   opfordrer EU's medlemsstater til at gøre deres yderste for at bibeholde alle »Special Procedures«-mandater; opfordrer til, at mandatet for FN's særlige rapportører for henholdsvis Myanmar og Den Demokratiske Folkerepublik Korea fornyes, og at der indføres et nyt landespecifikt mandat for Den Demokratiske Republik Congo i lyset af den forværrede humanitære situation;

17.   glæder sig over den fælles undersøgelse af global praksis vedrørende hemmelige tilbageholdelser i forbindelse med terrorbekæmpelse, som vil blive drøftet under den 13. samling; opfordrer EU's medlemsstater til at støtte den og sørge for en passende opfølgning på rapporten i tråd med Parlamentets hidtidige holdning til spørgsmålet, navnlig dets beslutninger af 19. februar 2009(8) og 14. februar 2007(9) om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger;

18.   opfordrer EU til at deltage aktivt i de kommende UPR-møder for at sikre en fair procedure og et resultat, der støtter og følger op på konklusionerne og anbefalingerne fra »Special Procedures« og traktatorganerne, bl.a. ved at yde den nødvendige tekniske assistance for at sikre gennemførelsen heraf;

19.   opfordrer Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og medlemsstaterne til at arbejde frem imod en stærk fælles EU-holdning til opfølgningen af rapporten fra undersøgelsesmissionen om konflikten i Gaza og det sydlige Israel, hvor de offentligt kræver anbefalingerne gennemført og ansvarlighed for alle krænkelser af international ret, herunder krigsforbrydelser, og indtrængende opfordrer begge parter til at gennemføre undersøgelser, der opfylder internationale standarder for uafhængighed, upartiskhed, gennemsigtighed, hurtighed og effektivitet, i overensstemmelse med resolution A/64/L.11 fra FN's Generalforsamling, og understreger, at alle parters respekt for den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret under alle omstændigheder er en afgørende forudsætning for at opnå en retfærdig og varig fred i Mellemøsten;

20.   opfordrer Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og EU's medlemsstater til aktivt at overvåge gennemførelsen af anbefalingerne i Goldstone-rapporten gennem høring af EU's eksterne missioner og ngo'er, som beskæftiger sig med disse spørgsmål; opfordrer til, at anbefalingerne og de tilhørende bemærkninger medtages i EU's dialoger med begge parter tillige med EU's holdninger i multilaterale fora;

21.   understreger, at der, skønt evalueringen af UNHRC ikke er et spørgsmål, der vil blive direkte behandlet under den 13. UNHRC-samling, er behov for en gennemsigtig og samlet evalueringsproces, som tager hensyn til ngo'er, civilsamfundet og alle andre relevante aktører;

22. understreger, at evalueringen af UNHRC ikke må forhindre organet i at fortsætte sit store arbejde vedrørende menneskerettighedskrænkelser;

23.   opfordrer EU's medlemsstater til med henblik på det forestående første møde i arbejdsgruppen om evalueringen af UNHRC som nedsat ved resolution A/HRC/12/L.28 at nå til enighed om en fælles holdning om spørgsmålet samt om en effektiv og proaktiv forhandlingsstrategi; understreger betydningen af, at EU fastlægger en fælles holdning til processen med evaluering af UNHRC, og opfordrer EU's medlemsstater til at respektere »røde linjer« fastlagt ved fælles overenskomst;

24. opfordrer Udenrigsudvalget til at udarbejde en henstilling til Rådet for at sikre et rettidigt bidrag til EU's holdning til den kommende evaluering;
25. mener i erkendelse af, at der er behov for en bredere debat, at det ved evalueringen bør tilstræbes at fastholde uafhængigheden af hvervet som FN's højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR), bevare og om muligt styrke »Special Procedures« samt sikre UNHRC muligheden for at tage fat på specifikke menneskerettighedskrænkelser gennem landespecifikke resolutioner og mandater; understreger betydningen af menneskerettighedernes udelelighed, uanset om der er tale om sociale, økonomiske, kulturelle, borgerlige eller politiske rettigheder; noterer sig drøftelserne om, hvorledes UNHRC kan styrkes, uden at der gribes til institutionsopbygningspakken;
EU's engagement

26.   anerkender EU's og dets medlemsstaters aktive engagement i UNHRC, lykønsker Belgien med dets hidtil vellykkede UNHRC-formandskab og glæder sig over det spanske EU-formandskabs prioriteringer på menneskerettighedsområdet;

27.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at fortsætte deres ihærdige indsats for at fremme en universel ratifikation af Romstatutten og vedtagelse af national gennemførelseslovgivning i overensstemmelse med Rådets fælles holdning 2003/444/FUSP af 16. juni 2003 om Den Internationale Straffedomstol (ICC)(10) og handlingsplanen fra 2004 om opfølgning på den fælles holdning; noterer sig samarbejds- og bistandsaftalen mellem EU og ICC og opfordrer på dette grundlag EU og dets medlemsstater til fuldt ud at samarbejde med denne domstol og yde den den fornødne bistand; konstaterer, at den første konference til gennemgang af Romstatutten vil blive afholdt i Kampala, Uganda, i perioden 31. maj-11. juni 2010 og vil være et afgørende skridt i ICC's videre udvikling;

28.   mener, at EU's nye institutionelle struktur giver mulighed for at øge sammenhængen i og synligheden og troværdigheden af EU's indsats i UNHRC; opfordrer Unionens højtstående repræsentant/næstformand i Kommissionen til at sikre, at der tages konkrete skridt til at gennemføre Lissabontraktaten for at undgå en for lang overgangsperiode, som vil bringe EU's troværdighed og effektivitet i fare, og sikre, at de nye ordninger forbedrer EU's evne til at skabe tværregional kontakt og til at samarbejde med lande fra andre blokke om fælles initiativer;

29.   bemyndiger sin delegation til UNHRC's 13. samling til at fremføre de bekymringer, der er udtrykt i denne beslutning, opfordrer delegationen til at aflægge rapport om sit besøg til Underudvalget om Menneskerettigheder og finder det hensigtsmæssigt fortsat at sende en delegation fra Europa-Parlamentet til relevante samlinger i UNHRC;

o
o   o

30.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant/næstformand i Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's Sikkerhedsråd, FN's generalsekretær, formanden for FN's 64. Generalforsamling, formanden for FN's Menneskerettighedsråd, FN's højkommissær for menneskerettigheder og EU-FN-Arbejdsgruppen nedsat af Udenrigsudvalget.

(1) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0021.
(2) Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0097.
(3) Vedtagne tekster, P5_TA(2004)0037.
(4) Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0237.
(5) Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0362.
(6) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0385.
(7) Artikel 2, artikel 3, stk. 5, og artikel 6 i TEU.
(8) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0073.
(9) Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0032.
(10) http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cmsUpload/8590.da08.pdf


Beijing +15 – FN's handlingsplan for ligestilling
PDF 221kWORD 50k
Europa-Parlamentets beslutning af 25. februar 2010 om Beijing +15 – FN-handlingsplan for ligestilling mellem kvinder og mænd
P7_TA(2010)0037B7-0118/2009

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til den fjerde internationale kvindekonference i Beijing i september 1995, til erklæringen og handlingsplanen fra Beijing og til de efterfølgende slutdokumenter, der vedtoges på FN's særlige samlinger Beijing +5 og Beijing +10 vedrørende yderligere tiltag og initiativer til gennemførelse af Beijingerklæringen og -handlingsplanen, som vedtoges henholdsvis den 9. juni 2000 og den 11. marts 2005,

–   der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW),

–   der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 14. september 2009 om »System-wide coherence« (A/RES/63/311), der kraftigt støtter konsolideringen af forskellige ligestillingsenheder som elementer i en sammensat helhed,

–   der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–   der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 1, 2, 3, 4, 5, 21 og 23,

–   der henviser til artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union, der lægger vægt på værdier, der er fælles for medlemsstaterne, såsom pluralisme, ikke-diskrimination, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem mænd og kvinder,

–   der henviser til artikel 19 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der omhandler bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn,

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 1. marts 2006 om en køreplan for ligestilling mellem kvinder og mænd (2006-2010) (KOM(2006)0092),

–   der henviser til Rådets konklusioner af 2. december 1998, hvori det fastslås, at den årlige vurdering af gennemførelsen af Beijinghandlingsplanen skal indeholde kvantitative og kvalitative indikatorer og benchmarks,

–   der henviser til den fælles erklæring vedtaget den 4. februar 2005 af EU's ministre med ansvar for ligestilling som led i tiårsgennemgangen af Beijinghandlingsplanen, der bl.a. bekræfter deres kraftige støtte til og engagement i fuld og effektiv gennemførelse af Beijingerklæringen og Beijinghandlingsplanen,

–   der henviser til Rådets konklusioner af 2.-3. juni 2005, hvori medlemsstaterne og Kommissionen opfordres til at styrke de institutionelle mekanismer til fremme af ligestilling og skabe rammer for vurdering af gennemførelsen af Beijinghandlingsplanen med henblik på at skabe en mere sammenhængende og systematisk overvågning af fremskridtene,

–   der henviser til den europæiske ligestillingspagt, som Det Europæiske Råd vedtog i marts 2006(1),

–   der henviser til Rådets konklusioner af 14. maj 2007 vedrørende ligestilling og styrkelse af kvinders position i udviklingssamarbejdet,

–   der henviser til den omfattende rapport udarbejdet af det svenske formandskab for Den Europæiske Union med titlen »Beijing + 15: The Platform for Action and the European Union«, der identificerer de hindringer, der for øjeblikket står i vejen for en fuldstændig gennemførelse af ligestilling mellem kønnene,

–   der henviser til sin beslutning af 15. juni 1995 om den fjerde internationale kvindekonference i Beijing: »Ligestilling, udvikling og fred«(2) og sin beslutning af 10. marts 2005 om opfølgningen af den fjerde verdenskvindekonference - Handlingsprogrammet Beijing+10(3),

–   der henviser til forespørgslerne til mundtlig besvarelse af 26. januar 2010 til Kommissionen og Rådet om Beijing +15 – FN-handlingsplan for ligestilling mellem kvinder og mænd (O-0006/2010 – B7-0007/2010, O-0007/2010 – B7-0008/2010),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.   der henviser til, at de strategiske mål for Beijinghandlingsplanen ikke er blevet nået til trods for den indsats, der er gjort, og at der stadig hersker kønsstereotype fordomme, hvor kvinder fortsat er i en lavere position end mænd på de områder, som handlingsplanen omfatter,

B.   der henviser til, at ligestilling mellem kønnene er et af Den Europæiske Unions grundlæggende principper, som er nedfældet i Traktaten om Den Europæiske Union og er en af dens målsætninger og opgaver, og til, at integration af ligestillingsaspektet i alle aktiviteter udgør en særlig opgave for EU,

C.   der henviser til, at kvinders og pigers fulde nydelse af alle menneskerettigheder udgør en umistelig, integreret og udelelig del af de universelle menneskerettigheder og er væsentlig for at fremme kvinders og pigers stilling samt for fred, sikkerhed og udvikling,

D.   der henviser til, at det er afgørende, at mænd og drenge inddrages aktivt i politikker og programmer til fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder, og at mænd tilbydes realistiske muligheder, navnlig hvad angår fædreorlov, for at dele ansvaret for familie og huslige forpligtelser på lige fod med kvinder,

E.   der henviser til, at der i substansen kan findes betydelige synergier mellem CEDAW og Beijinghandlingsplanen, da mange af handlingsplanens vigtigste problemområder udtrykkeligt er dækket af konventionen,

F.   der henviser til, at der er gået tredive år, siden CEDAW blev undertegnet den 18. december 1979, og ti år siden undertegnelsen af den valgfri protokol til konventionen, som bemyndiger CEDAW-komiteen til at høre klager vedrørende krænkelse af rettigheder indbragt af enkeltpersoner; der endvidere henviser til, at 186 lande hidtil har ratificeret CEDAW, og at 98 af disse lande har ratificeret den valgfri protokol,

G.   der henviser til, at det vedtagne tema for det 54. møde i FN's Kvindekommission (CSW) (det såkaldte Beijing + 15–møde) er at gennemgå Beijingerklæringen og bidrage til skabelsen af et ligestillingsperspektiv i retning af fuld gennemførelse af 2015-målene,

1.   understreger, at ulighed og kønsstereotyper varer ved til trods for den fremgang, der er gjort med hensyn til gennemførelsen af de strategiske mål for Beijinghandlingsplanen, og at kvinder fortsat er i en lavere position end mænd på de områder, som handlingsplanen omfatter;

2.   finder det beklageligt, at der mangler rettidige, pålidelige og sammenlignelige data både på nationalt plan og på EU-plan vedrørende de indikatorer, der er vedtaget for opfølgningen af Beijinghandlingsplanen og allerede er udviklet på mange af de kritiske områder, som er indkredset heri, herunder kvinder og fattigdom, vold mod kvinder, institutionelle mekanismer, kvinder og væbnede konflikter samt pigebørn;

3.   opfordrer Kommissionen til yderligere at udvikle den årlige evaluering af gennemførelsen af Beijinghandlingsplanen og til at bruge indikatorerne og de analytiske rapporter effektivt som et bidrag til forskellige politikområder og som grundlag for nye initiativer med sigte på at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder;

4.   anser det for nødvendigt, at Kommissionen forelægger en midtvejsplan for regelmæssig opfølgning og revision af det sæt indikatorer, der allerede er udviklet for opfølgning af Beijinghandlingsplanen, under anvendelse af alle disponible ressourcer, herunder ekspertisen i Gruppen på Højt Plan vedrørende Integration af Kønsaspektet;

5.   opfordrer indtrængende Kommissionen til, når den udarbejder sin opfølgningsstrategi til køreplanen, at tage hensyn til den økonomiske og finansielle krise, følgevirkningerne af klimaforandringer for kvinder, bæredygtig udvikling, det aldrende samfund og den situation, som kvinder fra etniske mindretal, navnlig romakvinder, befinder sig i, samt følgende aktuelle prioriteter for køreplanen: lige grad af økonomisk uafhængighed for kvinder og mænd, inklusive underpunkt 1.6 om bekæmpelse af mangeartet diskrimination mod kvinder fra etniske mindretal og indvandrerkvinder, forening af arbejde og familie- og privatliv, lige deltagelse af kvinder og mænd i beslutningstagning, bekæmpelse af kønsbaseret vold, udryddelse af kønsstereotyper i samfundet samt fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder i eksterne politikker og udviklingspolitikker;

6.   opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at træffe yderligere foranstaltninger med henblik på at fremme styrkelsen af kvindernes position, ligestillingen mellem mænd og kvinder samt integrationen af kønsaspektet i udviklingssamarbejdet, herunder gennemførelse og vedtagelse af en EU-handlingsplan for ligestilling, i overensstemmelse med Pariserklæringen om bistandseffektivitet og Accrahandlingsplanen;

7.   opfordrer indtrængende Kommissionen til, når den udarbejder sin opfølgningsstrategi til køreplanen, at knytte stærkere forbindelser til Beijinghandlingsplanen og således sikre, at der er større sammenhæng mellem EU's strategi for ligestilling mellem kønnene og bestræbelserne på at nå målene i Beijinghandlingsplanen;

8.   støtter kraftigt skabelsen af den nye FN-enhed for ligestilling mellem mænd og kvinder, der kombinerer politiske og operationelle aktiviteter, og opfordrer alle FN's medlemsstater, og navnlig EU's medlemsstater, til at sikre, at den nye enhed udstyres med betydelige økonomiske og menneskelige ressourcer og ledes af en FN-undergeneralsekretær med ansvar for ligestilling;

9.   understreger, at seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder udgør en integreret del af dagsordenen for kvinders rettigheder, og at det er vigtigt at øge bestræbelserne på at forbedre kvinders reproduktive rettigheder og sundhed både i Europa og på globalt plan;

10.   understreger, at seksuel og reproduktiv sundhed er en integreret del af dagsordenen for sikring af bedre sundhed for kvinder;

11.   understreger, at abort ikke bør fremmes som en familieplanlægningsmetode, og at der i alle tilfælde skal sørges for human behandling og rådgivning af kvinder, som har været nødt til at vælge en abort;

12.   opfordrer Den Europæiske Union til inden for den nye retlige ramme, der er skabt ved Lissabontraktaten, at blive medunderskriver af konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW);

13.   opfordrer Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) til at fremme udveksling af viden mellem medlemsstaterne på alle områder, der indgår i Beijinghandlingsplanen, gennem programmet for udveksling af god praksis inden for ligestilling mellem mænd og kvinder med henblik på at styrke implementeringen af de forpligtelser, som handlingsplanen omfatter;

14.   anmoder om, at forbindelserne til Beijinghandlingsplanen styrkes i forbindelse med revisionen af Lissabonstrategien i 2010, at der indføjes en stærk prioritet/et stærkt kapitel ledsaget af nye mål om ligestilling mellem kønnene, og at Beijingindikatorerne, som blev udviklet med henblik på opfølgning af handlingsplanen, bruges til at styrke kønsaspektet i de nationale reformprogrammer såvel som i de nationale rapporter om strategier for social beskyttelse og social inddragelse;

15.   anmoder Kommissionen om regelmæssigt at evaluere fremskridtene på de i Beijinghandlingsplanen identificerede vigtige problemområder, for hvilke der til opfølgning af Beijinghandlingsplanen allerede er udviklet og vedtaget indikatorer;

16.   opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage og gennemføre særlige ligestillingspolitikker, herunder aktive foranstaltninger, således at der rent faktisk hurtigere opnås ligestilling mellem kønnene, og kvinder og piger nyder alle menneskerettigheder fuldt ud;

17.   bifalder, at der i det nye spanske formandskabs planer lægges så stor vægt på ligestillingen mellem mænd og kvinder;

18.   anerkender, at integration af kønsaspektet og de særlige foranstaltninger for at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder er strategier, der gensidigt understøtter hinanden, og at strukturer og metoder skal styrkes og bruges effektivt på både nationalt plan og EU-plan;

19.   tilskynder Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder til yderligere at udvikle strategier og redskaber for integration af kønsaspektet, især inden for kønsspecifik konsekvensanalyse og kønsbudgettering;

20.   gentager behovet for systematisk gennemførelse og overvågning af integration af kønsaspektet i lovgivning, budgetudformning og andre vigtige processer og for strategier, programmer og projekter på forskellige politikområder, herunder økonomisk politik, integrationspolitikker, den åbne koordinationsmetode for både beskæftigelse og social beskyttelse samt social inddragelse, EU's strategi for bæredygtig udvikling, rammerne for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet, politikken for EU's optræden udadtil, udviklingspolitikken og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik samt for at fremme den systematiske brug af de indikatorer, der er udviklet til opfølgning på Beijinghandlingsplanen på alle relevante politikområder og i alle relevante processer;

21.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og FN's generalsekretær.

(1) Bull. EC 3-2002, punkt I.13.
(2) EUT C 166 af 3.7.1995, s. 92.
(3) EUT C 320 E af 15.12.2005, s. 247.


Ændring af Parlamentets overslag for 2010-budgettet
PDF 19kWORD 44k
Europa-Parlamentets beslutning af 25. februar 2010 om overslag over indtægter og udgifter for ændringsbudget nr. 1/2010 (Sektion I, Europa-Parlamentet) (2010/2014(BUD))
P7_TA(2010)0038A7-0017/2010

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 314,

–   der henviser til Rådets afgørelse 2007/436/EF, Euratom af 7. juni 2007 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter(1),

–   der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(2),

–   der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning(3) (IIA), særlig den flerårige finansielle ramme (FFR) i del I, der er vedføjet som bilag I til aftalen,

–   der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010,

–   der henviser til generalsekretærens beretning til Præsidiet med henblik på opstilling af det foreløbige forslag til budgetoverslag for et ændringsbudget for regnskabsåret 2010,

–   der henviser til det foreløbige forslag til budgetoverslag for dette ændringsbudget, opstillet af Præsidiet den 14. december 2009, jf. forretningsordenens artikel 23, stk. 6, og artikel 79, stk. 1,

–   der henviser til forslaget til budgetoverslag, opstillet af Budgetudvalget den 27. januar 2009, jf. forretningsordenens artikel 79, stk. 2,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 79,

–   der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A7-0017/2010),

A.   der henviser, at det under 2010-budgetproceduren vedtoges, at udgifter navnlig i forbindelse med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab om nødvendigt ville blive behandlet ved hjælp af eksisterende budgetinstrumenter, som f.eks. et ændringsbudget, efter vedtagelsen af det oprindelige 2010-budget,

B.   der henviser, at det blev understreget, at det i så fald bør undersøges til bunds, om der kan foretages en omfordeling af de nuværende midler, inden der stilles krav om yderligere midler,

C.   der henviser til, at det navnlig blev understreget, at det oprindeligt vedtagne niveau for dets budget udgjorde 19,87 % af de godkendte udgifter under udgiftsområde 5 (administrative bevillinger) i FFR og ikke omfattede nogen mulige tilpasninger i lyset af Lissabontraktaten, navnlig på lovgivningsområdet,

D.   der henviser til, at det samtidig erkendtes, at det som følge af de begrænsede disponible margener vil være nødvendigt med yderligere besparelser og omfordelinger for at kunne imødekomme yderligere anmodninger,

1.   glæder sig over Præsidiets forslag til et ændringsbudget for regnskabsåret 2010 om Europa-Parlamentets budget (sektion 1 i EU's almindelige budget) og minder om, at det er i fuld overensstemmelse med aftalen, at yderligere behov efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten behandles separat ved hjælp af de eksisterende budgetinstrumenter;

2.   fremhæver, at lovgivningsmæssig kvalitet er en af Parlamentets prioriteter, og at medlemmer, udvalg og politiske grupper skal have tildelt de midler, der er nødvendige for at opnå denne kvalitet; tilslutter sig den generelle retning i Præsidiets forslag og fokuseringen på de foreslåede forbedringer; mener endvidere, at forslagets generelle størrelsesorden er rimelig som følge af de begrundelser, der er givet, og de nye kommende udfordringer;

3.   kræver i lyset af den flerårige finansielle indvirkning, som disse og andre forslag i forbindelse med Lissabontraktaten forventes at medføre, at der foretages en vurdering af sekretariatsgodtgørelsens anvendelse;

4.   bemærker, at det samlede niveau for budgettet, som foreslået af Præsidiet, vil være på 1 620 760 399 EUR, der svarer til 20,04 % af det oprindelige udgiftsområde 5; bemærker i lyset af ovenstående og budgettets samlede størrelse, at det længe anvendte frivillige loft på 20 % er blevet overskredet med 0,04 procentpoint eller 3,2 mio. EUR i Præsidiets forslag;

5.   mener, at den generelle reference for dets budget fortsat bør være den oprindelige flerårige programmering af FFR for at sikre, at dets interesser er varetages, samtidig med at budgetdisciplinen sikres;

6.   mener, at det nuværende niveau på 20 % for udgiftsområde 5 nu er mere restriktivt sammenlignet med den tidligere situation, idet det skal dække udgifter, som ikke var forudset i den frivillige erklæring fra 1988; minder om, at Parlamentet siden 2006 har medtaget udgifter som f.eks. til medlemsstatutten (hvilket har medført besparelser for medlemsstaterne), statutten for medlemmernes assistenter, udgifterne i forbindelse med sin nye rolle efter Lissabontraktaten og desuden en ekspansiv bygningspolitik for at dække sine generelle behov, herunder udvidelser;

7.   mener, at dets udgifter ud fra de oprindelige FFR-referencebeløb, som der blev forhandlet frem til i 2006, og som er i kraft siden 2007, bør holdes inden for det traditionelle loft på 20 % som en vejledende reference;

8.   mener, at det ved et samlet beløb på over 1 600 000 000 EUR burde være muligt at holde sig inden for 20 % (dvs. 19,99 %), samtidig med at de yderligere behov, der fremgår af Præsidiets forslag, respekteres fuldt ud; bemærker, at dette vil indebære en nedskæring på 4 mio. EUR af det samlede budget;

9.   beslutter, at foretage denne tilpasning uden at ændre de elementer, som findes i Præsidiets forslag, ved at nedskære reserven til bygninger fra 15 mio. EUR til 11 mio. EUR; bemærker, at dette vil medføre et samlet budget på 1 616 760 399 EUR, der svarer til 19,99 % af udgiftsområde 5; fastholder behovet for en langsigtet planlægning af sin bygningspolitik;

10.   fremhæver, at der bør træffes foranstaltninger til at sikre budgetmæssig bæredygtighed i de kommende år; bekræfter betydningen af, at der udarbejdes en nulbaseret budgetpolitik, som vil sikre yderligere disciplin og gennemsigtighed; anmoder om klare oplysninger så snart som muligt om det samlede omfang af de faste udgifter i Parlamentets budget som omtalt i Europa-Parlamentets beslutning af 22. oktober 2009 om forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010(4);

11.   vedtager forslaget til budgetoverslag for ændringsbudget nr. 1/2010, som er vedføjet denne betænkning;

12.   pålægger sin formand at sende denne beslutning og budgetoverslaget til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 163 af 23.6.2007, s. 17.
(2) EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.
(3) EFT C 139 af 14.6.2006, s. 1.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2009)0052.


Grønbog om reform af den fælles fiskeripolitik
PDF 255kWORD 184k
Europa-Parlamentets beslutning af 25. februar 2010 om grønbog om reform af den fælles fiskeripolitik (2009/2106(INI))
P7_TA(2010)0039A7-0014/2010

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik(1),

–   der henviser til sin beslutning af 17. januar 2002 om Kommissionens grønbog om den fælles fiskeripolitiks fremtid(2),

–   der henviser til FN's havretskonvention af 10. december 1982,

–   der henviser til aftalen af 1995 om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande (»New York-aftalen«, vedtaget den 4. august 1995),

–   der henviser til FAO's adfærdskodeks for et ansvarligt fiskeri, vedtaget den 31. oktober 1995,

–   der henviser til Den Europæiske Rådgivende Kommission for Indvandsfiskeris adfærdskodeks for rekreativt fiskeri, som blev vedtaget i maj 2008,

–   der henviser til sluterklæringen fra verdenstopmødet om bæredygtig udvikling, der blev afholdt i Johannesburg fra 26. august til 4. september 2002,

–   der henviser til den nye EU-strategi for bæredygtig udvikling, som vedtaget af Det Europæiske Råd den 15.-16. juni 2006,

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet)(3),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse om den fælles fiskeripolitiks rolle i gennemførelsen af en økosystemtilgang til forvaltning af havet (KOM(2008)0187) og til sin beslutning af 13. januar 2009 om den fælles fiskeripolitiks rolle i gennemførelsen af en økosystemtilgang til forvaltning af havet(4),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse om rettighedsbaserede forvaltningsinstrumenter i fiskeriet (KOM(2007)0073) og til sin beslutning af 10. april 2008 om rettighedsbaserede forvaltningsinstrumenter i fiskeriet(5),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse om opnåelse af bæredygtighed i EU's fiskeri ved hjælp af et maksimalt bæredygtigt udbytte (KOM(2006)0360) og til sin beslutning af 6. september 2007 om opnåelse af bæredygtighed i EU's fiskeri ved hjælp af et maksimalt bæredygtigt udbytte(6),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse om en politik, der skal reducere uønskede bifangster og eliminere udsmid i europæisk fiskeri (KOM(2007)0136) og til sin beslutning af 31. januar 2008 om denne meddelelse(7),

–   der henviser til sin beslutning af 24. april 2009 om »styring i forbindelse med den fælles fiskeripolitik: Europa-Parlamentet, regionale rådgivende råd og øvrige aktører«(8), samt til sin beslutning af 6. september 2006 om handlingsplanen for 2006-2008 med henblik på at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitik(9),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. september 2008 »En europæisk strategi for havforskning og maritim forskning: En sammenhængende ramme for det europæiske forskningsrum til fremme af bæredygtig udnyttelse af havene« (KOM(2008)0534) og til sin beslutning af 19. februar 2009 om anvendt forskning inden for den fælles fiskeripolitik(10),

–   der henviser til sine beslutninger af 6. juli 2005 om forslag til Rådets forordning om Den Europæiske Fiskerifond(11), af 15. juni 2006 om kystfiskeriet og kystfiskerisamfundenes problemer (12), af 15. december 2005 om kvinders netværk: Fiskeri, landbrug og diversificering(13) og af 28. september 2006 om forbedring af fiskerierhvervets økonomiske situation(14),

–   der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 7/2007 om de kontrol-, inspektions- og sanktionssystemer, der skal sikre, at reglerne om bevarelse af Fællesskabets fiskeressourcer overholdes, samt til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri(15), Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008 af 29. september 2008 om tilladelser til EF-fiskerfartøjers fiskeri uden for EF-farvande og tredjelandsfartøjers adgang til EF-farvande(16), samt til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik(17) og til sine beslutninger af 23. februar 2005(18), af 15. februar 2007(19), af 5. juni 2008(20), af 10. april 2008(21) og af 22. april 2009(22),

–   der henviser til sin beslutning af 12. december 2007 om den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter(23),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse »Oplæg til debat om en fællesskabstilgang til miljømærkeordninger for fiskevarer« (KOM(2005)0275) og til sin beslutning af 7. september 2006 om samme emne(24),

–   der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) og sin beslutning af 7. maj 2009 om Parlamentets nye rolle og ansvar ved gennemførelsen af Lissabontraktaten(25),

–   der henviser til sin beslutning af 12. juli 2007 om Kommissionens grønbog med titlen »En fremtidig havpolitik for EU: en europæisk vision for havene«(26), samt til sin beslutning af 2. september 2008 om fiskeri og akvakultur i forbindelse med integreret kystzoneplanlægning i Europa(27),

–   der henviser til sin beslutning af 4. februar 2009 med titlen »2050: Fremtiden begynder i dag - henstillinger til EU's fremtidige integrerede politik om klimaændringer«(28),

–   der henviser til sin beslutning af 25. november 2009 om EU's strategi for klimakonferencen i København(29),

–   der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 4. december 2008 om udarbejdelse af en europæisk plan for forvaltning af skarver med henblik på at minimere skarvernes stigende indvirkning på fiskebestande, fiskeri og akvakultur(30),

–   der henviser til Kommissionens meddelelser om en integreret havpolitik, navnlig »Retningslinjer for en integreret tilgang til havpolitikken: Forbedret praksis for integreret havforvaltning og høring af berørte parter« (KOM(2008)0395), »Køreplan for maritim fysisk planlægning: Opstilling af fælles principper i EU« (KOM(2008)0791) og »Udvikling af den internationale dimension i EU's integrerede havpolitik« (KOM(2009)0536 samt den nyligt offentliggjorte »Statusrapport om EU's integrerede havpolitik« (KOM(2009)0540),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse »En bæredygtig fremtid for akvakultursektoren - Ny fremdrift til strategien for bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur« (KOM(2009)0162),

–   der henviser til Kommissionens grønbog »Reform af den fælles fiskeripolitik« (KOM(2009)0163),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–   der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A7-0014/2010),

A.   der henviser til, at det er en absolut nødvendighed at bevare fiskebestandene, hvis fiskerisektoren skal kunne levere fisk til offentligheden og sikre fødevarebalancen i både de enkelte medlemsstater og i EU som helhed, og der henviser til fiskerisektorens betydelige bidrag til kystsamfundenes samfundsøkonomiske velfærd, til lokal udvikling, beskæftigelse, bevarelse/skabelse af økonomiske aktiviteter og arbejdspladser på forudgående og efterfølgende omsætningstrin, forsyningen af frisk fisk og opretholdelse af lokale kulturtraditioner,

B.   der henviser til, at FN's havretskonvention fra 1982 bør være det vedvarende grundlag for reguleringen af den fælles fiskeripolitik, navnlig for så vidt angår dens bestemmelser om international forvaltning af fiskerisektoren,

C.   der henviser til, at den fælles fiskeripolitik bør tage hensyn til EU's miljøpolitik som forankret i traktaterne, samt til Bali-erklæringen fra december 2007,

D.   der henviser til, at EU er en folkeretlig enhed, og at der i overensstemmelse med i EU's traktater og regler findes et udtrykkeligt ønske om at sikre økonomisk, social og politisk integration af EU's politikker, herunder den fælles fiskeripolitik,

E.   der henviser til, at det grundlæggende formål med den fælles fiskeripolitik er fastsat i forordning (EF) nr. 2371/2002 og består i at sikre en bæredygtig udvikling af fiskerisektoren og dens økonomiske og sociale levedygtighed samt i at bevare de marine ressourcer, hvilket er en afgørende forudsætning for at udøve fiskerivirksomhed nu og i fremtiden,

F.   der henviser til, at den fælles fiskeripolitik ikke har levet op til sin grundlæggende målsætning og har vist, at en topstyret overcentraliseret politik ikke fungerer,

G.   der henviser til de europæiske haves forskelligartethed og de særlige karakteristika, der kendetegner fiskerflåden og de former for fiskeri, som praktiseres i forskellige have,

H.   der henviser til, at Rådet i sin resolution af 3. november 1976, navnlig bilag VII, sikrede de særlige behov i regioner, hvis lokale befolkninger er specielt afhængige af fiskeri og dertil knyttede aktiviteter,

I.   der henviser til, artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 fastsætter, at den fælles fiskeripolitik omfatter bevarelse, forvaltning og udnyttelse af levende akvatiske ressourcer, akvakultur samt forarbejdning og afsætning af fiskevarer og akvakulturprodukter, for så vidt disse aktiviteter udøves på medlemsstaternes område eller i EF-farvande eller af EF-fiskerfartøjer eller, med forbehold af flagstatens primære ansvar, af borgere i medlemsstaterne,

J.   der henviser til, at 88 % af EU-bestandene fiskes udover det maksimalt bæredygtige udbytte (MSY), og at 30 % af disse bestande befinder sig under de sikre biologiske grænser, hvilket har alvorlige konsekvenser for industriens levedygtighed,

K.   der henviser til, at gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik indgår i et direkte samspil med så omfattende områder som miljøbeskyttelse, klimaændringer, sikkerhed, folkesundhed, forbrugerbeskyttelse og regionaludvikling, intern og international handel, forbindelserne med tredjelande og udviklingssamarbejde, og at det derfor er af afgørende betydning at sikre en retfærdig og omhyggelig harmonisering mellem alle disse områder under fuld overholdelse af nærhedsprincippet,

L.   der henviser til, at medlemsstaterne i henhold til direktiv 2008/56/EF skal træffe de fornødne foranstaltninger til at opnå eller opretholde en god miljøtilstand i havene i EU senest i 2020, hvilket kræver regulering af fiskeriaktiviteterne under den fælles fiskeripolitik,

M.   der henviser til, at der findes en klar ulighed mellem indkomsten hos den del af befolkningen, der lever af fiskeri, og hos andre befolkningslag; der henviser til, at det er nødvendigt at sikre førstnævnte del af befolkningen en rimelig levestandard, navnlig ved at forøge deres individuelle indkomst,

N.   der henviser til, at den nuværende geopolitiske, økonomiske og sociale situation og udformningen af en strategi- og handlingsplan til bevarelse og bæredygtig udvikling af havene i Europa og i hele verden (integreret havpolitik) begrunder vort tilsagn om at fastlægge en fælles fiskeripolitik, der er bæredygtig i miljømæssig og samfundsøkonomisk henseende, og om at styrke Europa-Parlamentet beslutningsbeføjelser på dette område, sådan som det er fastsat i Lissabontraktaten,

O.   der henviser til, at fiskeriet er en af de vigtigste aktiviteter i forbindelse med udnyttelsen af havet og dets ressourcer, og at det derfor bør betragtes som en væsentlig part i forvaltningen af den integrerede havpolitik,

P.   der henviser til, at Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC), som omfatter eksperter fra hele verden, har vurderet virkningerne af klimaændringerne og konkluderet, at talrige økosystemer er truede på grund af en hidtil uset kombination af faktorer og forstyrrelser i forbindelse med klimaændringerne,

Q.   der henviser til, at de begrænsninger, som berører regionerne i den yderste periferi, og hvis vedvarende, intensive og kumulative karakter adskiller dem fra de andre regioner i EU med geografiske og/eller demografiske problemer, er anerkendt i EU's primærret og for nyligt er blevet det i TEUF,

R.   der henviser til, at den fælles fiskeripolitik for at opnå større deltagelse og være mere effektiv bør organiseres med henblik på en tværfaglig inddragelse af alle parter, som er direkte eller indirekte knyttet til sektoren, såsom erhvervs- og lystfiskere, akvakulturproducenter, forarbejdningsindustrien, detailhandlere, fartøjsejere, repræsentanter for disse grupper, civilsamfundet (herunder miljø- og udviklings-ngo'er, forskerkredse og institutionelle beslutningstagere,

S.   der henviser til, at denne nye reform af den fælles fiskeripolitik allerede bør tilpasse fiskeripolitikken bedre til det indre markeds regler,

T.   der henviser til, at der på trods af visse fremskridt efter revisionen af den fælles fiskeripolitik i 2002 fortsat findes alvorlige problemer med hensyn til fiskerflådernes overkapacitet og knapheden på visse fiskeressourcer; der henviser til, at disse problemer er forskellige fra det ene område til det andet og er blevet forværret i de senere år, hvilket har haft alvorlige negative virkninger for ikke-målarter og havmiljøet i almindelighed og har bragt økosystemerne i en dårlig tilstand,

U.   der henviser til, at problemer som overkapacitet og knappe fiskeressourcer ikke bør opfattes som endemiske eller universelle i betragtning af de store forskelle mellem fiskerflåder og fiskeriformer, og at løsningerne på sådanne problemer bør udvikles og gennemføres på en måde, der tager hensyn til de store regionale forskelle inden for EU,

V.   der henviser til, at EU's havområder har kapacitet til at rumme langt større fiskemængder end de nuværende, og at det, hvis fiskebestandene fik lov til at blive genopbygget, ville være muligt at fastsætte grænser, der kunne give mulighed for fangst af langt større fiskemængder, uden at dette ville påvirke bæredygtigheden,

W.   der henviser til, at omfanget af udsmid er uacceptabelt højt og ifølge fiskerne i ekstreme tilfælde kan udgøre helt op til 80 % af deres fangst,

X.   der henviser til, at bevarelses- og forvaltningspolitikken har været den største fiasko i forbindelse med den fælles fiskeripolitik, og ikke er blevet ændret eller ført ajour, siden den blev indført, og at det derfor er nødvendigt at fokusere på udformning af en ny model for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne,

Y.   der henviser til, at EU i kraft af de forpligtelser, det har indgået i internationale fora, har fastsat forvaltning via det maksimalt bæredygtige udbytte, forsigtighedsprincippet og en økosystemtilgang som målsætninger for sin fiskeripolitik,

Z.   der henviser til, at opretholdelse af moderne, konkurrencedygtige, miljøvenlige og sikre fiskerflåder ikke er uforenelig med en reduktion af fiskekapaciteten, og flere medlemsstater har rent faktisk har reduceret deres kapacitet i forskelligt omfang på grundlag af pålidelig videnskabelig forskning for bedre at tilpasse kapaciteten til de til rådighed værende fiskeressourcer, og der henviser til, at de berørte parter er gået ind for foranstaltninger, der ikke vil svække sektoren, men vil få en positiv og gradvis virkning, såsom bestræbelser på at forøge fiskebestandene, indskrænkning af antallet af fiskedage, indførelse af biologiske beskyttelseszoner og opgradering af ikke-industrielt fiskeri,

AA.   der henviser til, at fiskeri er en af de økonomiske aktiviteter, der er mest påvirket af udpinte fiskebestande som følge af de marine økosystemers dårlige sundhedstilstand, og der henviser til, at fiskeriets fremtidige bæredygtighed vil afhænge af evnen til at vende denne tendens ved at genoprette sundhed og ligevægt i det marine økosystem som helhed; der henviser til, at sektoren derfor selv bør bidrage til bestræbelserne på at genoprette en ligevægt, der vil gøre det muligt at sikre fremtidig bæredygtighed og øget rentabilitet på mellemlang og lang sigt,

AB.   der henviser til, at fiskeriet er af afgørende betydning for talrige kystsamfund, som har udøvet denne virksomhed i flere generationer og dermed også har bidraget til den økonomiske og sociale dynamik i de berørte regioner og til EU's kulturarv, og at fiskeripolitikken skal tilrettelægges på en sådan måde, at den ved at respektere historiske rettigheder beskytter fiskerierhvervet i alle EU's traditionelle fiskeriregioner,

AC.   der henviser til, at historiske rettigheder tidligere har været beskyttet af princippet om relativ stabilitet, og at de fordele, som relativ stabilitet har bragt kystsamfundene, skal bevares uafhængigt af fremtidige forvaltningsordningers form,

AD.   der henviser til, at den ikke-industrielle fiskerflåde og de områder, der er stærkt afhængige af fiskeri, har behov for en differentieret behandling og større samfundsøkonomisk støtte under den nye fælles fiskeripolitik,

AE.   der henviser til, at kvinderne trods deres beskedne repræsentation i fangstsektoren udgør en vigtig gruppe på grund af den afgørende rolle, som de spiller på områder, der er direkte knyttet til den fælles fiskeripolitik såsom akvakultur, forarbejdning, markedsføring, forskning, virksomhedsledelse, uddannelse og sikkerhed til søs,

AF.   der henviser til, at kvinder i fiskerisektoren, i lighed med hvad der allerede er blevet erkendt i landbrugssektoren, også mangler ligestilling, hvilket giver sig udslag i lavere (eller endog manglende) aflønning, ringere sociale ydelser og endda i visse tilfælde hindringer for deres fuldstændige deltagelse i de ledende organer i visse samfund eller foreninger,

AG.   der henviser til, at fiskevarer og akvakulturprodukter er en vigtig og stadig voksende kilde til proteiner af høj kvalitet og sunde fedtstoffer, som er absolut nødvendige for at dække EU's ernæringsbehov,

AH.   der henviser til, at EF's fiskerflåde og fiskerisektor sikrer fødevareforsyninger af høj kvalitet og spiller en afgørende rolle for beskæftigelsen, den sociale samhørighed og dynamikken i EU's kystområder, fjerntliggende områder og regioner i den yderste periferi og øregioner,

AI.   der henviser til, at markedsføringen af fiskeriprodukter, der er forsynet med et godkendt fødevarecertifikat lige fra fangsten over opfedning eller forarbejdning (afhængigt af den pågældende industri) til markedsføring, bør være baseret på kriterier for miljømæssig bæredygtighed og bidrage til at skabe større bevidsthed om bæredygtigt fiskeri både hos producenter og forbrugere,

AJ.   der henviser til, at FAO har udført et betydeligt arbejde med hensyn til økologisk mærkning af fiskeri- og akvakulturprodukter, og der henviser til, at FAO's Fiskerikomité i marts 2005 udarbejdede retningslinjer på dette område, som Kommissionen bør tage hensyn til,

AK.   der henviser til, at en bæredygtig udvikling af et givet område kræver en forbedring af samspillet mellem områdets naturlige miljømæssige og menneskelige elementer samt en forbedring af livskvaliteten i kystsamfundene; der henviser til, at en fiskeripolitik bør tage udgangspunkt i den indbyrdes afhængighed mellem kystsamfundenes velfærd og bæredygtigheden af de økosystemer, som de er en integreret del af,

AL.   der henviser til, at den ikke-industrielle fiskerflåde og den mere erhvervsmæssige og industrielt prægede fiskerflåde har meget forskellige karaktertræk og problemer, som ikke kan indpasses i en fælles model og derfor kræver en differentieret behandling,

AM.   der henviser til, at det nu er almindelig anerkendt, at der findes en række redskaber, der åbner mulighed for en anden tilgang til fiskeriforvaltningen, der på fordelagtig vis kan supplere de nuværende ordninger og spille en betydelig rolle i EU's forvaltning af fiskerisektoren,

AN.   der henviser til, at visse medlemsstater allerede har indført deres egne ordninger, som f.eks. kreditordninger for bevarelse, med det formål at fremme positive nyskabelser inden for erhvervet, og at sådanne tiltag på medlemsstatsplan kan tilpasses, så der i samarbejde med de berørte parter kan tages hensyn til lokale forhold,

AO. der henviser til, at de forskellige modeller for fiskeriforvaltning bør overvejes nøje under hensyntagen til de forskellige økonomiske, sociale og fiskerimæssige forhold i medlemsstaterne, og uden at glemme subsidiaritetsprincippet, med henblik på at sikre en global, afbalanceret forvaltning af ressourcerne og fremme en proportional adgang for de enkelte fiskerflåder,

AP.   der henviser til, at fiskerisektorens aktiviteter først og fremmest er koncentreret i regioner med en skrøbelig økonomi - for de flestes vedkommende områder under mål 1 - og der henviser til, at krisesituationen i denne sektor derfor har en stærk indvirkning på niveauet for økonomisk og social samhørighed i disse regioner;

AQ.   der henviser til, at der er bred enighed om værdien af havreservater, hvor fiskeri ikke er tilladt, som et effektivt redskab til at beskytte marine økosystemer og give fiskeriforvaltningsmæssige fordele, under forudsætning af at deres etablering og beskyttelse opfylder en række mindstekrav,

AR.   der henviser til, at der bør lægges størst mulig vægt på akvakultursektorens strategiske betydning og dens udvikling på EU-niveau, både i samfundsøkonomisk og miljømæssig henseende og med hensyn til fødevaresikkerhed; der imidlertid henviser til, at denne sektor skal forebygge skader på det lokale havmiljø eller decimering af vilde bestande, navnlig små pelagiske arter, der fanges som foder til mange fiskearter i akvakultur,

AS.   der henviser til, at skaldyrsfiskeriet udgør en integreret del af sektoren og har stor betydning i visse kystområder, og for så vidt angår skaldyrsfiskeri til fods i almindelighed udøves af kvinder, og der henviser til, at denne form for fiskeri bør inddrages fuldstændigt i den nye fælles fiskeripolitik,

AT.   der henviser til, at EU bør koordinere sin udviklingspolitik og den fælles fiskeripolitik og afsætte flere materielle, menneskelige, tekniske og budgetmæssige ressourcer til fiskerisektoren inden for rammerne af sin politik for udviklingssamarbejde med tredjelande,

AU.   der henviser til, at de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO) og fiskeripartnerskabsaftalerne bør spille en afgørende og stadig vigtigere rolle for anvendelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne både i EU's og internationalt farvand, selvom flere nylige evalueringer af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationers resultater har afsløret alvorlige svagheder i den måde, de fungerer på, hvilket har fået FN's generalforsamling til at efterlyse øjeblikkelige indgreb til forbedring af resultaterne,

AV.   der henviser til, at regionale forvaltningsorganer bør spille en afgørende og vigtig rolle for anvendelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeriet i EU's egne farvande, idet det herved bliver muligt at træffe de forvaltningsmæssige beslutninger på et mere hensigtsmæssigt niveau under inddragelse af de relevante berørte parter,

AW.   der henviser til, udenrigspolitikken i forbindelse med den fælles fiskeripolitik er væsentlig for at sikre forsyninger til industrien og forbrugerne, eftersom over en tredjedel af fællesskabets produktion stammer fra internationale fiskepladser og farvande, der hører under tredjelandes eksklusive økonomiske zoner,

AX.   der henviser til, at ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) er en af de alvorligste trusler mod bæredygtig udnyttelse af de levende akvatiske ressourcer, og sådant fiskeri bringer ikke blot selve grundlaget for den fælles fiskeripolitik, men også de internationale bestræbelser på at fremme bedre havforvaltning i fare, og der henviser til, at Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning, som skal gennemføres om kort tid, har til formål yderligere at fremme kontrol og koordination,

AY.   der henviser til, at 60 % af de fisk, der forbruges i EU, er fanget uden for EU's farvande, og at årsagen til denne store andel til dels er den fælles fiskeripolitiks manglende evne til at opretholde et fiskebestandsniveau, der gør det muligt at dække EU-borgernes efterspørgsel,

AZ.   der henviser til, at Kommissionen allerede har erkendt, at der er indført produkter til fællesskabsmarkedet, som ikke opfylder Den Europæiske Unions krav med hensyn til minimumsstørrelse, især på grund af den manglende gennemførelse af reglerne om markedsføring af fryseprodukter,

BA.   der henviser til, at en stor del af beskæftigelsen i fangstsektoren nu dækkes af arbejdskraft fra tredjelande, eftersom denne beskæftigelse bliver mindre og mindre attraktiv for de unge i EU,

BB.   der henviser til, at det kraftige prisfald på de fleste fiskearter i de senere år har haft en meget negativ indvirkning på producenternes indkomst, samtidig med at deres produktionsomkostninger er steget, uden at disse omkostninger kan lægges på prisen ved det første salg,

BC.   der henviser til ændringen i markedsstrukturerne for fiskevarer, som har bevæget sig fra en situation med en acceptabel balance mellem producenter og købere til en situation, der i stigende grad kan betragtes som et oligopol af købere på grund af koncentrationen af distributions- og indkøbskæder,

BD.   der henviser til, at en stor del af eksporten fra tredjelande skaber store problemer for konkurrenceevnen i EU's fiskerisektor, fordi denne eksport ikke overholder de regler og kontrolordninger, der gælder for EU's producenter og forbrugere, og som forøger EU-producenternes produktionsomkostninger,

BE.   der henviser til, at denne situation med faldende priser på lang sigt heller ikke er til fordel for forbrugerne,

Generelle aspekter

1.   glæder sig over Kommissionens initiativ med at præsentere grønbogen, som danner grundlag for en høringsprocedure og en vigtig drøftelse af de begrænsninger og udfordringer, som den nuværende fælles fiskeripolitik står over for, med henblik på en påkrævet og omfattende reform af den, og opfordrer til, at de berørte parters holdninger også tages i betragtning;

2.   anser den nuværende reform for at være af vital betydning for EU-fiskeindustriens fremtid og mener, at hvis ikke det lykkes at vedtage og gennemføre en radikal reform, vil dette kunne føre til, at der på tidspunktet for den efterfølgende reform hverken vil være fisk eller fiskeindustri tilbage;

3.   er enig med grønbogen i, at økonomisk og social bæredygtighed kræver produktive fiskebestande og velfungerende havmiljøer, og at økologisk bæredygtig derfor udgør en grundlæggende forudsætning for EU-fiskeriets økonomiske og sociale fremtid;

4.   glæder sig ligeledes over de hovedprincipper, som Kommissionen opstiller for en effektiv og vellykket reform af den fælles fiskeripolitik, navnlig at give sektoren større ansvar baseret på tilvejebringelse af gunstige betingelser for god fiskepraksis, at tilpasse og stille langsigtede forvaltningsmodeller til rådighed med henblik på at skabe alternativer til den traditionelle enkeltstående ordning med TAC'er og kvoter, der er gældende i øjeblikket, samt at behandle problemet med overkapacitet i fiskerflåden;

5.   glæder sig over Kommissionens analyse af den nuværende fiskeripolitiks fem strukturmangler og er enig i, at fem aspekter skal tillægges central betydning i reformen, nemlig det rodfæstede problem med fiskerflådens overkapacitet, upræcise politiske målsætninger, der fører til utilstrækkelige retningslinjer for beslutningstagning og gennemførelse, en beslutningstagningsproces, der fremmer kortsigtede afgørelser, rammer, som ikke giver industrien tilstrækkelig stort ansvar og manglende politisk vilje til at sikre overholdelse af bestemmelserne samt industriens ringe overholdelse af disse;

6.   glæder sig over erkendelsen af, at det er nødvendigt at gennemføre mere forenklede rammer for at sikre, at de aktioner, der skal vedtages, skaber de bedste resultater, og understreger derfor betydningen af at øge bestræbelserne på at opnå dette;

7.   gentager, at hovedformålet med den fælles fiskeripolitik bør være at sikre fiskeriets fremtid, både for så vidt angår fiskeressourcerne og fiskerne, ved at sikre genopbygning af fiskebestandene og genskabe sektorens økonomiske levedygtighed;

8.   understreger på ny, at en fælles fiskeripolitik skal sikre fiskeriets bæredygtighed på lang sigt, hvis denne sektor skal kunne bidrage til at beskytte kystsamfundenes samfundsøkonomiske levedygtighed ved at sikre forsyningen af fisk til befolkningen, sikre fødevaresuverænitet og –sikkerhed og forbedring af fiskernes levevilkår og dermed sikre bæredygtig udvikling af de kystområder, der er mest afhængige af fiskeri;

9.   mener, at forvaltningen af fiskeriet skal tilrettelægges på en sådan måde, at fiskeriaktiviteternes indvirkning på tilknyttede og afhængige arter bliver mindst mulig, og at der forud for større beslutninger bør foretages en vurdering af indvirkningen på miljøet, således som det er tilfældet med de fleste andre erhverv;

10.   understreger, at den nuværende fælles fiskeripolitik er en af de mest integrerede fællesskabspolitikker, som giver Fællesskabet omfattende beføjelser til og dermed ansvar for forvaltningen af havets ressourcer, og opfordrer endvidere til, at de berørte parter inddrages i videre omfang;

11.   understreger, at den fælles fiskeripolitik trods den tilbundsgående reform, som den var genstand for i 2002, endnu 27 år efter den blev indført, slås med alvorlige problemer, der først og fremmest er karakteriseret ved overfiskning, overkapacitet inden for visse dele af fiskerflåden, som det er nødvendigt at få klart defineret, manglende energieffektivitet og spild, mangel på pålidelig forskning i fiskebestande samt andre faktorer såsom den økonomiske og sociale nedgang, der i øjeblikket har ramt sektoren, globalisering af markederne for fiskeri- og akvakulturprodukter samt konsekvenserne af klimaændringerne og den gradvis svækkelse af fiskeressourcerne som følge af de marine økosystemers dårlige tilstand;

12.   mener, at enhver fiskeripolitik bør tage hensyn til de mange dimensioner - social, miljømæssig, økonomisk - der kræver en integreret og harmoniseret tilgang, som er uforenelig med en indfaldsvinkel, der inddeler disse i henhold til på forhånd fastlagte prioriteter;

13.   understreger, at sikring af den strategisk vigtige fiskerisektors og fiskersamfundenes levedygtighed samt bevarelse af økosystemernes bæredygtighed ikke udgør uforenelige målsætninger;

14.   er af den opfattelse, at problemer som overfiskning, overkapacitet, overinvestering og spild ikke bør opfattes som endemiske eller universelle, men snarere som specifikke i forhold til særlige fiskerflåder og fiskeriformer, og at de bør udbedres på en måde, der tager hensyn til denne specificitet;

15.   påpeger, at Parlamentet i tidligere valgperioder har henledt opmærksomheden på, at den fælles fiskeripolitiks regler ikke er blevet respekteret i tilstrækkeligt omfang af alle aktører, og at det gentagne gange har opfordret EU's og alle medlemsstaternes kompetente organer til at forbedre kontrollen, harmonisere kriterierne for inspektion og sanktioner og ordningerne for indberetning af fangster, til at sikre inspektionsresultaternes gennemskuelighed og styrke Fællesskabets inspektionssystem med henblik på at skabe en kultur, hvor reglerne overholdes, ved at inddrage de vigtigste berørte parter og give dem større ansvar;

16.   fastslår, at den nye kontrolforordning indeholder en række foranstaltninger, hvis succes og omkostningseffektivitet inden for rammerne af reformen af den fælles fiskeripolitik bør bedømmes kritisk;

17.   understreger, at mange af de problemer, som den fælles fiskeripolitik er stødt ind i, skyldes manglende gennemførelse af principperne for god forvaltningspraksis;

18.   fremhæver, at Parlamentet med Lissabontraktatens ikrafttrædelse ikke kun er et organ, der skal høres, men at det bliver medansvarligt for lovgivningen også inden for fiskerisektoren, idet det deler beslutningsbeføjelserne med Rådet, undtagen for så vidt angår fastsættelse af TAC og kvoter;

19.   understreger, at de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer og fiskeripartnerskabsaftalerne spiller en afgørende rolle for forvaltningen og anvendelsen af god fiskeripraksis inden for deres respektive kompetence- og anvendelsesområder, og understreger, at det må være EU's holdning at fremme de højest mulige standarder for bevarelse og forvaltning af fiskeriet;

20.   mener, at der med deltagelse af medlemsstaterne og relevante berørte parter bør oprettes regionale forvaltningsorganer inden for EU's farvande, som skal spille en central rolle i forvaltningen og anvendelsen af god fiskeripraksis inden for de respektive jurisdiktioner i EU;

21.   understreger, at processen med reform af den fælles fiskeripolitik bør være afsluttet i begyndelsen af 2011 for at sikre, at der tages behørigt hensyn til den under drøftelserne af EU's kommende finansielle ramme, og at den reformerede fælles fiskeripolitik gennemføres fuldstændigt;

22.   fremhæver, at der bør tages hensyn til videnskabelig viden og anvendt teknisk forskning i fiskerisektorens behov for at minimere den negative indvirkning på de marine økosystemer, og at der bør fastlægges en politik for bevarelse og bæredygtig forvaltning af fiskebestandene, som løbende forbedres, med inddragelse og deltagelse af forskere inden for kooperativ forskning på området som observatører samt af repræsentanter for de regionale rådgivende råd som fuldgyldige deltagere; fremhæver endvidere, at en eventuel mangel på videnskabelige data om fiskeri og marine økosystemer ikke bør hindre anvendelse af forsigtighedsprincippet under den nye fælles fiskeripolitik;

23.   understreger at, på trods af kompleksiteten af visse procedurer til ændring af fiskeriforvaltningsmodellerne og de vanskeligheder, især af juridisk art, som kan dukke op i disse processer, er disse vanskeligheder ikke uovervindelige, hvilket fremgår af den vellykkede anvendelse af andre forvaltningsmodeller i andre dele af verden; opfordrer Kommissionen til nøje at undersøge, om der kan indføres nye forvaltningsmodeller til at supplere de eksisterende fiskeriforvaltningsmodeller;

24.   henleder opmærksomheden på, at overkapacitet på trods af den allerede skete afvikling stadig er et alvorligt problem, og at visse dele af EF's fiskerflåde, navnlig den ikke-industrielle fiskerflåde, ikke er blevet tilstrækkeligt fornyet, og at der stadig findes forældede eller meget gamle fartøjer, som har behov for at blive moderniseret eller udskiftet med henblik på at øge sikkerheden om bord og formindske indvirkningen på miljøet, uden at fiskerikapaciteten øges;

25.   påpeger den betydning, som fiskeriforeninger, producentorganisationer og andre sammenslutninger i fiskerisektoren har, for at sektoren fungerer godt og udvikles;

26.   understreger, at en bæredygtig akvakulturs succes afhænger af et erhvervsvenligt miljø på nationalt og/eller lokalt niveau, og at medlemsstaterne og de regionale myndigheder får passende EU-rammer for en harmonisk udvikling af sektoren og for udnyttelse af alle dens muligheder for at skabe velstand og beskæftigelse, idet fiskere, hvis aktiviteter er i tilbagegang, prioriteres;

27.   understreger, at befolkningstilvæksten i EU og den fremtidige udvidelse af EU samt klimaændringerne kan få en betydelig indflydelse på den nuværende forvaltning af fiskeriet og akvakulturen;

28.   undrer sig over, at fiskerihavnenes afgørende rolle i fiskerisektoren ikke bliver nævnt i grønbogen, da havnene er en vigtig medspiller med hensyn til faciliteter til landing, opbevaring og distribution af fisk; opfordrer derfor Kommissionen til at fremhæve havnenes rolle i fiskerisektoren, da udviklingen har skabt et behov for en opgradering af infrastrukturen; mener desuden, at Europas fiskerihavne i fremtiden vil kunne bidrage til udvikling og udbud af systemer til certificering og bedre sporbarhed på fangster;

29.   understreger, at fuld inddragelse af kvinder i sektorens virksomhed på lige for med mænd er en grundlæggende målsætning, der bør afspejles i alle de strategier, der udformes, og alle de foranstaltninger, der træffes, vedrørende sektoren;

30.   gentager, at fiskeriet er en virksomhed af afgørende betydning, ikke kun i fødevaremæssig henseende, men også på det sociale, fritidsmæssige og kulturelle plan, og at det i mange europæiske kystområder udgør en vigtig og i nogle tilfælde den eneste levevej for et stort antal familier, der er direkte eller indirekte afhængige af det, samtidig med at det sammen med andre maritime aktiviteter bidrager til at skabe dynamik i kystområderne og holde deres samfundsøkonomiske struktur sammen;

31.   mener, at kvindernes rolle i fiskeriet og i en bæredygtig udvikling af fiskeriområderne bør værdsættes og respekteres; opfordrer medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at medhjælpende ægtefæller har mindst samme beskyttelsesniveau som selvstændige erhvervsdrivende på samme betingelser som disse, også for så vidt angår adgang til erhvervet og retten til at fiske; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde om at sikre fremme og integration af princippet om lige muligheder i Den Europæiske Fiskerifonds forskellige gennemførelsesstadier, dvs. udformnings-, iværksættelses-, overvågnings- og evalueringsstadiet, jf. artikel 11 i forordning (EF) nr. 1198/2006;

32.   opfordrer Kommissionen til at sikre, at de mest sårbare grupper i fiskerisektoren, navnlig kvindelige arbejdere, kvindelige fiskere og skaldyrsfiskere, ikke diskrimineres i forbindelse med retten til adgang til ressourcerne, ved at fremme deres deltagelse i de regionale rådgivende råd;

33.   fastholder, at de fremtidige finansielle ledsageforanstaltninger bør tage hensyn til den nye fælles fiskeripolitiks målsætninger; mener i denne forbindelse, at de finansielle ressourcer, der skal forhandles om inden for de nye finansielle rammer 2014-2020, bør omfatte et øget budget for den fælles fiskeripolitik, der kan skabe de nødvendige finansielle betingelser for fuldstændig gennemførelse og praktisk udvikling af de reformretningslinjer, der er vedtaget; understreger, at en fælles fiskeripolitik forudsætter en retfærdig EU-finansiering, der har til formål at sikre, at de marine ressourcer udnyttes på en måde, der sikrer bæredygtighed i økonomisk, miljømæssig og samfundsmæssig henseende; afviser ethvert forsøg på at renationalisere udgifterne til den fælles fiskeripolitik;

34.   mener, at de gentagne nedskæringer i fællesskabsstøtten til fiskerisektoren, som er fastsat i den nuværende flerårige finansielle ramme for 2007-2013, navnlig nedskæringen i bevillingerne til Den Europæiske Fiskerifond og til den fælles markedsordning, er en af de faktorer, som har bidraget til at forværre situationen i sektoren;

35.   understreger, at konvergensprincippet bør bibeholdes ved tildeling af midler fra strukturfondene og Samhørighedsfonden, herunder fra Den Europæiske Fiskerifond, i overensstemmelse med princippet om solidaritet og økonomisk og social samhørighed;

36.   mener, at det bliver nødvendigt at fastsætte en overgangsperiode, for at denne reform af den fælles fiskeripolitik kan harmoniseres med den nuværende fælles politiks rammer på behørig vis;

Specifikke aspekter
Beskyttelse og bevarelse af fiskebestandene og videnskabelig viden

37.   mener, at de tilsagn, der med den fælles fiskeripolitik gives om at kompensere for de økonomiske og sociale konsekvenser af begrænsningen af fiskemulighederne skal være forenelige med målsætningen om at opnå bæredygtighed i fiskerisektoren på langt sigt;

38.   fastholder, at den fælles fiskeripolitik bør anvende en økosystemtilgang, som bør lægges til grund ved al økonomisk virksomhed, der har indflydelse på havmiljøet, og lægge vægt på en integreret forvaltning af kysterne, hvor der findes komplekse økosystemer, og hvor der skal findes en meget delikat økologisk balance mellem miljømæssige, økonomiske, sociale, rekreative og kulturelle interesser; anmoder i denne forbindelse Kommissionen om at sikre, at reformen af den fælles fiskeripolitik omfatter de foranstaltninger, der er truffet til bekæmpelse af klimaændringerne, samt passende finansiering til gennemførelse af disse foranstaltninger;

39.   fastholder, at reformen af den fælles fiskeripolitik fortsat skal respektere det forsigtighedsprincip, der er fastsat i adfærdskodeksen for ansvarligt fiskeri og i New York-aftalen for at undgå enhver risiko for arters overleven og/eller bæredygtighed i fremtiden;

40.   er af den opfattelse, at lokale fiskersamfund altid bør have fortrinsret til fiskebestandene, selv om adgangsrettighederne bør baseres på aktualiserede kriterier og ikke længere kun bør baseres på kriteriet om tidligere fangster, og at der gradvis bør indføres miljømæssige og sociale kriterier for fastsættelsen af, hvem der har ret til at fange fisk, bl.a. fiskeredskabernes selektivitet og medfølgende bifangster og udsmid, forstyrrelse af marinehabitatet, bidraget til den lokale økonomi, energiforbrug og CO2-emission, slutproduktets kvalitet, den opnåede beskæftigelse samt overholdelsen af den fælles fiskeripolitiks bestemmelser, og at der bør gives prioritet til fiskeri til menneskeligt forbrug; er overbevist om, at der ved at anvende sådanne kriterier vil kunne skabes en dynamik, der kan føre til en bedre fiskeripraksis og et mere miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtigt fiskerierhverv;

41.   mener, at de historiske rettigheder tidligere har været beskyttet af princippet om relativ stabilitet, og at en ny forvaltningsordning skal bevare de fordele, som relativ stabilitet har bragt kystsamfundene;

42.   mener, at udsmid af fisk er en ikke-bæredygtig fiskepraksis, som gradvis bør afskaffes, og at dette bør ske ved at indføre både positive og, om nødvendigt, negative incitamenter til at få fiskerne til at forbedre deres selektivitet; mener, at hvis incitamenterne ikke begrænser udsmidet inden for en passende tidsramme, bør der indføres et forbud mod udsmid;

43.   fastholder, at den ovennævnte bæredygtighed i fiskerisektoren på lang sigt, anvendelsen af en økosystemtilgang, anvendelsen af forsigtighedsprincippet og fiskeredskabernes selektivitet kun kan gennemføres som led i en decentraliseret fiskeripolitik, hvor afgørelserne træffes i overensstemmelse med, hvad der er bedst for situationen inden for de enkelte former for fiskeri og de enkelte maritime regioner;

44.   finder det nødvendigt at sikre effektiv beskyttelse af kystområder, som miljømæssigt er meget følsomme (de biologiske ressourcers vigtigste gyde- og yngleområder);

45.   opfordrer indtrængende Kommissionen til at vurdere de virkninger, som gennemførelsen af de foranstaltninger, der træffes til bekæmpelse af klimaændringerne, kan få for fiskeriet og havmiljøet;

46.   er af den opfattelse, at en omfattende undersøgelse af fiskerflåden skal sammenholdes med de fiskeressourcer, der står til rådighed for fangst, så det kan konstateres, hvilke flåder der står i det rette forhold til ressourcerne, og hvilke flåder der skal nedskæres samt med hvor meget, jf. forordning (EF) nr. 2371/2002;

47.   understreger, at medlemsstaterne som anført i den nye kontrolforordning af 20. november 2009 (artikel 55, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009), skal sikre, »at rekreativt fiskeri på deres område og i EF-farvande sker på en måde, der er forenelig med målene og reglerne for den fælles fiskeripolitik«;

48.   opfordrer indtrængende Kommissionen til i sine overvejelser at inddrage de sociale konsekvenser og den alvorlige skade på fiskeriet, som forårsages af visse fiskeædere, såsom meget store sælflokke og skarvebestande;

49.   påpeger, at der på nationalt og EU-plan er behov for større investeringer i forskning og videnskabelig viden på fiskeriområdet for at fremme kollektive forskningsorganisationer, hvis kompetence og erfaring er steget i de seneste år, og at der er behov for at inddrage fiskerisektoren mere effektivt i forskningsrammeprogrammernes tematiske indhold for at f remme forskningen; understreger, at forskning og viden på fiskeriområdet bør koordineres på europæisk plan; mener, at det er vigtigt at få reduceret usikkerheden i de videnskabelige vurderinger, og at der skaffes hensigtsmæssige sociale og økonomiske data til brug for vurderingerne; mener, at oplysninger fra de berørte parter bør inddrages i vurderingerne; understreger, at den nye økosystemtilgang vil indebære tværfaglig forskning;

50.   understreger, at de videnskabelige undersøgelser af fiskeriet er af central betydning for fiskeriforvaltningen og er nødvendige for at fastslå, hvilke faktorer der bestemmer udviklingen i fiskeressourcerne, for at gennemføre en kvantitativ vurdering heraf samt for at udarbejde modeller, der gør det muligt at forudsige udviklingen i bestandene, og også for at forbedre fiskeredskaber, fartøjer samt fiskernes arbejds- og sikkerhedsforhold i synergi med fiskernes viden og erfaring;

51.   understreger, at den videnskabelige forskning bør tage hensyn til de sociale, miljømæssige og økonomiske aspekter ved fiskeriet; mener, at det er væsentligt at vurdere de forskellige fiskeriforvaltningssystemers/-instrumenters virkning på beskæftigelsen og indtægten i fiskersamfundene;

52.   understreger, at det er nødvendigt at give de forskere og tekniske eksperter, der er involveret i den videnskabelige forskning i fiskeriet, passende arbejdsvilkår samt anstændige rettigheder og lønninger;

53.   går ind for i stadig større omfang at gøre brug af den for fiskerisektoren relevante informationsteknologi samt af informatiserede dataindsamlings - og overførselssystemer både til regionale og nationale forvaltninger og til erhvervsdrivende og producentorganisationer for at gøre oplysningerne mere tilgængelige og transparente;

54.   går ind for, at obligatorisk anvendelse af ny teknologi (med henblik på overvågning og kontrol af fiskeriet) om bord på fiskerfartøjer bør indføres gradvis og med en overgangsperiode for at gøre det lettere for sektoren af tilpasse sig;

55.   erkender, at både målarter og ikke-målarter som fisk, hajer, skildpadder, havfugle og havpattedyr er følsomme væsener, og opfordrer Kommissionen til at bevilge støtte til udviklingen af fangst- og slagtemetoder, der mindsker unødvendige lidelser for det marine dyreliv;

Rentabilitet og erhvervsmæssig udvikling

56.   erindrer om, at reformen af den fælles fiskeripolitik bør tage hensyn til, at EU har besluttet, at udnyttelsen af fiskebestandene bør forvaltes på grundlag af målsætningen om det maksimalt bæredygtige udbytte forstået som et loft over udnyttelsesniveauet snarere end som et mål, men insisterer på, at denne målsætning bør være forenelig med en tilgang, der er lagt an på blandet fiskeri og tager hensyn til situationen for alle de arter, der er omfattet af en bestemt form for fiskeri, og undgår den nuværende tilgang med at anvende det maksimalt bæredygtige udbytte for hver enkelt bestand; mener, at det er tilrådeligt at gennemføre dette mål på en operationel måde, at basere det på videnskabelige data og at måle de socioøkonomiske konsekvenser, som det måtte have;

57.   understreger betydningen af, at samarbejdet mellem fiskere og forskere fremmes økonomisk og politisk, således at grundlaget for rådgivningen kan blive mere i overensstemmelse med forholdene i havet og hurtigt kan blive gennemført;

58.   fremhæver fiskerisektorens betydning for den samfundsøkonomiske situation, beskæftigelsen og for fremme af økonomisk og social sammenhørighed i regionerne i den yderste periferi; erindrer om, at EU's regioner i den yderste periferi sakker bagud med hensyn til udviklingen på det sociale og økonomiske område på grund af deres fjerne beliggenhed, deres status som øsamfund, deres beskedne areal samt de vanskelige topografiske og klimatiske forhold, der præger dem, deres økonomiske afhængighed af nogle få produkter, navnlig fiskeriprodukter, markedernes beskedne størrelse og regionernes dobbeltrolle (både som EU-regioner og områder, der er placeret på linje med udviklingslande), og at disse forhold begrunder en positiv særbehandling i forbindelse med visse dele af den fælles fiskeripolitik, navnlig for så vidt angår støtte til modernisering og fornyelse af fiskerflåderne;

59.   opfordrer indtrængende Kommissionen til at anerkende de særlige forhold hos og forskellene mellem regionerne i den yderste periferi og fjerntliggende øsamfund, der er næsten helt afhængige af fiskeriet for at kunne overleve økonomisk, og til at fremme passende foranstaltninger til støtte for fiskeriets biologiske og sociale bæredygtighed i disse regioner;

60.   går ind for at videreføre POSEI-programmet for fiskeri (kompensationsordning for meromkostninger i forbindelse med afsætning af bestemte fiskeriprodukter fra regionerne i den yderste periferi) i lighed med, hvad der allerede er sket med POSEI-programmet for landbrug; går i denne forbindelse ind for, at dette program bør være af ubegrænset varighed, fordi beliggenhed i den yderste periferi er en permanent faktor;

61.   mener, at det er nødvendigt at oprette tværfaglige clusters i fiskerisektoren, som omfatter ejere, arbejdstagere, forarbejdningsvirksomheder, mellemmænd osv., der kan fremme dialogen mellem de forskellige parter i hele produktionskæden;

62.   opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde særlige fællesskabsprogrammer til støtte for kystfiskeriet og det ikke-industrielle fiskeri samt skaldyrsfiskeriet - som traditionelt drives af små og mellemstore enheder - for at hjælpe dem med at overvinde deres traditionelle strukturelle vanskeligheder gennem en bedre udnyttelse af de muligheder, som EFF giver dem, idet mange af fondens foranstaltninger allerede sigter udelukkende på at hjælpe små og mellemstore virksomheder, navnlig ved at sætte dem i stand til at fungere mere effektivt og forøge værdien af deres produkter;

63.   opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme passende uddannelse af fiskere og skippere, bl.a. obligatoriske uddannelsesprogrammer i »bedste praksis« inden for fiskeriet og de grundlæggende principper for havøkologi for dem, der kræver erhvervskvalifikationer, med henblik på at øge uddannelsens status, give erhvervet større prestige og tiltrække unge, der har større erhvervsmæssig fleksibilitet og mobilitet og er i stand til at indtage en mere igangsætterpræget holdning til sektoren og inddrage alle de tekniske, videnskabelige og kulturelle aspekter, der vil kunne gøre op med den udbredte opfattelse af fiskerens arbejde som en marginalaktivitet;

64.   understreger, at faglig uddannelse er en afgørende forudsætning for en forbedring af såvel produktiviteten som lønningerne; erindrer om, at de kvalificerede job navnlig findes i højteknologiske virksomheder og indebærer en bedre aflønning, bedre kendskab til normerne (og dermed bedre muligheder for at overholde dem) samt en bedre forståelse af og respekt for samspillet mellem fiskeri og økosystemer;

65.   finder det nødvendigt at sikre alle fiskere og skaldyrsfiskere - både mænd og kvinder - direkte adgang til EU's finansieringsinstrumenter samt give dem samme status i alle medlemsstater, for at garantere dem socialsikringsdækning og beskyttelse inden for de sociale velfærdsordninger i de enkelte medlemsstater; understreger, at der skal fastlægges en strategi for økonomisk støtte til de erhvervsdrivende inden for fiskeriet og skaldyrsfiskeriet, der på grund af fiskekapacitetens tilpasning til mængden af fiskeressourcer eller til planer for genopretning af ressourcerne risikerer at måtte nedsætte deres aktivitet eller helt miste deres beskæftigelse;

66.   opfordrer indtrængende medlemsstaterne til inden for rammerne af deres respektive arbejdslovgivning at nå frem til kollektive overenskomster, som de europæiske fiskerflåder skal tilslutte sig for at forbedre deres arbejds- og sikkerhedsforhold;

67.   finder det nødvendigt at inddrage producenterne mere i afsætningskæden for friske fisk og andre fiskeprodukter og reducere antallet af mellemmænd i kæden og i stigende grad at inddrage producentorganisationerne og andre berørte parter i forvaltningen af fiskebestandene og i markedsføringen af fiskeriprodukter med henblik på at gøre fangstsektoren så rentabel som muligt samt at fremme og støtte alle aktiviteter vedrørende direkte salg og afsætning på producentniveau, der vil kunne afkorte denne kæde;

68.   opfordrer Kommissionen til at forbedre formidlingen af oplysninger til forbrugerne om fiskeriprodukternes oprindelse og kvalitet og til at oprette et særligt program for økologisk mærkning, der skal forbedre fiskeriprodukternes image og fremme forbrugernes sundhed og være baseret på nøje overvågning og fuldstændig sporbarhed, lige fra det øjeblik, hvor råmaterialet fremskaffes, til afsætning af slutproduktet, hvad enten der er tale om salg af ferskvarer eller forarbejdede varer, både for så vidt angår salg af produkter, der hidrører fra fiskeri eller fra akvakultur;

69.   gentager, at det er nødvendigt at garantere en streng overholdelse af overvågnings- og certificeringsforanstaltningerne for de fiskeri- og akvakulturprodukter, der afsættes på EU's marked, herunder importerede fiskeriprodukter, for at fastslå deres identitet og sikre, at de stammer fra bæredygtigt fiskeri og i givet fald har undergået en forsvarlig forarbejdning; påpeger endvidere behovet for at sikre, at importerede produkter er sporbare og opfylder de sundhedsmæssige, miljømæssige og sociale krav, som gælder for EU-produkter, med henblik på at skabe lige vilkår på EU's marked;

Forvaltningsmodeller, decentralisering, større ansvar og kontrol

70.   understreger, at den første og vigtigste opgave i forbindelse med forvaltning af fiskeriet, som er en aktivitet, der udnytter selvfornyende ressourcer, består i direkte eller indirekte at kontrollere den samlede fiskeriindsats, med henblik på at opfylde målsætningen om at sikre forsyningen af fisk til offentligheden inden for rammerne af bæredygtige fiskebestande;

71.   finder det absolut nødvendigt at indføre politiske rammer, der sikrer, at der kan træffes afgørelser vedrørende sektoren på mellemlang og lang sigt, idet der anvendes forskellige beredskabsplaner alt efter de marine økosystemers og de forskellige fiskeriformers specifikke karakter og de forskellige EF-fiskeriflåders og -industriers særlige forhold;

72.   mener, at mens de langsigtede strategiske mål kan udformes på EU-plan, bør det reelle ansvar for udvikling og gennemførelse af de enkelte beredskabsplaner overdrages til medlemsstaterne og regionale organer, hvor EU-institutionerne kan spille en rolle med henblik på at sikre, at de centrale målsætninger opfyldes;

73.   mener, at der skal fastsættes langsigtede forvaltnings- og genopretningsplaner for alle fiskeriformer og/eller geografiske fiskeriområder; kræver, at disse planer bygger på forsigtighedsprincippet, hviler på videnskabelig rådgivning og opfylder relevante kriterier, der vil sikre en økosystemtilgang; mener, at planerne regelmæssigt bør kontrolleres, således at de om nødvendigt kan tilpasses alle nye omstændigheder;

74.   mener, at forvaltnings- og genopretningsplaner bør vurderes videnskabeligt og testes meget nøje, ved simulering, for at sikre, at de med stor sandsynlighed kan nå deres mål trods de mange usikkerhedsmomenter, der er indbygget i vor videnskabelige viden om havmiljøet og fiskebestandenes karakteristika;

75.   henstiller indtrængende til Kommissionen at undersøge alle alternative foranstaltninger til modvirkning af overfiskning og mulighederne for at modernisere visse dele af flåden uden at øge fiskerikapaciteten;

76.   mener, at en mere direkte inddragelse af fiskerisektoren i udformningen af den fælles politik og i forvaltningen af den vil kunne reducere udsmid betydeligt, og at forsøg med resultatbaseret forvaltning skal fremmes mest muligt; dette vil nødvendiggøre revision af kontrolforordningen (Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009), selv om den blev vedtaget så sent som i efteråret 2009;

77.   går ind for en forvaltningsordning for fiskerisektoren, som bryder med den traditionelle vertikale (top-down) fremgangsmåde og i stedet lægger vægt på regionaliserings- og subsidiaritetsprincippet (horisontal decentralisering), uden at dette må medføre regional forskelsbehandling eller ændringer i den fælles anvendelse af fiskeripolitikken, på evaluering af princippet om relativ stabilitet, og hvorvidt konklusionerne af denne evaluering kræver, at princippet anvendes med større fleksibilitet, samt på inddragelse af de erhvervsdrivende i sektoren og andre berørte parter; afviser i betragtning af EF-fiskerflådens forskelligartethed med bestemthed ethvert forsøg på at anvende en fælles fiskeriforvaltningsmodel for EF, men mener derimod, at der bør tages behørigt hensyn til de forskellige EU-farvandes særlige forhold; men understreger, at det er nødvendigt ikke at skabe fare for producenternes lige muligheder på det europæiske marked og harmoniseringen af konkurrencevilkårene;

78.   henstiller indtrængende til Kommissionen at arbejde for en særskilt, klart defineret, liberal og afbureaukratiseret og forenklet forvaltningsmodel for det ikke-industrialiserede kystfiskeri, hvor EU-institutionerne fastsætter de overordnede mål, som medlemsstaterne skal nå i henhold til deres egne strategier;

79.   erkender de muligheder, som selvforvaltning og regionalisering rummer med hensyn til at udvikle en kultur, hvor reglerne overholdes;

80.   mener, at inddragelse af berørte parter ved udformningen og forvaltningen af fiskeripolitikken kan føre til mere effektive forvaltningsforanstaltninger og mener således, at positive innovationstiltag på individuelt, lokalt eller medlemsstatsniveau bør anerkendes og fremmes;

81.   finder det vigtigt med omfattende debatter og undersøgelser i forbindelse med en eventuel decentralisering af den fælles fiskeripolitik med deltagelse af alle interesserede parter på institutionelt niveau og sektorniveau;

82.   opfordrer indtrængende Kommissionen til nøje at undersøge muligheden for at indføre nye fiskeriforvaltningsmodeller, der kan supplere ordningen med TAC og kvoter, undtagen hvor denne ordning fortsat kan være hensigtsmæssig, eftersom sådanne ordninger ville gøre det lettere at indføre en politik for bekæmpelse af udsmid og giver mulighed for en mere fleksibel tilpasning af fiskerflåden til fiskebestandenes reelle tilstand med hensyn til diversitet og fordeling; opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge, hvilke ændringer, om nogen, af princippet om relativ stabilitet der bør indføres, og navnlig hvordan der eventuelt kan gives en fortrinsstilling til kystsamfund, der er meget afhængige af fiskeriet, ved fordelingen af fiskeressourcer;

83.   mener, at en forvaltningsmekanisme baseret på fiskeriindsatsen vil gøre det muligt at udforme en effektiv politik til bekæmpelse af udsmid og forenkle de nuværende forvaltnings- og kontrolprocedurer, som er alt for omstændelige og udgiftskrævende for såvel sektoren selv som medlemsstaternes forvaltninger;

84.   finder det uhensigtsmæssigt at måle fiskerindsatsen på ensartet måde uden at tage hensyn til fiskerflådernes og fangstredskabernes forskelligartethed; mener, at foranstaltninger til kontrol med fiskeriindsatsen bør tage hensyn til de forskellige fiskearter, de forskellige typer fangstredskaber og den virkning, som fangsten skønnes at ville få på bestanden af de enkelte fiskearter;

85.   mener, at enhver ændring af forvaltningsmodellen bør omfatte en overgangsperiode, hvor forvaltningen udelukkende finder sted i de enkelte medlemsstater, med henblik på at undgå pludselige forandringer og for at kunne vurdere resultaterne, inden modellen indføres på EU-plan;

86.   mener ligeledes, at enhver ny forvaltningsmodel skal tage udgangspunkt i den nuværende fordelingsordning baseret på princippet om relativ stabilitet, men anser det for uomgængeligt, at den fremtidige fælles fiskeripolitik i højere grad kommer til at afspejle den reelle situation med hensyn til anvendelsen af fiskekvoterne ved at sikre systemet tilstrækkelig fleksibilitet, så det ikke længere udgør en hindring for den økonomiske effektivitet og investeringernes rentabilitet;

87.   mener, at de forskellige foranstaltninger til forvaltning af fiskeressourcerne vil blive bedre forstået, accepteret og gennemført, jo større deltagelsen og jo klarere målsætningerne er, og jo større økonomisk og social bistand, der ydes til de berørte; fastholder, at det er nødvendigt at indføre mekanismer for subvention eller kompensation til de fiskere, der rammes af de økonomiske og sociale virkninger af de flerårige planer for genopbygning og forvaltning af ressourcerne samt af foranstaltningerne til beskyttelse af økosystemerne;

88.   går ind for, at de regionale rådgivende råd samt andre berørte parter og de vurderinger, der afgives af Det Europæiske Fiskerikontrolagentur, bør spille en mere aktiv rolle både under og efter reformprocessen i forbindelse med den fælles fiskeripolitik, og at man bør give disse organer de nødvendige logistiske og økonomiske betingelser for at kunne udøve deres nye beføjelser fuldstændigt og på effektiv vis, sådan som Parlamentet har gjort sig til talsmand for i tidligere beslutninger som f.eks. ovennævnte beslutning af 24. april 2009;

89.   går ind for en stærkere regional indflydelse på beslutningstagningen, hvor der i højere grad end hidtil tages højde for økosystemernes regionale særegenheder og de naturbestemte produktionsbetingelser, idet de regionale rådgivningsorganer skal styrkes vedvarende;

90.   understreger betydningen af Det Europæiske Fiskerikontrolagentur i forbindelse med den reformerede fælles fiskeripolitik og gør opmærksom på, at det er nødvendigt at sikre en harmoniseret og objektiv fiskerikontrol og at anvende et ensartet og retfærdigt system af bestemmelser og sanktioner med henblik på at styrke rederes og fiskeres tillid til det grundlæggende princip om ligebehandling;

91.   mener, at kontrolpolitikken under den fælles fiskeripolitik bør tage følgende aspekter i betragtning:

   en mere direkte kontrol fra Kommissionens side via en maksimal udnyttelse af de muligheder, som etableringen af fiskerikontrolagenturet frembyder
   forenkling af lovgivningen gennem fastlæggelse af standarder, der er de bedst egnede til at sikre opfyldelsen af målene
   anvendelse af princippet om, at den part, som bryder lovgivningen, skal afhjælpe den skade, andre aktører er blevet påført herved, og
   en bottom-up-beslutningsproces, som vil lette gennemførelsen af kontrolsystemet;

92.   går ind for i højere grad at føre en politik, der får medlemsstaterne til at tage et større ansvar, og hvor de medlemsstater, der ikke opfylder deres forpligtelser med hensyn til kontrol og bevarelse af ressourcerne, ikke kan modtage strukturfondsmidler eller anden form for EF-støtte, jf. artikel 95 i den nye kontrolforordning; anser det for væsentligt, at EF-støtten og den nationale støtte til fiskeriet, på fleksibel måde, udelukkende kanaliseres til aktiviteter og foranstaltninger, der hviler på et bæredygtigt fiskeri i økologisk, økonomisk og samfundsmæssig henseende;

93.   påpeger, at ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri udgør en form for illoyal konkurrence, der er til stor skade for alle europæiske fiskere, der overholder fællesskabslovgivningen, den nationale lovgivning og tredjelandes lovgivning og driver deres fiskeri på ansvarlig måde;

94.   erindrer om, at ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri forhindrer, at markedet for fiskerivarer kan fungere retfærdigt, og udgør en trussel mod økosystemernes balance;

95.   tilskynder EU til at acceptere sit ansvar som verdens største fiskeimportør og fiskemarked og til at gå i spidsen med hensyn til at bekæmpe det globale problem med ulovligt fiskeri ved at benytte alle til rådighed værende muligheder for at sætte bekæmpelse af IUU-fiskeri øverst på den internationale dagsorden i betragtning af de alvorlige miljømæssige skader, det forårsager, herunder svækkelse af de marine økosystemernes modstandsdygtighed mod virkningerne af klimaændringerne og den trussel, det udgør mod fødevaresikkerheden;

Forvaltning af EF-fiskerflåderne

96.   understreger, at der i forbindelse med reformen af den fælles fiskeripolitik bør søges løsninger, der sikrer en stabil og varig ligevægt mellem fiskebestandene og flådens kapacitet;

97.   gentager betydningen af at tilpasse fiskerflådens kapacitet til de disponible ressourcer, men understreger samtidig, at Kommissionen og medlemsstaterne bør sætte tal på den faktiske overskydende kapacitet og identificere de flåder, der er for store i forhold til deres nuværende fiskerimuligheder;

98.   går ind for en differentieret behandling af højsøfiskerflåden og de dele af fiskerflåden, der har en struktur og erhvervskapacitet, som i højere grad kan sammenlignes med andre økonomiske aktiviteter, og af det ikke-industrielle fiskeri, der er tættere knyttet til kystområder og konkrete markeder, har en mindre produktionsmængde pr. enhed og anderledes omkostnings- og beskæftigelsesstrukturer;

99.   går ind for at udarbejde en ny definition af ikke-industrielt fiskeri og af de, mere fleksible, kriterier, som denne nye definition bør baseres på for bedre at tilpasse den de forskelligartede forhold i Fællesskabets fiskeri; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at foretage en omfattende og nøje undersøgelse af den nuværende EF-fiskerflådes størrelse, karakteristika og fordeling, idet den nøje vurderer kriterierne for denne definition, således at det ikke kan føre til forskelsbehandling af fiskerflåder, der ligner hinanden, eller mellem fiskerflåder fra forskellige medlemsstater, som fisker i samme farvande;

100.   opfordrer Kommissionen til at fremlægge en klar definition af overkapacitet; mener, at det er nødvendigt at fastslå årsagerne til overkapacitet, navnlig de økonomiske drivkræfter bag kapaciteten, og at undersøge eventuelle forbindelser til markedspolitikken, idet markedskræfterne i visse tilfælde kan udgøre et centralt kriterium, der skal inddrages i overvejelserne; mener, at kriterierne for definition af fællesskabsflåden bør være andet og mere end forenklede talmæssige parametre og omfatte differentierede vægtningsfaktorer for de enkelte områder, hvilket ville give en ensartet og fleksibel model, der på en fair måde kunne tage højde for de mange forskellige forhold, der findes i fællesskabsfiskerflåden;

101.   mener, at den nuværende EFF og fremtidige strukturfonde for fiskerisektoren skal fortsætte med at yde støtte til fornyelse og modernisering af fiskerflåderne, navnlig for så vidt angår kystfiskeriet og det ikke-industrielle fiskeri, eftersom denne støtte er baseret på kriterier for sikkerhed (der minimerer antallet af arbejdsulykker), hygiejne og komfort samt miljøbeskyttelse, brændstofbesparelser m.m., som ikke indebærer en forøgelse af de pågældende fiskerflåders fangstkapacitet;

102.   går ind for, at politikken med støtte til fiskerflåder bør tage hensyn til meritbaserede kriterier såsom udvikling af god praksis for miljøvenligt fiskeri, respekt for overholdelse af reglerne og iværksættelse af organisationsordninger (producentorganisationer);

103.   går ind for oprettelse af en ophugningsfond, som på kort sigt kan sikre en effektiv løsning af problemerne med overkapacitet, med regler til sikring af, at anvendelsen heraf ikke kan blokeres af medlemsstaterne;

104.   mener, at fiskerflåden på længere sigt skal være i stand til at finansiere sig selv og være konkurrencedygtig på et liberaliseret marked for fiskeriprodukter, men understreger, at dette kun kan ske inden for rammerne af en fælles fiskeripolitik, hvis fiskeriforvaltningsmodel fremmer virksomhedernes rentabilitet;

Akvakultur og forarbejdede produkter

105.   er overbevist om, at en stærk, miljømæssigt bæredygtig akvakultursektor af høj kvalitet rummer muligheder for at blive en katalysator for væksten i de dermed forbundne sektorer og for at bidrage til udviklingen i kystområder, offshore-områder og landdistrikter med betydelige fordele også for forbrugerne i form af sunde, økologisk producerede fødevarer af høj kvalitet;

106.   mener, at beskyttelsen af og konkurrenceevnen i EU's akvakultur bør styrkes ved hjælp af en kraftig og vedvarende støtte til forskningen og til den teknologiske udvikling, til fysisk planlægning i kyst- og flodområder for at lette adgangen til de nødvendige arealer, og ved at tage hensyn til akvakulturens specifikke behov i EU's markedspolitik; anerkender den vigtige rolle, der spilles af producentorganisationer oprettet i henhold til den fælles markedsordning, og opfordrer indtrængende Kommissionen til specifikt at tage højde for akvakultursektorens særlige behov og krav i disse regler;

107.   mener, at en bæredygtig udvikling af akvakulturen kræver miljøvenlige anlæg og produktionsmetoder, herunder bæredygtige foderkilder, for at undgå fænomener som f.eks. eutrofiering af farvande og for at fremme produktionen af varer af højere kvalitet via forbedrede sundhedsstandarder og fastsættelse af høje standarder for økologisk akvakultur og dyrevelfærd samt et højt forbrugerbeskyttelsesniveau; understreger betydningen af at inddrage incitamenter til økologisk akvakulturproduktion og foranstaltninger til forbedring af akvakulturbrugenes effektivitet;

108.   mener, at akvakultur udgør en integrerende del af den fælles fiskeripolitik, idet den fungerer som supplement til fangstsektoren, navnlig for så vidt angår udbuddet af fødevarer, beskæftigelsesmuligheder og genoprettelse af især de arter, der er mest overfisket i naturen;

109.   går ind for støtte til investering i nye akvakulturteknologier, herunder intensive systemer med genanvendelse af vand og offshore saltvandsfiskefarme og ferskvandsfiskefarme samt i forskning i opdræt af nye arter af økonomisk interesse og foder, der kan produceres med mindre belastning af miljøet, idet der først og fremmest ydes støtte til forbedring af den miljømæssige bæredygtighed; erkender de meget store muligheder, der findes for offshore akvakultur, og henstiller indtrængende til Kommissionen at undersøge særlige ordninger for at støtte udviklingen af sådanne offshore saltvandsfiskefarme;

110.   anser det for nødvendigt at indføre regler om god markedspraksis (kvalitetskontrol af varer, forbrugerbeskyttelse, toldafgifter) og loyal konkurrence med hensyn til fiskerivarer fra tredjelande, bortset fra varer, der er omfattet af bestemmelser i EU-aftaler med tredjemand;

111.   finder det væsentligt, at der i tilfælde af biologiske fiskestop med henblik på genopbygning af fiskebestandene også tages behørigt hensyn til konservesindustrien, når der ikke findes alternative forsyningskilder for de arter, der er omfattet af de pågældende foranstaltninger;

112.   opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge Rådet og Europa-Parlamentet forslag, der kan fremme bestræbelserne på at finde frem til nye akvakulturarter, især planteædende arter, af høj kvalitet og med mulighed for værditilvækst, og til at fremme forskning og udveksling af god praksis inden for EU i forbindelse med disse arter og de dermed forbundne opdræts- og markedsføringsmetoder under hensyntagen til miljøet og med henblik på at sikre en bedre konkurrencemæssig position i forhold til andre nye levnedsmidler;

113.   understreger betydningen af, at der tilvejebringes økonomiske midler til akvakulturvirksomheder uanset deres størrelse, idet det vigtigste kriterium er, at de bidrager til den samfundsmæssige og økonomiske udvikling i kystområderne;

Markeder og afsætning af fisk

114.   tilslutter sig branchens klager over, at reformen af den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter er blevet kædet sammen med processen for reform af den fælles fiskeripolitik, i modsætning til hvad der er sket med fiskerikontrolpolitikken, hvilket sandsynligvis vil betyde, at EF-producenterne vil skulle vente til 2013, før de får en ny ramme, der kan hjælpe dem med at øge rentabiliteten af deres virksomhed; forventer, at Kommissionens meddelelse om fremtiden for den nuværende markedsordning vil blive fremlagt uden yderligere forsinkelser;

115.   mener, at der bør foretages en hurtig og gennemgribende revision af den fælles markedsordning for fiskerivarer for at øge dens bidrag til at sikre indtægtsniveauet inden for sektoren og stabiliteten på markedet samt fremme markedsføringen af fiskerivarer og øge værditilvæksten;

116.   understreger nødvendigheden af at indføre mekanismer, der kan fremme en koncentration af udbuddet, navnlig ved at etablere og styrke producentorganisationer;

117.   opfordrer desuden til, at der udarbejdes en undersøgelse, som kan give en detaljeret analyse af den generelle tendens til koncentration af efterspørgslen på markedet for fiskerivarer med henblik på at finde ud af, om der anvendes markedsstrategier, som er i strid med konkurrencereglerne og medfører et fald i priserne på de fleste arter;

118.   finder det nødvendigt at skabe markedsinterventionsmekanismer, navnlig for de typer fiskeri, hvor der anvendes en forvaltningsmodel, der er baseret på princippet om overdragelige fiskerettigheder, for at undgå for stor koncentration af disse på et begrænset antal erhvervsdrivende (beskyttelsesklausuler), hvilket, når det drejer sig om én medlemsstat, kunne bringe dens ikke-industrielle fiskerflådes levedygtighed i fare, og hvis det drejer sig om flere medlemsstater, kunne bringe bæredygtigheden for fiskerisektoren i nogle af dem i fare;

119.   anmoder samtidig om, at Kommissionen i sine fremtidige genopretnings- og forvaltningsplaner analyserer de eventuelle virkninger og konsekvenser for det europæiske marked af en reduktion af fangsten og en deraf følgende import af erstatningsvarer fra tredjelande for at afhjælpe underforsyningen af markedet;

120.   insisterer på, at det er nødvendigt at sørge for sammenhæng mellem den fælles handelspolitik og de mål, der tilstræbes med den fælles fiskeripolitik, således at det undgås, at nye (multilaterale, regionale og bilaterale) indrømmelser fra EU's side til ydre toldmæssig og ikke-toldmæssig beskyttelse af fiskeri- og akvakulturprodukter kommer til at tilintetgøre eller modvirke bestræbelserne på at sikre tilstrækkeligt rentable afsætningsmuligheder for fællesskabsproduktionen;

121.   mener, at der bør gøres alt, hvad der er muligt, for at undgå at øge EU's i forvejen meget stærke afhængighed af import fra tredjelande for at dække forsyningsbehovet for fiskeri- og akvakulturprodukter;

122.   mener, at det er nødvendigt, at EU sørger for at fremme EU's fiskeriprodukter såsom konserves og akvakulturprodukter uden for EU, navnlig ved at fremme certificering af dem og finansiere præsentation af dem på internationale udstillinger og messer;

Eksterne forbindelser

123.   mener, at den fælles fiskeripolitik i sin eksterne dimension bør være styret af målsætningen om at forsvare EU's fiskeriinteresser i samklang med EU's udenrigspolitik;

124.   går ind for at styrke EF's tilstedeværelse i de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, i FAO, i FN og i andre internationale organisationer med henblik på at fremme en bæredygtig forvaltning af det internationale fiskeri og bekæmpe ulovligt fiskeri samt sørge for bedre beskyttelse af de marine økosystemer og sikre fiskervirksomheden i fremtiden;

125.   mener, at det er nødvendigt at skabe mekanismer til fremme af fiskeriprodukter hidrørende fra miljømæssigt bæredygtige og socialt retfærdige kilder i og uden for EU;

126.   insisterer på, at EU i overensstemmelse med FN's havretskonvention kun bør acceptere adgang til fiskebestande i tredjelandes farvande, når det er blevet videnskabeligt påvist, at der findes et overskud, der ikke kan fanges af tredjelandets fiskere, og at fiskeriet kan foregå bæredygtigt, under overholdelse af som minimum de samme normer, der gælder i EU (redskabsselektivitet osv.);

127.   fastholder, at nye fiskeriaftaler med tredjelande bør underkastes en generel vurdering ud fra kriterier, der er fastsat af Europa-Parlamentet; mener, at formålet med disse kriterier bør være at opnå balance mellem økonomiske interesser og fremme af et bæredygtigt fiskeri ved at styrke vore partneres kapacitet til at sikre et bæredygtigt fiskeri i deres egne farvande, hvorved forvaltningen af fiskeriet uden for EU forbedres, og ved at øge den lokale beskæftigelse inden for fiskerisektoren og opretholde EU's troværdighed som global beskytter af menneskerettigheder og demokrati i overensstemmelse med EU's eksterne politik;

128.   anmoder ligeledes om, at der i forbindelse med de økonomiske kompensationsordninger i fiskeripartnerskabsaftalerne foretages en klar sondring mellem den del, der vedrører det kommercielle element, og den, der vedrører samarbejde om udvikling af tredjelandes fiskeri, med henblik på at opnå en større budgetmæssig gennemsigtighed;

129.   mener, at partnerskabsaftalerne bør bidrage til jobskabelse i tredjelande, til at reducere fattigdomsniveauet, udvikle støttestrukturer for sektoren (fiskerihavne, strukturer til oplagring og forarbejdning af fisk osv.) og også reducere antallet af indvandrere til EU;

130.   går ind for, at den økonomiske bistand, der ydes som led i fiskeriaftaler med tredjelande, bør anvendes til fremme og udvikling af fiskerisektoren i de pågældende lande, dels ved hjælp af obligatorisk målretning af finansieringen til opførelse af infrastruktur (fiskerihavne, lagre, fiskeforarbejdningsfaciliteter osv.), dels ved levering af driftsmidler (fartøjer, redskaber osv.), så fiskeriet kan udøves på en ansvarlig og bæredygtig måde;

131.   er overbevist om, at fiskeripartnerskabsaftaler bør forhandles på et solidt videnskabeligt grundlag og finder, at andre nødvendige fremskridt bør forudsætte, at alle tekniske foranstaltninger inddrages i forhandlingsprocessen, og at der sker væsentlige forbedringer i mekanismerne for gennemførelse af bestemmelserne i aftalen;

132.   opfordrer til, at den berørte sektor høres under forhandlingerne og at Højsørådet (Long Distance RAC) deltager som observatør i de blandede udvalg, der nedsættes i henhold til aftalerne;

133.   mener, at det i lyset af situationens stigende kompleksitet, af behovet for en mere effektiv overvågning af aftalerne og af det stigende antal opgaver, der er forbundet med en fyldestgørende deltagelse i de regionale fiskeriorganisationer, er nødvendigt at forøge de menneskelige og materielle ressourcer til GD MARE, ligesom man bør undersøge mulighederne for at lade forvaltningsfunktioner udføre decentralt i medlemsstaterne;

Den integrerede havpolitik

134.   mener, at den fælles fiskeripolitik kræver en ny global tilgang til forvaltningen af fiskebestande og skal koordineres med miljø- og udviklingspolitikken og den integrerede havpolitik;

135.   mener, at Kommissionen med indlemmelsen af den integrerede havpolitik blandt sine prioriteter har truffet den rigtige beslutning, og understreger, at den nye økosystem- tilgang sikrer en direkte og prioriteret sammenkædning mellem den fælles fiskeripolitik og den integrerede havpolitik;

136.   går ind for, at fiskeriet skal struktureres og integreres på passende måde i en større sammenhæng af maritime aktiviteter såsom transport til søs, nautisk turisme, offshore vindmølleparker og akvakultur, og at det bør integreres i klynger af maritime aktiviteter;

137.   påpeger, at fiskeri er en af de økonomiske aktiviteter, der har størst indvirkning på økosystemerne på grund af de forholdsvis store ressourcer, det trækker ud af dem, samtidig med at det er den aktivitet, der er mest berørt af andre aktiviteter i disse økosystemer, såsom turisme, transport til søs og kysturbanisering;

138.   er overbevist om, at en effektiv integration af den fælles fiskeripolitik i den integrerede havpolitik kræver politisk vilje, og at nationale, regionale og lokale fiskerienheder er villige til at påtage sig de nødvendige forpligtelser på dette område; understreger, at den fælles fiskeripolitik i betragtning af sine egne målsætninger, også selv om det er nødvendigt med en passende sammenkædning med andre politikker, som har indvirkning på havmiljøet, aldrig må være underordnet andre fællesskabspolitikker, der fastlægges på et senere tidspunkt; mener tværtimod, at de sidstnævnte politikker skal tage hensyn til og inkorporere fiskeripolitikkens målsætninger;

139.   påpeger, at det er nødvendigt at øremærke de nødvendige økonomiske midler til den integrerede havpolitik, og gentager princippet om, at nye prioriteringer skal modsvares af nye økonomiske midler; afviser den tanke, at den integrerede havpolitik kan finansieres via Den Europæiske Fiskerifond;

140.   finder det nødvendigt systematisk at gennemføre en egentlig maritim fysisk planlægning i Europa med henblik på at oprette biogeografiske zoner for at beskytte de mest følsomme marine økosystemer; påpeger i denne forbindelse, at kystnært fiskeri, havbrug og skaldyrsfiskeri hovedsageligt foregår i de mest sårbare økosystemer tæt på kysten, hvilket betyder, at samspillet er endnu mere direkte og umiddelbart;

141.   bemærker, at Kommissionen i sin grønbog erkender, at ordningen med de 12 sømil generelt har fungeret godt, og at et af de få steder, hvor den fælles fiskeripolitik har givet relativt gode resultater, har været der, hvor medlemsstaterne har haft kontrollen; anmoder derfor om, at dette princip får permanent karakter;

o
o   o

142.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur, de regionale rådgivende råd, Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri, Udvalget for Den Sociale Dialog inden for Havfiskeriet, samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EFT L 358 af 31.12.2002, s. 59.
(2) EFT C 271 E af 7.11.2002, s. 67.
(3) EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19.
(4) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0009.
(5) EUT C 247 E af 15.10.2009, s. 1.
(6) EUT C 187 E af 24.7.2008, s. 228.
(7) EUT C 68 E af 21.3.2009, s. 26.
(8) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0317.
(9) EUT C 305 E af 14.12.2006, s. 155.
(10) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0065.
(11) EUT C 157 E af 6.7.2006, s. 324.
(12) EUT C 300 E af 9.12.2006, s. 504.
(13) EUT C 286 E af 23.11.2006, s. 519.
(14) EUT C 306 E af 15.12.2006, s. 417.
(15) EUT L 286 af 29.10.2008, s. 1.
(16) EUT L 286 af 29.10.2008, s. 33.
(17) EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1.
(18) EUT C 304 E af 1.12.2005, s. 258.
(19) EUT C 287 E af 29.11.2007, s. 502.
(20) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0245).
(21) EUT C 247 E af 15.10.2009, s. 87.
(22) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0255.
(23) EUT C 305 E af 18.12.2008, s. 271.
(24) EUT C 305 E af 14.12.2006, s. 233.
(25) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0373.
(26) EFT C 175 E af 10.7.2008, s. 531.
(27) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0382.
(28) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0042.
(29) Vedtagne tekster, P7_TA(2009)0089.
(30) Vedtagne tekster; P6_TA(2008)0583.


Transport af heste til slagtning
PDF 64kWORD 32k
Europa-Parlamentets erklæring af 25. februar 2010 om transport af heste til slagtning i Den Europæiske Union
P7_TA(2010)0040P7_DCL(2009)0054

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 123,

A.   der henviser til, at omkring 100 000 heste hvert år under umenneskelige forhold transporteres over unødigt lange afstande både til og inden for Den Europæiske Union med henblik på slagtning,

B.   der henviser til, at der foreligger velunderbyggede beviser på, at heste transporteres over lange afstande, hvilket skaber en række problemer for deres velfærd såsom alvorlige skader, sygdom, udmattelse og dehydrering på grund af mangler i gældende lovgivning,

C.   der henviser til, at der er stærke beviser på, at Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter ikke er blevet håndhævet på håndfast vis,

D.   der henviser til, at Kommissionen er i færd med at revidere Rådets forordning (EF) nr. 1/2005,

1.   noterer sig det andragende om transport af heste over lange afstande til slagtning i Europa, hvortil organisationen World Horse Welfare har indsamlet underskrifter;

2.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i forbindelse med Kommissionens revision af Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 at sætte sig grundigt ind i World Horse Welfares bevismateriale;

3.   opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at håndhæve Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 på håndfast vis;

4.   pålægger sin formand at sende denne erklæring med angivelse af underskrivernes navne(1) til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

(1) Listen over underskriverne er offentliggjort i bilag 1 til mødeprotokollen af 25.2.2010 (P7_PV(2010)02-25(ANN1)).

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik