Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 29. marts 2007 om professionel fodbolds fremtid i Europa(1),

–  der henviser til sin beslutning af 8. maj 2008 om Kommissionens hvidbog om idræt(2),

–  der henviser til hvidbogen om idræt (KOM(2007)0391),

–  der henviser til artikel 165 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til dommen af 26. januar 2005 afsagt af Retten i Første Instans(3),

–  der henviser til mundtlig forespørgsel af 10. marts 2010 til Kommissionen om sport, især om spilleragenter (O-0032/2010 - B7-0308/2010),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

1.  minder om, at Parlamentet i sin beslutning af 29. marts 2007 om professionel fodbolds fremtid i Europa anmodede Kommissionen om at støtte fodboldorganisationernes bestræbelser på at indføre regler for spilleragenter, om fornødent ved at forelægge et forslag til direktiv om spilleragenter;

2.  bifalder den undersøgelse om spilleragenter i Den Europæiske Union, som var bestilt af Kommissionen, og hvis resultater nu foreligger;

3.  er især bekymret over undersøgelsens resultater, hvad angår kriminelle aktiviteter udøvet i forbindelse med sport, hvor der berettes om episoder i forbindelse med sportsbegivenheder, hvor sporten er kommet under indflydelse af organiseret kriminalitet med forbindelser til spilleragenters aktiviteter; mener, at denne udvikling skader sportens image, dens integritet og i sidste instans dens rolle i samfundet;

4.  tager til efterretning, at det ved undersøgelsen er konstateret, at spilleragenter er centralt involveret i pengestrømme, der ofte ikke er gennemskuelige, og som gør, at de let forfalder til ulovlige aktiviteter; bifalder initiativer fra nogle klubber og styrende organer med henblik på at øge gennemsigtigheden af de finansielle transaktioner;

5.  tager til efterretning, at undersøgelsen påpeger den iboende uigennemskuelighed af overførselsordningerne, især inden for holdsport, hvilket fører til illegale aktiviteter, hvor såvel agenter som klubber og spillere er indblandet;

6.  understreger, at unge spillere er særlig sårbare, og at de risikerer at blive ofre for menneskehandel;

7.  understreger det særlige ansvar, der påhviler spilleragenter og klubber, især over for unge spillere, og opfordrer derfor begge parter til at påtage sig dette ansvar, navnlig hvad angår de unge spilleres uddannelse og erhvervsuddannelse;

8.  understreger, at undersøgelsen har vist, at de regler for spilleragenter, der er indført af sportssammenslutninger, hovedsagelig tager sigte på at kontrollere adgangen til erhvervet og regulere udøvelsen heraf, men at disse organisationer kun har begrænsede tilsyns- og sanktionsbeføjelser, eftersom de mangler ethvert middel til kontrol eller til direkte at gribe ind over for spilleragenter, der ikke er registreret i disse organisationer; påpeger, at de heller ikke har ret til at pålægge civile eller kriminelle sanktioner;

9.  er enig med sportens styrende organer og sportsinteressenterne i, at der skal træffes foranstaltninger for at klare problemer i forbindelse med sportens og sportsaktørernes integritet og troværdighed;

10.  mener, at afskaffelse af det eksisterende FIFA-licenssystem for spilleragenter uden at oprette et solidt alternativt system ikke ville være nogen velegnet metode at løse problemerne omkring spilleragenter inden for fodbold på;

11.  bifalder sportens ledende organers bestræbelser på at skabe mere gennemsigtighed og tilsyn med pengestrømmene;

12.  opfordrer Rådet til at intensivere sine koordinerede bestræbelser i kampen imod kriminel virksomhed forbundet med agenters aktiviteter, herunder hvidvaskning af penge, aftale af kampresultater og menneskehandel;

13.  Henviser til den ovennævnte dom i sagen T-193/02, hvor Retten erklærede, at regler for spilleragenters aktiviteter, som vedrører reguleringen af økonomiske aktiviteter og berører grundlæggende rettigheder, principielt henhører under de offentlige myndigheders kompetence;

14.  minder om, at retten i den samme dom har anerkendt, at forbund som FIFA har kompetence til at udstede regler for spilleragenternes profession, såfremt målet med denne regulering er at skærpe de professionelle og etiske krav til spilleragenterne med henblik på at beskytte spillerne, og at denne regulering ikke udelukker konkurrencen; minder om, at spilleragenter som helhed ikke er organiseret på et professionelt plan, og at professionen er underlagt yderst begrænset regulering på medlemsstatsplan;

15.  er overbevist om, at effektiviteten af kontrollen og håndhævelsen af sanktioner i forbindelse med grænseoverskridende aktiviteter og diverse nationale regler for sport kun kan klares ved en fælles indsats fra sportens styrende organers og de offentlige myndigheders side;

16.  konstaterer, at imens spilleragenternes aktiviteter i udstrakt grad reguleres på internationalt og nationalt plan af sportsorganer inden for visse discipliner, har meget få medlemsstater vedtaget specifikke love vedrørende spilleragenter;

17.  mener, at en sammenhængende, EU-omfattende strategi er nødvendig i betragtning af den forvirrende mangfoldighed af regler for spilleragenters aktiviteter for at undgå smuthuller på grund af uklare regler og for at sikre effektiv overvågning og kontrol med spilleragenternes aktiviteter;

18.  gentager sin opfordring til, at der tages et EU-initiativ vedrørende spilleragenternes aktiviteter, der bør tage sigte på følgende:

19.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen.

(1) EUT C 27 E af 31.1.2008, s. 232. (2) EFT C 271 E af 12.11.2009, s. 51. (3) Sag C -193/02 Laurent Piau mod Kommissionen Sml. 2005 II, s. 209.