Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 25 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, som anerkender sundhed som en grundlæggende rettighed,

–  der henviser til, at alle har ret til den højest opnåelige standard for fysisk og psykisk sundhed,

–  der henviser til Bamako-initiativet fra 1987 og målet om sundhed for alle inden år 2000,

–  der henviser til Alma-Ata-erklæringen fra 1978, der definerer begrebet primær sundhed,

–  der henviser til Ottawa-chartret fra 1986 om fremme af sundhed,

–  der henviser til forslaget fra FN's Børnefond, der blev godkendt af Verdenssundhedsorganisationen i 1987, med henblik på at geniværksætte en politik om primær sundhed og bekæmpelse af børnedødeligheden,

–  der henviser til Abidjan-platformen fra 1998 om støttestrategier for sygekasser i Afrika,

–  der henviser til FN's 2015-mål fra 2000, især til målene om menneskelig udvikling (sundhed og uddannelse), vand og energi, udvikling af landdistrikter, landbrug og fødevaresikkerhed, og navnlig til målene 1, 4, 5, 6 og 8,

–  der henviser til Cotonou-aftalen af 23. juni 2000, ændret den 25. juni 2005,

–  der henviser til EU's prioriteter fra december 2005, som er fastlagt i den europæiske udviklingskonsensus,

–  der henviser til den internationale konference i Ouagadougou i 2008 om primær sundhed og sundhedssystemerne i Afrika og til den forpligtelse, som de deltagende statsledere indgik, om at afsætte mindst 15 % af deres nationale budgetter til sundhed,

–  der henviser til erklæringerne fra Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union (UEMOA), der sigter mod at gennemføre en universel sygesikring for befolkningerne og til dennes forordning (nr. 7/2009) af 26. juni 2009 om bestemmelser for gensidige socialsikringsordninger inden for UEMOA,

–  der henviser til den 10. Europæiske Udviklingsfond for perioden 2008-2013 og Rådets afgørelse fra december 2005,

–  der henviser til Paris-erklæringen af marts 2007, som blev afgivet efter konferencen »Konsortium« (G8, ILO (bureau), WHO, Verdensbanken, IMF, OECD) om sygeforsikring,

–  der henviser til prioriteterne for EU's trustfond for infrastrukturer i Afrika, som blev fastlagt i april 2007, og især til afsnittet om udvikling af infrastrukturer i Afrika,

–  der henviser til det verdensomspændende initiativ »International Health Partnership«, som blev iværksæt i London den 5. september 2007 og sigter mod bedre samordning af den eksterne bistand på bilateralt og multilateralt plan,

–  der henviser til G8-topmødet i juni 2007 og lanceringen af initiativet »Providing for health« med henblik på udvikling af finansieringssystemer for sundhed, som er holdbare, retfærdige, til gavn for de fattige og med universel dækning,

–  der henviser til EU's nye finansieringsinstrument for udviklingssamarbejde (DCI),

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning (10/2008) om EF's udviklingsbistand til sundhedstjenester i Afrika syd for Sahara,

–  der henviser til den fælles strategi for EU og Den Afrika Union om sundhed, som blev vedtaget i Lissabon i december 2007,

–  der henviser til det uofficielle dokument, som blev vedtaget i fællesskab af formandskabet og Kommissionen under udviklingsministrenes uformelle samling i september 2008 i Bordeaux, om sygeforsikring og finansiering af sundhedssystemer i udviklingslandene,

–  der henviser til Algier-erklæringen fra 2008 om forskning på sundhedsområdet,

–  der henviser til eThekwini-erklæringen fra 2008 om hygiejne og sanitære installationer,

–  der henviser til Libreville-erklæringen fra august 2008 om sundhed og miljø i Afrika,

–  der henviser til Bali-erklæringen fra 2008 om betydningen af affaldsforvaltning for menneskers sundhed,

–  der henviser til konklusionerne fra konferencen i Oslo i oktober 2008 om grundprincipperne for håndhævelse af rettighederne for internt fordrevne, dvs. folk, der er fordrevne mod deres vilje som følge af konflikter, forfølgelse, naturkatastrofer eller udviklingsprojekter, uanset om de har krydset en grænse eller ej,

–  der henviser til EuropAids målsætninger for perioden 2009-2013,

–  der henviser til ICRC's undersøgelse af sædvaneret, som navnlig udpegede sundhed som en sædvane i den humanitære folkeret, som skal respekteres,

–  der henviser til erklæringen fra Association Internationale de la Mutualité (juni 2009) om gensidighed i universelle sygesikringssystemer,

–  der henviser til Det Internationale Arbejdsbureaus arbejde under STEP I og II-programmet (strategier og redskaber mod social udstødelse og fattigdom), der har til formål at bekæmpe social udstødelse, reducere fattigdom og fremme anstændigt arbejde gennem nye strategier for udvidet social beskyttelse,

–  der henviser til Yaoundé-erklæringen fra september 2009, der blev vedtaget af medlemmerne af samrådet af udviklingsaktører i sygekasserne i Afrika, hvori sygekasser betragtes som hensigtsmæssige for at virkeliggøre universel dækning i lande med lave eller mellemhøje indkomster,

–  der henviser til det globale initiativ om et universelt grundlag for social beskyttelse, som blev vedtaget af rådet af sekretariatscheferne for alle FN's organer i april 2009, og som er baseret på et sammenhængende og fastlagt sæt af basale sociale overførsler og grundlæggende sociale tjenesteydelser, herunder sundhed, som alle borgere bør have adgang til,

–  der henviser til arbejdet i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, navnlig til dens betænkning af 3. december 2009 om problemer i forbindelse med landbrug og klimaforandringer, som uundgåeligt vil få negative følger for folkesundheden, samt initiativet om klima og udvikling i Afrika,

–  der henviser til meddelelse fra Kommissionen fra 31. marts 2010 (KOM(2010)0128), der sigter mod at styrke EU's rolle inden for global sundhed,

–  der henviser til konklusionerne fra den 3011. samling i Rådet (udenrigsanliggender) den 10. maj 2010 om EU's rolle inden for global sundhed,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A7-0245/2010),

A.  der henviser til, at det gennem de vertikale fonde inden for sundhedsområdet er lykkedes at begrænse dødeligheden i forbindelse med vidt udbredte sygdomme såsom tuberkulose, malaria osv., og at indsatsen på dette område bør videreføres,

B.  der henviser til, at det internationale samfund, herunder EU, bør støtte staterne i forbindelse med iværksættelsen af nationale sundhedspolitikker, og at levering af offentligt finansierede sundhedsydelser, som er tilgængelige for alle, skal stå i centrum af disse foranstaltninger,

C.  der henviser til, at de grundlæggende sundhedssystemer bør kunne behandle alle slags sygdomme, og at både den horisontale og den vertikale tilgang derfor er nødvendige, da de supplerer hinanden,

D.  der henviser til, at en horisontal tilgang, som er velstruktureret, gør det muligt at udforme forsikringssystemer (gensidig sygeforsikring, mikroforsikring i forbindelse med sundhed osv.), hvor modtagerne selv bliver ansvarlige for deres egen sundhed,

E.  der henviser til, at sundhed ikke er en vare, hverken i Afrika eller andre steder, og at det er afgørende at finde frem til sygeforsikringsordninger, der ikke har gevinst for øje, men som er baseret på solidariske og demokratiske værdier,

F.  der henviser til, at der i løbet af 1990»erne er blevet iværksat en række initiativer i Afrika med henblik på etablering af sygesikringssystemer, og at den sociale dynamik, som dette er udtryk for, bør understøttes,

G.  der henviser til, at den terminologi, der anvendes i lande, der er engelsksprogede, fransksprogede, eller hvor der tales afrikanske sprog, varierer og ikke altid dækker det samme koncept, og at nogle taler om »mutuelle de santé« (sygekasseorganisationer), andre om »Community Based Health Insurance« (fællesskabsbaseret sygeforsikring) eller mikroforsikring i forbindelse med sundhed, og at disse betegnelser dækker et bredt spektrum af solidariske ordninger, som er baseret på gensidig risiko i forbindelse med hel eller delvis dækning af udgifterne til sundhedstjenester,

H.  der henviser til, at der med betegnelsen »gensidig« lægges vægt på den sociale bevægelse og medlemmernes fælles indsats, og at udtrykket »forsikring« henviser til 1) forudgående – det vil sige før de dækkede risici bliver til virkelighed – indbetaling af bidrag, 2) risikofordeling og 3) begrebet garanti, og at sygekassen i henhold til Abidjan-platformen (fra 1998) kan defineres som en selvstændig nonprofit-forening baseret på solidaritet og demokratisk deltagelse, som primært gennem bidrag fra sine medlemmer har til formål at forbedre disses og deres familiers adgang til sundhedspleje af høj kvalitet, samtidig med at der gøres en indsats for velfærd og gensidig hjælp,

I.  der henviser til, at i lyset af de sociale og humanitære forhold, visse befolkninger bor under, kender borgerne ikke altid begrebet velfærd og erkender dermed heller ikke værdien af at betale bidrag til forsikring mod sygdomme, der muligvis aldrig indtræffer, især da ngo'er af enhver slags kan tilbyde tilsvarende sundhedspleje og lægemidler gratis,

J.  der henviser til, at udvandrere fra Afrika syd for Sahara har været klare over nytten og værdien af sygekasser i de forskellige værtslande, hvor sygekasser er veludviklede, og udvandrerne bevarer ofte tætte forbindelser med deres oprindelseslande,

K.  der henviser til, at der ikke findes noget sundhedsplejesystem, der kan fungere som universalløsning i Afrika, ligesom det er tilfældet i Europa, hvor der er forskelle mellem universelle sociale sikringsordninger på den ene side og obligatoriske sygesikringsordninger på den anden side,

1.  minder om, at sundhed er et udtryk for et lands samfundsøkonomiske og demokratiske niveau samt gode regeringsførelse;

2.  minder om betydningen af eksterne faktorer for økonomien i de afrikanske lande syd for Sahara, såsom regulering af den internationale handel, politikker vedrørende udviklingssamarbejde, finanskrisen, klimaforandringerne, de store medicinalvirksomheders politik og de store internationale finansielle institutioners politik;

3.  understreger, at disse eksterne faktorer på dramatisk vis kan indskrænke manøvremulighederne for de lande, der er ivrige efter at sikre en god regeringsførelse, og i væsentlig grad indvirker på folkesundheden;

4.  minder om, at den grundlæggende ret til sundhed er en rettighed, der går på tværs af andre retsområder såsom sundheds- og socialret samt arbejds- og civilret;

5.  minder det internationale samfund om sine forpligtelser i forhold til 2015-målene og EU om sit tilsagn om at forbedre sin bistand til sundhedssektoren i Afrika syd for Sahara;

6.  minder om kvinders rettigheder til uden begrænsninger at bestemme over deres egen reproduktive sundhed, hvad enten det angår spørgsmål om reproduktion, prævention, abort eller seksuelt overførte sygdomme; fordømmer, at kvinder stadig udsættes for kønslig lemlæstelse og forfærdelige voldshandlinger, og at voldtægt er et krigsvåben; plæderer derfor for gennem en horisontal tilgang at sikre kvinders ret til sundhedspleje på disse områder og opfordrer til en diagonal tilgang med henblik på prioriteret støtte af dette sundhedsområde;

7.  minder om alle børns ret til at have adgang til vaccinations- og immuniseringsprogrammer; minder endvidere om, at 8,8 mio. børn under fem år (hvoraf halvdelen i Afrika syd for Sahara) fortsat dør hvert år af sygdomme, som kan forebygges og behandles;

8.  minder om, at lungebetændelse og diarré er de vigtigste årsager til børnedødelighed i Afrika syd for Sahara;

9.  er bekymret over, at private organisationer, som modtager midler fra europæiske fonde og udbyder sundhedstjenester til den afrikanske befolkning, under indflydelse af religiøse idéer kan indskrænke visse praksisser vedrørende sundhed og prævention, som er knyttet til reproduktiv sundhed;

10.  understreger, at private organisationer, som modtager midler fra europæiske fonde, skal yde tjenester inden for reproduktiv sundhed i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og med respekt for den menneskelige værdighed og frihed;

11.  fordømmer udbredelsen af sekteriske organisationer, som misbruger de svageste befolkningsgruppers godtroenhed og spreder falske forestillinger om sundhed uden nogen reaktion fra de regerende myndigheder;

12.  er bekymret over den stigende kommercialisering af sundhedsydelser, og den omstændighed at medicinske behandlinger udføres i to hastigheder i lande, der viser tegn på politiske vanskeligheder og mangler med hensyn til god regeringsførelse;

13.  støtter det ofte beundringsværdige arbejde, som udføres af ngo'er i konfliktområder, men minder om, at dette nødhjælpsarbejde ikke er af vedvarende karakter og ikke kan erstatte stabile sundheds- og forsikringssystemer;

14.  understreger den store betydning, som ikke-statslige aktører, herunder religiøse organisationer og private nonprofit-hospitaler, har for forbedring af folkesundheden og fremme af sundhedsuddannelser;

15.  opfordrer Kommissionen til at fremme styrkelsen af de nationale sundhedssystemer, bl.a. ved hjælp af en metode, der sætter den offentlige interesse i centrum og anerkender det offentlig-private partnerskabs betydning for sundhedssektoren, herunder nonprofit-sektoren, i overensstemmelse med kriterier for effektivitet og retfærdighed med henblik på at opnå bæredygtige og varige resultater;

16.  bemærker, at en stor del af befolkningen i Afrika syd for Sahara, navnlig i landdistrikterne, ikke kan overkomme udgifterne til sundhedsydelser og lægemidler, end ikke til generiske lægemidler;

17.  er dybt bekymret over handelen på det afrikanske marked med medicin, der er udløbet, fordærvet eller forfalsket, samt over de nationale myndigheders og det internationale samfunds utilstrækkelige reaktion herpå;

18.  er bekymret over den akutte mangel på uddannet medicinsk personale og den kendsgerning, at mange læger ikke bliver i deres land; foreslår at tilbyde dem mulighed for visa til flere indrejser, så de kan fortsætte deres uddannelse i Europa, mens de bevarer forbindelserne til Afrika;

19.  beklager manglen på kvalificeret sundhedspersonale – læger, sygeplejersker, farmaceuter – i mange afrikanske lande samt europæiske staters ansættelse af mange af disse medarbejdere, hvilket fratager de afrikanske lande værdifulde ressourcer for deres udvikling;

20.  påpeger den kraftige stigning i udviklingslandene af ødelæggende sygdomme, såsom kræft hos børn, og anmoder Kommissionen om at tilskynde til gennemførelse af oplysningskampagner for at fremme tidlig diagnosticering og effektiv behandling;

21.  glæder sig over, at en række lande syd for Sahara på trods af de sociale, økonomiske og politiske vanskeligheder forsøger at gennemføre politikker med henblik på at forbedre og sikre adgang til sundhedspleje for deres befolkninger, selv om der er tale om helt basal pleje; anmoder Kommissionen om en grundig sundhedsmæssig evaluering af de opnåede resultater i form af bedre sundhed (mødres og spædbørns dødelighed) som følge af støttefinansieringsmekanismen til staternes almindelige budget; anmoder endvidere om, at andre finansieringsmekanismer tages under overvejelse;

22.  minder om betydningen af undervisning i sundhed og hygiejne inden for sundhedspolitikken;

23.  finder det nødvendigt, at landene tilrettelægger velfungerende sundhedstjenesteydelser, som er socialt effektive og økonomisk overkommelige, samtidig med at der tages hensyn til spørgsmål vedrørende planlægning af efterspørgslen efter sundhed, herunder sygekassernes placering i sundhedssystemet; mener, at dette forudsætter oprettelse af et folkeregister;

24.  understreger de lokale myndigheders vigtige rolle i forbindelse med bedre forebyggelse og adgang til sundhedspleje;

25.  glæder sig over de vellykkede resultater for de vertikale fonde med hensyn til deres tiltrækning af donorer og over tilbagegangen af udbredte sygdomme såsom aids, tuberkulose, malaria, børnelammelse og andre alvorlige sygdomme; fastholder dog, at denne vertikale tilgang på ingen måde kan erstatte en tilgang, som er horisontal og varig, hvad angår primær sundhed;

26.  minder om, at det kun er en horisontal tilgang til et grundlæggende sundhedssystem med deltagelse af offentlige myndigheder såvel som af en række andre aktører, som på længere sigt kan skabe en varig forbedring af livs- og sundhedsbetingelserne for befolkningen;

27.  understreger, at det på kort sigt er urealistisk, at disse lande på grundlag af deres egne skatteindtægter kan finansiere de nationale sundhedssystemer, og at der derfor bør søges en blandet finansiering; minder om, at medfinansiering bidrager til, at partnerlandene påtager sig et større ansvar i projekterne;

28.  glæder sig over den diagonale tilgang i visse vertikale fonde, som har besluttet at afsætte en del af deres midler til konsolidering af sundhedssystemerne i lande, der er berørt af udvalgte sygdomme; noterer sig også behovet for at fremme et sundhedssamarbejde bestående af partnerskaber og løbende udveksling, herunder ved hjælp af telemedicin, mellem hospitaler og statslige og ikke-statslige aktører i sundhedssektoren i både nord og syd med fokus på uddannelse af lokalt sundhedspersonale;

29.  mener, at der bør skabes strategiske alliancer mellem de vigtigste aktører på lokalt, nationalt og internationalt plan, og at det er tvingende nødvendigt at føre en institutionel dialog mellem repræsentanter for staten, sundhedstjenesterne og sygekasserne med henblik på at definere og styre gennemførelsen af sundhedspolitikken;

30.  mener, i lighed med WHO, at en udvidelse af sundhedsvæsenet bør gå hånd i hånd med en social sikring, som er baseret på forudbetaling og deling snarere end direkte betaling fra brugerne, og at reformer med henblik på at sikre universel dækning er en forudsætning for at forbedre ligheden på sundhedsområdet;

31.  mener, at et sygeforsikringssystem kan bidrage til finansiel konsolidering af et sundhedssystem, og at alle midler bør iværksættes for at tilrettelægge dette på en effektiv måde på lokalt plan;

32.  erkender, at der principielt findes to systemer, der kan sikre gratis sundhedsydelser efter behov, nemlig universelle sociale sikringsordninger, der er skattefinansierede, og obligatoriske sygesikringsordninger;

33.  mener, at et sygeforsikringssystem bør være solidarisk og tilpasses til den kulturelle, sociale og politiske sammenhæng, hvori det fungerer: der kan således hverken blive tale om en simpel overførsel af et importeret system eller en uændret nedarving fra den koloniale fortid;

34.  mener, at et sygeforsikringssystem bør give adgang til sundhedspleje for alle, fungere uden gevinst for øje og være deltagerbaseret;

35.  mener, at et sygeforsikringssystem kan bidrage til at styre og påvirke et lands sundhedspolitik på de områder, hvor det opererer, til fordel for de ydelsesberettigede;

36.  mener, at sygekasser er den bedste løsning til at skabe en social dynamik, som hviler på solidariske værdier, og som sikrer adgang til sundhedspleje for alle;

37.  mener, at sygekasserne er væsentlige for styrkelsen af den sociale samhørighed, muligheden for at forlange adgang til sundhedspleje af høj kvalitet og en fuldgyldig inddragelse af borgerne i udformningen og gennemførelsen af sundhedspolitikker, samtidig med at disse knyttes til de formelle systemer for social beskyttelse;

38.  mener, at sygekasser har vist sig at kunne tilpasse forsikringsindustrien til de særlige socioøkonomiske træk ved befolkningernes uformelle økonomi, som unddrager sig de formelle ordninger og de kommercielle forsikringssystemer, og at de derfor er hensigtsmæssige til at virkeliggøre universel dækning i lande med lave eller mellemhøje indkomster;

39.  mener ikke, at sygekassernes primære formål er at træde i stedet for staterne, men at de udgør et alternativ til at overkomme forhindringerne for adgang til sundhedspleje og giver bedre adgang til pleje af høj kvalitet for alle borgere, uanset indkomst, samtidig med at staten tilskyndes til at foretage investeringer på dette område;

40.  ser med tilfredshed på de bestræbelser, som visse stater under hensyntagen til lokale forhold og behov har gjort for at støtte initiativer, som er sektorbaserede (landmænd, kaffeproducenter, kvindegrupper eller beboere i samme kvarter), etnisk baserede, fællesskabsbaserede, eller som har en traditionel form, såsom tontiner;

41.  konstaterer, at en række lande som Burundi, Burkina Faso, Kap Verde, Senegal, Benin, Rwanda, Tanzania, Ghana, Nigeria, Guinea og Cameroun har gennemført systemer, der ofte er meget forskellige, men som har vist gode resultater;

42.  insisterer på, at systemerne tilpasses solidariske værdier, den afrikanske kultur og et afrikansk familiebegreb, hvilket har betydning for antallet af berettigede til ydelser fra sygekasserne, eftersom den afrikanske definition af familie afviger fra den vestlige;

43.  understreger den rolle som formidlere, som udvandrere fra Afrika syd for Sahara kunne spille for at gøre deres landsmænd bevidste om nytten og værdien af at indføre sygekasser i deres lande;

44.  insisterer på, at forsikringssystemerne bliver indbyrdes afhængige, og at sundhedsydelserne organiseres horisontalt, da befolkningen ikke vil betale medlemsbidrag, hvis der ikke er garanteret adgang til sundhedspleje og lægemidler;

45.  er overbevist om, at en forsikringsbaseret tilgang forudsætter en omfattende oplysningskampagne på tværs af de egnede programmer;

46.  opfordrer Kommissionen til i sine programmer fortsat at lægge vægt på konkrete projekter, der sigter mod de samfundsøkonomiske betingelser for sundhed – drikkevand, vejinfrastrukturer, fødevaresikkerhed, anstændige bolig- og arbejdsforhold, miljøbeskyttelse og bekæmpelse af klimaforandringer;

47.  opfordrer medlemsstaterne og de europæiske farmaceutiske virksomheder til, i overensstemmelse med bestemmelserne i TRIPS-aftalen, at forhandle et partnerskab, der respekterer patentbeskyttelse for de udviklede markeder og omfatter frivillige licensaftaler, bistand til sundhedsprogrammer, teknologioverførsel og øget lokal produktionskapacitet med henblik på at reducere lægemiddelpriserne (gennem differentieret prisfastsættelse) for lande med lave indkomster;

48.  opfordrer EU til i ØPA'erne ikke at medtage bestemmelser om intellektuel ejendomsret, som udgør en yderligere hindring for adgangen til livsvigtige lægemidler; minder om, at EU i henhold til Doha-erklæringen fra 2001 om TRIPS og folkesundhed er forpligtet til at prioritere folkesundhed i forhold til sine handelsinteresser, og opfordrer EU til at bruge ØPA'erne til at bistå AVS-staterne med at indføre den fleksibilitet, der er foreskrevet i Doha-erklæringen;

49.  anmoder Kommissionen om at tilvejebringe gennemsigtige indikatorer for finansieringen af sundhedsydelser i de forskellige lande: omkostninger ved sygdom med hensyn til sundheds- og plejeudgifter og uarbejdsdygtighed, børnedødeligheden og mødredødeligheden, befolkningens størrelse, landets indtægter osv.;

50.  opfordrer Kommissionen til at støtte den horisontale sundhedsmodel og til i sine sundhedspolitiske principper at overveje muligheden af, at sygekasser i samspil med andre mekanismer til sygdomsbeskyttelse kan bidrage til at udvide sundhedsordningerne;

51.  opfordrer Kommissionen til at sikre adgang til sundhedssystemet for visse grupper, der har svært ved at få adgang til sundhedsydelser, såsom hyrdefolk;

52.  anmoder Kommissionen om at indtage et klart standpunkt ved mødet i den globale fond til bekæmpelse af hiv/aids, tuberkulose og malaria, der skal afholdes i New York i oktober 2010, og om at iværksætte konkrete projekter i perioden 2011-2013;

53.  opfordrer Kommissionen til at udbygge sin støtte til de anbefalede vertikale fonde med henblik på en »diagonal« støtteindsats til primær sundhed i de pågældende lande; opfordrer endvidere Kommissionen til at fremsætte henstillinger til de vertikale fonde, således at de udvikler exit-strategier i partnerlandene på mellemlang sigt, efterhånden som de opfylder de fastsatte mål;

54.  opfordrer Kommissionen til at sikre større sammenhæng i politikkerne for de eksterne forbindelser og udarbejde en meddelelse om social sikring i udviklingssamarbejdet, sådan som det blev foreslået i Rådets konklusioner om at fremme beskæftigelsen gennem EU's udviklingssamarbejde (21. juni 2007); mener, at denne meddelelse bør ledsages af en konkret, tidsbegrænset handlingsplan med øremærkede midler;

55.  opfordrer Kommissionen til at støtte udarbejdelsen af sundhedskort i Den Europæiske Unions partnerlande og til sammen med de pågældende lande at organisere – om nødvendigt på regionalt plan – balancen mellem behov og ressourcer på dette område;

56.  opfordrer Kommissionen til at lade foranstaltninger inden for humanitær bistand til sundhedspleje indgå i styrkelsen af det horisontale sundhedssystem under hensyntagen til LRRD-tilgangen (sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling);

57.  opfordrer EU til at bygge videre på det potentiale, som sygekasserne repræsenterer, i forbindelse med planlægningen af efterspørgslen efter sundhed og til at støtte de mange eksisterende gensidige forsikringsinitiativer, som har til formål at fremme adgangen til sundhedspleje;

58.  opfordrer medlemsstaterne til at yde mere teknisk og finansiel støtte inden for deres respektive ekspertiseområder til udviklingslandenes regeringer med henblik på at gennemføre og udvide de sociale sikringssystemer;

59.  opfordrer indtrængende Kommissionen og de internationale finansielle institutioner, såsom EIB, til at støtte udviklingen af gensidige sygesikringsordninger og deres finansiering, f.eks. gennem kreditgarantier, (sam)finansiering af klinikker og dækning af hele eller dele af lønnen til sundhedspersonalet;

60.  opfordrer europæiske forsikringsselskaber, banker og sygekasser til at tage initiativ til at overføre deres enorme viden og knowhow, som er erhvervet i løbet af mere end 200 års forsikringshistorie, til nye forsikringssystemer i udviklingslandene; opfordrer Kommissionen til aktivt at støtte og fremme sådanne initiativer;

61.  opfordrer EU til aktivt at støtte udviklingen af bæredygtig infrastruktur for primær sundhed – sygehuse, klinikker og apoteker – samt uddannelse af kvalificeret sundhedspersonale og adgang til lægemidler;

62.  anmoder Kommissionen om at sikre, at de europæiske politikker vedrørende reproduktiv sundhed fremmes gennem alle de organisationer, som modtager midler fra de europæiske fonde;

63.  anmoder Rådet om at lægge pres på medlemsstaterne, for at de opfylder deres finansielle forpligtelser, hvad angår udviklingsbistand; beklager navnlig, at visse medlemsstater ikke afsætter 0,56 % af deres BNP til det internationale samarbejde;

64.  opfordrer alle medlemsstater og Kommissionen til at afsætte mindst 20 % af alle udviklingsudgifter til primær sundhed og uddannelse, øge deres bidrag til den globale fond til bekæmpelse af hiv/aids, tuberkulose og malaria, øge deres bevillinger til andre programmer, som har til formål at styrke sundhedssystemerne og prioritere mødres sundhed og indsatsen for at bekæmpe børnedødelighed;

65.  anmoder Kommissionen om at rette sig efter bemærkningerne og anbefalingerne fra Den Europæiske Revisionsret (særberetning nr. 10/2008) for så vidt angår den udviklingsbistand til sundhedstjenester i Afrika syd for Sahara, som Kommissionen tildeler inden for rammerne af sine målsætninger om opfyldelse af 2015-målene, der under alle omstændigheder skal nås inden 2015;

66.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.