Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine mange tidligere beslutninger om Zimbabwe, senest beslutningen af 8. juli 2010(1),

–  der henviser til artikel 11 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, artikel 17 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 27, stk. 3, i konventionen om barnets rettigheder, artikel 14, stk. 2, i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder og artikel 7, stk. 1, litra d), og artikel 7, stk. 2, litra d), i Den Internationale Straffedomstols Romstatut,

–  der henviser til Rådets fælles holdning 2010/92/FUSP(2) af 15. februar 2010 om forlængelse indtil den 20. februar 2011 af de restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe, der indførtes ved Rådets fælles holdning 2004/161/FUSP(3), og til Kommissionens forordning (EF) nr. 1226/2008(4) af 8. december 2008 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 314/2004 om visse restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe,

–  der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner af 22. februar 2010 om Zimbabwe og til konklusionerne fra den 10. politiske ministerdialog EU-Sydafrika af 11. maj 2010 om Zimbabwe,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder, som Zimbabwe har ratificeret,

–  der henviser til rapporten fra juli 2005 fra FN's generalsekretærs særlige udsending vedrørende bosættelsesspørgsmål, Anna Tibaijuka,

–  der henviser til EU-AVS-partnerskabsaftalen (Cotonou-aftalen), der blev undertegnet den 23. juni 2000,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at op mod 20 000 beboere i Hatcliffe Extension, en uofficiel bosættelse i udkanten af Harare, er blevet truet med tvangsudsættelse, fordi de ikke har betalt de uoverkommeligt høje gebyrer for lejemålsforlængelse, som myndighederne opkræver,

B.  der henviser til, at den zimbabwiske regering kræver gebyrer for lejemålsforlængelse på op til 140 USD uden at høre beboerne om gebyrerne eller om forlængelsesprocessen, i forbindelse med hvilken der gælder en alt for kort frist for fornyelse af lejemålsaftaler, inden der gribes til tvangsudsættelse; der henviser til, at mangel på boliger til personer med lav indkomst har ført til opførelse af baggårdshuse eller tilbygninger, som nu er i klar strid med byggeregulativerne,

C.  der henviser til, at beboerne i Hatcliffe Extension er nogle af de fattigste i Zimbabwe, et land med en pr. capita-indkomst på under 100 USD og en kronisk arbejdsløshed på omkring 90 %; der henviser til, at tvangsudsættelserne desuden ødelægger en uofficiel beskæftigelsessektor og på denne måde fratager familierne en stabil indkomst,

D.  der henviser til, at de fleste beboere fik tildelt jordlodder, efter at myndighederne havde tvangsudsat dem i forbindelse med landets 2005-program for massetvangsudsættelser, Operation Murambatsvina, hvor omkring 700 000 mennesker mistede deres hjem og levebrød,

E.  der henviser til at Operation Garikai, som skulle tage sig af ofrene for tvangsudsættelser, var fuldstændig utilstrækkelig som et middel til afhjæpning af de alvorlige krænkelser af retten til en egnet bolig, der skete under Operation Murambatsvina,

F.  der henviser til, at beboerne i Operation Garikai-bosættelserne nu fem år efter massetvangsudsættelserne overlever under elendige forhold uden adgang til basale essentielle serviceydelser,

G.  der henviser til, at problemet med urimeligt høje lejemålsgebyrer ikke er begrænset til Hatcliffe, og at beboerne i andre uofficielle boligområder rundt omkring i landet også risikerer at blive ofre for statssanktionerede tvangsudsættelser,

H.  der henviser til, at den forfærdelige humanitære, politiske og økonomisk situation i Zimbabwe fortsat bliver værre og værre, og at millioner af zimbabwere hele tiden risikerer at sulte og at skulle overleve på fødevarehjælp i et land kendetegnet ved verdens fjerdehøjeste forekomst af hiv-smitte, brændstofmangel og den mest markante stigning i børnedødelighed,

1.  forlanger, at der straks sættes en stopper for truslen om massetvangsudsættelser i Zimbabwe, og kræver, at nødhjælpsagenturer og humanitære agenturer gives ubegrænset adgang, således at de kan yde hjælp til mennesker, der risikerer at blive ofre for tvangsudsættelser, og andre internt fordrevne;

2.  opfordrer den zimbabwiske regering til straks at skrotte de arbitrært opkrævede gebyrer for lejemålsfornyelse, som beboerne ganske enkelt ikke har mulighed for at betale; kræver i denne forbindelse, at de zimbabwiske myndigheder ophører med at anvende zoneinddelingslove kombineret med tvangsudsættelser i partipolitisk øjemed, således som det var tilfældet under Operation Murambatsvina-kampagnen i 2005; opfordrer derfor den zimbabwiske regering til i samråd med alle ofrene for tvangsudsættelser at udarbejde en boligpolitik, der opfylder beboernes behov;

3.  minder den zimbabwiske regering om dens pligt til i henhold til internationale konventioner at skaffe egnede boliger til alle de personer med lav indkomst, der er blevet tvangsudsat, og til at garantere retten til livet, sikkerhed og mad samt til at beskytte landets borgere mod usikkerhed og yderligere krænkelser ved at tilbyde dem sikre besiddelsesformer og overkommelige betalingsplaner for lejemål, bl.a. ved at benytte indtægterne fra landets mineindustri til at dække befolkningens behov;

4.  foreslår, at den zimbabwiske regering foretager en vurdering af de materielle og sociale tab som følge af Operation Murambatsvina og andre tvangsudsættelser med henblik på at yde kompensation til alle dem, der har mistet deres hjem, levebrød og sociale netværk, herunder dem, der bor i eller nær diamantfelterne i Marange, og opfordrer den til at rådføre sig med lokalsamfund, inden den træffer afgørelser af nogen art;

5.  kræver, at den zimbabwiske regering undersøger og ændrer Operation Garikai i ægte samråd med de overlevende for på denne måde at finde en løsning på boligbehovene hos alle de overlevende fra Operation Murambatsvina;

6.  beklager dybt, at Zimbabwes forsøg på at nå 2015-udviklingsmålene, som allerede er kørt kraftigt af sporet, kun vil blive yderligere undermineret af sådanne masseudsættelser;

7.  henleder opmærksomheden på, at kampen mod hiv/aids og børnedødelighed undergraves af regeringens grove metoder som f.eks. dens udsættelsesprogram, som har bragt forstyrrelser i adgangen til basal sundhedspleje og uddannelse;

8.  opfordrer Sydafrika og Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab (SADC) til i egen såvel som i Zimbabwes og hele den sydafrikanske regions interesse at træffe yderligere foranstaltninger til fremme af en tilbagevenden til fuldt demokrati i Zimbabwe og overholdelse af retsstatsprincippet og det zimbabwiske folks menneskerettigheder; erkender, at Robert Mugabe og hans nære støtter fortsat lægger hindringer i vejen for processen med politisk og økonomisk genopbygning og forsoning i Zimbabwe som følge af deres udplyndring af landets økonomiske ressourcer til egen fordel;

9.  understreger betydningen af dialog mellem EU og Zimbabwe og glæder sig over de fremskridt, der er gjort i denne henseende;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Zimbabwes og Sydafrikas regeringer og parlamenter, formændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling EU-AVS, Den Afrikanske Unions institutioner, herunder Det Panafrikanske Parlament, FN's generalsekretær, SADC's generalsekretær og generalsekretæren for Commonwealth.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0288. (2) EUT L 41 af 16.2.2010, s. 6. (3) EUT L 50 af 20.2.2004, s. 66. (4) EUT L 331 af 10.12.2008, s. 11.