Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Den Europæiske Centralbanks (ECB) årsberetning for 2009,

–  der henviser til EU-traktatens artikel 284,

–  der henviser til artikel 15 i Protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, der er vedføjet som bilag til traktaten,

–  der henviser til sin beslutning af 2. april 1998 om demokratisk ansvar i ØMU'ens tredje fase(1),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. oktober 2009 om årlig redegørelse vedrørende euroområdet 2009 (KOM(2009)0527) og Kommissionens arbejdsdokument, der er vedføjet denne meddelelse (SEK(2009)1313/2),

–  der henviser til rapporten fra gruppen på højt plan under forsæde af Jacques de Larosière af 25. februar 2009,

–  der henviser til Kommissionens forslag af 23. september 2009 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om makrotilsyn på fællesskabsplan af det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici (KOM(2009)0499),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 23. september 2009 om at overdrage Den Europæiske Centralbank specifikke opgaver i relation til Det Europæiske Råd for Systemiske Risici (KOM(2009)0500),

–  der henviser til sin beslutning af 25. marts 2010 om ECB's årsberetning 2008(2),

–  der henviser til sin beslutning af 18. november 2008 om ØMU@10: resultater og udfordringer efter 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union(3),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0314/2010),

A.  der henviser til, at det samlede BNP i euroområdet faldt med 4,1 % i 2009, efter at den finansielle uro blev værre som følge af sammenbruddet i Lehman Brothers, og at et sådant samlet tal dækker over store forskelle mellem landene i euroområdet,

B.  der henviser til, at den gennemsnitlige årlige inflation var på 0,3 %, og de mellem- til langsigtede inflationsforventninger blev ved med at være i overensstemmelse med ECB's mål om at holde inflationen under, men tæt på 2 %,

C.  der henviser til, at det gennemsnitlige offentlige underskud i euroområdet steg til ca. 6,3 %, og den offentlige gældskvote steg fra 69,4 % af BNP i 2008 til 78,7 % i 2009 i euroområdet,

D.  der henviser til, at euroens kurs over for den amerikanske dollar faldt fra 1,39 amerikanske dollars den 2. januar 2009 til 1,26 amerikanske dollars i midten af marts 2009, steg igen til den højeste kurs på 1,51 amerikanske dollars i starten af december 2009 og devalueredes i 2010 for så at nå ned til den laveste kurs på 1,19 amerikanske dollars den 2. juni 2010,

E.  der henviser til, at vekselkursen for den kinesiske renminbi over for euroen blev forskubbet af de kinesiske myndigheder i løbet af 2009 med en kunstigt stærk euro mod den kinesiske valuta,

F.  der henviser til, at ECB satte renten ned til 1 % og videreførte vigtige og hidtil usete særlige foranstaltninger for at støtte kreditten, og at størrelsen på ECB's statusopgørelse er vokset betydeligt i hele 2009,

G.  der henviser til, at der har været tegn på økonomisk stabilisering i euroområdet i andet halvår af 2009, og at den kvartalsvise vækst, selv om den stadig er lille, er blevet positiv, om end disse samlede tal viser, at tendensen ikke har afspejlet sig i alle medlemslande, hvoraf nogle fortsat havde tilbagegang i samme periode,

H.  der henviser til, at ECB forventede en real BNP-vækst på mellem 0,1 % og 1,5 % i euroområdet for 2010 før den statslige gældskrise indtraf i flere lande i euroområdet,

Indledning

1.  glæder sig over, at Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009 og giver ECB status som en EU-institution, der øger Parlamentets ansvar som den primære institution, gennem hvilken ECB står til ansvar over for EU-borgerne;

2.  glæder sig over genoptagelsen af den monetære dialog med det nye Europa-Parlament efter valget i juni 2009;

3.  går ind for Estlands indførelse af euroen pr. 1. januar 2011;

4.  påpeger, at når det kommer til den faktiske prisudvikling, er pengepolitiske foranstaltninger kun én af flere faktorer, og at spekulative tendenser på de enkelte markeder og voksende og forventet mangel på naturlige ressourcer i de seneste år har spillet en særlig rolle med hensyn til at presse priserne i vejret;

5.  påpeger, at disse skævheder skaber store vanskeligheder for en hensigtsmæssig pengepolitik i euroområdet; opfordrer derfor regeringerne til at samordne deres økonomiske politikker;

Økonomisk og finansiel stabilitet

6.  er dybt bekymret over, at der fortsat er væsentlige makroøkonomiske skævheder mellem økonomierne i euroområdet;

7.  mener, at den finansielle krise i en række lande i euroområdet er et alvorligt problem for euroområdet som helhed og er udtryk for, at euroområdet fungerer dårligt; mener, at dette illustrerer behovet for reform og stærkere koordination af de økonomiske politikker inden for euroområdet;

8.  opfordrer indtrængende Kommissionen og centralbanken til at udarbejde forslag i stil med Basel III-forslaget fra Baselkomitéen, som opstiller bindende regler for indførelse af en anticyklisk buffer; opfordrer Rådet, Kommissionen og centralbanken til at arbejde hen imod en konsekvent og hurtig gennemførelse af Baselkomitéens forslag, når de er blevet ratificeret på G20-niveau;

9.  påpeger, at principperne i stabilitets- og vækstpagten ikke altid er blevet overholdt før i tiden; minder om, at omend det er nødvendigt for gældsramte lande at genvinde balancen i de offentlige finanser og mindske gælden, vil dette alene ikke løse problemet med økonomiske ubalancer mellem landene i euroområdet og mere bredt i EU; opfordrer derfor til ubegrænset og mere sammenhængende anvendelse af stabilitets- og vækstpagten; mener, at pagten bør suppleres af udvikling af et system for tidlig varsling, der skal identificere eventuelle uoverensstemmelser, f.eks. i form af et »europæisk semester«, med henblik på ikke alene at øge overvågningen og styrke den økonomisk-politiske koordination for at sikre den finanspolitiske konsolidering, men også - ud over den budgetmæssige dimension - at håndtere andre makroøkonomiske ubalancer og styrke håndhævelsesprocedurerne;

10.  mener, at der må handles nu for at påbegynde en gradvis nedbringelse af finansunderskuddene og genskabe tilliden til de europæiske offentlige finanser;

11.  påpeger, at der er behov for en stærk og forøget koordination af den økonomiske politik, for at en monetær union kan blive holdbar; beklager, at Den Økonomiske og Monetære Union i høj grad har prioriteret den »monetære« del;

12.  mener, at der bør iværksættes et større og gradvist voksende spektrum af sanktioner over for medlemsstater, der ikke følger euroområdets regler med hensyn til offentlige finanser og adgang til pålidelige statistikker, for at sikre nøjere opfyldelse;

13.  mener, at den manglende på forhånd fastsatte krisestyringsmekanisme og enkelte regeringers opførsel har gjort det svært at finde en hurtig løsning på den statslige gældskrise i nogle eurolande, og det vil svække ØMU'ens mulighed for at reagere hurtigt i evt. lignende situationer i fremtiden; opfordrer derfor til, at der etableres en permanent krisestyringsramme;

14.  opfordrer indtrængende til, at finansiel støtte til EU-lande i gældskrise skal have til formål at fremme tilbagebetaling af lån, budgetbalance og økonomisk reform, og understreger faren ved at gøre lånene til finansielle bidrag, idet det tilskynder til låntagning og gældsstiftelse;

15.  opfordrer derfor Kommissionen til at stille forslag om styrkelse af stabilitets- og vækstpagten ved at medtage konkrete mål til reduktion af efterslæbet i konkurrenceevnen mellem de europæiske økonomier med henblik på at stimulere jobskabende vækst;

16.  er enig i bekymringerne over en mulig spekulation mod euroen;

17.  mener, at væksten i kreditgivningen og udviklingen i priser på aktiver i EU og i medlemsstaterne er afgørende indikatorer for en effektiv overvågning af finansiel stabilitet i ØMU'en og mere bredt i EU;

18.  er bekymret over vedvarende pres på euroområdets marked for statsobligationer afspejlet ved et større spænd; mener, at flugten fra usikkerheden, som er blevet fremkaldt af bølger af panik under den nuværende finansielle krise, har haft en massiv skævvridende effekt og store negative eksterne omkostninger;

19.  anmoder om en rettidig gennemførelse af forordningen om kreditvurderingsbureauer (forordning (EF) nr. 1060/2009); glæder sig over Kommissionens forslag af 2. juni 2010 om ændring af samme forordning, men opfordrer samtidig Kommissionen til at gå videre med forslag til en mere stringent overvågning af driften af disse agenturer, en øgning af kreditvurderingsbureauernes ansvar og en vurdering af mulighederne for at oprette et europæisk kreditvurderingsinstitut; understreger, at vurdering af statsgæld i euroområdet har vist sig at være problematisk under krisen;

Ledelse og beslutningstagning

20.  understreger ECB's uafhængighed;

21.  anbefaler, at ECB øger gennemsigtigheden af sit arbejde for at forøge sin legitimitet og forudsigelighed, og mener, at der også er også behov for gennemsigtighed, for så vidt angår de interne modeller, der bruges til at værdiansætte sikkerhedsstillelse i illikvide aktiver, og vurderingerne af specifikke værdipapirer, der foreslås anvendt som sikkerhed;

22.  mener, at på grundlag af ECB's nye retlige status i medfør af Lissabontraktaten bør de af Rådet indstillede kandidater til direktionen godkendes ved specielle høringer i de relevante parlamentsudvalg og derefter ved en afstemning i Europa-Parlamentet; bemærker, at ECB har haft en afgørende rolle siden krisen, og vurderer, at en sådan rolle bør medføre øget gennemsigtighed og ansvarlighed;

23.  glæder sig over, at eurogruppen med Lissabontraktaten får status af juridisk person, og over ECB's deltagelse i dens møder;

24.  gør opmærksom på, Europa-Parlamentet er fast besluttet på at fortsætte den monetære dialog som et vigtigt led i en demokratisk kontrol af ECB;

25.  glæder sig over forslaget om at nedsætte et europæisk råd for systemiske risici (ERSB), hvilket vil lukke det nuværende hul i makrotilsynet; opfordrer ECB til at opstille klare modeller og definitioner for at sikre, at ERSB kan fungere effektivt og sikre dets ansvarlighed; tilføjer, at eventuelle nye opgaver, som ECB pålægges med hensyn til ESRB, ikke på nogen måde kommer til at kompromittere ECB's uafhængighed;

26.  påpeger, at det koncept, hvor ESRB kun udsteder advarsler og henstillinger uden en egentlig håndhævelse, ikke er tilfredsstillende, hvad angår effektiv gennemførelse og effektivt ansvar; beklager, at ESRB ikke selv kan erklære undtagelsestilstand;

27.  glæder sig over forslaget om afholdelse af høringer af formanden for ESRB i Europa-Parlamentet i en anden ramme end de monetære dialoger;

Ud af krisen

28.  mener, at opsvinget i den økonomiske aktivitet i andet halvår af 2009 var et resultat af de ekstraordinære foranstaltninger truffet af regeringer og centralbanker over hele verden ved udgangen af 2008 i form af garantier for bankforpligtelser, kapitalindsprøjtninger og støtteordninger for aktiver;

29.  bemærker, at den finansielle krise i euro-området er en solvenskrise, der i første omgang manifesterede sig som en likviditetskrise; mener ikke, at en sådan situation kan løses på længere sigt ved simpelthen at poste ny gæld og likviditet i stærkt forgældede økonomier i kombination med accelererede planer for finanspolitisk konsolidering;

30.  mener ligeledes, at krisen har afsløret en tendens i de seneste års økonomiske politikker, der har bidraget til det nuværende høje niveau for offentlig og privat gæld, som det vil tage mange år at rette op på; vurderer, at nogle dele af Europa vil have sværere end andre ved at takle konsekvenserne og udviklingen af krisen og opnå en bæredygtig økonomisk vækst, nye innovationer og skabelse af nye arbejdspladser; understreger behovet for reformer i hele Europa;

31.  minder om, at forholdet mellem den offentlige gæld og BNP i euroområdet og EU som helhed, såvel som i de fleste af medlemsstaterne, faldt mellem 1999 og 2007, før udbruddet af den finansielle krise, mens gældsniveauet i husholdninger og virksomheder samt gearingen af den finansielle sektor oplevede en betydelig stigning i løbet af den samme periode;

32.  minder om, at den enorme stigning i den offentlige gæld siden 2008 i flere medlemsstater er blevet udløst af det faktum, at disse lande stod over for et overforbrug, der var blevet forårsaget af en uholdbar vækst i den private gæld og store finansielle bobler; mener derfor, at den nuværende krise har gjort det klart, at den finanspolitiske situation er uholdbar, hvis finansieringen af den private sektor er uholdbar;

33.  påpeger, at krisen sammen med de efterfølgende redningsaktioner og økonomiske stimulationspakker har ført til vidtrækkende besparelsesforanstaltninger i nogle medlemsstater, som ofte kommer for sent, men samtidig begrænser regeringernes handlemuligheder væsentligt;

34.  advarer om, at disse sparepakker ikke bør føre til foranstaltninger, som kunne lægge en betydelig dæmper på den økonomiske genopretning, som kræver en ny model for økonomisk styring med instrumenter og en tidsplan, der vil skabe balance mellem den finanspolitiske konsolidering og sikring af behov for investeringer i beskæftigelse og bæredygtig udvikling;

35.  understreger, at den utilstrækkelige kredit, der nåede frem til realøkonomien, navnlig for smv'er, skyldtes den lavere efterspørgsel på grund af nedsat aktivitet i realøkonomien såvel som bankernes modvilje mod at yde lån;

36.  understreger, at flere medlemsstaters banker har været alt for afhængige af likviditet fra ECB;

37.  påpeger, at de særlige foranstaltninger, som ECB indførte i oktober 2008 for at støtte kreditten, har været vellykkede med hensyn til at undgå at en øget afmatning og yderligere finansiel uro; gentager, at ophævelsen af disse foranstaltninger skal være godt timet og nøje koordineret med de nationale regeringer og deres aktiviteter, især i betragtning af, at mange medlemsstater kollektivt og samtidig tyr til besparelsesforanstaltninger;

38.  er dog bekymret over de potentielle asymmetriske virkninger af ECB's exit-strategi i betragtning af de betydelige forskelle mellem konjunkturforløbet i medlemsstaterne i euroområdet;

39.  ville se positivt på, hvis Den Europæiske Centralbank generelt ville acceptere statsobligationer fra lande i euroområdet som sikkerhed i forbindelse med genkøbsaftaler, og dermed følge den praksis, der er gennemprøvet og testet af Bank of England og Federal Reserve Bank;

40.  understreger, at en gradvis udryddelse af offentlige underskud og langsigtet bæredygtighed i de offentlige finanser er af afgørende betydning for hele euroområdet;

41.  påpeger antallet af forslag i EU om færdiggørelse af tilsynsforanstaltningerne, forvaltning af krisen og regulering af den »grå« banksektor;

42.  er enig i bekymringerne over de procykliske aspekter af de nuværende lovgivningsmæssige, tilsynsmæssige samt regnskabs- og beskatningsmæssige regler, som forstærker de svingninger, der er indbygget i en markedsøkonomis funktion;

43.  understreger behovet for en betydelig forøgelse af bankernes kapitalreserver og for at styrke kapitalens kvalitet, og glæder sig over Baselkomitéens forslag til en snævrere definition af kernekapital og indførelse af højere egenkapitalkrav; minder desuden om forbindelsen mellem finansiel økonomi og realøkonomi og de indvirkninger, som reguleringen af den ene kan have på den anden;

44.  mener, at det globale finanssystem bør gøres mindre skrøbeligt, og at der bør drages en lære af krisen på globalt plan for at reducere systemiske risici, håndtere finansielle bobler og forbedre risikostyringens kvalitet og finansmarkedernes gennemsigtighed, idet det bekræftes, at deres grundlæggende rolle er at finansiere realøkonomien;

Det eksterne aspekt

45.  påpeger, at euroen havde fået status som en international valuta i 2009, men var under stærkt pres i 2010;

46.  påpeger, at euroen i en periode, der har været kendetegnet ved en høj grad af valutakursvolatilitet, har øget sin styrke, navnlig over for den amerikanske dollar og den kinesiske renminbi, og udtrykker bekymring for, at dette kan have en ødelæggende virkning for euroområdets konkurrenceevne;

47.  anerkender, at den stærke euro delvis skyldtes en lav økonomisk aktivitet i USA, hvor det nuværende underskud på betalingsbalancen indsnævredes kraftigt til under 3 % af BNP i 2009, og det føderale budgetunderskud steg til ca. 10 % af BNP i finansåret 2009, imens svækkelsen af euroen delvis skyldtes den manglende tillid på det globale marked til nogle stærkt forgældede EU-medlemsstater; tilslutter sig bekymringerne over udvidelsen af pengemængden i USA og i mindre omfang i EU;

48.  er bekymret over virkningen af valutakursernes volatilitet og »carry trade«-operationer for både den globale finansielle stabilitet og realøkonomien;

49.  understreger, at euroområdet uanset den nuværende globale finansielle og økonomiske krise bør udvides yderligere, men understreger, at opfyldelse af Maastrichtkriterierne betragtes som en forudsætning for euromedlemskab; glæder sig over den hurtige indførelse af euroen i alle medlemsstater, som opfylder disse kriterier;

50.  mener, at Estlands indførelse af euroen viser euroens status trods den offentlige gældskrise; mener, at denne status vil anspore andre medlemsstater til at søge medlemskab af euroområdet;

o
o   o

51.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Eurogruppen og Den Europæiske Centralbank.

(1) EFT C 138 af 4.5.1998, s. 177. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0090. (3) EUT C 16 E af 22.1.2010, s. 8.