Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den særlige beretning af 24. februar 2010 fra Den Europæiske Ombudsmand til Europa-Parlamentet,

–  der henviser til EUF-traktatens artikel 228, stk. 1, andet afsnit (tidligere EF-traktatens artikel 195),

–  der henviser til artikel 41, stk. 1, samt artikel 42 og 43 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til Europa-Parlamentets afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv(1), senest ændret ved Europa-Parlamentets afgørelse 2008/587/EF af 18. juni 2008(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten(3),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 205, stk. 2, første punktum,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender (A7-0293/2010),

A.  der henviser til, at artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at modtage klager fra enhver unionsborger over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner eller organer,

B.  der henviser til, at klager indgivet af EU-borgere er en vigtig informationskilde med hensyn til eventuelle overtrædelser af EU-lovgivningen,

C.  der henviser til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, hvori det hedder, at »enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner og organer«,

D.  der henviser til, at en ikke-statslig organisation, der er aktiv inden for miljøbeskyttelse, den 1. marts 2007 anmodede Kommissionen om aktindsigt i oplysninger og dokumenter, som blev opbevaret hos Generaldirektoratet for Erhvervspolitik og den tidligere næstformand i Kommissionen med ansvar for erhvervspolitik, og som vedrørte møder mellem Kommissionen og repræsentanter for bilproducenterne, hvor spørgsmålet om Kommissionens tilgang til kuldioxidemissioner fra biler var blevet drøftet,

E.  der henviser til, at Kommissionen gav adgang til 15 ud af 18 skrivelser til den daværende kommissær Günter Verheugen, men afslog at give adgang til tre skrivelser fra den tyske bilproducent Porsche med den begrundelse, at deres offentliggørelse ville være til skade for producentens forretningsmæssige interesser,

F.  der henviser til, at det i artikel 1, litra a), i forordning (EF) nr.1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter(4) hedder, at formålet med denne forordning er at sikre den videst mulige aktindsigt i dokumenter i Rådets, Europa-Parlamentets og Kommissionens besiddelse, og at enhver undtagelse fra dette princip ifølge den etablerede retspraksis ved Den Europæiske Unions Domstol skal fortolkes strengt,

G.  der henviser til, at Kommissionen afviste at give klageren adgang til de relevante skrivelser fra Porsche AG på grundlag af første afsnit i artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1049/2001, hvori det hedder, at »institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af en fysisk eller juridisk persons forretningsmæssige interesser, herunder intellektuelle ejendomsrettigheder…«,

H.  der henviser til, at de pågældende skrivelser blev sendt af Porsche AG i forbindelse med Kommissionens høring af nøgleaktører om revisionen af Fællesskabets strategi for reduktion af kuldioxidemissioner fra personbiler, hvorfor det var sandsynligt, at de tre skrivelser indeholdt oplysninger om Porsche AG's forretningsforbindelser, og hvorfor Kommissionen derfor kunne anse dem for at falde ind under undtagelsen i artikel 4, stk. 2, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1049/2001,

I.  der henviser til, at Ombudsmandens tjenestegrene undersøgte de tre skrivelser fra Porsche AG samt en udveksling af e-mails mellem Kommissionen og Porsche, hvor Kommissionen meddelte Porsche, at den ikke havde til hensigt at give indsigt i de tre skrivelser, og til, at Ombudsmanden på grundlag af undersøgelsen konkluderede, at Kommissionen med urette havde nægtet fuld aktindsigt i skrivelserne fra Porsche AG under henvisning til artikel 4, stk. 2, første afsnit, og delvis aktindsigt i henhold til artikel 4, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1049/2001(5), og at dette var et tilfælde af fejl eller forsømmelser,

J.  der henviser til, at Ombudsmanden den 27. oktober 2008 fremsatte et forslag til henstilling til Kommissionen indeholdende en nærmere faktuel og retlig analyse, hvori han erklærede, at Kommissionen burde give adgang til de tre skrivelser fra Porsche AG til den tidligere næstformand Günter Verheugen i deres helhed eller overveje at give delvis adgang til dem,

K.  der henviser til, at Ombudsmanden på grundlag af EF-traktatens artikel 195 (nu artikel 228 i EUF-traktaten), anmodede Kommissionen om at afgive en detaljeret udtalelse inden tre måneder, det vil sige senest den 31. januar 2009,

L.  der henviser til, at Kommissionen ikke afgav sin udtalelse inden for den frist på tre måneder, der er fastsat i EUF-traktatens artikel 228, men i stedet anmodede om seks udsættelser af fristen for forelæggelse af sin detaljerede udtalelse om Ombudsmandens forslag til henstilling, og til, at Ombudsmanden i juli og igen i september 2009 informerede Kommissionens sekretariat om sin hensigt om at fremsende en særlig beretning til Parlamentet, hvis ikke han fik svar på sit forslag til henstilling,

M.  der henviser til, at den nye Kommission, da den var tiltrådt, faktisk gav adgang til skrivelserne, men at dette skete mere end 15 måneder efter, at forslaget til henstilling var blevet forelagt, i stedet for de tre måneder, der er fastsat i Ombudsmandens statut og i EUF-traktatens artikel 228,

N.  der henviser til, at Kommissionen ved at forsinke sit svar på forslaget til henstilling i 15 måneder tilsidesatte sin forpligtelse til loyalt og i god tro at samarbejde med Ombudsmanden i forbindelse med hans undersøgelse af sag 676/2008/RT, og at dette er til skade ikke blot for den interinstitutionelle dialog, men også for EU's offentlige image,

O.  der henviser til, at Ombudsmanden har konstateret forsinkelser fra Kommissionens side i en anden sag om aktindsigt (355/2007(TN)FOR), hvori Kommissionen skulle have forelagt sin detaljerede udtalelse til Ombudsmandens forslag til henstilling senest den 31. oktober 2009, men til dato endnu ikke har gjort det,

P.  der henviser til, at Kommissionen kun overholdt de oprindelige frister for besvarelse af klager i fire af de 22 sager om aktindsigt, som Ombudsmanden behandlede i 2009, og at den i 14 af disse 22 tilfælde indgav sit svar mere end 30 dage for sent og i seks tilfælde mindst 80 dage for sent,

Q.  der henviser til, at Parlamentets ansvar som Unionens eneste valgte organ er at sikre og beskytte Den Europæiske Ombudsmands uafhængighed i forbindelse med udøvelsen af hans pligter over for EU-borgerne og at overvåge gennemførelsen af hans henstillinger,

1.  tilslutter sig Ombudsmandens kritiske bemærkninger og hans henstilling til Kommissionen i forbindelse med klage 676/2008/RT;

2.  erkender, at de uforholdsmæssigt store forsinkelser i afgivelsen af svar til Ombudsmanden i dette tilfælde udgør en tilsidesættelse af Kommissionens pligt til loyalt samarbejde i henhold til traktaten;

3.  er meget bekymret over Kommissionens generelle praksis med forsinkelse og hindring af Ombudsmandens undersøgelser i sager om aktindsigt;

4.  minder om, at Kommissionen i forbindelse med de i artikel 4, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1049/2001 omhandlede konsultationer skal fastsætte en svarfrist for ophavsmanden til et dokument, og understreger, at Kommissionen bør udøve denne beføjelse på en måde, der sætter den i stand til at overholde sine egne svarfrister(6);

5.  minder om den relevante retspraksis vedrørende princippet om loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, i EU-traktaten), hvorefter EU-institutionerne har pligt til at samarbejde i god tro i deres indbyrdes forbindelser, og bemærker, at denne forpligtelse er klart fastlagt i den nye artikel 13, stk. 2, i EU-traktaten;

6.  mener, at Kommissionens manglende samarbejdsvilje i denne og andre sager risikerer at udhule borgernes tillid til Kommissionen og undergrave Den Europæiske Ombudsmands og Europa-Parlamentets mulighed for at kontrollere Kommissionen tilstrækkeligt og effektivt, og at denne manglende vilje som sådan er i modstrid med selve retsstatsprincippet, som Den Europæiske Union bygger på;

7.  kræver, at Kommissionen giver Europa-Parlamentet tilsagn om, at den fremover vil opfylde sin pligt til loyalt at samarbejde med Den Europæiske Ombudsmand;

8.  mener, at Parlamentet i tilfælde af, at Kommissionen undlader at afgive et sådant tilsagn og/eller fortsætter med at udvise manglende samarbejdsvilje over for Ombudsmanden, kan indføre sanktioner over for Kommissionen, og at sådanne sanktioner bl.a. kan bestå i at opføre en del af Kommissionens budget til administrative udgifter i reserven;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Ombudsmand.

(1) EFT L 113 af 4.5.1994, s. 15. (2) EFT L 189 af 17.7.2008, s. 25. (3) EFT C 244 af 10.10.2002, s. 5. (4) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43. (5) Artikel 4, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1049/2001 lyder som følger: »Hvis kun dele af det ønskede dokument er omfattet af en undtagelse, skal den resterende del af dokumentet udleveres«. (6) I Artikel 5, stk. 5, i bestemmelserne vedrørende gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001, der er knyttet til Kommissionens afgørelse 2001/937/EF som bilag, fastslås det, at: »En ophavsmand, der konsulteres, har en svarfrist, der ikke kan være på mindre end fem arbejdsdage, men som skal sætte Kommissionen i stand til at overholde sine egne svarfrister...«.