Europa-Parlamentets beslutning af 20. maj 2010 om realisering af et indre marked for forbrugere og borgere (2010/2011(INI))

P7_TA(2010)0186 A7-0132/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet med titlen »Europa 2020. En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (KOM(2010)2020),

–  der henviser til professor Mario Montis rapport til Kommissionen om relancering af det indre marked(1),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »En dagsorden for EU's borgere - Et resultatorienteret EU« (KOM(2006)0211),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede« (KOM(2007)0724) og Kommissionens ledsagende arbejdsdokument med titlen »Det indre marked: gennemgang af resultaterne« (SEK(2007)1521), Parlamentets beslutning af 4. september 2007 om gennemgang af det indre marked(2) og Kommissionens arbejdsdokument med titlen »Gennemgang af det indre marked: et år senere« (SEK(2008)3064),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Muligheder, adgang og solidaritet: en ny social vision for det 21. århundredes Europa« (KOM(2007)0726) og Kommissionens meddelelse med titlen »Tjenesteydelser af almen interesse, herunder sociale ydelser af almen interesse: Europas nye udfordring« (KOM(2007)0725) og Parlamentets beslutning af 27. september 2006 om Kommissionens hvidbog om forsyningspligtydelser(3),

–  der henviser til Kommissionens henstilling af 29. juni 2009 om foranstaltninger til fremme af det indre marked(4) og Kommissionens henstilling af 12. juli 2004 om gennemførelsen i national ret af direktiver af betydning for det indre marked(5),

–  der henviser til resultattavlen for det indre marked af juli 2009 (SEK(2009)1007) og til Europa-Parlamentets beslutning af 9. marts 2010(6) og 23. september 2008(7) om resultattavlen for det indre marked,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg med titlen »EU's strategi for forbrugerpolitikken 2007-2013 - Stærke forbrugere, højere forbrugervelfærd og effektiv forbrugerbeskyttelse« (KOM(2007)0099) og Parlamentets beslutning af 20. maj 2008 om »EU's strategi for forbrugerpolitikken 2007-2013«(8),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. januar 2009 med titlen »Overvågning af det indre markeds konsekvenser for forbrugerne - Anden udgave af resultattavlen for forbrugermarkederne« (KOM(2009)0025) og til Kommissionens ledsagende arbejdsdokument med titlen »Anden resultattavle for forbrugermarkederne« (SEK(2009)0076),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2009 om håndhævelse af forbrugerlovgivningen (KOM(2009)0330) og Kommissionens rapport af 2. juli 2009 om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (»forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde«) (KOM(2009)0336),

–  der henviser til sin beslutning af 9. marts 2010 om forbrugerbeskyttelse(9),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om grænseoverskridende e-handel fra virksomhed til forbruger i EU (KOM(2009)0557),

–  der henviser til beretning fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, om »Hindringer for det europæiske indre marked 2008«(10),

–  der henviser til SOLVIT-rapporten fra 2008 om SOLVIT-nettets udvikling og resultater (SEK(2009)0142), Kommissionens arbejdsdokument af 8. maj 2008 om handlingsplanen for en integreret tilgang til ydelse af bistandstjenester for det indre marked til borgere og virksomheder (SEK(2008)1882) og Parlamentets beslutning af 9. marts 2010 om SOLVIT(11),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter, der sigter mod at skabe et overordnet sæt regler og principper vedrørende akkreditering og markedsovervågning,

–  der henviser til artikel 26 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), der angiver, at »det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaterne«,

–  der henviser til artikel 3, stk. 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), som forpligter EU til at arbejde for »en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten«,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som indarbejdet i traktaterne ved artikel 6 i TEU,

–  der henviser til artikel 9 i TEUF, der fastlægger, at »ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tager Unionen hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed«,

–  der henviser til artikel 11 i TEUF, der fastlægger, at »krav om miljøbeskyttelse skal indarbejdes i udformningen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktiviteter, navnlig med henblik på at fremme bæredygtig udvikling«,

–  der henviser til artikel 12 i TEUF, der fastlægger, at »forbrugerbeskyttelseshensyn inddrages ved udformningen og gennemførelsen af andre af Unionens politikker og aktiviteter«,

–  der henviser til artikel 14 i TEUF og protokol nr. 26 hertil om tjenesteydelser af almindelig (økonomisk) interesse,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0132/2010),

A.  der henviser til, at der, som følge af manglende information om rettigheder og muligheder, fragmenteret og utilstrækkelig lovgivning, manglende lovgivningsinitiativer på en række centrale områder, dårlig gennemførelse i national lovgivning, utilstrækkelig anvendelse og håndhævelse af regler samt manglende administrativ samordning og samarbejde, er for mange hindringer, der står i vejen for borgere, forbrugere og SMV'er, der ønsker at flytte, købe ind, sælge eller drive virksomhed på tværs af grænserne med samme følelse af sikkerhed og tillid, som de oplever i deres egne medlemsstater,

B.  der henviser til, at bestræbelserne på at harmonisere lovgivningen for at overvinde disse hindringer samtidig ind imellem har ført til overregulering, der har haft negative virkninger på størstedelen af de små og mellemstore virksomheder, især de mikroenheder, som ikke ønsker at drive virksomhed på det europæiske marked, men som foretrækker at forblive aktive lokalt, samt på lokale forvaltningsorganer, og der er derfor behov for bedre lovgivning med et minimum af administrative byrder,

C.  der henviser til, at det kun er en lille procentdel af arbejdstagere, tjenesteydere og fagfolk, der flytter til en anden medlemsstat, bl.a. fordi bureaukratiet og risikoen for at miste sociale sikringsrettigheder gør det for kompliceret og dyrt,

D.  der henviser til, at der på grund af sprogbarrierer, den manglende sikkerhed i forbindelse med investeringer, betaling og ansvar samt forskelle i de retlige, administrative, sociale og kulturelle traditioner i de forskellige medlemsstater kun er få iværksættere og SMV'er, der udbyder deres varer og tjenesteydelser uden for deres nationale markeder,

E.  der henviser til, at det indre marked ikke skal opfattes uafhængigt af andre horisontale politikområder, navnlig sundhed, social- og forbrugerbeskyttelse, miljøet, bæredygtig udvikling samt eksterne politikker,

F.  der henviser til, at EU 2020-strategien skal sætte realistiske mål for at opnå en grøn, videnbaseret social markedsøkonomi og bæredygtig vækst inden 2020 samt skabe arbejdspladser, bl.a. i miljøsektoren; der henviser til, at hjørnestenen i EU 2020-strategien skal være det indre europæiske marked med dets udfordringer i forbindelse med social retfærdighed og økonomisk vækst og med fokus på fordele for borgere, forbrugerbeskyttelse og SMV'er,

G.  der henviser til, at det indre marked og internationale handelsanliggender i stigende grad er indbyrdes afhængige og påvirker hinanden,

H.  der henviser til, at mange EU-borgere ikke er klar over, på hvilken måde det indre marked er til deres konkrete fordel, idet der ikke er tilstrækkelig information til rådighed om det indre marked, og denne information formidles på utilstrækkelig vis,

Generelle overvejelser

1.  mener, at Unionen står over en særlig problematisk periode i det indre markeds integrations historie; er af den opfattelse, at de nuværende og fremtidige udfordringer skal tackles med sammenhæng, beslutsomhed, engagement og styrke kombineret med følsomhed og praktisk gennemførlighed og på et grundlag af samarbejde og solidaritet; understreger, at denne proces vil kræve fast myndighed og betydeligt initiativ fra Europa-Kommissionen og politisk engagement fra Rådet, medlemsstaterne og Europa-Parlamentet;

2.  fremhæver, at det indre marked ikke blot er et økonomisk system, og at lovgivningen for det indre marked beskytter og bevarer særlige grundlæggende rettigheder for borgerne, såsom sikkerhed og privatlivets fred, hvorfor et velfungerende indre marked er i de europæiske borgere, forbrugere og SMV'ers interesse set i lyset af de økonomiske og andre udfordringer, EU står over for i øjeblikket;

3.  understreger, at det indre marked sammen med euroområdet er det, der bedst illustrerer tanken bag EU's økonomiske integration og enhed, uanset de økonomiske, teknologiske og lovgivningsmæssige svagheder i markedets struktur, og det er afgjort det mest synlige resultat af den europæiske integration, for så vidt angår EU-borgere;

4.  understreger, at det indre marked bør åbne nye horisonter inden for forskning og innovation med henblik på at gøre mere for at fremme udviklingen af varer og tjenesteydelser med særlig vægt på viden og teknologi, som udgør en drivkraft for den fremtidige økonomiske udvikling;

5.  glæder sig over og støtter fuldt ud Kommissionens planer om at »gøre dem, der lever i og bruger det indre marked til dagligt, til kernen i det indre marked« samt dens forpligtelse til at være en målbevidst forkæmper for det indre marked gennem fuld udnyttelse af dens håndhævelsesbeføjelser og at fremkomme med en social og miljømæssig vision for det indre marked baseret på forpligtelserne i Lissabontraktaten;

Det indre markeds integrationsproces er ikke uafvendelig

6.  fremhæver, at integrationen i det indre marked ikke er en uafvendelig proces, og at det indre markeds forsatte eksistens ikke bør tages som en selvfølge;

7.  udtrykker bekymring for, at den fornyede opkomst af økonomisk protektionisme på nationalt plan kan føre til en fragmentering af det indre marked, og den skal derfor undgås; er bekymret over, at den nuværende økonomiske krise kan blive brugt som begrundelse for at genoplive protektionistiske foranstaltninger i forskellige medlemsstater, og henviser til at afmatningen derimod kræver fælles beskyttelsesmekanismer;

8.  mener, at krisen har svækket det indre markeds integrationsproces betydeligt, og at den fjendtlige indstilling over for og mistillid til det indre marked har taget til på grund af mangler og uligheder, der stammer fra medlemsstaternes respektive økonomiske systemer;

9.  erindrer om, at politiske tiltag med henblik på at bekæmpe krisen ikke må være til hinder for det indre markeds integrationsproces, men bør skabe mulighed for at reformere, konsolidere og forbedre det indre markeds nuværende struktur, realisere det jobskabelsespotentiale, der ligger i en grøn økonomi, og genvinde borgernes tillid, herunder især forbrugerne og SMV'ernes tillid;

10.  understreger, at relanceringen af det indre marked ikke må dikteres af den nuværende økonomiske krise alene, og at genoplivningen skal række ud over de grundlæggende erfaringer, man har gjort sig i forbindelse med krisen;

11.  understreger, at relanceringen af det indre marked skal nå konkrete, målbare, realiserbare, relevante og tidsbestemte mål, som skal opnås ved korrekte og effektive politiske instrumenter, der er baseret på de fire bevægelsesfriheder, der er tilgængelige for alle EU-borgere;

12.  fremhæver, at det indre marked har alvorligt brug for nye impulser, og at et stærkt lederskab fra de europæiske institutioners, navnlig Kommissionens, side samt medlemsstaternes politiske ansvar er nødvendigt for at genoprette det indre markeds troværdighed og tiltroen til det indre marked;

Behovet for en samlet og fælles tilgang til det indre marked

13.  mener, at den gamle opfattelse af det indre marked bør suppleres med henblik på at gøre det mere vidtfavnende; understreger, at det er nødvendigt, at alle dem, der er involveret i at forme og gennemføre det indre marked, vedtager en mere samlet tilgang, hvor der fuldt ud tages hensyn til borgernes bekymringer;

14.  understreger, at et stærkere, dybere og mere udvidet indre marked er af afgørende betydning for vækst og jobskabelse;

15.  understreger, at det indre marked bør spille en central rolle med hensyn til at opfylde målsætningen om en bæredygtig social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne i forbindelse med den langsigtede vision for EU 2020-strategien;

16.  mener, at det indre marked er en meget vigtig forudsætning for en vellykket gennemførelse af EU 2020-strategien; foreslår derfor, at strategier og politikker, der skal genoplive det europæiske indre marked, koordineres af de europæiske institutioner og baseres på en pragmatisk, bred og omfattende aftale, der støttes af alle medlemsstater og primært fokuserer på prioriteter, hvor medlemsstaterne virkelig tager ansvar, og som de vil gennemføre effektivt på nationalt, regionalt og lokalt plan;

17.  understreger, at det indre marked bør yde fordele til forbrugerne i form af bedre kvalitet, større variation, rimelige priser og sikkerhed for varer og tjenesteydelser;

18.  opfordrer til, at der udvikles et nyt paradigme for den politiske tænkning, der fokuserer på borgere, forbrugere og små og mellemstore virksomheder i relanceringen af det europæiske indre marked; er af den opfattelse, at dette kan opnås ved at sætte den europæiske borger i centrum af Den Europæiske Unions politiske beslutningsprocesser;

19.  fastholder, at genoplivningen af det indre marked kræver effektiv gennemførelse af mere tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og mere dialog for at sikre, at der tages tilstrækkeligt hensyn til borgernes og forbrugernes behov; mener, at en tilgang, der er evidensbaseret, og hvor der tages udgangspunkt i borgerne, vil hjælpe Unionen til at genvinde den folkelige tiltro til det indre europæisk marked og til at finde den rette løsning i forhold til vedtagelsen af initiativer, der giver Unionen den konkurrencemæssige fordel, den har behov for, uden at den sociale dimension berøres heraf;

20.  gentager, at en meningsfuld vurdering af de sociale, forbruger- og miljømæssige og økonomiske virkninger af det indre marked - som skal indarbejdes i alle forslag vedrørende det indre marked - er afgørende i forhold til at opnå befolkningens tillid og sikrer samtidig en realistisk integrering af sociale, forbrugerbeskyttelsesmæssige, miljømæssige og økonomiske mål;

21.  mener, at afskaffelsen af grænserne i det indre marked yderligere har styrket Europas konkurrenceevne i en globaliseret verden;

22.  understreger, at et velfungerende indre marked hænger nøje sammen med Europas rolle som global økonomisk aktør; mener, at EU bør beskytte sin sociale og miljømæssige model ved at sørge for nøje overholdelse af sine forskrifter vedrørende importerede varer og tjenesteydelser og ved energisk at forsvare anvendelsen af disse forskrifter, blandt andet inden for rammerne af multilaterale instanser og især i forbindelse med tvistbilæggelsesprocedurer i Verdenshandelsorganisationen;

23.  understreger, at det indre marked og den fælles valuta har fungeret som et beskyttende skjold i Europa og har mindsket de negative konsekvenser af den finansielle krise for virksomheder og borgere i Europa;

Udfordringer og muligheder, der skal tages i betragtning i en politik for det indre marked

24.  mener, at Unionens vigtigste udfordring er at finde en balance mellem en åben økonomi, der kan stimulere økonomisk vækst og jobskabelse og på integreret vis imødegå morgendagens udfordringer (f.eks. inden for konkurrenceevne, forskning og udvikling, industripolitik, demografi, miljø og nye teknologier), og et økonomisk system, som i lige så høj grad er i stand til at yde forbrugerbeskyttelse og den sociale og miljømæssige beskyttelse, som borgerne har behov for;

25.  understreger, at gennemførelsen af bestemmelserne for det indre marked fortsat er ulige, eftersom markedsnetværkene ikke er tilstrækkeligt indbyrdes forbundne, hvilket betyder, at virksomheder og borgere fortsat skal håndtere daglige vanskeligheder i forbindelse med deres grænseoverskridende aktiviteter, der kan involvere 27 forskellige retssystemer for en enkelt transaktion;

26.  fremhæver betydningen af, at der oprettes et grønt indre marked for nye kulstoffattige og miljørigtige teknologier, tjenesteydelser og produkter gennem udviklingen af EU-standarder for kulstofemissioner; påpeger, at klare standarder for og tydelig mærkning af energieffektive produkter gradvist skal være obligatoriske over hele Unionen; bemærker, at eksisterende metoder og standarder bør tages i betragtning ved udviklingen af nye standarder for CO2-fodaftryk; understreger, at sådanne standarder navnlig ikke må skabe alt for tyngende krav for små og mellemstore virksomheder;

27.  opfordrer indtrængende til, at EU, i denne digitale tidsalder, fuldt ud udnytter det potentiale og de muligheder, som internet, e-handel og udbredelsen af IKT i små og mellemstore virksomheder og i den offentlige forvaltning giver, i forbindelse med den fremtidige udvikling af det indre marked, og gør det tilgængeligt for alle EU-borgere; understreger, at udviklingen af nye teknologier bør tage højde for behovet for at beskytte borgere, forbrugere og SMV'er og de mest udsatte;

28.  understreger betydningen af at etablere nye forretningsmodeller, hvori indehavere af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder modtager behørig betaling, uden at der skabes unødige begrænsninger for kreativt online-indhold for forbrugerne;

29.  tilslutter sig de initiativer, Kommissionen har taget i forhold til at prioritere forskning, viden og innovation i fremtidige strategier; forventer, at der i flere på hinanden følgende EU-budgetter vil blive afsat tilstrækkelige midler til at imødekomme disse vigtige emner; minder i denne forbindelse om, at det haster med at færdigbehandle det stadig udestående spørgsmål om EF-patentet; foreslår, at Kommissionen begynder at undersøge de forskellige metoder til at finde konkrete referenceværdier med henblik på at måle resultaterne inden for forskning, viden og innovation;

30.  tilslutter sig Kommissionens bestræbelser på at fremme færdigvarers sikkerhed gennem ikrafttrædelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter;

Borgere og forbrugere i det indre marked

31.  er overbevist om, at den europæiske borgers opfattelse af, forståelse for og viden om det indre marked enten er lille, forvirret eller endog negativ, delvist på grund af manglende politisk engagement og information samt et utilstrækkeligt kendskab i offentligheden; der bør træffes afgørende foranstaltninger for at sikre, at EU's fremtidige politik for det indre marked imødekommer borgernes, navnlig forbrugernes og SMV'ernes, behov og giver dem konkrete resultater;

32.  fremhæver, at for at sikre de europæiske borgeres sociale og økonomiske opbakning og samarbejde skal EU og medlemsstaterne intensivt fremme de muligheder, der opstår som følge af den europæiske økonomiske integration, og ændre befolkningens opfattelse af det indre marked ved at gøre borgerne bekendt med og i stand til at forstå de fordele, det indre marked giver dem, samt hvorledes de effektivt kan gøre deres rettigheder gældende; finder derfor, at de sektorer, som har direkte indflydelse på borgernes dagligliv og forbrugernes behov, bør udgøre den centrale kerne i det indre marked;

33.  mener, at nogle af de mest åbenlyse problemer, som forbrugerne møder, navnlig i servicesektoren, og som kræver en prioriteret indsats for at opnå hurtige resultater, er: (1) adgang til sikre produkter og kvalitetstjenesteydelser, (2) adgang til pålidelige, sammenlignelige og objektive oplysninger, herunder prissammenligninger, (3) øget retssikkerhed og klarhed i kontraktretlige forhold, (4) forbedring af betalingssikkerheden, (5) adgang til hensigtsmæssige, overkommelige og effektive klagemekanismer, og (6) bedre kendskab og større tillid til systemet;

34.  fastholder, at borgerne ikke får tilstrækkelige oplysninger vedrørende lovgivningen om det indre marked samt tilgængeligheden og håndhævelsen af deres rettigheder; gør opmærksom på behovet for at organisere de relevante websteder, SOLVIT og det store antal kontaktpunkter mere effektivt; finder, at det er nødvendigt med en bedre koordinering og oplysning om sådanne initiativer, eftersom de hidtil ikke er nået ud til målgruppen; understreger den betydning Kommissionens portal »Dit Europa« har for oplysningen af borgerne og virksomhederne om aspekter af leve-, arbejds- og erhvervsmulighederne i Den Europæiske Union; foreslår, at de eksisterende tilbud styrkes, i stedet for at der skabes nye kontaktpunkter;

35.  er overbevist om, at en ansvarlig holdning blandt virksomhederne, kendetegnet ved respekt for princippet om socialt ansvar, konkurrencereglerne og forbrugernes økonomiske interesser, vil bidrage til at øge tilliden hos forbrugerne, hvilket er en basal betingelse for at kunne styrke forbrugerbeskyttelsen;

36.  fastholder, at økonomiske integrationsinitiativer vil få større succes, hvis borgerne er overbeviste om, at deres sociale rettigheder er sikrede, og at politikkerne for det indre marked vil have en positiv indvirkning på den nationale socialpolitik;

37.  beklager, at det kun er en lille procentdel af borgerne, forbrugerne og SMV'erne, der er bekendt med de eksisterende alternative klagemekanismer eller ved, hvordan man indgiver en klage til Kommissionen; påpeger, at de eksisterende ordninger for problemløsning, som f.eks. SOLVIT, skal styrkes i overensstemmelse med Parlamentets betænkning om SOLVIT af 2. marts 2010 (2009/2138 (INI)); opfordrer Kommissionen til at indlede en fremskyndet traktatbrudsprocedure, hvis en uløst SOLVIT-klage umiddelbart afslører en tilsidesættelse af fællesskabsretten; beklager, at alternative tvistbilæggelsesmekanismer på trods af Kommissionens henstillinger herom stadig ikke er indført korrekt eller fungerer tilfredsstillende;

38.  fremhæver den vigtige rolle, som forbrugerorganisationerne spiller med hensyn til at oplyse forbrugerne om deres rettigheder, yde dem støtte i forbrugertvister og varetage deres interesser under opbygningen af det indre marked;

Små og mellemstore virksomheder i det indre marked

39.  bekræfter, at SMV'er udgør en central del af rygraden i den europæiske økonomi og er den primære drivkraft bag jobskabelse, økonomisk vækst, omlægning til en grøn økonomi og social sammenhæng i Europa; gør gældende, at SMV'ers aktive deltagelse i et udvidet EU er en nødvendighed for at gøre det indre marked mere innovativt og konkurrencedygtigt, og understreger, at der skal gøres en større indsats for at forbedre SMV'ernes adgang til det indre marked og lette deres udvikling samt gøre det muligt for dem at nytte af deres iværksætterpotentiale fuldt ud;

40.  mener, at flere af hindringerne for små og mellemstore virksomheders adgang til markederne for offentlige indkøb skal fjernes for at øge konkurrenceevnen i det indre marked, navnlig ved at forenkle kravene til små og mellemstore virksomheder i ordregivende myndigheders indkaldelser af tilbud;

41.  opfordrer til fremtidige fælles initiativer fra Kommissionens og medlemsstaternes side, som har til formål at: (1) støtte små virksomheder, der opererer på tværs af grænserne i hele EU; (2) effektuere konkrete lettelser af administrative, finansielle og lovgivningsmæssige byrder, navnlig administrative hindringer for SMV'er, uanset om de driver virksomhed lokalt, nationalt eller på europæisk plan, i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet; opfordrer i den forbindelse medlemsstaterne og Kommissionen til nøje at gennemføre og anvende »tænk småt først«-princippet, der er beskrevet i »Small Business Act« (loven om små virksomheder);

42.  anmoder Kommissionen om at øge sin indsats for at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at bygge bro over den sproglige kløft, der ofte forhindrer dem i at drive virksomhed i andre medlemsstater end deres egen, ved at tilbyde alle oplysninger og tjenesteydelser vedrørende det indre marked i alle de officielle EU-sprog;

43.  er fortsat besluttet på at reducere problemet med overimplementering (»gold plating«) af lovgivningen for det indre marked og beder medlemsstaterne, og navnlig deres parlamenter, om at fortsætte bestræbelserne for at undgå »gold plating«, når de gennemfører EU-lovgivning, eftersom dette fænomen navnlig er en stor byrde for små og mellemstore virksomheder;

44.  er enig i, at en korrekt gennemførelse af »Small Business Act « - navnlig i form af en nøje gennemførelse af SMV-testen fra Kommissionens side i forbindelse med nye forslag til lovgivningsforanstaltninger på det indre marked - samt indførelsen af en statut for det europæiske private selskab vil sikre den praktiske integration af SMV'er i et relevant og bæredygtigt fælles europæisk system;

45.  støtter kraftigt forordningen om oversættelseskrav i forbindelse med det kommende EU-patent, som endelig vil gøre EU-patentet til en realitet og styrke Europas rolle som en drivkraft for innovation og konkurrence i verden; støtter endvidere en revision af EF-varemærkeordningen med henblik på at opnå højere kvalitet og bedre perspektiver for denne ordning;

46.  påpeger, at det største problem for små og mellemstore virksomheder i økonomiske krisetider er deres adgang til finansiering; beklager, at der som følge af store bankers tilbagetrækning fra landdistrikter og underbefolkede eller økonomisk svage områder er opstået et stort problem for SMV'er med hensyn til adgang til finansiering; anerkender den vigtige rolle, som sparekasser og forskellige andelsbevægelser spiller for finansieringen af den regionale økonomi, og deres bidrag til den sociale markedsøkonomi som følge af deres støtte til etiske og sociale projekter;

47.  finder, at den underretningsprocedure, der blev indført ved direktiv 98/34/EF, er et meget effektivt redskab, både til at forbedre den nationale lovgivning og til at undgå hindringer på det indre marked især for SMV'er; mener, at Kommissionen bør styrke mekanismen ved at indlede en hurtig overtrædelsesprocedure, hvis en medlemsstat ikke efterkommer en udførlig udtalelse fra Kommissionen eller ikke reagerer på en udførlig udtalelse fra en medlemsstat;

48.  finder, at de forskellige økonomiske og samfundsrelaterede politikker såsom budget-, skatte-, uddannelses- og forskningspolitikkerne bør samordnes på EU-plan;

Ansvar for og håndhævelse af lovgivningen om det indre marked og bedre regulering

49.  hævder, at en væsentlig del af det administrative og juridiske ansvar for det indre marked i henhold til nærhedsprincippet hører under medlemsstaterne og i givet fald under disses regionale og lokale myndigheder, som derfor, sammen med andre EU-institutioner, må påtage sig det virkelig ansvar for det indre marked og dets forvaltning;

50.  gør gældende, at resultattavlerne for det indre marked tydeligt viser, at medlemsstaterne stadig ikke opfylder målene for gennemførelsen, anvendelsen og håndhævelsen af lovgivningen for det indre marked korrekt, og at gennemførelsen af de europæiske love udsættes, hvilket undergraver de ensartede spilleregler, som er afgørende for et velfungerende indre marked, især i servicesektoren;

51.  bemærker, at en gradvis fragmentering af love samt uoverensstemmelser i gennemførelsen af lovgivningen i EU viser sig at være stadig mere ødelæggende for gennemførelsen af det indre marked; bemærker, at EU endnu ikke har været i stand til at vedtage en række internt sammenhængende politikker udformet med henblik på at fjerne direkte og indirekte hindringer for et velfungerende indre marked;

52.  glæder sig over Kommissions initiativ til »bedre regulering«, som styrker reglernes effektivitet og medlemsstaternes korrekte anvendelse af reglerne; opfordrer Kommission til at fastholde fremdriften på dette område, eftersom en hurtig gennemførelse af denne strategi vil kunne bidrage væsentligt til en vellykket relancering af det indre marked;

53.  noterer sig det nye begreb »smart regulering«, som præsenteres i Kommissionens meddelelse om EU2020;

Gennemførelse
En større institutionel rolle i forbindelse med fastlæggelsen og gennemførelsen af reglerne for det indre marked

54.  foreslår på baggrund af den forbedrede gennemførelse, anvendelse og håndhævelse af lovgivningen vedrørende det indre marked, at Kommission skaber et partnerskab blandt alle de berørte parter, der deltager i udformningen, gennemførelsen og håndhævelsen af sådan lovgivning ved hjælp af nye mekanismer som f.eks. det forslåede årlige forum for det indre marked;

55.  opfordrer Kommission til at sikre en korrekt omsætning og gennemførelse gennem en mere systematisk, uafhængig overvågning for derved at fremskynde overtrædelsesprocedurer; gør gældende, at udsættelser i bilæggelsen af overtrædelsesprocedurer vil have en negativ betydning for borgernes interesser i det indre marked;

56.  anmoder Kommissionen om at udvikle nye måder, bortset fra formelle overtrædelsesprocedurer, for at forbedre gennemførelsen og håndhævelsen af det indre markeds bestemmelser; beder den i denne sammenhæng om at overveje innovative mekanismer, såsom den gensidige evalueringsprocedure i direktivet om tjenesteydelser, at fremme peer review og medlemsstaternes ejerskab samt at forbedre uformelle problemløsningsmekanismer, såsom SOLVIT og EU-PILOT, som ville være til væsentlig gavn for borgere, der dagligt frustreres det indre marked;

57.  opfordrer Kommissionen til at lægge større vægt på den systematiske evaluering og forenkling af den eksisterende lovgivning vedrørende det indre marked og skære ned på de administrative byrder, hvor det er muligt, hvilket vil være til gavn for både borgerne og virksomhederne;

58.  opfordrer Kommission til at sikre ordentlig koordinering og til at samarbejde med Parlamentet og medlemsstaternes nationale regeringer samt større handelspartnere og erhvervs- og forbrugerorganisationer om overvågning af markedet for varer og den grænseoverskridende håndhævelse af forbrugerbeskyttelseslovgivningen og til at informere europæiske forbrugere og borgere mere effektivt;

59.  anbefaler, at Kommission foretager en uafhængig vurdering, der skal identificere de 20 vigtigste kilder til utilfredshed og frustration med relation til det indre marked, som borgerne møder dagligt, navnlig på arbejdsmarkedet, i forbindelse med e-handel, grænseoverskridende medicinsk behandling, indkøb og leje af biler, overførsel af pensioner, gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, forældremyndighed, adoption samt bidrag og dagpenge;

60.  opfordrer Kommissionen til at presse på for at der findes en bedre mekanisme for gennemgangen af, hvordan lovgivningen vedrørende det indre marked finder anvendelse i praksis på alle niveauer i de forskellige medlemsstater, og hvordan borgere og virksomheder får beføjelser til at udøve de rettigheder, som det indre marked giver dem;

61.  anmoder Kommission om at yde mere assistance til medlemsstaterne og i givet fald til deres regionale og lokale myndigheder for at gøre det lettere at overholde EU-standarderne korrekt; understreger, at EU-institutionerne som helhed skal stramme reglerne og opfordrer medlemsstaterne til at forbedre gennemførelsen af love i national ret korrekt og rettidigt for at sikre, at det er de samme regler, der gælder i hele EU;

62.  opfordrer til at styrke Parlamentets rolle i forbindelse med anvendelsen, håndhævelsen og overvågningen af lovgivningen vedrørende det indre marked; mener, at en styrkelse af Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters rolle efter Lissabontraktaten skal omfatte bedre synergipåvirkninger mellem de to parlamentariske planer;

63.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre bedre koordinering og udveksling af erfaringer med bedste praksis i det indre marked, navnlig gennem det indre markeds informationssystem og uddannelse af eksperter på nationalt, regionalt og lokalt plan i det indre marked og forbrugerbeskyttelse;

64.  insisterer på, at Kommissionen skal sikre følgende punkter: uafhængig kvalitetskontrol af lovgivningsforslag; vedtagelse af ex ante- og ex post-mekanismer til kontrol af lovgivningens effektivitet; brug af benchmarking i forhold til bedste praksis internationalt set; brug af overensstemmelsesvurderinger til vurdering af sociale, miljømæssige og økonomiske konsekvenser på såvel EU som nationalt plan;

Foranstaltninger, der er nødvendige for at oplyse og styrke borgere og SMV'er mere effektivt i det indre marked

65.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle en målrettet kommunikationsstrategi med fokus på de problemer, som borgerne møder dagligt, når de etablerer sig og får arbejde i en anden medlemsstat, navnlig når de gennemfører grænseoverskridende flytning, køb eller salg, og standarder for sociale forhold, sundhed, forbrugerbeskyttelse og miljøbeskyttelse, som de kan stole på; mener, at denne kommunikationsstrategi udtrykkeligt bør inkludere problemløsningsmetoder, såsom Solvit;

66.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at optrappe deres bestræbelser på at sikre, at de produktstandarder, der anvendes inden for det indre marked, bliver den vigtigste globale norm for derved at sikre lige vilkår for europæiske virksomheder, og især SMV'er, der ønsker at drive virksomhed uden for det indre marked;

67.  opfordrer Kommissionen til, når de årlige aktiviteter planlægges, at fokusere på prioritering af »forbrugervenlig« lovgivning vedrørende det indre marked, som vil gøre en forskel for EU-borgernes dagligdag; mener, at denne prioritering skal følges op af passende oplysningskampagner med henblik på at styrke borgernes opfattelse af det indre marked;

68.  påpeger, at det ud over de mere symbolladede foranstaltninger som f.eks. »reklamekampagner«, der gennemføres af europæiske institutionelle aktører eller medlemsstaterne, kan være hensigtsmæssigt parallelt hermed at gennemføre decentraliserede kommunikationstiltag - som i højere grad inddrager lokale aktører samt nationale og regionale og (særlig) lokale medier - der fokuserer mere på de problemer, som forbrugerne på det indre marked oplever i dagligdagen (f. eks. bankgebyrer i en anden medlemsstat, undersøgelse af mulighederne for at gå over til en anden operatør, sammenligning mellem telefoniomkostninger osv.);

69.  anmoder Kommissionen om at iværksætte en række regelmæssige undersøgelser, som ser på forholdet mellem det indre marked og den gennemsnitlige EU-borger med særlig fokus på omkostninger og fordele ved dette forhold såvel som de daglige udfordringer, de står over for;

70.  opfordrer medlemsstaterne til med støtte fra Kommissionen at gøre problemløsningsmekanismerne, herunder især SOLVIT, endnu mere effektive, ved at afsætte yderligere økonomiske og personalemæssige ressourcer samt revurdere deres mandat med henblik på at sikre, at sådanne mekanismer effektivt kan behandle den brede vifte af problemer, som borgere og virksomheder står over for; opfordrer Kommissionen til at prioritere gennemførelsen af projektet vedrørende bistandstjenesterne for det indre marked (SMAS), således at borgere og virksomheder får nem adgang til den information og vejledning, de har brug for, samtidig med at de kan finde løsninger på de problemer, de støder på;

71.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til gennem informationskampagner og strengere kontrol at bibeholde og øge deres indsats for at øge borgernes tillid til CE-mærket, som er et grundlæggende redskab til at sikre forbrugernes rettigheder samt kvalitetsstandarder i det indre marked;

72.  henleder opmærksomheden på den væsentlige rolle, Enterprise Europe Network spiller, for at små og mellemstore virksomheder kan udnytte det indre markeds muligheder; understreger, at bureaukratiske forpligtelser lægger beslag på værdifulde ressourcer og dermed står i vejen for en stærkere fokusering på Enterprise Europe Networks centrale opgave, nemlig at yde skræddersyet støtte til små og mellemstore virksomheder; opfordrer Kommissionen til i højere grad at bruge Enterprise Europe Network til målrettet informationsspredning samt at mindske den bureaukratiske byrde for Enterprise Europe Networks netværkspartnere;

Strategiske betænkninger og forslag

73.  foreslår Kommission, at strategien for det indre marked skal bestå af fire hovedtrin: det første trin skal omfatte en evaluering eller et sundhedstjek af den nuværende situation med henblik på at vurdere graden af den forvridning og belastning, de forskellige parter i det indre marked navnlig har oplevet på grund af krisen; det andet trin skal lancere en konsolideringsproces, der skal samle de løse ender; det tredje trin skal iværksætte udviklingen og forbedringen af det indre marked; og der fjerde trin skal fokusere på den langsigtede vision for markedet (EU 2020-strategien);

74.  mener, at både finansielle tjenesteydelser og adgang til finansiering skal være en del af EU 2020-strategien.

75.  foreslår, at Kommissionen i den første fase af ovennævnte sundhedstjek bør foretage en finansiel revision af EU's budget og prioritere tildeling af flere midler til investeringer i uddannelse, innovation og forskning; opfordrer medlemsstaterne til at fastsætte samme prioriteter for deres budgetudgifter;

76.  mener, at for at etablere et effektivt indre marked er Kommissionen nødt til at fremlægge en række klare politiske prioriteringer ved at vedtage en »lov om det indre marked«, der i lighed med loven om små virksomheder (Small Business Act) bør omfatte både lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige initiativer med henblik på at skabe en social og grøn markedsøkonomi med høj konkurrenceevne;

77.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til »lov om det indre marked« inden maj 2011 - i god tid inden vedtagelsen af 2012-programmet for det indre marked - der sætter borgerne, forbrugerne og SMV'er i centrum for det indre marked; understreger, at denne lov bør betragtes som en model til handling, hvis vi skal opnå en videnbaseret social og miljøvenlig markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, som samtidig sikrer troværdige, ensartede betingelser;

78.  opfordrer Kommissionen til at indarbejde specifikke foranstaltninger i »loven om det indre marked« med der bl.a. har til formål at:

79.  opfordrer Kommissionen til - ved udarbejdelsen af sin »lov om det indre marked« - at tage højde for de forskellige EU-institutioners høringer og betænkninger (EU 2020, Monti-, Gonzales-, IMCO-betænkningene osv.) og iværksætte en yderligere omfattende offentlig høring med henblik på at fremsætte et koordineret politisk forslag til et mere sammenhængende og levedygtigt indre marked;

80.  anbefaler, at der foretages en undersøgelse, der skal finde metoder og midler til at integrere forbrugerinteresser i de relevante EU-politikker og således skabe mulighed for, at forbrugerbeskyttelse automatisk figurerer ved udarbejdelse af relevante EU-retsakter;

81.  gentager betydningen af servicedirektivet med henblik på gennemførelsen af det indre marked og det enorme potentiale, det har for at skabe fordele for forbrugere og SMV'er; understreger, at en vellykket gennemførelse af denne lovgivning kræver vedvarende politisk engagement og støtte fra alle involverede parter på europæisk, nationalt og lokalt plan; mener, at Kommission efter gennemførelsesfasen skal foretage en evaluering af servicedirektivet med henblik på at vurdere, om de vigtigste mål er nået; opfordrer i forbindelse med denne opgave til et klart samarbejde med Europa-Parlamentet, og insisterer, at der opretholdes en balance mellem behovet for at styrke det indre marked for tjenesteydelser og behovet for at bevare en høj grad af social beskyttelse;

82.  mener, at en passende gennemførelse af lovgivningen om det indre marked (f.eks. direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer, servicedirektivet og markedsovervågningsforordningen) fortsat bør have topprioritet for den nye Kommission;

83.  bemærker, at de klagemekanismer, der finder anvendelse i hele EU, har givet begrænsede resultater og opfordrer derfor Kommission til fremsætte et lovforslag, der skal sikre gennemførelsen af et overkommeligt, hensigtsmæssigt og tilgængeligt fælles europæisk klagesystem inden maj 2011;

84.  opfordrer Kommissionen til at overveje at vedtage et »borgercharter«, som omfatter forskellige facetter af retten til at bo og arbejde overalt i EU; mener, at denne rettighed skal være lettilgængelig for alle EU-borgere; understreger, at visse restriktioner for arbejdskraftens frie bevægelighed, skønt ineffektive, stadig finder anvendelse på arbejdstagere fra de nye medlemsstater inden for det indre marked; opfordrer medlemsstaterne til at overveje at fjerne de nuværende begrænsninger, idet der tages hensyn til alle de positive og negative virkninger ved at åbne de nationale markeder;

85.  opfordrer Kommissionen til i løbet af indeværende valgperiode at forelægge et forslag til forordning om en europæisk statut for gensidige selskaber og sammenslutninger for Parlamentet og Rådet;

86.  opfordrer Kommissionen til at træffe de forholdsregler, der er nødvendige for snarest muligt at fremsætte forslag om en feasibilityundersøgelse og høringsproces, der skal føre til indførelse af en europæisk statut for gensidige selskaber;

87.  opfordrer Kommissionen til i højere grad at fokusere på markedsovervågning, især inden for finansielle tjenesteydelser, forsikring, telefoni, banktjenester og forsyningsvirksomheder; og mener, at en effektiv overvågning af markederne vil styrke den loyale konkurrence og øge deres effektivitet, hvilket vil være til gavn for både økonomien og forbrugerne;

88.  mener, at kvaliteten af forbrugerbeskyttelsen inden for finansielle tjenesteydelser bør forbedres betydeligt, navnlig hvad angår tilsyn og overvågning;

89.  fastholder, at en fortsat bæredygtig udvikling af det indre marked afhænger af følgende punkter: (1) Kommissionens vedvarende indsats i forhold til alle de markedsinitiativer, der er nødvendige for at fremme og forbedre vores position og konkurrenceevne på det globale marked; (2) vedtagelse af en overordnet ramme, der skal sikre, at det indre marked virkelig skaber resultater for dets interessenter, og især (3), at det indre marked også når borgerne;

o
o   o

90.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Forventes i april 2010. (2) EUT C 187 E af 24.7.2008, s. 80. (3) EUT C 306 E af 15.12.2006, s. 277. (4) EUT L 176 af 7.7.2009, s. 17. (5) EUT L 98 af 16.4.2005, s. 47. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0051. (7) EUT C 309 E af 4.12.2008, s. 46. (8) EUT C 180 E af 17.7.2008, s. 26. (9) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0046. (10) http://www.eesc.europa.eu/smo/news/Obstacles_December-2008.pdf. (11) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0047.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. maj 2010 om dialog mellem universiteter og erhvervsliv: Et nyt partnerskab til modernisering af de europæiske universiteter (2009/2099(INI))

P7_TA(2010)0187 A7-0108/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. april 2009 »Et nyt partnerskab til modernisering af universiteterne: EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet« (KOM(2009)0158),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. maj 2006 »Virkeliggørelse af universiteternes moderniseringsdagsorden: for uddannelse, forskning og innovation« (KOM(2006)0208),

–  der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Lissabon den 23.-24. marts 2000,

–  der henviser til formandskabets konklusioner fra det Europæiske Råd den 13.-14. marts 2008, særlig afsnittet om investering i mennesker og fornyelse af arbejdsmarkedet,

–  der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd den 19.-20. marts 2009, særlig afsnittet om fuld udnyttelse af den fornyede Lissabonstrategi for vækst og beskæftigelse,

–  der henviser til Rådets resolution af 15. november 2007 om de nye kvalifikationer til nye job(1),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2009 om en strategiramme for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (»ET 2020«)(2),

–  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2008 »Voksenuddannelse: Det er aldrig for sent at lære«(3),

–  der henviser til sin beslutning af 23. september 2008 om Bolognaprocessen og studerendes mobilitet(4),

–  der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 4. december 2009 om dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet(5) og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 17. december 2009(6),

–  der henviser til studiet »Further Developing the University-Business Dialogue«, offentliggjort af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 165 og 166 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelse fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0108/2010),

A.  der henviser til, at Det Europæiske Råd den 19.-20. marts 2009 opfordrede medlemsstaterne til at fremme partnerskaber mellem erhvervsliv, forskning, uddannelse og erhvervsuddannelse,

B.  der henviser til, at meddelelsen fra konferencen mellem de europæiske ministre for videregående uddannelser den 28.-29. april 2009 henstiller, at de offentlige politikker fuldt ud anerkender værdien af de videregående uddannelsers forskellige opgaver, som dækker undervisning, forskning, tjenester over for samfundet og engagement i den sociale samhørighed og kulturelle udvikling,

C.  der henviser til, at universiteterne på grund af deres tredobbelte rolle (uddannelse, forskning og innovation), spiller en afgørende rolle for EU's fremtid og borgernes uddannelse, og at det er vigtigt at påpege, at de videregående uddannelsers rolle går ud på at tilbyde et uddannelsesmiljø, som fremmer selvstændighed, kreativitet og udnyttelse af viden,

D.  der henviser til, at det fortsat er medlemsstaterne, der har til opgave at fastsætte uddannelsespolitikken, og som er ansvarlige for organisationen af uddannelsessystemet, for reformer heraf samt for uddannelsernes indhold,

E.  der henviser til, at forskellene mellem borgernes økonomiske og sociale stilling i de forskellige dele af EU kræver, at det gøres en indsats for at tilbyde alle EU-borgere samme uddannelsesmuligheder, og at der ydes støtte til dårligt stillede unge, som ikke er mindre egnede,

F.  der henviser til, at det på grund af den økonomiske krise, som trækker ud og forårsager arbejdsløshed, er særdeles vigtigt med et mere effektivt samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne,

G.  der henviser til, at det haster med at gennemføre, koordinere og fremme en sammenhængende tilgang i alle lande, som har undertegnet Bolognaerklæringen navnlig med hensyn til studerendes mobilitet og fuldstændig anerkendelse af eksamensbeviser, og at der derfor er behov for en fyldestgørende status over nævnte proces, som tager højde for vanskeligheder og hindringer,

H.  der henviser til, at Kommissionen spiller en vigtig rolle i forhold til at fremme udveksling af oplysninger og god praksis mellem EU's medlemsstater og EU's nabolande,

I.  der henviser til, at de mange forskellige videregående uddannelsesinstitutioner, erhvervskredse og samarbejdsformer gør det vanskeligt at blive enige om en ideel samarbejdsmodel, som vil kunne matche profilen, prioriteringerne og kravene for samtlige institutioner i Europa, og til, at universiteternes selvstændighed og ret til at vælge de former for samarbejde med erhvervslivet, som passer bedst til deres målsætninger, bør bevares under alle forhold,

J.  der henviser til, at uddannelse er en opgave, der påhviler samfundet som helhed, og at staten derfor ikke må unddrage sig sit økonomiske ansvar,

K.  der henviser til, at videregående uddannelse påhviler det offentlige, og at offentlig finansiering af universiteterne dermed er påkrævet for at sikre en retfærdig finansiering af alle områder, f.eks. de humanistiske studier; og til, at det er vigtigt at yde økonomisk støtte til universiteterne (f.eks. gennem offentlige-private partnerskaber), samtidig med at deres autonomi og kvalitetssikring garanteres,

L.  der henviser til, at almen og faglig uddannelse, som skal bibringe hovedgrundlaget for almen viden og samfundsindsigt, er et fortræffeligt middel til at hjælpe underudviklede områder til at indhente forsinkelsen, og ud over jobskabelse også er vigtig for den kulturelle og intellektuelle mangfoldighed og livet som borger,

M.  der henviser til, at samarbejdet mellem universiteterne og erhvervslivet støttes af mange EU-programmer, men indsatsen ikke altid koordineres institutionerne imellem,

1.  glæder sig over ovennævnte meddelelse fra Kommissionen med overskriften »Et nyt partnerskab til modernisering af de europæiske universiteter: EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet«, og de områder, som det fremtidige samarbejde ifølge meddelelsen skal fokusere på;

2.  glæder sig over Kommissionens meddelelse, der gør status over de første tre år, hvor EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet har eksisteret, og opridser fremtidens udfordringer, såsom at støtte innovation, fremme forskning, skabe iværksætterånd, forbedre videnoverførsel og tiltrække unge forskere til det europæiske arbejdsmarked;

3.  anerkender, at de i meddelelsen nævnte udfordringer ikke er nye, og at de indtil videre endnu ikke er blevet effektivt håndteret; mener imidlertid, at fortsat dialog og samarbejde på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan, herunder udveksling af bedste praksis vedrørende programmer og instrumenter, er afgørende for at skabe tættere forbindelser og partnerskaber mellem universiteter og erhvervsliv og dermed overvinde eventuelle kulturelle, institutionelle og operationelle barrierer imellem dem samt bidrage til skabelsen af et videnbaseret samfund, udviklingen af anvendt forskning og bedre beskæftigelsesmuligheder for kandidater;

4.  anerkender, at der er stor forskel på de europæiske universiteter med hensyn til størrelse, ressourcer, fagudbud, organisation, nationalitet og type; mener imidlertid, at de alle på hver deres måde kan få gavn af at samarbejde nationalt og på tværs af grænserne med erhvervslivet, forudsat at der er bevidsthed om den faktiske kontekst, i hvilken deres kapacitet inden for forskning og uddannelse bliver udviklet; er af den opfattelse, at der også gøres en stor indsats for at styrke samarbejdet mellem universiteterne og erhvervslivet på regionalt plan;

5.  bifalder meddelelsen fra konferencen mellem de europæiske ministre for videregående uddannelser den 28.-29. april 2009, hvori de understreger deres tilsagn om at gennemføre målene for det europæiske rum for højere uddannelse, et rum, hvor videregående uddannelser er et offentligt ansvar, og hvor alle de videregående uddannelsesinstitutioner er opmærksomme på samfundets behov i bredere forstand via deres opgavers mangfoldighed;

6.  tilslutter sig synspunktet om, at dialogen og samarbejdet mellem erhvervslivet og de videregående uddannelsesinstitutioner også skal prioriteres i den nærmeste fremtid på lige fod med dialogen og samarbejdet med alle samfundets øvrige sektorer, således at alle disse aktører kan drage fordel af den kulturelle, videnskabelige og tekniske viden, som frembringes og formidles i de videregående uddannelsesinstitutioner; understreger, at de videregående uddannelsesinstitutioners intellektuelle og økonomiske uafhængighed i forhold til erhvervslivet skal bevares, og at der ikke må være noget afhængighedsforhold mellem de videregående uddannelser og erhvervslivet; understreger, at universiteterne under alle forhold bør bevare deres beslutningsautonomi med hensyn til læseplaner og forvaltningsstruktur;

7.  opfordrer medlemsstaterne til at gribe ind og træffe konkrete foranstaltninger, når de retlige og finansielle rammer ikke belønner universiteternes bestræbelser på at samarbejde med erhvervslivet eller ligefrem udgør en hindring;

8.  understreger, at dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet ikke må indskrænkes til områder som matematik, videnskab og teknik, men dreje sig om alle områder, f.eks. også humanistiske studier;

9.  finder det nødvendigt med en højere grad af samarbejde/samspil mellem fagene og tværfaglighed i uddannelses- og forskningsdagsordenerne og at styrke samarbejdet universiteterne imellem, hvor ikt er et vigtigt redskab;

10.  tilskynder til en forbedring af de europæiske universiteters resultater via gennemførelsen af princippet om en videntrekant: »uddannelse, forskning og innovation«, idet der er behov for bedre forbindelser mellem erhvervsliv og universiteter, således som videns- og innovationsfællesskaberne (VIF) under Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (ETI) er udtryk for, og opfordrer sideløbende universiteterne til at integrere økonomiske og sociale behov i deres primære aktivitetsområde som led i deres forsknings- og innovationsprogrammer;

11.  understreger, at en styrket dialog og samarbejde mellem universiteterne og erhvervslivet vil øge mulighederne for at opnå gensidige fordele, der ikke blot fremmer økonomisk vækst, men også er nyttige i en bredere samfundsmæssig betydning, idet de bidrager til skabelsen af et stadig mere videnbaseret samfund;

12.  understreger, at fordelene ved en styrket dialog og samarbejde mellem universiteterne og erhvervslivet i denne forbindelse ligeledes også kan opnås ved at styrke dialogen og samarbejdet mellem universiteterne og nationale, europæiske og internationale institutioner og civilsamfundsorganisationer og ved at styrke samspillet mellem universiteterne og samfundet som helhed;

13.  opfordrer nationale, regionale og lokale myndigheder til fortsat i samarbejde med den private sektor at undersøge og finansiere processer, der styrker samspillet mellem universiteter og erhvervsliv, og til at fjerne administrative hindringer, der hæmmer det; påpeger, at strukturfondsforordningen åbner mulighed for finansiering af støtteforanstaltninger til SMV'er efter samme principper som systemet med videnkuponer, der anvendes i øjeblikket i en række medlemsstater;

14.  foreslår, at der lægges særlig vægt på de små og mellemstore virksomheders (SMV) adgang til universitetsuddannelse og universitetsforskning både gennem øget offentlig finansiering og gennem en forenkling af de administrative skridt;

15.  understreger nødvendigheden af at skabe prestige og motivation omkring undersøgelses- og forskningsarbejder, ikke alene på de videnskabelige og tekniske områder, men også inden for samfundsvidenskab og humaniora, som er en videnressource af høj kvalitet for avanceret handelsvirksomhed;

16.  støtter prioriteringen af mindre storstilede forskningsarbejder frem for ekspertnetværk baseret på store integrerede projekter;

17.  opfordrer virksomhederne og universiteterne til at samarbejde om at rette op på den ulige fordeling af mænd og kvinder på visse akademiske områder;

Livslang læring

18.  minder om vigtigheden af at definere livslang læring og de mange begreber dette dækker, lige fra almen uddannelse til ikke-formel og uformel læring, der kan være nyttig i økonomiske, sociale, kulturelle og samfundsmæssige sammenhænge samt faglig uddannelse og videreuddannelse;

19.  understreger, at det for at sikre livslang læring med konstant adgang til ikke alene almen og faglig uddannelse, men også til kultur, er af afgørende betydning, at EU fremmer, at medlemsstaterne støtter, og at de offentlige universiteter opretholder og udbygger de humanistiske studiers inddragelse i uddannelsesprogrammerne;

20.  minder om, at et af de centrale budskaber er, at investeringerne i Europas menneskelige ressourcer skal øges for at give prioritet til EU's vigtigste aktiv - dets kvalificerede befolkning, som kan tilpasse sig arbejdsmarkedets ustandseligt skiftende vilkår;

21.  påpeger behovet for at afstemme mulighederne for livslang læring så meget som muligt med de enkeltes, de sårbare gruppers og arbejdsmarkedets behov, understreger, at vedvarende uddannelse, da disse behov hele tiden ændrer sig, fortsat vil være en uomgængelig nødvendighed, og lægger følgelig særlig vægt på de udfordringer, som dette indebærer socialt og økonomisk; minder om, at der ikke længere findes »livslang ansættelse«, og at faglig uddannelse og videreuddannelse er afgørende; gentager, at der skal skabes passende betingelser for at fremme en positiv holdning til læring lige fra barndommen;

22.  understreger, at livslang læring, information og uddannelse ikke alene er yderst vigtige fortrin for arbejdsmarkedet, men ligeledes forudsætningen for den enkeltes åndelige udvikling og personlige udfoldelse;

23.  understreger, at det er yderst vigtigt at skabe og fremme moderne metoder til livslang læring via internettet, således at uddannelse bliver et mere direkte og mindre tidskrævende instrument for virksomhedernes medarbejdere;

24.  opfordrer, under hensyntagen til de demografiske ændringer i Europa (en aldrende befolkning) og til arbejdsmarkedets udvikling som følge af den økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige krise, universiteterne til at udvide adgangen til læring og at modernisere deres studieprogrammer ved at rette dem mod de nye udfordringer, således at de europæiske arbejdstageres kompetencer forbedres;

25.  opfordrer ligeledes universiteterne til at udvide handicappedes adgang til læring og internationale udvekslingsprogrammer, eftersom uddannelse er et af de vigtigste og mest effektive midler til social integration og bekæmpelse af fattigdom og uligheder;

26.  gentager betydningen af at videreformidle og udveksle den viden, de færdigheder og erfaringer, som voksne har erhvervet, og derigennem vejlede de yngre generationer på arbejdsmarkedet (f.eks. gennem mentorordninger);

27.  foreslår, at der i højere grad anvendes nye undervisningsmetoder såsom forsøgsundervisning, fjernundervisning, onlineuddannelse og andre kombinerede uddannelsesformer;

28.  fremhæver, at der skal udvikles en stærkere læringskultur, som skal fremmes og styrkes, og at fortsat uddannelse på alle stadier af livet er af central betydning for at styrke den europæiske konkurrenceevne og fremme vækst og beskæftigelse i Europa;

29.  understreger behovet for at skabe større mulighed for stimulering af en vedvarende tilpasning til ændringer på arbejdsmarkedet - hvilket er et prioriteret område, navnlig i den aktuelle recession - ved at fremme livslang læring, navnlig gennem udviklingen af fjernstudier, der er tilpasset de nye teknologier, og kurser for personer over 45 år, der er mere sårbare og i højere grad risikerer social udstødelse;

30.  opfordrer virksomhederne til i højere grad at tilskynde deres medarbejdere til at uddanne sig, f.eks. gennem afholdelse af seminarer med opfølgning og finansiering af ph.d.-uddannelser;

31.  foreslår en ny tilgang til vejledning gennem livet, hvorved universiteter, studerende og erhvervs- og samfundskredse i hele deres mangfoldighed ville få fordel af at følge unge akademikere tættere for at vurdere uddannelsesprogrammernes samfunds- og erhvervsmæssige anvendelighed;

32.  påpeger nødvendigheden at gøre virtuel undervisning mere tiltrækkende og tilgængelig;

Mobilitet, partnerskab og læseplaner

33.  gentager, at mobilitet er en hjørnesten inden for de videregående uddannelser i Europa, og de europæiske universiteter opfordres til at foretage en innovativ, vidtgående og metodisk reform af læseplanerne; bekræfter, at dette bør være en politisk prioritering i forbindelse med omformuleringen af de vigtigste mål med Bolognaprocessen efter 2010;

34.  fremhæver, at mobilitet mellem landene og mellem universiteter og erhvervsliv er nøglen til opnåelsen af et tættere samarbejde mellem de to verdener;

35.  anmoder Kommissionen om at forelægge retlige rammer, der er uformet til at støtte og fremme mobiliteten mellem universiteter og erhvervsliv og mellem studerende og universitetslærere, og at understrege behovet for anerkendelse og attestation af denne form for uddannelse og undervisning;

36.  opfordrer ikke blot til, at individuelle mobilitetsordninger såsom Erasmus for unge iværksættere og Erasmus for lærlinge forlænges og udvides, men også til, at der tilrettelægges europæiske Masters of Excellence-programmer på postgraduat niveau i samarbejde med forskellige universiteter og med aktiv inddragelse af virksomheder, ledsaget af stipendier til studerende og incitamenter til forskere; mener, at sådanne initiativer også kan fremme målsætningerne om mobilitet, sprogindlæring og opnåelse af multikulturelle erfaringer og iværksættererfaringer;

37.  understreger behovet for, at de videregående uddannelsesinstitutioner udvider mulighederne for undervisning i andre sprog uden for universiteterne, idet tilegnelsen af nye sprog er afgørende med henblik på at fremme og tilskynde til mobilitet og udvekslinger af studerende, forskere, lærere og ansatte i erhvervslivet;

38.  tilskynder universiteterne til at afprøve nye metoder til samarbejde mellem offentlige institutioner og den private sektor, bl.a. gennem oprettelse af en fælles offentlig og privat innovationsfond, med henblik på at forbedre mobiliteten i alle sektorer;

39.  understreger de betydelige fordele, de studerende kan drage af at tilegne sig kompetencer inden for de nye teknologier, da de vil forbedre deres chancer på beskæftigelsesmarkedet;

40.  foreslår, at lande uden for EU, eftersom der i andre lande hersker en god undervisningspraksis, inviteres til at deltage i EU-forummet med henblik på at dele og drøfte deres erfaringer og bekymringer, idet sådanne drøftelser bør tage udgangspunkt i definerede mål, terminologi og begreber og fokusere på bestemte aktivitetsområder;

41.  understreger, at det er nødvendigt med hensigtsmæssig forberedelse og uddannelse af lærere, som underviser i iværksætterkultur; støtter ideen om, at en iværksætterkultur integreres i læseplanerne (allerede i læseplanerne for grundskolen);

42.  opfordrer erhvervskredse til aktivt at deltage i udformningen af undervisningsmateriale om, hvordan virksomhederne fungerer, som stilles til rådighed for alle undervisningsniveauer, mens uddannelsesinstitutionerne frit kan beslutte, om de vil bruge det eller ej, og til jævnligt at fortælle de studerende om de foreliggende beskæftigelsesmuligheder;

43.  opfordrer erhvervskredse til at bidrage til tilpasningen af universitetslæseplanerne gennem lancering og finansiering af særlige kurser, som giver de studerende indblik i virksomhedernes driftsvilkår;

44.  anmoder om, at mulighederne for integration af lærere i virksomhederne og sideløbende af virksomhedsledere i universiteterne undersøges og stimuleres;

45.  understreger de nye teknologiers betydning, idet disse fremmer mobiliteten og samarbejdet mellem virksomheder, studerende, lærere og forskere;

46.  minder om, at lønnede iværksættertiltag af forskellig slags skal overvejes som et erhvervsalternativ for unge akademikere, og at de videregående uddannelsesinstitutioner skal bibringer de studerende et indgående kendskab til alle former for iværksættervirksomhed, herunder social og solidarisk økonomi, f.eks. ved at de tilskyndes til at etablere deres egne spin-off-virksomheder;

47.  understreger, at dialog og samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv bør være baseret på gensidighed, tillid, gensidig respekt og gennemsigtighed, der både tilskynder universiteterne til at blive mere iværksætteragtige og tilskynder virksomhederne til at blive mere videnbaserede; gentager, at dette f.eks. kan opnås ved at indføre et system med såkaldte videnkuponer, såsom det system, der anvendes i øjeblikket i en række medlemsstater, der navnlig giver SMV'er mulighed for at styrke deres forskningskapacitet, uden at universiteternes uafhængighed, autonomi og offentlige karakter sættes over styr;

48.  anerkender, at uddannelses- og forskningsverdenen er nødt til at indføre en mere tværfaglig tilgang til viden, og mener derfor, at både universiteter og erhvervsliv kunne få gavn af at udvikle tværfaglige og iværksættermæssige kvalifikationer og sikre en fleksibel tilpasning af studieområder og specialer til virksomhedernes behov, herunder små og mellemstore virksomheder, i fællesskab; fremhæver vellykkede initiativer, som f.eks. praktikophold for studerende og ansatte, iværksættere som gæstelærere, fælles kurser og »delte« medarbejdere;

49.  understreger, at det for at udbrede iværksætterånden blandt de studerende er vigtigt, at alle aktører (akademisk personale, studerende og forretningsfolk) informeres fyldestgørende om de redskaber og mekanismer, de kan anvende til at udvikle et mere effektivt og virkningsfuldt og gensidigt fordelagtigt samarbejde; mener på den ene side, at det er afgørende at styrke uddannelsen af akademisk personale på universiteterne i denne sektor gennem initiativer såsom livslang læring, og på den anden side, at universiteterne er nødt til at åbne dørene for virksomheder og arbejdsgivere, således at de kan komme med forslag til undervisningens indhold og den uddannelse, viden og de kvalifikationer, som de studerende bør have;

50.  henstiller, at universiteternes erhvervsvejledningscentre beskyttes på institutionelt plan, videreudvikles og knyttes tættere til arbejdsmarkedet;

51.  understreger betydningen af, at adgang til praktikophold i virksomheder indgår som led i læseplanen navnlig for studerende på videregående uddannelser, og at sådanne praktikophold aflønnes i form af penge eller inden for rammerne af det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem;

52.  anmoder Kommissionen om at lancere en plan for industriel ph.d. efter den model, som findes i Europa under rammeprogrammets Marie Curie-aktiviteter, for at tilskynde til målrettet forskning, som er økonomisk tilgængelig for europæiske virksomheder, og tilskynde erhvervslivet til at bidrage til de europæiske universiteter;

53.  foreslår, at erhvervsorganisationerne samarbejder med universiteterne om at udfærdige effektive læseplaner, som sætter de studerende i stand til hurtigt at tilpasse sig erhvervslivet;

54.  understreger, hvor vigtigt det er, at erhvervslivet støtter universiteterne og opfordrer virksomheder til at uddele stipendier, så studerende får viden og kvalifikationer, der er af stor værdi på arbejdsmarkedet;

55.  understreger, at formidlingen til samfundet af den viden og de resultater, som er fremkommet gennem samarbejdet mellem universiteterne og erhvervslivet, er af afgørende værdi;

56.  opfordrer virksomhederne til at forstærke deres støtte til unge talenter i form af stipendier;

Forskning

57.  understreger, at virksomhederne er nødt til at øge deres absorptionsevne med henblik på at udnytte og omdanne den viden, som universiteterne genererer, fremme intern forskning, livslang læring og efteruddannelse og aktivt at formidle deres behov til akademiske kredse og rekruttere ph.d.- og post doc.-kandidater samt forskere;

58.  understreger behovet for specialiseret personale på forskningsinstitutioner, der kan finde og forvalte videnressourcer med forretningspotentiale;

59.  lægger stor vægt på videnoverførsel i et åbent miljø; anerkender, at der er forskellige midler til at opnå dette, f.eks. publikationer og seminarer, teknologioverførselskontorer, regionalt samarbejde, støtte til nye virksomheder og afledte aktiviteter, fælles forskning og mobilitet for forskere; mener dog, at den sociale og menneskelige dimension af den gensidige påvirkning er ekstremt vigtig; støtter derfor kraftigt initiativer, der har til formål at fremme direkte interaktion mellem universiteter og erhvervsliv, herunder navnlig små og mellemstore virksomheder;

60.  bifalder lanceringen af et fælles europæisk net af erhvervsfremme- og innovationscentre, som integrerer de tjenester, der i øjeblikket ydes af Euro Info-centre (EIC) og innovationsformidlingscentre (IRC);

61.  anser større mobilitet for forskere, på både kort og lang sigt, på tværs af nationale grænser og mellem den akademiske verden og erhvervslivet og med behørig hensyntagen til princippet om ikkeforskelsbehandling, for at være absolut nødvendig for at forbedre videnoverførslen; opfordrer i denne henseende medlemsstaterne og Kommissionen til grundigt at gennemgå den eksisterende retlige og økonomiske ramme og fjerne unødvendige barrierer for mobiliteten og navnlig lægge vægt på anerkendelse af akademiske kvalifikationer og mindskelsen af bureaukrati; opfordrer universiteterne til at indføre mere fleksible og dobbelte karrieremuligheder for deres medarbejdere;

62.  tilskynder Kommissionen til at skabe incitamenter rettet mod udvikling af et konkurrencedygtigt EU-marked for intellektuel ejendomsret, som vil give universiteterne, de offentlige forskningsinstitutioner og SMV'er mulighed for at finde partnere og investorer til deres intellektuelle ejendomsret, kvalifikationer og viden; påpeger, at forvaltningen af intellektuel ejendomsret kunne være mere professionel på de fleste universiteter;

63.  understreger behovet for at fremskynde bestræbelserne på at fremme et fællesskabspatent, som sikrer en billig, effektiv og virkningsfuld juridisk beskyttelse af høj kvalitet af innovative produkter og tjenester, navnlig for SMV'er, og en fælles patentdomstolsordning;

64.  påpeger, at universiteternes og erhvervslivets fælles deltagelse i offentlige/private partnerskaber, såsom de europæiske teknologiplatforme, de fælles teknologiinitiativer og videns- og innovationssamfundene, kan styrke udnyttelsen af viden og hjælpe EU til at takle de store udfordringer, det står over for; henviser i denne sammenhæng til de eksisterende retningslinjer for ansvarligt partnerskab;

65.  mener, selv om det anerkendes, at ethvert samarbejde kræver en skræddersyet tilgang, og at der findes forskellige former for samarbejdsmekanismer, at det er muligt at lære noget af vellykkede strukturer, eksempler på god praksis og rollemodeller, og at udbredelsen af og adgangen til god praksis og succeshistorier bør øges; understreger især behovet for at tage hensyn til god praksis i innovative virksomheder samt den viden om samarbejdet omkring doktoruddannelsen, der er opnået under det sjette forskningsrammeprogram;

66.  mener, at hvis målsætningen er at styrke forbindelserne mellem erhvervslivet og forskningsinstitutionerne og universiteterne, skal medlemsstaterne og EU fremme inddragelsen af både fonde, hospitaler og offentlige og private universiteter i uddannelsesprocessen og i fremme af forskning;

God praksis

67.  noterer sig og glæder sig over de eksempler på god praksis, der er fundet i og uden for EU, som viser værdien af denne form for samarbejde for alle involverede, og minder om, at der er behov for sådanne eksempler, der kan bidrage til udviklingen af de rigtige betingelser for dialog og øge chancen for succes;

68.  glæder sig over Kommissionens initiativ til udarbejdelse af en fortegnelse over eksisterende former for bedste praksis og opfordrer den til at stille denne fortegnelse til rådighed for alle interesserede parter gennem reel formidling af oplysninger om alle originale former for praksis;

69.  opfordrer Kommissionen til at fremme nye former for strukturerede partnerskaber mellem virksomheder, universiteter og andre undervisnings- og uddannelsessektorer, bl.a. gymnasieskolerne og erhvervsuddannelsesagenturerne, med henblik på at hjælpe navnlig lærere med at holde sig orienteret; finder, at sådanne partnerskaber også kan indebære, at der findes enheder fra sektoren på stedet;

70.  foreslår, at der oprettes et netsted med henblik på udveksling og udbredelse af erfaringer og til kommunikation, hvor der fokuseres på udveksling af bedste praksis og formidling til besøgende af inspiration og konkrete værktøjer og mekanismer til udformning og gennemførelse af samarbejdsprojekter, og understreger betydningen af at anvende nye teknologier til at fremme et tættere samarbejde mellem universiteterne og erhvervslivet;

71.  udtrykker ønsket om, at der - på grundlag af bedste praksis i visse medlemsstater - slås til lyd for en europæisk dag for unge opfindere eller innovationer, opfindelser eller patenter, som unge europæere er ophavsmænd til;

72.  opfordrer Kommissionen til fortsat at fremme dialogen på nationalt, lokalt og regionalt plan med fokus på bedste praksis og sikre, at en sådan dialog involverer alle interesserede parter (f.eks. arbejdsmarkedets parter) og alle former for virksomheder (SMV'er, erhvervsdrivende foreninger og virksomheder med solidarisk økonomi), men også repræsentanter fra tredjelande (ngo'er m.v.) med henblik på at fremhæve den økonomiske og sociale merværdi af samarbejdet mellem de to verdener: universiteterne og erhvervslivet;

73.  opfordrer Kommissionen til - for at sikre sammenhæng mellem EU's foranstaltninger og for at forhindre, at de overlapper hinanden - at have en task force på tværs af generaldirektoraterne til vurdering og udvikling af synergier mellem den nævnte dialog og andre initiativer, idet drøftelserne bør angå såvel politiske prioriteringer som finansieringsmuligheder;

o
o   o

74.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 290 af 4.12.2007, s. 1. (2) EUT C 119 af 28.5.2009, s. 2. (3) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0013. (4) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0423. (5) CdR 157/2009. (6) SOC/347.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 20. maj 2010 om forslag til Rådets forordning om Fællesskabets finansielle bistand med hensyn til nedlukning af blok 1-4 i Kozloduy-kernekraftværket i Bulgarien - »Kozloduy-programmet« (KOM(2009)0581 - C7-0289/2009 - 2009/0172(NLE))

P7_TA(2010)0188 A7-0142/2010

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2009)0581),

–  der henviser til artikel 30 i akten om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af de traktater, som Den Europæiske Union bygger på, vedrørende blok 1-4 i Kozloduy-kernekraftværket i Bulgarien,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Parlamentet om den nukleare sikkerhed i Den Europæiske Union (KOM(2002)0605),

–  der henviser til Euratom-traktatens artikel 203, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C7-0289/2009),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Budgetudvalget og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A7-0142/2010),

1.  godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.  mener, at forslaget til Rådets forordning er foreneligt med loftet for underområde 1a i den flerårige finansielle ramme for 2007-2013, men påpeger, at den resterende margen i underområde 1a for perioden 2011-2013 er meget begrænset; understreger, at finansieringen af nye initiativer ikke må gå ud over igangværende programmer eller initiativer under underområde 1a;

3.  gentager derfor sit krav om, at der forelægges en flerårig strategi for programmet for nedlukning af Kozlodyu-kernekraftværket såvel som for de øvrige politiske prioriteringer under underområde 1a som led i midtvejsrevisionen af den nuværende flerårige finansielle ramme ledsaget af konkrete forslag til justering og revision heraf inden udgangen af første halvår 2010 ved anvendelse af alle disponible mekanismer i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren(1) (IIA af 17. maj 2006), navnlig de mekanismer, der er omhandlet i punkt 21-23;

4.  påpeger, at det årlige beløb til programmet for nedlukning af Kozloduy fastsættes under den årlige budgetbehandling, jf. bestemmelserne i punkt 38 i IIA af 17. maj 2006;

5.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 106a i Euratom-traktaten og artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

6.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

7.  anmoder Rådet om at høre Parlamentet på ny, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

8.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Kommissionens forslag   Ændring Ændring1 Forslag til forordning Betragtning 1 (1)  Bulgarien har givet tilsagn om at lukke blok 1 og 2 samt blok 3 og 4 af Kozloduy-kernekraftværket inden henholdsvis den 31. december 2002 og den 31. december 2006 og om efterfølgende at nedlægge disse blokke. EU har erklæret sig villig til at fortsætte sin finansielle bistand frem til 2009 som en videreførelse af den førtiltrædelsesstøtte, der er ydet under PHARE-programmet, for således at støtte Bulgariens indsats for nedlukningen. (1)  Under tiltrædelsesforhandlingerne i 2005 indvilgede Bulgarien i at lukke blok 1 og 2 samt blok 3 og 4 af Kozloduy-kernekraftværket inden henholdsvis den 31. december 2002 og den 31. december 2006 og i efterfølgende at nedlægge disse blokke. EU har erklæret sig villig til at fortsætte sin finansielle bistand frem til 2009 som en videreførelse af den førtiltrædelsesstøtte, der er ydet under PHARE-programmet, for således at støtte Bulgariens indsats for nedlukningen. EU afgav på daværende tidspunkt tilsagn om, at den finansielle bistand ville blive betragtet som en del af en generel gennemgang af fællesskabsstøtten i perioden 2007-2013. Ændring2 Forslag til forordning Betragtning 2 (2)  I traktaten om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union fra 2005, særlig artikel 30 i akten om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af de traktater, som Den Europæiske Union bygger på, fastsattes med henblik på Bulgariens tilsagn om at lukke blok 3 og 4 af Kozloduy-kernekraftværket et støtteprogram (i det følgende benævnt »Kozloduy-programmet«) med et budget på 210 mio. EUR for perioden 2007-2009. (2)  I traktaten om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union fra 2005, særlig artikel 30 i akten om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af de traktater, som Den Europæiske Union bygger på, fastsattes med henblik på Bulgariens tilsagn om at lukke blok 3 og 4 af Kozloduy-kernekraftværket et støtteprogram (»Kozloduy-programmet«) med et budget på 210 mio. EUR for perioden 2007-2009. Dette program omfatter bistanden til dækning af kapacitetsnedgangen som følge af lukningen af Kozloduy-kernekraftværket. Ændring3 Forslag til forordning Betragtning 2 a (ny) (2a)  Principperne om en solidarisk reaktion fra Unionens side og lige behandling kræver, at der nu såvel som tidligere anvendes en upartisk fremgangsmåde over for medlemsstater, der har brug for finansiel støtte til nedlukning af kernekraftværker som følge af forpligtelsen til at lukke blokke i kernekraftværker, som fastsat i deres tiltrædelsestraktater eller i tilknyttede protokoller. Ændring4 Forslag til forordning Betragtning 4 (4)  Unionen anerkender den indsats og de store fremskridt, Bulgarien har gjort i den nedlukningsforberedende fase af Kozloduy-programmet takket være de fællesskabsmidler, der blev stillet til rådighed frem til 2009, og behovet for yderligere finansiel støtte efter 2009 for at fortsætte det igangværende demonteringsarbejde. (4)  Unionen anerkender den indsats og de store fremskridt, Bulgarien har gjort i den nedlukningsforberedende fase af Kozloduy-programmet takket være de fællesskabsmidler, der blev stillet til rådighed frem til 2009, og behovet for yderligere finansiel støtte efter 2009 for at fortsætte det igangværende demonteringsarbejde i overensstemmelse med tiltrædelsestraktaten fra 2005, men ved anvendelse af de højeste sikkerhedsstandarder. Ændring5 Forslag til forordning Betragtning 5 (5)  Det er ligeledes vigtigt at anvende Kozloduy-kernekraftværkets egne ressourcer, da dette er med til at stille den nødvendige ekspertise til rådighed og på samme tid mindske den tidlige nedluknings sociale og økonomiske virkninger, idet personalet fra det lukkede kernekraftværk fortsat er beskæftiget. Den fortsatte finansielle støtte er derfor vigtig med henblik på at overholde de krævede sikkerhedsstandarder. (5)  Det er ligeledes vigtigt at anvende Kozloduy-kernekraftværkets egne ressourcer, da dette er med til at stille den nødvendige ekspertise til rådighed, øge know-how og færdigheder og på samme tid mindske den tidlige nedluknings sociale og økonomiske virkninger, idet personalet fra det lukkede kernekraftværk fortsat er beskæftiget. Den fortsatte finansielle støtte er derfor vigtig med henblik på at overholde de krævede sikkerheds-, sundheds- og miljøstandarder. Ændring6 Forslag til forordning Betragtning 6 (6)  Unionen anerkender endvidere behovet for finansiel støtte for at komme videre med afhjælpningsforanstaltninger i energisektoren i lyset af den omfattende kapacitetsnedgang, nedlukningen af kernekraftblokkene indebærer, og dens indvirkning på forsyningssikkerheden i området. (6)  Unionen anerkender endvidere behovet for og nødvendigheden af finansiel støtte for at komme videre i retning af en mere energieffektiv økonomi, som vil have positiv indvirkning på forsyningssikkerheden, på elektricitetspriserne samt på mængden af drivhusgasemissioner i Bulgarien. Eftersom der er behov for større fremskridt i Bulgarien, hvad angår endelig bortskaffelse af bestrålede brændselselementer og højradioaktivt affald, og eftersom den endelige bortskaffelse af alle radioaktive stoffer som følge af nedlukningen af atomkraftværket i Kozloduy er en yderst vigtig proces, der skal planlægges omhyggeligt, bør Unionen bistå den bulgarske regering i processen med at identificere de definitive bortskaffelsesløsninger, om fornødent på grundlag af en undersøgelse foretaget af den bulgarske regering, hvad angår sikker endelig bortskaffelse af alle radioaktive stoffer, der er involveret i nedlukningen. Ændring7 Forslag til forordning Betragtning 6 a (ny) (6a)  Nedgangen i produktionskapaciteten som følge af den tidlige lukning af blok 1-4 i Kozloduy-kernekraftværket har medført en betydelig stigning i mængden af drivhusgasemissioner, anslået til 15 TWh i perioden 2011-2013 med en CO2-ækvivalent på ca. 1,2 Gg/GWh, og har for Bulgariens vedkommende resulteret i en yderligere emissionsmængde på ca. 18 000 Gg eller 18 000 kt CO2-ækvivalent, hvilket nødvendiggør yderligere CO2-reduktioner. Ændring8 Forslag til forordning Betragtning 6 b (ny) (6b)  Unionen anerkender behovet for at afhjælpe virkningen af øgede miljøskader og emissioner som følge af erstatningskapaciteten, der primært stammer fra en øget anvendelse af brunkulsværker. Ændring9 Forslag til forordning Betragtning 6 c (ny) (6c)  Afhjælpningsforanstaltninger til at mindske de socio-økonomiske følger af lukningen af blok 1-4 i Kozloduy-kernekraftværket, såsom omskolingsprogrammer for det pågældende personale, således at de kan anvende deres færdigheder inden for andre sektorer, f.eks. industriel forskning eller vedvarende energi, kunne nødvendiggøre finansiel støtte fra EU. Ændring10 Forslag til forordning Betragtning 7 (7)  Derfor bør der på Fællesskabets almindelige budget opføres et beløb på 300 mio. EUR til finansiering af nedlukningen af Kozloduy-kernekraftværket i perioden 2010-2013. (7)   I erkendelsen af den utilstrækkelige tildeling af midler til håndtering af nedlukningsaffald og radioaktivt affald på baggrund af driftsoverskud bør der på Den Europæiske Unions almindelige budget opføres et beløb på 300 mio. EUR til finansiering af nedlukningen af blok 1-4 af Kozloduy-kernekraftværket i perioden 2010-2013. Af denne sum bør 180 mio. EUR bruges til at støtte nedlukningsprogrammet, og de resterende 120 mio. EUR til at finansiere både energieffektivitet og spareforanstaltninger. Ændring11 Forslag til forordning Betragtning 7 a (ny) (7a)  I lyset af Kommissionens forhåndsvurdering af 27. oktober 2009 er støttebeløbet på 180 mio. EUR afsat til følgende projekter: 1) projektstyring, teknisk bistand til gennemførelse af nedlukningsprogrammet; 2) aflønning af eksperter i Kozloduy-kernekraftværket (drift, vedligeholdelse, teknisk bistand, projektstyring), som arbejder med nedlukningen af blok 1-4; 3) bidrag til opførelse af det nationale anlæg til behandling af radioaktivt affald, som er altafgørende for gennemførelsen af nedlukningsprogrammet, især for oplagringen af lav- og mellemaktivt affald i de første 10 år under gennemførelsen; 4) infrastruktur på stedet og behandling af demonteret affald (bl.a. ved yderligere tildeling af midler til projekter, der allerede er i udbudsfasen). Den i projekt 4 nævnte forbedring af infrastrukturen på stedet bør kun omfatte foranstaltninger i forbindelse med nedlukningen af blok 1-4. ________ 1 SEK(2009)1431. Ændring12 Forslag til forordning Betragtning 8 (8)  Betalingsbevillingerne til nedlukning af kernekraftværker på EU's almindelige budget bør ikke forvride konkurrencen mellem elselskaberne på Unionens energimarked. Sådanne bevillinger bør også anvendes til at finansiere foranstaltninger, der kompenserer for tabet af produktionskapacitet i overensstemmelse med gældende ret. (8)  Betalingsbevillingerne til nedlukning af kernekraftværker på EU's almindelige budget bør ikke forvride konkurrencen mellem elselskaberne på Unionens energimarked. Sådanne bevillinger bør også anvendes til at finansiere energieffektivitets- og besparelsesforanstaltninger i overensstemmelse med gældende ret og reglerne for det fælles europæiske energimarkeds funktion. Ændring13 Forslag til forordning Betragtning 10 (10)  Blandt EBRD's opgaver er forvaltning af de offentlige midler, der er afsat til programmerne for nedlukning af nukleare anlæg, og overvågning af den finansielle forvaltning af programmerne, således at de offentlige midler udnyttes bedst muligt. Endvidere gennemfører EBRD de budgetmæssige opgaver, som Kommissionen overlader til den i henhold til finansforordningens artikel 53, stk. 5. (10)  Blandt EBRD's opgaver er forvaltning af de offentlige midler, der er afsat til programmerne for nedlukning af de kernekraftblokke, som var genstand for aftalerne om lukning i forbindelse med tiltrædelsen. EBRD følger op på den finansielle forvaltning af programmerne, således at de offentlige midler udnyttes bedst muligt. Endvidere gennemfører EBRD de budgetmæssige opgaver, som Kommissionen overlader til den i henhold til finansforordningens artikel 53, stk. 5. Ændring14 Forslag til forordning Betragtning 11 (11)  For at opnå størst mulig effektivitet bør nedlukningen af Kozloduy-kernekraftværket ske under anvendelse af den bedste tilgængelige tekniske ekspertise og med behørig hensyntagen til arten af og de teknologiske specifikationer for de blokke, der skal nedlukkes. (11)  For at opnå størst mulig effektivitet og mindske de miljømæssige følger mest muligt bør nedlukningen af blok 1-4 i Kozloduy-kernekraftværket ske under anvendelse af den bedste tilgængelige tekniske ekspertise og med behørig hensyntagen til arten af og de teknologiske specifikationer for de blokke, der skal nedlukkes. Ændring15 Forslag til forordning Betragtning 11 a (ny) (11a)  For at sikre adgang til information, offentlig deltagelse og åbenhed bør alle passende foranstaltninger træffes under nedlukningen af Kozloduy-kernekraftværket for at opfylde de forpligtelser, der er fastlagt i internationale konventioner, som allerede indeholder bestemmelser om de krav, der er nødvendige i national, international og grænseoverskridende sammenhæng, f.eks. konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen af 25. juni 19981). ________ 1 EUT L 124, 17.5.2005, s. 1. Ændring16 Forslag til forordning Betragtning 12 (12)  Nedlukningen af Kozloduy-kernekraftværket vil blive gennemført i overensstemmelse med gældende miljølovgivning, særlig Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet. (12)  Nedlukningen af blok 1-4 af Kozloduy-kernekraftværket vil blive gennemført i overensstemmelse med Bulgariens nationale lovgivning og licensordninger og i overensstemmelse med gældende miljølovgivning, særlig Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet. Ændring17 Forslag til forordning Betragtning 12 a (ny) (12a)  Aktiviteterne i forbindelse med nedlukningen af Kozloduy-kernekraftværket vil blive udført i overensstemmelse med det grundlæggende mål om at beskytte arbejdstagere og befolkningen mod de skadelige virkninger af ioniserende stråling, som er fastlagt i den eksisterende lovgivning, særlig Rådets direktiv 96/29 Euratom af 13. maj 1996 om fastsættelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling1, hvorved det højeste niveau af sikkerhed og beskyttelse for arbejdstagere og befolkningens sundhed sikres. Afhjælpningsforanstaltningerne i energisektoren i form af energieffektivitet og vedvarende energiformer bør støttes af en konkret bulgarsk national strategi. --  ------------- 1 EUT L 159, 29.6.1996, s.1. Ændring18 Forslag til forordning Betragtning 12 b (ny) (12b)  Økonomi- og effektivitetsprincipperne for de tildelte midler bør sikres ved hjælp af evaluering og forvaltningsrevision af de programmer, der tidligere har modtaget støtte. Ændring19 Forslag til forordning Betragtning 13 a (ny) (13a)  Artikel 53d, 108a og 165 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget1 og artikel 35 og 43 i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget2 fastsætter de betingelser, der skal tages hensyn til ved metoden for budgetgennemførelse ved fælles forvaltning. --  ---------- 1 EUT L 248, 16.9.2002, s.1. 2 EUT L 357, 31.12.2002, s.1. Ændring20 Forslag til forordning Betragtning 13 b (nyt) (13b)  Projektet med Kozloduy-kernekraftværket bør tjene som et eksempel, og Kommissionen bør udarbejde et fuldstændigt og nøjagtigt budget for nedlukningen med henblik på en analyse af og et overslag over udgifterne ved fremtidige nedlukninger af kernekraftværker. Ændring21 Forslag til forordning Artikel 1 Denne forordning fastsætter et program med detaljerede regler for gennemførelsen af Fællesskabets finansielle bidrag til nedlukningen af blok 1-4 af Kozloduy-kernekraftværket i Bulgarien og til afhjælpning af konsekvenserne af deres nedlukning (i det følgende benævnt 'Kozloduy-programmet»). Denne forordning fastsætter et program med detaljerede regler for gennemførelsen af Unionens finansielle bidrag til den fortsatte proces med nedlukningen af blok 1-4 af Kozloduy-kernekraftværket i Bulgarien og til afhjælpning af konsekvenserne, hvad angår miljøet, økonomien og forsyningssikkerheden i regionen, af deres tidlige nedlukning (»Kozloduy-programmet«). Ændring22 Forslag til forordning Artikel 2 Fællesskabets bidrag til Kozloduy-programmet ydes med henblik på finansiering af foranstaltninger i forbindelse med nedlukningen af Kozloduy-kernekraftværket, foranstaltninger til genopretning af miljøet i overensstemmelse med gældende fællesskabsret og til modernisering af den konventionelle produktionskapacitet som erstatning for produktionskapaciteten i de fire reaktorer på Kozloduy-kernekraftværket samt andre foranstaltninger, der ligger i forlængelse af beslutningen om at lukke og nedlægge dette værk, og som bidrager til den nødvendige omstrukturering, genopretning af miljøet og modernisering af Bulgariens energiproduktion, -transmission og -distribution og til at øge forsyningssikkerheden og forbedre energieffektiviteten i Bulgarien. Unionens bidrag til Kozloduy-programmet ydes med det primære formål at finansiere foranstaltninger i forbindelse med nedlukningen af blok 1-4 i Kozloduy-kernekraftværket. Der tages endvidere sigte på foranstaltninger til genopretning af miljøet i overensstemmelse med gældende fællesskabsret og til modernisering af produktionskapaciteten som erstatning for produktionskapaciteten i de fire reaktorer på Kozloduy-kernekraftværket samt andre foranstaltninger, der ligger i forlængelse af beslutningen om at lukke og nedlægge disse blokke, og som bidrager til den nødvendige omstrukturering, genopretning af miljøet og modernisering og styrkelse af Bulgariens energiproduktion, -transmission og -distribution og til at øge forsyningssikkerheden og sikre en højere standard for forsyning, energieffektivitet og brug af vedvarende energi i Bulgarien, samtidig med, at man sikrer energibesparende foranstaltninger og fremmer vedvarende energikilder. Der kan også stilles finansiel støtte til rådighed til afhjælpning af den socio-økonomiske overgang i de pågældende samfund, f.eks. gennem udvikling af nye bæredygtige arbejdspladser og industrier. Ændring23 Forslag til forordning Artikel 3 - stk. 1 1.  Det finansielle referencebeløb, der er nødvendigt for gennemførelse af Kozloduy-programmet i perioden fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2013, er på 300 mio. EUR. 1.  Det finansielle referencebeløb, der i henhold til punkt 38 i IIA af 17. maj 2006 er nødvendigt for gennemførelse af Kozloduy-programmet i perioden fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2013, er på 300 mio. euro. Ændring24 Forslag til forordning Artikel 3 - stk. 2 2.  De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag. 2.  De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag og i overensstemmelse med kravene til nedlukningen. Ændring25 Forslag til forordning Artikel 3 - stk. 3 3.  Bevillingerne til Kozloduy-programmet kan revideres i perioden fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2013 i takt med gennemførelsen af programmet, således at det sikres, at programmeringen og tildelingen af ressourcer virkelig baseres på det faktiske betalingsbehov og absorptionsevnen. 3.  Bevillingerne til Kozloduy-programmet revideres hvert år i perioden fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2013 i takt med gennemførelsen af programmet og for at tage højde for de langsigtede indvirkninger på og konsekvenser for miljøet, økonomien og forsyningssikkerheden, som den tidlige lukning af blok 1-4 i Kozloduy-kernekraftværket har, således at det sikres, at programmeringen og tildelingen af ressourcer virkelig baseres på det faktiske betalingsbehov og absorptionsevnen. Ændring26 Forslag til forordning Artikel 5 - stk. 2 2.  Foranstaltningerne under Kozloduy-programmet vedtages i henhold til artikel 8, stk. 2. 2.  Foranstaltningerne under Kozloduy-programmet vedtages i henhold til artikel 8, stk. 2. De overholder EU's regler om offentlige kontrakter. Ændring27 Forslag til forordning Artikel 6 - stk. 1 1.  Kommissionen kan enten direkte ved hjælp af en af sine medarbejdere eller via et kvalificeret eksternt organ efter eget valg foretage en kontrol af anvendelsen af støtten. Kontrollen kan foretages i hele løbetiden for den mellem Fællesskabet og EBRD indgåede aftale om tildeling af fællesskabsmidler til den internationale fond for støtte til nedlukning af Kozloduy-kernekraftværket i en periode på fem år fra datoen for udbetaling af sidste rate af støtten. Resultaterne af disse kontroller kan føre til, at Kommissionen træffer beslutning om tilbagesøgning. 1.  Kommissionen overvåger og kan enten direkte ved hjælp af en af sine medarbejdere eller via et kvalificeret eksternt organ efter eget valg foretage en kontrol af anvendelsen af støtten. Kontrollen kan foretages i hele løbetiden for den mellem Fællesskabet og EBRD indgåede aftale om tildeling af fællesskabsmidler til den internationale fond for støtte til nedlukning af Kozloduy-kernekraftværket, i henhold til Den Internationale Atomenergiorganisation og Det Internationale Energiagenturs regler, i en periode på fem år fra datoen for udbetaling af sidste rate af støtten. Resultaterne af disse kontroller kan føre til, at Kommissionen træffer beslutning om tilbagesøgning. Finansieringen af sådanne kontroller og enhver anden vurdering ligger uden for budgetrammen for bistand til nedlukning. Ændring28 Forslag til forordning Artikel 6 - stk. 2 - afsnit 1 2.  Kommissionens personale og eksterne personer, der har fået mandat fra Kommissionen, skal i det omfang, der er nødvendigt til udførelse af disse kontroller, have adgang til modtagerens kontorlokaler og til alle nødvendige oplysninger, også i elektronisk form. 2.  Kommissionens personale og eksterne personer, der har fået mandat fra Kommissionen, skal i det omfang, der er nødvendigt til udførelse af disse kontroller, have adgang til modtagerens kontorlokaler og til alle nødvendige oplysninger, også i elektronisk form. Kontrollerne omfatter også en undersøgelse af situationen i forbindelse med udstedelsen af nedlukningsgodkendelser. Ændring29 Forslag til forordning Artikel 6 – stk. 2 – afsnit 2 Revisionsretten har samme rettigheder, herunder adgangsrettigheder, som Kommissionen. Revisionsretten og Europa-Parlamentet har samme rettigheder, herunder adgangsrettigheder, som Kommissionen. Ændring30 Forslag til forordning Artikel 7 Kommissionen forestår gennemførelsen af denne forordning og aflægger regelmæssigt beretning herom for Europa-Parlamentet og Rådet. Kommissionen foretager en midtvejsevaluering i overensstemmelse med artikel 3, stk. 3. Kommissionen forestår gennemførelsen af denne forordning og aflægger regelmæssigt beretning herom for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af midler og de gennemførte aktiviteter. Kommissionen foretager en midtvejsevaluering og en efterfølgende evaluering i overensstemmelse med artikel 3, stk. 3, og aflægger beretning om begge for Europa-Parlamentet. Den efterfølgende evaluering skal indeholde et fuldstændigt og nøjagtigt budget over udgifterne ved nedlukningen af et kernekraftværk, således at de fremtidige nedlukningsudgifter kan planlægges. Den skal også omfatte en analyse af de økonomiske, sociale og miljømæssige udgifter med vægten lagt på følgerne af den frigjorte reststråling og følgerne for forsyningssikkerheden. Ændring31 Forslag til forordning Artikel 7 a (ny) Artikel 7a Kommissionen foretager en vurdering af overensstemmelsen med internationale standarder, der mindst skal omfatte områderne regnskab, revision, intern kontrol og procedurer for indgåelse af indkøbsaftaler i henhold til EBRD, inden den undertegner aftalen om bidrag.

(1) EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. maj 2010 om gennemførelsen af synergivirkninger af midler øremærket til forskning og innovation i forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og det syvende rammeprogram for forskning og udvikling i byer og regioner samt i medlemsstaterne og i EU (2009/2243(INI))

P7_TA(2010)0189 A7-0138/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, især afsnit XVII, XVIII og XIX heri,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/ 2006 af 11. juli 2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden(1),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2006/702/EF af 6. oktober 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr.1982/2006/EF af 18. december 2006 om Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013)(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1639/2006/EF af 24. oktober 2006 om et rammeprogram for konkurrenceevne og innovation (2007-2013)(4),

–  der henviser til sin beslutning af 10. maj 2007 om den fremtidige regionalpolitiks bidrag til Den Europæiske Unions innovative kapacitet(5),

–  der henviser til sin beslutning af 24. maj 2007 om viden i praksis: en bredt funderet innovationsstrategi for EU(6),

–  der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om grønbog om territorial samhørighed og status for debatten om den kommende reform af samhørighedspolitikken(7),

–  der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om bedste praksis inden for regionalpolitik og hindringer for anvendelsen af strukturfondene(8),

–  der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om gennemførelsen af strukturfondsforordningen 2007-2013: resultaterne af forhandlingerne om de nationale samhørighedsstrategier og de operationelle programmer(9),

–  der henviser til Europa-Parlamentets undersøgelse med titlen »Synergier mellem EU's syvende forskningsrammeprogram, rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation og strukturfondene (2007)«,

–  der henviser til Europa-Parlamentets undersøgelse med titlen »På vej mod en territorialisering af EU's F&U- og innovationspolitikker«,

–  der henviser til Europa-Parlamentets undersøgelse med titlen »Strukturfondenes støtte til innovation - gennemførelsesudfordringer for 2007-2013 og derefter«,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. august 2007 med titlen »Konkurrencedygtige europæiske regioner takket være forskning og innovation - Et bidrag til større vækst og flere og bedre arbejdspladser (KOM(2007)0474)«,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. december 2007 om medlemsstaternes og regionernes gennemførelse af Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse ved hjælp af EU's samhørighedspolitik, 2007-2013 (KOM(2007)0798),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. maj 2008 om resultaterne af forhandlingerne vedrørende de samhørighedspolitiske strategier og programmer for programmeringsperioden 2007-2013 (KOM(2008)0301),

–  der henviser til Kommissionens 20. årsberetning af 21. december 2009 om gennemførelse af strukturfondene (2008) (KOM(2009)0617),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 14. november 2007 om regioner der gennemfører innovation gennem samhørighedspolitik (SEK(2007)1547),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 24. november 2009 om høring om fremtiden »EU 2020«-strategien (KOM(2009)0647),

–  der henviser til Kommissionens femte statusrapport af 19. juni 2008 om økonomisk og social samhørighed - Voksende regioner, voksende Europa (KOM(2008)0371) (femte statusrapport),

–  der henviser til Kommissionens sjette statusrapport af 25. juni 2009 om økonomisk og social samhørighed - Kreative og innovative regioner (KOM(2009)0295) (sjette statusrapport),

–  der henviser til notat fra det videnskabelige og tekniske forskningsudvalg (Crest) af 4. december 2006 om rapporten med titlen »Lessons for R&D policies on the basis of the national reform programmes and the 2006 Progress Reports« (Erfaringer for F&U-politikker på grundlag af de nationale reformprogrammer og statusrapporterne for 2006) (CREST1211/06),

–  der henviser til Kommissionens vejledning med titlen »Konkurrencedygtige europæiske regioner via forskning og innovation - praktisk guide til EU-finansiering af forskning og innovation«,

–  der henviser til rapport fra Det Europæiske Strategiforum om Forskningsinfrastruktur med titlen »Europæisk køreplan for forskningsinfrastrukturer, rapport 2006«,

–  der henviser til den uafhængige rapport om en reform af samhørighedspolitikken udarbejdet på Kommissionens foranledning med titlen »En dagsorden for en reformeret europæisk samhørighedspolitik« (Fabrizio Barca-rapporten) (2009),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og til udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0138/2010),

A.  der henviser til, at den fornyede Lissabonstrategi prioriterer forskning og innovation højt med henblik på at leve op til udfordringer som klimaforandringer og stigende global konkurrence; der endvidere henviser til, at det i efterkriseperioden er vigtigere end nogensinde at stimulere vækst og beskæftigelse via forskning og innovation, hvilket udgør et kernemål i den foreslåede EU 2020-strategi,

B.  der henviser til, at alle samfundslag har behov for at gennemføre forskning og innovation, og at formålet hermed skal være at forbedre befolkningens sociale og økonomiske forhold,

C.  der henviser til, at EU-støtte til forskning og innovation primært ydes via forskning, innovation og samhørighedspolitik, og at de vigtigste instrumenter hertil er strukturfondene, det syvende rammeprogram for forskning (FP7) og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP),

D.  der henviser til, at samhørighedspolitik er et væsentligt element i den europæiske integrationsproces og en af de mest succesrige EU-politikker, der fremmer konvergens mellem stadigt mere forskellige regioner og stimulerer vækst og beskæftigelse,

E.  der henviser til, at innovation mest effektivt tages op på regionalt niveau, hvor aktørerne er tæt på, som f.eks. universiteter, offentlige forskningsorganisationer eller industrien, ved at fremme partnerskaber til videnoverførsel og udveksling af god praksis mellem regionerne,

F.  der henviser til, at Fællesskabets anden strategiske retningslinje for samhørighed for perioden 2007-2013 henviser til en forbedring af viden og innovation med henblik på vækst, og at 25 % af den samlede bevilling derfor er blevet afsat,

G.  der henviser til, at kompleksiteten af de aktuelle udfordringer kræver en integreret blanding af disse politikker, og at vidensamfundet kræver mere end blot en sammenlægning af aktiviteterne i de forskellige sektorer, en synergi mellem aktører og instrumenter, som er afgørende, således at de styrker hinanden og støtter en bæredygtig gennemførelse af forsknings- og innovationsprojekter, der giver en bedre udnyttelse af forskningsresultaterne i form af konkrete produktidéer i regionerne,

H.  der henviser til, at selv om visse elementer i opbygningen af disse instrumenter, som f.eks. den samme tidsramme og tilpasning til Lissabondagsordenen, giver mulighed for synergier, er der stadig forskelle, som f.eks. forskellige retsgrundlag, tematisk kontra territorialt fokus og delt kontra centraliseret forvaltning,

Samhørighedspolitik, der opfylder forsknings- og innovationsmål

1.  glæder sig over, at alle medlemsstater i 2007-2013 i overensstemmelse med Fællesskabets nye strategiske retningslinjer for samhørighed afsatte et betydeligt beløb af deres samlede finansielle tildelinger til F&U, innovation og udvikling af en videnbaseret økonomi, hvilket har ført til 246 nationale eller regionale operationelle programmer med ca. 86 mia. EUR afsat til forskning og innovation, hvoraf 50 mia. EUR allerede er blevet afsat til primært F&U og innovation; påpeger, at samhørighedspolitik er blevet en væsentlig kilde til EU-støtte til dette område i konkurrence med budgettet for både det syvende rammeprogram (50,5 mia. EUR) og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (3,6 mia. EUR); påpeger effektiviteten ved og muligheden af at fastsætte kvantificerede mål, hvad angår de beløb der afsættes til forsknings- og udviklingsudgifter;

2.  glæder sig over, at der findes nye finansieringsmetoder og understreger potentialet i Jeremie-initiativet og Kommissionens og Den Europæiske Investeringbank-Gruppes finansieringsfacilitet for risikodeling, der øger innovative virksomheders finansieringsmuligheder; opfordrer regionale aktører til at udnytte disse nye muligheder som et supplement til strukturfondsfinansieringen; understreger i denne forbindelse behovet for en effektiv koordinering af offentlige og private investeringer;

3.  afventer Kommissionens strategiske rapport jf. artikel 30, stk. 2, i den generelle forordning; finder, at rapporten vil give en omfattende oversigt over medlemsstaternes resultater med hensyn til opfyldelsen af målene for perioden 2007-2009 og vil danne grundlag for drøftelsen af samhørighedspolitikkens fremtidsudsigter;

4.  gentager behovet for en integreret tilgang til specifikke politikker i EU med hensyn til forvaltning på flere myndighedsniveauer; understreger, at et funktionelt flerniveauforvaltningssystem er en forudsætning for effektivt at fastsætte og gennemføre øremærkede mål; gør opmærksom på, at de nationale og regionale myndigheder har ansvar for gennemførelsen af strukturfondene, mens CIP og RP7 forvaltes centralt af Kommissionen; er bekendt med den administrative mangfoldighed i medlemsstaterne og mener, at det er vigtigt at bestemme, hvilket beslutningstagningsniveau der er mest effektivt for borgerne;

5.  mener, at det er vigtigt at koordinere fællesskabspolitikker, der spiller en rolle i opnåelsen af økonomisk, social og territorial samhørighed; mener, at det er nødvendigt at undersøge deres virkning på EU's territorium og på samhørigheden nærmere med henblik på fremme effektive synergier og fastlægge og fremme den mest hensigtsmæssige måde at støtte lokale og regionale investeringer i innovation på EU-niveau; erindrer om behovet for at tage højde for de forskellige sociale og økonomiske omstændigheder i de tre regionstyper (konvergens, overgang og konkurrenceevne) og forskellene i den kreative og innovative kapacitet og iværksætterånd; understreger i denne forbindelse, at investering i F&U og ligeledes i innovation, uddannelse og ressourceeffektive teknologier vil være til gavn for de traditionelle sektorer og landdistrikter samt for højt kvalificerede serviceøkonomier og derfor vil styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed;

6.  understreger byers store potentiale til at videreføre forskning og innovation; mener, at en mere intelligent bypolitik på grundlag af teknologiske fremskridt og i betragtning af at 80 % af europæerne bor i byer, hvor også de største sociale forskelle findes, vil bidrage til en bæredygtig økonomisk vækst; opfordrer derfor til at integrere den bymæssige dimension i den fremtidige samhørighedspolitik;

Synergier mellem strukturfondene, RP7 og CIP

7.  anerkender, at samhørighedspolitikken via øremærkningerne for 2007-2013 bedre er i stand til at skabe synergier med forsknings- og innovationspolitikkerne, og at den territoriale dimension samtidig er blevet stadigt vigtigere i RP7 og CIP; opfordrer til, at der tages højde for en resultatbaseret øremærkningsmekanisme med et stærkere tematisk fokus, der giver mulighed for hensigtsmæssige politiske løsninger på de nye udfordringer;

8.  bemærker, at udgifterne til F&U&I under rammeprogrammet på nuværende tidspunkt afsættes på grundlag af ekspertisekriteriet, hvilket medfører at deltagerne får en mere konkurrencepræget adgang i praksis, der kræver stor teknisk kapacitet og viden om administrative og finansielle procedurer; understreger, at denne situation skaber en stærk koncentration i økonomiske klynger og de bedst stillede EU-regioner og således begrænser skabelsen af positive synergier i gruppen af regioner og medlemsstater, der bevæger sig i den rigtige retning, men endnu ikke har nået målet; understreger, at de stigende regionale forskelle med hensyn til forsknings- og innovationspotentiale og opretholdelsen af politisk konsekvens er udfordringer, som skal tages op inden for rammerne af både samhørigheds-, forsknings- og innovationspolitikken, uanset det forhold at gennemførelsesorganerne befinder sig på forskellige niveauer (overnationalt, nationalt og regionalt) og styres af forskellige motiver (f.eks. konsekvens kontra ekspertise);

9.  understreger, at effektiv innovation afhænger af de opnåede synergiers nærhed og beklager, at de eksisterende muligheder for sådanne synergier i finansieringen stadig ikke er særligt kendte; opfordrer regionerne, som er hovedaktørerne med hensyn til evnen til information og analyse, og medlemsstaterne til at øge bestræbelserne på at forbedre kommunikationen; påpeger, at effektive synergier forudsætter komplekse forbindelser mellem de aktører, der frembringer, distribuerer, fremmer og gennemfører forskellige former for viden; understreger ligeledes, at de nationale, regionale og lokale organer, der forvalter RP7, CIP og strukturfondene, skal være bekendt med de muligheder, som hvert af disse instrumenter giver, og anmoder om en bedre koordination mellem disse aktører og politikker;

10.  understreger, at interventioner målrettet mod forskning og innovation bør udnytte regionale aktiver og kapaciteter og indgå i en regional innovationsstrategi baseret på intelligent innovation; mener, at sådanne strategier kræver, at regionerne og byerne i EU kommer til at spille en større rolle, og at der fastsættes og gennemføres nationale prioriteter; opfordrer derfor til at overveje at genindføre innovative foranstaltninger inden for strukturfondene med henblik på at fremme regionale innovationsstrategier;

11.  noterer sig de eksisterende muligheder for kombineret finansiering; understreger imidlertid, at blandet finansiering ikke er tilladt mellem strukturfonde og rammeprogrammer; understreger endvidere, at instrumenterne kan kombineres, så de omfatter enten supplerende, men separate, aktiviteter, som det er tilfældet med forskningsinfrastrukturen, eller fortløbende dele af forbundne projekter, som f.eks. udviklingen af og opfølgningen på en ny forskningsidé, samt projekter inden for det samme netværk eller den samme klynge;

12.  mener, at forbuddet mod blandet finansiering fra strukturfondene og rammeprogrammerne hindrer regionerne i at anvende begge instrumenter samtidig, og at effektive »bottom-up«-strategier både på regionalt og nationalt plan ville kunne bidrage til at fjerne lakuner og imødegå overlapninger i forbindelse med finansiering fra strukturfondene, RP7 og CIP;

13.  understreger, at synergi især er effektiv i forbindelse med kapacitetsopbygning; henviser i denne forbindelse til forvaltningen af projektfinansieringen i Det Europæiske Strategiforum for Forskningsinfrastrukturer (ESFRI) og behovet for at koordinere EU's prioriteter for forskningsstøtte på regionalt og nationalt plan;

14.  understreger, at synergi går videre end til supplerende projektfinansiering; mener, at kapacitetsopbygning, netværksrelationer og videnoverførsel er en vigtig form for synergi og noterer sig, at alle instrumenter giver mulighed for sådanne udvekslinger;

15.  bemærker, at de nuværende synergier set ud fra den direkte støttemodtagers synspunkt afhænger af støttemodtagerens organisatoriske og strategiske evne til at kombinere støtte fra forskellige EU-instrumenter; opfordrer de regionale aktører til at skabe regionale strategier, som kan gøre det lettere at kombinere støtten;

16.  anbefaler, at medlemsstaterne og Kommissionen tildeler tilstrækkelige midler fra strukturfondene til forskning og innovation, navnlig bæredygtig innovation, og styrker forskningskapaciteten; understreger behovet for at fremme og anvende vellykkede modeller i videntrekanten og til at sikre en bæredygtig udvikling af regional forskning og strategiske rammer for innovation i samarbejde med virksomheder, forskningscentre, universiteter og offentlige myndigheder; fremhæver videnintensive regionale innovationsklyngers potentiale for at mobilisere regional konkurrenceevne og glæder sig over, at etablering af klynger er medtaget i både CIP og RP7 (videnbaserede regioner i RP7); understreger de nye viden- og innovationsfællesskaber (VIF'er), der er oprettet under Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT), og som forbinder førende europæiske videnintensive regionale klynger; bemærker, at videnudveksling i regionale klynger også kan fremmes af strukturfondene; understreger, at disse klynger udgør en stor mulighed, særlig for ugunstigt stillede regioner;

17.  opfordrer de regionale og lokale myndigheder til at udnytte strukturfondene bedre i forbindelse med opbygningen af forsknings-, videns- og innovationskapacitet i deres regioner, f.eks. ved at etablere en forskningsinfrastruktur, der gør dem i stand til at deltage i EU's forsknings- og innovationsaktiviteter; tilskynder regionerne til at fastsætte prioriteter inden for strukturfondene til forskning og udvikling, som kompletterer prioriteterne for RP7 til langsigtet planlægning på regionalt plan for at opnå synergier mellem finansieringsinstrumenter, der indholdsmæssigt supplerer hinanden;

18.  fremhæver, at det er vigtigt at analysere, dele og integrere bedste praksis vedrørende synergier mellem de politiske instrumenter; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens bestræbelser på at forbedre samarbejdet på tværs af tjenestegrenene og opfordrer den til at fremskynde den regionale analyse af potentialet og behovene for forskning og innovation, særlig hvad angår indsamlingen af tilgængelige kvalitative data, samt analysen af samspillet mellem instrumenterne i evalueringsundersøgelserne af de tre instrumenter, således at der kan gives fælles vejledning;

19.  bemærker med tilfredshed den praktiske guide til EU-finansiering af forskning og innovation; anbefaler, at sådanne vejledninger i fremtiden udleveres straks efter lovgivningens ikrafttrædelse; afventer Kommissionens arbejdsdokument, der indeholder eksempler på synergier i praksis; opfordrer Kommissionen til at fungere som formidler og fremme udvekslingen af god praksis samt til at vurdere muligheden for at stille yderligere ekspertstøtte til rådighed vedrørende mulighederne for at opnå fællesskabsstøtte i form af ex ante-vejledninger og en »brugerhåndbog« for den praktiske forvaltning og administration af forsknings- og innovationsprojekter med henblik på at nå de tilsigtede resultater;

20.  opfordrer Kommissionen til at forenkle bureaukratiet for RP7 og CIP med henblik på at styrke synergier med strukturfondene;

21.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse af, hvordan det kan gøres lettere at ansøge om støtte under de forskellige programmer ved hjælp af computerprogrammer med standardiserede manualer;

22.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte sine aktiviteter, der sigter mod at udvikle synergi, og til at holde Europa-Parlamentet underrettet om udviklingen heraf, især om udviklingen i det vertikale samarbejde mellem EU og nationale og regionale enheder;

23.  støtter et udvidet samarbejde mellem nationale RP7-kontaktpunkter, ledere af F&U-programmer og innovationskontorer, da det vil åbne op for, at forskellige aspekter eller faser af forsknings- og innovationsprojekter kan modtage støtte fra forskellige kilder;

Anbefalinger med henblik på den næste programmeringsperiode

24.  glæder sig i udkastet til EU 2020-strategien over vægten på uafhængigheden mellem politikkerne, betydningen af politisk integration og behovet for bedre synergier og stærkere partnerskab i udformningen og gennemførelsen af offentlige politikker; opfordrer til, at der tages hensyn til det behov, byerne og regionerne har givet udtryk for, for en mere omfattende ramme på de tre politikområder, herunder en teknisk kontaktstruktur i Kommissionen til overvågning og koordinering af synergier til innovations- og forsknings- og udviklingsprogrammer, og for at blive inddraget i udformningen og gennemførelsen af EU-finansieringsinstrumenter og bestemmelser om statsstøtte; opfordrer desuden til, at territorial samhørighed skal spille en særlig rolle i denne forbindelse;

25.  mener, at fremtidige F&U&I-programmer bør supplere den nationale indsats ved at målrette dem og gøre dem mere dynamiske med henblik på at genoplive den vejledende rolle og multiplikatoreffekt, som viden, innovation, udvikling og national investering i F&U&I har;

26.  understreger, at det for at konsolidere viden og innovation som drivkraft i den fremtidige økonomiske vækst er nødvendigt at forbedre uddannelsens kvalitet, bygge videre på forskningsresultaterne, fremme innovation og videnoverførsel i hele EU, udnytte ikt mest muligt, sikre, at innovative idéer bliver afspejlet i nye produkter og tjenesteydelser, som fremmer vækst og arbejdspladser af høj kvalitet og bidrager til at tage fat på udfordringerne med samfundsmæssige forandringer i Europa og resten af verden, tilskynder til iværksætterkultur, prioriterer brugernes behov og markedsmulighederne og sikrer en tilgængelig og tilstrækkelig finansiering, i hvilken strukturfondene spiller en central rolle;

27.  støtter de tre flagskibsinitiativer i EU 2020-strategien til gennemførelse af intelligent vækst, dvs. en innovationsunion, Youth on the move og en digital dagsorden for Europa, i hvis gennemførelse strukturfondene kommer til at spille en central rolle;

28.  mener, at en stærk og velfinansieret europæisk regionalpolitik, som er til gavn for alle EU-regioner, er en afgørende forudsætning for at opfylde målene i EU 2020-strategien med henblik på at sikre intelligent, bæredygtig og integrativ vækst med høj beskæftigelse og produktivitet og for at opnå social, økonomisk og territorial samhørighed; understreger i denne forbindelse betydningen af EU 2020-strategien for forskning og innovation;

29.  understreger behovet for at revidere og konsolidere den rolle, som de EU-instrumenter, der støtter innovation, spiller, dvs. strukturfondene, ELFUL, rammeprogrammet for forskning og udvikling og CIP og Set-planen, med henblik på at forenkle de administrative procedurer, gøre adgangen til finansiering lettere, særlig for SMV'er, og indføre innovative incitamentmekanismer med henblik på at nå målene i forbindelse med intelligent, bæredygtig og integrativ vækst samt fremme et tættere samarbejde med EIB;

30.mener, at strukturfondene er det rette instrument til at støtte de lokale og regionale myndigheder i deres bestræbelser på at fremme kreativitet og innovation; understreger behovet for større fleksibilitet for at sikre en hurtig anvendelse af disse midler til fremme af virksomhedsinitiativer; understreger i denne forbindelse merværdien af samhørighedspolitikken, særlig i vid udstrækning for små og mellemstore virksomheder, idet den tilbyder let tilgængelig støtte og giver øget adgang til forskning, teknologioverførsel og innovation orienteret mod praktisk anvendelse;

31.  anbefaler, at alle de midler, der ikke anvendes i en bestemt region under N+2 og N+3, tildeles til regionalt baserede projekter og fællesskabsinitiativer;

32.  minder om, at territorial samhørighed har en horisontal karakter inden for flere sektorer, og at EU's politikker derfor skal bidrage til dens gennemførelse; gentager, at dette koncept ikke er begrænset til virkningerne af regionalpolitikken, men også fokuserer på koordinering med andre EU-politikker, der er målrettet mod bæredygtig udvikling og giver mærkbare resultater på regionalt niveau med henblik på at udvikle og fuldt ud at udnytte de specifikke former for regionalt potentiale og øge deres effekt på stedet for derigennem at fremme regionernes konkurrenceevne og tiltrækningskraft og opnå territorial samhørighed; mener, at koncentration, samarbejde og forbindelse er hjørnestenene i territorial samhørighed med henblik på at opnå en mere afbalanceret territorial udvikling i EU;

33.  fremhæver behovet for stedbaserede politikker og mener, at byerne og regionerne bør stræbe efter intelligent og bæredygtig specialisering ved at definere nogle innovationsprioriteter baseret på EU's målsætninger og deres behov som fastsat i deres regionale innovationsstrategier og koncentrere øremærkede EU-midler om disse udpegede prioritetsområder; er af den opfattelse, at regionale beslutningstageres og iværksætteres evne til at tiltrække og gøre viden til en bæredygtig konkurrencedygtig fordel er afgørende for en regions økonomiske resultat, hvilket også har en merværdi for de tilstødende regioner, herunder dele af nabomedlemsstaterne;

34.  påpeger, at forskning og innovation, især hvad angår udviklingen af CO2-fattige eller CO2-frie emissioner og energibesparelser, er af afgørende betydning for tacklingen af de globale udfordringer, såsom klimaforandringer og energiforsyningssikkerhed, og også for forbedringen af konkurrenceevnen på regionalt og lokalt plan;

35.  støtter forslaget fra Regionsudvalget om at oprette et »virtuelt kreativitetsnetværk«, som skal være åbent for alle (virksomheder, lokale og regionale myndigheder, statslige offentlige myndigheder, den private sektor og borgerne) og tilbyde rådgivning, bistand og adgang til risikovillig kapital og tekniske tjenesteydelser; understreger, at et virtuelt netværk endvidere har den fordel, at det giver indbyggerne på øerne, i regionerne i den yderste periferi, landdistrikterne, bjergområderne og tyndt befolkede områder lettere adgang til ekspertrådgivning, uddannelse og information, erhvervsstøtte og økonomisk vejledning;

36.  påpeger, at tværnationalt samarbejde er essensen i RP7 og CIP, og at territorialt samarbejde (via tværnationale, tværregionale og grænseoverskridende programmer) indarbejdes i strukturfondene; opfordrer Kommission til at styrke det europæiske mål om territorialt samarbejde i fremtiden ved at indarbejde det yderligere; opfordrer Kommissionen til at vurdere, om det er muligt at styrke det territoriale samarbejde på innovationsområdet inden for hvert af samhørighedspolitikkens mål; påpeger, at bedre viden om resultaterne af RP7 og CIP på regionalt plan vil gøre den praktiske koordination mellem EU's regionalpolitik og disse programmer lettere; opfordrer indtrængende Kommissionen til at rette særlig opmærksomhed mod en sådan koordinering; tilskynder medlemsstaterne til at træffe yderligere foranstaltninger for effektivt tværnationalt samarbejde ved at udvikle sammenhængende regionale og nationale strategier til opnåelse af synergier; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til også at fremme udviklingen af data om dette område og adgangen til dem;

37.  understreger, at der under det syvende rammeprogram ydes støtte til tværnationalt samarbejde i dets forskellige former både inden for og uden for EU på en række temaområder, der svarer til de primære viden- og teknologiområder, på hvilke det er nødvendigt at støtte og konsolidere forskning af høj kvalitet for at tackle de sociale, økonomiske, miljømæssige og industrielle udfordringer, som Europa står overfor;

38.  opfordrer Kommissionen til at undersøge virkningen af de forenklingsforanstaltninger, som allerede er truffet vedrørende forvaltningen af strukturfondene, med henblik på at planlægge den fremtidige lovgivningsmæssige ramme;

39.  anerkender, at både delt og centraliseret forvaltning kræver særlige regler, og at der er fordele ved både top-down-tilgangen i RP7 og CIP og bottom-up-tilgangen i strukturfondene; understreger imidlertid, at der er behov for at harmonisere reglerne, procedurerne og praksisserne (bestemmelser vedrørende støtteberettigelse, standardenhedsomkostninger, engangsbeløb osv.) for de forskellige instrumenter og for at sikre bedre koordinering (af tidsplaner for indkaldelser af forslag, emner og indkaldelsesformer); opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne i denne forbindelse, uden at dette berører medlemsstaternes og regionernes beføjelser i henhold til delt forvaltning, og samtidig opfordre til en administrativ kultur, som fremmer en tværfaglig tilgang via fælles tværsektorielle strategier på en række emneområder og via en fortsat dialog mellem forskellige politiske kredse med henblik på at styrke den politiske konsekvens; opfordrer Kommissionen til at forenkle administrationen af de pågældende midler og anmoder om, at begge støttesøjlers specifikke styrker fremmes, samtidig med at der anvendes synergier, og at deres effekt øges;

40.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at den kommende forsknings- og innovationsplan vil blive udarbejdet med henblik på en styrkelse af synergierne mellem strukturfondene og rammeprogrammerne for forskning og innovation (RP7, CIP);

41.  gentager sin opfordring til Kommissionen om at udarbejde særlige vurderingskriterier for bedømmelsen af innovative projekter og til at overveje at foreslå fremtidige lovgivningsmæssige incitamenter med henblik på gennemførelsen af innovationsforanstaltninger;

42.  ser et klart behov for større regional ekspertise med hensyn til ansøgninger om finansiering, administrative og finansielle procedurer, forvaltning af midler og finansieringsteknik; opfordrer Kommissionen til at undersøge, om det er muligt at tilvejebringe yderligere særlig støtte og sikre et tættere samarbejde mellem Enterprise Europe Network og de myndigheder, der forvalter strukturfondene, og en tættere forbindelse mellem Lead Market-initiativet, teknologiske platforme og regionale teknologiske køreplaner;

43.understreger betydningen af at tage højde for lige muligheder i forbindelse med vurderingen af projekters bæredygtighed og beslutningen om adgang til finansiering fra strukturfondene og andre fællesskabsinstrumenter;

44.  understreger vigtigheden af bedre assistance til gennemførelsen af politikker og programmer, som styrker synergien i kæden forsknings- og udviklingsinfrastrukturer - innovation - jobskabelse;

45.  mener, at væsentlige forskningsinfrastrukturer, der medfinansieres af strukturfondene, bør underkastes en mere omfattende evaluering af en international peer review-bestyrelse, hvilket vil bidrage til en mere effektiv udnyttelse af øremærkede strukturfondsmidler;

46.  er overbevist om, at et tilsagn fra de politiske ledere både er en nødvendig forudsætning for en konsekvent forsknings- og innovationspolitik og et middel til at forbedre den; opfordrer i denne henseende til at etablere en strategisk forsknings- og innovationspolitisk ramme, der kan tilpasses fremskridt, nye informationer og ændrede omstændigheder og er i overensstemmelse med de nationale mål og prioriteter for økonomisk og social udvikling;

47.  gentager, at de uformelle mekanismer for territorial samhørighed og fysisk planlægning i Rådet bør erstattes af mere formelle strukturer; er af den opfattelse, at denne udvikling ledsaget af oprettelsen og styrkelsen af integrerede strukturer på tværs af temaerne vil resultere i en bedre koordination af politikkerne;

o
o   o

48.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 210 af 31.7.2006, s. 25. (2) EUT L 291 af 21.10.2006, s. 11. (3) EUT L 412 af 30.12.2006, s. 1. (4) EUT L 310 af 9.11.2006, s. 15. (5) Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0184. (6) Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0212. (7) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0163. (8) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0156. (9) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0165.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. maj 2010 om de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i forbindelse med økonomisk genopretning (2010/2038(INI))

P7_TA(2010)0190 A7-0147/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens personale af 12. august 2009 om de offentlige finanser i ØMU - 2009 (SEK(2009)1120),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2009 om de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i forbindelse med økonomisk genopretning (KOM(2009)0545),

–  der henviser til Kommissionens henstilling til Rådet af 28. januar 2009 om ajourføringen i 2009 af de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker og gennemførelsen af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (KOM(2009)0034),

–  der henviser til sin beslutning af 18. november 2008 om ØMU@10: resultater og udfordringer efter 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union(1),

–  der henviser til sin beslutning af 11. marts 2009 om en europæisk økonomisk genopretningsplan(2),

–  der henviser til sin beslutning af 13. januar 2009 om de offentlige finanser i ØMU i 2007-2008(3),

–  der henviser til sin beslutning af 9. juli 2008 om ECB's årsberetning 2007(4),

–  der henviser til henstillingerne fra topmødet i Pittsburgh, der opfordrer til at fortsætte indsatsen for at støtte væksten, indtil genopsvinget er konsolideret,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Budgetudvalget (A7-0147/2010),

A.  der henviser til den bekymring, der gives udtryk for i Kommissionens meddelelse vedrørende de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i forbindelse med store underskuds- og gældsniveauer, særlig i lyset af befolkningens aldring, og der henviser til, at virkningen af aldringen på holdbarhedsgabet i de fleste medlemsstater beregnes som 5-20 gange større end virkningerne af den nuværende økonomiske krise,

B.  der henviser til, at stabilitets- og vækstpagten på trods af revisionen i 2005 ikke har været tilstrækkelig til at forhindre den aktuelle krise,

C.  der henviser til nødvendigheden af hurtigt at få lavet en uddybende undersøgelse af EU's faldende fødselstal og af dette fænomens årsager og konsekvenser, således at denne bekymrende udvikling kan blive vendt,

D.  der henviser til, at en finanspolitik ikke er holdbar, hvis den indebærer en for stor akkumulation af offentlig gæld med tiden,

E.  der henviser til, at det i betragtning af prognoserne i meddelelsen og den omstændighed, at den aldrende befolkning vil få alvorlige konsekvenser for den langsigtede holdbarhed af de europæiske landes offentlige finanser, er passende med en politisk tidshorisont frem til 2060,

F.  der henviser til, at stigningerne i medlemsstaternes gæld og underskud i løbet af krisen og den forventede befolkningsudvikling vil gøre finansiel holdbarhed til en akut udfordring,

G.  der henviser til, at de langsigtede demografiske ændringer, særlig en aldrende befolkning, i alle EU-medlemsstaterne har følger for finansieringen af de nationale pensionsordninger,

H.  der henviser til, at nogle af medlemsstaterne ikke har gjort nok for at nedbringe deres driftsudgifter, få kontrol over deres sundhedsudgifter og reformere deres sundheds- og pensionssystemer, og til nødvendigheden af at alle medlemsstater får indført en bedre praksis inden for disse områder,

I.  der henviser til, at underskuddene og gældskvoterne i alle medlemsstaterne voksede i 2009 som følge af den nedgangen i skatteindtægterne, der skyldtes krisen og gennemførelsen af særlige genopretningsforanstaltninger,

J.  der henviser til, at Det Europæiske Råd i forbindelse med de første tegn på økonomisk genopretning i september 2009 henstillede, at finanspolitikken »gradvis omlægges med henblik på bæredygtighed«, og opfordrede til at »udforme exitstrategier, som gennemføres, så snart genopretningen slår igennem, under hensyntagen til de enkelte landes særlige situation«,

K.  der henviser til, at der i den seneste tid har kunnet konstateres en positiv sammenhæng mellem sunde offentlige finanser og et lands økonomiske modstandskraft,

L.  der henviser til, at den stigende offentlige gæld lægger en stor byrde på kommende generationer,

M.  der henviser til, at den offentlige gæld i nogle medlemsstater er steget på en måde, der undergraver stabiliteten og medfører store offentlige udgifter til rentebetalinger på bekostning af de stigende udgifter til sundheds- og pensionssystemerne,

N.  der henviser til, at statens stigende lånebehov fordrejer de finansielle markeder ved at skabe forhøjede rentesatser, hvilket har negative konsekvenser for husstandene og investeringerne i nye job,

O.  der henviser til, at mangel på effektiv statistisk styring eller uafhængige statistiske institutioner i medlemsstaterne underminerer de offentlige finansers integritet og holdbarhed,

P.  der henviser til, at andre dele af verden, som indtil for nylig konkurrerede ved at fremstille lavkvalitetsvarer, nu er ved at trænge ind i højkvalitetssegmenterne, og der henviser til, at disse konkurrenter anvender avanceret teknologi, samtidig med at de stadig betaler en moderat timeløn og ikke skal slås med en ugunstig befolkningstendens, og at den enkelte har et stort antal samlede arbejdstimer i løbet af deres levetid; der henviser til, at der i Europa sidst var fuld beskæftigelse før oliekrisen i 1973, og der henviser til, at fuld beskæftigelse fortsat er et mål, som EU skal tilstræbe i overensstemmelse med traktaterne, uden dog at gå på kompromis med dets høje niveau af social beskyttelse og menneskelig udvikling,

Q.  der henviser til, at holdbarhedsgabet kan reduceres på forskellige måder, f.eks. ved at øge den generelle produktivitet, og først og fremmest ved at øge velfærdsydelsernes produktivitet, ved at forhøje pensionsalderen, ved at øge fødselstallet eller ved at øge antallet af immigranter,

R.  der henviser til, at den demografiske udvikling afhænger af fertilitetskvotienten, som i høj grad afhænger af incitamenter og støtte til barselsorlov og migrationsstrømmene,

S.  der henviser til, at de nuværende gælds- og underskudsniveauer er en trussel mod velfærdsstatens eksistens,

T.  der henviser til, at den manglende gennemførelse af strukturreformer og konsolidering af de offentlige finanser vil få en negativ virkning på udgifterne til sundhedspleje, pensioner og beskæftigelse,

U.  der henviser til, at mange medlemsstater ikke overholder stabilitets- og vækstpagten, og der henviser til, at en korrekt overholdelse af den ville have afbødet krisens negative virkninger,

V.  der henviser til, at offentlige finansers holdbarhed ikke blot er afgørende for Europa generelt, men også specifikt for Den Europæiske Unions budget,

W.  der henviser til, at Den Europæiske Unions budget ganske vist for øjeblikket er begrænset til ca. 1 % af det samlede europæiske BNP, men at de generelle principper og underliggende antagelser for holdbarhed på trods heraf også skal gælde for det,

1.  er dybt bekymret over de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i tiden efter den finansielle og økonomiske krise; erindrer om, at indsatsen inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten før krisen i meget høj grad sigtede på at tage fat på den stigende demografiske udfordring; anerkender, at en stor del af denne indsats er blevet fejet til side, fordi det var nødvendigt at øge de offentlige udgifter drastisk for at forhindre en verdensomspændende nedsmeltning af det finansielle system og for at afbøde de sociale konsekvenser af denne nedsmeltning;

2.  beklager, at selv før krisen begyndte, var en række medlemsstaters resultater af konsolideringen af deres offentlige finanser ikke imponerende, selv om de økonomiske betingelser var gunstige; understreger, at dette var en krænkelse af stabilitets- og vækstpagtens forebyggende dimension, særlig efter omformuleringen af den i 2005, og det mindskede i høj grad medlemsstaternes evne til at udligne konjunkturerne, efterhånden som krisen udviklede sig, hvilket førte til større usikkerhed, højere arbejdsløshed og stigende sociale problemer;

3.  er klar over, at de nuværende offentlige udgiftsniveauer ikke kan fastholdes på ubestemt tid; glæder sig over Det Europæiske Råds beslutning om at afstå fra at vedtage en opfølgningspakke med hjælpeforanstaltninger, før resultaterne af den nuværende pakke er blevet grundigt analyseret, og der klart er påvist et behov for at tage yderligere skridt;

4.  anerkender, at de foranstaltninger, der skulle forhindre en nedsmeltning af den finansielle sektor, var vellykkede, selv om det stadig er afgørende at være årvågen; forventer et fald i den finansielle byrde i forbindelse med redningen af banksektoren; værdsætter centralbankernes samordnede strategi for at nå dette mål; støtter fuldt ud reformen af tilsynssystemet og revisionen af den finansielle struktur;

5.  understreger, at formålet med stabilitets- og vækstpagten med tiden skal være balance eller overskud, hvilket kræver overskud i økonomisk gode tider og pensionsordninger, der er gennemsigtigt finansieret, inden for de offentlige budgetter eller ved hjælp af støttede private ordninger;

6.  påpeger, at de offentlige finansers langsigtede holdbarhed er af stor betydning for stabilitet og vækst og for at fastholde passende offentlige udgiftsniveauer; understreger, at de store gælds- og underskudsniveauer udgør en trussel mod holdbarheden og vil få en negativ virkning på den offentlige sundhedspleje, pensioner og beskæftigelse;

7.  er dybt bekymret over de store underskuds- og gældsniveauer i medlemsstaterne; advarer imod at anvende krisen som påskud for ikke at konsolidere de offentlige finanser, ikke at reducere de offentlige udgifter og ikke at gennemføre strukturreformer, hvilket alt sammen er væsentligt for at genoprette væksten og beskæftigelsen;

8.  påpeger, at det er vigtigt at konsolidere de offentlige finanser og reducere underskuds- og gældsniveauerne for at opretholde en moderne velfærdsstat og et omfordelingssystem, der varetager samfundet som helhed, men særlig støtter de dårligt stillede samfundsgrupper;

9.  understreger, at hvis den offentlige gæld og rentesatserne fortsætter med at stige, kan de kommende generationer ikke længere afholde udgifterne i form af rentebetalinger uden at sætte velfærdsstatsmodellerne på spil;

10.  er dybt bekymret over, at mange medlemsstater ikke overholder stabilitets- og vækstpagten; beklager, at medlemsstaterne ikke har konsolideret deres offentlige finanser i de økonomisk gode tider før krisen; er enig med Kommissionen i, at gældens holdbarhed bør tildeles en fremtrædende og eksplicit rolle i overvågningsprocedurerne; opfordrer indtrængende Kommissionen til nøje at sikre, at stabilitets- og vækstpagten bliver overholdt;

11.  advarer imod en pludselig afvikling af støtten til realøkonomien for at undgå et dobbelt tilbageslag; henleder opmærksomheden på de uønskede konsekvenser af enten en for tidlig ophævelse af støtteforanstaltningerne eller af at vente for længe, før der tages korrigerende tiltag med hensyn til de offentlige finansers holdbarhed, påpeger, at formålet med disse foranstaltninger udtrykkeligt var, at de skulle være rettidige, målrettede og midlertidige; glæder sig over Kommissionens arbejde med strategien for exiten fra de nuværende beredskabsforanstaltninger; støtter Kommissionens tilgang baseret på exitstrategier, som differentieres i forhold til de forskellige lande med hensyn til varighed og omfang; forstår, at afviklingen af foranstaltningerne begynder i 2011 for den første gruppe af lande; opfordrer medlemsstaterne til at gøre deres bedste for at gennemføre exitstrategierne så hurtigt og bestemt som muligt;

12.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en grønbog om EU's fødselshyppighed, der ikke blot fremhæver grundene og konsekvenserne af det faldende fødselstal, men også peger på løsninger af dette problem og alternativer;

13.  mener, at den finansielle exitstrategi bør indledes før den monetære exitstrategi for at gøre det muligt at gennemføre sidstnævnte korrekt, hvorved man sikrer, at ECB, som med held bidrog til at undgå deflation, ligeledes kan sørge for, at inflationen ikke ødelægger den økonomiske genopretning; forstår, at ECB har antydet, at da der ikke er gennemført en rettidig finansiel styring, er den desværre nødt til at gennemføre en stærkere monetær stramning end forventet;

14.  understreger, at et fald i den finansielle støtte skal ledsages af bestræbelser på at gøre det indre marked mere dynamisk, konkurrencedygtigt og attraktivt for investeringer;

15.  understreger, at en gradvis og kontrolleret exit fra underskuddene er afgørende for at holde renterne nede og begrænse gældsbyrden, hvilket sikrer, at de sociale udgifter og husstandenes levestandard kan opretholdes;

16.  påpeger, at de lave renter er gavnlige for investeringer og den økonomiske genopretning; er klar over virkningerne af statens omfattende låneaktiviteter på renteniveauet; beklager dybt, at dette har ført til større renteforskelle inden for EU; advarer medlemsstaterne imod at overføre virkningerne af deres budgetmæssige beslutninger på markedets rentesatser; er af den opfattelse, at sunde offentlige finanser er en forudsætning for sikre job; påpeger, at regeringerne ved at sætte låneomkostningerne op også øger byrden på deres egne budgetter;

17.  gør opmærksom på, at de anticykliske virkninger af stabilitets- og vækstpagten kun kan virke, hvis medlemsstaterne rent faktisk opnår et budgetoverskud i gode tider; opfordrer i denne forbindelse til en bedre gennemførelse af stabilitets- og vækstpagtens forebyggende dimension; opfordrer til at ændre holdningen med »brug først, tilbagebetal senere« til princippet »spar op til en evt. fremtidig nødsituation«; erindrer om, at stabilitets- og vækstpagten forpligter medlemsstaterne til at opnå et budget, som er afbalanceret eller i overskud på mellemlang sigt, hvilket indebærer, at et underskud på 3 % ikke er et mål i sig selv, men den yderste tilladte grænse, selv i henhold til den reviderede pagt;

18.  opfordrer til, at der gennemføres strukturreformer samtidig med afviklingen af støttepakkerne for at forhindre fremtidige kriser samt for at øge de europæiske virksomheders konkurrenceevne, opnå større vækst og fremme beskæftigelsen;

19.  understreger, at i en situation, hvor det er nødvendigt at opnå sunde offentlige finanser, bør medlemsstaterne senest i 2011 begynde at reducere deres holdbarhedsgab;

20.  anerkender, at finansielle incitamenter og ubegrænsede automatiske stabilisatorer har vist sig at give gode resultater og foreslår, at Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at tilstræbe balance i budgettet ved at anvende overskuddet af det primære budget til gældsafvikling, så snart økonomien er på vej mod holdbar økonomisk genopretning;

21.  påpeger den særlige betydning af aktiviteter til støtte for beskæftigelse og langsigtede investeringer, der har til formål at øge det økonomiske potentiale og styrke konkurrenceevnen i den europæiske økonomi;

22.  understreger, at tiltag rettet mod krisen ikke må have langsigtede følger for de offentlige finanser set i lyset af de demografiske udfordringer, som EU står over for; understreger, at omkostningerne ellers skal betales af de nuværende og kommende generationer;

23.  støtter idéen om, at større koordinering af økonomiske politikker i EU er en ubetinget nødvendighed og medfører yderligere synergieffekter;

24.  erkender, at stabilitets- og vækstpagten ikke er et tilstrækkeligt middel til at harmonisere medlemsstaternes økonomiske politik og skattepolitik;

25.  støtter derfor en gennemgang af de mekanismer, der er nødvendige for at føre de nationale økonomier i EU tilbage på konvergenssporet;

26.  foreslår, at Kommissionen etablerer en passende samarbejdsordning med IMF i særlige tilfælde, hvor medlemsstaterne modtager betalingsbalancestøtte fra denne;

27.  påpeger, at en høj inflation ikke er et svar på behovet for en skattemæssig justering, fordi den ville medføre betydelige økonomiske omkostninger og være en trussel mod bæredygtig og inklusiv vækst;

28.  er enig med Kommissionen i, at vellykkede ekspansive finanspolitikker, der skal modvirke recessionen, og langsigtet finanspolitisk holdbarhed ikke er uforenelige størrelser, men advarer om farerne ved en alt for ekspansiv og kunstig finanspolitik, baseret på højere offentlige udgifter, der kan føre til en yderligere forværring;

29.  mener, at styringen af de offentlige finanser på kort sigt vil bestemme de offentlige finansers langsigtede holdbarhed, og at det er inden for rammerne af dette korte forløb, ved at etablere en struktur for den korte sigt, at man skal løse problemet med den offentlige gælds holdbarhed;

30.  vurderer, at finanspolitikken primært ved hjælp af omfordeling skal konvertere disponibel opsparing til vækstfremmende investeringsudgifter som f.eks. investering i forskning og udvikling, modernisering af de industrielle strukturer og udvikling af en grønnere, mere intelligent, innovativ og mere konkurrencedygtig økonomi i EU samt håndtering af den uddannelsesmæssige udfordring;

31.  understreger, at en væsentlig del af de offentlige og sociale udgifter kan være produktive udgifter, hvis de rettes mod projekter, som har en gavnlig virkning på akkumulation af fysisk og menneskelig kapital samt på fremme af innovation; understreger behovet for at styre den stigende gældsbyrde med henblik på at sikre, at de stigende udgifter til renter ikke presser vigtige sociale udgifter ud; understreger, at de stadig mere knappe ressourcer gør, at det er afgørende at forbedre de offentlige udgifters kvalitet;

32.  understreger, at de sociale beskyttelsessystemers funktion som »sociale sikkerhedsnet«, har vist sig at være særlig effektiv i krisetider; understreger, at stabile offentlige finanser er en forudsætning for at sikre, at dette også er tilfældet i fremtiden;

33.  påpeger, at den langsigtede holdbarhed i de lovpligtige pensionsordninger ikke blot afhænger af den demografiske udvikling, men også af den aktive befolknings produktivitet (der har indflydelse på den potentielle vækstrate), den effektive pensionsalder samt af den andel af BNP, der anvendes til finansieringen af disse ordninger; understreger endvidere, at konsolidering af de offentlige finanser og reduktion af gælds- og underskudsniveauerne er vigtige faktorer for holdbarhed;

34.  påpeger, at demografiske forandringer, særlig en aldrende befolkning, betyder, at de offentlige pensionsordninger i mange medlemsstater af og til skal revideres, særlig med hensyn til bidragsgrundlaget, således at de kan forblive finansielt bæredygtige;

35.  påpeger, at gældsbyrden vokser, når de reelle rentesatser er højere end væksten i BNP, og at markederne vurderer risiciene som alvorligere, når gældsbyrden øges;

36.  mener, at niveauet af rentesatserne for statslån afspejler, hvordan markederne vurderer gældens holdbarhed i en medlemsstat;

37.  bemærker, at de stigende underskud gør det dyrere at optage lån, til dels fordi markederne vurderer risiciene som alvorligere, når gældsbyrden øges hurtigere end den økonomiske vækst og evnen til at tilbagebetale lån;

38.  understreger, at den nuværende finansielle krise på tydeligste vis har understreget den direkte forbindelse mellem stabiliteten på det finansielle marked og de offentlige finansers holdbarhed; understreger i den forbindelse behovet for en styrket og integreret tilsynslovgivning om finansielle markeder, som skal omfatte stærke mekanismer til beskyttelse af forbrugerne og investorerne;

39.  anmoder Kommissionen om at iværksætte undersøgelser, der vurderer kvaliteten af medlemsstaternes gæld;

40.  bemærker, at troværdigheden af medlemsstaternes offentlige finanser kræver en effektiv og fuldstændig uafhængig statistisk styring og passende tilsyn fra Kommissionen;

41.  foreslår især Kommissionen at evaluere virkningerne af de skatteudgifter, som medlemsstaterne har anvendt for at genoprette deres økonomier med hensyn til indvirkning på produktionen og de offentlige finanser og fremme og beskyttelse af beskæftigelsen på såvel kort som lang sigt;

42.  bemærker, at vækst- og stabilitetspagten stadig er rygraden i den disciplin, der kræves for at opnå langsigtet holdbarhed i de offentlige finanser; understreger, at medlemsstaterne skal køre med overskud på de offentlige finanser i »gode tider« og kun underskud i »dårlige tider«;

43.  understreger, at det primære mål med den nylige massive spekulation mod flere europæiske økonomier var selve euroen og den europæiske økonomiske konvergens; er overbevist om, at europæiske problemer kræver europæiske løsninger, som skal bestå af interne midler til at undgå enhver risiko for misligholdelse ved at kombinere national budgetdisciplin med de finansielle støttemekanismer, som er sidste udvej;

44.  opfordrer til, at det strukturelle underskud skal være en af de indikatorer, der anvendes ved fastsættelsen af de offentlige finansers langsigtede holdbarhed;

45.  mener, at en ny vækst- og beskæftigelsesstrategi er et nøglebidrag til holdbare offentlige finanser i EU; mener, at EU er nødt til at modernisere dets økonomi og særlig dets industrielle strukturer; opfordrer til en omfordeling af midler i EU's og medlemsstaternes budgetter hen imod større investering i forskning og innovation; påpeger, at der er behov for bindende instrumenter til den nye EU 2020-strategi, for at den kan blive vellykket;

46.  gør opmærksom på behovet for et fast tilsyn med stabiliteten af de offentlige finanser i EU-landene med henblik på at bedømme omfanget af de langsigtede udfordringer; gør desuden opmærksom på behovet for regelmæssig offentliggørelse af informationer om offentligt tilgængelige udgifter i den offentlige finanssektor samt om udgifter, som de sociale systemer, bl.a. pensionsordningerne, har;

47.  opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til reduktionen af de offentlige finansers langsigtede holdbarhedsgab som en væsentlig del af EU 2020-strategien;

48.  opfordrer medlemsstaterne til, efter at de har udfyldt deres holdbarhedsgab, at reducere den offentlige gælds andel af BNP til højst 60 %;

49.  påpeger, at renteforskellene på kapitalmarkederne er hovedindikatorerne for de enkelte medlemsstaters solvens;

50.  er dybt bekymret over forskellene i statistikkernes kvalitet inden for EU generelt og i euroområdet i særdeleshed;

51.  påpeger, at langsigtet holdbarhed af offentlige finanser også grundlæggende hænger sammen med EU-budgettet og dets finansiering;

52.  fremhæver det meget positive bidrag, EU-budgettet trods kraftigt begrænset af FFR har ydet til mindskelse af krisens konsekvenser via finansieringen af den europæiske genopretningsplan og omrokeringen af midler til prioriterede områder i denne forbindelse; beklager dog, at koordineringen af medlemsstaternes økonomiske politik og skattepolitik ikke er tilstrækkelig til at bekæmpe den økonomiske og finansielle krise eller sikre de offentlige finansers holdbarhed på lang sigt;

Den sociale og beskæftigelsesmæssige dimension af strategien for at komme ud af krisen

53.  bemærker, at den stigning i arbejdsløsheden og gælden samt den mindskede vækst, som den økonomiske krise medfører, er i strid med målsætningen om bæredygtige offentlige finanser; noterer sig nødvendigheden af, at medlemsstaterne foretager en finansiel konsolidering og forbedrer likviditeten for de offentlige finanser med henblik på at mindske gældsomkostningerne, men også behovet for at dette sker på en afbalanceret måde og inden for en rimelig tidsfrist under hensyntagen til medlemsstaternes særlige forhold; understreger imidlertid, at vilkårlige nedskæringer i offentlige investeringer, forskning, uddannelse og udvikling vil få negative konsekvenser for udsigterne til vækst, beskæftigelse og social integration og mener derfor, at langsigtede investeringer i disse områder fortsat skal fremmes og om nødvendigt forøges;

54.  understreger, at den nuværende genopretning stadig er usikker, og at arbejdsløsheden fortsat er stigende i de fleste medlemsstater, hvor især de unge er hårdt ramt; er af den faste overbevisning, at den økonomiske krise ikke vil blive overvundet, før arbejdsløsheden falder betydeligt og på en bæredygtig måde, og fremhæver, at de europæiske velfærdsstater har vist deres værd gennem deres bidrag til stabilitet og genopretning;

55.  mener, at det er afgørende, at der foretages en korrekt vurdering af krisens sociale og beskæftigelsesmæssige følgevirkninger, og at man på EU-plan fastlægger en strategi til økonomisk genopretning, der er baseret på støtte til beskæftigelse, uddannelse, investeringer der giver stor økonomisk aktivitet, til en forøgelse af virksomhedernes konkurrenceevne og produktivitet, herunder SMV'er, og til en revitalisering af industrien, samtidig med at overgangen til en konkurrencedygtig og bæredygtig økonomi sikres; mener, at disse målsætninger skal have en central plads i 2020-strategien for Europa;

56.  er af den opfattelse, at den økonomiske genopretningsstrategi under ingen omstændigheder bør afstedkomme nye strukturelle ubalancer og støre indkomstforskelle, som hæmmer produktiviteten og konkurrenceevnen i økonomierne, men bør snarere indføre de nødvendige reformer til at håndtere sådanne ubalancer; mener, at medlemsstaternes finansielle og skattemæssige foranstaltninger bør beskytte lønninger, pensioner, arbejdsløshedsydelser og husholdningernes købekraft, uden at dette er til skade for de offentlige finansers langsigtede holdbarhed eller medlemsstaternes evne til fremover at tilbyde de nødvendige offentlige tjenesteydelser;

57.  bemærker, at den forventede befolkningsaldring i de kommende årtier vil være en helt ny udfordring for EU-medlemsstaterne; mener derfor, at foranstaltningerne til bekæmpelse af krisen i princippet ikke bør have langsigtede konsekvenser for de offentlige finanser og overbebyrde de fremtidige generationer med tilbagebetaling af den nuværende gæld;

58.  understreger vigtigheden af at forbinde den økonomiske genopretning med målrettede politikker til bekæmpelse af strukturel arbejdsløshed, navnlig blandt unge, ældre, handicappede og kvinder, og som tager sigte på at øge kvalitetsbeskæftigelsen med henblik på at øge såvel arbejdets og investeringernes produktivitet; mener i denne sammenhæng, at det er vigtigt at udvikle politikker til fremme af kvaliteten af menneskelig kapital, f.eks. uddannelse eller sundhedspolitikker med det formål at udvikle en mere produktiv og længere arbejdende arbejdskraft samt politikker med det formål at øge varigheden af den erhvervsaktive periode; anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at styrke deres politikker og foranstaltninger for beskæftigelsen og arbejdsmarkedet ved at sætte fokus på dette i 2020-strategien for Europa;

Konsekvenserne af de demografiske ændringer og beskæftigelsesstrategien

59.  mener, at de offentlige finansers bæredygtighed i høj grad afhænger af evnen til at øge beskæftigelsesniveauet for at imødegå de demografiske og budgetmæssige udfordringer, navnlig når det gælder pensionsordningernes bæredygtighed; mener, at den eksisterende menneskelige kapital i Europa på mellemlang sigt kan støttes gennem passende indvandringspolitikker, som medfører integration af indvandrere på arbejdsmarkedet og tildeling af statsborgerskab;

60.  understreger, at øget beskæftigelse er af afgørende betydning for EU for at tackle følgerne af en aldrende befolkning, og understreger, at høj deltagelse på arbejdsmarkedet er en forudsætning for økonomisk vækst, social integration og en bæredygtig og konkurrencedygtig social markedsøkonomi;

61.  mener, at EU 2020-strategien bør give sig konkret udslag i en »pagt for økonomisk politik, beskæftigelsespolitik og socialpolitik«, der har til formål at fastholde den europæiske økonomis konkurrenceevne, og som fokuserer på arbejdsmarkedsintegration for alle, f.eks. som den bedste beskyttelse af borgerne imod social udstødelse; understreger, at alle politikker bør styrke hinanden indbyrdes for at opnå positive synergier; mener, at strategien skal bygge på retningslinjer og om muligt indikatorer og benchmarks - som er målbare og sammenlignelige på nationalt og EU-plan;

De sociale beskyttelsessystemers bæredygtighed

62.  mener, at offentlige finanser, der er koordineret på EU-plan og tager sigte på bæredygtig vækst, kvalitetsbeskæftigelse og vedtagelse af reformer, som er nødvendige for at sikre socialbeskyttelsesordningernes levedygtighed, er et af de nødvendige svar på følgerne af den finansielle, økonomiske og sociale krise og udfordringerne i forbindelse med de demografiske ændringer og globaliseringen;

63.  påpeger, at den langsigtede ligevægt i de lovpligtige pensionsordninger ikke udelukkende afhænger af den demografiske udvikling, men også af produktiviteten blandt de beskæftigede, som har indflydelse på den potentielle vækstrate, samt den del af BNP, der er forbeholdt disse ordningers finansiering;

64.  understreger betydningen af den nært forestående grønbog om pensionsreformen, og mener, at det er af afgørende betydning, at der udvikles bæredygtige, sikre, veldiversificerede pensionssystemer med forskellige kilder til finansiering, der er knyttet til arbejdsmarkedets udvikling eller til de finansielle markeder, og som kan have form af virksomhedsordninger, og som omfatter offentlige supplerende arbejdsgiverbaserede og individuelle ordninger, og som bør fremmes både kontraktuelt og skattemæssigt; anerkender derfor betydningen af pensionsindsigt blandt EU's borgere;

65.  understreger, at implicitte pensionsforpligtelser på lang sigt er en af de største poster i den samlede offentlige gæld, og at medlemsstaterne jævnligt skal offentliggøre oplysninger om deres implicitte pensionsforpligtelser efter den fælles aftale om metodologi;

66.  mener, at behovet for at have såvel bæredygtige offentlige finanser som passende sociale sikrings- og integrationsordninger gør det nødvendigt at højne kvaliteten og effektiviteten i forvaltningen og med hensyn til de offentlige udgifter, og at medlemsstaterne bør tilskyndes til at overveje foranstaltninger til sikring af, at der sker en mere ligelig fordeling af skattebyrden ved hjælp af en gradvis og effektiv reduktion af skattetrykket på arbejde og på SMV'er; mener, at dette kunne bidrage til at reducere fattigdommen, sikre social samhørighed og forøge den økonomiske vækst og produktivitet, som er centrale faktor for den europæiske økonomiske og sociale models konkurrenceevne og bæredygtighed;

o
o   o

67.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 16 E af 22.1.2010, s. 8. (2) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0123. (3) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0013. (4) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0357.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. maj 2010 om samhørighedspolitikkens bidrag til opfyldelse af Lissabonmålsætningerne og EU2020-målene (2009/2235(INI))

P7_TA(2010)0191 A7-0129/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 174 til 178,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden(1),

–  der henviser til Rådets beslutning 2006/702/EF af 6. oktober 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed(2),

–  der henviser til Rådets beslutning af 24. marts 2009 om »Gennemførelsen af strukturfondsforordningen 2007-2013: resultaterne af forhandlingerne vedrørende de nationale samhørighedsstrategier og de operationelle programmer(3),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. august 2007 om »Konkurrencedygtige europæiske regioner takket være forskning og innovation - Et bidrag til større vækst og flere og bedre arbejdspladser« (KOM(2007)0474),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 14. november 2007 om »Regions delivering innovation through Cohesion Policy« (innovation i regionerne ved hjælp af samhørighedspolitikken) (SEK(2007)1547),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »vækst og beskæftigelse: en fælles opgave - Et nyt afsæt for Lissabon-strategien«(KOM(2005)0024),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument med titlen »Lisbon Strategy evaluation document« (evaluering af Lissabonstrategien) (SEK(2010)0114),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. december 2007 om »Medlemsstaternes og regionernes gennemførelse af Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse ved hjælp af EU's samhørighedspolitik, 2007-2013« (KOM(2007)0798),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. maj 2008 om »Resultaterne af forhandlingerne vedrørende de samhørighedspolitiske strategier og programmer for programmeringsperioden 2007-2013« (KOM(2008)0301),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. december 2009 om den 20. årsrapport om strukturfondene - Gennemførelse 2008 (KOM(2009)0617),

–  der henviser til den efterfølgende evaluering af programmeringsperioden 2000-2006,

–  der henviser til Arbejdsdokument fra Kommissionen af 24. november 2009 - Høring om fremtidens »EU2020«-strategi (KOM(2009)0647),

–  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds uformelle møde den 11. februar 2010,

–  der henviser til den offentlige høring, som Kommissionen har iværksat om »EU2020« og resultatet heraf (SEK(2010)0116),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 3. marts 2010 om »Europa 2020. En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (KOM(2010)2020),

–  der henviser til Kommissionens strategiske beretning af 31. marts 2010 om fremme af en EU-debat om samhørighed,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A7-0129/2010),

A.  der henviser til, at strukturfondsforordningerne i betragtning af, at det ultimative mål for samhørighedspolitikken er at reducere forskellen mellem de forskellige regioners udviklingsniveauer og den udstrækning, i hvilken de mindst begunstigede regioner og øer (herunder landområder) sakker bagud, siden 2007 har omfattet en obligatorisk øremærkning af midler til Lissabonmålsætningerne for EU15, og at en tilsvarende ikke-obligatorisk øremærkning frivilligt er blevet anvendt af EU12, hvor samhørighedspolitikkens ressourcer målrettes mod at gøre medlemsstaternes regioner, vækstpotentiale og arbejdspladser mere attraktive,

B.  der henviser til, at samhørighedspolitikken - navnlig under den aktuelle recession - er et af de vigtigste instrumenter til at skabe vækst, konkurrencedygtighed og arbejdspladser i EU, bl.a. som følge af det stabile omfang af finansiering af langsigtede udviklingsprogrammer og -politikker, den decentraliserede forvaltning heraf og inddragelsen af Fællesskabets prioriteter for en bæredygtig udvikling blandt dens grundlæggende målsætninger,

C.  der henviser til, at to tredjedele af den offentlige sektors investeringer på tværs af EU foretages på regionalt og lokalt plan, at de regionale og lokale myndigheder ofte koncentrerer betydelige politiske kompetencer, og at de er centrale aktører i forbindelse med gennemførelsen af både den nuværende Lissabonstrategi og fremtidens EU2020-strategi,

D.  der henviser til, at samhørighedspolitikken og EU2020-strategien bør integreres, fordi samhørighedspolitikken indgår i Lissabontraktaten for at fremme vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse, som er de centrale mål for strategien,

E.  der henviser til, at den foreslåede EU2020-strategi i lighed med Lissabonstrategien ikke i tilstrækkelig grad afspejler de forskellige regioners og medlemsstaters udviklingsniveauer og derfor ikke tillægger den økonomiske samhørighed i det udvidede EU tilstrækkelig betydning,

Samhørighedspolitikken og Lissabonstrategien

1.  bemærker, at ud af programallokeringerne 2007-2013 er ca. 228 mia. euro i de forgangne syv år blevet øremærket Lissabonprioriteterne; understreger, at de samlede bevillinger, også i EU12, oversteg de foreslåede procentdele;

2.  bemærker, at bevillingerne varierer betydeligt fra medlemsland til medlemsland og fra mål til mål; understreger, at der ikke findes nogen »en for alle«-politik, der passer til alle områder, og at et forsøg på at skabe en sådan vil føre til, at der mangler ejerskab, og at ingen kan identificere sig med politikken som en vækstpolitik, og resultere i en dårlig gennemførelse heraf;

3.  minder om, at forbindelsen mellem de samhørighedspolitiske programmer og Lissabonstrategien var stærk allerede i perioden 2000-2006, på trods af at der ingen øremærkningsmekanisme fandtes, og at der i denne periode blev investeret 10,2 mia. euro i forskning og innovation;

4.  mener, at den oprindelige Lissabonstrategi, der udelukkende var baseret på den åbne koordinationsmetode, strukturelt var ude af stand til at nå sine erklærede mål, og at det først var, da den blev knyttet til samhørighedspolitikken, at der blev opnået virkelige resultater; understreger, at denne fejl bør undgås i den foreslåede EU2020-strategi

5.  beklager, at det som følge af programmernes forsinkede opstart og den senere mangel på oplysninger om udgifter på nuværende tidspunkt hverken er muligt at fastslå, om der er overensstemmelse mellem programbevillingerne og de aktuelle udgifter eller vurdere Lissaboninvesteringernes forsvarlighed, navnlig med hensyn til programmering i mindre udviklede lande; bifalder offentliggørelsen af Kommissionens strategiske rapport og anmoder om, at der gennemføres en interinstitutionel drøftelse på højt plan for at analysere, hvordan samhørighedspolitikken bidrager til at nå Lissabonmålsætningerne, og for at vurdere de fremtidige indbyrdes forhold;

6.  kritiserer manglen på en overordnet vurdering af samhørighedsmidlernes betydning for den regionale udvikling; anmoder Kommissionen om at vurdere den territoriale virkning af at øremærke strukturfonde til Lissabonstrategien og at vurdere, om dette system faktisk bidrager til at skabe en afbalanceret og sammenhængende regional udvikling;

7.  anerkender, at en effektiv vurdering skal baseres på indikatorer, der gør det muligt at sammenligne data og sammenlægge regioner; opfordrer Kommissionen til at fremlægge et forslag til vurdering af indikatorer inden 2012 for at stille de midler til rådighed, som er nødvendige for at måle virkningen, også med hensyn til kvantitet og kvalitet, og for at kunne foretage de nødvendige justeringer i den næste programmeringsperiode;

8.  beklager, at mens Lissabondagsordenens oprindelige hovedformål omfattede økonomisk vækst, beskæftigelse og social samhørighed, indeholdt relanceringen af strategien i 2005 et mindre ambitiøst program;

9.  mener, at en svag forvaltning på flere planer udgør en af Lissabonstrategiens største begrænsninger, idet de regionale og lokale myndigheder samt det civile samfund involveres for lidt i udarbejdelsen, gennemførelsen, formidlingen og evalueringen af strategien; anbefaler, at disse i fremtiden integreres mere på alle trin;

10.  understreger, at når partnerskabsprincippet har været en del af Lissabonstrategien, har det øget de lokale og regionale myndigheder og de økonomiske og sociale interessenters ejerskabsfølelse med hensyn til at nå målene og har sikret en større bæredygtighed af foranstaltningerne; opfordrer Kommissionen til mere effektivt at overvåge gennemførelsen af partnerskabsprincippet i medlemsstaterne;

11.  bemærker, at Europas regioner og byer spiller en grundlæggende rolle for gennemførelsen af Lissabonstrategien, idet de er hovedaktører på området innovations-, forsknings- og uddannelsespolitik; påpeger, at de står for mere end en tredjedel af alle offentlige investeringer i EU, og at strukturfondsmidlerne i stigende grad afsættes til vækst- og beskæftigelsesrelaterede mål;

12.  påpeger, at især det regionale og lokale plan spiller en afgørende rolle for at nå ud til de utallige økonomiske og sociale aktører, der bor og er erhvervsaktive i Europa, navnlig SMV'er, og at fremme uddannelse og erhvervsuddannelse, forskning, innovation og udvikling;

13.  beklager de svage synergier, der har været mellem de nationale strategiske referencerammer og de nationale reformprogrammer under strategien; anbefaler en mere intens og regelmæssig dialog på alle planer, herunder fællesskabsplan, mellem de administrative myndigheder, der er ansvarlige for samhørighedspolitikken og Lissabonstrategien og EU2020-strategien og de relevante partnere fra overvågningsudvalget;

14.  glæder sig over de resultater, der hidtil er opnået gennem de finansieringstekniske instrumenter og samarbejdet med EIB om at fremme innovation og forskning gennem vedvarende finansieringskilder, og understreger behovet for at styrke forbindelserne mellem henholdsvis EU's og EIB's finansieringsinstrumenter; anerkender, at de kan virke som en løftestang for investeringer, og slår til lyd for en styrkelse af disse instrumenter, navnlig Jeremie og Jessica, for at sikre bedre støtte til erhvervslivet og SMV'er; anbefaler, at reglerne for disse instrumenter forenkles for at gøre det lettere for modtagerne at bruge dem;

Samhørighedspolitikken og EU2020

15.  hilser debatten om EU2020-strategien velkommen; understreger den langsigtede karakter af denne strategi, der tager sigte på at skabe rammebetingelser for stabil vækst og jobskabelse i Europa og overgang til en bæredygtig økonomi, og er enig i de fastlagte prioriteter; understreger, at der er behov for derefter med henblik på den for Europa så nødvendige territoriale samhørighed at udvikle en tilgang med forvaltning på flere planer;

16.  beklager, at denne strategi er blevet foreslået, inden revisionen af den nuværende Lissabonstrategi var afsluttet; anbefaler kraftigt Kommissionen at udarbejde en ærlig evaluering af manglerne ved gennemførelsen af Lissabonstrategien; understreger, at henstillingerne i denne parlamentsbetænkning bør optages i den endelige version af den nye strategi;

17.  understreger nødvendigheden af at sikre en effektiv og ekstensiv infrastruktur ved at modernisere transportsystemerne, indføre ikke-forurenende transportordninger, forbedre adgangen til drikkevand og dræning samt affaldsforvaltningssystemer, og nødvendigheden af at indføre effektiv miljøforvaltning og sikre bæredygtig brug af naturressourcerne og de vedvarende energikilder med henblik på økonomisk vækst og bedre samhørighed;

18.  opfordrer indtrængende EU til at vedtage specifikke bestemmelser og gøre en passende indsats for at opfylde de særlige behov, der gør sig gældende for regioner, der er karakteriseret af naturlige eller demografiske handicap af alvorlig og vedvarende art, såsom kystområder, øer, bjergegne, grænseegne og afsidesliggende områder, i lyset af det retsgrundlag for territorial samhørighed, som den nye Lissabontraktat leverer;

19.  glæder sig over, at der tages hensyn til den sociale dimension i forslaget, men understreger, at den økonomiske søjle spiller en central rolle med hensyn til jobskabelse, og at det derfor er af afgørende betydning at fuldstændiggøre det frie, åbne og funktionelle indre marked, som giver virksomhederne mulighed for at reagere fleksibelt på makroøkonomiske tendenser; understreger, at den nylige krise har vist, at en vækststrategi er nødt til at omfatte social beskyttelse, adgang til tjenesteydelser, kamp mod fattigdom og social udelukkelse samt skabelse af kvalitetsjobs;

20.  hilser forslaget om mere bæredygtige og intelligente jobs velkommen, men anerkender, at en ny økonomisk model kan føre til en ulige fordeling af omkostninger og goder blandt de forskellige medlemsstater og regioner, og opfordrer således med henblik på at forhindre dette i at ske Unionen til at påtage sig ansvaret for og identificere de nøgleområder for handling, hvor en indsats på europæisk plan i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet er mest hensigtsmæssig for at opnå de bedste resultater for alle;

21.  understreger, at forskning og innovation er vigtige instrumenter i udviklingen af EU og med hensyn til at gøre EU mere konkurrencedygtig i lyset af de globale udfordringer; mener, at der skal foretages regelmæssige investeringer på disse områder samt en regelmæssig vurdering af de fremskridt, der er gjort på baggrund af de opnåede resultater; slår i denne forbindelse til lyd for en bedre koordination af strukturfondene og rammeprogrammet for at maksimere nytten af finansieringen i forskning og innovation i fremtiden og i udvikling af regionale innovative grupper i og mellem medlemsstaterne;

22.  er overbevist om, at uddannelse og erhvervsuddannelse er de grundlæggende forudsætninger for EU's udvikling og kan gøre det mere konkurrencedygtigt over for de globale udfordringer; mener, at der regelmæssigt skal sikres investeringer på dette område, og at fremskridt med hensyn til resultater skal vurderes regelmæssigt;

23.  anerkender, at den etablerede målstruktur i strukturpolitikkerne har vist sig at være vellykket i løbet af dens første år; opfordrer af hensyn til planlægningens pålidelighed til fastholdelse af denne struktur og princippet om delt forvaltning; anerkender, at en justering af målenes indhold kan være nødvendig for en tilpasning til 2020-målene;

24.  bemærker, at manglende infrastruktur, især i landdistrikterne, som hindrer vækst, fortsat er et problem visse steder i Europa og for et velfungerende indre marked; understreger betydningen af grænseoverskridende samarbejde i denne forbindelse og mener, at det er nødvendigt at skabe lige konkurrencevilkår inden for transport, energi, telekommunikation og it-infrastruktur, at dette princip bør indgå i strategien, og at det også fremover bør være en vigtig del af samhørighedspolitikken;

25.  anerkender, at EU-budgettet skal spille en central rolle i opnåelsen af EU2020-målene; mener, at samhørighedspolitikken på grund af dens strategiske fokus, stærke og bindende konditionalitet, skræddersyede interventioner, overvågning og tekniske bistand er en effektiv og virkningsfuld mekanisme for EU2020-strategiens resultater;

26.  bemærker, at landområderne halter bagefter, navnlig med hensyn til bredbåndsadgang, og at dette problem bør løses i overensstemmelse med målet i den digitale agenda for at støtte den bæredygtige økonomiske udvikling i disse regioner;

27.  glæder sig over anerkendelsen af den rolle, som strukturfondene spiller i at opnå EU2020-målene; understreger dog, at samhørighedspolitikken ikke er den eneste kilde til stabile finansielle bevillinger, men også et kraftfuldt instrument for den økonomiske udvikling i alle Europas regioner; mener endvidere, at dens grundlæggende mål - at udligne skævhederne mellem regionerne og indføre en reel økonomisk, social og territorial samhørighed i Europa og principper - en integreret tilgang, forvaltning på flere planer og reelt partnerskab - er de vigtigste supplerende forudsætninger for en vellykket strategi og derfor bør koordineres med den;

28.  understreger, at en stærk og velfinansieret samhørighedspolitik, som omfatter alle de europæiske regioner, skal være et bærende element i EU2020-strategien; mener, at denne politik med sin horisontale tilgang er en forudsætning for at kunne nå EU2020-målene og for at kunne opnå social, økonomisk og territorial samhørighed i EU; afviser alle forsøg på at renationalisere samhørighedspolitikken og anmoder om, at den regionale dimension understøttes fuldt ud ved revisionen af EU-budgettet;

29.  understreger, at den rettidige definition af opfyldelsesmekanismer er af afgørende betydning for EU 2020-strategiens succes;

30.  understreger, at samhørighedspolitikken ikke er underordnet EU2020-strategien; fremhæver, at samhørighedspolitikkens prioriteter bør bringes på linje med EU2020-målene, men at der samtidig skal udvises tilstrækkelig fleksibilitet til, at der kan tages hensyn til særlige regionale forhold og ydes støtte til de svagere regioner med de største behov for at hjælpe dem over deres samfundsøkonomiske vanskeligheder, naturbetingede handicap og mindske ulighederne;

31.  anmoder om et forbedret forvaltningssystem i EU2020-strategien set i forhold til Lissabonstrategien; anbefaler, at det udvikles og gennemføres under anvendelse af samhørigheds- og strukturfondsmidler i overensstemmelse med princippet om forvaltning på flere planer for at sikre, at de lokale og regionale myndigheder samt interessenter i det civile samfund involverer sig i højere grad; understreger, at en sådan involvering bør omfatte vedtagelse af styringsaftaler på flere niveauer;

32.  mener, at EU2020-strategien bør indgå som en integreret del af opfyldelsen af målet om territorial samhørighed, som er et nyt mål i Lissabontraktaten; mener, at lokale initiativer til grænseoverskridende samarbejde giver potentiale for territorial samhørighed, som endnu ikke er blevet tilstrækkeligt udnyttet; opfordrer Kommissionen til nærmere at fastlægge makroregionernes rolle og temastrategier i sine forslag til kommende territoriale samarbejdsaftaler;

33.  påpeger, at hvis strategien får en stærkere territorial dimension, som omfatter de europæiske regioners særlige forhold og forskellige udviklingsniveauer, og som direkte inddrager de regionale og lokale myndigheder samt de partnere, der henvises til i betænkningen om strukturfondene, i planlægningen og gennemførelsen af de forskellige programmer, vil det medføre en større ejerskabsfølelse med hensyn til at nå målene på alle planer og sikre større bevidsthed om målene og de resultater, der opnås i de enkelte lokaliteter; mener desuden, at regionerne fortsat bør støttes gennem udvikling af innovative finansieringsinstrumenter, så deres rolle i forbindelse med opfyldelse af Lissabonstrategiens mål kan fastholdes;

34.  understreger vigtigheden af grundlæggende viden, såvel lokalt som regionalt, for målene i EU2020-strategien; mener i denne forbindelse, at det er af afgørende betydning at sikre udarbejdelsen af fælles statistikker samt læsekapacitet med hensyn til indikatorerne på både lokalt og regionalt niveau;

35.  påpeger den vigtige rolle, som byerne spiller i at nå EU2020-målene; anmoder indtrængende om, at der lyttes til deres erfaringer og bidrag ved gennemførelsen af EU2020-prioriteterne, navnlig hvad angår klimaændring, social integration og demografiske ændringer samt investeringer i bæredygtig økonomisk udvikling, energi, transport, vandforvaltning, sundhedspleje, offentlig sikkerhed osv.; bifalder Rådets udkast til konklusioner om, at regionerne skal involveres i den kommende vækst- og beskæftigelsesstrategi; anfører, at da gennemførelsen af en strategi på dette område skal foregå i samarbejde med regioner og byer, bør Kommissionen og Rådet tage højde for Regionsudvalgets rådgivning om EU-2020-strategien;

36.  forventer, at Kommissionen fremlægger konkrete forslag til, hvordan der kan skabes synergi mellem samhørighedspolitikken og de eksisterende sektorpolitikker i overensstemmelse med en integreret tilgang; anbefaler, at målene, instrumenterne og de administrative procedurer i programmerne rationaliseres, og at programmernes varighed bringes i overensstemmelse med disse politikker;

37.  mener imidlertid, at Unionen fortsat bør anvende Samhørighedsfonden og strukturfondene, der har veletablerede og operationelle opfyldelsesmetoder, som vigtigste finansieringsmekanismer; mener ikke, at det er nødvendigt at oprette nye separate temafonde for at opfylde EU2020-målene og skønner i stedet, at de bør indgå i politikkerne vedrørende samhørighed og udvikling af landdistrikter;

38.  anbefaler, at der vedtages en forenklet tilgang til brugen af strukturfondene i de fremtidige lovgivningsmæssige rammer; fremhæver, at harmonisering af regler og procedurer samt hensyntagen til modeller for bedste praksis kan bidrage til at forenkle gennemførelsessystemerne og opmuntre potentielle modtagere i programmer, som medfinansieres af EU, til at deltage;

39.  anbefaler, at Kommissionen foretager en årlig revision af EU-2020-strategiens prioriteter på baggrund af de resultater, der opnås ved strategiens gennemførelse og med hensyntagen til enhver ændring af de oprindeligt angivne forhold, samt identificerer nye prioriteter, som er tæt forbundet med varige ændringer på lokalt, regionalt og globalt niveau;

40.  opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at forelægge Europa-Parlamentet et struktureret arbejdsprogram for strategiens indførelse og i fremtiden klare gennemførelsesvurderinger; opfordrer desuden til udarbejdelse af et klart arbejdsdokument, der fastlægger forholdet mellem strategien og Samhørighedspolitikken;

41.  mener, at Regionsudvalget via dets overvågning af Lissabonprocessen fortsat bør overvåge processen på baggrund af den kommende EU2020-strategi, og at medlemsstaterne bør anmodes om en årlig struktureret rapportering om de gjorte fremskridt;

o
o   o

42.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT L 210 af 31.7.2006, s. 25. (2) EFT L 291 af 21.10.2006, s. 11. (3) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0165.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. maj 2010 om Middelhavsunionen (2009/2215(INI))

P7_TA(2010)0192 A7-0133/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Barcelonaerklæringen om oprettelse af et Euro-Middelhavspartnerskab, som vedtoges på Euro-Middelhavsudenrigsministerkonferencen den 27.-28. november 1995 i Barcelona,

–  der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen (KOM(2008)0319),

–  der henviser til Det Europæiske Råds godkendelse af Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen ved sit møde i Bruxelles den 13.-14. marts 2008,

–  der henviser til erklæringen fra Middelhavstopmødet i Paris den 13. juli 2008,

–  der henviser til sluterklæringen fra Euro-Middelhavsudenrigsministerkonferencen i Marseille den 3. og 4. november 2008,

–  der henviser til erklæringerne fra Præsidiet for Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavsområdet (PFEM) i Paris (12. juli 2008), Cairo (22. november 2009) og Rabat (22. januar 2010),

–  der henviser til konklusionerne fra åbningsmødet i Den Regionale og Lokale Euro-Middelhavsforsamling (RLEM) i Barcelona den 21. januar 2010,

–  der henviser til sluterklæringen fra Euro-Middelhavstopmødet for økonomiske og sociale råd og tilsvarende institutioner i Alexandria den 19. oktober 2009,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om EU's Middelhavspolitik, navnlig beslutningen af 15. marts 2007(1) og af 5. juni 2008(2), samt beslutningen om Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen af 19. februar 2009(3),

–  der henviser til konklusionerne fra den anden Euro-Middelhavsministerkonference i Marrakesh den 11.-12. november 2009 om styrkelse af kvinders rolle i samfundet,

–  der henviser til sin beslutning af 15. november 2007 om styrkelse af den europæiske naboskabspolitik(4),

–  der henviser til henstillingerne fra udvalgene under PFEM, vedtaget på det sjette plenarmøde i Amman den 13. og 14. marts 2010,

–  der henviser til henstillingerne fra PFEM, som blev vedtaget i Jordan den 13. oktober 2008 og videresendt til det første møde mellem udenrigsministrene under Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen, afholdt i Marseille,

–  der henviser til vedtægterne for generalsekretariatet for Middelhavsunionen, vedtaget den 3. marts 2010,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udvalget om International Handel og Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0133/2010),

A.  der henviser til, at Middelhavsområdet er af afgørende vigtighed for EU, og at det i en flerpolet gensidig afhængig verden er de store regionale integrerede enheder, der bedst er i stand til at løfte de sociale, kulturelle, økonomiske, miljømæssige, demografiske, politiske og sikkerhedsmæssige udfordringer,

B.  der henviser til, at EU bør vedtage en strategisk vision, der tager højde for alle disse udfordringer, der er knyttet til forbindelserne med de sydlige nabolande, og hvor den sociale, økonomiske og demokratiske udvikling i regionen prioriteres,

C.  der henviser til, at EU, i henhold til artikel 8 i Traktaten om Den Europæiske Union, skal udvikle særlige forbindelser til sine nabolande med henblik på at skabe et område med velstand og godt naboskab, der bygger på EU's værdier og er kendetegnet ved tætte og fredelige forbindelser baseret på samarbejde,

D.  der henviser til, at Middelhavsunionen giver mulighed for yderligere at styrke den regionale og multilaterale dimension af Euro-Middelhavsforbindelserne og genåbne perspektiverne for at opbygge et område med fred, sikkerhed og velfærd for 800 mio. indbyggere, og udgør den ideelle ramme for at imødekomme de socioøkonomiske udfordringer, fremme den regionale integration og sikre fælles udvikling af partnerlandene,

E.  der henviser til, at en naboskabspolitik, hvor der lægges vægt på en styrkelse af differentierede bilaterale forbindelser, ikke alene vil være i stand til at bidrage til en fælles proces hen mod integration og vigtige reformer i regionen; der i den forbindelse henviser til, at etableringen af Middelhavsunionen giver mulighed for at styrke komplementariteten mellem både de bilaterale politikker og de regionale politikker med henblik på mere effektivt at kunne gennemføre målsætningerne for Euro-Middelhavssamarbejdet, der bygger på gensidig anerkendelse af fælles værdier, som f.eks. demokrati, retsstaten, god regeringsledelse og respekt for menneskerettighederne; der henviser til, at der bør insisteres på, at medlemsstaterne forpligter sig til at føre en europæisk naboskabspolitik på en sammenhængende og troværdig måde i overensstemmelse med artikel 8 i Traktaten om Den Europæiske Union,

F.  der henviser til, at det er absolut afgørende at tage udgangspunkt i resultaterne fra Barcelonaprocessen, hvis målsætninger og resultater bør styrkes af Middelhavsunion i overensstemmelse med Paris-erklæringen af 13. juli 2008, og undgå at mangfoldiggøre og overlappe de allerede eksisterende politiske instrumenter og institutionelle niveauer for at sikre effektivitet og sammenhæng mellem de talrige Euro-Middelhavssamarbejdsinstrumenter,

G.  der henviser til, at Middelhavsområdet i en halv snes år har oplevet en hurtig spredning i de handelsmæssige og økonomiske forbindelser (f.eks. med Rusland, Kina, Brasilien, Golfstaterne), og at samfundsstrukturen har oplevet væsentlige forandringer (forbrugsmønstre, mobilitet, demografiske ændringer, osv.), der ikke er uden konsekvenser for den interne og navnlig territoriale balance,

H.  der henviser til, at de begrænsede kulturelle udvekslinger ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at bringe borgerne i Middelhavsområdet tættere på hinanden, og at Europa gradvist mister sin kulturelle indflydelse over for sine Middelhavspartnere,

I.  der henviser til betydningen af de voksende forskelle mellem EU's medlemsstater og landene i Middelhavsområdet og til de foruroligende strukturelle vanskeligheder af socioøkonomisk og institutionel karakter, der kræver en stærk fælles indsats af hensyn til alle medlemsstater i Middelhavsunionen; der henviser til, at det økonomiske vækstpotentiale i tredjelandene i Middelhavsområdet kan bidrage til at fremme en sådan indsats; der gør opmærksom på behovet for en øget syd-syd-integration,

J.  der henviser til, at den regionale kontekst, Middelhavsunionen optræder i, fortsat er mærket af politiske konflikter og spændinger, der har undergravet og bremset gennemførelsen siden topmødet i Paris i juli 2008; der henviser til, at fredsprocessen i Mellemøsten på nuværende tidspunkt befinder sig i et dødvande,

K.  der henviser til, at konsekvenserne af den økonomiske og finansielle krise har føjet sig til de politiske, økonomiske og sociale udfordringer i partnerskabslandene, navnlig for så vidt angår arbejdsløshedsproblemet; der henviser til, at det er i alles interesse, både de berørte landes og EU's, at arbejdsløshedsprocenten i området nedbringes, og at befolkningen, navnlig kvinder, unge og landbefolkningen, kan få et håb for fremtiden,

L.  der henviser til, at genoptagelse af fredsprocessen i Mellemøsten og de konkrete perspektiver for en holdbar global løsning er altafgørende for udviklingen af forbindelserne mellem EU og Middelhavslandene samt for, at Middelhavsunionens projekter kan gennemføres og forvaltes,

M.  der henviser til, at de to større nyskabelser med Middelhavsunionen, den ene på det institutionelle plan (medformandskab, permanent fælles komité, generalsekretariat for Middelhavsunionen) og den anden på det operationelle plan (integrerende projekter), skal fungere effektivt og gennemskueligt, så de kan bidrage til at forbedre levevilkårene for borgerne, der er den primære målgruppe for dette projekt,

N.  der henviser til, at generalsekretariatet skal være drivkraft i dette foretagende, at dets effektivitet afhænger af personalets muligheder for at arbejde uafhængigt, og at tilstedeværelsen af en højtstående israelsk og en højtstående palæstinensisk embedsmand, der samarbejder i en international institution på regionalt plan er noget hidtil uset og giver håb for fremtiden,

O.  der henviser til, at Middelhavsområdet er direkte berørt af de transnationale udfordringer som bæredygtig udvikling, energiforsyningssikkerhed, migrationsstrømme, kulturel udveksling og turisme, og at området endvidere står over for grænseoverskridende problemer, som f.eks. vandforvaltning og adgang til vand, forurening og udvikling af transportnet, og at de lokale og regionale myndigheder derfor er væsentlige ledsagestrukturer for nye holdbare territoriale politikker, der er tilpasset lokale forhold, og for gennemførelsen af konkrete inklusive projekter,

P.  der henviser til de store udfordringer, der knytter sig til landbruget i Middelhavslandene på grund af sektorens store socioøkonomiske betydning, miljøindvirkninger og betydning for den territoriale ligevægt,

Q.  der henviser til, at 60 % af verdens befolkning, som lider under vandknaphed, er koncentreret i den sydlige del af Middelhavsområdet og i Mellemøsten, og til at 63 millioner mennesker ifølge rapporter fra UNDP om den arabiske verden og den blå plan kan komme til at lide af vandknaphed inden 2025,

R.  minder om den beslutning, der blev truffet på Middelhavsunionens ministerkonference i Marseille den 4. november 2008, om at mindske it-kløften mellem landene nord og syd for Middelhavet, som har affødt et forslag om et bredbånd for Middelhavsområdet,

S.  der henviser til, at projekterne under Middelhavsunionen globalt set har været underfinansieret siden topmødet i Paris, hvilket risikerer at forsinke deres iværksættelse,

T.  der henviser til betydningen af migrationsstrømmene og de forskellige udfordringer, som de medfører på begge sider af Middelhavet på det menneskelige, sociale, kulturelle og økonomiske plan,

U.  der henviser til betydningen af den kapitalstrøm, der skabes af de midler, som de vandrende arbejdstagere sender tilbage til befolkningerne i lande syd for Middelhavet,

V.  der henviser til, at Lissabontraktatens nylige ikrafttrædelse og de institutionelle ændringer, den har medført, på den ene side og de vedvarende spørgsmål om Middelhavsunionens funktion og finansiering på den anden side gør det nødvendigt for Parlamentet nøje at følge udviklingen i Middelhavsunionen for at yde sit bidrag til Barcelonatopmødets succes,

1.  anmoder Middelhavsunionens stats- og regeringschefer, der mødes i Barcelona den 7. juni 2010, om at gøre alt for, at dette møde efter to vanskelige år bliver en succes, hvad angår etableringen af Middelhavsunionens institutioner og gennemførelsen af de store projekter, samt om at skabe fremskridt inden for alle aspekter af Euro-Middelhavssamarbejdet;

2.  er på trods af oprettelsen af Middelhavsunionen fortsat bekymret over manglen på en klar definition af EU's Middelhavspolitik og manglen på en langsigtet strategisk vision for udviklingen og stabiliseringen i området; understreger nødvendigheden af, at Euro-Middelhavsintegrationsprocessen på ny bliver en politisk prioritet på EU's dagsorden;

3.  opfordrer Middelhavsunionens regeringer og medlemsstater til at foretage en gennemgribende revision af og styrke den politiske dialog; understreger, at den gensidige respekt og forståelse er grundlæggende elementer i denne dialog og minder om, at fremme af demokratiet, retsstaten og respekten for menneskerettighederne, både de civile, politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og kollektive rettigheder, klart bør indføjes i målsætningerne for dette nye initiativ, navnlig ved styrkelsen af de eksisterende mekanismer; betoner i denne forbindelse betydningen af respekt for ytrings-, tanke- og trosfriheden samt behovet for at sikre minoriteterne deres rettigheder, herunder religionsfrihed; understreger, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod overholdelsen af kvinders rettigheder, ligestilling mellem mænd og kvinder og bekæmpelse af forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering; gentager sin støtte til de demokratiske politiske organer og civilsamfundsorganisationerne i landene syd for Middelhavet og roser kvindeorganisationernes kvalitetsarbejde;

4.  er af den opfattelse, at de politiske spændinger og konflikter i Middelhavsområdet ikke må bremse mulighederne for konkret at arbejde i retning af et sektormæssigt og multilateralt samarbejde, og at det er via gennemførelsen af store integrerende projekter og en åben politisk dialog, at Middelhavsunionen bidrager til udviklingen af et tillidsskabende klima, der kan fremme gennemførelsen af fælles sikkerhedsmålsætninger i en ånd af solidaritet og fred; understreger imidlertid, at Middelhavsunionens ikke vil være en fuldstændig succes uden en løsning på de forskellige regionale konflikter i overensstemmelse med international ret, der skaber fred i hele Middelhavsområdet;

5.  betoner, at det er nødvendigt hurtigt at finde en retfærdig og holdbar løsning på konflikten i Mellemøsten og taler for en beslutsom indsats fra EU og alle medlemslandene i Middelhavsunionen i denne retning; gentager sin opfordring til en genoptagelse af seriøse forhandlinger inden for rammerne af fredsprocessen, der skal føre til sameksistens af to stater - en uafhængig, demokratisk og bæredygtig palæstinensisk stat og staten Israel, der lever side om side i fred og sikkerhed og med internationalt anerkendte grænser; støtter det vigtige bidrag, som Middelhavsunionen kan yde til forbedringen af forholdene mellem Israel og Den Palæstinensiske Myndighed, navnlig ved hjælp af samarbejdet mellem israelske og palæstinensiske repræsentanter inden for unionens rammer;

6.  beklager, at afkoloniseringsprocessen i Vestsahara endnu ikke er afsluttet;

7.  glæder sig over udnævnelsen af en generalsekretær og vedtagelsen af vedtægterne for Middelhavsunionens generalsekretariat og anbefaler med henblik på topmødet i Barcelona, at Middelhavsunionens institutionelle og funktionelle struktur fastlægges efter følgende retningslinjer:

8.  minder om, at der på topmødet i Paris blev vedtaget 6 store horisontale strategiske projekter (civilbeskyttelse, motorveje til søs og almindelige motorveje, fjernelse af forurening i Middelhavet, solenergiplanen for Middelhavsområdet, initiativet for øget handel i Middelhavsområdet og Euro-Middelhavsuniversitetet), hvoraf et flertal allerede indgik som vedtagne projekter i Euro-Middelhavspartnerskabet; understreger derfor betydningen af en grundig evaluering af de regionale programmer og de midler, der allerede er iværksat inden for rammerne af Euro-Middelhavspartnerskabet, og ønsker, at udvælgelsen af programmer, der finansieres af Middelhavsunionen, bygger på et kriterium om merværdi på regionalt og lokalt niveau; opfordrer til en hurtig gennemførelse af disse prioriterede projekter;

9.  anser det for væsentligt, at finansieringen af de planlagte projekter sikres ved styrkede og mobiliserede offentlige og private midler, og

10.  opfordrer til, at der arbejdes for en forbedring af det økonomiske og juridiske miljø i tredjelande, idet etableringen af levedygtige og troværdige subregionale kreditinstitutter, der er i stand til at tiltrække udenlandske investeringer, prioriteres; opfordrer endvidere til

11.  ønsker en forbedring af det økonomiske og juridiske miljø i området - en uundværlig garanti for fremtidige investeringer; fastholder målet om udvikling af menneskelige ressourcer og beskæftigelse i overensstemmelse med millenniumudviklingsmålene for fattigdomsbekæmpelse; understreger, at opretholdelsen og udviklingen af stærke offentlige tjenester er en anden vigtig forudsætning for, at en bæredygtig udvikling i regionen kan sikres;

12.  vurderer, at et styrket bilateralt og multilateralt økonomisk syd-syd-samarbejde vil skabe reelle fordele for borgerne og forbedre det politiske klima i regionen;

13.  insisterer på, at det er af afgørende vigtighed at udvikle syd-syd-udvekslingerne, der kun udgør 6 % af samhandelen, og således arbejde for en udvidelse af Agadiraftalen; minder om, at disse lande har interesse i at intensivere deres forbindelser og deres udvekslinger, så de kommer til at udgøre en stærk, fælles økonomisk pol, der er attraktiv for investorerne, og bliver i stand til at forsvare regionens interesser og udnytte dens udvikling; understreger, at Middelhavsunionen skal gøre det nemmere at imødekomme anmodninger om faglig og finansiel bistand for at fremme den økonomiske syd-syd-integration; mener, at en udvidelse og forenkling af den ordning om kumulativ oprindelse, der omfatter EU og Euro-Middelhavsområdet, kan bidrage hertil;

14.  fremhæver betydningen af de igangværende forhandlinger om et Euro-Middelhavsfrihandelsområde og opfordrer Middelhavsunionens medlemsstater til at arbejde hen imod en harmonisering af deres holdninger inden for WTO-forhandlingerne;

15.  anmoder Kommissionen om i forbindelse med forhandlinger om internationale aftaler at tage hensyn til resultaterne af eksisterende konsekvensanalyser, og om at vurdere de sociale og miljømæssige konsekvenser af liberaliseringsprocessen i lyset af klimaændringerne og den økonomiske og sociale krise, og give mulighed for en gradvis og asymmetrisk indførelse, idet man på begge Middelhavets bredder beskytter tilsvarende produkter, som er mest udsat for konkurrence i forbindelse med liberaliseringens udvikling; opfordrer Middelhavsunionen til primært at udvælge projekter ud fra sociale og økonomiske behov og nødvendigheden af at mindske konsekvenserne for miljøet;

16.  ønsker, at associeringsaftalerne revideres under hensyntagen til de nye behov i tilknytning til den finansielle, økonomiske og sociale krise samt til fødevare- og energikrisen; minder om, at et af de primære formål med indførelsen af et Euro-Middelhavsfrihandelsområde fortsat bør være samhandel til gavn for udvikling og nedbringelse af fattigdom, og håber at den køreplan, der blev vedtaget på ministertopmødet den 9. december 2009, vil give mulighed for at nå dette mål;

17.  beklager, at de socioøkonomiske, handelsmæssige og energimæssige aspekter, såsom udenlandske direkte investeringer, beskæftigelse, energieffektivitet, den uformelle økonomi og fattigdomsbekæmpelse, er blevet forsømt i Pariserklæringen, og anmoder om, at dette afhjælpes på Barcelonatopmødet;

18.  minder om, at migrationspolitikkerne er en af prioriteterne under Euro-Middelhavspartnerskabet, og opfordrer Middelhavsunionens medlemsstater og institutioner til særligt være opmærksom på en koordineret forvaltning af migrationsstrømmene; understreger, at oprettelsen af Middelhavsunionen er uløseligt forbundet med en udnyttelse af de menneskelige ressourcer og udvekslingen mellem befolkninger i Middelhavsområdet og opfordrer ud over reguleringen af strømmene og bekæmpelsen af den illegale indvandring til at fremme en gradvis lettelse af den fri bevægelighed på begge sider af Middelhavet, en styrkelse af integrationsbestemmelserne for migranter, udarbejdelse af aktive politikker vedrørende beskæftigelse og en forbedring af udøvelsen af asyl; mener, at kontinuiteten af Euromed-ministerkonferencen om indvandring, der fandt sted i Albufeira den 18. og 19. november 2007, bør sikres;

19.  opfordrer Middelhavsunionens medlemmer til at lette pengeoverførsler fra vandrende arbejdstagere til borgerne fra deres oprindelseslande, bl.a. ved at arbejde for at reducere de dermed forbundne omkostninger;

20.  påpeger betydningen af fjerde kapitel i Euro-Middelhavssamarbejdet (kapitlet om indvandring, social integration, retfærdighed og sikkerhed) og understreger, at det for Middelhavsunionen er nødvendigt at fremme samarbejdet inden for dette kapitel;

21.  understreger den strategiske betydning af udfordringerne inden for landbrug, udviklingen af landdistrikter, tilpasningen til klimaændringer, en rationel anvendelse af vand og energi i landene i Middelhavsområdet og anmoder om, at samarbejdet inden for landbrug prioriteres politisk; tilskynder Middelhavsunionens medlemsstater til i så høj grad som muligt at arbejde hen imod en harmonisering af deres holdninger inden for WTO-forhandlingerne og bevæge sig i retning af større konvergens vedrørende Euro-Middelhavslandbrugspolitikkerne, navnlig vedrørende overholdelse af normer på det sociale, fødevaresikkerhedsmæssige, plantesundhedsmæssige og miljømæssige område og for produkters kvalitet; mener, at disse politikker bør indeholde krav om en bæredygtig udvikling (herunder beskyttelse af naturressourcer), hvilket på sigt vil bidrage til skabelsen af regionale markeder, samtidig med at der tages hensyn til Middelhavslandmændenes særlige situation og konkurrencemæssige forhold, samt behovet for at bevare en stærk landbrugssektor;

22.  understreger nødvendigheden af at indføre en regional landbrugspolitik efter køreplanen for landbruget i Euro-Middelhavsområdet, der beskytter den lokale produktion af fødevarer samt fødevaresikkerheden og fremmer produktionen, distributionen og diversificeringen af typiske middelhavsprodukter, udviklingen af små og mellemstore landbrug, og som er tilpasset en bæredygtig udvikling; opfordrer i lyset af den voksende fødevareusikkerhed i mange middelhavspartnerlande Kommissionen til at acceptere partneransøgninger vedrørende udvidede kontrolforanstaltninger og hurtige procedurer til gennemførelse af dem i perioder med fødevarekriser;

23.  bekræfter sin støtte til Middelhavsunionens miljømæssige dimension og minder om vigtigheden af Euro-Middelhavsinitiativet til fjernelse af forurening i Middelhavet; glæder sig i denne sammenhæng over lanceringen af anden fase af investeringsprogrammet til fjernelse af de vigtigste forureningskilder i Middelhavsområdet - finansieringsmekanisme til udarbejdelse og gennemførelse af projekter (MeHSIP PPIF); mener, at det haster med at gøre fremskridt på dette særlige område for forebyggelse af havforurening, og at Middelhavet bør gives særlig opmærksomhed, idet det drejer sig om et lukket havområde; understreger, at alle projekter under Middelhavsunionen bør planlægges og gennemføres i sammenhæng med eksisterende programmer, navnlig i forhold til UNEP's handlingsplan for Middelhavsområdet til gennemførelse af Barcelonakonventionen;

24.  opfordrer partnerstaterne inden for rammerne af Middelhavsunionens store projekter om land- og havtransport til at forbedre infrastrukturerne med henblik på at sikre en bedre cirkulation af mennesker og varer i Middelhavsområdet og fremme en bæredygtig transportpolitik, idet der tages højde for kravene om bæredygtig udvikling, nedbringelse af drivhusgasemissioner, energieffektivitet og intermodalitet; understreger, at en sådan indsats bør ydes navnlig i forbindelse med politikker om miljø, industri, offentlig sundhed og fysisk planlægning; påpeger behovet for at udarbejde projekter vedrørende motorveje til søs med henblik på at tilskynde den betingede overførsel og at skabe sikre, rene og bæredygtige handelsnavigationsveje;

25.  mener, at styrkelsen af havne- og landtransportinfrastrukturer kan være en faktor for økonomisk udvikling og fremme af samhandelen mellem Euro-Middelhavslandene;

26.  understreger behovet for at styrke samarbejdet inden for energiområdet og opfordrer til umiddelbar gennemførelse af udviklingsplaner til fremme af differentiering af energikilder og energimæssige forsyningsveje, der således i betydelig grad bidrager til tilstrækkelige energiressourcer i Middelhavsområdet;

27.  påpeger vedvarende energikilders store potentiale i Euro-Middelhavsområdet, navnlig i form af vind- og solenergi; støtter en hurtig og koordineret gennemførelse af solenergiplanen for Middelhavsområdet, som først og fremmest har til formål inden 2020 at etablere en produktionskapacitet på 20 GW bæredygtig energiproduktion i Middelhavsområdet, samt industrielle initiativer, som f.eks. DESERTEC, og vedtagelsen af en Euro-Middelhavsstrategi for energieffektivitet; ønsker, at projekterne først og fremmest imødekommer leverandørlandenes behov og understreger i den forbindelse den følgevirkning med hensyn til økonomisk udvikling, som partnerlandene vil nyde godt af, navnlig i landene syd for Middelhavet, med hensyn til netinfrastrukturer, oprettelse af et gensidigt afhængigt regionalt marked og skabelsen af en ny industriel sektor knyttet til f.eks. fremstillingen af solenergikomponenter;

28.  opfordrer til, at initiativet »sol for fred« fremmes og støttes yderligere inden for rammerne af Euro-Middelhavsprojektet vedrørende integration af energimarkedet (MED-EMIP);

29.  henstiller, at landene, der deltager i Euro-Middelhavsprocessen, tilslutter sig initiativet »intelligente byer« under den strategiske energiteknologiplan;

30.  støtter fremme af sammenkoblinger i Middelhavsområdet inden for elektricitets-, gas- og oliesektoren for at forbedre energiforsyningssikkerheden; understreger betydningen af at færdiggøre kæden af elnet i Middelhavsområdet og støtter udviklingen af en sydlig gaskorridor; tilskynder til anvendelse af reversible strømme, hvor det er hensigtsmæssigt med hensyn til sikkerhed, omkostningseffektivitet og bæredygtighed;

31.  understreger, at 20-20-20-målene for klimaet vil påvirke efterspørgslen efter gas betydeligt, og at en handlingsplan vedrørende LNG for Middelhavsunionens medlemsstater derfor ville øge diversiteten og forsyningssikkerheden, især i lande der er afhængige af en enkelt leverandør;

32.  understreger betydningen af fremskridt inden for LNG-teknologien samt investeringer i tonnagekapaciteten for LNG-fartøjer og terminaler til genforgasning af LNG; påpeger, at det er nødvendigt at udvikle sikkerheden til søs parallelt med infrastrukturen;

33.  påpeger nødvendigheden af at udvikle et styrket samarbejde inden for civilbeskyttelse i Middelhavsområdet med henblik på at bekæmpe naturkatastrofer, navnlig jordskælv, oversvømmelser og skovbrande; opfordrer til oprettelsen af et Euro-Middelhavsinstitut for skovbrande;

34.  påpeger vigtigheden af inden for rammerne af Middelhavsunionen at udvikle nye projekter, der beskæftiger sig med uddannelse, skole- og universitetsudvekslinger og forskning som faktorer for tilnærmelse af befolkningerne på begge sider af Middelhavet; mener, at det er vigtigt, at der med aktiv deltagelse af civilsamfundet skabes et reelt Euro-Middelhavsområde for videregående uddannelse, videnskab og forskning, og

35.  opfordrer til, at nye projekter om fremme af kulturel udveksling og mellemfolkelig forståelse meget hurtigt sættes på dagsordenen i Middelhavsunionen, navnlig gennem vedtagelsen af en Euro-Middelhavsstrategi inden for det kulturelle område og udvikling af den interkulturelle og interreligiøse dialog; opfordrer til, at der iværksættes projekter under den faste konference om audiovisuelle Middelhavsforanstaltninger, og navnlig at der oprettes et Euro-Middelhavs-tv-station samt nye udgaver af succesrige initiativer, som f.eks. Arabisk uge og EuroMedScola; glæder sig over initiativer fra biblioteket i Alexandria, Institut du monde arabe og Anna Lindh-fonden, og navnlig sidstnævntes tilrettelæggelse af forummet for interkulturel dialog i Barcelona i marts 2010; anmoder Middelhavsunionens medlemslande og -institutioner om at opretholde deres engagement over for FN's alliance af civilisationer;

36.  glæder sig over Marseille-Provences valg om at stille op som europæisk kulturhovedstad i 2013 med et projekt, der helt klart fokuserer på en Euro-Middelhavsdimension, der arbejder for tilnærmelsen af befolkningerne på begge sider af Middelhavet; understreger formålet med dette meget symbolske kulturelle projekt til gennemførelse af konkrete og nyskabende foranstaltninger inden for tjenesten for kulturel dialog i Europa og Middelhavsområdet;

37.  understreger betydningen af at etablere industripolitikker for at udnytte stordriftsfordele, samtidig med at de små og mellemstore virksomheder (SMV'er) støttes og de højteknologiske sektorer styrkes; opfordrer medlemsstaterne og institutionerne i Middelhavsunionen til aktivt at støtte SMV'er, særligt med hensyn til effektive finansielle tjenester samt teknisk og administrativ bistand, og dermed skabe et solidt grundlag for iværksættere, navnlig i sektorer, der bidrager til den økonomiske udvikling i Middelhavslandene;

38.  understreger, at PFEM kan blive Middelhavsunionens demokratisk legitime parlamentariske forsamling og støtter forslaget fra PFEM's sjette plenarmøde i Amman den 13. og 14. marts 2010 om, at navnet PFEM ændres til Parlamentarisk Forsamling - Middelhavsunionen;

39.  minder om sine beføjelser i EU-budgetprocedurerne og fastholder, at det er vigtigt, at PFEM allerede nu får et større ansvar og kommer til at spille en rolle i forbindelse med høring og demokratisk kontrol, for så vidt angår fastsættelsen af arbejdsområderne og opfølgning af igangværende projekter samt budgetgennemførelsen; opfordrer til, at PFEM's forskellige kompetente udvalg regelmæssigt hører generalsekretæren og vicegeneralsekretærerne; mener dog, at denne ansvarliggørelse skal ske sideløbende med en forbedring af drift og arbejdsmetoder i PFEM, herunder tildeling af de nødvendige menneskelige og økonomiske ressourcer, samt en bedre tilpasning af PFEM's arbejde til de andre institutioner under Middelhavsunionen; glæder sig over beslutningerne vedtaget i denne sammenhæng under PFEM's sjette plenarforsamling i Amman den 13. og 14. marts 2010;

40.  glæder sig over etableringen af en regional og lokal Euro-Middelhavsforsamling (RLEM), og opfordrer til en fornuftig koordinering af arbejdet i RLEM og PFEM, navnlig via fælles møder eller gensidig indbydelse af medlemmerne af de respektive præsidier til arbejdsmøder; påpeger interessen fra disse forsamlinger, der samler de valgte fra begge sider af Middelhavet, og som fremmer udvekslingen af demokratisk god praksis;

41.  insisterer på, at civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter og de mange professionelle og socioprofessionelle netværk, der er udviklet inden for rammerne af Euro-Middelhavspartnerskabet, regelmæssigt høres og inddrages i Middelhavsunionens aktiviteter og projekter, og opfordrer

42.  glæder sig over det engagement, der blev bekræftet i forbindelse med anden Euro-Middelhavsministerkonference om styrkelse af kvindens rolle i samfundet (Marrakech den 11. og 12. november 2009) med henblik på at fremme juridisk og de facto ligestilling mellem mænd og kvinder og overholdelse af de civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder for både kvinder og mænd; insisterer på, at der træffes konkrete foranstaltninger på området, og anbefaler vedtagelsen af et projekt under Middelhavsunionen om iværksætterånd hos kvinderne og fremme af deres deltagelse i det offentlige liv; gentager sin faste holdning om, at respekten for traditioner og skikke ikke kan være påskud for overtrædelse af kvinders grundlæggende rettigheder;

43.  opfordrer Rådet, næstformanden i Kommissionen/højtstående repræsentant for EU, Kommissionen og EU's nye udenrigstjeneste til at yde den nødvendige indsats for at sikre sammenhæng i EU's deltagelse i Middelhavsunionen og inddrage Europa-Parlamentet i definitionen af den europæiske politik;

44.  bifalder den nylige integration af de vestlige Balkanlande, der er kandidatlande til optagelse i EU, i Middelhavsunionen;

45.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, Kommissionens formand, næstformanden i Kommissionen/højtstående repræsentant for EU, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, medformandskabet for Middelhavsunionen, Middelhavsunionens generalsekretær og partnerlandenes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 301 E af 13.12.2007, s. 210. (2) EUT C 285 E af 26.11.2009, s. 39. (3) EUT C 76 E af 25.3.2010, s. 76. (4) EUT C 282 E af 6.11.2008, s. 443.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. maj 2010 om nødvendigheden af en EU-strategi for Sydkaukasus (2009/2216(INI))

P7_TA(2010)0193 A7-0123/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om det sydlige Kaukasus, herunder beslutningen af 15. november 2007 om styrkelse af den europæiske naboskabspolitik(1) og beslutningerne af 17. januar 2008 om henholdsvis en mere effektiv EU-politik for Sydkaukasus(2) og et regionalpolitisk initiativ for Sortehavsområdet(3),

–  der henviser til sin nylige beslutning af 17. december 2009 om Aserbajdsjan: ytringsfrihed(4), af 3. september 2008 om Georgien(5), af 5. juni 2008 om situationen i Georgien(6) og af 13. marts 2008 om Armenien(7),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet af 3. december 2008 om østpartnerskabet (KOM(2008)0823),

–  der henviser til den fælles erklæring af 7. maj 2009 fra topmødet i Prag om det østlige partnerskab,

–  der henviser til de handlingsplaner under den europæiske naboskabspolitik (ENP), der blev vedtaget sammen med Armenien, Aserbajdsjan og Georgien i november 2006, og til det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI), der hænger nøje sammen med gennemførelsen af disse handlingsplaner,

–  der henviser til ENP-statusrapporterne om Armenien, Aserbajdsjan og Georgien, som Kommissionen vedtog den 23. april 2009,

–  der henviser til landestrategidokumenterne 2007-2013 og de nationale indikativprogrammer 2007-2010 under ENPI for Armenien, Aserbajdsjan og Georgien,

–  der henviser til midtvejsrevisionen af ENPI-programmeringsdokumenterne for Armenien, Aserbajdsjan og Georgien,

–  der henviser til de partnerskabs- og samarbejdsaftaler, der blev indgået med Armenien, Aserbajdsjan og Georgien i 1996,

–  der henviser til de relevante valgobservationsrapporter til Europarådets Parlamentariske Forsamling,

–  der henviser til den internationale undersøgelsesmissions rapport af 30. september 2009 om konflikten i Georgien (Tagliavini-rapporten),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udvalget om International Handel og Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0123/2010),

A.  der henviser til, at Rådet (udenrigsanliggender) den 8. december 2009 bekræftede, at EU ønsker at fremme stabilitet, samarbejde, velstand og god regeringsførelse i hele det sydlige Kaukasus, bl.a. ved hjælp af faglige bistandsprogrammer,

B.  der henviser til, at EU som følge af den vellykkede indsats for efter krigen i Georgien i august 2008 at opnå en våbenhvileaftale og det betydelige behov for et yderligere engagement for at sikre aftalens fulde gennemførelse er blevet en vigtig aktør på det sikkerhedspolitiske område i regionen gennem udsendelsen af en EU-overvågningsmission, iværksættelsen af et omfattende program for bistand efter krigen og indledningen af en undersøgelsesmission, der skal beskæftige sig med krigens årsager og dens forløb,

C.  der henviser til, at forhandlingerne om en løsning af konflikten i Nagorno-Karabakh, der føres af Minsk-gruppen under Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), blev intensiveret i 2009,

D.  der henviser til, at tvangsfordrevne fra konfliktområderne i det sydlige Kaukasus stadig nægtes retten til at vende tilbage til deres hjem, og at de tre lande har påbegyndt programmer med henblik på lokal integration af deres flygtninge og internt fordrevne, men at der stadig er lang vej til succes; der tilføjer, at flygtninge og internt fordrevne ikke bør udnyttes af myndighederne som politiske instrumenter under konflikter,

E.  der henviser til, at Armeniens og Tyrkiets undertegnelse i oktober 2009 af protokoller om optagelse og udvikling af diplomatiske forbindelser og åbning af den fælles grænse var et lovende skridt, men at protokollerne ikke er blevet ratificeret,

F.  der henviser til, at de fastfrosne konflikter er en hæmsko for den økonomiske og sociale udvikling og hindrer en forbedring af levestandarden i det sydlige Kaukasus og den fulde udvikling af østpartnerskabet inden for rammerne af ENP; der henviser til, at en løsning af konflikterne er afgørende for stabiliteten i EU's nabolande; der tilføjer, at der bør gøres en yderligere indsats for at identificere fælles interesseområder, der kan løse uoverensstemmelserne, lette dialogen og fremme det regionale samarbejde og mulighederne for øget udvikling,

G.  der henviser til, at EU respekterer principperne om suverænitet og territorial integritet i sine forbindelser med staterne i det sydlige Kaukasus,

H.  der henviser til, at det det østlige partnerskab skaber nye muligheder for at uddybe de bilaterale forbindelser og samtidig indfører et multilateralt samarbejde,

I.  der henviser til, at sigtet med det østlige partnerskab er at fremskynde reformerne, tilnærmelsen af lovgivningen og den økonomiske integration og yde konkret støtte til konsolidering af partnerlandenes statsstrukturer og territoriale integritet, og at partnerskabet bygger på principperne om konditionalitet, differentiering og fælles ejerskab og tilstræber indgåelse af nye associeringsaftaler, som forudsætter Europa-Parlamentets godkendelse,

J.  der henviser til, at den parlamentariske forsamling inden for rammerne af EU's østlige naboskabspolitik (Euronest) snarligt vil blive oprettet officielt som et vigtigt multilateralt organ for øget interparlamentarisk dialog mellem Europa-Parlamentet og EU's seks østlige partnerlande, herunder Armenien, Aserbajdsjan og Georgien, med det formål at tilnærme disse lande til EU,

K.  der henviser til, at situationen i det sydlige Kaukasus kræver en stadig mere proaktiv politik for EU's engagement i denne region, og at iværksættelsen af det østlige partnerskab og Lissabontraktatens ikrafttrædelse udgør en god lejlighed til at formulere en EU-strategi over for det sydlige Kaukasus,

1.  gentager, at EU's hovedmålsætning i regionen er at fremme udviklingen af Armenien, Aserbajdsjan og Georgien i retning af åbne, fredelige, stabile og demokratiske lande, der er rede til at skabe gode naboforbindelser og omdanne det sydlige Kaukasus til en region præget af varig fred, stabilitet og velstand, således at det bliver lettere at integrere disse lande i de europæiske politikområder; er af den opfattelse, at EU er nødsaget til at spille en mere aktiv politisk rolle for at nå denne målsætning ved at udvikle en strategi, som kombinerer EU's rolle som blød magt med en konsekvent fremgangsmåde i samråd med landene i regionen og suppleret med bilaterale politikker;

Spørgsmål vedrørende sikkerhed og fredelig konfliktløsning

2.  understreger, at det er uacceptabelt og uholdbart at opretholde status quo i konflikterne i regionen, da der dermed konstant er risiko for, at spændingerne vil eskalere og de væbnede konflikter blive genoptaget; mener, at alle parter bør gøre en aktiv indsats for at opnå stabilitet og fred; anbefaler brugen af grænseoverskridende programmer og dialog blandt de civile samfund som et redskab til konfliktløsning og tillidsskabelse hen over skillelinjerne; understreger, at EU kan spille en vigtig rolle ved at bidrage til en dialogkultur i regionen og ved at sikre gennemførelsen af de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, herunder FN-resolution 1325 (2000);

3.  bemærker, at konfliktstyring og -løsning bl.a. forudsætter anerkendelse af alle relevante parters og samfunds rettigheder og legitime interesser, beredvilligheden til at ændre opfattelsen af begivenheder i fortiden og nå frem til en fælles forståelse af disse begivenheder, viljen til at overvinde had og frygt, paratheden til at give køb på meget vidtgående krav, opgivelse af revanchistiske holdninger og viljen til at drøfte ægte indrømmelser for at blive i stand til at sikre stabilitet og velstand;

4.  betoner vigtigheden af at forebygge konflikter, bl.a. gennem respekt for nationale mindretals og alle deres medlemmers rettigheder, religiøs tolerance og en indsats til styrkelse af den sociale og økonomiske samhørighed;

5.  understreger, at de eksterne aktører har et ansvar for at anvende deres magt og indflydelse på en måde, som er i fuld overensstemmelse med folkeretten, herunder menneskerettighedslovgivningen; mener, at de eksterne aktører i regionen bør fortsætte det stadig tættere og afbalancerede samarbejde for at bidrage til en fredelig konfliktløsning; anser det for uacceptabelt, at nogen ekstern aktør opstiller betingelser for at respektere landenes suverænitet og territoriale integritet i det sydlige Kaukasus;

Nagorno-Karabakh-konflikten

6.  glæder sig over den dynamik, der præger forhandlingerne om konflikten vedrørende Nagorno-Karabakh, hvilket illustreres af de seks møder, der blev holdt i 2009 mellem Armeniens og Aserbajdsjans præsidenter i Moskva-erklæringens ånd; opfordrer parterne til at intensivere fredsforhandlingerne for at nå frem til en løsning i de kommende måneder og anmoder dem om at udvise en mere konstruktiv holdning og opgive deres præference for bevarelse af status quo-situationen, som er skabt med magt og uden international legitimitet og dermed har givet anledning til ustabilitet og forlænget de krigsplagede befolkningers lidelser; fordømmer ideen om en militær løsning og de alvorlige konsekvenser af den militære magtanvendelse, der allerede har fundet sted, og opfordrer begge parter til at undgå yderligere brud på våbenhvilen fra 1994;

7.  støtter fuldt ud de mæglingsbestræbelser, der udøves af OSCE's Minsk-gruppe, de grundlæggende principper i Madrid-dokumentet og den erklæring, Minsk-gruppens medformand fremsatte den 10. juli 2009 i tilslutning til G8-topmødet i L'Aquila; opfordrer det internationale samfund til at udvise mod og politisk vilje til at bistå med at overvinde de tilbageværende stridspunkter, som er til hinder for en aftale;

8.  er alvorligt bekymret over, at flere hundredetusinde flygtninge og internt fordrevne, der flygtede fra deres hjem under eller i forbindelse med krigen i Nagorno-Karabakh, fortsat er fordrevne og er nægtet deres rettigheder, herunder retten til at vende tilbage, ejendomsretten og retten til personlig sikkerhed; opfordrer alle parter til klart og betingelsesløst at anerkende disse rettigheder og behovet for omgående genetablering heraf og for en omgående løsning af dette problem, som respekterer principperne i folkeretten; ønsker i den forbindelse, at de armenske styrker trækkes tilbage fra alle besatte områder i Aserbajdsjan, samtidig med at der udsendes internationale styrker, der opstilles i overensstemmelse med FN-pagten med det formål at skabe de nødvendige sikkerhedsgarantier i en overgangsperiode, og som vil stå inde for befolkningens sikkerhed i Nagorno-Karabakh og gøre det muligt for de tvangsfordrevne at vende tilbage til deres hjem samt at forhindre yderligere konflikter som følge af hjemløshed; opfordrer de armenske og aserbajdsjanske myndigheder og lederne af de relevante samfund til at demonstrere deres vilje til at etablere fredelige forbindelser mellem de etniske grupper ved at træffe konkrete forberedelser til de fordrevnes hjemvenden; mener, at de internt fordrevnes og flygtningenes situation bør behandles i overensstemmelse med de internationale normer, bl.a. under henvisning til henstilling 1877 (2009) fra Europarådets Parlamentariske Forsamling med titlen »Europe's forgotten people: protecting the human rights of long-term displaced persons«;

9.  understreger, at der er brug for konkrete bestræbelser for at bane vejen for en varig fred; anmoder alle relevante myndigheder om at undgå en proaktiv politik og retorik, provokerende udtalelser og manipulation af historien; opfordrer de armenske og aserbajdsjanske ledere til at handle ansvarligt, nedtone deres udtalelser og »gøde jorden«, således at offentligheden accepterer og til fulde forstår fordelene ved en samlet løsning på konflikten;

10.  mener, at det synspunkt, at Nagorno-Karabakh omfatter alle besatte aserbajdsjanske områder rundt om Nagorno-Karabakh, hurtigt bør opgives; bemærker, at en midlertidig status for Nagorno-Karabakh kunne udgøre en løsning, indtil den endelige status er fastlagt, og at der derved kunne skabes en overgangssituation præget af sameksistens for og samarbejde mellem den armenske og den aserbajdsjanske befolkning i regionen;

11.  betoner, at sikkerhed for alle er et uomgængeligt argument for enhver aftale; anerkender vigtigheden af passende fredsbevarende ordninger, der er i overensstemmelse med de internationale menneskerettighedsnormer, og som omfatter både militære og civile aspekter; anmoder Rådet om at undersøge muligheden for at støtte fredsprocessen gennem missioner inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP), herunder udsendelse til området af en stor overvågningsmission, der kan lette etableringen af en international fredsbevarende styrke, når der foreligger en politisk løsning;

Tilnærmelsen mellem Armenien og Tyrkiet

12.  bifalder protokollerne om etablering og udvikling af diplomatiske forbindelser mellem Armenien og Tyrkiet, herunder åbning af den fælles grænse; opfordrer begge parter til at gribe denne lejlighed til at forbedre de indbyrdes forbindelser ved at ratificere protokollerne og gennemføre dem i praksis uden forudgående betingelser og inden for en rimelig tidsfrist; understreger, at tilnærmelsen mellem Armenien og Tyrkiet og forhandlingerne i OSCE's Minsk-gruppe er adskilte processer, der skal bevæge sig fremad med hver deres logik; bemærker imidlertid, at fremskridt inden for en af de to processer kan have vidtrækkende og potentielt meget positive konsekvenser for hele regionen;

Konflikterne i Georgien

13.  gentager sin uforbeholdne støtte til Georgiens suverænitet, territoriale integritet og ukrænkeligheden af landets internationalt anerkendte grænser og opfordrer Rusland til at respektere disse; tilskynder de georgiske myndigheder til at gøre en yderligere indsats for at nå frem til en løsning af Georgiens interne konflikter i Abkhasien og Sydossetien; hilser Tagliavini-rapporten velkommen og tilslutter sig de vigtigste bemærkninger og konklusioner heri; forventer, at den omfattende baggrundsinformation i denne rapport kan anvendes i sagerne ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) og af individuelle borgere i forbindelse med overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK); bifalder det mandat, der er givet EU's overvågningsmission, og slår til lyd for, at mandatet udvides; opfordrer Rusland og de facto-myndighederne i løsrivelsesregionerne Abkhasien og Sydossetien til at holde op med at blokere dele af missionens gennemførelse;

14.  bemærker med tilfredshed, at det internationale samfund næsten enstemmigt har forkastet Sydossetiens og Abkhasiens unilaterale uafhængighedserklæring; beklager, at Den Russiske Føderation har anerkendt Abkhasiens og Sydossetiens uafhængighed, da dette er i strid med folkeretten; opfordrer alle parter til at overholde våbenhvileaftalen fra 2008 og garantere EU-overvågningsmissionens og dets personales sikkerhed og frie adgang på stedet; anmoder Rusland om at overholde sit løfte om at trække sine tropper tilbage til de stillinger, de havde inden udbruddet af krigen i august 2008; noterer sig med foruroligelse aftalen af 17. februar 2010 mellem Den Russiske Føderation og de facto-myndighederne i Abkhasien om at etablere en russisk militærbase i Abkhasien uden den georgiske regerings godkendelse og bemærker, at en sådan aftale er i modstrid med våbenhvileaftalerne af 12. august og 8. september 2008;

15.  understreger vigtigheden af at beskytte sikkerheden og rettighederne for alle, der lever i udbryderregionerne, fremme overholdelsen af de etniske georgieres ret til at vende tilbage under sikre og værdige forhold, standse processen med tvungen pasudstedelse, opnå en reduktion af antallet af lukkede de facto-grænser og gøre det muligt for EU og andre internationale aktører at yde støtte til befolkningen i de to områder; fremhæver behovet for mere klart definerede kort- og langsigtede mål i denne henseende; tilskynder Georgien til at fortsætte gennemførelsen af landets handlingsplan for internt fordrevne og fortsat bistå de internt fordrevne på landets område;

16.  understreger, at det er nødvendigt at løse den georgisk-abkhasiske og georgisk-sydossetiske dimension af konflikterne og sikre, at der tages ligeligt hensyn til alle de involverede befolkningsgruppers rettigheder og ønsker; betoner, at isolationen af Abkhasien og Sydossetien modvirker en løsning af konflikten, og bifalder den nationale strategi, der blev vedtaget den 27. januar 2010, og som sigter mod at skabe engagement gennem samarbejde; tilskynder de georgiske myndigheder til at høre alle aktører ved forberedelsen af en handlingsplan til gennemførelse af denne strategi; understreger betydningen af tillidsskabende foranstaltninger og folk-til-folk-kontakt på tværs af konflikten; tilskynder endvidere EU til at støtte projekter til fremme af den frie bevægelighed for de berørte folk ved administrative grænser;

17.  anser Genève-forhandlingerne for at være meget vigtige som det eneste forum, hvor alle konfliktparterne er repræsenteret og tre store internationale aktører - EU, OSCE og FN - arbejder nært sammen om at bringe sikkerhed og stabilitet i regionen; beklager, at dette forums potentiale endnu ikke har givet væsentlige resultater, og at der fortsat er tale om episoder ved våbenhvilelinjen til trods for mekanismen til forebyggelse af og reaktion på hændelser; opfordrer parterne til fuldt ud at udnytte mekanismen og dens potentiale til at styrke den gensidige tillid; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (VP/HR) til at gøre alt for at give disse drøftelser nye og friske impulser med henblik på at opnå en tilfredsstillende stabilisering af situationen og fuld gennemførelse af våbenstilstandsaftalen fra august 2008;

Fremskridt hen imod demokratisering og respekt for menneskerettigheder og retsstatsforhold

18.  understreger, at demokratisering, god forvaltningspraksis, politisk pluralisme, retsstatsforhold, menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder er af absolut afgørende betydning for udformningen af Armenien, Aserbajdsjan og Georgiens fremtidige forbindelser med EU; kræver fornyede bestræbelser fra disse landes side for at gennemføres ENP-handlingsplanen fuldt ud og opfordrer Kommissionen til fortsat at bistå dem hermed; er bekymret over, at landene i den sydkaukasiske region kun gør begrænsede fremskridt på dette område, hvilket fremgår af Kommissionen fremskridtsrapport for 2009 og afspejles i Europarådets henstillinger; glæder sig over, at der er indledt en menneskerettighedsdialog mellem EU og Georgien og Armenien, og opfordrer Aserbajdsjan og EU til at afslutte drøftelserne om tilsvarende samarbejdsstrukturer;

19.  understreger betydningen af, at der iværksættes yderligere demokratiske reformer, og den helt afgørende rolle, som politisk dialog og samarbejde har for tilvejebringelsen af en national konsensus; understreger, at det er vigtigt at styrke mere uafhængige, gennemsigtige og stærke demokratiske institutioner, herunder et uafhængigt retssystem, at forstærke den parlamentariske kontrol med den udøvende magt og at sikre demokratisk magtskifte, understøtte og styrke civilsamfundet og udvikle folk-til-folk-kontakt som led i fremme af demokrati og retsstatsforhold; konstaterer, at der kun langsomt sker fremskridt med hensyn til demokratisering til trods for de indgåede forpligtelser;

20.  henleder opmærksomheden på den fortsat omfattende korruption i regionen og opfordrer myndighederne til at fremskynde foranstaltningerne til bekæmpelse heraf, idet den udgør en trussel mod den økonomiske vækst og den sociale og politiske udvikling i de pågældende lande; mener, at der i højere grad bør fokuseres på bekæmpelse af monopoler samt offentlige ansættelser; glæder sig over, at Georgien har gjort fremskridt med hensyn til at bekæmpe korruption;

21.  konstaterer, at der for nylig afholdtes valg i landene i regionen; fremhæver, at frie og retfærdige valg, der gennemføres i overensstemmelse med internationale forpligtelser og normer, er vigtige, og at disse lande er nødt til at gøre sig yderligere anstrengelser for at vedtage og gennemføre reformer med henblik på at opfylde disse normer, herunder med hensyn til at styrke mekanismer til kontrol efter valgene og sikre korrekt undersøgelse af alle voldshandlinger efter valgene og placering af ansvaret herfor; understreger, at EU skal spille en rolle ved at sørge for teknisk bistand og international og uafhængig valgovervågning; bekræfter den opfattelse, at EU ikke anerkender de forfatningsmæssige og juridiske rammer, inden for hvilke valget i udbryderområderne finder sted, og forsvarer de fordrevnes rettigheder;

22.  anser ytringsfriheden for at være en grundlæggende rettighed og et grundlæggende princip og mediernes rolle for at være helt afgørende og understreger, at det er nødvendigt, at medierne er frie og uafhængige; er foruroliget over indskrænkningerne i ytringsfriheden og den manglende mediepluralisme i landene i Sydkaukasus og opfordrer derfor myndighederne til at sikre begge dele; beklager dybt de fortsat mange tilfælde af chikane og intimidering af ansatte i medierne, overfald, tortur og mishandling af journalister; mener, at selvreguleringsprincipper og -mekanismer, som er en vigtig del af talefriheden, skal fremmes og styrkes af kompetente erhvervsorganer;

23.  er af den opfattelse, at forsamlingsfriheden skal sikres, da den er vigtig for udviklingen af et frit, demokratisk og levende samfund; ser med bekymring på de såvel direkte som indirekte vanskeligheder, civilsamfundet står over for, når det vil organisere sig, og foruroliges over vedtagelsen af love og former for praksis, der indirekte kan indskrænke forsamlingsfriheden, herunder administrativ chikane i skattespørgsmål; fremhæver civilsamfundets store betydning for demokratiserings-, freds- og forsoningsprocesserne i regionen;

24.  opfordrer landene i regionen til at deltage aktivt i Den Parlamentariske Forsamling Euronest og fuldt ud udnytte dens potentiale som en ramme for multilateral og bilateral udveksling af synspunkter samt for lovgivningsmæssig tilnærmelse til EU-normer og parlamentarisk kontrol med demokratiske reformer; bemærker i denne forbindelse, at en mere intensiv dialog mellem medlemmerne af parlamenterne i regionens lande er af afgørende betydning; håber, at dette kan danne baggrund for bilaterale møder mellem medlemmer af parlamenterne i Armenien og Aserbajdsjan med henblik på at indlede en parlamentarisk dialog, hvor medlemmer af Europa-Parlamentet er til stede; opfordrer også interesserede EU-medlemsstaters nationale parlamenter og Europa-Parlamentet til at forstærke det parlamentariske samarbejde med parlamenterne i regionen med henblik på at øge deres rolle og kapacitet med hensyn til politisk beslutningstagning;

Økonomiske spørgsmål og social udvikling

25.  er af den opfattelse, at et mere omfattende samarbejde på regionalt niveau og med EU på områder som økonomi, transport, energi og miljø er af afgørende betydning for en optimal udvikling af de pågældende sektorer og for at sikre stabilitet i regionen, men at samarbejdet også bør omfatte opbygningen af menneskelige ressourcer i hele regionen som en langsigtet investering; glæder sig over, at alle tre lande er omfattet af EU's generelle toldpræferenceordning (GSP), og bemærker, at de alle opfylder kravene for deltagelse i GSP+ med hensyn til bæredygtig udvikling og god regeringsførelse; bemærker, at et regionalt samarbejde inden for politi og retsvæsen og indførelsen af en integreret grænseforvaltning er af stor betydning for yderligere fremme af mobiliteten i området og i retning af EU; beklager, at gennemførelsen af regionale projekter med deltagelse af alle tre lande fortsat hindres af, at der stadig findes uløste konflikter;

26.  betoner vigtigheden af, at der tilvejebringes et gunstigt erhvervsklima, og at den private sektor udvikles; bemærker, at Aserbajdsjans bemærkelsesværdige økonomiske vækst hovedsagelig er baseret på indtægter fra olie og gas; understøtter reformprocessen, som gør landets økonomi mere attraktiv for udenlandske investorer; opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til at fremskynde forhandlingerne om optagelse i Verdenshandelsorganisationen (WTO) og anmoder Kommissionen om yderligere at støtte Aserbajdsjan i denne proces; glæder sig over fremskridtene med økonomiske reformer i Armenien og Georgien; bemærker imidlertid, at Armeniens og Georgiens økonomiske udvikling er blevet påvirket af den globale økonomiske krise, og glæder sig over, at EU i slutningen af 2009 besluttede at yde makrofinansiel bistand til de to lande;

27.  foruroliges over de hastigt stigende militær- og forsvarsudgifter i Sydkaukasus og opbygningen af militærarsenaler; påpeger, at denne relevante del af landenes nationale budgetter lægger beslag på finansielle ressourcer af en betragtelig størrelse, der kunne være brugt til mere påtrængende formål, såsom fattigdomsbekæmpelse, social sikring og økonomisk udvikling; opfordrer i denne forbindelse Rådet og Kommissionen til at forhindre, at makroøkonomisk bistand fra EU indirekte finansierer den militære opbygning i regionen;

28.  bemærker Sydkaukasus' strategiske geopolitiske placering og regionens voksende betydning som en energi-, transport- og kommunikationskorridor, der forbinder den kaspiske region og Centralasien med Europa; mener, at det derfor er af allerstørste betydning, at EU-samarbejdet med Sydkaukasus prioriteres højt, ikke mindst i spørgsmål forbundet med energi; understreger de tre landes afgørende rolle som transitområde for energikilder og deres betydning for en differentiering af EU's energiforsyning og -ruter; erindrer på den baggrund på ny om, at Unionen bør tage konkrete skridt for at sikre politisk stabilitet i regionen; glæder sig over, at Aserbajdsjan og Georgien er rede til videre frem at spille en aktiv rolle til fremme af en markedsbaseret energiforsyning og transitdifferentiering i regionen; anbefaler stærkt de involverede lande og Kommissionen at inddrage Armenien i relevante transport- og energiprojekter i regionen;

29.  erkender, at regionen er vigtig for EU's energisamarbejde og energisikkerhed, navnlig i forbindelse med udviklingen af sydkorridoren (Nabucco og White Stream-ledningen); understreger, at det er vigtigt at uddybe det EU-aserbajdsjanske energipartnerskab, og noterer sig de aserbajdsjanske energikilders høje værdi og den afgørende rolle, denne spiller for landets økonomiske udvikling; understreger, at det er vigtigt at sikre, at udbyttet fra udnyttelsen af de naturlige ressourcer fordeles ligeligt og investeres i landets udvikling som sådan, for at det kan forberede sig på de negative følger af en mulig nedgang i olieproduktionen; oplever en intensivering af det aserbajdsjansk-russiske partnerskab, navnlig inden for energisektoren, og glæder sig i den sammenhæng over, at Aserbajdsjan agter at differentiere landets økonomi; understreger, hvor vigtigt det er at have gennemsigtighed i energisektoren i denne region som en nøgleforudsætning for investorernes tillid, og finder det rosværdigt, at Aserbajdsjan deltager i initiativet for gennemsigtighed i udvindingsindustrien;

30.  erkender, at det er afgørende at få udviklet nye infrastrukturer og transportkorridorer, projekter, der forbinder regionerne ved Det Kaspiske Hav og Sortehavet igennem eller fra Sydkaukasus, således som det også nævntes i meddelelsen om anden strategiske energirevision; støtter i den sammenhæng alle initiativer, som vil kunne bidrage til at indføre en mere stabil dialog mellem producent-forbruger-lande og transitlande med udveksling af ekspertviden om energireguleringssystemer og om forsyningslovgivningens sikkerhed, udveksling af bedste praksis, herunder gennemsigtigheds- og solidaritetsmekanismer, samt udvikling af systemer til tidlig varsling af energiafbrydelser; mener, at dette hænger nært sammen med reguleringsrammernes konvergens, markedsintegration og en ikke-diskriminerende ordning for transmissionsinfrastrukturer på tværs af grænserne;

31.  fremhæver, at det er vigtigt at fremme foranstaltninger med henblik på energieffektivitet, investere i vedvarende energikilder og sikre, at der tages hensyn til miljøet; erkender, at det er altafgørende at opnå en differentieret forsyning, hvilket kun kan ske via et forstærket samarbejde med nabostater; er af den opfattelse, at Det Regionale Miljøcenter for Kaukasus skal udstyres med passende finansielle midler og støttes, således at der også kan gennemføres troværdige projekter på tværs af grænserne; finder Aserbajdsjans bebudede planer om at betragte udviklingen af alternative energikilder som en regeringsprioritering prisværdige og understøtter en fastholdelse af sådanne mål; ser positivt på Armeniens beslutning om at standse driften af atomkraftværket i Medzamor og opfordrer de armenske myndigheder til at søge gennemførlige alternative løsninger med hensyn til energiforsyninger, således som EU har anmodet om; glæder sig over den georgiske regerings bestræbelser på at udvikle vandkraftsektoren og understreger behovet for EU-støtte i denne forbindelse;

32.  mener, at fremme af den sociale samhørighed og den sociale dialog ved at inddrage alle sociale aktører, fremme af ligestilling og kvinders rettigheder, investering i uddannelse og sundhed, opbygning af menneskelige ressourcer og sikring af en tilstrækkelig levestandard er væsentlige forudsætninger for at opbygge levende demokratiske samfund; konstaterer med glæde, at de tre lande har vedtaget deres respektive programmer for fattigdomsbekæmpelse, og opfordrer til at få dem gennemført fuldt ud;

Hen imod en EU-strategi

33.  glæder sig over østpartnerskabet og noterer sig de tilhørende initiativer, der er blevet iværksat, og de møder, som har fundet sted; understreger, at det for at være troværdigt skal ledsages af konkrete projekter og hensigtsmæssige incitamenter; har til hensigt at udbygge den parlamentariske dimension af partnerskabet yderligere;

34.  glæder sig over, at østpartnerskabet har åbnet mulighed for at uddybe de bilaterale forbindelser mellem landene i Sydkaukasus og i EU gennem indførelse af nye aftalebaserede relationer i form af associeringsaftaler; fremhæver betydningen af at medtage milepæle og benchmarks i de dokumenter, der skal efterfølge de nuværende handlingsplaner; erindrer om, at nogle af betingelserne for at indlede forhandlinger er en tilstrækkelig grad af demokrati, retsstatsforhold og menneskerettigheder, og opfordrer Kommissionen til at yde teknisk bistand, når det er nødvendigt, for at hjælpe landene med at opfylde forhåndsbetingelserne; glæder sig navnlig over det omfattende institutionsopbygningsprogram, der tilbydes inden for østpartnerskabet som et innovativt værktøj, der specielt skal hjælpe landene med at opfylde disse forhåndsbetingelser; gentager, at Europa-Parlamentet har ret til i alle processens faser at blive øjeblikkelig og fuldt underrettet om forhandlingerne om associeringsaftalerne, også fordi det skal godkende indgåelsen af disse aftaler; forventer, at alle Sydkaukasus-landenes gennemførelse af associeringsaftalerne vil fremskynde processen med økonomisk integration og politisk samarbejde med EU;

35.  anser ENP-handlingsplanerne og deres gennemførelse for at være et væsentligt grundlag for en evaluering af forpligtelsernes overholdelse og de fremskridt, der er gjort i de bilaterale forbindelser med EU, og for overvejelser om at opgradere kontraktforholdet med de pågældende lande; konstaterer, at Armenien og Georgien har forpligtet sig til at gennemføre ENP-handlingsplanerne, og opfordrer Aserbajdsjan til at intensivere sin indsats i denne henseende; finder, at Europa-Parlamentet bør inddrages i denne proces; bemærker, at der er forskel på, hvor store fremskridt de tre lande har gjort med hensyn til at gennemføre de respektive ENP-handlingsplaner; mener, at der ved forhandlingerne om de nye associeringsaftaler skal tages hensyn til disse forskelle og de forskellige mål samt den regionale dimension, og at landene skal behandles lige;

36.  er af den opfattelse, at den regionale dimension af EU's strategi for Sydkaukasus skal styrkes behørigt; glæder sig i denne forbindelse over, at der inden for østpartnerskabets rammer er tildelt yderligere finansielle midler til ENP-instrumentet til regionale udviklingsprogrammer og multilateralt samarbejde; opfordrer Kommissionen til at fastlægge et sæt regionale og grænseoverskridende projekter og programmer for de tre lande i Sydkaukasus inden for områder som transport, miljø, kultur og civilsamfund, så der bliver tale om konkrete incitamenter til at styrke samarbejde og skabe tillid mellem parterne;

37.  minder om, at landene i Sydkaukasus også indgår i Sortehavssynergiinitiativet, som styrker den gensidige tillid partnerne imellem ved at fremme det regionale samarbejde på bestemte områder bl.a. via programmer på tværs af grænserne; understreger Sortehavsregionens betydning for EU og opfordrer Rådet og Kommissionen og især VP/HR til at udvikle ideer og strategier med henblik på et stærkere samarbejde mellem alle Sortehavslandene og en udvidelse af kontakterne med EU; anbefaler med henblik herpå, at der oprettes en institutionaliseret struktur i form af en Sortehavsunion;

38.  fastslår, at Rusland, Tyrkiet og USA's holdninger spiller en vigtig rolle i forbindelse med konfliktløsningen i Sydkaukasus; gør opmærksom på, at udviklingen af østpartnerskabet ikke sigter på at isolere Rusland, men tvært imod har til formål at skaffe alle berørte parter fred, stabilitet og bæredygtige økonomiske fremskridt til gavn for hele regionen og nabolandene;

Sikkerhedsspørgsmål og fredelig konfliktløsning

39.  mener, at det er helt afgørende at sørge for bistand i konfliktløsningsprocesserne, og at EU har gode forudsætninger for at understøtte tillidsskabelse, genopbygning og rehabilitering og desuden har mulighed for at hjælpe med at inddrage de berørte samfund; i denne henseende er det af central betydning at skabe områder for civilt engagement, ikke kun blandt lederne, men også blandt civilsamfundets organisationer; anser det endvidere for yderst vigtigt at opretholde et højt niveau, hvad angår opmærksomhed fra det internationale samfunds side over for alle konflikterne i regionen, for at sikre en hurtig løsning på dem; erkender, at det regionale samarbejde er en nødvendig forudsætning for tillidsskabelse og styrkelse af sikkerheden, i overensstemmelse med ENP-prioriteringerne; opfordrer alle parter til at deltage fuldt ud i det multilaterale samarbejde som led i østpartnerskabet uden at kæde det sammen med den endelige løsning på konflikterne;

40.  understreger den potentielle fare for, at de fastfrosne konflikter i regionen kan brede sig; anbefaler i den forbindelse, at der indføres en konference for sikkerhed og samarbejde i Sydkaukasus bestående af de pågældende lande og de relevante regionale og globale aktører med henblik på at udforme en stabilitetspagt for Sydkaukasus;

41.  konstaterer, at EU i øjeblikket er involveret i konfliktløsningsprocesserne i regionen, og mener, at Lissabontraktatens ikrafttræden taler for, at EU skal spille en mere fremtrædende rolle; støtter fuldt ud EU's særlige repræsentant for Sydkaukasus, Peter Semneby; glæder sig over det arbejde, som EU-overvågningsmissionen udfører i Georgien, og opfordrer til en intensiveret indsats fra EU's side for at bevæge Rusland og de pågældende de facto-myndigheder til ikke længere at lægge hindringer i vejen for EU-missionens adgang til Sydossetien og Abkhasien; mener, at EU nu har lejlighed til at understøtte løsningen af Nagorno-Karabakh-konflikten, og understreger, hvor vigtigt det er, at EU bidrager hertil; anser det derfor for uomgængeligt at opgradere EU's rolle i Minsk-Gruppen ved at udarbejde et EU-mandat for Minsk-Gruppens franske formand; opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at yde humanitær bistand og hjælp til befolkningen i Nagorno-Karabakh-regionen samt til de internt fordrevne og flygtninge, der har måttet forlade regionen; opfordrer Kommissionen og EU's særlige repræsentant Semneby til at overveje også at lade Nagorno-Karabakh nyde godt af hjælpe- og informationsspredningsprogrammer i lighed med Abkhasien og Ossetien;

42.  opfordrer VP/HR til nøje at følge udviklingen i regionen og involvere sig aktivt i konfliktløsningsprocesserne; anerkender det arbejde, som EU's særlige repræsentant for Sydkaukasus har udført, og håber, at den højtstående repræsentant vil sikre dette arbejdes kontinuitet og konsekvens; tilskynder Rådet til at overveje at anvende redskaberne fra den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik til i højere grad at lade sig inddrage i fredsskabelses- og konfliktstyringsprocesserne;

43.  opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at yde en betydelig finansiel og teknisk bistand til tillidsskabende foranstaltninger og fremme den gensidige tillid mellem befolkningerne samt deltage i rehabiliteringen og genopbygningen i alle konfliktramte regioner, f.eks. i form af indtægtsskabende projekter og projekter, der sigter på samfundsøkonomisk integration af internt fordrevne og tilbagevendte samt genetablering af boliger og har dialog og mægling som mål, og opfordrer den til fortsat at udarbejde og støtte projekter i civilsamfundet, hvormed det tilstræbes at fremme forsoning og kontakter mellem lokale befolkninger og enkeltpersoner;

Demokrati, menneskerettigheder og retsstatsforhold

44.  støtter EU's finansiering og bistand i regionen med henblik på at fremme disse principper og processer, og mener, at denne EU-støtte bør finde sted inden for rammerne af politiske betingelser, såsom fremskridt i processerne vedrørende politisk dialog og reform og demokratisering; advarer mod muligheden for, at regeringerne misbruger konflikter til at aflede det internationale samfunds opmærksomhed fra interne spørgsmål;

45.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre, at de forpligtelser, som indgår i de politiske betingelsessæt, overholdes, f.eks. den georgiske regerings specifikke tilsagn om at sætte nyt skub i de demokratiske reformer, der er et led i den EU-efterkonfliktbistand, som Kommissionen og Georgien indgik aftale om i januar 2009, og regelmæssigt rapportere om fremskridtene til Europa-Parlamentet;

46.  glæder sig over det arbejde, som er udført af EU's højtstående rådgivende ekspertgruppe for Armenien; glæder sig over muligheden for øget økonomisk bistand som led i østpartnerskabet, herunder bistand til at forberede forhandlingerne om nye associeringsaftaler med EU, og opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for også at tilbyde skræddersyet støtte til Aserbajdsjan og Georgien;

47.  mener, at man bør være særlig opmærksom på mindretals og sårbare gruppers rettigheder, og opfordrer Armenien, Aserbajdsjan og Georgien til at gennemføre folkeuddannelsesprogrammer vedrørende menneskerettigheder, hvor man fremhæver værdien af tolerance, pluralisme og mangfoldighed, herunder respekten for seksuelle mindretals og andre marginaliserede og stigmatiserede gruppers rettigheder;

48.  udtrykker sin bekymring over, at Eutelsat ikke har villet transmittere den georgiske offentlige radio- og tv-stations russisksprogede service, idet der tilsyneladende er tale om en politisk begrundet afvisning; påpeger, at denne afvisning i praksis giver Intersputnik og dennes største kunde, Gazprom-mediegruppen, monopol på satellittransmission til det regionale russisktalende publikum; understreger, at det er af største betydning, at uafhængige mediers transmission ikke forhindres i et demokratisk og pluralistisk samfund;

49.  erkender, at østpartnerskabets civilsamfundsforum kan spille en potentiel rolle som et forum til fremme af udviklingen af et virkeligt civilsamfund og øge dets forankring i staterne i regionen, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at forummet modtager tilstrækkelig finansiel støtte; henleder opmærksomheden på, hvor vigtig finansieringen af civilsamfundsprojekter er, og hvilken rolle EU's delegationer i regionen har ved udvælgelsen af disse, samt hvor stor betydning projekterne kan have for at fremme kontakter på regionalt niveau;

Økonomisk samarbejde og social udvikling

50.  mener, at EU fortsat bør støtte den økonomiske udvikling, handel og investeringer i regionen, og at handelspolitikken er en grundlæggende faktor for politisk stabilitet og økonomisk udvikling og vil føre til mindre fattigdom i Sydkaukasus; mener, at forhandlinger om og oprettelse af et bredt og omfattende frihandelsområde kunne spille en meget vigtig rolle i denne forbindelse; opfordrer Kommissionen til at overveje, hvorledes landene i regionen fremover kan hjælpes med deres forberedelser, forhandlinger og gennemførelsesforanstaltninger, bl.a. ved at fastholde forpligtelserne som følge af de fremtidige dybtgående og omfattende frihandelsaftaler, samt til sin tid at forelægge en generel evaluering af disse aftalers sociale og miljømæssige virkninger; opfordrer endvidere landene i Sydkaukasus til at overveje selv at etablere et frihandelsområde;

51.  fremhæver Armenien, Georgien og Aserbajdsjans geopolitiske placering i forhold til EU, Tyrkiet som EU-kandidatland, Rusland og Iran; mener, at handel er et af de vigtigste elementer i EU's generelle politik til fremme af politisk stabilitet, respekt for menneskerettighederne, bæredygtig vækst og velstand, og er af den opfattelse, at den regionale dimension af EU' Sydkaukasus-strategi kræver en regional tilgang til forhandlinger om handelsaftaler; opfordrer Kommissionen til at identificere fælles områder af økonomisk interesse, der kan afklare uoverensstemmelserne, lette dialogen og fremme det regionale samarbejde; kræver, at EU i højere grad engagerer og involverer sig i at fremme integration i regionen i betragtning af, at Fællesskabet nu har enekompetence, for så vidt angår handelspolitik;

52.  glæder sig over konklusionen fra maj 2008 på gennemførlighedsundersøgelser for Georgien og Armenien, der viser, at dybtgående og omfattende frihandelsaftaler ville medføre betydelige økonomiske fordele for disse lande og EU og dermed give Kommissionen mulighed for at træde ind i en forberedende fase for fremtidige forhandlinger om sådanne dybtgående og omfattende frihandelsaftaler; opfordrer Georgien, Armenien og Aserbajdsjan til at øge deres fremskridt mod opfyldelsen af deres respektive ENP-handlingsplaner og Kommissionens henstillinger, navnlig i forhold til at forbedre deres administrative og institutionelle kapacitet og gennemføre lovgivningsreformer (navnlig med hensyn til det lave beskyttelsesniveau for intellektuel ejendom i alle tre lande), hvilket er en af de nødvendige forudsætninger for effektiv gennemførelse og opretholdelse af virkningerne af sådanne ambitiøse dybtgående og omfattende frihandelsaftaler; mener, at indgåelsen af dybtgående og omfattende frihandelsaftaler med Georgien, Armenien og Aserbajdsjan ikke kun kan føre til økonomisk vækst, men også øge de udenlandske investeringer, skabe nye job og udrydde fattigdommen;

53.  minder om, at energisikkerhed er noget, der beskæftiger alle; opfordrer derfor indtrængende EU til at yde en mere energisk støtte til energiprojekterne i regionen i overensstemmelse med europæiske normer, herunder projekter til fremme af energieffektivitet og udvikling af alternative energikilder, at intensivere sit samarbejde på energiområdet og at arbejde målrettet på at få oprettet den sydlige energikorridor og bl.a. færdiggøre Nabucco-rørledningen hurtigst muligt; opfordrer endvidere Kommissionen til at sikre, at projekter med relevans for energi og transport i Sydkaukasus fremmer forbindelserne mellem de tre lande og ikke giver anledning til udelukkelse af bestemte samfund; understreger, hvor vigtige Baku-initiativet og dets tilhørende støtteprogrammer Inogate og Traceca er;

54.  understreger, at politisk stabilitet er helt afgørende for pålidelige og vedvarende forsyninger fra energikilder, således at der kan skabes de rette betingelser for at udvikle infrastrukturerne; minder i den sammenhæng om, at den dobbelte energikorridor bestående af Baku-Tbilisi-Ceyhan(BTC)- og Baku-Tbilisi-Erzerum(BTE)-rørledningerne fremmer tilnærmelsen mellem EU og den kaspiske region; opfordrer til at opdatere de eksisterende bilaterale aftaler eller aftalememoranda, der er indgået med de tre sydkaukasiske lande på energiområdet, og få indføjet en energisikkerhedsklausul omfattende en adfærdskodeks og specifikke foranstaltninger i tilfælde af energiafbrydelse; mener, at bestemmelser om energiforsyning og -transit bør indgå i forhandlingerne om vidtrækkende associeringsaftaler med disse lande;

55.  understreger på ny betydningen af mellemfolkelige kontakter og mobilitetsprogrammer, især når de henvender sig til unge, samt venskabsprogrammer med regioner og lokalsamfund i EU, hvor der findes nationale mindretal med en høj grad af selvbestemmelse; mener, at der er behov for en betydelig forøgelse af antallet af studerende, lærere og forskere, der deltager i mobilitetsprogrammer; glæder sig over indgåelsen af aftaler med Georgien om visumlempelse og tilbagetagelse og opfordrer Rådet og Kommissionen til at gøre fremskridt med hensyn til aftaler med Armenien og Aserbajdsjan om visumlempelse og tilbagetagelse;

56.  bekræfter på ny, at EU er nødt til at udvikle en strategi for Sydkaukasus i betragtning af regionens betydning for EU og EU's potentielle rolle ved den videre stimulering af udviklingen i regionen og løsningen på dennes konfliktproblemer;

o
o   o

57.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen samt Armenien, Georgien og Aserbajdsjans regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 282 E af 6.11.2008, s. 443. (2) EUT C 41 E af 19.2.2009, s. 53. (3) EUT C 41 E af 19.2.2009, s. 64. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2009)0120. (5) EUT C 295 E af 4.12.2009, s. 26. (6) EUT C 285 E af 26.11.2009, s. 7. (7) EUT C 66 E af 20.3.2009, s. 67.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. maj 2010 om religionsfrihed i Pakistan

P7_TA(2010)0194 RC-B7-0271/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om menneskerettigheder og demokrati i Pakistan, navnlig dem af hhv. 12. juli(1), 25. oktober(2) og 15. november 2007(3),

–  der henviser til Rådets konklusioner, der blev vedtaget den 16. november 2009, om religions- og trosfrihed, hvori det understreger den strategiske betydning af denne frihedsrettighed og af at bekæmpe religiøs intolerance,

–  der henviser til EU og Pakistans fælles erklæring af 17. juni 2009, hvori begge parter understreger vigtigheden af en integreret, langsigtet strategi, der omfatter social og økonomisk udvikling og retsstatsprincippet, samt af at anerkende betydningen af ikke-militære midler til bekæmpelse af terrorisme,

–  der henviser til det andet EU-Pakistan-topmøde den 4. juni 2010,

–  der henviser til resolutionen om bekæmpelse af religionskrænkelse, der blev vedtaget med et snævert flertal i FN's Menneskerettighedsråd den 26. marts 2009, og som er blevet fremsat hvert år af Pakistan på vegne af Den Islamiske Konference (OIC),

–  der henviser til erklæringen af 4. april 2010 fra EU's Høje Repræsentant, Catherine Ashton, vedrørende angrebene i Pakistan samt den af 20. april 2010 om vedtagelsen af den 18. grundlovsændring,

–  der henviser til artikel 18 i FN's menneskerettighedserklæring fra 1948,

–  der henviser til FN-erklæringen fra 1981 om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at det af artikel 3, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Union fremgår, at fremme af demokrati og respekt for menneskerettighederne og de civile frihedsrettigheder er grundlæggende principper og mål for Den Europæiske Union og udgør et fælles grundlag for dens forbindelser med tredjelande,

B.  der henviser til, at majoriteten og statsreligionen i Pakistan er sunni-islam, og at religiøse mindretalsgrupper og -trossamfund består af kristne, hinduer, sikher, shiitter, ahmadier, buddhister, parsier, baha'ier og andre,

C.  der henviser til, at Pakistan er et af nøglelandene i kampen mod terrorisme og udbredelsen af voldelig ekstremisme,

D.  der henviser til, at landets interne stabilitet og demokratiske institutioner sættes under ekstremt pres af det stigende antal voldelige angreb begået af ekstremister, som forekommer næsten dagligt,

E.  der henviser til, at den uophørlige trussel fra radikale muslimske styrker, der opererer på begge sider af den pakistansk-afghanske grænse, gør fælles internationale bestræbelser på at støtte og sætte liv i den økonomiske og sociale udvikling i Pakistan endnu mere påkrævet,

F.  der henviser til, at lige rettigheder for mindretal indgik i Pakistans grundlægger, Mohammed Ali Jinnahs vision, som den kom til udtryk i hans tale til den grundlovgivende forsamling i 1947: »Man kan tilhøre enhver religion, kaste eller tro - det angår ikke staten … Vi går ud fra det grundlæggende princip, at vi alle er borgere og borgere i én stat.«,

G.  der henviser til, at kapitlet om grundlæggende rettigheder i Pakistans grundlov fra 1973 garanterer »frihed til at bekende sig til religion og forvalte religiøse institutioner« (artikel 20), lighed for alle borgere (artikel 25) og »mindretals retmæssige rettigheder og interesser« (artikel 26),

H.  der henviser til, at artikel 260 i grundloven på den anden side skelner mellem muslimer og ikke-muslimer og derved tillader forskelsbehandling på grundlag af religion,

I.  der henviser til, at rapporter og undersøgelser udført af uafhængige organer afslører, at mindretal i Pakistan fratages grundlæggende civile frihedsrettigheder og ligestilling med hensyn til job, uddannelse og politisk repræsentation,

J.  der henviser til, at det anslås, at over 85 % af kvinderne i Pakistan udsættes for mishandling i hjemmet, hvilket omfatter både fysiske og psykiske overgreb; der henviser til, at vold mod piger og kvinder, herunder voldtægt, vold i hjemmet og tvangsægteskaber, stadig er alvorlige problemer, som til dels kan tilskrives sharialovgivningen,

K.  der henviser til, at Pakistans regering i november 2008 udnævnte en talsmand for mindretal og samtidig udnævnte parlamentsmedlem Shahbaz Bhatti til føderal minister for mindretalsspørgsmål, og at denne stilling for første gang blev ophævet til kabinetsniveau,

L.  der henviser til, at Pakistans regering i perioden siden november 2008 har oprettet en kvote på 5 % for mindretal i den føderale jobsektor, anerkendt ikke-muslimske helligdage, erklæret 11. august for national mindretalsdag og reserveret pladser i Senatet til mindretalsrepræsentanter,

M.  der henviser til, at præsident Asif Ali Zardari den 25. december 2009 gentog løftet fra Pakistan People's Party om at værne om alle mindretals ret til at blive behandlet på lige fod med andre borgere,

N.  der henviser til, at der er et modsætningsforhold mellem den pakistanske regerings tilsagn om religionsfrihed og dens ledende rolle i Den Islamiske Konference (OIC) med hensyn til i FN-regi at støtte dagsordenen for bekæmpelse af religionskrænkelse,

O.  der henviser til, at de juridiske bestemmelser, der er kendt som »blasfemilovene« og blev indført i 1982 og 1986, underminerer de grundlæggende religiøse rettigheder og mindretalsrettigheder, som grundloven udstikker; der henviser til, at der i paragraf 295C i den pakistanske strafferet (PPC) foreskrives dødsstraf eller fængsel på livstid for tilfælde af blasfemi,

P.  der henviser til, at blasfemilovene misbruges af ekstremistiske grupper og dem, der ønsker at gøre personlige regnskaber op, og har ført til en stigning i volden mod medlemmer af religiøse mindretal, navnlig ahmadier, men også kristne, hinduer, sikher, shiitter, buddhister, parsier, baha'ier samt kritiske borgere, der vover at udtale sig imod uretfærdighed,

Q.  der henviser til, at langt størstedelen af dem, der tiltales i henhold til blasfemilovene, er muslimer, men at anklager mod individer, der tilhører mindretalsreligioner, kan udløse vold af uforholdsmæssige dimensioner mod hele det religiøse samfund, de tilhører; der henviser til, at det var anklager om blasfemi, der udløste gruppevold mod kristne i Gojra og Korian i sommeren 2009, hvorved otte blev dræbt og mindst hundrede huse blev ødelagt,

R.  der henviser til, at 76 personer i 2009 blev tiltalt for blasfemi i 25 registrerede sager, hvoraf 17 personer blev tiltalt i henhold til paragraf 295C i den pakistanske straffelov,

S.  der henviser til, at advokater og menneskerettighedsaktivister i Pakistan jævnligt udsættes for dødstrusler og chikane, og at advokater, der fungerer som forsvarere i blasfemisager, er særligt udsatte for sådanne risici, og henviser til, at mange af de frifundne sågar er nødt til at tilbringe resten af deres liv i skjul,

T.  der henviser til, at den pakistanske premierminister, Gilani, i august 2009 bekendtgjorde nedsættelsen af et udvalg, der skulle gennemgå og forbedre »love, der er til skade for den religiøse harmoni«, og at han i sin udtalelse hentydede til blasfemilovene fra 1982 og 1986; der imidlertid henviser til, at der til dato ikke er foreslået sådanne ændringer,

U.  der henviser til, at ahmadi-muslimer i Pakistan ofte udsættes for diskrimination og forfølgelse, som understøttes af anti-Ahmadiyyabestemmelserne i paragraf 298 i den pakistanske straffelov, og at et nyligt eksempel herpå er mordet på en pensioneret ahmadi-professor, som blev begået af maskerede, bevæbnede mænd den 5. januar 2010,

V.  der henviser til, at Pakistans regering er i gang med at ratificere den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966 og FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra 1984,

1.  glæder sig over de foranstaltninger, som Pakistans regering siden november 2008 har truffet til fordel for religiøse mindretal, som f.eks. oprettelse af en kvote på fem procent for mindretal i den føderale jobsektor, anerkendelse af muslimske helligdage og erklæring af en dag for nationale mindretal;

2.  støtter fuldt ud bestræbelserne fra den føderale minister for mindretalsspørgsmål på at oprette et netværk af lokale tværreligiøse udvalg om harmoni med henblik på at fremme dialog og mindske de religiøse spændinger; opfordrer alle andre forvaltnings- og myndighedsniveauer, herunder delstaterne, til fuldt ud at tilslutte sig disse foranstaltninger;

3.  glæder sig over den pakistanske premierministers tilsagn om at give ejendomsret til mindretal blandt slumområdernes indbyggere i Islamabad;

4.  glæder sig over den pakistanske regerings tilsagn om at give mindretal pladser i Senatet og inkludere kvindelige repræsentanter for mindretal i Senatet og håber, at disse tilsagn bliver fulgt op i praksis;

5.  opfordrer Pakistans regering til at revidere sin praksis med at medtage landets statsborgeres religiøse tilhørsforhold i alle nye pas med henblik på at undgå enhver form for diskrimination;

6.  udtrykker sin solidaritet med Pakistans regering i kampen mod terrorisme og udbredelsen af voldelig ekstremisme;

7.  udtrykker sin dybe bekymring over, at blasfemilovene – som kan give dødsstraf i Pakistan, og som ofte bruges som en begrundelse for censur, kriminalisering, forfølgelse af og i visse tilfælde mord på medlemmer af politiske, racemæssige og religiøse mindretal – giver mulighed for misbrug, der rammer personer inden for alle trosretninger i Pakistan;

8.  opfordrer Pakistans regering til at foretage en grundig undersøgelse af blasfemilovene og deres nuværende anvendelse, bl.a. paragraf 295 C i straffeloven, som foreskriver obligatorisk dødsstraf for enhver, der kendes skyldig i blasfemi, og i mellemtiden gennemføre de ændringer, som den føderale minister for mindretalsspørgsmål har foreslået;

9.  opfordrer regeringen til at gøre alvor af sit tilsagn fra 2008 om at ændre alle dødsstraffe til fængselsstraffe som et første skridt i retning af afskaffelse af dødsstraf;

10.  minder om Kommissionens gentagne erklæringer, som svar på parlamentariske skriftlige forespørgsler, om, at den nøje følger den pakistanske regerings reaktion på den gruppevold, der opstod som følge af anklager om blasfemi i Gojra og Korian; opfordrer endvidere Kommissionen til at anmode om enkeltheder om de håndgribelige fremskridt, der er gjort, navnlig med hensyn til at bringe de skyldige for en domstol;

11.  udtrykker sin særlige bekymring over den igangværende diskrimination mod og forfølgelse af Ahmadiyya-samfundet i Pakistan og opfordrer Pakistans regering til at ophæve paragraf 298 i den pakistanske straffelov, som i alvorlig grad skaber hindringer for denne befolkningsgruppes dagligdag og til at søge at begrænse provokerende begivenheder som f.eks. konferencerne i Lahore om profetiens afslutning;

12.  opfordrer de pakistanske myndigheder til fuldt ud at gennemføre den pakistanske højesterets dom, ifølge hvilken de skal sikre, at alle stemmeberettigede vælgere bliver registreret på de nye valglister, herunder ahmadi-muslimerne;

13.  er bekymret over muligheden for misbrug af kampagnen i FN-regi for bekæmpelse af religionskrænkelse og understreger Rådets konklusioner af 16. november 2009;

14.  opfordrer Pakistans regering til fuldt ud og uden forbehold at ratificere den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966 og FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra 1984; mener, at trosfrihed, som er sikret i FN's konvention, foreskriver en passende ramme og reference, som alle undertegnende parter bør tilslutte sig ved at give beskyttelse til deres borgere, således at det bliver muligt for dem frit at udøve deres tro;

15.  opfordrer regeringen til at sikre menneskerettighederne for mindretal, som det er fastsat i forfatningen og FN's menneskerettighedserklæring, navnlig artikel 18, hvori det foreskrives, at »enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed«;

16.  støtter alle initiativer, der har til formål at fremme dialog og gensidig respekt blandt befolkningsgrupper; opfordrer de politiske og religiøse myndigheder til at fremme tolerance og tage initiativer til at bekæmpe had og voldelig ekstremisme;

17.  opfordrer indtrængende Pakistans regering til at gennemføre de foreslåede reformer af uddannelsessystemet og regulere og kontrollere madrassaerne; opfordrer de pakistanske myndigheder til at fjerne al propaganda, der fremmer had, religiøs dominans og religionskrænkelse fra lærebøger, som er godkendt af undervisningsministeriets ansvarlige for den nationale læseplan;

18.  anmoder Pakistans regering om at muliggøre et besøg af FN's særlige rapportør om religions- og trosfrihed, Asma Jahangir, i Pakistan;

19.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at opføre mindretallenes rettigheder i Pakistan på dagsordenen for det kommende topmøde med henblik på at iværksætte en tidlig reform af diskriminerende blasfemilovgivning;

20.  opfordrer Rådet til at medtage spørgsmålet om religiøs tolerance i samfundet i sin dialog med Pakistan om bekæmpelse af terrorisme, idet dette spørgsmål er af central betydning for kampen mod religiøs ekstremisme på lang sigt;

21.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til fortsat at yde finansiel bistand til menneskerettighedsorganisationer og -forkæmpere og udarbejde praktiske foranstaltninger til at støtte den stigende bevægelse i civilsamfundet i Pakistan mod blasfemilovene og anden diskriminerende lovgivning;

22.  minder om Kommissionens gentagne erklæringer, som svar på parlamentariske skriftlige forespørgsler, om, at den nøje følger den pakistanske regerings reaktion på vold mod kristne i Gojra og Korian, og opfordrer Kommissionen til at anmode om enkeltheder om de håndgribelige fremskridt, der er gjort, navnlig med hensyn til at bringe de skyldige for en domstol;

23.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at insistere på, at Pakistans regering overholder bestemmelsen om demokrati og menneskerettigheder, der er sikret i samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Pakistan; opfordrer Kommissionen til at forelægge en rapport om gennemførelsen af samarbejdsaftalen og bestemmelsen om demokrati og menneskerettigheder;

24.  opfordrer Rådet til at støtte Pakistans regering i udviklingen af landets ministerium for menneskerettigheder og nedsættelse af en meningsfuld, uafhængig og pålidelig national menneskerettighedskommission;

25.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Pakistans regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0351. (2) EUT C 263 E af 16.10.2008, s. 666. (3) EUT C 282 E af 6.11.2008, s. 434.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. maj 2010 om Thailand

P7_TA(2010)0195 RC-B7-0278/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne af 1948,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til De Forenede Nationers grundprincipper for retshåndhævelsespersonales magtanvendelse og brug af skydevåben fra 1990,

–  der henviser til erklæringerne af 8. og 13. april 2010 fra den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, om den politiske situation i Thailand,

–  der henviser til erklæring af 12. april 2010 fra generalsekretæren for ASEAN om situationen i Thailand,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at Thailand har været vidne til voldsomme sammenstød mellem på den ene side »rødskjorte«-demonstranter, og på den anden side regeringen og hæren med støtte fra »gulskjorte«-bevægelsen, som allerede har kostet mere end 60 menneskeliv og har resulteret i over 1700 sårede,

B.  der henviser til, at der er blevet erklæret undtagelsestilstand i mere end 20 provinser over hele landet,

C.  der henviser til, at der den 10. april 2010 i Bangkok udbrød voldeligheder mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker,

D.  der henviser til, at premierminister Abhisit Vejjajiva den 3. maj 2010 fremlagde en fempunkts køreplan, som skulle føre til afholdelse af almindelige valg den 14. november 2010,

E.  der henviser til, at Bangkok siden den 13. maj 2010 har oplevet en ny voldsbølge mellem militante demonstranter og sikkerhedsstyrker,

F.  der henviser til, at den undtagelsestilstand, der blev erklæret af den Thailandske regering, har ført til censur af en satellit TV kanal, adskillige radio- og TV-stationer samt internetsider; der henviser til, at Den Europæiske Union har udtrykt dyb bekymring over truslen mod mediefriheden og atter har bekræftet, at ytringsfriheden er en grundlæggende rettighed, der fremgår af verdenserklæringen om menneskerettighederne,

G.  der henviser til, at den aktion, som hæren har iværksat den 19. maj 2010 med henblik på at stramme op på en sikkerhedskorridor rundt om demonstranternes hovedlejr, har resulteret i adskillige døde, herunder en italiensk journalist, samt dusinvis af sårede,

H.  der henviser til, at FN's generalsekretær Ban Ki-moon har udtrykt bekymring over volden og har henstillet til såvel demonstranter som de thailandske myndigheder at gøre alt, hvad de kan for at undgå yderligere vold og tab af menneskeliv; der henviser til, at Vietnam, der har formandsposten for ASEAN, har udtrykt bekymring over den forværrede situation i Thailand og opfordrer begge sider til at undgå vold og til at søge at opnå forsoning,

1.  udtrykker dyb bekymring over den voldelige konflikt mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker i Thailand, som udgør en trussel mod landets demokrati, og udtrykker solidaritet med den thailandske befolkning og alle de familier, der har lidt under tabet af deres elskede i løbet af de seneste uger;

2.  minder om, at FN's grundprincipper for retshåndhævelsespersonales magtanvendelse og brug af skydevåben fra 1990 foreskriver, at myndighederne så vidt muligt skal anvende ikke-voldelige metoder, inden de går over til magtanvendelse og brug af skydevåben, og at myndighederne i de tilfælde, hvor de ikke kan undgå lovlig magtanvendelse og brug af skydevåben, skal udvise tilbageholdenhed og handle således, at det står i forhold til forbrydelsens alvor;

3.  opfordrer alle parter til at udvise størst mulig tilbageholdenhed og at standse politisk vold,

4.  glæder sig over den thailandske regerings beslutning om at nedsætte et udvalg, der skal bestå af retsmedicinske eksperter og repræsentanter for akademiske institutioner, til at undersøge dødsfaldene under begivenhederne den 10. april 2010, og opfordrer regeringen til at udvide disse undersøgelser til at omfatte de seneste dødsfald, tilslutter sig initiativet fra ministeriet for social udvikling og menneskers sikkerhed, der går ud på at oprette et center, som skal yde hjælp til skadede personer og pårørende til de personer, der blev dræbt i sammenstød mellem embedsmænd og tilhængere af den nationale forenede front for demokrati imod diktatur (UDD);

5.  anerkender den køreplan, som premierminister Abhisit Vejjajiva fremlagde den 3. maj 2010;

6.  opfordrer den thailandske regering til at sikre at erklæringen af undtagelsestilstanden ikke fører til uforholdsmæssigt strenge begrænsninger af de grundlæggende rettigheder og de enkeltes friheder; opfordrer den thailandske regering til fjerne censuren og begrænsningerne på ytringsfriheden;

7.  opfordrer indtrængende alle parter til straks at gå ind i en konstruktiv dialog for at søge at opnå en hurtig forhandlingsløsning og at løse den nuværende konflikt på fredelig og demokratisk vis;

8.  glæder sig over initiativet fra den nationale menneskerettighedskommission om at indkalde til et samråd mellem intellektuelle, repræsentanter for sociale bevægelser, religiøse ledere og de 4 tidligere premierministre Anand Panyarachun, Banharn Silapa-acha, Chavalit Yongchaiyudh og Chuan Leekpai, med henblik på at finde og stille forslag om en løsning, der kan afslutte denne konflikt;

9.  understreger sin vilje til at støtte demokratiet i Thailand under hensyntagen til de fremragende forbindelser mellem EU og Thailand og til Thailands rolle som en kilde til fremgang og stabilitet i regionen;

10.  opfordrer indtrængende det internationale samfund til at gøre alt for at stoppe volden; opfordrer indtrængende Næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at følge den politiske situation tæt og til at koordinere aktioner med ASEAN med henblik på at fremme dialogen og styrke demokratiet i landet;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, medlemsstaterne, Næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Thailands regering, generalsekretæren for ASEAN og FN's generalsekretær.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. maj 2010 om situationen i Burma/Myanmar

P7_TA(2010)0196 RC-B7-0283/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Burma/Myanmar,

–  der henviser til artikel 18-21 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til artikel 25 i den internationale konvention fra 1966 om borgerlige og politiske rettigheder,

–  der henviser til udtalelsen fra FN's særlige rapportør Tomás Ojea Quintana af 5. maj 2010,

–  der henviser til Rådets konklusioner om Burma/Myanmar, der blev vedtaget på det 3009. møde i Rådet (udenrigsanliggender), som blev afholdt i Luxembourg den 26. april 2010,

–  der henviser til udtalelsen fra EU's højtstående repræsentant Catherine Ashton af 1. marts 2010 om afvisningen af Aung San Suu Kyis appel til højesteret i Burma/Myanmar,

–  ?der henviser til formandens udtalelse fra det 16. ASEAN-topmøde, der blev afholdt i Hanoi den 9. april 2010,

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner – erklæring om Burma/Myanmar af 19. juni 2009,

–  der henviser til Rådets konklusioner om Burma/Myanmar, der blev vedtaget på det 2938. møde i Rådet (udenrigsanliggender), som blev afholdt i Luxembourg den 27. april 2009,

–  der henviser til EU-formandskabets erklæring af 23. februar 2009 med opfordring til en altomfattende dialog mellem myndighederne og de demokratiske bevægelser i Burma/Myanmar,

–  der henviser til rapporten fra FN's generalsekretær af 28. august 2009 om menneskerettighedssituationen i Burma/Myanmar,

–  der henviser til resolutionen fra FN's Menneskerettighedsråd af 26. marts 2010 om menneskerettighedssituationen i Burma/Myanmar,

–  der henviser til erklæringen fra formandskabet på vegne af EU af 14. maj 2009 om arrestationen af Aung San Suu Kyi,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til meddelelsen fra de burmesiske myndigheder om nationalt valg i 2010, det første siden 1990,

B.  der henviser til, at de fem valglove og fire dekreter, således som de er offentliggjort, krænker alle demokratiske principper og umuliggør afholdelsen af frie valg, navnlig ved at udelukke landets 2 200 identificerede politiske fanger; der henviser til, at medlemmer af religiøse ordener i Burma/Myanmar, herunder et anslået antal på 400 000 buddhistiske munke, udtrykkeligt har forbud mod at stemme, hvilket understreger den vedvarende forskelsbehandling fra militærjuntaens side på grundlag af religion eller status,

C.  der henviser til, at disse love krænker de grundlæggende principper om ytringsfrihed og foreningsfrihed; der henviser til, at burmesiske nyhedsmedier med base i udlandet, der udgør den primære kilde til nyheder for det burmesiske folk, stadig har forbud mod at arbejde i Burma/Myanmar,

D.  der henviser til, at disse love er baseret på forfatningen af 2010, der garanterer straffrihed for forbrydelser begået af det nuværende regime, og fastsætter en fuldstændig ophævelse af de grundlæggende rettigheder på ubestemt tid i tilfælde af undtagelsestilstand; der henviser til, at Burmas/Myanmars nye forfatning har til formål at opretholde et diktatur i en civil forklædning og ikke fastsætter nogen menneskerettigheder eller giver udsigt til reelle forandringer,

E.  der henviser til, at ethvert udtryk for divergerende politiske holdninger systematisk og brutalt undertrykkes (f.eks. gennem vilkårlige anholdelser, uretfærdig rettergang, fængsling, tortur og udenretslige henrettelser),

F.  der henviser til, at valg ikke kan betragtes som frie og retfærdige, hvis oppositionen ikke er inddraget,

G.  der henviser til, at Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), der var den store vinder ved det seneste demokratiske valg, har besluttet at boykotte dette valg på grund af betingelserne for deltagelse; der henviser til, at NLD blev opløst ved lov den 6. maj 2010, efter at den ikke havde indskrevet sig til valget,

H.  der henviser til erklæringen fra det 16. ASEAN-topmøde, der understregede betydningen af forsoning og afholdelse af frie og regulære parlamentsvalg, der er åbne for alle,

I.  der henviser til, at FN's særlige rapportør for Burma/Myanmar har fordømt grove og systematiske menneskerettighedskrænkelser begået af Burmas/Myanmars diktatur, og samtidig erklæret, at de udgør en statslig politik, der inddrager myndigheder i den udøvende magt, militæret og retsvæsenet på alle niveauer, og har opfordret til oprettelsen af en FN-undersøgelseskommission vedrørende krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået af diktaturet,

J.  der henviser til regeringen i Burma/Myanmar fortsat nægter EU's særlige udsending til Burma at besøge landet og indgå i dialog trods gentagne anmodninger over mange måneder,

K.  der henviser til, at regeringen i Burma/Myanmar siden 2003 har afvist ethvert forslag fra FN og det internationale samfund om at revidere dens 7-trins »køreplan for demokrati«,

L.  der henviser til, at der i dag er 2 200 kendte politiske fanger, som tilbageholdes for deres fredelige aktiviteter i Burma/Myanmar, og der henviser til, at over 140 politiske fanger bevidst nægtes medicinsk behandling, herunder lederen af studentergruppen 88 Generation Ko Mya Aye, som har en livstruende hjertesygdom,

M.  der henviser til, at militæret fortsat begår overtrædelser af menneskerettighederne mod civile i områder med etniske konflikter, herunder udenretslige henrettelser, tvangsarbejde og kønsbetinget vold,

N.  der henviser til, at angrebene mod civile fra etniske mindretal i det østlige Burma/Myanmar fortsætter, hvilket resulterer i hundredtusinder af fordrevne personer, hvoraf mange på grund af begrænsninger af den humanitære bistand fra diktaturet side kun kan nås gennem grænseoverskridende støtte fra nabolande,

O.  der henviser til Aung San Suu Kyi, lederen af oppositionspartiet NLD, har været i husarrest siden 2003, og at myndighederne arresterede hende den 14. maj 2009 på grund af anklager om, at hun havde brudt sin husarrest ved at tillade et besøg af amerikaneren John Yettaw, der henviser til, at en straffedomstol i Insein-fængslet i Rangoon den 11. august 2009 idømte Aung San Suu Kyi tre års fængsel for at bryde sin husarrest, en dom som senere blev reduceret til 18 måneders husarrest; der henviser til, at højesteret i Burma/Myanmar den 1. marts 2010 afviste Aung San Suu Kyis appel af den uretfærdige dom fra 2009,

P.  der henviser til, at EU fortsat er en stor donor til Burma/Myanmar og står parat til at øge sin bistand til befolkningen i landet yderligere for at forbedre dens sociale og økonomiske forhold,

Q.  der henviser til, at ECHO har reduceret midlerne til flygtninge på grænsen mellem Thailand og Burma på trods af, at antallet af flygtninge fortsat er næsten uændret, og har standset finansieringen af kostskoler i flygtningelejre,

R.  der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd, FN's Generalforsamling, FN's Menneskerettighedsråd, EU og mange andre regeringer har sagt, at løsningen på Burmas problemer er en reel trepartsdialog mellem Aung San Suu Kyi og NLD, ægte etniske repræsentanter og regeringen i Burma, og der henviser til at regeringen i Burma stadig nægter at indgå i en sådan dialog,

1.  bekræfter på ny sit urokkelige tilsagn over for befolkningen i Burma/Myanmar;

2.  fordømmer afholdelsen af valg under fuldstændig udemokratiske forhold og på grundlag af regler, der udelukker det største demokratiske oppositionsparti, og som fratager flere hundrede tusinde burmesiske borgere deres stemmerettigheder og retten til at stille op til valg i et klart forsøg på at udelukke landets samlede opposition fra afstemningen;

3.  beklager det forhold, at militæret under den nye forfatning garanteres mindst 25 % af pladserne i parlamentet og vil have beføjelse til at suspendere de borgerlige frihedsrettigheder og den lovgivende myndighed, når det skønner det nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed;

4.  opfordrer indtrængende regeringen i Burma/Myanmar til omgående at tage de nødvendige skridt til at sikre en fri, retfærdig og gennemsigtig valgproces, herunder deltagelse af alle vælgere, alle politiske partier og alle andre relevante aktører i valgprocessen og acceptere tilstedeværelsen af internationale observatører; opfordrer til at ophæve de love, der blev offentliggjort i marts 2010, og som ikke giver mulighed for at afholde frie og gennemsigtige valg;

5.  opfordrer myndighederne i Burma/Myanmar til at rette sig efter opfordringerne fra det internationale samfund om at tillade Aung San Suu Kyi og alle andre samvittighedsfanger at deltage i den politiske proces;

6.  opfordrer indtrængende det internationale samfund til at bestræbe sig til det yderste på at sikre, at der bliver afholdt frie og demokratiske valg;

7.  opfordrer kraftigt regeringen i Burma/Myanmar til at ophæve restriktionerne på forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, bevægelighed og ytringsfriheden, herunder for frie og uafhængige medier, bl.a. ved at sikre åben tilgængelighed til internettet og mobiltelefontjenester og ophøre med at anvende censur;

8.  fordømmer på det kraftigste de systematiske brud på befolkningen i Burmas/Myanmars menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder og demokratiske rettigheder, der for tiden finder sted; opfordrer myndighederne i Burma/Myanmar til at stoppe krænkelser af internationale menneskerettigheder og humanitær ret;

9.  opfordrer indtrængende regeringen i Burma/Myanmar til at løslade alle samvittighedsfanger omgående og uden betingelser og med fuld genoprettelse af deres politiske rettigheder og til at afstå fra yderligere politisk motiverede anholdelser;

10.  opfordrer den højtstående repræsentant og medlemsstaterne til at offentligt at støtte henstillingen fra FN's særlige rapportør for Burma/Myanmar om, at FN opretter en undersøgelseskommission vedrørende krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Burma/Myanmar, og til at medtage denne anmodning i beslutningsforslaget på FN's Generalforsamling i 2010;

11.  understreger, at de politiske og socioøkonomiske udfordringer, som Burma/Myanmar står over for, kun kan tackles gennem reel dialog med alle aktører, herunder også de etniske grupper og oppositionen;

12.  bekræfter den afgørende betydning af en reel dialog og national forsoning for en overgang til demokrati; opfordrer regeringen i Burma/Myanmar til omgående at indlede en reel dialog med alle andre partier og etniske grupper; glæder sig i denne forbindelse over den mæglingsindsats, som FN's generalsekretær og FN's særlige rapportør for Burma/Myanmar yder;

13.  opfordrer indtrængende regeringerne i Kina, Indien og Rusland til at anvende deres betydelige økonomiske og politiske indflydelse over for de burmesiske myndigheder til at skabe væsentlige forbedringer i Burma/Myanmar og til at standse leveringen af våben og andre strategiske ressourcer til landet; opfordrer regeringerne i ASEAN-lande og Kina, som har et »privilegeret forhold« til Burma/Myanmar, til især at anvende deres mellemkomster til at forsøge at vende Burmas politik om etnisk udrensning af Rohingyaer, der resulterer i, at flere hundrede tusinde flygter over grænsen til Bangladesh og øger trængslerne for de yderst fattige mennesker, der bor i Cox Basar-regionen;

14.  udtrykker sin stærke støtte til det arbejde, som EU's særlige udsending har udført, og opfordrer Burma/Myanmars myndigheder til fuldt ud at samarbejde med ham;

15.  glæder sig over Rådets beslutning om at forlænge de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i EU's nuværende afgørelse, med endnu et år, og understreger, at det er rede til at revidere, ændre eller styrke de foranstaltninger, der allerede er vedtaget, i lyset af udviklingen på stedet;

16.  opfordrer Kommissionen til at vende nedskæringer til støtte til flygtninge på grænsen mellem Thailand og Burma og straks begynde at finansiere grænseoverskridende støtte, navnlig lægehjælp;

17.  gentager sin opfordring til at finde en løsning på problemet med Rohingyaflygtningene i Bangladesh; opfordrer indtrængende Bangladesh's regering til at give dem mulighed for at blive officielt registreret som flygtninge og myndighederne i Burma/Myanmar til at standse enhver form for forfølgelse af Rohingyaerne og fuldt ud respektere deres grundlæggende rettigheder som religiøse og etniske mindretal;

18.  glæder sig over EU's støtte til en global våbenembargo og opfordrer de europæiske regeringer og Kommissionen til at indlede et aktivt arbejde med henblik på at opbygge en global konsensus om et sådant forbud;

19.  støtter mæglingsbestræbelserne fra FN's generalsekretær og glæder sig over hans engagement i dette spørgsmål;

20.  pålægger sin delegationer med ASEAN, Kina, Rusland, USA, Indien, landene i Sydasien og Japan at sætte Burma/Myanmar på dagsordenen for deres møder med deres modparter og samtalepartnere i disse lande;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til viceformand for Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, EU's særlige udsending til Burma, Det Nationale Råd for Fred og Udvikling i Burma, regeringerne i ASEAN- og ASEM-medlemsstaterne, ASEM's sekretariat, ASEAN's interparlamentariske Myanmar-gruppe, Daw Aung San Suu Kyi, FN's generalsekretær, FN's højkommissær for menneskerettigheder og FN's særlige rapportør for Burma/Myanmar.