Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 8. juli 2010 om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme (11222/1/2010/REV 1 og COR 1 - C7-0158/2010 - 2010/0178(NLE))

P7_TA(2010)0279 A7-0224/2010

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (11222/1/2010/REV 1 og COR 1),

–  der henviser til teksten til aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme, som er knyttet til ovennævnte udkast til Rådets afgørelse,

–  der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om Kommissionens henstilling til Rådet om bemyndigelse til at indlede forhandlinger mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om en aftale om at give det amerikanske finansministerium oplysninger om finansielle betalingsdata for at forebygge og bekæmpe terrorisme og finansiering af terrorisme(1),

–  der henviser til udtalelse af 22. juni 2010 fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse(2),

–  der henviser til udtalelse af 25. juni 2010 fra Artikel 29-Arbejdsgruppen om Databeskyttelse og Arbejdsgruppen om Politi og Retlige Anliggender,

–  der henviser til Rådets anmodning om godkendelse, jf. artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), sammenholdt med artikel 87, stk. 2, litra a), og artikel 88, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C7-0158/2010),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 81 og artikel 90, stk. 8,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0224/2010),

1.  godkender indgåelsen af aftalen;

2.  opfordrer Kommissionen til, i overensstemmelse med artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, ifølge hvilken personoplysninger skal være underlagt en »uafhængig myndigheds« kontrol, hurtigst muligt at foreslå Europa-Parlamentet og Rådet tre kandidater til hvervet som EU's uafhængige overvåger, jf. aftalens artikel 12, stk. 1; påpeger, at proceduren herfor, med de fornødne ændringer, skal være den samme som den, Europa-Parlamentet og Rådet anvender ved udpegelse af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, og som er fastlagt i forordning (EF) nr. 45/2001(3), der er baseret på EF-traktatens artikel 286;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt Amerikas Forenede Staters regering; pålægger endvidere sin formand at tage initiativ til en interparlamentarisk dialog med formanden for Repræsentanternes Hus og pro tempore-formanden for Senatet i Amerikas Forenede Stater vedrørende den fremtidige rammeaftale om databeskyttelse mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0143. (2) Endnu ikke offentliggjort i EUT. (3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s.1).

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 8. juli 2010 om forslag til Rådets afgørelse om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (08029/2010 - C7-0090/2010 - 2010/0816(NLE))

P7_TA(2010)0280 A7-0228/2010

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (08029/2010),

–  der henviser til den højtstående repræsentants redegørelse på Parlamentets plenarmøde den 8. juli 2010 om den grundlæggende organisering af EU-Udenrigstjenestens centraladministration,

–  der henviser til den højtstående repræsentants erklæring om politisk ansvar,

–  der henviser til EU-traktatens artikel 27, stk. 3, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C7-0090/2010),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, Udviklingsudvalget, Udvalget om International Handel, Budgetudvalget, Budgetkontroludvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0228/2010),

1.  godkender forslaget fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik som ændret;

2.  er besluttet på at styrke sit samarbejde med de nationale parlamenter i medlemsstaterne som krævet i traktaten, på området for EU's optræden udadtil og navnlig hvad angår FUSP og FSFP;

3.  er af den opfattelse, at ændringsbestemmelserne til finansforordningen ud over det, der fremgår af den foreliggende rådsafgørelse, yderligere bør specificere Kommissionens rolle med hensyn til uddelegering af beføjelser til delegationschefer for så vidt angår gennemførelsen af driftsbevillinger og navnlig sikre, også i finansforordningen, at Kommissionen træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at uddelegering af beføjelser ikke påvirker dechargeproceduren;

4.  opfordrer Kommissionen til i det omfattende arbejdsdokument om udgifter i forbindelse med EU's optræden udadtil, som den skal udarbejde sammen med forslaget til EU's budget, at indføje nærmere oplysninger om bl.a. stillingsfortegnelserne for EU's delegationer og om udgifterne pr. land og pr. mission; påpeger, at det agter at ændre finansforordningen i overensstemmelse hermed;

5.  gentager, at det i tilfælde af tvister vedrørende Kommissionens instrukser til cheferne for EU-delegationerne, der i henhold til artikel 221, stk. 2, i TEUF står under den højtstående repræsentants ansvar, og i tilfælde af uenighed mellem den højtstående repræsentant og de kommissærer, der er ansvarlige for programmeringen af de relevante eksterne bistandsinstrumenter, skal være op til kommissærkollegiet at træffe den endelige afgørelse;

6.  opfordrer indtrængende den højtstående repræsentant til at sikre, at bestemmelserne i artikel 6 i Rådets afgørelse, hvorefter mindst 60 % af det samlede personale på AD-niveau ved EU-Udenrigstjenesten skal være fastansatte EU-tjenestemænd, er afspejlet i alle lønklasser i Udenrigstjenestens hierarki;

7.  er af den opfattelse, at de supplerende specifikke foranstaltninger vedrørende styrkelse af den geografiske og kønslige balance, der er fastsat i artikel 6, stk. 6, i Rådets afgørelse, for så vidt angår den geografiske balance bør omfatte foranstaltninger svarende til dem, der er fastsat i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 401/2004(1);

8.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

9.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre forslaget fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik;

10.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt den 8. juli 2010 med henblik på vedtagelse af Rådets afgørelse om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 27, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (den højtstående repræsentant)(2),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(3),

under henvisning til godkendelse fra Kommissionen(4),

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Formålet med denne afgørelse er at fastlægge, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (»EU-Udenrigstjenesten«) skal tilrettelægges og fungere som et funktionelt autonomt EU-organ under den højtstående repræsentants myndighed, jf. artikel 27, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (»TEU«) som ændret ved Lissabontraktaten. Denne afgørelse og navnlig anvendelsen af udtrykket »den højtstående repræsentant« vil blive fortolket i overensstemmelse med dennes forskellige funktioner i medfør af artikel 18 i TEU.

(2)  I overensstemmelse med artikel 21, stk. 3, andet afsnit, i TEU, påser Unionen, at der er sammenhæng mellem de forskellige områder inden for dens optræden udadtil og mellem disse og dens øvrige politikker. Rådet og Kommissionen, der bistås af Unionens højtstående repræsentant, sikrer denne sammenhæng og samarbejder med henblik herpå.

(3)  EU-Udenrigstjenesten støtter den højtstående repræsentant, der også er næstformand i Kommissionen og formand for Rådet for Udenrigsanliggender, under opfyldelsen af dennes mandat, der er at føre Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (»FUSP«) og påse, at der er sammenhæng i Unionens optræden udadtil, som omhandlet i bl.a. artikel 18 og 27 i TEU. EU-Udenrigstjenesten støtter den højtstående repræsentant i dennes egenskab af formand for Rådet for Udenrigsanliggender, uden at dette berører Generalsekretariatet for Rådets sædvanlige opgaver. EU-udenrigstjenesten støtter også den højtstående repræsentant i dennes egenskab af næstformand i Kommissionen for så vidt angår varetagelsen i Kommissionen af de ansvarsområder, Kommissionen har med hensyn til eksterne forbindelser, samt koordineringen af de andre aspekter af Unionens optræden udadtil, uden at dette berører Kommissionens tjenestegrenes sædvanlige opgaver.

(4)  EU-Udenrigstjenesten bør, når den bidrager til EU's eksterne samarbejdsprogrammer, søge at sikre, at disse programmer opfylder målene for Unionens optræden udadtil, jf. artikel 21 i TEU, især stk. 2, litra d), og at de opfylder målene for EU's udviklingspolitik i overensstemmelse med artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«). I den forbindelse bør EU-Udenrigstjenesten også fremme opfyldelsen af målene for den europæiske konsensus om udvikling og for den europæiske konsensus om humanitær bistand.

(5)  Det følger af Lissabontraktaten, at EU-Udenrigstjenesten for at gennemføre traktatens bestemmelser skal være operationel så hurtigt som muligt efter denne traktats ikrafttræden.

(6)  Europa-Parlamentet skal fuldt ud spille sin rolle i Unionens optræden udadtil, herunder sine politiske kontrolfunktioner som omhandlet i artikel 14, stk. 1, i TEU, samt i lovgivnings- og budgetspørgsmål som fastsat i traktaterne. Desuden hører den højtstående repræsentant regelmæssigt Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og grundlæggende valg i forbindelse med FUSP i overensstemmelse med artikel 36 i TEU, og den højtstående repræsentant påser, at der tages behørigt hensyn til Europa-Parlamentets synspunkter. EU-Udenrigstjenesten bistår den højtstående repræsentant hermed. Der bør udformes særlige ordninger med henblik på at give medlemmer af Europa-Parlamentet adgang til klassificerede dokumenter og oplysninger på FUSP-området. Indtil der er vedtaget sådanne ordninger, finder de eksisterende bestemmelser i den interinstitutionelle aftale fra 2002 om klassificerede dokumenter og oplysninger på ESFP-området anvendelse.

(7)  Den højtstående repræsentant eller dennes repræsentant bør over for Det Europæiske Forsvarsagentur, EU's Satellitcenter, Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier og Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademi varetage de ansvarsopgaver, der er omhandlet i deres respektive grundlæggende akter. EU-Udenrigstjenesten bør yde disse enheder den støtte, der i øjeblikket ydes af Generalsekretariatet for Rådet.

(8)  Der bør vedtages bestemmelser om EU-Udenrigstjenestens personale og ansættelse heraf, hvis sådanne bestemmelser er nødvendige for at fastlægge, hvordan EU-Udenrigstjenesten skal tilrettelægges og fungere. Sideløbende hermed bør der i overensstemmelse med artikel 336 i TEUF foretages de nødvendige ændringer af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (»personalevedtægten«) og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (AØAF), jf. dog artikel 298 i TEUF. I personalesager behandles EU-Udenrigstjenesten som en institution i henhold til personalevedtægten ▌. Den højtstående repræsentant bliver ansættelsesmyndighed for både tjenestemænd, der er omfattet af ▌personalevedtægten, og ansatte, der er omfattet af AØAF. Antallet af tjenestemænd og øvrige ansatte i EU-Udenrigstjenesten fastsættes hvert år som led i budgetproceduren og vil blive afspejlet i stillingsfortegnelsen.

(9)  EU-Udenrigstjenestens personale skal i udøvelsen af sin tjeneste og i sin adfærd udelukkende lade sig lede af Unionens interesser.

(10)  Ansættelse skal være baseret på fortjeneste og sikre passende geografisk balance og balance mellem kønnene. EU-Udenrigstjenestens personale bør have en fornuftig tilstedeværelse af statsborgere fra alle medlemsstaterne. Den revision, der efter planen skal foretages i 2013, bør også omfatte dette spørgsmål, herunder om nødvendigt forslag til yderligere specifikke foranstaltninger med henblik på at korrigere eventuelle ubalancer.

(11)  I overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, i TEU skal EU-Udenrigstjenesten omfatte tjenestemænd fra Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen samt udstationeret personale fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester. Med henblik herpå overføres de relevante tjenestegrene og funktioner i Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen til EU-Udenrigstjenesten sammen med tjenestemænd og midlertidigt ansatte, der beklæder stillinger i sådanne tjenestegrene eller funktioner. Inden den 1. juli 2013 vil EU-Udenrigstjenesten udelukkende ansætte tjenestemænd fra Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen samt personale, der er udstationeret fra medlemsstaternes diplomatiske tjenester. Efter denne dato bør alle tjenestemænd og øvrige ansatte i Den Europæiske Union kunne søge de ledige stillinger i EU-Udenrigstjenesten.

(12)  EU-Udenrigstjenesten kan i specifikke tilfælde anvende specialiserede udstationerede nationale eksperter, som underlægges den højtstående repræsentant. Nationale eksperter, der er udstationeret i EU-Udenrigstjenesten, vil ikke blive regnet med i den tredjedel, som personale fra medlemsstaterne bør udgøre, når EU-Udenrigstjenesten når op på fuld kapacitet. Deres overførsel i oprettelsesfasen bliver ikke automatisk og vil ske med godkendelse fra myndighederne i de medlemsstater, de kommer fra. Ved udløbet af kontrakten for en udsendt national ekspert, der er overført til EU-Udenrigstjenesten i henhold til artikel 7, vil funktionen blive konverteret til en stilling som midlertidigt ansat i tilfælde, hvor den funktion, som den udsendte nationale ekspert udførte, svarer til en funktion, der normalt udføres af personale på AD-niveau, forudsat at den nødvendige stilling er til rådighed i stillingsfortegnelsen.

(13)  Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten aftaler de nærmere bestemmelser med hensyn til de instrukser, Kommissionen giver til delegationerne. Disse bør navnlig foreskrive, at når Kommissionen giver instrukser til delegationerne, giver den samtidig en kopi af disse til delegationscheferne og EU-Udenrigstjenestens centraladministration.

(14)  Finansforordningen bør ændres, således at EU-Udenrigstjenesten indsættes i finansforordningens artikel 1 med en specifik sektion i EU-budgettet. I overensstemmelse med gældende regler og som det er tilfældet med andre institutioner afsættes en del af Revisionsrettens årsberetning endvidere til EU-Udenrigstjenesten, og EU-Udenrigstjenesten afgiver svar på sådanne beretninger. EU-Udenrigstjenesten vil blive underlagt dechargeprocedurer, jf. artikel 319 i TEUF og artikel 145, 146-147 i finansforordningen. Den yder Europa-Parlamentet al den støtte, der er nødvendig for at varetage Europa-Parlamentets rettigheder som dechargemyndighed. Gennemførelsen af driftsbudgettet varetages af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 317 i TEUF. Afgørelser med finansielle virkninger skal navnlig være i overensstemmelse med det ansvar, der er fastlagt i finansforordningens afsnit IV, særlig artikel 75 om forvaltning af udgifter og artikel 64-68 om de finansielle aktørers ansvar.

(15)  Etableringen af EU-Udenrigstjenesten bør være baseret på princippet om omkostningseffektivitet med sigte på budgetneutralitet. Med henblik herpå vil der skulle anvendes overgangsordninger, og kapacitetsopbygningen vil skulle ske gradvis. Unødig overlapning af opgaver, funktioner og ressourcer i forhold til andre strukturer bør undgås. Alle rationaliseringsmuligheder bør udnyttes.
Derudover vil der blive behov for et antal yderligere stillinger til midlertidigt ansatte fra medlemsstaterne, som vil skulle finansieres inden for den nuværende flerårige ramme.

(16)  Der bør fastsættes bestemmelser om EU-Udenrigstjenesten aktiviteter og dens personale for så vidt angår sikkerhed, beskyttelse af klassificerede oplysninger og åbenhed.

(17)  Der erindres om, at protokollen vedrørende EU's privilegier og immuniteter finder anvendelse på EU-Udenrigstjenesten, dens tjenestemænd og øvrige ansatte, som er omfattet af enten personalevedtægten eller ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i AØAF.

(18)  Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab er fortsat omfattet af en fælles institutionel ramme. Det er derfor afgørende at sikre sammenhæng mellem begges eksterne forbindelser og tillade Unionens delegationer at repræsentere Det Europæiske Atomenergifællesskab i tredjelande og ved internationale organisationer.

(19)  Den højtstående repræsentant bør senest medio 2013 foretage en gennemgang af, hvordan EU-udenrigstjenesten tilrettelægges og fungerer, eventuelt ledsaget af forslag til revision af denne afgørelse. En sådan revision bør vedtages senest primo 2014 -

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Art og anvendelsesområde

1.  I denne afgørelse fastlægges det, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (»EU-Udenrigstjenesten«) skal tilrettelægges og fungere.

2.  EU-Udenrigstjenesten, som har hovedkvarter i Bruxelles, skal være et funktionelt autonomt EU-organ, der er adskilt fra Kommissionen og Rådets Generalsekretariat, med den rets- og handleevne, der er nødvendig for, at den kan løse sine opgaver og nå sine mål.

3.  EU-Udenrigstjenesten er underlagt den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitiks (»den højtstående repræsentants«) myndighed.

4.  EU-Udenrigstjenesten skal bestå af en centraladministration og af EU's delegationer i tredjelande og ved internationale organisationer.

Artikel 2

Opgaver

1.  EU-Udenrigstjenesten støtter den højtstående repræsentant under opfyldelsen af dennes mandater som omhandlet i navnlig artikel 18 og 27 i TEU:

2.  EU-Udenrigstjenesten skal bistå ▌Det Europæiske Råds formand, Kommissionens formand og Kommissionen med udøvelsen af deres respektive funktioner med hensyn til eksterne forbindelser.

Artikel 3

Samarbejde

1.  EU-Udenrigstjenesten støtter og samarbejder med medlemsstaternes diplomatiske tjenester samt Rådets Generalsekretariat og Kommissionens tjenestegrene ▌for at sikre sammenhæng mellem de forskellige områder af Unionens optræden udadtil og mellem disse og dens andre politikker.

2.  EU-Udenrigstjenesten og Kommissionens tjenestegrene hører hinanden om alle spørgsmål vedrørende Unionens optræden udadtil i forbindelse med udøvelsen af deres respektive funktioner bortset fra spørgsmål, der er omfattet af FSFP. EU-Udenrigstjenesten deltager i det forberedende arbejde og procedurer i forbindelse med retsakter, der udarbejdes af Kommissionen på dette område. Dette stykke gennemføres i overensstemmelse med afsnit V, kapitel 1, i TEU og artikel 205 i TEUF.

3.  EU-Udenrigstjenesten kan indgå serviceleveranceaftaler med relevante tjenestegrene i Kommissionen, Generalsekretariatet for Rådet eller andre af Den Europæiske Unions kontorer eller interinstitutionelle organer.

4.  EU-Udenrigstjenesten sørger for passende støtte til og samarbejde med EU's øvrige institutioner og organer, navnlig Europa-Parlamentet. EU-Udenrigstjenesten kan også drage fordel af støtte fra og samarbejde med disse institutioner og organer, herunder agenturer, når det er hensigtsmæssigt. EU-Udenrigstjenestens interne revisor samarbejder med Kommissionens interne revisor for at sikre sammenhæng i revisionspolitikken, navnlig under henvisning til Kommissionens ansvar for driftsudgifterne. Derudover samarbejder EU-Udenrigstjenesten med Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1073/1999. Den skal navnlig hurtigt vedtage den afgørelse, der kræves i denne forordning, om retningslinjer og betingelser for interne undersøgelser. Som fastsat i denne forordning yder medlemsstaterne i overensstemmelse med nationale bestemmelser og institutionerne den støtte, der er nødvendig for, at OLAF's ansatte kan løse deres opgaver.

Artikel 4

Centraladministration

1.  EU-Udenrigstjenesten ledes af en administrerende generalsekretær, der handler under den højtstående repræsentants myndighed. Den administrerende generalsekretær træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at EU-Udenrigstjenesten fungerer tilfredsstillende, herunder den administrative og budgetmæssige forvaltning. Han sikrer en effektiv koordinering mellem alle centraladministrationens tjenestegrene samt med EU's delegationer ▌.

2.  Den administrerende generalsekretær bistås af to vicegeneralsekretærer.

3.  EU-Udenrigstjenestens centraladministration opdeles i generaldirektorater. Disse omfatter især:

De særlige forhold i forbindelse med disse strukturer og de nærmere enkeltheder vedrørende deres funktioner samt personalets ansættelse og status respekteres.

Der sikres fuld koordinering mellem alle strukturer inden for EU-Udenrigstjenesten.

4.  Den højtstående repræsentant udpeger ▌formændene for de forberedende rådsorganer, hvor formanden er en repræsentant for den højtstående repræsentant, herunder formanden for Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité, i overensstemmelse med bilag II i Rådets afgørelse af 1. december 2009 om fastsættelse af gennemførelsesforanstaltninger til Det Europæiske Råds afgørelse om udøvelsen af formandskabet for Rådet og om formandskabet for Rådets forberedende organer (2009/908/EU)(5).

5.  Den højtstående repræsentant og EU-Udenrigstjenesten støttes om nødvendigt af Generalsekretariatet for Rådet og de relevante tjenestegrene i Kommissionen. EU-Udenrigstjenesten, Generalsekretariatet for Rådet og de relevante tjenestegrene i Kommissionen kan udarbejde serviceleveranceaftaler.

Artikel 5

Unionens delegationer

1.  Afgørelsen om at åbne eller lukke en delegation vedtages af den højtstående repræsentant efter aftale med Rådet og Kommissionen.

2.  Hver af Unionens delegationer står under en delegationschefs myndighed.

Delegationschefen har myndighed over hele delegationens personale uanset dets status og med hensyn til alle dets aktiviteter. Han refererer til den højtstående repræsentant vedrørende den overordnede forvaltning af delegationens arbejde og for at sikre koordineringen af alle Unionens tiltag.

Personalet ved delegationerne omfatter personale fra EU-Udenrigstjenesten og, når det er hensigtsmæssigt med henblik på gennemførelsen af Unionens budget og andre politikker end dem, der hører under EU-Udenrigstjenestens ansvarsområde, personale fra Kommissionen.

3.  Delegationschefen modtager instrukser fra den højtstående repræsentant og EU-Udenrigstjenesten og er ansvarlig for deres udførelse.

På områder, hvor Kommissionen udøver de beføjelser, der er tillagt den i traktaterne, kan den også i overensstemmelse med artikel 221, stk. 2, i TEUF give instrukser til delegationerne, som skal udføres under delegationschefens overordnede ansvar.

4.  Delegationschefen gennemfører driftsbevillinger i forbindelse med EU-projekter i det pågældende tredjeland, når Kommissionen har uddelegeret denne opgave, i overensstemmelse med finansforordningen.

5.  Driften af de enkelte delegationer evalueres med jævne mellemrum af generalsekretæren for EU-Udenrigstjenesten; evalueringen omfatter en finansiel og en administrativ revision. Generalsekretæren for EU-Udenrigstjenesten kan bede om bistand fra Kommissionens relevante tjenestegrene til disse opgaver. Ud over de interne foranstaltninger, der gennemføres af EU-Udenrigstjenesten, udøver OLAF sine beføjelser, bl.a. ved at gennemføre foranstaltninger til bekæmpelse af svig, i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1073/1999.

6.  Den højtstående repræsentant indgår de nødvendige aftaler med de pågældende værtslande, internationale organisationer eller tredjelande. Den højtstående repræsentant træffer navnlig de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at værtslandene indrømmer Unionens delegationer, deres personale og deres ejendom privilegier og immuniteter, der svarer til dem, der er omhandlet i Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser.

7.  Unionens delegationer har beføjelse til at betjene andre EU-institutioner, navnlig ▌Europa-Parlamentet, i deres ▌kontakter med de internationale organisationer eller tredjelande, som delegationerne er akkrediteret til.

8.  Delegationschefen har beføjelse til at repræsentere EU i det land, hvor delegationen er akkrediteret, navnlig til at indgå kontrakter og være part i retssager.

9.  Unionens delegationer arbejder tæt sammen og udveksler oplysninger med medlemsstaternes diplomatiske tjenester. ▌

10.  Unionens delegationer støtter i overensstemmelse med artikel 35, stk. 3, i TEU og efter anmodning fra medlemsstaterne disse i deres diplomatiske forbindelser og i deres konsulære beskyttelse af EU-borgere i tredjelande.

Artikel 6

Personale

1.  Bortset fra stk. 2 finder bestemmelserne i denne artikel anvendelse med forbehold af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (»personalevedtægten«) og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (»AØAF«), herunder de ændringer, der foretages i disse bestemmelser for at tilpasse dem til EU-Udenrigstjenesten i overensstemmelse med artikel 336 i TEUF.

2.  EU-Udenrigstjenesten omfatter ▌tjenestemænd og øvrige ansatte i Den Europæiske Union, herunder personale fra medlemsstaternes diplomatiske tjenester, der er udpeget som midlertidigt ansatte(6).

Personalevedtægten og AØAF finder anvendelse på dette personale.

3.  EU-Udenrigstjenesten kan om nødvendigt anvende et begrænset antal specialiserede udstationerede nationale eksperter i specifikke tilfælde.

Den højtstående repræsentant vedtager de regler, hvorefter udstationerede nationale eksperters specialiserede ekspertise stilles til rådighed for EU-Udenrigstjenesten; disse regler skal svare til dem, der er fastsat i Rådets afgørelse 2003/479/EF som ændret ved Rådets afgørelse 2007/829/EF af 5. december 2007(7).

4.  EU-Udenrigstjenestens personale skal i udøvelsen af sin tjeneste og i sin adfærd udelukkende lade sig lede af Unionens interesser. Det må hverken søge eller modtage instrukser fra regeringer, myndigheder, organisationer eller personer uden for EU-Udenrigstjenesten eller andre organer eller personer end den højtstående repræsentant, jf. dog artikel 2, stk. 1, tredje led, artikel 2, stk. 2, og artikel 5, stk. 3. I overensstemmelse med personalevedtægtens artikel 11, stk. 2, må EU-Udenrigstjenestens personale ikke modtage vederlag af nogen art fra anden side uden for EU-Udenrigstjenesten.

▌

5.  De beføjelser, som vedtægten tillægger ansættelsesmyndigheden, og de beføjelser, som AØAF tillægger den myndighed, der er beføjet til at indgå kontrakter, tildeles den højtstående repræsentant, som kan uddelegere disse beføjelser inden for EU-Udenrigstjenesten.

6.  Ansættelse i EU-Udenrigstjenesten skal være baseret på fortjeneste og på at sikre passende geografisk balance og balance mellem kønnene. EU-Udenrigstjenestens personale skal have en fornuftig tilstedeværelse af statsborgere fra alle medlemsstaterne. Den påtænkte revision i 2013 skal også omfatte dette spørgsmål, herunder passende forslag til yderligere konkrete foranstaltninger med henblik på at rette op på eventuelle skævheder.

7.  ▌Tjenestemænd i Den Europæiske Union og midlertidigt ansatte fra medlemsstaternes diplomatiske tjenester har samme rettigheder og forpligtelser og skal behandles lige, især med hensyn til adgang til alle stillinger på lige vilkår. Der skelnes ikke mellem midlertidigt ansatte fra nationale diplomatiske tjenester og tjenestemænd i Den Europæiske Union med hensyn til tildeling af de opgaver, som de skal udføre på alle EU-Udenrigstjenestens aktivitets- og politikområder. I overensstemmelse med bestemmelserne i finansforordningen støtter medlemsstaterne Unionen i opfyldelsen af de finansielle forpligtelser, der følger af en forpligtelse i medfør af finansforordningens artikel 66, i forbindelse med midlertidigt ansatte i EU-Udenrigstjenesten, der kommer fra de nationale diplomatiske tjenester.

8.  Den højtstående repræsentant fastlægger udvælgelsesprocedurerne for EU-Udenrigstjenestens personale, der bør foregå efter en gennemsigtig procedure baseret på fortjeneste med et mål om at sikre tjenesten personale af højeste standard med hensyn til kvalifikationer, effektivitet og integritet og samtidig sikre en passende geografisk balance, opfylde et behov for en fornuftig tilstedeværelse af statsborgere fra alle EU-medlemsstater i EU-Udenrigstjenesten og tilstræbe balance mellem kønnene. Repræsentanter for medlemsstaterne, Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen inddrages i ansættelsesproceduren vedrørende de ledige stillinger i EU-Udenrigstjenesten. ▌

9.  Når EU-Udenrigstjenesten er nået op på fuld kapacitet, bør personale fra medlemsstaterne som omhandlet i stk. 1, første afsnit, udgøre mindst en tredjedel af EU-Udenrigstjenestens samlede personale på AD-niveau. På samme måde bør fastansatte EU-tjenestemænd udgøre mindst 60 % af alt personale i EU-Udenrigstjenesten på AD-niveau, herunder personale fra medlemsstaternes diplomatiske tjenester, der er blevet fastansatte EU-tjenestemænd i overensstemmelse med bestemmelserne i personalevedtægten. Den højtstående repræsentant aflægger hvert år rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om besættelsen af stillinger i EU-Udenrigstjenesten.

10.  Den højtstående repræsentant fastsætter reglerne for mobilitet for at sikre, at der er en høj grad af mobilitet for EU-Udenrigstjenestens personale. Der gælder særlige bestemmelser for det personale, der er nævnt i artikel 4, stk. 3, tredje led. I princippet skal alt personale i EU-Udenrigstjenesten med jævne mellemrum gøre tjeneste ved Unionens delegationer. Den højtstående repræsentant fastsætter regler herfor.

11.  I overensstemmelse med de gældende bestemmelser i national ret giver hver medlemsstat sine embedsmænd, som er blevet midlertidigt ansatte i EU-Udenrigstjenesten, en garanti for øjeblikkelig genansættelse efter deres tjenesteperiode i EU-Udenrigstjenesten. I overensstemmelse med artikel 50b i AØAF må denne tjenesteperiode ikke overstige otte år, medmindre den forlænges med højst to år under ekstraordinære omstændigheder og i tjenestens interesse.

EU-tjenestemænd, der gør tjeneste i EU-Udenrigstjenesten, har ret til at søge stillinger i deres oprindelige institution på samme vilkår som interne kandidater.

12.  Der tages skridt til at give EU-Udenrigstjenestens personale passende fælles uddannelse, især med udgangspunkt i den praksis og de strukturer, der allerede findes på nationalt plan og i EU. Den højtstående repræsentant træffer passende foranstaltninger med henblik herpå inden et år efter denne afgørelses ikrafttræden.

Artikel 7

Overgangsbestemmelser vedrørende personalet

1.  De tjenestegrene og funktioner i Generalsekretariatet for Rådet og i Kommissionen, der er anført i bilaget, overføres til EU-Udenrigstjenesten. Tjenestemænd og midlertidigt ansatte, der beklæder stillinger i de tjenestegrene eller udfører de funktioner, der er opført i bilaget, overføres til EU-Udenrigstjenesten. Dette gælder tilsvarende for kontraktansatte og lokalt ansatte i disse tjenestegrene og funktioner. Udstationerede nationale eksperter, der arbejder i disse tjenestegrene eller funktioner, overføres også til EU-Udenrigstjenesten med godkendelse fra myndighederne i den medlemsstat, de kommer fra.

Disse ordninger får virkning den 1. januar 2011.

Ved overførslen til EU-Udenrigstjenesten anviser den højtstående repræsentant i overensstemmelse med personalevedtægten hver tjenestemand en stilling i den ansættelsesgruppe, der svarer til vedkommendes lønklasse.

2.  De procedurer for ansættelse af personale til stillinger, som overføres til EU-Udenrigstjenesten, der er i gang på tidspunktet for denne afgørelses ikrafttræden, forbliver gyldige. De vil blive fortsat og afsluttet under den højtstående repræsentants myndighed i overensstemmelse med stillingsopslagene og de gældende regler i vedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.

Artikel 8

Budget

1.  Funktionerne som anvisningsberettiget for EU-Udenrigstjenestens sektion i Den Europæiske Unions almindelige budget uddelegeres i overensstemmelse med finansforordningens artikel 59. Den højtstående repræsentant vedtager de interne regler for forvaltningen af de administrative budgetposter. Driftsudgifter forbliver i Kommissionens sektion af budgettet.

2.  EU-Udenrigstjenesten udøver sine beføjelser i overensstemmelse med finansforordningen vedrørende Unionens almindelige budget inden for rammerne af de bevillinger, der afsættes til den.

3.  Ved udarbejdelsen af overslag over EU-Udenrigstjenesten administrationsudgifter hører den højtstående repræsentant henholdsvis kommissæren for udviklingspolitik og kommissæren for naboskabspolitik om deres respektive ansvarsområder.

4.  I overensstemmelse med artikel 314, stk. 1, i TEUF opstiller EU-Udenrigstjenesten et overslag over sine udgifter for det følgende regnskabsår. Kommissionen sammenfatter disse overslag i et budgetforslag, der kan indeholde afvigende overslag. Kommissionen kan ændre budgetforslaget som omhandlet i artikel 314, stk. 2, i TEUF.

5.  For at sikre den budgetmæssige gennemsigtighed på området Unionens optræden udadtil tilsender Kommissionen sammen med forslaget til EU's budget budgetmyndigheden et arbejdsdokument med en samlet oversigt over alle udgifter i forbindelse med Unionens optræden udadtil.

6.  EU-Udenrigstjenesten underlægges dechargeprocedurer, jf. artikel 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 145-147 i finansforordningen. EU-Udenrigstjenesten skal i den forbindelse fuldt ud samarbejde med de institutioner, der er inddraget i dechargeproceduren og i fornødent omfang forelægge de nødvendige supplerende oplysninger, herunder ved at deltage i møder i de relevante organer.

Artikel 9

Eksterne instrumenter og programmering

1.  ▌Forvaltningen af EU's eksterne samarbejdsprogrammer henhører under Kommissionens ansvar med forbehold af Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens rolle i programmeringen som omhandlet i de følgende stykker.

2.  Den højtstående repræsentant sikrer den overordnede politiske koordinering af EU's optræden udadtil og påser navnlig via følgende eksterne bistandsinstrumenter, at Unionens optræden udadtil fremtræder som en helhed og er sammenhængende og effektiv:

3.  EU-Udenrigstjenesten bidrager navnlig til programmerings- og forvaltningscyklussen i forbindelse med de pågældende instrumenter på grundlag af policymålene heri. Den har især ansvaret for at forberede følgende kommissionsafgørelser om de strategiske, flerårige skridt i programmeringscyklussen:

Under hele programmeringen, planlægningen og gennemførelsen af disse instrumenter arbejder den højtstående repræsentant og EU-Udenrigstjenesten i overensstemmelse med artikel 3 sammen med Kommissionens relevante medlemmer og tjenestegrene, jf. dog artikel 1, stk. 3. Alle forslag til afgørelse udarbejdes ved hjælp af kommissionsprocedurer og forelægges Kommissionen til afgørelse.

4.  Med hensyn til Den Europæiske Udviklingsfond og instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejdet udarbejdes alle forslag, herunder forslag om ændring af grundforordningerne og programmeringsdokumenterne, jf. stk. 3, i fællesskab af de relevante tjenestegrene i EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen under kommissæren med ansvar for udviklingspolitiks ansvar, og de forelægges derefter i fællesskab med den højtstående repræsentant Kommissionen til afgørelse.

Den relevante tjenestegren i Kommissionen udarbejder tematiske programmer med undtagelse af Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder og instrumentet for samarbejde om sikkerhed på det nukleare område samt den del af stabilitetsinstrumentet, der er omhandlet i stk. 2, syvende led, under vejledning af kommissæren med ansvar for udvikling, og disse programmer forelægges kollegiet efter aftale med den højtstående repræsentant og andre relevante kommissærer.

5.  Med hensyn til det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument udarbejdes alle forslag, herunder forslag om ændring af grundforordningerne og programmeringsdokumenterne i stk. 3, i fællesskab af de relevante tjenestegrene i EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen under ▌kommissæren med ansvar for naboskabspolitiks ansvar, og de forelægges derefter i fællesskab med den højtstående repræsentant Kommissionen til afgørelse.

6.  Foranstaltninger, der iværksættes i medfør af FUSP-budgettet, stabilitetsinstrumentet med undtagelse af den del, der er omhandlet i stk. 2, syvende led, instrumentet for samarbejdet med industrialiserede lande, kommunikation og offentligt diplomati samt valgobservationsmissioner henhører under den højtstående repræsentants/EU-Udenrigstjenestens ansvar. Kommissionen er ansvarlig for den finansielle gennemførelse under den højtstående repræsentants myndighed i dennes egenskab af næstformand i Kommissionen(8). Den tjenestegren i Kommissionen, der har ansvaret for denne gennemførelse, samlokaliseres med EU-Udenrigstjenesten.

Artikel 10

Sikkerhed

1.  Den højtstående repræsentant træffer efter høring af det udvalg, der er omhandlet i Rådets afgørelse 2001/264/EF, afgørelse om sikkerhedsbestemmelserne for EU-Udenrigstjenesten og træffer alle passende foranstaltninger for at sikre, at EU-Udenrigstjenesten effektivt styrer risici for dens personale, fysiske aktiver og oplysninger, og at den opfylder sin pligt til at udvise rettidig omhu. Sådanne bestemmelser finder anvendelse på hele EU-Udenrigstjenestens personale og alle Unionens delegationer uanset deres administrative status eller oprindelse.

2.  Indtil vedtagelsen af den afgørelse, der er omhandlet i stk. 1,

3.  EU-Udenrigstjenesten skal have en tjenestegren med ansvar for sikkerhedsspørgsmål, der bistås af medlemsstaternes kompetente tjenester.

4.  Den højtstående repræsentant træffer alle nødvendige foranstaltninger for at gennemføre sikkerhedsbestemmelserne i EU-Udenrigstjenesten, især for så vidt angår beskyttelse af klassificerede oplysninger og de foranstaltninger, der skal træffes for det tilfælde, at ansatte i EU-Udenrigstjenesten ikke overholder sikkerhedsbestemmelserne. Med henblik herpå søger EU-Udenrigstjenesten rådgivning fra Generalsekretariatet for Rådets Sikkerhedskontor, fra de relevante tjenestegrene i Kommissionen og fra de relevante tjenestegrene i medlemsstaterne.

Artikel 11

Aktindsigt, arkiver og databeskyttelse

1.  EU-Udenrigstjenesten anvender de bestemmelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter. Den højtstående repræsentant træffer afgørelse om gennemførelsesbestemmelserne for EU-Udenrigstjenesten.

2.  EU-Udenrigstjenestens generalsekretær organiserer tjenestens arkiver. De relevante arkiver i de tjenestegrene, der overføres fra Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen, overføres til EU-Udenrigstjenesten.

3.  EU-Udenrigstjenesten beskytter fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i overensstemmelse med bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger. Den højtstående repræsentant træffer afgørelse om gennemførelsesbestemmelserne for EU-Udenrigstjenesten.

Artikel 12

Fast ejendom

1.  Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionens relevante tjenestegrene træffer alle nødvendige foranstaltninger, således at de overførsler, der er omhandlet i artikel 7, kan ledsages af de overførsler af råds- og kommissionsbygninger, der er nødvendige for, at EU-Udenrigstjenesten kan fungere.

2.  De betingelser, hvorunder fast ejendom stilles til rådighed for EU-Udenrigstjenestens centraladministration og Unionens delegationer, afgøres i fællesskab af den højtstående repræsentant og, alt efter hvad der er relevant, Generalsekretariatet for Rådet eller Kommissionen.

Artikel 12

Afsluttende bestemmelser

1.  Den højtstående repræsentant, Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne er ansvarlige for gennemførelsen af denne afgørelse og træffer alle de nødvendige foranstaltninger med henblik herpå.

2.  Den højtstående repræsentant skal aflægge rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om, hvordan EU-Udenrigstjenesten fungerer, senest inden udgangen af 2011. Denne rapport skal navnlig omfatte gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 8 og artikel 5, stk. 3 og 10.

3.  Senest medio 2013 foretager den højtstående repræsentant en gennemgang af, hvordan EU-Udenrigstjenesten tilrettelægges og fungerer, som bl.a. skal omfatte gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 6, stk. 7 og 10. Denne gennemgang ledsages om nødvendigt af passende forslag til revision af denne afgørelse. I så tilfælde reviderer Rådet senest i begyndelsen af 2014 denne afgørelse i lyset af denne gennemgang i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, i TEU.

4.  Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen. Bestemmelser i denne afgørelse om finansiel forvaltning og ansættelse ▌får først virkning, når de nødvendige ændringer i personalevedtægten og finansforordningen samt ændringsbudgettet er vedtaget. Der aftales ordninger mellem den højtstående repræsentant, Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen, og medlemsstaterne høres for at sikre en smidig overgang.

5.  Senest en måned efter denne afgørelses ikrafttræden forelægger den højtstående repræsentant Kommissionen et overslag over EU-Udenrigstjenestens indtægter og udgifter, herunder en stillingsfortegnelse, således at den kan forelægge et forslag til ændringsbudget.

6.  Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i

På Rådets vegne

Formand

BILAG

TJENESTEGRENE OG FUNKTIONER, DER SKAL OVERFØRES TIL EU-UDENRIGSTJENESTEN(9)

Følgende er en liste over alle de administrative enheder, der skal overføres samlet til EU-Udenrigstjenesten. Dette foregriber ikke de yderligere behov og den tildeling af ressourcer, der skal besluttes i de samlede budgetforhandlinger om oprettelse af EU-Udenrigstjenesten, og ej heller beslutningerne om tilvejebringelsen af det fornødne personale med ansvar for støttefunktioner og de hermed forbundne behov for serviceleveranceaftaler mellem Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten.

1.  GENERALSEKRETARIATET FOR RÅDET

Alt personale i nedenstående afdelinger og funktioner overføres samlet til EU-Udenrigstjenesten, bortset fra et meget begrænset antal ansatte, der skal udføre Generalsekretariatet for Rådets normale opgaver i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, andet led, og visse specifikke funktioner, der er angivet nedenfor:

Policyenheden

ESFP og krisestyringsstrukturer

·  Direktoratet for Krisestyring og Planlægning (CMPD)

·  Den Civile Planlægnings- og Gennemførelseskapacitet (CPCC)

·  Den Europæiske Unions Militærstab (EUMS)

o Afdelinger under DGEUMS's direkte myndighed

o Direktoratet for Koncepter og Kapacitet

o Efterretningsdirektoratet

o Direktoratet for Operationer

o Direktoratet for Logistik

o Direktoratet for Kommunikations- og Informationssystemer

·  EU's Situationscenter (SITCEN)

Undtagelse:

·  Personale i SITCEN, der understøtter Sikkerhedsgodkendelsesmyndigheden

Generaldirektorat E

·  Enheder placeret under generaldirektørens direkte myndighed

·  Direktoratet for Nord-, Syd- og Mellemamerika og De Forenede Nationer

·  Direktoratet for det Vestlige Balkan, Østeuropa og Centralasien

·  Direktoratet for Ikke-spredning af Masseødelæggelsesvåben

·  Direktoratet for Parlamentariske Anliggender på FUSP-området

·  Forbindelseskontoret i New York

·  Forbindelseskontoret i Genève

GSR-tjenestemænd udstationeret ved EU's særlige repræsentanter og FSFP-missioner

2.  KOMMISSIONEN (HERUNDER DELEGATIONERNE)

Alt personale i de tjenestegrene og funktioner, der er opført på listen nedenfor, overføres samlet til EU-Udenrigstjenesten, bortset fra et begrænset antal medlemmer af personalet, der nævnes nedenfor som undtagelser.

Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser

·  Alle stillinger i hierarkiet og det støttepersonale, der er direkte knyttet til dem

·  Direktorat A (kriseplatform og politikkoordinering inden for FUSP)

·  Direktorat B (multilaterale forbindelser og menneskerettigheder)

·  Direktorat C (Nordamerika, Østasien, Australien, New Zealand, EØS, EFTA, San Marino, Andorra, Monaco)

·  Direktorat D (koordinering af den europæiske naboskabspolitik)

·  Direktorat E (Østeuropa, det sydlige Kaukasus, republikkerne i Centralasien)

·  Direktorat F (Mellemøsten, det sydlige Middelhavsområde)

·  Direktorat G (Latinamerika)

·  Direktorat H (Asien (ekskl. Japan og Korea))

·  Direktorat I (centrale ressourcer, information og interinstitutionelle forbindelser)

·  Direktorat K (delegationerne)

·  Direktorat L (strategi, koordinering og analyse)

·  Taskforce vedrørende det østlige partnerskab

·  Relex-01-Enheden (audit)

Undtagelser:

·  Personale med ansvar for forvaltning af finansielle instrumenter

·  Personale med ansvar for udbetaling af lønninger og godtgørelser til personalet ved delegationerne

Delegationerne

·  Alle delegationschefer og stedfortrædende delegationschefer og det støttepersonale, der er direkte knyttet til dem

·  Alle politiske afdelinger eller celler og deres personale

·  Alle afdelinger vedrørende information og offentligt diplomati og deres personale

·  Alle administrative afdelinger

Undtagelser

·  Personale med ansvar for gennemførelse af finansielle instrumenter

Generaldirektoratet for Udvikling

·  Direktorat D (AVS II - Vest- og Centralafrika, Vestindien og OLT) undtagen OLT-taskforcen

·  Direktorat E (Afrikas Horn, Østafrika og det sydlige Afrika, Det Indiske Ocean og Stillehavet)

·  Enhed CI (AVS I: Programmering og forvaltning af bistand): Personale med ansvar for programmering

·  Enhed C2 (Panafrikanske anliggender og institutioner, forvaltningspraksis og migration): Personale med ansvar for panafrikanske forbindelser

·  Alle stillinger i hierarkiet og det støttepersonale, der er direkte knyttet til dem.

BILAG

ERKLÆRING FRA DEN HØJTSTÅENDE REPRÆSENTANT(10)OM POLITISK ANSVARLIGHED

Den højtstående repræsentant (HR) vil basere sit forhold til Europa-Parlamentet på de forpligtelser med hensyn til høring, information og rapportering, som den tidligere kommissær med ansvar for udenrigsanliggender, den tidligere højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og de skiftende rådsformandskaber har indgået. Disse forpligtelser vil, i det omfang det er nødvendigt, blive tilpasset på baggrund af Parlamentets rolle som politisk kontrolinstans og omdefineringen af den højtstående repræsentants rolle som fastsat i traktaterne og i overensstemmelse med EU-traktatens artikel 36.

Dette indebærer følgende:

1.  Hvad angår FUSP, vil HR høre Europa-Parlamentet om denne politiks vigtigste aspekter og grundlæggende valg i overensstemmelse med EU-traktatens artikel 36. Eventuelle udvekslinger af synspunkter forud for vedtagelsen af mandater og strategier inden for FUSP vil finde sted i et passende format afhængigt af følsomheden og fortroligheden af de emner, der behandles. I denne forbindelse vil den praksis, der gælder for de fælles konsultationsmøder med formandskaberne for AFET og COBU ligeledes blive forbedret. De briefinger, der gives på disse møder, vil især dreje sig om FUSP-missioner, der finansieres over EU-budgettet, både dem, der allerede er i gang, og dem, der er under forberedelse. Der kan om nødvendigt arrangeres supplerende fælles konsultationsmøder ud over de regelmæssige møder. EU-Udenrigstjenestens deltagelse (i alle disse møder) vil ud over den faste formand for Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité omfatte overordnede embedsmænd med politisk ansvar.

2.  Resultaterne af de igangværende forhandlinger om rammeaftalen mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen om forhandling af internationale aftaler vil blive anvendt mutatis mutandis af HR på aftaler under hendes ansvarsområde, der kræver Parlamentets godkendelse. Europa-Parlamentet vil i overensstemmelse med EUF-traktatens artikel 218, stk. 10, straks blive underrettet fuldt ud under hele proceduren, også i forbindelse med FUSP-aftaler.

3.  HR vil fortsat føre en tilbundsgående dialog om og fremsende alle dokumenter vedrørende de strategiske planlægningsfaser i forbindelse med de finansielle instrumenter (med undtagelse af Den Europæiske Udviklingsfond). Dette gælder også for alle høringsdokumenter, der forelægges for medlemsstaterne i forberedelsesfasen. Denne praksis følges uanset resultatet af forhandlingerne om rækkevidden og anvendelsen af EUF-traktatens artikel 290 om delegerede retsakter.

4.  Den nuværende ordning for videregivelse af fortrolige oplysninger om FSFP-missioner og -operationer (via Parlamentets særlige ESFP-udvalg, jf. IIA fra 2002) vil blive bevaret. Den højtstående repræsentant kan også efter need-to-know-princippet give andre medlemmer af Parlamentet adgang til andre FUSP-dokumenter, forudsat at de, hvis der er tale om klassificerede dokumenter, er behørigt sikkerhedsgodkendt i overensstemmelse med gældende regler, når det er nødvendigt for, at de kan varetage deres institutionelle funktioner, efter anmodning fra AFET's formand og, om nødvendigt, Parlamentets formand. HR vil i denne forbindelse gennemgå og om nødvendigt foreslå tilpasning af de eksisterende bestemmelser om adgang for medlemmer af Europa-Parlamentet til klassificerede dokumenter og oplysninger på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område (IIA fra 2002 om ESFP). Indtil denne tilpasning har fundet sted, træffer HR afgørelse om de overgangsforanstaltninger, hun måtte anse for nødvendige for at give korrekt udpegede og anmeldte medlemmer af Parlamentet, der udøver en institutionel funktion, lettere adgang til ovennævnte oplysninger.

5.  HR imødekommer anmodninger fra Europa-Parlamentet om at lade nyvalgte ledere af delegationer til lande og organisationer, som Parlamentet anser for strategisk vigtige, mødes med AFET til en drøftelse (der adskiller sig fra en høring) inden de overtager deres post. Det samme gælder for EU's særlige repræsentanter. Disse drøftelser afholdes inden for rammer, der er aftalt med HR, og som afhænger af følsomheden og fortroligheden af de emner, der behandles.

6.  I tilfælde, hvor HR ikke kan deltage i en forhandling i Europa-Parlamentets plenarmøde, vælger hun en suppleant, som er medlem af en EU-institution, dvs. enten en kommissær, når det drejer sig om emner, der udelukkende eller fortrinsvis hører under Kommissionens ansvarsområde, eller et medlem af Rådet for Udenrigsanliggender, når det drejer sig om emner, der udelukkende eller fortrinsvis hører under FUSP. I sidstnævnte tilfælde kommer suppleanten enten fra det aktuelle formandskab eller fra formandskabstrioen i overensstemmelse med artikel 26 i Rådets forretningsorden. Europa-Parlamentet underrettes om den højtstående repræsentants valg af suppleant.

7.  HR vil gøre det lettere for delegationschefer, EU's særlige repræsentanter, ledere af FSFP-missioner og overordnede embedsmænd i EU-Udenrigstjenesten at deltage i møder i relevante parlamentariske udvalg og underudvalg for at give regelmæssige briefinger.

8.  Hvad angår militære FSFP-operationer finansieret af medlemsstaterne vil oplysningerne i overensstemmelse med punkt 4 fortsat blive givet via Parlamentets særlige ESFP-udvalg, jf. IIA fra 2002, med forbehold af eventuelle ændringer i IIA.

9.  Europa-Parlamentet vil blive hørt om sammensætning og planlægning af valgobservationsmissioner og opfølgning heraf i overensstemmelse med Parlamentets budgetkontrolbeføjelser over for det relevante finansieringsinstrument, dvs. EIDHR. Udnævnelsen af EU-chefobservatører vil ske i samråd med valgkoordineringsgruppen i god tid før valgobservationsmissionen påbegynder sit arbejde.

10.  HR vil spille en aktiv rolle i de kommende drøftelser om ajourføring af de eksisterende finansieringsordninger for FUSP i IIA fra 2006 om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning, baseret på forpligtelsen med hensyn til de spørgsmål, der er nævnt i punkt 1. Den nye budgetprocedure, der er indført med Lissabontraktaten, gælder i fuld udstrækning for FUSP-budgettet. Den højtstående repræsentant vil også arbejde på at gøre FUSP-budgettet mere gennemsigtigt, bl.a. ved at undersøge muligheden for at opføre større FSFP-missioner på budgettet (som f.eks. de nuværende missioner i Afghanistan, Kosovo og Georgien) og samtidig bevare budgettets fleksibilitet og tage hensyn til nødvendigheden af at sikre kontinuitet i de allerede indledte missioners indsats.

Erlæring fra den højtstående repræsentant på Europa-Parlamentets plenarmøde om den grundlæggende tilrettelæggelse af EU-Udenrigstjenestens centraladministration

HR vil under EU-Udenrigstjenesten oprette de tjenestegrene og funktioner, der er nødvendige for at opfylde dens mål og styrke EU's evne til at optræde sammenhængende udadtil, og vil samtidig sørge for, at overlapning undgås. I det omfang det er nødvendigt, vil hun sikre, at budgetmyndigheden forelægges passende forslag.

Tjenestegrenene og funktionerne vil over tid blive tilpasset i lyset af nye prioriteringer og udviklinger.

Krisestyring og fredsopbygning: FSFP-strukturerne skal være en del af EU-Udenrigstjenesten som vedtaget af Det Europæiske Råd i oktober 2009, og som der blev lagt op til i afgørelsen om EU-Udenrigstjenesten. Den passende struktur er at integrere relevante enheder i Kommissionen, som beskæftiger sig med krisereaktion og fredsopbygning.

Den højtstående repræsentant vil sikre, at de relevante enheder fra Kommissionen, der overføres til EU-Udenrigstjenesten, og som beskæftiger sig med planlægning og programmering i forbindelse med krisereaktion, konfliktforebyggelse og fredsopbygning, fungerer i tæt samarbejde og synergi med FSFP-strukturerne, begge under hendes direkte ansvar og myndighed, og inden for rammerne af en passende struktur. Dette berører naturligvis ikke politikkernes specifikke, navnlig mellemstatslige og fællesskabsmæssige, karakter.

Fuld koordination mellem alle tjenestegrene, navnlig mellem FSFP-strukturerne og de andre relevante tjenestegrene i EU-Udenrigstjenesten, vil blive sikret under den højtstående repræsentants direkte myndighed og ansvar med respekt for disse strukturers særlige karakteristika.

HR vil sikre, at der skabes den nødvendige koordination mellem EU's særlige repræsentanter og de relevante afdelinger i EU-Udenrigstjenesten.

HR vil give høj prioritet til fremme af menneskerettighederne og god regeringsførelse overalt i verden og fremme integrationen heraf i eksterne politikker overalt i EU-Udenrigstjenesten. Der vil være menneskerettigheds- og demokratistrukturer i hovedkvarteret og kontaktpunkter i alle relevante EU-delegationer, som får til opgave at overvåge menneskerettighedssituationen og fremme en effektiv gennemførelse af EU's policymål om menneskerettigheder.

(1) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 401/2004 af 23. februar 2004 om indførelse af særlige og midlertidige foranstaltninger for ansættelse af tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber i anledning af Cyperns, Estlands, Letlands, Litauens, Maltas, Polens, Slovakiets, Sloveniens, Den Tjekkiske Republiks og Ungarns tiltrædelse (EUT L 67 af 5.3.2004, s. 1). (2) EUT ... (3) EUT ... (4) EUT ... (5) EUT L 322 af 9.12.2009, s. 28. (6) Artikel 98, stk. 1, andet afsnit, i tjenestemandsvedtægten får følgende ordlyd: »Fra og med den 1. juli 2013 skal ansættelsesmyndigheden ligeledes behandle ansøgninger fra tjenestemænd fra andre institutioner, uden at der gives forrang til den ene eller anden kategori.« (7) EUT L 327 af 13.12.2007, s. 10. (8) Kommissionen vil fremsætte en erklæring om, at den højtstående repræsentant skal have den fornødne autoritet på området under fuld overholdelse af finansforordningen. (9) De menneskelige ressourcer, der skal overføres, finansieres alle fra udgiftsområde 5 (Administration) i den flerårige finansielle ramme. (10) Udtrykket »højtstående repræsentant« i denne erklæring dækker alle de funktioner, der varetages af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som også er næstformand i Europa-Kommissionen og formand for Rådet for Udenrigsanliggender, uden at dette berører de specifikke ansvarsområder, der hører under hendes respektive funktioner.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. juli 2010 om den europæiske integrationsproces for Kosovo

P7_TA(2010)0281 B7-0409/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 19.-20. juni 2003, hvor der blev givet tilsagn til samtlige stater på det vestlige Balkan om, at de ville blive en integrerende del af Den Europæiske Union,

–  der henviser til konklusionerne fra mødet i Rådet (almindelige anliggender) den 7. december 2009, hvori det understregedes, at Kosovo, uden at dette berører medlemsstaternes holdning til landets status, også bør drage fordel af udsigten til en eventuel visumliberalisering, når samtlige betingelser er opfyldt, og hvori Kommissionen opfordredes til ved hjælp af en struktureret tilgang at bringe Kosovos befolkning tættere på EU,

–  der henviser til Rådets fælles aktion 2008/124/FUSP af 4. februar 2008 om oprettelse af Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo, EULEX Kosovo, som ændret ved Rådets fælles aktion 2009/445/FUSP af 9. juni 2009,

–  der henviser til Rådets fælles aktion 2008/123/FUSP af 4. februar 2008 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Kosovo og Rådets afgørelse 2010/118/FUSP af 25. februar 2010 om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Kosovo,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2009 om »Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2009-2010« (KOM(2009)0533), som ledsager Kommissionens fremskridtsrapport for 2009 om Kosovo og meddelelsen om ' Realisering af Kosovos(1)? europæiske dimension' (KOM(2009)0534),

–  der henviser til henstillingerne fra det 2. interparlamentariske møde mellem Europa-Parlamentet og Kosovo den 7. april 2009 og fra det 3. interparlamentariske møde mellem Europa-Parlamentet og Kosovo den 23. juni 2010,

–  der henviser til sin beslutning af 29. marts 2007 om Kosovos fremtid og EU's rolle(2) og sin beslutning af 5. februar 2009 om Kosovo og EU's rolle(3),

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1244 (1999),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1244/2009 af 30. november 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav(4), navnlig bilag I, hvori der henvises til personer med bopæl i Kosovo (FN's Sikkerhedsråds resolution 1244(1999)) på baggrund af juridisk klarhed og sikkerhed,

–  der henviser til resolutionen fra De Forenede Nationers Generalforsamling af 8. oktober 2008 (A/RES/63/3) vedrørende en anmodning om en rådgivende udtalelse fra Den Internationale Domstol om, hvorvidt den ensidige uafhængighedserklæring fra Kosovos provisoriske selvstyreinstitutioner er forenelig med folkeretten,

–  der henviser til sin resolution af 26. november 2009 om Kommissionens udvidelsesstrategidokument for 2009 vedrørende de vestlige Balkanlande, Island og Tyrkiet(5),

–  der henviser til FN's særlige udsendings endelige rapport om Kosovos fremtidige status og det samlede forslag til løsning af spørgsmålet om Kosovos status af 26. marts 2007,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at den regionale stabilitet i det vestlige Balkan og disse landes integrering i EU henhører under Den Europæiske Unions prioriteter; der henviser til, at disse prioriteter kun kan opretholdes, hvis der er tale om konkrete udsigter til medlemskab af EU for alle lande i regionen,

B.  der henviser til, at det internationale samfund altid har forsvaret bæredygtigheden af multietniske stater med flere religioner i det vestlige Balkan baseret på værdierne demokrati, tolerance og multikulturalisme,

C.  der henviser til, at borgerne i Serbien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Montenegro siden den 19. december 2009 har kunnet rejse ind i EU uden visum, og at det samme forventes at blive muligt om kort tid for borgerne i Albanien og Bosnien-Hercegovina; der henviser til, at borgerne i Kosovo ikke kan lades i stikken og isoleres fra borgerne i regionens andre lande, og derfor bør der ufortøvet indledes en visumliberaliseringsproces med Kosovo, såfremt alle nødvendige kriterier er opfyldt,

D.  der henviser til, at Den Internationale Domstol er blevet anmodet om en rådgivende udtalelse om, hvorvidt den ensidige uafhængighedserklæring fra Kosovos provisoriske selvstyreinstitutioner er forenelig med folkeretten, og der henviser til, at Domstolens konklusioner er under behandling,

E.  der henviser til, at afgørelsen om ikke at inkludere Kosovo i visumliberaliseringen viser en dyb modsigelse i EU's Kosovostrategi, der udgøres af uoverensstemmelse mellem en enorm støtteindsats i form af ressourcer og medarbejdere på den ene side og på den anden side en fortsat lukning af grænserne for alle, hvis arbejdskraft ville kunne fremme udviklingen,

1.  tager Kosovos uafhængighedserklæring af 17. februar 2008 til efterretning, som er blevet anerkendt af 69 lande; bemærker, at 22 af EU's medlemsstater har anerkendt Kosovo som et uafhængigt land, og at andre 5 lande ikke har gjort det; tilskynder medlemsstaterne til at styrke deres fælles strategi over for Kosovo med henblik på Kosovos tiltrædelse af EU, således at EU's politik får større virkning for hele Kosovos befolkning; glæder sig over den konstruktive holdning over for Kosovo, som det spanske formandskab har understreget på trods af, at landet ikke har anerkendt Kosovo; ville glæde sig over alle medlemsstaters anerkendelse af Kosovos uafhængighed;

2.  understreger, at det er af allerstørste betydning for en regional stabilisering, at alle lande i regionen integreres i EU; understreger, at udsigterne til tiltrædelse af EU er et mægtigt incitament til gennemførelse af de nødvendige reformer i Kosovo, og opfordrer til, at der træffes praktiske foranstaltninger for at gøre dette perspektiv mere konkret for såvel borgerne som regeringen; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at inkludere Kosovo i den screeningsproces, der vil blive påbegyndt i starten af 2011, med henblik på at forberede landet på indledningen af forhandlingerne om stabiliserings- og associeringsaftalen, og til at informere Kosovos myndigheder om de foranstaltninger, som nødvendigvis må træffes, inden Kommissionen kan udarbejde en køreplan for visumliberaliseringen, og til at fastlægge en køreplan umiddelbart efter disse foranstaltningers gennemførelse;

3.  bemærker, at de fleste af Kosovos nabolande har anerkendt landets uafhængighed, og at Kosovo har gode naboskabsforbindelser med disse lande; bemærker, at Kosovo er blevet optaget som medlem af Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og andre internationale organisationer;

4.  gentager sin holdning som udtrykt i sine beslutninger af 29. marts 2007 og af 5. februar 2009, der forkaster muligheden for at dele Kosovo;

5.  er bekymret over udviklingen i Kosovos forbindelser med Serbien og understreger, at gode naboskabsforbindelser er et væsentligt kriterium for Serbiens, Kosovos og regionens øvrige landes ønsker om medlemskab af EU; forstår de emotionale eftervirkninger af krigen i 1999 og forstår, at den officielle anerkendelse af Kosovo ikke er en mulig politisk valgmulighed i øjeblikket for regeringen i Belgrad, men opfordrer ikke desto mindre Serbien til at indtage en pragmatisk holdning til spørgsmålet om Kosovos status; glæder sig i denne forbindelse over undertegnelsen af politiprotokollen med EULEX og opfordrer til et styrket samarbejde med politimissionen; opfordrer endvidere Serbien til at undlade at blokere Kosovos medlemskab i internationale organisationer og især dets seneste ansøgning om medlemskab af Verdenssundhedsorganisationen; understreger, at konflikten også berører den regionale samhandel og samarbejdet inden for Den Centraleuropæiske Frihandelsaftale (CEFTA) og dermed har ødelæggende følger for økonomien i landene i regionen; opfordrer alle parter til at indtage en pragmatisk holdning for at muliggøre Kosovos regionale integration; understreger i denne sammenhæng, at den forventede rådgivende holdning fra Den Internationale Domstol vedrørende »forenelighed med folkeretten af den ensidige uafhængighedserklæring fra de provisoriske selvstyreinstitutioner i Kosovo« ikke bør forhindre alle de involverede parter i selv at engagere sig i effektivt grænseoverskridende, regionalt og lokalt samarbejde til det bedste for hele befolkningen både i og omkring Kosovo;

6.  gentager, at ethvert land, der ønsker at tiltræde EU, skal opfylde tiltrædelseskriterierne, og at det i forbindelse med de vestlige Balkanlande er stabiliserings- og associeringsprocessen, der danner grundlaget for EU-forhandlingerne; understreger, at et af de tre vigtige mål med stabiliserings- og associeringsprocessen er regionalt samarbejde;

7.  understreger, at den regionale integration og det regionale samarbejde er væsentligt for den europæiske sikkerhed og stabilitet samt for at kunne skabe en fordelagtig kontekst for normaliseringen af forholdene mellem Serbien og Kosovo; mener, at en pakkeløsning vedrørende sikkerhed og samarbejde i det vestlige Balkan ville være ønskelig;

8.  opfordrer til en styrkelse af det grænseoverskridende samarbejde mellem Serbien og Kosovo, især på lokalt plan, om de spørgsmål, som er vigtige for borgerne, som f.eks. miljø, infrastruktur og samhandel;

9.  bemærker, at visse medlemsstater ensidigt anvender forenklede visumprocedurer, medens otte medlemsstater fortsat opkræver fuldt visumgebyr; opfordrer EU's medlemsstater og Kommissionen til at gøre alt, hvad der står i deres magt for hurtigt at vedtage ensartede foreløbige og forenklede procedurer for at lette rejser for Kosovos borgere, især på baggrund af de muligheder, som den nye visumkodeks giver;

10.  glæder sig over de lokale valg, som fandt sted den 15. november 2009, og som er de første valg, der blev tilrettelagt under Kosovo-regeringens politiske ansvar; glæder sig over, at de generelt fandt sted i en rolig og god atmosfære; understreger imidlertid, at der er blevet indberettet en række uregelmæssigheder; opfordrer myndighederne til hurtigt at efterkomme henstillingerne fra det internationale samfund, herunder de nødvendige ændringer i valgloven, for at klarlægge, hvilke jurisdiktioner der tager sig af klager, og foretage en klar skelnen mellem den centrale valgkommissions og klage- og appelkommissionens kompetenceområder, samt ajourføre valglister og sikre konsekvent uddannelse af vælgerne; understreger, hvor absolut vigtigt det er, at den politiske vilje gør fremskridt med disse reformer, og at de, der er ansvarlige for valgsvindel, bliver stillet til regnskab herfor med henblik på de kommende almindelige valg;

11.  beklager, at Belgrad fortsat støtter parallelle strukturer i serbiske enklaver, hvilket udfordrer og svækker de nyoprettede kommuners beføjelser; opfordrer Serbien til at have en mere konstruktiv holdning og at afvikle disse strukturer;

12.  gentager, at det er vigtigt med en effektiv gennemførelse af decentraliseringsprocessen, og glæder sig meget over, at Kosovo-serberne syd for Ibar-floden udviste stor valgdeltagelse ved det seneste valg, hvilket er et skridt hen imod opbygningen af en bæredygtig fremtid for landet; opfordrer indtrængende regeringen til i fuld udstrækning at støtte de nyvalgte ledere i disse kommuner via passende finansiel og politisk bistand, således at de hurtigt kan etablere de nødvendige strukturer sammen med Kommissionen og begynde at levere vigtige tjenesteydelser; finder de effektive kommunale strukturer af grundlæggende betydning for at kunne delagtiggøre Kosovo-serberne i de politiske processer og administrative strukturer i Kosovo; tilskynder det internationale samfund til at støtte de nyligt oprettede kommuners udviklings- og infrastrukturprojekter; tilskynder regeringen til med støtte fra EU's særlige repræsentant/den internationale civile repræsentant og for at undgå et sammenfald med de parallelle strukturer, især inden for undervisning og sundhed, at forelægge en strategi til håndtering af sådanne strukturer;

13.  glæder sig over oprettelsen af EU-huset i det nordlige Kosovo men er bekymret over situationen i det nordlige Kosovo, hvor der fortsat er alvorlige mangler i retsstatsprincipperne, stigende pres på og intimidering af civilsamfundet fra radikale grupper og organiseret kriminalitet; understreger derfor behovet for, at Rådet gennemfører en retsstatsmission, der finder anvendelse på hele Kosovoområdet, og opfordrer Kommissionen til at give sit arbejde til gavn for det serbiske fællesskab i nord en mere fremtrædende profil, imens det over for alle interesserede parter i området gøres tydeligt, at lokalt, regionalt og grænseoverskridende samarbejde er værdigfuldt for hele befolkningen; glæder sig i denne forbindelse over registreringen af handelsvarer ved gate 1 og 31, hvilket har bidraget til at mindske smugleraktiviteterne i regionen, og opfordrer til yderligere foranstaltninger med henblik på at genindføre toldafgifter; udtrykker bekymring over problemerne med den måde, retssystemet i Mitrovicaregionen fungerer på nu, og opfordrer, og opfordrer Serbien og Kosovo til at afslutte aftalen om at besætte domstolen i det nordlige Mitrovica med Kosovo-serbiske dommere og en anklager; tager planen til efterretning om en reintegration af den nordlige del af landet i Kosovos politiske og administrative strukturer og opfordrer til, at disse gennemføres under behørig hensyntagen til det serbiske mindretals følsomhed med henblik på at forbedre og styrke regeringstjenester til regionen og forbedre levevilkårene for borgerne i området og på en måde, som giver mulighed for et omfattende selvstyre; opfordrer EULEX til at træffe foranstaltninger til at øge sine aktiviteter i den nordlige del, navnlig med henblik på at skabe gode interetniske forhold, mens befolkningen i området oplyses om EU's foranstaltninger og den igangværende retsstatsmission; støtter planen om en reintegration af den nordlige del af landet i Kosovos politiske og administrative strukturer og opfordrer til, at disse gennemføres under behørig hensyntagen til det serbiske mindretals følsomhed med henblik på at forbedre og styrke regeringstjenester til regionen og forbedre levevilkårene for borgerne i området og på en måde, som giver mulighed for et omfattende selvstyre; opfordrer EULEX til at træffe foranstaltninger til at øge sine aktiviteter i den nordlige del, navnlig med henblik på at skabe gode interetniske forhold, mens befolkningen i området oplyses om EU's foranstaltninger og den igangværende retsstatsmission;

14.  er dybt foruroliget over den eksplosion, der den 2. juli 2010 kostede en person livet og sårede 10 andre i den nordlige del af Mitrovica under demonstrationer mod åbningen af et borgercenter, og over angrebet den 5. juli 2010 på et etnisk serbisk medlem af Kosovos forsamling; fordømmer alle former for voldshandlinger og opfordrer parterne til at handle ansvarligt; opfordrer EULEX til at gøre sit yderste for at afhjælpe det spændte forhold og forhindre yderligere voldshandlinger og anmoder Kosovos politi om straks, med bistand fra EULEX, at gennemføre en grundig og upartisk undersøgelse hændelserne med henblik på at stille gerningsmændene for en domstol;

15.  understreger, at det er vigtigt, at EU's retsstatsmission EULEX får succes både med hensyn til den bæredygtige udvikling, konsolideringen af institutionerne og Kosovos stabilitet og også med hensyn til EU's ambitioner som global aktør inden for fredsopbygning; understreger EULEX' ansvar i henhold til sin udøvende magt og sit mandat til at overvåge, vejlede og rådgive; opfordrer i denne sammenhæng EULEX til at træffe konkrete foranstaltninger for at fremme processen mod korruption på højt plan; anerkender de gode fremskridt, der er sket på visse områder, som f.eks. inden for politi- og toldvæsen, men understreger, at arbejdet bør fremskyndes, således at missionen endelig kan begynde at forelægge konkrete resultater på andre områder, især i korruptionssager på højt plan, organiseret kriminalitet og krigsforbrydelser; glæder sig derfor over de seneste EULEX-foranstaltninger med henblik på også at behandle mulige korruptionssager på højeste regerings- og myndighedsniveau og understreger behovet for at fortsætte ad denne vej for at sikre troværdigheden og synligheden af EULEX-foranstaltningerne; understreger, at det i denne sammenhæng er af afgørende betydning at fokusere på området for offentlige indkøb, og at EULEX på området for organiseret kriminalitet fortsat skal opnå konkrete resultater i området; er i denne forbindelse bekymret over det store antal sager, der endnu ikke er blevet behandlet som følge af det uventet høje antal sager, som EULEX har fået forelagt af FN's midlertidige forvaltningsmission i Kosovo; understreger, at der ikke er blevet stillet tilstrækkeligt mange dommere og anklagere til rådighed for EULEX, og opfordrer medlemsstaterne til at stille det påkrævede antal eksperter til rådighed eller gøre det muligt at tilbyde dem kontrakter; understreger vigtigheden af at strømline bureaukratiet i EULEX; understreger i denne sammenhæng behovet for en kompetent intern styring, koordinering og samarbejde med henblik på missionens effektive funktion; understreger behovet for gennemsigtighed og ansvarlighed i EULEX's arbejde såvel som indfølingsevne over for den politiske kontekst i forbindelse med dens aktiviteter for at styrke dens legitimitet i borgernes øjne; understreger endvidere, at det er vigtigt at bevare en tæt kommunikation med Kosovos regering, borgere og medier; opfordrer EULEX til at oplyse Kosovos borgere om resultaterne af missionen og derudover at arbejde på at øge tilliden til missionen og være opmærksom på borgernes forventninger; glæder sig over EULEX' nylige oprettelse i forbindelse med gennemførelsen af sit udøvende mandat af et panel til vurdering af menneskerettigheder med ansvar for at behandle klager fra personer, der hævder at være ofre for krænkelser af menneskerettighederne;

16.  opfordrer sine kompetente myndigheder, navnlig underudvalget om sikkerhed og forsvar, til at fremme kontrollen og tilsynet med EULEX, eventuelt i samarbejde med Kosovos civilsamfund, og opfordrer med henblik herpå Rådet til at videregive alle rutine- og særevalueringer og revisioner af EULEX til Europa-Parlamentet;

17.  bemærker både Serbiens og Kosovos indsats i forbindelse med at finde frem til personer, der har været savnet siden 1998-1999-konflikten, via arbejdsgruppen for ikke-registrerede personer i forbindelse med hændelser i Kosovo; understreger betydningen af at finde en løsning på dette med henblik på at komme videre efter 1998-1999-konflikten; bemærker endvidere, at der stadig er omkring 1 862 savnede personer og opfordrer både Serbien og Kosovo til at udvide ethvert muligt samarbejde med hinanden, ICRC, EULEX og andre enheder med henblik på at finde disse personer;

18.  understreger, at 2010 både for Kosovos regering og alle administrationsniveauer er af afgørende betydning, hvis der skal gøres fremskridt inden for de vigtigste reformer, som f.eks. bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet, decentralisering og en reform af den offentlige forvaltning; understreger, at reformprocessen, såfremt den skal blive en succes, skal baseres på en detaljeret debat om lovgivningsforslag i samråd med alle aktører, herunder alle led i civilsamfundet; minder endvidere regeringen om, at der især bør lægges vægt på en hurtig og effektiv gennemførelse af love, uden hvilke vedtagelsen af en lovgivning ikke vil få nogen reel indvirkning på situationen i Kosovo;

19.  er meget bekymret over den udbredte korruption, som fortsat er et af de største problemer i Kosovo sammen med organiseret kriminalitet, og opfordrer indtrængende til uopsættelige foranstaltninger til bekæmpelse heraf gennem en forbedring af lovgivningsrammen for bekæmpelse af korruption, vedtagelse af en strategi til bekæmpelse af korruption og en handlingsplan og udvidet samarbejde med politi og retsvæsen i alle lande i regionen; er meget bekymret over den blodige episode for nylig nær Kosovos grænser og opfordrer til, at der straks træffes foranstaltninger til at afværge episoder og til at sætte en stopper for den ulovlige handel med våben, der bidrager til at destabilisere hele det vestlige Balkan; glæder sig over oprettelsen af en specialafdeling for bekæmpelse af korruption inden for Kosovos særlige anklagemyndighed, men understreger, at det er nødvendigt at inddrage alle fagministerier, hvis afdelingen skal kunne arbejde effektivt, og at personalet under alle omstændigheder må udvælges blandt personer med en ulastelig vandel; opfordrer til en hurtig vedtagelse af en lov om regulering af støtte til politiske partier, som ville kunne regulere partiers finansiering på effektiv og gennemsigtig vis og sikre fuld offentliggørelse af deres finansberetninger;

20.  understreger, at det er af yderste vigtighed med en reform af retsvæsenet og anklagemyndigheden, som stadig befinder sig på et tidligt stadium, for at sikre dommeres og anklageres uafhængighed og professionalisme og for at gøre det muligt for borgerne at genskabe deres tillid til retsstatsprincippet; glæder sig i denne forbindelse over udnævnelsen af ombudsmanden, højesteretsdommerne, statsanklagerne i anklagemyndigheden og af anklagerne i Kosovos særlige anklagemyndighed; er bekymret over, at den manglende vidnebeskyttelse fortsat hindrer retfærdighed vedrørende de mest alvorlige forbrydelser; opfordrer til vedtagelse og en hurtig gennemførelse af loven om domstolene og til etablering af et effektivt system til beskyttelse af vidner og dommere; opfordrer således EULEX-repræsentanter til fortsat offentligt at rapportere om de fortsatte udfordringer vedrørende retsstatsprincippet i Kosovo;

21.  opfordrer til en større indsats for at fremskynde reformen af den offentlige forvaltning for at skabe professionelle og uafhængige offentlige tjenester, som respekterer ligestilling mellem mænd og kvinder, og som afspejler Kosovo-befolkningens forskellige etniske grupper; understreger, at det er nødvendigt at vedtage og gennemføre en lovgivningsramme i denne henseende, og at der bør lægges behørig vægt på udvikling af menneskelige ressourcer, samt at der bør stilles passende støtte til rådighed herfor; er bekymret over politisk indblanding i udnævnelsen af vigtige tjenestemandsposter og opfordrer til, at dette bringes til ophør, da det i alvorlig grad undergraver den måde, som forvaltningen fungerer på;

22.  opfordrer indtrængende regeringen til at sikre pluralisme inden for medierne og mediernes finansielle og redaktionelle uafhængighed uden politisk pres og ejerskabs- samt finansieringsgennemsigtighed; opfordrer til arbejdsrettigheder for journalister og effektive procedurer til at beskytte journalister, der foretager undersøgelser, mod trusler; understreger, at det er vigtigt, at den offentlige radio- og fjernsynsvirksomhed forsyner hele befolkningen med uafhængige informationer af høj kvalitet, og er bekymret over, at der ikke findes et bæredygtigt finansieringssystem til at sikre dette; glæder sig over regeringens investeringer i at udbyde internetadgang; opfordrer regeringen til i endnu større grad at gøre internettet tilgængeligt for sine borgere; understreger, at ucensureret adgang til internettet er af stor betydning for erhvervslivet og politikken, navnlig med henblik på at øge ungdommens deltagelse i valg;

23.  opfordrer til støtte til en styrkelse af Kosovos parlament, således at det kan varetage sine lovgivningsmæssige funktioner på effektiv vis og foretage demokratisk kontrol med regeringens politiske og budgetmæssige aktiviteter; opfordrer i denne forbindelse til udarbejdelse af et ad-hoc-partnerskabsprogram med henblik på at give det administrative personale i Kosovos parlament mulighed for praktikantophold i Europa-Parlamentet og opfordrer medlemsstaternes parlamenter til at udarbejde partnerskabsprogrammer for at give parlamentsmedlemmer og det administrative personale i Kosovos parlament mulighed for udveksling og kapacitetsopbygning i forbindelse med parlamentariske lovgivnings- og kontrolprocedurer, især for parlamentariske mindretal og oppositionsgrupper;

24.  roser regeringen for de fremskridt, der er sket i proceduren for vedtagelse af lovgivning om beskyttelse af menneskerettigheder, og tilskynder den til hurtigt at vedtage de resterende lovforslag; bemærker imidlertid, at gennemførelsen af lovgivningsrammen fortsat er utilstrækkelig, og at der kun langsomt sker fremskridt; opfordrer til en mere aktiv politik til bekæmpelse af forskelsbehandling af enhver art (etnisk oprindelse, religion, seksuel orientering, handicap og andet) og til at sikre balance mellem kønnene og mindretallenes aktive deltagelse i det politiske liv og inden for de administrative strukturer, både på nationalt og lokalt plan; understreger uddannelsens betydning i denne proces og opfordrer regeringen til at tilbyde mindretal undervisning på deres egne sprog, herunder læseplaner og lærebøger, der gør dem i stand til at bevare deres kultur og identitet, såvel som at hjælpe dem med at opbygge menneskelige ressourcer;

25.  er bekymret over de omfattende dimensioner af vold i hjemmet, forskelsbehandling af kvinder og menneskehandel, især med piger og kvinder med henblik på seksuel udnyttelse; opfordrer til, at der træffes aktive foranstaltninger til at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder og effektiv beskyttelse af kvinders og børns rettigheder;

26.  understreger den meget vanskelige arv efter den væbnede konflikt, som har rystet offentlighedens tro på muligheden for en fredelig løsning på konflikter, både mellem sociale grupper og i privatlivet;

27.  understreger, at den skrøbelige politiske situation, forekomsten af interetniske hændelser i nogle områder og dårlige økonomiske vilkår har bremset den bæredygtige tilbagevenden af flygtninge, og opfordrer til en større indsats for at forbedre deres situation;

28.  understreger den vanskelige situation og den forskelsbehandling, som mindretallene står over for og især romerne, ved adgang til uddannelse, bolig, sociale ydelser og beskæftigelse; glæder sig over, at Kommissionens har taget initiativ til at lukke de blyforurenede lejre i den nordlige del af Mitrovica og til at flytte de familier, der lever der, og opfordrer til en hurtig gennemførelse af dette initiativ; er ligesom Europarådets menneskerettighedskommissær af den opfattelse, at Kosovo endnu ikke er i stand til at tilbyde hensigtsmæssige vilkår for en reintegration af tvangstilbageførte romaer, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at bringe denne fremgangsmåde til ophør; tager i denne forbindelse den aftale til efterretning, som blev indgået mellem Tysklands og Kosovos myndigheder om en gradvis repatriering af 14 000 flygtninge til Kosovo, hvoraf omkring 10 000 er romaer, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at intensivere ad hoc-bistandsprogrammerne; opfordrer lande, der deltager i Roma Decade, til at lette Kosovos deltagelse i programmerne;

29.  understreger den altafgørende betydning af uddannelse, både med hensyn til at give unge de nødvendige færdigheder på arbejdsmarkedet og med hensyn til at bidrage til forsoningen mellem de etniske grupper; tilskynder med henblik herpå regeringen til gradvis at indføre fælles klasser, undervisning i mindretalssprog, især serbisk, for elever fra den albanske befolkningsgruppe, og i albansk for alle mindretallene; glæder sig over oprettelsen af den internationale handelshøjskole i Mitrovica, der, på samme tid som den udgør en vigtig international investering i den lokale økonomi, tiltrækker studerende fra alle befolkningsgrupper, har til formål at tilbyde unge mennesker et perspektiv ved at fremme iværksætterkultur og introducerer dem for europæiske professionelle standarder og offentlig forvaltning;

30.  påpeger, at respekt for multikulturalisme hele tiden er i centrum for EU's plan, og at den religiøse og kulturelle arv er en nødvendig forudsætning for fred og sikkerhed i regionen; understreger, at det for alle befolkningsgrupper i Kosovo er vigtigt at beskytte kulturarven; opfordrer regeringen til at gennemføre den planlagte institutionelle reform inden for området kulturarv; understreger, at vedtagelsen af listen over kulturarvsteder er en vigtig forudsætning for at kunne gennemføre lovgivningen om kulturarv; glæder sig over formidleren af beskyttelse af religiøs og kulturel arv eller den serbiske ortodokse kirke og opfordrer alle interesserede parter i aktivt at samarbejde med ham;

31.  understreger, at udveksling af akademikere skal støttes og fremmes ved hjælp af programmer såsom Erasmus Mundus for at gøre det muligt for borgerne i Kosovo at erhverve kvalifikationer og erfaring inden for EU og at styrke deres interaktion med borgerne i EU;

32.  opfordrer myndighederne til aktivt at støtte civilsamfundet og dets deltagelse i udarbejdelsen af den sociale og økonomiske politik under fuld støtte til ytrings- og foreningsfriheden; understreger den vigtige rolle, som civilsamfundet og de internationale ngo'er spiller i forsoningen mellem de etniske grupper og opfordrer Kommissionen til at intensivere sin finansielle bistand til disses arbejde; understreger i denne sammenhæng behovet for en effektiv ramme for disse spørgsmål i de årlige programmer for Kosovo i henhold til førtiltrædelsesinstrumentet; bemærker, at godt mellemmenneskeligt og navnlig erhvervsrelateret samarbejde mellem individer fra forskellige etniske befolkningsgrupper findes, og at der bør træffes yderligere foranstaltninger af Kosovos myndigheder, civilsamfundet og det internationale samfund med henblik på at støtte lokale projekter til fremme af denne form for samarbejde;

33.  er alvorligt bekymret over, at Kosovo fortsat er et af de fattigste lande i Europa med et arbejdsløshedstal på over 40 %; understreger, at denne situation er uholdbar, og at de vanskelige levevilkår har resulteret i en voksende utilfredshed i samfundet; opfordrer indtrængende til, at der ufortøvet træffes foranstaltninger til at forbedre effektiviteten af de sociale ordninger for at give samfundets sårbare grupper et sikkerhedsnet og til at fortsætte den aktive arbejdsmarkedspolitik, hvis mål er at sænke arbejdsløsheden; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til fuldt ud at anvende instrumentet for førtiltrædelsesbistand for at fremme Kosovos socioøkonomiske udvikling, især med henblik på unge; opfordrer EU og medlemsstaterne til at modtage så mange borgere fra Kosovo som muligt som sæsonarbejdere og i sektorer, hvor der mangler arbejdskraft;

34.  mener, at den økonomiske udvikling er nøglen til en løsning på landets vigtigste problemer, herunder dets afgørende bidrag til en forbedring af situationen for kvinder og mindretal og fremme af forbindelserne mellem de etniske grupper; understreger, at landbrugssektoren er vigtig i denne forbindelse; glæder sig over en række lovforslag på dette område og opfordrer til en hurtig vedtagelse heraf; understreger imidlertid, at en effektiv gennemførelse af den allerede vedtagne lovgivningsramme er en forudsætning for, at de lokale vilkår forbedres;

35.  understreger, at Kosovo bør vælge de passende økonomiske politikker til sikring af bæredygtig økonomisk vækst, miljøbeskyttelse, skabelse af jobs og begrænsning af social udelukkelse; opfordrer Kosovos myndigheder til at forbedre det økonomiske klima for udenlandsk investering og gennemsigtighed i handelsforhold;

36.  opfordrer til, at der træffes aktive foranstaltninger inden for energi for at sikre den energisikkerhed, der er nødvendig for udviklingen af Kosovo; understreger, at de enorme infrastrukturbehov på dette område udgør en mulighed for at sprede energiforsyningen og derved inddrage flere økologiske kilder, modernisere og intensivere energieffektiviteten i elektricitetsnettet og indføre de bedst mulige teknologier, herunder de planlagte kulkraftværker; opfordrer til en øjeblikkelig nedlukning af Kosovo A-kraftværket og snarest muligt af Kosovo B-kraftværket, uden at det får følger for landets energibehov;

37.  opfordrer Kosovos myndigheder til at investere i vedvarende energi og fremme regionalt samarbejde på området;

38.  understreger, at Kosovos transportpolitik indtil videre har fokuseret på anlæggelse af veje; beklager den dårlige tilstand af den offentlige transport, specielt med hensyn til jernbaner; opfordrer Kosovos regering til at gøre fuld brug af IPA-midlerne til at udvikle, opgradere og modernisere jernbanenetværket og forbedre forbindelserne til nabolandene for såvel mennesker som gods med henblik på at gøre mobilitet bæredygtig;

39.  udtrykker bekymring over de udbredte miljøproblemer, som indvirker på jord, luft og vand, og opfordrer regeringen til at ændre og gennemføre lovgivningsrammen for at bringe den i overensstemmelse med EU's normer og for at gøre miljøundervisning til en central del af undervisningen;

40.  understreger, at det er nødvendigt at afpasse EU's tilstedeværelse i Kosovo efter udviklingen af en tjeneste for EU's optræden udadtil og oprettelsen af EU-delegationer på globalt plan og at ændre Kommissionens forbindelseskontor til en EU-delegation for at gøre EU's aktioner i Kosovo mere effektive og samordne disse; bemærker oprettelsen af det nye EU-kontor i Belgrad inden for rammerne af EU's Kosovomandat, der arbejder uafhængigt af den eksisterende EU-delegation i Serbien;

41.  beklager den manglende gennemsigtighed i forhold til den seneste udvidelse af EU's mandat i Kosovo, herunder en væsentlig stigning i bevillingerne; gentager, at vedtagelsen af den nye interinstitutionelle aftale inden for budgetområdet bør behandle Europa-Parlamentets informationskrav på behørig vis ved at tage højde for Lissabontraktaten;

42.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til EU's høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik/Kommissionens næstformand, Rådet og Kommissionen, EU's særlige repræsentant/den internationale civile repræsentant for Kosovo, Kosovos regering og parlament, Serbiens regering og medlemmerne af den internationale styringsgruppe samt De Forenede Nationers Sikkerhedsråd.

(1) Som defineret i FN's Sikkerhedsråds resolution 1244(1999). (2) EUT C 27 E af 31.1.2008, s. 207. (3) EUT C 67 E af 18.3.2010, s. 126. (4) EUT L 336 af 18.12.2009, s. 1. (5) Vedtagne tekster, P7_TA(2009)0097.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. juli 2010 om Albanien

P7_TA(2010)0282 B7-0408/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Thessaloniki den 19.-20. juni 2003 om muligheden for, at det vestlige Balkan kan indtræde i Den Europæiske Union,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om »Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2009-2010« »(KOM(2009)0533) og den ledsagende fremskridtsrapport for 2009 om Albanien (SEK(2009)1337) af 14. oktober 2009,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2008/210/EF af 18. februar 2008 om principperne, prioriteterne og betingelserne for det europæiske partnerskab med Albanien og om ophævelse af afgørelse 2006/54/EF(1),

–  der henviser til det første møde i Det Parlamentariske Stabiliserings- og Associeringsudvalg EU-Albanien, som fandt sted den 3.-4. maj 2010,

–  der henviser til konklusionerne fra mødet i Stabiliserings- og Associeringsrådet EU-Albanien den 18. maj 2009,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2007/821/EF af 8. november 2007 om indgåelse af en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Albanien om lempelse af reglerne for udstedelse af visa(2),

–  der henviser til henstillingerne fra det 16. interparlamentariske møde mellem EU og Albanien den 19.-20. marts 2009,

–  der henviser til sin beslutning om at øge hyppigheden af den politiske dialog med Albanien på parlamentarisk plan for at afspejle stabiliserings- og associeringsaftalens ikrafttræden,

–  der henviser til Europarådets resolution 1709(2010) om de demokratiske institutioners funktion i Albanien,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til den fornyede konsensus om udvidelse, som den kom til udtryk i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 14.-15. december 2006, og bekræfter, at det vestlige Balkans fremtid ligger i EU,

B.  der henviser til, at udsigten til integration i EU sætter skub i adskillige reformer i det vestlige Balkan og bør spille en konstruktiv rolle med hensyn til at øge regionens kapacitet inden for fred, stabilitet og konfliktforebyggelse, forbedring af de gode nabomæssige forbindelser og opfyldelse af de økonomiske og sociale behov gennem bæredygtig udvikling; der henviser til, at en realistisk udsigt til medlemskab indbefatter mere end blot fuldførelse af en administrativ/teknisk procedure og også kræver ægte politisk engagement af de relevante beslutningstagere i medlemsstaterne,

C.  der henviser til, at stabiliserings- og associeringsaftalen med Albanien trådte i kraft den 1. april 2009; der henviser til, at landet ansøgte om EU-medlemskab den 28. april 2009 og afleverede svarene på Kommissionens førtiltrædelsesspørgeskema den 14. april 2010; der endvidere henviser til, at Kommissionen er ved at forberede sin udtalelse herom,

D.  der henviser til, at det enkelte lands fremskridt hen imod EU-medlemskab afhænger af dets egen indsats for at opfylde Københavnskriterierne og overholde betingelserne i stabiliserings- og associeringsprocessen,

1.  bekræfter - i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Thessaloniki den 19.-20. juni 2003, Salzburgerklæringen af 11. marts 2006 og de efterfølgende relevante rådskonklusioner - sin fulde støtte til Albaniens ansøgning om medlemskab af EU (og til fremtidigt EU-medlemskab for alle andre lande på Vestbalkan), så snart landet har nået et vist niveau af politisk stabilitet og pålidelighed, og når Københavnskriterierne er helt opfyldt;

2.  anerkender de fremskridt, som Albanien har opnået i forbindelse med reformprocessen, men understreger behovet for en yderligere omfattende indsats, som er nødvendig både for at konsolidere demokratiet og retsstatsprincippet og for at opnå en bæredygtig udvikling i landet;

3.  bemærker med tilfredshed, at Albanien den 14. april 2010 besvarede Kommissionens spørgeskema i forbindelse med forberedelsen af Kommissionens udtalelse om landets ansøgning om EU-medlemskab, og understreger samtidig. at et kandidatlands fremskridt hen imod EU-medlemskab afhænger af landets evne til at opfylde Københavnskriterierne, herunder eksistensen af stabile institutioner, der sikrer demokratiet;

4.  udtrykker håb om, at Albaniens regering og opposition forstår, at en bilæggelse af de aktuelle politiske kontroverser er afgørende for, at landets integration i EU kan fortsætte, og for at understøtte de albanske borgeres forhåbninger om EU-medlemskab; gentager den konklusion, der blev nået på Rådets (udenrigsanliggender) møde den 14. juni 2010 om, at det er på høje tid at finde en løsning på den aktuelle politiske krise på et langtidsholdbart grundlag, og at det er den albanske regerings ansvar sammen med oppositionen omgående - på en gennemsigtig måde og under fuld respekt for den albanske forfatning - at finde frem til de løsninger og fremgangsmåder, der er påkrævet for landet på dets vej frem imod EU;

5.  beklager dybt den politiske krise, der fulgte i kølvandet på parlamentsvalget i Albanien i juni 2009, og understreger, at fuldt fungerende repræsentative institutioner (navnlig parlamentet) udgør rygraden i et konsolideret demokratisk system og, som en nøgleprioritet i det europæiske partnerskab, et vigtigt politisk kriterium for EU-integration; glæder sig over oppositionens beslutning om at deltage aktivt i det albanske parlaments arbejde, men beklager dybt, at der - på trods af de nylige drøftelser, som EU har bragt i stand - stadig ikke er nået en konsensus om valget i 2009; opfordrer indtrængende alle politiske parter til at påtage sig deres ansvar og indgå i en konstruktiv politisk dialog, herunder drøftelser om en ny valglov, der kan garantere fuld gennemsigtighed i valgproceduren ved fremtidige valg; understreger, at en løsning på denne fastlåste situation kun kan findes ved fuldt ud at respektere forfatningen og principperne om gennemskuelighed;

6.  er af den opfattelse, at den grundlæggende aftale om at nedsætte et parlamentarisk undersøgelsesudvalg til at undersøge afholdelsen af parlamentsvalget i 2009 - i følge hvilken formanden og hovedparten af medlemmerne skulle vælges fra oppositionen og have mandat til at undersøge valgmaterialet - bør gennemføres snarest muligt; understreger, at dette undersøgelsesudvalg bør forelægge sine konklusioner tids nok til, at parlamentet kan vedtage ny lovgivning i god tid inden de næste lokale og regionale valg på grundlag af udvalgets undersøgelsesresultater og forslagene fra OSCE/ODIHR;

7.  opfordrer, hvis der ikke kan findes en løsning uden hjælp udefra, regering og opposition til at enes om en mægling, f.eks. ved i fællesskab at invitere medlemmer af Europarådet og/eller Europa-Parlamentet til at optræde som mæglere;

8.  opfordrer indtrængende de albanske myndigheder til snarest muligt at udarbejde og implementere en gensidigt accepteret reform af parlamentets forretningsorden, som sikrer gennemsigtighed med hensyn til administrative og finansielle ressourcer, kvalitet i lovgivningen gennem vidtforgrenet ekspertise, forbedring af parlamentets tilsynskapacitet, fyldestgørende rettigheder og repræsentation for oppositionens vedkommende i parlamentets udvalg og aktiviteter; opfordrer begge sider, både flertallet og oppositionen, til at udvikle en konstruktiv dialog med henblik på at sikre en åben og gennemsigtig lovgivningsproces i samråd med relevante interessenter og civilsamfundsaktører for uden yderligere forsinkelse at få vedtaget og godkendt vital lovgivning, herunder lovgivning, der kræver 3/5 af stemmerne;

9.  glæder sig over de forbedringer, der er sket inden for de juridiske og administrative rammer for valgprocessen, og bemærker Venedigkommissionens generelt positive bedømmelse i dens fælles udtalelse om Republikken Albaniens valglov; bemærker endvidere, at parlamentsvalget i juni 2009 ifølge OSCE/ODIHR-vurderingen overholdt de fleste internationale standarder, men ikke øgede tiltroen til valgprocessen; henleder opmærksomheden på nødvendigheden af fuld gennemførelse af anbefalingerne i slutrapporten om parlamentsvalget i 2009 fra OSCE/ODIHR og opfordrer både flertallet og oppositionen i det albanske parlament til straks at påbegynde arbejdet for at få gennemført disse anbefalinger til fulde;

10.  giver udtryk for skuffelse over, at flertallet og oppositionen i parlamentets lovudvalg forud for det albanske parlaments plenarmøde den 18. marts 2010 ikke nåede til enighed om forslagene vedrørende udvalget til undersøgelse af valget i 2009;

11.  understreger, at det er absolut nødvendigt at skabe enighed på tværs af partigrænser om de økonomiske, politiske og sociale reformer med henblik på at forbedre alle albanske borgeres velfærd og gøre det muligt for landet at gøre fremskridt i retning af medlemskab af Den Europæiske Union;

12.  glæder sig over vedtagelsen den 27. maj 2010 af Kommissionens lovgivningsforslag om visumliberalisering og opfordrer Kommissionen til at kontrollere, at de resterende benchmarks opfyldes inden for de kommende måneder, således at det bliver muligt for Rådet og Parlamentet inden udgangen af 2010 at godkende indførelsen af visumfritagelse for albanske statsborgere;

13.  glæder sig over den politiske støtte på tværs af partierne til visumliberaliseringen, som kommer til udtryk i det albanske parlaments beslutning, der blev vedtaget den 11. marts 2010;

14.  understreger vigtigheden af respekt for og beskyttelse af menneskerettigheder og mindretalsrettigheder som den højeste prioritet;

15.  minder om, at beskyttelsen af personoplysninger altid skal sikres og ikke må tilsidesættes vilkårligt, og opfordrer alle myndighederne til at lovgive og handle i overensstemmelse med denne regel;

16.  glæder sig over, at der er sket fremskridt med hensyn til retssystemet, men understreger, at gennemførelsen af reformerne stadig befinder sig på et tidligt stadium; er af den opfattelse, at en reform af retssystemet, herunder håndhævelsen af domstolsafgørelser, er en væsentlig forudsætning for Albaniens EU-ansøgningsproces, og fremhæver vigtigheden af magtens tredeling i et demokratisk samfund; understreger, at upartiske og effektive domstole, der arbejder på en gennemsigtig måde uafhængigt af politisk eller andre former for pres eller kontrol, er afgørende for retsstatsprincippet, og opfordrer til hurtig vedtagelse af en omfattende, langsigtet strategi på dette område, herunder en køreplan for vedtagelsen af den nødvendige lovgivning og dertil hørende gennemførelsesforanstaltninger; opfordrer oppositionen til at tage del i udarbejdelsen heraf og til at give fuld støtte til reformen af retssystemet; understreger endvidere, at det er nødvendigt, at der stilles tilstrækkelige midler til rådighed for domstolene, således at de kan arbejde effektivt i hele landet; ser derfor frem til nye hjælpeinitiativer fra Kommissionen og glæder sig i denne forbindelse over den nylige indvielse af domstolen for alvorlige forbrydelser i Tirana;

17.  glæder sig over, at forfatningsdomstolen har suspenderet gennemførelsen af loven om udrensning, og at loven på indeværende tidspunkt genbehandles; anmoder om yderligere høring og konsensus - især med Venedigkommissionen - såfremt der udarbejdes et nyt lovforslag, og understreger, at det er vigtigt at beskytte de forfatningsmæssige institutioners uafhængighed;

18.  glæder sig over de foranstaltninger, der er truffet til bekæmpelse af småkorruption og især vedtagelsen af den integrerede antikorruptionsplan for 2010; konstaterer, at bekæmpelsen af korruption stadig er en stor politisk udfordring, at retshåndhævelsen og retsforfølgelsen fortsat er utilstrækkelig, og at det er nødvendigt at træffe yderligere effektive foranstaltninger til at ændre det forhold, at mennesker, som er skyldige i korruption, har straffrihed; understreger nødvendigheden af at få etableret en stribe eksempler på undersøgelser og domme, også når det drejer sig om korruption på højt plan, og at fortsætte gennemførelsen af de seneste GRECO-henstillinger, navnlig henstillingen om at reducere listen over embedsmænd, som nyder immunitet imod retsforfølgelse; glæder sig over, at strategiske dokumenter er blevet offentliggjort, for at der kan foretages kontrol med fremskridtene ved gennemførelsen heraf; opfordrer endvidere til vedtagelse af en lovgivningsmæssig ramme vedrørende fuld gennemsigtighed i forbindelse med finansieringen af de politiske partier;

19.  bifalder planerne om oprettelse af et institut for offentlig administration og opfordrer til yderligere foranstaltninger til gennemførelse af strategien for en reform af den offentlige forvaltning og til at sikre fuldstændig håndhævelse af loven om den offentlige tjeneste, herunder et hensigtsmæssigt system til forvaltning af menneskelige ressourcer; henleder opmærksomheden på risikoen for at politisere forvaltningen ved anvendelse af uigennemsigtige ansættelsesprocedurer og på praksissen med at ansætte midlertidige medarbejdere uden for lovens anvendelsesområde, og opfordrer myndighederne til at sætte en stopper for disse praksisser og skabe en afpolitiseret, meritbaseret statsforvaltning, hvilket også vil bidrage til at øge borgernes tillid til den offentlige forvaltning;

20.  understreger den altafgørende betydning af professionelle, uafhængige og pluralistiske medier - både offentlige og private - som en af demokratiets hjørnestene; er bekymret over de beskedne fremskridt med hensyn til færdiggørelsen af den retlige ramme for medierne; opfordrer indtrængende myndighederne til at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at vedtage og iværksætte den retlige ramme i overensstemmelse med EU's normer og at garantere mediernes frihed for politisk eller anden indblanding, herunder fra den udøvende magts side; er bekymret over politisk pression imod det nationale råd for radio og tv (NCRT) og opfordrer de relevante myndigheder til at sikre dettes uafhængighed; opfordrer til, at der træffes foranstaltninger til at sikre gennemsigtighed med hensyn til ejerskab og finansiering af medier; beklager, at der ikke findes etablerede arbejdsrettigheder for journalister, hvilket undergraver deres mulighed for at arbejde objektivt og uafhængigt, og opfordrer indtrængende myndighederne til at tage passende skridt til at imødegå denne situation; opfordrer især til vedtagelse af lovgivning vedrørende elektronisk radio- og fjernsynsspredning og til en ændring af civillovbogen med henblik på at afkriminalisere bagvaskelse og ærekrænkelse; glæder sig over, at der ikke findes regeringsrestriktioner med hensyn til adgangen til internettet, og opfordrer indtrængende regeringen til at gøre det bredere tilgængeligt for alle borgere;

21.  glæder sig over oprettelsen af en retlig ramme, der har til formål at imødegå og forebygge forskellige former for organiseret kriminalitet, herunder hvidvaskning af penge samt narkotika- og menneskehandel; noterer sig bestræbelserne på at bekæmpe organiseret kriminalitet, men bemærker, at der kræves yderligere tiltag vedrørende gennemførelsen, og at alle nødvendige menneskelige og økonomiske ressourcer skal stilles til rådighed for at opnå konkrete resultater; understreger betydningen af effektiv efterforskning, retsforfølgelse og afstraffelse af lovovertrædere; glæder sig over afgørelsen om nedsættelse af et interinstitutionelt udvalg for bekæmpelse af organiseret kriminalitet og menneskehandel under ledelse af premierministeren; understreger, at der i betragtning af de regionale konsekvenser af organiseret kriminalitet kræves en større indsats for at øge politiets og de retslige myndigheders samarbejde med nabolandene, herunder fælles afpatruljering af grænserne;

22.  understreger den betydning, det tillægger civilsamfundsorganisationer og anerkender regeringens små fremskridt med hensyn til at høre dem om lovforslag og de igangværende reformer; opfordrer til, at der tages yderligere skridt til at formalisere og øge civilsamfundets deltagelse i udformningen af politikker og i overvågningen af disses gennemførelse og effektivitet på alle niveauer, herunder gennemsigtigheden af civilsamfundsorganisationerne og deres finansiering;

23.  understreger vigtigheden af mobilitetsprogrammer, navnlig dem, der er rettet mod unge, lærere og forskere, og mener, at der er behov for en stigning i antallet af deltagere i sådanne programmer; bifalder i denne forbindelse initiativer, der har til formål at give albanske studerende studiemuligheder i EU-landene;

24.  erkender, selv om de grundlæggende fagforeningsrettigheder anerkendes i forfatningen, at fagforeningsaktiviteter ofte blokeres, og at der pålægges restriktioner, som er alt for omfattende efter internationale normer, ved strejker inden for den offentlige tjeneste og de offentlige forsyningsvirksomheder; tager skarpt afstand fra den albanske regerings nylige overtagelse af fagforeningernes aktiver; glæder sig over forfatningsdomstolens afgørelse af 22. april 2010, som erklærer denne lov forfatningsstridig og opfordrer regeringen til straks at påbegynde tilbageleveringen af disse aktiver; anmoder den albanske regering om fuldt ud at respektere fagforeningsrettighederne og træffe alle nødvendige juridiske foranstaltninger til at sikre, at alle arbejdstagere i såvel den offentlige som den private sektor har ret til at være medlem af en fagforening;

25.  glæder sig over de foranstaltninger, der er truffet for at øge kvinders deltagelse i det politiske liv; er imidlertid af den opfattelse, at statens udvalg om lige muligheder fortsat er svagt, og at loven om ligestilling mellem mænd og kvinder for størstedelens vedkommende ikke er blevet gennemført; er derfor af den opfattelse, at der er behov for yderligere foranstaltninger for at fremme kvinders integration på arbejdsmarkedet og deres deltagelse i beslutningsprocesserne;

26.  glæder sig over de seneste års juridiske reformer med hensyn til beskyttelsen af ofre for vold i hjemmet og menneskehandel; erkender imidlertid, at disse ikke er tilstrækkelige, men at der bør træffes yderligere foranstaltninger, og er fortsat dybt bekymret over udbredelsen af vold i hjemmet og handel med kvinder og børn med henblik på seksuel udnyttelse og tvangsarbejde; udtrykker bekymring over, at en betydelig stigning i antallet af rapporterede episoder på disse områder ikke altid følges op af ordentlig politimæssig efterforskning eller af beskyttelsesordrer udstedt af domstolene; opfordrer til fuldstændig gennemførelse af den eksisterende lovgivning om beskyttelse af kvinder og børn mod enhver form for vold og til vedtagelse og gennemførelse af et vidtspændende system til beskyttelse og rehabilitering af kvinder og børn, herunder obligatorisk og effektiv registrering af alle børn og nyfødte, omfattende ydelse af fri retshjælp og social og psykologisk bistand til ofrene, offentlige oplysningskampagner, hensigtsmæssig uddannelse af retshåndhævende myndigheder og etablering af et net af kvindekrisecentre (som skal være af tilstrækkeligt omfang og tilstrækkelig kvalitet, og som kan dække de forskellige behov, som ofre for vold i hjemmet og menneskehandel har); opfordrer Kommissionen til at øge sin støtte til de albanske myndigheder på dette område;

27.  anerkender de fremskridt, der er gjort med hensyn til beskyttelse af mindretal, og at en passende institutionel og lovgivningsmæssig ramme for beskyttelse af mindretal stort set er på plads; bemærker imidlertid, at forskelsbehandling fortsat er et problem i Albanien, især med hensyn til mennesker, som er sårbare over for diskrimination, og respekten for kønsidentitet og seksuel orientering, og at det er nødvendigt med en større indsats for at bekæmpe denne, herunder oplysning; bemærker i denne forbindelse med bekymring den nylige demonstration mod homoseksuelle i Albanien; understreger, at der er behov for større bestræbelser på at tackle det europæiske partnerskabs prioriteter med hensyn til mindretal og navnlig anvendelsen af mindretallenes sprog og tilladelse til undervisning i disse samt ligebehandling af medlemmer af alle mindretal;

28.  glæder sig over ændringerne i straffeloven med henblik på at imødegå racistisk baseret kriminalitet; roser den nylige vedtagelse af loven om ligebehandling udarbejdet i samarbejde med civilsamfundsorganisationerne og opfordrer til, at den gennemføres hurtigt og effektivt; glæder sig især over udnævnelsen af en uafhængig kommissær for beskyttelse mod forskelsbehandling og med ansvar for overvågning af lovens gennemførelse og efterforskning i forbindelse med indgivne klager; understreger endvidere, at det er absolut nødvendigt med nøjagtige og pålidelige statistiske oplysninger, som er afgørende for en effektiv gennemførelse af foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling, og henleder i denne forbindelse opmærksomheden på betydningen af at gennemføre den nationale folketælling, der er planlagt til at finde sted i 2011, i overensstemmelse med internationalt anerkendte standarder, der sikrer fuld respekt for princippet om fri selvidentificering;

29.  opfordrer til en yderligere indsats for at forbedre situationen for romaerne, som fortsat konfronteres med vanskelige levevilkår og udsættes for forskelsbehandling hvad angår adgangen til uddannelse, social beskyttelse, sundhedspleje, beskæftigelse og hensigtsmæssige boliger; bifalder i denne forbindelse regeringens handlingsplan vedrørende årtiet for integration af romaer, men bemærker, at de lokale myndigheder og lokalsamfundene bør spille en rolle i dens gennemførelse og med henblik herpå bør udstyres med et tilstrækkeligt budget; opmuntrer de relevante myndigheder til at gennemføre handlingsplanen og offentliggøre regelmæssige statusrapporter;

30.  anerkender den betydelige reduktion i fattigdommen i de senere år som følge af en høj realvækst i BNP; påpeger imidlertid, at en betydelig del af befolkningen på trods af de økonomiske fremskridt stadig lever i fattigdom, og at der derfor er brug for en fortsat indsats for yderligere at reducere fattigdommen, især i landdistrikterne og i bjergområderne;

31.  glæder sig over de fremskridt, der er gjort i forbindelse med forebyggelse af tortur og mishandling, herunder inden for fængselsvæsenet; opfordrer til forbedrede levevilkår i fængslerne med henblik på at bringe dem op til en standard, der er menneskeligt værdig, og til bekæmpelse af den udbredte korruption i fængselsvæsenet; understreger, at der er behov for fremskridt med hensyn til at forbedre forholdene i fængsler og arresthuse i tråd med de henstillinger, der kom fra Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Vanærende Behandling eller Straf (CPT) i 2008, og minder om Ombudsmandens konklusioner gående ud på, at forholdene ikke lever op til nationale og internationale menneskerettighedsstandarder for tilbageholdelsen af fanger;

32.  fremhæver, at de fleste domstole ikke på eget initiativ udfører nogen domstolskontrol med hensyn til psykiatriske patienter, hvilket betyder, at tvangsindlagte patienter ikke har mulighed for at blive hørt af en dommer; minder om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Dybeku mod Albanien, og anmoder om garanti for, at fanger, der er sindslidende, ikke anbringes i de samme faciliteter som fanger, der ikke har sådanne lidelser;

33.  udtrykker bekymring over den unødvendige anbringelse af børn på børnehjem som følge af fattigdom og over de langsigtede konsekvenser for og forskelsbehandlingen af voksne forældreløse med hensyn til lige adgang til sociale faciliteter som f.eks. boliger;

34.  anerkender Albaniens gode forbindelser med dets nabostater som et afgørende bidrag til regional stabilitet og glæder sig over de nylige positive tendenser i forbindelserne mellem Albanien og Serbien samt over landets aktive deltagelse i regionale initiativer, som f.eks. samarbejdsproceduren for de sydøsteuropæiske lande, det regionale samarbejdsråd, energifællesskabet, den centraleuropæiske frihandelsaftale (CEFTA), det sydøsteuropæiske transportobservationsorgan (SEETO) og forhandlingerne om etableringen af en transportfællesskabstraktat; betoner, at regionalt samarbejde på tværs af grænserne er af afgørende betydning for løsningen af problemer som f.eks. menneskehandel;

35.  bemærker med tilfredshed de albanske initiativer med hensyn til at give afkald på visumkravet over for nabolande, hvilket er et positivt skridt, der letter mellemfolkelig kontakt og fremmer regional forsoning; er af den opfattelse, at sådanne initiativer bør tages sideløbende med den visumliberaliseringsproces, der involverer Schengen-landene og landene på Vestbalkan;

36.  roser Albanien for dets økonomiske vækst, selv gennem den globale økonomiske recession; påpeger imidlertid landets store uformelle økonomi, høje arbejdsløshedsrate og uregulerede arbejdsmarked, der fører til jobmæssig usikkerhed og i væsentlig grad undergraver arbejdstagernes rettigheder; bemærker landets stigende finanspolitiske og offentlige gæld;

37.  forventer, at instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA) vil bidrage til at forbedre Albaniens økonomiske situation; bemærker imidlertid, at IPA-finansieringsprogrammer skal ledsages af et effektivt evalueringssystem;

38.  er af den opfattelse, at Albanien fortsat skal arbejde på at gennemføre den nødvendige økonomiske politik, som kan sikre bæredygtig økonomisk vækst, miljøbeskyttelse og jobskabelse; understreger vigtigheden af at bevare den makroøkonomiske stabilitet;

39.  bemærker, at der ikke er gjort mange fremskridt med hensyn til at styrke ejendomsretten, hvilket hæmmer udviklingen af et velfungerende marked for køb og salg af jord; påpeger, at processen med registrering af ejendom, opgørelse over statsjord og mulige erstatninger stadig mangler gennemskuelighed og stadig mangler at blive afsluttet på en rimelig måde uden forskelsbehandling af personer, der tilhører mindretal; opfordrer til yderligere bestræbelser med hensyn til registrering af fast ejendom, tilbagegivelse af ejendom, legalisering af ulovligt byggeri og kompensation;

40.  glæder sig over de albanske myndigheders indsats for at forbedre forretningsklimaet ved at forenkle procedurerne for registrering af virksomheder og for indhentelse af licenser og tilladelser; understreger imidlertid, at der er behov for yderligere forbedringer, idet forretningsklimaet i Albanien stadig anses for at være et af de hårdeste på det vestlige Balkan; opfordrer myndighederne til at afhjælpe utallige mangler, f.eks. i forbindelse med procedurerne for at få skøder ved køb af jord, håndhævelse af kontrakter, svag offentlig administration og meget udbredt korruption;

41.  understreger - i betragtning af at en væsentlig del af Albaniens økonomi er afhængig af penge, der sendes hjem fra emigranter bosiddende i nabolandet - behovet for løbende at arbejde på offentlige politikker og investeringer med henblik på at opgradere infrastrukturen på områder af afgørende betydning for bæredygtig økonomisk udvikling og social sammenhængskraft, herunder uddannelse, sundhed, retsvæsen, transport og landbrug;

42.  understreger, at der bør lægges særlig vægt på at sikre energiforsyningen og spredningen af energikilder, samtidig med at energieffektiviteten forbedres, og gentager nødvendigheden af yderligere fremskridt med hensyn til gennemførelsen af loven om energieffektivitet fra 2005; henleder navnlig opmærksomheden på Albaniens betydelige potentiale for så vidt angår vedvarende energikilder, og opfordrer til yderligere bestræbelser på at videreudvikle dem, i betragtning af at størstedelen af landets energiforsyningsramme er under udvikling; glæder sig i denne forbindelse over de nye projekter i vandkraftsektoren og opfordrer til, at der gøres en større indsats med hensyn til udvikling af sol- og vindenergiprojekter; påpeger, at investeringer i vedvarende energi skaber muligheder for vækst og beskæftigelse på lokalt og regionalt plan;

43.  understreger i forbindelse med det projekt om opførelse af et atomkraftværk i Albanien, der blev annonceret i 2007, den altafgørende betydning af nuklear sikkerhed og strålingsbeskyttelse; bemærker i denne forbindelse, at Albanien endnu ikke har underskrevet konventionen om nuklear sikkerhed eller den fælles konvention om sikker håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald;

44.  opfordrer indtrængende den albanske regering til at udvikle vedvarende energikilder, forbedre gennemførelsen af politikken om affaldshåndtering og yderligere udvikle miljømæssigt bæredygtig turisme for at bevare landets smukke naturmæssige og arkitektoniske arv;

45.  udtrykker bekymring over den dårlige tilstand af den offentlige transport, specielt jernbanerne; opfordrer den albanske regering til at gøre fuld brug af IPA-midlerne til at udvikle, opgradere og modernisere jernbanenettet og forbedre forbindelserne til nabolandene for såvel mennesker som gods;

46.  opfordrer til yderligere fremskridt inden for miljøbeskyttelse, både i byområder og i landdistrikter, fuld gennemførelse af en miljølovgivning og styrkelse af det regionale samarbejde med henblik på at fremme miljømæssig bæredygtighed; glæder sig i denne forbindelse over aftalen om beskyttelse og bæredygtig udvikling af Prespa Park, som Albanien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Grækenland og Europa-Kommissionen har undertegnet;

47.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt Albaniens regering og parlament.

(1) EUT L 80 af 19.3.2008, s. 1. (2) EUT L 334 af 19.12.2007, s. 84.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. juli 2010 om situationen i Kirgisistan

P7_TA(2010)0283 RC-B7-0419/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Kirgisistan og Centralasien, navnlig beslutningerne af 12. maj 2005 og 6. maj 2010,

–  der henviser til sin beslutning af 20. februar 2008 om en EU-strategi for Centralasien(1),

–  der henviser til EU-programmet til forebyggelse af voldelige konflikter, som Det Europæiske Råd vedtog i Göteborg i 2001,

–  der henviser til erklæringerne fra næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, Catherine Ashton, om de seneste sammenstød i Kirgisistan den 11. juni 2010 og om folkeafstemningen om forfatningen den 28. juni 2010,

–  der henviser til konklusionerne fra Rådet (udenrigsanliggender) af 14. juni 2010,

–  der henviser til den fælles erklæring om situationen i Kirgisistan, fremsat af OSCE-formandskabets særlige udsending, FN's særlige repræsentant og EU's særlige repræsentant, den 16. juni 2010 i Kirgisistan,

–  der henviser til EU's strategi for et nyt partnerskab med Centralasien, der blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde den 21.-22. juni 2007,

–  der henviser til den fælles situationsrapport af 14. juni 2010 fra Rådet og Kommissionen til Det Europæiske Råd om gennemførelsen af EU's strategi for Centralasien,

–  der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Kirgisistan, som trådte i kraft i 1999,

–  der henviser til Det Europæiske Fællesskabs regionale strategidokument om bistand til Centralasien for 2007-2013,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at der den 11. juni 2010 i det sydlige Kirgisistan i byerne Osh og Jalalabad udbrød voldelige sammenstød, som eskalerede indtil den 14. juni 2010, og at hundredvis af bevæbnede mænd angiveligt stormede gaderne i disse byer, skød civile og satte butikker i brand, og at de udvalgte deres ofre på grundlag af etnicitet,

B.  der henviser til, at omkring 300 mennesker ifølge de kirgisiske myndigheder døde i sammenstødene, men at der, bl.a. af lederen af den midlertidige regering, Roza Otunbajeva, er udtrykt frygt for, at det faktiske tal kan være højere; der henviser til, at mere end 2 000 mennesker blev såret eller indlagt på hospitaler, og at mange stadig er savnede,

C.  der henviser til, at det anslås, at 300 000 mennesker er blevet internt fordrevet på grund af volden, og at 100 000 har søgt tilflugt i det nærliggende Usbekistan; der henviser til, at regeringen i Tasjkent ydede humanitær bistand til flygtningene med assistance fra internationale organisationer, men lukkede sin grænse til Kirgisistan den 14. juni 2010 under henvisning til manglende kapacitet til at modtage flere mennesker,

D.  der henviser til, at den midlertidige regering erklærede undtagelsestilstand i området, og at sikkerhedsstyrkerne var ude af stand til at få kontrol over situationen; der henviser til, at appeller fra den midlertidige præsident, Roza Otunbajeva, til den russiske præsident Medvedev og til Den Kollektive Sikkerhedstraktatorganisation (CSTO) om militær støtte til at genoprette lov og orden blev afvist; der henviser til, at en anmodning om at sende en international politistyrke er blevet rettet til OSCE, som i øjeblikket overvejer sagen,

E.  der henviser til, at EU har en klar interesse i et fredeligt, demokratisk og økonomisk velstående Kirgisistan; der henviser til, at EU, navnlig gennem sin strategi for Centralasien, har forpligtet sig til at være partner for landene i regionen; der henviser til, at der nu er akut behov for større internationalt engagement, og at EU's reaktion vil få betydning for dets troværdighed som partner,

F.  der henviser til, at Kommissionen har afsat 5 mio. EUR til at yde akut lægehjælp, humanitær bistand, ikke-fødevarer, beskyttelse og psykologhjælp til personer, der er berørt af krisen; der henviser til, at dette skal ses i forhold til FN's Flash Appeal om 71 mio. USD til nødhjælp,

G.  der henviser til, at EU gennem Göteborgprogrammet, der blev vedtaget i 2001, og efterfølgende dokumenter anerkender vigtigheden af konfliktforebyggelse, og der henviser til, at den aktuelle situation i Kirgisistan kræver omsættelse af den teoretiske argumentation til konkret handling,

H.  der henviser til, at den folkeafstemning, der blev afholdt den 27. juni 2010 under nogenlunde fredelige forhold og med en høj valgdeltagelse, førte til vedtagelse med mere end 90 % af stemmerne af en ny forfatning, som skaber balance mellem præsidentens og parlamentets beføjelser, stadfæster indsættelsen af Roza Otunbajeva som midlertidig præsident frem til den 31. december 2011 og opløser forfatningsdomstolen; der henviser til, at der er efter planen skal afholdes parlamentsvalg den 10. oktober 2010,

I.  der henviser til, at landene i Centralasien står over for flere fælles udfordringer, som f.eks. fattigdom, alvorlige trusler mod menneskers sikkerhed såvel som et behov for at styrke demokratiet, god regeringsførelse og retsstatsprincippet; der henviser til, at det er nødvendigt at genoprette og intensivere regionalt samarbejde for at udvikle en fælles tilgang til regionens problemer og udfordringer; der henviser til, at de regionale og internationale aktører skal tilstræbe en mere fælles tilgang til regionens problemer og udfordringer,

J.  der henviser til, at EU er nødt til altid at stå ved sin forpligtelse til at integrere menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet i sine aftaler med tredjelande og til at fremme demokratiske reformer gennem konsekvente politikker, der øger EU's troværdighed som regional aktør,

1.  udtrykker den dybeste bekymring over de tragiske, voldelige sammenstød, der brød ud i det sydlige Kirgisistan, og giver udtryk for sin medfølelse med alle ofrenes familier;

2.  fordømmer den seneste vold i det sydlige Kirgisistan; beklager tabene af menneskeliv og udtrykker håb om, at der kan findes en fredelig løsning på konflikten i Kirgisistan på grundlag af demokratiske principper, retsstatsprincippet og respekten for menneskerettighederne;

3.  opfordrer den midlertidige regering til at foretage en troværdig, upartisk og uafhængig undersøgelse af begivenhederne eventuelt med assistance fra internationale aktører med henblik på at bringe gerningsmændene for en domstol;

4.  opfordrer de midlertidige myndigheder til at gøre sig alle bestræbelser på at bringe situationen tilbage til normalen og sørge for, at alle nødvendige betingelser opfyldes, således at flygtninge og internt fordrevne frivilligt og i sikkerhed og værdighed kan vende tilbage til deres hjem; opfordrer indtrængende de lokale myndigheder til at træffe effektive, tillidsskabende foranstaltninger og indlede en ægte dialog med alle de etniske befolkningsgrupper i det sydlige Kirgisistan med henblik på at skabe en troværdig forsoningsproces;

5.  opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at intensivere den humanitære bistand i samarbejde med internationale organisationer og til at iværksætte kort- og mellemlangsigtede genopbygningsprogrammer for at genopbygge ødelagte huse og erstatte mistede aktiver samt gennemføre rehabiliteringsprojekter i samarbejde med de kirgisiske myndigheder og andre donorer med henblik på at skabe gunstige betingelser for, at flygtninge og internt fordrevne kan vende hjem; henleder i denne forbindelse opmærksomheden på betydningen af lokale udviklingsprojekter;

6.  henleder opmærksomheden på behovet for en betydelig international indsats for at hjælpe med genopbygningen, stabiliseringen og forsoningen i det sydlige Kirgisistan og på den mulighed, som mødet for donorer i Bishkek den 27. juli 2010 giver for at lægge grunden til en sådan indsats;

7.  understreger, at den humanitære indsats skal ledsages af en indsats for at stabilisere situationen og mindske og afværge den betydelige risiko for, at volden bryder ud igen, hvilket også udgør en trussel for freden og sikkerheden i andre dele af Ferghanadalen, der løber gennem Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan;

8.  kræver en betydelig forhøjelse i EU's nødhjælp til mennesker, der er ramt af det seneste udbrud af vold i det sydlige Kirgisistan, samt en udstrakt anvendelse af stabilitetsinstrumentet;

9.  mener, at der også på lang sigt vil blive behov for et nyt niveau for EU's engagement i det sydlige Kirgisistan; gentager sin opfordring til Kommissionen om at udarbejde forslag om omfordeling af midler under instrumentet for udviklingssamarbejde, der har til formål at give EU bedre mulighed for at tilpasse sin reaktion til den nye situation i Kirgisistan; fastholder, at det er vigtigt, at EU i sin Centralasienpolitik sætter fokus på menneskers sikkerhed;

10.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og medlemsstaterne til at støtte og aktivt bidrage til en hurtig indsættelse af en OSCE-politimission med henblik på at forhindre nye voldsudbrud, stabilisere situationen i de byer, der er ramt af sammenstødene, beskytte ofrene og de mest udsatte mennesker og medvirke til, at flygtninge og internt fordrevne kan vende hjem;

11.  tager den forholdsvis fredelige afvikling af folkeafstemningen om forfatningen den 27. juni 2010 i Kirgisistan til efterretning; understreger, hvor vigtigt det er for en langfristet stabilisering af situationen i landet, at der sker en tilbagevenden til forfatningsmæssig orden og retsstatsprincippet; understreger, at de kommende valg til den lovgivende forsamling (foreløbig fastsat til oktober 2010) vil kunne skabe det forfatningsmæssige grundlag for en regering, som nyder godt af både stærk legitimitet og udbredt folkelig opbakning; opfordrer derfor de kirgisiske myndigheder til at træffe øjeblikkelige og resolutte foranstaltninger til inden det kommende parlamentsvalg at udbedre de alvorlige mangler, som OSCE's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (ODIHR) har påpeget; ser frem til etableringen af stærke interparlamentariske forbindelser til Kirgisistans fremtidige parlament;

12.  udtrykker sin bekymring over rapporter om arrestationer af nogle menneskerettighedsforkæmpere i Kirgisistan og kræver deres øjeblikkelige løsladelse; opfordrer de kirgisiske myndigheder til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at menneskerettighedsforkæmpere uhindret kan udføre deres arbejde til fremme og beskyttelse af menneskerettighederne;

13.  understreger den fælles interesse og det fælles ansvar, som Kirgisistan, dets nabolande, Rusland, Kina, EU, USA og det øvrige internationale samfund har i at forebygge destabilisering og opfordrer alle berørte parter til at identificere synergier;

14.  udtrykker bekymring over vanskelighederne ved demokratiseringsprocessen i Kirgisistan, som synes at have sin årsag i den kirgisiske midlertidige regerings svaghed og de kriminelle netværks styrke i landet, navnlig narkotikasmuglere i det sydlige Kirgisistan;

15.  mener, at indførelsen af et pluralistisk politisk system, der tillader repræsentation af forskellige interesser og mægling mellem disse, er af grundlæggende betydning for at mindske spændingerne og undgå nye udbrud af vold, samt at EU og EU's medlemsstater aktivt bør støtte demokratiseringen og bestræbe sig på at mindske afstanden mellem de internationale aktørers holdninger, således at reformprocessen i Kirgisistan får bedre udsigter;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, den midlertidige regering i Kirgisistan, FN's generalsekretær, OSCE's generalsekretær og Europarådets generalsekretær.

(1) EUT C 184 E af 6.8.2009, s. 49.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. juli 2010 om en rettighedsbaseret tilgang til EU's indsats mod hiv/aids

P7_TA(2010)0284 RC-B7-0412/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den kommende 18. internationale aids-konference: »Right Here, Right Now«, som afholdes i Wien den 18.-23. juli 2010,

–  der henviser til forpligtelseserklæringen om hiv/aids, »global krise - global handling«, der vedtoges af FN's Generalforsamling under dennes 26. særlige samling den 27. juni 2001,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings (UNGASS) særlige samling på højt plan om hiv/aids den 2. juni 2006 og den politiske erklæring, som vedtoges ved den lejlighed,

–  der henviser til UNAIDS' internationale retningslinjer om hiv/aids og menneskerettigheder fra 2006 baseret på den anden internationale høring om hiv/aids og menneskerettigheder, som blev afholdt i Genève den 23.-25. september 1996, samt den tredje internationale høring om hiv/aids og menneskerettigheder, som blev afholdt i Genève den 25.-26. juli 2002,

–  der henviser til WHO's rapport »Towards Universal Access: Scaling up Priority HIV/AIDS Interventions in the Health Sector«,

–  der henviser til Abuja-erklæringen af 27. april 2001 om hiv/aids, tuberkulose og andre smitsomme sygdomme samt til Afrikas fælles holdning med henblik på UNGASS-mødet på højt plan i 2006 og opfordringen til fremskyndelse af indsatsen for sikring af universel adgang til hiv-, aids-, tuberkulose- og malariabehandlingstjenester i Afrika, der blev undertegnet af Den Afrikanske Union den 4. maj 2006 i Abuja,

–  der henviser til sine beslutninger af henholdsvis 6. juli 2006 om hiv/aids: tid til handling, af 24. april 2007 om bekæmpelse af hiv/aids i EU og EU's nabolande i perioden 2006-2009, og af 20. november 2008 om hiv/aids: tidlig diagnosticering og tidlig behandling,

–  der henviser til Rådets konklusioner om fremskridt med det europæiske handlingsprogram til bekæmpelse af hiv/aids, malaria og tuberkulose gennem eksterne foranstaltninger (2007-2011) fra november 2009,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om bekæmpelse af hiv/aids i EU og EU's nabolande og strategien for bekæmpelse af hiv/aids i EU og EU's nabolande i perioden 2009-2013,

–  der henviser til UNAIDS' rapport fra 2009 om den globale aids-epidemi,

–  der henviser til UNAIDS' Outcome Framework 2009-2011,

–  der henviser til FN's millenniumrapport »Millenium Development Goals 2010«,

–  der henviser til sin beslutning af 15. juni 2010 om de fremskridt, der gøres med hensyn til opfyldelse af millenniumudviklingsmålene: midtvejsevaluering som forberedelse til FN's møde på højt plan i september 2010,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at antallet af mennesker, der lever med hiv/aids, fortsætter med at stige, og at det anslås, at 33,4 millioner mennesker lever med hiv/aids på verdensplan, samt at der, hvilket især er bekymrende, er 2,7 millioner nye smittede i 2008, hvilket betyder, at hiv/aids udgør en global nødsituation, som kræver ekstraordinære og omfattende globale tiltag,

B.  der henviser til, at hiv/aids fortsat er en af de vigtigste årsager til dødsfald på verdensplan og kostede 2 millioner menneskeliv i 2008 samt forventes at fortsætte med at være en betydelig global årsag til for tidlig død i de kommende årtier,

C.  der henviser til, at anslået fem millioner mennesker i lav- og mellemindkomstlande ved udgangen af 2009 modtog antiretroviral behandling - en tidobbelt stigning i løbet af fem år og en optrapning af indsatsen uden fortilfælde i folkesundhedens historie,

D.  der henviser til, at antallet af nye smittede fortsætter med at overstige behandlingsomfanget og, at to tredjedele af de mennesker, som havde behov for behandling i 2009, ikke fik den, hvilket betyder, at ti millioner mennesker ikke havde adgang til den nødvendige effektive behandling,

E.  der henviser til, at Afrika syd for Sahara fortsat er det hårdest ramte område med 22,4 millioner mennesker, der lever med hiv/aids, og 71 % af alle nye hiv/aids-infektioner i 2008,

F.  der henviser til, at der er stærke beviser for, at forebyggelse af hiv/aids er et effektiv middel til at mindske antallet af nye smittede,

G.  der påpeger, at der er en stor kløft i programmeringen med hensyn til indsatsen for at inddrage personer, der lever med hiv/aids, i forebyggelsesarbejdet - navnlig det arbejde, der specifikt sigter på personer, som liver med hiv/aids - og indsatsen for at reducere stigmatisering og diskrimination,

H.  der henviser til, at kvinder og piger fortsat i uforholdsmæssig høj grad er ramt af hiv/aids, idet kvinder tegner sig for ca. 60 % af hiv/aids-smittetilfældene i Afrika syd for Sahara, og hiv/aids fortsat er den vigtigste årsag til sygdom og død hos kvinder i den fødedygtige alder,

I.  der henviser til, at de nuværende hiv-forebyggelsesmuligheder ikke er tilstrækkelig effektive til beskytte kvinder, og at forebyggelsesmetoder såsom kondomer og seksuel afholdenhed ikke er realistiske løsninger for mange kvinder, navnlig hvis de er gift, ønsker at få børn eller er i fare for at blive udsat for seksuel vold, og at sikre og effektive vacciner eller mikrobicider kunne give kvinder effektive nye midler til at beskytte sig mod hiv uden at begrænse deres muligheder for at få børn,

J.  der henviser til, at der foreligger stadig flere beviser for, at risikoen for at blive smittet er større blandt visse nøglegrupper såsom sexarbejdere, mænd der har sex med mænd, transseksuelle, fængselsindsatte, stiknarkomaner, indvandrergrupper, flygtninge og mobile arbejdstagere i næsten alle regioner, herunder også i lande med udbredte epidemier, men at hiv/aids-forebyggelsesprogrammerne for disse grupper generelt er lavt prioriterede og underfinansierede,

K.  der henviser til, at ca. 30 % af de hiv-smittede i EU som følge af den stigmatisering, der er forbundet med hiv/aids, ikke er klar over, at de er hiv/aids-positive, og at undersøgelser tyder på, at ikke-diagnosticeret smitte fremmer overførslen af hiv/aids og øger risikoen for tidlig død for mennesker, der lever med hiv/aids,

L.  der henviser til, at det ifølge WHO's rapport fra 2009, »Towards Universal Access-Progress: Scaling up priority HIV/AIDS Interventions in the Health Sector«, skønnes, at dækningen med antiretroviral behandling i Europa og Centralasien ligger på blot 23 %, hvilket betragtes som temmelig lavt, set i lyset af situationen i Rusland og Ukraine,

M.  der påpeger, at sex med en person af samme køn fortsat i meget høj grad er stigmatiseret, navnlig i Afrika syd for Sahara, hvor 31 lande kriminaliserer frivillig sex mellem voksne af samme køn, fire lande idømmer dødsstraf herfor, og andre lande idømmer straffe på over ti års fængsel, og at en sådan stigmatisering hindrer det forebyggende arbejde omkring hiv/aids,

N.  der henviser til, at kriminaliseringen af stofmisbrugere i mange lande forhindrer disse i at få adgang til hiv/aids-forebyggelse, -behandling, -pleje og -støtte og virker forstærkende på den hiv/aids-overførsel, som er forbundet med stiknarkomani,

O.  der henviser til, at der fortsat er 106 lande, som har love og politikker, der udgør en betydelig hindring for en effektiv indsats mod hiv/aids,

P.  der henviser til, at anslået 17,5 millioner børn - heraf langt de fleste i Afrika syd for Sahara - mistede en eller begge forældre til hiv/aids i 2008, og at sådanne børn ofte er udsat for stigmatisering og diskrimination og undertiden nægtes adgang til basale tjenester som f.eks. undervisning og bolig, samtidig med at de har en øget sårbarhed over for hiv/aids-smitte,

Q.  der henviser til, at man ikke har været tilstrækkelig opmærksom på forbindelsen mellem hiv/aids og handicap, selv om personer med handicap indgår i alle de nøglegrupper, der har en forhøjet risiko for at blive smittet med hiv/aids, og er ugunstigt stillet med hensyn til adgang til forebyggelse, behandling og pleje,

R.  der påpeger, at en rettighedsbaseret tilgang til indsatsen mod hiv/aids er en afgørende forudsætning for at kunne standse epidemien,

1.  bekræfter på ny, at adgang til sundhedspleje er omfattet af verdenserklæringen om menneskerettigheder, og at regeringerne er forpligtet til at leve op til deres ansvar ved at stille offentlige sundhedstjenester til rådighed for alle;

2.  mener samtidig, at EU skal lægge stor vægt på at beskytte og støtte menneskerettighedsforkæmpere i og uden for EU, herunder personer, der navnlig koncentrerer deres indsats om at oplyse befolkningerne om hiv/aids; opfordrer i denne forbindelse næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at sikre, at alle konkrete aktioner og foranstaltninger i EU's retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere gennemføres på behørig vis for civilsamfundsrepræsentanter, der er aktive på hiv/aids-området;

3.  anmoder Kommissionen og Rådet om at leve op til deres tilsagn og optrappe deres indsats mod hiv/aids som en global folkesundhedsprioritet med menneskerettigheder som et centralt element i hiv/aids-forebyggelse, -behandling, -pleje og -støtte, bl.a. som led i EU's udviklingssamarbejde;

4.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at fremme bestræbelserne på at afkriminalisere utilsigtet hiv/aids-overførsel og -eksponering(1), bl.a. ved at tilskynde til anerkendelse af hiv/aids som et handicap i forbindelse med gældende og fremtidig lovgivning om forbud mod forskelsbehandling;

5.  opfordrer de baltiske stater, Rusland og Ukraine til at iværksætte politikker for en målrettet bekæmpelse af hiv/aids på deres respektive områder;

6.  opfordrer Kommissionen og Rådet til i den politiske dialog, de fører på globalt og nationalt plan, at fremme bedste politikker og praksisser for så vidt angår en rettighedsbaseret tilgang til hiv/aids ved at:

7.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til navnlig at tilgodese kvinders behov for hiv/aids-forebyggelse ved at udvide adgangen til seksuelle og reproduktive sundhedsplejeprogrammer, hvori testning, rådgivning og forebyggelse omkring hiv/aids er fuldt integreret, og ved at bekæmpe de underliggende socioøkonomiske faktorer, der bidrager til kvinders hiv/aids-risiko, som f.eks. manglende ligestilling, fattigdom, manglende økonomiske og uddannelsesmæssige muligheder, manglende juridisk beskyttelse og manglende respekt for deres menneskerettigheder;

8.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at yde en rimelig og fleksibel støtte til forskning i nye forebyggelsesteknologier, herunder vacciner og mikrobicider;

9.  finder det stærkt bekymrende, at halvdelen af alle nye hiv-tilfælde forekommer blandt børn og unge; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at tilgodese børns og unges behov for hiv/aids-forebyggelse, -behandling, -pleje- og støtte og sørge for, at de har adgang til hiv/aids-tjenesteydelser, herunder navnlig tidlig diagnosticering af spædbørn, hensigtsmæssig og prismæssigt overkommelig antiretroviral medicin, psykosocial støtte samt social og retlig beskyttelse;

10.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte handicappedes deltagelse i hiv/aids-indsatsen, inkorporere hensynet til deres menneskerettigheder i nationale strategiske planer og politikker på dette område og sikre, at de har adgang til hiv/aids-tjenester, der både er skræddersyet til behovene og svarer til de tjenester, der er til rådighed for andre samfundsgrupper;

11.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte skadesreducerende programmer for fængselsindsatte og stiknarkomaner;

12.  opfordrer Kommissionen og Rådet til rette en indtrængende anmodning til de lande, som er hårdest ramt af hiv og aids, om at etablere koordinerede, gennemsigtige og ansvarlige nationale hiv-politiske rammer for at sikre adgangen til og effektiviteten af hiv-relaterede foranstaltninger til forebyggelse og pleje, opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at støtte nationale regeringer og involvere civilsamfundet i en forbedring af den meget begrænsede dækning med programmer, som tilsigter at begrænse stigmatisering og forskelsbehandling, og øge adgangen til domstolene i forbindelse med nationale hiv/aids-tiltag;

13.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at arbejde sammen med UNAIDS og andre partnere med henblik på at forbedre indikatorerne til måling af fremskridt og deling af viden på globalt, nationalt og programmatisk niveau for at reducere hiv/aids-relateret stigmatisering og forskelsbehandling, herunder indikatorer, som er specifikke for nøglegrupperne;

14.  anmoder Kommissionen og Rådet om at støtte arbejdet i den nyligt oprettede »Global Commission on HIV and the Law« med henblik på at sikre, at lovgivningen virker til gunst for effektive tiltag mod hiv/aids;

15.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at pålægge Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder at indsamle yderligere dokumentation vedrørende menneskerettighedssituationen for mennesker, der lever med hiv/aids, og andre nøglegrupper i Europa, under særlig hensyntagen til deres sårbarhed over for flere forskellige former for diskrimination (multidiskrimination);

16.  opfordrer alle medlemsstater og Kommissionen til at afsætte mindst 20 % af alle udviklingsudgifter til grundlæggende sundhed og uddannelse, øge deres bidrag til den globale fond til bekæmpelse af hiv/aids, tuberkulose og malaria og øge deres bevillinger til andre programmer, som har til formål at styrke sundheds- og lokalsamfundssystemer; opfordrer udviklingslande til at prioritere sundhedsudgifterne i almindelighed og bekæmpelse af hiv/aids i særdeleshed og opfordrer Kommissionen til at give partnerlande incitamenter til at fremme prioriteringen af sundhed som et centralt område i landestrategidokumenterne;

17.  opfordrer alle medlemsstater og Kommissionen til at modvirke den bekymrende nedgang i støtten til fremme af seksuel og reproduktiv sundhed og hertil knyttede rettigheder i udviklingslandene og til at støtte politikker vedrørende behandling af seksuelt overførte infektioner og udlevering af reproduktive sundhedsprodukter i form af livreddende lægemidler og svangerskabsforebyggende midler, herunder kondomer;

18.  opfordrer EU til at fortsætte med at arbejde gennem en blanding af finansielle instrumenter på globalt og nationalt plan i tilgift til budgetstøtten og via relevante organisationer og mekanismer, som har vist sig effektive til at tilgodese menneskerettighedsdimensionen af hiv/aids, herunder navnlig civilsamfundsorganisationer og organisationer i lokalsamfundene;

19.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og det internationale samfund til at vedtage retsforskrifter for at sikre overkommelige hiv-effektive lægemidler, herunder antiretrovirale og andre sikre og effektive lægemidler, diagnostik og relaterede teknologier til forebyggende, helbredende og palliativ pleje af hiv og beslægtede opportunistiske infektioner og tilstande;

20.  kritiserer bilaterale og regionale handelsaftaler, der omfatter bestemmelser, som er mere vidtgående end WTO's Trips-aftale (»Trips-plus«) og dermed i praksis lægger hindringer i vejen for, hvis ikke de direkte begrænser, de beskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat ved Doha-erklæringen for at sikre, at sundhed har forrang frem for kommercielle interesser; fremhæver det ansvar, som de lande, der lægger pres på udviklingslande for at undertegne sådanne frihandelsaftaler, pådrager sig;

21.  fremhæver, at tvangslicenser og differentierede priser ikke fuldt ud har løst problemet, og opfordrer Kommissionen til at foreslå nye løsninger for at sikre reel adgang til hiv/aids-behandling til overkommelige priser;

22.  roser det »Værktøjssæt til fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle«, som Rådets Menneskerettighedsgruppe har vedtaget, og opfordrer Rådet og Kommissionen til at føre dets anbefalinger ud i livet;

23.  opfordrer de EU-institutioner, der på deres respektive felter udarbejder årlige rapporter om situationen på menneskerettighedsområdet, til også at sætte fokus på hiv-relaterede menneskerettigheder i disse rapporter på en sådan måde, at de giver en stemme til mennesker, som lever med hiv, og dem, som har en særlig smitterisiko;

24.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bekræfte deres støtte til punkt 16 i Rådets konklusioner om fremskridt med det europæiske handlingsprogram fra november 2009, hvori det opfordrer til iværksættelse af en bred høringsproces med medlemsstaterne og andre interessenter med henblik på udarbejdelse af et europæisk handlingsprogram til bekæmpelse af hiv/aids, malaria og tuberkulose gennem eksterne foranstaltninger for 2012 og derefter, samt til at lægge deres vægt bag etableringen af EU-aktionshold, der skal fungere som instrument for Kommissionen og medlemsstaterne for en fælles indsats på fastlagte prioriterede områder;

25.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter, FN's generalsekretær, De Forenede Nationers Fællesprogram for Bekæmpelse af hiv og aids (UNAIDS), Verdenssundhedsorganisationen og arrangørerne af den 18. internationale aids-konference.

(1) Ifølge UNAIDS' Policy Brief om kriminalisering af hiv-overførsel, bør regeringerne begrænse kriminaliseringen til at omfatte tilfælde af forsætlig international overførsel, dvs. de tilfælde, hvor en person, som ved, at han/hun er hiv-smittet, foretager en handling med det formål at overføre hiv, og i praksis gør det. (2) Fremme af og hensyntagen til de seksuelle og reproduktive sundhedsrettigheder for mennesker, der lever med hiv/aids, er et nøgleelement i en menneskerettighedsbaseret tilgang til hiv. En sådan tilgang bør afspejle den ret, som mennesker, der lever med hiv/aids, har til et fuldgyldigt og tilfredsstillende seksualliv, og respektere hiv-positives valg og ønsker med hensyn til at få børn.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. juli 2010 om ikrafttrædelsen af konventionen om klyngeammunition og EU's rolle

P7_TA(2010)0285 RC-B7-0413/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til konventionen om klyngeammunition, der blev vedtaget af 107 lande på diplomatkonferencen i Dublin den 19.-30. maj 2008,

–  der henviser til meddelelse af 30. maj 2008 fra FN's generalsekretær, hvori han opfordrer staterne til straks at undertegne og ratificere denne vigtige aftale og udtaler, at han ser frem til dens hurtige ikrafttrædelse,

–  der henviser til sin beslutning af 20. november 2008 om konventionen om fragmentationsammunition(1),

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om gennemførelse af den europæiske sikkerhedsstrategi og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik(2),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at konventionen om klyngeammunition har kunnet undertegnes siden den 3. december 2008, først i Oslo og derefter i FN's hovedkvarter i New York, og vil træde i kraft den første dag i den sjette måned efter den 30. ratifikation, dvs. den 1. august 2010,

B.  der henviser til, at konventionen om klyngeammunition definerer klyngeammunition som ammunition, der er konstrueret til at sprede eller frigøre eksplosiv subammunition, der vejer mindre end 20 kg pr. genstand, og omfatter sådan eksplosiv subammunition,

C.  der henviser til, at konventionen om klyngeammunition forbyder anvendelse, produktion, oplagring og overførsel af klyngeammunition som en våbenkategori,

D.  der henviser til, at konventionen om klyngeammunition kræver, at de kontraherende stater tilintetgør deres lagre af denne type ammunition,

E.  der henviser til, at konventionen om klyngeammunition fastlægger nye humanitære standarder for bistand til ofre og kræver, at de kontraherende stater fjerner efterladt ueksploderet klyngeammunition efter konflikter,

F.  der henviser til, at klyngeammunition udgør en alvorlig fare for civile, når den anvendes i befolkede områder, som følge af dens typisk dødelige følger, og at anvendelsen af denne type ammunition har medført mange tragiske kvæstelser og dødsfald blandt civile i post-konfliktsituationer, eftersom efterladt ueksploderet subammunition ofte findes af børn og andre intetanende uskyldige personer,

G.  der henviser til, at 20 EU-medlemsstater hidtil har undertegnet konventionen, elleve har ratificeret den, og syv har hverken undertegnet eller ratificeret den,

H.  der henviser til, at processen med tiltrædelse af konventionen efter dennes ikrafttrædelse den 1. august 2010 vil blive mere krævende, eftersom staterne vil skulle tiltræde konventionen via en ettrinsproces,

I.  der henviser til, at den støtte, som de fleste EU-stater samt interparlamentariske initiativer og et uhyre stort antal civilsamfundsorganisationer har udvist, har været afgørende for den vellykkede afslutning af Oslo-processen, som førte til vedtagelse af konventionen om klyngeammunition,

J.  der henviser til, at alle 27 EU-medlemsstaters undertegnelse og ratifikation af konventionen forud for dens ikrafttrædelse den 1. august 2010 ville være et stærkt politisk signal til støtte for en verden uden klyngeammunition og EU's målsætninger med hensyn til bekæmpelse af spredning af våben, der dræber vilkårligt,

1.  glæder sig over, at konventionen om klyngeammunition vil træde i kraft den 1. august 2010;

2.  opfordrer alle EU-medlemsstaterne og alle kandidatlande til som et hasteanliggende at undertegne og ratificere konventionen om klyngeammunition inden udgangen af 2010, herunder de stater, der endnu ikke har undertegnet konventionen, dvs. Estland, Finland, Grækenland, Letland, Polen, Rumænien, Slovakiet og Tyrkiet, og de stater, der har undertegnet, men endnu ikke ratificeret den, dvs. Bulgarien, Cypern, Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Italien, Litauen, Nederlandene, Portugal og Sverige;

3.  roser alle de stater, der har undertegnet og ratificeret konventionen om klyngeammunition og også har vedtaget moratorier for anvendelse, produktion og overførsel af klyngeammunition og tilendebragt tilintetgørelsen af deres lagre af denne type ammunition;

4.  opfordrer indtrængende alle de EU-medlemsstater, der har undertegnet konventionen om klyngeammunition, til bl.a. på bilaterale møder, i den militære dialog og i multilaterale fora at benytte enhver lejlighed til at opfordre stater, der ikke er parter i konventionen, til at undertegne og ratificere eller tiltræde konventionen snarest muligt, og til i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til konventionens artikel 21 at gøre deres bedste for at afholde stater, der ikke er parter i konventionen, fra at anvende klyngeammunition;

5.  opfordrer EU-medlemsstaterne til ikke at træffe foranstaltninger, der kan hindre eller true gennemførelsen af konventionen og dens bestemmelser; opfordrer navnlig EU-medlemsstaterne til ikke at vedtage, støtte eller efterfølgende ratificere en eventuel protokol til FN's konvention om visse konventionelle våben (CCW), som tillader anvendelse af klyngeammunition, hvilket ikke ville være foreneligt med forbuddet mod anvendelse af denne type ammunition i henhold til artikel 1 og 2 i konventionen om klyngeammunition; opfordrer Rådet og EU-medlemsstaterne til at handle i overensstemmelse hermed på næste CCW-møde fra den 30. august til den 3. september 2010 i Genève;

6.  opfordrer indtrængende de EU-medlemsstater, der endnu ikke er part i denne konvention, til at træffe midlertidige foranstaltninger, indtil de tiltræder konventionen, herunder til at vedtage et moratorium for anvendelse, produktion og overførsel af klyngeammunition og til som et hasteanliggende at indlede tilintetgørelsen af lagre af klyngeammunition;

7.  opfordrer indtrængende alle stater til at deltage i det kommende første møde mellem kontraherende stater, der finder sted fra den 8. til den 12. november 2010 i Vientiane, Laos, det land i verden, der er mest forurenet med klyngebomber;

8.  opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne til at tage skridt til at begynde at gennemføre konventionen, herunder ved at tilintetgøre lagre og sørge for klyngeammunitionsrydning og bistand til ofre, og til at bidrage med økonomisk støtte eller forskellige former for assistance til andre stater, som ønsker at gennemføre konventionen;

9.  opfordrer indtrængende de EU-medlemsstater, der har undertegnet konventionen, til at vedtage lovgivning om gennemførelse af den på nationalt plan;

10.  opfordrer Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at gøre alt for at udvirke Unionens tiltrædelse af konventionen, hvilket er muligt efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse, og derudover til at fastlægge en strategi for den første revisionskonference i form af en rådsafgørelse om en fælles holdning;

11.  opfordrer Rådet og Kommissionen til i aftaler med tredjelande parallelt med standardklausulen om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben også at medtage en standardklausul om forbud mod klyngeammunition;

12.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at gøre bekæmpelse af klyngeammunition til en integrerende del af Unionens programmer for ekstern støtte for at bistå tredjelande med at tilintetgøre lagre og yde humanitær bistand;

13.  opfordrer EU-medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen til at tage skridt til at forhindre, at tredjelande forsyner ikkestatslige aktører med klyngeammunition;

14.  opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne til at være åbne om de bestræbelser, de vil gøre sig som reaktion på denne beslutning, og til at rapportere offentligt om deres aktiviteter;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, EU-medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær og Koalitionen mod Klyngebomber.

(1) EUT C 16 E af 22.1.2010, s. 61. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0061.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. juli 2010 om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013 (2009/2236(INI))

P7_TA(2010)0286 A7-0204/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til tredje del, afsnit III, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (KOM(2010)2020),

–  der henviser til sin undersøgelse »The Single Payment Scheme after 2013: New Approach, New Target«,

–  der henviser til IAASTD-rapporten (IAASTD - International Assessment of Agricultural Science and Technology (IAASTD)), som er udarbejdet af FN's Organisation for Ernæring og Landbrug og Verdensbanken og underskrevet af 58 lande,

–  der henviser til Kommissionens publikation »Prospects for agricultural markets and income 2008-2015«,

–  der henviser til Kommissionens dokument »The CAP in perspective: from market intervention to policy innovation«,

–  der henviser til undersøgelsen »Provision of public goods through agriculture in the European Union« af Institute for European Environmental Policy»,

–  der henviser til Kommissionens hvidbog »Tilpasning til klimaændringer: Et europæisk handlingsgrundlag« (KOM(2009)0147), samt til Kommissionens arbejdsdokumenter »Adapting to climate change: the challenge for European agriculture and rural areas« (SEC(2009)0417) og »The role of European agriculture in climate change mitigation« (SEC(2009)1093),

–  der henviser til undersøgelsen »CAP reform beyond 2013: An idea for a longer view«, udarbejdet af Notre Europe,

–  der henviser til arbejdsdokumentet om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013(1),

–  der henviser til sin beslutning af 29. marts 2007 om integration af nye medlemsstater i den fælles landbrugspolitik(2),

–  der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om EU's landbrug og klimaændringerne(3),

–  der henviser til sin beslutning af 25. marts 2010 landbrugsprodukters kvalitet: Hvilken strategi skal følges?»(4),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelse fra Budgetudvalget (A7-0204/2010),

A.  der henviser til, at EU skal fortsætte med at sikre fødevaresikkerheden for sine borgere og bidrage til den globale fødevareforsyning, samtidig med, at den samarbejder på en bedre og mere sammenhængende måde med resten af verden, navnlig med udviklingslandene med henblik på at fremme den langsigtede udvikling af deres landbrugssektorer på en bæredygtig måde, som maksimerer den lokale know-how, der finder, at der på nuværende tidspunkt, hvor antallet af sultende på verdensplan overstiger en milliard, og der i EU er over 40 millioner fattige, som ikke har nok at spise, bør tages nye videnskabelige løsninger i brug, hvis disse kan yde et hensigtsmæssigt bidrag til at mindske sulten i verden, bl.a. ved hjælp af forbedret ressourceeffektivitet,

B.  der henviser til, at den globale efterspørgsel efter fødevarer forventes at blive fordoblet, og at verdens befolkning ifølge FN's Organisation for Ernæring og Landbrug (FAO) forventes at vokse fra syv milliarder i dag til ni milliarder i 2050, og at den globale fødevareproduktion vil skulle vokse i samme takt på baggrund af et i forvejen højt pres på naturressourcerne, hvilket betyder, at verden vil skulle producere flere fødevarer og samtidig forbruge mindre vand, jord, energi, gødning og pesticider,

C.  der henviser til målene for den fælles landbrugspolitik, som er fastsat i artikel 39 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, nemlig at øge landbrugets produktivitet, sikre en rimelig levestandard for landbrugssamfundene, stabilisere markederne, garantere for forsyningerne samt sikre, at disse når ud til forbrugerne til rimelige priser; der finder, at den fælles landbrugspolitik til dato i vid udstrækning har opfyldt sine mål og deltaget i bestræbelserne på at fremme EU-integration, territorial samhørighed i Europa og et velfungerende indre marked; den har imidlertid kun delvist har bidraget til at sikre landbrugssamfundene en rimelig levestandard og har endnu ikke opnået en stabilisering af landbrugsmarkederne, eftersom disse er præget af ekstreme udsving, hvilket bringer fødevaresikkerheden i fare; der påpeger, at yderligere bestræbelser er nødvendige, hvis den fælles landbrugspolitik skal opnå sine mål, samtidig med at miljøet og beskæftigelsen i landdistrikterne bevares,

D.  der henviser til, at landbrug og skovbrug fortsat udgør vigtige økonomiske sektorer og samtidig leverer betydningsfulde offentlige goder ved at opretholde de naturressourcer og kulturlandskaber, som er en forudsætning for alle menneskelige aktiviteter i landdistrikterne, at disse sektorer allerede yder de største bidrag i EU til opfyldelsen af de europæiske klima- og energimål, herunder navnlig målene for vedvarende energi baseret på biomasse fra landbrug og skovbrug, og at dette bidrag skal fortsætte med at vokse i fremtiden, samt at disse bioenergikilder ligeledes bidrager til at reducere EU's energiafhængighed og i forbindelse med stigende energipriser skabe nye arbejdspladser og forbedre indkomsterne i sektoren,

E.  der påpeger, at den fælles landbrugspolitik giver EU-borgerne væsentlige goder i form af et stort udvalg af sunde fødevarer af høj kvalitet og til en rimelig pris, fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse, jobskabelse og foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringer,

F.  der henviser til, at der i øjeblikket er 13,6 millioner mennesker direkte beskæftiget inden for enten landbrugs-, skovbrugs- eller fiskerisektoren og yderligere 5 millioner mennesker, der arbejder i fødevareindustrien, hvor EU er verdens største producent af føde- og drikkevarer; der henviser til, at dette udgør 8,6 % af den samlede beskæftigelse i EU og tegner sig for 4 % af EU's BNP,

G.  der henviser til, at der som følge af de seneste EU-udvidelser (2004 og 2007) blev føjet yderligere 7 millioner landbrugere til den samlede arbejdsstyrke inden for landbruget, og at landbrugsarealet samtidig voksede med 40 %; der henviser til, at den reale indkomst per capita i landbruget er faldet med 12,2 % i EU-27 i de seneste ti år og dermed gradvist faldet tilbage til 1995-niveauet; der henviser til, at den gennemsnitlige landbrugsindkomst i EU-27 udgør mindre end 50 % af den gennemsnitlige indkomst i resten af økonomien, mens produktionsomkostningerne for så vidt angår råvarer såsom gødning, elektricitet og brændstof er på det højeste niveau inden for de seneste 15 år, hvilket gør det meget vanskeligt at fortsætte landbrugsproduktionen i EU,

H.  der henviser til, at eftersom 7 % af landbrugerne i Europa er under 35 år, og fire en halv million landbrugere, der er over 65 år, vil være ophørt med at arbejde i 2020, kan landbrugssektorens fremtid være truet, hvis antallet af landbrugere fortsætter med at falde,

I.  der henviser til, at landbrug udgør den primære arealanvendelse i EU og optager 47 % af det samlede areal i EU; der henviser til, at der i hele EU er 13,7 millioner landbrugsbedrifter, som producerer for mere end 337 mia. EUR, og at 15 % af landbrugsarealerne i EU (omkring 26 mio. hektar) ligger i bjergområder, hvor de naturbetingede handicap gør det vanskeligt at drive landbrug,

J.  der henviser til, at den gennemsnitlige fysiske størrelse af landbrugsbedrifterne er steget som følge af omstruktureringen af sektoren, men at mindre landbrug stadig er fremherskende i EU med en gennemsnitlig bedriftsstørrelse på 12,6 hektar; der henviser til, at subsistenslandbrug fortsat udgør en afgørende udfordring, navnlig i de nye medlemsstater, hvor subsistenslandbrugene tegner sig for halvdelen af den samlede arbejdsstyrke, og at små bedrifter og de landbrugere, der driver dem, er særligt vigtige for leveringen af ikke-produktionsrelaterede offentlige goder,

K.  der henviser til, at den økonomiske krise har haft en alvorlig negativ indvirkning på landbruget, idet landbrugsindkomsten gennemsnitlig er faldet med 12,2 % i perioden mellem 2008 og 2009, og arbejdsløsheden i landdistrikterne i det sidste år er steget; der henviser til, at forbruget i Europa som en direkte virkning af den økonomiske krise gennemsnitlig faldt med 10,55 % i perioden 2008 og 2009 og i visse medlemsstater med over 20 %; der henviser til, at andre virkninger af den økonomiske krise har været manglende adgang til lån for landbrugere og et pres på de offentlige finanser i medlemsstaterne, hvilket har svækket deres evne til medfinansiering,

L.  der henviser til, at prisudsving er et vedvarende fænomen på landbrugsmarkederne, som imidlertid på det seneste er forøget drastisk som følge af en kombination af faktorer – bl.a. ekstreme vejrforhold, energipriser, spekulation, ændringer i efterspørgselen – og forventes at forøges yderligere, således som både OECD og FAO har forudsagt, hvilket fører til ekstreme høj- og lavkonjunkturer i landbrugsråvarepriserne på de europæiske markeder; der henviser til, at priserne på mange råvarer i perioden 2006 til 2008 steg betydeligt og nogle med så meget som 180 %, sådan som det var tilfældet for korn; der henviser til, at prisen på mejeriprodukter kollapsede i 2009 med et gennemsnitligt fald på 40 %, og at andre produkter, såsom korn, frugt, grøntsager, olivenolie m.m. også er blevet ramt, og at disse ekstreme udsving i priserne har haft negative konsekvenser for producenterne og ikke altid har været til fordel for forbrugerne,

M.  der henviser til, at miljøindikatorerne for landbruget viser, at landbrugssektoren potentielt vil kunne yde et vigtigt bidrag til at afbøde virkningerne af klimaændringerne, navnlig med hensyn til kulstofbinding, direkte reducering af nettoemissionerne af drivhusgasser og produktion af vedvarende energi, som sikrer reelle emissionsbesparelser; der henviser til, at bæredygtigt drevne landbrug er af afgørende betydning for bevarelsen af den biologiske mangfoldighed, forvaltningen af vandressourcerne og bekæmpelsen af jorderosion og kan spille en nøglerolle i indsatsen mod klimaændringerne,

N.  der henviser til, at drivhusgasemissioner forårsaget af landbrugsvirksomhed (herunder husdyrhold) faldt med 20 % mellem 1990 og 2007 i de 27 medlemsstater; der henviser til, at landbrugets andel af disse emissioner faldt fra 11 % i 1990 til 9,3 % i 2007 bl.a. som følge af en mere effektiv brug af gødning og gylle, de seneste strukturreformer af den fælles landbrugspolitik og den gradvise gennemførelse af landbrugs- og miljømæssige initiativer,

O.  der henviser til, at EU er blevet nettoimportør af landbrugsprodukter og hvert år indfører varer til en værdi af over 87,6 mia. EUR (ca. 20 % af verdensmarkedets landbrugsimport); der henviser til, at handelsbalancen i visse tilfælde støt har forrykket sig til fordel for tredjelande (EU importerer således nu landbrugsprodukter til en værdi af 19 mia. EUR fra Mercosur-landene, medens eksporten til denne region har en værdi på under 1 mia. EUR); der henviser til, at EU's handelsunderskud inden for landbrugsprodukter fortsætter med at vokse,

P.  der henviser til, at EU stadig er verdens førende eksportør af landbrugsprodukter (ca. 17 % af den samlede globale handel); der henviser til, at EU har mistet en betydelig markedsandel i løbet af de sidste 10 år (i 2000 bidrog EU til verdenshandelen med omkring 19 %); der henviser til, at EU hovedsagelig eksporterer produkter med høj værditilvækst og forarbejdede produkter (67 % af hele sin landbrugseksport),

Q.  der henviser til, at produkter af høj kvalitet udgør en meget vigtig del af Den Europæiske Unions produktion og eksportpotentiale og repræsenterer en meget stor del af EU's internationale handel; der henviser til, at EU eksporterer højtprofilerede produkter med stor økonomisk værdi, og at nettoværdien for produkter med beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser udgør 14 mia. EUR om året (ekskl. vin og spiritus, som også tegner sig for en betydelig andel af EU's eksport); der finder, at det med henblik på at fortsætte udviklingen af produkter af høj kvalitet for at imødekomme forbrugernes forventninger er nødvendigt at tage hensyn til disse sektorers særlige behov for at sikre deres konkurrenceevne, herunder behovet for, at handelspartnere i tredjelande sikrer en mere effektiv beskyttelse af EU's geografiske betegnelser og beskyttede oprindelsesbetegnelser,

R.  der henviser til, at producentstøtteberegninger viser, at den samlede landbrugsstøtte i EU har været gradvis faldende siden 2000, og at støtteniveauet pr. indbygger nu kan sammenlignes med støtteniveauet hos EU's vigtigste handelspartnere, mens andre handelspartnere har fastholdt og forøget deres handelsforvridende subsidier i de seneste år,

S.  der henviser til, at den nuværende fordeling og størrelse af støtten til medlemsstaterne og landbrugerne stammer fra tidligere tider, hvor den var koblet til produktionens art og omfang og udgjorde en kompensation for det indkomsttab, landbrugerne led som følge af det kraftige fald i garantipriserne; der henviser til, at denne fordelingsmetode med rette opfattes som uretfærdig af nogle landbrugere i EU, og at dens opretholdelse desuden er i modstrid med målsætningerne for den fælles landbrugspolitiks fremtid,

T.  der henviser til, at frivillige modulationsmekanismer siden 2007 har gjort det muligt at omfordele den økonomiske støtte mellem direkte betalinger og landdistriktsudvikling, uden at dette imidlertid har øget gennemsigtigheden, legitimiteten og forenklingen af de økonomiske ressourcer, der afsættes til landbruget,

U.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitiks andel af udgifterne på EU's budget støt er faldet fra næsten 75 % i 1985 til en forventet andel på 39,3 % i 2013; der henviser til, at dette udgør mindre end 0,45 % af EU's BNP; der henviser til, at nedgangen i budgetudgifterne til markedsforanstaltninger er endnu mere markant – fra 74 % af de samlede landbrugsudgifter i 1992 til mindre end 10 % på nuværende tidspunkt; der henviser til, at landbrugsudgifterne konstant har bevæget sig væk fra markeds- og eksportstøtte til afkoblet støtte og landdistriktsudvikling,

V.  der påpeger, at disse reformer har ført til en gennemgribende ændring af landbrugsstøtteinstrumenterne, men har bevaret de tre grundprincipper for den fælles landbrugspolitik, nemlig:

W.  der henviser til, at eftersom den fælles landbrugspolitik vil skulle imødegå mange udfordringer og forfølge bredere målsætninger efter 2013, er det afgørende, at det budget, EU afsætter til den fælles landbrugspolitik, som minimum fastholdes på det nuværende niveau,

X.  der henviser til, at traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde gør den flerårige finansielle ramme (FFR) til en juridisk bindende retsakt, som det årlige budget skal være i overensstemmelse med,

Y.  der henviser til, at udgifterne i form af direkte støtte udgør 0,38 % af EU's BNP (2008-tal), og at udgifterne i forbindelse med politikken for landdistriktsudvikling udgør 0,11 % af EU's BNP,

Z.  der påpeger, at de beskedne margener, der er til rådighed under udgiftsområde 2 fra og med budgetåret 2011, gør det meget vanskeligt for Unionen at reagere hensigtsmæssigt på markedskriser og uventede globale begivenheder og kan fratage den årlige budgetprocedure sin substans,

AA.  der henviser til, at Europa-Parlamentet efter Lissabontraktatens ikrafttræden har fået beføjelse til at udforme Unionens landbrugspolitik, ikke blot for så vidt angår de flerårige landbrugsprogrammer, men også ved at ændre det årlige landbrugsbudget, og at det således har fået ansvar for at sikre en retfærdig og bæredygtig fælles landbrugspolitik,

AB.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitik med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten er omfattet af den almindelige lovgivningsprocedure, og at Europa-Parlamentet har et vigtigt ansvar for at hjælpe med at vedtage en forsvarlig og effektiv lovgivning på dette område,

AC.  der henviser til den seneste Eurobarometer-undersøgelse, ifølge hvilken 90 % af de adspurgte EU-borgere mener, at landbruget og landdistrikterne er vigtige for Europas fremtid, 83 % er tilhængere af økonomisk støtte til landbrugere, og et flertal mener, at landbrugspolitikken fortsat bør fastlægges på europæisk plan,

AD.  der påpeger, at målene for og indholdet af den fremtidige fælles landbrugspolitik skal lægges ud til bred offentlig debat med henblik på at øge offentlighedens kendskab til den fælles landbrugspolitik, og Kommissionens initiativ vedrørende den offentlige debat om den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013 bør derfor hilses velkomment,

AE.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitik skal geares til fastholdelse og udvikling af en multifunktionel, bredt dækkende og bæredygtig landbrugssektor i Europa,

Den fælles landbrugspolitiks udvikling: fra markedsforvridning til markedsorientering

1.  minder om, at den fælles landbrugspolitik har gennemgået omfattende reformer i løbet af de sidste 25 år, som navnlig har medført et grundlæggende skift fra produktionsstøtte til producentstøtte(5), reduceret omfanget af regelmæssige interventionsopkøb og dumpning af europæiske overskud på verdensmarkederne(6), samt gjort den fælles landbrugspolitik og EU's landbrugere mere markedsorienterede;

2.  påpeger, at den fælles landbrugspolitik har spillet en afgørende rolle i forøgelsen af produktionen og brødfødningen af Europas befolkning efter anden verdenskrig; påpeger endvidere, at den fælles landbrugspolitik var den første fælles EØF-politik og banede vejen for europæisk samarbejde og integration på andre politiske områder;

3.  påpeger, at den fælles landbrugspolitiks sektorspecifikke markedsinstrumenter spiller en afgørende rolle og nu anvendes som sikkerhedsnet for at bidrage til at begrænse markedssvingningerne og sikre landbrugerne en vis grad af stabilitet; understreger, at den ændrede markedspolitik ikke har mindsket landbrugernes afhængighed af opkøbere; bemærker desuden, at der siden indførelsen af de afkoblede enkeltbetalinger pr. bedrift er blevet taget et resolut skridt væk fra handelsforvridende foranstaltninger i overensstemmelse med WTO's krav;

4.  konstaterer, at de reformer af den fælles landbrugspolitik, der blev indledt i 1992 og 1999, og især reformen i 2003, som blev revideret under sundhedstjekket og indførte afkoblingsprincippet, samt de forskellige sektorreformer, alle blev udtænkt med henblik på at gøre det muligt for EU's landbrugere at reagere bedre på markedets signaler og betingelser; ønsker, at denne udvikling videreføres i kommende reformer, idet der dog fortsat er behov for visse markedsforanstaltninger i betragtning af de særlige forhold, der kendetegner landbrugsproduktion;

5.  påpeger, at udviklingen af landdistrikterne nu er en integreret del af den fælles landbrugspolitik og fortsat bør udgøre et vigtigt element i den fremtidige fælles landsbrugspolitik gennem en veludrustet udviklingsstrategi for landdistrikterne, som sætter fokus på landsamfundene, forbedring af miljøet, modernisering og omstrukturering af landbruget, styrkelse af samhørigheden i EU's landdistrikter, revitalisering af ugunstigt stillede områder og områder, der er truet af affolkning, forbedring af produktmarkedsføring og konkurrenceevne, opretholdelse af beskæftigelse og skabelse af nye arbejdspladser i landdistrikterne samt derudover på alle de nye udfordringer, der henvises til i forbindelse med sundhedstjekket, såsom klimaændringer, vedvarende energi, vandforvaltning og biodiversitet;

6.  erindrer om, at landbruget altid har produceret offentlige goder eller det, som i dag kan kaldes offentlige goder »af første generation«; understreger, at fødevaresikkerhed og fødevareforsyningssikkerhed samt landbrugsprodukters høje ernæringsværdi fortsat bør være den fælles landbrugspolitiks primære eksistensberettigelse, idet dette udgør selve dens kerne og samtidig er det aspekt, EU-borgerne lægger størst vægt på; de senere tilkomne offentlige goder »af anden generation«, dvs. miljø, arealforvaltning og dyrevelfærd, er også mål for den fælles landbrugspolitik, men er komplementære i forhold til førstegenerationsgoderne og må derfor ikke træde i stedet for dem;

7.  glæder sig over anerkendelsen af landbrugernes multifunktionelle rolle som leverandører af offentlige goder såsom miljøbeskyttelse, produktion af fødevarer af høj kvalitet, opretholdelse af god husdyrbrugspraksis, udformning og forbedring af mangfoldigheden og kvaliteten af værdifulde landskaber i EU, samt over overgangen til mere bæredygtige landbrugsmetoder, som ikke blot opfylder de basale krav til vedligeholdelse af jord i god landbrugs- og miljømæssig stand (GAEC), men også til at opnå endnu højere standarder gennem ordninger for miljøvenligt landbrug, præcisionslandbrug, økologisk produktion og alle andre former for bæredygtig landbrugspraksis;

8.  minder om, at den fælles landbrugspolitik er den mest integrerede af alle EU-politikker og derfor logisk tegner sig for den største andel af EU's budget; erkender, at dens andel af budgettet er faldet støt fra omkring 75 % af EU's samlede budget i 1985 til 39,3 % i 2013(7), hvilket repræsenterer mindre end 0,45 % af EU's samlede BNP(8), mens støtten samtidig er mere tyndt fordelt i dag, hvor 12 nye medlemsstater er tiltrådt EU;

9.  er derfor af den opfattelse, at den fælles landbrugspolitik har udviklet sig til at blive grønnere og mere markedsorienteret, samt at den har reduceret sin indvirkning på udviklingslandene drastisk samtidig med, at den giver landbrugerne støtte til at producere fødevarer af høj kvalitet til EU's forbrugere;

De udfordringer, som en fælles landbrugspolitik efter 2013 skal leve op til

10.  påpeger, at fødevaresikkerhed fortsat er den centrale udfordring for landbruget ikke blot i EU, men i hele verden, navnlig udviklingslandene, eftersom verdens befolkning ifølge prognoserne vil vokse fra syv til ni milliarder i 2050, og efterspørgselen efter fødevarer i henhold til FAO forventes at være fordoblet i 2050 (navnlig i de nye vækstøkonomier såsom Kina og Indien);

11.  bekræfter, at Europa skal fortsætte med at bidrage til den globale fødevareforsyning for at hjælpe med til at opfylde dette behov, men at det forhold, at stadig flere landbrug nedlægges, og at der som følge af klimaændringerne er mindre vand og mindre energi til rådighed, vil udgøre en alvorlig hindring for, at den europæiske forsyningskapacitet kan øges;

12.  konstaterer, at den globale energikrise og stigende energipriser vil øge landbrugets produktionsomkostninger, hvilket vil føre til stigende fødevarepriser og stigende prisudsving på markedet for både landmænd og forbrugere, have en skadelig virkning på stabiliteten af fødevareforsyningen og alvorligt hæmme evnen til at opretholde og øge de nuværende produktionsniveauer; mener dog, at land- og skovbrugssektorernes bæredygtighed kunne forøges, hvis de blev selvforsynende med energi;

13.  mener, at landbruget har gode forudsætninger for at yde et væsentligt bidrag til bekæmpelsen af klimaændringerne ved fortsat at reducere sine drivhusgasemissioner og øge kulstofbindingen;

14.  erkender, at landbruget allerede har gjort betydelige fremskridt med hensyn til at reducere sine drivhusgasemissioner og mere generelt takle miljøproblemer som vand- og jordforvaltning, den biologiske mangfoldighed og biomasse, men at det er nødvendigt at fortsætte denne indsats for at gøre produktionsmetoderne forenelige med en mere bæredygtig udvikling, som tager hensyn til både økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter;

15.  minder om, at forbrugernes forventninger om garanteret sikre fødevarer og krav om højere kvalitet, bedre dyrevelfærd og god valuta for pengene, skal opfyldes;

16.  mener, at den fælles landbrugspolitik for at sikre den langsigtede bæredygtighed for landdistrikterne i EU skal fortsætte med at levere løsninger og håndgribelig hjælp til at imødegå truslen om nedlæggelse af landbrug, affolkning af landdistrikterne og aldring af befolkningen i landdistrikterne i EU ved at tilvejebringe tilstrækkelig finansiering og støtte til dette formål; mener derfor, at det også er nødvendigt at videreføre den målrettede støtte til landdistriktsudvikling inden for den fælles landbrugspolitik;

17.  mener, at den fælles landbrugspolitik skal reagere omgående på den økonomiske krises indvirkninger på landbrugsvirksomhederne, herunder den manglende adgang til landbrugslån, begrænsningerne af landbrugsindkomsterne(9) samt den øgede arbejdsløshed i landdistrikterne;

18.  henleder derfor opmærksomheden på, at medlemsstaternes varierende kapacitet til at håndtere den økonomiske krise kan resultere i en forøgelse af uligheden mellem landregionerne i EU;

19.  anerkender, at den fælles landbrugspolitik er nødt til at tage højde for forskellene i landbrugenes struktur og moderniseringsbehov i det udvidede EU for at opnå en ensartet grad af udvikling og samhørighed;

20.  mener i lyset af disse udfordringer, at prioriteterne for den fælles landbrugspolitik efter 2013 bør integreres i en stærk, bæredygtig, godt understøttet og troværdig multifunktionel landbrugs- og fødevarepolitik, som sender stærke signaler om effektiv og målrettet støtte til landbrugere og leverer løsninger på landdistrikternes problemer samtidig med, at den gavner samfundet som helhed;

Behovet for en stærk fælles landbrugspolitik efter 2013
Støtte til socioøkonomiske behov

21.  er af den opfattelse, at det i lyset af Europa 2020-strategien er nødvendigt med en stærk og bæredygtig europæisk fælles landbrugspolitik, som kan sikre alle europæiske landbrugeres interesser og levere goder til samfundet som helhed; mener, at landbruget bør have mulighed for at spille sin rolle i den europæiske økonomi og sikre, at det har de nødvendige redskaber til at konkurrere på verdensmarkederne; mener, at EU af strategiske årsager ikke har råd til at forlade sig på, at andre dele af verden vil sørge for den europæiske fødevaresikkerhed i en situation med klimaændringer, politisk ustabilitet i visse regioner i verden samt potentielle udbrud af sygdomme eller andre begivenheder, der potentielt kan være til skade for produktionskapaciteten;

22.  minder om, at EU's landbrug fortsat udgør en central sektor i Unionens økonomi, som både direkte og indirekte yder et vigtigt bidrag til EU's BNP og beskæftigelse gennem sin multiplikatoreffekt i såvel de forudgående som de efterfølgende led på føde- og drikkevaremarkedet; mener derfor, at et stærkt landbrug og en stærk føde- og drikkevareindustri er uløseligt forbundne og bidrager til hinandens succes, navnlig på eksportmarkederne;

23.  minder om, at en af de vigtigste årsager til, at EU har brug for en stærk fælles landbrugspolitik, er, den kan bidrage til vedligeholdelsen og udviklingen af levedygtige og dynamiske landdistrikter, som er centrale elementer i Europas kulturelle mangfoldighed og spiller en afgørende rolle for en bæredygtig og velafbalanceret socioøkonomisk udvikling i hele det europæiske område; finder, at dette kræver, at den socioøkonomiske kløft mellem landdistrikterne og bysamfundene mindskes for at modvirke den voksende tendens til nedlæggelse af landbrug og affolkning, som isolerer landdistrikterne yderligere;

24.  påpeger, at der er et presserende behov for at tiltrække yngre generationer, herunder kvinder, til landdistrikterne gennem langsigtede politikker og for at skabe nye og alternative økonomiske muligheder for dem med henblik på at sikre en varig landbefolkning; mener, at der bør undersøges nye måder at tiltrække unge mennesker på, såsom adgang til favorable lån og kreditter til investeringer samt anerkendelse af deres faglige kvalifikationer for at gøre det relativt let for dem at integreres i landdistriktsøkonomien; anerkender de hindringer, som unge landbrugere står over for, når de forsøger at komme ind i landbrugssektoren, såsom høje startomkostninger, de undertiden prohibitivt høje jordpriser samt vanskelighederne ved at få adgang til lån, navnlig i vanskelige tider;

25.  mener, at stigningen i arbejdsløsheden i landdistrikterne bør modvirkes ved at opretholde de eksisterende arbejdspladser, fremme arbejdspladser af høj kvalitet og skabe nye muligheder for diversificering og nye indtægtskilder;

26.  påpeger, at landbruget, som artikel 39 i Lissabon-traktaten med rette understreger, udgør en specifik sektor, som lider under en langsigtet produktionscyklus og adskillige former for markedssvigt, såsom store markedsudsving, stor sårbarhed over for naturkatastrofer, en høj grad af risiko, manglende efterspørgselselasticitet, samt den omstændighed, at landbrugerne ikke er »price-makers«, dvs. ikke selv kan fastsætte priserne, men »price-takers«, dvs. må tage, hvad de kan få, i fødevareforsyningskæden;

27.  mener, at det er nødvendigt at indføre nye udbudsreguleringsmetoder i nogle landbrugssektorer, som kræver væsentlige kapitalinvesteringer i løbet af flerårige produktionscyklusser (mælk, citrusfrugter, vin, oliven og frugt generelt);

28.  påpeger først og fremmest, at der i den fremtidige europæiske landbrugspolitik fortsat skal være en fælles politik, og at kun en velafbalanceret og retfærdig støtteordning i hele EU med et fælles sæt af mål og regler under fuld anerkendelse af visse sektorers og regioners særtræk kan sikre de nødvendige vilkår for landbrugere og et velfungerende indre marked med retfærdige konkurrencevilkår for landbrugsprodukter og landbrugere i EU, og på denne måde få mere valuta for pengene, end der kunne opnås via renationaliserede og muligvis indbyrdes modstridende landbrugspolitikker i de enkelte medlemsstater;

29.  mener, at den fælles landbrugspolitik skal sikre sameksistensen af:

Levering af fordele i form af offentlige goder

30.  understreger, at det vigtigste offentlige gode, landbruget leverer, er fødevarer; anerkender, at landbrugerne også leverer en række andre offentlige goder, som markedet ikke belønner dem for; insisterer derfor på, at de skal have en rimelig belønning samt yderligere incitamenter til fortsat at levere produkter af høj kvalitet, forbedret dyrevelfærd og yderligere miljøgoder og samtidig skabe flere arbejdspladser med henblik på at bevare landdistrikterne i hele Europa;

31.  understreger derfor, at leveringen af offentlige goder vil være i fare, hvis ikke et bæredygtig (dvs. økonomisk, socialt og miljømæssigt levedygtigt på lang sigt) landbrug opretholdes i hele EU;

32.  erkender, at generationer af landbrugere har formet de værdifulde EU-landskaber og derfor bør belønnes for fortsat at gøre dette på en bæredygtig måde, navnlig for så vidt angår bjergegne og ugunstigt stillede områder; mener, at de aktivt bidrager til Europas store kulturelle værdi og tiltrækningskraft, hvilket danner grundlag for vellykket turisme i landdistrikterne; påpeger, at dette imidlertid bør suppleres med bidrag fra den europæiske regionalpolitik og nationale instrumenter, således at der via de relevante synergivirkninger kan tilvejebringes stabile regionale forhold, som er en væsentlig forudsætning for et funktionsdygtigt landbrug;

33.  påpeger, at landbrugerne har potentiale til at levere yderligere miljøgoder, som matcher samfundets behov, navnlig jordbevarelse og -genopretning, forsvarlig vandforvaltning af kvalitetsforbedring og bevarelse af landbrugsjordens biologiske mangfoldighed, samt at de bør tilskyndes til at gøre dette, bl.a. via investeringsstøtte;

34.  understreger, at krydsoverensstemmelsesordningen gør ydelsen af direkte støtte afhængig af overholdelsen af diverse lovkrav og af, at landbrugsjorden vedligeholdes i god landbrugsmæssig og miljømæssig stand, og fortsat er et af de mest velegnede midler til at optimere landbrugernes levering af økosystemtjenester og løse de nye miljømæssige udfordringer ved at sikre leveringen af basale offentlige goder; bemærker dog, at indførelsen af krydsoverensstemmelseskravene har givet anledning til en lang række problemer i relation til administrative spørgsmål og landbrugernes accept af kravene, som de har oplevet som en indskrænkning af deres frihed i arbejdet; opfordrer derfor til, at de administrative byrder for landbrugerne mindskes gennem en forenkling af systemet for gennemførelse af krydsoverensstemmelseskravene;

35.  mener, at klimaets indvirkning på landbruget kan mindskes betragteligt gennem bedre uddannelse og videreuddannelse af personer, der er beskæftiget i landbruget, bedre udnyttelse af innovationer, der er et resultat af forskning og udvikling, og effektivisering af landbrugsproduktionen;

36.  mener, i tråd med de nyeste forskningsresultater, at der uden en fælles landbrugspolitik og god landbrugspraksis vil udvikle sig ikke-bæredygtige former for produktion i hele EU (ekstrem intensivering af den bedste jord og omfattende nedlæggelse af landbrug i ugunstigt stillede områder), hvilket vil forårsage alvorlig skade på miljøet; insisterer på, at udgifterne til støtte gennem en stærk fælles landbrugspolitik intet er i forhold til omkostningerne ved ikke at handle og de negative utilsigtede konsekvenser heraf;

Den nye fælles landbrugspolitiks prioriteter for det 21. århundrede

37.  mener, at landbruget er godt rustet til at yde et væsentligt bidrag til opfyldelsen af de nye prioriteter fra EU 2020-strategien i forbindelse med at tackle klimaændringer og skabe arbejdspladser gennem grøn vækst og levere vedvarende energi og på samme tid fortsat sikre fødevaresikkerheden for de europæiske forbrugere ved at producere sikre fødevarer af høj kvalitet;

En rimelig fælles landbrugspolitik

38.  fastholder, at EU's landbrug skal forblive konkurrencedygtigt over for den hårde konkurrence og de handelsforvridende skridt taget af handelspartnere og/eller lande, hvor producenter ikke er underlagt så høje standarder som i EU, navnlig med hensyn til produktkvalitet, fødevaresikkerhed, miljø, sociallovgivning og dyrevelfærd; mener derfor, at forbedring af konkurrenceevnen på forskellige niveauer (lokalt, regionalt, det indre marked og verdensmarkederne) stadig skal være grundlæggende mål for den fælles landbrugspolitik efter 2013 for at sikre, at EU har et bredt udvalg af forskellige fødevareprodukter af høj kvalitet samt andre landbrugsprodukter, som fortsætter med at vinde en større andel af verdensmarkedet og sikrer rimelige handelsvilkår og rentable priser for landbrugerne;

39.  minder om, at EU's landbrugere producerer fødevarer under overholdelse af de højeste sikkerheds-, kvalitets- og dyrevelfærdsstandarder, og at de bør belønnes herfor; mener, at importen fra tredjelande - under skyldig hensyntagen til rettigheder og forpligtelser i WTO-regi -skal opfylde de samme krav for at sikre fair konkurrence og give forbrugerne mulighed for at foretage et informeret valg om de produkter, de køber, bl.a. baseret på pålidelig sporbarhed; opfordrer Kommissionen til at varetage EU-landbrugernes interesser, når den på EU's vegne forhandler multilaterale og bilaterale aftaler;

40.  insisterer på, at opretholdelsen af landbrugserhvervet i hele Europa er afgørende for at bevare en forskelligartet og lokal fødevareproduktion, sikre den socioøkonomiske dynamik og arbejdspladserne i landdistrikterne, navnlig i lyset af den nuværende økonomiske krise, samt imødegå truslen om nedlæggelse af landbrug i landdistrikterne i hele EU-området gennem fortsat beskyttelse af miljøet og landskabspleje; mener derfor, at ugunstigt stillede regioner skal have mulighed for at overvinde de yderligere hindringer, som skyldes deres særlige situation, og træffe de nødvendige tilpasningsforanstaltninger; mener, at det er nødvendigt at tage hånd om de særlige problemer, der er forbundet med subsistenslandbrug;

41.  understreger landbrugernes behov for langsigtede investeringsperspektiver og passende indkomster, der kan gøre det muligt for dem at udføre deres opgaver; opfordrer derfor til, at garantien for et rimeligt og stabilt udkomme for landbrugerne forbliver et primært mål i den nye fælles landbrugspolitik, og at der samtidig sikres god valuta for pengene og en rimelig behandling af forbrugerne ikke mindst gennem fremme af konkurrenceevnen i landbrugssektoren og ved at gøre det muligt for landbrugerne at dække deres reelle omkostninger og reagere på markedssignaler;

42.  opfordrer til, at der vedtages foranstaltninger, der skal styrke de primære producenters og producentorganisationernes forvaltningskapacitet og forhandlingsposition over for andre økonomiske aktører i fødevarekæden og tilskynde til dannelsen af organisationer, som kan styrke forbindelserne mellem de forskellige aktører inden for brancherne med henblik på at forbedre informationsdelingen og sikre en bedre overensstemmelse mellem udbuddet og forbrugernes efterspørgsel; mener, at en sådan udvikling vil kunne forbedre effektiviteten af fødevareforsyningskæden med større gennemsigtighed i fødevarepriserne og tiltag til bekæmpelse af illoyal handelspraksis, således at landbrugerne kan opnå den merværdi, som de fortjener; mener, at gennemførelsen af disse mål eventuelt kan kræve en justering eller præcisering af EU's konkurrenceregler for at tage hensyn til de særlige forhold på landbrugsmarkederne, forudsat at de ikke kommer til at stå i vejen for det indre markeds funktionsevne;

43.  mener, at der skal være fleksible og effektive markedsregulerende foranstaltninger for at sikre et passende sikkerhedsnet under de fremtidige rammer for den fælles landbrugspolitik med henblik på at undgå ekstreme udsving i markedspriserne, sikre en øget grad af stabilitet og give hurtige og effektive svar på økonomiske kriser, som opstår i sektoren; er af den opfattelse, at disse bør suppleres med et risikostyringssystem, som kan bidrage til at begrænse følgerne af natur- og sundhedskatastrofer;

44.  mener, at der for at opnå en mere effektiv styring af markedet og for at undgå kriser på grund af overproduktion bør holdes fast ved de specifikke instrumenter for styring af produktionspotentialet, som eksisterer i visse sektorer, på grundlag af principperne om ligebehandling og ikke-diskrimination;

45.  opfordrer til en retfærdig fordeling af landbrugsstøtten, og insisterer på, at fordelingen skal være retfærdig for landbrugere i både nye og gamle medlemsstater;

46.  mener, at en nedskæring af den direkte støtte under søjle 1 ville få altødelæggende konsekvenser ikke alene for landbrugerne, men i lige så høj grad for landdistrikterne, for de offentlige tjenester, landbruget leverer, for forbrugerne samt for samfundet, idet sidstnævnte som helhed også drager fordel af støtten; direkte støtte er derfor uundværlig og må videreføres; henleder opmærksomheden på de negative følger, som enhver nedskæring af finansieringen af den fælles landbrugspolitik potentielt vil kunne få for bedrifternes værdi, hvilket ville have alvorlige konsekvenser, specielt for landbrugere med banklån, og navnlig set i sammenhæng med den økonomiske krise, som har haft alvorlige virkninger for europæisk landbrug;

47.  mener, at levedygtige landbrugsvirksomheder er afgørende for at bevare velfungerende landdistrikter, eftersom sådanne virksomheder genererer beskæftigelse og tjenesteydelser på lokalt niveau; mener derfor, at den fælles landbrugspolitik bør inddrage lokalsamfundene med henblik på at tilvejebringe de nødvendige vilkår for deres socioøkonomiske levedygtighed, herunder gennem bevarelse af familiebrug og en fortsat omstrukturering og modernisering af de bedrifter, som har behov herfor; minder om, at diversificeringsforanstaltninger og infrastrukturudvikling i landdistrikterne også spiller en væsentlig rolle i denne forbindelse;

En bæredygtig fælles landbrugspolitik

48.  mener, at landbruget har en ledende rolle at spille i forbindelse med tacklingen af klimaændringerne ved at nedbringe drivhusgasemissionerne, øge evnen til at lagre kulstof samt udvikle og i større udstrækning anvende vedvarende energikilder, landbrugsmaterialerne; mener, at klimahensyn skal integreres på tværs af foranstaltningerne for den fælles landbrugspolitik, hvor det er relevant;

49.  mener, at produktionseffektiviteten er grundlæggende for en mere bæredygtig forvaltning af knappe ressourcer, og at landbrugerne skal innovere deres tekniske produktionsmetoder ved hjælp af de mest effektive økonomiske, videnskabelige og tekniske forvaltningsværktøjer med henblik på at imødekomme den stigende efterspørgsel efter fødevarer og vedvarende landbrugsmaterialer på en mere økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig måde;

50.  understreger i forbindelse med EU 2020-strategien, at forskning og udvikling, brugen af nye teknologier og god landbrugspraksis er vigtigt for at forbedre konkurrenceevnen og øge produktionen, samtidig med at forbruget af pesticider, gødning og knappe ressourcer som vand og energi mindskes; mener, at investeringer i innovation af landbruget bør fremmes yderligere, navnlig gennem den fælles landbrugspolitik og EU-rammeprogrammerne for forskning og udvikling med henblik på at takle nye udfordringer;

51.  anbefaler i denne forbindelse aktiv tilstedeværelse af landbrugstekniske rådgivere i regionerne til at guide landbrugerne i deres forsøg på at levere miljømæssige offentlige goder;

52.  mener, at det er nødvendigt at indføre beskyttelsesforanstaltninger for at sikre, at der fortsat kan benyttes bioteknologi inden for landbruget, uden at det påvirker de eksisterende produktionsmetoder;

En grøn fælles landbrugspolitik

53.  bemærker, at markedet indtil videre ikke har belønnet landbrugere ordentligt for at beskytte miljøet og andre offentlige goder; mener derfor, at den fælles landbrugspolitik skal lægge større vægt på bæredygtighed ved at give landbrugerne et passende økonomisk incitament til at optimere leveringen af økosystemtjenester og gennemføre en yderligere forbedring af den forsvarlige miljømæssige ressourceforvaltning af EU's landbrugsjord; understreger, at dette bør opnås, uden at det medfører ekstra økonomiske eller administrative byrder for landbrugerne;

54.  mener, at landbrugerne på grund af den forbedring af produktionsfaktorerne, som har fundet sted i forbindelse med de vidensmæssige fremskridt, er godt rustet til at bidrage til grøn vækst og reagere på energikrisen gennem udvikling af grøn energi i form af f.eks. biomasse, biologisk affald, biogas, andengenerationsbiobrændstoffer samt vind-, sol- og vandkraftenergi, hvilket også vil bidrage til at skabe nye grønne jobmuligheder;

En fælles og enkel politik

55.  Insisterer på, at en fælles landbrugspolitik er mere relevant end nogensinde før for at garantere, at den grænseoverskridende dimension af fødevareforsyning, klimaændringer, høje fælles standarder for miljøbeskyttelse, produkt- og kvalitetssikkerhed samt dyrevelfærd er sikret i et velfungerende indre marked;

56.  mener, at den nye fælles landbrugspolitik ved hjælp af et mere enkelt støttesystem skal være let at administrere, gennemsigtig samt mindske bureaukratiet og de administrative byrder for landbrugerne, navnlig for mindre producenter, således at de sættes i stand til at koncentrere sig om deres hovedopgave, nemlig at levere landbrugsprodukter af høj kvalitet; er af den opfattelse, at dette bl.a. kan opnås ved at gå over til at anvende leveringsværktøjer, som fastsætter målene og tillader landbrugerne selv at vælge de landbrugssystemer, de vil bruge til at nå disse mål, såsom resultataftaler, enkle kontrakter og flerårig støtte;

57.  opfordrer til, at der iværksættes hensigtsmæssige foranstaltninger med det formål at forklare ikke alene landbrugerne, men hele EU's befolkning, hvad den fælles landbrugspolitik går ud på, og samtidig give gennemsigtige og klare oplysninger om de opstillede mål, de tilgængelige midler og de forventede positive virkninger af den fælles landbrugspolitik;

58.  mener, at der er behov for en mere proportional og risikobaseret tilgang fra Kommissionens side i forbindelse med anvendelsen af tilsynskontroller, udførelse af overensstemmelsesrevisioner og indførelsen af finansielle korrektioner;

59.  opfordrer Europa-Parlamentet til at levere hurtig og aktuel information om den aktuelle situation i landbrugsbudgettet;

Levering af en retfærdig, grøn og bæredygtig fælles landbrugspolitik

60.  forventer i overensstemmelse med konklusionerne på Det Europæiske Råds forårsmøde om Europa 2020, at den fælles landbrugspolitik vil blive omarbejdet med henblik på at indføre instrumenter, som kan skabe intelligent og inklusiv grøn vækst;

61.  erkender den brede vifte af eksisterende og nye prioriteter for den fælles landbrugspolitik og bemærker, at de nye medlemsstater, da de blev medlemmer af EU, havde en berettiget forventning om, at deres landbrugsstøtte med tiden ville blive sammenlignelig med landbrugsstøtten til de gamle medlemsstater; mener, at det med henblik på fuldt ud at imødekomme de nye udfordringer og prioriteringer i forbindelse med en reformeret fælles landbrugspolitik er nødvendigt, at de midler, som tildeles den fælles landbrugspolitik i 2013-budgettet, i det mindste forbliver uændrede i løbet af den næste finansielle programmeringsperiode;

62.  opfordrer til, at der i budgettet for den fælles landbrugspolitik indføres en fleksibilitetsmekanisme for budgetårets afslutning, således at det bliver muligt at fremføre og genanvende underudnyttede bevillinger det efterfølgende år;

63.  insisterer på, at den fælles landbrugspolitik ikke bør renationaliseres, og mener derfor, at direkte støtte fortsat skal være fuldt ud finansieret af EU's budget, og afviser derfor enhver yderligere samfinansiering, der kan skade den fair konkurrence inden for EU's indre marked;

64.  opfordrer til en retfærdig fordeling af midlerne fra den fælles landbrugspolitik til landbrugere i hele EU; minder om, at hvis mangfoldigheden af landbrugsformer i EU skal respekteres, er det nødvendigt at udarbejde objektive kriterier, der kan gøre det muligt at definere et retfærdigt fordelingssystem; pointerer, at direkte betalinger bidrager til leveringen af offentlige goder, til stabilisering af landbrugsindkomster og til sikring mod risici, hvorved de delvis kompenserer for omkostningerne ved de høje standarder i EU, som samfundet ønsker, og den fortsatte afvikling af toldmæssige barrierer, ligesom de udgør en belønning for leveringen af grundlæggende offentlige goder, som markedet ikke giver nogen kompensation for;

65.  mener, at alle medlemsstater bør gå over til at betale direkte støtte på grundlag af arealstørrelse i løbet af den næste finansielle programmeringsperiode; er af den opfattelse, at denne overgangsperiode vil give de landbrugere og landbrugsstrukturer, som fortsat anvender det historiske betalingssystem, tilstrækkelig fleksibilitet til at tilpasse sig ændringerne og undgå en alt for radikal omfordeling af støtte, uden samtidig at indskrænke målet om straks at opnå en velafbalanceret fordeling af støtten blandt medlemsstaterne; bemærker, at afskaffelsen af det historiske grundlag kan medføre særlige udfordringer for medlemsstater eller regioner med relativt store arealer af »nøgen jord« (støtteberettigede arealer, som ingen har gjort krav på); opfordrer til, at der i forbindelse med udformningen af den fremtidige støtte tages hensyn til sådanne regioners specifikke behov; mener ligeledes, at medlemsstaterne og regionerne fortsat skal have mulighed for at regionalisere deres arealstøttesystem på en måde, som afspejler deres specifikke prioriteringer og samtidig respekterer fair konkurrence på det indre marked;

66.  mener, at der ikke bør være nogen mulighed for at genindføre koblede betalinger som et vejledende princip i den fælles landbrugspolitik; mener dog i betragtning af overgangen fra en historisk model til en arealstøttemodel og på baggrund af afgørelserne fra sundhedstjekket, at medlemsstaterne bør have et passende råderum; er af den opfattelse, at en sådan fleksibilitet vil gøre det muligt for medlemsstaterne at imødekomme de særlige behov, der findes på deres territorium, og forhindre, at produktionen går helt i stå, eller at landbrugsdiversiteten mindskes; mener, at et sådan råderum kunne tage form af en begrænset koblet støtte til sårbare landbrugssektorer og territorier samt miljømæssigt følsomme områder, der overholder WTO's krav og samtidig sikrer fair markedsvilkår for landbrugere i hele EU;

67.  mener, at der er behov for centrale byggesten - fødevaresikkerhed og fair handel, fødevarekvalitet, bæredygtighed, landbrug inden for hele Europas territorium, biodiversitet og miljøbeskyttelse, samt grøn vækst - med henblik på at opnå en mere retfærdig, grønnere og mere bæredygtig fælles landbrugspolitik; mener, at tosøjle-strukturen bør bevares, forudsat at den undgår overlapninger af politiske målsætninger og instrumenter, og at den i øvrigt afspejler indholdet af de ovennævnte byggesten;

68.  mener, at det grundet hensynet til forenkling, klarhed og en fælles tilgang er nødvendigt, at finansieringen af den fælles landbrugspolitiks prioriteter fastsættes fra begyndelsen af reformprocessen;

Fødevaresikkerhed og fair handel

69.  fastholder, at landbrugsdriftens rentabilitet og landbrugernes livskvalitet er en absolut forudsætning for, at landbruget kan opretholdes; mener derfor, at der bør indføres en grundlæggende EU-finansieret direkte arealstøtte til alle EU's landbrugere, som skal sikre social og økonomisk bæredygtighed i den europæiske landbrugsproduktionsmodel, hvilket skal sikre den grundlæggende fødevaresikkerhed for de europæiske forbrugere, gøre det muligt for landbrugerne at producere konkurrencedygtige fødevarer af høj kvalitet, sikre fortsat landbrugsvirksomhed og arbejdspladser i landdistrikterne i hele EU samt levere grundlæggende offentlige goder ved hjælp af krydsoverensstemmelseskravene for vedligeholdelse af jord i god landbrugs- og miljømæssig stand og gennem høje kvalitets- og dyrevelfærdsnormer;

70.  foreslår, at der indføres et ufravigeligt princip om, at kun aktiv landbrugsproduktion kan opnå støtte, og at der derfor indføres krav om en vis minimumsaktivitet i krydsoverensstemmelsesreglerne som en forudsætning for støtte, og at proportionalitetsprincippet anvendes som et nøgleprincip, når reglerne håndhæves;

Bæredygtighed

71.  mener, at landbrugerne bør have adgang til en supplerende EU-finansieret arealstøtte gennem enkle flerårige kontrakter, som belønner dem for at reducere deres kulstofemissioner pr. produktionsenhed og øge deres kulstofbinding i jorden ved hjælp af bæredygtige produktionsmetoder og produktion af biomasse, som kan anvendes i produktionen af langsigtede landbrugsmaterialer;

72.  bemærker, at dette vil indebære den ekstra fordel, at EU's landbrug som følge af lavere kulstofemissioner og/eller den forbedrede effektivitet bliver mere miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt, og ligeledes sikre, at landbrugerne kan drage økonomisk fordel af øget kulstofbinding på deres jord, og dermed sidestille landbruget med andre former for industri, som indgår i EU-emissionshandelsordningen; kræver klare og målbare kriterier og mål, som skal defineres på passende vis med henblik på at kunne gennemføre disse betalinger så hurtigt som muligt i alle medlemsstater;

Landbrug i hele Europa

73.  opfordrer til at bevare de særlige foranstaltninger, som kompenserer landbrugere, der producerer i ugunstigt stillede områder, såsom områder med naturbetingede handicap, herunder bl.a. bjergområder, miljømæssigt følsomme områder og/eller regioner, som er særligt berørt af klimaændringer samt de mest afsidesliggende regioner, med henblik på at sikre, at der finder landbrugsvirksomhed sted, således at jorden fortsat forvaltes og der fremstilles lokale fødevarer i hele EU, hvilket mindsker risikoen for opgivelse af jorder og sikrer en velafbalanceret territorial forvaltning i hele EU samt en rationel udvikling af landbrugsproduktionen;

74.  mener, at enhver reform af ordningen for ugunstigt stillede områder, navnlig med hensyn til den måde, hvorpå disse områder udpeges og klassificeres, bør tage hensyn til de vanskeligheder, som landbrugere i alle dele af EU oplever, da disse vanskeligheder varierer meget alt efter biofysiske og klimatiske forhold; finder, at områder, der måtte blive udelukket på grund af nye regler, i alle tilfælde skal indrømmes en tilstrækkelig lang udfasningsperiode;

75.  henleder opmærksomheden på den særlige rolle, som landbrugerne spiller i landdistrikter omkring byer, hvor presset på landdistrikts- og landbrugsressourcer kan være meget stort; understreger, at produktionen af fødevarer og offentlige goder nær bybefolkninger bør bibeholdes;

Fødevarekvalitet

76.  understreger, at udviklingen af politikken vedrørende fødevarekvalitet, især hvad angår angivelse af geografisk oprindelse (BOB/BGB/GTS), bør udgøre en væsentlig prioritet i den fælles landbrugspolitik og uddybes og styrkes, således at EU kan bevare sin førerposition på området; mener, at det for disse kvalitetsprodukters vedkommende må være passende at indføre nye instrumenter til styring, beskyttelse og markedsføring, således at de kan udvikle sig harmonisk og fortsat yde et væsentligt bidrag til en bæredygtig vækst og konkurrencedygtighed inden for det europæiske landbrug;

Biodiversitet og miljøbeskyttelse

77.  mener, at landbrugerne kan bidrage til biodiversitet og miljøbeskyttelse, samt til tilpasning til og afbødning af klimaændringerne på en omkostningseffektiv måde; en yderligere intensivering er derfor nødvendig; mener, at den fælles landbrugspolitik skal give langt størstedelen af landbrugsjorderne mulighed for at komme med i ordninger for miljøvenligt landbrug med henblik på at belønne landbrugere, der leverer supplerende økosystemtjenester, og samtidig opmuntre til mere bæredygtige, lavinput-produktionsmodeller, såsom økologisk landbrug, integreret landbrug, udvikling af landbrug med høj naturværdi samt bæredygtige intensive landbrugsmetoder; mener, at alle disse foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne bør forblive samfinansierede med et – om nødvendigt – forhøjet budget;

Grøn vækst

78.  mener, at »grøn vækst« bør være det centrale punkt i en ny udviklingsstrategi for landdistrikterne, der fokuserer på at skabe nye grønne job gennem:

79.  mener, at der med henblik på at understøtte de centrale byggesten i den fælles landbrugspolitik fortsat bør være et passende sikkerhedsnet mod ekstreme prisudsving; mener, at dette sikkerhedsnet bør være tilstrækkelig fleksibelt til at tage hensyn til udviklingen på markedet og omfatte værktøjer i form af offentlig og privat oplagring, intervention, markedsorienterede mekanismer til at lette presset på markedet, som bør aktiveres, når det er nødvendigt for at modvirke ekstreme prisudsving og som en hurtig reaktion på kriser; finder med henblik herpå, at der bør stilles en særlig reservebudgetpost til rådighed i EU's budget, som kan aktiveres hurtigt som en reaktion på kriser;

80.  foreslår, at disse foranstaltninger bakkes op med instrumenter, der er designet til at bidrage til at mindske markedsudsving og skabe stabile drifts- og planlægningsvilkår for landbruget; mener i denne sammenhæng, at det for at tage højde for ekstreme markeds- eller klimaforhold bør overvejes at indføre nye innovative økonomiske og finansielle værktøjer, såsom generelle afgrødeforsikringer, terminsmarkeder og gensidige fonde, uden at disse må gribe forstyrrende ind i eventuelle private ordninger, som måtte være under udvikling;

81.  mener, at kontrol med produktionspotentialets udvikling kan udgøre et værdifuldt redskab til sikring af bæredygtig vækst inden for flere landbrugssektorer;

82.  insisterer på, at der med henblik på at supplere markedsforanstaltningerne er et presserende behov for at styrke de primære producenters position i fødevareforsyningskæden gennem en række tiltag, der kan håndtere spørgsmål om gennemsigtighed, kontraktmæssige relationer og illoyal handelspraksis; er af den opfattelse, at eventuelle justeringer af konkurrencereglerne også bør undersøges med henblik på at gøre det muligt for primære producentorganisationer at blive mere effektive og om nødvendigt vokse i omfang og størrelse og derigennem styrke deres forhandlingsposition over for større detailkæder og forarbejdningsvirksomheder; mener, at man i denne sammenhæng bør overveje at udnævne nationale ombudsmænd og/eller en europæisk ombudsmand, som kan løse tvister inden for fødevareforsyningskæden;

83.  minder om, at eksportrestitutioner, som er et af de nuværende markedsinstrumenter, i overensstemmelse med WTO-forpligtelserne fortsat bør udfases i EU parallelt med tilsvarende foranstaltninger fra WTO-handelspartnere;

84.  mener, at EU's landbrugs konkurrenceevne skal fremmes både inden og uden for Fællesskabet med henblik på at finde måder at håndtere fremtidens udfordringer på, herunder fødevaresikkerheden i EU, forsyningen med fødevarer til en voksende verdensbefolkning, en miljømæssig fornuftig tilgang, biodiversitet og håndtering af klimaændringer;

85.  påpeger, at EU kan finansiere foranstaltninger i EU-lande og tredjelande, der formidler information om eller promoverer fordelene ved EU's landbrugs- og fødevareprodukter i EU og rundt omkring i verden; er af den opfattelse, at budgettet til disse foranstaltninger bør tages op til fornyet overvejelse med det formål at øge synligheden af EU's landbrugs- og fødevareprodukter på markederne i EU og i tredjelande; mener, at den nye fælles landbrugspolitik i større omfang bør benytte sig af sådanne salgsfremmeordninger, og at deres gennemførelse bør forbedres og gøres mere effektiv;

86.  mener, at den fælles landbrugspolitik bør gøre det muligt at sikre alle forbrugere og især de fattigste en sundere ernæring på grundlag af et bredere udvalg af produkter til overkommelige priser; mener, at det for at bekæmpe fattigdom og forbedre sundheden er det nødvendigt at videreføre bistandsprogrammerne til fordel for de fattigste befolkningsgrupper og udvide programmerne til fremme af forbruget af frugt og grøntsager i skolerne;

87.  mener, at udformningen og gennemførelsen af den nye fælles landbrugspolitik primært bør bygge på enkelhed, proportionalitet og begrænsning af bureaukrati og administrative omkostninger;

Den fælles landbrugspolitik i den flerårige finansielle ramme (FFR) og den årlige budgetprocedure

88.  understreger i lyset af den fælles landbrugspolitiks målsætninger nødvendigheden af at stille tilstrækkelige midler til rådighed i den nye FFR for bedre at kunne støtte op om politikken i overensstemmelse med de store udfordringer, som denne sektor, der er af afgørende betydning for EU's fødevaresikkerhed, står over for i de kommende år;

89.  minder om, at det i løbet af de seneste fire år med den nuværende FFR kun har været muligt at enes om de årlige budgetter enten ved anvendelse af de eksisterende marginer under de forskellige udgiftsområder i FFR eller ved anvendelse af revision, som foreskrevet i artikel 23 i den interinstitutionelle aftale (IIA) af 17. maj 2006 ved anvendelse af de disponible marginer under udgiftslofterne for udgiftsområde 2 med henblik på at finansiere andre EU-prioriteter; påpeger, at fra budgetåret 2011 og frem til udløbet af den nuværende FFR (2013), vil marginerne under udgiftsloftet for udgiftsområde 2 være yderst begrænsede;

90.  understreger, at den flerårige finansielle rammes juridisk bindende karakter nødvendiggør, at der indføres mere fleksible gennemførelsesbestemmelser, som gør det muligt for EU at reagere på uforudsete hændelser på en tilstrækkeligt smidig og effektiv måde;

91.  påpeger, at Kommissionen i medfør af artikel 314, stk. 3, i TEUF ikke længere kan ændre sit budgetforslag, så snart Forligsudvalget er blevet indkaldt; erindrer om, at Kommissionen hvert efterår skal forelægge en ændringsskrivelse med henblik på at opdatere landbrugsprognoserne; insisterer på, at denne ændringsskrivelse skal foreligge inden afstemningen i Parlamentet; anmoder sine kompetente udvalg om at udarbejde en intern procedure med henblik på at fastlægge Parlamentets holdning forud for mødet i Forligsudvalget;

92.  minder om, at pilotprojekter og forberedende foranstaltninger indført af Parlamentet har udviklet sig til vigtige redskaber til opstilling af politiske prioriteringer og til lancering af nye initiativer, som ofte er blevet til EU-aktiviteter og -programmer, også inden for landbrug og udvikling af landdistrikterne; mener, at pilotprojekter og forberedende foranstaltninger også fremover kan være en platform for afprøvning af nye idéer til reformer;

93.  opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til Europa-Parlamentets henstillinger i forbindelse med udarbejdelsen af sin meddelelse og sine lovgivningsforslag;

o
o   o

94.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) AGRI_DT (2010)439305. (2) Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0101. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0131. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0088. (5) Se fig. 1 i bilaget til betænkning A7-0204/2010. (6) Se fig. 2 i bilaget til betænkning A7-0204/2010. (7) Se fig. 3 i bilaget til betænkning A7-0204/2010. (8) Se fig. 4 i bilaget til betænkning A7-0204/2010. (9) Se fig. 5 i bilaget til betænkning A7-0204/2010.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. juli 2010 om EU's importordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter i lyset af reformen af den fælles fiskeripolitik (2009/2238(INI))

P7_TA(2010)0287 A7-0207/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN's havretskonvention af 10. december 1982,

–  der henviser til aftalen af 4. august 1995 om gennemførelse af bestemmelserne i FN's havretskonvention af 10. december 1982 for så vidt angår bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskearter på det åbne hav (New York-aftalen),

–  der henviser til FAO's adfærdskodeks for et ansvarligt fiskeri, vedtaget den 31. oktober 1995,

–  der henviser til sluterklæringen fra verdenstopmødet om bæredygtig udvikling, der blev afholdt i Johannesburg fra 26. august til 4. september 2002,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik(1),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 af 17. december 1999 om den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter(2),

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2007 om den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter(3),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket(5),

–  der henviser til Kommissionens grønbog »Reform af den fælles fiskeripolitik« (KOM(2009)0163),

–  der henviser til sin beslutning af 25. februar 2010 om Kommissionens grønbog om reform af den fælles fiskeripolitik(6),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »En bæredygtig fremtid for akvakultursektoren - Ny fremdrift til strategien for bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur« (KOM(2009)0162),

–  der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om ny fremdrift til strategien for bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur(7),

–  der henviser til Marrakeshaftalen af 15. april 1994 om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO),

–  der henviser til Verdenshandelsorganisationens ministererklæring, der blev vedtaget i Doha den 14. november 2001,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »Det globale Europa - I konkurrencen på verdensmarkedet« (KOM(2006)0567),

–  der henviser til sin beslutning af 7. maj 2009 om Parlamentets nye rolle og ansvar ved gennemførelsen af Lissabontraktaten(8),

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelse fra Udvalget om International Handel (A7-0207/2010),

A.  der henviser til fiskeri- og akvakultursektorens strategiske betydning for befolkningens madforsyning og for fødevarebalancen i både medlemsstaterne og EU som helhed, såvel som dens bidrag til den sociale og økonomiske velfærd for kystsamfund, den lokale udvikling, beskæftigelsen og bevarelse af kulturelle traditioner,

B.  der henviser til, at fisk er en naturressource, som ved hensigtsmæssig forvaltning kan være vedvarende og tilvejebringe såvel fødevarer som arbejdspladser i EU og rundt om i verden, og som bør støttes for at undgå reduktion af fiskebestandene og dermed alvorlige problemer i kystsamfundene både i og uden for EU; der henviser til behovet i denne forbindelse for at styrke en effektiv fiskeriforvaltning, herunder i forbindelse med international handel og indvirkningerne heraf på fiskeressourcerne rundt om i verden,

C.  der henviser til den ambitiøse reform af den fælles fiskeripolitik, som Kommissionen har påbegyndt med vedtagelsen af grønbogen af 22. april 2009 med henblik på at revidere størsteparten af aspekterne ved denne politik,

D.  der ligeledes henviser til den nye strategi for bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur, som Kommissionen har fastlagt i sin meddelelse af 8. april 2009 (KOM(2009)0162),

E.  der henviser til de specifikke mål for fiskeriforvaltning på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002, herunder inden 2015 at nedbringe udnyttelsen af fiskebestandene til et niveau, som er foreneligt med det maksimale bæredygtige udbytte (MSY),

F.  der henviser til, at Fællesskabets produktion af fiskerivarer og akvakulturprodukter er faldet med ca. 30 % i løbet af de sidste ti år,

G.  der henviser til, at dette fald er forbundet med både indskrænkningen i fiskeressourcerne i de europæiske farvande og de foranstaltninger, der med føje er blevet truffet for at begrænse udtagningerne og sikre bæredygtig forvaltning af fiskebestandene både inden for EU og i farvande, hvor EU's fiskeri foregår i kraft af fiskeripartnerskabsaftaler,

H.  der henviser til, at fiskeriet i EU udgør mindre end 6 % af fangsten på verdensplan,

I.  der henviser til, at selv om det af grønbogen om reform af den fælles fiskeripolitik fremgår, at tendensen til faldende fangster muligvis kan vendes på lang sigt, vil de gennemgribende tiltag, der foreslås med henblik på at gøre det muligt for bestandene at genopbygge sig selv (såsom reduktion af flådekapaciteten, strengere forvaltningstiltag og styrket kontrol), på kort og mellemlang sigt uvægerligt forværre problemet,

J.  der desuden henviser til, at de mange begrænsninger for udviklingen af akvakultur i Fællesskabet gør, at det på trods af den nye strategi, der er fastlagt for området, er usandsynligt, at der på kort eller mellemlang sigt vil kunne kompenseres betydeligt for den generelle tendens til lavere produktion i udvindingssektoren,

K.  der henviser til, at dette gør det nødvendigt at tilskynde til yderligere europæisk produktion, især i de nye EU-medlemsstater med dokumenteret akvakulturpotentiale, men med utilstrækkelig kapacitet (vandressourcer, virksomheder, fodermidler, menneskelige ressourcer, ekspertise og forskningskapacitet) til at udnytte dette potentiale,

L.  der henviser til, at efterspørgslen i EU på fiskerivarer og akvakulturprodukter tværtimod er generelt stigende, med en særlig kraftig tendens på markederne i de nye, central- og østeuropæiske medlemsstater, og at det under indtryk af forskellige faktorer forventes, at forbruget fortsat vil være voksende de næste tyve år,

M.  der henviser til, at EU allerede udgør verdens største marked for fiskerivarer og akvakulturprodukter (12 mio. tons i 2007 til en værdi af 55 mia. EUR ), foran Japan og USA; der henviser til, at Unionen er stærkt afhængig af importen fra tredjelande, der dækker mere end 60 % af efterspørgslen, og at denne afhængighed må forventes at vokse yderligere,

N.  der henviser til, at spørgsmålet om import af fiskerivarer og akvakulturprodukter til EU og de vilkår, som importen sker på, må anses for aldeles centrale i samtlige overvejelser om EU-politiske tiltag vedrørende fiskeri og akvakultur, og at der især bør tages hensyn til dette spørgsmål i forbindelse med de igangværende reformer,

O.  der henviser til, at dette spørgsmål bør behandles under inddragelse af følgende aspekter: handel, miljø, sundhed og sociale og kvalitative forhold,

P.  der henviser til, at ikke-selektivt fiskeri og store mængder udsmid i visse fiskeriområder, som eksporterer til EU-markedet, betyder, at betydelige mængder fisk, der ville være egnede til konsum, bliver spildt,

Q.  der henviser til, at overvejelserne især bør dreje sig om den fælles markedsordning (FMO) inden for sektoren for fiskerivarer og akvakulturprodukter, hvis nugældende regelsæt i flere henseender virker utidssvarende og nødvendiggør en revision meget snart,

R.  der henviser til, at denne refleksion også kræver en kritisk gennemgang af den fælles handelspolitik, som den finder anvendelse på denne sektor i særdeleshed, samt af sammenhængen mellem de beslutninger, der træffes inden for disse rammer, med behovet for at bevare en levedygtig og ansvarlig europæisk fiskerisektor,

S.  der henviser til, at selv om fiskerivarer og akvakulturprodukter teoretisk set stadig er omfattet af toldbeskyttelse i form af en fælles toldtarif (FTT), der ligger en anelse over gennemsnittet for ikke-landbrugsprodukter, er denne beskyttelse i praksis blevet betydeligt indskrænket gennem anvendelsen af forskellige undtagelser og nedsættelser, der indføres på selvstændig eller aftalemæssig basis, hvilket betyder, at denne import reelt belægges med mestbegunstigelsestold (umiddelbart gældende), svarende til 5 % af totalen,

T.  der henviser til, at politikken om at åbne EU-markedet for import af fiskerivarer og akvakulturprodukter skal gennemføres dels på multilateralt plan inden for rammerne af WTO-forhandlingerne, især NAMA-afsnittet (markedsadgang for ikke-landbrugsvarer) af Doharunden, og dels gennem den række af forhandlinger om særaftaler, som i øjeblikket finder sted med mange forskellige handelspartnere i Asien, Latinamerika, Nordamerika, Middelhavsområdet og flere grupper af AVS-lande,

U.  der henviser til, at den nuværende planlagte afslutning af NAMA-afsnittet i Doharunden på grundlag af den »schweiziske ordning« med en koefficient på 8 vil medføre, at den maksimale toldsats for fiskerivarer og akvakulturprodukter i EU nedsættes fra 26 % til 6 % og gennemsnitssatsen fra 12 % til 5 %,

V.  der henviser til, at en sådan beslutning, ud over at den nærmest nulstiller beskyttelseseffekten af de satser, der endnu er gældende, også i alvorlig grad udhuler og dermed fjerner betydningen af de særaftaler, der allerede er indgået eller er til forhandling til fordel for udviklingslandene, og at den vil undergrave hele grundlaget for de FMO-mekanismer, der muliggør graduering af adgangen til fællesmarkedet under hensyn til behovene hos den europæiske industri til forarbejdning af fiskerivarer og akvakulturprodukter (toldsuspension og toldkontingenter),

W.  der henviser til, at EU's krav om sammenhæng mellem de udviklingspolitiske mål (udryddelse af fattigdom, udvikling af bæredygtigt lokalt fiskeri) og dets handelspolitik betyder, at udviklingslandene bør tilskyndes til at eksportere fiskevarer med en større merværdi, forudsat at fisken kommer fra godt forvaltet og bæredygtigt fiskeri og opfylder de nødvendige plantesundhedsmæssige betingelser,

X.  der ligeledes henviser til, at der de seneste år er observeret en tendens blandt EU's forhandlere i handelsanliggender til med større lethed at indvillige i fravigelse af de præferenceoprindelsesregler, der sædvanligvis gælder for fiskerivarer og akvakulturprodukter, for råvarer (tilknytningskrav til skibe) såvel som for bearbejdede varer (mulighed for at bevare præferenceoprindelsen trods anvendelse af udefrakommende råmaterialer),

Y.  bemærker, at en FAO-undersøgelse har vist, at selv hvis den internationale handel med fiskeprodukter kan føre til øget fødevaresikkerhed i udviklingslandene, har det også ført til øget fiskeri med henblik på at forsyne eksportmarkedet, hvilket kan forværre nedfiskningen, og peger på behovet for at sikre, at fiskeriet forvaltes korrekt og kontrolleres med henblik på at forebygge en udtømning af bestandene,

Z.  der henviser til, at idet producenterne af fiskerivarer og akvakulturprodukter i EU (fiskere og akvakulturopdrættere), forarbejdningsindustrien, distributørerne, importørerne og forbrugerne har delvist forskellige interesser, bør den politik, der føres på EU-plan, sigte nøje mod at forlige disse forskelle på en effektiv og velafbalanceret måde,

AA.  der henviser til behovet for at sikre acceptable afsætningsmuligheder for EU-producenterne (fiskere og akvakulturvirksomheder) på basis af tilstrækkelig rentable priser under hensyntagen til de omkostninger, begrænsninger og usikkerhedsmomenter, der er knyttet til deres virksomhed,

AB.  der henviser til behovet for at sikre, at EU-forarbejdningsindustrien kan drage fordel af råvarer af ensartet kvalitet, i tilstrækkelige mængder og til stabile priser hele året,

AC.  der henviser til behovet for at imødekomme EU-forbrugernes efterspørgsel efter produkter af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser og at tage hensyn til deres stigende ønske om oplysninger om disse produkters egenskaber og oprindelse samt de betingelser, hvorunder de blev fanget eller produceret,

AD.  der henviser til den forskelligartede indvirkning af forskellig import til fællesmarkedet, alt efter den pågældende art, omfanget af forarbejdningen af produktet og de anvendte distributionskanaler,

AE.  der henviser til, at for eksempel en trykkende virkning på priserne ved første salg som følge af konkurrence fra importen lader til at være et mere følsomt emne for arter til industriel brug (der er bestemt til forarbejdningsindustrien) end for ikke-industrielle arter,

Generelle betragtninger

1.  beklager, at grønbogen om reform af den fælles fiskeripolitik kun indeholder få linjer om importproblematikken og åbenbart undervurderer, hvor vigtig en hensigtsmæssig behandling af dette spørgsmål er for reformens troværdighed og succes;

2.  bemærker, at liberaliseringen af adgangen til EU's marked for importerede fiskerivarer og akvakulturprodukter allerede er meget fremskreden som følge af den handelspolitik, EU har ført de sidste tyve år;

3.  bemærker, at produktionen i EU af fiskerivarer og akvakulturprodukter er klart utilstrækkelig til at dække forarbejdningsindustriens behov og den stigende efterspørgsel blandt forbrugerne, og at dette forhold ikke vil ændre sig; anerkender derfor behovet for at fremme et ansvarligt forbrug, baseret på kvalitet og bæredygtighed frem for kvantitet, behovet for at styrke forvaltningen af fiskeriet for at fremme genopretning af bestande og den kendsgerning, at importen fortsat vil udgøre et væsentligt element i tilførslen til EU-markedet;

4.  erkender, at der er en øvre grænse på mængden af fisk, der kan fanges på et bæredygtigt grundlag, det være sig til konsum eller til industrielle formål, hvilket betyder, at leverancer af fisk til EU-markedet ikke kan øges i det uendelige;

5.  fastholder ikke desto mindre, at det primært er nødvendigt at sikre, at fiskeri- og akvakultursektorerne i EU fortsat er miljømæssigt bæredygtige og økonomisk levedygtige, herunder også små foretagender, at de er hensigtsmæssigt spredt langs kysterne og bidrager til bevarelsen af de pågældende regioners kulturelle identitet, at de skaber arbejdspladser langs hele produktionslinjen og leverer fødevarer, der er sikre og af god kvalitet, hvilket indebærer, at fiskerne får en rimelig pris for deres produkt; fremhæver desuden, at arbejdstagere i fiskeriindustrien skal arbejde under rimelige vilkår og i overensstemmelse med ILO's konventioner på arbejdsmiljøområdet;

6.  bemærker, at den nuværende åbenhed i EU-markedet for eksport af fiskerivarer og akvakulturprodukter under visse omstændigheder kan have en negativ indvirkning på den lokale økonomi i visse regioner, især de mest fjerntliggende regioner, for så vidt angår salget af deres lokale produkter;

Særlige betragtninger
Handels- og toldpolitik

7.  mener, at EU som verdens største importør af fiskerivarer deler det politiske ansvar for at sikre, at WTO-handelsreglerne overholder de højest mulige globale standarder for fiskeriforvaltning og -bevarelse, med andre større fiskeimporterende lande; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at sikre, at fair, gennemsigtig og bæredygtig handel med fisk styrkes under EU's bilaterale og multilaterale handelsaftaler;

8.  mener, at en rimelig toldbeskyttelse, der kan gradueres på aftalemæssig eller selvstændig basis alt efter de præferencer, som EU ønsker at give visse lande, især udviklingslande, såvel som af hensyn til den hjemlige forarbejdningsindustris behov, er og fortsat bør være et vigtigt og legitimt instrument til importregulering, der skal stå til rådighed for de politiske beslutningstagere;

9.  afviser derfor den vision, som fremmes gennem den nuværende handelspolitik og som går ud på, at al toldbeskyttelse af fiskeri- og akvakultursektoren i sidste ende fjernes helt, og som producenterne inden for EU - fiskere, akvakulturopdrættere og forarbejdningsindustrien - ikke har andet valg end slå sig til tåls med;

10.  mener, at ligesom landbrugssektoren er fiskeri- og akvakultursektorerne strategiske sektorer, der udfylder flere funktioner, er afhængige af bevaring og bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne, indeholder yderst sårbare elementer og er uforenelige med en tilgang af ren frihandelsmæssig art, der er baseret på spillet mellem komparative fordele i fri konkurrence;

11.  beklager at i modsætning til handelsforhandlingerne om landbrugsvarer, som føres af kommissæren for landbrug, betragtes forhandlingerne om fiskerivarer og akvakulturprodukter som ikke-landbrugsmæssige forhandlinger og henhører under kommissæren for handel, for hvem den som oftest kun udgør en justeringsvariabel, der indgår i en langt større problematik;

12.  anmoder om, at beføjelsen til at føre handelsforhandlinger, der angår fiskerivarer og akvakulturprodukter, overføres fra kommissæren for handel til kommissæren for maritime anliggender og fiskeri;

13.  opfordrer til gennem en række undersøgelser og høringer at udvikle et klart og fuldstændigt billede af EU-markedet for fiskerivarer og akvakulturprodukter, fordelt på arter, såvel som af den sandsynlige udvikling i efterspørgslen og produktionen i Fællesskabet og af de afsætningsmuligheder, der forventes at blive opretholdt til produktion i en situation med fair konkurrence;

14.  anmoder ligeledes om, at Kommissionen anstrenger sig for på en mere pålidelig og præcis måde at evaluere virkningerne af importen af fiskerivarer og akvakulturprodukter på EU-markedet, navnlig hvad angår priser, og at arbejde for at indføre en ordning for indsamling og udveksling af data med henblik på at lette evalueringen;

15.  kræver, at fiskerivarer og akvakulturprodukter betragtes som følsomme varer i forbindelse med anvendelsen af den »schweiziske ordning« inden for rammerne af NAMA-forhandlingerne under den WTO-ledede Doharunde, med henblik på at undgå en kraftig indskrænkning af den toldbeskyttelse, som visse FTT-belagte varer stadig er omfattet af, og herved at opretholde værdien af de præferencer, som er blevet givet til visse partnere, og bevare effektiviteten af FMO-mekanismerne;

16.  minder om, at i henhold til afsnit 47 i ministererklæringen fra Doha af 14. november 2001, foregår den igangværende forhandlingsrunde med udgangspunkt i helhedsprincippet, og at eftersom runden ikke er fuldstændig afsluttet, har EU ret til at revidere sin holdning til visse af kapitlerne;

17.  tilskynder ligeledes EU-forhandlerne ved WTO til fortsat kategorisk at afvise at forpligte EU til at indgå i initiativer om multilateral liberalisering af fiskeri- og akvakultursektorerne;

18.  opfordrer Kommissionen til at kræve, at en eventuel indgåelse af en aftale om de tilskud inden for fiskerisektoren, der er under forhandling i WTO, navnlig vedrørende foranstaltninger til regulering af markedet, ikke medfører nogen konkurrencemæssig ulempe for de europæiske producenter i forhold til leverandører fra tredjelande; er principielt imod enhver form for separat og fremskyndet gennemførelse (»early harvest«) af en sådan aftale, som fortsat bør være uløseligt forbundet med de øvrige elementer i Doharunden;

19.  opfordrer EU-forhandlerne ved de bilaterale og regionale forhandlinger til mere systematisk at stille krav om hensigtsmæssig kompensation for de handelsindrømmelser, der gives til tredjelande vedrørende fiskerivarer og akvakulturprodukter, således at de i påkommende tilfælde effektivt forsvarer EU's offensive interesser inden for denne sektor;

20.  fastholder nødvendigheden af, at EU bevarer kontrollen med de handelspræferencer, som gives til visse handelspartnere mod krav om streng overholdelse af oprindelsesregler på grundlag af ideen om »fuldt ud fremstillede varer«; opfordrer til forsigtighed i forbindelse med eventuelle lempelser af de almindelige tilknytningskrav til skibe i forbindelse med råvarer og kræver total afvisning af alle nye krav om undtagelser i forbindelse med forarbejdede produkter; mener, at bestemmelsen om, at der ikke udbetales udførselsgodtgørelse, bør være systematisk gældende, og at mulighederne for oprindelseskumulation bør være begrænsede;

21.  opfordrer indtrængende Kommissionen til kvantitativt og kvalitativt at forbedre analysen af den indvirkning, som toldpræferenceordningen for visse lande har på fiskeri- og akvakultursektorerne, især med hensyn til rentabilitet og beskæftigelse i både EU og i modtagerlandene, navnlig AVS-landene; anmoder også om, at disse analyser skal give behørigt kvantificerede resultater og tage særligt hensyn til sårbare fiskearter;

22.  henleder opmærksomheden på fællesskabserhvervsgrenens mulighed for at gøre brug af EU's handelsbeskyttelsesinstrumenter i tilfælde af dumping, subsidiering eller forhøjelse i stor skala og uden varsel af importen for visse kategorier af fiskerivarer og akvakulturprodukter;

Miljømæssige, sundhedsmæssige, sociale og kvalitative aspekter

23.  mener, at et centralt mål for EU-politikken om import af fiskerivarer og akvakulturprodukter bør være at sikre, at de importerede varer i alle henseender lever op til de samme krav, som er pålagt produktionen inden for EU; mener, at dette mål er i overensstemmelse med de grundlæggende hensyn, der tages vedrørende rimeligheden, sammenhængen og effektiviteten af de foranstaltninger, der på nuværende tidspunkt er gældende for sektoren eller er planlagt i forbindelse med reformen; bemærker desuden, at tredjelandes efterlevelse af EU-krav vil bidrage til at skabe en mere lige konkurrence mellem produktionen i EU og produktionen i tredjelande som følge af de øgede omkostninger, det vil indebære for tredjelande at producere fisk i overensstemmelse med EU-standarder;

24.  er bekymret over, at den massive tilstrømning af fiskerivarer og akvakulturprodukter på EU-markedet fra tredjelande kan indvirke på forbrugernes indkøbsvaner;

25.  mener, at EU's intensiverede indsats inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik for at bevare fiskebestandene og sikre fiskeriets fortsatte beståen er uforenelig med import af fiskerivarer og akvakulturprodukter fra lande, der er i færd med at intensivere deres fiskeri uden at bekymre sig om bæredygtighed og kun er interesseret i kortsigtet profit;

26.  understreger, at EU's politik til bevarelse af ressourcerne bidrager, især gennem genopretnings- og forvaltningsplaner, til at lette importen af fiskerivarer og akvakulturprodukter fra tredjelande og at sætte dem i stand til - på en ofte irreversibel måde - at erstatte EU-produktionen; opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til denne risiko i udviklingen af disse planer;

27.  frygter som følge af manglen på en målrettet politik på området, at den betydelige tiltrækningskraft ved et fællesmarked for fiskerivarer og akvakulturprodukter, hvortil der er udpræget fri adgang og hvor efterspørgslen er stærkt stigende, udgør et vedvarende incitament til overfiskeri for disse lande;

28.  glæder sig over, at et nyt regelsæt til bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri for nylig er trådt i kraft, hvormed der indføres krav om certificering af alle produkter på fællesmarkedet; opfordrer til, at dette nye regelsæt håndhæves konsekvent og effektivt, samtidig med at det anerkendes, at mange udviklingslande har behov for hjælp til at gennemføre forordningen korrekt og bekæmpe ulovligt fiskeri; minder dog om, at der her er tale om minimumskrav, der ikke alene er tilstrækkelige til at sikre den fortsatte beståen af det fiskeri, som de pågældende produkter kommer fra;

29.  mener, at det ud over anvendelsen af EU-reglerne på ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri er nødvendigt at udføre strengere efterfølgende kontrol af markedsføringen af sådanne fisk, navnlig ved hjælp af strengere kontrol af medlemsstaterne og af virksomheder, der mistænkes for at levere produkter med oprindelse i ulovligt fiskeri;

30.  opfordrer Kommissionen til at anvende alle til rådighed stående instrumenter til at sikre, at de lande, der er storeksportører fiskerivarer og akvakulturprodukter til EU, overholder de forpligtelser, de påtog sig i Johannesburg, og nøje gennemfører de politiske tiltag til bevaring af ressourcer; opfordrer til samarbejde med disse lande inden for alle hensigtsmæssige fora, især inden for rammerne af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer;

31.  mener, at Den Europæiske Union også skal håndhæve disse aftaler for at sikre, at alle produkter uden undtagelse, der eksporteres til Den Europæiske Union, kommer fra lande, der har ratificeret de vigtigste internationale aftaler inden for havret, navnlig FN's havretskonvention og konventionen om fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskearter, og, når eksporten er fra farvande, som forvaltes af en RFFO, at de er kontraherende parter i den relevante RFFO-aftale;

32.  understreger de alvorlige handicaps, som fiskere, akvakulturopdrættere og forarbejdningsindustrien i EU lider af i konkurrencen med visse tredjelande, fordi arbejdskraften i disse lande er meget billigere og der ikke gælder de samme høje sociale standarder;

33.  mener, at problemet med social dumping, der ligeledes findes i mange andre dele af den økonomiske sektor, er særligt fremtrædende i fiskeri- og akvakultursektoren, især inden for forarbejdning, hvor der anvendes megen arbejdskraft;

34.  opfordrer Kommissionen til at anvende alle til rådighed stående instrumenter til som minimum at sikre, at de lande, der er storeksportører af fiskerivarer og akvakulturprodukter til EU, efterlever ILO-konventionerne om grundlæggende arbejdstagerrettigheder;

35.  kræver, at alle de handelspræferencer, som EU giver i forbindelse med fiskerivarer og akvakulturprodukter, gøres absolut betinget af opfyldelse af strenge miljømæssige og sociale krav; kræver ligeledes, at de bestemmelser, som til dette formål indføjes i de indgåede aftaler, indeholder troværdige mekanismer til overvågning af, at forpligtelserne overholdes, og at præferencerne suspenderes eller ganske enkelt trækkes tilbage i tilfælde af overtrædelse; opfordrer i tilfælde af udviklingslande til at gennemføre programmer, der er specielt designet til at yde teknisk support og, om nødvendigt, finansiel støtte for at hjælpe de berørte stater med at respektere deres sociale og miljømæssige forpligtelser;

36.  fastholder betydningen af, at fællesskabsretten anvendes konsekvent i forbindelse med import af fiskerivarer og akvakulturprodukter, herunder foderstoffer og fodermidler, i alle aspekter vedrørende standarder og sundhedstilsyn (fødevaresikkerhed, sporing, forebyggelse), da disse udgør afgørende aspekter af forbrugerbeskyttelsen; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at udvide sit program for inspektioner i tredjelande ved finjustering af Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets besøg, først og fremmest ved at øge antallet af virksomheder, der kontrolleres ved hvert besøg, med henblik på at opnå resultater, der bedre afspejler den reelle situation i tredjelande;

37.  opfordrer til størst mulig forsigtighed ved anerkendelse af de krav, der er gældende i visse tredjelande som svarende til de krav, der er gældende inden for EU, af hensyn til gennemførelsen af denne lovgivning og ved godkendelse af de lister over lande og foretagender, der har autorisation til at eksportere fiskerivarer og akvakulturprodukter til EU; mener, at GD SANCO bør kunne fjerne enkelte fartøjer eller forarbejdningsanlæg fra sådanne godkendte lister, hvis de ikke opfylder minimumsstandarderne;

38.  opfordrer til en meget høj grad af årvågenhed over for varer, der fremstilles ved nye, særligt intensive former for akvakultur, som praktiseres visse steder i verden, og til en kritisk undersøgelse af de teknikker og fremgangsmåder, der anvendes for at øge produktiviteten i disse brug, og af de mulige følger heraf for sundheden samt deres lokale sociale og miljømæssige konsekvenser;

39.  kræver mere intensive og hyppige kontroller på alle niveauer, især effektivt harmoniserede og gennemsigtige kontroller ved grænserne, afstemt efter de farer, som de pågældende varer udgør, især hvad angår deres beskaffenhed og oprindelsessted; anmoder medlemsstaterne om at stille de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer til rådighed for dette formål;

Reform af den fælles markedsordning

40.  minder om de beslutninger, som det vedtog i den sjette valgperiode, og hvori Kommissionen opfordres til snarest at foretage en gennemgribende revision af den fælles markedsordning for fiskerivarer for at øge dens indsats for at sikre indtægtsniveauet i sektoren, sikre stabiliteten på markederne, fremme markedsføringen af fiskerivarer og forhøje den merværdi, som disse tilfører; beklager den forsinkelse, som er sket på dette område; henviser til disse beslutninger vedrørende spørgsmålet om, hvad der skal være hovedakserne i en sådan reform;

41.  fastholder, at de nye mekanismer på dette område i høj grad skal tage hensyn til den ufravigelige kendsgerning, at lavprisimporten, der stammer fra praksisser, der er skadelige for miljøet eller svarer til en form for social dumping, skaber voldsom konkurrence, og at de samtidig skal virke for at sikre, at produktionen i EU forløber normalt og til tilstrækkelig lønsomme priser;

Forbrugerorientering

42.  er overbevist om, at forbrugerne i EU ofte ville træffe forskellige valg, hvis de var bedre informeret om varerne i handelen, hvad angår deres egentlige beskaffenhed, oprindelsessted og de forhold, de er fremstillet eller fanget under, samt deres kvalitet;

43.  understreger, at det haster med at indføre strenge og gennemskuelige kriterier for certificering og mærkning vedrørende kvalitet og sporing af fiskerivarer og akvakulturprodukter i EU og at arbejde for, at der snarest muligt indføres et specifikt EU-miljømærke for disse produkter med henblik på at sætte en stopper for den ukontrollerede fremvækst af private certificeringssystemer;

44.  mener, at miljøcertificering og miljømærkning af fiskerivarer og akvakulturprodukter bør være en gennemsigtig proces, der er letforståelig for forbrugeren, og bør være til rådighed for hele sektoren uden undtagelse samt være afhængig af streng overholdelse af de grundlæggende tildelingskriterier;

Akvakultur

45.  understreger, at akvakulturprodukter udgør en voksende del af importen af fiskerivarer og akvakulturprodukter til EU;

46.  tilskriver denne udvikling til det betydelige opsving i produktionen af akvakulturprodukter i visse områder i verden de sidste ti år, mens akvakulturen inden for EU, der kun udgør 2 % af verdensproduktionen, i længere tid er stagneret;

47.  bemærker, at der findes betydelige substitutionsvirkninger, for så vidt angår forbrugernes vaner og de europæiske distributørers efterspørgsel, mellem friske produkter af EU-oprindelse og visse typer af importerede akvakulturprodukter;

48.  mener, at en målrettet politik til støtte for udviklingen af en bæredygtig akvakultursektor med reduceret miljøpåvirkning i EU skal være en central del af en politik, der sigter mod at reducere afhængigheden af import inden for fiskeri- og akvakultursektorerne, at stimulere økonomiske aktiviteter inden for EU og at imødekomme den voksende efterspørgsel ved hjælp af et bredere og mere forskelligartet udbud; fremhæver i denne sammenhæng nødvendigheden af, at der satses offensivt på forskning og udvikling af europæiske akvakulturprodukter, der kontinuerligt vil bidrage til at skabe en bæredygtig og konkurrencedygtig akvakultursektor i EU samt sikre sund fisk til EU's forbrugere;

49.  henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om ny fremdrift til strategien for bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur;

50.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage behørigt hensyn til de vigtigste anbefalinger i denne betænkning i deres forslag og beslutninger i forbindelse med reformen af den fælles fiskeripolitik;

o
o   o

51.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT L 358 af 31.12.2002, s. 59. (2) EFT L 17 af 21.1.2000, s. 22. (3) EUT C 323 E af 18.12.2008, s. 271. (4) EUT L 286 af 29.10.2008, s. 1. (5) EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0039. (7) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0243. (8) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0373.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. juli 2010 om Zimbabwe, navnlig sagen om Farai Maguwu

P7_TA(2010)0288 RC-B7-0415/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine mange tidligere beslutninger om Zimbabwe, senest beslutningen af 17. december 2008(1),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2010/92/FUSP af 15. februar 2010(2), der forlænger de restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe, der indførtes med den fælles holdning 2004/161/FUSP(3), frem til 20. februar 2011 og til Kommissionens forordning (EF) nr. 1226/2008 af 8. december 2008(4) om ændring af den fælles holdning,

–  der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner af 22. februar 2010 om Zimbabwe og til konklusionerne fra den tiende ministerdialog mellem EU og Sydafrika af 11. maj 2010 om Zimbabwe,

–  der henviser til de tidligere FN-resolutioner om bloddiamanter, og især til FN's Sikkerhedsråds resolution 1459 (2003) om Kimberley-processens certificeringsordning,

–  der henviser til Kimberley-processens certificeringsordning, der forpligter medlemmerne til at garantere, at uslebne diamanter ikke finansierer væbnede konflikter,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder, som Zimbabwe har ratificeret,

–  der henviser til erklæringen fra det syvende plenarmøde om Kimberley-processens certificeringsordning, der afholdtes i Swakopmund i Namibia den 5. november 2009, og især til afsnit 13, 14 og 22 heri,

–  der henviser til det mellemliggende møde om Kimberley-processen, der blev afholdt i Tel Aviv i Israel, den 21.-24. juni 2010,

–  der henviser til Cotonou-partnerskabsaftalen mellem EU og AVS, der blev undertegnet den 23. juni 2000,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at Zimbabwe er frivilligt medlem af Kimberley-processens certificeringsordning, som sætter sine medlemmer i stand til at sælge uslebne diamanter på det legale internationale marked, forudsat at denne handel i finansierer væbnede konflikter,

B.  der henviser til, at Kimberley-processen på nuværende tidspunkt ikke omhandler krænkelser af menneskerettighederne,

C.  der henviser til, at Zimbabwe om få år kan være blevet en af verdens største diamantproducenter, hvis diamantfelterne i Marange (Chiadzwa) i Manicaland blive udnyttet optimalt, hvilket potentielt kan skabe milliarder af euro i indtægter,

D.  der henviser til, at Zimbabwe i november 2009 i Swakopmund (Namibia) gav tilsagn om at gennemføre en række tiltag for at bringe diamantudvindingen i Marange i overensstemmelse med certificeringssystemet under Kimberley-processen,

E.  der henviser til, at det mellemliggende møde i Kimberley-processen, der afholdtes i Tel Aviv den 21.-23. juni 2010, ikke kunne nå til enighed om eventuelt at inddrage menneskerettighedsspørgsmål i Kimberley-processen,

F.  der henviser til, at talrige internationale ikke-statslige organisationer (bl.a. Human Rights Watch, Global Witness og Partnership for Africa-Canada) har gjort opmærksom på menneskerettighedssituationen i Chiadzwa, især vedrørende menneskerettighedskrænkelser begået af medlemmer af de zimbabwiske sikkerhedsstyrker,

G.  der henviser til, at Farai Maguwu, en zimbabwisk borger og grundlægger og leder af CRD (Centre for Research and Development), som er en menneskerettighedsorganisation etableret i Manicaland, har afdækket alvorlige menneskerettighedskrænkelser begået af den zimbabwiske stats sikkerhedsstyrker i en lang række diamantfelter i Zimbabwe, navnlig i Chiadzwa,

H.  der henviser til, at Farai Maguwu blev arresteret af de zimbabwiske myndigheder den 3. juni 2010 under anklage for at have offentliggjort oplysninger, der var skadelige for den zimbabwiske stat, og siden er blevet tilbageholdt under kummerlige forhold og nægtet basal lægehjælp, retten til at komme for en dommer inden for 48 timer efter arrestation og retten til kaution,

1.  kræver øjeblikkelig og betingelsesløs frigivelse af Farai Maguwu og fordømmer omstændighederne ved arrestationen og tilbageholdelsen af ham;

2.  insisterer på, at de zimbabwiske myndigheder overholder de tilsagn til Kimberley-processen, der blev givet på Swakopmund-mødet, om en total demilitarisering af Marange-diamantfelterne, og etablering af reelle foranstaltninger til sikring af lov og orden på en måde, der respekterer lokalbefolkningens rettigheder;

3.  opfordrer til, at der ved revisionen af Kimberley-processen tages ordentligt hensyn til menneskerettighedsprincipperne;

4.  insisterer på, at den zimbabwiske regering anvender de betydelige indtægter, som diamantudvindingen i Chiadzwa formentlig vil skabe, som grundlag for en genopbygning af Zimbabwes økonomi generelt og som middel til at finansiere de sundheds-, uddannelses- og socialydelser, som på nuværende tidspunkt finansieres af internationale donorer, og opfordrer med dette formål for øje indtrængende regeringen til at etablere en uafhængig diamanttrustfond til forvaltning af det zimbabwiske folks interesser;

5.  opfordrer den zimbabwiske regering til at garantere og håndhæve ubegrænset ytringsfrihed i Zimbabwe, således at ikke-statslige organisationer, (såsom Farai Maguwus CRD) frit kan ytre deres holdninger uden at frygte forfølgelse eller fængsling;

6.  opfordrer til, at Kimberley-processen sikrer, at processens observatør for Zimbabwe kan udføre sit arbejde i fuld uafhængighed og under iagttagelse af integritet og respekt for menneskerettighederne;

7.  opfordrer Sydafrika og SADC (Southern Africa Development Community) til, i egen interesse såvel som i Zimbabwes og hele det sydlige Afrikas interesse, at tage skridt til at fremme genindførelsen af fuldstændigt demokrati i Zimbabwe og respekt for retsstatsprincippet, menneskerettighederne og det zimbabwiske folk; erkender, at Mugabe og hans nære støtter fortsat udgør en forhindring for processen til politisk og økonomisk genopbygning og forsoning i Zimbabwe, eftersom de udsuger landets økonomiske ressourcer til egen fordel;

8.  glæder sig over den seneste opdatering (februar 2010) af EU's liste over uønskede personer og enheder med tilknytning til Mugabes regime; understreger, at disse restriktive foranstaltninger udelukkende er vendt mod elementer inden for det zimbabwiske regime og på ingen måde vil få indvirkning på det zimbabwiske folk generelt;

9.  fremhæver betydningen af dialog mellem EU og Zimbabwe og glæder sig over de fremskridt, der er gjort i denne henseende;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes og EU's kandidatlandes regeringer, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Zimbabwes og Sydafrikas regeringer og parlamenter, næstformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, Den Afrikanske Unions institutioner, herunder Det Panafrikanske Parlament, FN's generalsekretær, SADC's generalsekretær, formanden for Kimberley-processen (Israel) og generalsekretæren for Commonwealth.

(1) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0640. (2) EUT L 41 af 16.2.2010, s. 6. (3) EUT L 50 af 20.2.2004, s. 66. (4) EUT L 331 af 10.12.2008, s. 11.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. juli 2010 om Venezuela, navnlig sagen om Maria Lourdes Afiuni

P7_TA(2010)0289 RC-B7-0414/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Venezuela, navnlig beslutningerne af 11. februar 2010, 7. maj 2009, 23. oktober 2008 og 24. maj 2007,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at magtens tredeling og uafhængighed udgør grundlaget for ethvert demokrati og enhver forfatningsmæssig stat,

B.  der henviser til, at Maria Lourdes Afiuni, dommer i Caracas, den 10. december 2009, i henhold til venezuelansk lovgivning og efter en udtalelse fra FN's arbejdsgruppe om vilkårlig tilbageholdelse, løslod Eligio Cedeño (på strenge betingelser, herunder inddragelse af hans pas), der havde siddet varetægtsfængslet siden februar 2007,

C.  der henviser til, at varigheden af varetægtsfængsling i henhold til venezuelansk lovgivning er begrænset til to år, og endvidere henviser til, at dommer Afiuni ved at træffe denne afgørelse overholdt grundlæggende rettigheder, som er beskyttet i den venezuelanske lovgivning og i folkeretten,

D.  der henviser til, at dommer Afiuni omgående blev arresteret i retsbygningen af embedsmænd fra DISIP (direktoratet for efterretning og forebyggelse), uden at der blev rejst tiltale, og den 12. december 2009 blev overført til INOF (Instituto Nacional de Orientación Femenina), et topsikret fængsel, hvor hun fortsat tilbageholdes mere end et halvt år efter under forhold, der til stadighed udgør en trussel mod hendes fysiske og emotionelle sundhed, eftersom op mod 24 af fangerne er blevet dømt af hende for forbrydelser såsom drab, narkotikasmugling og bortførelse; der henviser til, at hun siden tilbageholdelsen har været udsat for forhånelse, trusler, verbale og fysiske overgreb og drabsforsøg,

E.  der henviser til, at præsident Hugo Chávez den 11. december 2009 i en tv-transmitteret tale kaldte hende en forbryder og bad anklagemyndigheden om at idømme den højeste straf og sågar opfordrede parlamentet til at vedtage en ny lov, der øgede strafudmålingen for denne type opførsel, og til at håndhæve den med tilbagevirkende kraft,

F.  der henviser til, at det af artikel 26 i den venezuelanske forfatning fremgår, at domstolene skal være uafhængige, og at præsidenten for Den Bolivariske Republik Venezuela er ansvarlig for at sikre domstolenes uafhængighed,

G.  der henviser til, at dommer Afiuni efter præsidentens udtalelser imod hende blev anklaget for embedsmisbrug, korruption, sammensværgelse og for meddelagtighed i en flugt, og endvidere henviser til, at hun, skønt anklageren har påpeget, at hun ikke modtog penge, og at der derfor ikke er bevis for korruption, stadig sidder fængslet,

H.  der henviser til, at dommer Afiunis sag har foranlediget en stribe rapporter, beslutninger og erklæringer, der fordømmer de venezuelanske myndigheder og udtrykker solidaritet med hende, mens advokater og dommere fra hele verden, ngo'er, såsom Amnesty International og Human Rights Watch, og FN's højkommissær for menneskerettigheder har givet udtryk for bekymring over hendes situation og anført, at hun er fængslet på grund af sin integritet og kamp for domstolenes uafhængighed, samt at Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission har anmodet om sikkerhedsforanstaltninger for at garantere hendes personlige sikkerhed,

I.  der henviser til, at dommer Afiunis sag ikke er et enkeltstående angreb på domstolene fra de politiske myndigheders side, idet nogle dommere er blevet afskediget, og andre er flygtet i eksil,

J.  der henviser til, at nedbrydningen af demokratiet i Venezuela også er tydelig på andre områder, navnlig hvad angår pressefriheden, herunder på internettet, som konstant angribes af regeringen og mod hvilken, der er truffet en lang række foranstaltninger, herunder lukning af aviser, radiokanaler, hjemmesider og tv-stationer,

K.  der henviser til, at mediefriheden er af afgørende betydning for demokratiet og respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder på grund af mediernes væsentlige rolle med hensyn til at sikre friheden til at ytre sine meninger og ideer, behørig respekt for mindretals - herunder politiske oppositionsgruppers - rettigheder og bidrage til aktiv inddragelse af enkeltpersoner i den demokratiske proces, hvilket fremmer muligheden for afholdelse af frie og retfærdige valg,

L.  der henviser til, at den nationale valgkomité med henblik på det kommende valg den 26. september 2010 på regeringens anmodning har ændret grænserne for valgkredsene, hvor de 167 medlemmer af parlamentet skal vælges - ændringer der berører op mod 80 % af de delstater, der styres af oppositionen,

M.  der henviser til, at foranstaltninger såsom vilkårlige konfiskationer og ekspropriationer af mere end 760 virksomheder siden 2005, hvoraf nogle har berørt EU-interesser, undergraver borgernes grundlæggende sociale og økonomiske rettigheder,

N.  der henviser til den anspændte politiske situation i Venezuela, som kommer til udtryk gennem chikanerier, trusler og politisk og kriminel forfølgelse, der er rettet mod den demokratisk valgte opposition, dens repræsentanter, dens demokratisk valgte borgmestre og guvernører, studenterbevægelsen, folk fra hæren og domstolene, modstandere af Chavez' officielle politik, journalister og medier, som har ført til fængsling af mange af dem af politiske grunde,

1.  tager skarpt afstand fra angrebene på domstolenes uafhængighed; giver udtryk for bekymring over anholdelsen af dommer Afiuni og anser det for at være en krænkelse af hendes grundlæggende, personlige rettigheder og en meget alvorlig trussel mod domstolenes uafhængighed, der er hjørnestenen i retsstatsprincippet;

2.  kræver, at hun løslades og opfordrer den venezuelanske regering til at forpligte sig til at overholde retsstatens værdier og fremme en retfærdig og hurtig retssag med alle de nødvendige retlige garantier;

3.  udtrykker skuffelse over de forhold, dommer Afiuni tilbageholdes under, som udgør en trussel mod hendes fysiske og psykiske integritet, og opfordrer fængselsmyndighederne til omgående og fuldt ud at gennemføre de tiltag og anbefalinger, som Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission fremsatte den 11. januar 2010 vedrørende dommer Afiunis fængselsforhold;

4.  fordømmer de offentlige udtalelser, som præsidenten for Den Bolivariske Republik Venezuela er kommet med, der krænker og tilsværter dommeren, kræver maksimumstraf og anmoder om en lovændring med henblik på at idømme hende en højere straf; mener, at disse udtalelser forværrer omstændighederne omkring hendes varetægtsfængsling og udgør et angreb på retssystemets uafhængighed fra et lands præsident, der ellers burde være dets væsentligste garant;

5.  minder regeringen i Den Bolivariske Republik Venezuela om dens forpligtelse til at respektere ytringsfriheden, meningsfriheden og pressefriheden og respektere den dømmende magts uafhængighed, som den er forpligtet til i henhold til sin egen forfatning og i henhold til de forskellige internationale og regionale konventioner og chartre, som Venezuela har undertegnet; mener, at de venezuelanske medier bør sikre en pluralistisk dækning af det politiske og sociale liv i Venezuela;

6.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at fremsætte sine synspunkter over for de venezuelanske myndigheder med henblik på at udtrykke EU's bekymring vedrørende respekten for menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet i dette sydamerikanske land og til resolut at forsvare EU-borgeres og -virksomheders interesser og ejendom;

7.  henviser til principperne i OAS' interamerikanske demokratiske charter, i henhold til hvilke den udøvende legitimitet i et demokrati ud over den ubestridelige og nødvendige oprindelige legitimitet, som kommer til udtryk ved stemmeurnerne, også skal respekteres, og skal være baseret på respekten for pluralisme, de fastsatte regler, den gældende forfatning og lovgivningen samt retsstaten som garanti for, at systemet fungerer på fuldt ud demokratisk vis, og at dette nødvendigvis også skal omfatte respekten for en politisk modstander, der anvender fredelige og demokratiske midler, så meget mere som denne er valgt og indsat ved et folkeligt mandat;

8.  opfordrer med henblik på parlamentsvalget den 26. september 2010 den venezuelanske regering til at respektere de demokratiske regler og principperne for ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed og frie valg samt til at anmode EU og internationale organer til at overvåge dette valg;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, regeringen og parlamentet i Den Bolivariske Republik Venezuela, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling og generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. juli 2010 om Nordkorea

P7_TA(2010)0290 RC-B7-0416/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Den Koreanske Halvø,

–  der henviser til FN's pagt, verdenserklæringen om menneskerettigheder, den internationale konvention om menneskerettigheder og andre menneskerettighedsinstrumenter,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution af 25. marts 2010 om menneskerettighedssituationen i Den Demokratiske Folkerepublik Korea, som blev støttet af EU's medlemsstater, og som fordømmer de systematiske, omfattende og alvorlige krænkelser af borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og de alvorlige, omfattende og systematiske menneskerettighedskrænkelser i Nordkorea,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1718 (2006) og 1874 (2009),

–  der henviser til FN's Generalforsamlings Tredje Udvalgs resolution om menneskerettighedssituationen i Den Demokratiske Folkerepublik Korea, der vedtoges under den 64. session den 19. november 2009,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2009/1002/FUSP af 22. december 2009,

–  der henviser til den universelle peer-rapport om Den Demokratiske Folkerepublik Korea af 7. november 2009 og til Nordkoreas accept af at undersøge 117 henstillinger indeholdt i rapporten fra Arbejdsgruppen om Universel Regelmæssig Gennemgang under Menneskerettighedsrådet, vedtaget den 18. marts 2010,

–  der henviser til rapporten af 17. februar 2010 fra den særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Vitit Muntarbhorn,

–  der henviser til den 29. runde i menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina den 29. juni 2010 i Madrid, hvor spørgsmålet om nordkoreanske flygtninge blev drøftet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at menneskerettighedssituationen i Nordkorea er dybt bekymrende, og at den humanitære situation giver anledning til alvorlige bekymringer,

B.  der henviser til, at FN's Menneskerettighedsråds resolution af 25. marts 2010 om menneskerettighedssituationen i Den Demokratiske Folkerepublik Korea udtrykte dyb bekymring over de stadige rapporter om systematiske, omfattende og alvorlige krænkelser af civile, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i Nordkorea,

C.  der henviser til, at FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Nordkorea beskrev menneskerettighedssituationen som »afgrundsdyb« i sin årlige rapport til FN's Menneskerettighedsråd,

D.  der henviser til, at Nordkoreas regering afviser den særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Nordkoreas mandat, har nægtet ham adgang til landet og modsætter sig samarbejde med FN's menneskerettighedsmekanismer,

E.  der henviser til, at rapporten fra FN's særlige rapportør fastslår, at genoptagelsen af sekspartsforhandlingerne om atomafrustning også vil kunne være en lejlighed til at bane vejen for et bedre menneskerettighedsklima,

F.  der henviser til, at FN's særlige rapportør har foreslået, at Sikkerhedsrådet skal behandle menneskerettighedskrænkelser i Nordkorea, og at der nedsættes et undersøgelsesudvalg til at efterforske de påstående forbrydelser mod menneskeheden, som regeringen i Nordkorea skal have begået,

G.  der henviser til, at talrige internationale ikke-statslige menneskerettighedsorganisationer har opfordret Den Europæiske Union til at intensivere sit engagement i nordkoreanske menneskerettighedsproblemer,

H.  der henviser til, at FN's Menneskerettighedsråds resolution beklager de alvorlige, omfattende og systematiske menneskerettighedskrænkelser i Nordkorea, navnlig brugen af tortur og arbejdslejre, mod politiske fanger og hjemsendte borgere i Nordkorea,

I.  der henviser til, at Nordkoreas statslige myndigheder systematisk foretager udenretlige drab, vilkårlige tilbageholdelser og forsvinden,

J.  der henviser til, at retsvæsenet er underlagt staten, og at dødsstraf anvendes for en lang række forbrydelser mod staten og jævnligt udvides i straffeloven, mens borgerne, herunder børn, tvinges til at overvære offentlige henrettelser,

K.  der henviser til, at Nordkoreas regering ikke tillader en organiseret politisk opposition, frie og retfærdige valg, frie medier, trosfrihed, forsamlingsfrihed samt kollektive overenskomstforhandlinger,

L.  der henviser til, at kidnapning og bortførelser af tredjelandsstatsborgere fra Japan, Republikken Korea og andre lande, angiveligt også EU-borgere, fortsat er et uløst problem og kalder på en beslutsom aktion fra det internationale samfund,

M.  der henviser til, at et betydeligt antal nordkoreanere flygter til Folkerepublikken Kina, hvor mange kvinder angiveligt bliver udsat for menneskehandel og tvangsægteskaber, mens Kina angiveligt tvangshjemsender nordkoreanske flygtninge til Nordkorea i modstrid med internationale regler om forbud mod hjemsendelse og angiveligt også forhindrer nordkoreanske statsborgere i at søge asyl i overensstemmelse med UNHCR's procedurer, hvilket er en overtrædelse af FN's flygtningekonvention fra 1951 og protokollen hertil fra 1967, som Kina har tiltrådt, og til, at der er foruroligende rapporter om de tvangshjemsendte flygtninges skæbne,

N.  der henviser til, at statens praksis med familiesoning medfører, at hele familier fængsles, herunder børn og bedsteforældre, der henviser til, at disse fanger udsættes for grove menneskerettighedskrænkelser, tortur, sult og slavearbejde, og til, at anslået 100 000 allerede menes at være omkommet, ofte af udmattelse og ubehandlede sygdomme,

O.  der henviser til, satellitbilleder og forskellige indberetninger fra nordkoreanske afhoppere dokumenterer, at Nordkorea driver mindst seks koncentrationslejre med mere end 150 000 politiske fanger, og til at anslået 200 000 mennesker er spærret inde i interneringslejre, hvis man tilføjer tallene for alle de øvrige kategorier af fanger, f.eks. de tvangshjemsendte fra Kina,

P.  der henviser til, at store dele af befolkningen lider under sult og i vid udstrækning er afhængig af international fødevarehjælp, og til, at Verdensfødevareprogrammet i september 2009 rapporterede, at en tredjedel af de nordkoreanske kvinder og børn er underernærede,

Q.  der henviser til, at samfundet ledes efter en politik, der giver militæret forrang for alt andet, og juche-ideologien, som kræver tilbedelse af landets leder,

R.  der henviser til, at befolkningen ifølge pålidelige rapporter fra afhoppere udsættes for tvungne arbejdsmobiliseringskampagner, mens deres adgang til uddannelse og beskæftigelsesmuligheder afhænger af deres songbun (socialklassetilhørsforhold), som bestemmes af deres eller deres families loyalitet over for styret,

S.  der henviser til, at »valutareformen« den 30. november 2009 har været til alvorlig skade for den i forvejen svage økonomi og har ført til yderligere forarmelse af ikke-privilegerede dele af samfundet, hvilket har ført til betydelig social utilfredshed,

T.  der henviser til, at ingen udenlandske journalister får uhindret adgang til Nordkorea, og til, at Korean Central News Agency er den eneste informationskilde for alle medier i Nordkorea, mens radio- og tv-stationer kun kan modtage signaler fra regeringsstationer, og modtagelse af udenlandske udsendelser er strengt forbudt og medfører skrappe sanktioner; der henviser til, at landets befolkning generelt ikke har adgang til internettet,

1.  opfordrer Nordkorea til omgående at standse de vedvarende alvorlige, omfattende og systematiske menneskerettighedskrænkelser mod landets egne indbyggere, som muligvis udgør forbrydelser mod menneskeheden og i givet fald vil være underlagt international jurisdiktion;

2.  opfordrer Nordkorea til omgående og for altid at standse de offentlige henrettelser og ophæve dødsstraffen i Nordkorea;

3.  opfordrer Nordkorea til at standse de udenretlige drab og bortførelser samt brugen af tortur og tvangsarbejde, til at frigive de politiske fanger og give landets borgere frihed til at rejse;

4.  opfordrer de nordkoreanske myndigheder til at sikre alle borgere adgang til fødevarer og humanitær bistand på behovsbasis;

5.  opfordrer Nordkorea til at tillade udtryksfrihed og pressefrihed samt ucensureret adgang til internettet for landets borgere;

6.  opfordrer EU til at støtte nedsættelsen af en FN-undersøgelseskommission, som skal undersøge tidligere og nuværende menneskerettighedskrænkelser i Nordkorea med henblik på at vurdere, i hvilket omfang disse krænkelser og straffrihed for dem kan betragtes som forbrydelser mod menneskeheden, og opfordrer EU's medlemsstater til at støtte en FN-resolution i Generalforsamlingen desangående;

7.  opfordrer under henvisning til situationens alvor EU til at udnævne en særlig EU-repræsentant for Nordkorea for at sikre vedvarende opmærksomhed og koordinering både inden for Den Europæiske Union og i forhold til centrale partnere såsom USA og Sydkorea;

8.  opfordrer de nordkoreanske myndigheder til at følge henstillingerne i rapporten fra Arbejdsgruppen om Universel Regelmæssig Gennemgang under Menneskerettighedsrådet og til som et første skridt at tillade Den Internationale Røde Kors' Komité og andre uafhængige internationale eksperter at inspicere alle tilbageholdelsesanlæg og tillade FN's særlige rapportører at besøge landet;

9.  opfordrer Nordkoreas regering til at sikre en omfattende efterforskning med et gennemsigtigt og tilfredsstillende resultat, til endelig og fuldstændigt at udlevere alle oplysninger om EU-borgere og tredjelandsstatsborgere, som menes at være blevet bortført af nordkoreanske statslige aktører i de forgangne årtier, og til omgående at frigive de bortførte personer, der stadig tilbageholdes i landet;

10.  opfordrer EU's medlemsstater til at vedblive med at indrømme nordkoreanske flygtninge asyl og til at anlægge en mere systematisk strategi for organiseringen af europæisk og international beskyttelse for nordkoreanere, der flygter fra den fortvivlede situation i hjemlandet, og opfordrer Kommissionen til at vedblive med at støtte civilsamfundsorganisationer, der hjælper nordkoreanske flygtninge;

11.  opfordrer Kina til at ophøre med at arrestere og hjemsende nordkoreanske flygtninge til Nordkorea, til at opfylde sine forpligtelser i henhold til flygtningekonventionen fra 1951 og protokollen hertil fra 1967, til at give UNHCR adgang til nordkoreanske flygtninge for at kunne fastslå deres status og bistå dem med en sikker bosættelse og til at indrømme nordkoreanske kvinder, der er gift med kinesiske statsborgere status, opholdstilladelse;

12.  opfordrer Kina til at udnytte sine tætte forbindelser med Nordkorea til at fremme en økonomisk og social reform i landet med henblik på at forbedre den nordkoreanske befolknings levevilkår og sociale rettigheder;

13.  opfordrer Kommissionen til at rejse menneskerettighedssituationen i Nordkorea og spørgsmålet om de nordkoreanske flygtninge i Kina under alle drøftelser på højt plan mellem EU og Kina og i forbindelse med menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina;

14.  opfordrer Kommissionen til at videreføre de eksisterende humanitære bistandsprogrammer og kommunikationskanaler i forhold til Nordkorea og til nøje at overvåge, at uddelingen af fødevarebistand og humanitær bistand i Nordkorea overholder internationale standarder for gennemsigtighed og ansvarlighed;

15.  opfordrer Kommissionen og EU's medlemsstater til at fortsætte en aktiv dialog og støtte af ngo'er og civilsamfundsaktører, der arbejder på at etablere kontakter med Nordkorea, med henblik på at tilskynde til forandringer, der kan føre til et bedre menneskerettighedsklima;

16.  opfordrer Kommissionen til at indføje en klausul om overvågning af de rettigheder, der tilkommer arbejdstagere, der arbejder i Kaesong Industrial Complex i Nordkorea, i frihandelsaftalen mellem EU og Republikken Korea;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til medlemsstaterne og kandidatlandene, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, regeringerne i Republikken Korea og Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Folkerepublikken Kinas regering og De Forenede Nationers generalsekretær.