Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den europæiske konsensus om humanitær bistand, som formændene for Det Europæiske Råd, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet underskrev den 18. december 2007,

–  der henviser til arbejdsdokument af 29. maj 2008 fra Kommissionens tjenestegrene om en handlingsplan med konkrete foranstaltninger til gennemførelse af den europæiske konsensus (SEK(2008)1991,

–  der henviser til artikel 214 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som vedrører humanitær bistand,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/96 af 20. juni 1996 om humanitær bistand(1),

–  der henviser til Den Europæiske Unions retningslinjer for fremme af overholdelsen af den humanitære folkeret som vedtaget den 23. december 2005 og ajourført i december 2009 samt til Rådets konklusioner af 8. december 2009,

–  der henviser til Rådets beslutning 2007/162/EF, Euratom af 5. marts 2007 om indførelse af et finansielt civilbeskyttelsesinstrument(2),

–  der henviser til Rådets beslutning 2007/779/EF, Euratom af 8. november 2007 om indførelse af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning(3),

–  der henviser til Rådets konklusioner fra december 2007, hvori Kommissionen opfordres til at gøre bedst mulig brug af EU's civilbeskyttelsesordning og til yderligere at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne,

–  der henviser til det fælles dokument fra Catherine Ashton, Unionens højtstående repræsentant/næstformand i Kommissionen, og Kristalina Georgieva, medlem af Europa-Kommissionen, om erfaringerne fra EU's indsats i forbindelse med katastrofen i Haiti,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet af 10. september 2003 med titlen »Den Europæiske Union og De Forenede Nationer: et argument for multilateralt samarbejde« (KOM(2003)0526), der opfordrer til en omfattende styrkelse og mainstreaming af forbindelserne mellem EU og FN via en systematisk politisk dialog, større grad af samarbejde på området, bedre krisestyring og -forebyggelse og strategiske partnerskaber mellem Kommissionen og udvalgte FN-organisationer,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. marts 2008 til Europa-Parlamentet og Rådet om styrkelse af EU's katastrofeberedskab (KOM(2008)0130) og til sin beslutning af 19. juni 2008 om styrkelse af EU's katastrofeberedskab(4),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. februar 2009 til Rådet og Europa-Parlamentet om en EU-strategi til støtte for katastrofeforebyggelse i udviklingslande (KOM(2009)0084),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 31. marts 2010 til Rådet og Europa-Parlamentet om humanitær fødevarebistand (KOM(2010)0126),

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om den operationelle strategi 2010 for Generaldirektoratet for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse (ECHO),

–  der henviser til rapport af Michel Barnier om en europæisk civilbeskyttelsesstyrke: Europe aid, som blev offentliggjort i maj 2006,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder, vedtaget af FN's Generalforsamling den 10. december 1948,

–  der henviser til Genève-konventionerne fra 1949 og tillægsprotokollerne fra 1977,

–  der henviser til konventionen om flygtninges retsstilling, som vedtoges i juli 1951,

–  der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder og den valgfrie protokol vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter, som FN's Generalforsamling vedtog den 20. november 1989,

–  der henviser til konventionen om fødevarehjælp, undertegnet i London den 13. april 1999(5), som forpligter Fællesskabet til at reagere på situationer, der kræver fødevarenødhjælp, og på andre behov for fødevarer i udviklingslande,

–  der henviser til adfærdskodeksen for katastrofehjælp for Den Internationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-bevægelse og ikke-statslige organisationer, vedtaget i 1994,

–  der henviser til principper og god praksis for humanitære donorer (GHD), som blev godkendt i Stockholm den 17. juni 2003,

–  der henviser til de partnerskabsprincipper, som i 2007 blev vedtaget af Global Humanitarian Platform mellem FN og de humanitære organisationer,

–  der henviser til FN's retningslinjer for anvendelse af militære og civile midler til katastrofehjælp (Oslo-retningslinjerne) som ændret den 27. november 2006,

–  der henviser til retningslinjerne fra marts 2003 for anvendelse af militære og civile midler til støtte for De Forenede Nationers humanitære indsats i komplekse nødsituationer (MCDA-retningslinjer),

–  der henviser til Hyogo-handlingsplanen, som blev vedtaget på verdenskonferencen om katastrofebegrænsning i Kobe (præfekturet Hyogo, Japan) den 18.-22. januar 2005,

–  der henviser til Humanitarian Response Review, rekvireret i august 2005 af De Forenede Nationers nødhjælpskoordinator og vicegeneralsekretær for humanitære anliggender,

–  der henviser til oversigten for 2010 over humanitær bistand, som organisationen DARA (Development Assistance Research Associates) har udarbejdet, og som analyserer og evaluerer den måde, hvorpå de vigtigste donorlande reagerer på behovene hos befolkninger, som er ramt af katastrofer, konflikter eller nødsituationer,

–  der henviser til det internationale program af retsakter, regler og principper for internationalt katastrofeberedskab (IDRL-retningslinjerne), der vedtoges på den 30. internationale kongres for Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber i Genève, og EU-medlemsstaternes fælles tilsagn om at støtte disse retningslinjer,

–  der henviser til sin beslutning af 14. november 2007 om en europæisk konsensus om humanitær bistand(6),

–  der henviser til sin beslutning af 10. februar 2010 om jordskælvet for nylig i Haiti(7),

–  der henviser til sin henstilling til Rådet af 14. december 2010 om etablering af et EU-udrykningsberedskab(8),

–  der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om den israelske militæraktion mod nødhjælpskonvojen og blokaden af Gaza(9),

–  der henviser til forslag til beslutning om den humanitære krise i Somalia, som blev indgivet af Oreste Rossi i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 120 (B7-0489/2010),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om ydelse af humanitær bistand i tredjelande,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A7-0375/2010),

A.  der henviser til den fælles vision om humanitær bistand, der beskrives i den europæiske konsensus om humanitær bistand, som understreger Den Europæiske Unions vilje til at indgå i et tæt samarbejde på dette område for at gøre bistanden mere effektiv, forsvare og fremme de grundlæggende humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed og slå energisk til lyd for overholdelse af den humanitære folkeret,

B.  der henviser til, at de forpligtelser, der følger af den europæiske konsensus, påhviler såvel medlemsstaterne som Kommissionen, og at de aktioner, der er opstillet i handlingsplanen, i de fleste tilfælde skal gennemføres af Kommissionen og medlemsstaterne i fællesskab,

C.  der henviser til den dramatiske stigning i naturkatastrofernes antal og intensitet, hvilket navnlig skyldes konsekvenserne af menneskeskabte klimaændringer, og til industrilandenes historiske ansvar på dette område; der henviser til mangedoblingen i antallet af komplekse kriser som følge af en række forskellige faktorer, såsom konflikters tendens til at eskalere, dårlig regeringsførelse, udsatte situationer, forværringen af overtrædelserne af den humanitære folkeret og indskrænkningen af det humanitære rum,

D.  der henviser til, at det bliver mere og mere vanskeligt og farligt at yde bistand, at sikkerhedssituationen for humanitære arbejdere bliver stadig mere usikker, og at der i 2008 blev dræbt 122 humanitære arbejdere,

E.  der mener, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod de mest sårbare grupper, såsom kvinder, børn og fordrevne personer, og at stigningen i tilfældene af kønsrelateret vold og seksuelle overgreb udgør et alvorligt problem i humanitær sammenhæng, idet systematisk voldtægt undertiden anvendes som krigsvåben,

F.  der henviser til, at den stigende inddragelse af ikke-humanitære aktører i indsatsen i forbindelse med humanitære kriser indebærer en betydelig risiko for sammenblanding af militære og humanitære aktørers roller og udvisker grænserne for en neutral, upartisk og uafhængig humanitær bistand,

G.  der henviser til, at de nylige tragedier i Haiti og Pakistan igen har vist, at det er nødvendigt at forbedre instrumenterne i Den Europæiske Unions katastrofeberedskab (humanitær bistand og civilbeskyttelsesordningen), så de bliver mere effektive, hurtigere, bedre koordineret og mere synlige, og til, at disse katastrofer endnu en gang har understreget det absolutte behov for at oprette en hurtig reaktionskapacitet på europæisk plan,

H.  der henviser til, at den humanitære situation samlet set er blevet værre, at de humanitære udfordringer og behov er kolossale, og at det er absolut nødvendigt at arbejde på at styrke gennemførelsen af den europæiske konsensus og den dertil knyttede handlingsplan samt på at sikre en verdensomspændende koordinering og byrdefordeling under hensyn til det regionale ansvar, der påhviler de lande, der har kapacitet til at yde stor humanitær bistand,

I.  der henviser til, at Kommissionens budget til humanitære katastrofer og, mere specifikt, GD ECHO's budget, ikke blot har været fastfrosset, men reelt svagt faldende i de seneste fem år,

Den europæiske konsensus om humanitær bistand og den dertil knyttede handlingsplan

1.  beklager, at den humanitære konsensus stadig ikke er tilstrækkeligt kendt uden for humanitære kredse, og anmoder om, at den gøres til genstand for specifikke uddannelsestiltag, navnlig i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, blandt medlemsstaternes diplomater og blandt militære aktører;

2.  beklager, at medlemsstaterne ikke i tilstrækkeligt omfang deltager i gennemførelsen af den europæiske konsensus, og mener, at Rådets arbejdsgruppe om humanitær bistand og fødevarehjælp (COHAFA) bør spille en større rolle for at sikre en bedre opfølgning af denne gennemførelse - for eksempel gennem afholdelse af særlige møder om integration af denne konsensus i de nationale humanitære strategier eller gennem forelæggelse af en årsberetning - og være en mere aktiv fortaler for humanitær bistand over for Rådets øvrige arbejdsgrupper og Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC), idet der fortsat skal være fokus på en effektiv og hurtig koordination;

3.  tilskynder EU-delegationerne i tredjelande til aktivt at fremme udbredelsen og gennemførelsen af den europæiske konsensus og af dens handlingsplan blandt medlemsstaternes repræsentationer;

4.  opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for hvert år at udveksle bedste praksis med EU's nationale parlamenter med hensyn til disses gennemførelse af de forpligtelser, der følger af den europæiske konsensus;

5.  slår til lyd for en forøgelse af de finansielle midler til humanitær bistand på grund af stigningen i antallet af indsatsområder og anmoder budgetmyndigheden om helt eller delvis at overføre midlerne fra nødhjælpsreserven direkte til GD ECHO's oprindelige budget; understreger betydningen af at nå OECD-DAC-målet på 0,7 % af BNI inden 2015;

6.  opfordrer endvidere til, at der opstilles realistiske budgetter, hvor der afsættes bevillinger til naturkatastrofer eller humanitær indsats på grundlag af tidligere års gentagne erfaringer med hensyn til udgifter;

7.  opfordrer indtrængende til, at der gøres yderligere bestræbelser på hurtigere at fremskaffe midler til den indsats, der ydes efter bl.a. naturkatastrofer, og at beslutnings- og godkendelsesprocedurerne for anvendelsen af bevillingerne forenkles; understreger behovet for, at Kommissionens tjenestegrene arbejder tæt sammen med EEAS, således at det gøres muligt hurtigt at finansiere operationer på det indledende stadium;

8.  minder om betydningen af at opretholde en afbalanceret overordnet indsats, idet »glemte kriser« skal gives særlig opmærksomhed;

9.  opfordrer til en forøgelse af midlerne og en styrkelse af kapacitet og ressourcer for at sikre, at humanitær bistand og civilbeskyttelse forbliver rent civile opgaver;

10.  støtter den afgørende rolle, som NOHA (det første netværk af universiteter, der tilbyder uddannelse i humanitær bistand på europæisk plan) spiller med hensyn til fremme af øget bevidsthed om den humanitære situation i verden og navnlig med hensyn til den europæiske politik med henblik på at imødekomme behovet hos de mest udsatte grupper ved hjælp af undervisning og uddannelse af unge europæere;

Humanitære principper, humanitær folkeret og beskyttelse af det humanitære rum

11.  bekræfter på ny de principper og mål for den humanitære bistand, som er indeholdt i den europæiske konsensus; minder om, at Den Europæiske Unions humanitære bistand ikke er noget krisestyringsinstrument, og beklager den stigende politisering af den humanitære bistand og følgerne heraf for bevarelsen af det humanitære rum;

12.  fastslår, at Den Europæiske Unions eksterne aktioner, således som disse er nedfældet i Lissabontraktaten, skal overholde de forpligtelser, Unionen har påtaget sig i den europæiske konsensus om humanitær bistand, samt principperne heri, og mener, at Unionen i betragtning af sin politiske vægt og indflydelse som den største internationale donor utrætteligt bør fremme de humanitære principper;

13.  opfordrer endvidere til, at militært og civilt personale samt humanitære arbejdere, der deltager i katastrofeberedskab eller humanitære operationer, handler i overensstemmelse med principperne om neutralitet, uafhængighed og upartiskhed;

14.  glæder sig over revisionen i december 2009 af EU's retningslinjer for fremme af den humanitære folkeret og mener, at Kommissionen og medlemsstaterne bør spille en betydelig politisk rolle i gennemførelsen af disse; håber desuden, at EEAS vil oprette særlige uddannelseskurser i humanitær folkeret;

15.  anmoder Kommissionen om at sikre sig, at der afsættes yderligere midler til fremme af den humanitære folkeret og til formidling af kendskabet hertil hos de væbnede styrker, de unge, de politiske kredse og civilsamfundet;

16.  minder om, at de principper og den gode praksis for humanitær bistand, der blev vedtaget i juni 2003, lægger vægt på behovet for at tilskynde til regnskabsaflæggelse og regelmæssig evaluering af den internationale indsats i forbindelse med humanitære kriser, herunder af donorernes effektivitet, og opfordrer til, at disse evalueringer sendes til høring hos en bredere kreds af aktører, navnlig humanitære aktører;

En fælles ramme for bistandsarbejdet
Bistandens kvalitet

17.  minder om, at ydelsen af bistand udelukkende skal være baseret på det konstaterede behov og graden af sårbarhed, og at bistandens kvalitet og størrelse først og fremmest afhænger af den første evaluering, som bør forbedres yderligere, særlig hvad angår anvendelsen af sårbarhedskriterier, navnlig i forhold til kvinder, børn og handicappede;

18.  minder om, at modtagernes reelle og vedvarende inddragelse - og om muligt deltagelse - i forvaltningen af bistanden er en af de afgørende forudsætninger for humanitære foranstaltningers kvalitet, navnlig i tilfælde af langvarige kriser;

19.  fastholder, at Unionens bistand i forbindelse med naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer bør sigte mod at hjælpe den lokale økonomi, for eksempel ved i så vid udstrækning som muligt at købe lokalt eller regionalt producerede fødevarer og ved at stille det nødvendige udstyr til rådighed for landbrugere;

20.  opfordrer til en harmonisering af de metoder, der benyttes af de forskellige aktører, og tilskynder FN's kontor for koordination af humanitære anliggender (OCHA) til at fortsætte sit arbejde med henblik på at definere en fælles metodologi, som prioriterer effektiv og hurtig intervention, og som på permanent basis så vidt muligt inddrager de lokale aktører, herunder ikke-statslige aktører;

21.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fortsætte sin indsats inden for sektorer som ernæring, beskyttelse, ligestilling mellem mænd og kvinder og seksuelle overgreb, flygtninge, repatrierede og internt fordrevne og opfordrer til, at mand-kvinde-dimensionen og reproduktiv sundhed systematisk integreres i den humanitære indsats i forbindelse med akutindsatser på sundhedsområdet;

22.  opfordrer Rådet til i praksis at følge henstillingerne i Barnier-rapporten om, at EU's regioner i den yderste periferi uden undtagelse bør anvendes som støttepunkter for forhåndsplaceringen af vitale produkter og logistik for at lette deployeringen af europæiske menneskelige og materielle ressourcer i forbindelse med hurtige humanitære aktioner uden for EU;

23.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte sine overvejelser om den potentielt negative indflydelse, som humanitær bistand kan have på interventionsområder - navnlig den mulige destabilisering af de økonomiske og sociale strukturer og indvirkningen på det naturlige miljø - og opfordrer den til at udarbejde passende strategier for at gøre det muligt at tage hensyn til denne indflydelse allerede på projektudviklingsstadiet;

Forskelle og kvaliteter i partnerskaberne

24.  opfordrer til respekt for forskellene mellem de aktører, der deltager i finansiering og gennemførelse af internationale humanitære programmer (FN, Internationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaberne, ikke-statslige organisationer), og bakker op om det arbejde, der gøres for at styrke de lokale aktørers kapacitet; opfordrer til, at der sker en hensigtsmæssig koordinering og udveksling af informationer mellem alle berørte aktører;

25.  anmoder alle statslige organer om at respektere, at ngo'erne spiller en vigtig rolle, for så vidt angår indsamling af midler fra private donorer;

26.  støtter videreførelsen af de humanitære reformer i FN og opfordrer til en styrkelse af ordningen med humanitære koordinatorer, øget gennemsigtighed, en mere modtagerorienteret tilgang, øget fleksibilitet i anvendelsen af »pooled funds« og en række forbedringer i den tilgang, der består i anvendelse af »clusters« (sektorbestemt ansvar), baseret på anbefalingerne i FN's rapport om menneskerettigheder, og idet principperne om åbenhed og økonomisk ansvarlighed styrkes, navnlig for så vidt angår koordinering med de lokale strukturer og ikke-statslige aktører, hensyntagen til tværsektorielle aspekter og koordinering mellem de forskellige »clusters«;

Koordinering på internationalt og europæisk niveau

27.  bekræfter på ny den centrale rolle, som De Forenede Nationer, og navnlig OCHA, spiller i koordineringen af den internationale humanitære indsats;

28.  hilser med tilfredshed initiativer til forbedring af koordineringen af de forskellige europæiske kriseberedskabsinstrumenter og glæder sig over, at humanitær bistand og civilbeskyttelse er samlet i ét generaldirektorat; insisterer imidlertid på, at deres respektive mandater, roller og ressourcer forbliver formelt adskilte;

29.  anmoder Rådet og Kommissionen om at indføre præcise og gennemsigtige regler for samarbejdet og koordineringen mellem Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Kommissionen i forbindelse med styring af omfattende kriser uden for EU's område og om at arbejde aktivt for at sikre synligheden af de ressourcer og kapaciteter, der sættes ind i kriseområder;

30.  minder om, at Den Europæiske Unions eksterne strategi for børns rettigheder bør baseres på de værdier og principper, der er fastlagt i verdenserklæringen om menneskerettigheder, særlig artikel 3, 16, 18, 23, 25, 26 og 29, samt i FN-konventionen om barnets rettigheder og dens valgfrie protokoller;

Brug af civilbeskyttelsesressourcer og militære aktiver og kapaciteter

31.  bekræfter på ny, at der bør skelnes nøje mellem militære og humanitære aktørers mandater, navnlig i områder, der er ramt af naturkatastrofer og væbnet konflikt, og at det er vigtigt, at militære ressourcer og kapaciteter i overensstemmelse med FN's retningslinjer (Oslo- og MCDA-retningslinjerne(10)) kun anvendes i meget begrænsede tilfælde og som den sidste udvej til støtte for humanitære bistandsforanstaltninger;

32.  minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at humanitær bistand og civilbeskyttelse skal betragtes som rent civile opgaver og således skal gennemføres som sådanne;

33.  anmoder Kommissionen om at iværksætte oplysningsaktiviteter om den humanitære bistands særlige status i Den Europæiske Unions udenrigspolitik og anmoder medlemsstaterne om at forvisse sig om, at deres væbnede styrker overholder og anvender FN-retningslinjerne; mener i øvrigt, at en dialog mellem militære og humanitære aktører er nødvendig for at fremme en indbyrdes forståelse;

34.  bekræfter på ny, at anvendelse af civilbeskyttelsesressourcer under humanitære kriser skal være behovsbaseret og supplere og være forenelig med den humanitære bistand, og at disse ressourcer i tilfælde af naturkatastrofer kan bidrage til de humanitære aktioner, hvis de anvendes i overensstemmelse med de principper, som De Humanitære FN-organisationers Fælles Stående Komité (IASC) har fastlagt på dette område;

35.  anmoder Kommissionen om at fremlægge ambitiøse forslag til retsakter om oprettelse af en europæisk civilbeskyttelsesstyrke, som er baseret på en optimal udnyttelse af den nuværende EU-civilbeskyttelsesordning og på pooling af de eksisterende nationale ressourcer, hvilket ikke burde medføre betydelige ekstraudgifter og er inspireret af den fremgangsmåde, der allerede er blevet afprøvet i forbindelse med de forberedende foranstaltninger; mener, at finansieringen af en civilbeskyttelsesstyrke skal ske som et supplement til de midler, der afsættes til humanitær nødhjælp;

36.  mener, at den europæiske civilbeskyttelsesstyrke kunne bestå i et tilsagn fra en række medlemsstater om frivilligt at stille forudfastlagte civilbeskyttelsesmoduler til rådighed, som er klar til øjeblikkeligt at kunne sættes ind i EU-operationer, der samordnes af overvågnings- og informationscentret (MIC), og mener i øvrigt, at de fleste af disse moduler, som allerede er disponible på nationalt plan og således ikke ville medføre omfattende ekstraudgifter, fortsat bør være under disse landes kontrol, og at deployeringen af disse moduler på ad hoc-basis bør udgøre kernen i EU's civilbeskyttelsesordning, for så vidt angår indsatsen i forbindelse med katastrofer inden for og uden for Unionens grænser;

Bistandens kontinuitet
Katastrofeforebyggelse og klimaændringer

37.  glæder sig over vedtagelsen i februar 2009 af en ny europæisk strategi for katastrofeforebyggelse i udviklingslandene; opfordrer indtrængende Kommissionen til i den forbindelse at udarbejde programmer til forebyggelse af katastrofer og til forvaltning af indsatsen i samarbejde med nationale regeringer, lokale myndigheder og civilsamfundsorganisationer i modtagerlandene og opfordrer til en hurtig iværksættelse af denne strategi;

38.  anmoder om, at der gøres en betydelig indsats for at sikre en mere konsekvent integration af katastrofeforebyggelsesdimensionen i udviklingspolitikken og politikken for humanitær bistand;

39.  slår til lyd for en betydelig forhøjelse af de beløb, der afsættes til denne dimension, og understreger betydningen af at bevare finansiering i mindre målestok for at sikre en kontekstorienteret tilgang og et lokalt ejerskab af projekterne;

40.  anmoder om, at planlægningen i tilknytning til tilpasningen til klimaændringerne i højere grad koordineres med katastrofeforebyggende foranstaltninger;

Sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling

41.  beklager, at de konkrete fremskridt med hensyn til sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling stadig er begrænsede trods de mange politiske tilsagn i løbet af de seneste år;

42.  understreger betydningen af en rettidig overgang fra nødhjælp til udviklingsbistand på grundlag af specifikke kriterier og en fyldestgørende vurdering af behovene;

43.  anmoder om flere ressourcer med henblik på at sikre kontinuitet i bistanden og om, at der fokuseres på, hvorledes de nuværende finansielle ordninger kan gøres mere fleksible og komplementære i overgangsfasen mellem nødhjælp og udviklingsbistand;

44.  opfordrer til en forbedring af dialogen og samordningen mellem de humanitære organisationer og udviklingsagenturerne på indsatsområderne og i de tilsvarende tjenestegrene i EU-institutionerne og medlemsstaterne;

o
o   o

45.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt FN's Kontor for Koordination af Humanitær Bistand (OCHA).

(1) EFT L 163 af 2.7.1996, s. 1. (2) EUT L 71 af 10.3.2007, s. 9. (3) EUT L 314 af 1.12.2007, s. 9. (4) EUT C 286 E af 27.11.2009, s. 15. (5) EFT L 163 af 4.7.2000, s. 37. (6) EUT C 282 E af 6.11.2008, s. 273. (7) EUT C 341 E af 16.12.2010, s. 5. (8) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0465. (9) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0235. (10) MCDA-retningslinjerne: retningslinjer for anvendelsen af militær- og civilforsvarsaktiver til støtte for De Forenede Nationers humanitære indsats i komplekse nødsituationer; marts 2003.Oslo-retningslinjerne: retningslinjer for anvendelsen af udenlandske militær- og civilforsvarsaktiver i forbindelse med katastrofehjælp; november 2007.