Europa-Parlamentets henstilling af 20. januar 2011 til Rådet om forhandlingerne om en rammeaftale mellem EU og Libyen (2010/2268(INI))

P7_TA(2011)0020 A7-0368/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forslaget til Europa-Parlamentets henstilling til Rådet af Ana Gomes for S&D-Gruppen om de igangværende forhandlinger om rammeaftalen mellem EU og Libyen (B7-0615/2010),

–  der henviser til konklusionerne fra Rådets (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) samling den 15. oktober 2007 om indledning af drøftelser om en rammeaftale mellem EU og Libyen samt til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møder den 18.-19. juni og 29.-30. oktober 2009 om migrationsrelaterede politikker,

–  der henviser til det aftalememorandum, som blev undertegnet af EU-kommissær, Ferrero-Waldner, og minister for europæiske anliggender, El Obeidi, den 23. juli 2007,

–  der henviser til de igangværende forhandlinger mellem EU og Libyen om indgåelsen af en rammeaftale,

–  der henviser til hivhandlingsplanen for Benghazi, der blev iværksat i november 2004,

–  der henviser til det nuværende praktiske samarbejde mellem EU og Libyen om migration og til den dagsorden for migrationssamarbejde, der blev undertegnet af Kommissionen og Libyen den 4. oktober 2010,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder af 10. december 1948,

–  der henviser til Genèvekonventionen af 28. juli 1951 og den tilhørende protokol af 31. januar 1967 om flygtninges retsstilling,

–  der henviser til adskillige menneskerettighedsinstrumenter, som Libyen har undertegnet, f.eks. den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (1970), den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1970), den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination (1968), konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (1989), konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1989), konventionen om barnets rettigheder (1993) samt den internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder (2004),

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 62/149 af 18. december 2007 med opfordring til et moratorium for dødsstraf og resolution 63/168 af 18. december 2008 med opfordring til gennemførelse af resolution 62/149 af 2007,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder og dets protokol om etablering af en afrikansk menneskerettighedsdomstol, som blev ratificeret af Libyen hhv. den 26. marts 1987 og den 19. november 2003,

–  der henviser til Den Afrikanske Enhedsorganisations konvention om særlige aspekter af flygtningeproblemer i Afrika af september 1969, som Libyen tiltrådte den 17. juli 1981,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til sine beslutninger af 18. januar 2007 om dødsdomme over lægepersonale i Libyen(1) og af 17. juni 2010 om henrettelser i Libyen(2),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 121, stk. 3, og artikel 97,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0368/2010),

A.  der henviser til, at Libyen til trods for sit vedvarende autoritære styre og de systematiske overtrædelser af internationale konventioner om grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder har voksende handelsmæssige og politiske forbindelser med EU-medlemsstater og spiller en rolle som partner for EU i Middelhavsområdet og i Afrika på en lang række områder af betydning for sikkerhed og stabilitet, navnlig migration, folkesundhed, udvikling, handel og økonomiske forbindelser, klimaforandringer, energi og kulturarv,

B.  der henviser til, at flere EU-medlemsstater har tætte forbindelser til Libyen med nationale virksomheder og banker, der fungerer som middel for libyske økonomiske investeringer i Europa, og til, at Italien den 30. august 2008 undertegnede en venskabsaftale med Libyen om forbindelser på forskellige områder, herunder samarbejde om en styring af migrationen og om økonomisk erstatning for krigen og koloniherredømmet; der henviser til, at det italienske parlament den 9. november 2010 anmodede regeringen om at revidere denne aftale,

C.  der henviser til, at den rammeaftale mellem EU og Libyen, som de igangværende forhandlinger drejer sig om, dækker en lang række områder, lige fra styrkelse af den politiske dialog til styring af migrationen, udvidede handelsmæssige og økonomiske forbindelser, energisikkerhed og forbedret samarbejde inden for forskellige sektorer; der henviser til, at rammeaftalen forventes at være en mulighed for at øge den politiske dialog mellem Libyen og EU,

D.  der henviser til, at respekt for menneskerettighederne, demokrati og retsstatsprincippet samt modstand mod dødsstraf er grundlæggende EU-principper; der henviser til, at Parlamentet er stærkt engageret i universel afskaffelse af dødsstraf og gentagne gange indtrængende har opfordret til ophævelse af dødsstraffene og løsladelse af de fem bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge, der sad fængslet i Libyen i adskillige år, ud over at fordømme de henrettelser af libyske og ikke-libyske borgere, som har fundet sted i Libyen,

E.  der henviser til, at Libyen har ratificeret Den Afrikanske Enhedsorganisations konvention om særlige aspekter af flygtningeproblemer i Afrika, hvor det i artikel 8 understreges, at denne konvention i Afrika skal være et effektivt supplement til FN-konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling, og at medlemmerne bør samarbejde med FN's Højkommissær for Flygtninge (UNHCR); der imidlertid henviser til, at Libyen ikke har ratificeret FN-konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling, som er den eneste internationale konvention, der fastsætter en omfattende definition af flygtninge, som skal ledsages af bindende beskyttelsesforanstaltninger og en særlig mekanisme for overvågning via FN's Højkommissær for Flygtninge;

F.  der henviser til, at der er tungtvejende beviser på, at Libyen praktiserer udbredt forskelsbehandling af migrantarbejdere på grundlag af deres nationale eller etniske oprindelse, navnlig dets racistiske forfølgelse af afrikanske migrantarbejdere, og til, at Parlamentet er stærkt bekymret over forlydender om seksuelle overgreb mod kvinder,

G.  der henviser til, at det i artikel 19, stk. 2, i EU's charter om grundlæggende rettigheder fastsættes, at ingen personer må udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor de er i alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling,

H.  der henviser til, at Libyen blev indvalgt i FN's Menneskerettighedsråd den 13. maj 2010 og har ratificeret en række menneskerettighedsinstrumenter og til, at Libyen som følge heraf har specifikke internationale forpligtelser til at overholde menneskerettighederne, men at landet indtil videre ikke har truffet konkrete foranstaltninger til at forbedre sit omdømme på menneskerettighedsområdet og påbegynde et reelt samarbejde med de FN-organer, der forvalter FN's særlige procedurer og traktaterne; der henviser til princippet om menneskerettighedernes udelelighed, og til, at libyere og udlændinge i Libyen på trods af, at de takket være statens fordeling af nationalindkomsten nyder godt af nogle økonomiske og velfærdsmæssige goder, ikke kan nyde godt af de fleste civile og politiske rettigheder, navnlig ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, retten til en fair rettergang, arbejdstagerrettigheder, kvinders rettigheder og retten til frie valg, og til, at der ofte forekommer vilkårlig tilbageholdelse, tortur, ufrivillig forsvinden og forskelsbehandling, som især rammer migranter,

I.  der henviser til, at udøvelsen af statsmagtens beføjelser i Libyen ikke er forankret i retsstatsprincippet eller i demokratisk ansvarlighed, hvilket har ført til en tilfældig og uforudsigelige adfærd med hensyn til udenlandske personer og interesser, som det for nylig var tilfældet med schweiziske forretningsmænd, og til, at udlændinge er blevet henrettet for almindelig kriminalitet og uden, at deres identitet er blevet afsløret,

1.  retter i forbindelse med de igangværende forhandlinger om en rammeaftale følgende henstillinger til Rådet:

2.  pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet og til orientering til Kommissionen samt til regeringerne i Den Europæiske Unions medlemsstater.

(1) EUT C 244 E af 18.10.2007, s. 208. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0246.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. januar 2011 om kristnes situation med hensyn til religionsfrihed

P7_TA(2011)0021 RC-B7-0039/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, navnlig beslutningerne af henholdsvis 15. november 2007 om alvorlige begivenheder, der bringer kristne og andre religiøse trossamfunds eksistens i fare(1), 21. januar 2010 om de seneste angreb på kristne trossamfund(2), 6. maj 2010 om massegrusomheder i Jos, Nigeria(3), 20. maj 2010 om religionsfrihed i Pakistan(4) og 25. november 2010 om Irak: dødsstraf (herunder sagen om Tariq Aziz) og angrebene på kristne samfund(5),

–  der henviser til årsberetningerne om menneskerettighederne i verden og navnlig til sin beslutning af 16. december 2010 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2009 og EU's menneskerettighedspolitik(6),

–  der henviser til artikel 18 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til FN-erklæringen fra 1981om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro,

–  der henviser til rapporterne fra FN's særlige rapportør om religions- og trosfrihed, særlig rapporterne af 29. december 2009, 16. februar 2010 og 29. juli 2010,

–  der henviser til artikel 9 i den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) fra 1950,

–  der henviser til artikel 10 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til artikel 3, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til artikel 17 i traktatens om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til erklæringen fra talspersonen for Catherine Ashton, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformand i Kommissionen, efter angrebet den 1. januar 2011 på kirkegængere i den koptiske kirke i Alexandria i Egypten,

–  der henviser til erklæringen fra Europa-Parlamentets formand, Jerzy Buzek, om den dødbringende bombesprængning ved en egyptisk kirke den 1. januar 2011,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union gentagne gange har givet udtryk for sit engagement i religions-, samvittigheds- og tankefriheden og har understreget, at regeringerne i hele verden er forpligtede til at garantere disse frihedsrettigheder; der henviser til, at udviklingen af menneskerettigheder, demokrati og borgerlige frihedsrettigheder er det fælles grundlag, som Den Europæiske Union bygger sine forbindelser med tredjelande på, som det fremgår af demokratiklausulen i aftalerne mellem EU og tredjelande,

B.  der henviser til, at det i artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder hedder, at enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; der henviser til, at denne ret omfatter friheden til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg samt frihed til, alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at give udtryk for sin religion eller tro ved gudsdyrkelse, overholdelse af religiøse sædvaner, udførelse af rituelle handlinger samt undervisning,

C.  der påpeger, at tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed ikke blot gælder for tilhængere af religioner, men også for ateister, agnostikere og ikke-troende,

D.  der henviser til, at antallet af angreb på kristne trossamfund på verdensplan er vokset i 2010, ligesom antallet af retssager og dødsdomme for blasfemi, som oftest rettet mod kvinder; der henviser til, at statistikkerne vedrørende religionsfrihed for de seneste år viser, at den religiøse vold i de fleste tilfælde er rettet mod kristne, som det fremgår af en rapport fra 2009 om religionsfrihed i verden udarbejdet af organisationen »Aid to the Church in Need«; der henviser til, at den situation, som de kristne trossamfund befinder sig i, i nogle tilfælde udgør en trussel mod deres fortsatte eksistens, og at en væsentlig del af den religiøse arv i de berørte lande vil gå tabt, hvis disse samfund skulle forsvinde,

E.  der henviser til, at der igen gik uskyldige menneskeliv tabt ved de grusomme angreb, som blev rettet mod det kristne trossamfund i Nigeria den 11. januar 2011; der henviser til, at der den 24. december 2010 var angreb på en række kirker i Maiduguri, og at der den 25. december 2010 fandt bombeangreb sted i byen Jos i Nigeria, hvorunder 38 civile blev dræbt og mange flere såret; der henviser til, at mænd bevæbnet med sværd og macheter den 21. december 2010 angreb en gruppe lokale kristne landsbyboere, hvoraf tre blev dræbt og to såret, i Turu i Nigeria; der henviser til, at syv kristne, heriblandt kvinder og børn, den 3. december 2010 blev fundet dræbt, mens fire andre var blevet såret efter et angreb i byen Jos i Nigeria,

F.  der henviser til mordet på Salman Taseer, guvernør i Punjab, den 4. januar 2011 og sagen om Asia Noreen i Pakistan, der begge har affødt protester fra det internationale samfund,

G.  der henviser til terrorangrebet på koptiske kristne i Alexandria den 1. januar 2011, hvorunder uskyldige civile borgere blev dræbt eller såret,

H.  der henviser til, at en præst og en niårig pige var blandt de 11, der blev såret, da en bombe den 25. december 2010 blev bragt til sprængning inde i et kapel i Sulu-provinsen i Filippinerne,

I.  der henviser til, at julegudstjenesterne i byerne Rizokarpaso og Ayia Triada i det nordlige Cypern blev afbrudt ved magt den 25. december 2010,

J.  der henviser til, at jihad-terrorangrebene mod assyrisk-kristne familier den 30. december 2010 udmøntede sig i en række koordinerede bombeangreb mod kristne hjem i Bagdad i Irak, hvorunder mindst to blev dræbt og 14 såret; der henviser til, at en vejsidebombe den 27. december 2010 dræbte en assyrisk-kristen kvinde og sårede hendes mand i Dujail i Irak; der henviser til, at to irakiske kristne blev dræbt i Mosul den 22. november 2010; der henviser til, at der den 10. november 2010 blev udført en række angreb på områder beboet af kristne i Bagdad, hvorunder uskyldige civile borgere blev dræbt; der henviser til, at 52 mennesker blev dræbt, heriblandt kvinder og børn, ved den massakre, som fandt sted den 1. november 2010 i den syrisk-katolske domkirke i Bagdad,

K.  der henviser til, den iranske regering har optrappet sin kampagne mod kristne i den islamiske republik, idet mere end 100 er blevet anholdt i den seneste måned, og mange har set sig nødsaget til at flygte fra landet for ikke at risikere strafforfølgning og en mulig dødsdom,

L.  der henviser til, at der også i Vietnam er sket en kraftig undertrykkelse af den katolske kirkes og andre trossamfunds aktiviteter, hvilket ses af den alvorlige situation, som de vietnamesiske montagnardsamfund befinder sig i; der dog hilser det velkomment, at det vietnamesiske regime har skiftet holdning i sagen om præsten Nguyen Van Ly og derfor har løsladt ham,

M.  der påpeger, at angreb begået af voldelige islamiske ekstremister også er angreb på det siddende styre i de pågældende lande med det formål at skabe uro og udløse en borgerkrig mellem de forskellige religiøse grupper,

N.  der påpeger, at Europa lige så lidt som andre dele af verden har været fri for krænkelser af religionsfriheden, angreb på medlemmer af religiøse mindretal på grund af deres tro eller religiøst begrundet diskrimination,

O.  der henviser til, at en dialog mellem trossamfundene er en afgørende forudsætning for fremme af fred og gensidig forståelse mellem folkeslagene,

1.  fordømmer de seneste angreb mod kristne trossamfund i forskellige lande og udtrykker sin solidaritet med ofrenes familier; udtrykker sin stærke betænkelighed ved det stigende antal tilfælde af intolerance, undertrykkelse og vold rettet mod kristne trossamfund, navnlig i landene i Afrika, Asien og Mellemøsten;

2.  påskønner de bestræbelser, myndighederne i de pågældende lande har gjort for at identificere ophavsmændene og gerningsmændene til angrebene på kristne trossamfund; opfordrer indtrængende regeringerne til at sikre, at gerningsmændene til disse forbrydelser og alle andre, der er ansvarlige for disse angreb eller for andre voldshandlinger mod kristne eller andre mindretal af religiøs eller anden karakter, stilles for en dommer og får deres sag prøvet ved en retfærdig rettergang;

3.  fordømmer på det skarpeste alle voldshandlinger mod kristne og andre trossamfund samt alle former for forskelsbehandling og intolerance på grundlag af religion og tro, hvad enten de er rettet mod religiøse, apostater eller ikke-troende; understreger endnu engang, at tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed er en grundlæggende frihedsrettighed;

4.  er foruroliget over de seneste års udvandring af kristne fra forskellige lande, navnlig i Mellemøsten;

5.  finder det foruroligende, at den pakistanske blasfemilov, som den afdøde guvernør Salman Taseer offentligt opponerede mod, fortsat bruges til at forfølge medlemmer af trossamfund, herunder kristne som den dødsdømte Asia Noreen, der er moder til fem, og at guvernør Taseers morder i store dele af det pakistanske samfund hyldes som en helt;

6.  konstaterer med tilfredshed, at den egyptiske offentlighed har reageret med stærk fordømmelse af terrorangrebet og hurtigt har gennemskuet, at angrebet havde til formål at undergrave de dybt rodfæstede traditionelle bånd mellem kristne og muslimer i Egypten; påskønner de fælles demonstrationer, som koptiske kristne og muslimer i Egypten har afholdt for at protestere mod angrebet; hilser det endvidere velkomment, at Egyptens præsident Hosni Mubarak, storsheiken af Al-Azhar og stormuftien af Egypten offentligt har fordømt angrebet;

7.  finder det forkasteligt, at de tyrkiske myndigheder juledag med magt afbrød en julegudstjeneste afholdt af de 300 kristne, der er tilbage i den nordlige del af Cypern;

8.  udtrykker alvorlig bekymring over det misbrug af religion, som gerningsmændene til terrorhandlinger i flere områder af verden benytter sig af; finder det forkasteligt, at religion benyttes som redskab i forskellige politiske konflikter;

9.  opfordrer indtrængende myndighederne i stater med foruroligende mange tilfælde af angreb mod religiøse trossamfund til at tage ansvar for at sikre en normal og offentlig religionsudøvelse for alle trosretninger og til at intensivere deres bestræbelser for at give trossamfundene i deres lande en pålidelig og effektiv beskyttelse, herunder at sikre den personlige sikkerhed og fysiske integritet for trossamfundenes medlemmer, og dermed overholde de forpligtelser, de allerede har påtaget sig i internationalt regi;

10.  understreger på ny, at respekten for menneskerettighederne og de borgerlige frihedsrettigheder, herunder religions- og trosfriheden, er grundlæggende principper og mål for Den Europæiske Union og udgør et fælles grundlag for dens forbindelser med tredjelande;

11.  opfordrer Rådet, Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen til i øget grad at være opmærksom på spørgsmålet om religionsfrihed og situationen for trossamfund, herunder kristne, i forbindelse med aftaler og samarbejde med tredjelande samt i menneskerettighedsberetninger;

12.  opfordrer Rådet (udenrigsanliggender) til på sit næste møde den 31. januar 2011 at drøfte spørgsmålet om forfølgelse af kristne og respekt for religions- og trosfrihed og sikre, at drøftelsen udmønter sig i konkrete resultater, navnlig hvad angår de instrumenter, der kan benyttes til at tilvejebringe sikkerhed og beskyttelse for truede kristne trossamfund, uanset hvor i verden, de befinder sig;

13.  opfordrer Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Europa-Kommissionen til snarest muligt at udforme en EU-strategi for håndhævelse af menneskeretten religionsfrihed, herunder i form af en liste over forholdsregler mod stater, som bevidst undlader at beskytte religiøse trosretninger;

14.  anmoder den højtstående repræsentant om i lyset af de seneste begivenheder og det voksende behov for at analysere og forstå kulturelle og religiøse begivenhedsforløb i internationale forbindelser og moderne samfund at sørge for, at der inden for EU-Udenrigstjenestens menneskerettighedsdirektorat etableres en permanent kapacitet for overvågning af statslige eller samfundsbestemte begrænsninger af religionsfriheden og hertil knyttede rettigheder, samt årligt rapportere til Parlamentet herom;

15.  opfordrer Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Europa-Kommissionen og Parlamentet til at indføje et kapitel om religionsfrihed i deres årsberetning om menneskerettigheder;

16.  opfordrer indtrængende EU's institutioner til at opfylde forpligtelsen i TEUF-artikel 17 til at føre en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med kirker samt religiøse, filosofiske eller konfessionsløse organisationer med henblik på at sikre, at forfølgelsen af kristne og andre trossamfund gøres til genstand for systematiske drøftelser som et prioriteret spørgsmål;

17.  opfordrer lederne af alle trossamfund i Europa til at fordømme angreb på kristne og andre religiøse grupper på grundlag af en ligelig respekt for alle trosretninger;

18.  gentager sin støtte til alle initiativer, der har til formål at fremme dialogen og den gensidige respekt mellem religiøse og andre samfund; opfordrer alle religiøse myndigheder til at fremme tolerance og til at tage initiativer mod had og vold og ekstremistisk radikalisering;

19.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Europa-Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Egyptens regering og parlament, Irans regering og parlament, Iraks regering og parlament, Nigerias regering og parlament, Pakistans regering og parlament, Filippinernes regering og parlament, Vietnams regering og parlament samt Den Islamiske Konference.

(1) EUT C 282 E af 6.11.2008, s. 474. (2) EUT C 305 E af 11.11.2010, s. 7. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0157. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0194. (5) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0448. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0489.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. januar 2011 om situationen i Belarus

P7_TA(2011)0022 RC-B7-0044/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Belarus, særlig den af 17. december 2009 om Belarus(1),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2010/639/FUSP af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for visse embedsmænd i Belarus(2), der forlænger både de restriktive foranstaltninger og suspensionen indtil den 31. oktober 2011,

–  der henviser til konklusionerne fra Rådet (udenrigsanliggender) af 25. oktober 2010,

–  der henviser til erklæringen om de foreløbige resultater og konklusioner om præsidentvalget i Belarus fra OSCE's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (OSCE/ODIHR) og OSCE's Parlamentariske Forsamling (OSCE PA) af 20. december 2010,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110,

A.  der henviser til, at Prag-erklæringen fra topmødet i det østlige partnerskab bekræfter bl.a. Belarus' forpligtelse til at overholde principperne i folkeretten og de grundlæggende værdier, herunder demokrati, retsstatsprincippet og respekten for menneskerettighederne samt de grundlæggende frihedsrettigheder,

B.  der henviser til, at Rådet den 25. oktober 2010 opfordrede de belarussiske myndigheder til at sikre, at (præsident)valget kom til at foregå i overensstemmelse med de internationale normer og standarder for demokratiske valg og Belarus' tilsagn i OSCE og FN,

C.  der henviser til, at Belarus har forpligtet sig til at tage hensyn til henstillingerne fra OSCE og OSCE's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder om forbedringer af landets valglov for at bringe den i overensstemmelse med internationale standarder for demokratiske valg og høre OSCE om foreslåede ændringer; der henviser til, at Belarus' nationalforsamling har vedtaget en reform af valgloven uden forudgående høring af OSCE,

D.  der henviser til, at Rådet har bekræftet, at det er rede til at uddybe sine forbindelser med Belarus, hvis der sker en udvikling i Belarus i retning af demokrati, respekt for menneskerettigheder og efterlevelse af retsstatsprincipperne, og at det er rede til at bistå landet med at nå disse mål, samt at det, hvis der sker fremskridt i Belarus på disse områder, er rede til at tage skridt til at opgradere de aftalemæssige forbindelser med Belarus,

E.  der henviser til, at Rådet på grundlag af en vurdering af den udvikling, der har fundet sted i Belarus, har besluttet at forlænge gyldighedsperioden for de restriktive foranstaltninger over for visse belarussiske embedsmænd, men samtidig suspendere anvendelsen af restriktioner for rejser til EU, i begge tilfælde indtil den 31. oktober 2011,

F.  der henviser til, at der ifølge OSCE/PA's og OSCE/ODIHR's erklæring om foreløbige resultater og konklusioner om præsidentvalget i Belarus fandt visse forbedringer sted i tiden op til valget, men de blev overskygget af de alvorlige uregelmæssigheder på valgdagen og den vold, der brød ud om natten den 19. december 2010,

G.  der henviser til, at flere end 700 personer blev tilbageholdt for deres deltagelse i demonstrationen den 19. december 2010 i Minsk, og at de fleste af disse personer er blevet løsladt efter afsoning af korte administrative domme, mens 24 oppositionsaktivister og journalister, herunder seks præsidentkandidater, er blevet anklaget for »organisation af masseuroligheder« samt voldelige angreb og væbnet modstand, hvilket kan udløse fængselsstraffe på op til 15 år; der henviser til, at yderligere 14 personer måske snart bliver anklaget,

H.  der henviser til, at politiets hårde indgriben over for demonstration den 19. december 2010 og yderligere foranstaltninger, der er blevet truffet af de retshåndhævende myndigheder mod den demokratiske opposition, frie medier og civilsamfundsaktivister, blev fordømt af Europa-Parlamentets formand, EU's højtstående repræsentant og FN's generalsekretær,

I.  der henviser til, at de advokater, der repræsenterer demonstranter, medlemmer af den politiske opposition eller disses familier trues med fratagelse af deres bestalling,

1.  mener i overensstemmelse med resultaterne af de foreløbige konklusioner fra OSCE PA og OSCE/ODIHR, at præsidentvalget den 19. december 2010 ikke levede op til internationale standarder for frie, retfærdige og gennemsigtige valg; mener, at dette valg var endnu en forpasset chance for overgang til demokrati i Belarus, og appeller i lyset af de mange og alvorlige uregelmæssigheder, der er blevet indberettet af OSCE/ODIHR, til, at der afholdes nyvalg under frie og demokratiske forhold i overensstemmelse med OSCE's standarder;

2.  fordømmer politiets og KGB's anvendelse af rå magt mod demonstranter på valgdagen og udtrykker navnlig harme over et brutalt overfald på Vladimir Nekljajev, hvilket er eksempler på alvorlige krænkelser af de grundlæggende demokratiske principper, såsom forsamlings- og ytringsfriheden og menneskerettighederne, og udtrykker sin bekymring over de belarussiske myndigheders forsøg på at tage Danil Sannikov, den treårige søn af præsidentkandidaten Andrej Sannikov og Irina Khalip, en undersøgende journalist, der begge har siddet fængslet siden valget den 19. december 2010, i statslig varetægt; er særlig bekymret over Mikalay Statkevichs sundhedstilstand efter 31 dages sultestrejke;

3.  fordømmer på det kraftigste anholdelsen og tilbageholdelsen af fredelige demonstranter og de fleste af præsidentkandidaterne (blandt andre Uladzimir Niakliayeu, Andrei  Sannikov, Mikalay Statkevich og Aleksey Michalevich), lederne af den demokratiske opposition (blandt andre Pavel Sevyarynets, Anatoly Lebedko) samt et stort antal civilsamfundsaktivister, journalister, lærere og studerende, som risikerer straffe på op til 15 års fængsel; kræver en uafhængig og objektiv international undersøgelse af begivenhederne ledet af OSCE; opfordrer til, at de politisk begrundede anklager øjeblikkeligt frafaldes;

4.  fordømmer undertrykkelsen og opfordrer indtrængende de belarussiske myndigheder til øjeblikkeligt at sætte en stopper for chikane, intimidering og trusler mod civilsamfundsaktivister, herunder razziaer, ransagninger og konfiskation af materiale i private lejligheder og kontorer, der huser uafhængige medier eller civilsamfundsorganisationer, samt bortvisninger fra universiteter og arbejdspladser;

5.  kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle, der blev fængslet på valgdagen og i tiden derefter, herunder samvittighedsfanger, der anerkendes af Amnesty International; opfordrer de belarussiske myndigheder til at give de tilbageholdte uhindret adgang til slægtninge, juridisk bistand og medicinsk hjælp;

6.  beklager de belarussiske myndigheders beslutning om at bringe missionen for OSCE's kontor i Belarus til ophør og opfordrer de belarussiske myndigheder til omgående at trække denne beslutning tilbage;

7.  fordømmer blokaden af en række større websteder, herunder netværkskanaler og oppositionens hjemmesider, på valgdagen i Belarus; understreger, at den nuværende medielovgivning i Belarus ikke er i overensstemmelse med internationale standarder, og opfordrer derfor de belarussiske myndigheder til at revidere og ændre denne;

8.  opfordrer Rådet, Kommissionen og EU's højtstående repræsentant til at revidere EU's politik i forhold til Belarus, herunder overvejelser vedrørende målrettede økonomiske sanktioner og indefrysning af al makrofinansiel bistand via IMF-lån samt udlånstransaktioner via EIB- og EBRD-programmer; understreger, at ENP's fokus skal flyttes og den nationale bistand til Belarus omdirigeres med henblik på at sikre passende støtte til civilsamfundet; minder om betydningen af effektiv anvendelse af Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder;

9.  opfordrer Kommissionen til med alle finansielle og politiske midler at støtte det belarussiske civilsamfunds, uafhængige mediers (herunder TV Belsat, European Radio for Belarus, Radio Racja og andre) og belarussiske ikke-statslige organisationers bestræbelser på at fremme demokrati og udøve modstand mod styret; indser nødvendigheden af at styrke og fremme belarussiske ngo'ers forbindelser med det internationale ngo-samfund; opfordrer ligeledes Kommissionen til at standse det igangværende samarbejde og trække sin bistand til statsejede medier i Belarus tilbage; Kommissionen bør samtidig finansiere genoptrykning og distribution af de bøger, som de belarussiske myndigheder for nylig konfiskerede og brændte, og som var skrevet af lyrikeren Uladzimir Niakliayeu;

10.  opfordrer Europa-Kommissionen til at udvikle en mekanisme til registrering af ngo'er, som nægtes registrering i Belarus af politiske grunde, så de kan drage fordel af EU-programmer;

11.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte og øge den finansielle støtte til European Humanities University (EHU) med base i Vilnius, Litauen, øge antallet af stipendier til hviderussiske studerende, der undertrykkes på grund af deres medborgeraktiviteter og er blevet bortvist fra universiteter, og bidrage til donorkonferencen »Solidarity with Belarus« i Warszawa (2. februar 2011) og den følgende konference i Vilnius (3.-4. februar 2011);

12.  opfordrer Rådet, Kommissionen og EU's højtstående repræsentant til straks at genindføre visumforbuddet over for førende belarussiske myndigheder og udvide det til belarussiske statsembedsmænd, medlemmer af dommerstanden og personale i sikkerhedstjenesten, som kan betragtes som ansvarlige for valgsvindelen og den brutale undertrykkelse og anholdelse af oppositionsmedlemmer efter valget, og indefryse deres aktiver; påpeger, at disse sanktioner som minimum bør forblive i kraft, indtil alle politiske fanger og tilbageholdte er løsladt og anklagerne mod dem frafaldet; glæder sig over, at den polske regering er gået foran som et godt eksempel og har indført sine egne restriktioner for indrejse af repræsentanter for styret i Minsk og samtidig har forenklet adgangen for belarussiske statsborgere til Den Europæiske Union;

13.  opfordrer Rådet til senest under det østlige partnerskabs topmøde i Budapest at overveje muligheden af at suspendere belarussisk deltagelse i det østlige partnerskabs aktiviteter, hvis der ikke gives en acceptabel forklaring på situationen i Belarus og sker en betragtelig forbedring af denne; mener, at denne suspension ikke skal gælde ngo'er og civilsamfundet;

14.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at intensivere arbejdet med forhandlingsdirektiverne vedrørende tilbagetagelsesaftalen og visumlempelse, som omfatter overkommelige visumgebyrer for at øge de mellemfolkelige kontakter;

15.  forventer, at EU's medlemsstater ikke svækker EU's indsats gennem bilaterale initiativer med det belarussiske styre, som underminerer den europæiske udenrigspolitiks troværdighed og effektivitet;

16.  er af den opfattelse, at sportsbegivenheder, såsom verdensmesterskabet i ishockey i 2014, ikke bør afholdes i Belarus, så længe der er politiske fanger i dette land;

17.  beklager, at Den Russiske Føderations har anerkendt valget og betegner undertrykkelsen som et indre anliggende; henstiller, at Europa-Kommissionen indleder dialog, høringer og politisk koordinering med nabolande til Belarus, som ikke er medlem af EU og traditionelt har særlige forbindelser med dette land, og som også er partnere med EU, nemlig Rusland og Ukraine, med henblik på at maksimere effektiviteten af EU's politik over for Belarus og samarbejde om at veje reaktionen på det demokratiske underskud og krænkelserne af menneskerettighederne i Belarus op mod behovet for at undgå sidstnævntes internationale isolation;

18.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU's højtstående repræsentant, EU's medlemsstater, Belarus' præsident, regering og parlament og Europarådets og OSCE's parlamentariske forsamlinger.

(1) EUT C 286 E af 22.10.2010, s. 16. (2) EUT L 280 af 26.10.2010, s. 18.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. januar 2011 om beretningen om konkurrencepolitikken 2009 (2010/2137(INI))

P7_TA(2011)0023 A7-0374/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens beretning om konkurrencepolitikken 2009 (KOM(2010)0282) og Kommissionens interne arbejdsdokument vedrørende Kommissionens beretning om konkurrencepolitikken 2009 (SEK(2010)0666),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82(1),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«)(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. oktober 2008 om statsstøttereglernes anvendelse på foranstaltninger truffet over for pengeinstitutter i forbindelse med den aktuelle globale finanskrise(3) (bankmeddelelsen),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. december 2008 om rekapitalisering af pengeinstitutter under den aktuelle finanskrise: Støttens begrænsning til det nødvendige minimum og sikkerhedsforanstaltninger mod uforholdsmæssige konkurrencebegrænsninger(4) (rekapitaliseringsmeddelelsen),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. februar 2009 om behandlingen af værdiforringede aktiver i Fællesskabets banksektor(5) (værdiforringelsesmeddelelsen),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. juli 2009 om genoprettelse af rentabiliteten i finanssektoren under den nuværende krise og vurdering af omstruktureringsforanstaltninger på grundlag af statsstøttereglerne(6) (omstruktureringsmeddelelsen); de fire sidstnævnte meddelelser vil herefter samlet blive benævnt »de fire meddelelse om finanssektoren«,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 17. december 2008 om midlertidige EF-rammebestemmelser for statsstøtte, der ydes for at lette adgangen til finansiering under den nuværende finansielle og økonomiske krise(7) (de midlertidige rammebestemmelser),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. februar 2009: Vejledning om Kommissionens prioritering af håndhævelsen i forbindelse med anvendelsen af EF-traktatens artikel 82 på virksomheders misbrug af dominerende stilling gennem ekskluderende adfærd(8),

–  der henviser til Kommissionens oplysning »Kodeks for god praksis ved behandling af statsstøttesager«(9), Kommissionens meddelelse om en forenklet procedure for behandling af visse former for statsstøtte(10) og Kommissionens meddelelse om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne(11) (forenklingspakken),

–  der henviser til Kommissionens retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse(12),

–  der henviser til resultattavlen for statsstøtte for foråret 2009 (KOM(2009)0164), efteråret 2009 (KOM(2009)0661) og foråret 2010 (KOM(2010)0255),

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2009 om Kommissionens beretninger om konkurrencepolitikken 2006 og 2007(13) og af 9. marts 2010 om beretning om konkurrencepolitikken 2008(14),

–  der henviser til sin beslutning af 26. marts 2009 om fødevarepriser i Europa(15),

–  der henviser til sin erklæring af 19. februar 2008 om undersøgelse af og indgreb over for magtmisbrug udøvet af store supermarkeder i Den Europæiske Union(16),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og til udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Transport- og Turismeudvalget (A7-0374/2010),

A.  der henviser til, at de ekstraordinære forhold under de sidste to års finansielle og økonomiske krise har nødvendiggjort ekstraordinære tiltag; der henviser til, at Kommissionens indsats har bidraget til at stabilisere de finansielle markeder og samtidig beskyttet det indre markeds integritet,

B.  der henviser til, at det i krisetider er væsentligt at sikre finansiel stabilitet, genetablere kreditstrømmene og reformere det finansielle system med henblik på sikre velfungerende markeder, og at konkurrencereglerne derfor bør anvendes fleksibelt, men konsekvent,

C.  der henviser til, at protektionisme og tilsidesættelse af konkurrencereglerne blot ville forværre og forlænge krisen,

D.  der henviser til, at konkurrencepolitikken er et afgørende værktøj, der kan sikre EU et dynamisk, effektivt og innovativt indre marked og sætte det i stand til at konkurrere på verdensmarkedet samt overvinde finanskrisen,

E.  der henviser til, at voksende budgetunderskud og stadig større offentlig gæld i mange medlemsstater kan betyde, at det økonomiske opsving og den økonomiske vækst vil ske i et langsommere tempo i flere år fremover,

F.  der henviser til, at medlemsstaternes regeringer som reaktion på finanskrisen har ydet betragtelige beløb i statsstøtte for eksempel i form af garantiordninger, rekapitaliseringsordninger og supplerende former for likviditetsstøtte til bankfinansiering; der henviser til, at disse tiltag har givet bankerne en vigtig finansieringskilde og sikret dem mod de risici, som finanssektoren normalt må regne med,

G.  der påpeger, at empiriske analyser tyder på, at denne statsstøtte har medført en række virkninger og skævvridninger, som f.eks. et fald i kreditspændet på private obligationer, som der skal tages hensyn til i forbindelse med overvejelser om en eventuel forlængelse af støtten eller af de gældende undtagelsesbestemmelser,

H.  der henviser til, at skatte- og afgiftsreglerne spiller en vigtig rolle i bestræbelserne for at fremme konkurrencen og forbedre det indre markeds funktionsmåde,

I.  der henviser til, at konkurrencen stadig ikke fungerer optimalt inden for energi- og landbrugssektoren samt andre sektorer,

J.  der henviser til, at SMV'ernes muligheder for at udfolde sig under frie konkurrencevilkår er en af de væsentligste forudsætninger for en effektiv overvindelse af den finansielle krise,

Generelle bemærkninger

1.  hilser beretningen om konkurrencepolitikken 2009 velkommen;

2.  konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen reagerede hurtigt på krisen; udtrykker sin anerkendelse af Kommissionens effektive anvendelse af konkurrencepolitiske tiltag under ekstraordinære omstændigheder;

3.  går fortsat ind for, at Parlamentet skal have større indflydelse på udformningen af konkurrencepolitikken ved at give det en rolle som medlovgiver, og anmoder om at blive holdt løbende informeret om alle initiativer på dette område;

4.  opfordrer endnu en gang Kommissionen til som den eneste EU-dækkende konkurrencemyndighed hvert år at aflægge en detaljeret beretning til Parlamentet om opfølgningen af Parlamentets henstillinger og begrunde eventuelle afvigelser herfra; konstaterer, at Kommissionens svar på Parlamentets betænkning om konkurrenceberetningen for 2008 begrænser sig til en opsummering de trufne foranstaltninger og ikke giver noget indblik i foranstaltningernes effektivitet;

5.  understreger, at en EU-konkurrencepolitik baseret på principperne om åbne markeder og ensartede spilleregler i alle sektorer er en hjørnesten i et velfungerende indre marked og en forudsætning for skabelsen af bæredygtige og videnbaserede arbejdspladser;

6.  henleder opmærksomheden på sine opfordringer til at skabe sammenhæng mellem alle EU-politikker og de prioriteringer, der er fastsat i EU's 2020-strategi for vækst og beskæftigelse; understreger, at dette har særlig betydning for konkurrencepolitikken;

7.  understreger den betydning, som tjenesteydelser af almen interesse spiller for opfyldelsen af befolkningens grundlæggende behov; opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til de rammer, Lissabontraktaten har udstukket, når den afslutter sit arbejde vedrørende anvendelse af EU's konkurrenceregler på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og anmoder om at blive inddraget nærmere i Kommissionens opfølgning af den åbne høring om statsstøtteregler for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse;

8.  understreger nødvendigheden af at udarbejde klare bestemmelser, der er til hjælp og gavn for SMV'er;

9.  påpeger, at SMV'er er særligt vigtige for den europæiske økonomi som helhed; understreger desuden SMV'ernes store innovationspotentiale, og gentager sin tidligere anmodning til Kommissionen om at inkludere et særligt kapitel med fokus på rimelige og ikke-diskriminerende konkurrencevilkår for SMV'er;

10.  opfordrer Kommissionen til at anvende uafhængig og pålidelig sagkundskab i forbindelse med de analyser og undersøgelser, som skal foretages med henblik på at udvikle konkurrencepolitikken; opfordrer den indtrængende til at offentliggøre resultaterne heraf;

11.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at artikel 12 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det hedder, at »forbrugerbeskyttelseshensyn inddrages ved udformningen og gennemførelsen af andre af Unionens politikker og -aktiviteter«, håndhæves under den fremtidige lovgivning om det indre marked;

12.  opfordrer Kommissionen til i sin årlige beretning om konkurrencepolitikken at lægge større vægt på de fordele, konkurrencen indebærer for forbrugerne;

13.  har med interesse modtaget rapporten om anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1/2003, som Kommissionen har forelagt fem år efter forordningens ikrafttræden, og er enig i, at den udgør et centralt element i processen med at modernisere konkurrencereglerne og koordinere EU's og nationale myndigheders foranstaltninger, men bemærker samtidig nødvendigheden af at overvinde meningsforskellene vedrørende opstillingen af prioriteringer, visse vigtige aspekter af konkurrencepolitikkens udformning samt samarbejdsmekanismernes funktionsmåde, hvis forordningen skal kunne implementeres mere effektivt;

14.  understreger behovet for at udvikle synergier mellem konkurrence- og forbrugerbeskyttelsespolitikker, herunder via oprettelse af en europæisk form for kollektiv klageadgang for individuelle ofre for konkurrencelovskrænkelser med udgangspunkt i opt-in-princippet og under hensyntagen til de kriterier, der er fastlagt i Parlamentets beslutning af 26. marts 2009, ifølge hvilke erstatning kun kan ydes til den identificerede gruppe af personer eller en af dem udpeget person og kun for den faktisk lidte skade; opfordrer Kommissionen til at overveje, hvordan en sådan mekanisme kan integreres i de eksisterende nationale lovgivninger;

15.  minder om sin beslutning af 25. april 2007 om grønbogen om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler(17) og understreger, at det kommende lovforslag i forbindelse hermed bør medtage indholdet af Europa-Parlamentets beslutning af 26. marts 2009 om hvidbog om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler(18); understreger nødvendigheden af, at Kommissionen uden unødig forsinkelse fremsætter forslag til lovgivning, som kan gøre det lettere at indlede individuelle og kollektive søgsmål med henblik på at opnå effektiv erstatning for skade lidt som følge af overtrædelse af EU's kartel- og monopolregler; en sådan lovgivning bør være af horisontal karakter, undgå excesserne fra det amerikanske system og vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure (fælles beslutningstagning);

16.  understreger, at det har støttet Kommissionens anmodning om flere bevillinger til sit personale med ansvar for konkurrencepolitikken i budgettet for 2011; anmoder om at blive orienteret om, hvordan de ekstra bevillinger er blevet anvendt; erindrer om sin opfordring til Kommissionen om at reallokere personaleressourcer til de områder, hvor den har sine kernekompetencer;

17.  understreger, at en vellykket konkurrencepolitik og et indre marked, som fungerer uden hindringer, er væsentlige forudsætninger for en holdbar økonomisk vækst i EU;

18.  understreger, at medlemsstaterne bør benytte sig af de igangværende bestræbelser for skatte- og afgiftsmæssig konsolidering og bæredygtig økonomisk genopretning til at gøre fremskridt i retning af mere ensartede spilleregler på skatte- og afgiftsområdet;

19.  mener, at konkurrencepolitikken bør bidrage til at fremme og håndhæve åbne standarder og interoperabilitet med henblik på at forhindre, at et mindretal af markedsaktører binder forbrugere og kunder til en bestemt teknologi;

Temakapitel: Konkurrencepolitikken og den økonomiske og finansielle krise

20.  glæder sig over de midlertidige statsstøtteforanstaltninger, der blev fastlagt som reaktion på finanskrisen og den økonomiske krise i de fire meddelelser for finanssektoren og de midlertidige rammebestemmelser for de øvrige sektorer; konstaterer, at anvendelsen af de midlertidige statsstøtteforanstaltninger er blevet forlænget med et yderligere år;

21.  er bekymret for, at disse midlertidige foranstaltninger i sidste ende vil vise sig ikke at være helt midlertidige; understreger nødvendigheden af, midlertidige foranstaltninger og undtagelser ophæves så hurtigt som muligt, navnlig i automobilsektoren; opfordrer derfor Kommissionen til at skabe klarhed om de udfasningskriterier, der skal anvendes i forbindelse med en stillingtagen til en eventuel forlængelse;

22.  opfordrer Kommissionen til at genoverveje, om de eksisterende midlertidige rammebestemmelser yder et effektivt bidrag til sikringen af ensartede spilleregler i hele EU, samt om den fakultative anvendelse af rammebestemmelsernes procedurer sikrer et optimalt resultat i denne henseende;

23.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde en detaljeret evaluering af de beslutninger, der er truffet som led i anvendelse af de midlertidige statsstøtteforanstaltninger som svar på den økonomiske og finansielle krise, under hensyntagen til rækkevidden og gennemsigtigheden af og sammenhængen mellem de forskellige foranstaltninger, der er baseret på rammebestemmelserne, og knytte denne evaluering som bilag til den næste årlige konkurrenceberetning;

24.  gentager sin opfordring til Kommissionen om i løbet af 2010 at offentliggøre en udtømmende rapport om effektiviteten af statsstøtte ydet til »grøn vækst« og til miljøbeskyttelse;

25.  understreger nødvendigheden af at genoprette konkurrencedygtigheden for de finansielle institutioner, der ikke kunne drage fordel af de midlertidige regler for statsstøtte;

26.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at bankerne tilbagebetaler statsstøtten, så snart den finansielle sektor er kommet på fode, og hermed sikre loyal konkurrence på det indre marked og ensartede exit-betingelser;

27.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at præcisere de bindende omstruktureringsforanstaltninger i relation til potentielle konkurrenceforvridende konsekvenser, der giver sig udslag i forskellige tilbagebetalingsbetingelser medlemsstaterne imellem;

28.  understreger imidlertid, at den igangværende konsolidering inden for banksektoren rent faktisk har øget adskillige store pengeinstitutters markedsandel, og opfordrer derfor Kommissionen til fortsat at overvåge sektoren nøje med henblik på at øge konkurrencen på de europæiske bankmarkeder, herunder via omstruktureringsplaner, der indebærer et krav om adskillelse af bankaktiviteter i tilfælde, hvor detailindskud er blevet anvendt til at krydssubsidiere mere risikable investeringsaktiviteter;

Gennemgang af midlertidige statsstøttebestemmelser, der er udarbejdet som reaktion på krisen

29.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse, der kan vise statsstøtteforanstaltningernes indvirkning på økonomien;

30.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge Parlamentet en tilbundsgående analyse af statsstøttens indvirkning på konkurrencen under krisen;

31.  opfordrer indtrængende Kommissionen til efter en sådan omfattende konsekvensanalyse at gennemføre de korrigerende foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sikre ensartede spilleregler på det indre marked;

32.  opfordrer Kommissionen til at foretage en tilbundsgående analyse af konsekvenserne af de reviderede statsstøttemekanismer, der blev vedtaget som reaktion på krisen, for så vidt angår spørgsmålene om konkurrence og opretholdelsen af ensartede spilleregler i EU, finansreform og jobskabelse;

33.  opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde aktivt med Kommissionen om at udvikle og evaluere de midlertidige bestemmelser, der blev udarbejdet som reaktion på den finansielle og økonomiske krise, ved at forelægge rettidige og detaljerede rapporter om deres gennemførelse og effektivitet; opfordrer indtrængende Kommissionen til at foretage en vurdering af, hvordan de fungerer, og gennemføre en undersøgelse af konsekvenserne for EU af foranstaltninger truffet af tredjelande;

34.  opfordrer Kommissionen til at sikre størst mulig gennemsigtighed og til nøje at overholde princippet om ikke-forskelsbehandling i forbindelse med godkendelse af statsstøtte og krav om virksomhedsfrasalg;

35.  anmoder Kommissionen til at fremlægge en undersøgelse af de eventuelle konkurrenceforvridende virkninger af ECB's likviditetsstøtte;

36.  opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge M3-pengemængden med hensyn til statsstøtte, der er blevet godkendt, med henblik på at hindre en utilsigtet overkapitalisering af virksomheder med konkurrenceforvridning til følge;

Statsstøttekontrol

37.  bemærker, at statsstøttepolitik er en integreret del af konkurrencepolitikken, og at statsstøttekontrol afspejler behovet for at sikre ensartede spilleregler for alle virksomheder, der opererer på det indre marked;

38.  understreger vigtigheden af, at Kommissionen nøje overvåger brugen af statsstøtte for at sikre, at sådanne støtteordninger ikke benyttes til at beskytte nationale industrier til skade for det indre marked og de europæiske forbrugere;

39.  anser det for afgørende, at der ved en vurdering af, om statsstøtte er forenelig med traktaten, foretages en passende afvejning mellem statsstøttens negative følger for konkurrencen og de offentlige finanser og dens positive indvirkning på almenvellets interesser;

40.  opfordrer til udarbejdelse af klare kriterier for frasalg, som tager hensyn til frasalgets mellemlangsigtede konsekvenser for de pågældende virksomheder for så vidt angår vækst, innovation og beskæftigelse samt med hensyn til svækkelsen af deres position på verdensmarkedet;

41.  opfordrer Kommissionen til nøje at undersøge de skattemæssige statsstøtteordninger, der anvendes i visse medlemsstater, for at kontrollere, om de er ikke-diskriminerende og gennemsigtige;

42.  opfordrer Kommissionen til at genetablere og forstærke sin enhed for skattemæssige statsstøtteordninger;

43.  vurderer, at det for at give Kommissionen mulighed for bedre at kunne identificere skadelige skattekonkurrenceordninger er afgørende, at den beslutning om automatisk underretning om afgørelser i skattesager, som EU's arbejdsgruppe om en adfærdskodeks for erhvervsbeskatning traf i 2002 (rådsdokument nr. 11077/02), gennemføres fuldt ud i medlemsstaterne;

44.  konstaterer med bekymring, at tilbagesøgning af ulovlig statsstøtte fortsat er en langvarig og omstændelig proces; opfordrer Kommissionen til at stramme procedurerne yderligere og fastholde presset på medlemsstaterne, navnlig i tilfælde af gentagne overtrædelser;

45.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge, i hvilken udstrækning en for generøs tildeling af gratis EU-emissionskvoter i visse sektorer kan virke konkurrenceforvridende, i betragtning af at disse kvoter, hvis effektivitet har været dalende i takt med nedgangen i den økonomiske aktivitet, har givet visse virksomheder ekstraordinære gevinster og samtidig svækket deres incitament til at bidrage til overgangen til en miljøeffektiv økonomi;

46.  understreger, at statsstøtte primært bør tildeles med henblik på at fremme projekter af fælles interesser i EU som f.eks. etablering af bredbånds- og energiinfrastrukturer;

47.  glæder sig over vedtagelsen af retningslinjerne for bredbåndsnet, der dækker statsstøtte til grundlæggende bredbåndsnet (bredbåndstjenester via ADSL eller kabel eller mobilt, trådløst eller satellitbaseret bredbånd) og støtte til ultrahurtige NGA-netværk (p.t. baseret på fiberoptiske eller avancerede opgraderede kabelnet), og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at udbrede og fremme bedste praksis og øge konkurrencen;

48.  opfordrer under hensyntagen til, at det er nødvendigt at gennemføre det indre marked for alle transportformer, Kommissionen til at offentliggøre en rapport med en samlet oversigt over al den statsstøtte, der ydes til den offentlige transport;

49.  gentager sin støtte til Kommissionens retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse inden for transportsektoren med henblik på at styrke den europæiske transportsektors bæredygtighed; opfordrer Kommissionen til at styrke den incitamentsbaserede karakter af den godkendte statsstøtte i transportsektoren;

Kartelregler

50.  konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen har udvist konsekvens og fasthed over for konkurrencebegrænsende adfærd i de seneste år;

51.  hilser forlængelsen af gruppefritagelsesforordningen for vertikale aftaler velkommen, eftersom den sikrer ligevægt mellem producenter og distributører; påpeger imidlertid, at Kommissionen ikke har taget tilstrækkelig hensyn til de særlige vilkår, der knytter sig til internetsalg, navnlig hvad angår den digitale dagsorden og i lyset af de aktuelle bestræbelser på at fuldføre det indre marked for e-handel;

52.  påpeger især, at der i lyset af Kommissionens aktuelle markedsovervågning kan sættes spørgsmålstegn ved, om fælles indkøb foretaget af store distributører, der opererer på internationalt niveau, er i overensstemmelse med kartellovgivningen;

53.  påpeger samtidig, at manglende overholdelse af den fastsatte varighed af konkurrenceklausuler slet ikke er usædvanligt, og opfordrer Kommissionen til at være særligt opmærksom på denne uacceptable praksis;

54.  opfordrer Kommissionen til inden for det integrerede regelsæt om beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret at overveje at overveje at anvende konkurrencelovgivningen som et redskab til at forhindre enhver krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder;

55.  opfordrer indtrængende Kommissionen til, som led i målsætningen om at sikre et velfungerende indre marked og en ensartet anvendelse af konkurrencereglerne i EU, at være tilstrækkeligt opmærksom på de afgørelser, som de nationale domstole træffer som led i deres anvendelse af konkurrencelovgivningen, og at vedtage enhver nødvendig foranstaltning med henblik herpå;

56.  minder om, at karteller udgør en af de mest alvorlige krænkelser af konkurrencelovgivningen; påpeger, at sådanne krænkelser af konkurrencelovgivningen er i strid med EU-borgernes interesser, da de forhindrer forbrugerne i at drage fordel af lavere priser;

57.  gentager sin opfordring til Kommissionen om at forbedre samordningen mellem henholdsvis de konkurrencelovgivningsmæssige og de forbrugerlovgivningsmæssige hensyn i sine initiativer;

58.  opfordrer Kommissionen til at evaluere virkningen af adfærdsrelaterede tiltag på konkurrencen og konsekvenserne af disse foranstaltninger for kunder og forbrugere;

59.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med undersøgelser af et eventuelt misbrug af dominerende stilling at se nærmere på spørgsmålet om »nedsivningseffekt« i tilfælde, hvor den konstaterer, at en dominerende stilling ikke er blevet misbrugt;

60.  mener at anvendelsen af stadig større bøder som det eneste instrument i kartelbekæmpelsen kan være for hårdhændet, ikke mindst som følge af risikoen for tab af arbejdspladser i tilfælde af manglende betalingsevne, og foreslår, at der udvikles et større spektrum af mere avancerede instrumenter omfattende f.eks. virksomheders individuelle ansvar, gennemsigtighed og ansvarliggørelse, kortere procedurer, retten til forsvar og retfærdig rettergang, mekanismer til sikring af, at processen i forbindelse med ansøgninger om bødenedsættelse fungerer (navnlig for at undgå interferens fra igangværende kartelsager i USA), programmer til sikring af, at virksomhederne overholder bestemmelserne, samt udvikling af europæiske standarder; er tilhænger af »gulerods- og stokmetoden« omfattende dels sanktioner med effektiv afskrækkende virkning, navnlig i tilfælde af gentagne overtrædelser, dels incitamenter til at overholde bestemmelserne;

61.  opfordrer på ny Kommissionen til i relevant omfang at indarbejde grundlaget for beregning af bøder og de nye bødeprincipper i forordning (EF) nr. 1/2003;

62.  opfordrer Kommissionen til at indlede en generel undersøgelse af prisfastsættelsen for jernmalm;

Fusionskontrol

63.  understreger - nu hvor der er gået mere end fem år efter ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser - betydningen af at identificere områder, hvor bureaukratiet kan mindskes, og hvor der kan opnås større konvergens mellem gældende nationale regler og EU-regler;

64.  understreger, at den nuværende økonomiske krise ikke berettiger til en lempelse af EF's fusionskontrolpolitikker;

65.  understreger, at anvendelsen af konkurrencebestemmelserne skal vurderes ud fra situationen på hele det indre marked;

Udviklingen i enkelte sektorer

66.  opfordrer Kommissionen til at overvåge udviklingen på de råvarerelaterede markeder i lyset af Det Europæiske Råds konklusioner fra juni 2008 (punkt 40) og til om fornødent at bekæmpe spekulation;

67.  erkender, at store markedskoncentrationer og manglende gennemsigtighed på råvaremarkederne i betydelig grad kan hindre konkurrence og have en skadelig indvirkning på europæisk industri; opfordrer derfor Kommissionen til at analysere råvaremarkeder, såsom jernmalmmarkedet og navnlig markederne for de 14 kritiske råvarer, Kommissionen har udpeget, med henblik på at konstatere, i hvilket omfang der er behov for mere gennemsigtighed og konkurrence på disse markeder, eftersom visse af disse råvarer er af afgørende betydning for indførelsen af miljøeffektive teknologier (såsom solcellepaneler og lithium-ion-batterier);

68.  fastslår, at gennemsigtighed er en væsentlig forudsætning for, at de finansielle markeder fungerer korrekt; opfordrer Kommissionen til at gøre sit yderste for at sikre, at oplysninger om de finansielle markeder afgives i fuld overensstemmelse med bestemmelserne i EU's konkurrencelovgivning, og glæder sig i denne forbindelse over initiativerne til at forhindre misbrug af ISIN- og RIC-koder, der identificerer et givet værdipapir;

69.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at overvåge SEPA (det fælles eurobetalingsområde) for at sikre, at betalingssystemet er tilgængeligt, ikke-diskriminerende, gennemsigtigt og effektivt og på ingen måde hindrer konkurrencen; opfordrer til, at de aspekter, der berører EU's kompetencepolitik, nøje overvåges;

70.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte sin indsats for at sikre effektiv konkurrence på markedet for betalingskort i overensstemmelse med principperne for SEPA med henblik på at lette grænseoverskridende betalinger og øge det indre markeds potentiale mest muligt; opfordrer til en systematisk overvågning af udviklingen på disse markeder og til, at der indarbejdes fremskridtsindikatorer for denne udvikling i de årlige konkurrenceberetninger;

71.  påpeger, at overtrædelser af konkurrencelovgivningen på betalingskortmarkedet berører forbrugerne på en negativ måde; støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at bekæmpe usædvanligt høje grænseoverskridende multilaterale interchangegebyrer, der resulterer i højere produktpriser for forbrugerne.

72.  beklager, at energiforbrugerne i EU fortsat lider under virkningerne af skævheder på energimarkedet; understreger, at effektiv konkurrence på energimarkederne fører til større innovation, en billigere og mere sikker energiforsyning og færre miljøvirkninger; konstaterer, at der er vedvarende hindringer for konkurrencen inden for energisektoren, herunder manglende sammenkobling, manglende gennemsigtighed i de transmissionssystemer, hvorigennem operatørerne fordeler energi til producenter, og medlemsstaternes forskellige definitioner af kategorier af modtagere af tjenester;

73.  opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge medlemsstaternes gennemførelse af den tredje energipakke og vurdere dens effektivitet i forhold til målet om at skabe et velfungerende indre marked; tilskynder Kommissionen til at iværksætte en supplerende undersøgelse af energisektoren, hvis vurderingen giver et negativt resultat;

74.  understreger den meget store betydning, som informations- og kommunikationsteknologi har for innovation, idet den øger den digitale økonomis potentiale og udvikler vidensamfundet; mener, at det er yderst vigtigt at sikre interoperabilitet, lette udviklingen af netværk og holde markederne åbne, så økonomiske aktører kan konkurrere på grundlag af kvaliteten af deres produkter;

75.  minder om, at digital konvergens og den voksende betydning af interoperabilitet og standarder er vigtige emner for informations- og kommunikationsteknologi (IKT) i det i stigende grad indbyrdes forbundne globale miljø; understreger desuden betydningen af fortsat at sikre fri konkurrence inden for IKT, efterhånden som nye digitale produkter og tjenesteydelser dukker op på markedet; opfordrer derfor Kommissionen til at tage disse spørgsmål op i de kommende retningslinjer for horisontale aftaler;

76.  støtter Kommissionens foranstaltninger, der har til formål at fremme en tilstrækkelig bredbåndsdækning til overkommelige priser for alle EU-borgere, og opfordrer den til at forstærke sine anstrengelser for at kontrollere udviklingen i roamingpriserne i forbindelse med grænseoverskridende elektronisk kommunikation og informere om fremskridt på dette område i sine årlige konkurrenceberetninger;

77.  understreger konkurrencepolitikkens nye og vigtige rolle i den digitale økonomi; anmoder Kommissionen om nøje at følge den teknologiske udvikling på det digitale marked og reagere hurtigt, hvis det bliver nødvendigt, for at bevare de digitale platforme så åbne som muligt ved at anvende konkurrencereglerne konsekvent;

78.  understreger betydningen af at fremme et internt digitalt marked; fremhæver i denne forbindelse vigtigheden af at fremme forbrugernes tillid og adgang til onlinetjenester, navnlig ved at forbedre forbrugerrettighederne, beskytte personoplysninger og fjerne eventuelle resterende forhindringer for grænseoverskridende handel og transaktioner online;

79.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at de nationale reguleringsmyndigheder i telekommunikationssektoren følger dens henstilling om opkaldstermineringstakster for at bekæmpe konkurrenceforvridning; opfordrer Kommissionen til at overveje yderligere foranstaltninger, hvis de forventede resultater, dvs. lavere forbrugerpriser, ikke indfinder sig;

80.  bemærker, at forordning (EF) nr. 544/2009 om roamingafgifter i Fællesskabet trådte i kraft den 1. juli 2010 og gav forbrugerne fordele i form af reducerede priser for tale- og sms-roamingtjenester; påpeger imidlertid, at konkurrencen inden for roamingmarkedet endnu ikke er tilstrækkelig udviklet, og at der fortsat er strukturelle problemer; anmoder Kommissionen om i sin 2011-revision at se på muligheden af totalt at gå bort fra roamingafgifter inden for EU;

81.  beklager, at der har været tilfælde af uigennemsigtig bortauktionering af nye, fjerdegenerations mobilfrekvenser i visse medlemsstater; opfordrer Kommissionen til fortsat meget nøje at overvåge medlemsstaternes aktiviteter på dette område og kræve, at medlemsstaterne gennemfører en grundig analyse af frekvensbeslutningers indvirkning på konkurrencen og til at træffe passende foranstaltninger til at forhindre konkurrencebegrænsende situationer i overensstemmelse med det ændrede GSM-direktiv, og dermed sikre lige vilkår for markedsdeltagere og nye aktører på markedet;

82.  anerkender den reviderede radio- og tv-meddelelse fra juli 2009, som bekræfter medlemsstaternes kompetence til at definere public service radio- og tv-mediernes opgaver, finansiering og organisering, samtidig med at Kommissionens ansvar for at kontrollere åbenbare fejl fastslås, og opfordrer medlemsstaterne til at opretholde en balance mellem de digitale medietjenester, der udbydes, for at sikre rimelig konkurrence og dermed bevare et aktivt medielandskab i onlinemiljøet;

83.  opfordrer Kommissionen til at aflægge rapport om og fremskynde sine undersøgelser af anvendelsen af statsstøttereglerne i postsektoren;

84.  understreger behovet for et tættere samarbejde mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder med henblik på vedtagelse af en fælles tilgang til konkurrencespørgsmålene på fødevaremarkedet, der er baseret på løbende udveksling af oplysninger, hurtig identificering af problemer og effektiv ansvarsfordeling mellem medlemmerne af Det Europæiske Konkurrencenetværk, eftersom fødevaremarkeder har tendens til at have en mere national dimension, der opererer under forskellige juridiske, økonomiske og kulturelle forhold;

85.  understreger, at formålet med dette tættere samarbejde bør være en konsekvent tilgang til forsvar, overvågning og gennemførelse af konkurrencereglerne og at sikre fair konkurrence på fødevaremarkederne og en mest muligt effektiv fødevareforsyningskæde til gavn for forbrugerne;

86.  er af den opfattelse, at Kommissionen i forbindelse med den igangværende overvågning af markedet bør føre nøje kontrol med fælles indkøb på internationalt plan, idet de prisnedsættelser, der sikres gennem den herved opnåede købekraft tydeligvis ikke gives videre til forbrugerne i form af lavere detailpriser;

87.  minder om, at gruppen på højt plan, der blev nedsat i 2009 efter krisen i mælkesektoren, der i væsentlig grad berørte mælkeproducenterne, har forelagt sine anbefalinger, der bl.a. vedrører kontraktretlige forhold og producenternes forhandlingsposition; opfordrer Kommissionen til at handle omgående for at støtte fremskridt på en måde, der er i overensstemmelse med EU's konkurrenceregler;

88.  opfordrer Kommissionen til i samarbejde med de nationale konkurrencemyndigheder at se nærmere på konkurrencen inden for fødevareindustrien for så vidt angår gennemskuelighed og forbrugerprisdannelse; opfordrer Kommissionen til at fremlægge en undersøgelse, der navnlig fokuserer på virkninger af den markedskontrol, som store fødevareleverandører og engrosdistributører besidder, og som sætter dem i stand til at påvirke fødevaremarkedets funktionsmåde;

89.  gentager i denne forbindelse sine tidligere opfordringer til sektorundersøgelser af onlinereklamer, søgemaskiner og fødevareindustrier; opfordrer til, at der foretages en undersøgelse af mediekoncentrationer, herunder af alle kanaler for distribution af indhold som f.eks. trykte medier, tv og radio samt internettet; anmoder Kommissionen om at forelægge en undersøgelse af konkurrenceforholdene i telekommunikations- og bilsektoren;

90.  mener, at konkurrence inden for landbrugsproduktion er en forudsætning for lavere priser for forbrugerne i europæiske lande, og opfordrer Kommissionen til at se nøjere på konkurrencen inden for fødevareindustrien for så vidt angår støtte, gennemskuelighed og forbrugerprisdannelse;

91.  beklager manglen på fremskridt med at forbedre konkurrencen i den farmaceutiske sektor og opfordrer Kommissionen til at fremskynde gennemførelsen af det indre marked for lægemidler, for eksempel ved at give Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMEA) en større rolle med hensyn til central medicincertificering; anmoder Kommissionen om at kæmpe imod muligt misbrug gennem den systematiske praksis med »patentklynger«, som forsinker markedsadgangen for generiske lægemidler og begrænser patienters adgang til medicin til overkommelige priser; opfordrer Kommissionen til at træffe straffeforanstaltninger som svar på vildledende oplysningskampagner imod generiske lægemidler;

92.  er af den opfattelse, at konkurrencen inden for sundhedssektoren kan forbedre kvaliteten af sundhedsydelser til fordel for europæiske patienter; opfordrer Kommissionen til at overvåge sundhedssektoren, og især konkurrencen mellem offentlige og private sygehuse; opfordrer Kommissionen til at foretage nærmere undersøgelser af de tilfælde, hvor private sygehuse klager over krydssubsidiering til fordel for offentlige sygehuse i de lande, der har liberaliseret sektoren;

93.  understreger behovet for at sikre og overvåge loyaliteten i konkurrencen inden for og mellem transportformerne med henblik på at skabe prisstrukturer og prispolitikker, der er gennemsigtige og enkle;

94.  opfordrer Kommissionen til at analysere virkningerne af den omfattende støtte, som i de senere år er blevet ydet til bl.a. bilindustrien, på konkurrencen mellem de forskellige transportformer;

95.  opfordrer Kommissionen til at sikre gennemsigtighed med hensyn til tildelingen og den effektive anvendelse af slots for at garantere reel konkurrence inden for luftfartssektoren;

96.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge en oversigt over de tilfælde, hvor lavprisluftfartsselskaber har nydt godt af statens støtte i forhold til andre luftfartsselskaber ved at få indrømmet særlige betingelser ved anvendelse af visse særlige lufthavne, ud over den treårige periode, der er foreskrevet for opstartsstøtte til flyselskaber;

97.  understreger behovet for på passende vis at begrænse markedsandelen for maritime containerlinjekonsortier og dele operationelle fordele – både for søfarts- og indlandstjenester – i overensstemmelse med de generelle EU-regler om fair konkurrence og i henhold til betingelserne i forordning (EF) nr. 906/2009 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde; understreger ligeledes behovet for at sikre det operationelle samarbejde med henblik på fælles drift af linjeskibsfart gennem linjerederier for at sikre effektivitet og kvalitet inden for linjeskibsfart;

98.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre gennemførelsen af det indre marked for transport og retfærdig konkurrence på transportområdet og samtidig tage behørigt hensyn til andre EU-politiske mål, såsom velfungerende transport- og mobilitetstjenester, politiske mål på området for offentlige tjenester, sikkerhed, miljøbeskyttelse, samt EU 2020-målene om nedbringelse af CO2-emissioner og olieafhængighed;

99.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre ensartede spilleregler såvel mellem de forskellige transportformer som mellem offentlige og privatejede virksomheder inden for samme transportgren;

100.  opfordrer Kommissionen til at skabe større gennemsigtighed i forbindelserne mellem statsejede og offentligt ejede jernbaneselskaber, herunder deres vejtransportfilialer, såvel som inden for overførslen af deres midler;

101.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en oversigt over beskatning, afgifter, infrastrukturfinansiering og afgiftsrammer samt momssystemer for forskellige transportformer og for de enkelte medlemsstater og deres indvirkninger på konkurrencen inden for og mellem de forskellige transportformer, samt redegøre for virkningerne af den obligatoriske og ubegrænsede afgift, der pålægges for brug af jernbanenettet i sammenligning med den frivillige og begrænsede afgift, der pålægges for brug af vejinfrastrukturen, i denne oversigt;

102.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med revisionen af lovgivningen om passagerrettigheder og kompensation for forsinkelser at sikre retfærdige og ensartede kompensationsordninger for forsinkelser på tværs af alle transportformer samt etablere uafhængige voldgiftsorganer mellem operatører og kunder;

103.  understreger behovet for at undgå illoyal konkurrence inden for den liberaliserede vejtransportsektor ved at garantere, at sociale, sikkerheds- og miljømæssige regler anvendes korrekt, idet der lægges særlig vægt på såvel åbningen af dette marked for cabotagetransport som på dumpingpraksis;

104.  anmoder Kommissionen om at tilstræbe gennemførelse af det indre jernbanemarked gennem åbning af de nationale markeder for passagertransport; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til i overgangsperioden at foreslå gensidighedsklausuler for medlemsstater, der beslutter at åbne deres egne markeder på forhånd;

105.  henleder Kommissionens opmærksomhed på de indirekte hindringer for konkurrencen som følge af de forskellige bestemmelser inden for transportsektoren vedrørende sikkerhed, interoperabilitet og typegodkendelse;

106.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være årvågne og via de afgørelser, der træffes både på EU-plan og nationalt plan, at sikre en konsekvent og harmoniseret gennemførelse af konkurrencereglerne inden for jernbanesektoren; understreger især, at det er nødvendigt med konsekvens mellem tilsynsmyndighederne inden for jernbanesektoren (reguleringsmyndigheder) og de nationale og europæiske konkurrencemyndigheder;

107.  går kraftigt ind for, at der oprettes et EU-patent og en EU-dækkende tvistbilæggelsesmekanisme for patenter med henblik på at håndtere konkurrenceforvridninger som følge af de nuværende bestemmelser om patenter;

108.  understreger, at videnskabelig og teknisk innovation, patenter og de kulturelle industrier yder et kolossalt bidrag til den europæiske økonomis konkurrenceevne; opfordrer derfor medlemsstaterne til i hast at finde en løsning på de resterende spørgsmål vedrørende det fælles patentsystem i EU; glæder sig derfor over, at Europa 2020-flagskibsinitiativet Innovation i EU indeholder et mål om, at det første EU-patent skal være udstedt i 2014;

109.  påpeger, at EU's konkurrenceevne er meget afhængig af innovationsevne, forsknings- og udviklingsfaciliteter, og af sammenhængen mellem innovation og fremstillingsproces;

110.  understreger den centrale rolle, forskning spiller i forbedringen af Europas konkurrenceevne; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at målet om et investeringsniveau på 3 % inden for forskning og udvikling nås;

o
o   o

111.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1. (2) EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1. (3) EUT C 270 af 25.10.2008, s. 8. (4) EUT C 10 af 15.1.2009, s. 2. (5) EUT C 72 af 26.3.2009, s. 1. (6) EUT C 195 af 19.8.2009, s. 9. (7) EUT C 16 af 22.1.2009, s. 1. (8) EUT C 45 af 24.2.2009, s. 7. (9) EUT C 136 af 16.6.2009, s. 13. (10) EUT C 136 af 16.6.2009, s. 3. (11) EUT C 85 af 9.4.2009, s. 1. (12) EUT C 82 af 1.4.2008, s. 1. (13) EUT C 87 E af 1.4.2010, s. 43. (14) EUT C 349 E af 22.12.2010, s. 16. (15) EUT C 117 E af 6.5.2010, s. 180. (16) EUT C 184 E af 6.8.2009, s. 23. (17) EUT C 74 E af 20.3.2008, s. 653. (18) EUT C 117 E af 6.5.2010, s. 161.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. januar 2011 om en bæredygtig EU-politik for Arktis (2009/2214(INI))

P7_TA(2011)0024 A7-0377/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN's havretskonvention (UNCLOS), som blev indgået den 10. december 1982 og har været i kraft siden den 16. november 1994,

–  der henviser til FN's kommission om afgrænsning af kontinentalsoklen,

–  der henviser til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og konventionen om biologisk mangfoldighed (CBD),

–  der henviser til FN's erklæring af 13. september 2007 om oprindelige folks rettigheder,

–  der henviser til erklæringen om oprettelse af Det Arktiske Råd (AC), som blev undertegnet den 19. september 1996,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, særlig til fjerde del heraf, og aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS),

–  der henviser til erklæringen om samarbejde i den euro-arktiske Barentsregion, som blev undertegnet i Kirkenes den 11. januar 1993,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. november 2008 om Den Europæiske Union og den arktiske region (KOM(2008)0763),

–  der henviser til sin beslutning af 9. oktober 2008 om arktisk forvaltning(1),

–  der henviser til Rådets konklusioner om arktiske spørgsmål af 8. december 2009(2) og om Den Europæiske Union og den arktiske region af 8. december 2008(3),

–  der henviser til Ilulissat-erklæringen vedtaget på konferencen om Det Nordlige Ishav, 28. maj 2008,

–  der henviser til traktaten af 9. februar 1920 mellem Norge, Amerikas Forenede Stater, Danmark, Frankrig, Italien, Japan, Nederlandene, Storbritannien, Irland, British Overseas Dominions og Sverige om Spitsbergen/Svalbard,

–  der henviser til politikken for den nordlige dimension og partnerskaberne inden for disse rammer samt til EU's og Ruslands fælles rum,

–  der henviser til partnerskabsaftalen mellem EU og Grønland for perioden 2007-2012,

–  der henviser til EU's femte, sjette og syvende rammeprogrammer for forskning og teknologisk udvikling,

–  der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations konvention nr. 169, vedtaget den 27. juni 1989,

–  der henviser til den nordiske konvention om samerne af november 2005,

–  der henviser til FN's generalforsamlings erklæring 61/295 af 13. september 2007 om oprindelige folks rettigheder,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolutioner 6/12 af 28. september 2007, 6/36 af 14. december 2007, 9/7 af 24. september 2008, 12/13 af 1. oktober 2009 og 15/7 af 5. oktober 2010,

–  der henviser til Finlands strategi for den arktiske region, vedtaget den 4. juni 2010,

–  der henviser til udtalelse fra det svenske parlaments udenrigsudvalg om Kommissionens meddelelse (KOM(2008)0763)(4),

–  der henviser til den fælles danske og grønlandske strategi for Arktis i en brydningstid, vedtaget i maj 2008,

–  der henviser til den norske regerings strategi for Arktis af 2007 og opfølgningen heraf af marts 2009,

–  der henviser til Nordregio-rapporten 2009:2, »Strong, Specific and Promising - Towards a Vision for the Northern Sparsely Populated Areas in 2020«,

–  der henviser til Nordisk Ministerråds arktiske samarbejdsprogram for 2009-2011, programmet fra Det Euro-Arktiske Barentsråd (BEAC) og programmet fra Det Arktiske Råds formandskab,

–  der henviser til Canadas nordlige strategi af august 2009 og den opfølgende erklæring om Canadas arktiske udenrigspolitik af 20. august 2010,

–  der henviser til den canadiske lov om ændring af lov af august 2009 om forebyggelse af forurening af arktiske farvande,

–  der henviser til »Basics of the state policy of the Russian Federation in the Arctic for the period till 2020 and for a further perspective«, som blev vedtaget den 18. september 2008, og Ruslands nationale sikkerhedsstrategi indtil 2020 af maj 2009,

–  der henviser til de amerikanske præsidentdirektiver om national sikkerhed af 9. januar 2009,

–  der henviser til De Forenede Staters lov af 2010 om ansvarlig udvikling af arktisk energi,

–  der henviser til De Forenede Staters lov af 2009 om forskning i og forebyggelse af olieudslip i Arktis,

–  der henviser til De Forenede Staters lov af 2009 om gennemførelse af vurdering af skibsfarten i Arktis,

–  der henviser til Monaco-erklæringen fra november 2008,

–  der henviser til den sluterklæring, der blev vedtaget under det første parlamentariske forum for den nordlige dimension i Bruxelles den 26. september 2009,

–  der henviser til sluterklæringen af 15. september 2010 fra den 9. konference for parlamentarikere fra den arktiske region,

–  der henviser til NATO's nye strategiske koncept, som blev godkendt af stats- og regeringscheferne på topmødet i Lissabon i november 2010, og dets betydning i forhold til sikkerhedsudsigterne i den arktiske region, især de militære aspekter i Arktis,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0377/2010),

A.  der påpeger, at Kommissionens meddelelse udgør et formelt første skridt hen imod at efterkomme Parlamentets opfordring til udformning af en EU-politik for Arktis, og at Rådets konklusioner om arktiske spørgsmål bør anerkendes som et yderligere skridt i fastlæggelsen af en EU-politik for Arktis,

B.  der henviser til, at Europa-Parlamentet har været en aktiv deltager i arbejdet i det stående udvalg for arktiske parlamentarikere gennem sin Delegation for Forbindelserne med Schweiz, Island og Norge i en periode på omkring to årtier, der kulminerede med værtskabet for hele konferencen for arktiske parlamentarikere i Bruxelles i september 2010,

C.  der henviser til, at Danmark, Finland og Sverige er arktiske lande, og at både Finland og Sverige ligger delvis inden for polarcirklen; der henviser til, at samerne er EU's eneste oprindelige folk, og at de lever i de arktiske områder i Finland og Sverige samt Norge og Rusland,

D.  der betoner, at Islands ansøgning om tiltrædelse af EU vil øge behovet for, at EU tager hensyn til den arktiske region i et geopolitisk perspektiv,

E.  der henviser til, at Norge, som er en pålidelig partner, er associeret med EU igennem EØS-aftalen,

F.  der konstaterer, at EU længe har været engageret i Arktis gennem sin involvering i politikken for den nordlige dimension med Rusland, Norge og Island, herunder denne politiks arktiske vindue, i Barentssamarbejdet og navnlig i Det Euro-Arktiske Barentsråd, via følgerne af de strategiske partnerskaber med Canada, De Forenede Stater og Rusland samt sin deltagelse som aktiv ad hoc-observatør i Det Arktiske Råd,

G.  der understreger, at den gradvise udformning af en EU-politik for Arktis bør baseres på anerkendelse af de eksisterende internationale, multilaterale og bilaterale retlige rammer som f.eks. det omfattende regelsæt, der er fastsat i UNCLOS, og flere andre sektorbestemte, bilaterale og multilaterale aftaler, der allerede regulerer visse spørgsmål af betydning for Arktis,

H.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater yder et stort bidrag til forskningen i Arktis, og at EU-programmer, herunder det nuværende syvende rammeprogram, støtter større forskningsprojekter i regionen,

I.  der henviser til, at det anslås, at ca. en femtedel af verdens uopdagede kulbrinteforekomster findes i den arktiske region, selv om mere omfattende undersøgelser er nødvendige for mere præcist at fastlægge, hvor meget gas og olie der er i regionen, og hvor økonomisk levedygtigt det ville være at udnytte disse reserver,

J.  der henviser til, at der også er en stor global interesse for andre arktiske vedvarende og ikke-vedvarende ressourcer såsom mineraler, skove, fisk og uberørte landskaber for turisme,

K.  der konstaterer, at den stigende interesse for den arktiske region blandt andre aktører uden for Arktis som f.eks. Kina - illustreret ved, at Kina har givet sin første isbryder i opdrag - deres allokering af finansiering til polarforskning og ikke mindst Sydkoreas, Kinas, Italiens, EU's, Japans og Singapores ansøgninger om status som faste observatører i Det Arktiske Råd viser en ny geopolitisk vurdering af Arktis, og at dette foregår i stor udstrækning,

L.  der henviser til, at det nyligt etablerede selvstyre i Grønland hvad angår relevante politiske områder, herunder miljølovgivning og ressourcer og den seneste opdatering af partnerskabsaftalen mellem EU og Grønland har ført til en øget interesse for efterforskning efter og udvinding af ressourcer i Grønland og på dets kontinentalsokkel,

M.  der fremhæver, at virkningerne af klimaændringer, der navnlig har deres oprindelse uden for Arktis, og globaliseringen af verdensøkonomien vil påvirke regionen, og at navnlig havisens tilbagetrækning og muligheden for nye ressourcer og mulig brug af nye teknologier sandsynligvis vil få uforudseelige miljømæssige virkninger i andre dele af verden og føre til øget skibsfart, navnlig mellem Europa, Asien og Nordamerika, udforskning og udvinding af naturressourcer, dvs. gas, olie og andre mineraler, men også andre naturressourcer som fisk, og udnyttelse af marine genetiske ressourcer, øget minedrift og skovning og øget turisme og forskning, samt at disse virkninger vil indebære nye udfordringer, men også nye muligheder i Arktis og i andre områder,

N.  der henviser til, at klimaændringer styres ved at overvåge, afbøde og tilpasse; der henviser til, at fremme af bæredygtig udvikling i brugen af naturressourcer og i opbygningen af ny infrastruktur forvaltes af strategiske planlægningsprocesser,

EU og Arktis

1.  minder om, at tre af EU's medlemsstater, nemlig Danmark, Finland og Sverige, er arktiske lande; erkender, at EU endnu ikke har nogen kystlinje langs Det Nordlige Ishav; bekræfter EU's og andre tredjelandes legitime interesse som aktører i kraft af deres rettigheder og forpligtelser i henhold til folkeretten, deres forpligtelser i forhold til miljø- og klimapolitikken og andre politikker og deres finansiering, forskningsaktiviteter og økonomiske interesser, herunder skibsfart og udnyttelse af naturressourcerne; minder desuden om, at EU har store arktiske landområder i Finland og Sverige, der er beboet af samerne, som er den eneste oprindelige befolkningsgruppe i Europa;

2.  tager hensyn til, at EU gennem sine nordlige medlemsstater og kandidatlande er påvirket af og har indflydelse på arktisk politik, og anerkender det igangværende arbejde i flere partnerskaber i den nordlige dimension, en fælles politik for EU sammen med Rusland, Norge og Island;

3.  understreger, at visse politikområder, der er relevante for Arktis, er områder, hvor Unionen har enekompetence, som f.eks. bevarelsen af havets biologiske ressourcer under den fælles fiskeripolitik, mens kompetencen på andre politikområder delvis deles med medlemsstaterne;

4.  understreger, at EU er forpligtet til at udforme sine politiske reaktioner i Arktis på grundlag af den bedst tilgængelige videnskabelige viden og forståelse af de processer, der påvirker Arktis, og at EU derfor allerede gør en betydelig forskningsindsats for at generere solid videnskabelig dokumentation til støtte for politikudformning;

5.  understreger - på baggrund af behovet for at beskytte det skrøbelige miljø i Arktis - betydningen af generel stabilitet og fred i regionen; understreger, at EU bør føre en politik, der sikrer, at foranstaltninger til løsning af miljøproblemer tager hensyn til de interesser, som indbyggerne i den arktiske region, herunder de oprindelige befolkninger, forfægter, når det gælder beskyttelse og udvikling af regionen; understreger ligheden i indfaldsvinkel, analyse og prioriteringer mellem Kommissionens meddelelse og politiske dokumenter fra de arktiske lande; understreger behovet for at føre en politik, der respekterer interessen for bæredygtig forvaltning og anvendelse af landbaserede og marine, vedvarende og ikke vedvarende naturressourcer i den arktiske region, som til gengæld udgør vigtige ressourcer for Europa og er en vigtig indtægtskilde for indbyggerne i regionen;

6.  fremhæver, at Islands fremtidige tiltrædelse af EU ville medføre, at EU får en arktisk kystlinje, men konstaterer samtidig, at Islands status som kandidatland understreger behovet for en koordineret politik for Arktis på EU-plan og udgør en strategisk mulighed for, at EU kan påtage sig en mere aktiv rolle og bidrage til multilateral styring i Arktis; mener, at Islands tiltrædelse af EU yderligere ville konsolidere EU's tilstedeværelse i Det Arktiske Råd;

7.  understreger vigtigheden af at interagere med arktiske samfund og støtte kapacitetsopbygningsprogrammer for at forbedre livskvaliteten hos oprindelige og lokale samfund i regionen og få mere forståelse for levevilkår og kulturer i disse samfund; opfordrer EU til at fremme en stærkere dialog med de oprindelige folk og de lokale arktiske indbyggere;

8. understreger behovet for en forenet, koordineret EU-politik for Arktis, hvor både EU's prioriteter og potentielle udfordringer samt en strategi er klart udformet;
Nye internationale transportruter

9.  understreger, at det er af væsentlig betydning navnlig for EU og medlemsstaternes økonomier, at de nye internationale handelsruter ad søvejen i den arktiske region er sikre, da disse lande kontrollerer 40 % af den internationale kommercielle skibsfart; glæder sig over arbejdet i Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) med en obligatorisk skibsfartskodeks for polare områder og arbejdet i Det Arktiske Råds arbejdsgrupper, navnlig arbejdsgruppen om eftersøgnings- og redningsaktioner (SAR); understreger, at EU og dets medlemsstater aktivt bør opretholde havenes frihed og retten til fri passage gennem internationale vandveje;

10.  understreger betydningen af at udvikle nye jernbane- og transportkorridorer i Det Euro-arktiske Barentstransportområde (BEATA) for at lette det voksende behov for international handel, minedrift og anden økonomisk udvikling, samt flyforbindelser i de nordligste regioner; henleder i den forbindelse opmærksomheden på det nye partnerskab vedrørende transport og logistik under den nordlige dimension;

11.  foreslår, at vigtige ikke-arktiske søfartsnationer, der benytter Det Nordlige Ishav, bør indgå i resultaterne af Det Arktiske Råds initiativ om eftersøgnings- og redningsarbejde; anbefaler derfor, at Kommissionen og Rådet sammen med Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (EMSA) koordinerer EU's og medlemsstaternes politikker på dette særlige område i IMO, Det Arktiske Råd og andre organisationer;

12.  påpeger, at på trods af bestræbelserne for at indføre en obligatorisk skibsfartskodeks for polare områder kan en hurtigere løsning på spørgsmålet om sikkerheden i arktisk skibsfart findes gennem koordinering og harmonisering af national lovgivning, og opfordrer til, at EMSA i fuldt omfang beskæftiger sig med spørgsmålet om arktisk skibsfart;

13.  glæder sig over andre samarbejdsinitiativer om sikker skibsfart i Arktis og om bedre adgang til de forskellige nordlige søruter; understreger, at dette ikke blot vedrører kommerciel trafik, men også en stor og stigende mængde turistfartøjer med turister fra EU-landene; opfordrer til mere forskning vedrørende klimaforandringernes indvirkning på arktiske navigations- og skibsruter; efterlyser også en analyse af, hvilke virkninger den øgede skibsfart og den øgede handelsvirksomhed, herunder offshoreaktiviteter, vil få for miljøet og indbyggerne i Arktis;

14.  opfordrer landene i regionen til at sikre, at alle nuværende transportveje - og dem, der kan opstå i fremtiden - er åbne for international skibsfart, og til at afstå fra at indføre ensidige vilkårlige byrder, det være sig af økonomisk eller administrativ art, der kan hindre skibsfart i Arktis, bortset fra internationalt aftalte foranstaltninger til at øge sikkerheden eller beskytte miljøet;

Naturressourcer

15.  er klar over behovet for ressourcer til verdens voksende befolkning og anerkender både den øgede interesse for dem og de arktiske landes suveræne rettigheder i henhold til international lov; henstiller, at alle berørte parter tager skridt til at sikre de højest mulige sikkerheds- og miljøstandarder samt sociale standarder i forbindelse med efterforskning efter og udnyttelse af naturressourcerne;

16.  understreger, at vurderinger af virkninger på miljøet (VVM) samt strategiske og sociale konsekvensanalyser vil være centrale redskaber i forvaltningen af konkrete projekter og programmer i Arktis; henleder opmærksomheden på direktiv 2001/42/EF(5) om strategisk miljøvurdering (SMV) og på, at Finland, Sverige og Norge har ratificeret UNECE-konventionen om VVM på tværs af landegrænserne (Espoo-konventionen), som vil give et godt grundlag for aktiv fremme af VVM-procedurer i Arktis; henviser i denne forbindelse også til Bergen-erklæringen fra ministermødet i OSPAR-Kommissionen den 23. og 24. september 2010;

17.  opfordrer staterne i regionen til at løse eventuelle nuværende eller fremtidige konflikter om adgangen til naturressourcer i Arktis igennem konstruktiv dialog, eventuelt inden for Det Arktiske Råd, som udgør et hensigtsmæssigt forum for en sådan diskussion; understreger den rolle, som FN's Kommission for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS) spiller med hensyn til at finde løsninger på konflikter mellem arktiske stater om afgrænsning af deres eksklusive økonomiske zoner;

18.  bemærker navnlig de arktiske staters ansvar for at sikre, at olieselskaber, der planlægger at engagere sig i offshore olieboring inden for deres respektive søgrænser, benytter den nødvendige sikkerhedsteknologi og ekspertise og har de nødvendige økonomiske ressourcer til at forebygge og reagere på boreplatformskatastrofer og olieudslip; bemærker, at ekstreme vejrforhold og Arktis' ekstreme økologiske skrøbelighed gør det nødvendigt for relevante olieselskaber at udvikle særlig ekspertise inden for forebyggelse og håndtering af olieudslip i regionen;

19.  glæder sig over den nye grænsedragningsaftale(6) mellem Norge og Rusland, navnlig den udtrykte vilje til at indlede et tættere samarbejde vedrørende den fælles ressourceforvaltning, og den fortsatte fælles forvaltning af fiskebestandene i Barentshavet, bl.a. når det gælder bæredygtighed; betragter navnlig det bilaterale samarbejde mellem Norge og Rusland som et godt eksempel på fælles anvendelse af de mest avancerede tekniske standarder inden for miljøbeskyttelse i forbindelse med prospektering efter olie og gas i Barentshavet; påpeger navnlig betydningen af den omstridte udvikling af nye teknologier udviklet specielt til det arktiske miljø, såsom teknologien til installation under havbunden;

20.  er bevidst om de forskellige fortolkninger af Svalbardtraktaten med hensyn til dens anvendelse på kontinentalsoklen og havområderne ved Svalbard og ville i betragtning af den relativt gode tilgængelighed af ressourcer i kontinentalsoklen bifalde en aftale om den retlige status af kontinentalsoklen, der anerkender de juridiske rettigheder og pligter for staterne ved kontinentalsoklen; er overbevist om, at eventuelle tvister vil blive behandlet på en konstruktiv måde;

21.  minder om EU's stilling som en væsentlig aftager af naturressourcerne i Arktis og om involveringen af europæiske økonomiske aktører; anmoder Kommissionen om yderligere at fremme samarbejde og teknologioverførsel for at sikre de højeste standarder og passende administrative procedurer, tilvejebringe et sundt videnskabeligt grundlag for den fremtidige udvikling og de fremtidige forvaltningsbehov omkring arktiske ressourcer, som f.eks. fiskeriet, minedrift og turisme, og udnytte EU's reguleringskompetencer fuldt ud i denne forbindelse; da den økonomiske virksomhed i Arktis vil stige, opfordres EU til at fremme principperne om bæredygtig udvikling i denne henseende;

22.  insisterer på, at før der åbnes op for nyt kommercielt fiskeri i Arktis, skal der udføres pålidelige og forebyggende videnskabelige vurderinger af fiskebestande for at fastsætte de fangstmængder, der vil bevare de bestandene af de arter, der drives fangst på, og ikke føre til nedbrydning af andre arter eller alvorlig skade på havmiljøet, og at alt fiskeri på det åbne hav skal reguleres af en regional fiskeriforvaltningsorganisation, der respekterer videnskabelig rådgivning og har et robust kontrol- og overvågningsprogram for at sikre overholdelse af forvaltningsforanstaltninger, samtidig med at fiskeri inden for eksklusive økonomiske zoner (EEZ) skal opfylde de samme normer;

23.  mener, at etablering og håndhævelse af beskyttede havområder af tilstrækkelig størrelse og mangfoldighed er et vigtigt redskab i bevarelsen af havmiljøet;

Klimaændringernes og forureningens følger for Arktis

24.  erkender, at EU som andre udviklede områder i verden bidrager væsentligt til klimaændringerne og dermed bærer et særligt ansvar og må spille en førende rolle i bekæmpelsen af klimaændringerne;

25.  erkender, at den bedste beskyttelse for Arktis er en langsigtet og ambitiøs global klimaaftale, men erkender, at den hurtige opvarmning af Arktis gør det nødvendigt også at arbejde på eventuelle yderligere kortsigtede foranstaltninger for at begrænse opvarmningen af Arktis;

26.  anser Arktis for et følsomt område, hvor virkningerne af klimaændringerne er særlig synlige, med alvorlige følgevirkninger for andre regioner i verden; støtter derfor Rådets konklusioner om øget samarbejde med UNFCCC og SAON (Sustaining Arctic Observing Networks) og indsatsen for at virkeliggøre SIOS (Svalbard Integrated Observation System) og de arktiske dele af EMSO (European Multidisciplinary Seafloor Observatory - Europæisk tværfagligt havbundsobservatorium), da disse initiativer sikrer et enestående europæisk bidrag til forståelse af ændringer af klimaet og miljøet i den arktiske region;

27.  erkender, at emissioner af kønrøg fra EU og andre områder på den nordlige halvkugle i uforholdsmæssig høj grad bidrager til opvarmningen af Arktis, og understreger behovet for, at emissioner af kønrøg medtages i ECE's og EU's relevante regelsæt som f.eks. konventionen om grænseoverskridende forurening over store afstande og direktivet om nationale emissionslofter;

28.  glæder sig over forbuddet mod anvendelse og transport af svær brændselsolie på skibe, der besejler det antarktiske område; dette forbud er vedtaget af IMO's Komité til Beskyttelse af Havmiljøet (MEPC) og træder i kraft den 1. august 2011; understreger, at et tilsvarende forbud kunne være hensigtsmæssigt i de arktiske farvande for at begrænse faren for miljøet i tilfælde af ulykker;

29.  støtter øget samarbejde med arktiske og ikke-arktiske stater om udvikling af »Sustaining Arctic Observing Network« (SAON) og opfordrer Det Europæiske Miljøagentur til at fortsætte sit værdifulde arbejde og til at fremme samarbejdet gennem Det Europæiske Miljøoplysnings- og Miljøovervågningsnet ved hjælp af de vejledende principper i det fælles miljøinformationssystem (SEIS);

30.  understreger den vigtige rolle, som EU og de cirkumpolare nationer bør spille med hensyn til at begrænse den forurening i den arktiske region, der skyldes transport over lange afstande, f.eks. skibsfart; betoner i denne forbindelse, hvor vigtigt det er, at EU's lovgivning, som f.eks. forordning (EF) nr. 1907/2006(7), gennemføres; påpeger, at klimaændringerne i Arktis vil få alvorlige virkninger for kystområderne i Europa og andre steder og for erhvervsgrene i Europa, der er afhængige af klimaet, som f.eks. landbrug og fiskeri, vedvarende energi, rensdyravl, jagt, turisme og transport;

Bæredygtig socioøkonomisk udvikling

31.  erkender, at følgerne af den smeltende is og mildere temperaturer ikke blot fordriver de oprindelige befolkningsgrupper og dermed truer den oprindelige levemåde, men også skaber muligheder for økonomisk udvikling i den arktiske region; erkender, at indbyggerne og regeringerne i den arktiske region med suveræne rettigheder og forpligtelser ønsker fortsat at forfølge en bæredygtig økonomisk udvikling, samtidig med at de traditionelle kilder til de oprindelige folks livsgrundlag og de arktiske økosystemers meget følsomme beskaffenhed beskyttes, og der tages hensyn til indbyggernes erfaring med at anvende og udvikle regionens forskellige ressourcer på en bæredygtig måde; anbefaler, at der anvendes økosystembaserede forvaltningsprincipper for at sammenkæde økologisk videnskabelig viden med sociale værdier og behov;

32.  understreger, at det er vigtigt, at EU sammen med repræsentanter for regionerne i området drøfter strukturfondenes betydning for udvikling og samarbejde, således at man kan møde de fremtidige globale udfordringer for fremskridt og udnytte områdets udviklingspotentiale;

33.  mener, at der er behov for en inklusiv proces med bistand fra det nationale niveau og EU-niveauet for at identificere hver lokalitets særlige potentiale og udvikle passende bosættelsesstrategier, hvor der tages hensyn til regionale forskelle; mener, at partnerskaber og dialog mellem de berørte myndighedsniveauer sikrer, at politikkerne kan gennemføres på det mest effektive niveau;

34.  noterer sig den særlige stilling, som de oprindelige befolkninger i Arktis indtager, og anerkender deres rettigheder og understreger navnlig den juridiske og politiske situation for de oprindelige befolkninger i de arktiske stater og i deres repræsentation i Det Arktiske Råd; opfordrer til, at de oprindelige folk i højere grad inddrages i politikudformningen; understreger behovet for at vedtage særlige foranstaltninger med henblik på at sikre oprindelige folks kultur, sprog og jordrettigheder som fastsat i ILO-konvention 169; opfordrer til en regelmæssig dialog mellem de oprindelige folks repræsentanter og EU-institutionerne og opfordrer desuden EU til at tage hensyn til de særlige behov i tyndt befolkede randområder i henseende til regional udvikling, eksistensgrundlag og uddannelse; understreger betydningen af at støtte aktiviteter, der fremmer de oprindelige folkeslags kultur, sprog og sædvaner;

35.  konstaterer, at oprindelige folkeslags økonomier i vid udstrækning er afhængige af bæredygtig anvendelse af naturressourcer, og at begrænsning af klimaændringer og virkningerne heraf og oprindelige folkeslags ret til et ikke-forurenet naturligt miljø derfor også er et menneskerettighedsspørgsmål;

36.  glæder sig over det arbejde, der udføres af FN's særlige ordfører om situationen med hensyn til menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for oprindelige folk og af FN's ekspertmekanisme vedrørende oprindelige folks rettigheder;

37.  glæder sig over, at ekspertmekanismen med held har færdiggjort sin statusrapport om oprindelige folk og deres ret til at deltage i beslutningsprocessen;

38.  opfordrer de arktiske medlemsstater til at indlede forhandlinger, som skal føre til en ny ratificeret nordisk samekonvention;

39.  opfordrer indtrængende EU til aktivt at fremme kultur- og sprogrettigheder for den finsk-ugriske befolkning, der bor i det nordlige Rusland;

40.  noterer sig den seneste juridiske udvikling omkring EU's forbud mod sælprodukter, navnlig sagen om annullering af forordning (EF) nr. 1007/2009(8) (Sag T-18/10, Inuit Tapiriit Kanatami mod Parlamentet og Rådet), der verserer ved Retten; noterer sig, at Canada og Norge har anmodet om en høringsprocedure inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO); udtrykker håbet om, at uoverensstemmelser mellem parterne kan overvindes efter afgørelserne fra De Europæiske Fællesskabers Domstol og resultatet af WTO-procedurerne;

41.  er klar over den stigende interesse for udnyttelse af ressourcerne; peger i den forbindelse på behovet for brede og altomfattende økosystembaserede tilgange, der med størst sandsynlighed vil være i stand til at tackle de mange udfordringer, Arktis står over for med hensyn til klimaændringer, skibsfart, miljørisici og forurenende stoffer, fiskeri og andre menneskelige aktiviteter, i overensstemmelse med EU's integrerede havpolitik eller Norges integrerede forvaltningsplan for Barentshavet og havområderne ud for Lofoten; henstiller til medlemsstaterne at støtte Det Arktiske Råds reviderede retningslinjer for offshore olie- og gasaktiviteter fra 2009;

Regulering

42.  anerkender de institutioner og den brede ramme af international ret og internationale konventioner, der regulerer områder af betydning for Arktis, som f.eks. UNCLOS (herunder de grundlæggende principper om fri sejlads og uskadelig passage), IMO, OSPAR-konventionen(9), Kommissionen for Fiskeriet i det Nordøstlige Atlanterhav (NEAFC), CITES-konventionen(10) og Stockholm-konventionen samt de talrige bilaterale aftaler og rammer ud over de nationale ordninger, der gælder i de arktiske lande; drager dermed den konklusion, at den arktiske region ikke skal betragtes som et retligt tomrum, men som et område med veludviklede styringsværktøjer; påpeger dog, at disse regler på grund af udfordringerne fra klimaændringer og stigende økonomisk udvikling skal videreudvikles, styrkes og gennemføres af alle berørte parter;

43.  understreger, at selv om staterne spiller en central rolle i forvaltningen af Arktis, har andre aktører - som f.eks. internationale organisationer, oprindelige folk og lokalbefolkningen samt regionale og lokale myndigheder - også vigtige funktioner; påpeger, at det er vigtigt at øge tilliden mellem aktører med legitime interesser i regionen gennem en participativ tilgang og anvendelse af dialog som et middel til at udvikle en fælles vision for Arktis;

44.  mener, at det indtryk, som nogle observatører har vakt om et såkaldt arktisk kapløb, ikke bidrager til på en konstruktiv måde at fremme forståelse og samarbejde i regionen; påpeger, at de arktiske lande ved flere lejligheder har erklæret, at de agter at løse og i nogle tilfælde har arbejdet på at løse eventuelle interessekonflikter i overensstemmelse med folkerettens principper;

45.  anerkender Det Arktiske Råds væsentlige rolle som det vigtigste regionale samarbejdsforum i hele den arktiske region; minder om, at ud over EU-medlemsstaterne Danmark, Sverige, Finland og kandidatlandet Island, som er medlemmer af Arktisk Råd, er EU-medlemsstaterne Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Nederlandene, Spanien og Polen aktive permanente observatører; bekræfter sin forpligtelse til ikke at støtte nogen aftaler, der udelukker nogen af de arktiske EU-medlemsstater, kandidatlande eller arktiske EØS/EFTA-lande; anerkender det konkrete arbejde, der udføres i Det Arktiske Råds arbejdsgrupper, og hvori observatørerne inddrages, og opfordrer Kommissionen og EU's organer til fortsat aktivt at engagere sig i alle relevante arbejdsgrupper, når det er muligt; går ind for, at Det Arktiske Råds juridiske og økonomiske grundlag styrkes;

46.  erkender, at de udfordringer, Arktis står over for, er globale, og at alle relevante aktører derfor bør inddrages;

47.  glæder sig over resultaterne af de større rapporter, som arbejdsgrupper under Det Arktiske Råd i de senere år har udarbejdet om olie og gas i Arktis, opvarmningens konsekvenser og behovet for beredskabsforanstaltninger;

48.  glæder sig over graden af politisk organisering af oprindelige folks interesser i samernes parlamenter og derpå Samernes Råd i Nordeuropa og samarbejdet mellem flere organisationer for oprindelige folk på et cirkumpolart grundlag og anerkender Det Arktiske Råds enestående rolle med hensyn til inddragelse af oprindelige folk; anerkender de oprindelige folks rettigheder til Arktis som fastsat i FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder og opfordrer Kommissionen til at gøre brug af det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR) med henblik på at styrke de arktiske oprindelige folks indflydelse og stilling;

49.  glæder sig over det brede samarbejde om spørgsmål som f.eks. beskyttelse af det arktiske havmiljø (PAME-arbejdsgruppen), ikke blot på regionalt plan, men bilateralt og internationalt; opfatter i denne forbindelse det arbejde, der udføres i Det Arktiske Råd omkring eftersøgnings- og redningsaktioner, som et første skridt hen imod mekanismer, hvor der også kan træffes bindende afgørelser;

50.  glæder sig over Det Arktiske Råds vedvarende vurdering af rækkevidden og strukturen af rådets arbejde og nærer tillid til, at rådet fortsat vil udvide grundlaget for beslutningsprocesserne, således at de kommer til at omfatte aktører uden for Arktis;

51.  giver udtryk for håbet om, at Det Arktiske Råd vil videreudvikle sit vigtige arbejde og udvide grundlaget for beslutningsprocesserne, således at de kommer til at omfatte andre arktiske aktører, der er i færd med at opgradere deres tilstedeværelse i den arktiske region, og dermed inddrager deres viden og kapacitet og tager hensyn til deres legitime interesser i henhold til folkeretten, samtidig med at den klart større betydning af de tilgrænsende staters interesser bør fremhæves; glæder sig over den interne procedure i Det Arktiske Råd med hensyn til en revision af observatørernes status og den mulige fremtidige rækkevidde af rådets opgaver;

52.  er af den opfattelse, at et styrket Arktisk Råd bør spille en førende rolle i samarbejdet om Arktis, og er derfor positiv over for en politisk og administrativ styrkelse af Det Arktiske Råds kapacitet, f.eks. via det permanente sekretariat, der drøftes i øjeblikket, en mere ligelig fordeling af udgifterne, hyppigere ministermøder og et årligt arktisk topmøde på højeste plan som foreslået af udenrigsministeren i EU-medlemsstaten Finland, der også er medlem af Det Arktiske Råd; er desuden positiv over for større inddragelse af parlamentarikerne i Arktis for at understrege den parlamentariske dimension og sikre, at relevante aktører uden for Arktis inddrages heri; insisterer desuden på, at fortsatte møder på højt plan mellem en indre eksklusiv kerne af stater blot vil undergrave hele Det Arktiske Råds status og rolle; ønsker, at Det Arktiske Råd bevarer sin åbne og inklusive tilgang og dermed forbliver åbent for alle interessenter;

53.  betragter den nordlige dimension som et knudepunkt for regionalt samarbejde i Nordeuropa; konstaterer, at de fire partnere, nemlig EU, Island, Norge og Den Russiske Føderation, samt Det Arktiske Råd, Det Euro-arktiske Barentsråd, Østersørådet, Nordisk Ministerråd, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), Den Europæiske Investeringsbank (EIB), Den Nordiske Investeringsbank (NIB) og Verdensbanken (IBRD) deltager i den nordlige dimension, og at både Canada og De Forenede Stater har observatørstatus i den nordlige dimension; fremhæver behovet for nøje sammenhæng mellem politikken omkring den nordlige dimension og EU's nye arktiske politik; noterer sig den nordlige dimensions arktiske vindue; understreger de værdifulde erfaringer, som partnerskaber inden for den nordlige dimension har bidraget med, navnlig det nye partnerskab vedrørende transport og logistik inden for den nordlige dimension og dette partnerskabs fordele for samarbejdet i Arktis;

54.  bekræfter sin støtte til forslaget om, at EU skal have fast observatørstatus i Det Arktiske Råd; konstaterer, at EU's medlemsstater er involveret i Det Arktiske Råds arbejde via forskellige internationale organisationer (som f.eks. IMO, Ospar, Kommissionen for Fiskeriet i det Nordøstlige Atlanterhav og Stockholm-konventionen), og understreger behovet for sammenhæng i alle EU's politikker over for Arktis; anmoder Kommissionen om at holde Parlamentet behørigt underrettet om møder og arbejde i Det Arktiske Råd og dets arbejdsgrupper; understreger samtidig, at EU og dets medlemsstater allerede nu deltager, enten som medlemmer eller observatører, i andre internationale organisationer med relevans for Arktis, som f.eks. IMO, Ospar, Kommissionen for Fiskeriet i det Nordøstlige Atlanterhav og Stockholm-konventionen, og at de derfor på en mere sammenhængende måde bør fokusere på arbejdet i disse organisationer; understreger i denne forbindelse navnlig behovet for sammenhæng i alle EU-politikker i relation til Arktis; opfordrer Det Arktiske Råd til også at inddrage civilsamfundet og ikke-statslige organisationer i højere grad som ad hoc-observatører;

55.  betragter Det Euro-arktiske Barentsråd (BEAC) som et vigtigt centrum for samarbejdet mellem Danmark, Finland, Norge, Rusland, Sverige og Europa-Kommissionen; noterer sig Barentsrådets arbejde inden for sundhedsmæssige og sociale spørgsmål, uddannelse og forskning, energi, kultur og turisme; noterer sig, at Arbejdsgruppen om Oprindelige Folk (WGIP) har en rådgivende rolle inden for Barentsrådet;

Konklusioner og henstillinger

56.  anmoder Kommissionen om at omdanne den eksisterende tværtjenstlige gruppe til en permanent struktur på tværs af tjenestegrenene med henblik på at sikre en sammenhængende, koordineret og integreret tilgang til centrale politikområder med relevans for Arktis, som f.eks. miljø, energi, transport og fiskeri; henstiller, at den fælles ledelse af denne struktur overdrages til Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Generaldirektoratet for Maritime Anliggender, hvor sidstnævnte fungerer som tværsektoriel koordinator i Kommissionen; henstiller desuden, at der tilsvarende oprettes en arktisk enhed i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil;

57.  kræver, at Kommissionen i forbindelse med forhandlinger om bilaterale aftaler tager hensyn til, at det følsomme økosystem i Arktis skal beskyttes, at den arktiske befolknings og herunder de oprindelige befolkningsgruppers interesser skal sikres, og at naturressourcerne i Arktis skal udnyttes på en bæredygtig måde, og opfordrer Kommissionen til at handle ud fra disse principper i forbindelse med alle aktiviteter;

58.  bemærker, at videnskabelige data tydeligt viser, at det arktiske økosystem i øjeblikket gennemgår enorme klimarelaterede ændringer, og at denne situation gør det påkrævet, at der i forbindelse med enhver fremtidig udvikling i Arktis anvendes en forebyggende og videnskabeligt holdbar fremgangsmåde; opfordrer til, at der gennemføres yderligere videnskabelige undersøgelser inden for rammerne af en multilateral aftale, der skal indgås for at præge den internationale forståelse af det arktiske økosystem og beslutningstagning herom, inden der iværksættes nye betydningsfulde udviklinger;

59.  understreger, at EU og dens medlemsstater er store bidragydere, når det gælder forskning med relevans for Arktis, regionalt samarbejde og udvikling af teknologi, som er relevant inden for og uden for regionen, og anmoder Kommissionen om at undersøge mulighederne for at udvikle initiativer for medfinansiering og medprogrammering i polarområderne med henblik på at muliggøre et smidigere og mere effektivt samarbejde mellem sagkyndige fra de berørte lande; opfordrer EU til at fremme samarbejdet med USA, Canada, Norge, Island, Grønland og Rusland inden for tværfaglig arktisk forskning og derigennem oprette koordinerede finansieringsordninger; opfordrer desuden Kommissionen til at skabe muligheder for, at man kan samarbejde direkte med de arktiske medlemsstater, de oprindelige folks organisationer og arktiske forskningsinstitutioner, således at EU kan underrettes om relevante spørgsmål, vigtige forskningsemner og spørgsmål, der vedrører dem, der bor og arbejder i Arktis, og fremtidige forskningsaktiviteter kan udvikles;

60.  er af den opfattelse, at EU bør videreudvikle sin kapacitet, og opfordrer Kommissionen til at undersøge og aflægge beretning om oprettelse og videreførelse af EU-aktiviteter i Arktis, som f.eks. fælles multilaterale programmer for finansiering af forskning i polarområder, som skal lette samarbejdet og mindske bureaukratiet, og fælles projekter for forskersamfundet; opfordrer Kommissionen til som en højt prioriteret opgave at undersøge spørgsmålet om oprettelse af et EU-center for information om Arktis i form af et fælles, netværksbaseret foretagende og derved tage hensyn til passende forslag; noterer sig forslaget fra Laplands universitet i denne forbindelse; mener, at et sådant center både bør kunne give EU mulighed for på permanent basis at nå ud til de vigtigste aktører, der er relevante for Arktis, og bør kunne kanalisere informationer og tjenester om Arktis til EU's institutioner og interessenter i EU;

61.  understreger, at det er vigtigt - for objektivt at bestemme de forandringsprocesser, der sker i det naturlige miljø i Arktis, og deres tempo - at internationale forskerhold får ubegrænsede muligheder for at bedrive forskning i dette særlig følsomme område af kloden; påpeger, at EU styrker sin tilstedeværelse og sit engagement navnlig i den europæiske del af Arktis ved at opbygge en fælles forskningsinfrastruktur og øge antallet af forskningsprogrammer, der gennemføres i Arktis; støtter navnlig forskerhold bestående af videnskabsfolk fra mange forskellige områder og repræsenterende alle berørte lande; glæder sig over, at forskningen ofte præges af et godt og åbent samarbejde, og er af den opfattelse, at denne forskning bør være åben og gøres tilgængelig for hele det internationale samfund, da dette er til gavn for hele det internationale samfund;

62.  understreger, at EU's mål om europæisk territorialt samarbejde har indebåret en klar europæisk merværdi, navnlig de grænseoverskridende samarbejdsprogrammer Kolarctic og Karelia og samarbejdsprogrammet for Østersøområdet, som omfatter Barentsregionen; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan et program for de nordlige randområder, der er forstærket på passende vis, kan få en tilsvarende virkning på en arktisk strategi i den næste programmeringsperiode;

63.  opfordrer Kommissionen til at støtte indsatsen for hurtigt og effektivt at oprette SIOS- og EMSO-observatorierne, der på en enestående måde kan bidrage til en bedre forståelse og bedre beskyttelse af det arktiske miljø;

64.  anmoder Kommissionen om at fremsætte forslag om, hvordan Galileo-projektet eller projekter som global miljø- og sikkerhedsovervågning, der kunne indvirke på Arktis, kan udvikles med henblik på at muliggøre sikrere og hurtigere navigering i arktiske farvande og dermed investere i navnlig Nordøstpassagens sikkerhed og adgangen hertil, bidrage til, at man bedre kan forudse isens bevægelser og bedre kan kortlægge den arktiske havbund og forstå de vigtigste geodynamiske processer i området, der har central betydning for jordens geodynamik og for vandcirkulationen i polarområderne, og med henblik på at øge vor viden om enestående økosystemer;

65.  opfordrer alle regeringer i det arktiske område og navnlig Ruslands regering til at vedtage og godkende De Forenede Nationers erklæring om oprindelige folks rettigheder, der blev vedtaget af Generalforsamlingen den 13. september 2007;

66.  opfordrer medlemsstaterne til at ratificere alle centrale aftaler om oprindelige folks rettigheder som f.eks. ILO's konvention 169;

67.  opfordrer EU og dens medlemsstater til som led i det igangværende arbejde inden for IMO om en obligatorisk kodeks for skibsfarten i polare områder at foreslå, at sodemissioner og svær brændselsolie reguleres specifikt; hvis disse forhandlinger ikke bærer frugt, opfordres Kommissionen til at fremsætte forslag om regler for skibe, der anløber EU-havne før eller efter sejladser gennem arktiske farvande, med henblik på at indføre en streng ordning, der begrænser sodemissioner og anvendelse og transport af svær brændselsolie;

o
o   o

68.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og de arktiske landes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 9 E af 15.1.2010, s. 41. (2) Rådets (udenrigsanliggender) 2985. møde. (3) Rådets 2914. møde. (4) 2009/10:UU4. (5) EFT L 197 af 21.7.2001, s. 30. (6) Undertegnet den 15. september 2010. (7) EUT L 136 af 29.5.2007, s. 3. (8) EUT L 286 af 31.10.2009, s. 36. (9) Konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav. (10) Konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. januar 2011 om en EU-strategi for Sortehavet (2010/2087(INI))

P7_TA(2011)0025 A7-0378/2010

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om Sortehavssynergien - nyt initiativ til regionalt samarbejde (KOM(2007)0160),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 14. maj 2007 om initiativet vedrørende Sortehavssynergien,

–  der henviser til sin beslutning af 17. januar 2008 om et regionalpolitisk initiativ for Sortehavsområdet(1),

–  der henviser til fælleserklæringen fra udenrigsministrene fra Den Europæiske Unions medlemsstater og landene i Sortehavsregionen, som blev vedtaget i Kiev den 14. februar 2008,

–  der henviser til Kommissionens rapport om Sortehavssynergiens første gennemførelsesår, som blev vedtaget den 19. juni 2008 (KOM(2008)0391),

–  der henviser til fælleserklæringen om iværksættelse af miljøpartnerskabet som led i Sortehavssynergien (Bruxelles, den 16. marts 2010),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om styrkelse af EU's naboskabspolitik (KOM(2006)0726) og Kommissionens planer om at fremlægge revisionen af den europæiske naboskabspolitik (ENP) i 2011,

–  der henviser til tiltrædelsespartnerskabet med Tyrkiet,

–  der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalerne med Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Republikken Moldova og Ukraine og de igangværende forhandlinger om nye associeringsaftaler samt til de respektive ENP-handlingsplaner,

–  der henviser til ENP-statusrapporterne om Armenien, Aserbajdsjan, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, som Kommissionen vedtog den 12. maj 2010,

–  der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen med Den Russiske Føderation og de igangværende forhandlinger om en ny aftale mellem EU og Rusland,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. december 2008 til Europa-Parlamentet og Rådet om østpartnerskabet (KOM(2008)0823),

–  der henviser til fælleserklæringen fra topmødet i Prag den 7. maj 2009 om østpartnerskabet,

–  der henviser til de nylige fremskridt i dialogen med lande i regionen om lempelse af visumbestemmelserne,

–  der henviser til sin beslutning af 15. november 2007 om styrkelse af den europæiske naboskabspolitik(2),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Republikken Moldova, Den Russiske Føderation, Tyrkiet, Ukraine og landene i Sydkaukasus samt beslutningen om en integreret EU-havpolitik,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udvalget om International Handel, Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Regionaludviklingsudvalget (A7-0378/2010),

A.  der henviser til, at Sortehavsregionen er et strategisk område, der forbinder Europa med området omkring Det Kaspiske Hav, Centralasien og Mellemøsten og endvidere med det sydøstasiatiske område og Kina og er kendetegnet ved tætte bånd og et stort potentiale, men også ved mangfoldighed og rivalitet, samt til, at regionen omfatter EU-medlemsstaterne Bulgarien, Grækenland og Rumænien, kandidatlandet Tyrkiet og ENP-partnerne Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Republikken Moldova og Ukraine samt Den Russiske Føderation som strategisk partner,

B.  der henviser til, at Sortehavsregionen er af strategisk betydning for EU, og at en del af Sortehavet ligger i EU og geografisk set hovedsageligt er et europæisk farvand, hvilket resulterer i fælles udfordringer og muligheder for EU og landene i regionen samt et fælles behov for at sikre, at der er et område med fred, demokrati, sikkerhed, stabilitet, regionalt samarbejde og varig velstand omkring Sortehavet, samt til, at der er behov for en mere sammenhængende, bæredygtig og strategisk tilgang til Sortehavsregionen,

C.  der henviser til, at Sortehavsregionen er et socialt, kulturelt og religiøst rigt område, hvor dialogen mellem kulturer og trosretninger bør spille en central rolle,

D.  der henviser til, at det er Sortehavssynergiens fortjeneste, at man har erkendt, at Sortehavsregionen har strategisk betydning for EU, og at der er behov for øget EU-engagement i området, samt til, at Sortehavssynergien indtil nu har været ret begrænset, og at der ikke findes noget klart og omfattende billede af de hidtidige resultater af dens gennemførelse, hvorfor EU kritiseres for at mangle strategiske visioner for regionen og for at have en fragmenteret tilgang til gennemførelsen,

E.  der henviser til, at der ikke er blevet udarbejdet nogen handlingsplan med konkrete mål og benchmarks samt rapporterings-, kontrol-, evaluerings- og opfølgningsmekanismer, således som Parlamentet anmodede om det i sin allerførste beslutning om Sortehavsregionen,

F.  der henviser til, at der kun er udarbejdet en enkelt statusrapport tilbage i 2008, som ikke er blevet fulgt op med nogen form for regelmæssig rapportering, samt at der ikke er blevet gennemført ret mange projekter, og at der indtil nu kun er iværksat et miljøpartnerskab,

G.  der henviser til, at der ikke har været afholdt nogen ministerkonference siden 2008, hvilket er med til at understrege manglen på synlighed, strategiske visioner og politisk styring i forbindelse med Sortehavssynergien,

H.  der henviser til, at de hidtidige bestræbelser ganske vist har været prisværdige, men at de er blevet alvorligt bremset af dårlig administrativ organisation, mangel på institutionelt og politisk engagement samt mangel på menneskelige ressourcer og øremærkede finansielle midler,

I.  der henviser til, at der er sket stor udvikling på mange områder i Sortehavsregionen siden 2008, og at der synes at ske fremskidt i det regionale samarbejde inden for visse tekniske områder som f.eks. miljø, uddannelse, forskning og teknologi samt med hensyn til tilnærmelse af normer, men at der stadig eksisterer en række udfordringer i form af f.eks. langvarige konflikter i Kaukasus og Transnistrien, maritim sikkerhed og eftersøgnings- og redningsoperationer, militarisering, fordrevne befolkningsgrupper og forringelse af demokratiet, som oven i købet er blevet endnu større,

J.  der henviser til, at det franske formandskabs mission samt medlemsstaternes indsats viste EU's vilje til at inddæmme og løse konflikten i Georgien,

K.  der henviser til, at Sortehavsregionen er af geostrategisk betydning for EU's energisikkerhed, navnlig med hensyn til spredning af energiforsyningerne,

L.  der henviser til, at andre EU-initiativer, der involverer Sortehavslandene, ikke bør betragtes som konkurrenter til Sortehavssynergien, men snarere som et supplement,

M.  der henviser til, at Kommissionen er blevet anmodet om at udvikle en EU-strategi for Donauregionen, som bør tage højde for dennes tætte forbindelse med Sortehavsregionen,

1.  mener, at der i betragtning af Sortehavsregionens strategiske betydning for EU og Sortehavssynergiens forholdsvis begrænsede resultater bør iværksættes en strategi med henblik på at gøre EU's indsats i området mere sammenhængende og synlig, og at EU's Sortehavsstrategi bør udgøre en integrerende del af EU's bredere udenrigs- og sikkerhedspolitiske vision;

2.  opfordrer Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til at udarbejde en strategi for Sortehavsregionen parallelt med revisionen af den europæiske naboskabspolitik og på den måde fastlægge en integreret og alsidig EU-strategi med henblik på at imødekomme regionens udfordringer og udnytte dens muligheder, omfattende en detaljeret handlingsplan, klare mål, flagskibsinitiativer og benchmarks; mener, at denne strategi vil sikre effektiv koordinering af aktiviteter og arbejdsdeling;

3.  gentager sin opfordring til Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil om at gennemføre en regelmæssig kontrol med gennemførelsen af strategien ved at indføre konkrete overvågnings-, evaluerings-, opfølgnings- og rapporteringsmekanismer; opfordrer indtrængende til, at det relevante udvalg i Europa-Parlamentet høres på afgørende stadier i denne proces;

4.  anbefaler, at der sikres sammenhæng mellem politikken på EU-plan og EU-medlemsstaternes nationale strategier i Sortehavsregionen;

5.  understreger, at EU's medlemsstater skal nå til enighed om klare prioriteringer, således at der herefter kan udarbejdes en realistisk og økonomisk forsvarlig handlingsplan ledsaget af et tilsvarende system til vurdering af dens effektivitet;

6.  understreger, at der skal stilles tilstrækkelige menneskelige ressourcer til rådighed til opfyldelse af den nye strategis målsætninger, navnlig ved at der tages synligt hensyn til den i forbindelse med den organisatoriske opbygning og bemandingen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil;

7.  glæder sig over iværksættelsen af det fælles operationelle program for grænseoverskridende samarbejde i Sortehavsregionen under ENPI og mener, at det store antal ansøgninger, der er modtaget, afspejler en stærk interesse i fælles samarbejdsprojekter i Sortehavsregionen; bifalder det fælles tilsynsudvalgs godkendelse af 16 nye projekter i november 2010, men tror, at programmets langsommelighed er et udslag af mangler ved de nuværende finansieringsordninger; henviser især til de juridiske vanskeligheder, der er forbundet med behovet for finansiering af deltagere fra forskellige finansielle instrumenter, og anmoder Kommissionen om at finde frem til en løsning, der fjerner disse hindringer; mener, at investeringsprojekter også kan være omfattet af programmet;

8.  henstiller, at der udarbejdes et fælles operationelt program for Sortehavsregionen for den kommende programmeringsperiode med henblik på fuldt ud at gå ind i og fortsætte bestræbelserne på at opfylde alle de målsætninger, der blev fastlagt i strategipapiret for perioden 2007-2013 om grænseoverskridende samarbejde under ENPI; understreger, at der bør fastlægges ensartede ansøgningsbetingelser, således at enhver juridisk enhed fra ethvert af de lande, der deltager i programmet, kan ansøge som hovedansøger; mener, at alle de lande, der deltager i det fælles operationelle program for Sortehavsregionen, bør inddrages og tilskyndes til aktivt at deltage i den kommende programmeringsperiode;

9.  er derfor overbevist om, at der skal stilles tilstrækkelige konkrete midler til rådighed, hvis strategien skal blive en succes; opfordrer til, at der oprettes en særlig budgetpost til Sortehavsstrategien, og at der indføres effektive udbetalingsordninger, tilpasset de særlige forhold, der gør sig gældende i regionen, og kontrol med anvendelsen af midlerne; henstiller, at der gives forrang til finansieringen af mindre udviklingsprojekter; anmoder Kommissionen og regionerne om at fremme mellemfolkelige projekter inden for rammerne af det grænseoverskridende samarbejde og sikre og styrke finansieringsinstrumentet under fonden for mindre projekter;

10.  gør opmærksom på behovet for en projektbaseret tilgang med henblik på at inddrage lokale myndigheder, erhvervslivet, ngo'er og andre civilsamfundsorganisationer i udformningen, det fælles ejerskab og gennemførelsen af aktiviteter under Sortehavsstrategien; understreger vigtigheden af tilsyn med aktiviteter gennem fastlæggelse af benchmarks eller andre passende indikatorer;

11.  tilskynder til udvikling af synergieffekter mellem de forskellige EU-politikker, der kommer i spil i strategien, især strukturfondene, rammeprogrammet for forskning og udvikling og de transeuropæiske transportnet, for at sikre de finansierede foranstaltningers bæredygtighed; mener, at muligheder, der udvikles gennem ét økonomisk udviklingsinitiativ, på denne måde kan tages op i forbindelse med et andet, komplementært, initiativ;

12.  anser inddragelse og regionalt ejerskab for at være vigtige principper i EU's strategi over for regionen og betragter Tyrkiet og Rusland som partnere, der helst skal inddrages på passende vis i det regionale samarbejde i Sortehavsregionen; mener, at Bulgariens, Rumæniens og Grækenlands dobbeltrolle som både Sortehavslande og EU-medlemsstater har afgørende betydning for, om EU's politik i Sortehavsregionen bliver en succes;

13.  mener, at der for at sikre synlighed, strategiske retningslinjer og koordinering på højt plan bør afholdes regelmæssige møder på ministerplan mellem EU og Sortehavsregionen med deltagelse af samtlige aktører og lande i regionen, herunder landene i Organisationen for Økonomisk Samarbejde i Sortehavsområdet (BSEC), Kommissionen for Beskyttelse af Sortehavet mod Forurening, EBRD og EIB; er overbevist om, at en institutionel dialog, som samler EU og BSEC, kan bidrage til skabelsen af et reelt partnerskab i regionen; påpeger dog, at BSEC for øjeblikket synes at være i strukturelle vanskeligheder og at have brug for fornyelse og reform for at blive en effektiv regional partner;

14.  beklager, at Sortehavsforummet for dialog og partnerskab er blevet negativt berørt af de regionale spændinger og derfor endnu ikke er blevet etableret; mener, at et sådant forum kan spille en rolle for udviklingen af ideer og fremme af dialogen mellem de regionale aktører;

15.  mener, at Sortehavsstrategien bør udvikles på alle niveauer af det regionale samarbejde; glæder sig over det parlamentariske samarbejde mellem EU og Sortehavslandene;

16.  anerkender den betydning, de regionale og lokale myndigheder og interessenter har for planlægning og gennemførelse af strategien på grund af deres nære forbindelser til området og lokalbefolkningen; opfordrer derfor til, at deres behov identificeres, og at de fuldt ud inddrages i strategien;

17.  glæder sig over oprettelsen af civilsamfundsforummet for Sortehavsområdet og opfordrer til øget samarbejde mellem de lokale myndigheder, civilsamfundet og erhvervslivet; anmoder Kommissionen om at øge støtten til civilsamfundet, herunder til netværk af civilsamfundsorganisationer; understreger den rolle, som ngo-sektoren spiller i sikring af både en effektiv gennemførelse af aktiviteter under Sortehavsstrategien og en vellykket gennemførelse af tillidsskabende foranstaltninger;

18.  understreger, at Sortehavsstrategien og østpartnerskabet supplerer hinanden, og opfordrer Kommissionen til at udnytte de forskellige strategier, der indgår i de to initiativer, og til på alle niveauer at afklare, hvordan denne grundlæggende komplementaritet skal udnyttes; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at sørge for, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil koordinerer de forskellige initiativer og instrumenter, som EU har iværksat i Sortehavsregionen, effektivt;

19.  glæder sig over, at man er ved at udvikle en EU-strategi for Donauregionen, som skal færdiggøres inden årets udgang, og støtter vedtagelsen heraf og påbegyndelsen af dens gennemførelse i første del af 2011; understreger behovet for at udvide EU-strategien for Donauregionen i retning af Sortehavsregionen; påpeger, at en vedvarende udvikling i Donauregionen vil øge Sortehavets geostrategiske betydning yderligere; mener derfor, at de to strategier bør supplere og gensidigt forstærke hinanden, samtidig med at der tages højde regionernes forskellige karakter og de to strategiers særlige geografiske fokus;

20.  understreger, at EU's og medlemsstaternes hovedformål med EU-strategien for Sortehavsregionen bør være at skabe et område med fred, demokrati, velstand og stabilitet, som er baseret på respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og sikrer EU's energiforsyning; mener, at god regeringsførelse, retsstatsprincipperne, fremme af menneskerettighederne, migrationsstyring, energi, transport, miljø og økonomisk og social udvikling bør være hovedprioriteringerne;

Sikkerhed og god regeringsførelse

21.  minder om, at Sortehavsregionen har behov for aktive politikker og langsigtede løsninger for at imødegå de betydelige regionale og tværnationale udfordringer, herunder f.eks. langvarige konflikter, fordrevne befolkningsgrupper, bilaterale uoverensstemmelser, lukkede grænser og strategiske rivaliteter, der kan føre til militarisering og spredning af våben, svage institutioner og svag regeringsførelse, forringelse af demokratiet, grænseoverskridende kriminalitet og menneskehandel, grænsekontrol og migrationsstyring og forringet søfartssikkerhed;

22.  understreger, hvor vigtigt det er at etablere, fremme og udvikle et godt naboskab mellem Sortehavslandene som en forudsætning for vellykket samarbejde, og finder det uacceptabelt, at regionen stadig står over for problemet med lukkede grænser mellem nabolande;

23.  mener, at EU kan og bør spille en mere aktiv rolle for sikkerheden i Sortehavsregionen; opfordrer til, at EU i højere grad involverer sig i den regionale strategiske dialog og samarbejdet med de strategiske partnere om sikkerhedsspørgsmål og konfliktforebyggelse og -løsning i overensstemmelse med folkerettten; understreger, at den fulde udvikling af Sortehavsstrategien også er forbundet med konkrete fremskridt hen imod en fredelig løsning på de udestående konflikter; opfordrer derfor EU til at udvise et mere direkte engagement og gå foran i forhandlingerne og i fredsprocessen, optrappe de tillidsskabende foranstaltninger og bistandsprogrammerne med henblik på at skabe grundlag for holdbare og omfattende aftaler og afhjælpe konflikternes følger for lokalbefolkningen; bifalder det arbejde, der udføres af EUBAM og EUMM;

24.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at intensivere sin indsats for at tilskynde Rusland til at opfylde Sarkozys sekspunktsplan med henblik på at stabilisere og løse konflikten i Georgien;

25.  påpeger behovet for at styrke overvågningssystemerne og opfordrer EU til at udvikle et system for tidlig varsling som et konfliktforebyggende og tillidsskabende instrument i Sortehavsregionen for at undgå destabilisering og optrapning af konflikter; opfordrer til, at der fokuseres på konkrete tilfælde, frem for at der gives udtryk for generel bekymring; anmoder om, at det overvejes at træffe tillidsskabende foranstaltninger, såsom offentliggørelse af oplysninger i forbindelse med våbensalg og flådeaktiviteter; udtrykker især bekymring over forlængelsen af havneaftalen for Ruslands Sortehavsflåde på Krim og dens eventuelle følger for stabiliteten i regionen;

26.  opfordrer EU til at tage skridt til at skabe et regionalt regelsæt for og mekanismer til håndtering af spredningen af våben i Sortehavsregionen;

27.  opfordrer til, at grænseoverskridende kriminalitet og ulovlig handel, især narkotikahandel og menneskehandel, og ulovlig indvandring inddrages i Sortehavsstrategien, samt at samarbejdet om grænsekontrol og bevægelseskontrol forstærkes yderligere;

28.  understreger behovet for en bedre styring af migrationen inden for og fra Sortehavsregionen gennem forbedring af den politiske, økonomiske og sociale integration af immigranter på grundlag af principperne i EU's samlede migrationsstrategi;

29.  noterer sig stigningen i antallet af ulykker på havet i de seneste år, som har ført til dødsfald og miljøskader, samt kyststaternes manglende evne til at gennemføre koordinerede og vellykkede redningsaktioner; opfordrer i denne sammenhæng EU til at udnytte den integrerede havpolitik til at koordinere aktiviteterne i forbindelse med eftersøgning, redningsaktioner og forebyggelse af ulykker i Sortehavsregionen; opfordrer til, at der udarbejdes en overvågningsstrategi for Sortehavet;

30.  mener, at sikkerhedsstrategien for Sortehavsregionen også bør omfatte mål for forbedring af regeringsførelse, demokrati, respekt for menneskerettighederne og statslige kompetencer; opfordrer Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til at lade initiativer vedrørende institutionsopbygning og demokratisk styre indgå i alle sine politikker, da disse er altafgørende for enhver stat, som ønsker en vellykket udvikling; understreger, at målsætningen om forbedring af regeringsførelsen, retsstatsprincipperne og statsstrukturerne i de tidligere sovjetrepublikker i regionen i sig selv er en sikkerhedsstrategi, eftersom fuldstændigt eller delvist fejlslagne stater og politisk stagnation skaber grundlag for ekstern indblanding og grænseoverskridende trusler;

31.  understreger, at EU-strategien for Sortehavsregionen skal prioritere beskyttelse af menneskerettighederne og forbedring af demokratiet i hele regionen, hvilket bør omfatte et vellykket samarbejde mellem regionens ikke-statslige organisationer og menneskerettighedsforkæmpere;

32.  konstaterer, at fremme af respekten for menneskerettighederne og demokratiet i hele verden er en af EU's prioriteter; påpeger, at krænkelser af menneskerettighederne er en daglig foreteelse i de besatte områder Sydossetien og Abkhasien; opfordrer derfor EU, og især Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, til aktivt at reagere på alle former for krænkelse af menneskerettighederne i Sortehavsregionen;

33.  understreger den vigtige rolle, som OSCE spiller i regionen, og anser det for helt afgørende, at EU samarbejder med OSCE på områderne institutionsopbygning, retsstatsprincipper, valgobservation og mediefrihed samt demokrati og menneskerettigheder;

Energi, transport og miljø

34.  anser på den ene side Sortehavsregionen for at være af strategisk betydning for EU's energisikkerhed og spredningen af EU's energiforsyning og minder i denne sammenhæng om det presserende behov for en sammenhængende strategi for Sortehavsregionen; men anser på den anden side samarbejde om energi, transport og miljø for at være nøglen til en harmonisk og bæredygtig udvikling i regionen; glæder sig over iværksættelsen af miljøpartnerskabet og afventer spændt iværksættelsen af de to andre partnerskaber på henholdsvis transport- og energiområdet; opfordrer til, at de gennemføres hurtigt og effektivt; er af den opfattelse, at udviklingen af et fælles regelsæt på regionalt plan ville indebære store fordele i form af et mere effektivt samarbejde og synergier på disse områder; mener, at man igennem etablering og understøttelse af faglige og institutionelle netværker kan øge kapaciteten til kooperativ og effektiv beslutningstagning;

35.  understreger behovet for at styrke det multilaterale energisamarbejde i Sortehavsregionen, hvis nøgleprincipper er indeholdt i WTO og energichartertraktaten (ECT); støtter fuld markeds- og reguleringsintegration på basis af EU's energi- og miljølovgivning og opfordrer til, at landene i den bredere Sortehavsregion inddrages i energifællesskabstraktaten, og at der ydes bistand fra EU, EIB og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling til modernisering af energiinfrastrukturen i Sortehavsregionen;

36.  understreger betydningen af, at medlemsstaterne anlægger en fælles tilgang til Sortehavsregionen med henblik på at nå EU's langsigtede mål om energiforsyningssikkerhed og stabilitet i nabolandene;

37.  minder om, at der er behov for en mere energisk indsats fra Kommissionens side med henblik på fremme af initiativer, der tager sigte på spredning af gasforsyningen, og for et fælles regelsæt til fremme af et gennemsigtigt, konkurrencedygtigt og regelbaseret gasmarked; opfordrer samtidig EU til aktivt at samarbejde med stater i Sortehavsregionen og give dem bedre muligheder for at støtte energiprojekter, som er i EU's interesse; glæder sig i denne forbindelse over Republikken Moldovas og Ukraines tiltrædelse af Energifællesskabet;

38.  understreger, at det haster med at etablere Den Parlamentariske Forsamling Euronest, der skal bidrage til at opfylde målsætningerne for østpartnerskabet og dermed vil få en positiv indflydelse på spørgsmål vedrørende forsyningssikkerhed;

39.  minder om, at EU tilstræber spredning af forsyningsruter og -kilder samt udarbejdelse af en fælles energipolitik for EU; understreger på ny betydningen af projekter langs den sydlige korridor, særlig den afgørende betydning for Europas energisikkerhed af det strategisk højt prioriterede Nabucco-projekt og den hurtige realisering heraf; er opmærksom på South Stream-projektet; understreger endvidere betydningen af transporten af flydende naturgas (LNG) til Europa som led AGRI-projektet og udviklingen af LNG-terminaler i havne ved Sortehavet samt den paneuropæiske olierørledning mellem Constanta og Trieste;

40.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at indgå aftaler med de lande, der er potentielle leverandører til Nabucco-rørledningen, inden udgangen af 2011;

41.  mener, at energiinfrastrukturpakken, som Kommissionen snart vil fremlægge, skal lægge stor vægt på de foreslåede energiprojekter i Sortehavsregionen; gør opmærksom på, at de transitruter, der gennemskærer regionens stater, i betydelig grad kan medvirke til at forbedre EU's forsyningssikkerhed;

42.  fremhæver, at potentialet i vedvarende energikilder i Sortehavsregionen vil kunne yde et betragteligt bidrag til at sikre den samlede energisituation i fremtiden og til en bæredygtig økonomisk vækst, og opfordrer Kommissionen og landene ved Sortehavet til at realisere dette potentiale;

43.  opfordrer til, at EU's partnerskab i Sortehavsregionen udvides til at omfatte videnoverførsel og teknologi inden for områderne vedvarende energi, energieffektivitet og teknisk bistand til netværksudformning, og gør opmærksom på, at energibesparelser er nøglen til at øge energiforsyningen; støtter forskning i alternative energikilder og navnlig i vedvarende energi, energieffektivitet og energibesparelser, som er afgørende, hvis vi skal kunne håndtere udfordringerne fra klimaændringerne og bidrage til den globale indsats for at reducere udledningen af drivhusgasser;

44.  støtter den fortsatte udvikling af initiativer under Traceca- og Inogate-programmerne; opfordrer EU til yderligere at forstærke støtten til infrastrukturprojekter i regionen, direkte og igennem koordinering af andre bidragydere og investorer;

45.  mener, at det for at fremme international handel og transport af kulbrinter i regionen er nødvendigt at udvikle EU's Sortehavshavne og havne langs Donau, herunder olie- og gasterminalerne og de intermodale transportinfrastrukturer; finder det nødvendigt at modernisere infrastrukturen i Sortehavsregionen og etablere forbindelser til de europæiske transportkorridorer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremskynde færdiggørelsen af de prioriterede transeuropæiske transportprojekter langs akserne 7, 18, 21 og 22, jf. bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 884/2004/EF af 29. april 2004 om ændring af beslutning nr. 1692/96/EF om Fællesskabets retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet, herunder også deres progressive integration i Traceca-korridoren, den centrale akse, sydøstaksen og de internationale søfartsruter for transport, som defineret i Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet »Udvidelse af de vigtigste transeuropæiske transportakser til nabolandene - Retningslinjer for transport i Europa og naboregionerne« (KOM(2007)0032), og af de paneuropæiske transportkorridorer 8 og 9;

46.  opfordrer staterne ved Sortehavet til at vedtage en fælles hensigtserklæring om udvikling af Sortehavets søfartskorridorer og anmoder Kommissionen om at opstille en TEN-T-budgetpost med midler til Sortehavskorridorerne, i lighed med dem, der allerede findes for søfartskorridorerne i Østersøen, Nordsøen og Middelhavet;

47.  glæder sig over det tiltag, der er gjort for at udvide det fælles europæiske luftfartsområde til at omfatte Sortehavslandene; opfordrer Kommissionen til at fortsætte drøftelserne med Republikken Moldova om liberalisering af lufttransportsektoren og til snarest at indlede forhandlinger om landets tiltrædelse af det fælles europæiske luftfartsområde;

48.  understreger betydningen af Sortehavet som en naturressource og giver udtryk for sin dybe bekymring over miljøsituationen i regionen; gør opmærksom på behovet for at opretholde balance mellem økonomisk udvikling og miljøbeskyttelse samt behovet for en fælles strategi med henblik på denne udfordring og understreger på baggrund heraf behovet for fuldstændig gennemførelse af konventionen om beskyttelse af Sortehavet mod forurening;

49.  opfordrer Kommissionen til at prioritere kravene til energieffektivitet og miljø- og klimabeskyttelse i forbindelse med finansieringen af infrastrukturprojekter, som bør baseres på en positiv miljøvurdering; minder om de udfordringer, der skyldes klimaændringernes følger for Sortehavsregionen, og opfordrer på baggrund heraf indtrængende til øget samarbejde mellem de lande, der støder op til Sortehavet, navnlig med henblik på forebyggelse af nødsituationer;

50.  opfordrer EU til at medtage Sortehavsregionen i den integrerede havpolitik, og navnlig i den fælles fiskeripolitik, på lige fod med de andre europæiske farvande; mener, at EU bør sætte alle sine diplomatiske evner ind på at overtale Sortehavslandene uden for EU til så vidt muligt at følge principperne i den fælles fiskeripolitik; understreger vigtigheden af at oprette et særskilt fælles forvaltningsorgan for fiskebestande i Sortehavet og af at anvende flerårige forvaltningsplaner;

Økonomisk, social og menneskelig udvikling

51.  mener, at økonomisk, social og menneskelig udvikling i regionen som helhed bør fremmes; tillægger respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i regionen særlig betydning; påpeger, at regionen har særlige naturressourcer, som kan fremme hurtig økonomisk vækst; understreger, at forsvarlig forvaltning af disse ressourcer er afgørende for fremme af en sådan udvikling;

52.  understreger, at yderligere handelsliberalisering og øget handel regionerne imellem er af afgørende betydning for den økonomiske udvikling i regionen; understreger vigtigheden for lokalbefolkningerne og regionens handelspartnere af at etablere et område med økonomiske muligheder og velstand i Sortehavsregionen; understreger behovet for at bekæmpe svig og korruption for at gøre regionen mere attraktiv for investorer; understreger betydningen af samarbejde om turisme og om udvikling af havne og kyststrækninger; støtter EU's integrerede havpolitik, der tager sigte på socioøkonomisk udvikling i maritime regioner, men beklager, at der kun er lagt ringe vægt på Sortehavsdimensionen; glæder sig over de resultater, der er opnået i forbindelse med samarbejdet om uddannelse, forskning og teknologi; gentager sin støtte til målsætningen om at fremme social udvikling og udvikling af et stærkt civilsamfund; understreger, at EU bør fortsætte sin dialog med regionens lande om lempelse af visumbestemmelserne;

53.  er overbevist om, at EU kan spille en større rolle i Sortehavsregionen ved at stille en tættere integration i EU's politikker i udsigt for landene i regionen; understreger, at mulighederne for handelsliberalisering og skabelse af et frihandelsområde i overensstemmelse med WTO-principperne bør overvejes nøje, undersøges grundigt og fremmes;

54.  gør opmærksom på det langvarige strategiske partnerskab mellem EU og Rusland og de to partneres fælles interesse i at udvide den bilaterale handel og de bilaterale investeringer, lette og liberalisere handel i den globale økonomi og styrke og udvikle konkurrencen, også i Sortehavsregionen;

55.  erkender, at den globale økonomiske krise har ramt Sortehavsområdet hårdt, idet den har medført en pludselig afbrydelse såvel af en periode med en gennemsnitlig vækst på 6 % p.a. som af tilførslen af udenlandsk kapital, der er nødvendig for den videre økonomiske udvikling i Sortehavslandene, ligesom den har sat områdets økonomiske system under voldsomt pres; understreger, at der må rettes op på dette ved at styrke den finansielle lovgivning og bankreglerne, ved at forbedre den finanspolitiske troværdighed og gennemsigtighed, bekæmpe skattesvig, skatteunddragelse og korruption, forstærke det regionale samarbejde og øge koordinationen mellem regionale organisationer, såsom BSEC;

56.  opfordrer til, at man inden for strategiens rammer udvikler en integreret tilgang og anvender de veletablerede principper for EU's samhørighedspolitik og naboskabspolitik, som kan bidrage til at sikre effektive resultater og fremme kapacitetsopbygningen i regioner med udviklingsefterslæb; mener især, at det grænseoverskridende samarbejde mellem regioner bør udvides for at løse fælles problemer gennem koordineret handling; påpeger, at den europæiske gruppe for territorialt samarbejde (EGTS) udgør en passende samarbejdsramme for struktureret flerniveaustyring; opfordrer Kommissionen til at udforske mulighederne for at forbedre samordningen af de forskellige europæiske instrumenter til fordel for grænseoverskridende samarbejde ved EU's ydre grænser;

57.  påpeger, at udveksling af bedste praksis regionerne imellem er af afgørende betydning for alle samarbejdsområder, idet regioner med lang erfaring i udvikling og gennemførelse af projekter kan hjælpe andre regioner med at forbedre deres præstationer;

58.  mener, at det er af central betydning at forbedre den administrative kapacitet hos alle lokale og regionale interessenter i Sortehavsregionen for at sikre effektiv gennemførelse og forsvarlig finansiel forvaltning af EU-projekter, større gennemskuelighed og ansvarlighed og geografisk afbalanceret udvikling i hele regionen;

59.  understreger betydningen af en lempelse af visumbestemmelserne og mobiliteten for personer i regionen og opfordrer Kommissionen til at overveje at indføre en præferenceordning for udstedelse af visa til erhvervsfolk, akademikere, unge, lokale myndigheder og andre grupper for at øge kontakten på tværs af hele regionen, navnlig med henblik på tillidsskabelse; opfordrer til, at der i EU-regi udarbejdes fælles projekter til fremme af kulturarv og turisme i regionen;

60.  mener, at programmer, som fremmer dialog mellem kulturer og trosretninger, fortsat bør støttes for at fremme samarbejdet i regionen, at der er et stort behov for fælles initiativer på uddannelses- og medieområdet for at skabe og opretholde meningsfulde relationer mellem meningsdannerne i regionen, og at initiativer som f.eks. netværket af universiteter omkring Sortehavet er et gode eksempler på, hvordan akademisk samarbejde kan bidrage til positive synergier i regionen; opfordrer til styrkelse af akademiske netværk og studenternetværk, elektroniske infrastrukturer og fælles forskningsprojekter; glæder sig over initiativet til oprettelse af og støtte til et Sortehavsuniversitet, der kan bidrage til udviklingen af en regional elite, som betragter samarbejde som en naturlig vej til imødegåelse af fælles udfordringer;

61.  anerkender resultaterne af Black Sea Interconnection-projektet til etablering af et regionalt forsknings- og uddannelsesnetværk i den bredere Sortehavsregion og dets tilknytning til GEANT, og opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte forskningsprojekter i Sortehavsregionen, såsom HP-SEE, SEE-GRID, SCENE, CAREN og BSRN;

o
o   o

62.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt medlemsstaternes og alle Sortehavslandenes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 41 E af 19.2.2009, s. 64. (2) EUT C 282 E af 6.11.2008, s. 443.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. januar 2011 om Pakistan, navnlig mordet på guvernør Salmaan Taseer

P7_TA(2011)0026 RC-B7-0041/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om menneskerettigheder og demokrati i Pakistan, navnlig af 20. maj 2010(1) og 12. juli 2007(2), 25. oktober 2007(3) og 15. november 2007(4),

–  der henviser til sin beslutning af 16. december 2010 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2009 og EU's menneskerettighedspolitik(5),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 16. november 2009, om religions- og trosfrihed, hvori Rådet understreger den strategiske betydning af denne frihedsrettighed og af at bekæmpe religiøs intolerance,

–  der henviser til EU og Pakistans fælles erklæring af 4. juni 2010, hvori begge parter har bekræftet deres vilje til i fællesskab at løse regionale og globale sikkerhedsspørgsmål, at fremme respekten for menneskerettighederne, og at samarbejde om yderligere at styrke Pakistans demokratiske regering og institutioner,

–  der henviser til erklæringen fra sin formand af 19. november 2010 om dødsdommen over Asia Bibi,

–  der henviser til erklæringen af 4. januar 2011 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, om mordet på guvernøren Salmaan Taseeren og til hendes erklæring af 12. november 2010 om en sag om dødsstraf i Pakistan,

–  der henviser til artikel 18 i FN's menneskerettighedserklæring fra 1948,

–  der henviser til FN-erklæringen fra 1981om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at Salmaan Taseer, guvernør i provinsen Punjab, var en af de mest højrøstede og synlige kritikere af Pakistans blasfemilove, og hvorledes disse blev misbrugt af ekstremistiske grupper i sager som den mod Asia Bibi, den kristne kvinde der blev dømt til døden for blasfemi i henhold til paragraf 295-C i den pakistanske straffelov,

B.  der henviser til, at Salmaan Taseer den 4. januar 2011 blev myrdet i Islamabad af en af sine egne sikkerhedsvagter, Malik Mumtaz Hussein Qadri, der ikke støttede Taseers modstand mod Pakistans blasfemilove,

C.  der henviser til, at ingen af de andre sikkerhedsvagter, der var vidne til mordet på guvernør Taseer, forsøgte at stoppe morderen; der henviser til, at morderen blev hyldet og støttet af hundreder af advokater, da han mødte i retten, og titusinder af demonstranter marcherede i gaderne i Karachi for at vise deres godkendelse af hans handlinger; der henviser til en førende Imam angiveligt har udstedt en fatwa mod Sherry Rehman, en tidligere pakistansk minister, reformistisk politiker og velkendt journalist, og udpegede hende som den næste kandidat til mord,

D.  der henviser til, at en bred alliance af landets gejstlige, repræsenteret ved Jamaate Ahle Sunnat Pakistan, en organisation, der taler på vegne af den moderate Barelvi sekt, efter den tragiske begivenhed udstedte en erklæring, hvori de forsvarede mordet på guvernør Taseer og hyldede morderen, idet de udtalte, at »ingen muslim bør deltage i begravelsen og end ikke forsøge at bede for Salmaan Taseer eller udtrykke nogen form for fortrydelse eller sympati i forbindelse med hændelsen« og opfordrede til, at ingen muslim burde bede begravelsesbøn og ingen præst burde udføre begravelsen af den myrdede guvernør,

E.  der henviser til, at kapitlet om grundlæggende rettigheder i Pakistans forfatning fra 1973 garanterer »frihed til at bekende sig til religion og forvalte religiøse institutioner« (artikel 20), »lighed for alle borgere« (artikel 25) og »mindretals retmæssige rettigheder og interesser« (artikel 26),

F.  der henviser til, at præsident Asif Ali Zardari den 25. december 2009 gentog løftet fra Pakistan People's Party om at værne om alle mindretals ret til at blive behandlet på lige fod med andre borgere,

G.  der henviser til, at lovbestemmelserne kendt som blasfemilovene, der blev indført i 1982 og 1986 undergraver de grundlæggende religiøse rettigheder og mindretalsrettigheder, som forfatningen udstikker, og misbruges af ekstremistiske grupper og dem, der ønsker at gøre personlige regnskaber op, og har ført til en stigning i volden mod medlemmer af religiøse mindretal og mod kritiske borgere, der vover at udtale sig imod uretfærdighed,

H.  der henviser til, at langt størstedelen af dem, der tiltales i henhold til blasfemilovene, er muslimer, men at anklager mod individer, der tilhører mindretalsreligioner, kan udløse vold af uforholdsmæssige dimensioner mod hele det religiøse samfund, de tilhører,

I.  der henviser til at den pakistanske regering den 30. december 2010 offentligt har svigtet sit løftet afgivet i sin programerklæring om at revidere diskriminerende love, idet den i en politisk erklæring meddelte, at den ikke havde til hensigt at ophæve eller ændre blasfemilovene,

J.  der henviser til, at mordet på guvernør Taseer rejser sikkerhedsmæssige spørgsmål for dommere i blasfemisager, da Pakistans dommere ved underretterne allerede har været presset af muslimske ekstremister, og selv dommerne ved appelretterne vil måske være utilbøjelige til at afsige upartiske afgørelser i sager om religiøs forfølgelse af frygt for terrorangreb mod deres liv,

K.  der henviser til, at siden mordet på guvernør Taseer har moderate røster, religiøse mindretal og menneskerettighedsforkæmpere følt sig stadig mere utrygge,

L.  der henviser til, at det af artikel 3, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Union fremgår, at fremme af demokrati og respekt for menneskerettighederne og de civile frihedsrettigheder er grundlæggende principper og mål for Den Europæiske Union og udgør et fælles grundlag for dens forbindelser med tredjelande; der henviser til, at EU's bistand inden for handel og udvikling er betinget af respekt for menneskerettighederne og minoritetsrettighederne,

1.  fordømmer på det kraftigste det brutale mord på Salmaan Taseer, guvernør i Punjab-provinsen i Pakistan, den 4. januar 2011 på et marked i Islamabad, roser hans mod og moralske styrke til at indtage en holdning til fordel for religiøs tolerance og human behandling af grupper uden indflydelse på trods af det polariserede politiske klima og udtrykker sin medfølelse med ofrets familie og til befolkningen i Pakistan;

2.  opfordrer indtrængende de pakistanske myndigheder til at foretage en grundig efterforskning af alle aspekter af mordet og hurtigt retsforfølge alle gerningsmændene bag denne forbrydelse under streng overholdelse af loven;

3.  bemærker, at mange menneskerettighedsgrupper kritiserer den manglende støtte til guvernør Taseer's modige holdning fra Pakistans ledere - både blandt politikere og i militæret - og udtrykker sin bestyrtelse og store bekymring over omfanget af den folkelige opbakning, selv i advokatstanden, til religiøs intolerance og direkte mord, hvilket blev åbenbaret i demonstrationer og offentlige støtte til morderen; opfordrer den pakistanske regering til ikke at lade ekstremister bringe de moderate røster i landet til tavshed;

4.  er dybt bekymret over, at dele af militæret, dommerstanden og den politiske klasse stiltiende eller endda åbent støtter eftergivenheden over for politiske og religiøse ekstremister i Pakistan;

5.  udtrykker sin bekymring over det forhold, at morderen af guvernøren i Islamabad var en politimand fra guvernørens egen beskyttelsesenhed; opfordrer den pakistanske regering til at fjerne de islamiske ekstremistiske elementer i de pakistanske sikkerhedsstyrker og sikre, at sikkerhedsstyrkerne overholder forfatningen og retsstatsprincippet;

6.  udtrykker sin støtte til alle foranstaltninger, der er truffet af den pakistanske regering i kampen mod udbredelsen af voldelig ekstremisme;

7.  er bekymret over, at de pakistanske blasfemilove, som den nu afdøde guvernør Salmaan Taseer offentligt havde taget afstand fra, stadig bruges til at forfølge religiøse trosretninger, herunder kristne som Asia Bibi, der er mor til fem børn, og som er dømt til døden;

8.  opfordrer de pakistanske myndigheder til omgående at løslade Asia Bibi og træffe foranstaltninger med henblik på at garantere sikkerheden for hendes familie, der har været nødt til at gå under jorden; opfordrer præsident Zadari til at bruge sin forfatningsmæssige myndighed til at benåde hende på baggrund af den indgivne appel;

9.  beklager, at de to største religiøse politiske partier i Pakistan har erklæret, at Salmaan Taseer havde fortjent at blive dræbt for sine synspunkter, og dermed yderligere har ansporet til frygt og har vist eftergivenhed over for politisk og religiøs terrorisme og kriminalitet;

10.  frygter, at ytringsfriheden, herunder på internettet, kan blive begrænset i Pakistan efter mordet på Taseer, eftersom religiøse lærde fra Jamaat-e-Ahl-e-Sunnat Pakistan åbent har udtalt, at »de, der støtter blasfemi, er lige så skyldige som den, der har begået blasfemi«, og at »politikerne, medierne og andre bør tage ved lære af denne eksemplariske død«;

11.  glæder sig over, at betydelige dele af den pakistanske presse har fordømt mordet og noterer sig de foranstaltninger de pakistanske mediemyndigheder har truffet mod visse tv-stationer som reaktion på dele af deres dækning af begivenheden;

12.  støtter opfordringen fra ledende pakistanske journalister om en undersøgelse af mediernes rolle i at give en platform til yderliggående prædikanter og andre ekstremister, der åbent havde truet Taseer og andre ligesindede fremtrædende personer;

13.  udtrykker sin dybe bekymring over, at blasfemilovene - som kan give dødsstraf i Pakistan, og som ofte bruges som en begrundelse for censur, kriminalisering, forfølgelse af og i visse tilfælde mord på medlemmer af politiske, racemæssige og religiøse mindretal - giver mulighed for misbrug, der rammer personer inden for alle trosretninger i Pakistan;

14.  gentager sin opfordring til Pakistans regering om at foretage en grundig undersøgelse af blasfemilovene og deres nuværende anvendelse, bl.a. paragraf 295 C i den pakistanske straffelov, som foreskriver dødsstraf eller livsvarigt fængsel for enhver, der kendes skyldig i blasfemi mod profeten Muhammed, og dette skal ske med henblik på at få gennemført ændringer;

15.  roser især indsatsen af Shahbaz Bhatti, ministeren for mindretalsspørgsmål, der har fremsat et lovforslag med henblik på at afskaffe dødsstraf for blasfemi; forventer, at de pakistanske myndigheder gør deres yderste for at beskytte alle de liv, der er truet af islamistiske ekstremister på grund af deres sekulære eller afvigende synspunkter, især advokater, dommere og menneskerettighedsaktivister, der forsvarer retsstatsprincippet;

16.  forventer, at Pakistans regering træffer alle nødvendige foranstaltninger for at garantere sikkerheden for alle dommere i Pakistan, så de kan opfylde deres forfatningsmæssige rolle uden at frygte intimidering, vold eller chikane;

17.  glæder sig over, at Pakistan har undertegnet ratifikationsinstrumenterne til FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og konventionen mod tortur; opfordrer den pakistanske regering til at trække sine forbehold tilbage vedrørende de to aftaler og at sikre trosfrihed som er nedfældet i FN's konvention, og give beskyttelse til sine borgere, således at de er i stand til frit at udøve deres tro;

18.  opfordrer Pakistans regering til at sikre menneskerettighederne for mindretal, som det er fastsat i forfatningen og FN's menneskerettighedserklæring, navnlig artikel 18, hvori det bestemmes, at »enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed«;

19.  støtter alle initiativer, der har til formål at fremme dialog og gensidig respekt blandt befolkningsgrupper; opfordrer de politiske og religiøse myndigheder i Pakistan til at fremme tolerance og tage initiativer til at bekæmpe had og voldelig ekstremisme;

20.  opfordrer indtrængende Pakistans regering til at gennemføre de foreslåede reformer af uddannelsessystemet og regulere og kontrollere madrassaerne; opfordrer de pakistanske myndigheder til at fjerne al propaganda, der fremmer had, religiøs dominans og religionskrænkelse fra lærebøger, som er godkendt af undervisningsministeriets ansvarlige for den nationale læseplan;

21.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at medtage spørgsmålet om religiøs tolerance i samfundet i sin politiske dialog med Pakistan, idet dette spørgsmål er af central betydning for kampen mod religiøs ekstremisme på lang sigt;

22.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til fortsat at yde finansiel bistand til menneskerettighedsorganisationer og -forkæmpere og udarbejde praktiske foranstaltninger til at støtte bevægelsen i civilsamfundet i Pakistan mod blasfemilovene og anden diskriminerende lovgivning;

23.  opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at insistere på, at Pakistans regering overholder bestemmelsen om demokrati og menneskerettigheder, der er sikret i samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Pakistan; opfordrer Kommissionen til at forelægge en rapport om gennemførelsen af samarbejdsaftalen og bestemmelsen om demokrati og menneskerettigheder;

24.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at støtte Pakistans regering i udviklingen af landets ministerium for menneskerettigheder og nedsættelse af en meningsfuld, uafhængig og pålidelig national menneskerettighedskommission;

25.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Pakistans regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0194. (2) EUT C 175 E af 10.7.2008, s. 583. (3) EUT C 263 E af 16.10.2008, s. 666. (4) EUT C 282 E af 6.11.2008, s. 434. (5) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0489.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. januar 2011 om Brasilien: udlevering af Cesare Battisti

P7_TA(2011)0027 RC-B7-0042/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 5. februar 2009 om Brasiliens afvisning af kravet om udlevering af Cesare Battisti(1),

–  der henviser til sin henstilling til Rådet af 12. marts 2009 om det strategiske partnerskab EU-Brasilien(2) og især punkt 1 n) deri, hvor den gensidige anerkendelse af endelige domme klart nævnes,

–  der henviser til rammeaftalen om samarbejde mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Den Føderative Republik Brasilien,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union og dens principper om demokrati og retsstatsprincippet, som Den Europæiske Union bygger på,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at partnerskabet mellem EU og Brasilien er bygget på gensidig tillid og respekt for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder,

B.  der henviser til, at de økonomiske, handelsmæssige og politiske forbindelser mellem Brasilien og Den Europæiske Union er fremragende og velfungerende og bl.a. bygger på fælles principper, såsom respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincippet,

C.  der henviser til, at Cesare Battisti, som er italiensk statsborger, blev fundet skyldig under syv retssager og in absentia i endelige domme afsagt af de italienske domstole blev kendt skyldig i fire mord og for sit tilhørsforhold til en væbnet gruppe, for røveri og våbenbesiddelse og idømt to gange livsvarigt fængsel,

D.  der henviser til, at Cesare Battisti gik under jorden, indtil han i marts 2007 blev arresteret i Brasilien,

E.  der henviser til, at Cesare Battisti indbragte sagen om sin udlevering til Italien for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og at sagen blev afvist i december 2006,

F.  der henviser til at det i bestemmelserne og reglerne i udleveringstraktaten fra 1989 mellem Italien og Den Føderative Republik Brasilien tilstræbes at fastlægge samarbejdsordningerne mellem de to staters myndigheder med hensyn til udlevering i fuld overensstemmelse med de garantier, der gives i deres respektive retssystemer,

G.  der henviser til, at den brasilianske højesteret den 18. november 2009 vedtog, at der blev givet tilladelse til at udlevere Cesare Battisti, og at den gav den siddende præsident for Den Føderative Republik Brasilien tilladelse til at løslade fangen og udlevere ham til Italien i overensstemmelse med bestemmelserne i udleveringstraktaten mellem Italien og Brasilien,

H.  der henviser til, at den siddende præsident den 31. december 2010 vedtog at nægte at udlevere Cesare Battisti,

I.  der henviser til, at den italienske regering har anfægtet denne afgørelse hos den brasilianske højesteret,

J.  der henviser til, at Cesare Battistis sagførere formelt har anmodet samme domstol om, at han øjeblikkeligt løslades,

K. der henviser til, at den brasilianske højesteretsformand den 6. januar 2011 nægtede, at Cesare Battisti øjeblikkeligt blev løsladt, og officielt genåbnede sagen, som vil blive behandlet i februar, når retten genoptager sit arbejde,

1.  anerkender, at en af de grundlæggende værdier i EU og dens medlemsstater, såvel som Brasilien, er respekten for den dømmende magts lovlighed og uafhængighed, herunder en retfærdig behandling af dem, der er blevet kendt skyldige;

2.  påpeger, at partnerskabet mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien er baseret på den fælles forståelse, at begge parter vil værne om retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder, herunder retten til forsvar og retten til en retfærdig og upartisk rettergang;

3.  udtrykker tillid til, at de kompetente brasilianske myndigheder på baggrund af sådanne overvejelser vil udøve deres ret - og gøre deres pligt - til at behandle den italienske regerings nye anmodning om, at afgørelsen om udvisningen af Cesare Battisti tages op til fornyet overvejelse, og undersøge mulighederne for at sikre, at den bilaterale udleveringstraktat fortolkes korrekt;

4.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at føre en politisk dialog med Brasilien og sikre, at alle de afgørelser, der træffes, er i fuld overensstemmelse med EU's grundlæggende principper og bidrager til gode forbindelser med medlemsstaterne;

5.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, den brasilianske regering, Den Føderative Republik Brasiliens præsident, formanden for den brasilianske kongres og formanden for Delegationen for Forbindelserne med Landene i Mercosur.

(1) EUT C 67 E, 18.3.2010, p. 146. (2) EUT C 87 E, 1.4.2010, p. 168.

Europa-Parlamentets beslutning af 20. januar 2011 om Iran og Nasrin Sotoudeh-sagen

P7_TA(2011)0028 RC-B7-0043/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Iran, navnlig beslutningerne om menneskerettigheder og især beslutningerne af 10. februar 2010(1) og 8. september 2010(2),

–  der henviser til den erklæring, som FN's højkommissær for menneskerettigheder Navy Pillay fremsatte den 23. november 2010, og hvori hun giver udtryk for sin bekymring vedrørende Nasrin Sotoudeh-sagen og konstaterer, at denne sag er et led i en bredt anlagt modkampagne fra myndighedernes side, og at situationen for menneskerettighedsforkæmpere i Iran bliver stadig vanskeligere,

–  der henviser til FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, som FN's Generalforsamling vedtog ved konsensus i 1998, og som fastslår, at staterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de kompetente myndigheder beskytter menneskerettighedsforkæmpere mod vold, trusler, gengældelse, de facto eller de jure forskelsbehandling, pres eller andre vilkårlige foranstaltninger som følge af deres legitime bestræbelser på at fremme menneskerettighederne,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og konventionen om barnets rettigheder, som Iran har tiltrådt,

–  der henviser til FN' Generalforsamlings resolution af 21. december 2010 om menneskerettighedssituationen i Den Islamiske Republik Iran,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at Nasrin Sotoudeh, en fremtrædende iransk advokat med speciale i menneskerettigheder, er blevet idømt 11 års fængsel efter at være blevet tiltalt for »at handle mod den nationale sikkerhed«, for »medlemskab af centret for menneskerettighedsforkæmpere«, for ikke at bære hijab (islamisk klædedragt) i forbindelse med en videooptaget meddelelse og for »propaganda mod regimet«; der henviser til, at hun også har fået forbud mod at praktisere som advokat og mod at rejse i 20 år efter dommens afsoning,

B.  der henviser til, at Nasrin Sotoudeh, der er mor til to børn, blev arresteret den 4. september 2010, blev holdt isolationsfængslet i lange perioder, ifølge forlydender blev udsat for tortur og nægtet kontakt med sin familie og sin advokat, og at hun var døden nær efter en sultestrejke, som hun gennemførte for at protestere mod forholdene i fængslet og myndighedernes manglende overholdelse af princippet om en retfærdig rettergang,

C.  der henviser til, at Nasrin Sotoudehs ægtefælle, Reza Khandan, blev tilkaldt af politiet den 15. januar 2011 og tilbageholdt natten over, hvorefter han blev løsladt mod garanti fra tredjemand og nu retsforfølges, fordi han har forsvaret sin hustru,

D.  der henviser til, at Nasrin Sotoudeh har optrådt som advokat for den nederlandske statsborger Zahra Bahrami, som blev arresteret efter Ashura-demonstrationerne den 27. december 2009 og for nylig er blevet dømt til døden,

E.  der henviser til, at Nasrin Sotoudehs dom er et led i et systematisk angreb på menneskerettighedsadvokater og -aktivister i Iran, og at Shiva Nazarahari, der er medstifter af »Committee on Human Rights Reporters« og en fremtrædende aktivist, i samme forbindelse den 7. januar 2011 er blevet idømt fire års fængsel og 74 piskeslag, ligesom den fremtrædende advokat Mohammad Seifzadeh den 30. oktober 2010 er blevet idømt ni års fængsel og har fået forbud mod at praktisere som advokat i ti år; der henviser til, at menneskerettighedsadvokaten Mohammad Oliyafar afsoner en dom på et års fængsel, fordi han har forsvaret sine klienter; der henviser til, at også menneskerettighedsforkæmperne Mohammad Ali Dadkhah, Abdolfattah Soltani og Houtan Kian står umiddelbart over for at blive retsforfulgt i Iran,

F.  der henviser til, at der over et år efter Ashura-demonstrationerne i december 2009 stadig er hundredvis af iranske statsborgere, der sidder fængslet efter at være blevet arresteret i forbindelse med disse demonstrationer, at myndighederne er fortsat med at foretage arrestationer i årets løb, navnlig i forbindelse med studenterdagen den 7. december 2010, og at over 70 studerende fortsat tilbageholdes ifølge rapporter fra Amnesty International,

G.  der henviser til, at både journalister og bloggere også fortsat gøres til skydeskive, at over 30 journalister ifølge forlydender sidder fængslet i øjeblikket, og at selv kendte repræsentanter for det iranske kulturliv som f.eks. filminstruktøren Jafar Panahi, der i december 2010 fik forbud mod at lave film i 20 år og samtidig blev idømt seks års fængsel, nægtes ytringsfrihed,

H.  der henviser til, at fremtvungne tilståelser, tortur og mishandling af fængslede, søvnberøvelse, isolationsfængsling, hemmelig tilbageholdelse, udsættelse for grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling, fysisk mishandling, herunder seksuel vold, samt straffrihed for statslige ansatte fortsat er udbredt i Iran, hvilket giver anledning til alvorlig tvivl, hvad angår retfærdigheden og gennemsigtigheden i de retslige procedurer i Iran,

I.  der henviser til, at der ikke sker efterforskning af udenretslige drab, men at de dræbtes efterladte tværtimod risikerer at blive arresteret, således som det skete for Mahdi Ramazani, der blev taget i forvaring ved sin søns grav i december 2010 og blev stillet over for krav om betaling af et helt urimeligt kautionsbeløb, som han ikke har mulighed for at honorere,

J.  der henviser til, at Iran over for det internationale samfund har forpligtet sig til at overholde konventionen om borgerlige og politiske rettigheder,

1.  opfordrer Den Islamiske Republik Irans regering til omgående og betingelsesløst at løslade Nasrin Sotoudeh og alle andre samvittighedsfanger og mener, at dommen over Nasrin Sotoudeh er af politisk karakter og har til formål at sætte en af Irans førende forsvarsadvokater på menneskerettighedsområdet ud af spillet;

2.  tager på det kraftigste afstand fra den ekstraordinært strenge dom, der er afsagt over Nasrin Sotoudeh, og fra den intimiderende behandling, som hendes mand er blevet udsat for, og priser hende for hendes mod og engagement;

3.  opfordrer Den Islamiske Republik Iran til at respektere de standarder, der er fastsat i FN's grundlæggende principper vedrørende advokaters rolle, hvori det fastslås, at advokater skal kunne udføre deres arbejde uden intimidering, hindringer, chikane eller utilbørlig indblanding, og at advokater har ret til ytringsfrihed, herunder ret til at deltage i den offentlige debat om spørgsmål vedrørende lovgivningen, domstolssystemet samt fremme og beskyttelse af menneskerettigheder;

4.  udtrykker dyb beklagelse over manglen på retfærdighed og gennemsigtighed i rettergangsprocedurerne i Iran og opfordrer de iranske myndigheder til at opretholde princippet om en retfærdig rettergang i lovgivningen og i praksis; appellerer til lederen af det iranske domstolssystem, Ayatollah Sadegh Amoli Larijani, om at nedsætte en uafhængig kommission, der skal have mandat til at undersøge retsforfølgelsen af menneskerettighedsadvokater og til at drage alle embedsmænd, der har deltaget i ulovlige procedurer, til ansvar;

5.  opfordrer myndighederne til at bekæmpe straffrihed for de elementer inden for sikkerhedsstyrkerne, der begår menneskerettighedskrænkelser; gentager sit krav om, at der iværksættes en uafhængig undersøgelse af påstandene om, at der har fundet udenretslige henrettelser sted siden det omstridte præsidentvalg i juni, og kræver, at de påståede gerningsmænd stilles for retten;

6.  opfordrer den iranske regering til at samarbejde fuldt ud med alle internationale menneskerettighedsorganer, til fortsat at undersøge mulighederne for et samarbejde om menneskerettigheder og en reform af retsvæsenet med FN og til fuldt ud at implementere henstillingerne i den universelle regelmæssige gennemgang (Universal Periodic Review);

7.  opfordrer til, at der atter skabes et FN-mandat til en særlig rapportør, som skal varetage undersøgelse af krænkelser af menneskerettigheder og sørge for, at de, der begår menneskerettighedskrænkelser i Iran, drages til ansvar for deres handlinger;

8.  anmoder de iranske myndigheder om at give Røde Halvmåne adgang til alle fængslede og give de internationale menneskerettighedsorganisationer tilladelse til at overvåge situationen i landet;

9.  opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til at tage dommen over Zahra Bahrami op til fornyet overvejelse og give hende en retfærdig rettergang samt adgang til de nederlandske myndigheder som logisk konsekvens af hendes nederlandske statsborgerskab, i overensstemmelse med internationale standarder;

10.  opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til at iværksætte yderligere foranstaltninger i forbindelse med Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR) for aktivt at beskytte de iranske menneskerettighedsforkæmpere og opfordrer medlemsstaterne og de lokale myndigheder til at støtte initiativer som »European Shelter City Programme« og »International Cities of Refuge«;

11.  opfordrer til, at den eksisterende liste over personer og organisationer, der er omfattet af EU's rejseforbud og indefrysning af aktiver, udvides til at omfatte iranske embedsmænd, der bærer ansvaret for menneskerettighedskrænkelserne, undertrykkelsen og begrænsningen af friheden i landet;

12.  opfordrer EU's repræsentanter og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at genoptage drøftelserne om menneskerettigheder med Den Islamiske Republik Iran;

13.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, FN's Menneskerettighedsråd, præsidenten for den iranske Højesteret samt den Islamiske Republik Irans regering og parlament.

(1) EUT C 341 E af 16.12.2010, s. 9. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0310.