Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2011/2686(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B7-0334/2011

Forhandlinger :

PV 12/05/2011 - 16.3
PV 12/05/2011 - 17.3
CRE 12/05/2011 - 16.3
CRE 12/05/2011 - 17.3

Afstemninger :

PV 12/05/2011 - 17.3
CRE 12/05/2011 - 17.3

Vedtagne tekster :

P7_TA(2011)0244

Vedtagne tekster
PDF 21kWORD 44k
Torsdag den 12. maj 2011 - Strasbourg
Hviderusland
P7_TA(2011)0244RC-B7-0334/2011

Europa-Parlamentets beslutning af 12. maj 2011 om Hviderusland

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Hviderusland (Belarus), navnlig beslutningerne af 10. marts 2011(1), 20. januar 2011(2) og 17. december 2009(3),

–  der henviser til erklæring af 18. februar 2011 fra Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, om domfældelsen af en hviderussisk oppositionsrepræsentant, samt til hendes talspersons erklæring af 10. april 2011 om anslag mod de uafhængige medier i Hviderusland,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2011/69/FUSP af 31. januar 2011 om ændring af Rådets afgørelse 2010/639/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse embedsmænd i Belarus,

–  der henviser til den endelige rapport af 22. februar 2011om præsidentvalget i Belarus fra OSCE's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (OSCE/ODIHR) og OSCE's Parlamentariske Forsamling (OSCE PA),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at præsidentkandidaterne Ales Mikhalevitj, Vladimir Nekljajev, Vitalij Rymasjevskij, Andrej Sannikov, Nikolaj Statkevitj og Dimitrji Uss og deres kampagneledere, navnlig Pavel Seviarynets, Vladimir Kobets and Sergej Martselev, er under anklage for forbrydelser, som kan medføre domme på op til 15 års fængsel,

B.  der henviser til, at en række aktivister fra oppositionen, heriblandt Anatol Ljabedzka, leder af Det Forenede Borgerparti (AHP), de forhenværende præsidentkandidater Vital Rymasjeuski og Ales Mikhalevitj, Natalja Radzina, chefredaktør for en online-nyhedsportal, Andrej Dimitriev, kampagneleder for præsidentkandidat Vladimir Nekljajev, samt aktivisten Sjarhej Vaznjak fra kampagnen »Sig Sandheden!« er blevet løsladt fra KGB's varetægtsarrestcenter, men placeret i husarrest, medens efterforskningen mod dem fortsætter; der henviser til, at Ales Mikhalevitj og Natalja Radzina siden er flygtet fra landet for at undgå en retssag, medens Dsjmitrij Bandarenka, som støttede Andrej Sannikov i en tidligere præsidentvalgskampagne, er blevet sendt i straffekoloni i to år,

C.  der henviser til, at Aljaksandr Atrosjtjankov, Aljaksandr Maltjanov, Dsjmitrij Novik og Vasil Parfjankov, medlemmer af valgkampagnestaben for de demokratiske oppositionskandidater Vladimir Nekljajev og Andrej Sannikov, Mikita Likhavid, medlem af bevægelsen »For Frihed«, Ales Kirkevitj, Zmister Dasjkevitj og Eduard Lobov, aktivister i »Ung Front«, Paval Vinahradov, aktivist i kampagnen »Sig Sandheden«, Andrej Pratasienja, aktivist uden partitilhørsforhold, Dsjmitrij Drozd, historiker, Vladimir Khamitjenka, protestdeltager, og Dsjmitrij Bandarenka, koordinator for borgerkampagnen »Europæisk Hviderusland«, er blevet idømt mellem et og fire års fængsel for deres deltagelse i demonstrationerne den 19. december 2010,

D.  der påpeger, at der er dokumentation for, at politiet torturerer folk til at tilstå deres påståede forbrydelser mod staten, som det er fremgået af sagerne med Olga Klasowska og Ales Mikhalevitj,

E.  der henviser til, at det hviderussiske informationsministerium den 25. april 2011 indgav en begæring til Den Økonomiske Højesteret om lukning af de uafhængige aviser »Narodnaja Volja« og »Nasja Niva«,

F.  der henviser til, at Andrzej Poczobut, journalist ved tv-kanalen Belsat og avisen »Gazeta Wyborcza«, er blevet arresteret og risikerer op til to års fængsel, fordi han anklages for at have »fornærmet præsidenten« i forlængelse af nogle nylige artikler; der henviser til, at Amnesty International anerkender Andrzej Poczobut som samvittighedsfange; der henviser til, at Irina Khalip, som er gift med Andrej Sannikov, også er blevet arresteret og risikerer at blive anklaget i forbindelse med protesterne; der henviser til, at hun for tiden sidder i husarrest med forbud mod at kommunikere med sin mand,

G.  der henviser til, at de repressive foranstaltninger mod medlemmer af den demokratiske opposition, de frie medier, civilsamfundsaktivister og menneskerettighedsforkæmpere er blevet skærpet yderligere, til trods for gentagne appeller fra det internationale samfund om straks at bringe dem til ophør; der henviser til, at denne situation udgør en alvorlig krænkelse af talrige internationale forpligtelser indgået af Hviderusland,

1.  fordømmer kraftigt alle domfældelser baseret på anklager om »masseoptøjer« og finder dem vilkårlige og politisk motiverede; fremhæver, at myndighederne ifølge forlydender ikke formåede at bevise de anklagedes skyld, at retssagerne blev gennemført bag lukkede døre, at de tilbageholdte blev nægtet muligheden for at føre egne vidner og holde regelmæssige og fortrolige møder med deres advokater, at de pågældende advokater modtog adskillige advarsler fra Justitsministeriet, og at nogle af dem har fået frataget deres bestalling; konstaterer derfor, at retssagerne ikke blev gennemført på upartisk vis;

2.  anser alle anklager mod præsidentkandidaterne Vladimir Nekljajev, Vitalij Rymasjevskij, Nikolaj Statkevitj, Dmitrji Uss og Andrej Sannikov for at være ulovlige og uacceptable; opfordrer til, at kandidaterne frikendes og spares for yderligere forfølgelse; fordømmer i denne forbindelse de hviderussiske myndigheders manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder til forsamlingsfrihed og ytringsfrihed og opfordrer til, at alle de protesterende, der stadig tilbageholdes, løslades omgående og betingelsesløst, og at alle anklager mod dem frafaldes;

3.  udtrykker dyb foruroligelse over forværringen af situationen for menneskerettighedsforkæmpere i Hviderusland; fordømmer kraftigt de ærekrænkende beskyldninger, som for nylig blev fremsat mod f.eks. Ales Bjaljatski, formand for menneskerettighedscentret »Vjasna«, af den hviderussiske præsident og adskillige journalister i de statsejede medier, der i deres kommentarer vedrørende bombeangrebet i metroen i Minsk hævdede, at der var en femte kolonne i landet;

4.  fordømmer det vedvarende klima af frygt og trusler mod politiske modstandere i Hviderusland og den forfølgelse af medlemmer af oppositionen, der har stået på siden præsidentvalget i december 2010;

5.  opfordrer indtrængende de hviderussiske myndigheder til at ophæve de hindringer for fri bevægelighed, der er indført for de ukrainske statsborgere Marina Tsapok og Maxim Kitsjuk samt den russiske statsborger Andrej Jurov, som i deres egenskab af repræsentanter for Komitéen for International Kontrol med Menneskerettighedssituationen i Hviderusland blev nægtet adgang til Hvideruslands territorium, og for Alik Mnatsnakjan og Viktoria Gromova, russiske menneskerettighedsforkæmpere, der blev anholdt den 4. maj 2011 i menneskerettighedscentret »Vjasna« og kort efter udvist af Hviderusland og forbudt indrejse i landet igen i to år; fordømmer i denne forbindelse alle de handlinger, som de hviderussiske myndigheder begår mod menneskerettighedsforkæmpere;

6.  fordømmer den systematiske chikane og intimidering af samt det stigende pres på uafhængige journalister og medier i Hviderusland; opfordrer i denne forbindelse indtrængende de hviderussiske myndigheder til at standse proceduren med lukning af de to ugetidsskrifter »Narodnaja Volja« og »Nasja Niva«, at afstå fra at begrænse adgangen til de to uafhængige internetportaler »Karta «97' og »Bielorusskij Partizan«, hvilket vil indebære en stærk begrænsning af mediepluralismen i Hviderusland, samt til at løslade Andrzej Poczobut og frafalde alle anklager mod ham;

7.  fordømmer manglen på uafhængige undersøgelser af politiets og KGB's anvendelse af rå magt mod demonstranter på valgdagen, især eftersom Hviderusland har afvist en opfordring fra 14 af EU's medlemsstater om at lade en undersøgelsesmission vedrørende menneskerettighedsforhold under ledelse af OSCE undersøge den massive nedkæmpelse af oppositionen i forbindelse med efterspillet til valget i december 2010; glæder sig over interimsrapporten fra Neil Jarman, særlig rapportør for Komitéen for International Kontrol med Menneskerettighedssituationen i Hviderusland, og finder det forkasteligt, at menneskerettighedsforkæmpere fra forskellige OSCE-lande igen er blevet tilbageholdt i Minsk;

8.  opfordrer Kommissionen, Rådet, den højtstående repræsentant og andre EU-partnerlande til at udvide de restriktive foranstaltninger mod det hviderussiske styre, herunder ved at indføre målrettede økonomiske sanktioner, navnlig mod statsejede virksomheder;

9.  påpeger, at EU i lyset af den konstante og hidtil usete undertrykkelse af oppositionen må finde nye måder at hjælpe det hviderussiske civilsamfund på med at lette informationen af offentligheden og derved undgå en fuldstændig opsplittelse af den politiske opposition og samtidig støtte et politisk alternativ til Lukasjenkos styre; opfordrer EU til at yde bistand til demokratiske oppositionspartier, civilsamfundsorganisationer og uafhængige medier, så de kan opretholdes og styrkes, f.eks. via Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder;

10.  understreger, at EU's potentielle samarbejde med Hviderusland vil være underlagt streng konditionalitet og betinget af, at Hviderusland forpligter sig til at overholde menneskerettighederne og retsstatsprincippet som fastsat i den fælles erklæring fra topmødet den 7. maj 2009 i Prag om det østlige partnerskab, der også er undertegnet af den hviderussiske regering;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, OSCE's og Europarådets Parlamentariske Forsamlinger og regeringen og parlamentet i Hviderusland.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0099.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0022.
(3) EUT C 286 E af 22.10.2010, s. 16.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik