Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »Den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020: Morgendagens udfordringer: fødevarer, naturressourcer og landområder« (KOM(2010)0672),

–  der henviser til artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik(1),

–  der henviser til forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne via ELFUL(2),

–  der henviser til Rådets beslutninger 2006/144/EF(3) og 2009/61/EF om Fællesskabets strategiske retningslinjer for udvikling af landdistrikterne(4),

–  der henviser til forordning (EF) nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter(5),

–  der henviser til forordning (EF) nr. 73/2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere(6),

–  der henviser til sin beslutning af 8. juli 2010 om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013(7),

–  der henviser til sin beslutning af 16. juni 2010 om Europa 2020(8),

–  der henviser til konklusionerne fra Rådets formandskab af 17. marts 2011 om den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020,

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 18. marts 2010 om »reformen af den fælles landbrugspolitik i 2013«,

–  der henviser til udtalelsen fra Regionsudvalget »Den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020 – Morgendagens udfordringer: fødevarer, naturressourcer og landområder«,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Regionaludviklingsudvalget (A7-0202/2011),

A.  der henviser til, at en bæredygtig, produktiv og konkurrencedygtig europæisk landbrugssektor bidrager væsentligt til opfyldelsen af de mål, der er fastlagt i traktaterne for den fælles landbrugspolitik, samt målene i Europa 2020-strategien; der henviser til, at den også kan bidrage til håndteringen af nye politiske udfordringer som f.eks. forsyningssikkerhed for fødevarer, energi og industriråstoffer, klimaændringer, miljø og biodiversitet og sundhed og demografiske ændringer i EU, og at den kommende reform af den fælles landbrugspolitik vil være den første, hvor Europa-Parlamentet i overensstemmelse med Lissabontraktaten lovgiver i fællesskabet med Rådet,

B.  der henviser til, at fødevaresikkerhed fortsat er den centrale udfordring for landbruget ikke blot i EU, men i hele verden, navnlig udviklingslandene, eftersom verdens befolkning ifølge prognoserne vil vokse fra syv til ni milliarder i 2050, hvilket ifølge FAO vil kræve en stigning i landbrugsproduktionen på 70 %; der henviser til behovet for at producere flere fødevarer i en kontekst med højere produktionsomkostninger, meget store udsving på landbrugsmarkederne og øget pres på naturressourcerne, hvilket betyder, at landbrugerne skal producere mere på grundlag af mindre jord, mindre vand og mindre energitilførsel,

C.  der henviser til, at fødevarer har strategisk betydning, og at bevarelse af en stabil, konkurrencedygtig landbrugssektor er den mest velegnede måde at sikre fødevaresikkerheden på; der henviser til, at en stærk fælles landbrugspolitik er central i denne henseende og for EU's landdistrikters bevarelse, miljømæssige bæredygtighed og økonomiske udvikling over for truslen om nedlæggelse af landbrug, affolkning af landdistrikterne og økonomisk tilbagegang,

D.  der henviser til, at reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003 og sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik i 2008 har søgt at bidrage til en ny struktur for den fælles landbrugspolitik, som er mere effektiv og gennemsigtig, og som i højere grad er markedsorienteret; der henviser til, at denne proces skal videreføres, og at forvaltningen af den fælles landbrugspolitiks instrumenter skal forenkles betydeligt i praksis for at aflaste landbrugerne og forvaltningerne,

E.  der henviser til, at Europa-Parlamentet i sin beslutning af 8. juli 2010 om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013 lagde grundstenen til en bæredygtig landbrugspolitik, der skulle gøre de europæiske producenter konkurrencedygtige på de lokale, regionale, nationale og internationale markeder; der henviser til, at det støttede tanken om et multifunktionelt og bredt baseret landbrug i hele Europa, særlig i områder med naturbetingede ulemper og ekstremt fjerntliggende områder, samtidig med at der også tages hensyn til små landbrugs problemer,

F.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitik skal råde over de nødvendige instrumenter til håndtering af alvorlige markeds- og forsyningskriser og ekstreme prisudsving i landbrugssektoren; der henviser til behovet for at sikre, at disse instrumenter ikke alene er moderniserede og effektive, men også fleksible, så de kan gennemføres hurtigt, hvis det er nødvendigt,

G.  der henviser til, at der er grund til at glæde sig over integrationen af nye og ambitiøse mål i den fælles landbrugspolitik, særlig mål vedrørende forbruger- og miljøbeskyttelse, dyrevelfærd samt regional samhørighed, og at disse høje standarder bør forsvares på internationalt plan for at sikre, at europæiske landbrugere, som har højere produktionsomkostninger, kan overleve og konkurrere; der henviser til, at produktivitet og fødevaresikkerhed på lang sigt, navnlig under henvisning til klimaødelæggelser, afhænger af, at der drages passende omsorg for naturlige ressourcer, særlig for så vidt angår jord- og vandanvendelse og biodiversitet,

H.  der henviser til, at landbrugssektoren spiller en afgørende rolle i kampen mod klimaændringer, navnlig ved at reducere egne drivhusgasemissioner, udvikle CO2-binding i jorden og fremstille biomasse og bæredygtig energi og dermed tilføje en ekstra indtægtskilde for landbrugerne,

I.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitik også bør støtte den konkrete forvaltning af landbrugsjord, som er rig på biodiversitet (eksempelvis landbrugsjord af høj naturværdi), og af landbrugsøkosystemer i Natura 2000-områder samt i denne forbindelse en overgang til produktionsmodeller med lavere input (herunder økologisk landbrug), permanent upløjede græsningsarealer eller landbrugsmæssige vådområder;

J.  der henviser til det konstante fald i den fælles landbrugspolitiks andel af udgifterne på EU's budget fra næsten 75 % i 1985 til en forventet andel på 39,3 % i 2013; der henviser til, at den fælles landbrugspolitik som en af de ældste politikker i EU og den eneste, der er underlagt fællesskabslovgivningen, tegner sig for mindre end 0,5 % af EU's BNP, mens de offentlige udgifter udgør ca. 50 % af BNP, at der som følge af de forskellige udvidelser af EU er sket en forøgelse af landbrugsarealet på 40 %, og at der er dobbelt så mange landbrugere som i 2004,

K.  der henviser til, at 90 % af de EU-borgere, der deltog i den seneste Eurobarometer-undersøgelse, mener, at landbruget og landdistrikterne er vigtige for Europas fremtid, at 83 % af de EU-borgere, der deltog, går ind for finansiel støtte til landbrugerne, og at de som gennemsnit mener, at landbrugspolitik fortsat bør besluttes på EU-plan,

L.  der henviser til, at Europa-Parlamentet allerede adskillige gange har modsat sig en renationalisering af den fælles landbrugspolitik og en udvidelse af medfinansieringen, der kan påvirke den fair konkurrence på EU's indre marked negativt, og derfor, når man retter blikket fremad mod den kommende reform, endnu engang afviser alle forsøg på at renationalisere den fælles landbrugspolitik ved hjælp af medfinansiering af direkte betalinger eller en overførsel af midler til den anden søjle,

M.  der henviser til, at en fælles landbrugspolitik med to søjler bør bevares, og at hver søjles struktur og mål skal være klart defineret og udformet, så de supplerer hinanden,

N.  der henviser til, at de små landbrugere i EU bidrager væsentligt til opfyldelsen af de mål, der er fastsat for den fælles landbrugspolitik, og at der i reformprocessen bør tages behørigt hensyn til de hindringer, de møder,

O.  der henviser til, at der i de nye medlemsstater, som anvender den generelle arealbetalingsordning, er mange landbrugere, især kvægavlere, som ikke er berettigede til direkte betalinger, fordi de ikke ejer landbrugsjord,

P.  der henviser til, at landbrugere modtager en støt faldende andel af den værdi, der skabes i fødevareforsyningskæden, og at en velfungerende fødevareforsyningskæde og foranstaltninger til forbedring af producenternes forhandlingsposition er nødvendige forudsætninger for, at landbrugere får et rimeligt afkast af deres produkter,

Q.  der henviser til, at realindkomsten pr. landbruger er faldet drastisk i de seneste to år, og at den som følge af dette kontinuerlige fald nu ligger under det niveau, den havde nået for næsten 15 år siden; der henviser til, at landbrugsindkomsterne er mærkbart lavere (anslået 40 % pr. arbejdsenhed) end i resten af økonomien, og at indkomsten pr. indbygger i landdistrikterne er væsentligt lavere (omkring 50 %) end i byområder; der henviser til, at antallet af job i landbrugssektoren ifølge Eurostat faldt med 25 % mellem 2000 og 2009;

R.  der henviser til den stigende integration af verdensøkonomien og den øgede liberalisering af handelssystemerne gennem multilaterale og bilaterale forhandlinger; der henviser til, at aftaler på multilateralt og bilateralt niveau skal sikre, at tredjelandes produktionsmetoder, når der er tale om eksport til EU, giver de europæiske forbrugere de samme garantier vedrørende sundhed, fødevaresikkerhed, dyrevelfærd, bæredygtighed og sociale minimumsstandarder som dem, der sikres gennem EU's produktionsmetoder,

S.  der henviser til, at udviklingen af landdistrikterne i lyset af voksende uligheder, tab af social kapital og sammenhængskraft, demografiske ubalancer og affolkning er en vigtig del af den fælles landbrugspolitik; der henviser til, at fremtidige politikker for udvikling af landdistrikterne skal arbejde hen imod en bedre territorial balance og tilbyde mindre bureaukrati og mere politisk medindflydelse, hvad angår programmerne for udvikling af landdistrikter, der bør omfatte foranstaltninger til forbedring af landbrugssektorens konkurrenceevne og effektivt styrke og differentiere landdistrikternes økonomi, beskytte miljøet, fremme uddannelse og innovation, forbedre livskvaliteten i landdistrikterne, særlig i mindre begunstigede områder, og modvirke unges opgivelse af landbrug,

T.  der henviser til, at det på den ene side kun er 6 % af de europæiske landbrugere, der er under 35 år, og der på den anden side er 4,5 millioner landbrugere, der går på pension over de næste 10 år; der endvidere henviser til, at generationsskiftet derfor bør ses som en af de største udfordringer for den fremtidige fælles landbrugspolitik,

U.  der henviser til, at der i den fælles landbrugspolitik skal tages højde for behovet for at afhjælpe de specifikke begrænsninger og strukturelle problemer, som landbrugs- og skovbrugssektorerne i EU's fjernområder er stillet over for som følge af deres isolerede og afsides beliggenhed og det faktum, at landdistrikternes økonomi i høj grad er afhængig af et lille antal landbrugsprodukter;

V.  der henviser til, at kvalitetspolitik er en integreret del af den fremtidige fælles landbrugspolitik, og at det betyder, at udvikling og styrkelse af denne politik, især hvad angår geografiske betegnelser, bliver afgørende for europæisk landbrugs bæredygtige vækst og konkurrenceevne,

1.  glæder sig grundlæggende over Kommissionens meddelelse »Den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020: Morgendagens udfordringer: fødevarer, naturressourcer og landområder«; erkender, at der er behov for en yderligere reform af den fælles landbrugspolitik under hensyntagen til den ændrede karakter af landbrugsindustrien i EU-27 og den nye internationale globaliseringskontekst; opfordrer til videreførelse af en stærk og bæredygtig fælles landbrugspolitik med et budget, der står i et rimeligt forhold til de ambitiøse målsætninger, som skal forfølges i et forsøg på at tage de nye udfordringer op; afviser på det bestemteste ethvert tiltag i retning af en renationalisering af den fælles landbrugspolitik;

2.  opfordrer til, at den fælles landbrugspolitik fortsat struktureres omkring to søjler; påpeger, at første søjle stadig fuldt ud bør finansieres på årsbasis over EU-budgettet, mens anden søjle fortsat bør omfatte flerårig programmering, en kontraktlig tilgang og medfinansiering; insisterer på, at strukturen med to søjler bør fremme klarheden, således at hver søjle supplerer den anden uden at overlappe; mener, at første søjle forventes at levere EU-dækkende målsætninger, der kræver »lineær« handling, mens den anden søjle er resultatorienteret og fleksibel nok til let at dække specielle nationale, regionale og/eller lokale forhold; mener derfor, at selv om den nuværende struktur med to søjler bør bevares, er der behov for ændringer for at målrette alle de nødvendige foranstaltninger og deres respektive finansieringsordninger under de to søjler mere effektivt;

3.  påpeger, at fødevaresikkerhed fortsat udgør landbrugets eksistensberettigelse, ikke kun i EU, men over hele verden og navnlig i udviklingslandene, fordi verden i 2050 står over for den udfordring, som det udgør at skulle brødføde 9 mia. mennesker samtidig med, at forbruget af sparsomme ressourcer som navnlig vand, energi og jord begrænses; kræver en bæredygtig, produktiv og konkurrencedygtig europæisk landbrugspolitik, som bidrager væsentligt til opfyldelsen af de mål, der er fastlagt i traktaterne for den fælles landbrugspolitik og i EU's 2020-strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst; mener, at landbruget er godt placeret til at yde et væsentligt bidrag til håndtering af klimaændringerne, skabe nye job via grøn vækst og levere vedvarende energi samtidig med fortsat at sørge for sikre fødevareprodukter af høj kvalitet og fødevaresikkerhed for de europæiske forbrugere;

4.  finder det afgørende, at der udarbejdes et klart og langsigtet regelsæt, som gør det muligt for de europæiske landbrugere at planlægge de nødvendige investeringer for at kunne modernisere landbruget og udvikle innovative metoder, der vil føre til mere agronomisk forsvarlige og bæredygtige landbrugssystemer, hvilket er af vital betydning for at sikre deres konkurrenceevne på de lokale, regionale og internationale markeder;

5.  mener, at finansieringen af de enkelte søjler inden for den fælles landbrugspolitik skal aftales allerede ved starten af reformprocessen for at opnå forenkling, klarhed og en fælles fremgangsmåde;

6.  kræver, at EU's landbrugsbudget i den næste finansieringsperiode som minimum er på samme niveau som landbrugsbudgettet for 2013; erkender, at det vil være nødvendigt at råde over tilstrækkelige finansielle midler til at imødegå udfordringerne i tilknytning til fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse, klimaændringer og territorial balance i et udvidet EU og til at sikre, at den fælles landbrugspolitik kan bidrage til at gøre EU's 2020-strategi til en succes;

7.  er overbevist om, at denne nye landbrugspolitik, der er rettet mod bæredygtig fødevareproduktion, primært skal være baseret på en større overordnet komplementaritet mellem første søjle, der omfatter direkte betalinger, og anden søjle, der omfatter foranstaltninger til støtte for udviklingen af landdistrikter; er af den opfattelse, at offentlige midler under den nye fælles landbrugspolitik skal anerkendes som en legitim form for betaling for offentlige goder, der leveres til samfundet, og hvis omkostninger ikke afspejles af markedspriserne, og at der bør anvendes offentlige midler til at tilskynde landbrugerne til at levere ekstra miljøtjenester over hele Europa; mener, at denne målrettede tilgang vil opfylde EU-dækkende mål og samtidig sikre den nødvendige fleksibilitet til at garantere EU's landbrugsmæssige mangfoldighed; tror, at et sådant system vil betyde, at alle elementer i betalingerne vil medføre klare fordele for offentligheden på en måde, der er gennemsigtig for skatteyderne, landbrugerne og samfundet som helhed;

8.  kræver, at bæredygtighed, konkurrenceevne og retfærdighed skal være hovedprincipperne i en fælles landbrugspolitik, som bevarer de enkelte sektorers og produktionssteders særlige karakter med henblik på at levere sikre og sunde fødevarer til befolkningen i tilstrækkelige mængder og til rimelige priser og levere råstoffer til en effektiv europæisk forædlingsindustri og landbrugsfødevareindustri samt til produktion af vedvarende energi; understreger, at EU's standarder for fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse, dyrevelfærd og overholdelse af de sociale minimumsstandarder er de højeste i verden; opfordrer til indførelse af en fælles landbrugspolitik, der garanterer europæisk landbrugs høje standarder i den internationale konkurrence (ekstern kvalitetsbeskyttelse);

9.  anerkender, at mange af disse nye udfordringer og mål er indskrevet i juridisk bindende internationale aftaler og traktater, som EU har indgået og undertegnet, som f.eks. Kyotoprotokollen/Cancunaftalerne og Ramsar- og Nagoya-konventionerne;

10.  understreger, at forenkling er af grundlæggende betydning for og skal være en drivkraft bag den fælles landbrugspolitik med sigte på at nedbringe omkostningerne ved at administrere politikken i medlemsstaterne, og at der kræves klare fælles retsgrundlag, som skal meddeles på et tidligt tidspunkt, og som sikrer en ensartet fortolkning;

11.  understreger, at udviklingen af en politik for fødevarekvalitet, herunder i forhold til geografiske angivelser (BOB/BGB/GTS), skal være et prioriteret aspekt af den fælles landbrugspolitik, som skal uddybes og styrkes, således at EU kan fastholde sin ledende position på dette område; er af den opfattelse, at det i forbindelse med disse produkter af høj kvalitet bør være tilladt at anvende originale forvaltnings-, beskyttelses- og promoveringsinstrumenter, hvilket giver dem mulighed for harmonisk udvikling og for fortsat i høj grad at bidrage til europæisk landbrugs bæredygtige vækst og konkurrenceevne;

12.  opfordrer Kommissionen til at intensivere sine bestræbelser på området forskning og udvikling med henblik på innovation og salgsfremmende foranstaltninger; opfordrer derfor indtrængende til, at der i kommende EU-programmer for forskning og udvikling konstant tages højde for forskningen på landbrugs- og ernæringsområdet;

Direkte betalinger

13.  henviser til, at de afkoblede direkte betalinger, som er betinget af krydsoverensstemmelseskrav, kan bidrage til at understøtte og stabilisere bedrifternes indkomster og gøre det muligt for landbrugerne i tillæg til fødevareproduktionen at levere vigtige offentlige goder til samfundet som helhed som f.eks. økosystemtjenester, beskæftigelse, landskabsforvaltning og skabelse af økonomisk dynamik i landdistrikterne over hele Europa; mener, at de direkte betalinger bør belønne landbrugerne for leveringen af disse offentlige goder, da markedet ikke kan levere offentlige goder alene og endnu ikke belønner landbrugerne for at levere dem på et tidspunkt, hvor landbrugerne for at kunne producere fødevarer af høj kvalitet ofte har høje produktionsomkostninger, mens producentpriserne for deres produkter er lave;

14.  kræver også fortsat en stærk første søjle med betydelige midler; som er i stand til at håndtere de nye udfordringer for europæisk landbrug;

15.  kræver en retfærdig fordeling af den fælles landbrugspolitiks midler til første og anden søjle både mellem medlemsstaterne og mellem landbrugerne i de enkelte medlemsstater, hvor en pragmatisk tilgang skal være det grundlæggende princip for objektive kriterier; afviser større ændringer i fordelingen af disse midler mellem medlemsstaterne; mener, at dette efter en overgangsperiode vil medføre en gradvis erstatning af systemet, som er baseret på forældede historiske referenceværdier, med tilskudsbetalinger, som er mere rimelige og dermed fordeles mere effektivt mellem de forskellige lande, sektorer og landbrugere; påpeger, at dette også kræver mere effektive tilskudsbetalinger, som er bedre målrettet og giver større incitamenter med henblik på at hjælpe landbruget til at gå over til mere bæredygtige landbrugssystemer; afviser i tråd med Kommissionens meddelelse en enkelt fast sats for direkte betalinger for hele EU, som ikke ville afspejle den europæiske mangfoldighed; mener, at bevarelse af mangfoldigheden inden for landbruget og produktionsstederne i EU er en central målsætning, og anbefaler derfor, at der så vidt muligt tages hensyn til de specifikke produktionsbetingelser i medlemsstaterne gennem et mere målrettet system af direkte betalinger;

16.  går derfor ind for en bedriftspræmieordning, der for at fremme en retfærdig fordeling af de direkte betalingsmidler i hele EU medfører en vis omfordeling; foreslår, at hver medlemsstat modtager en minimumsprocentdel af EU-gennemsnittet for de direkte betalinger, og at der fastsættes et loft; går ind for en så hurtig gennemførelse som muligt med en begrænset overgangsperiode;

17.  går i forbindelse med de direkte betalinger til de enkelte landbrug ind for, at man ser bort fra historiske og bedriftsspecifikke referenceværdier ved fordelingen mellem medlemsstaterne, og kræver, at man går over til en arealbaseret, regional eller national præmie under de afkoblede betalinger i den næste finansieringsperiode; anerkender dog i den forbindelse, at der er meget forskellige situationer i de enkelte medlemsstater, hvilket kræver regionale særforanstaltninger;

18.  mener, at de medlemsstater, der i øjeblikket anvender den generelle arealbetalingsordning, efter en begrænset overgangsperiode bør gå over til bedriftspræmieordningen med betalingskrav; kræver, at der ydes støtte til omstillingen, herunder økonomisk og teknisk støtte;

19.  glæder sig over anerkendelsen af små landbrugeres rolle i europæisk landbrug og udviklingen i landdistrikterne; går ind for at indføre en særlig, forenklet støtteordning for små landbrugere, som bidrager til at stabilisere udviklingen i landdistrikterne; opfordrer Kommissionen til af hensyn til gennemsigtigheden og retssikkerheden at fastlægge fleksible og objektive kriterier for små landbrugeres status, som skal defineres af den enkelte medlemsstat; opfordrer medlemsstaterne til i overensstemmelse med nærhedsprincippet at afgøre, hvilke landbrugere der er omfattet af denne ordning;

20.  kræver yderligere forenkling af systemet med direkte betalinger og navnlig forenklede overførselsregler for betalingskrav i tilfælde af manglende aktivering, forenkling af reglerne om den nationale reserve i forbindelse med overgangen til den regionale/nationale generelle arealbetaling, sammenlægning af små betalingskrav og et effektivt og ubureaukratisk kontrolsystem for begge søjler; mener, at der bør tages positivt hensyn til påviseligt velfungerende forvaltningssystemer i forbindelse med omfanget af de foreskrevne kontroller;

21.  påpeger, at der er behov for foranstaltninger for at takle generationsskiftet i landbrugssektoren, da kun 6 % af de europæiske landbrugere er under 35, og 4,5 millioner landbrugere går på pension i løbet af de næste 10 år; er klar over, at der findes hindringer for unge landbrugere, som skal etablere sig, som f.eks. høje investeringsudgifter og manglende adgang til jord og lån; understreger, at foranstaltningerne for unge landbrugere under anden søjle har vist sig ikke at være tilstrækkelige til at standse den hurtige aldring i landbrugssektoren, og efterlyser forslag, der kan vende denne uheldige tendens, f.eks. en ændring af reglerne om den nationale reserve, så de i højere grad fokuserer på unge landbrugere;

22.  understreger, at den fælles landbrugspolitik bør være kønsneutral, og at begge ægtefæller skal have samme rettigheder, når de arbejder i en landbrugsvirksomhed; gør opmærksom på, at omkring 42 % af de 26,7 millioner mennesker, der er fast beskæftiget inden for landbruget i EU, er kvinder, men at kun en ud af fem bedrifter (omkring 29 %) drives af en kvinde;

23.  mener, at afkoblingen har vist at være velegnet, fordi den giver større beslutningsfrihed for landbrugerne ved at sikre, at landbrugerne reagerer på markedssignaler, og ved at placere størsteparten af den fælles landbrugspolitik i WTO's grønne boks; støtter Kommissionens forslag om, at der også i fremtiden bør udbetales koblede præmier i visse områder, hvor der ikke er noget alternativ til de etablerede, omkostningskrævende produktionsformer og produkter; erkender derfor, at produktionsbaserede præmier i en snævert afgrænset ramme principielt også kunne være berettigede selv efter 2013;

24.  opfordrer derfor til at give medlemsstaterne mulighed for at lade en del af de direkte betalinger forblive fuldstændigt eller delvist koblede inden for WTO's grænser med henblik på at finansiere foranstaltninger, der skal afbøde virkningen af afkobling i specifikke områder og sektorer, der er økonomisk, miljømæssigt og socialt følsomme; mener desuden, at disse betalinger kunne fremme arealbaserede miljøforanstaltninger og territorial samhørighed og fremme, støtte og styrke nøglesektorer som f.eks. kvalitetsforbedring, fremstilling af landbrugsråstoffer, bestemte produktionstyper eller visse typer landbrug;

25.  konstaterer, at landbrugene i EU af historiske grunde har en meget mangfoldig struktur med hensyn til bedriftsstørrelse, beskæftigelsesordninger, arbejdsproduktivitet og selskabsform; er klar over, at direkte betalinger tildeles på en måde, som sætter spørgsmålstegn ved deres legitimitet; noterer sig Kommissionens forslag om at indføre et øvre loft for direkte betalinger og udtrykker tilfredshed med dette forsøg på at håndtere spørgsmålet om den fælles landbrugspolitiks legitimitet og den folkelige opbakning af den; anmoder Kommissionen om at overveje at indføre lignende mekanismer, der bidrager hertil, som f.eks. en ordning med degressive direkte betalinger afhængigt af bedriftsstørrelse, der tager hensyn til objektive kriterier som beskæftigelse og bæredygtig praksis;

26.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge praktiske forslag, der på mellemlang og lang sigt skal hjælpe husdyrbrugssektoren med at takle de stigende priser på rå- og hjælpestoffer; mener, at dette kunne medføre incitamenter til at bruge systemer, hvor græsningsarealer og proteinafgrøder anvendes i vekseldrift, hvilket ville give landbrugerne betydelige økonomiske fordele, imødegå de nye udfordringer og mindske afhængigheden af importerede ​​proteinafgrøder og kunne have en gunstig indvirkning på omkostningerne til dyrefoder; opfordrer Kommissionen til i tråd med den nuværende artikel 68 at foreslå en vis fleksibilitet for medlemsstaterne for at undgå at udelukke husdyrbrug, der fokuserer på kvalitet og bæredygtighed, fra den nye støtteordning, og tage hensyn til deres særlige karakter;

27.  mener, at de direkte betalinger udelukkende bør være forbeholdt aktive landbrugere; er i den forbindelse klar over, at enhver landbruger, som anvender landbrugsarealer til produktion eller holder dem i en god landbrugs- og miljømæssig stand, i henhold til systemet for afkoblede direkte betalinger er berettiget til at modtage direkte betalinger; anmoder derfor Kommissionen om at udarbejde en definition af begrebet »aktiv landbruger«, der kan administreres af medlemsstaterne uden at indebære yderligere administrationsarbejde eller -omkostninger, hvorved det skal sikres, at traditionelle landbrugsaktiviteter (fuldtidslandbrug, landbrug som bierhverv og deltidslandbrug) uanset deres retlige status betragtes som aktivt landbrug, og at forskellige former for jordforvaltningsordninger samt forvaltning af fælles jord tages med i betragtning; finder det nødvendigt at slå fast, at definitionen af den aktive landbruger bør udelukke tilfælde, hvor administrationsomkostningerne i forbindelse med betalingen er højere end selve betalingen;

28.  går ind for kompensation for naturbetingede handicap i anden søjle og afviser en supplerende betaling i første søjle på grund af det dermed forbundne ekstra administrationsarbejde;

Ressourcebeskyttelse og miljøpolitiske komponenter

29.  mener, at bedre beskyttelse og forvaltning af naturressourcerne er et centralt element i et bæredygtigt landbrug, som inden for rammerne af Europa 2020-strategiens mål og udfordringer berettiger yderligere incitamenter, der skal tilskynde landbrugerne til at vedtage miljøvenlige foranstaltninger, der går ud over basiskravene vedrørende krydsoverensstemmelse og supplerer de allerede eksisterende miljøvenlige landbrugsprogrammer;

30.  mener, at beskyttelsen af naturressourcerne i højere grad bør være knyttet til tildelingen af direkte betalinger og opfordrer derfor til indførelse via en grøn komponent af en EU-dækkende incitamentsordning med det formål at opnå bæredygtige bedrifter og langsigtet fødevaresikkerhed gennem effektiv forvaltning af knappe ressourcer som vand, energi og jord samtidig med en reduktion af produktionsomkostningerne på længere sigt gennem mindsket anvendelse af rå- og hjælpestoffer; mener, at denne ordning burde sikre maksimal støtte til landbrugere, som har indført eller ønsker gradvist at indføre landbrugsmetoder, der går i retning af mere bæredygtige produktionssystemer;

31.  mener, at denne ordning bør gå hånd i hånd med en forenkling af krydsoverensstemmelsesordningen for modtagere af direkte betalinger, bør gennemføres ved hjælp af enkle foranstaltninger, afbalancere miljømæssig og økonomisk præstation, være relevant fra et landbrugsmæssigt synspunkt og ikke diskriminere landbrugere, som allerede i vidt omfang deltager i miljøvenlige landbrugsprogrammer;

32.  afviser gennemførelsen af et nyt, supplerende betalingssystem, der fører til ekstra kontrol- og sanktionssystemer for »grønne« tiltag; insisterer på, at det er nødvendigt at undgå praktiske forhindringer for landbrugere og ekstra bureaukrati for myndighederne; fastslår desuden, for at strømline de administrative procedurer i forbindelse med disse foranstaltninger, at alle landbrugskontroller så vidt muligt skal gennemføres samtidig;

33.  opfordrer derfor Kommissionen til snarest muligt at forelægge en konsekvensanalyse af den administration, der er forbundet med gennemførelsen af en grøn komponent; fremhæver, at miljøforanstaltninger har potentiale til at forbedre landbrugernes produktionseffektivitet og kræver, at eventuelle omkostninger og indkomsttab som følge af gennemførelsen af sådanne foranstaltninger skal dækkes;

34.  er af den opfattelse, at yderligere grønne tiltag bør forfølges i medlemsstaterne ved hjælp af en prioriteret liste over arealbaserede og/eller bedriftsbaserede foranstaltninger, der er finansieret 100 % af EU; mener, at alle modtagere af disse særlige betalinger skal gennemføre et vist antal grønne foranstaltninger, som bør bygge på eksisterende strukturer og skal vælges fra en national eller regional liste oprettet af medlemsstaten på grundlag af en bredere EU-liste, der finder anvendelse på alle former for landbrug; mener, at sådanne foranstaltninger f.eks. kunne omfatte:

35.  mener, at EU skal spille en rolle med hensyn til at takle udfordringerne i forbindelse med fødevaresikkerhed og energisikkerhed og derfor skal sikre, at landbruget inddrages fuldt ud i håndteringen af begge disse udfordringer; mener derfor, at det er uhensigtsmæssigt at medtage obligatorisk braklægning på listen over bæredygtighedsforanstaltninger som foreslået af Kommissionen;

36.  kræver, at den fælles landbrugspolitik skal indeholde mål for brug af bæredygtig energi; mener, at landbrugssektoren kunne bruge 40 % fornyelige brændstoffer i 2020 og være fossilfri senest i 2030;

37.  konstaterer, at den næste generation af bioteknologi er parat, og henstiller derfor til Kommissionen som led i reformen af den fælles landbrugspolitik at udvikle en biomassepolitik på tværs af sektorerne for næste generation af bioteknologi, bl.a. med bæredygtighedskrav til biomasse, for dermed at muliggøre udviklingen af et bæredygtigt marked for biomasse fra landbruget, landbrugsindustrivirksomhederne og skovbruget ved at anspore til indsamling af eventuelle restprodukter til produktion af bioenergi og samtidig forhindre øgede emissioner og tab af biodiversitet;

38.  understreger, at rationelle EU-politikker, såsom billigere dieselolie til landbrugsmæssige formål og punktafgiftsfritagelse for elektricitet og brændstof til landbruget, især til eldrevne pumper til vandingssystemer, kunne gøre det muligt for europæiske landbrugere at producere mere og forsyne både hjemmemarkedet og eksportmarkederne med landbrugsprodukter; understreger desuden betydningen af innovative vandingssystemer med hensyn til at sikre bæredygtighed i europæisk landbrug under henvisning til klimaændringernes katastrofale følger, f.eks. tørke, hedebølger og ørkendannelse, der har ramt landbrugsarealer, som skulle forsyne befolkningen med fødevarer;

39.  påpeger, at det er nødvendigt at udvikle effektive vandingssystemer for at sikre effektive landbrugsmetoder i medlemsstaterne, som kan dække efterspørgslen efter fødevarer på hjemmemarkedet samt levere landbrugsprodukter til eksportmarkedet, eftersom der i fremtiden vil være mangel på vand og i særdeles drikkevand;

40.  beklager, at EU's mål for biologisk mangfoldighed stadig mangler at blive opfyldt, og forventer, at den fælles landbrugspolitik vil bidrage til at nå disse mål samt Nagoya-målene for biologisk mangfoldighed;

41.  opfordrer til, at den nye fælles landbrugspolitik fremmer bevarelse af den genetiske mangfoldighed, overholder direktiv 98/58/EF om dyrevelfærd og undlader at finansiere produktion af fødevarer fra klonede dyr og deres afkom;

42.  mener, at produktionssystemer, der tager hensyn til dyrevelfærden, også indvirker positivt på dyresundheden og fødevarekvaliteten og -sikkerheden samtidig med, at de er mere miljøvenlige; kræver, at den fælles landbrugspolitik fremmer en omstilling fra højintensiv animalsk produktion, bl.a. ved at støtte landbrugere, der ønsker at anvende høje dyrevelfærdsstandarder;

43.  understreger betydningen af at undersøge alle muligheder for samarbejde mellem medlemsstaterne, under inddragelse af alle interessenter, med henblik på jordbeskyttelse;

Krydsoverensstemmelse og forenkling

44.  påpeger, at krydsoverensstemmelsesordningen betyder, at direkte betalinger kun ydes, hvis lovkravene er overholdt, og landbrugsarealet bevares i god landbrugs- og miljømæssig stand, og at ordningen fortsat er et at de mest velegnede midler til at optimere landmændenes tilvejebringelse af grundlæggende økosystemtjenester og til at imødegå nye miljøudfordringer ved at sikre ved at sikre levering af basale offentlige goder; påpeger imidlertid, at krydsoverensstemmelsesordningens gennemførelse er stødt på en række problemer i forbindelse med administrative spørgsmål og landbrugernes accept;

45.  mener, at direkte betalinger ikke kan forsvares uden betingelser, og at en krydsoverensstemmelsesordning, der som følge af den grønnere fælles landbrugspolitik er forenklet og effektiv i praksis og på administrativt plan med hensyn til kontroller, derfor bør anvendes ligeligt på alle modtagere af direkte betalinger; understreger, at krydsoverensstemmelse skal være risikobaseret og forholdsmæssig og skal overholdes og håndhæves i tilstrækkeligt omfang af de kompetente nationale og europæiske myndigheder;

46.  mener, at bedre ressourcebeskyttelse og -forvaltning også bør være et grundlæggende element i landbruget inden for krydsoverensstemmelse, hvorved der kan opnås større miljøfordele; kræver strømlinede og effektive krydsoverensstemmelseskontroller samt en målrettet tilgang til anvendelsesområdet for krydsoverensstemmelse; kræver udveksling og mainstreaming af bedste praksis mellem betalingsagenturer og kontrolorganer, f.eks. interoperabilitet mellem databaser og bedste anvendelse af passende teknologi med henblik på at mindske den bureaukratiske byrde for landbrugere og forvaltning så meget som muligt; mener, at krydsoverensstemmelse bør begrænses til standarder i tilknytning til landbrug, som er underlagt systematisk, almindelig kontrol baseret på en resultatforpligtelse, og at reglerne bør harmoniseres; understreger betydningen af toleranceniveauer og anvendelse af proportionalitet inden for ethvert nyt sanktionssystem;

47.  mener, at kontrollen af krydsoverensstemmelsesordningen i højere grad bør være baseret på resultatkriterier og tilskyndelse til landbrugerne til at opnå resultater; mener desuden, at landbrugerne selv i betragtning af deres knowhow og praktiske erfaring bør involveres mere i denne kontrol, og at dette ville tjene som eksempel og motivere især mindre effektive landbrugere;

48.  afviser at indføre besværlige og uklare krav afledt af vandrammedirektivet i krydsoverensstemmelsesordningen, indtil der er skabt klarhed med hensyn til status for gennemførelsen af dette direktiv i alle medlemsstater;

49.  anerkender den store indsats, der allerede er gjort i husdyrsektoren, som på indeværende tidspunkt er i vanskeligheder, for at opgradere bygninger og udstyr, så de opfylder de gældende hygiejne- og sundhedsstandarder; kræver, uden at dette indskrænker de grundlæggende principper for fødevaresikkerhed og sporbarhed, at der foretages en kritisk vurdering af visse standarder for hygiejne, dyresundhed og mærkning af dyr for at fjerne de uforholdsmæssigt store byrder, der pålægges små og mellemstore virksomheder; opfordrer navnlig Kommissionen til at gennemgå EU's hygiejnestandarder, særlig for lokalt eller direkte salg og produkters holdbarhed, således at de kommer til at stå i forhold til risikoniveauet, og det undgås unødvendigt at belaste små produktionskanaler som direkte forbindelser mellem producent og forbrugere og korte fødevareforsyningskæder;

Markedsinstrumenter, sikkerhedsnet og risikostyring

50.  mener, at det er vigtigt at kunne gribe ind for at forhindre overdrevne prisudsving og reagere i tide på kriser, der skyldes ustabile markeder, inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik og på verdensmarkederne; anerkender den afgørende rolle, som markedsstøtteforanstaltninger tidligere har haft i forbindelse med håndtering af kriser i landbrugssektoren, navnlig hvad angår intervention og privat oplagring; understreger, at markedsstøtteforanstaltninger skal være effektive og om nødvendigt aktiveres hurtigt for at undgå alvorlige problemer for producenter, forarbejdningsvirksomheder og forbrugere og sikre, at den fælles landbrugspolitik kan opfylde sit primære, strategiske mål, nemlig fødevaresikkerhed;

51.  fremhæver, at den fælles landbrugspolitik bør omfatte en række fleksible og effektive markedsinstrumenter, der kan fungere som sikkerhedsnet, og som er indført på relevante niveauer og er tilgængelige i tilfælde af alvorlige markedsforstyrrelser; mener, at disse instrumenter ikke bør aktiveres konstant, og at de ikke må tjene som vedvarende og ubegrænset afsætningsmulighed for produktionen; påpeger, at visse af disse instrumenter allerede eksisterer, men kan tilpasses, mens andre kan indføres efter behov; mener, at differentierede sektorløsninger er at foretrække frem for horisontale tiltag på grund af de vidt forskellige betingelser i de enkelte sektorer; henleder opmærksomheden på de vanskeligheder, som landbrugerne støder på, når de forsøger at planlægge fremad i tider med ekstreme udsving; mener i betragtning af de stigende markedsudsving, at de nuværende markedsinstrumenter skal revurderes med henblik på øget effektivitet og fleksibilitet, hurtigere anvendelse, udvidelse til andre sektorer om nødvendigt og tilpasning til gældende markedspriser samt tilvejebringelse af et effektivt sikkerhedsnet, uden at det medfører konkurrenceforvridning;

52.  mener, at disse instrumenter bør omfatte særlige instrumenter til udbudsforvaltning, som, hvis de anvendes retfærdigt og på et ikkediskriminerende grundlag, kan sikre en effektiv markedsstyring og forebygge kriser relateret til overproduktion, uden at der skal tages midler fra EU-budgettet;

53.  kræver indførelse af et sikkerhedsnet i flere niveauer, som udvides til at omfatte alle sektorer, bestående af en kombination af værktøjer som offentlig og privat oplagring, offentlig intervention, instrumenter mod markedsforstyrrelser og en nødklausul; kræver, at privat oplagring og offentlig intervention skal tillades for specifikke sektorer i forbindelse med markedsforstyrrelser af begrænset varighed; kræver derudover, at der på tværs af alle sektorer indføres et instrument mod markedsforstyrrelser og en nødklausul, som giver Kommissionen mulighed for under visse omstændigheder i tilfælde af kriser at træffe foranstaltninger i en begrænset periode på op til et år, og som skulle være mere effektive end de hidtidige instrumenter; mener derfor, at der i fremtidige EU-budgetter bør stilles en særlig reservebudgetpost til rådighed, som hurtigt kan aktiveres og anvendes som et instrument til hurtig indsats i tilfælde af alvorlige kriser på landbrugsmarkederne;

54.  mener, at brug af interventionsinstrumenter henhører under Kommissionens gennemførelsesbeføjelser, men fremhæver, at Europa-Parlamentet straks skal underrettes om påtænkte foranstaltninger; fremhæver i denne forbindelse, at Kommissionen skal tage behørigt hensyn til Parlamentets holdninger;

55.  opfordrer til at øge interventionssystemets effektivitet ved hjælp af en årlig evaluering, der udføres på pragmatisk vis og i lyset af markedssituationen;

56.  mener, at det i lyset af de forventede udfordringer på miljø- og klimaområdet og det epidemiologiske område samt i betragtning af de betydelige prisudsving på landbrugsmarkederne er absolut nødvendigt på EU-, medlemsstats- og bedriftsniveau at gøre supplerende, mere effektive risikoforebyggende foranstaltninger tilgængelige for alle landbrugere i de forskellige medlemsstater for at beskytte deres indkomst;

57.  henviser til, at markedsorienteret produktion, direkte betalinger og konkurrenceevne er centrale elementer i enhver risikosikring, og at det også påhviler landbrugerne at tage højde for og forudse risici; støtter i den forbindelse medlemsstaterne i, at landbrugerne skal have stillet nationale instrumenter til risikosikring til rådighed uden renationalisering og forvridninger på markederne; mener derfor, at Kommissionen bør udarbejde fælles regler for medlemsstaternes fakultative støtte til risikostyringssystemer, eventuelt ved at indføre fælles regler i overensstemmelse med WTO-reglerne i den fælles markedsordning, for at fjerne enhver konkurrenceforvridning på det indre marked; kræver også, at Kommissionen giver meddelelse om alle foranstaltninger med henblik på indførelse af risikostyring og fremlægger en relevant konsekvensanalyse sammen med lovforslagene;

58.  mener, at forsikringsordninger for den private sektor eller mod flere risici (klimaforsikringer, forsikringer mod indkomsttab osv.), »futures«-kontrakter og gensidige fonde, som er delvist finansieret med offentlige midler, kunne udvikles og fremmes som valgmuligheder i medlemsstaterne i lyset af de stigende risici; støtter i den forbindelse især, at landbrugere går sammen om at danne konsortier og kooperativer; bifalder udviklingen af nye innovative værktøjer; understreger imidlertid, at de bør være i overensstemmelse med WTO-reglerne og ikke må skabe konkurrence- og handelsforvridninger internt i EU; opfordrer derfor til, at der udvikles en ramme for de medlemsstater, der gennemfører disse foranstaltninger, og som bør stadfæstes i fusionsmarkedsordningen;

59.  opfordrer Kommissionen til at undersøge, i hvilket omfang producentsammenslutningers, brancheforeningers eller tværfaglige sammenslutningers rolle inden for risikoforebyggelse og kvalitetsfremme kan udvides til alle produktionsområder; opfordrer til, at der i forbindelse med foranstaltninger af denne type tages særligt hensyn til produkter, som er omfattet af kvalitetsmærkeordninger;

60.  opfordrer Kommissionen til som led i reformen af den fælles landbrugspolitik at foreslå særlige foranstaltninger til fremme af oprettelsen af nye producentorganisationer for at styrke producenternes markedsposition;

61.  går ind for, at sukkermarkedsordningen fra 2006 forlænges til mindst 2020 i sin nuværende form og opfordrer til, at der træffes passende foranstaltninger, der sikrer sukkerproduktionen i Europa og giver EU's sukkersektor mulighed for at forbedre sin konkurrenceevne inden for stabile rammer;

62.  understreger behovet for at vurdere den specifikke situation i sektoren for mælk og mejeriprodukter inden marts 2015 for at sikre et velfungerende og stabilt mælkemarked;

63.  mener, at Kommissionen bør overveje at foreslå, at plantningsrettighederne i vinsektoren opretholdes efter 2015, og at den bør tage højde for dette i sin evalueringsrapport om reformen af 2008 af markedsordningen for vin, der skal forelægges i 2012;

64.  understreger mælkeproduktionens afgørende rolle for europæisk landbrug og for landdistrikternes udkomme og overlevelse, navnlig i de mælkeproducerende regioner med græsningsarealer og i de regioner i EU, der fra naturens hånd er ugunstigt stillet, og understreger nødvendigheden af at garantere en bæredygtig forsyningssikkerhed for mælkeprodukter til de europæiske forbrugere; er overbevist om, at en sikker forsyning af mælkeprodukter bedst garanteres gennem et stabilt mejerimarked, hvor landbrugerne kan opnå en fair pris for deres produkter; opfordrer derfor Kommissionen til at overvåge og muliggøre en bæredygtig udvikling af mejerimarkedet ved hjælp af passende politiske instrumenter for mælk og mælkeprodukter for tiden efter 2015 og en ramme for fair konkurrence, der sikrer primærproducenterne en stærkere position samt en mere ligelig fordeling af afkastet hele vejen igennem fødevareproduktionskæden (fra gård til detailhandel);

65.  mener, at forvaltningssystemerne for frugt og grøntsager (citrusfrugter og alle berørte produkter), vin og olivenolie bør styrkes, og at der er behov for en mere effektiv krisefond for frugt og grøntsager, bedre krisestyring i vinsektoren og et opdateret privat lagersystem for olivenolie;

International handel

66.  opfordrer EU til at sikre sammenhæng mellem den fælles landbrugspolitik og udviklings- og handelspolitikkerne; opfordrer især indtrængende EU til at være opmærksomt på situationen i udviklingslandene og til ikke at bringe fødevareproduktionskapaciteten og den langsigtede fødevaresikkerhed i disse lande og de pågældende befolkningers evne til at brødføde sig selv i fare samt til samtidig at overholde princippet om sammenhæng i udviklingspolitikken; mener derfor, at EU's handelsaftaler om landbrug ikke bør udgøre en ulempe for markederne i de mindst udviklede lande;

67.  erindrer om, at WTO-medlemmerne under ministerkonferencen i Hongkong i 2005 forpligtede sig til at afskaffe alle former for eksportsubsidier og parallelt hermed underkaste alle eksportforanstaltninger med tilsvarende virkning, især eksportkreditter, statslige landbrugshandelsvirksomheder og reguleringen af fødevarehjælp, helt samme disciplin;

68.  anmoder Kommissionen om at fremlægge en detaljeret konsekvensanalyse vedrørende alle igangværende handelsforhandlinger, navnlig associeringsaftalen mellem EU og Mercosur, som ikke bør have negativ indvirkning på udviklingslandene og hindre effektiviteten af den fælles landbrugspolitik frem mod 2020;

69.  påpeger, at fødevarer ikke blot er en vare, men at adgang til mad er grundlæggende for menneskers eksistens; opfordrer EU til via sine handels- og udviklingspolitikker at fremme bæredygtige landbrugsmetoder og fødevaresikkerhed i de mindst udviklede lande og udviklingslandene i en situation med stigende efterspørgsel og stigende fødevarepriser;

70.  opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvilken rolle koncentrationen af den internationale kornhandel har spillet for de tiltagende prisudsving;

Fødevareforsyningskæden

71.  kræver udformning af globale løsninger til imødegåelse af spekulation i basislandbrugsprodukter og ekstreme prisudsving, idet disse risikerer at bringe fødevaresikkerheden i fare; anerkender imidlertid vigtigheden af et velfungerende futures-marked for basislandbrugsprodukter; mener, at en koordineret international indsats er den eneste effektive måde at begrænse overdreven spekulation på; tilslutter sig i denne forbindelse forslaget fra det franske formandskab for G20 om, at gruppen bør overveje metoder til bekæmpelse af de stigende udsving i priserne på basislandbrugsprodukter; går ind for et verdensomspændende system for indberetning og koordineret indsats for lagre af landbrugsprodukter, der skal sørge for fødevaresikkerhed; henviser derfor til, at det bør overvejes at opretholde lagre af vigtige basislandbrugsprodukter; understreger, at lagerkapaciteten skal øges og markedskontrol- og -overvågningsinstrumenterne udvikles, hvis disse mål skal opfyldes; understreger navnlig de alarmerende konsekvenser, som de globale prisudsving har for udviklingslandene;

72.  understreger, at i modsætning til opstrøms- og nedstrømssektorerne for den primære landbrugsproduktion er gennemsnitsindkomsten for landbrugere og landhusholdninger faldet konstant over de seneste tiår i sammenligning med resten af økonomien og udgør kun halvdelen af husstandsindkomsten i byområderne, mens handelsvirksomheder og detailhandlere har styrket deres markedsposition og margener i fødevarekæden betydeligt;

73.  opfordrer til, at der træffes foranstaltninger til at styrke primærproducenternes og producentorganisationernes forvaltningskapacitet og forhandlingsposition over for andre økonomiske aktører i fødevarekæden (primært detailhandlere, forarbejdningsvirksomheder og virksomheder, der leverer rå- og hjælpestoffer), under hensyntagen til, at det indre marked skal kunne fungere hensigtsmæssigt; finder det nødvendigt snarest at forbedre fødevareforsyningskædens funktion gennem lovgivningsinitiativer med henblik på at skabe større gennemsigtighed i fødevarepriserne og træffe foranstaltninger til bekæmpelse af urimelig handelspraksis og dermed give landbrugerne mulighed for at opnå den merværdi, de fortjener; opfordrer Kommissionen til at styrke landbrugernes position og fremme en fair konkurrence; mener, at det bør overvejes at udnævne ombudsmænd med henblik på at løse uoverensstemmelser mellem operatører i hele fødevarekæden;

74.  mener endvidere, at det for at give landbrugere en stærkere position i fødevarekæden er nødvendigt at indføre instrumenter, der vil hjælpe landbrugere til at anvende korte produktionskæder, som er gennemsigtige og effektive, har en begrænset indvirkning på miljøet, fremmer kvalitet og leverer information til forbrugerne, indebærer færre mellemled og fremmer en retfærdig og gennemsigtig prisdannelse;

75.  ønsker, at støtteordningen for samfundets fattigste medlemmer opretholdes;

Udvikling af landdistrikter

76.  anerkender betydningen af politikkerne til udvikling af landdistrikterne, som er defineret og finansieres i anden søjle, i betragtning af deres bidrag til forbedring af miljøresultaterne, modernisering, innovation, infrastruktur og konkurrenceevne samt behovet for yderligere udvikling af erhvervslivet i landdistrikterne, landbrugsfødevaresektoren og nonfoodsektoren og en bedre livskvalitet i landdistrikterne; understreger desuden behovet for at nå politiske mål, herunder målene i EU's 2020-strategi om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, der også først og fremmest bør være til gavn for landbrugere og landbrugssamfund;

77.  mener, at foranstaltningerne til udvikling af landdistrikterne skal imødegå udfordringerne inden for fødevaresikkerhed, bæredygtig forvaltning af naturressourcerne, klimaændringer, tab af biodiversitet, udtømning af vandressourcer og ødelæggelse af jordens frugtbarhed og fremme en afbalanceret territorial samhørighed samt beskæftigelse; mener, at disse foranstaltninger også bør fremme selvforsyning med hensyn til produktion af vedvarende energi på bedrifterne, navnlig ved hjælp af affaldsprodukter fra landbruget; bekræfter, at foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne bør bidrage til at bevare den øgede merværdi i landdistrikterne og dermed fremme forbedringen af den landlige infrastruktur og leveringen af tjenesteydelser til en overkommelig pris til lokalbefolkningen og de lokale virksomheder;

78.  mener, at der i denne forbindelse særlig bør fokuseres på støtte til unge landbrugere; mener under henvisning til den hurtigt aldrende befolkning i landdistrikterne i Europa, at det er yderst vigtigt at indføre attraktive foranstaltninger, der skal tilskynde unge landbrugere og andre nytilkomne til at etablere sig, og at støtteordningerne under anden søjle bør udvides, f.eks. for så vidt angår adgang til jord, tilskud og lån på favorable vilkår, navnlig på områderne innovation, modernisering, udvikling af investeringer osv., og forventer, at sådanne mekanismer vil blive gjort tilgængelige i alle medlemsstaterne;

79.  foreslår, at en betydelig procentdel af landbrugsjorden gøres til genstand for miljøvenlige landbrugsordninger, som skal give landbrugerne finansielle og tekniske incitamenter til at gå over til mere bæredygtige og ressourceeffektive landbrugsmodeller med et lavere forbrug af rå- og hjælpestoffer;

80.  understreger, at politikken for udvikling af landdistrikterne skal gøre det muligt at udnytte hele det naturlige og menneskelige potentiale i landdistrikterne gennem en kvalitetsbetonet landbrugsproduktion, f.eks. ved hjælp af direkte salg, salgsfremmende foranstaltninger, leverancer til lokale markeder, diversificering samt biomassecentre, energieffektivitet osv.;

81.  understreger, at der er behov for en passende infrastruktur til udvikling og formidling af landbrugsfaglig viden og innovationssystemer, herunder uddannelsesmuligheder, rådgivningstjenester for bedrifterne og udveksling af bedste praksis med henblik på at modernisere landbruget, hjælpe innovative landbrugere med at videregive deres erfaringer og fremme værditilvækstkæder i landdistrikterne; mener, at sådanne programmer bør stilles til rådighed i samtlige medlemsstater;

82.  går derfor ind for indførelse af målrettede foranstaltninger i anden søjle, som medlemsstaterne selv skal fastsætte, med henblik på at realisere EU's fælles mål for udvikling af landdistrikterne (2020-strategien); fremhæver betydningen af en overordnet målrettet og resultatorienteret europæisk ramme i erkendelse af, at medlemsstaterne og de regionale myndigheder er bedst placeret til at træffe beslutning om, hvilke programmer der lokalt kan yde det største bidrag til de europæiske mål; opfordrer derfor til anvendelse af en subsidiaritets- og fleksibilitetsbaseret tilgang, når der skal udarbejdes programmer for udvikling af landdistrikterne, og som desuden i høj grad indebærer lokale og subregionale partnerskaber, under anvendelse af Leader-metoden i forbindelse med udformningen og gennemførelsen af de fremtidige europæiske og nationale programmer for udvikling af landdistrikterne; mener, at et nedsat nationalt bidrag til de mere målrettede foranstaltninger bør fastsættes på grundlag af konsekvensvurderinger og detaljerede simuleringer;

83.  anbefaler, at der i forbindelse med udviklingen af landdistrikter også indføres målrettede foranstaltninger for beskyttelse af skove i bjergområder;

84.  anmoder Kommissionen om at indføre nye finansieringsværktøjer, der kan hjælpe især landbrugere på vej ind i landbruget med at få adgang til lån på favorable vilkår, eller et nyt system, der f.eks. kunne kaldes JERICHO (»Joint Rural Investment CHOice«), under fonden for udvikling af landdistrikter på grundlag af erfaringerne fra JEREMIE-initiativet under strukturfondene;

85.  understreger, at ugunstigt stillede områder ofte er af høj værdi på grund af opdyrkede landskaber, bevarelse af biodiversiteten og skabelse af miljømæssige fordele samt dynamik i landdistrikterne; går i den forbindelse ind for, at udligningstillægget til mindre gunstigt stillede områder i den anden søjle bevares og opfordrer til, at det gøres mere effektivt; mener, at målretningen af støtten til landbrugere, der arbejder i ugunstigt stillede områder, er af største betydning for fortsættelsen af landbrugsaktiviteter i disse områder og mindsker truslen om nedlæggelse af landbrug; understreger, at finpudsningen af kriterierne skal foregå i medlemsstaterne og hos regionale og lokale myndigheder inden for EU-rammerne;

86.  understreger, at strukturerne for landdistrikterne i medlemsstaterne er meget forskellige og følgelig kræver forskellige foranstaltninger; kræver derfor større fleksibilitet, der giver medlemsstaterne og regionerne mulighed for at vedtage frivillige foranstaltninger, som bør medfinansieres af EU under forudsætning af, at disse foranstaltninger er blevet meddelt til Kommissionen og godkendt; påpeger, at medfinansieringssatsen fortsat bør tage højde for konvergensregionernes specifikke behov og omstændigheder i perioden efter 2013;

87.  går ind for, at det for foranstaltninger under anden søjle, som er af særlig betydning for medlemsstaterne, bør gælde, at de nuværende medfinansieringssatser fortsat finder anvendelse efter 2013; understreger dog, at en eventuel supplerende national medfinansiering ikke bør føre til en renationalisering af anden søjle eller øge forskellene i medlemsstaternes evne til at medfinansiere deres prioriteringer;

88.  minder om, at modulering af enhver art, både obligatorisk og frivillig, som middel til at finansiere foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne udløber i 2012, og fremhæver nødvendigheden af at sikre tilstrækkelige finansieringsmidler til søjle 2 i den næste finansieringsperiode;

89.  opfordrer til at undgå pludselige ændringer i forbindelse med tildelingen af midler under anden søjle, idet medlemsstaterne, de lokale myndigheder og bedrifterne har brug for sikkerhed og kontinuitet af hensyn til planlægningen; understreger, at diskussionen om tildelingen af disse midler bør hænge uløseligt sammen med diskussionen om tildelingen af midler under første søjle; opfordrer derfor Kommissionen til at fastsætte en pragmatisk tilgang som grundlæggende princip for omfordelingen af midler under anden søjle; erkender, at der er behov for en retfærdig fordeling mellem medlemsstaterne af midlerne under anden søjle i overensstemmelse med objektive kriterier, der skal afspejle de forskellige behov i de europæiske områder; går ind for, at disse ændringer gennemføres efter en begrænset overgangsperiode sideløbende med de ændringer, der foretages i fordelingen af midler under første søjle;

90.  går ind for indførelse af medfinansieringsregler inden for udvikling af landdistrikterne, der på regionalt eller lokalt plan muliggør komplementaritet mellem offentlige og private midler i den nationalt medfinansierede andel og således forbedrer de til rådighed værende midler til at forfølge de mål, der er fastsat i den offentlige politik for landdistrikterne;

91.  kræver forenkling på ethvert niveau af planlægningen og forvaltningen af programmer i anden søjle for at forbedre effektiviteten; kræver yderligere forenklede og effektive ordninger for kontrol, evaluering og indberetning af krydsoverensstemmelsesforanstaltninger; mener, at kontroller og tilsyn under første og anden søjle bør harmoniseres og gøres mere sammenhængende, med ensartede bestemmelser og procedurer, for at mindske den samlede byrde, som kontrollerne udgør for landbrugerne; kræver en mere fleksibel drift af den femårige forpligtelsesperiode for miljøvenlige landbrugsforanstaltninger;

92.  kræver, at andelsforetagender fritages fra bestemmelserne i Kommissionens henstilling 2003/61/EF om ikkeberettigelse til adgangen til midler til udvikling af landdistrikter og generelt til tilskud over en vis grænse for virksomheder, der overskrider de fastsatte grænser for små og mellemstore virksomheder;

93.  er af den opfattelse, at de mest afsides beliggende regioner fortsat skal nyde godt af særbehandling under politikken for udvikling af landdistrikterne i fremtiden, da de geografiske vanskeligheder, som de står over for, og det lave antal landbrugsprodukter, som økonomien i disse landdistrikter afhænger af, begrunder fastholdelsen af en medfinansieringssats fra Fællesskabets side på op til 85 % til dækning af omkostningerne til deres programmer for udvikling af landdistrikterne;

94.  glæder sig over tendensen i retning af øget koordinering på EU-plan mellem programmerne for udvikling af landdistrikter og samhørighedspolitikken især, med henblik på at undgå dobbeltarbejde, modsatrettede målsætninger og overlapning; minder dog om, at projekterne under EU's samhørighedspolitik og programmerne for udvikling af landdistrikter er af forskelligt omfang, og går derfor ind for, at fondene fortsat holdes adskilt, og at programmerne for udvikling af landdistrikterne fortsat skal fokusere på landbosamfundene og bevares som politisk selvstændige instrumenter;

95.  mener, at samhørighedspolitikken og en ny og stærkere fælles landbrugspolitik vil frigøre landdistrikternes økonomiske potentiale og skabe sikre arbejdspladser og dermed sikre en bæredygtig udvikling af disse områder;

96.  understreger betydningen af politikker, der har til formål at anspore til grænseoverskridende samarbejde mellem medlemsstaterne og tredjelande med henblik på at indføre forskellige former for praksis til beskyttelse af miljøet og til at sikre naturressourcernes bæredygtighed i tilfælde, hvor landbrugets virksomhed, navnlig anvendelsen af vand, har grænseoverskridende virkninger;

o
o   o

97.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 209 af 11.8.2005, s. 1. (2) EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1. (3) EUT L 55 af 25.2.2006, s. 20. (4) EUT L 30 af 31.1.2009, s. 112. (5) EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1. (6) EUT L 30 af 31.1.2009, s. 16. (7) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0286. (8) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0223.