Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 7. april 2011 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2000/75/EF for så vidt angår vaccination mod bluetongue (KOM(2010)0666 - 05499/2011 - C7-0032/2011 - 2010/0326(COD))

P7_TA(2011)0147 A7-0121/2011

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2010)0666),

–  der henviser til Rådets skrivelse af 26. januar 2011, hvori Rådet gav udtryk for den opfattelse, at retsgrundlaget bør ændres, og anmodede Europa-Parlamentet om at vedtage dets holdning til Kommissionens forslag på grundlag af artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (05499/2011 - C7-0032/2011),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 15. marts 2011(1),

–  der henviser til udtalelse fra Retsudvalget om det foreslåede retsgrundlag,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55 og 37,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A7-0121/2011),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 7. april 2011 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/.../EU om ændring af direktiv 2000/75/EF for så vidt angår vaccination mod bluetongue

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2,

▌

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Ved Rådets direktiv 2000/75/EF af 20. november 2000 om vedtagelse af specifikke bestemmelser vedrørende foranstaltninger til bekæmpelse og udryddelse af bluetongue hos får(4) er der fastsat regler for kontrol med og foranstaltninger til bekæmpelse og udryddelse af bluetongue, herunder regler om oprettelse af beskyttelses- og overvågningszoner (iagttagelsesdistrikter og overvågningsområder) og anvendelse af vacciner mod bluetongue.

(2)  Tidligere blev der kun registreret sporadiske forekomster af visse typer bluetonguevirusserotyper i Unionen. Forekomsterne var hovedsagelig i den sydlige del af Unionen. Efter vedtagelsen af direktiv 2000/75/EF og navnlig efter indslæbning i Unionen af bluetonguevirusserotyperne 1 og 8 i 2006 og 2007 er bluetonguevirus blevet mere udbredt i Unionen og har potentiale til at blive endemisk i visse områder. Det er derfor blevet vanskeligt at bekæmpe spredningen af det pågældende virus.

(3)  Reglerne om vaccination mod bluetongue i direktiv 2000/75/EF er baseret på erfaringer med anvendelse af de såkaldte »modificerede levende vacciner« eller »levende svækkede vacciner«, som var de eneste disponible vacciner, da direktivet blev vedtaget. Anvendelse af sådanne vacciner kan medføre uønsket lokal cirkulation af vaccinevirusset hos uvaccinerede dyr.

(4)  I de seneste år er »inaktiverede vacciner« mod bluetongue blevet disponible som et resultat af ny teknologi, og de udgør ikke en sådan risiko for uvaccinerede dyr. Den omfattede brug af sådanne vacciner i forbindelse med vaccinationskampagnen i 2008 og 2009 har ført til en markant forbedring af sygdomssituationen. Det er nu bredt anerkendt, at vaccination med inaktiverede vacciner er det foretrukne redskab til bekæmpelse af bluetongue og forebyggelse af klinisk sygdom i Unionen.

(5)  For at sikre en bedre bekæmpelse af spredningen af bluetonguevirus og mindske den byrde, som sygdommen udgør for landbrugssektoren, bør de eksisterende vaccinationsregler i direktiv 2000/75/EF ændres, så de tager højde for den seneste teknologiske udvikling vedrørende vaccinefremstillling.

(6)  For at de nye regler kan komme vaccinationssæsonen 2011 til gavn, bør dette direktiv træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(7)  Ændringerne i dette direktiv bør gøre vaccinationsreglerne mere fleksible og tage hensyn til, at der nu er inaktiverede vacciner, som også med et vellykket resultat kan anvendes uden for områder, der er omfattet af restriktioner for flytning af dyr, til rådighed.

(8)  Anvendelsen af levende svækkede vacciner bør dog ikke udelukkes, forudsat at man tager de fornødne forholdsregler, eftersom det under visse omstændigheder fortsat kan være nødvendigt at anvende dem, f.eks. når der er indslæbt en ny bluetonguevirusserotype, for hvilken der måske endnu ikke findes inaktiverede vacciner.

(9)  Direktiv 2000/75/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed ‐

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 2000/75/EF foretages følgende ændringer:

1)  I artikel 2 tilføjes følgende litra:"

2)  Artikel 5 affattes således:"

Artikel 5

1.  En medlemsstats kompetente myndighed kan tillade anvendelse af vacciner mod bluetongue, forudsat at:

2.  Når der anvendes levende svækkede vacciner, sikrer medlemsstaterne, at den kompetente myndighed afgrænser:

3)  Artikel 6, stk. 1, litra d), affattes således:"

4)  Artikel 8, stk. 2, litra b), affattes således:"

b)  Overvågningsområdet består af en del af Unionens område, som i en bredde på mindst 50 km strækker sig uden om iagttagelsesdistriktet, og hvor der ikke er foretaget vaccination mod bluetongue med levende svækkede vacciner i de seneste 12 måneder.

5)  Artikel 10, nr. 2, affattes således:"

Artikel 2

1.  Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 30. juni 2011 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende love og bestemmelser og dette direktiv.

De anvender disse love og bestemmelser fra senest den 1. juli 2011.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT. (2) Udtalelse af 15.3.2011 (endnu ikke offentliggjort i EUT). (3) Europa-Parlamentets holdning af 7. april 2011. (4) EFT L 327 af 22.12.2000, s. 74.

Europa-Parlamentets beslutning af 7. april 2011 om situationen i Syrien, Bahrain og Yemen

P7_TA(2011)0148 RC-B7-0249/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien og Yemen,

–  der henviser til sin beslutning af 24. marts 2011 om Den Europæiske Unions forbindelser med Golfstaternes Samarbejdsråd(1),

–  der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2006, indeholdende Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om indgåelsen af en Euro-Middelhavs-associeringsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Syriske Arabiske Republik på den anden side(2),

–  der henviser til erklæring fra Europa-Parlamentets formand Jerzy Buzek om det dødelige angreb på demonstranter i Syrien den 23. marts 2011,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som Bahrain, Syrien og Yemen er part i,

–  der henviser til FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling fra 1975, som Bahrain, Syrien og Yemen er part i,

–  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 24. og 25. marts 2011,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 21. marts 2011 om Bahrain og Yemen,

–  der henviser til erklæringerne fra EU's højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen af 10., 15. og 17. marts 2011 om Bahrain, af 18., 22., 24. og 26. marts 2011 om Syrien og af 10., 12. og 18. marts 2011 og 5. april 2011 om Yemen,

–  der henviser til fælleserklæringen af 8. marts 2011 fra den højtstående repræsentant og Kommissionen om et partnerskab for demokrati og fælles velstand med det sydlige Middelhavsområde,

–  der henviser til EU's retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere fra 2004 og opdateringerne af disse i 2008,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at demonstranter i Bahrain, Syrien og Yemen i lighed med udviklingen i andre arabiske lande har givet udtryk for legitime demokratiske forhåbninger og et stærkt folkeligt krav om politiske, økonomiske og sociale reformer med henblik på at opnå reelt demokrati, bekæmpe korruption og nepotisme, sikre respekt for retsstatsprincippet, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, mindske sociale uligheder og skabe bedre økonomiske og sociale vilkår,

B.  der henviser til, at de respektive regeringer har reageret med øget voldelig undertrykkelse, undtagelsestilstand og terrorbekæmpelseslove for at retfærdiggøre alvorlige forbrydelser, herunder udenretslige drab, bortførelser og forsvindinger, vilkårlige arrestationer, tortur og uretfærdige retssager,

C.  der henviser til, at sikkerhedsstyrkernes overdrevne magtanvendelse mod demonstranterne i Bahrain, Syrien og Yemen har ført til store tab af menneskeliv, talrige kvæstelser og fængslinger, og at den er en overtrædelse af den international konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som disse lande er part i,

D.  der henviser til, at demonstrationerne i Syrien begyndte i den sydlige by Daraa, hvorfra de bredte sig til resten af landet, der henviser til, at de syriske myndigheder har undertrykt demonstrationerne med levende ammunition til at sprede fredelige møder, arresteret hundredvis af civile og mobiliseret regimetro demonstranter i Damaskus og andre byer, der henviser til, at den syriske regering trådte tilbage den 29. marts 2011, og at Adel Safar er udpeget til at danne en ny regering; der henviser til, at præsident Bashar al-Assads tale i det syriske parlament den 30. marts 2011 ikke opfyldte forventningerne og forhåbningerne om væsentlige reformer,

E.  der henviser til, at der har været undtagelsestilstand i Syrien siden 1963; der henviser til, at udtagelseslovgivningen reelt begrænser befolkningens muligheder for at udøve deres borgerlige og politiske rettigheder og samtidig giver de syriske myndigheder mulighed for at udøve en konstant kontrol over retssystemet,

F.  der henviser til, at Syriens regering har fremsat en række offentlige erklæringer, hvori den forpligter sig til at respektere ytringsfrihed og politisk medbestemmelse (ophævelse af undtagelsestilstanden, ophævelse af artikel 8 i den syriske forfatning, hvori det hedder, at Baath-partiet er lederen af staten og samfundet, løsning af det problem, der blev forårsaget af 1962-folketællingen i al-Hasaka provinsen, hvor hundreder af tusinder af kurdere fik frataget deres pas og blev registreret som udlændinge), men at den ikke har formået at gøre konkrete fremskridt på disse områder; der henviser til, at den fremtrædende syriske menneskerettighedsaktivist og regeringskritiker, Haitham al-Maleh, er blevet løsladt fra fængslet i marts 2011 og har opfordret det internationale samfund til at lægge pres på det syriske regime, for at få det til at overholde sine internationale forpligtelser med hensyn til menneskerettigheder,

G.  der henviser til, at associeringsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Syriske Arabiske Republik på den anden side endnu ikke er undertegnet, og at undertegnelsen af aftalen er blevet forsinket efter Syriens anmodning siden oktober 2009, der henviser til, at respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder udgør et væsentligt element i aftalen,

H.  der henviser til, at demonstrationerne begyndte i Bahrain den 14. februar 2011, og at demonstranterne krævede politiske reformer, som f.eks. et konstitutionelt monarki og en valgt regering, samt et stop for korruption og marginalisering af shiitter, der repræsenterer over 60 % af befolkningen; der henviser til, at situationen i Bahrain fortsat er spændt med mellem 50 og 100 forsvundne personer i sidste uge; der henviser til, at lægepersonale, menneskerettighedsforkæmpere og politisk aktivister ifølge indberetninger er blevet tilbageholdt i Bahrain, og at hospitaler er blevet overtaget af sikkerhedsstyrkerne,

I.  der henviser til, at sikkerhedsstyrker i Golfstaternes Samarbejdsråds regi fra Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait er blevet indsat i Bahrain efter anmodning fra Bahrains regering,

J.  der henviser til, at millioner af borgere har demonstreret stort set fredeligt i Yemen siden januar 2011, og at tæt på hundrede mennesker angiveligt er blevet dræbt, hovedsageligt af sikkerhedsstyrkerne, der har skudt med skarp ammunition mod menneskemængden, mens hundreder er blevet såret; der henviser til, at de ambulancer, der bringer de sårede regeringsmodstandere til hospitalerne i Yemen, er blevet bremset af sikkerhedsstyrkerne,

K.  der henviser til, at præsident Ali Abdullah Saleh, der har regeret landet i 32 år, har lovet at træde tilbage i Yemen, men, at præsidenten hidtil ikke har taget nogen konkrete skridt til at opfylde sine løfter om en fredelig demokratisk overgang,

L.  der henviser til, at medlemmer af Golfstaternes Samarbejdsråd har besluttet at opfordre de yemenitiske myndigheder og repræsentanter for oppositionen til at deltage i forhandlinger i Riyad for at løse det politiske dødvande omkring nogle specifikke spørgsmål,

M.  der henviser til, at Yemen er det fattigste land i Mellemøsten med udbredt underernæring, svindende oliereserver, et stigende befolkningstal, en svag centralregering, voksende vandmangel og få investeringer i landets økonomi; der henviser til, at der er alvorlig bekymring for, at der sker en opløsning af den yemenitiske stat, der har haft en skrøbelig våbenhvile siden februar med de shiitiske oprørere i den nordlige del, en løsrivelsesbevægelse i den sydlige og mange al Qaeda-krigere, der efter sigende bruger Yemen som base,

N.  der henviser til, at der for nylig er blevet indført undtagelsestilstand i Bahrain og Yemen, og at indførelse af undtagelsestilstand i et land ikke fritager det pågældende lands regering fra sine væsentlige forpligtelser til at bevare retsstaten og overholde sine internationale menneskerettighedsforpligtelser,

1.  fordømmer kraftigt sikkerhedsstyrkers voldelige undertrykkelse af fredelige demonstranter i Bahrain, Syrien og Yemen, og giver udtryk for sin medfølelse med ofrenes familier; giver udtryk for sin solidaritet med disse landes befolkninger, glæder sig over deres mod og beslutsomhed og erklærer sin fulde støtte til deres legitime demokratiske forhåbninger;

2.  opfordrer myndighederne i Bahrain, Syrien og Yemen til at afholde sig fra magtanvendelse over for demonstranter og respektere deres forsamlings- og ytringsfrihed; fordømmer de bahrainske og yemenitiske myndigheders indgriben over for lægebehandling samt deres forhindring og begrænsning af adgangen til sundhedsfaciliteter; understreger, at de, der er ansvarlige for tab af menneskeliv og forvoldte skader, bør holdes ansvarlige og retsforfølges; opfordrer myndighederne til øjeblikkeligt at løslade alle politisk fanger, menneskerettighedsforkæmpere og journalister og alle dem, der tilbageholdes på grund af deres fredelige aktiviteter i forbindelse med demonstrationerne;

3.  erklærer, at når en stat udøver vold mod sin egen befolkning, må det få direkte konsekvenser for denne stats bilaterale forbindelser med Den Europæiske Union; minder Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen om, at EU kan anvende en lang række instrumenter til at hindre sådanne handlinger, såsom indefrysning af aktiver, rejseforbud osv.; minder dog om, at befolkningerne aldrig bør berøres af en sådan revision af de bilaterale forbindelser;

4.  opfordrer Den Europæiske Union og dens medlemsstater til fuldt ud at tage hensyn til de seneste og de igangværende begivenheder og den videre udvikling i Bahrain, Syrien og Yemen i de bilaterale forbindelser med disse lande, herunder at yderligere forhandlinger om undertegnelsen af den stadig uafsluttede associeringsaftale mellem EU og Syrien suspenderes; mener, at indgåelsen af en sådan aftale skal gøres afhængig af de syriske myndigheders evne til at gennemføre de forventede demokratiske reformer i praksis;

5.  opfordrer EU og dens medlemsstater til at støtte kravet om uafhængige undersøgelser af angrebene mod demonstranter i disse lande, særlig med hensyn til en uafhængig undersøgelse foretaget af De Forenede Nationer (FN) eller Den Internationale Straffedomstol af overgrebene mod demonstranterne i Sanaa i Yemen den 18. marts 2011, hvor 54 blev dræbt og mere end 300 såret; opfordrer til, at EU straks tager initiativ til indkaldelse af en ekstraordinær samling i FN's Menneskerettighedskommission til behandling af krænkelserne af menneskerettighederne i Bahrain, Syrien og Yemen under nedkæmpelsen af demonstrationerne og undertrykkelsen af systemkritikken;

6.  opfordrer regeringerne i Bahrain, Syrien og Yemen til snarest muligt og uden forhåndsbetingelser at indlede en åben og meningsfuld politisk proces og dialog med deltagelse af alle demokratiske politiske kræfter og civilsamfundet med henblik på at bane vejen for ægte demokrati, ophævelse af undtagelsestilstanden og gennemførelse af reelle, ambitiøse og væsentlige politiske, økonomiske og sociale reformer, der er af afgørende betydning for langsigtet stabilitet og udvikling;

7.  opfordrer myndigheder i Bahrain, Syrien og Yemen til at respektere deres internationale forpligtelser i forhold til menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder; opfordrer myndighederne i disse lande til øjeblikkeligt at ophæve undtagelsestilstanden, omgående at løslade alle politiske fanger, menneskerettighedsforkæmpere, journalister og fredelige demonstranter, stadfæste ytrings- og foreningsfriheden i lovgivningen og i praksis, skærpe foranstaltningerne til at bekæmpe korruption, sikre lige rettigheder for mindretal, sikre adgang til kommunikationsmidler, såsom internet og mobiltelefoni, og sikre adgang til uafhængige medier;

8.  noterer sig, at Syriens regering trådte tilbage den 29. marts 2011, men mener ikke, at en sådan handling vil være tilstrækkelig til at tilfredsstille den voksende frustration hos det syriske folk; opfordrer præsident Bashar al-Assad til at bringe undertrykkelsen af den politiske opposition og menneskerettighedsforkæmpere til ophør, reelt ophæve undtagelsestilstanden, der har været i kraft siden 1963, støtte den demokratiske overgangsproces i Syrien og udarbejde en konkret dagsorden for politiske, økonomiske og sociale reformer;

9.  opfordrer Bahrains regering og andre parter til omgående og uden forhåndsbetingelser at indlede en meningsfuld og konstruktiv dialog med henblik på gennemførelse af reformer; glæder sig over erklæringen fra FN's generalsekretær om, at FN er rede til at støtte de nationale bestræbelser, hvis den skulle blive anmodet om dette;

10.  giver udtryk for sin foruroligelse over tilstedeværelsen af udenlandske styrker i Bahrain under Golfstaternes Samarbejdsråds flag; opfordrer Golfstaternes Samarbejdsråd til at bringe sine muligheder som regional samlende kraft i spil og mægle af hensyn til fredelige reformer i Bahrain;

11.  opfordrer Yemens præsident Saleh til at træffe konkrete foranstaltninger i retning af gennemførelse af hans tilsagn om en fredelig overdragelse af magten gennem de forfatningsmæssige institutioner; opfordrer alle parter, inklusive oppositionen, til at handle ansvarligt, omgående at indlede en åben og konstruktiv dialog med henblik på at opnå en fredelig politisk overgang og inddrage alle parter og bevægelser, som repræsenterer den yemenitiske befolkning i denne dialog;

12.  er dybt foruroliget over fattigdommen og arbejdsløsheden og den voksende politiske og økonomiske ustabilitet i Yemen; insisterer på, at opfyldelsen af løfterne fra donorkonferencen i 2006 skal fremskyndes; opfordrer desuden EU og Golfstaternes Samarbejdsråd til at gøre en særlig indsats for finansiel og teknisk støtte, så snart præsident Saleh er klar til at vige for en demokratisk nedsat regering;

13.  opfordrer Den Europæiske Union og dens medlemsstater til at støtte de fredelige demokratiske forhåbninger hos befolkningerne i Bahrain, Syrien og Yemen, revidere deres politikker i forhold til disse lande, respektere EU's adfærdskodeks for våbeneksport og være parat til at bistå med gennemførelsen af konkrete politiske, økonomiske og sociale reformdagsordener i disse lande, hvis de nationale myndigheder reelt forpligter sig herpå;

14.  opfordrer Kommissionen til i fuld udstrækning at udnytte den eksisterende støtte, der ydes gennem naboskabspolitikken, demokrati- og menneskerettighedsinstrumentet samt stabilitetsinstrumentet, og til hurtigt at udarbejde konkrete forslag til, hvordan den økonomiske bistand fra EU bedre kan understøtte landene og civilsamfundet i Mellemøsten og Golfstaterne i overgangen til demokrati og respekt for menneskerettighederne;

15.  understreger løfterne fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen i fælleserklæringen om et partnerskab for demokrati og fælles velstand med det sydlige Middelhavsområde om yderligere at støtte den demokratiske forandring og civilsamfundet på baggrund af den aktuelle historiske udvikling i regionen; opfordrer til, at EU understøtter den demokratiske proces i Middelhavs- og Golfregionen for at sikre, at befolkningen – og navnlig kvinderne, som har spillet en afgørende rolle i kravet om demokratiske forandringer – inddrages i fuld udstrækning i det politiske liv;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen, regeringer og parlamenter i medlemsstaterne, regeringen og parlamentet i Kongeriget Bahrain, regeringen og parlamentet i Den Syriske Arabiske Republik og regeringen og parlamentet i Republikken Yemen.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0109. (2) EUT C 313 E af 20.12.2006, s. 436.

Europa-Parlamentets beslutning af 7. april 2011 om den fjerde FN-konference om de mindst udviklede lande

P7_TA(2011)0149 RC-B7-0228/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til, at FN i 1971 anerkendte de mindst udviklede lande som den fattigste og svageste gruppe i det internationale samfund,

–  der henviser til de kriterier, som FN's Komité for Udviklingsplanlægning (CDP) har fastlagt med henblik på at definere mindst udviklede lande (LDC),

–  der henviser til Paris-erklæringen til fordel for de mindst udviklede lande, som vedtoges i september 1990,

–  der henviser til FN's generalsekretærs rapport om gennemførelse af handlingsplanen for de mindst udviklede lande 2010-2010 (A/65/80),

–  der henviser til resultaterne af FN's møde på højt plan om 2015-målene i september 2010,

–  der henviser til Bruxelleshandlingsprogrammet til fordel for de mindst udviklede lande, som blev vedtaget ved den tredje FN-konference om de mindst udviklede lande i maj 2001 i Bruxelles,

–  der henviser til beslutningen på FN's Generalforsamling i 2008 om at indkalde til den fjerde FN-konference om de mindst udviklede lande,

–  der henviser til, at der under den fjerde FN-konference om de mindst udviklede lande skal foretages en evaluering af Bruxelleshandlingsplanen i betragtning af udløbet af den, ligesom der vil blive fremsat forslag til nye indsatspunkter i perioden 2011-2020 med henblik på at fremme udvekslingen af bedste praksis og indhøstede erfaringer, fastlægge politikker, påvise, hvilke udfordringer LDC-landene vil komme til at stå overfor i det næste årti, og tage stilling til, hvilke foranstaltninger der er påkrævet,

–  der henviser til FN's erklæring om retten til udvikling fra 1986,

–  der henviser til 2015-udviklingsmålet om at halvere fattigdommen inden 2015,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at der for tiden er 48 lande i kategorien mindst udviklede lande i verden, heraf 33 i Afrika, 14 i Asien og 1 i Latinamerika, og at 16 af disse lande ikke har adgang til havet, mens 12 er små øer,

B.  der henviser til, at 80 % af de 800 millioner mennesker, der bor i de mindst udviklede lande, lever af mindre end 2 USD om dagen; der henviser til, at antallet af mindst udviklede lande siden FN's indførelsen af denne kategori i 1971 er steget fra 25 til 48, mens kun Botswana i 1994, De Kapverdiske Øer i 2007 og Maldiverne i januar formåede at forlade denne kategori,

C.  der henviser til, at gennemsnittet for indekset for menneskelig udvikling kun steg fra 0,34 til 0,39 mellem 2000 og 2010; der henviser til, at de mindste udviklede lande gennemsnitligt kun er på vej til at virkeliggøre to ud af syv 2015-indikatorer,

D.  der henviser til, at der siden den tredje FN-konference om de mindst udviklede lande og Bruxelleshandlingsplanen er sket visse positive fremskridt som f.eks. »Alt, undtagen våben«-initiativet og forøgelsen af den officielle udviklingsbistand, som blev fordoblet i perioden 2000 og 2008, ligesom de direkte udenlandske investeringer steg fra 6 mia USD til 33 mia USD, hvilket gjorde det muligt for 19 lande at opnå en vækstrate på 3 %,

E.  der henviser til, at henstillingerne fra den fjerde konference om de mindst udviklede lande kun kan opfyldes, hvis der findes en løsning på afgørende problemer for de mindst udviklede lande som f.eks. sammenhængen mellem handel og udvikling, landbrug, fiskeri, investeringer og klimaændringer, og hvis vigtige spørgsmål som regeringsførelse og korruptionsbekæmpelse og navnlig idéen om en forvaltningsaftaler (som navnlig indeholder en social tærskel) mellem partner- og donorlande tages op til behandling sammen med spørgsmålet om kapacitetsopbygning,

F.  der henviser til, at der i forbindelse med den fjerde konference om de mindst udviklede lande skal ske en bekræftelse af det globale engagement til at imødekomme de mindst udviklede landes behov; der henviser til, at de igangværende forberedelser til den fjerde konference om de mindst udviklede lande involverer et bredt spektrum af aktører, herunder parlamentarikere, civilsamfundet og den private sektor,

G.  der henviser til, at støtte til bæredygtig udvikling indebærer støtte til sundhed og uddannelse, fremme af demokrati og retsstatsforhold, respekt for menneskerettigheder og grundlæggende friheder, som er faktorer af afgørende betydning for EU's udviklingspolitik,

H.  der henviser til, at situationen i de mindst udviklede lande er blevet yderligere forværret af den seneste globale krise på finans-, fødevare-, klima- og energiområdet, som er kommet oven i de eksisterende strukturelle problemer,

I.  der henviser til, at fødevaresikkerheden er truet, selv om landbruget danner grundlaget for mange af de mindst udviklede landes økonomi og tegner sig for op til 90 % af beskæftigelsen,

J.  der henviser til, at der ikke kan skabes nogen egentlig udvikling, uden at staten spiller en vigtig rolle, hvorfor den skal have øget kapacitet til at fremme den økonomiske udvikling, velstandsskabelsen og en retfærdig fordeling af den, offentlig-private partnerskaber og velovervejede udenlandske investeringer, som i fuld udstrækning respekterer ILO's vigtigste arbejdsmarkedsnormer og kravene om miljøbeskyttelse; der henviser til, at staten skal tage ansvaret for at sikre stabilitet og skabe de nødvendige juridiske rammer,

K.  der understreger, at hvert mindst udviklet land skal fastlægge de prioriteringer og løsninger, som passer til dets egen nationale kontekst, baseret på befolkningens demokratiske deltagelse i beslutningstagningen,

L.  der henviser til, at Istanbul-konferencens succes vil afhænge af konkrete resultater (f.eks. en forvaltningskontrakt, en social tærskel, gældseftergivelse, udviklingsbistand og innovativ finansiering) og kvaliteten af deltagernes bidrag,

1.  mener, at den fjerde konference om de mindst udviklede lande bør være resultatorienteret, med klare indikatorer og et mål om at halvere antallet af mindst udviklede lande inden 2020 sammen med effektive og gennemsigtige overvågnings- og opfølgningsmekanismer;

2.  understreger, at EU's bistand til de mindst udviklede lande primært bør være rettet mod velstandsskabelse og udvikling af en markedsøkonomi, som er grundlæggende forudsætninger for fattigdomsbekæmpelse;

3.  påpeger nødvendigheden af at prioritere økonomisk vækst som et centralt element for at skabe udvikling og reducere den generelle fattigdom i de mindst udviklede lande;

4.  finder, at den fjerde konference om de mindst udviklede lande bør fokusere på kohærens i udviklingspolitikken som et vigtigt element i omlægningen af politikken på nationalt og internationalt plan; anmoder derfor om, at alle politikker - på f.eks. handels-, fiskeri-, miljø-, landbrugs-, klima-, energi-, investerings- og finansområdet - udformes på en sådan måde, at de understøtter de mindst udviklede landes udviklingsbehov med det mål at bekæmpe fattigdom og sikre anstændige indkomster og eksistensgrundlag;

5.  opfordrer EU til at opfylde sine tilsagn vedrørende markedsadgang og gældseftergivelse; bekræfter endnu en gang betydningen af at nå målet på 0,15-0,20% af BNP i officiel udviklingsbistand til de mindst udviklede lande ved med dette formål for øje at mobilisere indenlandske ressourcer og som supplerende foranstaltning tage innovative finansielle mekanismer i anvendelse;

6.  erindrer om målsætningen om at bryde ud af kategorien af mindst udviklede lande og henviser til de rammer, der blev opstillet på topmødet om 2015-udviklingsmålene i september 2010 med henblik på at fremskynde fattigdomsbekæmpelse, skabe bæredygtig økonomisk udvikling med henblik på at forbedre levestandarden for befolkningen i de mindst udviklede lande, og sikre god regeringsførelse og kapacitetsopbygning;

7.  fremhæver behovet for nye foranstaltninger til at integrere de mindst udviklede lande i den globale økonomi og forbedre deres adgang til EU's markeder; opfordrer Kommissionen til at øge sin handelsrelaterede bistand for at hjælpe de fattigste lande med at klare den konkurrence, der skyldes liberaliseringen af markederne;

8.  erindrer om, at fred og sikkerhed er af afgørende betydning for udviklingspolitikkernes effektivitet, og om, at EU bør samordning sine bestræbelser på at øge stabiliteten i de mindst udviklede lande og støtte deres indsats for at tilegne sig de nødvendige midler til at opbygge fredelige, demokratiske og inklusive stater;

9.  erindrer om nødvendigheden af at prioritere fødevaresikkerhed, landbrug, infrastruktur, kapacitetsopbygning, inklusiv økonomisk vækst, adgang til teknologi og den menneskelige og samfundsmæssige udvikling i de mindst udviklede lande;

10.  opfordrer til indførelse af retfærdige og klare handelsbestemmelser og gennemførelse af integrerede politikker over et bredt spektrum af økonomiske, social og miljømæssige spørgsmål med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling;

11.  henviser til nødvendigheden af at gribe effektivt ind over for prisudsving og sikre gennemsigtighed og bedre regulerede finansmarkeder for at beskytte de mindst udviklede lande og mindske deres sårbarhed;

12.  påpeger nødvendigheden af at hjælpe udviklingslandene med at udvikle skattesystemer og god ligningsforvaltning og opfordrer FN til at udarbejde hensigtsmæssige mekanismer med henblik herpå;

13.  opfordrer EU og medlemsstaterne til under den fjerde konference om de mindst udviklede lande at behandle indførelsen af innovative finansieringsmekanismer i forbindelse med udviklingsbistanden som f.eks. en afgift på finanstransaktioner; understreger, at tilsagn om ODA og innovative finansieringsmekanismer skal ses som et afgørende og supplerende element i bekæmpelsen af fattigdom;

14.  opfordrer FN og EU til under den fjerde FN-konference om de mindst udviklede lande at behandle de negative følger af opkøb af landbrugsjord, herunder ekspropriering af små landbrug, og af ikke-bæredygtig anvendelse af jord og vand;

15.  erindrer om, at det langsigtede mål med udviklingssamarbejdet må være at skabe betingelser for en bæredygtig økonomisk udvikling og en retfærdig fordeling af velstanden; understreger derfor nødvendigheden af at identificere de mindst udviklede landes behov og strategier, at diversificere handelen ved at sikre retfærdige priser for varer fra de mindst udviklede lande og løse supply-side-betingede begrænsninger i mulighederne for at udvide de mindst udviklede landes handelskapacitet og evne til at tiltrække investeringer, som respekterer ILO's vigtigste arbejdsmarkedsnormer og kravene om miljøbeskyttelse;

16.  er klar over, at den oprindelige målsætning med »Alt, undtagen våben«-initiativet ikke helt er blevet opfyldt, og at kvaliteten og omfanget af handlen med varer fra de mindst udviklede lande til EU-markedet derfor ikke har levet op til forventningerne, især på grund af manglende handels- og havneinfrastruktur; opfordrer til udvikling af sådan infrastruktur, der har afgørende betydning for at øge handelsmulighederne;

17.  understreger nødvendigheden af at forbedre bistandseffektiviteten i overensstemmelse med Pariserklæringen og Accrahandlingsplanen;

18.  fremhæver Parlamentets rolle og dets afgørende rolle i godkendelsen af EU's udviklingsbudget; er derfor overbevist om, at Parlamentet bør inddrages mere i udarbejdelsen af EU's udviklingsstrategi; finder det desuden afgørende, at der etableres en afrapporteringsmekanisme;

19.  mener, at vedtagelsen af den nye amerikanske lov om »konfliktmineraler« er et stort skridt fremad i bekæmpelsen af den ulovlige eksport af mineraler fra Afrika, som giver næring til borgerkrige og konflikter; mener, at FN bør fremsætte et lignende forslag for at sikre sporbarheden af importerede mineraler på verdensmarkedet;

20.  opfordrer til, at der foretages en vurdering af klimarisiciene i forbindelse med alle aspekter af den udviklingspolitiske planlægning og beslutningstagning, både hvad angår handel, landbrug og fødevaresikkerhed, og opfordrer til, at resultaterne af denne vurdering anvendes til at udforme klare retningslinjer for udviklingspolitikken;

21.  giver udtryk for sin bekymring over den stigende risiko for miljøkatastrofer med deraf følgende massive migrationsstrømme, hvorfor tilvejebringelsen af katastrofebistand til den nye kategori af fordrevne mennesker af afgørende betydning;

22.  understreger betydningen af regionalt samarbejde og integration og opfordrer til en styrkelse af de regionale rammebetingelser, som hovedsageligt skal sætte mindre lande i stand til at opnå ressourcer, know-how og sagkundskab;

23.  understreger, at de manglende fremskridt med hensyn til forvaltning af de offentlige finanser stadig diskvalificerer de fleste af disse lande fra at modtage budgetstøtte, hvilket er en afgørende faktor i hvert lands kapacitetsopbygningsproces;

24.  understreger betydningen for de mindst udviklede lande af at udvikle et tresidet samarbejde, navnlig med tærskelandene, for at bevæge sig i retning af et omfattende samarbejde med henblik på at opnå fælles fordele og udvikling i fællesskab;

25.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, og De Forenede Nationers generalsekretær.

Europa-Parlamentets beslutning af 7. april 2011 om statusrapport 2010 for Island

P7_TA(2011)0150 B7-0226/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 31. maj 2010, hvori Island opføres på listen over lande, der er berettiget til EU's førtiltrædelsesbistand, der har til formål at hjælpe ansøgerlande med at tilpasse deres lovgivning til EU-retten,

–  der henviser til Kommissionens udtalelse af 24. februar 2010 om Islands ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union (SEK(2010)0153),

–  der henviser til Det Europæiske Råds beslutning af 17. juni 2010 om indledning af tiltrædelsesforhandlinger med Island,

–  der henviser til EU's generelle holdning og den islandske regerings generelle holdning, der blev vedtaget på det ministermøde, der indledte regeringskonferencen om Islands tiltrædelse af Den Europæiske Union den 27. juli 2010 i Bruxelles,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen »Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2010-2011« (KOM(2010)0660) og til Statusrapport 2010 for Island, der blev vedtaget den 9. november 2010,

–  der henviser til sin beslutning af 26. november 2009 om udvidelsesstrategidokument for 2009 vedrørende landene på Vestbalkan, Island og Tyrkiet(1),

–  der henviser til sin beslutning af 7. juli 2010 om Islands ansøgning om medlemskab af EU(2),

–  der henviser til henstillingerne fra det første møde i Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Island, der blev vedtaget i oktober 2010,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at Island opfylder Københavnskriterierne, og at der blev indledt tiltrædelsesforhandlinger med Island den 27. juli 2010 efter godkendelse fra Rådet,

B.  der henviser til, at screeningsprocessen blev påbegyndt den 15. november 2010 og forventes at vare til den 17. juni 2011,

C.  der henviser til, at ethvert lands fremskridt i retning af medlemskab af Den Europæiske Union er baseret på resultater, hvilket fremhæves af den nye konsensus om udvidelse,

D.  der henviser til, at Island allerede samarbejder tæt med EU som medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), Schengen-aftalerne og Dublin-forordningen og derfor allerede har vedtaget en betydelig del af den gældende EU-ret,

E.  der henviser til, at Island bidrager til europæisk samhørighed og solidaritet gennem finansieringsmekanismen under EØS og samarbejder med EU om fredsbevarende operationer og krisestyringsoperationer,

1.  glæder sig over igangsættelsen af tiltrædelsesforhandlinger med Island i juli 2010; finder det vigtigt at skabe de betingelser, der er nødvendige for at afslutte tiltrædelsesprocessen med Island og sikre, at landets tiltrædelse bliver vellykket,

Politiske kriterier

2.  glæder sig over udsigten til at få et land med en meget stærk demokratisk tradition og medborgerkultur som nyt medlem af EU; understreger, at Islands tiltrædelse af EU yderligere vil styrke Unionens rolle som en af verdens fortalere for og forsvarere af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;

3.  roser Island for dets gode renommé med hensyn til at beskytte menneskerettighederne og sikre en høj grad af samarbejde med internationale mekanismer til beskyttelse af menneskerettighederne;

4.  støtter det igangværende arbejde for at styrke de lovgivningsmæssige rammer med hensyn til ytringsfrihed og adgang til information; glæder sig i denne forbindelse over Icelandic Modern Media Initiative, hvorigennem både Island og EU vil kunne udtrykke en stærk stillingtagen til spørgsmålet om retlig beskyttelse af ytrings- og informationsfriheden;

5.  glæder sig over oprettelsen af Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Island i oktober 2010 og er overbevist om, at dette forum vil bidrage til at øge samarbejdet mellem Altinget og Europa-Parlamentet under tiltrædelsesprocessen;

6.  opfordrer på det kraftigste de islandske myndigheder til at harmonisere EU-borgeres rettigheder for så vidt angår retten til at stemme ved lokalvalg i Island;

7.  konstaterer, at der sker gode fremskridt med hensyn til at styrke domstolenes uafhængighed, og glæder sig over de foranstaltninger, som de islandske myndigheder traf i maj 2010 for at imødegå den forrang, justitsministeren havde fået tildelt med hensyn til udnævnelse af retsembedsmænd, samt ændringerne af lovgivningen om domstolene, der styrker deres uafhængighed, men understreger samtidig nødvendigheden af, at disse foranstaltninger gennemføres omhyggeligt;

8.  glæder sig over det arbejde, der er udført af kontoret for den særlige anklager samt over rapporten fra den særlige undersøgelseskommission, der blev nedsat af det islandske parlament i december 2008 for at efterforske og analysere de processer, der førte til banksystemets kollaps, og de fremskridt, der er gjort, med hensyn til at tackle de politiske, institutionelle og administrative konsekvenser af det islandske banksystems kollaps, men bemærker samtidig, at gennemførelsen af dens anbefalinger stadig er i gang og bør forfølges gennem en kompromisløs indsats;

Økonomiske kriterier

9.  glæder sig over Islands generelt tilfredsstillende resultater med hensyn til at opfylde dets forpligtelser som medlem af EØS og dets evne til at modstå konkurrencepresset og markedskræfterne inden for EU;

10.  bemærker imidlertid, at den seneste rapport vedrørende EFTA's resultattavle viser, at Islands gennemførelsesunderskud er steget en smule, og at det med 1,3 % stadig ligger over det midlertidige mål på 1 %, skønt gennemførelsesforsinkelsen blev reduceret;

11.  glæder sig over den aftale, der er indgået mellem repræsentanterne for regeringerne i Island, Nederlandene og Det Forenede Kongerige om Icesave-spørgsmålet, navnlig om garantien for tilbagebetaling af de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med betaling af minimumsgarantier til kunderne i Landsbanki Islands filialer i Det Forenede Kongerige og Nederlandene; glæder sig over, at det islandske parlament den 17. februar 2011 godkendte aftalen med et flertal på tre fjerdedele; noterer sig den islandske præsidents beslutning om at sende lovforslaget til folkeafstemning, og håber på en afslutning af den overtrædelsesprocedure, der den 26. maj 2010 blev indledt af EFTA- Tilsynsmyndigheden mod Island;

12.  glæder sig over, at der er blevet taget fat om de institutionelle mangler i finanssektoren, og at der er sket fremskridt med hensyn til at styrke praksis for bankregulering og -tilsyn, navnlig for så vidt angår Finanstilsynets beføjelser;

13.  glæder sig over Islands forelæggelse af dets første økonomiske førtiltrædelsesprogram for Kommissionen som et vigtigt skridt i førtiltrædelsesfasen og håber, at den annoncerede årlige bilaterale økonomiske dialog vil befæste samarbejdet mellem de to parter;

14.  tilskynder de islandske myndigheder til at fortsætte med at udvikle en strategi for liberalisering af kontrollen med kapitalbevægelserne, hvilket er en vigtig betingelse for landets tiltrædelse af EU;

15.  glæder sig over den nylige positive fjerde revision af stand by-aftalen med IMF, der opridser en væsentlig udvikling med hensyn til finanspolitisk og økonomisk konsolidering i Island, samt over, at den islandske økonomi - efter at være gået tilbage i syv på hinanden følgende kvartaler - er kommet ud af recessionen, og at bruttonationalproduktet i faste priser steg med 1,2 % i perioden juli-september 2010 i forhold til det foregående kvartal;

16.  glæder sig over de politiske foranstaltninger, der er truffet med henblik på en yderligere diversificering af Islands økonomi som et nødvendigt skridt til at sikre landets økonomiske trivsel på lang sigt; tilskynder de islandske myndigheder til yderligere at udvikle turistindustrien, der anses for at være en lovende vækstsektor på lang sigt og generelt set har præsteret en stigende andel af produktion og beskæftigelse;

17.  noterer sig Islands holdning angående indtrædelse i euroområdet, hvilket er en ambition, der kan opnås, når landet er blevet EU-medlem, og alle nødvendige forudsætninger er opfyldt;

18.  er bekymret over det høje niveau, som Islands arbejdsløshed, navnlig ungdomsarbejdsløsheden, befinder sig på, og over faldet i investeringerne og det indenlandske forbrug som følge af den økonomiske og finansielle krise, skønt der er konstateret tegn på forbedring på nogle af disse områder; bemærker, at den billige grønne energi og tilhørende teknologi, som Island producerer, kunne være en vigtigere faktor med henblik på at få genstartet økonomien;

19.  roser Island for dets store investeringer i uddannelse, forskning og udvikling samt dets støtte til og involvering i Lissabonstrategien, herunder vedtagelsen af en Island 2020-strategi, der understreger betydningen af uddannelse, forskning og udvikling og fastsætter målbare mål;

Evne til at påtage sig forpligtelserne ved medlemskab

20.  bemærker, at Island som EØS-medlem er langt fremme med hensyn til kravene i 10 af forhandlingskapitlerne og delvist opfylder kravene i 11 andre kapitler; understreger, at opfyldelsen af Islands forpligtelser i medfør af EØS-aftalen er væsentlige krav i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne;

21.  opfordrer Island til at forstærke forberedelserne til at tilpasse sig den gældende EU-ret, navnlig på områder der ikke er omfattet af EØS, og til at sikre, at gennemførelsen og håndhævelsen heraf er på plads senest på tiltrædelsesdatoen;

22.  opfordrer Island til at forberede sin deltagelse i EU's politik for landbrug og udvikling af landdistrikter og navnlig til at øge sine bestræbelser på at sørge for, at de administrative strukturer, der er nødvendige for gennemførelsen af disse politikker, er på plads senest på tiltrædelsesdatoen; fremhæver ikke desto mindre det islandske økosystems egenart, og opfordrer Kommissionen og de islandske myndigheder til at finde en gensidigt tilfredsstillende aftale, der tager hensyn til de unikke karakteristika ved Islands miljø;

23.  opfordrer, i betragtning af at den fælles fiskeripolitik i øjeblikket er ved at blive revideret, og at den gældende EU-ret kan blive ændret inden Islands tiltrædelse, Island og EU til at gribe dette kapitel i forhandlingerne konstruktivt an med henblik på at finde en gensidigt tilfredsstillende løsning på bæredygtig forvaltning og udnyttelse af fiskeressourcerne;

24.  bemærker Islands gode resultater med hensyn til at forvalte dets fiskeressourcer bæredygtigt og på grundlag af videnskabelige vurderinger;

25.  opfordrer de islandske myndigheder til at tilpasse sin lovgivning på grundlag af EU-retten for det indre marked, for så vidt angår retten til etablering, fri udveksling af tjenesteydelser og frie kapitalbevægelser i sektoren for fiskeriproduktion og -forarbejdning;

26.  opfordrer Island til at fortsætte de konstruktive drøftelser med EU og Norge med det formål at nå til enighed om en løsning på makreltvisten på grundlag af realistiske forslag, der sikrer bestandens fremtid, beskytter og bevarer arbejdspladser i det pelagiske fiskeri og sikrer et bæredygtigt fiskeri på lang sigt;

27.  bemærker, at Island kan yde et værdifuldt bidrag til EU's politikker som følge af dets erfaringer inden for områderne vedvarende energi, især hvad angår udnyttelse af geotermisk energi, miljøbeskyttelse og foranstaltninger til tackling af klimaforandringer;

28.  bemærker imidlertid, at der fortsat er alvorlige uoverensstemmelser mellem EU og Island vedrørende spørgsmål i forbindelse med forvaltning af livet i havet, især vedrørende hvalfangst; påpeger, at forbuddet mod hvalfangst er en del af EU-retten, og opfordrer til bredere drøftelser af spørgsmålet om afskaffelse af hvalfangst og handel med hvalprodukter;

29.  noterer sig, at Island er en ikke-militær stat og ikke producerer våben; glæder sig over Islands vedvarende støtte til civile FSFP-operationer og dets tilpasning til de fleste erklæringer og afgørelser på FUSP-området;

30.  bifalder Islands udenrigspolitiske tradition, der er forankret i folkeretten, menneskerettighederne, ligestilling mellem kvinder og mænd og udviklingssamarbejde, og landets sikkerhedspolitiske koncept baseret på civile værdier;

Regionalt samarbejde

31.  mener, at Islands medlemskab af EU ville styrke Unionens muligheder for at spille en mere aktiv og konstruktiv rolle i det nordlige Europa og i Arktis og dermed bidrage til multilateral forvaltning og bæredygtige politiske beslutninger i regionen; ser positivt på Islands deltagelse i Nordisk Råd og EU's politik for den nordlige dimension, Det Euro-arktiske Barentsråd og i Arktisk Råd, som er det vigtigste multilaterale forum for samarbejde i Arktis; mener, at Islands tiltrædelse af EU yderligere ville forankre den europæiske tilstedeværelse i Arktisk Råd;

32.  fremhæver nødvendigheden af, at Den Europæiske Union har en mere effektiv og samordnet arktisk politik, og er af den opfattelse, at islandsk EU-medlemskab vil styrke den nordatlantiske dimension af Unionens eksterne politikker;

Den offentlige opinion og støtte til udvidelsen

33.  opfordrer de islandske myndigheder til at styrke den offentlige debat om tiltrædelse af EU, i betragtning af at et stærkt engagement er en forudsætning for vellykkede forhandlinger; roser Island for at have etableret den offentlige hjemmeside eu.mfa.is, og glæder sig over den voksende og mere afbalancerede debat i de islandske medier om fordele og ulemper ved et EU-medlemskab;

34.  opfordrer Kommissionen til at stille materiel og teknisk bistand til rådighed for de islandske myndigheder, hvis de anmoder herom, for at hjælpe dem med at forbedre gennemsigtigheden og ansvarliggørelsen i forbindelse med tiltrædelsesprocessen og bidrage til at organisere en detaljeret og omfattende landsdækkende informationskampagne, som bygger på klare, præcise og faktabaserede oplysninger om virkningerne af et EU-medlemskab, således at de islandske borgere kan foretage et informeret valg ved den fremtidige folkeafstemning om medlemskab;

35.  håber, at en velinformeret offentlig opinion ud over forskellige politiske holdninger også kan få positiv indvirkning på de islandske myndigheders engagement med hensyn til medlemskab af EU;

36.  mener, at det er af afgørende betydning at give EU's borgere klar og udtømmende faktabaseret information om følgerne af islandsk medlemskab; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger med det sigte og mener, at det er af lige så afgørende betydning at lytte til og reagere på borgernes betænkeligheder og spørgsmål og tage hensyn til deres synspunkter og interesser;

o
o   o

37.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, formanden for Altinget og Islands regering.

(1) EUT C 285 E af 21.10.2010, s. 47. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0278.

Europa-Parlamentets beslutning af 7. april 2011 om statusrapport 2010 for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

P7_TA(2011)0151 B7-0225/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Det Europæiske Råds beslutning af 16. december 2005 om at give Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien status som kandidatland til EU-medlemskab og til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd den 15.-16. juni 2006 og den 14.-15. december 2006,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 845 (1993) og 817 (1993) samt til interimsaftalen fra 1995 mellem Den Hellenske Republik og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien,

–  der henviser til Kommissionens statusrapport 2010 om Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (SEK(2010)1332) og Kommissionens meddelelse »Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2010-2011« af 9. november 2010 (KOM(2010)0660),

–  der henviser til sin beslutning af 10. februar 2010 om statusrapport 2009 for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien(1),

–  der henviser til henstillingerne fra Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien af 30. november 2010,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2008/212/EF af 18. februar 2008 om principperne, prioriteterne og betingelserne for tiltrædelsespartnerskabet med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien(2),

–  der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 13.-14. december 2010,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at EU's udvidelsesproces er en stærk drivkraft for fred, stabilitet og forsoning i regionen,

B.  der henviser til, at Det Europæiske Råd i 2005 gav Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien status som kandidatland, men sidenhen ikke har angivet en dato for indledningen af forhandlingerne på trods af landets væsentlige fremskridt på dets vej ind i EU; der henviser til, at bilaterale problemer ikke skal udgøre og anvendes som en forhindring i forbindelse med tiltrædelsesprocessen, selv om disse bør løses inden medlemskabet; der henviser til, at fortsættelsen af tiltrædelsesprocessen ville medføre stabilitet i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og yderligere ville styrke den interetniske dialog,

C.  der henviser til, at det gennem intensiveret økonomisk dialog og samarbejde med udvidelseslandene bliver muligt for EU at fokusere på i fællesskab at overvinde den økonomiske krise, hvilket bidrager til Unionens globale konkurrenceevne,

D.  der henviser til, at udvidelsesstrategien fra 2010 fremhæver reform af den offentlige administration og den dømmende magt samt bekæmpelse af organiseret kriminalitet og korruption som prioriteter samt dialogen blandt de politiske aktører,

E.  der henviser til, at EU arbejder med omfattende godkendelsesprocedurer, som sikrer, at de nye medlemmer udelukkende godkendes, hvis de har opfyldt alle krav, og kun med det aktive samtykke fra EU-institutionerne, og navnlig regeringerne i EU-medlemsstaterne,

F.  der henviser til, at ytringsfrihed og mediernes uafhængighed stadig giver anledning til bekymring i de fleste udvidelseslande,

Den politiske udvikling

1.  er enig i vurderingen i Kommissionens statusrapport 2010 for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og beklager, at Rådet ikke har truffet beslutning om at indlede tiltrædelsesforhandlinger, således som Kommissionen har henstillet for andet år i træk og i overensstemmelse med tidligere beslutninger fra Parlamentet; minder om sin henstilling til Rådet om at indlede tiltrædelsesforhandlingerne øjeblikkeligt;

2.  henviser til den seneste politiske udvikling, der har ført til udskrivning af valg; opfordrer samtlige politiske partier til at spille en aktiv og konstruktiv rolle i forberedelserne til valget; understreger, at frie og retfærdige valg, som foregår på grundlag af fuldstændig åbenhed og i overensstemmelse med internationale normer, er et vigtigt element i et konsolideret demokrati; opfordrer samtlige politiske partier til aktivt at deltage i valget; er bekymret over den aktuelle politiske situation og opfordrer alle politiske ledere til at nå til enighed om grundlaget for de demokratiske institutioner;

3.  påpeger, at bilaterale spørgsmål skal løses mellem de pågældende parter i god naboskabsånd og under hensyntagen til EU's overordnede interesser; appellerer til alle nøglespillere og berørte parter om at udvise ansvarlighed og beslutsomhed med henblik på at få løst alle udestående spørgsmål, som ikke blot forhindrer kandidatlandets tiltrædelsesproces og EU's egen politik i regionen, men også indvirker på de interetniske relationer, regionens stabilitet og den økonomiske udvikling;

4.  lykønsker landet i anledning af 10-årsdagen for Ohrid-rammeaftalen, der fortsat er hjørnepillen i de interetniske forbindelser i landet, og opfordrer regeringen og alle statslige institutioner til at anvende dette enestående jubilæum til at tilskynde til fremme af interetnisk samarbejde og tillid; er imidlertid bekymret over de voksende interetniske spændinger som følge af bygningsarbejdet på grunden, hvor Kale-fæstningen lå i Skopje; appellerer til alle politiske og religiøse ledere samt medierne til at handle ansvarligt og afstå fra enhver handling, som kan øge de interetniske spændinger; bemærker med bekymring landets øgede isolationisme, som synes at udvikles som en erstatningsagenda som følge af et manglende konkret EU-perspektiv;

5.  opfordrer regeringen til at fremme en omfattende dialog mellem de etniske samfund og tage behørig højde for alle befolkningsgruppers og minoriteternes følelser, når den træffer beslutninger, som f.eks. byplanen for »Skopje 2014«, og at undgå handlinger og initiativer, som har til formål at styrke den nationale identitet på bekostning af andre befolkningsgrupper; henleder opmærksomheden på nødvendigheden af, at det parlamentariske udvalg for interetniske relationer fungerer effektivt med hensyn til at integrere mindretal i lovgivningsprocessen, og understreger, at der er brug for foranstaltninger til at fortsætte decentraliseringsprocessen i henhold til Ohrid-rammeaftalen;

6.  beklager, at FN's mæglingsbestræbelser på at løse navnespørgsmålet ikke har ført til konkrete resultater;

Demokrati, retsstat og menneskerettigheder

7.  minder om, at en sund politisk kultur er grundlaget for demokrati; opfordrer oppositionspartierne til at afslutte boykotten af det nationale parlament og til at genoptage den politiske dialog med andre institutioner; mener, at det er regeringens og oppositionens ansvar at sikre den øjeblikkelige og åbne dialog vedrørende alle eksisterende udfordringer, som landet står over for; påpeger, at den politiske ustabilitet kan påvirke og undergrave den europæiske integrationsproces, som burde være en fælles prioritet for alle samfundsgrupper i landet; glæder sig over vedtagelsen af ændringer til parlamentets forretningsorden, som gør det muligt for oppositionen at blive mere involveret i dets arbejde; er imidlertid bekymret over den utilstrækkelige dialog mellem regeringen og oppositionspartierne og et overordnet klima af mistillid og konfrontation; opfordrer begge sider til at fremme et klima præget af tillid og udvise en stærk forpligtelse med henblik på at anvende den nye parlamentariske forretningsorden for at styrke den politiske dialog og det konstruktive samarbejde i de parlamentariske processer;

8.  glæder sig over den politiske vilje til at færdiggøre den meget forsinkede angivelse af navne på de agenter, der er sat i forbindelse med den tidligere jugoslaviske efterretningstjeneste, som et vigtigt skridt mod et brud med den gamle kommunistiske æra; bemærker dog de utilstrækkelige fremskridt mod en fuldstændig håndhævelse af de relevante love; opfordrer regeringen til rettidigt at færdiggøre renselsesprocessen uden anvendelse af denne til politiske mål, såsom selvpolitisk legitimering eller krænkelse af politiske modstandere;

9.  hylder det fremragende arbejde, der er udført af den afgående særlige repræsentant for Den Europæiske Union/chef for EU's delegation; fordømmer upassende angreb fra politikere fra det regerende parti mod EU's repræsentanter og beklager, at regeringen ikke har taget utvetydigt og offentligt afstand fra sådanne fornærmelser; mener, at disse hændelser er ekstremt skadelige for landets omdømme;

10.  henleder opmærksomheden på nødvendigheden af at forbedre valglovgivningen med henblik på at bringe den i overensstemmelse med OSCE/ODIHR og Venedigkommissionens anbefalinger som fastsat i rapporten om præsident- og lokalvalgene i 2009;

11.  gentager, at frie og uafhængige medier er en nødvendig forudsætning for udviklingen af et stabilt demokrati; bemærker, at der eksisterer en bred vifte af forskellige offentlige og private medieinstanser i landet; udtrykker dog alvorlig bekymring over politiseringen af medierne og indblanding i deres arbejde; er bekymret over den økonomiske afhængighed og koncentration af politisk magt i medierne, hvilket ofte medfører manglende redaktionel uafhængighed og lave journalistiske standarder; er bekymret over en betydelig forringelse af mediefriheden i landet, som det fremgår af et væsentligt fald (fra en 34. til en 68. plads) i Journalister uden Grænsers pressefrihedsindex; bemærker, at indenrigsministeriet på sin hjemmeside har indsat en opfordring til borgerne til at fordømme ikke-objektive presseartikler, og opfordrer journalister til at følge høje professionelle standarder under deres arbejde og tage afstand fra politiske indflydelse og til at oprette journalistsammenslutninger, mens det samtidig henstiller til de ansvarlige myndigheder til t styrke mediernes uafhængighed for frihed ved at anvende de samme normer for alle og ved at skabe åbenhed omkring ejerskabsforholdene omkring dem;

12.  glæder sig over de mange love, der er blevet vedtaget med henblik på retsreformen, og opfordrer til en yderligere intensiv indsats for at reformere den dømmende magt med henblik på at sikre dens professionalisme og uafhængighed af politisk pres; understreger med dette for øje, at det er nødvendigt hurtigt og effektivt at effektuere den eksisterende retlige ramme; er bekymret over justitsministeriets fortsatte rolle i Retsrådet og over regeringens og parlamentarikernes kritik af Forfatningsdomstolen, hvilket skaber risiko for, at domstolene bliver underkastet politisk indblanding; bemærker ikke desto mindre med tilfredshed, at alle domstolsafgørelser på trods af disse uenigheder er blevet gennemført; glæder sig over bestræbelserne på at øge domstolenes effektivitet og gennemsigtighed, og navnlig at mindske puklen af sager ved de fleste domstole; glæder sig ligeledes over, at loven om retsbistand er trådt i kraft;

13.  glæder sig over den vedvarende indsats i bekæmpelsen af korruption, som blandt andet kommer til udtryk via gennemførelsen af anden runde af Greco-anbefalingerne og ikrafttrædelsen af straffelovsændringerne; tilskynder myndighederne til fortsat at gennemføre lovgivning med henblik på at bekæmpe korruption og forbedre uafhængigheden af, effektiviteten af og ressourcerne inden for retsvæsnet; minder imidlertid om, at korruption fortsat er udbredt og opfordrer til yderligere intense bestræbelser på at udrydde den; understreger, at effektiv og upartisk håndhævelse af anti-korruptionslovgivningen, navnlig vedrørende finansiering af politiske partier og interessekonflikter, er presserende; minder om vigtigheden af, at domstolssystemet fungerer uafhængigt af politisk indblanding; glæder sig over indsatsen for at øge domstolssystemets effektivitet og gennemsigtighed; understreger behovet for at opbygge et håndhævelsesregister over retsforfølgelse og domfældelser, der kan bruges til at måle fremskridt; opfordrer til harmonisering af retspraksis med henblik på at sikre et forudsigeligt retssystem og offentlig tillid;

14.  opfordrer Kommissionen til i sin næste statusrapport at medtage en vurdering af, hvilke virkninger og resultater tildelingen af EU-midler har haft for reformen af retsvæsenet og bekæmpelse af korruption; opfordrer Kommissionen til at give Rådet og Parlamentet en mere detaljeret vurdering af effektiviteten af antikorruptionsforanstaltningerne i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien mod offentlige indkøb og svig og inddrage denne i den næste situationsrapport;

15.  opfordrer til yderligere bestræbelser på at reformere den offentlige administration, der stadig er politiseret og mangler kompetencer og professionalisme; støtter regeringens vedtagelse af en national strategi til reform af den offentlige administration og udarbejdelsen af stabiliserings- og associeringsaftalens underudvalg vedrørende reformen af den offentlige administration; er bekymret over den uigennemsigtige og ad hoc-prægede proces med at ændre midlertidige stillinger til faste stillinger, hvilket fører til yderligere politisering af den offentlige administration; opfordrer til, at der udarbejdes en klar HR-strategi, som definerer administrationens behov for så vidt angår kompetencer og færdigheder samt implementeringen heraf gennem kvalifikationsbaserede ansættelsesprocedurer og karriereudvikling; glæder sig over den stigende rekruttering fra minoritetsgrupper, men understreger, at den bør gennemføres på grundlag af en behovsanalyse i den offentlige administration for at sikre, at nyansattes kvalifikationer svarer til de krav, der er knyttet til jobbene;

16.  glæder sig over de fortsatte fremskridt inden for decentraliseringen; bemærker dog, at de passende budgetter bør ledsage overførslen af ansvar til lavere myndigheder;

17.  glæder sig over de fremskridt, der er opnået i forhold til reformen af fængselssystemet; er dog fortsat alvorligt bekymret over de forværrede betingelser i nogle fængsler, navnlig i form af overfyldte fængsler og utilstrækkelig sundhedspleje; understreger behovet for at overholde princippet om, at fængslede personer skal behandles på passende vis i henhold til FN-principperne;

18.  glæder sig over vedtagelsen i 2011 af loven om folke- og boligtælling og understreger behovet for at sikre en passende forberedelse og operationel organisering med henblik på at gennemføre præcise tællinger; opfordrer regeringen til at afsætte de nødvendige bevillinger til organiseringen heraf og understreger vigtigheden af afpolitiseringen af spørgsmålet for at få uvildige tællinger med den videst mulige deltagelse;

19.  understreger, at det er af yderste vigtighed at sikre, at uddannelsessystemet støtter etnisk integration; glæder sig med dette for øje over strategien med integreret uddannelse og opfordrer til, at den gennemføres hurtigt, bl.a. ved at udfase den etniske segregation og ved at øge undervisning i alle de officielle sprog i den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien; opfordrer regeringen til at forbedre processen for høring af forskellige samfund og til at arbejde tæt sammen med dem om gennemførelsen af strategien;

20.  understreger, at der mangler fremskridt inden for den fælles fejring af fælles historiske begivenheder med nabomedlemsstater i EU med henblik på at skabe en bedre forståelse for historien og de gode naboforbindelser som understreget i tidligere rapporter; opfordrer til indføring af skolebøger uden ideologiske fortolkninger af historien;

21.  er alvorligt bekymret over situationen blandt roma-folket, som fortsat står over for frygtelige levevilkår og diskrimination hvad angår adgang til arbejdsmarkedet, sundhedspleje og sociale serviceydelser; understreger især den vanskelige situation for romapiger og -kvinder, som fortsat lider under dobbelt diskrimination på grundlag af både etnicitet og køn; opfordrer regeringen til et stærkere engagement med hensyn til gennemførelse af roma-strategien og Roma Decade-handlingsplanen; glæder sig i den forbindelse over regeringens indsats for at udvirke en politisk integration af Roma-folket, bl.a. ved at have en minister fra roma-folket, som er ansvarlig for spørgsmål vedrørende romaerne; udtrykket sin anerkendelse af, at regeringen har indkaldt til et særligt møde vedrørende roma-integrationen under sit formandskab for Europarådets Ministerkomité;

22.  glæder sig over vedtagelsen af anti-diskriminationsloven som et vigtigt skridt i retning af at bekæmpe diskrimination, som stadig er vidt udbredt, og opfordrer til en hurtig og effektiv gennemførelse heraf; beklager imidlertid, at seksuel orientering i modsætning til europæisk lovgivning er blevet udeladt som grundlag for diskrimination i loven; opfordrer til hurtig tilpasning af de nationale bestemmelser på dette område med den gældende fællesskabsret og til at styrke overvågningsmekanismerne og understreger, at dette er en forudsætning for indtrædelsen; er bekymret over udvælgelsesgangen for medlemmer af kommissionen for beskyttelse mod forskelsbehandling; beklager, at der ikke er blevet udpeget en repræsentant fra civilsamfundet til kommissionen; opfordrer til, at der gøres en yderligere indsats med hensyn til kvinders rettigheder for at øge deres deltagelse på arbejdsmarkedet og i de politiske og forretningsmæssige beslutninger samt at beskytte kvinder og børn mod vold i hjemmet;

23.  opfordrer til en større indsats inden for ligestilling og kvinders rettigheder; opfordrer de makedonske myndigheder til at gennemføre loven om lige muligheder for mænd og kvinder fuldt ud og at sikre, at den nationale handlingsplan for ligestilling mellem kønnene bliver sammenhængende; glæder sig over vedtagelsen af strategien for bekæmpelse af vold i hjemmet; opfordrer til indførelse af en støtteordning for ofre; opfordrer regeringen til sammen med den ikke-statslige sektor at fremme opmærksomheden vedrørende disse anliggender;

24.  fordømmer de nylige trusler mod og direkte angreb på civilsamfundsorganisationer og den personlige bagvaskelse af deres ledende aktivister; glæder sig over mekanismerne til høring af organer inden for civilsamfundet, som blev indført af regeringen, men er bekymret over, at der ikke foreligger en systematisk og gennemsigtig mekanisme til høring af civilsamfundet vedrørende nationale udviklingspolitikker, lovgivning, programmer eller strategiske dokumenter; understreger behovet for at involvere civilsamfundsorganisationer i den politiske beslutningsproces på en ikke-selektiv måde for at anspore til en reel offentlig debat og inddrage interessenter i landets tiltrædelsesproces; understreger civilsamfundets afgørende rolle i skabelsen af forbedret regionalt samarbejde inden for sociale og politiske spørgsmål; roser vedtagelsen af den nye lov om borgerforeninger og opfordrer indtrængende myndighederne til at gennemføre bestemmelserne om almennyttige organisationer ved snarest muligt at sikre finansieringsordninger;

25.  bemærker med tilfredshed, at IPA fungerer godt i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien; opfordrer både landets regering og Kommissionen til at forenkle administrationsproceduren for IPA-midler med henblik på at gøre disse mere tilgængelige for mindre og ikkecentrale civile organisationer, fagforeninger og andre modtagere;

26.  understreger, at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien har ratificeret de otte vigtigste ILO-konventioner om arbejdsmarkedsrettigheder; er bekymret over, at der kun er sket begrænsede fremskridt inden for arbejdsmarkedsrettighederne og fagforeningerne; opfordrer myndighederne til yderligere at styrke arbejdsmarkedsrettighederne og fagforeningsrettighederne og opfordrer i denne sammenhæng også regeringen til at sikre tilstrækkelig administrativ kapacitet med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse og håndhævelse af arbejdsmarkedslovgivningen; understreger betydningen af den sociale dialog og opfordrer regeringen til at styrke deres ambitioner i forhold til og skabe en altomfattende social dialog med de relevante partnere;

27.  understreger vigtigheden af bevarelsen og vedligeholdelsen af kulturarven, som er en hjørnesten i de europæiske værdier og principper; beklager, at en lang række kirkegårde, freskoinskriptioner og artefakter, som tilhører den bulgarske kulturarv, er blevet fuldstændig opgivet og ødelagt;

28.  glæder sig over landets udvikling mod en fungerende markedsøkonomi og den brede konsensus vedrørende de grundlæggende funktioner bag landets økonomiske politik; glæder sig over regeringen og dens fastholdelse af en makroøkonomisk stabilitet på trods af de negative indvirkninger fra den globale finanskrise og tager til efterretning, at der er gode udsigter for økonomisk vækst i de kommende år;

Den socioøkonomiske udvikling

29.  er bekymret over den vedvarende og meget høje arbejdsløshed, navnlig blandt unge mennesker, som er almindelig i landene i denne region; opfordrer regeringen til hurtigt at gennemføre mere effektive foranstaltninger til at forbedre de offentlige investeringer med hovedvægt på beskæftigelse og absorption af arbejdsstyrken inden for en betydningsfuld, stabil og anstændig beskæftigelse; opfordrer Kommissionen til at støtte myndighederne med øget bistand fra Førtiltrædelsesinstrumentet (IPA);

30.  henviser til forbedringerne i erhvervsklimaet som følge af gennemførelsen af økonomiske reformer i de seneste år og understreger nødvendigheden af fortsatte strukturreformer i landet; bemærker på samme tid, at udenlandske investeringer er faldet yderligere fra et allerede lavt niveau og at situationen blev værre som følge af den verdensomspændende økonomiske krise; opfordrer de statslige organer med ansvar for de udenlandske direkte investeringer til at styrke deres bestræbelser på at tiltrække potentielle udenlandske investorer;

31.  lykønsker regeringen med den effektive og vellykkede gennemførelse af stabiliserings- og associeringsaftalen med EU; glæder sig i den forbindelse over regeringens nylige beslutning om at ophæve toldtariffer på over 100 forskellige produkter som et første skridt i retning af en fuldstændig liberalisering af handelen med EU; håber, at disse ændringer vil øge konkurrenceevnen for de nationale producenter og således stimulere en bredere økonomisk vækst; mener, at denne udvikling er en vigtig milepæl, som giver udtryk for landets bestræbelser på at modstå den øgede konkurrence som følge af optagelsen som EU-medlem;

32.  understreger behovet for at anvende principperne om god regeringsførelse i forbindelse med budgetudgifterne ved at forbedre fri adgang til offentlig information, høre interessenterne i forbindelse med budgetproceduren og etablere en rapporteringsmekanisme og dermed påtage sig ansvarlighed for de midler, der anvendes; minder om, at uigennemsigtig anvendelse af budgetmidler fører til social udstødelse og konflikter, og stiller spørgsmålstegn ved legitimiteten af visse nationale kampagner;

33.  glæder sig over den nylige vedtagelse af energiloven, som har til formål at liberalisere landets elektricitetsmarked, og som er i overensstemmelse med de relevante europæiske direktiver;

34.  understreger vigtigheden af at udvikle et effektivt og pålideligt system for offentlig trafik både på nationalt og regionalt niveau (herunder jernbaneforbindelsen Sofia-Skopje-Tirana); gentager i den forbindelse sin appel til myndighederne om at investere i vedligeholdelsen og moderniseringen af jernbanenettet, som et bæredygtigt alternativ til vejnettet; beklager regeringsbeslutningen om at sænke investeringsmidlerne til det årlige jernbaneinfrastrukturprogram og opfordrer Kommissionen til at yde den nødvendige tekniske og finansielle hjælp inden for rammerne af IPA-midlerne;

35.  opfordrer myndighederne i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Bulgarien til at genåbne grænseovergangen for passagerer og cyklister mellem Staro Konjarevo og Gabrene for at forbedre afsnittet af jerntæppebanen mellem Strumica og Petric;

36.  glæder sig over vedtagelsen af den nationale strategi for bæredygtig udvikling, men opfordrer til en større indsats for at gennemføre lovgivningen på miljøområdet og afsætte tilstrækkelige midler til dette formål; henleder navnlig opmærksomheden på udfordringerne med hensyn til vandkvalitet, affaldshåndtering og naturbeskyttelse; opfordrer til tættere samarbejde vedrørende grænseoverskridende miljømæssige spørgsmål baseret på EU-standarder; gentager sin opfordring til en effektiv kontrol med vandkvaliteten og vandstanden i grænsesøerne Ohrid, Prespa og Dojran og i Vardas-floden; glæder sig over initiativet i den trilaterale euroregion omkring Prespa-søen, som involverer Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Grækenland og Albanien; opfordrer regeringen til at udvide de gode erfaringer med Ohrid-spildevandsindsamlingssystemet til andre søer i regionen; glæder sig endvidere over de fremskridt, der er opnået inden for konstruktionen af anlæg til spildevandsbehandling i Gevgelia;

37.  er dybt optaget af problemerne med den forurenede jord i byen Veles, der af Verdenssundhedsorganisationen er blevet erklæret for et farligt sted at bo; opfordrer regeringen til at tage sig af denne sag og træffe passende foranstaltninger til at beskytte befolkningens sundhed i dette område; anmoder Kommissionen om at overveje, om IPA-midler kan anvendes i dette specielle tilfælde;

Regionale spørgsmål

38.  roser landet for dets fortsatte stabiliserende rolle i regionen; fremhæver dets deltagelse i EU's civile og militære missioner, men minder ikke desto mindre regeringen om dens forpligtelse til at overholde de fælles FUSP-holdninger, navnlig dem der henviser til restriktive foranstaltninger, specielt for så vidt angår det særlige tilfælde med Zimbabwe;

39.  glæder sig over den seneste beslutning truffet af myndighederne i Serbien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien om at ophæve nødvendigheden af internationale pas for borgere, der rejser mellem de to stater, med henblik på at etablere fælles kontrol af deres fælles grænse;

40.  beklager dybt, at navnetvisten med Grækenland fortsat blokerer landets vej ind i EU, og minder om sin henstilling til Rådet om straks at indlede tiltrædelsesforhandlinger; fremhæver betydningen af gode naboskabsrelationer og forståelsen af følsomme områder hos nabomedlemsstaterne i denne proces; opfordrer regeringerne til at afholde sig fra at gøre noget, træffe kontroversielle nationalistiske handlinger eller komme med udtalelser, der kan skade et godt naboforhold; bemærker med tilfredshed den forstærkede dialog mellem de to premierministre og opfordrer dem til at udvise politisk mod og vilje til at gå på kompromis og til hurtigt at finde frem til en model, der kan tilfredsstille begge parter;

41.  minder om, at det i henhold til konklusionerne fra Rådet (almindelige anliggender) den 14. december 2010 er vigtigt at fastholde gode naboforhold, herunder en forhandlet og gensidigt accepteret løsning på navnespørgsmålet under FN's auspicier;

42.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at starte med at udvikle en generelt anvendelig voldgiftsmekanisme, som har til formål at løse bilaterale problemer mellem udvidelseslande, mellem medlemsstater og udvidelseslande og mellem medlemsstater;

43.  noterer sig anvendelsen af historisk baserede argumenter i den aktuelle debat, herunder henvisningen til antikken, som risikerer at øge spændingerne i forholdet til nabolandene og skabe ny intern splittelse;

44.  opfordrer Unionens højtstående repræsentant og kommissæren med ansvar for udvidelse og naboskabspolitik til at formidle en aftale om navnespørgsmålet og tilbyde politisk rådgivning, med fuld respekt for den aktuelle forhandlingsprocedure og bestemmelserne i FN-chartret; anser det at finde frem til en gensidigt acceptabel løsning så hurtigt som muligt for at være en prøveballon for den fælles udenrigspolitik efter Lissabontraktaten såvel som for Unionens kapacitet til at løse længerevarende internationale tvister ved dens grænser;

45.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at overholde forpligtelserne over for tredjepartslandene og belønne fremskridtene og reformbestræbelserne i de lande, der opfylder Unionens krav; bemærker, at disse landes villighed til reformer ellers kan mindskes;

46.  er af den opfattelse, at en yderligere forlængelse af status quo vedrørende navnespørgsmålet og andre udestående spørgsmål med nabolandene kan undergrave stabiliteten i landet og regionen og troværdigheden af udvidelsespolitikken, og opfordrer derfor alle involverede parter til at udvise velvilje, solidaritet og ansvarlighed med hensyn til at få løst de udestående spørgsmål; opfordrer i denne sammenhæng myndighederne i landet til at fremme initiativet om at etablere fælles ekspertudvalg inden for historie og uddannelse med Bulgarien og Grækenland;

o
o   o

47.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til regeringen og parlamentet i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.

(1) EUT C 341 E af 16.12.2010, s. 54. (2) EUT L 80 af 19.3.2008, s. 32.

Europa-Parlamentets beslutning af 7. april 2011 om situationen i Elfenbenskysten

P7_TA(2011)0152 RC-B7-0256/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Elfenbenskysten, navnlig beslutningen af 16. december 2010(1),

–  der henviser til Bamako-erklæringen af 3. november 2000 om demokrati, menneskerettigheder og friheder i den fransksprogede verden,

–  der henviser til de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd om Elfenbenskysten, navnlig resolution 1946 og 1951 (2010), resolution 1967, 1968 og 1975 (2011),

–  der henviser til erklæringerne fra næstformanden/den højtstående repræsentant, Baroness Catherine Ashton, om situationen i Elfenbenskysten, og navnlig dem af 3., 10., 12., 19. marts og 1. april 2011,

–  der henviser til konklusionerne om Elfenbenskysten, der blev vedtaget på Rådets (udenrigsanliggender) 3065. samling den 31. januar 2011,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2011/18/FUSP og Rådets forordning (EU) nr. 25/2011 af 14. januar 2011 om indefrysning af aktiver og udpegelse af yderligere personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger i Elfenbenskysten,

–  der henviser til beslutningen, der vedtoges i Addis Abeba den 10. marts 2011 af Den Afrikanske Unions freds- og sikkerhedsråd,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds erklæringer om Elfenbenskysten af 3. og 11. marts 2011,

–  der henviser til fælleserklæringen fra medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, der blev offentliggjort den 18. marts 2011 om fordømmelse af vold og krænkelser af menneskerettigheder i Elfenbenskysten,

–  der henviser til erklæringen fra sin formand Jerzy Buzek den 18. marts 2011 med kravet om, at al vold mod civile i Elfenbenskysten blev bragt til ophør,

–  der henviser til beslutningen om situationen i Elfenbenskysten, der blev vedtaget den 25. marts 2011 i Abuja af Ecowas' stats- og regeringschefer,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution af 25. marts 2011 om nedsættelse af en international undersøgelseskommission til at undersøge krænkelser af menneskerettigheder i Elfenbenskysten, der har fundet sted siden præsidentvalget,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at landet i de seneste fire måneder er sunket i en dyb politisk krise, som følge af at den siddende præsident Laurent Gbagbo nægter at afgive magten til den legitime præsident Alassane Ouattara til trods for, at han har vundet præsidentvalget i november 2010 og blev anerkendt som vinder af det internationale samfund, efter at FN havde kontrolleret resultaterne,

B.  der henviser til, at de diplomatiske bestræbelser på at finde en fredelig vej ud af det politiske dødvande efter valget, herunder dem af AU, Ecowas og Sydafrikas præsident, ikke har givet resultater,

C.  der henviser til, at kampene siden midten af februar er intensiveret både i hovedstaden og i den vestlige del af landet med alarmerende indberetninger om stigende anvendelse af tungt artilleri mod civile af styrker,

D.  der henviser til, at præsident Ouattaras republikanske styrker i de seneste dage har lanceret en omfattende offensiv, der har til formål at etablere hans autoritet, og har overtaget kontrollen med flere vigtige områder, herunder den politiske hovedstad Yamoussoukro og San Pedro - en vigtig havn for kakaoeksport, der henviser til, at styrker, der støtter Ouattara, nu er trængt ind i Abidjan, som har ført til intense kampe med styrker, der er loyale over for den tidligere præsident,

E.  der henviser til, at hundreder af menneskeliv ifølge FN-kilder er gået tabt i Elfenbenskysten siden december 2010, der henviser til, at det faktiske antal af ofre sandsynligvis er langt højere, da volden, der fandt sted i det indre af landet, ikke altid rapporteres i pressen,

F.  der henviser til, at angreb, som bevidst er rettet mod FN's fredsbevarende styrker og institutioner udgør krigsforbrydelser, der henviser til FN's mission i Elfenbenskysten (ONUCI) hele tiden har været målet for trusler og angreb fra sikkerhedsstyrker, der støtter Gbagbo, mens den tidligere præsident har anvendt en provokerende retorik med en opfordring til folk om at udøve vold mod FN-styrker og udlændinge, der befinder sig i Elfenbenskysten, der henviser til, at adskillige af FN's fredsbevarende styrker er blevet alvorligt såret eller endda dræbt,

G.  der henviser til, at der er blevet begået grusomheder i Elfenbenskysten, herunder tilfælde af seksuel vold, tvungne forsvindinger, udenretslige henrettelser og overdreven og vilkårlig brug af magt mod civile, som svarer til forbrydelser mod menneskeheden,

H.  der henviser til, at Elfenbenskysten i henhold til den erklæring, som landets regering fremsatte den 18. april 2003 i henhold til artikel 12, stk. 3, i Romstatutten, accepterede Den Internationale Straffedomstols (ICC's) jurisdiktion for de forbrydelser, der var begået på dets territorium efter den 19. september 2002, der henviser til, at Elfenbenskysten stadig er genstand for en forundersøgelse af ICC's anklagerens kontor,

I.  der henviser til, at respekten for retsstaten i Elfenbenskysten fortsat er blevet forværret med øgede begrænsninger for ytringsfrihed, talefrihed og medier,

J.  der henviser til, at den økonomiske situation i Elfenbenskysten er alvorligt forværret i løbet af de seneste fire måneder, idet Laurent Gbagbo har foretaget ulovlige nationaliseringer i bank- og kakaosektoren samt vilkårlige ekspropriationer af penge og privat ejendom, der henviser til, at IMF for nylig har advaret om de alvorlige negative økonomiske konsekvenser af den nuværende situation i Elfenbenskysten for hele regionen i Vestafrika,

K.  der henviser til, at det anslås, at 1 million mennesker er blevet fordrevet som følge af et klima præget af terror, der hersker i landet, både internt og i nabolandene som f.eks. Liberia, Ghana, Togo, Mali og Guinea,

L.  der henviser til, at Kommissionen den 17. marts 2011 femdoblede EU's humanitære bistand til Elfenbenskysten,

M.  der henviser til, at FN's Sikkerhedsråds resolution 1975 (2011), som blev vedtaget enstemmigt, indtrængende opfordrer Gbagbo til at træde tilbage øjeblikkeligt og kræver, at volden mod civile øjeblikkeligt bringes til ophør, samtidig med at der indføres målrettede økonomiske og rejserelaterede sanktioner mod Gbagbo, hans hustru og tre medarbejdere,

1.  fordømmer forsøgene fra den tidligere præsident Gbagbo og hans tilhængere på med vold at tilrane sig det ivorianske folks vilje; gentager sin opfordring til Gbagbo om at træde tilbage og straks at overdrage magten til Alassane Ouattara; glæder sig i denne forbindelse over vedtagelsen af resolution 1975 (2011), hvori FN's Sikkerhedsråd fremsatte sin kraftigste erklæring siden begyndelsen af krisen efter valget i Elfenbenskysten, hvor Gbagbo opfordres til øjeblikkeligt at træde tilbage;

2.  beklager, at der ikke er blevet fundet nogen diplomatisk løsning, herunder dem, som AU har fremsat, og at volden og den væbnede konfrontation har været et tegn på krisen efter valget;

3.  påskønner kravet fra de vestafrikanske kvinder om en fredelig løsning på den politiske konflikt i Elfenbenskysten, og om at de ansvarlige for voldshandlingerne mod almindelige borgere i landet retsforfølges; beklager, at der ikke er gjort en tilstrækkelig indsats af kvindeorganisationer samt religiøse ledere og samfundsledere for at skabe internt pres og fremme mægling med henblik på en fredelig løsning på det politiske dødvande i landet;

4.  minder om, at den eneste kilde til demokratisk legitimitet er almindelig valgret, og at valget af Alassane Ouattara afspejler den ivorianske befolknings suveræne vilje, opfordrer indtrængende alle ivorianske institutioner, herunder Elfenbenskystens forsvars- og sikkerhedsstyrker (FDSCI) til straks at anerkende den demokratisk valgte præsident Ouattaras og hans regerings myndighed;

5.  fordømmer på det kraftigste optrapningen af volden i Elfenbenskysten, navnlig anvendelse af tunge våben mod civile og det deraf følgende betydelige tab af menneskeliv; udtrykker sin dybeste solidaritet med ofrene for uretfærdighederne og volden i Elfenbenskysten og med deres pårørende; understreger, at vold mod civile, herunder kvinder, børn og internationalt fordrevne personer, ikke vil blive tolereret og skal øjeblikkeligt bringes til ophør;

6.  fordømmer kraftigt krænkelserne af menneskerettigheder og den humanitære folkeret, der angiveligt er begået mod civile, herunder udenretslige henrettelser og seksuel vold; bemærker, at disse handlinger ifølge FN's Sikkerhedsråd kan udgøre forbrydelser mod menneskeheden; udtrykker sin faste modstand mod enhver brug af medier som tilskyndelse til had; opfordrer til ophævelse af alle restriktioner på udøvelsen af retten til ytringsfrihed; fordømmer bortførelsen af fire personer, heriblandt to EU-borgere, fra et hotel i Abidjan beliggende i et kvarter, der kontrolleres af styrker, der støtter Gbagbo, og opfordrer til deres øjeblikkelige frigivelse;

7.  insisterer på, at der ikke kan være nogen straffrihed, og at der ikke bør spares på indsatsen for at identificere og retsforfølge, også på internationalt plan, alle de ansvarlige for forbrydelser mod civilbefolkningen; glæder sig i denne forbindelse over, at FN's Menneskerettighedsråd har nedsat en undersøgelseskommission; bemærker, at FN's Sikkerhedsråd har påpeget, at ICC kan træffe afgørelse om sin jurisdiktion i forbindelse med situationen i Elfenbenskysten; opfordrer alle aktører i Elfenbenskysten til at samarbejde med disse institutioner, for at retfærdigheden kan ske fyldest; opfordrer EU til at yde al den nødvendige støtte til disse undersøgelser;

8.  fordømmer på det kraftigste intimidering og obstruktion, der er rettet mod ONUCI og EU;

9.  glæder sig over de ekstra sanktioner, der omfatter et visumforbud og indefrysning af aktiver, som blev vedtaget af FN's Sikkerhedsråd, Den Afrikanske Union og Rådet for Den Europæiske Union for alle personer og enheder, der modsætter sig den legitime præsidents autoritet, og de beslutninger, der er truffet af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, som har nægtet handle med den ulovlige regering; understreger, at disse sanktioner stadig skal være i kraft, indtil de retmæssige myndigheder er vendt tilbage til magten;

10.  glæder sig over, at FN's Sikkerhedsråds resolution 1975 (2011) mindede om tilladelsen, der er givet til ONUCI, til at bruge alle nødvendige midler til at udføre dens mandat til at beskytte civile, herunder med henblik på at forhindre yderligere brug af tunge våben, og som gav udtryk for FN's Sikkerhedsråds fulde støtte til denne indsats; opfordrer i denne forbindelse til en hurtig og betydelig styrkelse af ONUCI's kapacitet for at sikre en effektiv beskyttelse af civile i Elfenbenskysten;

11.  bemærker, at ONUCI i overensstemmelse med sit mandat allerede har truffet foranstaltninger i Abidjan for at standse brugen af tunge våben og beskytte civilbefolkningen og FN-personale med bistand fra den franske Licorne-styrke på anmodning af FN's generalsekretær;

12.  glæder sig over og støtter mæglingsforsøgene i Den Afrikanske Unions og Ecowas' regi med henblik på at undgå konfrontation og gentager sine opfordringer til alle politiske kræfter i Elfenbenskysten til aktivt at støtte et fredeligt magtskifte og således undgå yderligere blodsudgydelser; udtrykker sin støtte til AU-planen for en samlet fredelig løsning på krisen, og understreger, at alle afrikanske lande skal vise sammenhold og handle på en samordnet måde, så freden kan blive genoprettet i Elfenbenskysten;

13.  opfordrer præsident Ouattara til at skabe fred og national forsoning, men minder om, at der ikke er nogen forældelsesfrist for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden;

14.  er dybt bekymret over den forværrede humanitære situation i Elfenbenskysten og i nabolandene, især i Liberia; opfordrer alle aktører i Elfenbenskysten til at sikre en sikker og uhindret adgang til alle dele af landet for humanitære organisationer på stedet; glæder sig over den forpligtelse, som EU har givet, som kommissær Georgieva har givet udtryk for, til at hjælpe med at løse den humanitære krise;

15.  understreger behovet for en hurtig international politisk indsats for at løse den humanitære situation i Elfenbenskysten og forebygge en ny migrationskrise i regionen; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at koordinere deres indsats med andre internationale donorer; opfordrer det internationale samfund til at opfylde tilsagnene om humanitær bistand for at imødekomme de presserende behov hos befolkningen i Elfenbenskysten og dets nabolande;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, FN's Sikkerhedsråd og FN's generalsekretær, ONUCI, Den Afrikanske Unions institutioner, Ecowas, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, medlemsstaters regeringer og Elfenbenskystens valgte præsident Alassane Ouattara.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0492.

Europa-Parlamentets beslutning af 7. april 2011 om revisionen af den europæiske naboskabspolitik - den østlige dimension

P7_TA(2011)0153 B7-0198/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til konklusionerne om det østlige partnerskab fra udenrigsministrenes møde den 13. december 2010,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger af 19. januar 2006 om den europæiske naboskabspolitik (ENP)(1), af 15. november 2007 om styrkelse af ENP(2), af 6. juli 2006 om det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI)(3), af 5. juni 2008 om den årlige rapport fra Rådet til Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og de principielle valg inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)(4), af 19. februar 2009 om revision af ENPI(5), af 17. januar 2008 om regionalpolitisk initiativ for Sortehavsområdet(6) og af 20. januar 2011 om en EU-strategi for Sortehavet(7),

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 20. maj 2010 om behovet for en EU-strategi for Sydkaukasus(8),

–  der henviser til udviklingen af den europæiske naboskabspolitik (ENP) siden 2004, og navnlig til Kommissionens statusrapporter om gennemførelsen heraf,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Armenien, Aserbajdsjan, Hviderusland, Georgien, Republikken Moldova og Ukraine samt til anbefalingerne fra de parlamentariske samarbejdsudvalg med disse lande, undtagen Hviderusland,

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 15. november 2007, punkt 41, der opfordrer til oprettelse af en parlamentarisk forsamling for EU og dets østlige naboer, Euronest,

–  der henviser til de handlingsplaner, der blev vedtaget i fællesskab med Armenien, Aserbajdsjan, Georgien og Moldova, og associeringsagendaen med Ukraine,

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 26. juli 2010 om den europæiske naboskabspolitik,

–  der henviser til fælleserklæringen fra topmødet i Prag den 7. maj 2009 om det østlige partnerskab,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. maj 2010 »Status over den europæiske naboskabspolitik« (KOM(2010)0207),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. december 2008 »Østpartnerskabet« (KOM(2008)0823),

–  der henviser til Kommissionens meddelelser af hhv. 5. december 2007 »En stærk europæisk naboskabspolitik« (KOM(2007)0774), af 4. december 2006 »Om styrkelse af EU's naboskabspolitik« (KOM(2006)0726), af 12. maj 2004 »EU's naboskabspolitik - strategidokument« (KOM(2004)0373), og af 11. marts 2003 »Det bredere europæiske naboskab: en ny ramme for forbindelserne med vores naboer i øst og syd« (KOM(2003)0104),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1638/2006 af 24. oktober 2006 om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument(9),

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 13/2010 »Er det nye europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument blevet iværksat som planlagt, og opnår det resultater i Sydkaukasus (Armenien, Aserbajdsjan og Georgien)?«,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at Lissabontraktaten har skabt betingelserne for, at EU kan forbedre effektiviteten af og sammenhængen i sine forbindelser med alle aktører og partnere, navnlig med sine nabolande,

B.  der henviser til, at EU i henhold til artikel 8 i Traktaten om Den Europæiske Union skal udvikle særlige forbindelser til sine nabolande med henblik på at skabe et område med velstand og godt naboskab, der bygger på EU's værdier og er kendetegnet ved tætte og fredelige forbindelser baseret på samarbejde,

C.  der henviser til, at ENP siden sin begyndelse har bidraget til styrkelse af forbindelserne med partnerlandene og medført reelle fordele; der henviser til, at der stadig er store udfordringer, og at fokus nu bør rettes mod gennemførelse med klart fastlagte handlingsprioriteter, klare kriterier og differentiering efter præstationer,

D.  der henviser til, at det østlige partnerskab danner en meningsfuld politisk ramme for uddybning af forbindelserne med og blandt partnerlandene på grundlag af principper om fælles ejerskab og ansvar samt konditionalitet; der henviser til, at en styrkelse af forbindelserne forudsætter et øget fælles engagement og håndgribelige fremskridt i retning af god regeringsførelse og demokratiske standarder,

E.  der henviser til, at det østlige partnerskab fokuserer på fire tematiske samarbejdsplatforme, nemlig: demokrati, god regeringsførelse og stabilitet; økonomisk integration og overensstemmelse med EU's politik; miljø, klimaændringer og energisikkerhed samt kontakter mellem mennesker,

F.  der henviser til, at samarbejde inden for rammerne af Den Parlamentariske Forsamling Euronest sigter mod at skabe positive effekter ved at være en platform, hvor man udveksler synspunkter, finder fælles holdninger til globale udfordringer for vor tid vedrørende demokrati, politik, økonomi, energisikkerhed og sociale anliggender, og hvor man styrker båndene mellem landene i regionen og EU såvel som indbyrdes mellem landene i det østlige partnerskab,

G.  der henviser til, at EU bør fremme og i høj grad styrke en bottom-up-tilgang ved at øge sin økonomiske støtte til civilsamfund og fremme pressefrihed og forsamlingsfrihed med henblik på at videreføre demokratiseringsprocesserne, som er en forudsætning for langsigtet stabilitet,

H.  der henviser til, at uløste regionale konflikter i EU's nabolande underminerer den bæredygtige økonomiske, sociale og politiske udvikling i de berørte lande og udgør en alvorlig hindring for det regionale samarbejde samt den regionale stabilitet og sikkerhed, der henviser til, at de tillige er en alvorlig hindring for udviklingen af ENP's fulde potentiale og prioriteter; der henviser til, at disse konflikter underminerer udviklingen af ægte og effektive multilaterale dimensioner af ENP; der henviser til, at den rolle, som civilsamfundet i de berørte lande kunne spille, fortsat undervurderes,

I.  der henviser til, at nylige demonstrationer i Hviderusland, Tunesien og Egypten mod undertrykkende regimer tydeligt har givet udtryk for disse menneskers berettigede stræben efter demokrati,

J.  der henviser til, at EU's og medlemsstaternes politik om at støtte og samarbejde med udemokratiske regimer i Tunesien og Egypten har slået fejl og bør være en lærestreg for EU's forbindelser med Hviderusland, og der henviser til, at EU's generelle ENP-politik bør være værdibaseret,

K.  der henviser til, at ENPI har bidraget til forenkling af finansieringen af ENP; der henviser til, at udformningen af det efterfølgende instrument bør afspejle konklusionerne i den strategiske revision af ENP og bør gennemføres på grundlag af brede høringer,

Revision af den europæiske naboskabspolitik - generelt

1.  glæder sig over fremskridtene i forbindelserne mellem EU og nabolandene inden for rammerne af ENP, og bekræfter de værdier, principper og forpligtelser, som ENP er baseret på, herunder demokrati, retsstatsprincipper, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, markedsøkonomi, bæredygtig udvikling og god regeringsførelse; mener, at ENP stadig udgør en ramme af strategisk betydning for udbygning og styrkelse af forbindelserne med vores nærmeste partnerlande med henblik på at støtte deres politiske, sociale og økonomiske reformer, og understreger betydningen af at fastholde princippet om fælles ejerskab i udformningen og gennemførelsen af programmer og aktiviteter;

2.  hilser den fortsatte revision af ENP velkommen og understreger, at denne proces bør føre til en yderligere styrkelse af EU's bånd til nabolandene, og at disse lande, selv om deres mål og ambitioner kan være forskellige, alle har potentialet til at blive EU's nærmeste politiske allierede;

3.  bemærker, at de to dimensioner (den sydlige og den østlige) af ENP bør opfattes som integrerede dele af samme prioriterede politikområder; understreger behovet for fleksibilitet samt behovet for at differentiere vores tilgang mere over for de enkelte partnere og anvende midlerne bedre;

4.  understreger, at den strategiske revision af ENP bør afspejle et øget politisk engagement fra alle partnerlande og bør styrke den præstationsbaserede differentiering på grundlag af klart fastlagte kriterier;

5.  anser det for at være af særlig værdi til stadighed at evaluere og vurdere ikke kun de resultater, der indtil videre er opnået gennem de gennemførte programmer, men også egnetheden af de foranstaltninger, der er blevet anvendt inden for rammerne af partnerskabet; er af den mening, at man gennem denne proces vil få mulighed for at rette eventuelle svagheder og uheldige valg i fremtiden;

6.  understreger behovet for anerkendelse af de ændringer, som er indført med Lissabontraktaten, navnlig næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitiks styrkede rolle, oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, udnævnelsen af en kommissær for udvidelse og naboskabspolitik og Europa-Parlamentets nye beføjelser, med henblik på at skabe bedre sammenhæng i EU's udenrigspolitik og forbedre effektiviteten og legitimiteten af dets eksterne dimensioner og aktioner; forventer, at medlemsstaterne ikke iværksætter bilaterale initiativer med ENP-landene, der kan undergrave virkningerne af EU's tiltag;

7.  anmoder EU-Udenrigstjenesten og EU-delegationerne verden over om i høj grad at bidrage til sikring af, at menneskerettighederne og de politiske principper bliver bedre integreret i analysen af den politiske situation i tredjelande og inkluderet i mulige »omdannelses«-politikker via støtteprojekter;

Den europæiske naboskabspolitik - øst

8.  glæder sig over iværksættelsen af det østlige partnerskab som en politisk ramme for fremme af den europæiske naboskabspolitisk østlige dimension, der sigter mod uddybning og styrkelse af forbindelserne mellem EU og de østlige nabolande, tilskynder til politisk samarbejde, økonomisk integration og lovgivningsmæssig tilnærmelse, samtidig med at de politiske og samfundsøkonomiske reformer i partnerlandene understøttes; opfordrer Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at udarbejde klare kriterier for overvågning af sådanne reformer, idet det bemærkes, at kriterierne bør tage højde for de særlige forhold i hvert partnerland, herunder dets forskellige mål og potentialer; opfordrer Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at involvere Parlamentet i formuleringen af disse kriterier; understreger, at økonomiske reformer skal gå hånd i hånd med politiske reformer, og at god regeringsførelse kun kan opnås gennem en åben og gennemsigtig beslutningsproces baseret på demokratiske institutioner;

9.  understreger betydningen af yderligere at fremme stabilitet og multilaterale tillidsskabende foranstaltninger inden for rammerne af det østlige partnerskab i henhold til fælleserklæringen fra topmødet i Prag om det østlige partnerskab;

10.  understreger, at udsigten til optagelse i EU, som det fastslås i artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Union, udgør en drivkraft for reformer i disse lande og styrker deres engagement i fælles værdier og principper, såsom demokrati, retsstat, respekt for menneskerettigheder og god regeringsførelse;

11.  minder om, at de fælles grundlæggende værdier, herunder demokrati, retsstatsprincipperne og respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, domstolenes uafhængighed, bekæmpelse af korruption, opretholdelse af pressefrihed og fremme af ngo'er, som ENP og det østlige partnerskab hviler på, stadig bør udgøre den målestok, hvormed vores partnerlandes præstationer bedømmes; opfordrer med det for øje alle ENP-partnere om at træffe konkrete foranstaltninger, der går i den retning; henstiller derfor til Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten på mere ambitiøs vis at forfølge gennemførelsen af de årlige aktionsprogrammer på dette område;

12.  bemærker, at der siden påbegyndelsen af den europæiske naboskabspolitik i 2004 er opnået blandede resultater med en positiv udvikling med hensyn til menneskerettighederne og demokratiseringen i flere partnerlande og visse negative tendenser i andre, navnlig i Hviderusland;

13.  bemærker, at Hviderusland fortsat er det eneste østlige partnerland med begrænset deltagelse i det bilaterale forhandlingsspor i ENP og det østlige partnerskab, og at dets yderligere optagelse i disse programmer kommer til at afhænge af dets villighed til at overholde fælles værdier og grundlæggende principper; mener, at de nye udviklinger i Hviderusland var en krænkelse af EU's vision om respekt for menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet; glæder sig over Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner om Hviderusland af 31. januar 2011; opfordrer EU til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at gennemføre disse konklusioner fuldt ud, herunder ved at forsøge at engagere almindelige hviderussiske borgere i idéen om reform ved at reducere bureaukrati og omkostninger forbundet med at opnå Schengen-visa og ved at gøre mellemfolkelige kontakter lettere; opfordrer i denne sammenhæng medlemsstaterne til at gøre brug af alle fleksible løsninger, der er til rådighed inden for EU's visumkodeks, når de udsteder Schengen-visa; opfordrer indtrængende Kommissionen og andre donorer til at støtte udviklingen af demokratisk orienterede politiske partier i Hviderusland samt til at danne større ngo'er og civilsamfundsorganisationer og til at støtte samfundsmæssige og civile initiativer i regionerne i Hviderusland;

14.  understreger, at retsregler for valg og afholdelse af valg i en række lande ikke har været i overensstemmelse med internationale standarder; fastholder betydningen af frie og lige valg i tråd med internationale standarder og forpligtelser;

15.  understreger, at bekæmpelse af korruption, navnlig ved domstolene og hos politiet, bør tildeles højeste prioritet hos EU i forbindelse med udviklingen af EU's forbindelser med de østlige partnerlande, og at dette bør afspejles inden for det omfattende program for institutionsopbygning; påpeger tillige betydningen af at optrappe bekæmpelsen af de internationale netværk af organiseret kriminalitet og anmoder om et øget politisamarbejde og retligt samarbejde med EU's agenturerne;

16.  understreger betydningen af at supplere EU's bilaterale forbindelser med landene i det østlige partnerskab med en multilateral dimension gennem et øget antal aktiviteter og initiativer inden for de tematiske platforme, idet der rettes særlig opmærksomhed mod styrkelse af grænseoverskridende projekter, optrapning af mellemfolkelige programmer, udvikling af incitamenter til regionalt samarbejde og yderligere fremme af en aktiv dialog med civilsamfundet med henblik på at fremme den nødvendige etablering af åbne, ikkestatslige institutioner og styrke social samhørighed; bemærker dog, at den bilaterale dimension stadig er fremtrædende, og opfordrer til en klarere og mere streng differentiering og konditionalitet, hvor ambitioner og forpligtelser følges op af gennemførelse, og hvor reelle fremskridt følges op af konkrete skridt mod et europæisk perspektiv; er af den faste overbevisning, at intensivering af forbindelserne med de partnerlande, som viser de bedste resultater, vil have en positiv effekt på de andre lande og kan føre til en forbedring af det multilaterale samarbejde;

17.  opfordrer indtrængende Det Europæiske Råd og Kommissionen til at sikre, at tilbuddet om visumliberalisering, der er fremsat til de østlige partnerskabslande, for så vidt angår det tidsmæssige forløb og indholdet, er mindst lige så generøst som det, der er blevet foreslået andre lande, som de har fælles grænse med, for på denne måde at undgå at skabe incitamenter til at give udenlandske pas til borgere i østlige partnerlande, der - som det var tilfældet med Georgien, Ukraine og Moldova - kan have til følge at destabilisere disse lande og derfor kan være i strid med EU's egen sikkerhed og egne interesser;

18.  understreger betydningen af yderligere at fremme regionalt samarbejde i Sortehavsområdet og udbygge EU's politikker over for Sortehavsregionen, navnlig ved at iværksætte en fuldt udarbejdet EU-strategi for Sortehavet og sikre de finansielle og menneskelige ressourcer, der er nødvendige for en effektiv gennemførelse heraf; understreger, at EU's politikker for hhv. Sortehavsområdet og østpartnerskabet er komplementære, og opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at udnytte de forskellige strategier, der indgår i de to initiativer, og til på alle niveauer at afklare, hvordan denne betydelige grad af komplementaritet udnyttes godt;

19.  tilskynder landene i regionen til at samarbejde tættere med hinanden og at engagere sig i en forbedret og vedvarende dialog på alle relevante planer med hensyn til områder som frihed, sikkerhed og retfærdighed og navnlig i grænseforvaltning, migration og asyl, bekæmpelse af organiseret kriminalitet, menneskehandel, illegal immigration, terrorisme, hvidvaskning af penge og narkotikahandel tillige med politisamarbejde og retligt samarbejde; minder om, at gode naboskabsforbindelser er en af de vigtigste forudsætninger for, at ENP-landene kan gøre fremskridt hen imod EU-medlemskab;

20.  understreger, at der stadigvæk er alvorlige problemer i mange lande med hensyn til ytringsfrihed, navnlig i medierne, og forenings- og forsamlingsfrihed, og at den plads, der er til rådighed for samfundsaktører og menneskerettighedsforkæmpere, fortsat er urimeligt begrænset;

21.  glæder sig over, at civilsamfundsorganisationerne spiller en aktiv rolle i forbindelse med fremme af de værdier, som ENP bygger på, navnlig menneskerettigheder, mediefrihed og demokratisering; understreger, at denne rolle sammen med et engagement i gennemførelsen og overvågningen af projekter under ENPI og ENP-handlingsplaner nødvendigvis skal fremmes yderligere ved at tildele dem mere finansiel og institutionel støtte; glæder sig over civilsamfundsorganisationernes aktive deltagelse i civilsamfundsforummet, navnlig organisationerne fra partnerlandene; tilskynder civilsamfundsforummet til at involvere sig i officielle platformmøder og tematiske arbejdsgrupper i det østlige partnerskab;

22.  mener, at det er nødvendigt at foretage en grundig vurdering af troværdigheden af alle civilsamfundsorganisationer, som er involveret i denne proces, for at sikre lovligheden og effektiviteten af vores tiltag;

23.  fremhæver lokalmyndighedernes betydning for den demokratiske udvikling i vores partnerlande og opfodrer indtrængende Kommissionen til aktivt at støtte dem med det formål at styrke lokalt demokrati og lokal forvaltning; opfordrer til udbredelse af venskabsprogrammer mellem lokalmyndighederne i EU-lande og partnerlande samt til oprettelse af en lokal og regional forsamling for Østeuropa og Sydkaukasus;

24.  fremhæver betydningen af fagforeninger og social dialog som en del af den demokratiske udvikling af de sydlige partnerskabslande; understreger, at fagforeningernes rettigheder er begrænsede, og opfordrer de østlige partnerskabslande til yderligere at forbedre arbejdstageres og fagforeningers rettigheder; anbefaler, at den sociale dialog og høringen af arbejdsmarkedets parter bliver styrket;

25.  understreger betydningen af ytringsfrihed og af frie og uafhængige medier, herunder internettet, for udviklingen af demokrati og som et middel til fremme af udveksling og kommunikation mellem samfund i regionen og mellem disse og EU; opfordrer EU til fortsat at finansiere Belsat, Radyo Racyja og Hvideruslands europæiske radio samt at støtte etableringen og konsolideringen af andre medieudbydere, herunder gennem finansielle bidrag, bl.a. som en måde at fremme direkte kommunikationskanaler mellem samfund på; understreger behovet for at trække bistanden til statskontrollerede og statsejede medier, som f.eks. dem i Hviderusland, tilbage;

26.  gentager sin holdning om, at associeringsaftaler er et vigtigt redskab til stimulering af reformprocesser og bør indeholde konkrete betingelser, tidsplaner og præstationskriterier og være ledsaget af en regelmæssig overvågningsproces med henblik på effektiv uddybning af de bilaterale forbindelser med EU i et helhedsperspektiv og med henblik på forbedring af sammenhængen mellem alle komponenterne i sådanne aftaler, dvs. de politiske, økonomiske, sociale og kulturelle komponenter samt menneskerettighedsforpligtelserne; understreger, at de omfattende programmer for institutionsopbygning bør iværksættes hurtigst muligt; understreger, at EU i betragtning af den ambitiøse karakter af associeringsaftalerne og disses afgørende betydning for det østlige partnerskabs fremtid bør støtte de pågældende lande ved at yde teknisk og finansiel bistand, så de bliver i stand til at opfylde gennemførelsesforpligtelserne; minder Kommissionen om sin forpligtelse til at holde Europa-Parlamentet og de ansvarlige ordførere behørigt informeret om forhandlingsmandater for associeringsaftalerne og selve forhandlingerne;

27.  glæder sig over arbejdet i EU's højtstående rådgivende ekspertgruppe i Armenien og nedsættelsen af en tilsvarende gruppe i Moldova; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at drøfte muligheden for at tilbyde andre østlige partnerlande en sådan bistand;

28.  er af den opfattelse, at øget økonomisk integration kan være en stærk katalysator af social og politisk forandring; understreger, at etableringen af vidtgående og omfattende frihandelsområder med EU kun skal gennemføres, når de nødvendige betingelser er opfyldt; understreger, at disse er en af de stærkeste tiltrækningskræfter ved det østlige partnerskab for partnerlandene og udgør et stærkt incitament til reformer, forudsat at der, når tiden er inde, foretages en fuldstændig vurdering af den sociale og miljømæssige virkning af disse aftaler; anerkender, at konceptet for de vidtgående og omfattende frihandelsområder bør tilpasses de skiftende omstændigheder i de respektive østlige partnerlande, når tiden er inde;

29.  understreger betydningen af øget bilateral og multilateral økonomisk samarbejde mellem ENP-partnerne, da det ville resultere i konkrete fordele for borgerne, vil forbedre det politiske klima i regionen og vil bidrage til den økonomiske udvikling i partnerlandene; tilskynder derfor til oprettelse af frihandelsområder mellem partnerlandene;

30.  bemærker Kinas øgede økonomiske tilstedeværelse i de østlige partnerskabslande;

31.  understreger betydningen af støtte til borgernes mobilitet, bevaring af mellemfolkelige kontakter og forvaltning af migrationsstrømmene, navnlig gennem visumlempelse og aftaler om tilbagetagelse, med henblik på gradvist at bevæge sig i retning af fuld visumliberalisering, forudsat at de relevante betingelser opfyldes til fulde; opfordrer EU til aktivt og hurtigt at tilstræbe forhandlinger i denne hensigt og samtidig sikre en bedre gennemførelse af visumlempelsesaftalerne; anbefaler, at bilaterale aftaler bør indeholde bestemmelser om ajourføring af den nationale migrationslovgivning i ENP-landene; fastholder, at gennemførelsen af sådanne aftaler og politikker, navnlig hvad angår indrømmelse af asyl, skal være i fuld overensstemmelse med internationale forpligtelser og tilsagn og med EU-standarder, især med hensyn til menneskerettigheder;

32.  understreger endvidere den kendsgerning, at visumliberalisering kan bruges som et stærkt incitament til fremme af demokratisering og menneskerettighedsreformer i partnerlandene samt som et middel til anerkendelse af konkrete foranstaltninger truffet til politisk associering og økonomisk integration med EU inden for rammerne af ENP;

33.  foreslår, at Kommissionen bør offentliggøre en årlig evalueringsrapport vedrørende de europæiske tilbagetagelsesaftaler;

34.  mener, at en styrkelse af samarbejdet mellem ENP-landene og FRONTEX er nødvendig;

35.  opfordrer Kommissionen til at rette særlig opmærksomhed mod mobiliteten for studerende, akademikere, forskere og forretningsfolk ved at sikre, at der er tilstrækkelige midler til rådighed, og ved at styrke og udvide eksisterende stipendieprogrammer; fremhæver i den forbindelse betydningen af inden for det østlige partnerskab at udvikle nye projekter, der fokuserer på et mere struktureret samarbejde inden for videregående uddannelse og forskning, der fremmer universitetsudvekslinger og offentlig-private partnerskaber inden for forskning; glæder sig over etableringen af mobilitetspartnerskaber med Moldova og Georgien og opfordrer til etablering af sådanne partnerskaber med andre østlige partnerlande som et led i EU's samlede migrationsstrategi; mener i denne henseende, at den nuværende smidighed inden for rammerne af Schengenvisumkodeksen bør udnyttes bedre og anvendes for at fremme mobiliteten for disse grupper;

36.  bekræfter sin store støtte til det EU-finansierede projekt, der omfatter tildeling af stipendier til at gå på Europakollegiet i Brugge til universitetskandidater fra ENP og EU; mener, at dette vil muliggøre uddannelse af fremtidige samtalepartnere mellem EU og nabolandene, dvs. ansatte i EU-ENP-relaterede job, som så har fuldt professionelt kendskab til indholdet af og ånden i EU's politikker, lovgivning og institutioner;

37.  understreger betydningen af sektorsamarbejde i lyset af den voksende indbyrdes afhængighed, navnlig på områder som energisikkerhed, miljø- og klimaforandringer, uddannelse, informationsteknologi, forskning, transport, social udvikling og integration, beskæftigelse og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger og sundhedssamarbejde; understreger, at et øget sektorsamarbejde kan fremme synergier mellem interne politikker i EU og den europæiske naboskabspolitik; mener i denne henseende, at flere partnerlande bør opfordres til at indgå protokoller med EU vedrørende deltagelse i fællesskabsprogrammer og -organer; glæder sig i denne forbindelse over Republikken Moldovas og Ukraines tiltrædelse af Energifællesskabet;

38.  mener, at det er nødvendigt at styrke energisamarbejdet, energieffektiviteten og fremme af vedvarende energi, som vil udgøre hovedformålene i samarbejdsarrangementerne med ENP-partnere; fremhæver den strategiske betydning af Nabuccoprojektet og dets hurtige gennemførelse samt af transport af flydende naturgas inden for rammerne af AGRI-projektet;

39.  understreger nødvendigheden af at tilvejebringe et tilstrækkeligt niveau af EU-midler til samarbejde med naboskabet og minder om ENPI's værdi som det primære finansieringsinstrument for ENP, et instrument som bør udvikle sig til at reagere mere fleksibelt på nabolandenes og -regionernes forskellige behov, garantere den direkte forbindelse mellem ENP's politiske målsætninger og ENPI's programmering samt afspejle den fremtidige ENP's præstationsbaserede karakter; fremhæver dog behovet for at udvise større fleksibilitet og hurtigere reaktionsevne i krisesituationer samt sikre en mere målrettet bistand, navnlig til civilsamfundet og de lokale forvaltningsniveauer, idet der anvendes en bottom-up-tilgang, og at sikre, at finansiel støtte ikke underkastes uberettiget statslig indgriben; understreger værdien af at overvåge forvaltningen og gennemførelsen af de forskellige programmer under ENPI, og fremhæver, at et grundlæggende kriterium for finansieringen af projekter skal være den merværdi, de bringer i udviklingen af lokale økonomier, idet der tages højde for hvert projekts faktiske omkostninger og reelle bidrag; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at gennemføre høringer af Parlamentet og aktørerne i civilsamfundet under den forestående udformning af det efterfølgende instrument;

40.  anmoder om, at der kommer øget finansiering fra og gøres bedre brug af instrumentet for demokrati og menneskerettigheder for at styrke civilsamfundets evne til at fremme menneskerettigheder og demokratisk reform såvel som fra instrumentet for ikkestatslige aktører til støtte for små lokale udviklingsaktiviteter, som skal gennemføres af civilsamfundets organisationer, navnlig i Hviderusland;

41.  understreger betydningen af opretholdelse af passende finansieringsniveauer og glæder sig over den forbedrede koordination af arbejdet i de internationale finansielle institutioner og hos andre donorer med henblik på forbedring af effektiviteten og fremme af synergier; understreger, at EU også bør bidrage til en bedre udnyttelse af de eksisterende ressourcer i partnerlandene gennem øget opmærksomhed på praktisk samarbejde, således at institutionerne i disse lande bliver bedre i stand til at gennemføre de reformer og opfylde de forpligtelser, der er indeholdt i de forskellige aftaler, som er indgået med EU; fremhæver, at den direkte forbindelse mellem præstation og økonomisk støtte (f.eks. regeringsførelsesfaciliteten inden for ENPI) skal udbygges, særligt inden for områderne demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet;

42.  anser budgetstøtte for at kunne drøftes som en fornuftig mulighed, der kunne skabe reelle incitamenter i fremtiden; mener dog, at denne støtte bør baseres på differentieringsprincippet og bør underlægges visse betingelser, herunder modtagerlandenes overholdelse af fælles værdier og principper, deres effektive budgetforvaltning og kontrolprocedurer, lave korruptionsniveauer og evnen til at anvende en sådan støtte på gennemsigtig, effektiv og ansvarlig vis;

43.  kræver, at loftet for udgiftsområde 4 forhøjes betydeligt inden for det generelle budget, navnlig til det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI) i betragtning af, at det til trods for de sidste års få fremskridt med at fremme samarbejde og progressiv økonomisk integration mellem EU og partnerlandene, er nødvendigt at gøre mere, da der opstår nye udfordringer og samarbejdsområder;

44.  anmoder Kommissionen om at øge den finansielle støtte, dog ikke på bekostning af finansieringen til Middelhavsunionen, til den østlige komponent af ENP for at opfylde målene og sikre effektiv gennemførelse af det østlige partnerskab;

45.  påpeger, at selv om bistand kan være en løftestang for ENP-landene, er det ikke nok til at garantere bæredygtig og varig udvikling; opfordrer derfor ENP-landene til at styrke og anvende deres nationale ressourcer og aktivt inddrage deres private sektorer, lokale myndigheder og civilsamfund i ENP-dagsordenen og sikre øget ejerskab af ENP-projekter;

46.  bemærker, at en styrkelse af ungdomsdimensionen af det østlige partnerskab er en vigtig investering i fremtiden for forbindelserne mellem EU og de østlige naboer, med et stort potentiale i de kommende år, og i demokratiseringen af disse partnere og harmoniseringen af deres lovgivning med europæiske standarder; gentager, at yderligere 1 000 000 EUR, som er afsat til ENPI for 2011 inden for EU's budget for 2011, bør anvendes af Kommissionen til at styrke ungdomsdimensionen af det østlige partnerskab ved at give:

47.  glæder sig over udfaldet af donorkonferencen den 2. februar 2011 for Hviderusland med et resultat på ca. 87 mio. EUR, som skal anvendes til støtte for menneskerettighedsfortalere, styrkelse af fagforeninger, forskningscentre og studenterorganisationer;

48.  noterer sig EU's stærkere engagement i sikkerhedsspørgsmål i det østlige naboområde med oprettelsen af EUBAM i Moldova og EUMM i Georgien; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og EU-Udenrigstjenesten til at styrke deres engagement i at finde en løsning på de langtrukne konflikter i Transnistrien og Sydkaukasus på grundlag af principperne i international ret - navnlig ved ikke at bruge magt, ved hjælp af selvbestemmelse og territorial integritet - gennem mere aktive politiske strategier, en mere aktiv deltagelse og mere fremtrædende rolle i faste og midlertidige konfliktløsningsstrukturer, herunder allerede eksisterende forhandlingsformater, navnlig i OSCE;

49.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og EU-Udenrigstjenesten til at udvikle mere tillidsskabende foranstaltninger og programmer, herunder iværksættelse af nye missioner og offentlige kommunikationsstrategier og overvejelse af pragmatiske initiativer og innovative tilgange, som f.eks. uformelle kontakter med og høringer af samfund i løsrivelsesområderne, samtidig med at man holder fast ved EU's ikkeanerkendelsespolitik, med henblik på at støtte samfundskulturen og samfundsdialogen; understreger vigtigheden af styrkelse af princippet om gode naboskabsforbindelser såvel som udvikling af regionalt samarbejde gennem ENP, det østlige partnerskab og forhandlingerne om associeringsaftaler; mener, at EU's særlige repræsentanter stadig spiller en vigtig rolle, navnlig hvor mandatet har en regional dimension som f.eks. i Sydkaukasus; mener, at der bør gennemføres flere og bedre foranstaltninger for at løse de langvarige konflikter i regionen, som er en hindring for den multilaterale dimension;

50.  gør i denne forbindelse opmærksom på, at den totale mangel på fremskridt, hvad angår løsningen af de uløste konflikter i Sydkaukasus, har været en hindring for udviklingen af enhver form for samarbejde i regionen, med undtagelse af det regionale miljøcenter, og at ENP som følge heraf er blevet svækket; er af den opfattelse, at det er af største betydning at fastsætte samarbejdsområder, hvor de tre lande kan inddrages, især hvad angår dialog mellem civilsamfund, ungdomsorganisationer og uafhængige medier samt økonomisk interaktion, og opfordrer EU-Udenrigstjenesten til også at inddrage Den Russiske Føderation og Tyrkiet i dette initiativ;

51.  mener, at for at undgå arbejdsbyrden for EU-delegationerne i disse lande og for at styrke EU's engagement i internationalt forhandlede løsninger på langvarige konflikter kan udnævnelsen af Den Europæiske Unions særlige repræsentanter (EUSR'er) være et brugbart redskab, navnlig i tilfældet med Transnistrien og Sydkaukasus; fremhæver, at EUSR'ernes arbejde bør koordineres af næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant;

52.  er bekymret over, at personer, der er tvangsfjernet (både flygtninge og internt tvangsfjernede personer) stadig nægtes deres rettigheder, herunder retten til at vende tilbage, ejendomsrettigheder og retten til personlig sikkerhed, som følge af væbnede konflikter på partnerlandenes områder; opfordrer alle parter til klart og betingelsesløst at anerkende disse rettigheder og behovet for omgående genetablering heraf og for en omgående løsning af dette problem, som respekterer principperne i folkeretten; anmoder i denne forbindelse Kommissionen og EU's medlemsstater om at fortsætte og øge ydelsen af EU's bistand og finansielle støtte til de respektive østlige partnerskabslande, der tager sig denne situation, især ved at hjælpe med at renovere og bygge nødvendige bygninger og veje, vand- og elforsyningsinfrastruktur, hospitaler og skoler;

Europa-Parlamentets rolle

53.  understreger den afgørende betydning, som Europa-Parlamentet har i forbindelse med fremme af politisk debat, samt dets rolle i styrkelsen af frihed og demokrati i partner- og nabolandene, herunder ved hjælp af parlamentariske valgobservationsmissioner; minder om Europa-Parlamentets tilsagn om at øge sammenhængen mellem de forskellige parlamentariske organer samt styrke dets forbindelser med civilsamfundet og effektiviteten af dets organers aktiviteter, herunder gennem bedre udnyttelse af dets delegationer til de interparlamentariske organer;

54.  bekræfter sin stærke støtte til Den Parlamentariske Forsamling Euronest, og understreger dette organs rolle i udbygningen af demokratiet og de demokratiske institutioner samt dets rolle som den parlamentariske dimension i det østlige partnerskab; mener, at en denne forsamling vil være et nyttigt bidrag i gennemførelsen af den styrkede ENP og give merværdi til alle parter, som er interesserede i at styrke samarbejde, solidaritet og gensidig tillid og fremme bedste praksis; giver udtryk for, at parlamentarikere fra Hviderusland er velkomne til at deltage i Den Parlamentariske Forsamling Euronest, dog kun efter at Hvideruslands parlament er blevet demokratisk valgt og anerkendt som sådant af Den Europæiske Union;

55.  fremhæver Europa-Parlamentets rolle på alle stadier og udviklingsområder i ENP, både med hensyn til fastlæggelsen af strategiske valg og i forbindelse med kontrol med gennemførelsen af ENP, og gentager sit tilsagn om fortsat at udøve retten til parlamentarisk kontrol med gennemførelsen af ENP, bl.a. ved at føre regelmæssige drøftelser med Kommissionen om anvendelsen af ENPI; beklager imidlertid den begrænsede høring og aktindsigt i dokumenter i forbindelse med forberedelsen af de relevante programmeringsdokumenter; opfordrer desuden til, at Parlamentet får aktindsigt i forhandlingsmandaterne for alle internationale aftaler, der forhandles om med ENP-partnerlandene, i overensstemmelse med artikel 218, stk. 10, i TEUF, hvoraf det fremgår, at Parlamentet straks skal underrettes fuldt ud i alle faser af proceduren;

56.  glæder sig over Rådets beslutning om at indkalde til det andet topmøde i det østlige partnerskab i anden halvdel af 2011; anmoder i denne henseende EU's medlemsstater om at benytte denne lejlighed til at gøre status over de fremskridt, der er gjort, og yderligere revidere den strategiske vejledning for det østlige partnerskab, således at det fortsat kan levere væsentlige resultater i fremtiden;

o
o   o

57.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Regionsudvalget, ENP-landenes regeringer og parlamenter, OSCE og Europarådet.

(1) EUT C 287 E af 24.11.2006, s. 312. (2) EUT C 282 E af 6.11.2008, s. 443. (3) EUT C 303 E af 13.12.2006, s. 760. (4) EUT C 285 E af 26.11.2009, s. 11. (5) EUT C 76 E af 25.3.2010, s. 83. (6) EUT C 41 E af 19.2.2009, s. 64. (7) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0025. (8) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0193. (9) EUT L 310 af 9.11.2006, s. 1.

Europa-Parlamentets beslutning af 7. april 2011 om revisionen af den europæiske naboskabspolitik - den sydlige dimension

P7_TA(2011)0154 B7-0199/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udviklingen af den europæiske naboskabspolitik (ENP) siden 2004, og navnlig til Kommissionens statusrapporter om gennemførelsen heraf,

–  der henviser til de handlingsplaner, der blev vedtaget i fællesskab med Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Marokko, Den Palæstinensiske Myndighed og Tunesien,

–  der henviser til Kommissionens meddelelser af 11. marts 2003 »Det bredere europæiske naboskab: en ny ramme for forbindelserne med vores naboer i øst og syd« (KOM(2003)0104), af 12. maj 2004 »EU's naboskabspolitik - strategidokument« (KOM(2004)0373), af 4. december 2006 »Om styrkelse af EU's naboskabspolitik« (KOM(2006)0726), af 5. december 2007 »En stærk europæisk naboskabspolitik« (KOM(2007)0774) og af 12. maj 2010 »Status over den europæiske naboskabspolitik« (KOM(2010)0207),

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om et partnerskab for demokrati og fælles velstand med det sydlige Middelhavsområde af 8. marts 2011 (KOM(2011)0200),

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 26. juli 2010 om den europæiske naboskabspolitik,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger af 19. januar 2006 om den europæiske naboskabspolitik (ENP)(1), af 6. juli 2006 om det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI)(2), af 15. november 2007 om styrkelse af den europæiske naboskabspolitik(3), af 19. februar 2009 om Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen(4), af 19. februar 2009 om revision af ENPI(5), af 20. maj 2010 om Middelhavsunionen(6), og af 9. september 2010 om situationen ved Jordanfloden, især vedrørende flodens nedre løb(7),

–  der henviser til sine beslutninger af 3. februar 2011 om situationen i Tunesien(8), af 17. februar 2011 om situationen i Egypten(9) og af 10. marts 2011 om sydlige nabolande, navnlig Libyen, herunder humanitære aspekter(10),

–  der henviser til konklusionerne fra Associeringsrådet EU-Marokko den 13. oktober 2008, som gav Marokko en avanceret status,

–  der henviser til konklusionerne fra Associeringsrådet EU-Jordan den 26. oktober 2010, som gav Jordan en avanceret status,

–  der henviser til Det Europæiske Råds godkendelse af Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen ved sit møde i Bruxelles den 13.-14. marts 2008,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. maj 2008 om Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen (KOM(2008)0319),

–  der henviser til sluterklæringen fra mødet mellem Middelhavsunionens udenrigsministre i Marseille den 3.-4. november 2008,

–  der henviser til erklæringen fra Middelhavstopmødet i Paris den 13. juli 2008,

–  der henviser til Barcelonaerklæringen om oprettelse af Euro-Middelhavspartnerskabet, som blev vedtaget på Euro-Middelhavskonferencen for udenrigsministre i Barcelona den 27.-28. november 1995,

–  der henviser til erklæringerne fra møderne i Præsidiet for Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavsområdet (PFEM) i Paris (12. juli 2008), Cairo (20. november 2009), Rabat (22. januar 2010), Palermo (18. juni 2010) og Rom (12. november 2010),

–  der henviser til henstillingerne fra Den Parlamentariske Forsamling for Middelhavsunionen, som blev vedtaget i Amman den 13. oktober 2008 og videresendt til det første møde mellem udenrigsministrene under Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen,

–  der henviser til henstillingerne fra udvalgene under Den Parlamentariske Forsamling for Middelhavsunionen, vedtaget på det sjette plenarmøde i Amman den 13. og 14. marts 2010,

–  der henviser til konklusionerne fra åbningsmødet i Euro-Middelhavsforsamlingen af Lokale og Regionale Myndigheder (ARLEM) i Barcelona den 21. januar 2010,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1638/2006 af 24. oktober 2006 om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI)(11),

–  der henviser til sin henstilling til Rådet vedrørende forhandlingerne om en rammeaftale mellem EU og Libyen af 13. december 2010,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at respekt for og fremme af demokrati og menneskerettigheder, og navnlig kvinders rettigheder, retsstatsprincippet, styrkelse af sikkerheden, demokratisk stabilitet, fremgang, retfærdig fordeling af indkomst, velstand og muligheder i samfundet og dermed kampen mod korruption og fremme af god regeringsførelse er grundlæggende principper og mål for EU og skal udgøre de fælles værdier, der deles af ENP-partnerlandene, og være hovedformål med ENP,

B.  der henviser til, at revisionen af ENP bør tage højde for de demonstrationer med krav om frihed, demokrati og reformer, der har fundet sted i flere lande i EU's sydlige nabolag, idet de har vist et stærkt folkeligt ønske om ægte demokrati og et bedre liv i regionen,

C.  der henviser til, at den civile uro, som i vidt omfang er motiveret af en ulige fordeling af velstand og økonomisk vækst og manglende frihedsrettigheder, og som repræsenterer en generel utilfredshed i befolkningen med de herskende regimer, er vokset i hele regionen,

D.  der henviser til, at følgerne af den økonomiske og finansielle krise har bidraget yderligere til de allerede eksisterende politiske, økonomiske og sociale udfordringer i partnerlandene, navnlig hvad angår beskæftigelsesproblemet og de stigende priser, som har ført til opstande i hele regionen,

E.  der henviser til, at begivenhederne i Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien, Algeriet, Marokko, Jordan og andre lande, der forlanger demokratiske reformer, kræver, at EU foretager passende ændringer af ENP for effektivt at støtte den politiske, økonomiske og sociale reformproces og samtidig utvetydigt fordømmer brugen af magt til at undertrykke fredelige demonstrationer,

F.  der henviser til, at ENP siden sin begyndelse i 2004 har vist sig at være ineffektiv med hensyn til at nå sine målsætninger om menneskerettigheder og demokrati og ikke har kunnet tilvejebringe de nødvendige politiske, sociale og institutionelle reformer; der henviser til, at EU i sine forbindelser med regionen har forsømt dialogen med civilsamfundet og de demokratiske kræfter ved Middelhavets sydlige kyst; der henviser til, at der stadig er store mangler og udfordringer, og at fokus nu bør rettes mod gennemførelse i forsøget på at agere med partnere, som virkelig repræsenterer civilsamfundet og kritiske institutioner, som er centrale for demokratiopbygningen, med klart fastlagte handlingsprioriteter, klare kriterier og differentiering baseret på præstationer og resultater,

G.  der henviser til de betydelige økonomiske, sociale og demografiske asymmetrier mellem EU's medlemsstater og stater fra ENP-syd, som kræver løsninger i alle partnernes fælles interesse,

H.  der henviser til, at EU er nødt til mere præcist at definere sine strategiske mål og prioriteter i sine partnerskaber med østlige og sydlige naboer og bør tillægge dermed relaterede emner på sin politiske dagsorden og i sin budgetlægning passende vægt,

I.  der henviser til, at ENP bør omfatte mere ambitiøse og effektive instrumenter for at fremme og støtte politiske, økonomiske og sociale reformer i EU's nabolag,

J.  der henviser til, at Lissabontraktaten har skabt betingelserne for, at EU kan forbedre effektiviteten af og sammenhængen i sine politikker og funktionsmåde, navnlig på området for eksterne forbindelser med oprettelsen af stillingen som næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og EU-Udenrigstjenesten, og til, at næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik bør sikre, at EU's stemme bliver hørt på den internationale scene,

K.  der henviser til, at EU-traktatens artikel 3 og 21 yderligere uddyber målene med EU's udenrigspolitik og sætter fremme af menneskerettigheder, og navnlig menneskerettighedernes udelelighed og grundlæggende frihedsrettigheder, i centrum for EU's optræden udadtil,

L.  der henviser til, at EU, i henhold til artikel 8 i Traktaten om Den Europæiske Union, skal udvikle særlige forbindelser til sine nabolande med henblik på at skabe et område med velstand og godt naboskab, der bygger på EU's værdier og er kendetegnet ved tætte og fredelige forbindelser baseret på samarbejde,

M.  der henviser til, at uløste konflikter og overtrædelser af international menneskerettighedslovgivning er en hæmsko for opfyldelsen af ENP og hindrer den økonomiske, sociale og politiske udvikling samt det regionale samarbejde og den regionale stabilitet og sikkerhed,

N.  der henviser til, at ønsket om stabilitet på kort sigt ofte har overskygget værdier som demokrati, social retfærdighed og menneskerettigheder i EU's relationer med sydlige naboer i de senere år,

O.  der henviser til, at EU bør følge en bottom-up-tilgang ved at øge støtten til institutionsopbygning, civilsamfundet og demokratiseringsprocesserne, navnlig kvinders deltagelse, og samfundsøkonomisk udvikling, som er forudsætninger for langsigtet stabilisering,

P.  der henviser til, at respekt for menneskerettighederne, navnlig kvinders rettigheder, demokrati og retsstatsprincippet, herunder bekæmpelse af tortur, grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling samt modstanden mod dødsstraf er grundlæggende principper i EU,

Q.  der henviser til, at Middelhavsunionen i øjeblikket er sat i bero efter udsættelsen på ubestemt tid af det andet topmøde mellem Middelhavsunionens stats- og regeringschefer og ministermøderne samt generalsekretærens fratrædelse; der henviser til, at den regionale sammenhæng, hvori Middelhavsunionen tager form, er præget af territoriale konflikter, politiske kriser og stigende sociale spændinger og er blevet indhentet af folkelige oprør i Tunesien, Egypten og andre Middelhavs- og Mellemøstlande, hvilket alt sammen både hindrer Middelhavsunionens institutioner i at fungere og hindrer påbegyndelsen af de omfattende regionale integrationsprojekter, som blev udpeget af stats- og regeringscheferne på topmødet i Paris i juli 2008 og af Middelhavsunionens udenrigsministre på deres møde i Marseille den 3.-4. november 2008; der henviser til, at Middelhavsunionen, som skulle forbedre EU's politik i regionen, har vist sig at være ineffektiv med hensyn til at imødegå de berørte befolkningers voksende mistillid og grundlæggende behov,

R.  der henviser til, at oprettelsen af Middelhavsunionen giver mulighed for at styrke komplementariteten mellem bilaterale politikker på den ene side og regionale politikker på den anden med henblik på at nå målene for Euro-Middelhavssamarbejdet mere effektivt,

S.  der henviser til, at andre globale aktører, navnlig industrialiserede lande, har styrket deres økonomiske tilstedeværelse og politiske indflydelse i EU's sydlige nabolag yderligere,

T.  der henviser til, at følgerne af den politiske, økonomiske, sociale og finansielle krise har bidraget yderligere til de eksisterende politiske, økonomiske og sociale udfordringer, som de sydlige ENP-partnerlande står over for, der henviser til, at reformudgifterne i forbindelse med tilpasning til gældende EU-ret og til de gradvist voksende økonomiske og sociale forbindelser er en yderligere udfordring for EU's naboer mod syd; der henviser til, at disse faktorer i nogle lande i høj grad har bidraget til civile uroligheder og krav om demokratisering og reformer,

U.  der henviser til, at spørgsmålet om forvaltning af vandressourcerne, navnlig en retfærdig fordeling af vand i overensstemmelse med behovene hos alle de mennesker, der lever i regionen, har afgørende betydning for varig fred og stabilitet i Mellemøsten,

V.  der henviser til, at de demografiske tendenser peger i retning af et stabilt befolkningstal i EU's medlemsstater over de kommende tyve år, men med en stadig ældre befolkning, mens de sydlige ENP-lande vil opleve en befolkningsstigning, navnlig i de arbejdsdygtige aldersgrupper; der henviser til, at økonomisk vækst og jobskabelse ikke er tilstrækkelig til at følge med befolkningsudviklingen i disse lande, især da der er en meget høj arbejdsløshed i flere af disse lande og en endnu højere ungdomsarbejdsløshed,

W.  der henviser til, at korruption fortsat er en alvorlig bekymring i ENP-partnerlandene mod syd, som omfatter store dele af samfundet og statens institutioner,

X.  der henviser til, at ENPI har bidraget til forenkling af finansieringen af ENP; der henviser til, at udviklingen af det efterfølgende instrument bør afspejle den seneste udvikling i regionen og navnlig befolkningens legitime demokratiske forhåbninger og konklusionerne i den strategiske revision af ENP og gennemføres på grundlag af høringer af samtlige interessenter og navnlig lokale aktører,

Revision af den europæiske naboskabspolitik - generelt

1.  bekræfter på ny de værdier, principper og forpligtelser, som ENP er baseret på, herunder demokrati, retsstatsprincippet, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og kvinders rettigheder, god regeringsførelse, markedsøkonomi og bæredygtig udvikling, og gentager, at ENP er nødt til at blive en gyldig ramme for udbygning og styrkelse af forbindelserne med vores nærmeste partnerlande med henblik på at tilskynde til og støtte deres politiske, sociale og økonomiske reformer, som har til formål at etablere og konsolidere demokrati, fremskridt og sociale og økonomiske muligheder for alle; understreger betydningen af at fastholde principperne om fælles ansvar og fælles ejerskab i udformningen og gennemførelsen af programmer under ENP; mener, at ENP siden lanceringen i 2004 som en fælles politisk ramme og gennem dens præstationsorienterede differentiering og skræddersyede bistand har medført håndgribelige fordele for såvel ENP-partnerlandene som for EU;

2.  minder i lyset af de aktuelle begivenheder i det sydlige Middelhavsområde, navnlig i Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien, Algeriet, Marokko, Jordan og andre lande, der forlanger demokratiske reformer, om, at det ikke er lykkedes for ENP at fremme og sikre menneskerettighederne i tredjelande; opfordrer indtrængende EU til at tage ved lære af disse begivenheder og revidere sin støttepolitik for demokrati og menneskerettigheder med henblik på at skabe en gennemførelsesmekanisme for menneskerettighedsklausulen i alle aftaler med tredjelande; fastholder, at revisionen af naboskabspolitikken skal prioritere kriterier vedrørende et uafhængigt retsvæsen, respekt for grundlæggende frihedsrettigheder, pluralisme og pressefrihed og kampen mod korruption; kræver en bedre koordinering med EU's øvrige politikker over for disse lande;

3.  opfordrer EU til at yde stærk støtte til processen med politiske og økonomiske reformer i regionen ved at anvende alle eksisterende instrumenter inden for rammerne af ENP og, når det er relevant, ved at vedtage nye for på den mest effektive måde at supplere den demokratiske overgangsproces med fokus på respekten for grundlæggende frihedsrettigheder, god regeringsførelse, domstolenes uafhængighed og bekæmpelse af korruption for på den måde at reagere på behovene og forventningerne hos borgerne i vores sydlige nabolande;

4.  understreger behovet for at forhøje de midler, der afsættes til ENP i den flerårige finansielle ramme (FFR) efter 2013 og for i lyset af den senere tids begivenheder at prioritere ENP's sydlige dimension; mener, at den nye FFR bør tage højde for hvert enkelt lands særlige karakteristika og behov;

5.  understreger, at et konkret tilbud om et stærkere politisk partnerskab og økonomisk integration skal fremlægges for EU's nabolande baseret på principperne om åbenhed, fælles ejerskab og konditionaliteter; opfordrer til, at tilbuddet skræddersyes til de specifikke landes og regioners forskellige behov for at give de partnere, der er længst fremme, en hurtigere vej mod overholdelse af EU's normer og værdier;

6.  opfordrer til et øget fokus på samarbejde med civilsamfundsorganisationerne, da disse har været den primære drivkraft bag de folkelige opstande i hele regionen;

7.  understreger nødvendigheden af at tilvejebringe et tilstrækkeligt niveau af EU-midler til samarbejde med naboskabet og minder om ENPI's værdi som det primære finansieringsinstrument for ENP, et instrument som bør udvikle sig til at reagere mere fleksibelt på nabolandenes og -regionernes forskellige behov, garantere den direkte forbindelse mellem ENP's politiske målsætninger og ENPI's programmering samt afspejle den fremtidige ENP's præstationsbaserede karakter; fremhæver dog behovet for at yde en mere målrettet bistand, navnlig til civilsamfundet og de lokalsamfundene, i overensstemmelse med bottom-up-tilgangen; understreger værdien af at overvåge forvaltningen og gennemførelsen af de forskellige programmer under ENPI;

8.  understreger, at alle nødvendige forholdsregler, herunder tilstrækkelige økonomiske, menneskelige og tekniske ressourcer, skal være på plads i overensstemmelse med artikel 80 i TEUF for at sikre, at EU kan reagere på passende vis i tilfælde af en massemigration;

9.  understreger, at den strategiske revision af ENP bør tage alvorligt fat på politikkens mangler og gå ind for et øget politisk engagement fra alle partnerlandes side og samtidig styrke den præstationsbaserede differentiering på grundlag af klart fastlagte benchmarks; opfordrer til, at revisionen også lægges stor vægt på det presserende behov for at udvikle den multilaterale dimension med henblik på at etablere en forbedret, løbende og væsentlig politisk dialog med partnerlandene;

10.  anser det for at være særlig vigtigt til stadighed at vurdere ikke kun de resultater, der indtil videre er opnået gennem de gennemførte programmer, men også hvorvidt de ressourcer, der anvendes inden for rammerne af partnerskabet, er tilstrækkelige; er af den mening, at man gennem denne proces vil få mulighed for at rette eventuelle svagheder og uheldige valg i fremtiden;

11.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at revidere ENP for naboerne i syd med henblik på at sørge for de nødvendige midler og bistand til en ægte demokratisk omstilling og lægge grundlaget for dybtgående politiske, sociale og institutionelle reformer; fastholder, at revisionen af naboskabspolitikken skal prioritere kriterier vedrørende domstolenes uafhængighed, respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder pressefrihed og bekæmpelse af korruption;

12.  anerkender og understreger forskellen mellem »de europæiske naboer« - lande, der formelt kan tiltræde EU efter at have opfyldt Københavnskriterierne, og »Europas naboer« - stater, som ikke kan blive medlem at EU på grund af deres geografiske beliggenhed;

13.  mener, at det derfor er yderst vigtigt og påtrængende at genoverveje og omforme EU's strategi over for Middelhavslandene, og at denne nye strategi bør forbedre den politiske dialog og støtten til alle demokratiske og samfundsmæssige kræfter, herunder civilsamfundets aktører; opfordrer i denne henseende Rådet til at definere politiske kriterier, som ENP-partnerlande skal opfylde for at opnå »avanceret status«;

14.  understreger behovet for anerkendelse og udnyttelse af de ændringer, som Lissabontraktaten har bragt med sig, navnlig den højtstående repræsentants/næstformandens forstærkede rolle, EU-Udenrigstjenestens oprettelse og Europa-Parlamentets nye beføjelser, med henblik på at skabe bedre sammenhæng i EU's udenrigspolitik og forbedre effektiviteten og legitimiteten af de eksterne dimensioner og aktioner; mener, at kun hvis Rådet og Kommissionen kan tage ved lære af tidligere og aktuelle begivenheder og foretage en grundig og omfattende analyse af den nuværende ENP's mangler og utilstrækkeligheder, vil EU kunne udvikle en troværdig og effektiv politik over for partnerlandene ved Middelhavet;

15.  understreger vigtigheden af et partnerskab mellem EU og nabolandene i syd og understreger, at dette tætte samarbejde er i begge parters interesse;

16.  mener, at EU bør tage ved lære af de seneste begivenheder i naboskabsområdet mod syd, og at ENP bør revideres i lyset af disse begivenheder og sigte mod et partnerskab med samfund og ikke kun med stater;

Den sydlige dimension

17.  fremhæver vigtigheden af at etablere en taskforce med deltagelse af Parlamentet som reaktion på opfordringen til at overvåge den demokratiske omstillingsproces, som er blevet fremsat af aktører for demokratisk forandring, navnlig med hensyn til frie og demokratiske valg og institutionsopbygning, herunder uafhængige domstole;

18.  støtter varmt i lyset af den seneste udvikling i regionen de legitime demokratiske forhåbninger, som befolkningerne i flere lande i EU's sydlige naboskabsområde har givet udtryk for, og opfordrer myndighederne i disse lande til så hurtigt som muligt at sikre en fredelig overgang til ægte demokrati; understreger, at den strategiske revision af ENP fuldt ud skal tage højde for og afspejle denne udvikling;

19.  opfordrer i denne forbindelse til markant EU-støtte til en demokratisk omstilling i de sydlige nabolande i partnerskab med de berørte samfund ved at mobilisere, revidere og tilpasse eksisterende instrumenter med sigte på at bistå politiske, økonomiske og samfundsmæssige reformer; opfordrer i denne henseende Rådet og Kommissionen til i en overgangsperiode at stille kortsigtede økonomiske støttemekanismer, herunder lån, til rådighed for de lande, der giver udtryk for at have behov for dem som følge af de hurtige demokratiske omvæltninger og et ekstraordinært fald i likviditeten; opfordrer endvidere Kommissionen til hurtigst muligt at revidere de nationale vejledende programmer for 2011-2013 for Tunesien og Egypten med henblik på at tage højde for disse partneres nye, presserende behov med hensyn til opbyggelse af demokratiet;

20.  understreger vigtigheden af at intensivere den politiske dialog med EU's naboer i syd; understreger endnu en gang, at styrkelse af demokratiet, retsstatsprincippet, god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder er centrale elementer i denne dialog; understreger i denne forbindelse vigtigheden af respekt for trosfrihed, religions- og tankefrihed, ytringsfrihed, presse- og mediefrihed, foreningsfrihed, kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene, beskyttelse af mindretal og bekæmpelse af forskelsbehandling på grundlag af seksualitet;

21.  noterer sig, at nogle partnerlande allerede er blevet indrømmet avanceret status; understreger betydningen af at føre en mere gennemsigtig og konsekvent politik med hensyn til denne differentiering for at skabe en solid proces, som fører til resultater, og af at etablere klare benchmarks med henblik på at undgå dobbeltmoral med hensyn til, hvilke kriterier der skal opfyldes for at få avanceret status;

22.  understreger behovet for at tilpasse Københavnskriterierne til de krav, der knytter sig til tildeling af den avancerede status; opfordrer Kommissionen til at sikre, at tredjelande tildeles avanceret status, når de opfylder disse kriterier;

23.  understreger, at bekæmpelse af korruption, navnlig ved domstolene og hos politiet, bør gives højeste prioritet i forbindelse med udviklingen af EU's forbindelser med de sydlige partnerlande;

24.  insisterer på at blive hørt på alle trin i processen i forbindelse med indrømmelsen af avanceret status til partnerlande og i forbindelse med udarbejdelsen af handlingsplanerne for ENP i overensstemmelse med Parlamentets nye rolle i henhold til Lissabontraktaten; opfordrer Rådet og EU-Udenrigstjenesten til at inddrage Parlamentet i beslutningsprocessen om avanceret status, ved at udvikle en klar høringsmekanisme, som skal anvendes på alle trin i forhandlingerne, herunder hvilke kriterier der skal opfyldes, og i formuleringen af de prioriteter og retningslinjer, som er indeholdt i handlingsplanerne;

25.  understreger, at et effektivt partnerskab mellem EU og naboerne i syd kun kan være baseret på synergi mellem forbundne bilaterale og multilaterale dimensioner af dette samarbejde; beklager derfor, at ENP ikke i tilstrækkelig grad tager højde for behovet for at styrke den multilaterale dimension;

26.  roser modet i den tunesiske og egyptiske befolkning, som har rejst sig for at kræve demokrati og frihed, og opfordrer alle EU-institutioner til at yde deres fulde støtte til den demokratiske omstillingsproces i disse lande;

27.  beklager dybt tabene af menneskeliv under de fredelige opstande i Tunesien og Egypten og opfordrer myndighederne til at foretage grundige undersøgelser og bringe de ansvarlige for retten;

28.  mener, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne er roden til politiske spændinger i Mellemøsten og i Middelhavsregionen som helhed;

29.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til aktivt at deltage i konfliktløsning i regionen ved at sikre, at EU spiller en aktiv rolle ikke alene som betaler, men også som medspiller, navnlig i fredsprocessen i Mellemøsten og konflikten i Vestsahara; mener, at konfliktløsning er nøglen til politisk, økonomisk og samfundsmæssig udvikling i regionen og til fremskridt i udviklingen af ENP's regionale dimension og det multilaterale samarbejde i f.eks. Middelhavsunionen; bemærker, at det er afgørende for at ENP kan lykkes fuldt ud, at der findes en sammenhængende løsning i overensstemmelse med international ret på de forskellige konflikter, navnlig konflikten mellem arabere og israelere, i EU's sydlige naboskabsområde;

30.  mener, at en interkulturel dialog med Middelhavsregionen er afgørende for at forbedre den gensidige forståelse, solidaritet, tolerance og befolkningernes velfærd; forventer, at revisionen vil overveje at udvikle instrumenter til dette formål;

31.  er dybt bekymret over, at det andet topmøde mellem Middelhavsunionens stats- og regeringschefer og ministermøderne hele tiden udsættes, hvilket sender et negativt signal til regionens befolkninger og institutioner; mener, at generalsekretærens fratrædelse fremhæver behovet for at præcisere Middelhavsunionens procedurer og institutioner; påpeger, at de politiske spændinger og regionale konflikter i Middelhavsområdet ikke bør hindre muligheden for at gøre konkrete fremskridt i retning af sektorsamarbejde og multilateralt samarbejde, og at Middelhavsunionen ved at gennemføre omfattende integrationsprojekter og føre en åben politisk dialog kan bidrage til udviklingen af en atmosfære af tillid, som fremmer opnåelsen af målene om fælles retfærdighed og sikkerhed på et solidarisk og fredeligt grundlag;

32.  beklager dybt de manglende midler til Middelhavsunionen og det meget svage engagement hos medlemsstaterne på begge sider af Middelhavet; beklager dybt EU's udefinerede holdning til Middelhavspolitikken og opfordrer EU til at udarbejde en langsigtet strategisk plan for udvikling og stabilisering i regionen; fastholder, at det er nødvendigt at gøre Euro-Middelhavsintegrationsprocessen til en politisk prioritet på den europæiske dagsorden;

33.  er overbevist om, at Middelhavsunionen bør relanceres for at tage højde for den nye udvikling i regionen; er af den opfattelse, at denne nye Middelhavsunion bør fremme en sund økonomisk, samfundsmæssig og demokratisk udvikling og skabe et stærkt og fælles grundlag for et tæt forhold mellem EU og naboerne mod syd; mener, at dette nyetablerede fællesskab også ville skabe nye chancer for bæredygtig fred i Mellemøsten, forankret i de forskellige samfund og ikke kun beroende på den skrøbelige politiske vilje hos autoritære ledere i regionen;

34.  bemærker, at revisionen bør behandle Middelhavsunionens manglende succes med at opfylde forventningerne og forudse kommende udfordringer samt overveje nye midler til at styrke de bilaterale instrumenter inden for ENP; mener i denne forbindelse, at der bør afsættes flere ressourcer til områder, hvor der kan opnås håndgribelige fremskridt;

35.  er bekymret over fraværet af fremskridt med hensyn til oprettelsen af Euro-Middelhavs-frihandelsområdet; opfordrer til, at der føres fælles forhandlinger, når de krav om vidtgående og omfattende frihandelsområder, som skal udgøre grundlaget for en Euro-Middelhavs-frihandelszone, er blevet opfyldt, under hensyntagen til de socioøkonomiske realiteter i hvert enkelt partnerland og under forudsætning af, at der rettidigt foretages en vurdering af disse aftalers sociale og miljømæssige indvirkninger; beklager dybt, at de forskellige aktører ikke har gjort nogen egentlige fremskridt med henblik på at skabe de nødvendige betingelser; opfordrer desuden til, at der udvikles et bilateralt og multilateralt økonomisk syd-syd-samarbejde, som vil skabe reelle fordele for borgerne og forbedre det politiske klima i regionen;

36.  understreger behovet for at fokusere på de vigtigste specifikke spørgsmål i hvert af de berørte lande, men gentager, at den samfundsøkonomiske situation særligt for den unge generation må være central for naboskabspolitikken;

37.  mener, at et styrket samarbejde på subregionalt plan mellem medlemsstater og ENP-lande med specifikke fælles interesser og værdier kan bidrage med en positiv dynamik til hele Middelhavsområdet; henstiller til medlemsstaterne at undersøge mulighederne for variabel geometri som en model for samarbejde og understreger, at fremtidens ENP bør fremme en sådan tilgang, navnlig gennem det regionale finansieringsbudget;

38.  mener, at problemet med ulovlig indvandring bør behandles inden for rammerne af den sydlige naboskabspolitik; opfordrer Rådet og Kommissionen til at overvåge gennemførelsen af aftalerne med alle de sydlige nabolande og af eksisterende bilaterale aftaler mellem EU's medlemsstater og alle de regionale aktører med hensyn til spørgsmålene om indvandring og navnlig tilbagetagelse;

39.  beklager dybt EU's asymmetriske tilgang over for sine østlige og sydlige nabolande inden for områderne mobilitet og visumpolitik; er med henblik på mobilitet fortaler for visumlempelse for de sydlige ENP-lande - især for studerende, forskere og forretningsfolk - og for vedtagelsen af et Euro-Middelhavspartnerskab for mobilitet; understreger den vigtige rolle, som nogle ENP-partnerlande kan spille med hensyn til at forvalte migrationsstrømmene; fremhæver, at samarbejde om forvaltning af migrationsstrømme fuldt ud skal respektere EU's værdier og internationale retlige forpligtelser; insisterer på, at der kun indgås tilbagetagelsesaftaler med partnerlande for ulovlige indvandrere, hvilket således udelukker asylansøgere, flygtninge eller personer med behov for beskyttelse, og gentager, at non-refoulement-princippet finder anvendelse på enhver person, som trues af dødsstraf, umenneskelig behandling eller tortur; opfordrer til et styrket samarbejde for at standse menneskehandel og for at forbedre forholdene for vandrende arbejdstagere både i EU og i de sydlige ENP-partnerlande;

40.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til i deres drøftelser med de sydlige ENP-lande især at lægge vægt på EU's politiske prioriteter om afskaffelse af dødsstraf, respekt for menneskerettighederne, herunder kvinders rettigheder, og for de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder samvittigheds- og trosfriheden, forsamlingsfriheden og presse- og mediefriheden, respekt for retsstatsprincippet, domstolenes uafhængighed, bekæmpelse af tortur, grusom og umenneskelig behandling, bekæmpelse af straffrihed samt ratifikation af flere internationale retsinstrumenter, herunder Den Internationale Straffedomstols Romstatut og konventionen om flygtninges retsstilling af 1951;

41.  opfordrer i forbindelse med revisionen af den sydlige ENP-politik til fornyet fokus på fuld respekt for retten til religionsfrihed, navnlig for alle religiøse mindretal i de berørte lande; fremhæver, at religionsfriheden omfatter frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter, og at denne frihed også omfatter retten til at skifte religion;

42.  understreger, EU's aftalemæssige forbindelser med alle ENP-lande indeholder bestemmelser om et regelmæssigt forum med henblik på behandling af menneskerettighedsspørgsmål i form af underudvalg om menneskerettigheder; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til fuldt ud at udnytte disse bestemmelser og involvere eksisterende underudvalg i alle forhandlinger, gøre sig bestræbelser på at gøre disse mere effektive og resultatorienterede samt sikre deltagelse af civilsamfundsorganisationer og menneskerettighedsforkæmpere; anbefaler en opgradering af den uformelle arbejdsgruppe om menneskerettigheder med Israel til et normalt underudvalg; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til også at deltage i det strukturerede samarbejde mellem COHOM'erne og Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder;

43.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til aktivt at støtte og beskytte fri kommunikation og adgang til informationer, herunder på internettet;

44.  næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at styrke civilsamfundsorganisationernes rolle, især menneskerettighedsorganisationer og kvindeorganisationer, i forbindelse med overvågning af politikker samt programmering og gennemførelse af bistanden gennem en målrettet facilitet til kapacitetsopbygning; fremhæver i denne forbindelse, at det er nødvendigt at styrke kvinders indflydelse, og opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at foretage en kønspolitisk konsekvensanalyse af deres projekter og programmer og gøre sig til fortalere for, at der tages højde for kvinders rettigheder og ligestilling i forbindelse med reformen af forfatninger, straffelovgivning, familielovgivning og anden civil lovgivning samt i menneskerettighedsdialogen med ENP-partnerlandene; fastholder, at næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen ikke bør styrke relationerne mellem tredjelande og EU, hvis disse lande ikke i tilstrækkelig grad inddrager civilsamfundets organisationer i deres politikker; bemærker, at civilsamfundsorganisationer er EU's mest trofaste og stærkeste allierede, når det gælder om at fremme demokratiske værdier, god regeringsførelse og menneskerettigheder i partnerlande; opfordrer til øget inddragelse af regionale og lokale myndigheder og af faglige organisationer og arbejdsmarkedets parter i EU's samarbejde med naboerne i syd; opfordrer Rådet og Kommissionen til yderligere at styrke og at gøre mere effektiv brug af Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder i denne henseende;

45.  fremhæver behovet for at integrere ligestillingsaspektet og støtte specifikke aktioner for at opnå en effektiv og systematisk model for kønsmæssig ligestilling i ENP-landene; opfordrer regeringerne og civilsamfundet til at øge den samfundsmæssige inddragelse af kvinder, bekæmpe analfabetisme blandt kvinder og fremme kvinders beskæftigelse for at sikre en meningsfuld tilstedeværelse af kvinder på alle niveauer;

46.  fremhæver betydningen af et struktureret samarbejde inden for videregående uddannelse og forskning med henblik på at fremme gensidig anerkendelse af kvalifikationer og uddannelsessystemer, for navnlig at øge mobiliteten for studerende, forskere og professorer, sammen med foranstaltninger til forebyggelse af hjerneflugt; glæder sig i denne forbindelse over Tempus-programmets bidrag til videregående uddannelse og udvekslingsprogrammerne under Erasmus Mundus aktion 2 samt oprettelsen af Euro-Middelhavsuniversitetet (EMUNI), som er etablere som et Euro-Middelhavsnetværk af universiteter på begge kyster;

47.  fremhæver lokalmyndighedernes vigtige rolle i den demokratiske udvikling i vores partnerlande og opfordrer til udbredelse af venskabsprogrammer mellem lokalmyndighederne i EU-lande og partnerlande;

48.  fremhæver betydningen af fagforeninger og social dialog som en del af den demokratiske udvikling af de sydlige partnerskabslande; opfordrer disse lande til at forbedre arbejdstageres og fagforeningers rettigheder; påpeger, at den sociale dialog kan spille en vigtig rolle i forbindelse med de samfundsøkonomiske udfordringer i regionen;

49.  understreger betydningen af at knytte investeringer, undervisning, forskning og innovation tættere sammen med særlig henblik på tilpasning af undervisningen til arbejdsmarkedets behov for at imødegå regionens socioøkonomiske udfordringer; opfordrer til, at der rettes særlig opmærksomhed mod kvinder og udsatte grupper som f.eks. unge; understreger samtidig den store betydning af yderligere at støtte lokale udviklingsbaserede projekter for at bidrage til at revitalisere de mest sårbare byer og regioner;

50.  understreger, at et velfungerende, effektivt og sikkert multimodalt transportsystem er en forudsætning for økonomisk vækst og udvikling, som fremmer handel og integration mellem EU og dets partnere ved det sydlige Middelhav; opfordrer Kommissionen til at forelægge en midtvejsevaluering af den regionale transporthandlingsplan (2007-2013) for Middelhavsområdet og at tage resultatet med i betragtning i forbindelse med nye transporthandlingsplaner;

51.  mener, at bæredygtig udvikling bør være et gennemgående princip i revisionen af ENP, navnlig med henblik på en forbedret miljøbeskyttelse, udvikling af regionens storslåede potentiale for vedvarende energi og fremme af politikker og projekter, der tilskynder til en bedre udnyttelse af de begrænsede vandressourcer;

52.  gentager sin opfordring til Rådet, Kommissionen og EU's medlemsstater om at opmuntre og støtte en omfattende genopretningsplan for Jordanfloden og fortsætte med at yde økonomisk og teknisk støtte til genopretningen af floden, navnlig Jordanflodens nedre løb, også inden for rammerne af Middelhavsunionen;

53.  understreger det store potentiale ved samarbejde på området for energi og vedvarende energikilder, såsom vindenergi, solenergi og bølgeenergi; støtter en koordineret gennemførelse af solarprogrammet for Middelhavsområdet og industrielle initiativer, som bør sigte mod at opfylde partnerlandenes primære behov, samt vedtagelsen af en Euro-Middelhavsstrategi for energieffektivitet; understreger vigtigheden af at fremme sammenkoblinger i Middelhavsområdet inden for elektricitets-, gas- og oliesektoren for at forbedre energiforsyningssikkerheden gennem etablering af intelligente net, som forbinder hele Euro-Middelhavsregionen;

54.  minder om betydningen af landbrug, der favoriserer lokale landbrugere, udvikling af landdistrikter, fødevaresikkerhed og fødevaresuverænitet, tilpasning til klimaforandringer, adgang til vand og en rationel udnyttelse af vand samt energi; anbefaler, at samarbejde på landbrugsområdet gives prioritet i ENP med henblik på at bidrage til Euro-Middelhavsaftalens køreplan for landbruget og som et middel til stabile fødevarepriser på nationalt, regionalt og globalt plan;

55.  gentager sit krav om oprettelse af en civil Euro-Middelhavsberedskabsstyrke i betragtning af, at det stigende omfang og antal af naturkatastrofer gør det afgørende at afsætte passende midler, og at et sådant initiativ ville styrke solidariteten mellem befolkningerne i Euro-Middelhavsområdet;

56.  understreger vigtigheden af et stærkere samarbejde med multilaterale regionale organisationer fra Syd, navnlig Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union, med henblik på en vellykket håndtering af udfordringerne inden for ovennævnte områder; opfordrer Kommissionen til at overveje en ny, struktureret dialog med disse fora i forbindelse med revisionen af ENP;

57.  minder om ENPI's værdi som det primære finansieringsinstrument for ENP; fremhæver dog behovet for at udvise større fleksibilitet og sikre en mere målrettet bistand, navnlig til civilsamfundet og lokalsamfundene i overensstemmelse med bottom-up-tilgangen; opfordrer også til en omfattende effektivitetsanalyse af ENPI med henblik på en bedre udnyttelse af de finansielle instrumenter, der er til rådighed i EU's relationer med naboerne mod syd, og til at sikre, at udviklingshjælp og bistand anvendes korrekt i modtagerlandene; anser det for centralt, at der er gennemsigtighed i finansieringen, og at antikorruptionsmekanismer inkluderes i de finansielle instrumenter; understreger værdien af at overvåge forvaltningen og gennemførelsen af de forskellige programmer under ENPI; understreger betydningen af at styrke grænseoverskridende projekter, optrappe mellemfolkelige programmer og udvikle incitamenter til regionalt samarbejde; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at gennemføre høringer af Parlamentet og aktørerne i civilsamfundet på et tidligt stadie i den forestående udarbejdelse af det efterfølgende instrument;

58.  opfordrer Rådet til at vedtage det lovgivningsmæssige forslag om ændring af artikel 23 i ENPI-forordningen, som Kommissionen fremlagde i maj 2008, og som Parlamentet vedtog den 8. juli 2008, der vil gøre det muligt at geninvestere midler, der tilbageføres fra tidligere operationer, og dermed give EU et yderst tiltrængt instrument til afbødning af konsekvenserne af den aktuelle finansielle krise for realøkonomien og konsekvenserne af de kraftige stigninger i fødevarepriserne i naboregionen, især i de sydlige nabolande;

59.  understreger, at ENPI ikke er det eneste instrument til at finansiere programmer og aktioner i ENP, og insisterer derfor på, at det er nødvendigt med en sammenhængende tilgang i brugen af alle finansielle instrumenter; opfordrer derfor EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at tilvejebringe et klart overblik over tildelte midler pr. modtagerland opdelt på instrumenter;

60.  understreger behovet for at forhøje de midler, der afsættes til ENP's sydlige dimension i EU's kommende FFR for 2014-2020 for at sikre, at finansieringen svarer til de politiske ambitioner, og for at gennemføre den avancerede status, uden at det påvirker ENP's andre prioriteter; fastholder, at det er nødvendigt at respektere aftalen i henhold til Kommissionens erklæring til COREPER i 2006, som øremærker 2/3 af de samlede ENPI-midler til de sydlige lande og 1/3 til de østlige lande i henhold til demografisk vægt;

61.  understreger imidlertid, at en eventuel stigning i de afsatte midler bør bygge på en nøjagtig vurdering af behov og gå hånd i hånd med en øget effektivitet i programmerne, skræddersyet og prioriteret i henhold til behovene i det enkelte modtagerland;

62.  glæder sig over arbejdet i EIB-FEMIP, men fremhæver behovet for synergier med andre internationale finansielle institutioner, der også er aktive i regionen, og foreslår igen, at der etableres en fælles finansiel udviklingsinstitution for Euro-Middelhavsområdet, som EIB skal være hovedaktionær i; støtter forhøjelsen af loftet for EIB's garanti med henblik på at give den mulighed for at bevare intensiteten i sine operationer i regionen i de kommende år; opfordrer EBRD til at ændre sine vedtægter, således at den også kan deltage i denne økonomiske bistandsproces;

Europa-Parlamentets rolle

63.  understreger den afgørende rolle, som Europa-Parlamentet har med hensyn til at sikre, at Europas stabilitet og velstand er tæt knyttet til demokratiske styrer og økonomiske og sociale fremskridt i EU's sydlige ENP-nabolande, samt til at fremme politisk debat, fuldstændig frihed, demokratiske reformer og retsstatsprincippet i partner- og nabolandene, navnlig gennem de interparlamentariske delegationer og Den Parlamentariske Forsamling for Middelhavsunionen;

64.  gentager sit tilsagn om fortsat at udøve parlamentarisk kontrol med gennemførelsen af ENP, men også om at føre regelmæssige drøftelser med Kommissionen om anvendelsen af ENPI; glæder sig over Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens brede høring vedrørende revisionen af ENP og håber, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten også vil sikre, at der foretages en fuld og systematisk høring af Parlamentet i forbindelse med udarbejdelsen af relevante dokumenter, som f.eks. handlingsplaner for ENP; opfordrer desuden til, at Parlamentet får aktindsigt i mandaterne for alle internationale aftaler, der forhandles om med ENP-partnerlandene i overensstemmelse med artikel 218, stk. 10, i TEUF, hvoraf det fremgår, at Parlamentet straks skal underrettes fuldt ud i alle faser af proceduren;

o
o   o

65.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, medlemsstaternes og ENP-landenes regeringer og parlamenter samt Middelhavsunionens generalsekretær.

(1) EUT C 287 E af 24.11.2006, s. 312. (2) EUT C 303 E af 13.12.2006, s. 760. (3) EUT C 282 E af 6.11.2008, s. 443. (4) EUT C 76 E af 25.3.2010, s. 76. (5) EUT C 76 E af 25.3.2010, s. 83. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0192. (7) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0314. (8) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0038. (9) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0064. (10) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0095. (11) EUT L 310 af 9.11.2006, s. 1.

Europa-Parlamentets beslutning af 7. april 2011 om brugen af seksuel vold under konflikter i Nordafrika og Mellemøsten

P7_TA(2011)0155 RC-B7-0244/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 17. januar 2008 om situationen i Den Demokratiske Republik Congo og voldtægt som krigsforbrydelse(1),

–  der henviser til sin beslutning af 26. november 2009 om bekæmpelse af vold mod kvinder(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 25. november 2010 om tiårsdagen for FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) om kvinder, fred og sikkerhed(3),

–  der henviser til sin beslutning af 17. februar 2011 om situationen i Egypten(4),

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2011 om de sydlige nabolande, navnlig Libyen(5),

–  der henviser til erklæringen fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, på Den Europæiske Unions vegne om den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder den 25. november 2010,

–  der henviser til erklæringen fra den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, på Den Europæiske Unions vegne om kvindernes internationale kampdag den 8. marts 2011,

–  der henviser til verdenserklæringen af 10. december 1948 om menneskerettigheder,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1325 (2000) og 1820 (2008) om kvinder, fred og sikkerhed og 1888 (2009) om seksuel vold mod kvinder og børn i væbnede konflikter,

–  der henviser til, at FN's generalsekretær i marts 2010 udpegede en særlig repræsentant for seksuel vold i væbnede konflikter, og til FN's nye ligestillingsenhed (UN Women),

–  der henviser til EU's retningslinjer om vold og diskrimination mod af kvinder og piger og EU's retningslinjer om børn i væbnede konflikter,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf af 10. december 1984, og til Generalforsamlingens erklæring 3318 om beskyttelse af kvinder og børn i krisesituationer og væbnede konflikter af 14. december 1974, især punkt 4, som opfordrer til effektive forholdsregler mod forfølgelse, tortur, vold og nedværdigende behandling af kvinder,

–  der henviser til bestemmelserne i De Forenede Nationers retlige instrumenter vedrørende menneskerettigheder, navnlig kvinders rettigheder, såsom FN's pagt, verdenserklæringen om menneskerettigheder, de internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen om bekæmpelse af menneskehandel og udnyttelse af andres prostitution, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) og denne konventions valgfrie protokol, konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf samt konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling,

–  der henviser til andre FN-instrumenter om vold mod kvinder, såsom Wienerklæringen og -handlingsprogrammet af 25. juni 1993 vedtaget på FN's verdenskonference om menneskerettigheder (A/CONF. 157/23) og erklæringen af 20. december 1993 om afskaffelse af vold mod kvinder (A/RES/48/104),

–  der henviser til resolutionerne fra FN's Generalforsamling af 12. december 1997 om forebyggelse af kriminalitet og strafferetlige foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder (A/RES/52/86), af 18. december 2002 om bekæmpelse af æresforbrydelser begået mod kvinder (A/RES/57/179) og af 22. december 2003 om afskaffelse af vold i hjemmet mod kvinder (A/RES/58/147),

–  der henviser til Beijing-erklæringen og -handlingsprogrammet, der blev vedtaget på den fjerde verdenskonference om kvinder den 15. september 1995, og til Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2000 om opfølgningen af Beijing-handlingsprogrammet(6), af 10. marts 2005 om opfølgningen af den fjerde verdenskonference om kvinder – Handlingsprogrammet Platform for Action (Beijing+10)(7) og af 25. februar 2010 om opfølgningen af Beijing-handlingsprogrammet (Beijing +15) – FN's handlingsplatform for ligestilling mellem kønnene(8),

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 19. december 2006 om en forstærket indsats i bekæmpelsen af alle former for vold mod kvinder (A/RES/61/143) og til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1325 og 1820 om kvinder, fred og sikkerhed,

–  der henviser til Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol, som blev vedtaget i 1998, særlig artikel 7 og 8, hvori voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet og tvungen sterilisation samt enhver anden form for seksuel vold defineres som forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser og ligestilles med en form for tortur og alvorlige krigsforbrydelser, uanset om disse forbrydelser begås systematisk eller ej i internationale eller interne konflikter,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at kvinder har taget aktivt del i opstandene til fordel for mere demokrati, flere rettigheder og mere frihed i Nordafrika og Mellemøsten,

B.  der henviser til, at de siddende regimer i Libyen og Egypten har tyet til seksuelle overgreb som en del af konflikten omkring disse revolutioner, og at disse overgreb især har været rettet mod kvinder og gjort dem sårbare,

C.  der henviser til, at seksuel vold tilsyneladende bruges til at intimidere og nedværdige kvinder, også i flygtningelejre, og til at der er opstået et magttomrum, der kan betyde en forværring af kvinders og pigers status,

D.  der henviser til, at en libysk kvinde, Iman al-Obeidi, der på et hotel i Tripoli fortalte journalister, at hun var blevet gruppevoldtaget og mishandlet af soldater, den 26. marts 2011 blev tilbageholdt på et ukendt sted og nu er blevet anklaget for bagvaskelse af de mænd, hun har anklaget for voldtægt,

E.  der henviser til, at kvindelige demonstranter i Egypten påstår, at de er blevet udsat for mødomstest af militæret, efter at være blevet tilbageholdt på Tahrir-pladsen den 9. marts 2011og efterfølgende tortureret og voldtaget, og at mødomstestene blev udført og fotograferet under tilstedeværelse af mandlige soldater; der henviser til, at nogle egyptiske kvinder vil blive retsforfulgt ved militærdomstole, hvis det viser sig, at de ikke er jomfruer, og at visse er blevet truet med prostitutionsanklager,

F.  der henviser til, at voldtægt og tvangsprostitution i henhold til Genèvekonventionen betragtes som forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, når de udgør en del af en udbredt og systematisk praksis, og at de bør prøves ved Den Internationale Straffedomstol; der henviser til, at voldtægter nu også anerkendes som et element af folkedrab, når de begås med henblik på helt eller delvist at udrydde en målgruppe; der henviser til, at EU bør støtte bestræbelserne på at sikre, at personer, der har begået seksuelle overgreb mod kvinder og børn, ikke fortsat nyder straffefrihed,

G.  der henviser til, at der foreligger bevis for, at væbnede konflikter har uforholdsmæssig store og ganske særlige konsekvenser for kvinder; der henviser til, at kvinders rolle i fredsskabelse og konfliktforebyggelse bør styrkes, og at kvinder og børn i krigs- og konfliktramte områder bør sikres en bedre beskyttelse gennem deltagelse, forebyggelse og beskyttelse,

H.  der henviser til, at gennemførelsen af forpligtelserne fastlagt i FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1820, 1888, 1889 og 1325 er et anliggende af fælles interesse og ansvar for hver eneste FN-medlemsstat, uanset om denne er konfliktramt, donor eller andet; der henviser til, at der i denne henseende bør tages særlig hensyn til EU's retningslinjer om vold mod kvinder og piger, som blev vedtaget i december 2008, og EU's retningslinjer om børn i væbnede konflikter samt bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem, hvilket sender et meget stærkt politisk signal om, at Unionen prioriterer disse spørgsmål,

1.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaternes regeringer til i kraftige vendinger at tage afstand fra brugen af seksuelle overgreb, intimidering og anden fremfærd særligt rettet mod kvinder i Libyen og Egypten;

2.  fordømmer på det kraftigste de mødomstest, som den egyptiske hær har påtvunget kvindelige demonstranter, der blev tilbageholdt på Tahrir-pladsen, og finder denne praksis uacceptabel, fordi den kan sidestilles med en form for tortur; opfordrer Egyptens øverste militære råd til at tage øjeblikke skridt til at sætte en stopper for denne nedværdigende behandling og drage omsorg for, at alle sikkerheds- og hærstyrker får klare instrukser om, at tortur og anden mishandling, herunder tvungne mødomstest, ikke længere vil blive tolereret og vil blive undersøgt til bunds;

3.  opfordrer de egyptiske myndigheder til at træffe øjeblikkelige foranstaltninger til at bringe anvendelsen af tortur til ophør, undersøge alle tilfælde af krænkelser af fredelige demonstranters rettigheder og sætte en stopper for retsforfølgelsen af civile borgere ved militærdomstole; er i særdeleshed foruroliget over rapporter fra menneskerettighedsorganisationerne, hvoraf det fremgår, at mindreårige er blevet arresteret og dømt ved militærdomstole;

4.  henstiller til, at der indledes en uafhængig undersøgelse med henblik på at stille de ansvarlige personer til ansvar, navnlig hvad angår forbrydelser begået af Gaddafi, som er omfattet af Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol; mener, at de, der findes ansvarlige for sådanne handlinger, skal stilles til ansvar ved domstolene og at de modige kvinder, der stod frem om mishandlingerne, skal beskyttes mod repressalier;

5.  understreger, at enhver bør være i stand til at udtrykke sine synspunkter om sit hjemlands demokratiske fremtid uden at blive tilbageholdt, torteret eller udsat for nedværdigende og diskriminerende behandling;

6.  er af den faste overbevisning, at de forandringer, der finder sted i Nordafrika og Mellemøsten, vil bidrage til at bringe forskelsbehandlingen af kvinder til ophør og til at sikre dem fuld deltagelse i samfundet på lige fod med mænd i overensstemmelse med FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW);

7.  understreger, at det er nødvendigt generelt at sikre kvinders rettigheder inden for de nye demokratiske og retlige strukturer i disse samfund;

8.  påpeger, at den rolle, som kvinderne spiller i revolutionerne og i demokratiseringsprocesserne, bør anerkendes, og at der samtidig bør sættes fokus på de specifikke trusler, de udsættes for, samt på behovet for at støtte og beskytte deres rettigheder;

9.  opfordrer EU's medlemsstater til på lang sigt aktivt og på såvel moralsk som økonomisk bæredygtig vis at fremme den fuldstændige gennemførelse af Sikkerhedsrådets resolution 1325 og oprettelsen af de heri fastlagte kontrolinstitutioner og -mekanismer på EU-plan, og opfordrer FN til at sikre gennemførelsen af resolutionen på alle internationale niveauer;

10.  understreger, at der er behov for at prioritere menneskerettighederne i den europæiske naboskabspolitik (ENP) som en integreret del af demokratiseringsprocessen og for aktivt at dele ud af EU's erfaringer vedrørende ligestilling og bekæmpelsen af kønsbaseret vold;

11.  understreger, at der er behov for at gennemføre princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder og støtte specifikke aktioner for at opnå en effektiv og systematisk kønsmæssig ligestillingstilgang i ENP-landene; opfordrer indtrængende regeringerne og civilsamfundet til at øge den samfundsmæssige inddragelse af kvinder, herunder bekæmpelsen af analfabetisme blandt kvinder og fremme af kvinders beskæftigelse og økonomiske uafhængighed for at sikre en betydningsfuld repræsentation af kvinder på alle niveauer; understreger, at ligestilling skal være en integreret del af demokratiseringsprocessen, og at uddannelse for kvinder og piger endvidere skal opprioriteres, samt at dette bør inkludere udbredelse af kendskabet til deres rettigheder;

12.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at sætte EU's politiske prioriteter vedrørende ophævelsen af dødsstraf, respekten for menneskerettighederne, herunder kvinders rettigheder, og respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder såvel som ratificeringen af en række internationale juridiske instrumenter, bl.a. Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol og konventionen af 1951 om flygtninges status, øverst på dagsordenen for drøftelserne med de sydlige ENP-lande;

13.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

(1) EUT C 41 E af 19.2.2009, s. 83. (2) EUT C 285 E af 21.10.2010, s. 53. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0439. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0064. (5) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0095. (6) EUT C 59 af 23.2.2001, s. 258. (7) EUT C 320 E af 15.12.2005, s. 247. (8) EUT C 348 E af 21.12.2010, s. 11.

Europa-Parlamentets beslutning af 7. april 2011 om Den Europæiske Investeringsbanks årsberetning 2009 (2010/2248(INI))

P7_TA(2011)0156 A7-0073/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til EIB-Gruppens årsberetning for 2009 (aktivitetsberetning og beretning om virksomhedsansvar, finansberetning og statistisk beretning),

–  der henviser til sin beslutning af 6. maj 2010 om Den Europæiske Investeringsbanks årsberetning 2008(1),

–  der henviser til sin beslutning af 25. marts 2009 om årsberetningerne for 2007 fra Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling(2),

–  der henviser til sin beslutning af 16. juni 2010 om EU 2020(3),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Budgetkontroludvalget (A7-0073/2011),

EIB's nye vedtægter

1.  glæder sig over ændringerne som følge af Lissabontraktaten, der indebærer mere fleksibilitet i EIB's finansiering, herunder erhvervelse af kapitalandele som supplement til bankens normale aktiviteter, muligheden af at etablere filialer og andre enheder for at regulere de såkaldte særlige aktiviteter og yde bredere faglig bistand og styrkelse af revisionsudvalget;

2.  minder om ændringerne som følge af Lissabontraktaten, der klarlægger målsætningerne for EIB's finansiering i tredjelande, som skal underbygge de overordnede principper for EU's forbindelser med den øvrige verden, jf. EU-traktatens artikel 3, stk. 5, og i henhold til denne garanti skal understøtte de målsætninger med EU's optræden på den internationale scene, som er fastsat i EU-traktatens artikel 21;

3.  har bemærket visse medlemsstaters ønske om, at EIB skal være mere risikovillig i sine finansielle transaktioner, men gør opmærksom på, at dette ikke bør bringe EIB's AAA-klassifikation i fare, da denne er afgørende for, at banken kan yde lån under de bedste vilkår;

4.  minder om, at EIB sigter mod at støtte EU's politiske mål og er ansvarlig over for Revisionsretten, OLAF og medlemsstaterne, samt på frivillig basis over for Europa-Parlamentet;

5.  anbefaler dog, at forslaget om indførelsen af myndighedstilsyn for at overvåge kvaliteten af EIB's finansielle situation og sikre en nøje måling af dens resultater samt overholdelse af reglerne for god arbejdspraksis overvejes;

6.  foreslår, at dette tilsyn

7.  anmoder Kommissionen om senest den 30. november 2011 at forelægge Parlamentet en juridisk analyse af mulighederne for tilsyn med EIB;

8.  foreslår, at Kommissionen i samarbejde med EIB (i betragtning af kvaliteten af dennes menneskelige ressourcer og dens erfaringer med finansieringen af store infrastrukturer) indleder en proces med strategiske analyser af finansieringen af investeringer, uden at nogen muligheder udelukkes, herunder støtte, frigørelse af medlemsstaternes andele af EIB's kapital, tegninger af EIB's kapital fra EU's side, lån, innovative instrumenter, finansiering, der er tilpasset langsigtede ikke umiddelbart rentable projekter, udvikling af garantiordninger, oprettelse af en investeringssektion inden for EU-budgettet, finansieringskonsortier med deltagelse af europæiske, nationale og lokale myndigheder samt offentlig-private partnerskaber;

9.  gentager dog sine advarsler og sin bekymring over, at en del af EIB's forvaltning af europæiske programmer og fonde er blevet udelukket fra dechargeproceduren, hvilket nødvendiggør særlige krav om koordinering mellem Kommissionen og EIB og gør det svært at få et overblik over de opnåede resultater; fastholder sin anmodning til EIB om at give fuldstændige oplysninger om resultaterne: fastsatte og opfyldte mål, årsager til eventuelle afvigelser og resultater af foretagne vurderinger; opfordrer Kommissionen til at give detaljerede oplysninger om koordineringsprocedurerne med EIB og deres effektivitet;

10.  opfordrer Kommissionen til at indhente en udtalelse fra EIB vedrørende aktiviteter med stor multiplikatoreffekt, der er garanteret af EU's budget;

11.  understreger, at EU's budgetgarantier i slutningen af 2009 nåede et beløb på 19,2 mia. EUR for lån ydet af EIB; understreger, at dette beløb ikke er uden betydning for EU-budgettet, og forventer en detaljeret redegørelse for den involverede risiko; mener, at EIB også bør forklare, hvordan lånerenterne på disse omfattende garantier anvendes;

12.  anmoder om en redegørelse for det detaljerede administrationsgebyr, som EIB modtog fra EU-budgettet;

13.  gentager sit forslag, der sigter mod at EU kan blive medlem af EIB;

EIB-finansiering i EU
Den globale finanskrise og konsekvenserne for EIB

14.  bifalder bankens fokus på de tre områder, hvor krisen har ramt Europa hårdest, nemlig små og mellemstore virksomheder, konvergensregioner og klimaforanstaltninger;

15.  erkender den afgørende rolle, som EIB spiller i forbindelse med støtte til små og mellemstore virksomheder, navnlig i en periode med finanskrise og økonomisk tilbagegang, og opfordrer den til at fremme samspillet mellem dens globale låneordning og tilskud fra strukturfondene;

16.  påpeger betydningen af små og mellemstore virksomheder (SMV) for den europæiske økonomi og glæder sig derfor over stigningen i EIB's udlån til SMV mellem 2008 og 2010, der i alt beløber sig til 30,8 mia. EUR, og konstaterer, at dette beløb overstiger det årlige målbeløb på 7,5 mia. EUR for denne periode; glæder sig over indførelsen af den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress i marts 2010 med en bevilling på 200 mio. EUR fra Kommissionen og banken; fremhæver dog de små og mellemstore virksomheders vanskeligheder med at opnå kreditter og opfordrer i denne forbindelse EIB til fortsat at øge gennemsigtigheden af dens udlån gennem finansielle mellemled; anmoder derfor om etablering af klare finansieringsvilkår og kriterier for udlånseffektivitet for dens finansielle mellemled; opfordrer EIB til at forpligte sig til årligt at aflægge rapport om sine lån til SMV, inklusive en evaluering af tilgængeligheden og effekten heraf og af de foranstaltninger, der har til formål at opnå en større udbredelse af långivning til SMV;

17.  henstiller, at EIB's rolle bliver mere fokuseret, selektiv og effektiv samt resultatorienteret; mener, at den for at nå de små og mellemstore virksomheder især bør samarbejde med gennemsigtige og ansvarlige finansielle mellemled, der er knyttet til den lokale økonomi; mener, at EIB, når den låner ud til SMV, aktivt bør give oplysninger på sit websted om navnlig det udbetalte beløb, antallet af lån, som hidtil er blevet bevilget, samt de regioner og industrisektorer, der er blevet udlånt til; mener, at der også bør gives oplysninger om de vilkår, som det finansielle mellemled skal opfylde;

18.  glæder sig over, at EIB's adgang til ECB-likviditet via Banque Centrale du Luxembourg er blevet vedtaget med henblik på at fremme EIB's udlånsprogram og likviditetsstyring;

19.  bemærker, at konvergensmålet i EU's samhørighedspolitik udgør et af de vigtigste mål for EIB; fremhæver merværdien af EIB's fælles aktioner med Kommissionen inden for teknisk assistance (Jaspers), som yderligere understøtter og fremmer strukturfondsintervention;

20.  tilskynder EIB til i højere grad at yde regioner, der er omfattet af konvergensmålsætningen, den tekniske bistand og medfinansiering, de har behov for for at kunne udnytte en større andel af de midler, der står til rådighed for dem, navnlig for så vidt angår projekter i prioriterede områder, som f.eks. transportinfrastruktursektoren og andre vækst- og beskæftigelsesfremmende projekter som led i Europa 2020-strategien i overensstemmelse med høje sociale og miljømæssige standarder og standarder for gennemsigtighed;

21.  opfordrer EIB til fuldt ud at bringe sine operationer i overensstemmelse med EU's målsætning om en hurtig overgang til en lavemissionsøkonomi og til at vedtage en plan for udfasning af lån vedrørende fossile brændstoffer, herunder lån til kulfyrede kraftværker, og til at intensivere indsatsen for øget overførsel af teknologier vedrørende vedvarende energi og energieffektivitet;

22.  giver udtryk for sin bekymring over den fortsat manglende åbenhed vedrørende den måde »globallån« tildeles og overvåges på, for så vidt angår skatteforvaltning, og finder det derfor nødvendigt at sikre, at låntagerne ikke gør brug af skattely eller skatteunddragelse;

23.  kræver større sammenhæng mellem EIB's og EIF's aktiviteter, navnlig for at orientere EIF mere i retning af Europa 2020-målsætningerne, og anmoder i så henseende om en arbejdsdeling mellem enhederne og en optimeret anvendelse af deres balancer;

24.  glæder sig over EIB-Gruppens beslutning om at indgå i et tættere samarbejde med Kommissionen om samhørighedspolitikken med hensyn til de tre fælles initiativer Jessica, Jeremie og Jasmine, der har til formål at gøre samhørighedspolitikken mere effektiv og styrke strukturfondenes løftestangsfunktion; erkender, at ovenstående samarbejde har vist sig nyttigt og gunstigt, navnlig i forbindelse med den økonomiske krise;

EIB-finansiering efter 2013

25.  mener, at tiden er inde til i betydeligt omfang at øge de langsigtede strategiske investeringer i Europa med særlig fokus på centrale områder inden for europæiske infrastruktur og samhørighed; anmoder i denne forbindelse om

26.  tilskynder EIB til at udvikle sin egen operationelle strategi for tiden efter 2013 i overensstemmelse med Europa 2020-strategien;

27.  mener, at Europa 2020-strategien har en interessant og positiv tilgang til finansielle instrumenter; anmoder med henblik på en styrket effektivitet EIB og Kommissionen om at have følgende målsætninger for øje: forenkling af procedurer og maksimering af multiplikatorfaktorerne og EIB-Gruppens katalytiske effekt for at tiltrække investorer fra den offentlige og private sektor;

28.  opfordrer EIB til fortsat at lade de fælles initiativer med Kommissionen spille en hovedrolle i samarbejdet med Kommissionen, navnlig for så vidt angår samhørighedspolitikken; anerkender den rolle, som disse initiativer spiller som katalysator for yderligere udvikling, bl.a. i forbindelse med forberedelsen af den næste programmeringsperiode efter 2013;

29.  opfordrer EIB til at opstille en prioriteringsliste over sine investeringsprojekter ved at anvende metoder som f.eks. cost-benefit-analyser med henblik på at opnå den højst mulige multiplikationseffekt på BNP;

30.  støtter aktører, der foretager kvalitetsprægede investeringer, som f.eks. EIB, navnlig på grund af dens ekspertise inden for anvendelsen af innovative instrumenter, heriblandt faciliteten for struktureret finansiering, finansieringsfaciliteten for risikodeling (RSFF) og den europæiske facilitet for ren transport (ECTF);

31.  tilskynder til, at blandingen af EU-tilskud og EIB-lån udbredes med henblik på at øge løftestangseffekten af de tilgængelige ressourcer, for så vidt de nye finansielle instrumenter er intelligente, integrerede og fleksible;

32.  mener, at den omfattende erfaring med oprettelse og anvendelse af finansielle instrumenter under den indeværende programmeringsperiode bør gøre det muligt for Kommissionen og EIB at gå ud over det gældende anvendelsesområde for disse instrumenter og skabe fornyelse ved at udvide udvalget af produkter;

33.  er af den opfattelse, at der er behov for klare og særskilte målsætninger og retlige rammer for obligationer udstedt af EIB til finansiering af egne behov såvel som for fremtidige »projektobligationer«;

34.  påpeger, at EIB er selvfinansierende, idet den med vellykkede resultater udsteder fælles obligationer, som understøttes af alle EU's medlemsstater;

35.  bifalder ideen om »projektobligationer«, der sigter mod at øge kreditvurderingen af obligationer, som udstedes af virksomhederne selv inden for rammerne af Europa 2020-strategien, og anvendes til finansiering af europæiske transport-, energi- og it-infrastrukturer og omlægning til en grønnere økonomi; mener, at udstedelsen af projektobligationer ville have en positiv indvirkning på tilgængeligheden til kapital med henblik på vækst- og beskæftigelsesfremmende bæredygtige investeringer, som supplerer de nationale og Samhørighedsfondens investeringer; mener, at dette instrument vil øge kreditvurderingen af udvalgte projekter og tiltrække privat finansiering som supplement til de nationale og Samhørighedsfondens investeringer;

36.  anmoder derfor Kommissionen og EIB om at forelægge konkrete forslag om indførelse af »projektobligationer«; understreger, at Parlamentet i fuldt omfang skal inddrages i etableringen af sådanne instrumenter, og anmoder om, at man gør sig tanker om anvendelsen af EU-budgettet under den kommende flerårige finansielle ramme som risikovillig stødpude med EIB som underordnet finansieringskilde;

37.  mener, at der er et klart behov for yderligere støtte fra EIB inden for følgende områder: SMV, midcaps og infrastruktur og andre centrale vækst- og beskæftigelsesfremmende projekter som led i Europa 2020-strategien;

38.  opfordrer indtrængende EIB til at investere i godstransport i den europæiske jernbanesektor og i de transeuropæiske godstransportnetværk med fokus på havnene ved Middelhavet, Sortehavet og Østersøen for endegyldigt at forbinde disse med de europæiske markeder;

39.  opfordrer indtrængende EIB til at yde yderligere støtte til opbygning af TEN-T-netværket med henblik på at skabe en løftestangseffekt for flere investeringer, både fra den offentlige og den private sektor; mener, at »projektobligationer« også her kan fungere som et supplerende investeringsinstrument ved siden af budgettet for TEN-T-fonden; opfordrer indtrængende til at man koncentrerer fremtidige investeringer i grænseoverskridende sektioner af TEN-T-netværket for at optimere skabelsen af europæisk merværdi;

40.  henstiller indtrængende til EIB at investere i Nabucco-gasrørledningen og andre vigtige TEN-E projekter, der gør det muligt, at EU's fremtidige energibehov kan dækkes, spreder Europas beholdning af leverandørlande, forbedrer EU's politiksammensætning og bidrager til opfyldelsen af Unionens miljøforpligtelser;

EIB-finansiering uden for EU
EIB's rolle i tiltrædelseslande

41.  er af den opfattelse, at EIB som led i aktiviteterne i tiltrædelseslande bør øge fokus på energieffektivitetsforanstaltninger, vedvarende energi og miljømæssige infrastrukturer, TEN og TEN-E og OPP i overensstemmelse med høje sociale og miljømæssige standarder og standarder for gennemsigtighed, og at den i tråd med EU's klimamål bør prioritere bæredygtige transportformer, navnlig jernbanetransport;

42.  er af den opfattelse, at EIB bør yde teknisk bistand til tiltrædelseslande i overensstemmelse med den nye artikel 18 i bankens vedtægter;

EIB's rolle i udviklingen

43.  bifalder ændringerne som følge af Lissabontraktaten i artikel 209 EF, sammenholdt med artikel 208 EF, der fastsætter, at EIB på de betingelser, der er fastsat i dens vedtægter, bidrager til iværksættelsen af de foranstaltninger, der er nødvendige for at forfølge målene i Fællesskabets politik med hensyn til udviklingssamarbejde;

44.  gentager, at EIB's finansieringsstrategi og -transaktioner bør bidrage til de almindelige principper for EU's optræden på den internationale scene, som der henvises til i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union, til målet om udvikling og konsolidering af demokratiet og af retsstatsprincippet, målet om at respektere menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og overholdelsen af internationale miljøaftaler, som Den Europæiske Union eller dens medlemsstater er parter i; gentager, at EIB i projekternes forskellige relevante faser bør sikre overholdelsen af bestemmelserne i Århuskonventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet;

45.  glæder sig over konklusionerne fra vismandsstyringskomiteen (SCWP) om, at man bør overveje udviklingen af en »EU-platform for eksternt samarbejde og udvikling«; henstiller dog indtrængende til EIB og andre europæiske institutioner nøje at vurdere gennemførligheden af denne nye tilgang og dens langsigtede konsekvenser for effektiviteten af EU's eksterne aktioner, så de overordnede mål med udviklingspolitikken ikke udvandes af instrumenter, som iværksættes uden en forudgående vurdering af, hvilke mål og prioriteter de skal opfylde;

46.  glæder sig over den foreslåede nye afgørelse, der ville øge EIB's muligheder for at støtte EU's udviklingsmålsætninger, erstatte regionale målsætninger med horisontale målsætninger på højt niveau og udvikle operationelle retningslinjer for de enkelte regioner under det eksterne mandat; minder om behovet for at fastlægge klare prioriteter, herunder for vedvarende energi, urban infrastruktur, kommunal udvikling og lokalt ejede finansielle virksomheder;

47.  anbefaler følgende skridt for at styrke EIB's rolle i udviklingssamarbejde:

48.  anbefaler, at EIB fokuserer på investeringer i projekter for vedvarende energi i udviklingslande, med særligt fokus på Afrika syd for Sahara;

Samarbejdet mellem EIB og internationale, regionale og nationale finansielle institutioner

49.  erkender, at samarbejdet mellem EIB, multilaterale udviklingsbanker, regionale udviklingsbanker, europæiske, bilaterale udviklingsagenturer og offentlige og private finansielle institutioner fra udviklingslande bør fremmes til støtte for EU's politikker;

50.  mener, at et tættere samarbejde med regionale og nationale finansielle institutioner på lige vilkår og på et gensidigt grundlag er nødvendigt for at sikre en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne og en målrettet indsats i forhold til specifikke lokale behov;

51.  tilskynder til undertegnelse af det aftalememorandum, der for øjeblikket er til forhandling mellem EIB, EBRD og Kommissionen med henblik på at styrke samarbejdet på alle fælles aktivitetsområder uden for EU med det dobbelte formål at få lånene til at hænge bedre sammen med hinanden og med EU's politiske målsætninger, som f.eks. social samhørighed og miljøbeskyttelse;

Offshore-finanscentre

52.  opfordrer EIB til at etablere klare finansieringsvilkår for finansielle mellemled og rapportere om fremskridt, hvad angår gennemsigtighed og øget ansvar, navnlig når det gælder udlån gennem finansielle mellemled; mener, at EIB bør ajourføre og skærpe sin politik vedrørende offshore-finanscentre og bevæge sig ud over OECD-listernes lige konkurrencevilkår og tage højde for alle de jurisdiktioner, som muligvis tillader skattetænkning og skatteunddragelse.

53.  er af den opfattelse, at det ikke er tilstrækkeligt at forlade sig på OECD's liste over offshore-finanscentre, og at alle internationalt anerkendte lister bør finde anvendelse, indtil EU har etableret sin egen liste; mener dog, at EIB bør lave sin egen uafhængige vurdering og overvågning af relevante ikke-samarbejdsvillige jurisdiktioner og regelmæssigt offentliggøre sine resultater, som ville supplere de analyser, der ligger til grund for internationale lister og EU-lister;

54.  er af den opfattelse, at EIB ikke må deltage i transaktioner, der gennemføres via en ikke-samarbejdsvillig jurisdiktion som identificeret af OECD, Den Finansielle Aktionsgruppe eller andre relevante internationale organisationer eller af bankens egen uafhængige vurdering og overvågning;

55.  mener, at EIB bør anvende sin ajourførte og offentliggjorte politik vedrørende ikke-samarbejdsvillige jurisdiktioner/offshore-finanscentre på en meget stringent måde for at sikre, at finanstransaktionerne ikke bidrager til nogen form for skatteunddragelse eller hvidvaskning af penge;

56.  anmoder EIB om i sin årsberetning til Europa-Parlamentet at medtage oplysninger om gennemførelsen af bankens politik over for offshore-finanscentre, navnlig ved at indberette antallet af ansøgninger, der er blevet afvist på grund af overtrædelse, og antallet af anmodninger om flytning, der er blevet indgivet og gennemført for at overholde kravene;

57.  opfordrer EIB til yderligere at styrke en proaktiv og rettidig formidling af oplysninger om projekter, herunder om egne vurderinger af projektets miljømæssige, sociale, menneskerettighedsrelaterede og udviklingsmæssige konsekvenser, overvågningsrapporter og efterfølgende evalueringsrapporter;

o
o   o

58.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank, Verdensbankgruppen og alle de regionale udviklingsbanker samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 81 E af 15.3.2011, s. 135. (2) EUT C 117 E af 6.5.2010, s. 147. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0223.

Europa-Parlamentets beslutning af 7. april 2011 om sagen om Ai Weiwei

P7_TA(2011)0157 RC-B7-0274/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger i den nuværende valgperiode om overtrædelser af menneskerettighederne i Kina,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at en bølge af opfordringer på internettet til en kinesisk »Jasminrevolution« (inspireret af den politiske udvikling i Tunesien, Egypten og Libyen) har resulteret i en række aktioner og omfattende overgreb på menneskerettighedsaktivister og systemkritikere fra de kinesiske myndigheders side,

B.  der henviser til, at den internationalt anerkendte kunstner og systemkritiker Ai Weiwei ikke er blevet set, siden han blev tilbageholdt, mens han passerede gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen i Beijing søndag den 3. april 2011,

C.  der henviser til, at ikke alene blev han tilbageholdt, men hans atelier blev efter sigende stormet af politiet, som konfiskerede flere genstande,

D.  der henviser til, at Ai Weiwei for nylig blev forhindret i at rejse til Oslo til Nobels fredsprisoverrækkelse, og at han blev holdt i husarrest efter åbningen af hans solsikkefrøudstilling i London samt at hans atelier i Shanghai blev ransaget,

E.  der henviser til, at Ai Weiwei er almindeligt kendt uden for Kina, men forhindres i at udstille som kunstner i Kina, selv om hans arbejde er blevet kendt på grund af hans medvirken til udformningen af det olympiske stadion »Fuglereden«,

F.  der henviser til, at Ai Weiwei har opnået national og international berømmelse ved at offentliggøre navnene på de børn, der blev ofre for Sichuan-jordskælvet, og at han efterfølgende blev gennembanket af ukendte personer, hvilket førte til at han blev indlagt på et hospital i Tyskland,

G.  der henviser til, at Ai Weiwei er en af de mest fremtrædende underskrivere af Charter 08, et dokument, der opfordrer Kina til at gå videre med politiske reformer og beskyttelsen af menneskerettighederne,

1.  fordømmer den uberettigede og uacceptable tilbageholdelse af systemkritikeren, den internationalt anerkendte kunstner, Ai Weiwei;

2.  opfordrer til, at Ai Weiwei løslades øjeblikkeligt og betingelsesløst, og udtrykker sin solidaritet med hans fredelige aktioner og initiativer til fordel for demokratiske reformer og beskyttelsen af menneskerettighederne;

3.  understreger, at politiet har nægtet at give Ai Weiweis hustru oplysninger om årsagen til hans tilbageholdelse;

4.  understreger, at Ai Weiweis tilbageholdelse er karakteristisk for de udbredte nylige overgreb mod menneskerettighedsaktivister og systemkritikere i Kina med talrige arrestationer, urimeligt lange fængselsstraffe, øget personlig overvågning og øgede repressive restriktioner for udenlandske journalister;

5.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, til fortsat at rejse spørgsmålet om krænkelser af menneskerettighederne på allerhøjeste plan i sine kontakter med de kinesiske myndigheder - herunder den nylige domfældelse af Liu Xianbin til 10 år, og Liu Xiaobo til 11 år samt feks. tilfældene Liu Xia, Chen Guangcheng, Gao Zhisheng, Liu Xianbin, Hu Jia, Tang Jitian, Jiang Tianyong, Teng Biao, Liu Shihui, Tang Jingling, Li Tiantian, Ran Yunfei, Ding Mao og Chen Wei, samt de bekymrende repressive betingelser, som deres ægtefæller og familier lever under - og rapportere tilbage om disse sager til Europa-Parlamentet efter den kommende politiske dialog på højt plan mellem EU og Kina, som næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant deltager i;

6.  bemærker, at Kinas indsats på menneskerettighedsområdet fortsat giver anledning til alvorlig bekymring; understreger behovet for at foretage en omfattende vurdering af dialogen mellem EU og Kina om menneskerettigheder, herunder det juridiske EU-Kina-seminar om menneskerettigheder, med henblik på at bedømme den metode der anvendes, og de opnåede fremskridt;

7.  opfordrer sin Delegation for Forbindelserne med Folkerepublikken Kina til at rejse spørgsmålet om menneskerettighedskrænkelser, navnlig i forbindelse med de tilfælde, der er nævnt i denne beslutning, til grundig behandling på det næste interparlamentariske møde;

8.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant til at genoverveje denne dialog for at gøre den effektiv og resultatorienteret, og at tage alle nødvendige skridt for en hurtig afholdelse af den næste menneskerettighedsdialog, i løbet af hvilken disse sager og andre krænkelser af menneskerettighederne omhandlet i Europa-Parlamentets beslutninger vil blive rejst;

9.  minder om, at Kina har været underlagt et enkelt parti siden 1949, og mener i lyset af den seneste politiske udvikling og i betragtning af den forværrede menneskerettighedssituation i Kina, at politiske partier i EU bør genoverveje deres forbindelser;

10.  er af den opfattelse, at udviklingen af forbindelserne mellem EU og Kina må gå hånd i hånd med udviklingen af en reel, frugtbar og effektiv politisk dialog, og at respekt for menneskerettighederne bør være en integreret del af den nye rammeaftale, som nu forhandles med Kina;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant, formanden for Det Europæiske Råd, Kommissionen og Folkerepublikken Kinas præsident, premierminister og nationale folkekongres.

Europa-Parlamentets beslutning af 7. april 2011 om forbud mod valg til den tibetanske eksilregering i Nepal

P7_TA(2011)0158 RC-B7-0263/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om Nepal(1) og sin beslutning af 26. oktober 2006 om Tibet(2),

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne af 1948,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til erklæringen af 29. maj 2010 fra FN's generalsekretær Ban Ki-Moon om situationen i Nepal,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at Folkerepublikken Kinas besættelse af Tibet forhindrer tibetanerne i på demokratisk vis at vælge deres repræsentanter i Tibet,

B.  der henviser til, at mere end 82 000 eksiltibetanere over hele verden blev opfordret til den 20. marts 2011 at vælge den tibetanske eksilregerings nye Kalon Tripa (premierminister),

C.  der henviser til, at de nepalesiske myndigheder i Kathmandu under stigende pres fra den kinesiske regering nægtede flere tusinde tibetanere i Nepal at stemme,

D.  der henviser til, at politiet i Kathmandu allerede under en tidligere afstemningsrunde i Nepal den 3. oktober 2010 konfiskerede valgurner og lukkede de tibetanske valgsteder,

E.  der henviser til, at Dalai Lama den 10. marts 2011 meddelte, at han formelt ville opgive sin politiske lederrolle i den tibetanske eksilregering, der er baseret i Dharamsala, Indien, med henblik på at styrke den tibetanske bevægelses demokratiske struktur på tærsklen til valget af en ny generation af tibetanske politiske ledere,

F.  der henviser til, at Nepals regering har hævdet, at de tibetanske demonstrationer krænker dens ét-Kina-politik, og har gentaget sin forpligtelse til ikke at tillade »anti-Beijing aktiviteter« på sit territorium og dermed har indført et generelt forbud mod transport af grupper af Tibetanere i et forsøg på at formilde de kinesiske myndigheder,

G.  der henviser til, at de nepalesiske myndigheder, især politiet, gentagne gange er blevet beskyldt for at krænke de grundlæggende menneskerettigheder, såsom ytringsfriheden og forsamlings- og foreningsfriheden, for eksiltibetanere i Nepal; der henviser til, at internationale menneskerettighedskonventioner, som Nepal er part i, herunder den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, garanterer disse rettigheder for alle personer i Nepal,

H.  der henviser til, at den overordnede situation for mange flygtninge i Nepal, især tibetanerne, er foruroligende,

I.  der henviser til, at EU bekræftede sit tilsagn om at støtte den demokratiske og participatoriske regeringsførelse i EU's eksterne forbindelser gennem vedtagelsen af ​​Rådets konklusioner om demokratistøtte i EU's eksterne forbindelser den 17. november 2009,

1.  understreger retten til at deltage i demokratiske valg som en grundlæggende rettighed for alle borgere, som skal overholdes, beskyttes og sikres i alle demokratiske stater;

2.  opfordrer Nepals regering til at overholde det tibetanske folks demokratiske ret til at organisere og deltage i demokratiske valg i forbindelse med gennemførelsen af den igangværende unikke interne valgproces, der har eksisteret siden 1960;

3.  understreger betydningen af ​​fredelige demokratiske valg for at styrke og bevare den tibetanske identitet både inden og uden for Tibet;

4.  opfordrer indtrængende de nepalesiske myndigheder til at respektere rettighederne for tibetanere i Nepal til ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, som er garanteret alle mennesker i Nepal i henhold til internationale menneskerettighedskonventioner, som Nepal er part i;

5.  opfordrer myndighederne til at afholde sig fra at foretage forebyggende anholdelser og indføre restriktioner for demonstrationer og ytringsfrihed, som fratager landets tibetanske samfund retten til legitim, fredelig ytrings- og forsamlingsfrihed i alle dets aktiviteter, og opfordrer indtrængende Nepals regering til at inkludere sådanne rettigheder og sikre religiøs frihed i Nepals nye forfatning, som skal vedtages den 28. maj 2011;

6.  opfordrer de nepalesiske myndigheder til at overholde deres internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet og deres egen nationale lovgivning i deres behandling af det tibetanske samfund og opfordrer regeringen til at modstå det stærke pres fra den kinesiske regering om at bringe det tibetanske samfund i Nepal til tavshed ved hjælp af restriktioner, der ikke blot er uberettigede, men også ulovlige i henhold til national og international ret;

7.  finder det af afgørende betydning, at de nepalesiske myndigheder forsætter med fuldt at gennemføre gentlemanaftalen om tibetanske flygtninge, så kontakten mellem UNHCR og de tibetanske samfund kan opretholdes;

8.  opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til gennem sin delegation i Kathmandu nøje at overvåge den politiske situation i Nepal, navnlig behandlingen af ​​de tibetanske flygtninge og respekten for deres forfatningsmæssige og internationalt forankrede rettigheder, og opfordrer indtrængende EU's højtstående repræsentant til at tage problemet med de foranstaltninger, som den nepalesiske regering har truffet med henblik på at blokere de tibetanske valg, op med de nepalesiske og kinesiske myndigheder;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, Næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Nepals regering og FN's generalsekretær.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0245. (2) EUT C 313 E af 20.12.2006, s. 463.

Europa-Parlamentets beslutning af 7. april 2011 om Zimbabwe

P7_TA(2011)0159 RC-B7-0265/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine adskillige tidligere beslutninger om Zimbabwe, senest beslutningen af 21. oktober 2010 om tvangsudsættelser i Zimbabwe(1),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2011/101/FUSP(2) af 15. februar 2011, der forlænger de restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe, der indførtes med den fælles holdning 2004/161/FUSP(3), frem til 20. februar 2012, og til Kommissionens forordning (EF) nr. 1226/2008(4) af 8. december 2008 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 314/2004 om visse restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe,

–  der henviser til den højtstående repræsentants erklæring om Zimbabwe på Den Europæiske Unions vegne af 15. februar 2011,

–  der henviser til Livingstone-kommunikéet, der blev offentliggjort på topmødet for Southern African Development Community (SADC) den 31. marts 2011 af trojkaens organ med ansvar for politik, forsvars- og sikkerhedssamarbejde,

–  der henviser til den globale politiske aftale, der nedsatte den nationale samlingsregering i Zimbabwe i februar 2009,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder, som Zimbabwe har ratificeret,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at der igennem de seneste få måneder er sket en markant stigning i tilfælde af intimidering, vilkårlige anholdelser og forsvindinger af politiske modstandere af Zanu-PF, og at angrebene har været rettet mod mange medlemmer af MDC, flere parlamentsmedlemmer fra MDC og centrale medlemmer af MDC's ledelse, f.eks. energiminister Elton Mangoma, med-indenrigsminister Theresa Makone og den afsatte formand for parlamentet i Zimbabwe, Lovemore Moyo,

B.  der henviser til, at Zimbabwes premierminister Morgan Tsvangirai selv har bekræftet, at præsident Robert Mugabe og Zanu-PF-partiet ikke har levet op til betingelserne i den globale politiske aftale fra 2009, og at de groft intimiderer MDC-T og MDC-M-medlemmer af den nationale samlingsregering,

C.  der henviser til, at den nationale samlingsregering i de seneste to år har kæmpet for at opnå stabilitet i landet og ikke har formået at bane vejen for overgang til demokrati gennem troværdige valg på grund af forsætlige hindringer fra Zanu-PF's side; der henviser til, at den allerede forfærdelige politiske, økonomiske og humanitære situation i Zimbabwe er blevet væsentligt forværret siden december 2010,

D.  der henviser til, at den zimbabwiske sikkerhedstjeneste for nylig foretog razzia i flere ngo'ers kontorer (Human Rights NGO Forum, Crisis in Zimbabwe Coalition) samt i MDC's hovedkvarterer, beslaglagde ngo-dokumentation og vilkårligt tilbageholdt personale fra ngo'er og fra MDC-partiet til forhør, blot for at løslade de tilbageholdte igen uden anklager,

E.  der henviser til, at Jenni Williams og Magodonga Mahlangu, to ledere af civilsamfundsorganisationen Women of Zimbabwe Arise (WOZA), og Abel Chikomo, direktør for Zimbabwes ngo-menneskerettighedsforum, samt andre menneskerettighedsforkæmpere har været udsat for systematisk politisk chikane,

F.  der henviser til, at 46 civilsamfundsaktivister den 19. februar 2011 blev anholdt af sikkerhedstjenesten på grund af anklager for forræderi, fordi de havde organiseret en offentlig forevisning af en video, der viste de seneste folkeopstande i Nordafrika og Mellemøsten; der henviser til, at nogle af aktivisterne under deres forvaring blev slået, tortureret og holdt i isolationsarrest,

G.  der henviser til, at MDC's ret til at afholde politiske offentlige møder er blevet begrænset af den zimbabwiske sikkerhedstjeneste, mens Zanu-PF stadig frit kan afholde politiske offentlige møder, hvilket er i direkte modstrid med den zimbabwiske forfatning,

H.  der henviser til, at Zanu-PF i øjeblikket fører en voldelig national kampagne for at tvinge zimbabwiske borgere til at underskrive en appel om at tilbagekalde internationale restriktive foranstaltninger, der er i kraft mod centrale medlemmer af Mugabes klike; bemærker, at de, der har afvist at underskrive appellen, er blevet brutalt slået eller anholdt,

I.  der henviser til, at EU's »restriktive foranstaltninger« er særligt målrettet mod 163 centrale medlemmer af Mugabes udbyttende regime og dem, der har bidraget til at understøtte det, og at de ikke har nogen indvirkning på befolkningen i Zimbabwe mere generelt eller den zimbabwiske økonomi,

J.  der henviser til, at EU, USA, Australien og Canada fortsat er foruroliget over menneskerettighedssituationen i diamantfelterne i Chiadzwa (Marange), navnlig med hensyn til krænkelserne af menneskerettigheder fra den zimbabwiske sikkerhedstjenestes side, og derfor er tilbageholdende med at udstede certificering under Kimberley-processen til diamanter udvundet fra Chiadzwa-minen,

K.  der henviser til, at Zimbabwe fortsat er forarmet efter årelang dårlig økonomisk forvaltning fra Mugabes regime og fortsat modtager udvidet humanitær og anden bistand både fra EU og fra Det Forenede Kongerige, Nederlandene, Tyskland, Frankrig og Danmark samt USA, Australien og Norge, hvilket dækker de mest grundlæggende behov hos en stor del af befolkningen i Zimbabwe,

L.  der henviser til, at Zimbabwes premierminister indtrængende har opfordret EU til ikke at acceptere akkreditiverne for Margeret Muchadas, Zimbabwes indstillede EU-ambassadør, eftersom præsident Mugabes ensidige udpegelse af hende krænker den zimbabwiske forfatning og betingelserne i den globale politiske aftale,

1.  kræver en øjeblikkelig standsning af alle former for politisk motiveret chikane, arrestationer og vold, som udøves af Zimbabwes statslige sikkerhedstjenester og militser, der enten direkte kontrolleres af eller er loyale over for Mugabe og partiet ZANU-PF; understreger, at de ansvarlige for disse overgreb og krænkelser skal holdes ansvarlige;

2.  insisterer på, at den zimbabwiske befolkning bør gives ytrings- og forsamlingsfrihed, at al intimidering af politikere og civilsamfundsaktivister (navnlig menneskerettighedsforkæmpere), bør bringes til ophør, og at enhver valgt repræsentant, uanset politisk overbevisning, samt ngo'er, politiske aktivister, pressen og almindelige borgere frit bør kunne give udtryk for deres holdninger uden frygt for voldelig forfølgelse, vilkårlig fængsling eller tortur;

3.  kræver en øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle de vilkårligt anholdte, især af MDC-medlemmer og -tilhængere; fordømmer alle betingelser for anholdelse og tilbageholdelse, der er i modstrid med internationale menneskerettighedskonventioner;

4.  opfordrer indtrængende Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til aktivt at engagere sig med AU og SADC, især Sydafrika, for at sikre at intimidering og vold ikke finder sted i forbindelse med kommende valg i Zimbabwe; er dog af den opfattelse, at et tidligt valg ikke vil løse de udestående politiske og økonomiske reformspørgsmål; mener, at ethvert valg skal baseres på internationale normer, herunder respekt for menneskerettigheder, ytringsfrihed og bevægelsesfrihed med en øjeblikkelig standsning af chikane og tilbageholdelse af personer på grundlag af deres politiske synspunkter;

5.  glæder sig over Livingstone-kommunikeet af 31. marts 2011 fra SADC's trojka og opfordrer indtrængende SADC til at indtage en ledende rolle for at sikre, at kommunikeets henstillinger gennemføres fuldt ud af alle parter i Zimbabwe med henblik på at afholde frie og retfærdige valg i landet;

6.  opfordrer alle Zimbabwes politiske partier til at nå til enighed om en køreplan for afholdelse af frie og retfærdige internationalt overvågede valg i Zimbabwe;

7.  opfordrer indtrængende alle Zimbabwes politiske partier til fuldt ud at genoptage den igangværende konstitutionelle reformproces med henblik på at indføre en ny forfatning for Zimbabwe, som kan accepteres af befolkningen i Zimbabwe, og som er indført inden de næste valg;

8.  glæder sig over den seneste opdatering (februar 2011) af EU's liste over uønskede personer og enheder med tilknytning til Mugabes regime; understreger, at disse restriktive foranstaltninger udelukkende er vendt mod elementer inden for den zimbabwiske korrupte regering og på ingen måde vil få indvirkning på det zimbabwiske folk generelt;

9.  opfordrer indtrængende EU til at fastholde sine restriktive foranstaltninger over for personer og enheder med forbindelser til Mugabes regime, indtil der er reelle tegn på forbedringer til det bedre i Zimbabwe; opfordrer Rådet og Kommissionen og medlemsstaterne til at tage skridt til at forklare denne virkelighed i Zimbabwe og internationalt og at være mere aktive med at vinde støtte til en hurtig ændring i retning af ægte demokrati og økonomisk fremgang i landet;

10.  opfordrer EU til at nægte at acceptere zimbabwiske ambassadører ved EU, som ikke er udnævnt på grundlag af en behørig forfatningsproces og i overensstemmelse med den globale politiske aftale;

11.  insisterer på, at de zimbabwiske myndigheder bør overholde tilsagnene i Kimberley-processen om en total demilitarisering af Marange-diamantfelterne og skabe åbenhed omkring diamantproduktionen;

12.  bifalder, at EU og de medlemsstater og de andre lande fortsætter med at stille midler til rådighed i form af direkte støtte til den zimbabwiske befolkning, understreger behovet for at sikre, at denne støtte fortsat bliver kanaliseret gennem bona fide-ngo'er, og at den er tilstrækkelig målrettet og korrekt afregnet, og ved at undgå regeringsorganer;

13.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, G8-landenes regeringer, Zimbabwes og Sydafrikas regeringer og parlamenter, Commonwealths generalsekretær, FN's generalsekretær, formændene for henholdsvis Kommissionen og Eksekutivrådet for Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament og, SADC's generalsekretær og medlemsregeringer og parlamentariske forum.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0388. (2) EUT L 42 af 16.2.2011, s. 6. (3) EUT L 50 af 20.2.2004, s. 66. (4) EUT L 331 af 10.12.2008, s. 11.