Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om fremme af arbejdstagernes mobilitet i Den Europæiske Union(1),

–  der henviser til artikel 21, 45 og 47 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 15, 21, 29, 34 og 35 i EU's charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til artikel 151 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. december 2007 om Mobilitet, et instrument til at skabe flere og bedre job: Den europæiske handlingsplan for jobmobilitet (2007-2010) (KOM(2007)0773),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. november 2008 »Konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed som følge af udvidelsen af EU« (KOM(2008)0765),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. juli 2010 om bekræftelse af arbejdstagernes fri bevægelighed: rettigheder og den vigtigste udvikling' (KOM(2010)0373),

–  der henviser til sin beslutning af 5. april 2006 om de overgangsordninger, som begrænser arbejdstagernes frie bevægelighed på EU's arbejdsmarkeder(3),

–  der henviser til beretning fra Kommissionen til Rådet af 11. november 2011 om funktionsmåden for overgangsordningerne for fri bevægelighed for arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien (KOM(2011)0729),

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om kortlægning af de resterende hindringer for mobiliteten på det indre arbejdsmarked,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at retten til at bo og arbejde i en anden af Unionens medlemsstater er en af EU's grundlæggende frihedsrettigheder, der sikrer lige behandling og beskyttelse mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, et grundlæggende element i unionsborgerskabet, der er anerkendt ved traktaterne, der imidlertid henviser til, at borgere fra to medlemsstater stadig støder på hindringer med hensyn til deres udøvelse af retten til at tage arbejde på en anden medlemsstats område;

B.  der henviser til, at mobile arbejdstagere fra Rumænien og Bulgarien ifølge Kommissionens meddelelse af 11. november 2011 har haft en positiv indvirkning på økonomien i de medlemsstater, der har taget imod mobile arbejdstagere;

C.  der henviser til, at der ikke er registreret nogen negative virkninger i de medlemsstater, der ikke har anvendt overgangsforanstaltningerne om fri bevægelighed for arbejdstagere fra de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004 og 2007; der henviser til, at en række medlemsstater har besluttet fortsat at anvende begrænsninger på deres arbejdsmarkeder for statsborgere fra Rumænien og Bulgarien, mere på grund af politisk pres end på grund af eventuelle negative virkninger for økonomien og arbejdsmarkedet;

D.  der henviser til, at de mobile arbejdstagere fra Rumænien og Bulgarien med bopæl i en anden medlemsstat ifølge de seneste statistikker ved udgangen af 2010 udgjorde 0,6 % af den samlede befolkning i EU;

E.  der henviser til, at tilstrømningen af rumænske og bulgarske arbejdstagere har haft positive virkninger for markederne i værtslandene, da disse arbejdstagere kom ind i erhverv eller sektorer med mangel på arbejdskraft;

F.  der henviser til, at Kommissionen i sin seneste meddelelse fastslog, at rumænske og bulgarske mobile arbejdstagere er mere tilbøjelige til at være i den økonomisk produktive periode af deres liv end værtslandets statsborgere, idet EU-2 mobile arbejdstagere under 35 år udgør 65 % af det samlede antal tilflyttere i den erhvervsaktive alder sammenlignet med 34 % i EU-15;

G.  der henviser til, at de seneste data fra Eurostat viser, at mobile arbejdstagere fra Rumænien og Bulgarien ikke har nogen markant indvirkning på lønninger og arbejdsløshedsprocenter i værtslandene;

H.  der henviser til, at mobilitetsstrømme hovedsagelig drives af efterspørgslen efter arbejdskraft, og at der i en tid, hvor udbuddet af og efterspørgslen efter arbejdskraft ikke hænger sammen på europæisk plan, kan overgangshindringer hindre den økonomiske udvikling af europæiske virksomheder og undergrave retten til at arbejde og bo på en anden medlemsstats område;

I.  der henviser til, at rumænske og bulgarske arbejdstagere er konfronteret med fuldstændige eller delvise begrænsninger af deres grundlæggende ret til fri bevægelighed på grundlag af lige behandling som anerkendt ved traktaterne, og der samtidig henviser til, at arbejdstagernes grænseoverskridende mobilitet i forbindelse med »tjenesteydelser« i stigende grad erstatter arbejdstagernes frie bevægelighed og kunne føre til illoyal konkurrence på lønninger og arbejdsvilkår;

J.  der henviser til, at arbejdstagernes frie bevægelighed er en positiv samfundsøkonomisk faktor for både EU og medlemsstaterne og udgør en milepæl i forbindelse med EU-integrationen, den økonomiske udvikling, den sociale samhørighed, individets muligheder for at dygtiggøre sig fagligt, modvirker de negative følger af økonomiske kriser og gør Europa til en stærkere økonomisk magt, der er forberedt på at håndtere de udfordringer, der er forbundet med globale ændringer;

K.  der henviser til at den seneste udvikling i vores samfund, navnlig som reaktion på industrielle forandringer, globaliseringen, nye arbejdsmønstre, ændringerne i befolkningens sammensætning og udviklingen inden for transportmidler, nødvendiggør en højere grad af mobilitet blandt arbejdstagere;

L.  der henviser til, at mobilitet i EU er afgørende for at sikre, at alle europæiske borgere har de samme rettigheder og pligter;

M.  der henviser til, at den seneste meddelelse fra Kommissionen fastslår, at forstyrrelserne på de nationale arbejdsmarkeder er resultatet af en række faktorer såsom den økonomiske og finansielle krise og strukturelle arbejdsmarkedsproblemer og ikke skyldes tilstrømningen af rumænske og bulgarske arbejdstagere;

N.  der henviser til, at rumænske og bulgarske arbejdstagere i 2010 kun udgjorde 1 % af alle arbejdsløse personer (i alderen 15-64 år) i EU, sammenlignet med 4,1 % for tredjelandsstatsborgere, hvilket præciserede, at de ikke indvirkede på arbejdsmarkedets krise i de enkelte lande;

O.  der henviser til, at i forbindelse med den nuværende økonomiske afmatning på europæisk plan kan pengeoverførsler fra mobile arbejdstagere til deres hjemland have en positiv nettoeffekt på betalingsbalancen for de lande, hvorfra de afsendt;

P.  der henviser til, at visse medlemsstater har meddelt, at de agter at bevare begrænsningerne for bulgarske og rumænske arbejdstagere indtil 2014, og at andre har meddelt, at de vil åbne deres arbejdsmarkeder for alle EU-arbejdstagere;

1.  er af den opfattelse, at arbejdstagernes mobilitet i EU aldrig bør betragtes som en trussel for de nationale arbejdsmarkeder;

2.  opfordrer medlemsstaterne til at fjerne alle gældende overgangsforanstaltninger, da der ikke er nogen reelle økonomiske begrundelser for at begrænse rumæneres og bulgareres ret til beskæftigelse eller ophold på en anden medlemsstats område; er af den opfattelse, at disse hindringer virker mod hensigten for EU-borgerne; kræver, at præferenceklausulen håndhæves effektivt i hele EU;

3.  opfordrer Rådet til at tilslutte sig den seneste beretning fra Kommissionen til Rådet om funktionsmåden for overgangsordningerne for fri bevægelighed for arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien (KOM(2011)0729) og til at følge den foreslåede linje ved vurderingen af, om overgangshindringerne er en gunstig og nødvendig foranstaltning;

4.  opfordrer Kommissionen til at foreslå en klar definition af begrebet »alvorlige forstyrrelser af arbejdsmarkedet«;

5.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en række klare indikatorer og bedre metoder, baseret på økonomiske og sociale indikatorer, som kan bruges til at vurdere, om der er en klar begrundelse for at forlænge de fuldstændige eller delvise begrænsninger, som medlemsstaterne har indført med hensyn til de negative forstyrrelser på deres nationale arbejdsmarkeder, der kunne skyldes rumænske og bulgarske arbejdstagere, og til også at anvende denne fremgangsmåde, når en medlemsstat anmoder om tilladelse til at gennemføre beskyttelsesklausulen;

6.  opfordrer Kommission til på den mest gennemsigtige måde at offentliggøre de kriterier, ifølge hvilke en medlemsstat kan bevare overgangshindringerne under hensyntagen til en sådan beslutnings indvirkning på EU's økonomi og de begrundelser, der er accepteret af Den Europæiske Unions Domstol i forbindelse med den strenge fortolkning af undtagelser fra de grundlæggende friheder;

7.  mener, at medlemsstater, der bevarer begrænsninger uden en klar og gennemsigtig socioøkonomisk begrundelse for de alvorlige forstyrrelser på arbejdsmarkedet i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols relevante afgørelser, krænker tiltrædelsestraktaterne; opfordrer Kommissionen til som traktaternes vogter at sikre overholdelse af princippet om fri bevægelighed;

8.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at ophæve de begrænsende overgangsperioder, således at bulgarske og rumænske statsborgere sikres ligebehandling som anerkendt i traktaterne, og der dermed sikres loyal konkurrence mellem virksomhederne, og social og økonomisk dumping forebygges;

9.  noterer sig, at overgangsforanstaltninger virker mod hensigten, når det drejer sig om at bekæmpe skinselvstændighed, sort arbejde og ulovlig beskæftigelse, da arbejdstagere uden ret til frit at komme ind på det lovlige arbejdsmarked nogle gange vælger skinselvstændighed eller ulovlig beskæftigelse, der fører til misbrug af deres arbejdstagerrettigheder;

10.  opfordrer EU-25 til at høre arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, inden der træffes afgørelse om, hvorvidt de fuldstændige eller delvise begrænsninger vedrørende rumænske og bulgarske arbejdstageres fri bevægelighed skal ophæves eller forlænges;

11.  opfordrer de medlemsstater, der har til hensigt at bevare begrænsningerne på arbejdsmarkedet for rumænske og bulgarske arbejdstagere, til på klar og gennemsigtig vis at fremlægge en fuldstændig begrundelse i overensstemmelse med de kriterier og den metode, som Kommissionen har udarbejdet, underbygget med overbevisende argumenter og data, herunder alle de socioøkonomiske indikatorer, der førte til konklusionen om, at geografisk mobilitet skaber en alvorlig forstyrrelse på deres nationale arbejdsmarked;

12.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0455. (2) EFT L 257 af 19.10.1968, s. 2. (3) EUT C 293 E af 2.12.2006, s. 230.