Europa-Parlamentets beslutning af 15. september 2011 om Europa-Parlamentets henstillinger til Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om forhandlingerne mellem EU og Republikken Moldova om indgåelse af en associeringsaftale (2011/2079(INI))

P7_TA(2011)0385 A7-0289/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de igangværende forhandlinger mellem EU og Republikken Moldova om indgåelse af en associeringsaftale,

–  der henviser til Rådets konklusioner om Republikken Moldova af 15. juni 2009 med vedtagelse af forhandlingsdirektiverne,

–  der henviser til forhandlingsdirektiverne vedrørende det vidtgående og brede frihandelsområde med Republikken Moldova vedtaget af Rådet den 20. juni 2011,

–  der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Republikken Moldova og Den Europæiske Union, der blev undertegnet den 28. november 1994 og trådte i kraft den 1. juli 1998,

–  der henviser til protokollen i partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Republikken Moldova og Den Europæiske Union om Republikken Moldovas deltagelse i Fællesskabets programmer og agenturer,

–  der henviser til den fælles handlingsplan for EU og Republikken Moldova som led i den europæiske naboskabspolitik, der indeholder de strategiske målsætninger baseret på engagement i fælles værdier og en effektiv gennemførelse af politiske, økonomiske og institutionelle reformer,

–  der henviser til visumdialogen mellem EU og Republikken Moldova, der indledtes den 15. juni 2010, og til Kommissionens handlingsplan for visumliberalisering af 16. december 2010,

–  der henviser til den fælles erklæring om et mobilitetspartnerskab mellem Den Europæiske Union og Republikken Moldova,

–  der henviser til Kommissionens rapport om fremskridt i Republikken Moldova, der blev vedtaget den 25. maj 2011,

–  der henviser til Rådets konklusioner om den europæiske naboskabspolitik vedtaget af Rådet (udenrigsanliggender) den 20. juni 2011,

–  der henviser til fælleserklæringen om »En ny tilgang til nabolande i forandring« af 25. maj 2011,

–  der henviser til fælleserklæringen fra topmødet i Prag den 7. maj 2009 om det østlige partnerskab,

–  der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner af 25. oktober 2010 om det østlige partnerskab,

–  der henviser til EU-strategien for Donauregionen,

–  der henviser til den første styrelsesudvalgsrapport fra civilsamfundsforummet for det østlige partnerskab,

–  der henviser til anbefalingerne fra civilsamfundsforummet for det østlige partnerskab,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Republikken Moldova, især sine beslutninger af 7. maj 2009 om situationen i Republikken Moldova(1) og af 21. oktober 2010 om gennemførte reformer og udviklingen i Republikken Moldova(2), samt til anbefalingerne fra Det Parlamentariske Samarbejdsudvalg EU/Republikken Moldova,

–  der henviser til sin beslutning af 20. januar 2011 om en EU-strategi for Sortehavet(3),

–  der henviser til EU-traktatens artikel 49;

–  der henviser til forretningsordenens artikel 90, stk. 4, og artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udvalget om International Handel (A7-0289/2011),

A.  der henviser til, at ENP's nye filosofi, der ifølge princippet »mere for mere« sigter mod at prioritere de lande, som er mest effektive, hvad angår overholdelsen af ENP's krav, har skabt en mulighed for, at Republikken Moldova kan blive et strålende eksempel på EU's naboskabspolitik;

B.  der henviser til, at Den Europæiske Union har gjort menneskerettigheder og demokrati til et centralt aspekt i sin europæiske naboskabspolitik;

C.  der henviser til, at der med det østlige partnerskab inden for rammerne af ENP er skabt relevante politiske rammer for en uddybning af forbindelserne landene imellem, en fremskyndelse af politisk associering og fremme af økonomisk integration mellem EU og Republikken Moldova, der er forbundet af stærke geografiske, historiske og kulturelle bånd, via støtte til politiske og samfundsøkonomiske reformer, samt fremme af tilnærmelsen til EU;

D.  der henviser til, at det østlige partnerskab styrker de multilaterale forbindelser mellem de involverede lande, bidrager til udvekslingen af oplysninger og erfaringer vedrørende spørgsmål, såsom forandring, reformer og modernisering, og giver Den Europæiske Union yderligere instrumenter til at støtte disse processer;

E.  der henviser til, at det østlige partnerskab åbner mulighed for at styrke bilaterale forbindelser via nye associeringsaftaler under hensyntagen til partnerlandets særlige situation og ambition, samt dets evne til at opfylde de deraf følgende forpligtelser,

F.  der henviser til, at mellemfolkelige kontakter er grundlaget for at opnå det østlige partnerskabs mål og for at anerkende, at dette ikke kan gennemføres i sin helhed uden en liberalisering af visumordningen;

G.  der henviser til, at Republikken Moldova og andre østlige partnerskabslande vil kunne drage fordel af et privilegeret EU-tilbud om visumliberalisering, for så vidt angår tidsfrister og indhold, før eventuelle andre tilgrænsende tredjelande;

H.  der henviser til, at Republikken Moldovas aktive deltagelse og engagement i fælles værdier og principper, herunder demokrati, retsstatsprincipper, god forvaltningsskik og håndhævelse af menneskerettighederne, herunder mindretallenes rettigheder, er en forudsætning for at fremme processen og gøre forhandlingerne og den efterfølgende gennemførelse af associeringsaftalen til en succes, samt at aftalen bør skræddersyes til landets behov og kapacitet med en bæredygtig indvirkning på udviklingen i landet til følge;

I.  der henviser til, at EU i forbindelse med styrkelsen af sine forbindelser med Republikken Moldova bør fremme stabilitet og tillidsskabende foranstaltninger, bl.a. ved aktivt at bidrage til at finde en rettidig og bæredygtig løsning på konflikten i Transdnestrien, som er en kilde til ustabile regionale forhold;

J.  der henviser til, at forhandlingerne med Republikken Moldova om associeringsaftalen skrider støt fremad, og at der til dato er opnået væsentlige fremskridt, og det samme er tilfældet med visumdialogen; der henviser til, at der imidlertid endnu ikke er indledt forhandlinger om et vidtgående og bredt frihandelsområde;

1.  henstiller i forbindelse med de igangværende forhandlinger om associeringsaftalen til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten):

2.  pålægger sin formand at sende denne beslutning med Europa-Parlamentets henstilling til Rådet, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen og til Republikken Moldova til orientering.

(1) EUT C 212 E af 5.8.2010, s. 54. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0385. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0025.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. september 2011 om situationen i Libyen

P7_TA(2011)0386 RC-B7-0513/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1970/2011 af 26. februar 2011 og 1973/2011 af 17. marts 2011,

–  der henviser til suspensionen af forhandlingerne om en rammeaftale mellem EU og Libyen den 22. februar 2011,

–  der henviser til konklusionerne fra Rådet (udenrigsanliggender) om den europæiske naboskabspolitik af 18. juli 2011,

–  der henviser til den internationale kontaktgruppes konference, der fandt sted i Paris den 1. september 2011,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Libyen, navnlig beslutningen af 10. marts 2011(1), og henstillingen af 20. januar 2011(2),

–  der henviser til erklæringen fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 13. september 2011 om Libyen,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at efter seks måneders kampe, som har krævet tusindvis af ofre, og som har medført foruroligende humanitære behov og lidelser, er Gaddafi-regimet faldet, og en midlertidig regering under ledelse af Det Nationale Overgangsråd (NTC) skal til at indlede arbejdet med opbygge et nyt Libyen,

B.  der henviser til, at FN's Sikkerhedsråds resolution 1970 og 1973 blev vedtaget efter den brutale fremfærd mod fredelige demonstranter med voldsomme og systematiske menneskerettighedskrænkelser til følge, og fordi det libyske regime ikke efterkom sin folkeretslige forpligtelse til at beskytte den libyske befolkning,

C.  der henviser til, at der blev dannet en koalition bestående af de lande, der var villige til at håndhæve FN's Sikkerhedsråds resolution 1973; der henviser til, at mandatet, på et andet stadie, blev overtaget af NATO; der henviser til, at den NATO-ledede luftoffensiv Odyssey Dawn vil fortsætte, så længe det er nødvendigt for at beskytte civilbefolkningen i Libyen,

D.  der henviser til, at Overgangsrådet samtidig skal varetage befolkningens mest presserende humanitære behov, bringe voldshandlingerne til ophør og etablere retsorden samt tage fat på den formidable opgave at genrejse nationen og opbygge en velfungerende, demokratisk stat; der henviser til, at Overgangsrådet har tilkendegivet, at det vil arbejde på hurtigt at bevæge sig hen imod demokratisk legitimitet med udarbejdelse af en forfatning og snarlige frie og retfærdige valg;

E.  der henviser til, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) den 27. juni 2011 udstedte arrestordrer mod Muammar Gaddafi, hans søn Saif al-Islam Gaddafi og hans tidligere efterretningschef Abdullah Al-Senussi for anklager om forbrydelser mod menneskeheden begået siden indledningen på det folkelige oprør,

F.  der henviser til, at ifølge UNHCR er omtrent 1 500 flygtninge fra Libyen omkommet under forsøget på at krydse Middelhavet til Europa siden begyndelsen på det libyske regimes voldelige fremfærd,

G.  der henviser til, at et »Libyens venner«-topmøde med deltagelse af omkring 60 stater og internationale organisationer blev afholdt den 1. september 2011 i Paris med det formål at koordinere den internationale indsats for at bistå med genopbygningen af Libyen,

H.  der henviser til, at EU har ydet over 152 mio. EUR i humanitær støtte, og at den højtstående repræsentant åbnede et EU-kontor i Benghazi den 22. maj 2011 med det formål at etablere forbindelser med Overgangsrådet og bistå Libyen i forberedelsen af næste faste i den demokratiske overgang; der henviser til, at et EU-kontor blev åbnet i Tripoli den 31. august 2011,

I.  der henviser til, at EU har en vital interesse i et demokratisk, stabilt, velstående og fredeligt Nordafrika,

1.  ser frem til afslutningen på den seks måneder lange konflikt i Libyen og glæder sig over faldet af Muammar Gaddafis 42-årige autokratiske regime, som var ansvarligt for det libyske folks lange og enorme lidelser; lykønsker det libyske folk for deres mod og beslutsomhed og understreger, at det libyske folks forhåbninger om frihed og selvbestemmelse bør være drivkraften i overgangsprocessen, da kun et stærkt lokalt ejerskab vil sikre dets succes;

2.  opfordrer den højtstående repræsentant til at udarbejde en konkret, effektiv og troværdig fælles strategi for Libyen og anmoder medlemsstaterne om at gennemføre denne strategi ved at undlade at tage ensidige skridt eller initiativer, der vil kunne svække strategien; opfordrer EU og dets medlemsstater til at tilbyde deres fulde støtte i den omstillingsproces, der nu må finde sted for på en koordineret måde at skabe et frit, demokratisk og velstående Libyen, så dobbeltarbejde undgås, og en multilateral tilgang forfølges;

3.  udtrykker sin fulde støtte til Det Nationale Overgangsråd (NTC) med den udfordrende opgave at opbygge en ny stat, der repræsenterer alle libyere; hilser de nylige anerkendelser af Overgangsrådet velkomne og opfordrer alle EU-medlemsstater og det internationale samfund til at følge trop; bifalder, at alle FN's Sikkerhedsråds permanente medlemmer, herunder senest Kina, har anerkendt Overgangsrådet som den legitime myndighed i Libyen; opfordrer alle lande i Den Afrikanske Union til at anerkende Overgangsrådet; opfordrer Overgangsrådet til fuldt ud at påtage sig sit ansvar for det libyske folks sikkerhed og velfærd, til at handle på en gennemsigtig måde og i fuld overensstemmelse med demokratiske principper og international humanitær ret; opfordrer den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen til at styrke forbindelserne med Overgangsrådet yderligere og bistå de nye libyske myndigheder i opbygningen af et forenet, demokratisk og pluralistisk Libyen, hvor menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder og retssikkerhed er garanteret for alle libyske borgere såvel som for gæstearbejdere og flygtninge;

4.  understreger, at der ikke kan være straffrihed for forbrydelser mod menneskeheden, og at Muammar Gaddafi og medlemmerne af hans regime skal holdes ansvarlige og stilles for en domstol for deres forbrydelser under retsstatsforhold; opfordrer indtrængende Overgangsrådets kombattanter til at afstå fra repressalier og udenretslige henrettelser; forventer, at hvis personer retsforfølges i Libyen for alle forbrydelser begået under diktaturet, og ikke kun de forbrydelser, som Den Internationale Straffedomstol har anklaget dem for, vil de libyske domstole og libysk rettergang vil være i fuld overensstemmelse med de internationale normer for retssikkerhed, herunder gennemsigtighed for internationale observatører og udelukkelse af muligheden for dødsstraf;

5.  opfordrer indtrængende alle lande og især Libyens nabolande til at samarbejde med de nye libyske myndigheder og de internationale retsmyndigheder, dvs. ICC, om at sikre, at Gaddafi og hans inderkreds drages til ansvar; minder for eksempel om, at Niger og Burkina Faso er deltagerstater i ICC og derfor er forpligtede til at samarbejde med domstolen og udlevere Gaddafi og hans anklagede slægtninge hertil, hvis de sætter fod på landenes territorier; beklager Guinea-Bissaus tilbud om asyl til Gaddafi, så han kan flytte til og bo i dette land, og advarer om, at dette ville være uforeneligt med Guinea-Bissaus forpligtelser i henhold til Cotonouaftalen;

6.  bifalder de tilsagn, som de stater og internationale organisationer, der var til stede ved »Libyens venner«-topmødet i Paris den 1. september 2011, fremsatte om omgående at frigive 15 mia. USD i indefrosne libyske aktiver, såvel som EU's beslutning om at ophæve sanktionerne over for 28 libyske foretagender, herunder havne, olieselskaber og banker; opfordrer EU's medlemsstater til at anmode om tilladelse fra FN's Sikkerhedsråd til at frigøre stadig indefrosne libyske aktiver for at bistå Overgangsrådet med at varetage de nødvendige forvaltningsopgaver i overgangsperioden og opfordrer navnlig medlemsstaterne til at indfri de tilsagn, de fremsatte på Pariskonferencen; opfordrer til en international undersøgelse af, hvad der er blevet af Gaddafi-familiens stjålne aktiver og penge, og til at disse gives tilbage til Libyen;

7.  bifalder, at så snart Tripoli blev befriet, markerede EU hurtigt sin tilstedeværelse og åbnede et EU-kontor i hovedstaden; forventer, at dette vil blive fuldt bemandet så hurtigt som muligt med henblik på at bygge videre på det vigtige arbejde, der er udført af EU-kontoret i Benghazi, til videreudvikling af forbindelserne med Overgangsrådet og til at bistå de nye libyske myndigheder med at tage fat på den libyske befolknings mest presserende behov;

8.  henstiller til, at Europa-Parlamentet straks sender en delegation til Libyen for at vurdere situationen, for at sende et budskab om støtte og solidaritet og for at udvikle en dialog med Overgangsrådet, civilsamfundet og andre centrale aktører på stedet;

9.  understreger, at troværdigheden af Overgangsrådets midlertidige regering vil hvile på dens evne til at løse de mest presserende spørgsmål og samtidig skabe betingelser for demokratiske institutioner; opfordrer Overgangsrådet til at iværksætte en proces, der er så gennemsigtig og inklusiv som muligt, og som inddrager alle vigtige aktører fra alle dele af landet med henblik på at opbygge legitimitet og en national konsensus og dermed undgå regionale, etniske eller stammebaserede fraktioner, som kunne medføre yderligere vold; opfordrer Overgangsrådet til at sikre, at alle dele af det libyske samfund inddrages, og til at give kvinder og mindretal indflydelse i overgangsprocessen hen imod demokrati, nemlig ved at stimulere deres deltagelse i civilsamfundet, medierne, de politiske partier og alle former for politiske og økonomiske beslutningsorganer;

10.  bemærker den seneste rapport fra Amnesty International og opfordrer Overgangsrådet til at kontrollere og afvæbne de væbnede grupper, standse krænkelser af menneskerettighederne og undersøge de rapporterede tilfælde af krigsforbrydelser med henblik på at undgå en ond cirkel af krænkelser og gengældelse; opfordrer de nye myndigheder til straks at bringe alle tilbageholdelsescentre under Justits- menneskerettighedsministeriets kontrol og sikre, at anholdelser kun foretages af officielle organer, og at al retsforfølgelse ender i retfærdige retssager, der lever op til internationale standarder;

11.  noterer sig den tale, der blev holdt i Tripoli af Overgangsrådets formand, Jalil, hvori han meddelte, at Libyen vil være et moderat muslimsk land med en forfatning, der afspejler dette, og vil hilse kvinders deltagelse i det offentlige liv velkommen; udtrykker forventning om, at Overgangsrådet vil leve op til sit ansvar og indfri de tilsagn, det har afgivet om at opbygge en tolerant, samlet og demokratisk libysk stat, der står vagt om de universelle menneskerettigheder for alle libyske borgere såvel som for migrantarbejdere og udlændinge; opfordrer Overgangsrådet til aktivt at stimulere og inddrage kvinder og unge i de politiske processer med henblik på opbygning af politiske partier og demokratiske institutioner;

12.  opfordrer til, at Overgangsrådet omgående iværksætter en proces for retfærdighed og national forsoning; opfordrer den højtstående repræsentant til at udsende eksperter og undervisere i mægling og dialog til at bistå Overgangsrådet og andre libyske aktører;

13.  understreger betydningen af, at alle menneskerettighedskrænkelser efterforskes, uanset hvem der har begået dem; er af den opfattelse, at dette bør være en vigtig del af den forsoningsproces i landet, som libyerne selv skal varetage;

14.  opfordrer Overgangsrådets styrker til at overholde international humanitær ret ved behandlingen af krigsfanger, dvs. de resterende Gaddafi-tro styrker og lejesoldater; opfordrer indtrængende Overgangsrådet til øjeblikkeligt at sætte afrikanske migrantarbejdere og sorte libyere, der er blevet vilkårligt tilbageholdt på mistanke om at være Gaddafi-tro lejesoldater, på fri fod, og retsforfølge dem, der har begået forbrydelser, ved en uafhængig domstol;

15.  opfordrer Overgangsrådet til at beskytte rettighederne for minoriteter og sårbare grupper, herunder de tusinder af migranter fra Afrika syd for Sahara, der udsættes for forfølgelse udelukkende på grund af deres hudfarve, og til at drage omsorg for beskyttelsen og evakueringen af de migranter, der fortsat er strandede i IOM's centre eller i improviserede lejre; opfordrer i denne henseende den højtstående repræsentant til at give Overgangsrådet EU-støtte inden for mægling med henblik på at håndtere denne nødsituation i overensstemmelse med menneskerettighedsnormer og humanitære standarder; opfordrer EU-medlemsstaterne og Kommissionen til at bistå med at genhuse de flygtninge, der endnu befinder sig i lejrene ved den tunesiske og andre grænser efter at være flygtet fra konflikten, og som ville komme i livsfare, hvis de vendte tilbage til Libyen;

16.  understreger, at det libyske folk indledte denne revolution og viste vejen frem; er af den opfattelse, at Libyens fremtid skal afgøres af det libyske folk alene, og at Libyens suverænitet dermed sikres;

17.  understreger, at FN vil spille en koordinerende rolle for at sikre international støtte til den politiske overgangsproces i Libyen og til genopbygningen af landet i overensstemmelse med de forventninger, som Libyen har givet udtryk for, navnlig på Pariskonferencen;

18.  opfordrer den højtstående repræsentant, Kommissionen og EU's medlemsstater til at yde assistance med henblik på en reform af den libyske sikkerhedssektor, herunder politiet og de væbnede styrker, såvel som afvæbning, demobilisering og udslusning af tidligere kombattanter i samfundet samt styrkelse af kontrollen med grænserne og den ulovlige våbenhandel i samarbejde med nabolandene; er særlig betænkelig ved den enorme mængde våben, der er i hænderne på kombattanter og civile, hvilket udgør en dødelig fare for befolkningen, navnlig for så vidt angår sårbare grupper som kvinder og børn;

19.  understreger betydningen af det vellykkede udfald af Libyen-konflikten for regionen og i sammenhængen med det arabiske forår; opfordrer andre ledere i regionen til at tage ved lære af Libyen og til at tage notits af de voksende folkelige bevægelser, der kræver, at deres rettigheder og friheder respekteres;

20.  opfordrer Overgangsrådet til at forpligte sig til at sætte en høj standard for gennemsigtigheden i landets strategiske økonomiske sektorer, således at Libyens naturressourcer kommer hele befolkningen til gavn;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Parlamentariske Forsamling for Middelhavsunionen, Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga og Libyens Nationale Overgangsråd.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0095. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0020.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. september 2011 om situationen i Syrien

P7_TA(2011)0387 RC-B7-0482/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien, særlig beslutning af 7. juli 2011 om Syrien, Yemen og Bahrain på baggrund af situationen i den arabiske verden og Nordafrika(1),

–  der henviser til erklæring af 19. august 2011 fra Europa-Parlamentets formand om situationen i Syrien og det internationale samfunds reaktioner,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2011/522/FUSP om ændring af afgørelse 2011/273/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien, Rådets afgørelse 2011/523/EU om delvis suspension af anvendelsen af samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Den Arabiske Republik Syrien og Rådets forordning (EU) nr. 878/2011 af 2. september 2011 om ændring af forordning (EU) nr. 442/2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien,

–  der henviser til redegørelserne fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 8. og 31. juli 2011, 1., 4., 18., 19., 23. og 30. august 2011 og 2. september 2011 om Syrien,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 18. juli 2011 om Syrien,

–  der henviser til den fælles meddelelse »En ny tilgang til nabolande i forandring« af 25. maj 2011 fra Kommissionen og den højtstående repræsentant til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget,

–  der henviser til erklæring af 3. august 2011 fra formandskabet for FN's Sikkerhedsråd,

–  der henviser til UNHRC's resolution af 23. august 2011 om menneskerettighedssituationen i Den Syriske Arabiske Republik,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som Syrien er part i,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at systematiske drab og systematisk vold og tortur er eskaleret drastisk siden starten af de voldelige overgreb mod fredelige demonstranter i Syrien i marts 2011 og trods regeringens ophævelse af undtagelsestilstanden ved bekendtgørelse af 21. april 2011, og at den syriske hær og sikkerhedsstyrkerne fortsat reagerer med målrettede drab, tortur og masseanholdelser; der henviser til, at FN vurderer, at over 2 600 personer har mistet livet, mange flere er blevet såret, og tusinder er blevet tilbageholdt,

B.  der henviser til, at højkommissærens undersøgelsesmission af 19. august 2011 fandt beviser for i hundredvis af summariske henrettelser, anvendelse af skarp ammunition mod demonstranter, udbredt indsættelse af snigskytter under protester, tilbageholdelse og tortur af personer i alle aldre, blokade af landsbyer og byer fra sikkerhedsstyrkernes side og ødelæggelse af vandforsyninger,

C.  der henviser til, at Den Syriske Arabiske Republiks regering afgav tilsagn om at gennemføre demokratiske og sociale reformer, men ikke har taget de fornødne skridt til at indfri disse tilsagn,

D.  der henviser til, at mange syrere ser sig konfronteret med en stadig dårligere humanitær situation som følge af vold og fordrivelser; der henviser til, at Syriens nabolande og det internationale samfund gør sig betydelige anstrengelser for at forhindre en yderligere forværring og eskalering af denne humanitære krise,

E.  der henviser til, at krisen i Syrien udgør en trussel mod stabiliteten og sikkerheden i hele det mellemøstlige område,

F.  der henviser til, at EU har indført sanktioner mod det syriske styre som følge af eskaleringen af den brutale kampagne, som regeringen har ført mod det syriske folk, og at EU overvejer at udvide disse sanktioner,

G.  der henviser til, at associeringsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Syriske Arabiske Republik på den anden aldrig er blevet undertegnet; der henviser til, at undertegnelsen af aftalen efter anmodning fra Syrien har været udsat siden oktober 2009; der henviser til, at Rådet besluttede ikke at foretage sig yderligere på dette område samt delvis at suspendere anvendelsen af den eksisterende samarbejdsaftale,

H.  der henviser til, at den nye indfaldsvinkel, som Kommissionen og den højtstående repræsentant har foreslået som en ny tilgang til nabolande i forandring, er baseret på et gensidigt ansvarsforhold og en fælles forpligtelse over for de universelle værdier menneskerettigheder, demokrati og retsstatslige principper,

I.  der henviser til, at FN's Menneskerettighedsråd den 23. august 2011 vedtog en resolution, som indeholder krav om, at der udsendes en uafhængig international undersøgelseskommission med den opgave at undersøge menneskerettighedskrænkelser i Syrien, som kan udgøre forbrydelser mod menneskeheden,

1.  fordømmer på det kraftigste den eskalerende magtanvendelse over for fredelige demonstranter og den brutale og systematiske forfølgelse af demokratiforkæmpere, menneskerettighedsforkæmpere og journalister; udtrykker sin dybeste bekymring over de syriske myndigheders alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder massearrestationer, udenretslige henrettelser, vilkårlige tilbageholdelser, forsvindinger og tortur;

2.  giver udtryk for sin dybeste medfølelse med ofrenes familier og sin solidaritet med det syriske folk, som kæmper for sine rettigheder, roser dets mod og beslutsomhed og støtter på det kraftigste dets forhåbninger om at opnå fuld respekt for retsstatsprincipperne, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt garantier for bedre økonomiske og sociale vilkår;

3.  støtter Rådets konklusioner af 18. juli 2011, hvori det hedder, at det syriske styre sætter spørgsmålstegn ved sin legitimitet ved at vælge undertrykkelsens vej i stedet for at indfri sine egne løfter om brede reformer; opfordrer præsident Bashar al-Assad og hans styre til straks at afgive magten og afviser straffrihed;

4.  kræver atter, at de voldelige overgreb mod fredelige demonstranter og chikane mod deres familier bringes til øjeblikkeligt ophør, at alle tilbageholdte demonstranter, politiske fanger, menneskerettighedsforkæmpere og journalister løslades, og at internationale humanitære organisationer og menneskerettighedsorganisationer samt internationale medier gives fuld adgang til landet; opfordrer de syriske myndigheder til at standse regeringens censur af lokale og udenlandske publikationer, bringe regeringens repressive kontrol af aviser og andre publikationer til ophør og ophæve restriktionerne for anvendelse af internettet og mobile kommunikationsnet;

5.  gentager sit krav om en uafhængig, gennemsigtig og effektiv undersøgelse af de drab, arrestationer, vilkårlige tilbageholdelser og påståede tvungne forsvindinger og tilfælde af tortur, som de syriske sikkerhedsstyrker har gjort sig skyld i, for at sikre, at gerningsmændene bag disse handlinger stilles til ansvar; glæder sig i denne forbindelse over den resolution, som FN's Menneskerettighedsråd vedtog for nylig, og som indeholder krav om, at der sendes en uafhængig international undersøgelseskommission til Syrien med den opgave at undersøge alle påstande om styrets krænkelser af de internationale menneskerettighedsbestemmelser siden marts 2011 for at finde frem til kendsgerningerne og omstændighederne omkring disse forbrydelser og krænkelser, identificere de ansvarlige og sikre, at gerningsmændene stilles til ansvar;

6.  kræver samtidig, at der indledes en øjeblikkelig, ægte og inklusiv politisk proces med deltagelse af alle demokratiske politiske aktører og civilsamfundsorganisationer, idet en sådan kunne danne grundlag for en fredelig og uigenkaldelig overgang til demokrati i Syrien; glæder sig i denne forbindelse over erklæringen fra formandskabet for FN's Sikkerhedsråd af 3. august 2011, hvori det understreges, at den eneste løsning på den aktuelle krise i Syrien er en inklusiv politisk proces under syrisk ledelse; opfordrer medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd, navnlig Rusland og Kina, til fortsat at bestræbe sig på at vedtage en resolution, der fordømmer det syriske styres brug af dødelig magt og indeholder krav om at bringe denne brug af magt til ophør, og til at vedtage sanktioner i tilfælde af undladelse af at opfylde dette krav; konstaterer, at der har fundet et møde sted mellem Den Arabiske Ligas generalsekretær og de syriske myndigheder, og håber, at dette møde vil blive efterfulgt af konkrete resultater;

7.  glæder sig over, at Rådet den 2. september 2011 vedtog nye restriktive foranstaltninger over for Syrien, herunder et forbud mod import af råolie fra Syrien til EU og tilføjelsen af fire syriske personer og tre enheder til listen over dem, der er omfattet af indefrysning af aktiver og rejseforbud; kræver imidlertid, at der indføres flere sanktioner, som er vendt mod styret, men begrænser de negative indvirkninger på befolkningens levevilkår til det mindst mulige; opfordrer EU til at danne fælles front i sine kontakter med de syriske myndigheder;

8.  glæder sig over den humanitære bistand, som Syriens nabolande, navnlig Tyrkiet, har ydet til syriske flygtninge; tilskynder EU og dets medlemsstater til fortsat at samarbejde med medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, Syriens nabolande, Den Arabiske Liga, andre internationale aktører og ngo'er for at forhindre, at den aktuelle krise i Syrien, herunder den humanitære krise, eventuelt eskalerer og breder sig til andre områder i regionen, og at der sker en yderligere forværring af den humanitære krise inden for landets egne grænser;

9.  glæder sig over Tyrkiets og Saudi Arabiens fordømmelse af det syriske styre; beklager, at Iran fortsat støtter præsident al-Assads styre;

10.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen til yderligere at fremme og støtte de nye organiserede syriske demokratiske oppositionskræfter både inden og uden for landets grænser;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Russiske Føderations regering og parlament, Folkerepublikken Kinas regering og parlament, USA's regering og Kongres, Den Arabiske Ligas generalsekretær og Den Syriske Arabiske Republiks regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0333.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. september 2011 om EU's bestræbelser med hensyn til bekæmpelse af korruption

P7_TA(2011)0388 B7-0481/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til meddelelse af 6. juni 2011 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg med titlen »Bekæmpelse af korruption i EU« (KOM(2011)0308) og til Kommissionens afgørelse (C(2011)3673) om indførelse på EU-plan af en indberetningsmekanisme for regelmæssig evaluering af bekæmpelsen af korruption (»EU's rapport om bekæmpelse af korruption«),

–  der henviser til artikel 67, stk. 3, og artikel 83, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og til Stockholmprogrammet - Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse,

–  der henviser til sin erklæring af 18. maj 2010 om Unionens bestræbelser på bekæmpelse af korruption(1),

–  der henviser til Rådets rammeafgørelse 2003/568/RIA af 22. juli 2003 om bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor(2),

–  der henviser til EU-konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser(3) og til protokollen udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser(4), der gør svig og korruption, der berører EU's finansielle interesser, strafbart,

–  der henviser til EU-konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Union om bekæmpelse af korruption, der involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i EU's medlemsstater(5), der gør svig og korruption, uafhængigt af, om det berører EU's finansielle interesser, strafbart,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at korruption er et område for særlig grov kriminalitet med en grænseoverskridende dimension, som ofte har konsekvenser på tværs af og ud over EU's grænser, og at Unionen har en generel beføjelse til at handle på området for bekæmpelse af korruption;

B.  der henviser til, at artikel 67 i TEUF fastsætter Unionens forpligtelse til at sikre et højt sikkerhedsniveau, herunder gennem forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet og tilnærmelse af medlemsstaternes straffelovgivning, og der henviser til, at artikel 83 i TEUF medregner korruption som kriminalitet af særlig grov karakter med en grænseoverskridende dimension;

C.  der henviser til, at Stockholmprogrammet (4.1) medregner korruption blandt de transnationale trusler, der fortsat er en udfordring for EU's indre sikkerhed, og som kræver en klar og omfattende reaktion;

D.  der henviser til, at fire ud af fem EU-borgere anser korruption som værende et alvorligt problem i deres medlemsstat (Eurobarometerundersøgelse fra 2009 om europæernes holdning til korruption), og at 88 % af de adspurgte i en rundspørge i 2008 om Stockholmprogrammet mente, at EU bør gøre mere ved korruption;

E.  der henviser til, at en anslået 120 mia. EUR forsvinder hvert år på grund af korruption, hvilket svarer til en procent af BNP i EU (KOM(2011)0308);

F.  der henviser til, at korruption undergraver retsstaten, fører til misbrug af offentlige midler generelt og af EU-midler, som kommer fra skatteyderne, og forvrider markedet, og har spillet en rolle i den aktuelle økonomiske krise;

G.  der henviser til, at den økonomiske genopretning af medlemsstater, der er ramt af den økonomiske og finansielle krise, er hæmmet af korruption, skatteunddragelse, skattesvig og anden økonomisk kriminalitet; der henviser til, at risikoen for korrupt adfærd er særlig høj i tilfælde af omfattende deregulering og privatisering og skal bekæmpes med alle mulige midler;

H.  der henviser til, at korruption har skadelige sociale konsekvenser, eftersom organiserede kriminelle grupper anvender korruption til at begå anden grov kriminalitet, som f.eks. narkotika- og menneskehandel (KOM(2011)0308);

I.  der henviser til, at ledere og beslutningstagere mangler politisk vilje til at bekæmpe korruption i alle dens former, og at gennemførelsen af antikorruptionslovgivningen er forskellig i de forskellige medlemsstater og alt i alt er utilfredsstillende (KOM(2011)0308);

J.  der henviser til, at tre EU-medlemsstater ikke har ratificeret Europarådets strafferetskonvention om korruption, tolv har ikke ratificeret dens tillægsprotokol, og syv har ikke ratificeret civilretskonventionen om korruption; der henviser til, at tre medlemsstater endnu ikke har ratificeret FN's konvention mod korruption, og at fem EU-medlemsstater har ikke ratificeret OECD's konvention om bekæmpelse af bestikkelse;

K.  der henviser til, at opfattelsen af korruption i alvorlig grad underminerer den gensidige tillid medlemsstaterne imellem og således påvirker samarbejdet på området for retlige og indre anliggender;

L.  der henviser til, at det retlige samarbejde i korruptionssager med en grænseoverskridende dimension stadig er kompliceret og langsom;

M.  der henviser til, at hvis problemet ikke løses hurtigt og korrekt, risikerer korruption at undergrave tilliden til de demokratiske institutioner og svække de politiske lederes ansvarlighed (KOM(2011)0308);

N.  der henviser til, at korruption har holdt mange diktatoriske regimer ved magten og tilladt dem at kanalisere betydelige pengesummer til udenlandske bankkonti, herunder europæiske; der henviser til, at medlemsstaterne skal intensivere deres bestræbelser på at spore og fastfryse udenlandske stjålne aktiver, så de kan returneres til deres retmæssige ejere;

1.  glæder sig over Kommissionens vedtagelse den 6. juni 2011 af en antikorruptionspakke(6), som omfatter en meddelelse om bekæmpelse af korruption i EU og en beslutning om at etablere »EU's rapport om bekæmpelse af korruption«;

2.  opfordrer Kommissionen til at prioritere bekæmpelsen af korruption i forbindelse med sin sikkerhedsdagsorden for de kommende år, herunder med hensyn til de menneskelige ressourcer, der afsættes hertil;

3.  opfordrer Kommissionen til i sin rapporteringsmekanisme at behandle de centrale spørgsmål om effektiv gennemførelse af antikorruptionslovgivning og sanktioner med afskrækkede virkning, herunder dem, der er pålagt af de retshåndhævende og de retlige myndigheder;

4.  opfordrer Kommissionen til at tage fat på gennemførelsen og håndhævelsen af EU's antikorruptionslovgivning, herunder sanktioner med afskrækkende virkning, og til at tage skridt til at fremme medlemsstaternes gennemførelse og håndhævelse af relevante internationale og regionale antikorruptionsinstrumenter;

5.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med gennemførelsen af ​​EU's antikorruptions- rapporteringsmekanisme at sikre, at der i ekspertgruppen og netværket af forsknings-korrespondenter sidder uafhængige eksperter, at alle eksperter har en dokumenteret høj integritet, omdømme og ekspertise, og at en række af civilsamfundets organisationer er repræsenteret;

6.  anmoder Kommissionen om at overveje at udarbejde foreløbige rapporter om bekæmpelse af korruption før 2013, da det i lyset af den nuværende økonomiske krise i mange medlemsstater haster med at få løst dette problem;

7.  opfordrer Kommissionen til på grundlag af artikel 83, stk. 1, i TEUF at vedtage minimumsregler for, hvad der skal betragtes som korruption, og for dermed forbundne sanktioner i betragtning af korruptionens grænseoverskridende virkninger og dens konsekvenser for det indre marked;

8.  noterer sig med bekymring de manglende fremskridt i medlemsstaternes gennemførelse af Rådets rammeafgørelse 2003/568/RIA om bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre og håndhæve bestemmelserne i denne rammeafgørelse;

9.  opfordrer Rådet og medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre EU-konventionerne fra 1995 og 1997, der gør svig og korruption strafbart;

10.  foreslår, at Kommissionen træffer yderligere foranstaltninger på EU-plan i retning af en harmonisering af lovgivningen om beskyttelse af informanter (herunder beskyttelse mod injuriesager og sagsanlæg) og kriminalisering af ulovlig berigelse;

11.  opfordrer alle EU-institutionerne, herunder EU's agenturer og medlemsstaterne, til at sikre større gennemsigtighed ved at udarbejde adfærdskodekser eller forbedre de allerede eksisterende kodekser med klarere regler om interessekonflikter samt til at træffe foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af korruption i politik og medier, herunder ved at øge gennemsigtigheden af ​​og tilsynet med finansiering og støtte;

12.  opfordrer medlemsstaterne til at investere finansielle og menneskelige ressourcer i bekæmpelse af korruption; understreger behovet for, at medlemsstaterne samarbejder med Europol, Eurojust og OLAF i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af forbrydelser i forbindelse med korruption;

13.  opfordrer Kommissionen og Eurojust til at sikre en mere effektiv og hurtig udveksling af dokumenter og oplysninger mellem de nationale domstole i korruptionssager med en grænseoverskridende dimension;

14.  opfordrer Rådet til at sikre den nødvendige politiske vilje, som i øjeblikket mangler i nogle medlemsstater, til at bekæmpe korruption og gennemføre de foranstaltninger, der vedtages af Kommissionen via korruptionsbekæmpelsespakken og den bredere pakke om beskyttelse af den lovlige økonomi;

15.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at gøre det nuværende netværk af nationale kontaktpunkter til bekæmpelse af korruption mere effektive, og opfordrer Kommissionen til at holde Europa-Parlamentet orienteret om aktiviteterne i dette netværk;

16.  opfordrer Rådet og medlemsstaterne til at ratificere og fuldt ud gennemføre Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings (OECD) konvention om bekæmpelse af korruption af udenlandske embedsmænd i internationale handelstransaktioner; fremhæver den negative virkning, som korruption af udenlandske embedsmænd har på Unionens grundlæggende rettigheder samt på miljø- og udviklingspolitikkerne;

17.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremskynde sit arbejde for at opfylde sine rapporteringsforpligtelser i henhold til FN-konventionen mod korruption;

18.  mener, at kampen mod korruption indebærer større gennemsigtighed i finansielle transaktioner, især dem, der involverer de såkaldte offshore-centre inden for EU og andre steder i verden;

19.  opfordrer Rådet til at handle i fællesskab med Kommissionen i forbindelse med indgåelse af aftaler med tredjelande (især de såkaldte offshore-centre) med henblik på at opnå mulighed for udveksling af ​​oplysninger med disse lande om bankkonti og finansielle transaktioner, der vedrører EU-borgeres og -virksomheders;

20.  opfordrer Kommissionen til at gøre kampen mod anonyme skuffeselskaber i jurisdiktioner med bankhemmelighed, der muliggør kriminelle pengestrømme, et centralt element i den kommende reform af direktivet hvidvaskning af penge;

21.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre en stærk politisk koordinering af antikorruptionsrapporteringsmekanismen med de nye strategier til bekæmpelse af svig og det lovgivningsmæssige initiativ vedrørende inddrivelse af udbytte fra kriminelle aktiviteter, der indgår i den bredere pakke om beskyttelse af den lovlige økonomi;

22.  anmoder Kommissionen om hvert år at aflægge rapport til Europa-Parlamentet om gennemførelsen af ​​EU's antikorruptionspolitik og forelægge, når det er relevant og muligt, foreløbige rapporter om specifikke problemer i forbindelse med bekæmpelsen af ​​korruption i EU;

23.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og Ministerrådet.

(1) EUT C 161 E af 31.5.2011, s. 62. (2) EUT L 192 af 31.7.2003, s. 54 (3) EFT C 316 af 27.11.1995, s. 49. (4) EFT C 313 af 23.10.1996, s. 2. (5) EFT C 195 af 25.6.1997, s. 2. (6) Antikorruptionspakken omfatter en meddelelse om bekæmpelse af korruption i EU, en afgørelse om indførelse af en antikorruptionsrapporteringsmekanisme, en beretning om gennemførelse af Rådets rammeafgørelse 2003/568/JHA om bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor samt en rapport om betingelserne for EU's deltagelse i Europarådets Sammenslutning af Stater mod Korruption (GRECO).

Europa-Parlamentets beslutning af 15. september 2011 om hungersnøden i Østafrika

P7_TA(2011)0389 RC-B7-0490/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Afrikas Horn,

–  der henviser til erklæringen af 24. august 2011 fra den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, om EU's reaktion på hungersnøden på Afrikas Horn,

–  der henviser til resultaterne af donorkonferencen i Addis Abeba, den 25. august 2011,

–  der henviser til FN's 2015-mål,

–  der henviser til FN's menneskerettighedserklæring,

–  der henviser til FN-konventionen om barnets rettigheder,

–  der henviser til sin beslutning af 17. februar 2011 om stigende fødevarepriser(1),

–  der henviser til rapporten udarbejdet af Jack Lang, De Forenede Nationers generalsekretærs særlige rådgiver om retlige spørgsmål i relation til piratvirksomhed ud for Somalias kyst,

–  der henviser til Roadmap for Ending the Transition in Somalia vedtaget af Somalias føderale overgangsregering, de regionale myndigheder i Puntland og Galmuduug og Ahlu Sunna Wal Jama'a-bevægelsen den 6. september 2011,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at titusindvis af mennesker er døde, 750 000 er i overhængende fare for at sulte, og 13,3 millioner mennesker i Somalia, Etiopien, Kenya, Eritrea og Djibouti har et presserende behov for fødevarehjælp i forbindelse med den værste hungersnød i 60 år;

B.  der henviser til, at underernæringsprocenten i visse områder ligger mere end tre gange over tærsklen for nødsituationer, og som endvidere henviser til, at det er blevet forudsagt, at situationen på Afrikas Horn vil blive værre, inden den bliver bedre, at situationen menes at blive værst i oktober 2011, og at der ikke er nogen udsigt til bedring inden først i 2012;

C.  der henviser til, at hungersnøden i regionen forværres af faktorer som konflikter, mangel på ressourcer, klimaændringer, høj befolkningstilvækst, mangel på infrastruktur, skæve handelsmønstre og høje råstofpriser;

D.  der henviser til, at det hårdest ramte land er Somalia, hvor over halvdelen af befolkningen er afhængig af fødevarehjælp, og 1,4 millioner personer er internt fordrevne, og at UNICEF er kommet med meldinger om, at 780 000 lider under akut underernæring i det sydlige Somalia;

E.  der henviser til, at den humanitære situation i Somalia er blevet forværret af følgerne af 20 års konflikt mellem krigsførende grupper i området; der henviser til, at den militante gruppe al-Shabab kontrollerer mange områder, hvor der er erklæret hungersnød, og har tvunget nogle vestlige hjælpeorganisationer ud af området, hvilket i alvorlig grad har vanskeliggjort hjælpearbejdet;

F.  der henviser til, at regeringen i Eritrea konsekvent nægter sit folk adgang til mad og anden humanitær bistand;

G.  der henviser til, at over 860 000 personer fra Somalia er flygtet til nabolandene, navnlig Kenya og Etiopien, i forsøget på at finde sikkerhed, føde og vand, og at flygtningelejren Dadaab i Kenya er overfyldt med over 420 000 personer;

H.  der henviser til, at flygtningelejren i Dadaab for tiden er den største flygtningelejr i verden, og at 440 000 mennesker bor der, selvom den kun var bygget til at modtage 90 000, og som endvidere henviser til, at den humanitære situation i lejrene bliver værre dag for dag pga. epidemiudbrud, f.eks. kolera og mæslinger, og at der er blevet registreret flere tilfælde af voldtægt;

I.  der henviser til, at 80 % af flygtningene er kvinder og børn, hvoraf mange har været udsat for seksuel vold og intimidering på vej til eller i flygtningelejrene;

J.  der henviser til, at mangel på lov og orden på landjorden har ført til øget piratvirksomhed i Det Indiske Ocean, hvorved leverancer af forsyninger til og fra regionen bliver alvorligt forstyrret, og EU's flådestyrkers mission, EUNAVOR, har kun været i stand til at afskrække og inddæmme piratvirksomheden snarere end at bekæmpe de grundlæggende årsager;

K.  der henviser til, at EU har afsat 158 mio. EUR til humanitær hjælp i 2011, ud over 440 mio. EUR fra medlemsstaterne og mere end 680 mio. EUR til regionen i langsigtet bistand til landbruget, udvikling af landdistrikterne og fødevaresikkerhed indtil 2013;

L.  der henviser til, at stats- og regeringscheferne i Den Afrikanske Union (AU) har givet tilsagn om over 350 mio. USD til den humanitære operation;

M.  der henviser til, at hurtig forøgelse af nødhjælpen er yderst vigtig med henblik på at opfylde de nuværende humanitære behov og forebygge en yderligere forværring; der henviser til, at det samlede operationelle underskud over de næste seks måneder for tørkerelaterede WFP-programmer i Djibouti, Etiopien, Kenya and Somalia er på 190 mio. USD;

N.  der henviser til, at øget opkøb af jord på Afrikas Horn (navnlig via udenlandske investorer) har gjort områdets sarte landbrugs- og fødevaresystem endnu mere sårbart, og at de lovede fremskridt, for så vidt angår beskæftigelse, fødevarer og økonomisk udvikling, ikke er indtrådt;

O.  der henviser til, at virkningerne fra klimaændringerne i alvorlig grad har forringet høstudbyttet i regionen, hvilket sammen med en verdensomspændende økonomiske krise og stigende priser på fødevarer og brændstof har hindret fattigdomsbekæmpelsen og opfyldelsen af 2015-målene;

P.  der henviser til, at Verdensbankens fødevareprisrapport fra august 2011 viser, at høje og svingende fødevarepriser i verden bringer de fattigste mennesker i udviklingslandene i fare og bidrager til nødsituationen på Afrikas Horn;

Q.  der henviser til, at disse instrumenters øgede likviditet og tilgængelighed hænger sammen med de høje priser og de store svingninger på de underliggende spotmarkeder, og til, at det er vanskeligere for reguleringsmyndighederne at skabe sig et fuldstændigt billede over disse markeder, fordi størstedelen af disse transaktioner udføres direkte mellem parterne;

1.  udtrykker sin dybeste beklagelse over tabet af liv og over lidelserne i regionen; opfordrer til øget mobilisering af EU-bistand til de områder, hvor hungersnøden er størst, for at sikre de mest sårbare fødevarehjælp, sundhedspleje, rent vand og hygiejneforanstaltninger;

2.  opfordrer alle myndigheder og grupper i området til i overensstemmelse med de internationale forskrifter om humanitær hjælp og menneskerettigheder at give humanitære hjælpeorganisationer uhindret adgang til de nødlidende og til at beskytte civilbefolkningen under alle forhold; opfordrer til, at der åbnes humanitære korridorer, således at fødevarer og hjælp kan føres dybere ind i de berørte områder;

3.  kræver, at alle parter omgående standser overgrebene mod civile, navnlig kvinder og børn, drager de ansvarlige til ansvar og sikrer adgang til bistand og fri bevægelighed for alle, der flygter fra konflikterne og tørken; fordømmer på det skarpeste den militante islamistiske gruppe al-Shabab's rolle, idet denne hindrer nødhjælpsorganisationerne og WFP i at levere fødevarehjælp; erindrer alle lande i området om, at det er nødvendigt at hjælpe og beskytte flygtningene i henhold til folkeretten;

4.  opfordrer til større mobilisering af det internationale samfund, som bør fordoble sine bestræbelser på at finde en løsning på denne nødsituation, så det kan opfylde det voksende behov for humanitær hjælp og forebygge en yderligere forværring af situationen, og huske på den utilstrækkelige finansiering, der er til rådighed;

5.  understreger behovet for at kontrollere hjælpen ved at finde frem til troværdige partnere i området, herunder veletablerede nødhjælpsorganisationer og lokale ledere, og gennem bedre koordinering og organisation af distributionen, hvorved omdirigering og plyndring af nødhjælpsforsyninger kan forebygges;

6.  opfordrer Kommissionen til snarest at forbedre overgangen fra nødhjælp fra EU til udviklingsbistand, da tørkekrisen på Afrikas Horn tydeligt viser, at mange års nødhjælp til tørkeramte områder ikke effektivt er blevet fulgt op af langsigtet udviklingspolitik, navnlig hvad landbruget angår; opfordrer Kommissionen og EU-medlemsstaterne til at støtte de østafrikanske landes projekter inden for forebyggelse samt systemer til tidlig varsling af hungersnød og tørke;

7.  glæder sig over Den Afrikanske Unions tilsagn i forbindelse med den humanitære operation, herunder den fredsbevarende AMISOM-mission; beklager imidlertid, at den fredsbevarende styrke fra Den Afrikanske Union i Somalia kun er oppe på 9 000 ud af de lovede 20 000 mand;

8.  understreger, at en løsning på hungersnøden på Afrikas Horn, og navnlig i Somalia, kun vil være mulig, hvis de lokale aktører og det internationale samfund tager fat på de tilgrundliggende politiske, økonomiske, miljømæssige og sikkerhedsmæssige problemer; opfordrer til en EU-strategi for regionen, hvori der redegøres for de politiske mål og for, hvorledes de enkelte humanitære, udviklingsmæssige, sikkerhedsmæssige og militære foranstaltninger hænger passer sammen og er forbundet med hinanden;

9.  opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden til at foretage en kritisk vurdering af Djibouti-fredsprocessen; understreger behovet for at inddrage alle personer, der er berørt af konflikten i Somalia, herunder civilsamfunds- og kvindegrupper, på alle niveauer; opfordrer til etablering af et nationalt udsoningsstyre, så der kan tages fat på landets genopbygning;

10.  glæder sig over tilsagnene fra EU og fra medlemsstaterne; minder imidlertid om, at FN's appel om katastrofehjælp stadig ligger 1 milliard USD fra, hvad der er behov for; opfordrer indtrængende det internationale samfund til at indfri sine tilsagn, levere fødevarehjælp og forbedre sundheden i området;

11.  opfordrer til, at en større procentdel af EU's officielle udviklingsbistand anvendes til landbrugsproduktion og bistand til kvægnomader i udviklingslande for at øge fødevaresikkerheden; opfordrer i denne sammenhæng indtrængende det internationale samfund til at foretage langsigtede investeringer i landbruget som en hovedkilde til fødevarer og indtægter i regionen og i opbygning af bæredygtig infrastruktur samt til at give små landbrugere adgang til jord, hvorved det lokale marked styrkes, og befolkningen på Afrikas Horn forsynes med acceptable dagligdags fødevarer;

12.  opfordrer til, at oplysninger om fødevarereserver og -lagre samt om den internationale prisdannelse gøres mere gennemsigtige, kvalitativt bedre og mere ajourførte;

13.  kræver, at medlemsstaterne sikrer, at de finansinstitutter, der foretager spekulation på markederne for fødevarer og landbrugsråstoffer, standser deres spekulative aktiviteter, som er årsagen til høje og svingende fødevarepriser, og at de sætter bekæmpelse af fattigdom og menneskelige lidelser på Afrikas Horn og i andre udviklingslande over profit og fortjeneste på spekulation i fødevarepriser;

14.  opfordrer indtrængende disse institutter til at tage deres virksomhedsmæssige sociale ansvar alvorligt og til at fastsætte interne regler til sikring af, at de begrænser deres aktiviteter på markederne for fødevarer og landbrugsråstoffer til at udføre realøkonomiske handler, hvor risiciene afdækkes;

15.  opfordrer G20 til at intensivere sine bestræbelser, så der kan vedtages en verdensomspændende regulering med sigte på at hindre skadelig spekulation og koordinere etableringen af mekanismer til forebyggelse af overdrevne svingninger i verdens fødevarepriser; understreger, at G20 må inddrage lande uden for G20 for at sikre global konvergens;

16.  opfordrer Kommissionen til at forelægge forslag til ændring af direktivet om markeder for finansielle instrumenter (2004/39/EC) og markedsmisbrugsdirektivet (2003/6/EC) for at hindre skadelig spekulation;

17.  understreger, at Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) skal have en nøglerolle i overvågningen af råstofmarkederne; bekræfter, at ESMA bør være forsigtig ved anvendelsen af reguleringsinstrumenter til at hindre manipulation og misbrug på markederne for fødevarer og landbrugsråstoffer;

18.  opfordrer Kommissionen til at ajourføre sine retningslinjer for jordpolitik, for så vidt angår såkaldt land grabbing, sikre disses overensstemmelse med de frivillige retningslinjer om ansvarlig håndtering af besiddelse af jord, fiskeriområder og skove fra Komiteen for Verdens Fødevaresikkerhed og lægge større vægt på dette gennem sine programmer for udviklingssamarbejde, handelspolitik og sit samarbejde med multilaterale finansieringsinstitutter som Verdensbanken og IMF;

19.  anmoder Kommissionen og regionens regeringer om at vurdere følgerne af den nuværende erhvervelse af landbrugsjord for fattigdommen i landdistrikter og de områder, der er ramt af hungersnød; anmoder Kommissionen om at medtage spørgsmålet om land grabbing i sin politikdialog med udviklingslandene, forbedre rapportering om og overvågning af erhvervelse af større landområder og støtte udviklingslandene i beslutningsprocesser vedrørende investeringer;

20.  opfordrer til betragtelige bestræbelser på at integrere tilpasning til klimaændringerne i EU's udviklingspolitik; opfordrer EU til at øge disse midler betragteligt og sikre, at de supplerer den officielle udviklingsbistand, udvise dristigt lederskab på den forestående COP 17, for så vidt angår bedre gennemførelse af klimatilpasningspolitikkerne, og til at styrke den internationale styring af bæredygtige udviklingspolitikker;

21.  opfordrer FN, Kommissionen og den højtstående repræsentant/næstformanden til at skride ind over for den ulovlige dumping af giftigt affald i somalisk farvand og udarbejde en politik, der kan afhjælpe de potentielle risici for befolkningen;

22.  er bekymret over nylige rapporter om misbrug af den officielle udviklingsbistand til udføre politisk undertrykkelse i Etiopien; opfordrer EU og medlemsstaterne til at sikre, at bistanden på pålidelig og transparent vis udelukkende anvendes til lindring af fattigdom, idet menneskerettighedsklausulerne i Cotonou-aftalen anvendes fuldt ud;

23.  opfordrer Kommissionen til at integrere kvægnomader bedre i EU's udviklingspolitik, eftersom de udgør en vigtig del af regionens økonomiske aktivitet og proteinproduktion; mener, at der er behov for en hastedialog med de lokale myndigheder for at sikre deres livsform, idet det anerkendes, at deres nomadiske livsførelse passer fint til tørre områder, hvor forholdene ikke tillader, at man bosætter sig;

24.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, De Forenede Nationers Sikkerhedsråd og generalsekretær, Den Afrikanske Unions institutioner, regeringerne og parlamenterne i IGAD's medlemslande, Det Panafrikanske Parlament, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, G20-formandskabet og EU's medlemsstaters regeringer.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0071.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. september 2011 om Den Europæiske Unions holdning og engagement forud for FN's møde på højt plan om forebyggelse af og kontrol med ikke-overførbare sygdomme

P7_TA(2011)0390 RC-B7-0488/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Verdenssundhedsorganisationens (WHO's) handlingsplan for en global strategi til forebyggelse af og kontrol med ikke-overførbare sygdomme 2008-2013(1),

–  der henviser til WHO's resolution af 11. september 2006 om forebyggelse af og kontrol med ikke-overførbare sygdomme i WHO's europæiske region(2),

–  der henviser til FN's resolution 64/265 om forebyggelse af og kontrol med ikke-overførbare sygdomme fra oktober 2010(3),

–  der henviser til Moskva-erklæringen om sund livsførelse og kontrol med ikke-overførbare sygdomme(4),

–  der henviser til Verdenssundhedsforsamlingens resolution om ikke-overførbare sygdomme fra maj 2011(5),

–  der henviser til FN's generalsekretærs rapport om forebyggelse af og kontrol med ikke-overførbare sygdomme(6),

–  der henviser til WHO's rapport fra 2008 om global overvågning, forebyggelse af og kontrol med kroniske luftvejslidelser(7),

–  der henviser til Parmaerklæringen og »Commitment to Act« vedtaget af medlemsstaterne i WHO's europæiske region fra marts 2011(8),

–  der henviser til WHO's Asturias-erklæring fra 2011(9),

–  der henviser til det europæiske charter mod fedme, som vedtoges i november 2006(10),

–  der henviser til artikel 168 og 179 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til sin beslutning af 1. februar 2007 om fremme af sunde kostvaner og fysisk aktivitet - en europæisk dimension i forebyggelsen af overvægt, fedme og kroniske sygdomme(11) og af 25. september 2008 om hvidbogen om sundhedsproblemer i relation til ernæring, overvægt og fedme(12),

–  der henviser til sin beslutning af 12. juli 2007 om foranstaltninger til bekæmpelse af hjerte-kar-sygdomme(13) og af 10. april 2008 om bekæmpelse af kræft i den udvidede Europæiske Union(14) samt til sin erklæring af 27. april 2006 om diabetes(15),

–  der henviser til sin beslutning af 4. september 2008 om midtvejsevaluering af den europæiske handlingsplan for sundhed og miljø 2004-2010(16),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF af 22. juli 2002 om fastlæggelse af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram(17),

–  der henviser til sin beslutning af 11. november 2010 om den demokratiske udfordring og solidaritet mellem generationerne(18) og af 8. marts 2011 om begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU(19),

–  der henviser til sin betænkning af 6. maj 2010 om Kommissionens meddelelse »Europæisk partnerskab om en indsats mod kræft«(20) og om Kommissionens hvidbog »Tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag«(21),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2004/513/EF af 2. juni 2004 om indgåelse af WHO- rammekonventionen om bekæmpelse af tobaksrygning(22),

–  der henviser til Rådets konklusioner fra 2004 om hjertesundhed(23),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1350/2007/EF af 23. oktober 2007 om oprettelse af andet EF-handlingsprogram for sundhed (2008-2013)(24),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr.1982/2006/EF af 18. december 2006 om Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013)(25),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 7. december 2010 om innovative tilgange til kroniske sygdomme inden for folkesundheden og sundhedssystemerne(26),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 22. juni 2006 om »fælles værdier og principper i Den Europæiske Unions sundhedssystemer« og af 6. juni 2011 om »Mod moderne, lydhøre og bæredygtige sundhedssystemer«(27),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 10. maj 2010 om EU's rolle inden for global sundhed(28),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at 86 % af alle dødsfald i Europa ifølge WHO skyldes ikke-overførbare sygdomme;

B.  der henviser til, at de fire mest almindelige ikke-overførbare sygdomme er hjerte-kar-sygdomme, luftvejslidelser, kræft og diabetes; der henviser til, at andre vigtige ikke-overførbare sygdomme ikke bør ignoreres;

C.  der henviser til, at hjerte-kar-sygdomme er den hyppigste dødsårsag, og at den dræber flere end to millioner mennesker om året; der henviser til, at de mest almindelige hjerte-kar-sygdomme er blodpropper i hjertekranspulsåren og slagtilfælde, som tegner sig for henholdsvis mere end en tredjedel (dvs. 741 000) og lidt over en fjerdedel (dvs. 508 000) af alle dødsfald, som skyldes hjerte-kar-sygdomme;

D.  der henviser til, at kræft er den næststørste dødsårsag med en prævalens i befolkningen på 3-4 %, hvilket øges til 10-15 % blandt ældre; der henviser til, at det anslås, at 2,45 millioner mennesker i EU hvert år diagnosticeres med kræft, og at der registreres 1,23 millioner dødsfald som følge af sygdommen; der henviser til, at prævalens af børnekræft stiger med en hastighed på mere end 1 % om året i Europa;

E.  der henviser til, at forebyggelige kroniske ikke-overførbare sygdomme, såsom astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), rammer millioner af mennesker i Europa;

F.  der henviser til, at der ikke findes nogen EU-dækkende strategier eller omfattende initiativer rettet mod diabetes (type 1 og type 2), som skønnes at berøre mere end 32 millioner EU-borgere, og at et tilsvarende antal lider af nedsat glukosetolerans og derfor står over for en meget stor risiko for at udvikle klinisk manifesteret diabetes; der henviser til, at disse tal forventes at stige med 16 % frem til 2030 som en konsekvens af fedmeepidemien og befolkningsaldringen i Europa samt andre endnu ikke fastsatte faktorer, som kræver yderligere forskning;

G.  der henviser til, at fire risikofaktorer tilsammen tegner sig for et flertal af de kroniske ikke-overførbare sygdomme: tobaksforbrug, ubalanceret kost, alkohol og mangel på fysisk aktivitet; der henviser til, at eksponeringen for miljøforurenende stoffer udgør den femte vigtigste faktor, som skal tages i betragtning;

H.  der henviser til, at brugen af tobak er den hyppigste årsag til forebyggelige dødsfald og dræber hen imod hver anden mangeårige tobaksbruger;

I.  der henviser til, at alkoholforbrug, ubalanceret kost, miljømæssig forurening og mangel på fysisk aktivitet kan bidrage betydeligt til risikoen for at udvikle visse typer af hjerte-kar-sygdomme, kræft og diabetes;

J.  der henviser til, at fysisk aktivitet i stigende grad anerkendes som en vigtig faktor for forebyggelsen af ikke-overførbare sygdomme;

K.  der henviser til, at syv risikofaktorer tegner sig for for tidlig død (højt blodtryk, højt kolesteroltal, overvægt, lav indtagelse af frugt og grøntsager, fysisk inaktivitet, overforbrug af alkohol samt rygning) er knyttet til kost- og motionsvaner;

L.  der henviser til, at hovedparten af kroniske ikke-overførbare sygdomme kan forebygges, nærmere betegnet ved at reducere eller undgå risikofaktorer som rygning, ubalanceret kost, fysisk inaktivitet, alkoholforbrug og eksponering for visse kemiske stoffer; der henviser til, at en effektiv miljøpolitik, herunder håndhævelsen af eksisterende lovgivning og standarder, rummer store muligheder for forebyggelse;

M.  der henviser til, at andre faktorer, såsom alder, køn, genetisk baggrund eller fysiologiske tilstande, herunder fedme, ligeledes bør tages i betragtning i forbindelse med udviklingen af strategier for forebyggelse og tidlig identifikation;

N.  der henviser til, at symptomerne, såsom kroniske smerter og psykiske problemer, er de samme for hovedparten af ikke-overførbare sygdomme og påvirker de ramte og deres livskvalitet direkte, hvorfor sygdommene bør behandles ved hjælp af en fælles horisontal tilgang med henblik på at gøre det muligt for sundhedssystemerne at håndtere disse sygdomme mere omkostningseffektivt;

O.  der henviser til, at mulighederne for forebyggelse af sygdomme stadig er underudviklet, selv om det er blevet vist, at strategier for forebyggelse af ikke-overførbare sygdomme blandt befolkningen gennemgående er udgiftsbesparende;

P.  der henviser til, at 97 % af sundhedsudgifterne for øjeblikket anvendes til behandling, men at kun 3 % investeres i forebyggelse, og at udgifterne til behandling og håndtering af ikke-overførbare sygdomme stiger dramatisk som følge af en øget adgang til diagnoser og behandlinger;

Q.  der henviser til, at WHO anser stigningen i ikke-overførbare sygdomme for en epidemi, og at det anslås, at denne epidemi forventes at kræve 52 mio. dødsofre i 2030;

R.  der henviser til, at Det Verdensøkonomiske Forum og Harvard School of Public Health har offentliggjort oplysninger, hvori det anslås, at ikke-overførbare sygdomme vil forårsage et tab på 25 billioner EUR for produktionen i verdensøkonomien i perioden 2005-2030;

S.  der henviser til, at ikke-overførbare sygdomme kunne indvirke negativt på Europa 2020-strategien og krænke menneskers ret til at leve et sundt og produktivt liv;

T.  der henviser til, at EU spiller en central rolle for at fremme fremskridt inden for globale sundhedsudfordringer, herunder de sundhedsrelaterede MDG-mål og ikke-overførbare sygdomme, som det fremgår af Rådets konklusioner om EU's rolle inden for global sundhed;

U.  der henviser til, at visse faktorer for så vidt angår ikke-overførbare sygdomme uden tvivl hænger sammen med globale problemer, såsom miljøforurening, og derfor bør håndteres på globalt plan; der henviser til, at andre aspekter kan håndteres på nationalt eller regionalt plan i overensstemmelse med nærhedsprincippet;

V.  der henviser til, at forhold før fødslen, herunder eksponering for miljøforurening, har livslang indvirkning på mange aspekter i forbindelse med sundhed og velvære, navnlig risikoen for at udvikle luftvejslidelser, og kan øge sandsynligheden for, at personer får kræft og diabetes;

W.  der henviser til, at selv om folk i gennemsnit lever længere og sundere end tidligere generationer, er EU i forbindelse med en aldrende befolkning og stigningen i fænomenet »de allerældste« stillet over for en epidemi af kroniske sygdomme og kombinerede sygdomme og med en deraf følgende trussel for eller et stigende pres på de nationale sundhedssystemers bæredygtighed;

X.  der henviser til, at socioøkonomiske faktorer også er vigtige sundhedsdeterminanter, og at der eksisterer uligheder på sundhedsområdet mellem og i medlemsstaterne;

Y.  der henviser til, at det anslås, at den forventede mangel på sundhedspersonale i Europa, som omfatter læger, sygeplejersker, tandlæger, farmaceuter og fysioterapeuter, vil være på omkring 1 million mennesker i 2020;

Z.  der henviser til, at sociale og miljømæssige faktorer bør identificeres som umiddelbare sundhedsdeterminanter, idet f.eks. indendørs forurening forårsager 1,6 millioner dødsfald hvert år, hvilket gør det til en alvorlig miljømæssig sundhedstrussel i Europa og medfører en betydelig mindskelse af den forventede levealder og produktivitet;

AA.  der henviser til, at EU-borgerne er bekymrede over de eventuelle indvirkninger, som miljøet kan have på deres sundhed, hvor den største bekymring er de potentielle virkninger af farlige kemikalier; der henviser til, at f.eks. partikelforureningen hvert år har forbindelse til mere end 455 000 dødsfald i EU's 27 medlemsstater som følge af hjerte- og luftvejssygdomme;

1.  kræver et stærkt politisk engagement fra Kommissionen og EU's medlemsstater, der afspejler betydningen og alvoren af den globale epidemi med ikke-overførbare sygdomme;

2.  opfordrer indtrængende EU til at være fortaler for et ambitiøst mål om at reducere den forebyggelige dødelighed som følge af ikke-overførbare sygdomme, såsom WHO's mål om at reducere dødeligheden på nationalt plan med 25 % inden 2025 i forhold til dødeligheden i 2010;

3.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at godkende følgende fem centrale forpligtelser og medtage dem i den politiske erklæring, der skal udarbejdes på FN's møde på højt plan om ikke-overførbare sygdomme i september 2011:

4.  opfordrer EU og medlemsstaterne til aktivt at gennemføre den politiske erklæring, der skal fremsættes efter FN's møde på højt plan, som omfatter alle relevante EU-agenturer og institutioner og tager sigte på at løse de udfordringer, som er forbundet med ikke-overførbare sygdomme;

5.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at optrappe primær forebyggelse af, forskning i og tidlig diagnosticering og behandling af de fire mest almindelige ikke-overførbare sygdomme, dvs. hjerte-kar-sygdomme, luftvejslidelser, kræft og diabetes, uden at ignorere andre vigtige ikke-overførbare sygdomme som f.eks. mentale og neurologiske forstyrrelser, herunder Alzheimers sygdom; understreger betydningen af tidlig identifikation af mennesker, som har en høj risiko for at pådrage sig eller dø af disse sygdomme, eller som lider af forudgående eksisterende disponeringer, kroniske og alvorlige sygdomme og risikofaktorer, som kan forværre ikke-overførbare sygdomme;

6.  fremhæver behovet for en integreret og helhedsorienteret, patientcentreret tilgang til de langsigtede betingelser for forebyggelse af sygdomme og sundhedsfremme, tidlig diagnosticering, overvågning og uddannelse, såvel som offentlige informationskampagner om risikofaktorer, forudgående forhold og usund livsstil (tobaksforbrug, dårlig kost, mangel på fysisk aktivitet og alkoholforbrug) og koordinering af hospitalsbehandling og lokal behandling;

7.  kræver, at der fra en tidlig alder gennemføres forebyggende strategier for ikke-overførbare sygdomme; understreger behovet for en øget undervisning i sunde kost- og motionsvaner i skolerne; bemærker, at de nødvendige midler for et sådan pædagogisk arbejde bør stilles til rådighed på globalt plan;

8.  bemærker, at politikker, som vedrører adfærdsmæssige, sociale, økonomiske og miljømæssige faktorer, der er forbundet med ikke-overførbare sygdomme, hurtigt og fuldt ud bør gennemføres for at sikre de mest effektive og mulige svar på disse sygdomme, samtidig med at livskvaliteten og ligheden på sundhedsområdet øges;

9.  erkender, at fokusset på kroniske plejemodeller for så vidt angår fremskredne kroniske tilstande i stedet bør rettes mod behandling af mennesker, som befinder sig i de tidlige stadier af ikke-overførbare sygdomme med det ultimative mål ikke blot at håndtere sygdommene, men også forbedre prognosen for patienter med kroniske lidelser; fremhæver samtidig betydningen af palliativ behandling;

10.  glæder sig over den betydning, som tidligere EU-formandskaber har tillagt forebyggelse af og kontrol med kroniske ikke-overførbare sygdomme, herunder det spanske formandskabs fokus på hjerte-kar-sygdomme og det polske formandskabs konferencer om kroniske luftvejssygdomme hos børn og Sundhed og Solidaritet - en mindskelse af sundhedsforskellene blandt EU's medlemsstater;

11.  opfordrer til udarbejdelse af klare protokoller og evidensbaserede retningslinjer for de mest almindelige ikke-overførbare sygdomme for at sikre en behørig behandling af patienter og behandling af alle former for sundhedspersonale, herunder specialister, læger inden for primær sundhed og specialsygeplejersker;

12.  understreger behovet for forskning og uddannelse i kroniske sygdomme på alle niveauer, navnlig i de fire mest almindelige ikke-overførbare sygdomme uden at ignorere andre vigtige ikke-overførbare sygdomme såvel som reduktion af risikofaktorer, indsats for folkesundheden generelt og vekselvirkningen mellem forureningskilder og sundhedsvirkninger med tværfagligt samarbejde om ikke-overførbare sygdomme som en forskningsprioritet i de regioner og lande, hvor der er tilstrækkelige ressourcer;

13.  opfordrer kraftigt medlemsstaterne til at overholde EU's luftkvalitetsnormer og gennemføre WHO's anbefalede retningslinjer for indendørs og udendørs luftkvalitet og Parmaerklæringen og »Commitment to Act« fra 2010, som nævner behovet for at behandle sundhedsvirkningerne af klimaændringer;

14.  understreger behovet for en omgående og effektiv revision af tobaksvaredirektivet;

15.  understreger betydningen af, at EU og medlemsstaterne for at nå de mål, der er relateret til ikke-overførbare sygdomme, og klare udfordringerne i forbindelse med folkesundhed, sociale og økonomiske forhold, yderligere integrerer forebyggelse og reduktion af risikofaktorer i alle relevante lovgivnings- og politikområder, og navnlig i deres miljø-, fødevare- og forbrugerpolitikker;

16.  erkender, at foranstaltninger i forbindelse med sundhedspleje i henhold til artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde primært er medlemsstaternes ansvarsområde, men understreger betydningen af at udarbejde en EU-strategi for kroniske ikke-overførbare sygdomme efterfulgt af en henstilling fra Rådet med særlige afsnit om de fire mest almindelige ikke-overførbare sygdomme og også tage hensyn til kønsaspektet i samarbejde med de relevante interessenter, herunder patienter og sundhedspersonalet;

17.  opfordrer til, at medlemsstaterne senest i 2013 udarbejder nationale planer for ikke-overførbare sygdomme, navnlig for de fire mest almindelige ikke-overførbare sygdomme, som omfatter ressourcer svarende til betydningen af den byrde, som ikke-overførbare sygdomme udgør, samt opretter en global koordineringsmekanisme på højt niveau med henblik på at iværksætte foranstaltninger inden for dette område;

18.  bemærker, at gennemførelsen af de nationale planer for ikke-overførbare sygdomme, som er forbundet med mere effektiv forebyggelse, diagnosticering og behandling af ikke-overførbare sygdomme og risikofaktorer som f.eks. forudgående forhold samt kroniske og alvorlige sygdomme kunne bidrage væsentligt til at reducere den samlede byrde af ikke-overførbare sygdomme og dermed bidrage positivt til at opretholde ​​nationale sundhedssystemers bæredygtighed;

19.  opfordrer Kommissionen til fortsat at overvåge og rapportere om fremskridt i hele EU med hensyn til medlemsstaternes gennemførelse af deres nationale planer for ikke-overførbare sygdomme for de fire mest almindelige ikke-overførbare sygdomme med fokus på de fremskridt, der er gjort med hensyn til forebyggelse, tidlig påvisning, sygdomsbehandling og -forskning;

20.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at øge antallet af uddannet og reelt ansat sundhedspersonale i sundhedssystemerne for mere effektivt at håndtere byrden med ikke-overførbare sygdomme;

21.  understreger behovet for sammenhæng og en sammenkædet tilgang, der omfatter FN's politiske erklæring og Rådets og Kommissionens igangværende foranstaltninger, dvs. den krævede refleksionsproces om kroniske sygdomme;

22.  opfordrer Kommissionen til at overveje og vurdere muligheden for at udvide mandatet for Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) ved at tilføje ikke-overførbare sygdomme til dets ansvarsområde og bruge det som et center for dataindsamling og udarbejdelse af henstillinger om ikke-overførbare sygdomme og dermed give politikere, videnskabsfolk samt læger detaljerede oplysninger om bedste praksis og øget viden om ikke-overførbare sygdomme;

23.  fremhæver behovet for at fastsætte prioriteter for så vidt angår central indsamling af data med henblik på at få adgang til sammenlignelige data, som vil muliggøre bedre planlægning og fremsættelse af henstillinger i hele EU;

24.  kræver, at der i 2014 foretages en omfattende revision af gennemførelsen af FN's politiske erklæring;

25.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at sikre, at en højtstående delegation deltager og forelægger en ambitiøs og samordnet EU-holdning på FN's møde den 19.-20. september 2011;

26.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, EU's FN-ambassadør, FN's generalsekretær og WHO's generaldirektør.

(1) http://whqlibdoc.who.int/publications/2009/9789241597418_eng.pdf (2) http://www.euro.who.int/__data/assets/pdf_file/0004/77575/RC56_eres02.pdf (3) http://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=A/RES/64/265&Lang=E (4) http://www.un.org/en/ga/president/65/issues/moscow_declaration_en.pdf (5) http://apps.who.int/gb/ebwha/pdf_files/WHA64/A64_R11-en.pdf (6) http://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=A/66/83&Lang=E (7) http://www.who.int/gard/publications/GARD%20Book%202007.pdf (8) http://www.euro.who.int/__data/assets/pdf_file/0011/78608/E93618.pdf (9) http://www.iarc.fr/en/media-centre/iarcnews/2011/asturiasdeclaration.php (10) http://www.euro.who.int/__data/assets/pdf_file/0009/87462/E89567.pdf (11) EUT C 250 E af 25.10.2007, s. 93. (12) EUT C 8 E af 14.1.2010, s. 97. (13) EUT C 175 E af 10.7.2008, s. 561. (14) EUT C 247 E af 15.10.2009, s. 11. (15) EUT C 296 E af 6.12.2006, s. 273. (16) EUT C 295 E af 4.12.2009, s. 83. (17) EFT L 242 af 10.9.2002, s. 1. (18) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0400. (19) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0081. (20) EUT C 81 E af 15.3.2011, s. 95. (21) EUT C 81 E af 15.3.2011, s. 115. (22) http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2004:213:0008:0024:EN:PDF (23) www.consilium.europa.eu/uedocs/NewsWord/en/lsa/80729.doc (24) http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2007:301:0003:0013:da:PDF (25) http://cordis.europa.eu/documents/documentlibrary/90798681DA6.pdf (26) http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/lsa/118282.pdf (27) http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/lsa/122395.pdf (28) http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_Data/docs/pressdata/EN/foraff/114352.pdf

Europa-Parlamentets beslutning af 15. september 2011 om EU's politiske strategi i forbindelse med ITU's verdensomspændende radiokommunikationskonference 2012 (WRC-12)

P7_TA(2011)0391 B7-0480/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse (KOM(2011)0180) af 6. april 2011 om EU's politiske strategi i forbindelse med ITU's verdensomspændende radiokommunikationskonference 2012 (WRC-12),

–  der henviser til dagsordenen for ITU's WRC-12,

–  der henviser til den digitale dagsorden inden for rammerne af Europa 2020-strategien,

–  der henviser til Frekvenspolitikgruppens udtalelse om de fælles politiske målsætninger med henblik på WCR-12,

–  der henviser til sin holdning vedrørende radiofrekvenspolitikprogrammet, som fastlagt den 11. maj 2011(1),

–  der henviser til konklusionerne om WRC-12 fra samlingen i Rådet (transport, telekommunikation og energi) den 27. maj 2011,

–  der henviser til artikel 8a, stk. 4, og artikel 9, stk. 1, i direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009 om ændring af direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at radiokommunikationskonferencen 2012 vil blive afsluttet med vedtagelse af ændringer til ITU's radioreglement,

B.  der henviser til, at medlemsstaterne sikrer, at de internationale aftaler, som de er part i inden for rammerne af ITU, er i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning og navnlig de relevante regler og principper i EU's rammebestemmelser for elektronisk kommunikation,

C.  der henviser til, at radiofrekvenser er en knap offentlig ressource, som er særdeles vigtig for et stigende antal sektorer,

D.  der henviser til, at trådløse bredbånds- og kommunikationstjenester som understreget i den digitale dagsorden for Europa især er en nøglefaktor til fremme af vækst og europæisk konkurrenceevne på globalt plan,

E.  der henviser til, at Europa kun vil kunne udnytte mulighederne i en digital økonomi ved at skabe et velfungerende internt digitalt marked med lige vilkår i hele Europa,

F.  der henviser til, at frigørelse af yderligere radiofrekvenser på en harmoniseret måde på globalt og europæisk plan er et vigtigt middel til at afhjælpe den utilstrækkelige kapacitet i de mobile net og fremme nye tjenester og økonomisk vækst,

G.  der henviser til, at et vigtigt spørgsmål på konferencen vedrører adgangen til frekvensressourcer og navnlig digitaliseringsudbyttet i frekvensbåndet 800 MHz,

H.  der henviser til, at en række andre punkter er relevante for EU's politikker (informationssamfundet, transportområdet, rumpolitik, Galileo, det indre marked, miljø, audiovisuel politik, forskning osv.),

I.  der henviser til, at hver WRC-konference fastsætter dagsordenen for den følgende konference,

1.  glæder sig over Kommissionens meddelelse og tilslutter sig analysen af betydningen af resultatet af WRC-12 for EU's politikker;

2.  mener, at EU må tale med én stemme i multilaterale forhandlinger for at fremme sine interesser og skabe globale synergier og stordriftsfordele ved udnyttelsen af radiofrekvenserne; opfordrer derfor kraftigt medlemsstaterne til at godkende disse politiske retningslinjer og aktivt fremme og forsvare dem under WRC-12; mener desuden, at medlemsstaterne sammen med Kommissionen nøje bør koordinere en fælles EU-holdning på grundlag af radiofrekvenspolitikprogrammet, så længe Kommissionen ikke har beføjelse til at tale på EU's vegne i ITU;

3.  henleder opmærksomheden på de 25 enkeltstående spørgsmål på dagsordenen for WRC-12 og deres mulige betydning for EU's politikker og målsætninger;

4.  opfordrer medlemsstaterne til at holde fast i disse målsætninger og modstå enhver ændring af ITU's radioreglement, som ville indvirke på anvendelsesområdet og indholdet; anmoder i den forbindelse Kommissionen om at sikre, at principperne i EU-traktakten og i gældende fællesskabsret overholdes;

5.  mener, at Kommissionen bør bistå medlemsstaterne med teknisk og politisk støtte i deres bilaterale og multilaterale forhandlinger med tredjelande og samarbejde med medlemsstaterne, når der forhandles om internationale aftaler, især aftaler med tilgrænsende tredjelande, hvor der kan opstå interferensproblemer som følge af forskellige tildelingsplaner;

6.  minder om sin holdning vedrørende med radiofrekvenspolitikprogrammet og – navnlig med hensyn til ITU's egen undersøgelse af behovene i forbindelse med IMT-Advanced – nødvendigheden af at tildele tilstrækkelige og egnede frekvensressourcer til mobil datatrafik på mindst 1200 MHz inden udgangen af 2015 for at støtte EU's politiske mål og for bedst muligt at opfylde den stigende efterspørgsel efter mobil datatrafik; gentager, at alle nye foranstaltninger bør være gennemskuelige og ikke fordreje konkurrencen eller forfordele nye operatører på telekommunikationsmarkedet;

7.  henstiller kraftigt til medlemsstaterne at støtte Kommissionen i bestræbelserne på at få dette relevante punkt med på dagsordenen for den næste WRC-konference i 2016; gentager i den forbindelse, at det er vigtigt, at EU udarbejder en opgørelse over den aktuelle anvendelse af radiofrekvenserne og effektiviteten heraf som foreslået i frekvenspolitikprogrammet;

8.  gentager sin opfordring til medlemsstaterne og Kommissionen om at tilstræbe en ambitiøs harmonisering af dagsordenen i overensstemmelse med ITU's konklusioner og anmoder Kommissionen om at vurdere og undersøge behovet for at frigøre yderligere frekvensbånd, i hvilken forbindelse der skal tages hensyn til udviklingen af frekvensteknologier, erfaringer med nye tjenester på markedet, de eventuelle fremtidige behov for jordbaseret radio- og tv-transmission og manglende frekvenser i andre bånd, som er tilstrækkelige til at opnå trådløs bredbåndsdækning – under forudsætning af, at de nødvendige afgørelser træffes senest i 2012 og 2016;

9.  understreger, at trådløse bredbåndstjenester bidrager betydeligt til at skabe økonomisk opsving og vækst; tilføjer, at det er nødvendigt med tilstrækkelige og effektivt forvaltede frekvenser, hvis forbrugernes stigende efterspørgsel med hensyn til både kapacitet og dækning skal kunne tilfredsstilles;

10.  mener, at en stærkere rolle for EU inden for frekvenspolitikken kræver en stærkere formel EU-holdning i ITU, og støtter derfor kraftigt, at EU's status revurderes på den næste ITU-hovedkonference i 2014;

11.  fremhæver betydningen af, at medlemsstaterne samarbejder og koordinerer deres indsats, for at EU kan drage fordel af alle innovationsmuligheder, når det gælder radiofrekvensteknologi;

12.  betoner, at det er vigtigt, at EU er frontfigur i radiofrekvensteknologien og foregår med et godt eksempel på verdensplan, når det gælder bedste praksis og samhørighed;

13.  understreger, at udstyr, der anvender radiofrekvenser, er sårbart over for cyberangreb, og at der er behov for en koordineret global strategi til fremme af øget internetsikkerhed;

14.  anmoder Kommissionen om at aflægge beretning om de resultater og fremskridt, der opnås på WRC-12;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0220.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. september 2011 om Hviderusland: arrestationen af menneskerettighedsforkæmperen Ales Bjaljatski

P7_TA(2011)0392 RC-B7-0496/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Hviderusland (Belarus), navnlig beslutningerne af 12. maj 2011(1), 10. marts 2011(2), 20. januar 2011(3) og 17. december 2009(4),

–  der henviser til Rådets konklusioner om Hviderusland, vedtaget under den 3101. samling i Rådet (udenrigsanliggender) den 20. juni 2011,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948 og FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere fra december 1998,

–  der henviser til resolutionen om foreningsfrihed i Hviderusland, vedtaget af Europarådets Konference af INGO'er (ikke-statslige internationale organisationer) den 22. juni 2011,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution af 17. juni 2011, hvori det fordømmer menneskerettighedskrænkelserne før, under og efter præsidentvalget i Hviderusland og opfordrer den hviderussiske regering til at bringe »forfølgelsen« af oppositionsledere til ophør,

–  der henviser til erklæringen af 5. august 2011 fra næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, om arrestationen af Ales Bjaljatski,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at Hviderusland internationalt har forpligtet sig til at overholde de folkeretlige principper og grundlæggende værdier, herunder demokrati, retsstat og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;

B.  der henviser til, at Ales Bjaljatski, formand for menneskerettighedscentret »Vjasna« og næstformand for Det Internationale Forbund for Menneskerettigheder (FIDH), efter at være blevet tilbageholdt i det hviderussiske indenrigsministerium detentionscenter, den 4. august 2011 i Minsk blev formelt arresteret under mistanke for omfattende skattesvig (»undladelse af at opgive indtægter i særligt stort omfang«) og den 12. august 2011 sigtet i henhold til artikel 243, del II, i den hviderussiske straffelov; der henviser til, at han risikerer at blive idømt op til fem års »frihedsbegrænsning« eller mellem tre og syv års fængsel samt at få konfiskeret sin ejendom, herunder de lokaler, Vjasna drives fra;

C.  der henviser til, at Ales Bjaljatskis private ejendomme i Minsk, hans hjem i Rakov og Vjasnas kontor i Minsk er blevet ransaget af ansatte fra Komitéen for Statens Sikkerhed (KGB) og Departementet for Finansielle Undersøgelser under Komitéen for Statskontrol, og at hans computer og andet materiale blev konfiskeret;

D.  der henviser til, at en distriktsdommer i Minsk den 16. august 2011 afviste en ansøgning fra Ales Bjaljatskis advokat om løsladelse af menneskerettighedsforkæmperen mod kaution, og at Ales Bjaljatskis varetægtsfængsling tidligere den samme uge blev forlænget til to måneder;

E.  der henviser til, at arrestationen hænger sammen med visse EU-medlemsstaters videregivelse af oplysninger om Ales Bjaljatskis bankkonti til de hviderussiske myndigheder; der påpeger, at de hviderussiske myndigheder for at fremskaffe disse oplysninger drog fordel af det internationale samarbejde inden for rammerne af en bilateral aftale om retshjælp og udnyttede systemet med internationale procedurer og aftaler vedrørende finansielle overførsler - der har til formål at opspore terrorister og kriminelle - med henblik på at tage fuld kontrol over ikke-statslige civilsamfundsorganisationer og den hviderussiske demokratiske opposition og bringe EU's støtte til det hviderussiske civilsamfund i miskredit;

F.  der henviser til, at de hviderussiske skattemyndigheder fortolkede beløbene på Bjaljatskis konti som hans personlige indkomst og anklagede ham for at holde dem skjult;

G.  der henviser til, at de hviderussiske myndigheder systematisk har nægtet at registrere næsten alle landets menneskerettighedsorganisationer på nationalt plan (Vjasna har fået afslag på registrering tre gange i de seneste år); der påpeger, at menneskerettighedsaktivisterne af denne grund og som følge af, at udenlandsk bistand til en ikke-statslig organisation i Hviderusland (i Vjasnas tilfælde finansielle midler, der skulle sætte det i stand til at hjælpe ofrene for det hviderussiske regimes masseundertrykkelse efter præsidentvalget i december 2010) skal godkendes af de hviderussiske myndigheder, er tvunget til at åbne konti i nabolandene for at kunne yde effektiv hjælp til repræsentanterne for det uafhængige civilsamfund;

H.  der henviser til, at chikane af menneskerettighedsforkæmpere og -aktivister foregår systematisk og i vidt omfang; der henviser til, at der på det seneste er fremkommet rapporter om forfølgelse af menneskerettighedsforkæmpere, journalister og aktivister, der deltager i kampagnen for løsladelse af Ales Bjaljatski, herunder i form af fængsling, tilbageholdelse, forhør, idømmelse af bøder eller konfiskering af trykt materiale; der henviser til, at en af de berørte personer, Viktar Sazonau, for tiden afventer en retssag;

I.  der påpeger, at Ales Bjaljatskis sag indgår i et bredere mønster af langvarig og vedvarende chikane af civilsamfundet og menneskerettighedsforkæmpere i kølvandet på præsidentvalget i december 2010, der har medført en drastisk forringelse af menneskerettighederne og de borgerlige og politiske frihedsrettigheder i Hviderusland;

J.  der påpeger, at et stort antal aktivister fra oppositionen, herunder tidligere præsidentkandidater, journalister og menneskerettighedsforkæmpere, blev arresteret på grund af deres deltagelse i den fredelige demonstration efter valget den 19. december 2010 i Minsk, anklaget for at »organisere masseuro« og idømt urimeligt hårde domme på op til syv år i en top- eller mellemsikret fængselskoloni; der henviser til forlydender om, at nogle af dem har været udsat for fysisk og psykisk tortur, er blevet nægtet fornøden advokat- og lægehjælp eller efter en større operation er blevet sendt tilbage til fængslet uden at have gennemgået den fornødne rekonvalescens;

1.  udtrykker dyb foruroligelse over forværringen af situationen for menneskerettighedsforkæmpere i Hviderusland; fordømmer på det kraftigste den nylige arrestation af og anklagerne mod formanden for menneskerettighedscentret Vjasna, Ales Bjaljatski, og de hviderussiske myndigheders manglende respekt for den grundlæggende ret til forsamlingsfrihed og ytringsfrihed;

2.  beklager dybt, at de hviderussiske myndigheder vedblivende nægter at give uafhængige menneskerettighedsorganisationer i landet juridisk anerkendelse og gør det umuligt for dem at virke ved at indføre undertrykkende love, der har til hensigt at stoppe civilsamfundsaktiviteter, hvorefter menneskerettighedsforkæmpere intimideres med trusler om strafferetlig forfølgelse;

3.  mener på baggrund af denne sag og af den uhørt voldsomme fremfærd mod civilsamfundet i Hviderusland efter præsidentvalget i december 2010, at straffesagen mod Ales Bjaljatski er politisk motiveret og har til formål at forhindre ham i at udføre sit legitime arbejde som menneskerettighedsforkæmper;

4.  kræver, at Ales Bjaljatski øjeblikkeligt og betingelsesløst løslades, og at efterforskningen af og samtlige anklager mod ham frafaldes;

5.  fordømmer de aktioner, der er foretaget mod menneskerettighedscentret Vjasna, og opfordrer indtrængende de hviderussiske myndigheder til at indstille alle former for forfølgelse af Ales Bjaljatski, Vjasna og centrets medarbejdere og af alle øvrige menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundsorganisationer i landet, samt til at respektere retsstatsprincippet;

6.  opfodrer de hviderussiske myndigheder til at ophæve artikel 193-1 i den hviderussiske straffelov, som forbyder organisering af eller deltagelse i ikke-registrerede offentlige sammenslutningers aktiviteter, eftersom denne bestemmelse er i strid med de internationale normer for foreningsfrihed og betyder, at Hviderusland bryder sine OSCE- og FN-forpligtelser;

7.  understreger, at retshjælpen mellem EU-medlemsstater og Hviderusland ikke må blive til et redskab for politisk forfølgelse og undertrykkelse;

8.  beklager dybt, at hviderussisk lov og bilaterale og internationale mekanismer forsætligt er blevet misbrugt og udnyttet af de hviderussiske myndigheder;

9.  opfordrer de hviderussiske myndigheder til at overholde alle bestemmelser i FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere og til at drage omsorg for, at demokratiske principper, menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder overholdes i alle forhold, i overensstemmelse med verdenserklæringen om menneskerettigheder og de internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter, som Hviderusland har ratificeret;

10.  opfordrer indtrængende de hviderussiske myndigheder til at revidere hviderussisk ret, især vedrørende forenings- og ytringsfriheden, og bringe den i overensstemmelse med de internationale normer, og til indtil da at afholde sig fra ethvert yderligere misbrug af loven;

11.  opfordrer Rådet, Kommissionen og den højtstående repræsentant til at intensivere deres pres på de hviderussiske myndigheder, udvide visumforbuddet og udvide listen over personer, hvis aktiver skal indefryses, til at omfatte dem, der er involveret i anholdelsen og retsforfølgelsen af Ales Bjaljatski;

12.  fremhæver nødvendigheden af, at EU i lyset af den fortsatte og uhørt voldsomme forfølgelse af oppositionen og civilsamfundet i Hviderusland støtter demokratiopbygningen i landet og finder nye metoder til at bistå det hviderussiske civilsamfund og de uafhængige medier med at højne offentlighedens bevidsthed;

13.  opfordrer topmødet om østpartnerskabet, der finder sted i Warszawa den 28.-29. september 2011, til at forhøje bistanden og engagementet til fordel for den hviderussiske demokratiske opposition og civilsamfundsorganisationerne med henblik på at fremme og styrke deres bestræbelser på at opnå demokrati;

14.  opfordrer de hviderussiske myndigheder til at garantere fornøden advokat- og lægehjælp til alle politiske fanger og til øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade dem samt rense dem for samtlige anklager og tilbagegive dem deres fulde borgerlige rettigheder;

15.  understreger, at potentielle aftaler mellem EU og Hviderusland bør være underlagt streng konditionalitet og være betinget af, at Hviderusland forpligter sig til at overholde de demokratiske normer, menneskerettighederne og retsstatsprincippet som fastsat i den fælles erklæring fra topmødet for østpartnerskabet den 7. maj 2009 i Prag, der også er undertegnet af den hviderussiske regering;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, OSCE's og Europarådets parlamentariske forsamlinger og Hvideruslands regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0244. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0099. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0022. (4) EUT C 286 E af 22.10.2010, s. 16.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. september 2011 om Sudan: situationen i det sydlige Kordofan og udbruddet af kamphandlinger i staten Blå Nil

P7_TA(2011)0393 RC-B7-0501/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Sudan,

–  der henviser til den samlede fredsaftale, der blev undertegnet den 9. januar 2005,

–  der henviser til Den Afrikanske Unions erklæring af 31. januar 2011,

–  der henviser til EU's og dens medlemsstaters erklæring af 9. juli 2011 i anledning af Republikken Sydsudans uafhængighed,

–  der henviser til erklæringerne fra næstformand i Kommissionen / Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, af 6. september 2011 om udbruddet af kamphandlinger i staten Blå Nil og af 26. august 2011 om situationen i det sydlige Kordofan,

–  der henviser til konklusionerne fra Rådet (udenrigsanliggender) af 20. juni 2011,

–  der henviser til erklæringen af 26. august 2011 fra kommissær Georgieva om humanitær adgang til det sydlige Kordofan,

–  der henviser til erklæringen af 21. juni 2011 fra Europa-Parlamentets formand Jerzy Buzek om situationen i Abyei og i det sydlige Kordofan,

–  der henviser til erklæringen af 20. august 2011 fra Den Afrikanske Union om aftalen mellem regeringerne i Sudan og Sydsudan om en grænseovervågningsstøttemission,

–  der henviser til Kontoret for FN's Højkommissær for Menneskerettigheders foreløbige rapport fra august 2011 om krænkelser af internationale menneskerettigheder og humanitær folkeret i det sydlige Kordofan fra 5. til 30. juni 2011,

–  der henviser til rammeaftalen om de politiske og sikkerhedsmæssige ordninger for Blå Nil og staterne i Kordofan-provinsen, undertegnet den 28. juni 2011,

–  der henviser til erklæringen af 2. september 2011 fra FN's generalsekretær Ban Ki-moon, der indtrængende opfordrede til at afslutte kampene i staterne det sydlige Kordofan og Blå Nil,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at situationen i det sydlige Kordofan fortsat er anspændt, med kampe mellem Sudans væbnede styrker og Det Sudanesiske Folks Befrielsesbevægelse-Nord (SPLM-Nord), og fornyede kampe, der er brudt ud også i staten Blå Nil,

B.  der henviser til, at den væbnede konflikt mellem Sudans væbnede styrker og Det Sudanesiske Folks Befrielsesbevægelse i det sydlige Kordofan har resulteret i tab af menneskeliv og fordrivelse af tusindvis af mennesker til nabolandene;

C.  der henviser til, at præsident Bashir den 23. august 2011 bekendtgjorde en ensidig 2-ugers våbenhvile i det sydlige Kordofan, men også bekendtgjorde, at ingen udenlandske organisationer ville få tilladelse til at operere i regionen;

D.   der henviser til, at præsident Bashir den 2. september 2011 bebudede en ophævelse af den midlertidige forfatning i staten Blå Nil og indførelse af undtagelsestilstand i kølvandet på de blodige sammenstød i området mellem Sudans hær og styrker med tilknytning til Sydsudan, hvilket bidrog til tusindvis af indbyggeres udvandring;

E.  der henviser til, at angrebene, der er blevet begået mod civile i det sydlige Kordofan, omfatter målrettede summariske og udenretslige drab, for det meste på formodede tilhængere af Det Sudanesiske Folks Befrielsesbevægelse, vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser (i denne forbindelse er der bekymring for, at tilbageholdte kan være blevet udsat for tortur og anden umenneskelig og nedværdigende behandling), hus-til-hus-ransagninger angiveligt rettet mod det etniske Nuba-folk, tvungne forsvindinger samt ødelæggelse og plyndring af kirker;

F.  der henviser til, at over 200 000 personer vurderes at være blevet fordrevet eller i alvorlig grad påvirket af de nylige kamphandlinger, og at 5 000 personer er rejst til Sydsudan (staten Unity) på flugt fra konflikten, og at dette antal muligvis vil forøges betydeligt i løbet af de kommende måneder, da kampene i regionen fortsætter;

G.  der henviser til, at Sudans væbnede styrker på trods af våbenhvilen vilkårligt bomber civile områder i Nuba-bjergregionen i det sydlige Kordofan og forhindrer nødhjælp i at nå frem til de fordrevne;

H.  der henviser til, at nødhjælpsorganisationerne ikke har kunnet få tilladelse til at arbejde i det sydlige Kordofan, siden konflikten brød ud i juni, og at der ikke er blevet gennemført nogen behovsvurderinger, samt at den sudanesiske regering afviste anmodningen om at lade FN's fredsbevarende styrker opholde sig i det sydlige Kordofan, Blå Nil og Abyei, efter at den sydlige del af landet fik selvstændighed;

I.  der henviser til, at de sydsudanesiske sikkerhedsstyrker efter sigende obstruerer de humanitære organisationers arbejde, bl.a. ved at beslaglægge køretøjer, begå fysiske overfald på hjælpearbejdere og storme internationale organisationers lejre, herunder lejre ledet af FN, hvis udsendinge er blevet nægtet adgang til mange dele af det sydlige Kordofan, hvilket har forhindret dem i at gennemføre en uafhængig vurderingsmission på stedet;

J.  der henviser til, at en stor del af befolkningen i regionen fortsat mangler fødevarer, en situation, der er blevet forværret af konflikten, og som har fået råvarepriserne til at stige og øget hungersnøden på Afrikas Horn;

K.  der henviser til, at Kommissionen har afsat 100 mio. EUR i 2011, herunder 11 mio. EUR til overgangsområderne, men at den internationale Sydsudan-appel fortsat kun er finansieret med 37 %;

L.  der henviser til, at der ikke kan noteres nogen særlige fremskridt med hensyn til de aspekter i den samlede fredsaftale, som har til formål at nå til enighed i forhandlingerne efter folkefolkeafstemningen vedrørende emner, såsom deling af olieindtægter, fastlæggelse af grænser, statsborgerskab, deling af gæld og aktiver samt folkeafstemninger i det sydlige Kordofan, Blå Nil og Abyei;

M.  der henviser til, at situationen i Darfur fortsat er en stor kilde til bekymring, idet FN-missionen i Darfur beretter om chikane, bortførelser og generelle sikkerhedstrusler fra den centrale reservepolitistyrkes side i lejrene for internt fordrevne;

1.  beklager tabet af menneskeliv, volden, menneskerettighedskrænkelserne og manglen på humanitær adgang i staterne det sydlige Kordofan og Blå Nil; fordømmer på det kraftigste Sudans væbnede styrkers invasion af staterne det sydlige Kordofan og Blå Nil; opfordrer indtrængende alle parter til øjeblikkelig at indstille kampene og søge en politisk løsning baseret på aftalen af 28. juni 2011; opfordrer endvidere til ophævelse af undtagelsestilstanden i staten Blå Nil;

2.  minder alle parter om deres forpligtelse til at overholde den humanitære folkeret og den internationale menneskerettighedsret; kræver især, at der sættes en stopper for målrettede summariske og udenretslige henrettelser, vilkårlige arrestationer og tilbageholdelser, anvendelse af tortur, tvungne forsvindinger og plyndringer; kræver endvidere, at der sættes en stopper for Sudans vilkårlige luftangreb og understreger, at de personer, der menes at være ansvarlige for eventuelle overtrædelser, skal kunne drages til ansvar gennem en uafhængig FN-undersøgelse;

3.  glæder sig over Den Afrikanske Unions mæglingsaftale af 8. september 2011, hvor begge parter blev enige om at trække styrkerne ud af det omstridte Abyei-område; opfordrer Sudan og Sydsudan til at overholde alle bestemmelserne i den samlede fredsaftale fra 2005 med henblik på at fremme varig fred, bevare folks ret til selvbestemmelse, respektere definerede grænser og i sidste ende bane vejen for en forsoning mellem de to lande; gentager EU's tilsagn om at forpligte sig til at samarbejde med Sudan og Sydsudan om at fremme demokratisk regeringsførelse og respekten for alle sudaneseres menneskerettigheder;

4.  kræver, at alle parter tillader humanitære hjælpeorganisationer umiddelbar og uhindret adgang til alle de nødlidende i en atmosfære uden truende fremfærd og vold; understreger på det kraftigste forpligtelsen til at beskytte civilbefolkningen og nødhjælpsarbejderne; er bekymret over, at kun statskontrollerede organer og lokale hjælpearbejdere kan udøve humanitær bistand, samtidig med at lagrene og forsyningen af basale varer er ved at være opbrugt;

5.  er bekymret over rapporterne om regeringens forsøg på at tvinge fordrevne personer tilbage til områder, hvor deres liv og sikkerhed kan være i fare; opfordrer til at respektere internt fordrevne personers rettigheder;

6.  opfordrer Kommissionen, EU-medlemsstaterne og det internationale samfund til at opfylde deres finansieringsforpligtelser over for regionen, navnlig med henblik på at tackle den alvorlige fødevaremangel og manglen på nødly og beskyttelse; opfordrer til at rette fokus på situationen vedrørende fødevaresikkerheden samt på iværksættelsen af foranstaltninger i tilfælde af, at situationen forværres; mener, at det kan blive nødvendigt at yde yderligere hjælp med henblik på at håndtere truslen om en ny omfattende humanitær krise i regionen;

7.  opfordrer det internationale samfund til at støtte den indsats, som Den Afrikanske Unions panel på højt plan for gennemførelsen af den samlede fredsaftale i Sudan under ledelse af Thabo Mbeki og under deltagelse af Den Arabiske Liga har gjort for at fremme forhandlingerne mellem parterne i den samlede fredsaftale, og de bestræbelser, som FN's generalsekretærs særlige repræsentant for Sudan har udfoldet;

8.  er dybt bekymret over den rapporterede øgede anvendelse af landminer i regionen; gentager sin stærke indvending mod anvendelsen af landminer og kræver, at denne aktivitet stoppes øjeblikkeligt;

9.  opfordrer Den Afrikanske Union til at styrke sit samarbejde med ICC med henblik på at fremme kendskabet til og opretholde respekten for menneskerettighederne i hele Afrika; opfordrer til, at der sættes en stopper for straffriheden i forbindelse med alle forbrydelser begået under krigen i Sudan, og håber, at præsident Omar al-Bashir snart vil blive retsforfulgt i Haag som et led i den nødvendige genetablering af retssikkerheden, retsstatsprincippet og retfærdigheden for ofre;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, FN's Sikkerhedsråd og generalsekretær, EU's særlige repræsentant for Sydsudan, Sudans regering, Sydsudans regering, Den Afrikanske Unions institutioner og formanden for Den Afrikanske Unions panel på højt plan for gennemførelsen af den samlede fredsaftale i Sudan, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og EU-medlemsstaternes regeringer.

Europa-Parlamentets beslutning af 15. september 2011 om Eritrea: Dawit Isaaks situation

P7_TA(2011)0394 RC-B7-0505/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–  der henviser til EU-traktatens artikel 2, artikel 3, artikel 6, stk. 3 og artikel 21, stk. 2, litra a) og litra b),

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskerettigheder og befolkningers rettigheder, som Eritrea har undertegnet, særlig dets artikel 6, 7 og 9,

–  der henviser til artikel 9 i AVS-EU-partnerskabsaftalen som ændret i 2005 (Cotonouaftalen), som Eritrea har underskrevet,

–  der henviser til erklæringen af 22. september 2008 fra formandskabet om politiske fanger i Eritrea og til de efterfølgende redegørelser fra Rådet og Kommissionen om Eritrea og menneskerettighedssituationen,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Eritrea og navnlig dem om menneskerettigheder og sagen om Dawit Isaak,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der er dybt bekymret over den forværrede menneskerettighedssituation i Eritrea og den udtalte mangel på samarbejde fra de eritreiske myndigheders side til trods for gentagne appeller fra Den Europæiske Union og internationale menneskerettighedsorganisationer;

B.  der henviser til, at EU stærkt og klart har forpligtet sig til beskyttelse af menneskerettigheder som en grundlæggende værdi, og at pressefrihed og ytringsfrihed er blandt de universelle og afgørende rettigheder;

C.  der henviser til, at retsstatsprincippet er et princip, som aldrig må bringes i fare;

D.  der henviser til, at tusinder af eritreere blandt dem tidligere højtstående medlemmer af regeringspartiet er blevet fængslet uden anklage, uden en retfærdig rettergang og uden adgang til deres advokater eller familier, siden de offentligt kritiserede præsident Isaias Afewerki i 2001;

E.  der henviser til, at 10 uafhængige journalister siden september 2001 er blevet tilbageholdt i Asmara, blandt dem en svensk statsborger, Dawit Isaak, som ikke er blevet dømt for nogen overtrædelse, og hvis skæbne de eritreiske myndigheder nægter at udtale sig om;

F.  der henviser til, at den 23. september 2011 vil Isaak, som er en tidligere reporter for en uafhængig avis i Eritrea, have været fængslet i 10 år uden anklage, retssag eller retlig høring, og at han internationalt betragtes som en samvittighedsfange;

G.  der henviser til, at der i en juridisk udtalelse, som blev sendt til Parlamentets formand i september 2010, understreges, at EU har en juridisk og moral forpligtelse til at beskytte sine borgere i overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis;

H.  der er chokeret over den eritreiske regerings fortsatte afvisning af at give nogen oplysninger om de fængsledes situation, herunder om stedet, hvor de tilbageholdes, og om de stadig er i live;

I.  der henviser til, at mere end halvdelen af de fængslede embedsmænd og journalister, som blev arresteret i 2001, ifølge indberetninger fra tidligere fængselsvagter er døde;

J.  der henviser til, at EU er en vigtig partner for Eritrea med hensyn til udviklingsbistand og støtte;

1.  bemærker med stor bekymring den fortsatte beklagelige menneskerettighedssituation i Eritrea, navnlig den manglende ytringsfrihed og den fortsatte eksistens af politiske fanger, som tilbageholdes i modstrid med retsstatsprincipperne og Eritreas forfatning;

2.  beklager, at Dawit Isaak endnu ikke er blevet sat på fri fod og har været nødsaget til i 10 år at leve som samvittighedsfange; udtrykker sin frygt for Isaaks liv under de erfaringsmæssigt barske vilkår i fængslerne i Eritrea og uden adgang til den nødvendige sundhedspleje;

3.  opfordrer de eritreiske myndigheder til snarest muligt at løslade Dawit Isaak og de tidligere højtstående embedsmænd i overensstemmelse med verdenserklæringen om menneskerettigheder;

4.  opfordrer de eritreiske myndigheder til at ophæve forbuddet mod landets uafhængige presse og øjeblikkeligt løslade de uafhængige journalister og alle andre, som udelukkende er blevet fængslet for at have udøvet deres ytringsfrihed;

5.  gentager sine opfordringer til Staten Eritrea om øjeblikkeligt at løslade alle politiske fanger, herunder Dawit Isaak; kræver, at hvis de ikke kan løslades med det samme, da bør Staten Eritrea yde lægehjælp og juridisk bistand til dem og andre fanger; kræver endvidere, at EU og EU-medlemsstaternes repræsentanter får adgang til Isaak for at få klarlagt hans behov for sundhedspleje og anden bistand;

6.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at optrappe EU's og medlemsstaternes indsats for at sikre Dawit Isaaks løsladelse;

7.  opfordrer Rådet til mere aktivt at gøre brug af de dialogmekanismer, som bruges i forbindelse med EU's program for udviklingsbistand til Eritrea for snarest muligt at finde frem til løsninger, som vil føre til løsladelsen af politiske fanger og til en forbedret demokratisk regeringsførelse i landet; opfordrer Rådet til i denne forbindelse at sikre, at Eritreas regering ikke nyder godt af EU's udviklingsbistand, men at den er nøje målrettet til den eritreiske befolknings behov;

8.  appellerer til Den Afrikanske Union som EU's partner med en særlig forpligtelse til de universelle værdier om demokrati og menneskerettigheder om at optrappe sine aktiviteter i forbindelse med den beklagelige situation i Eritrea og samarbejde med EU om at sikre løsladelsen af Dawit Isaak og andre politiske fanger;

9.  følger med interesse retsprocessen vedrørende habeas corpus-appellen i sagen om Isaak, som europæiske advokater har indbragt for den eritreiske Højesteret i juli 2011;

10.  gentager sit krav om, at der iværksættes en inter-eritreisk national konference, der skal bringe de forskellige politiske partiledere og repræsentanter for civilsamfundet sammen med henblik på at finde en løsning på den nuværende krise og bringe landet på kurs mod demokrati, politisk pluralisme og bæredygtig udvikling;

11.  understreger med størst mulig vægt alvoren og den presserende karakter af de ovennævnte spørgsmål;

12.  udtrykker sin inderlige støtte til og sympati for de politiske fangers familier;

13.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes parlamenter og regeringer, Eritreas parlament og regering, Det Panafrikanske Parlament, Comesa, IGAD, formændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og Den Afrikanske Union.

Europa-Parlamentets erklæring af 15. september 2011 om epilepsi

P7_TA(2011)0395 P7_DCL(2011)0022

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123,

A.  der henviser til, at epilepsi er den mest udbredte alvorlige hjernesygdom,

B.  der henviser til, at 6 000 000 mennesker i Europa har epilepsi, og at der diagnosticeres 300 000 nye tilfælde hvert år,

C.  der henviser til, at op til 70 % af alle epileptikere med den rette behandling kan blive anfaldsfri, men at 40 % af alle epileptikere i Europa ikke får en sådan behandling,

D.  der henviser til, at 40 % af alle børn med epilepsi har problemer i skolen,

E.  der henviser til, at arbejdsløsheden blandt epileptikere i Europa er høj,

F.  der henviser til, at epileptikere er udsat for stigmatisering og fordomme,

G.  der henviser til, at epilepsi skader helbredet og desuden har en forstyrrende virkning på alle aspekter af tilværelsen, ligesom sygdommen kan pålægge individer og familier fysiske, psykiske og sociale byrder,

1.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at:

2.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre passende lovgivning med henblik på at beskytte alle epileptikeres rettigheder;

3.  pålægger sin formand at sende denne erklæring med angivelse af underskrivernes navne(1) til Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.

(1) Listen over underskriverne er offentliggjort i bilag 1 til mødeprotokollen af 15.9.2011 (P7_PV(2011)09-15(ANN1)).