Europa-Parlamentets beslutning af 17. november 2011 om EU-støtte til Den Internationale Straffedomstol: håndtering af udfordringer og vanskeligheder (2011/2109(INI))

P7_TA(2011)0507 A7-0368/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC), der trådte i kraft den 1. juli 2002,

–  der henviser til FN's konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab, som trådte i kraft den 12. januar 1951,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om ICC, navnlig af 19. november 1998(1), 18. januar 2001(2), 28. februar 2002(3), 26. september 2002(4) og 19. maj 2010(5),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om årsberetningerne om menneskerettighederne i verden, heraf den seneste af 16. december 2010(6),

–  der henviser til Rådets fælles holdning 2003/444/FUSP af 16. juni 2003 vedrørende Den Internationale Straffedomstol(7),

–  der henviser til Rådets fælles holdning 2011/168/FUSP af 21 marts 2011 vedrørende Den Internationale Straffedomstol(8),

–  der henviser til handlingsplanen af 4. februar 2004 og til handlingsplanen til opfølgning på afgørelsen om Den Internationale Straffedomstol af 12. juli 2011,

–  der henviser til aftalen mellem Den Internationale Straffedomstol og Den Europæiske Union om samarbejde og bistand(9),

–  der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi (ESS) af 2003 om et sikkert Europa i en bedre verden, som Det Europæiske Råd vedtog den 12. december 2003,

–  der henviser til Stockholmprogrammet 2010-2014 - Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse (december 2009)(10) og til handlingsplanen om gennemførelse af Stockholmprogrammet (april 2010, KOM(2010)0171),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2002/494/RIA af 13. juni 2002 om oprettelse af et europæisk net af kontaktpunkter vedrørende personer, som er ansvarlige for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser(11), og Rådets afgørelse 2003/335/RIA af 8. maj 2003 om efterforskning og strafforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser(12),

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 1593 (2005) om Sudan/Darfur og nr. 1970 (2011) om Libyen,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0368/2011),

A.  der henviser til, at retsstatsprincippet og bekæmpelsen af straffrihed udgør grundlaget for en varig fred, eftersom de står som garanter for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;

B.  der henviser til, at 117 stater pr. september 2011 har ratificeret Romstatutten; der henviser til, at universel ratifikation ikke desto mindre fortsat skal være hovedmålet;

C.  der henviser til, at retssikkerhed er et universelt begreb og som følge heraf skal gælde på ensartede vilkår, uden undtagelser eller dobbeltstandarder; der henviser til, at der ikke bør findes noget sikkert tilflugtssted for personer, der har begået folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, udenretslige henrettelser, krigsforbrydelser, tortur, massevoldtægt og tvungne forsvindinger;

D.  der henviser til, at retspleje bør anses for et uundværligt instrument til underbygning af fredsskabende og konfliktløsende bestræbelser;

E.  der henviser til, at bevarelsen af ICC's uafhængighed er afgørende ikke blot for at sikre, at den er fuldt funktionsdygtig, men også for at fremme Romstatuttens universalitet;

F.  der henviser til, at ICC er den første permanente internationale retsinstans, som kan anklage enkeltpersoner for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, og at den derved yder et afgørende bidrag til håndhævelsen af menneskerettighederne og til folkeretten ved at bekæmpe straffrihed, ved at den har en afgørende afskrækkende effekt og sender et klart signal om, at sådanne forbrydelser ikke vil gå ustraffet hen;

G.  der henviser til, at ICC's grundlæggende princip (jf. artikel 53 i Romstatutten) er at handle i retssikkerhedens interesse uanset politiske hensyn; der henviser til, at ICC spiller en central rolle i at fremme den internationale retsorden og dermed bidrager til sikkerhed, retfærdighed og sikring af retsstatsprincippet samt til fredsbevarelse og styrkelse af den internationale sikkerhed;

H.  der henviser til, at ICC har jurisdiktion over forbrydelser, der er begået efter Romstatuttens ikrafttræden den 1. juli 2002;

I.  der henviser til, at ICC i overensstemmelse med statuttens præambel såvel som med komplementaritetsprincippet kun kan træde til, såfremt nationale domstole er ude af stand eller uvillige til at behandle sager på troværdig vis i hjemlandet, hvormed hovedansvaret for retsforfølgelsen af krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkemord således fortsat påhviler deltagerstaterne; der henviser til, at samarbejdet mellem parterne i Romstatutten og med regionale organisationer er af allerstørste betydning, især i situationer, hvor Domstolens kompetence bliver draget i tvivl;

J.  der henviser til, at ICC's politik om såkaldt »positiv komplementaritet« understøtter de nationale domstoles kapacitet til at efterforske og retsforfølge krigsforbrydelser;

K.  der henviser til, at ICC på nuværende tidspunkt foretager efterforskninger i syv lande (Uganda, Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), Darfur-regionen i Sudan, Den Centralafrikanske Republik (CAR), Kenya, Libyen og Elfenbenskysten) og at ICC-anklagemyndigheden offentligt har meddelt, at den behandler oplysninger om påståede forbrydelser begået i en lang række andre situationer; der henviser til, at to sager (Darfur og Libyen) er blevet henvist af FN's Sikkerhedsråd, tre sager (Uganda, DR Congo og CAR) er blevet henvist af staterne selv, og at to sager (Kenya og Elfenbenskysten) er blevet åbnet på anklagerens eget initiativ;

L.  der henviser til, at hovedparten af de 17 arrestordrer udstedt af ICC endnu ikke er blevet eksekveret, herunder dem mod Joseph Kony og andre ledere af Herrens Befrielseshær i forbindelse med situationen i det nordlige Uganda, Bosco Ntaganda i DR Congo, Ahmad Muhammad Harun, Ali Muhammad Ali Abd-Al-Rahman og præsident Omar Hassan Ahmad al-Bashir i Sudan, Saif al-Islam Gaddafi og Abdullah al-Sanussi i Libyen;

M.  der henviser til, at en retfærdig rettergang, retssikkerhedsgarantier og ofrenes rettigheder udgør de grundlæggende principper for Romstatuttens system;

N.  der henviser til, at ICC's formål er at sikre retfærdighed for ofrene og de berørte samfund på en altomfattende og genoprettende vis, herunder gennem deltagelse, beskyttelse, advokatbistand og opsøgende hjælpearbejde;

O.  der henviser til, at ofrene i kraft af ICC har ret til at deltage, en ret som understøttes af muligheden for vidnebeskyttelse;

P.  der henviser til, at erstatningsordningen for ofre for forbrydelser henhørende under ICC's kompetence gør den til en enestående domstolsinstitution i international sammenhæng;

Q.  der henviser til, at et vellykket resultat af de erstatningssager, der er påbegyndt i 2011, afhænger af frivillige bidrag fra donorer og af opkrævning af bøder og konfiskationer fra de dømte;

R.  der henviser til, at ICC på nuværende tidspunkt pålægges et hastigt stigende antal efterforskninger, sager og indledende undersøgelser, mens visse deltagerstater i Romstatutten forsøger at fastholde domstolens nuværende budget eller endog skære ned på det;

S.  der henviser til, at EU og medlemsstaterne har stået last og brast med ICC lige siden domstolens oprettelse og ydet vedvarende politisk, diplomatisk, finansiel og logistisk støtte, herunder til at fremme Romstatuttens universalitet og forsvare dens ukrænkelighed med det formål at beskytte og udvide domstolens uafhængighed;

T.  der henviser til, at kampen mod straffrihed kun kan lykkes, hvis alle deltagerstaterne samarbejder fuldt ud med ICC, og hvis ikke-kontraherende parter også yder bistand til domstolsinstitutionen;

Behovet for øget støtte til ICC gennem en politisk og diplomatisk indsats

1.  udtaler atter sin fulde støtte til ICC, Romstatutten og systemet for international strafferetspleje, hvis primære formål er at sikre, at folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ikke går ustraffet hen;

2.  gentager, at det giver sin fulde støtte til anklagerens kontor, anklagerens beføjelse til at handle på eget initiativ og fremskridtene med henblik på iværksættelse af nye efterforskninger;

3.  opfordrer indtrængende de kontraherende og ikke-kontraherende parter i Romstatutten til at afstå fra at udøve politisk pres på domstolen, således at dens upartiskhed bevares og sikres og der skabes mulighed for en retsorden, der bygger på lov og ikke politiske overvejelser;

4.  understreger betydningen af universalitetsprincippet og opfordrer EU-Udenrigstjenesten, EU-medlemsstaterne og Kommissionen til at fortsætte deres ihærdige bestræbelser på at fremme en universel ratifikation af Romstatutten og aftalen om privilegier og immuniteter for Den Internationale Straffedomstol (APIC) og den nationale gennemførelseslovgivning;

5.  glæder sig over, at EU og de fleste medlemsstater afgav specifikke løfter på konferencen i Kampala, og anbefaler, at disse løfter indfries rettidigt, og at der aflægges rapport herom for Forsamlingen af Deltagerstater, der vil finde sted den 12.-21. december 2011 i New York;

6.  glæder sig over vedtagelsen af ændringer til Romstatutten, herunder om forbrydelsen aggression, og opfordrer alle EU's medlemsstater til at ratificere ændringerne og indarbejde dem i deres nationale ret;

7.  glæder sig over revisionen af EU's fælles holdning om ICC via vedtagelsen af beslutningen af 21. marts 2011, og bemærker, at den nye beslutning tager de udfordringer i betragtning, som domstolen står over for, og understreger, at beslutningen udgør et godt grundlag for EU's og dets medlemsstaters bistand til ICC's håndtering af udfordringerne;

8.  glæder sig over den reviderede EU-handlingsplan, der blev aftalt den 12. juli 2011, til opfølgning på beslutningen om ICC, idet den opstiller virkningsfulde, konkrete foranstaltninger, som EU skal træffe for at uddybe sin fremtidige støtte til domstolen, og opfordrer Rådets formandskab til sammen med Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne at gøre gennemførelsen af handlingsplanen til en prioritet;

9.  understreger, at fuldt og omgående samarbejde mellem deltagerstaterne, herunder EU's medlemsstater, og domstolen fortsat er af væsentlig betydning for den internationale strafferetsplejes effektivitet og succes;

10.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at imødekomme alle anmodninger fra ICC om at yde rettidig bistand og samarbejde for at sikre bl.a. eksekvering af verserende arrestordrer og tilvejebringelse af oplysninger, herunder anmodninger om hjælp til at identificere, indefryse og beslaglægge mistænktes finansielle aktiver;

11.  opfordrer indtrængende alle de EU-medlemsstater, der endnu ikke har taget et sådant skridt, til at indføre national lovgivning om samarbejde med ICC og til at indgå rammeaftaler med domstolen om håndhævelse af dens afgørelser og om spørgsmål vedrørende efterforskning, om indsamling af bevismateriale, om søgning efter og beskyttelse og flytning af vidner, anholdelse, udlevering, tilbageholdelse af og ophold for anklagede personer, der er frigivet mod kaution, og om fængsling af dømte personer; opfordrer medlemsstaterne til gensidigt samarbejde gennem deres politi, retsvæsen og andre relevante mekanismer for at sikre tilstrækkelig støtte til ICC;

12.  tilskynder EU-medlemsstaterne til at ændre artikel 83 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for at tilføje de forbrydelser, der hører under ICC's jurisdiktion, til listen over forbrydelser, for hvilke EU har kompetence; opfordrer således EU-medlemsstaterne til at overføre kompetencer til EU på området for indkredsning og konfiskation af aktiver tilhørende personer, der er tiltalt af ICC, uagtet at det tilfalder ICC at indlede en retssag; opfordrer EU-medlemsstaterne til at samarbejde om udveksling af relevante oplysninger gennem de eksisterende kontorer for inddrivelse af aktiver samt gennem inddrivelsesnetværket CARIN (Camden Asset Recovery Inter-Agency Network);

13.  opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til fuldt ud at indarbejde de bestemmelser, der er indeholdt i Romstatutten og APIC-aftalen, i deres nationale lovgivning;

14.  glæder sig over, at der på Kampala-gennemgangskonferencen blev vedtaget ændringer til Romstatutten vedrørende aggression, og opfordrer alle EU's medlemsstater til at ratificere ændringerne og indarbejde dem i deres nationale lovgivning; anbefaler, at der med henblik på at styrke Romstatuttens universalitet gøres bestræbelser på efter fælles aftale at opnå en mere præcis definition af de relevante forbrydelser ved at gøre en aggressionshandling til et brud på folkeretten;

15.  beklager, at domstolen i henhold til resultaterne af Kampala-konferencen ikke vil være i stand til at udøve sin kompetence vedrørende aggression før efter januar 2017, når deltagerstaterne skal træffe en beslutning om at aktivere denne kompetence;

16.  glæder sig over visse EU-medlemsstaters indsats for at bekæmpe straffrihed for de værste forbrydelser, menneskeheden har oplevet, gennem anvendelsen af ​​universel jurisdiktion og opfordrer samtlige EU-medlemsstater til at gøre ligeså; henstiller, at EU-netværket af kontaktpunkter for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab fortsat styrkes i dets arbejde med at lette samarbejdet mellem de retshåndhævende myndigheder i EU om retsforfølgelsen af alvorlige forbrydelser;

17.  understreger den grundlæggende rolle, som internationale strafferetslige jurisdiktioner har i kampen mod straffrihed og behandlingen af de relevante krænkelser af folkeretten i forbindelse med ulovlig anvendelse og rekruttering af børnesoldater; modsætter sig på det kraftigste tvangsudskrivning eller rekruttering af børn under 18 år til væbnede styrker eller til nogen som helst deltagelse i militære aktioner; påpeger betydningen af, at deres ret til en fredelig barndom, uddannelse, fysisk integritet, sikkerhed og seksuel autonomi beskyttes;

18.  opfordrer til, at der udarbejdes effektive politikker og skabes forbedrede mekanismer, som skal sikre, at ofrenes deltagelse i retssager ved ICC har omfattende virkning, herunder mere tilgængelig psykologisk, medicinsk og juridisk rådgivning såvel som let adgang til vidnebeskyttelsesprogrammer; understreger, at det er vigtigt at fremme bevidstheden om, at der sker seksuel vold i konfliktramte områder, via lovprogrammer, dokumentation for kønsspecifikke forbrydelser under væbnede konflikter og kurser for sagførere, dommere og aktivister om Romstatutten og international retspraksis, hvad angår kønsspecifikke forbrydelser mod kvinder og børn;

19.  opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at sikre, at der findes uddannelsesprogrammer, som er rettet mod, men ikke begrænset til politiefterforskere, anklagere, dommere og militære embedsmænd, og som i første omgang fokuserer på Romstatuttens bestemmelser og den relevante folkeret og dernæst på forebyggelse, afsløring, efterforskning og retsforfølgning af overtrædelser af disse principper;

20.  tager samarbejds- og bistandsaftalen mellem EU og ICC til efterretning; opfordrer EU's medlemsstater til at anvende princippet om universel jurisdiktion i kampen mod straffrihed og forbrydelser mod menneskeheden og understreger dets betydning for det internationale strafferetlige systems effektivitet og succes;

21.  tilskynder kraftigt EU og medlemsstaterne til at benytte enhver diplomatisk lejlighed og alle diplomatiske redskaber til at gøre et fremstød for effektivt samarbejde med ICC, navnlig hvad angår eksekveringen af stående arrestordrer;

22.  tilskynder kraftigt EU og medlemsstaterne til med bistand fra EU-Udenrigstjenesten at etablere et sæt strikse retningslinjer, der skal være udformet efter de eksisterende FN- og ICC-retningslinjer, som anklagerens kontor følger, der skitserer en adfærdskodeks for kontakten mellem EU's og medlemsstaternes embedsmænd og personer, der er eftersøgt af ICC, navnlig i tilfælde, hvor de eftersøgte personer stadig beklæder officielle poster, uanset deres status eller hvorvidt de er statsborgere i stater, der ikke deltager i Romstatutten;

23.  anmoder EU og dets medlemsstater om i de tilfælde, hvor et partnerland inviterer eller giver udtryk for vilje til at tillade besøg på sit område af en person, for hvem der er udstedt en ICC-arrestordre, til ufortøvet at lægge et betydeligt pres på dette land for formå det til enten at anholde, bistå ved en anholdelse eller som minimum forhindre den pågældende persons rejse; bemærker, at sådanne invitationer for nylig er blevet fremsat til Sudans præsident Omar al-Bashir af bl.a. Tchad, Djibouti, Kenya, Kina og Malaysia;

24.  anerkender ICC's anklagers nylige beslutning om at udstede arrestordrer på Saif al-Islam Gaddafi og efterretningschef Abdullah al-Sanussi i Libyen i forbindelse med de påståede forbrydelser mod menneskeheden siden begyndelsen af opstanden i landet; understreger, at en vellykket tilfangetagelse og efterfølgende retsforfølgelse af disse personer ved ICC vil tjene som et afgørende bidrag til at bringe straffriheden i regionen til ophør;

25.  udtrykker dyb betænkelighed ved, at ICC-deltagerstater såsom Tchad, Djibouti og Kenya for nylig har haft Sudans præsident al-Bashir på besøg på deres territorier uden at anholde og udlevere ham til domstolen, selv om de i henhold til Romstatutten er klart forpligtet til at anholde og udlevere ham;

26.  understreger betydningen af en kraftig EU-indsats for at foregribe og undgå eller fordømme sådanne tilfælde af manglende samarbejde; gentager, at det er nødvendigt, at EU (og medlemsstaterne) opstiller en intern protokol med konkrete standardtiltag, som gør dem i stand til at reagere rettidigt og konsekvent i tilfælde af manglende samarbejde med ICC, og som om nødvendigt er samordnet med andre relevante institutioners mekanismer, herunder Forsamlingen af Deltagerstater;

27.  bemærker, at afrikanske stater spillede en stor rolle i skabelsen af ICC, og anser deres støtte og nære samarbejde som uundværligt for, at domstolen kan fungere effektivt og uafhængigt;

28.  opfordrer de afrikanske deltagerstater til Romstatutten til at opfylde deres forpligtelser i henhold til statutten og, i overensstemmelse med Den Afrikanske Unions oprettelsesakt, aktivt at bidrage til arbejdet med at stille verdens værste forbrydere til ansvar ved at udvise en stærk støtte til domstolen under AU's møder, og opfordrer AU til at bryde mønstret af straffrihed og yde hjælp til ofrene for grusomheder; udtrykker støtte til domstolens anmodning om at åbne et forbindelseskontor ved Den Afrikanske Union i Addis Abeba;

29.  opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at integrere ICC's arbejde og Romstatuttens bestemmelser i de udviklingsprogrammer, der er beregnet til at styrke retsstatsprincippet; opfordrer EU og dets medlemsstater til at stille den nødvendige tekniske, logistiske og finansielle bistand og ekspertise til rådighed for udviklingslande, som kun har begrænsede ressourcer til at tilpasse deres nationale lovgivning til principperne i Romstatutten og til at samarbejde med ICC, uanset om disse lande har ratificeret statutten eller ej; opfordrer endvidere EU og medlemsstaterne til at støtte uddannelsesprogrammer for politi-, rets-, militær- og administrationsmyndigheder i udviklingslandene med henblik på at give dem en indføring i Romstatuttens bestemmelser;

30.  opfordrer det næste møde i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU til at drøfte bekæmpelsen af straffrihed i det internationale udviklingssamarbejde og den relevante politiske dialog, som vedtaget i adskillige beslutninger og fastsat i artikel 11, stk. 6, i den reviderede Cotonouaftale, med henblik på at integrere bekæmpelsen af straffrihed og styrkelsen af retsstatsprincippet i de eksisterende programmer for udviklingssamarbejde og -foranstaltninger;

31.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og EU-medlemsstaternes diplomatiske tjenester til systematisk og målrettet at anvende deres diplomatiske redskaber til at skabe støtte til ICC og fremme den videre ratificering og implementering af Romstatutten; bemærker, at disse redskaber bl.a. omfatter diplomatiske skridt, politiske erklæringer, udtalelser og ICC-klausuler i aftaler med tredjelande, såvel som dialoger om politik og menneskerettigheder; råder til, at der bør træffes passende foranstaltninger på grundlag af evaluering af resultaterne;

32.  understreger behovet for, at ICC udvider sit fokus ud over situationer med væbnet konflikt og til på mere foregribende vis at efterforske både menneskerettighedsrelaterede nødsituationer, som eskalerer til et niveau, der udgør forbrydelser mod menneskeheden, og situationer, hvor nationale myndigheder beviseligt er uvillige til at efterforske, retsforfølge og straffe de påståede gerningsmænd;

33.  opfordrer indtrængende til, at den højtstående repræsentant og EU's medlemsstater iværksætter diplomatiske bestræbelser på at tilskynde medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd til at følge op på henstillinger til ICC om at indlede efterforskning i sager, hvor embedsmænd fra stater, der ikke er deltager i statutten, angiveligt er involveret i forbrydelser mod menneskeheden, men fortsat ikke retsforfølges, herunder de aktuelle situationer i Iran, Syrien, Bahrain, og Yemen;

34.  anerkender den rolle, som EU udfylder for at fremme verdensomspændende ratifikation af Romstatutten og APIC-aftalen og glæder sig over de seneste tiltrædelser til/ratificeringer af Romstatutten af Tunesien, Filippinerne, Grenada, Moldova, Saint Lucia og Seychellerne, hvormed antallet af deltagerstater er nået op på 118; opfordrer til, at flere lande i Asien, Nordafrika, Mellemøsten og området syd for Sahara deltager i Romstatutten;

35.  opfordrer indtrængende EU og navnlig EU-Udenrigstjenesten til fortsat at fremme universaliteten af Romstatutten og APIC-aftalen og bekæmpelsen af straffrihed, såvel som respekt for, samarbejde med og bistand til ICC i forbindelse med EU's forbindelser med tredjelande, herunder inden for rammerne af Cotonouaftalen og dialogerne mellem EU og regionale organisationer, som f.eks. Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga, OSCE og Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien (ASEAN); understreger betydningen for domstolen af at fremme ratificeringen og anvendelsen af Romstatutten i EU's bilaterale dialoger om menneskerettighederne med tredjelande;

36.  opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at bestræbe sig på mere systematisk at indarbejde en ICC-klausul i forhandlingsmandater og aftaler med tredjelande;

37.  opfordrer EU-lederne til at tilskynde alle stater, der endnu ikke har taget et sådant skridt, til at blive deltagere i Romstatutten; mener, at fokus i denne henseende navnlig skal være på både de permanente og ikke-permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd;

38.  glæder sig over den amerikanske deltagelse som observatør i Forsamlingen af Deltagerstater i ICC og udtrykker håb om, at USA snart selv vil blive deltagerstat;

39.  glæder sig over, at Tunesien for nylig har tiltrådt Romstatutten, og håber, at dette vil sende et positivt signal til andre nordafrikanske og mellemøstlige lande, således at disse vil følge trop; glæder sig endvidere over, at Filippinerne for nylig har ratificeret Romstatutten, hvilket har øget antallet af asiatiske stater i domstolens system og sender et tydeligt signal om, at det asiatiske medlemskab af ICC er voksende, såvel som Maldivernes ratifikation af Romstatutten for nylig og det aktuelle lovforslag i nationalforsamlingen i Cap Verde om godkendelse til ratifikation af Romstatutten, og håber, at landets regering vil gennemføre denne proces hurtigst muligt; udtrykker håb om, at alle latinamerikanske stater vil tiltræde ICC;

40.  opfordrer Tyrkiet, der som det eneste EU-kandidatland endnu ikke har gjort dette, til at blive deltagerstat i Romstatutten og APIC-aftalen så snart som muligt, og understreger nødvendigheden af, at alle fremtidige kandidatlande og potentielle kandidatlande samt partnerlande omfattet af den europæiske naboskabspolitik (ENP) gør ligeså;

41.  opfordrer EU og EU's medlemsstater til at støtte tredjelandes kapacitet og politiske vilje - navnlig lande, der befinder sig i en ICC-relevant situation og lande, hvor ICC har indledt en foreløbig undersøgelse - til at indlede nationale retssager om folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden; opfordrer inden for disse rammer EU og dets medlemsstater til at støtte reformprocesser og nationale kapacitetsopbygningsbestræbelser med henblik på at styrke domstolenes uafhængighed, de retshåndhævende myndigheder og fængselsvæsenet i alle lande, der er direkte berørt af påstande om alvorlige internationale forbrydelser;

42.  understreger, at effektiviteten af domstolens komplementaritetsprincip hviler på deltagerstaternes primære pligt til at undersøge og retsforfølge krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden; udtrykker bekymring over, at ikke alle EU-medlemsstater har lovgivning, der definerer disse forbrydelser i henhold til national lovgivning, så deres domstole kan udøve jurisdiktion over disse;

43.  opfordrer de stater, der endnu ikke har gjort det, til at vedtage fuldstændig og effektiv gennemførelseslovgivning gennem åben dialog med civilsamfundet, og udstyre deres nationale domstole med de nødvendige redskaber til at efterforske og retsforfølge disse forbrydelser;

44.  gentager nødvendigheden af, at EU og medlemsstaterne forstærker deres diplomatiske bestræbelser over stater, der ikke deltager i Romstatutten, og regionale organisationer (f.eks. AU, ASEAN og Den Arabiske Liga) på at fremme en bedre forståelse af ICC's mandat: forfølgelse af gerningsmændene til krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, herunder gennem udvikling af en særlig kommunikationsstrategi om dette spørgsmål og ved at fremme større støtte til ICC og dens mandat, især inden for FN-fora såsom FN's Sikkerhedsråd;

45.  bekræfter, at EU-medlemsstaternes diplomatiske støtte til ICC's mandat og dets aktiviteter inden for diverse FN-fora, herunder i Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet, spiller en afgørende rolle;

46.  betoner behovet for en fortsat diplomatisk indsats for at tilskynde medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd til at sikre en rettidig henvisning af sager, som fastsat i Romstatuttens artikel 13, litra b), og som det for ganske nylig blev demonstreret ved FN's Sikkerhedsråds enstemmige beslutning om at henvise situationen i Libyen til ICC; giver også udtryk for sin forhåbning om, at FN's Sikkerhedsråd vil afstå fra at udsætte domstolens efterforskninger eller retsforfølgninger som fastsat i Romstatuttens artikel 16;

47.  opfordrer FN's Sikkerhedsråds medlemmer og FN's Generalforsamlings medlemmer til at finde passende foranstaltninger og metoder, hvorpå FN kan yde ICC finansiel bistand til at dække de omkostninger, der knytter sig til iværksættelsen af efterforskninger og retsforfølgelser af de situationer, som henvises af Sikkerhedsrådet, jf. Romstatuttens artikel 115;

48.  opfordrer EU's medlemsstater til at sikre, at samordning og samarbejde med ICC er omfattet af mandaterne gældende for de relevante regionale særlige EU-repræsentanter; opfordrer den højtstående repræsentant til at udnævne en særlig udsending for humanitær folkeret og international retfærdighed med mandat til at fremme, integrere og repræsentere EU's engagement i kampen mod straffrihed og at integrere ICC i hele EU's udenrigspolitik;

49.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at sikre, at ICC integreres i alle EU's udenrigspolitiske prioriteter ved, at bekæmpelse af straffrihed og princippet om komplementaritet systematisk inddrages i et bredere perspektiv, der omfatter udviklingsbistand og hjælp til styrkelse af retsstatsprincippet, samt navnlig til at tilskynde de sydlige Middelhavsstater, der befinder sig i overgangsfaser, til at undertegne og ratificere Romstatutten;

50.  slår fast, at EU bør sikre, at EU-Udenrigstjenesten besidder den nødvendige ekspertise og kapacitet på højt niveau til reelt at kunne opprioritere ICC; anbefaler, at EU-Udenrigstjenesten sikrer, at der både i Bruxelles og i delegationerne udpeges tilstrækkeligt med embedsfolk til at varetage behandlingen af internationale retsspørgsmål, og at EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen yderligere udvikler personalets uddannelse i spørgsmål vedrørende international retsorden og ICC-anliggender ved at oprette et udvekslingsprogram med ICC for at fremme gensidigt institutionelt kendskab og lette det videre samarbejde;

51.  opfordrer indtrængende alle ICC's deltagerstater, EU og domstolen selv, herunder anklagerens kontor, til at gøre deres yderste for at retsforfølge og straffe gerningsmændene til seksuelle forbrydelser mod menneskeheden, der er en særskilt kategori af forbrydelser mod menneskeheden, som henhører under ICC's jurisdiktion (Romstatuttens artikel 7) og omfatter voldtægt, sexslaveri, tvangsprostitution, tvungen graviditet, tvangssterilisation, alle former for seksuel vold af tilsvarende alvorlig grad, såvel som undertrykkelse på grund af køn; bemærker, at sådanne seksuelle forbrydelser er særligt forkastelige, idet de ofte begås i stor skala og både udgør krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden (artikel 8 i Romstatutten), der er målrettet mod de mest udsatte grupper - kvinder, børn og civile - i lande, der allerede er svækket som følge af konflikter og/eller mangel på mad eller hungersnød;

52.  opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne til i forbindelse med det kommende valg af seks nye dommere og en ny anklager, der skal finde sted på Forsamlingen af Deltagerstater i december 2011, at nominere og vælge de mest velkvalificerede kandidater gennem en retfærdig, gennemsigtig og meritbaseret proces, hvorved der sikres både geografisk og kønsmæssig balance, og til at tilskynde stater fra regioner, der nyder godt af mindstekrav til afstemninger (såsom Gruppen af Latinamerikanske og Caribiske Lande) til at drage fordel af dette og udpege et tilstrækkeligt antal kandidater og dermed sikre en afbalanceret regional repræsentation blandt dommerne; bemærker, at valget af en ny anklager er af afgørende betydning for domstolens effektivitet og legitimitet, og giver udtryk for sin påskønnelse af det arbejde, der er gjort af det indstillingsudvalg, der er oprettet af præsidiet for Forsamlingen af Deltagerstater;

53.  glæder sig over forslagene om nedsættelse af et rådgivende udvalg, som skal forelægges og gennemgå alle nomineringer af nye dommere, jf. Romstatuttens artikel 36, stk. 4, litra c), og om nedsættelse af et indstillingsudvalg for besættelsen af posten som ICC-anklager, og er af den holdning, at arbejdet i indstillingsudvalget ikke bør påvirkes af politiske overvejelser;

Behovet for at sikre yderligere finansiel og logistisk bistand til ICC

54.  glæder sig over EU's og individuelle medlemsstaters hidtidige finansielle og logistiske støtte til ICC og anbefaler, at de nuværende støtteformer videreføres enten gennem ICC's almindelige budget, som finansieres af deltagerstaternes bidrag, eller gennem EU-finansiering såsom Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR), især på følgende områder: Opsøgende hjælpearbejde rettet mod ofre og berørte samfund; advokatbistand; flytning af vidner; deltagelse og beskyttelse af ofre/vidner med særlig omsorg for kvindelige, mindreårige ofre og børneofre; støtte til, at ICC kan dække akutte operationelle behov, der opstår som følge af nye efterforskninger; opfordrer EU og dets medlemsstater til at styrke ICC's indsats for at styrke sin tilstedeværelse i marken i erkendelse af den betydning, som domstolens tilstedeværelse har for at kunne skabe forståelse for og støtte til sit mandat såvel som inddragelse af og bistand til samfund, der er ofre for forbrydelser henhørende under domstolens jurisdiktion; giver udtryk for sin bekymring over, at manglen på midler fortsat er en forhindring for domstolens optimale funktionsdygtighed;

55.  understreger den store betydning, som Romstatuttens system har for ofre, enkeltpersoner og samfund, der er ramt af forbrydelser, der henhører under ICC's jurisdiktion; mener, at ICC's opsøgende hjælpebestræbelser er afgørende for at fremme forståelse for og støtte til dens mandat, for at styre forventninger og give ofrene og de berørte samfund mulighed for at følge og forstå den internationale strafferetlige proces og domstolens arbejde;

56.  henstiller, at EU og dets medlemsstater sikrer tilstrækkelige midler til ICC's fond for støtte til ofre og til vidnebeskyttelse (med henblik på at supplere potentielle kommende erstatninger og samtidig fortsætte med at udføre de nuværende bistandsaktiviteter) og bidrager til ICC's nyoprettede særlige fond for flytninger, til fonden for familiebesøg hos tilbageholdte i domstolens sæde i Haag, til retshjælpsprogrammet og til at dække omkostningerne ved opretholdelse og udvidelse af domstolens tilstedeværelse i marken;

57.  bakker stærkt op om ICC's bestræbelser på at udvide og styrke sin tilstedeværelse i marken, eftersom det er af grundlæggende betydning for dens muligheder for at udføre sine funktioner, herunder undersøgelser, opsøgende hjælpearbejde over for ofrene og de berørte samfund, vidnebeskyttelse og fremme af ofrenes ret til deltagelse og erstatning, hvilket desuden er afgørende for at øge domstolens indvirkning og evne til at gøre et stærkt og positivt indtryk;

58.  tilskynder EU til at sikre tilstrækkelig og stabil finansiering til civilsamfundsaktører, der arbejder med ICC-relaterede anliggender gennem EIDHR, og opfordrer medlemsstaterne og de eksisterende europæiske stiftelser til fortsat at støtte sådanne aktører;

59.  tilskynder EU-medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten til at påbegynde drøftelser vedrørende gennemgangen af de nuværende EU-finansieringsinstrumenter, navnlig Den Europæiske Udviklingsfond (EDF), med det formål at undersøge, hvordan disse kan bidrage yderligere til at støtte komplementære aktiviteter i modtagerlandene for at styrke bekæmpelsen af straffrihed i disse lande;

60.  udtrykker sin anerkendelse af Kommissionens igangværende bestræbelser på at etablere en »EU-værktøjskasse for komplementaritet«, der sigter mod at udvikle den nationale kapacitet til efterforskning og retsforfølgelse af formodede internationale forbrydelser, og tilskynder Kommissionen til at sikre gennemførelsen heraf med det formål at integrere komplementaritetsrelaterede aktiviteter i hjælpeprogrammerne og opnå bedre sammenhæng mellem de forskellige EU-instrumenter;

61.  opfordrer alle ICC-deltagerstaterne til at fremme en fælles indsats for at forbedre retssager i nationalt regi vedrørende de mest alvorlige forbrydelser såsom krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkemord;

62.  glæder sig over Kommissionens initiativ om at arrangere et seminar for det europæiske og det afrikanske civilsamfund for at drøfte international retsorden i Pretoria i april 2011, tager anbefalingerne fra dette møde til efterretning og opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte sådanne muligheder;

63.  minder om, at Europa-Parlamentet var en af domstolen tidligste og mest fremtrædende fortalere, og bemærker dets vigtige rolle i overvågningen af EU's indsats på dette område; opfordrer til, at der indføjes et afsnit om ICC og bekæmpelsen af straffrihed i Europa-Parlamentets årlige betænkning om menneskerettigheder i verden, og foreslår endvidere, at Europa-Parlamentet påtager sig en øget proaktiv rolle ved at fremme og integrere ICC og bekæmpelsen af straffrihed i alle EU-politikker og -institutioner, herunder i alle tredjelandsrelevante udvalg, grupper og delegationer;

o
o   o

64.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EFT C 379 af 7.12.1998, s. 265. (2) EFT C 262 af 18.9.2001, s. 262. (3) EFT C 293 E af 28.11.2002, s. 88. (4) EUT C 273 E af 14.11.2003, s. 291. (5) EUT C 161 E af 31.5.2011, s. 78. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0489. (7) EUT L 150 af 18.6.2003, s. 67. (8) EUT L 76 af 22.3.2011, s. 56. (9) EUT L 115 af 28.4.2006, s. 50. (10) EUT C 115 af 4.5.2010, s. 1. (11) EFT L 167 af 26.6.2002, s. 1. (12) EUT L 118 af 14.5.2003, s. 12.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 17. november 2011 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et program for støtte til videreudvikling af en integreret havpolitik (KOM(2010)0494 - C7-0292/2010 - 2010/0257(COD))

P7_TA(2011)0508 A7-0163/2011

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2010)0494),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, artikel 43, stk. 2, artikel 74, artikel 77, stk. 2, artikel 91, stk. 1, artikel 100, stk. 2, artikel 173, stk. 3, artikel 175, artikel 188, artikel 192, stk. 1, artikel 194, stk. 2, og artikel 195, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7-0292/2010),

–  der henviser til udtalelse fra Retsudvalget om det foreslåede retsgrundlag,

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 16. februar 2011(1),

–  der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget af 27. januar 2011(2)

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 6. oktober 2011 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55 og 37,

–  der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget og udtalelser fra Fiskeriudvalget, Budgetudvalget, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Regionaludviklingsudvalget (A7-0163/2011),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  godkender Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;

3.  godkender Europa-Parlamentets og Rådets fælles erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;

4.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 17. november 2011 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2011 om et program for støtte til videreudvikling af en integreret havpolitik

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) nr. 1255/2011)

BILAG

Fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen

I henhold til artikel 9 er finansieringsrammen for gennemførelsen af programmet for støtte til videreudvikling af den integrerede EU-havpolitik for perioden 2011-2013 fastlagt til 40 000 000 EUR. Denne ramme sammensættes af 23 140 000 EUR, der tages fra 2011-budgettet uden at trække på den til rådighed værende margen i udgiftsområde 2 i den flerårige finansielle ramme, og 16 660 000 EUR, inklusive en bevilling til teknisk bistand, der er opført i budgetforslaget og accepteret af Rådet under dets behandling af 2012-budgettet, samt et yderligere beløb på 200 000 EUR til teknisk bistand, der skal opføres i 2013-budgettet.

Til det formål vil det være nødvendigt at ændre 2011-budgettet med henblik på at oprette den nødvendige kontoplan og opføre bevillingerne i reserven. De vedtagne budgetter for 2012 og 2013 vil skulle indeholde de for disse to år relevante beløb.

Fælles erklæring fra Europa-Parlamentet og Rådet

Europa-Parlamentet og Rådet udelukker ikke muligheden for at indsætte bestemmelser om delegerede retsakter i kommende programmer efter 2013 på grundlag af relevante forslag fra Kommissionen.

(1) EUT C 107 af 6.4.2011, s. 64. (2) EUT C 104 af 2.4.2011, s. 47.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 17. november 2011 om forslag til Rådets afgørelse om Det Europæiske Atomenergifællesskabs rammeprogram for forskning og uddannelse på det nukleare område (2012-2013) (KOM(2011)0072 - C7-0077/2011 - 2011/0046(NLE))

P7_TA(2011)0509 A7-0360/2011

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2011)0072),

–  der henviser til artikel 7 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C7-0077/2011),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Budgetudvalget (A7-0360/2011),

1.  godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.  mener, at det primære referencegrundlag, der er anført i forslaget til retsakt, er uforeneligt med loftet for udgiftsområde 1a i den aktuelle flerårige finansielle ramme for perioden 2007-2013 (FFR); noterer sig Kommissionens forslag(1) om ændring af den gældende flerårige finansielle ramme i overensstemmelse med punkt 21-23 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning(2) (IIA) med henblik på dækning af yderligere finansieringsbehov til ITER-projektet i perioden 2012-2013; er rede til at indlede forhandlinger med den anden af budgetmyndighedens to parter i henhold til alle midler i IIA med henblik på at indgå en hurtig aftale om finansiering af Euratomforskningsprogrammet inden udgangen af 2011; minder om, at Parlamentet er imod enhver form for omfordeling fra Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013)(3) som foreslået i Kommissionens ovennævnte forslag;

3.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 106a i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratomtraktaten);

4.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

5.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

6.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Kommissionens forslag   Ændring Ændring 1 Forslag til afgørelse Betragtning 4 a (ny) (4a)  Udformningen og gennemførelsen af rammeprogrammet (2012 - 2013) bør baseres på principperne om enkelthed, stabilitet, gennemsigtighed, retssikkerhed, konsekvens, topkvalitet og tillid i overensstemmelse med Europa-Parlamentets henstillinger i dets beslutning af 11. november 2010 om forenkling af gennemførelsen af rammeprogrammerne for forskning1. 1 Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0401. Ændring 2 Forslag til afgørelse Betragtning 5 a (ny) (5a)  Forbedring af den nukleare sikkerhed og, hvor det er relevant, sikkerhedsaspekterne bør prioriteres i betragtning af de mulige grænseoverskridende virkninger af atomuheld. Ændring 3 Forslag til afgørelse Betragtning 6 a (ny) (6a)  Det europæiske industriinitiativ for bæredygtig kernekraft (ESNII) har til formål at indsætte hurtige neutronreaktorer med lukkede brændselskredsløb af fjerde generation mellem 2035 og 2040. Det omfatter tre teknologiske udviklingslinjer og fire store projekter: prototypen ASTRID (natriumkølet), forsøgsmodellen ALLEGRO (gaskølet), demonstratoren ALFRED (blykølet) og, som støtteinfrastruktur for sidstnævnte teknologi, bestrålingsanlægget for hurtige neutroner MYRRHA (bly-vismut-kølet). Ændring 4 Forslag til afgørelse Betragtning 6 b (ny) (6b)  Under det syvende Euratomrammeprogram (2007-2011) er der lanceret tre store europæiske samarbejdsinitiativer inden for videnskab og teknologi på det nukleare område. Det drejer sig om Teknologiplatformen for Bæredygtig Kerneenergi (SNETP), Implementing Geological Disposal Technology Platform (IGDTP) og Multidisciplinary European Low-Dose Initiative (MELODI). Både SNETP og IGDTP svarer til målene i SET-planen. Ændring 5 Forslag til afgørelse Betragtning 6 c (ny) (6c)  Der er på baggrund af ulykken på atomkraftværket i Fukushima i Japan som følge af jordskælvet og tsunamien den 11. marts 2011 behov for yderligere forskning inden for sikkerhed i forbindelse med nuklear fission for at forsikre Unionens borgere om, at sikkerheden på de nukleare anlæg i Unionen fortsat opfylder de højeste internationale standarder. Et sådant yderligere arbejde kræver forhøjede budgetbevillinger til nuklear fission. Ændring 6 Forslag til afgørelse Betragtning 9 a (ny) (9a)  En aftale om yderligere midler til ITER alene gennem overførsel af uudnyttede 2011-margener under den flerårige finansielle ramme (FFR) og uden omfordeling fra EU's syvende rammeprogram (2007-2013) til rammeprogrammet (2012-2012) ville gøre det muligt hurtigt at vedtage programmet i 2011. Ændring 7 Forslag til afgørelse Betragtning 11 (11)  Ved Rådets afgørelse om behovet for færdigheder på det nukleare område, som blev vedtaget den 1. og 2. december 2008, anerkendes det, at det er yderst vigtigt at bevare et højt uddannelsesniveau i EU på det nukleare område. (11)  Ved Rådets afgørelse om behovet for færdigheder på det nukleare område, som blev vedtaget den 1. og 2. december 2008, anerkendes det, at det er yderst vigtigt at bevare et højt uddannelsesniveau, og ordentlige arbejdsvilkår, i EU på det nukleare område. Ændring 8 Forslag til afgørelse Betragtning 14 a (ny) (14a)  Kommissionen, Det Europæiske Råd, Rådet og medlemsstaterne indleder en proces med henblik på ændring af Euratomtraktaten, som skal styrke traktatens bestemmelser om Europa-Parlamentets oplysnings- og medbestemmelsesrettigheder om forsknings- og miljøbeskyttelsesspørgsmål inden for Euratom, for bl.a. at lette fremtidige budgetprocedurer. Ændring 9 Forslag til afgørelse Betragtning 16 (16)  I denne afgørelse bør der fastlægges en finansieringsramme for hele rammeprogrammets varighed (2012-2013), der skal udgøre det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden i forbindelse med den årlige budgetprocedure, som angivet i punkt 37 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning. (16)  I denne afgørelse bør der fastlægges en finansieringsramme for hele rammeprogrammets varighed (2012-2013), der skal udgøre det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden i forbindelse med den årlige budgetprocedure, som angivet i punkt 37 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning. Med henblik på at få rammeprogrammet (2012-2013) dækket under den flerårige finansielle ramme (FFR) for årene 2012 og 2013 vil det være nødvendigt at ændre FFR ved at forhøje loftet for udgiftsområde 1a. Hvis der ikke er andre 2011-margener under FFR til rådighed til overførsel i 2012 og 2013, bør fleksibilitetsinstrumentet mobiliseres, jf. punkt 27 i IIA. Ændring 10 Forslag til afgørelse Betragtning 16 a (ny) (16a)  For så vidt angår den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2014-2020 bør de finansielle midler til ITER-projektet fastlægges for hele programmeringsperioden, således at enhver overskridelse af omkostningerne ud over EU's bidrag på 6 600 000 000 EUR til opførelsesfasen for ITER, der for øjeblikket planlægges afsluttet i 2020, finansieres af midler uden for lofterne for FFR (»ring-fencing«). Ændring 11 Forslag til afgørelse Betragtning 18 (18)  Det internationale og globale aspekt for de europæiske forskningsaktiviteter er vigtigt med henblik på at opnå gensidige fordele. Rammeprogrammet (2012-2013) bør være åbent for deltagelse for lande, der har indgået de nødvendige aftaler med henblik herpå, samt for deltagelse af enheder fra tredjelande og internationale organisationer for videnskabeligt samarbejde på projektniveau og på gensidigt fordelagtigt grundlag. (18)  Det internationale og globale aspekt for de europæiske forskningsaktiviteter er vigtigt med henblik på at opnå gensidige fordele. Rammeprogrammet (2012-2013) bør derfor på den ene side være åbent for deltagelse for lande, der har indgået de nødvendige aftaler med henblik herpå, samt for deltagelse af enheder fra tredjelande og internationale organisationer for videnskabeligt samarbejde på projektniveau og på gensidigt fordelagtigt grundlag. På den anden side betyder dette også, at de internationale partnere fuldt ud bør opfylde deres finansielle forpligtelser, navnlig med hensyn til ITER-projektet. Ændring 12 Forslag til afgørelse Artikel 2 – stk. 1 1.  Rammeprogrammet (2012-2013) skal med udgangspunkt i det europæiske forskningsrum bidrage til skabelsen af Innovation i EU ved at forfølge de generelle mål, der er anført i traktatens artikel 1 og artikel 2, litra a). 1.  Rammeprogrammet (2012-2013) skal med udgangspunkt i det europæiske forskningsrum bidrage til skabelsen af Innovation i EU ved at forfølge de generelle mål, der er anført i traktatens artikel 1 og artikel 2, litra a), med særligt vægt på nuklear sikkerhed og strålingsbeskyttelse. Ændring 13 Forslag til afgørelse Artikel 2 – stk. 2 a (nyt) 2a.  Rammeprogrammet (2012-2013) skal bidrage til gennemførelsen af SET-planen. Dets aktiviteter bør tage hensyn til den strategiske forskningsdagsorden for de tre eksisterende europæiske teknologiplatforme for kerneenergi: SNETP, IGDTP og MELODI. Ændring 14 Forslag til afgørelse Artikel 3 – stk. 1 – indledning Maksimalbeløbet for gennemførelse af rammeprogrammet (2012-2013) skal være 2 560 270 000 EUR. Beløbet fordeles således (i EUR): Maksimalbeløbet for gennemførelse af rammeprogrammet (2012-2013) skal være 2 100 270 000 EUR. Beløbet fordeles således (i EUR): Ændring 30 Forslag til afgørelse Artikel 3 – stk. 1 – litra a – led 1 - fusionsenergiforskning: 2 208 809 000 - fusionsenergiforskning: 1 748 809 000; dette tal omfatter de nødvendige midler til fortsættelsen af JET-programmet i Culham Ændring 16 Forslag til afgørelse Artikel 3 – stk. 1 – litra a – led 2 - kernespaltning og strålingsbeskyttelse: 118 245 000 - kernespaltning, navnlig sikkerhed, forbedring af forvaltningen af nukleart affald og strålingsbeskyttelse: 118 245 000 Ændring 17 Forslag til afgørelse Artikel 3 – stk. 1 – litra b – led 1 -  JRC's nukleare aktiviteter: 233 216 000. -  JRC's nukleare aktiviteter vedrørende nuklear sikkerhed, miljøbeskyttelse og nedlukning 233 216 000. Ændring 18 Forslag til afgørelse Artikel 4 – stk. 1 a (nyt) Der lægges særlig vægt på at få udviklet kontraktordninger, der mindsker risikoen for, at resultaterne ikke opnås, såvel som spredningen og omfordelingen af risici og udgifter over tid. Ændring 19 Forslag til afgørelse Artikel 6 – stk. 1 a (nyt) 1a.  Der lægges særlig vægt på initiativer, der supplerer den egentlige nukleare forskning, især hvad angår investeringer i menneskelig kapital og ordentlige arbejdsvilkår og tiltag med henblik på at håndtere risikoen for mangel på kvalificeret arbejdskraft i de kommende år. Ændring 20 Forslag til afgørelse Artikel 6 – stk. 2 a (nyt) 2a.  Medlemsstaterne og Kommissionen foretager en evaluering af faglige kompetencer og kvalifikationer i Unionen på det nukleare område, som gør det muligt at få et fuldt overblik over situationen og identificere og gennemføre passende løsninger. Ændring 21 Forslag til afgørelse Bilag I – del I.A – afsnit 3 – punkt 2 Et målrettet fysik- og teknologiprogram skal benytte fusionsforskningsprojektet (JET) og andre anlæg til magnetisk indeslutning, der er relevante for ITER. Under programmet vurderes vigtige ITER-teknologier, ITER-projektudvalget konsolideres, og ITER-driften forberedes. Et målrettet fysik- og teknologiprogram skal benytte fusionsforskningsprojektet (JET) og andre anlæg til magnetisk indeslutning, der er relevante for ITER (herunder eventuelle nye eksperimenter, der skal gennemføres og køre parallelt med ITER). Under programmet vurderes vigtige ITER-teknologier, ITER-projektudvalget konsolideres, og ITER-driften forberedes. Ændring 22 Forslag til afgørelse Bilag I – del I.B – afsnit 1 At etablere et solidt videnskabeligt og teknisk grundlag med henblik på at fremskynde udvikling af praktiske foranstaltninger til sikrere håndtering af langlivet radioaktivt affald, at styrke navnlig sikkerheden, effektiv ressourceudnyttelse og omkostningseffektivitet i forbindelse med kerneenergi og sikre et robust og socialt acceptabelt system til beskyttelse af mennesker og miljø mod virkningerne af ioniserende stråling. At etablere et solidt videnskabeligt og teknisk grundlag med henblik på at fremskynde udvikling af praktiske foranstaltninger til sikrere håndtering af langlivet radioaktivt affald, at styrke navnlig sikkerheden, effektiv ressourceudnyttelse og omkostningseffektivitet i forbindelse med kerneenergi og sikre et robust og socialt acceptabelt system til beskyttelse af mennesker og miljø mod virkningerne af ioniserende stråling. Man bør være særligt opmærksom på langlivet radioaktivt affald ved nedlukning af forældede systemer. Ændring 23 Forslag til afgørelse Bilag I – del I.B – afsnit 3 – punkt 5 Støtte til bevarelse og videreudvikling af videnskabelig kompetence og personalekompetencer med henblik på at sikre, at der er forskere, teknikere og andre ansatte med passende kvalifikationer til rådighed i den nukleare sektor på langt sigt. Fortsat støtte til bevarelse og udvikling af kvalificeret personale, der kræves for at opretholde Unionens nukleare uafhængighed og hele tiden sikre, og forbedre niveauet for, den nukleare sikkerhed. Det er afgørende at bevare nuklear ekspertise i Unionen, for så vidt angår strålingsbeskyttelse og demontering af nukleare anlæg, da kernekraft vil spille en central rolle i Unionens energisammensætning, herunder aktiviteter inden for nedlukning og håndtering af langlivet affald. Ændring 24 Forslag til afgørelse Bilag I – del II – afsnit 2 – andet afsnit Med henblik på at opfylde dette mål er der et åbenbart behov for at udvikle viden, færdigheder og kompetencer til at sikre den nødvendige videnskabelige, tidssvarende, uafhængige og pålidelige ekspertise til støtte for EU's politikker på områderne for nukleare reaktorer og brændselskredsløbssikkerhed, nuklear sikkerhedskontrol og sikkerhed. Den kundeorienterede støtte til EU's politik, som er fremhævet i JRC's mission, skal suppleres med en proaktiv rolle i det europæiske forskningsrum i form af forskningsaktiviteter af høj kvalitet, der skal gennemføres i tæt samarbejde med industrien og andre organer, og i form af udvikling af netværk med offentlige og private institutioner i medlemsstaterne. Med henblik på at opfylde dette mål er der et åbenbart behov for at udvikle viden, færdigheder og kompetencer til at sikre den nødvendige videnskabelige, tidssvarende, uafhængige og pålidelige ekspertise til støtte for EU's politikker på områderne for nuklear sikkerhedskontrol og sikkerhed. JRC's mission skal suppleres med en proaktiv rolle i det europæiske forskningsrum i form af forskningsaktiviteter af høj kvalitet, der skal gennemføres i tæt samarbejde med industrien og andre organer, og i form af udvikling af netværk med offentlige og private institutioner i medlemsstaterne. Dets rolle som formidler af oplysninger til offentligheden skal styrkes. Ændring 25 Forslag til afgørelse Bilag I – del II – afsnit 3 – punkt 3 3.  Nuklear sikkerhed, der skal støtte opfyldelsen af Fællesskabets tilsagn, herunder navnlig udvikling af metoder til kontrol af brændselskredsløbsanlæg, gennemførelse af tillægsprotokollen, herunder indsamling af miljøprøver og integrerede kontrolforanstaltninger samt forebyggelse af spredning af nukleart og radioaktivt materiale i forbindelse med ulovlig handel af disse materialer, herunder nuklear eftersporing. 3.  Nuklear sikkerhed, der skal støtte opfyldelsen af Fællesskabets tilsagn, herunder navnlig udvikling af metoder til kontrol af brændselskredsløbsanlæg, gennemførelse af tillægsprotokollen, herunder indsamling af miljøprøver og integrerede kontrolforanstaltninger samt forebyggelse af spredning af nukleart og radioaktivt materiale i forbindelse med ulovlig handel af disse materialer, herunder nuklear eftersporing. Det er nødvendigt at benytte optimale instrumenter til overvågning af alle civile nukleare aktiviteter, herunder transport af og placering af oplagringssteder for ​​radioaktive materialer af enhver art. Ændring 28 Forslag til afgørelse Bilag II – indledning – afsnit 1 a (nyt) Forvaltningen af de europæiske forskningsmidler bør være mere tillidsbaseret og risikotolerant over for deltagerne i alle projekternes faser, samtidig med at der sikres ansvarligholdelse, med fleksible EU-regler for at forbedre tilpasningen, hvor det er muligt, til eksisterende forskellige nationale regler og anerkendt regnskabspraksis. Ændring 29 Forslag til afgørelse Bilag II – indledning – afsnit 1 b (nyt) Det er nødvendigt at finde en balance mellem tillid og kontrol – mellem risikovillighed og de farer, der er forbundet hermed – i bestræbelserne på at sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning af Unionens forskningsmidler. Ændring 26 Forslag til afgørelse Bilag II – punkt 2 – litra a – nr. 1 Støtte til forskningsprojekter, der gennemføres af konsortier med deltagere fra forskellige lande, og som sigter mod at udvikle ny viden, ny teknologi, produkter eller fælles forskningsressourcer. Projekternes størrelse, omfang og interne organisation kan variere alt efter område og emne. Projekterne kan variere i størrelse fra små eller mellemstore fokuserede forskningsprojekter til større integrerede projekter, som mobiliserer betydelige ressourcer til virkeliggørelse af et nærmere bestemt mål. Støtte til uddannelse og karriereudvikling for forskere vil blive omfattet af projektets arbejdsplaner. Støtte til forskningsprojekter, der gennemføres af konsortier med deltagere fra forskellige lande, og som sigter mod at udvikle ny viden, ny teknologi, produkter eller fælles forskningsressourcer. Projekternes størrelse, omfang og interne organisation kan variere alt efter område og emne. Projekterne kan variere i størrelse fra små eller mellemstore fokuserede forskningsprojekter til større integrerede projekter, som mobiliserer betydelige ressourcer til virkeliggørelse af et nærmere bestemt mål. Støtte til uddannelse og karriereudvikling for forskere vil blive omfattet af projektets arbejdsplaner. Standardiseringsaktiviteter vil blive omfattet af projektets arbejdsprogram. Ændring 27 Forslag til afgørelse Bilag II – punkt 2 – litra a – nr. 3 Støtte til aktiviteter, der sigter mod at samordne eller støtte forskningen (netværkssamarbejde, udveksling, adgang på tværs af landegrænser til forskningsinfrastruktur, undersøgelser, konferencer, bidrag under opbyggelsen af ny infrastruktur osv.) eller at fremme udviklingen af menneskelige ressourcer (f.eks. netværkssamarbejde og etablering af uddannelsessystemer). Disse aktioner kan også gennemføres med andre midler end gennem forslagsindkaldelser. Støtte til aktiviteter, der sigter mod at samordne eller støtte forskningen (netværkssamarbejde, udveksling, adgang på tværs af landegrænser til forskningsinfrastruktur, undersøgelser, konferencer, deltagelse i standardiseringsorganer, bidrag under opbyggelsen af ny infrastruktur osv.) eller at fremme udviklingen af menneskelige ressourcer (f.eks. netværkssamarbejde og etablering af uddannelsessystemer). Disse aktioner kan også gennemføres med andre midler end gennem forslagsindkaldelser.

(1) KOM(2011)0226. (2) EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1. (3) EUT L 412 af 30.12.2006, s. 1.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. november 2011 om topmødet mellem EU og USA den 28. november 2011

P7_TA(2011)0510 RC-B7-0577/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om transatlantiske forbindelser,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der påpeger, at selv om mange globale udfordringer på områderne udenrigspolitik, sikkerhed, udvikling og miljø kræver fælles handling og transatlantisk samarbejde, er den igangværende økonomiske krise trådt i forgrunden som den primære udfordring, der skal løses i dag;

B.  der henviser til, at EU og USA tilsammen tegner sig for halvdelen af den globale økonomi, og at deres partnerskab, til en værdi af 4,28 billioner USD, repræsenterer det største, mest integrerede og længst varende økonomiske samarbejde i verden og er en afgørende drivkraft for den globale økonomiske vækst;

C.  der påpeger, at den vedvarende finansielle og økonomiske krise i såvel Europa som USA truer vores økonomiers stabilitet og vækst og vores borgeres velfærd, og at behovet for et tættere økonomisk samarbejde mellem Europa og USA med henblik på at bekæmpe krisen er større end nogensinde;

D.  der understreger, at målsætningen om at sikre frihed og sikkerhed på hjemmefronten ikke må opfyldes på bekostning af de grundlæggende principper om borgerlige frihedsrettigheder og den nødvendige opretholdelse af fælles standarder for menneskerettigheder;

E.  der henviser til, at det transatlantiske partnerskab er baseret på fælles kerneværdier såsom frihed, demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet og på fælles mål såsom sociale fremskridt og social inklusion, åbne og integrerede økonomier, bæredygtig udvikling og fredelig konfliktløsning og udgør hjørnestenen for sikkerheden og stabiliteten i det euro-atlantiske område;

Beskæftigelse og vækst

1.  glæder sig over konklusionerne fra G20-topmødet i Cannes den 3.-4. november 2011, navnlig hvad angår handlingsplanen for vækst og job, reformen med henblik på at styrke det internationale monetære system, de fortsatte bestræbelser på at forbedre den finansielle regulering og tilsagnet om at sætte skub i den multilaterale handel og undgå protektionisme; anser det for afgørende, at begge parter under topmødet mellem EU og USA påtager sig at spille en førende rolle i gennemførelsen af G20-forpligtelserne; konstaterer, at G20 drøftede en række muligheder for innovativ finansiering, og at EU fortsætter med at arbejde på tanken om en skat på finansielle transaktioner;

2.  opfordrer EU og den amerikanske regering til at udvikle og lancere et fælles transatlantisk initiativ for arbejdspladser og vækst, herunder en køreplan for fremme af handel og investeringer;

3.  opfordrer EU og USA til at indføre en tidlig varslingsmekanisme, der kan gøre det muligt at afsløre og forhindre protektionisme i deres bilaterale forbindelser; minder om, at åbne markeder for offentlige indkøb, der giver lige adgang for leverandører, herunder navnlig små og mellemstore virksomheder, er af stor betydning for den transatlantiske handel, og opfordrer derfor USA til at undlade at indføre nogen form for »køb amerikansk«-klausul; understreger den betydning, som WTO-aftalen om offentlige indkøb (GPA) har for opnåelsen af en åben og afbalanceret adgang af denne art til begge markeder;

4.  understreger, at det for at nå disse mål er nødvendigt at styrke den proces, der foregår i Det Transatlantiske Økonomiske Råd (TEC), især hvad angår udformningen af fælles standarder for nye områder, hvor der er brug for regulering, såsom nanoteknologi eller for fremspirende økonomiske sektorer såsom elkøretøjsteknologi; opfordrer indtrængende EU og USA til at inddrage repræsentanter for den transatlantiske lovgiverdialog (TLD) i TEC, eftersom lovgiverne deler ansvaret for gennemførelsen og opfølgningen af mange TEC-beslutninger med deres respektive regeringer;

5.  opmuntrer EU og USA til at udveksle erfaringer og bedste praksis om de måder, hvorpå iværksætteri kan fremmes, herunder gennem støtte til nystartede virksomheder og håndtering af konkurser;

6.  understreger nødvendigheden af at styrke samarbejdet inden for rammerne af et forsknings- og innovationspartnerskab;

7.  understreger behovet for at vedtage og gennemføre en EU-USA-køreplan for råstoffer indtil 2020 med særligt fokus på sjældne jordarter, der bør fremme samarbejdet om ressourceeffektivitet. innovation inden for udvindings- og genanvendelsesteknologier for råstoffer og forskning i substitution; opfordrer til en transatlantisk strategi til fremme af global styring vedrørende råstoffer gennem en samarbejdsindsats såsom et internationalt forum for råvarer svarende til Det Internationale Energiforum;

8.  understreger betydningen af samarbejde om fremme af energieffektivitet, vedvarende energi og høje standarder for nuklear sikkerhed på verdensplan, og glæder sig over den fortsatte koordinering af energieffektivitetsmærkningen af kontorudstyr og samarbejdet om udvikling af energiteknologier;

9.  opfordrer Kommissionen til at sætte skub i forhandlingerne med USA om produktsikkerhed og bifalder indførelsen af et retsgrundlag, der kan sætte USA's Agentur for Forbrugerproduktsikkerhed (CPSC) i stand til at forhandle med EU om en aftale, som kan forbedre udvekslingen af oplysninger om farlige produkter, skader og korrigerende foranstaltninger, der træffes såvel i EU-landene som i USA;

Global styring, udenrigspolitik og udvikling

10.  minder om, at frie og åbne demokratier fremmer fred og stabilitet og er den bedste garanti for global sikkerhed, og opfordrer EU og USA til at øge samarbejdet om fremme af fred, især i Mellemøsten, og at støtte de fremspirende demokratier i Nordafrika;

11.  opfordrer indtrængende EU og USA til at presse på for en genoptagelse af direkte forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne i fuld overensstemmelse med folkeretten, og at disse bør føre til en tostatsløsning baseret på grænsedragningen fra 1967 og med Jerusalem som hovedstad for begge stater, hvor en sikker israelsk stat og en uafhængig, demokratisk og levedygtig palæstinensisk stat kan leve side om side i fred og sikkerhed; opfordrer medlemsstaterne og USA til at imødekomme palæstinensernes legitime krav om at opnå repræsentation som stat ved De Forenede Nationer som resultat af forhandlinger i FN-regi;

12.  opfordrer navnlig til et fælles EU-amerikansk initiativ med henblik på at formå den israelske regering til at omgøre sin beslutning om at fremskynde opførelsen af 2000 boliger på Vestbredden og om, som reaktion på Palæstinas tiltrædelse af UNESCO, at tilbageholde de toldindtægter, den skal udbetale til Den Palæstinensiske Myndighed;

13.  fordømmer på det kraftigste den voksende brug af vold i Syrien og støtter de bestræbelser, som USA og EU-medlemsstaterne i FN's Sikkerhedsråd gør for at få vedtaget en resolution, der fordømmer det syriske styres brug af dødbringende vold og kræver, at det ophører hermed, samt indeholder bestemmelser om indførelse af sanktioner i tilfælde af, at det undlader at opfylde dette krav; hilser Den Arabiske Ligas suspendering af Syriens medlemskab velkommen og bifalder den jordanske kong Abdullahs opfordring til præsident Bashar-al-Assad om at træde tilbage;

14.  opfordrer både EU og USA til at fortsætte med at støtte de libyske overgangsmyndigheder i alle deres bestræbelser for at opbygge et inklusivt og demokratisk samfund; understreger samtidig, at denne støtte skal være betinget af, at menneskerettighederne og retsstatsprincipperne respekteres, og at alle borgere, navnlig kvinder, får adgang til at deltage i det politiske liv;

15.  er stærkt foruroliget over de påstande, der fremsættes i den seneste rapport fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) om de fremskridt, som Iran har gjort i retning af opnå den fornødne knowhow til at designe og bygge et atomvåben; beklager, at Iran på trods af gentagne forsikringer om, at landets atomprogram alene har fredelige civile energiproduktionsformål, har undladt at samarbejde fuldt ud med IAEA; mener, at EU og USA bør fortsætte med at arbejde tæt sammen og inden for P5 +1 opretholde et stærkt pres på Iran under anvendelse af alle politiske, diplomatiske og økonomiske midler, herunder sanktioner, for at overtale landet til at opfylde sine internationale ikke-sprednings-forpligtelser og for at afværge og inddæmme den trussel, det udgør mod den internationale sikkerhed;

16.  understreger, at EU og USA tilsammen administrerer 90 % af den samlede udviklingsbistand på sundhedsområdet og 80 % af den globale bistand; glæder sig over genoptagelsen af udviklingsdialogen mellem EU og USA i september 2011, eftersom der kun er fem år tilbage til at nå MDG-udviklingsmålene;

17.  opfordrer EU og USA til i G20 at presse på for at få indført et mere omfattende globalt samarbejde om bekæmpelsen af uhæmmet spekulation i fødevarepriser og overdrevent store svingninger i verdens fødevarepriser; understreger, at G20 må inddrage lande uden for G20 for at sikre global konvergens;

18.  understreger, at topmødet også bør anvendes til at udveksle synspunkter og styrke samordningen over for tredjelande, især BRIK-landene;

19.  understreger, at klimaændringerne er et globalt anliggende, og opfordrer Kommissionen til at søge at opnå et ambitiøst amerikansk tilsagn om opnåelse af fremskridt på den kommende Durban-konference med henblik på at sikre, at der fastlægges et detaljeret mandat for gennemførelse af forhandlinger om en global, altomfattende klimaaftale i 2015; er i denne forbindelse betænkelig ved lovforslag 2594, der for nylig blev vedtaget i det amerikanske Repræsentanternes Hus, og som går ud på at forbyde amerikanske flyselskaber at deltage i EU's emissionshandelsordning; opfordrer det amerikanske Senat til ikke at vedtage dette lovforslag og opfordrer til en konstruktiv dialog om spørgsmålet;

20.  opfordrer til, at topmødet mellem EU og USA tager højde for spørgsmål, som f.eks. klimabeskyttelse, ressourceknaphed og –effektivitet, energisikkerhed, innovation og konkurrenceevne i drøftelser vedrørende økonomien; gentager, at internationalt koordinerede foranstaltninger kan bidrage til at gøre noget ved den bekymring over CO2-lækage, der hersker i de relevante sektorer, navnlig de energiintensive sektorer;

Frihed og sikkerhed

21.  anerkender, at al passager- og godstrafik inden for det transatlantiske område bør være omfattet af passende og forholdsmæssige sikkerhedsforanstaltninger;

22.  opfordrer i den forbindelse til USA til at opgive de meget brede generelle restriktioner såsom kravet om 100 % containerscanning eller forbuddet mod væsker om bord på fly og i stedet gå over til mere målrettede og risikobaserede fremgangsmåder som f.eks. indførelse af »sikker operatør«-ordninger og scanning af væsker;

23.  bifalder i denne forbindelse indledningen af forhandlinger i marts 2011 om EU's og USA's aftale om beskyttelse af personoplysninger; noterer sig Kommissionens meddelelse om afslutningen af forhandlingerne om en PNR-aftale mellem EU og USA, som Parlamentet vil gennemgå i lyset af kravene i sin beslutning af 5. maj 2010(1) og 11. november 2010(2)

24.  understreger betydningen af en korrekt gennemførelse af aftalerne mellem EU og USA om udlevering og gensidig retshjælp og de hertil knyttede bilaterale instrumenter;

25.  gentager sit synspunkt om, at EU på såvel politisk som embedsmandsplan skal fortsætte med at gøre USA opmærksom på den vægt, det lægger på at få de fire resterende EU-medlemsstater optaget i visumfritagelsesprogrammet så hurtigt som muligt;

26.  understreger behovet for at sikre beskyttelsen af det globale internets integritet og kommunikationsfriheden ved at undlade unilaterale skridt til at tilbagekalde IP-adresser eller domænenavne;

27.  tager de konkrete forslag fra forskellige udvalg i Parlamentet i betragtning og anmoder Parlamentets delegation til den transatlantiske lovgiverdialog om at gøre brug af deres bidrag;

o
o   o

28.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, USA's kongres, formændene for den transatlantiske lovgiverdialog samt Det Transatlantiske Økonomiske Råds formænd og sekretariat.

(1) EUT C 81 E af 15.3.2011, s. 70. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0397.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. november 2011 om det åbne internet og netneutraliteten i Europa

P7_TA(2011)0511 B7-0572/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 19. april 2011 om det åbne internet og netneutraliteten i Europa (KOM(2011)0222),

–  der henviser til forespørgsler til mundtlig besvarelse af 12. oktober 2011 til Rådet om det åbne internet og netneutralitet i Europa (O-000243/2011 - B7-0641/2011) og (O-000261/2011 - B7-0653/2011),

–  der henviser til Kommissionens erklæring af 18. december 2009 om netneutralite(1)t,

–  der henviser til artikel 1, stk. 8, litra g), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009 om ændring af direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/19/EF om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter og direktiv 2002/20/EF om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester,

–  der henviser til artikel 20, stk. 1, litra b), artikel 21, stk. 3, litra c) og d) i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, som ændret ved direktiv 2009/136/EF,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1211/2009 af 25. november 2009 om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og dens støttekontor,

–  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2011 om Europas Bredbånd: Investering i digitalt drevet vækst(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. maj 2010 om en digital dagsorden for Europa (KOM(2010)0245),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 31. maj 2010 om den digitale dagsorden for Europa,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. april 2011 om »Akten for det indre marked: Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid - Sammen om fornyet vækst« (KOM(2011)0206),

–  der henviser til topmødet om »det åbne internet og netneutralitet i Europa«, arrangeret i samarbejde mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen i Bruxelles den 11. november 2010,

–  der henviser til undersøgelsen foretaget af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om »Netneutralitet: Udfordringer og reaktioner i EU og USA« (IP/A/IMCO/ST/2011-02) fra maj 2011,

–  der henviser til udtalelsen fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse af 7. oktober 2011 om netneutralitet, trafikstyring og beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at Rådet planlægger at vedtage konklusioner om det åbne internet og netneutraliteten i Europa på mødet i Rådet (transport, telekommunikation og energi) den 13. december 2011;

B.  der henviser til, at medlemsstaterne senest den 25. maj 2011 skal have efterkommet EU's pakke om en reform af telekommunikation fra 2009, og at Kommissionen allerede har truffet de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at principperne i EU-traktaten og i den gældende fællesskabsret overholdes;

C.  der henviser til, at Parlamentet har opfordret Kommissionen til at sikre principperne om internettets neutralitet og åbenhed og fremme slutbrugernes mulighed for at få adgang til og videreformidle information samt for at benytte applikationer og tjenester efter eget valg;

D.  der henviser til, at Kommissionen har anmodet Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) om at undersøge hindringerne for skift af operatør, blokeringer eller reguleringer af internettrafikken samt gennemsigtighed og tjenestekvalitet i medlemsstaterne;

E.  der henviser til, at internettets åbne karakter har været en vigtig drivkraft for konkurrenceevnen, økonomisk vækst, social udvikling og innovation, som har ført til en bemærkelsesværdig udvikling inden for onlineapplikationer, -indhold og -tjenester og dermed vækst i udbuddet af og efterspørgslen efter indhold og tjenester, ligesom den har gjort det til en meget vigtig katalysator for den fri bevægelighed for viden, ideer og information, herunder i lande, hvor der er begrænset adgang til uafhængige medier;

F.  der henviser til, at der er tredjelande, der har forhindret udbydere af mobilt bredbånd i at blokere for lovlige hjemmesider og internettelefoni- eller videotelefoni-applikationer, der konkurrerer med deres egne tale- eller videotelefonitjenester;

G.  der henviser til, at internettjenesterne udbydes på grænseoverskridende plan, og at internettet er af central betydning for den globale økonomi;

H.  der henviser til, at navnlig bredbånd og internet som understreget i den digitale dagsorden for Europa er vigtige faktorer til fremme af vækst, jobskabelse og europæisk konkurrenceevne på globalt plan;

I.  der henviser til, at Europa kun vil kunne udnytte mulighederne i en digital økonomi fuldt gennem fremme af et velfungerende internt digitalt marked;

1.  glæder sig over Kommissionens meddelelse og er enig i analysen, navnlig hvad angår behovet for at bevare internettets åbne og neutrale karakter som en vigtig drivkraft for innovation og forbrugerefterspørgsel samtidig med, at det sikres, at internettet fortsat kan levere høj tjenestekvalitet inden for rammer, som fremmer og respekterer de grundlæggende rettigheder;

2.  bemærker, at det i konklusionerne i Kommissionens meddelelse anføres, at der ikke er noget klart behov for yderligere lovindgreb vedrørende netneutralitet på EU-plan på nuværende tidspunkt;

3.  understreger imidlertid, at der er potentiale for konkurrencebegrænsende og diskriminerende adfærd inden for trafikstyring, især via vertikalt integrerede virksomheder; glæder sig over Kommissionens planer om at offentliggøre resultaterne af BEREC's undersøgelser af adfærd, der eventuelt har indvirkning på netneutraliteten i medlemsstaterne;

4.  anmoder Kommissionen om at sikre en fortsat anvendelse og håndhævelse af EU's gældende regelværk for telekommunikation og inden seks måneder efter offentliggørelsen af resultaterne af BEREC's undersøgelse at vurdere, om det er nødvendigt med yderligere lovgivningsforanstaltninger for at sikre udtryksfrihed, frihed til adgang til information, valgfrihed for forbrugere og mediepluralisme, og for at opnå en effektiv konkurrenceevne og innovation samt fremme omfattende fordele i form af borgeres, virksomheders og offentlige forvaltningers brug af internettet; understreger, at ethvert europæisk lovgivningsforslag inden for netneutralitet bør gøres til genstand for en konsekvensanalyse;

5.  glæder sig over BEREC's indsats på området, og opfordrer medlemsstaterne, navnlig de nationale tilsynsmyndigheder, til at samarbejde tæt med BEREC;

6.  opfordrer Kommissionen sammen med BEREC til i samarbejde med medlemsstaterne at overvåge udviklingen af trafikstyring og samtrafikaftaler nærmere, navnlig i relation til blokering og regulering af eller overpriser for internettelefoni og fildeling, såvel som konkurrencebegrænsende adfærd og overdreven forringelse af kvaliteten, hvilket der fremsættes krav om i EU's regelværk for telekommunikation; opfordrer endvidere Kommissionen til at sikre, at internetudbydere ikke blokerer, diskriminerer mod, svækker eller forringer en persons mulighed for at udnytte en forbindelse til at få adgang til, anvende, sende, offentliggøre, modtage eller tilbyde hvilket som helst indhold og hvilken som helst applikation eller tjeneste efter eget valg, uanset kilde eller mål;

7.  anmoder Kommissionen om at give Parlamentet information om den nuværende trafikstyring, samtrafikmarkedet og overbelastning af nettet såvel som enhver forbindelse, der hænger sammen med manglende investeringer; opfordrer Kommissionen til at foretage en yderligere analyse af spørgsmålet om »apparatneutralitet«;

8.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og BEREC til at sikre konsekvens i tilgangen til netneutralitet og en effektiv gennemførelse af EU's regelværk om telekommunikation;

9.  understreger, at enhver løsning, der foreslås med hensyn til spørgsmålet om netneutralitet, kun kan blive effektiv gennem en fælles europæisk tilgang; anmoder derfor Kommissionen om nøje at følge vedtagelsen af nationale forordninger om netneutralitet med hensyn til følgerne heraf for de respektive nationale markeder såvel som for det indre marked; mener, at det ville være til fordel for alle berørte parter, hvis Kommissionen forelagde EU-dækkende retningslinjer, herunder for mobilmarkedet, for at sikre, at bestemmelserne i telekommunikationspakken om netneutralitet anvendes og håndhæves hensigtsmæssigt og konsekvent;

10.  fremhæver betydningen af, at medlemsstaterne, og navnlig de nationale tilsynsmyndigheder, samarbejder og koordinerer deres indsats sammen med Kommissionen, for at EU kan udnytte internettets fulde potentiale;

11.  henleder opmærksomheden på den alvorlige risiko for afvigelser fra netneutralitet, herunder konkurrencebegrænsende adfærd, blokering for innovation, begrænsning af ytringsfriheden og mediepluralisme, mangel på forbrugerbevidsthed og krænkelse af privatlivets fred, som vil være ødelæggende for industrien, forbrugerne og det demokratiske samfund som helhed, og minder om udtalelsen fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse om følgerne af trafikstyring for forbindelsernes fortrolige karakter;

12.  påpeger, at EU-regelsættet om telekommunikation sigter mod at fremme ytringsfrihed, ikke-diskriminerende adgang til indhold, applikationer og tjenester og effektiv konkurrence, og at formålet med eventuelle foranstaltninger på området for netneutralitet derfor i tillæg til den eksisterende konkurrencelovgivning bør være at håndtere eventuel konkurrencebegrænsende praksis samt føre til investeringer og fremme af innovative forretningsmodeller for onlineøkonomi;

13.  mener, at princippet om netneutralitet er en væsentlig forudsætning for at muliggøre et innovativt internetøkosystem og sikre lige vilkår til gavn for europæiske borgere og iværksættere;

14.  mener, at effektiv konkurrence inden for elektronisk kommunikation, gennemsigtighed i trafikstyring og tjenestekvalitet samt let skifte af udbyder er blandt de nødvendige minimumsvilkår for netneutralitet, der sikrer, at slutbrugernes kan vælge frit efter eget behov samt give udtryk for deres ønsker;

15.  erkender, at der er behov for en rimelig styring af internettrafikken for at sikre, at slutbrugerens opkobling ikke afbrydes af netoverbelastning; bemærker, at operatørerne under de nationale tilsynsmyndigheders kontrol kan benytte procedurer til at måle og styre internettrafikken med henblik på at opretholde nettenes funktionelle kapacitet og stabilitet og opfylde kravene vedrørende tjenestekvalitet; opfordrer indtrængende de ansvarlige nationale myndigheder til i fuld udstrækning at udnytte deres beføjelser i henhold til forsyningspligtdirektivet til at pålægge minimumsnormer for kvalitetstjenester og mener, at kvalitetssikring i forbindelse med overførsel af tidskritiske tjenester ikke bør tjene som argument for en tilsidesættelse af »best effort«-princippet;

16.  opfordrer indtrængende de ansvarlige nationale myndigheder til at sikre, at trafikstyring ikke indebærer konkurrencebegrænsende eller negativ diskriminering; mener, at specialiserede (eller forvaltede) tjenester ikke bør have negative følger for beskyttelsen af en pålidelig internetadgang efter »best effort«-princippet, hvilket således fremmer innovation og udtryksfrihed, sikrer konkurrenceevne og forhindrer en ny digital kløft;

Forbrugerbeskyttelse

17.  opfordrer til gennemsigtighed i trafikstyringen, herunder bedre information af slutbrugere, og understreger, at det er nødvendigt at give forbrugerne mulighed for at foretage informerede valg og rent faktisk kunne skifte til en ny udbyder, som bedre kan opfylde deres behov og præferencer, herunder i forbindelse med hastigheden og mængden af downloads og tjenester; påpeger i denne forbindelse, at det er vigtigt at give forbrugerne klare, konkrete, betydningsfulde og sammenlignelige oplysninger om al relevant handelspraksis med tilsvarende virkning og især om mobilnet;

18.  opfordrer Kommissionen til at offentliggøre yderligere vejledning om retten til at skifte operatør med henblik på at overholde kravene om gennemsigtighed og fremme lige rettigheder for forbrugerne i hele EU;

19.  bemærker forbrugernes stigende bekymringer over uoverensstemmelsen mellem annoncerede og faktisk leverede hastigheder fra internetforbindelser; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til konsekvent at håndhæve forbuddet mod vildledende reklamer;

20.  erkender behovet for at finde måder til at øge borgernes tiltro og tillid til onlinemiljøet; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at følge udviklingen af undervisningsprogrammer, hvis mål er at øge forbrugernes ikt-færdigheder og mindske den digitale udstødelse;

21.  opfordrer Kommissionen til at indbyde repræsentanter for forbrugerne og civilsamfundet til at deltage aktivt og på lige fod med repræsentanter for industrien i drøftelserne om internettets fremtid i EU;

o
o   o

22.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 308 af 18.12.2009, s. 2. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0322.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. november 2011 om forbud mod klyngeammunition

P7_TA(2011)0512 RC-B7-0588/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til konventionen om klyngeammunition, der trådte i kraft den 1. august 2010, og som den 8. november 2011 var undertegnet af 111 stater (108 medundertegnere, herunder tre EU-medlemsstater, 63 ratifikationer, herunder 19 EU-medlemsstater og 3 tiltrædelseslande),

–  der henviser til udkastet til protokol VI om klyngeammunition af 26. august 2011, konvention om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng (CCW),

–  der henviser til resolutionen, som De Forenede Nationers Generalforsamling vedtog 2. december 2008, om konventionen om klyngeammunition,

–  der henviser til meddelelsen fra FN's generalsekretær til det andet møde mellem de kontraherende stater til konventionen om klyngeammunition, fremlagt af Sergio Duarte, højtstående repræsentant for nedrustning, i Beirut den 13. september 2011,

–  der henviser til erklæringerne fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, især den af 1. august 2010 vedrørende konventionen om klyngeammunition og den af 29. april 2011 om den rapporterede anvendelse af klyngeammunition i Libyen,

–  der henviser til sin beslutning af 20. november 2008 om konventionen om fragmentationsammunition(1),

–  der henviser til sin beslutning af 8. juli 2010 om ikrafttrædelsen af konventionen om klyngeammunition og EU's rolle(2),

–  der henviser til sin beslutning af 7. juli 2011 om fremskridt med hensyn til minerydning(3),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at klyngeammunition udgør en alvorlig fare for civile som følge af dens typisk omfattende dødelige følger, og at brugen af denne type ammunition har medført mange tragiske kvæstelser og dødsfald blandt civile i postkonfliktsituationer, eftersom efterladt ueksploderet subammunition ofte findes af børn og andre intetanende uskyldige personer;

B.  der henviser til, at støtten fra de fleste EU-medlemsstater, parlamentariske initiativer og civilsamfundsorganisationers arbejde har været afgørende for den vellykkede afslutning af Oslo-processen, som førte til ikrafttrædelsen af konventionen mod klyngeammunition (CCM); der henviser til, at 22 EU-medlemsstater er kontraherede stater til CCM, og at fem EU-medlemsstater hverken har undertegnet eller ratificeret CCM;

C.  der henviser til, at det i henhold til CCM er forbudt for kontraherede stater at bruge, udvikle, fremstille, på anden måde erhverve, oplagre, opbevare eller direkte eller indirekte overføre klyngeammunition eller hjælpe, tilskynde eller foranledige andre til at deltage i aktiviteter, der er forbudte for en kontraherende stat i konventionen;

D.  der henviser til, at CCM indfører en ny humanitær standard for hjælp til ofre, herunder personer, der er direkte påvirket af klyngeammunition, og deres familier og lokalsamfund;

E.  der henviser til, at udkastet til protokol VI til CCW, der vil blive drøftet under den fjerde konference om revision af CCW, hverken er juridisk forenelig med eller supplerer CCM, der henviser til, at kontraherende stater til CCM er juridisk forpligtet til at destruere al ammunition, og at dette udkast til protokol kun forbyder klyngeammunition fra før 1980, indeholder en lang overgangsperiode, der gør det muligt at udskyde overholdelsen i mindst 12 år og tillader anvendelse af klyngeammunition med kun en selvdestruktionsmekanisme, og tillader stater at anvende klyngeammunition med en såkaldt fejlrate på 1 % eller derunder;

F.  der henviser til, at der efter undertegnelsen af CCM har været indberetninger om, at klyngeammunition for nylig er blevet anvendt mod civilbefolkningen i Cambodja, Thailand og Libyen, og at det nu haster med at tage skridt til at sikre, at ueksploderet subammunition fjernes for at forhindre yderligere dødsfald eller kvæstelser;

1.  opfordrer medlemsstaterne til ikke at vedtage, støtte eller efterfølgende ratificere nogen protokol til CCW, som tillader brug af klyngeammunition, der er forbudt i CCM, og opfordrer Rådet og medlemsstaterne til at handle i overensstemmelse hermed på den fjerde konference til revision af CCW, der skal afholdes i Genève den 14.-25. november 2011;

2.  beklager dybt, at udkastet til protokol VI, der skal drøftes under denne konference, truer den klare og stærke internationale humanitære folkeretlige standard, som er fastlagt af CCM, der udgør et omfattende forbud mod klyngeammunition, og at udkastet også svækker beskyttelsen af civile;

3.  opfordrer indtrængende staterne til at anerkende de humanitære konsekvenser og høje politiske omkostninger ved at støtte det foreslåede protokoludkast, som er fuldt af undtagelser og smuthuller, der vil muliggøre anvendelse af klyngeammunition;

4.  opfordrer de medlemsstater og kandidatlande, som ikke er kontraherende stater til CCM, til at tiltræde den, og de stater, der har undertegnet CCM, til at ratificere den hurtigst muligt;

5.  mener, at protokol VI til CCW ikke er forenelig med CCM, og at de medlemsstater, der har undertegnet CCM, har en juridisk forpligtelse til kraftigt at modsætte sig og afvise dens indførelse;

6.  opfordrer indtrængende næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant til at minde medlemsstaterne om deres juridiske forpligtelse i henhold til CCM; opfordrer næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant til at lægge særlig vægt på de tematiske mål om mindskelse af klyngeammunitionstruslen og derfor gennemføre Den Europæiske Unions tiltrædelse af CMM, hvilket nu er muligt efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten;

7.  glæder sig over, at 15 kontraherende stater og medundertegnere har gennemført destruktion af lagre, at yderligere 12 vil gøre det inden fristens udløb, og at der er rydningsoperationer i gang i 18 lande og tre andre områder;

8.  opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har tiltrådt CCM, men ønsker at begrænse de humanitære følger af klyngeammunition, til at træffe effektive og gennemsigtige nationale foranstaltninger i afventning af deres tiltrædelse, herunder vedtage et moratorium for brug, fremstilling og overførsel af klyngeammunition, og hurtigst muligt begynde at destruere klyngeammunitionslagre;

9.  opfordrer de medlemsstater, der har undertegnet konventionen, til at vedtage lovgivning om gennemførelse af den på nationalt plan; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at være åbne om de foranstaltninger, de vil træffe som reaktion på denne beslutning, og til at rapportere regelmæssigt om deres aktiviteter;

10.  opfordrer Rådet og Kommissionen til parallelt med standardklausulen om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben at medtage en henvisning til et forbud mod klyngeammunition som en standardklausul i aftaler med tredjelande, navnlig ved EU's forbindelser med dets nabolande;

11.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at gøre bekæmpelse af klyngeammunition til en integrerende del af EU's programmer for ekstern støtte for at bistå tredjelande med at destruere lagre og yde humanitær bistand;

12.  opfordrer EU-medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen til at tage skridt til at forhindre, at tredjelande forsyner ikke-statslige aktører med klyngeammunition;

13.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær og Koalitionen mod Klyngebomber.

(1) EUT C 16 E af 22.1.2010, s. 61. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0285. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0339.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. november 2011 om modernisering af momslovgivningen med henblik på at fremme det digitale indre marked

P7_TA(2011)0513 RC-B7-0608/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forespørgsel af 30. september 2011 til Kommissionen om modernisering af momslovgivningen med henblik på at styrke det digitale indre marked (O-000226/2011 - B7-0648/2011),

–  der henviser til artikel 113 og 167 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem(1),

–  der henviser til direktiv 2008/8/EF 12. februar 2008 om ændring af direktiv 2006/112/EF med hensyn til leveringsstedet for tjenesteydelser(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (KOM(2010)2020),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »En digital dagsorden for Europa« (KOM(2010)0245),

–  der henviser til Kommissionens grønbog om momssystemets fremtid (KOM(2010)0695),

–  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale(3),

–  der henviser til sin beslutning af 13. oktober 2011 om momssystemets fremtid(4),

–   der henviser til OECD's retningslinjer for momsneutralitet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at en af Europa 2020-strategiens flagskibsinitiativer vedrører oprettelsen af et digitalt indre marked;

B.  der henviser til, at EU's digitale indre marked fortsat er fragmenteret;

C.  der henviser til, at den økonomiske krise i alvorlig grad har ødelagt udsigterne til økonomisk vækst, og at den digitale økonomi har potentialet til at bidrage betydeligt til Europas velstand i de kommende år;

D.  der henviser til, at USA's Internet Tax Freedom Act, som trådte i kraft i 1998 og er blevet udvidet lige siden, og som forbyder, at forbunds- og lokalregeringer anvender diskriminerende salgsafgifter på onlinesalg, har haft en betydelig indvirkning på e-handelen og har bidraget til oprettelse af virksomheder, som dominerer markedet på verdensplan;

E.  der henviser til, at EU skal opfylde det indre markeds potentiale ved at fremme onlinehandel og grænseoverskridende handel mellem medlemsstaterne;

F.  der henviser til, at Kommissionen for øjeblikket ser på momssystemets fremtid, og at der i denne forbindelse skal tages hensyn til Europa 2020-strategiens mål;

1.  påpeger, at den nuværende lovgivningsmæssige ramme, navnlig hvad angår bilag 3 i direktiv 2006/112/EF er en hindring for udviklingen af nye digitale tjenester og er derfor uforenelig med de mål, der er fastsat i den digitale dagsorden;

2.  mener, at momssatserne på bøger er et tegn på manglerne ved den nuværende lovgivning ved, at mens medlemsstaterne kan anvende nedsatte momssatser på levering af bøger på alle fysiske medier, er e-bøger pålagt en standard-momssats på ikke mindre end 15 %; mener, at denne forskelsbehandling er uholdbar som følge af dette markedssegments vækstpotentiale;

3.  understreger, at EU skal være ambitiøs og gå længere end blot at rette op på den nuværende lovgivningsmæssige rammes mangel på konsekvens; mener, at opfordringen til virksomheder til at udvikle og tilbyde nye paneuropæiske onlinetjenester bør være en prioritet i revisionen af momsreglerne;

4.  påpeger dog, at EU bør udarbejde skræddersyede løsninger til sine egne behov; mener, at EU-lovgivningen med henblik på at udvikle et reelt indre marked kunne give medlemsstaterne mulighed for midlertidigt at anvende en nedsat momssats for elektronisk leverede tjenester med kulturelt indhold;

5.  mener, at denne nye kategori, som ville blive inkluderet i bilag 3 i direktiv 2006/112/EF, kunne dække udbud af onlinetjenester såsom tv, musik, bøger eller aviser og tidsskrifter, fra en leverandør etableret i EU til enhver forbruger, der også er etableret inden for EU;

6.  påpeger, at digital distribution af kulturelt, journalistisk og kreativt indhold gør det muligt for forfattere og indholdsleverandører at nå ud til et nyt og større publikum; mener, at EU har brug for at gå videre med skabelse, produktion og distribution (på alle platforme) af digitalt indhold, og at anvendelsen af en nedsat momssats for kulturelt indhold online bestemt kunne øge væksten;

7.  henleder opmærksomheden på OECD's principper for beskatning af e-handel, som blev vedtaget på konferencen i Ottawa i 1998, og som foreskriver, at reglerne for forbrugsafgifter, som f.eks. moms bør føre til en beskatning i den jurisdiktion, hvor forbruget finder sted; påpeger, at OECD's principper i henhold til direktiv 2008/8/EF vil finde anvendelse i Den Europæiske Union fra den 1. januar 2015;

8.  mener, at en revision af momslovgivningen, der giver mere fleksibilitet til medlemsstaterne med hensyn til at anvende nedsatte momssatser, bør gå hånd i hånd med anvendelsen af principperne i direktiv 2008/8/EF; påpeger imidlertid, at princippet om beskatning i den medlemsstat, hvor forbruget finder sted, bør finde anvendelse snarest muligt, for at alle medlemsstater i samme omfang kan drage fordel af det digitale indre marked; understreger, at enhver revision bør føre til en forenkling af momssystemet, med f.eks. en »one-stop-shop« vedrørende moms og fjernelse af dobbeltbeskatningen;

9.  opfordrer derfor Kommissionen til inden den 1. januar 2015 at undersøge muligheden for at revidere direktiv 2008/8/EF for at kræve, at momsen vil blive betalt i overensstemmelse med destinationsprincippet;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1. (2) EUT L 44 af 20.2.2008, s. 11. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0240. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0436.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. november 2011 med Europa-Parlamentets henstillinger til Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om forhandlingerne om associeringsaftalen mellem EU og Georgien (2011/2133(INI))

P7_TA(2011)0514 A7-0374/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de igangværende forhandlinger mellem EU og Georgien om indgåelse af en associeringsaftale,

–  der henviser til konklusionerne fra det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 1. september 2008 og konklusionerne fra Rådets samling (udenrigsanliggender) den 15. september 2008,

–  der henviser til Rådets konklusioner om Georgien af 10. maj 2010 med vedtagelse af forhandlingsdirektiverne,

–  der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Georgien og Den Europæiske Union, som trådte i kraft den 1. juli 1999,

–  der henviser til våbenhvileaftalen af 12. august 2008, der blev formidlet af EU og undertegnet af Georgien og Den Russiske Føderation, samt til gennemførelsesaftalen af 8. september 2008,

–  der henviser til den tale, Georgiens præsident, Mikhail Saakashvili, holdt i Europa-Parlamentet den 23. november 2010,

–  der henviser til fælleserklæringen fra topmødet i Prag den 7. maj 2009 om det østlige partnerskab,

–  der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner af 25. oktober 2010 om det østlige partnerskab,

–  der henviser til fælleserklæringen om en ny reaktion på et naboskab i forandring af 25. maj 2011,

–  der henviser til den fælles handlingsplan for EU og Georgien som led i den europæiske naboskabspolitik, som blev godkendt af Samarbejdsrådet EU-Georgien den 14. november 2006, og som indeholder de specifikke målsætninger baseret på engagement i fælles værdier og en effektiv gennemførelse af politiske, økonomiske og institutionelle reformer,

–  der henviser til Kommissionens rapport om fremskridt i Georgien, der blev vedtaget den 25. maj 2011,

–  der henviser til aftalerne mellem EU og Georgien om visumlempelser og tilbagetagelse, som trådte i kraft den 1. marts 2011,

–  der henviser til fælleserklæringen om et mobilitetspartnerskab mellem EU og Georgien af 30. november 2009,

–  der henviser til de vigtigste henstillinger fra Kommissionen om Georgiens forberedelser inden indledningen af forhandlinger om en vidtgående og omfattende frihandelsaftale med Georgien, som blev afgivet i 2009,

–  der henviser til undertegnelsen af aftalen mellem Den Europæiske Union og Georgien om beskyttelse af geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer af 14. juli 2011,

–  der henviser til undertegnelsen af aftalen om et fælles europæisk luftfartsområde mellem EU og dets medlemsstater og Georgien af 2. december 2010,

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 13/2010 om resultaterne af det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI) i Sydkaukasus,

–  der henviser til sin beslutning af 3. september 2008 om situationen i Georgien(1), af 20. maj 2010 om nødvendigheden af en EU-strategi for Sydkaukasus(2), og af 7. april 2011 om revisionen af den europæiske naboskabspolitik - den østlige dimension(3),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 90, stk. 4, og artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0374/2011),

A.  der henviser til, at der med det østlige partnerskab er skabt meningsfulde politiske rammer for uddybning af forbindelserne landene imellem, fremskyndelse af politisk associering og fremme af økonomisk integration mellem EU og Georgien via støtte til politiske og socioøkonomiske reformer samt fremme af tilnærmelsen til EU;

B.  der henviser til, at det østlige partnerskab åbner mulighed for at styrke bilaterale forbindelser via nye associeringsaftaler under hensyntagen til partnerlandenes særlige situation og ambition samt deres evne til at opfylde de deraf følgende forpligtelser;

C.  der henviser til, at Georgiens aktive deltagelse og engagement i fælles værdier og principper, herunder demokrati, retsstatsprincippet, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne, er en forudsætning for at fremme processen og gøre forhandlingerne og den efterfølgende gennemførelse af associeringsaftalen til en succes og sikre, at den har en bæredygtig indvirkning på udviklingen i landet;

D.  der henviser til, at tilnærmelse af lovgivningen er et vigtigt redskab til at fremme samarbejdet mellem EU og Georgien;

E.  der henviser til, at Georgien er et af de lande i det østlige partnerskab, der er bedst til at vedtage reformer, selv om der stadig er problemer, hvad angår gennemførelsen af disse; der henviser til, at der er behov for yderligere forbedringer med hensyn til reformer i forbindelse med retssystemet, arbejdstagerrettigheder, kvinders rettigheder og integration af mindretal;

F.  der henviser til, at den uløste konflikt mellem Rusland og Georgien hæmmer Georgiens stabilitet og udvikling; der henviser til, at Rusland fortsat besætter de georgiske områder Abkhasien og Tskhinvali-regionen/Sydossetien i strid med folkerettens grundlæggende normer og principper; der henviser til, at der har fundet etnisk udrensning og tvungne demografiske ændringer sted i de områder, der faktisk kontrolleres af besættelsesstyrkerne, som bærer ansvaret for menneskerettighedskrænkelser i disse områder;

G.  der henviser til, at EU i fælleserklæringen om en ny reaktion på et naboskab i forandring anførte, at det var dens ambition at deltage mere proaktivt i konfliktløsning; der henviser til, at EU's observatørmission i Georgien (EUMM) udfører et vigtigt arbejde på stedet, og at EU's særlige repræsentant i forbindelse med Sydkaukasus og krisen i Georgien er medformand under Geneve-drøftelserne; der henviser til, at disse drøftelser indtil nu kun har ført til få resultater;

H.  der henviser til, at EU understreger Georgiens ret til at tilslutte sig alle internationale organisationer og alliancer, så længe landet respekterer folkeretten, og gentager sin konsekvente tilslutning til princippet om, at intet tredjeland har vetoret over for et andet lands suveræne afgørelse om at tilslutte sig en international organisation eller alliance eller er berettiget til at destabilisere en demokratisk valgt regering;

I.  der henviser til, at forhandlingerne med Georgien om associeringsaftalen skrider hurtigt frem, men at der dog endnu ikke er indledt forhandlinger om et vidtgående og bredt frihandelsområde;

1.  henstiller i forbindelse med de igangværende forhandlinger om associeringsaftalen til Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten:

o
o   o

2.  pålægger sin formand at sende denne beslutning med Europa-Parlamentets henstillinger til Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten samt til Georgien til orientering.

(1) EUT C 295 E af 4.12.2009, s. 26. (2) EUT C 161 E af 31.5.2011, s. 136. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0153.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. november 2011 om integrering af kønsaspektet i Europa-Parlamentets arbejde (2011/2151(INI))

P7_TA(2011)0515 A7-0351/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den fjerde verdenskvindekonference afholdt i Beijing i september 1995, til den herunder vedtagne erklæring og handlingsplan og til de efterfølgende dokumenter, som udsprang heraf,

–  der henviser til artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, som fremhæver de værdier, der er fælles for medlemsstaterne, herunder pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 1, 2, 3, 4, 5, 21 og 23,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW),

–  der henviser til den europæiske ligestillingspagt (2011-2020), som Det Europæiske Råd vedtog i marts 2011(1),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015« (KOM(2010)0491),

–  der henviser til den omfattende rapport udarbejdet under det svenske formandskab for Den Europæiske Union i 2009 med titlen »Beijing + 15: The Platform for Action and the European Union«, der identificerer de hindringer, der for øjeblikket står i vejen for en fuldstændig gennemførelse af ligestilling mellem kønnene,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 2.-3. juni 2005, hvori medlemsstaterne og Kommissionen opfordres til at styrke de institutionelle mekanismer til fremme af ligestilling og skabe rammer for vurdering af gennemførelsen af Beijing-handlingsplanen med henblik på at skabe en mere sammenhængende og systematisk overvågning af fremskridtene,

–  der henviser til sin beslutning af 15. juni 1995 om den fjerde internationale kvindekonference i Beijing: »Ligestilling, udvikling og fred«(2), af 10. marts 2005 om opfølgningen af den fjerde verdenskvindekonference - Handlingsprogrammet Platform for Action (Beijing+10)(3) samt af 25. februar 2010 om Beijing +15 - FN's handlingsplan for ligestilling(4),

–  der henviser til sin beslutning af 13. marts 2003 om integrering af ligestillingsaspektet i Europa-Parlamentet(5),

–  der henviser til sin beslutning af 18. januar 2007 om integrering af ligestilling mellem kvinder og mænd i udvalgsarbejdet(6),

–  der henviser til sin beslutning af 22. april 2009 om integrering af ligestilling mellem kvinder og mænd i udvalgs- og delegationsarbejdet(7),

–  der henviser til sin beslutning af 7. maj 2009 om ligestillingsaspektet i EU's eksterne forbindelser(8),

–  der henviser til det pionerarbejde, Europarådet har gjort for integreringen af ligestillingsaspektet, herunder navnlig til erklæringen »Making Gender Equality a Reality« fra det 119. møde i Ministerkomiteen(9),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0351/2011),

A.  der påpeger, at integreringen af kønsaspektet ikke kun går ud på at fremme ligestilling via gennemførelse af specifikke foranstaltninger til støtte for kvinder eller, i visse tilfælde, det underrepræsenterede køn, men sigter på at mobilisere alle generelle politikker og foranstaltninger med det specifikke formål at opnå ligestilling;

B.  der henviser til FN har etableret »UN Women«, som med virkning fra 1. januar 2011 har forstærket de institutionelle ordninger i FN-systemet til støtte for ligestilling og kvinders myndiggørelse med udgangspunkt i Beijing-erklæringen og Beijing-handlingsprogrammet(10);

C.  der henviser til, at artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde knæsætter princippet om integrering af kønsaspektet ved at fastslå, at Unionen i alle sine aktiviteter tilstræber at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder;

D.  der henviser til, at princippet om kønnenes ligestilling er fastlagt i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union, ifølge hvilken Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal, og at dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd;

E.  der henviser til, at integreringen af kønsaspektet i Parlamentets lovgivningsmæssige og politiske arbejde i nogle tilfælde bedst kan opnås ved at stille målrettede ændringsforslag til udkast til betænkninger i hovedudvalget i form af ændringsforslag om kønsmainstreaming - en strategi, der har været aktivt forfulgt af Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling siden 2009;

F.  der henviser til, at denne fremgangsmåde med held har været anvendt til at integrere kønsaspektet i de nylige betænkninger af 18. maj 2010 om »nøglekompetencer i en verden under forandring: gennemførelse af arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010«(11) og af 8. juni 2011 om »den foreløbige evaluering af EU's syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration«(12);

G.  der henviser til, at medlemsstaterne har underskrevet alle store internationale rammeaftaler om ligestilling og om kvinders rettigheder, og at der findes en række politikdokumenter herom på EU-plan; der imidlertid samtidig påpeger nødvendigheden af at forstærke den indsats, der gøres i praksis for at styrke integreringen af kønsaspektet og kvinders myndiggørelse, idet der kun er gjort beskedne fremskridt med gennemførelsen af de eksisterende politikdokumenter, ligesom der ikke er afsat tilstrækkelige budgetmidler til ligestillingsspørgsmål;

H.  der henviser til, at Kommissionen ud over sin strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd (2010-2015) har opstillet specifikke mål, som skal opfyldes af hvert af dets generaldirektorater - et tegn på, at EU bevæger sig hen imod et mere holistisk og sammenhængende tilgang til integreringen af kønsaspektet(13);

I.  der henviser til, at Kommissionen inden for rammerne af sit kvindecharter(14) har forpligtet sig til at styrke kønsperspektivet i alle sine politikker i hele sin embedsperiode;

J.  der henviser til, at Det Europæiske Ligestillingsinstitut (EIGE) har til opgave at udvikle, analysere, evaluere og udbrede kendskabet til metodiske redskaber for at støtte integrationen af ligestilling mellem mænd og kvinder i alle fællesskabspolitikker og de heraf afledte nationale politikker og støtte integreringen af kønsaspektet i alle Fællesskabets institutioner og organer(15);

K.  der påpeger behovet for et snævert samarbejde med EIGE i forbindelse med dettes indsats for at udbrede kendskabet til nøjagtige metodiske redskaber og med henblik på en mere effektiv evaluering af kønsaspektets integrering i Parlamentets arbejde;

L.  der henviser til, at Kommissionen har til hensigt at gøre kønsaspektet til en integrerende del af sin politikformulering, herunder via kønsrelaterede konsekvensvurderinger og evalueringsprocesser, og har udformet en vejledning (»Guide to gender impact assessment«) til dette formål(16);

M.  der påpeger, at politikken for integrering af kønsaspektet supplerer, men ikke erstatter de specifikke ligestillingspolitikker og positive særbehandlingsforanstaltninger, idet der er tale om en tostrenget tilgang med det formål at opnå ligestilling mellem kønnene;

N.  der påpeger, at forskelsbehandling på grund af køn har negativ indvirkning på transkønnede personer, og at Europa-Parlamentets, Kommissionens og flere medlemsstaters arbejde på ligestillingsområdet i stigende grad omfatter kønsidentitet;

O.  der henviser til, at de fleste af Parlamentets udvalg generelt lægger vægt på integreringen af kønsaspektet (f.eks. som led i deres lovgivningsarbejde, deres institutionelle forhold til Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, i forbindelse med udarbejdelsen af handlingsplaner for ligestilling m.m.), medens et mindretal af udvalgene sjældent eller aldrig beskæftiger sig med spørgsmålet;

1.  forpligter sig til med mellemrum at vedtage og gennemføre politikplaner for integrering af kønsaspektet i Europa-Parlamentet med det overordnede mål at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd gennem en reel og effektiv integration af kønsaspektet i alle politikker og aktiviteter, således at de forskellige foranstaltningers virkninger for henholdsvis kvinder og mænd vurderes, eksisterende initiativer koordineres, og målsætninger og prioriteringer samt midlerne til at nå dem specificeres;

2.  finder, at dets politikplan for den kommende treårsperiode bør gå ud på at opnå en mere konsekvent og effektiv integrering af kønsaspektet i alt Parlamentets arbejde på grundlag af følgende prioriteter:

3.  anmoder sit kompetente udvalg om at undersøge, hvordan den procedure, hvorved Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling vedtager ændringsforslag til en konkret betænkning med henblik på at belyse de kønsmæssige aspekter af et politisk tema under hensyntagen til det berørte udvalgs tidsfrister og procedurer, bedst kan indarbejdes i forretningsordenen;

4.  opfordrer de af Parlamentets udvalg, der har ansvar for den flerårige finansielle ramme (FFR) og strukturfondene, til at vurdere de ligestillingsmæssige virkninger af de foreslåede udgiftsprioriteringer, indtægtskilder og styringsværktøjer forud for vedtagelsen af FFR for at sikre, at post-2013-FFR'en tager hensyn til ligestillingsaspektet, og til at sørge for, at alle EU-finansieringsprogrammer har ligestillingsmål i deres grundforordninger og afsætter specifikke midler til foranstaltninger med dette formål;

5.  lykønsker Parlamentets Gender Mainstreaming Network og de parlamentariske udvalg, der har omsat princippet om kønsmainstreaming til praksis i deres arbejde, og opfordrer de øvrige udvalg til at sikre, at de er engageret i strategien for kønsmainstreaming og omsætter den til praksis i deres arbejde;

6.  understreger nødvendigheden af, at Parlamentets udvalg råder over hensigtsmæssige redskaber, der kan sætte dem i stand til at opnå en god forståelse af kønsmainstreaming, f.eks. kønsspecifikke indikatorer, oplysninger og statistikker, samt at fordelingen af budgetmidler sker ud fra et ligestillingssynspunkt, idet udvalgene tilskyndes til at udnytte intern ekspertviden (det relevante udvalgs sekretariat, temaafdeling, bibliotek osv.) og ekstern ekspertviden fra andre lokale, regionale, nationale eller overnationale offentlige som private institutioner samt små, mellemstore og store virksomheder og universiteter, der beskæftiger sig med ligestilling;

7.  glæder sig over de konkrete initiativer, som en række parlamentariske udvalg har taget på dette område, herunder initiativbetænkningen om kvinders rolle i landbruget og landdistrikterne fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Fiskeriudvalgets offentlige høring om kvinders rolle i den bæredygtige udvikling af fiskeriområder;

8.  konkluderer ud fra svarene på det spørgeskema, der er fremsendt til formænd og næstformænd med ansvar for kønsmainstreaming i de parlamentariske udvalg, at den indsats, der gøres for kønsmainstreaming i Parlamentets udvalg, varierer meget og sker på et frivilligt grundlag, samt at der fokuseres meget på kønsaspektet på nogle områder og kun lidt eller tilsyneladende slet ikke på andre;

9.  påskønner den indsats, som de interparlamentariske delegationer og valgobservationsmissioner gør i deres forbindelser med tredjelandes parlamenter for at kaste lys over spørgsmål vedrørende ligestilling og kvinders myndiggørelse ved at foretage en mere systematisk overvågning og opfølgning af emner såsom kønslemlæstelse af kvinder og mødredødelighed og ved at arbejde tættere sammen med Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling om organisering af fælles møder og udveksling af oplysninger på disse områder;

10.  anmoder Kommissionen om på en mere konsekvent og systematisk facon at fokusere på og prioritere spørgsmålet om kønsskævheder i programmeringen og gennemførelsen af alle politikker og understreger, at integreringen af kønsaspektet i alle politikker bør forbedres for at nå målene for ligestilling mellem kønnene;

11.  gentager behovet for at fokusere på de faktorer i forholdet mellem kønnene, som skaber og fastholder uligheder;

12.  finder, at Parlamentets indsats for kønsmainstreaming også bør omfatte kønsidentitet, herunder en vurdering af politikkers og aktiviteters indvirkning på transkønnede personer; opfordrer Kommissionen til at inddrage hensynet til kønsidentitet i alle aktiviteter og politikker på ligestillingsområdet;

13.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til Europarådet.

(1) Bilag til Rådets konklusioner af 7. marts 2011. (2) EFT C 166 af 3.7.1995, s. 92. (3) EUT C 320 E af 15.12.2005, s. 247. (4) EUT C 348E af 21.12.2010, s. 11. (5) EUT C 61 E af 10.3.2004, s. 384. (6) EUT C 244 E af 18.10.2007, s. 225. (7) EUT C 184 E af 8.7.2010, s. 18. (8) EUT C 212 E af 5.8.2010, s. 32. (9) 119. møde i Europarådets Ministerkomité, Madrid den 12. maj 2009. (10) Resolution 64/289 af 21. juli 2010 fra FN's Generalforsamling om sammenhæng i hele FN-systemet (system-wide coherence). (11) EUT C 161 E af 31.5.2011, s. 8. (12) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0256. (13) Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: »Actions to implement the Strategy for Equality between Women and Men 2010-2015« (SEC(2010)1079/2). (14) Kommissionens meddelelse, »Fornyet vilje til at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder: et kvindecharter (KOM(2010)0078). (15) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1922/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af et europæisk institut for ligestilling mellem mænd og kvinder (EUT L 403 af 30.12.2006, s. 9). (16) http://ec.europa.eu/social/BlobServlet?docId=4376&langId=en.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. november 2011 om bekæmpelse af ulovligt fiskeri på globalt plan - EU's rolle (2010/2210(INI))

P7_TA(2011)0516 A7-0362/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN's havretskonvention af 10. december 1982,

–  der henviser til konventionen om den biologiske mangfoldighed (CBD) og Rio-erklæringen om miljø og udvikling vedtaget på De Forenede Nationers konference om miljø og udvikling i juni 1992,

–  der henviser til aftalen om fremme af fiskerfartøjers overholdelse af internationale bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger på det åbne hav godkendt af FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) på den 27. samling i FAO-konferencen i november 1993 (»overholdelsesaftalen«),

–  der henviser til aftalen af 1995 om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande (»New York-aftalen om fiskebestande« - UNFSA fra august 1995),

–  der henviser til FAO's adfærdskodeks for et ansvarligt fiskeri, vedtaget på FAO-konferencen i oktober 1995,

–  der henviser til konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (»Århuskonventionen«) vedtaget i juni 1998,

–  der henviser til FAO's internationale handlingsplan, der tager sigte på at forebygge, afværge og eliminere ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IPOA-IUU), som blev godkendt af FAO's råd i juni 2001,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse fra maj 2002 om en EF-handlingsplan for bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (KOM(2002)0180),

–  der henviser til sluterklæringen fra verdenstopmødet om bæredygtig udvikling, der blev afholdt i Johannesburg fra 26. august til 4. september 2002,

–  der henviser til sin beslutning af 15. februar 2007 om EF-handlingsplanen for bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri(1),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (»IUU-forordningen«)(2), Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008 af 29. september 2008 om tilladelser til EF-fiskerfartøjers fiskeri uden for EF-farvande og tredjelandsfartøjers adgang til EF-farvande(3) og Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik(4),

–  der henviser til FAO-aftalen om havnestatsforanstaltninger, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, vedtaget på FAO-konferencens 36. samling, der blev afholdt i Rom i november 2009,

–  der henviser til rapporten fra 2011 fra FN's Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet (UNODC) om transnational organiseret kriminalitet, der finder sted i fiskeriindustrien,

–  der henviser til Kommissionens rapport fra Det Fælles Forskningscenter, JRC Reference Report »Deterring Illegal Activities in the Fisheries Sector - Genetics, Genomics, Chemistry and Forensics to Fight IUU Fishing and in Support of Fish Product Traceability« udgivet 2011,

–  der henviser til den forestående FN-konference om bæredygtig udvikling (UNCSD), der skal afholdes i juni 2012 i Brasilien,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A7-0362/2011),

A.  der henviser til, at 71 % af planeten Jorden er dækket af hav, som indeholder 16 gange så meget carbondioxid som landjorden, og spiller en grundlæggende rolle for hele planetens klima og livsgrundlag samt forsyner en væsentlig del af verdensbefolkningen med føde, udkomme, energi og transportruter,

B.  der henviser til, at ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU) ifølge oplysninger udgør mellem 11 og 26 millioner ton om året, hvilket svarer til mindst 15 % af fangsterne på verdensplan, hvilket gør en økonomisk, social og miljømæssigt bæredygtig forvaltning af udnyttelsen af verdens havressourcer umulig,

C.  der henviser til, at den 10. konference mellem parterne i konventionen om den biologiske mangfoldighed afholdt i oktober 2010 i Nagoya indførte den internationale forpligtelse til i hvert fald at halvere tabet af biologisk mangfoldighed inden 2020,

D.  der henviser til, at verdenshavene udgør 90 % af jordens levesteder,

E.  der henviser til, at to tredjedele af havene i verden er uden for national jurisdiktion, og der mangler omfattende politikker til forvaltning af de internationale farvande (åbent hav), der for øjeblikket er omfattet af fragmentariske love baseret på principperne fra det 17. århundrede om frihed på havene, idet mange af de miljøprincipper, der længe har været gældende for landjord og luft, er blevet ignoreret,

F.  der henviser til, at et af formålene med FAO's aftale om havnestatsforanstaltninger, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, er at fjerne »bekvemmelighedshavne«, der udgør et tilflugtssted for IUU-fartøjer og fungerer som indrejsehavn for handel med ulovlige fangster,

G.  der henviser til, at den nye EU-kontrolpakke, der består af forordningen om ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, kontrolforordningen og forordningen om fiskeritilladelser, udgør et omfattende sæt instrumenter til at bekæmpe denne svøbe for havene, eftersom den specificerer flag-, kyst-, havne- og markedsstatsansvaret for både EU-medlemsstater og tredjelande;

H.  der henviser til, at EU er verdens største importør af fiskeriprodukter og en af verdens store fiskerimagter, og at EU derfor har et stort ansvar med hensyn til at spille en afgørende rolle i bestræbelserne på at mobilisere det internationale samfund i kampen mod IUU-fiskeri;

1.  mener, at IUU-fiskeri er en af de alvorligste farer, der truer verdenshavenes biologiske mangfoldighed;

2.  er overbevist om, at IUU-fiskeri er et betragteligt miljømæssigt og økonomisk problem i hele verden inden for både hav- og ferskvandsfiskeri, idet det undergraver fiskeriforvaltningsbestræbelserne, truer stabiliteten af fiskebestandene og fødevaresikkerheden samt forvrider markedet, hvilket har uoverskuelige sociale og økonomiske følger for samfundet som helhed, herunder for udviklingslandene;

3.  understreger, at IUU-fiskeri og dermed forbundne kommercielle aktiviteter udgør urimelig konkurrence for fiskere og andre, der opererer på en lovlydig måde, og skaber økonomiske vanskeligheder for fiskersamfund, forbrugere og sektoren som helhed;

4.  fremhæver den rolle på verdensplan, som EU har påtaget sig med den nye EU-kontrolpakke, der består af forordningen om ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, kontrolforordningen og forordningen om fiskeritilladelse; mener, at den udgør et omfattende sæt instrumenter til at bekæmpe denne svøbe for havene, eftersom den specificerer flag-, kyst-, havne- og markedsstatsansvaret for både EU-medlemsstater og tredjelande samt forpligtelser med hensyn til deres statsborgeres aktiviteter; opfordrer indtrængende til konsekvent anvendelse af disse instrumenter;

5.  understreger nødvendigheden af at øge koordineringen mellem Kommissionen, Fiskerikontrolagenturet og medlemsstaterne for at forbedre indsamlingen og udvekslingen af oplysninger og bidrage til nøje og gennemsigtig overholdelse af EU's fiskerilovgivning;

6.  mener, at ansvaret for at sikre fartøjernes overholdelse af de relevante regler for forvaltning og andre regler, for oplysninger om fangst og fiskeriaktiviteter og for sikring af sporbarheden, bl.a. gennem godkendelse af fangstattester, skal forblive hos flagstaten, eftersom overdragelsen til en anden stat ville underminere kampen mod IUU-fiskeri;

7.  insisterer på, at Kommissionen og medlemsstaternes kontrolmyndigheder udrustes med tilstrækkelige ressourcer (menneskelige, finansielle, teknologiske), der giver dem mulighed for at gennemføre disse bestemmelser fuldt ud;

8.  understreger, at det er nødvendigt for EU's troværdighed, at Kommissionen og medlemsstaterne identificerer og iværksætter sanktioner imod EU-aktører, der overtræder EU-lovgivningen, og mener i denne forbindelse, at der er et stykke vej endnu, før EU's interne bekæmpelse af IUU på sit eget territorium er tilfredsstillende;

9.  henstiller til medlemsstaterne og Kommissionen at sikre, at ulovligt fiskeri bekæmpes til havs og i indre farvande, og understreger nødvendigheden af at tage op til fornyet overvejelse, om kontrolmekanismerne og gennemførelsen heraf er tilstrækkelige;

10.  opfordrer til, at man bruger revideringen af den fælles fiskeripolitik til at sikre incitamenter, der fremmer lovligt fiskeri til glæde for fiskerne, miljøet, forbrugerne og producenterne i EU;

11.  opfordrer Kommissionen til inden udgangen af 2012 til at undersøge, hvorvidt der i EU eksisterer såkaldt fritidsfiskeri i et omfang, der reelt kan betegnes som IUU;

12.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde med henblik på at oprette en »europæisk kystvagt« for at styrke den fælles overvågnings- og inspektionskapacitet og effektivt at bekæmpe nuværende og fremtidige farer på havet som f.eks. terrorisme, pirateri, IUU-fiskeri, menneskehandel eller sågar havforurening;

13.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte dens bestræbelser på at fremme udvekslingen af oplysninger med henblik på at integrere havovervågningen, især oplysninger, der sigter mod at harmonisere kystvagttjenester på europæisk plan;

14.  mener, at EU's mål i kampen mod IUU-fiskeri skal bakkes op af de nødvendige ressourcer, først og fremmest økonomiske, for at sikre deres fremme, hvilket betyder, at medlemsstaterne skal tildeles tilstrækkelige midler til, at de kan gennemføre de gældende forordninger; understreger ligeledes, at en hvilken som helst kommende vedtagelse af nye metoder (f.eks. elektroniske sporingssystemer osv.) skal sikre, at de nødvendige finansielle midler til gennemførelse heraf er til rådighed på EU-budgettet;

15.  opfordrer Kommissionen til at offentliggøre årlige vurderinger af medlemsstaternes resultater med gennemførelsen af den fælles fiskeripolitiks regler, der påpeger eventuelle svage punkter, der kræver forbedring, og til at bruge alle tilgængelige midler til at sikre deres fulde overholdelse, herunder ved at identificere medlemsstater, der misligholder deres ansvar, med henblik på at skabe en pålidelig og gennemsigtig kontrolordning;

16.  glæder sig over Kommissionens beslutning om at indføre en pointbaseret fiskeritilladelse som et yderligere redskab for medlemsstaterne til at identificere uregelmæssigheder på ethvert trin af markedskæden og til at indføre strenge sanktioner i tilfælde af overtrædelser;

17.  mener i betragtning af fiskebestandenes høje mobilitet, fiskerflåderne og den kapital, der ligger til grund for flåderne, samt fiskemarkedernes globale karakter, at ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri primært kan bekæmpes effektivt ved internationalt samarbejde, både bilateralt og multilateralt, samt omfattende, nøjagtig og rettidig information om fiskefartøjer, deres aktiviteter og fangster og andre relevante spørgsmål;

18.  opfordrer EU til at insistere kraftigt på, at tredjelande effektivt bekæmper IUU-fiskeri, herunder ved at fremme undertegnelse, ratifikation og gennemførelse af FAO's aftale om havnestatsforanstaltninger, FN's aftale om fiskebestande, FAO's overholdelsesaftale og FN's Havretskonvention samt de forskellige fangstdokumentationsordninger, der allerede er vedtaget af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'erne) i forbindelse med handelsaftaler, fiskeripartnerskabsaftaler og EU's udviklingspolitik;

19.  understreger behovet for at sikre, at alle de tredjelande, som EU har indgået en fiskeripartnerskabsaftale med, overholder Den Internationale Arbejderorganisation ILO's regler om de grundlæggende arbejdstagerrettigheder, navnlig dem, der handler om social dumping som følge af IUU-fiskeri;

20.  understreger, at tidligere begrænsninger i overvågning af samt kontrol og tilsyn med fiskeriaktiviteter stort set er overvundet ved teknologiske fremskridt, herunder udvikling af rum- og satellitteknologi, og at nøglen til bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri i dag hovedsagelig er op til regeringerne, der skal finde den politiske vilje til at handle effektivt og ansvarligt;

21.  opfordrer medlemsstaterne til at forfølge og retsforfølge fartøjer, ejere, firmaer, selskaber eller privatpersoner, der er involveret i IUU-fiskeriaktiviteter, herunder blanding af IUU-fangster med lovlige fangster, som de ville forfølge andre kriminelle, der overtrådte miljøbestemmelser eller økonomiske bestemmelser, med alvorlige sanktioner såsom permanent inddragelse af tilladelser eller nægtelse af adgang til havnefaciliteter, hvis dette er nødvendigt i tilfælde af alvorlige eller gentagne overtrædelser;

22.  beklager det faktum, at der er blevet givet EU-støtte til fartøjer, der tidligere er blevet taget i ulovligt fiskeri;

23.  opfordrer Kommissionen til at ændre kravene for alle former for økonomisk bistand, således at der anvendes økonomiske sanktioner og afvisning af finansieringsmuligheder for ejerne af fartøjer, der beviseligt har fisket ulovligt;

24.  henstiller indtrængende til Kommissionen at tilbageholde støtte fra Den Europæiske Fiskerifond til alle de fartøjer, der er involveret i IUU-aktiviteter;

25.  understreger behovet for at sikre større ansvar og oplysningspligt for fiskeriindustrien med henblik på at opnå en bæredygtig brug af havressourcer; mener, at forbedring af gennemsigtigheden i alle aspekter af fiskeriindustrien og dens aktiviteter, herunder vedtagelse af internationale kriterier til etablering af de reelle ejere af fartøjer samt de fiskerirettigheder eller -licenser, de besidder, og betingelser for deres offentliggørelse, samt overvågning af fiskerifartøjer i internationale farvande, er afgørende;

26.  mener, at EU skal foregå med et godt eksempel ved at vedtage og fremme en politik med gennemsigtighed i beslutningstagningen inden for forvaltningen af fiskeriet i internationale organer og i de tredjelande, som EU har forbindelser med på fiskeriområdet;

27.  mener, at et fiskeri, som overholder de bestemmelser, der er vedtaget på internationalt, regionalt og nationalt plan, og som bygger på en ansvarlig og bæredygtig udnyttelse af ressourcerne, fremmer økonomisk vækst og jobskabelse i såvel EU som udviklingslandene, mens ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) har dramatiske følger for både økonomi, samfund og miljø, og at konsekvenserne er endnu mere alvorlige for udviklingslandene, fordi det går ud over gennemførelsen af 2015-udviklingsmålene, navnlig mål 1, 7 og 8;

28.  fremhæver fiskeriets grænseoverskridende karakter og påpeger, at det for at bekæmpe IUU-fiskeri er nødvendigt at samarbejde på såvel bilateralt som multilateralt plan for at sikre en gennemsigtig, ikke-diskriminerende og retfærdig gennemførelse af foranstaltningerne til bekæmpelse af IUU-fiskeri under hensyntagen til udviklingslandenes, navnlig de små østaters, finansielle, tekniske og menneskelige ressourcer;

29.  anmoder Kommissionen om at koordinere sine politikker og gøre fattigdomsbekæmpende udviklingspolitik til en integreret del af EU's politik til bekæmpelse af IUU-fiskeri, sammen med miljømæssige og kommercielle aspekter;

30.  understreger, at der er direkte tilknytning mellem IUU-fiskeri og en stats forvaltningsniveau, og kræver, at enhver ekstern hjælpeforanstaltning ledsages af en fast politisk vilje hos modtagerstaten til at forbyde IUU-fiskeri i sine farvande og mere generelt til at forbedre forvaltningen i fiskerisektoren;

31.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvide deres programmer af finansiel, teknologisk og teknisk støtte, herunder statslig udviklingsbistand til og fiskeripartnerskabsaftaler om programmer for tilsyn med, kontrol med og overvågning af udviklingslandes farvande, idet regionale programmer prioriteres højere end bilaterale programmer; opfordrer endvidere til tættere samarbejde mellem alle bidragydere, europæiske og andre, med hensyn til finansieringen af sådanne programmer;

32.  mener endvidere, at EU aktivt bør bruge samarbejdet i Fiskeri Partnerskabsaftalerne (FPA) til bedre at bekæmpe IUU;

33.  anmoder Kommissionen om i det nødvendige omfang at øge finansieringsrammen for fiskerisektoren i de aftaler, den indgår med udviklingslandene, således at sidstnævnte kan konsolidere deres institutionelle, menneskelige og tekniske kapacitet til at bekæmpe IUU-fiskeri og dermed i højere grad respektere de internationale og regionale fiskeriforvaltningsorganisationers bestemmelser og EU-lovgivningen;

34.  understreger behovet for at inddrage civilsamfundet og ansvarliggøre virksomhederne i fiskerisektoren, så de kontrollerer, at der anvendes lovlige fangstmetoder, og samarbejder med myndighederne om at bekæmpe IUU-fiskeri som en del af virksomhedernes samfunds- og miljømæssige ansvar.

35.  opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at føje FAO-aftalen om havnestatsforanstaltninger, FN's aftale om fiskebestande og FAO-overholdelsesaftalen til listen over instrumenter, der skal gennemføres for lande, for at de kan komme i betragtning for den generelle præferenceordning plus, som for øjeblikket er ved at blive revideret; opfordrer til inddragelse af eksportlicenser for alle lande, som markedsfører produkter, som er opnået ved IUU-fiskeri; mener, at EU bør samarbejde med sådanne lande med henblik på at forbyde markedsføringen af disse produkter;

36.  minder om, at spørgsmålet om IUU-fiskeri ikke kan adskilles fra spørgsmålet om økonomiske partnerskabsaftaler i forbindelse med handel, som er underlagt WTO-bestemmelserne; understreger problemet med undtagelser fra oprindelsesreglerne for nogle forarbejdede fiskeprodukter og navnlig sagen om Papua New Guinea, som forhindrer sporbarheden af sådanne produkter og baner vejen for IUU-fiskeri;

37.  mener, at EU bør stræbe efter at nå følgende mål i de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, som det er medlem af:

38.  slår til lyd for en hurtig udvidelse af netværker af RFFO'er til dækning af alt fiskeri på åbent hav og alle områder, enten gennem oprettelse af nye RFFO'er eller ved at udvide de eksisterendes mandat; mener, at et kraftigt øget samarbejde mellem RFFO'er, hvad angår udveksling af informationer, sanktioner imod fartøjer og CPC'er (kontraherende parter), er nødvendigt på baggrund af IUU-fiskeriets globale karakter;

39.  mener, at retten til at fiske i højsøområder skal gøres betinget, så vidt muligt under international lovgivning, af en stats tilslutning til de relevante internationale organer og fuld gennemførelse af alle forvaltningsforanstaltninger, som disse vedtager;

40.  bemærker, at FAO er den primære kilde til videnskabelig ekspertise og anbefalinger, når globalt fiskeri og spørgsmål om akvakultur undersøges, da udviklingen og forvaltningen af fiskeriet samles bedre med bevarelsen af biodiversitet og beskyttelsen af miljøet;

41.  støtter fuldt ud det nuværende FAO-initiativ med at udvikle et globalt register over fiskerfartøjer, køle- og fryseskibe og forsyningsskibe, der bør være obligatorisk og omfatte fartøjer på over 10 BRT, snarest muligt;

42.  tilskynder til hurtig udvikling af en ordning for evaluering af flagstaternes præstationer, som i øjeblikket er i gang i FAO som et middel til at lægge pres på stater, der ikke overholder deres internationale juridiske forpligtelser; opfordrer indtrængende til, at der findes en effektiv mekanisme for iværksættelse af sanktioner imod stater, der ikke sikrer, at de fartøjer, der fører deres flag, ikke støtter eller deltager i IUU-fiskeri og overholder al relevant lovgivning; opfordrer medlemsstaterne til på retfærdig og gennemsigtig vis at håndhæve markedsinstrumenterne for at stoppe ulovligt fiskeri uden at diskriminere andre lande; støtter FAO's beslutning om at oprette internationale høringer om flagstaternes præstation med hensyn til deres forpligtelser i henhold til international ret;

43.  opfordrer til vedtagelse af hasteforanstaltninger med henblik på at sætte en stopper for brugen af »bekvemmelighedsflag«, der er en praksis, som giver fiskerifartøjer mulighed for at operere ulovligt, uden at der gribes ind, med store omkostninger for det marine økosystem, fiskebestande, kystsamfund, fødevaresikkerhed, navnlig i udviklingslandene, og den legitime, lovlydige fiskeindustri;

44.  understreger behovet for at sikre, at EU's interesser ikke indblandes i sådanne former for fiskepirateri og opfordrer derfor medlemsstaterne til at sikre, at deres statsborger ikke understøtter eller deltager i IUU-fiskeri;

45.  støtter Kommissionens bestræbelser på at etablere et offentligt register over skibsejere, hvor det er bevist, at de har deltaget i IUU-fiskeri; mener, at dette register bør være i overensstemmelse med det, der administreres af kontrolagenturet i Vigo;

46.  mener, at der hurtigst muligt bør foretages uafhængige evalueringer af både flagstaters og RFFO'ers præstationer af en organisation, der er integreret i FN-systemet;

47.  anerkender manglen på internationalt samarbejde i forbindelse med forvaltningen af de negative konsekvenser af andre menneskelige aktiviteter end fiskeri, der påvirker havmiljøet, og opfordrer Kommissionen til at slå til lyd for oprettelsen af et globalt organ til udfyldelse af dette tomrum, om muligt i FN's regi;

48.  understreger, at ideen med markedsstatsansvar skal udvikles på mere fuldstændig vis som et middel til at lukke markederne for produkter af ulovligt, urapporteret og uregistreret fiskeri; mener, at EU omgående med andre større markedsstater, herunder - men ikke udelukkende - USA, Japan og Kina, må drøfte, hvordan det vil være muligt at samarbejde indbyrdes og så hurtigt som muligt udvikle internationale juridiske instrumenter, der kan sætte en stopper for, retsforfølge og straffe handel med fisk fra ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, i overensstemmelse med Verdenshandelsorganisationens (WTO) regler og inden for rammerne af FN-systemet;

49.  understreger, at vedligeholdelsen og udviklingen af den europæiske fiskerisektor til dels afhænger af streng IUU-overvågning af fiskeprodukter, der handles med på europæiske og globale markeder; understreger denne sektors betydning for den regionale planlægning, fødevaresikkerhed og bevarelse af job og ressourcer i fællesskabets farvande;

50.  er af den opfattelse, at EU allerede har instrumenter, med hvilke den kan hæmme ulovligt fiskeri, og er overbevist om, at eftersom EU er et af de største markeder for fisk i verden, vil den afskrækkende effekt have ubestridelige, praktiske konsekvenser, hvis den bruger disse instrumenter korrekt; opfordrer derfor til, at der ikke udstedes EU-eksportcertifikater, eller at disse fratages de stater eller kontraherende parter, der ikke samarbejder med RFMO'er med hensyn til etableringen af instrumenter som f.eks. fangstdokumentationssystemer eller havnestatsforanstaltninger;

51.  understreger, at et af de bedste våben i kampen mod IUU-fiskeri er det kommercielle våben; beklager derfor endnu en gang manglen på samarbejde mellem GD MARE og GD TRADE, idet førstnævnte sætter flere og flere mål for sig selv med henblik på at bekæmpe IUU-fiskeri, mens sidstnævntes eneste mål synes at være at gøre Fællesskabets markeder mere og mere åbne over for import, uanset oprindelse, og uanset hvilke garantier om kontrol der er etableret, indrømme toldpræferencer og afvigelser fra oprindelsesregler, der udelukkende har til formål at overlade europæiske markeder til flåder og lande, hvor det er blevet identificeret, at de om ikke andet så tolererer IUU-fiskeri;

52.  mener i denne forbindelse, at markedet, herunder særligt importører, i højere grad skal drages til ansvar for deres handlinger, eftersom markedet måske er den væsentligste årsag til IUU;

53.  understreger betydningen af forbrugernes ret til altid at vide med sikkerhed, at de produkter, som de køber, er fisket på lovlig vis;

54.  opfordrer både Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre deres oplysning af forbrugerne om forskellige mærkningsordninger, f.eks. Marine Stewardship Council (MSC) - ordningen, der skaber gennemsigtighed og giver forbrugerne garanti for, at de køber bæredygtig og legalt fanget fisk;

55.  udtrykker sin fulde støtte til de nye retningslinjer, der er vedtaget i FAO's fiskeriudvalg (COFI) i februar 2011 med det formål at harmonisere varemærkningssystemet for fiskeprodukter med henblik på at bekæmpe ulovligt fiskeri; mener, at mærkningens karakteristika bør omfatte tydelige angivelser af den kommercielle og videnskabelige kategorisering af de pågældende fisk og vigtigst af alt oprindelseszonen;

56.  tilskynder Kommissionen til at søge at udvikle en global dokumentationsordning for fangster;

57.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte udvikling og anvendelse af teknikker til at sikre fuldstændig, effektiv sporbarhed af fiskeprodukter gennem forsyningskæden, herunder satellitopsporing af fiskefartøjer og støttefartøjer og elektroniske mærker til opsporing af fisk, samt oprettelse af globale fiske-DNA- og andre genetiske databaser til identifikation af fiskeprodukterne og deres geografiske oprindelse som beskrevet i Kommissionens rapport fra Det Fælles Forskningscenter (JRC) om afskrækkelse fra ulovlige aktiviteter i fiskerisektoren (»Deterring Illegal Activities in the Fisheries Sector - Genetics, Genomics, Chemistry and Forensics to Fight IUU Fishing and in Support of Fish Product Traceability«);

58.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at øge ressourcerne, der tildeles kampen mod korruption og organiseret kriminalitet på alle niveauer;

59.  bifalder den nylige rapport fra FN's Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet (UNODC) om transnational organiseret kriminalitet og dens redegørelse for, hvordan organiserede kriminelle grupper skaffer sig mere indflydelse inden for fiskeriindustrien, herunder både aktiviteter i tidligere led (forsyning af fartøjer og besætning, påfyldning af brændstof m.m.) og aktiviteter i senere led (markedsføring, transport);

60.  er foruroliget over sådanne kriminelle aktiviteter som udnyttelse af mennesker, menneskehandel, hvidvaskning af penge, korruption, transaktioner med stjålne varer, skatteunddragelse og toldsvindel, der udfoldes af personer, der er involveret i IUU-fiskeri, som bør betragtes som en form for organiseret transnational kriminalitet; understreger nødvendigheden af en mere omfattende og integreret tilgang til bekæmpelse af IUU-fiskeri, herunder kontrol med handel og import;

61.  støtter fuldt ud henstillingerne i FN's Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet, herunder udvidelsen af det internationale samarbejde om efterforskning af kriminelle aktiviteter på havet, forbedring af gennemsigtigheden omkring ejerskab af fiskerfartøjer og aktiviteter og opfordring til at afstå fra både salg og drift af fiskerfartøjer ved virksomheder, hvor det ikke er muligt at opspore ejerne;

62.  bemærker, at FN's konvention om grænseoverskridende organiseret kriminalitet er en af de traktater, der er ratificeret af flest lande, hvilket forpligter dens kontraherende parter til at samarbejde indbyrdes, hvad angår efterforskning, retsforfølgning, retssager og sager med transnational organiseret kriminalitet, hvilket skaber væsentlige synergier i bekæmpelsen af IUU-fiskeri;

63.  mener, at IUU-fiskeri bør gøres til et af de prioriterede områder for Interpol, idet der stilles midler og efterforskningsbeføjelser til rådighed for organisationen til at overvåge og bekæmpe transnationale kriminelle aspekter ved IUU-fiskeri;

64.  anmoder Kommissionen om at undersøge den amerikanske Lacey Act og overveje, om visse elementer af denne kan være nyttige i en europæisk kontekst, navnlig det ansvar den pålægger forhandlere i forbindelse med lovligheden af fisk;

65.  opfordrer Kommissionen til at inkludere ovenstående principper, hvor det er relevant, i bestemmelserne i dens bilaterale fiskeriaftaler;

66.  insisterer på, at EU foreslår, at spørgsmålet om forvaltningen af de internationale have gøres til en prioritet på det næste verdenstopmøde om en bæredygtig udvikling i Brasilien i 2012 på trediveårsdagen for FN's havretskonvention;

67.  påpeger, at kampen mod ulovlig handel på verdensplan er afgørende for en global, bæredygtig udvikling og derfor skal udgøre en væsentlig og udtrykkelig del af fiskeripartnerskabsaftaler, handelspolitiske tilsagn, målene for Fællesskabets samarbejdspolitik og EU's udenrigspolitiske prioriteter;

68.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes parlamenter, sekretariaterne for RFMO'er, som EU er en kontraherende part med, og FAO's fiskeriudvalg.

(1) EUT C 287E af 29.11.2007, s. 502. (2) EFT L 286 af 29.10.2008, s. 1. (3) EUT L286 af 29.10.2008, s. 33. (4) EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. november 2011 om de seneste tilfælde af menneskerettighedskrænkelser i Iran

P7_TA(2011)0517 RC-B7-0594/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Iran, navnlig beslutningerne vedrørende menneskerettigheder af 7. september 2010 og 20. januar 2011,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution 16/9 om oprettelse af hvervet som særlig rapportør om menneskerettighedssituationen i Iran,

–  der henviser til de 123 anbefalinger, der var resultatet af Menneskerettighedsrådets universelle regelmæssige gennemgang fra februar 2010,

–  der henviser til, at formanden for FN's Menneskerettighedsråd den 17. juni 2011 udnævnte Ahmed Shaheed til FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Iran, og at denne den 23. september 2011 forelagde en foreløbig rapport om menneskerettighedssituationen i Iran på den 66. samling i FN's Generalforsamling,

–  der henviser til rapporten af 15. september 2011 fra FN-generalsekretær til den 66. samling i FN Generalforsamling om menneskerettighedssituationen i Den Islamiske Republik Iran,

–  der henviser til rapport af 10. juni 2011 fra det iranske dokumentationscenter for menneskerettigheder om de iranske fængselsmyndigheders brug af voldtægt som torturmetode,

–  der henviser til erklæringer af 15. og 26. september 2011 fra Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om tilbageholdelsen af menneskerettighedsadvokat Nasrin Sotoudeh og arrestationen af seks uafhængige filminstruktører, og erklæringen af 18. oktober 2011 om dommene mod filminstruktøren Jafar Panahi og skuespilleren Marzieh Vafamehr,

–  der henviser til, at EU den 10. oktober 2011 strammede sine restriktive foranstaltninger på baggrund af alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution nr. 62/149 af 18. december 2007 og nr. 63/168 af 18. december 2008 om et moratorium for anvendelse af dødsstraf,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination og konventionen om barnets rettigheder – alle konventioner, som Iran har tiltrådt,

–  der henviser til den Islamiske Republik Irans forfatning, navnlig til artikel 23-27 og 32-35 heri, som sikrer ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, foreningsfriheden og retten til religionsudøvelse samt grundlæggende rettigheder for anklagede og tilbageholdte,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at den aktuelle menneskerettighedssituation i Iran er kendetegnet af et vedvarende mønster af systematiske krænkelser af grundlæggende rettigheder; der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere (især forkæmpere for kvinders, børns og mindretals rettigheder), journalister, bloggere, kunstnere, studenterledere, advokater, fagforeningsfolk og miljøforkæmpere fortsat lever under et alvorligt pres og i konstant fare at blive arresteret;

B.  der henviser til, at de mest presserende spørgsmål vedrører de stadig flere eksempler på mangler i forhold til retsplejen, anvendelsen af metoder, der i praksis udgør tortur, grusom eller nedværdigende behandling af tilbageholdte, herunder voldtægt, manglende ligestilling af kvinder, forfølgelse af religiøse og etniske minoriteter, manglende borgerlige og politiske rettigheder, herunder især chikane og intimidering af menneskerettighedsforkæmpere, advokater og civilsamfundsaktører;

C.  der henviser til, at antallet af henrettelser i Iran i løbet af første halvdel af 2011 gør landet til verdens førende bruger af dødsstraf i forhold til befolkningstallet, i modstrid med den verdensomspændende tendens i retning af afskaffelse af dødsstraffen;

D.  der henviser til, at Iran, selv om det er medunderskriver af den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og officielt forbyder henrettelse af personer under 18 år, ifølge flere rapporter henretter flere unge lovovertrædere end noget andet land;

E.  der henviser til, at de iranske myndigheder indtil nu har undladt at opfylde deres FN-forpligtelser og nægtet at samarbejde med den særlige rapportør; der henviser til, at den foreløbige rapport beskriver et »mønster af systemiske krænkelser« og en »intensiveret« bølge af overgreb, udtrykker stærk foruroligelse over den stigende brug af dødsstraf for mindre forbrydelser og uden retfærdig rettergang og oplyser, at der indtil nu i 2011 er foretaget mindst 200 officielle henrettelser, medens 146 henrettelser er sket i hemmelighed i den østiranske by Mashad; der henviser til, at mere end 300 personer i 2010 blev henrettet i hemmelighed i Iran;

F.  der henviser til, at de pårørende til iranere, der sidder i fængsel eller er under retsforfølgelse, også anholdes, afhøres og chikaneres, også uden for Iran og inden for EU; der henviser til, at tusindvis af iranere er flygtet fra landet og har søgt tilflugt i nabolandene;

G.  der henviser til, at oppositionslederne Mir Hossein Mousavi og Mehdi Karroubi på ulovlig og arbitrær vis er blevet holdt indespærret og i husarrest siden 14. februar 2011; der henviser til, at disse ledere sammen med deres politisk aktive ægtefæller i perioder med magt er blevet bortført til ukendte steder, hvor de har været afskåret fra al kontakt med venner og familie og været i alvorlig fare for tortur;

H.  der henviser til, at der i februar og marts 2011 blev arresteret flere hundrede personer, medens mindst tre blev dræbt, da tusindvis af demonstranter gik på gaden for at støtte de prodemokratiske bevægelser i de arabiske nabolande og for at protestere mod tilbageholdelsen af oppositionsledere Mir Hossein Mousavi og Mehdi Karroubi;

I.  der henviser til, at sikkerhedsstyrker i april 2011 dræbte et tocifret antal demonstranter, de fleste etniske arabere, og arresterede lige så mange i den sydvestlige provins Khuzestan, og at snesevis af mennesker er blevet anholdt og såret i forbindelse med miljøprotester mod udtørringen af Urmiasøen i Vest-Aserbajdsjan-provinsen;

J.  der henviser til, at der lægges stadig større pres på religiøse mindretal, især bahai-konvertitter og dissiderende shia-skriftkyndige; der henviser til, at bahaierne, selv om de udgør det største ikke-muslimske religiøse mindretal, udsættes for alvorlig diskrimination, herunder manglende adgang til uddannelse, at der verserer en retssag mod deres syv fængslede ledere, og at over 100 andre medlemmer af trossamfundet fortsat tilbageholdes; der henviser til rapporter om, at der i første halvdel af 2011 blev arresteret mindst 207 kristne; der henviser til, at sunnimuslimer fortsat udsættes for diskrimination såvel i lovgivningen som i praksis og forhindres i fuldt ud at udøve deres ret til at praktisere deres religion; der henviser til, at der for tiden pågår en statsstøttet smædekampagne imod (shiitiske) nimatullahi-sufister, der fremstiller alle former for mysticisme som satanisme og forfølger sufismetilhængere, hvilket det væbnede angreb i Kavar i september 2011, hvor én blev dræbt og andre alvorligt kvæstet, er det grelleste eksempel på;

K.  der henviser til, at personer, der er konverteret fra islam, er blevet arresteret, og at artikel 225 i forslaget til ændring af straffeloven sigter mod at gøre dødsstraf obligatorisk for mænd, der dømmes for apostasi (frafald); der påpeger, at den protestantiske præst Yousef Nadarkhani stadig risikerer at blive henrettet for apostasi;

L.  der henviser til, at den iranske revolutionsgarde, efterretningstjenesterne og Basij-militsen spiller en aktiv rolle i den vidtgående og brutale undertrykkelse i Iran;

M.  der fremhæver, at medlemmerne af det homo- og biseksuelle samt transkønnede samfund udsættes for chikane, forfølgelse, grusom afstraffelse og endog dødsstraf; der påpeger, at disse personer udsættes for diskrimination på grund af deres seksuelle orientering, herunder med hensyn til adgang til beskæftigelse, bolig, uddannelse og sundhedspleje samt i form af social udstødelse;

N.  der henviser til, at fængselsdommene mod de fremtrædende studenteraktivister Bahareh Hedayat, Mahdieh Golroo og Majid Tavakoli hver er blevet forøget med seks måneder, efter de blev anklaget for »propaganda mod styret«; der henviser til, at den politiske aktivist og ph.d.-studerende Somayeh Tohidlou den 15. september 2011 modtog 50 piskeslag efter at have afsonet en etårig fængselsdom i Evin-fængslet; der henviser til, at Somayeh Tohidlou i forvejen havde afsonet en fængselsstraf på 70 dage; der henviser til, at hun blev idømt begge fængselsstraffe og de 50 piskeslag for sin bloggingvirksomhed og andre internetaktiviteter; der henviser til, at studenteraktivisten Payman Aref den 9. oktober 2011 modtog 74 piskeslag, inden han blev løsladt fra fængslet, på grundlag af en anklage om, at han havde fornærmet den iranske præsident;

O.  der henviser til, at den fremtrædende iranske filminstruktør Jafar Panahi er blevet idømt seks års fængsel, og at dommen er blevet stadfæstet efter appel; der henviser til, at den prominente skuespiller Marzieh Vafamehr er blevet idømt en straf på et års fængsel og 90 piskeslag på grund af sin rolle i en film, der skildrer de vanskelige arbejdsvilkår for kunstnere i Iran; der henviser til, at de iranske myndigheder den 17. september 2011 tilbageholdt seks uafhængige dokumentarfilminstruktører, Mohsen Shahrnazdar, Hadi Afarideh, Katayoun Shahabi, Naser Safarian, Shahnam Bazdar og Mojtaba Mir Tahmaseb, under anklage for at arbejde for BBC's persisksprogede nyhedskanal og bedrive spionage på dennes vegne;

P.  der henviser til, at et stort antal advokater siden 2009 er blevet arresteret under udøvelsen af deres erhverv, heriblandt Nsrin Soutoudeh, Mohammad Seifzadeh, Houtan Kian og Abdolfattah Soltani; der påpeger, at modtageren af Nobels fredspris, Shirin Ebadi, i praksis er blevet tvunget i eksil, efter at myndighederne har lukket hendes center for menneskerettighedsforkæmpere, og at advokater, der påtager sig at forsvare politiske fanger og samvittighedsfanger, løber en stadig større personlig risiko;

Q.  der henviser til, at de iranske myndigheder har meddelt, at de arbejder på at udvikle et internet, der skal fungere parallelt med og i sidste ende erstatte det åbne, verdensomspændende internet, og som beskrives som et »halal«-netværk, der er i overensstemmelse med islamiske principper; der påpeger, at »halal-internettet« reelt vil give de iranske myndigheder 100 % kontrol med al internetkommunikation og dens indhold, hvilket vil udgøre en alvorlig krænkelse af ytringsfriheden og begrænse adgangen til information og kommunikationsnetværk;

R.  der henviser til udbredte forlydender om, at EU-baserede virksomheder har forsynet de iranske myndigheder med teknisk bistand og skræddersyede teknologier, som er blevet brugt til (online) overvågning og sporing af menneskerettighedsforkæmpere og -aktivister og som vigtige redskaber i menneskerettighedskrænkelserne;

1.  udtrykker sin alvorlige bekymring over den konstant forværrede menneskerettighedssituation i Iran, det stigende antal politiske fanger, det fortsat høje antal henrettelser, herunder af unge, udbredt tortur, unfair retssager, opkrævning af eksorbitante beløb for løsladelse mod kaution, samt strenge restriktioner for informations-, ytrings-, forsamlings-, tros-, uddannelses- og bevægelsesfrihed;

2.  hylder modet hos alle de iranere, som kæmper for at forsvare de grundlæggende frihedsrettigheder, menneskerettighederne og de demokratiske principper og som ønsker at leve i et samfund uden undertrykkelse og intimidering;

3.  fordømmer på det kraftigste brugen af dødsstraf i Iran og opfordrer de iranske myndigheder til i overensstemmelse med FN's Generalforsamlings resolution 62/149 og 63/138 at indføre et moratorium for henrettelser, indtil dødsstraffen helt kan afskaffes;

4.  anmoder om, at straffeloven ændres, således de retlige og administrative myndigheder får forbud mod at idømme korporlig afstraffelse; minder om, at brugen af korporlig afstraffelse - som svarer til tortur - er uforenelig med artikel 7 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder; fordømmer på det kraftigste piskningen af studenteraktivisterne Somayeh Tohidlou og Payman Aref;

5.  er indstillet på at støtte yderligere sanktioner mod personer, der er ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne; opfordrer de EU-medlemsstater, der er permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, til at rejse spørgsmålet om iværksættelse af en undersøgelse med henblik på at fastslå, om de forbrydelser, der er begået af de iranske myndigheder, udgør forbrydelser mod menneskeheden;

6.  opfordrer de iranske myndigheder til at løslade alle politiske fanger, herunder de politiske ledere Mir-Hossein Mousavi og Mehdi Karroubi, menneskerettighedsadvokaterne Nasrin Sotoudeh og Abdolfattah Soltani, studenteraktivisterne Bahareh Hedayat, Abdollah Momeni, Mahdieh Golroo og Majid Tavakoli, journalist Abdolreza Tajik, pastor Yousef Nadarkhani, filminstruktørerne Jafar Panahi og Mohammad Rasoulof og alle de øvrige personer, der er nævnt i rapporten fra FN »s særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Iran, Ahmed Shaheed;

7.  beklager dybt mangelen på fairness og gennemsigtighed i rettergangen og på passende faglig uddannelse af dem, der er involveret heri, og opfordrer de iranske myndigheder til at garantere en retfærdig og åben rettergang;

8.  opfordrer indtrængende den iranske regering til omgående at give den FN-udnævnte særlige rapportør Ahmed Shaheed adgang til Iran med henblik på at tage fat på landets aktuelle menneskerettighedskrise; bemærker, at regeringens totale mangel på samarbejde med den særlige rapportør og dens fortsatte afvisning af at give ham adgang til landet er et tegn på, at den ikke har til hensigt at tage meningsfulde skridt til at forbedre menneskerettighedssituationen;

9.  opfordrer de iranske myndigheder til at demonstrere, at de er fuldt indstillet på at samarbejde med det internationale samfund omkring en forbedring af menneskerettighedssituationen i Iran, og opfordrer den iranske regering til at opfylde alle sine forpligtelser, såvel i henhold til folkeretten som i henhold til de internationale konventioner, den har underskrevet; understreger vigtigheden af frie og fair valg;

10.  opfordrer de iranske myndigheder til straks at løslade de medlemmer af Irans kunstnersamfund, som på nuværende tidspunkt er tilbageholdt, og til at sætte en stopper for forfølgelsen - i form af anholdelser eller andre former for chikane - af dette samfund; påpeger, at en sådan behandling er uforenelig med de internationale menneskerettighedsprincipper, som Iran frivilligt har tilsluttet sig; minder om, at retten til frit at ytre sig i kunstnerisk eller skriftlig form er nedfældet i artikel 19 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Iran har underskrevet;

11.  opfordrer Iran til at tage skridt til at sikre fuld respekt for retten til religions- og trosfrihed, herunder ved at sikre, at lovgivning og praksis er i fuld overensstemmelse med artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, og påpeger, at dette også indebærer, at enhver har en uindskrænket og fuldt ud garanteret ret til at skifte religion, hvis vedkommende ønsker det;

12.  opfordrer Iran til straks at tage skridt til at sikre, at medlemmer af bahai-samfundet beskyttes mod diskrimination på ethvert område, at krænkelser af deres rettigheder straks undersøges, at de ansvarlige retsforfølges, og at medlemmerne af dette trossamfund udstyres med effektive retsmidler;

13.  fordømmer Irans ulovlige jamming af tv-signaler fra BBC's persisksprogede tjeneste og Deutsche Welle på Hotbird- og Eutelsat W3A-satellitterne og opfordrer Eutelsat til at ophøre med at betjene de statslige iranske tv-stationer, så længe Iran fortsætter med at bruge Eutelsat-tjenester til at blokere uafhængige tv-programmer;

14.  udtrykker sin bekymring over brugen af (europæisk) censur, filtrering og overvågning teknologier for at kontrollere og censurere strømme af information og kommunikation, og til at opspore borgere, især menneskerettighedsforkæmpere, jf. det seneste eksempel med Creativity Software; opfordrer de europæiske virksomheder til at leve op til deres sociale ansvar ved ikke at levere varer, teknologier og tjenester til Iran, som kan bringe de iranske borgeres borgerlige og politiske rettigheder i fare;

15.  understreger, at fri adgang til information og kommunikationsmidler samt ucensureret adgang til internettet (internetfrihed) er universelle rettigheder og udgør forudsætninger for demokrati og ytringsfrihed, idet de sikrer gennemsigtighed og ansvarlighed, som fastslået af FN's Menneskerettighedsråd den 6. maj 2011;

16.  opfordrer de iranske myndigheder til at ophæve eller ændre al lovgivning, der påbyder eller kan resultere i diskrimination, retsforfølgelse og afstraffelse af mennesker på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, og sikre, at alle, der er anholdt alene på grund af frit og gensidigt aftalte seksuelle aktiviteter eller seksuel orientering, løslades øjeblikkeligt og betingelsesløst;

17.  opfordrer EU-medlemsstaterne til at give ophold for iranske borgere, der er flygtet fra deres land, gennem foranstaltninger såsom Shelter City-initiativet;

18.  opfordrer de iranske myndigheder til at acceptere fredelige protester og tage fat på de mange problemer, den iranske befolkning lider under; er især bekymret over den truende miljøkatastrofe i området omkring Urmiasøen og opfordrer regeringen til at gøre en målrettet indsats for at stabilisere den regionale økologi, som millioner af iranere er afhængige af;

19.  opfordrer EU-repræsentanterne og Kommissionens næstformand/ Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at tilskynde de iranske myndigheder til igen at engagere sig i menneskerettighedsdialogen;

20.  opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at fokusere på EU-borgere i iranske fængsler og til at gøre alt, hvad der står i dens magt, for at sikre deres trivsel og løsladelse;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Kommissionens næstformand/ Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, FN's generalsekretær, det åndelige overhoveds kontor, formanden for den iranske højesteret samt Irans regering og parlament.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. november 2011 om Egypten, navnlig sagen om bloggeren Alaa Abdel-Fattah

P7_TA(2011)0518 RC-B7-0595/2011

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, navnlig beslutningerne af hhv.17. februar 2011 om situationen i Egypten(1) og 27. oktober 2011 om situationen i Egypten og Syrien, især for de kristne trossamfund(2),

–  der henviser til associeringsaftalen mellem EU og Egypten, særlig artikel 2,

–  der henviser til artikel 10, 18 og 19 i verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til artikel 14, stk. 1, og artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som Egypten er part i,

–  der henviser til artikel 6 og 9 i den europæiske menneskerettighedskonvention fra 1950,

–  der henviser til FN-erklæringen om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro fra 1981,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til erklæringen af 10. oktober 2011 fra Unionens højtstående repræsentant Catherine Ashton om volden i Egypten,

–  der henviser til konklusionerne af 21. februar 2011 fra samlingen i Rådet for Udenrigsanliggender, i hvilken forbindelse den højtstående repræsentant Catherine Ashton blev anmodet om at redegøre for de foranstaltninger, der var blevet vedtaget, og de konkrete forslag til yderligere styrkelse af Unionens tiltag vedrørende fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed,

–  der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet for Udenrigsanliggender af 10. oktober 2011 og konklusionerne om Egypten fra Det Europæiske Råds møde den 23. oktober 2011,

–  der henviser til sine årsberetninger om menneskerettighederne i verden og navnlig til sin beslutning af 16. december 2010 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2009 og EU's menneskerettighedspolitik,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A.  der henviser til, at den militære anklagemyndighed den 30. oktober 2011 krævede afhøring af bloggeren Alaa Abdel-Fattah, efterfølgende beordrede ham fængslet i foreløbig 15 dage i appelfængslet Bab El Khalq i Cairo efter at have anklaget ham for at have »opildnet til vold mod de væbnede styrker«, og »udøvet vold mod militærpersoner og beskadiget militær ejendom« under Masparo-sammenstødene, der begyndte som en fredelig demonstration for koptiske kristnes rettigheder den 9. oktober 2011 i Cairo, hvor 25 egyptiske borgere blev dræbt og mere end 300 blev såret; der henviser til, at 30 andre civile er blevet tilbageholdt i samme retssag;

B.  der henviser til, at den militære appeldomstol den 3. november 2011 stadfæstede tilbageholdelsen af Alaa Abdel-Fattah i 15 dage, hvorefter han blev overført til Tora-fængslet, og at hans tilbageholdelse den 13. november blev fornyet med yderligere 15 dage i afventning af yderligere undersøgelser;

C.  der henviser til, at Alaa Abdel-Fattah nægtede at besvare blot et eneste spørgsmål fra den militære domstol vedrørende begivenhederne, idet han meddelte, at han kun ville forklare sig over for en upartisk civil domstol, og fremførte som argument, at den militære domstol hverken havde legitimitet eller kompetence til at afhøre civile;

D.  der henviser til, at enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang for en kompetent og upartisk domstol, der er oprettet ved lov;

E.  der henviser til, at Alaa Abdel-Fattah tidligere er blevet tilbageholdt i 45 dage i 2006 under Mubarak-regimet efter at have deltaget i en protest til støtte for et uafhængigt retssystem;

F.  der henviser til, at den fængslede blogger Maikel Nabil Sanad fortsætter sin sultestrejke, og at hans tilstand er kritisk; der henviser til, at den militære appeldomstol den 11. oktober 2011 besluttede at annullere hans dom lydende på tre års fængsel og beordrede en ny retssag; der henviser til, at hans retssag under den nye retssags andet retsmøde den 1. november 2011 blev udsat til den 13. november 2011, hvor den så blev udsat yderligere indtil den 27. november 2011, idet han igen nægtede at samarbejde med den militære domstol på grund af hans modstand mod, at civile retsforfølges ved militære domstole;

G.  der henviser til, at Egypten er inde i en kritisk periode med overgang til demokrati og står over for betydelige udfordringer og vanskeligheder i denne proces;

H.  der henviser til, at de sociale medier har spillet en vigtig rolle under begivenhederne i det arabiske forår, også i Egypten; der henviser til, at bloggere, journalister og menneskerettighedsforkæmpere fortsat udsættes for chikane og intimidering i Egypten;

I.  der henviser til, at menneskerettighedsorganisationer rapporterer om, at over 12 000 civile er blevet retsforfulgt ved militære domstole i Egypten siden marts 2011; der henviser til, at civile, der arresteres under undtagelsestilstanden, fortsat retsforfølges ved militære domstole, hvilket er en tilsidesættelse af minimumskravene om retfærdig rettergang og retten til at forsvare sig; der henviser til, at et stort flertal af egyptiske menneskerettighedsngo'er, advokatsammenslutninger og politikere fra alle politiske grupperinger har fastholdt, at civile skal retsforfølges ved civile domstole for at sikre en behørig rettergang;

J.  der henviser til, at Den Europæiske Union gentagne gange har givet udtryk for, at den går ind for ytringsfrihed, tankefrihed, samvittighedsfrihed og religionsfrihed, og har understreget, at regeringerne er forpligtede til at garantere disse frihedsrettigheder overalt i verden;

1.  opfordrer indtrængende de egyptiske myndigheder til at løslade Alaa Abdel-Fattah, der sidder fængslet for at have nægtet at besvare spørgsmål vedrørende begivenhederne den 9. oktober 2011 stillet af en militær domstol, som han ikke anser for at være en upartisk og legitim domstol; opfordrer de egyptiske myndigheder til at garantere, at ingen blogger, journalist eller menneskerettighedsforkæmper bliver udsat for direkte eller indirekte chikane og intimidering i landet;

2.  fordømmer på det stærkeste den juridiske chikane, som de militære retsmyndigheder udøver mod Alaa Abdel-Fattah; gentager sin opfordring til de væbnede styrkers øverste råd om straks at sætte en stopper for undtagelsestilstanden og den militære retsforfølgelse af civile og til omgående at løslade samtlige samvittighedsfanger og politiske fanger, som tilbageholdes af militære domstole; understreger, at civile ikke bør retsforfølges ved militære domstole, som ikke opfylder grundlæggende behørige standarder for retssager;

3.  opfordrer de egyptiske myndigheder til at garantere upartiske domstole som nævnt i artikel 10 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948, der har følgende ordlyd: »Enhver har under fuld ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes en afgørelse med hensyn til hans rettigheder og forpligtelser og med hensyn til en hvilken som helst mod ham rettet strafferetslig anklage«;

4.  gentager sit krav om en uafhængig, grundig og gennemsigtig undersøgelse af Maspero-sammenstødene, der startede som en fredelig demonstration for koptiske kristnes rettigheder i Cairo den 9. oktober 2011, og mener, at denne undersøgelse skal gennemføres af en uafhængig og upartisk civil retsinstans, således at alle ansvarlige parter drages til ansvar, og udtrykker igen sin medfølelse med ofrene og deres familier; opfordrer indtrængende de egyptiske myndigheder til at give garanti for de forskellige undersøgelsers uafhængighed og upartiskhed ved at give tilladelse til hensigtsmæssig kontrol;

5.  udtrykker på ny sin solidaritet med det egyptiske folk i denne kritiske periode med overgang til demokrati i landet og fortsætter med at støtte egypternes legitime ønske om demokrati; opfordrer de egyptiske myndigheder til at sikre fuld overholdelse af grundlæggende rettigheder, herunder tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed, ytringsfrihed og internettets frihed, frihed til at deltage i fredelige forsamlinger og foreningsfrihed;

6.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Den Arabiske Republik Egyptens regering.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0064. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0471.

Europa-Parlamentets erklæring af 17. november 2011 om behovet for alment tilgængelige 112-alarmtjenester

P7_TA(2011)0519 P7_DCL(2011)0035

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets beslutning 91/396/EØF af 29. juli 1991 om indførelse af 112 som fælleseuropæisk alarmnummer, efterfølgende forstærket ved direktiv 98/10/EF om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold,

–  der henviser til direktiv 2009/136/EF om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og – tjenester,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123,

A.  der påpeger, at de fleste EU-alarmtjenester fortsat kun kan nås gennem tale, hvorved millioner af borgere er afskåret fra at få hjælp i livstruende situationer, hvad enten det skyldes, at de er døve, høre- eller talehæmmede, eller at der kræves diskretion under opkaldet,

B.  der påpeger, at EU har ratificeret FN-konventionen om handicappedes rettigheder og vedtaget en handicapstrategi for perioden 2010-2020 samt en digital dagsorden, der støtter princippet om design for alle,

1.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge lovgivnings- og standardiseringsforslag med henblik på at gøre 112-tjenester fuldt tilgængelige for alle borgere, fortrinsvis gennem videobaserede tegnsprogstjenester og tekstbaserede tjenester, således at også døve samt høre- og talehæmmede kan benytte sig heraf;

2.  opfordrer Kommissionen til at fremme udviklingen af næste generation af 112-tjenester, som skal være fuldt tilgængelige og pålidelige samt uafhængige af apparater og netværk i overensstemmelse med »total conversation«-princippet;

3.  pålægger sin formand at sende denne erklæring med angivelse af underskrivernes navne(1) til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer.

(1) Listen over underskriverne er offentliggjort i bilag 1 til mødeprotokollen af 17.11.2011 (P7_PV(2011)11-17(ANN1)).