Europa-Parlamentet,

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 4. februar 2011 »Offentlig høring. På vej mod en sammenhængende EU-strategi for kollektive retsmidler« (SEC(2011)0173),

–  der henviser til udkast til vejledning i tabsopgørelse i erstatningssøgsmål efter overtrædelser af artikel 101 eller 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som blev offentliggjort af Kommissionen i juni 2011,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser(1),

–  der henviser til Kommissionens debatoplæg om opfølgningen på grønbogen om kollektivt søgsmål for forbrugere, der blev offentliggjort af Kommissionen i 2009,

–  der henviser til sin beslutning af 26. marts 2009 om hvidbog om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler(2),

–  der henviser til Kommissionens grønbog af 27. november 2008 om kollektivt søgsmål for forbrugere (COM(2008)0794),

–  der henviser til sin beslutning af 20. januar 2011 om beretningen om konkurrencepolitikken 2009(3),

–  der henviser til Kommissionens hvidbog af 2. april 2008 om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler (COM(2008)0165),

–  der henviser til Mario Montis rapport af 9. maj 2010 om en ny strategi for det indre marked,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. marts 2007 »EU's strategi for forbrugerpolitikken 2007-2013: Stærke forbrugere, højere forbrugervelfærd og effektiv forbrugerbeskyttelse« (COM(2007)0099),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om alternativ tvistbilæggelse i civil-, handels- og familieretlige sager(4),

–  der henviser til sin beslutning af 13. september 2011 om gennemførelsen af direktivet om mægling i medlemsstaterne, dets indvirkning på mæglingen og domstolenes anvendelse af det(5),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget, Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0012/2012),

A.  der henviser til, at borgerne og virksomhederne på det europæiske retsområde ikke kun skal have rettigheder, men også skal kunne håndhæve disse rettigheder på en effektiv måde;

B.  der henviser til, at den EU-lovgivning, der er vedtaget i de seneste år, skal give parterne i grænseoverskridende sager mulighed for enten at håndhæve deres rettigheder på en effektiv måde(6) eller forsøge at opnå et udenretsligt forlig ved hjælp af mægling(7);

C.  der henviser til, at selv om fordelene ved alternativ tvistbilæggelse er indiskutable, skal alle EU-borgere have fair adgang til retlig prøvelse;

D.  der henviser til, at 79 % af de europæiske forbrugere ifølge Flash Eurobarometer-undersøgelsen fra marts 2011 om forbrugernes holdning til salg på tværs af grænserne og forbrugerbeskyttelse erklærer, at de ville være meget villige til at forsvare deres rettigheder ved en domstol, hvis de kunne tilslutte sig andre forbrugere, som klager over samme sag;

E.  der henviser til, at forbrugere, der er berørt af en lovovertrædelse, og som ønsker at føre en sag med henblik på at opnå erstatning på et individuelt grundlag, ofte møder væsentlige forhindringer med hensyn til tilgængelighed, effektivitet og økonomisk overkommelighed på grund af til tider høje sagsomkostninger, eventuelle psykologiske omkostninger, komplekse og langstrakte procedurer samt mangel på information om de tilgængelige klagemuligheder;

F.  der henviser til, at når en gruppe borgere er offer for samme lovovertrædelse, vil individuelle retssager måske ikke være et effektivt middel til at stoppe ulovlig praksis eller opnå erstatning, navnlig hvis det individuelle tab er lille i sammenligning med sagsomkostningerne;

G.  der henviser til, at de redskaber, der samlet set er udformet på EU-plan med henblik på klagemuligheder for forbrugerne og håndhævelse, i nogle medlemsstater ikke anses for tilfredsstillende, og at disse mekanismer nogle gange ikke er tilstrækkelig kendte, hvilket resulterer i, at de kun anvendes i begrænset omfang;

H.  der henviser til, at integrationen af de europæiske markeder og den dermed forbundne stigning i grænseoverskridende aktiviteter understreger behovet for en sammenhængende EU-strategi for at tage hånd om de sager, hvor forbrugere står tilbage med tomme hænder, eftersom de procedurer for kollektive søgsmål med henblik på erstatning, der er blevet indført i en række medlemsstater, ikke omfatter grænseoverskridende løsninger;

I.  der henviser til, at de nationale og EU's myndigheder spiller en central rolle i forbindelse med håndhævelsen af EU-lovgivningen, og at privat håndhævelse kun bør supplere, men ikke træde i stedet for offentlig håndhævelse;

J.  der henviser til, at offentlig håndhævelse med henblik på at stoppe lovovertrædelser og idømme bøder ikke i sig selv gør det muligt for forbrugere at opnå erstatning for tab, de har lidt;

K.  der henviser til, at bundtning af klager i en fælles kollektiv klageprocedure eller tilladelse til, at en sådan klage kan fremføres af en repræsentativ enhed eller instans, der optræder i offentlighedens interesse, kan forenkle processen og nedbringe omkostningerne for de berørte parter;

L.  der henviser til, at en ordning baseret på kollektive søgsmål kan være et nyttigt supplement, men ikke nogen erstatning for individuel retsbeskyttelse;

M.  der henviser til, at Kommissionen skal overholde nærheds- og proportionalitetsprincippet i forbindelse med ethvert forslag, der ikke henhører under EU's enekompetence;

1.  glæder sig over den ovennævnte horisontale høring og understreger, at såvel borgere som virksomheder, der bliver offer for ulovlige metoder, skal kunne kræve erstatning for deres individuelle tab, især når der er tale om spredte tab, hvor omkostningsrisikoen måske ikke står i forhold til det lidte tab;

2.  noterer sig den amerikanske højesterets indsats for at undgå unødvendige retssager og misbrug af den amerikanske gruppesøgsmålsordning(8) og understreger, at EU skal afstå fra at indføre en gruppesøgsmålsordning i stil med den amerikanske eller enhver anden ordning, som ikke respekterer europæiske retstraditioner;

3.  glæder sig over medlemsstaternes bestræbelser på at styrke rettighederne for ofre for ulovlig adfærd ved at indføre lovgivning, der skal gøre det lettere at opnå erstatning og samtidig forhindre, at der opstår en kultur med misbrug af retssager, men anerkender samtidig, at de nationale kollektive klageordninger varierer meget, navnlig hvad angår anvendelsesområde og proceduremæssige forhold, hvilket kan undergrave borgernes udøvelse af deres rettigheder;

4.  glæder sig over Kommissionens arbejde for en sammenhængende europæisk tilgang til kollektive retsmidler og anmoder Kommissionen om i sin konsekvensanalyse at påvise, at der, under hensyn til nærhedsprincippet, er behov for tiltag på EU-plan for at forbedre EU's nuværende lovgivningsramme for at sikre, at ofre for overtrædelser af EU-retten kan få erstatning for de tab, de lider, og dermed bidrage til, at forbrugernes tillid øges og til, at det indre marked kan fungere bedre;

5.  fremhæver de mulige fordele ved kollektive søgsmål med hensyn til lavere omkostninger og større retssikkerhed for såvel sagsøgere som sagsøgte og retssystemet, idet man derved undgår parallelle søgsmål for lignende fordringer;

6.  mener, at offentlig håndhævelse med hensyn til konkurrencen er af afgørende betydning for gennemførelsen af traktaternes bestemmelser, den fulde opfyldelse af EU's målsætninger og sikringen af Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders håndhævelse EU's konkurrenceret;

7.  minder om, at det for øjeblikket kun er medlemsstaterne, der vedtager nationale lovbestemmelser om størrelsen af den kompensation, der kan ydes; bemærker endvidere, at håndhævelsen af den nationale lovgivning ikke må forhindre en ensartet anvendelse af EU-retten;

8.  opfordrer Kommissionen til en grundig gennemgang af det relevante retsgrundlag for foranstaltninger inden for kollektive retsmidler;

9.  bemærker, at de foreliggende oplysninger, navnlig en undersøgelse udført i 2008 for Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse om evaluering af effektiviteten og virkningerne af kollektive klagemekanismer i EU (Evaluation of the effectiveness and efficiency of collective redress mechanisms in the EU), indikerer, at ingen af de eksisterende kollektive klagemekanismer i EU har fået uforholdsmæssige økonomiske konsekvenser;

Gældende EU-lovgivning og forbud

10.  bemærker, at der allerede findes håndhævelsesmekanismer for individuelle sager på EU-plan, f.eks. direktiv 2008/52/EF om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område og forordning (EF) nr. 805/2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav, og er af den opfattelse, at navnlig forordning (EF) nr. 861/2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure giver adgang til domstolene ved at forenkle grænseoverskridende retssager og nedbringe omkostningerne til disse, hvor der er tale om krav på under 2 000 EUR, men bemærker, at denne lovgivning ikke er udformet med det formål at give effektiv adgang til domstolene i sager, hvor et stort antal ofre lider samme skade;

11.  er af den opfattelse, at forbud ligeledes spiller en vigtig rolle i forbindelse med beskyttelsen af borgernes og virksomhedernes rettigheder i henhold til EU-lovgivningen, og mener, at de mekanismer, der er indført i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse(9) samt direktiv 2009/22/EF om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser, kan forbedres betydeligt med henblik på at fremme samarbejde og forbud i grænseoverskridende sager;

12.  er af den opfattelse, at det især inden for miljøsektoren er nødvendigt at øge mulighederne for at anvende retsmidler i form af forbud; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan sådanne forbud kan udvides til at omfatte denne sektor;

13.  mener, at der i forbindelse med forbud bør fokuseres på beskyttelse af både individuelle og almene interesser, og maner til forsigtighed i forbindelse med udvidelse af adgangen til domstolene for organisationer, eftersom sådanne ikke bør have lettere adgang til domstolene end enkeltpersoner;

14.  opfordrer derfor Kommissionen til at styrke og øge effektiviteten af de eksisterende instrumenter såsom direktiv 98/27/EF om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser og forordning (EF) nr. 2006/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse i EU; understreger ikke desto mindre, at hverken direktiv 98/27/EF eller forordning (EF) nr. 2006/2004 giver forbrugere mulighed for at opnå erstatning for de tab, som de lider;

En retligt bindende horisontal ramme og garantier

15.  er af den opfattelse, at adgangen til domstolene gennem kollektive retsmidler falder ind under retsplejereglerne, og er bekymret for, at ukoordinerede EU-initiativer inden for kollektive retsmidler vil føre til en fragmentering af de nationale retspleje- og erstatningsregler, hvilket vil svække og ikke styrke adgangen til domstolene i EU; anmoder, for det tilfælde at det efter grundige overvejelser bliver besluttet, at et EU-system for kollektive retsmidler er nødvendigt og ønskeligt, om, at et eventuelt forslag vedrørende kollektive retsmidler får form af en horisontal ramme med et fælles sæt principper, der gennem kollektive retsmidler giver en ensartet adgang til domstolene i EU og især, men ikke udelukkende omhandler krænkelser af forbrugernes rettigheder;

16.  understreger behovet for at tage behørigt hensyn til de enkelte medlemsstaters retstraditioner og lovgivning og øge koordineringen af ​​god praksis mellem medlemsstaterne, og mener, at arbejdet med en EU-ordning, der skaber reelle lettelser for både forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder, ikke bør give anledning til forsinkelser i vedtagelsen af ​​den horisontale ramme;

17.  understreger, at enhver retligt bindende horisontal ramme skal omfatte de centrale aspekter af det, der forstås ved at opnå erstatning kollektivt; understreger endvidere, at navnlig processuelle og internationalprivatretlige spørgsmål skal gælde for kollektive søgsmål i almindelighed, uanset hvilken sektor der er tale om, mens der f.eks. i særskilte artikler eller kapitler i selve det horisontale instrument eller i et særskilt retligt instrument parallelt med eller efter vedtagelsen af det horisontale instrument kan fastsættes et begrænset antal regler, der har relevans for forbrugerbeskyttelsen eller konkurrenceretten, og som omhandler spørgsmål som f.eks. den potentielle bindende virkning af beslutninger truffet af nationale konkurrencemyndigheder;

18.  mener, at det individuelle tab spiller en central rolle i forbindelse med beslutninger om at anlægge sag, da størrelsen heraf uvægerligt ses i forhold til en retssags potentielle omkostninger; minder derfor Kommissionen om behovet for, at en horisontal ramme for kollektive retsmidler bliver effektiv og rentabel for alle parter, og er af den opfattelse, at man i forbindelse med de nationale procedurebestemmelser i medlemsstaterne kan anvende forordning (EF) nr. 861/2007 om en europæisk småkravsprocedure som referenceramme for kollektive retsmidler i sager, hvor erstatningskravet ikke overstiger loftet i denne forordning;

19.  mener, at kollektive søgsmål i henhold til en horisontal ramme kan være til gavn i de fleste tilfælde, hvor sagsøgte og de repræsenterede ofre ikke har hjemsted i den samme medlemsstat (en grænseoverskridende dimension), og når de rettigheder, der hævdes at være blevet tilsidesat, følger af EU-lovgivningen (overtrædelse af EU-retten); opfordrer til yderligere undersøgelser af, hvordan retsmidlerne kan forbedres ved krænkelser af national lovgivning, som kan få omfattende grænseoverskridende konsekvenser;

20.  gentager, at der skal indføres garantier inden for det horisontale instrument for at undgå urimelige krav og misbrug af kollektive retsmidler, så man sikrer fair retssager, og understreger, at sådanne garantier bl.a. skal omfatte følgende punkter:

21.  foreslår, såfremt Kommissionen forelægger et forslag til en horisontal ramme for kollektive retsmidler, at der bør vedtages et princip om opfølgende handling, hvorved privat håndhævelse i henhold til kollektive retsmidler kun kan gennemføres, hvis Kommissionen eller en national konkurrencemyndighed har truffet forudgående afgørelse om overtrædelse; konstaterer, at et princip om efterfølgende handling ikke udelukker muligheden for i en retsakt både at have enkeltstående og efterfølgende søgsmål;

22.  opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan forbrugernes kendskab til kollektive klageordninger kan øges, og hvordan samarbejdet mellem de enheder, der er kvalificerede til at anlægge kollektive søgsmål, kan fremmes; understreger, at forbrugerorganisationer og Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre (ECC-Net) kan spille en afgørende rolle i arbejdet med at viderebringe oplysningerne til så mange ofre for overtrædelser af EU-retten som muligt;

23.  understreger, at mange af de overtrædelser af EU-retten, Kommissionen har identificeret i forbindelse med EU's forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger, kræver øgede muligheder for forbud(10), men erkender samtidig, at et forbud ikke er tilstrækkeligt, når en part har lidt skade og har ret til erstatning; anmoder Kommissionen om at få fastlagt, i relation til hvilken EU-lovgivning det er vanskeligt at opnå erstatning;

24.  mener, at det bør gøres for at identificere de områder, hvor den horisontale ramme kan give mulighed for kollektiv erstatning for overtrædelser af den pågældende lovgivning og for overtrædelser af EU's konkurrenceregler; opfordrer til, at den relevante EU-lovgivning opregnes i et bilag til det horisontale instrument;

Alternativ tvistbilæggelse

25.  understreger, at alternative tvistbilæggelsesmekanismer ofte afhænger af forhandlerens vilje til at samarbejde, og mener, at eksistensen af en effektiv ordning for klager ved domstolene ville fungere som et kraftigt incitament for parterne til at nå til enighed uden om domstolene, og at dette kunne resultere i, at et væsentligt antal tvister undgås; opfordrer til, at der indføres ordninger med alternativ tvistbilæggelse på EU-plan, således at tvister kan løses hurtigt og billigt som et mere attraktivt alternativ til retssager, og foreslår, at dommere, der udfører den forudgående antagelighedskontrol i forbindelse med kollektive søgsmål, ligeledes bør gives beføjelse til at pålægge de involverede parter først at forsøge at indgå et kollektivt forlig, inden der skrides til kollektive søgsmål; mener, at de kriterier, Domstolen har opstillet(11), bør være udgangspunktet for indførelsen af en sådan beføjelse; understreger imidlertid, at disse instrumenter (som navnet antyder) skal forblive et alternativ til retsmidler, ikke en forhåndsbetingelse derfor;

Domstolskompetence og lovvalgsregler

26.  understreger, at en horisontal ramme selv bør indeholde regler med henblik på at forhindre kapløb til domstolene (»forum shopping«), men at mulighederne for domstolsprøvelse ikke må forringes, og at Bruxelles I-forordningen bør anvendes som udgangspunkt for beslutningen om, hvilke domstole der bør være kompetente;

27.  opfordrer til, at det undersøges nærmere, hvordan lovvalgsreglerne kan ændres; mener, at en løsning kunne være at anvende lovgivningen i det land, hvor flertallet af de skadelidte har hjemsted, idet det fortsat bør stå de enkelte skadelidte frit for ikke at deltage i det kollektive opt-in-søgsmål, men i stedet forsøge at opnå erstatning individuelt i overensstemmelse med de generelle internationalprivatretlige regler i Bruxelles I-, Rom I- og Rom II-forordningen;

28.  understreger, at Kommissionen ifølge Domstolens dom i sag C-360/09, Pfleiderer, skal sikre, at kollektive retsmidler ikke skader effektiviteten af reglerne for bødefritagelse og -nedsættelse og af bilæggelsesproceduren;

Almindelig lovgivningsprocedure

29.  insisterer på, at Europa-Parlamentet inden for rammerne af den almindelige lovgivningsprocedure skal involveres i ethvert lovgivningsinitiativ vedrørende kollektive retsmidler, og at ethvert forslag skal være baseret på en detaljeret konsekvensanalyse;

o
o   o

30.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og arbejdsmarkedets parter på EU-plan.

(1) EUT L 110 af 1.5.2009, s. 30. (2) EUT C 117 E af 6.5.2010, s. 161. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0023. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0449. (5) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0361. (6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 1), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (EUT L 399 af 30.12.2006, s. 1) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (EUT L 143 af 30.4.2004, s. 15). (7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (EUT L 136 af 24.5.2008, s. 3). (8) Wal-Mart Stores Inc. v. Dukes et al. 564 U. S. xxx (2011). (9) EUT L 364 af 9.12.2004, s.1. (10) Jf. undersøgelse af forbrugernes problemer med at opnå erstatning ved overtrædelser af forbrugerbeskyttelseslovgivningen og de økonomiske konsekvenser heraf, 26. august 2008, 1. del: hovedrapport, s. 21 ff. (11) Dom af 18. marts 2010 i forenede sager C-317/08, C-318/08, C-319/08 og C-320/08, Alassini, (foreligger endnu ikke i Sml.).