Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig dennes tredje del, afsnit V, kapitel 4, med titlen »Retligt samarbejde i straffesager«,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig afsnit VI om retfærdighed i retssystemet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. september 2011 »På vej mod en EU-politik på det strafferetlige område: Strafferetlig lovgivning til sikring af en effektiv gennemførelse af EU's politikker« (COM(2011)0573),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 30. november 2009 om modelbestemmelser til brug for Rådets drøftelser om strafferet,

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om organiseret kriminalitet i Den Europæiske Union(1),

–  der henviser til sin henstilling af 7. maj 2009 til Rådet om udvikling af et EU-område for strafferetspleje(2),

–  der henviser til sine undersøgelser »Harmonization of criminal law in the EU«(3) og »Development of an EU criminal justice area«(4),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0144/2012),

A.  der henviser til, at Unionen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) skal sikre borgerne et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser, hvor der er fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedrørende bl.a. forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet;

B.  der henviser til, at Parlamentet og Rådet i overensstemmelse med artikel 83 i TEUF kan fastsætte minimumsregler for, hvad der skal anses for strafbare handlinger, samt for straffene herfor;

C.  der henviser til, at der med artikel 83, stk. 3, i TEUF samtidig indføres en nødbremseprocedure, hvis et medlem af Rådet finder, at den foreslående lovgivningsforanstaltning vil berøre grundlæggende aspekter af dets strafferetlige system, hvorved det anerkendes, at strafferetten ofte afspejler et givet samfunds grundlæggende værdier, sædvaner og valg, selv om foranstaltningen til fulde respekterer international menneskerettighedslovgivning;

D.  der henviser til, at subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne, som er omhandlet i artikel 5 i TEU, derfor er særlig relevante i forbindelse med lovgivningsforslag om strafferet;

E.  der henviser til, at medlemsstaternes strafferets- og strafferetsplejesystemer er udviklet gennem århundreder, at hvert land har sin helt særlige udformning og sit helt særlige særpræg, og at de centrale områder af strafferetten som konsekvens heraf skal overlades til medlemsstaterne;

F.  der henviser til, at princippet om gensidig anerkendelse vinder indpas på stadig flere politikområder, særlig hvad angår domme og retsafgørelser, og at det er et princip, som forudsætter gensidig tillid, hvilket igen kræver, at beskyttelsesstandarder harmoniseres på så højt niveau som muligt;

G.  der henviser til, at en harmonisering af strafferetten i Unionen bør bidrage til, at der udvikles en fælles retlig kultur i EU til bekæmpelse af kriminalitet, som supplerer, men ikke erstatter nationale retlige traditioner og positivt indvirker på den gensidige tillid blandt EU-medlemsstaternes retssystemer;

H.  der henviser til, at strafferetten bør udgøre et sammenhængende lovgivningssystem styret af et sæt grundlæggende principper og standarder for god regeringsførelse i fuld respekt for Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, den europæiske menneskerettighedskonvention og andre internationale menneskeretlige konventioner, som medlemsstaterne har undertegnet;

I.  der henviser til, at strafferetten - eftersom denne - ud over den strafferetlige efterforsknings mulige stigmatiserende effekt - i sagens natur er i stand til at begrænse visse menneskerettigheder og grundlæggende friheder for mistænkte, anklagede eller dømte personer, og en overdreven brug af straffelovgivningen medfører et fald i effektiviteten - bør anvendes som en sidste udvej (»ultima ratio«), idet den tager sigte på en klart defineret og afgrænset adfærd, der ikke kan bekæmpes effektivt ved mindre strenge foranstaltninger, og som medfører væsentlig skade for samfund og enkeltpersoner;

J.  der henviser til, at Unionens straffelovgivning generelt kun bør fastsætte straf for handlinger, der er begået forsætligt, eller under særlige omstændigheder for handlinger, hvor der er udvist grov uagtsomhed, og skal baseres på princippet om individuel skyld (»nulla poena sine culpa«), selv om det accepteres, at det i nogle tilfælde kan begrundes at drage juridiske personer til ansvar ved visse typer af lovovertrædelser;

K. der henviser til, at de elementer, der indgår i den strafbare handling, i overensstemmelse med »lex certa«-kravet skal formuleres præcist for at sikre forudsigelighed, for så vidt angår den strafbare handlings anvendelse, rækkevidde og betydning;

L.  der henviser til, at medlemsstaterne, hvad direktiver angår, beholder en vis skønsmargen med hensyn til, hvorledes bestemmelserne skal omsættes til national ret, hvilket betyder, at ikke kun selve EU-lovgivningen, men også dens omsætning til national ret skal være af højeste kvalitet for at opfylde »lex certa«-kravet;

M.  der henviser til, at indførelsen af EU-strafferetlige bestemmelser ikke bør begrænses til området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, men kan vedrøre mange forskellige politikområder;

N.  der henviser til, at Unionen ofte har udviklet strafferetlige bestemmelser på ad hoc-basis og dermed skabt behov for øget sammenhæng;

O.  der henviser til, at der er behov for, at Parlamentet udvikler sine egne procedurer for sammen med medlovgiveren at sikre en sammenhængende strafferet af højeste kvalitet;

P.  der henviser til, at der for at lette samarbejdet på det strafferetlige område mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet kræves en interinstitutionel aftale;

Q.  der henviser til, at Unionen i henhold til artikel 67, stk. 1, i TEUF skal være et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der respekterer de grundlæggende rettigheder og medlemsstaternes forskellige retssystemer og traditioner;

1.  understreger, at forslagene om europæiske materielle strafferetlige bestemmelser til fulde bør respektere subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne;

2.  erindrer om, at strafferetten fuldt ud skal respektere mistænkte, tiltalte eller dømte personers grundlæggende rettigheder;

3.  fremhæver, at det i denne forbindelse ikke er tilstrækkeligt at henvise til abstrakte begreber eller symbolske virkninger, men at behovet for nye materielle strafferetlige bestemmelser skal dokumenteres ved hjælp af nødvendige beviser, der gør det klart:

4.  anerkender vigtigheden af de andre generelle strafferetlige principper, bl.a.:

5.  glæder sig over, at Kommissionen i sin nylige meddelelse om en EU-strafferetspolitik anerkender, at det første skridt i den strafferetlige lovgivning altid bør være at tage stilling til, hvorvidt der skal indføres materielle strafferetlige foranstaltninger overhovedet;

6.  tilskynder Kommissionen til at foreslå foranstaltninger til fremme af en mere ensartet og sammenhængende håndhævelse på nationalt plan af de eksisterende bestemmelser i EU's materielle strafferet, med forbehold for principperne om nødvendighed og subsidiaritet;

7.  understreger, at der bør foreslås harmoniseringstiltag hovedsageligt med henblik på at støtte anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i praksis snarere end blot at udvide anvendelsesområdet for EU's harmoniserede strafferet;

8.  opfordrer Kommissionen til i sine konsekvensanalyser fortsat at medtage en nødvendigheds- og proportionalitetstest, at trække på medlemsstaternes bedste praksis med hensyn til et højt niveau for processuelle rettigheder, at medtage en evaluering, der er baseret på Kommissionens tjekliste for grundlæggende rettigheder, og indføre en test, der viser, hvorledes dens forslag afspejler de førnævnte overordnede strafferetlige principper;

9.  understreger behovet for at skabe fælles minimumsstandarder på det højest mulige niveau for beskyttelse af mistænkte og tiltalte i forbindelse med straffesager for at styrke den gensidige tillid;

10.  tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til også at overveje ikke-lovgivningsmæssige tiltag, der kan forbedre tilliden mellem forskellige retssystemer i medlemsstaterne, øge sammenhængen og tilskynde til udvikling af en fælles retlig kultur i Unionen til bekæmpelse af kriminalitet;

11.  understreger behovet for en mere sammenhængende EU-tilgang af høj kvalitet til strafferetten og beklager den hidtidige fragmenterede tilgang;

12.  glæder sig over, at der i Kommissionen er nedsat en koordineringsgruppe vedrørende strafferet på tværs af tjenestegrenene, og anmoder Kommissionen om at give Parlamentet mere specifikke oplysninger om dens mandat og funktion;

13.  opfordrer til, at der i Kommissionen er et klart ansvarsområde for koordineringen af alle forslag indeholdende strafferetlige bestemmelser for på den måde at sikre en sammenhængende tilgang;

14.  glæder sig over, at Rådet har nedsat en gruppe vedrørende materiel strafferet og anmoder Rådet om at give Parlamentet specifikke oplysninger om, hvorledes denne gruppe fungerer i forhold til Rådets andre arbejdsgrupper vedrørende strafferetlige bestemmelser på andre politikområder end retlige og indre anliggender;

15.  opfordrer til en interinstitutionel aftale om principperne og arbejdsmetoderne vedrørende forslag til EU's fremtidige materielle strafferetlige bestemmelser og opfordrer Kommissionen og Rådet til at nedsætte en interinstitutionel arbejdsgruppe, i hvilken disse institutioner og Parlamentet kan udarbejde en sådan aftale og drøfte generelle anliggender, om nødvendigt under inddragelse af uafhængige eksperter, med henblik på at sikre sammenhæng i EU's strafferet;

16.  mener, at denne interinstitutionelle arbejdsgruppe bør hjælpe med at definere det korrekte anvendelsesområde for og den korrekte anvendelse af strafferetlige sanktioner på EU-plan og undersøge eksisterende lovgivning med henblik på at mindske den fragmentering og de kompetencekonflikter, der kendetegner den nuværende tilgang;

17.  beslutter sig for at undersøge, hvorledes en sammenhængende tilgang til EU-lovgivningen om materiel strafferet bedst kan sikres i Parlamentet, og peger i denne forbindelse på den nuværende mangel på et koordinerende udvalg samt på sin Juridiske Tjenestes vigtige potentielle rolle;

18.  understreger betydningen af at oprette en informationstjeneste i Parlamentet, som kan bistå de enkelte parlamentsmedlemmer i det daglige arbejde og således sikre kvaliteten af Parlamentets arbejde som medlovgiver;

19.  påpeger, at en sammenhængende tilgang kræver, at Parlamentet, inden det vedtager et lovgivningsforslag om materiel strafferet, har en juridisk analyse af forslaget til sin rådighed, som viser, om alle de krav, der er nævnt i denne beslutning, er blevet fuldt opfyldt, eller hvilke forbedringer der fortsat er nødvendige;

20.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes nationale parlamenter og Europarådet.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0459. (2) EUT C 212 E af 5.8.2010, s. 116. (3) http://www.europarl.europa.eu/committees/en/studiesdownload.html?languageDocument=EN&file=30499 (4) http://www.europarl.europa.eu/committees/en/studiesdownload.html?languageDocument=EN&file=30168