Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2012/2658(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B7-0235/2012

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 24/05/2012 - 10.2
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2012)0221

Vedtagne tekster
PDF 133kWORD 51k
Torsdag den 24. maj 2012 - Strasbourg
Situationen i Ukraine, sagen om Julia Timosjenko
P7_TA(2012)0221RC-B7-0235/2012

Europa-Parlamentets beslutning af 24. maj 2012 om Ukraine (2012/2658(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Ukraine, særlig beslutningerne af 9. juni 2011(1), 27. oktober 2011(2) og 1. december 2011(3),

–  der henviser til Den Parlamentariske Forsamling Euronests beslutning af 3. april 2012 om Julia Timosjenkos situation,

–  der henviser til den højtstående repræsentant Catherine Ashtons erklæring af 26. april 2012 om Julia Timosjenkos situation,

–  der henviser til udtalelse af 4. maj 2012 fra Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen med ansvar for sport, om EM i fodbold 2012,

–  der henviser til erklæring af 9. maj 2012 fra Polens præsident Bronislaw Komorowski, ifølge hvilken EM i fodbold 2012 skulle gennemføres,

–  der henviser til statusrapport af 15. maj 2012 om implementeringen af EU's naboskabspolitik i Ukraine(4),

–  der henviser til konklusionerne fra mødet den 15. maj 2012 i Samarbejdsrådet EU-Ukraine,

–  der henviser til fælleserklæringen fra det østlige partnerskabs topmøde i Prag den 7. maj 2009,

–  der henviser til afslutningen af forhandlingerne mellem EU og Ukraine om en associeringsaftale, herunder forhandlingerne om et vidtgående og omfattende frihandelsområde, og paraferingen af denne aftale,

–  der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Ukraine, der trådte i kraft den 1. marts 1998(5), og til de igangværende forhandlinger om den associeringsaftale, som skal afløse partnerskabs- og samarbejdsaftalen,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at Ukraine er et land af strategisk betydning for EU; der henviser til, at Ukraines størrelse, ressourcer, befolkning og geografiske placering giver landet en særlig stilling i Europa og gør det til en vigtig regional aktør, som har betydelig indflydelse på sikkerheden, stabiliteten og velstanden på hele kontinentet, og at det derfor bør påtage sig sin del af det politiske ansvar;

B.  der henviser til betydningen af, at Ukraine overholder menneskerettighederne, borgerrettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og efterlever retsstatsprincippet, herunder sikrer adgangen til en retfærdig, upartisk og uafhængig rettergang, samt at det fokuserer på interne reformer, som forudsætninger for en videreudvikling af forbindelserne mellem EU og Ukraine;

C.  der henviser til, at undertegnelsen af en associeringsaftale mellem EU og Ukraine, herunder en aftale om et vidtgående og bredt frihandelsområde, vil være vigtig for Ukraines europæiske perspektiv; der henviser til, at jo mere Ukraine deler fælles værdier med EU, og jo mere det gennemfører reformer i denne aftales ånd, desto tættere vil dets forbindelser gradvist blive med EU; der henviser til, at det endvidere er af stor betydning for EU, at området med retsstatsforhold og velstand udvides ud over dets grænse mod øst, der for en stor dels vedkommende udgøres af grænsen til Ukraine;

D.  der henviser til, at Ukraine endnu mangler at gennemføre en omfattende reform af dele af retsvæsenet og at træffe foranstaltninger til at sikre respekten for retsstatsprincippet i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning, herunder princippet om en retfærdig, upartisk og uafhængig rettergang, der påpeger, at disse reformer skal gennemføres i tæt samarbejde med Venedigkommissionen; der henviser til, at der den 26. juni 2012 forventes en afgørelse i den kassationsappel, Julia Timosjenko har indgivet mod den afgørelse, der blev truffet af distriktsdomstolen i Petjersk i Kiev;

E.  der finder, at dommen på syv års fængsel til Ukraines tidligere premierminister, Julia Timosjenko, der blev afsagt den 11. oktober 2011, og retssagerne imod andre højtstående medlemmer af den tidligere regering, ikke kan accepteres og er et udtryk for selektiv justits; der påpeger, at der er konstateret alvorlige mangler med hensyn til domstolenes uafhængighed, og at der er et behov for en reform af alle aspekter af retsprocessen: rejsning af tiltale, retssag, domsafsigelse, tilbageholdelse og appelmuligheder:

F.  der henviser til, at EU fortsat lægger vægt på nødvendigheden af at udvise respekt for retsstatsprincippet, herunder ved retfærdig, upartisk og uafhængig rettergang, og samtidig undgå at give næring til enhver opfattelse af, at retsmidlerne anvendes selektivt; der henviser til, at EU navnlig tillægger disse principper stor betydning i et land, som aspirerer efter at indgå i et tættere aftalebaseret forhold baseret på en politisk associering;

G.  der påpeger, at korruption og magtmisbrug fortsat er vidt udbredt i Ukraine og nødvendiggør en utvetydig reaktion fra myndighedernes side i form af retsforfølgning af de ansvarlige; der påpeger, at retsforfølgning og efterforskning skal foregå på upartisk og uafhængig vis og ikke må anvendes til politiske formål;

H.  der henviser til, at den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, der har overvåget retssagen mod Julia Timosjenko, i sin foreløbige rapport har peget på nogle grundlæggende mangler ved det ukrainske strafferetssystem, der har haft en negativ indvirkning på beskyttelsen af de individuelle menneskerettigheder og retsstatsprincippet;

I.  der påpeger, at det europæiske perspektiv for Ukraine skal være baseret på en politik med systematiske og irreversible reformer på en række vigtige institutionelle, politiske, økonomiske og sociale områder; der henviser til, at der allerede er blevet gennemført eller er ved at blive gennemført væsentlige reformer, men at det er nødvendigt at indføre endnu flere; der henviser til, at associeringsaftalen vil udstyre Ukraine med et yderst vigtigt moderniseringsværktøj og en køreplan for landets interne nationale reformer samt et redskab til national forsoning, som vil hjælpe landet med at overvinde de nuværende negative tendenser, slå bro over eksisterende kløfter i det ukrainske samfund og samle det om målet vedrørende det europæiske perspektiv på grundlag af værdierne om demokrati, retsstatsprincipper, menneskerettigheder og god regeringsførelse;

J.  der henviser til, at Ukraine i fællesskab med Polen i juni er vært for EM i fodbold 2012; der henviser til, at flere højtstående europæiske politikere på nuværende tidspunkt har meddelt, at de ikke vil overvære kampe, der finder sted i Ukraine, men ikke har opfordret til en boykot af EM-kampene;

1.  fremhæver, at en af Parlamentets hovedmålsætninger på det udenrigspolitiske område er at udbygge og fremme forbindelserne med Ukraine og styrke den europæiske naboskabspolitik, der har til formål at fremme de pågældende landes politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser med EU og dets medlemsstater; understreger, at undertegnelse og ratifikation af ​​associeringsaftalen og en effektiv gennemførelse heraf vil kræve forbedringer af menneskerettighedssituationen, herunder afkriminalisering af politiske beslutninger i en reformeret straffelov, retsstatsforholdene og demokratiets forankring, hvor undertrykkelsen af ​​den politiske opposition bringes til ophør og der afholdes frie, retfærdige og gennemsigtige valg;

2.  understreger, at de nuværende problemer i forholdet mellem Ukraine og EU kun kan løses, hvis de ukrainske myndigheder udviser klar vilje til at foretage og gennemføre de nødvendige reformer, især af lovgivningen og retsvæsenet, med henblik på at sikre fuld overholdelse af principperne om demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, mindretallenes rettigheder og retsstatsprincippet; opfordrer EU's institutioner, Europarådet og sidstnævntes Venedigkommission til at give denne reformproces aktiv og effektiv støtte;

3.  giver endnu en gang udtryk for sin bekymring over retssagerne mod tidligere og nuværende højtstående regeringsmedlemmer, der ikke er blevet gennemført i overensstemmelse med europæiske standarder for retfærdighed, upartiskhed, gennemsigtighed og uafhængighed; kræver betingelsesløs løsladelse af alle fanger, der er idømt politisk motiverede domme, herunder oppositionsledere;

4.  beklager domfældelsen af den tidligere premierminister Julia Timosjenko; understreger, at en styrkelse af retsstaten og et uafhængigt retsvæsen samt påbegyndelsen af en troværdig bekæmpelse af korruption er af afgørende betydning, ikke blot for en udbygning af forbindelserne mellem EU og Ukraine, men også for konsolideringen af demokratiet i Ukraine;

5.  opfordrer de ukrainske myndigheder til at sondre mellem politisk og strafferetligt ansvar og ændre den gældende straffelov i overensstemmelse hermed; understreger, at den demokratiske kamp om politiske spørgsmål skal finde sted i parlamentet og med deltagelse af vælgerne ved frie valg og ikke må ødelægges ved personligt eller politisk motiverede strafforfølgning og manipulerede domme i straffesager;

6.  opfordrer de ukrainske myndigheder til at kaste lys over situationen for fanger, der er idømt politisk motiverede domme, inden valgkampagnens start;

7.  opfordrer de ukrainske myndigheder til at garantere upartiskhed og gennemsigtighed i Timosjenkos appelsag i overensstemmelse med de standarder og praksisser for retfærdige retsprocesser, der er gængs i Europa, og kræver, at anvendelsen af selektiv retsforfølgning rettet mod politiske og andre modstandere bringes til ophør; beklager, at den højeste ukrainske domstol for straffe- og civilretlige sager (High Specialized Court of Ukraine on Criminal and Civil Cases) har udsat sin afgørelse i Julia Timosjenkos appelsag om kassation af dommen fra distriktsdomstolen i Petjersk i Kiev; bemærker, at behandlingen af Julia Timosjenkos appelsag er blevet udsat til den 26. juni 2012, anser denne udsættelse for beklagelig og advarer mod at trække sagsbehandlingen i langdrag;

8.  opfordrer indtrængende de ukrainske myndigheder til fuldt ud at respektere retten for alle fanger, der er idømt politisk motiverede domme, herunder Julia Timosjenko, Jurij Lutsenko og Valerij Ivasjtjenko, til at få fornøden lægehjælp i en passende institution, til at få adgang til deres advokater uden begrænsning samt til at modtage besøg af pårørende og andre personer, som f.eks. EU-ambassadøren; understreger nødvendigheden af, at Ukraine fuldt ud respekterer anklagedes og tilbageholdtes retskrav og menneskerettigheder, herunder deres ret til lægehjælp, i overensstemmelse med de internationale standarder; fordømmer fængselsvagters anvendelse af magt over for Julia Timosjenko og henviser til Ukraines forpligtelse til hurtigt og upartisk at undersøge enhver klage over tortur eller andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling;

9.  opfordrer de ukrainske myndigheder til at nedsætte et uafhængigt og upartisk internationalt panel, der skal aflægge rapport om eventuelle krænkelser af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder i sagerne vedrørende Julia Timosjenko og andre medlemmer af hendes regering; noterer sig det tilfredsstillende resultat af mødet mellem Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz, og Ukraines premierminister, Mykola Azarov, og forventer, at de ukrainske myndigheder følger op på det aftalte forslag ved at udstikke retningslinjer for en hurtig gennemførelse, der kan sikre, i samarbejde med og til støtte for lægeholdet fra Charité-klinikken, at Julia Timosjenko får den fornødne medicinske behandling, og at der ved en autoritativ og kompetent EU-repræsentants mellemkomst sikres retlig kontrol med appel- og kassationssagen samt med fremtidige retssager for den forhenværende ukrainske premierminister;

10.  hilser det velkomment, at Julia Timosjenko efter eget valg er blevet overført fra Katjanivska-fængslet til hospitalet, og noterer sig, at hun for nylig er blevet tilset af internationale lægelige eksperter;

11.  insisterer på, at alle retssager mod tidligere og nuværende højtstående regeringsmedlemmer skal gennemføres i overensstemmelse med europæiske standarder for retfærdighed, upartiskhed, gennemsigtighed og uafhængighed; finder det forkasteligt, at de ukrainske myndigheder i strid med retsstatsprincipperne har rejst nye politisk motiverede sager mod Timosjenko og andre;

12.  tilkendegiver utilfredshed med situationen for de demokratiske frihedsrettigheder og med metoden med at bruge statslige institutioner som redskab for partipolitik og politiske hævnakter;

13.  understreger den afgørende betydning af frie, retfærdige og gennemsigtige parlamentsvalg i Ukraine senere i år, herunder af oppositionslederes ret til at deltage, og behovet for at opretholde et stærkt engagement i de demokratiske værdier og retsstatsprincippet, også i tiden mellem valg; anmoder om at blive deltager i en international valgobservationsmission til det kommende parlamentsvalg;

14.  minder de ukrainske myndigheder om behovet for omfattende reformer, der skal gennemføres korrekt for at bane vejen for Ukraines tilpasning til europæiske normer og standarder; understreger, at Ukraines tilnærmelse til EU bør bygge på dets engagement i EU's værdier og frihedsrettigheder; understreger, at en af hjørnestenene i disse standarder skal være et uafhængigt retsvæsen;

15.  understreger, at fuld respekt for menneskerettighedslovgivningen og indførelse af de grundlæggende OSCE-standarder ville styrke troværdigheden af ​​Ukraines OSCE-formandskab, som det skal varetage i 2013;

16.  udtrykker forhåbning om et vellykket EM i fodbold 2012 i Polen og Ukraine, men opfordrer samtidig alle de europæiske politikere, der agter at overvære kampene i Ukraine, til offentligt at tilkendegive deres kendskab til den politiske situation i landet og skaffe sig anledning til at besøge politiske fanger i fængslet, eller i modsat fald at deltage som privatpersoner og ikke som VIP'er;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til EU-Udenrigstjenesten Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, Ukraines præsident, regering og parlament og Europarådets og OSCE's parlamentariske forsamlinger.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0272.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0472.
(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0545.
(4) SWD(2012)0124.
(5) EFT L 49 af 19.2.1998, s. 1.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik