Europa-Parlamentet,

–  der henviser til aftalen af 1995 om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande (»New York-aftalen«, vedtaget den 4. august 1995),

–  der henviser til FAO's adfærdskodeks for et ansvarligt fiskeri, vedtaget den 31. oktober 1995,

–  der henviser til sin beslutning af 17. januar 2002 om Kommissionens grønbog om den fælles fiskeripolitiks fremtid(1),

–  der henviser til sluterklæringen fra verdenstopmødet om bæredygtig udvikling, der blev afholdt i Johannesburg fra 26. august til 4. september 2002,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om opnåelse af bæredygtighed i EU's fiskeri ved hjælp af et maksimalt bæredygtigt udbytte (COM(2006)0360) og til Parlamentets beslutning af 6. september 2007 om opnåelse af bæredygtighed i EU's fiskeri ved hjælp af et maksimalt bæredygtigt udbytte(3),

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2007 om den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter(4),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om en politik, der skal reducere uønskede bifangster og eliminere udsmid i europæisk fiskeri (COM(2007)0136) og til sin beslutning af 31. januar 2008 om denne meddelelse(5),

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 12/2011 »Har EU's foranstaltninger bidraget til at tilpasse fiskerflådernes kapacitet til de disponible fiskerimuligheder?«,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet)(6),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om den fælles fiskeripolitiks rolle i gennemførelsen af en økosystemtilgang til forvaltning af havet (COM(2008)0187) og til sin beslutning af 13. januar 2009 om den fælles fiskeripolitiks rolle i gennemførelsen af en økosystemtilgang til forvaltning af havet(7),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. september 2008 »En europæisk strategi for havforskning og maritim forskning: en sammenhængende ramme for det europæiske forskningsrum til fremme af bæredygtig udnyttelse af havene« (COM(2008)0534) og til sin beslutning af 19. februar 2009 om anvendt forskning inden for den fælles fiskeripolitik(8),

–  der henviser til sin beslutning af 24. april 2009 om styring i forbindelse med den fælles fiskeripolitik: Europa-Parlamentet, regionale rådgivende råd og øvrige aktører(9),

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) og sin beslutning af 7. maj 2009 om Parlamentets nye rolle og ansvar ved gennemførelsen af Lissabontraktaten(10),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »En bæredygtig fremtid for akvakultursektoren - Ny fremdrift til strategien for bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur« (COM(2009)0162),

–  der henviser til Kommissionens grønbog af 22. april 2009 om reform af den fælles fiskeripolitik (COM(2009)0163),

–  der henviser til sin beslutning af 25. februar 2010 om Kommissionens grønbog om reform af den fælles fiskeripolitik(11),

–  der henviser til Aichimål 6 i Nagoya-protokollen, der blev offentliggjort efter Nagoya-topmødet om biodiversitet den 18.-29. oktober 2010,

–  der henviser til Kommissionens forslag af 13. juli 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den fælles fiskeripolitik (COM(2011)0425) og Kommissionens dertil knyttede arbejdsdokument (SEC(2011)0891),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »Reform af den fælles fiskeripolitik« (COM(2011)0417),

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (COM(2011)0804),

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter (COM(2011)0416),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension (COM(2011)0424),

–  der henviser til Kommissionens rapport om rapporteringsforpligtelser i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (COM(2011)0418),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2012 om den fælles fiskeripolitiks bidrag til produktionen af offentlige goder(12),

–  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om krisen i den europæiske fiskerisektor som følge af stigende oliepriser(13),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »Europa 2020« (COM(2010)2020),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Regionaludviklingsudvalget (A7-0253/2012),

A.  der henviser til, at dette er første gang i den fælles fiskeripolitiks (FFP) historie, at Parlamentet er medlovgiver ved vedtagelsen af reformen af den fælles fiskeripolitik;

B.  der henviser til fiskerisektorens strategiske betydning for forsyningen af fisk til offentligheden og for fødevarebalancen i de forskellige medlemsstater og i EU som helhed samt dens betydelige bidrag til kystsamfundenes socioøkonomiske velfærd, til lokal udvikling, beskæftigelse, bevarelse/skabelse af økonomiske aktiviteter og arbejdspladser på forudgående og efterfølgende omsætningstrin samt til opretholdelse af lokale kulturtraditioner;

C.  der henviser til, at den fælles fiskeripolitik på trods af visse fremskridt siden reformen af den i 2002 ikke har opfyldt visse af sine vigtigste mål: mange fiskebestande overfiskes, den økonomiske situation for dele af EU-flåden er usikker på trods af støtten, arbejdspladser inden for fiskerisektoren går tabt og er uattraktive, navnlig for unge, som starter i sektoren, og situationen for mange fiskeri- og akvakulturafhængige kystsamfund er usikker;

D.  der henviser til, at den tidligere fælles fiskeripolitik dog havde en positiv virkning, idet den gjorde det muligt at genoprette visse bestande og oprette regionale rådgivende råd;

E.  der henviser til, at det i forbindelse med den fælles fiskeripolitik er vigtigt at bevare en tilgang til fiskerisektoren, der tager hensyn til den økologiske, samfundsøkonomiske dimension (de tre søjler i reformen af den fælles fiskeripolitik), så der altid sikres et kompromis mellem bestandenes tilstand i de forskellige havområder og beskyttelsen af kystsamfundenes samfundsøkonomiske struktur, som er afhængige af det kystnære fiskeri for at sikre beskæftigelse og velstand;

F.  der henviser til, at EU tegner sig for ca. 4,6 % af den globale fiske- og akvakulturproduktion, hvilket gør EU til verdens fjerdestørste producent; der henviser til, at EU alligevel importerer over 60 % af sit konsumfiskeforbrug;

G.  der henviser til, at Kommissionen på trods af, at den erkender, at der mangler videnskabelige data, anslår, at 75 % af EU's fiskebestande overfiskes, at over 60 % af bestandene i europæiske farvande fiskes ud over det maksimale bæredygtige udbytte, og at EU mister omkring 1,8 mia. euro om året i potentiel indtægt, fordi fiskeriet ikke forvaltes på en bæredygtig måde;

H.  der henviser til, at visse former for fiskeri i EU ikke desto mindre er blevet betegnet som bæredygtige, hvilket viser, at et samarbejde mellem myndigheder, fiskeribranchen og andre aktører kan føre til tilfredsstillende resultater;

I.  der henviser til, at Rådets beslutninger ifølge Kommissionen har oversteget de videnskabelige anbefalinger med gennemsnitligt 47 % siden 2003, og at 63 % af de anslåede bestande i Atlanterhavet i dag overfiskes ligesom 82 % af bestandene i Middelhavet og fire ud af seks bestande i Østersøen;

J.  der henviser til, at fiskerisektoren (herunder akvakultur), selv om 30 % af arbejdspladserne i EU's fiskeindustri forsvandt mellem 2002 og 2007 på grund af bestandenes dårlige tilstand, faldende priser som følge af billigere importerede varer og teknologiske fremskridt, stadig anslås til at have genereret en indtægt på 34,2 mia. euro om året i perioden og skabt mere end 350.000 job, både opad og nedad i sektorkæden inden for fiskeriet, forarbejdningsindustrien og afsætningsleddet, navnlig i de kystnære områder, de fjerntliggende områder og på øerne, hvor sektoren skaber »offentlige goder«, der ikke er blevet ordentligt indregnet; der henviser til, at flådernes fiskekapacitet på trods af de tabte arbejdspladser er øget betydeligt på grund af de teknologiske fremskridt;

K.  der henviser til, at de foreliggende oplysninger om den europæiske fiskerflådes faktiske kapacitet ikke er pålidelig, fordi der ikke er taget højde for den teknologiske udvikling, og fordi medlemsstaterne ikke indberetter oplysningerne om flådernes kapacitet korrekt;

L.  der henviser til, at indtægter og lønninger for de beskæftigede inden for fiskeriet og fiskeindustrien er usikre som følge af den måde, som fisk markedsføres på, og som prisdannelsen foregår på ved det første salg, samt af fiskeriets uregelmæssige karakter, hvilket indebærer, at det er nødvendigt at bibeholde tilstrækkelig støtte fra nationale myndigheder og EU til sektoren;

M.  der henviser til, at ikke-industrielt fiskeri og fiskeri i lille målestok, herunder skaldyrsfiskeri og øvrige aktiviteter inden for den traditionelle og ekstensive akvakultur, på den ene side og det storstilede, mere industrielt prægede fiskeri på den anden side har meget forskellige karaktertræk, hvilket også gælder for fiskeflåder forskellige steder i EU uanset fartøjernes størrelse; der henviser til, at hensigtsmæssige forvaltningsinstrumenter ikke kan indpasses i en fælles model, og at forskellige flåder derfor skal behandles forskelligt;

N.  der henviser til, at reformen af den fælles fiskeripolitik skal sikre den fremtidige overlevelse og velstand for det ikke-industrielle fiskeri og de kystområder, herunder randområder, der er stærkt afhængige af fiskeriet og derfor kan have midlertidigt behov for samfundsøkonomisk støtte under den nye fælles fiskeripolitik, idet dette dog ikke må føre til en stigning i den samlede flådekapacitet;

O.  der henviser til. at det er nødvendigt at inddrage repræsentanter fra det industrielle og ikke-industrielle fiskeri samt fra akvakultursektoren i udformningen og udviklingen af den nye fælles fiskeripolitik;

P.  der henviser til, at kvinder spiller en afgørende rolle i forarbejdningsindustrien og akvakultursektoren, ved udøvelse af hjælpefunktioner og administrative opgaver samt ved indsamling af skaldyr; der henviser til, at de også, om end i mindre omfang, er aktive i fangstsektoren; der henviser til, at dette vigtige bidrag imidlertid meget ofte ikke bliver behørigt anerkendt og belønnet;

Q.  der henviser til Lissabon-traktatens bestemmelse om sammenhæng i EU's politikker, herunder i reformen af den fælles fiskeripolitik;

R.  henviser til, at fiskevarer og akvakulturprodukter spiller en vigtig rolle i menneskers kost, både i Europa og resten af verden, som kilde til proteinrig sund mad;

S.  der henviser til, at skolebørn allerede tidligt bør lære om de mange forskellige fiskearter, der er til rådighed, og om sæsonerne for disse arter;

T.  der henviser til, at forbrugerne skal informeres løbende om de mange forskellige arter, der er til rådighed, for at mindske presset på bestemte bestande;

U.  der henviser til, at den fælles fiskeripolitik bør kunne selvfinansieres, navnlig de afgørelser og foranstaltninger, der træffes i henhold til den;

REFORMENS MÅL
Miljømæssig bæredygtighed
Foranstaltninger til bevarelse af levende marine ressourcer

1.  mener, at enhver fiskeripolitiks vigtigste mål er at sikre forsyningen med fisk til befolkningen og kystsamfundenes udvikling og dermed fremme beskæftigelsen og forbedre fiskernes levevilkår, samtidig med at beskyttelsen af fiskebestandene sikres på et bæredygtigt niveau;

2.  mener, at der er behov for en grundig og ambitiøs reform af den fælles fiskeripolitik (fiskeriet og akvakultursektoren), hvis EU skal sikre den langsigtede miljømæssige bæredygtighed, som er en forudsætning for at sikre EU's fiskerisektors økonomiske og sociale levedygtighed; understreger nødvendigheden af en bedre samordning mellem den reformerede politik og andre EU-politikker som samhørighedspolitikken, miljøpolitikken, landbrugspolitikken og udenrigspolitikken og af, at fremtidige internationale bæredygtige fiskeriaftaler er i overensstemmelse med den; erindrer i denne forbindelse om betydningen af værktøjer som den integrerede havpolitik eller den makroregionale metode, som kan sikre en højere grad af integration;

3.  understreger, at enhver fiskeripolitik bør tage hensyn til de mange sociale, miljømæssige og økonomiske dimensioner, hvilket forudsætter en integreret og harmoniseret tilgang, som er uforenelig med en indfaldsvinkel, der ordner disse i henhold til på forhånd fastlagte prioriteter;

4.  fremhæver, at EU's fiskeri og akvakultursektor med en ordentlig forvaltning under hensyntagen til en overordnet bæredygtighed kunne yde et større bidrag til det europæiske samfunds behov med hensyn til fødevaresikkerhed og -kvalitet, beskæftigelse, miljøbeskyttelse og opretholdelse af dynamiske og diversificerede fisker- og kystsamfund

5.  anerkender, at fiskeri har skabt beskæftigelse til mange ofte økonomisk sårbare samfund langs Europas kyster gennem mange generationer; mener, at alle disse samfund uanset størrelse fortjener beskyttelse under EU's fiskeripolitik, og at det historiske bånd mellem samfundene og de farvande, de historisk har fisket i, skal bevares,

6.  mener, at der i henhold til konditionalitetsprincippet bør være incitamenter for fiskere og skaldyrsfiskere, som fisker bæredygtigt ved hjælp af miljømæssigt bæredygtige, lavt påvirkende og selektive fangstredskaber og fangstmetoder, for at sikre en udbredt anvendelse af sådanne fangstmetoder og en bæredygtig udvikling i kystsamfundene; mener, at fiskerisektoren selv skal spille en afgørende rolle i udviklingen af miljøvenlige fangstmetoder, og at incitamenterne bør tilbydes så tæt på de berørte parter som muligt og i samarbejde med fiskerne og andre interesserede organer; mener, at dette bør omfatte støtte til et frivilligt EU-økomærke, som kunne udliciteres til i forvejen eksisterende certificeringsorganer, for at sikre lige konkurrencevilkår for fiskere og producenter både uden for og i EU;

7.  er overbevist om, at reformen af den fælles fiskeripolitik skal fastlægge velegnede og effektive instrumenter til fremme af en økosystembaseret forvaltning af fiskeriet; mener derfor, at de flerårige forvaltningsplaner skal tage højde for en sådan økosystemtilgang; mener, at det er afgørende at gøre en ende på den institutionelle blokering i forbindelse med de flerårige forvaltningsplaner, og at den almindelige lovgivningsprocedure bør finde anvendelse; mener desuden, at beføjelserne til at foretage detailforvaltningen skal lægges ud til medlemsstaterne, som samarbejder på regionalt grundlag

8.  gentager, at al udvikling i hav- og kystområder skal ske i overensstemmelse med miljølovgivningen, som f.eks. havstrategirammedirektivet og direktiverne om beskyttelse af biodiversiteten, eftersom god miljøtilstand bør være en forudsætning for alle aktiviteter i hav- og kystregionerne

9.  understreger, at den fælles fiskeripolitik skal forvaltes efter forsigtighedsprincippet og sikre, at den bæredygtig udnyttelse af de levende marine ressourcer genopretter og opretholder bestandene af samtlige befiskede arter på niveauer, der ligger tæt pådem, som giver maksimalt bæredygtigt udbytte; understreger, at grundforordningen skal indeholde en klar tidsplan med en endelig frist; understreger, at det er nødvendigt at afsætte de nødvendige bevillinger til gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik for at afvikle overfiskeriet, hvor det påvises, og opnå en bæredygtig bevarelse af bestandene, hvilket forudsætter pålidelige videnskabelige data;

10.  mener, at man straks bør gå i gang med at virkeliggøre målet om at opnå det maksimale bæredygtige udbytte baseret på fiskeridødeligheden, da det vil bidrage betragteligt til at genetablere bestandenes bæredygtighed; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre dette mål i praksis på grundlag af velfunderede videnskabelige data og under hensyntagen til de samfundsøkonomiske konsekvenser;

11.  understreger dog de vanskeligheder, der er forbundet med at gennemføre princippet om et maksimalt bæredygtigt udbytte, navnlig i forbindelse med blandet fiskeri eller tilfælde, hvor de videnskabelige data om fiskebestandene ikke foreligger eller er upålidelige; anmoder derfor om, at der afsættes tilstrækkelige bevillinger til videnskabelig forskning og indsamling af data med henblik på at gennemføre en bæredygtig fiskeripolitik;

12.  opfordrer Kommissionen til at sørge for, at der udarbejdes langsigtede forvaltningsplaner for alt fiskeri i EU, og at økosystemtilgangen anvendes som grundlag for alle sådanne planer, hvor klart definerede mål og fangstkontrolregler spiller en central rolle i den enkelte plan, som skal fastsætte regler for fastlæggelse af den årlige fiskeriindsats, idet der tages højde for forskellen mellem den aktuelle bestandsstørrelse og -struktur og den tilsigtede størrelse af den pågældende bestand; opfordrer Rådet til at følge målene i de langsigtede forvaltningsplaner uden undtagelse;

13.  understreger den direkte forbindelse mellem udsmid, uønskede bifangster og overfiskeri og forstår Kommissionens bevæggrunde og behovet for at udvikle en effektiv politik mod udsmid på EU-plan, idet EF-fiskerikontrolkontoret (CFCA) bør have større beføjelser til at sikre et fair system af regler og sanktioner i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet,

14.  foreslår derfor, at det gøres obligatorisk at udarbejde en fuldstændig dokumentation for mængden af fangede arter over en vis grænse, som ikke landes, for at opfylde behovene for videnskabelig forskning og gøre det muligt at udvikle selektive redskaber til fartøjerne med fuldt kendskab til forholdene;

15.  mener, at den gradvise afvikling af udsmid skal tage udgangspunkt i det praktiske fiskeri og gøres afhængig af de forskellige kendetegn og forhold inden for de forskellige fiskeriformer, idet det er nemmere at gennemføre det i forbindelse med fiskeri efter enkeltarter, mens der opstår problemer i forbindelse med blandet fiskeri, som skal overvindes; understreger, at der skal tages behørigt hensyn til producent- og fiskeriorganisationer, som aktivt bør inddrages i indsatsen; understreger, at afviklingen af udsmid bør ledsages af tekniske foranstaltninger til nedbringelse eller forhindring af uønskede bifangster og tilskyndelser til udvikling af selektive fangstmetoder; mener, at man i højere grad bør bestræbe sig på at undgå uønskede bifangster i stedet for at kontrollere dem; er i den forbindelse bekymret over fremvæksten af et parallelmarked for udsmid, som eventuelt kan udgøre en fare for økosystemet og den europæiske fiskerisektor; understreger, at der derfor bør indføres tilstrækkelige sikkerhedsbestemmelser; understreger ligeledes nødvendigheden af at inddrage de interesserede parter og for en meget omhyggelig formulering af landingspligten og den efterfølgende behandling for at undgå, at uønskede fisk på havet bliver til uønskede fisk på land;

16.  fremhæver behovet for mere videnskabelig forskning, for at afsætte tilstrækkelige bevillinger til denne forskning og for at udvikle fiskeredskaber og fiskeriteknikker på en sådan måde, at bifangst af uønskede arter undgås; opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag til hensigtsmæssige foranstaltninger, der står mål med opgaven, og stille den nødvendige økonomiske bistand til rådighed for medlemsstaterne med henblik herpå; understreger i den forbindelse vigtigheden af at se på forvaltningen af det blandede fiskeri; bemærker, at den eksisterende teknologi til at reducere eller forhindre udsmid ikke er lige effektiv inden for alle former for fiskeri; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at fremme partnerskaber mellem forskere og fiskere og tage hensyn til deres udtalelser i forbindelse med udarbejdelsen af politikker samt hjælpe medlemsstaterne med at udvikle nye fiskeriteknikker;

17.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til straks at iværksætte pilotprojekter med henblik på at gøre fangstredskaberne mere selektive;

18.  henviser til vanskelighederne ved at gennemføre foranstaltninger til forhindring af udsmid i forbindelse med blandet fiskeri, bl.a. men ikke kun i Middelhavet på grund af forekomsten af specifikke fangstpraksisser og særlige klimatiske og geologiske forhold; mener, at der er behov for yderligere høringer for at løse de problemer, der er forbundet med udvikling af den nødvendige infrastruktur til indsamling og forarbejdning af bifangster som foreslået af Kommissionen; opfordrer til, at der træffes foranstaltninger til at reducere fangsten af unge fisk og modvirke markedet for unge fisk;

19.  opfordrer Kommissionen til med henblik på at bevarer de levende ressourcer og sikre den miljømæssige bæredygtighed at vurdere muligheden af at etablere lukkede områder, hvor der er et forbud mod enhver form for fiskeri i en vis periode for at øge produktionen af fisk og bevare de levende vandressourcer og det økologiske system i havet;

20.  understreger de særlige forhold i de yderste randområder, som økonomisk, socialt og demografisk er meget afhængige af fiskeri, der hovedsageligt udøves i lille målestok, og som er omgivet af åbent hav; mener, at det er nødvendigt at begrænse adgangen til deres biogeografisk følsomme havområder til de lokale flåder, der anvender miljøvenlige fangstredskaber;

21.  udtrykker sine tvivl om de forslag, der er stillet vedrørende markedet for bifangster, og understreger, at der i tilfælde af gennemførelse bør være passende beskyttelsesforanstaltninger med henblik på at undgå forekomsten af et parallelmarked, som ville tilskynde fiskerne til at øge deres fangst

22.  mener, at et forbud mod udsmid bør være baseret på en trinvis indførelse inden for de forskellige fiskeriformer for at gøre det lettere for sektoren at tilpasse sig; understreger, at producentorganisationerne bør være aktivt involveret i den gradvise indførelse af et sådant forbud;

23.  opfordrer Kommissionen til at bistå medlemsstaterne med at udligne de forskellige samfundsøkonomiske konsekvenser ved at vedtage et forbud mod udsmid;

24.  understreger, at indførelse af foranstaltninger med henblik på en gradvis afvikling af udsmid ville nødvendiggøre en dybdegående reform af kontrol- og håndhævelsessystemet; opfordrer Kommissionen til at bistå medlemsstaterne i denne forbindelse med henblik på at sikre, at håndhævelse sker på en ensartet måde for alle; mener, at Fiskerikontrolagenturet (CFCA) bør have den nødvendige opbakning med tilstrækkelige beføjelser og ressourcer til at kunne udføre sine opgaver og dermed bistå medlemsstaterne med at håndhæve deres regler og gennemføre deres sanktioner;

25.  opfordrer Kommissionen til at undersøge reduktionen i fiskebestandene som følge af naturlige rovdyr og -fugle som søløver, sæler og skarver og udarbejde og gennemføre forvaltningsplaner for at regulere disse populationer i samarbejde med de berørte medlemsstater;

26.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre programmer for at oplyse skolebørn og forbrugere om de mange forskellige tilgængelige arter og om vigtigheden af at spise fisk, som er produceret på en bæredygtig måde;

27.  minder om Lissabon-traktatens bestemmelse om sammenhæng i EU's politikker, herunder i forbindelse med reformen af den fælles fiskeripolitik

Overvågning og indsamling af kvalitetsdata

28.  mener, at pålideligheden og tilgængeligheden af videnskabelige data om og de samfundsøkonomiske konsekvensanalyser vedrørende de forskellige fiskebestande, de forskellige havområder og deres respektive økosystemer samt finpudsning og harmonisering af de anvendte modeller skal være blandt de højst prioriterede områder i reformen; er bekymret over manglen på pålidelige og tilgængelige videnskabelige data, som er en nødvendighed for god videnskabelig rådgivning;

29.  understreger, at videnskabelig fiskeriforskning er af central betydning for fiskeriforvaltningen og er nødvendige dels for at fastslå, hvilke faktorer der bestemmer udviklingen af fiskeressourcerne, så der kan gennemføres en kvantitativ vurdering og udarbejdes modeller for skøn over den forventede udvikling, dels for at forbedre fangstredskaber, fartøjer og arbejds- og sikkerhedsforhold for fiskerne med inddragelse af fiskernes viden og erfaring;

30.  opfordrer Kommissionen til at stille forslag om effektiv indsamling af kvalitetsdata til forskere, som skal harmoniseres på EU-plan; tilskynder samtidig Kommissionen til at fastsætte en ramme for beslutningsprocessen i situationer, hvor der er mangel på data, og til at udvikle videnskabelige modeller, som kan danne baggrund for forvaltning af fiskeri af flere forskellige arter; understreger nødvendigheden af at involvere fiskerne samt alle interessenter sammen med forskerne i arbejdet for at bidrage til indsamling og analyse af oplysninger og aktiv udvikling af forskningspartnerskaber;

31.  bemærker, at den primære årsag til denne mangel på grundlæggende videnskabelige data om de fleste bestande er utilstrækkelig rapportering fra medlemsstaternes side, mangelen på tilstrækkelige bevillinger og begrænsede menneskelige og tekniske ressourcer i medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til i den forbindelse at indføre et system, hvor medlemsstater, som ikke opfylder deres pligt til at indsamle og indsende data, sanktioneres; mener, at den nye EHFF om nødvendigt bør at yde teknisk og økonomisk bistand til medlemsstaterne med henblik på indsamling og analyse af pålidelige data, og at der bør afsættes tilstrækkelige bevillinger til relevant videnskabelig forskning i medlemsstaterne;

32.  påpeger, at EU's bidrag til finansiering af indsamling, behandling og formidling af videnskabelige data, som understøtter en videnbaseret forvaltning, for øjeblikket ikke overstiger 50 %; opfordrer derfor til, at EU's bidrag på dette område øges;

33.  opfordrer Kommissionen til at fastsætte en definition på overkapacitet på EU-plan med mulighed for regionale definitioner, som tager højde for særlige lokale forhold; opfordrer endvidere Kommissionen til at redefinere fiskerikapacitet, så både fartøjets fiskerikapacitet og dets faktiske fiskeri tages som udgangspunkt; understreger desuden, at det er nødvendigt at definere småfiskeri for at skelne det fra industrielt fiskeri;

Samfundsøkonomisk bæredygtighed

34.  mener, at levende marine ressourcer er et offentligt gode, der ikke kan privatiseres; afviser etablering af privat ejendomsret for adgang til at udnytte dette offentlige gode;

35.  bemærker, at forslaget om at indføre omsættelige fiskekvoteandele, der er omfattet af den grundlæggende forordning, som eneste middel til at mindske overkapaciteten kunne skade konkurrencen og skabe spekulation og koncentration, hvorfor det bør være frivilligt og overlades til medlemsstaternes eget valg, som det er tilfældet for øjeblikket; påpeger, at de direkte erfaringer fra nogle medlemsstater, som allerede har indført systemet med omsættelige fiskekvoteandele uden effektive restriktioner eller sikkerhedsforanstaltninger, viser, at der er en direkte korrelation mellem indførelse af dem og øget koncentration af fiskerettighederne på få grossister med en medfølgende stigning i prisen på fiskeprodukter understreger, at selv om indførelsen af kvoteandele i visse medlemsstater har nedbragt fiskerikapaciteten, så er dette primært sket på bekostning af det ikke-industrielle fiskeri og kystfiskeriet, som ikke er den mest miljøødelæggende del af fiskerflåden, men den mest økonomisk truede del af branchen og den del, som skaber flest arbejdspladser og størst økonomisk aktivitet i kystområderne; minder om, at en reduktion af fiskekapaciteten ikke nødvendigvis betyder en nedgang i fiskeriindsatsen, men blot en koncentration af udnyttelsen af fiskebestandene hos de økonomisk set mest konkurrencedygtige erhvervsdrivende; understreger, at en eventuel indførelse af omsættelige fiskekvoteandele forudsætter indførelsen af tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte det ikke-industrielle fiskeri og kystfiskeriet;

36.  mener, at der skal gives prioriteret adgang til dem, som fisker på en socialt og miljømæssigt ansvarlig måde; påpeger, at der kan opnås en reduktion af kapaciteten inden for bestemte fiskeriformer uden indførelse af omsættelige fiskekvoteandele; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre de foranstaltninger, som er bedst egnede til under deres forhold at opnå den nødvendige kapacitetsnedbringelse;

37.  mener, at fiskeriets økonomiske levedygtighed bl.a. påvirkes af de svingende oliepriser; opfordrer Kommissionen til at udvikle passende foranstaltninger til forbedring af brændstofeffektiviteten inden for fiskeriet og akvakultursektoren uden at øge fiskerikapaciteten, at afhjælpe den vanskelige økonomiske situation, som de europæiske fiskere og akvakulturopdrættere befinder sig i, og til i denne forbindelse at foreslå en handlingsplan for kystområder og øer, især de yderste randområder;

38.  minder om, at verdens have takket være fiskeri ikke kun sikrer næring, fødevaresikkerhed og levebrød for 500 mio. mennesker i verden og tegner sig for mindst 50 % af det animalske protein for 400 mio. mennesker i de fattigste lande, men også har afgørende betydning for afbødningen af klimaændringer, eftersom blå kulstofdræn udgør det største kulstofdræn på lang sigt, sikrer transportmuligheder og er hjemsted for omkring 90 % af habitaterne for liv på jorden;

39.  gentager behovet for at sikre en nøje overvågning og certificering af de fiskeriprodukter, der afsættes på EU's marked, herunder importerede produkter, for at sikre, at de stammer fra bæredygtigt fiskeri, og at de opfylder de samme krav, som gælder for EU's producenter, f.eks. med hensyn til mærkning, sporbarhed, plantesundhedsbestemmelser og mindstestørrelser;

Den fremtidige beskæftigelse inden for fiskeriet og akvakultursektoren

40.  er af den faste overbevisning, at den reformerede fælles fiskeripolitik ikke må tages ud af den samfundsøkonomiske og miljømæssige kontekst, som den befinder sig i; mener, at fiskeriet og ekstensiv akvakultur skal ses som vigtige direkte og indirekte kilder til jobskabelse, som stimulerer og understøtter hele økonomien i kystregionerne, og som ligeledes bidrager til fødevaresikkerheden i EU; mener derfor, at den fælles fiskeripolitik bør bidrage til at forbedre levestandarden i de samfund, som er afhængige af fiskeriet, og give bedre arbejdsforhold for fiskerne, navnlig gennem overholdelse af sundheds- og sikkerhedslovgivningen og de overenskomstfastsatte bestemmelser;

41.  er bekymret over, at flere end 30 % af arbejdspladserne i fiskerisektoren er gået tabt i løbet af det seneste årti; mener, at reduktionen af fiskebestandene, fraværet af en garanteret mindsteløn og en lav førstesalgspris samt vanskelige arbejdsforhold hindrer den nødvendige fornyelse af de menneskelige ressourcer i sektoren;

42.  bemærker med tilfredshed, at nogle undersøgelser viser, at det ville give betydelige sociale og økonomiske fordele at lade fiskebestandene vokse til niveauer højere end dem, der kan give det maksimale bæredygtige udbytte, herunder øget beskæftigelse og fangst og forbedret rentabilitet;

43.  mener, at fiskeriet kan forblive bæredygtigt, når der findes en balance mellem samfundsøkonomiske og miljømæssige aspekter, og hvis der er tilstrækkeligt mange arbejdstagere med passende uddannelse og kvalifikationer; mener, at det for at opnå dette er nødvendigt, at det bliver attraktivt at gøre karriere inden for fiskeriet, og at standarderne for kvalifikationer og uddannelse lever op til internationale og europæiske krav; opfordrer Kommissionen til at fremme hensigtsmæssige faglige uddannelses- og undervisningsordninger i bedste praksis og havbiologi inden for forskellige områder i sektoren, da dette vil bidrage til at tiltrække unge mennesker og til at gøre fiskeriet og akvakultursektoren bæredygtig og konkurrencedygtig; mener, at der bør være mulighed for startpakker med henblik på at sikre en ny generation af fiskeres adgang til ikke-industrielt fiskeri,

44.  glæder sig over Kommissionens forslag om »Blå vækst: Bæredygtig vækst fra have og kyster«; mener, at større professionel mobilitet i fiskerisektoren, jobspredning og identifikation af værktøjer, som gør det muligt at matche færdigheder, kvalifikationer og uddannelsesprogrammer med sektorens behov, er vigtige for væksten i hav-, fiskeri- og akvakultursektorerne;

45.  mener, at kvinders rolle i fiskerisektoren bør have større juridisk og social anerkendelse og aflønnes bedre; insisterer på, at kvinder i fiskerisektoren i enhver henseende skal have samme rettigheder som mænd, f.eks. hvad angår medlemskab og valgbarhed i fiskeriorganisationernes ledende organer; mener, at hustruer og livsledsagere til fiskere, som deltager i familievirksomheden, de facto bør have samme juridiske status og sociale goder som selvstændige, jf. direktiv 2010/41/EU; mener endvidere, at der bør afsættes midler fra Den Europæiske Fiskerifond og den kommende Europæiske Hav- og Fiskerifond til uddannelse, som er skræddersyet til kvinder, der arbejder i fiskerisektoren;

46.  frygter, at reformen af den fælles fiskeripolitik, medmindre der træffes tilstrækkelige ledsageforanstaltninger vil kunne medføre tab af arbejdspladser på kort sigt, særligt inde for selve fiskeriet og i forarbejdningsindustrien på land, hvilket vil få permanente konsekvenser for den skrøbelige vækst i kystsamfundene og på øerne og navnlig i de yderste randområder; understreger i denne forbindelse, at der er behov for samfundsøkonomiske ledsageforanstaltninger, herunder fagligt samarbejde og en beskæftigelsesplan, for at afbøde de midlertidige virkninger af virkeliggørelsen af målsætningen om maksimalt bæredygtigt udbytte og for at gøre sektoren mere attraktiv for unge mennesker og skabe incitamenter til at gå ind i sektoren; opfordrer Kommissionen til at undersøge og fremme samarbejdet med Den Europæiske Investeringsbank med henblik på at øge investeringerne i sektoren;

47.  understreger behovet for at fremme udviklingen af innovative aktiviteter, som har forbindelse til fiskeriet, og som kan opveje tabet af arbejdspladser som følge af tilpasninger i forbindelse med reformen af den fælles fiskeripolitik; opfordrer Kommissionen til at udvikle særlige programmer, der kan fremme fisketurismen og sikre økonomisk udvikling på hav- og fiskerirelaterede områder;

Regionalisering

48.  er enig med Kommissionens forslag vedrørende behovet for tilpasning til og specifikke foranstaltninger for de forskelligartede situationen inden for europæisk fiskeri og akvakultur, navnlig i kystområderne og EU's yderste randområder; støtter ideen om at anvende regionalisering som et af de vigtigste instrumenter i denne nye styring med henblik på at reagere hensigtsmæssigt på behovene i de enkelte farvande og skabe incitamenter til at overholde de regler, der er vedtaget på EU-plan;

49.  mener, at reformen bør være en mulighed for at gøre betydelige fremskridt i retning af et fornyet samarbejde mellem forskning, industri og arbejdsmarkedets parter med henblik på at gennemføre regionaliseringsprocessen;

50.  fremhæver fiskerisektorens betydning i samfundsøkonomisk henseende for beskæftigelsen og i forbindelse med fremme af den økonomiske og sociale samhørighed i de yderste randområder, der er kendetegnet af økonomier med vedvarende strukturelle begrænsninger og få muligheder for økonomisk diversificering;

51.  mener, at der skal fastsættes klare og enkle regler for regionaliseringen på rette niveau, hvilket vil bedre efterlevelsen; er desuden af den faste overbevisning, at de regionale rådgivende råd med en bredere repræsentation og større ansvar yderligere bør fremme dialogen og samarbejdet mellem interessenterne og dermed bidrage aktivt til etableringen af flerårige forvaltningsplaner; minder om medlovgivernes rolle i forbindelse med vedtagelsen af disse planer;

52.  mener generelt, at de regionale rådgivende råds rolle skal styrkes med hensyn til repræsentivitet og beføjelser; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at fremsætte et nyt forslag med sigte på at styrke interessenternes og det ikke-industrielle fiskeris og kystfiskeriets deltagelse, hvilket vil føre til reel regionalisering i den fælles fiskeripolitik; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens forslag om at oprette et rådgivende råd for Sortehavet; understreger også, at Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet ikke er en hensigtsmæssig ramme for forvaltningen af Sortehavet, idet der er behov for en ny regional fiskeriforvaltningsorganisation; opfordrer Kommissionen til at intensivere dialogen med landene ved Sortehavet, navnlig med hensyn til udnyttelse og bevarelse af fiskebestandene; opfordrer til, at der oprettes et rådgivende råd for de yderste randområder; minder om, at det i overensstemmelse med Kommissionens retningslinjer om nærheds- og regionaliseringsprincippet bør overvejes at oprette et regionalt rådgivende råd for EU's yderste randområder under hensyntagen til disse områders særligt sårbare karakter; understreger, at de regionale rådgivende råd skal rådgive Parlamentet og Rådet i forbindelse med vedtagelsen af flerårige planer og inddrage forskere i beslutningsprocessen;

53.  mener, at regionaliseringen af den fælles fiskeripolitik skal afspejle det geografiske omfang af det fiskeri, der forvaltes, idet mål og principper vedtages af EU-medlovgiverne og den detaljerede forvaltning besluttes på regionalt niveau så lokalt som muligt, hvilket betyder, at dette for noget fiskeri ville ske på tværs af flere medlemsstater, mens det for andet kunne være inden for en del af en enkelt medlemsstat, anerkender, at det kan være nødvendigt at skabe nye strukturer, for at et sådant system kan fungere;

54.  mener, at det er nødvendigt at tillægge visse segmenter af den europæiske fiskerisektor større værdi som f.eks. det ikke-industrielt kystfiskeri, som i nogle geografiske områder, som f.eks. Middelhavet, er med til at sikre velstand og arbejdspladser;

55.  er også overbevist om, at det er nødvendigt med en mere holistisk og integreret opfattelse af det marine miljø, og at marin fysisk planlægning på lokalt og regionalt plan, som involverer alle interessenter, er et nødvendigt redskab for at gennemføre en reel økosystemmodel for forvaltningen;

56.  bemærker, at effektiv planlægning på regionalt eller lokalt plan vil gøre det lettere at anvende de marine ressourcer på den mest hensigtsmæssige måde under hensyntagen til lokale forhold, markedets krav, konkurrerende anvendelse, behovet for beskyttede områder, udpegning af specifikke områder, hvor kun bestemte bedste praksis-fiskeredskaber er tilladt, osv.;

57.  understreger, at det vil være nemmere at gennemføre en ambitiøs og faktisk reform af den fælles fiskeripolitik, hvis der afsættes tilstrækkelige finansielle midler i de kommende 10 år til at understøtte alle reformforanstaltninger og til at løse eventuelle samfundsøkonomiske problemer, der måtte opstå; afviser alle krav fra medlemsstater om at reducere EU-bevillingerne til fiskeri og akvakultur

58.  understreger navnlig betydningen af synergi mellem Den Europæiske Regionaludviklingsfond (EFRU), Det Europæiske Nabo- og Partnerskabsinstrument (ENPI) og Den Europæiske Fiskerifond (EFF) i forbindelse med den fysiske planlægning i kystområderne; mener, at de makroregionale strategier, programmerne for europæisk territorialt samarbejde og havområderne er relevante redskaber, der kan anvendes til at gennemføre integrerede udviklingsstrategier for EU's kystområder;

59.  insisterer på nødvendigheden af, at der udbetales midler fra Den Europæiske Fiskerifond til støtte til modernisering af fiskerflåderne for så vidt angår sikkerhed, miljøbeskyttelse og brændstoføkonomi;

60.  påpeger, at nye politikker, mål eller prioriteringer, der har indflydelse på havmiljøområdet, skal modsvares af nye bevillinger; afviser, at finansieringen af disse nye prioriteringer, mål eller politikker, f.eks. den integrerede havpolitik, sker på bekostning af de bevillinger, der er nødvendige for fiskeripolitikken;

61.  erindrer om forpligtelsen i artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det hedder, at Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene, herunder den fælles fiskeripolitik

62.  understreger, at importerede fiskeri- og akvakulturprodukter bør underkastes de samme miljømæssige, sundhedsmæssige og sociale standarder som EU's egne produkter, herunder fuld sporbarhed fra hav til bord, og mener, at udviklingslandene har behov for finansiel og teknisk bistand for at kunne nå op på samme standarder, men også for at kunne bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri mere effektivt;

63.  understreger, at enhver adgang til fiskeressourcer i udviklingslande skal overholde ikke blot artikel 62 i FN's havretskonvention (UNCLOS), som vedrører overskydende bestande, men også artikel 69 og 70 om indlandsstaters og geografisk forfordelte staters rettigheder inden for samme regionale område, navnlig for så vidt angår lokalbefolkningers ernæringsmæssige og socioøkonomiske behov;

64.  henleder opmærksomheden på den i UNCLOS fastlagte grundlæggende betingelse om, at der skal forefindes overskydende bestande, for at der kan gives adgang til tredjelandes farvande fremhæver betydningen af en behørig og videnskabelig bestemmelse af overskuddet; understreger, at den fælles fiskeripolitik skal sikre gennemsigtighed og udveksling af alle relevante oplysninger mellem EU og partnertredjelande for så vidt angår nationale og, hvor det er relevant, udenlandske fartøjers samlede fiskeriindsats for så vidt angår de berørte bestande;

65.  gentager, at den fremtidige fælles fiskeripolitik skal hvile på principperne om god forvaltning, herunder bl.a. gennemsigtighed og adgang til oplysninger i overensstemmelse med Århuskonventionen, inklusive til vurderinger af aftaler om bæredygtigt fiskeri;

66.  fremhæver, at EU bør fremme bæredygtig ressourceforvaltning i tredjelande, og opfordrer derfor EU til at optrappe foranstaltninger til bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri; understreger, at aftaler om bæredygtigt fiskeri bør fokusere mere på forskning, dataindsamling, kontrol og overvågning; mener, at EU med henblik herpå bør yde partnertredjelande passende finansiel og teknisk støtte samt støtte i form af menneskelige ressourcer;

67.  henleder opmærksomheden på, at der skal være sammenhæng mellem den fælles fiskeripolitik på den ene side og udviklings- og miljøpolitikkerne, herunder beskyttelsen af marine økosystemer, på den anden; opfordrer følgelig til, at der træffes foranstaltninger til forbedring og udbygning af den videnskabelige viden, og at der indledes et forstærket internationalt samarbejde for at sikre bedre resultater;

68.  gentager, at alle EU-borgere, uanset hvor de driver virksomhed, skal overholde den fælles fiskeripolitiks regler og forskrifter, herunder dens miljøbestemmelser og arbejdsmarkedsbestemmelserne.

o
o   o

69.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 271 E af 7.11.2002, s. 401. (2) EUT L 358 af 31.12.2002, s. 59. (3) EUT C 187 E af 24.7.2008, s. 228. (4) EUT C 323 E af 18.12.2008, s. 271. (5) EUT C 68 E af 21.3.2009, s. 26. (6) EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19. (7) EUT C 46 E af 24.2.2010, s. 31. (8) EUT C 76 E af 25.3.2010, s. 38. (9) EUT C 184 E af 8.7.2010, s. 75. (10) EUT C 212 E af 5.8.2010, s. 37. (11) EUT C 348 E af 21.12.2010, s. 15. (12) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0052. (13) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0234.