Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2012/2279(BUD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0413/2012

Indgivne tekster :

A7-0413/2012

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 12/12/2012 - 7.5
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2012)0488

Vedtagne tekster
PDF 124kWORD 83k
Onsdag den 12. december 2012 - Strasbourg
Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen: ansøgning EGF/2012/005 SE/Saab
P7_TA(2012)0488A7-0413/2012
Beslutning
 Bilag

Europa-Parlamentets beslutning af 12. december 2012 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2012/005 SE/Saab fra Sverige) (COM(2012)0622 - C7-0363/2012 - 2012/2279(BUD))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2012)0622 - C7-0363/2012),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning(1) (IIA af 17. maj 2006), særlig punkt 28,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen(2) (EGF-forordningen),

–  der henviser til trepartsproceduren, jf. punkt 28 i IIA af 17. maj 2006,

–  der henviser til skrivelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A7-0413/2012),

A.  der henviser til, at Unionen har indført hensigtsmæssige lovgivnings- og budgetinstrumenter for at kunne yde supplerende støtte til arbejdstagere, der er ramt på grund af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene, og hjælpe disse arbejdstagere med at vende tilbage til arbejdsmarkedet;

B.  der henviser til, at anvendelsesområdet for Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) blev udvidet for ansøgninger indgivet fra den 1. maj 2009, således at det også omfatter støtte til arbejdstagere, der bliver afskediget som en direkte følge af den internationale finansielle og økonomiske krise;

C.  der henviser til, at Unionens økonomiske støtte til arbejdstagere, der er blevet arbejdsløse, bør være dynamisk og stilles til rådighed så hurtigt og effektivt som muligt i overensstemmelse med den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, der blev vedtaget under samrådsmødet den 17. juli 2008, og under behørig hensyntagen til IIA af 17. maj 2006 i forbindelse med vedtagelsen af afgørelser om anvendelse af Globaliseringsfonden;

D.  der henviser til, at Sverige har anmodet om støtte i forbindelse med i alt 3 748 støtteberettigede afskedigelser, hvoraf der var blevet ansøgt om støtte til 1 350 arbejdstagere i Saab Automobile SA, hos en af virksomhedens datterselskaber, nemlig SAAB Automobile Powertrain AB, og 16 af dens leverandører i Sverige;

E.  der henviser til, at ansøgningen opfylder de kriterier for støtteberettigelse, som er fastsat i EGF-forordningen;

1.  er enig med Kommissionen i, at betingelserne for økonomisk støtte i artikel 2, litra a), i EGF-forordningen er opfyldt, og at Sverige således er berettiget til finansiel støtte i henhold til denne forordning;

2.  glæder sig over den svenske ansøgning; beklager dog dybt, at Sverige på trods af sin ansøgning om EGF-støtte er et af de lande, der modarbejder fondens fremtid efter 2013 og blokerer for udvidelsen af kriseundtagelsen;

3.  bemærker, at de svenske myndigheder indsendte ansøgningen om støtte fra Globaliseringsfonden den 25. maj 2012, og at Kommissionen fremlagde sin vurdering af ansøgningen den 19. oktober 2012; bifalder den relativt hurtige sagsbehandlingstid;

4.  glæder sig over, at de svenske myndigheder bestræbte sig på øjeblikkeligt at yde hjælp til de afskedigede arbejdstagere, og at gennemførelsen af den samordnede pakke af individualiserede tilbud blev iværksat allerede den 20. december 2011 - forud for afgørelsen om bevilling af EGF-støtte;

5.  understreger vigtigheden af at forbedre alle arbejdstageres beskæftigelsesegnethed ved hjælp af skræddersyede uddannelsestilbud og anerkendelse af færdigheder og kompetencer opnået gennem hele arbejdstagerens erhvervskarriere; forventer, at uddannelsestilbuddene i den samordnede pakke skræddersyes til de afskedigede arbejdstageres niveau og behov og til erhvervslivets faktiske behov;

6.  bemærker, at dette er endnu en EGF-ansøgning vedrørende afskedigelser inden for bilindustrien, og at denne sektor med 16 ansøgninger tegner sig for det største antal EGF-ansøgninger, både hvad angår krise- og globaliseringskriterierne;

7.  understreger vigtigheden af, at der tages ved lære af udarbejdelsen og gennemførelsen af denne og andre ansøgninger, der vedrører masseafskedigelse af arbejdstagere;

8.  beklager, at Saabs konkurs førte til en stigning på 20 % i ledigheden i regionen Trollhättan, hvor fabrikken lå; bemærker, at de svenske myndigheder kun har tiltænkt 1 350 ud af 3 239 afskedigede arbejdstagere EGF-støtte; opfordrer de svenske myndigheder til at anvende EGF’s potentiale fuldt ud for de afskedigede arbejdstagere;

9.  anmoder de involverede institutioner om at tage de nødvendige skridt til at forbedre de procedure- og budgetmæssige bestemmelser med henblik på at fremskynde anvendelsen af EGF; påskønner den forbedrede procedure, som Kommissionen har indført på Parlamentets anmodning, til at fremskynde frigivelsen af tilskud, hvorefter Kommissionens vurdering af, hvorvidt ansøgningen opfylder kriterierne for støtteberettigelse, sammen med forslaget om at anvende EGF, forelægges budgetmyndigheden; håber, at yderligere forbedringer af proceduren vil blive indarbejdet i den nye forordning om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (2014-2020), og at EGF vil blive gjort mere effektiv, gennemsigtig og synlig;

10.  minder om institutionernes tilsagn om at sikre en velfungerende og hurtig procedure til vedtagelse af afgørelser om anvendelse af EGF og derved stille en tidsbegrænset, individuel engangsstøtte til rådighed, som er gearet til at hjælpe arbejdstagere, der er blevet afskediget som en konsekvens af globaliseringen og den finansielle og økonomiske krise; understreger den rolle, EGF kan spille for afskedigede arbejdstageres tilbagevenden til arbejdsmarkedet;

11.  glæder sig over, at de svenske myndigheder lægger vægt på de supplerende foranstaltninger i pakken sammenholdt med de regulære tilbud, der er til rådighed for arbejdsløse;

12.  understreger, at det i overensstemmelse med artikel 6 i EGF-forordningen bør sikres, at EGF støtter den enkelte afskedigede arbejdstagers tilbagevenden til arbejdsmarkedet; understreger endvidere, at EGF-støtte udelukkende må medfinansiere aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, der fører til varig, langsigtet beskæftigelse; fastholder, at støtte fra EGF ikke må træde i stedet for foranstaltninger, som det påhviler virksomhederne at gennemføre i henhold til national lovgivning eller kollektive overenskomster, eller foranstaltninger til omstilling af virksomheder eller sektorer; beklager, at EGF kan være et incitament for virksomhederne til at erstatte deres kontraktansatte arbejdsstyrke med en mere fleksibel og kortsigtet arbejdsstyrke;

13.  glæder sig over, at de udbudte kurser er afstemt efter fremtidige færdigheds- og kvalifikationsbehov i regionen, og at der vil blive fokuseret på vækstområder såsom sektoren for vedvarende energi;

14.  bemærker, at de fremlagte oplysninger om den samordnede pakke af individualiserede tilbud, der skal finansieres gennem EGF, omfatter oplysninger om, hvordan den supplerer de foranstaltninger, der finansieres af strukturfondene; gentager sin opfordring til Kommissionen om at forelægge en sammenlignende vurdering af disse oplysninger i sine årsberetninger for at sikre fuld overholdelse af de eksisterende forordninger og sikre, at der ikke kan finde nogen overlapning sted mellem EU-finansierede tjenesteydelser;

15.  bemærker, at kommunen udviklede gode forbindelser med arbejdsmarkedets parter i forbindelse med, at den bistod de Saab-ansatte; beklager dog, at Kommissionens forslag ikke indeholder mere detaljerede oplysninger vedrørende processen til høring af de sociale parter vedrørende gennemførelsen af foranstaltningerne, og navnlig Saabs eventuelt finansielle rolle;

16.  beklager, at betalingsbevillingerne på 50 000 000 EUR under budgetposten for EGF (budgetpost 04 05 01) i 2012-budgettet har vist sig ikke at være tilstrækkelig til at dække alle nødvendige betalinger; beklager, at Kommissionen har foreslået at dække en del af denne betaling med en overførsel i betalingsbevillinger fra budgetposten for den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress (budgetpost 04 04 15) i stedet for at anmode om nye bevillinger i forslag til ændringsbudget nr. 6/2012, således som den med rette har gjort det i forbindelse med andre anmodninger om anvendelse af EGF; minder om, at EGF blev oprettet som et separat, specifikt instrument med egne målsætninger og frister, og at den derfor fortjener en særskilt tildeling, således at tidligere tiders overførsler fra andre budgetposter, som kunne skade gennemførelsen af EGF's politiske målsætninger, kan undgås;

17.  beklager Rådets beslutning om at blokere for en forlængelse af den »kriseundtagelse«, der har gjort det muligt også at yde økonomisk støtte til arbejdstagere, der er blevet arbejdsløse som følge af den nuværende finansielle og økonomiske krise, ud over dem, som har mistet deres arbejde som følge af ændringer i verdenshandelsmønstrene, og som har gjort det muligt at øge Unionens medfinansieringssats til 65 % af programmets udgifter for ansøgninger indsendt efter udløbet af fristen den 31. december 2011, og opfordrer Rådet til at genindføre denne foranstaltning snarest muligt;

18.  godkender den afgørelse, der er vedføjet denne beslutning;

19.  pålægger sin formand at undertegne afgørelsen sammen med Rådets formand og foranledige, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

20.  pålægger sin formand at sende denne beslutning sammen med bilaget til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 139 af 14.6 2006, s. 1.
(2) EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1.


BILAG

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2012/005 SE/Saab fra Sverige)

(Teksten i bilaget gengives ikke her, eftersom det svarer til den endelige retsakt, afgørelse 2013/18/EU).

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik