Choisissez la langue de votre document :
- bg - български
- es - español
- cs - čeština
- da - dansk
- de - Deutsch
- et - eesti keel
- el - ελληνικά
- en - English
- fr - français
- ga - Gaeilge
- hr - hrvatski
- it - italiano
- lv - latviešu valoda
- lt - lietuvių kalba
- hu - magyar
- mt - Malti
- nl - Nederlands
- pl - polski
- pt - português
- ro - română
- sk - slovenčina
- sl - slovenščina
- fi - suomi
- sv - svenska
|
 Generelle bestemmelser for makrofinansiel bistand til tredjelande ***I |
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling):
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Situationen i Ukraine, sagen om Julia Timosjenko |
| |||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til sine tidligere beslutninger om Ukraine, særlig beslutningerne af 9. juni 2011(1), 27. oktober 2011(2) og 1. december 2011(3), – der henviser til Den Parlamentariske Forsamling Euronests beslutning af 3. april 2012 om Julia Timosjenkos situation, – der henviser til den højtstående repræsentant Catherine Ashtons erklæring af 26. april 2012 om Julia Timosjenkos situation, – der henviser til udtalelse af 4. maj 2012 fra Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen med ansvar for sport, om EM i fodbold 2012, – der henviser til erklæring af 9. maj 2012 fra Polens præsident Bronislaw Komorowski, ifølge hvilken EM i fodbold 2012 skulle gennemføres, – der henviser til statusrapport af 15. maj 2012 om implementeringen af EU's naboskabspolitik i Ukraine(4), – der henviser til konklusionerne fra mødet den 15. maj 2012 i Samarbejdsrådet EU-Ukraine, – der henviser til fælleserklæringen fra det østlige partnerskabs topmøde i Prag den 7. maj 2009, – der henviser til afslutningen af forhandlingerne mellem EU og Ukraine om en associeringsaftale, herunder forhandlingerne om et vidtgående og omfattende frihandelsområde, og paraferingen af denne aftale, – der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Ukraine, der trådte i kraft den 1. marts 1998(5), og til de igangværende forhandlinger om den associeringsaftale, som skal afløse partnerskabs- og samarbejdsaftalen, – der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2 og 4, A. der henviser til, at Ukraine er et land af strategisk betydning for EU; der henviser til, at Ukraines størrelse, ressourcer, befolkning og geografiske placering giver landet en særlig stilling i Europa og gør det til en vigtig regional aktør, som har betydelig indflydelse på sikkerheden, stabiliteten og velstanden på hele kontinentet, og at det derfor bør påtage sig sin del af det politiske ansvar; B. der henviser til betydningen af, at Ukraine overholder menneskerettighederne, borgerrettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og efterlever retsstatsprincippet, herunder sikrer adgangen til en retfærdig, upartisk og uafhængig rettergang, samt at det fokuserer på interne reformer, som forudsætninger for en videreudvikling af forbindelserne mellem EU og Ukraine; C. der henviser til, at undertegnelsen af en associeringsaftale mellem EU og Ukraine, herunder en aftale om et vidtgående og bredt frihandelsområde, vil være vigtig for Ukraines europæiske perspektiv; der henviser til, at jo mere Ukraine deler fælles værdier med EU, og jo mere det gennemfører reformer i denne aftales ånd, desto tættere vil dets forbindelser gradvist blive med EU; der henviser til, at det endvidere er af stor betydning for EU, at området med retsstatsforhold og velstand udvides ud over dets grænse mod øst, der for en stor dels vedkommende udgøres af grænsen til Ukraine; D. der henviser til, at Ukraine endnu mangler at gennemføre en omfattende reform af dele af retsvæsenet og at træffe foranstaltninger til at sikre respekten for retsstatsprincippet i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning, herunder princippet om en retfærdig, upartisk og uafhængig rettergang, der påpeger, at disse reformer skal gennemføres i tæt samarbejde med Venedigkommissionen; der henviser til, at der den 26. juni 2012 forventes en afgørelse i den kassationsappel, Julia Timosjenko har indgivet mod den afgørelse, der blev truffet af distriktsdomstolen i Petjersk i Kiev; E. der finder, at dommen på syv års fængsel til Ukraines tidligere premierminister, Julia Timosjenko, der blev afsagt den 11. oktober 2011, og retssagerne imod andre højtstående medlemmer af den tidligere regering, ikke kan accepteres og er et udtryk for selektiv justits; der påpeger, at der er konstateret alvorlige mangler med hensyn til domstolenes uafhængighed, og at der er et behov for en reform af alle aspekter af retsprocessen: rejsning af tiltale, retssag, domsafsigelse, tilbageholdelse og appelmuligheder: F. der henviser til, at EU fortsat lægger vægt på nødvendigheden af at udvise respekt for retsstatsprincippet, herunder ved retfærdig, upartisk og uafhængig rettergang, og samtidig undgå at give næring til enhver opfattelse af, at retsmidlerne anvendes selektivt; der henviser til, at EU navnlig tillægger disse principper stor betydning i et land, som aspirerer efter at indgå i et tættere aftalebaseret forhold baseret på en politisk associering; G. der påpeger, at korruption og magtmisbrug fortsat er vidt udbredt i Ukraine og nødvendiggør en utvetydig reaktion fra myndighedernes side i form af retsforfølgning af de ansvarlige; der påpeger, at retsforfølgning og efterforskning skal foregå på upartisk og uafhængig vis og ikke må anvendes til politiske formål; H. der henviser til, at den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, der har overvåget retssagen mod Julia Timosjenko, i sin foreløbige rapport har peget på nogle grundlæggende mangler ved det ukrainske strafferetssystem, der har haft en negativ indvirkning på beskyttelsen af de individuelle menneskerettigheder og retsstatsprincippet; I. der påpeger, at det europæiske perspektiv for Ukraine skal være baseret på en politik med systematiske og irreversible reformer på en række vigtige institutionelle, politiske, økonomiske og sociale områder; der henviser til, at der allerede er blevet gennemført eller er ved at blive gennemført væsentlige reformer, men at det er nødvendigt at indføre endnu flere; der henviser til, at associeringsaftalen vil udstyre Ukraine med et yderst vigtigt moderniseringsværktøj og en køreplan for landets interne nationale reformer samt et redskab til national forsoning, som vil hjælpe landet med at overvinde de nuværende negative tendenser, slå bro over eksisterende kløfter i det ukrainske samfund og samle det om målet vedrørende det europæiske perspektiv på grundlag af værdierne om demokrati, retsstatsprincipper, menneskerettigheder og god regeringsførelse; J. der henviser til, at Ukraine i fællesskab med Polen i juni er vært for EM i fodbold 2012; der henviser til, at flere højtstående europæiske politikere på nuværende tidspunkt har meddelt, at de ikke vil overvære kampe, der finder sted i Ukraine, men ikke har opfordret til en boykot af EM-kampene; 1. fremhæver, at en af Parlamentets hovedmålsætninger på det udenrigspolitiske område er at udbygge og fremme forbindelserne med Ukraine og styrke den europæiske naboskabspolitik, der har til formål at fremme de pågældende landes politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser med EU og dets medlemsstater; understreger, at undertegnelse og ratifikation af associeringsaftalen og en effektiv gennemførelse heraf vil kræve forbedringer af menneskerettighedssituationen, herunder afkriminalisering af politiske beslutninger i en reformeret straffelov, retsstatsforholdene og demokratiets forankring, hvor undertrykkelsen af den politiske opposition bringes til ophør og der afholdes frie, retfærdige og gennemsigtige valg; 2. understreger, at de nuværende problemer i forholdet mellem Ukraine og EU kun kan løses, hvis de ukrainske myndigheder udviser klar vilje til at foretage og gennemføre de nødvendige reformer, især af lovgivningen og retsvæsenet, med henblik på at sikre fuld overholdelse af principperne om demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, mindretallenes rettigheder og retsstatsprincippet; opfordrer EU's institutioner, Europarådet og sidstnævntes Venedigkommission til at give denne reformproces aktiv og effektiv støtte; 3. giver endnu en gang udtryk for sin bekymring over retssagerne mod tidligere og nuværende højtstående regeringsmedlemmer, der ikke er blevet gennemført i overensstemmelse med europæiske standarder for retfærdighed, upartiskhed, gennemsigtighed og uafhængighed; kræver betingelsesløs løsladelse af alle fanger, der er idømt politisk motiverede domme, herunder oppositionsledere; 4. beklager domfældelsen af den tidligere premierminister Julia Timosjenko; understreger, at en styrkelse af retsstaten og et uafhængigt retsvæsen samt påbegyndelsen af en troværdig bekæmpelse af korruption er af afgørende betydning, ikke blot for en udbygning af forbindelserne mellem EU og Ukraine, men også for konsolideringen af demokratiet i Ukraine; 5. opfordrer de ukrainske myndigheder til at sondre mellem politisk og strafferetligt ansvar og ændre den gældende straffelov i overensstemmelse hermed; understreger, at den demokratiske kamp om politiske spørgsmål skal finde sted i parlamentet og med deltagelse af vælgerne ved frie valg og ikke må ødelægges ved personligt eller politisk motiverede strafforfølgning og manipulerede domme i straffesager; 6. opfordrer de ukrainske myndigheder til at kaste lys over situationen for fanger, der er idømt politisk motiverede domme, inden valgkampagnens start; 7. opfordrer de ukrainske myndigheder til at garantere upartiskhed og gennemsigtighed i Timosjenkos appelsag i overensstemmelse med de standarder og praksisser for retfærdige retsprocesser, der er gængs i Europa, og kræver, at anvendelsen af selektiv retsforfølgning rettet mod politiske og andre modstandere bringes til ophør; beklager, at den højeste ukrainske domstol for straffe- og civilretlige sager (High Specialized Court of Ukraine on Criminal and Civil Cases) har udsat sin afgørelse i Julia Timosjenkos appelsag om kassation af dommen fra distriktsdomstolen i Petjersk i Kiev; bemærker, at behandlingen af Julia Timosjenkos appelsag er blevet udsat til den 26. juni 2012, anser denne udsættelse for beklagelig og advarer mod at trække sagsbehandlingen i langdrag; 8. opfordrer indtrængende de ukrainske myndigheder til fuldt ud at respektere retten for alle fanger, der er idømt politisk motiverede domme, herunder Julia Timosjenko, Jurij Lutsenko og Valerij Ivasjtjenko, til at få fornøden lægehjælp i en passende institution, til at få adgang til deres advokater uden begrænsning samt til at modtage besøg af pårørende og andre personer, som f.eks. EU-ambassadøren; understreger nødvendigheden af, at Ukraine fuldt ud respekterer anklagedes og tilbageholdtes retskrav og menneskerettigheder, herunder deres ret til lægehjælp, i overensstemmelse med de internationale standarder; fordømmer fængselsvagters anvendelse af magt over for Julia Timosjenko og henviser til Ukraines forpligtelse til hurtigt og upartisk at undersøge enhver klage over tortur eller andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling; 9. opfordrer de ukrainske myndigheder til at nedsætte et uafhængigt og upartisk internationalt panel, der skal aflægge rapport om eventuelle krænkelser af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder i sagerne vedrørende Julia Timosjenko og andre medlemmer af hendes regering; noterer sig det tilfredsstillende resultat af mødet mellem Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz, og Ukraines premierminister, Mykola Azarov, og forventer, at de ukrainske myndigheder følger op på det aftalte forslag ved at udstikke retningslinjer for en hurtig gennemførelse, der kan sikre, i samarbejde med og til støtte for lægeholdet fra Charité-klinikken, at Julia Timosjenko får den fornødne medicinske behandling, og at der ved en autoritativ og kompetent EU-repræsentants mellemkomst sikres retlig kontrol med appel- og kassationssagen samt med fremtidige retssager for den forhenværende ukrainske premierminister; 10. hilser det velkomment, at Julia Timosjenko efter eget valg er blevet overført fra Katjanivska-fængslet til hospitalet, og noterer sig, at hun for nylig er blevet tilset af internationale lægelige eksperter; 11. insisterer på, at alle retssager mod tidligere og nuværende højtstående regeringsmedlemmer skal gennemføres i overensstemmelse med europæiske standarder for retfærdighed, upartiskhed, gennemsigtighed og uafhængighed; finder det forkasteligt, at de ukrainske myndigheder i strid med retsstatsprincipperne har rejst nye politisk motiverede sager mod Timosjenko og andre; 12. tilkendegiver utilfredshed med situationen for de demokratiske frihedsrettigheder og med metoden med at bruge statslige institutioner som redskab for partipolitik og politiske hævnakter; 13. understreger den afgørende betydning af frie, retfærdige og gennemsigtige parlamentsvalg i Ukraine senere i år, herunder af oppositionslederes ret til at deltage, og behovet for at opretholde et stærkt engagement i de demokratiske værdier og retsstatsprincippet, også i tiden mellem valg; anmoder om at blive deltager i en international valgobservationsmission til det kommende parlamentsvalg; 14. minder de ukrainske myndigheder om behovet for omfattende reformer, der skal gennemføres korrekt for at bane vejen for Ukraines tilpasning til europæiske normer og standarder; understreger, at Ukraines tilnærmelse til EU bør bygge på dets engagement i EU's værdier og frihedsrettigheder; understreger, at en af hjørnestenene i disse standarder skal være et uafhængigt retsvæsen; 15. understreger, at fuld respekt for menneskerettighedslovgivningen og indførelse af de grundlæggende OSCE-standarder ville styrke troværdigheden af Ukraines OSCE-formandskab, som det skal varetage i 2013; 16. udtrykker forhåbning om et vellykket EM i fodbold 2012 i Polen og Ukraine, men opfordrer samtidig alle de europæiske politikere, der agter at overvære kampene i Ukraine, til offentligt at tilkendegive deres kendskab til den politiske situation i landet og skaffe sig anledning til at besøge politiske fanger i fængslet, eller i modsat fald at deltage som privatpersoner og ikke som VIP'er; 17. pålægger sin formand at sende denne beslutning til EU-Udenrigstjenesten Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, Ukraines præsident, regering og parlament og Europarådets og OSCE's parlamentariske forsamlinger.
| ||||||||||||||||||
| Bekæmpelse af homofobi i Europa |
| |||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, konventionen om barnets rettigheder og konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, – der henviser til artikel 2, artikel 3, stk. 5, artikel 6, 7, 21 og 27 i traktaten om Den Europæiske Union, artikel 10 og 19 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde samt til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, – der henviser til værktøjssættet til fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner (LGBT), som Rådets Menneskerettighedsgruppe har vedtaget, – der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolution 1728 af 29. april 2010 om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet og Europarådets Ministerkomités anbefaling CM/Rec(2010)5 af 31. marts 2010 om foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, – der henviser til rapporten fra november 2010 fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder om homofobi, transfobi og diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet, – der henviser til sin beslutning af 18. april 2012 om menneskerettighederne i verden og EU's menneskerettighedspolitik, herunder virkninger for EU's strategiske menneskerettighedspolitik(1), – der henviser til sin beslutning af 14. december 2011 om det kommende topmøde mellem EU og Rusland(2), – der henviser til sin beslutning af 28. september 2011 om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet i De Forenede Nationer(3), – der henviser til sin beslutning af 19. januar 2011 om krænkelse af ytringsfriheden og forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering i Litauen(4), – der henviser til sin beslutning af 17. september 2009 om den litauiske lov om beskyttelse af mindreårige mod de skadelige virkninger af oplysninger til offentligheden(5), – der henviser til sine tidligere beslutninger om homofobi, navnlig af 26. april 2007 om homofobi i Europa(6), af 15. juni 2006 om stigende racistisk og homofobisk vold i Europa(7) og af 18. januar 2006 om homofobi i Europa(8), – der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2 og 4, A. der henviser til, at Den Europæiske Union bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal, og skal forsvare og fremme disse værdier i forbindelserne med den øvrige verden; B. der henviser til, at homofobi er en irrationel frygt for og aversion mod mandlig og kvindelig homoseksualitet og lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner (LGBT), som er baseret på fordomme og i lighed med racisme, fremmedhad, antisemitisme og sexisme, og der henviser til, at det kommer til udtryk i både det private og det offentlige rum under forskellige former som f.eks. hadefulde udtalelser og incitamenter til forskelsbehandling, latterliggørelse, verbal, psykisk og fysisk vold, forfølgelse og mord, forskelsbehandling i overtrædelse af ligestillingsprincippet og uberettigede og urimelige begrænsninger af rettigheder, som ofte er skjult bag begrundelser, der henviser til den offentlige orden, religionsfriheden og retten til militærnægtelse; C. der henviser til, at der i Rusland blev indført strafferetlige og administrative love mod »propaganda for homoseksualitet« i regionerne Ryazan i 2006, Arkhangelsk i 2011, Kostroma og Skt. Petersborg i 2012, og at regionerne Novosibirsk, Samara, Krirov, Krasnoyarsk og Kaliningrad i øjeblikket overvejer at indføre sådanne love; der henviser til, at disse love fastsætter forskellige bøder på op til 1 270 EUR for enkeltpersoner og op til 12 700 EUR for sammenslutninger og virksomheder samt til, at den føderale Duma overvejer at indføre en lignende lov; D. der henviser til, at parlamentet i Ukraine undersøger to lovforslag, som blev fremsat i 2011 og 2012, og som vil gøre det til en strafbar handling at »udbrede homoseksualitet«, herunder ved at »afholde møder, parader, aktioner, demonstrationer og masseforsamlinger, der tilsigter bevidst formidling af enhver form for positiv information om homoseksualitet«, og som indeholder bestemmelser om bøder og op til fem års fængsel; der henviser til, at det ukrainske parlaments udvalg for ytrings- og informationsfrihed støtter disse lovforslag; E. der henviser til, at byerne Bălți, Sorochi, Drochia, Cahul, Ceadîr Lunga og Hiliuţi samt distrikterne Anenei Noi og Basarabeasca i Moldova for nylig vedtog love om at forbyde »aggressiv propaganda for utraditionelle seksuelle orienteringer« og i et tilfælde »muslimsk aktivitet«; der henviser til, at statskancelliet allerede har erklæret sådanne foranstaltninger forfatningsstridige i tilfældet med Chetriş; F. der henviser til, at det i Litauen fortsat er juridisk uklart, om oplysninger til offentligheden må fremme accept af homoseksualitet, jf. loven til beskyttelse af mindreårige mod de skadelige virkninger af oplysninger til offentligheden som ændret i 2010; G. der henviser til, at et medlem af byrådet i Riga i Letland for nylig fremlagde et lovforslag om at forbyde »propaganda for homoseksualitet« med det formål at forhindre den baltiske Pride-parade 2012 i at finde sted, og der henviser til, at dette forslag endnu ikke er blevet behandlet; H. der henviser til, at det højrenationale parti »Jobbik« i Ungarn for nylig fremlagde adskillige lovforslag om at gøre »udbredelsen af seksuelle adfærdsforstyrrelser« til en strafbar handling, og at Fidesz-partiet i Budapests byråd har fremlagt et lokalt dekret om at »begrænse utugtige marcher« forud for Gay Pride-paraden i Budapest, og der henviser til, at disse forslag efterfølgende blev opgivet; I. der henviser til, at delegationen EU-Moldova har givet udtryk for »dyb beklagelse og bekymring« over disse tilkendegivelser af intolerance og forskelsbehandling; J. der henviser til, at Kommissionen har erklæret sin forpligtelse til at sikre overholdelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i EU og har udtalt, at homofobi ikke hører hjemme i Europa, K. der henviser til, at homofobi fortsat kommer til udtryk i medlemsstater og tredjelande, herunder i form af mord, forbud mod gay pride-parader og ligestillingsmarcher, offentlig brug af provokerende, truende og hadefuldt sprog, manglende tiltag fra politiets side for at yde passende beskyttelse og homofobiske gruppers tilladte voldelige demonstrationer; L. der henviser til, at Europa-Parlamentet fortsat fuldt ud bakker op om lighed og ikkeforskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet i EU og navnlig støtter vedtagelsen af Rådets forslag til direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, der er blokeret som følge af indsigelser fra visse medlemsstater, kommende forslag om gensidig anerkendelse af civilstandsdokumenters virkninger, den kommende revision af rammeafgørelsen om racisme og fremmedhad, som tilsigter at inkludere homofobisk kriminalitet, og en omfattende køreplan for ligestilling uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet; Situationen i Den Europæiske Union 1. fordømmer på det kraftigste enhver forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet og beklager dybt, at LGBT-personers grundlæggende rettigheder selv i EU endnu ikke altid respekteres fuldt ud; opfordrer derfor medlemsstaterne til at sikre, at lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner beskyttes mod homofobiske hadefulde udtalelser og vold, og at partnere af samme køn får den samme respekt, værdighed og beskyttelse som resten af samfundet; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til kraftigt at fordømme homofobiske hadefulde udtalelser eller tilskyndelse til had og vold og til at sikre, at demonstrationsfriheden – som garanteres i alle menneskerettighedstraktater – respekteres i praksis; 2. opfordrer Kommissionen til at revidere rammeafgørelsen om racisme og fremmedhad med henblik på at styrke og udvide dens anvendelsesområde til også at omfatte hadforbrydelser på grundlag af seksuel orientering, kønsidentitet og kønsudtryk; 3. opfordrer Kommissionen til at sikre, at forskelsbehandling på grund af seksuel orientering forbydes inden for alle sektorer ved at fuldføre antidiskriminationspakken på grundlag af artikel 19 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde; 4. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at direktiv 2004/38/EF om ret til at færdes og opholde sig frit gennemføres uden nogen form for forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, og opfordrer Kommissionen til at foreslå foranstaltninger til gensidig anerkendelse af civilstatusdokumenters virkninger baseret på princippet om gensidig anerkendelse; 5. henleder opmærksomheden på de resultater, som Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder nåede frem til i sin rapport om homofobi, transfobi og diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i videst muligt omfang at gennemføre de konklusioner, der er indeholdt i rapporten; 6. opfordrer Kommissionen til omhyggeligt at behandle de kommende resultater af Agenturet for Grundlæggende Rettigheders europæiske undersøgelse om bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner og til at træffe de nødvendige foranstaltninger; 7. opfordrer Kommissionen til at sikre, at årsberetningen om anvendelsen af EU's charter om grundlæggende rettigheder indeholder en strategi, som skal styrke beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i EU, herunder fuld og omfattende information om forekomsten af homofobi i medlemsstaterne samt forslag om løsninger og foranstaltninger til bekæmpelse heraf; 8. gentager sin anmodning til Kommissionen om at udarbejde en omfattende køreplan for ligestilling uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet; 9. mener, at LGBT-personers grundlæggende rettigheder vil være bedre beskyttet, hvis de har adgang til juridisk anerkendte samlivsformer som papirløse parforhold, registreret partnerskab eller ægteskab; udtrykker tilfredshed med, at disse muligheder i øjeblikket tilbydes i 16 medlemsstater, og opfordrer andre medlemsstater til at overveje at indføre lignende foranstaltninger; Homofobiske love og ytringsfrihed i Europa 10. udtrykker alvorlig bekymring over udviklinger, som begrænser ytrings- og forsamlingsfriheden på grundlag af misforståelser omkring homoseksualitet og transseksualitet; mener, at EU's medlemsstater bør være et godt eksempel, når det gælder anvendelsen og beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i Europa; 11. beklager, at denne slags love allerede nu bliver brugt til at arrestere eller give bøder til borgere, herunder heteroseksuelle, som giver udtryk for støtte til eller tolerance eller accept af lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner (LGBT); beklager desuden, at disse love legitimerer homofobi og i visse tilfælde vold, f.eks. det voldelige angreb mod en bus med LGBT-aktivister den 17. maj 2012 i Skt. Petersborg; 12. fordømmer volden og truslerne i forbindelse med Kiev Pride-arrangementet den 20. maj 2012, hvor to Gay Pride-ledere blev slået ned, hvilket resulterede i, at Pride-paraden blev aflyst; minder om, at EU-aftaler afhænger af respekten for de grundlæggende rettigheder, som er fastsat i traktaterne, og opfordrer derfor Ukraine til at indføre lovgivning, der skal forbyde forskelsbehandling, herunder på grund af seksuel orientering; mener, at den aktuelle udvikling i Ukraine står i modsætning til dette krav; opfordrer de ukrainske myndigheder til omgående at tilbagekalde de relevante lovforslag, fremsætte forslag til lovgivning, der forbyder forskelsbehandling, herunder på grund af seksuel orientering, og forpligte sig til at gennemføre en sikker Kiev Pride næste år; 13. understreger, at termen »propaganda« kun sjældent defineres; konstaterer med bekymring, at visse medier beviseligt udøver selvcensur, at borgere intimideres og er bange for at give udtryk for deres holdninger, og at sammenslutninger og selskaber, der bruger homovenlige symboler som f.eks. regnbuer, risikerer retsforfølgning; 14. fremhæver, at disse love er i strid med den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som udelukker diskriminerende love og praksisser(9) på grund af seksuel orientering, og som Rusland, Ukraine, Moldova, Litauen, Letland og Ungarn har tiltrådt; opfordrer Europarådet til at efterforske disse tilsidesættelser af menneskerettighederne og vurdere, om de er forenelige med de forpligtelser, som er forbundet med et medlemskab af Europarådet og den europæiske menneskerettighedskonvention, samt træffe passende foranstaltninger; 15. fremhæver desuden, at uddannelse spiller en central rolle, og at der derfor er behov for en god, tilgængelig og respektfuld seksualundervisning; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at intensivere kampen mod homofobi gennem uddannelse samt ved hjælp af administrative, juridiske og lovgivningsmæssige midler; 16. understreger endelig, at nationale og internationale domstole konsekvent har fastslået, at hensynet til den offentlige sædelighed ikke retfærdiggør forskelsbehandling, herunder i tilknytning til ytringsfriheden; henviser til det store flertal af europæiske lande, som ikke har sådanne love, og hvis samfund er velfungerende, mangfoldige og gensidigt respektfulde; 17. opfordrer de relevante myndigheder i Rusland, Ukraine, Moldova, og alle EU's medlemsstater til at udvise og sikre respekt for princippet om ikkeforskelsbehandling og til at tage disse love og forslag op til fornyet overvejelse i lyset af den internationale menneskerettighedslovgivning og deres forpligtelser i medfør heraf; 18. opfordrer Kommissionen, Rådet og EU-Udenrigstjenesten til at tage disse forbud til efterretning og fordømme dem, navnlig på områderne indre anliggender, bilateral dialog og den europæiske naboskabspolitik; opfordrer endvidere Rådet for Den Europæiske Union og EU-Udenrigstjenesten til at tage spørgsmålet op i relevante internationale fora som f.eks. Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og De Forenede Nationer; o 19. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformand i Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Ruslands og Ukraines nationale regeringer og parlamenter samt de regionale russiske parlamenter og moldoviske lokalråd, der er nævnt i denne beslutning.
| ||||||||||||||||||||||||||
| Et ressourceeffektivt Europa |
| |||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til Kommissionens meddelelse »Køreplan til et ressourceeffektivt Europa« (COM(2011)0571), – der henviser til Kommissionens meddelelse »Flagskibsinitiativet «Et ressourceeffektivt Europa' under Europa 2020-strategien' (COM(2011)0021), – der henviser til Kommissionens meddelelse »EUROPA 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst«(COM(2010)2020), – der henviser til Kommissionens meddelelse »Bedre udnyttelse af EU's miljøforanstaltninger: opbygning af tilliden gennem bedre viden og aktiv handling« (COM(2012)0095), – der henviser til sin beslutning af 13. september 2011 om en effektiv råvarestrategi for Europa(1), – der henviser til Miljørådets konklusioner om Kommissionens køreplan til et ressourceeffektivt Europa, som blev vedtaget den 19. december 2011 (18786/11), til Konkurrencerådets konklusioner af 29. november 2011 om en konkurrencedygtig europæisk økonomi og til Miljørådets konklusioner af 20. december 2010 om »bæredygtig råvareforvaltning og bæredygtig produktion og forbrug: nøglebidrag til et ressourceeffektivt Europa«, – der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs rapport »The European environment - state and outlook 2010« (SOER 2010), – der henviser til den kommende FN-konference om bæredygtig udvikling i Brasilien den 20.-22. juni 2012, – der henviser til Kommissionens meddelelse »Adgang til råstoffer af hensyn til Europas velfærd i fremtiden: Forslag til et europæisk innovationspartnerskab om råstoffer« (COM(2012)0082), – der henviser til sin beslutning af 19. januar 2012 om »hvordan madspild kan undgås: strategier for en mere effektiv fødevarekæde i EU«(2), – der henviser til forretningsordenens artikel 48, – der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udvalget om International Handel, Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Regionaludviklingsudvalget og Fiskeriudvalget (A7-0161/2012), A. der henviser til, at den aktuelle økonomiske, finansielle og miljømæssige krise viser, at Europa har akut behov for nye kilder til bæredygtig økonomisk vækst; B. der henviser til, at konsekvenserne af ressourceknaphed, f.eks. stigende priser, rammer mennesker med lav indkomst og i mindre begunstigede regioner særlig hårdt; der henviser til, at der derfor er større behov end nogensinde for synergi mellem social- og miljøpolitikken; C. der henviser til, at den voksende efterspørgsel efter og rovdrift på naturlige ressourcer og de hermed forbundne ændringer i arealanvendelsen fører til forringelse af miljøet, fremskyndelse af klimaændringer og ødelæggelse af jordens begrænsede naturkapital, herunder tab af biodiversitet; D. der henviser til, at den ressourceknaphed, der følger af en intens udnyttelse, prisspekulationen på råvaremarkederne og den dramatiske stigning i det globale forbrug presser råvarepriserne i vejret, og at realpriserne på råvarer således er steget med 147 % siden århundredeskiftet; der påpeger, at EU må forvente alvorlige udfordringer med hensyn til at sikre adgang til og stabile forsyninger af vigtige ressourcer; der henviser til, at effektiv udnyttelse af råstoffer såvel i erhvervslivet som på politisk niveau anerkendes som en forudsætning for at imødegå disse udfordringer; E. der henviser til, at man ved at omlægge økonomien i retning af en model, der bygger på ressourceeffektivitet og respekt for klodens begrænsninger samt tager højde for den voksende verdensbefolkning og befolkningstallene i fremtidige industrinationer, vil kunne opnå øget konkurrenceevne og skabe nye kilder til vækst og arbejdspladser takket være omkostningsbesparelser på grund af øget effektivitet, afsætning af innovative frembringelser og bedre forvaltning af ressourcer i hele deres livscyklus; F. der henviser til, at genanvendelse drejer sig om mere end blot indsamling af affald, som kan genanvendes, og at det derfor er nødvendigt at inddrage alle led i værdikæden i fremtidige foranstaltninger; G. der påpeger, at en fremtidig helhedsorienteret ressourcepolitik ikke længere kun bør skelne mellem »fornyelige« og »ikke fornyelige« ressourcer, men også bør omfatte »varige« materialer; H. der henviser til, at Eurobarometerundersøgelsen fra marts 2011 viser, at ressourceeffektivitet og bæredygtig produktion og forbrug er spørgsmål, som i høj grad optager EU-borgerne; der påpeger, at det under alle omstændigheder kun vil være muligt at gøre fremskridt i retning af bæredygtighed, hvis borgerne involveres direkte gennem holdningsændringer og ændringer i samfundets vaner med hensyn til ressourceanvendelse; I. der henviser til, at det bliver stadig vanskeligere at sikre adgang til og kontinuerlig forsyning med ressourcer på grund af det stigende ressourceforbrug, vandforbrug og arealforbrug; J. der påpeger, at en konkurrencedygtig industri forudsætter nye investeringer i mere effektiv teknologi; Prioriterede foranstaltninger 2. opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til senest i 2013 at fjerne hindringerne for et velfungerende europæisk marked for genanvendelse og genbrug og til at stimulere et sådant marked ved at fremme efterspørgslen efter og tilgængeligheden af genanvendte materialer og biprodukter gennem foranstaltninger, som bør omfatte en hurtig yderligere udvikling af stringente kriterier for affaldsophør og økonomiske incitamenter såsom nedsatte momssatser for sekundære materialer på områder, hvor der er et markedssvigt, eller fremme af innovative indsamlings og sorteringsteknologier; understreger i den forbindelse den presserende nødvendighed af en fuldstændig implementering af al eksisterende affaldslovgivning og af en intensivering af håndhævelse og overvågning; 3. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sætte skub i forskning og teknologisk udvikling med henblik på at fremskynde overgangen til en ressourceeffektiv økonomi; understreger, at »innovations-EU«, herunder horisont 2020-initiativet, det europæiske innovationspartnerskab om råstoffer, miljøinnovationshandlingsplanerne og videncentrene for innovation, er en af drivkræfterne for et ressourceeffektivt Europa; opfordrer Kommissionen til at oprette en let tilgængelig onlinedatabase for bedste praksis inden for ressourceeffektivitet; 4. opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til senest i 2013 at vedtage klare, solide og målelige indikatorer for økonomisk aktivitet, der tager hensyn til klimaændringer, biodiversitet og ressourceeffektivitet ud fra et livscyklusperspektiv, f.eks. i form af en kurv af fire ressourceforbrugsindikatorer, nemlig jordfodaftryk, vandfodaftryk, materialefodaftryk og CO2-fodaftryk, og anvende disse indikatorer som grundlag for lovgivningsinitiativer og konkrete reduktionsmål; understreger, at denne proces skal være gennemsigtig og inddrage hovedinteressenterne; 5. opfordrer Kommissionen til at foreslå en udvidelse af anvendelsesområdet for direktivet om miljøvenligt design til også at omfatte ikke-energirelaterede produkter og fremlægge yderligere krav om miljøvenligt design og generel ressourceeffektivitet for produkter, herunder genanvendt indhold, holdbarhed, genanvendelighed, reparerbarhed og genbrugelighed med henblik på at forbedre deres miljøindvirkning og fremme genanvendelsesmarkederne; understreger, at ethvert forslag af denne art skal bygge på omfattende konsekvensanalyser og være konsistente med andre relevante regelsæt; 6. opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til i største muligt omfang at integrere ressourceeffektivitetsdagsordenen i alle andre politikker, herunder de overordnede politikker for økonomisk styring såsom Europa-2020, og til at gennemføre den på lokalt, regionalt, nationalt og EU-plan; Dagsorden for fremtidig vækst 7. støtter flagskibsinitiativet om et ressourceeffektivt Europa og køreplanen for et ressourceeffektivt Europa og dens vision for 2050, inklusive milepælene heri; opfordrer Kommissionen til snarest at fremsætte alle de lovgivningsmæssige og øvrige initiativer, der er nødvendige for at nå milepælene og sikre, at alle EU-politikker på konsekvent vis rettes ind efter dem og efter den overordnede EU-vision om at skabe en lavemissionsøkonomi inden 2050, bl.a. ved at reducere udledningen af drivhusgasser med 80-95 % i forhold til 1990-niveau; understreger den afgørende vigtighed af at afkoble økonomisk vækst fra ressourceforbrug for at forbedre den europæiske konkurrenceevne og mindske dens ressourceafhængighed; henstiller, at Kommissionen sørger for at sikre en stabil lovgivningsmæssig ramme, således at langsigtede investeringer ikke sættes på spil; 8. fremhæver den vigtige rolle, ressourceeffektivitet spiller for bestræbelserne på at nå målene i Europa 2020-strategien; er overbevist om, at rammeprogrammet for forskning og innovation, Horisont 2020, bør spille en afgørende rolle i denne henseende; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage nationale køreplaner for ressourceeffektivitet, som omfatter specifikke foranstaltninger og målsætninger, der svarer til målsætningerne i EU's køreplan; 9. opfordrer Kommissionen til inden udgangen af 2012 at stille forslag om en ny politisk ramme for bæredygtigt forbrug og produktion, hvorved der etableres en proces til at identificere udpege de vigtigste produkter eller tjenesteydelser, som bidrager mest til de centrale globale forbrugsområder (vand, jord, råvarer og CO2), i overensstemmelse med forbrugsindikatorerne i køreplanen for ressourceeffektivitet; dette bør ledsages af lovgivningsforslag, der håndterer spørgsmålene om prioriterede produkter og tjenester med de relevante værktøjer, herunder mekanismer, der kan forbedre ressourceeffektiviteten i forsyningskæden, og muligheden for at fastsætte mindstekrav eller best performance-benchmarks ved hjælp af gennemførelsesforanstaltninger; 10. fastholder, at tiltag, som har til formål at opnå større ressourceeffektivitet, under ingen omstændigheder må være begrænset til den offentlige sektor, og opfordrer derfor Kommissionen, medlemsstaterne og virksomhederne til at basere deres økonomiske strategier på en radikalt forbedret ressourceeffektivitet, som medfører, at den økonomiske vækst afkobles fra ressourceforbruget; mener også, at det er nødvendigt at fokusere på såvel produktivitet som effektivitet i ressourceforbruget; 11. understreger det presserende behov for at handle nu med henblik på at støtte innovation og investeringer i nye teknikker og forretningsmodeller, herunder strategier for specifikke industrisektorer og bæredygtige forretningsmodeller såsom et leasingbaseret samfund, og for at skabe de incitamenter, som vil være til gavn for økonomien; fremhæver den afgørende rolle, som den private sektor, herunder SMV'er, spiller med hensyn til at levere grøn økonomisk vækst; 12. understreger, at Europa som et genanvendelsessamfund skal genbruge og genanvende en stor del af sit eget affald og producere sekundære råstoffer på den mest effektive måde; 13. opfordrer til udvikling af en SMV-venlig standard for ressourceudnyttelse baseret på principper såsom Global Compact; 14. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til fuldt ud at indarbejde målsætningerne om ressourceeffektivitet i det europæiske semester for samordning af den økonomiske politik; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at bekræfte nødvendigheden heraf i Det Europæiske Råd; opfordrer Kommissionen til at fremlægge yderligere detaljer om, hvorledes medlemsstaternes fremskridt i retning af større ressourceeffektivitet konkret vil blive vurderet som led i processen med det europæiske semester; 15. understreger, at first mover-fordelen inden for ressourceeffektivitet gør det lettere at vinde andele af vækstmarkeder, idet det må erindres, at EU sidder på omkring en tredjedel af verdensmarkedet for miljøteknologier; Omstilling af økonomien 16. minder om, at der er akut behov for en reduktion af ressourceforbruget for at undgå fremtidige problemer med ressourceknaphed og stigende priser på ressourcer; 17. bemærker, at hvis overgangen til en ressourceeffektiv økonomi skal lykkes, skal markedspriserne fuldt ud afspejle graden af ressourceknaphed samt alle de omkostninger, der er knyttet til produktionsprocessen; fremhæver, at markederne stimulerer til ressourceeffektivitet, hvis priserne afspejler ressourceanvendelsens sande omkostninger; opfordrer til at indføre livscyklusmodellen i regnskabsprocessen og internalisere de eksterne miljøomkostninger i henhold til forureneren betaler-princippet; 18. påskønner det tilsagn, Kommissionen giver i køreplanen til at udvikle markedsbaserede instrumenter, der kan gøre det muligt at indregne negative eksterne omkostninger i markedspriserne og dermed afspejle ressourceforbrugets reelle omkostninger og miljømæssige konsekvenser; 19. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle incitamenter, som kan tilskynder virksomhederne og offentlige organer til at måle, benchmarke og løbende forbedre deres vand-, råvare- og CO2-fodaftryk, samt foranstaltninger til at udvide princippet om producentansvar og fjerne de hindringer, som bremser ressourceeffektiviteten; 20. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at indføre miljøbeskatning; understreger, at dette vil give mulighed for at sænke andre skatter, f.eks. på arbejde, øge konkurrenceevnen og skabe lige konkurrencevilkår og bane vejen for teknologisk udvikling; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overvåge og sammenligne virkningerne af dette instrument; 21. opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge muligheden for at udvikle en hierarkisk model for at sikre, at der opnås mest mulig merværdi i ressourceanvendelsen uden at skade miljøet; 22. opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigst muligt og senest i 2014 at vedtage konkrete planer for at udfase alle miljøskadelige støtteordninger før 2020, herunder støtteordninger, som skaber incitamenter for en ineffektiv udnyttelse af vedvarende ressourcer, samt til at rapportere om fremskridtene heri via de nationale reformprogrammer; 23. opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at oprette udvidede producentansvarssystemer i hele EU for at fremme resultaterne i alle medlemsstater, herunder de lande, hvor genbrugs- og genanvendelsesprocenterne er meget lavere end EU-gennemsnittet; 24. understreger, at borgerne og civilsamfundets organisationer spiller en vigtig rolle med hensyn til at opnå forandringer og en omlægning af økonomien; understreger behovet for at udvikle oplysningsstrategier og strategier til at ændre forbrugeradfærden og undgå tilbageslagseffekter; 25. understreger behovet for at sikre en bæredygtig europæisk råstofforsyning, som er tilstrækkelig at opfylde behovene i en voksende genanvendelsessektor, udvide Europas åbne økonomi og skabe arbejdspladser; 26. kræver strengere krav til grønne offentlige indkøb (GPP) for produkter og tjenester, som har store miljømæssige konsekvenser og bidrager mest til forbruget af centrale globale ressourcer (vand, jord, råvarer og CO2), som fastsat i køreplanen for ressourceeffektivitet; opfordrer Kommissionen til at vurdere, i hvilket omfang GPP kan knyttes til EU-finansierede projekter; opfordrer til en indsats for at fremme fælles indkøb og netværk af offentlige indkøbere til støtte for GPP inden årets udgang, baseret på en forudsætning om, at dette ikke må medføre konkurrencemæssige ulemper for offentlige virksomheder; 27. kræver, at kravene om miljøoplysninger udvides til at omfatte konventionelle masseforbrugsvarer; går ind for nationale tests for miljømærkning og opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle en harmoniseret europæisk metode til beregning af et produkts miljømæssige fodaftryk med henblik på at give forbrugerne bedre information om produkter, som ikke er omfattet af de eksisterende ordninger såsom miljømærkning, energimærkning og økomærkning; 28. fremhæver betydningen af en universel mærkning, som skal omfatte, men ikke være begrænset til, ressourceforbrug i produktinformationen; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at forbedre den gældende mærkningslovgivning ved at integrere de forskellige mærker i en samlet oversigt, der kan sætte forbrugerne i stand til at foretage velinformerede og bæredygtige valg; 29. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at EU's eksisterende affaldsregler og minimumsmålsætningerne heri gennemføres fuldt ud i deres nationale strategier og planer for affaldsforebyggelse og -forvaltning; gentager, at de eksisterende mål for affaldsindsamling og -sortering skal udbygges og fastlægges på ny med henblik på at opnå den største og kvalitativt bedste genvinding af materialer i hver fase; fremhæver betydningen af, at EU-finansieringen prioriterer aktiviteter, der liggere højere oppe i affaldshierarkiet, som fastsat i affaldsrammedirektivet (f.eks. prioritering af genanvendelsesanlæg frem for affaldsbortskaffelse); opfordrer Kommissionen til at overveje behovet for at forbedre og harmonisere beregningsmetoder og statistikker for affald med henblik på at skabe et godt og pålideligt grundlag for at fremme genanvendelse; 30. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre en mere effektiv indsats for at bekæmpe den ulovlige transport af affald til tredjelande og især at styrke de relevante kontrolmekanismer; foreslår, at der oprettes en »europæisk udenrigspolitik på affaldsområdet«, som skal stræbe efter at udbrede de bedste europæiske affaldshåndteringsstandarder til tredjelande; 31. påpeger, at mere end 20 % af al mad ender i skraldespanden, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe målrettede foranstaltninger til nedbringelse af madspild; bemærker, at der ikke kun er mad, der går til spilde, men også de ressourcer, der anvendes til forarbejdning og emballering af fødevarer; 32. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at lægge større vægt på oplysning, uddannelse og bevidstgørelse, navnlig hvad angår affaldssortering, genbrug og genanvendelse, i betragtning af at undervisning virker direkte fremmende på ressourceeffektive adfærdsmønstre; 33. opfordrer Kommissionen til at strømline affaldsreglerne under hensyn til affaldshierarkiet og behovet for at bringe restaffaldsmængden ned i nærheden af nul; opfordrer derfor Kommissionen til senest i 2014 at stille forslag om en gradvis indførelse af et generelt forbud mod affaldsdeponering på EU-plan samt om udfasning af forbrændingen af genanvendeligt eller komposterbart affald inden udgangen af dette årti; dette bør ledsages af passende overgangsforanstaltninger, herunder videreudvikling af fælles standarder baseret på livscyklusprincippet; opfordrer Kommissionen til at revidere affaldsrammedirektivets genanvendelsesmål for 2020; er af den opfattelse, at en deponeringsafgift - som nogle medlemsstater allerede har indført - også vil kunne bidrage til at nå dette mål; 34. påpeger, at eksisterende deponeringsanlæg kan anvendes som råstofdepoter (»urban mining«), men at der foreligger meget få forskningsresultater på dette område; 35. opfordrer medlemsstaterne til at udvide deres arbejde på retningslinjer for udvikling af standarder for genanvendte materialer gennem Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN); 36. opfordrer Kommissionen til at sikre, at der gennem politikker skabes kaskadeanvendelse af naturlige råstoffer, og at de produkter, der giver størst mulig merværdi og er mest ressourceeffektive, foretrækkes frem for energiproduktion under hensyntagen til især mulighederne for nedbringelse af drivhusgasemissionerne; 37. opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme en sådan kaskadetilgang til brugen af biomasse, hvor genanvendelse og produkter med størst mulig merværdi og høj ressourceeffektivitet, f.eks. biobaserede produkter og industrimaterialer, foretrækkes frem for bioenergi; 38. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde et program for oplysning og vejledning af virksomheder, især SMV'er; 39. understreger, at en meningsfuld livscyklustilgang forudsætter en regnskabsføring, der er så nøjagtigt som muligt; finder det i den forbindelse nødvendigt, at leverandører ved gennemførelsen af direktivet om brændstofkvalitet anvender en særskilt standardværdi for tjæresand; 40. fremhæver, at forskning, udvikling og innovation har stor betydning for at fremskynde overgangen til et ressourceeffektivt Europa; bemærker, at der navnlig er behov for større innovation inden for miljøvenlig materialeefterforskning og -udvinding, landbrug, kemi, vandbehandling og -genanvendelse, vandforvaltning, genanvendelsespotentiale og erstatning af miljøskadelige materialer, teknologier og design med henblik på at reducere materiale- og energiforbruget samt vedvarende energi og energieffektivitet; påpeger, at bevillingen af skattefradrag i tilknytning til nedsat ressourceforbrug ligeledes ville virke fremmende på innovation, forskning og udvikling; 41. minder om, at ressourceeffektivitet bør gør det lettere for EU at øge sit tekniske præstationsniveau for at udvinde mere fra råvarerne langs hele værdikæden (i forbindelse med udvinding, forarbejdning, raffinering og genanvendelse); 42. opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvorledes ressourceeffektiviteten i EU's udvindings- og metalbearbejdningsteknologier kan øges med henblik på at øge konkurrenceevne og bæredygtighed ved bl.a. at fremme anvendelsen af nye teknologier og styrke produktionen af biprodukter sammen med uædle metaller; 43. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at overveje at etablere centre for innovationsteknologi til støtte for udvinding, genanvendelse og genbrug af nyttige komponenter i mineaffaldsprodukter og for at lette den efterfølgende brug af mineaffaldsprodukter, der er placeret i forskellige typer af affaldsdeponeringsanlæg og i bygge- og anlægsindustrien samt håndteringen af denne type af affaldsdeponering på en miljømæssigt sikker måde; 44. gør opmærksom på behovet for at anvende alternative produkter, der har et mindre energi- og materialeintensivt forbrugsmønster, men sikrer samme præstationsniveau, samt alternative råvarer og andre materialer og derigennem gøre fremstillingsprocesserne mindre energiintensive; 45. opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge virkningen af en skat på ressourcer og nye råstoffer, herunder navnlig eventuelle bivirkninger i form af f.eks. ikke-bæredygtig substitution, skatteunddragelse eller udflytning af økonomiske aktiviteter til tredjelande; 46. understreger betydningen af kvalifikationer og uddannelse; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indlede en tæt dialog om dette med arbejdsmarkedets parter, den akademiske verden og erhvervslivet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til, sammen med erhvervslivet og den akademiske verden, at støtte ressourceeffektivitet gennem særlige universitetsprogrammer og stipendier; støtter i den forbindelse udvekslingsprogrammer på dette område, som f.eks. mineral- og miljøprogrammet under Erasmus Mundus. 47. understreger nødvendigheden af at investere i genanvendelse af råvarer og sjældne jordarter, eftersom minedrift, raffinering og genanvendelse af sjældne jordarter får alvorlige miljømæssige konsekvenser, hvis de ikke forvaltes korrekt; Naturkapital og økosystemtjenester 48. understreger, at biodiversiteten såvel direkte som indirekte er en forudsætning for menneskehedens eksistens og for samfundets velfærd via de økosystemtjenester, den yder; påskønner og støtter EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020, herunder alle strategiens mål og aktioner; fremhæver, at det er vigtigt at integrere beskyttelsen af biodiversiteten, også i et ressourceeffektivt Europa; 49. hilser det derfor velkomment, at der er blevet truffet særlige foranstaltninger med henblik på at kontrollere invasive arter, og opfordrer til, at disse gennemføres hurtigst muligt; 50. understreger betydningen af vand som en naturressource, der er livsvigtig for såvel mennesker som økosystemer; påpeger den øgede trussel mod adgangen til og kvaliteten af sikre vandressourcer på grund af faktorer som f.eks. skovrydning, urbanisering, befolknings- og økonomisk vækst og klimaændringer; fremhæver behovet for en tilgang på flere niveauer i forbindelse med forvaltningen af vores vandressourcer og lægger vægt på de lokale og regionale myndigheders rolle i forbindelse med flagskibsinitiativet om et ressourceeffektivt Europa; 51. opfordrer Kommissionen til at beregne og oplyse om de omkostninger, der er forbundet med de miljøskader, der er en konsekvens af EU's landbrugs- og fiskeripolitik; 52. opfordrer Kommissionen til at gøre brug af bedste praksis inden for ressourceeffektivitet med henblik på at udarbejde passende kriterier og påbegynde pilotprojekter for flere ressourcer, f.eks. fosfor, med henblik på at opnå en genbrugsgrad på næsten 100 % i 2020 og optimere deres brug og genanvendelse; understreger, at sådanne pilotprojekter bør have direkte støtte fra EU; 53. mener, at Europas ressourcer bør forvaltes på en mere strategisk og miljømæssigt forsvarlig måde; mener, at der bør gøres en større indsats for at udvikle de eksisterende ressourcer i EU, navnlig mineraler, metal og tømmer samt energiressourcer, herunder fossile brændstoffer; betoner EU's potentielle mulighed for at dække sit eget behov for råstoffer og opfordrer det til at nedbringe sin afhængighed af importerede råstoffer, der er produceret ubæredygtigt; 54. er af den opfattelse, at virksomhederne i medlemsstaterne i stigende grad bør anvende indenlandske råstoffer; påpeger, at forvaltningen af indenlandske ressourcer bør sikre, at de ikke går til spilde; 55. fremhæver betydningen af et bæredygtigt landbrug, hvilket vil medføre en reduktion af det »importerede« areal og af EU's CO2-fodaftryk; 56. mener, at forbrugerbevidsthed spiller en afgørende rolle i forbindelse med forbedringen af ressourceeffektiviteten inden for fødevareforbruget og støtter initiativer på lokalt, nationalt og EU-plan til fremme af mere bæredygtige forbrugsmønstre; 57. henleder opmærksomheden på den rolle, vedvarende naturressourcer som f.eks. skove spiller i forbindelse med ressourceeffektivitet; opfordrer Kommissionen til at tilskynde til brug af vedvarende, biobaserede, genanvendelige og miljøvenlige rå- og andre materialer; understreger især, at brugen af fornyelige lavemissionsmaterialer som f.eks. træ til byggeformål er mere ressourceeffektiv; 58. understreger behovet for at fremme skovbeskyttelse i EU og styrke de hermed forbundne risikoforebyggelsesmetoder, da skovressourcer og miljømæssige kvaliteter ved træ udgør vigtig naturkapital; opfordrer til, at der etableres finansielle instrumenter for foranstaltninger til forebyggelse af skovbrand og parasitter; opfordrer Kommissionen til sammen med træbranchen at undersøge anvendelsesområdet for særlige foranstaltninger, der sigter mod bæredygtig udnyttelse af skovressourcerne, navnlig gennem pilotprojekter; støtter en bedre anvendelse af de skovbrugsforanstaltninger, der allerede anvendes under EU's forskellige politikker, med henblik på at forbedre skovenes økonomiske værdi og sikre større forsyning af træ, f.eks. gennem genplantning under udviklingsprogrammer for landdistrikterne; 59. understreger, at udvaskningen af næringssalte i miljøet fra landbrugsproduktionen har alvorlige eksterne omkostninger for økosystemerne, menneskers sundhed og klimaet; opfordrer Kommissionen til at indføre moderne teknikker til håndtering af næringsstoffer for at reducere den udvaskning af næringssalte, der følger af en stadig mere intensiv produktion; 60. påpeger, at landbrugsreformpakken er et vigtigt element i flagskibsinitiativet om et ressourceeffektivt Europa; påpeger vigtigheden af at finde en løsning på spørgsmålene om maksimalt bæredygtigt udbytte, forebyggelse af udsmid, renere og mere effektive motorer, mere selektive fiskeredskaber, ensartede konkurrencevilkår på internationalt plan og overkapacitet i fiskerflåden med henblik på at opnå en miljømæssigt og økonomisk sund fiskeri- og akvakultursektor; understreger endvidere den sociale og økonomiske betydning af det ikke-industrielle kystfiskeri; Styring og overvågning 61. opfordrer indtrængende Kommissionen til i samråd med alle de vigtigste interessenter at vedtage solide og letforståelige indikatorer, eksempelvis for jordfodaftryk, vandfodaftryk, materialefodaftryk og CO2-fodaftryk, der kan gøre det muligt at overvåge fremskridtene i opfyldelsen af målene; disse indikatorer bør bygge på integrerede regnskabsværktøjer og på konsistente og bredt anerkendte, videnskabeligt baserede metoder samt være udtrykkeligt definerede som gældende for hele EU og for såvel politiske beslutningstagere som private aktører; de bør desuden tage virkningerne af den fulde livscyklus i betragtning og måle de ressourcer, der kommer ind i økonomien, med henblik på at inddrage alle aspekter af ressourceknapheden og dermed også skjulte strømninger; advarer om, at den foreslåede indikator for ressourceproduktivitet ikke vil give den ønskede information; 62. gentager, at det er vigtigt med et sæt af sammenhængende, målelige, klare og verificerbare sektormål, herunder et overordnet mål, med henblik på at gennemføre visionen og milepælene i køreplanen; erkender emnets kompleksitet og det heraf følgende behov for et solidt videnskabeligt grundlag; opfordrer Kommissionen til på grundlag heraf at stille et konkret forslag til sådanne målsætninger for EU og medlemsstaterne senest et år efter vedtagelsen af de relevante indikatorer og til at sikre, at alle EU-politikker er i overensstemmelse med de fastsatte mål; mener, at milepælene i køreplanen bør betragtes som mål, indtil der er fastsat mere detaljerede mål; opfordrer medlemsstaterne til at medtage tilsvarende mål i deres egne strategier for ressourceeffektivitet; 63. understreger, at det er afgørende med specifikke indikatorer for ressourceeffektivitet inden for alle politikområder, og opfordrer Kommissionen til at indarbejde indikatorer for ressourceeffektivitet i alle sine konsekvensanalyser; mener desuden, at et »fitnesstjek« som det, der beskrives i Kommissionens meddelelse COM(2010)0614, bør være en obligatorisk del af alle konsekvensanalyser; 64. opfordrer Kommissionen til at sikre en fuld gennemførelse af den eksisterende lovgivning, med særligt fokus på vandlovgivningen, for at udnytte alle muligheder i videst mulige omfang; 65. hilser EU's direktiv om brændstofkvalitet velkomment som et vigtigt skridt i en livscyklustilgang til ressourceforbrug og insisterer på, at leverandørerne i forbindelse med gennemførelsen heraf bør anvende en særskilt standardværdi for tjæresand; 66. mener, at det syvende miljøhandlingsprogram bør skabe den rette politiske ramme for at opnå visionen, milepælene og målene i køreplanen for et ressourceeffektivt Europa; 67. opfordrer Kommissionen til at screene EU's politikker og bl.a. vurdere de nationale handlingsplaner for vedvarende energi og den fælles landbrugspolitik med hensyn til deres indvirkning på ressourceeffektiviteten. 68. mener, at et ressourceeffektivt Europa udgør en passende ramme for skabelsen af grønne job til alle uden forskelsbehandling; 69. fastholder, at en effektiv udnyttelse af ressourcer ofte hæmmes af besværlige administrative procedurer; opfordrer Kommissionen til at forenkle godkendelsesprocedurerne for at gøre det lettere at opnå ressourceeffektivitet; hilser i den forbindelse Kommissionens initiativ vedrørende gennemsigtighedsdirektivet velkomment; 70. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle offentlige oplysnings- og undervisningskampagner, der skal have til formål at fremme brugen af produkter fremstillet af genanvendt affald; 71. opfordrer til iværksættelse af foranstaltninger, der kan sikre, at effektiv udnyttelse af ressourcer gøres til et afgørende kriterium inden for regionalpolitik; understreger nødvendigheden af, at ressourceeffektivitetsspørgsmålet også tages op på regionalt og lokalt plan under hensyntagen til de europæiske regioners forskellige potentialer, handicap og udviklingsniveauer; understreger behovet for, at lokale og regionale myndigheder bringer deres foranstaltningerne til forbedring af ressourceeffektiviteten i overensstemmelse med Europa 2020-strategien; Den internationale dimension 72. mener, at effektiv og bæredygtig udnyttelse og fordeling af ressourcerne er et centralt element i EU's industripolitik, og at det også bør være et ledende princip for Unionens eksterne forbindelser nu og i fremtiden; mener i denne henseende, at handelen med miljøvenlige varer og tjenesteydelser udgør et redskab til bæredygtig økonomisk og social udvikling, som både handel og miljø kan få gavn af; 73. finder, at et multilateralt system for fair, åben og ikke-diskriminerende handel og beskyttelsen af miljøet bør være gensidigt styrkende og til gavn for lokalsamfundene, forudsat at reglerne for multilateral handel ændres, så de bedre kan leve op til de miljømæssige udfordringer og grundlæggende menneskelige behov; 74. opfordrer Kommissionen til i højere grad at inkorporere spørgsmål vedrørende råstoffer, såsom a) eksportbegrænsninger og b) investeringsaspekter, i de nuværende og fremtidige handelsforhandlinger, som EU deltager i på bilateralt og multilateralt plan; 75. understreger, at en fair åbning af de globale markeder for miljøværdier og -tjenester, der tilskynder til bæredygtigt forbrug, skaber eksportmuligheder, nye arbejdspladser i forbindelse med udbredelse af grønne teknologier, innovation og konkurrenceevne samt fører til lavere priser, højere kvalitet og større valgmuligheder for forbrugerne; 76. udtrykker tilfredshed med det arbejde, der er udført under forhandlingerne i WTO's Doha-runden om nedbringelse eller afskaffelse af afgiftsmæssige og ikke-afgiftsmæssige barrierer for handelen med miljøvenlige varer og tjenesteydelser, og opfordrer indtrængende parterne til fortsat at arbejde - uafhængigt af fremtiden for Doha-runden - hen imod en klar definition af miljøvenlige varer og tjenesteydelser, som også omfatter virksomhedernes sociale ansvar, EU-miljøstandarder og fair trade-principper; 77. fastslår igen, at alle de eksisterende bilaterale og regionale europæiske handelsaftaler bør omfatte et ambitiøst kapitel om bæredygtighed, sådan som det f.eks. er tilfældet i de seneste aftaler om liberaliseringen af handelen mellem EU og Republikken Korea, Colombia og Peru samt Centralamerika; mener, at kapitlerne om social og miljømæssig bæredygtighed bør placeres på lige fod med de kommercielle aspekter af aftalen, og opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at disse kapitler er underlagt tvistbilæggelsesbestemmelserne i fremtidige frihandelsaftaler; 78. mener, at indføjelse af toldpræferencer for miljøvenlige varer og tjenesteydelser produceret på socialt ansvarlig vis inden for rammerne af den generelle præferenceordning kan skabe merværdi i EU's handel med udviklingslandene og fungere som et yderligere incitament til at nå målene i Europa 2020-strategien samt EU's langsigtede klima- og energimål; 79. mener, at der såvel under som i optakten til Rio+20-konferencen er behov for en ny og styrket debat med deltagelse af alle FN's medlemsstater, civilsamfund og fagforeninger, navnlig vedrørende effektiviteten af den frivillige karakter af virksomhedernes sociale ansvar; 80. understreger, at EU's økologiske innovation fremmer en større ressourceeffektivitet uden for vores grænser og dermed mindsker udtømmelsen af de globale ressourcer; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til at styrke deres nationale strategier for ressourceeffektivitet og dele ud af deres viden i et globalt forum, som f.eks. Rio+20-topmødet; fastholder, at det hurtigt voksende forbrug og de svindende råstofreserver globalt set indebærer et behov for at investere i global ressourceeffektivitet; 81. påpeger, at det kommende Rio+20-topmøde kan være et vigtigt forum til at drøfte spørgsmål om ressourceeffektivitet og bæredygtig udvikling; mener, at et nyt sæt mål for bæredygtig udvikling kan udfylde hullerne i 2015-målene og blive en stærk efterfølger som globalt projekt, der anerkender den uløselige forbindelse mellem miljøet og alle dimensioner af udvikling; opfordrer indtrængende EU og dens medlemsstater til at spille en afgørende og positiv rolle på denne konference for at tage hånd om udfordringerne ved at skabe en inklusiv og grøn økonomi på globalt plan; o 82. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
| ||||||||||||
| Initiativet »Muligheder for Unge« |
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til forespørgsel af 26. april 2012 til Kommissionen om initiativet »Muligheder for Unge« (O-000106/2012 – B7-0113/2012), – der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 17. juni 2010 om Europa 2020-strategien og dens fem overordnede mål, – der henviser til Kommissionens meddelelse om initiativet »Muligheder for Unge« (COM(2011)0933), – der henviser til beskæftigelsespakken »Et opsving med høj beskæftigelse«, som Kommissionen fremlagde den 18. april 2012 (COM(2012)0173), – der henviser til Kommissionens meddelelse »Akten for det indre marked – Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid – Sammen om fornyet vækst« (COM(2011)0206), – der henviser til Kommissionens meddelelse »Unge på vej – Et initiativ om udnyttelse af unges mulighed for at fremme en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i Den Europæiske Union« (COM(2010)0477), – der henviser til Kommissionens meddelelse om »Den årlige vækstundersøgelse 2012« (COM(2011)0815), – der henviser til sin beslutning af 6. juli 2010 om fremme af unges adgang til arbejdsmarkedet, styrkelse af status som praktikant og lærling(1), – der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om mobilitet og integrering af personer med handicap og den europæiske handicapstrategi for 2010-2020(2), – der henviser til sin beslutning af 9. marts 2011 om EU's strategi for integration af romaer(3), – der henviser til Rådets konklusioner, som blev vedtaget i Luxembourg den 17. juni 2011, om fremme af beskæftigelse for unge med henblik på at nå målene i Europa 2020, – der henviser til erklæringen fra medlemmerne af Det Europæiske Råd den 30. januar 2012 med titlen »På vej mod vækstfremmende konsolidering og beskæftigelsesfremmende vækst«, – der henviser til den skrivelse vedrørende ungdomsarbejdsløshed, som Europa-Kommissionens formand, Barroso, den 31. januar 2012 fremsendte til otte medlemsstater, – der henviser til arbejdsdokumentet af 28. marts 2012 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (SOC)450 om Meddelelse COM(2011)0933 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, – der henviser til direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, – der henviser til artikel 15, 31 og 32 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, – der henviser til kapitel XII i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, – der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2, A. der henviser til, at Europa-Parlamentet gav udtryk for sin holdning til fremme af unges adgang til arbejdsmarkedet og styrkelse af status som praktikant og lærling i sin beslutning fra 2010, hvori Kommissionen, medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og andre aktører i overensstemmelse med deres respektive kompetencer bl.a. opfordredes til at
B. der henviser til, at arbejdsløsheden – efter en mat økonomisk genopretning siden 2010 – igen er stigende med en gennemsnitlig arbejdsløshed i EU på hele 10 % og en ungdomsarbejdsløshed på over 22 %, samtidig med at de økonomiske prognoser peger i retning af en ny periode med økonomisk stagnation, hvor arbejdsløshedsraterne vil stige yderligere, uden udsigt til et opsving med høj beskæftigelse i nær fremtid; C. der henviser til, at beskæftigelsessituationen for unge er meget forskellig fra den ene medlemsstat til den anden med arbejdsløshedsrater fra et godt stykke under 10 % i nogle lande til næsten 50 % i de lande, der er hårdest ramt af krisen; D. der henviser til, at ungdomsarbejdsløsheden kun kan tackles meningsfuldt, når den analyseres på baggrund af den samlede beskæftigelsessituation i en medlemsstat og den overordnede ramme for den økonomiske politik, der omgiver det nationale arbejdsmarked; E. der henviser til, at én årsag til den høje ungdomsarbejdsløshed er manglen på nye job; F. der henviser til, at de negative konsekvenser af den finansielle og økonomiske krise i Europa, og navnlig statsgældskrisen i euroområdet, har haft en særligt alvorlig indvirkning på unge, især dem som ikke har fuldført eller klaret sig godt i grundskolen eller den gymnasiale uddannelse, dem der er langtidsledige eller socialt udstødte og dem, der bor i økonomisk ugunstigt stillede regioner, og har stillet de unge dårligere end før; G. der henviser til, at den alarmerende stigning i ungdomsarbejdsløsheden udgør en trussel mod mange unges økonomiske og sociale fremtid i EU og lader dem betale en høj pris for krisen; H. der henviser til, at bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed kræver øgede investeringer i uddannelse og efteruddannelse i EU; I. der henviser til, at effektive foranstaltninger omfatter overførsel af arbejdstagere fra industrier og sektorer i tilbagegang til dem, der er i vækst, ansporing til innovation og udvikling af nye job; J. der henviser til, at Det Europæiske Råd den 17. juni 2010 enedes om Europa 2020-strategien og fem overordnede mål, herunder
K. der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse om akten for det indre marked med rette anfører, at en yderligere uddybning af det indre marked har potentiale til at skabe de job og den velstand, der er hårdt brug for for at tilvejebringe et økonomisk omslag og imødegå den aktuelle økonomiske krise; L. der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse om »Unge på vej« tilskyndede medlemsstaterne til at indføre en ungdomsgaranti og følgelig opfordrede medlemsstaterne til at gøre mere for at gennemføre sådanne strategier; M. der henviser til, at medlemmerne af Det Europæiske Råd under deres møde den 30. januar 2012 offentliggjorde en erklæring, hvori medlemsstaterne opfordres til at øge beskæftigelsesudbuddet og mindske ungdomsarbejdsløsheden, og hvis konklusion var, at målet bør være, at unge inden for få måneder efter endt skolegang modtager et tilbud om beskæftigelse, videreuddannelse, læreplads eller praktikplads af god kvalitet; N. der henviser til, at Europa-Kommissionens formand, Manuel Barroso, den 31. januar 2012 fremsendte skrivelser til otte medlemsstater, hvis ungdomsarbejdsløshedsrater var betydeligt over EU's gennemsnit, og at der blev sendt »aktionshold« til disse medlemsstater for at udarbejde planer for beskæftigelse af unge; O. der henviser til, at fælles faktorer i disse otte lande er et meget højt antal unge, der forlader skolen, og ufaglærte unge, som søger job på arbejdsmarkedet; P. der henviser til, at Kommissionen i maj 2012 vil fremsætte sine landespecifikke henstillinger for 2012, men at den samtidig i sin meddelelse om initiativet »Muligheder for Unge« har anført, at medlemsstaterne, i særdeleshed dem med de højeste ungdomsarbejdsløshedsrater, uden at afvente ovennævnte henstillinger bør træffe afgørende foranstaltninger til at forebygge skolefrafald, udvikle kompetencer, som er relevante for arbejdsmarkedet, støtte den første joberfaring og oplæring på arbejdspladsen samt lette adgangen til et (første) job; Q. der henviser til, at kommissionsformand Barroso under Det Europæiske Råds møde den 30. januar 2012 meddelte, at der stadig manglede at blive fordelt 82 mia. EUR fra strukturfondsbudgettet, og at disse kunne omfordeles; 1. glæder sig over Kommissionens meddelelse om initiativet »Muligheder for Unge«, der bygger på tidligere initiativer fra Kommissionen, såsom »Unge på vej« og »Nye kvalifikationer til nye job«, og over de mange initiativer, der er fremlagt i denne række af meddelelser, men tvivler meget på, om omfanget af de foreslåede aktiviteter står i et rimeligt forhold til alvoren af den aktuelle ungdomsarbejdsløshedskrise, som opleves i mange medlemsstater; 2. understreger, at beskæftigelsessituationen for unge i høj grad afhænger af den overordnede økonomiske situation; glæder sig over Kommissionens meddelelse »Et opsving med høj beskæftigelse« og opfordrer indtrængende stats- og regeringscheferne i EU til hurtigst muligt at fremlægge en europæisk investeringsplan, som kan sætte skub i inklusiv og bæredygtig vækst med høj beskæftigelse; 3. glæder sig over erklæringen fra Det Europæiske Råd, hvori medlemsstaterne opfordres til at indføre nationale ordninger i stil med ungdomsgarantien, og opfordrer medlemsstaterne til at støtte op om denne appel med hurtige og konkrete foranstaltninger på nationalt plan for at sikre, at unge senest fire måneder efter afsluttet skolegang enten er i ordentlig beskæftigelse, uddannelse, erhvervs- eller efteruddannelse; 4. glæder sig over Kommissionens tiltag for at fremme ungdomsgaranti-initiativet og bevilge 4 mio. EUR til medlemsstaterne for at hjælpe dem med at etablere ungdomsgaranti-ordninger, som bør støttes af aktive arbejdsmarkedspolitikker med henblik på at fjerne kløften mellem uddannelsessystemerne og arbejdsmarkedet, men tvivler meget på, at dette beløb er ambitiøst nok til at hjælpe lande, der står over for høje arbejdsløshedsrater kombineret med nationale budgetstramninger, til at få etableret sådanne garantier; 5. understreger, at ungdomsgarantien er nødt til effektivt at forbedre situationen for unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, og gradvist at overvinde problemet med ungdomsarbejdsløshed i EU; 6. glæder sig over Kommissionens intention som beskrevet i meddelelsen »Et opsving med høj beskæftigelse« om at forelægge et forslag om en henstilling fra Rådet om en ramme for kvaliteten af praktikantophold og en henstilling fra Rådet om en ungdomsgaranti inden udgangen af 2012 og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at vedtage dette forslag inden udgangen af 2012; 7. erkender, at unge lider under beskæftigelsesrelateret forskelsbehandling hvad angår deres adgang til og fastholdelse på arbejdsmarkedet som følge af deres usikre situation og midlertidige kontrakter, og at denne situation kræver fuldstændig overholdelse af princippet om ligebehandling, som er fastsat i EU-lovgivningen; 8. understreger, at unge mødre lider under speciel forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, da de afbryder karrieren på grund af familiemæssige forpligtelser; opfordrer derfor medlemsstaterne til at styrke deres politikker for balance mellem arbejdsliv og privatliv, navnlig ved at styrke barselsorlovsdirektivet på EU-plan og ved at sørge for tilgængelige pasningsydelser, som er prismæssigt overkommelige og af god kvalitet, for børn og plejekrævende voksne; 9. er overbevist om, at en effektiv måde at bringe unge tilbage i arbejde er at udvikle systemiske reformer med henblik på at tackle strukturel arbejdsløshed; 10. ser med tilfredshed på den forståelse af situationens alvor, som kommissionsformand Barrosos initiativ med at sende »aktionshold« til de medlemsstater med de højeste ungdomsarbejdsløshedsrater er udtryk for; anmoder Kommissionen om at holde Parlamentet behørigt underrettet om dagsordenerne for og de konkrete resultater af disse aktiviteter; beklager, at »aktionsholdene« kun har fået mandat fra og er blevet oprettet af Kommissionen, og foreslår, at Parlamentet og Rådet inddrages tættere i processen fremover; 11. opfordrer Kommissionen til at vurdere virkningen af arbejdsmarkedsreformer i tilknytning til »aktionsholdenes« anbefalinger vedrørende beskæftigelsesrater og kvalitetsstandarder for beskæftigelsen i de berørte medlemsstater; 12. anmoder Kommissionen om at vedtage forordningen om den europæiske kvalitetsramme så tidligt som muligt i 2012 og fastsætte minimumsstandarder, der støtter bestemmelserne og udbredelsen af praktikophold af høj kvalitet; 13. opfordrer medlemsstaterne til at forbedre kvaliteten af og øge kendskabet til erhvervsuddannelse og efteruddannelse, og derved øge statussen heraf som et vigtigt alternativ til videregående uddannelse; 14. mener, at mobilitet og muligheden for at arbejde i en anden medlemsstat kan være et vigtigt skridt, for at unge kan få bedre adgang til arbejdsmarkedet; ser derfor med tilfredshed på udvidelsen af initiativet »Erasmus for alle« og henstiller, at der i dette program lægges kraftig vægt på arbejdserfaring i udlandet for studerende og unge under erhvervsuddannelse; 15. opfordrer medlemsstaterne til at indføre og vurdere nye, bindende mål vedrørende unge med særligt fokus på kvalitet og politiske strategier målrettet mod unge i tråd med målene i Europa 2020, som skal medtages i deres nationale reformprogrammer; 16. opfordrer Kommissionen til tydeligt at indarbejde ungdomsarbejdsløshed i det europæiske semester ved at gøre den til et delmål i Europa 2020-strategien; 17. opfordrer medlemsstater, som har lave arbejdsløshedsrater, eller som med succes har indført ungdomsgarantier, som f.eks. Østrig, til aktivt at samarbejde med de medlemsstater, der er hårdt ramt af ungdomsarbejdsløshed, ved at videreformidle deres know-how og vellykkede modeller med henblik på at slå bro over den stadigt større kløft mellem deres arbejdsløshedsrater, og til at udvikle bedre og mere inklusive beskæftigelsespolitikker, der er rettet mod unge og har en positiv virkning i praksis; 18. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere de særlige udfordringer, unge møder i forbindelse med deres adgang til social beskyttelse og risikoen for social udstødelse; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme foranstaltninger med henblik på at øge deres adgang til social beskyttelse og løn; 19. beklager dybt, at der efter fire år med krise stadig mangler at blive brugt 82 mia. EUR af strukturfondsbudgettet under den flerårige finansielle ramme for 2007-2013; opfordrer indtrængende Kommissionen til at prioritere omfordeling af en betydelig del af de 82 mia. EUR til projekter for unge, og navnlig til små og mellemstore virksomheder (SMV'er), med henblik på at sætte skub i ordentlige beskæftigelsesmuligheder for unge; opfordrer Kommissionen til at overveje at øge samfinansieringsraterne for de otte lande, der står over for særligt høje arbejdsløshedsrater; 20. opfordrer Kommissionen til at lede efter yderligere og mere ambitiøse finansieringskilder for at hjælpe medlemsstaterne med at tackle den høje ungdomsarbejdsløshed; 21. finder det især vigtigt at bevilge midler til unge, når den finansielle ramme for perioden 2014-2020 udarbejdes, med særligt fokus på unge, som ikke er i gang med arbejde, uddannelse eller efteruddannelse; 22. opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at disse midler bevilges under fuld inddragelse af arbejdsmarkedets parter og ungdomsorganisationer; 23. glæder sig over Kommissionens forslag om at fremme unges arbejdsmobilitet som en del af det nye program for social udvikling og innovation med henblik på at tilskynde dem til at søge arbejde i medlemsstater og regioner, hvor der er mangel på kompetencer og arbejdskraft; opfordrer i denne sammenhæng til et stærkere fokus på unges situation, navnlig hvad angår overgangen fra uddannelse til arbejde, reduktion af skolefrafald samt kvaliteten af lærepladser og praktikpladser; understreger, at fremme af arbejdskraftens mobilitet er nødt til at gå hånd i hånd med bedre social beskyttelse og med en mindskelse af barriererne for mobilitet hvad angår sociale rettigheder og socialsikring, navnlig for unge arbejdstagere i usikre job; 24. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at finansiere mobilitetsprogrammer, der fokuserer på uddannelse og beskæftigelse af unge på nye områder, som kan øge et opsving med høj beskæftigelse, navnlig grønne job og job i plejesektoren for både unge mænd og kvinder; 25. opfordrer medlemsstaterne til at indføre tosporede uddannelsesordninger for alle erhverv, som ikke kræver højere uddannelse, herunder mål for virksomheder af en vis størrelse om at tilbyde lærepladser samt incitamenter til at ansætte unge; 26. opfordrer medlemsstaterne til at udvikle en mere koordineret strategi mellem de nationale uddannelses- og efteruddannelsesplaner og arbejdsmarkedets behov, ikke bare på kort sigt, men navnlig på mellemlang og lang sigt, for at undgå overdimensionering af visse sektorer, fremme udviklingen af nye nichemarkeder og flytte ressourcer fra sektorer, der mister job, til sektorer i udvikling, som f.eks. den bæredygtige økonomi; 27. tilskynder til vedtagelse af en europæisk strategi for beskæftigelse af unge, der kan støtte virksomheder, velgørende organisationer, offentlige myndigheder og andre arbejdsgivere i at skabe ordentlige job af god kvalitet; 28. er navnlig bekymret over den negative indvirkning, som de betydelige budgetnedskæringer på uddannelsesområdet i visse medlemsstater vil få på den vanskelige situation, som de unge befinder sig i, og på gennemførelsen af forslagene i ungdoms-initiativet; opfordrer Kommissionen til at sikre, at henstillinger til medlemsstaterne om at genvinde den finanspolitiske bæredygtighed ikke undergraver eller ødelægger politikker og programmer, der sigter mod at fremme beskæftigelse for og social inklusion af unge og/eller forebygge, at de marginaliseres på eller helt kobles af arbejdsmarkedet; 29. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til artikel 225 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), – der henviser til artikel 8 og 157 i TEUF, – der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning)(1), – der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. september 2010 om »Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015« (COM(2010)0491), – der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. marts 2010 om »Fornyet vilje til at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder - Et kvindecharter« (COM(2010)0078), – der henviser til Kommissionens rapport fra maj 2010 om »Kønsbestemte lønforskelle i Europa fra et retligt perspektiv«, – der henviser til rapporten fra februar 2009 fra Kommissionens europæiske netværk af juridiske eksperter på ligestillingsområdet om »Gennemførelse af omarbejdet direktiv 2006/54/EF«, – der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. juli 2007 om »Bekæmpelse af den kønsbestemte lønforskel« (COM(2007)0424), – der henviser til rapporten fra februar 2007 fra Kommissionens netværk af juridiske eksperter på områderne beskæftigelse, sociale anliggender og ligestilling mellem mænd og kvinder om retlige aspekter af kønsbestemte lønforskelle, – der henviser til den europæiske ligestillingspagt (2011-2020), vedtaget af Rådet den 7. marts 2011, – der henviser til retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol, der er baseret på artikel 157 i TEUF, – der henviser til rapporten fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene af 5. marts 2010 om »Bekæmpelse af kønsbestemte lønforskelle: Aktioner iværksat af offentlige myndigheder og arbejdsmarkedsparter«, – der henviser til de europæiske arbejdsmarkedsparters aktionsramme om ligestilling mellem mænd og kvinder af 1. marts 2005, opfølgningsrapporterne fra 2006, 2007 og 2008 og den endelige evalueringsrapport fra 2009, – der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) konvention fra 1994 om deltidsarbejde(2), ifølge hvilken medlemsstaterne er forpligtet til i deres offentlige indkøbsaftaler at indføje en arbejdsklausul om bl.a. ligeløn, – der henviser til ILO-konvention 100 vedrørende lige løn til mandlige og kvindelige arbejdere for arbejde af samme værdi, – der henviser til ILO's og FN's webseminar afholdt i marts 2011 under Global Compact-initiativet: »Equal Pay for Work of Equal Value: How do we get there?«, – der henviser til artikel 11, stk.1, litra d), i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder vedtaget af FN's Generalforsamling ved resolution 34/180 af 18. december 1979, – der henviser til sin beslutning af 18. november 2008 om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder(3), – der henviser til Kommissionens opfølgning af 3. februar 2009 på ovennævnte beslutning af 18. november 2008, – der henviser til forslaget af 8. marts 2010 fra 10 af dets medlemmer om at udarbejde en lovgivningsmæssig initiativbetænkning om »Lige løn for samme arbejde« i henhold til forretningsordenens artikel 42, – der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48, – der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0160/2012), A. der henviser til, at kvinder på tværs af Unionen ifølge de seneste foreløbige og ufuldstændige tal i gennemsnit tjener 16,4 % mindre end mænd i Unionen, og at den kønsbestemte lønforskel ligger på mellem 4,4 % og 27,6 % i medlemsstaterne, og til, at fremskridtet - til trods for det omfattende regelværk, som har været gældende i næsten 40 år, samt de foranstaltninger, der er truffet, og de ressourcer, der er anvendt på at reducere forskellen(4) -- sker ekstremt langsomt (forskellen på EU-niveau var 17,7 % i 2006, 17,6 % i 2007, 17,4 % i 2008, 16,9 % i 2009 og 16,4 % i 2010), og at forskellen i nogle medlemsstater sågar er blevet større, mens den kønsbestemte lønforskel kan være endnu højere end angivet, eftersom tallene for tre medlemsstater stadig mangler; B. der henviser til, at årsagerne til de vedvarende høje kønsbestemte lønforskelle er komplekse, mangfoldige og ofte indbyrdes forbundne og stikker langt dybere end spørgsmålet om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi; der endvidere henviser til, at disse årsager omfatter direkte og indirekte forskelsbehandling samt sociale og økonomiske faktorer, såsom beskæftigelsesmæssig og horisontal og vertikal kønsopdeling af arbejdsmarkeder, undervurdering af kvinders arbejde, ulighed i balancen mellem arbejds- og privatliv og traditioner samt stereotype forestillinger, herunder i valget af uddannelsesforløb og erhvervsvejledning, i adgangen til erhverv og professioner og følgelig erhvervskarriere, navnlig for piger og kvinder, hvilket fører dem i retning af typiske kvindefag, som er dårligere betalt; der henviser til, at forskelsbehandling, det være sig direkte eller indirekte, ifølge ekspertanalyser er skyld i næsten halvdelen af forskellen; C. der henviser til, at lønforskellen alt for ofte er knyttet til den kulturelle arv og til juridiske og økonomiske faktorer i det moderne samfund; D. der henviser til, at kvinder i gennemsnit skal arbejde indtil den 2. marts 2012 for at tjene lige så meget, som mænd gennemsnitlig havde tjent i løbet af året indtil den 31. december 2011; E. der henviser til, at gennemførelsen af princippet om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi er afgørende for ligestillingen mellem mænd og kvinder; der henviser til, at Kommissionen og medlemsstaterne bør opfordres til at indsamle og regelmæssigt offentliggøre statistikker, der viser ikke blot den gennemsnitlige timeløn, men også den betaling, som mænd og kvinder modtager for det samme arbejde eller for arbejde af samme værdi; F. der henviser til, at direktiv 2006/54/EF har bidraget til at forbedre kvindernes situation på arbejdsmarkedet, men ikke grundlæggende har ændret lovgivningen med hensyn til at fjerne den kønsbestemte lønforskel; der endvidere henviser til, at foreløbige ekspertundersøgelser viser, at der kun er sket få eller ingen ændringer i medlemsstaternes lovgivning, og at arbejdsgiverne ikke er blevet pålagt sanktioner; der desuden henviser til, at spørgsmålets kompleksitet ikke bare kræver en forbedring af lovgivningen, men også en strategi på EU-plan med henblik på at afhjælpe kønsbestemte lønforskelle, hvilket til gengæld kræver, at Unionen tager føringen med hensyn til at koordinere politikker, fremme god praksis og inddrage forskellige aktører; G. der henviser til, at udviklingen viser, at lønningerne oftere og oftere forhandles individuelt, hvilket medfører en mangel på gennemsigtighed og informationer om det individualiserede lønsystem, hvilket igen fører til øgede lønforskelle blandt medarbejdere på samme niveau, og resultatet kan være en stigning i de kønsbestemte lønforskelle; der endvidere henviser til, at et mere decentraliseret og individualiseret lønsystem derfor bør vurderes som en ret bekymrende udvikling, samtidig med at databeskyttelse ikke kan betragtes som en legitim undskyldning for ikke at offentliggøre statistiske oplysninger om lønninger; H. der henviser til, at kvindelige studerende i alle medlemsstaterne har en højere beståelsesrate end deres mandlige medstuderende og udgør helt op til 59 % af alle universitetskandidater; der imidlertid henviser til, at de på grund af traditioner og stereotyper inden for uddannelse udgør et mindretal blandt de universitetsuddannede på områder som matematik og IT-teknik; I. der henviser til, at kvinders færdigheder og kompetencer ofte undervurdere i lighed med de erhverv og arbejdspladser, hvor kvinder er i overtal, uden at dette nødvendigvis kan begrundes med objektive kriterier; der henviser til, at det kunne have en positiv virkning på imødegåelsen af den kønsbestemte lønforskel at udvide kvinders karrieremuligheder og ændre uddannelsesmønstrene, f.eks. ved at øge antallet af kvindelige forskere og ingeniører; J. der henviser til, at kvinder oftere er ansat i deltidsjob, og at den kønsbestemte lønforskel er næsten dobbelt så stor blandt deltidsansatte som blandt fuldtidsansatte; K. der henviser til, at den kønsbestemte lønforskel ifølge ekspertanalyser begynder at blive synlig, når en kvinde vender tilbage til arbejdsmarkedet fra sin første barselsorlov, at den bliver større med gentagne afbrud i karriereforløbet på grund af eksterne faktorer, såsom børnerelaterede afbrud i beskæftigelsen og omsorg for plejekrævende familiemedlemmer, og at den har tendens til at vokse med alder og uddannelsesniveau; der endvidere henviser til, at kvinders langsommere, kortere og/eller afbrudte karrierer også skaber en kønsforskel i bidragene til de sociale sikringsordninger og således øger kvindernes risiko for fattigdom i alderdommen; L. der henviser til, at de til rådighed værende data viser, at den økonomiske belønning til kvinder for erhvervede kvalifikationer og erfaringer er ringere end til mænd; der henviser til, at der sideløbende med gennemførelsen af princippet om »lige løn for samme arbejde«, som ikke må påvirkes af en stereotyp kønsopfattelse, skal ske en løsrivelse fra de samfundsmæssige roller, som hidtil i betydelig grad har præget uddannelses- og erhvervsvalg, og at uddannelse kan og skal bidrage til at fjerne kønsstereotyper fra samfundet; der endvidere henviser til, at barselsorlov og forældreorlov ikke må føre til forskelsbehandling af kvinder på arbejdsmarkedet; M. der henviser til, at arbejdsgiverne i kvindedominerede industrier eller sektorer gennemsnitligt betaler lavere lønninger, og at den kollektive repræsentation i disse industrier og erhverv som regel er mindre og positionen ved overenskomstforhandlinger dårligere; N. der henviser til, at arbejdsgiverne i henhold til lovgivningen og europæisk retspraksis skal anvende de samme vurderingskriterier på alle medarbejdere, og at aflønningsaftaler skal være forståelige og gennemsigtige, og at de kriterier, der anvendes, skal tage højde for arbejdets art og type og ikke må indeholde diskriminerende elementer; O. der henviser til, at lønforskellen er endnu mere udtalt blandt kvinder, som på forskellig vis er ringere stillet, som f.eks. kvinder med handicap, kvinder tilhørende mindretal og ufaglærte kvinder; P. der henviser til, at kun få sager om forskelsbehandling i form af en kønsbestemt lønforskel finder vej til de kompetente domstole(5); der endvidere henviser til, at der er mange forklaringer på denne knaphed, herunder manglende informationer om løn, det problematiske sammenligningsgrundlag og sagsøgernes mangel på personlige ressourcer; Q. der henviser til, at Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder vil kunne spille en vigtig rolle ved at overvåge udviklingen i den kønsbestemte lønforskel og analysere dens årsager samt ved at vurdere lovgivningens virkning; R. der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har opfordret Kommissionen til at tage initiativer, herunder en revision af den eksisterende lovgivning, med henblik på at bekæmpe den kønsbestemte lønforskel og fjerne risikoen for fattigdom blandt pensionister, som er større blandt kvinder som en direkte konsekvens af den kønsbestemte lønforskel; 1. anmoder Kommissionen om at foretage en revision af direktiv 2006/54/EF senest inden den 15. februar 2013 i overensstemmelse med artikel 32 i direktivet og om at foreslå ændringer til det i henhold til artikel 157 i TEUF, efter de detaljerede henstillinger, som fremgår af bilaget til denne beslutning, i det mindste med hensyn til følgende aspekter af den kønsbestemte lønforskel:
2. bekræfter, at disse henstillinger respekterer de grundlæggende rettigheder og nærhedsprincippet; 3. finder, at forslaget er uden finansielle følgevirkninger; 4. anerkender, at der er adskillige faktorer, som forøger den kønsbestemte lønforskel, og at en tilgang på mange niveauer og med mange facetter derfor kræver, at Unionen tager føringen med at koordinere politikker, fremme bedste praksis og inddrage forskellige aktører såsom arbejdsmarkedets parter i Europa og ikke-statslige organisationer med det formål at skabe en fælles europæisk strategi for at imødegå den kønsbestemte lønforskel; 5. opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre og håndhæve direktiv 2006/54/EF konsekvent, anspore den private og den offentlige sektor til at spille en mere aktiv rolle for at fjerne den kønsbestemte lønforskel; mener, at medlemsstaterne og Kommissionen bør tilskynde arbejdsmarkedets parter, herunder arbejdsgiverne, til at iværksætte kønsneutrale jobevalueringsordninger, gennemføre jobklassifikationssystemer og fremme begrebet lige løn for samme arbejde; 6. opfordrer medlemsstaterne til selv at foregå med et godt eksempel med hensyn til at bekæmpe den lønforskel, som kvinder er ofre for, i administrationen samt i offentlige institutioner og virksomheder generelt; 7. påpeger, at de kollektive forhandlinger og overenskomster spiller en væsentlig rolle i bekæmpelsen af forskelsbehandling af kvinder, især hvad angår adgangen til beskæftigelse, løn, arbejdsvilkår, forfremmelsesmuligheder og erhvervsuddannelse; 8. glæder sig over Kommissionens dag for ligeløn-initiativ, som første gang fandt sted den 5. marts 2011, og som blev afholdt for anden gang den 2. marts 2012; 9. bemærker, at lønforskelle med baggrund i andre faktorer såsom race, etnisk oprindelse, seksuel orientering eller religion ikke kan tolereres; 10. glæder sig over Rådets initiativ under det belgiske formandskab i 2010 om at evaluere og opdatere de kvantitative og kvalitative indikatorer; 11. opfordrer Kommissionen til at fremme en tættere koordination mellem medlemsstaterne med hensyn til forskning, analyse og fuld udnyttelse af udvekslingen af bedste praksis; 12. tilskynder medlemsstaterne til, når det er muligt under inddragelse af arbejdsmarkedets parter, at udveksle bedste praksis og øge samarbejdet om at udvikle nye idéer til at tackle den kønsbestemte lønforskel; 13. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bekæmpe lønmæssige uligheder mellem kønnene i alle relevante EU-politikker og nationale programmer, især i dem, der er rettet mod bekæmpelse af fattigdom; 14. foreslår, at medlemsstaterne måske ønsker at udpege en »ligelønsforkæmper« til at overvåge situationen i de enkelte medlemsstater og rapportere tilbage til deres nationale parlamenter samt til Europa-Parlamentet om de fremskridt, der gøres; 15. opfordrer Kommissionen til at revidere Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS(6), med henblik på at fjerne den kønsbestemte lønforskel; 16. opfordrer arbejdsmarkedets parter til at påtage sig deres del af ansvaret ved at skabe en mere lige lønstruktur for mænd og kvinder, sørge for uddannelseskurser i forhandlingsteknik, herunder i lønforhandling, øge bevidstheden om ligeløn - som udgangspunkt for at arbejde hen imod obligatoriske lønrevisioner - og at styrke kvinders stillinger i arbejdsmarkedsstrukturen, navnlig når det gælder stillinger med beslutningsansvar; 17. opfordrer medlemsstaterne til at åbne mulighed for kollektivt søgsmål i forbindelse med overtrædelse af princippet om ligeløn som et middel, der gør det muligt for enkeltpersoner og/eller repræsentative organer at indbringe en sag for retten på vegne af samtykkende sagsøgere og meddele ngo'er og fagforeninger søgsmålskompetence til at repræsentere ofre for forskelsbehandling, herunder også i administrative procedurer; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med sit kommende forslag til et horisontalt direktiv om kollektivt søgsmål at undersøge muligheden for at indføje kollektivt søgsmål i forbindelse med overtrædelse af princippet om ligeløn heri; 18. fremhæver, at kun ganske få klager om forskelsbehandling i form af kønsbestemte lønforskelle har fundet vej til kompetente (almindelige eller administrative) domstole; tilskynder derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte med oplysningskampagner, herunder at give tilstrækkelig information om bevisbyrden, eftersom dette spiller en væsentlig rolle for at sikre princippet om ligebehandling; 19. er af den opfattelse, at procedurerne og mekanismerne til at forsvare princippet om lige løn for arbejde af samme værdi og forbyde enhver form for forskelsbehandling på grundlag af køn skal forbedres og forenkles; 20. opfordrer medlemsstaterne og arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationerne til sammen at finde frem til objektive jobevalueringsinstrumenter, således at lønforskellen mellem kvinder og mænd kan mindskes; 21. opfordrer medlemsstaterne til at fastsætte mål, strategier og tidsfrister for at mindske den kønsbestemte lønforskel og skabe lige løn for samme arbejde og for arbejde af samme værdi; 22. opfordrer Kommissionen til at fremme yderligere forskning i flexicurity-strategier med henblik på at vurdere deres indvirkning på kønsbestemte lønforskelle og fastlægge, hvordan disse strategier kan bidrage til at tackle kønsdiskrimination; 23. glæder sig over, at Rådet i sine konklusioner af 6. december 2010 opfordrer medlemsstaterne til at træffe vidtrækkende foranstaltninger for at overvinde årsagerne til denne lønforskel; 24. fastholder, at større beskæftigelsesmuligheder for kvinder, især i højere stillinger, kunne bidrage til at mindske de kønsbestemte lønforskelle; peger på behovet for, at kvinder spiller en mere aktiv rolle i den økonomiske beslutningstagning og bruger deres indflydelse til at skabe løsninger, der omfatter et ligestillingsperspektiv; henleder opmærksomheden på undersøgelser, hvoraf det fremgår, at der er en stærk korrelation mellem et større antal kvinder i virksomheders lederstillinger og højere virksomhedsoverskud fra aktiver, salg og investeringskapital; 25. minder medlemsstaterne om deres forpligtelser med hensyn til evaluering af den virkning, beskæftigelses- og skattepolitiske tiltag har på lønforskellen; 26. foreslår, at Parlamentet udlover en »Kvinder og erhvervsliv i Europa«-pris, som kunne tildeles arbejdsgivere (virksomheder, institutioner og myndigheder), der er ledende med hensyn til at fremme kvinder, støtte kvindelige ledere og praktisere ligeløn; 27. fastholder nødvendigheden af at træffe foranstaltninger, som gavner fremme og udfoldelse af reel erhvervs- og karrieremæssig ligestilling mellem kvinder og mænd; påpeger, at dette princip udgør en del af begrebet virksomhedernes sociale ansvar, som fremmes på internationalt og nationalt plan, og som bør udvikles i alle EU-medlemsstater; 28. pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter. BILAG DETALJEREDE HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM Henstilling nr. 1: DEFINITIONER
Henstilling nr. 2: ANALYSE AF SITUATIONEN OG GENNEMSIGTIGHEDEN AF RESULTATERNE 2.1. Manglen på information og den manglende opmærksomhed blandt arbejdsgivere og arbejdstagere med hensyn til de eksisterende mulige lønforskelle inden for en virksomhed samt deres uvidenhed svækker gennemførelsen af det princip, der er nedfældet i traktaten og den eksisterende lovgivning. 2.2. Medlemsstaterne bør erkende manglen på præcise, sammenlignelige og sammenhængende statistiske data, navnlig om kønsbestemte lønforskelle for deltidsarbejde og kønsbestemte pensionsforskelle, og det lavere lønniveau for kvinder, især inden for de traditionelle kvindefag, og følgelig fuldt ud tage hensyn til lønforskellen mellem kønnene i deres sociale politikker og behandle den som et alvorligt problem. 2.3. Det er derfor af afgørende betydning, at jævnlige lønrevisioner samt offentliggørelsen af resultaterne heraf, under hensyntagen til persondatabeskyttelse, gøres obligatoriske for virksomheder (f.eks. i virksomheder med mindst 30 ansatte, og hvor hvert køn udgør mindst 10 % af de ansatte). Denne forpligtelse kan ligeledes finde anvendelse på alle former for løntillæg. Disse oplysninger bør være tilgængelige for arbejdstagerne, fagforeningerne og relevante myndigheder (f.eks. arbejdstilsyn og ligestillingsorganer). 2.4. Arbejdsgiverne bør, under hensyntagen til beskyttelse af personoplysninger, forelægge resultater i form af lønstatistikker fordelt efter køn for arbejdstagerne og disses repræsentanter. Disse oplysninger skal indsamles på sektorplan og nationalt plan i de enkelte medlemsstater. 2.5. Der bør stilles krav til arbejdsgiverne om at vedtage en politik om gennemsigtighed for lønsammensætning og -strukturer, herunder ekstra lønudbetalinger, bonusser og andre fordele, som er en del af vederlaget. 2.6. Når lønstatistikker viser individuelle lønforskelle eller lønforskelle mellem grupper på grundlag af køn, er arbejdsgiverne forpligtet til at analysere disse forskelle yderligere og træffe foranstaltninger til at fjerne dem. Henstilling nr. 3: ARBEJDSEVALUERING OG JOBKLASSIFIKATION 3.1. Begrebet arbejdsværdi bør baseres på kvalifikationer, samarbejdsevne og ansvar med fokus på arbejdets kvalitet med henblik på at fremme lige muligheder for kvinder og mænd. Dette begreb bør ikke være præget af en stereotyp opfattelse, som ikke gavner kvinder, hvor der f.eks. lægges vægt på fysisk styrke frem for samarbejdsevne, og det skal sikre, at arbejde, der omfatter ansvar for mennesker, ikke anses for at have lavere værdi end arbejde med ansvar for materielle eller økonomiske ressourcer. Derfor skal kvinderne sikres information, bistand og/eller efteruddannelse i forbindelse med lønforhandlinger, jobklassifikation og fastsættelse af lønskalaer. Brancher og virksomheder skal kunne opfordres til at evaluere deres klassifikationssystemer i lyset af den obligatoriske integration af ligestillingsaspektet og foretage de nødvendige ændringer. 3.2. Kommissionens initiativ bør tilskynde medlemsstaterne til at indføre jobklassifikation, som er i overensstemmelse med princippet om ligestilling af kvinder og mænd, og som giver både arbejdsgiverne og arbejdstagerne mulighed for at identificere en mulig forskelsbehandling med hensyn til løn på baggrund af en fordomsfuld lønskaladefinition. Det er fortsat vigtigt, at de nationale love og traditioner vedrørende arbejdsmarkedsordninger respekteres. Sådanne arbejdsevaluerings- og klassifikationselementer bør desuden være gennemsigtige og gøres tilgængelige for alle aktører samt arbejdstilsyn og ligestillingsorganer. 3.3. Medlemsstaterne bør gennemføre en tilbundsgående evaluering centreret om de traditionelle kvindefag. 3.4. En kønsneutral jobevaluering bør være baseret på nye systemer for klassificering og indplacering af personale og arbejdstilrettelæggelse samt på faglig erfaring og produktivitet, som først og fremmest skal vurderes ud fra kvalitative kriterier såsom uddannelse og andre kvalifikationer, fysiske og psykiske krav og ansvar for menneskelige og materielle ressourcer, og de skal fungere som oplysningskilde og evalueringsramme i forbindelse med lønfastsættelsen under behørig hensyntagen til princippet om sammenlignelighed. Henstilling nr. 4: LIGESTILLINGSORGANER OG RETSMIDLER
Henstilling nr. 5: DEN SOCIALE DIALOG Der er behov for yderligere undersøgelser af kollektive overenskomster samt gældende lønskalaer og jobklassifikationsordninger, navnlig vedrørende behandlingen af deltidsansatte og ansatte med andre atypiske arbejdsordninger eller ekstra lønudbetalinger/bonusser, herunder også betaling i naturalier. Disse undersøgelser bør ikke kun vedrøre de primære arbejdsvilkår, men også de sekundære arbejdsvilkår og erhvervsrelaterede socialsikringsordninger (ordninger vedrørende ferie og pension, firmabil, børnepasning, flekstid, bonusser osv.) Under hensyntagen til den nationale lovgivning, kollektive overenskomster og praksis bør medlemsstaterne opfordre arbejdsmarkedets parter til at indføre kønsneutral jobklassifikation, som giver både arbejdsgiverne og arbejdstagerne mulighed for at identificere eventuel forskelsbehandling med hensyn til løn på baggrund af en fordomsfuld lønskaladefinition. Ledelsen kan spille en vigtig rolle, ikke kun med hensyn til ligeløn, men også med hensyn til at skabe et klima, hvor en ligelig fordeling af omsorgsansvar og forfremmelsesmuligheder støttes for både mandlige og kvindelige arbejdstagere. Arbejdsmarkedets parter bør have beføjelser til at sætte ligelønsspørgsmål på dagsordenen, ikke kun inden for deres egne brancher, men også til at gå efter en tværsektoriel balance(8). Kommissionen bør udarbejde en operativ, praktisk og brugervenlig manual til social dialog i virksomheder og i medlemsstaterne. Den bør indeholde retningslinjer og kriterier for fastsættelse af arbejdets værdi og for at kunne sammenligne forskellige job. Den bør ligeledes indeholde forslag til mulige jobevalueringsmetoder. Henstilling nr. 6: FOREBYGGGELSE AF FORSKELSBEHANDLING
Henstilling nr. 7: MAINSTREAMING AF KØNSASPEKTET
Henstilling nr. 8: SANKTIONER 8.1. Af forskellige årsager er lovgivningen på dette område tydeligvis mindre effektiv, og i betragtning af, at hele problemet ikke kan løses med lovgivning alene, bør Kommissionen og medlemsstaterne styrke den eksisterende lovgivning med passende former for effektive og afskrækkende sanktioner, som står i rimeligt forhold til målet. 8.2. Det er vigtigt, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en krænkelse af princippet om lige løn for arbejde af samme værdi udløser passende sanktioner i overensstemmelse med den gældende lovgivning. 8.3. Til trods for den eksisterende lovgivning er kontrollen og sanktionerne i forbindelse med overholdelse af princippet om ligeløn ofte meget utilstrækkelige. Det er nødvendigt at prioritere dette spørgsmål højt og udstyre de enheder og organer, som er ansvarlige herfor, med de nødvendige tekniske og økonomiske midler. 8.4. Der mindes om, at medlemsstaterne i henhold til direktiv 2006/54/EF allerede er forpligtet til at yde erstatning eller godtgørelse (artikel 18) samt anvende sanktioner (artikel 25). Disse bestemmelser er imidlertid ikke tilstrækkelige til at undgå overtrædelse af princippet om ligeløn. Derfor foreslås det, at der foretages en undersøgelse af muligheden, effektiviteten og effekten af iværksættelse af eventuelle sanktioner, såsom:
Henstilling nr. 9: STRØMLINING AF UNIONENS REGLER OG POLITIK 9.1. I ét tilfælde er der behov for en øjeblikkelig indsats, og det er i forbindelse med det forhold, at deltidsansatte tilsyneladende straffes lønmæssigt. Dette kræver en evaluering og eventuelt en ændring af direktiv 97/81/EF, ifølge hvilken man bør sikre ligebehandling af fuldtidsansatte og deltidsansatte samt mere målrettede og effektive foranstaltninger inden for rammerne af de kollektive overenskomster. 9.2. Et konkret mål for nedbringelse af lønforskellen bør snarest indføjes i beskæftigelsesretningslinjerne, også hvad angår adgang til faglig uddannelse og anerkendelse af kvinders kvalifikationer og kompetencer.
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Schweiziske kvoter for antallet af opholdstilladelser til statsborgere fra Polen, Litauen, Letland, Estland, Slovenien, Slovakiet, Den Tjekkiske Republik og Ungarn |
| |||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til frihandelsaftalen af 22. juli 1972 mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund(1), – der henviser til aftalen af 21. juni 1999 mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer(2), navnlig bilag I om fri bevægelighed for personer og bilag III om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, – der henviser til protokollen af 26. oktober 2004 til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer i forbindelse med Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks deltagelse som kontraherende parter i medfør af deres tiltrædelse af Den Europæiske Union(3), – der henviser til protokollen af 27. maj 2008 til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer i forbindelse med Republikken Bulgariens og Rumæniens deltagelse som kontraherende parter i medfør af deres tiltrædelse af Den Europæiske Union(4), – der henviser til sin beslutning af 7. september 2010 om EØS-Schweiz: hindringer for fuldstændig gennemførelse af det indre marked(5), – der henviser til Rådets konklusioner af 14. december 2010 om EU's forbindelser med EFTA-landene, – der henviser til, at Det Schweiziske Forbundsråds den 18. maj 2012 besluttede at påberåbe sig sikkerhedsklausulen over for otte EU-medlemsstater. – der henviser til forespørgsler af 14. maj 2012 og 16. maj 2012 til Kommissionen om schweiziske kvoter for antallet af opholdstilladelser til statsborgere i Polen, Litauen, Letland, Estland, Slovenien, Slovakiet, Den Tjekkiske Republik og Ungarn O-000113/2012 – B7-0115/2012 og O-000115/2012 – B7-0116/2012), – der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2, A. der henviser til, at Det Schweiziske Forbundsråd den 1. maj 2012 besluttede at indføre kvantitative begrænsninger for kategori B-opholdstilladelser for ophold af op til fem års varighed til personer, der er statsborgere i Polen, Litauen, Letland, Estland, Slovenien, Slovakiet, Den Tjekkiske Republik og Ungarn, B. der henviser til, at de schweiziske myndigheder i denne forbindelse påberåbte sig en såkaldt sikkerhedsklausul indeholdt i artikel 10 i aftalen fra 1999, som giver mulighed for at indføre midlertidige begrænsende foranstaltninger, hvis antallet af nye opholdstilladelser for et givent år overstiger gennemsnittet for de tre foregående år med over 10 %; der henviser til, at de schweiziske myndigheder erklærede, at dette var tilfældet for statsborgere fra otte EU-medlemsstaters vedkommende, C. der henviser til, at den af de schweiziske myndigheder påberåbte sikkerhedsklausul, sådan som den figurerer i artikel 10 i aftalen fra 1999, ikke omtaler differentiering efter statsborgerskab i forbindelse med fastsættelse af lofter for opholdstilladelser eller kvoter for deres antal, men at der henvises til »lønmodtagere og selvstændige fra Det Europæiske Fællesskab«, D. der henviser til, at der over for statsborgere fra otte af de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, blev anvendt kvantitative begrænsninger af Schweiz frem til den 30. april 2011 som tilladt efter protokollen fra 2004; der henviser til, at artikel 10, stk. 4, i aftalen fra 1999 finder anvendelse, ved udløbet af denne overgangsperiode, E. der henviser til, at denne situation skal ses i en større sammenhæng, da de schweiziske myndigheder har truffet flere foranstaltninger, der skader de tidligere opnåede fremskridt, med gennemførelsen af bilaterale aftaler, hvilket Parlamentet allerede udtrykte bekymring om i sin beslutning fra september 2010, F. der henviser til, at Schweiz har vedtaget et antal såkaldte ledsagende foranstaltninger til aftalen om fri bevægelighed for personer, som kan hindre EU-virksomheders, navnlig små og mellemstore virksomheders (SMV), levering af tjenesteydelser i Schweiz, og til, at flere af disse foranstaltninger ifølge Domstolens retspraksis kun kan accepteres, hvis de i rimeligt omfang beskytter en almen interesse, som ikke allerede er beskyttet af tjenesteydelsesleverandørernes oprindelsesstat, G. der henviser til, at nogle af disse ledsageforanstaltninger er uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål, f.eks. en anmeldelsespligt med otte dages ventetid, kravet om at bidrage til udgifterne til gennemførelse af trepartsudvalg og kravet om, at udenlandske virksomheder, der leverer tjenesteydelser på tværs af grænserne, skal stille en garanti for finansiel redelighed; der henviser til, at disse foranstaltninger i særlig grad tynger SMV'er, der ønsker at levere tjenesteydelser i Schweiz, H. der henviser til, at de schweiziske myndigheder i strid med aftalen om fri bevægelighed for personer har besluttet ikke at tillade tyske og østrigske taxaer at afhente passager i schweiziske lufthavne, I. der henviser til, at disse emner er blevet drøftet med Schweiz gentagne gange i det blandede udvalg, der er nedsat under aftalen om fri bevægelighed for personer; der henviser til, at det blandede udvalg ikke har været i stand til at løse dem; J. der henviser til, at der kun er mulighed for begrænsede ændringer af aftalen for at tilpasse den til udviklingen i EU's lovgivning inden for fri bevægelighed for personer; der henviser til, at aftalen savner en effektiv mekanisme for tilsyn og juridisk kontrol svarende til dem, der findes inden for EU og EØS, Schweiziske kvoter for antallet af opholdstilladelser til EU-statsborgere 1. beklager i høj grad, at de schweiziske myndigheder har besluttet at genindføre kvantitative begrænsninger for opholdstilladelser af længere varighed til unionsborgere, som er statsborgere i otte af de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, og dermed begrænser den frie bevægelighed for personer, der blev indført med aftalen med EU fra 1999; 2. mener, at denne beslutning er diskriminerende og retsstridig, da der ikke kan findes noget retsgrundlag for en sådan national differentiering i de eksisterende aftaler mellem Schweiz og EU; opfordrer de schweiziske myndigheder til at revidere deres beslutning og afstå fra påberåbelsen af sikkerhedsklausulen; 3. bemærker, at betingelserne for at anvende bestemmelserne i artikel 10, stk. 4, i aftalen fra 1999 suppleret med protokollen fra 2004 ikke er opfyldt; 4. glæder sig over den rettidige og kritiske erklæring fra den høje repræsentant/næstformand i Kommissionen, der opfordrer sine tjenestegrene til at træffe alle fornødne foranstaltninger til at få de schweiziske myndigheder til at omgøre deres beslutning; 5. bemærker, at Schweiz indrømmede Bulgarien og Rumænien ret til fri bevægelighed i protokol II i 2008; beklager imidlertid, at aftalen indebærer overgangsperioder på op til syv år; beklager. at den schweiziske regering i maj 2011 besluttede at forlænge overgangsperioden for bulgarer og rumænere til den 31. maj 2014; 6. mener, at de to parter i stedet for at indføre restriktive foranstaltninger under den nuværende ramme bør arbejde på at udvikle en mere adækvat, effektiv og fleksibel samarbejdsordning for at befordre den fri bevægelighed for personer yderligere; anmoder Kommissionen om at rejse denne sag over for de schweiziske myndigheder ved først givne lejlighed og til at sætte den på dagsordenen for det næste møde i det blandede udvalg, der er nedsat i henhold til aftalen; Hindringer for fuldstændig gennemførelse af det indre marked 7. anmoder Kommissionen om at oplyse, hvilke foranstaltninger der er truffet siden vedtagelsen af Parlamentets beslutning den 7. september 2010 for at løse problemerne med de ledsagende foranstaltninger, som gør det vanskeligt for SMV'er fra EU at levere serviceydelser i Schweiz, og for at overbevise de schweiziske myndigheder om, at de bør ophæve bestemmelser, som stiller krav om, at udenlandske virksomheder, der leverer tjenesteydelser på tværs af grænserne, skal stille en garanti for finansiel redelighed; 8. er bekymret over Det Schweiziske Forbundsråds beslutning om at overveje flere ledsagende foranstaltninger; 9. gentager sine bekymringer med hensyn til situationen i schweiziske lufthavne, hvor tyske og østrigske taxaer som følge af de schweiziske myndigheders afvisende beslutning ikke har tilladelse til at afhente passagerer, og opfordrer Kommissionen til at undersøge, om denne beslutning er i overensstemmelse med aftalen om fri bevægelighed for personer; 10. beklager, at aftalen ikke tager højde for direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område; slår til lyd for en mere dynamisk tilpasning af aftalerne inden for indre marked-relaterede områder i forhold til udviklingen i EU-retten; 11. mener, at det er afgørende for yderligere udvikling i Schweiz' deltagelse i det indre marked, at reglerne giver økonomiske aktører fra begge sider et mere gennemsigtigt og forudsigeligt miljø; 12. efterlyser nye fremskridt med hensyn til horisontale løsninger på spørgsmål vedrørende behovet for en dynamisk tilpasning af aftalerne til EU-retten, der er i stadig udvikling, en homogen fortolkning af aftalerne, uafhængige tilsyns- og håndhævelsesmekanismer, en tvistbilæggelsesmekanisme, som ikke er genstand for fragmentering, gennemsigtighed i det beslutningstagende system og kommunikation med de blandede udvalg; 13. understreger, at det, for at det indre marked kan fungere korrekt, er vigtigt med mekanismer til kontrol af reglernes overholdelse, som rækker ud over de rent nationale midler, 14. erklærer sig rede til at støtte en uddybning af forbindelserne mellem EU og Schweiz med henblik på at overvinde de udfordringer, de to parter står over for; o 15. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til den schweiziske regering og det schweiziske parlament.
| ||||||||||||||||||
| Venezuela: eventuel udtræden af Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder |
| |||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til sine tidligere beslutninger om Venezuela, henholdsvis af 24. maj 2007 om sagen om senderen »Radio Caracas TV«(1), af 23. oktober 2008 om politiske rettighedsfrakendelser(2), af 7. maj 2009 om sagen vedrørende Manuel Rosales(3), af 11. februar 2010 om Venezuela(4) og af 8. juli 2010 om sagen vedrørende Maria Lourdes Afiuni(5), – der henviser til »the American Declaration of the Rights and Duties of Man« fra 1948, som formaliserede oprettelsen af Det Interamerikanske System for Beskyttelse af Menneskerettigheder (IAHRS), og til Organisationen af Amerikanske Staters oprettelse i 1959 af Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder (IACHR), som Venezuela har været medlem af siden 1977, samt til den lovformelige oprettelse af IACHR i 1979, – der henviser til oprettelsen i 1979 af Den Interamerikanske Domstol for Menneske-rettigheder, som Venezuela har været medlem af siden 1981, – der henviser til sine beslutninger af 17. juni 2010 om EU-politikker til fordel for menneskerettighedsforkæmpere(6) og af 18. april 2012 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden og EU's menneskerettighedspolitik, herunder følgerne for EU's menneskerettighedspolitiske strategi(7), – der henviser til de betænkeligheder, som Rupert Colville, talsmand for FN's højkommissær for menneskerettigheder, den 4. maj 2012 gav udtryk for vedrørende Venezuelas mulige udtrædelse af Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder, – der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948, – der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 1, og artikel 110, stk. 4, A. der henviser til, at OAS i sin tid oprettede sit eget regionale menneskerettighedssystem med en Interamerikansk Kommission for Menneskerettigheder (IACHR), som blev oprettet i 1959, og en Interamerikansk Domstol for Menneskerettigheder, som blev oprettet i 1979, og hvis afgørelser bygger på den amerikanske menneskerettighedskonvention – eller San José-pagten – der trådte i kraft i 1978 som et supplement og korrektiv til svigtende nationale retssystemer; B. der henviser til, at »the American Declaration of the Rights and Duties of Man« nævner »individets grundlæggende rettigheder« som et af de principper, OAS bygger på; C. der henviser til, at 24 ud af de 34 medlemmer af OAS indtil videre har ratificeret den amerikanske menneskerettighedskonvention; D. der henviser til, at Venezuela har tiltrådt den amerikanske konvention om menneskerettigheder, i øjeblikket er medlem af Den Interamerikanske Kommission og underlagt Den Interamerikanske Domstols jurisdiktion, og at sidstnævnte er ansvarlig for at fortolke og håndhæve konventionens bestemmelser; der henviser til, at Venezuela deltager i FN's Menneskerettighedsråds mekanismer; E. der henviser til, at præsident Chávez den 2. maj 2012 bekendtgjorde nedsættelsen af en statslig kommission, som skal vurdere muligheden af en udtrædelse af IACHR; der henviser til, at Venezuelas udenrigsminister den 3. maj 2012 opfordrede andre regeringer i regionen til at gøre det samme; F. der henviser til, at fire af IACHR's afgørelser i perioden 1970-2011 har omhandlet Venezuela, og at Domstolen har afsagt dom i 12 sager i perioden 2004-2012; der henviser til, at OAS via IACHR adskillige gang har advaret Venezuela i forbindelse med krænkelser af ytringsfriheden, personlig sikkerhed og straffrihed og politiske rettigheder; G. der henviser til, at Venezuela i løbet af de seneste år ved adskillige lejligheder har kritiseret IACHR og Domstolen og gentagne gange har truet med udtrædelse med henvisning til, at IACHR er forudindtaget og ikke anvender samme målestok over for alle; der henviser til, at dette er første gang, Venezuela tager reelle skridt i retning af udtrædelse; der henviser til, at Venezuela siden 2002 har afslået alle IACHR's anmodninger om at besøge landet. H. der henviser til, at indholdet af Parlamentets beslutninger, navnlig dem om politisk rettighedsfrakendelse for oppositionsledere og politisk forfølgelse, såsom lukningen af RCTV, er blevet understøttet af adskillige afgørelser og henstillinger fra IACHR; der henviser til, at præsident Chávez som følge af disse ufordelagtige henstillinger og de venezuelanske myndigheders tilsidesættelse eller manglende gennemførelse heraf har aktiveret mekanismen til at trække sit land ud af ovennævnte internationale organ; I. der henviser til, at højesteretspræsidenten og statsadvokaturen for Den Bolivariske Republik Venezuela begge har godkendt præsident Chávez' forslag om, at trække Venezuela ud af IACHR, hvilket tydeligt demonstrerer, at de offentlige myndigheder, og navnlig retsmyndighederne, fuldstændigt underkaster sig statsoverhovedets politiske beslutninger; J. der henviser til, at IACHR, et højt respekteret organ, som har positiv indflydelse i regionen, har været af afgørende betydning for at opnå retfærdighed for et stort antal ofre for menneskerettighedskrænkelser og også har spillet en rolle i overgangen til demokrati fra de diktaturer, der tidligere herskede i mange lande i regionen; K. der henviser til, at IACHR som et uafhængigt panel bestående af syv uafhængige medlemmer, der handler i deres personlige egenskab uden at repræsentere noget bestemt land, overdrager sager til Den Interamerikanske Domstol, anmoder OAS' medlemsstater om at vedtage »forebyggende foranstaltninger« med henblik på at forhindre uoprettelig skade mod menneskerettighederne i alvorlige og hastende sager og modtager, analyserer og efterforsker individuelle klager over menneskerettighedskrænkelser; L. der henviser til, at regionale menneskerettighedsorganer spiller en meget vigtig rolle for at fremme og beskytte menneskerettighedsmekanismer og styrke universelle menneskerettighedsstandarder og –aftaler, hvilket gentagne gange er blevet anerkendt af FN's generalforsamling og dens Menneskerettighedsråd samt af ngo'er og menneskerettighedsforkæmpere; M. der henviser til, at Den Interamerikanske Domstol ifølge artikel 1 i dens statut er en uafhængig domstolsinstitution, hvis mål er at anvende og fortolke den amerikanske konvention om menneskerettigheder; der henviser til, at dens afgørelser er bindende for konventionens signatarstater; 1. er foruroliget over Venezuelas meddelelse om, at det er ved at nedsætte en statslig kommission, som skal vurdere muligheden af en udtrædelse af Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder, og opfordrer de venezuelanske myndigheder til at genoverveje dette standpunkt; 2. frygter, at en udtrædelse af Det Interamerikanske System kan føre til, at Venezuela isoleres, og til en yderligere forværring af dets renommé på menneskerettighedsområdet; 3. tilskynder den venezuelanske regering og alle andre stater i regionen til at anerkende og gennemføre IACHR's afgørelser og henstillinger om at samarbejde med de regionale og internationale menneskerettighedsorganer og opfordrer dem indtrængende til ikke at træffe foranstaltninger, der kan svække beskyttelsen af menneskerettighederne; 4. glæder sig over alt det arbejde, IACHR har udført, navnlig vedrørende spørgsmål med relation til ytringsfrihed, oprindelige folks rettigheder, forebyggelse af tortur, sociale rettigheder og kvinders rettigheder samt fremme af den offentlige bevidsthed om menneskerettigheder i regionen, og tilskynder den til at fortsætte dette arbejde med henblik på at opnå fuld respekt for menneskerettighederne; 5. går ind for regionale menneskerettighedsorganer som en del af det internationale menneskerettighedssystem og anmoder EU-institutionerne om at intensivere deres generelle støtte til Den Interamerikanske Domstol for Menneskerettigheder, IACHR og konventionen; 6. anmoder de lande, som endnu ikke har tiltrådt Det Interamerikanske Menneskerettighedssystem, om hurtigt at gøre dette og til at deltage fuldt ud i det og derved styrke dette systems institutionelle autoritet; 7. opfordrer Den Bolivariske Republik Venezuelas regering til at overholde de internationale og regionale konventioner og chartre, som Venezuela har undertegnet; minder om, at alle undertegnede internationale konventioner er bindende i henhold til den venezuelanske forfatning; 8. beklager dybt den venezuelanske lovgivende forsamlings og domstolenes beslutning om at støtte præsidentens forsøg på at træde ud af IACHR, hvilket understreger landets manglende overholdelse af princippet om magtens tredeling, samt at den lovgivende forsamling og domstolene fuldstændigt underkaster sig statsoverhovedets politiske beslutninger; 9. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling (EUROLAT) samt Den Bolivariske Republik Venezuelas regering.
| ||||||||||||||||||||||
| Aserbajdsjan |
| |||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Aserbajdsjan, især vedrørende menneskerettighederne, – der henviser til sin beslutning af 18. april 2012 med Europa-Parlamentets henstilling til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil om forhandlingerne om en associeringsaftale mellem EU og Aserbajdsjan(1), – der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og Aserbajdsjan, som trådte i kraft i 1999, og til de igangværende forhandlinger mellem de to parter om en ny associeringsaftale grund til at erstatte den foregående, – der henviser til fælles meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 15. maj 2012 om »Virkeliggørelse af den europæiske naboskabspolitik«, – der henviser til et nyt nationalt handlingsprogram til forbedring af effektiviteten af menneskerettighedernes og frihedsrettighedernes beskyttelse i Republikken Aserbajdsjan, som landets præsident godkendte den 27. december 2011, – der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4, A. der henviser til, at Aserbajdsjan deltager aktivt i den europæiske naboskabspolitik og det østlige partnerskab og har afgivet tilsagn om at respektere demokratiet, menneskerettighederne og retsstatsprincipperne, som er centrale værdier i disse to initiativer; der henviser til, at den generelle menneskerettighedssituation i Aserbajdsjan imidlertid er gradvist forværret over de seneste par år på trods af de forpligtelser, der indgår i handlingsplanen under den europæiske naboskabspolitik, med stigende pres på og intimidering af ngo'er og uafhængige medier, hvilket har forårsaget en udbredt frygt hos oppositionen og blandt menneskerettighedsforkæmpere såvel som ungdomsaktivister og sociale netværks-aktivister og har medført selvcensur blandt journalister; B. der henviser til, at fredelige protester, som opfordrede til løsladelse af de politiske fanger, før Aserbajdsjan den 26. maj 2012 skulle være vært for det europæiske Melodi Grand Prix, blev opløst af politiet i hovedstaden Baku den 15. maj 2012; der henviser til, at brug af vold mod fredelige demonstranter er et adfærdsmønster, som signalerer de aserbajdsjanske myndigheders manglende overholdelse af Aserbajdsjans tilsagn over for EU og inden for rammerne af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE); C. der henviser til, at uafhængige journalister, menneskerettighedsforkæmpere og andre, der søger at udtrykke deres meninger, undersøge emner af offentlig interesse eller kritisere offentlige myndigheder i Aserbajdsjan, er blevet overfaldet, chikaneret, truet eller fængslet, idet sagerne om journalisterne Idrak Abbasov og Khadija Ismajilova giver anledning til særlig bekymring; D. der henviser til, at Elnur Mecidli, aktivist og medlem af oppositionspartiet Folkefronten, blev løsladt den 16. maj 2012; E. der henviser til, at det europæiske Melodi Grand Prix 2012, der afholdes den 26. maj 2012 i Baku, bør være en passende lejlighed for Aserbajdsjan til at vise sit engagement i demokrati og menneskerettigheder; F. der henviser til, at hundredvis af ejendomme er blevet eksproprieret på en uigennemsigtig og ikke-ansvarlig måde, og tusindvis af boligejere i Baku er blevet tvangsudsat for at skabe plads til byggeprojekter, herunder i kvarteret ved Nationalflagspladsen, hvor Baku Crystal Palace, stedet hvor bl.a. det europæiske Melodi Grand Prix 2012 afholdes, ligger; G. der henviser til, at presse- og mediefriheden ofte krænkes; der henviser til, at ubegrænset digital frihed, herunder ytrings- og forsamlingsfriheden online, ikke garanteres i praksis; H. der henviser til, at Aserbajdsjan har indtaget en af de ikke-permanente pladser i FN's Sikkerhedsråd i perioden 2012-2013 og har forpligtet sig til at stå vagt om de værdier, der er udtrykt i FN's menneskerettighedskonvention; I. der henviser til, at Aserbajdsjan er medlem af Europarådet og har underskrevet den europæiske menneskerettighedskonvention; 1. opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til omgående at standse alle bestræbelser på at undertrykke ytrings- og forsamlingsfriheden, da dette er uforeneligt med Aserbajdsjans forpligtelser med hensyn til demokrati, beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder; 2. fordømmer det brutale overfald på Idrak Abbasov, journalist på avisen Zerkalo og »Instituttet for journalisters frihed og sikkerhed«, der blev udført af politi og sikkerhedsvagter fra det statslige olieselskab SOCAR, da han filmede nedrivningen af huse i Sulutapa-beboelsen i Baku; 3. fordømmer den afpresnings- og trusselskampagne, der gennemføres mod den opsøgende journalist Khadija Ismajilova på grund af hendes undersøgelser af præsident Alijevs families påståede forretningsmæssige interesser; 4. noterer sig de aserbajdsjanske myndigheders igangværende undersøgelser af overgrebene på journalisterne; opfordrer myndighederne til at sikre en effektiv undersøgelse af disse hændelser og retsforfølgning af de gerningsmænd, der er ansvarlige for disse overgreb; 5. opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til at tillade fredelige protester og til at forbyde politiet at blande sig i det arbejde, der udføres af journalister, der dækker demonstrationer; 6. fordømmer den chikane, intimidering og vold, der udøves mod journalister og andre, der fredeligt udtrykker deres holdninger; opfordrer myndighederne til omgående at løslade alle, der er fængslet eller varetægtsfængslet på grundlag af politisk motiverede anklager, herunder seks journalister – Anar Bayramli, Ramil Dadasjov, Vugar Gonagov, Zaur Gulijev, Aydin Janijev, Avaz Zeynalli – socialmedieaktivisten Bakhtijar Hadjijev, advokaten og ngo-lederen Vidadi Isganderov, menneskerettighedsaktivisten og advokaten Taleh Khasmammadov samt aktivister, der er fængslet på grundlag af forskellige politisk motiverede anklager i forbindelse med fredelige protester i april 2011; 7. minder om sin holdning om, at den associeringsaftale mellem EU og Aserbajdsjan, der i øjeblikket forhandles om, bør omfatte klausuler og benchmarks om beskyttelse og fremme af menneskerettighederne, især med hensyn til mediefriheden og retten til ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed, hvilket afspejler de principper og rettigheder, der er nedfældet i Aserbajdsjans forfatning og i Aserbajdsjans forpligtelser inden for rammerne af Europarådet og OSCE; 8. udtrykker sin medfølelse med fortalerne for »Syng for Demokrati«-kampagnen, der blev lanceret i anledning af afholdelsen af det europæiske Melodi Grand Prix i Baku, og håber, at deres indsats kan bidrage til at skabe de absolut nødvendige demokratiske reformer og en væsentlig forbedring af menneskerettighedssituationen i landet; 9. er bekymret over tvangsudsættelser og nedrivninger af bygninger i forbindelse med en større genopbygningsplan i Baku, der til dels er knyttet til det kommende Melodi Grand Prix; opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til at garantere, at den igangværende opførelse af nye bygninger i Baku er i overensstemmelse med den relevante lovgivning, og at genhusningen af folk udføres med gennemsigtige retslige procedurer og med rimelig kompensation; 10. glæder sig over løsladelsen af Elnur Mecidli, medlem af oppositionspartiet Folkefronten; opfordrer den aserbajdsjanske regering til at udstede et visum til PACE's særlige rapportør om politiske fanger, så han kan besøge landet som led i udøvelsen af sit mandat; 11. opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til at garantere digitale frihedsrettigheder, herunder ucensureret adgang til information og kommunikation, hvilket er universelle rettigheder, som er uundværlige for menneskerettigheder såsom ytringsfrihed og adgang til information samt for at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed i det offentlige forvaltning; 12. opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til at vedtage lovforslaget om bagvaskelse, som indeholder bestemmelser om afskaffelse af strafansvar for bagvaskelse og fornærmelse; glæder sig over drøftelserne om vedtagelsen af en sådan lov i det aserbajdsjanske samfund, det tætte samarbejde med OSCE i denne henseende og de aserbajdsjanske myndigheders hensigt om at vedtage lovforslaget inden årets udgang; 13. opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til at bringe lovgivningen om valg, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed og pressefrihed i overensstemmelse med internationale standarder og sikre en fuldstændig gennemførelse; 14. opfordrer indtrængende de aserbajdsjanske myndigheder til at intensivere deres bestræbelser på at reformere alle aspekter af retssystemet: rejsning af tiltale, retssag, domsafsigelse, tilbageholdelse og appelmuligheder; 15. opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til at efterleve alle domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Aserbajdsjan; 16. opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet og Kommissionen til nøje at overvåge situationen med hensyn til menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i Aserbajdsjan efter det europæiske Melodi Grand Prix; opfordrer Rådet til at overveje muligheden for målrettede sanktioner mod de ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne, hvis disse varer ved; 17. fordømmer på det kraftigste truslerne fra radikale islamistiske organisationer og enkeltpersoner mod deltagere i det kommende europæiske Melodi Grand Prix og i særdeleshed dem, der tilhører LGBT-miljøet; støtter kraftigt Aserbajdsjans sekulære identitet og frie valg af udenrigspolitisk orientering; 18. fordømmer på det kraftigste terrorisme, uanset hvordan den er udformet, og hvordan den kommer til udtryk, og værdsætter Aserbajdsjans bidrag til kampen mod terrorisme og ekstremisme på regionalt og internationalt plan meget højt; 19. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, regeringerne og parlamenterne i Republikken Aserbajdsjan og EU-medlemsstaterne samt til FN's Menneskerettighedsråd.
| ||||||||||
| Situationen for nordkoreanske flygtninge |
| |||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til sine tidligere beslutninger om Nordkorea (Den Demokratiske Folkerepublik Korea - DPRK), og særlig den, der blev vedtaget den 8. juli 2010(1), – der henviser til topmødet mellem EU og Kina den 14. februar 2012 og til en 29. menneskerettighedsdialog mellem EU og Kina, der blev afholdt i Madrid den 29. juni 2010, og hvor spørgsmålet om nordkoreanske flygtninge blev drøftet, – der henviser til rapporten om DPRK, der blev fremlagt på det 6. møde i FN's Menneskerettighedsråds arbejdsgruppe vedrørende den universelle regelmæssige gennemgang (den 30. november til den 11. december 2009), – der henviser til rapporten, der blev fremlagt den 21. februar 2011 af den særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Den Demokratiske Folkerepublik Korea, hvori han udtrykker bekymring over, at Den Demokratiske Folkerepublik Korea indtil videre ikke har givet noget tilsagn om at gennemføre anbefalingerne i den universelle regelmæssige gennemgang, – der henviser til resolution A/HRC/19/L.2, der blev vedtaget ved konsensus af FN's Menneskerettighedsråd den 19 marts 2012, og hvori det udtrykker meget stor bekymring for de alvorlige, udbredte og systematiske krænkelser af menneskerettighederne, der i øjeblikket finder sted i Den Demokratiske Folkerepublik Korea, og til FN's generalforsamlings resolution A/RES/66/174, der blev vedtaget af den 29. marts 2012, – der henviser til rapporten fra den sydkoreanske nationale menneskerettighedskommission af maj 2012 om krænkelser af menneskerettighederne i Nordkorea, der er baseret på 800 interviews med flygtninge, herunder flere hundrede afhoppere, der overlevede fangelejrene, – der henviser til dekretet fra 2010 fra DPRK's ministerium for offentlig sikkerhed, der gør frafald til en strafbar handling, der betragtes som »forræderi mod nationen«, – der henviser til erklæringen fra DPRK's myndigheder fra december 2011, hvori de erklærede deres hensigt om at »tilintetgøre« op til tre generationer af en familie, hvis et familiemedlem flygtede fra landet under perioden på 100 dage, hvor landet sørgede over Kim Jong Il's død, – der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4, A. der henviser til, at ovennævnte resolution fra FN's Menneskerettighedsråd beklager de alvorlige, omfattende og systematiske menneskerettighedskrænkelser i Nordkorea, navnlig brugen af tortur og arbejdslejre, mod politiske fanger og hjemsendte statsborgere fra DPRK; der henviser til, at de statslige myndigheder systematisk foretager og giver mulighed for udenretlige drab, vilkårlige tilbageholdelser og tvungne forsvindinger; B. der henviser til, at store dele af befolkningen sulter, og til, at Verdensfødevareprogrammet i 2009 rapporterede om, at en tredjedel af nordkoreanske kvinder og børn var fejlernærede; C. der henviser til, at det skønnes, at op mod 400 000 nordkoreanere er flygtet fra landet igennem årene som en direkte følge af politikkerne fra DPRK's regering og på trods af farerne, og at mange af disse bor i nabolandet Kina som »ulovlige migranter«; D. der henviser til, at de fleste flygtninge fra DPRK ikke har planer om at blive i Kina, men er nødt til at rejse gennem landet for at komme videre til Sydkorea eller andre dele af verden; E. der henviser til, at Kina på grundlag af sin tilbagetagelsesaftale med Nordkorea fra 1986 forhindrer nordkoreanske borgere i at få adgang til UNHCR's asylprocedurer og dermed krænker FN-konventionen om flygtninge fra 1951 og dens protokol fra 1967, som Folkerepublikken Kina har tiltrådt; der henviser til, at Folkerepublikken Kina i følge vurderinger fra ngo'er anholder og tvangshjemsender op mod 5 000 nordkoreanske flygtninge til DPRK hvert år; F. der henviser til, at et stort antal nordkoreanske flygtninge i Kina er kvinder, hvoraf mange er ofre for menneskehandel, sexslaveri og tvangsægteskab, og til, at børn, der undfanges under sådanne voldtægter, anses som statsløse i Kina og forlades eller overlades til den samme skæbne som deres mødre; G. der henviser til, at Kim Young-hwan og tre aktivister fra netværket for demokrati og menneskerettigheder i Nordkorea med base i Seoul blev anholdt i den kinesiske by Dalian (i provinsen Liaoning) den 29. marts 2012 og beskyldes for at være en trussel mod Kinas nationale sikkerhed, mens de angiveligt forsøgte at hjælpe nordkoreanske afhoppere; H. der henviser til, at flygtninge, der tvangshjemsendes til Nordkorea, ifølge vidneudsagn systematisk udsættes for tortur, fængsles i koncentrationslejre og tilmed risikerer at blive henrettet, at gravide kvinder angiveligt tvinges til at abortere, og at babyer med kinesiske fædre risikerer at blive dræbt; der henviser til, at statens praksis med familiesoning medfører, at hele familier fængsles, herunder børn og bedsteforældre, I. der henviser til, at satellitbilleder og beretninger fra nordkoreanske afhoppere bekræfter udsagn om, at DPRK driver mindst seks koncentrationslejre og adskillige »genopdragelseslejre«, der muligvis rummer op mod 200 000 fanger, hvoraf de fleste er politiske; 1. gentager sin opfordring til DPRK om omgående at standse den nuværende alvorlige, udbredte og systematiske krænkelse af menneskerettighederne, som udøves mod dens egne statsborgere, og som får nordkoreanere til at flygte fra deres land; 2. opfordrer DPRK's myndigheder til at handle ud fra anbefalingerne i rapporten fra Menneskerettighedsrådets arbejdsgruppe vedrørende den universelle regelmæssige gennemgang og som et første skridt tillade uafhængige internationale eksperter at inspicere alle typer af detentionsfaciliteter; 3. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at vedtage en mere systematisk tilgang til at organisere europæisk og international beskyttelse af nordkoreanere, der flygter fra deres land, og opfodrer Kommissionen til fortsat at støtte civilsamfundsorganisationer, der hjælper nordkoreanske flygtninge; 4. finder det dybt beklageligt, at de kinesiske myndigheder i tilfældet med Kim Young-hwan og hans medaktivister ifølge rapporter for første gang anvendte beskyldningen om at være en »trussel mod den nationale sikkerhed«, hvilket kan medføre dødsstraf; opfordrer de kinesiske myndigheder til at give fuld konsulær adgang til de sydkoreanske myndigheder og retlig repræsentation til de fire fængslede aktivister samt til at løslade dem hurtigt; 5. opfordrer Folkerepublikken Kina til at opfylde sine forpligtelser i henhold til international ret, særlig konventionen af 1951 om flygtninges retsstilling og protokollen hertil fra 1967 og konventionen af 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og til at standse deporteringen af nordkoreanske statsborgere tilbage til DPRK, eftersom tilbagevendte og deres familier er i stor risiko for misbrug og tilmed henrettelse; 6. opfordrer derfor indtrængende Folkerepublikken Kina til at ophøre med aftalen fra 1986 med Nordkorea om tilbagesendelse af flygtninge og glæder sig over de nylige forlydender om, at Kina eventuelt har planer om at ændre sin politik; minder om, at nordkoreanske statsborgere anses for at være statsborgere fuldt ud i Republikken Korea, og opfordrer Folkerepublikken Kina til at sørge for, at de kommer sikkert videre til Sydkorea eller andre tredjelande; 7. appelerer til de kinesiske myndigheder om at behandle nordkoreanske afhoppere som sur place-flygtninge, om at lade UNHCR få adgang med henblik på at fastsætte deres status og bistå dem med en sikker genbosætning, til at løslade alle de afhoppere, der i øjeblikket er fængslet, afkriminalisere dem, der forsøger at hjælpe flygtninge af humanitære årsager, samt til at give nordkoreanske kvinder, der er gift med kinesiske statsborgere, lovlig opholdstilladelse; 8. opfordrer også Kina til at standse samarbejdet med nordkoreanske sikkerhedsagenter om at spore nordkoreanske flygtninge med det formål at anholde dem; opfordrer indtrængende Folkerepublikken Kina til at give ngo'er og tjenesteudbydere fra Fællesskabet humanitær adgang til nordkoreanske flygtninge og asylansøgere i Kina, herunder for at sikre dem fødevarer, lægebehandling, uddannelse og andre tjenesteydelser; 9. opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant og Kommissionen til at rejse menneskerettighedssituationen i DPRK og spørgsmålet om de nordkoreanske flygtninge i Kina under alle drøftelser på højt plan mellem EU og Kina og i forbindelse med menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina; 10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaterne, Rådet, Kommissionen, regeringerne i Republikken Korea, Den Demokratiske Folkerepublik Korea og Folkerepublikken Kina, FN's højkommissær for flygtninge, FN's højkommissær for menneskerettigheder, FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Den Demokratiske Folkerepublik Korea og FN's generalsekretær.
| ||||||||||
| Fortsat og øget støtte til vaccinationer i udviklingslande |
| |||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til forretningsordenens artikel 123, A. der henviser til, at sygdomme, der kan hindres gennem vaccination såsom hepatitis, mæslinger, pneumokokinfektioner, rotavirus diarré, polio og gul feber er en væsentlig årsag til børnedødelighed i udviklingslandene; B. der henviser til, at disse sygdommes fortsatte eksistens udgør en hindring for skabelsen af en holdbar socioøkonomisk udvikling; C. der henviser til, at sygdomme, der kan hindres gennem vaccination, påviseligt rammer kvinder og mænd forskelligt; D. der henviser til, at kvinder udgør halvdelen af verdens befolkning, og at udvikling og sundhed ikke er mulig, hvis deres stemmer ikke høres; E. der henviser til, at grundlæggende sundhedspleje – hospitaler, læger, sygeplejersker, medicinsk udstyr osv. – er helt afgørende og ikke må forsømmes; F. der henviser til, at Den Globale Alliance for Vacciner og Vaccination (GAVI) er anerkendt som et yderst effektivt middel til sikring af udvikling og humanitære mål; G. der henviser til, at GAVI i det sidste årti har gjort store fremskridt og reddet mange liv og udvidet vaccinationsdækningen i verdens fattigste lande; der henviser til, at det således har været muligt at vaccinere 288 millioner flere børn og forhindre mere end fem millioner fremtidige dødsfald; H. der henviser til, at 1,7 mio. børn til trods for disse fremskridt hvert år dør af sygdomme, der kan hindres gennem vaccination; 1. glæder sig over, at Kommissionen har ydet støtte til GAVI via instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde og Den Europæiske Udviklingsfond fra 2003 til 2012; 2. opfordrer indtrængende Kommissionen til fortsat at forpligte sig til i forbindelse med sine fremtidige eksterne aktioner at nedbringe antallet af dødsfald som følge af sygdomme, der kan hindres gennem vaccination; 3. pålægger sin formand at sende denne erklæring med angivelse af underskrivernes navne(1) til medlemsstaternes parlamenter.
| ||||||||||
| Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik |