Flerårig ramme for EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder ***
98k
71k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. december 2012 om udkast til Rådets afgørelse om en flerårig ramme for EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder for 2013-2017 (10449/2012 - C7-0169/2012 - 2011/0431(APP))
– der henviser til udkast til Rådets afgørelse (10449/2012),
– der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 352 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C7-0169/2012),
– der henviser til forretningsordenens artikel 81, stk. 1,
– der henviser til henstilling fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0361/2012),
1. godkender udkastet til Rådets afgørelse;
2. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.
Ændring af forretningsordenens artikel 123 om skriftlige erklæringer og artikel 42 om lovgivningsmæssige initiativer
120k
146k
Europa-Parlamentets beslutning af 13. december 2012 om ændring af artikel 123 og 42 i Europa-Parlamentets forretningsorden: skriftlige erklæringer og lovgivningsmæssige initiativer (2011/2058(REG))
– der henviser til formandens skrivelse af 11. november 2010,
– der henviser til sin temaafdelings undersøgelse om skriftlige erklæringer i Europa-Parlamentet - En gennemgang af proces og virkning (PE 462.424),
– der henviser til forretningsordenens artikel 211 og 212,
– der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A7-0242/2012),
ud fra følgende betragtninger:
A. Parlamentet har gennem årene udvidet sine beføjelser betragteligt og sikret sig vigtige værktøjer, som har gjort det muligt for Parlamentet at påvirke beslutningsprocessen i Den Europæiske Union på de fleste af Unionens aktivitetsområder;
B. de institutioner, som en skriftlig erklæring er stilet til, bør sikre, at der sker en passende opfølgning;
C. skriftlige erklæringer fungerer som et nyttigt middel til at rejse spørgsmål af særlig interesse for unionsborgerne;
D. skriftlige erklæringer anvendes regelmæssigt, men antallet er ikke stort, eftersom kun en lille procentdel af dem får den nødvendige støtte fra et flertal blandt Parlamentets medlemmer;
E. størstedelen af de skriftlige erklæringer bortfalder efter den fastsatte frist i forretningsordenen;
F. størstedelen af de vedtagne skriftlige erklæringer er rettet til Kommissionen, som påviseligt er den eneste institution, der har reageret på de spørgsmål, der er blevet rejst i disse;
G. disse reaktioner har i de fleste tilfælde været begrænset til at gentage Kommissionens igangværende aktiviteter, og kun i undtagelsestilfælde har de omfattet en specifik aktivitet foranlediget af en skriftlig erklæring;
H. med Parlamentets udvidede beføjelser og indførelsen af det europæiske borgerinitiativ har betydningen af skriftlige erklæringer ændret sig, selv om de stadig kan være et nyttigt værktøj, som giver medlemmerne mulighed for at gøre opmærksom på spørgsmål af offentlig interesse;
I. skriftlige erklæringer har en meget begrænset virkning, både i forhold til at sætte dagsordenen og udøve indflydelse på beslutninger truffet af institutionerne, og kan give et misvisende indtryk af deres effektivitet; når de anvendes korrekt, har de dog stadig værdi som et populært kampagneværktøj; i forbindelse med forslag, der opfordrer til en lovgivningsmæssig foranstaltning, bør artikel 42, stk. 2, anvendes, idet den giver de enkelte medlemmer en reel mulighed for at påvirke EU-lovgivningen og for at få et givent forslag indarbejdet i Parlamentets udvalgsarbejde;
J. der kan af og til sættes spørgsmålstegn ved kvaliteten og relevansen af visse skriftlige erklæringer og særlig deres overensstemmelse med Unionens kompetencer som fastsat i afsnit I i første del af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde; i næste valgperiode bør Parlamentet derfor foretage en konsekvensanalyse af forretningsordenens nye bestemmelser om skriftlige erklæringer og undersøge, om de er virkningsfulde;
1. vedtager at optage nedenstående ændringer i forretningsordenen;
2. mener, at de institutioner, som en skriftlig erklæring er stilet til, bør underrette Parlamentet om den påtænkte opfølgning inden for tre måneder efter modtagelsen af en sådan erklæring; agter desuden at nå til enighed med Kommissionen om dette princip som led i den næste forhandlingsrunde om en revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen;
3. gør opmærksom på, at disse ændringer træder i kraft den første dag i den næste mødeperiode;
4. støtter Præsidiets afgørelse om at begrænse omfattende reklame for skriftlige erklæringer og således sikre ubesværet adgang for medlemmerne til Parlamentets mødesal;
5. pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Rådet og Kommissionen til orientering.
2. Ethvert medlem kan fremsætte forslag til en EU-retsakt som led i Parlamentets initiativret, jf. artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
2. Ethvert medlem kan fremsætte forslag til en EU-retsakt som led i Parlamentets initiativret, jf. artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Et sådant forslag kan fremsættes samlet af op til ti medlemmer. Forslaget skal indeholde en angivelse af retsgrundlaget og kan ledsages af en begrundelse på højst 150 ord.
3. Forslaget indgives til formanden, som henviser det til behandling i det kompetente udvalg. Inden denne henvisning oversættes forslaget til de officielle sprog, som dette udvalgs formand anser for nødvendige til en kortfattet behandling. Inden tre måneder efter henvisningen træffer udvalget afgørelse om den videre behandling efter at have hørt forslagsstilleren.
3. Forslaget indgives til formanden, som kontrollerer, hvorvidt de retlige betingelser er opfyldt. Formanden kan henvise forslaget til det udvalg, der har kompetence til at gennemføre denne kontrol, for en udtalelse om retsgrundlagets egnethed. Erklærer formanden, at forslaget kan behandles, meddeler formanden dette på plenarmødet, og henviser det til det kompetente udvalg.
Inden denne henvisning til det kompetente udvalg, oversættes forslaget til de officielle sprog, som dette udvalgs formand anser for nødvendige til en kortfattet behandling.
Udvalget kan anbefale formanden, at forslaget fremlægges til undertegnelse af alle medlemmer, under forudsætning af at retningslinjerne og fristerne i artikel 123, stk. 1a, stk. 2, og stk. 5, overholdes.
Vedtager udvalget at forelægge Parlamentet forslaget efter proceduren i artikel 48, anføres forslagsstilleren med navns nævnelse i betænkningens titel.
Når et sådant forslag er underskrevet af et flertal af Parlamentets medlemmer, anses Formandskonferencens tilladelse til, at der udarbejdes en betænkning om forslaget, for givet. Udvalget udarbejder en betænkning i overensstemmelse med artikel 48 efter at have hørt forslagsstillerne.
Fremlægges forslaget ikke til yderligere undertegnelser, eller underskrives det ikke af et flertal blandt Parlamentets medlemmer, træffer det kompetente udvalg inden tre måneder efter henvisningen og efter at have hørt forslagsstillerne afgørelse om den videre behandling.
Forslagsstillerne anføres med navns nævnelse i betænkningens titel.
1. Op til fem medlemmer kan indgive en skriftlig erklæring på højst 200 ord om et emne, som falder ind under Den Europæiske Unions beføjelser, og som ikke vedrører emner, der er genstand for en igangværende lovgivningsproces. Formanden giver tilladelse hertil fra sag til sag. Sådanne erklæringer trykkes på de officielle sprog og omdeles. De indføres med angivelse af underskrivernes navne i et register. Dette register er offentligt og er under mødeperioderne placeret uden for indgangen til mødesalen, medens det mellem mødeperioderne placeres på et passende sted, som Kvæstorkollegiet fastlægger.
1. Mindst ti medlemmer fra mindst tre politiske grupper kan indgive en skriftlig erklæring på højst 200 ord som udelukkende vedrører et emne, der falder ind under Den Europæiske Unions beføjelser. Erklæringens indhold må ikke bryde rammerne for en erklærings form.Den må navnlig ikke opfordre til nogen form for lovgivningsmæssig foranstaltning, indeholde nogen form for beslutning om spørgsmål, for hvilke specifikke procedurer og kompetencer er fastlagt i forretningsordenen, eller vedrøre emner, der er genstand for igangværende procedurer i Parlamentet.
1a.Tilladelsen til at gå videre skal i hvert enkelt tilfælde omfatte en begrundet afgørelse fra formanden, jf. stk. 1. Skriftlige erklæringer offentliggøres på de officielle sprog på Parlamentets websted og omdeles elektronisk til alle medlemmer. De indføres med angivelse af underskrivernes navne i et elektronisk register. Dette register er offentligt og er tilgængeligt via Parlamentets websted. Formanden opbevarer ligeledes trykte eksemplarer af skriftlige erklæringer med underskrifter.
2. Ethvert medlem kan skrive under på en erklæring, der er indført i registret.
2. Ethvert medlem kan skrive under på en erklæring, der er indført i det elektroniske register. Underskriften kan til enhver tid tilbagetages inden udløbet af en periode på tre måneder fra erklæringens optagelse i registeret. I tilfælde af tilbagetagelse kan det pågældende medlem ikke skrive under på erklæringen igen.
3. Når et flertal af Parlamentets medlemmer har skrevet under på en sådan erklæring, underretter formanden Parlamentet herom og offentliggør underskrivernes navne i protokollen og erklæringen som en vedtaget tekst.
3. Når et flertal af Parlamentets medlemmer har skrevet under på en sådan erklæring ved udløbet af en periode på tre måneder fra indførelsen i registret, underretter formanden Parlamentet herom. Uden at være bindende for Parlamentet offentliggøres erklæringen i protokollen med underskrivernes navne.
4a.Har de institutioner, som den vedtagne erklæring er stilet til, ikke underrettet Parlamentet om den påtænkte opfølgning senest tre måneder efter modtagelsen, sættes sagen efter anmodning fra en af erklæringens initiativtagere på dagsordenen for et efterfølgende møde i det kompetente udvalg.
5. En skriftlig erklæring, der har stået i registeret i mere end tre måneder uden at være blevet underskrevet af mindst halvdelen af Parlamentets medlemmer, bortfalder.
5. En skriftlig erklæring, der har stået i registeret i mere end tre måneder og ikke er underskrevet af mindst halvdelen af Parlamentets medlemmer, bortfalder, uden mulighed for at denne periode på tre måneder kan forlænges.
Årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2011 og EU's politik om menneskerettigheder og demokrati
170k
377k
Europa-Parlamentets beslutning af 13. december 2012 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2011 og EU's politik om menneskerettigheder og demokrati (2012/2145(INI))
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne, den europæiske menneskerettighedskonvention, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og andre centrale internationale menneskerettighedstraktater og -instrumenter,
– der henviser til EU's årsberetning om menneskerettighederne og demokrati i verden i 2011, som vedtoges af Rådet (udenrigsanliggender) den 25. juni 2012;
– der henviser til sin beslutning af 18. april 2012 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden og EU's menneskerettighedspolitik, herunder virkninger for EU's strategiske menneskerettighedspolitik(1);
– der henviser til EU's strategiramme og handlingsplan om menneskerettigheder og demokrati (11855/2012), som vedtoges af Rådet (udenrigsanliggender) den 25. juni 2012;
– der henviser til Rådets afgørelse 2012/440/FUSP af 25. juli 2012 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder;
– der henviser til den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 12. december 2011 med titlen »Menneskerettigheder og demokrati i centrum for EU's optræden udadtil - en mere effektiv tilgang« (COM(2011)0886);
– der henviser til EU's menneskerettighedsretningslinjer;
– der henviser til sin holdning af 8. juli 2010 om forslag til Rådets afgørelse om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere(2);
– der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 65/276 af 3. maj 2011 om Den Europæiske Unions deltagelse i FN's arbejde;
– der henviser til De Forenede Nationers millenniumerklæring af 8. september 2000 (A/Res/55/2) og resolutionerne fra FN's generalforsamling;
– der henviser til sin beslutning af 17. november 2011 om EU's støtte til Den Internationale Straffedomstol: håndtering af udfordringer og vanskeligheder(3) og til sin beslutning af 19. maj 2010(4) om konferencen til revision af Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol, som blev afholdt i Kampala, Uganda, fra den 31. maj til den 11. juni 2011, samt til de forpligtelser, som EU indgik ved denne lejlighed(5);
– der henviser til Rådets afgørelse 2011/168/FUSP af 21. marts 2011 om Den Internationale Straffedomstol(6) og om den reviderede handlingsplan af 12. juli 2011 med opfølgning på Rådets afgørelse om Den Internationale Straffedomstol,
– der henviser til sin beslutning af 14. december 2011 om revision af den europæiske naboskabspolitik(7);
– der henviser til den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 8. marts 2011 med titlen »Et partnerskab for demokrati og fælles velstand med det sydlige Middelhavsområde« (COM(2011)0200);
– der henviser til den fælles meddelelse fra Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen af 25. maj 2011 med titlen »En ny tilgang til nabolande i forandring« (COM(2011)0303);
– der henviser til Rådets (Udenrigsanliggender) konklusioner om den europæiske naboskabspolitik, som vedtoges på det 3101. møde den 20. juni 2011;
– der henviser til Rådets (Udenrigsanliggender) konklusioner om Den Europæiske Demokratifond, som vedtoges på det 3130. møde den 1. december 2011 og til erklæringen om oprettelse af en Europæisk Demokratifond, som vedtoges af Coreper den 15. december 2011;
– der henviser til sin henstilling af 29. marts 2012 til Rådet om de nærmere retningslinjer for den mulige oprettelse af en europæisk demokratifond(8);
– der henviser til sin beslutning af 7. juli 2011 om eksterne EU-politikker til fremme af demokratisering(9);
– der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 25. oktober 2011 med titlen »En ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar«;
– der henviser til sin henstilling til Rådet af 2. februar 2012 om en konsekvent politik over for regimer, over for hvilke EU anvender restriktive foranstaltninger, når deres ledere udøver deres personlige og kommercielle interesser inden for EU's grænser(10);
– der henviser til rapporten (A/HRC/17/27) af 16. maj 2011 fra FN's særlige rapportør for fremme og beskyttelse af menings- og ytringsfriheden, som omhandler betydningen af internationale menneskerettighedsnormer og -standarder på området for menings- og ytringsfrihed samt internettet som kommunikationsmedium;
– der henviser til meddelelsen af 12. december 2011 fra kommissæren for den digitale dagsorden om »no disconnect«-strategien;
– der henviser til rapporten (A/66/203) af 28. juli 2011 fra FN's særlige rapportør om situationen for menneskerettighedsforkæmpere;
– der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 21. december 2010 (A/RES/65/206) om et moratorium for anvendelsen af dødsstraf;
– der henviser til FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;
– der henviser til sin beslutning af 11. september 2012 om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger(11);
– der henviser til interimsrapporten (A/66/268) af 5. august 2011 fra FN's særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, isolationsfængsling, herunder psykiatriske klinikker;
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1325, 1820, 1888, 1889 og 1960 om kvinder, fred og sikkerhed;
– der henviser til rapporten om EU-indikatorer for den omfattende strategi for EU's gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 1325 og 1820 om kvinder, fred og sikkerhed, som vedtoges af Rådet den 13. maj 2011;
– der henviser til Rådets konklusioner af 1. december 2011 om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik;
– der henviser til meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 13. oktober 2011 med titlen »Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring« (COM(2011)0637);
– der henviser til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder (CEDAW) og den frivillige protokol hertil;
– der henviser til konventionen om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, som vedtoges af Europarådets Ministerkomité den 7. april 2011;
– der henviser til FN's resolutioner om barnets rettigheder, senest resolutionen af 4. april 2012;
– der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution af 17. juni 2011 om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet;
– der henviser til EU's tiltrædelse den 22. januar 2011 til FN-konventionen om handicappedes rettigheder, der er den første af FN's menneskerettighedskonventioner, som er ratificeret af EU som en »regionalt integrerende organisation«;
– der henviser til udkastet til FN-principper og -retningslinjer for en reel afskaffelse af forskelsbehandling baseret på arbejde og oprindelse, som er offentliggjort af Menneskerettighedsrådet (A/HRC/11/CRP.3);
– der henviser til bemærkningerne og henstillingerne om kastediskrimination fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, FN's officielle organer og FN's særlige procedurer, navnlig rapporten fra den særlige rapportør for samtidige former for racisme, racediskrimination, fremmedhad og dermed forbundet intolerance af 24. maj 2011 (A/HRC/17/40);
– der henviser til Rådets konklusioner af 21. februar 2011 om intolerance, forskelsbehandling og vold på grund af religions- og trosfrihed, og der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 66/167 om bekæmpelse af intolerance, negativ stereotypering og stigmatisering af samt forskelsbehandling af, tilskyndelse til vold eller vold mod personer på grundlag af religion eller tro;
– der henviser til forretningsordenens artikel 48,
– der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og til udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0377/2012),
A. der henviser til, at traktaterne forpligter Unionen til at lade sin optræden udadtil bygge på principperne om demokrati, retsstat, menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, respekt for den menneskelige værdighed, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for principperne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten;
B. der henviser til, at retspleje, retsstatsprincippet, ansvarlighed for alle forbrydelser, herunder så alvorlige forbrydelser, at de optager det internationale samfund, retfærdig rettergang og et uafhængigt retsvæsen er forudsætninger for beskyttelse af menneskerettigheder og fundamentet for en varig fred;
C. der henviser til, at demokrati og retsstatsforhold er den bedste garant for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, alle former for ikke-forskelsbehandling, tolerance over for personer og samfund og lige muligheder for alle
D. der henviser til, at erfaringerne fra begivenhederne omkring det arabiske forår fortsat bør tilskynde EU til at revidere og sikre sammenhæng i dens politikker vedrørende bl.a. menneskerettighedsforkæmpere, den humanitære folkeret, menneskerettighedsdialoger med tredjelande og civilsamfundet, herunder ikke-statslige organisationer og græsrodsbevægelser, og de sociale medier;
E. der henviser til, at EU er forpligtet til at hjælpe de lande, som den har indgået internationale aftaler, herunder handelsaftaler, med, med at gennemføre alle disse grundlæggende principper, navnlig ved at sikre en nøje overholdelse af menneskerettigheds- og demokrati-klausulerne i disse aftaler;
F. der henviser til, at internetadgang er en væsentlig forudsætning for adgang til information, ytringsfrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed og økonomisk, social, politisk og kulturel udvikling; der henviser til, at EU skal beskytte og fremme menneskerettighederne både offline og online;
G. der henviser til stigningen i antallet af krænkelser af tanke-, samvittigheds- religions- og trosfriheden i mange lande i verden fra både statslige og ikke-statslige organers side, hvilket fører til forskelsbehandling og intolerance både mod enkeltpersoner og religiøse samfund, herunder mindretal og ikke-troende;
H. der henviser til, at kvindernes rolle og deres fuldgyldige deltagelse i det politiske, økonomiske og samfundsmæssige liv er af afgørende betydning, navnlig i forbindelse med fredsskabende foranstaltninger efter konflikter, forhandlinger om overgang til demokratiske forhold, konfliktløsning samt forsonings- og stabiliseringsprocesser;
I. der henviser til, at årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden og EU's politik på dette område ikke blot bør afspejle og fungere som en gennemgang af tidligere resultater og fejl, men også tjene som inspiration for EU's strategi og handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati; der henviser til, at hver årsberetning ideelt set, håndgribeligt og regelmæssigt bør bidrage til at forbedre EU's menneskerettighedspolitik i verden;
EU's årsberetning 2011
1. glæder sig over vedtagelsen af EU's årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i 2011; glæder sig over, at næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant ligeledes kunne fremlægge årsberetningen for Parlamentets plenarforsamling i juni og dermed genoptage normal praksis;
2. bemærker de positive skridt, der i de seneste år er taget med hensyn til at udvikle årsberetningen, men understreger, at der er mulighed for yderligere forbedringer;
3. mener, at årsberetningen bør være et vigtigt redskab til at kommunikere den indsats, EU gør på området, og at den bør medvirke til at øge synligheden af EU's aktion; opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til i forbindelse med udarbejdelsen af fremtidige årsberetninger aktivt og systematisk at høre Parlamentet og redegøre for, hvordan der er taget hensyn til Parlamentets beslutninger;
Generelle overvejelser
4. glæder sig over vedtagelsen af EU's strategiske ramme for menneskerettigheder den 25. juni 2012; opfordrer EU's institutioner til at samarbejde om at sikre, at den gennemføres rettidigt og korrekt, for på troværdig, principfast og ufortøvet vis og uden dobbeltmoral at opfylde kravet i EU-traktaten om at forfølge eksterne politikker, som bygger på menneskerettigheder, demokratiske værdier og retsstatsprincippet;
5. opfordrer Rådet, Kommissionen, Udenrigstjenesten og Parlamentet til at fastholde og leve op til sin rolle som en ledende menneskerettighedsforkæmper i verden ved at arbejde tæt sammen om at gennemføre en sammenhængende, ambitiøs og effektiv menneskerettighedspolitik i verden, som bygger på den strategiske ramme og udnytter udviklingsbistanden og de muligheder, som Demokratifonden giver;
6. anbefaler, at Rådet og EU-Udenrigstjenesten gennemfører en midtvejsevaluering af den nye menneskerettighedspakke og navnlig af handlingsplanen; kæver, at Parlamentet høres i vid udstrækning og orienteres regelmæssigt, og at civilsamfundet inddrages i denne proces;
7. glæder sig over mandatet for EU's tematiske særlige repræsentant for menneskerettigheder og den planlagte oprettelse af Rådets arbejdsgruppe om menneskerettigheder i Bruxelles (COHOM); glæder sig til, at de arbejder tæt sammen med Parlamentet, i førstnævnte tilfælde bl.a. i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 36 i TEU;
8. forventer, at COHOM vil styrke samarbejdet med Rådets arbejdsgruppe om grundlæggende rettigheder (FREMP) for at løse problemet med manglende konsekvens mellem EU's eksterne og interne menneskerettighedspolitik; understreger betydningen af inden for EU at føre en sammenhængende, konsekvent og eksemplarisk politik, som er i overensstemmelse med de grundlæggende værdier og principper, for at øge EU's troværdighed i verden og effektiviteten af EU's menneskerettighedspolitik og for at vise ægte respekt for menneskerettighedernes universelle karakter;
9. glæder sig over forbedringerne i sammenhængen mellem EU's interne og eksterne politikker som følge af, at EU's udnyttede sin status som juridisk person i medfør af Lissabon-traktaten til at ratificere FN's konvention om handicappedes rettigheder (UNCRPD) i december 2010; opfordrer til en tilsvarende fremgangsmåde i forbindelse med andre internationale menneskerettighedstraktater og -konventioner; opfordrer Rådet og Kommissionen til at agere proaktivt på dette område for at imødegå de negative konsekvenser af medlemsstaternes stykvise undertegning og ratificering af andre centrale eksterne traktater og konventioner;
10. opfordrer indtrængende VP/HR, EU-Udenrigstjenesten, Rådet og Kommissionen til af hensyn til effektiviteten at sikre, at der er sammenhæng og konsekvens mellem de forskellige eksterne finansieringsinstrumenter og eksisterende eller planlagte EU-benchmarkings-, overvågnings- og evalueringsaktiviteter og -metoder i forbindelse med menneskerettigheder og demokrati i tredjelande, herunder afsnittene om menneskerettigheder og demokrati i statusrapporterne om udvidelses- og naboskabspolitikken, vurderingen af »mere for mere«-princippet vedrørende menneskerettigheder og demokrati, som gælder for den europæiske naboskabspolitik, den planlagte inddragelse af menneskerettigheder i konsekvensanalyser, der gennemføres for lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige forslag og for både regionale og bilaterale handels- associerings- og samarbejdsaftaler (Kommissionen planlægger at indføre en menneskerettighedsvurdering i forbindelse med fastsættelsen af vilkårene for udbetaling af EU-bistand (navnlig i forbindelse med budgetstøtte)), en styrkelse af overvågningsmekanismen til undersøgelse af respekten for gennemførelsen af menneskerettighedskonventioner i GSP+-landene, målet om at systematisere opfølgningen på rapporterne fra EU's valgobservationsmissioner og Rådets fremhævelse af benchmarking samt fortsat og systematisk behandling af aspekter vedrørende menneskerettigheder, køn og børn, som påvirkes af væbnede konflikter, i dokumenterne med erfaringerne fra FSFP-missioner;
11. glæder sig over vedtagelsen af landestrategier for menneskerettigheder for individuelle lande med henblik på at gennemføre EU's politikker på den mest hensigtsmæssige og effektive måde; anerkender den vigtige rolle, som lokale EU-delegationer spiller med hensyn til at udvikle og følge op på de landestrategier, som er skræddersyet til særlige omstændigheder, men understreger EU-Udenrigstjenestens koordineringsansvar med hensyn til at sikre en sammenhængende anvendelse af EU's menneskerettighedspolitiske prioriteter, som er fastlagt i den strategiske ramme for menneskerettigheder og i EU's retningslinjer; understreger betydningen af at færdiggøre netværket af fokuspunkter om menneskerettigheder og demokrati i EU's delegationer og FSFP-missioner og -operationer; opfordrer VP/HR og EU-Udenrigstjenesten samt medlemsstaterne til som bedste praksis at vedtage metoden med at arbejde lokalt med menneskerettighederne gennem menneskerettighedsarbejdsgrupper, som er dannet blandt EU's delegationer og EU-medlemsstaternes ambassader; opfordrer ligeledes til regelmæssige kontakter med repræsentanter for civilsamfundet, menneskerettighedsforkæmpere og medlemmer af de nationale parlamenter; støtter EU-Udenrigstjenestens mål om at tilbyde uddannelse i menneskerettigheder og demokrati til EU-Udenrigstjenestens, Kommissionens, EU-delegationens og FSFP-missionernes personale samt EU-agenturer, der har forbindelser med tredjelande, navnlig FRONTEX; opfordrer til, at man er særligt opmærksom på at beskytte menneskerettighedsforkæmpere; mener, at landestrategier for menneskerettigheder bør indarbejdes i EU's FUSP og FSFP og i handels- og udviklingspolitikken, både i de geografiske og tematiske programmer, for at sikre større effektivitet og sammenhæng;
EU's indsats i FN
12. glæder sig over EU's bestræbelser på at støtte og genoplive menneskerettighedsarbejdet i FN's system, herunder færdiggørelsen af gennemgange af FN's Menneskerettighedsråds arbejde i 2011; understreger, at det fortsat er vigtigt at støtte FN's menneskerettighedshøjkommissærs uafhængighed og den rolle, som FN's tematiske og landespecifikke særlige rapportører om menneskerettigheder spiller, og ser frem til et tæt samarbejde mellem den og EU's nyudnævnte særlige repræsentant for menneskerettigheder; understreger betydningen af, at EU den 22. januar 2011 tiltrådte FN-konventionen om handicappedes rettigheder, der er den første af FN's menneskerettighedskonventioner, som EU har ratificeret som en juridisk person;
13. understreger betydningen af en stærkt opbakning bag EU's aktive deltagelse i arbejdet i FN's Menneskerettighedsråd ved at være medstiller for resolutioner, udstede erklæringer og deltage i interaktive dialoger og debatter;
14. glæder sig over det lederskab, som EU's medlemsstater udviser med hensyn til at understøtte FN-menneskerettighedssystemets troværdighed ved sammen at udstede en stående invitation til alle FN's særlige rapportører om menneskerettigheder, ved at tage initiativ til FN's Menneskerettighedsråds særlige samling om Libyen, hvor den historiske indstilling om at suspendere Libyen fra Menneskerettighedsrådet blev vedtaget, og ved at stå i spidsen for den indsats, som førte til nedsættelsen af den uafhængige undersøgelseskommission om menneskerettighedssituationen i Syrien;
15. anerkender EU's muligheder for opsøgende arbejde og kreativ koalitionsdannelse som f.eks. indsatsen, som banede vejen for vedtagelsen af Menneskerettighedsrådets skelsættende resolution om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet, der blev støttet af stater fra alle regioner, samt opbygning af konsensus i Genève og New York vedrørende behovet for at bekæmpe religiøs intolerance og beskytte religions- og trosfrihed og samtidig undgå potentielt negative konsekvenser for andre vigtige menneskerettigheder som f.eks. ytringsfriheden;
16. gentager sin modstand mod regionale grupper, som arrangerer valg ved akklamation til Menneskerettighedsrådet;
17. anbefaler at følge op på anbefalingerne i den Universelle Periodiske Bedømmelse ved at indarbejde dem systematisk i EU's menneskerettighedslandestrategier samt menneskerettighedsdialoger og -høringer;
18. minder om nødvendigheden af at sikre tilstrækkelige bevillinger til at holde FN's menneskerettighedskommissærs regionale kontorer åbne;
19. minder om FN's Generalforsamlings vedtagelse af resolution 65/276 om Den Europæiske Unions deltagelse i FN's arbejde som en beskeden start på en større indsats for at styrke Unionens rolle i organisationens menneskerettighedsarbejde;
EU's politik vedrørende international strafferet, bekæmpelse af straffrihed og Den Internationale Straffedomstol (ICC)
20. beklager, at der ofte er tale om selektiv justits i nye overgangsdemokratier under dække af retsstatsprincippet og bekæmpelse af korruption; beklager, at selektiv justits blot er blevet et middel til at søge politisk hævn og gøre op med politiske afvigere ved at skræmme og marginalisere oppositionen, mediearbejdere og menneskerettighedsforkæmpere, navnlig forud for et valg; er fortsat bekymret over påstandene om lovovertrædelser og politisk motiverede beskyldninger mod medlemmer af oppositionen i Ukraine og opfordrer de ukrainske myndigheder til at sætte en stopper for den fortsatte chikane af oppositionen, som er en alvorlig hindring for landets bestræbelser på at garantere retsstatsprincippet og de demokratiske værdier;
21. beklager, at der trods mange opfordringer fra internationale organer til de russiske myndigheder ikke er sket fremskridt i efterforskningen af Sergei Magnitskys død; opfordrer derfor Rådet til at indføre og gennemføre et visumforbud i hele EU for de tjenestemænd, som er ansvarlige for Sergei Magnitskys død, og indefryse alle aktiver, som de eller deres nærmeste familie kan være i besiddelse af i EU;
22. er fortsat skuffet over retssagen mod M. Khodorkovskij og P. Lebedev, som internationalt anses som værende af politisk art;
23. markerer 10-års-dagen for ikrafttrædelsen af Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC); glæder sig over, at Kap Verde og Vanuatu har ratificeret den; anerkender ICC som en mekanisme, der fungerer som »sidste instans«, og som i henhold til komplementaritetsprincippet, der er fastsat i Romstatutten, skal sikre retfærdighed for ofre for forbrydelser mod menneskeheden, folkemord og krigsforbrydelser;
24. bekræfter sin stærke opbakning bag ICC i bekæmpelsen af straffrihed i forbindelse med de alvorligste forbrydelser af international betydning; opfordrer EU og medlemsstaterne til at fortsætte deres politiske, diplomatiske, logistiske og finansielle støtte til ICC og andre internationale straffedomstole, herunder de internationale ad hoc-domstole for det tidligere Jugoslavien og Rwanda, Den Særlige Domstol for Sierra Leone, Cambodjas Krigsforbrydertribunal og Det Særlige Tribunal for Libanon;
25. glæder sig over, at der i EU's strategiramme og handlingsplan om menneskerettigheder og demokrati er indarbejdet en henvisning til behovet for aktivt at bekæmpe straffrihed for alvorlige forbrydelser, ikke mindst gennem opbakning bag ICC og forståelse for, at det er staternes primære ansvar at efterforske alvorlige internationale forbrydelser og fremme og bidrage til at styrke de internationale retssystemers kapacitet til at efterforske og retsforfølge disse forbrydelser;
26. glæder sig over de tilsagn, som er indeholdt i Rådets afgørelse 2011/168/FUSP af 21. marts 2011 om Den Internationale Straffedomstol og i den efterfølgende handlingsplan, der blev vedtaget den 12. juli 2011, og henstiller til EU og medlemsstaterne at sikre, at de gennemføres, gennem effektive og konkrete foranstaltninger med henblik på at fremme Romstatuttens almengyldighed og integritet, støtte ICC's uafhængighed, og at den fungerer effektivt, samt støtte gennemførelsen af komplementaritetsprincippet; opfordrer EU's særlige menneskerettighedsrepræsentant til at gennemføre de aktioner, som vedrører ICC i EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati;
27. anerkender Kommissionens indsats for at udarbejde en »komplementaritetsværktøjskasse«, der sigter mod at udvikle den nationale kapacitet og politiske vilje til efterforskning og retsforfølgelse af formodede internationale forbrydelser, og understreger betydningen af grundige høringer af medlemsstaterne, Europa-Parlamentet og civilsamfundets organisationer for at færdiggøre værktøjskassen;
28. gentager sin henstilling om, at Romstatutten føjes til pakken af internationale traktater om god regeringsførelse, og om, at retsstatsprincippet ratificeres af tredjelande, der optages i den generelle toldpræferenceordning (GSP+); støtter, at der konsekvent medtages en ICC-bestemmelse i EU-aftaler med tredjelande; opfordrer til, at ICC integreres i alle EU's udenrigspolitiske prioriteter, navnlig ved systematisk at tage højde for bekæmpelse af straffrihed og komplementaritetsprincippet;
29. understreger betydningen af en robust indsats fra EU's side for at forudskikke og dermed undgå eller fordømme tilfælde af manglende samarbejde som f.eks. invitationer til personer, som er omfattet af en arrestordre fra ICC, og manglende anholdelse og overgivelse af sådanne personer; opfordrer endnu en gang EU og medlemsstaterne til at imødekomme alle domstolens anmodninger om at yde rettidig bistand og samarbejde for bl.a. at sikre, at åbne arrestordrer gennemføres; bekræfter endvidere behovet for, at EU og medlemsstaterne med bistand fra EU-Udenrigstjenesten udarbejder et sæt interne retningslinjer, hvori der fastlægges en adfærdskodeks for kontakter mellem EU/medlemsstaternes tjenestemænd og personer, der er efterlyst af ICC;
30. giver udtryk for sin dybe bekymring over resultaterne af budgetforhandlingerne i december 2011 i Forsamlingen af Statsparter (ASP) (10. samling fra den 12. til den 21. december 2011), som truede med at underfinansiere domstolen; beklager dybt, at visse europæiske parter til Romstatutten presser på for at vedtage et nulvækstbudget/lavere budget, og at Forsamlingen ikke accepterede at give domstolen tilstrækkelige ressourcer til effektivt at opfylde sit juridiske mandat og sikre retfærdighed på en robust, retfærdig, effektiv og meningsfuld måde; opfordrer medlemsstaterne til at yde robust støtte til domstolen forud for og under den kommende 11. samling i ASP og afvise forslaget om en nominel nulvækst i budgettet, hvilket ville underminere domstolens evne til at sikre retfærdighed og reagere på nye situationer;
31. understreger, at EU's støtte til bekæmpelse af straffrihed bør omfatte en række initiativer, herunder bl.a.: en øget indsats for på at fremme en bredere ratificering og gennemførelse af Romstatutten og (APIC) for at gøre domstolen rigtig global og universel, en øget indsats for at sikre fuldt samarbejde med domstolen, bl.a. gennem vedtagelse af relevant national lovgivning om samarbejde og indgåelse af rammeaftaler med ICC om håndhævelse af domstolens domme, beskyttelse og flytning af ofre og vidner mv. for at fremme et hensigtsmæssigt og rettidigt samarbejde med domstolen, samt fast politisk og diplomatisk opbakning, navnlig med hensyn til fuldbyrdelse af åbne arrestordrer;
32. understreger i forlængelse af det arabiske forår betydningen af at udvikle en sammenhængende og nuanceret EU-politik om retlige overgangsordninger som et supplement til styrkelsen af retsvæsenets uafhængighed, herunder tilknytningen til ICC som sidsteinstansret, for at hjælpe lande, der befinder sig i en overgangsfase, med at behandle fortidens menneskerettighedskrænkelser, bekæmpe straffrihed og forhindre en gentagelse af menneskerettighedskrænkelser;
33. understreger, at den digitale indsamling af beviser og udbredelse af billeder af krænkelser af menneskerettighederne kan bidrage til den globale bekæmpelse af straffrihed; mener, at der er behov for bistand til i henhold til international(straffe)ret at gøre det muligt at anvende dette materiale som bevis i retssager;
EU's indsats inden for humanitær folkeret
34. glæder sig over, at der for første gang er indarbejdet et særligt afsnit om humanitær folkeret i årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati for 2011 med en beskrivelse af EU's bestræbelser på at sikre ansvarlighed ved at dokumentere eventuelle overtrædelser af den humanitære folkeret og støtte ansvarlighedsmekanismer samt EU's løfte om at bekæmpe tvungne forsvindinger, yde fortsat støtte til ICC, arbejde hen imod yderligere deltagelse i de vigtigste instrumenter inden for humanitær folkeret, fremme respekten for grundlæggende proceduremæssige garantier for alle personer, som tilbageholdes i væbnede konflikter, og støtte til internationale instrumenter, der søger at håndtere den humanitære risiko ved eksplosive krigsefterladenskaber, klyngeammunition, improviserede eksplosive anordninger og personelminer;
35. beklager imidlertid, at den generelle viden om og gennemførelse af EU's retningslinjer om fremme af overholdelsen af den humanitære folkeret fortsat er markant mindre end andre retningslinjer; opfordrer EU til at give gennemførelsen af disse retningslinjer mere politisk opmærksomhed og flere ressourcer, navnlig ved at sikre, at den humanitære folkeret indarbejdes i krisestyringsoperationer og gennem proaktiv bekæmpelse af straffrihed og sikring af individuelt ansvar;
36. minder om, at respekt for folkeretten er en forudsætning for at undgå menneskerettighedskrænkelser, hvorfor dette skal udgøre en central del af enhver EU-strategi, der har til formål at forbedre menneskerettigheder og demokrati i verden, navnlig i forbindelse med forholdet til partnere, som også er involveret i en væbnede eller fastfrosne konflikter; minder om nødvendigheden af at standse enhver EU-støtte til parter i en konflikt, hvad enten den er finansiel, logistisk eller taktisk, herunder levering af våben, ammunition og alle andre typer militært udstyr, som fastlagt i EU's fælles holdning om våbeneksport;
37. understreger endvidere behovet for at sikre, at spørgsmålet om bekæmpelse af straffrihed for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og folkedrab rejses mere systematisk i EU's bilaterale relationer med relevante lande, bl.a. ved at omtale i offentlige erklæringer, og for, at EU mere konsekvent beskæftiger sig med straffrihed på multilateralt plan, f.eks. i FN's Generalforsamling og Menneskerettighedsrådet;
38. gentager sin opbakning bag princippet om »beskyttelsesansvar« og understreger betydningen af, at det internationale samfund, herunder EU, påtager sig ansvaret for at gribe ind over for grove menneskerettighedskrænkelser i tredjelande, når regeringerne i disse lande er ude af stand eller uvillige til at beskytte deres egne borgere; understreger, at en sådan indsats fra det internationale samfunds side indebærer en humanitær intervention og et passende diplomatisk pres, og - men kun som sidste udvej - kollektiv magtanvendelse i FN-regi eller med FN-godkendelse; opfordrer EU til at deltage aktivt og fremme den presserende reform og udvidelse af FN's Sikkerhedsråd for at undgå obstruktion af beskyttelsesansvaret;
39. giver i den forbindelse udtryk for sin anerkendelse af EU's og flere medlemsstaters indsats, da de gik i spidsen for forebyggelsen af yderligere vold mod civile i Libyen i løbet af 2011, men beklager den manglende samlede indsats på EU-plan;
40. er dybt bekymret over menneskerettighedssituationen i Libyen, navnlig over vilkårene og behandlingen af personer, som holdes fængslet af forskellige militser, uden at den midlertidige regering har nogen effektiv og egentlig kontrol med disse brigader, og kræver øget opmærksomhed og varig bistand fra det internationale samfund, som FN's højkommissær for menneskerettigheder erklærede det i FN's Sikkerhedsråd den 25. januar 2012;
41. glæder sig over EU's og det internationale samfunds bestræbelser i Syrien i 2011, men beklager, at disse bestræbelser ikke har givet sig udslag i en forbedring af situationen i landet; giver udtryk for sin dybe bekymring over situationen i Syrien, navnlig med hensyn til katastrofesituationen omkring menneskerettighederne og den humanitære folkeret; fordømmer på det kraftigste det syriske styres udbredte brutale undertrykkelse og systematiske overtrædelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder mod befolkningen, herunder kvinder og børn; opfordrer de syriske myndigheder til straks at sætte en stopper for menneskerettighedskrænkelser og opfylde deres forpligtelser i henhold til den internationale menneskerettighedslovgivning og give mulighed for en fredelig og demokratisk overgang; bekræfter sin støtte til FN's og Den Arabiske Ligas særlig udsending og opfordrer FN's Sikkerhedsråd til at foretage det fornødne for at standse massakrerne over for civilbefolkningen og for at indklage de ansvarlige for de grove krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser i Syrien for Den International Straffedomstol;
42. glæder sig over initiativet »EU Aid Volunteers«, der i den indledende programperiode 2014-2010 vil give omkring 10 000 europæere mulighed for at deltage i humanitære operationer i hele verden, hvor der er mest behov for bistand, og vise europæisk solidaritet ved at yde praktisk bistand til samfund, som er ramt af naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer;
43. anfører, at private militær- og sikkerhedsselskaber bør holdes ansvarlige for alle krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret fra deres personales side; opfordrer EU og medlemsstaterne til på baggrund af den udbredte anvendelse af private militær- og sikkerhedsselskaber at optrappe bestræbelserne på at finde en troværdig lovgivningsmæssig løsning med hensyn til at undgå juridiske smuthuller med hensyn til ansvarlighed;
Den europæiske naboskabspolitik og det arabiske forår
44. understreger betydningen af opstandene i 2011 i den arabiske verden, både som udtryk for ønsket om frihed, retfærdighed og værdighed og som en stor udfordring for EU's politik i og uden for regionen; anerkender, at EU har optrappet sit politiske engagement i både de østlige og sydlige nabolande, men understreger behovet for at tage ved lære af fortidens politiske fejltrin og udarbejde en ny politik, som omfatter respekt for menneskerettighederne og støtte til de demokratiske værdier;
45. glæder sig over, at der nu lægges vægt på gensidig ansvarlighed og en fælles opbakning om de universelle værdier menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet i EU's politik over for de sydlige nabolande; opfordrer til konsekvens i EU's menneskerettighedspolitik over for de sydlige og østlige nabolande; understreger behovet for i øst at undgå de samme politiske fejl, som blev begået over for de sydlige lande forud for det arabiske forår i 2011;
46. henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om situationen i Vestsahara1(12) og sin beslutning af 18. april 2012 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden og EU's menneskerettighedspolitik, herunder følgerne for EU's menneskerettighedspolitiske strategi(13); giver udtryk for bekymring over forværringen i menneskerettighedssituationen i Vestsahara; opfordrer til respekt for det vestsahariske folks grundlæggende rettigheder, herunder foreningsfrihed, udtryksfrihed og retten til at demonstrere; kræver løsladelse af alle sahariske politiske fanger; kræver, at uafhængige observatører, ngo'er og medierne får adgang til området; bekræfter sin støtte til etablering af en international mekanisme, som skal føre tilsyn med menneskerettighederne i Vestsahara; støtter en retfærdig og varig løsning på konflikten på grundlag af princippet om det sahariske folks ret til selvbestemmelse i overensstemmelse med de relevante FN-resolutioner;
47. understreger, at kvindernes rolle og deres fuldgyldige deltagelse i den politiske og økonomiske beslutningstagning er af afgørende betydning, navnlig i forbindelse med fredsskabende foranstaltninger efter konflikter, forhandlinger om overgang til demokratiske forhold, konfliktløsning, forsonings- og stabiliseringsprocesser, for at nå målet om at skabe mere opmærksomhed omkring og sætte mere fokus på at fjerne forskelsbehandlingen af kvinder i de demokratiseringsprocesser, der for øjeblikket finder sted i mange tredjelande;
48. gentager sin overbevisning om, at »mere for mere«-tilgangen bør baseres på klart definerede kriterier med specifikke, målbare, opnåelige og gennemsigtige tidsbegrænsede benchmarks; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til systematisk at anvende denne tilgang i statusrapporterne om naboskabspolitikken;
49. glæder sig over, at EU er blevet mere opsøgende over for civilsamfundet og understreger behovet for, at civilsamfundet bidrager mere systematisk og regelmæssigt til udarbejdelsen af de landestrategier og -vurderinger for menneskerettigheder, der er en forudsætning for en korrekt gennemførelse af den nye »mere for mere«-tilgang i EU's politik;
50. glæder sig også over de aktiviteter, der er gennemført i henhold til østpartnerskabsinitiativet for at fremme menneskerettigheder, demokrati, grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet i partnerlandene; opfordrer EU til at anvende de erfaringer, som dens egne medlemsstater har med at skifte fra et autoritært til et demokratisk styre, og overføre erfaringerne herfra til konkrete resultatorienterede programmer i østpartnerskabslandene; opfordrer EU til at indtage en mere aktiv og sammenhængende holdning og samtidig fremme menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet i partnerlandene;
51. beklager imidlertid, at østpartnerskabspolitikken til tider stadig fortolkes forkert og ofte udvikler sig til en dobbeltmoralsk politik med laden-stå-til og syndsforladelse over for de østlige partnerskabslande;
52. er fortsat meget bekymret over manglen på demokrati, retsstatsprincippet, grundlæggende frihedsrettigheder og respekt for menneskerettighederne i Belarus, som er det eneste land i det europæiske naboskab, som ikke deltager fuldt ud i det østlige partnerskab og arbejdet i Den Parlamentariske Euronest-Forsamling, navnlig i kølvandet på præsidentvalget i december 2010 og de efterfølgende voldsomme overgreb på demonstranter og den politiske opposition, herunder retssager mod aktivister i 2011, som ikke levede op til de internationale standarder og udmøntede sig i uforholdsmæssigt hårde straffe; udtrykker sin anerkendelse af EU's enige reaktion på udvisningen af EU's diplomater fra Belarus i februar 2012; opfordrer Unionen og samtlige medlemsstater til at fortsætte deres sammenhængende og konsekvente politik over for Belarus og opretholde presset på det politiske styre, bl.a. gennem sanktioner over for politikere og embedsmænd, og samtidig inddrage civilsamfundet gennem værktøjer som lempelse af visumreglerne og øgede undervisnings-, efteruddannelses- og andre udvekslingsmuligheder; giver udtryk for dyb bekymring over, at Ales Bialetski har siddet fængslet siden den 4. august 2011; beklager, at polske og litauiske embedsmænd bidrog til anholdelsen af Ales Bialetski ved at fremsende bankoplysninger, og kræver, at der gøres alt på samtlige EU-planer for at undgå en gentagelse af sådanne fejl;
53. opfordrer EU til at anvende samme konsekvente tilgang til menneskerettighedskrænkelser i alle tredjelande, både partnerlande og lande, som EU har et mindre udviklet forhold til; fastholder, at EU skal tage til orde og påpege og fordømme menneskerettighedskrænkelser, uanset hvornår og hvor de foregår, og uanset hvor strategisk et partnerskab der er indgået med det pågældende land; understreger, at EU bør anvende finansiel bistand og økonomiske forbindelser som en løftestangsmekanisme til at sikre, at alle dens partnere bakker op om de universelle menneskerettighedsværdier;
EU's politik til støtte for demokratisering og valg
54. understreger menneskerettighederne og demokratiet gensidigt styrker hinanden, da det er gennem respekt for menneskerettighederne, at samfund skaber det frie politiske rum, der er nødvendig til fredelig demokratisk kappestrid; glæder sig i denne henseende over EU's øgede fokus på demokratistøtte som illustreret af den nyligt vedtagne europæiske demokratifond;
55. understreger, at der er behov for en mere langsigtet tilgang, som omfatter hele valgcyklussen, for at kunne følge op på rapporterne og henstillingerne fra EU's valgobservatørmissioner; understreger betydningen af, at der udarbejdes henstillinger, der er realistiske og gennemførlige, og af at sikre, at disse henstillinger overvåges af EU-delegationerne og bliver en del af deres politiske dialog og bistand; mener, at Europa-Parlamentets faste delegationer og paritetiske parlamentariske forsamlinger også bør spille en større rolle i opfølgningen af henstillingerne fra valgobservationsmissioner og analysere fremskridt med hensyn til menneskerettigheder og demokrati; opfordrer EU's valgobservationsmissioner til at styrke samordningen med andre internationale valgobservationsmissioner for at styrke sammenhængen i EU's indsats på dette område; understreger, at EU bliver nødt til at investere i at uddanne lokale observatører for at opbygge en bæredygtig og uafhængig valgproces i tredjelande; understreger, at overgang til demokrati samt forbedring af respekten for menneskerettighederne nødvendiggør langsigtede strategier, som muligvis ikke giver synlige resultater på kort sigt; opfordrer derfor Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at overvåge mere end blot én valgcyklus ved at sende EU-valgobservationsmissioner til lande, der bevæger sig fra autoritært styre til demokratisk styre, eller lande, der oplever alvorlige tilbagefald i udviklingen i retning af demokrati;
56. gentager sin opfordring til Rådet og Kommissionen til at udvikle en konsekvent og langsigtet strategi for hver enkelt af EU's valgobservationsmissioner, efterfulgt af en vurdering af demokratiske fremskridt to år efter missionen med behørig inddragelse af den relevante chefobservatør for valgobservationsmissionen, der skal forelægges i Parlamentets årlige drøftelse af menneskerettigheder med VP/HR; minder om, at VP/HR har givet tilsagn om i forbindelse med valgobservationer at fokusere på kvinders, nationale mindretals og handicappedes deltagelse, både som kandidater og som vælgere;
57. understreger, at EU skal samarbejde med politiske partier om at dele værktøjer og teknikker, som interesserede parter kan anvende til at udvikle en stærkere bånd til offentligheden, gennemføre konkurrencebetonede valgkampagner og fungere mere effektivt som lovgivere; understreger endvidere, at demokratisering er en proces, som skal inddrage borgere, græsrodsbevægelser og civilsamfundet; mener derfor, at EU bør derfor finansiere programmer, som fremmer aktivt medborgerskab, uddannelse af vælgerne, tilrettelæggelse af fortalervirksomhed, presse- og ytringsfrihed og generelt at sikre et politisk tilsyn og hjælpe borgerne med at udøve deres rettigheder;
58. mener, at kvinders lige deltagelse i politik og forvaltning er vigtig for at opbygge og bevare demokratiet; understreger derfor, at EU-programmer inden for menneskerettigheder og demokratisering bør prioritere inddragelse og opbygning af kvinders kapacitet inden for lovgivning, politiske partier og civilsamfundet som ledere, forkæmpere og informerede borgere; mener, at EU fortsat skal støtte og tilskynde kvinder i og til at stille op til politiske poster og deltage meningsfuldt i alle dele af det civile og politiske liv; påpeger, at kvinders fuldgyldige deltagelse i politik ikke er begrænset til statistiske mål med hensyn til antallet af kandidater og folkevalgte, og at sikring af ligestilling mellem kvinder og mænd kræver, at der i den politiske beslutningsproces tages hensyn til problematikker omkring kvinders rettigheder, og at kvinder frit og effektivt kan deltage i alle aspekter af det offentlige, politiske og økonomiske liv;
59. erindrer om, at opbygningen af et legitimt, demokratisk grundlag, et velfungerende civilsamfund og etableringen af et demokratisk, rettighedsbaseret samfund er en lang proces, der skal påbegyndes nedefra og kræver national, regional, lokal og international opbakning;
60. glæder sig over oprettelsen af Direktoratet for Demokratistøtte i Europa-Parlamentet og udvidelsen af mandatet for Valgkoordineringsgruppen (GCE), som er blevet til gruppen for demokratistøtte og valgkoordination (GSDCE); forventer, at Parlamentets, herunder de politiske gruppers, støtteaktiviteter til fordel for demokratiet styrkes yderligere, navnlig gennem Kontoret for Fremme af Parlamentarisk Demokrati og Enheden for Valgobservation;
Dialoger og samråd om menneskerettigheder med tredjelande
61. anerkender det potentiale, der ligger i en omfattende menneskerettighedsdialog med tredjelande, navnlig hvis de kombineres effektivt med gennemførelsen af menneskerettighedslandestrategier; understreger imidlertid, at dialogerne ikke må udnyttes til at marginalisere menneskerettighedsdrøftelserne under den politiske dialog på et højere plan som f.eks. topmøder; slår ligeledes til lyd for, at overvejelser om menneskerettighederne kommer til at spille en central rolle i forbindelserne med tredjelande;
62. henstiller, at menneskerettigheds-landestrategierne offentliggøres; understreger, at offentliggørelsen af strategierne vil synliggøre EU's indsats på menneskerettighedsområdet i tredjelande og støtte de personer, der kæmper for at udøve og beskytte deres menneskerettigheder;
63. understreger betydningen af, at EU anvender disse dialoger til at behandle individuelle sager, der vækker bekymring, navnlig vedrørende samvittighedsfanger, som er fængslet for på fredelig vis at have udøvet retten til ytrings-, forsamlings-, religions- og trosfrihed, og opfordrer EU til effektivt at følge op på disse sager med de pågældende lande;
64. giver imidlertid udtryk for sin bekymring over, at der stadig ikke gøres fremskridt i en række menneskerettighedsdialoger, samt at der ikke findes gennemsigtige benchmarks til at foretage en reel vurdering af forbedringer eller forværringer på menneskerettighedsområdet; bemærker, at EU fortsat har vanskeligheder med at forhandle sig frem til bedre vilkår for menneskerettighedsdialogerne med navnlig Kina og Rusland; opfordrer EU's nyudnævnte særlige repræsentant for menneskerettigheder til at gå i spidsen under disse og andre menneskerettighedsdialoger og anvende en ny resultatorienteret tilgang gennem et løbende samarbejde med Parlamentet;
65. understreger, at de kinesiske myndigheder har taget visse skridt i den rigtige retning, men at menneskerettighedssituationen fortsat forringes og er kendetegnet af øget uro i samfundet og strammere kontrol og undertrykkelse af menneskerettighedsforkæmpere, advokater, bloggere og samfundsaktivister samt af målrettede politikker, som har til formål at marginalisere tibetanere og deres kulturelle identitet; opfordrer de kinesiske myndigheder til at indgå i et seriøst samarbejde med den tibetanske befolkning for at vurdere de underliggende årsager til tibetanske munkes og nonners selvafbrændinger og ophøre med at chikanere og true tibetanere, som udøver deres ret til ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed, sætter en stopper for al unødvendig og overdreven magtanvendelse over for demonstranter, undersøger alle tilfælde af menneskerettighedskrænkelser og givet uafhængige observatører adgang til de områder, hvor der protesteres;
66. gentager, at der er behov for at udpege en særlig EU-repræsentant for Tibet, som skal være ansvarlig for beskyttelse af menneskerettighederne og blandt andre aktuelle emner retten til frit at praktisere sin religion og kultur i Kina;
67. er fortsat skuffet over, at Parlamentet ikke er blevet systematisk inddraget i vurderingerne af menneskerettighedsdialogerne, bl.a. dem med Rusland og Kina; opfordrer til, at Parlamentets adgang til disse vurderinger formaliseres, og minder om, at det i EU's retningslinjer om menneskerettighedsdialoger fastsættes, at civilsamfundet skal inddrages i vurderingerne;
68. gentager, at situationen omkring og fremme af kvindernes rettigheder, ligestilling og bekæmpelse af vold mod kvinder systematisk skal behandles under alle EU's menneskerettighedsdialoger med tredjelande, som der er indgået associerings- og samarbejdsaftaler med;
EU-sanktioner og menneskerettigheds- og demokratiklausuler i EU-aftaler
69. glæder sig over forpligtelsen i EU's menneskerettighedshandlingsplan til at udvikle en metode til at forbedre analysen af menneskerettighedssituationen i tredjelande i forbindelse med indledning eller afslutning af forhandlinger om handels- og/eller investeringsaftaler; opfordrer EU til at sikre, at tildeling af GSP+-status gøres afhængig af landets ratificering og gennemførelse af vigtige internationale menneskerettighedsinstrumenter med mulighed for en regelmæssig evaluering af sådanne forpligtelser, idet opmærksomheden navnlig skal være rettet mod overholdelse af ytrings-, forsamlings- og foreningsfriheden, religions- og trosfriheden samt mindretals, kvinders og børns rettigheder; understreger navnlig behovet for åbenhed i forbindelse med forsvar for indvandreres menneskerettigheder;
70. glæder sig over EU's indsats for at indarbejde en menneskerettigheds- og demokratiklausul i alle EU's politiske rammeaftaler, men gentager sin opfordring til, at alle aftalemæssige forbindelser med tredjelande, såvel industrialiserede lande som udviklingslande, herunder i form af sektoraftaler, aftaler om handel og teknisk eller finansiel bistand, uden undtagelse indbefatter klart formulerede bestemmelser om konditionalitet og klausuler om menneskerettigheder og demokrati; mener, at den aktuelle grænse i den generelle præferenceordning (GSP), som kan udløse menneskerettighedsklausulerne, er høj, men bør tilpasses de enkelte berørte lande; bemærker, at det i det nye forslag til reform af den generelle præferenceordning fra 2011 foreslås, at høringsproceduren skal udvides, og at efterforskninger af menneskerettighedsovertrædelser i GSP-udvalget bør lettes; udtrykker i denne henseende dyb bekymring om den forringede menneskerettighedssituation i Cambodja, hvor jordopkøb fører til stigende fattigdom og til overtrædelse af de menneskerettighedsklausuler, der indgår i aftalerne mellem EU og Cambodja; advarer om, at den manglende konsekvens i gennemførelsen af menneskerettighedsklausulen kan underminere troværdigheden og effektiviteten af EU's konditionalitetspolitik;
71. glæder sig over de foranstaltninger, som er truffet, og de planer, som er udviklet, i 2011 af EU's institutioner og medlemsstater, som har til formål at føre en mere sammenhængende og koordineret politik med hensyn til virksomhedernes sociale ansvar, bl.a. for fremme af menneskerettighederne i verden og gennemførelsen af FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder fra 2011;
72. understreger betydningen af at forankre princippet om virksomhedernes sociale ansvar i frihandelsaftaler mellem EU og tredjelande eller udviklingslande med henblik på at fremme menneskerettigheder samt sociale og miljømæssige standarder; foreslår. at der ud over sociale og miljømæssige kapitler indføjes et omfattende kapitel om menneskerettigheder i alle fremtidige frihandelsaftaler; opfordrer ligeledes Kommissionen til at anvende frihandelsaftaler til at fremme de fire centrale arbejdsstandarder som foreningsfrihed og retten til kollektive overenskomstforhandlinger, afskaffelse af alle former for tvangsarbejde, afskaffelse af børnearbejde og afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse; understreger, at overvågnings- og håndhævelsesmekanismerne for GSP+-ordningen bør styrkes yderligere;
73. gentager, at en konsekvent anvendelse af aftalernes menneskerettighedsklausuler er afgørende for forbindelserne mellem EU og medlemsstaterne på den ene side og tredjelande på den anden; understreger betydningen af at undersøge, hvordan medlemsstaterne har samarbejdet med undertrykkelsessystemer i terrorbekæmpelsens navn; understreger i denne henseende behovet for, at der i den netop reviderede europæiske naboskabspolitik fokuseres på at yde støtte til reformen af sikkerhedssektoren og navnlig sikre en klar adskillelse af efterretnings- og retshåndhævelsesfunktioner; opfordrer VP/HR, den særlige EU-repræsentant for menneskerettigheder, EU-Udenrigstjenesten, Rådet og Kommissionen til at intensivere deres samarbejde med Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og andre af Europarådets relevante mekanismer i planlægningen og gennemførelsen af bistandsprojekter om terrorbekæmpelse i tredjelande og i alle former for terrorbekæmpelsesdialoger med tredjelande;
74. understreger betydningen af at fortsætte arbejdet med den verdensomspændende praksis med hemmelige tilbageholdelser i forbindelse med terrorbekæmpelse; insisterer på, at terrorbekæmpelse under ingen omstændigheder kan retfærdiggøre krænkelser af menneskerettighederne i hverken tredjelande eller i EU; henviser i den forbindelse til vedtagelsen af Europa-Parlamentets beslutning af 11. september 2012 om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger: opfølgning på TDIP-Udvalgets betænkning og anmoder medlemsstaterne om at gennemføre disse henstillinger;
75. fastholder, at det er vigtigt, at EU overholder og gennemfører sine egne internationale forpligtelser og politikker og udenrigspolitiske instrumenter, såsom retningslinjerne om tortur og dialogerne om menneskerettighederne, så EU fremstår som mere troværdig i sit krav om en nøje gennemførelse af menneskerettighedsklausulerne i associeringsaftaler, og tilskynder sine vigtigste allierede til at overholde deres egen nationale lovgivning og folkeretten;
76. anbefaler for at forbedre troværdigheden af menneskerettighedsklausulen og forudsigeligheden i EU's indsats, at klausulen videreudvikles, så den kommer til at omfatte politiske og retlige proceduremæssige mekanismer, der skal anvendes, hvis der anmodes om suspendering af det bilaterale samarbejde på grund af gentagne og/eller systematiske krænkelser af menneskerettighederne i strid med folkeretten;
77. opfordrer EU til at sikre, at alle handelsaftaler, der indgås med tredjelande, indeholder klausuler, som fremmer den sociale samhørighed og sikrer overholdelsen af sociale, miljømæssige og arbejdsmarkedsmæssige standarder samt en forsvarlig forvaltning af naturressourcerne, navnlig jord og vand; bemærker, at EU ved at udvikle en overvågningsmekanisme for menneskerettigheder, som skal indgå som en del af nye partnerskabs- og samarbejdsaftaler og andre handelsaftaler med en række lande; understreger, at disse overvågningsmekanismer ikke er ambitiøse nok og ikke klart definerede, hvilket virker hindrende for opfyldelsen af pligten i EU-traktaten til at fremme menneskerettigheder og demokrati i verden; er navnlig bekymret over partnerskabs- og samarbejdsaftalen med Usbekistan og den kommende partnerskabs- og samarbejdsaftale med Turkmenistan;
78. bekræfter sin opfordring til, at EU vedtager en mere konsekvent og effektiv politik for EU-sanktioner og restriktive foranstaltninger og fastlægger klare kriterier for, hvornår de skal anvendes, og hvilken type sanktioner der skal anvendes, og omfatter gennemskuelige benchmarks for ophævelse af dem; opfordrer Rådet til at forhindre dobbeltmoral, når der træffes afgørelser om restriktive foranstaltninger eller sanktioner, og at disse anvendes uanset politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser;
79. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i internationalt regi at behandle spørgsmålet om vold mod kvinder og kønsaspektet i forbindelse med krænkelser af menneskerettighederne, især i forbindelse med de bilaterale associeringsaftaler og internationale handelsaftaler, der er gældende eller under forhandling;
80. konstaterer, at det arabiske forår har vist, hvordan den nye globale informations- og kommunikationsarkitektur ikke blot skaber nye kanaler for ytringsfrihed, men også giver mulighed for nye former for politisk mobilisering, som omgår traditionelle metoder; påpeger i denne forbindelse, at landdistrikter ofte har en utilstrækkelig tilkobling til de moderne kommunikationsteknologier; opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at udnytte de muligheder, som de nye teknologier skaber i EU's udenrigspolitik og understreger samtidig, at det kun er organiserede grupper, der har et klart og sammenhængende program, som kan modtage finansiel bistand; opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at behandle risikoen ved internetcensur og -undertrykkelse; glæder sig over lanceringen i december 2011 af »No Disconnect«-strategien med henblik på at udvikle værktøjer, der i relevante tilfælde sætter EU i stand til at hjælpe civilsamfundsorganisationer eller borgere med at omgå vilkårlige afbrydelser af adgangen til elektroniske kommunikationsteknologier, herunder internettet;
81. anerkender, at den øgede afhængighed af informations- og kommunikationsteknologiinfrastrukturen sandsynligvis vil skabe nye sårbare områder og sikkerhedsproblemer internationalt; minder imidlertid om, at mange af de decentrale kendetegn, som gør internettet til et cybersikkerhedsmæssigt problem, også er grunden til, at det er et stærkt værktøj for menneskerettighedsforkæmpere, som lever under undertrykkende regimer; understreger derfor betydningen af en omfattende strategi for digital frihed med en klar menneskerettighedsdimension, herunder en analyse af konsekvenserne for menneskerettighederne, i udviklingen af politikker og programmer vedrørende cybersikkerhed, bekæmpelse af internetkriminalitet, forvaltning af internettet samt andre EU-politikker på dette område; opfordrer i denne henseende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til proaktivt at inddrage internetsikkerhedsaspektet i alle sine forbindelser med tredjelande;
82. understreger, at undertrykkelsen af og kontrollen med borgere og virksomheder omfatter en stadig større teknologisk bestanddel i form af blokering af indhold og overvågning og identifikation af menneskerettighedsforkæmpere, journalister, aktivister og systemkritikere samt kriminalisering af legitime ytringer på internettet samt indførelse af restriktiv lovgivning for at begrunde sådanne foranstaltninger; understreger, at fremme og beskyttelse af de digitale friheder bør integreres i alle EU's eksterne aktioner og EU's finansiering og bistandspolitikker og -instrumenter og revideres hvert år for at sikre ansvarlighed og kontinuitet; opfordrer Kommissionen og Rådet til udtrykkeligt at anerkende digitale friheder som grundlæggende rettigheder og som nødvendige forudsætninger for at benytte sig af universelle menneskerettigheder, som f.eks. ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og adgang til information, samt sikre gennemsigtighed og ansvarlighed i det offentlige liv;
83. glæder sig over tilsagnet i EU's menneskerettighedshandlingsplan om at udvikle nye offentlige retningslinjer om ytringsfrihed på og uden for internettet, herunder beskyttelse af bloggere og journalister, menneskerettighedsforkæmpere og oppositionspartier;
84. understreger betydningen af at støtte en uafhængig, fri presse og uafhængige, frie medier, som er vigtige aktører, når det gælder bevarelse af retsstaten og bekæmpelse af korruption;
85. henviser med bekymring til den stigende tendens til angreb på og trusler mod journalister og mediearbejdere i verden; opfordrer til en optrapning af EU's bestræbelser på at øge deres sikkerhed i dialoger med Unionens partnere og andre lande;
86. er alvorligt bekymret over udviklingstendenser, som begrænser ytrings- og forsamlingsfriheden på grundlag af misforståelser omkring homoseksualitet og transseksualitet; minder om, at disse love og forslag ikke stemmer overens med den internationale traktat om borgerrettigheder og politiske rettigheder, som udelukker diskriminerende love og praksis baseret på seksuel orientering; opfordrer VP/HR og den særlige EU-repræsentant for menneskerettigheder til systematisk at gøre opmærksom på disse forhold;
87. beklager, at teknologier og tjenesteydelser, der er fremstillet i EU, i tredjelande anvendes til at krænke menneskerettighederne gennem censur af information, masseovervågning og sporing af borgere og deres aktiviteter på (mobil)telefonnet og internettet; er bekymret over beretninger om, at visse EU-virksomheder samarbejder med autoritære regimer ved at give dem fri og ubegrænset adgang til deres netværk og databaser under påskud af at følge den lokale lovgivning, som det var tilfældet med det svensk-finske TeliaSonera i flere lande i det tidligere Sovjetunionen; er overbevist om, at europæiske virksomheder, deres datterselskaber og deres underleverandører bør spille en afgørende rolle med hensyn til at fremme og udbrede sociale og arbejdsmarkedsmæssige standarder i verden, hvorfor deres adfærd bør være i overensstemmelse med de europæiske værdier, og hvorfor de aldrig må sætte menneskerettighederne på spil i bestræbelserne på at udvide deres markedsandele i udlandet;
88. glæder sig over Rådets beslutninger om at forbyde eksport af visse informationsteknologier og tjenester til Syrien og Iran og opfordrer indtrængende EU til at overveje at lade disse sager danne præcedens for fremtidige restriktive foranstaltninger over for andre undertrykkende regimer; er stor fortaler for forslaget om at inddrage menneskerettighedskrænkelser i EU's eksportkontrolordning vedrørende produkter med dobbelt anvendelse som begrundelse for, at de varer, som ikke er på listen, kan være underlagt eksportrestriktioner i medlemsstaterne; henviser i en forbindelse til sin holdning med henblik på vedtagelse af forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 428/2009 om en fællesskabsordning for kontrol med udførsel, overførsel, mæglervirksomhed og transit i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse;
EU-støtte til civilsamfundet og menneskerettighedsforkæmpere
89. understreger, at udviklingen af et stærkt og levende civilsamfund er en vigtig faktor, som muliggør demokratiske fremskridt og bedre beskyttelse af menneskerettighederne; understreger, at mobiliseringen af civilsamfundet er grundlaget for at kunne skabe de historiske forandringer, som det arabiske forår førte med sig;
90. ankerkender EU's bestræbelser på at øge støtten til civilsamfundets organisationer; sætter navnlig pris på EU's evne til at engagere sig direkte med civilsamfundet gennem det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR), faciliteten for civilsamfundet og den europæiske demokratifond (EED); beklager imidlertid, at EU ikke har en stærkere systematisk politik til at overtale partnerlandene til at afskaffe uretmæssige juridiske og administrative restriktioner, der begrænser den universelle forsamlings- og foreningsrettighed; opfordrer til, at der udvikles sådanne politiske retningslinjer;
91. bekræfter sin støtte til gennemførelsen af begrebet demokratisk ejerskab i EU's udviklingssamarbejde og mener, at civilsamfundet spiller en afgørende rolle i denne forbindelse; understreger behovet for, at alle EU-ansatte arbejder tæt sammen med civilsamfundet i de lande, de er udsendt til; påpeger, at et tættere samarbejde med civilsamfundet i høj grad vil bidrage til udarbejdelsen af mulige og realistiske landestrategier for menneskerettigheder, som er skræddersyet til disse landes prioriteter;
92. beklager, at forfølgelse og marginalisering af menneskerettighedsforkæmpere fortsat er et udbredt fænomen i hele verden, navnlig i Kina og Rusland og alle andre lande, som stadig lider under den vrangforestilling, at høje menneskerettighedsstandarder er noget, som EU, FN og verdensomspændende menneskerettighedsorganisationer har påduttet dem; beklager, at diskvalificerede juristers og politisk forfulgte journalisters og mediearbejderes skæbne i Kina betragtes som et internt anliggende; henviser til begrænsningerne i det demokratiske rum;
93. glæder sig over, at EU i november 2011 sammen med det tredje udvalg i FN's Generalforsamling udarbejdede en resolution om menneskerettighedsforkæmpere, og over den offentlige støtte, som EU har givet FN's særlige rapportør om menneskerettighedsforkæmpere og relevante regionale mekanismer til beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere;
94. støtter planen om at oprette et frivilligt europæisk initiativ, der skal give midlertidigt ophold til menneskerettighedsforkæmpere, som har behov for omgående at forlade deres oprindelseslande, under EIDHR; understreger, at dette initiativ bør gennemføres på en sådan måde, at det supplerer de allerede eksisterende opholdsordninger;
95. bemærker, at det er de menneskerettighedsforkæmpere, som arbejder i fjerntliggende områder og konfliktramte områder, som er mest udsatte for trusler og farer og i mindst kontakt med EU-ansatte; opfordrer indtrængende alle EU-delegationer til at udvikle lokale menneskerettighedsstrategier for at bevare en løbende kontakt med menneskerettighedsforkæmpere i marken og give dem den nødvendige bistand og beskyttelse, som krævet i EU's retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere;
96. understreger betydningen af, at EU indtager en proaktiv rolle (indgriben til fordel for og støtte til menneskerettighedsforkæmpere, som udsættes for trusler, observering af retssager mod menneskerettighedsforkæmpere, hurtige, udtrykkelige og synlige reaktioner på begrænsninger for ytringsfrihed, forenings- og forsamlingsfrihed) og systematisk giver menneskerettighedsforkæmpere og/eller deres familier oplysninger om de foranstaltninger, som træffes for dem, som beskrevet i EU's retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer i denne forbindelse til at styrke EIDHR-mekanismen, som har til formål at sørge for hastebeskyttelsesforanstaltninger for de menneskerettighedsforkæmpere, som er i fare eller udsat for en risiko;
97. beklager, at dets opfordring til at øge synligheden af den årlige Sakharovpris ikke har haft nogen virkning, idet der blot er en henvisning til Sakharovprisen i afsnittet om Europa-Parlamentet i årsberetningen; understreger endnu en gang, at EU-Udenrigstjenesten er nødt til at følge ordentligt op på kandidaternes og prismodtagernes velbefindende og på situationen i deres lande; gentager sin opfordring til EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at opretholde en løbende kontakt med Sakharovpris-kandidater og -modtagerne for at sikre en fortsat dialog og overvågning af menneskerettighedssituationen i de respektive lande og for at tilbyde de forfulgte beskyttelse; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at indarbejde Sakharovprisen i afsnittet om menneskerettighedsforkæmpere i årsberetningen om menneskerettigheder;
98. opfordrer Kommissionen og Rådet til at støtte, uddanne og styrke menneskerettighedsforkæmpere, civilsamfundsaktivister og uafhængige journalister og garantere deres sikkerhed og frihed på internettet samt til at gøre de grundlæggende rettigheder ytringsfrihed og forsamlings- og foreningsfrihed gældende på internettet;
EU's indsats mod dødsstraf
99. bekræfter sin faste modstand mod dødsstraf i alle tilfælde og under alle omstændigheder og støtter stærkt EU's bestræbelser på at få vedtaget en stærk resolution om et moratorium for anvendelse af dødsstraf på FN's Generalforsamlings 67. samling, også med henblik på at accelerere optakten til verdenskongressen mod dødsstraf; understreger, at EU er den førende aktør og største bidragyder til bekæmpelsen af dødsstraf;
100. opfordrer medlemsstaterne fra at afstå fra at markedsføre eller føre kampagne for udstyr, der er forbudt i henhold til forordning (EF) nr. 1236/2005 af 27. juni 2005 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf; opfordrer til en regelmæssig og ajourført kontrol med eksporten af varer, der er fremstillet af medicinalvirksomheder i EU, og som kan anvendes i forbindelse med henrettelser i medlemsstaterne; glæder sig over Kommissionens beslutning i 2011 om at ændre forordning (EF) nr. 1236/2005 og dermed skærpe eksportkontrollen med visse lægemidler, der kan anvendes til henrettelser; glæder sig over de proaktive skridt, som visse medicinalvirksomheder i EU har taget for at standse eksporten til tredjelande, hvor der er en forudsigelig risiko for, at sådanne lægemidler anvendes til henrettelser; opfordrer indtrængende til, at flere medicinalvirksomheder i EU tager tilsvarende skridt; opfordrer Kommissionen til at indarbejde en »catch all«-bestemmelse i forordning (EF) nr. 1236/2005, som bl.a. stiller krav om forudgående eksporttilladelse for alle lægemidler, der kan anvendes til tortur eller henrettelser;
101. glæder sig over menneskerettighedsorganisationernes vurdering af, at dødsstraffens anvendelse i 2011 generelt bekræfter den globale tendens i retning af afskaffelse; glæder sig over, at dødsstraffen er afskaffet i Thailand for lovovertrædere, der ikke er fyldt 18 år; beklager imidlertid den store stigning i henrettelser i Iran, Irak, Afghanistan og Saudi-Arabien; udtrykker stor skuffelse over Kinas afvisning af at give troværdige oplysninger om landets brug af dødsstraf og henrettelser, som ifølge Amnesty International løber op i flere tusinde; glæder sig over afskaffelsen af dødsstraffen i staten Illinois i USA, men beklager, at USA fortsat henretter mennesker, selv om det er det eneste G8-land, der praktiserer dette i 2011; minder med bekymring om, at Belarus er det eneste europæiske land, der fortsat anvender dødsstraf; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til altid at prioritere dette spørgsmål op under dialogerne med disse lande;
102. bekræfter, at EU, der allerede tidligere har opnået konkrete resultater i forbindelse med bekæmpelse af dødsstraf i specifikke sager, bør indtage et mere håndfast standpunkt og opfordre institutionerne og medlemsstaterne til at fastholde og styrke deres indsats og deres politiske vilje i denne sag med henblik på endelig at få afskaffet dødsstraffen i hele verden;
Tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
103. glæder sig over vedtagelsen af de opdaterede retningslinjer for en EU-politik over for tredjelande med hensyn til tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf; minder imidlertid om, at problemerne med bevidstgørelse og gennemførelse skal løses for at opnå reelle fremskridt i EU's politik;
104. glæder sig over udvidelsen i de opdaterede retningslinjer af de grupper, der kræver særlig beskyttelse, til personer, der oplever forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet samt tilsagnet om at tilskynde tredjelande til at sørge for en national procedure for klager og rapporter, der integrerer køns- og børneaspektet; beklager imidlertid, at EU's koordinerede indsats til bekæmpelse af tortur ikke tager højde for kønsaspektet på en mere omfattende måde, hvilket navnlig skyldes mangel på tilstrækkelige oplysninger om alle former for tortur og mishandling;
105. understreger betydningen af at knytte EU's retningslinjer sammen med gennemførelsesmetoderne i den valgfrie protokol i FN's konvention mod tortur (OPCAT) og særligt rette opmærksomheden mod de nationale forebyggende mekanismer;
106. påpeger, at FN definerer slaveri som »den stilling hvori eller de vilkår hvorunder en person befinder sig, over hvem alle eller enkelte af de med ejendomsretten forbundne beføjelser udøves«; beklager, at der fortsat forekommer moderne former for slaveri, bl.a. i EU; opfordrer følgelig Kommissionen til at føre en strammere politik på dette område, navnlig hvad angår arbejdstagere i husholdninger, som tilhører den faggruppe, der er hårdest ramt af disse former for slaveri;
107. beklager, at det politiske misbrug af psykiatrien stadig er et smerteligt problem i en række lande, som tidligere har anvendt voldelige psykiatriske metoder til støtte for antidemokratiske regimer, der forsøger at skræmme og standse systemkritiske samfundsgrupper og personer; understreger med bekymring, at denne tendens går hånd i hånd med vage og ikke-håndgribelige torturformer, herunder psykisk terror og nedværdigende fængselsforhold;
108. gør opmærksom på betydningen af rapporten af 5. august 2011 (A/66/268) fra FN's særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf med fokus på konsekvenserne af isolationsfængsling, herunder brug af denne metode på psykiatriske klinikker; er alvorligt bekymret over beviser fra forskellige lande på, at psykiatriske hospitaler anvendes som forvaringsanstalter; opfordrer VP/HR, den særlige EU-repræsentant for menneskerettigheder, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at være tilstrækkeligt opmærksom på dette problem;
109. giver udtryk for bekymring over den fremtidige drift af rehabiliteringscentre for torturofre; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionens tjenestegrene til at arbejde på tværs af grænsen mellem eksterne og interne politikker for at sikre, at skillelinjen mellem de administrative kompetencer ikke udgør en risiko for EU's støtte til rehabiliteringscentre, både i og uden for Unionen;
110. beklager, at menneskerettighedskrænkelser fortsat er et alvorligt problem i de besatte dele af Cypern; konstaterer, at der tyrkiske militær stadig nægter tusinder af flygtninge, som har været tvunget til at forlade deres hjem og ejendomme, retten til at bo i deres hjemland; beklager endvidere, at familier og slægtninge til forsvundne personer stadig ikke har ret til at få afklaret deres kæres skæbne, eftersom Tyrkiet ikke giver adgang til militære områder eller arkiverne med efterforskningsresultaterne fra Komitéen for Forsvundne Personer på Cypern;
Forskelsbehandling
111. fastholder, at den politiske dialog om menneskerettigheder mellem EU og tredjelande skal omfatte en mere inklusiv og bredere definition af ikke-forskelsbehandling, bl.a. baseret på religion eller tro, køn, racemæssig eller etnisk oprindelse, alder, invaliditet, seksuel orientering og kønsidentitet;
112. understreger, at Rådet, for at EU's udenrigspolitik skal være troværdig og sammenhængende for så vidt angår grundlæggende rettigheder, ligestilling og ikke-forskelsbehandling, bør vedtage direktivet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering og udvide anvendelsen af rammeafgørelsen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad til også at omfatte andre målgrupper som f.eks. lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle;
113. kræver, at medlemsstater aktivt modarbejder ethvert forsøg på at undergrave princippet om, at menneskerettighederne er universelle, udelelige og indbyrdes afhængige, og aktivt tilskynder UNHRC til at lægge lige stor vægt på de forskellige årsager til forskelsbehandling, hvad enten der er tale om forskelsbehandling på grund af køn, kønsidentitet, race, alder, seksuel orientering og religion eller tro; beklager i høj grad, at homoseksualitet fortsat betragtes som kriminelt i 78 stater, herunder fem, hvor det straffes med dødsstraf; opfordrer disse stater til straks at afkriminalisere homoseksualitet og løslade dem, der er fængslet på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, og ikke henrette dem; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til fuldt ud at gøre brug af LGBT-værktøjer til at beskytte LGBTI-personers rettigheder; opfordrer Rådet til at arbejde hen imod bindende retningslinjer på dette område; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at hjælpe LGBTI-menneskerettighedsforkæmpere i lande, hvor de er udsat for en risiko, og opfordrer VP/HR og den særlige EU-repræsentant for menneskerettigheder til fortsat at understrege EU's støtte til lighed og ikke-forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet og kønsudtryk i verden, bl.a. ved at lancere og støtte initiativer på bilateralt og internationalt plan samt i FN om disse spørgsmål; gentager sin opfordring til Kommissionen til at udstede en køreplan for ligestilling under hensyntagen til seksuel orientering og kønsidentitet;
114. opfordrer EU's medlemsstater til at give asyl til personer, som er flygtet fra forfølgelse i lande, hvor LGBTI'er kriminaliseres, på grundlag af ansøgernes velbegrundede frygt for forfølgelse og til at gøre dette på grundlag af deres selvopfattelse som lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede eller personer med begge køn;
115. fremhæver, at princippet om ikke-forskelsbehandling, bl.a. på grundlag af køn og seksuel orientering, er et grundlæggende element i AVS-EU-partnerskabet;
116. understreger EU's ratifikation af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD) og vedtagelsen af EU's strategi på handicapområdet 2010-2020, navnlig handlingsområde 8; fordømmer enhver form for forskelsbehandling på grundlag af handicap og opfordrer alle stater til at ratificere og gennemføre UNCRPD; påpeger, at EU også skal følge gennemførelsen af UNCRPD på sit eget område; opfordrer EU og medlemsstaterne til at fremme gennemførelsen af FN's internationale konvention om handicappedes rettigheder fra 2006 såvel inden for som uden for Den Europæiske Union;
117. fordømmer de menneskerettighedskrænkelser, som fortsat begås mod mennesker, som lider under kastebaseret forskelsbehandling, herunder nægtelse af ligestilling og adgang til retsvæsenet, fortsat udgrænsning og kastebegrundede hindringer for at opnå grundlæggende menneskerettigheder; opfordrer Rådet, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til i fællesskab at gøre en indsats mod kastebaseret forskelsbehandling, bl.a. i menneskerettighedserklæringer, -rammer og -landestrategier og -dialoger, hvor det er relevant, til at støtte udkastet til FN-principper og -retningslinjer for afskaffelse af forskelsbehandling baseret på arbejde og oprindelse som en vejledende ramme for fjernelse af kastediskrimination og til arbejde for en godkendelse af dem i FN's Menneskerettighedsråd;
118. opfordrer VP/HR og den særlige repræsentant for menneskerettigheder til uden forbehold at anerkende, at kastediskrimination er et altoverskyggende problem, som har alvorlige konsekvenser for både menneskerettigheder og fattigdom og især rammer kvinder;
119. glæder sig over, at FN's Menneskerettighedsråds ledende principper vedrørende ekstrem fattigdom og menneskerettigheder bygger på samtlige menneskerettigheders gensidige afhængighed og udelelighed samt på principperne om inddragelse og myndiggørelse af personer, der lever i ekstrem fattigdom; understreger, at ekstrem fattigdom og menneskerettigheder er uadskilleligt forbundet, dels fordi personer, der lever i ekstrem fattigdom, ofte også er frataget deres borgerlige, politiske, økonomiske og sociale menneskerettigheder, dels fordi det er vigtigt, at kampen mod ekstrem fattigdom tager udgangspunkt i menneskerettighederne, for at man kan forstå denne situation og bekæmpe den; opfordrer Rådet til at støtte denne tilgang i FN's Økonomiske og Sociale Udvalg;
120. konstaterer med bekymring, at oprindelige folk er i særlig stor fare for at blive udsat for forskelsbehandling, og at de navnlig er sårbare over for politiske, økonomiske, miljø- og arbejdsmæssige ændringer og forstyrrelser; bemærker, at de fleste lever under fattigdomsgrænsen og har ringe eller ingen repræsentation eller adgang til den politiske beslutningstagning eller retssystemet; er navnlig bekymret over beretningerne om udbredte jordopkøb, tvangsfordrivelser og menneskerettighedskrænkelser som følge af væbnede konflikter;
121. opfordrer Kommissionen og Rådet til at arbejde for at få begrebet »klimaflygtning« (hvorved forstås en person, der er tvunget til at flygte fra sit hjem og søge tilflugt i udlandet som følge af klimaforandringerne) officielt og juridisk anerkendt, da det endnu ikke er anerkendt i folkeretten eller i nogen juridisk bindende international aftale;
122. fremhæver vigtigheden af retten til statsborgerskab som en af de mest grundlæggende rettigheder, da det i mange lande kun er fuldgyldige statsborgere, som har mulighed for at nyde og udøve deres grundlæggende menneskerettigheder, herunder retten til offentlig sikkerhed, velfærd og uddannelse;
123. understreger, at traditionelle nationale mindretal har særlige behov, som er forskellige fra andre mindretalsgruppers, at det er nødvendigt at sikre ligebehandling af disse mindretal med hensyn til uddannelse, sundhedspleje, sociale tjenesteydelser og andre offentlige tjenesteydelser, og at der i alle økonomiske, samfundsmæssige, politiske og kulturelle sektorer skal sikres fuldstændig og reel ligestilling mellem personer, som tilhører et nationalt mindretal, og personer, som tilhører flertallet;
Kvinder og børn i væbnede konfliktsituationer
124. glæder sig over, at der er lagt så stor vægt på behandlingen af problemerne med at gennemføre beslutningerne om kvinder, fred og sikkerhed i EU's politikker, som det kan ses i rapporten om EU's indikatorer for den omfattende tilgang til EU's gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 og 1820, der blev vedtaget af Rådet den 13. maj 2011; glæder sig også over EU's politiske indsats på FN's Generalforsamling for at sikre en forlængelse af mandatet for FN's generalsekretærs særlige repræsentant om børn og væbnede konflikter; er enig i Rådets holdning, som den fremgår af konklusionerne af 1. december 2011 om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik om, at det fortsat er vigtigt i alle faser af FSFP-missionerne, at der systematisk tages hensyn til aspekter vedrørende menneskerettigheder, køn og børn, som påvirkes af væbnede konflikter;
125. mener, at det for at sikre en effektiv deltagelse af kvinder, hvor de i dag er underrepræsenteret i politiske organisationer eller civilsamfundsorganisationer, er vigtigt at sørge for uddannelses- og støttemoduler både til EU-personalet, der behandler kønsrelaterede spørgsmål, og til kvinder på stedet, således at de bliver i stand til at bidrage effektivt til freds- og konfliktløsningsprocesserne;
126. anerkender, at konkrete fremskridt med hensyn til at forbedre kvinders og børns situation i væbnede konfliktsituationer ofte afhænger af, at der opnås klare og ensartede ansvarlighedsstrukturer i de militær- og sikkerhedstjenester, som er underlagt civil kontrol; opfordrer derfor indtrængende de relevante EU-institutioner til at identificere og gennemføre mere effektive metoder til at gennemføre reformer i sikkerhedssektoren i lande, der er eller har været konfliktramte, med stærk fokus på kvinders og børns rettigheder, inklusion og styrkelse af kvinders stilling i denne forbindelse; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at tage højde for dette i programmeringen og gennemførelsen af eksterne bistandsinstrumenter, der vedrører reform af sikkerhedssektoren, herunder betydningen af kvinders styrkelse i forbindelse med genopbygning efter konflikter;
127. opfordrer til afvæbning, rehabilitering og reintegration af børnesoldater som et centralt element i EU's politikker, der har til formål at styrke menneskerettighederne, beskytte børnene og erstatte vold med politiske konfliktløsningsmekanismer;
128. fremhæver sin dybe bekymring for De Store Søers Område i Afrika, hvor voldtægt er et krigsvåben, der har til formål at udrydde hele befolkningsgrupper;
Kvinders rettigheder
129. opfordrer EU til at styrke sin indsats for at sætte en stopper for kvindelig kønslemlæstelse, tidlige ægteskaber og tvangsægteskaber, æresdrab samt tvungen og kønsselektiv abort; fastholder, at disse politikker bør være grundlæggende elementer i EU's tilgang til udviklingssamarbejde; understreger betydningen af tilstrækkelig adgang til sundhedspleje og oplysninger om reproduktiv og seksuel sundhed for kvinders og pigers velfærd i alle lande;
130. konstaterer, at der fortsat er utilstrækkelig opmærksomhed omkring krænkelse af seksuelle og reproduktive rettigheder, hvilket undergraver indsatsen for at opfylde forpligtelserne i Cairo-handlingsprogrammet (ICPD), der blev vedtaget under FN's internationale konference om befolkning og udvikling i 1994 og omkring taklingen af forskelsbehandling - herunder kønsdiskriminering og ulighed - i befolknings-. og udviklingsprogrammer; understreger, at fremskridt ned hensyn til reproduktiv sundhed i visse tilfælde har været begrænset på grund af krænkelser som f.eks. børneægteskaber, tidlige ægteskaber og tvangsægteskaber og manglende indførelse af en juridisk minimumsalder for indgåelse af ægteskab, tvangspraksis som f.eks. tvangssterilisation eller skamfering af kvinders kønsdele samt ingen selvbestemmelse for kvinder og børn til selv at træffe beslutninger om deres seksuelle og reproduktive sundhed uden diskriminering, tvang og vold; kræver, at de menneskerettighedsmæssige og udviklingspolitiske aspekter af Cairo-handlingsprogrammet gennemføres med henblik på at fremme ligestilling og kvinders og børns rettigheder, herunder seksuel og reproduktiv sundhed og ret;
131. opfordrer EU og medlemsstaterne til at sikre, at den operationelle evalueringsproces ICPD+20 fører til en omfattende gennemgang af alle aspekter, som vedrører fuldstændig udøvelse af seksuelle og reproduktive rettigheder, og bekræfter en stærk og progressiv opbakning bag seksuelle og reproduktive rettigheder for alle, der er i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder og øger regeringernes ansvar for at virkeliggøre de vedtagen mål; opfordrer især EU og medlemsstaterne til at sikre, at evalueringsprocessen gennemføres på en inklusiv måde, som giver forskellige interessenter, herunder civilsamfundet, kvinder, teenagere og unge mennesker mulighed for at deltage på en meningsfyldt måde; minder om, at rammen for en sådan evaluering skal være baseret på menneskerettigheder og have særligt fokus på seksuelle og reproduktive rettigheder;
132. henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution 11/8 om forebyggelse af undgåelig mødredødelighed og -sygelighed, hvori det konstateres, at en effektiv forebyggelse af mødredødelighed og -sygelighed forudsætter effektiv fremme og beskyttelse af kvinders og pigers menneskerettigheder, navnlig deres ret til liv, uddannelse, information og sundhed; understreger, at FN derfor nødvendigvis må spille en vigtig rolle i indsats for at nedbringe antallet af undgåelige komplikationer før, under og efter graviditet og fødsel;
133. opfordrer EU til at arbejde tæt sammen med FN's Kvindeagentur både bilateralt og på internationalt, regionalt og nationalt plan om at styrke kvinders rettigheder; understreger især behovet for at fremme sundhedsundervisning og hensigtsmæssige programmer om seksuel og reproduktiv sundhed, hvilket der lægges stor vægt på i EU's udviklings- og menneskerettighedspolitik over for tredjelande, men også for at sikre, at kvinder har rimelig adgang til offentlige sundhedssystemer og til tilstrækkelig gynækologisk og obstetrisk pleje, som defineret af WHO;
134. opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til i særlig grad at være opmærksom på kvindelig kønslemlæstelse som led i en overordnet strategi for bekæmpelse af vold mod kvinder, herunder udvikling af en EU-handlingsplan om kvindelig kønslemlæstelse efter princippet om nødvendig omhu; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til hele tiden at tage spørgsmålet om kvindelig kønslemlæstelse op i deres politiske dialoger med partnerlande, hvor dette stadig praktiseres, og til i disse dialoger inddrage menneskerettighedsforkæmpere, som allerede arbejder på at standse denne praksis, sammen med piger og kvinder, som er direkte berørt deraf, samfundets ledere, religiøse ledere, lærere, sundhedsarbejdere og offentlige embedsmænd på både lokalt og nationalt plan; understreger behovet for, at EU-Udenrigstjenesten udvikler særlige værktøjer til håndtering af kvindelig kønslemlæstelse som led i dens foranstaltninger om gennemførelse af EU's strategiske ramme om menneskerettigheder og demokrati;
135. understreger, at fremskridt inden for reproduktiv sundhed i visse tilfælde har været begrænset som følge af krænkelser som f.eks. børneægteskaber, tidlige ægteskaber og tvangsægteskaber og manglende håndhævelse af en juridisk minimumsalder for indgåelse af ægteskab, tvangspraksis som f.eks. tvangssterilisation eller skamfering af kvinders kønsdele;
136. glæder sig over adskillige medlemsstaters vilje til at bekæmpe vold mod kvinder, vold i hjemmet og kvindelig kønslemlæstelse, og navnlig de grænseoverskridende aspekter deraf; gentager behovet for konsekvens i EU's interne og eksterne politikker om disse spørgsmål og opfordrer indtrængende Kommissionen til at prioritere at sætte en stopper for vold mod kvinder og piger samt kvindedrab og til gennem afsættelse af tilstrækkelige bevillinger at støtte målrettede og innovative programmer både i EU og i tredjelande; opfordrer EU og medlemsstaterne til at underskrive og ratificere Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet;
137. glæder sig over vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor(14) og over Kommissionen vedtagelse af en ny strategi med henblik på afskaffelse af menneskehandel for perioden 2012-2016; erindrer om, at menneskehandel er et komplekst, tværnationalt fænomen, der udspringer af sårbarhed som følge af fattigdom, manglende demokratisk kultur, ulighed mellem kønnene og vold imod kvinder; understreger, at det er nødvendigt i højere grad at understrege kønsdimensionen i dialogen med tredjelande om denne problemstilling; opfordrer endelig de medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret FN's protokol om menneskehandel, den såkaldte Palermo-protokol, og Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel, til at gøre det hurtigst muligt;
138. understreger den afgørende rolle, som kvinderne spiller i det politiske liv i de sydlige nabolande; glæder sig over resultaterne af valgene, der har ført til betydeligt flere kvindelige medlemmer af politiske fora;
139. opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til især at tilskynde Den Afrikanske Unions medlemsstater til at ratificere og gennemføre Den Afrikanske Unions protokol om kvinders rettigheder i Afrika;
Børns rettigheder
140. minder om den særlige forpligtelse i Lissabon-traktaten til at fokusere på børns rettigheder i EU's eksterne politikker; påpeger, at den næsten fuldstændige vedtagelse af FN's konvention om barnets rettigheder udgør et særligt solidt internationalt retsgrundlag for at forfølge en progressiv politik på dette område; henstiller, at der tages højde for børns rettigheder i alle EU's politikker og aktioner; opfordrer derfor lande, der endnu ikke har ratificeret konventionen, til at ratificere og håndhæve den og dens valgfrie protokoller så hurtigt som muligt;
141. henleder opmærksomheden på det alvorlige problem, der findes i adskillige lande i Afrika syd for Sahara, hvor børn bliver beskyldt for hekseri og udsættes for alt fra social udstødelse til mord, og hvor de ofres som en del af rituelle barnemord; bemærker, at det påhviler staten at beskytte børn mod alle former for vold og misbrug, og opfordrer derfor indtrængende VP/HR, den særlige EU-menneskerettighedsrepræsentant, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at være særlig opmærksom på beskyttelsen af disse børn mod alle former for vold og på deres skæbne i forbindelse med menneskerettighedsdialogerne med regeringerne i de pågældende lande og i programmeringen af de eksterne finansielle instrumenter;
142. opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til som led i den eksterne politik at sikre børns rettigheder under straffesager ved at gøre deres behov for en særlig beskyttelse gældende på grund af deres sårbarhed over for sekundær og gentagen viktimisering og ved at sætte børns tarv i første række, som anført i direktiv 2012/29/EU om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse;
143. glæder sig over Kommissionens meddelelse med titlen »En EU-dagsorden for børns rettigheder«, som integrerer målene for både den interne og den eksterne politik i et enkelt politisk dokument; minder om tilsagnet fra VP/HR i Kommissionens meddelelse »Menneskerettigheder og demokrati i centrum for EU's optræden udadtil - en mere effektiv tilgang« om at fokusere på børns rettigheder som en af tre prioriterede kampagner; understreger dog betydningen af at omsætte disse tilsagn til finansierede aktioner og af at overvåge en effektiv gennemførelse af dem;
144. opfordrer til, at børns rettigheder konsekvent medtages i menneskerettighedslandestrategierne i overensstemmelse med bestemmelserne i Lissabon-traktaten; støtter planerne om at gøre yderligere fremskridt med hensyn til at udvikle rettighedsbaserede tilgange til udviklingssamarbejdet som anført i EU's handlingsplan om en menneskerettighedsstrategi; understreger, at dette haster med hensyn til børns rettigheder for at sikre, at der sker varige fremskridt på langt sigt; minder om, at piger befinder sig i en særlig udsat situation i visse lande;
145. understreger behovet for at bekæmpe alle former for børnetvangsarbejde, børneudnyttelse og handel med børn; opfordrer til en bedre gennemførelse af eksisterende nationale og internationale regler, som skaber bevidsthed om udnyttelse af børn på arbejdsmarkedet; fremhæver, at børn og unge kun bør udføre arbejde, som ikke påvirker deres helbred og personlige udvikling eller griber ind i deres skolegang;
Tanke- samvittigheds-, religions- og trosfrihed
146. understreger, at tanke-, samvittigheds-, religions- og trosfrihed er grundlæggende rettigheder(15), som omfatter frihed til at tro eller ikke at tro og frihed til at praktisere teistiske, ikke-teistiske og ateistiske overbevisninger privat eller offentligt, alene eller sammen med andre; understreger, at udøvelsen af denne ret er grundlæggende i udviklingen af pluralistiske og demokratiske samfund; anmoder EU om systematisk at forsvare retten til religions- og trosfrihed for alle i overensstemmelse med FN's menneskerettighedskonvention i politiske dialoger med tredjelande;
147. fordømmer enhver form for intolerance, diskrimination eller vold på grund af religion eller tro uanset hvor, det foregår, og hvem, det går ud over, og hvad enten der er tale om religiøse, frafaldne eller ikke-troende; udtrykker dyb bekymring over det stigende antal overgreb i forskellige lande mod repræsentanter for religiøse mindretal og mod de forsigtige stemmer inden for de religiøse traditioner, der har flertallet, som er fortalere for pluralistiske og multikulturelle samfund, der er kendetegnet af gensidig respekt mellem enkeltpersoner; udtrykker bekymring over straffriheden i forbindelse med sådanne krænkelser, politiets og retsvæsenets partiskhed under behandlingen af sådanne sager og manglen på passende ordninger for erstatning til ofre i mange af verdens lande; bemærker, at hændelserne under det arabiske forår, selv om de forventedes at ville fremme en overgang til demokratiske forhold, paradoksalt nok i mange tilfælde har medført en forværring af religiøse mindretals friheder og rettigheder og fordømmer derfor på det skarpeste alle voldshandlinger mod kristne, jødiske, muslimske og andre trossamfund; anerkender det stigende behov i et antal lande for konfliktløsning og forsoning, herunder en interreligiøs dialog på forskellige niveauer; opfordrer EU og VP/HR, den særlige EU-repræsentant for menneskerettigheder, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at rejse spørgsmålet om diskriminerende og opildnende indhold i f.eks. medierne og hindringer for fri udøvelse af tro i dialogen med tredjelande om menneskerettigheder; mener, at disse problemer ikke kan løses i tredjelande, hvor religiøse mindretal oplever, at deres rettigheder bliver krænket, ved at de beskyttes og isoleres »fra« det omgivende samfund, hvorved der bliver skabt »parallelsamfund«;
148. er navnlig bekymret over situationen i Kina, hvor personer, som praktiserer deres religion uden for de officielt godkendte kanaler, herunder kristne, muslimer, buddhister og tilhængere af Falun Gong, systematisk forfølges; opfordrer den kinesiske regering til at standse kampagnerne med dårlig behandling og chikane over for Falun Gong-udøvere, som rammes af lange fængselsdomme og genopdragelse gennem arbejde for at udøve deres religions- og trosfrihed med det formål at tvinge dem til at frasige sig deres tro på trods af Kinas ratificering af FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling; opfordrer Kina til som lovet at ratificere den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR); opfordrer de kinesiske myndigheder til at suspendere og efterfølgende gennem en reel høringsproces med tibetanerne ændre de politikker, som har de mest negative konsekvenser for tibetansk buddhisme og kultur samt tibetanske traditioner; er dybt bekymret over situationen med hensyn til religionsfrihed i Cuba, navnlig den stigende forfølgelse af ledere og medlemmer af de katolske og protestantiske kirker;
149. understreger, at den internationale menneskerettighedsret anerkender tanke-, samvittigheds-, religions-, og trosfrihed samt politisk tilhørsforhold uanset registreringsstatus, hvorfor registrering ikke bør være en forudsætning for at udøve ens religion eller ret til politisk tilhørsforhold; påpeger endvidere med bekymring, at alle enkeltpersoner, som ønsker at udøve en religion i Kina, herunder de fem officielle religioner - buddhisme, taoisme, islam, katolicisme og protestantisme - skal registreres hos de statslige myndigheder og være underlagt statskontrollerede forvaltningsorganer, og at dette påvirker deres religiøse uafhængighed og begrænser deres aktiviteter; henviser ligeledes med bekymring til, at uregistrerede religiøse grupper, herunder husmenigheder og Falun Gong-udøvere, er ofre for forskellige former for mishandling, som begrænser deres aktiviteter og møder, bl.a. konfiskering af ejendom og endog forvaring og fængsling;
150. glæder sig over, at religions- eller trosfrihed indgår som er fag i uddannelsen af EU-ansatte; gentager sin opfordring til udvikling af en række værktøjer, som kan anvendes til at fremme retten til religions- og trosfrihed som led i EU's eksterne politik; glæder sig i den forbindelse over EU's tilsagn om at udforme retningslinjer om religions- og trosfrihed, i overensstemmelse med kapitel 23 i EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati; bemærker, at disse retningslinjer bør være i overensstemmelse med EU's menneskerettighedslandestrategier og omfatte en tjekliste over de nødvendige frihedsrettigheder i forbindelse med religions- og trosfrihed, så der kan foretages en vurdering af situationen i et givet land, samt en metode, som kan bidrage til at afdække krænkelser af religions- og trosfriheden; understreger behovet for, at Europa-Parlamentet og civilsamfundets organisationer inddrages i udarbejdelsen af disse retningslinjer; tilskynder EU til at sikre sammenhæng mellem de nye retningslinjer og prioriteterne i EU's menneskerettighedslandestrategier; understreger betydningen af at inddrage religions- og trosfrihed i EU's udviklings- og udenrigspolitik;
151. opfordrer EU til at reagere proaktivt på den stigende anvendelse af apostasi, blasfemi og antiomvendelseslove og den rolle, som dette har for stigende religiøs intolerance og diskrimination; understreger, at folkeretten omfatter retten til at udøve, vælge og opgive en religion eller tro; opfordrer VP/HR og EU-institutionerne til at gribe ind over for en sådan uacceptabel praksis ved at lægge pres de disse tredjelande med særlig vægt på de EU-partnerlande, som stadig gør sig skyldig i en sådan praksis, for at sikre at den udryddes; opfordrer EU til at protestere mod regeringers anvendelse af disse love og til at støtte enkeltpersoners ret til at skifte religion, navnlig i lande, hvor der er dødsstraf for apostasi;
152. understreger vigtigheden af at beskytte tanke-, samvittigheds-, religions- og trosfrihed, herunder ateisme og andre former for ikke-tro, i henhold til internationale menneskerettighedskonventioner og understreger ligeledes, at den frihed ikke må undergraves ved anvendelse af blasfemilovgivning, der har til formål at undertrykke og forfølge enkeltpersoner med en anden religion eller tro; understreger, at blasfemilovgivning ofte vedtages og anvendes under foregivende af at reducere sociale spændinger, mens den i virkeligheden blot bidrager til en skærpelse af sådanne spændinger og til stigende intolerance, navnlig over for religiøse mindretal; erindrer i den forbindelse om, at forbud mod og konfiskering og ødelæggelse af både religiøse bygninger og publikationer samt forbud mod uddannelse af præster stadig er almindelig praksis i en række lande; opfordrer EU-institutionerne til at modarbejde sådanne krænkelser i deres forbindelser med disse landes regeringer; opfordrer også til protestere kraftigt mod anvendelse af blasfemilovgivningen til at forfølge medlemmer af religiøse mindretal;
153. understreger vigtigheden af at integrere religions- eller trosfrihed i EU's udviklings-, konfliktforebyggelses- og antiterrorpolitikker; glæder sig over den inklusive indsats med interkulturel og tværreligiøs dialog og samarbejde på flere niveauer, som involverer samfundsledere, kvinder, unge og repræsentanter for etniske minoriteter med det formål at fremme samhørighed og fred i samfundet; glæder sig over EU's vilje til at fremme og tilskynde til religions- og trosfrihed i internationale og regionale fora, herunder FN, OSCE, Europarådet og andre regionale mekanismer og opfordrer til en konstruktiv dialog med Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC) om at bevæge sig væk fra terminologi vedrørende bekæmpelse af religiøs ærekrænkelse; tilskynder EU til at forsætte med at fremlægge sin årlige beslutning om religions- og trosfrihed på FN's Generalforsamling;
154. glæder sig over fælleserklæringen af 20. september 2012 fra VP/HR, generalsekretærerne fra Den Islamiske samarbejdsorganisation (OIC) og Den Arabiske Liga samt Den Afrikanske Unions kommissær for fred og sikkerhed, som bekræftede respekten for alle religioner og den grundlæggende betydning af religionsfrihed og tolerance og samtidig fuldt ud anerkendte betydningen af ytringsfrihed; fordømmer enhver form for opfordring for religiøst had og vold og beklager dybt tab af menneskeliv som følge af de seneste angreb på diplomatiske missioner; giver udtryk for sin dybe medfølelse med ofrenes familier;
155. konstaterer, at religions- og trosfrihed hænger tæt sammen med spørgsmål vedrørende anerkendelse, ligeværdigt borgerskab og lige udøvelse af rettigheder i et givent samfund; opfordrer EU til at ægge særlig vægt på indsatsen til fordel for lighed og ligeværdigt borgerskab for repræsentanter for marginaliserede og diskriminerede grupper i samfundet; understreger desuden betydningen af at støtte initiativer og muliggøre finansiering af civilsamfund og menneskerettighedsforkæmpere i deres bestræbelser for at bekæmpe diskrimination, intolerance og vold som følge af religion og tro;
156. opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at oprette en fast enhed inden for sin struktur til overvågning og analyse af religionens og troens rolle i nutidens samfund og i internationale forbindelser og til at integrere spørgsmålet om religions- og trosfrihed i alle de geografiske direktorater og enheder; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at rapportere til Parlamentet en gang om året om fremskridt i forbindelse med religions- og trosfrihed i verden;
157. understreger betydningen af at støtte initiativer fra og muliggøre finansiering af civilsamfundet og menneskerettighedsforkæmpere i deres bestræbelser på at bekæmpe diskrimination, intolerance og vold på baggrund af religion og tro; mener, at landebaserede EIDHR-støtteordninger bør prioritere finansiering til beskyttelse og støtte af religions- og trosfrihed i lande, hvor EU's landestrategi har identificeret denne rettighed som værende en prioritet;
o o o
158. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, EU-udenrigstjenesten, medlemsstaternes og ansøgerlandenes regeringer og parlamenter, De Forenede Nationer, Europarådet og samtlige lande og territorier, der er omhandlet i denne beslutning.
– der henviser til artikel 2, 3, 6, 8, 21, 33 og 36 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),
– der henviser til den fælles meddelelse af 12. december 2011 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: »Menneskerettigheder og demokrati i centrum for EU's optræden udadtil - en mere effektiv tilgang« (COM(2011)0886),
– der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet af 8. maj 2001: »Hvordan Den Europæiske Union kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande« (COM(2001)0252),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. april 2010 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: »Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU’s borgere - Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet« (COM(2010)0171),
– der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 25. oktober 2011: »En ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar« (COM(2011)0681),
– der henviser til EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati og EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati, vedtaget under Udenrigsrådets 3179. samling den 25. juni 2012,
– der henviser til FN's principper om erhvervsliv og menneskerettigheder,
– der henviser til sin beslutning af 18. april 2012 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden og EU's menneskerettighedspolitik, herunder følgerne for EU's menneskerettighedspolitiske strategi(1),
– der henviser til sin beslutning af 14. februar 2006 om menneskerettigheds- og demokratiklausulen i EU-aftaler(2),
– der henviser sin beslutning af 7. juli 2011 om eksterne EU-politikker til fremme af demokratisering(3),
– der henviser til sin henstilling af 2. februar 2012 til Rådet om en konsekvent holdning over for regimer, som EU har vedtaget restriktive foranstaltninger over for, når deres ledere forfølger personlige og erhvervsmæssige interesser inden for EU(4),
– der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettigheder,
– der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og de igangværende forhandlinger om EU's tiltrædelse af denne konvention,
– der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
– der henviser til sin henstilling af 13. juni 2012 til Rådet om EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder(5),
– der henviser til Udenrigsrådets konklusioner om Den Europæiske Demokratifond(6), vedtaget under dets 3130. samling den 1. december 2011, og til erklæringen om oprettelse af en europæisk demokratifond(7), vedtaget af Coreper den 15. december 2011,
– der henviser til Europa-Parlamentets henstilling af 29. marts 2012 til Rådet om de nærmere retningslinjer for den eventuelle oprettelse af en europæisk demokratifond(8),
– der henviser til den nylige oprettelse af Den Europæiske Demokratifond;
– der henviser til forretningsordenens artikel 48,
– der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0378/2012),
A. der påpeger, at EU bygger på princippet om respekt for menneskerettighederne og har en juridisk og traktatfæstet forpligtelse til at give menneskerettighederne en central placering i alle unions- og medlemsstatspolitikker uden undtagelse samt i alle aftaler med tredjelande; der understreger, at dialogerne mellem EU, medlemsstaterne og tredjelande skal følges op med konkrete foranstaltninger, som kan give menneskerettighederne en central placering i disse politikker;
B. der henviser til, at EU har udviklet en lang række instrumenter, der udgør det politiske grundlag til støtte for denne forpligtelse, herunder retningslinjer vedrørende menneskerettigheder, et globalt finansielt instrument for menneskerettigheder og demokrati (det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR)), et krav om, at alle eksterne finansielle instrumenter - som f.eks. instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI), stabilitetsinstrumentet (IfS), det europæiske naboskabsinstrument (ENI), førtiltrædelsesinstrumentet (IPA) og partnerskabsinstrumentet (PI) - skal fremme menneskerettigheder og demokrati inden for deres område, oprettelse af Den Europæiske Demokratifond og udnævnelse af en ny særlig EU-repræsentant for menneskerettigheder, rådserklæringer og -konklusioner, erklæringer fra den højtstående repræsentant, EU-demarcher, EU-sanktioner i tilfælde af alvorlige menneskerettighedskrænkelser og, på det seneste, landestrategier for menneskerettigheder;
C. der henviser til, at EU i overensstemmelse med den forskelligartede karakter af de kontraktlige relationer mellem EU og tredjelande har skabt en bred vifte af forskellige værktøjer - såsom den europæiske naboskabspolitik (ENP), Cotonou-aftalen samt menneskerettighedsdialoger og -konsultationer med tredjelande - for at fremme menneskerettigheder og demokrati samt forbedre samarbejdet i internationale organer for så vidt angår drøftelser om emner af fælles interesse; der henviser til, at man via ENP overvåger opfyldelsen af vedtagne forpligtelser, mens der i henhold til Cotonou-aftalen skal gennemføres konsultationer i tilfælde af menneskerettighedskrænkelser; der henviser til, at EU via sin indsats for at støtte og observere valghandlinger også har en væsentlig indflydelse på styrkelsen af menneskerettighederne, demokratiet og retsstaten;
D. der påpeger, at disse politikker tilsammen har resulteret i en fragmentarisk tilgang, hvor princippet om sammenhæng og konsekvens mellem de forskellige dele af EU's optræden udadtil og mellem disse og andre politikker ikke er blevet respekteret tilstrækkeligt; der påpeger, at disse forskellige instrumenter derfor er blevet enkeltstående elementer, som hverken understøtter den juridiske forpligtelse til at overvåge gennemførelsen af menneskerettighedsklausuler eller det dertil knyttede politiske mål, hvorfor der er behov for at harmonisere disse instrumenter og opnå synergier mellem dem:
E. der påpeger, at en række faktorer forhindrer gennemførelsen af en effektiv EU-politik for menneskerettigheder og demokrati, og at den fælles meddelelse fra december 2011 ikke tog effektivt hånd om disse faktorer, herunder mangelen på en integreret tilgang baseret på en sammenkædning af alle EU's eksterne instrumenter og tilstrækkelig integrering af de prioriterede mål for de enkelte lande, mangelen på en benchmarkingpolitik for alle instrumenter (herunder geografiske politikker og strategier), som skulle kunne måle og kontrollere respekten for menneskerettigheder og demokratiske principper på basis af specifikke, gennemsigtige, målelige, opnåelige og tidsbundne indikatorer, samt svaghederne ved menneskerettighedsdialoger, som bør indgå i den bredere politiske dialog på højeste plan;
F. der henviser til, at begivenhederne i forbindelse med det arabiske forår og de erfaringer, der er høstet med de østlige partnerskabslande både under og før deres respektive overgangsperioder, har vist, at det er nødvendigt at omlægge naboskabspolitikken, så den i højere grad prioriterer den politiske dialog med bl.a. ngo'er, menneskerettighedsforkæmpere, fagforeninger, medier, enheder, universiteter, demokratiske politiske partier andre civilsamfundselementer og kampen for grundlæggende rettigheder, idet dette er en forudsætning for demokratiserings- og overgangsprocesserne; der i den forbindelse bifalder oprettelsen af Den Europæiske Demokratifond, som udgør et af EU's mest konkrete svar på demokratiseringsprocessens udfordringer, i første omgang, om end ikke udelukkende, i EU's naboskabslande;
G. der finder, at den nye politik bør tage sigte på yderligere at engagere partnerlande i mere gennemgribende demokratiske reformer og respekt for de grundlæggende rettigheder, herunder centrale grundlæggende rettigheder såsom ytrings-, samvittigheds-, religions-, tros-, forsamlings- og foreningsfrihed på grundlag af principperne om »mere for mere« og gensidig kontrol mellem partnerlande, EU og medlemsstaterne;
H. der henviser til, at Rådet som led i revisionsprocessen har rationaliseret og omstruktureret EU's politik for menneskerettigheder og demokrati inden for rammerne af de eksterne aktioner; der henviser til, at denne omlægning indgår i EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati, som blev vedtaget under Udenrigsrådets samling den 25. juni 2012 og suppleret med en handlingsplan, der præciserer de konkrete mål, tidsplanen, delmålene for indsatsen og ansvarsfordelingen; der henviser til, at Rådet har udnævnt en særlig repræsentant for menneskerettigheder, der skal forbedre synligheden og effektiviteten af og sammenhængen i EU's menneskerettighedspolitik og bidrage til opfyldelsen af dens målsætninger ved at foretage en vurdering af de nuværende menneskerettighedsinstrumenter, konsultere forskellige partnere og institutioner på området samt fokusere på væsentlige spørgsmål, der kræver øjeblikkelig opmærksomhed;
I. der påpeger, at den aktuelle økonomiske krise, dens virkninger på det europæiske projekts styrke og ændringerne i den globale magtbalance har vist, at højtidelige erklæringer om menneskerettighedsspørgsmål er nytteløse, hvis de ikke ledsages af en principfast menneskerettighedspolitik, der implementeres ved hjælp af effektive og konkrete foranstaltninger og understøttes af en forpligtelse til at respektere sammenhængen og konsekvensen mellem de interne og eksterne dimensioner af alle EU-politikker;
J. der henviser til, at fremme af menneskerettigheder og demokrati er EU's og medlemsstaternes fælles ansvar; der påpeger, at der kun gennem en koordineret og sammenhængende indsats mellem parterne kan ske fremskridt på dette område; der henviser til, at de økonomiske og sociale rettigheder har været en integreret del af menneskerettighederne siden vedtagelsen af verdenserklæringen om menneskerettigheder i 1948;
K. der derfor anser det for vigtigt, at EU hjælper med at gennemføre disse rettigheder i de mindst udviklede lande og i de udviklingslande, med hvilke EU indgår internationale aftaler, herunder handelsaftaler;
L. der henviser til, at teknologisk udvikling, nye ikt-værktøjer, stadig højere uddannelsesniveauer i mange dele af verden, det faktum, at visse udviklingslande udvikler sig til regionale stormagter, oprettelsen af nye multilaterale fora som f.eks. G-20 og fremkomsten af et informeret og sammenkoblet globalt civilsamfund alt sammen peger på, at der er behov for at styrke konsekvensen af og sammenhængen mellem de eksisterende instrumenter i folkeretten og at styrke samarbejdet i forbindelse med global styring for at sikre respekten for menneskerettighederne, gøre en ende på straffriheden for menneskerettighedskrænkelser og forbedre perspektiverne for demokrati i hele verden;
M. der henviser til, at fri adgang til internettet og telekommunikation fremmer den frie og demokratiske debat og kan være et middel til hurtig varsling om krænkelser af menneskerettighederne og at den derfor bør prioriteres i EU's optræden udadtil med hensyn til støtte til demokratiet og forsvar af menneskerettighederne;
N. der henviser til, at opfyldelsen af de grundlæggende og centrale målsætninger i EU's nye strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati forudsætter en høj grad af konsekvens og politisk vilje til at opnå håndgribelige resultater;
EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati
1. betragter initiativet til revision af menneskerettighedsstrategien som et forsøg på at tage de hovedudfordringer op, som Parlamentet og andre interessenter har peget på; bifalder den bredtfavnende strategi, Rådet har fulgt i denne forbindelse, herunder navnlig handlingsplanen for menneskerettigheder og demokrati som et konkret udtryk for EU's engagement og ansvarlighed samt udnævnelsen af en særlig EU-repræsentant for menneskerettigheder i tråd med det ønske, Parlamentet har udtrykt i tidligere betænkninger;
2. bekræfter på ny, at de universelle menneskerettigheder og frihedsrettigheder som fastsat i verdenserklæringen om menneskerettigheder omfatter alle mennesker under alle forhold og omstændigheder og uanset religion eller tro, køn, racemæssig eller etnisk oprindelse, alder, handicap, seksuel orientering eller kønsidentitet;
3. opfordrer EU til at gå fra ord til handling og føre sine tilsagn ud i livet på en hurtig og gennemsigtig måde;
4. understreger, at den strategiske ramme for menneskerettigheder og den tilhørende handlingsplan udgør et gulv, ikke et loft, for EU's menneskerettighedspolitik, og at EU-institutionerne og medlemsstaterne skal følge en fast og sammenhængende strategi over for menneskerettighedskrænkelser over hele verden og gøre det på en gennemsigtig og kontrollerbar måde;
5. hilser det velkomment, at næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant har foreslået fremme af kvinders rettigheder, børns rettigheder og retfærdighed (med fokus på retten til en retfærdig rettergang) som de tre tværgående kampagnetemaer, og har tillid til, at den nye særlige EU-repræsentant for menneskerettigheder vil spille en positiv rolle i gennemførelsen af den tilknyttede handlingsplan;
6. er af den stærke overbevisning, at oprettelsen af posten som Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder bør tjene til at styrke menneskerettighedselementet i alle EU's politiske strategier udadtil;
7. vil søge at opnå løbende kommunikation og samarbejde mellem Parlamentet og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder;
8. ønsker, som den eneste direkte valgte EU-institution, at blive tæt tilknyttet denne ændrede politiske ramme og er fast besluttet på fortsat at spille en vigtig rolle i forbedringen af demokratiske legitimitet af den politiske beslutningstagning i EU, samtidig med at det respekterer hver enkelt institutions rolle i henhold til traktaten;
9. bekræfter sin vilje til at forstærke det interinstitutionelle samarbejde, også inden for rammerne af den kontaktgruppe - sammensat af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, de relevante tjenestegrene i Rådet og Kommissionen, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder samt EP's Udenrigsudvalg og Underudvalg om Menneskerettigheder - der er betroet opgaven med opfølgning af revisionen og handlingsplanen;
10. understreger nødvendigheden af, at alle institutioner trækker på samme hammel i denne proces, og opfordrer derfor til, at de vedtager en fælles erklæring, der forpligter dem til følge fælles grundprincipper og mål;
11. hilser den strategiske rammes ambitionsniveau velkomment, understreger imidlertid nødvendigheden af en forbedret koordinering og øget præcisering af procedurerne og opgavefordelingen mellem EU og medlemsstaterne med henblik på at opnå en mere effektiv gennemførelse af handlingsplanen;
Samhørighed og samarbejde inden for de forskellige politikområder mellem EU og medlemsstaterne
12. understreger behovet for sammenhæng og konsekvens på tværs af alle politikområder som en afgørende forudsætning for en effektiv og troværdig menneskerettighedsstrategi og finder det beklageligt, at disse principper ikke omtales konkret i EU's strategiske ramme; minder Kommissionen om, at den gentagne gange, jf. meddelelsen fra 2001 og meddelelsen fra 2010 om en handlingsplan om gennemførelse af Stockholm-programmet (COM(2010)0171), har lovet at tage konkrete skridt til at sikre større sammenhæng og konsekvens mellem sine eksterne og interne politikker; gør opmærksom på, at man i 2001 blev enige om, at Parlamentet skulle inddrages fuldt ud, og koordineringen forbedres på dette område; minder medlemsstaterne og EU-institutionerne om, at respekten for de grundlæggende rettigheder begynder på hjemmefronten og ikke må tages for givet, men til stadighed skal vurderes og forbedres, så EU kan optræde som en troværdig fortaler for menneskerettighederne på verdensplan;
13. opfordrer EU og medlemsstaterne til at forbedre koordineringen for at opnå større sammenhæng og komplementaritet i politikkerne og programmerne for menneskerettigheder, sikkerhed og udvikling;
14. opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at indfri løftet om en »menneskerettighedsbaseret tilgang« i hele udviklingssamarbejdsprocessen;
15. opfordrer indtrængende EU til at opretholde og leve op til sin rolle som en førende forkæmper for menneskerettighederne i verden gennem effektiv, vedvarende og velovervejet brug af alle tilgængelige instrumenter for fremme og beskyttelse af menneskerettigheder og effektiviteten af vores politik for udviklingsbistand;
16. fremhæver betydningen af politikkohærens for udvikling (PCD) for at sikre, at EU's politikker på alle områder i stigende grad gør det muligt at udmønte menneskerettighederne i praksis, samtidig med at det sikres, at ingen menneskerettighed krænkes af nogen EU-politik;
17. understreger, at EU’s nye særlige repræsentant for menneskerettigheder skal tage hensyn til udviklingsdagsordenen i alle foranstaltninger, der har til formål at fremme menneskerettigheder i verden; forventer i den forbindelse et tæt samarbejde med Parlamentet og dets relevante udvalg om dette spørgsmål;
18. opfordrer under henvisning til FN's konvention om barnets rettigheder og behovet for at sikre den størst mulige beskyttelse af rettighederne i denne konvention og undgå, at de eroderer, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at yde særlig støtte til prioriteringen af de behov, som børn af begge køn har for særlig beskyttelse og omsorg på grundlag af såvel den nævnte konvention som erklæringen om barnets rettigheder;
19. fordømmer på det kraftigste kvindelig kønslemlæstelse som en krænkelse af kvinders og pigers fysiske integritet og opfordrer indtrængende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at være særligt opmærksomme på sådanne skadelige traditionelle skikke i deres strategi for bekæmpelse af vold mod kvinder;
20. understreger, at Unionen kun kan optræde som en troværdig forkæmper for menneskerettigheder og demokrati, hvis dens eksterne politikker er i overensstemmelse med de interne;
21. påpeger, at den strategiske ramme skal sikres tilstrækkelig synlighed med henblik på at øge dens legitimitet, troværdighed og ansvarlighed i borgernes øjne;
22. opfordrer Kommissionen til at udsende en meddelelse om en EU-handlingsplan for menneskerettigheder for at fremme EU's værdier inden for den eksterne dimension af politikken for retlige og indre anliggender som bebudet i 2010 i handlingsplanen om gennemførelse af Stockholm-programmet og i overensstemmelse med EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati;
23. insisterer på, at alle Kommissionens generaldirektorater og EU-Udenrigstjenesten skal udarbejde detaljerede vurderinger af de juridiske konsekvenser af chartret om grundlæggende rettigheder for EU's eksterne politikker, eftersom chartret gælder for alle de foranstaltninger, der træffes af EU-institutionerne; forpligter sig til selv at gøre det samme; opfordrer sine udvalg til at anvende den relevante bestemmelse i artikel 36 i forretningsordenen, der giver dem mulighed for at kontrollere, om et forslag til retsakt er i overensstemmelse med chartret om grundlæggende rettigheder, også i forbindelse med forslag vedrørende eksterne finansielle instrumenter;
24. understreger nødvendigheden af, at Rådets arbejdsgrupper om henholdsvis grundlæggende rettigheder (FREMP) og menneskerettigheder (COHOM) øger deres indbyrdes samarbejde og konsultationer; foreslår, at samarbejdet og konsultationerne udvides til også at omfatte den særlige EU-repræsentant for menneskerettigheder; opfordrer begge organer til at gøre fuld brug af Europarådets ekspertise og instrumenter og af FN's særlige procedurer, herunder i forbindelse med udarbejdelse af nye initiativer, der sigter på at udbrede og fremme fælles værdier og internationale standarder;
25. ser positivt på øget sammenhæng mellem politikker og internationale og regionale konventioner og instrumenter fra f.eks. FN og Europarådet; kræver, at disse standarder systematisk indarbejdes i landestrategierne for menneskerettigheder, som bør fungere som referencedokument for geografiske og tematiske politikker, handlingsplaner, strategier og instrumenter; foreslår, at samarbejdet om menneskerettigheder, navnlig i form af menneskerettighedsdialoger tilrettelagt så de falder sammen med internationale topmøder, bør udvides til alle regionale partnere og organisationer og følges op med specifikke erklæringer efter møder med disse partnere samt efter møder med tredjelande, navnlig BRIK-lande og andre vækstøkonomier;
26. mener, at optagelse af nordafrikanske og mellemøstlige lande i Europarådets naboskabspolitik vil give supplerende redskaber til at opnå en tilnærmelse af deres lovgivning og bedste praksis på menneskerettighedsområdet; påpeger, at det fælles program til styrkelse af demokratiske reformer i de sydlige nabolande, som for nylig er vedtaget af EU og Europarådet, er et eksempel på, hvordan Europarådet kan bidrage med ekspertise inden for konstitutionelle, juridiske og institutionelle reformer;
27. opfordrer de kompetente EU-institutioner til at arbejde på at forbedre respekten for og beskyttelsen af religions- og trosfriheden i forbindelse med internationale menneskerettighedsstandarder;
28. opfordrer sine relevante udvalg som f.eks. Underudvalget om Menneskerettigheder, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling til at forstærke deres samarbejde med Europarådets relevante organer og instrumenter og indlede strukturerede dialoger med henblik på at udvikle en effektiv og pragmatisk synergi mellem de to institutioner og udnytte den eksisterende ekspertise på området fuldt ud;
Mod en inklusiv og effektiv strategi
29. anerkender revisionens målsætning om at sætte menneskerettighederne i centrum for EU's forbindelser med alle tredjelande; anser det for afgørende, at EU følger en effektiv strategi over for sine partnere ved at lægge vægt på udvalgte hovedprioriteringer vedrørende menneskerettigheder, demokrati og retsstatsforhold og koncentrerer sine kræfter om denne strategi for at dem i retning af opnåelige resultater; påpeger, at hovedprioriteringerne på menneskerettighedsområdet bør omfatte centrale grundlæggende rettigheder, såsom ikke-diskrimination og ytrings-, religions-, tros-, samvittigheds-, forsamlings- og foreningsfrihed;
30. finder, at EU og medlemsstaterne bør gøre kampen mod dødsstraf og indsatsen mod forskelsbehandling af kvinder til prioriterede mål inden for menneskerettigheder, idet EU på disse områder har opnået reelle resultater og høstet erfaringer, som er tilstrækkeligt relevante til at kunne deles med andre og gøre det muligt at opnå konkrete resultater;
31. minder om, at opnåelse af udvikling, demokrati og retsstatsforhold er en forudsætning for, men ikke identisk med opnåelse af respekt for menneskerettighederne, og at de indvirker på og støtter hinanden; opfordrer EU til at støtte etableringen af demokratiske og menneskerettighedsbaserede idealer i hele samfundet, især med henblik på at fremme ligestilling mellem kønnene og børns rettigheder;
32. konstaterer med tilfredshed, at de landestrategier for menneskerettigheder, som Parlamentet længe har anmodet om, har fået en central rolle og er blevet udviklet gennem en inklusiv proces med deltagelse af EU-delegationer, missionschefer og COHOM; anser det for vigtigt, at der arrangeres bredtfavnende høringer, navnlig af lokale civilsamfundsorganisationer, repræsentanter for nationale parlamenter, menneskerettighedsforkæmpere og andre interessenter, og understreger vigtigheden af, at de beskyttes af gennemførelsesforanstaltninger med henblik herpå;
33. er af den opfattelse, at det for at opnå en mere effektiv EU-indsats og målelige resultater er afgørende, at der fastlægges prioriteringer, realistiske mål og politiske virkemidler for hvert enkelt land; mener, at landestrategierne for menneskerettigheder bør integreres i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt i EU's handels- og udviklingspolitikker (såvel i geografiske som tematiske programmer) for dermed at sikre større effektivitet og sammenhæng;
34. anmoder Kommissionen om at integrere landestrategierne for menneskerettigheder i programmeringen og gennemførelsen af al bistand til tredjelande samt i strategidokumenter og flerårige vejledende programmer;
35. henstiller, at hovedprioriteterne i landestrategierne for menneskerettigheder offentliggøres uden derved at bringe sikkerheden for menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfund i de pågældende lande i fare; understreger, at sådanne offentliggjorte prioriteter vil synliggøre EU's engagement i menneskerettighedssituationen i tredjelande og bidrage til at støtte de personer, der kæmper for at udøve og beskytte deres menneskerettigheder; mener, at Parlamentet bør have adgang til landestrategierne for menneskerettigheder og al information i tilknytning hertil;
36. fremhæver den rolle, som virksomheders sociale ansvar (VSA) spiller på menneskerettighedsområdet, og som kommer til udtryk i Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2011, der bl.a. henviser til FN's vejledende principper om erhvervsliv og menneskerettigheder; understreger behovet for at indarbejde VSA i EU's menneskerettighedsstrategier; minder om, at europæiske og multinationale koncerner ligeledes har ansvar og forpligtelser og hilser EU's bekræftelse af VSA velkommen; opfordrer alle virksomheder til at leve op til deres medansvar for at respektere menneskerettighederne, jf. FN's vejledende principper; påskønner Kommissionens villighed til at udarbejde menneskerettighedsretningslinjer for små og mellemstore virksomheder; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle deres egne nationale planer for gennemførelsen af FN-principperne og fortsat tilskynde partnerlandene til at overholde internationalt anerkendte VSA-standarder, såsom OECD's retningslinjer for multinationale selskaber og ILO's trepartserklæring om principper for multinationale selskaber og socialpolitik;
37. mener, at EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati og den ledsagende handlingsplan, der løber over en treårig periode, vil rationalisere de landespecifikke prioriterede mål, bl.a. fordi den omfatter tematiske EU-retningslinjer og dertil knyttede lokale strategier og dermed skaber en sammenhængende ramme for EU's samlede virksomhed; opfordrer til øjeblikkelig færdiggørelse af alle landespecifikke menneskerettighedsstrategier samt hurtig gennemførelse heraf og en vurdering af bedste praksis; er overbevist om, at disse strategier vil gøre det muligt at foretage nøjagtige årlige vurderinger af gennemførelsen af de menneskerettighedsklausuler, der indgår i rammeaftaler;
38. henstiller, at EU som led i landestrategierne for menneskerettigheder opstiller en liste over punkter, som medlemsstaterne og EU-institutionerne som minimum skal tage op med deres relevante modparter i tredjelande under møder og besøg, også på højeste politiske plan og under topmøder;
39. opfordrer indtrængende EU-institutionerne og medlemsstaterne til derudover at tilskynde tredjelande til at indføre udtrykkelige bestemmelser vedrørende kvinders rettigheder i deres lovgivning og garantere, at rettighederne respekteres;
40. opfordrer de kompetente EU-institutioner til at inddrage og yde bistand til religiøse aktører og trosbaserede organisationer til støtte for religionsfrihed og konfliktløsning;
41. påskønner tilsagnet i den strategiske ramme om at give menneskerettighederne en central placering i EU's forbindelser med tredjelande, herunder med strategiske partnere; opfordrer i den forbindelse EU til at vedtage Udenrigsrådets konklusioner om EU's strategiske partnere og om indførelse af en fælles tærskel de menneskerettighedsspørgsmål, som medlemsstater og EU-tjenestemænd som minimum skal tage op med deres relevante modparter;
42. opfordrer til en fornyet indsats for at beskytte og støtte menneskerettighedsforkæmpere i tredjelande, især dem der lever under trusler eller i frygt på grund af deres engagement; ser frem til mere fleksible og målrettede foranstaltninger, som det vil være muligt at træffe for at beskytte menneskerettighedsforkæmpere inden for rammerne af Den Europæiske Demokratifond;
EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati Menneskerettighedsklausul
43. opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag til lovgivning, som pålægger EU-virksomhederne at sikre, at deres aktiviteter ikke støtter gerningsmænd til konflikter og alvorlige menneskerettighedskrænkelser, navnlig ved at kontrollere og revidere deres mineralforsyningskæder og offentliggøre resultaterne deraf; opfordrer Kommissionen til at udarbejde og offentliggøre en liste over EU-virksomheder, som har været direkte medskyldige i overtrædelser af menneskerettighederne i deres handel med autoritære regimer; mener, at EU-virksomhedernes pligt til at udvise rettidig omhu i overensstemmelse med retningslinjerne fra OECD vil bidrage til at beskytte de europæiske virksomheders omdømme og gøre EU's menneskerettigheds- og udviklingspolitikker mere sammenhængende, navnlig i konfliktområder;
44. anbefaler, at den højtstående repræsentant baserer denne mekanisme på en erkendelse af den potentielle risiko for, at et partnerland bryder de internationale menneskerettighedsstandarder, ved at inddrage konkrete elementer af et egentligt system for »tidlig varsling« i klausulen, samt på etablering af et gradueret system, der er baseret på konsultationer, opfølgning og konsekvenser, i lighed med det, der indgår i Cotonou-aftalen, og med den overvågningsmekanisme, der er indført i partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Turkmenistan; bemærker, at et sådant system, der er baseret på dialog, vil kunne bidrage til at påvise og bekæmpe en forringelse af miljøet og gentagne og/eller systematiske menneskerettighedskrænkelser i strid med folkeretten og gøre det muligt at drøfte korrigerende foranstaltninger inden for en bindende ramme; opfordrer derfor til, at revisionen også kommer til at omfatte en vurdering af den rolle, det mandat og de målsætninger, som menneskerettighedsdialoger og -konsultationer er tildelt, og som bør forbedres;
45. finder, at beskyttelsen af migranters grundlæggende menneskerettigheder i værtslandene bør være genstand for regelmæssige vurderinger og gives særlig opmærksomhed;
46. hilser det velkomment, at der på Parlamentets initiativ er indført en mekanisme til overvågning af menneskerettighedsproblemer som led i indgåelsen af partnerskabs- og samarbejdsaftalen med Turkmenistan; henstiller, at indførelse af lignende overvågningsmekanismer systematisk inddrages i overvejelserne med henblik på indgåelse af andre aftaler;
47. fremhæver Rådets beslutning fra 2009 om at udvide menneskerettigheds- og demokratiklausulen til at omfatte alle aftaler og sørge for en sammenkædning af disse og frihandelsaftaler igennem indføjelse af en »passerellebestemmelse«, hvor det måtte være nødvendigt; konstaterer, at der i EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati henvises til udviklingen af kriterier for anvendelse af dette element; bemærker, at denne udvidelse af menneskerettighedsklausulens dækningsområde nødvendigvis vil kræve en konkret mekanisme til gennemførelse på institutionelt og politisk plan, hvorfor den skal suppleres med en effektiv håndhævelsesmekanisme; insisterer på, at der i alle aftaler, der indgås af EU med såvel industrilande som udviklingslande, herunder også sektorspecifikke aftaler og handels- og investeringsaftaler, skal indføjes menneskerettighedsklausuler, som kan håndhæves og ikke kan gøres til genstand for forhandling; anser det for vigtigt, at alle partnerlande, især ligesindede lande og strategiske partnerlande, med hvilke EU forhandler aftaler, indgår denne bindende forpligtelse;
48. bemærker, at Parlamentet ikke er inddraget i beslutningsprocessen i forbindelse med indledning af konsultationer eller suspension af en aftale; mener, at hvis Europa-Parlamentet vedtager en henstilling, hvori de opfordrer til anvendelse af menneskerettighedsklausulen og bestemmelserne i kapitlet om bæredygtig udvikling, bør Kommissionen omhyggeligt undersøge, om betingelserne i dette kapitel er opfyldt; påpeger, at hvis Kommissionen finder, at betingelserne ikke er opfyldt, bør den forelægge en rapport for Europa-Parlamentets kompetente udvalg;
49. opfordrer den højtstående repræsentant til at udvide EU's årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i verden ved at tilføje en statusrapport om gennemførelsen af EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati, der også dækker anvendelsen af menneskerettigheds- og demokratiklausulen i gældende aftaler og indeholder en analyse af hver enkelt konsultationsproces og andre relevante foranstaltninger, som Rådet, EU-Udenrigstjenesten eller Kommissionen tager initiativ til, samt en analyse af effektiviteten af og sammenhængen i de trufne foranstaltninger;
Konsekvensanalyse vedrørende menneskerettigheder
50. mener, at EU kun kan opfylde sine forpligtelser i henhold til Lissabontraktaten og chartret fuldt ud ved at udarbejde konsekvensanalyser vedrørende menneskerettigheder, inden det inden det forhandler sig frem til bilaterale eller multilaterale aftaler med tredjelande;
51. bemærker, at denne systematiske praksis er den eneste måde, hvorpå man kan sikre konsekvens mellem primær ret, EU's foranstaltninger udadtil og tredjeparters egne forpligtelser i henhold til internationale konventioner, herunder den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESR) og internationalt anerkendte arbejdsmarkeds- og miljøstandarder;
52. opfordrer til, at man lader de førnævnte konsekvensanalyser omfatte hele spektret af menneskerettigheder, herunder online, der skal betragtes som et udeleligt hele;
53. bemærker, at disse analyser skal foregå i uafhængighed, åbenhed og samarbejde med inddragelse af potentielt berørte samfund;
54. opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til, inden forhandlingerne afsluttes, at udvikle en robust metode, som omfatter principperne om lighed og ikke-diskriminering, så eventuelle negative konsekvenser for bestemte befolkningsgrupper undgås, og som sikrer gensidigt aftalte forebyggende og afhjælpende foranstaltninger i tilfælde af negative konsekvenser;
55. henleder især opmærksomheden på nødvendigheden af at gennemføre konsekvensanalyser af de projekter, hvis gennemførelse indebærer en alvorlig risiko for overtrædelse af chartrets bestemmelser, som f.eks. projekter, der vedrører retsvæsen, grænsekontrolmyndigheder og politi- og sikkerhedsstyrker i lande, der regeres af undertrykkende regimer;
En politik for benchmarking
56. understreger, at menneskerettigheds- og demokratimål nødvendigvis kræver specifikke, målelige, opnåelige og offentlige kriterier, der tager sigte på at vurdere, i hvor høj grad de grundlæggende frihedsrettigheder, menneskerettighederne og retsstatsprincipperne respekteres; mener i denne forbindelse, at EU bør udnytte FN's og Europarådets relevante instrumenter og ekspertise fuldt ud, herunder den europæiske menneskerettighedskonvention som et gennemførligt element for så vidt angår et benchmarkkatalog for menneskerettigheder og demokrati for medlemmerne af Europarådet, og bør holde sine politiske konklusioner klart adskilt fra en juridisk og teknisk evaluering;
57. anbefaler, at EU-Udenrigstjenesten udvikler et sæt kvalitative og kvantitative indikatorer og landespecifikke og offentlige benchmarks, der kan tjene som sammenhængende og konsekvent grundlag for den årlige vurdering af EU's politikker inden for rammerne af landestrategierne for menneskerettigheder og menneskerettighedsdialogerne med tredjelande; henstiller, at disse benchmarks også kommer til at inkludere de grundlæggende bestemmelser i international flygtningeret med henblik på at beskytte rettighederne for flygtninge og internt fordrevne;
Den nye europæiske naboskabspolitik
58. minder om den politiske lære, der har kunnet drages af det arabiske forår, og de erfaringer, der er høstet med de østlige partnerskabslande både under og før deres respektive overgangsperioder, herunder nødvendigheden af at ændre tidligere politikker, der hovedsagelig var fokuseret på forbindelser med myndigheder, og at etablere et effektivt partnerskab mellem EU og partnerlandenes regeringer og civilsamfund; understreger i den forbindelse betydningen af den nyoprettede Europæiske Demokratifond, i første omgang, om end ikke udelukkende, i EU's naboskabslande;
59. understreger betydningen af at skabe programmer og støtte projekter, der åbner mulighed for kontakt mellem civilsamfund i EU og i tredjelande, og opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at opbygge civilsamfundenes kapacitet til at deltage i beslutningstagningen på lokalt, regionalt, nationalt og internationale niveau, som bør blive en vigtig støtte for de eksterne finansielle instrumenter, der for øjeblikket er under revision;
60. konstaterer med tilfredshed, at det østlige partnerskabs menneskerettighedsdialoger suppleres med fælles civilsamfundsseminarer, og bekræfter sin støtte til civilsamfundsforummet for det østlige partnerskab;
61. opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at anvende den model med en institutionaliseret mekanisme for høring af civilsamfund, der indgår i frihandelsaftalen mellem EU og Sydkorea, som udgangspunkt for udvikling af endnu mere inkluderende mekanismer for alle aftaler;
62. mener, at det centrale i EU's nye strategi er en styrkelse af samfund igennem aktiv intern kontrol med henblik på at understøtte deres evne til at deltage i den offentlige beslutningstagning og de demokratiske styringsprocesser;
63. påskønner nye initiativer såsom Den Europæiske Demokratifond og civilsamfundsfaciliteten, der øger EU-støttens tilgængelighed, navnlig for civilsamfundsorganisationer, og som kan fungere som katalysator for en mere strategisk og politisk EU-tilgang til demokratisering i form af en kontekstspecifik, fleksibel og rettidig støtte med henblik på at fremme partnerlandenes overgang til demokrati;
64. bemærker, at selv om det arabiske forår forventedes at fremme pro-demokratiske forandringer, har det i mange tilfælde resulteret i en forværring af religiøse mindretals friheder og rettigheder; fordømmer derfor på det skarpeste alle voldshandlinger mod kristne, jødiske, muslimske og andre trossamfund samt alle former for forskelsbehandling og intolerance over for troende, ikke-troende og frafaldne på grund af religion eller tro; understreger på ny i overensstemmelse med sine tidligere beslutninger, at tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed er en grundlæggende menneskeret;
65. understreger, at begivenhederne under det arabiske forår, herunder situationen for unge mennesker, som står over for massearbejdsløshed og manglende fremtidsudsigter i deres land, har afsløret en rækker mangler ved EU's politik over for regionen; påskønner imidlertid viljen til at anlægge en ny indfaldsvinkel og understreger, at det er nødvendigt at styrke de igangværende projekter og udvekslingsprogrammer, der inddrager ungdommen fra det arabiske forår, særlig inden for rammerne af Middelhavsunionen;
66. fremhæver nødvendigheden af at oprette udvekslingsprogrammer eller åbne europæiske programmer for det arabiske forårs unge og med afsæt i civilsamfundet at overveje årsagerne til og konsekvenserne af den manglende opmærksomhed på disse samfunds problemer, særlig økonomiske og sociale problemer;
67. foreslår, at man opretter udvekslingsprogrammer eller åbner de europæiske programmer for unge fra tredjelande;
68. understreger, at stærke bånd med civilsamfundene i såvel det arabiske forårs som det østlige partnerskabs lande, fremmet gennem bl.a. udvekslingsprogrammer, praktikantophold i EU og EU-medlemsstaternes institutioner samt stipendier til europæiske universiteter, er afgørende for disse landes fremtidige udvikling og demokratiske konsolidering;
69. påpeger, at de førnævnte civilsamfundsbaserede overvejelser kan understøttes ved etablering af euro-arabisk ungdomskonvention eller en Euro-MENA-/Euro-Middelhavs-ungdomskonvention med særlig fokus på menneskerettigheder;
70. understreger, at situationen for kvinder i det arabiske forårs lande ofte er en afgørende faktor i vurderingen af fremskridtene i retning af demokrati og menneskerettigheder, og at sikringen af kvinders rettigheder bør være en væsentlig del af EU's indsats i forhold til disse lande; opfordrer til oprettelsen af en euro-arabisk interparlamentarisk konvention om kvinder; minder ligeledes om, at demokrati indebærer kvinders fulde deltagelse i det offentlige liv som fastsat i internationale og regionale instrumenter såsom protokollen til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder og protokollen om kvinders rettigheder i Afrika;
71. understreger vigtigheden af den rolle, som spilles af de nationale menneskerettighedsinstitutioner, og af deres samarbejde i medlemsstaterne og EU's naboskabslande; tilskynder til initiativer, der sigter på at overføre god praksis, koordinere og anspore til samarbejde mellem nationale menneskerettighedsorganisationer i medlemsstaterne og EU's naboskabslande, såsom programmet for samarbejde mellem ombudsmænd fra de østlige partnerskabslande 2009-2013, der blev oprettet af de polske og franske ombudsmænd i fællesskab med henblik på at øge kapaciteten i ombudsmandsinstitutioner, regeringsorganer og ngo'er i de østlige partnerskabslande til at beskytte individuelle rettigheder og opbygge demokratiske stater, som bygger på retsstatsprincippet; understreger, at sådanne tiltag skal koordineres inden for EU, og at EU-institutionerne skal trække på de erfaringer, der opnås i denne forbindelse; understreger betydningen af at tilskynde til etablering af nationale menneskerettighedsinstitutioner i de EU-naboskabslande, der ikke har sådanne organer i deres retsorden;
72. kræver, at den højtstående repræsentant og Kommissionen til at sørge for en konsekvent implementering af den nye europæiske naboskabspolitik ved at lægge lige stor vægt på principperne om henholdsvis »mere for mere« og »mindre for mindre«;
73. mener, at lande, der entydigt vurderes ikke at gøre fremskridt med hensyn til velfunderet demokrati og dybt forankrede institutionelle og sociale forandringer, herunder vedrørende retsstatsforhold, bør have deres EU-støtte reduceret, uden at det går ud over støtten til civilsamfundet i disse lande, i overensstemmelse med denne politiks mål, især når der sker krænkelse af visse centrale principper såsom ytrings-, religions- og trosfrihed, ikke-diskrimination, ligestilling mellem kønnene, samvittighedsfrihed samt forsamlings- og foreningsfrihed;
74. finder det betænkeligt, at tidligere tiders holdninger, der indebar overdrevne politiske belønninger for tiltag fra partnerlandenes side, som ikke direkte bidrog til opfyldelse af målene, lever videre;
75. påskønner initiativet til at anlægge en menneskerettighedsbaseret tilgang til udviklingspolitikken, men bemærker, at en sådan strategi skal tage udgangspunkt i menneskerettigheders udelelighed, og er af den faste overbevisning, at det primære formål med samarbejdet bør være at gavne mennesker og deres velfærd, ikke regeringer; understreger, at princippet om politikkohærens for udvikling (PCD) i denne sammenhæng skal forstås som et bidrag til en fuld opfyldelse af menneskerettighedsrelaterede mål, således at de forskellige EU-politikker ikke undergraver hinanden i denne henseende;
76. påskønner det nye initiativ »EU Aid Volunteers«, der i perioden 2014-2020 vil give omkring 10 000 europæere mulighed for at deltage i humanitære aktioner i hele verden på de steder, hvor behovet for bistand er størst, og for at vise europæisk solidaritet ved at yde praktisk bistand til samfund, som er ramt af naturlige eller menneskeskabte katastrofer;
Fælles interinstitutionelt ansvar
77. er af den opfattelse, at EU's strategiske ramme og handlingsplan er af særlig stor betydning, da de er udtryk for en fælles tilsagn afgivet af den højtstående repræsentant, Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne; konstaterer med tilfredshed, at Parlamentets ledende rolle i bestræbelserne på at fremme menneskerettigheder og demokrati anerkendes; forventer, at Parlamentet vil blive behørigt inddraget i gennemførelsen af handlingsplanen, bl.a. igennem drøftelser i Kontaktgruppen for Menneskerettigheder, der er sammensat af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, de relevante tjenestegrene i Rådet og Kommissionen, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder samt EP's Udenrigsudvalg og Underudvalg om Menneskerettigheder;
78. anbefaler, at Parlamentet udvikler mere dynamiske forbindelser til EU-delegationerne på basis af regelmæssige kontakter og informationsudvekslinger gennem statusrapporter, der afspejler en »dagsorden for forandring« inden for menneskerettigheder og demokrati og de mål og delmål, der er fastlagt i handlingsplanen;
79. forpligter sig til at sikre en mere systematisk opfølgning af sine beslutninger om menneskerettigheder og individuelle menneskerettighedssager gennem en opfølgningsmekanisme med støtte fra den nyoprettede menneskerettighedsenhed og anbefaler et øget samarbejde mellem Underudvalget om Menneskerettigheder, Budgetudvalget, Budgetkontroludvalget og andre relevante EP-udvalg samt mellem disse og Revisionsretten med henblik på at sikre, at strategirevisionens mål modsvares af en passende finansiel støtte fra EU;
80. anbefaler, at Parlamentet forbedrer sine egne procedurer i forbindelse med menneskerettighedsspørgsmål og øger indsatsen for effektivt at integrere menneskerettigheder i sine egne strukturer og processer for at sikre, at menneskerettigheder og demokrati er centrale elementer i Parlamentets foranstaltninger og politikker, bl.a. igennem en revision af retningslinjerne for Parlamentets interparlamentariske delegationer vedrørende fremme af menneskerettigheder og demokrati;
81. mener, at Parlamentets stående delegationer og relevante udvalg hver især bør have et medlem, fortrinsvis udpeget blandt formanden og næstformændene, som skal have den særlige opgave at overvåge menneskerettighedssituationen i den pågældende region eller det pågældende land, og at de udpegede personer regelmæssigt bør aflægge beretning til Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder;
82. mener, at EP-delegationer, som rejser på mission til et land med en bekymrende menneskerettighedssituation, bør have medlemmer, som har den særlige opgave at rejse menneskerettighedsspørgsmål i den pågældende region eller det pågældende land, og at disse medlemmer bør aflægge beretning til Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder;
83. opfordrer til at forbedre samarbejdet om menneskerettighedsspørgsmål med medlemsstaternes nationale parlamenter;
84. understreger nødvendigheden af at forbedre modellen for plenardebatter om tilfælde af krænkelse af menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincipper med henblik på at sikre hyppigere drøftelser med deltagelse af flere medlemmer, strukturerede høringer af civilsamfundet under udarbejdelsen, større lydhørhed over for menneskerettighedskrænkelser og andre uforudsete begivenheder på stedet, og understreger behovet for en bedre opfølgning af tidligere debatter og beslutninger;
85. understreger nødvendigheden af, at Europa-Parlamentet og de øvrige EU-institutioner i højere grad udnytter Sakharovprisnetværkets potentiale;
86. anbefaler, at Parlamentet i fællesskab med medlemsstaternes nationale parlamenter arrangerer en årlig begivenhed om menneskerettighedsforkæmpere med deltagelse af menneskerettighedsforkæmpere fra hele verden, idet Parlamentet dermed vil få mulighed for hvert år at vise sin støtte til menneskerettighedsforkæmpere over hele verden samt hjælpe dem med at hævde deres ret til at tale frit og forfølge deres rettigheder i de pågældende lande;
87. opfordrer til konkret anvendelse af artikel 36 i TEU med henblik på at sikre, at der tages behørigt hensyn til Parlamentets synspunkter i forbindelse med opfølgning af beslutninger, og anbefaler en mere intensiv dialog i denne henseende;
o o o
88. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, den særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Europarådet.
Europa-Parlamentets beslutning af 13. december 2012 med Europa-Parlamentets henstillinger til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil om forhandlingerne om den nye aftale EU-Rusland (2011/2050(INI))
– der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen om oprettelse af et partnerskab mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side, som trådte i kraft den 1. december 1997,
– der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2012 om de handelsmæssige forbindelser mellem EU og Rusland efter Ruslands tiltrædelse af WTO(1),
– der henviser til de forhandlinger, der blev indledt i 2008 om en ny aftale mellem EU og Rusland samt til »partnerskab for modernisering«, der blev indledt i 2010,
– der henviser til EU's og Ruslands fælles målsætning, som fastlagt i den fælles erklæring efter det 11. topmøde mellem EU og Rusland i Sankt Petersborg den 31. maj 2003, om at skabe et fælles økonomisk rum, et fælles rum for frihed, sikkerhed og retfærdighed, et fælles rum for samarbejde inden for ekstern sikkerhed og et fælles rum for forskning og uddannelse, herunder kulturelle aspekter (de »fire fælles rum«),
– der henviser til drøftelserne mellem EU og Rusland om menneskerettigheder,
– der henviser til sin betænkning af 23. oktober 2012 med forslag til Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om fastsættelse af fælles visumrestriktioner for russiske embedsmænd, der er indblandet i Sergei Magnitsky-sagen(2),
– der henviser til sine beslutninger om forbindelserne mellem EU og Rusland,
– der henviser til sin beslutning af 4. juli 2012 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Den Russiske Føderation i forbindelse med indførelse eller forøgelse af eksportafgifter på råvarer(3),
– der henviser til forretningsordenens artikel 90, stk. 4, og artikel 48,
– der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udvalget om International Handel (A7-0338/2012);
A. der henviser til, at EU’s fælles udenrigs-, sikkerheds- og energipolitik, som er i stadig udvikling, i tråd med konditionalitetsprincippet bør omfatte Rusland som en strategisk partner, forudsat at de grundlæggende værdier, som Unionen bygger på, herunder demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, respekt for menneskets værdighed, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for principperne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten, deles og opretholdes; der henviser til, at Rusland er et land, hvis rødder er i Europa, og som er en vigtig global og regional aktør, der som medlem af FN's Sikkerhedsråd, G-8, G-20, Europarådet og OSCE er nødt til at opfylde dets forpligtelser som medlem af disse organisationer, navnlig hvad angår Europarådets tilsynsrapport fra oktober 2012;
B. der henviser til, at Rusland som permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd sammen med de øvrige medlemmer har et fælles ansvar for at bevare den globale stabilitet; der henviser til, at adskillige udfordringer på internationalt plan kun kan håndteres gennem en koordineret indsats, som omfatter Rusland;
C. der henviser til, at den gensidige økonomiske afhængighed mellem EU og Rusland er stadigt stigende, og til, at et forbedret samarbejde og gode naboskabsrelationer mellem EU og Rusland derfor bør anses for at være af stor betydning for begge parters stabilitet, sikkerhed og velstand;
D. der henviser til, at Rusland under Vladimir Putins ledelse kun udviser en selektiv interesse i at udvikle fælles politikker og ikke nogen reel intention om at udvikle et ægte og vidtrækkende strategisk partnerskab med henblik på gennemførelse af folkeretten og forebyggelse af konflikter;
E. der henviser til, at både EU og Rusland har gennemgået gennemgribende politiske, institutionelle, sociale og økonomiske forandringer siden 1994, hvor den nuværende partnerskabs- og samarbejdsaftale (PSA) blev undertegnet;
F. der henviser til, at Ruslands tiltrædelse af WTO den 22. august 2012 var et stort skridt, som kan være med til at fremskynde moderniseringen af den russiske økonomi og samtidig virke som et positivt incitament for Rusland til at opfylde de internationale handelsregler og -standarder, som landet har forpligtet sig til;
G. der henviser til, at disse forandringer i lighed med de nye udfordringer og muligheder, som forbindelserne mellem EU og Rusland står over for, skal tackles både på bilateralt og multilateralt plan; der henviser til, at en ambitiøs, omfattende og retligt bindende ny partnerskabs- og samarbejdsaftale, som dækker de vigtigste samarbejdsområder og er baseret på de fælles værdier demokrati samt respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincippet, vil kunne danne grundlag for et reelt strategisk partnerskab - til trods for den nuværende manglende entusiasme hos russerne; der henviser til, at især nødvendigheden af at opbygge et reelt partnerskab mellem EU og Rusland bør understreges;
H. der henviser til, at EU fortsat er opsat på at uddybe og udvikle dets forbindelser med Rusland yderligere, samt til principperne i partnerskabet for modernisering, som er baseret på fælles interesser og et dybt engagement i at værne om universelle værdier, demokratiske principper, respekt for grundlæggende menneskerettigheder og retsstatsprincippet;
I. der henviser til, at dommen på to års fængsel til medlemmerne af den russiske punkgruppe »Pussy Riot« for deres protestoptræden mod præsident Putin i Moskvas ortodokse domkirke ikke står i forhold til forseelsen og rejser alvorlig bekymring over den måde, hvorpå det russiske retssystem behandler landets borgere og optræder på en måde, der sigter mod at skræmme det russiske civilsamfund;
J. der henviser til, at det er nødvendigt at evaluere status quo i forbindelserne mellem EU og Rusland i lyset af de igangværende forhandlinger og tage de bilaterale tvister mellem Rusland og EU's medlemsstater i betragtning;
K. der henviser til, at forholdet mellem EU og Rusland fortsat lider under, at Rusland ikke fuldt ud anerkender demokratiske værdier og styrker retsstaten;
L. der henviser til, at de fortsatte intimideringer, chikanerier og arrestationer af repræsentanter for oppositionsgrupper og ngo'er, den nylige vedtagelse af lovene om hhv. finansiering af ngo'er og forsamlingsfrihed, loven om bagvaskelse og loven om begrænsninger i brugen af internettet samt det voksende pres, der lægges på frie og uafhængige medier samt på seksuelle og religiøse mindretal, medfører en yderligere forringelse af situationen med hensyn til menneskerettighederne og de demokratiske principper i Rusland;
M. der henviser til, at De Forenede Nationers Menneskerettighedskommission for nylig fordømte det gældende forbud mod »homoseksuel propaganda« i visse regioner i Den Russiske Føderation som værende i modstrid med den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;
N. der henviser til, at den nuværende partnerskabs- og samarbejdsaftale er nødt til fortsat at være gyldig og have virkning, indtil en ny er vedtaget og trådt i kraft;
O. der henviser til, at der den 14. oktober 2012 blev afholdt lokal- og regionalvalg i hele Rusland;
P. der henviser til, at de ovennævnte nye eller ændrede love er blevet vedtaget af Statsdumaen, til hvilken de seneste valg hverken var frie eller fair ifølge både OSCE's valgobservatørmissioner og Europa-Parlamentets konklusioner;
Q. der henviser til, at visse procedurer, der tages i anvendelse for at ramme oppositionen, såsom at fratage det tidligere medlem af Dumaen, Gennady Gudkov, fra oppositionspartiet Retfærdigt Rusland hans parlamentariske mandat, kan fortolkes som tilfælde af selektiv anvendelse af retsmidlerne og indblanding i lovlig politisk aktivitet;
1. retter i forbindelse med de igangværende forhandlinger om den nye aftale følgende henstillinger til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil:
I forbindelse med forhandlingsførelsen
a)
at sikre, at den nye aftale opstiller en omfattende, fremadrettet og retligt bindende ramme for den fremtidige udvikling af forbindelserne med Rusland i de kommende år under hensyntagen til behovet for bestræbelser på at øge samarbejdet på alle områder, hvor det er sandsynligt, at EU's og Ruslands interesser vil være sammenfaldende, samtidig med at europæiske interesser og værdier fremmes på områder, hvor der er divergerende interesser, samt til behovet for at støtte landets demokratisering og modernisering; at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forhandlingerne med Rusland fortsætter i et støt tempo, og samtidig give udtryk for de bekymringer, der er i EU over de manglende fremskridt i forhandlingerne, som ikke på dette tidspunkt har ført til de forventede resultater; at minde om, at det strategiske partnerskab kun kan eksistere, hvis begge parter er enige om at følge universelle demokratiske principper; at understrege, at forholdet mellem EU og Rusland skal være styret af gensidighed;
b)
at arbejde aktivt for at få afsluttet forhandlingerne om en aftale, der vil være til gavn for begge parter og stemmer overens med deres øgede og stadigt dybere samarbejde; at sikre, at forhandlingerne skaber gensidig tillid og fokuserer på håndgribelige resultater og politisk substans
c)
at tilstræbe den bredest mulige konsensus blandt EU's medlemsstater om målene såvel som om forhandlingsførelsen om en ny aftale med Rusland, så EU taler med en stærk fælles stemme; at understrege, at det er vigtigt, at EU forhandler som én enhed, og at fremme det standpunkt, at medlemsstaternes interesser i forhold til Rusland og omvendt fremmes og beskyttes bedst på EU-niveau
d)
at være meget opmærksomme på de krav, EU agter at stille vedrørende respekt for de demokratiske principper, menneskerettighederne og retsstatsprincippet og betragte denne respekt som en absolut forudsætning for undertegnelsen af en aftale mellem EU og Rusland
e)
at understrege, at den nye aftale vil være et logisk og nødvendigt næste skridt fremad i forbindelserne mellem EU og Rusland i tråd med den nuværende PSA og Ruslands tiltrædelse af WTO
f)
med ovenstående for øje at gentage, at EU udelukkende bør forhandle denne aftale med Rusland og ikke med den toldunion, som Rusland er medlem af
g)
at gentage, at den økonomiske og politiske modernisering af Rusland er af fælles interesse for begge parter, og at EU ønsker at fremskynde den proces, der blev påbegyndt med »partnerskab for modernisering«; at understrege, at Ruslands moderniseringspolitikker ikke kan begrænses til det økonomiske område, men bør ledsages af en fuldt udbygget politisk reform med hovedfokus på at sikre retsstaten og bekæmpelsen af korruption
h)
at indtage en aktiv holdning med hensyn til at koordinere EU-medlemsstaternes forskellige bilaterale moderniseringspartnerskaber med Den Russiske Føderation og dermed sikre en sammenhængende og mere effektiv EU-politik
Politisk dialog og samarbejde
i)
at følge Ruslands interne udvikling nøje, samarbejde med alle væsentlige politiske ledere, støtte russisk institutionsopbygning såvel som principperne om demokrati, menneskerettigheder og retsstaten; samtidig aktivt at støtte alle sociale initiativer, der tilstræber at opbygge et civilsamfund, som bygger på principperne om demokrati og retsstaten, idet der lægges særlig vægt på at anvende internettet til dette formål
j)
at understrege, at det er vigtigt for Rusland at sikre et velfungerende, uafhængigt og uvildigt retssystem og styrke bekæmpelsen af korruption
k)
at opfordre Rusland til at overholde dets forpligtelse til at sikre frie og retfærdige valg for at sikre det politiske systems legitimitet
l)
at understrege, at det er vigtigt, at Rusland fuldt ud overholder dets internationale retlige forpligtelser og principperne om de grundlæggende menneskerettigheder, der er nedfældet i den europæiske menneskerettighedskonvention og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som begge er tiltrådt af Rusland; at minde om, at politisk pluralisme, mediefrihed, retsstatsprincippet, domstolenes uafhængighed og uvildighed, ytrings- og forsamlingsfrihed, herunder på internettet, effektive og uafhængige fagforeninger samt ikke-forskelsbehandling er de nødvendige forudsætninger for yderligere udvikling og modernisering af Rusland samt for at gøre det strategiske samarbejde mellem EU og Rusland bæredygtigt
m)
at understrege, at Rusland som permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd må tage sit ansvar for international fred, stabilitet og sikkerhed alvorligt
n)
at udtrykke bekymring over det forværrede klima for civilsamfundets udvikling i Rusland, navnlig med hensyn til den nylige vedtagelse af love om demonstrationer, ngo'er, bagvaskelse og lovreguleringen af internettet, der indeholder tvetydige bestemmelser og indebærer risiko for arbitrær håndhævelse, og Dumaens vedtagelse af en række ændringer af loven om forræderi og spionage, hvorved der indføres nye bestemmelser i straffeloven, der potentielt kan anvendes mod menneskerettighedsforkæmpere; at minde de russiske myndigheder om, at et moderne og velstående samfund er nødt til at anerkende og beskytte de individuelle og kollektive rettigheder for alle landets borgere; i denne henseende indtrængende at opfordre de russiske myndigheder til at skride til handling i tide for at bringe ovennævnte love i overensstemmelse med internationale standarder, og at tage dette emne op i løbet af forhandlingerne
o)
at insistere på at styrke menneskerettighedsdialogen mellem EU og Rusland, så den bliver et effektivt og resultatorienteret redskab til at fremme menneskerettighederne i Rusland; i særdeleshed at opfordre de russiske myndigheder til at afstå fra at lægge uretmæssige begrænsninger på fredelige forsamlinger, sikre beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere, sætte en stopper for straffriheden for tidligere overgreb eller mord på aktivister, skabe nogle rammer, inden for hvilke civilsamfundet og ngo'erne kan arbejde uden uretmæssige begrænsninger og uden frygt for chikane eller trusler, samt til at sikre fuldstændig efterlevelse af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme; at opfordre begge parter til at sikre større gennemsigtighed og åbenhed i menneskerettighedsdrøftelserne mellem EU og Rusland, blandt andet ved at repræsentanter fra alle relevante russiske ministerier deltager i forberedende møder med russiske og internationale ngo'er og i konsultationsmøder
p)
på ny at slå fast med bestemthed, at de gentagne forsøg på at begrænse menneskerettighederne, navnlig ytrings- og forsamlingsfriheden, bl.a. i forbindelse med seksuel orientering og kønsidentitet, på regionalt og føderalt niveau er i strid med Ruslands forpligtelser i henhold til landets forfatning, den europæiske menneskerettighedserklæring og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, at opfordre Dumaen til i overensstemmelse med De Forenede Nationers Menneskerettighedskomités afgørelse i sagen Fedotova mod Rusland, at afstå fra at vedtage et føderalt forbud mod »homoseksuel propaganda«
q)
at understrege over for de russiske myndigheder, at det er nødvendigt at sætte en stopper for straffriheden i landet samt for politisk motiverede forfølgelser, anholdelser og tilbageholdelser, og understrege, at det er nødvendigt at ophøre med at anvende undertrykkende foranstaltninger over for den politiske opposition; at sikre, at der kastes fuldstændigt lys over de mange menneskerettighedskrænkelser, der er foregået, herunder fængslingen af Mikhail Khodorkovskij samt Sergej Magnitskijs, Aleksander Litvinenkos, Anna Politkovskajas, Natalya Estemirovas og andres død, som stadig ikke er blevet efterforsket på en uvildig og uafhængig måde
r)
at støtte Europarådets Parlamentariske Forsamlings holdning til den politisk motiverede dom mod medlemmer af gruppen Pussy Riot og at kræve deres øjeblikkelige løsladelse
s)
at opfordre Rusland til ikke at anvende begrebet »traditionelle værdier« til at legitimere forskelsbehandling af minoritetsgrupper, lukke munden på dem med afvigende meninger eller krænke folks menneskerettigheder
t)
i en ny og omfattende partnerskabs- og samarbejdsaftale at indføje bestemmelser og benchmarks vedrørende beskyttelse og fremme af menneskerettighederne, som er sikret i Ruslands forfatning, samt i videst muligt omfang at trække på rammerne fra Europarådet og OSCE, som Rusland har forpligtet sig til at følge, med en klar suspensionsmekanisme i tilfælde af alvorlige overtrædelser eller misligholdelse
u)
at understrege, at det russiske samfund som helhed samt det strategiske partnerskab mellem EU og Rusland ville blive stimuleret af og nyde godt af et politisk system, der sikrer lige konkurrencevilkår for alle politiske partier og giver mulighed for reel konkurrence og reelle politiske alternativer; i denne henseende at opfordre Rusland til konkret at tage sig af alle de henstillinger, OSCE fremsatte vedrørende det seneste valg
v)
at medtage de nødvendige bestemmelser vedrørende foranstaltninger til udryddelse af den udbredte korruption, som undergraver borgernes tillid til staten og er til fare for moderniseringsbestræbelserne; ligeledes at medtage særlige betingelser om samarbejde mellem Rusland og EU i forbindelse med håndteringen af korruption på tværs af grænserne
w)
at fremme det strategiske partnerskab mellem EU og Rusland med hensyn til at tackle globale udfordringer, såsom ikke-spredning af våben, terrorbekæmpelse, fredelig løsning af langvarige eller nyopståede konflikter på grundlag af principperne i FN-pagten og folkeretten, energiforsyningssikkerhed, den arktiske dimension, klimaforandringer og fattigdomsbekæmpelse, såvel som de fælles mål for dette partnerskab; at insistere på, at Rusland omgående standser spredningen af våben til lande, der er underlagt en våbenembargo af EU, OSCE eller FN
x)
at samarbejde med Rusland om at påtage sig ansvar for at øge stabiliteten, det politiske samarbejde og den økonomiske udvikling i det fælles naboskabsområde, og understrege det enkelte lands suveræne ret til at vælge udenrigspolitisk orientering og sikkerhedsmekanismer
y)
at opfordre de russiske myndigheder til at sætte en stopper for den udbredte straffrihed for overtrædelser af menneskerettighederne og de manglende retsstatsforhold i det nordlige Kaukasus
z)
indtrængende at opfordre Rusland til aktivt at fremme en fredelig løsning af fastfrosne konflikter og forstærke samarbejdet mellem EU og Rusland med henblik på at få løst de langvarige konflikter i Moldova og det sydlige Kaukasus med udgangspunkt i folkeretten og principperne om fredelig konfliktløsning; at intensivere drøftelserne med Rusland for at sikre betingelsesløs overholdelse af våbenstilstandsaftalen fra 2008; at opfordre Rusland til at trække dets anerkendelse af Abkhasien og Sydossetien tilbage og til at give EU's observatørmission fri og ubegrænset adgang til disse georgiske områder
aa)
at videreføre de igangværende bestræbelser på at opnå fuldstændig gennemførelse af de fælles skridt i retning af visumfri kortvarige rejser med henblik på udfasning af visumordningen mellem Schengen-landene og Rusland; at bevæge sig så langt og så hurtigt som muligt i retning af visumlettelse for akademikere, studerende, forskere, journalister, forretningsfolk og repræsentanter for civilsamfundet samt med henblik på udveksling af unge; at harmonisere medlemsstaternes anvendelse af visumkodeksen, i det mindste i minimalt omfang hvad angår krav
ab)
at understrege, at EU-tiltag i retning af en lettelse af visumreglerne ikke bør gavne kriminelle og personer, der har krænket menneskerettighederne; at pålægge næstformanden/den højtstående repræsentant at placere Parlamentets henstilling på dagsordenen for et kommende møde i Rådet (udenrigsanliggender)
ac)
at lægge vægt på fremme af videnskabeligt, kulturelt og uddannelsesmæssigt samarbejde, fremme af mellemfolkelige kontakter og bedre forståelse mellem samfundene i EU og Rusland
Det økonomiske samarbejde
ad)
i behørig grad at tage højde for det voksende økonomiske samarbejde mellem EU og Rusland som hinandens importmarkeder og leverandører af varer, tjenesteydelser og energi
ae)
nøje at overvåge og vurdere, stimulere og støtte Ruslands efterlevelse af WTO-reglerne og dets vilje til at anvende WTO-medlemskabet som drivkraft for strukturelle reformer; med tiden at støtte Ruslands anmodning om medlemskab af OECD
af)
at understrege, at det er en nødvendig forudsætning for og et mindstekrav til en aftale med EU, at Rusland efterlever WTO's regler fuldt ud; i denne forbindelse på ny at efterprøve, om eksisterende hindringer for importen af russiske varer og tjenesteydelser er i overensstemmelse med WTO's regler, og evt. tage skridt til at fjerne disse hindringer
ag)
at insistere på en bilateral aftale mellem EU og Rusland og samtidig gøre det klart, at en aftale mellem EU og den russiskledede toldunion kun er en mulighed på lang sigt, og når den bilaterale aftale er trådt i kraft
ah)
at tilskynde vores russiske modparter til at demonstrere en klar politisk vilje til at nå frem til en aftale om juridisk bindende handels- og investeringsbestemmelser, som bør bygge på de bestemmelser, der allerede er indeholdt i PSA, og bør være i overensstemmelse med WTO-tiltrædelsen; minder om, at EU’s mål på dette område er at forbedre og stabilisere erhvervsklimaet, eftersom dette ville være til gavn for begge parter og yderligere fremme de mål, der er fastsat i partnerskabet for modernisering, som blev indledt i 2010
ai)
at tage det vedvarende problem med fremstilling og salg af forfalskede produkter i Rusland op
aj)
at tilskynde Rusland til at fortsætte med omstruktureringen af dets økonomi og fremskynde udviklingen fra en økonomi, som er fokuseret på energi, til en økonomi, der er drevet af industri og tjenesteydelser på grundlag af effektiv ressourceanvendelse og anvendelse af vedvarende energi; at understrege, at oliepriserne er svingende, og at de nuværende høje priser ikke bør være et påskud for at udskyde den nødvendige modernisering af økonomien
ak)
at understrege vigtigheden af at udvikle en fælles europæisk energiudenrigspolitik med henblik på at forbedre energisikkerheden ved at indlede et trepartssamarbejde mellem EU, Rusland og transitlandene
al)
at tage højde for den omstændighed, at der stadig er behov for en betydelig investeringsindsats til fordel for sovjet-infrastruktur, som er af afgørende betydning både for den russiske økonomi og for EU-investeringer
am)
at sikre, at der medtages et omfattende og retligt bindende kapitel om energi med henblik på at sikre en pålidelig og omkostningseffektiv energiforsyning for EU; at sikre, at et sådant energipartnerskab er baseret på principperne om gennemsigtighed, fair konkurrence, udelukkelse af monopolistisk adfærd, gensidighed og ikke-forskelsbehandling; at understrege, at det er nødvendigt at tage fat på de uløste spørgsmål vedrørende energiforsyning til EU's medlemsstater; at sikre, at principperne i energichartertraktaten medtages som en integreret del af den nye aftale
an)
at sikre, at der indføres et retligt bindende kapitel vedrørende indførelsen eller forøgelsen af eksportafgifter på råvarer
ao)
at overvåge og insistere på gennemførelse og håndhævelse af de højeste internationale sikkerhedsstandarder for atomkraftværker i Rusland, både dem, der er i drift, og dem, der er under opførelse, under anvendelse af alle til rådighed værende instrumenter og traktater; i denne forbindelse indtrængende at opfordre Rusland til at ratificere og omgående efterleve FN/ECE-konventionen (Espookonventionen) om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne
ap)
at opfordre Rusland til at lukke alle atomreaktorer af Tjernobyltypen og af første generation navnlig for så vidt angår dem, som ligger tæt på EU's grænser, og at udtrykke dyb bekymring over projekterne om atomkraftværker i Kaliningrad Oblast og Sosnovyi Bor
aq)
yderligere at forbedre gensidigt samarbejde inden for områderne forskning, uddannelse, kultur og videnskab; at fremme en fælles forståelse af det 20. århundredes historie
ar)
at udtrykke dyb bekymring over de kommercielle boreaktiviteter i det arktiske område og den udbredte forurening omkring boreområder i hele Rusland
as)
at høre Europa-Parlamentet om bestemmelserne vedrørende parlamentarisk samarbejde
at)
at indføje klare benchmarks for gennemførelsen af den nye aftale og fastsætte overvågningsmekanismer, herunder regelmæssige rapporter til Europa-Parlamentet
au)
at tilskynde EU’s forhandlere til at fortsætte det gode samarbejde med Europa-Parlamentet og løbende give oplysninger, ledsaget af dokumentation, om forhandlingernes forløb i overensstemmelse med artikel 218, stk. 10, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det hedder, at Europa-Parlamentet straks skal underrettes fuldt ud i alle faser af proceduren;
2. er fortsat opmærksom på de krav, EU agter at stille vedrørende respekt for de demokratiske principper, og betragter denne respekt som en absolut forudsætning for undertegnelsen af en aftale mellem EU og Rusland;
o o o
3. pålægger sin formand at sende denne beslutning med Europa-Parlamentets henstillinger til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil samt til orientering til Den Russiske Føderations regering og den russiske statsduma.
– der henviser til FN’s relevante resolutioner: FN's Generalforsamlings resolution 181 (1947) og 194 (1948) og FN's Sikkerhedsråds resolution 242 (1967), 338 (1973), 1397 (2002), 1515 (2003) og 1850 (2008),
– der henviser til Osloaftalen (»Declaration of Principles on Interim Self-Government Arrangements«) af 13. september 1993,
– der henviser til interimsaftalen om Vestbredden og Gazastriben af 28. september 1995,
– der henviser til erklæringerne fra næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, navnlig dem af 8. juni 2012 og 2. december 2012 om nye bosættelser,
– der henviser til FN's Generalforsamlings beslutning af 29. november 2012 om at give Palæstina observatørstatus som ikke-medlemsstat af De Forenede Nationer,
– der henviser til Rådets konklusioner af 10. december 2012 og 14. maj 2012 om fredsprocessen i Mellemøsten,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2 og 4,
A. der henviser til, at den israelske regering den 2. december 2012 meddelte, at der skal opføres omkring 3 000 nye boliger på Vestbredden og i Østjerusalem; der henviser til, at de annoncerede planer – såfremt de gennemføres – vil underminere tostatsløsningens levedygtighed, navnlig for så vidt angår E1-området, hvor opførelsen af bosættelser vil dele Vestbredden i to og gøre det umuligt at skabe en levedygtig, sammenhængende og suveræn palæstinensisk stat;
B. der henviser til, at den israelske regering den 2. december 2012 meddelte, at den ville tilbageholde 100 mio. USD i palæstinensiske skatte- og afgiftsindtægter; der henviser til, at de månedlige skatteoverførsler er af afgørende betydning for Den Palæstinensiske Myndigheds budget; der henviser til, at den israelske finansminister, Yuval Steinitz, udtalte, at skatteindtægterne blev tilbageholdt med henblik på at betale palæstinensisk gæld til det israelske elektricitetsselskab;
C. der henviser til, at EU gentagne gange har bekræftet sin støtte til en tostatsløsning, hvor Israel og et uafhængigt, demokratisk, sammenhængende og levedygtigt Palæstina eksisterer side om side i fred og sikkerhed;
D. der henviser til, at Osloaftalen fra 1993 delte Vestbredden op i tre zoner, nemlig område A, B og C; der henviser til, at område C, som er underlagt israelsk civil og sikkerhedsmæssig kontrol, udgør 62 % af området og er det eneste sammenhængende område med størstedelen af den frugtbare og ressourcerige jord på Vestbredden; der henviser til, at ifølge interimsaftalen om Vestbredden og Gazastriben fra 1995 skulle område C gradvist overdrages til palæstinensisk jurisdiktion;
E. der henviser til, at FN's Generalforsamling den 29. november 2012 med et overvældende flertal med 138 stemmer for, 9 imod og 41 hverken for eller imod, vedtog at give Palæstina observatørstatus som ikke-medlemsstat af De Forenede Nationer;
1. giver udtryk for sin dybeste bekymring over den israelske regerings meddelelse vedrørende den planlagte opførelse af omkring 3 000 nye boliger på Vestbredden, herunder i Østjerusalem;
2. understreger på ny, at en sådan udvidelse kan være et skridt til at undergrave mulighederne for et levedygtigt Palæstina med Jerusalem som fælles hovedstad for både Palæstina og Israel;
3. understreger, at de israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem er ulovlige i henhold til folkeretten; opfordrer til en øjeblikkelig, fuldstændig og permanent fastfrysning af alle israelske bosættelsesbyggerier og udvidelsesaktiviteter og til standsning af yderligere udsættelser af palæstinensiske familier fra deres hjem og nedrivning af palæstinensiske huse;
4. fordømmer de erklæringer, som Hamas' politiske leder, Khaled Meshal, har fremsat, hvori han afviser at anerkende staten Israel og afviser enhver form for israelsk tilstedeværelse i Jerusalem; opfordrer Hamas til at anerkende Israels ret til at eksistere;
5. beklager dybt den israelske regerings beslutning om at tilbageholde 100 mio. USD i palæstinensiske skatte- og afgiftsindtægter, idet det underminerer Den Palæstinensiske Myndigheds budget, og kræver, at disse skatteindtægter øjeblikkeligt overføres; opfordrer de involverede parter til at løse alle uafsluttede finansielle tvister med mægling fra EU;
6. gentager sin stærke støtte til en tostatsløsning baseret på grænsedragningen fra 1967 med Jerusalem som hovedstad for begge stater, hvor staten Israel og staten Palæstina som en uafhængig, demokratisk, sammenhængende og levedygtig stat eksisterer side om side i fred og sikkerhed; understreger endnu engang, at brugen af fredelige og ikkevoldelige midler er den eneste måde, hvorpå der kan opnås varig frem mellem israelere og palæstinensere, og opfordrer i denne sammenhæng til genoptagelse af de direkte fredsforhandlinger mellem parterne; opfordrer alle parter til at afstå fra ensidige skridt, som kunne undergrave eller hindre fredsbestræbelserne og muligheden for at forhandle sig frem til en fredsaftale;
7. opfordrer atter EU og medlemsstaterne til at bestræbe sig på at opnå fuldstændig og effektiv gennemførelse af al eksisterende EU-lovgivning og alle bilaterale aftaler mellem EU og Israel, og understreger, at alle bestemmelser i associeringsaftalen mellem EU og Israel vedrørende respekt for palæstinensernes menneskerettigheder skal overholdes; gentager, at EU's vil bestræbe sig på at opnå fuldstændig og effektiv gennemførelse af eksisterende EU-lovgivning og bilaterale aftaler om varer fra bosættelser;
8. opfordrer i samme ånd fortsat til palæstinensisk forsoning som vejen frem mod en genforening af de palæstinensere, der bor på Vestbredden, i Østjerusalem og i Gaza, og som alle er en del af det samme palæstinensiske folk;
9. opfordrer indtrængende Den Palæstinensiske Myndighed og Israels regering til på ny at sætte gang i fredsprocessen for Mellemøsten; understreger desuden vigtigheden af at beskytte den palæstinensiske befolkning og dens rettigheder i område C og i Østjerusalem, hvilket er væsentligt for at holde muligheden for en tostatsløsning i live;
10. opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til atter at spille en mere aktiv politisk rolle, også inden for Kvartetten, i bestræbelserne på at opnå en retfærdig og varig fred mellem israelere og palæstinensere; støtter næstformanden/den højtstående repræsentant i hendes bestræbelser på at skabe en troværdig mulighed for en genoptagelse af fredsprocessen;
11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, EU's særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten, formanden for FN’s Generalforsamling, regeringerne og parlamenterne i de lande, der er medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, Mellemøstkvartettens udsending, Knesset og Israels regering, præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed og Det Palæstinensiske Lovgivende Råd.
Situationen i Ukraine
131k
108k
Europa-Parlamentets beslutning af 13. december 2012 om situationen i Ukraine (2012/2889(RSP))
– der henviser til sine tidligere beslutninger og betænkninger, navnlig beslutning af 1. december 2011 med Europa-Parlamentets henstillinger til Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om forhandlingerne om associeringsaftalen mellem EU og Ukraine(1) og beslutning af 24. maj 2012 om situationen i Ukraine og sagen om Julia Timosjenko(2),
– der henviser til OSCE/ODIHR's foreløbige rapporter og konklusioner fra valgobservationsmissionen til Ukraine, navnlig redegørelserne om de foreløbige resultater og konklusioner af 29. oktober 2012, som blev udarbejdet i fællesskab med OSCE's Parlamentariske Forsamling, Europarådets Parlamentariske Forsamling, Europa-Parlamentet og NATO's Parlamentariske Forsamling,
– der henviser til den fælles erklæring af 12. november 2012 fra Unionens højtstående repræsentant, Catherine Ashton, og kommissær Štefan Füle om parlamentsvalget i Ukraine,
– der henviser til Rådets konklusioner om Ukraine af 10. december 2012,
– der henviser til erklæringen fremsat af den tidligere polske præsident, Aleksander Kwasniewski, og den tidligere formand for Europa-Parlamentet, Pat Cox, af 3. oktober 2012 om, at valget ville blive afgørende for Ukraines fremtid, og at fremdriften i forbindelserne mellem EU og Ukraine er gået i stå,
– der henviser til rapporten fra Parlamentets ad hoc-valgovervågningsdelegation til parlamentsvalget i Ukraine, som blev fremlagt på Udenrigsudvalgets møde den 6. november 2012,
– der henviser til handlingsplanen om visumliberalisering mellem EU og Ukraine, der blev vedtaget den 22. november 2010,
– der henviser til ENP-statusrapporten om Ukraine af 15. maj 2012,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2, og stk. 4,
A. der henviser til, at man på topmødet mellem EU og Ukraine i Kiev i 2011 anerkendte Ukraine som et europæisk land med en europæisk identitet, der deler historie og værdier med EU-medlemsstaterne;
B. der henviser til, at OSCE/ODIHR og internationale valgobservatører fandt tegn på, at det ukrainske valg var kendetegnet af et uafbalanceret mediemiljø, dårlig ledelse for så vidt angår valgbestyrelsernes sammensætning, manglende gennemsigtighed med hensyn til partifinansiering, misbrug af administrative ressourcer og ulige vilkår, der også afspejledes ved fraværet af førende kandidater fra oppositionen, der er fængslet af politiske årsager, hvilket er et tilbageskridt sammenlignet med tidligere valg;
C. der henviser til, at selv om OSCE har udarbejdet en generelt positiv vurdering af afstemningsprocessen på valgdagen, påpegede internationale observatører den manglende gennemsigtighed i den måde, de endelige resultater blev indsamlet på, og deres vurdering var negativ både hvad angår stemmeregistreringsprocessen i 77 ud af de 161 observerede regionale valgkommissioner, og at fristerne for stemmeregistrering fortsatte den 10. november i 12 enkeltmandsdistrikter;
D. der henviser til, at afviklingen af processen efter valget ifølge OSCE/ODIHR's rapporter var præget af uregelmæssigheder, forsinkelser i stemmeoptællingen og manglende gennemsigtighed i valgkommissionerne;
E. der henviser til, at næstformanden/den højtstående repræsentant Catherine Ashton og kommissær Štefan Füle i en fælles erklæring har udtrykt bekymring over afviklingen af processen efter valget, der var præget af uregelmæssigheder;
F. der henviser til, at de almindelige valg den 28. oktober 2012 blev betragtet som en vigtig test af Ukraine i landets bestræbelser på at signalere uigenkaldeligheden af landets engagement hen imod udviklingen af et selvstændigt demokratisk system, konsolideringen af retsstaten og fortsættelsen af politiske reformer;
G. der henviser til, at Europarådets Venedigkommission og Parlamentariske Forsamling (PACE) udsendte henstillinger med klar angivelse af, at Ukraine burde have et proportionelt system med åbne lister;
H. der henviser til, at Europa-Parlamentets særlige udsending, Aleksander Kwasniewski, har advaret mod forsøg på at isolere Ukraine, som kan skabe gunstige betingelser for udemokratiske regimer;
I. der henviser til, at topmødet mellem EU og Ukraine i december 2011, der skulle føre til underskrivelse af associeringsaftalen, ikke opfyldte sit formål på grund af EU's bekymringer angående den politiske situation i Ukraine, især anholdelsen af og retssagen mod oppositionslederne Julia Timosjenko og Jurij Lutsenko;
J. der henviser til, at Verkhovna Rada behandler lov 8711, en frihedsberøvende lov, der vil begrænse ytrings- og forsamlingsfriheden for dem, der støtter menneskerettighederne for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner; der henviser til, at FN's Menneskerettighedskomité for nylig fastslog, at dette er en overtrædelse af artikel 19 og 26 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;
1. beklager, at valgkampagnen, valgprocessen og processen efter valget ifølge OSCE, PACE, NATO's Parlamentariske Forsamling og observatører fra Europa-Parlamentet ikke opfyldte vigtige internationale standarder og er et tilbageskridt sammenlignet med de nationale valg i 2010;
2. bemærker især, at visse aspekter af perioden forud for valget (anholdelsen af oppositionens politiske ledere, manglen på lige vilkår, som primært skyldes misbrug af administrative ressourcer, tilfælde af chikane og intimidering af kandidater og valgpersonale, manglende gennemsigtighed i kampagne- og partifinansiering og mangel på afbalanceret mediedækning) og uregelmæssigheder og forsinkelser i stemmeoptællings og -registrering udgjorde et tilbageskridt i forhold til de seneste nationale valg;
3. understreger, at det påvirkede valgprocessen negativt, at de to oppositionsledere Julia Timosjenko og Jurij Lutsenko og andre sad fængslet under valget;
4. understreger, at der kun kan etableres et effektivt samarbejde mellem Ukraine og EU, hvis de ukrainske myndigheder udviser klar vilje til at foretage og gennemføre de nødvendige reformer, især af lovgivningen og retsvæsenet, med henblik på at sikre fuld overholdelse af principperne om demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, mindretallenes rettigheder og retsstatsprincippet; opfordrer EU's institutioner, Europarådet og sidstnævntes Venedigkommission til at give denne reformproces aktiv og effektiv støtte;
5. er bekymret over misbruget af administrative ressourcer og ordningen for finansiering af valgkampagner, der ikke levede op til de internationale standarder, som er fastlagt af Europarådets Sammenslutning af Stater mod Korruption (Greco); opfordrer den nye regering til fortsat at styrke bestemmelserne i loven om partifinansiering med henblik på at sikre større gennemsigtighed i finansieringen og udgifterne, fuld offentliggørelse af kilder til og størrelsen af kampagneudgifterne og sanktionerne for overtrædelse af bestemmelserne om valgkampfinansiering i særdeleshed;
6. opfordrer Ukraines regering til i dialog med alle politiske partier at undersøge uregelmæssigheder for så vidt angår valget, herunder de upræcise resultater i visse valgdistrikter; forventer endvidere, at det ukrainske parlament rettidigt udbedrer manglerne i valgloven; forventer, at Verkhovna Rada kan bygge videre på de eksisterende forslag, der blev udarbejdet af det afgående parlament med fuld støtte fra EU og Venedigkommissionen;
7. udtrykker sin bekymring over problemerne i forbindelse med stemmeoptælling og -registrering i en række enkeltmandsvalgkredse; glæder sig over, at den centrale valgkommission har besluttet ikke at bekendtgøre et resultat for disse valgkredse, og at de ukrainske myndigheder er begyndt at træffe foranstaltninger til afholdelse af nyvalg i disse valgkredse så hurtigt muligt;
8. er bekymret over den stigende nationalistiske stemning i Ukraine, der kommer til udtryk i støtten til partiet Svoboda, der som en konsekvens af dette er det ene af to nye partier, der indgår i Verkhovna Rada; minder om, at racistiske, antisemitiske og fremmedfjendske synspunkter strider mod EU's grundlæggende værdier og principper, og appellerer derfor til pro-demokratiske partier i Verkhovna Rada om ikke at tilslutte sig, godkende eller danne koalitioner med dette parti;
9. udtrykker sin fortsatte støtte til det ukrainske folks europæiske ambitioner; beklager, at det nylige parlamentsvalg ikke udgjorde et meningsfuldt fremskridt i bestræbelserne på at fremme Ukraines muligheder i så henseende; understreger, at EU forbliver engageret i arbejdet med Ukraine, herunder civilsamfundet (ngo'er, religiøse organisationer osv.) med henblik på at forbedre de demokratiske institutioner, styrke retsstaten, sikre mediefrihed og fremme væsentlige økonomiske reformer;
10. bekræfter EU's engagement i yderligere at fremme forbindelserne med Ukraine gennem undertegnelsen af associeringsaftalen, så snart de ukrainske myndigheder har gjort en målrettet indsats og konkrete fremskridt, som det opfordres til ovenfor, eventuelt på det østlige partnerskabs topmøde i Vilnius i november 2013; konstaterer, at fremskridt i den politiske associering og den økonomiske integration forudsætter et håndgribeligt engagement fra Ukraines side i overholdelsen af de demokratiske principper, retsstatsprincipperne, den dømmende magts uafhængighed og mediefriheden;
11. noterer sig vedtagelsen og undertegnelsen af loven om folkeafstemninger i Ukraine; forventer, at de ukrainske myndigheder overvejer henstillingerne fra Venedigkommissionen, når de foreligger, med henblik på at forhindre eventuelt misbrug af denne lovgivning;
12. appellerer indtrængende til de ukrainske myndigheder om sammen med Europa-Parlamentets udsendinge Aleksander Kwasniewski og Pat Cox at finde en rimelig og retfærdig løsning på Timosjenko-sagen; opfordrer indtrængende den ukrainske regering til at respektere og gennemføre de endelige afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i den verserende sag om Julia Timosjenko og Jurij Lutsenko;
13. opfordrer Ukraine til at sætte en stopper for selektiv anvendelse af retsmidlerne i Ukraine på alle forvaltningsniveauer og gøre det muligt for oppositionspartierne at deltage i det politiske liv på lige vilkår; opfordrer i denne sammenhæng myndighederne til at løslade og rehabilitere politisk forfulgte modstandere, herunder Julia Timosjenko, Jurij Lutsenko og andre;
14. bifalder indgåelsen af en ændret aftale om visumlettelse mellem EU og Ukraine, der sammenlignet med den gældende aftale indfører klare forbedringer med hensyn til udstedelse af visum til ukrainske borgere; opfordrer Rådet til at fremme dialogen mellem EU og Ukraine om visumliberalisering forud for det østlige partnerskabs topmøde i Vilnius i november 2013;
15. appellerer på det kraftigste til næstformanden/den højtstående repræsentant Catherine Ashton og kommissær Štefan Füle om at optrappe EU's engagement i forhold til Ukraine og forblive fast besluttet på at arbejde for at udnytte det fulde potentiale i forbindelserne mellem EU og Ukraine til gavn for borgerne i Ukraine og EU, bl.a. ved at sikre konstante fremskridt i dialogen om visumliberalisering;
16. bifalder konklusionerne fra Rådets møde (udenrigsanliggender) af 10. december 2012;
17. opfordrer Verkhovna Rada til at forkaste lov 8711, der begrænser ytringsfriheden i forbindelse med seksuel orientering og kønsidentitet og blev vedtaget ved førstebehandlingen i oktober; påpeger, at denne lov er en klar overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der begge er ratificeret af det ukrainske parlament;
18. pålægger sin formand at sende denne beslutning til EU-Udenrigstjenesten, Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, Ukraines præsident, regering og parlament og Europarådets og OSCE’s parlamentariske forsamlinger.
– der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 19.-20. juni 2003 om muligheden for, at de vestlige Balkanlande kan indtræde i Den Europæiske Union,
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. oktober 2012 om udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2012-2013 (COM(2012)0600) og den ledsagende statusrapport 2012 om Albanien (SWD(2012)0334),
– der henviser til Rådets afgørelse 2008/210/EF af 18. februar 2008 om principperne, prioriteterne og betingelserne for det europæiske partnerskab med Albanien og om ophævelse af afgørelse 2006/54/EF(1),
– der henviser til konklusionerne fra det fjerde møde i Stabiliserings- og Associeringsrådet EU-Albanien, som blev afholdt den 15. maj 2012,
– der henviser til de henstillinger, som blev vedtaget af Det Parlamentariske Stabiliserings- og Associeringsudvalg EU-Albanien på dets femte møde, som blev afholdt den 11. og 12. juli 2012,
– der henviser til den politiske aftale, som blev indgået mellem regeringen og oppositionen på formandskonferencen den 14. november 2011, og den albanske regerings reviderede handlingsplan af marts 2012 om de tolv hovedprioriteter i Kommissionens udtalelse om Albaniens ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union af 9. november 2010 (COM(2010)0680),
– der henviser til sin beslutning af 8. juli 2010 om Albanien(2),
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at fremtiden for Albanien og de øvrige lande på Vestbalkan er forbundet med Den Europæiske Union, og at Albanien ud fra et geografisk, historisk og kulturelt synspunkt hører til Europa;
B. der henviser til, at Albaniens tiltrædelse af EU ikke blot bør være målet for regeringen og oppositionen, men også skal være i alle albaneres fælles interesse;
C. der henviser til, at lande, der stræber efter at tiltræde Unionen, skal demonstrere deres evne til at styrke den praktiske gennemførelse af de værdier, som Unionen bygger på, i alle faser i tiltrædelsesprocessen; der henviser til, at de tidligt i processen skal indføre og fremme korrekt fungerende kerneinstitutioner, som er nødvendige for demokratisk forvaltning og retsstaten, lige fra det nationale parlament til regeringen og retsvæsenet, herunder domstole, den offentlige anklager og de retshåndhævende myndigheder;
D. der henviser til, at EU-tiltrædelsesprocessen bør være en drivkraft for fortsatte reformer og den vigtigste faktor for at sikre konstruktivt og ansvarligt samarbejde blandt landets politiske ledere;
E. der henviser til, at der siden den aftale, der blev indgået mellem regeringspartiet og oppositionen i november 2011, er opnået synlige fremskridt i reformdagsordenen; der henviser til, at der fortsat er udfordringer, der skal tackles, således at der kan gøres fremskridt hen imod et EU-medlemskab;
F. der henviser til, at reformer og en effektiv gennemførelse heraf i den sociale sektor er lige så vigtige som reformer vedrørende gennemførelse af love og udvikling af infrastrukturen med henblik på at skabe stabilitet og social samhørighed; der henviser til, at dette også bør afspejles i EU-støtten; der henviser til, at Kommissionen følgelig bør tage hensyn til dette i forbindelse med udarbejdelsen af strategien for Albanien for perioden 2014-2020;
G. der henviser til, at Albanien fortsat spiller en stabiliserende rolle i det vestlige Balkan;
H. der henviser til, at Albanien takket være landets reformindsats, for så vidt som det albanske folk ønsker det, har mulighed for at gå videre til næste fase i landets tiltrædelsesproces i 2012 og dermed opnå status som kandidatland, forudsat at det leverer den nødvendige kritiske masse af konkrete resultater på de centrale reformområder, hvor der endnu mangler at blive gennemført reformer;
I. der henviser til, at EU har gjort retsstatsprincippet til et centralt spørgsmål i udvidelsesprocessen;
Generelle betragtninger
1. gentager sin fulde støtte til Albaniens fremtidige tiltrædelse af Den Europæiske Union; tilslutter sig Kommissionens vurdering af, at landet bør tildeles kandidatstatus, forudsat at der gennemføres og vedtages centrale reformer inden for den juridiske og offentlige administration og en revision af den parlamentariske forretningsorden; lykønsker Albanien med dette betydelige skridt fremad og tilskynder den albanske regering til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre de tiltag, som landet allerede har forpligtet sig til; opfordrer Rådet til øjeblikkeligt at tildele Albanien status som kandidatland, forudsat at disse centrale reformer gennemføres;
2. roser regeringens og oppositionens målrettede indsats for at samarbejde om reformer og anerkender betydningen af den politiske aftale, der blev indgået i november 2011, og som afsluttede et langvarigt dødvande og banede vejen for fremskridt inden for de tolv hovedprioriteter; indbyder både flertallet og oppositionen til at fortsætte samarbejdet på tværs af partierne og bidrage til den vellykkede vedtagelse og konsekvente gennemførelse af de centrale reformer, som er nødvendige for at indlede de formelle tiltrædelsesforhandlinger; understreger, at alle politiske partier og aktører i Albanien, herunder medierne og civilsamfundet, bør gøre en indsats for at forbedre det politiske klima i landet for at åbne mulighed for dialog og gensidig forståelse; opfordrer følgelig alle de politiske partier til at udvise et ægte engagement for at forbedre det politiske klima i landet; opfordrer de politiske kræfter i Albanien til at holde landet på EU-sporet i forbindelse med næste års valgkampagne;
3. understreger betydningen af frie og retfærdige valg, som sikrer de demokratiske institutioners legitimitet og gør det muligt for dem at fungere korrekt; opfordrer alle politiske kræfter til at føre næste års valgkampagne og afholde valget til parlamentet i 2013 på en fri og retfærdig måde; er fast overbevist om, at valgene vil være en vigtig prøve på Albaniens demokratis modenhed og alle politiske kræfters evne til at sætte en fælles europæisk dagsorden for landet samt være afgørende for yderligere at fremme fremskridt i tiltrædelsesprocessen; minder om, at demokratisk konsolidering forudsætter en fri og retfærdig valgproces, hvis resultater betragtes som gyldige af alle relevante politiske partier; bifalder den politiske enighed om at ændre lovgrundlaget for afholdelse af valg med henblik på at følge anbefalingerne fra OSCE/ODIHR;
4. opfordrer alle politiske kræfter til fortsat at vedtage konkrete reformer, der giver mærkbare resultater til fordel for alle borgere; finder det vigtigt, at Albaniens civilsamfund, medier og borgere holder deres ledere ansvarlige for særlige politiske resultater;
Konsolidering af demokratiet og styrkelse af menneskerettighederne
5. fastholder, at demokratiet og retsstaten er de vigtigste garanter for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;
6. støtter kraftigt en konstruktiv politisk dialog, som ikke blot er et afgørende element i de tolv hovedprioriteter, men en forudsætning for et velfungerende demokrati; opfordrer indtrængende den politiske elite til at opretholde en dialog og enighed om reformer på tværs af partierne, således at landet kan gøre tiltrædelsesrelaterede fremskridt;
7. bifalder Albaniens fremskridt med hensyn til at opfylde de politiske kriterier for EU-medlemskab; bemærker, at konstruktiv politisk dialog har været et vigtigt element for at opnå konkrete resultater med hensyn til gennemførelsen af de tolv hovedprioriteter, navnlig prioriteterne om at sikre et velfungerende parlament, vedtage endnu ikke vedtagne love, hvortil der kræves forstærket flertal, udnævne en ombudsmand og sikre en ordnet hørings- og afstemningsproces i centrale institutioner og ændre lovgrundlaget for afholdelse af valg;
8. bifalder valget af den nye præsident; tager til efterretning, at valgprocessen var i overensstemmelse med forfatningen; beklager imidlertid, at den politiske proces i forbindelse med valget ikke byggede på dialog mellem partierne; understreger, at præsidentens rolle er afgørende for at forene nationen og sikre statsinstitutionernes stabilitet og uafhængighed;
9. sætter pris på den dialog, der udvikler sig mellem civilsamfundet og den albanske regering; understreger behovet for at bevare fremdriften i dette forhold og styrke dets resultater;
10. understreger betydningen af fuldt ud fungerende og repræsentative institutioner, som udgør rygraden i et konsolideret demokratisk system og et politisk nøglekriterium for EU-integration; understreger i denne forbindelse parlamentets afgørende rolle og opfordrer indtrængende landets politiske kræfter til yderligere at forbedre dets funktion, vedtage og gennemføre den endnu ikke afsluttede reform af parlamentets forretningsorden, yderligere at styrke parlamentets tilsynsrolle, herunder gennem øget anvendelse af spørgsmål til medlemmerne af regeringen, forbedre udarbejdelsen af lovgivningen og styrke høring af civilsamfundet, fagforeninger og sociale organisationer;
11. bemærker, at der er opnået begrænsede fremskridt i reformen af retsvæsenet; opfordrer indtrængende myndighederne til at træffe yderligere foranstaltninger for at sikre retsvæsenets reelle uafhængighed, integritet, gennemsigtighed, ansvarlighed og effektivitet, herunder at dette er frit for politisk indblanding og korruption, give borgerne lige adgang til domstolsprøvelse og sikre, at retssager afholdes inden for et rimeligt tidsrum og fremskynde gennemførelsen af strategien for en reform af retsvæsenet, herunder vedtagelsen af ændringer til lovgivningen for landets øverste domstol; finder det vigtigt, at reformen af retsvæsenet sker på en gradvis og uigenkaldelig måde, som indebærer solide høringsmekanismer, og som gør systemet mere effektivt, samt at der stilles tilstrækkelige midler til rådighed for retsvæsenet, således at det kan fungere effektivt i hele landet;
12. understreger, at indsatsen for så vidt angår håndhævelse af lovgivningen mod menneskehandel og beskyttelse af ofre bør intensiveres; opfordrer til vedtagelse af en retfærdighedsstrategi for børn samt fuldbyrdelse af domme, som er en grundlæggende forudsætning for et velfungerende og effektivt retsvæsen;
13. bifalder Kommissionens nye tilgang og tilsagn om at sætte retsstatsprincippet øverst på dagsordenen for udvidelsespolitikken; mener, at denne tilgang bør være endnu et incitament til nøglereformer af retsvæsenet og yderligere lette Albaniens fremskridt på disse områder, således at der åbnes mulighed for at opnå konkrete resultater og opbygge troværdige resultater for gennemførelse;
14. understreger behovet for at fjerne risikoen for, at den offentlige forvaltning politiseres, og behovet for at skabe en meritbaseret og professionel offentlig forvaltning, der arbejder gennemsigtigt og er i stand til at vedtage love og gennemføre dem; glæder sig over proceduren til oprettelse af et albansk institut for offentlig forvaltning; er tilfreds med, at udnævnelsen af ombudsmanden foregik på en åben og gennemsigtig måde, og opfordrer til tilstrækkelig politisk støtte til denne institution;
15. glæder sig over udnævnelsen af ombudsmanden i december 2011; opfordrer de albanske myndigheder til at yde tilstrækkelig politisk støtte til og stille tilstrækkelige midler til rådighed for ombudsmandens kontor; tilskynder det albanske civilsamfund og den bredere offentlighed til fuldt ud at gøre brug af institutionen for at forbedre menneskerettighedssituationen;
16. er bekymret over, at korruption fortsat spiller en fremherskende rolle i borgernes liv; anbefaler kraftigt, at der i højere grad anvendes et nultoleranceprincip i forbindelse med spørgsmål om korruption og misbrug af offentlige midler, idet der samtidig sikres frie og retfærdige retssager og behørig rettergang for alle mistænkte; opfordrer til hurtig gennemførelse af henstillingerne fra Sammenslutningen af Stater mod Korruption, særlig henstillingerne vedrørende anklager og finansiering af politiske partier; bemærker, at der er behov for yderligere gennemførelse af politikker til bekæmpelse af korruption; bemærker, at gennemførelsen af korruptionsbekæmpelsesstrategien er for langsom;
17. understreger, at der uden yderligere forsinkelser eller hindringer skal følges op på begivenhederne i januar 2011 med en omfattende og uafhængig strafferetlig efterforskning og en troværdig retlig procedure;
18. glæder sig over alle de politiske kræfters engagement i bekæmpelsen af straffrihed og over enigheden i parlamentet om at reformere immunitetsordningen, således at det bliver muligt at efterforske højtstående embedsmænd, dommere og anklagere; opfordrer alle de kompetente myndigheder til at sikre konsekvent gennemførelse af denne ordning; opfordrer de albanske myndigheder til at styrke gennemførelsen og den institutionelle koordinering af regeringens strategi til bekæmpelse af korruption i perioden 2007-2013; understreger behovet for at styrke den politiske vilje til at gøre konstante fremskridt med hensyn til efterforskning og domsfældelse, selv i sager om korruption på højt plan;
19. glæder sig over bestræbelserne på at begrænse organiseret kriminalitet, navnlig med hensyn til gennemførelsen af antimafialovgivningen, herunder den øgede konfiskering af udbyttet fra kriminelle aktiviteter; opfordrer myndighederne til yderligere at intensivere politisamarbejdet og det retlige samarbejde i Albanien og med nabolandene;
20. bemærker de fremskridt, der er gjort med hensyn til bekæmpelse af organiseret kriminalitet og grænseforvaltning; understreger behovet for at fortsætte reformerne inden for disse områder, særlig ved at forbedre koordineringen mellem de retshåndhævende institutioner;
21. understreger, at det er nødvendigt at fortsætte bestræbelserne på at sikre, at politiarbejdet fuldt ud respekterer menneskerettighederne og er resultatorienteret; opfordrer til mere proaktive og effektive tiltag til at retsforfølge gerningsmændene til menneskehandel og til at beskytte ofrene herfor;
22. understreger den afgørende betydning af professionelle, uafhængige og pluralistiske medier, både offentlige og private, som grundpillen i et demokrati; opfordrer indtrængende de kompetente myndigheder til at sikre og fremme mediepluralisme samt ytrings- og informationsfrihed gennem medier, der ikke er påvirkede af politisk indgriben eller indgriben fra anden side, og til at træffe foranstaltninger, der skal sikre gennemsigtighed i mediernes ejerskabsforhold og midler;
23. er bekymret over ytringsfriheden, mediernes uafhængighed og navnlig uafhængigheden af tilsynsmyndigheden, nemlig det nationale radio- og tv-råd; beklager, at tilsynsmyndigheden stadig mangler tilstrækkelig administrativ og teknisk kapacitet samt redaktionel uafhængighed; opfordrer til vedtagelse af loven om audiovisuelle medietjenester;
24. er bekymret over regeringens direkte indgriben i udnævnelsen af ledere i den offentlige radio- og tv-virksomhed, som hæmmer udviklingen af den politiske pluralisme og således styrkelsen af demokratiet, og er bekymret over, at den redaktionelle uafhængighed af regeringen ikke er blevet styrket; er bekymret over, at ærefornærmelse stadig straffes med høje bøder for journalister, hvilket fører til journalistisk selvcensur; opfordrer til en troværdig og effektiv gennemførelse af foranstaltninger til beskyttelse af journalister; er meget bekymret over journalisters vanskelige arbejdsforhold og beklager det fortsatte fravær af lovfæstede ansættelsesrettigheder for journalister, samt at mange af dem ikke modtager deres lønninger fra medieejerne;
25. opfordrer myndighederne til at bringe lovgivningen om valg, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed og pressefrihed i overensstemmelse med internationale standarder og sikre en fuldstændig gennemførelse heraf; opfordrer myndighederne til at fremme og opretholde digital frihed, som anses for at være en integrerende del af tiltrædelseskriterierne;
26. anerkender de fremskridt, der er gjort på området for beskyttelse af minoriteter, bemærker imidlertid, at der er behov for en yderligere indsats for at bekæmpe forskelsbehandling, navnlig med hensyn til personer, som er sårbare over for diskrimination; minder i denne forbindelse den albanske regering om dens ansvar for at skabe et klima af inklusion og tolerance i landet; opfordrer til, at der træffes afgørende og omfattende foranstaltninger til at beskytte menneskerettighederne og forbedre livskvaliteten for borgere fra alle minoritetsgrupper i hele landet, bl.a. ved at gennemføre eksisterende foranstaltninger vedrørende anvendelsen af minoritetssprogene inden for uddannelse og religion samt i massemedierne og ved at tackle enhver form for forskelsbehandling af disse borgere;
27. understreger behovet for at sikre disse rettigheder for alle minoritetsgrupper og ikke blot for nationale minoriteter; understreger samtidig, at der er behov for en yderligere indsats for at sikre minoritetsgruppers ejendomsret; er bekymret over den fortsatte mangel på ressourcer til at gennemføre handlingsplanen for romaer; opfordrer til bedre ansvarlighed i forbindelse med de tjenesteydelser, der tilbydes minoriteter og sårbare grupper; understreger betydningen af at overholde princippet om selvidentificering og opfordrer til en objektiv og gennemsigtig behandling af optællingsdataene i overensstemmelse med internationalt anerkendte standarder;
28. bifalder de fremskridt, der er gjort inden for menneskerettighederne for bøsser, lesbiske biseksuelle og transpersoner (LGBT), især at den første offentlige demonstration, som blev afholdt af LGBT i Tirana den 17. maj 2012, var en sikker og festlig begivenhed; fordømmer imidlertid på det kraftigste de diskriminerende udtalelser fra viceforsvarsministeren samme dag, men bifalder premierminister Sali Berishas kritik heraf; understreger, at der stadig foregår forskelsbehandling af LGBT, og at der er et akut behov for at gennemgå lovgivningen med henblik på at håndtere potentielt diskriminerende bestemmelser og udarbejde en resultatliste;
29. opfordrer til nødvendige fremskridt inden for grundlæggende rettigheder og friheder og gennemførelse af politikker for at sikre kvinders rettigheder og ligestillingen mellem kvinder og mænd, LGBT-rettigheder, børns rettigheder, socialt udsatte personers og handicappedes rettigheder samt minoriteters rettigheder, eftersom der stadig indberettes sager om forskelsbehandling af LGBT-personer, romamindretallet og andre udsatte grupper; understreger, at det er nødvendigt at forbedre rettighederne og livskvaliteten for personer, der er afhængige af staten, som f.eks. fanger, forældreløse børn og psykisk syge;
30. glæder sig over love, som er vedtaget, og foranstaltninger, der er truffet, for at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd, men mener, at den reelle gennemførelse har været mangelfuld med det resultat til følge, at der fortsat sker en forskelsbehandling af kvinder i forbindelse med deres adgang til det politiske liv og arbejdsmarkedet;
31. bemærker, at vold i hjemmet, tvungen prostitution og den meget udbredte handel med kvinder og børn stadig fortsætter, og at koordineringen af kompetente organer, som er nødvendige for at give kvinder og børn væsentlig beskyttelse, er mangelfuld; minder om betydningen af, at ofrene har adgang til fuld juridisk bistand og psykologisk støtte, og opfordrer indtrængende myndighederne til at træffe foranstaltninger, bl.a. ved at øge finansieringen til agenturer og tjenester, med henblik på at afskaffe vold og forskelsbehandling; understreger det presserende behov for at indføre og gennemføre foranstaltninger, som f.eks. specialiserede strukturer for sociale tjenesteydelser og rehabiliteringscentre, og udarbejde et netværk af krisecentre og lette arbejdet for de organisationer, som støtter kvinder og børn, bl.a. med henblik på at reintegrere dem i samfundet; glæder sig over den afgiftsfri telefontjeneste, som døgnet rundt hjælper ofre, styrkelsen af børnebeskyttelsesenheder og det gode eksempel på samarbejde om fælles støtte til ofre, som kommunen Tirana, politiet, retssystemet og ngo’er har vist;
32. understreger, at der skal rettes særlig opmærksomhed mod beskyttelse af børns rettigheder, bl.a. ved at forbedre vilkårene i offentlige børnepasningsinstitutioner, lette mulighederne for plejefamilier og bekæmpe menneskehandel og børnearbejde med alle midler;
33. fremhæver behovet for at oprette et moderne uddannelsessystem, som sætter eleven i centrum og tilbyder den bedst mulige uddannelse; finder det vigtigt, at alle børn, navnlig børn fra lavindkomstfamilier og minoritetsgrupper, bør være sikret adgang til uddannelse og skoleudstyr; bemærker regeringens forpligtelse til at sikre akademiske og tekniske uddannelser af høj kvalitet og fastlagte arbejdstagerrettigheder i diplomkurser med henblik på at give unge kandidater et incitament til at bidrage med deres tjenester, således at landet kan gøre fremskridt;
34. opfordrer regeringen til fuldt ud at sikre, at arbejdsretten inden for både den private og offentlige sektor og fagforeningernes rettigheder overholdes ved at styrke mæglingspraksis i forbindelse med løsningen af konflikter på arbejdsmarkedet; opfordrer regeringen til yderligere at forbedre trepartsdialogen i det nationale arbejdsmarkedsråd ved at udvide dets mandat til også at omfatte godkendelse af større sociale og økonomiske politik- og lovgivningspakker og styrke fagforeningernes rolle i det nationale arbejdsmarkedsråd;
35. er bekymret over fraværet af en handlingsplan for beskæftigelse og det faldende budget for gennemførelse af reformer inden for social bistand og beskyttelse; opfordrer de albanske myndigheder til at udarbejde en sådan handlingsplan; opfordrer til indsamling af periodiske arbejdsmarkedsstatistikker i overensstemmelse med indsamlingen i andre tiltrædelseslande og Eurostat for bedre at kunne overvåge og sammenligne beskæftigelsessituationen i Albanien;
36. opfordrer myndighederne til yderligere at forbedre behandlingen af tilbageholdte personer og fanger i overensstemmelse med anbefalingerne fra den nationale ombudsmand og de internationale menneskerettighedsstandarder, eftersom der stadig rapporteres om tilfælde af mishandling; understreger, at det er nødvendigt at mindske hyppigheden af varetægtsfængsling for uskadelige lovovertrædere og beklager dybt den langvarige varetægtsfængsling af mindreårige samt den overdrevne anvendelse af denne foranstaltning, herunder i institutioner, som er uegnede til reintegrationen af mindreårige; opfordrer indtrængende til vedtagelse af ungdomsretsplejestrategien og en tilhørende handlingsplan med henblik på at tackle de eksisterende mangler i lovgivningen og i praksis i overensstemmelse med internationale standarder og bedste praksis i andre europæiske lande;
37. understreger betydningen af en afklaring omkring ejendomsretten og den fulde gennemførelse af den nationale strategi og handlingsplan for disse rettigheder; understreger behovet for en grundig høring af alle parter i denne proces; opfordrer Kommissionen til at yde støtte til gennemførelse af strategien og handlingsplanen;
38. opfordrer regeringen og alle ansvarlige organer til at gøre deres bedste for nøje at anvende alle de nødvendige kriterier og foranstaltninger for visumfrie rejser til Schengenlandene; mener, at det er nødvendigt, at borgerne er behørigt oplyst om begrænsningerne i visumfriheden med henblik på at forhindre enhver form for misbrug af rejsefriheds- og visumliberaliseringspolitikken; bemærker, at visumliberalisering har været et af de største resultater i landets nylige fremskridt i retning af EU-medlemskab;
Bestræbelser på at gennemføre socioøkonomiske reformer
39. opfordrer regeringen til at iværksætte og gennemføre strukturelle reformer og reformer vedrørende retsstatsforholdene, hvis svaghed bl.a. hæmmer fuldbyrdelsen af kontrakter, for at fastholde makroøkonomisk stabilitet og fremme et økonomisk miljø, der bidrager til investeringer, økonomisk vækst og bæredygtig økonomisk udvikling til fordel for borgerne; tilskynder regeringen til yderligere at behandle spørgsmålet om ejendomsrettigheder, forbedre skatteopkrævningssystemet, fokusere på infrastrukturressourcer og menneskelige ressourcer og tackle den omfattende uformelle økonomi og det uregulerede arbejdsmarked, som hæmmer landets sociale samhørighed og økonomiske udsigter;
40. understreger behovet for, at der lægges særlig vægt på energisikkerhed, diversificering af energikilderne og forbedring af det offentlige transportnet; beklager utilstrækkeligheden på området for offentlig transport, især for så vidt angår jernbanetransport, og den dårlige forvaltning af transportnettet;
41. opfordrer til større fremskridt på området for miljøbeskyttelse og klimaændringer, fuld gennemførelse af miljølovgivningen og et tættere regionalt samarbejde med henblik på at fremme miljømæssig bæredygtighed; opfordrer regeringen til at prioritere bevarelsen af Albaniens unikke naturlandskab og fremskynde tilpasningen til EU-lovgivningen inden for områderne luft- og vandkvalitet, affaldshåndtering og kontrol med industriforurening; opfordrer indtrængende regeringen til at udarbejde politikker om vedvarende energikilder, tackle problemet med affaldshåndtering og ulovlig import af affald på en mere effektiv måde og udvikle en miljømæssigt bæredygtig turisme; opfordrer indtrængende myndighederne til fuldt ud at gennemføre den nationale plan for affaldshåndtering og etablere en gennemsigtig og velfungerende infrastruktur for affaldsovervågning i tæt samarbejde med lokale og nationale civilsamfundsaktører og civilsamfundsorganisationer;
42. er dybt bekymret over den høje arbejdsløshed, selv om den er lavere end tidligere, samt over antallet af albanere, der fortsat lever under fattigdomsgrænsen; opfordrer indtrængende regeringen til at træffe alle mulige foranstaltninger for at gøre noget ved den ekstreme fattigdom og skabe et socialt sikkerhedsnet for de økonomisk svagere stillede borgere og dem, der har størst behov for det, herunder sårbare grupper, såsom børn, handicappede og minoritetsgrupper; mener, det er væsentligt, at de har lige adgang til uddannelse, sundhed, boliger og offentlige tjenesteydelser;
43. anbefaler moderne offentlige investeringer, som skal fremme bæredygtig vækst og nedbringe arbejdsløsheden; er af den overbevisning, at et omfattende program for offentlige investeringer ligeledes vil bidrage til at udnytte potentialet hos Albaniens unge akademikere; opfordrer regeringen til at vedtage yderligere foranstaltninger og lovgivning, der fremmer beskæftigelse og vækst;
44. er bekymret over situationen for tidligere politiske fanger, hvoraf nogle for nylig har afholdt demonstrationer; opfordrer de kompetente myndigheder til fuldt ud at gennemføre loven om kompensation til tidligere politiske fanger;
Fremme af regionalt og internationalt samarbejde
45. roser Albanien for at fremme godt naboskab; gentager sin overbevisning om, at grænserne mellem landene på Vestbalkan bør respekteres fuldt ud, og opfordrerAlbanien og alle berørte parter til at afstå fra handlinger, som kan give anledning til regionale spændinger; glæder sig over regeringens politikker over for de albanske samfund i nabolandene, navnlig at regeringen råder disse samfund til at samarbejde med deres respektive regeringer om at løse problemer;
46. opfordrer Albanien til at ophæve den bilaterale immunitetsaftale med USA, da den ikke er i overensstemmelse med EU's politik om Den Internationale Straffedomstol (ICC) og underminerer Romstatuttens integritet, og til fortsat at støtte og omgående samarbejde fuldt ud med ICC;
o o o
47. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og regeringen og parlamentet i Albanien.
– der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der har sine rødder i EKSF-traktaten,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om stålindustrien og om omstrukturering, flytning og lukning af virksomheder i Den Europæiske Union,
– der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder,
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. februar 2011 »Imødegåelse af udfordringerne på råvaremarkederne og med hensyn til råstoffer« (COM(2011)0025),
– der henviser til Europa 2020-strategien,
– der henviser til meddelelse af 10. oktober 2012 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomiske genopretning (COM(2012)0582),
– der henviser til forespørgsel til mundtlig besvarelse til Kommissionen om EU's stålindustri (O-000184/2012 – B7-0368/2012),
– der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,
A. der henviser til, at kul- og stålsektorerne efter EKSF-traktatens udløb er underlagt EU-traktatens bestemmelser;
B. der henviser til, at et af Den Europæiske Unions mål er at støtte stålindustrien og gøre den konkurrencedygtig, bæredygtig og egnet til at tilpasse sig europæiske og ikke-europæiske markedsforhold i stadig forandring, idet dette er af afgørende betydning for vækst og velfærd i Europa;
C. der henviser til, at den europæiske stålindustri lider under et betydeligt fald i efterspørgslen, som forårsager udbredt tab af arbejdspladser og konkurrenceevne;
D. der henviser til, at stålindustrien er af strategisk betydning for EU's økonomi, og til, det er i hele Den Europæiske Unions interesse at bevare de aktiviteter, som har dannet grundlaget for dens industristruktur, og at sikre forsyningssikkerheden ved hjælp af egenproduktion;
E. der henviser til, at den europæiske stålindustri udgør rygraden i udvikling og værdiskabelse for mange store erhvervssektorer, som f.eks. inden for bil-, bygnings- og maskinindustrien;
F. der henviser til, at stålindustrien de seneste år har stået over for betydelige udfordringer, såsom et betydeligt fald i efterspørgslen, stærk konkurrence fra import fra tredjelande med anden lovgivning og andre standarder, vanskelig adgang til råvarer og højere omkostninger, hvilket har ført til omstruktureringer, industrielle fusioner og tab af arbejdspladser;
G. der henviser til, at beskæftigelsen i stålsektoren er faldet fra 1 million arbejdspladser i 1970 til omkring 369 000 i 2012, og at antallet af arbejdstagere i aftagerindustrierne ligger i millionklassen;
H. der henviser til, at EU's ståleksport ifølge data offentliggjort af Kommissionen i 2010 nåede op på 33,7 mio. tons (32 mia. EUR), og at de største markeder for EU's ståleksport er Tyrkiet, USA, Algeriet, Schweiz, Rusland og Indien, mens EU's import af stål i 2010 nåede op på 26,8 mio. tons (18 mia. EUR), hvor størstedelen kommer fra Rusland, Ukraine, Kina, Tyrkiet, Sydkorea, Schweiz og Serbien;
I. der henviser til, at den nuværende krise skaber enorme sociale problemer for de berørte arbejdstagere og regioner, og at de virksomheder, der er involveret i omstruktureringen, bør handle på en socialt ansvarlig måde, idet erfaringen har vist os, at en vellykket omstrukturering ikke nås uden en tilstrækkelig social dialog;
J. der henviser til, at højteknologiske industrier – som stålsektoren er et eksempel på – betragtes som et forbillede på grund af deres teknologiske knowhow og derfor skal bibeholdes ved omgående at træffe foranstaltninger til at undgå, at de flyttes ud af Den Europæiske Union;
1. anmoder Kommissionen om på kort sigt at fremlægge et klart billede af situationen med hensyn til de store forandringer i stålindustrien i Europa; understreger, at det er vigtigt, at Kommissionen overvåger den løbende udvikling omhyggeligt for at sikre Europas industrielle arv og de berørte arbejdstagere;
2. gentager, at Kommissionen efter EKSF-traktatens udløb har ret til at adressere de økonomiske og sociale følger af udviklingen i den europæiske stålindustri, og opfordrer Kommissionen til at tage de positive erfaringer fra EKSF i betragtning og til at nedsætte et trepartsorgan (bestående af fagforeningerne, industrien og Kommissionen), der skal arbejde hen imod en yderligere udvikling af den europæiske stålindustri med henblik på at foregribe udviklingen og sikre høring og information til arbejdstagerne og på at sikre fuld overholdelse med de retlige krav i direktivet om europæiske samarbejdsudvalg(1);
3. opfordrer Kommissionen til at gøre sig grundige overvejelser om mellem- og langsigtede initiativer til støtte for og bevaring af stålindustrien og dens aftagerindustrier;
4. opfordrer indtrængende Kommissionen til at lægge større vægt på industripolitikken for at genoplive konkurrenceevnen i den europæiske stålindustri i forhold til det globale marked med henblik på at garantere lige vilkår og samtidig sikre høje sociale og miljømæssige standarder i EU og arbejde for lignende standarder i tredjelande;
5. er af den opfattelse, at et europæisk økonomisk opsving også er afhængigt af en stærk fremstillingsindustri; påpeger, at stål spiller en central rolle med hensyn til at sikre strategiske aftagerindustriers konkurrenceevne, som vil lide under en reduceret europæisk stålindustri og blive afhængige af import fra tredjelande, hvilket gør dem sårbare;
6. glæder sig over Kommissionens initiativ til at udvikle en europæisk handlingsplan for stålsektoren inden udgangen af 2013, men understreger behovet for at få den forelagt snarest muligt;
7. opfordrer Kommissionen til at genoverveje sin beslutning om ikke efter den 31. december 2012 at videreføre ordningen med forudgående tilsyn for import af stålprodukter og stålrør, som er fastlagt ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1241/2009(2) og til at medtage denne ordning i handlingsplanen;
8. opfordrer indtrængende Kommissionen til i sin handlingsplan at mobilisere alle tilgængelige EU-værktøjer, såsom øget FUI, navnlig på områderne energieffektivitet og ressourceeffektivitet, målrettet investering af Den Europæiske Investeringsbank, en aktiv politik for kompetenceudvikling, omskoling og videreuddannelse af arbejdstagere og en eventuel anvendelse af finansielle EU-instrumenter, såsom Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Globaliseringsfond, hvor det er nødvendigt, samt andre incitamenter til at hjælpe industrien med at investere og modernisere;
9. mener, at en sådan handlingsplan også bør indeholde forslag til, hvordan det er muligt at afbøde virkningerne af de høje energi- og råvarepriser, som udgør en trussel mod stålindustriens konkurrenceevne; understreger i den forbindelse, at energieffektivitet og ressourceeffektivitet kan generere betydelige besparelser, og glæder sig i denne forbindelse over det europæiske offentligt-private partnerskab SPIRE, men opfordrer ikke desto mindre indtrængende Kommissionen og stålsektoren til selv fortsat at undersøge mulighederne, tilskynde til etableringen af konsortier og fremme lukkede kredsløb-produktionssystemer, der har til formål at genindvinde og genbruge skrot, i betragtning af de nuværende og fremtidige begrænsninger på råvarer;
10. opfordrer Kommissionen til at tage stålindustrien i betragtning i sin igangværende gennemgang af de eksisterende statsstøtteregler og til at undersøge, hvorvidt det er praktisk muligt at indføre kvalitetscertificering for stålrelaterede produkter;
11. opfordrer Kommissionen til at overvåge omstruktureringer og udflytning af aktiviteter og fra sag til sag sikre, at de gennemføres i nøje overensstemmelse med EU's konkurrenceregler; er af den opfattelse, at et potentielt misbrug af dominerende stilling på markedet ligeledes bør overvåges;
12. glæder sig over projekter såsom ULCOS (stålproduktion med ultralavt CO2-udslip), der tjener som et eksempel på et innovativt forsknings- og udviklingsinitiativ til at hjælpe stålindustrien med at reducere sine CO2-udslip, og understreger behovet for løbende investeringer i forsknings- og innovationsaktiviteter, der er af afgørende betydning for genlanceringen og fornyelsen af denne sektor;
13. opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge udviklingen i anlæggene i Florange, Liège, Terni, Galați, Schifflange, Piombino, Câmpia Turzii, Rodange, Oțelu Roşu, Trieste, Silesia, Reşiţa, Targoviste, Călăraşi, Hunedoara, Buzău, Braila, Borlänge, Luleå, Oxelösund og andre steder, hvis fuldstændige bevarelse er i fare, for at være sikker på, at den europæiske stålsektors konkurrenceevne og dens betydning som arbejdsplads ikke bliver truet;
14. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
Europa-Parlamentets beslutning af 13. december 2012 om en ny bæredygtig og konkurrencedygtig stålindustri, på grundlag af et andragende (2012/2905(RSP))
– der henviser til andragende 760/2007 fra en italiensk statsborger om ILVA-stålværket og om en dioxinalarm i Taranto,
– der henviser til dom afsagt af EU-Domstolen den 31. marts 2011, hvorefter Italien havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivet om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC-direktivet),
– der henviser til artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og til direktiv 2004/35/EF om miljøansvar,
– der henviser til drøftelserne i udvalget med de berørte andragere, senest den 9. oktober 2012, og med den ansvarlige næstformand i Kommissionen,
– der henviser til forretningsordenens artikel 202, stk. 2,
A. der henviser til, at andragerne kraftigt har givet udtryk for deres bekymring over de ekstremt høje niveauer af dioxinudledninger fra ILVA-stålværket i Taranto, der har haft og fortsat har en betydelig, skadelig og varig indvirkning på sundheden i den lokale befolkning, hvor 20 000 familier har medlemmer, der har arbejdet i eller i forbindelse med stålindustrien, og hvor forureningsgraden i den lokale befolkning har ført til uacceptable og utålelige sygdomsniveauer og kroniske sygdomme;
B. der henviser til, at dele af ILVA-stålværket for nyligt blev lukket ned af de italienske myndigheder for at undgå yderligere forurening, og at myndighederne og de nuværende ejere af værket har en presserende retlig forpligtelse til at sikre en yderligere drastisk reduktion i de skadelige udledninger;
C. der henviser til, at den vanskelige og farlige situation vedrørende ILVA-stålværket også forårsager alvorlige miljøødelæggelser og -skader og alvorlige sociale og økonomiske problemer i den sydlige del af Italien, og der henviser til, at privatiseringen af dette værk ikke har ført til nogen forbedringer af den miljømæssige sikkerhed i sektoren;
D. der henviser til, at stålindustrien, der beskæftiger ca. 360 000 arbejdstagere, er en yderst vigtig økonomisk sektor i Den Europæiske Union, og at Parlamentet har en pligt til og et ansvar for klart at vise sin solidaritet med arbejderne på ILVA-stålværket og deres familier, der er blevet berørt af denne helt uacceptable situation;
E. der henviser til, at det er strategisk vigtigt for EU's industripolitik at forhindre yderligere udflytninger af stålværker og stålproduktion til lande uden for EU og garantere arbejdsstyrkens sikker, og der henviser til, at det med hensyn til EU 's miljøpolitik er lige så vigtigt at sikre, at forureneren betaler, og at den økologiske balance forbedres og om nødvendigt genoprettes, som krævet i artikel 191, stk. 2, i TEUF og direktiv 2004/35/EF om miljøansvar;
1. opfordrer Kommissionen og Rådet til at udforme en ny politik for stålindustrien, som vil sætte skub i væksten og beskæftigelsen under den økonomiske krise, og som er forenelig med sundheden og sikkerheden for alle EU-borgere og bosiddende i EU;
2. opfordrer Kommissionen og Rådet til også til at arbejde sammen med alle de involverede parter for at sikre, at denne politik på en sammenhængende måde kombinerer økonomiske mål med sociale og miljømæssige prioriteringer, således at der opbygges en moderne, konkurrencedygtig og bæredygtig europæisk stålindustri, som fuldt ud overholder EU-miljølovgivningen;
3. opfordrer de italienske myndigheder til særdeles hurtigt at sikre en genoprettelse af miljøet omkring det forurenede stålværk, mens det samtidig sikres, at de omkostninger, der afholdes i forbindelse med iværksatte forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger, dækkes i overensstemmelse med forureneren betaler-princippet, som det kræves i artikel 8 i direktiv 2004/35/EF om miljøansvar;
4. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
Situationen i Den Demokratiske Republik Congo
145k
113k
Europa-Parlamentets beslutning af 13. december 2012 om situationen i Den Demokratiske Republik Congo (DRC) (2012/2907(RSP))
– der henviser til Cotonou-partnerskabsaftalen, der blev undertegnet i juni 2000,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948 og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,
– der henviser til artikel 3 i Genève-konventionen fra 1949 og protokol II hertil, som forbyder summariske henrettelser, voldtægt, tvangsrekruttering og andre grusomheder,
– der henviser til konventionen om barnets rettigheder af 20. november 1989, som især forbyder inddragelse af børn i væbnede konflikter,
– der henviser til den fakultative protokol til konventionen om barnets rettigheder om inddragelse af børn i væbnede konflikter, som er blevet ratificeret af landene i De Store Søers område,
– der henviser til FN’s Sikkerhedsråds relevante resolutioner, især resolution 2076 (2012), 2053 (2012), 1925 (2010) og 1856 (2008) om situationen i Den Demokratiske Republik Congo (DRC), hvori fastlægges mandatet for FN’s stabiliseringsmission i DRC (Monusco), Sikkerhedsrådets deklaration af 2. august 2012 og de månedlige rapporter fra FN’s generalsekretær om dette emne,
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1325 (2000), 1820 (2008), 1888 (2009) og 1960 (2010) om kvinder, fred og sikkerhed,
– der henviser til resolution 60/1 af 24. oktober 2005 fra De Forenede Nationers Generalforsamling om resultaterne af verdenstopmødet i 2005, særlig punkt 138-140 om ansvaret for at beskytte befolkningen,
– der henviser til det afrikanske charter om menneskerettigheder og folks rettigheder, som blev ratificeret af DRC i 1982,
– der henviser til Den Afrikanske Unions freds- og sikkerhedsråds afgørelse af 19. september 2012 om sikkerhedssituationen i det østlige DRC,
– der henviser til konklusionerne af Rådets (eksterne forbindelser) samling den 25. juni og den 19. november 2012 om situationen i det østlige DRC,
– der henviser til erklæringen af 19. oktober 2012 fra formanden for FN's Sikkerhedsråd,
– der henviser til erklæringen af 23. juni 2011 fra Margot Wallström, FN’s tidligere særlige repræsentant for seksuel vold i væbnede konflikter,
– der henviser til erklæringen af 27. september 2012 fra Rådets formand, Herman Van Rompuy,
– der henviser til erklæringerne af 7. juni, 12. juni, 10. juli og 23. november 2012 fra Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton,
– der henviser til Rådets konklusioner om situationen i det østlige DRC af 10. december 2012,
– der henviser til erklæringen af 22. februar 2011 fra Andris Piebalgs, kommissær for udvikling om »DRC - Et skridt hen imod afskaffelse af straffrihed«,
– der henviser til erklæringen af 26. juni 2012 fra Kristalina Georgieva, kommissær for internationalt samarbejde, humanitær bistand og krisestyring om forværringen i den humanitære situation i DRC,
– der henviser til erklæringerne fra stats- og regeringscheferne i medlemsstaterne af den internationale konference om De Store Søers Område (ICGLR) om sikkerhedssituationen i det østlige DRC, især erklæringen af 24. november 2012,
– der henviser til resolutionen fra Den Internationale Organisation af Frankofone Lande (OIF), der vedtoges på det 14. topmøde af frankofone lande i Kinshasa den 13.-14. oktober 2012 om situationen i DRC,
– der henviser til skrivelsen af 21. juni 2012 fra formanden for FN’s Sikkerhedsråds komité som nedsat ved resolution 1533 (2004) om DRC til formanden for Sikkerhedsrådet, med interimsrapporten fra ekspertgruppen om DRC og bilagene hertil som bilag og med anmodning om dens offentliggørelse som Sikkerhedsrådet officielle dokument (S/2012/348),
– der henviser til rapporter fra menneskerettighedsorganisationer om de alvorlige krænkelser af menneskerettigheder begået i det østlige DRC,
– der henviser til aftalen om retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) mellem EU og DRC, som trådte i kraft i september 2010,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om DRC, især beslutningen af 13. juni 2012 om opfølgning af valgene i Den Demokratiske Republik Congo(1),
– der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,
A. der henviser til, at dele af de væbnede styrker i DRC (FARDC) siden april 2012 har gjort mytteri i den østlige del af landet, nærmere betegnet i provinsen North Kivu, og at dette mytteri hurtigt udviklede sig til væbnet oprør under betegnelsen M23-bevægelsen (den 23. marts), og at der blev opfordret til anvendelse af fredsaftalen, der blev undertegnet i Goma den 23. marts 2009 af DRC’s regering og den væbnede gruppe kendt som den nationale folkekongres (CNDP);
B. der henviser til, at M23-oprørerne udgør en af de tolv væbnede grupper, såsom Mai-Mai-gruppen, den demokratiske front for Rwandas befrielse (FDLR) og Rwandas Hutu-oprørere på den ene side og FARDC på den anden side, som kæmper mod hinanden i dette ressourcerige område;
C. der henviser til, at M23-oprørerne i næsten syv måneder har besat en stor del af provinsen North Kivu, og at den har oprettet sin egne forvaltningsstrukturer, og at denne del af provinsen derfor ligger fuldstændigt uden for DRC-statsmagtens kontrol, hvilket medvirker til vedvarende ustabile og usikre forhold;
D. der henviser til, at M23-gruppen 11 dage efter, at den havde indtaget hovedbyen Goma efter kampe mod regeringsstyrker med støtte fra FN's fredsbevarende styrke, trak sig tilbage fra byen som et led i en aftale, der var bragt i stand på regionalt plan;
E. der henviser til, at der den 6. december 2012 i Kampala, Uganda, blev indledt forhandlinger og en dialogproces mellem oprørsgrupperne og den congolesiske regering;
F. der henviser til, at nylige angreb udført af væbnede grupper på Mugunga III-lejren sætter fokus på behovet for at prioritere sikkerheden på opsamlingssteder for internt fordrevne personer og for bedre humanitær adgang;
G. der henviser til, at FN's ekspertgruppe har forelagt beviser for, at Rwanda har understøttet M23-oprørerne gennem tilvejebringelse af militær støtte, herunder våben, ammunition, træning og soldater;
H. der henviser til, at Ugandas og Rwandas regeringer har afvist et FN-panels beskyldninger om, at de har støttet M23-oprørerne og indtagelsen af den østcongolesiske by Goma;
I. der henviser til, at USA, Det Forenede Kongerige, Tyskland, Nederlandene, Sverige og EU alle har suspenderet noget af deres bistand til Rwanda som reaktion på FN-rapporten;
J. der henviser til, at medlemsstaterne i ICGLR, Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab (SADC) og EU har bestræbt sig på at finde frem til en konstruktiv politisk løsning på konflikten i det østlige DRC;
K. der henviser til, at medlemsstaterne i ICGLR har oprettet en fælles kontrolmekanisme til at overvåge troppebevægelser i det østlige DRC og har besluttet at indsætte en neutral international styrke;
L. der henviser til, at Monusco’s mandat i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 2053 (2012) er blevet forlænget frem til den 30. juni 2013;
M. der henviser til, at det østlige DRC har været ramt af gentagne rædselsgerninger og krigsforbrydelser, som f.eks. massevoldtægter, herunder voldtægt af kvinder og piger, tortur, drab på civile og generel rekruttering af børnesoldater;
N. der henviser til, at anvendelse af seksuel vold og den mere udbredte anvendelse af voldtægt har voldsomme konsekvenser, som f.eks. fysisk og psykologisk nedbrydning af ofrene, og skal betragtes som krigsforbrydelser;
O. der henviser til, at den congolesiske hær (FARDC) ligeledes har begået adskillige overgreb i krigszoner;
P. der henviser til, at den manglende retsforfølgelse af de ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser fremmer atmosfæren af straffrihed og tilskynder til, at der begås nye forbrydelser;
Q. der henviser til, at 2,4 mio. congolesere, som er bosiddende i de områder, der er berørt af kampene, er blevet internt fordrevet, og at 420 000 er flygtet til nabolandene, samt til, at de lever under umenneskelige forhold;
R. der henviser til, at DRC, og i særdeleshed de østlige områder, som i øjeblikket kontrolleres af bevæbnede paramilitære grupper, råder over et væld af naturressourcer såsom guld, tin og coltan, som via ulovlig minedrift bidrager til at finansiere og fastholde konflikten;
S. der henviser til, at Virunga Nationalpark i 1979 af Unesco blev klassificeret som verdensnaturarv på grund af dens unikke biodiversitet;
T. der henviser til, at det er uacceptabelt, at der er givet oliekoncessioner i Virunga Nationalpark i modstrid med Pariskonventionen af 16. november 1972 om beskyttelse af verdenskultur- og naturarven;
U. der henviser til, at de oliekoncessioner, der er givet i Virunga Nationalpark, er i modstrid med denne konvention, som knytter DRC og Unesco sammen, og med den congolesiske forfatning og lovgivning, og til, at disse koncessioner bør annulleres;
V. der henviser til, at den stigende arbejdsløshed, den sociale krise, fødevarekrisen, de utilstrækkelige basale tjenesteydelser, forarmelsen af befolkningen og nedbrydningen af miljøet også har en del af ansvaret for den manglende stabilitet i regionen; der henviser til, at disse problemer nødvendiggør en omfattende udviklingsplan og –strategi;
W. der henviser til, at det er nødvendigt at håndtere konsekvenserne af konflikten, især gennem demilitarisering, demobilisering og reintegration af tidligere kombattanter, repatriering af flygtninge, genbosættelse af mennesker, som er blevet fordrevet inden for deres eget land, og implementering af bæredygtige udviklingsprogrammer;
X. der henviser til, at den oprindelige befolkningsgruppe Batwa-folket i det østlige DRC med et befolkningstal på 90 000 ikke desto mindre er udsat for systematisk racisme, social og politisk udstødelse og menneskerettighedskrænkelser i DRC og andre lande i De Store Søers Område;
Y. der henviser til, at undertrykkelsen af menneskerettighedsaktivister og journalister i DRC er steget, og til, at de udsættes for vilkårlige anholdelser og intimidering; der henviser til, at der ikke er taget noget skridt til at bringe de ansvarlige for en domstol;
1. udtrykker stærk bekymring over forværringen af den generelle situation i det østlige DRC, som har alvorlige politiske, økonomiske, sociale, humanitære og sikkerhedsmæssige konsekvenser i DRC og i hele regionen;
2. fordømmer på det kraftigste angrebene fra M23 og alle andre negative kræfter i det østlige DRC i de seneste måneder; modsætter sig enhver form for ekstern intervention i konflikten og understreger behovet for at få standset udenlandsk-bevæbnede gruppers aktiviteter i det østlige DRC;
3. opfordrer navnlig både Rwandas og Ugandas regeringer til at afholde sig fra at støtte oprørsgruppen M23, da dette har en destabiliserende indvirkning i De Store Søers Område;
4. bekræfter på ny DRC’s umistelige og uantastelige ret til respekt for dets suverænitet og territoriale integritet;
5. opfordrer alle berørte parter i regionen til i god tro at bidrage til en fredelig løsning; opfordrer desuden til øjeblikkelig gennemførelse af den kriseløsningsplan, som blev vedtaget i Kampala den 24. november 2012;
6. glæder sig over de bestræbelser, der er blevet gjort af medlemsstaterne i ICGRL (International Conference on the Great Lakes Region - den internationale konference om De Store Søers Område), Den Afrikanske Union (AU) og FN, og de initiativer, de har taget med henblik på at nå frem til en varig og fredelig politisk løsning på krisen; insisterer på, at der ikke findes nogen militær løsning på krisen; opfordrer derfor til en politisk fredsproces, som kan føre til afvæbning af oprørsstyrkerne og fjerne de årsager, der er roden til konflikten;
7. understreger betydningen af, at den fælles verifikationsmekanisme fungerer effektivt, og af, at den planlagte, neutrale internationale styrke oprettes og sættes effektivt ind;
8. efterlyser en holdning fra EU til alle enkeltpersoner, som har krænket FN's våbenembargo mod Congo;
9. opfordrer DRC og nabolandene til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at nå frem til en strukturel løsning, der kan tilvejebringe en varig fred, sikkerhed, stabilitet, økonomisk udvikling og respekt for menneskerettighederne i regionen ved hjælp af samarbejde, permanent dialog, etablering af tillid og forsoning; bekræfter sit tilsagn om at ville samarbejde med DRC og De Store Søers Område med dette formål for øje;
10. fordømmer alle voldshandlinger og alle krænkelser af menneskerettighederne i det østlige DRC og i De Store Søers Område og udtrykker sin solidaritet med den krigsplagede befolkning i DRC; opfordrer alle de styrker, der deltager i konflikten i det østlige DRC til at respektere menneskerettighederne og den humanitære folkeret, til at standse alle angreb på civile, især kvinder og børn, og til at give adgang til og beskytte humanitære organisationer, der kommer for at yde bistand til den nødlidende civilbefolkning;
11. fordømmer kraftigt de seksuelle voldshandlinger, som er blevet begået i massivt omfang i DRC, især voldtægt af kvinder og børn, samt rekruttering af børnesoldater; opfordrer DRC's regering og det internationale samfund til at skaffe alle personer i nød i det østlige DRC passende lægehjælp, herunder posttraumatisk og psykologisk bistand;
12. fordømmer mordforsøget på dr. Mukwege og anmoder om en uafhængig retlig undersøgelse for at kaste lys over dette angreb, som kostede hans bodyguard livet;
13. finder det af afgørende betydning, at der foretages en tilbundsgående upartisk undersøgelse af alle tidligere og nuværende tilfælde af menneskerettighedskrænkelser, og opfordrer alle stater i De Store Søers Område til at bestræbe sig på at gøre en ende på straffrihed som et afgørende skridt på vejen til at forbedre tilstandene med hensyn til respekt for retsstatsprincippet;
14. anmoder om, at alle, der har begået krænkelser af menneskerettighederne, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, seksuel vold mod kvinder og rekrutteret børnesoldater, bliver indberettet, identificeret, retsforfulgt og straffet i henhold til national og international strafferet; understreger, at straffrihed ikke kan tolereres, uanset hvem gerningsmændene måtte være;
15. opfordrer den congolesiske regering til at påtage sig sit fulde ansvar og bringe straffriheden til ophør, herunder det misbrug, der er blevet begået af den congolesiske hær (FARDC);
16. opfordrer DRC til at indføre en effektiv national reform af sikkerhedssektoren, med stærke uafhængige institutioner, der står til regnskab over for staten og dens befolkning, og som er i stand til at bekæmpe og forfølge forbrydelser og korruption;
17. opfordrer det internationale samfund og i særdeleshed EU, Den Afrikanske Union og FN til fortsat at træffe alle mulige foranstaltninger til at yde mere koordineret og effektiv bistand til befolkningen i det østlige DRC og bidrage til indsatsen for at afhjælpe den humanitære katastrofe;
18. opfordrer indtrængende DRC's regering og det internationale samfund til at skaffe alle personer i nød i det østlige DRC passende lægehjælp, herunder posttraumatisk og psykologisk bistand;
19. opfordrer Den Afrikanske Union og landene i De Store Søers Område til at tage yderligere skridt til at bekæmpe ulovlig udnyttelse af og handel med naturressourcer - der er en af årsagerne til udbredelse af og ulovlig handel med våben, som er blandt de væsentligste faktorer, der bidrager til og forværrer konflikterne i De Store Søers Område;
20. mener, at en gennemskuelig adgang til og kontrol med naturressourcerne i DRC er absolut nødvendig for en bæredygtig udvikling af landet;
21. opfordrer til strengere lovforanstaltninger for at sikre en bedre sporbarhed af mineraler fra ulovlig minedrift, med et internationalt instrument for markedskontrol med naturressourcer inspireret af Dodd-Frank-loven, der er vedtaget af USA’s kongres;
22. opfordrer indtrængende den congolesiske regering til at handle hurtigt og beslutsomt for at forhindre al uoprettelig skade på Virunga-nationalparken som følge af efterforskning og udvinding af olie eller andre ulovlige aktiviteter;
23. opfordrer den congolesiske regering til ikke at give nogen tilladelse til olieudvinding i overensstemmelse med Unesco’s udtrykkelige forlangende;
24. anmoder om, at der gøres en indsats på både nationalt og internationalt plan for at øge statens autoritet og forbedre de retsstatslige forhold i DRC, navnlig på områder som regeringsførelse og sikkerhed, bl.a. i tæt samarbejde med EU’s militære mission vedrørende reform af sikkerhedssektoren (EUSEC) og EU’s politimission (EUPOL), som bør videreføres for at konsolidere fred og sikkerhed både i selve Congo og i De Store Søers Område;
25. opfordrer stats- og regeringscheferne i De Store Søers Område til at arbejde på at iværksætte den faktiske gennemførelse af de eksisterende regionale freds- og udviklingsinstrumenter og anmoder alle stater, som har undertegnet sikkerheds-, stabilitets- og udviklingspagten i De Store Søers Område, om at gennemføre den fuldstændigt for at skabe og konsolidere det nødvendige grundlag for fred og sikkerhed i området; opfordrer FN, EU og Den Afrikanske Union og venner af De Store Søers Område til at bakke stærkt og aktivt op om bestræbelserne på at gennemføre pagten;
26. opfordrer alle lande i området og alle internationale organer til at samarbejde aktivt med myndighederne i DRC for at opløse og demobilisere alle væbnede grupper og etablere en varig fred i det østlige DRC;
27. opfordrer indtrængende FN's stabiliseringsmission Monusco i DRC til at gennemføre sit mandat mere effektivt for at beskytte de civile congoleseres sikkerhed; henstiller, at Monusco og den congolesiske regering fremme og baner vejen for etablering af lokale fredsinitiativer, navnlig i områder, hvor der er store etniske spændinger, for at stabilisere situationen på permanent basis;
28. tilskynder DRC’s ledere til at tage alle nødvendige initiativer til at konsolidere demokratiet og sikre, at alle aktive kræfter i Congos befolkning deltager i ledelsen af landet på basis af konstitutionelle og lovmæssige regler;
29. glæder sig over, at DRC’s parlament den 6. december 2012 oprettede den nationale menneskerettighedskommission, der er nævnt i forfatningen, som et første skridt hen imod vedtagelsen af en lov om beskyttelse af ofre for og vidner til menneskerettighedskrænkelser, af menneskerettighedsaktivister, nødhjælpsarbejdere og journalister;
30. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Afrikanske Union, regeringerne i landene i De Store Søers Område, til præsidenten, premierministeren og parlamentet i Den Demokratiske Republik Congo, til FN's generalsekretær, FN's særlige repræsentant for seksuel vold i væbnede konflikter, FN's Sikkerhedsråd og FN's Menneskerettighedsråd.
– der henviser til sine tidligere beslutninger, navnlig den af 1. februar 2007 om menneskerettighedssituationen for dalitterne i Indien(1) og dem om årsberetningerne om menneskerettighederne i verden, navnlig den af 18. april 2012(2),
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,
– der henviser til den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination (CERD) og dennes almindelige henstillinger XXIV som ratificeret af Indien,
– der henviser til et forslag fra regeringen forelagt af Mukul Vasnik, minister for social retfærdighed og empowerment, om lov om forbud mod ansættelse som manuel latrintømmer og disses rehabilitering (The Prohibition of Employment as Manual Scavengers and their Rehabilitation Bill), som blev forelagt det indiske parlament den 3. september 2012,
– der henviser til FN's højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillays, erklæring af 19. oktober 2009 og hendes appel til FN’s medlemsstater om at støtte udkastet til FN’s principper og retningslinjer om effektiv afskaffelse af diskrimination på grundlag af arbejde og herkomst (Principles and Guidelines for the Effective Elimination of Discrimination based on Work and Descent),
– der henviser til de henstillinger, der stammer fra FN’s særlige procedurer og FN’s traktatorganer, samt dem, der stammer fra to universelle regelmæssige gennemgange af Indien den 10. april 2008 og 24. maj 2012,
– der henviser til henstillinger af 9. juli 2012 fra FN’s arbejdsgruppe om den universelle regelmæssige gennemgang af Indien,
– der henviser til den dybe bekymring, som FN’s særlige rapportør om menneskerettighedsforkæmpere gav udtryk for den 6. februar 2012 vedrørende situationen for dalitaktivister i Indien,
– der henviser til den igangværende Maila Mukti Yatra, den landsdækkende march med tusindvis af deltagere for afskaffelse af manuel latrintømning, som fra den 30. november 2011 til den 31. januar 2012 krydsede 18 af Indiens delstater,
– der henviser til temadialogen om menneskerettigheder mellem EU og Indien,
– der henviser til EU-traktatens artikel 2 og artikel 3, stk. 5,
– der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,
A. der henviser til, at Indien har gjort enorme økonomiske fremskridt og som et af BRIKS-landene nu spiller en vigtig rolle i verdenspolitikken; der henviser til, at kastediskrimination imidlertid fortsat er udbredt og vedholdende;
B. der henviser til, at Indiens forfatning giver landets borgere lige status, og forskelsbehandling baseret på kaste og urørlighed anses for ulovlig i dens artikel 15 og 17; der henviser til, at dalitter har tjent i landets højeste politiske funktioner; der henviser til, at Indien har love og regler, der skal beskytte registrerede kaster og stammer (Scheduled Castes and Scheduled Tribes), såsom loven om beskyttelse af borgerlige rettigheder (Protection of Civil Rights Act) fra 1979 og loven om registrerede kaster og stammer (forebyggelse af grusomheder) (Scheduled Castes and Scheduled Tribes (Prevention of Atrocities) Act) fra 1989; der henviser til, at den indiske premierminister, Manmohan Singh, er kommet med flere stærke erklæringer om at prioritere bekæmpelsen af volden mod dalitter;
C. der henviser til, at det anslås, at 170 millioner dalitter og indfødte adivasier på trods af disse bestræbelser fortsat lider under alvorlige former for social udstødelse; der henviser til, at ILO anslår, at det overvældende flertal af ofre for tvangsarbejde i landet tilhører registrerede kaster og stammer;
D. der henviser til, at manuel latrintømning, på trods af at det er forbudt ved lov, fortsat er udbredt, og at hundredtusindvis af næsten udelukkende kvindelige dalitter udfører denne form for trældom, samt til at de indiske jernbaner er den største arbejdsgiver for manuelle latrintømmere;
E. der henviser til, at dalit- og adivasikvinder er de fattigste af de fattige i Indien, at de er ofre for flere forskellige former for forskelsbehandling på grundlag af kaste og køn, ofte er udsat for grove overgreb på deres fysiske integritet, herunder ustraffet seksuelt misbrug begået af medlemmer af dominerende kaster, at de er socialt udstødte og udnyttes økonomisk og har med en alfabetiseringsgrad på blot 24 %;
F. der henviser til, at størstedelen af forbrydelserne mod dalitkvinder ifølge skøn ikke anmeldes på grund af frygt for social udstødelse og trusler mod den personlige sikkerhed og tryghed; der henviser til, at en 16-årig dalitpige i forbindelse med en sag i delstaten Haryana blev udsat for gruppevoldtægt i landsbyen Dabra (distriktet Hisar) den 9. september 2012; der henviser til, at hendes far begik selvmord efter at have opdaget, hvad der var sket, og politiet først for sent besluttede at skride til handling, da de stod over for masseprotester;
G. der henviser til, at en hob på omkring 1 000 personer fra højere kaster den 20. november 2012 plyndrede og brændte mindst 268 huse i dalitbebyggelser i Dharmapuri (delstaten Tamil Nadu), uden at de tilstedeværende politifolk greb ind;
H. der henviser til, at loven om beskyttelse af kvinder mod vold i hjemmet (Protection of Women from Domestic Violence Act) fra 2005 ikke er blevet effektivt gennemført, og at de vidt udbredte fordomme mod kvinder i politiet, retsvæsenet, den medicinske verden og den politiske klasse er til hinder for retsudøvelsen;
I. der henviser til, at antallet af domsafsigelser i henhold loven om registrerede kaster og stammer (forebyggelse af grusomheder) fortsat er meget lav, og at den dermed ikke har nogen præventiv virkning mod kriminalitet;
J. der henviser til, at mellem 100 000 og 200 000 piger – de fleste af dem dalitter – ifølge forskellige lokale og internationale kilder angiveligt er fanget i tvangsarbejde i spinderier i Tamil Nadu, der leverer garn til fabrikker, der producerer tøj til vestlige mærker;
1. anerkender indsatsen på føderalt, statsligt, regionalt og lokalt niveau i Indien for at udrydde kastediskrimination; bifalder endvidere den utvetydige holdning mod kastediskrimination, som mange indiske politikere, indiske medier, ngo'er og andre offentlige meningsdannere indtager på alle niveauer i samfundet;
2. er dog stadig bekymret over det fortsatte store antal anmeldte og uanmeldte grusomheder og udbredte praksisser vedrørende urørlighed, navnlig manuel latrintømning;
3. opfordrer indtrængende de indiske myndigheder på føderalt, statsligt, regionalt og lokalt niveau til at indfri deres løfter og til at gennemføre eller om nødvendigt ændre den gældende lovgivning, især loven om registrerede kaster og stammer (forebyggelse af grusomheder), så dalitter og andre sårbare grupper i samfundet kan opnå effektiv beskyttelse;
4. understreger især ofrenes behov for trygt at kunne anmelde deres sager til politiet og retsvæsnet samt for, at politiet og retsvæsenet følger ordentligt op på de anmeldte sager og andre tilfælde af forskelsbehandling;
5. opfordrer det indiske parlament til at føre sine planer om at vedtage en ny lov om forbud mod beskæftigelse af manuelle latrintømmer ud i livet og sikre deres rehabilitering, og den indiske regering til at træffe de nødvendige foranstaltninger til dennes umiddelbare håndhævelse;
6. opfordrer de indiske myndigheder til at ophæve de bestemmelser i loven om udenlandske bidrag (forordninger) (Foreign Contribution (Regulations) Act), som ikke er i overensstemmelse med internationale standarder og er potentielt undergravende for ngo'ers arbejde, herunder dalitorganisationer og andre organisationer, der repræsenterer udsatte grupper i det indiske samfund, idet den forhindrer dem i at modtage midler fra internationale donorer;
7. opfordrer Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformand i Kommissionen, EU 's særlige repræsentant for menneskerettigheder og EU’s medlemsstater til at udforme en EU-politik om kastediskrimination og godkende udkastet til FN’s principper og retningslinjer om effektiv afskaffelse af diskrimination på grundlag af arbejde og herkomst i FN’s Menneskerettighedsråd;
8. glæder sig over den indiske regerings godkendelse af Child & Adolescent Labour (Prohibition) Act, som forbyder ansættelse af børn under 14 år på tværs af alle sektorer og under 18 år i farlige sektorer; anmoder den indiske regering om at træffe effektive gennemførelsesforanstaltninger til hurtigt at nedbringe antallet af arbejdende børn, som stadig er et af de højeste i verden, og til at indføre lovgivning om et totalt forbud mod børnearbejde i overensstemmelse med Den Internationale Arbejdsorganisations retningslinier;
9. opfordrer EU’s og medlemsstaternes repræsentationer i Indien til at lade spørgsmålet om kastediskrimination indgå i deres dialog med de indiske myndigheder og prioritere programmer, der tager hånd om kastediskrimination, herunder inden for uddannelse, og programmer med særligt fokus på kvinder og piger højt; forventer, at EU’s fremtidige samarbejde med Indien vurderes ud fra, hvordan det vil påvirke kastediskrimination;
10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Indiens premierminister, Indiens minister for lov og retfærdighed, Indiens indenrigsminister, Indiens minister for social retfærdighed og empowerment, Rådet, den højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen, Kommissionen, EU 's særlige repræsentant for menneskerettigheder, EU-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, generalsekretæren for Commonwealth, FN’s generalsekretær og formanden for FN's Generalforsamling.