Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og 3, stk. 5, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU – en fælles Afrika/EU-strategi,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. september 2010 »Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015« (COM(2010)0491),

–  der henviser til de fælles meddelelser fra Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik: »Et partnerskab for demokrati og fælles velstand med det sydlige Middelhavsområde« (COM(2011)0200), »En ny tilgang til nabolande i forandring« (COM(2011)0303) og »Udarbejdelse af en ny naboskabspolitik« (JOIN(2012)0014),

–  der henviser til Kommissionens tematiske og geografiske finansieringsinstrumenter vedrørende demokratisering og menneskerettigheder (såsom Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR) og det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI)),

–  der henviser til EU’s strategi for bekæmpelse af menneskehandel 2012-2016 (COM(2012)0286),

–  der henviser til resolution fra Europarådets Parlamentariske Forsamling om »Ligestilling mellem kvinder og mænd: en betingelse for, at det arabiske forår kan lykkes«(1),

–  der henviser til FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) af 18. december 1979, FN’s konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989 og den valgfri protokol dertil vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi af 25. maj 2000,

–  der henviser til De Forenede Nationers resolution 67/167 af 20. december 2012 om kvindelig kønslemlæstelse,

–  der henviser til den fjerde verdenskonference om kvinder, der blev afholdt i Beijing i september 1995, til erklæringen og handlingsplatformen fra Beijing og til de efterfølgende slutdokumenter, der vedtoges på FN's særlige samlinger i Beijing +5, +10 og +15 vedrørende yderligere tiltag og initiativer til gennemførelse af Beijing-erklæringen og handlingsplatformen, som vedtoges henholdsvis den 9. juni 2000, den 11. marts 2005 og den 2. marts 2010,

–  der henviser til protokollen til Den Afrikanske Unions charter om menneskerettigheder og folkets rettigheder om kvinders rettigheder i Afrika,

–  der henviser til de aktiviteter, som Den Parlamentariske Forsamling for Middelhavsunionen udfører,

–  der henviser til Istanbul-Marrakesh-processen og ministrenes konklusioner fra den første og den anden Euro-Middelhavsministerkonference om »styrkelse af kvinders rolle i samfundet«, afholdt den 14.-15. november 2006 i Istanbul og den 11.-12. november 2009 i Marrakesh,

–  der henviser til konklusionerne fra regionsdialogerne i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) mellem civilsamfundet, de statslige aktører og politiske ledere afholdt i juni og november 2012 i Beirut og Amman som led i det EU-støttede regionale projekt »fremme af en fælles dagsorden for ligestilling mellem mænd og kvinder gennem Istanbulprocessen«,

–  der henviser til »Spring Forward for Women«, det fælles regionale program for det sydlige Middelhavsområde, fra Kommissionen og UN Women,

–  der henviser til »A Report Card on Adolescents«, 10. udgave af UNICEF’s rapport om fremskridt for børn (Progress for Children Report),

–  der henviser til UNDP’s »Arab Human Development Report« fra 2005 med titlen »Towards the rise of women in the Arab world« og rapporten fra 2009 med titlen »Challenges for Human Security in the Arab Region«, især kapitlet om udsatte gruppers manglende personlige sikkerhed,

–  der henviser til sin beslutning af 17. februar 2011 om situationen i Egypten(2),

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2011 om de sydlige nabolande, navnlig Libyen(3),

–  der henviser til sin beslutning af 7. april 2011 om revision af den europæiske naboskabspolitik – den sydlige dimension(4);

–  der henviser til sin beslutning af 7. april 2011 om brugen af seksuel vold under konflikter i Nordafrika og Mellemøsten(5),

–  der henviser til sin beslutning af 13. marts 2012 om ligestilling mellem mænd og kvinder i Den Europæiske Union - 2011(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets henstilling af 29. marts 2012 til Rådet om de nærmere retningslinjer for den eventuelle oprettelse af en europæisk demokratifond(7),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0047/2013),

A.  der henviser til, at mange kvinder, især unge kvinder, har været stærkt involveret i »Det Arabiske Forår« i Nordafrika, idet de fra første færd har deltaget i demonstrationer, den offentlige og politiske debat og valg, deltaget aktivt i civilsamfundet, i de sociale medier og på blogs m.m., og derfor har været – og stadig er – hovedaktører i demokratiske ændringer i deres lande og i styrkelsen af udvikling og samhørighed;

B.  der henviser til, at disse lande er i gang med en proces med politisk og demokratisk overgang og ændring eller tilpasning af deres forfatninger, som kvinder, hvad enten de er parlamentarikere eller repræsentanter for civilsamfundet, aktivt og vedholdende deltager i; der henviser til, at resultatet af denne proces vil være en udformning af landenes demokratiske funktioner og grundlæggende rettigheder og friheder, og at den vil få indflydelse på kvinders status;

C.  der henviser til, at den rolle, som kvinder spiller i revolutioner, ikke er anderledes end den, som de skal spille i tider med overgang til demokrati og statslig genopbygning; der henviser til, at denne proces’ succes afhænger helt og aldeles af kvindernes fulde deltagelse på alle niveauer af beslutningstagningen;

D.  der henviser til, at kvinder i disse lande – omend ujævnt fordelt – er blevet stærkere repræsenteret inden for højere uddannelse, civilsamfundsorganisationer, virksomheder og institutioner i de seneste årtier, selvom rettigheder under diktatoriske og patriarkalske regimer kun er blevet gennemført i begrænset omfang, og kvinders deltagelse har været underlagt forskellige restriktive betingelser;

E.  der henviser til, at kvinders rettigheder udgør et af de mest omdiskuterede emner i den nuværende politiske proces og er kvindernes primære bekymring, da de risikerer at blive udsat for modreaktioner og trusler, som kan reducere mulighederne for at nå målet om et fælles demokrati, hvor alle borgere er ligeværdige;

F.  der henviser til, at adskillige almindelige ligestillingsspørgsmål, såsom pigers og kvinders rettigheder som en integreret del af de universelle menneskerettigheder, lige rettigheder og overholdelsen af internationale konventioner, er centrale for de konstitutionelle drøftelser;

G.  der henviser til, at kvinders repræsentation i politik og i stillinger, hvor der træffes beslutninger, inden for alle sektorer er forskellig fra land til land, men at den er skuffende med hensyn til procentandele, når den sammenlignes med kvinders omfattende deltagelse i de forskellige oprørsbevægelser og i efterfølgende valg samt den voksende andel af højtuddannede kvinder;

H.  der henviser til, at EU’s fornyede naboskabspolitik bør lægge større vægt på ligestilling mellem kvinder og mænd, styrkelse af kvinders indflydelse og status og støtte til civilsamfundet;

I.  der henviser til, at EU's særlige støtte til kønsrelaterede spørgsmål i regionen i øjeblikket udgør 92 mio. EUR, heraf 77 mio. på bilateralt plan og 15 mio. på regionalt plan;

J.  der henviser til, at det mest betydningsfulde af EU’s bilaterale programmer skal gennemføres i Marokko med et budget på 45 mio. EUR til fordel for »fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder«, og at der af UN Women i Egypten skal gennemføres et projekt på 4 mio. EUR, mens UN Women i Tunesien og Libyen er ved at gennemføre bilaterale programmer for kvinder som forberedelse til valg;

K.  der henviser til, at den socioøkonomiske situation, især den store ungdoms- og kvindearbejdsløshed og fattigdom, som ofte medfører marginalisering af kvinder og gør dem stadig mere sårbare, var en af hovedårsagerne til opstandene i regionen sammen med håbet om opnåelse af rettigheder, værdighed og retfærdighed,

L.  der henviser til, at der bl.a. af sikkerhedsstyrkerne blev begået mange seksuelle voldshandlinger mod piger og kvinder under og efter oprørene i hele regionen, herunder voldtægt og jomfruelighedstest brugt som et middel til at lægge politisk pres på kvinder samt offentlig seksuel chikane; der henviser til, at kønsdiskriminerende trusler i stigende grad bruges af ekstremistbevægelser;

M.  der henviser til, at situationen for migrantkvinder og –børn er endnu mere kritisk på grund af usikkerheden i visse dele af regionen og den økonomiske krise;

N.  der henviser til, at risikoen for menneskehandel er stigende i lande, der er i en overgangsfase, og i områder, hvor civile er berørt af konflikter, eller hvor der findes mange flygtninge eller internt fordrevne personer;

O.  der henviser til, at et af de grundlæggende spørgsmål i de konstitutionelle drøftelser er, hvorvidt islam bør fastslås i forfatningen som folkets religion eller som statsreligion;

P.  der henviser til, at den egyptiske forfatningsafstemning i december 2012 ikke sikrede den nødvendige grad af folkelig deltagelse eller konsensus mellem alle parter med det resultat, at spørgsmål er forblevet ubesvarede, og der stadig er en vis margen for fortolkning af væsentlige forfatningsmæssige spørgsmål såsom kvinders rettigheder;

Q.  der henviser til, at den parlamentariske dimension af Middelhavsunionen og Istanbul-Marrakesh-processen er et af de bedste værktøjer for lovgivere til at udveksle synspunkter om alle disse spørgsmål, og at Middelhavsunionens Parlamentariske Forsamling omfatter et udvalg om kvinders rettigheder, som skal udnyttes rigtigt;

Kvinders rettigheder

1.  opfordrer myndighederne i de berørte lande til i deres forfatninger fast at forankre princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder og eksplicit at udstede forbud mod alle former for diskrimination imod kvinder og piger, give mulighed for positiv særbehandling og sikre forankring af kvinders politiske, økonomiske og sociale rettigheder; opfordrer lovgiverne i disse lande til at reformere alle eksisterende love og til at indarbejde princippet om ligestilling i alle projekter eller lovforslag, der kunne føre til diskrimination imod kvinder, herunder på området for ægteskab, skilsmisse, forældremyndighed, forældrerettigheder, nationalitet, arveret, retlig status osv., i overensstemmelse med internationale og regionale instrumenter, og til at sikre, at der findes nationale mekanismer for beskyttelse af kvinders rettigheder;

2.  opfordrer de nationale myndigheder til at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder i straffelovene og de sociale sikringssystemer;

3.  understreger, at lige deltagelse af kvinder og mænd på alle områder af samfundslivet er et afgørende element i demokratiet, og at kvinders deltagelse i lederskab udgør en forudsætning for socioøkonomiske fremskridt, social samhørighed og retfærdig demokratisk styring; opfordrer derfor kraftigt alle lande til at gøre ligestilling mellem kønnene til en prioritet på deres dagsorden til fremme af demokratiet;

4.  understreger, at de forandringer, der sker i Nordafrika, kun vil føre til demokratiske politiske systemer, hvis der opnås ligestilling mellem kønnene, herunder friheden til selv at vælge, hvordan man vil leve sit liv;

5.  opfordrer de nationale myndigheder i Nordafrika til fuldt ud at gennemføre CEDAW-konventionen (om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder), protokollerne hertil og alle internationale menneskerettighedskonventioner og følgelig trække alle forbehold for CEDAW tilbage; opfordrer dem endvidere til at samarbejde med FN’s mekanismer til beskyttelse af pigers og kvinders rettigheder;

6.  minder om den åbne debat blandt islamiske kvindelige intellektuelle med hensyn til at fortolke religiøse tekster ud fra et kvinderettigheds- og ligestillingsperspektiv;

7.  minder om vigtigheden af at sikre ytringsfrihed, religionsfrihed og pluralisme, også gennem fremme af gensidig respekt og af en tværreligiøs dialog, især blandt kvinder;

8.  tilskynder staterne til at gå ind i en inklusiv, vidtrækkende og frivillig debat med alle interesserede parter, herunder civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, lokale kvindeorganisationer, lokale myndigheder og religiøse ledere, og til at sikre, at kvinders rettigheder og princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder beskyttes og holdes i hævd;

9.  minder om, at ingen monoteistisk religion forsvarer eller kan bruges som begrundelse for vold;

10.  opfordrer de nordafrikanske lande til at vedtage love og konkrete foranstaltninger, der forbyder og fastsætter sanktioner for alle former for vold imod kvinder, herunder vold i hjemmet, seksuel vold og seksuel chikane samt skadelige traditionelle skikke, såsom kvindelig kønslemlæstelse og tvungne ægteskaber, især for mindreårige pigers vedkommende; understreger betydningen af ofrenes beskyttelse og af, at der ydes særlig støtte; glæder sig over den nylige kampagne imod vold i hjemmet, som blev indledt af den tunesiske minister for kvinde- og familieanliggender, og det vedvarende engagement i sagen, som Marokko har vist, idet Marokko i 2012 organiserede sin tiende nationale kampagne for at bekæmpe vold mod kvinder;

11.  minder om den dobbelte diskrimination, som lesbiske kvinder udsættes for, og opfordrer de nationale myndigheder i Nordafrika til at afkriminalisere homoseksualitet og til at sikre, at der ikke diskrimineres imod kvinder på grund af deres seksuelle orientering;

12.  understreger vigtigheden af at bekæmpe straffrihed, hvad angår al vold imod kvinder, navnlig seksuelle overgreb, ved at sikre, at sådanne forbrydelser efterforskes effektivt, at gerningsmændene retsforfølges og straffes hårdt, at mindreårige beskyttes i tilstrækkeligt omfang af retssystemet, og at alle kvinder har fuld adgang til retfærdighed, uden religiøs og/eller etnisk forskelsbehandling;

13.  opfordrer de nationale regeringer til at sørge for tilstrækkelig uddannelse til at sikre, at aktører i retsvæsenet og sikkerhedsstyrker er tilstrækkeligt udrustet til at håndtere seksuelle voldsforbrydelser og ofrene herfor; understreger også vigtigheden af et ligestillingsbevidst retsvæsen i overgangsperioden;

14.  fordømmer brugen af alle former for vold, især seksuel vold før, under og efter opstandene og den fortsatte brug heraf som et politisk pressionsmiddel og som middel til at undertrykke, intimidere og nedværdige kvinder; opfordrer de nationale domstole til at retsforfølge disse forbrydelser med passende foranstaltninger og understreger, at Den Internationale Straffedomstol kan skride ind, hvis det ikke er muligt at foretage retlige skridt på nationalt plan;

15.  understreger, at kvinder i Nordafrika under og efter oprørene har oplevet større sårbarhed og hyppigere er blevet ofre;

16.  opfordrer de nordafrikanske lande til at udvikle en strategi for ofre for seksuel vold under og efter oprørene, som yder ofrene passende erstatning og økonomisk, social og psykologisk støtte; opfordrer de nordafrikanske landes myndigheder til at prioritere retsforfølgning af gerningsmændene;

17.  fordømmer praksis med kvindelig kønslemlæstelse, som stadig er i brug i visse områder af Egypten, og opfordrer de nationale myndigheder til at styrke håndhævelsen af forbuddet, og Kommissionen til at etablere programmer, der tager sigte på at udrydde denne praksis, også gennem inddragelse af ngo’er og gennem sundhedsuddannelse; understreger endvidere betydningen af bevidstgørelse, mobilisering af samfundet, almen og faglig uddannelse og behovet for at inddrage nationale, regionale og lokale myndigheder og civilsamfundet såvel som religiøse ledere og samfundsledere i bekæmpelsen af praksis med kvindelig kønslemlæstelse;

18.  roser det faktum, at stadig flere stater i regionen har besluttet at hæve den lovlige minimumsalder, hvor piger kan indgå ægteskab (16 år i Egypten, 18 i Marokko og 20 i Tunesien og Libyen), og fordømmer ethvert forsøg på at sænke den igen eller begrænse virkningen af sådanne reformer, eftersom tidlige, og ofte tvungne, ægteskaber ikke alene skader pigers rettigheder, sundhed, psyke og uddannelse, men også trækker fattigdommen i langdrag og har en skadelig indvirkning på den økonomiske vækst;

19.  understreger, at ingen som helst form for diskrimination eller vold imod kvinder eller piger kan være berettiget på grundlag af kultur, tradition eller religion;

20.  understreger nødvendigheden af, navnlig når der skabes nye sundhedspolitikker, at styrke adgangen til sundhedsbeskyttelse og social beskyttelse samt service for kvinder og piger, især hvad angår mødresundhed, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder; opfordrer de nationale myndigheder til fuldt ud at gennemføre ICPD, handlingsprogrammet og FN’s dagsorden for udvikling og befolkning og gør dem opmærksomme på konklusionerne i rapporten fra De Forenede Nationers Befolkningsfond (UNFPA) med titlen »By choice, not by chance«: family planning, human rights and development»;

21.  understreger betydningen af særlige aktioner til at oplyse kvinder om deres rettigheder og betydningen af samarbejde med civilsamfundet og statslige organer om udarbejdelse af reformer og gennemførelse af antidiskriminationslove;

Kvinders deltagelse i beslutningstagningen

22.  understreger, at kvinders aktive deltagelse i det offentlige og politiske liv som demonstranter, vælgere, kandidater og valgte repræsentanter viser deres vilje til at udøve deres rettigheder som borgere fuldt ud og kæmpe for at opbygge demokrati; påpeger, at de nylige hændelser i Det Arabiske Forår har vist, at kvinder kan spille en vigtig rolle i revolutionære begivenheder; opfordrer derfor til, at der tages alle de nødvendige skridt, herunder positive foranstaltninger og kvoter, til at sikre fremskridt i retning af kvinders deltagelse på lige fod i beslutningstagningen på alle regeringsniveauer (såvel på lokalt som nationalt plan og med både udøvende og lovgivende beføjelser);

23.  anser det for at være af allerstørste betydning at øge antallet af kvinder, der deltager i udarbejdelsen af love i de nationale parlamenter med henblik på at sikre en mere retfærdig lovgivningspraksis og en ægte demokratisk proces;

24.  støtter den teori, der hersker blandt mange kvindelige parlamentarikere i disse lande om, at kvinders rettigheder og ligestilling for kvinder og mænd samt kvinders aktive deltagelse i det politiske, økonomiske og sociale liv ved at øge deres kvalifikationer og bekæmpe forskelsbehandling bedre vil kunne fremmes og gennemføres i lovgivningen, hvis der skabes et kvindeforum eller et særligt parlamentarisk ligestillingsudvalg, hvor et sådant ikke allerede findes, til at behandle spørgsmålet og sikre integrering af ligestillingsaspektet i det parlamentariske arbejde;

25.  insisterer på, at tilstedeværelsen af kvinder bør styrkes på alle niveauer inden for beslutningstagning, navnlig i institutioner, politiske partier, fagforeninger og den offentlige sektor (herunder retsvæsenet) og understreger, at kvinder ofte er velrepræsenteret i en række sektorer, men at de er mindre hyppige i høje stillinger, delvis på grund af vedvarende forskelsbehandling af kvinder og mænd, kønsrollefordomme samt »glasloftfænomenet«;

26.  mener, at en demokratisk overgang kræver gennemførelse af ligestillingsbevidste politikker og mekanismer, der sikrer kvinders fulde og lige deltagelse i beslutningstagning i det offentlige liv, det være sig i politisk, økonomisk, social eller miljømæssig sammenhæng;

27.  understreger den væsentlige rolle, som uddannelse og medier spiller med hensyn til at fremme holdningsændringer overalt i samfundet og antage de demokratiske principper om respekt for menneskelig værdighed og partnerskab for begge køn;

28.  understreger vigtigheden af at få flere kvinder ind i fredsforhandlings-, mæglings-, interne forsonings- og fredsopbygningsprocesser;

29.  understreger vigtigheden af at oprette og finansiere uddannelseskurser for at forberede kvinder på politisk lederskab og af alle andre foranstaltninger, der vil bidrage til at styrke kvinders indflydelse og sikre, at de deltager fuldt ud i det politiske, økonomiske og sociale liv;

Kvinders indflydelse og status

30.  roser de lande, hvor der udfoldes øgede bestræbelser til fordel for pigers uddannelse; bekræfter ikke desto mindre, at der bør gives bedre adgang til uddannelse og supplerende almen uddannelse, især til højere uddannelse, for kvinder og piger; påpeger, at der stadig bør gøres en vis indsats for at bekæmpe analfabetisme blandt kvinder, og at der bør lægges vægt på erhvervsuddannelse, herunder kurser for at fremme kvinders digitale færdigheder; anbefaler, at ligestilling mellem kvinder og mænd medtages i undervisningsplanerne;

31.  understreger, at regeringerne og parlamenterne i de nordafrikanske lande bør gøre det til en prioritet at sikre, at piger har adgang til gymnasieuddannelse og videregående uddannelse af høj kvalitet, i betragtning af at dette er et middel til at fremme udviklingen og den økonomiske vækst samt garantere den demokratiske stabilitet;

32.  opfordrer til, at politikker tager hensyn til den specifikke situation for de mest sårbare kategorier af kvinder, herunder piger, handicappede kvinder, samt indvandrere, medlemmer af etniske mindretal, homoseksuelle og transseksuelle;

33.  understreger den kendsgerning, at der bør gøres langt mere for at sikre kvinders økonomiske uafhængighed og fremme deres deltagelse i økonomiske anliggender, herunder i landbrugs- og servicesektoren; påpeger, at kvinders økonomiske uafhængighed giver deres modstand mod vold og ydmygelse mere vægt; mener, at udveksling af bedste praksis bør fremmes på lokalt plan mellem entreprenører, fagforeninger og civilsamfundet, især for at støtte de kvinder, der er mest ugunstigt stillede i landdistrikterne og de fattige byområder;

34.  opfordrer de nordafrikanske landes regeringer til at tilskynde og understøtte mere kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet og til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at forhindre kønsdiskrimination på arbejdspladsen; understreger behovet for værktøjer, der kan gøre det muligt for kvinder at komme ind på arbejdsmarkedet på områder, der traditionelt har været lukkede for dem;

35.  anerkender mediernes rolle for fremme af spørgsmål vedrørende kvinders situation og deres rolle i samfundet samt deres indflydelse på borgernes indstilling i de pågældende lande; anbefaler, at der udformes en handlingsplan, der har til formål at støtte kvinder i medierne, både som en professionel karrierevej og som en mulighed for at overvåge, hvordan kvinder er repræsenteret i fjernsynet, gennem produktion af tv-programmer og brug af de nye medier (internettet og de sociale netværker) med henblik på at opmuntre kvinder til politisk deltagelse og fremme den opfattelse, at tradition og lige muligheder kan bringes til at fungere harmonisk sammen;

36.  anbefaler, at der tages skridt til at overvåge processen med fremme af kvinders indflydelse og status, herunder med hensyn til respekten for deres rettigheder som arbejdstagere, især i industrisektoren og servicesektoren, i landdistrikter og industriområder i byerne, og til at fremme kvindelige iværksætterinitiativer og ligeløn;

37.  påpeger, at der er en positiv sammenhæng mellem størrelsen af et lands SMV-sektor og den økonomiske vækstrate; mener, at mikrofinansiering er et meget nyttigt redskab til at give kvinder mere indflydelse, og minder om, at investering i kvinder også betyder investering i familier og samfund og hjælper til at udrydde fattigdom og social og økonomisk uro og styrker den sociale samhørighed i tilgift til, at den giver kvinder større økonomisk uafhængighed; minder om, at mikrofinansiering rækker ud over kredit og også indbefatter rådgivning i administration samt finansiel og kommerciel rådgivning og opsparingsordninger;

38.  opfordrer de nationale offentlige myndigheder til at udforme rammepolitikker for mikrofinansiering med henblik på at imødegå uønskede følger, såsom insolvens, som kvinder kan komme ud i på grund af manglende oplysning eller mangel på relevante lovbestemmelser;

39.  tilskynder de nordafrikanske lande til at oprette støttemekanismer for kvindelige iværksættere, blandt andet gennem oplysning, juridisk beskyttelse og kurser i faglig videreudvikling og lederskab;

40.  tilskynder til en styrkelse af kvinders indflydelse gennem udvekslingsprojekter, der vil give kvindeorganisationer og kvindelige forskere fra forskellige lande mulighed for at mødes og udveksle indhøstede erfaringer, der kan hjælpe dem til at fastlægge strategier og aktioner, der kan anvendes generelt under hensyntagen til forskellige behov og forskellige oprindelsessteder;

41.  understreger vigtigheden af at sikre, at programmerne og aktionerne for styrkelse af kvinders indflydelse og status i regionen er baseret på tre interventionsniveauer: for det første skal der på institutionelt plan presses på for at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder gennem reformer på det retlige område og som led i nye lovgivningstiltag, idet der også ydes teknisk bistand, for det andet er der behov for understøttelse af civilsamfundsorganisationer, der kan slå til lyd for kvinders rettigheder og medvirke til at øge deres deltagelse i beslutningsprocessen, og for det tredje må der arbejdes direkte på lokalsamfundsniveau, især i landdistrikter, med det formål at ændre social adfærd og traditioner og give plads for kvinder i det sociale, økonomiske og politiske liv i deres samfund;

Den europæiske naboskabspolitik / EU's indsats

42.  understreger, at ENPI bør sætte kvinders rettigheder, ligestilling mellem kønnene og kvinders indflydelse og status i centrum for sine programmer, eftersom de hører til nøgleindikatorerne for at vurdere fremskridtet, hvad angår demokratisering og menneskerettigheder; mener, at ligestilling mellem mænd og kvinder bør prioriteres i alle landestrategidokumenter og nationale vejledende programmer;

43.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte med at styrke integreringen af ligestillingsspørgsmål i de forskellige EU-interventioner, uanset på hvilket hovedområde, og tilskynder Kommissionen til at fortsætte samarbejdet med internationale organisationer som gennemførende instanser, såsom UN Women;

44.  opfordrer Kommissionen til at integrere kønsaspektet i udviklingen af køreplaner for samarbejde med civilsamfundsorganisationer på landeniveau i de nordafrikanske lande med henblik på at mindske ulighederne mellem kvinder og mænd og skabe betingelser for en ligelig deltagelse af kvinder og mænd i beslutningstagningen;

45.  opfordrer Kommissionens næstformand/EU’s højtstående repræsentant til at udvide dialogen med de arabiske regionale institutioner for at sikre, at de spiller en ledende rolle i integreringen af kvinders rettigheder og relaterede politikker i hele regionen;

46.  opfordrer Kommissionens næstformand/EU’s højtstående repræsentant til at gennemføre det fælles arbejdsprogram om samarbejde, som er undertegnet med Den Arabiske Liga, navnlig hvad angår styrkelse af kvinders indflydelse og status og menneskerettigheder;

47.  opfordrer Kommissionen til at forhøje finansieringsrammen for støtte til kvinder i regionen; mener, at denne støtte fortsat bør tage hensyn til såvel de enkelte landes særlige karakteristika som de fælles problemer, der gør sig gældende på regionalt plan, f.eks. på politisk og økonomisk plan, idet der søges efter komplementaritet mellem regionale og bilaterale programmer;

48.  opfordrer Kommissionen til at fremme udviklingen af ledelsesprogrammer for kvindelige opinionsledere og for ledere i forretnings- og finanssektoren samt til at yde supplerende støtte til eksisterende programmer på området;

49.  mener, at der bør tages behørigt hensyn til kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene i de tilsagn, som parterne giver i overensstemmelse med princippet om flere midler for flere reformer, der indgår i den nye naboskabspolitik; opfordrer derfor Kommissionens næstformand/EU’s højtstående repræsentant til at udvikle klare kriterier med henblik på at garantere og overvåge fremskridtene gennem en gennemsigtig og inklusiv proces, der omfatter høring af kvinderettigheds- og civilsamfundsorganisationer;

50.  opfordrer EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder til at være særlig opmærksom på kvinders rettigheder i Nordafrika i overensstemmelse med den reviderede EU-strategi for menneskerettigheder;

51.  understreger vigtigheden af at fremme kvinders deltagelse i valgprocessen og opfordrer derfor de berørte landes myndigheder til at vedtage forfatningsmæssige bestemmelser, der giver kvinder ret til at deltage og fjerner de hindringer, der står i vejen for deres deltagelse i virkelig forstand; opfordrer EU til at arbejde tæt sammen med de nationale regeringer med henblik på at forsyne dem med bedste praksis med hensyn til uddannelse af kvinder i deres politiske og valgmæssige rettigheder; minder om, at dette bør gøres gennem hele valgproceduren gennem støtteprogrammer og bør overvåges nøje af EU EOM (EU's valgobservationsmission), hvis det er nødvendigt;

52.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte med at overvåge den måde, hvorpå de nordafrikanske lande gennemfører de henstillinger med hensyn til kvinders rettigheder, som EU's valgobservationsmissioner har fremsat, og til at forelægge Parlamentet en rapport;

53.  opfordrer Kommissionens næstformand/EU’s højtstående repræsentant og Kommissionen til at imødegå diskrimination imod kvindelige arbejdstageres rettigheder i arbejdsmarkedslovgivningen, når den fører politisk dialog og politiske dialogmøder med de nordafrikanske lande, på linje med princippet om flere midler for flere reformer, og til at fremme kvinders deltagelse i fagforeninger;

54.  opfordrer Kommissionen og andre donorer til at fremme programmer, der har til formål at sikre lige adgang til arbejdsmarkedet og til uddannelse for alle kvinder og til at øge de finansielle midler, der afsættes til at støtte kapacitetsopbygning med hensyn til kvindernes civilsamfundsorganisationer og -netværk på nationalt og regionalt plan;

55.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremhæve positive eksempler på kvindelig iværksætterånd, der vedrører kvinder fra nordafrikanske lande eller organisationer, der omfatter kvindelige europæiske og nordafrikanske iværksættere, herunder på det teknologiske og industrielle område; opfordrer derfor Kommissionen til at indføre midler til spredning af de relevante oplysninger for at sikre, at disse erfaringer udnyttes bedst muligt til at fremme og skabe opmærksomhed om udviklingspotentialet for sådanne aktiviteter i samfund med mindre dynamiske økonomier;

56.  opfordrer Kommissionen til, når den foretager konsekvensvurderinger med hensyn til lande, med hvilke der forhandles en vidtgående og bred frihandelsaftale, at tage hensyn til de potentielle sociale virkninger af denne aftale og dens potentielle virkninger for menneskerettigheder, særlig kvinders rettigheder, herunder i den uformelle sektor;

57.  opfordrer Kommissionen til at støtte foranstaltninger med henblik på at sikre, at der straks tages behørigt hensyn til kvinders særlige behov i krise- og konfliktsituationer, herunder i situationer, hvor de udsættes for kønsbestemt vold;

58.  opfordrer Kommissionens næstformand/EU’s højtstående repræsentant og Kommissionen til at sikre et miljø, der giver civilsamfundet mulighed for at fungere frit og deltage i demokratiske ændringer, når de fører politisk dialog og politiske dialogmøder med nordafrikanske lande;

59.  opfordrer Kommissionen til at øge det personale, der beskæftiger sig med ligestillingsspørgsmål i EU's delegationer for den pågældende region, og til at sikre, at kvinder og ngo’er inddrages i høringsprocessen omkring programplanlægningen;

60.  glæder sig over, at UN Women har oprettet kontorer i Nordafrika, og opfordrer EU-delegationerne i de pågældende lande til at arbejde mere sammen med disse FN-kontorer om at udtænke foranstaltninger til at sikre ligestilling mellem kønnene og fremme kvinders rettigheder efter Det Arabiske Forår;

61.  opfordrer Kommissionen til at fremme oprettelse og finansiering af rådgivningscentre og »kvindehuse«, hvor kvinder kan få rådgivning i alle spørgsmål, lige fra politiske rettigheder til juridisk rådgivning, i sundhedsspørgsmål og med hensyn til beskyttelse imod vold i hjemmet, eftersom en helhedsorienteret tilgang gavner kvinderne, men også er mere diskret, hvis der er tale om vold;

62.  opfordrer de nationale myndigheder i Nordafrika til at tilrettelægge oplysningskampagner om vold i hjemmet kombineret med udvikling af tilflugtssteder for kvinder, der er blevet eller på nuværende tidspunkt bliver udsat for vold i hjemmet;

63.  opfordrer myndighederne i de nordafrikanske lande til at sikre passende medicinsk og psykologisk støtte, gratis juridisk rådgivning og adgang til domstolene og til klageordninger for kvindelige ofre for og vidner til vold;

64.  minder om, at der også bør ydes støtte til civilsamfundet, ngo’er og kvindeorganisationer gennem Middelhavsunionens mekanismer; opfordrer Kommissionen til at fremme samarbejdet mellem kvindeorganisationer i EU og tilsvarende organisationer i Nordafrika;

65.  opfordrer Kommissionen til at understøtte bestræbelserne i de nordafrikanske lande med henblik på at opbygge et gennemgribende og holdbart demokrati baseret på respekt for menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder, kvinders rettigheder, principperne om ligestilling mellem mænd og kvinder, ikke-diskrimination og retsstatsprincippet; understreger nødvendigheden af at understøtte udviklingen af aktivt borgerskab i regionen gennem teknisk og finansiel støtte til civilsamfundet for at hjælpe med at skabe en demokratisk politisk kultur;

66.  opfordrer Kommissionen til at sikre fuld gennemsigtighed i handelsforhandlingerne, herunder omkring al baggrundsinformation, på hvis basis der foreslås handelsaftaler; understreger, at kvindegrupper og civilsamfundsorganisationer aktivt bør inddrages igennem hele processen;

67.  opfordrer Middelhavsunionens Parlamentariske Forsamling til hvert år i marts at afholde et møde specielt om kvinders situation i regionen;

68.  opfordrer Kommissionen til at fremme styrkelsen af Istanbul-Marrakesh-processen og understøtte programmer, der fremmer dialogen mellem civilsamfund og regeringer i Euro-Middelhavsregionen;

69.  mener, at den nyoprettede europæiske demokratifond (EED) bør være særlig opmærksom på kvinders inddragelse i de demokratiske reformprocesser i Nordafrika ved at støtte kvindeorganisationer og projekter på ligestillingsfølsomme områder, såsom fremme af interkulturel og tværreligiøs dialog, bekæmpelse af vold, jobskabelse, fremme af kulturel og politisk deltagelse, udvidelse af adgangen til retfærdighed, sundhedsservice og uddannelse for kvinder og piger samt forebyggelse eller bekæmpelse af eksisterende diskrimination imod kvinder og krænkelse af kvinders rettigheder;

70.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne, især EU’s koordinator for bekæmpelse af menneskehandel, til at være opmærksomme på og gøre fælles front i forbindelse med koordination af EU's eksterne politiske aktiviteter inden for rammerne af EU’s strategi for bekæmpelse af menneskehandel 2012-2016; mener, at nordafrikanske nationale myndigheder, når og hvor det er muligt, bør tilskyndes til at gå sammen med andre stater i regionen om at bekæmpe menneskehandel;

71.  opfordrer Kommissionen til at støtte kvinders projekter og styrke kvinders netværker på universiteter, i medier, kulturelle organisationer, filmindustrien og andre kreative sektorer og insisterer på vigtigheden af at øge de kulturelle forbindelser mellem begge Middelhavets kyster, herunder gennem de sociale medier, gennem digitale platforme og satellittransmission;

72.  opfordrer medlemsstaternes regeringer og myndigheder til at sætte kvinders rettigheder i centrum for deres bilaterale diplomatiske forbindelser og handelsforbindelser med de nordafrikanske lande;

73.  opfordrer Kommissionen til at styrke udvekslingsprogrammer inden for højere uddannelse såsom Erasmus Mundus og til at fremme unge kvinders deltagelse; opfordrer også til udvikling af interregionalt samarbejde (det være sig ved twinning eller gennem peer-to-peer-udveksling mellem regioner fra det nordlige og det sydlige Middelhavsområde);

74.  bifalder mobilitetspartnerskaber, for så vidt som de fremmer udveksling og hjælper med til at tackle migrationen på en menneskelig og værdig måde;

o
o   o

75.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer.

(1) Resolution 1873 (2012), vedtaget af Den Parlamentariske Forsamling den 24. april 2012 (13. samling). (2) EUT C 188 E af 28.6.2012, s. 26. (3) EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 158. (4) EUT C 296 E af 2.10.2012, s. 114. (5) EUT C 296 E af 2.10.2012, s. 126. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0069. (7) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0113.