Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2013/2020(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0325/2013

Indgivne tekster :

A7-0325/2013

Forhandlinger :

PV 21/10/2013 - 17
CRE 21/10/2013 - 17

Afstemninger :

PV 22/10/2013 - 8.4
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2013)0431

Vedtagne tekster
PDF 262kWORD 72k
Tirsdag den 22. oktober 2013 - Strasbourg
Menneskerettighedssituationen i Sahel-regionen
P7_TA(2013)0431A7-0325/2013

Europa-Parlamentets beslutning af 22. oktober 2013 om menneskerettighedssituationen i Sahel-regionen (2013/2020(INI))

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til FN's og Afrikas centrale menneskerettighedskonventioner og –traktater, herunder det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

—  der henviser til konventionen om fjernelse af alle former for forskelsbehandling af kvinder og den frivillige protokol hertil,

—  der henviser til protokollen om kvinders rettigheder i Afrika, der er knyttet som bilag til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

—  der henviser til Romstatutten, som blev underskrevet den 17. juli 1998 og trådte i kraft den 1. juli 2002,

—  der henviser til Cotonouaftalerne underskrevet den 23. juni 2000 og ændret den 22. juni 2010,

—  der henviser til Rådets konklusioner af 25. juni 2012 om EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati og EU's handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati samt til Rådets afgørelse af 25. juli 2012 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder(1) og af 18. marts 2013 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sahel(2), navnlig menneskerettighedsartiklerne i hans mandat,

—  der henviser til Rådets konklusioner om Sahel, især Mali, herunder konklusionerne af 21. marts 2011 om EU-strategien for sikkerhed og udvikling i Sahel og de nylige konklusioner af 17. og 31. januar, 18. februar, 22. april, 27. maj og 24. juni 2013,

—  der henviser til FN's erklæring om beskyttelse af kvinder og børn i krisesituationer og væbnede konflikter og til Sikkerhedsrådets resolution 1325(2000) og 1820(2008) om kvinder, fred og sikkerhed,

—  der henviser til Rådets konklusioner af 14. juni 2011 om EU-indikatorer for den omfattende strategi for EU's gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 1325(2000) og 1820(2008) om kvinder, fred og sikkerhed,

—  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettigheder,

—  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem,

—  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner og rapporterne fra FN's generalsekretær og FN's højkommissær for menneskerettigheder om Sahel, især Mali,

—  der henviser til FN's generalsekretærs rapport af 14. juni 2013 til FN's Sikkerhedsråd om situationen i Sahel-regionen og til den tilhørende integrerede FN-strategi for Sahel,

—  der henviser til FN's rapport om menneskelig udvikling (Human Development Report) for 2013,

—  der henviser til Europa-Kommissionens humanitære gennemførelsesplaner for Sahel,

—  der henviser til de fælles konklusioner fra den internationale donorkonference "Sammen om et nyt Mali", der blev afholdt den 15. maj 2013 i Bruxelles,

—  der henviser til konferencen på højt plan om kvindelige ledere i Sahel, der blev afholdt den 9. april 2013 i Bruxelles på foranledning af EU, den særlige udsending for FN's generalsekretær i Sahel og FN's agentur for kvinder,

—  der henviser til EU's handlingsplan om ligestilling og styrkelse af kvinders position i udviklingssamarbejdet (2010-2015),

—  der henviser til FN's generalsekretærs rapport af 8. april 2013 til FN's Sikkerhedsråd om Vestsahara, navnlig dens henvisning til den indbyrdes sammenkobling mellem Vestsahara og situationen i Sahel; der henviser til strategien for sikkerhed og udvikling i Sahel-regionen fra EU-Udenrigstjenesten, navnlig konstateringen af, at problemerne i Sahel er grænseoverskridende og tæt forbundne, og at kun en regional og holistisk tilgang, der ligeledes inddrager Maghrebs nabostater, kan sikre fremskridt i regionen,

—  der henviser til rapporten af 28. februar 2013 fra FN's særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf om hans mission til Marokko, herunder Vestsahara,

—  der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om situationen i Vestsahara(3),

—  der henviser til sin beslutning af 13. december 2012 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2011 og EU's politik om menneskerettigheder og demokrati(4),

—  der henviser til sin beslutning af 7. februar 2013 om den 22. samling i FN's Menneskerettighedsråd(5),

—  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2012 om Parlamentets holdning med henblik på den 19. samling i FN's Menneskerettighedsråd(6),

—  der henviser til årsrapporten om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik fra Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til Europa-Parlamentet, der blev vedtaget af Rådet den 4. oktober 2012,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0325/2013),

A.  der henviser til, at Sahel er en af verdens fattigste regioner, som står over for alvorlige problemer med menneskerettighederne, retsstatsprincippet, sikkerhed og væbnet konflikt såvel som økonomisk og social udvikling; der henviser til, at den ekstreme fattigdom i regionen afspejles i FN's Human Development Index for 2012, hvor Niger (nr. 186), Tchad (nr. 184), Burkina Faso (nr. 183) og Mali (nr. 182) er rangeret blandt de seks mindst udviklede lande i verden;

B.  der henviser til, at et af regionens særlige kendetegn er den afsmittende virkning, der i sagens natur medfører fælles udfordringer på menneskerettighedsområdet i hele Sahel, navnlig på grund af politisk ustabilitet, fattigdom og usikre grænser; der henviser til, at disse kendetegn understreger behovet for en velkoordineret og holistisk tilgang til hele den miljømæssige og geografiske definition af Sahel-regionen;

C.  der henviser til, at det er en afgørende udfordring for Sahel-staterne at indføre demokrati, fred og god regeringsførelse; der henviser til, at staterne må gå i gang med at fremme menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, udrydde forskelsbehandling af kvinder og minoriteter og fremme uddannelse og etnisk forsoning;

D.  der henviser til, at rækkevidden af denne beslutning omfatter de lande, der er identificeret i EU's Sahelstrategi, i særdeleshed Mauretanien, Mali, Niger og relevante dele af Burkina Faso og Tchad; der henviser til, at den bredere geografiske og miljømæssige definition af Sahel også har afgørende betydning for regionens fælles udfordringer på menneskerettighedsområdet, der følger af konflikter og forskellige svigt vedrørende menneskers sikkerhed, herunder i svagt funderede stater; der henviser til, at denne betænkning ligeledes vil omhandle menneskerettighedssituationen i det ikke-selvstyrende område Vestsahara og Tindouf-lejrene;

E.  der henviser til, at mødredødeligheden i Mali, der anslås til at være 1 100 dødsfald per 100 000 levendefødte børn, er den højeste i verden ifølge FN's data; der henviser til, at FN's Human Development Report for 2013 udpeger Niger og Mali som lande med specielt høj dødelighed blandt børn under fem år, som kommer op over 200 dødsfald per 1 000 levendefødte, når mødrene ikke har nogen form for uddannelse; der henviser til, at Verdensbanken skønner, at indskrivningen i grundskolen i Niger og Mali er blandt de laveste i verden med hhv. 62 % og 63 %; der henviser til, at FN skønner, at omkring 18 millioner mennesker var ramt af den alvorlige fødevare- og ernæringskrise i 2012 i Sahel og Vestafrika; der henviser til, at Kommissionen skønner, at 10,3 millioner mennesker i området stadig står over for manglende fødevareforsyningssikkerhed, hvoraf 4,2 millioner er maliere, og hvor 1,4 millioner børn under fem år er i risiko for alvorlig akut underernæring og 3,1 million i risiko for moderat akut underernæring; der henviser til, at Kommissionen har haft afgørende betydning for etablering af EU's globale alliance til styrkelse af resiliens (AGIR Sahel) og har givet tilsagn om 517 mio euro i humanitær hjælp og udviklingsbistand for 2012-2013,

F.  der henviser til, at dele af befolkningen i disse lande ikke har adgang til sundhedspleje, at den lider af talrige endemiske sygdomme som f.eks. kolera, meningitis, mæslinger og hiv/aids; der henviser til, at antallet af dødsfald som følge af hiv/aids er højt og i Tchad ligger på 11 000 dødsfald om året, i Burkina-Faso på 7 100 dødsfald om året, i Mali på 4 400 dødsfald om året og i Niger på 4 300 dødsfald om året;

G.  der henviser til, at landene i Sahel-regionen er rige på naturressourcer, navnlig olie, guld og uran, men at indtægterne fra udvindingen heraf ikke kanaliseres tilbage i den lokale økonomi i tilstrækkeligt omfang til at give disse lande mulighed for udvikling;

H.  der henviser til, at borgerkrige eller etniske konflikter medfører fordrivelse af befolkningen og anbringelse af den i flygtningelejre som f.eks. Mentao i Burkina-Faso, Mangaize i Niger, M'Bera i Mauretanien og Breijing i Tchad; der henviser til, at levevilkårene og hygiejneforholdene i disse lejre er elendige;

I.  der henviser til, at der i de sidste 20 år regelmæssigt er blevet afholdt valg i Mali; der henviser til, at Mali inden statskuppet blev betragtet som en relativ succeshistorie for demokratiet i Afrika;

J.  der henviser til, at krisen i Mali har mange årsager og ikke blot kan reduceres til en etnisk konflikt; der henviser til, at tuaregernes utilfredshed og ønsket om uafhængighed eller større selvstyre i det nordlige Mali imidlertid er blevet udnyttet af bevæbnede jihad-grupper, som i begyndelsen af 2012 allierede sig med og sidenhen fordrev den sekulære Nationalbevægelse til Befrielse af Azawad som led i deres oprør; der henviser til, at disse grupper, især Ansar Dine, Al-Qaeda i det Islamiske Maghreb (AQIM) og Bevægelsen for Enhed og Jihad i Vestafrika (MUJAO), har draget yderligere fordel af den ustabilitet, der opstod i forbindelse med det efterfølgende kup i Bamako, samt af den øgede regionale ustabilitet som følge af ukontrollerede arsenaler i Libyen; der henviser til, at den overhængende eksistenstrussel mod selve staten Mali kombineret med de systematiske menneskerettighedskrænkelser i nord fremskyndede de franske, afrikanske og FN-styrkers væbnede indgriben for at sætte en stopper for ekstremistgruppernes overgreb og overtrædelse af menneskerettighederne og for at genskabe demokratiet, retsstaten og den maliske stats myndighed samt for at genetablere respekten for menneskerettighederne; der henviser til, at den maliske regering den 18. juni 2013 undertegnede en foreløbig fredsaftale med oprørsstyrkerne; der henviser til, at situationen i Mali kræver en reaktion, der går videre end at afbøde sikkerhedstrusler, herunder en langsigtet indsats fra det internationale samfunds side og en beslutsom indsats for at leve op til dybt forankrede politiske, udviklingsmæssige og humanitære udfordringer;

K.  der henviser til, at tilstedeværelsen af terrorgrupper i Sahel-regionen medfører stor sikkerhedsmæssig ustabilitet i regionen som følge af gidseltagninger og attentater; der henviser til, at Sahel er et transitområde for ulovlig handel med narkotika, der drives af kriminelle grupper fra Latinamerika; der henviser til, at narkotikahandlerne ofte er knyttet til terrorgrupper, som yder dem sikkerhed under transit; der henviser til, at disse narkotikahandlere er en kilde til ustabilitet både i Sahel og i EU, som ofte er slutdestinationen for denne handel;

L.  der henviser til, at regeringerne i Sahel-regionen bør inddrage de berørte lokalbefolkninger for at finde en varig løsning på krisen; der henviser til, at kvinder især kan bidrage til at løse krisen i Sahel, og at deres deltagelse er en nødvendig forudsætning for at opnå langsigtet stabilitet; der henviser til, at bekæmpelse af straffrihed, herunder for kønsbestemt vold under en konflikt, er afgørende for at sikre stabilitet i regionen og opbygge varig fred;

M.  der henviser til, at EU har haft øget fokus på Sahel, sådan som det fremgår af vedtagelsen af EU's strategi for sikkerhed og udvikling i Sahel-regionen i 2011, iværksættelsen af EU's FSFP-kapacitetsopbygningsmission (EUCAP Sahel Niger) i juli 2012 samt EU’s udannelsesmission (EUTM) i Mali i februar 2013 og udnævnelsen af en særlig EU-repræsentant for Sahel; der henviser til, at mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sahel, som blev vedtaget den 18. marts 2013, indeholder en stærk menneskerettighedskomponent;

N.  der henviser til, at komplekse og indbyrdes afhængige problemstillinger kræver en samlet, koordineret tilgang, som gør brug af alle relevante EU-instrumenter og EU-politikker, der knytter EU's mål for krisestyring, sikkerhedssektoren, udviklingssamarbejde og miljømæssig bæredygtighed til EU's indsats inden for menneskerettigheder, demokratistøtte og retsstat; der henviser til, at en samlet strategi for regionen bør omfatte en effektiv koordinering mellem Unionens højtstående repræsentant/næstformand i Kommissionen, de relevante kommissærer, herunder kommissæren for udvikling og humanitær hjælp, EU-Udenrigstjenesten, Den Europæiske Unions særlige repræsentanter, herunder den særlige repræsentant for menneskerettigheder og den særlige repræsentant for Sahel, EU's antiterrorkoordinator samt EU-medlemsstaterne; der henviser til, at en effektiv løsning på den nuværende krise skal omfatte økonomiske og sociale politikker, som sigter mod at øge befolkningens levestandard;

O.  der henviser til, at EU’s politikker bør have særligt fokus på udvikling af landdistrikter og landbrug for at sikre fødevareforsyningssikkerhed som et bidrag til en bæredygtig socioøkonomisk udvikling i Afrika syd for Sahara; der henviser til, at Kommissionen i partnerskab med bl.a. FN’s Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (UNOCHA), FN’s Børnefond (UNICEF), FN’s Højkommissariat for flygtninge (UNHCR) og Verdensfødevareprogrammet (WFP) har taget initiativ til AGIR Sahel, der har til formål at øge det tværorganisatoriske samarbejde som led i EU's samlede strategi til løsning af fødevarekrisen i Sahel; der henviser til, at partnerne har fastsat et mindstekrav til investeringer på 750 mio. EUR med henblik på at udvikle et socialt sikkerhedsnet til beskyttelse af de mest sårbare, hvis eller når tørken rammer igen i fremtiden;

P.  der henviser til, at krænkelserne af menneskerettighederne og den politiske, miljømæssige, udviklingsmæssige og humanitære krise i Sahel-regionen især berører kvinder, der ofte er udsat for forskelsbehandling, usædvanlig fysisk og menneskelig usikkerhed, kronisk fattigdom og marginalisering; der henviser til, at ligestilling mellem kønnene, styrkelse af kvindernes økonomiske og politiske status, fremme af ligestilling mellem kønnene og beskyttelse af kvinders rettigheder er afgørende for at mindske fattigdom og fremme bæredygtig udvikling; der henviser til, at et mere og mere restriktivt socialt miljø begrænser kvindernes mobilitet og produktivitet og i sidste ende deres evne til at kunne fungere som effektive ledere og forkæmpere for kvinders rettigheder; der henviser til, at kvinderne i Sahel-regionen udgør hovedparten af små langbrugere, og at de alligevel er dårligt stillet med hensyn til ejendomsretten til jorden; der henviser til, at denne mangel på ejendomsret til jorden bidrager til fattigdom blandt kvinder; der henviser til, at undersøgelser viser, at der kan opnås en række positive resultater, hvis kvinder uddannes og kan tjene og bestemme over en indtægt, f.eks. at mødre- og børnedødeligheden falder, kvinders og børns sundhed og ernæring forbedres, landbrugets produktivitet stiger, klimaændringer kan afbødes, befolkningstilvæksten reduceres, økonomien vokser, og fattigdomsspiralen brydes,

Q.  der henviser til, at mere end 100 regeringer, internationale agenturer og ngo'er på topmødet i London i juli 2012 satte sig som mål at investere yderligere fire milliarder dollars inden 2020 for at øge antallet af kvinder, der anvender prævention, med 120 millioner i de 69 fattigste lande i verden, som indbefatter Sahel-staterne; der henviser til, at denne finansiering lægges oven i de nuværende ti mia. USD;

R.  der henviser til, at landene i Sahel har undertegnet Cotonouaftalen; der henviser til, at partnerskabet med EU er baseret på i fællesskab aftalte bestemmelser om menneskerettigheder og god regeringsførelse og omfatter udviklingsstøtte, god regeringsførelse, fremme af menneskerettigheder og humanitær bistand;

S.  der henviser til, at EU's samarbejde med Den Afrikanske Union (AU), Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS), Den Arabiske Maghreb-Union, regionale menneskerettighedsinstitutioner og FN's menneskerettighedsorganer og civilsamfundsorganisationer fortsat er en forudsætning for, at man på produktiv vis kan tilskynde til beskyttelse og fremme af menneskerettighederne i Sahel;

T.  der henviser til, at FN’s generalsekretær den 14. juni 2013 i sin rapport til FN’s Sikkerhedsråd foreslog, at der blev vedtaget en integreret strategi for Sahel baseret på tre strategiske mål, nemlig styrkelse af den inklusive og effektive forvaltning i hele regionen, etablering af nationale og regionale sikkerhedsmekanismer til håndtering af grænseoverskridende trusler samt integration af humanitære udviklingsplaner og interventioner med henblik på langsigtet modstandsdygtighed;

U.  der henviser til, at en våbenstilstand i Vestsahara mellem den marokkanske regering og Polisario-fronten har været gældende siden 1991; der henviser til, at FN anser Vestsahara for at være et ikke-selvstyrende område; der henviser til, at Den Demokratiske Arabiske Republik Sahara (DARS) er fuldgyldigt medlem af AU og i øjeblikket er anerkendt af mere end 35 FN-stater, men ikke af FN som helhed eller af nogen EU-medlemsstat; der henviser til, at Marokko er retligt forpligtet til at stå til regnskab for den udøvelse af den administrative magt, som landet faktisk udøver over Vestsaharas område og befolkning; der henviser til, at FN under Sikkerhedsrådets myndighed fungerer som mægler for at finde en løsning på konflikten; der henviser til, at der ifølge FN's generalsekretær ikke er gjort noget fremskridt med de grundlæggende spørgsmål omkring områdets fremtidige status; der henviser til, at en folkeafstemning om Vestsaharas status, som der første gang opnåedes principiel enighed om i 1988, endnu ikke har fundet sted;

V.  der henviser til, at Marokko har undertegnet og ratificeret en række internationale traktater om menneskerettigheder, såsom den internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungen forsvinding, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), konventionen mod tortur (CAT), konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder og FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere;

W.  der henviser til, at Sikkerhedsrådets med resolution 1754(2007), 1783(2007) , 1871(2009), 1920(2010), 1979(2011), 2044(2012) og 2099(2013) har opfordret nabolandene til at samarbejde fuldt ud med FN og med hinanden og til at øge deres engagement i at bringe situationen ud af det nuværende dødvande og nå frem til en politisk løsning;

X.  der henviser til, at flygtningelejrene nær Tindouf i Algeriet, som første gang blev oprettet for 37 år siden, er de lejre i verden, der har eksisteret næstlængst; der henviser til, at et politisk dødvande udelukker ethvert realistisk håb om, at de nedlægges, eller at beboerne genhuses eller hjemsendes i nær fremtid;

Y.  der henviser til, at både den marokkanske regering og Polisario-fronten er blevet beskyldt for menneskerettighedskrænkelser; der henviser til, at FN's mission for folkeafstemning i Vestsahara (MINURSO) ikke har nogen menneskerettighedsdimension i sit mandat, og som ikke har nogen mekanisme, der gør det muligt at indberette påståede menneskerettighedskrænkelser; der henviser til, at FN’s Sikkerhedsråds resolution 2099 af 25. april 2013 har forlænget MINURSO’s mandat; der henviser til, at rapporten fra FN's generalsekretær af 8. april 2013 indeholder et afsnit på tre sider om menneskerettigheder; der henviser til, at FN’s Sikkerhedsråd og EU-medlemsstaterne i FN's Sikkerhedsråd undlod at støtte et forslag fra USA om at give MINURSO et menneskerettighedsmandat, hvilket førte til folkelige demonstrationer i Vestsahara;

Generelle betragtninger

1.  giver udtryk for dyb bekymring over menneskerettighedssituationen i Sahel-regionen, som er blevet forværret af adskillige kriser på det politiske, sociale, økonomiske og miljømæssige område; understreger, at dybt sammenfiltrede udfordringer kræver en integreret og samlet politisk reaktion og en politisk løsning, der omfatter de forskellige parter i konflikten;

2.  konstaterer, at menneskerettighedssituationen i Sahel har fået større international opmærksomhed som følge af den væbnede konflikt i Mali og de franske, afrikanske og FN-styrkers intervention; erkender, at denne konflikt har skabt særlige problemer i dette land og har forværret de strukturelle udfordringer, der allerede fandtes i Mali og andre steder i regionen som f.eks. i Libyen; understreger dog, at de umiddelbare problemer i Mali ikke bør aflede opmærksomheden fra de kroniske og vidt udbredte problemer, der har alvorlig indvirkning på menneskerettighederne i resten af Sahel, i særdeleshed organiseret kriminalitet, slaveri og menneskehandel, ulovlig våben- og narkohandel, jihad-ekstremisme og radikalisering, svag regeringsførelse og institutionel korruption samt systemisk og udmarvende fattigdom, børnesoldater og diskrimination mod kvinder;

3.  minder om, at den manglende grænsekontrol er et afgørende træk ved landene i regionen; understreger, at den omstændighed, at forværringen af situationen i Sahel-regionen hænger nøje sammen med den massive udbredelse af våben i det nordlige Mali i kølvandet på krigen i Libyen, medens libyske oprørere rutinemæssigt er blevet afvæbnet ved grænsen til andre lande i regionen; gentager sin opfordring til, at der indføres lovgivning om og kraftig kontrol med våbensalget for at undgå, at medlemsstaterne bidrager til en spredning af konflikten;

4.  glæder sig over den øgede opmærksomhed på menneskerettigheder i EU's politik; bemærker, at FN har udarbejdet en sammenhængende strategi for Sahel med en stærk menneskerettighedsdimension; minder om, at EU og landene i Sahel som signatarer af Cotonouaftalen har påtaget sig gensidige forpligtelser til at værne om menneskerettighederne og de demokratiske principper på grundlag af retsstatsprincippet og gennemsigtig, ansvarlig regeringsførelse; minder om, at landene i Sahel-regionen er parter i størstedelen af de internationale traktater om beskyttelse af menneskerettigheder, kvinders rettigheder og børns rettigheder;

5.  understreger EU's vigtige rolle som verdens største donor i forhold til de udviklingsmæssige udfordringer, som Sahel-regionen står over for; understreger betydningen af at inddrage de øvrige internationale aktører med henblik på at udrydde fattigdom og sult, fremme ligestilling mellem kvinder og mænd og reducere børnedødeligheden i overensstemmelse med årtusindudviklingsmålene;

Menneskerettigheder i situationer med væbnet konflikt

6.  anser menneskerettighedssituationen i Mali for at være særligt akut, idet der er rapporter om, at væbnede tuareg-oprørere og jihad-grupper foretager alvorlige menneskerettighedskrænkelser i det nordlige Mali; bemærker, at de påståede forbrydelser omfatter massevoldtægt, tortur, lemlæstelse og grusom behandling, herunder amputation og offentlig piskning, offentlig stening for utroskab, etnisk baseret vold, forsøg på etnisk udrensning, udenretslige og summariske henrettelser af fanger, massakre på maliske soldater, ulovlige arrestationer og anholdelser og domsafsigelser uden behørig rettergang, tvangsægteskaber og seksuelt slaveri, angreb, der bevidst rettes mod kulturelle genstande/steder, samt ødelæggelse og plyndring af ejendom; er dybt bekymret over de nye tendenser og teknikker inden for terror og kriminalitet, herunder selvmordsbombere, kidnapning, gidseltagning og brug af børn som menneskelige skjolde; bemærker, at der siden januar 2013 også har været en række rapporter om menneskerettighedskrænkelser udført af medlemmer af de maliske sikkerhedsstyrker og i mindre omfang af private vagtværn mod jihadister eller dem, der formodes at have samarbejdet med oprørsgrupper; bemærker, at disse angreb ofte er rettet mod tuareger, det arabiske lokalsamfund og peul-befolkningen, og at hæren ofte er blevet beskyldt for etnisk baserede gengældelsesaktioner; giver udtryk for dyb bekymring over, at påståede lovovertrædelser omfatter tortur og umenneskelig behandling, tvungne forsvindinger og udenretslige og summariske henrettelser af fanger og civile; er endvidere bekymret over beretningerne fra det sydlige Mali om drab, forsvindinger og tortur begået af de militære sikkerhedsstyrker, der er loyale over for Touré-regimet før kuppet; bemærker ligeledes de alarmerende rapporter om brug af landminer, der dræber og lemlæster den maliske civilbefolkning, herunder børn; opfordrer de krigsførende parter til at indstille brugen af landminer og til at samarbejde med de regionale og internationale aktører med henblik på at sikre en hurtig, effektiv og fuldstændig fjernelse af denne form for våben;

7.  glæder sig over den fredsaftale, der blev undertegnet i Mali den 18. juni 2013, med henblik på at bane vejen for det vellykkede præsidentvalg og for fredsforhandlinger mellem de maliske myndigheder og de væbnede oprørsgrupper i det nordlige Mali, og glæder sig over, at alle de underskrivende parter har lovet at sætte en stopper for enhver form for menneskerettighedskrænkelser; bifalder deres vilje til enhed, dialog og genoprettelse af den forfatningsmæssige orden; erkender imidlertid, at dette er en foreløbig aftale, der skal følges op af handling på begge sider for at bringe konflikten til endeligt ophør; opfordrer indtrængende de maliske myndigheder og deres internationale partnere til at holde nøje øje med de nye mønstre i menneskerettighedskrænkelserne, især de gengældelsesaktioner baseret på etnicitet, som er opstået siden generobringen af visse dele af det nordlige Mali, og som kan være en alvorlig hindring for fredsskabelse og forsoning, hvis ikke der gøres noget ved dem; glæder sig i denne forbindelse over den maliske regerings oprettelse af enheder til overvågning af hærens væbnede operationer i den nordlige del af landet og iværksættelsen af undersøgelser af de påståede menneskerettighedskrænkelser, der tilskrives visse elementer i de maliske væbnede styrker; opfordrer de væbnede styrker til at udvise professionalisme, når de konsoliderer sig i de områder, der tidligere var i oprørernes magt; opfordrer desuden den maliske regering til at forstærke sine bestræbelser på at fremme indberetningen af krænkelser både i forbindelse med de nuværende operationer og eventuelle fremtidige offensiver, herunder gennem støtte til den nationale kommission for menneskerettigheder, og til at respektere reglerne om behørig behandling, når mistænkte militante personer afhøres; gentager sin fordømmelse af de indberettede grusomheder, der begås mod civilbefolkningen, fanger og soldater; minder om, at anklageren for Den Internationale Straffedomstol (ICC) har fastslået, at der er rimeligt grundlag for at formode, at de grusomheder, der er begået under konflikten i Mali, kan udgøre krigsforbrydelser; mener desuden, at nogle af grusomhederne kan udgøre forbrydelser mod menneskeheden;

8.  bemærker med stor bekymring, at en yderligere årsag til den eskalerende destabilisering i Mali er det stigende omfang af korruption, hvilket bevirker, at befolkningen i nord, herunder tuareger, songhaiere, arabere og andre grupper udelukkes fra international bistand; understreger, at en af de farligste følger af korruption er den kulturelle og etniske opdeling mellem det nordlige og sydlige Mali;

9.  bemærker med stor bekymring, at UNHCR anslår, at der er næsten 300 000 internt fordrevne i Mali ud over de mere end 175 000 flygtninge i nabolandene Burkina Faso, Niger, Mauretanien og i mindre omfang Algeriet; kræver en øjeblikkelig indsats i de flygtningelejre og de dele af det nordlige Mali, der efter sigende er ramt af kolera, ekstrem stor fødevareusikkerhed og alarmerende høj børnedødelighed, der langt overstiger tallene i regionen som helhed som følge af underernæring og manglende adgang til rent vand og sundhedspleje; opfordrer de internationale donorer til hurtigt at leve op til deres økonomiske forpligtelser og straks indsamle de 290 mio. dollars, der mangler for, at UNHCR kan afhjælpe den alvorlige fødevarekrise, der i øjeblikket berører 3,4 mio. maliere; understreger vigtigheden af at garantere flygtningenes og de internt fordrevnes sikkerhed og lette deres tilbagevenden til deres egne lokalsamfund under velordnede forhold som et af de centrale elementer i en national forsoning;

10.  henleder opmærksomheden på kvinders lidelser under den nylige konflikt i Mali; fordømmer navnlig brugen af bortførelser og voldtægter som krigsvåben; forventer, at EU og Malis andre internationale partnere samarbejder tæt med de maliske myndigheder om at gennemføre de forpligtelser, der er forbundet med FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 1325 og 1820 og med EU's overordnede strategi; understreger betydningen af at etablere retlige overgangsmekanismer til ophævelse af straffrihed for udøvere af kønsbaseret vold;

11.  opfordrer EU og Sahel-landene til fuldt ud at gennemføre FN's Sikkerhedsråds resolutioner: resolution nr. 1325 om kvinder, fred og sikkerhed, hvori der opfordres til, at kvinder deltager i alle aspekter og på alle niveauer af konfliktløsningen, resolution nr. 1820 om seksuelle overgreb i konfliktsituationer og post-konfliktsituationer samt efterfølgende resolutioner nr. 1888, 1889 og 1960, som bygger på ovennævnte resolutioner; opfordrer i denne forbindelse til, at der lægges vægt på kvinders deltagelse i fredsforhandlingerne, og at denne sikres, samt at det anerkendes, at der er behov for at inddrage kønsperspektivet i konfliktforebyggelsen, de fredsbevarende operationer, den humanitære bistand og genopbygningen efter konflikter; tager afstand fra de ekstreme lidelser, som kvinder udsættes for på grund af deres køn i lande, der er i krig; fastholder, at disse handlinger, herunder soldaters voldtægt af piger, tvunget prostitution, tvangsbefrugtning af kvinder, sexslaveri, voldtægt og seksuel chikane og samtykkende bortførsel (via forførelse) er forbrydelser, som ikke må ignoreres; understreger, at EU skal behandle dem som grundlæggende problemer, som der skal tages hensyn til; understreger, at det er helt afgørende at sikre kvinder og piger, der er blevet voldtaget i væbnede konflikter, adgang til abort;

12.  påpeger, at kvinder ofte udsættes for forskelsbehandling, hvad angår anerkendelse af deres kamp for fred; minder om, at kvinderne, i de tilfælde hvor de jævnligt deltager i konfliktløsning og fredsskabende aktiviteter, spiller en afgørende rolle i fredsforhandlingerne og dermed øger omfanget af genopbygningen, rehabiliteringen og de fredsskabende aktiviteter; tilskynder derfor til, at kvinder deltager i enhver national, regional og international forsoningsproces for Mali, især for den nordlige del af landet; kræver, at de nationale handlingsplaner inden for rammerne af FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1325 revideres med jævne mellemrum, og at topprioriteterne ajourføres regelmæssigt;

13.  finder de alvorlige overgreb og brutale voldshandlinger, der er begået mod børn i Mali, afskyelige, herunder den veldokumenterede rekruttering og brug af børnesoldater i næsten alle de væbnede grupper, der opererer nordpå, herunder i regeringsstyrkerne; fremhæver betydningen af at afsætte tilstrækkelige ressourcer til opgaverne med at demobilisere og rehabilitere børnesoldater; glæder sig i denne forbindelse over det forslag til en aftale, der er ved at blive udarbejdet mellem den maliske regering og FN vedrørende overdragelse af børnesoldater, der er tilknyttet de væbnede grupper, til FN's repræsentanter, og hilser UNICEF’s foranstaltninger til resocialisering af disse børn velkommen; er dybt bekymret over resultaterne af FN's seneste rapport om børn og væbnede konflikter, som understreger, hvordan karakteren af konflikten i Mali og den taktik, der anvendes, skaber hidtil usete trusler mod børn; fordømmer i de skarpest mulige vendinger drab og lemlæstelse af børn, voldtægt og den seksuelle vold, tvangsægteskaber, bortførelser og de angreb mod skoler og hospitaler samt begrænsninger i pigers adgang til uddannelse, som har fundet sted under konflikten i Mali; bemærker, at mange skoler i det nordlige Mali endnu ikke er genåbnet, og opfordrer indtrængende til hurtig indgriben med henblik herpå; henleder opmærksomheden på eksemplerne på, at børn, der er født som følge af voldtægt i den nordlige del af Mali, efterlades, som en bekymrende tendens, som det er nødvendigt at finde en løsning på straks; udtrykker endvidere alvorlig bekymring over beretninger om børn, der frihedsberøves sammen med voksne og afhøres uden behørig beskyttelse; glæder sig i den forbindelse over FN's Sikkerhedsråds målsætning om at sikre særlig beskyttelse for kvinder og børn i væbnede konflikter;

14.  opfordrer alle landene i Sahel-regionen til at engagere sig i en forebyggelses- og beskyttelsespolitik for at undgå, at børn med tvang indrulleres i væbnede grupper; opfordrer disse lande til ikke at indrullere dem i den almindelige hær og dømme alle, der gør sig skyldige i krigsforbrydelser;

15.  tager skarpt afstand fra forsøget på at udslette det nordlige Malis kulturarv, hvor væbnede grupper har ødelagt ældgamle sufi-helligdomme i Timbuktu og Gao samt ca. 4 200 ældgamle skrifter, etnisk ceremonielle dogonmasker og kulturcentre (togunas) i Douentza samt biblioteker i Kidal og andre steder; mener, at den kulturskænding, der er foregået i det nordlige Mali, udgør en krigsforbrydelse; bifalder og opfordrer til EU-støtte til UNESCO's handlingsplan for genopbygning af kulturarv og beskyttelse af ældgamle skrifter i Mali;

16.  glæder sig over den franske militæroperation "Serval", som blev indledt den 11. januar 2013 samt dennes forpligtelse til at sikre suverænitet, enhed og territorial integritet i Mali som et første skridt i retning af genopbygning og demokratisering af Mali; glæder sig følgelig over FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 2100 af 25. april 2013 og dens stærke fokus på menneskerettigheder samt over instruksen i mandatet for FN's integrerede flerdimensionale stabiliseringsmission i Mali (MINUSMA) om at overvåge, bidrage til at undersøge og rapportere til Sikkerhedsrådet om eventuelle overgreb eller krænkelser af menneskerettighederne eller overtrædelser af den humanitære folkeret; ser med tilfredshed på inkorporeringen af en menneskerettighedsuddannelseskomponent i EU's FSFP-uddannelsesmission (EUTM) i Mali;

17.  støtter den internationale støttemission i Mali og MINUSMA-missionen, som har afløst den den 1. juli 2013, samt EUCAP Sahel-missionen; ser med tilfredshed på forslaget fra FN's generalsekretær af 14. juni 2013 om at etablere en integreret FN-strategi for Sahel, som skal behandle alle aspekter ved krisen såsom forbedret regeringsførelse, bekæmpelse af kriminalitet (ulovlig handel med narko, mennesker, våben og cigaretter, hvidvaskning af penge) og bekæmpelse af terrorisme samt humanitær bistand; glæder sig især over målsætningerne for denne strategi, der har til formål at styrke en effektiv og global samfundsregulering i hele regionen, samt at integrere humanitære udviklingsplaner og interventioner med henblik på langsigtet modstandsdygtighed;

18.  glæder sig over betydningen af den afrikansk ledede internationale støttemission i Mali (AFISMA), som har dannet grundlag for MINUSMA; glæder sig desuden over det betydelige afrikanske troppekontingent i MINUSMA-missionen, og navnlig AU's beslutning om at udsende menneskerettighedsobservatører som en del heraf; håber, at begge missioner vil fortsætte deres tilstedeværelse i de afrikanske operationer; glæder sig over, at både Malis myndigheder og de væbnede grupper i den foreløbige fredsaftale har lovet at fremme udstationering af observatører; glæder sig over, at der er ankommet observatører til Gao og Timbuktu og håber, at det snart vil være muligt at udstationere observatører i Kidal, for at understrege betydningen af at undersøge de beskyldninger om menneskerettighedskrænkelser i nord, der fremsættes af alle parter i konflikten i Mali; glæder sig ligeledes over Europa-Kommissionens støtte til sådanne observatører og dens bestræbelser på at uddanne og anvende yderligere lokale og regionale civilsamfundsobservatører under Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder; opfordrer indtrængende EU til at tage ved lære af disse erfaringer og i samarbejde med de nationale og lokale aktører i det maliske civilsamfund undersøge passende måder, hvorpå man kan have puljer af uddannede eksperter til rådighed, som hurtigt vil kunne sendes i felten i hastesituationer for om nødvendigt at yde professionel rådgivning til EU's politiske beslutningstagere;

19.  henleder opmærksomheden på det presserende behov for at sikre overholdelsen af de internationale menneskerettighedsinstrumenter og folkeretten i situationer med væbnet konflikt; opfordrer den højtstående repræsentant til at tage ved lære af de tragiske begivenheder i Mali og andre nylige konflikter med henblik på at revidere EU's retningslinjer for den humanitære folkeret, sikre en mere effektiv gennemførelse af disse retningslinjer og støtte det igangværende initiativ fra Den Internationale Røde Kors Komité og den schweiziske regering vedrørende reform af den nuværende internationale forvaltningsramme for den humanitære folkeret;

20.  glæder sig over konklusionerne fra den internationale donorkonference "Sammen om et nyt Mali", der blev afholdt den 15. maj 2013; understreger, at donorerne har givet tilsagn om at give 3,25 mia. EUR til Mali i de kommende to år, idet EU går forrest med tilsagn om 520 mio. EUR; roser den maliske regerings plan for bæredygtig genopretning af Mali; glæder sig over den særlige opmærksomhed, der blev tillagt gennemsigtigheden i de offentlige regnskaber og i udvindingsindustriernes regnskaber; støtter den maliske regerings godkendelse af lovforslaget om bekæmpelse af ulovlig berigelse og understreger vigtigheden af at opfylde donorkonferencens tilsagn om nøje at overvåge, at loven anvendes systematisk, når den er vedtaget; beklager, at konferencens konklusioner ikke afspejler EU's erklærede vilje til at arbejde hen imod en rettighedsbaseret tilgang i udviklingssamarbejdet; opfordrer EU og dets internationale partnere til at opfylde deres gensidige forpligtelser som led i en effektiv og samordnet opfølgning på konferencen; gentager, at det er nødvendigt at sammenknytte bistand med institutionelle reformer og mærkbar social og politisk udvikling; roser endvidere den konstruktive inddragelse af regionale aktører; kræver i lyset af den udbredte korruption blandt de maliske myndigheder, at der indføres alle de nødvendige garantier og kontroller for at sikre, at de udbetalte beløb rent faktisk kommer den maliske befolkning til gode hurtigst muligt;

21.  gentager betydningen af EU's menneskerettighedsklausul i alle aftaler med tredjelande, herunder lande i Sahel-regionen; mener, at klausulen er et af EU's mest effektive instrumenter, der ikke blot kan afføde en bæredygtig udvikling i de mindst udviklede lande, men også behørig respekt for og beskyttelse af menneskerettighederne i disse lande;

22.  anser bekæmpelse af straffrihed, tilvejebringelse af klagemuligheder for ofre og retsforfølgelse af alle gerningsmænd til alvorlige menneskerettighedskrænkelser, uanset deres tilhørsforhold og status, herunder i forbindelse med kønsbaseret vold i konflikter, hvilket er en krænkelse af kvinders værdighed, for at være afgørende for at sikre holdbar fred og stabilitet i Mali; bifalder derfor, at den maliske regering har overført sagen til Den Internationale Straffedomstol (ICC), og at anklageren for ICC har indledt en formel undersøgelse, og bifalder den maliske regerings og oprørsgruppernes erklærede accept, i artikel 18 i den foreløbige fredsaftale, af en international undersøgelseskommission, der skal undersøge påståede krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og andre alvorlige krænkelser af menneskerettighederne samt krænkelser af den internationale ret og den humanitære ret overalt i Mali; opfordrer EU og andre af Malis internationale partnere til at prioritere spørgsmålet om straffrihed under fredsforhandlinger, til at hjælpe regeringen med at opfylde sin målsætning om at undersøge og retsforfølge gerningsmænd til misbrug og om gennemførelse af bestemmelserne i den foreløbige fredsaftale samt til at sikre, at gerningsmænd til seksuel vold bliver retsforfulgt; gentager, at dette skal omfatte forbrydelser og grusomheder begået af alle parter;

23.  23. glæder sig over den maliske regerings oprettelse af en national kommission for dialog og forsoning den 6. marts 2013, som skal fungere i en periode på to år; fastholder, at den nationale kommissionen skal være så bredt repræsenteret som muligt og bør kunne fremvise praktiske resultater snarest muligt; glæder sig i denne forbindelse navnlig over den nationale kommissions brede sammensætning, hvilket afspejler sig i dens næstformænd og kan ses som et tilsagn om at sikre inddragelse og pluralitet i den politiske proces; bemærker, at den nationale kommission har fået til opgave at dokumentere overtrædelser af menneskerettighederne, som har fundet sted efter konfliktens start, tilskynder endvidere Kommissionen til at kulegrave, hvilke omstændigheder der gav anledning til den maliske krise, til åbent og udtømmende at undersøge påstande om overgreb og diskriminering over for Tuareg-samfund siden Malis uafhængighed, og til at fremsætte anbefalinger vedrørende meningsfulde forbedringer; glæder sig endvidere over den maliske regerings udnævnelse af en udsending, der skal fortsætte dialogen med de væbnede grupper i landets nordlige del; udtrykker i den forbindelse det oprigtige håb, at situationen i Mali i perioden efter valget vil fremme en udvidet dialog og styrke tilliden mellem samfundene som en forudsætning for fred og stabilitet, og at alle maliske samfundsgrupper vil forpligte sig til at opdrage børn til gensidig tolerance og respekt; opfordrer EU og dets partnere i det internationale samfund til fuldt ud at støtte den nationale forsoningsproces og processen med en inklusiv dialog;

24.  understreger, at de forskellige konflikter i Sahel-regionen har medført øgede befolkningsbevægelser, selv internt i landene, og en stigning i antallet af flygtninge; udtrykker dyb bekymring over de mange flygtningekriser og flygtningenes situation i regionen, herunder mange, der ikke har forbindelse med krisen i Mali; henleder især opmærksomheden på de tusinder af Darfur-flygtninge i det østlige Tchad og de tchadiske repatrierede fra Darfur, der mangler rent vand, egnede nødly og fyldestgørende sundhedspleje, og bemærker, at det semiaride klima risikerer at øge konkurrencen om ressourcerne med værtsbefolkningen og dermed også mulighederne for ustabilitet; henleder desuden opmærksomheden på situationen for mange tusinder af flygtninge fra Den Centralafrikanske Republik i det sydlige Tchad, hvor oversvømmelse truer hjem og landbrug; gentager i denne forbindelse UNHCR's opfordring til at øge den finansielle og logistiske støtte til Tchads sikkerhedsstyrker, som beskytter lejrene, specielt i lyset af rapporterede angreb på humanitære bygningskomplekser; er endvidere bekymret over dem i Niger, der flygter fra de nylige kamphandlinger i det nordlige Nigeria; opfordrer det internationale samfund i almindelighed til at øge andelen af hjælp til flygtningelejre i Sahel, hvor dette er nødvendigt, og bidrage til at undgå yderligere humanitære kriser blandt regionens flygtningebefolkning; efterlyser koordinering af politikkerne til fordel for flygtninge mellem Unionen, Sahel-landene, FN's flygtningehøjkommissariat, Den Afrikanske Union og Ecowas, der giver mulighed for at modtage flygtninge og garanterer sikkerheden for de mest sårbare grupper og omfatter selvforsyningsprogrammer; tilskynder værtslandene til at samarbejde med FN og andre aktører for navnlig at forbedre adgangen til nødly, sanitære installationer, sundhedspleje, vand, ernæring og uddannelse og beskytte udsatte børn; minder om, at det ud over at sikre modtagelse og beskyttelse vil være hensigtsmæssigt at gøre en indsats for at øge den økonomiske sikkerhed og forbindelserne mellem adskilte familier for flygtninge og internt fordrevne personer samt at forbedre dokumentationen for flygtning, således at de i videst muligt omfang kan vende tilbage til de regioner, de stammer fra;

25.  opfordrer staterne og de regionale og lokale myndigheder til at gennemføre sikkerhedspolitikker for flygtninge og bekæmpe ulovlig handel med narkotika, våben, mennesker og varer samt terrorisme, vold mod kvinder, udnyttelse samt ulovlig handel med narko, våben og varer og menneskehandel;

Ansvarlighed og reform af regerings-, rets- og sikkerhedsinstitutioner

26.  mener, at de aktuelle menneskerettighedsudfordringer i Sahel ikke kan adskilles fra en generel forvaltningsmæssig krise, som omfatter udbredt korruption i den offentlige administration, svag levering af basale serviceydelser, ringe gennemførelse af sociale og økonomiske rettigheder og, navnlig i de enorme og ofte tyndt befolkede områder i Sahara, alvorlige udfordringer med opretholdelsen af retsstatsforhold og effektiv grænsekontrol; beklager, at legitimiteten af regionens institutioner og politiske systemer lider skade som følge heraf; frygter risikoen for yderligere konflikter eller uro i fremtiden, hvis sådanne problemer ikke tackles i tilstrækkeligt omfang; minder om, at befolkningernes adgang til landenes naturressourcer, uddannelse, sundhed og offentlige tjenester er grundlæggende rettigheder, som skal realiseres på en effektiv måde for at sikre en bæredygtig løsning på ustabiliteten i regionen;

27.  bemærker med stor bekymring den rolle, disse faktorer spiller med hensyn til at fremme den voldsomme regionale stigning i international organiseret kriminalitet og terrornetværk; fremhæver den alvorlige trussel, de udgør mod menneskerettighederne og den regionale stabilitet, regeringsførelse og retsstaten og dermed udviklingsperspektiverne og nødvendigheden af at gøre front imod sådanne trusler til gavn for befolkningerne i Sahel; udtrykker særlig bekymring over de store "smuglerkorridorer", som nyder godt af den manglende grænsekontrol og går tværs over Afrika fra vest til øst og fra syd til nord fra Vestafrikas kyst, hvor der transporteres skydevåben, narkotika, cigaretter, olie, forfalskede lægemidler og mennesker; henleder opmærksomheden på indvirkningen af disse aktiviteter på regionen som helhed og på EU, som er et mål for en stor del af den ulovlige trafik; gør opmærksom på den nylige Sahel-rapport fra FN's generalsekretær, hvori det konkluderedes, at de historiske handelsruter på tværs af Sahel er de mest sårbare for terrornetværk og kriminelle netværk; glæder sig over Sahel-landenes indsats for at bekæmpe terrorisme og organiseret kriminalitet, især med hensyn til den intensive ulovlige våbenhandel, og opfordrer dem til at intensivere den regionale koordinering og det regionale samarbejde, til at øge indsatsen for at sikre deres fælles landegrænser og inddrage CEDEAO i dette arbejde; tilskynder yderligere disse stater til sammen med FN og andre internationale aktører og partnere at udvikle en integreret strategi til bekæmpelse af smugling, herunder indsamling og analyse af data, retsforfølgning og straf af smuglere og foranstaltninger til rehabilitering og social integrering af alle dem, hovedsagelig kvinder og piger, der er ofre for menneskehandel; opfordrer indtrængende lederne i Sahel-landene til at samarbejde for at styrke retshåndhævelsessystemerne med henblik på at udrydde alle former for ulovlig handel, men især menneskehandel, der påvirker nogle af de yngste og fattigste kvinder i regionen;

28.  bemærker, at Sahel risikerer yderligere destabilisering som følge af spredningen af konventionelle våben, der stammer fra Libyen, og andre virkninger af situationen i Libyen; understreger, at ustabilitet og dårlig forvaltning i Libyen forværrer den regionale våbensmugling og spredningen af håndvåben og lette våben (SALW), narkohandlen og den ulovlige handel;

29.  fordømmer den øgede forekomst af bortførelser og gidseltagninger i regionen, som har vist sig at være yderst lukrative for grupper af kriminelle og terrorister; glæder sig over arbejdet i FN's Menneskerettighedsråds rådgivende gruppe om den indvirkning, terroristers gidseltagninger har på menneskerettighederne; opfordrer til et langt større samarbejde mellem Sahel-regeringerne og regeringerne i nøglelande i regionen, såsom Algeriet, Libyen, Marokko og Sudan, og med EU og andre supranationale organer for at sikre en effektiv og koordineret respons på disse problemer fra politiske institutioners og sikkerheds- og domstolsinstitutioners side;

30.  minder om, at terrorgruppernes aktioner ikke kender til grænser, og at der er forbindelser mellem de forskellige organisationer; minder om, at gruppen Boko Haram er vidt udbredt i Nigeria og truer stabiliteten i Niger, gruppen AQMI ledes af tre algiere (bou Zeid, Yahya Abou Al-Hammam og Mokhtar Belmokhtar) og forsøger at destabilisere det sydlige Algeriet; glæder sig over Den Europæiske Unions grænsebistandsmission (EUBAM) i Libyen, der har til formål at sikre de libyske grænser; opfordrer således landene i Sahel-regionen til at koordinere deres indsats for at sikre hele regionen begyndende med grænserne, til at intensivere samarbejdet i bekæmpelsen af terror med de berørte lande, herunder Algeriet, Nigeria, Marokko og Libyen; opfordrer EU, AU og ECOWAS samt det internationale samfund til at yde al den støtte i form af tekniske, materielle og menneskelige ressourcer, som landene i Sahel-regionen har behov for;

31.  advarer mod en opfattet spredning af ekstremisme i landene i det arabiske forår - Tunesien, Egypten og Libyen - og opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at udvise lederskab i samarbejdet med disse landes regeringer, institutioner og civilsamfundsorganisationer, således at en ægte demokratisk overgangsproces støttes, og man dermed samtidig sikrer, at de konfliktudsatte naboregioner, og navnlig Sahel, stabiliseres;

32.  opfordrer landene i Sahel-regionen til at indgå i et tæt samarbejde med Senegal, Guinea-Bissau og Ghana, som er transithavne for narkotika fra kriminelle latinamerikanske grupper, der er bestemt for Europa; opfordrer EU til at støtte landene i Sahel-regionen i kampen mod denne handel;

33.  finder det derfor afgørende at tilskynde til reform af de institutioner, der er ansvarlige for retsvæsen, sikkerhed og basale serviceydelser i Sahel-landene, for at hjælpe dem med at genoprette retsstaten og skabe bedre betingelser for en demokratisk overgang, menneskerettighederne, bæredygtig udvikling og institutionel legitimitet; tilskynder regeringerne i Sahel til at fortsætte decentraliseringsprocessen, overføre mere magt og flere ressourcer til lokale myndigheder og øge deres kapacitet, legitimitet og ansvarlighed; fremhæver navnlig betydningen af klare ansvarsstrukturer for at fremme effektivitet og gennemsigtighed og opfordrer EU til at samarbejde med lokale myndigheder om at styrke mekanismerne til civil kontrol og styrke initiativer til bekæmpelse af korruption; henleder endvidere opmærksomheden på nødvendigheden – som nævnt i FN's nye integrerede strategi for Sahel – af at støtte styrkelsen af internt og eksternt tilsyn samt integritetsbeskyttelsesmekanismer for retshåndhævelsespersonale, medlemmer af domstolene og retsfunktionærer;

34.  påpeger, at det navnlig i Mali er altafgørende at sikre tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer for justitsministeriet og professionel uddannelse af dettes personale; opfordrer indtrængende regeringerne i landene i Sahel-regionen til at respektere retsvæsenets uafhængighed og upartiskhed, fordi dette er grundlæggende garantier for demokrati og retsstatsforhold; kræver, at landene fortsætter deres bestræbelser på at forbedre uddannelse af retsvæsenets aktører; opfordrer EU til at støtte ngo-projekter, der har til formål at øge bevidstheden om menneskerettigheder hos retsvæsenets aktører; tilskynder desuden de maliske myndigheder til at retsforfølge embedsmænd, der er involveret i korruption og organiseret kriminalitet, som afgørende foranstaltninger til genoprettelse af tilliden og begrænsning af muligheden for fremtidig ustabilitet; bemærker, at den organiserede kriminalitet medfører en udbredt korruption i alle samfundets lag; opfordrer således landene i Sahel-regionen til kraftigt at fordømme alle former for korruption;

35.  glæder sig over den vægt, der i FN's nye integrerede strategi for Sahel, lægges på nødvendigheden af at udforme og støtte sandhedssøgende processer, nationale høringer om retsopgør efter regimeskift, retslige ansvarlighedsmekanismer og erstatningsprogrammer, herunder for ofre for seksuel vold; opfordrer EU til at samarbejde med relevante FN-organer for at bistå Sahel-regeringerne med at gennemføre disse reformer;

36.  bifalder aftalen mellem Senegal og Den Afrikanske Union om oprettelse af en særdomstol til retsforfølgning af tidligere præsident, Hissène Habré, for retten for krigsforbrydelser, tortur og forbrydelser mod menneskeheden samt aftalen mellem Senegals og Tchads regeringer om at give senegalesiske dommere tilladelse til at foretage undersøgelser i Tchad; tilskynder kraftigt de politiske beslutningstagere i de forskellige lande i regionen og alle de offentlige myndigheder til hurtigt at konkretisere og iværksætte denne beslutsomhed med hensyn til at få gjort en ende på straffrihedskulturen for mistænkte krigsforbrydere og menneskerettighedskrænkere i Tchad og andre steder i regionen; bemærker i denne forbindelse, at Tchad er det eneste Sahel-land, som endnu ikke har undertegnet protokollen til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder og om oprettelsen af Den Afrikanske Menneskerettighedsdomstol; tilskynder Tchad til at gøre dette som et stærkt signal om dets vilje til at straffe systemiske menneskerettighedskrænkelser og sikre ofrene klageadgang; beklager desuden Burkina Fasos nylige lov, der giver amnesti til statsledere; frygter, at dette sender det forkerte signal til overtrædere af menneskerettigheder i regionen og strider mod ånden i indsatsen mod straffrihed;

37.  er tilfreds med den fredelige løsning på grænsestriden mellem Niger og Burkina-Faso, som havde indbragt spørgsmålet for den internationale domstol, der traf afgørelse den 16. april 2013, og opfordrer landene i regionen til at følge dette eksempel;

38.  opfordrer landene i Sahel-regionen til at samarbejde med Den Internationale Straffedomstol (ICC), så denne frit og på en upartisk måde kan gennemføre undersøgelser; opfordrer landene til at gennemføre internationale arrestordrer udstedt af Den Internationale Straffedomstol og til at træffe beslutning med hele den fornødne hurtighed; foreslår, at FN bistår landene i Sahel-regionen med at indføre upartiske og uafhængige retsinstanser, som skal pådømme personer, der begår international kriminalitet, i stil med Den Særlige Domstol for Sierra Leone; bemærker, at Mauretanien er det eneste Sahel-land - og et af de meget få afrikanske lande - der ikke har tiltrådt ICC's Romstatut; tilskynder det til at gøre dette som et stærkt signal om at forkaste straffrihedskulturen; understreger i denne sammenhæng betydningen af at udvikle en EU-politik om retsopgør efter regimeskift som nærmere anført i EU's handlingsplan om menneskerettigheder;

39.  kræver, at alle lande i regionen hurtigt gør noget ved de vedholdende rapporter om, at der angiveligt forekommer vilkårlige arrestationer, mishandling og overgreb, selv om lovgivningen forbyder sådan praksis; udtrykker særlig bekymring over rapporterne om tortur i tilbageholdelsescentre og vilkårlig arrestation af tusinder af migranter i Mauretanien samt myndighedernes afslag på efter to år at oplyse de dømte fangers familier om, hvor de dømte befinder sig; er desuden foruroliget over rapporter i Tchad om udbredt mishandling under tilbageholdelse, tilbageholdelse uden rettergang og hundreder af tvangsforflyttelser i N'Djamena, ud over fangers tvangsforsvinding; påpeger, at tvangsforsvinding betragtes som en krigsforbrydelse i henhold til Romstatutten; fordømmer rapporterne om ekstremt dårlige vilkår i nogle af regionens fængsler, navnlig i Tchad og Mali, som mangler basal sundhedspleje og påfører de indsatte store lidelser; opfordrer landene til at forbedre levevilkårene for fanger, og navnlig til at garantere de mest sårbare gruppers – mindreårige og kvinder – sikkerhed; henleder endvidere opmærksomheden på de seneste dødsdomme afsagt af maliske domstole for forbrydelser, herunder røveri, deltagelse i en kriminel organisation og ulovlig besiddelse af skydevåben;

Borgerfriheder og demokratisk regeringsførelse

40.  understreger, at det stærkt påkrævede behov for at skabe sikkerhed i den aktuelle Mali-konflikt ikke rører ved det forhold, at inklusiv national dialog, god regeringsførelse og demokratiske reformer i hele regionen bør have forrang som drivkraft bag politisk stabilitet og bæredygtighed; bemærker, at disse spørgsmål er uløseligt forbundet med forbedringer på udviklings- og menneskerettighedsområdet; opfordrer indtrængende alle parter i Mali til at tjene som eksempel for resten af regionen med hensyn til opfyldelsen af disse mål;

41.  støtter tilsagnet i FN's Sikkerhedsråds resolution om at hjælpe overgangsmyndighederne i Mali med at gennemføre køreplanen for fuldstændig genoprettelse af den forfatningsmæssige orden, demokratisk regeringsførelse og national enhed som et væsentligt fundament i den overordnede fredsproces; anser det for afgørende, at der skabes betingelser, som er befordrende for afholdelsen af frie, fair og demokratiske valg i overensstemmelse med internationale standarder; understreger, at det er nødvendigt at overvinde udfordringerne med hensyn til afstemningsreglerne i lejrene for internt fordrevne og flygtninge for at forhindre yderligere politisk marginalisering; opfordrer til, at den maliske regering og dens internationale partnere skrider til øjeblikkelig handling i denne henseende; glæder sig over den aftale, der blev undertegnet mellem den maliske regering og Tuareg-oprørerne, og som baner vejen for, at den maliske hær og forvaltning kan vende tilbage i den nordlige del af landet, og som fjernede en væsentlig hindring for afholdelsen af præsidentvalget i juli; understreger, at det er nødvendigt at sikre, at kvinder trygt kan deltage i valgproceduren;

42.  glæder sig over anvendelsen af en EU-valgobservationsmission (EOM) ved valget i Mali; minder imidlertid om nødvendigheden af, at EU-Udenrigstjenesten sikrer en passende opfølgning på valgobservationsmissionens anbefalinger, og at disse integreres mere bredt i EU-politikken; mener navnlig, at valgobservationsmissionen kunne tilføje valg i Sahel en merværdi ved muligheden for at overvåge aspekter af menneskerettighederne og rapportere tilbage til EU-delegationerne for om nødvendigt at udløse passende foranstaltninger;

43.  opfordrer den maliske regering og det internationale samfund til at tage ved lære af overgangen til demokrati i Niger og dets forfatningsproces i 2010-2011, navnlig hvad angår de grundige høringer af civilsamfundet og andre aktører, indsatsen for at fremme kvinders deltagelse i politik som kandidater og støtten til, at civilsamfundspartnere kunne gennemføre valgobservation, vælgeroplysning og aktiviteter; understreger betydningen for hele Sahel-regionen af fortsat støtte til Niger for at befæste borgernes tillid til det demokratiske system og for at følge op på den nye forfatnings krav om øget gennemsigtighed og bekæmpelse af korruption i forvaltningen af udvindingsindustrierne, herunder ved at offentliggøre alle større minekontrakter og oplysninger om indtægterne fra disse;

44.  beklager dybt begrænsninger i ytrings-, forsamlings- og foreningsfriheden i Sahel; udtrykker særlig bekymring over rapporter i Tchad om chikane, intimidering og arrestation af journalister, politiske modstandere, fagforeningsfolk, fremtrædende skikkelser inden for kirken og andre civilsamfundsaktivister og menneskerettighedsforkæmpere; udtrykker endvidere bekymring over arrestationen af og påstået vold mod fredelige demonstranter i Mauretanien og de påståede forsøg på at bringe oppositionen i Mali til tavshed, herunder gennem arrestation af journalister og politiske modstandere og censurering af medier; understreger i denne forbindelse betydningen i Sahel af støtte til menneskerettighedsforkæmpere, et uafhængigt civilsamfund, herunder kvindeforeninger, og frie medier som nøglespillere i et demokratisk samfundsliv, navnlig når der skal være valg; glæder sig over en positiv udvikling med hensyn til ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed andre steder i regionen og tilskynder EU til at samarbejde med lokale partnere for fortsat at tilskynde til forbedringer; opfordrer endvidere EU til at tilskynde til og bistå med en kortlægning af civilsamfundet som basis for en mere effektiv støtte; anbefaler, at EU bistår civilsamfundsaktivister og menneskerettighedsforkæmpere såvel strategisk som finansielt, idet der indledes en langsigtet udveksling, herunder gennem de relevante EU-delegationer;

45.  mener, at beskyttelse og fremme af ytringsfriheden er væsentlig for udviklingen at et aktivt og engageret civilsamfund, som kan yde et ægte bidrag til udviklingen i hele regionen; fordømmer i denne forbindelse ethvert forsøg på censurering og intimidering af journalister og menneskerettighedsaktivister og udøvelse af enhver form for direkte eller indirekte pres på private eller statslige medier;

46.  opfordrer landene i Sahel til at sætte en stopper for vilkårlige arrestationer og skræmmekampagner over for pressen og medierne, menneskerettighedsforsvarere eller medlemmer af oppositionen; opfordrer landene i Sahel-Sahara-området, herunder landene i Nordafrika, til fuldt ud at respektere fredelige gruppers ytringsfrihed og frihed til at demonstrere; opfordrer de retlige myndigheder til at dømme fængslede oppositionsmedlemmer i overensstemmelse med gældende ret og efter en retfærdig retssag; kræver, at landene i Sahel-regionen fremmer et flerpartisystem og tillader politiske partier, der respekterer retsstaten, at stille op til valg uden frygt for repressalier og tillader befolkningen at deltage i valgene;

Udvikling, humanitær bistand og menneskerettigheder

47.  bekræfter, at der er en tæt forbindelse mellem menneskers sikkerhed og udviklingen i Sahel-landene som defineret i strategien for EU-strategien for sikkerhed og udvikling i Sahelregionen fra 2011; understreger betydningen af stabilitet med hensyn til sikkerhed, økonomi, politik, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, hvis udviklingspolitikken i Sahel-regionen skal blive en vedvarende succes; minder imidlertid om, at det for at skabe sikkerhed i regionen er uomgængeligt at investere i udviklingsbistanden, således at befolkningen råder over tilstrækkelige ressourcer til at styrke stabiliteten i området ; mener, at dette i vidt omfang vil gøre det muligt at undgå ulovlig handel og ulovlige operationer, der skyldes ekstrem fattigdom og mangel på midler og perspektiver ;

48.  bemærker med behørig alvor den ekstreme og vidt udbredte fattigdom i hele Sahel, navnlig i Mali, Niger, Tchad og Burkina Faso, men også i Mauretanien; erkender fattigdommens ødelæggende virkning for udsigten til at effektuere menneskerettighederne; bemærker, at fattigdom og underudvikling rammer kvinder og piger uforholdsmæssigt hårdt, og udtrykker dyb bekymring over de høje dødelighedsrater i regionen for mødre og børn under fem år; fremhæver det omvendte forhold mellem mødrenes uddannelsesniveau og børnedødeligheden; påpeger derfor betydningen af at fremme pigers skolegang; påpeger, at FN har påvist lavere dødelighedsrater blandt mødre med længere uddannelse, og at dette fungerer som en kraftig appel om tilgængelig uddannelse for alle; påpeger, at hastig befolkningstilvækst, ofte med årlige rater på over 3 %, lægger yderligere pres på regeringers evne til at værne om selv de mest basale økonomiske og sociale rettigheder; henviser til, at det derfor er nødvendigt at øge adgangen til sundhedsydelser, navnlig vedrørende seksuelle og reproduktive rettigheder, idet der åbnes adgang til familieplanlægningstjenester;

49.  understreger, at udvikling, demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og sikkerhed er indbyrdes forbundne i Sahel; gentager sin støtte til den menneskerettighedsbaserede tilgang og til demokratisk ejerskab i udviklingssamarbejde baseret på udnyttelse af lokal deltagelse og viden til at opfylde udviklingsmålene på stedet samt til stærke, effektive og uafhængige opfølgningsmekanismer, som involverer parlamenter, andre virkeligt repræsentative organer og civilsamfundet på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan; minder om og støtter EU's tilsagn om at gennemføre en menneskerettighedstilgang til sit udviklingssamarbejde, således som det også er anført i EU's strategi om menneskerettigheder og dets handlingsplan;

50.  minder om behovet for at gøre udviklingsbistanden til landene betinget af, at de respekterer de grundlæggende rettigheder; bekræfter endnu en gang, at en effektiv allokering af midler i form af europæisk udviklingsbistand kræver, at Unionen har mulighed for effektivt at kontrollere anvendelsen af disse midler og sikre sig, at de ikke anvendes til andre formål end dem, de oprindeligt er afsat til; fastslår endnu en gang behovet for effektivt at fremme menneskerettighederne og for at forbedre sammenhængen mellem Unionens interne og eksterne politikker i overensstemmelse med EU's mål på udviklingsområdet;

51.  opfordrer Kommissionen til på grundlag af de på forhånd påviste behov hos befolkningen at anvende følgende udviklingsmidler i Sahelregionen: Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder, Den Europæiske Udviklingsfond, instrument til finansiering af udviklingssamarbejde og midler for Sahels modstandskraft;

52.  opfordrer EU til at støtte alle de foranstaltninger, som landene i Sahel, ngo'er og civilsamfundet træffer for at forbedre adgangen til sundhedspleje, særlig for de mest sårbare befolkningsgrupper; opfordrer de internationale aktører til at fortsætte kampen mod hiv/aids, tuberkulose, malaria og meningitis, der er årsag til talrige dødsfald; understreger, at det er nødvendigt at udarbejde og gennemføre sundhedsprogrammer for at styrke sundhedssystemerne, i betragtning af at den globale finansielle krise har undermineret fremskridtene i forbindelse med hiv/aids, tuberkulose, malaria og andre sygdomme. minder om, at nogle befolkningsgrupper i Sahel er nomader, og det er vanskeligt for dem at få adgang til sundhedspleje; opfordrer til at støtte bevidstgørelses- og sundhedsuddannelseskampagner;

53.  fordømmer, at budgetnedskæringerne på områder som fødevaresikkerhed, sundhed og uddannelse, der udgør nøglefaktorer for at kunne opfylde 2015-målene, bidrager til at forværre fødevarekrisen og den humanitære krise, der er brudt ud i Sahel-regionen; understreger, at strukturelle interventioner inden for landbrug, fødevaresikkerhed og ernæring samt konkrete foranstaltninger til at bekæmpe fænomenet tilraning af jord er afgørende for at fremme inklusiv og bæredygtig vækst og forhindre, at der år efter år opstår fødevarekriser i Sahel-regionen;

54.  er af den opfattelse, at politisk ustabilitet i Sahel-regionen kombineret med voldsom tørke, som rammer millioner af mennesker, udgør en alvorlig trussel mod demokratiet, retsstaten og respekten for menneskerettighederne og de sociale rettigheder, hvilket har negativ indflydelse på befolkningens muligheder for et anstændigt eksistensgrundlag; minder om, at retsstaten, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne er afgørende for stabiliteten i landene samt sikkerheden og respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder;

55.  opfordrer de lokale og regionale myndigheder til sammen med civilsamfundet at iværksætte effektive sikkerhedsforhold og sikre respekt for menneskerettighederne internt i Sahel-landene og ved deres grænser med henblik på optimal udvikling af udviklingspolitikker og politikker med relation til den humanitære bistand;

56.  opfordrer Sahel-landenes regeringer til at tackle krisens underliggende årsager ved hjælp af en bæredygtig økonomisk udviklingsstrategi, der gør noget ved borgernes politiske, økonomiske og sociale bekymringer, som f.eks. adgangen til fødevarer, uddannelse, sundhedspleje, beskæftigelse, boliger, omfordeling af velstand, anstændige eksistensgrundlag etc.;

57.  understreger nødvendigheden af at bekæmpe korruption for at øge den institutionelle legitimitet og tackle de voksende udfordringer mod udvikling og menneskerettigheder i regionen; bemærker, at adgangen til basale sundhedsydelser og uddannelse er blevet alvorligt hæmmet af forskellige former for korruption; understreger endvidere betydningen af et frit, organiseret civilsamfund og frie medier for at overvåge og rapportere om misbrug;

58.  konstaterer, at kvinders rolle er afgørende for udviklingen i Sahel-regionen, især for så vidt angår ernæring, fødevaresikkerhed og produktion af fødevarer, idet kvinderne har det primære ansvar inden for landbrug, selv om det stadig næsten aldrig er muligt for dem at eje den jord, som de dyrker; anmoder Kommissionen om at anerkende den afgørende rolle, som kvinderne spiller for fødevare- og ernæringssikkerheden som landbrugere med små bedrifter, og om at investere i programmer, der særligt støtter dem; fastholder, at EU's strategi også bør fokusere på aktioner til at sikre, at de mest sårbare, især i landområderne, kan drage fordel af mulighederne for en landbrugsfaglig uddannelse, ernæringsoplysning, et godt helbred og gode arbejdsvilkår samt et sikkerhedsnet, hvis der er behov for det; understreger, at landbrugere med små bedrifter, især kvinderne, hvis de ikke blot skal blive bæredygtige, men ligeledes udvikle deres produktionskapacitet, skal have større adgang til mikrokredit til investering i forbedret såsæd, gødning og bedre vandingsmekanismer samt de nødvendige redskaber til at beskytte deres høst mod skadedyr og sygdomme;

59.  fremhæver, at det er påtrængende nødvendigt med humanitær EU-bistand, der kan bidrage til gennemførelsen af 2015-målene; understreger vigtigheden af målet om at forbedre mødres sundhed for at reducere mødredødeligheden og opnå lige adgang til seksuel og reproduktiv sundhed og familieplanlægning; understreger betydningen af uddannelse i og bevidstgørelse om seksuel og reproduktiv sundhed som en helt nødvendig del af kvindernes sundhedsdagsorden;

60.  bemærker, at der er foruroligende tegn på, at Sahel-regionen som helhed vil blive ramt af en alvorlige fødevare- og ernæringskrise i år, og opfordrer Kommissionen til at sørge for tilstrækkelige økonomiske midler til humanitær bistand til denne region;

61.  understreger de presserende problemer i form af hungersnød, tørke, vedvarende sult og den nationale regerings manglende evne til at sikre en basal fødevaresikkerhed, som er medvirkende til lokal desillusionering; bekræfter på ny behovet for at forbedre den nationale regerings evne til at sikre fødevaresikkerheden gennem øget finansiering og politisk støtte til AGIR Sahel-initiativet, også som en regional og integreret tilgang til at tackle hovedårsagen til fødevaresikkerhed;

62.  opfordrer Unionen til i samarbejde med Sahel-landene at gennemføre prioriterede udviklingspolitikker, der er baseret på menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, med henblik på at afbøde fødevarekrisen og problemerne med underernæring og sult samt for at kunne modstå tørke og bekæmpe naturkatastrofer; opfordrer Kommissionen til at gøre optimal brug af de midler, der er afsat til kampen mod underernæring (123,5 mio euro i 2012), i overensstemmelse med disse prioriterede politikker for at dække den berørte befolknings behov og støtte udvikling af den lokale kapacitet i disse lande med henblik på at sikre en positiv virkningen af bistanden;

63.  minder om, at det er nødvendigt med et langsigtet engagement for at opbygge Sahels modstandsdygtighed mod tørke og således undgå de tilbagevendende fødevarekriser og tilflugten til massiv humanitær bistand, hver gang der opstår en ny tørkeperiode; understreger, at dette engagement kræver et vedvarende partnerskab mellem regeringer, regionale institutioner, donorer og finansielle institutioner, med AGIR Sahel-initiativet, der er iværksat af Den Europæiske Union har iværksat, som forbillede;

64.  bemærker med særlig bekymring, at adgang til drikkevand stadig udgør et problem i hele Sahel-regionen; gentager, at hovedvægten bør lægges på at opfylde de grundlæggende behov hos befolkningen i dette område for at sikre udviklingen i regionen; understreger, at en stor del af den udviklingsbistand, som EU yder, bør tjene til at afhjælpe dette problem; glæder sig i denne forbindelse over alle internationale initiativer, som sigter mod at reducere vandknapheden i Sahel-regionen;

65.  understreger, at der er behov for en langsigtet tilgang baseret på adgang til uddannelse for alle for at forbedre dagligdagen for Sahels indbyggere og understøtte udviklingen i en region, der vil have 150 millioner mennesker i 2040;

66.  tilskynder Sahel-landene og de regionale aktører til sammen med FN at mobilisere nye udviklingsressourcer; glæder sig over de høringer, som FN's generalsekretærs særlige udsending for Sahel har indledt med Den Afrikanske Udviklingsbank, og anbefaler, at disse høringer udvides til Verdensbanken og andre internationale finansieringsinstitutter med henblik på at oprette en Sahel-aktionsfond; bifalder denne foreslåede fonds integrerede platform for ressourcer, der koordinerer regionale udviklingsprojekter med Sahel-landenes særlige behov; tilskynder EU til at tilpasse og koordinere sin egen strategi i overensstemmelse hermed;

67.  udtrykker bekymring over den generelle situation med hensyn til uranbrydning i Sahel, specielt i lyset af MUJAO's angreb på en mine i Arlit i det nordlige Niger den 23. maj 2013; understreger, at større brud på sikkerheden omkring Nigers uranminer kunne vise sig katastrofale for de lokale befolkninger og den regionale stabilitet, og opfordrer derfor til, at de nigerske myndigheder og deres internationale partnere tillægger sikkerheden den allerstørste opmærksomhed; gør desuden opmærksom på betydningen af at sikre sikkerheden i forbindelse med uranudvinding; opfordrer endvidere mineselskaberne til at sikre, at uran udvindes på en ansvarlig måde med lokalsamfundenes fulde samtykke og med et minimum af skadelige følger for nærboende befolkninger og deres miljø;

68.  bemærker med behørig alvor de hyppige fødevare- og ernæringskriser og andre humanitære katastrofer i Sahel-regionen og deres indvirkning på de mest grundlæggende menneskerettigheder; glæder sig over, at EU og dets medlemsstater har involveret sig kraftigt i den humanitære kriseindsats i Sahel; understreger, at det er af afgørende betydning at afhjælpe den manglende fødevareforsyningssikkerhed for både at kunne fremme freden og styrke menneskerettighederne; mener, at lokal produktion og lokalt ejerskab bør stimuleres med dette formål for øje, og at såvel distributionsnetværket som ressourcemobiliteten bør udvides; bemærker, at Europa-Kommissionens bistand i 2012 til fødevare- og ernæringskriser var på 338 mio. EUR, hvoraf 174 mio. EUR blev afsat til humanitær nødhjælp; bemærker, at GD ECHO har mobiliseret 172 mio. EUR i humanitær bistand, hvoraf 58 mio. EUR er blevet anvendt i Mali;

69.  opfordrer Unionen til at fortsætte og intensivere sine bestræbelser på at styrke den humanitære bistand til Sahel, til at sikre nøje koordinering mellem internationale humanitære bistandsorganisationer, civilsamfundet, lokale og regionale myndigheder og regeringer, til at mobilisere de nødvendige ressourcer fra den 10. EUF (660 mio euro for 2007-2013) og fra fonden Fonds pour l'Alliance globale pour l'initiative Résilience - AGIR Sahel (172 mio euro for 2012) ; glæder sig over det budget på 1,5 mio. EUR, der er afsat til AGIR-Sahel inden for rammerne af den 11. EUF for at forbedre Sahel-landenes modstandsdygtighed;

70.  understreger behovet for, at alle Sahel-lande gennemfører politikker for grundlæggende social infrastruktur og grundlæggende netværkspolitikker (sanitære faciliteter, sundhedspersonale, transport og telekommunikation) i Sahel-regionen med henblik på neutral, universel og ubegrænset samt korrekt og effektiv levering af humanitær bistand; forventer af staterne samt de lokale og regionale myndigheder, at disse netværk bevares og gøres tilgængelige;

Menneskerettighedssituationen for kvinder, børn og mindretal

71.  fordømmer i de stærkest mulige vendinger det slaveri, der - ofte bestemt ved arv - finder sted i Mauretanien, og som angiveligt berører et betragteligt mindretal af befolkningen bemærker, at slaveri optræder i et rigidt kastesystem og stadig forekommer på trods af landets officielle afskaffelse af slaveri i 1981 og den eksplicitte kriminalisering heraf i 2007; udtrykker sin dybe bekymring over, at denne praksis antager en institutionaliseret karakter helt ind i kredse i den offentlige administration; bemærker endvidere den mauretanske regerings ekstreme utilbøjelighed til at erkende, at slaveri stadig findes i vid udstrækning, og at der så vidt vides til dato kun har været én retssag mod en slaveejer, som er endt med domfældelse; opfordrer indtrængende den mauretanske regering til at leve op til sine nationale og internationale retlige forpligtelser til effektivt at bringe alle former for slaveri til ophør og til at udstede antislaverilove, der bl.a. indeholder erstatningsprocedurer; opfordrer endvidere indtrængende den mauretanske regering til at holde op med at chikanere og sågar fængsle civilsamfundsaktivister, der fører kampagner for at få standset slaveri, herunder med anklager om apostasi; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at støtte det arbejde, der udføres af Mauretanien og af internationale antislaveriorganisationer, herunder af FN's særlige rapportør om moderne former for slaveri og Den Internationale Arbejdsorganisation;

72.  konstaterer med stor bekymring, at slaveri er et vedvarende fænomen i den øvrige Sahel-region, hvor et stort antal mennesker lever i gældsslaveri i Mali, Niger og andre steder; opfordrer indtrængende de ansvarlige nationale og internationale myndigheder til at skride til handling i denne henseende ved at overvåge gennemførelsen af den eksisterende lovgivning, der forbyder og kriminaliserer slaveri, med særligt fokus på kvinders og pigers stilling og sårbarhed; tilskynder myndighederne til at udvikle programmer, som bl.a. hjælper med rehabilitering og reintegration af ofre, dataindsamling og organisering af oplysningskampagner, idet slaveri af mange betragtes som en naturlig tilstand, og dette sociale hierarki er forankret i kulturen; tilskynder de lokale myndigheder til at udvikle strategier og programmer, der tager sigte på at integrere tidligere slaver i samfundet ved at sikre dem subsistensmidler og en passende adgang til arbejde;

73.  udtrykker bekymring over krænkelsen af børns grundlæggende rettigheder i Sahel, herunder navnlig kønsbaseret vold og forskelsbehandling, udbredt børnearbejde, påstået tilbageholdelse af mindreårige i fængsler for voksne i Mauretanien, Mali og andre steder og Tchads rekruttering af børnesoldater i landets regulære hær; opfordrer EU til at arbejde tæt sammen med Sahel-landenes regeringer for at sikre, at disse former for praksis udryddes;

74.  giver udtryk for dyb bekymring over beviser på børnearbejde i guldminer, landbrug, skovbrug og andre økonomiske sektorer i Mali, som angiveligt involverer børn helt ned til seksårsalderen bemærker, bemærker, at den gældende lovgivning i Sahel-staterne forbyder børnearbejde, bemærker også, at arbejdet i guldminer er særligt farligt; opfordrer derfor de maliske myndigheder til at gennemføre de politiske forslag i landets handlingsplan for bekæmpelse af børnearbejde (PANETEM) fra juni 2011 og til mere aktivt at fremme uddannelse for alle; opfordrer EU til at samarbejde med Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) og andre nationale og internationale organisationer om helt at udrydde børnearbejde i Mali; opfordrer alle Sahel-staterne til at bekæmpe børnearbejde og fremme uddannelse;

75.  bemærker med stor bekymring, at der ifølge ngo'ers statistikker er mere end 3 mio. børn under 17 år, der arbejder i Mali; beklager denne situation, navnlig fordi dette betyder, at færre går i skole og færre kan læse og skrive;

76.  påpeger, at EU støtter principperne i Kimberley-processen, gennemfører EU-handlingsplanen for retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) og bestræber sig på i det hele taget at fremme respekten for de grundlæggende internationale standarder for social sikring, arbejde og miljø samt virksomhedernes sociale ansvar; opfordrer EU og Sahel-staterne til at overveje en sporbarhedsproces for guld i lighed med Kimberley-processen for diamanter; understreger nødvendigheden af, at europæiske virksomheder, som har datterselskaber i regionen, sikrer respekten for disse grundlæggende standarder og for de internationale retningslinjer med hensyn til virksomhedernes sociale ansvar; påpeger, at EU i den nærmeste fremtid vil gennemføre princippet om landerapportering;

77.  er dybt foruroliget over rapporter om bortførelse af børn med henblik på opkrævning af løsesummer og salg i Tchad samt andre lande i regionen; bemærker, at børn handles både internt og til udlandet med henblik på tvangsarbejde, tvangsægteskab og seksuel udnyttelse; bemærker endvidere, at børn i visse tilfælde er blevet bortført og solgt til internationale adoptionsbureauer;

78.  henstiller til landene i Sahel-regionen at fremme adgangen til uddannelse for alle børn, både drenge og piger, og for nomadebefolkningerne uden forskelsbehandling på grundlag af race, kaste eller etnisk tilhørsforhold; opfordrer Sahel-staterne til at fremme politikker for erhvervsuddannelse, adgang til videregående uddannelse og beskæftigelse og derigennem give de unge i Sahel-regionen fremtidsudsigter, så de ikke fristes af terrorgrupperne; opfordrer indtrængende til at sikre, at børns levevilkår i skolerne opfylder mindstekravene med hensyn til hygiejne, sikkerhed og værdighed, og at børn ikke bliver mishandlet eller brugt til tiggeri af deres værge;

79.  opfordrer til iværksættelse og opfølgning af effektive sundheds- og uddannelsespolitikker for de mest sårbare befolkningsgrupper såsom kvinder og børn med henblik på at nå 2015-målene: grundskoleuddannelse til alle, forbedring af mødres sundhed og sundhedspleje for alle, bekæmpelse af hiv/aids og alle infektionssygdomme; opfordrer Den Europæiske Union til inden for rammerne af den 11. EUF at gøre de unge til en prioritet i sine foranstaltninger i Sahel-regionen og til at udvikle en ambitiøs politik på uddannelsesområdet; minder om betydningen af politikker, der har til formål at forbedre kvinders forhold og adgangen til beskæftigelse;

80.  anerkender den vigtige rolle, som kvinder spiller i forbindelse med stabilisering og udvikling af Sahel, og opfordrer til at styrke deres indflydelse i forbindelse med konfliktforebyggelse, fredsbevarende og fredsskabende foranstaltninger samt på det sikkerhedsmæssige og politiske område og i forbindelse med økonomisk udvikling; opfordrer udviklingspartnerne til at yde finansiel støtte til projekter, der specifikt har til formål at styrke kvinders indflydelse og stilling i regionen;

81.  udtrykker bekymring over den diskrimination, kvinder og piger i en stor del af Sahel-regionen udsættes for, som blandt andet giver sig udslag i tvangsægteskaber, børneægteskaber, seksuel udnyttelse, utilstrækkelig uddannelse, udbredt kvindelig kønslemlæstelse, herunder faraonisk omskæring (infibulation), samt sædvanepraksis som sororat eller levirat, såvel som i forbindelse med adgang til uddannelse, job med rettigheder og sundhedspleje; opfordrer til, at der indføres politikker til forsvar for menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene i samarbejde med alle de lokale aktører inden for udvikling, navnlig med henblik på overholdelse, beskyttelse og fremme af kvinders rettigheder, herunder seksuelle og reproduktive rettigheder, uden forskelsbehandling på grundlag af race kaste, alder, etnisk eller religiøst tilhørsforhold, ægteskabelig status eller oprindelse og uanset, om den pågældende har indvandrerstatus eller ej; understreger, at der er behov for en øget indsats for at sikre, at reformerne vedrørende regeringsførelse og retsstaten imødekommer kvindernes særlige behov;

82.  opfordrer Sahel-landene til at vedtage love og konkrete foranstaltninger, der forbyder og fastsætter sanktioner for alle former for vold imod kvinder, herunder vold i hjemmet, seksuel vold og seksuel chikane samt skadelige traditionelle skikke, såsom kvindelig kønslemlæstelse og tvangsægteskaber, især for mindreårige pigers vedkommende; understreger vigtigheden af at beskytte ofrene, yde særlige tjenesteydelser og bekæmpe voldsmændenes straffrihed samt sikre, at sådanne forbrydelser efterforskes effektivt, at gerningsmændene retsforfølges og straffes effektivt, og at alle kvinder har fuld adgang til retfærdighed uden nogen form for forskelsbehandling på grund af religiøs overbevisning eller etnisk oprindelse; understreger, at vold i hjemmet ikke er et privat familieanliggende, og at undskyldninger for vold, der er rodfæstet i kulturelle eller religiøse overbevisninger, ej heller er acceptable;

83.  opfordrer Sahel-landene til at revidere deres love om kvinder og ejendomsret; understreger vigtigheden af kvinders ejendomsret til jord, som de dyrker og lever på;

84.  opfordrer indtrængende det internationale samfund til at afsætte flere midler til fremme af kvinders rettigheder og indflydelse i regionen; glæder sig over bestræbelserne i Den Afrikanske Union til fordel for kvinders rettigheder og minder om ECOWAS' centrale rolle for stabiliteten i regionen; opfordrer Sahel-landene til at intensivere deres samarbejde med henblik på at lancere oplysningskampagner for kvinders rettigheder sammen med ngo'er, civilsamfundet, FN og EU; opfordrer EU til at samarbejde med regionale aktører om at fremme undervisning af piger og støtte foranstaltninger, der kan fremme kvinders økonomiske sikkerhed og potentiale, hvilket er en nøgle til at styrke kvinders stilling socialt, politisk og økonomisk; tilskynder desuden til politisk fokus på at forbedre sundhedsydelser til kvinder;

85.  opfordrer desuden Sahel-landene til at sikre, at alle piger registreres ved fødslen og efterfølgende modtager en grundskoleuddannelse;

86.  opfordrer Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Rådet til i højere grad at tilskynde flere lande i regionen til at træffe eksplicitte foranstaltninger i deres lovgivninger og fremme programmer for at sikre kvinders og pigers rettigheder, navnlig adgang til offentlige tjenesteydelser, herunder uddannelses- og sundhedsvæsenet og især seksuelle og reproduktive sundhedsydelser, og sikre lån til fødevarer, jord og produktionsmidler, særlig i landområderne, samt adgang til sundhedspleje og retsvæsen med henblik på at styrke kvinders økonomiske selvstændighed og uafhængighed ved at hjælpe dem igennem overgangen fra den uformelle til formelle sektor samt deltagelse i den politiske og økonomiske beslutningsproces og standsning af alle former for vold mod piger og kvinder, herunder udryddelse af tidlige tvangsægteskaber og den barbariske praksis med kvindelig kønslemlæstelse;

87.  anmoder henholdsvis EU's særlige repræsentanter for Sahel og for menneskerettigheder om at udvikle fælles aktioner for bedre at sikre kvinders rettigheder i regionen navnlig ved at bekæmpe straffrihed for kønsbaseret vold og alle andre former for vold, som berører kvinders værdighed; insisterer på, at Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og partnerstaterne gør kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene til en prioritet i de bilaterale bistandsprogrammer, og at de tilvejebringer bæredygtig og pålidelig finansiering af initiativer til fremme af kvinders selvstændighed og ligestilling mellem kønnene; fordømmer især anvendelsen af vold, som udgør den største hindring for, at kvinder kan nyde social og økonomisk frihed; understreger, at politik til fremme af lighed mellem kønnene bør betragtes som et overordnet spørgsmål;

88.  glæder sig over den retlige status for parforhold mellem to personer af samme køn i Mali, Niger, Tchad og Burkina Faso, som for mænds vedkommende i princippet straffes med døden ved offentlig stening, men bemærker, at der ikke findes dokumenterede beretninger om, at denne straf nogensinde er blevet anvendt; beklager imidlertid, at der stadig er diskrimination fra samfundets side; udtrykker dyb bekymring over anvendelsen af bestemmelser vedrørende "offentlig usømmelighed" og bestemmelser, der forbyder sammenslutninger med "et umoralsk formål" i forbindelse med LGBT-fællesskabet i Mali og i regionen som helhed; håber, at de, der blev undertrykt under oprøret i det nordlige Mali, kan blive trygt reintegreret i deres lokalsamfund; giver udtryk for dyb bekymring over den fortsatte kriminalisering af LGBT-forhold i Mauretanien, som for mænds vedkommende i princippet straffes med døden ved offentlig stening, bemærker imidlertid, at der ikke findes dokumenterede beretninger om, at denne straf nogensinde er blevet anvendt; opfordrer indtrængende den mauretanske regering til ikke desto mindre at samarbejde med civilsamfundet om at ændre landets lovgivning og bidrage til at forbedre LGBT-borgernes liv;

89.  mener, at en rettighedsbaseret tilgang til tuareg-folkets situation og udvikling, som oprigtigt tager fat på de historiske ankepunkter, er afgørende for fred og udvikling i Sahel-regionen, selv om tuaregerne også lever i områder med andre etniske grupper; glæder sig over udviklingen i Niger på dette område, men opfordrer indtrængende alle lande med betydelige tuareg-befolkningsgrupper, herunder lande uden for Sahel som Algeriet og Libyen, til at samarbejde med repræsentanter for lokalsamfundene om både politisk og institutionelt at få løst problemerne med underudvikling og fjendskab; bemærker endvidere mangfoldigheden af kulturer i Sahel; mener desuden, at alle disse befolkningsgrupper bør have mulighed for at genfinde den fredelige sameksistens; tilskynder regionens regeringer til at inddrage dem alle i sociale og politiske drøftelser samt i beslutningsprocesserne;

Anbefalinger vedrørende EU's Sahel-politik

90.  bifalder udnævnelsen af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sahel og det stærke menneskerettighedselement i hans mandat; forventer, at den nye særlige repræsentant for Sahel samarbejder med Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder, Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed, Kontoret for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder (OHCHR) samt med menneskerettighedsforkæmpere og -observatører i regionen om at fremme respekten for menneskerettighederne og den humanitære folkeret; opfordrer til en hensigtsmæssig koordinering mellem EU's særlige repræsentant (EUSR) for Sahel med især EU's særlige repræsentant for det sydlige Middelhavsområde og ligeledes med den særlige repræsentant for Afrikas Horn, eftersom kriser i Afrika har store regionale følger samt har tendens til at have en afsmittende virkning og til at omfatte geostrategiske overvejelser; tilskynder i denne forbindelse EU til at lægge stor vægt på at sikre en effektiv koordinering af alle EU's indsatser i Afrika, navnlig inden for krisestyring og indsatser efter konflikter, og opfordrer derfor EU's højtstående repræsentant til at sikre denne koordinering;

91.  understreger vigtigheden af at gennemføre EU's forpligtelser på det menneskerettighedspolitiske område, herunder dets retningslinjer om børn i væbnede konflikter, om vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem, for fremme af overholdelsen af den humanitære folkeret samt for beskyttelse af civile inden for rammerne af FSFP-missioner og –operationer såvel som EU's omfattende strategi for gennemførelsen af FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 1325 og 1820 om kvinder, fred og sikkerhed, herunder ved at overvåge og rapportere om udviklingen i denne henseende;

92.  beklager, at fremme af ligestilling mellem kønnene, kvinders situation og beskyttelse af deres rettigheder hverken nævnes i EU's strategi for sikkerhed og udvikling i Sahel-regionen, der blev vedtaget den 21. marts 2011, eller i konklusionerne vedrørende denne strategi, som blev vedtaget af Rådet for Udenrigsanliggender den 23. marts 2012;

93.  glæder sig over de strategiske indsatsområder i EU's Sahelstrategi, herunder støtte til og fremme af god regeringsførelse og intern konfliktløsning; mener imidlertid, at strategien stadig ikke i tilstrækkelig grad integrerer menneskerettighederne, retsstatsprincippet, effektiv økonomisk forvaltning og effektive foranstaltninger til bekæmpelse af korruption og demokratistøtte som centrale elementer, der skal understøtte den sammenhæng mellem udvikling og sikkerhed, som står i centrum for den; opfordrer indtrængende EU-institutionerne til i nærmeste fremtid at revidere strategien ved at medtage konkrete forslag til:

   a) at løse problemerne for flygtninge og internt fordrevne over hele regionen
   b) at bekæmpe den svøbe, som slaveri, menneskehandel og andre former for smugleri udgør, og som har vist sig at være ødelæggende for menneskerettigheder og sikkerhed i regionen
   c) at forbedre situationen for kvinder, børn og mindretal
   d) at sikre en effektiv og omkostningseffektiv kanalisering af bistand, der tilbyder øget støtte til regeringerne i henhold til princippet om, at "flere reformer giver mere bistand"
   e) at bringe kulturen med straffrihed til ophør, herunder ved at støtte foranstaltninger, der allerede er blevet foreslået eller er under gennemførelse i Mali og andre steder
   f) at beskytte borgerlige frihedsrettigheder og forbedre et demokratisk styre gennem inklusive valgprocesser og troværdig repræsentation samt støtte til civilsamfundet
   g) beskytte den kulturelle mangfoldighed og kulturarven;

94.  anbefaler, at EU overvejer muligheden af målrettede sanktioner gennem fastfrysning af aktiver, visumforbud eller andre instrumenter rettet mod de groveste krænkere af menneskerettighederne, både i Mali og andre steder i regionen;

95.  glæder sig over FN's generalsekretærs seneste rapport om situationen i Sahel; bemærker "fire ad gangen"-metoden, der har til formål at styrke staten, sikkerheden, de humanitære krav og udviklingen som led i en integreret strategi; glæder sig i særdeleshed over den stærke menneskerettighedsdimension i strategien og opfordrer EU til fortsat at støtte den; anbefaler endvidere fokuseringen i FN's integrerede strategi på opbygning af deltagelse, støtte til lokal og regional regeringsførelse, styrkelse af den sociale og sikkerhedsmæssige samhørighed, udvikling af varslingssystemer med henblik på fremtidige trusler og navnlig styrkelse eller konsolidering af nationale og regionale menneskerettighedsmekanismer; tilskynder EU til i koordination og harmoni med FN at anlægge en tilsvarende holistisk tilgang til bæredygtighed, sikkerhed, humanitære og udviklingsmæssige prioriteringer og menneskerettigheder på en sådan måde, at man anerkender den grundlæggende tværnationale, grænseoverskridende og sammenviklede karakter af udfordringerne i Sahel;

96.  understreger den fortsatte afgørende betydning af, at EU i stigende grad går i dialog med afrikanske regionale aktører, såsom AU, ECOWAS, Den Arabiske Maghrebunion og de afrikanske regionale menneskerettighedsinstrumenter for at skabe holdbare fremskridt for menneskerettigheds- og demokratiinitiativer i Sahel; opfordrer nabostater såsom Senegal, Algeriet og Marokko til at bidrage til lederskabet og hjælpe med at skabe en reel regional dynamik, som virkelig kan fremme den økonomiske udvikling og menneskerettighederne i regionen; anerkender endeligt, at varige løsninger på Sahels problemer skal komme fra regionen selv, og at befolkningen der skal have fuldt ejerskab til dem; opfordrer ikke desto mindre EU til at fortsætte sit engagement i at arbejde med og hjælpe partnerne i Sahel med alle til rådighed stående og hensigtsmæssige midler for at forbedre livskvaliteten for regionens befolkning og styrke forbindelserne med deres demokratiske regeringer;

Betragtninger vedrørende menneskerettighederne i Vestsahara og i Tindouf-lejrene

97.  glæder sig over og gør sig til talsmand for FN's Generalsekretærs rapport fra april 2013 om situationen i Vestsahara, hvori det understreges, at det er "af afgørende betydning at sætte ind over for konflikten i Vestsahara som en del af en bredere strategi for Sahel", samt at "menneskerettighedsproblematikken fortsat er vigtig for at opnå en løsning på konflikten"; bemærker endvidere, at de forskellige konflikter i Sahel og navnlig tilstedeværelsen af terrorgrupper som AQMI i det nordlige Mali og det sydlige Algeriet er faktorer, der indebærer en risiko for destabilisering i Vestsahara og i regionen generelt; bemærker desuden konfliktens negative indflydelse på den regionale integration, som burde omfatte Marokko og Algeriet, og som kunne give betydelige muligheder for demokratisering og økonomisk udvikling, hvorved befolkningens sikkerhed overalt i Sahel og Sahara kunne styrkes;

98.  bekræfter på ny sin støtte til FN-resolutionerne om Vestsahara; opfordrer til fuld respekt for den vestsaharanske befolknings menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder foreningsfrihed, ytringsfrihed og retten til at demonstrere fredeligt;

99.  understreger, at det er nødvendigt at gøre noget ved behovet for menneskerettigheder i Vestsahara og Tindouf-lejrene, uden at der forventes nogen endelig politisk løsning eller udtrykkes holdninger vedrørende en sådan løsning; gentager dog, at selvbestemmelse er en grundlæggende menneskerettighed, som fastsat i artikel 1 i FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder; fremhæver ligeledes, at territorial integritet er et internationalt retsprincip; minder endvidere om FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1754(2007), hvori parterne indtrængende opfordres til at indlede forhandlinger i god tro uden forhåndsbetingelser "med henblik på at nå frem til en retfærdig, varig og gensidigt acceptabel politisk løsning, der kan bane vejen for selvbestemmelse for befolkningen i Vestsahara"; gentager denne opfordring til Marokko og Polisario-fronten til at fortsætte forhandlingerne om en fredelig løsning på konflikten og gentager, at den vestsaharanske befolkning har ret til selvbestemmelse; understreger de muligheder, der udspringer af den proces med politiske og demokratiske reformer, som er indledt i Marokko, idet der gøres opmærksom på de stærkere forpligtelser, som disse reformer kræver for at sikre respekt for og håndhæve menneskerettighederne især i Vestsahara; er bange for, at udskydelsen i 25 år af afholdelsen af en folkeafstemning eller opnåelsen af enhver anden form for politisk forhandlingsløsning, der er acceptabel for alle parter, øger vestsaharanernes fremmedgørelse og risikoen for vold, især blandt de unge; opfordrer Den Europæiske Union til at involvere sig mere og støtte FN i at tilskynde parterne til at genoptage de direkte forhandlinger med henblik på en fredelig og varig løsning på konflikten;

100.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til - eftersom den politiske løsning på konflikten i Vestsahara, forsoningen og menneskerettighedssituationen hænger tæt sammen - at være mere aktive i løsningen på konflikten i Vestsahara, ikke kun ved at støtte forhandlingerne i FN, men også ved at udnytte sine forskellige udenrigspolitiske instrumenter (f.eks. styrkelse af overvågningen med og bevidstheden om menneskerettighederne blandt politi og sikkerhedsstyrker, støtte til demokratiske reformer, herunder decentralisering, bekæmpelse af diskrimination i regionen) for at fremme den hårdt tiltrængte tillidsskabelse mellem konfliktens parter;

101.  giver udtryk for dyb bekymring over den nylige rapport fra FN's særlige rapportør om tortur, som har fundet beviser for, at marokkanske embedsmænd har tilbageholdt personer af politiske grunde, udsat vestsaharanske fængselsindsatte for tortur og voldtægt, bortført demonstranter og efterladt dem i ørkenen for at skræmme dem og hyppigt og bevidst har angrebet fortalere for uafhængighed, også i deres hjem; bemærker endvidere de udbredte påstande om tvungne forsvindinger og uretfærdige retssager; henleder navnlig opmærksomheden på rydningen af Gdeim Izik-protestlejren i november 2010, hvor omfattende voldshandlinger krævede 13 menneskeliv, og den efterfølgende retssag mod 25 vestsaharanere, hvoraf mange er kendte menneskerettighedsaktivister, i februar 2013; noterer sig, at Marokko fastholder, at der var tale om en retfærdig rettergang og en behørig proces, såvel som nogle internationale observatørers positive konklusioner, men erindrer også om, at FN's særlige rapportør om tortur var betænkelig ved anvendelsen af en militær domstol, påstandene om tortur og de marokkanske myndigheders undladelse af at efterforske disse påstande; noterer sig nogle ngo'ers og menneskerettighedsobservatørers konklusioner angående sagens angiveligt politisk funderede retsforfølgning, utilstrækkelige beviser og alt for hårde domme, hvor 20 personer blev dømt til mellem 20 års og livsvarigt fængsel; glæder sig derfor over den marokkanske regerings tilslutning til henstillingen fra Det Nationale Menneskerettighedsråd (CNDH) om ikke at lade civile dømme af militærdomstole; opfordrer indtrængende den marokkanske regering til at garantere, at dette bliver omsat til realiteter; beklager samtidigt, at denne beslutning ikke vil få virkning for dem, der allerede er dømt; opfordrer desuden indtrængende den marokkanske regering til at gennemføre samtlige henstillinger i FN’s og CNDH’s rapporter og til fortsat at udvikle en menneskeretttighedskultur; opfordrer i denne forbindelse de marokkanske myndigheder til øjeblikkelig at løslade alle vestsaharanske politiske fanger, til at samarbejde med civilsamfundet og andre aktører om at sikre gennemsigtighed og retfærdighed i landets retsprocedurer og til at undersøge og retsforfølge offentligt ansatte sikkerhedsfolk, som beskyldes for at have været involveret i vilkårlige tilbageholdelser, tortur og andre former for magtmisbrug;

102.  fordømmer krænkelserne af menneskerettighederne, som de saharianske kvinder udsættes for især i form af chikane og seksuel vold, ;

103.  gentager de bekymringer, der blev givet udtryk for i den uofficielt lækkede OHCHR-rapport fra 2006 om begrænsninger af ytrings-, forsamlings- og foreningsfriheden i Vestsahara; noterer sig, at Marokko hævder at tillade sit-in-demonstrationer og andre protestaktioner; beklager Marokkos åbenlyse institutionelle obstruktion af ngo'er, der går ind for uafhængighed, ved at forhindre, at de kan blive lovligt registreret og dermed anerkendt, hvilket er nødvendigt for, at de kan fungere effektivt i deres respektive samfund ; fordømmer de ofte strenge straffe for at "undergrave Marokkos territoriale integritet" – en lovgivningsmæssig foranstaltning, der angiveligt benyttes til at få ram på vestsaharanere, der fredeligt advokerer for uafhængighed; minder om, at FN's uafhængige ekspert i kulturelle rettigheder har konkluderet, at de marokkanske myndigheder undertrykker visse aspekter af den vestsaharanske kultur; gentager opfordringen fra FN's uafhængige ekspert til at ophæve sådanne foranstaltninger og fremme fuldstændig kulturel mangfoldighed; glæder sig i denne forbindelse over de bestemmelser om respekt for kulturelle rettigheder, som er blevet medtaget i den nye marokkanske forfatning; glæder sig over oprettelsen af en særlig vestsaharisk tv-station; tilskynder kraftigt til, at disse bestemmelser gennemføres fuldstændigt;

104.  beklager dybt Marokkos udvisning af en delegation bestående af fire medlemmer af Europa-Parlamentet onsdag den 6. marts 2013; bemærker, at formålet med delegationsrejsen var at besøge områderne i Vestsahara, at stille spørgsmål om menneskerettighedssituationen og mødes med repræsentanter for MINURSO; beklager dybt de marokkanske myndigheders optræden og kræver, at Kongeriget Marokko tillader fri adgang og fri bevægelighed i Vestsahara for uafhængige observatører, parlamentsmedlemmer, pressen og humanitære organisationer;

105.  erindrer om, at FN's Projektkontor organ (UNOPS) er bekymret over, at Vestsahara fortsat er et af verdens mest minerede områder; bemærker, at landminer i Vestsahara på tragisk vis har forårsaget mindst 2 500 døde og tilskadekomne siden 1975, stadig er en trussel for tusindvis af vestsaharanske nomader og udgør en væsentlig hindring for løsningen af den vestsaharanske strid og flygtningesituationen; roser derfor det arbejde, der udføres af MINURSO, den kongelige marokkanske hær, Polisario-fronten, Landmine Action og andre for at kortlægge og rydde de berørte områder; glæder sig over, at Polisario-fronten har undertegnet Geneva Call’s appel om forbud mod personelminer; tilskynder alle aktører til at gøre deres yderste for at oplyse befolkningen, hjælpe ofrene og fjerne al tilbageværende ammunition; bemærker endvidere, at Marokko er et af de få lande - og et af de kun tre afrikanske lande - der ikke har tiltrådt mineforbudskonventionen; opfordrer landet til at gøre det som en tillidsskabende foranstaltning og som et tegn på sit engagement for fred;

106.  fremhæver eksemplet med de saharianske kvinder og den vigtige rolle, som de spiller i de saharianske samfund, især i flygtningelejrene, hvor der kan konstateres et markant fald i antallet af analfabeter; understreger den nøglerolle, som kvinderne spiller i etableringen af de saharianske institutioner, samt deres høje grad af deltagelse i beslutningstagningen på alle niveauer lige fra lokale udvalg til parlament og regering; gør opmærksom på den rolle, som kvinderne i Vestsahara spiller for så vidt angår opretholdelse af fred, fremme af dialog, konfliktløsning samt bevarelse af samfundet og de saharianske strukturer;

107.  giver udtryk for bekymring over fattigdommen og manglen på basale serviceydelser i de flygtningelejre nær Tindouf, der forvaltes af Polisario-fronten, navnlig med hensyn til ernæring, sundhed og adgang til drikkevand; glæder sig over den humanitære bistand, som EU yder til disse flygtninge via ECHO; opfordrer imidlertid internationale aktører til at sikre en mere effektiv kanalisering, koordinering og konsolidering af bistanden, til i givet fald at øge bistandens størrelse for at stabilisere den humanitære situation og bidrage til at forbedre forholdene i lejrene; gentager henstillingerne fra FN's særlige rapportør om ordentlige boliger, nemlig at det er nødvendigt at afsætte tilstrækkelig international finansiering til tilvejebringelse af boliger; bemærker ikke desto mindre, at styringsmekanismerne i lejrene fungerer, og glæder sig over civilsamfundets aktive tilstedeværelse, og at kvinderne deltager i begge i stort tal; glæder sig endvidere over samfundets fokus på uddannelse på trods af de sparsomme ressourcer; bemærker imidlertid manglen på klar dokumentation af det nøjagtige antal beboere i lejrene; opfordrer Polisarios myndigheder, i givet fald med bistand fra Algeriet, til at gennemføre eller fremme regelmæssige folketællinger eller formelle registreringer;

108.  er bekymret over, at fattigdommen i lejrene i Tindouf sammen med fraværet af langsigtede fremtidsmuligheder for mange flygtninge gør dem til nemme ofre for radikalisering i religiøst fundamentalistisk retning; minder om faren i forbindelse med rekruttering af unge til kriminelle netværk og terrorgrupper og henleder opmærksomheden på regionens letgennemtrængelige grænser, der risikerer at fremme en dybere infiltrering i lejrene af jihad-grupper fra det nordlige Mali og andre steder; fordømmer bortførelsen af tre europæiske hjælpearbejdere fra Rabouni-lejren i oktober 2011; fremhæver derfor den altafgørende betydning af at garantere sikkerheden i lejrene; opfordrer de algeriske myndigheder til at overholde deres forpligtelse til at fremme menneskerettighedssituationen i lejrene i Tindouf; udtrykker sin fulde støtte til UNHCR-programmet, der har til formål at fremme tillidsskabelse ved at lette udvekslinger af familiemedlemmer mellem Tindouf og Vestsahara;

109.  noterer sig, at selv om de fleste internationale observatører og rapporter fra OHCHR, Den Afrikanske Menneskerettighedskommission, Robert F. Kennedy Center for Justice and Human Rights og Human Rights Watch ikke har fundet mange beviser for systemiske og institutionelle menneskerettighedskrænkelser i lejrene, har adskillige aktører, herunder den marokkanske regering, marokkanske ngo'er og tidligere beboere i Tindouf hævdet, at Polisario-myndighederne begrænser beboernes ytrings- og bevægelsesfrihed; noterer sig Polisarios kraftige afvisning af disse beskyldninger og ønske om at samarbejde med FN's menneskerettighedsorganer; opfordrer derfor Polisario til at give uafhængige menneskerettighedsobservatører fuld, regelmæssig og uhindret adgang til lejrene og til, at alle påstande undersøges grundigt;

110.  glæder sig over bestræbelserne på at forbedre dokumentationen af påståede menneskerettighedskrænkelser i Vestsahara, navnlig gennem institutionen Marokkos Nationale Menneskerettighedsråd (CNDH), der har kontorer i Laayoune og Dakhla og anerkendes af FN; bemærker CNDH's positive arbejde og opfordrer den marokkanske regering til at hjælpe med at styrke dets uafhængighed og beføjelser og sikre, at dets anbefalinger føres ud i livet; tilskynder endvidere CNDH til at øge sine bestræbelser på at genopbygge forbindelserne med de saharanere, der er fjendtligt indstillede over for det marokkanske styre, og på at sikre passende opfølgning af klager; glæder sig over, at Marokko i 2012 har vedtaget tre af de fem henstillinger om menneskerettighedssituationen i Vestsahara fra FN’s Menneskerettighedsråd, og opfordrer landet til at vedtage de resterende to; glæder sig ligeledes over, at Marokko har indbudt internationale ad-hoc-delegationer, herunder fra FN's særlige rapportør om tortur, og at de har sagt ja til indbydelserne; anmoder indtrængende de marokkanske myndigheder om at give tilladelse til undersøgelsesmissioner fra andre internationale organer såsom Den Afrikanske Menneskerettighedskommission og Europa-Parlamentet; og opfordrer indtrængende alle relevante parter til at fortsætte denne dialog med FN's menneskerettighedsorganer; støtter oprettelsen af en official MINURSO-IRKK-mission i området Fadret Leguiaa med henblik på at fortsætte udgravningen af jordiske rester af mennesker og overdragelsen heraf til deres familier, efter at forskerholdet fra universitetet i Baskerlandet har opdaget massegrave;

111.  bemærker ikke desto mindre de alvorlige og anfægtede beskyldninger mod såvel Marokkos som Polisarios forvaltninger; minder også om, at FN's generalsekretær for nylig lagde vægt på "uafhængig, upartisk, sammenhængende og vedvarende overvågning af menneskerettighedssituationen både i Vestsahara og i lejrene"; bemærker i denne forbindelse, at FN ikke opgraderede mandatet for MINURSO i april 2013, således at det kom til at indeholde en menneskerettighedsdimension; tilskynder FN til at gøre dette, eller alternativt til at oprette et nyt, permanent, upartisk menneskerettighedsorgan med det formål at overvåge og rapportere om menneskerettighedssituationen generelt set og undersøge individuelle klager; opfordrer til, at et sådant organ dækker den marokkansk kontrollerede del af Vestsahara, Tindouf-lejrene og andre områder, der kontrolleres af Polisario-fronten;

112.  tilskynder regeringerne i Marokko og Algeriet til at udvikle og styrke deres politiske dialog med henblik på at forbedre den regionale dynamik og undgå stigende spændinger og til gavn for det internationale samfund i almindelighed;

113.  opfordrer indtrængende den højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder til at tilbyde de marokkanske myndigheder og Polisarios forvaltning uddannelsesprogrammer i menneskerettigheder i Vestsahara og i Tindouf, som skal tage sigte på politiet og andre sikkerhedsstyrker, retsvæsenet, embedsmænd fra de lokale myndigheder, medierne og civilsamfundets organisationer, idet man bygger videre på de politiske reformer i retning af demokrati, retsstaten og menneskerettigheder, som Marokko har indledt, og med forbehold af en politisk forhandlingsløsning på konflikten i Vestsahara, men som har til formål at fremme disse forhandlinger;

o
o   o

114.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder og Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sahel, EU's medlemsstater, Sahel-landenes regeringer og parlamenter, Marokko, Algeriet og Polisario-fronten, FN's generalsekretær og FN's Sikkerhedsråd, FN's højkommissær for menneskerettigheder, Den Afrikanske Unions formand og generalsekretæren for dens Kommission samt ECOWAS' formand og formanden for dets Kommission.

(1) EUT L 200 af 27.7.2012, s. 21.
(2) EUT L 75 af 19.3.2013, s. 29.
(3) EUT C 99 E af 3.4.2012, s.87.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0503.
(5) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0055.
(6) EUT C 249 E af 30.8.2013, s. 41.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik