Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2012/2742(RPS)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : B7-0553/2013

Indgivne tekster :

B7-0553/2013

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 10/12/2013 - 7
CRE 10/12/2013 - 7

Vedtagne tekster :

P7_TA(2013)0544

Vedtagne tekster
PDF 213kWORD 45k
Tirsdag den 10. december 2013 - Strasbourg
Fastsættelse af kriterier for, hvornår returpapir ophører med at være affald i henhold til artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald
P7_TA(2013)0544B7-0553/2013

Europa-Parlamentets beslutning af 10. december 2013 om udkast til Rådets forordning om fastsættelse af kriterier for, hvornår returpapir ophører med at være affald i henhold til artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald (D021155/01 – 2012/2742(RPS))

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til forslag til Rådets forordning om fastsættelse af kriterier for, hvornår returpapir ophører med at være affald i henhold til artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald (COM(2013)0502),

—  der henviser til Det Fælles Forskningscenters videnskabelige og tekniske rapport med titlen "End-of-waste criteria for waste paper: technical proposals", der blev offentliggjort i marts 2011,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald og om ophævelse af visse direktiver(1), særlig artikel 6, stk. 1,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 om overførsel af affald(2), særlig artikel 49,

—  der henviser til Kommissionens afgørelse 2011/753/EU om fastlæggelse af regler og beregningsmetoder med henblik på at kontrollere overholdelse af de mål, der er omhandlet i artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF(3), særlig artikel 2, stk. 2,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. januar 2011 ”Flagskibsinitiativet – Et ressourceeffektivt Europa under Europa 2020-strategien” (KOM(2011)0021),

—  der henviser til udtalelse af 9. juli 2012 fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 39 i direktiv 2008/98/EF,

—  der henviser til artikel 5a, stk. 4, litra e), i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(4),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 88, stk. 2 og 3, og stk. 4, litra c),

A.  der henviser til, at fastlæggelse af kriterier for affaldsfasens ophør i overensstemmelse med direktiv 2008/98/EF kan være et vigtigt redskab til at fremme genanvendelse og et marked for sekundære råvarer og dermed kan forbedre ressourceeffektiviteten;

B.  der henviser til, at det i forslaget til Rådets forordning fastsættes, at returpapir med en ikke-papirkomponent på højst 1,5 tørvægtsprocent ophører med at være affald, når det er bestemt til udvinding af papirfibre til papirfremstilling og opfylder visse yderligere kriterier;

C.  der henviser til, at multimaterialepapir med et indhold af ikke-papirkomponenter på over 30 tørvægtsprocent som helhed anses for at være en ikke-papirkomponent; der henviser til, at en typisk beholder af multimaterialepapir højst indeholder 30 % ikke-papirkomponenter (24 % polyetylen, 6 % aluminium) og dermed ikke vil anses for at være en ikke-papirkomponent; der henviser til, at returpapirstrømme som følge heraf kan indeholde et ubegrænset antal beholdere af multimaterialepapir (med deres tilhørende høje indhold af ikke-papirkomponenter såvel som ikke ubetydeligt restindhold af væsker, fødevarer og andet organisk materiale) og ikke længere vil anses for at være affald, men derimod et produkt;

D.  der henviser til, at “genanvendelse” i henhold til artikel 3, nr. 17), i direktiv 2008/98/EF defineres som ”enhver nyttiggørelsesoperation, hvor affaldsmaterialer omforarbejdes til produkter, materialer eller stoffer, hvad enten de bruges til det oprindelige formål eller til andre formål”;

E.  der henviser til, at affaldsfasen i udkastet til forordning ophører, når returpapiret er bestemt til udvinding af papirfibre til papirfremstilling, hvilket placerer affaldsfasens ophør før den faktiske omforarbejdning på en papirfabrik; der henviser til, at dette er i strid med den gældende definition på "genanvendelse", som stiller krav om omforarbejdning af affaldsmaterialer;

F.  der henviser til, at et sådant affaldsmateriale efter indsamling og sortering kun er blevet forbehandlet (ikke omforarbejdet) og ikke kan anvendes uden yderligere omforarbejdning;

G.  der henviser til, at der, såfremt affaldsfasens ophør placeres inden omforarbejdningen rent faktisk har fundet sted, ville opstå problemer i forbindelse med en stor mængde af den gældende fællesskabslovgivning om f.eks. miljømærkning, offentlige udbud, miljøvenligt design og REACH, hvor "genanvendelse" hidtil har været anvendt i betydningen af den operation, der resulterer i et genanvendelsesprodukt, der er klart til brug, og til, at det desuden er i strid med artikel 2, stk. 2, i Kommissionens afgørelse nr. 2011/753/EU, hvor der klart skelnes mellem forbehandling og endelig genanvendelse;

H.  der henviser til, at visse særlige former for affald i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98/EF ophører med at være affald, når det har gennemgået en nyttiggørelsesoperation, herunder en genanvendelsesoperation, og opfylder de særlige kriterier, der udarbejdes i henhold til de betingelser, der er fastsat i samme artikel; der henviser til, at disse betingelser omfatter: a) at stoffet eller genstanden er i overensstemmelse med gældende lovgivning og normer for produkter (artikel 6, stk. 1, litra c)), og b) at anvendelsen af stoffet eller genstanden ikke får generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed (artikel 6, stk. 1, litra d);

I.  der henviser til, at grænseværdien for ikke-papirkomponenter på 1,5 % er baseret på europæisk standard EN 643; der henviser til, at denne standard ifølge undersøgelsen fra Det Fælles Forskningscenter udgør et centralt element i handelen med returpapir, og at den opstiller en liste over standardaffaldsgrader på EU-plan; der henviser til, at det er klart i strid med artikel 6, stk. 1, litra d), i direktiv 2008/98/EF at basere fastlæggelsen af kriterier for affaldsfasens ophør på denne standard, idet der i den nævnte artikel tydeligt henvises til "normer vedrørende produkter" og ikke til normer vedrørende affald;

J.  der henviser til, at relevante standarder for papirvarer såsom ISO 1762 for uorganiske urenheder, ISO 5350/1 og 5350/2 for synligt snavs og ISO 624 for ekstrakter (kulhydrater med lav molekylvægt) stiller krav om en renhedsgrad på 1 ppm, dvs. 15.000 gange lavere end den foreslåede renhedsgrad;

K.  der henviser til, at medtagelse af multimaterialepapir er i strid med den tydelige henstilling fra undersøgelsen fra Det Fælles Forskningscenter om at udelukke flerlagsreturpapir fra anvendelsesområdet for kriterierne for affaldsfasens ophør på grund af de øgede iboende miljørisici, der er forbundet hermed, såfremt materialet eksporteres, navnlig ud af EU;

L.  der henviser til, at det som anført i artikel 49, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1013/2006 i tilfælde af eksport fra EU påhviler den kompetente afsendelsesmyndighed i EU at kræve og bestræbe sig på at sikre, at eksporteret affald håndteres på en miljømæssigt forsvarlig måde i bestemmelsestredjelandet, blandt andet ved at kunne godtgøre, at det anlæg, der modtager affaldet, drives i overensstemmelse med standarder for menneskers sundhed og miljøbeskyttelse, som i store træk svarer til de standarder, der er fastlagt i EU-lovgivningen;

M.  der henviser til, at returpapir, herunder multimaterialereturpapir, såfremt det får status af ikke at være affald, inden det overhovedet er undergået en behørig genanvendelsesoperation, frit vil kunne handles på de globale markeder, og at sikkerhedsforanstaltningerne i forordningen om overførsel af affald, for så vidt angår miljømæssigt forsvarlig håndtering, ikke længere vil finde anvendelse; der henviser til, at undtagelse af affaldsstrømme med et højt indhold af ikke-papirkomponenter – som desuden i betydeligt omfang vil kunne overstige grænseværdien på 1,5 % på grund af den manglende medregning af multimaterialepapir – fra kravene i forordningen om overførsel af affald indebærer en klar risiko for overtrædelse af artikel 6, stk. 1, litra d), i direktiv 2008/98/EF om, at anvendelsen af det pågældende stof eller den pågældende genstand ikke må få generelle negative indvirkninger på miljøet;

N.  der henviser til, at det håndteringssystem, der foreslås for at bevise opfyldelse af kriterierne i artikel 3 i udkastet til Rådets forordning og navnlig bestemmelsen om, at ikke-papirmaterialer i sendinger af multimaterialepapir skal være bestemt til nyttiggørelse, sandsynligvis er næsten umulig at gennemføre for affald, der er ophørt med at være affald og dermed handles frit, muligvis skifter ejer mange gange og i hvert fald ikke længere kræver en miljømæssig forsvarlig behandling af det pågældende materiale;

O.  der henviser til, at fremme af den globale handel med denne type af papir, som hævdes ikke længere at være affald, gennem omgåelse af miljømæssige og sundhedsmæssige beskyttelsesforanstaltninger ikke alene vil have en yderligere negativ indvirkning på miljøet under transporten, men også vil kunne føre til et fald i papirgenanvendelsesprocenten i Europa på grund af nedgang i det til rådighed værende returpapir, således at papirproducenter eventuelt vil være nødt til i hvert fald til dels at gå over til en papirfremstilling i Europa, der i højere grad er baseret på nye fibre, med en højere energitilførsel og tilsvarende højere CO2-emissioner, hvilket igen vil være i strid med kravet om at undgå generelle negative indvirkninger på miljøet;

P.  der henviser til, at Kommissionens meddelelse om "et ressourceeffektivt Europa" indeholder en strategi om at gøre EU til en "industriel symbiose" baseret på et genanvendelsessamfund med det formål at begrænse affaldsproduktionen og udnytte affald som en ressource; der henviser til, at der er risiko for, at yderligere forbedringer af genanvendelsesprocenterne i EU kan blive alvorligt undergravet af de foreslåede kriterier for affaldsfasens ophør, hvilket ikke vil være i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, litra d), i direktiv 2008/98/EF;

1.  modsætter sig vedtagelse af udkastet til Rådets forordning om fastsættelse af kriterier for, hvornår returpapir ophører med at være affald i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98/EF om affald;

2.  mener, at udkastet til Rådets forordning er uforeneligt med basisretsaktens formål og indhold;

3.  mener, at udkastet til Rådets til forordning overskrider de gennemførelsesbeføjelser, som Kommissionen har fået tillagt i henhold til basisretsakten;

4.  mener, at Kommissionen ikke på behørig vis har vurderet virkningerne af udkastet til forordning, for så vidt angår papirgenanvendelse, på værdikæden for papiraffald, på overførsel af papiraffald og på de almene miljøvirkninger af udkastet til forordning; tilskynder Kommissionen til at genoverveje udkastet til forordning og forbedre de foreslåede kriterier for affaldsfasens ophør i lyset af de indsigelser, der rejses i denne beslutning;

5.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

(1) EUT L 312 af 22.11.2008, s. 3.
(2) EUT L 190 af 12.7.2006, s. 1.
(3) EUT L 310 af 25.11.2011, s. 11.
(4) EUT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik