Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2013/2057(INL)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0393/2013

Indgivne tekster :

A7-0393/2013

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 11/12/2013 - 4.7
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2013)0558

Vedtagne tekster
PDF 157kWORD 65k
Onsdag den 11. december 2013 - Strasbourg Endelig udgave
Donorkoordination på EU-plan i forbindelse med udviklingsbistand
P7_TA(2013)0558A7-0393/2013
Beslutning
 Bilag

Europa-Parlamentets beslutning af 11. december 2013 med henstillinger til Kommissionen om donorkoordination på EU-plan i forbindelse med udviklingsbistand (2013/2057(INL))

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 9, artikel 151 og artikel 153, stk. 1, litra e),

—  der henviser til artikel 209 og 210 i TEUF,

—  der henviser til FN's årtusindeerklæring af 8. september 2000,

—  der henviser til Pariserklæringen fra 2005, Accrahandlingsplanen fra 2008 og det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde fra 2011,

—  der henviser til fælleserklæringen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om Den Europæiske Unions udviklingspolitik: Den europæiske konsensus(1),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. oktober 2011 "Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring" (COM(2011)0637),

—  der henviser til Rådets konklusioner af 14. maj 2012 "Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring"(2),

—  der henviser til konklusionerne fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, som mødtes i Rådet den 15. maj 2007, vedrørende "EU's adfærdskodeks om komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitikken"(3),

—  der henviser til sin beslutning af 28. september 2006 om "mere, bedre og hurtigere EU-udviklingsbistand - 2006-bistandseffektivitetspakken"(4),

—  der henviser til sin beslutning af 22. maj 2008 om opfølgning af Pariserklæringen fra 2005 om bistandseffektivitet(5),

—  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om det fjerde forum på højt plan om bistandseffektivitet(6),

—  der henviser til konklusionerne af 17. november 2009 fra Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) om en operationel ramme for bistandseffektivitet(7),

—  der henviser til konklusionerne af 14. juni 2010 fra Udenrigsrådet (udviklingsministrene) om landeoverskridende arbejdsdeling(8), hvori der tilføjes og ændres en række elementer i den operationelle ramme for bistandseffektivitet,

—  der henviser til konklusionerne af 9. december 2010 fra Udenrigsrådet (udviklingsministrene) "Gensidig ansvarlighed og gennemsigtighed: Et fjerde kapitel til EU's operationelle ramme for bistandseffektivitet"(9),

—  der henviser til den konsoliderede tekst om en operationel ramme for bistandseffektivitet, der blev vedtaget af Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union den 11. januar 2011(10),

—  der henviser til rapporten fra oktober 2009 med titlen "Aid Effectiveness Agenda: Benefits of a European Approach", bestilt af Kommissionens Generaldirektorat for Udvikling(11),

—  der henviser til den endelige rapport fra marts 2011 med titlen "Joint Multiannual Programming", som var bestilt af Kommissionens Generaldirektorat for Udvikling(12),

—  der henviser til "Final report of the Evaluation of the Paris Declaration: Phase 2", der blev offentliggjort i maj 2011,

—  der henviser til rapporten "The cost of Non-Europe" om øget koordination mellem EU-donorer, som blev forelagt Udviklingsudvalget den 10. juli 2013,

—  der henviser til Rådets afgørelse af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (2010/427/EU)(13), navnlig artikel 9 om instrumenter for optræden udadtil samt programmering,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

—  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udenrigsudvalget (A7-0393/2013),

A.  der henviser til, at de seneste skøn, der fremlægges i ovennævnte rapport "The Cost of Non-Europe", viser, at der årligt ville kunne spares helt op til 800 mio. EUR gennem en reduktion af transaktionsomkostningerne, hvis EU og dets medlemsstater koncentrerede deres bistand på færre lande og aktiviteter; og der henviser til, at der kunne opnås årlige besparelser på yderligere 8,4 mia. EUR, hvis landetildelingerne blev fuldstændig samordnet og havde fattigdomsbekæmpelse som eneste mål;

B.  der henviser til, at en mere effektiv koordination på EU-plan er et yderst vigtigt anliggende i en situation, hvor der samlet set er gjort begrænsede fremskridt i retning af at nå FN's mål om at yde 0,7 % af bruttonationalindkomsten i officiel udviklingsbistand senest i 2015;

C.  der henviser til, at øget effektivitet i anvendelsen af udviklingsbistanden – i lyset af den internationale demografi og den fremtidige større indbyrdes afhængighed mellem EU som helhed og det, der i dag er den tredje verden – vil tilvejebringe mere effektiv bistand ude i indsatsområderne og vil have den yderligere fordel at skabe større gensidig respekt fremover;

D.  der henviser til, at en samordnet indsats fra EU som helhed, især ved oprettelse af et udvalg bestående af repræsentanter for Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, har en merværdi, som hvad angår den politiske og finansielle løftestangseffekt er større end summen af den enkelte indsats fra de 28 medlemsstaters og Kommissionens side;

E.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater fortsat bør foregå med et godt eksempel og mindske fragmenteringen af bistanden ved fuldt ud at gennemføre de internationale forpligtelser om bistands- og udviklingseffektivitet, som blev indgået i Paris, Accra og Busan, og ved at bygge videre på de fremskridt, der blev gjort under den nuværende fælles programmeringsproces;

F.  der henviser til, at EU’s donorkoordination bør bidrage til målsætningen om at gøre en ende på al formel og uformel bundet bistand og til at ændre ”dagsordenen om bistandseffektivitet” til en ”dagsorden om udviklingseffektivitet”;

G.  der henviser til, at EU's initiativer med sigte på at forbedre donorkoordinationen primært er af frivillig, ikke-bindende karakter; og der henviser til, at EU's adfærdskodeks om komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitikken kun har ført til begrænsede resultater;

H.  der henviser til, at traktaterne giver EU retsgrundlaget til at styrke sammenhængen i og effektiviteten af EU's eksterne foranstaltninger;

I.  der henviser til, at Kommissionen bør være drivkraften bag en fuldstændig gennemførelse af dagsordenen for bistands- og udviklingseffektivitet på EU-plan;

1.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at leve op til deres forpligtelser i henhold til Paris-erklæringen, Accra-handlingsplanen og det globale Busan-partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde, idet de primære hindringer herfor er manglende politisk vilje, bureaukrati og høje transaktionsomkostninger; minder i denne forbindelse om, at en grundlæggende betingelse for opfyldelsen af "dagsordenen om bistandseffektivitet" er fuld inddragelse af princippet om "demokratisk ejerskab", hvilket betyder, at udviklingsstrategier er landestyret og afspejler alle nationale interessenters engagement;

2.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at drage fuld nytte af bestemmelserne om udvikling i TEUF, ifølge hvilke EU og dets medlemsstater bør styrke komplementariteten i deres indsats med hensyn til udviklingssamarbejde (artikel 208 og 210 i TEUF) med henblik på at styrke en effektiv samordning mellem EU-donorerne;

3.  opfordrer til en mere effektiv samordning af arbejdsdelingen i det enkelte land fra EU’s og dets medlemsstaters side for at undgå overlappende foranstaltninger og høje transaktionsomkostninger; fastholder ligeledes, at det er nødvendigt at foretage en omhyggelig analyse af hvert enkelt modtagerlands specifikke behovssituation, samtidig med at det sikres, at finansierede projekter er forankret i den lokale økonomi og er til gavn for dem, der har størst behov;

4.  kræver en mere effektiv samordning af bistandens fordeling mellem de forskellige lande fra EU’s og dets medlemsstaters side med henblik på at løse problemet med "donordarlings" og "donorstedbørn"; understreger, at EU's arbejdsdelingspolitik bør sikre, at der fuldt ud tages hensyn til horisontale spørgsmål såsom menneskerettigheder, ligestilling og klimaændringer; understreger endvidere, at målsætningen om at øge bistandens virkning og opnå bedre resultater og større nytteværdi for pengene ikke bør føre til en udviklingspolitik, der tilstræber at undgå risici og derfor kun fokuserer på "nemme lande";

5.  efterlyser en nyvurdering af EU’s og dets medlemsstaters komparative fordele i fordelingen af opgaver på udviklingsområdet ved at vurdere styrker og svagheder, som bør inddrage de pågældende medlemsstater (eller Kommissionen) samt andre donorer og partnerlande;

6.  henviser imidlertid til, at der også er behov for en bedre samordning med det internationale samfund og, endnu vigtigere, med lokale aktører, herunder navnlig med lokalregeringer, nationale parlamenter, civilsamfundet og ikke-statslige organisationer; minder om årtusindudviklingsmål nr. 8 om opbygningen af et globalt partnerskab for udvikling og tilskynder til, at alle udviklingsaktører i højere grad medvirker og samarbejder;

7.  understreger, at multilaterale udviklingsorganisationer har potentiale til at gøre bistanden mere målrettet og maksimere dens effektivitet ved at samle donorlandenes ressourcer i en pulje; konstaterer, at anvendelsen af ressourcer, der stilles til rådighed af internationale organisationer, også gør det muligt for donorer at udveksle oplysninger om udviklingsaktiviteterne, hvilket fører til større åbenhed og ansvarlighed;

8.  understreger betydningen af at støtte disse landes kapacitetsudvikling, således at de kan opbygge den kompetence, den viden og de institutioner, der kræves, for at de effektivt kan styre deres egen udvikling; understreger betydningen af frihandel, markedsøkonomi og iværksætterånd, for at udviklingslandene selv kan bekæmpe fattigdom og således skabe en holdbar økonomisk udvikling og mindske deres afhængighed af bistand; understreger ligeledes betydningen af at fremme og beskytte god regeringsførelse samt af, at myndighederne i modtagerlandene bekæmper korruption og opbygger deres skatteinfrastruktur, således at de kan sikre deres skatteindkomster og modvirke skatteflugt og ulovlig kapitalflugt;

9.  fremhæver den voksende betydning af utraditionelle donorer såvel som af investeringer fra den private sektor og filantropiske finansielle strømme til udviklingslandene, som betyder yderligere udfordringer til samordningen; mener, at de nye rammer for samordning af udviklingsbistand fra EU-donorer også bør tage hensyn til mulighederne for at integrere disse aspekter, med udgangspunkt i de forpligtelser der er indgået som led i Busan-partnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde;

10.  understreger vigtigheden af en nuanceret tilgang til spørgsmålet om bistandens effektivitet, der tager højde for partnerlandenes udviklingsniveau (mindst udviklede lande, skrøbelige stater eller mellemindkomstlande) og deres specifikke behov; denne differentierede tilgang bør baseres på flerdimensionelle udviklingsindikatorer, der rækker ud over BNP og tager hensyn til landeintern fattigdom, ulighed og sårbarhed;

11.  opfordrer medlemsstaterne til at udnytte nye elektroniske værktøjer fuldt ud til samordning af projekter, såsom ODAMoz (Official Development Assistance to Mozambique Database), der blev skabt med finansiering fra EU;

12.  opfordrer EU til at sikre, at forpligtelserne vedrørende bistands- og udviklingseffektivitet afspejles fuldt ud i alle de finansieringsmekanismer, der har relevans for udviklingssamarbejdet;

13.  understreger, at forbedret donorkoordination er absolut nødvendigt i lyset af begrænsningerne på medlemsstats- og EU-budgetterne som følge af de økonomiske vanskeligheder og på grund af det voksende politiske fokus på at kunne dokumentere en mere effektiv anvendelse af bistandsmidlerne, og understreger, at EU bør spille en central rolle i at fremme dette, og at samordningen bør dække alle vigtige aspekter ved alle udviklingsprojekter, herunder planlægning, overvågning og evaluering af disse;

14.  mener, at de nuværende EU-initiativer med sigte på at forbedre donorkoordinationen i kraft af deres frivillige, ikke-bindende karakter ikke helt har udnyttet EU's og dets medlemsstaters fulde potentiale til at gøre deres udviklingsbistand mere virkningsfuld og effektiv; opfordrer derfor EU og medlemsstaterne til at oprette et nyt koordinationsinstrument i form af en forordning;

15.  anmoder Kommissionen om, helst inden 31. december 2015 og under alle omstændigheder ikke senere end det første halvår af 2016, at fremlægge et forslag til retsakt, på grundlag af artikel 209 og 210 i TEUF, om de reguleringsmæssige aspekter af EU-donorkoordination af udviklingshjælp, der følger på vedtagelsen og implementeringen af en køreplan for forberedende foranstaltninger til at lette disse reguleringsmæssige aspekters ikrafttræden, på baggrund af de detaljerede henstillinger, der er fremsat i bilaget hertil;

16.  opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at evaluere denne køreplan på grundlag af et i forvejen aftalt sæt indikatorer; mener, at deltagerne i denne proces skal bestå af dels EU-delegationerne sammen med medlemsstaternes diplomatiske repræsentationer i partnerlandene og dels GD DEVCO og EU-Udenrigstjenesten sammen med repræsentanter for medlemsstaterne; mener, at denne proces skal indebære, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten aflægger rapport til Europa-Parlamentet med henblik på at opnå enighed om implementeringen af køreplanen;

17.  bekræfter, at disse henstillinger respekterer borgernes grundlæggende rettigheder og nærhedsprincippet;

18.  finder, at forslaget er uden finansielle følgevirkninger;

19.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og de udførlige henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet.

(1) EUT C 46 af 24.2.2006, s. 1.
(2)Dok.9369/12.
(3)Dok.9558/07.
(4) EUT C 306 E af 15.12.2006, s. 373.
(5) EUT C 279 E af 19.11.2009, s. 100.
(6) EUT C 131 E af 8.5.2013, s. 80.
(7)Dok.15912/09.
(8)Dok.11081/10.
(9)Dok.17769/10.
(10)Dok.18239/10.
(11) Projekt nr. 2008/170204 – Version 1.
(12) Projekt nr. 2010/250763 – Version 1.
(13) EUT L 201 af 20.5.2010, s. 3.


BILAG TIL BESLUTNINGEN:

DETALJEREDE HENSTILLINGER VEDRØRENDE

INDHOLDET AF DET UDBEDTE FORSLAG

Henstilling 1 (om formålet med og anvendelsesområdet for den forordning, der skal vedtages)

Formålet med forordningen bør være at kodificere og styrke mekanismer og praksisser med henblik på at sikre større komplementaritet i og effektiv koordination af udviklingsbistanden. Dens anvendelsesområde bør tilvejebringe en tilfredsstillende løsning på spørgsmålet om at øge effektiviteten af EU's udviklingsbistand.

Forordningen bør gælde for alle medlemsstater og for EU's institutioner.

Henstilling 2 (om de generelle principper, der bør styre koordinationen mellem EU's donorer)

Forordningen bør kodificere følgende principper:

—  Tilknytning: EU og dets medlemsstater skal respektere partnerlandets lederskab og rette sig ind efter strategier, der styres af centralregeringen. De bør, hvor det er relevant, inkludere foranstaltninger, der kan bidrage til at styrke partnerlandets kapacitet til at styre operationelle rammer for donorkoordination.

—  Harmonisering: EU og dets medlemsstater bør på landeniveau gennemføre fælles ordninger for programmering (fælles programmering) og arbejde sammen om at mindske antallet af individuelle, ofte overlappende, inspektionsbesøg og analyserende gennemgange. De bør endvidere tillægge ledende donorer beføjelser til at gennemføre aktiviteter, hvortil en af disse donorer har en komparativ fordel på sektor- eller landeplan.

—  Tilpasning: EU og dets medlemsstater bør basere deres overordnede støtte (landestrategier, politisk dialog og programmer om udviklingssamarbejde) på partnerlandenes nationale udviklingsstrategier og regelmæssige evalueringer af fremskridtene med hensyn til gennemførelsen af disse strategier. For at gøre bistandsadministrationen mindre besværlig bør de som første prioritet anvende landesystemer. EU og dets medlemsstater bør undgå at oprette særlige strukturer til den daglige forvaltning og implementering af bistandsfinansierede projekter og programmer.

—  Forudsigelighed i finansieringen: EU og dets medlemsstater bør for effektivt at koordinere deres bistandsindsatser give udviklingslandene rettidige oplysninger om deres rullende udgifts- og/eller gennemførelsesplaner med angivelse af en vejledende ressourcefordeling, således at partnerlandene får mulighed for at integrere disse i deres mellemfristede planlægning.

—  Gennemsigtighed og gensidig ansvarlighed: EU og dets medlemsstater bør samarbejde med partnerlandene om at etablere indbyrdes aftalte rammer, som kan tilvejebringe pålidelige vurderinger af landesystemernes resultatopnåelse, gennemsigtighed og ansvarlighed, og om at forbedre tilgængeligheden og kvaliteten af data i partnerlandene. Centrale initiativer, der bidrager til opfyldelsen af dette mål, som f.eks. EU's gennemsigtighedsgaranti og det internationale initiativ vedrørende gennemsigtighed i bistanden, bør fremmes yderligere.

—  En differentieret tilgang: Ved gennemførelsen af denne forordning bør der anlægges en differentieret tilgang med udgangspunkt i hhv. udviklingssituation og -behov, således at partnerlandene og -regionerne tilbydes et specifikt, skræddersyet samarbejde baseret på deres egne behov, strategier, prioriteter og aktiver.

—  Gennemgang, evaluering og drøftelse af resultater: EU bør overvåge og aflægge rapport om gennemførelsen af forordningen. Trufne foranstaltninger bør årligt indberettes til de nationale parlamenter og til Europa-Parlamentet.

Henstilling 3 (om fælles programmering)

Forordningen bør kodificere EU’s og dets medlemsstaters forpligtelse til at øge deres deltagelse i fælles flerårig programmering tilpasset partnerlandenes udviklingsstrategier, og herunder i størst muligt omfang synkroniseringen med programcyklusser på partnerlandeniveau. Det fælles programmeringsramme er et pragmatisk redskab, der skal fremme arbejdsdelingen, og som bør komplementere og styrke eksisterende ordninger for donorkoordination, således at unødige parallelle processer undgås.

Forordningen bør sikre, at EU aktivt overvåger fremskridtene på landeplan og fra hovedkvarteret med henblik på at sikre, at der løbende gøres fremskridt med hensyn til opfyldelsen af eksisterende forpligtelser, og at køreplanerne for gennemførelse af EU's fælles programmeringsramme følges behørigt.

Henstilling 4 (om arbejdsdeling)

EU og dets medlemsstater har udviklet en bred vifte af vejledende principper for, hvordan effektiv arbejdsdeling bør foregå. EU's adfærdskodeks om komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitik giver vejledning til EU og dets medlemsstater og bør hurtigt gennemføres i alle partnerlande.

Henstilling 4.1: om arbejdsdeling internt i landet

EU og dets medlemsstater bør mindske transaktionsomkostningerne ved at begrænse antallet af EU-donorer, der tager aktivt del i sektorpolitiske drøftelser og samarbejdsaktiviteter. Med dette for øje bør de udvikle og gennemføre planer for udtræden af sektorer med henblik på forbedret sektorkoncentration på grundlag af såvel en dialog med partnerregeringerne og øvrige donorer som en konsekvensanalyse af eventuelle huller i finansieringen.

Henstilling 4.2: om arbejdsdeling mellem landene

Med henblik på at mindske opsplitning af bistanden mellem landene og donorspredning bør EU og dets medlemsstater sikre, at deres landetildelinger foretages på et informeret grundlag, blandt andet ved at tage højde for andre medlemsstaters intentioner og mulighederne for, at EU-bistanden får en virkning. Medlemsstaterne bør tilstræbe bedre geografisk koncentration, mens Kommissionen skal spille en koordinerende rolle, især i donorstedbørn-lande. I denne forbindelse kan fælles EU-analyser og strategier for både EU's "donordarlings" og "donorstedbørn" fungere som grundlag for en bedre arbejdsdeling mellem landene.

Henstilling 5 (om overvågning af fremskridt fra hovedkvarteret og på landeplan)

Forordningen bør kodificere mekanismerne til at indberette tegn på fremskridt med hensyn til øget donorkoordination på landeplan ved blandt andet at medtage: a) ikke-sammenkørte oplysninger om alle relevante bistandsstrømme, b) fremskridt i de fælles programmeringsprocesser, med særligt fokus på arbejdsdeling, c) dokumentation for reducerede transaktionsomkostninger som følge af arbejdsdeling og d) integrering af fælles programmering og arbejdsdeling i strategiske planlægningsprocesser.

Disse oplysninger bør stilles til rådighed for partnerlandene, så de kan gengive dem i deres nationale budgetdokumenter, og dermed fremme gennemsigtigheden for parlamenterne, civilsamfundet og andre relevante aktører.

Henstilling 6 (om inddragelse af nationale parlamenter i overvågning af donorkoordinationen)

Forordningen bør indeholde bestemmelser, der sigter mod at øge de nationale parlamenters deltagelse i overvågning af donorkoordinationen. I dette øjemed bør der afholdes årlige møder mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter med henblik på at vurdere fremskridtene og drøfte resultaterne.

Henstilling 7 (om årsberetningen til Europa-Parlamentet og Rådet)

Forordningen bør indeholde bestemmelser om evaluering ved hjælp af en årsberetning. Kommissionen bør undersøge, hvilke fremskridt der er gjort med gennemførelsen af de foranstaltninger, der træffes under forordningen, og forelægge en årsberetning for Europa-Parlamentet og Rådet samt for det i henstilling 9 omhandlede udvalg om gennemførelsen og resultaterne vedrørende koordination af EU-bistanden.

Rapporten bør endvidere fremsendes til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

Årsberetningen bør være baseret på oplysninger vedrørende det foregående år, som leveres af hovedkvarteret og landekontoret. Den bør vurdere resultaterne af bestræbelserne på at forbedre koordinationen af EU's og dets medlemsstaters udviklingspolitikker, idet der så vidt muligt anvendes specifikke, målbare indikatorer for de fremskridt, der sker med hensyn til at nå målene i forordningen.

Henstilling 8 (om evaluering)

Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, hvori gennemførelsen af denne forordning i de første tre år evalueres, om nødvendigt ledsaget af et forslag til retsakt om indførelse af de nødvendige ændringer.

Henstilling 9 (om oprettelse af koordinationsudvalget)

Forordningen bør indeholde bestemmelser om oprettelse af et udvalg. Udvalget bør selv vedtage sin forretningsorden og bør bestå af repræsentanter for Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik