Europa-Parlamentet,

—  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til traktaten om oprettelse af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM)(1),

—  der henviser til traktaten om stabilitet, koordinering og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (TSSS)(2),

—  der henviser til den såkaldte sixpack(3),

—  der henviser til den såkaldte twopack(4),

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(5),

—  der henviser til sin holdning af 12. september 2013 om forslag til Rådets forordning om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter(6),

—  der henviser til rapporten af 5. december 2012 fra formændene for Det Europæiske Råd, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen med titlen "Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union"(7),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. november 2012 med titlen "En plan for en udbygget og egentlig ØMU – Indledning af en europæisk debat" (COM(2012)0777),

—  der henviser til sin beslutning af 20. november 2012 med henstillinger til Kommissionen om rapporten fra formændene for Det Europæiske Råd, Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen med titlen "Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union"(8),

—  der henviser til sin beslutning af 23. maj 2013 om fremtidige lovgivningsforslag om ØMU(9),

—  der henviser til sin beslutning af 12. juni 2013 om styrkelse af europæisk demokrati i den fremtidige ØMU(10),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og til udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget om Beskæftigelse og sociale Anliggender (A7-0372/2013),

A.  der henviser til, at differentiering er et grundlæggende element i den europæiske integrationsproces og et middel, der muliggør dens udvikling og garanterer materiel respekt af lighedsprincippet forstået som ligebehandling i ens situationer og ulige behandling i uens situationer;

B.  der henviser til, at differentieret integration fortsat bør fungere som en forløber for uddybelsen af den europæiske integration, idet den indledes af en undergruppe af medlemsstater, forbliver åben for alle medlemsstater og sigter mod en fuldstændig integration i traktaterne;

C.  der henviser til, at differentieret integration findes i to former, nemlig i flere hastigheder ("multi-speed"), hvor stater forsøger at opnå samme mål i henhold til forskellige tidsrammer, og i flere lag ("multi-tier"), hvor stater aftaler at have forskellige mål;

D.  der henviser til, at differentiering ikke må undergrave unionsborgerskabet, som er den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, og som gør det muligt for alle, der befinder sig i samme situation, inden for traktatens anvendelsesområde at blive behandlet lige efter loven uanset nationalitet;

E.  der henviser til, at enhver differentiering respekterer og dermed styrker enheden af den europæiske retsorden, effektiviteten af den og sammenhængen i den, princippet om ikke-forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser samt det indre markeds funktion;

F.  der henviser til, at der kan anvendes differentiering i tilfælde, hvor en fælles indsats på et givet tidspunkt ikke er mulig eller gennemførlig;

G.  der henviser til, at differentiering indgår i og altid bør indgå i Den Europæiske Unions fælles institutionelle ramme;

H.  der henviser til, at differentieret integration i henhold til artikel 5 i TEU og Protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet skal respektere nærhedsprincippet;

I.  der henviser til, at traktaterne giver flere muligheder for og instrumenter til differentieret integration, herunder begrænsninger af det territoriale anvendelsesområde, sikkerhedsklausuler, undtagelser, fravalg, tilvalg, udvidet samarbejde og bestemmelser, som er specifikke for medlemsstater, der har euroen som valuta, forudsat at sådanne instrumenter respekterer den europæiske retsordens enhed, dens effektivitet og sammenhæng og indgår i den fælles institutionelle ramme (fællesskabsmetoden);

J.  der henviser til, at visse medlemsstater har fået mulighed for at fravælge deltagelse i forskellige EU‑politikker – jf. forskellige protokoller og traktater – hvilket kan udgøre en risiko for den europæiske retsordens enhed, effektivitet og sammenhæng;

K.  der henviser til, at selv om undtagelser i henhold til artikel 27, stk. 2, i TEUF tillader en differentiering mellem visse medlemsstater i en retsakt, der er rettet mod alle medlemsstater, så er målet stadig gradvist at gennemføre det indre marked og sikre det indre markeds funktion;

L.  der henviser til, at TEUF i artikel 114, stk. 4 og 5, artikel 153, stk. 4, artikel 168, stk. 4, artikel 169, stk. 4, og artikel 193, indeholder sikkerhedsklausuler, som giver medlemsstaterne mulighed for at opretholde eller indføre strengere beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med gennemførelsen af en retsakt, der er rettet mod alle medlemsstater;

M.  der henviser til, at et forstærket samarbejde kræver deltagelse af mindst ni medlemsstater inden for et område, hvor Unionen ikke har enekompetence, at det tillader ikke-deltagende medlemsstater at deltage i forhandlinger, men ikke i afstemninger, og at det til enhver tid er åbent for alle medlemsstater;

N.  der henviser til, at proceduren for forstærket samarbejde som en sidste udvej giver mulighed for vedtagelse af foranstaltninger, der er bindende for en undergruppe af medlemsstater efter godkendelse af Rådet med et kvalificeret flertal og, inden for FUSP-området, med enstemmighed;

O.  der henviser til, at denne mekanisme allerede anvendes i forbindelse med grænseoverskridende skilsmisseret og patentret i EU og er blevet godkendt af Europa-Parlamentet og Rådet på skatteområdet i forbindelse med indførelsen af en afgift på finansielle transaktioner;

P.  der henviser til, at grupper af stater i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er i stand til at løse særlige opgaver eller udføre særlige missioner, og at der i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik planlægges at oprette en permanent kernegruppe af stater med militær kapacitet;

Q.  der henviser til, at Schengen-aftalen fra1986 og Schengen-konventionen fra 1990, der blev undertegnet af en undergruppe af medlemsstater, og som erstattede grænsekontrollen mellem dem, aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken fra 1991 mellem en undergruppe af medlemsstater, der udvidede tidligere fællesskabskompetencer/kommissionskompetencer på arbejdsmarkeds- og socialområdet, så det blev muligt at træffe afgørelse med kvalificeret flertal, og Prüm-aftalen fra 2005 mellem en undergruppe af medlemsstater og Norge om dataudveksling og samarbejde om bekæmpelse af terrorisme historisk set er eksempler for differentieret integration;

R.  der henviser til, at Schengen-reglerne blev integreret i traktaterne gennem Amsterdam-traktaten med fravælgelsesmuligheder for Det Forenede Kongerige, Irland og Danmark;

S.  der henviser til, at Det Forenede Kongerige og Irland til enhver tid kan anmode om at deltage i visse eller i samtlige bestemmelser i Schengen-reglerne, og til at Danmark fortsat vil være bundet af den oprindelige Schengen-aftale og -konvention;

T.  der henviser til, at Prüm-konventionen delvist er blevet indarbejdet i EU retlige rammer;

U.  der henviser til, at aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken blev integreret i traktaterne med Amsterdam-traktaten uden mulighed for fravalg;

V.  der henviser til, at traktaterne indeholder forskellige muligheder for at gøre fremskridt inden for og social‑ og arbejdsmarkedspolitikken, hvis potentiale ikke er blevet udnyttet fuldt ud, særlig i artikel 9, 151 og 153 i TEUF, men også mere generelt i artikel 329 i TEUF; der henviser til, at det således vil være muligt at opnå større social konvergens uden traktatændringer, og uden at det berører nærhedsprincippet;

W.  der henviser til, at den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) og traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union ("finanspagten") blev indgået på mellemstatsligt niveau uden for rammerne af traktaterne;

X.  der henviser til, at den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) og ESM er aftaler i henhold til folkeretten mellem de medlemsstater, der har euroen som valuta;

Y.  der henviser til, at der i overensstemmelse med EU-traktaten og TEUF skal foretages det fornødne for at indarbejde indholdet af traktaten om stabilitet, samordning og styring (TSSS), som blev indgået i henhold til folkeretten af samtlige medlemsstater med undtagelse af Det Forenede Kongerige og Den Tjekkiske Republik, i Unionens retlige rammer senest fem år efter dens ikrafttrædelse på grundlag af en vurdering af erfaringerne med gennemførelsen af den;

Z.  der henviser til, at europlus-pagten, Europa 2020-strategien og vækst- og beskæftigelsespagten bør integreres i EU-lovgivningen og bane vejen for indførelse af en konvergenskodeks for medlemsstaternes økonomier;

AA.  der henviser til, at internationale aftaler uden for EU's retlige rammer, som har til formål at gennemføre traktaternes målsætninger, er blevet anvendt som en absolut sidste udvej for en differentieret integration, hvilket indebærer en forpligtelse til at integrere indholdet af den pågældende internationale traktat i traktaterne;

AB.  der henviser til, at oprettelsen af ØMU'en var et kvalitativt fremskridt i integrationen, idet den repræsenterede en forvaltningsmodel med flere niveauer, som har indflydelse på både institutioner og procedurer;

AC.  der henviser til, at én medlemsstat har en permanent fravalgsmulighed i forbindelse med euroen (protokol nr. 15), og at en anden medlemsstat har grundlovsmæssig undtagelse (protokol nr. 16);

AD.  der henviser til det pengepolitiske område, hvor bestemmelserne for ECB fastsætter en differentiering i den institutionelle struktur med Styrelsesrådet som det vigtigste beslutningsorgan kun bestående af medlemsstater, der har euroen som valuta, og med Det Generelle Råd, som associerer medlemsstaterne uden for eurozonen, samt i den finansielle struktur med alle medlemsstaternes nationale centralbanker som bidragsydere til ECB's kapital (artikel 28, stk. 1, i statutten for ECB), mens det dog kun er de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta, som betaler deres tegnede andel af ECB's kapital (artikel 48, stk. 1, i statutten for ECB);

AE.  der henviser til, at artikel 127, stk. 6, i TEUF giver Rådet beføjelse til at overdrage særlige opgaver til ECB vedrørende tilsyn med kreditinstitutioner og andre finansielle institutioner med undtagelse af forsikringsselskaber og har været anvendt som retsgrundlag for en forordning, som etablerer den fælles tilsynsmekanisme for euroområdet, og som skaber mulighed for en frivillig deltagelse af medlemsstater uden for eurozonen ved at etablere et tæt samarbejde med ECB;

AF.  der henviser til, at artikel 139 i TEUF fritager medlemsstater med dispensation fra at anvende specifikke traktatbestemmelser og fratager dem stemmeretten i forbindelse hermed;

AG.  der henviser til, at artikel 136 og 138 i TEUF indeholder særlige bestemmelser om vedtagelse af foranstaltninger, der gælder for medlemsstater, der har euroen som valuta, idet stemmeretten i Rådet er begrænset til repræsentanterne for disse medlemsstater, mens der foretages afstemning i hele Europa-Parlamentet, hvis en sådan afstemning er påkrævet;

AH.  der henviser til, at artikel 136 i TEUF allerede er blevet anvendt sammen med artikel 121, stk. 6, til vedtagelse af forordninger;

AI.  der henviser til, at der inden for forskning, teknologisk udvikling og rummet i henhold til artikel 184 i TEUF gives mulighed for programmer, der supplerer det flerårige rammeprogram, som eventuelt kun involverer en undergruppe af medlemsstater, der sikrer finansieringen, med forbehold af eventuel deltagelse fra Unionens side, men som vedtages i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure med medvirken af hele Rådet og hele Europa-Parlamentet med forbehold af samtykke fra de medlemsstater, der er omfattet af disse supplerende programmer;

AJ.  der henviser til, at princippet om budgettets enhed i henhold til artikel 21 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 ikke forhindrer, at en gruppe medlemsstater afsætter et finansielt bidrag til EU-budgettet eller en specifik indtægt til en specifik udgiftspost, hvilket allerede er tilfældet for f.eks. for højfluxreaktoren i henhold til beslutning 2012/709/Euratom;

AK.  der henviser til, at artikel 137 i TEUF og protokol 14 opretter Eurogruppen som et uformelt organ;

AL.  der henviser til, at en velfungerende ØMU forudsætter en fuldstændig og hurtig gennemførelse af de foranstaltninger, der blev vedtaget inden for rammerne af styrket økonomisk styring, herunder den forstærkede stabilitets- og vækstpagt og det europæiske semester suppleret med vækstfremmende politikker;

AM.  der henviser til, at en mere dybtgående ØMU kræver bedre kompetencer, større finansielle ressourcer og større demokratisk ansvarlighed, og til, at etableringen af den bør ske i to trin, der i første omgang er baseret på omgående og fuld udnyttelse af mulighederne i de gældende traktater, og derefter på en traktatændring, der udarbejdes under et konvent;

AN.  der henviser til, at styringen af ØMU'en for at være effektiv, legitim og demokratisk bør baseres på Unionens institutionelle og retlige rammer;

AO.  der henviser til, at demokratisk legitimitet og ansvarlighed skal sikres på det niveau, hvor beslutningerne træffes;

AP.  der henviser til, at ØMU'en er etableret af Unionen, hvis borgere er direkte repræsenteret på EU-plan af Europa-Parlamentet;

A.PRINCIPPER

1.  gentager sin opfordring til en egentlig ØMU, som vil styrke Unionens kompetencer, navnlig inden for den økonomiske politik, dens budgetkapacitet, Kommissionens rolle og demokratiske ansvarlighed og Europa-Parlamentets beføjelser;

2.  er af den opfattelse, at en sådan styrket budgetkapacitet bør bygge bestemte egne indtægter (herunder en afgift på finansielle transaktioner), som inden for rammerne af EU-budgettet bør understøtte vækst og social samhørighed og afhjælpe skævheder, strukturelle divergenser og finansielle nødsituationer, som er direkte knyttet til den monetære union, uden derved at undergrave budgettets traditionelle funktioner, dvs. finansiering af fælles politikker;

3.  glæder sig over Kommissionens udkast; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt og i henhold til den fælles beslutningsprocedure, hvor dette er juridisk muligt, at forelægge forslag til retsakter til gennemførelse heraf, herunder om yderligere samordning af budgetterne, en mere dybtgående politisk samordning på skatte‑ og beskæftigelsesområdet samt oprettelse af egentlig finanspolitisk kapacitet for ØMU'en med henblik på at støtte gennemførelsen af de politiske valg; understreger, at nogle af disse elementer vil kræve traktatændringer;

4.  mener, at der er behov for hurtige foranstaltninger inden for hver enkelt af de fire hovedelementer i rapporten "Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union" som blev forelagt af formændene Van Rompuy, Juncker, Barroso og Draghi, bl.a.:

5.  mener, at en bedre og mere tydelig opdeling af kompetencer og ressourcer mellem EU og medlemsstaterne kan og skal underbygges af en stærkere parlamentarisk kontrol med og ansvarlighed over for de nationale kompetencer;

6.  gentager, at styringen af en egentlig ØMU for at være virkelig legitim og demokratisk skal placeres inden for Unionens institutionelle rammer;

7.  mener, at differentiering er et nyttigt og velegnet middel til at fremme en dybere integration, da den sikrer EU's integritet og kan vise sig at være afgørende for at opnå en egentlig ØMU i Unionen;

8.  understreger, at de eksisterende differentierede integrationsprocedurer i traktaterne giver mulighed for at tage et første skridt hen imod etableringen af en egentlig ØMU, der i fuld udstrækning opfylder kravene om større demokratisk ansvarlighed, øgede finansielle ressourcer og bedre beslutningsdygtighed, og opfordrer alle institutionerne til hurtigt at arbejde videre gennem en maksimal udnyttelse af de muligheder og den fleksibilitet, som de gældende traktater indeholder, og til samtidig at forberede de nødvendige traktatændringer med henblik på at garantere retssikkerheden og den demokratiske legitimitet; gentager, at muligheden for en ny regeringsaftale bør udelukkes;

9.  understreger, at de traktatændringer, som er nødvendige for virkeliggørelse af en egentlig ØMU og etableringen af en Union af borgere og stater, kan bygge på de eksisterende instrumenter, procedurer, praksisser for og filosofien bag differentieret integration og samtidig forbedre deres effektivitet og sammenhæng, og bekræfter, at det fuldt ud vil udnytte sine beføjelser til at forelægge Rådet forslag til ændring af traktaterne, der efterfølgende skal behandles af et konvent, med henblik på at færdiggøre udformningen af en egentlig ØMU;

10.  minder om, at debatten om det flerlagede forvaltningssystem (multi-tier governance) ikke omfatter flerniveaustyring (multi-level governance), der vedrører magtbalancen og medvirken af nationale, regionale og lokale myndigheder

11.  understreger, at differentiering for at kunne opfulde sigtet med det, nemlig at fremme integration, sikre EU's enhed og garantere grundlæggende respekt af lighedsprincippet, skal forblive åben for alle og sigte mod i sidste ende at inddrage alle medlemsstater;

12.  understreger, at der er nødvendigt at sikre en balance mellem beskæftigelsespolitik og økonomisk politik i henhold til artikel 121 og artikel 148 i TEUF, hvis der skal opnås en positiv udvikling i EU;

B.PROCEDURER

13.  mener, at differentieringen om muligt helst bør finde sted inden for en retsakt, der er rettet mod alle medlemsstaterne, ved hjælp af undtagelser og beskyttelsesklausuler i stedet for på forhånd at udelukke visse medlemsstater fra retsaktens territoriale anvendelsesområde; understreger dog, at et stort antal undtagelser og sikkerhedsklausuler undergraver EU's enhed og konsekvensen i og effektiviteten af EU-retten;

14.  mener, at samordningen af den økonomiske politik, beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken henhører under delt kompetence, som ifølge artikel 4, stk. 1, i TEUF omfatter alle områder, som ikke er indeholdt i den udtømmende liste over enekompetencer eller understøttende kompetencer;

15.  mener derfor, at de særlige kendetegn ved de foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel 136 i TEUF, ikke blot indebærer, at disse foranstaltninger er specifikke for de medlemsstater, der har euroen som valuta, men også medfører, at de kan være bindende i et større område, og at artikel 136 i TEUF giver Rådet mulighed for efter indstilling fra Kommissionen og med tilslutning alene fra de medlemsstater, der har euroen som valuta, at vedtage bindende økonomisk‑politiske retningslinjer for landene i euroområdet inden for rammerne af det europæiske semester;

16.  understreger, at der, såfremt nogle medlemsstater ikke ønsker at deltage i vedtagelsen af en retsakt på områder, hvor Unionens ikke har enekompetence, bør etableres et forstærket samarbejdet i overensstemmelse med den relevante bestemmelse i traktaten i stedet for indgåelse af internationale aftaler uden for EU-retten;

17.  mener, at artikel 352 i TEUF, som giver Rådet beføjelse til at vedtage passende bestemmelser for at nå et af målene i traktaterne, såfremt disse ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, kan anvendes sammen med artikel 20 i TEU og dermed give mulighed for at aktivere fleksibilitetsklausulen, såfremt der ikke kan opnås enstemmighed i Rådet gennem mekanismen for forstærket samarbejde;

18.  opfordrer medlemsstaterne til at udvide princippet om forstærket samarbejde til social- og beskæftigelsespolitikken i situationer, hvor divergerende politiske opfattelser mellem medlemsstaterne indbyrdes forhindrer nødvendige fremskridt;

19.  mener, at det er nødvendigt at inddrage udgifter, der følger af gennemførelsen af et forstærket samarbejde, i EU's budget som andre indtægter eller som specifikke egne indtægter for at sikre overholdelse af principperne i EU's budgetlovgivning og beskytte Europa-Parlamentets centrale position som budgetmyndighed;

20.  opfordrer til systematisk at anvende artikel 333, stk. 2, i TEUF, når der etableres et forstærket samarbejde inden for et område, hvor Unionens ikke har enekompetence, og som indebærer en særlig lovgivningsprocedure, og opfordrer Rådet til enstemmigt at vedtage en beslutning blandt de deltagende medlemsstater, hvori det fastlægges, at de under det forstærkede samarbejde agter at handle i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure;

21.  opfordrer til, hvor det er muligt, systematisk at anvende passerellebestemmelsen i artikel 48, stk. 7, i TEU i forbindelse med andre procedurer end det forstærkede samarbejde for at styrke den demokratiske legitimitet og effektiviteten af forvaltningen af ØMU'en;

22.  mener, at muligheden for at indgå bindende interinstitutionelle aftaler bør udnyttes fuldt ud, når det ikke er muligt at anvende passerellebestemmelsen, som f.eks. i forbindelse med vedtagelsen af retningslinjerne for den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken eller den årlige vækstundersøgelse;

23.  minder om, at formålet med artikel 48 i TEU ligeledes er at garantere den demokratiske legitimitet af enhver traktatændring som følge af kravet om obligatorisk inddragelse af Europa-Parlamentet i ændringsproceduren og af de nationale parlamenter i den efterfølgende ratificeringsprocedure;

24.  er uenig i begrebet "kontraktuelle ordninger" og opfordrer til, at der findes en bedre måde, hvorpå de midler, der er gjort tilgængelige under konkurrenceevne- og konvergensinstrumentet, formelt kan knyttes til strukturreformerne, og gentager, at Unionens manglende kompetencer og beføjelser kan afhjælpes ved at anvende de behørige procedurer i traktaterne eller i mangel af et behørigt retsgrundlag ved at ændre traktaterne;

C.DEMOKRATI OG INSTITUTIONER

25.  minder om, at ØMU'en i henhold til artikel 3, stk. 4, i TEU er oprettet af Unionen, og dens funktionsmåde skal bygge på det repræsentative demokrati;

26.  understreger, at Europa-Parlamentet er den eneste institution, hvor borgerne er direkte repræsenteret på unionsplan, at det er ØMU'ens parlamentariske organ, og at det er vigtigt at inddrage det på hensigtsmæssig vis for at sikre ØMU'ens demokratiske legitimitet og funktionsmåde, da det er en forudsætning for ethvert yderligere skridt i retning af en bankunion, en finanspolitisk union og en økonomisk union;

27.  understreger, at behørig legitimitet og ansvarlighed skal sikres på nationalt plan og på EU-plan af henholdsvis de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet; minder om det princip, der er nedfældet i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i december 2012, om, at det generelle mål gennem hele processen forbliver "at sikre demokratisk legitimitet og ansvarlighed på det plan, hvor beslutningerne træffes og gennemføres";

28.  beklager derfor den manglende parlamentariske kontrol af trojkaen, EFSF og ESM;

29.  mener, at enhver formel differentiering af parlamentariske rettigheder på grundlag af Europa-Parlamentets medlemmers oprindelse udgør en forskelsbehandling på grund af nationalitet, der forbydes som et grundlæggende princip i EU og krænker princippet om lighed mellem Unionens borgere som fastlagt i artikel 9 i TEU;

30.  mener, at den asymmetri, som skyldes inddragelse af på den ene side repræsentanter fra de medlemsstater, som har euroen som valuta, i Rådet (eller repræsentanter fra de deltagende lande), og på den anden side Europa-Parlamentet og Kommissionen, som repræsenterer alle Unionens borgere og varetager Unionens generelle interesser, i forbindelse med foranstaltninger, der vedtages i overensstemmelse med artikel 136 i TEUF, eller i forbindelse med etableringen af et forstærket samarbejde, i fuldt udstrækning er i overensstemmelse med principperne om differentiering og ikke mindsker, men tværtimod øger legitimiteten af disse foranstaltninger;

31.  understreger, at Europa-Parlamentets forretningsorden giver tilstrækkeligt råderum til at organisere specifikke former for differentiering på grundlag af politiske aftaler i og blandt politiske grupper med det formål at sikre en hensigtsmæssig kontrol med ØMU'en; minder om, at det i artikel 3, stk. 4, i EU-traktaten bestemmes, at "Unionen opretter en økonomisk og monetær union, der har euroen som valuta", og om, at der i protokol nr. 14 om Eurogruppen henvises til "nødvendigheden af at fastlægge særlige bestemmelser med henblik på en styrket dialog mellem de medlemsstater, der har euroen som valuta, indtil euroen bliver valutaen i alle Unionens medlemsstater"; påpeger at det, hvis denne overgangsordning varer ved, vil være nødvendigt i Europa-Parlamentet at finde frem til en hensigtsmæssig ansvarlighedsmekanisme for det nuværende euroområde og de medlemsstater, som har besluttet af indgå i det;

32.  mener, at det er vigtigt at uddybe samarbejdet med de nationale parlamenter på grundlag af artikel 9 i protokol nr. 1 til traktaterne, og glæder sig over aftalen om etableringen af en interparlamentarisk konference med henblik på at drøfte budgetmæssige og økonomiske politikker; understreger imidlertid, at et sådant samarbejde ikke bør opfattes, som om der er oprettet et nyt blandet parlamentarisk organ, der både ville være ineffektivt og ulovligt set fra en demokratisk og forfatningsmæssig synsvinkel, og understreger, at der ikke er noget alternativ til en formel styrkelse af Parlamentets fulde legitimitet som parlamentarisk organ på unionsplan med henblik på at styrke den demokratiske forvaltning af ØMU'en

33.  understreger, at eurotopmødet og Eurogruppen er uformelle forhandlingsorganer og ikke beslutningstagende institutioner i forbindelse med forvaltningen af Den Økonomiske og Monetære Union;

34.  understreger Kommissionens centrale rolle i forbindelse med forvaltningen af ØMU'en, hvilket også bekræftes af finanspagten og ESM-traktaten, idet den garanterer EU-traktaternes retsorden og varetager EU's fælles interesse som helhed;

D.DIFFERENTIERET INTEGRATION INDEN FOR RAMMERNE AF DE GÆLDENDE TRAKTATER: PÅ VEJ MOD EN EGENTLIG ØMU

35.  er af den opfattelse, at fællesskabsmetoden bør anvendes i forbindelse med alle foranstaltninger til styrkelse af ØMU'en; minder om artikel 16 i traktaten om stabilitet, samordning og styring, som bestemmer, at der senest fem år efter datoen for traktatens ikrafttrædelse, på grundlag af en vurdering af erfaringerne med dens gennemførelse, skal tages de nødvendige skridt til at indarbejde traktatens indhold i Den Europæiske Unions retlige rammer i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

36.  understreger, at de medlemsstater, som har euroen som valuta, og dem, som har besluttet at indføre den, skal fordoble deres indsats for at styrke stabiliteten og overholdelsen af traktaterne og for at forbedre konkurrenceevnen, effektiviteten, åbenheden og den demokratiske ansvarlighed; minder om, at euroen er Den Europæiske Unions valuta, og at alle medlemsstater undtagen de medlemsstater, for hvem der gælder en undtagelse, forventes at indføre euroen på et vist tidspunkt;

37.  henviser til, at de nationale regeringer og EU-institutionerne for at afhjælpe krisen og som reaktion på strukturelle mangler i ØMU'ens opbygning har gennemført en lang række foranstaltninger for at sikre den finansielle stabilitet og forbedre den økonomiske styring; bemærker, at disse beslutninger, såsom visse bestemmelser i "sixpack'en" og oprettelsen af ESM, kun vedrører eurolandene;

38.  glæder sig over oprettelsen af en fælles tilsynsmekanisme, der omfatter euroområdet og er åben for alle andre EU-medlemsstater; understreger, at oprettelsen af en fælles bankafviklingsmekanisme er et nødvendigt skridt i oprettelsen af en egentlig bankunion; mener, at den foreslåede "bankunion" for at afhjælpe de iboende strukturelle mangler ved ØMU'en og effektivt fjerne den udbredte moralske hasard bør baseres på den tidligere reform af Unionens sektor for finansielle tjenesteydelser samt den styrkede økonomiske styring, navnlig i euroområdet, og de nye budgetrammer for det europæiske semester for at sikre den europæiske banksektor større modstandskraft og konkurrenceevne, skabe større tillid til sektoren samt give den øgede kapitalreserver for at hindre, at medlemsstaternes offentlige budgetter skal afholde udgifterne til redningspakker for bankerne i fremtiden;

39.  er meget bekymret over forsinkelserne i oprettelsen af bankunionen og indførelsen af de praktiske betingelser for ESM's direkte rekapitalisering af banker; er især foruroliget over den igangværende fragmentering af EU's banksystem; understreger, at en robust og ambitiøs bankunion er et nøgleelement i en mere udbygget og egentlig ØMU og udgør et centralt politisk mål, som Parlamentet har insisteret på i over tre år, navnlig siden vedtagelsen af beslutningen om forordningen om Den Europæiske Banktilsynsmyndighed

40.  mener, at bestemmelsen om forordningen om en fælles tilsynsmekanisme, som kræver Europa-Parlamentets samtykke til at udpege formanden og næstformanden for tilsynsrådet, er en vigtig præcedens for en styrkelse af Europa-Parlamentets rolle i en forvaltning af ØMU'en, som er baseret på differentiering;

41.  tilslutter sig de nye solidaritetsinstrumenter, som f.eks. instrumentet for konvergens og konkurrenceevne; mener, at instrumentet for konvergens og konkurrenceevne kan fremme ejerskabet og virkningerne af økonomisk politik; understreger, at sådanne instrumenter skal udfærdiges således, at enhver form for retsusikkerhed og uddybning af Unionens demokratiske underskud undgås;

42.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med det europæiske semester at forelægge et forslag om indførelse af en konvergenskodeks på grundlag af Europa 2020‑strategien og med en stærk social søjle; kræver, at det i de nationale gennemførelsesprogrammer sikres, at konvergenskodeksen gennemføres i alle medlemsstater og understøttes af en mekanisme, som bygger på incitamenter;

43.  understreger, at en mekanisme, som bygger på incitamenter, vil styrke den bindende karakter af samordningen af de økonomiske politikker;

44.  påpeger, at etableringen af en håndhævelsesmekanisme, som bygger på incitamenter, med sigte på at øge solidariteten, samhørigheden og konkurrenceevnen skal gå hånd i hånd med yderligere foranstaltninger til samordning af den økonomiske politik, som det fremgår af Kommissionens erklæring i forbindelse med "twopack'en", for at efterleve princippet om, at "skridt hen imod mere ansvar og økonomisk disciplin skal kombineres med større solidaritet";

45.  understreger, at mekanismerne for forudgående samordning samt instrumenter for konvergens- og konkurrenceevne bør finde anvendelse på alle medlemsstater, der har indført euroen som valuta, med mulighed for at andre medlemsstater kan tilslutte sig permanent; opfordrer Kommissionen til i kommende forslag til retsakter at sørge for en sådan obligatorisk validering i de nationale parlamenter og til at sikre større inddragelse af arbejdsmarkedets parter i den økonomiske samordning;

46.  mener, at ethvert forslag til et nyt instrument for konvergens og konkurrenceevne bør være baseret på konditionalitet, solidaritet og konvergens; mener, at et sådant instrument først bør indføres, efter at der er foretaget en identificering af sociale skævheder og behov for omfattende langsigtede og bæredygtige vækstfremmende strukturreformer på grundlag af en vurdering af sammenhængen mellem konvergenskodeksen og de nationale gennemførelsesplaner med behørig formel inddragelse af Europa‑Parlamentet, Rådet og de nationale parlamenter;

47.  mener, at instrumentet for konvergens og konkurrenceevne bør være et middel til at opnå øget budgetkapacitet og være rettet mod betinget støtte til strukturreformer med sigte på at styrke konkurrenceevnen, væksten og den sociale samhørighed, sikre en tættere samordning af de økonomiske politikker og en varig konvergens mellem medlemsstaternes økonomiske resultater samt tackle skævheder og strukturelle forskelle; betragter sådanne instrumenter som byggesten i opbygningen af reel finanspolitisk kapacitet;

48.  anser oprettelsen af dette instrument for at være første skridt hen imod en stærkere finanspolitisk kapacitet for ØMU'en og understreger, at konkurrenceevne- og konvergensinstrumentets finansielle ressourcer skal være en integreret del af EU's budget, men uden for den flerårige finansielle rammes lofter, for at overholde EU's traktater og lovgivning og sikre, at Europa-Parlamentet inddrages fuldt ud som budgetmyndighed, bl.a. ved at tillade enkeltvis vedtagelse af de pågældende budgetbevillinger;

49.  opfordrer til inddragelse af ny egen indtægt, som finansieres af bidrag fra de medlemsstater, som deltager i konkurrenceevne- og konvergensinstrumentet, i henhold til en ændret afgørelse om egne indtægter, og ved at tildele indtægterne fra denne nye egen indtægt til udgifterne til konkurrenceevne- og konvergensinstrumentet, og opfordrer til en ændring af afgørelserne om egne indtægter eller, såfremt dette ikke er muligt, til at anvende indtægterne fra afgiften på finansielle transaktioner som andre indtægter for at kompensere for sådanne direkte bidrag;

50.  fastholder, at Parlamentets formand bør fremlægge Parlamentets synspunkter vedrørende den årlige vækstundersøgelse på Det Europæiske Råds forårsmøde; er af den opfattelse, at der bør forhandles en interinstitutionel aftale på plads med henblik på at inddrage Parlamentet i godkendelsen af den årlige vækstundersøgelse og af retningslinjerne for den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken;

51.  gentager sin opfordring til en styrkelse af ØMU'ens sociale dimension og samtidig bekræfte, at beskæftigelses- og socialpolitik er EU-politik;

52.  gentager, at der i henhold til traktaterne skal tages hensyn til fremme af høj beskæftigelse og sikres en tilstrækkelig social beskyttelse i forbindelse med fastlæggelsen og gennemførelsen af Unionens politikker og virksomhed; opfordrer til fastsættelse af beskæftigelsesmæssige og sociale benchmarks, som skal supplere de finanspolitiske og makroøkonomiske indikatorer, og udarbejdelse af statusrapporter om strukturreformer med det formål at sikre et passende og effektivt niveau af sociale investeringer og dermed holdbarheden af en social Europæisk Union på lang sigt

53.  glæder sig over, at Kommissionen den 2. juli 2013 i overensstemmelse med aftalerne i "two‑pack'en" har nedsat en ekspertgruppe under ledelse af Gertrude Trumpel-Gugerell, som har til opgave at foretage en grundig vurdering af de vigtigste aspekter af en potentiel gældsindfrielsesfond og eurogældsbeviser, herunder eventuelle lovbestemmelser, den finansielle struktur og de supplerende budgetrammer; agter at tage stilling til disse spørgsmål, når ekspertgruppen har fremlagt sin rapport;

54.  mener, at de foranstaltninger, der træffes af EFSF/ESM og eventuelle fremtidige strukturer af lignende karakter, bør være underlagt regelmæssig demokratiske kontrol og tilsyn fra Europa-Parlamentets side; mener, at ESM bør fuldstændig indarbejdes i den gældende fællesskabsret;

55.  påpeger, at trojkaen skal holdes behørigt ansvarlige; er af den mening, at Kommissionen regelmæssigt bør aflægge beretning på trojkaens vegne over for Europa-Parlamentet; minder om, at EU's deltagelse i "trojkasystemet" bør underkastes Parlamentets demokratiske kontrol og ansvarlighedsbestemmelserne;

E.DIFFERENTIERET INTEGRATION OG TRAKTATÆNDRINGER

56.  mener, at en fremtidig traktatændring bør bekræfte princippet om en differentieret integration som et middel til at opnå yderligere integration uden at undergrave Unionens enhed;

57.  mener, at en fremtidig traktatændring kan medføre et nyt lag af associeret medlemskab, herunder en delvis integration i specifikke EU-politiske områder som et middel til at styrke den europæiske naboskabspolitik;

58.  mener, at en fremtidig traktatændring bør bekræfte, at eurotopmødet er en uformel konfiguration af Det Europæiske Råd, som det fremgår af afsnit V i traktaten om stabilitet, koordinering og styring i en Europæiske Union;

59.  foreslår, at Eurogruppen gøres til en uformel konfiguration af Rådet (økonomi og finans);

60.  opfordrer til, at medlemmer af Kommissionen med ansvar for økonomiske og finansielle anliggender udnævnes til finansminister og fast næstformand i Kommissionen;

61.  opfordrer til, at der med begrænsede undtagelser foretages en ændring i afstemningsprocedurerne i Rådet, som kræver enstemmighed, til kvalificeret flertal, og til, at de eksisterende særlige lovgivningsprocedurer konverteres til den almindelige lovgivningsprocedure;

62.  opfordrer til, at der indføres et retsgrundlag for oprettelse af EU-agenturer, som kan gennemføre specifikke udøvende funktioner og gennemførelsesfunktioner, som de får pålagt af Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure;

63.  mener, at det omvendte kvalificerede flertal ved afstemninger i finanspagten snarere er en politisk erklæring end et effektivt beslutningstagningsinstrument, og opfordrer derfor til integrering af omvendte kvalificerede flertal i traktaterne, navnlig i artikel 121, 126 og 148 i TEUF, således at Kommissionens forslag eller henstillinger kan træde i kraft, såfremt Parlamentet eller Rådet ikke gør indvendinger inden for en nærmere fastsat periode, for at sikre fuldstændig retssikkerhed;

64.  opfordrer til en ændring af artikel 136 i TEUF for at åbne op for frivillig deltagelse for de medlemsstater, som ikke har euroen som valuta, med fuld stemmeret i overensstemmelse med proceduren for forstærket samarbejde og opfordrer til ophævelse af begrænsningerne i henhold til artikel 136 i TEUF og opgradering af denne artikel til en overordnet klausul for vedtagelse af retsakter vedrørende samordning og fastlæggelse af juridisk bindende minimumsstandarder med hensyn til den økonomiske politik, beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken;

65.  opfordrer til en udvidelse af retsgrundlaget i artikel 127, stk. 6, i TEUF, så det omfatter alle finansielle institutioner, herunder forsikringsselskaber, som er etableret på det indre marked;

66.  opfordrer til, at Parlamentet inddrages i udnævnelsen af formanden, næstformanden og de øvrige medlemmer af ECB's direktion i henhold til artikel 283 i TEUF ved at der stilles krav om, at Parlamentet skal godkende Rådets indstillinger;

67.  opfordrer til at det næste konvent undersøger muligheden for at indføre en særlig lovgivningsprocedure, som kræver fire femtedele af stemmerne i Rådet og et flertal af Parlamentets medlemmers stemmer i henhold til artikel 312 i TEUF for at vedtage forordningen om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme;

68.  opfordrer til at det næste konvent undersøger muligheden for at indføre en særlig lovgivningsprocedure, som kræver fire femtedele af stemmerne i Rådet og et flertal af Parlamentets medlemmers stemmer i henhold til artikel 311 i TEUF for at vedtage afgørelsen om de egne indtægter;

69.  opfordrer det næste konvent til at undersøge muligheden for, at de medlemsstater, der har euroen som valuta, og for alle de medlemsstater, som ønsker at deltage i dette styrkede budget, stiller særlige egne indtægter til rådighed inden for rammerne af EU-budgettet;

70.  mener, at bevillingerne til Unionens agenturers bør indgå som en integreret del af Unionens budget;

71.  kræver, at Parlamentet skal godkende traktatændringer med et flertal på to tredjedele af dets medlemmers stemmer;

72.  fastholder, at den kommende konvention bør have størst mulig demokratisk legitimitet ved også at inddrage arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og andre interesserede parter, vedtage sine beslutninger i plenum i henhold til fuldt demokratiske regler, have tilstrækkelig tid til seriøs og grundig overvejelse, arbejde i fuld åbenhed og give offentligheden adgang til alle sine møder;

73.  går ind for, at passerellebestemmelsen i artikel 48, stk. 7, i TEU udvides til traktaterne som helhed;

o
o   o

74.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og formanden for Det Europæiske Råd.

(1) Traktaten om oprettelse af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM). (2) Traktaten om stabilitet, koordinering og styring i Den Økonomiske og Monetære Union. (3) EUT L 306 af 23.11.2011. (4) EUT L 140 af 27.5.2013. (5) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0372. (7) https://www.ecb.europa.eu/ssm/pdf/4preport/fourpresidentsreport2012-12-05DA.pdf. (8) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0430. (9) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0222. (10) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0269.